UdflUgter i storbyen

Hans Haagensen og Jørgen nUe Møller

UdflUgter i storbyenessays oM by og bolig

MUltivers

Udflugter i storbyen – essays om by og bolig

af Hans Haagensen og Jørgen Nue Møller

© Multivers, 2011.

Udgiver: Forlaget Multivers ApS, 2011 (multivers.dk)

Grafik: Mads Pedersen

Omslagsdesign og opsætning: NiSNiS

Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg

ISBN:978-87-7917-287-6

Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med

overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra

Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for

anmeldelser.

Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes.

Bogen er udgivet med støtte fra:

Printed in Denmark, 2011

indHoldforord 7

byen 9

forandringer 19

er danMark en by? 29

fingerplanen 39

UdflUgt på vestegnen 43

aMagers MangfoldigHed 51

ensartetHed vs. MangfoldigHed 63

Heteropolis – den opdelte by 69

segregering og gHettoisering 81

den sociale gHettoisering 89

arkitektUr og gHettoisering (eller oMvendt) 107

HJeM til freMtiden 113

seniorernes boliger 125

byggeforeningernes varige kvaliteter 139

billige boliger 145

stedets ånd 151

en freMtid for vor fortid 163

oM tidens arkitektoniske 177

købenHavn og Havnen 183

HøJt eller lavt,

tæt eller spredt? 189

trafikken og byens rUM 201

byen og koloniHaverne 209

boligpolitikken,

der blev væk 213

litteratUr 221

7

forord

Udflugter i storbyen er en sammenhængende kæde af essays om storbyens – især Kø-

benhavns – udvikling og forandring. Hvert essay kan læses for sig, men sammen fortæller

de om nødvendigheden af et samlet statsligt syn på byernes udvikling og ikke mindst på

boligforholdene.

Bogen udspringer af vores kærlighed til byen og af vores mangeårige erfaringer. I 23 es-

says prøver vi at behandle et bredt udsnit af emner, som spænder fra Københavns aktu-

elle problemer og placering på danmarkskortet til bygge-, arkitektur- og bypolitik. Men

centralt står byens opsplitning, mangfoldigheden, ghettoiseringen og boligpolitikkens

betydning herfor.

Vi er langtfra altid enige og har heller ikke gjort noget for at tilpasse vore synspunkter. Vi

ser f.eks. forskelligt på både Fingerplanen og ghettoiseringen. Det vil fremgå.

Tak til Realdania, KAB Fonden samt Margot og Thorvald Dreyers Fond for økonomisk

støtte til bogens udgivelse.

Hans Haagensen og Jørgen Nue Møller

9

byen internationalt set er købenHavn en lille by, Men nationalt set er det Metropolen.

Byen – denne underlige størrelse – er det mest synlige udtryk for menneskets sociale side.

At kunne realisere behovet for at være sammen med andre, at gøre ting i fællesskab. Ikke

at føle sig isoleret – men måske kunne være alene. Byen er både venlig, hvis man bruger

den – og til tider fjendtlig, hvis man ikke bruger den. Den er fuld af oplevelser – og arne-

sted for modsætninger og konflikter. Alligevel elsker mange af os den. Måske netop der-

for. Den græske filosof Aristoteles skrev, at en by skal bygges for at give sine indbyggere

sikkerhed og lykke.

Byen er en kompleks størrelse. For dem, der ikke bebor den, men kommer som besøgen-

de, er den sikkert ofte utilnærmelig, men fascinerende med sine mange tilbud. For dem,

der bebor den, noget andet. Måske også i nogle henseender utilnærmelig, og dog kender

man den, ser kendte ansigter på sine daglige udflugter, færdes med viden om smutveje i

byen til sine foretrukne steder. Mangfoldigheden gør byen til en uudtømmelig kilde af op-

levelser – på godt og på ondt. Byen har sine skyggesider, men også det modsatte, selvom

man måske ikke tilhører den velstillede og privilegerede del af dens borgere. Som navnet

antyder, er Københavns eksistens oprindelig betinget af adgangen til vandet, til verdens-

havene – og dermed til handel. Det er den ikke mere. Det er værd at erindre sig, hvad

Poul Henningsen skrev i 1965 i Drømmenes København:

Liv og røg ved Kvæsthusbroen ca. 1890.

10

11

Havnebadet ved Islands Brygge – havnen er blevet renere!

12

13

Vi drømte om havneløbet som byens rekreation, badning og faste broer, promenader og lystsejlads. Vi påviste at industrien, havnen, kloakkerne, dumheden gjorde dig til en stinkende pøl midt inde i landet, skønt du dog steg af havet engang i tidernes morgen.

