Min kamp - bog 6

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012/first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp

er oversat fra norsk efter

Min kamp

Copyright © Forlaget Oktober as, Oslo 2011

All rights reserved

Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København

Omslag: Imperiet med foto af Christina Ottosson

Bogen er sat med Adobe Garamond hos Rosendahls − BookPartnerMedia

og trykt hos WS Bookwell

1. udgave, 1. oplag

Printed in Finland 2012

ISBN 978-87-1139-0399

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,

der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Udgivet med oversættelsesstøtte fra NORLA

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds, Litteraturudvalg

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Karl Ove Knausgård

Min kampSjette bog

Roman

På dansk vedSara Koch

Lindhardt og Ringhof


i midten af september 2009 tog jeg op til Thomas og Mariepå deres lille landsted mellem Höganes og Mölle, han skulle tagebilleder af mig til de næste romaner. Jeg havde lejet en bil, en sortAudi, og kørte om formiddagen nordpå på motorvejen med enstærk følelse af lykke i brystet. Himmelen var helt klar og blå, solenbrændte som den gør om sommeren. Ude til venstre lå Øresundog blinkede, til højre strakte gule stubmarker og enge sig ind i lan-det, delt op af hegn, bække som rækker af løvtræer voksede langsmed, pludselige skovbryn. Jeg havde en følelse af at denne dagegentlig ikke burde have eksisteret, den stod som en slags oase afsommer midt i efterårets tilgustnende landskab, og det, at detegentlig ikke burde have været sådan, at solen ikke skulle brændeså stærkt, himmelen ikke være så mættet af lys, vakte en uro midti glæden, mærkede jeg, men lod tanken om det hvile, i håb om atden ville forsvinde af sig selv, sang i stedet med på omkvædet tilCat People, som netop da lød fra stereoanlægget, og nød synet afbyen der dukkede op på venstre side, havnekranerne, fabriksskor-stenene, lagerbygningerne. Det var udkanten af Landskrona jegpasserede, ligesom jeg nogle minutter forinden havde passeret Bar-sebäck med atomkraftværkets karakteristiske og altid så skræm-mende silhuet i det fjerne. Næste by var Helsingborg; landstedetjeg skulle til, lå ti-tyve kilometer uden for den.

Jeg var sent på den. Først havde jeg siddet længe inde i denstore, kølige bil i parkeringshuset, jeg forstod ikke hvordan jegskulle starte den, at gå ind på udlejningskontoret og spørge demvar udelukket, tænk om de ville tage bilen fra mig hvis jeg røbede

7


så stor ukyndighed, så jeg sad og læste i manualen, bladrede fremog tilbage, der stod ikke noget om motorstart. Jeg granskede in-strumentbrættet, derefter nøglen, som ikke var nogen nøgle, menen sort plastikskive. Jeg havde åbnet bilen ved at trykke på den, ogspekulerede nu på om det kunne være et lignende system der star-tede den. Ved ratstammen var der i hvert fald ikke nogen tænding.Men hvad var det? Der var da i det mindste et hul?

Jeg stak den sorte plastikskive ind i det, og bilen startede. Dennæste halve time kørte jeg rundt inde i Malmø centrum og ledteefter den rigtige vej ud af byen. Da jeg endelig kom ud på motor-vejen, var jeg derfor næsten en time forsinket.

Idet Landskrona forsvandt bag åsen, famlede jeg efter mobilenpå sædet ved siden af, fandt den og tastede Geir A’s nummer. Detvar ham der i sin tid havde præsenteret mig for Thomas, de havdemødt hinanden i en bokseklub hvor Thomas arbejdede på en foto-bog om boksning, og Geir skrev en afhandling om samme emne.De var et umage par, for at sige det mildt, men de havde stor re-spekt for hinanden.

– Hej, min dreng, sagde Geir.– Ja, hej, sagde jeg. – Vil du gøre mig en tjeneste?– Selvfølgelig.– Ringe til Thomas og sige at jeg bliver en time forsinket?– Selvfølgelig. Kører du bil nu?– Ja.– Det lyder godt.– Det er fantastisk, til en forandring. Men nu skal jeg overhale

en lastbil.– Ja?– Jeg kan ikke tale i telefon samtidig.– Nogen burde forske i din simultankapacitet engang. Men

okay. Vi tales ved.Jeg lagde på, gearede ned og kørte forbi den lange, hvide last-

8


bil som vuggede let i lufttrykket. Tidligere den sommer havde jegkørt hele familien op til Koster, på vej derop var der sket to næ-stenulykker, første gang fik jeg dækslip i høj fart, det kunne væregået helt galt, anden gang var det ikke så slemt, men alligeveloprivende; i en kø lige uden for Gøteborg skulle jeg skifte bane,så ikke bilen der kom bagfra, og undgik kun et sammenstød fordiden bremsede så hurtigt. Den vrede dytten bagefter skar lige indi sjælen. Efter det havde jeg ikke længere en god følelse i kroppennår jeg kørte bil, der lå altid en lille frygt der, sikkert sund, menalligevel, selv det at overhale en lastbil, bragte mig ud af fatning,jeg måtte tvinge mig til at gøre det, og efter sådan en tur havdejeg altid angst i et par dage, ligesom når jeg havde tømmermænd.At jeg havde taget kørekort og faktisk godt måtte køre bil, til-lagde sjælen ingen betydning, den hang bagefter og levede stadigi den tid hvor et af mine store og tilbagevendende mareridthandlede om at jeg satte mig ind i en bil og begyndte at køreuden at kunne. Fuld af angst på de snoede norske veje med trus-len om at politiet kunne komme når som helst, hængende overmig, lå jeg og sov i en seng et sted med puden og den øverste delaf dynen våde af sved.

Jeg kørte fra motorvejen og kom ind på den smallere landevejtil Höganes. Varmen udenfor var synlig, der var noget med fyldeni lyset og på himmelen, ligesom tilsløret, og de bløde glimt somsolskinnet dryssede ud over alting. Verden stod åben, sådan føltesdet, og den skælvede.

Efter ti minutter drejede jeg ind foran et supermarked, stand-sede og steg ud af bilen. Åh, der var et sug i luften. Den havdehavets blå i sig, men var ikke varm på den måde luften er om som-meren, der var et strejf at noget køligt og roligt i den. Da jeg gikhen over asfalten til supermarkedet, hvor flagene hang slapt nedudenfor, mindede den følelse som luften gav mig, om den jeghavde fået de gange jeg havde strøget hånden over en marmorover-

9


flade en brandvarm sommerdag i en italiensk by, den både subtileog overraskende kølighed der lå i det.

Jeg købte en kurv med hindbær som gave til dem, en pakkecigaretter og en pakke tyggegummi til mig selv, stillede kurven påpassagersædet og kørte det sidste stykke. Kun hundrede meter frasupermarkedet drejede en vej ned til havet, den var smal og om-kranset af hække fra alle de små, hvidmalede sommerhuse. Tho-mas og Marie boede for enden af vejen med havet mod vest og enstor grøn mark mod øst.

Da jeg smækkede døren i efter mig, kom Thomas gående bar-benet over græsplænen. Han gav mig et knus, han var et af de fåmennesker der kunne gøre det uden at det føltes intimt. Hvorfor,vidste jeg ikke. Måske var det så enkelt som at han var femten årældre end jeg, og selvom vi ikke kendte hinanden særlig godt,havde han altid haft en venlig indstilling til mig.

– Hej, Karl Ove, sagde han.– Længe siden, sagde jeg. – Hvilken fantastisk dag!Vi gik over græsplænen. Luften stod helt stille, træerne stod

helt stille, solen hang over havet og sendte sine brændende strålerned over landskabet. Fornemmelsen af kølighed var der aldrig.Det var længe siden jeg havde følt sådan en ro.

– Vil du have en kop kaffe? sagde Thomas da vi standsede baghuset, hvor han sommeren forinden havde bygget en terrasse aftræ, som et skibsdæk, fra huset hen til den tætte, helt uigennem-trængelige hæk, hvis rolige skygge rakte et par meter ind i haven.

– Ja, tak, sagde jeg.– Sæt dig ned så længe.Jeg satte mig, tog solbriller på igen og lagde hovedet tilbage for

at få så meget sol som muligt mens jeg tændte en cigaret og Tho-mas fyldte en beholder med vand under vandhanen ude i det lillekøkken.

Marie kom ud. Hun havde skubbet solbrillerne op i panden,

10


missede med øjnene mod solen. Jeg sagde at jeg havde læst omhende i Dagens Nyheter samme morgen, der var et referat af enkunstdebat hun havde deltaget i. Selvom jeg anstrengte mig,kunne jeg ikke længere huske hvad der havde stået om hende, menhun spurgte heldigvis ikke ind til det, sagde bare at hun ville tjekkedet på biblioteket, hun var alligevel på vej derhen.

– Er din bog udkommet? sagde hun.– Nej. Den udkommer faktisk på lørdag.– Hvor spændende! sagde hun.– Ja, sagde jeg.– Jamen, så ses vi senere, sagde hun. – Du bliver til frokost,

ikke?– Jo, tak! sagde jeg og smilede. – Jeg har forresten Lindas manu-

skript med. Du kan få det bagefter.Marie havde arbejdet som vejleder på forfatterskolen på Bi-

skops-Arnö og sagt ja til at læse et novellemanus som Linda ligevar blevet færdig med.

– Godt, sagde hun og gik ind igen. Umiddelbart efter startedeen bil på den anden side af huset. Thomas kom ud med to kop-per kaffe og et fad med muffins. Han satte sig ned, vi snakkedelidt, han hentede kameraet og tog nogle billeder mens vi snak-kede videre om helt andre ting. Sidst jeg var der, havde han læstProust, det gjorde han stadig, sagde han, lige før jeg var kommet,havde han siddet og læst om mormorens død. Det er en af desmukkeste passager, sagde jeg. Ja, sagde han og rejste sig for attage billeder fra en anden vinkel. Jeg tænkte på den smule jeghuskede fra mormorens død. Hvordan den var kommet pludse-ligt. I det ene øjeblik var hun steget om bord i en vogn der skullekøre hende gennem Luxembourg-parken, i det næste fik hun enhjerneblødning som hun få timer senere døde af. Eller var det fådage senere? Huset var fuldt af læger, den altopslugende bekym-ring som satte sit præg på stemningen i sorgens første fase når

11


apatien stadig forstyrres af den uro som håbet giver. Alt som tagetud af det blå, rystelsen i det.

– Godt, sagde Thomas. – Prøv at flytte stolen ind under hæk-ken derovre.

Jeg gjorde som han foreslog. Bagefter gik han ind for at studerebillederne i skyggen. Jeg hentede mere kaffe ude i køkkenet og ka-stede et blik på billederne han klikkede frem da jeg gik forbi.

– Det blev godt, sagde han. – Hvis du altså ikke har noget imodat fremstå med en lidt lang næse.

Jeg smilede og gik ud igen. Thomas var ikke ude efter at få migtil at se godt ud, heller ikke efter at fange et bestemt udtryk, mendet modsatte, forstod jeg, sådan som jeg så ud når jeg slappede heltaf og ikke anstrengte mig på nogen måde.

Han kom ud uden kameraet og satte sig i solen.– Er vi færdige? sagde jeg.– Ja, sagde han. – Det blev godt. Det kan være at jeg tager nogle

i helfigur senere.– Godt, sagde jeg.På den anden side af hækken lød lave stemmer. Jeg lagde det

ene ben over det andet og kiggede op på himmelen. Den var heltskyfri.

– Jeg var på hospitalet for at besøge en af mine bedste vennerfør vi tog herned, sagde han. – Han har brækket nakken.

– Hvor forfærdeligt, sagde jeg.– Ja. Han blev fundet på Gullmarsplan. Der er ingen der ved

hvad der var sket, han lå der bare.– Er han kommet til bevidsthed?– Ja, han kan tale og er helt klar. Men han kan ikke huske hvad

der er sket. Han har heller ingen anelse om hvad han lavede påGullmarsplan.

– Havde han drukket?– Nej, nej. Slet ikke. Han har en sygdom. Der er sket noget

12


lignende før, han er besvimet i sin lejlighed og er vågnet op uden atvide hvor han var. Men denne gang fik det større konsekvenser. Jeger ikke sikker på at han klarer den.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og nikkede bare. Vi sadtavse lidt. Thomas kiggede på mig.

– Skal vi gå en tur?– Det kan vi godt, sagde jeg.Tre minutter senere lukkede han lågen bag os, og vi begyndte at

gå over de nedgræssede marker der skrånede let ned mod sten-stranden, og bølgerne der slog mod land dernede. Nogle langhor-nede køer stod på en lille bakke og stirrede på os. Selvom der lå ethus kun halvtreds meter væk, og bag det en trafikeret vej, føltes detalligevel som om det var en øde hede vi gik på. Måske var det havetder gjorde det, det uvante med at græsgangen løb helt ned til stran-den. På disse kanter var det normalt den mest dyrebare mark, ikkenoget man brugte til græsning.

– Deroppe ligger der stillinger fra krigen, sagde Thomas og pe-gede på nogle lave betonkonstruktioner lidt længere væk. – Duved, Danmark er jo så tæt på.

– Det var der også der hvor jeg voksede op, sagde jeg. – Mender var det tyskernes.

– Virkelig? sagde han, løftede kameraet og tog et billede af migi profil mod havet.

– Vi legede på dem da jeg var barn, sagde jeg. – Især bunker-sene i skoven var dragende. Alene det at de fandtes! Det var i slut-ningen af halvfjerdserne. Det var jo kun lidt over tredive år efterkrigen.

Det blæste mere herude i det åbne, men bølgerne der slog indmod stranden, var lave og svage. Køerne var begyndt at græsseigen. Der var kokasser over det hele, nogle bløde og våde, andretørre og stivnede.

– Derovre ligger en sjældenhed, sagde Thomas og pegede på en

13


lille sø der lå i et moseagtigt område af siv og mos, i ly fra havet bagen forhøjning.

– Hvad er det? sagde jeg.– Du kan godt se søen, ikke?Jeg nikkede.– Der lever en frø der, som ikke findes andre steder i Sverige.

Den findes kun her. I den lille sø.– Virkelig?– Ja. Den findes vist også i Finland. Klokkefrø, kaldes den. Hvis

vi er heldige kan vi høre dem. De lyder nemlig som små klokker. Jeghørte engang et radioprogram hvor de havde optaget lyden af demher og sammenlignet med dem i Finland. Skal vi gå hen og lytte?

Vi standsede lige foran vandet. Ikke en lyd at høre, bortset fravinden der pressede mod ørerne, og det svage sus fra havet.

– Nej, sagde han. – Det er ikke altid de giver lyd fra sig. Debliver færre og færre. I gamle dage, ja ikke engang for så længe si-den, fyldte søen hele området her. Efter at de begyndte at byggehuse i nærheden, er vandstanden begyndt at synke.

– Hvordan kan det være at de kun findes her?– Det ved jeg ikke. De levede sikkert flere steder før, og så er de

begyndt at uddø, bortset fra her, hvor betingelserne må have væretspecielt gode.

– Hvor mærkeligt.– Ja. Det var ærgerligt at du ikke kom til at høre dem! Det lyder

virkelig specielt.Vi gik videre, ind i det som engang havde været en lille fisker-

landsby, men som nu var en ferieby. Alle de gamle huse var reno-verede, alle haverne var smukke på den samme pertentlige måde, iindkørslerne stod nye biler og funklede. Vi fulgte vejen der gikmellem dem, tilbage, og snart satte vi os i den lille baghave som vihave forladt for en time siden. Thomas satte mere kaffe over, Ma-rie stod og lavede mad.

