2

Dette blad er udgivet af initiativet bag 1.maj-demonstrationen "I kamp forKøbenhavn".

Med rydningen af Ungdomshuset ønske-de Københavns Kommune at lukke mundenpå det, som de anså for at være en irriteren-de kritisk og støjende subkultur. Det lykke-des ikke. I stedet viste rydningen at mod-standen mod kommunen ensretning og nor-malisering af København ikke er afgrænset

til nogen lille marginaliseret ungdomskultur.Rydningen blev startskuddet til en bevægel-se, som i protest mod kommunens snobbedeog asociale bypolitik kræver selvstyrende fri-steder, billige boliger, gratis offentlig trans-port og meget mere.

Det er denne bevægelse, som går pågaden 1. maj, og det er stemmer fra dennebevægelse, som kommer til orde i dette blad.

3

ftyuiopsd

INGEN LEDER- OG GLAD FOR DET

5

Du sidder med 32 siders København i hånd-en. Dette lille blad handler om vores by oghvordan den kunne blive bedre. På de kom-mende sider finder du det man med rette kankalde en sønderlemmende kritik af voreshovedstad. Men tag ikke fejl – vi elskerKøbenhavn. Derfor er vi i kamp for vores by.

Et socialt oprør er i gang! Et oprør modat Københavns udvikling bestemmes af demmed penge og politisk magt. Et oprør modden ensretnings- og normaliseringspolitik dergang på gang angriber os der sprænger ram-merne og gør de ting politikerne ikke fors-tår. Vi kæmper for en by der er reelt demo-kratisk. En by hvor man ikke bare arbejderog bor, men en by hvor man lever.

Det kan sagtens lade sig gøre at laveKøbenhavn til den fede by, så længe drøm-mene, engagementet og modet bobler i os.Det der mangler er snarere viljen fra politi-kerne og deres anerkendelse af at demokratiforudsætter mangfoldighed og bevægelse –ikke normalisering og ensretning.

En by skal formes ud af fællesskabets stem-me, ikke bureaukraternes monolog.

Byen er alles og vores forskellighed vilaltid være en styrke. Vi er med til at skabereelt demokrati i praksis – med ret til selv-bestemmelse, gensidig respekt og en fors-tåelse af at mangfoldighed er en styrke.

Byen er vores – og den er ikke til salg.Vores liv er ikke til salg. Så lad os fyldevejene med gratis busser, parkeringspladser-ne med træer, reklamerne med graffiti,bureaukratkontorerne med piratfester ogomdanne de tomme huse til selvstyrende fri-steder hvor vi sammen kan eksperimentereog møde hinanden uden fordomme.

Lad os gøre de ting som i politikernesøjne er uforståelige, men som vi ikke kanlade være med. I fællesskab kan vi gøreKøbenhavn til den fedeste by. Det er nødven-digt hvis vi skal leve og ikke bare overleve.Vi kan jo ikke lade være. Vores hjerterbrænder og vi har intet at miste. Derfor:Ingen hvide flag – Vi er først lige begyndt!

6

Det er næppe gået hen over hovedet pånogen at Ungdomshuset blev ryddet og revetned i begyndelsen af marts, under megetvoldsomme og vedvarende protester. Alle haret forhold til Ungdomshuset, selvom mangealene baserer deres holdning på de nyheds-mediers usammenhængende dækning af denmere end 24 år lange historie.

Da København fik Ungdomshuset var detikke af god vilje. Gaven var et politisk forsøgpå at begrave kravet om selvstyre i en masseadministration og pligter. Strategien hedderomfavnelse og er et politisk redskab til athåndtere modstandere – giv dem noget atmiste, så opfører de sig pænt. Langsomt,men sikkert skulle Ungdomshuset indlemmesi total politisk kontrol. Alligevel buldredeUngdomshuset derudaf som selvstyrende kul-turelt og politisk forsamlingshus.

Før Ungdomshuset blev ryddet kunne derbåde fremvises godkendelser fra brandmyn-dighederne og fødevarestyrelsen. Der varsågar alkoholbevilling og lydisoleret, såhuset levede op til alle formelle myndigheds-krav. Men der var stadig ingen ledelse ogselvstyret var intakt. Til trods for alverdensbeskyldninger fra politikere og andre mod-standere om alt mellem himmel og jord,udviklede Ungdomshuset sig til et af de mesttrygge gå-i-byen steder i hovedstaden medhundredvis af koncerter og andet kulturliv.Anarkiet fungerede, til politikernes storeirritation.

I slutningen af 90’erne blev selvstyret formeget for Socialdemokraternes kontrol ogcentralismetænkning. Sammen med de bor-gerlige blev det besluttet at sælge dét sompolitikerne insisterede på at kalde et pro-blem.

Kravet fra Ungdomshuset om at politi-kerne blandede sig udenom, var fra start tilslut uacceptabel på Rådhuset. Det var ufore-neligt med politikernes ideer, at understøtteretten til selvforvaltning og selvstyre i byen.Derfor kunne der ikke findes en politiskløsning. Politikerne ville ikke stille et alter-nativ til rådighed. Politikerne sagde meget

tydeligt, at hvis man ønskede selvforvalt-ning, så måtte det finansieres af private mil-lioner - kommunen ville ikke støtte et selv-styrende hus.

Det var noget af et paradoks. Politikerneanerkendte værdien af Ungdomshuset. Deanerkendte, at huset var til gavn forKøbenhavn og løftede opgaver, som ingen afkommunens etablerede institutioner kunneeller ville løfte. De anerkendte behovet for etungdomshus i kommunen, men nægtede, atdet kunne være en kommunal opgave atsikre dets eksistens.

Kommunen råder over mange tommehuse, der sagtens kunne tjene som selvforval-tende medborgerhuse og fristeder, hvor byenskultur, demokrati og fællesskab kunne blom-stre. Politikerne vil bare gerne have, at debliver ved med at stå tomme, indtil de måskeengang skal sælges.

Heldigvis er befolkningen ikke magtes-løs. Vi har flere gange i den seneste tid setaktivister indtage de tomme huse og med étlave dem om til nye selvstyrende ungdomshu-se og eller bruge dem til piratfester.

Der er en hel generation, der ikke vilfinde sig i at selvstyre kun er for de rige.