Nu kan selv mimrende gammelsyn se, den er gal. Nu snakker alle om det, som ingen gad høre på dengang. Afrakket ligger du dér, gamle elskede København med dine klaprende broer og andre løse proteser. Vi gav dig forelskede tilbud, men hvergang talte en kræmmer stærkere til din kræmmersjæl. Vi loved dig fremtiden. Han loved dig fem øre straks, og du valgte femøren. Det var os som elskede dig. Det var os som ville forgylde dine modne år. Nu er du en charmeforladt gammel forkert sminket kælling. Men vi som skulle ha været far til dine ufødte børn, elsker dig endnu.

PH har fået både ret og uret. Her, mere end fyrre år senere er det nærliggende at se på PH’s

domme – og hans kærlighedserklæring til København – igen.

Havnen er blevet så ren, at man kan bade i den. Broerne klaprer ikke ret ofte mere – grus og

sand, kul og korn er flyttet til andre områder med adgang til vandet og holder megen tung

trafik væk fra centrum. Til gengæld er den øvrige trafik, der engang måtte holde i kø, når

Knippelsbro og Langebro var oppe, vokset til intimiderende højder og giver anledning til evin-

delige politiske slagsmål om at begrænse den – og om den overhovedet skal begrænses!

Kræmmerne har i stort omfang fået magt, som de har agt – hvad enten de er private eller

Facadevariation på Sluseholmen. Lejlighederne bag er dog ens.

14

15

tilbringe lang tid med at holde stille i trafikkøer, at skulle opleve voldsomt stigende

luftforurening (ikke mindst, når man i sin åbne Ferrari kun kan bevæge sig få meter

ad gangen), at skulle stresses heraf og opleve aggressioner i trafikken (sic) – som ikke

befordrer nogens velvære.

Danmark har lidt over fem millioner indbyggere – og Storkøbenhavn næsten en

tredjedel heraf. Konkurrencen fra Aarhus er forståelig, men et så lille land kan

næppe have mere end én hovedstad. I årevis har de offentlige investeringer neg-

ligeret det – med hvad man tidligere kaldte ’sognerådspolitik’.

København er – internationalt set – en lille by. Men i en eller anden sammenhæng define-

res en metropol som en sammenhængende bysamfund med mere end halvanden million

indbyggere. Så København kvalificerer sig akkurat til benævnelsen ’metropol’. Nationalt

er den naturligvis metropolen.

Adskillige af verdens storbyer har mange gange Københavns indbyggertal. Og nogle af

dem er så store, at de næsten lever et eget liv i forhold til den nationalstat, de ligger i –

eller er hovedstad for. I et omfang, så de i væsentlig grad bestemmer det økonomiske og

sociale liv i resten af landet.

Sådan er det ikke her, selvom vores ’metropol’ har en så stor del af landets samlede be-

folkning. Alligevel mener mange af vore politikere – på både højre- og venstrefløjen – at

en decentralisering af hovedstadens naturlige funktioner er opportun. Ofte kun for at

tækkes vælgerne i deres egen valgkreds.

offentlige. Se bare, hvordan det er gået langs havnen! De spredte forsøg på at give den af

skibsfarten forladte havn et nyt liv er endnu en anelse patetiske.

Blandt andet fordi Københavns Kommune og Københavns Havn opdagede, hvilken guldgrube

de sad på. Masser af kontorer, der skaber endnu mere individuel biltrafik, og masser af boliger,

som kun et mindretal har råd til at købe – eller leje, hvis man overhovedet kan finde en lejelej-

lighed. De opføres i øvrigt i stort omfang uden bopælspligt for at gøre dem mere attraktive for

udlændinge og udlandsdanskere – men utilnærmelige for almindelige lønmodtagere.

Vi har oplevet en hæsblæsende udvikling, planlægning uden alt for megen kvalitativ og

social omtanke. Der er penge i byen at hente hos dem, der har råd. Men hvad med dem,

der får byen til at fungere til daglig? De seneste års udvikling er foregået med stor om-

tanke og opmærksomhed på akkumulation af kapital – og med en enestående negligeren

af dem, der får byen til at fungere.

De tider er forbi, hvor man kunne tage båden fra Rønne eller Oslo og bogstavelig talt blive

sat af i hjertet af København. Det har befriet den indre by for en del trafik af store lastbiler.

Til gengæld har man øget omfanget af kontorbyggeri voldsomt med stor pendlertrafik til

følge, dels fordi de ansatte sjældent betaler p-afgifter eller p-husleje selv, dels fordi der er

manglende politisk vilje til at gøre kollektivtrafikken konkurrencedygtig i alle henseender.

København er kommet til at lide under det neoliberalistiske mantra: Den personlige

frihed er ukrænkelig. Og kun få vil medgive, at manglen på rationel holdning i disse

spørgsmål måske netop begrænser den højtbesungne personlige frihed. At skulle

16

17

metider ekstrem nærhed til naboer alligevel opleve mere privatliv end i det lille samfund.