14


Mens vi spiste, omelet og brasede kartofler, brød og øl, talte viom Jon Fosse. Marie oversatte hans dramaer til svensk, og var ligeblevet færdig med et der skulle opføres på Dramaten senere detefterår. Fosse er en forfatter der er gået fra at beskrive verden somden er, de første romaners socialrealistiske mareridt af små, uom-gængelige ting og forhold, fulde af neuroser og panik, til at be-skrive verden som den egentlig er, mørk og åben. Fra verden somden kan være hos den enkelte, til verden som den er mellem os, deter udviklingslinjen i hans forfatterskab. Orienteringen mod Gudog det guddommelige er en følge deraf. Alle der arbejder sig indmod eksistensens betingelser, bliver før eller siden også nødt til atarbejde med det. Det menneskelige har en indre grænse og en ydregrænse, imellem dem ligger kulturen, som er det vi kommer tilsyne for os selv i. Hos Fosse er den lavmælt og næsten ubestem-melig, åben mod kræfterne udenfor, vinden og mørket, der lige-som stiger og synker i de mennesker han skriver om. Deri har denoget førmoderne ved sig, for alt det vi fylder vores tid med, alleaviserne, alle tv-programmerne, hele den strøm af politik, nyhe-der, sladder og kendisser som udgør vores verden, i hvert fald min,står Fosses karakterer uden for. Enkelheden i hans senere værkerfår nogen til at kalde det minimalisme, mørket til at nævne Beck-ett, men der er ikke noget minimalistisk hos Fosse, det er essen-tialistisk, og ikke noget Beckettsk, for Beckett er hård, ironisk,uden håb, mørket hos ham er koldt og fuldt af latter, mens mørkethos Fosse er varmt, trøsterigt, uden latter. Måske fordi han erkommet dertil fra det indre, og ikke går den anden vej, som Beck-ett?

Der var ikke noget af det jeg kunne sige til Thomas og Marie,for som tilfældet er med størstedelen af det jeg læser af litteratur ogser af kunst, forholder jeg mig til det med noget andet end tan-kerne. Fosse er sådan og sådan, Beckett sådan og sådan, det vedjeg, men der stopper det.

15


– Hvordan er det gået med din onkel? sagde Thomas. – Er hanstadig lige vred? Du fortalte sidst at han ville anlægge retssag?

– Der er ikke sket noget nyt, sagde jeg. – Bogen er i trykken, såhvis der kommer en retssag, bliver det efter at den er udkommet.Han truede også med at gå til aviserne med det. Det er egentlig detjeg er mest bange for. At de får nys om det.

– Men hvis han ikke ønsker at nogen skal læse det du har skre-vet, er det jo ikke særlig smart at gå til aviserne, sagde Marie ogførte gaffelen op til munden. – Eller hvad?

– Nej, men der er ikke noget rationelt ved det her.Jeg skubbede tallerkenen fra mig og lænede mig tilbage.– Tak for mad, sagde jeg. – Det smagte dejligt!Jeg havde lyst til en cigaret, men ventede til de var færdige med

at spise.Thomas løftede hovedet og så på mig.– Ryg du bare, hvis du har lyst, sagde han.– Tak, sagde jeg og tændte en cigaret, så på den mørkeblå stribe

af hav over den grønne hæk, skinnende ude i horisonten, hvor sol-lyset udviskede alt som en bombe, og fra hvor himmelen, lysere pågrund af disen, steg op.

Det var en rigtig dejlig dag.De begyndte at bære ind, jeg lagde cigaretten i askebægeret og

hjalp til, stillede tallerkenerne på køkkenbordet ved siden af Ma-rie, som begyndte at skylle af. Hun nærmede sig tres år, men hunvirkede meget yngre, som så mange der skriver gør; kun af og til, ikorte glimt, kunne man se alderen i hendes ansigt. Indtrykket afansigtet og ansigtet er to forskellige størrelser, vævet ind i hinan-den, omtrent som de tegninger der forestiller én ting hvis man serpå skyggepartierne, en anden hvis man ser på resten, kunne mantænke sig, bortset fra at et ansigt er så uendelig meget mere kom-plekst. Ikke alene forandres det fra time til time, alt efter hvilkestemninger der strømmer bag det og omkring det, men også fra år

16


til år, efter hvilke relationer man har til det. Min mors ansigt, foreksempel, det er som regel uforandret for mig, det er »mor« jeg ser,som hun altid har været, hvis hun så drejer hovedet lidt, ser jeg tilmin forskrækkelse at hun er en gammel dame nu, en kvinde dernærmer sig halvfjerds og måske ikke har mere end ti år tilbage atleve i. Så vender hun sig om igen og siger noget, og det eneste jegser nu, er »mor«.

Jeg satte mig udenfor igen, cigaretten brændte stadig, jeg stakden mellem læberne og sugede så hårdt at filteret blev varmt, såførst op på himmelen, derefter hen på Thomas som kom ud medkurven med hindbær i hænderne.

– Før i tiden kunne vi høre nattergalen herude, sagde han ogsatte sig på den anden side af bordet. – Det er ikke så mange årsiden.

– Hvad skete der? sagde jeg.Han trak på skuldrene.– De forsvandt bare.

Da jeg kørte hjemad en times tid senere, med solen lavt over Dan-marks land på den anden side af sundet, var det de forsvundne nat-tergale jeg tænkte på. Det var en perfekt begyndelse på den romanjeg ville skrive når Min kamp var færdig. En ældre mand, mæt afdage, der trisser rundt i sin have på Gotland, sidder i skyggen oglæser, går lange ture i skoven eller på de endeløse strande, og somhver aften går tidligt i seng. Det er sommer, solen brænder om da-gen, vegetationen er tør og afsvedet, han er helt alene, der er ikkeet menneske i nærheden. Det er ham der sidder og tænker på ensamtale han havde engang, for mere end tredive år siden, i solen pået landsted ved Øresund, hvor hans ven Thomas, nu død som såmange andre af hans gamle venner, talte om nattergalene der varforsvundet. Det var første gang han hørte om det. Umiddelbartefter så han en dokumentar i fjernsynet om bierne der var forsvun-

17


det i USA. De forvandt bare fra den ene dag til den anden, ingenvidste hvor de var blevet af, om de havde fundet nye tilholdsstedereller om de simpelthen bare var uddøde. En søndag hvor han varude i den store bøgeskov uden for byen han boede i, sammen medsin familie, havde de set flere hundrede døde flagermus som låstrøet omkring i terrænet. I aviserne kunne man læse om lignendetilfælde, store fugleflokke der faldt ned fra himmelen, enorme fi-skestimer som flød døde rundt i havet. Der skete noget i verden,som ingen vidste hvad var. Fiskene, kunne det være et undersøiskjordskælv eller gasser der steg op fra undergrunden og slog demud? Eller var det menneskeskabt? Fuglene, var det en sygdom derbredte sig blandt dem? Hvorfor faldt de i så fald ned samtidig?Kunne det være en slags stress? Vildlaksen forsvandt, nogle menteat det var på grund af opdrætslaksen. Bestemte sommerfuglearterforsvandt, var det miljøet der forandrede sig så hurtigt at de ikkekunne tilpasse sig? Og så, i løbet af et par somre, holdt nogle af destore fuglekolonier op med at komme til deres ynglesteder langskysten nordpå. Hvad det var der skete, var der ingen der vidstedengang.

Hver aften før han går i seng, skriver han et par sider i en notes-bog, mest for sin egen skyld, hans dage derude er så ens at de udendisse notater ville glide umærkeligt sammen. Han skriver hvad hanlaver, hvordan han har det, hvad han ser, og indimellem begiven-heder fra sit tidligere liv, som på den måde stiger usystematiskfrem.

Den var den idé jeg broderede på i tankerne mens jeg kørtehjemad. For at få helt fri om eftermiddagen havde jeg taget mor-gentørnen med børnene, givet dem mad, klædt dem på og fulgtdem i børnehave, og det var med det in mente jeg var kørt fra Tho-mas og Marie så tidligt, for så havde jeg lidt tid tilovers, som jeghavde tænkt mig at tilbringe på en café i Helsingborg. Jeg drejedeaf til venstre, susede gennem et industriagtigt område som gled

18


over i et villakvarter, derefter en lang række ejendomme på beggesider af vejen, ned ad en stejl bakke, og der lå centrum af byenforan mig, med havnen glitrende i lyset fra den lave sol.

Jeg havde været der en gang tidligere sammen med Linda ogbørnene, det var den første tur vi havde været på efter at jeg havdefået kørekort. Eftersom jeg havde anmærkninger i et skyldnerre-gister, kunne jeg hverken optage lån eller leje bil i Sverige, derforhavde vi lejet bilen i Lindas navn, en enorm, uhåndterlig minibus-agtig sag som vi kom trillende ind i byen i, jeg med bankendehjerte, det var med nød og næppe at jeg kunne manøvrere den,samtidig glad, det gav mig en uhørt stærk følelse af frihed at kørebil selv, det var som om farten løste alle mine problemer. Nu vidstejeg derfor at der var parkeringspladser længst ude på det store hav-neområde, og kørte langsomt derud.

Et enormt cruiseskib lå forankret et lille stykke uden for molen.Det så ud som om det kunne rumme flere tusind passagerer. Jeglåste døren og begyndte at gå derhen. På den anden side af sundet,forbavsende tæt på, lå det jeg antog var slottet i Helsingør, Kron-borg. Tanken om at jeg så på Hamlets hjem, fik det til at løbe koldtned ad ryggen på mig. Jeg forsøgte at eliminere alt hvad der varkommet til af biler, både og huse siden dengang, se slottet i land-skabet, tænke på de enorme afstande der var dengang, hvor lidtplads mennesket optog i verden, hvor meget plads der var mellemdem, og så se over på slottet, hvor kongesønnen, nedbrudt af for-tvivlelse, for hans far var død, sandsynligvis dræbt af hans onkel,måske lå på ryggen i sengen og stirrede op i loftet, martret af denenorme meningsløshed der var kommet mellem ham og verden.Hans venner, Rosenkrans og Gyldenstjerne, som sad på en bænk iborggården og kastede lange skygger ud over brolægningen, for-drukne af lys og kedsomhed.

Jeg stod og så lidt på slottet før jeg vendte om og gik langs kajenind mod byen. Nogle steder stod turister lænet op ad hegnet og

19


stirrede ned i det køligblå vand. Måske svømmede der fisk frem ogtilbage dernede, måske var det dybet i sig selv som var dragende.

Centrum lå neden for en stejl ås; som den eneste af de skånskebyer jeg havde været i, var der bakker og niveauforskelle i denne.Det gav en helt anden rumfølelse. Jeg gik ind på gågaden, for en-den af den lå en park; der, under nogle store, skyggefulde løvtræer,lå en pavillon, hvor jeg et par minutter senere satte mig og bestilteen kop kaffe. De der sad ved bordene omkring mig, talte engelskmed amerikansk accent, de kom helt sikkert fra cruiseskibet.

Jeg så op i trækronerne. Bladene var ikke gule, men deresgrønne farve var ikke så tyk og pastøs som den var om sommeren,nu var den tørrere, blegere. Rundt om mig strømmede lydene frabyen gennem luften. Rullende dæk mod asfalt, brummende bil-motorer, lyden af skridt, stemmer, latter.

Hamlet blev skrevet i slutningen af femtenhundredetallet. Denførste bevarede udgave er fra 1603. For et par år siden ville jeg havetænkt at det var længe siden. Sådan tænkte jeg ikke længere. Sek-stenhundredetallet lå ikke mere end et par generationer tilbage.Goethe, for eksempel, må have mødt mennesker der var født i sek-stenhundredetallet. For Hamsun var Goethe en der døde en gene-ration før han blev født. Og for mig var Hamsun en der døde engeneration før jeg blev født.

Nej, sekstenhundredetallet var ikke så længe siden.En tjener i sort forklæde kom gående over vejen med en bakke

i hånden. Selve caféen lå i en bygning på den anden side af gaden.Hun gik hurtigt op ad de to trappetrin op til pavillonen, standsedeforan mig, stillede en kop kaffe, en lille kande mælk og et lille pa-pirør med sukker på bordet foran mig. Jeg gav hende tredive kro-ner og sagde at det var i orden. Hun forstod ikke hvad jeg sagde,begyndte at lede efter byttepenge i forklædelommen, jeg holdthåndfladen op mod hende, sagde, nej, nej. Tak, sagde hun ogvendte sig om.

20


Kaffen var besk, den havde nok stået der i et par timer. Det varikke kaffe folk drak i varmen.

Jeg tændte en cigaret og så op på tagene på den anden side afvejen, den blikklædte skorsten reflekterede skinnet fra solen, menuden at lysets bevægelser var synlige, så det virkede som om det varblikket der udsendte det, fra en uudtømmelig kilde. De gråsorteskifferplader som lå rundt om den, brandtrapperne der forsvandtned i baggårdene på den anden side.

Der var en horisont i alles liv, det var dødens horisont, den lå etsted mellem anden og tredje generation før os, og et sted mellemanden og tredje generation efter os. Inden for de to linjer var vi ogvores nærmeste. Udenfor var de andre, de døde og de ufødte. Derlå livet gabende tomt uden os. Det var derfor en skikkelse somHamlet kunne blive så vigtig. Han var fiktiv, nogen havde skrevetham frem, givet ham tanker og handlinger og et rum at tænke oghandle i, men pointen var at det fiktive ikke længere var noget gyl-digt skel, nogen gyldig forskel så snart man kom uden for dødenshorisont. Hamlet var hverken mere eller mindre levende end dehistoriske skikkelser som engang færdedes på jorden; på en mådevar alle derfra fiktive. Eller, eftersom Hamlet var iklædt ord og be-greber, og de andre kød og knogler, var det kun ham og hans livs-form der kunne overvinde tiden og forgængeligheden.

Rejser han sig op der i sit kølige sengekammer? Op ad densmalle trappe, ud på taget, hen til brystværnet? Hvad ser han i såfald? Det blå sund, det grønne land på den anden side, marken derstrækker sig langt ind i landet. Hvad tænker han? Det skrev Shake-speare jo. Jorden ligner i Hamlets øjne et goldt og øde forbjerg.Luften, denne dejlige tronhimmel, dette smukke firmament, denfantastiske hvælving, dette kongelige tag forsiret med gylden ildsom han beskriver det for sine to venner, Rosenkrans og Gylden-stjerne, er for ham ikke andet end en smudsig, forpestet hob afdampe. Og mennesket kun en støvets kvintessens. Det var det han

21


så derovre på slottet. Det engelske ord for dampe, vapours, var detsamme der blev brugt om sindet når det var formørket, og det rumder opstår der, mellem sindets og verdens formørkelse, mindermest om en afgrund.

Jeg tog mobiltelefonen frem og tastede Lindas nummer.Hun svarede med det samme.– Hvordan går det? sagde jeg.– Det går fint, sagde hun. – Vi er i parken. Vejret et jo helt fan-

tastisk! Heidi nægtede at gå på et tidspunkt, men nu går det fint.Hvornår kommer du hjem?

– Snart. Jeg er i Helsingborg. Det tager nok en lille times tid.Og så skal jeg lige aflevere bilen og gå hjem. Skal jeg købe ind påvejen?

