Kongens hjerte

Hvad kan du se? hviskede pigen bag ham. Det er et skib, sagde han. Et skib? Ja. Jeg er bange, sagde hun.

en far og en datter bliver bragt om bord på et sejlskib. Pigen har feber og sår over hele kroppen. Året er 1775 , og de skal til København med en række andre patienter, til Kong Frederiks Hospital, for at blive helbredt for den epidemi, der har taget så mange liv. Snart glider skibet gennem et tåget landskab, en gådefuld læge tilser de syge, og desperationen tager til blandt passagererne. Hvor mange af dem vil vende tilbage? I farens hjerte flammer et spinkelt, men ukueligt håb.

gaute heivoll , født 1978 i Norge, slog internationalt igennem med romanen Før jeg brænder ned (2011). Bogen modtog blandt andet Norges fornemmeste litterære pris, Brageprisen. Gaute Heivoll er litteraturkritiker og forfatter og har skrevet romaner, børnebøger, noveller og lyrik.

Pressen skrev om Før jeg brænder ned

»Før jeg brænder ned har fået Norges fornemmeste litterære pris, Brageprisen. Den har velfortjent bragt ham ud på det internationale marked, som pt. er gearet til bøger, hvor selvbiografi, fiktion og familietraumer spindes sammen til engagerende fortælling.«

– weekendavisen

»Norske Gaute Heivoll rejser et monument over sin hjembygd og giver os endnu et indblik i forholdet mellem fædre og sønner.«

– berlingske

»Sammenfletningen mellem brandene og Heivolls liv kan ved en genfortælling let lyde banal, men sammenfletningen fungerer fremragende i romanen ... Det er et bevægende drama og en nærværende og interessant fortællerstemme, hvis øvrige værker forhåbentlig snart præsenteres på dansk.«

– standart

ryg: 14,5 mm forside: 143 mm

hø

jde:

220

mm

bagside: 143 mm 1. flap: 90 mm2. flap: 90 mm

om

slag

illustr

atio

n: ©

stian

ho

le

foto

: © pa

al a

ud

estad

CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

sa ml er en788763 8241949 samlerenroman

ga

ut

e heiv

oll

før

jeg b

ræ

nd

er n

ed

ryg: 22 mmbagside 143 mm forside 143 mm fremre flapp 100 mmbakre flapp 100 mm

s a m l e r e n

højd

e: 2

20 m

m

CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

en pyroman er på spil i Finsland, en lille bygd uden for Kristiansand. Hus efter hus står i flammer, og bygden er i oprør. Til alt held er ingen kommet til skade endnu, men frygten lurer, når mørket falder på. Hvem bliver den næste? Før jeg brænder ned er en fortælling om to unge mænd, der vokser op, slår sig på livet og tager afgørende valg. Den ene blev hovedperson i en af norgeshistoriens mest omfattende og dramatiske pyromansager. Den anden er Gaute Heivoll, der blev fødti Finsland, netop som brandene stod på. Ved at spejle sin egen historie i pyroma-nens, åbner Gaute Heivoll for mørket i ethvert menneske: Hvor meget skal dertil, før fornuften krakelerer og galskaben slår ud i lys lue?

gaute heivoll er et nyt stort nordiskforfatternavn. Før jeg brænder ned fik Norgesfornemmeste litterære pris, Brageprisen,og udkommer i 16 lande.

»En betydelig stemme i den unge litteratur i dag.«

lars saabye christensen

en historie dukkede op under besøget hos Alfred. I begyndelsen troede jeg ikke, den havde noget med brandene at gøre. Jeg havde ikke hørt den historie før, den er helt igennem hjerteskærende, men samtidig fyldt med, ja. Hvad skal man egentlig kalde det? Kærlighed? Det skete for lidt over hundrede år siden i den bygd, jeg er født og opvokset i. En mand tog livet af sig ved at sprængesig selv i luften. Han var femogtredive år gammel. Han brugte dynamit. Bagefter blev det sagt, at hans mor gik rundt og samlede delene sammen i sit forklæde. Efter en kort ceremoni nogle dage senere blev alt, hvad der var tilbage, lagt i grav nummer 35. Ifølge kirkegårdsprotokol-len. Under bemærkninger blev dertilføjet sindssyg. Jeg ved ikke, om det er sandt. Menikke desto mindre er det muligt at forstå det. Hvis bare man sætter sig ned ogtænker efter, forstår man det lidt efter lidt. Til sidst virker det som det eneste rigtige. Det er jo det, man gør. Man har ikke noget valg. Man går rundt og samler delenesammen i sit forklæde.

g a u t e h e i v o l l født 1978, har skrevet romaner,noveller, digte og børnebøger. Før jeg brænder nedblev et publikum- og anmeldergennembrudi Norge, hvor den blandt andet modtog Brage-prisen. Før jeg brænder ned er Gaute Heivolls debut på dansk.

