Håbefulde hjerte

Af samme forfatter:

Når engle græder blod

PP_Håbefulde hjerte-P.indd 2 09/11/12 07.37

jakob Knudsen

Håbefulde hjerteen Kristian Swane-krimi

People’sPress


Håbefulde hjerteCopyright © 2010 jakob Knudsen og forlaget mellemgaard

Copyright denne udgave © People’sPress 2012Omslag: rasmus funder

med illustration af Christian Kellerbogen er sat med Plantin og Avenir

hos An:Sats, espergærdeog trykt hos Nørhaven A/SISbN 978-87-7108-774-1

3. let reviderede udgave, 1. oplagPrinted in denmark 2013

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem undervisningsministeriet og Copy-dan. enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. undtaget herfra er

korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus •Vester farimagsgade 41 • dK-1606 København V


5

Hvis ægteparret Villadsen havde vidst, hvad natten ville

bringe, havde de nok ikke siddet så roligt ved aftenkaf-

fen. de havde nok heller ikke i dagene inden kørt tilværelsen på

den sædvanlige automatpilot, men snarere fået talt ud om det

liv, de levede, det de havde levet, og det, der var sket dengang.

det var mange år siden nu, og heldigvis er menneskets evne til

at fortrænge både nyttig og bekvem.

den foregående aften havde de været til havefest hos genbo-

erne sammen med tre andre par fra det kvarter, hvor de havde

boet i mere end femogtyve år. det var den gamle klike, der talte

både en læge, en landsdommer, en velbjærget fabrikant og en

lektor i engelsk og historie på byens gymnasium. Konerne, de

af dem, der stadig arbejdede, havde typisk mindre velbetalte

og prestigefyldte job end deres mænd. et levn fra en svunden

tid, som levede i bedste velgående i bedsteborgerkvarteret ro-

senhaven i den mellemstore provinsby Hjørring i Nordjylland.

der blev talt om skattetrykket og den ukontrollable ind-

vandring af folk af muslimsk oprindelse. de havde prist vinen

fra rhônedalen, hvis bouquet stod fremragende til det møre,

røde kød, der var tilberedt på rollsroyceudgaven af en gasdrevet

Webergrill. forsommervejret viste sig fra sin bedste side med

femogtyve grader og blå himmel, og de havde siddet ude næ-

sten hele aftenen, dog med lidt hjælp fra en terrassevarmer, da

klokken blev hen ad ti.


6

de var tit samlet i kliken til behagelige sociale arrangemen-

ter. det var, som om deres lille velfærdsenklave forstærkede

sig selv og mindede dem om, at de var heldige med deres liv.

At de kom sammen med den rigtige slags mennesker, og at

deres bestræbelser hidtil havde været det hele værd. lykken var

håndgribelig, når andre bekræftede den. Og da lykken mate-

rialiserede sig gennem solide murermester- og patriciervillaer,

to biler, flere årlige udenlandsrejser samt en vinkælder, havde

den bedsteborgerlige klike behov for at finde lignende forhold at

spejle sig i. Og gennem årene var det ikke det eneste, de havde

opfundet som fælles værdi- og moralsæt.

der var lige dén gang. den ene gang, man ikke talte om, og

som for nærværende lige så godt aldrig kunne have eksisteret.

– Vil du læse lidt, inden vi slukker lyset? spurgte Hans Villadsen

sin kone. Hun lå med dette års mest anmelderroste dokumentar

om det navnkundige bankrøveri, hvor en ung funktionær og

familiefar så tragisk havde mistet livet, og om hvordan bagmæn-

dene, en gruppe drevet af naive politiske visioner, havde mistet

deres idealer i takt med, at voksenlivet indfandt sig i fængslet.

– ja, bare lidt endnu, svarede hun, uvidende om at ordene,

hun læste, mens døsen indfandt sig, ville blive de sidste i dette

liv. Hun var oprigtigt rørt over de tragiske skæbner, der spandt

sig ind i hinanden, og mærkede et selvretfærdigt stik i hjer-

tet, mens hendes søvnige øjne forsøgte at fokusere på bogsta-

verne.

et kvarter senere slukkede Karin Villadsen sin sengelampe,

og mørket omsluttede ægteparret, et mørke, de udelukkende

opfattede som midlertidigt.

*


7

rosenstien lå hen i forsommermørke, kun svagt oplyst af en

spæd tiltagende måne.

de tilsyneladende indbydende forhaver med solide status-

symboler bød således alt andet end velkommen, skønt ordet

sikkert var printet på flere af dørmåtterne i kvarteret, men han

kendte gaden, husene og vidste, hvem der boede i flere af dem.

den kvalmende villaidyl havde lukket sig om sig selv i forsøget

på at holde resten af verden ude.

