ik ’for sjov

– om kemo og comedy

geo

© Christian Geo Heltboe og People’s Press, København 2013 © Denne udgave: People’sPress, 2013 Omslagsfoto: Sif Meincke Omslag: Rasmus Funder Grafisk tilrettelæggelse: Stine Trampe / Tramperiet Redaktion: Pernille Wass ISBN: 978-87-713-7392-9 1. udgave, 1. oplag Printed in EU, 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress Vester Farimagsgade 41 1606 København V

www.artpeople.dk

Indhold:Introduktion 5Kapitel 1: Cancer –– denne gang for real 8Kapitel 2: Byt lungen for en Mercedes 48Kapitel 3: Kemo-brugsanvisning 72Kapitel 4: Krøller eller ej 114Kapitel 5:: Den grimme ællings svanesang 168Kapitel 6: Tågen letter 189Kapitel 7: Tag godt imod Geo –– I kender ham fra cancerrrrrrrrrrrrrrrr 224

Comedy Aid-showet skulle sparkes i gang. Temperaturen udenfor var minus 10 grader, men i salen var den +120. Forventningerne til aftenen og årets værter var som altid tårnhøje. Jeg var nervøs. Nervøs for, om bukserne i mit nye, alt for lille jakkesæt ville sprække, og nervøs for, om vores uprøvede jokes om min manglende testikel ville holde. Fem udsolgte aftener i Sønderborg, Aarhus og København mellem jul og nytår 2011. Overskuddet på 1,2 millioner kr. gik til Kræftens Bekæmpelse. Tre måneder tidligere havde jeg fået konstateret testikelkræft. Timingen var perfekt. Jeg skulle udfylde værtsrollen til et kæmpe show, hvor overskuddet gik til, at flere som jeg kunne blive helbredt for den frygtede sygdom, der rammer hver tredje dansker.  

Min ven og kollega Carsten Bang var min medvært på showet og en af de første, jeg sms’ede, efter at jeg på Frederiksberg Hospital var blevet frikendt efter operationen.

Nu stod vi så der bag scenen og svedte i vores ens jakkesæt og ventede på startskuddet. Salen i Sønderborg var pakket, og da DJ Noise smed nålen på vinylen og startede introen af showet, begyndte vi at svede endnu

mere under armene. Vi anede ikke, om det ville være for grænseoverskridende at joke om kræft. Men eftersom showet gik ud på at skabe opmærksomhed omkring cancer, og ikke mindst når jeg nu selv havde haft kræft og i øvrigt er komiker, følte vi, at vi burde gøre det.

introduktion

5

Vi stod på scenen. Carsten Bang byggede op til den første cancerjoke:

”Geo har jo haft testikelkræft, men er 100 % okay nu.” Jeg nikkede som en glad kanin, mens Bang fortsatte: ”På den anden side går du jo stadig rundt og skriger som en åndssvag påfugl (en reference til en joke, hvor jeg sagde påfuglelyde), så kan vi sige 90 % okay?”

Comedy Aid 2011. Latter vs. cancer.

6

Grinet bragede fra salen. Første kræftjoke var smidt, og showet var i gang. Det var en fed fornemmelse at kunne joke med noget, der var så alvorligt. Vi fortsatte med at tale om, at klunkefeen ville komme forbi min hovedpude og hente kuglen, jeg havde fået bortopereret, men kom også mere faktuelt ind på emner som HPV-vaccinen, der kan forhindre livmoderhalskræft. Jeg opfordrede inderligt kvinder til at få vaccinen, mens Carsten Bang inderligt opfordrede dem til ikke at være sådan nogle sluts, der knalder uden kondom, da sygdommen er seksuelt overført. Igen bølgede grinene ind over os. Det hele kulminerede med, at vi lavede en parodi på Nik & Jays legendariske ’En dag tilbage.’ Vi havde tilpasset sangen situationen under mit bæltested og omdøbt den ’En Kugle Tilbage’.

Nummerets rytmiske toner begyndte. Jeg vendte mig mod Bang med et omsorgsfuldt blik og sagde: ”Carsten, hva’ ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde én kugle tilbage?” Bang fumlede sig igennem en rap om, hvad han ville gøre med sin sidste kugle, mens jeg fumlede mig igennem vores koreografi, indtil jeg faldt ind, da omkvædet startede: ”Én kugle tilbage! Elsk, mens du har den. Dans, mens du slår den ...”

Sangen var et hit. De fem aftener var et hit. At joke om cancer var et hit.

Seks måneder senere sendte jeg en ny sms til Carsten Bang:

7

Min verden stod stille. Jeg var i decideret chok, da lægen begyndte at tale om den plet på lungen, som de mistænkte for at være spredning. For første gang i mit liv var jeg bange. Da jeg først fik testikelkræft, kunne jeg jo mærke lidt ømhed dernede. Og fra lægerne skannede mig og fysisk pegede med deres lægefingre på området, hvor tumoren var, til jeg var erklæret rask og tilbage på benene, gik der to uger. Nu var der konstateret spredning til lungen. Det var fuldstændig uvirkeligt for mig. Jeg havde det jo fantastisk, jeg var i topform og havde ikke haft nogen anelse om, at noget skulle være galt.

På Riget påpegede de, at hvis kræften faktisk havde rejst fra testiklen til lungerne, kunne der også være kræftceller andre steder. Straks smed de om sig med ord som kemo, hårtab, inarbejdsdygtighed (tror ikke, det er et ord, men det sagde de altså – og jeg var ikke på et mentalt stadie, hvor jeg havde lyst til at rette på deres grammatik, så de bruger det sikkert endnu). Kontrolmødet med den dystre besked efterlod mig i et sort comedy-hul. Jeg skrev straks til min manager og aflyste syv optrædener, jeg skulle have lavet få dage, efter jeg fik den dårlige nyhed.