»Er dette efterårets store sensation?... Bedre kan det ikke gøres.«dagbladet

f o t o : © p a a l a u d e s t a d | o m s l a g : © s t i a n h o l e

87980_cover_foer jeg_r1.indd 1 6/16/11 2:16 PM

»Gennemført smuk prosa.«– dagbladet, norge

8

34319_kongens_hjerte_140x220.indd 8 07-11-2012 13:39:18

1

Kongens hjerte


2

Af samme forfatter

Før jeg brænder ned


gaute heivoll

Kongens hjerte

roman

På dansk ved

Camilla Christensen

samleren


4

Kongens hjerteer oversat fra norsk

af Camilla Christensen efter Kongens hjerteCopyright © tiden norsk Forlag 2011 [all rights reserved.]

Denne udgave: © samleren/rosinante&co, København 20131. udgave, 1. oplag, 2013

omslag: stian hole/BlÆst Designsat med sabon hos Christensen grafisk

og trykt hos livonia Print, rigaisbn 978-87-638-2419-4Printed in latvia 2012

enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lovom ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse har modtaget støtte fra nordisk ministerråd

samleren er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


5

Vetle og Tomine


6


7

Den 13. maj 1775 fik kongeliig Chirurgus Hendrich Deegen en opgave af det danske kancelli i København. Opgaven gik i al korthed ud på at samle tolv patienter fra Lister og Man-dals amter, som alle befandt sig i forskellige stadier af den frygtede radesyge, sygdommen, som »hentærer sine Offere langsomt, og tilreder dem ofte saaledes, at de ser ud som levende Aadseler, og sniger sig omkring som Skrækkebilleder for deres Medmennesker«. Patienterne skulle transporteres med skib over Skagerrak og hele vejen til Kong Frederiks hospital ikke langt fra Amalienborg i København for at blive undersøgt, behandlet og muligvis helbredt. Fire af dem kom aldrig hjem igen. Kongens hjerte er baseret på det, der skete, men samtidig skrevet i den klare luft mellem virkelighed og drøm.


8


9

i


10


11

en gang i løbet af natten var de fremme. Dørene blev slået op, lysene derinde blafrede vildt, og faren, der havde båret pigen i armene hele vejen, sank ned på knæ og lagde hende på halmmadrassen i det halvmørke rum. lensmanden, der havde hentet dem, rystede sin hat, så vandet sprøjtede, der-efter forsvandt han ud i mørket sammen med sine betjente, alle med lygterne hævet som gamle våben.

Faren sagde hendes navn, hvor gammel hun var, hvor de kom fra, og alt blev behørigt noteret i protokollen, mens det dryp-pede fra hans hår og skæg. han kiggede hen på den tyske læge, der stadig stod i halvmørket ved døren, glinsende af regnen, derefter kiggede han på pigen, der lå slapt på halm-madrassen, han gned sine stivfrosne hænder mod hinanden og pressede dem mod maven under det våde tøj, mens varmen og bevægeligheden langsomt vendte tilbage. han bøjede sig ned over hende, strøg hendes hår væk fra panden og løsnede det flettede stofbælte i livet. så trak han hendes venstre arm ud af kjoleærmet, derefter den højre, og begge arme faldt viljeløst ned på gulvet. han ænsede hverken Deegen eller de andre, der stod omkring ham med dirrende lygter. han knælede som i en hule af lys og koncentrerede sig om sine hænder, om fingrene. han satte sig på knæ bag hendes ryg, mens han mumlede små forvirrede ord. hun svarede ikke,


12

men han vidste, at hun hørte ham. han fik hende op at sidde med hovedet støttet mod sin skulder, og på den måde lykke-des det ham at trække kjolen op over hendes mave og bryst, og til sidst trak han den op over hovedet.

hun lå slap og nøgen i hans favn, mens Deegen, der stadig havde regnslaget over skuldrene, undersøgte hendes krop i det kolde lampelys. hele hendes underliv var angrebet og stærkt opsvulmet, desuden var der sår og revnedannelser på den ene side af halsen, lige neden for øret. Der løb strimer af blank væske fra sårene, som om noget inde i hende pressede på og ville ud, noget ondskabsfuldt og nådesløst.

han forklarede, at han i flere dage havde revet strimler af kirsebærfarvet stof, han havde forsøgt at skifte dem og skylle dem rene i det iskolde regnvand, men hendes tilstand var alligevel blevet forværret. Derefter fortalte han om hendes søster og om deres mor, mens der var bomstille i rummet. han mærkede, at det var længe siden, han havde talt sam-menhængende, i hele fornuftige sætninger, og til nogen, der forstod ham. han så hverken på Deegen eller på plejerne, men de kiggede alle sammen på ham, og alt, hvad han sagde, blev noteret i protokollen.

