Min kamp I

Min kamp

Karl Ove Knausgård

Ude af verden

„… virkelig et nyt nordisk navn, det skal blive spændende at følge.“

– Jens Andersen, Berlingske Tidende

„Overvældende norsk roman-debut … Ude afverden er cremen af ny norsk prosalitteratur … Jeg er ærlig talt ked af at måtte tage en slem anmelderkliché i brug, men tro mig, det er faktisk svært at lægge bogen fra sig.“

– Svend Skriver, Kristeligt Dagblad

„Knausgård er en usædvanlig begavet iagttager, med et sensitivt og præcist blik for verden… Ude af verden er en vægtig og relevant roman og en opsigtsvækkende debut.“

– Aftenposten

Alting har en tid

„Besættende, overvældende og mægtig. … Vi har nævnt Mykle, vi har antydet Hamsun, vi kunne trække Nabokov frem. … Jeg tror denne roman vil blive læst i det nye årtusind …“

– Dagbladet

„Karl Ove Knausgård debuterer med en roman så skarp, smuk og tragisk, at læseren bliver tavs. I romanens psykologiske orientering skabes der associationer til studier i menneskelivets irratio-nelle sider som de beskrives af store forfattere som Dostojevskij og Hamsun.“

– Morgenbladet

I romanen fortæller forfatteren om sit forhold til sin far og faderens død. Dødsfaldet sætter gang i et stort praktisk og følelsesmæssigt oprydningsarbejde, hvor erindringer om opvæksten i en lille familie i Kristiansand i 1970erne, teenageårene og den problematiske far søn-rela-tion blander sig med refl eksioner over tilværelsens små og store tildragelser.

I MIN KAMP registreres og beskrives alt det, det indebærer at være menneske: tunge, eksistentielle overvejelser; små, pinlige fortrædeligheder; sårbarhed og smerte, og roma-nen skildrer mesterligt alt det, der er indeholdt i ethvert menneskeliv.

MIN KAMP er Karl Ove Knausgårds tredje roman, og den består af seks bind, der udkommer i Norge 2009-2010. Værket har vakt stor opmærksomhed i hjemlandet og har udløst en debat om, hvor tæt på man kan gå i beskrivelsen af hverdagen og de mennesker, der befolker den.

„Knausgård går lige i mellemgulvet … Karl Ove Knausgårds ambitiøse romanprojekt MIN KAMP er en sejr for romankunsten.“

– Information

„Et sjældent brag af en bog. Ingen i hans generation når op i nærheden af Karl Ove Knausgårds kombination af fortælletalent,

stil, observationsevne og originale tanker.“ – Dagens Næringsliv

„Mangfoldig, rig og rystende … stor skrivekunst.“ – Aftenposten

Karl O

ve

Knau

sgård Min kam

p 1

I den selvbiografi ske roman MIN KAMP beskriver forfatteren Karl Ove Knausgård sin kamp for at komme overens med livet, sig selv,

sine litterære ambitioner og de mennesker, han har omkring sig.

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010

Karl Ove Knausgård (f. 1968) modtog Kritikerprisen 1998 for debutromanen Ude af verden, som udkom på dansk i 2005. Alting har en tid (da. 2007) var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I efteråret 2009 udkom første bind af seksbindsværket Min kamp, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010 og blev tildelt Brageprisen, Årets Bog 2009 i Morgenbladet og P2 Lytternes Romanpris.

Omslag: Jill Ann Press/ImperietFoto: © Christina Ottoson

Foto: Thomas W

ågström.

R O M A N | L I N D H A R D T O G R I N G H O F

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010/first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp


Af samme forfatter

Ude af verden

Alting har en tid


Karl Ove Knausgård

Min kampRoman

På dansk ved

Sara Koch

Lindhardt og Ringhof


Min kamper oversat fra norsk efter

Min kampCopyright © Forlaget Oktober as, Oslo 2009

All rights reserved

Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København

Omslag: Imperiet med foto af Christina Ottosson

Bogen er sat med Adobe Garamond hos BookPartnerMedia

og trykt hos Livonia Print Sia

1. udgave, 1. oplag,

Printed in Latvia 2010

ISBN: 978-87-1142-7286

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,

der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Udgivet med oversættelsesstøtte fra NORLA.

Det første citat af Nietzsche på side 245

er oversat af Niels Henningsen, det andet af Jacob Jonia.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Del 1


!"# $%&#'&' &# ()*&' &+,&(': Det slår så længe det kan. Såstopper det. Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stam-pende bevægelse af sig selv, og blodet begynder at løbe mod krop-pens laveste punkt, hvor det samler sig i en lille sø, synlig udenpåsom et mørkt, blødt punkt på den stadig hvidere hud, alt imenstemperaturen synker, lemmerne stivner og tarmene tømmes. Deførste timers forandringer foregår så langsomt og bliver udførtmed så meget sikkerhed at der næsten er noget rituelt over det,som om livet kapitulerer efter bestemte regler, en slags gentlemen’sagreement, som også det dødes repræsentanter retter sig efter, idetde altid venter til livet har trukket sig ud før de begynder invasi-onen af det nye landskab. Så er den til gengæld uigenkaldelig. Deenorme sværme af bakterier, der begynder at sprede sig i kroppensindre, kan intet standse. Hvis de havde forsøgt bare et par timertidligere, ville de straks have mødt modstand, men nu er der heltstille omkring dem, og de trænger stadig dybere ind i det fugtigemørke. De når de Haverske kanaler, de Lieberkühnske krypter, deLangerhanske øer. De når Bowmans kapsel i Renes, Clarks søjle iSpinalis, den sorte substans i Mesencephalon. Og de når hjertet.Det er stadig intakt, men frarøvet bevægelsen, som hele dets kon-struktion er indrettet efter, der er noget mærkeligt ødselt ved det,som et anlæg arbejderne har måttet forlade i huj og hast, kan manforestille sig, de ubevægelige køretøjer der lyser gult mod skovensmørke, barakkerne der ligger tomme, vognene i tovbanen derhænger fuldlastede én efter én op ad bjergsiden.

7


I det øjeblik livet forlader kroppen, tilhører kroppen det døde.Lamperne, kufferterne, dørhåndtagene, vinduerne. Markerne,moserne, bækkene, bjergene, skyerne, himmelen. Intet af dette erfremmed for os. Vi er bestandigt omgivet af den døde verdensgenstande og fænomener. Alligevel er der få ting der vækker størreubehag i os end at se et menneske fanget i den, i hvert fald hvisman skal dømme efter de anstrengelser vi gør os for at holde dedøde kroppe ude af syne. På store hospitaler gemmes de ikke alenevæk i egne, utilgængelige rum; også vejene dertil er skjulte, de haregne elevatorer og særlige kældergange, og selvom man ved et til-fælde skulle forvilde sig ind i en af dem, er de døde kroppe, dertrilles forbi, altid tildækkede. Når de så skal transporteres frahospitalet, sker det fra en særlig udgang, i biler med mørke ruder;i kirken findes der et eget rum til dem uden vinduer; under begra-velsesceremonien ligger de i lukkede kister helt frem til de sænkesi jorden eller brændes i ovnen. Det er vanskeligt at se at dennefremgangsmåde skulle have et praktisk formål. De døde kroppekan for eksempel godt trilles utildækket gennem sygehusets gangeog blive fragtet derfra i en almindelig taxa uden at det vil udgørenogen risiko for nogen. Den ældre mand der dør under en bio-grafforestilling, kan lige så godt blive siddende i sædet til filmen erfærdig, og under næste forestilling. Læreren der får et slagtilfældei skolegården, behøver ikke at blive kørt væk med det samme, derer ingen skade sket hvis han bliver liggende til pedellen har tid,heller ikke selvom det først er ud på eftermiddagen eller aftenenengang. Hvis en fugl skulle sætte sig og hakke på ham, hvad bety-der det dog? Ville det være bedre, det der venter ham i graven,bare fordi vi ikke kan se det? Så længe de døde ikke ligger i vejen,er der ingen grund til hastværk, de kan jo ikke dø en gang til. Kul-deperioderne om vinteren er vel særlig gunstige i den henseende.De hjemløse der fryser ihjel på bænke og i porte, selvmordere derhopper ud fra høje bygninger og broer, ældre kvinder der falder i

8


trappeopgange, omkomne der sidder fast i bilvrag, den unge fyrder halvdrukken falder i havet efter en aften i byen, det lille pige-barn der havner under hjulene på en bus, hvorfor dette hastværkmed at få dem i skjul? Anstændighed? Hvad ville være mereanstændigt end at pigens mor og far fik lov til at se hende der entime eller to senere, liggende i sneen ved siden af ulykkesstedet,med det knuste hoved og resten af kroppen til åbent skue, detblodstænkede hår og den rene dynejakke? Åbent mod verden,uden hemmeligheder, sådan ville hun ligge. Men selv den enetime i sneen er utænkelig. En by der ikke holder sine døde ude afsyne, hvor man kan se dem ligge i gader og stræder, i parken og påparkeringspladser, er ikke nogen by, men et helvede. At dette hel-vede afspejler vores livsvilkår på en mere realistisk og dybest setmere sand måde, spiller ingen rolle. Vi ved at det er sådan, men vilikke se det. Deraf den kollektive fortrængning som hengemnin-gen af de døde er et udtryk for.