– Nej, jeg tror vi har alt hvad vi har brug for.– Okay, sagde jeg. – Så ses vi. Hej, hej.– Hej då, sagde hun, og så lagde vi på.Jeg sad med telefonen i hånden og så op ad gaden. To kvinder

iført nederdel og sandaler og med tasker i et let stof kom gående påfortovet. Bag dem en mand på cykel og et barn på cykelstolenklemt ind mod hans ryg. De havde begge hjelm på. Manden bril-ler og jakkesæt. Jeg tænkte på Heidi og smilede. Hun ville altidbæres. Hvis hun kunne bestemme, havde hun aldrig gået en meter,var blevet båret hele livet. Sådan havde hun været helt fra begyn-delsen. Jeg var så tæt på hende dengang, da hun kom. Vanja varjaloux og lagde beslag på Linda så meget hun kunne, jeg bar rundtpå Heidi. Helt til hun blev halvandet, og John kom. Så forsvandtden, den nærhed vi havde. Af og til følte jeg en lille sorg over det.Men sådan var det med børn, alting foregik i stadier, og stadiernefik en ende. Snart blev de voksne, og den de havde været som børn,som jeg havde elsket, ville forsvinde. Ja, jeg så billeder af dem, ikkemere end et år gamle, og kunne mærke en sorg over at den dehavde været dengang, ikke længere fandtes. Men de fyldte så me-

22


get nu, og hvirvlede vores dage op med en intensitet så stor at derikke var plads til den slags følelser. Alt var her og nu med dem.

Ikke uden lettelse slap jeg bilnøglen ned i Europcars postkasse entimes tid senere; at både jeg og bilen var hele efter en hel dag påvejene, var ingen selvfølge. Solen skinnede på St. Petri-kirkenshøje, sorte spir over mig, men gaden nedenunder, som jeg straksefter gik hen ad, var skyggefuld og kold. Jeg gik så hurtigt jegkunne, som altid havde jeg dårlig samvittighed over at være vækfra familien, det vil sige, over at Linda var alene med børnene. Detvar gået mig i blodet. Jeg gik videre op langs Hansagalleriet, forbiHiFi-klubben og Orvars korvkiosk, krydsede vejen, gik hen til ka-nalen der gik gennem den lille park, forbi Granit og Designtorget,over broen og ind på gågaden, hvor det gulhvide Hilton-hotel tår-nede for enden. Der var mange mennesker i byen, begge de to ca-féers fortovsservering var fulde, der sad unge piger to og to eller treog tre og sladrede, nogle teenagedrenge stod og pralede, foruden etpar mænd på min egen alder, mere forsigtige i både kropssprog ogklædedragt. Alle drak af denne uventede sommerdag. Jeg var båderolig og overspændt på en gang; jeg havde en positiv følelse, menangsten lå lige nedenunder.

Vores lejlighed lå ved torvet på den anden side af Hilton-hotel-let. En strid strøm af mennesker passerede fra tidlig morgen til senaften vores hoveddør, som lå klemt inde mellem Søstrene Greneog en kinesisk takeaway-restaurant. På selve torvet lå et spring-vand, som vi hørte den rislende lyd fra om natten, og en stor, otte-kantet grillbar som spillede sjælere og firserhits for sine kunder,som regel mennesker der kom udenbysfra og som sad ved bordeneog proppede sig med pølser og hamburgere med en masse ind-købsposer stående ved benene. På bænkene et lille stykke længerevæk sad de hjemløse. Vores lejlighed lå helt øverst i bygningen oghavde en altan langs hele forsiden. Engang havde Vanja smidt en

23


lighter ned deroppefra, den havde ramt jorden lige ved siden af etpar og var eksploderet. De var hoppet til side og kiggede op, hvorjeg stod og forsøgte at vinke afværgende, det var et uheld, bliv nuikke vrede ...

Jeg så op på rækværket langt deroppe. Tog nøglerne frem fralommen, det var et andet minde, for på nøgleringen sad et billedeaf Vanja og mig inde i et stykke plastik, vi står på en båd og skal udog se på delfiner, det er på Grand Canaria, hun er tre år gammel ogholder mig i hånden, har en hvid hat på og et spændt udtryk iansigtet. Jeg førte det orange nøglekort hen over fladen ved sidenaf døren, der lød et klik, jeg skubbede døren op og gik ind i opgan-gen, trykkede på elevatorknappen, tjekkede mobiltelefonen mensjeg ventede på at elevatoren skulle komme. Der var ingen derhavde ringet. Det vidste jeg jo godt. De eneste der kunne finde påat ringe på mobiltelefonen var Yngve, mor, Tore, Espen og GeirAngell. De havde hver deres ringemønstre, og ingen af dem ple-jede at ringe på denne tid. Yngve og mor talte jeg med cirka engang om ugen, mor som regel søndag aften. Espen talte jeg medcirka hver anden uge, Tore nok en gang om måneden. Geir Angelltalte jeg med et par gange om dagen. Det var stort set hele mitsociale liv uden for familien. Men det var nok. Det var sådan jegville have det.

Elevatoren kom, jeg gik ind og trykkede på den øverste knap, såpå mig selv i spejlet mens jeg langsomt gled op gennem den smalle,mørke skakt i husets indre. Mit hår var blevet langt den sommer,og jeg havde anlagt et slags skæg. Min skægvækst var ikke impo-nerende, der voksede næsen ingenting på kinderne, så hver gangjeg så mig selv i spejlet, spekulerede jeg på om det så dumt ud ellerej. Det var svært, ja, faktisk umuligt at sige, for der var ingen kri-terier at dømme efter. Hvis jeg spurgte Linda, sagde hun selvføl-gelig bare at jeg så godt ud. Mente hun det? Åh, det er umuligt atvide. Og der var selvfølgelig ingen andre jeg kunne spørge om no-

24


get så intimt og selvoptaget. Et par uger tidligere havde jeg derforbarberet det væk. Da jeg kom over i børnehaven næste dag, havdeOla, den eneste der var jævnaldrende med mig, far til Benjamin,Vanjas for tiden bedste legekammerat, dekan på universitetet iMalmø, set på mig og spurgt om der var noget der var anderledesved mig? Havde jeg ikke haft noget i ansigtet? Han var ironisk,ville ikke kalde det skæg, og jeg tænkte at det havde været rigtigt atbarbere det af. Men så fik jeg næste fredag fremkaldt nogle af debilleder vi havde taget den sommer. Jeg sad sammen med Vanja,Heidi og John på caféen på Triangeln, der hvor gik vi hen hverfredag efter børnehave, de fik is og jeg drak kaffe; denne eftermid-dag med en bunke billeder som jeg bladrede igennem og vistedem. På et af dem stod jeg på en strand ude på Österlen med Johnpå armen. Jeg så usædvanlig godt ud, tænkte jeg, der var nogetmed skægget og solbrillerne som gjorde mig ... ja, så maskulin. Ogmed John på armen lignede jeg desuden en ... ja, sgu, en far.

I det øjeblik bestemte jeg mig for at lade skægget gro igen. Mennu, på vej op gennem bygningen, var jeg usikker igen. Næste dagskulle jeg til Oslo og give interviewer i forbindelse med lancerin-gen af den første roman. Det fik mig til at tænke på skjorter, jakke,bukser, sko, frisurer og altså skæg. De sidste par år havde jeg ikkebekymret mig om alt det, aldrig tænkt på hvordan jeg gik klædt,bare taget noget på de gange jeg skulle ud, hvilket stort set kun varnår jeg skulle hente eller bringe børnene, eller når vi var ude sam-men med dem i weekenden i en by hvor jeg stort set kun kendtenogle få mennesker og ikke bekymrede mig om hvad de tænkteom mig. Der lå en frihed i det, jeg traskede rundt i gamle, videbukser og store, snavsede jakker, grimme huer og joggingsko, mennu, fra og med slutningen af sommeren, hvor udgivelsen altså nær-merede sig og de første interview-aftaler i fem år var blevet ind-gået, forandrede det sig.

Jeg vendte mig automatisk om da elevatoren gled op til sjette

25


sal, efter tre år vidste jeg præcis hvor lang tid det tog, trådte ud igangen, som var fuld af vores børneting; to barnevogne, et søsken-debræt, Vanjas løbehjul og Heidis løbecykel, og åbnede døren indtil lejligheden.

Jakker og sko på gulvet, legetøj strøet ud over det hele, fjern-synslyde fra stuen.

Jeg tog tøjet af og gik ind. Heidi og Vanja sad tæt sammen i denene stol og stirrede på fjernsynet. John stod i ble og intet andetmidt på gulvet med en bil mellem hænderne og så op på mig.Linda sad i sofaen og læste avis.

Tæppet var sammenkrøllet, der lå bamser smidt ud over helestuen, og desuden en masse bøger og plastiklegetøj, tuscher og pa-pir som de havde tegnet på.

– Gik det godt? sagde hun.– Ja, ja, sagde jeg. – Var ved at køre ind i noget da jeg skulle

tanke benzin. Du ved nede i den der smalle kælder. Men det gikfint. Skal hilse fra Thomas og Marie.

– Fik du afleveret mit manuskript?Jeg nikkede.– Hvordan går det, piger? sagde jeg.Ingen reaktion. De sad helt stille med deres lyshårede hoveder

og så tv. I samme stol, det vil sige at de var gode venner i aften.Jeg smilede, de holdt tilmed hinanden i hånden.– Far kælder? sagde John.–Nej, sagde jeg. – Far har kørt bil i dag.– Far i kælderen! sagde han.– Er du sulten? sagde Linda. – Der er lidt aftensmad tilbage

derude.– Okay, sagde jeg og gik ud i køkkenet. Deres tallerkener stod

stadig på bordet, pigernes fulde af mad, de spiste næsten ingentingtil aftensmad, det havde de aldrig gjort. I begyndelsen havde Lindaog jeg haft diskussioner om det, jeg ville have disciplin ved målti-

26


derne, at de skulle blive siddende ved bordet til de havde spist op,men Linda havde den modsatte holdning, nemlig at alt hvad dervar forbundet med mad, skulle være så utvungent som muligt. Jeghavde tænkt at hun nok havde ret, det lød jo forfærdeligt at knyttemad og tvang sammen, så vi havde altid ladet dem gøre som deville. Når vi kom hjem fra børnehave og de råbte at de var sultne,fik de en mad, et æble, et par frikadeller eller hvad de nu havde lysttil, og når maden var færdig og stod på bordet, fik de lov til at siddeså kort eller længe de havde lyst til. Som regel var det kun et parminutter, hvor de gaflede lidt i sig, så gled de ned fra stolen og for-svandt ind i stuen eller ind på deres værelse, mens Linda og jeg sadalene tilbage på hver vores side af bordet og spiste.

Jeg hældte makaroni og kjøttbullar, svenskernes nationalret, oppå en tallerken, skar en tomat i fire, sprøjtede lidt ketchup på ogsatte mig ned for at spise. Det første år i Malmø havde jeg talt meden af de andre børnehavefædre om det. Hvad gjorde de med af-tensmaden? De havde skam ingen problemer, sagde han. Hun sadved bordet og spiste sin mad. Hvordan i alverden får I hende tildet? spurgte jeg og cyklede op på siden af ham, vi var på vej ud tilLimhamnsfältet for at spille fodbold, noget vi gjorde hver søndagformiddag. Hun ved at hun skal, sagde han. Hvordan ved hundet? sagde jeg. Vi har knækket hendes vilje, sagde han. Hun skalblive siddende til hun har spist op uanset hvor lang tid det tager.Engang sad hun i flere timer. Hun græd og råbte, ville overhovedetikke spise, ikke også? Men til sidst forstod hun og spiste op og fiklov til at gå fra bordet. Jeg tror hun sad der i tre timer! Efter det harder næsten ikke været problemer. Han så på mig og smilede. Vid-ste han hvad han fortalte om sig selv? tænkte jeg, men sagde ikkenoget. Det er det samme når hun er stædig og får et raserianfald,fortsatte han. Jeg har jo set at du af og til har lidt problemer medVanja. Ja, sagde jeg, hvad gør du i de situationer? Så holder jeghende fast, sagde han. Ikke på nogen dramatisk måde. Jeg holder

27


hende bare fast til det går over, uanset hvor lang tid det tager. Detburde du også gøre. Det er effektivt. Ja, sagde jeg, noget bliver jegi hvert fald nødt til at gøre.

Det mærkelige med den samtale, tænkte jeg nu mens jeg skov-lede den lunkne mad ind i munden, var at jeg havde troet at de– det vil sige de to forældre – var alternative, det vil sige bløde.Han bar rundt på den yngste i en slynge, og på en lejr vi havdeværet på med børnehaven, havde jeg overhørt ham tale om forde-len af den fremfor BabyBjörn. De var mere end normalt optaget afat maden skulle være sund og uden tilsætningsstoffer, børnenes tøjvar så ofte som muligt i naturmaterialer, og de var blandt de mestaktive til møderne i børnehaven. Så at der skulle dukke kompro-misløse og attenhundredetalsagtige opdragelsesmetoder op hoslige dem, overraskede mig. Eller også kompletterede det min for-ståelse, for jeg havde altid spekuleret på hvorfor deres ældste pige,som ofte legede med Vanja, var så medgørlig. Hun sad aldrig i vog-nen, gik altid hvor end de skulle hen, i modsætning til Vanja somkunne finde på at plage om at få lov til at sidde bag Heidi i vognenallerede et par meter uden for børnehavens låge.

Det var sket at jeg havde bestemt mig for at knække hendesvilje, og det lykkedes naturligvis altid til sidst, men ikke uden at jeghavde det elendigt bagefter. Det kunne ikke være rigtigt? På denanden side var det godt for hende at sidde sammen med os og spise,godt for hende at gå, godt for hende at tage tøj på selv, godt forhende at børste tænder og passe sin sengetid.

Engang var Vanja taget med dem hjem, hun skulle overnattefor første gang nogensinde. Da jeg hentede hende næste morgen,sagde de at det var gået godt, men på Vanja, som ville have helt tætkontakt med mig, kunne jeg mærke at det ikke havde været heltukompliceret. Han sagde at der havde været en lille episode, menat det havde løst sig, ikke også, Vanja? Hvad skete der? sagde jeg.Jo, hun bad om mere mad, og da vi så havde givet hende det, ville

28


hun ikke have det alligevel. Så skulle hun blive siddende til hunhavde spist op.

Jeg så på ham.Var han gået fra forstanden?Nej, han var allerede ved at lede efter hendes sokker for mig, og

jeg sagde ikke noget selvom jeg var vred. Hvad bildte han sig ind,troede han at han havde ret til at tvinge mit barn til at efterlevehans fikse idéer? Jeg tog imod sokkerne og gav Vanja dem på, hunstrakte først den ene fod frem, så den anden, jeg rakte hende jak-ken og håbede inderligt at hun selv ville tage den på, så jeg ikkebehøvede at gøre det under hans kritiske blik.

Linda blev vred da jeg fortalte det. Jeg var kommet på bedretanker, det var ikke så slemt, hun havde sikkert bare godt af at op-leve at der var forskellige regler i forskellige hjem.

– Det er ikke det, sagde Linda så. – Der ligger en kritik i det,ikke også? Åh, hvor det irriterer mig. De to, altså. Du skulle hørehvor selvgod hun er. Det er helt utroligt.

– De inviterede forresten Vanja med til et løb ude i skoven,sagde jeg. – Næste weekend, i Pildammsparken.

Det var sådan en aktivitet vi aldrig ville have fundet frem til påegen hånd. For Vanja var det stort. Hun fik lov at stille sig bag enstartlinje med et nummer på brystet, løbe sammen med en flokandre børn på en sti i skoven, og ville få en medalje og en is nårhun krydsede målstregen.