Kampen for et nyt ungdomshus er i dagikke kun kampen for et kultursted. Det erligeså meget en kamp for at få reel indfly-delse på sit eget liv og sin egen by.

7

EN MORGEN I MARTS

fsd

8

FRISTEDERALLE STEDER

fdfsd

Igen og igen har der lydt slagord for flere,større og bedre fristeder. Kampen for beva-relse af både Ungdomshuset og Christianiaer en kamp for retten til fristeder, men hvadfanden er et fristed?

Fristeder er tilflugtssteder fra samfun-dets kommercialisering, stress, ensretning ogundertrykkelse. Fristederne er fysiske mani-festationer af frihedstrang. Et stykke befrietrum, hvor livet ikke handler om at tjenepenge, men om at dumme sig og blive kloge-re. Fristederne er forsøg på at virkeliggøreet andet og bedre samfund, hvor vi ikke kon-stant presses ind i stereotype roller eftervores hudfarve, seksualitet, alder og køn.Her kan vi samle kræfter og være i fred.Her kan vi være kærlige, alvorlige, sindssygeog ansvarlige – fri for det omgivende sam-funds ironiske selvbedrag og hyggelige kon-formitet.

Fristederne er styret i fællesskab gennemreelt demokrati. Deres væsen er eksperimen-terende og kritisk overfor den herskendesamfundsorden. Derfor er fristederne hellerikke populære hos magthavere. Rydningen afUngdomshuset og normaliseringskravene tilChristiania er lysende eksempler.

Fristedernes fundament bærer vi i os.Den frie tanke og den løsslupne ånd kan ikkebekæmpes af specialstyrker og antiterror-korps. Derfor vil der altid opstå fristeder –

spørgsmålet er om magten vil acceptere demeller bekrige dem, som det foregår nu iKøbenhavn.

Fristeder er ikke nødvendige, selvom dekan være åndehuller i et samfund der inde-holder grundlæggende fejl og forstærkerulighed. Fristeder er unødvendige og ulydige,drevet af begæret efter fællesskaber medandre logikker. Hvor frihed, lighed og oprører kerneværdier i stedet for hovedløs indivi-dualisme og evig konkurrence, som vi for-søges pisket til af markedet og systemetstop.

Når magthaverne ikke vil give plads tilfristederne, må de forsvares og nye tilkæm-pes uafhængigt og autonomt.

Et fristed er et skelet, hvor man kanhænge sine drømme, idéer og lyster på. Dekan ikke undværes, da det er her bevægelsenskabes mod et bedre samfund. Homobarerog kvindehuse. Ukommercielle spillestederog øvelokaler, folkekøkkener, frie radiostati-oner, medier og butikker drevet på lyst oginitiativ er bare en del af Utopia. Et sam-fund hvor alle, der giver plads til alle, harlige ret og lige vilkår til at udtrykke sig. Etsamfund, der i sin helhed er et fristed, medplads til fællesskab, alternative levemåderog nytænkning.

Der er stadig fristeder at kæmpe for, ognye fristeder at vinde.

10

1. maj fyldes Fælledparkenaf pølsespisende og fadøls-drikkende faglige, af horn-musik og af en desværrestor mangel på nytænk-ning. En mangel på

nytænkning, som har sat sitpræg på arbejdernes interna-

tionale kampdag de sidstemange år. I år er noget dog

anderledes. Siden rydningen afUngdomshuset på Jagtvej 69, har

København oplevet det, der mest af altkan karakteriseres som et socialt oprør.Unge og gamle har været på gaden meddemo-larm, brostenskast, aktioner og musik.1.maj er i år et led, i den kamp, der harpræget i København, siden rydningen afUngeren. En del af kampen fordi spørgsmå-let om Ungdomshuset handler om megetmere end mursten og et fristed for unge.Rydningen af Ungeren er en del af den ens-retnings og normaliserings politikKøbenhavn er udsat for. Kampen er rettetmod velfærdsstatens omsiggribende kontrolog mod det udbyttende og usikre arbejdesom vi i højere og højere grad forventes atopofre hele vores person for. Kampen bindessammen af utilfredsheden med det eksiste-rende, det ensrettende og normaliserende.Friheden vi ønsker at opnå i vores fristeder,er den samme frihed vi ønsker på voresarbejdsplads - retten til at bestemme over

vores eget liv, indhold og tid.

Det usikre og det fleksible arbejdeArbejdet har ændret karakter. Vi har

bevæget os fra en industriel produkti-on, med 8-4 job, samme sted, hele livet,

ARBEJD!

11

til en videns- og serviceøkonomi hvor arbej-det er afgørende nyt. Det nye arbejde skaberproblemer, men også potentialer.

To nye former for arbejde træder specieltfrem. Den første form er kortvarige kon-traktansatte og vikararbejdere i lavtlønnedeog ufaglærte jobs, ofte i servicesektoren.Her udhules rettigheder og fyring blivernemmere. Arbejdet er ofte gennemkontrolle-ret og overvåget og minder om industripro-duktionens heftige kontrol. En central pro-blematik, er usikkerheden. Når man aldrigved hvor mange timer, man reelt er sikret,øger det den sociale usikkerhed. Øget usik-kerhed på arbejdsmarkedet, kombineret medde nedskæringer på velfærdsydelser vi harset igennem de sidste mange år, senest medregeringens såkaldte velfærdsreformer, er enproblematisk udvikling. Med kortvarigeansættelser og skiftende jobfunktioner bliverfaglig organisering sværere at opnå og usik-kerheden intensiveres.

Den anden form er det fleksible arbejde.Et øget behov for fleksibilitet i produktionenhar krævet at menneskets arbejde blivermere fleksibelt. Nye ledelsesformer kommettil. Virksomheder styres i dag ud fra andreideer, end før i tiden. Det er ”målsætnin-ger”, ”teamspirit” og ”værdier”, der udgørgrundlaget. Arbejdernes menneskelige res-sourcer samt individuelle, vidensmæssige,kommunikative og sociale evner, kommer ifokus. Omstillingsparathed og viljen til atindgå aktivt i udviklingen af produktionen ervæsentlige værdier. Der produceres i højeregrad viden, billeder og identiteter og dermedbliver tankerne og følelseslivet genstand forprofit. Netop fordi tankevirksomheden erblevet til arbejde, produceres der også i friti-

den, hvor også sociale kompetencer og evnentil at indgå i arbejdsnetværk reproduceres.Igennem de nye ansvarsløse ledelser, indføresusynlige og uigennemskuelige kontrol og sty-ringsformer som får arbejderen til at føle sigfri, mens udbytningen intensiveres og stres-sen øges.