Nøjagtig hvad der fortrænges, er derimod ikke lige så let atforklare. Døden i sig selv kan det ikke være, dertil er dens nær-vær i samfundet alt for stort. Hvor mange døde der nævnes i avi-serne eller vises i nyhederne per dag, varierer lidt af forholdene,men fra det ene år til det andet er antallet formodentlig nogen-lunde konstant, og siden det er spredt ud over så mange kanaler,så godt som umuligt at undslippe. Den død virker imidlertid ikkeså truende. Tværtimod er den noget vi gerne vil have, og noget vigerne betaler for at se. Tæller man også de ufattelige mængder afdød som fiktionen producerer, med, bliver systemet der holder dedøde ude af syne, endnu vanskeligere at forstå. Hvis ikke dødensom fænomen skræmmer os, hvorfor så dette ubehag over for dedøde kroppe? Det må enten betyde at der findes to slags død, ellerat der findes en modsætning mellem vores forestilling om dødenog døden som den egentlig arter sig, hvilket i grunden kommerud på ét: Det væsentlige i denne sammenhæng er at vores fore-

9


stilling om døden hænger så stærkt sammen med bevidstheden, atvi ikke alene bliver rystet når vi ser virkeligheden afvige fra den,men også forsøger at skjule den med alle midler. Ikke som resultataf en bevidst overvejelse af nogen art, som tilfældet har været medriterne, for eksempel begravelsen, hvis indhold og mening i vorestid er til forhandling, og således er blevet flyttet fra det irrationel-les sfære til det rationelles, det kollektives til det individuelles– nej, måden vi trækker de døde væk på, har aldrig været til dis-kussion, det har altid bare været noget vi har gjort ud fra en nød-vendighed ingen kan begrunde, men alle kender: Dør din far udepå græsplænen en forblæst efterårssøndag, bærer du ham ind hvisdu kan, og hvis du ikke kan, dækker du ham i det mindste til medet tæppe. Men den impuls er ikke den eneste vi har i forhold til dedøde. Lige så påfaldende som at alle lig skjules, er det faktum at dealtid fragtes ned på niveau med jorden så hurtigt som muligt. Deter nærmest utænkeligt at et hospital skulle anlægge obduktions-stuer og ligrum i bygningens øverste etager. De døde opbevarerman så tæt på jorden som muligt. Og det samme princip kanoverføres til de bureaukrater der håndterer dem: Et forsikringssel-skab kan godt have kontorer på ottende etage, men ikke en bede-mand. Alle bedemænd har kontorer så tæt på gadeplan sommuligt. Hvad det skyldes, er ikke så nemt at forklare; man kunnevære fristet til at tro at det stammede fra en gammel konventionder oprindeligt havde en praktisk funktion, for eksempel at kæl-deren var kold og dermed bedst egnet til at opbevare ligene i, og atdet princip er blevet bevaret helt frem til vores tid med køleskabeog fryserum, havde det ikke været fordi tanken om at fragte dedøde opad i bygningerne faktisk virker naturstridig, som omhøjde og død gensidigt udelukker hinanden. Som om vi var ibesiddelse af en slags ktonisk instinkt, noget dybt i os der vil fragtevores døde ned mod den jord vi kommer af.

10


Det kan dermed se ud som om døden bliver distribueret gen-nem to forskellige systemer. Det ene er forbundet med hemme-ligholdelse og tyngde, jord og mørke, det andet med åbenhed,æter og lys. En far og hans barn bliver dræbt idet faren forsøgerat trække barnet ud af skudlinjen et sted i Mellemøsten, og bil-ledet af dem tæt sammenslynget idet kuglerne slår ind i kødet ogligesom får kroppene til at skælve, bliver fanget af et kamera,sendt op til en af de tusindvis af satellitter der går i bane rundtom jorden og spredt ud til verdens tv-apparater, hvorfra de gli-der ind i vores bevidsthed som endnu et billede af døde ellerdøende. Billederne har ingen vægt, ingen udstrækning, ingen tidog intet sted og har heller ikke forbindelse til de kroppe deengang kom fra. De er ingen steder og alle steder. De fleste afdem glider bare gennem os og forsvinder, nogle af dem bliver afforskellige årsager hængende og lever deres liv i hjernens mørke.En styrtløber falder og får revet pulsåren i låret over, blodetstrømmer efter hende i en rød hale ned ad den hvide bakke, huner død allerede før kroppen standser. Et fly letter, flammerne stårud fra vingerne idet flyet stiger, himmelen over husene i forsta-den er blå, flyet eksploderer i en kugle af ild under himmelen.En fiskekutter synker ud for den nordnorske kyst en aften,mandskabet på syv drukner, næste morgen står hændelsenbeskrevet i alle aviserne, for det er et såkaldt mysterium, vejretvar godt, og der blev ikke sendt noget nødsignal fra båden, denforsvandt bare, noget tv-redaktionerne den aften understregedeved at flyve over ulykkesstedet med helikopter og vise dettomme hav. Det er overskyet, de grågrønne dønninger er roligeog tunge, ligesom i besiddelse af et andet temperament end dekrappe, hvidskummende toppe der bryder frem hist og her. Jegsidder alene og ser det engang i løbet af foråret, tror jeg, for minfar går ude i haven og arbejder. Jeg stirrer på havoverfladen udenat høre hvad journalisten siger, og pludselig dukker omridset af et

11


ansigt op. Jeg ved ikke hvor længe det er der, nogle sekundermåske, men længe nok til at det gør et enormt indtryk på mig. Isamme øjeblik ansigtet forsvinder, rejser jeg mig og går ud for atfinde nogen at fortælle det til. Min mor har aftenvagt, min brorspiller kamp, og de andre børn i kvarteret vil ikke høre på mig, såmå det blive far, tænker jeg og skynder mig ned ad trappen, stik-ker fødderne i skoene, putter armene ind i jakkeærmerne, åbnerdøren og løber rundt om huset. Vi må ikke løbe på grunden, sålige før jeg kommer ind i hans synsfelt, sætter jeg farten ned ogbegynder at gå. Han står på bagsiden af huset, nede i det der skalblive til køkkenhave, og slår en forhammer mod en klippesten.Selvom fordybningen han står i, kun er et par meter dyb, har densorte, opgravede jord han står på, og klyngen af rønnetræer dervokser tæt uden for hegnet bag ham, gjort skumringen mere frem-skreden dernede. Da han retter sig op og vender sig mod mig, erhans ansigt næsten helt mørkt.

Alligevel har jeg rigeligt med oplysninger til at vide hvor jeghar ham. Det er ikke i hans ansigtsudtryk det ligger, men ikropsholdningen, og det er ikke med tankerne man aflæser den,men med intuitionen.

Han sætter forhammeren fra sig og tager handskerne af.– Nå? siger han.– Jeg så lige et ansigt i havet i fjernsynet, siger jeg og standser på

græsplænen over ham. Naboen har fældet et fyrretræ lidt tidligereden eftermiddag, og luften er fuld af den stærke duft af harpiks fratræet der ligger opsavet på den anden side af stengærdet.

– En dykker? siger far. Han ved at jeg er interesseret i dykkereog kan vel ikke forestille sig at jeg synes noget andet var så inter-essant at jeg skulle komme ud og fortælle ham om det.

Jeg ryster på hovedet.– Det var ikke et menneske. Det var en slags billede nede i

havet.

12


– En slags billede, siger han og tager cigaretpakken op af skjor-tens brystlomme.

Jeg nikker og vender mig om for at gå tilbage.– Vent lidt, siger han.Han tænder en tændstik og bøjer hovedet lidt frem for at få

tændt cigaretten. Flammen graver en lille hule af lys ud i den gråskumring.

– Sådan, siger han.Efter at have taget et dybt sug sætter han den ene fod op på

klippestykket og stirrer hen mod skoven på den anden side afvejen. Eller måske er det himmelen over træerne han stirrer på.

– Var det Jesus du så et billede af? siger han og ser op på mig.Hvis det ikke havde været for den venlige stemme og den langepause inden spørgsmålet, ville jeg have troet at han gjorde nar admig. Han synes det er lidt pinligt at jeg er kristen; det eneste hanønsker af mig er at jeg ikke skal skille mig ud fra de andre børn, ogaf alle de børn det vrimler med i området, er der ingen andre endhans yngste søn der kalder sig kristen.

Men det er et rigtigt spørgsmål.Jeg mærker et strejf af glæde fordi han virkelig er interesseret,

men samtidig bliver jeg lidt stødt over at han undervurderer migsådan.

Jeg ryster på hovedet.– Det var ikke Jesus, siger jeg.– Det var da godt at høre, siger far og smiler. Langt oppe ad

bakken kan man høre den svage hvislen af cykeldæk mod asfalt.Lyden vokser hurtigt i styrke, og der er så stille i kvarteret at denlave, syngende tone der opstår inde i suset, lyder klart og tydeligtda cyklen umiddelbart efter triller forbi på vejen ved siden af os.

Far tager et nyt hiv af cigaretten og smider den over hegnetselvom den kun er røget halvt, hoster et par gange, tager hand-skerne på og lægger hænderne om forhammeren.

13


– Tænk ikke mere på det, siger han og ser op på mig.

Jeg var otte år gammel den aften, min far var toogtredive. Selvomjeg stadig ikke kan påstå at jeg forstår ham eller ved hvilket slagsmenneske han var, gør det faktum at jeg nu er syv år ældre end hanvar dengang, at enkelte ting bliver lettere at forstå. For eksempelhvor stor forskellen på vores dage var. Mens mine dage var tæt-pakket af mening, hvor hvert skridt åbnede en mulighed og hvermulighed fyldte mig til randen, på en måde der egentlig er ufor-ståelig nu, var hans dages mening ikke samlet i enkeltståendebegivenheder, men spredt ud over flader der var så store at de ikkevar mulige at opfange med andet end abstrakte begreber. »Fami-lie« var et, »karriere« et andet. Få eller ingen uforudsete mulighe-der kan have åbnet sig i løbet af hans dage, han må altid have vidsti store træk hvad de ville bringe og hvordan han skulle forholde sigtil det. Han havde været gift i tolv år, han havde arbejdet somlærer i de store klasser på en folkeskole i otte af dem, han havde tobørn, hus og bil. Han var valgt ind i kommunalbestyrelsen forpartiet Venstre og sad i økonomiudvalget. I vinterhalvåret sysledehan med filateli, og det ikke uden succes, i løbet af kort tid var hanblevet en af landsdelens fremmeste frimærkesamlere, mens det isommerhalvåret var havebrug der optog hans fritid. Hvad hantænkte på denne forårsaften, ved jeg ikke noget om, heller ikkehvad slags billede han havde af sig selv da han rettede sig op i halv-mørket med forhammeren i hænderne, men at der i ham fandtesen følelse af at han forstod verden omkring sig ganske godt, det erjeg ret sikker på. Han vidste hvem alle naboerne i kvarteret var ogi hvilken social position de stod i forhold til ham, og formodentligvidste han også en del om det de helst holdt skjult, både fordi hanunderviste deres børn og fordi han havde et godt blik for andremenneskers svagheder. Som medlem af den nye veluddannedemiddelklasse var han også godt orienteret i den større verden som