Der blev mig der fulgte hende hen til startlinjen sammen medbørnehaveveninden og hendes mor, mens Linda passede Heidi ovrei målområdet. Vanja var stolt over at have et nummer på brystet, ogda der blev råbt løb!, for hun af sted så hurtigt de små ben kunne. Jegsmåløb ved siden af hende under træerne midt i flokken af børn ogforældre. Men allerede efter hundrede meter satte hun farten ned,og standsede snart helt. Jeg er træt, sagde hun. Veninden og morenvar selvfølgelig allerede langt foran os. De standsede, vendte sig om

29


og ventede på os. Kom så, Vanja, sagde jeg. De står og venter på os!Lad os løbe! Og vi løb videre, Vanja med sin lidt dinglende løbestil,jeg med min luntende, elgagtige, indhentede dem og fortsatte etstykke side om side før veninden og moren igen løb fra os og viendnu en gang lå langt bagud. Hun løb som vinden, Vanjas ven-inde. Vanja hev efter vejret ved siden af mig og standsede. Kan viikke gå lidt, far? spurgte hun. Jo, sagde jeg, lidt. De ventede tålmo-digt på os til vi havde indhentet dem igen. Kom så, Vanja, sagde jeg.Der er ikke så langt tilbage. Du kan godt! Og Vanja bed tændernesammen og løb videre, måske var det målstregen forude og isen hunvidste der ventede hende, som gav hende ekstra kræfter. Veninden låomkring tyve meter foran os, løb flot og let; hvis det ikke havde væ-ret for os, ville hun have været i mål for længst. Hun vendte sig omog vinkede til Vanja, men så, idet hun vendte sig om igen, snubledehun. Hun faldt så lang hun var, og tog sig straks til knæet og græd.Moren bøjede sig over hende. Vi nærmede os. Da vi kom op på si-den af dem, gjorde Vanja tegn til at standse. Kom så, Vanja! sagdejeg. Du er næsten i mål! Løb alt hvad du kan! Og Vanja gjorde somjeg sagde, løb alt hvad hun kunne, forbi veninden, som havde blodpå knæet, med mig ved siden af, forbi barn efter barn, løb hun, somen vind, og i mål!

Bag os rejste veninden sig og begyndte at halte af sted. Vanja fiken medalje om halsen og en is. Jeg vandt, mor! råbte hun til Linda,som kom smilende hen med barnevognen foran sig og Heidi vedsiden af. Først da forstod jeg hvad jeg havde gjort, og rødmedesom jeg aldrig havde gjort før. Vi var løbet forbi hende! For atkomme først i mål. Da hun, det lille barn som var stoppet oghavde ventet på os hele vejen, lå og blødte på jorden!

Bag os var det hende der fik medalje og is. Heldigvis var hunglad igen. Hendes far kom hen til os.

– Det så virkelig ud som om du gerne ville vinde der! sagde hanog lo.

30


Jeg rødmede igen, men indså at han ikke havde forstået at detfaktisk havde forholdt sig sådan. At han ikke i sin vildeste fantasikunne forestille sig at et voksent menneske kunne opføre sig påden måde. Han lo ad det, netop fordi det var utænkeligt, at jegskulle have skyndet på min datter for at hun skulle slå hans datter,og det ved hjælp af usportslige metoder. De var jo ikke engang fireår gamle.

Hun kom hen og sagde det samme, at det søreme havde set udsom om jeg ville vinde. De tog begge for givet at det var Vanja derstod bag, og at jeg ikke havde kunnet stoppe hende. De kunne for-stå at en fireårig ikke viste empati med en veninde, men at en fyr-reårig ikke gjorde det, var hinsides deres forstand.

Jeg brændte af skam mens jeg lo høfligt.På vej hjem fortalte jeg Linda hvad der var sket. Hun lo som

hun ikke havde leet i flere måneder.– Vi vandt i det mindste! sagde jeg.

Der var allerede gået to år siden den dag. John havde kun været enmåned gammel. Heidi var snart to år, Vanja tre et halvt. Jeg huskerdet så tydeligt, fordi vi havde taget så mange billeder den dag. Johnmed sit store babyhoved og de smalle, rynkede babyøjne, spar-kende med de tynde ben og viftende med de tynde, bare armenede i barnevognen. Heidi med sine store øjne, lille krop og lysehår, Vanja med de små, rene ansigtstræk og sit væsens særegneblanding af følsomhed og iver. Dengang som nu kunne jeg ikkeforstå forbindelsen mellem mig selv og dem, mest af alt så jeg pådem som tre små mennesker jeg delte hjem og liv med.

Det, de havde, som jeg havde mistet, var en stor, lysende selv-følgelig plads i deres eget liv. Jeg tænkte ofte på det, hvordan devågnede hver dag til sig selv og deres verden, og levede i den heledagen, tog alt det der kom, uden nogensinde at sætte spørgsmåls-tegn ved det. Da vi ventede Vanja, havde jeg været bekymret for at

31


min dysterhed skulle smitte af på hende, engang havde jeg tilmednævnt det for Yngve, som havde sagt at børn som udgangspunkt erglade, og sådan viste det sig også at være, de opsøgte altid glæden,og hvis der ikke opstod komplikationer, var de altid glade og fuldeaf lyst. Selv når de ikke havde det så godt, og af en eller andengrund var kede af det, fortvivlede eller vrede, bevægede de sig al-drig ud af sig selv, det var som det var, og det godtog de. Engangville de se tilbage og stille de samme spørgsmål jeg havde gjort,hvorfor havde det været som det havde været dengang, hvorfor erdet som det er nu, hvad er egentlig meningen med mit liv?

Åh, mine børn, mine elskede børn, gid I aldrig må tænke sådan!Måtte I altid forstå at I er nok i jer selv!

Men sådan går det nok ikke. Alle generationer lever deres livsom om de var de første, gør deres egne erfaringer, bevæger sig opgennem aldrene, og mens indsigten stiger på vejen, daler menin-gen, eller om den ikke daler, så mister den i det mindste sin selv-følgelighed. Sådan er det. Spørgsmålet er om det altid har væretsådan. I Det Gamle Testamente, hvor alt kommer til udtryk viahandling, og fortællingerne er tæt knyttet til den fysiske virkelig-hed, og i det gamle græske epos, hvor livene udfolder sig på tilsva-rende konkrete måder, kommer tvivlen aldrig indefra, som en be-tingelse ved ens egen eksistens, men altid udefra, gennem en til-dragelse, for eksempel en pludselig død, altså knyttet til den ydre,timelige verdens betingelser. Men i Det Nye Testamente er det an-derledes. Hvordan kan man ellers forklare mørket i Jesu sjæl somtil sidst fik ham til at rejse til Jerusalem og der lukke dør efter dørtil kun den sidste og mest enkle stod tilbage? Hans sidste dage kanlæses som en måde at eliminere alle valg på, således at han ikke selvhavde ansvaret for det der skete, den langsomme død på korset,men ligesom blev ført dertil af andres vilje. Den samme bevægelseforekommer i Hamlet, også hans sjæl er formørket, også han gårsin undergang i møde med åbne øjne, på en sådan måde at den

32


virker skæbnestyret og ufravigelig. For kong Ødipus er det hansskæbne, han ved det ikke, men for både Hamlet og Jesus er detvalg de træffer og en retning de vælger. Ødipus er blind, Hamletog Jesus ser med åbne øjne ind i mørket.

Jeg rejste mig, skyllede tallerkenen af og satte den i opvaskemaski-nen. Den havde vi fået af det samme forældrepar, de var flyttet oghavde ikke brug for den længere. De havde i det hele taget hjulpetos meget. Hvad havde vi gjort til gengæld?

Ikke særlig meget. Jeg havde lyttet tålmodigt til både ham oghende, stillet spørgsmål og gjort meget for at virke interesseret idet de fortalte om. Jeg havde inviteret ham med til fodbold omsøndagen. Og så havde jeg givet ham et eksemplar af min forrigeroman med en dedikation. Men to dage senere fortalte han mig athan havde givet den videre til en onkel, »der var interesseret i bø-ger«. Men den var jo til dig personligt, mand! tænkte jeg uden atsige noget; hvis han ikke havde forstået det af sig selv, kunne jegikke forklare ham det.

Sådan var det at have børn, man blev ført sammen med menne-sker som var så utrolig anderledes, ja, af og til fuldstændig umuligeat forstå. Engang sagde han at han og hans kone kunne lide at talesammen om aftenen, på en sådan måde at jeg forstod at der var no-get ekstraordinært og næsten spektakulært ved at tale sammen. Efterdet foreslog jeg ofte Linda at vi kunne tale sammen. Det blev en lillemorsomhed vi havde sammen. De havde sikkert tilsvarende vittig-heder om os. Alligevel blev vi ved med at ses lige til de flyttede, isærjeg; det var ikke så få eftermiddage jeg tilbragte på legepladser medham og lyttede til hans mange forestillinger om hvordan verden ogdens bestanddele hang sammen mens vores børn legede sammen.

Engang hvor vi sad sådan, havde han en bog af en Wolframmed og sad og bladrede i den. Den syntes at handle om bestemtetilbagevendende mønstre i alt fra blade til floddeltaer og forskel-

33


lige statistiske kurver. Min første association var til ThomasBrowne og hans sekstenhundredetals-afhandling om quincunx-fi-guren, altså det mønster som en ternings femmer udgør, og densforekomst i naturen, dernæst til noget jeg havde læst i den bogGeir Angell var i gang med at skrive, om hvordan alle komplice-rede systemer – samfund, aktiemarkeder, vejrfænomener eller bil-trafik – før eller siden bryder sammen på grund af ustabilitet somsystemet selv er ophav til. Det sidste slog mig fordi de mønstresom disse sammenbrud danner, er det samme i menneskeskabtesystemer som det er i dem der opstår i naturen. Himmelen var blåog så åben som den kun er ved havet, og selvom solen stod lavt, varluften stadig varm. Legepladsen af sand, med de omhyggeligt ud-arbejdede legeapparater, der er så typiske for Sverige, omgivet af etområde med hårdttrampet grus med en bred, men lav dam i mid-ten som børnene hele tiden smed nye favnfulde blade i. Bag grus-pladsen lå en græsplæne, og bag den et boligområde. Det grønnegræs skinnede i lyset fra solen. Jeg sagde at det så interessant ud,det med mønstre fra forskellige områder der grundlæggende varens. Han nikkede og begyndte at tale om evolutionen. Han sagdeat de komplicerede organismer og de komplekse systemer der om-giver os, egentlig er enkle, og at det skal forstås i lyset af detenorme tidsrum de har udviklet sig i. En million år, sagde han, deter så meget tid at vi ikke kan begribe det. Så tænk hvad tyve mil-lioner år betyder. Eller tres millioner. Men tiden i sig selv er enkel.Udviklingens princip er også enkelt. Det handler om optimering,altså hvordan man gør noget bedst muligt? Mest effektivt? Alt inaturen søger det. Når isen sprækker, følger sprækken alle de sva-geste punkter i isen. Når glas splintrer ligeledes. Sprækkerne følgerde svageste punkter.

– Men det sker jo uden vilje, sagde jeg. – Det er ren mekanik.En naturlov.

– Lov? sagde han. – Det handler ikke om love. De forstyrrer

34


bare tankegangen. Det væsentlige er at det sker. Et glas splintrerder hvor det er lettest at splintre. En gren knækker der hvor det erlettest at knække. Det er optimeringen der er det vigtige. Bladenehar brug for sol, ja, så leder de efter den optimale måde at få sol på.Hvis grenene skal løfte dem, så løfter grenene dem. Hvis du læggerforhindringer for en myresti opstår der først forvirring, men for-virringen er kun et bedrag, for hvis du vender tilbage efter etstykke tid, vil du se at den nye myresti, følger den korteste vej gen-nem forhindringerne. De optimaliserer. Ingen af myrerne ved atdet er den korteste vej de følger, lige så lidt som isen ved at det ergennem de svageste punkter, den revner.

Han lænede sig frem, støttede hænderne på knæene, rystedehovedet lidt, så håret sad som han ønskede. Hans datter sad på hugforan det tyve centimeter høje stakit der gik rundt om legepladsen,og lagde små sten i en række oven på det. Solen glimtede i hendesgule regnbukser. Vanja var ved at kravle op på det rødmalede træ-tog. På knæ vendte hun sig om og så på mig. Vinden blæste håretfrem i hendes ansigt, hun strøg det tilbage, det blæste frem igen.Jeg vinkede til hende og lod blikket glide hen over legepladsen forat finde Heidi. Hun sad på den smalle bænk inde i toget. Hendespositur var helt magen til hans, fremoverbøjet med en hånd påhvert knæ. Det lille menneske, tænkte jeg, det var de ord Linda såofte brugte om hende. Så rejste hun sig og stak hovedet ud ad vin-duet, så hen på de andre børn som stadig bar blade fra under træetpå græsplænen og hen til dammen.

Jeg lænede mig tilbage på bænken. På alléen der løb langs par-ken halvtreds meter væk, trak en fyldig kvinde en cykel. Træerneover hende vajede let i vinden, fyldte gaden nedenunder med sta-dig nye nuancer af lys og skygge. På en altan i et par meters højdepå en af ejendommene bag alléen, ikke større end en lille kasseeller et bur, stod en mand og en kvinde med hver deres glas i hån-den mens de kiggede ned på parken. Ud ad porten under dem bar

35


to mænd et bord. En tredje mand, som havde stået på fortovet ogventet, smed en cigaret på jorden, kravlede op i lastrummet på enparkeret varevogn, kom umiddelbart efter ud med et gråt tæppe.På himmelen over dem steg et fly stejlt til vejrs, umuligt at skelnefra den hvide stribe bagved.

Verden er gammel, men enkel, tænkte jeg, og alt i den er åbent.Det var som om sjælen blev løftet da jeg tænkte det. Så hørte

jeg Heidi skrige, og så hen mod toget. Hun lå på maven foran detmed hovedet ned i sandet. Jeg skyndte mig derhen og løftedehende op, kiggede efter blod i ansigtet, men der var ikke noget,hun havde sikkert næsten ikke engang slået sig. Men hun havdehaft tre grimme fald inden for den sidste måned, to gange havdehun slået munden hårdt ned i henholdsvis bordkanten og bord-pladen, der havde været blod overalt, og vi måtte først tage påskadestuen og siden til tandlægevagten. Længe efter disse hæn-delser tog hun sig til munden hver gang hun slog sig, uanset hvordet gjorde ondt. Men denne gang var det gået godt. Jeg holdthende ind til mig, hun lagde hovedet mod mit bryst og græd,men snart løftede hun det og begyndte at se sig omkring, og jegkunne sætte hende ned på jorden igen. Da jeg gik tilbage til bæn-ken og satte mig ved siden af ham, som nu var fordybet i bogen,fik en bevægelse øverst i mit synsfelt mig til at kigge op. Det varet blad der faldt. Det vil sige, det faldt ikke. Det snurrede rundtog rundt som propellen på en helikopter og fløj langsomt gen-nem luften.

Tanken om episoden fik mig til at huske noget jeg havde læst fornogle måneder siden, det var en passage i Linjen, replikvekslingenmellem Heidegger og Jünger, hvor sidstnævnte havde skrevet no-get om mønstre der havde gjort stort indtryk på mig dengang, ogsom havde blandet sig med mine andre forestillinger med en sådanintensitet og feber at jeg havde noteret det hele ned på en af de

36


blanke sider under titlen Det tredje rige i den hensigt at det skulledanne grundlag for en ny roman.

Jeg kunne ikke længere huske hvad der stod, og gik ind i stuenfor at lede efter bogen. Linda lagde avisen til side da jeg kom.

– Hvornår i morgen tager du af sted? sagde hun.– Flyet går klokken syv, sagde jeg. – Så ved femtiden.– Er du nervøs?– Lidt. Men det bliver værre i morgen.Jeg lod blikket glide hen over ryggene i bogreolen. Alle de neder-

ste var skubbet ind, nogle så langt at de var forsvundet ind i dybet.Det var John der gjorde det, og det var længe siden jeg var holdt opmed at trække dem frem igen efter at han havde været i gang, der gikalligevel ikke mere end et par timer før han skubbede dem ind igen.Lad mig nu se ... H. H. H. Der! Jünger/Heidegger, Linjen.

