IKON 85

28
nr. 85 dec/2013 ikon >> Tro i dialog tema Quo Vadis - et dialogcenter vi kan lære af Vi må ikke begrænse Gud // Græsrodsdialog, der rykker // Pilgrimsvandring rundt om det hellige bjerg // Guruens store spørgsmål: Hvem er jeg? // Nyt Quo Vadis netværk i Århus

description

Magasin for Danmission IKON Tema: Quo Vadis - et dialogcenter vi kan lære af

Transcript of IKON 85

Page 1: IKON 85

nr. 85 • dec/2013

ikon>> Tro i dialog

temaQuo Vadis- et dialogcenter vi kan lære afVi må ikke begrænse Gud // Græsrodsdialog, der rykker // Pilgrimsvandring rundt om det hellige bjerg // Guruens store spørgsmål: Hvem er jeg? // Nyt Quo Vadis netværk i Århus

Page 2: IKON 85

......

......

......

......

..Ind

hold

Vi må ikke begræ

nse Gud…

….4

Quo Vadis netvæ

rk i Århus……

7G

ræsrodsdialog, der rykker…

……

……

…8

Hvor gik Q

uo Vadis hen?......12N

oget at lære....................................14

Med efterskolen til Tiruvannam

alai...................16 D

agens tilbud..................18O

mgivet af et gudscentreret folkefæ

rd..........20H

vem er jeg?...........22

Gud er altid større.............24

Aktuelt og Klumm

e…............27

Magasinet IKON Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en styregruppe under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

Redaktion: Lars Buch Viftrup (ansv. red., [email protected]), Anne Krabbe-Poulsen ([email protected]), Lene Skovmark ([email protected]), Ingerlise Provstgaard ([email protected]), Martin Herbst ([email protected]), Sidsel Hornemann ([email protected]), Eva Bernhagen, Malene Fenger-Grøndahl.

Layout: Jeanette Westh,[email protected].

For- og bagsidebillede: Adam Johannes Peter (Doublee).

Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35,9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31.

Oplag: 1000.

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen,IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C,e-mail: [email protected]æserbreve/debat-indlæg modtages gerne,dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C,tlf.: 30200280. SE-nr. 1663 9397.Træffetid bedst tirsdag og torsdag.E-mail: [email protected]. Formand: Louise Buch Viftrup, [email protected].

Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk. Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON,hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister). Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse.Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Copyright © IKON-Danmark 2013.ISBN 0907-7987.

24

8

16

Page 3: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 3

LEDER

I missionsteologien findes der et udtryk,

der hedder: Den omvendte missionær. Det henviser til den erfaring, som en del missionærer har gjort sig: At de tog ud i den store verden for at omvende hedningene, men kom hjem dybt på-virkede af de religioner, de mødte. Da de først lærte de andre religioner at kende på nært hold, opdagede de dybder og indsigter, som kom helt bag på dem, og som reviderede deres opfattelse af verden. De blev omvendt, dog sjældent sådan, at de blev hindu-er, muslimer eller buddhister. Men de andre religioner stillede spørgsmål til deres egen tro, som vækkede nye sider af kristendommen til live og ændrede opfattelsen af, hvad deres mission som kristne bestod i.

IKON og Danmissions volontør-projekt, Vestens Unge og siden Dia-logekspeditionen, kan vidne om en lignende bevægelse. I mange år var formålet med projektet at redde unge mennesker, der rejste rundt i Asien, fra at blive hinduer og buddhister. I de senere år af projektet blev det i stedet betonet, at volontørerne gennem pro-jektet skulle dannes og uddannes. De skulle lære, hvordan man forholder

sig til mennesker af anden tro, hvilket ikke mindst betyder at forholde sig til sin egen tro i relation til alle de andre.

Denne ændring skyldtes dels, at man måtte erkende, at forehavendet med at redde de unge fra de andre religioner var omsonst. Succes-raten var meget lille! Men, hvad der måske var vigti-gere, så viste det sig påtrængende at finde teologisk og kirkeligt praktisk sprog for de erfaringer, som hold ef-ter hold af volontører kom hjem med. De havde i måneder været omgivet af Indiens stærke og meget religiøse kultur og haft mange samtaler med vesterlændinge, der havde dybe reli-giøse erfaringer fra andre religioner. Og hvad volontørerne på den mest in-tense måde lærte i Indien om de andre religioner, skulle kirken herhjemme så småt også til at lære. Missionen vi-ste sig i høj grad at være herhjemme i Danmark at klæde kirkerne på til at møde den religiøse mangfoldighed i deres egen midte. I dette nummer af magasinet IKON skal vi høre om et dialogcenter i Syd-indien, Quo Vadis, som måske mere end noget missionsprojekt i dansk sammenhæng, udtrykker erfaringen

AF LARS BuCH VIFTRuPansv. redaktør

af, at mission går begge veje. Det er et dialogcenter, som for de indere, der driver stedet, er en øvelse i at være i dialog med de hinduer og muslimer, som de til dagligt lever med. Samti-dig er Quo Vadis i høj grad blevet et ressourcested for danskere og andre vesterlændinge, der er optaget af reli-gionsdialog.

IKONs og Danmissions volontører har været med i Quo Vadis lige siden den spæde start, og har tidligt set mu-ligheden for, at man her kan forankre de volontører, man sender afsted, og dermed give dem optimale betingel-ser for den religiøse og menneskelige dannelse, som mødet med andre re-ligioner kan bevirke. I dette nummer af magasinet kan man læse både om dialogcentret og alt det andet, man kan opleve i omgivelserne omkring centret. Hvis man gerne vil møde den asiatiske religiøsitet, så er Quo Vadis et fantastisk udgangspunkt for et så-dant møde.

God læselyst!

missionærmissionærDen omvendte

Page 4: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 4

Åbenhedog åndelighed

Til nadvermed misbrugere

Stedet er Maria kirken på Istedgade, hvor menigheden består af alkoho-likere og stofmisbrugere, en dag for mange år siden, længe inden Quo Va-dis var på tale. JP er på besøg med en gruppe unge kristne fra hele verden. - Det var mærkeligt for os, husker JP. - Nogle kunne ikke være med til det og udvandrede, da de så, at alko-holikerne og stofmisbrugerne også modtog nadver. En af afrikanerne be-skyldte præsten for at være Antikrist. Men præsten tog det stille og roligt og svarede: “Hvis det er Herrens bord, hvordan skal jeg så kunne stoppe no-gen”? - Det gjorde et meget stort indtryk på mig og var teologisk en stor befriel-se. Vi skal ikke begrænse Gud, tænkte jeg, og det er noget af det, jeg har bragt

med mig i mit arbejde her på Quo Va-dis. I dag er en af de volontører, som har været på Quo Vadis med IKON og Danmissions volontørprojekt Ve-stens Unge, blevet præst i Maria kir-ken. Og hun nævner netop sin tid på Quo Vadis som baggrund for, hvorfor hun søgte arbejdet som præst blandt nogle af de mest udsatte mennesker i Danmark. På denne og utallige andre måder er Quo Vadis et sted, hvor In-dien og Danmark mødes til gensidig inspiration.

DrømmenJP er medlem af Arcot kirken, som er udsprunget af dansk missionsar-bejde for 150 år siden. Der opstod i 1990’erne planer om at lave en kirke midt i ashram-området i Tiruvanna-malai, og man var på udkig efter en

grund at bygge på. JP var med helt fra starten. - Jeg var her på grunden for at lede efter et godt sted. Jeg kravlede over hegnet for at se, hvordan der så ud. Om natten så jeg en vision af et brudt hjerte med et kors midt i bruddet. Jeg forestillede mig, at vi skulle lave et pensionat i den ene side, en kirke i den anden og noget med dialog i midten, fortæller JP. Der kom aldrig noget pensionat el-ler kirke. Men i midten blev der i 2004 bygget en lille, rød hytte, kaldet Red Hut for sølle 3500 kr. Den er bygget i traditionel, indisk stil, og var tænkt som et midlertidigt sted, indtil man fik bygget et rigtigt center. Men Red Hut, hvor der afholdes kristne meditatio-ner, skulle vise sig at blive det åndelige centrum for Quo Vadis, som arkitekt-tegningerne måtte justeres ind efter.

Interview: Joshua Peter, kaldet JP, er leder af dialogcentret Quo Vadis, som har eksiste-ret i snart ti år med det formål at skabe rum for dialog mellem mennesker af forskellige kaster, kulturer, religioner og spirituelle bevægelser. Her fortæller han om det dialog-center, som trods modstand fra flere sider hele tiden bliver ved med at udvikle sig.

AF LARS BuCH VIFTRuPansv. redaktør

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Page 5: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 5

I dag er der en stor bygning ved ind-gangen til Quo Vadis, indviet i 2007, med en lille have og terasse forneden, kontorer, bibliotek og internet-café på 1. sal og tagterasse øverst. I den anden ende af grunden står den charmeren-de og populære Roots Café, indviet i 2010, hvor man kan få traditionel in-disk mad og møde mennesker fra alle religiøse traditioner. Caféen er bygget af genbrugsmaterialer med mange traditionelle elementer som f.eks. stråtag, og så har den desuden søjler fra et tidligere jain-tempel foruden store hjul, der stammer fra vogne til brug ved særlige hindu-festivaler. På væggene hænger billeder, der illustre-rer bibelhistorier, alle lavet af indiske kunstnere. År for år føjes der på den måde nye elementer til Quo Vadis. - Hver dag ser jeg noget magisk ske her, fortæller JP.

Og man tror ham gerne!