14


hver dag blev bragt til ham gennem aviser, radio og fjernsyn. Hanvidste en del om botanik og zoologi eftersom han havde væretinteresseret i det da han var barn, og selvom han ikke ligefrem varvelbevandret inden for de andre naturfag, kendte han i det mind-ste hovedprincipperne fra gymnasiet. Bedre var det med historie,som han foruden norsk og engelsk havde læst på universitetet.Han var med andre ord ikke ekspert i noget, måske bortset frapædagogik, men vidste lidt om alt. I den henseende var han entypisk lærer, vel at mærke fra en tid hvor det at undervise de storeklasser i folkeskolen stadig havde en vis status. Naboen som boedepå den anden side af stengærdet, Prestbakmo, arbejdede somlærer på den samme skole, ligesom naboen der boede oven forskråningen med træer bag huset, Olsen, mens en af naboerne derboede i den anden ende af ringvejen, Knudsen, var viceinspektørpå en anden skole. Så da min far løftede forhammeren over hove-det og lod den falde mod stenen den forårsaften i midten af1970’erne, gjorde han det i en verden han kendte og var fortroligmed. Først da jeg selv kom i samme alder, forstod jeg at der var enpris at betale for det. Når overblikket over verden bliver større,bliver ikke kun den smerte den forårsager, mindre, men ogsåmeningen. At forstå verden er at stille sig i en bestemt afstand tilden. Det der er for småt til at se med det blotte øje, som molekylerog atomer, forstørrer vi op, det der er for stort, som skysystemer,floddeltaer, stjernebilleder, formindsker vi. Når vi så har bragt detinden for vore sansers rækkevidde, fikserer vi det. Det fikseredekalder vi viden. Gennem hele barndommen og ungdommenkæmper vi for at oprette den korrekte afstand til ting og fænome-ner. Vi læser, vi lærer, vi erfarer, vi korrigerer. Så kommer vi en dagtil det punkt hvor alle nødvendige afstande er sat, alle nødvendigesystemer er etableret. Det er der hvor tiden begynder at gå hurti-gere. Den møder ikke længere nogen hindringer, alt er på plads,tiden strømmer gennem vores liv, dagene forsvinder i vild fart, før

15


vi ved af det, er vi fyrre, halvtreds, tres ... Mening har brug forfylde, fylde har brug for tid, tid har brug for modstand. Viden erafstand, viden er stilstand, og meningens fjende. Mit billede afmin far den aften i 1976 er med andre ord dobbelt: På den ene sideser jeg ham som jeg så ham dengang, med den otteåriges øjne,uforudsigelig og skræmmende, på den anden side ser jeg ham somen jævnaldrende, gennem hvis liv tiden blæser og hele tiden riverstørre stykker af mening med sig.

Lyden af forhammer mod sten klingede gennem kvarteret. Derkom en bil kørende op ad den lille bakke fra hovedvejen, denkørte forbi med tændte lygter. Døren hos naboen blev åbnet.Prestbakmo standsede på trappetrinnet og tog arbejdshandsker påmens han ligesom snusede den klare aftenluft ind, så tog han tril-lebøren og gik over plænen med den foran sig. Der lugtede afkrudt fra klippen som far slog imod, fyrretræ fra de oversavedestammer bag stengærdet, nyopgravet jord og skov, og i det lettevindpust fra nord, en snert af salt. Jeg tænkte på det ansigt jeghavde set i havet. Selvom det kun var et par minutter siden jegsidst havde tænkt på det, var alt forandret nu. Nu var det farsansigt jeg så.

Nede i fordybningen holdt han op med at slå.– Står du stadig der?Jeg nikkede.– Gå nu ind med dig.Jeg begyndte at gå.– Og dig? sagde han.Jeg standsede, vendte mig spørgende om.– Lad være med at løbe denne gang.Jeg stirrede på ham. Hvordan kunne han vide at jeg havde

løbet?– Og luk munden, sagde han. – Du ligner jo en idiot.

16


Jeg gjorde som han sagde, lukkede munden og gik langsomtrundt om huset. Da jeg kom om foran, var der masser af børn udepå vejen. De ældste stod i en gruppe med deres cykler der i skum-ringen næsten så ud som om de var en del af deres kroppe. Deyngste legede dåseskjul. Dem der var blevet taget, stod inden foren kridtcirkel på fortovet, mens de andre lå gemt rundt omkringi skoven neden for vejen ude af syne for den der vogtede overdåsen, men ikke for mig.

Lyset fra broen glødede rødt over de sorte trætoppe. Op adbakken kom en ny bil kørende. I lyset fra lygterne kom cyklisternesom de første til syne, et kort glimt af reflekser, metal, dynejakker,sorte øjne og hvide ansigter, derefter de legende børn, som kun vartrådt det nødvendige skridt til side så bilen kunne passere, og nustod spøgelsesagtige og stirrede på den.

Det var Trollnes, Sverres forældre, Sverre som jeg gik i klassemed, men det så ikke ud som om han var med i bilen.

Jeg vendte mig om og fulgte de røde baglygter med blikket tilde forsvandt over bakketoppen. Så gik jeg ind. Først forsøgte jegat ligge på sengen og læse, men jeg havde for meget uro i krop-pen, og gik i stedet ind på Yngves værelse hvorfra jeg kunne seud på far. Når jeg så ham, vidste jeg hvor jeg havde ham, og påen måde var visheden det vigtigste. Jeg kendte hans sindsstem-ninger og havde for længst lært at forudse dem ved hjælp afen slags underbevidst kategoriseringssystem, har jeg sidenhentænkt, hvor forholdet mellem nogle få faste størrelser var nok tilat afgøre hvad jeg havde i vente, så jeg kunne forberede mig. Enslags sindets meteorologi ... Bilens fart op ad den lille bakke optil huset, den tid han brugte på at slukke for motoren, tage sineting og stige ud af bilen, måden han så sig omkring når han låstebildøren, nuancerne i de forskellige lyde der steg op fra gangennår han tog overtøjet af – alt var tegn, alt kunne tydes. Dertilblev lagt information om hvor han havde været, hvor længe han

17


havde været væk og hvem han havde været sammen med, førkonklusionen, som var den eneste del af denne proces jeg varbevidst om, blev draget. Det jeg var mest bange for, var derfornår han bare kom ... Når jeg af en eller anden årsag havde væretuopmærksom ...

Hvordan i alverden havde han vidst at jeg løb?Det var ikke første gang han på uforståelig vis havde afsløret

mig. En aften det efterår, for eksempel, havde jeg gemt en poseslik under dynen i sengen netop fordi jeg havde på fornemmelsenat han ville komme ind på mit værelse og at han ikke under nogenomstændigheder ville tro på min forklaring om hvordan jeg havdefået penge til at købe den. Da han ganske rigtigt kom ind, stodhan og så på mig i et par sekunder.

– Hvad er det du har gemt i sengen? sagde han.Hvordan kunne han vide det?Udenfor tændte Prestbakmo den kraftige lampe der var mon-

teret over den terrasse hvor han plejede at stå og arbejde. Dennye ø af lys, der steg frem fra mørket, var fuld af ting og sagersom han stod helt stille og stirrede på. Stabler af malingsspande,glas med pensler, brænde, træplanker, sammenfoldede presen-ninger, bildæk, et cykelstel, nogle værktøjskasser, dåser medskruer og søm i alle mulige størrelser og faconer, bakker medmælkekartoner fulde af nyspirede blomster, sække med kalk, ensammenrullet haveslange og støttet op ad muren en plade medtegninger af alt muligt værktøj som formodentlig var tænkt tilhobbyrummet i kælderen.

Da jeg kiggede over på far igen, var han på vej over græsplænenmed forhammeren i den ene hånd og spaden i den anden. Jeg toget par hurtige skridt tilbage. Samtidig blev hoveddøren åbnet. Detvar Yngve. Jeg så på uret. To minutter i halv ni. Da han umiddel-bart efter kom gående op ad trappen med den karakteristiske,næsten andeagtige gang med små ryk fremad, som vi havde udvik-

18


let for at kunne gå hurtigt indendørs uden at lave lyde, var hanforpustet og havde røde kinder.

– Hvor er far? sagde han da han var kommet ind på værelset.– Ude i haven, sagde jeg. – Men du kommer ikke for sent. Se,

klokken er halv ni nu.Jeg rakte armen med uret frem.Han gik forbi mig og trak stolen ud fra skrivebordet. Han lug-

tede stadig som der gjorde udenfor. Kold luft, skov, grus, asfalt.– Har du rørt ved mine kassettebånd? sagde han.– Nej.– Hvad laver du så på mit værelse?– Ikke noget, sagde jeg.– Kan du ikke lave det på dit eget værelse?Hoveddøren blev åbnet under os igen. Denne gang var det fars

tunge skridt der gik over gulvet dernede. Han havde taget støv-lerne af udenfor som han plejede, og var på vej ud i bryggerset forat klæde om.

– Jeg så et ansigt i havet i Dagsrevyen, sagde jeg. – Har du hørtnoget om det? Ved du om der er andre der har set det?

Yngve så på mig med et blik der var halvt spørgende, halvt afvi-sende.

– Hvad fabler du om?– Du ved den fiskekutter der sank?Han nikkede kort.– Da de viste det sted hvor den var sunket, i Dagsrevyen, så jeg

et ansigt i havet.– Et lig?– Nej. Det var ikke et rigtigt ansigt. Det var havet der formede

en slags billede af et ansigt.Han så på mig et øjeblik uden at sige noget. Så drejede han

pegefingeren rundt ved tindingen.– Tror du ikke på mig? sagde jeg. – Det er sandt.

19


– Det der er sandt, er at du er et nul.Da far samtidig slukkede for vandhanen dernede, tænkte jeg at

det nok var bedst at gå ind på mit værelse nu, så jeg ikke risikeredeat møde ham ude i gangen. Samtidig ville jeg ikke lade Yngve fådet sidste ord.

– Det er dig der er et nul, sagde jeg.Han gad ikke engang svare. Vendte bare hovedet mod mig,

stak overtænderne frem og blæste luft ind og ud mellem dem somen kanin. Det var en hentydning til mine tænder som var udstå-ende. Jeg vendte hovedet væk og skyndte mig ud af værelset indenhan kunne se at jeg begyndte at græde. Så længe jeg var alene,gjorde det ikke noget at jeg græd. Og denne gang var det vist gåetgodt? Han havde vel ikke set det?