Byen har også sine mysterier og farer. Mysterierne er mangfoldige. Yngre kunstnere har

i stigende grad fundet steder i byen, som ikke har været folkeeje, men som har et ople-

velsespotentiale. Tænk på cisternerne i Søndermarken, kunstnerne som lavede sig en

etværelses lejlighed på Hovedbanegården i et glemt og uovervåget område, og som vist

har lavet andre ’hemmelige’ steder i byen. Københavns undergrund består af andet end

kloakker, fjernvarme, metro og S-tog.

Den stigende kniv- og skydevåbenvold er uundgåelig under de herskende vilkår, og den

begrænser bevægelsesfriheden i byen. Man skal tænke grundigt over, på hvilke steder

man bevæger sig hvornår. Men i vore dages bysamfund er der også i denne sammen-

hæng en stor uforudseelighed. Vi ved dog godt som borgere, hvilke steder vi holder os fra

på bestemte tidspunkter. Alligevel er København stadig en let by at færdes i.

At flanere i byen giver bonus, hvis man har øjnene med sig – og kigger både opad og

nedad. Byen er en guldgrube af oplevelser – mange af æstetisk art, andre tangerer det

bizarre. Den stilfærdige dynamik i København (mange hævder, København slet ikke har

nogen dynamik, det er noget vrøvl) byder på mange oplevelser og giver stof til eftertanke.

At billedet på dynamik for nogle er ensbetydende med at klistre den til med højhuse, er

efter min mening udtryk for manglende evne til at opleve byens levende mangfoldighed.

Brug byen, indsnus den, se den – og nyd den! Og stop aldrig debatten om PH’s sminkede

luder og de klaprende tænder over havneløbet. HH

Hvad de glemmer – eller bevidst ignorerer – er storbyens dynamik. Selv storbyer, rigtige

storbyer i udlandet, ofte kaotiske, vedbliver at være magneter for landets befolkning på

grund af mangfoldigheden, jobmuligheder (måske) – og ikke mindst de mange kulturelle

tilbud. Selv i vor elektroniske tidsalder, med trådløse computerforbindelser etc., hvor

folk uden afhængighed af håndspålægning i deres arbejde kan sidde langt, langt væk og

udføre arbejdet, forbliver det vigtigt at kunne arbejde sammen med andre, at kunne tale

sammen direkte, at kunne se hinandens øjne og kropslige reaktioner. Måske derfor, blandt

andet, bliver byerne ved at vokse, at være attraktive. Men man har ikke altid planlagt

fornuftigt for væksten.

Byen har en anden kvalitet – ud over de mange tilbud. I modsætning til mange små samfund

tilbyder den sin beboer anonymitet. Man er ikke så let overvåget. Hvis man er vokset op i

provinsen, er byens lys en magnet for mange. Paradoksalt nok kan man på trods af en som-

Da der endnu var en levende havn til.

19

forandringer i forHold til forandringer er folket konservativt,

og forandringer er da Heller ikke altid forbedringer.

Forandringer bliver sjældent mødt med den store entusiasme af befolkningen. I forhold

til sin by og nære omgivelser er folket oftest konservativt, og forandringsprocesserne er

også tit besværlige og belastende for omgivelserne. At forstå forandringsprocesserne er

en opgave i sig selv, men vigtigere er det naturligvis finde frem til, hvorledes der herigen-

nem skabes varige kvaliteter og dermed langsigtet værdi for samfund og borgere samt for

bygherrer og brugere.

Byernes stadige forandring skabes på godt og ondt af forretningsmæssige ambitioner og

af politisk vilje tilsat kunstnerisk stræben og professionel indsats. Arkitekturen og bygge-

riet spiller en vigtig rolle i samfundet og er af stor betydning for velfærd samt for regional

og lokal udvikling, og at sikre, at forandringerne i det byggede miljø sker med omtanke for

kvalitet, nytte og mangfoldighed, er først og fremmest myndighedernes og bygherrernes

ansvar.

Forandringernes hovedaktører er således ikke alene arkitekten og ingeniøren, der ska-

ber værket, eller entreprenøren og håndværkerne, der realiserer det. Det er lige så fuldt

bygherren, der bestiller og finansierer arbejdet, og de kommunale myndigheder, der først

gennem planlægning muliggør det, og som siden godkender det konkrete projekt. Det

Centre Pompideou i Paris, et værdsat eksempel på en modig forandring.

20

21

er bygherrens og myndighedernes særlige forpligtelse at sikre, at der i nybyggeriet ska-

bes varige kvaliteter samt de bestående værdiers vedligeholdelse og fornyelse. Og det er

herom, dette essay især handler.

Bygherren kan have mange motiver til iværksættelse af byggeriet, forretningsmæssige

som almennyttige og samfundsmæssige. Men forretning og arkitektonisk kvalitet er ikke

modsætninger. Tværtimod. God planlægning skaber værdi for bygherren og god arki-

tektur ligeså. Og for brugerne af offentlige institutioner og for beboerne i nye boliger er

hensigtsmæssig indretning, ordentligt indeklima og levende omgivelser veje til livskvalitet.