Vesterlændinge møder indisk kristendomRed Hut og Roots Café er begge meget traditionelle og folkelige i deres arki-tektur og udformning, hvilket siger meget om den ånd, som driver stedet. - Vi vil gerne vise en folkelig side af indisk spiritualitet, forklarer JP. - Ashram-livet er ikke det eneste, der er at sige om Indien. Quo Vadis skal være et kristent nærvær i området, ikke for at konvertere, men for at få vesterlænginge til at forstå, at det ikke nødvendigvis er hinduisme, men en indisk spiritualitet, de søger. På den baggrund møder jeg vesterlændinge. Det er kristen nærvær på en indisk måde. For JP indebærer det kristne nær-vær ikke nødvendigvis, at kristendom-

men skal gøres eksplicit hele tiden. Man kan godt gå rundt på Quo Vadis et stykke tid, uden at kunne være helt sikker på, om det er et kristent sted. Til et af de store arrangementer var der en australsk kvinde, der i telefo-nen skulle forklare nogen, hvor hun var, og som sagde, at det var mest af alt et kristent sted. Men der var altså også noget, hun ikke kunne identifi-cere, og som måske var medvirkende til, at hun kunne finde sig til rette her, selvom hun egentlig var kommet til byen for at meditere i byens store hindu ashram? Nogle kritiserer imid-lertid stedet for ikke at være tydelige nok i sit kristne udgangspunkt. Men for JP handler det om kristent nærvær og at kunne skabe rum for at alle, uan-set baggrund. - Vores mission er at skabe fred og forsoning. F.eks. er der mange, der har

Uddrag af stedet grundlagsformuleringer (oversat af redaktionen)

HVAD ER QUO VADIS?Quo Vadis et center for inter-religiøs dialog. Det er et rum for alle uanset religion, kaste, hudfarve, natianalitet eller alder til at mødes og blive inspireret, udforske, reflektere og omfavne hinanden i kærlighed. HVORFOR EKSISTERER QUO VADIS?I denne tid præget af fortsatte etniske, racemæssige og religiøse spændinger kloden over, er det afgørende for enhver at gå ud over erfarede grænser og mødes i og gennem kærlighed. VORES VISIONAt leve sammen i harmoni, i og gennem kærlighed VORES MISSIONAt skabe rum for dialog og inspirere til forandring HVAD BETYDER “QOU VADIS” EGENTLIG?Quo Vadis er et latinsk udtryk, som betyder: “Hvor går du hen?”. Vi forstår dette som et billede på livets rejse, såvel som et helligt spørgsmål enhver spørger sig selv og andre undervejs på rejsen.

PRINCIPPER FOR DIALOG - Alle har en stemme - Del din stemme - Sandhed er ikke ejet af én person eller religion- Del helt enkelt din egen holdning - Din holdning er et udgangspunkt - Vær åben for forandring - Respekter altid dig selv og den anden - Lyt og tal fra hjertet - Forsøg at forstå med dit hjerte - “Sæt dig i deres sted”. - Ingen skjult agenda - Vær tydelig omkring formålet for dialogen - Dialog er IKKE at kontrollere eller omvende - Stil spørgsmål

OM QUO VADIS

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Page 6: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 6

sår fra deres kristne opvækst, som vi kan være med til at hele. Der er mange, der siger, at hvis dette er kristendom, så har vi ikke noget imod at kalde os for kristne. Mange starter med had mod kristendommen, men bliver for-sonet med, at de er kristne. Vi prøver at bryde grænser mellem religionerne ned og åbne op for en bedre forståelse. Derfor er et af vore mottoer: “Love unites despite differences”, kærlighed forener på trods af forskelle.

Indisk kristendom for kasteløseQuo Vadis forsøger at afspejle tradi-tionel, indisk kultur og spiritualitet, ikke bare som den er blevet defineret af brahminerne (præstekasten i hin-duismen), men som den kommer til udtryk blandt kasteløse indere, også kaldet dalit’er. Da inderne i Arcot kir-ken blev kristne, gav de afkald ikke alene på deres religion, men også på en stor del af deres kultur som kaste-løse og indoptog europæiske religiøse skikke. Dialogen på Quo Vadis har

derfor dybe identitetsmæssige per-spektiver og udfordringer for de in-dere, der dagligt driver stedet. - Når dalit-teologerne kæmper for deres egen oprindelige kultur, kæm-per de både mod brahminer og mis-sionærer, forklarer JP. Brahminerne ønsker at holde de kasteløse på plads i deres hierarki som det allerlaveste, og missionærerne har svært ved at ac-ceptere og forstå en kristendom, som ikke er formet af europæisk kultur. På Quo Vadis forsøger man at skabe rum for, at både brahminer, kasteløse og vesterlændinge kan finde sig til rette, og det er ikke helt ukompliceret. - Når vi kun serverer vegetarisk mad på Roots Café, forklarer JP, - så bliver vi af dalit-teologerne beskyldt for at tækkes brahminerne og de sø-gende vesterlændinge, som ikke øn-sker at spise kød. Fordi vi serverer mad for kasteløse på caféen, vil mange brahminer ikke vil spise med. Men når det sker, er det stort! Ingen andre steder finder du både høj- og lavkaste

indere og vesterlændinge spise sam-men!

Trods modviljeDe senere år har man arbejdet på at få en økologisk landsby op at stå. Ind-til videre bor her ingen, men man arbejder med det økologiske aspekt ved at plante træer og buske, der skal udtrykke den biologiske mangfoldig-hed. En af pointerne ved dette arbejde, er at vi har et fælles ansvar for vores klode på tværs af alle religionerne, og mødet omkring praktisk arbejde kan være en stærk brobygger. Sidste år var nyskabelsen morgenmad på tagteras-sen, der forsøgte at skabe rum på Quo Vadis for de vesterlændinge, som kun er i byen for en kortere bemærkning. Hvad Quo Vadis med årene bliver til, er med andre ord ikke til at sige. - Der har været stor modvilje mod stedet, både fra kirken og fra brahmi-nere i området. Men på trods af mod-vilje, så vokser stedet hele tiden, slut-ter JP af med at konstatere.

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Red Hut og Roots Café(fotos: Lars Buch Viftrup).

Page 7: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 7

QUO VADIS NETVæRK I ÅRHUS

Quo Vadis er et særligt sted. Det oplever de fleste, der besø-ger det, og mange kommer tilbage år efter år. I IKON er vi også mange, der ville ønske Indien lå tættere på Danmark og i særde-leshed Quo Vadis. Derfor har en lille gruppe nu taget initiativ til at lave et Quo Vadis-netværk, som har til formål at skabe lidt Quo Vadis-stemning i Aarhus og holde linien til Indien og inspirationen derfra varm. Netværket er opstartet i efteråret og har som første punkt etableret en ugentlig kristen meditation inspireret af Quo Vadis' søndagsmeditationer. På Quo Vadis er der i flere år blevet praktiseret kristen meditation hver søndag aften. Det foregår i Red Hut, Quo Vadis' hjerte. Før hver meditation bliver mange små olielamper, der står i de mange huller i murværket, tændt ligesom den store, der står i midten af hytten. Gulvet rundt om den store lampe er udsmykket med det traditionelle kolam, et mønster der tegnes på jorden i smukke formationer og farver. Alle er velkomne til meditationen på Quo Vadis og bliver budt ind til at sidde rundt langs muren. Medita-tive indiske sange blander sig med baggrundslyde fra byen, og minutterne i stilhed ledsages af varme briser og hundeglam. De levende lys kaster skygger og skaber ro og tryghed til at dele sine tanker og refleksioner med de andre. Bønner mumles på forskellige modersmål og rolige blikke møder andres. Denne stemning i Quo Vadis' meditationer og adgangen til kri-sten spiritualitet er noget, netværket gerne vil skabe en praksis omkring herhjemme. Derfor inviterer IKON nu hver uge til kristen meditation på Nørre Allé 29 inspireret af søndagsmeditationerne på Quo Vadis, men i en dansk kontekst. Det er ikke et forsøg på at skabe en tro kopi af meditationerne på Quo Vadis, men at skabe et lignende åndeligt fællesskab i en dansk form. Forskellige står for meditationen, som skifter ugedag hver uge. Hver anden gang laver deltagerne mad sammen efter meditationen. På sigt er målet at gøre netværket landsdækkende og lade net-værkets aktiviteter rumme flere elementer – herunder studieture til Quo Vadis og andre aktiviteter, der har som formål at holde fast i dialogen med og inspirationen fra Quo Vadis. Man kan følge med i datoerne for meditationerne og andre aktivi-teter på IKONs facebook-side: www.facebook.dk/ikondk

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Red Hut og Roots Café(fotos: Lars Buch Viftrup).

Page 8: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 8

Græsrodsdialog,der rykkerVest møder Øst: Agnete Holm og Nicolaj Stubbe Hørlyck har deltaget i opbyggelsen af Quo Vadis gennem flere år, og de fortæller her om, hvad mødet med Quo Vadis og Indien har betydet for dem.

MøDET MED QUO VADIS

Agnete og Nicolaj er to af de danskere, der har været mest engageret i Quo Vadis. I den første del af interviewet fortæller de om oplevelser og erfarin-ger fra de mange års engagement.

Dialog i tre trinI 2003 blev Agnete sendt til Tiruvan-namalai for at deltage i nogle opstarts-møder omkring Quo Vadis og i 2004 kom hun første gang i tre måneder for at opstarte aktiviteter på dialog-centret. I de efterfølgende mange år tilbragte Agnete tre måneder om året i Tiruvannamalai for at arbejde sam-men med centerets leder, JP. - Jeg begyndte med kirkens egne folk. JP arrangerede store seminarer for 40 mennesker, men det blev bare ikke personligt nok. Så jeg opfordrede til at udvælge en mindre gruppe på ti mennesker til et intensivt forløb, hvor man mødtes én gang om ugen. Det blev det første dialogforum. Siden er der kommer flere til. Min tanke var at

AF LENE SKOVMARKPræst og medlem af redaktionen

introducere dialog i tre trin.Intra-personel • dialog, hvor den enkelte reflekterer over sin egen tro

Inter-personel• dialog, hvor man deler tro med hinanden

Inter-religiøs• dialog i forhold til den religiøst anden

- Når de indiske kristne skulle dele tro, sagde de alle de samme ord; det de havde lært i kirken. Men efterhån-den kom der flere nuancer i deres tro. Først skulle de øve sig på at rumme forskelligheder inden for samme tro, og efterhånden nå til dialogen med hinduer og muslimer. Det sidste kun-ne godt være meget svært… - Ja, det tager bare lang tid at æn-dre holdning, uddyber Nicolaj. - Men jeg har oplevet, at mange har bevæget sig fra at tænke, at det er de andre, der

skulle forandres og til, at de også selv skulle forandres. Agnete husker især én, som blev forandret. – Han deltog i det første dia-logseminar i 2004, hvor gruppen fik til opgave at gå op i ashrammen og lede efter Gud. Han fandt ikke Gud, kun Djævelen. Og så tegnede han guruen Ramana som en Djævel. Nu har han ikke problemer med at gå i ashram og tempel, og han er blevet mere inklusiv og nuanceret i sin måde at tænke tro på.