Jeg stoppede inden for døren til mit værelse og spekulerede etøjeblik på om jeg skulle gå ud på badeværelset. Der kunne jegskylle ansigtet med koldt vand og fjerne sporene. Men far var påvej op ad trappen, så jeg nøjedes med at tørre øjnene med ærmetpå min trøje. Det tynde lag væske som det tørre stof trak ud overøjets overflade, fik værelsets flader og farver til at vibrere som omdet pludselig var sunket og nu befandt sig under vand, og forestil-lingen var så dragende at jeg løftede armene og tog et par svøm-metag mens jeg langsomt gik hen til skrivebordet. I tankerne varjeg iført en dykkerhjelm af metal fra dykningens barndom, da degik på bunden med sko af bly og tykke elefanthudsagtige dragtermed en iltslange sat fast til hovedet som en slags snabel. Jeg trakvejret gennem munden i små hvæs og vaklede lidt rundt på gulvetmed den gammeldags dykkers tunge og træge bevægelser indtilden skræk som forestillingen grænsede op til, langsomt begyndteat sive ind som koldt vand.

Nogle måneder tidligere havde jeg set tv-serien Den hemmelig-hedsfulde ø efter Jules Vernes roman, og historien om nogle mændder strander med en luftballon på en øde ø i Atlanterhavet, havde

20


helt fra første billede gjort et enormt indtryk på mig. Alting varladet. Luftballonen, stormen, de 1800-talsklædte mænd, dengolde, vejrbidte ø de var havnet på, som formodentlig ikke varhelt så øde som de troede, for der skete hele tiden mystiske oguforklarlige ting omkring dem ... Men hvem var i så fald de andreder var der? Svaret kom pludseligt til sidst i et afsnit. Der varnogen inde i undervandsgrotterne ... en række menneskeagtigeskabninger ... i lyset fra lygterne de bar, så man glimt af glatte,maskeklædte hoveder ... finner ... de lignede en slags øgler, mengik oprejst ... på ryggen havde de beholdere ... en af dem vendtesig om, han havde ingen øjne ...

Jeg skreg ikke da jeg så det, men den frygt som billedernefyldte mig med, lod sig ikke fordrive; selv midt på dagen i fuldtdagslys kunne skrækken ramme mig når jeg tænkte på frømæn-dene inde i grotten. Og nu var mine tanker ved at forvandle migtil en af dem. Min hvæsen blev til deres hvæsen, mine skridt deresskridt, mine arme deres arme, og når jeg lukkede øjnene, var detderes øjenløse ansigter jeg så. Grotten ... det sorte vand ... rækkenaf frømænd med lygter i hænderne ... Det var så omfattende atdet ikke hjalp at åbne øjnene igen. Selvom jeg så at jeg befandtmig på mit værelse, omgivet af mine egne velkendte ting, slapskrækken ikke sit greb i mig. Jeg turde knap nok blinke af frygt forat der skulle ske noget. Stiv i kroppen satte jeg mig på sengen,fandt min rygsæk uden at se på den og kastede et blik på mitskema, fandt onsdag, læste hvad der stod, matematik, orientering,musik, tog rygsækken op på skødet og bladrede mekanisk gennembøgerne i den. Da jeg havde gjort det, tog jeg den opslåede bog framin pude, satte mig op ad væggen og begyndte at læse. De sekun-der, der gik mellem hver gang jeg så op, blev lidt efter lidt tilminutter, og da far råbte at der var mad, præcis klokken ni, var detikke frygten der havde mig i sin magt, men bogen. Også denkostede det kræfter at løsrive sig fra.

21


Vi måtte ikke selv skære brød, og vi måtte ikke bruge komfuret, sådet var altid mor eller far der lavede mad til os. Hvis mor havdeaftenvagt på arbejdet, lavede far alting: Når vi kom ud i køkkenetstod der to glas mælk, to tallerkener med fire færdigsmurte mad-der og ventede på os. Han havde som regel lavet madderne tidli-gere og så sat dem i køleskabet, og når de var kolde, var det sværtat få madderne ned, også selvom det var med noget pålæg jeg godtkunne lide. Hvis mor var hjemme, blev pålægget sat på bordet,enten af hende eller af os, og det lille greb der gjorde at vi bådekunne bestemme hvad der skulle stå på bordet og hvad vi skullehave på brødet, kombineret med at brødet havde rumtemperatur,var nok til at der opstod en slags frihedsfølelse i os: Hvis vi kunneåbne skabslågen og tage tallerkenerne som altid klirrede lidt nårde slog mod hinanden, og sætte dem på bordet; hvis vi kunnetrække skuffen ud og tage bestik som altid raslede lidt, og læggeknivene ved siden af tallerkenerne; hvis vi kunne sætte glas frem,åbne køleskabet, tage mælken frem og hælde op, så kunne vi ogsååbne munden og snakke. Det ene førte ligesom til det næste når vispiste aftensmad sammen med mor. Vi snakkede om det der faldtos ind, hun var interesseret i det vi sagde, og hvis vi spildte lidtmælk eller var uopmærksomme og lagde tebrevet på dugen (for engang imellem lavede hun te til os), gjorde det ikke så meget. Menhvis det var vores medvirken i måltidet der påvirkede denne sluseaf frihed, var det graden af fars nærvær der regulerede størrelsen påden. Hvis han var uden for huset eller nede på kontoret, talte vihøjt og frit og med så store gebærder vi ville; hvis han var på vej opad trappen, dæmpede vi automatisk stemmerne og skiftede sam-taleemne hvis vi havde talt om noget vi antog han ville finde upas-sende; hvis han kom ud i køkkenet, holdt vi helt op med at tale,men sad stive og ranke ligesom hensunket i koncentration ommaden; hvis han satte sig inde i stuen, blev vi ved med at snakke,men mere stille og varsomt.

22


Den aften var det tallerkener med fire færdigsmurte madderder ventede på os da vi kom ud i køkkenet. En med myseost, enmed almindelig ost, en med sardiner i tomat og en med kom-menost. Jeg kunne ikke lide sardiner og tog den mad først. Fiskbød mig imod, jeg fik kvalme af kogt torsk, som vi spiste mindsten gang om ugen; af både dampen fra gryden den trak i, smagenog konsistensen. Det samme gjaldt kogt sej, kogt sild, kogt kul-ler, kogt hellefisk, kogt makrel og kogt rødfisk. Med sardinen vardet ikke smagen der var det værste, tomat kunne jeg få ned vedat tænke på at det var en slags ketchup, men konsistensen, ogførst og fremmest den lille glatte hale. Den var modbydelig. Forat minimere kontakten med dem, plejede jeg først at bide demaf, lægge dem til side på tallerkenen, skubbe lidt af tomatmassenhen til skorpen i den anden ende af madden og så stikke halerneind i midten af tomatbunken samtidig med at jeg foldede skor-pen op om dem. På den måde kunne jeg tygge et par gange udenat komme i berøring med halerne, og så skylle efter med mælk.Hvis far ikke var der, som var tilfældet den aften, var det natur-ligvis en mulighed at putte de små haler ned i bukselommen.

Yngve rynkede øjenbrynene og rystede på hovedet da jeggjorde det. Så smilede han. Jeg smilede tilbage.

Inde i stuen flyttede far på sig i stolen. Det raslede let i entændstikæske; et øjeblik efter lød der et kort ritsh fra svovlhovedetder blev trukket hen over den ujævne flade, og den sprøde lyd dadet blev antændt, som ligesom faldt ind i den efterfølgende flam-mes stilhed. Da cigaretlugten et par sekunder senere kom sivendeud i køkkenet, lænede Yngve sig frem og åbnede vinduet så stillehan kunne. Lydene der drev ind fra mørket udenfor, forandredehele stemningen i køkkenet. Pludselig var det en del af landskabetudenfor. Det er som om vi sidder på en hylde, tænkte jeg. Tanken fikhårene på underarmen til at stritte. Vinden for gennem skovenmed et sus, skyllede raslende ind over buskene og træerne på græs-

23


plænen under os. Ovre fra krydset lød stemmerne fra børnene derstadig hang over deres cykler og snakkede. På bakken op modbroen skiftede en motorcykel gear. Og i det fjerne, ligesom hævetover alt andet, lød en brummen fra en båd der var på vej ind frasundet.

Han havde selvfølgelig hørt mig! Skridtene da jeg løb på gruset!– Skal vi bytte? sagde Yngve lavt og pegede på madden med

kommenost.– Det kan vi godt, sagde jeg. Opløftet af at have løst gåden,

skyllede jeg den sidste bid sardin ned med en lillebitte slurk mælkog begyndte på den mad Yngve havde lagt på min tallerken. Detgjaldt om at spare på mælken, for hvis man nåede til den sidstemad og der ikke var mere tilbage, var den næsten umulig at få ned.Det allerbedste var naturligvis hvis man kunne gemme lidt til allemadderne var spist, for mælken smagte aldrig så godt som når denikke havde nogen funktion, men løb ned gennem svælget ren ogublandet, noget jeg desværre næsten aldrig lykkedes med: øjeblik-kets behov overtrumfede altid fremtidens løfter uanset hvor til-lokkende de måtte være.

Men Yngve kunne. Han var ekspert i at gemme.Oppe hos Prestbakmo slog nogen støvlehælene mod trappen.

Så skar tre korte råb gennem aftenen.Geir! – Geir! – Geir!Svaret kom så sent fra gårdspladsen foran John Becks hus at

alle der hørte det, måtte forstå at han havde tænkt sig om.Ja, ja! råbte han.Umiddelbart efter lød hans løbende skridt udenfor. Idet de

nåede Gustavsens mur, rejste far sig inde i stuen. Noget vedmåden han gik hen over gulvet, fik mig til at bøje nakken. OgsåYngve bøjede nakken. Far kom ud i køkkenet, gik hen til bordet,lænede sig frem uden et ord og lukkede hårdt vinduet til.

– Vi har lukkede vinduer om aftenen, sagde han.

24


Yngve nikkede.Far så på os.– Se nu at blive færdige, sagde han.Først da han satte sig ned igen inde i stuen, så jeg op på Yngve.– Ha, ha, hviskede jeg.– Ha, ha? hviskede han tilbage. – Det var lige så meget dig han

mente.Han førte med næsten to madder og kunne snart rejse sig og

smutte ind på sit værelse, mens jeg måtte sidde endnu et parminutter og tygge. Planen havde været at gå ind til far efter madenog sige at de sikkert ville sende indslaget med ansigtet i havet i desene nyheder, men omstændighederne taget i betragtning var detnok bedst at lade være.

Eller hvad?Jeg bestemte mig for at se det an. Når jeg gik ud af køkkenet,

plejede jeg at se ind i stuen og ønske ham godnat. Hvis hansstemme var neutral, eller i bedste fald venlig, ville jeg nævne det.Ellers ikke.