Fleksibilitetens frigørende potentialeFleksibiliteten kan bruges frigørende.Demokratisering af arbejdet og reel medbe-stemmelse kan skabes. Medarbejderne kantage fleksibilitetens goder på ordet og påderes præmisser og derved faktisk få det udaf den de ønsker. For at løse problemerneforbundet med det fleksible arbejde og skabeden reelle frihed i arbejdet, er en ændretfagbevægelse dog nødvendig. Fagbevægelsenmå formå at tilpasse sig arbejdernes nye oganderledes problemer. Ved fagbevægelsensnuværende måde at håndtere det nye arbejdepå, undergraver de deres egen position oglegitimitet, fordi de forsøger at agere påmarkedsvilkår og som en privat og individu-aliseret arbejdsforsikring. Fagbevægelsenskal ikke glemme individualiteten, men måsamtidig finde styrken i en ny form for kol-lektiv. Vi ønsker ikke at vende tilbage til 8-4jobbet og ensrettes bag de røde faner, menderimod at udnytte det frigørende potentialesom de nye produktionsformer og fleksibili-teten skaber: At arbejderne kan få langtstørre indflydelse, selvbestemmelse og magtover deres liv og arbejde. Hvis disse foran-dringer skabes og arbejdspladsen igen gørestil et rum for konflikt, så kan det fleksiblearbejde stille den enkelte langt bedre endindustrisamfundet nogensinde har haft udsigttil.

fswerd

12

BYUDVIKLING- HVEM SAGDE DEMOKRATI?

Byplanlægningen i København har de seneste20 år gennemgået en udvikling, der betyderat dét politikerne tager højde for når de ved-tager love og planer, har ændret sig. Hvordet i 60’erne hovedsagligt handlede om soci-aldemokratisk boligpolitik, handler det i dagi højere grad om at konkurrere med andrestorbyer, tiltrække investorer og grobund forturisme. Det er blevet en hel strategi atKøbenhavn skal være en vækstmotor forDanmark, og i denne proces bliver byensimage ekstremt vigtigt. Man taler om atKøbenhavn skal brandes. Byen er blevet envare der skal sælges. Dette ses blandt andetnår politikerne vægter at København skal til-trække store mediebegivenheder som MTVMusic Awards og de Olympiske Lege. Detsamme gør sig gældende for udviklingen påhavnefronten de seneste år, hvor der skiftevisbygges luksuslejligheder, kontordomiciler oghoteller. Alt sammen med henblik på atbrande København, så byen skiller sig ud iden internationale konkurrence. I dette per-spektiv er det vigtigste for København at til-trække kreative og ressourcestærke indbyg-gere, så byen kan blive det vækstcenter poli-tikerne drømmer om. Denne drøm har væretmed til at bane vejen for den sociale udrens-ning der for eksempel er sket på Vesterbro iløbet af 1990’erne i forbindelse med byfor-nyelsen. Det var en bevidst politisk strategiat beboersammensætningen skulle udskiftes,og lejlighedssaneringerne bevirkede atmange af de oprindelige beboere ikke havderåd til at blive boende.

Boligmarkedet skaber ulighedDrømmen om at tiltrække de ”rigtige” ind-byggere, afspejles også i de former for bolig-byggeri der prioriteres i København. Vi haren by hvor entreprenørfirmaernes profitin-teresser vejer langt tungere end sociale hen-syn, og tendensen er at flere københavnskekvarterer, med London som forbillede, efter-hånden er umulige at flytte til, medmindreman er go’ for flere mio. kr.

Luksus- eller penthouselejligheder udgørfor tiden en væsentlig del af det nybyggeri,der er i København. Nybyggeriet påTeglholmen i Sydhavnen, hvor de færdigeboliger kommer til at koste 50.000 pr kva-dratmeter, eller millionærlejlighederne påLangelinje og Island Brygge, som er byggettil forretningsfolk, er bare eksempler. Demder har råd til sådan en lejlighed, kan såsidde på deres røv og tjene 20.000 kr. ommåneden på deres friværdi, mens unge ogandre der ikke har råd, får sværere og svære-re ved overhovedet at finde noget at bo i.

Private partnerskaber vinder fremI forbindelse med indførelsen af markeds-føringsstrategier i byudviklingen, har organi-seringen af planlægningen også ændret sig.Fra hovedsagligt at være præget af centralstyring, er den begyndt at blive bredt ud inetværk. Med i netværkene er privateaktører, som for eksempel bygherrer, fondeeller andre dele af erhvervslivet. Denne typeaf samarbejde mellem det offentlige og det

13

private, kaldes partnerska-ber og handler om at ind-

drage aktører, som enten erpengestærke, eller besidder

viden og ekspertise. Disse netværk bety-der at mange af de beslutninger, der førblev vedtaget i det offentlige, nu bliverlagt ud til private. Byplanlægning er altsåikke et kun et spørgsmål om at udføre det,der politisk vedtaget for København. Det eret ugennemskueligt spil, hvor mange mod-stridende interesser spiller ind, og hvor dukun får reel indflydelse og kommer med tilde lukkede møder, hvis du har mange penge.

Demokratiet skriderSelvom flere beslutninger rykker ud i net-værk, er det stadig Københavns Kommuneder formelt set er den øverste planlægnings-myndighed. Byplanlægning er altså stadignoget politikerne og bureaukraterne sidderinde på Kommunen og laver. Politikerne sæt-ter rammerne - de bestemmer hvor der skalvære boliger eller parker, og hvor der skalvære storcentre, og de bestemmer i hvilkengrad det skal være private virksomhedersinteresser, der er den styrende faktor forbyudviklingen. Det er politikerne der valgteat tage imod en gave, i form af en bro tilden nette sum af en halv mia. kroner, framilliardfonden Realdania, og på den mådeomgik en politisk vedtagelse om hvordanhavneområdet skal udvikles, hvor en broikke oprindeligt var en del af planen.