Deegen løsnede kludene om hendes hals, skar og klippede dem op med en sabelformet saks, og der gik små rystelser gennem pigen, som om hun langsomt blev skrællet leven-de. De inderste strimler stof var næsten groet sammen med det væskende sår, og løse tråde hang fast i kødet som bitte små planterødder. Derefter tog han regnslaget af, tændte et vokslys i håndens hulrum, og hans ansigt blev pludselig forbavsende klart og glat. han løsnede manchetknapperne


13

og smøgede skjorteærmerne op. hans pande var furet af asymmetriske rynker, flammen gav genskær i hans øjne, og man anede, at han var en mand lutret af sjælekvaler. så stak han en bladformet skalpel ind i flammen, holdt den derinde, indtil det begyndte at ryge fra metallet, og med spidsen fik han pirket den trævlede masse løs, så sårene blev rene og væskede frit.

hun lå med lukkede øjne, mens stanken steg op fra hendes hals. hendes far holdt øje med skalpellen, der snittede let og forsigtigt, mens den sødlige lugt fik hans blik til at flakke. han sank og kiggede ned, han så genskær af lys i vanddrå-berne på gulvet, han så skoene og læderstøvlerne på dem, der stod omkring ham, men han vovede ikke at løfte blikket og se nogen i øjnene. hans tøj klistrede tungt til ryggen og lårene, nakken var iskold, og musklerne i halsen var spændte og hårde som tovværk. han lagde en fast hånd på hendes pande, mens den anden lå mod kinden, og på den måde holdt han hendes hoved fast, uden at hun selv mærkede det.

Da Deegen var færdig med sårene på halsen, satte han sig på knæ ved pigens underliv og fjernede de gennemblødte laser på samme andægtige måde. så åbnede han en skindpung, hvor flere små glasflakoner og tinsprøjter klirrede mod hinanden. han lirkede proppen af en af flakonerne, fyldte en sprøjte og dryppede de glatte, sølvglinsende dråber direkte ned i såret. Pigen lå lige så roligt som før, hendes ansigt var rent og hvidt, der sad dråber i øjenbrynene, og hendes far strøg dem væk med tommelfingeren. straks efter rullede hendes øjne bagud under øjenlågene, og han blev kold af rædsel. han klappede hendes kinder og forsøgte at få liv i hende, men Deegen standsede ham.


14

hun dør. Kan du ikke se det. hun dør. nej, sagde Deegen. hun dør ikke. han sad og kiggede på de perlende dråber, der gled hen over huden ligesom vanddråber på en indfedtet støvle, men til sidst forsvandt de alle sammen i såret, som om hver af dem indeholdt en gåde og et svar. hvad er det? spurgte han. Kviksølv. Kviksølv? Deegen så op. Det fordriver det onde.

han vidste ikke, hvor længe de sad på den måde, men til sidst blev en ny, ren forbinding lagt på såret og bundet fast. Deegen lagde tinsprøjten og flakonerne tilbage i pungen og snørede den sammen med en silkesnor. så pustede han vokslyset ud og rejste sig, så hans skygge strakte sig lang og truende hen over gulvet mod sengene, hvor de andre patienter lå. hun skal klippes, sagde han.

Pigen lå fuldstændig roligt i hans favn, mens håret faldt for saksen i tunge, filtrede totter, som om det var selve sygdom-men, der blev klippet af og omsider slap hende. For første gang kastede han et blik op på plejerne, der stod tavse rundt om dem, han så pulten med den opslåede protokol, de stive ark papir, fjerpennen, der var stukket ned i blækhuset, og den overdimensionerede skygge, den kastede op ad væggen.