Med blikket indstillet på uendeligt slørede han sine øjne ved

at knibe dem let sammen for at opnå en meditativ tilstand, mens

farverne dansede i mørket. en tilstand, der gav det meningsløse

mening, og som gjorde hævn retfærdig. Han følte sig endegyldigt

forvandlet nu og sikker.

Slagteren slukkede lyset på sin mørke ford transit kasse-

vogn. farven var ikke tilfældig, ligesom bilens lukkede ladkasse

heller ikke var det. det hele havde et formål. Hele hans eksistens

havde et formål. der var noget, der skulle fuldbyrdes. Noget,

der skulle genoprette balancen.

Han satte bilen i frigear. Heldigvis skrånede rosenstien lette-

re nedad, så han langsomt trillede frem og bremsede lydløst ud

for nummer fjorten. Han trak roligt i håndbremsen og sad lidt

bag de tonede ruder og kiggede ud. åndedrættet var afslappet,

pulsen slog knap et slag i sekundet og vidnede om den indædte

tro på, at det, han nu skulle til at gøre, var et udslag af retfær-

dighed snarere end en handling af vold.

efter at have siddet et kvarter i meditativ stilhed og obser-

ve ret de mørke vinduer tog han forskellige remedier frem fra

handskerummet: en flaske, en klud, en rulle gaffatape, en kul-

fibermaske og et glidelagen. Han stoppede det hele ned i de to

store sidelommer på sin omfangsrige trenchcoat og trak den

bredskyggede hat godt ned over ansigtet. den tillod ham akkurat

at se ud, men ingen ville kunne genkende ham.


8

Slagteren kendte husets anatomi. Han vidste, hvor de forskel-

lige rum og værelser lå, hvor møblerne stod, og hvordan man

omgik alarmsystemet.

– de alarmsystemer, der sælges til almindelige villaer, er

patetiske, tænkte han.

Plastikboksen var let at finde under slyngplanten nederst på

muren ved siden af bagdøren. Han afkoblede en rød ledning

ved at rykke den ud af en samlemuffe. da ruko-dirken gled

ind i bagdørens lås, drejede smæklåsen med et næsten uhørligt

klik. Han var inde.

bagdøren var placeret bagest på huset over en forhøjet kæl-

der, da selve huset lå på en skrænt. Han skulle forcere et sæt

trapper, før han kunne nærme sig soveværelset, der lå nederst

på den lange fordelergang efter to værelser, et walk-in-closet

og et badeværelse. På vejen op slog han HfI-relæet i entreen

fra. døren stod åben, noget man måtte betegne som held, set

fra hans side. døre, der skal åbnes i nærheden af sovende men-

nesker, er et risikomoment. Hans night-vision-briller oplyste

synsfeltet i et grønligt skær. det var vigtigt at have et forspring

i forhold til sine ofre.

Hans Villadsen sov på ryggen med tung vejrtrækning eller

noget, der måske bedre kunne beskrives som en let snorken.

Hans gråsprængte manke gav ham et grotesk udseende, som

han lå der og prustede.

Slagteren flyttede kulfibermasken fra hagen op til ansigtet,

så åndedrætsorganerne ikke ville blive påvirket af den kemiske

lugt, der snart ville brede sig i ægteparrets soveværelse. Han gen-

nemvædede den medbragte klud og holdt den med stor kraft ned

mod Hans Villadsens rødsprængte ansigt. Han spjættede kort og

knap hørligt, slet ikke for hans kone, der i mange år havde sovet

med ørepropper på grund af sin mands snorken.

Slagteren holdt kluden for mandens ansigt, også efter at den-


9

ne var drevet ind i bevidstløsheden. Han så på sit armbåndsur.

femogfyrre sekunder. Nok til at holde Hans Villadsen sovende

i mindst halvanden time.

Karin Villadsen kom aldrig til nogen form for bevidsthed in-

den bedøvelsen. I stedet for at presse kluden hårdt mod hendes

ansigt holdt han den under hendes næse i et minut. Han vidste,

at han med sin rå styrke kunne håndtere at holde kluden fast-

presset, hvis hun skulle gøre modstand. Så var hun bevidstløs,

viljeløs og offerklar. de få øjeblikke, hun endnu ville komme til

at opleve i dette liv, ville være så fyldt med rædsel og smerte,

at det stod i skærende kontrast til hendes fredfyldte udseende,

som hun lå dér med udslået hår og natkjole.