På intet tidspunkt havde jeg overvejet, at jeg skulle rammes ”rigtigt” af kræft. Jeg må indrømme, at jeg mentalt holdt

Kapitel 1: Cancer –– denne gang for real

8 kapitel 1

vejret, da jeg først fik konstateret sygdommen et halvt år forinden. Med det mener jeg, at jeg krydsede alt, hvad jeg havde for, at der ikke ville være spredning efter den første operation. Der var heller intet at se på den opfølgende skanning, og halvanden uge efter, jeg fik diagnosen, var jeg i princippet rask igen og kunne fortsætte mit liv, som om intet var hændt.

Efter de første par kontrolforløb blev jeg utrolig nonchalant omkring kontrollerne. Det var lige før, jeg ikke gad møde op – jeg var jo rask.

Med en spredning skulle jeg pludselig forholde mig til en alvorlig og potentielt dødelig sygdom.

Jeg havde aldrig tidligere døjet med sygdom, og jeg er vokset op i en familie, hvor vi hele livet har kunnet kurere al sygdom med et: ”Argh, det er nok ikke noget” – hvilket det heller aldrig var. Var der endelig noget, som krævede lidt behandling, var det med den jyske landmandsattitude: ”Lad mig sætte din arm på igen med noget gaffatape.”

Det er ikke helt løgn. Jeg husker tydeligt, hvordan min mor gladeligt sendte mig til årgangsmesterskaberne i badminton, selvom jeg beklagede mig over mavesmerter. Hun mente, det skulle løbes væk, og til hendes forsvar vandt jeg da også turneringen i double. Smerterne forsvandt dog ikke, de blev tværtimod værre. Hun lagde så varme omslag på min mave og masserede den, hvilket viste sig ikke at være den optimale kur mod blindtarmsbetændelse. Da jeg til sidst lå på gulvet og skreg af smerte, fordi min blindtarm var perforeret, blev der allernådigst ringet efter vagtlægen. Citatet her er muligvis ikke 100 % korrekt, da jeg jo skreg en del, men jeg mindes, at min mor sagde noget i retningen af:

kapitel 1 9

”Hej. Jeg er ked af at forstyrre. Men min søn på 11 ligger på gulvet og skriger af smerte – siger han! Det kan selvfølgelig også være, at han bare er en besværlig pre-teen, der ter sig.”

Sygdom er aflyst

Jeg har haft en opvækst, der på mange måder har fået mig til at føle, at jeg var noget nær udødelig, hvilket min sceneoptræden også vidner om. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har brækket eller forstuvet noget – eller er gået blødende af scenen. Hver eneste gang har jeg glædet mig til at hoppe ud fra et tre meter højt stativ og ned i publikum eller få 100 kg scenografi kastet ned over mig. Der kunne jo ikke ske mig noget – så længe jeg drak en kop kamillete om dagen! Kamillete tager ALT i opløbet: risiko for brækkede ben, aids og forkølelse. Den jyske landmandstilgang til sygdom kombineret med min overtro gjorde, at en diagnose med en potentielt set dødelig sygdom kom vanvittig meget bag på mig.

Jeg voksede op i Gug, som er en lille forstad til Aalborg, sammen med min mor og min søster i et hjem fyldt med den bedste og mest inderlige moderkærlighed. Jeg har altid haft, og har stadigvæk, et utrolig tæt forhold til min mor og min søster. Efter min mor gik igennem en meget hård skilsmisse fra min far, dedikerede hun sit liv til at give min søster og mig den bedst mulige opvækst, og det er jeg hende evigt taknemmelig for. Det har ikke været den letteste opgave at være enlig mor, som skulle klare det hele selv på en lærerløn. Men vi manglede aldrig noget. Vi havde tøj på kroppen, spillede badminton, fodbold og tennis, og jeg forsøgte mig også med trompet – det gik dog ikke videre godt. Bevares, vi

10 kapitel 1

spiste måske ikke kaviar om fredagen, og vi kørte rundt i en Zastava, som blev produceret i Jugoslavien (hverken landet eller bilmærket eksisterer mere), men hvad der ikke var i materialistiske goder, var der til gengæld i kærlighed fra vores mor. Det er stadig hende, jeg overnatter hos, hvis jeg optræder nord for Aarhus, og det er stadig hende, jeg ringer til, hvis jeg har grammatiske spørgsmål eller brug for bageråd. Hun gør det, en mor gør bedst: Er der, når man har brug for hende. Og sådan har det altid været.

Min søster fik jeg for alvor et fantastisk forhold til, da vi blev voksne. Da vi begge studerede på Aalborg Universitet, boede vi i mange år dør om dør i en slags kollektiv. Og selvom jeg har boet i København i snart 14 år, ses vi heldigvis ofte og er dagligt i kontakt på den ene eller anden måde.  

TestikelkræftTestikelkræft er den hyppigste kræftform blandt mænd i aldersgruppen 15-40 år, og sygdommen rammer mest unge mænd. Danmark har den højeste hyppighed af testikelkræft i verden, og vi ved ikke hvorfor. Symptomer, som bør få dig til at søge læge, er ømhed, ujævnhed og eller hævelse i én af testiklerne. Husk at undersøge dig selv og reager hurtigt på mistanke.

De allerfleste, som rammes af testikelkræft, bliver fuldstændigt heldbredt, også selvom sygdommen har spredt sig. Mange allerede efter fjernelsen af den syge testikel. Når sygdommen har spredt sig til f.eks. lymfekirtlerne i bughulen eller til lungerne, er det nødvendigt med kemokur. Behandlingen er hård, men meget effektiv.

