Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

32
Martin Herbst Sunde og syge fællesskaber

description

www.alfa.dk

Transcript of Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Page 1: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Martin Herbst

Sunde og syge fællesskaber

Page 2: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Sunde og syge faellesskaber

Page 3: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Til Mayu, Julia, Natasha og Tendo

Page 4: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Martin Herbst

Sunde og syge faellesskaber

ALFA

Page 5: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Martin HerbstSunde og syge fællesskaber

© Forfatteren og Forlaget Alfa1. udgave, 1. oplag 2013

ISBN 978 87 7115 075 9

Sat med GaramondSats & omslag: Lars Vendelbo, RPCOmslagsbillede: 123RFTryk: Bookmaker, Graasten

Forlaget AlfaFrederiksberg Allé 101820 Frederiksberg C

www.ForlagetAlfa.dk

Page 6: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Indhold

Forord ..................................................................................................7

I. Hvor går grænsen mellem sunde og syge fællesskaber? ...................... 9Konsensus ved kulturens vugge...........................................................22Grænsen er sekterisme ........................................................................28Forholdet mellem det absolutte og det relative ....................................35

II. Al autoritet samles i lederen ............................................................ 47Karismaen ..........................................................................................49Forførelsens janusansigt ......................................................................51Åndelig dovenskab .............................................................................58Et gammelt problem i en nutidig klædedragt ......................................96Jobs Bog ...........................................................................................102

III. De færdige forklaringers paradis .................................................. 109Hjernevaskmyten .............................................................................112Fællesskabets dragning .....................................................................119Moon-bevægelsens lære ....................................................................127Fra lære til optik ...............................................................................136Arrogance .........................................................................................154Bidder af æblet .................................................................................162Ødipus’ storhed ................................................................................167

IV. Et fællesskab uden selvkritik ......................................................... 175Selvbedrag ........................................................................................179Erfaringer i bevægelsen .....................................................................182Frygt ................................................................................................193Fra det usædvanlige til det sædvanlige ...............................................209Peters opdagelse ...............................................................................213Vejen frem ........................................................................................219Litteratur ..........................................................................................228

Page 7: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

7

Forord

Denne bog behandler tre temaer, som er afgørende for sunde fæl-lesskaber, hvad enten det drejer sig om familier, samfund, nationer eller religioner.

Det første tema handler om at forstå grænser og leve med dem på en livgivende måde. Selv når grænser befinder sig i periferien, har de central betydning. Hvis nationer ikke respekterer lande-grænser, kan det få tragiske konsekvenser. Et samfund af borgere, der ikke kan kende forskel på vores og deres, eller mit og dit, er ikke et ønskværdigt samfund. En familie, der har opløst grænserne mellem forældre og børn, er en familie i opløsning. Vigtigst er, at vi forstår og fornemmer, hvor grænsen mellem det sunde og syge går i os selv som enkeltpersoner.

Bogens andet tema handler om, hvem og hvad der skal be-stemme grænsen mellem det sunde og syge? Når det drejer sig om fysisk helbred, har læger og forskere særlig autoritet. Hvad angår lov og orden, er jurister og politikere uundværlige. På det person-lige plan afdækker psykologer skadelige tanke- og adfærdsmønstre. Men grænsen mellem sunde og syge fællesskaber kan ikke bestem-mes af læger, jurister eller psykologer. For det første er de altid for sent ude. Det hører med til disse fags selvforståelse, at deres eksperter kommer på banen, når skaden er sket. Når svulsten er synlig, når forbrydelsen er begået, eller når den sygelige opførsel har splittet individer eller familier, træder de i funktion. Ikke sjæl-dent står man med følelsen af, at selv om hjælpen kom, var det for sent. Derudover stikker grænsen mellem sunde og syge fælles-skaber dybere end lægevidenskab, jura eller psykologi kan nå med deres værktøjer. For at forholde os til denne grænse, skal vi et spa-destik dybere. Redskabet til at udføre dette spadetik er filosofisk og teologisk refleksion. For teologien og filosofien beskriver men-neskets eksistentielle grundvilkår. Dermed afslører de det sygelige, før det bryder ud og kan diagnosticeres af videnskaben. Teologien og filosofien rummer en skat af indsigter, der besidder tidløs og almenmenneskelig relevans. De er menneskehedens sidste ’opspa-ringskonto’. Hvis vi efterstræber et liv, der er rigt og sundt i grund-læggende forstand, gør vi klogt i at gøre brug af denne skattekiste eller opsparingskonto.

Page 8: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

8

Bogens tredje og sidste tema handler om overvågning, for hvor der er grænser, er der behov for overvågning. Følgelig fordrer det sunde fællesskab et vist mål af selvovervågning. Jeg vil nu hellere bruge udtrykket bevidsthed. For overvågning har en negativ klang. Grunden er indlysende. Vi lever i et samfund, der i stigende grad kan karakteriseres som et overvågningssamfund. På det personlige plan overvåger vi vor vægt, kondition, økonomi og børn som al-drig før. På det nationale og internationale plan bliver vi præsen-teret for den ene politisk sanktionerede overvågningsinstans efter den anden. Der er åbenbart behov for overvågning! Men er det vejen frem? Har vi ikke fortjent bedre? Alternativet er ikke at op-give enhver tale om overvågning. Det modsatte af syg overvågning er ikke ingen overvågning, men sund overvågning. Vi må lære at lytte til os selv, se på os selv og være bevidste om os selv, lydhøre over for nutiden i lyset af fortiden.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de mennesker, der har gjort det muligt for mig at skrive denne bog. Tak til Charlotte Ekstrand på forlaget ALFA for tillid og opmuntrende ord. En sær-lig tak til Jacob Egevang for gode råd og støtte undervejs. Endelig en tak ’uden for kategori’ til min kære hustru, Yuriko. Det er hen-des støtte, der har givet mig roen til at gennemføre projektet.

Martin Herbst København, april 2013

Page 9: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

I

Hvor går grænsen mellem sunde og syge fællesskaber?

Page 10: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

11

Et højaktuelt spørgsmål

Hvor går grænsen mellem et sundt og et sygt menneskeligt fælles-skab? Hvilke tendenser signalerer, at et engagement bevæger sig i en usund retning? Kan man være med i et usundt fællesskab uden at vide det? Hvordan hjælper man mennesker til at erkende det usunde i noget, der egentlig er godt? Og omvendt, hvordan kan man forholde sig til det sunde, man har oplevet i et fællesskab, der grundlæggende var usundt?