*

På en mark, der lå op til Skagensvejen lidt nord for Hirtshals,

løb en ræv rundt og søgte efter føde i ly af mørket. den havde

ligget i sit hul i flere dage nu. det var en ung hun, der for første

gang havde født et kuld hvalpe dette forår. for nogle dage siden

var den stødt på et hjortekadaver, som den af flere omgange

havde slæbt ned til hullet, hvor de stadig hjælpeløse unger uaf-

ladeligt knurrede efter kød.

der havde været nok til at mætte alle i flokken i dagene efter.

Men nu var forrådet sluppet op, og sulten tvang den unge hun

op af hullet. den så sig vagtsomt omkring, mens den indfangede

nattens lyde med sine udvidede sanser. et stærkt lys nærmede

sig, og dyret ændrede forskrækket kurs. Men så fik den færten

af en hare på den modsatte vejbred og satte i løb.

Slagteren fangede ræven i lyskeglen nogle få meter fremme.

dy rets øjne lynede i natten, og i et splitsekund følte han, at

den så lige ind i hans sjæl. Han klodsede bremserne, så bilen


slingrede faretruende og skred ud i rabatten. Han bandede højt

og sad nu stille i bilen, der var vendt hundrede og firs grader.

ræven fortsatte uanfægtet sit løb mod byttet.

Slagterens hjerte bankede hårdt. det var en forkert hand-

ling, men den var instinktiv. Han ville ikke køre ræven over.

den havde set på ham, og selv om det kun var et kort øjeblik,

havde han følt en samhørighed, der gjorde det umuligt for ham

at køre dyret ned.

Han havde selv været et dyr af natten. et dyr, der kravlede

ud fra sit hul ved lysets ophør. ud på de åbne vidder for at søge

føde med mørket som eneste rygdækning.

der havde lydt et højt bump inde fra den lukkede ladkasse,

da han bremsede op. efterfølgende kunne han ane en svag støn-

nen. Skyldfølelsen overmandede ham. Han havde næsten sat

livet på spil for en rævs skyld, selv om han stod over for at udføre

en handling, der skulle genoprette retfærdigheden.

Sveden dryppede fra armhulerne. Han rakte ud efter en

fla ske vand, der før havde ligget på passagersædet, men som

efter opbremsningen lå i bunden af bilen. den var halvfuld.

Han tømte den i ét drag og tørrede sveden af panden med

ærmet. det var vigtigt at genvinde fokus nu. Han havde truffet

en beslutning i ugerne, der ledte frem mod denne nat, men nu

vaklede han pludselig i sit forehavende.

den forbandede ræv!


11

Bosnien, juli 1995

Petar sad i skumringstimen og støttede sig til sin maskinpistol af

russisk fabrikat. Han holdt vagt. Han var fyldt enogtyve denne

vinter og var egentlig ikke soldat. Ikke at hans fysik ikke indbød

til det. Han var atletisk, høj og muskuløs, men drømmen var

gået i retning af en sportskarriere, altså dengang da man stadig

spekulerede på den slags og tillod sig den luksus at drømme.

Nu var drømmene erstattet af en indædt overlevelseskamp mod

en skånselsløs overmagt, der var i færd med at lægge hele den

centrale del af Bosnien øde.

Det var en mild aften, hvor aftenrøden havde været usæd-

vanlig intens, og luften duftede af sommer på Balkan. Som han

sad der, kunne han næsten glemme alt det forfærdelige, der var

kommet snigende som en ond drøm, og som aldrig syntes at

holde op. En ting vidste han: Det var ikke forbi. Der skulle spildes

tusinder spande blod på den gamle jord, før tiden ville komme

med sin magtfulde rolighed og lade kanonerne ruste og vokse

til med blomster.

Jo, de havde hørt om ham. Generalen Ratko Mladic fra den

selvudråbte republik, der udviste så indædt et had til sine mod-

standere, at det gav genlyd i hele Bosnien. Historierne om ned-

brændte landsbyer og drab på uskyldige, kvinder, gamle, børn,

hvad som helst, der var i vejen for masterplanen: at indlemme det

sammensatte land i et tyrannisk Storserbien. Daglige føljetoner

om usigelige grusomheder spredtes som en løbeild, der snart

skulle tage en mere fysisk og frygtelig form.

Han var sulten. Men det var en følelse, han havde vænnet sig


12

til. Der havde været knaphed allerede i barndommen, men nu da

krigen rasede, levede alle på et kostmæssigt eksistensminimum.