– Bad! sagde Vanja.– Tal i hele sætninger, sagde jeg.– Bad! sagde hun igen og så på Linda.– Jeg vil gerne ... sagde jeg.– Jeg vil gerne i bad, sagde hun.– Gider du? sagde Linda.– Ja, sagde jeg. – Men så putter du dem, ikke også?Hun nikkede.– Om fem minutter, sagde jeg til Vanja og begyndte at bladre i

den bog jeg holdt i hånden. Citatet stod ikke i Jüngers tekst, somjeg troede, men stammede fra en dagbogsnedtegnelse som AndersOlsson citerede i efterordet.

På vejen tilbage langs stranden opdagede vi en konkyliebanke.Ingen af de muslinger og snegle der var blevet skyllet op der,var større end en bønne, mange var mindre end en ært – mendet var selve universet med sine ovaler, cirkler og spiraler,omkring en fod brede. Obelisker, gotiske og romerske buer,

37


takker, lanser, søm, tornekroner, oliventræer, kalkunvinger,bid, rivejern, vindeltrapper, knæskåle ... Og alt formet afbølger.

– Bad nu! sagde Vanja.– Er du en lille baby her til aften? sagde jeg.– Bad! sagde Heidi.– Bad! sagde John.– Jeg skal bare lige kigge lidt i denne her bog, så skal I nok

komme i bad, sagde jeg. – Fem minutter.Jeg bladrede op på de sidste, blanke sider og læste hvad jeg

havde skrevet.

Lucrets – Om tingenes natur AtomerNazismen naturvidenskabAfrika biologiAtombomben arterEn mand alene på Gotland materialismeEugenik

Titel: Det tredje rige Kroppen, blodetAristokrat det biologiskeMasse det klare, åbneHölderlin det helligeHeidegger det dunkleJüngerMishimaMønstre i universet, det store og det lilleFaustDyr der kan kontrolleresAlbertus SebaAmerika som er opdaget, men efterladt i fred

38


Det var det hele.Jeg havde husket det som en detaljeret nedfældelse af konkrete

idéer, et univers hvor romanen skulle udspille sig, og så var derikke andet end mine almindelige affiniteter til bestemte ord, og deforestillinger de vakte i mig. »Kroppen, blodet«, »biologi«, »atom-bomben«. Og Lucrets, Om tingenens natur, den havde figureret imine notater siden midten af halvfemserne.

Men det var en roman. Det var det. En verden beskrevet gen-nem det materielle og det mekaniske, sand, sten, muslinger, ato-mer, planeter. Ingen psykologi, ingen følelser. En historie der varanderledes end vores egen, men som lignede. Det skulle være endystopi, en roman om de sidste dage, fortalt af en mand alene midti et tørt og varmt sensommerlandskab. Og jeg havde en slutningklar, jeg havde allerede fortalt den til Linda, som havde lyst op, denvar storslagen og fantastisk. Det var den!

– Vil I i bad? sagde jeg og satte bogen tilbage i reolen.Pigerne gled ned fra stolen og småløb ud på badeværelset.– Ja! sagde John og stolprede efter dem.Da jeg kom derud, havde de allerede krænget tøjet af og stod

nøgne foran badekarret. Jeg tog den gule Jif-flaske på spejlhylden,tog det grønne låg af og sprøjtede skurecreme i bunden af bade-karret.

– En haj! sagde Heidi, hun stod bøjet ind over kanten. Det varden form striberne med skuremiddel dannede, hun tænkte på.

– Synes du det ligner en haj? sagde jeg.Hun nikkede.– Hvis der kommer en haj, skal man slå den på snuden, sagde

Vanja. – Så bliver den bange.Med en håndbevægelse viste hun hvordan man skulle slå den

på snuden. Jeg fugtede en svamp under hanen i håndvasken ogbegyndte at skure badekarret. Skyllede det med bruseren, så hvor-dan vandet rev den gule skurecreme med, som nogle steder opløste

39


sig i små skyer, stak den gummibetrukne metalprop ned i afløbet,trak i håndtaget på blandingsbatteriet, mærkede efter med håndenpå den tykke stråle for at se om temperaturen var rigtig, rettedemig op.

– Okay, sagde jeg. – Hop i.Mens Vanja og Heidi klatrede op i badekarret, hjalp jeg John af

tøjet. Han strakte den ene hånd i vejret, i den anden holdt han enplastikand. Da jeg havde trukket ærmet af, tog han den over i denanden hånd.

– Godt, John! sagde jeg, trak trøjen over hovedet på ham, ka-stede den over til snavsetøjskurven, som tøjet blomsterkroneagtigtstrømmede ud af, knappede hans bukser op, trak dem af ham, løs-nede tapen på bleen og løftede ham op i badekarret, hvor hanstraks begyndte at plaske med begge hænder.

– Jeg så en heks på gaden i dag, far, sagde Heidi.– Det var ikke nogen heks, sagde Vanja. – Det var en gammel

dame.– Tænk hvis det var en heks? sagde jeg og satte mig ned på hug

foran dem.– Der findes ikke hekse, sagde Vanja.– Er du sikker? sagde jeg.Hun kiggede på mig og smilede.– Ja, sagde hun. Jeg så at der var noget i hende der ville sige nej.– Tænk hvis jeg var en troldmand? sagde jeg.– Du er bare en almindelig far! sagde Heidi.Jeg lo og rejste mig op. Vandet gik dem til maven nu. De el-

skede at være i karbad, alle tre, og det havde de altid gjort. Jeg spe-kulerede på hvorfor. Det havde måske noget med forvandlingen atgøre, pludselig at befinde sig i et andet element? Heidi lagde hæn-derne på den ene kant, satte fødderne på den anden og gik op ibro, råbte se, far! og lod sig falde ned igen med et plask der slyn-gede en kaskade af dråber over mod mig.

40


– Lad være med det! sagde jeg højt. – Det kan være farligt! Ogse hvor våd jeg blev!

Hun lo. John lo også, Vanja gjorde sig klar til at gøre detsamme.

– Nej, sagde jeg.– Bare en gang! sagde hun.– Okay da, sagde jeg og trådte et par skridt tilbage. Plasket blev

endnu større denne gang; rundt om badekarret var gulvet dækketaf vand.

De lo alle tre. Da John ville prøve, tog jeg fat i hans arm ogholdt ham nede. Nej, nej, sagde han. Jo, jeg vil, sagde han. Nej,sagde jeg. Jo, sagde han. Jo, sagde jeg, nej, sagde han, og så vartruslen afværget.

– Nu skal I vaske hår, sagde jeg.– John skal først, sagde Vanja.– Okay, sagde jeg. – Hørte du det, John?– Vil ikke, sagde han.– Jo, sagde jeg og tog fat i hans skulder og pressede ham for-

sigtigt tilbage i vandet. Han spændte først imod, og da jeg såpressede videre, begyndte han at græde og slå omkring sig. Jegslap grebet.

– Sådan, sagde jeg.Han skreg videre. Jeg tog shampooflasken med et billede fra

Pixarfilmen Biler, som han selv havde valgt engang, og sprøjtededen tyktflydende røde væske ud i håndfladen. Da håret var vasket,kommanderede jeg dem op at stå, tog tre klude fra bunken på hyl-den, sæbede dem ind og vaskede alle tre mellem benene. Det føltessom et overgreb, det tænkte jeg hver gang jeg gjorde det. Tænkhvis der kom nogen ind og overraskede mig mens jeg gjorde det.Hvad ville de ikke tænke, en pervers far med en klud mellem be-nene på sine døtre? At det var en tanke der kun var mulig for enmand der havde oplevet incest-hysteriet i firserne, vidste jeg godt,

41


men det hjalp ikke, følelsen slap jeg ikke fra, og da de satte sig nedigen, og jeg skyllede kludene, vred dem op og hængte dem på el-radiatoren, var det med stor lettelse over at der heller ikke dennegang var kommet nogen ind midt i det hele.

– Trækker du proppen ud, Vanja? sagde jeg.– Lidt mere, far! sagde hun.Jeg rystede på hovedet.– Det er langt over jeres sengetid allerede.– Snälla pappa, sagde Vanja.– Snälla pappa, sagde John.– Nej, sagde jeg. – Kom så. Hvis ikke du vil, så gør jeg det.Vanja sukkede og trak proppen op. Rundt om dem begyndte

vandet at bevæge sig. Da Vanja var lille, havde hun været bangefor den lille malstrøm der opstod ved afløbet, hun troede den varlevende, og så snart jeg havde trukket proppen op, steg hun ud afbadekarret så hurtigt hun kunne, som jaget af en stor fare. Hver-ken Heidi eller John havde nogensinde været bange for hvirvlen.

Nu rakte jeg Vanja hånden, hun tog den og steg ud, jeg tørredehende med et stort håndklæde, lagde det over hendes skulder førhun gik ind i stuen. Jeg gjorde det samme med Heidi, nød følelsenaf at frottere dem, når de stod helt stille og ventede på at jeg skulleblive færdig, omtrent som en hest der blev striglet, kunne man må-ske forestille sig. John sad alene i badekarret og legede med prop-pen, satte den i, trak den op, igen og igen. Han protesterede da jegløftede ham op, sprællede med benene som en uvillig kat, menogså han stod helt stille på gulvet da jeg frotterede ham.

Jeg tørrede op på gulvet med hans håndklæde, hængte det oppå tørrestativet over badekarret, og fulgte efter børnene ind i stuenhvor Linda havde givet Heidi og Vanja nattøj på. De store hånd-klæder lå som to bunker på gulvet.

– Jeg smutter ud og tjekker min e-mail, sagde jeg. – Er det iorden?

42


Et par uger forinden var vores internetforbindelse holdt op medat virke, det kunne være fordi vi ikke havde betalt, men det kunneogså være en teknisk fejl. Jeg havde løst problemet ved at ordne almin e-mail-korrespondance fra en spillehal der lå ved torvet.

– Ja, sagde hun. – Jeg tænkte på om der var noget vi mangledetil morgenmad? Så kan du jo købe det når du er ude? Mælk, må-ske? Og et brød?

– Jeg havde nu ikke tænkt mig at gå i supermarkedet, sagde jeg.– Nej, nej, så lad være, sagde hun.– Jeg skal nok, sagde jeg. – Mælk og brød.

Luften på torvet var kold og skarp, og jeg lynede jakken op før jegbegyndte at gå over til internetcaféen, som lå på den anden side afgaden lidt længere henne. Jeg gik derhen mindst et par gange omdagen, der skete meget for tiden, der blev sendt manuskripter fremog tilbage mellem mig og forlaget, og så havde jeg sendt manu-skriptet ud til alle jeg havde skrevet om, og de kom med tilbage-meldinger med ujævne mellemrum. Den første roman var heltfærdig, den kom fra trykkeriet om to dage. Den anden roman vari sidste fase, nu skulle den tekstredigeres og korrekturlæses, og demjeg havde skrevet om, skulle få lov til at læse den. Når jeg tænkte pådet, var det som om det begyndte at brænde i mit indre. Fortviv-lelse, skyld og angst var de følelser der brændte, og den enestemåde jeg kunne holde dem væk på, var ved at tænke at de endnuikke vidste, at der ikke var sket noget endnu, men det hjalp mindreog mindre, for snart kom dagen, hvor jeg skulle give manuskriptettil Linda, og hun skulle begynde at læse det jeg havde skrevet omvores liv. Det eneste hun vidste, var at jeg havde skrevet om voresliv. Hun havde ingen anelse om hvad eller hvordan. Hun havdesagt at jeg skulle tage alle udsvingene med, at jeg ikke skulle holdenoget tilbage, at det værste der kunne ske, var at jeg havde frem-stillet hende som kedelig, grå og svag, det der på svensk hed en

43


»mes«, og hver gang jeg sagde at jeg gruede for når hun skulle læsedet, forsikrede hun mig om at det nok skulle gå. Der er ikke nogetat være bange for, sagde hun. Jeg kan tåle det hele, så længe det ersandt. Men Linda var en romantiker, hun accepterede hverdagsli-vets mistrøstigheder og skænderier så længe der også var en fore-stilling om noget andet, vores kærlighed og vores lykke. Hunkunne gå fra at skælde mig hæder og ære fra til at sige at hun aldrighavde elsket nogen som mig, på ganske få minutter, mens jeg på enhelt anden måde akkumulerede skænderier, utilfredshed og fru-stration, de lå som sedimenter i mit indre, som en slags følelsernesfossiler, og formørkede mit sind stadig mere intenst, til sidst var jeghård som sten, uimodtagelig for forsoning og kærlighed. Dethavde jeg skrevet om, og det vidste jeg ikke om hun kunne tilgivemig. For det var med det blik hun blev set.

Hvorfor havde jeg skrevet det?Jeg havde været så fortvivlet. Det var som om jeg var låst inde i

mig selv, alene med frustrationen, den sorte abe, som på et tids-punkt var enorm, og det føltes som om der ikke var nogen udvej.Altså: mindre og mindre cirkler. Større og større mørke. Ikke deteksistentielle mørke, ikke det der handlede om liv og død, sønder-sprængende lykke eller søndersprængende sorg, men det lillemørke, skyggen på sjælen, den lille mands eget lille helvede, så lilleat det egentlig var unævneligt, samtidig med at det fyldte alt.

Hvis jeg skulle skrive om det, skulle jeg være sandfærdig. Detvar Linda enig i. Men hun kendte ikke sandheden. En ting var atfornemme hvad hendes mand tænkte i sine sorteste øjeblikke, no-get helt andet var det at læse om i en roman. For det var vores livdet handlede om. Hendes, Lindas, og mit, Karl Oves. Det var detvi havde, ja, det var faktisk alt hvad vi havde.

Åh, fy for helvede, hvor var det dog noget værre lort. At væretvunget til at give hende manuskriptet og sige, her, læs det, detudkommer om en måned.

44


Jeg standsede foran fodgængerovergangen og ventede på grøntlys. Det store indkøbscenter ved siden af hotellet var lige lukket, såtyndede det altid ud med folk i området, bortset fra uden forMcDonald’s og Burger King, hvor der altid hang grupper af unge,for det meste indvandrere. Mange var kommet her til Malmø fraIran, vidste jeg, og tilhørte altså det folk der engang var blevetkaldt persere. De som for ganske nøjagtigt 2500 år siden, underXerxes, rejste i felttog mod grækerne.