De spørgsmål er højaktuelle. På det personlige eller familie-mæssige plan har de fleste af os haft dem inde på livet. Måske har vi pårørende eller bekendte, der er med i en sekt eller i et bandemiljø. Måske har vi hjulpet nogle til at bryde med et usundt tanke- eller adfærdsmønster. Måske er vi selv blevet hjulpet. På det organisatoriske plan er det en stående udfordring at prioritere ærlighed og oprigtighed. I forsøget på at kombinere ærlighed og økonomisk gevinst vælger mange virksomheder værdibaserede ledelsesmodeller og søger aktivt at implementere åben kommuni-kation de ansatte imellem. Den stigende grad af overvågning fra politisk side understreger med sit eget tydelige sprog, hvor aktuelt det er at sondre mellem sundt og usundt, hvad enten det drejer sig om familier, daginstitutioner, banker, lande eller regioner af lande.

Lige så højaktuelle de spørgsmål er, lige så vanskelige er de at besvare. Dagspressens konstante afsløringer af overgreb på børn og sager om svindel og magtmisbrug i organisationer, der påberåber sig at følge en værdibaseret ledelsesmodel er blot illustrationer på, hvor svært det er at afsløre det falske, før det bærer frugter, der er tydelige for enhver. Finanskrisen, miljøkatastrofer og korruption i den politiske verden såvel som i sportsverdenen er således sympto-mer på en verden, der har uendelig svært ved at erkende og angribe det falske ved roden. På et mere personligt plan er det snarere reglen end undtagelsen, at man overraskes over, hvor lang tid man kan være i en usund sammenhæng, før man opdager det og tager de nødvendige konsekvenser.

Min egen interesse i ovenstående spørgsmål blev for alvor vakt, da jeg i 1996 brød med et af verdens største sekteriske foretagender, Moon-bevægelsen. Bevægelsens officielle navn er egentlig The Fa-

Page 11: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

12

mily Federation for World Peace and Unification, men i denne bog vælger jeg at benytte det mere populære Moon-bevægelsen. Inden bruddet havde jeg været dedikeret medlem og leder i næsten 20 år. Det livsforløb har jeg skildret i Mit livs omvej: En dramatisk rejse til Moon-bevægelsens indre.1 Igennem hvert eneste af de tyve år har jeg været fuldstændig overbevist om, at jeg havde givet mit hjerte og liv til den mest sunde og eksemplariske bevægelse af alle. År for år, trin for trin klatrede jeg op ad bevægelsens karrierestige, indtil jeg ved toppen opdagede, at stigen lænede mod den forkerte væg! Den erkendelse kom som et chok for mig. Kritikken af bevægelsen vendte som en boomerang tilbage til mig selv. Hvordan kunne jeg have været blind i alle de år? Hvorfor opdagede jeg aldrig, hvor usundt fællesskabet i Moon-bevægelsen var? Hvordan kan man overhovedet sondre mellem det falske og det sande?

Nu er Moon-bevægelsen en religiøs bevægelse. I Moon-bevæ-gelsen tror man, at grundlæggeren, Sun Myung Moon er genkom-stens herre, og at hans lære, Det Guddommelige Princip, repræ-senterer den sande kristendom. Min egen oplevelse af et usundt menneskeligt fællesskab er med andre ord koncentreret om en udpræget religiøs sammenhæng. Nogle vil derfor sige, at mine er-faringer kun er relevante for religiøse bevægelser og måske endda kun for ekstremt sekteriske foretagender. Det er jeg kun delvis enig i. På den ene side skal der ikke være tvivl om, at mine år i Moon-bevægelsen repræsenterer noget ekstraordinært. Mit enga-gement indebar eksempelvis, at jeg opgav en lovende sportskarrie-re, afbrød min uddannelse, arbejdede i døgndrift, blev gift med en kvinde, jeg ikke kendte, og at vi sammen gav vores førstefødte søn til et barnløst par i bevægelsen. Den slags ser man meget sjældent, og slet ikke i moderne organisationer. På den anden side er der mange lighedspunkter mellem Moon-bevægelsen og samfundet generelt. I mange virksomheder ofrer medarbejderne ikke så lidt for at være med og stige i graderne. Til det kommer, at man ikke holder op med at være et menneske, blot fordi man er medlem af en religiøs sekt. Menneskeligheden er fælles for os alle uanset, hvil-ken sammenhæng vi befinder os i. Derudover kan man tilføje, at Moon-bevægelsen som organisation har mange træk til fælles med

1 Jacob Egevang og Martin Herbst, Mit livs omvej: En dramatisk rejse til Moon-bevægelsens indre, København, Lindhardt og Ringhof, 2009

Page 12: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

13

det, der foregår i erhvervslivet. Lang tid før værdibaserede ledel-sesmodeller og kurser for personlig udvikling blev implementeret i forretningsverdenen, praktiserede vi dem for fuld udblæsning i Moon-bevægelsen. Grundlæggende er jeg overbevist om, at der er langt flere lighedspunkter mellem livet i Moon-bevægelsen og samfundet generelt, end man sædvanligvis antager. Da jeg brød med bevægelsen, måtte jeg til min store overraskelse erkende, at de ødelæggende mekanismer og tankemønstre, jeg kun kendte alt for godt fra mine år i bevægelsen, er operative i utallige andre sam-menhænge fra de mindste til de største. Her er Den danske Folke-kirke, der vel er en af de bredeste organisationer, man kan forestille sig, og som jeg nu er ansat i, ingen undtagelse. Ikke fordi folke-kirken er en sekt som Moon-bevægelsen. Det er den så langtfra. Men fordi de dynamikker, der var operative i Moon-bevægelsen er operative overalt.

På den måde mener jeg, at de erfaringer, jeg har gjort mig, har en dobbelt relevans: De kan være behjælpelige for folk, der har væ-ret i deciderede religiøse sekter eller sekteriske miljøer. Enhver, der har haft en sekt eller et sekterisk miljø inde på livet, vil genkende mangt og meget i mine beskrivelser. Til det kommer, at de formid-ler noget, der kan være værdifuldt uanset, hvilken sammenhæng man befinder sig i. Måske kan man endog sige, at almenmenne-skelige problemer bliver koncentreret i sekteriske sammenhænge. Ud fra den betragtning kan en analyse af erfaringerne fra en sekt fungere som en slags forstørrelsesglas eller mikroskop. I sekten for-stærkes, forstørres og fremhæves problemer, der på et mere skjult plan er til stede overalt. Sekter gør os med andre ord en tjeneste ved at tydeliggøre noget, der ellers ville blive overset. De er ikke uforståelige fremmedlegemer, den kloge bør ryste på hovedet ad. De er symptomer på nogle problemer eller dynamikker, der har fulgt os siden tidernes morgen.