Dialog på græsrodsplanKirkens folk var fra begyndelsen den første målgruppe. En anden vigtig målgruppe er de mange vesterlæn-dinge, og en tredje gruppe er andre religiøse, hinduer og muslimer. Quo Vadis er med til at inspirere til dialog

“Mødet med Indien har givet migen ydmyghed over for min egen tro”

Page 9: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 9

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

på flere måder forklarer Nikolaj. - Indiske teologistuderende og udenlandske grupper besøger ofte cen-tret. Quo Vadis er med til at præge de præstestuderende ved at give dem en erfaring af dialogisk tilgang til andre religioner, og det er af stor betydning for kirkerne. De mange udenlandske grupper, der kommer på studiebesøg, er med til at inspirere til nyt syn på dialog og mission i kirken i Vesten. - Centret har udviklet sig til at have betydning som et læringssted, hvor man fra Vesten kan udforske mødet med Indiens spiritualitet, tilføjer Ag-nete. - Og hvor inderne kan lade sig inspirere af den teologiske refleksion fra Vesten. Men der er ikke tale om dialog på et højt akademisk niveau. - Nej, det er jo netop det, der ken-detegner Quo Vadis, forklarer Nicolaj,

- at der foregår dialog på græsrodsplan og ikke på universitetsniveau. Man mødes på det personlige plan og deler tro, fra hjerte til hjerte. I modsætning til for eksempel paneldebatter, som let udvikler sig til en udveksling af dog-mer og forsvar for sin egen position. Bare det at de er ansatte fra tre forskel-lige religioner, er dialog i sig selv. - Der var engang en hindu-kvinde fra en af de højere kaster ansat på Quo Vadis. Hun havde svært ved, at hen-des arbejde også indbefattede, at hun skulle rense toiletter, da det anses for et job for de laveste i kastesystemet. For mange af de ansatte var det også en udfordring at spise med andre fra lavere kaster eller udlændinge. De an-satte spiser nu sammen som en fast rutine. Det er ellers uhørt i Indien og et eksempel på, at dialog i praksis er

med til at rykke grænser. At møde en køkkendame, som er hindu og spise sammen med hende siger mere end mange ord. Frokoststuedialog foran-drer mere end kloge seminarer..., kon-kluderer Nicolaj.

Bindeled mellemvesterlændinge og kirkenFør det nuværende center blev byg-get, samledes man til meditation hver søndag i den lille røde hytte, hvor der kommer både kristne, vesterlændinge og hinduer. Agnete fortæller, at man besluttede at bevare hytten og derfor måtte lave arkitektens tegninger om, så den i dag er hjertet i centret. - Man sidder på gulvet i rundkreds. Alle får lov til at tale inden medita-tionen. Det viste sig at være vigtigt, at alles stemme blev hørt. Ikke andre

NICOLAj STUBBE HøRLYCK er børne- og ungdomspræst i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Han boede med sin familie i Tiruvannamalai fra i 2008-11, hvor han var ansat af Danmission som dialogkonsulent på Quo Vadis.AGNETE HOLM arbejder som dialogkonsu-lent i Danmission og er hjælpepræst ved Hel-ligåndskirken i København. Hun har været med til at ‘forvandle et stykke jord til et dia-logcenter’, som hun udtrykker det.De har begge i barndommen haft Østens re-ligioner tæt på og som unge været volontører i Indien.

OM

En muslim

og en hindu står for julemaden d. 25. decem

ber(foto: Lars Buch Viftrup).

Page 10: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 10

steder oplever for eksempel kvinder i Indien at tale på lige fod med mænd. Så det blev hurtigt en del af liturgien. For mange vesterlændinge er Quo Vadis et bindeled mellem kirken og de søgende. Det er uden tvivl et af centrets vigtigste funktioner. Nicolaj fortæller om en tyske kvinde, Heike, hvis mor levede det meste af sit liv i Ramana Ashram og blev begravet der. - Heike er opvokset som protestant, konverterede til katolicismen og be-sluttede i en høj alder at gå i sin mors fodspor. Hun bor lige over for Quo Vadis og leder af og til meditationen i den røde hytte. Quo Vadis er med til at skabe forbindelse mellem moderens fortid og hendes egen kristne bag-grund. Hun er kristen, men lever et liv dybt inspireret af hindu spiritualitet. MøDET MED INDIENI anden del af interviewet fortæller Agnete og Nicolaj om mødet med In-dien, og hvordan det har påvirket de-res tro og teologiske tænkning.

Påmindelse om voresforbundethed med Gud- Mødet med Indien har givet mig en ydmyghed over for min egen tro, fast-slår Nicolaj. - Når jeg deltog i fuldmå-nevandring rundt om det hellige bjerg i Tiruvannamalai og gik sammen med en halv million mennesker af en an-den tro, så var det svært at fastholde, at kun jeg kender sandheden, og at det kun er et spørgsmål om tid, før de andre indser, at Jesu er verdens frelser. Jeg tror stadig, at Kristus er sandhe-den, men tager andres oplevelser af tro og det guddommelige alvorligt. - Jeg tror, at der er sandheder i andre religioner. Advaita-tanken, at mennesket og Gud i bund og grund er ét, minder mig om min forbundenhed med Gud som kristen. En hindu siger: Jeg er Gud. Det kan man nok ikke sige direkte som kristen. Men nogle cita-ter fra Jesus siger bestemt noget, der ligner. ’Jeg er i Faderen, og I er i mig’. Kristendommen hævder, at Skaberen og mennesket er væsensforskellige,

men bibelen taler jo også om, at Gud forbinder sig med os ved, at vi er skabt i Guds billede. Og Jesu tale om vintræ-et og grenene peger på en hel tæt for-bindelse, ligesom vi også forestiller os, at vi bliver ét med ham i nadveren.

Tomhed erat gøre sig tilgængelig for GudFor Agnete har Indien spillet en stor rolle, både i forhold til hendes trosliv, teologi og arbejdsliv. - Jeg har dyb respekt for den ån-delige erfaring, der udspringer af det meget hengivne religiøse miljø, jeg har mødt i Indien. I Danmark er spiri-tualitet privat, men i Indien er det en naturlig del af hverdagslivet. Jeg har overvejet, hvad meditation gør ved folk... - Meditation fører til tomhed ifølge buddhismen. Det har ikke har noget med den opfattelse af tomhed at gøre, som man i Vesten ofte kritise-rer Østens religioner for. Det betyder at tømme sig for det, der står i vejen

Mange hellige mænd kommer til Tiruvannamalai og er med til at give kulør på gadebilledet(foto: Lars Buch Viftrup).

Page 11: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 11

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

for at være tilgængelig for Gud og hin-anden. I hinduismen og buddhisme handler det om en erfaring af at gøre sig åben, ikke at tilintetgøre sig selv. I den kristne tradition er der en stærk vægtlægning på at blive tjenende. Det findes også i Østens religioner, dog mindre udtalt.

Holdt op med at tænke”inde og ude kategorier”- Jeg er holdt op med at tænke i kristne og ikke-kristne, forklarer Agnete. - El-ler tænke ”inde- og ude-kategorier”. At tænke grænser giver ingen mening for mig. I Det Nye Testamente læser jeg, at Jesus sætter folk fri. Han kalder nogle til at følge efter sig, men andre sender han bort. Jeg er forelsket i Jesu Kristi vej. Det er frihedens vej, der by-der mig at være sammen med menne-sker uden at holde nogen ude. - Jeg tror vi skal væk fra at tænke i kategorier og at putte religioner i kas-ser. Og i stedet tænke sammenhæng,

som i Indien. Som Jesus-troende handler det om centrum og ikke så meget om grænser. Det handler om den vej, du går, det liv, du lever, og den erfaring, du får. I Indien er den største værdi at være forbundet med sit hjer-te, at være spirituel. Alt for ofte hører man præster her i Danmark fremlæg-ge kristendommen dogmatisk og in-tellektuelt. Men hvad mener man for eksempel med syndsbekendelse? Det er vigtigt at kontekstualisere teologien og tale, så folk forstår det.

Møde andre med åben holdningFor Nicolaj gør det noget ved én at være sammen med mennesker, som er åbenlyst religiøse. - Åndelighed er noget meget pri-vat i Danmark, noget jeg må opsøge og aktivt vælge. I Indien kommer man ingen vegne uden at bede. Men jeg oplever, at det i Vesten bare er op ad bakke at være religiøs, selv som præst. Jeg skal hele tiden retfærdiggøre, at jeg

er præst. I Indien er det helt naturligt. Jeg har oplevet folk, der gerne vil kom-me i kirken, hvis der vel at mærke ikke bliver snakket for meget om Gud. - Det er vigtigt, at nogen har haft erfaringer med dialog og har en åben holdning, så man ikke brænder folk af, når de søger kirken. For eksempel spurgte nogle muslimer mig om de kunne holde mindesamvær efter en begravelse i kirkens krypt. Det ser jeg som en stor tillid og anerkendelse. El-ler når muslimske forældre sender de-res barn i en katolsk privatskole, hvor jeg som sognepræst holder ugentlig gudstjeneste (for de ikke-katolske børn). Det er med til at nedbryde nogle grænser.

>> Hvad har dufået ud afat besøge

Quo Vadis?

Christine LindeStuderer historie på Århus Universitetog tidligere volontør for DanmissionMange steder i Tiruvannamalai summer det af diversitet, religionsmøder og nysgerrighed; Her taler man ikke om vejret - men om trosbaggrund. Quo Vadis er en lille oase med rødder i den kristne kirke, der danner en tryg ramme

for, at mennesker kan mødes på tværs! Det er et sted, hvor mennesker mødes med alle mulige motiver for at deltage i Quo Vadis’ mange aktiviteter - sammen. Man kan tilberede og spise mad sammen, dyrke yoga eller kaktusser sammen, deltage i etablerede dialogarrangementer eller de spontant opståede, tale og dele tid sammen. Jeg har mødt mennesker, jeg aldrig vil glemme, på Quo Vadis. Det er et fantastisk sted at danne nye relationer, og det er mere reglen end undtagel-sen at møde mennesker, der ligner dig selv. Jeg tror, noget af det, jeg sætter størst pris på, er, at på trods af de tydelige forskelligheder så var det ikke dér fokus lå. Det var tværtimod bare det at samles om noget; et måltid mad, fysisk arbejde, udflugter, stort eller småt. I Danmark er jeg tit udfordret af, at vi har så mange kategorier - blot inden for folkekirken. Det er man ligesom hævet over i fælles-skabet på Quo Vadis, hvor man er nødt til at respektere hinanden, og hvis der er noget, man undrer sig over, kan man bare spørge. Dette var særligt tydeligt for mig til kristen meditation på Quo Vadis søndag aften, hvor man synger, beder, læser og reflekterer sammen - men ikke diskuterer eller argumenterer.

AF ELISE ENGGROB

Page 12: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 12

Hvor gik Quo Vadis hen?

Quo Vadis ligger i en mindre by af stor betydning, i Tiruvannamalai i Tamil Nadu i Syd-indien. I denne artikel ridses historien op, og det beskrives, hvordan det har udviklet sig til et center af både national og international betydning. Det er på mange måder en fantastisk og meget glædelig historie om, hvordan det kan lykkes at arbejde sammen på tværs af kulturer og religiøst ståsted.