Lovgivningen kræver især orden, sikkerhed og sundhed. Det er det traditionelle udgangs-

punkt for plan-, bygge- og brandlovgivningens regulering af byggeriet – men det er selv-

følgelig også svært i lovgivningen at stille præcise krav om arkitektonisk kvalitet, endsige

om ’livskvalitet’. Så det er i høj grad op til bygherrerne og de lokale myndigheder gennem

stedlig planlægning og konkret handling at sikre kvaliteten i det byggede miljø.

Det byggede miljø er udsprunget af stedets særpræg og formet af historiens kræfter, og

derved er det blevet en grundlæggende del af vores historiske og kulturelle grundlag,

men også en del af vores personlige identitet.

Den folkelige modstand og konservatisme var en hovedforklaring på, at den norske arkitekt Sverre Fehns

smukke forslag til en Teaterfugl aldrig blev til noget.

22

23

Samlet danner det byggede miljø i samspil med kulturlandskabet rammen om vores liv.

Det er, om man vil, den scene, hvorpå livet udspilles. Men dermed skaber det byggede

også både muligheder og begrænsninger for vore udfoldelser. Mellem det byggede miljø

og det levede liv består således en kompliceret, men for det levede liv betydningsfuld sam-

menhæng, der også gør den politiske regulering af det byggede til en vigtig samfunds-

mæssig problemstilling.

Det byggede miljø er ligeledes en vigtig del af vores grundlæggende velfærd. Den skan-

dinaviske velfærdsstat er en bygget velfærdsstat baseret på velfærdsydelser fra offentlige

institutioner i langt højere grad end blot på økonomiske overførsler og privatiseret om-

sorg. Men også en velfærdsstat, hvor støtte til boligen har spillet en central rolle.

Betydningen af kvaliteterne i byernes byggede miljø er vokset i de senere år. I det

tyvende århundrede er bybefolkningen vokset, og danskerne er blevet en nation af

byboere. Forholdet mellem land og by er blevet totalt forandret, og selvom den ’ur-

bane udfordring’ til danske byer er mere overskuelig og langtfra så dramatisk, som

de krav, der møder de hurtigt voksende megabyer i den tredje verden, skaber denne

forandring dog et helt nyt grundlag for forretning, kultur og politik. Ikke mindst stil-

ler det krav om bypolitik og arkitekturpolitik, der tager højde herfor. Den ’urbane

udfordring’ til det politiske liv er i dette krydsfelt mellem økonomi, politik og kultur

at skabe byer, der er bæredygtige – bæredygtige såvel i økonomisk, miljømæssig og

social henseende.

Byerne opstod vel især for at yde beskyttelse og varetage en række samfundsmæssige

funktioner som handel og kommunikation, og bygninger bliver til med et formål og skal

tjene til en opgaves løsning. Bygninger opføres for bygherrer, der skal have løst et behov

– for samfundet, for en virksomhed eller for sig selv – eller for bygherrer, som ’blot’ ønsker

at drive forretning baseret på bygningen. En bygning er en langsigtet investering, der

forventes over tid at skabe værdi for sin ejer og sine brugere. At finde frem til, hvori denne

langsigtede værdi består, er bygherrens og planlæggerens vigtigste opgave. Måske er det

også arkitektens.

Alt det, vi i dag producerer, er bestemt ikke lige godt. Byggeriet og byplanlægningen

befandt sig længe i en langvarig krise, der for byplanlægningens vedkommende syntes at

have haft karakter af, at idékataloget fra forrige århundredeskifte var ved at være udtømt

og for byggeriets vedkommende bestod af lige dele mangel på kvalitetssans og svigtende

effektivitet. Men der er tegn på, at et nybrud er på vej.

Byggeriets nye virkelighed præges af omstrukturering og konsolidering, af kravet om

nye samarbejdsformer mellem byggeriets parter og af nødvendigheden af intensiveret

produktudvikling. Heraf vil opstå en ny byggeskik, der vil præge de kommende årtiers

nybyggeri og dermed byerne, på samme måde som modernismens tanker om industrielt

byggeri førte til en ny markant byggeskik, der på godt og ondt har præget det tyvende

århundrede.

Men trods et omfattende nybyggeri vil tilpasning, renovering og vedligeholdelse af den

eksisterende bygningsmasse – den historiske arv – og af de eksisterende bydele og kvarte-

24

25

rer fortsat være en hovedopgave, der skal løses, så eksisterende kvaliteter bevares, og nye

tilføjes. Ikke mindst nye anvendelser for ældre gode bygninger, der har tabt deres funk-

tion eller på anden vis er blevet umoderne, presser sig på.