Desværre havde han sat sig i sofaen, der var placeret inderst istuen, og ikke i en af de to læderstole foran fjernsynet som hanplejede. For at få kontakt med ham nu kunne jeg ikke bare vendemig om og sige godnat ligesom i forbifarten, som jeg kunne nårhan sad i en af læderstolene, men måtte tage flere skridt ind istuen. Det ville naturligvis få ham til at forstå at jeg var ude efternoget. Og så forsvandt hele idéen med at lytte sig frem, så måttejeg ud med det uanset hvilken tone han svarede mig i.

Det opdagede jeg ikke før jeg var kommet ud af køkkenet, ogsiden usikkerheden fik mig til at stoppe op, havde jeg pludseligikke længere noget valg, for han hørte naturligvis at jeg stoppede,og det måtte umiddelbart have fået ham til at forstå at jeg villeham noget. Så jeg tog de fire skridt ind i stuen der skulle til, ogtrådte ind i hans synsfelt.

25


Han sad med det ene ben over det andet, albuen støttet modsofaryggen, hovedet lænet let tilbage. Blikket der så ud som omdet havde peget skråt op mod loftet, blev rettet mod mig.

– Godnat, far, sagde jeg.– Godnat, sagde han.– De viser sikkert det samme billede i de sene nyheder, sagde

jeg. – Tænkte bare at jeg ville sige det. Så du og mor kan se det.– Hvilket billede?– Det af ansigtet, sagde jeg.– Ansigtet?Jeg må have stået med åben mund for pludselig lod han kæben

falde og gabte på en måde jeg forstod skulle forestille mig.– Det jeg fortalte om, sagde jeg.Han lukkede munden og rettede sig op uden at slippe mig med

øjnene.– Nu må det være nok med det ansigt, sagde han.– Ja, sagde jeg.Idet jeg vendte mig om og begyndte at gå hen ad gangen, for-

nemmede jeg hvordan hans opmærksomhed slap grebet i mig. Jegbørstede tænder, tog tøjet af og en pyjamas på, tændte lyset oversengen før jeg slukkede det i loftet og lagde mig ned og begyndteat læse.

Jeg måtte egentlig kun læse i en halv time, til klokken ti, menjeg plejede at læse til mor kom hjem ved halv ellevetiden. Såledesogså denne aften. Da jeg hørte folkevognen komme kørende opad bakken fra hovedvejen, lagde jeg bogen ned på gulvet og sluk-kede lyset og lå i mørket og lyttede: Bildøren der blev smækket,skridtene over gruset, entrédøren der bliver åbnet, overtøjet derbliver taget af, skridtene op ad trappen ... Huset var anderledesnår hun var hjemme, og det underlige var at jeg kunne mærke det;hvis jeg for eksempel var faldet i søvn før hun kom hjem, og våg-nede i løbet af natten, kunne jeg mærke at hun var der, noget i

26


stemningen var forandret uden at jeg helt kunne sætte fingeren påhvad det var, andet end at det virkede beroligende. Det sammegjaldt de gange hun var kommet hjem tidligere end planlagt,mens jeg var ude: I samme øjeblik jeg trådte ind i gangen, vidstejeg at hun var i huset.

Jeg ville selvfølgelig gerne have talt med hende, hun ville omnogen have forstået det med ansigtet, men det føltes ikke nødven-digt. Det vigtigste var at hun var her. Jeg hørte hende lægge nøg-lebundtet på telefonbordet da hun kom op ad trappen, åbne sky-dedøren, sige noget til far derinde og lukke den bag sig igen. Af ogtil, særlig efter aftenvagterne i weekenden, havde han lavet mad tilhende når hun kom. En gang imellem spillede de plader. En sjæl-den gang stod der også en flaske vin på køkkenbordet efter dem,altid samme mærke, Vinmonopolets rødvin, og en sjælden gangøl, og altid samme mærke, to eller tre pilsnere fra Arendals bryg-geri, de brune 0,7-litersflasker med det gule sejlskibslogo.

Men ikke den aften. Og det var jeg glad for. Når de spiste sam-men, så de nemlig ikke fjernsyn, og det skulle de hvis jeg skullelykkes med min plan der var lige så enkel som den var dristig: etpar sekunder i elleve ville jeg snige mig op af sengen, liste ud igangen, åbne skydedøren på klem og se Kveldsnytt i fjernsynetderinde. Jeg havde aldrig gjort sådan noget før, ikke engang over-vejet at gøre det. Det jeg ikke fik lov til, gjorde jeg ikke. Aldrig.Ikke én eneste gang havde jeg gjort noget min far havde forbudtmig. I hvert fald ikke med vilje. Men det her var anderledes, efter-som det ikke handlede om mig, men om dem. Jeg havde jo setbilledet af ansigtet i havet og behøvede ikke se det igen. Jeg villebare finde ud af om de så det samme som mig.

Sådan lå jeg og tænkte i mørket mens jeg fulgte de grønlige viserepå mit vækkeur med øjnene. Når der var så stille som nu, kunnejeg høre bilerne der kørte forbi nede på hovedvejen. En akustiskbane der begyndte når de kom over bakketoppen ved B-Max, det

27


nye supermarked, fortsatte ned mod Holtet, forbi indkørslen tilGamle Tybakken og op ad bakken til broen hvor den forsvandtlige så sporløst som den var opstået et halvt minut forinden.

Ni minutter i elleve blev døren til huset på den anden side afvejen åbnet. Jeg stillede mig på knæ i sengen og kiggede ud advinduet. Det var fru Gustavsen, hun gik over indkørslen med enskraldepose i hånden.

At det var et sjældent syn, gik først op for mig da jeg så det. FruGustavsen viste sig så godt som aldrig udendørs; enten så manhende inde, eller også så man hende i passagersædet på deres blåFord Taunus, men selvom jeg havde vidst det, havde jeg aldrigtænkt på det før. Men nu hvor hun standsede foran skraldespan-den og åbnede låget, smed posen ned i og lukkede det igen medden lidt dovne graciøsitet som så mange tykke kvinder besidder,slog det mig. Hun var aldrig udendørs.

Gadelygten som stod uden for vores hæk, kastede sit hårde lysover hende, men i modsætning til de ting hun var omgivet af– skraldespanden, de hvide sider på campingvognen, fliserne,asfalten – som alt sammen reflekterede lyset skarpt og koldt, vardet som om hendes skikkelse modulerede og absorberede det. Debare arme skinnede svagt, stoffet i den hvide trøje glimtede, detstore, gråbrune hår så næsten gyldent ud.

Hun stod et stykke tid og så sig omkring, først over til Prest-bakmo, så op til Hansen, så ned mod skoven på den anden side afvejen.

En kat der kom spankulerende ned ad vejen, standsede et øje-blik og betragtede hende. Hun strøg den ene hånd over armen etpar gange. Så vendte hun sig om og gik ind igen.

Jeg så hen på uret igen. Fire minutter i elleve. Jeg frøs lidt, ogovervejede et øjeblik om jeg skulle tage en trøje på, men fandt såud af at det ville virke for kalkuleret hvis jeg blev opdaget. Og detvar jo ikke mange minutter det drejede sig om.

28


Jeg gik forsigtigt hen til døren og lagde øret mod den. Det ene-ste egentlige risikomoment var at toilettet lå på min side af skyde-døren. Når jeg stod der, ville jeg have kontrol over dem, og havemuligheden for at trække mig tilbage hvis de rejste sig derinde,men nu, når skydedøren var lukket, ville jeg, hvis de allerede varpå vej, ikke opdage det før det var for sent.

Men i så fald kunne jeg jo lade som om jeg skulle på toilettet!Lettet over løsningen åbnede jeg forsigtigt døren og gik ud i

gangen. Der var helt stille. Jeg listede mig gennem gangen, mær-kede det tørre væg til væg-tæppe mod mine svedige fodsåler,standsede foran skydedøren, hørte ikke noget, trak den en anelsetil side og kiggede ind gennem sprækken.

Fjernsynet stod i hjørnet. De to læderstole var tomme.De sad altså i sofaen, begge to.Perfekt.Nu drejede jordkloden med N-tegnet på rundt på skærmen.

Jeg bad til Gud at de ville vise den samme reportage, så mor og farkunne se det jeg havde set.

Nyhedsoplæseren indledte udsendelsen med at tale om densavnede fiskekutter, og mit hjerte slog hurtigere i brystet. Men detvar en anden reportage de viste: i stedet for billeder af et urørt hav,kom der billeder af en politimand der blev interviewet på en kaj,derefter kom der en kvinde med et lille barn i armene og så repor-teren selv der stod med det brølende hav som baggrund og snak-kede.

Da indslaget var forbi, hørte jeg min fars stemme derinde, der-efter latter. Skamfølelsen der bredte sig i mig, var så stærk at jegikke kunne tænke klart. Det var som om jeg blev helt hvid indeni.Kraften i den pludselige skam var den eneste af følelserne i barn-dommen der i intensitet kunne måle sig med frygt, sammen medpludseligt raseri selvfølgelig, og alle tre havde det til fælles at jegligesom blev udraderet. Det var kun den ene følelse der gjaldt. Så

29


da jeg vendte mig om og gik tilbage på mit værelse, var det udenat ænse noget som helst. Jeg ved at vinduet i trappen må haveværet så mørkt at billedet af gangen blev reflekteret i det, jeg vedat døren ind til Yngves soveværelse må have været lukket, ligesomden ind til mor og fars soveværelse og den ind til badeværelset. Jegved at mors nøglebundt må have ligget spredt ud på telefonbordetsom en slags hvilende fabeldyr med sit hoved af læder og mylder afmetalben, jeg ved at den knæhøje keramikvase med tørrede blom-ster må have stået på gulvet ved siden af, ligesom uforenet med detsyntetiske stof i væg til væg-tæppet. Men jeg så ingenting, hørteingenting, tænkte ingenting. Jeg gik ind på værelset, lagde mig isengen og slukkede lyset, og da mørket omsluttede mig, trak jegvejret dybt så mit åndedræt skælvede samtidig med at musklernei maven strammede sig og ligesom pressede de klynkende lydefrem der var så høje at jeg måtte sende dem ned i den bløde pudemed det snart aldeles våde stof. Det hjalp. Omtrent som det hjalpat kaste op når man havde kvalme. Længe efter at tårerne varholdt op med at komme lå jeg og hikstede. Det føltes godt. Da detgode også var væk, vendte jeg mig om på maven, hvilede hovedetmod armen og lukkede øjnene for at sove.