Bortset fra indimellem, hvor der pludselig var uventede forsy-

ninger. Så spiste man intenst og voldsomt, ligesom man levede

i det flygtige nu.

Han begyndte at fantasere om mad, som så ofte når han

havde tid til eftertænksomhed. Så begyndte den indre dialog

om de basale behov: mad, søvn, tørst, kvinder. De kvinder han

næsten ikke havde haft nærkontakt med endnu. Og på samme

tid opstod altid drømmen om det, der gav det hele på én gang:

Fred, tryghed, sammenhold.

Milos lå og sov ved siden af ham. Sammenkrøbet i sin sove-

pose i noget, der kunne minde om fosterstilling. Milos, der, skønt

de var jævnaldrende, altid havde været som en lillebror for ham.

Én man skulle passe på. De var bedstevenner. Den store, atletisk

byggede Petar og den lavstammede, spinkle og let skrøbelige

Milos.

Han havde lovet vennens bedstemor at passe godt på ham.

„Baba“ havde ikke andre end ham, og hun havde desuden taget

Petar til sig som en slags reservebarnebarn, da hans egne bed-

steforældre var døde. Baba var den elskeligste gamle dame med

et uendeligt mildt og langmodigt ansigt. Hun var af den genera-

tion, der havde gennemlevet flere kriges rædsler og generel uro

på Balkan. Der var de tålelige år efter 1953 med Marskal Tito i

førersædet, men nu var der igen uro. Ondere end nogensinde.

Hun elskede Milos og pylrede om den svagelige dreng, da hun

følte, han behøvede det.

Det var en svær opgave, vidste Petar allerede fra starten; „at

passe på Milos.“ Man kunne i virkeligheden ikke love noget som

helst i disse tider.

Han havde kunnet høre lyden i et stykke tid nu. Der var mange

lyde og ikke alle krævede speciel opmærksomhed. Men denne


13

brummen, der tiltog i styrke, gjorde ham urolig. Han kiggede

ned på Milos, der roligt sov, som om intet ondt i verden kunne

overgå ham. Han kom til at tænke på noget, som deres historie-

lærer havde fortalt dem. Det var om den jødisk-østrigske læge

og psykoanalytiker Viktor Frankl, der under sit ophold i Auschwitz

havde set en medfange vende og vride sig i et mareridt. Frankl

havde lige akkurat taget sig i at vække manden, fordi han kom i

tanke om, at det, han vækkede ham til, kun kunne være værre,

end det han drømte.

Frankl og Anden Verdenskrig virkede langt væk nu, men Milos

var tæt på, som han lå dér indkapslet i søvnen, i hvert fald en

tid endnu.

Larmen tiltog i løbet af natten og blev til sidst så pågående, at

folk løb ud af husene for at se, hvad der var ved at ske.

Ved daggry havde der samlet sig en division af kampvog-

ne med infanteri bag, som i løbet af få øjeblikke ville tromle

ind i byen. Skrig, gråd, uendelig brutalitet og meningsløshed.

Ond skaben havde taget menneskedragt på og var steget op til

jorden.

Når Petar sidenhen tænkte på det, foregik det i slowmotion:

Babas rare gammelkoneansigt havde brændt sig ind på hans

nethinde. Rædslen stod malet i hendes grådophovnede ansigt,

mens to brutale voldsmænd slæbte bort med hende.

Milos, der græd som et barn. Lille Milos, der aldrig havde

gjort nogen fortræd, og hans forundrede udtryk, lige inden han

blev henrettet med et nakkeskud.

Flugten, som han i årene efter skiftevis tolkede som kujonag tig

og nødvendig. Over otte tusind blev dræbt i de dage. Han var

flygtet, lige så hurtigt hans ben kunne bære ham, med kugler og

granater fløjtende om ørerne.

Han levede, men rædslen blev hos ham fremover.


Han var først standset adskillige kilometer uden for byen for

at skjule sig bag et klippefremspring i en tæt skovbevoksning.

Det var her, han så hende første gang. Tanja. Hun fandt ham og

reddede ham fra den visse død. Tanja, en ældre søster og en

yngre bror i teenagealderen havde fundet et tilflugtssted under

jorden bag klippefremspringet, hvor de havde indrettet sig med

diverse fornødenheder og proviant.

De inviterede Petar indenfor i fællesskabet. De kunne godt

bruge en stærk mand til at deltage i den fælles overlevelseskamp,

i hvert fald indtil krigen var forbi eller i det mindste stilnede af.

Efter massakren måtte det internationale samfund da reage re.