Det begyndte i 1997. Dialogcentret

var ikke blevet, hvad det er i dag, hvis der ikke havde været en rig onkel. Det var Den Nordiske Kristne Buddhist-mission, som nu hedder Areopagos, der holdt 75-års jubilæum. Buddhist-missionen gav i jubilæumsåret 1 mio. kr. til Det Danske Missionsselskab (DMS), nu Danmission, øremærket religionsmødearbejde i Indien. Samar-bejdspartneren i Sydindien, Arcot Lu-therske Kirke (ALC) foreslog samme år, at man brugte pengene til at støtte op om det religiøse dialogarbejde, der så småt var kommet i gang i Pondi-cherry, der nu hedder Puducherry, i Sydindien. Det blev ledet af pastor Raja Socrates, som i 6 år indtil 1994 havde været udsendt som missionær af ALC til Danmark for at arbejde med dialog. Han brugte nu sine erfaringer, støttet af kirken, i Puducherry.

Et dialogcenter i Puducherry?I 1998 udsendte DMS Iben og Karen for sammen med pastor Raja Socrates at beskrive mulighederne. Formålet var ’religiøs dialog med søgende ryg-sæksrejsende fra Vesten’. Dem var og er der mange af i Indien. De to dan-skere skulle sammen med pastor So-crates udarbejde en plan for at udvikle arbejdet hen imod skabelse af et kri-

AF MOGENS KJæRGeneralsekretær for Danmission

stent center for interreligiøs dialog. Pastor Socrates havde begyndt arbej-det ved at etablere læseværelser og små biblioteker, hvor folk kunne komme og læse og låne litteratur om kristen-dom og dialog mellem kristendom og hinduisme. Puducherry syntes at være det rette sted. Det er et populært turistmål, det er tilholdssted for det meget kendte Aurobindo ashram og i byens nærhed den økologiske new age landsby, Auroville, med et par tusinde faste beboere, hvoraf cirka halvdelen er udlændinge. Efter nærmere under-søgelser konkluderede Iben og Karen dog, at Puducherry ikke var det rette sted. Løsningen var heller ikke læse-værelser og biblioteker, men at skabe et kristent, spirituelt center, hvor der var en daglig kristen, indisk farvet praksis omkring bøn, meditation og samtaler. Bare at føre intelligent dialog kunne ikke være målet.

Tiruvannamalai udpegesDe pegede så på, at pilgrimsbyen Ti-ruvannamalai var et langt mere oplagt sted for opbygning af et kristent, spi-rituelt center som alternativ til byens hindu-ashrams. Tiruvannamalai er en pilgrimsby, der tiltrækker hun-drede tusinder af hinduer til bjerget Arunachala, som er en inkarnation af Shiva, et stort tempel og berømte

ashrams, hvilket også tiltrækker man-ge vesterlændinge. I de følgende år sker der ikke så meget nyt. Danmission blev skabt som en fusion 1. januar 2000 og havde brug for at finde sin nye vej. I Sydindien har kirken dog fulgt an-befalingen og køber i 2002 en meget velbeliggende grund i nærheden af Ramanas ashram. I den følgende tid udpeges pastor Joshua Peter som le-der af dialogarbejdet. Vestens Unge i Østen (volontør-projekt i samarbejde mellem IKON og Danmission) knyt-tes til og har fra 2004 for første gang base i Indien i Tiruvannamalai. På grunden er der bygget en rødmalet, stråtækt hytte, hvor der holdes medi-tationer og andagter, the Red Hut. En egentlig bygning er på tegnebrættet. Den undergår nogle ændringer for at få en lidt mere indisk stil og står klar i 2006, finansieret af jubilæumsgaven fra Den Nordiske Kristne Buddhist-mission. Danmission har fra 2004 en dialogkonsulent på den samlede opgave, som udvikler et meget fint samspil med Joshua Peter. Centret er aldrig blevet bygget helt færdigt efter den oprindelige plan, men har stadig udviklet sig ved at finde lokale løsnin-ger, som fx at bruge materialer fra et nedlagt jain-tempel til opbygningen af Roots Café. Danmission sikrer cen-

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Page 13: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 13

trets drift og IKON spiller en væsent-lig rolle i drift og samspil.

Modstand mod Quo VadisCentret mødte dog ved sin start man-ge udfordringer. Den største del af Ar-cotkirken var skeptisk og negativ over for arbejdet. For at gøre klart, at dia-log er noget andet end evangelisering, blev det fra centrets side pointeret, at målet med dialogcentrets arbejde ikke var omvendelse. En stor del af kirken havde og har stadig svært ved at ac-ceptere denne holdning, fordi den betragter arbejdet med at omvende hinduer til kristendommen som det centrale i kirkens arbejde. Der var desuden også en frygt for, at de kristne risikerede at miste troen hvis de, med paraderne nede, kom i kontakt med anderledes troende. Der var ligeledes problemer med at komme i kontakt med de søgende vesterlændinge. Dels var de ikke så søgende, når det kom til stykket, for de havde fundet, hvad de søgte i byens ashrams, og dels så de med dyb skepsis på et kristent dialog-center, som stod for det, de havde lagt afstand til og forladt.

Et center i stadig udviklingAlligevel udviklede arbejdet sig takket være stærke input fra Danmissions dialogkonsulent og et modigt, grænse-

søgende og stærkt inspirerende leder-skab af Joshua Peter, som er et umåde-ligt kreativt og spændende menneske med et enormt netværk. Flere dialog-fora kom op at køre. Der var ekskursi-oner til forskellige kristne ashrams og hindufestivaller for at få inspiration. Der blev opbygget gode relationer til muslimerne i byen og ikke mindst til Ramanas ashram og til brahminerne ved det store Shiva-tempel. Kristne fra kirken satte gennem centrets arbejde for første gang i deres liv deres ben i et tempel. En grænseoverskridende op-levelse, men ikke farlig for troen. Der udviklede sig et spirituelt, kristent liv på stedet, som begyndte at tiltrække flere. Dialogcentret blev et farverigt sted, der arbejdede med kunst, musik og dans. I de senere år er Quo Vadis kom-met til at spille en større national rolle. Teologistudenter fra tre betydende teologiske uddannelsesinstitutioner i Sydindien sender deres studenter i dialogpraktik på centret. Centret har også fået international betydning, ikke bare pga. den tætte relation til Danmission, Vestens Unge og IKON, hvor vi føler, at Quo Vadis er blevet en del af os selv, men også fordi centret modtager mange gæster og teologi-studerende fra USA, Sverige og Tysk-land.

To initiativer har givet et gennembrud over for de udenlandske spirituelle. Dels da Roots Café åbnede på Quo Vadis, og den er blevet populær, og dels da bibliodrama blev introduce-ret med dansk instruktør som en del af programmet. Bibliodrama er blevet populært og har haft den fantastiske virkning på mange deltagere, at det har kunnet føre dem tilbage til deres kristne rødder, så de har kunne for-sone sig med det, der gik galt i deres forhold til den kristne tro. Vestligt sø-gende tiltrækkes i stigende grad. Quo Vadis giver dem endvidere en mulig-hed for at møde Indien og indere på en særlig måde. Andre arrangementer på centret som filmforestillinger, et stort jule-arrangement og fester med dans og musik tiltrækker flere hundrede i Ti-ruvannamlai. Quo Vadis er blevet et centralt sted i byen, et møde- og sam-talecenter, hvor man kan udfordre og lade sig udfordre, i stadig bevægelse hen mod at opfylde visionen om at skabe et kristent, spirituelt center med åbenhed og frihed. Det er sådanne, steder Helligånden trives.

“Det er sådanne steder,Helligånden trives”

(TV) En hellig mand ser på, mens et større optog er på vej til indvielsen af Quo Vadis i 2007.(TH) Biskop i Arcot-kirken og JP, leder af Quo Vadis under indvielsen (fotos: Lars Buch Viftrup).

Page 14: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 14

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Noget at læreHvad kan vi som kirke i Danmark bruge Quo Vadis til?

Majoritetog minoritet

Folkekirken har i århundreder virket som en altdominerende majoritets-kirke i en monokulturel og monoreli-giøs kontekst, og folkekirkens teologi er blevet udviklet stort set uden refe-rence til andre religioner. Men i de se-

AF MOGENS S. MOGENSENPh.d. i interkulturelle studer, konsulent og underviser

nere år er kirken blevet mere og mere udfordret til at forholde sig til men-nesker med en anden kulturel bag-grund end den danske (europæiske) og en anden religiøs baggrund end den kristne. Denne omstillingsproces er meget vanskelig for både præster og lægfolk, og i den situation har vi brug

for at trække på de erfaringer, som an-dre dele af den globale kirke har gjort sig. I Sydindien har kirken altid været en lille minoritetskirke, der skulle for-holde sig til forskellige religioner, især hinduisme og islam. Det Interfaith Dialogue Center, som Arcot Lutheran Church sammen med Danmission har etableret i Tiruvannamali i Tamilnadu, har gennem dets ni års levetid udvik-let sig til en meget værdifuld ressource ikke bare for kirken i Sydindien, men også for kirker i Vesten som fx Folke-kirken. Jeg har haft fornøjelsen af to gange at besøge Quo Vadis – senest i 2011, hvor jeg blev bedt om at foretage en evaluering af centret - og der fået et klart indtryk af, hvad vi som kirke i Danmark kan bruge centret til. Mange gode relationerCentrets medarbejdere har meget gode relationer til især hinduistiske institutioner, såsom templer og ashra-mer i Tiruvannamalai (og andre dele af Sydindien), og meget nære per-sonlige relationer til religiøse ledere i byen. Centret kan derfor give dan-ske præster og lægfolk en enestående mulighed for at komme meget tæt på levende religiøse traditioner - især in-den for hinduismen - og danne sig et førstehåndsindtryk af dem. De kristne i Sydindien møder ikke

Det store tempel i Tiruvannamalai set fra det hellige bjerg, Arunachala (foto: Adam Johannes Peter (Doublee)).