+-# %&. /)00&# $&# ". /,#)*&# 0)//& "#0, er der gået overtredive år. I vinduet foran mig ser jeg svagt genskinnet af mit egetansigt. Bortset fra øjet, der glimter, og området lige nedenunder,som mat reflekterer lidt lys, ligger hele venstre side i skygge. Todybe furer går ned i panden, en dyb fure går ned langs begge kin-der, alle ligesom fyldt af mørke, og når øjnene er stirrende ogalvorlige, og mundvigene peger let nedad, er det ikke umuligt attænke på ansigtet som dystert.

Hvad er det der har sat sig i det?I dag er det den 27. februar 2008. Klokken er 23:43. Jeg der

skriver, Karl Ove Knausgård, blev født i december 1968, og er altsåi skrivende stund 39 år gammel. Jeg har tre børn, Vanja, Heidi ogJohn, og er gift for anden gang, med Linda Boström Knausgård.De ligger alle fire og sover i værelserne omkring mig i en lejlighedi Malmø hvor vi har boet i halvandet år. Bortset fra nogle af for-ældrene til børnene i Vanjas og Heidis børnehave, kender vi ikkenogen her. Noget savn er det ikke, i hvert fald ikke for mig, detsociale får jeg alligevel ikke noget ud af. Jeg siger aldrig det jegegentlig tænker, aldrig det jeg egentlig mener, men lægger migaltid tæt op ad den jeg til enhver tid taler med, lader som om detde siger, interesserer mig, bortset fra når jeg drikker, så går jeg somregel for langt den anden vej og vågner op til overskridelsensangst, som kun er vokset med årene, og nu kan vare i flere uger.Når jeg drikker, får jeg blackouts og mister helt kontrollen overmine handlinger, der som regel bliver desperate og idiotiske, menogså nogle gange desperate og farlige. Derfor drikker jeg ikke læn-

31


gere. Jeg vil ikke have at nogen skal nå mig, jeg vil ikke have atnogen skal se mig, og sådan er det også blevet: ingen når mig, ogingen ser mig. Det er det der må have sat sig i ansigtet, det er detder må have gjort det så stift og maskeagtigt, og næsten umuligt atforbinde med mig selv når jeg tilfældigvis støder på det i et vinduepå gaden.

*

Det eneste der ikke ældes i ansigtet, er øjnene. De er lige så klareden dag vi bliver født som den dag vi dør. Blodårerne i dem kangodt nok sprænges, og hinderne mattes, men lyset i dem foran-drer sig aldrig. Der er et maleri som jeg går hen og ser hver gangjeg er i London, og som rører mig lige meget hver gang. Det er etselvportræt malet af den sene Rembrandt. Den sene Rembrandtsbilleder er normalt præget af en næsten uhørt grovhed, hvor alt erunderordnet det ene øjebliks udtryk, ligesom skinnende og hel-ligt, stadig uovertruffen i kunst – måske lige bortset fra det Höl-derlin opnår i sine sene digte, hvor usammenligneligt det end er,for der hvor Hölderlins lys, manet frem i sproget, er æterisk oghimmelsk, er Rembrandts lys fremmanet i farven, i jordens,metallets, stoffets – men netop det billede, der hænger i NationalGallery, er malet en anelse mere realistisk og virkelighedsnært,nærmere den unge Rembrandts udtryk. Men det billedet forestil-ler, er den gamle. Det er alderdommen. Alle ansigtets detaljer ersynlige, alle spor livet har sat i det, lader sig følge. Ansigtet er furet,rynket, poset, hærget af tiden. Men øjnene er klare, og om ikkeunge, så ligesom uden for den tid der ellers ses i ansigtet. Det ersom om en anden ser på os, fra et sted inden i ansigtet, hvor alt eranderledes. Nærmere et andet menneskes sjæl er det svært atkomme. For alt der vedrører Rembrandts person, hans vaner oguvaner, hans kropslugte og kropslyde, hans stemme og hans ord-

32


valg, hans tanker og meninger, hans måde at opføre sig på, hanskrops lyder og skavanker, alt det der udgør en person for andre, ervæk, billedet er over fire hundrede år gammelt, og Rembrandtdøde samme år som det blev malet, så det der er afbildet her, somRembrandt har malet, er selve dette menneskes væren, det somdet hver morgen vågnede op til, og som straks faldt ind i tankerne,men som ikke selv var tanker, det der straks faldt ind i følelserne,men som ikke selv var følelser, og det det hver aften faldt i søvnfra, til sidst for bestandigt. Det i et menneske som tiden ikke rørerved, og som øjnenes lys kommer fra. Forskellen mellem dettemaleri og de andre malerier den sene Rembrandt malede, er for-skellen mellem at se og blive set. Det vil sige, i dette billede ser hansig selv se, samtidig med at han selv bliver set, og det var vel kuni barokken med dens hang til spejle i spejle, play within the play,iscenesættelser og tro på alle tings sammenhæng, hvor håndvær-ket også var ført op på et niveau som ingen hverken før eller sidenhar været oppe på, at et sådant billede var muligt. Men det er ivores tid det findes, det er for os det ser.

*

Den nat Vanja blev født, lå hun og så på os i flere timer. Hendesøjne var som to sorte lygter. Hendes krop var blodig, det lange hårklistrede til hovedet, og når hun rørte sig, var det med et krybdyrslangsomme bevægelser. Hun lignede noget fra skoven da hun låpå Lindas mave og kiggede op på os. Vi kunne ikke få nok afhende og hendes blik. Men hvad var det der fandtes i det? Ro,alvor, mørke. Jeg rakte tunge, der gik et minut, så rakte huntunge. Aldrig har der været så meget fremtid i mit liv som da,aldrig så meget glæde. Nu er hun fire år, og alt er anderledes. Hen-des øjne er kvikke, fyldes lige så hurtigt af jalousi som af glæde, afsorg som af vrede, hun er allerede dreven udi verden, og kan være

33


så fræk at jeg fuldstændig mister besindelsen og kan stå og råbe adhende eller ryste hende til hun begynder at græde. Men ofte lerhun bare. Sidst det skete, sidst jeg var så vred at jeg rystede hende,og hun bare lo, fik jeg en indskydelse og lagde hånden på hendesbryst.

Hendes hjerte hamrede. Åh, hvor det hamrede.

*

Klokken er et par minutter over otte om morgenen. Det er den 4.marts 2008. Jeg sidder inde på kontoret omgivet af bøger fra gulvtil loft og lytter til det svenske band Dungen mens jeg tænker pådet jeg har skrevet, og hvor det fører hen. Linda og John ligger ogsover i værelset inde ved siden af, Vanja og Heidi er i børnehave,jeg afleverede dem for en halv time siden. På det enorme Hilton-hotel udenfor, som stadig ligger i skygge, glider elevatorerne heletiden op og ned i de tre glasskakter på facaden. Ved siden af stårder et rødt hus som efter alle karnapperne, kvistene og buerne atdømme, må være fra slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af1900-tallet. Bag det kan man skimte en flig af Magistratparkenmed dens bladløse træer og grønne græs, hvor et gråspraglet halv-fjerdseragtigt hus stopper udsigten og tvinger blikket op modhimmelen, som for første gang i flere uger er klar og blå.

Efter at have boet her i halvandet år, kender jeg udsigten, ogalle dens udtryk i løbet af dagene og året, men knyttet til den erjeg ikke. Der er ikke noget af det jeg ser her, der betyder noget formig. Måske er det netop det jeg har ledt efter, for der findes heltsikkert noget i det tilknytningsløse som jeg godt kan lide, måsketilmed har brug for, men noget bevidst valg har det ikke været. Forseks år siden var det i Bergen jeg sad og skrev, og selvom jeg måskeikke havde tænkt mig at bo i den by resten af mit liv, havde jegingen planer om at forlade hverken landet eller hende jeg var gift

34


med dengang. Tværtimod havde vi forestillet os at vi skulle havebørn, og måske flytte til Oslo hvor jeg skulle skrive flere romaner,og hun skulle arbejde videre med radio og tv. Men den fremtid vihavde, som vel egentlig bare var en forlængelse af den daværendenutid, med hverdagsrutiner og middage med venner og bekendte,ferieture og besøg hos forældre og svigerforældre, alt sammenberiget af de børn vi havde tænkt os at få, blev aldrig til noget. Derskete noget, og fra den ene dag til den anden tog jeg til Stock-holm, først bare for at komme væk i et par uger, men så blev detpludselig mit liv. Ikke bare byen og landet blev skiftet ud i det,men også alle menneskerne. Hvis det er mærkeligt at jeg gjordedet, er det endnu mærkeligere at jeg stort set aldrig tænker på det.Hvordan havnede jeg her? Hvorfor var det sådan det blev?

Da jeg kom til Stockholm, kendte jeg to mennesker der, ingenaf dem særlig godt: Geir, som jeg havde mødt i Bergen et par ugeri foråret 1990, altså 12 år tidligere, og Linda, som jeg havde mødtpå et debutantseminar på Biskops-Arnö et par dage i foråret 1999.Jeg sendte en mail til Geir og spurgte om jeg kunne bo der til jeghavde fundet et sted, det kunne jeg, og derfra indtelefonerede jegen lejeannonce i to svenske aviser. Jeg fik over fyrre svar hvoraf jegvalgte to. Den ene lå i Bastugatan, den anden i Brännkyrkagatan.Efter at have set dem begge, bestemte jeg mig for den sidste, indtiljeg lod blikket falde på listen over beboere i trappeopgangen hvorLindas navn stod. Hvad var sandsynligheden for det? Der borover halvanden million mennesker i Stockholm. Hvis jeg havdefundet lejligheden via venner og bekendte, ville tilfældighedenikke have været så slående, for alle litterære miljøer er relativt små,uanset hvor stor byen er, men det her var faldet på plads via ennavnløs avisannonce læst af flere hundrede tusinde, og hende derhavde svaret, kendte selvfølgelig hverken Linda eller mig. Fra detene øjeblik til det andet ombestemte jeg mig, det ville være bedstat tage den anden lejlighed, for hvis jeg tog den her, ville Linda