I den forbindelse vil jeg understrege, at jeg med dynamikker ikke forstår såkaldt sociale dynamikker, der udspringer af særlige økonomiske og politiske omstændigheder. Sådanne dynamik-ker er blevet benyttet til at forklare eksempelvis nazismens eller kommunismens opståen. De kan angiveligt bidrage til at forklare usunde fællesskabers opståen i almindelighed. Når de alligevel ikke er mit fokuspunkt, skyldes det, at de ikke forklarer problemet

Page 13: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

14

med usunde fællesskaber til bunds. Grundlæggende opstår usunde fællesskaber ikke på grund af sociale dynamikker. De opstår på grund af enkeltpersoner. Når usunde fællesskaber går i opløsning, sker det ligeledes på grund af enkeltpersoner. Dermed være ikke sagt, at mennesket ikke er socialt anlagt. Det er det. Med rette beskrev filosoffen Aristoteles (384-322 f. Kr.) mennesket som et zoon politikon, et ’samfundsvæsen’. Men det er fejlagtigt at drukne den enkeltes ansvar i sociale dynamikker. Mit udgangspunkt er det enkelte menneske. Det enkelte menneskes ansvar, udfordrin-ger og muligheder. I det følgende tager jeg derfor afsæt i mine egne konkrete erfaringer som enkeltperson i et særligt fællesskab. Sideløbende agter jeg at vise, at de erfaringer netop er relevante i langt bredere sammenhænge, der hverken behøver at være eksplicit sekteriske eller for den sags skyld religiøse. Men dybest set drejer den enkeltes valg og selvbevidsthed sig ikke om en række sociale dynamikker. Hvor meget vi end er indlejret i en social kontekst, gør vi, hvad vi gør, på grund af vore egne tanker, ønsker og valg. Glemmer man det, er vejen først for alvor åbnet til usunde men-neskelige fællesskaber.

Hvor går grænsen?

Hvor skal man trække grænsen mellem sunde og syge menneske-lige fællesskaber? Hvad markerer skillelinjen mellem det sande og falske? Det er der forskellige bud på.

Religion

Ud fra et religiøst perspektiv er der nogle, der mener, at den over-bevisning, de selv har, er den sande, og at alle andres er falsk. Den-ne opfattelse optræder i islam, kristendom og jødedom, men også i hinduisme og buddhisme, selvom den langtfra kendetegner alle repræsentanter fra de nævnte religiøse traditioner. Men den findes. Nogle gange udtrykkes den i en bombastisk og ekstrem nedgø-relse af alt, der er anderledes, eksemplificeret med den religiøse fanatiker. Andre gange forekommer den i en mere gennemtænkt og attraktiv udgave. Inden for kristendommen har en prominent teolog som Karl Barth (1886-1968) eksempelvis sat en skarp kile

Page 14: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

15

mellem kristendommen og de øvrige religioner. Ifølge Barth er kristendommen slet ingen religion. Den er sandheden i modsæt-ning til de andre religioner, der er falske. At kristendommen ifølge Barth repræsenterer det sande skyldes, at den kristne tro pointerer, at frelsen skyldes Guds nåde alene, medens de andre religioner ud-springer af menneskets forsøg på at frelse sig selv med ofringer eller gode gerninger. Med andre ord orienterer kristendommen sig fra himlen mod jorden, medens de andre religioner forgæves prøver at bevæge sig fra jorden mod himlen.

Hvor meget rigtigt, der end kan være i det, mener jeg, at der er noget grundlæggende mangelfuldt ved sådan en opfattelse. Selvom man mener, at den religiøse overbevisning man selv har, er rigtig og sund – det siger vel næsten sig selv – er det ikke ensbetydende med, at alle andres er forkert og syg. Hvis noget er sandt i den religion, man selv praktiserer, og man genfinder det samme i en anden religion, bliver det vel ikke mindre sandt af den grund. Til det kommer, at Barths sondring mellem kristendommen og de andre religioner er for teoretisk. Kristendommen er en religion, og kristne er religiøse. Det kan ingen teologi lave om på. I stedet for at sondre mellem kristendom og religion i det hele taget, ville det være bedre at sondre mellem sund og syg religiøsitet, som den både optræder inden for kristendommen og enhver anden reli-gion. Når det så er sagt, skal man ikke glemme, at Barth bestemt ikke mente, at kristne mennesker er mere sande eller sunde end andre. Han mente, at alle er syndere, og at alle bliver frelst ved Guds nåde alene. Der var som sagt tale om en prominent teolog.

Sekterne

I forlængelse af ovenstående mener andre, at skillelinjen mellem den sunde og syge religiøsitet skal trækkes mellem store, anerkend-te trossamfund som folkekirken og såkaldte sekter som Jehovas Vidner og Moon-bevægelsen. Også den holdning nyder udbre-delse i kristne som muslimske lande. Men det er for grovmasket at gøre den skelnen. Blot fordi man er medlem af det største eller mest dominerende religiøse fællesskab, er det ikke ensbetydende med, at man har ret eller er immun over for usunde tendenser. Til det kommer, at sekter kan indeholde meget, der er sundt og godt.

Page 15: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

16

I det hele taget er det problematisk at sætte lighedstegn mellem majoritetsbeslutninger og sandheden. Skulle kristne i muslimske lande tage fejl, fordi de er i mindretal, eller omvendt? At være i mindretal kan aldrig være ensbetydende med, at man tager fejl. De trossamfund, der er store i dag, begyndte alle som minoriteter. Der er faktisk nogle, der mener, at det falske begyndte, da små trossamfund voksede sig store og mægtige og derfor glemte deres rødder. Den opfattelse deles både af forskere og af menigmand.

Man kan så stille lidt mere skarpt og sige, at grænsen skal trækkes mellem kætterier og det sande fællesskab. Den opfattelse kan jeg godt tilslutte mig. For hvis kætterier repræsenterer det falske, er det kun naturligt at trække grænsen mellem dem og det sande fællesskab. Men hvad er et kætteri? Hvornår er man kættersk? Nogle siger, at kætterier begynder, når man ikke accepterer kirkens vedtagne dogmer. Men her skal man huske, at kætterierne opstod lang tid før dogmerne. De kirkelige dogmer blev faktisk gennem-diskuteret og vedtaget som et resultat af de mange bevægelser og rørelser, der hver især udgav sig for at repræsentere den sande kri-stendom. Bevægelserne var generelt langt mere ekskluderende og intolerante end det, der senere skulle blive den kristne kirke. Det var for at værne om den og det fællesskab, den repræsenterede, at man vedtog dogmer som markører for, om man var indenfor el-ler udenfor. Var man sidstnævnte, blev man betragtet som kætter. Kætteriet eksisterede altså før dogmerne, men det blev det ikke mindre af. Netop fordi et kætteri ikke bliver defineret i kraft af en klar dogmatik, kan man godt være kættersk, selvom man er nok så korrekt rent dogmatisk. Tilslutter man sig dogmerne for at opnå magt eller tilfredsstille selvcentrerede ambitioner, har man allerede meldt sig ud af det kirkelige fællesskab og er de facto en kætter. Det hænger sammen med, at et kætteri ikke kun er noget intel-lektuelt. Kætterier er i endnu højere grad et spørgsmål om levevis og trospraksis. De kan meget vel skjule sig bag nok så korrekte ydre former, hvad Kierkegaard (1813-1855) fremhæver i følgende passage fra Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift,