Det er imidlertid interessant, at en række af de byer og regioner, der i de senere år har

vendt en nedadgående spiral og løftet sig op i en ny international klasse, har gjort det ved

hjælp af arkitekturen. Og det er karakteristisk, at det som oftest ikke kun er sket gennem

et enkeltstående bygningsværk, men i langt højere grad gennem brede programmer – of-

test skabt i et samarbejde med virksomheder og borgere – der lige så fuldt som nyt mo-

nomentalbyggeri omfatter anlæg af nye pladser og rekreative anlæg samt omlægning af

de eksisterende, etablering af nye gaderum, tilvejebringelse af nyt byinventar og skiltning

og en udformning af den kollektive trafik, der ikke gør det til en plage at rejse kollektivt.

Sådanne programmer rummer ofte væsentlige elementer af en samlet kommunal by- og

arkitekturpolitik brugt som instrument i byens eller regionens udvikling. Målet er ikke kun

at tiltrække turister, men nok så meget at tiltrække avancerede virksomheder og højtud-

dannet arbejdskraft.

Men nybyggeriet skaber ofte de flagskibe, der trækker de øvrige forandringer med sig

eller giver dem deres særlige baggrund – kunstmuseet i Bilbao og operaen i Sydney er fra

forskellige tidsperioder karakteristiske eksempler herpå. Også på bydelsniveau ser vi den-

ne kombinerede strategi – f.eks. i byfornyelsen i Paris. Nye parker som Parc Bercy og Parc

Citroën samt nye store offentlige institutioner som nationalbiblioteket og det teknologiske

museum i Viletteparken har skabt forudsætningerne for de bymæssige løft, der har givet

de gamle nedslidte arbejderkvarterer ny attraktivitet – en strategi, der i Paris i det mindste

går tilbage til 1960’erne med opførelsen af Centre Pompidou og Tour Montparnasse – det

første mere vellykket end det sidste.

’Flagskibet’ – det store synlige projekt – som forandringsinstrument fortjener en særlig

opmærksomhed. Danske byer har ikke mange flagskibe. I det hele var det andre tankesæt,

der i mange år styrede danske byers udvikling og forandring: spredt vækst i randområ-

derne i store parcelhusområder og de almennyttige kæmpebebyggelser kombineret med

ofte omfattende og brutale saneringer i de gamle bymidter – på sin egen onde måde

karikerede udgaver af de store arkitekturhistoriske fortællinger fra havebybevægelsen og

modernismen.

Midt i 1980’erne vendte holdningerne – på godt og ondt, men dog mest på godt. Totalsa-

neringerne blev afløst af en – til tider til det fundamentalistiske grænsende – hang til ’blød

by’ med bevarende byfornyelse, lavt nybyggeri i bycentrene og had til bilismen, mens me-

gabebyggelserne og de spredte parcelhusområder i yderområderne afløstes af 68’ernes

særegne kombination af nationalromantik, landsbylængsel og demokratisk tænkning, der

i boligpolitikken fik sin fysiske udformning i det tæt-lave byggeri. Det sociale og mellem-

menneskelige kom i fokus.

1990’erne satte så langsomt og lidt tøvende by- og arkitekturpolitikken på dagsordenen

– ikke mindst efter hollandsk og fransk inspiration. Først den nationale arkitekturpolitik,

siden også den kommunale. Hermed var skabt et endnu usikkert grundlag for mødet

mellem på den ene side arkitekturens traditionelle fokus mod både boliger og store vær-

ker og på den anden side byernes ønsker om vækst og beskæftigelse.

26

27

Arkitekturen og byggeriet er herved på vej til at skifte rollen som instrumenter i velfærdspoli-

tikken ud med rollen som instrumenter i en erhvervs- og vækstorienteret by- og regionalpoli-

tik. I den systematiske iscenesættelse af det urbane miljø får det offentlige rums udformning

voksende betydning. Interessante steder at handle, stimulerende steder at udveksle viden

og smukke steder at færdes i ro bliver betydningsfulde i byens overordnede markedsføring,

i markeringen af det lokale forretningsliv og som rammen om de nye – eller måske snarere

genfundne – former for urbant socialt liv. Profileringen kommer naturligvis også til udtryk

gennem valg af bopæl. Det er ikke ligegyldigt, hvor man bor, og denne forskel i kvarterenes

attraktivitet og efterspørgsel efter boliger skaber konkurrencen mellem bydele og kvarterer.

Konkurrencen mellem boliger og kvarterer skaber segregeringen. Segregering betyder

opsplitning eller adskillelse af befolkningsgrupper. At vi har segregering i Danmark kan

der næppe sættes spørgsmålstegn ved. Om vi har egentlige ghettoer, er en anden sag, for

ghettoen er en form for politisk, social, eller økonomisk indespærring i kvarteret. Det kan

være svært at flytte fra en boligform til en anden, og visse boligformer er bestemt mere

efterspurgte end andre. Men vi har i hvert tilfælde områder, der er i en meget betænkelig

udvikling.

Ghettoens modstykke er mangfoldigheden. Mangfoldighed er en moderne dyd, opstået af

reaktionen på modernismens succes med at skabe orden i den historiske bys uorden og

forvirring. Men mangfoldighed er en vanskeligt opnåelig dyd.JNM

Blågårds Plads – rammet ind.