Petar og Zoran, lillebroren, drog dagligt ud og stjal den mad,

de kunne finde, for at holde sig i live. Om aftenen udviklede de

primitive spil for at fordrive tiden, hvis de da ikke fortalte hin-

anden historier. Når de sad i faklernes skær, blev Petar mere og

mere fascineret af den smukke Tanja, hvis ukuelige lyse sind stod

i skærende kontrast til den trøstesløse virkelighed.


15

Slagteren bremsede i den bløde skovbund. da motoren stop-

pede, blev der en sælsom stilhed. Mørket omsluttede den

lille rydning i skoven. Han lod lygterne være tændt, så de fun-

gerede som projektører op mod bunkeren.

Han gik om bag ved bilen og åbnede ladkassen, hvor en

ube hagelig stank mødte ham. den kemiske æterlugt blandet

med urin og sved fik ham til at trække hovedet til side i en

u frivillig bevægelse. Han gik tilbage for at iføre sig kulfiberma-

sken, der lå i kabinen. Herefter svingede han med lethed den

bevidstløse Karin Villadsen over skulderen og bar hende ind

i bunkerens inderste rum, hvor han slog en svær jernslå for

døren. efterfølgende slæbte han med større besvær den noget

tungere Hans Villadsen ind i det forreste rum. Han satte den

bevidstløse mand på en stol og fastgjorde ham med reb og

gaffatape. Han gik tilbage til bilen. lukkede ladet og slukkede

lygterne, gik ind i bunkeren og sikrede døren indefra. Så gik

han hen til Hans Villadsen, tvang hans kæber op og satte en

knebel i munden på ham.

Pludselig dunkede hans tindinger, og en voldsom kvalme

skyllede ind over ham, så han næsten ikke kunne få vejret. Han

for hen til døren, skød slåen fra, løb ud i mørket og stod et

øjeblik og gispede efter vejret. Øjnene fyldtes med tårer, da han

kiggede op mod himlen. det sted, man kigger hen, for at møde

dem, man savner.


16

Slagteren vendte sig beslutsomt om og gik tilbage, hvor han

kom fra. denne gang kom han ikke ud igen. Ikke før den opgave,

han havde givet sig selv, var fuldført.

*

Mandens øjne var sorte af vanviddets beslutsomhed. Kynisk

betragtede han sit første offer. Hans Villadsen sad kneblet og

bundet til en kraftig, højrygget egetræsstol, der var spændt fast

til betongulvet med svære metalbeslag.

Han havde svært ved at trække vejret gennem den knebel,

han havde spændt fast i munden. Savlet stod ud af siderne, og

halvkvalte lyde kom rallende ud.

den fremmede nærmede sig, og Hans Villadsens besværede

lyde tiltog i styrke, mens hans blik blev ynkeligt og bønfaldende.

Manden holdt noget i hænderne. det lignede en fotoramme.

Hans Villadsen kunne ikke se særlig godt på grund af det stærke

modlys. Han sad med en spot direkte rettet mod sig.

den sorte ramme med billedet kom nærmere i takt med, at

voldsmanden nærmede sig. der var et skyggebillede i rammen.

Kun konturer, der ikke afslørede en konkret person, men en

skikkelse, der var, eller måske en gang havde været, et menneske.

Skikkelsen var i fuld figur med front mod beskueren.

Hans Villadsens hjerne arbejdede på højtryk i al hans rædsel.

Kunne det være? Hvad drejede det sig om? Var manden sinds-

syg, eller lå der noget andet bag hans handling? Måske skulle

han bare indse noget, og så ville han blive sluppet fri. Hvor var

Karin? lå hun stadig derhjemme og sov? Havde hun opdaget,

at han var væk, og kontaktet politiet?

Karin Villadsen vågnede i en surrealistisk mareridtsagtig tilstand

et ukendt sted. Hun fornemmede en lugt af maskiner, olie og


17

værksted. der var helt mørkt, og hun kunne knap røre sig, som

hun lå dér bundet med gaffatape på hænder og fødder på et

koldt og hårdt cementgulv. Hendes hoved dunkede, så det var

ved at sprænges, og en unaturlig grådig tørst plagede hendes

svælg og strube.

Hendes slørede bevidsthed blev holdt i gang af et voldsomt

bankende hjerte og en kvalmende angst. Hun måtte have kon-

takt med nogen. få noget at vide. Hun prøvede at tale, men

hendes tunge klistrede hjælpeløst fast til ganen, og det blev kun

til nogle ubehjælpsomme lyde uden styrke bag.