!

kapitel 1 11

En kugle tilbage

Da lægerne første gang opdagede testikelkræften, var jeg helt uforberedt. Og det var, selvom alle alarmklokker ringede. Kort forinden havde min ven fået konstateret modermærkekræft.

Mortenjensen (Morten og Jensen skal udtales i et ord: ”Mortenjensen” med dyb stemme og rolig nordjysk dialekt) har jeg kendt, siden vi begge var to år gamle. Da han sms’ede mig og skrev: ”Er på Østerbro, kan du mødes?”, lugtede det så meget af, at han ville fortælle mig, at han skulle være far. For at være sjov tog jeg derfor min egen datter, Effie, med, der på daværende tidspunkt var næsten tre år gammel. Så kunne han lære lidt om børn. Sammen pakkede Effie og jeg en bamse ind, Mortenjensen skulle have. Vi mødtes på en café tæt på mit hjem, og fuld af begejstring sagde jeg: ”Hvaaaaaaa såååå Mortenjensen? Skal jeg sige tillykke?”

Han svarede fuldstændig monotont: ”Jeg har sgu fået kræft.”

Jeg nærmest kylede min stakkels datter ned ad trappen, mens jeg febrilsk pakkede bamsen ud og sagde: ”Se, den skal du have,” til hende. Hun kiggede lidt misfornøjet på den, mens hun konstaterede, at det jo var hendes egen, som hun lige havde doneret til Mortenjensens kommende barn – men jeg tror godt, hun fornemmede, at hun ikke skulle beklage sig lige der. Efter at have smidt barn og bamse ned i den anden ende af caféen kom jeg tilbage til min kræftramte ven og spurgte bekymret: ”For helvede, min ven, hva’ sker der?”

Mortenjensen forklarede så roligt, at han havde fået fjernet et modermærke, som havde vist sig at være ondartet. Heldigvis var historien ikke længere. Modermærket havde ikke siddet så dybt, at det ikke kunne kureres.

12 kapitel 1

Mortenjensens besked satte nogle tanker i gang hos mig. Vi havde samme alder og var vokset op med samme generation af forældre, der hver eneste sommer smurte os med madolie i stedet for solcreme. Kunne man ikke sove om natten, fordi solskoldningen sved, fik man bare noget kartoffelmel i hovedet.

Jeg bestemte mig derfor for at gå til lægen og få tjekket nogle modermærker. Lægen afviste hurtigt, at der kunne være noget galt, men jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få tjekket mine nedre dele, nu jeg var i gang. Jeg havde gennem de sidste par årtier hørt på den unge og “frække” retorik, at man skal ”tjekke bollerne og løgene”. Kampagner, som reklamebureauerne var kommet op med for desperat at nå os unge mænd. De havde nu nået mig i en alder af 36 år. Jeg havde selv mærket lidt efter, men hvem ved i grunden, hvordan en testikel skal føles? Testikler er af natur meget skrøbelige, og presser man hårdt nok, så gør de ondt.

Lægen bad mig hive ned i bukserne og lægge mig op på briksen. Han følte efter på venstre testikel uden at have supplerende bemærkninger. Så mærkede han efter på højre testikel, og så pludselig ikke synderligt begejstret ud. Med lægelig røst spurgte han: ”Gør den ondt?” Jeg svarede ja, for jeg havde faktisk bemærket, at den ud over at have en naturlig ømhed, som testikler har, visse steder gjorde ondt på en anderledes måde. Den havde også en lidt anden nubret struktur. Det var dog ikke noget, som bekymrede mig. Jeg havde haft et uheld på min cykel som 12-årig og var uheldigt landet på stangen med store smerter til følge. Så jeg var 110 % på, at det nubrede skyldtes arvæv fra min gamle skade. Min læge lyttede tålmodigt til min, set i retrospekt, temmelig åndssvage historie og svarede med en stemmeføring, der på ingen måde gjorde mig nervøs: ”Jeg vil alligevel gerne have nogle specialister til at se på den.” Han forklarede så, at typisk ville man sende mig til

kapitel 1 13

ultralydsskanning, men at jeg nok ikke havde noget imod, at han sendte mig direkte op på Onkologisk afdeling på Frederiksberg Hospital? Jeg svarede entusiastisk: ”Nej, nej, så slipper vi også for al den ventetid med svar på prøverne!”

”Ææh, netop,” var hans lidt undrende respons til min glæde over at skulle på Onkologisk. Jeg havde på daværende tidspunkt ingen ide om, hvad Onkologisk afdeling var. Og slet ikke, at det var afdelingen for behandling af kræft. Jeg var derfor nærmest på vej ud ad døren, da lægen sagde: ”Du skal vide, at er det testikelkræft, så er helbredelsesprocenten rigtig høj.” Jeg var næsten ved at lukke døren, men fik da lige svaret: ”Ja, ja, men det er jo bare arvæv, så det har næppe noget med mig at gøre.”

Glad over at kunne springe sundhedsvæsenets køer over kom jeg hjem til min kone, Christiane, og sagde: ”Min læge vil gerne have, at jeg bliver tjekket for testikelkræft, og han har sendt mig direkte på Frederiksberg Hospital. Er det ikke fedt? Så slipper jeg for at skulle vente flere uger på at komme til ultralydsskanning.” Christiane så pludselig meget bekymret ud.

”Hvilken afdeling har han henvist dig til?” Jeg bladrede i de mange papirer, jeg havde fået med.

”Onkologisk,” svarede jeg stadig meget begejstret.