Det er også kommunen der bestemmer at

udviklingen af densåkaldteMetropolzone iIndre By primærtskal foregå på lukke-

de ’dialogmøder’ medDansk Industri, Tivoli

og Realdania. Samtidigttaler Bjerregaard og

Bondam om at byen skalvære livlig, fuld af grønne områ-

der, og at udviklingen af den skal væredemokratisk. Disse ord er ikke andet endtom luft, så længe politikken i virkelighedenhandler om at bygge høje og dyre ting derkan brande København, hvor det er investo-rerne der får det sidste ord.

København skal indrettes, så byen imøde-kommer vores behov. Når boligpriserne erubetalelige og lejeboliger er en sagablot, såmå vi slumstorme og BZ’e os til steder at boog leve. Holder de møder om vores fremtid,hvor vi ikke er velkomne, så må vi bryde ind,så vi kan følge med i, hvad der foregår ogstoppe dem, hvis de har gang i noget rod. Ogdet må vi blive ved med, indtil vi har en by,hvor vi reelt demokratisk og i fællesskabplanlægger, beslutter og virkeliggør visionenom et fedt København.

fsd

14

VI VIL HA´ GRATIS BUSSER

Så skete det igen! I januar 2007 steg priser-ne på den kollektive trafik i Københavnendnu engang. Med denne seneste prisstig-ning er billetpriserne inden for de sidste ti årsteget med næsten 100 %. Samtidig harMovia, der erstattede HUR, netop reduceretantallet af afgange på de allermest benytte-de busruter. Det er blot den seneste forrin-gelse i de seneste års nedprioritering af denoffentlige transport, som så mange af os erafhængige af hver dag.

Der bruges milliarder af kroner på atudbygge motorvejsnettet ind til København,hvor tusinder af bilister sidder alene i biler-ne hver morgen og eftermiddag og menings-løst bidrager til CO2-udslippet, der er et afvores allerstørste miljøproblemer.

Dette er blot et ud af mange eksemplerpå Københavns Kommunes asociale politik.De uendeligt stigende priser på byens offent-lige transport er udtryk for de københavnskepolitikeres absurde prioriteringer der forfor-deler de rige og tvinger os andre ud af byenfor at gøre plads til endnu flere strømlinede,købekraftige yuppier med prestigefyldte jobsog flere millioner på bankkontoen til bådeejerlejlighed og bil.

Prisstigningerne på den kollektive trafikrammer de i forvejen svageste og fattigste isamfundet, mens det er ligegyldige bagatel-ler for de allerede velstillede.Takststigningerne rammer studerende, pensi-onister, arbejdsløse og alle dem der ønskerat styrke en social og kollektiv trafik ved at

vælge privatbilismen fra og tage bussen istedet. De rammer alle de lærere, pædago-ger, fabriksarbejdere, rengøringsassistenterog kassedamer, som den asociale boligpolitiktvinger ud af byen og som ikke har andrereelle muligheder, end at bruge den kollekti-ve transport til at komme til og fra arbejdemed.

Vores by er i forvejen voldsomt belastetaf de alt for mange biler. I de seneste ti årer der kommet 33 % flere biler i København.Det har ud over stigende forurening og larmi byen også betydet, at der er blevet investe-ret massivt i flere parkeringspladser og par-keringshuse, på bekostning af åbne pladser,parker og andre rekreative arealer i byen.

En seriøs prioritering af den offentligetransport som et pålideligt alternativ til pri-vatbilismen vil ikke kun være til gavn fordem, der ikke har råd til biler. Satses derikke helhjertet på at udbygge den offentligetransport, så vil antallet af biler i byenfortsætte med at stige, med larm, os og tra-fikale problemer til følge.

Overborgmester Ritt Bjerregård har taltmeget om bompenge, som løsningen på destigende trafikale problemer i vores hoved-stad. Men bompengene er en kortsigtet lap-peløsning, der vil rammer de lavest lønnedehårdest.

Når der henvises til Stockholm, hvorbompenge er blevet indført med succes,”glemmer” overborgmesteren at fortælle, atbommene blev opsat efter, der var satset

15

betydeligt påudbygning af detoffentlige trans-portnet.

Biltrafikkener hovedårsagentil det CO2-udslip, der førertil den globale opvarmning, som truer voresfælles fremtid. Temperaturen verden over vilfortsætte med at stige med katastrofale kon-sekvenser, hvis vi ikke handler nu. Derfor erdet nødvendigt at tænke radikalt og konse-kvent. Miljø- og trafikpolitik skal tænkessom én helhed eller to sider af samme sag.

Et oplagt og seriøst modtræk til den sti-gende privatbilisme er indførsel af gratiskollektiv transport. Ifølge et konservativtbud fra Teknologirådet vil biltrafikken iKøbenhavn umiddelbart falde med ti %, hvisbusser, S-tog og metro var gratis. Ved enomfattende satsning, der gjorde den offentli-ge transport smidigere, med flere ruter ogafgange, kan den kollektive transport på fåår udkonkurrere bilen, hvis der er politiskvilje.

En meget stor del af de ekstra offentligeudgifter, der er ved at gøre den kollektivetrafik gratis vindes øjeblikkeligt ved afskaf-felse af det bureaukrati, som billetsalg ogadministration kræver af de særlige rabat-ordninger til studerende, pensionister ogbørn. Dertil kommer betydelige samfund-søkonomiske gevinster ved færre biler på

vejene. Ser manpå det store bil-lede, så er gratisbusser, tog ogmetro en af demest effektive ogrentable investe-ringer, vi kan

foretage i miljø, trafik og byliv. Et af politikernes søgte argumenter mod

gratis kollektiv transport er, at de frygter atflere vil lade cyklen stå til fordel for tog, buseller metro. Det besynderlige er, at politiker-ne ikke bruger denne erkendelse til at senærmere på de elendige forhold for cyklisteri byen. De mange parkerede biler gør gader-ne snævre og tvinger cyklister tæt op afbilerne, med stor risiko for ulykker på dendaglige cykeltur. (dette afsnit kan slettes hvislayouteren vil lege).

I en række danske og udenlandske byerer der allerede indført gratis kollektiv trans-port. København burde ikke halte bagefter,men gå forrest. Hovedstaden er trods alt denby i Danmark med flest trafikale problemerog størst CO2-udslip.