Blot et par uger tidligere havde jeg læst en roman af EyvindJohnson, Skyerne over Metapontion fra 1957. Det var et af de klare-ste modernistiske værker jeg havde læst, i hvert fald fra den del afmodernismen der var optaget af antikken, som Ezra Pounds Can-tos, Herman Brochs Vergils død og James Joyces Ulysses eller for densags skyld Paal Brekkes Roerne fra Itaka. Ligesom dem beskæfti-gede Johnson sig med rummet mellem den antikke litteraturs daog det moderne nu, men han var måske i endnu højere grad end deandre optaget af tiden imellem dem. Romanen begyndte i Sydita-lien lige efter krigen, og begivenhederne derfra, som hovedsageligbestod af en svensk forfatters rejse i en fransk arkæologs fodspor,en mand han havde mødt i en af tyskernes koncentrationslejre,med islæt af begivenheder fra det samme landskab som de havdeudspillet sig fire hundrede år før vor tidsregning. Et gods, en gods-ejer, hans slaver, hvoraf en flygter og havner i et større felttog, langtinde i Asien, alt sammen beskrevet ned til mindste detalje. Ikkemindst den enorme menneskemængdes bevægelse fra Middelha-vets kyster og helt ned til Babylon, gennem et landskab der varstadig mere fremmed, var skarpt og æggende gengivet. Men detmest fremmede ved bogen var for mig ikke det antikke felttog ellerde antikke slavekvarterer, som lå så langt tilbage i tid at man heletiden så forfatterens anstrengelser for at levendegøre dem, menderimod Italien ude på landet anno 1947. Landskabet øde og stille,begivenhederne små og næsten umærkelige, og selvom jeg vidste

45


at et andet forfattertemperament, for eksempel latinsk, somMárques, Llosa, Cela eller hvorfor ikke Cervantes, ville kunnehave skrevet præcis det samme landskab frem med en selvfølgeligintensitet, menneskene der dirrede af kærlighed og længsel, såledesat vi her ville have befundet os i verdens midte, er netop Johnsonsafstand til det hans beskriver, afstanden til menneskene og deresvirke og følelsesliv, afgørende i forhold til det han måske var udeefter, nemlig den afgrund af tid der ligger mellem os og antikken,og den følelse af meningsløshed der springer ud fra den. Her skerder ingenting, menneskene er kun gæster i landskabet som er bun-det i et hav af tid. Af og til bliver noget fortættet, som for eksempelkrigen to år forinden, men sandheden om den er ikke anderledes,hvilket kommer frem i afsnittene om det antikke felttog, som ikkerummer noget stort og heroisk eller historisk betydningsfuldt, detfalder hele tiden ud i enkeltdele, som er egehjulets knirken, støvetder står rundt om hestehovene, den enkeltes drøm om rigdom,den enkeltes nedværdigelse af tabet og flugten. Men det er roman,det er et program. Det som ikke er et program, er skildringen afefterkrigstidens Italien, fordi det i så høj grad påvirkes af en stem-ning vi allerede er fremmede for, men som romanen, i modsæt-ning til antikken, står helt tæt på og er helt fortrolig med. Da jeglæste det, føltes Italien anno 1947 faktisk mere fremmed end Ita-lien i århundrederne før Kristus, sikkert fordi det sidste var baseretpå en litteratur jeg kendte, mens det første ikke var baseret på an-det end livet som det udspillede sig dengang, og som stort set ikkefindes andre steder end her. Vi står så uendelig langt fra det nu,samtidig med at vores forældre og bedsteforældre levede dengang.Ingen tid kan have gennemgået så radikale forandringer som vo-res, det kan jeg ikke forestille mig, den sidste halvdel af det tyvendeårhundrede har næsten ingen berøring med den første, det er somom de udspiller sig i to forskellige verdener.

Jeg kiggede hen på indgangen til internetcaféen. Et nyt sug af

46


angst gik gennem mig. Den sidste måned havde jeg modtaget demest forfærdelige e-mails på grund af min roman, og jeg vidste atder ville komme flere, bare ikke hvorfra. Det samme gjaldt telefo-nen; hver gang den ringede, stivnede jeg. Sådan havde det godtnok været siden den aften nogen ringede og ville tale med vold-tægtsforbryderen Karl Ove Knausgård, men det var syv år siden,og den angst var blegnet sammen med mindet; med bogen vendteden tilbage med ny kraft, for det jeg skrev, handlede om andremennesker, det kunne jeg ikke kontrollere, og det jeg åbnede idem, kunne de åbne i mig, det vidste jeg; alt hvad jeg nogensindehavde gjort, kunne blive brugt imod mig. Så længe det var privat,så længe det foregik mellem mig og dem, kunne jeg håndtere det.Det var forfærdeligt, jeg blev martret af angst hver gang, kunnenæsten ikke bevæge mig, sad i en stol eller lå paralyseret på en sengi timevis, men jeg vidste at det ville gå over, før eller siden havdejeg kæmpet mig igennem det, og var i stand til at se sagens retteproportioner. Men hvis det kom ud i offentligheden ... Hvis no-gen gik til aviserne med det ... Det vidste jeg ikke om jeg villekunne klare.

Lyset skiftede fra rødt til grønt, jeg krydsede gaden, vinden blæ-ste håret ind i øjnene, jeg strøg det til side, foldede det ligesom bagøret med en bevægelse som jeg alt for godt vidste var feminin, menalligevel brugte, skyndte mig videre, gik ned ad de tre trappetrin tilinternetcaféen, åbnede døren og trådte ind. Der var næsten heltmørkt derinde, bortset fra lyset fra rækkerne af skærme ved væg-gen, hvor der sad unge mennesker og spillede computerspil. Deråbte til hinanden mens de spillede, der var sikkert flere af demderinde der spillede det samme spil, som næsten altid handledeom soldater på opgave i en eller anden fjendtlig verden, hvad en-ten det var i en by, i et fabriksområde, i et ørkenlandskab eller i enskov.

Fyren ved den nærmeste maskine drejede hovedet.

47


– Tjena! sagde han. – Hvor har du været hele dagen, forfatter?Vi har ventet på dig.

– Hej, sagde jeg. – Har du en maskine til mig?– Tag nummer nitten.– Tak, sagde jeg og gik hen til nummer nitten, trak stolen ud og

satte mig.Jeg åbnede browseren og skrev adressen til den side hvor min

e-mail lå. De to-tre sekunder der gik før siden dukkede op, holdtjeg vejret. Så kom rækken af navne til syne, de uåbnede i en federeskrift. Jeg kastede et hurtigt blik ned ad rækken.

Ikke noget slemt.En forespørgsel fra et tv-program, en fra en boghandel i et ind-

købscenter i Sørlandet, en fra en boghandel i Oslo og en fra enhøjskole midt i landet. Jeg bad Silje på forlaget, som havde for-midlet forespørgslerne, om høfligt at takke nej. Hun havde ogsåskrevet til mig med en ændring i interviewprogrammet for næstedag, Aftenposten havde trukket sig, BT havde skiftet journalist, sånu så det sådan ud:

9-9.45: NTBGitte JohannessenPå forlaget

9.45-10.20: Bergens TidendeFinn Bjørn Tønder, telefoninterviewPå forlaget

10.30-11.15: FædrelandsvennenTone SandbergEtoile

48


11.15-12.15: MorgenbladetHåkon GundersenEtoile

12.15-12.45: frokost

12.45-13.30: DagsavisenGerd Elin Stava SandveEtoile

14.30-15.15: SøndagsavisaGry VeibyOptagelse hos NRK

15.15-15.45: NRK RadiofrontSiss VikOptagelse hos NRK

Programmet var omtrent det samme som da jeg havde udgivetmin forrige roman, Alting har en tid, for fem år siden. Ved at samlealle interviewene behøvede jeg ikke bruge mere end en dag på me-dierne. Dagbladet og Dagens Næringsliv havde interviewet mig iMalmø for nogle dage siden, Aftenposten havde trukket sig, VGvar ikke interesseret, og dermed var alt dækket.

Oprindelig havde det været meningen at Bergens Tidende villesende Siri Økland, og det var lidt ærgerligt at hun ikke kunnekomme alligevel, vi havde læst litteraturvidenskab sammen i Bergenfor tyve år siden, kendte ikke hinanden dengang, men havde altidhilst på hinanden, det og det at vi tilhørte samme generation, gavmig en følelse af tryghed. Hvis jeg var utryg i en interviewsituation,sagde jeg næsten ingenting, så var de nødt til at hive ordene ud afmig og det kom der aldrig noget godt ud af. Før forrige bog udkom,

49


havde Dagbladet lavet et interview med mig i Stockholm. Jeg havdeikke talt med nogen om bogen, var usikker både på hvad den egent-lig handlede om og hvor god den var, og så havde fotografen væretmed til hele interviewet, vi sad på Saturnus, han sagde at han kendteTore Renberg, sad og så på mig med et halvsmil som bragte mig udaf fatning, alt hvad jeg sagde, hørte jeg med hans ører, det var detrene idioti, Noas ark, Kain og Abel, engle og det guddommelige, såefter et par minutter lukkede jeg igen helt i, svarede ja eller nej påhendes spørgsmål, og hvis jeg forsøgte med nogle ræsonnementer,var det med rødmende kinder. Jeg tænkte hele tiden på at bedehende om at sende fotografen væk så jeg kunne tale lidt friere, menjeg turde ikke, så det blev som det blev.

Lige inden interviewet havde jeg siddet og læst i Gombrowicz’dagbøger; for femte gang forsøgte jeg at trænge ind i dem, for femtegang læste jeg de første ti sider, uden at komme længere, og sammeeftermiddag lagde jeg bogen væk igen. Men journalisten havde lagtmærke til det og lavet en lille sidehistorie om det. »Knausgård læserGombrowicz« hed det i overskriften. Det forfulgte mig i mange år.Flere gange blev jeg kontaktet af aviser og tidsskrifter der ville haveat jeg skulle skrive noget om den polske forfatter for dem. Jeg, somkun havde læst de ti første sider af hans dagbog, og ingen af hansromaner eller skuespil, blev altså regnet for at være Gombrowicz-ekspert. Endnu værre var det når jeg mødte Dag Solstad, for hanhavde stor respekt for Gombrowicz, han var en af de vigtigste for-fattere for Solstad, og eftersom jeg ikke tilstod at jeg ikke havde læstham, første gang han talte om ham til mig, blev jeg nødt til at ladesom om jeg var Gombrowicz-kender over for ham. Engang komhan hen til mig og sagde at han havde været på Gombrowicz-semi-nar i Stockholm, og havde forventet at se mig der?Åh, jeg havde haftså travlt, men jeg ville så gerne have været der. Var det et interessantseminar, eller hvad? Og så videre og så videre.

Jeg lukkede browseren, gik hen og lagde en tier på disken, åb-

50


nede døren og gik op ad trappen ud i den tiltagende skumring somde lave og mørke biler trængte igennem med deres forlygter ogdæmpede, næsten summende motorlyd.

Alle børnene var vågne da jeg kom tilbage. De råbte far, far, da dehørte lyden fra døren som blev åbnet. Jeg tog skoene af, hængtejakken på plads og stillede mig i døråbningen.

– I skal altså sove nu, sagde jeg.– Men vi kan ikke sove, sagde Vanja, deres talsmand i situati-

oner som denne.– Og det er så tråkig! Må vi ikke være oppe lidt længere? Bare

lidt? En lillebitte smule til?– Nej, sagde jeg. – Det er langt over sengetid.Heidi der lå i overkøjen, satte sig op på knæ.– Kram, sagde hun.Jeg gik hen til hende, hun lagde armene omkring og trykkede

sin kind mod min så hårdt hun kunne.– Också kram! sagde John.Han lå på ryggen i tremmesengen med puden mellem hæn-

derne. Han slæbte puden med hvor end han gik. Det var det førstehan sagde når han kom hjem fra vuggestuen. Kudden, vill ha kud-den!

– Du må rejse dig op, hvis du vil have et knus, sagde jeg.Det gjorde han. Jeg kyssede ham på øret, han fnisede. Som den

eneste af børnene var han kilden.– Vanja? sagde jeg.– Kun hvis vi må blive oppe lidt længere! sagde hun.– Men det er ikke for min skyld! sagde jeg. – Det er for din!– Okay, sagde hun og lænede sig frem. Jeg gav hende et knus,

strøg hånden hen over hendes spinkle ryg.– Du er så dejlig, sagde jeg. – Nu skal du sove. Okay?– Okay. Men du må ikke lukke døren!

51


– Nej, nej, sagde jeg.Hun var lidt mørkeræd, ikke så meget, men nok til at hun ville

have lyset tændt når hun skulle sove. Engang hvor vi havde væretpå landet ude hos Lindas mor, Vanja havde nok været omtrenthalvandet, havde hun haft mareridt. Hun græd, og da Lindaspurgte hvad hun havde drømt, sagde hun at hun havde drømt ombaderingen. Det lød mærkeligt, men et par måneder senere fik viforklaringen. I en zoologisk have var vi standset foran et glasburmed en stor varan. Da Vanja fik øje på den, trådte hun tilbage ogråbte: »Baderingen! Baderingen!«

Nu lå hun og stirrede op på mig.– Godnat, sagde jeg.– Godnat, sagde hun. – Far?– Ja?– Hvem skal putte mig i morgen?– Det skal du ikke bekymre dig om nu. Sov nu bare.Vanja ville helst have at Linda skulle gøre alting, jeg så lidt som

muligt. Den største lykke var at blive puttet af Linda to aftener itræk. Sådan var det, jeg var nummer to i deres rangorden, og villealtid være det, hvis der da ikke kom nogen og tog min plads. Mendet gjorde mig ikke noget, hun var den der stod dem nærmest, såenkelt var det.

Jeg gik ind i stuen hvor Linda, som sad og så fjernsyn, vendtesig om og så på mig.

– Jeg glemte at købe ind, sagde jeg.– Det gør ikke noget, sagde hun. – De er vågne?– Ja.– Hvad skal du nu?– Pakke lidt. Og så finde ud af hvad jeg skal have på i morgen.

Og du?– Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg er lidt træt. Måske går jeg tidligt

i seng. Det er måske ikke så dumt nu hvor du ikke er her i morgen.

52


– Nej, sagde jeg. – Men det er jo kun to dage. Og din mor kom-mer jo også.

– Ja, det var ikke sådan ment. Det skal nok gå.Jeg gik ind i soveværelset og hentede to skjorter, et par trøjer, et

par T-shirts, to par bukser og to jakkesæt, tog hele bunken medind foran spejlet ude i gangen og begyndte at prøve tøj. De fnisedeinde i værelset, jeg begyndte at blive træt af det, trådte et skridt indi værelset og tændte lyset i loftet. De lå alle tre i Vanjas seng. Jegtog fat i John i en fod og en arm, trak ham hurtigt hen til mig,løftede ham op og lagde ham ned i sengen, gjorde det samme medHeidi, alt sammen uden at sige noget, og med bevægelser der varbeslutsomme, på grænsen til det hårdhændede.

– Sådan, sagde jeg. – Nu sover I. Forstået?– Ja, far, sagde Vanja. – Men det var dem der kom hen til mig.

Jeg kunne ikke stoppe dem.– Det kan jeg godt se, sagde jeg og slukkede lyset i loftet.– Dumme far! sagde John.Jeg sagde ikke noget, lod døren stå på klem og begyndte at

prøve tøj. Et par sorte Lindeberg-jeans, en blå Ted Baker-skjorteog den grå Ted Baker-jakke. Så skoene, et par Fiorentina+Baker,ligesom alt det andet tøj købt i Edinburgh for et par uger siden. Jeghavde været på en lille litteraturfestival, Yngve og Asbjørn og et paraf deres kammerater var rejst med derop for at se på, men da detkom til stykket, og jeg skulle gå fra hotellet op til sceneområdet,bad jeg dem om ikke at se på alligevel. De syntes nok det var lidtmærkeligt, festivalen var deres påskud for at rejse, men ikke værreend at de gik ud og spise i stedet. De var sandsynligvis lige så ner-vøse som jeg var, for at jeg skulle dumme mig. I hvert fald Yngve,som identificerede sig med mig. På scenen blev jeg interviewetsammen med en hollandsk forfatter på omkring halvtreds, han giki et excentrisk, ternet jakkesæt, talte engelsk med perfekt accent,havde skrevet en roman bygget på Dantes Divina Commedia. Han

53


hed Marcel Möring og tog sig af mig på scenen. Han fornemmedesikkert hvor nervøs og utilpas jeg var, og bagefter, da vi sad ogskulle signere bøger med hver vores vinglas foran os, og han havdeen lang kø af mennesker foran sig, som alle sammen roste ham forhans perfekte engelsk og sagde at hans bog lød virkelig interessant,mens der ikke var nogen foran mig, sagde han høfligt at han ogsåvar begyndt sådan engang, og at tommelfingerreglen var at derikke skete noget i udlandet, men at det ikke gjorde noget, det vig-tigste var netop dette, muligheden for at rejse rundt i verden ogmøde mennesker. Han gav mig sit kort og forsvandt ud i nattenmed sin unge kone, mens jeg traskede ned på en bar for at møde deandre nordmænd. Dagen efter var Yngve taget med mig ud atshoppe, for i modsætning til mig havde han en sikker smag når detgjaldt tøj. Hvis han nikkede, købte jeg det, hvis han rystede påhovedet, lagde jeg det tilbage.