Page 15: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 15

hinduer og muslimer ud fra en magt-fuld majoritetsposition, som det vil være tilfældet med vore religionsmø-der i Danmark. Af de kristne på Quo Vadis kan vi i kirken i Danmark lære, hvordan de møder hinduer og musli-mer så at sige ”nedefra”, fra en sårbar position, hvor de er gæster i andre menneskers religiøse sammenhænge. Den spirituelle heksekeddelQuo Vadis er et dialogcenter, og her er der talrige muligheder for at deltage i mange forskellige former for dialog både på selve centret og i andre reli-giøse institutioner med hinduer og muslimer, og dermed få en personlig erfaring af interreligiøs dialog. Da der

i Tiruvannamalai er mange østligt inspirerede eller søgende vesterlæn-dinge, hvoraf mange også kommer på Quo Vadis, er der mulighed for at lære at gå i dialog med dem og dermed få inspiration til også at gå i dialog med dem, når man møder dem hjemme i sit sogn. På centret lægges der stor vægt på den spirituelle dialog, hvor der foku-seres på, hvad fx kristne og hinduer kan lære af hinandens traditioner. Dermed kan besøgende fra kirken i Danmark også gøre sig erfaringer med, hvordan dialogen indebærer et gensidigt vidnesbyrd. At tilbringe dage eller uger i den religiøse og spirituelle ”heksekedel”,

som Tiruvannamalai virkelig er, vil for de fleste være en grænseoverskriden-de oplevelse, som sætter mange dybe tanker i gang og rejser svære spørgs-mål, som der vil være et påtrængende behov for at få bearbejdet. Her er Quo Vadis en god og tryg base, hvor der er mulighed for at få kvalificeret hjælp til en grundig refleksion over alle de vigtige eksistentielle, spirituelle og teologiske problemstillinger, som det intensive religionsmøde i Tiruvan-namalai uvægerligt rejser, men som sandsynligvis også før eller siden vil dukke op, når man engagerer sig i et religionsmøde hjemme i Danmark.

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

>> Hvad har dufået ud afat besøge

Quo Vadis?

Søren HaugeUnderviser, spirituel vejlederog forfatter med baggrund i teosofienQuo Vadis er en kristen oase, der varmt og venligt forbin-der sig med de hinduistiske, muslimske og andre religiøse naboer, som præger det verdenskendte, hellige bjerg og valfartssted, Arunachala. Quo Vadis Sangamam er et for-

billede på, hvordan kærligheden rækker ud i dyb respekt for forskelligheden, og hvordan gæstfrihed bygger broer. Jeg har mødt skønne mennesker, både i Quo Vadis staben, og de spirituelle mennesker, som stedet inviterer og skaber forbin-delser til. Jeg har rejst på interreligiøse grupperejser med ”JP” og andre fra Quo Vadis, skabt varme kontakter til hindupræster, muslimer, munke og lægfolk med varme hjerter - lært at store ting gøres af mennesker, der dedikerer sig helhjertet. Helt enkelt anbefaler jeg mennesker, der rejser til Sydindien at besøge Quo Vadis og blive berørt af stedets ånd og mennesker.

Ele BondeSognemedhjælper, bibliodrama-instruktørQuo Vadis er øjeblikkets sted. Pludselig opstår et øjeblik, man så det ikke komme, man så det knapt nok gå. Som dalede noget ned eller kom noget forbi. Det øjeblik (eller det ”noget”) kan hverken beskrives som noget godt eller dårligt. Det er nærmere essens, sammenhæng, ét fælles

åndedrag. Men Quo Vadis er også spænding, farver og mønstre i sandet, stærk mad og tid, masser af tid. Jeg har fået skærpet bevidstheden på sammenhængen mellem ”liv” og ”at give slip”, og jeg har fundet værdien i at være prisgivet. Jeg har også fået en nysgerrighed på, hvad der mon ville ske, hvis den østlige og vestlige tradition for alvor ville komme mere sammen. Kort sagt.

AF ELISE ENGGROB

Page 16: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 16

Med efterskolentil Tiruvannamalai

Et af formålene med rejsen er, at børn og unge skal vide, at verden er skæv – og at de kan gøre en forskel. Det er det vi gerne vil – helt ud i den yderste fingerspids – helt ind i de inderste lag. Det er dannelse, dannelse, dannelse. De unge skal mærke, se, dufte, sanse - forskelligheden og samhørigheden, så det sætter sig spor for resten af livet.

ForskellighedVildsvin og anmas-

sende aber. Trommer og en plads på gulvet til søndagens gudstjeneste. De fattige, halte og lamme, der ses og mærkes og forstyrrer vores sjælefred med en fremstrakt flad hånd. Hin-dufestival med optog, krudt og fyr-værkeri. Stå-toiletter uden toiletpapir. De mange børn, børn og børn. Mad med mere smag. Herreløse hunde og køer. Trafik-kludder, der trodser enhver logik og bevæger sig stædigt fremad. Tiruvannamalais buldersym-foni af lyde og lugte. Explorer med indisk tog gennem natten på 4. klasse i en vogn uden vinduer og fedtede, svedige køjer, der er det rene Eldorado for kæmpekakerlakker. Farvestrålende sarier, der matcher krydderierne på de store fade og stråler om kap med solens sidste stråler. Multireligiøsitet i alle afskygninger. Alt adskiller sig ved første blik fra Blåkildes blide bøge og faste fredfyldte forankring.

HENNING KRISTENSENForstander på Blåkilde Efterskole

ReaktionMads fægtede desperat med armen, da en urimeligt fed kakerlak vandrede op ad hans arm, og Kirstine hvinede, da en flagermusunge filtrede sig ind i

hendes hår. Men bortset fra det, over-rasker elevernes evne til medlevende at opleve livet i Indien. Jeg havde frygtet toiletterne, maden, myggene, antistrukturen, strømafbrydelserne,

Hele efterskolen på tempelbesøg med Quo Vadis

(foto: venligst udlånt af Blåkilde Efterskole).

Page 17: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 17

TEMA: QuO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

trafikken, den manglende komfort, varmen og de snavsede snottede slum-børn – men frygten var uberettiget. ”Det bedste var det med børnene...” sagde eleverne. At få lov til at lege med dem og skabe en kort relation gennem leg og sang. At opleve nærhed, tillid, accept og nysgerrighed på et splitse-kund – umiddelbart, ærligt og ukruk-ket. Da er et menneskebarn et menne-ske, selv om det kun har en sari og et kloakafløb at vaske sig i. DialogDen ene side af fortællingen er fortæl-lingen om frøet, der blev sået af dan-ske missionærer for 150 år siden, og som i dag er en menighed med mere en 40.000 medlemmer. At gøre en for-skel. Den anden er en glødende for-tælling fra den kasteløse til os. En for-tælling om, hvordan Kristus sprænger grænser og genopretter værdighed og ligeværd for den ringeagtede. At Gud deler sit kød og blod med enhver. Dia-log i gensidig respekt mellem menne-sker fra flere religioner er også et tema – at leve i et flerkulturelt samfund. Også det er dannelse!

>> Hvad har dufået ud afat besøge

Quo Vadis?

Laura BjørgTeologistuderende på Århus Universitetog tidligere volontør for DanmissionDet er nok en af de mest spændende steder, jeg har væ-ret! Det er en spændende gren af den kristne kirke og især en meget anderledes gren af den lutherske kirke i Tamil Nadu, da kirken her møder de andre religioner med en

unik åbenhed. Den dialog og den indsigt indere og vesterlændinge, der besøger stedet, får gennem Quo Vadis, er unik. Godt med en del af kirken, der ikke er berøringsangst og lukker sig om sig selv. På Quo Vadis har jeg, udover at lære meget om indisk kultur og religion som sådan, talt med mennesker om min og deres tro og indre univers på en åben måde, jeg ikke har mødt andre steder. Des-uden har jeg haft et frirum til meditationerne i den røde hytte, der var vitalt midt i den hektiske by og den kaotiske og oplevelsesrige hverdag, jeg havde i Indien. Den andagtsstemning, der var i hytten, har jeg ikke oplevet andre steder!

AF ELISE ENGGROB

Efterskole-elever hjælper til på Grammam, som er et af Quo Vadis' store projekter,der både indebærer økologi og religionsdialog (foto: venligst udlånt af Blåkilde Efterskole).

Page 18: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 18

Dagens tilbudEn åndelig markedsplads – fristes man til at kalde Tiruvannamalai i Sydindien. Men hvem er disse tusindvis af vesterlændinge, som søger spiritualitet og personlig udvik-ling i Sydindien? Og hvorfor ønsker Quo Vadis, som Danmission driver sammen med Arcotkirken, at gå i dialog med spirituelle turister?

Glem alt om brugte barnevogne og billig vinduespudsning. På opslags-tavlen ved minimarkedet i Tiruvanna-malai i Sydindien hænger der tilbud om meditation, massage og møder med alverdens guruer. Tusindvis valfarter fra Vesten til Tiruvannamalai i deres søgen efter spirituel dybde, Guds nærvær og per-sonlig udvikling. Byen opfattes som et særligt åndeligt sted både af søgende vesterlændinge og af indiske hinduer.

AF REBEKKA STEINVIG, tidligere volontør for DanmissionTOVE LIND IVERSEN, redaktør for Danmissions Magasinet

Ifølge hindutraditionen er der 3 ho-vedårsager til Tiruvannamalais sær-lige status: bjerget, templet og guruen Ramana.

Hinduer opfatter bjerget Aru-•nachala som helligt. Ifølge legen-den åbenbarede guden Shiva sig her, og ved hver fuldmåne valfar-ter folk til – nogle gange en halv million – for på bare fødder at gå de 14 kilometer rundt om bjer-get.

Lige øst for bjerget er der bygget •et kæmpemæssigt Shiva-tempel,

som betjenes af over 100 præster. For hinduer er det en stor begi-venhed at få chancen for at ofre og blive velsignet i templet.

I 1895 slog den blot 16-årige •Ramana Maharshi sig ned ved bjerget efter en nærdødsoplevel-se. Han blev hurtigt kendt og an-ses som en af det 20. århundredes største mystikere. Han spurgte: Hvem er jeg? Og gav det svar at man gennem meditation og selv-ransagelse kan finde sin sande identitet. En grundtanke i hindu-

Et af de bedste steder at orientere sig, hvis man vil vide, hvad der sker på den religiøse scene i Tiruvannamalai,er de lokale caféer, som har vesterlændinge som deres målgruppe (foto: Lars Buch Viftrup).

Page 19: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 19

ismen er, at alt er guddommeligt, og at mennesket har en guddom-melig kerne. Ved at komme i kon-takt med den kerne, finder vi ikke bare os selv, men selve guddom-men. Ramana døde i 1950, men hans lære lever videre både blandt hans tilhængere og i hans ashram. En ashram kan beskrives som en slags åndeligt refugium, hvor en guru samler sine tilhængere. En guru er en spirituel vejleder.