Politikerne må holde op med at tænkekortsigtet og lave lappeløsninger, der ram-mer socialt skævt. Vi kræver gratis offentligtransport i København. For os, for voresmiljø og for vores by.

ty

16

Brugsanvisning:

1. Riv siden ud

2. Lim den fast på pap

3. Skær bogstaver ud

4. Placer op ad mur eller på flise

5. Sprøjt med spraymaling

6. Fjern skabelon forsigtigt, nyd synet og smut

yh

17

gksdj

18

København har de sidste par år udviklet sig til at være en kulturel ørken. Det ersket i små skridt med frontalangreb på Børnehuset, Christiania, Ungdomshuset,byens øvelokaler og medborgerhuse. Langsomt har forstadsidyllen lagt sig somen tung dyne af lydfølsomme nabogrupper, så byens skæve eksistenser, spil-lesteder og caféer er blevet nødt til at klappe i eller lukke ned.

I dag er byen en åben krigszone, hvor fri kultur og kreativitetenten må snige sig ud på listesko om natten eller ende som mur-brokker en torsdag morgen i marts. Det er her vi bliver mødtmed en mur af tilbagestående og smålige politikere, pladesel-skaber og ophavsretsindustri, hver gang vi spreder kultur ogfyrer den af. For selvom de alle snakker om mangfoldighedog kreativitet, ved vi godt at velviljen kun lige går sålangt som til kiksede stadionkoncerter eller übersmarte,sponsorpromotede afterparties på Holmen.

Når vi springer over hegnet, erobrer gaderummettilbage og udsmykker murene er vi straks kriminelleog gået 'langt over stregen'. Men det er optur! Enfesen plagiatkultur der kun forstår sine egne kultur-kanoner og P3-kloner er alligevel for dum og grim tilos. Vi skal altid være et skridt foran – danse de for-budte trin og svinge den fat cap ud over Ritts kom-mercielle mareridtsby.

Når vi som pirater laver fester, radio, biograf ogfildeler på nettet er det vores ustyrlige begær, vislynger ud i verden. For deres registrering, overvåg-ning og straf er for langsom til at indfange vores fæl-lesskaber og energi. Vi er fucking over det hele ogstår ikke stille.

Flere kollektiver i tomme huse, mere støj på forlad-te frekvenser, vildere performances i byens storcentre,fri netadgang i hele byen og større releasefester påbureaukratkontorer!

Bellacentret til internationalt queer-kulturcenter og Fondsbørsen til varme-stue for hjemløse fortorvssangere!

Så alle jer punkere og pirater,queers og ravere, aktivister ogfreaks, dumpstars og techbo-hemer ryst nu København udaf KRISEN!?Kulturkampener her og nu og alleredesprunget over hegnet. Er dumed eller står du stadig ogtøver?

19

20

LEAVE USALONE!

Reklamestandere er en integreret del af detkøbenhavnske byrum – ved busstoppestederog alene. Kommunen indgik i 1995, ligesomen række andre byer senere gjorde det, enaftale med et af verdens største reklamefir-maer, AFA JCDecaux, om at firmaet beko-ster og varetager etablering og vedligehol-delse af hovedstadens busstop-læskure tilgengæld for retten til reklamepladser påstandere rundt om i byen. Firmaet fik her-med etableret sig på det danske marked.Læskure og standere er byinventar, som i højgrad er kommet til at præge det offentligerum, er blevet ’selvfølgelige’, og som altså erskabt af hensyn til kommercielle interesserog er direkte reklamefinansierede.

Dette er ét eksempel på hvordan rekla-merne indtager mere og mere plads i byrum-met og bliver umulige at vælge fra, samtidigmed at et rum der principielt er fælles, alli-gevel sælges. Hermed udstykkes det fællesog retten til at præge det tilfalder de kapi-talstærke. Byrummet kommercialiseres ogforvaltes efter markedslogikker frem forhensyn til os som skal leve i det. Det er

både et æstetisk og et demokratisk problem. Det er ikke os, byens mennesker og fæl-

lesskabets behov, der dikterer hvordan byenskal være, men pengenes anonyme orden.Det økonomiske marked indhegner flere ogflere området af livet, som dermed gennem-trænges af markedets instrumentelle logik.Hermed udgrænses andre, sociale logikker,så kollektive visioner og værdier ikke ’gæl-der’, men gøres ugyldige som styrende prin-cipper indenfor disse områder. Det offentligeog fælles udvandes.

Alt er kommercialiserbart ifølge mar-kedslogikken – alle ressourcer, såvel materi-elle som immaterielle, kan gøres til varerder skaber værdi på markedet. For at kunnegøre noget til en vare, må det ejes og afg-rænses, så andre ikke kan bruge det uden atbetale for det. Derfor omskabes det fællesejede, samfundets fælleder, til privat ejen-dom, som det sker med byrummet, og her-med fratages almindelige mennesker brugs-retten til og indflydelsen på det. Det der førtilhørte fællesskabet privatiseres.Indhegningen af ressourcer viser sig også fx

21

i forhold til kultur, som i tiltagende gradøkonomiseres, så fællesskabets brug af, ogadgang til, det indskrænkes

Kommercialiseringen af byrummet frata-ger os vores selvbestemmelse, og forhindreros i at indrette vores dagligdag og omgivel-ser i overensstemmelse med vore egneønsker og behov.

Beslutningen om hvordan gadebilledetskal indrettes, er ikke brugernes, menlægges ud til pengeinteresser. Åbne, fællesbyrum, som er skabt til det levede liv ogikke-formålsrationelle aktiviteter, som leg,kunst og samvær, har trange kår.

Reklamernes sprog og de pseudobehov,de skaber, forstærker udviklingen, som redu-cerer os til passive modtagere og forbrugere.De glitrende billeders allestedsnærvær fyldergaderne og vores hoveder med fordomme,normer og idealer om det rette, konforme,liv. Reklamer er total envejskommunikation,ofte hjulpet på vej af kønsdiskriminerende,racistiske og heterosexistiske virkemidler.

Frihed og selvbestemmelse er ikke etspørgsmål om forbrug, men reel indflydelse

på hvordan livet skal leves – blandt andetgennem indflydelse på de rum, det skal levesi.