Utilpas vred jeg mig frem og tilbage foran spejlet, bukserne pas-sede ikke helt til jakken, og var det ikke en skide kliché med for-fattere og habitjakker? Fandtes der noget kedeligere?

Jeg åbnede skabsdøren og så på de andre jakker.En anorakagtig en, den var flot, men det passede måske ikke

lige til et lanceringsinterview.Der brød et leben løs inde på værelset, en af dem græd, en an-

den råbte. Jeg flåede døren op og tændte lyset.– Så er det nok! I seng med jer!Det var John der græd, Heidi der hylede. Vanja lå i midten og

holdt sig for ørerne. Jeg trak John væk fra de andre, denne gang medet ekstra hårdt greb, satte ham i sengen, hvor han, med hændernefængselsagtigt om tremmerne, græd videre og forbandede mig.

– John slog mig! råbte Heidi. Jeg løftede hende ud og sattehende op i sengen.

– John er så lille. Og han havde sikkert en grund til det. Nu skaldu sove. Og det gælder også dig, John, sagde jeg og så over på ham.

54


– Dumme, hikstede han. Jeg gik hen og satte mig ned på hugved sengen.

– Jeg er ikke dum, sagde jeg. – Men nu skal du sove. Du måikke gå rundt. Du kan selv se hvad der sker. Så slår du dig. Læg dignu ned.

Han gjorde mærkeligt nok hvad jeg sagde. Jeg slukkede lyset,lukkede døren, begyndte at prøve resten af tøjet, stykke efterstykke i forskellige kombinationer. Det irriterede Linda, det vidstejeg, alt hvad der lugtede af forfængelighed brød hun sig ikke om.Jeg kunne bruge mere tid på at forberede mit udseende end på atforberede det jeg skulle sige før en optræden. Så snart jeg vidste atjeg ville være synlig, blev jeg helt besat. Det betød ikke noget omtøjet var dyrt eller billigt, nyt eller gammelt, det var selve handlin-gen, af med skjorter, på med skjorter og den evige selvevaluering,godt, eller ikke godt, forfærdeligt, lidt bedre, måske det?

Efter en halv time, hele tiden med Lindas tanker om det jeg vari gang med i baghovedet, gik jeg ind til hende.

– Hvad med det her? sagde jeg.– Jättefin, sagde hun. – Du ser jättefin ut.Det sagde hun altid, men jeg havde alligevel brug for at høre

det.Fra børneværelset lød der nogle kraftige dunk i væggen.– Hvad er der med dem i aften? sagde Linda.Denne gang var det nok at åbne døren, så pilede John hen over

gulvet og Heidi op ad stigen.– Nu mener jeg det virkelig, sagde jeg. – En gang til, og så bli-

ver jeg virkelig vred.De lå helt stille og så på mig med store øjne. Jeg gik ud på bade-

værelset, fandt saksen på spejlhylden og begyndte at klippe mitskæg.

Der lød trippende børnefødder ude i gangen. Det var sandsyn-ligvis John eller Heidi.

55


– Gå ind i seng! råbte jeg.– Jeg er lysvågen! sagde Heidi i døråbningen.– Kom så, sagde jeg, løftede hende op og bar hende ind i seng.

Stod et par sekunder uden for døren og ventede, åbnede døren også Heidi på vej ned ad stigen.

– Gå tilbage, sagde jeg. – Op i sengen igen.– Men jeg er lysvågen, sagde hun. – Jeg kan ikke sove!– Jeg ved hvad vi kan gøre, sagde Vanja. – Vi holder hinanden

i hænderne og lukker øjnene og rejser til ketchup-landet!– Okay, sagde jeg. – Så længe I falder i søvn.De gjorde det, tog hinanden i hænderne, lukkede øjnene og lå

helt stille. Ketchup-landet var noget de havde hørt om i børneha-ven, troede jeg, men ville egentlig ikke vide det, det fyldte migmed et let ubehag, ketchup er rødt, rødt er blod, blod er død. Også ligger de der med lukkede øjne ...

Jeg gik ud på badeværelset og klippede videre. Igen lød trip-pende børnefødder ude i gangen, nogen løb forbi badeværelset ogind i vores soveværelse. Jeg flåede døren op, og Heidi, som stod ivores seng, vendte sig om.

– Nu går du ind i seng! råbte jeg. – Lige nu! Du har fået såmange advarsler nu. Kom så. Ind i seng! Du MÅ ikke være længeoppe. FORSTÅR DU DET?

Hun så på mig og begyndte at græde.– Jeg skulle bare hente en bog! hikstede hun. – Voksne må ikke

være vrede på børn!Jeg fik så ondt af hende at jeg var lige ved at begynde at græde

selv. Heldigvis reagerede hun ikke med raseri som hun nogle gangegjorde, så var det helt umuligt at trøste hende. Nej, hun græd bare,og jeg løftede hende op, trykkede den lille krop ind til mig og barhende ind på deres værelse, tændte for lyset og sagde at jeg villelæse en bog til, for dem alle tre. Heidi kravlede op på mit skød.Vanja satte sig op og knappede et dækken på en af sine mange stof-

56


hunde mens hun hørte efter med et halvt øre, mens John traskederundt på gulvet og legede med det han fandt. Jeg læste en bog omMumitrolden, han vågner op om vinteren, hans forældre ligger idvale, han kan ikke vække dem og går ud på egen hånd. Heidi vredsig og spurgte om snart det ene, snart det andet – hvorfor ler de adham? Det er grimt at le ad andre – hvad siger han der, far? – mensVanja fnøs ad de barnlige spørgsmål, og John var optaget af sineegne projekter ude på gulvet, nu var han i gang med en dims hankunne trykke på og som gav en høj, sireneagtig lyd.

Da bogen var færdig, og jeg endnu en gang havde slukket lyset,var de roligere. Jeg gik ind til Linda, som så nyheder, og sagde atdet var mærkeligt så urolige de var til aften. Hun sagde at Heidihavde sovet to timer efter børnehaven, og at John også havde sovetlænge om dagen. Jeg satte mig ned, lagde fødderne på bordet, stir-rede på fjernsynet.

Vi gik i seng en times tid senere. Kyssede hinanden godnat, sluk-kede lyset. Jeg var nervøs og mærkede med det samme at der villegå lang tid før jeg faldt i søvn. Jeg var nervøs for det der skulle skenæste dag, runden med interviewer der ventede, men ikke af dengamle grund, sådan som det altid havde været, frygten for at taleog tage plads og blive citeret for alt hvad man sagde, frygten for atfremstå som en idiot; denne gang var jeg bange på grund af det jeghavde skrevet. Romanen der udkom om to dage, som havde fåettitlen Min kamp 1, havde jeg skrevet i ensomhed. Bortset fra GeirGulliksen og Geir Angell havde ingen læst den undervejs. Nogle fåhavde vidst hvad jeg skrev om, deriblandt Yngve, men ikke hvadder stod. Efter et år på den måde, hvor det eneste perspektiv dereksisterede, var mit eget, var manuskriptet klart til at blive udgivet.450 sider, en fortælling om mit liv, centreret om to begivenheder,den første da min mor og far blev skilt, den anden da min far døde.De tre første dage efter at han var blevet fundet. Alt sammen med

57


autentiske navne, steder og begivenheder. Først i det øjeblik hvorjeg skulle sende manuskriptet til dem der var blevet omtalt, be-gyndte jeg at forstå konsekvenserne af det jeg havde gjort. Dethavde jeg gjort i slutningen af juni. Yngve skulle være den første.Om ham havde jeg skrevet ting jeg havde tænkt og følt, men aldrigsagt højt. Da jeg satte mig foran computeren og vedhæftede doku-mentet til e-mailen, havde jeg lyst til at droppe det hele. Ringe tilforlaget og sige at der heller ikke kom nogen roman i år.

En halv time sad jeg sådan. Så klikkede jeg på send, og det vargjort.

Næste dag gik vi ud til stranden ved Riebersborg, det var søn-dag og der var mange mennesker derude, vi fandt et lille sted vedbroen ud til badehuset. Badehuset var fra begyndelsen af nitten-hundredetallet, bygget på pæle omkring hundrede meter ude i ha-vet. John sov i vognen, Vanja og Heidi soppede i strandkanten ogsamlede muslingeskaller, Linda og jeg sad på land og så på. Efteren halv times tid vågnede John, og vi tog dem med ud til caféen ibadehuset, fandt et bord derude, lige ved rækværket mod vandet,som blinkede og glimtede omkring os, hvor vi satte os og spistehver vores is. Det var omtrent som at være om bord på en båd. Vihavde broen til Danmark på den ene side, Turning Torso på denanden, med atomkraftværket i Barsebäck synligt i disen oppe modnordvest.

Jeg så alt dette: folkelivet på den lange bystrand og på den bredegangsti bag stranden, hvor folk kom susende forbi på cykel ellerrulleskøjter, rækker af blokejendomme fra halvtredserne eller må-ske tresserne som udgjorde byens sidste skanse mod havet, denstore lysfanger, som ikke på nogen måde var dramatisk her i stræ-det mellem Sverige og Danmark. Parrene og familierne der sadomkring os, sommerklædte og brune, den høje himmel over os,hvis blå ikke havde nogen ende, før om aftenen, hvor den villegråne og de første stjerner ligesom ville trænge igennem fra rum-

58


met bagved og synligøre de enorme afstande. Mine egne børn somsad med deres korte ben på deres stole og var optaget af deres egenverden; is, ispapir, dryppende saft eller fløde. Linda som medjævne mellemrum tørrede dem om munden med servietter, hen-des øjne næsten helt skjult bag solbrillernes mørke. Jeg så alt dette,men som på film, noget jeg ikke selv var en del af, for både minetanker og mine følelser var et andet sted. Det var Yngve jeg tænktepå, men ikke som en aktiv handling, det var mere sådan at hanfaldt ind i mine tanker hele tiden. Han var min bror, vi var voksetop sammen, og jeg havde støttet mig til ham næsten hele mit liv.Vi havde stået hinanden så nær at jeg i stedet for at acceptere hanssvagheder eller begrænsninger, ligesom jeg accepterede min egne,identificerede mig med dem og tog ansvar for dem, men på en in-direkte måde, gennem følelserne, som skyllede gennem mig nårjeg så ham gøre eller sige noget jeg ikke ville have gjort eller sagt.Det var der ingen der vidste, allermindst ham, for hvordan skullejeg kunne sige sådan noget højt? Nogle gange er du ikke god noktil mig?

Hvor meget fik jeg ud af at sige tingene som de var? Altså gen-give mine egne følelser for ham? I forhold til hvor meget jeg mi-stede? Han kunne sige fuck dig, jeg vil ikke have mere med dig atgøre.

Hvad ville jeg så gøre? Fjerne det? Eller lade det stå og miste enbror?

Jeg ville lade det stå og miste en bror.Det var der ingen tvivl om.Hvorfor?Var jeg gået fra forstanden?Både Vanja og Heidi havde bidt bunden af vaflen, og havde nu

store problemer med at slikke isen i sig som nu smeltede og dryp-pede to steder fra. John havde valgt en sodavandsis, og det burdevære enklere, men han var så lille at også det voldte ham store pro-

59


blemer. Både hans hage og fingre var røde og fedtede af saften.Men så var de i det mindste optaget af det.

– Hvad tænker du på? sagde Linda.– Yngve, sagde jeg.– Det skal nok gå, sagde hun.– Det kan du sagtens sige, sagde jeg.Det jeg havde skrevet om Linda var meget værre. Men jeg blev

nødt til at tage en ting ad gangen.En ny bølge af frygt og skam rullede ind over mig.

Hjemme igen tjekkede jeg e-mailen et par gange i timen. Det varsøndag, så indbakken var tom hele dagen. Yngve var hos mor i Jøl-ster, og det var jeg glad for, han ville kunne tale med hende om det,måske ville det mildne hans reaktion, tænkte jeg. Vi lagde børnenei seng og sad lidt på altanen, jeg tjekkede e-mailen en sidste gangfør vi gik i seng: ingenting.

Næste morgen lå hans e-mail i indbakken.Din fucking kamp lød overskriften.Jeg rejste mig uden at læse det og gik ud på altanen, sad der og

røg og så ud over byen, kold og fortvivlet.Men jeg blev nødt til at læse det.Det der stod, stod der hvad enten jeg læste det eller ej.Jeg kunne udsætte det hele dagen, men det ville kun forlænge

lidelsen, og resultatet ville alligevel være det samme.Jeg skoddede cigaretten og rejste mig, gik ind i stuen, forbi

køkkenet, hvor John sad i sin stol med en ske i hånden og Lindalæste avisen, ind i soveværelset, ned på stolen, markøren hen tiltekstlinjen, to klik, der stod det.

Ville bare skræmme dig lidt, men det har været nogle intensedage for mig hvor livet har passeret revy, frem og tilbage,

60


udløst af din tekst, og af at stå her og rode igennem gamlepapirer og breve, mine og dine.

Jeg ved ikke helt om jeg skal skrive om din tekst eller voresliv og vores forhold, for sidstnævnte burde jo absolut få enanden behandling end det har fået hidtil, eller måske ikke?Når det gælder teksten, så er der nogle passager der er ekstremtubehagelige for mig at se på tryk, men jeg kan jo godt forståhvorfor du har taget dem med.

Passagen med dig, mig, Ingar og Hans fik det virkelig til atsortne for mig. At du var, og er, flov over mig i visse situationerhar jeg jo set og ser stadig. Og det er et meget ømt punkt, fordet rører jo ved sider af mig selv jeg er smertelig klar over – ataf og til ikke være til stede i mig selv; at tale grimt om ting jegikke selv har tænkt; bedre at kunne lide rollen som en derlæser Adorno end at læse Adorno. Middelmådighedkombineret med dårlig selvindsigt og høje ambitioner ser ikkesærlig godt ud. Men når jeg læser det igen, er det ikke såslemt ... det handler om dig og ikke om mig. Og så er der velikke plads til alle de gange hvor jeg har været flov over dig!

»Vi så sjældent hinanden i øjnene.« Er det så slemt som detvirker her? Ser vi mindre på hinanden end andre mennesker?

Og at Yngve og Espen afskyer hinanden? Det passeroverhovedet ikke fra mit synspunkt ... Jeg troede at det varTore og Espen der ikke kunne lide hinanden?

Skal læse de næste dele de næste par dage, så ringer du måske?

Yngve.

61


Jeg gik ud i gangen og ringede til ham. Tonen mellem os var lidtusikker. Han fortalte igen hvordan han havde oplevet at læse det,men var ikke vred, det var mere som om han tog kritikken til sig,og det skabte et undertryk i situationen som jeg fandt næsten uud-holdeligt, for det havde han ikke nogen grund til. At vi ikke så hin-anden i øjnene, og at vi aldrig gav hånd, ja, i det hele taget aldrigrørte ved hinanden, kunne vi ikke tale om, det var helt umuligt,men da han et par uger efter denne telefonsamtale kom på besøg iMalmø sammen med sine to børn, Ylva og Torje, mødte han mitblik og rakte hånden frem da jeg åbnede døren. Der var ingenironi, ingen subtiliteter, han ville rette op på det. Jeg blev blank iøjnene og måtte se ned.