I Beatles’ fodsporVestens interesse for Østens religio-ner og mystik er oldgammel. Men da The Beatles i 1968 rejste til Indien for at lære transcendental meditation, fulgte mange i deres fodspor – upåag-tet at beatlerne selv hurtigt forlod de-res guru. I dag gør kombinationen af billige flybilletter og stor interesse for åndelighed, yoga, meditation og selv-udvikling det oplagt for endnu flere at tage turen til Indien – ikke mindst til Tiruvannamalai. Men hvorfor rejser tusindvis af mennesker fra Europa, USA og Australien til Sydindien? Hvad er det, de søger, og hvad finder de? For at få et klarere billede af, hvem de er, gennemførte Danmission fra oktober 2010 til januar 2011 en rundspørge. I Tiruvannamalai driver Danmission sammen med Arcotkirken det inter-religiøse dialogcenter Quo Vadis, som blandt andet arbejder for dialog med de søgende vesterlændinge. Den yng-ste af de 31 interviewede var 21 år og den ældste 71 – gennemsnitsalderen var 52. Det er altså ikke typisk unge, som opsøger Østens spiritualitet, men modne mennesker. Der er en del te-rapeuter og yogalærere iblandt, men viften af uddannelser er bred, fra sy-geplejersker over lærere til ingeniører og kunstnere. Nogle af vesterlændin-gene har boet i byen i en årrække, og andre besøger blot Tiruvannamalai et par dage eller få uger som ét af flere stop på deres rejse rundt i Indien, men langt den største gruppe er de såkaldt

spirituelle turister, som er her mellem 3 uger og et halvt års tid og ofte kom-mer igen og igen. ”Dette er mit 6. besøg i Tiruvan-namalai,” fortæller en 40-årig kvinde fra Australien. ”Jeg er meget interesse-ret i selvudvikling. Jeg elsker energien, folkene, samfundet, det spirituelle fo-kus og bjerget. Jeg er taget hertil for at holde en pause fra verden – bare for at være sammen med mig selv.”

Få din lastbil velsignetI byen kan man næsten ikke gå i fred for åndeligheden. På den ene side af vejen er der et tempel, hvor biler bli-ver velsignet, inden de drøner ud i den tætte trafik. Overfor skaber en lang kø af folk, som ønsker at blive velsignet, trafikprop hver torsdag. Der ligger hellige mænd i orange gevand-ter foran havelågerne og i vejkanten. Tiruvannamalai har flere boder med blomsterkranse til ofringer, end vi har pølsevogne. Og man behøver ingen turistguide for at finde en ashram at slå sig ned i. Det er denne åndelighed – integre-ret i det indiske samfund og i indernes hverdag – som tiltrækker vesterlæn-dingene. Mange søger et alternativ – spirituelt, men også materielt – til vestlig livsstil med vores forbrug og stress. ”Kort fortalt, så drejer alt sig om penge I Vesten. Her drejer alt sig om Gud. Dette er ikke et andet land. Det er en anden verden. Indien er et spirituelt land – Gud er overalt,” siger en 53-årig mand fra Belgien.

Har vendt kirken ryggenFå af vesterlændingene betegner sig som hinduer, og de fleste har meget lidt kontakt til indere – ud over eventuelle guruer. Mange af vesterlændingenes mest populære guruer er faktisk selv fra udlandet som Verner fra Schweiz og Mooji fra Jamaica. Ofte rejser sø-gende vesterlændinge til Indien for at møde vestlige guruer, som oversætter østerlandsk religion til vestlig kon-tekst. Ifølge Danmissions rundspørge

kommer mange af vesterlændingene fra en kristen baggrund, men de har ikke fundet svarene i kristendommen. ”I mit barndomshjem var der in-gen religion. På papiret var vi kristne – evangeliske. Men den eneste religion var penge. Da jeg var 15-16 år følte jeg en længsel: Der må være noget mere. Jeg begyndte at søge og fandt atropo-sofien og opfattelsen af, at Kristus ikke er i kirken, men i hjertet. Det var mit første skridt. Så fulgte buddhismen, og jeg begyndte at meditere. Herefter tog jeg et skridt endnu dybere og fandt en spirituel dimension i landskabet – i bjergene og i dalene, ja i naturen. Jeg har fundet kilder til inspiration i for-skellige religioner. Jeg kan ikke sige, at jeg er kristen eller buddhist. Der er mange veje at gå,” siger en 47-årig kvinde fra Tyskland Fælles for de fleste er en negativ holdning til kirken forstået som in-stitutionen og som menigheden. En 52-årig mand med rødder i den ka-tolske kirke i Frankrig fortæller: ”Min far hængte sig, da jeg var 2 år, og min mor blev alene med 3 børn. Vi var fremmede i den lille landsby, hvor vi boede, og min mor havde brug for støtte, men kirken skubbede os væk, skubbede os ned. Kirken fortalte mig om klarheden og lyset, men viste mig kun mørket. Jeg var nødt til at komme væk derfra for ikke at blive lige så dum som dem.” Hvorfor rejser Danmission helt til Indien for at møde disse søgende vesterlændinge? Det korte svar lyder: Fordi det er der, de søgende vester-lændinge er, og det er der, vi kan møde dem. Hvis ikke dialogcentret Quo Va-dis har en bod på den åndelige mar-kedsplads, som Tiruvannamalai er, så er Verner, Mooji og Sai Baba alene om at give dagens spirituelle tilbud.

Artiklen er tidligere bragt i Danmissi-ons Magasinet.

Page 20: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 20

Omgivet afet Gudscentreret

folkefærd

Hver søndag kom-mer Highburger

til gudstjeneste i en lille-bitte katolsk menighed i byen, og han har ikke no-get imod at kalde sig for kristen. For som han siger: - Når jeg har problemer, så er det altid Jesus, der kommer ud af min mund. Jesus er mit navn på Gud. Men alt andet omkring mit liv tyder på, at jeg er hindu. Jeg går klædt i hindu-asketernes tøj, bor i et hindu-ashram, hvor jeg både arbejder og praktiserer min tro. Jeg har gennem årene mødt Mi-chael Highburger flere gange på mine rejser til Indien, da han er en ven af Quo Vadis, som volontører og andre besøgende har stor glæde af at møde, da han både kender Vesten og Indien, kristendom og hinduisme særdeles godt. En mand, der er opvokset og

uddannet i Vesten og har været munk i en kristen orden, men som gennem nu 12 år har boet som asket i et hindu-

AF LARS BuCH VIFTRuPPræst og ansv. redaktør

kloster. Hvordan i alverden hænger det sammen? Fra Kierkegaardtil katolsk munkMichael Highburger havde som ung vendt sig langt væk fra kristendom-men, som han oplevede som meget lukket og forstenet. Han studerede filosofi og kom til Danmark i to år over en femårig periode for at studere Søren Kierkegaard under Niels Jørgen Cappelørn på det teologiske fakultet i København. Han kan stadig den dag i dag tale lidt dansk. Han var på ingen måde interesseret i Kierkegaard som teolog, men udelukkende som filosof. Det var først under et ophold i Syd-amerika, hvor han fik en omvendel-sesoplevelse, at det religiøse kom ind i hans liv. – Jeg troede, at jeg var blevet bud-

”At være i Indien er som at drikke af en stor åndelig flod. Derhjemme i USA skal jeg lede længe for overhovedet at finde noget vand.” Ordene kommer fra Michael Highburger, en tidligere benediktiner-munk, der nu bor i et hindu-ashram ved foden af det hellige bjerg, Arunachala. Byen hedder Tiruvannamalai i Sydindien, og ashramet, som ligger bare 250 meter fra Quo Vadis, er opkaldt efter den afdøde guru, Ramana Maharshi.

Michael Highburger underviser en gruppe besø-gende fra Quo Vadis (foto: Lars Buch Viftrup).

Page 21: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 21

dhist. Men så var der en kvinde, der opfordrede mig til at læse i Biblen, hvad der overhovedet ikke var faldet mig ind. De første ord, jeg læste, var Jesus, der proklamerede, at Guds Rige er nær. Og det var lige præcis sådan, jeg havde det. Highburger droppede ud af studi-erne og blev senere optaget som munk i den katolske benediktiner-orden. Her, langt fra Indien, læste han en bog af den katolske munk, Abishiktananda (se boks), om bjerget Arunachala i Ti-ruvannamalai, og han tænkte: “Dér skal jeg hen en dag!” Han var senere “heldig” at blive rigtig syg og fik syge-orlov fra klosterlivet. Han havde lige et par måneder til sidst, hvor han havde det godt nok til at rejse, og så var det bare med at komme afsted. – Da jeg så skulle til at rejse hjem, mistede jeg min billet, ikke bare én, men to gange. Da jeg endelig skulle til at pakke mine ting, kunne jeg ikke få mig til det. Jeg var fuldstændig i vild-rede, for at blive i Tiruvannamalai var

ensbetydende med et pludseligt brud med den klosterorden i USA, som var hele mit liv. Det var først, da flyet var lettet fra lufthavnen – uden mig – at jeg vidste, at det var det rigtige at gøre.

Indien blev ”hjemme”I dag tolv år senere har han stadig god kontakt med sin orden, men på gan-ske uformel vis. Der kommer besøg derfra til Indien indimellem. Forrige år var han tilbage for at besøge dem alle sammen, og det havde været en rigtig god oplevelse. Men samtidig blev det også tydeligt for ham, hvorfor han er i Indien. – Jeg er her i Indien, så jeg kan være omgivet af et Gudscentreret fol-kefærd. Det er kun i Indien, at jeg har fundet en så levende og intens tro. Imens virker det til, at intet længere er helligt derhjemme i USA, og det på-virker også trossamfundene, der syg-ner hen. At tro på Gud er til gengæld så naturligt for inderne. Den omgiver

hele deres tilværelse. Og de har lært mig så mange ting om Gud, selvom de for det meste ikke er i stand til at for-klare, hvorfor de gør, som de gør. Det er som oftest meget enfoldige men-nesker, der igennem deres opvækst og opdragelse har lært at forholde sig til Gud, ikke som en rationel øvelse, men gennem ritualer. Jeg har siddet sammen med High-burger til katolsk messe og mødt i ham i et benediktiner-kloster, og ved, hvor meget kristendommen betyder for ham. Så jeg spørger lidt mere ind til, om han mon nu er hindu eller kri-sten? – I starten havde jeg brug for at forene kristendommen og hinduis-men for at kunne forsvare over for mine kristne venner derhjemme, at de ikke behøvede at være bange for, at jeg var blevet hindu. Men i dag be-tyder det ikke så meget for mig. Det er vigtigere for mig at være omgivet af Gudscentrerede mennesker, end at min tro skal være kristen.

OMGURUEN: SRI RAMANA MAHARSHI

Michael Highburger bor i Ramana Ashram, som er byens store og verdenskendte ashram, der tiltrækker åndeligt søgende fra hele verden. Dens grundlægger, Shri Rama-na Maharshi (1879-1950), er en af Indiens store guruer, kendt i hele verden. Ashramets placering ved foden af det hellige bjerg, Arunachala, har ikke gjort hans betydning mindre. Han er især kendt for den åndelige vej, han kaldte for selv-undersøgelse (self-inquiry), der handler om at afsløre det uvirke-lige i jeg’et og dets mange former, og åbne op for den bevidsthed, som ikke kan objek-tiviseres. Ramana tiltrækker både indere og vesterlændinge. Der bor flere hundrede ve-sterlændinge fast i byen, og hvert år kommer flere tusinde i højsæsonen.