Da alt håret var væk, lå hun mat og stille med lukkede øjne og adskilte læber. Den tætklippede isse hvilede et øjeblik på hans mave, og han mærkede hårstubbene, der stak. han kiggede på hende, og hun var blevet uigenkendelig, men alligevel den


15

samme. Flere gange kiggede han på hende. en hospitalskittel af hvidt lærredsstof blev fundet frem, den knitrede som fint papir, og han trak den over hendes hoved, mens hun åbnede øjnene en lille smule. er du vågen? spurgte han. regner det ikke mere? nej, sagde han. jeg vil hjem. Det ved jeg godt, sagde han. vi skal snart hjem.

Derefter var det hans tur. han krængede det våde og beskidte tøj af og smed det i en bunke ved døren. hans hud var klam og kold, og Deegens lygte fik den til at lyse mildt, som sne om natten. hvornår er du født? han sagde datoen og årstallet. Du ser ældre ud, sagde Deegen og løftede lyset. han svarede ikke, men kastede et blik på pigen, der lå på halmmadrassen med den ene hånd åben over maven, og hun lukkede straks øjnene. Deegen undersøgte ham længe, så sænkede han lygten. Du har ingen sår, sagde han. han svarede ikke. Deegen rejste sig, det knirkede i de be-skidte skaftestøvler, og han satte lygten fra sig på skrivepul-ten. jeg ser ingen sår, gentog Deegen. ingen synlige sår. Det blev noteret. han hørte pennesplitten skrabe hen over papiret. så stoppede den. han sank og kiggede på flammen, han lukkede øjnene, han mærkede, at pigen så på ham, og han kunne ikke forhindre det. så hørte han Deegens stem-me: han skal også klippes. hår og skæg. Klip ham.


16

han sad på knæ som foran et alter af lys, mens først håret, derefter skægget blev klippet og skåret af ham af flere plejere på en gang. han fik hår i munden og i øjnene, han forsøgte at fange Deegens blik, men lægen var optaget henne ved en af sengene i halvmørket. Da de sidste oplysninger var ført ind i protokollen, fik han tildelt en kittel med snøring i ryg-gen, mage til pigens, og først da gik det op for ham, at alle de andre patienter var klædt på samme måde.

han lirkede den ene hånd ind under hendes nakke, mens den anden greb fat under knæhaserne, så løftede han forsigtigt pigen op fra madrassen, mens hårlokkerne faldt fra issen, og han pustede de løse rester væk fra hendes pande og kind som støv af et gammelt glas. han bar hende gennem rum-met, forbi kakkelovnen, der bølgede af varme og klirrede af den rasende ild, den var fyldt med, forbi rækken af lave sengebrikse, der var skubbet ind mod væggen, og ind i det mørkeste hjørne af rummet. han så ikke på de andre pa-tienter, men gik som i blinde hen til en seng, der var hvid og tom, der satte han sig på knæ og lagde hende varsomt ned. i det samme klynkede hun, som om hun var blevet vækket af en årelang søvn. hun slikkede sig om de tørre læber, drejede hovedet til siden og spærrede øjnene op. hvor er vi? spurgte hun. Det er ikke farligt. jeg er her. hun lå helt stiv og lyttede. hendes øjne var store, mørke og blanke på en gang. hør, sagde hun dæmpet. hvad? Det regner ikke mere, sagde hun. hun kiggede på ham. Det regner ikke mere.


17

han sad yderst på sengekanten, mens hun slumrede under tæppet. efter et stykke tid trak han støvlerne af, bandt snø-rebåndene sammen og hængte dem over sengestolpen, så de kunne dryppe af. han tænkte situationen igennem, mens han langsomt fik overblik over rummet. Der lå i alt syv men-nesker rundt om i sengene, mens fem plejere roligt gik rundt i hellange kitler. han havde en vedvarende susen i hovedet, som om det stadig regnede inde i kraniet.

snart ankom flere patienter. en ældre mand, der ikke kunne gå ved egen hjælp, blev løftet over dørtrinnet på en båre af lægter, hampereb og hestegrimer. han var så let, at de to, der bar båren, satte den fra sig, som om den var tom. manden havde et regnglinsende hestedækken over sig, og så snart det blev flået af, kunne man se sårene, og en harsk stank bølgede igennem rummet. ned over armene og benene hang sorte sårkager, der på afstand lignede stivnet mudder eller honning, der var frosset til is. rester af tøjlaser var groet fast i selve såret, og gammel halm stak ud og strittede i alle retninger. man måtte have forsøgt at rive kludene løs, men så havde man givet op, og nu så det ud, som om kroppen selv var ved at fortære de allersidste stykker stof. manden rystede og skælvede, og hans læber bevægede sig, uden at han fik et ord frem. Det lynede i hans øjne, og han kiggede på lyset uden at blinke. Deegen bøjede sig over ham og undersøgte sårene, mens manden gabte op og tyggede, som om han satte råt kød til livs.