Nu fik Christiane seriøse bekymringsrynker i hele ansigtet: ”Det er der, praktiserende læger sender folk hen, hvis de mistænker, at der er høj risiko for, at deres patienter har kræft!” Min kones far er selv praktiserende læge, og vi joker tit med, at hun selv næsten har fået en medicinsk uddannelse over familiens middagsbord, så hun vidste, hvad hun talte om.

Selvom alle omkring mig viftede med cancerflag, ringede med cancerklokker og med en henvisning til cancer-

14 kapitel 1

afdelingen, var jeg stadig ikke et sekund i tvivl om, at jeg havde lidt arvæv på min højre testikel – noget, der kunne kureres med kamillete.

Hænderne op eller bukserne ned

Dagen, hvor vi skulle forbi Onkologisk Afdeling på Frederiksberg Hospital, kom hurtigt, da jeg jo var så “heldig” at kunne springe køerne over. Jeg var opsat på, at det her skulle overstås hurtigt. Christiane og jeg havde en begravelse, vi skulle nå. Faktisk foreslog jeg hende, at jeg kunne tage op på hospitalet alene. Så kunne hun tage sig af vores datter og få pakket bilen. Christiane var dog mindre optimistisk på min testikels vegne og insisterede på at komme med på hospitalet. På Onkologisk Afdeling på Frederiksberg Hospital blev vi henvist til et lille kontor, hvor en overlæge og en sygeplejerske kom ind. Jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvordan det hele skulle foregå, men gik ud fra, at de ville forklare lidt om, at jeg skulle ned til en form for skanningsrum. Bagefter ville jeg så skulle tilbage til det lille kontor, jeg befandt mig i, hvor han som ekspert så ville sige: ”Havde du et uheld på cykel som 12-årig? For du har lidt arvæv på din højre testikel – og nu må du vælge et stykke legetøj, fordi du har været sådan en stor dreng.”

Sådan gik det desværre bestemt ikke.

Overlægen gik direkte til sagen og mumlede bestemt: ”Rejs dig og smid bukserne.” På dette tidlige tidspunkt i min patientkarriere havde jeg endnu ikke vænnet mig til, at alle mulige fremmede bare daskede min diller til siden, hvis den var i vejen. Eller stak ting op eller i mig uden at spørge. Men dét plus mange andre mere ydmygende og ubehagelige oplevelser var i vente.

kapitel 1 15

Jeg sank en klump, rejste mig og smed så mine bukser foran sygeplejersken, overlægen og min kone. Lægen nulrede min testikel i cirka et nanosekund og mumlede så: ”Ja, uden tvivl testiscancer.”

Hov, hov, tænkte jeg. Blev der lige mumlet noget latin og så noget mere latin, hvor der blev sagt cancer? Måske testis betyder uheld på cykel, og du har noget arvæv.

Så jeg udbrød: ”Hvad fu.. sagde du?”

Overlægen rømmede sig og sagde så lidt langsommere og en smule mere tydeligt: ”Det er uden tvivl testikelkræft. Jeg har lavet dette i 42 år, så jeg er 99 % sikker.”

Der stod jeg, med bukserne nede om anklerne og min diller plus testiskugle hængende fremme, og havde fået mig en kræftdiagnose. Hvad skete der med fancy maskiner, omsorgsfulde læger, sterile rum og diagnoser, som indebar cykelstyrt?

Jeg satte mig ned ved siden af min kone (nu med bukserne oppe). Hun så ud, som om hun frøs. Hun var tavs og tog min hånd.

Sygeplejersken, som ikke mumlede, sagde sødt: ”Jeg ved, at det kommer som et chok, og der må løbe mange tanker rundt i hovedet på jer nu. Men kan I svare på, om I skal have flere børn?”  Jeg var tæt på at spørge, om hun kom fra Se og Hør. Jeg kunne på daværende tidspunkt ikke se, at spørgsmålet havde relevans for noget som helst. Men inden jeg nåede at sige noget, forklarede sygeplejersken, at der var risiko for, at jeg ikke ville kunne få børn efter operationen og eventuel kemoterapi. Så hvis vi ville have flere børn, ville det være godt at deponere noget sæd, inden jeg blev opereret. Der var gået et minut og 14 sekunder, efter jeg havde fået min

16 kapitel 1

mumlende latinske diagnose, og både min kone og jeg var stadig i chok. Lidt havde vi da snakket om et barn mere eller ej og var altid endt på ej. Så vi sagde sagte til sygeplejersken, at vi nok ikke troede, vi skulle have flere. Igen påpegede hun, at det var en svær situation, og at hun alligevel syntes, jeg skulle deponere noget sæd i tilfælde af, at vi ombestemte os. Så der sad vi og nikkede som små skolebørn og sagde: ”Okay, undskyld for et eller andet, vi har gjort. Vi vil meget gerne deponere sæd så.”

Sygeplejersken blev helt glad – det kan selvfølgelig være, hun var provisionslønnet efter antal sædceller, hun fik sendt til Rigshospitalet. 1 kr. pr haletudse ville i mit tilfælde give hende en provision på 65.000.000 sædceller x 3,4 ml = 221.000.000 kr. Så man forstår hendes begejstring. Højst sandsynligt var hun bare en venlig sjæl, der ville os det bedste. Hun slog op i kalenderen. Behandlingsgarantien gjorde, at jeg kunne komme under kniven ret hurtigt. Datoen var d. 7. oktober, og sygeplejersken sagde, de havde en tid allerede d. 11. okt. Jeg kiggede i min kalender. Jeg skulle i retten på den foreslåede operationsdato. Jeg havde en date med byretten i København, hvor jeg skulle ind at vidne mod min far, som gang på gang har overtrådt det polititilhold, han har mod at opsøge mig. Jeg ved, det kan lyde underligt, at man har lyst til at udskyde en kræftoperation for at komme i retten. Men denne kamp mod min far var en anden form for cancer, jeg skulle af med. En kamp, som havde stået på hele mit liv.

kapitel 1 17

Blod er ikke tykkere end et polititilhold

Jeg har desværre ikke et eneste godt minde om manden, der kalder sig min far. Jeg tror ikke, han var eller er i stand til at gøre nogen noget godt.