Den konventionelle løsning på kommerci-aliseringen af byrummet er, at kræve atKøbenhavns Kommunes tilbageruller salgetaf byen og skaber plads til det levede liv ogselvforvaltende rum, der er styret af fælleslyst og engagement. Der er dog ingen grundtil at vente på andres tilladelse til at ændredet, der principielt er lige så meget vores,som det er andres. Omform byen og gørplads til fællesskab, leg og samvær udenandet formål end hinanden, levende kreativi-tet og mangfoldighed. Forskøn en busstandernær dig. Ryk dagligstuen og samtalen ud ibyrummet. Plant et træ på hjørnet. Bruggaden, den er vores!

ghhk

22

RACISME, SEXISME OG HETEREOSEXISME – NEJ TAK!

RYD INDRE BY!

En tur gennem Københavns Indre By bynight er efterhånden blevet en farefuld færdgennem småborgerlighedens latente had –racisme, sexisme, homofobi, aggression ogvold præger gaderne og nattelivet. Indre byer præget af hate-crimes, chikane, diskrimi-nation og tilfældig vold i en skræmmendegrad.

Vi er trætte af at opleve, at måtte skjulevores kærlighed som homoseksuelle, når vigår i byen, fordi vi risikerer at blive smidtud eller overfaldet. Det er stadig ikke udenrisiko for to af samme køn at gå hånd i håndi København. Skældsord, chikane og regu-lære overfald er en virkelighed, som hetero-seksuelle aldrig oplever på egen krop.Forskelsbehandlingen strækker sig fragaderne og arbejdspladserne langt ind i fol-ketinget, hvor lovgivningen forsøges stram-met, så lesbiske kvinder mister deres ret tilkunstig befrugtning.

Vi er vrede over igen og igen at opleve,hvordan vi som kvinder bliver behandletydmygende, udelukkende fordi vi er kvinder -lige fra en latterlig bemærkning til vold ogvoldtægt. Nedværdigende klap i røven erhverdag. Sexchikane, vold, voldtægt er entrussel, som kun de allerfærreste mændnogensinde kommer til at bekymre sig om.Den kommercielle objektgørelse af kvinde-kroppen underbygger forestillingen om man-den som den aktivt handlende og tænkendeog kvinden som den passive og underordnede– en forestilling som udmønter sig i en gene-rel skævvridning af samfundets magtforde-ling og uligeløn.

Vi er kede af at vores indvandrerbag-grund betyder at vi bliver afvist i nattelivetaf dørmænd på diskoteker og spillesteder,der er beordret til kun at lukke hvide ungeind. Racismen er tiltaget i styrke i Danmarkgennem de seneste ti år. Fra gadeplan til

23

parlament. Arbejdsgivernes fordomme for-hindrer folk i at få arbejde på grund af hud-farven eller navnet på ansøgningen.

Vi er fucking sure over at man somhjemløs i København udsættes for ydmygel-ser og vold af tilfældige forbipasserende. Atvi har skabt et samfund og en kultur, hvorunge på vej hjem fra byen synes, det er sjovtat pisse på sovende mennesker, der ikke haret sted at bo.

Skal København blive et fedt sted atvære for os alle sammen, skal vi aktivtændre den måde vi ser på hinanden ogopfører os overfor hinanden. Vi skal lære atsige fra overfor både venner og folk vi ikkekender, der taler nedsættende eller eraggressive overfor kvinder, homoseksuelleeller nogen med anden hudfarve.

I den kamp mangler vi steder, der aktivtog eksplicit siger fra overfor og bekæmperracisme, sexisme, heterosexisme, homofobi

og vold. Så vi kræver befriede områder, hvorvi kan mødes og være sammen uden umen-neskelige, undertrykkende strukturer.Områder hvor kulturen ikke bygges opomkring fladpandede fordomme, konkurren-cementalitet og fræsende individualisme.

Selvfølgelig kan man ikke lave fristeder,der er fuldstændigt frie for samfundetsundertrykkende strukturer. Men man kangodt skabe rum, hvor man beslutter sig forat konfrontere de strukturer, og hvor manikke accepterer bestemte udtryk for dem.Den slags steder kan være platforme forudadrettet politik, der modsiger de fordom-me og den behandling vi møder når vi gårgennem Indre By om aftenen.fsd

24

”Om lidt kan du ikke trække vejret og såbesvimer du”. Sådan lød det fra en betjent iforbindelse med anholdelsen af en ung mandpå Købmagergade i København i starten afmarts. Der var ikke tale om en enkeltståendehandling, men om en generel tendens som oggør normalisering, danskhed og lov- ogorden til kernen i den politiske populisme, itakt med at samfundets økonomiske konflik-ter ikke er til diskussion.

Efter murens fald, erklærede den nylibe-ralistiske filosof Francis Fukuyama, atafslutningen af den kolde krig betød, at detvestlige liberale demokrati og kapitalismenhavde sejret. Det var ingen alternativer. Isamme åndedrag startede angrebene på bådesociale, økonomiske og politiske rettigheder.I Danmark, og resten af Europa, er der idag nærmest enighed om at økonomiske for-ringelser er en nødvendighed man ikke skaldiskutere. I takt med dette, bliver værdis-pørgsmål som lov og orden, kultur ogudlændingepolitik afgørende parametre forpartipopulisme. Frygten for det anderledesog frygten for uforudsete hændelser brugesderfor som løftestang til at skabe merestats- og politikontrol.

Op til rydningen af Ungdomshuset blevder fra flere politikere henvist til retsstatenog ejendomsretten som et argument for atder ikke kunne findes en løsning for bevarel-se af Ungdomshuset på jagtvej 69. Reeltdækkede det over en manglende politiskvilje. I stedet overlod man det politiske pro-blem til politiet – uden åbenbart at næresamme bekymring for retsstaten.

Da fem betjente havde overmandet enung mand på strøget, trykkede den ene afbetjentene fyren på halsen og sagde til hamat han nu snart ville besvime. Fyren fik

fremstammet et ”hvorfor” hvorefter betjen-ten svarede ”så du kan lære det din klap-hat”. Samme aften blev den 17-årige Henrikoverfaldet af civile betjente og trukket ind ien civil bil og tævet. De ivrige betjentemente åbenbart at deres beføjelser bedstblev udøvet med en blanding af slag i ansig-tet og trusler om at blive kørt ud i en skov.Om aftenen dagen efter, forsatte den socialeuro og på Christianshavn og politiet affyredeen tåregasgranat af typen 40 mm Ferretdirekte mod en menneskemængde. En gra-nattype som er beregnet til at gennemtrængebarrikader og som affyret direkte mod men-nesker kan føre til alvorlige skader på krop-pen eller sågar dødsfald. Showet forsatte dapolitiet lørdag morgen iværksatte en storsti-let ransagningsaktion på ti adresser iKøbenhavn. En aktion som må formodeskræve en vis koordinering, men som manåbenbart ikke havde haft tid til at bede ret-ten om ransagningskendelser for at iværk-sætte. Samme ransagninger mindede mest afalt en slags desperate hævntogter fra politi-ets side hvor inventar blev ødelagt og beboe-re anholdt og chikaneret.