Deegen fulgte samme procedure som sidst; først med skal-pellen, bagefter med tinsprøjterne, og desuden penslede han sårene med en lille fjerbørste, som lignede halen på en fugl. efter et stykke tid blev den gamle hjulpet op i siddende stil-


18

ling, hårlokkerne i nakken og over ørerne blev klippet af med en saks, derefter blev de sidste stubbe raget af med en kniv. han blev bedt om at løfte armene op i luften. han adlød straks, armhulerne var uhyggelige, sorte og glinsende.

han sad på sengen og betragtede det hele. Pigen åndede tungt ved siden af ham. han kiggede på hende i smug, som om han begik en forbrydelse, og han tænkte, at hun lignede en dreng. han mærkede den bølgende hede fra kakkelovnen mod hæn-derne og ansigtet, der hang en em af sur sårstank og fugtigt tøj i rummet, og for første gang i mange uger følte han sig næsten rolig. han sank ned i en tågelignende døs, øjnene gled i, han hørte de mumlende stemmer henne ved døren, han hørte den spredte hosten fra patienterne, skraben af stoleben, brændet, der faldt sammen inde i ovnen, og til sidst blev det hele blandet sammen, han slap grebet, og ingenting kom ham længere ved. han så himlen og lette skyer som slædemeder foran solen, han så lange, bugtende fangarme, drivende røg, spindelvæv og bølgende hår.

Pludselig vågnede han, han blev rusket ud af alt det bløde og behagelige og kiggede lige ind i pigens dødsensangste an-sigt. hvad er der sket med dig? sagde hun. ingenting. Der er ikke sket noget. Du har ikke noget hår. Det er ikke farligt, sagde han. De klippede bare mit hår. hvem? tag det roligt, svarede han. De klippede bare mit hår. hvor er siri? hun er her ikke. er hun hjemme?


19

ja, sagde han. hun er hjemme. hvor er mor? hun er hjemme. De er hjemme.

han så, hvad der var ved at ske, hjalp hende op at sidde, og af gammel vane forsøgte han at samle hendes hår med hænderne, trække det væk fra opkastet, der var på vej op gennem halsen. han mærkede, hvordan hendes krop samlede sig omkring et brændende hul i maven og af alle kræfter for-søgte at støde det op og ud gennem munden. hun brækkede sig og brækkede sig, uden at der kom noget op, og da han ikke længere havde hendes lange hår at passe på, holdt han i stedet en tung hånd på hver skulder. sådan sad han, indtil bølgerne stilnede af, og det var overstået. han lagde hende bagover, mens hendes hoved hang slapt, som om hun sov og drømte om hav, om vind gennem agerrenene, om fugle, smørblomster og hemmelige stier under træerne. han lagde sin store hånd på hendes hoved, som om han ville presse hende tværs gennem sengen, ned i gulvet, ned i noget blødt og varmt, der kunne omslutte hende helt. efter et stykke tid lod han den anden hånd hvile på hendes mave. sådan sad han længe, akavet og mærkelig forvredent, mens han så, hvor snavsede hans hænder var blevet. han sad ubevægelig, indtil det prikkede for øjnene, og han havde mistet følelsen i fingrene, og først da gik det op for ham, at hun sov.

han havde lagt sig under tæppet igen, men det gav et sæt i ham, da han hørte, at heste og flere stemmer nærmede sig udenfor, og i skæret fra lamperne så han døren gå op. Det var en ung kvinde med et spædbarn på armen, der kom. hun havde lasede sko på og sprøjt af mudder op ad læggene, hun snakkede hele tiden roligt til barnet, og hun svarede på de


20

spørgsmål, hun fik stillet, som om de var plagsomme insek-ter, hun forsøgte at vifte væk. hun blev bedt om at klæde sig af, men nægtede. hun stod tavs og sort på gulvet, som om det var hendes skygge, der stod der. til sidst måtte barnet trækkes ud af hendes arme, to plejere holdt i hver af hendes arme, mens tøjet blev sprættet op med en kniv og trukket af hendes krop. Da hun var nøgen, sank hun ned på knæ med armene omkring knæene og håret foran ansigtet. Deegen lyste hen over den magre ryg, hvor den skarpt udstående rygsøjle kastede forbavsende levende skygger over huden, mens en plejer hele tiden noterede ved skrivepulten. hun sad stadig ubevægelig, men føjelig, mens hendes hår blev klippet helt ind til det runde hoved, og hendes barn skreg et sted ude af syne. så fik hun også tildelt en stor kittel, som hun straks trak over hovedet, og hun fik barnet tilbage i armene.