”Dersom En, der lever midt i Christendommen, gaar op i Guds Huus, i den sande Guds Huus, med den sande Forestilling om Gud i Viden, og nu beder, men beder i Usandhed; og naar En

Page 16: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

17

lever i et afguderisk Land, men beder med Uendelighedens hele Lidenskab, skjøndt hans Øie hviler paa en Afguds Billede: hvor er saa mest Sandhed? Den Ene beder i Sandhed til Gud, skjønt han tilbeder en Afgud; den anden beder i Usandhed til den Sande Gud, og tilbeder derfor i Sandhed en Afgud.”2

Her er det Kierkegaards pointe, at man skal være varsom med at dømme andres tro udelukkende på basis af deres ydre opførsel eller omstændigheder. Et er kontekst, noget andet er indhold. Det sande kan være til stede i en falsk kontekst. Det falske kan være til stede i en sand kontekst. Selv den mest korrekte kirkearkitektur eller viden er ingen garant for, at man har en sand tro. Kætteriet er hinsides kirkebygninger og tankesystemer. Det betyder ikke, at den ene type religiøsitet kan være lige så god som enhver anden. Kierkegaard er ikke i tvivl om, at der er noget, der er sandt. Men det betyder, at sandheden ikke er noget man kan bemægtige sig, som var den en ting. Sandheden skal leves, mere end den skal læres. Som Kierkegaard påpeger, kan man være ikke-kættersk, selvom man ikke kender alle dogmerne endsige forstår dem til fulde. Omvendt kan man beklæde de højeste embeder inden for kirken og alligevel være kættersk. Martin Luthers anklage mod romerkirken bestod netop i, at den var blevet kættersk, fordi den ikke efterlevede de bibelske grundsandheder. Bruger man kætteri som grænsemarkør for det sande og falske, skal man altså holde sig for øje, at problemet ikke kun er ideologisk. Det er i endnu højere grad relationelt. Det falske fællesskab indebærer falske relationer. Det sunde fællesskab insisterer på de sande.

Psykologi

Andre mener, at grænsen mellem det sunde og syge menneskelige fællesskab skal bestemmes ud fra anerkendte psykologiske krite-rier. Det indebærer, at skillelinjen går ved normalitet og anorma-litet. Det sunde er det normale. Det usunde er det anormale. Den sondring kan være berettiget i mange sammenhænge, ikke mindst, når der er tale om ekstreme tilfælde. Da sektleder Jim Jones i 1978 iværksatte kollektivt selvmord i Guyana med 908 af sine tilhæn-

2 Søren Kierkegaard, ’Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift’, SKS 7, København, Søren Kierkega-ard Forskningscentret, Gads Forlag 2002, s. 184

Page 17: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

18

gere ved at drikke forgiftet saftevand, var der tydeligvis noget galt med både ham og dem. Ingen tvivl om det. Det skal man ikke være psykolog for at gennemskue, om end man måske nok skal være psykolog for at kortlægge de mekanismer, der låste Jones og hans tilhængere fast i et ødelæggende fællesskab. I mindre ekstrem udgave er det tydeligvis usundt for arbejdsmiljøet i en virksomhed, hvis lederen udviser grænsepsykotisk adfærd ved at kontrollere medarbejderne med råb eller gråd eller andre magtmidler, der ikke bliver kritiseret. Det er der skrevet mange bøger om.

Sondringen mellem normalitet og anormalitet er imidlertid også behæftet med en del problemer. Den kan inspirere til, at man presser en anormalitetsmodel ned over hovedet på alle medlem-mer af et givent fællesskab uden at undersøge, om de rent faktisk er unormale. Da jeg var medlem af Moon-bevægelsen, blev jeg konstant mistænkt for at være lige så psykologisk ustabil som tilhængerne af Jonestown, hvorfor mangen en enkeltperson eller skoleklasse, der besøgte vores fællesskab pænt takkede nej, når de blev tilbudt et glas saftevand eller en kop the – ikke sjældent ved at kaste et indforstået blik på deres kammerater – når tilbuddet om en forfriskning kom. Ligeledes inspireret af skrækscenarier, der aldrig havde set dagens lys i Moon-bevægelsen, havde talrige aftalt med forældre og pårørende, at de skulle kontakte politiet, hvis ikke de var ude af vores center efter et par timer. Ja, her skal jeg lade det være usagt, hvem der var normale og unormale.

Grundlæggende mener jeg, at sondringen mellem normalitet og anormalitet er misvisende, når det drejer sig om at afsløre sunde og syge menneskelige fællesskaber. I hvert fald hvis man vil afsløre dem ved roden. Man kan godt være anormal og samtidig være med i et sundt menneskeligt fællesskab. Sunde menneskelige fæl-lesskaber er netop kendetegnet ved at gøre plads til det anormale og anderledes. Omvendt kan man sagtens være normal efter alle gængse kriterier og alligevel være med i noget usundt. Jeg er ikke i tvivl om, at Moon-bevægelsen var et usundt menneskeligt fælles-skab. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at der i vores fællesskab var langt færre tilfælde af selvmord, voldtægter, forbrydelser, narko-mani, alkoholisme, pædofili, og psykiske lidelser end i befolknin-gen generelt. Til det kan man tilføje, at den stereotype opfattelse af et sektmedlem som værende uden humor, selvironi, empati og

Page 18: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

19

respekt for andres tro overhovedet ikke passede på os i Moon-bevægelsen. Vi lo meget, ikke sjældent ad os selv. Vi var oprigtigt interesserede i hinanden og engagerede os helhjertet for at forstå og elske andre. Moonier var kendt vidt og bredt for at have usæd-vanlig gode hjerter. Til det kommer, at vi nærede oprigtig respekt for andre religiøse traditioner og bevægelser. Det muliggjorde et samarbejde, der kastede mange imponerende resultater af sig. Med en ikke ringe stolthed opfattede vi os som langt mere favnende end eksempelvis den traditionelle kristne kirke. Man kan heller ikke sige, at vi var mere normale end Moon. Vi lærte det hele af ham. Far Moon var i det hele taget forbilledlig med hensyn til humor, selvironi, stort hjerte og respekt for andre religiøse traditioner. Ud fra gængse psykologiske kriterier var vores fællesskab altså mere normalt end så mange andres. Det betyder så langtfra, at det også var sundt. Eller rettere, midt i alt det sunde var der noget skræk-kelig usundt, der undslap psykologens blik.