BjERGET: ARUNACHALA

Byen Tiruvannamalai med sine ca. 150.000 indbyggere er kendt først og fremmest for det hellige bjerg, Arunachala. Alle, der har været i Indien, ved, hvor meget symbolet for Shiva i form af en lingam betyder for hinduer. Bjer-get er med sin form oplagt at sammenligne med en lingam. Myten går derfor også på, at Shiva engang tog form som en gigantisk ildsøjle, der ved sin nedkøling blev til dette bjerg. Arunachala er altså den store gud, Shiva. Ved hver eneste fuldmåne kommer ½ -1 million pilgrimme til byen for at gå de 13 ½ kilometer rundt om bjerget. En gang om året til Deepam kommer der 2-4 millioner mennesker, når man tænder et enormt bål på toppen af bjerget. Fuldmånevandringerne har først de senere år opnået den enorme popularitet.

ABISHIKTANANDA

Abishiktananda eller Henri Le Saux (1910-1973) var en kristen munk, der levede hos Ramana. Det var ham, der inspirerede Mi-chael Highburger til at komme til det hellige bjerg.

Abishiktananda var en af de tre grundlæg-gere af Shantivanam, et kristent benediktinsk kloster i nærheden af Trichy, ca. 4 timers kør-sel fra Tiruvannamalai. Klosteret er inspireret af ashram-ideen, som de indiske guruer lever i, og Abishiktananda tilbragte mange år sam-men med Ramana i hans ashram i Tiruvan-namalai.

Shantivanam er stadig et levende ashram, selvom de tre grundlæggere alle er døde. Her kan man opleve kristendom, der er dybt inspireret af hinduisme, og kan ses som kri-stendom udlevet i en indisk kultur. Indiske munke bor i ashramet, men mange vester-lændinge kommer hvert år på besøg. Den mest kendte af de tre grundlæggere er nok Bede Griffiths, som skrev de meget populære bøger, The Marriage of East and West og The Golden String. Længe blev ashramet derfor også kendt som Bede Griffith Ashram.

Page 22: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 22

Hvem er jeg?

Hver eneste højsæ-son kommer der

mange spirituelt søgende til Tiruvan-namalai. Daphne Hall fra England er en af de mange hundrede vesterlæn-dinge, som har slået sig ned i byen, fordi de vil satse alt på deres åndelige søgen. Hun har været frivillig på Quo Vadis og bor, da jeg besøger hende, i et hus midt i en lille skov, nogle kilome-ter uden for byen. Men måske er det ved at være tid til at bryde op igen? Et hårdt og krævende karriereræs er blevet afløst af et liv med meditati-on, maling, læsning og åndelig søgen. De seneste år har det været med base i Tiruvannamalai. Hun har ikke noget at leve af ud over de penge, hun i sin tid tjente. De er ved at være sluppet op, og selvom det er en kilde til usik-kerhed, så anser Daphne det også for en del af sin åndelige rejse at stole på Gud, stole på, at der nok skal vise sig en løsning.

Mange religiøseinspirationskilderDaphne er meget glad for at læse sufi-digte: - De lærer mig at blive så opslugt

af kærligheden til Gud, at jeg helt forsvinder i den, bliver absorberet af den. Ligesom hun er inspireret af zen-buddhisme, kristendom og hindu-isme. I zen-buddhismen har hun bl.a. hentet et motto fra en zen-mester, der lyder: “Hvis du har fundet et svar, er det helt sikkert forkert”. - Livet handler ikke om at finde de rigtige svar, for det bringer dig straks

AF LARS BuCH VIFTRuPPræst og ansv. redaktør

ind på et mentalt plan og væk fra erfa-ringsplanet, siger Daphne. Daphne er vokset op i en kristen kultur, men oplevede den så fuld af skyld og frygt, at hun havde taget af-stand fra kristendommen. Men mødet med Quo Vadis, hvor hun oplevede kristne arbejde for forståelse mel-lem religioner, gav hende et nyt syn på kristendommen. Sammen med en gruppe af fastboende og tilrejsende

Det spørgsmål og et par andre mediterer den åndeligt søgende vesterlænding, Daphne Hall, ofte på for at finde sit sande selv. Lars Viftrup besøger hende for at høre mere.

Daphne Hall i sit hjem med et billede af guruen, Ramana, centralt hængende på væggen.

Page 23: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 23

>> Hvad har dufået ud afat besøge

Quo Vadis?

Andreas KykStuderer 3K på Diakonhøjskolenog tidligere volontør for DanmissionAldrig har jeg mødt så meget religion som i Tiruvannama-lai, templer, kirker, moskeer - der er symboler overalt! Quo Vadis hjalp mig til at forstå, hvorfor dialogen og fællesska-bet mellem mennesker af forskellig religion er så vigtigt,

måske specielt i et land som Indien. På Quo Vadis har jeg mødt mennesker, jeg aldrig vil glemme, og oplevet, hvor nærværende en meditation i ”The Red Hut” kan være. Først og fremmest var Quo Vadis et lille åndehul midt i et til tider hek-tisk Indien. Jeg har lært en del om mig selv, specielt hvad min egen tro betyder for mig. I Indien er det let at være troende, til tider knap så nemt i Danmark.

Steen BondeHospitalspræstJeg har været på Quo Vadis de sidste tre år og er snart på vej derned igen. For mig er det et mødested, som ved sin ånd og atmosfære indbyder til åbenhed og gode dialoger i en multietnisk sammenhæng. Det er en lille oase midt i me-gen elendighed, som det for mig også er vigtigt at forholde

sig til. Tiruvannamalai er i sig selv en spændende by, fordi hinduer, muslimer og kristne lever og i mange år har levet i en god sameksistens uden nævneværdige konflikter, og det er et studie værd, hvordan det kan lade sig gøre. Inderne er almindeligvis meget opmærksomme mennesker, og den opmærksomhed har jeg lært meget af. Jeg lever i et samfund, hvor mange ting er reguleret af regler, love, vejskilte, reguleringer osv., og jeg har ofte tænkt, når jeg kom tilbage fra Tiruvan-namalai, at vi i vores del af verdenen bruger så meget energi på at fokusere på alle disse reguleringer af forskellig slags, at vi helt har glemt at være opmærksomme på hinanden.

AF ELISE ENGGROB

vesterlændinge har hun også deltaget i bibliodrama med Ele Bonde fra Dan-mark, og her har hun erfaret en ånde-lig inderside af kristendommen, som hun ikke kendte til før. - Jeg tror dybest set, at alle de reli-giøse retninger siger det samme. Det handler om kærligheden til Gud og at forstå sig selv. Og det er ikke noget teoretisk. Det er en erfaring.

Self-inquiryIkke mindst Ramana Maharshi, den store guru i byen, har inspireret Daphne. Hans åndelige praksis kaldes

for self-inquiry, at man stiller sig selv spørgsmål så som: Hvem er jeg? Hvem dukker disse tanker op for? Hvorfra dukker jeg’et op? - Self-Inquiry er en åndelig vej, som tager dig på en erfaringsbaseret rejse, hvor du lærer ikke at identificere dig med din krop, de mærkater, du og andre sætter på dig selv, dine følelser. Gennem denne undersøgelse afslø-rer du din sande natur, dit sande selv, det evige jeg. I lange perioder har jeg hver eneste dag været i ashrammet og mediteret på disse spørgsmål. Nu bor jeg herude, hvor den nærmeste nabo

bor fem minutter væk, og jeg arbejder i stedet meget med at male, meditere og læse. På det seneste er hun blevet opmærksom på, at det måske er ved at være tid til at bryde op og finde sig et nyt sted at være. Hun håber, at det fortsat skal være i Tiruvannamalai. - Men man kan aldrig vide, hvor ens søgen fører én hen, siger hun.

Page 24: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 24

Gud er altid større

Hver måned under fuldmåne vandrer

½ million hinduer de 13 ½ kilometer rundt om det hellige bjerg, Arunacha-la. Jeg er så heldig at få muligheden for at være med til denne religiøse folke-fest. Og for en gangs skyld tager jeg af sted uden kamera. Denne gang vil jeg være deltager, ikke så meget beskuer, selvom jeg aldrig helt bliver en del af det. Jeg træder ind i floden af men-nesker. Det er blevet aften, fuldmå-nen lyser op, og bjerget er det stabile centrum hele vejen rundt. Jeg følger strømmen, ind imellem går jeg stær-kere, ind imellem langsommere. Indi-mellem krydser jeg ind til siden for at gå ind i et tempel eller tage mig en pause med en kop chai. Til at begyn-de med er jeg nærmest helt elektrisk. Atmosfæren er så intens. Der sker så meget omkring mig hele tiden, og jeg vil se det hele, prøve at mærke, hvad der sker på denne særlige dag.

Tiggere, hellige mændog religiøst kitschDer er mennesker med halve lemmer, som ligger midt på gaden og skriger efter hjælp, tusinder af hellige mænd, som tigger efter penge, folk, der snak-ker, mens de går, folk, der nærmest halter igennem vandringen, folk, der går med deres børn på armen – ofte grædende, højttalere der larmer med lovende budskaber om helse, mad og frelse. En hel masse bevægelse og larm, og samtidig en stærk følelse af ro og dedikation. Hundreder af offersteder og temp-ler ligger langs vejen, hvor man stop-per op og hilser på guden, nogle steder går man ind i det allerhelligste og of-rer. Nogle steder er det brahminpræ-ster, der står ved guddommen og fore-står velsignelsen af de forbipasserende mængder, andre steder er det hellige mænd med langt hår og udtryk, der tydeligt viser, at de ikke er af denne

AF LARS BuCH VIFTRuPPræst og ansv. redaktør

verden. Tusinder af boder med drikke, mad, snack, offerlys, lamper, blomster, helseprodukter, smykker og religiøst kitsch møder dig på din vej. Der er håndlæsere og astrologer på fortovene ved små levende lys, guruer, der deler deres visdom, hellige mænd, der giver deres velsignelse, brahminpræster, som foretager tempelceremonier. Og så alle os, der vandrer på vejen. Tre steder undervejs er der om-råder, hvor man bygger små huler af sten og tænder lys inde i de små hu-ler og så sætter sig og mediterer foran dem. Det er så smukt og mindede mig om en stjernehimmel. Et af stederne ser jeg en kvinde sidde på knæ ved Nandi, koen, som står foran alle shiva-helligdomme. Hun holder en hånd for dens ene øre, mens hun indtrængende hvisker ind i det andet. Hun sidder der længe, og jeg funderer over, hvilke hemmeligheder hun mon betror, eller

Lars Buch Viftrup fortæller om sine oplevelser under en fuldmånevandring rundt om det hellige bjerg Arunachala. Vandringen er en gigantisk, religiøs fest, der hver måned fejres i den sydindiske by, Tiruvannamalai.