Jeg var 12 år gammel den eneste gang, jeg som en del af hans ret til samkvem tog bussen fra Aalborg for at besøge ham i København. Senere samme dag sad jeg backstage på en luderbar på Vesterbro. Det var vores far/søn aktivitet på en lørdag. Vi spiste frokost med en pusher, som hed Bruno. Bruno døde en uge senere af en overdosis. Det var ikke ligefrem en livsstil, der mindede om den, jeg og mine klassekammerater i Gug normalt praktiserede.

Det er efterhånden mange år siden, jeg holdt op med at omtale min far som far. Nu refererer jeg til ham som HGH, initialerne i hans navn. Jeg synes ikke, han fortjener fartitlen. Han har aldrig, så langt jeg kan huske tilbage, levet op til, hvad det vil sige at være far.

Min mor og far blev skilt i 1979, da jeg var fire år gammel. Det var en rigtig grim skilsmisse, hvor min mor måtte flygte fra min far med mig og min tre år ældre søster. Vi boede hos en af mine mors kollegaer i de sidste måneder op til skilsmissen, da min far ellers tæskede min mor og truede med at slå os alle sammen ihjel. Det var noget, han både gav direkte udtryk for og indirekte hyppigt lod os vide ved at sende avisudklip med artikler om mænd, der slog deres ekskoner og børn ihjel. Af uransagelige årsager fik HGH samkvem med os børn hver tredje uge. Eftersom han boede på et loftsværelse på et luderhotel i Istedgade i København, kunne min mor ikke bære, at hendes børn på fire og syv år skulle besøge ham hver tredje weekend. Hun foreslog derfor, at han i stedet kunne komme og besøge os på fødselsdage

18 kapitel 1

og ved enkelte højtider. Det resulterede i, at HGH troppede op hver tredje weekend, til samtlige børnefødselsdage og ved samtlige højtider – og vi hadede det. Men kunne intet gøre. HGH elskede det derimod. Kontrollen over en kvinde og to børn, som var skrækslagne for, hvad han kunne finde på at gøre, var alt, han behøvede i sit liv. Vi havde at gøre med en voldelig og komplet utilregnelig person. Min mor havde ingen familie, der kunne hjælpe. Så vi var fanget i et dilemma, der hed: Sæt ham stolen for døren og lev med frygten for, at han måske vil gøre alvor af sine mordtrusler. Eller lad ham komme og håb på, at det bedste – eller i hvert fald ikke det værste – vil ske.

Vi valgte det sidste.  

Det var et helvede, når HGH dukkede op. Det første egentlige minde, jeg har om HGH, er fra kort efter skilsmissen. Jeg var fire år og hjalp ham med at hugge brænde. Pludselig stoppede han og satte sig på hug ved siden af mig og sagde med iskold stemme: “Du skal love mig at holde øje med mor. For hvis hun får en ny kæreste, slår jeg hende ihjel.” Jeg var en bette knægt, som elskede min kære mor overalt på Jorden, og jeg ville for alt i verden ikke miste hende. Så nat efter nat stod jeg op og udspionerede min mor, mens hun rettede tyske stile. Jeg var rædselsslagen for, at der en dag skulle være en anden mand, for så ville hun jo blive slået ihjel, og så skulle jeg bo hos min far, som jeg frygtede mere end pesten.

Julen var den værste af alle højtiderne. HGH kom altid allerede d. 22. december og rejste først den 30. Besøgene i weekenderne var hårde nok i sig selv, men det var trods alt kun to dage. Vi holdt ud, og så græd vi resten af søndagen, når han endelig var taget af sted. I julen skulle vi holde ud i otte dage. Over årene ved juletid oplevede jeg, at min far samlede

kapitel 1 19

alle julegaverne og brændte dem i opvaskemaskinen. Han smadrede køkkenvasken med en flaske champagne, han kastede en økse og en sav gennem stuen. Et år kan jeg huske, at min søster og jeg optog et skænderi på den kassettebåndoptager, min søster lige havde pakket ud. På optagelsen understregede han sin afsky over for sine børn og sin ekskone, som han ville gøre alt for at ødelægge – vi var fem og otte år på det tidspunkt.

Jeg oplevede at ligge rystende bange sammen med min søster hos min mor, mens min far stod uden for soveværelsesdøren og råbte hele julenat om, hvordan han ville anskaffe sig en pistol og skyde os. Min mor krammede os og fortalte os, at vores mormors engel passede på os. Jeg har prøvet at gå ind til min mor i hendes soveværelse for der at finde hende med et flækket øjenbryn. Et utal af gange stod jeg som meget lille dreng op om natten sammen med min søster, når skænderierne blev særligt voldsomme. Vi ville se, om min far havde slået min mor ihjel. Han råbte konstant,  fra det øjeblik han kom, til han tog af sted igen. Vi kunne ikke gardere os mod hans galskab. Han var som en tikkende bombe, som ikke bare kunne gå af, men som gik af – konstant og hele tiden. Efter hvert besøg lignede vores hjem en krigszone, og min mor, søster og jeg mindede sikkert også om krigsofre. Bange og rystede efter at have været udsat for psykisk tæppebombning og for min mors vedkommende også fysisk.

Retten tager den tid, en ret skal tage

Retsmødet, der faldt sammen med operationsdatoen, handlede om en overtrædelse, der lå hele halvandet år tilbage. Jeg var på det tidspunkt allerede klar over, at den

20 kapitel 1

slags sager ikke på nogen måde sorterer under “haster” i Københavns Byret.