At det usunde kan eksistere side om side med det normale, er en kendsgerning, der i sin mest uhyggelige version bliver ek-semplificeret af Adolf Eichmann. Under Anden Verdenskrig havde Eichmann været hovedansvarlig for at sende millioner af jøder med godsbanevogne til den visse død i naziregimets koncentrations-lejre. Efter krigen flygtede han til Buenos Aires, hvor han levede i skjul, indtil han d. 11. maj 1960 blev taget til fange og bortført af israelske agenter. I Jerusalem blev han d. 11. april 1961 stillet for en krigsdomstol anklaget for ’forbrydelser mod det jødiske folk og menneskeheden’, erklæret skyldig og dømt til døden. Under retssagen fik den politiske filosof, Hannah Arendt (1906-1975), lejlighed til at observere Eichmann på nærmeste hold. I stedet for at blive konfronteret med en dæmonisk psykopat, som hun havde ventet, mødte hun et såre normalt menneske. Eichmann led ikke af grandiose vrangforestillinger. Han betragtede sig selv som en pligtopfyldende funktionær, der blot havde gjort, hvad han havde fået besked på. Det var denne chokerende normalitet hos Eich-mann, som i øvrigt blev bekræftet af adskillige psykologer, der inspirerede Arendt til at skabe udtrykket ’ondskabens banalitet’.

I vor egen tid eksemplificerer Anders Behring Breiviks mas-sakre på Utøya i 2011 noget lignende. Til trods for at mange helst så ham erklæret psykotisk i gerningsøjeblikket eller sindssyg slet og

Page 19: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

20

ret, vidner hans minutiøse planlægning og reaktion efter tilfange-tagelsen snarere om et menneske, der er i forbavsende balance med sig selv og derfor mindst lige så normal som Eichmann. Med dette vil jeg ingenlunde sætte lighedstegn mellem disse menneskers for-brydelser og det, vi foretog os i Moon-bevægelsen. Jeg ønsker blot at illustrere, hvorledes det normale kan gå hånd i hånd med det usunde.

Jura

Endelig findes der en tredje gruppe, og det er angiveligt den stør-ste, der mener, at skillelinjen mellem det sunde og usunde skal trækkes af domstolen. Holder man sig inden for lovens ramme, er man sund. Træder man udenfor, er man det modsatte. På den måde er det ikke op til vilkårlige personer at definere, hvad der er sundt. Det er op til den enkelte under den forudsætning, at vedkommende ikke bryder loven. Over for loven er alle lige, hvad enten man er mere eller mindre religiøs, og hvad enten man er religiøs eller ej. Ligesom det var tilfældet med det religiøse og psy-kologiske perspektiv, er der meget, der taler for denne juridiske tilgang. Et retssamfund udmærker sig netop ved, at alle er lige for loven, uanset hvilken gruppering man tilhører eller tilslutter sig. Det skaber muligheden for, at man ikke øremærker det usunde på forhånd eller begrænser det til særlige grupper. Ligesom den græske gudinde for retfærdighed, Dike, var blind, fordi hun be-tragtede alle lige, åbner det juridiske perspektiv for et samfund, hvor man i grunden kan lukke øjnene for, hvad andre mennesker foretager sig, bare de ikke bryder loven. Men ligesom de religiøse og psykologiske indfaldsvinkler viste sig at være mangelfulde, således også de juridiske. Usunde fællesskaber kan være krimi-nelle. Det kender man fra bandemiljøer. Men de behøver ikke at være det. Både Moon-bevægelsen og Jehovas Vidner er ekstremt moralistiske bevægelser. Jeg tror ikke, at man kan finde et eneste eksempel på, at et medlem af Moon-bevægelsen her i landet, eller for den sags skyld i Skandinavien, er blevet straffet for en alvorlig forbrydelse. Strafferegistret for medlemmer af Jehovas Vidner er sikkert også mindre fyldigt end for samfundsborgere generelt. Al-ligevel mener jeg, at begge bevægelser repræsenterer noget usundt.

Page 20: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

36

Selv en gudbenådet fodboldspiller som Messi, der både i 2011 og 2012 figurerede på magasinet Times liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer, gør korsets tegn, når han har scoret et mål, og det gør han klogt i. Som sagt er der tale om et tema, der vedrører os alle. Det er vævet ind i den menneskelige tilværelses grundstruktur. Med rette følger det den filosofiske og teologiske diskussion helt fra begyndelsen af den menneskelige civilisation.

Skolen i Athen

Allerede i det antikke Grækenland opstod forskellige skoler, der henholdsvis repræsenterede det absolutte og det relative. Fortale-ren for det absolutte var filosoffen Parmenides (ca. 515 f. Kr-540 f. Kr). Ifølge Parmenides er der slet intet relativt. Det er kun et sansebedrag. Det lyder helt vildt. Følger man hans tankegang, giver det imidlertid en slags mening. Parmenides ræsonnerer som følgende: Det, der er, er. Det, der ikke er, er ikke. Det betyder, at når vi siger, at en ting ikke er noget, drejer det sig i virkeligheden om en talefejl. Man kan selvfølgelig ikke være noget, man ikke er. Det betyder igen, at der ikke længere er noget, der afgrænser det ene fra det andet, for afgrænsningen består netop i, at den ene ting ikke er som den anden. Det fører til den logiske konklusion, at alt i virkeligheden er ét. Enhver begrænsning i rum, såvel som tid, er en illusion, et sansebedrag. Tilbage bliver en virkelighed, der er, hvad den er; absolut, én og uforanderlig. At det ikke er gået op for os, viser blot, hvor svært det et at tænke sig ordentligt om. Så langt Parmenides; med logisk stringens betonede hans skole, at alt er absolut.

I den modsatte grøft af Parmenides har vi sofisterne. Takket være Platon har sofisterne fået et forfærdeligt ry. Egentlig var deres ærinde mere legitimt end eftertiden har ladet det vide. De proteste-rede mod Parmenides og sagde, at hvor logisk hans argumentation end var, repræsenterede den noget vrøvl. Selvfølgelig kan man tale om, at virkeligheden er relativ. Faktisk er den ikke andet. Hvordan man end vender og drejer det, er menneskers forklaringer, udsagn og domme altid relative. I den forstand findes det absolutte slet ikke, i hvert fald ikke som noget, man kan holde sig til. Bedre tjent er man med at følge sine egne anskuelser og overbevise andre om,

Page 21: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

37

at de er de rigtige. Ikke fordi de nødvendigvis er sande, men fordi de bliver præsenteret på den mest overbevisende måde. I sidste ende er alt alligevel relativt. Det ene kan være lige så godt som det andet. Succes tilfalder den, der kan navigere på foranderlighedens hav med de bedste argumenter som sine sejl og årer.