Page 25: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 25

hvilke ønsker hun beder om. Under hele vandringen er der det ene efter det andet af sådanne små glimt ind i hinduernes religiøsitet. Er jeg havnet i Middelalderen?Jeg spørger mig selv, om jeg mon er havnet i Middelalderen. Var det så-dan noget, Luther gjorde op med? ”Når mønten i kisten klinger, sjælen ud af skærsilden springer”. Sådanne budskaber er der mange af denne af-ten. Der er en intens fromhed, som er dybt bevægende. Men det er også lidt af et kræmmermarked, hvor alt koster penge. Jeg tænker, at det var godt, at vi fik gjort op med det, men hvad mon vi har smidt ud med badevandet? Al den ydre fromhed, jeg ser denne aften, er åben for mange ting, både godt og skidt. Men det, som slår mig, er, at den også er åben for, at jeg bare kan gå ind i den, uden af den grund at føle mig som en hindu. Der er bevægelser, som

jeg umiddelbart kan forbinde med noget, uden at forstå deres sprog el-ler kende betydningen af deres guder. Den folkelige religiøsitet er folkelig, fordi den taler til noget dybt alment menneskeligt. Der er bevægelser, som handler om hengivelse, om at give sig over til den kraft, der er større end én selv, og som fører én ind i hjertet af ens eget selv. Jeg tænker, at den folkelige religiø-sitet, jeg møder her, åbner mig for at se, hvordan Gud er allestedsnærværende. At livet er et mysterium. At man ikke kan tænke sig til alt, men nogle gange bare skal gøre det, skal hengive sig. Vi har i den lutherske tradition gjort op med meget af den ydre fromhed, fordi den også kan være forbundet med overtro og religiøs underkastelse, og det er jeg utroligt taknemlig over, men vi har måske også gjort kål på noget stort og mystisk, vores adgang til det transcendente? For inderne virker det

meget naturligt. Det guddommelige er overalt, i træer, planter, dyr, sten, osv. De bliver inddraget i ritualerne, fra de er helt små. De ved, hvad de skal gøre på den knap 14 km. lange vandring. Der er ingen tøven, ingen forlegen-hed. Anderledes med os fra Vesten. Vi er så nemme at få øje på. For ud over højden og hudfarven, så er det også tydeligt, at vesterlændingene går og føler, tænker og grubler. Et undrende smil. Et saligt smil. Et funderende ud-tryk. Et overrasket udtryk. Vi er i pro-ces med vore indre personlige jeg’er. Inderne, de går bare afsted. Det er me-get konkret for dem. Ikke noget med indre processer. Man søger Gud om konkret hjælp. Gad vide, hvordan jeg selv ser ud midt i det hele? Af med sandalerneJeg får lyst til at smide sandalerne, så-dan som alle inderne gør det. De går

Byen Tiruvannamalai med det store Shiva-tempel ligger ved foden af bjerget, Arunachala (foto: Lars Buch Viftrup).

Page 26: IKON 85

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 26

jo på hellig grund og signale-rer det ved at gå uden sko – og jeg gør det et stykke af vejen, så længe mine stakkels fod-såler kan tåle det. Det giver på en måde kontakt. Dels gør jeg som alle andre. Dels er der fysisk kontakt med underla-get, så man på en måde bliver sårbar. Endnu et konkret ritual med stor symbolsk betydning, fordi man kan mærke det på sin egen krop. Jeg får lyst til at gå ind i templerne og gøre de samme bevægelser som dem. Tænde lys, tage lyset ind i ansigtet. Hilse på guden. Det er under-ordnet, hvilken gud det er. Jeg har alligevel ikke noget forhold til dem – ud over, at jeg er fa-scineret af deres æstetik. Men bare den hengivelse, som in-derne viser, smitter af. Jeg kan fint være en del af det – og al-ligevel vil det aldrig helt blive mig. Men det er meget inklu-sivt, fordi bevægelserne i sig selv siger mere, end min for-stand vil kunne sige. Jeg er på vandring. Jeg giver mig over. Lader mine fødder føre mig. Efterhånden bliver jeg tempel-træt, træt af ydre ind-tryk. Går bare i min egen ver-den, stille og roligt. Trætheden sætter ind. De sidste kilometer er hårde. Nu skal jeg bare nå frem. Udmattet og måske lidt speedet over alle de mange indtryk kan jeg sætte mig på verandaen derhjemme og tage et fodbad – klokken er blevet halv et om natten. Det har ta-get 3½ time. Hvilket cirkus! Sikke en oplevelse. Et indblik i en meget anderledes verden, som jeg næppe helt kan sætte mig ind i, men som jeg allige-vel på min egen måde kunne være en del af. Hvor er jeg glad for, at jeg kom afsted.

Pilgrimme går skulder ved skulder de 13,5 kilometer rundt om bjerget, når der er fuldmåne(fotos: Lars Buch Viftrup).

Page 27: IKON 85

klumme>> teologi i farten

Hvis Jesus var født og havde levet i Indien, ville folk anse ham for at være guru og avatar. Af historiske årsager bredte kristendommen sig mod vest. Er Jesus i virkeligheden mere asiatisk end vestlig? Sådan lyder refleksionen fra en indisk teolog.* I den asiatiske religiøse tradition manifesterer den højeste guddom sig i mennesker i form af avatarer for at møde dem, der hengiver sig til den åndelige vej, og hjælpe dem på vejen mod udfrielse (moksha). Det gælder både personligt og på det social-poli-tiske plan. At kalde Jesus for avatar virker fremmed for os i Vesten. Men, som forfatteren hævder, er betegnelser som frelser, befrier og mester efter-

Jesus som avatartidens tolkninger af Jesus, præget af græsk-romersk kultur. Disse ”titler” gav mening i en jødisk kontekst, men kan ifølge sagens natur ikke være nor-mative for kristne overalt i verden. In-gen titel kan fuldt ud udtrykke, hvem Jesus er. I Indien giver det mening at kalde Jesus for avatar. Dog understreger forfatteren, at Jesus ikke blot mani-festerer Gud, men at Gud selv inkar-nerer sig i Jesus. Hans liv og gerning var begrænset til Palæstina, men med sin ubegrænsede kærlighed, sin død og opstandelse, rakte han ud til hele menneskeheden. Derfor er påskens mysterium centralt i den kosmiske proces mod Guds Riges fuldendelse på jorden.

Det ligger vel i sagens (guddomme-lige) natur, at ingen kultur eller kirke kan tage patent på Jesus? Og at der i enhver betegnelse og manifestation af Gud ligger en begrænsning? Gud er uendelig, og derfor er forskellige åbenbaringer ikke bare mulige, men også nødvendige, fordi de hver især viser noget af Guds væsen og må være i dialog med hinanden. Udfordringen er så, at mange - ikke mindst i Vesten - påberåber sig særlige åbenbaringer og kanaliserin-ger af sandheden. Der er mange ”mes-sias’er”. Her er det med at skærpe skel-neevnen! * ”The asian Jesus”, Michael Amaladoss, leder af ”Institute for Dialogue with Cultures and Religions” i Chennai.

AF LENE SKOVMARK

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 85 // side 27

SAMMENLæGNINGEN MELLEM IKONOG DANMISSION ER NU EN REALITET. MAGASINET FORTSæTTER UæNDRET.

Dialogarbejdet i Danmark skal styrkes. Det var med denne intention, at IKONs bestyrelse for 1 ½ år siden begyndte forhandlinger med Danmis-sion om en sammenlægning. Vi tror på i IKON og Danmission, at de synergier, der opstår ved at sammenlægge to organisationers dialogar-bejde, kan skabe mange nye muligheder og ikke mindst give dialogarbejdet i Danmark et godt puf fremad. Vi har særligt de sidste 10 år lavet en længere række af aktiviteter sammen, vi har me-get ens dialogsyn og har på forskellig vis støttet hinanden. Men samarbejdet går helt tilbage til Vestens unges første år for mere end 25 år siden og altså før IKON opstod. Derfor er det også en naturlig proces at samle os nu.

Ikonitter på studietur i Myanmar, kurset Dialogpi-loterne i mellemøsten og Quo Vadis-inspirerede aktiviteter i Aarhus er nogle af de frugter, vi frem-over kan se af vores sammenlægning. Et Quo Vadis netværk er allerede opstået og arrangerer jævnlige meditationer i Aarhus, og de andre mu-ligheder er vi i styregruppen for IKON begyndt at summe over. Vi arbejder fortsat på i IKON at inspirere danske kristne og danske kirker til at gå ind i det personlige møde med vores medmen-nesker om tro og livssyn. Nu har vi muligheden for at finde inspiration fra flere lande, som Dan-mission arbejder med eller tage nye initiativer sammen med Danmissions kæmpe store frivilli-ge bagland. Der ligger rigtig mange spændende muligheder og venter på os derude.

Magasinet IKON fortsætter uændret! Det funge-rer rigtig godt, vi får mange positive tilkendegi-velser og har ikke grund til at ændre på det. Det

samme vil gælde flere andre aktiviteter i IKON. Vi håber, I fortsat vil følge IKON – som nu betegnes som en selvstændig arbejdsgren i Danmission. TAK TIL LARSFOR ET STORT ARBEjDE SOM REDAKTøRVi vil fra styregruppen for IKON gerne takke Lars Buch Viftrup for hans store arbejde som redak-tør af Magasinet igennem de sidste 5 år. Vi ved, der er lagt rigtig mange kræfter i Magasinet fra hans side, og vi har været glade for et stabilt og meget flot produkt, som hele vejen har været en vigtig reklamesøjle for hele IKON. Lars fortsætter i redaktionen under ledelse af to nye redaktører: Malene Fenger-Grøndahl og Eva Bernhagen, som vi begge kender godt. Velkommen til jer!

Med venlig hilsenStyregruppen for IKON

IKON ER NU EN DEL AF DANMISSION

aktuelt

Page 28: IKON 85

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C.Returneres ved varig adresseændring.

IKON har stadig brug for din støtte!

Støt nysgerrigheden, støt dialogen, støt møder mellem mennesker,støt kirkens arbejde med dialog. Giv en Julegave til IKON Gaven kan overføres til følgende konto:Reg.nr.: 4190Kontonr.: 00060000398Mærk: IKON Din gave er – også nu, hvor IKON er en del af Danmission, fradrags-berettiget. Der vil dog stå Danmission og ikke IKON på din selvangiv-else. Din støtte går stadig til IKONs arbejde.

IKON ønsker jer alle en glædelig Jul!