212

213Socialdemokraten Thorvald Stauning, den radikale P. Munch og venstremanden Oluf

Krag skabte med Kanslergadeforliget i 1933 bl.a. grundlaget for den moderne boligpo-litik.

boligpolitikken, der blev vækda by- og boligMinisteriet i 2001 blev nedlagt og dets lovgivning spredt til

en række andre Ministerier forsvandt det saMMenHængende statslige syn

på boligforHoldene.

De tidligste tiltag med varige spor på det boligsociale område skal i Danmark findes

i 1850’erne i kølvandet på den store koleraepidemi, dels ved opførelse af byggeriet

Brumleby på Østerbro, dels ved opførelsen af de senere nedrevne Classenske Boliger

på Frederiksberg. Det er lægestanden, ingeniørerne og filantroperne, der her træder i

karakter og frembringer efter tidens forhold glimrende boliger for samfundets svagere

grupper. Samfundsmagten selv holder sig endnu tilbage. Det er den tidlige liberalistiske

periode.

Men med lovgivningen om byggeforeningsboliger i 1880’erne og 1890’erne træder stats-

magten ind i boligpolitikken. Beskedent, men dog iagttageligt. Byggeforeningslovgiv-

ningen lever i forskellig forklædning videre gennem de næste årtier, Socialdemokratiet

skifter fod i boligpolitikken i 1908 og anerkender boligkooperationen og i tiden omkring

Første Verdenskrig stiftes først Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) i København i

1912 og dernæst Arbejdernes Kooperative Byggeforening (AKB) i 1913. I 1920 stiftes Kø-

benhavns Almindelige Boligselskab (KAB), der snart skulle blive årtiets ledende socialt

orienterede bygherre, mens AAB i midten af 1920’erne løb ind i væsentlige problemer.

214

215

Boligforholdene omkring Første Verdenskrig var – trods byggeforeningerne og det

tidlige socialfilantropiske byggeri – bestemt ikke gode. Særligt ikke for fattigfolk. Bolig-

nøden var stor, mange familier måtte dele et enkelt rum, en gang imellem endda med en

fremmed familie, toilettet var en retirade i gården, bad en ukendt størrelse, og mange

boliger var nedslidte, fugtige og usunde.

At afskaffe bolignøden og bekæmpe slummen blev overskriften på boligpolitikken i begyn-

delsen af 1900-tallet. Heraf følger også, at sunde boliger måtte stå højt på programmet,

således som Lægeforeningen havde vist det muligt for ret små midler i Brumleby. Hertil

kom naturligvis huslejen. For hvad hjalp det, at der fandtes gode boliger, hvis huslejen var

ubetalelig. Så offentlige tilskud og senere regulering af huslejen blev midler til sikring af

billige boliger.

Grundlaget for mellemkrigstidens boligpolitik blev lagt under Første Verdenskrig. I 1915

henvendte KAB’s senere adm. direktør F.C. Boldsen sig som formand for Dansk Haveby-

forening til Thorvald Stauning, der var blevet såkaldt kontrolminister i regeringen Zahle

samme år, om nedsættelse af en boligkommission. Stauning så hurtigt ideen, mens den

radikale indenrigsminister, Ove Rode, der var ressortminister for bl.a. boliger, var mere

fodslæbende. Året efter blev kommissionen dog nedsat med bl.a. Boldsen og AAB’s

senere formand Christian Nielsen (kaldet ’Christian Bolignød’) som medlemmer. Kommis-

sionen fik i øvrigt den senere socialdemokratiske finansminister og nationalbankdirektør

C.V. Bramsnæs som en af sine sekretærer. Den afgav en række forslag, hvoraf nogle blev

til lov, andre ikke. Vigtigst er nok, at dens forslag om statens økonomiske engagement i

boligforholdene i 1922 førte til etableringen af Statens Boligfond, der fungerede til 1927,

hvor lovgivningen udløb. Boligfonden bidrog til finansieringen af boliger ved lån baseret

på udstedelse af obligationer, og selvom kursen ofte var skuffende lav – og huslejen derfor

tilsvarende højere – blev omkring 70 pct. af boligbyggeriet i 1920’ernes midte finansieret af

Boligfonden. På sædvanlige vilkår var det uhyre vanskeligt. Lovgivningen i 1922 blev nok

gennemført af en Venstreregering (ledet af Neergaard), men erindringen om Påskekrisen

i 1920 og opstandene ude i Europa stod stadig i klar erindring. Anderledes var det, da

loven udløb i 1927. Venstre havde da generobret magten fra socialdemokraterne (rege-

ringen Stauning I 1924-1926) ved regeringen Madsen-Mygdal, der med valgsproget ’Lad

falde, hvad der ikke kan stå’ ikke var nogen tilhænger af offentlig deltagelse i boligforhol-

dene. Så i nogle år derefter deltog staten ikke boligbyggeriets finansiering.