natten over brændte det i ovnene, og den jævne buldren fra ilden fyldte rummet, så han til sidst følte sig et med den. Der kom ikke flere patienter, og Deegen var ikke længere at se, kun plejerne gik stille og forsagte mellem sengene, ovnen og skrivepulten. Der lød dæmpet stønnen fra de andre senge, han hørte lyden af kroppe, der rastløst vendte sig i halmen, og et sted over eller under ham hørte han det lille barn, der gurglede små, sølvblanke lyde frem. af og til var der nogen, der snakkede halvhøjt et sted i rummet, og det gik op for ham, at det var den gamle, der småsnakkede med sig selv eller med et sendebud fra Kongen, som kun han selv kunne se. hans båre var blevet sat på gulvet lige ved kakkelovnen, og hans indskrumpede ansigt blafrede uroligt i det rødlige ildskær. også han havde fået kittel på, og rundt om i rummet sad og lå de andre indkvarterede patienter, plyssede og hvidklædte, og i halvmørket lignede de forkomne hyrder under nattehimlen.


21

han tænkte på sit liv, og det føltes, som om han havde levet i tre hundrede år. han sov ikke, men var heller ikke vågen. han lå i en form for dvale og tænkte på pigen, der lå ved siden af ham, om han ville kunne genkende hende, når mor-genen kom.

Da dagslyset kom, brændte det ikke længere i ovnene, men der var stadig behagelig varmt i rummet. han havde ligget vågen længe, og da pigen slog øjnene op, sad han på sen-gekanten og kiggede på hende med en form for uklar for-ventning. en spinkelt ur slog syv dirrende slag et sted oppe i byen, og straks begyndte den gamle at snakke højt henne ved ovnen. Pigen lå og sank, og til sidst løb der en stribe spyt fra mundvigen. Det flød fra hendes mund, hun var nødt til at sætte sig op, han holdt hånden under hendes hage, og hun lod det slimede spyt løbe ud over læberne.

Plejerne kom med flere brune klude, og hun tørrede selv spyt-tet af, så godt hun kunne. lidt senere fik de udleveret en tinskål hver, og en tynd, rygende suppe blev øset op fra en sodsværtet gryde. han gned hænderne mod hinanden, som om han frøs. spædbarnet græd i den anden ende af rummet, mens moren sad på sengekanten med blottet bryst og førte munden med de raspende skrig op til brystvorten. han pu-stede på pigens suppe og holdt skeen op foran hende, men hun kiggede bare på den og lukkede øjnene. han lagde sig ned sammen med hende og lod suppen stå, til den var kølet af. så rejste han sig og spiste med ryggen til hende. Da han havde spist, stak det i maven, som om det var grus og mudder, han havde sat til livs, og han mærkede lugten af blomster. han lukkede øjnene og tænkte på sit liv, så åbnede han øjnene, men duften af blomster forsvandt ikke. han lagde sig ned


22

ved siden af hende igen, så tæt på, at han mærkede hendes varme mod maven, og han lå længe i blomsterduften, inden det gik op for ham, at det var stanken fra sårene.

De lå begge to halvvejs i en døs hele formiddagen, han tænk-te på de talløse krummede blade, der blev ført nedad med vandet i elven om efteråret, men da døren gik op, stivnede musklerne i hans hals og nakke, og han rejste sig op. ind over gulvet strøg en rå em af aske, mudder og drivvåde heste, han fik et glimt af gården, hustagene og himlen, mat og blålig som gedemælk, men hver gang var det en af plejerne eller staldkarlene, der kom ind, og de interesserede ham ikke.

sådan gik hele dagen. spædbarnet skreg, faldt i søvn og skreg, da det vågnede igen. han fulgte med i klokkeslagene, der kom svævende på strømmen af luft fra et sted i byen. lidt over klokken fem begyndte det at mørkne. Pigen lå som under et tæppe af glas i det klare aftenlys. han vidste ikke, om hun sov, men han turde ikke røre ved hende. af og til rejste han sig op på knæ og studerede forbindingen på hendes hals, men han gjorde ikke noget. han begyndte at blive vant til at se hende uden hår, som en dreng. hun var blevet en dreng. han havde fået en dreng. han lå med lukkede øjne og hørte, at hun trak vejret. Det er hende, sagde han tavst. Det er hende. Det er hende.

