Økonomiske Tendenser 2001 - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · 2 Økonomiske Tendenser - 2001...

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2001 1

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Økonomiske Tendenser2001

Økonomiske Tendenser - 20012

Udgivet af: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Reventlowsgade 14, 2.,1651 København V - Telefon 3331 2262 - Telefax: 3331 3041E-mail: [email protected] Web: www.aeraadet.dk

Redaktion: Lars Andersen, Martin Hornstrup og Thomas V. Pedersen

Derudover har følgende bidraget:Jonas Schytz JuulAnita ViumMartin Windelin

Layout: Annette Topholm

ISBN: 87-91018-02-1

AE sætter i Økonomiske Tendenser 2001 fokus på tre temaer. For detførste udviklingen i dansk økonomi, hvor den øjeblikkelige økonomiskesituation sættes i historisk perspektiv.

For det andet ses der på skat og fordeling. Skattedebatten har snart løbetet års tid. Vi forsøger at samle op på denne debat - hvad er myter og hvader realiteter? Der ses også på indkomstfordelingen i Danmark. Hvordanser fordelingen af indkomster mellem forskellige befolkningsgrupper ud,og hvordan har indkomstfordelingen udviklet sig de seneste år?

Det tredie tema, der tages op i rapporten er Central- og Østeuropa -hvordan går det økonomisk i de østeuropæiske lande, hvad vil indvan-dring fra øst betyde for os og udflytter vi arbejdspladser til øst?

Forord

Redaktion mv.


Indholdsfortegnelse:

- Velstand og balanceproblemer i 50 år .............................. 5- Arbejdsmarkedet fungerer bedre .................................... 14- Tre myter om den offentlige sektor ................................ 22- Færre på overførselsindkomst ........................................ 28

- Myter og realiteter i skattedebatten ................................ 35- Indkomstskat og indkomstudvikling .............................. 41- Indkomstfordeling .......................................................... 49- Tre myter om sociale problemer ..................................... 58

- Forskelle mellem ansøgerlande bliver større .................. 63- Indvandring af arbejdskraft ved EU’s udvidelse ............ 71- Danske Investeringer i Central- og Østeuropa................ 79

Dansk økonomi

Central- og Østeuropa

Skat og fordeling


De sidste 50 års velstandsudviklingBNP – den samlede produktion og der-med velstand – er vokset med ca. 2¾ pro-cent pr. år i perioden 1950-2000. I sammeperiode er befolkningen årligt vokset medca. ½ procent. BNP pr. indbygger – dengennemsnitlige velstand pr. dansker – ersåledes steget med godt 2¼ procent omåret i de sidste 50 år. Det svarer til, at hverdansker i dag i gennemsnit er tre gange såvelstående som for 50 år siden.

Fremgangen er især skabt i 50-årets firehøjkonjunkturperioder – dvs. årene 1952-54, 1959-73, 1982-86 og 1994-2000. Om-

Velstand og balanceproblemeri 50 år

vendt har der i enkelte år i starten af 50-året, i årene omkring første og anden olie-krise, og i årene 1987-93 været faldendeog stagnerende velstand.

Figur 1 viser den årlige vækst i BNP pr.indbygger i perioden 1950-2000. Denfuldtoptrukne linie i figuren angiver dengennemsnitlige vækstrate for 50-året.

Hvor søjlerne flere år i træk ligger påog under den fuldtoptrukne linie, er dertale om perioder med lavkonjunktur. Ogomvendt højkonjunkturperioder, hvor deligger på og over den fuldtoptrukne linie.

Figur 1. Gennemsnitlig årlig vækst i BNP pr. indbygger

Anm.: Den fuldtoptrukne linie angiver den gennemsnitlige vækstrate for 50-året.Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.

009 590858 07 570656 05550

1 2

1 0

8

6

4

2

0

-2

-4

-6

12

10

8

6

4

2

0

-2

-4

-6

Pro

cent

Pro

cent

Højko n-

junktur

Højkon-

ju nktu r

Høj-

kon -

jun k-

tur

Lavkon -

ju nktur

Oliekr is er/Stop & g oHøjkon-

jun ktu r

Stop & go

En gennemgang af udviklingen på arbejdsmarkedet og betalingsbalancen viser, at situa-tionen er en helt anden i dag end ved afslutningen af de foregående højkonjunkturerigennem de sidste 50 år. Fraværet af egentlige balanceproblemer betyder, at der i sigselv ikke er noget uholdbart i den nuværende situation. Den aktuelle robusthed i danskøkonomi understreges af, at der faktisk har været et olieprischock i perioden 1998-2000af tilsvarende styrke som i perioden 1978-1980 – ”anden oliekrise” – uden, at der kanaflæses dramatiske effekter i inflations- og beskæftigelsestallene.