Men Madsen-Mygdal blev fældet af de konservative under ledelse af Christmas-Møller i

1929, Stauning vendte tilbage sammen med de radikale, der nu blev ledet af P. Munch, og

Stauning beholdt magten til sin død i 1942. Men den i 1929 opståede verdenskrise måtte

bekæmpes, og det førte i 1933 til det såkaldte Kanslergadeforlig mellem regeringen og

den nye ledelse af Venstre. I kølvandet på Kanslergadeforliget fulgte også både lettelser i

kreditforholdene for landbrug og byggeri samt en ny støttelovgivning, der afsatte midler

til opførelse af boliger for mindrebemidlede, såfremt de opførtes af boligforeninger med

vedtægter, der var godkendt af Indenrigsministeriet – idet det blev forudsat, at sådanne

vedtægter måtte have en bestemmelse om, at overskud fra afdrag på lånene blev placeret

i en byggefond til brug for nyt byggeri.

Senere i 1930’erne, i 1937, så også den første egentlige lejelov dagens lys (nogle forstadier

kan føres tilbage til 1916, men de ophævedes efter Første Verdenskrig), en lovgivning om

216

217

boliger for børnerige familier kom samme år, en ny byplanlovgivning i 1938 (den første,

men ikke videre effektive var fra 1925) og den første saneringslov kom i 1939, men på grund

af krigens materialemangel fik den først rigtig virkning i 1950’erne. Konturerne af velfærds-

statens boligpolitik begyndte dog at tegne sig.

I 1939 brød Anden Verdenskrig ud, året efter blev Danmark besat, og det overskud af for

dyre boliger, som fandtes i 1930’ernes midte, blev snart vendt til ny bolignød. Folketinget

vedtog i forudseende forventning herom allerede i 1939 en lov om midlertidig regulering

af boligforholdene (den gælder med en lang række senere ændringer stadig – så med det

midlertidige var det så som så), og snart skulle krigens materialemangel give de vise lovgi-

vere ret.

Og i 1946 kom så efter krigens afslutning og ønsket om en ny kraftig indsats for at afskaffe

bolignøden et stort spring fremad, hvad det socialt orienterede boligbyggeri angik, ved

gennemførelsen af en boligstøttelovgivning, der på en række måder huggede byggeriets

afhængighed af konjunkturer og renter over, især i det sociale boligbyggeri, der fik navne-

ændring til ’almennyttigt’. Fra 1946 var statens engagement i boligforsyningen grundfæstet,

også gennem en omfattende og detaljeret lovgivning, og det med alle politiske partiers

støtte, om end det ret rundhåndede støtteniveau fra 1946 en lille halv snes år senere (1954)

fik en grundig rundbarbering af hensyn til de offentlige finanser. Og rundbarberingen

fortsatte i de kommende år, hvor mange bestræbelser gik ud på atter at drage staten noget

tilbage fra den direkte finansiering af boligbyggeriet – samtidig med at man søgte at op-

retholde en betydelig boligproduktion. Således etableredes i 1958 de særlige reallånefonde

(bl.a. BRFkredit blev født ved denne lejlighed), som med statsgaranti skulle dække det

meste af hullet mellem den almindelige realkreditfinansiering og anskaffelsessummen,

siden fulgte i 1966 det store boligforlig, der bl.a. skabte Landsbyggefonden, hvortil alle æl-

dre afdelinger skulle indbetale, oprindelig med henblik at øge det almennyttige byggeris

selvfinansiering. Boligselskabernes fælles ’boligbevægelse’ kaldte ordningen, som de i dag

holder mere af, »den fæle boligskat«.

Byggevirksomheden fra 1960 til 1973 var meget omfattende, drevet dels af industrialiserin-

gen af især det almennyttige byggeri, dels af et hastigt voksende ejerboligbyggeri, der nok

ikke var direkte subsidieret, men som nød godt af reglerne om skattefradrag for renteud-

gifter, der, i takt med at skattetrykket steg, gjorde den standardiserede ejerbolig – typehu-

set – mere og mere økonomisk attraktivt.

Tidens store almennyttige bebyggelser skulle snart få problemer af forskellig art, og det

blev nu nødvendigt for statsmagten at rykke til undsætning med både nye rentesikrings-

ordninger, byggeskadefinansiering og andre støtteordninger. Fra midten af 1980’erne ses

derfor efter anbefalingerne fra John Winther-udvalget klarere spor af den bypolitik, der

voksede frem fra omkring 1990.