Da det var blevet mørkt, kunne han forstå, at noget var i gære. han hørte flere heste, der ankom til gårdspladsen udenfor, det klaprede og blinkede skarpt fra jernskoene, og af stemmernes summen kunne han forstå, at der havde for-samlet sig en hel del mennesker derude. Flere af patienterne havde sat sig op i sengene. Den gamle ved ovnen lå helt stille


23

og lyttede stift, også han, men det var ikke til at vide, om han hørte det samme som de andre. han smøg sig ud af tæpperne og sad på sengekanten, mens han snørede støvlerne, der nu var blevet tørre og glimtede af stivnet grus og mudder. nogle få slag over elleve gik dørene op, og Deegen selv kom til syne i en dybrød kajan, sorte knæbukser og silkestrømper som hvide søjler hele vejen ned til gulvet. støvlerne var udskiftet med spændesko. Bag ham dinglede en lygte, uden at man kunne se, hvem der holdt den, og på hovedet havde han en trekantet hat, der skinnede i lampelyset.

Det blev klart, hvem af patienterne der skulle bæres, og hvem der stadig kunne gå ved egen hjælp. rummet fyldtes med plejere og nogle staldkarle, der gjorde store øjne, da de kom ind. De, der var i stand til at gå, fik ekstra tøj og tæpper over skuldrene. Fem sygebårer blev lagt i række på gulvet fra kakkelovnen hen til skrivepulten, derefter blev fire mænd og en dreng, der kun havde et ben, varsomt løftet op og lagt på den stramme sejldug. ingen sagde noget, og ingen spurgte om noget, og selv de allermest syge klynkede bare svagt, som om de var bange for, at nogen i mørket skulle høre dem.

han havde rejst sig og stod klar ved pigens seng, da det blev hendes tur. han greb hende under skuldrene, mens en plejer tog de slappe ben, og sammen løftede de hende fra sengen og lagde forsigtigt kroppen på båren. hvor skal vi hen? spurgte hun. han svarede ikke. jeg vil ikke af sted, sagde hun. jeg skal med, svarede han.


24

Da de kom ud, var natteluften så kølig og skarp, at det prik-kede let for øjnene. Det føltes, som om han i et helt døgn havde trukket vejret gennem tøjet og nu pludselig kunne fylde lungerne med ren luft. Det var uvant at gå, han følte sig svag, og kitlen knitrede om benene. Det regnede ikke, men der var ingen stjerner at se. Der lugtede af bål, han hørte rislen af en bæk, men så ikke noget vand. De lave, svajryggede huse støt-tede sig ligesom til hinanden op ad den stejle bakke, og på den modsatte side kunne han se rækken af heste, der utålmodigt trak i skaglerne ude i mørket. han så staldkarlene og nogle af plejerne i færd med at surre bårerne fast bag på hestekær-rerne, og han så kuskene, mørke og krumbøjede, som om de sad og sov. inde på gårdspladsen osede et halvkvalt bål. Bunken af hår, det beskidte tøj, flængede madrasser og alle efterladenskaberne var i ly af mørket blevet smidt på flam-merne sammen med hestedækkenet, og det hele brændte surt og hvæsende med blålige slangetunger.

han gik ved siden af båren og stod med hænderne slapt ned langs siden, da pigen blev løftet op og lagt i den bagerste kærre. han klatrede selv op og hjalp til med at få surret hamperebet, så hun lå fast og sikkert. så fik han et gammelt, fedtet hestedækken, som han straks bredte ud over hende og sig selv, og da kærren satte sig i bevægelse, havde han lavet et mørkt hulrum til dem, hvor der lugtede stramt af heste og køer og rådden halm. er der langt hjem? vi skal ikke hjem, sagde han. Du sagde, vi skulle hjem. han svarede ikke. Kærrens hjul smældede over en rende af sten på gaden, og hans hoved dinglede tungt og vilje-løst.


25

jeg vil have, at hun tager med, sagde hun efter et stykke tid. hvem? siri. han svarede ikke. jeg vil have, at hun tager med.

længe sagde de ikke mere. han mærkede den fjerne blom-sterduft og vidste, at hun så på ham. hendes øjne brændte store hulrum i ham. en nagle gnavede på bagsiden af hans lår, og han satte sig bedre til rette. han kunne se hendes øjne, selv om det var bælgmørkt. selv om han sov. selv om han havde været død, ville han se dem, tænkte han. hvad kigger du på? spurgte hun. hvad jeg kigger på? ingenting. skal vi ned til havet? ja, sagde han. vi skal ned til havet.