35


måske tro at jeg forfulgte hende. Men et tegn, det var det. Ogfuldt af mening blev det også, for nu er jeg gift med Linda, og huner mor til mine tre børn. Nu er det hende jeg deler livet med. Deteneste spor der findes fra det forrige, er de bøger og plader jeg togmed. Alt det andet lod jeg ligge. Og mens jeg dengang brugtemeget tid på at tænke på fortiden, næsten sygeligt meget tid, slårdet mig nu, og derfor ikke bare læste Marcel Prousts roman Påsporet af den tabte tid, men nærmest drak den, er fortiden nu knapnok nærværende i mine tanker. Meget af det skyldes de børn vihar fået, vil jeg tro, at livet med dem her og nu fylder det hele. Selvden allernærmeste fortid presser de væk: Spørg mig hvad jeglavede for tre dage siden, jeg kan ikke huske det. Spørg mig hvor-dan Vanja var for to år siden, Heidi for to måneder siden, John forto uger siden, jeg kan ikke huske det. Der sker meget i det lillehverdagsliv, men det der sker, sker hele tiden inden for de sammerammer, og mere end noget andet har det forandret mit billede aftiden. For mens jeg før så tiden som en strækning der skulle til-bagelægges med fremtiden som et mål langt væk, gerne lysende ogi hvert fald aldrig kedelig, er den nu sammenvævet med livet herog nu på en helt anden måde. Skulle jeg beskrive den med et bil-lede, må det være en båd i en sluse: langsomt og ufravigeligt løfteslivet op af tiden som jævnt risler ind alle vegne fra. Bortset fradetaljerne, ligner alt sig selv hele tiden. Og for hver dag der går,vokser længslen efter det øjeblik hvor livet når kanten, efter detøjeblik hvor porten går op og livet endelig glider fremad igen.Samtidig indser jeg at præcis det gentagende, det indelukkede, detuforanderlige er nødvendigt, det beskytter mig, for de få gange jegforlader det, kommer de gamle plager tilbage. Pludselig er jeg igensom besat af alverdens tanker om hvad der blev sagt, hvad der blevset, hvad der blev tænkt, ligesom slynget ind i det ukontrollerbare,ufrugtbare, ofte fornedrende og i længden destruktive felt jeg i såmange år levede i. Længslen væk er lige så stærk der som her, men

36


forskellen er at længslens mål faktisk er realiserbart der, men ikkeher. Her må jeg finde andre mål og slå mig til tåls med dem. Kun-sten at leve, det er den jeg taler om. På papiret er det ikke nogetproblem, der kan jeg så let som ingenting mane et billede af Heidifrem, for eksempel, hvor hun kravler ud af tremmesengen klok-ken fem om morgenen og lunter hen ad gulvet i mørket for et øje-blik efter at tænde lyset og stille sig foran mig, som i halvsøvnekigger op på hende, og sige: »Köket!«. Hendes sprog er stadig idio-synkratisk, med en anden mening i ordene end det gængse, og»köket« betyder mysli med blåbærsurmælk. På samme måde hed-der stearinlys for eksempel »Ja, må hun leva!«. Heidi har storeøjne, stor mund, stor appetit, og er et på alle måder glubskt barn,men den robuste og usårlige glæde hun levede i det første halvan-det år, er dette efterår, fra og med Johns fødsel, kommet i skyggenaf andre, tidligere ukendte følelsesudbrud. De første månederbrugte hun næsten enhver lejlighed hun fik til at forsøge at skadeham. Kradsemærker i ansigtet var mere reglen end undtagelsen.Da jeg kom hjem efter en firedages tur til Frankfurt i efteråret,lignede John en der havde været i krig. Det var vanskeligt, for viville heller ikke holde hende væk fra ham, så vi måtte forsøge ataflæse den stemning hun var i, og regulere hendes adgang til hamefter den. Men selv når hun var i strålende humør, kunne hendeslynhurtige hånd skyde frem og slå eller kradse ham. Parallelt meddet begyndte hun at få raserianfald med en kraft som jeg bare tomåneder forinden ikke ville have troet hun var i stand til, samtidigmed at en tidligere lige så ukendt sårbarhed dukkede op i hende:Hvis der var den mindste antydning til hårdhed i min stemmeeller opførsel, bøjede hun hovedet, vendte sig om og begyndte atgræde, som om raseriet var noget hun ville vise os, følsomhedennoget hun ville skjule. Når jeg skriver dette, bliver jeg fuld afømhed for hende. Men det er på papiret. I virkeligheden, når hunstår foran mig, så tidligt om morgenen at gaderne udenfor ligger

37


stille og der ikke er en lyd at høre i huset, strålende af glæde overat gå i gang med en ny dag, og jeg med viljestyrke står op, tagertøjet fra i går på og følger hende ud i køkkenet hvor den forjættedesurmælk med blåbærsmag og den sukkerfrie mysli venter hende,er det ikke ømhed jeg føler, og hvis hun træder over mine grænser,for eksempel ved at plage og plage om at se en film, eller ved atforsøge at komme ind på det værelse hvor John sover, kort sagt,hver gang hun ikke tager et nej for et nej, men trækker det ud i detuendelige, er det ikke sjældent at irritationen bliver til vrede, ognår jeg så taler hårdt til hende, og hendes tårer kommer, og hunbøjer hovedet og vender sig væk med sammensunkne skuldre,tænker jeg at det er berettiget. Indsigten om at hun kun er to årgammel, dukker ikke op før om aftenen, når de sover, og jeg sid-der og tænker på hvad det er jeg har gang i. Men så er jeg kommetvidere. Når jeg er midt i det, har jeg ikke en chance. Når jeg ermidt i det, handler det om at komme gennem morgenen, de tretimer med bleer der skal skiftes, tøj der skal på, ansigter der skalvaskes, hår der skal redes og sættes, tænder der skal børstes, skæn-derier der skal afværges, slag der skal forhindres, flyverdragter ogstøvler der skal på, før jeg med den sammenklappelige dobbelt-klapvogn i den ene hånd og skubbende de to små piger fremadmed den anden, går ind i elevatoren der ikke sjældent fyldes medskubberi og spektakel på vej ned, ud i gangen, hvor jeg lemperdem op i vognen, giver dem hue og vanter på og kører ud pågaden, der allerede er fuld af mennesker på vej til arbejde, for timinutter senere at aflevere dem i børnehaven og dermed have denæste fem timer fri til at arbejde før de for børnene påkrævederutiner begynder igen.

Jeg har altid haft et stort behov for at være alene, jeg har brugfor store flader af ensomhed, og når jeg ikke får det, som jeg ikkehar fået de sidste fem år, kan frustrationen indimellem næstenblive til panik eller aggression. Og når det der har holdt mig i gang

38


hele mit voksne liv, ambitionen om engang at skrive noget ene-stående, på den måde bliver truet, er min eneste tanke, der gnaversom en rotte i mig, at jeg må se at komme væk. At tiden løber framig, forsvinder som sand mellem mine fingre mens jeg ... ja, hvadlaver jeg? Vasker gulv, vasker tøj, laver middag, vasker op, køberind, leger med børnene på legepladser, går ind med dem, tagertøjet af dem, putter dem i bad, passer på dem til de skal i seng,putter dem, hænger tøj til tørre, lægger tøj sammen og lægger deti skabe, rydder op, vasker borde, stole, skabe. Det er en kamp, ogselvom den ikke er heroisk, er det mod en overmagt, for uansethvor meget arbejde jeg laver herhjemme, flyder værelserne over afrod og snavs, og børnene, der bliver passet på hvert minut af deresvågne tid, er mere trodsige end jeg nogensinde har set andre børnvære, i perioder er det et rent galehus herhjemme, måske fordi vialdrig har fundet den nødvendige balance mellem afstand og nær-hed, som jo er vigtigere jo mere temperament der er i spil. Og herer der ganske meget af det. Da Vanja var omkring otte månedergammel, begyndte hun at få nogle stærke følelsesudbrud, af og tilnæsten anfald, og var umulig at nå når de var i gang, hun skreg ogskreg hele tiden. Det eneste vi kunne gøre, var at holde om hendetil det var gået over. Hvad det kom af, er svært at sige, men detindtraf ofte når hun havde fået mange nye indtryk, som for eks-empel når vi var rejst ud til hendes bedstemor på landet uden forStockholm, når hun havde været sammen med andre børn i langtid, og når vi havde været ude i byen en hel dag. Helt ude af denkunne hun stå og skrige af al kraft, utrøstelig. Følsomhed og vil-jestyrke er ikke nogen nem kombination. Det blev ikke lettere forhende da Heidi blev født. Jeg ville ønske at jeg havde optrådtafmålt og fornuftigt dengang, men sådan var det desværre ikke,for også min vrede og mine følelser blev sat i gang i de situationer,som dermed eskalerede, gerne i fuld offentlighed: ude af mig selvaf raseri kunne jeg finde på at hive hende op fra gulvet i et af stor-

39


centrene i Stockholm, smide hende op på skulderen som en sækkartofler mens hun sparkede og slog og hylede som besat. Jegkunne også finde på at besvare hendes hyl med at stå og råbe til-bage, smide hende ned på sengen og holde hende fast til det forlodhende, det der havde grebet hende. Hun var ikke særlig gammelfør hun fandt ud af præcis hvad der drev mig til vanvid, nemlig enbestemt slags skrig, ikke gråd eller hulk eller hysteri, men situa-tionsløse, målrettede, aggressive skrig der kunne bringe mig fuld-stændig ud af kontrol, op på benene og hen til den stakkels pigesom blev råbt til eller rystet lige til skrigene gik over i gråd og hen-des krop blev blød og hun endelig kunne tage imod trøst.