Platons filosofiske genialitet bestod i, at han forenede de to filosofiske skoler i et system, hvor der både var plads til det abso-lutte og det relative. Det absolutte var repræsenteret med ideernes verden; det sande, det skønne og det gode, der udgør en enhed. Det relative var repræsenteret med fænomenernes verden, vi oplever og tolker med sanserne. Da kroppen er relativ og begrænset, vil sanseindtrykkene altid bære det relatives kendetegn. Men da intel-lektet kan forholde sig til det absolutte, er vejen åben for, at man langsomt kan bevæge sig opad fra det jordiske til det himmelske, fra det relative til det absolutte, indtil man til sidst skuer det sande, det skønne og det gode direkte. Ifølge Platon er kærligheden den kraft der gør bevægelsen mulig. Kærligheden, eros, sætter men-nesket i stand til at påbegynde en rejse mod åndelig udvikling og indsigt, der fører det opad, så det løsrives fra fænomenernes be-grænsede verden og forenes med det absolutte, udødeliggjort ved hjælp af den filosofiske indsigt.

Med Platons elev, Aristoteles, bibeholdes spændingen mellem det absolutte og det relative, men på en sådan måde, at det abso-lutte kommer mere ned på jorden. I modsætning til Platon mente Aristoteles, at ideerne ikke er lokaliseret oven over tingene, i en eller anden idéverden, men direkte i tingene. Vi skal altså lære at leve med det absolutte i den sanselige virkelighed, vi erfarer her og nu. Samhørigheden og forskellen mellem den platoniske og aristo-teliske verdensopfattelse er på en fantastisk måde illustreret med Rafaels Skolen i Athen. Skolen i Athen er et renæssancemaleri fra 1509-10, der gengiver de forskellige filosofiske skoler, der igen er repræsenteret af forskellige personer med forskellige klædedragter helt i renæssancens individorienterede ånd. Dér står Parmenides, opslugt af egne tanker. Dér ligger Diogenes, henslængt på trappen, fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Dér står Sokrates i diskussion med en politiker og en dramatiker. Dér sidder Pytha-goras optaget af en bog med matematiske formler. Dér står Arki-medes med et måleinstrument med hvilket, han kan måle og veje

Page 22: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

38

verden. Og så fremdeles. I midten af billedet, og som det naturlige centrum og udgangspunkt for alle diskussionerne, ser vi Platon og Aristoteles. De befinder sig tydeligvis i en diskussion, den vigtigste af alle. Hvad den nærmere består i, røber deres kropsholdninger. Platon peger med fingeren opad mod ideernes absolutte verden. Under armen holder han sit værk, Timaeus, der beskriver, hvor-ledes universet blev skabt af Gud med absolutte treenige model-ler som forbilleder. For en ordens skyld holder han Timaeus på en sådan måde, at bogen selv peger vertikalt opad. Hans blik er indadvendt, og de bare fødder formelig letter fra jorden. Det er tydeligt, at Platons tyngdepunkt er den evige idéverden. Ikke helt således er det for Aristoteles. Han har begge fødder, der i øvrigt er iklædt sko, solidt plantet på jorden. Her er tyngdepunktet jorden, ikke himlen. Med udstrakt arm peger han med hånden ud og ned mod den jordiske virkelighed. Under den anden bærer han sit ho-vedværk, Etikken, der udstikker de etiske retningslinjer for livet i denne verden under mottoet ’den gyldne middelvej’. Naturligvis holder han bogen horisontalt ved at støtte den mod lænden. Hans blik er klart som Platons, men mere udadskuende. Tilsammen siger billedet det hele. Verdenshistorien og menneskelivet afgøres i spørgsmålet om, hvordan forholdet skal være mellem det abso-lutte og det relative. Det spørgsmål er alle filosofiers moder. Af det spørgsmål er den vestlige civilisation blevet født. Af det spørgsmål skal den fødes på ny. Det er mottoet for Skolen i Athen.

Ikon og idol

Hvad der kan siges om filosofiens vægtlægning på forholdet mel-lem det absolutte og det relative, gør sig i mindst lige så høj grad gældende for teologien. Det er et topprioritet tema for de bibelske forfattere. Det fremgår eksempelvis i skabelsesberetningerne om mennesket og det jødiske folk. Med hensyn til førstnævnte står der,

”Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de lig-ner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte

Page 23: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

39

mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”13

Her bliver mennesket skabt i Guds billede med et enormt po-tentiale. Det får mandat til at udfolde den gudgivne kreativitet i himlen, på jorden, havet og i forholdet mellem kønnene. Men det bliver vel at mærke skabt i Guds billede, ikke som en anden gud. Forskellen mellem Gud og mennesket bliver betonet. Gud er absolut. Mennesket er relativt. Og selv om Gud kan se sig afspejlet i mennesket og i relationen mellem mennesket og skabelsen, for så vidt mennesket skal ’herske’ over den, er ingen sammensmeltning mulig. Den gode verden begynder med, at man kan kende for-skel på Gud og mennesket. Grænsen er hårfin, men altafgørende. Glemmer man det absolutte, forfalder man til et dyr. Glemmer man det relative, ophøjer man sig selv til at være en gud. Begge dele er upassende for et menneske.

I det, man kan kalde skabelsesberetningen om det israelske folk, bliver forholdet mellem det absolutte og det relative også tildelt en helt central rolle. Den beretning falder sammen med Moses’ modtagelse af De Ti Bud på Sinajbjerget. Mere end noget andet er det de bud, der danner grundlaget for israelitternes sam-fundsforståelse. Lige før buddene bliver givet, siger Gud,

”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af træl-lehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.”14

Uden nogen som helst mulighed for diskussion indledes De Ti Bud med en voldsom understregning af forskellen på det absolutte (skaberen) og det relative (det skabte). Der er kun én Gud, hvor mange guder der så end er i omløb. Mennesket må ikke forveksle det skabte, om det så er i himlen, på jorden, i vandet, eller no-get det selv har fremstillet, med skaberen. En skarp kile placeres mellem Gud og alt andet. Overholdes den afstand, er der ingen

13 1 Mosebog 1,26-2714 2 Mosebog 20,2-6

Page 24: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

III

De færdige forklaringers paradis

Page 25: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

111

Det usunde fællesskabs andet kendetegn er ’de færdige forkla-ringers paradis’. Jeg benytter denne betegnelse, for det sekteriske miljø indebærer, at man får en række forklaringsmodeller, der besvarer alle væsentlige spørgsmål mellem himmel og jord én gang for alle. På den måde ophøjes et partikulært perspektiv til at være hele sandheden.