Gentagne gange havde sagen om min fars tilholdsbrud været for retten, og gentagne gange havde han undladt at møde op. Jeg forklarede sygeplejersken, at jeg også så ham som en form for cancer, og at jeg virkelig gerne ville have ham ud af mit liv, så hvis vi på nogen måde kunne skubbe operationen, ville jeg sætte stor pris på det. Jeg ville meget gerne af med den stress, der var forbundet med at udskyde retsmødet. Sygeplejersken kunne faktisk også se en fordel i at skubbe operationen, for så kunne jeg nå at deponere sæd mere end én gang. Man skal nemlig være ”afholden” i tre dage mellem hver deponering. Ved at skubbe operationen en uge kunne jeg derfor deponere to gange i stedet for en. Igen mistænkte jeg hende for at være provisionslønnet baseret på hendes glæde ved de mange ekstra sædceller, jeg nu kunne placere i fryseren på Riget.

Efter endt sædsnak ville min kone og jeg rejse os for at forlade Frederiksberg Hospital. For selvom det allerede var en åndssvagt dårlig dag, kunne den da sagtens blive værre. Vi skulle til begravelse for vores gode ven, som to år tidligere havde viet os ved en smuk bryllupsceremoni. Han var netop død af … kræft. Men da vi ville gå, nærmest råbte overlægen og sygeplejersken: ”Nej, nej, I kan ikke gå nu! Du skal i gang med en masse undersøgelser.”

Vi forklarede, at vi skulle være til begravelse for vores ven kl. 13 og spurgte, om vi kunne nå det? Både overlægen og sygeplejersken gav os medlidende blikke, der ville få selv engle til at græde og sagde: ”Du er sgu da også uheldig. Diagnosticeret med kræft, skal begrave din ven p.g.a. kræft og skal udsætte retssagen mod din egen far p.g.a. din kræftoperation – sikke en møgdag.” Og ja, jeg må indrømme,

kapitel 1 21

at jeg ikke lige havde lyst til at lave en sjov Facebook-opdatering lige i det øjeblik. Faktisk var jeg ikke i stand til at gøre noget som helst og overlod det til Christiane at ordne alt praktisk.

Min heltinde af en kone fik opgaven at ringe til min søster og min mor og ikke mindst aflyse vores deltagelse ved begravelsen. Hun skrev en sms om, at jeg var blevet syg, og ikke mere. Hun ville ikke belemre dem med flere kræftdiagnoser. Resten af dagen vandrede jeg rundt på Frederiksberg Hospital som en zombie og fik foretaget en masse undersøgelser, som optakt til operationen. Jeg kan ikke rigtig huske noget af det, der foregik. Jeg gik bare rundt i en tåge og glemte min lægejournal her og der (jeg, der troede, at store håndskrevne papirjournaler var afløst af smarte digitale journaler, men åbenbart nej).

Da jeg kom hjem fra hospitalet og fik lidt mere styr på tankerne, skrev jeg straks til min manager og aflyste alle stand-up- og radiojobs. På daværende tidspunkt var det allerede bestemt, at jeg sammen med min komikerkollega Carsten Bang skulle være vært på Comedy Aid til fordel for Kræftens Bekæmpelse et par måneder senere. Også denne tjans meldte jeg fra til. Jeg kunne ikke overskue det og formåede slet ikke ikke at tænke humoristisk. Mit fokus var kun på en ting: at krydse fingre for, at der ikke ville være spredning fra den kræftramte testikel til andre dele af kroppen. Var der ikke det, ville jeg blive erklæret rask efter operationen – og i princippet ville det hele være overstået på halvanden uge alt inklusive. Var det tilfældet, kunne jeg derfor sagtens være vært på Comedy Aid et par måneder senere.

Vi fortalte derfor heller ikke vores treårige datter ret meget om min sygdom. Vi fortalte kun, at jeg havde en kugle, der

22 kapitel 1

skulle opereres ud gennem maven. Hun syntes, jeg var et fjols, når jeg gik og spiste kugler, som bagefter skulle opereres ud. Senere omtalte hun det som en pind. Det gav åbenbart mere mening, at far skulle have spist en pind end en kugle. Vi fortalte ikke detaljeret omkring sygdommen, eller hvad der kunne ske. Kunne det klares med en enkelt nat eller to på hospitalet og derefter en haltende far et stykke tid, var der ingen grund til at bekymre hende med scenarier om potentiel spredning, yderligere operationer og kemoterapi.

En kop, 221.000.000 sædceller og fem soldater

Få dage var der gået, fra jeg fik min diagnose om testikelkræft, til jeg stod i den aparte situation, hvor mine testikler i den grad skulle ”performe”. Dagen for sæddeponering var kommet. Ikke en dag, jeg på nogen måde havde set frem til. Dels fordi det ikke var de mest happy tanker, jeg gik rundt med, dels fordi jeg ikke anede, hvordan sådan noget foregår. Situationen var dybt underlig, og jeg indrømmer gerne, at jeg var en smule betuttet, da jeg ankom til Rigshopitalets fertilitetsklinik. Jeg havde en kræftdiagnose i de nedre regioner og var derfor både bange, bedrøvet og deprimeret – nu skulle jeg begå noget, jeg normalt kun ville gøre, hvis jeg mentalt var i den absolut modsatte sindstilstand.