Til kamp mod mangfoldighedenTendensen med øget politikontrol og det atbruge politiet mod alternative kulturer –livsformer og sociale problemer bygger på desenere års ”lov og orden fetichisme”. Dethar både graffitimalere, hashrygere, narko-maner, indvandrere, piratfestdeltagere ogChristianitter oplevet. Graffitimalere haroplevet hetzen fra politi- og ”Stop Graffiti”kampagnen som anser enhver kunstneriskudfoldelse med spraydåse som hærværk. PåVesterbro udsteder politiet forbud mod at

fk

25

visse personer kan opholde sig forskelligesteder. Nogen ender med reelt at have forbudmod at bevæge sig rundt på Vesterbro.

De seneste år har Christianitterne måttetfinde sig i chikanerier, forbud mod ophold ogsågar forbud mod særlige sange på caféenMånefiskeren og tusinder af kropsvisiterin-ger. Den politiske beslutning om at normali-sere Christiania har ført til at en fast udsta-tionering af 30 betjente på Staden. Også iforbindelse med udbredelsen af de såkaldtepiratfester, hvor man for en stund indtageren nedlagt fabriksbygning for at fyre op foren god fest, er adskillige gange blev mødt afkampklædt politi. Den 13. august havde derværet uroligheder i forbindelse med en pirat-fest i den gamle brandstation på Jagtvej.Det fik politiet til anholdte 56 tilfældigemennesker herunder en barnedåb somblev holdt under Knippelsbro. Brugenaf masseanholdelser har væretdet store hit for politiet deseneste år. Udover anhol-delser ved piratfesteranholdt politiet 100personer i forbindelsemed fjernelse af et cir-kustelt på Christiania, iHillerød anholdte man 179i forbindelse med en demon-stration mod Dansk Front, og i sep-tember 2006 blev 263 anholdt ved afholdel-se af en Reclaim The Street - Gadefest.Advokat Steen Bech mener at politiets brugaf retten til at opløse en fredelig demonstra-tion, skal debatteres, da den kan true bor-gernes ret til at forsamle og ytre sig.

Netop angrebet på grundlæggende ret-tigheder og normaliseringen virker som engenerel tendens. En tendens der forstærkesaf en afpolitisering af de økonomiske kon-flikter i samfundet og en centralisering af depolitiske beslutninger. Og som også afspejlersig i terror- og udlændingelovgivningen, ikravene om hårdere straffe for alt - selv enlille klump ryger i lommen eller en spray-dåse i tasken.

Tendenserne og eksemplerne er mange og erudtryk for at totalitære tendenser vinderfrem i Danmark og som Bondam siger det –i vores lækre storby. Der er kun et at sige –fuck jer – det er vores by og derfor kræverog kæmper vi for pladsen til forskellighed.

26

soi

27

Med industrialiseringen blev byen centrumfor hele tilværelsen. Byen er et sted allesøger til, grundet håbet om en bedre fremtidog personlig succes hvad enten den er økono-misk eller social. Menneskene holder af atbo i byerne mere end nogen sinde.

Men, hvor byen i begyndelsen var sam-lende, fællesskabsudviklende og massemobi-liserende, så er sammenholdet i dag brudt atden hovedløse individualisme. Modtrækkethertil er flere kollektiver.

Byen har brug for mere kollektivitet.Ikke kun flere sygehuse, kollektiv trafik

og gode skoler til alle. Nej, vi vil havemere! København har for mange ensommetoværelses lejligheder og for få tiværelseslejligheder til kollektiver.

Vi kender alle de toværelses lejligheder.Vi kender dem alle, for vi bor alle i dem.Man åbner hoveddøren lige op i fire andredøre i den alt for lille garderobe. To døre tilde små rum, en anden til køkkenet. Den sid-ste fører til det mikroskopiske kombineredebad og toilet.

I gamle dage - for 100 år siden - fandtesder også toværelses. Men dengang boede derikke to studerende fattigrøve, men nærmerefem-syv eller måske endda ni fattigrøve. Enklassisk industrifamilie med fem børn. Dervar ikke WC i lejlighederne dengang, det lå igården.

Den toværelses lejlighed forfølger os sta-dig. Den er blevet yderligere individualiseretmed eget bad og WC, så man ikke længeremødes i gården og diskuterer i køen til das-set. Baggårdene var et socialt samlings-punkt, hvor kritik kunne vendes med andre isamme båd og hvor der kunne mobiliseres til

sociale kampe. Her kunne arbejdere skabeen fælles bevidsthed og modstand modarbejdsgiveren, der tjente på dårlige og usik-re arbejdsvilkår. Præcis ligesom arbejdsgive-ren gør i dag. I dag kommer vi sjældent igården for andet end vores cykel og vi ken-der ikke de andre, der bor i vores opgang.Individualismen er på vej mod total sejr; pri-vatbilisme, internetindkøb, hjemmearbejds-pladser og alt det dér.

Vi finder det i dag behageligt at bo foros selv, køre alene i bil eller arbejde alenehjemme. Vi køber grøntsager på nettet, derbliver leveret på dørmåtten, mens vi selv ervæk. Herved slipper vi for den sociale kon-takt med buddet, der leverer grøntsagerne.

Da mange politiske, filosofiske, æsteti-ske, gastronomiske og andre ideer starter ifællesskab, skal vi ikke bo i små toværelseslejligheder, men i ti- og tyveværelses kæmpe-boliger. Her skal vi sammen bo, arbejde,passe på hinanden, finde på fremadrettedeideer, lave mad, kopiere og dele viden og altdet man gør når man prøver at være menne-ske.