Hvis jeg atter tager afsæt i mit eget engagement, er der for Moon-bevægelsens tilhængere ingen tvivl om, at Moon har bragt den endegyldige åbenbaring. Det understreges allerede i indled-ningen til Det Guddommelige Princip, som populært sagt er moo-niernes bibel,

”I tidens fylde har Gud sendt en person til denne jord for at løse menneskelivets og universets fundamentale problemer. Hans navn er Sun Myung Moon […] Gennem intens åndelig kom-munikation med Gud og ved at møde Jesus og mange helgener i Paradis, kastede han lys over alle Himlens hemmeligheder.”99

Samme krav på sandheden er kendetegnende for Jehovas Vid-ner, Scientology og mange andre usunde foretagender.

Sekterismens første og andet kendetegn er gensidigt suppleren-de. Hvad man mister af selvstændighed ved at forankre autoriteten i lederen, vinder man i selvværd ved at komme i besiddelse af sand-heden. Usikkerheden forbundet med at have den afgørende auto-ritet uden for én selv, kompenseres med sikkerheden ved at have de rigtige forklaringer på alt, der er værd at forklare, når det gælder ens åndelige udvikling eller verdens frelse. Således går personlig erfaring af utilstrækkelighed hånd i hånd med en privilegeret rolle af historisk betydning. Tilsammen udgør de to kendetegn en sym-biose, der er fængslende, fordi den rummer menneskets erkendelse af skrøbelighed og behov for storhed, dets følelse af ydmyghed og ønske om selvværd, dets oplevelse af afmagt og almagt. Svaghed og styrke sammenkædes i et selvforstærkende kredsløb. I det kredsløb er der både ligevægt og dynamik. Ligevægten bevirker, at man får fred. Man fyldes af en eksistentiel mæthedsfølelse. Samtidig er det hele indlejret i en dynamik, hvor tilværelsens yderpunkter mødes. Det giver indtryk af, at man er i bevægelse, hvad man vitterlig også er. Men der er tale om en falsk dynamik, der parasiterer på den

99 Exposition of the Divine Principle, The Holy Spirit Association for the Unification of World Christianity, 1996, s. 12

Page 26: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

sande. Forskellen på dem er, at den falske dynamik lukker sig om sig selv med færdige meninger og forklaringer på alt, medens den sande bryder cirklen i åbenhed og modtagelighed over for noget, der er større og dybere.

Hjernevaskmyten

Hvad bevirker, at folk accepterer totalløsninger på livets spørgs-mål? En af de mest sejlivede forklaringer er, at det må skyldes hjernevask. Den teori er blevet fremført både i såkaldt forsknings-baserede publikationer og i medierne en masse. Men hjernevask er en dårlig forklaring. Det bliver tydeligt, når man undersøger begrebets historiske oprindelse. Selve betegnelsen ’hjernevask’ blev introduceret til den vestlige verden, da den amerikanske udenrigs-korrespondent Edward Hunter i 1951 udgav bogen, Brainwashing in Red China.100 Hunter beskrev, hvordan det kommunistiske styre rensede folk for deres gamle ’kapitalistiske’ overbevisninger under trussel om forfølgelse og straf, ofte med døden som udgang, hvis de ikke accepterede den nye ideologi. Hans oversætter gjorde ham opmærksom på, at denne proces i daglig tale gik under betegnelsen xsi ’vask’ og nao ’hjerne’. Det oversatte han til ’hjernevask’. Dermed var begrebet født. Derefter blev det anvendt til at beskrive hvor-dan nogle tilfangetagne amerikanske soldater under Korea-krigen (1950-53) efter tortur gav afkald på kapitalismen og tilsluttede sig kommunismen. Slutresultatet var, at de tidligere så patriotiske amerikanere vendte hjem som dedikerede kommunister. Som det kan forstås, er der tale om en voldelig form for indoktrinering. Det fremgår også af Merriam-Webster’s definition på hjernevask,

”Den tvungne anvendelse af forlænget og intensiv indoktrine-ring, der nogle gange inkluderer mental tortur i et forsøg på at påvirke nogen til at opgive grundlæggende politiske, sociale eller

100 Edward Hunter, Brainwashing in Red China: the calculated destruction of men’s minds, New York, Vanguard Press, 1951, samt Edward Hunter Brainwashing : The story of men who defied it, New York, Farrar, Straus and Cudahy, 1956

112

Page 27: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

religiøse overbevisninger og holdninger og til at acceptere modsat-rettede, ensrettede ideer.”101

Nu kan man spørge sig selv, hvorledes ’mental tortur’ skal for-stås, men at der er tale om et ufrivilligt overgreb, kan der ikke være nogen tvivl om. Noget sådant praktiserede vi imidlertid ikke i Moon-bevægelsen. Selvfølgelig har der været et pres, både for at få folk til at tilslutte sig og for at få medlemmer til at blive. Vi var jo overbevist om, at vi havde sandheden. Men hvis man sammen-ligner de metoder, vi brugte, med dem, man eksempelvis benytter hos psykologen, i kirken, sportsklubben, reklamebranchen, for-retningsverdenen, (vi undlader militæret!) så gjorde vi intet, der berettiger betegnelsen hjernevask. Eller sagt på en anden måde; Hvis vi var hjernevaskede, var så mange andre det også, men så giver det ikke mening at øremærke betegnelsen til nogle særlige grupper. Lad mig understrege det én gang for alle: Hjernevask, forstået som den voldelige, eller ikke-voldelige, brug af en række teknikker, fandtes ganske enkelt ikke inden for Moon-bevægelsen.

Der foreligger ikke en eneste videnskabelig dokumentation for, at man kan hjernevaske folk. I Kathleen Taylors bog Brainwashing nævner hun end ikke et konkret eksempel på hjernevask, der kan underbygges og efterprøves med en videnskabelig metode og be-mærker da også, at, ”direkte moderne videnskabeligt bevis for, hvad der sker med hjerner under hjernevask er ikke-eksisterende.”102

Derimod foreligger der adskillige undersøgelser, der afviser teo-rien om hjernevask. Amerikanske forskere gik helt bort fra ideen i 70’erne, fordi den ikke kunne bevises eller efterprøves. Hvad angår påstande om hjernevask i Moon-bevægelsen, er sociologiprofessor Eileen Barkers bog The Making of a Moonie den klassiske tilbage-visning.103 Efter at have kulegravet bevægelsens hvervningsmetoder og interviewet eksmedlemmer og medlemmer gennem adskillige år konkluderer hun,

”Der er intet tegn på, at Moonierne benytter nogen som helst form for tvang, eller at diæten eller kursusaktiviteterne alvorligt