Jeg bevægede mig hen mod receptionen og passerede på min vej en række gigantiske frysere og apparater, der vel at mærke stod ude på gangen. Det kom meget bag på mig, hvordan denne afdeling så ud. Jeg havde været på Riget flere gange og vidste godt, at stedet stilmæssigt havde mere end et touch af 70’er-byggeri møder det forhåndenværende DDR. Men jeg havde mod alle odds en romantisk tanke om, at netop denne afdeling ville være lidt som dem, man ser i

kapitel 1 23

amerikanske hopitalsserier, hvor der er flotte gulvtæpper og designerlamper og kunst på væggene. Jeg antog, at når syge mennesker skulle præstere i en meget presset situation, så ville der være kræset for at skabe trygge omgivelser. Jeg måtte dog hurtigt vinke farvel til Private Practice og sige goddag til virkeligheden.

Ud over det store antal larmende maskiner og kummefrysere, som stod på gangen, var der også bemærkelsesværdigt mange teenagedrenge, der gik rundt og grinede fjoget. Det viste sig at være unge mænd fra militæret. De skulle deltage i en undersøgelse af unge danske mænds sædkvalitet. En klat i en kop udløste 500 kr. Drengene var altså hverken syge eller i et opslidende forløb grundet barnløshed. Nok derfor, de havde overskud til at grine fjoget. Jeg derimod var presset som aldrig før. At skulle stå i en åben reception foran fem-syv grinende soldateraspiranter og fortælle, at jeg havde testikelkræft og gerne ville lave en sædprøve, er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har prøvet. Det hjalp absolut heller ikke på situationen, da en af Jens’erne alt for højt udbrød: ”Det er sgu da Geo,” og to af hans kammerater begyndte at tage billeder af mig med deres mobiltelefoner. Mit overskud kunne ligge på bunden af den kop, jeg senere fik udleveret.

Før jeg skulle begå synd i en plastickop, skulle jeg tale med en læge og ultralydskannes. Jeg blev spurgt, om jeg ville donere min testikel til forskning, hvortil jeg for sjov svarede, at jeg nu havde håbet på at kunne få den med hjem i et syltetøjsglas. Til min store overraskelse kunne det faktisk godt lade sig gøre. Jeg valgte dog at trække mit ønske tilbage. Efter snakken med lægen gik vi i gang med ultralydskanningen. Jeg var allerede nu ved at vænne mig til det bizarre i at smide bukserne i et kontorlignende lokale. Jeg fik ikke længere et chok over at skulle undersøges ved siden af kaffekopper og ringbind. Så

24 kapitel 1

jeg trak bukserne ned, og ultralydskanningen begyndte. På det tidspunkt havde jeg kun den mumlende overlæge på Frederiksberg Hospitals ord for, at der var noget galt. Hans fingre havde godt nok sagt, at det var 99 % sikkert, at det var testikelkræft og ikke arvæv, så der var 1 % chance for, at den her læge med sin skanner ville sige: ”Har du været ude for et cykelstyrt som 12-årig? For det der – det er bare arvæv!”

Det var ikke engang tæt på at ske. Han nærmest råbte: ”Det er 100 % sikkert testikelkræft,” mens han manøvrerede skannedimsen (kender ikke dens fagudtryk) hen over min højre testikel. Han pegede så på skærmen og sagde selvsikkert: ”Se, der er svulsten,” hvorefter han tog en plastickop frem og i samme sætning tilføjede: ”Du skal deponere noget sæd.”

”Nu?!” fløj det ud af mig. ”Du har lige vist mig den svulst, som er inden i mig og ikke mindst forstørret den på skærmen, så jeg bedre kunne se den – og nu tror du, jeg kan – præstere?”

Lægen gav mig koppen og sagde muntert: ”Argh, du er ung. Du klarer det.” Jeg fulgte efter ham ud på gangen til, hvad der lignede castet til Soldaterkammerater. De grinede stadigvæk. Gør man det hele tiden som 18-årig? tænkte jeg.

”Hvor skal jeg så gøre det?” spurgte jeg lidt forsigtigt. Lægen pegede ned mod en dør mellem to kummefrysere.  Han kneb så øjnene sammen og sagde: ”Der er en derinde, så du må lige vente udenfor.” Nu var jeg seriøst tæt på at kapitulere. En ting var at stå foran de fnisende teenagere, der tog billeder af mig. En anden ting var at skulle stå ansigt til ansigt med knægten bag den låste dør, når han var færdig. Jeg kunne på ingen måde overskue, at vi høfligt skulle nikke til hinanden, eller at jeg skulle se hans rødblussede kinder, halvfyldte kop og sved på overlæben. Jeg var sekunder fra at sige: ”Ved du

kapitel 1 25

hvad, det er sgu lige meget. Vi skal ikke ha’ flere børn, så jeg smutter bare.” Jeg tror dog, at jeg på det tidspunkt allerede havde været igennem nok ydmygelser til, at jeg tænkte: Hvis ... og jeg mener, HVIS jeg kan gøre dette, så må det være et eller andet form for sundhedstegn.

Jeg magtede dog ikke at skulle hilse på min ”kollega”, som var i gang derinde, så jeg skyndte mig ud på et almindeligt toilet. Minsandten om det ikke gik efter planen, selvom jeg ikke syntes, det synede af så meget i, hvad der pludselig virkede som verdens største balje af en kop. Hurtigt gik jeg tilbage til den åbne reception med min sparsomme leverance. Så diskret som muligt satte jeg koppen på disken og gjorde mine til at gå. ”Nej, nej, nej,” sagde damen bag skranken på et sprog, der må betegnes som klinisk receptionistisk. Jeg kiggede spørgende uden at sige noget for ikke at vække de grinende soldaters opmærksomhed. Alt for højt sagde hun: ”Du skal lige skrive 11.20 på koppen” og gav mig en kuglepen. ”Hvorfor?” spurgte jeg undrende. ”Det var det tidspunkt, du ...” og så brugte hun et ord, jeg ikke lige kendte. Så jeg spurgte endnu mere undrende: ”Det var, da jeg hvad?” En smule irriteret svarede hun og nu på meget basalt dansk: ”Det var, da du KOM i koppen!” Som en lille uartig skoledreng, der var blevet skældt ud for at have spillet fodbold på gangen, skrev jeg 11.20 på koppen. Hun tog så koppen og holdt den dømmende højt op mod lyset. Jeg blev nervøs for, om hun nu i en mikrofon ville råbe ud til hele Riget: ”Kalder du det en sædprøve, GEOOOO???!!! Her kalder vi det en ommer!!!” Men hun sagde ikke noget og konstaterede heller ikke noget. Jeg fandt senere ud af, at ens cpr-nummer står i bunden af koppen.