Når jeg ser tilbage på det, er det påfaldende hvordan hun, knapto år gammel, kunne præge vores liv på den måde. For sådan vardet, når det stod på, var det kun det hele vores liv handlede om.Det siger jo selvfølgelig ingenting om hende, men alt om os. BådeLinda og jeg lever tæt på kaos, eller følelsen af kaos, alt kan nårsom helst flyde ud, og alt det et liv med små børn fordrer, er nogetvi bliver nødt til at tvinge os til. Planer har vi ikke. Det kommerhver dag som en overraskelse at vi skal købe ind til middag. Detsamme gælder at der skal betales regninger i slutningen af hvermåned. Hvis det ikke havde været fordi en eller anden instans sæt-ter penge ind på min konto med ujævne mellemrum, som for eks-empel forskud, bogklubsalg eller en slant fra en skolebogsudgi-velse eller som nu i efteråret anden del af et udenlandshonorarsom jeg havde glemt, var det gået galt. Men denne evige impro-visation øger øjeblikkets betydning, som så naturligvis bliver såfuldt af liv da der ikke er noget af det der går af sig selv, og følestilværelsen så lys, noget den selvfølgelig også gør, bliver nærværetstort og glæden tilsvarende stærk. Åh, så stråler vi. Alle børn erfulde af liv, og søger naturligt mod glæden, så har man lidt over-skud og tager dem med det gode, glemmer de deres trods ellerraseri i løbet af nogle minutter. Det fortærende er naturligvis at

40


bevidstheden om det, at det bare handler om at tage dem med detgode, ikke er til den mindste hjælp når jeg står midt i det, ligesomtrukket ned i en sump af tårer og frustration. Og er jeg først i sum-pen, fører enhver ny handling bare til at jeg skrues yderligere enomgang ned i den. Og mindst lige så fortærende er bevidsthedenom at det er børn jeg har at gøre med. At det er børn der trækkermig ned. Der er noget dybt uværdigt ved det. I sådanne situatio-ner er jeg så langt fra det menneske jeg ønsker at være, som det ermuligt at komme. Jeg anede intet om alt det før jeg fik børn. Den-gang tænkte jeg at alt nok skulle gå hvis jeg bare var sød ved dem.Og sådan er det vel egentlig også, men intet af det jeg hidtil havdeset, advarede mig mod den invasion af livet børn indebærer. Denuhørte nærhed man får til dem, hvordan ens eget temperament oghumør væves ind i deres temperament og humør på sådan enmåde at alle ens værste sider ikke længere er noget man kan havefor sig selv, i skjul, men ligesom tager form uden for en selv ogbliver slynget tilbage. Det samme gælder naturligvis ens bedstesider. For bortset fra de mest presserende perioder, da først Heidiog siden John, blev født, og følelseslivet hos dem der oplevede det,forskubbede sig på måder der ikke findes bedre betegnelse for endkriselignende, er livet her for dem faktisk stabilt og overskueligt,og selvom jeg indimellem bliver rasende på dem, er de alligeveltrygge ved mig, og søger min nærhed hver gang de har brug forden. Der er ikke noget de bedre kan lide end når hele familienlaver ting sammen udendørs, og de kræver ikke andet end detallermest enkle, som for dem bliver fyldt af eventyr: en tur tilVästa Hamnen en solskinsdag, først gennem parken hvor en sta-bel træstammer kan holde dem beskæftiget i en halv time, derefterforbi sejlbådene i havnen som de fatter stor interesse for, derefterfrokost på en trappe ude ved havet hvor vi spiser hver vores paninifra den italienske café, for madpakke har vi naturligvis ikke tænktpå, og så en times tid hvor de bare løber rundt og leger og ler,

41


Vanja med sin karakteristiske måde at løbe på som hun har haftsiden hun var halvandet. Heidi med sine vaklende, ivrige skridt,altid to meter bag storesøsteren, klar til at modtage de sjældnegaver af samhørighed hun kan få fra hende, før vi går hjem igensamme vej. Hvis Heidi falder i søvn i vognen, sætter vi os på encafé med Vanja som elsker de øjeblikke hun får alene med os, ogsom sidder der med sin saftevand og snakker løs og spørger om altmuligt, som fx om himmelen sidder fast eller om nogen kanstoppe efteråret eller om aber har et skelet. Hvis den følelse afglæde jeg kan få da, ikke er stormende, men snarere er en tilfreds-hed eller ro, er den alligevel glæde. Måske tilmed i særlige øje-blikke, lykke. Og er det ikke nok? Er det ikke nok? Jo, hvis lykkehavde været målet, havde det været nok. Men lykke er ikke mitmål, det har aldrig været mit mål, hvad skal jeg med den? Hellerikke familien er mit mål. Hvis den havde været det, og jeg kunnebruge al min tid og alt mit overskud på den, ville vi have haft detfantastisk, det er jeg sikker på. Så ville vi have kunnet bo et sted iNorge, stået på ski og skøjter om vinteren, med madpakke og ter-mokande i rygsækken, sejlet ud i båd om sommeren, badet, fisket,camperet, rejst sammen med andre børnefamilier på ferie tiludlandet, haft orden derhjemme, brugt tid på at lave god mad,været sammen med venner, glade og lykkelige. Åh, det lyder somen karikatur, men hver dag ser jeg familier der får livet med børntil at fungere på den måde. Børnene er rene, deres tøj er pænt,forældrene er glade, og hvis de en gang imellem hæver stemmen,står de aldrig og råber til dem som idioter. De tager på udflugter iweekenden, lejer hus i Normandiet om sommeren, og deres køle-skab er aldrig tomt. De arbejder i en bank eller på et sygehus, iit-firmaer eller kommuneadministrationen, i teateret eller på uni-versitetet. Hvorfor skulle det at jeg skriver, lukke mig ude fra denverden? Hvorfor skulle det at jeg skriver, medføre at vores barne-vogne ligner noget vi har fundet på en losseplads? Hvorfor skulle

42


det at jeg skriver, medføre at jeg ankommer til børnehaven med etforrykt blik i øjnene og et ansigt der er stivnet i en grotesk maskeaf frustration? Hvorfor skal det at jeg skriver, føre til at børnenesætter alt ind på deres egen vilje, uanset hvad konsekvensen er?Hvor kommer alt det rod i vores liv fra? Jeg ved at jeg kan få det tilat forsvinde, jeg ved også at vi kan blive sådan en familie, men såmå jeg ønske det, og så skal det være det og kun det livet handlerom. Og det vil jeg ikke. Jeg gør alt det jeg skal for familien, det ermin pligt. Det eneste jeg har lært af livet, er at holde det ud, aldrigstille spørgsmål til det, og brænde den længsel der således blivergenereret, op i skriveriet. Hvor det ideal kommer fra, aner jegikke, og når jeg ser det sort på hvidt foran mig, ser det næsten per-verst ud: Hvorfor pligt foran lykke? Spørgsmålet om lykke erbanalt, men det er spørgsmålet der følger, ikke det om mening.Jeg får tårer i øjnene når jeg ser på et smukt maleri, men ikke nårjeg ser på mine børn. Det betyder ikke at jeg ikke elsker dem, fordet gør jeg, af hele mit hjerte, det betyder bare at den mening degiver, ikke kan fylde et liv. I hvert fald ikke mit. Jeg er snart fyrreår, og når jeg er fyrre, snart halvtreds. Er jeg halvtreds, snart tres.Er jeg tres, snart halvfjerds. Og det vil være det. Så kan der på mingravskrift stå: Her hviler en der holdt ut. Det knækkede ham til slut(Jeg må i så fald begraves i Sverige, for rimets skyld). Eller måske:

Her hviler en der fandt sig i altog som derfor kun levede halvt.Det sidste han sagde før tiden var taltOg han ind i døden faldtVar: åh, jeg stakkels pjaltvil nogen sende mig livets salt?

Eller måske:

43


Her hviler en forfatterEn fin mand i et stykkeMen han var fremmed for latterHan kendte ikke lykkeEngang var hans mund fuld af ordNu er den fuld af jord

Kom larver, kom miderHer venter festmåltiderSpis et øjedet er ikke så nøjeDen mand er blot en dødbider

Men hvis jeg har tredive år tilbage, er det jo ikke givet at jeg for-bliver den samme. Så måske hellere noget i den her retning?

Fra alle os til dig, vor GudHer har du ham med hår og hud.Karl Ove Knausgård er endelig dødhan har længe nok spist vort brødHan slog hånden af sine vennerFor at få tid til sin bog, den kenderHan spillede pik og skrev, men godt blev det ikkeHan manglet stil, og måtte flikkeSå tog han en kage, og endnu en tilSå tog han en kartoffel, og så en sildSå tog han en gris og stegte den helSpiste den op og bøvsede: heil, selv!Nazist er jeg ikke, men kan lide det brune.Jeg skifter alfabet, jeg skriver i rune!

44


Forlagene afviste, manden gik amokHan spiste og bøvsede og fik ikke nokHans mave den voksede, linningen blev stramØjnene smertede, tungen blev lam»Sandheden skulle jo bare frem!«

Fedtet sig samlede i årer og om hjerteog en dag da skreg han ud sin smerteHjælp mig, hjælp mig, mit hjerte vil stoppeGiv mig et nyt fra bildræbte kroppe!Men lægen sagde nej, jeg husker din bogDu skal dø som en fisk, med et hug fra en krogMærker du smerten, mærker du denStikket i hjertet, er døden, min ven

Eller måske hvis jeg er heldig, en lidt mindre personspecifik?

Her hviler en mand der røg i sin sengHans kone, den tossehun ligger her osseher er lidt aske vi fandt på en enggad vide om det er dem?


01 2)+ !1# *1# ().& /- .122&( som jeg er nu, brød han opfra sit gamle liv og startede forfra. Jeg var seksten år dengang, oggik i 1.g. på Kristiansand Katedralskole. Da skoleåret begyndte,var min forældre stadig gift, og hvis de havde problemer, var derikke noget ved dem der gav mig den mindste fornemmelse af hvil-ken vej det ville gå med deres forhold. På det tidspunkt boede vi iTveit, tyve kilometer uden for Kristiansand, i et gammelt hus helti udkanten af byen nede i dalen. Det lå højt med skoven bagvedog udsigt over elven. Der hørte også en stor lade og et udhus medtil huset. Da vi flyttede hertil, den sommer jeg var tretten, havdemor og far købt høns, jeg tror de var der et halvt år før de for-svandt igen. Far dyrkede kartofler på en lille plet jord ved siden afgræsplænen, og neden for den lå kompostbunken, som var blevetetableret. Et af de mange erhverv min far indimellem fabuleredeom at skifte til, var gartner, og han havde da også et vist talent iden retning – haven rundt om huset der hvor vi kom fra, var over-dådig, og ikke uden eksotiske indslag, som det ferskentræ min farhavde plantet på solsiden af huset, og som han var så stolt over nårdet faktisk bar frugt – så det var med fuld optimisme og tro påfremtiden at vi dengang flyttede ud på landet. Langsomt, mensikkert begyndte ironien at blande sig, for en af de få konkreteting jeg kan huske fra min fars liv de år, er en replik han kom medda vi sad ude ved bordet i haven en sommeraften og grillede, hanog mor og jeg.

– Nu har vi det sørme hyggeligt, hvad!Ironien var enkel, selv jeg forstod den, men også kompliceret,

46

Min kamp I

Documents

Transcript of Min kamp I