Saneringen af Nørrebro først i 1980’erne gav endvidere anledning til en omlægning af

saneringslovgivningen, der blev erstattet af en byfornyelseslov, og da nybyggeriet samti-

dig faldt, tog boligpolitikken fra 1980’ernes midte i voksende omfang karakter af en bypo-

litik, der rettede sig mod byens mest socialt udsatte kvarterer, dog fra 1990’ernes midte

tilsat initiativer, der tog sigte på forbedring af byggeriets produktivitet og dets økologiske

bæredygtighed. I 1998 skiftede Boligministeriet i konsekvens heraf også navn til By- og Bo-

218

ligministeriet, men tre år senere – i 2001 – blev det nedlagt, og dets lovgivning blev spredt

til en række andre ministerier. Og dermed ophørte det sammenhængende statslige syn på

boligforholdene.

Med ’reformen’ i 2001 forsvandt dansk boligpolitik så at sige, og selvom mange af elemen-

terne i boliglovgivningen fortsat består, og nye er kommet til siden da, er det meste af

boligpolitikken stadig placeret som en slags anneks til socialpolitikken.

I sammenligning med mange andre europæiske lande var dansk boligpolitik undergivet

færre forandringer specielt i 1980’erne og 1990’erne, hvor de almindelige liberaliserings-

tendenser forandrede det socialt orienterede boligbyggeri i lande som Storbritannien,

Holland og Tyskland. På visse måder til det bedre, men tidvis også præget af urealistisk

tro på markedets evne til at sikre den svagest stillede del af befolkningen ordentlige

boligforhold i kvarterer, der ikke blot er præget af fattigdom, arbejdsløshed, og i det hele

mangel på integration i samfundet.

Men har vi ikke brug for en ny by- og boligpolitik, der tager fat i de problemer, som består

i byerne og på boligmarkedet? En politik, der bekæmper ghettoiseringen, en politik, der

skaffer økonomisk overkommelige boliger til storbyernes middelklasse og ungdom nær

deres arbejdspladser og uddannelsessteder, en politik, der sikrer seniorerne hensigts-

mæssige boligforhold uden institutionalisering, og en politik, der sikrer vore byers skøn-

hed, livskvaliteter og økologiske bæredygtighed.

JNM

221

litteratUr

Arbejdsgruppen vedr. fremtidsperspektiver for en mere selvbærende almen sektor: Den almene

boligsektors fremtid, København 2006

Knud Bidstrup og Erik Kaufmann: Danmark under forvandling, København 1963

Niels Bjørn (red.): Arkitektur der forandrer, København 2008

F.C. Boldsen: Haveboliger i Danmark for de mindre bemidlede Samfundsklasser, København 1912

Koos Bosma og Helma Hellinga: Mastering the City, Rotterdam 1997

Alain de Botton: The Architecture of Happiness, London 2006

C.V. Bramsnæs og Svend Nielsen: Byggeforeningsbevægelsens Udvikling i Hovedstaden, Køben-

havn 1921

Byforum: Bolig til tiden, København 2000

Le Corbusier: The City of To-morrow and Its Planning, New York 1929

Roberta Curiel og Berhard Dov Cooperman: The Ghetto of Venice, London 1990

Ruth Eaton: Ideal Cities, New York og London 2002

Claude Eveno m.fl. (red.): Paris Perdu, Paris 1995

Susan S. Fainstein m.fl.: Divided Cities, Cambridge, Massachusetts, 1992

Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992, København 1993

Poul Henningsen: Vers til idag, København 1966

Norbert Huse m.fl.: Vier Berliner Siedlungen der Weimarer Republik, Berlin 1987

Charles Jencks: Heteropolis – Los Angeles, London og New York 1993

Carsten Juel-Christiansen: Outside the Walls, København 2002

Tim Knudsen: Storbyen støbes, København 1988

222

Margrethe Kähler: Alle tiders boliger, København 2008

Olaf Lind og Jonas Møller: Folkebolig, boligfolk, København 1994

Kevin Lynch: Good City Form, Cambridge, Massachusetts, og London 1944

Lena Magnusson (red.): Den delade staden, Umeå 2001

Lewis Mumford: The City in History, San Diego 1961

Nonie Niesewand: Converted Spaces, London 1998

Christian Norberg-Schulz: Nattlandene, Oslo 1993

Jørgen Nue Møller: København. Nordisk kraftcenter eller europæisk provinsby, utrykt prisopgave,

1991

Jørgen Nue Møller: Penge til huse, København 2009

Donald J. Olsen: The City as a Work of Art, New Haven og London 1986

Programbestyrelsen: Strategi mod ghettoiseringen, København 2005

Programbestyrelsen: Fra udsat boligområde til hel bydel, København 2008

Steen Eiler Rasmussen: København, København 1969 og 1994

Richard Rogers m.fl.: Cities for a Small Planet, London 1997

Camillo Sitte: Die Städtebau nach seinen künstlerischen Grundsätzen, Wien 1889

Pernille Stensgaard: København, København 2002

Udvalget vedr. den almennyttige sektors rolle på boligmarkedet (John Winther-udvalget): Den

almennyttige sektors rolle på boligmarkedet, København 1987

Camilo José Vergara: The New American Ghetto, New Jersey 1997