Aldrig havde jeg villet forlade et sted mere end dette. Jeg var i knæ – nej, et dybt, dybt hul var blevet gravet ved at hoppe på mig, mens jeg lå ned, og det kunne ikke blive dybere – eller kunne det?

26 kapitel 1

Bedst som jeg var ved at forlade receptionen, mens jeg tænkte: Aldrig, aldrig, aldrig igen, stoppede receptionisten mig, da hun (igen alt for højt) konstaterede: ”Ja, jeg kunne jo se, du gik ud på det almindelige toilet – men det er også okay.”

Det var dét! Ikke: ”Så er din prøve ugyldig”, eller: ”Nu er den ekstra god.” Intet! Blot en konstatering af, at det var blevet bemærket, og så stilhed i lang, lang tid. Hvad var hendes pointe med det? Havde de oddset på, hvilket toilet jeg ville tage, og så havde hun vundet? Jeg sagde intet, for jeg havde ikke mere i mig. Følte ikke, jeg var menneske mere, men nærmere et slagtesvin, som, inden det skulle slagtes, lige blev mindet om, at det ingen ting var værd. Intet andet end et produkt. Om tre minutter ville et nyt produkt rulle forbi på transportbåndet og blive parteret og behandlet på samme helt kølige måde. Senere fandt jeg ud af, at hvis man boede en time i bil fra afdelingen, kunne man lave prøven hjemmefra. Jeg boede 700 meter væk. Behøver jeg fortælle, hvor jeg lavede min anden prøve?

Tid til kastrationen

På selve dagen for min operation var mit stressniveau ekstremt højt. Jeg frygtede både operation og potentiel spredning. Få dage forinden havde stressniveauet dog peaket, men det var af andre grunde. Retssagen mod min far og hans gentagne ubehagelige overtrædelser af polititilholdet havde fyldt meget i halvandet år på det tidspunkt. Jeg havde set meget frem til at få lukket sagen i retten og havde af samme årsag ligefrem udskudt min kræftoperation. Dagen før retssagen kontaktede Københavns Byret mig og fortalte, at min far havde sendt en lægeerklæring og derfor ikke ville møde op. Det overraskede mig mindre, end det irriterede mig.

kapitel 1 27

Jeg havde haft en mistanke om, at han ville blive væk eller fremskaffe en lægeerklæring. Det ville med andre ord ligne ham dårligt at møde op. Jeg ringede til anklageren og spurgte til, hvor syg han var. Det måtte hun ikke udtale sig om, men en omgang influenza var i princippet nok til, at han kunne sygemelde sig. Jeg prøvede at abstrahere fra, at jeg kunne have været opereret nu, hvis ikke min far endnu en gang havde svigtet.

To dage senere meget tidligt, kl. 07.00, troppede Christiane og jeg op på Frederiksberg Hospital. Alt var mørkt – også på gangene. Det hele virkede som en dårlig amerikansk gyserfilm, hvor et ungt smukt, smukt par løber rundt på gangene af et forladt hospital. Vi fandt en sygeplejerske, som viste mig hen til min stue. Den var også mørk og forladt.

Effie og jeg har hentet Effies farmor på Østerport Station dagen før min testikelkræftoperation.

28 kapitel 1

Der stod blot to klinisk redte senge indpakket i sterile blå plastiktæpper. De så alt andet end inviterende ud. Det var uhyggeligt, koldt og ensomt og tegnede på en eller anden måde bare ikke godt. Slet ikke, da jeg fandt ud af, at de på Frederiksberg Hospital kun og udelukkende, lige meget hvor meget man argumenterer imod, tager patienters temperatur med et numsetermometer. For satan, hvor jeg følte mig som et børnehavebarn igen. Jeg prøvede at overføre det mantra, jeg har brugt, hver gang jeg har gjort noget ekstremt i min karriere. Typisk af den karakter, som medfører personlige skader (på mig selv) eller politianmeldelser (fordi jeg har været nøgen). ’Jeg gør det for kunsten,’ messede jeg inde i mit hoved. I denne situation lød det så desværre bare: ’Jeg gør det for at få en præcis temperatur.’ På den anden side så gjorde et termometer i “numi” vel hverken fra eller til, når det kom til forfængelighed. Jeg lå alligevel der i et par gigantiske bomuldsunderbukser, et par støttestrømper magen til dem, gamle mennesker bruger for at forebygge blodpropper, og en skjorte på størrelse med underbukserne.

Christiane var der, men vi sagde ikke noget. Kiggede lidt på hinanden en gang imellem, så lidt Go’ Morgen Danmark og forsikrede hinanden om, at det hele nok skulle gå – uanset hvad der skete.

Tidspunktet for operationen var kommet.

En portør kom ind på stuen og sagde: ”Christian Geo Heltboe?” Jeg nikkede og kyssede Christiane farvel. Hun stod tilbage i det nu meget tomme rum og så frygtelig lille og alene ud.

kapitel 1 29