Kærren skumplede hid og did, hjulene kværnede hen over brostenene, og hvor der manglede brosten, sank de ned i sølet og efterlod to parallelle bundter af smalle spor, der straks blev fyldt med vand. Pigen lå med åbne øjne, han vidste det, selv om han ikke kunne se det, og han tænkte, at hun sikkert vidste det samme om ham. Da de passerede nogle spredte huslygter, så han lyset over hendes sorte pupiller. han for-søgte at smile, men ingen så det.

han forstod, at de nærmede sig, satte sig op og slog dækkenet til side i god tid, inden kærren standsede. Det var bælgmørkt omkring dem og temmelig koldt, han hørte små pust af stem-mer et sted længere fremme, og da han satte sig op på knæ, kunne han se det glatte hav, glinsende sten på stranden og


26

lange flager af lys, der bølgede i vandet. han trak dækkenet over dem igen, og de sad og ventede. han mærkede varmen fra pigen mod sine lår, hun lå musestille. Det var som at være i en stald, hvor dyrenes øjne kiggede på dem – heste, får, geder – tænder, der gnavede i spiltovet, klove, der sank ned i halm og lort.

han satte sig lidt bedre til rette og strøg hånden over sin tætklippede isse, derefter over kinderne og hagen, og det hele var hårløst, glat og uvant. længe sad han på den måde som for at mærke efter, om det var virkeligt. et stykke tid efter begyndte det at prikke let på dækkenet, og han kastede et blik ud igen. en usynlig regn hang i luften og himmelrummet over dem. stemmerne kom og gik, som tilhørte de faldne sjæle, der rådførte sig med mørket. han hørte klukken fra åretag et sted ude på fjorden, han så de nærmeste heste, ørerne, der stod stift op fra manen, de smalle muler, der forsigtigt søgte ned mod sølet, og benene, der næsten forsvandt i mudder.

ude på fjorden lå skibet ankret op med den ubevægelige rig svagt oplyst mod himlen. tovværk og trosser hang i bløde buer eller stod spændt på kryds og tværs i et fletværk, det ikke var muligt at overskue. Det glødede fra kahyttens spros-sevinduer. i boven og ved roret hang små lamper og brændte varmt og gult, som om de var bittesmå huller ind til en anden verden. hvad kan du se? hviskede pigen bag ham. Det er et skib, sagde han. et skib? ja. jeg er bange, sagde hun. jeg skal med, svarede han.


27

skibsjollen med to roere stævnede ind mod land. havet var roligt og slikkede dovent mod forstavnen. Årerne dunkede og knirkede let i toldepindene. Den lette regn brusede svagt ude over fjorden. roerne var tavse. sådan gled båden ind mod land.

en sygebåre var surret fast mellem spanterne i stævnen, og de, der var raske nok, satte sig til rette på tofterne indhyllet i tæpper. en plejer krydsede af på et vådt ark papir for hver, der blev transporteret væk fra land, og mellem hver patient holdt han papiret i ly under sit regnslag, som om det var et lys, der kunne slukke ved det mindste vindpust. Byen sov, ingen tegn på dagslys eller dæmring i øst, natten strakte sig mod dagen, og mørket gjorde sig større for at skjule det, der foregik.

han stod i mudderet, mens han bandt hamperebet op og hjalp to andre mænd med at løfte båren ned fra kærren. Pi-gen fik et tæppe af grov uld over sig, tæppet hang ned langs siderne og blafrede i trækken fra fjorden, og et øjeblik var det, som om hun lå og svævede i den rene luft. en staldkarl drev hestene videre med sin hat, det knirkede i seletøjet, og kærrestålet jamrede, da vognene slog et sving gennem hav-neområdet og en efter en fortsatte op ad den mudrede vej, tilbage hvor de var kommet fra.

De var ikke de sidste, sådan som han havde troet. Kvinden med spædbarnet sad stadig indhyllet i tæpper og ventede, det samme gjorde den gamle mand, der var blevet transporteret på den samme provisoriske båre af tovværk og lægter – som om den var blevet en del af ham, eller at sårene var groet fast til den. Båren var blevet placeret, så den balancerede på to trækasser, og der lå han og gumlede med lukkede øjne.


Kongens hjerte

Documents

Transcript of Kongens hjerte