Specielt perioden 1959-73 – ”de gyldne60’ere” – springer i øjnene. I denne pe-riode steg BNP pr. indbygger årligt medhele 4,1 procent. At det var muligt med såkraftig vækst over en så lang periode,skyldes i høj grad, at dansk økonomi –sammen med de andre europæiske lande –var inde i en såkaldt ”catching-up-fase”.

I 1950’erne og 1960’erne var det ameri-kanske velstandsniveau betydeligt højereend det europæiske. Det skyldes i højgrad, at de amerikanske virksomhederhavde bedre maskiner, bedre teknologi,og anvendte smartere produktionsproces-ser. De var med andre ord langt mere pro-duktive. Igennem ”de gyldne 60’ere” til-egnede de europæiske virksomheder siggradvist den amerikanske viden – derforudtrykket ”catching-up”. Og herved vardet muligt at fastholde en forholdsvis højproduktivitetsvækst igennem en længereårrække.

Produktivitet og velstandFigur 2 viser væksten i produktiviteten iperioden 1950-2000. Ved at sammenholdefigur 1 og 2 ses, at det i høj grad var som

følge af høj produktivitetsvækst – vækst iproduktion (BNP) pr. beskæftiget – atdanskerne oplevede høj velstandsfrem-gang i perioden 1959-73.

I takt med, at de største forskelle mel-lem USA og Europa blev udlignet i 70’er-ne, faldt de europæiske landes produkti-vitetsvækstrater til et lavere niveau. ForDanmarks vedkommende skete dette istarten af 70’erne. I perioden herefter –hvor der ikke har været medvind fracatching-up – har den gennemsnitlig pro-duktivitetsvækst ligget på godt 1½ pro-cent. Igennem 1950’erne og 60’erne låden på godt 3¼ procent.

Overordnet set kan den gennemsnitligevelstand pr. dansker stige gennem tre ka-naler. Gennem stigende produktivitet,gennem større erhvervsdeltagelse og gen-nem faldende arbejdsløshed.

De mere begrænsede muligheder forvækst i produktiviteten og den forholds-vise høje erhvervsdeltagelse for de flestepå arbejdsmarkedet betyder i sig selv, atdet er vanskeligt at opnå velstandsfrem-

Figur 2. Produktivitetsvækst

Anm.: Figuren viser et tre-års glidende gennemsnit for vækstraten i BNP pr. beskæftiget.Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.

0095908580757065605550

7

6

5

4

3

2

1

0

7

6

5

4

3

2

1

0

Pro

cent

Pro

cent


gang, der kan måle sig med ”de gyldne60’ere”.

I det lys må det betegnes som ekstraor-dinært, at det 20. århundrede blev afsluttetmed en syv-årig periode, hvor velstands-fremgangen pr. dansker pr. år i gennem-snit lå 0,4 procentpoint over gennemsnit-tet for de sidste 50 år.

Balanceproblemer og konjunktur-svingningerTraditionelt har landene konjunktursving-ninger over tid. Det skyldes ”økonomiensselvregulerende kræfter”. F.eks. vil en pe-riode med højkonjunktur medføre tendenstil flaskehalse på arbejdsmarkedet og kap-acitetsproblemer i virksomhedernes pro-duktionsapparat. Det vil så slå ud i stigen-de inflation, og dårligere konkurrenceev-ne. Og dermed en tendens til stagnerendeeksport og stigende import, hvorved pro-duktion og beskæftigelse dæmpes.

En periode med højkonjunktur vil såle-des traditionelt blive afsluttet som følge afbalanceproblemer. Balanceproblemer, derkommer til udtryk gennem stigende oghøj inflation og negativ udvikling på beta-lingsbalance.

Som ovenfor nævnt, har der gennem åre-ne 1952-54, 1959-73, 1982-86 og 1994-2000 været højkonjunktur i Danmark. Ta-bel 1 sammenholder arbejdsløshed, infla-tion og betalingsbalance i det sidste år afde fire højkonjunkturperioder.

I 1950’erne betød restriktioner på kapi-talbevægelserne, at det var vanskeligt atlåne i andre lande – og dermed vanskeligtat finansiere et underskud på betalingsba-lancen. Underskuddet på betalingsbalan-cen i 1954 satte således en effektiv stop-per for opsvinget i starten af 1950’erne.Og det selvom der ikke umiddelbart varnoget alarmerende over situationen på ar-bejdsmarkedet i denne periode, jf. niveau-et for arbejdsløshed og inflation i tabel 1.