Efter at Yngve havde læst teksten, udsatte jeg udsendelsen til deandre jeg havde skrevet om. Jeg gik og gruede for det hele som-meren, lige til begyndelsen af august, kun en måned før udgivel-sen, hvor jeg til sidst tog mod til mig. Jeg sendte en e-mail til JanVidar og spurgte hvordan det gik med ham, fik svar et par timersenere, både han og hans familie havde det godt, i morgen skullehan på fisketur med nogle kammerater, de plejede at tage til Finn-marksvidden om sommeren. Jeg havde ikke haft kontakt medham i mange år, sidste gang jeg så ham, var da jeg var i Kristian-sand for at begynde arbejdet med en ny roman efter Ude af verden.Det var næsten ti år siden. I den roman jeg nu skulle udgive, varhan en af de vigtigste personer. Vi havde været bedstevenner fra vivar tretten til vi var sytten, omtrent, og var så gledet fra hinanden.Det havde været nogle vigtige år i mit liv. Vi var flyttet til Tveit, jegskulle begynde på en helt ny skole, kendte ingen, så kom han migi møde, vi blev venner, tilbragte al vores tid sammen, ikke mindstmed bandet som vi dannede. Da jeg begyndte at skrive om den tid,lå den meget tættere på end jeg havde vidst. Stemningerne i voreshus, skoven bag huset, elven neden for huset, alt det vi lavede sam-

62


men, som i bund og grund var ingenting, men alligevel alt. HvemJan Vidar egentlig havde været, trådte for første gang frem da jegsad i Malmø og skrev om det, mere end tyve år senere.

Jeg havde googlet ham, og foruden hits i fiskekonkurrencer, fikjeg hits på et band, som han tydeligvis spillede i. Flere af deressange lå på nettet. Jeg afspillede dem. Det var et bluesband, hanspillede guitar, hans soloer var virkelig gode. Hvad var der sket? Davi spillede sammen, havde det lydt forfærdeligt. Mit spil havdeikke udviklet sig siden dengang, det lød stadig som det gjorde dajeg var femten. Men han var altså blevet en virtuos. Eftersom jegikke havde set ham i alle de år, var det næsten ikke til at forstå. Formig var han stadig sytten.

Jeg sendte manuskriptet til ham og håbede på det bedste.Jeg sendte det også til en anden gammel ven, Bassen, han var

kun kort beskrevet, men havde været vigtig for mig dengang, og vihavde holdt kontakten længere tid, jeg havde stadig hans telefon-nummer. Han læste det med det samme, havde ingen indsigelsernår det gjaldt brugen af hans navn og person, men samtalen medham var alligevel foruroligende, han sagde at der ville blive ballade,at jeg ikke skulle udelukke at der ville komme en retssag. Den mu-lighed var aldrig faldet mig ind, og vi snakkede længe om det. Hanvar kriminolog, arbejdede i Statistisk Centralbureau, og vidstehvad han talte om. Jeg tænkte at han overdrev, men der var nogetved hans alvor som sagde mig at det alligevel ikke var tilfældet.Søgsmål? Erstatningssag? Fordi jeg har skrevet historien om miteget liv? Hvis nogen havde indvendinger, ville jeg forandre deresnavne, værre var det vel ikke?

En anden vigtig person i mit liv var Hanne, min første rigtigekærlighed, engang mit livs lys, mit alt. Vi blev aldrig kærester, ogbortset fra et kort møde i Bergen, havde vi ikke set hinanden sidendengang. Også hun blev set gennem mit umodne blik, som des-uden var farvet af forelskelse og indbildskhed.

63


Jeg forsøgte at finde hendes adresse, men den lå ikke på nettet,og hun stod ikke i telefonbogen. Jeg ringede til Bassen igen, vi trehavde gået i samme klasse engang, han gav mig et telefonnummersom sandsynligvis var hendes, jeg ringede dertil, der var ingen dertog telefonen. Jeg ringede igen flere gange, der var aldrig nogenhjemme.

Tonje, som jeg havde været gift med, var næsten ikke med iromanen, kun lidt i de dele der handlede om min fars død, menjeg sendte den også til hende og forklarede at der ville komme femromaner mere, og at hun nok ville spille en større rolle i en af demend hun gjorde her.

Til sidst sendte jeg manuskriptet til min onkel Gunnar. Hanvar ti år yngre end min far, det betød at han kun var en lille drengda hans ældre storebror bror blev gift og fik sit første barn. Fra minbarndom husker jeg ham som en ung mand i tyverne, helt ander-ledes end far. Gunnar havde langt hår, han kunne spille guitar, oghan havde en båd med en tyve hk Mercury motor. Engang skaf-fede han Yngve Start-spilleren Svein Mathiesens autograf, det varstort, og det ville ikke undre mig om Yngve stadig har den. Gun-nar var en som Yngve og jeg så op til, en vi altid håbede ville væreder når vi besøgte farmor og farfar i Kristiansand, eller var med nårde kom på besøg. Da jeg blev teenager, var han gift og havde sinegen familie, de boede i et rækkehus og tilbragte sommerhalvåretsfridage ude i den hytte som farmor og farfar havde købt i halvtred-serne, og som han efterhånden overtog. Han var spøgefuld, havdealtid et ordspil i baghånden, i den henseende lignede han Yngve,og han var ansvarsfuld, de sidste ti år af farmor og farfars liv var detham og hans kone der hjalp dem med det de havde brug for hjælptil. Da far begyndte at slippe sit greb i mig og i alt andet, blev Gun-nars rolle i mit liv forandret. Han var sikkert den samme, tror jeg,men min indstilling til ham forandrede sig. Han blev en der såhvad der skete. På det tidspunkt begyndte jeg at skrive i lokalavi-

64


serne og blev synlig på en måde jeg kunne mærke at han ikke brødsig om, samtidig røg jeg ud på et sidespor, jeg pjækkede fra skolen,drak meget, røg tilmed hash, en uhørt overskridelse som jeg af eneller anden grund mente at Gunnar var opmærksom på, i mod-sætning til alle de andre der var omkring mig, og mit forhold tilham blev ladet. I årene efter at jeg var flyttet hjemmefra som atten-årig, havde jeg ikke særlig meget kontakt med ham, men de gangejeg var på besøg, så jeg at hans børn havde fuld tillid til ham, dervar ikke spor af frygt i deres øjne når de så på ham, og det respek-terede jeg ham for. Da jeg var i tyverne, samtidig med at far drakmere og mere, blev Gunnar repræsentant for alt hvad der var or-dentligt og redeligt, det jeg i modsætning til min far, stræbte efter,og jeg gjorde på den måde Gunnar til en slags faderrolle og et over-jeg. Hvis køkkenbordet var fuldt af øl- og vinflasker, tænkte jeg:Hvad ville Gunnar have tænkt hvis han kom ind og så det? Hvisjeg havde pjækket fra forelæsningerne i et par måneder, tænkte jeg:Hvad ville Gunnar sige til det? Hver gang jeg gjorde noget græn-seoverskridende, dukkede Gunnar op i mine tanker. Det havdeikke noget med hans person at gøre, det var noget jeg selv havdeskabt, men taget helt ud af det blå var det ikke: Den sommer jegskrev det der blev min debutroman, boede jeg hos mor i Jølster, jegvar otteogtyve år gammel, og en eftermiddag hvor jeg havde væretoppe hos mormors søster Borghild og talt med hende om hvordanlivet på gården udspillede sig i gamle dage, eftersom jeg havdetænkt at bruge det i romanen, havde Gunnar været hjemme hosmor og irettesat hende fordi jeg var sådan en døgenigt og drivertder aldrig ville blive til noget. Min far kunne ikke tage ansvar formig, og derfor måtte min mor gøre det, mente han, og i hvert faldikke opmuntre den verdensfjerne drøm jeg havde om at skrive.Men der lå også en omsorg i hans irettesættelse, tænkte jeg, og varsplittet: På den ene side ville jeg være forfatter og var villig til atofre alt for at blive det, desuden fandt jeg det grænseoverskridende

65


tiltalende, helt siden teenageårene har jeg hadet det borgerlige ogsatte; på den anden side fyldte det grænseoverskridende mig medangst, og dragningen mod det borgerlige og satte og trygge varmindst lige så stærk; det var en væsentlig årsag til at jeg blev gift ogtil at jeg i det hele taget havde læst på universitetet. Min far varligeglad med mig, så når Gunnar kom og fordømte mit liv, lå derfor mig noget godt i det; i det mindste havde han en mening omdet jeg lavede.

Og måske var han også delt. Da far døde hjemme hos farmorog jeg tog ned til Kristiansand og gjorde rent og arrangerede begra-velsen, inviterede han mig med ud til hytten en dag for at få etafbræk, og der gik vi en tur sammen, over engene og ind mellemtræerne, han fortalte om hvem far havde været for ham, og det føl-tes som om han nærmede sig, ville dele det med mig. Senere densommer havde han besøgt mor igen, hver sommer holdt de ferie etsted som lå et par timer fra mor, og der havde han været fuld aflovord om Yngve og mig, hvor godt vi havde håndteret situationenved fars død. Kun nogle få uger senere udkom min første roman,og så var alt ved det gamle igen. Min far optrådte i bogen, og minfars brødre, ikke åbenlyst, men tydeligt nok til at alle tæt på villeforstå hvem jeg havde modelleret personerne over. Så da jeg sendteromanen til Gunnar, vedlagde jeg et brev hvor jeg havde skrevetlidt om mit forhold til far, og om min respekt for Gunnar som far.Jeg gjorde det nok fordi jeg havde på fornemmelsen hvordan hanville opfatte det, i et forsøg på at mildne hans reaktion. Han blevrasende over bogen, men i stedet for at ringe eller skrive til mig,ringede han til min mor for at skælde mig ud. Hun nægtede at tageansvar for det jeg gjorde og skrev, hun sagde at jeg var en voksenmand og at hun ikke ville blande sig i det. Et halvt år senere rin-gede han dog, det var da romanen havde fået Kritikerprisen, jegboede på et hotel i Oslo og havde lige modtaget prisen da en mandringede og præsenterede sig med et navn jeg ikke genkendte. Men

66


stemmen var velkendt, og et par sekunder senere forstod jeg at detvar Gunnar, han havde præsenteret sig med det navn jeg havdegivet en af farens brødre i romanen. Han ville ønske mig tillykke,og bortset fra at han spurgte om vi måske drak lidt vin for at fejre,var det en hyggelig samtale. Sidenhen mødtes vi til farmors begra-velse, og i forbindelse med arveopgøret efter hende, og en sommerhvor jeg var hjemme hos mor sammen med Linda, Vanja ogHeidi, kom han på uanmeldt besøg, ville bare sige hej, sagde han,vil I have lidt kaffe? sagde jeg, nej, tak, vi er på vej sydpå, sagdehan, kom bare forbi, men vil I ikke sidde lidt, nej, heller ikke det,så stod vi ude i gangen og udvekslede høflighedsfraser i en tre-fireminutters tid, før de gik ned til bilen igen og kørte væk. Linda ogpigerne lå oppe på værelset og sov, jeg spurgte om jeg ikke skullevække dem så de i det mindste kunne se mine børn, men hellerikke det ville han, det var for megen ulejlighed, og da de var kørtigen, lo vi lidt ad hele seancen, eftersom den så åbenlyst handledeom pligt og intet andet.

Sådan var det da jeg skulle sende den nye roman til ham. Jegvidste at han ikke ville bryde sig om det, og tanken om hans læs-ning gjorde mig bange. Men der var ingen vej udenom. Så densidste dag i juli 2009, halvanden måned før romanen skulle ud-komme, satte jeg mig foran computeren og skrev et brev til ham.

Kære GunnarDet er længe siden. Håber du og din familie har det godt. Jegvar i Kristiansand i foråret, på et dramatikerseminar, og havdetænkt mig at smutte forbi, men så skulle jeg pludselig tilbegravelse i Ålesund – det var Sissels søster Ingunn som døde– og der var ikke tid. Også Sissels svoger, Magne, som var giftmed Kjellaug, døde i foråret, så det har været et hårdt år formor. Her i Malmø går det imidlertid fint, alle tre børn går i

67


børnehave nu, og Vanja skal begynde i skole næste efterår, såde værste år som småbørnsfamilie er snart forbi.

Men det er ikke derfor jeg skriver nu. Sagen er at jeg harskrevet seks selvbiografiske romaner – de tre første udkommertil efteråret, de næste tre til foråret – de beskriver forskelligedele af mit liv, og som hovedregel er alle navne ogbegivenheder autentiske, det vil sige, det der beskrives, er sket,om end ikke ned til mindste detalje. Den første romanudkommer i slutningen af september og består af to dele – denene foregår i Tveit vinteren og foråret 1985, det vil sige på dentid hvor mor og far gik fra hinanden, og far begyndte sit nyeliv med Unni, den anden handler om de dage i Kristiansandefter at han døde. Du optræder kortvarigt i den første, kørermig ned til en kammerat nytårsaften, og i den anden, når duog Tove kommer forbi farmors hus og hjælper med at ryddeop og gøre rent. Isoleret betragtet er billedet selvfølgeligsympatisk, for det er sådan jeg tænker på dig, det er ikke derdet svære og smertefulde ligger – det ligger selvfølgelig i detfaktum at jeg blotlægger vores families indre liv, noget hverkendu eller nogen andre i familien har bedt om. På den andenside er dette en bog om mig og min far, det er det den handlerom, mit forsøg på at forstå ham og det der skete med ham.For at kunne det, bliver jeg nødt til at gå ind til kernen, detinferno han skabte helt til sidst, hvor han ikke kun ødelagdesig selv og huset, men også farmors sidste år, foruden at gøreskade på alle omkring ham. Hvorfor gjorde han det? Hvad vardet der fik ham så langt ud? Lå det latent i ham hele tiden,altså da vi var små? Jeg ved ikke om du ved det, men min farhar haft en slags jerngreb om mig hele mit liv, også efter at handøde, og når jeg skal fortælle min historie, bliver jeg nødt tilat gå derind. At den historie også berører andre, deriblandt, ogmåske især, dig, piner mig meget, men samtidig har jeg været

68


nødt til at gøre det sådan. Alt det forfald og forfærdelse var detjo far der skabte, ingen andre var skyld i det, men jeg kan ikkebeskrive det uden også at beskrive den sammenhæng det sketei. Sådan er det. I disse dage sender jeg manuskriptet rundt tilalle der spiller en rolle i det. Yngve har læst det, og mor. Nusender jeg det altså til dig. Det er vedhæftet denne e-mail. Hvisdu ønsker at dit navn skal ændres og din baggrundanonymiseres, gør jeg selvfølgelig det. Det er ikke svært, ogproblemet er da også et andet: At noget du ønsker skal hvile ifred, ude af syne for alles blik, nu bliver trukket frem i lysetså alle kan se. Igen, jeg beklager, men han var min far, og deter min historie jeg fortæller, og den ser desværre sådan ud.

De bedste hilsnerKarl Ove

De første dage tjekkede jeg mail flere gange i timen. Hver gangtelefonen ringede, ramte angsten mig med et slag. Men der sketeikke noget. Jeg tolkede det som et godt tegn, han læste romanenog overvejede nøje hvad han ville sige og hvordan han skulle rea-gere. Enten det eller også var han ude i hytten.

Først den femte dag hørte jeg fra ham. Da jeg så hans navn iindbakken, rejste jeg mig og gik ud på altanen, sad der og røg ogsamlede mod. Børnene var i børnehave, der var stille i lejligheden,fra byen steg den sædvanlige strøm af lyde op. Det værste derkunne ske, tænkte jeg, var at han var vred på mig fordi jeg skrevom det jeg gjorde. Men det ville gå over. Jeg skulle bare leve meddet, så ville det gå over.

Jeg havde gjort hvad jeg havde gjort. Ikke bare truffet en be-slutning om at jeg ville gøre det sådan, men arbejdet under denbeslutning i over et år. Ét menneskes ønske kunne ikke forandredet.

69


Til Linda, Vanja, Heidi og John.

Jeg elsker jer.

156MM 69MM 156MM23

2MM

Karl O

ve

Knau

sgård M

in kam

p 6

Min kamp6_Over_Final.indd 1 08/10/12 16.16

Min kamp - bog 6

Documents

Transcript of Min kamp - bog 6