Smerten og fortvivlelsen tiltog voldsomt i styrke. den fortviv-

lelse og smerte, der rammer den, som ikke kender omstændig-

hederne eller grunden til sin egen skæbne. Så blev et lys tændt i

rummet ved siden af, og en smal stribe sendte et sparsomt skær

ind under døren, der manglede den nederste liste.

Menneskelig kontakt, tænkte hun. I sin paniske tilstand ledte

hun efter en afklaring på sin situation.

døren blev åbnet, og en stor, bredskuldret mandeskikkelse

kom til syne i åbningen. Karin Villadsen udstødte med al den

kraft, hun kunne mobilisere, et halvkvalt skrig og mærkede,

hvordan den varme urin løb ned mellem hendes lår.

Manden slæbte hende ind i det tilstødende lokale, hvor lyset

kom fra. Hun missede med øjnene i det skarpe, hvide lys og

fik øje på et gruopvækkende syn: På en stol midt på gulvet sad

hendes mand i bar overkrop og pyja masbukser spændt fast med

reb og gaffatape. Hans mund var gjort tavs med en knebel, og

hun kunne se, han havde svært ved at få vejret. Hun kunne se

ham, men han kunne ikke se hende på grund af det stærke lys,

der var rettet lige mod ham.

Så hævede den bredskuldrede mand en kødøkse og huggede

hendes mands venstre hånd af med en så aggressiv kraft, at

blodet sprøjtede til alle sider.


18

Hans Villadsen var ikke længere ved bevidsthed. Manden

forlod rummet, men lod lyset være tændt. den chokerede Karin

lå på gulvet og så sin bevidstløse mand forbløde gennem såret

fra den afhuggede venstre hånd, hvor sener og en fremstukken

knoglestump hang ud. Alt var forbi. Hun kastede op i krampe-

rystelser, og det sortnede for hendes øjne.

På rosenstien nummer fjorten var alt fredeligt denne morgen

kl. 04.05, hvor det allerede var relativt lyst. et avisbud smed

halvsøvnigt dagens udgave af morgenavisen ind gennem brev-

sprækken under det store, blankpolerede messingdørskilt, hvor

der med gotiske bogstaver stod: „lektor Hans Villadsen“ og

nedenunder: „Karin Villadsen“. Med andre ord det barnløse

par med orden i sagerne, som ingen ville savne de første par

dage, da det var lørdag.

Slagteren så på de to døde kroppe. Han stod i en skov i en

lysning uden for et forladt militært ammunitionslager. der var

langt til beboelse og offentlig vej, så der var kun en lille risiko

ved det, han nu skulle i gang med. Aktiviteten var imidlertid

henlagt til natten for at være på den sikre side.

Han tændte for de to kraftige projektører, der skulle oplyse

pladsen, mens han arbejdede, og trak i startsnoren til sin ben-

zindrevne motorsav. den gik i gang på tredje forsøg. Han var

klædt i armygrønt regntøj og gummistøvler, selv om det var en

lun nat. en hvid plastikhovedbeklædning som dem, der bruges

på industrislagterierne, var bundet stramt under hagen. Øjnene

var dækket af beskyttelsesbriller.

Så begyndte han. Parterede de døde kroppe med den ny-

slebne kædesav og smed løbende kropsdelene over på bålplad-

sen. det var hårdt arbejde, men nødvendigt. til sidst betragtede

han det groteske syn af menneskeligt affald. det var, som om


de sønderskårne kropsdele fyldte mere end to mennesker i le-

vende live.

Han overhældte det hele med benzin. tømte det halve af en

femliters dunk ud over bålpladsen, stillede sig i behørig afstand

og kastede en æske med fem brændende tændstikker.

effekten var enorm. et begravelsesbål, der ledte tankerne hen

på ligfærd ved Gangesfloden eller brændende høvdingeskibe i

vikingetiden.

Han stod længe og betragtede det. første akt, tænkte han.

en udendørs vandslange var fastgjort til tagskægget på den

massive betonbunker med et brusehoved. Han stillede sig under

det, tændte og skrubbede regntøjet rent. Helt rent. derefter trak

han det af, tog sit inderste tøj af og smed det på bålet. Så stil-

lede han sig igen ind under bruseren og stod længe og skyllede

sig under den kolde stråle.


20

–Kom nu mor! Camilla rykkede i sin mors jakkeærme.

Hun var syv år gammel og glædede sig usigeligt til at

skulle begynde i første klasse efter sommerferien. – du skal se,

hvor de pæneste konkylier er. det er lige herhenne.

Havet havde dannet en indsø, der næsten delte den smalle

strand i to mellem digerne ved damstederne på østsiden af

Ska gen by.