Kollektiver i byer og på landet er denbedste politiske smedje. Vi er i en tid hvorder er brug for radikale ideer fra kollektiveboformer. Om en lille toværelseslejlighed påNørrebro er et kapitalistisk styringsredskabeller et spildprodukt som personbilen er det,kan vi lave stå åbent. Men kollektivernesbetydning for progressiv nytænkning skalikke undervurderes. Vi skal kæmpe for bedremuligheder for at kunne tænke og leve i fæl-lesskab i vores by.

uy

INGEN HVIDE FLAGVI ER FØRST LIGE BEGYNDT

Hvordan vil vi leve vores liv? Hvilken slagsby ønsker vi skal være rammen om voresliv? Det er nogen som mener at der findes étsvar på sådanne spørgsmål. Du har nok setdem i fjernsynet. Det er dem som prædikerkreativitet, fleksibilitet og åbenhed, men somi virkeligheden mener ensretning, usikkerhedog kontrol. Dem der siger at de ønsker etKøbenhavn som er rigt på kultur, men somkun ser kulturen som et middel til at skaberigdom. Det er folk som hilser innovation ognyskabelse velkommen, så længe det foregårindenfor nøje udstukne retningslinjer og sik-rer penge i kassen. Det er folk som ikke fors-tår rigdom på andre måder, end hvad de kanmåle i hårde kontanter, og netop derfor ogsåer mennesker med magt. Men de skal ikkebestemme det hele. Det er vi mange som harvist de sidste to måneder.

Hvordan kan nogen tro at der kun findesén rigtig måde at organisere en by, at leve etliv på? For de magtfulde, er det vigtigste erat fjerne alle præmisser for politisk samtale.Og det gør man bedst ad markedets vej. Formarkedet er, som dets profeter hævder, etsuverænt beslutningsredskab. Og jo mere dedemokratiske processer begrænses, jo mereråderum overlades til markedet, jo enklerebliver det at finde en løsning. For på marke-det kræves ingen diskussion, ingen overbe-visning, ingen passion. Det eneste somkræves er penge, selv om de gerne må kryd-res med nogle særlige menneskelige egen-skaber: tilpasningsevne, grådighed, egoisme.Den slags argumenter er suveræne: man kanvære uenig i dem, men de kan ikke debatte-res, for i et kapitalistisk samfund får de altiddet sidste ord.

Dem der skaber andre måder at leve på -rum som er organiseret på andre præmisser– behøver magten ikke argumenter for atbekæmpe, de spises af med love. Afvisningendisse alternative rum kan antage forskelligeformer. Bureaukratens sprog er ”stil dig ikøen som alle andre (selv om vi ikke vil givedig noget)”. Dommerens er ”følg loven somalle andre (selv om du aldrig vil få lov, uan-set om du har ret eller ej)”. Og kapitalistenser ”vis os penge og køb som alle andre (selvom du er flad)”.

Dette er hvad man kalder en monolog,og i monologen forventes ingen svar. Mennoget forventer man, for man ved at et svaralligevel vil komme. Det vil insistere på atkomme. Derfor tager man sine forholdsreg-ler, og sætter landets samlede politistyrke iberedskab. Sådan genoprettes dialogen medmagtens mest nøgne sprog: volden. Det erogså et sprog de ved vi ikke behersker, mednogle rammer vi ikke kan besejre; de harvåben, de har fængsler, de har retslokaler,knibtangsmanøvrer og hollandske og svenskehollændervogne hvis det skulle blive nødven-digt. Men vi havde antallet. Og vi havdeoverbevisningen, passionen og argumenterne.Alligevel overraskede vores oprør til og medos selv, for hvem var ‘vi’? Vi var mangeflere, mange andre og vi var ikke længeredet ‘vi’ vi troede vi var. Vi var en bevægelse.De havde loven, i al dens tyngde, men de fikikke ret. De troede de rev et ungdomshusned, men skabte et ungdomsoprør. Og med éter der rigtig, rigtig mange der føler sig ungei København.

29

Mange af de friheder og rettigheder vi lærerom i skolen, er blevet sat til side i de senestemåneder. Privatlivets ukrænkelighed,ytringsfriheden, retten til at forsamle sig ogat demonstrere. Alt sammen i dybesterespekt for en rettighed der i vores samfunder mere grundlæggende end alle andre: ejen-domsretten.

På markedet gælder andre regler enddemokratiets, regler der fuldstændigt eksklu-derer dem som ikke ønsker at spille med.Fair nok, kunne man måske mene, hvis dervar tale om et brætspil. Men det er der joikke; der er tale om et samfund. Og et sam-fund ønsker ingen at melde sig ud af – tiltrods for at spillereglerne virker absurde.Derfor opstår der et problem når markedetspræmisser gøres til de eneste gældende. Daer der ikke længere plads til os - os som vilnoget andet med vores liv og vores by, enddet der ser pænest ud på regnearket. Os dersætter de behov vi forledes til at glemme, opimod det skuespil der tilbydes os i Fields ogMagasin. Os der ønsker et samfund hvordisse behov sættes højere end profitmotivet.

Når alle skal underlægges den privateejendomsrets logik, og følge den politiskemagts lydighed ovenfor markedets påbud,står vi i virkeligheden ovenfor et tyranni. Ogoverfor tyrannier har de fleste politiske filo-soffer siden antikkens tid, været enige om at

oprør ikke blot er legitimt, men direkte nød-vendigt.

Er der noget som forener alle os som hardeltaget i oprøret de sidste to måneder, erdet følelsen af nødvendighed. Vi har ikkekunnet handle anderledes. Vi har ikke kun-net sidde stille og se på. Derfor vil vi ogsåblive ved. Vi kan ikke lade deres logik ståuimodsagt, og stille os i kø, mens vi venterpå at vores ikke-eksisterende formuer skalforrente sig. Vi kan ikke normalisere os selv.Vi ønsker det ikke. Vi ønsker tværtimod enanden verden, hvor det ikke er kapitalen somregerer, men mennesker; hvor politik betyderalles mulighed for at påvirke beslutningernesom berører vores liv, ikke social kontrol ogmarkedstilpasning. Vi ønsker et andet sam-fund, som er rummeligt og som har plads tilforskellighed. Et samfund hvor intolerancenrettes mod uligheden og ufriheden. Vi ønskeren anden by, hvor det ikke skal være nødven-digt at slås for at skabe selvstyrende fælles-skaber og frirum, en by hvor det vi ønskerikke skal baseres på hvad der er profitabelt.En by som er fed at leve i, og som vi selvdefinerer og skaber. Og det bedste af alt: vier allerede i gang.

30