101 Webster’s Third New International Dictionary of the English language, unabridged, Köln, Köne-mann, 1993102 Kathleen Taylor, Brainwashing, The science of thought control, Oxford, Oxford University Press, 2004, s. x103 Eileen Barker, The making of a Moonie. Choice or brainwashing? London, Ashgate, 2002

113

Page 28: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

svækker gæsternes biologiske funktioner i en sådan grad, at de ville blive bedømt til at være ude af stand til at opføre sig ’normalt’, hvis de havde været i et andet socialt miljø på det tidspunkt.” 104

Den internationalt anerkendte forsker Bryan Wilson under-streger også frivillighedsaspektet,

”At blive sekteriker er et frivilligt valg: Det indebærer ekspo-nering for sektens ideologi og adfærd; en eller anden form for bevidst beslutning eller række af beslutninger, og en efterfølgende socialiseringsproces, der får individet til at udtrykke sine behov og tilfredsstille sine behov på måder, der afviger fra flertallet af mennesker.” 105

Det siger også sig selv, at hvis medlemmer af eksempelvis Moon-bevægelsen var blevet rekrutteret ved hjælp af fysisk vold eller mental tvang, ville lovovertræderne være blevet arresteret og organisationen forbudt. Sådan kan man hverken opbygge eller vedligeholde en international bevægelse. Til trods for hjernevask-teoriens udbredelse både i den akademiske verden og i medierne generelt, holder den ikke vand. Den er en myte, spundet i uviden-hedens land, på dovenskabens væv, med de billige forklaringers tråde.

Mennesker, ikke maskiner

Når jeg slår så hårdt ned på myten om hjernevask, er det ikke for at beskytte folk i Moon-bevægelsen eller andre, der bliver anklaget for at gøre, hvad de gør på grund af hjernevask. Det skyldes sna-rere det modsatte. Hjernevaskmyten frikender mennesker for an-svar. Det gælder både dem, der anklages for at være hjernevaskede og dem, der anklager. Hvad angår førstnævnte bliver de reduceret til at være et passivt materiale, noget man kan vaske, program-mere, eller deprogrammere, som var der tale om en maskine eller en computer. Deprogrammering var et udtryk, der blev opfundet af en amerikaner ved navn Ted Patrick i begyndelsen af 70’erne. Patrick havde gjort kidnapning af sekterikere, i særdeleshed moo-

104 Eileen Barker, The making of a Moonie. Choice or brainwashing? London, Basil Blackwell, 1984, s. 233105 Bryan Wilson, The social dimensions of Sectarianism, sects and new religious movements in contemporary society, Oxford University Press, Oxford, 1990, s. 196

114

Page 29: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

115

nier, til sin levevej og tilsluttede sig helt myten om hjernevask. Computerindustriens fremmarch på daværende tidspunkt virkede givetvis motiverende for hans valg af udtrykket deprogrammering. Men en computer er og bliver en maskine, og mennesker er ikke maskiner. Menneskelige fællesskaber består aldrig af nogle, der er fuldstændig aktive og andre, der er det modsatte. Der er tale om en kollektiv proces, hvor man gensidigt inspirerer og støtter hinanden. Faktisk er der for langt de fleste sekters vedkommende tale om betydelige optagelseskrav, der fordrer et helt bevidst valg fra tilhørernes side. Hvor meget man end ønsker at være med i Jehovas Vidner, bliver man ikke accepteret, medmindre man til-egner sig bevægelsens lære. Hvor meget man end ønsker at blive indoptaget i Scientology, skal man først på kursus. Ligeledes med Moon-bevægelsen. Først når man har tilegnet sig bevægelsens lære på det ene seminar efter det andet og begyndt at benytte dens særegne sprogbrug, kan man blive fuldgyldigt medlem. Det nytter altså ikke noget, at undskylde mennesker med, at de er blevet hjer-nevasket og derfor ikke selv har et ansvar. Så let skal de ikke slippe!

Med hensyn til dem, der anklager andre for at være hjerne-vasket, er det også problematisk. De er med til at opretholde et billede af nogle fællesskaber, bestående af fjernstyrede robotter, der ikke findes. Det siger sig selv, at man ikke behøver, at vise den slags mennesker/maskiner respekt. Eller rettere, for at hjælpe dem, er det helt legitimt at tilsidesætte sædvanlige menneskerettigheder og behandle dem, som de maskiner, de er. Ud af denne forskruede virkelighedsopfattelse er der givet grønt lys for kidnapning med efterfølgende deprogrammering af hjernevaskede medlemmer. Vi taler ikke om få enestående tilfælde. Vi taler om tusindvis af kidnapninger af Moon-bevægelsens medlemmer gennem 70’erne og 80’erne, hvor både lovgivningsmagten og medierne vendte det blinde øje til, når voksne mennesker blev bortført med vold og magt.

Kidnapningen af Jørgen Pedersen

Herhjemme husker mange sikkert kidnapningen af Jørgen Peder-sen fra Bording. Han var gået ind i Moon-bevægelsen i Amerika, hvor jeg for øvrigt selv mødte ham i 1986 på en ’Diner’ i New

Page 30: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Find denne

bog

og mange andre gode

titler på

www.rpc.dk

Page 31: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel
Page 32: Sunde og syge fællesskaber uddrag hel

Hvor går grænsen mellem et sundt og et sygt fællesskab? Kan man være med i et usundt fællesskab uden at vide det? Hvordan hjæl-per man mennesker til at erkende det usunde i noget, der egentlig er godt? Hvad markerer skillelinjen mellem sandt og falskt? Hvor-dan de� nerer og håndterer man normalitet? Og hvor skal man gå hen for at � nde brugbare svar på disse vanskelige spørgsmål? Kan psykologien, religionen, juraen eller � loso� en hjælpe os? Eller måske den gode gamle sunde fornu� ? Spørgsmålene er mange og svarene ditto. Martin Herbst tager os gennem både ismer, ideer, religioner og eget levet liv, for at bringe klarhed over det brogede felt; Fællesskaberne. Ethvert menneske lever i, af, for og blandt fællesskaber, og de bevæger sig lige fra dagligdagens naturlige relationer og til mere systematiske og ritualiserede sammenhæn-ge. Bogen er en re� eksion over hvilke mekanismer der gør sig gældende, når vi grupperer os i forskellige sammenhænge. Og hvorfor den store synder, Åndelig dovenskab, konstant puster os fristende i nakken og løber om hjørner med selv vores intellekt. Martin Herbst leverer en opfordring til selverkendelse, der er høj-aktuel i mange sammenhænge. Hvis vi skal ud af det overvåg-ningssamfund, vi erfarer omkring os, er denne bog et godt sted at begynde.

9 788771 150759

ISBN 978-87-7115-075-9