– jeg kommer nu, lille skat, sagde Gitte Kruse, der var på

sin daglige gåtur med sin datter.

– Man skal stikke hænderne ned i vandet og tage dem op, sag de

den begejstrede Camilla til sin mor, der smilede overbæ rende.

Gitte Kruse stak hånden ned i vandet, der stadig havde vinte-

rens kulde i sig. Pludselig så hun Camillas røde gummistøvler

med blå blomster på ved siden af sig. Hun så op. Pigen havde

noget i hånden, der mest af alt lignede noget vakuumpakket

kød af en slags.

– Hvad er det, mor? det ligner hænder.

– Sludder, lille skat. lad mor se engang!

Hun tog datterens fangst i hænderne. Så udstødte hun et

skrig og smed plastikindpakningen hen ad stranden. Hun mær-

kede jorden gynge under sig og ofrede det meste af den efter-

middagste og kage, hun havde indtaget en time forinden.

– rør det ikke! skreg hun. – Kom herhen og hold mig i

hånden lige nu!


Hun tog rystende sin mobiltelefon frem fra bukselommen

og tastede 112.

Vagthavende Ingerlise Korsbøl modtog alarmopkaldet kl.

15.35. en lettere hysterisk kvindestemme, der klynkende med-

delte, at hendes syvårige datter havde fundet to vakuumpakkede

menneskehænder ved damstederne i Skagen.


22

forsæsonen i Skagen var begyndt. de spæde, grønne skud

hang lyse i den endnu skarpe forårsluft og varslede som-

merens komme. forberedelserne var i fuld gang i de mange ca-

féer, restauranter og barer, hvor forventningsfuld foretagsomhed

ivrigt summede i luften. Mens sommerblomsterne var i færd

med at forløse deres indestængte kraft efter vinterens favntag,

var sæsonbyen klar til at springe ud i fuldt flor.

Havnen var begyndt at blive fyldt med lystbåde, primært

fra Sverige, hvilket indebar, at de første discountøls-branderter

gik lystigt omkring på kajen. Velhavende svenske sejlere, brudt

ud af deres højborgerlige panser, og „danskjævlar“ fandt fælles

nordiske interesser i formiddagssolen.

Alt dette iagttog kriminalkommissær Kristian Swane fra sin

tagterrasse, hvor han denne dag, hans feries anden, var blevet

liggende i sengen til langt op ad formiddagen.

Han var ikke alene. fra badeværelset hørtes lyden af en

kvindes morgentoilette. Ina trådte ind i rummet, der ledte ud

til terrassen, kun iført et hvidt håndklæde om sit våde hår.

Ina bergstrøm var Kristian Swanes kæreste. Han var fraskilt

på niende år. Hans ekskone, Pauline, boede nu i rom, hvor

hun arbejdede i det danske Hus. Hun havde haft en livslang

drøm om at bo og arbejde i Italien, og da der var kommet en

mulighed i form af et job, havde det været dødsstødet for deres

ægteskab. de var skiltes som venner, og der var stadig sympati


23

mellem dem, hvilket havde gjort alting lettere for deres dengang

nittenårige søn, jens. Han blev boende i København hos sin far,

mens han færdiggjorde det sidste år i gymnasiet. derefter tog

han på jordomrejse med en ven. Han havde mailet nogle fan-

tastiske skildringer af sine oplevelser det år, og Swane glædede

sig til læsningen hver gang.

da jens kom hjem, regnede begge hans forældre med, at

det var for at indskrive sig på en højere læreanstalt. det var

imid lertid ikke sønnens plan. Hans drøm var at forsøge at slå

igennem som billedkunstner.

Ina underviste i psykologi på universitetet med speciale i ad-

færdspsykologi og kriminologi og havde fra tid til anden hjulpet

Swanes specialgruppe med profiler af særligt forstyrrede mor-

dere. de var første gang stødt på hinanden i en bizar sag om

et dobbeltmord i et lille ø-samfund på Sydfyn for et par år si-

den.

Kristian Swane havde et tykt, gråsprængt mørkt hår. et par

tungsindige gråblå øjne og et kraftigt kæbeparti, som han oftest

lod stå ubarberet flere dage ad gangen. Hans krop var stadig

præget af regelmæssig træning i politiskolens motionsrum, selv

om der på det sidste var blevet længere mellem besøgene.

Han var fyldt niogfyrre denne vinter. På dagen havde han

frabedt sig enhver form for opmærksomhed. det job, han havde

valgt, indebar, at hans sind efterhånden var præget af en vis grad

af kynisme. Otte år som leder af rigspolitiets drabstaskforce

havde gjort sin virkning. Han fejrede ikke fødselsdag længere.

Hans ekskone havde dog ringet fra Italien for at ønske til-

lykke, og jens og Ina var senere på dagen kommet med sacher-

torte fra Strøgkonditoriet.

Nu gik Ina nøgen ud på balkonen, tog om Swane bagfra og

hviskede:

– God formiddag, søde.


24

Han vendte sig om, tog hende ind under morgenkåben og

mærkede den endnu fugtige hud mod sin og indsnusede duften

af det nyvaskede hår under håndklædet.

– Skønhed på altanen, det bliver en god dag i dag.

– du er i godt lune, smilede hun.

– det bliver en god dag, gentog han.

*

Ina bergstrøm og Kristian Swane havde efter et lettere måltid

på en af morgencaféerne valgt at gå en tur ved havnen. de gik

med hinanden i hånden og standsede op ved en nyudsprungen

lilla syrenbusk, som Ina bare måtte dufte til. Hun var impul-

siv. Swane beundrede den egenskab. Han besad ikke selv det

spontane. det tillod hans arbejdes strengt metodiske karakter

ikke. faktisk havde han nok aldrig været særlig spontan. Han

huskede den tidlige ungdoms ideal om at være umiddelbar.

Han havde dog altid værnet om sin personlighed. Kortene tæt

til kroppen. Paradoksalt nok bestod hans arbejde ofte i at få folk

til at udlevere deres inderste hemmeligheder.

de drejede op ved rådhuset, der med sine rå, gule mursten

brød stilen fra de traditionelle Skagenshuse. de gik videre op

ad hovedgaden, og lige inden de nåede torvet, ringede Swanes

mobil. Han tog den op af inderlommen på sin sort- og grå-

melerede tweedjakke og kiggede på displayet: „Anders,“ stod

der. Hvilket var synonymt med Swanes direkte overordnede,

kriminalinspektør Anders lyngholm, der var den grå eminence

bag rigspolitiets drabstaskforce.

– jeg bliver nødt til at tage den her, sagde Swane i et bekla-

gen de tonefald. – Kristian her. Med hvilken ret forstyrrer du

en udbrændt drabschef på hans velfortjente ferie?

– Kristian, for helvede. jeg er sgu ked af at belemre dig med


25

det her, når du er på ferie, men vi har fået en makaber sag i det

nordjyske, eller rettere sagt i Skagen.

– Hvad drejer det sig om? ville Swane vide, mens han i sit

stil le sind ærgrede sig over, at han havde været så uforsigtig at

fortælle lyngholm, hvor hans ferie gik hen.

– det behøver ikke være noget, der tager lang tid, fortsatte

lyngholm. – Men sagen er, at der i går eftermiddags blev gjort

et besynderligt fund på en af de østvendte strande af en syvårig

pige og hendes mor.

– Hvad fandt de? afbrød Swane ham.

– to afhuggede hænder. en højre og en venstre. de stammer

med sikkerhed ikke fra samme person!

– I hvilken forfatning?

lyngholm trak vejret dybt, inden han gik videre.

– Vakuumpakkede!

– undskyld, hvad sagde du?

– Vakuumpakkede!

– ligesom, når …

– ja, som pålæg i et supermarked, fortsatte lyngholm ivrigt.

– Og efter alt at dømme hugget af for ganske nylig. Men det

ved vi mere om, når ligsnedkeren ankommer.

– Hvem har du sendt? spurgte Swane med lettere anstrengt

mine.

– No. 1.

Swane åndede lettet op. „No.1“ var synonym med åke lind-

ström, oprindeligt svensker, men nu bosiddende i danmark,

hvor han var almindelig anerkendt som den dygtigste retspatolog

i landet. Han var kendt for sine kompetente analyser af lig eller

dele af lig, som der var tale om i det her tilfælde.

lyngholm fortsatte: – Han ankommer til Skagen Sygehus

om ca. to timer. de har gjort en stue klar til ham i kælderen.

– jeg tjekker op på det og vender tilbage, sagde Swane.


Han afsluttede samtalen og vendte sig om mod Ina, der al-

lerede havde forstået så meget, at der nu kom noget i vejen for

deres romantiske Ska gensferie. Hun sendte ham et blik, der

kunne tolkes både forstående og bebrejdende, mens hun trak

på skuldrene.

– Sådan er det, Kristian. jeg kender vilkårene. jeg havde bare

glædet mig sådan.

Han så kærligt på hende, smilede og gav hende et klem.


Håbefulde hjerte

Documents

Transcript of Håbefulde hjerte