I 1973 er det især den kraftige inflation,der springer i øjnene. En betydelig årsagtil den høje inflation var de tiltagendeenergipriser i forbindelse med første olie-krise. Det er dog langt fra hele historien.Der var meget betydelige balanceproble-mer på arbejdsmarkedet i starten af1970’erne. Dette analyseres nærmere ne-denfor.

Såvel udviklingen på arbejdsmarkedetsom betalingsbalancen var med til at sætteen stopper for opsvinget i midtfirserne.

Tabel 1. Balancer på toppen af en højkonjunktur

Arbejdsløshed Inflation Betalingsbalance

Pct. af arbejdsstyrke Procent Pct. af BNP

1954 2,9 1,9 -1,81973 1,0 9,3 -1,61986 7,7 4,0 -5,32000 5,3 2,9 2,1

Anm.: Inflation er målt ved væksten i forbrugerpriserne. Tabellen viser 1987-værdierne for arbejdsløshedog inflation for opsvinget i midtfirserne. Vækstmæssigt toppede opsvinget i midtfirserne i 1986, men påarbejdsmarkedet toppede det først i 1987.Kilde: ADAM’s databank og Danmarks Statistik.


Der var betydelige flaskehalse på arbejds-markedet, og der blev sat ”Danmarks-re-kord” i betalingsbalanceunderskud. Destore balanceproblemer mod slutningen afopsvinget i midtfirserne var i høj gradmedvirkende til, at perioden blev afløst afsyv års lavkonjunktur.

De økonomiske balancer i 2000 afvigermarkant fra situationen ved afslutningenaf tidligere opsving. Således var der di-rekte overskud på betalingsbalancen i2000. Og der var ikke større ubalancer påarbejdsmarkedet. Godt nok har inflatio-nen været tiltagende. Men det kan henfø-res til olieprisudviklingen og ikke situa-tionen på arbejdsmarkedet, jf. boks 1 ogafsnittet om flaskehalse på arbejdsmarke-det.

På trods af syv års højkonjunktur, så erde økonomiske balancer således grund-læggende sunde her ved indgangen til etnyt årtusinde. Og at der ikke er en ellerflere kraftige ubalancer i økonomien påtoppen af en højkonjunktur er en helt nysituation. Derfor er det heller ikke sand-synligt, at vi nu står på tærsklen til en nyperiode med dyb lavkonjunktur.

Arbejdsløshed og velstandAt det er lykkedes at fastholde en relativhøj velstandsfremgang i de sidste syv årskyldes i høj grad, at det er lykkedes atfastholde et vedvarende fald i arbejdsløs-heden. Hertil kommer dog også den eks-traordinært høje produktivitetsvækst vedstarten af opsvinget.

Arbejdsløsheden er faldet med ca.200.000 personer, svarende til knapt syvprocent af arbejdsstyrken i de seneste syvår. Arbejdsløsheden udgør nu godt femprocent af arbejdsstyrken, hvilket er sam-me niveau, som var gældende i midten af70’erne, jf. figur 3.

I ”de gyldne 60’ere” udgjorde arbejds-løsheden under to procent af arbejdsstyr-ken. En så lav ledighed er næppe reali-stisk at nå igen. De nuværende ca.150.000 ”fuldtidsarbejdsløse” dækker så-ledes over 560.000 personer, der er berørtaf ledighed i løbet af året. Og 300.000 afdisse personer er ramt af ledighed i min-dre end 2½ måned. Danske virksomhederhar relativt let ved at ansætte og fyre folk.Modstykket til dette er dagpengesystemet,således at lønmodtagerne er sikret modstørre indkomsttab.

Figur 3. Arbejdsløshed

Kilde: ADAM’s databank.

0 09590858 07570656 05 550

14

12

10

8

6

4

2

0

14

12

10

8

6

4

2

0

Pct

. af a

rbe

jds

styr

ke

Pct. af arbe

jdsstyrke


Boks 1. Økonomiske nøgletal for 1978-1980 og 1998-2000Opgjort i kroner steg prisen på råolien med over 130 procent fra 1998 til 2000. Detsvarer rundt regnet til prisudviklingen under anden oliekrise, jf. figur.

På trods af praktisk taget samme udvikling i råolieprisen, steg forbrugerprisernemed 18 procentpoint mere i perioden 1978-1980 end i 1998-2000.

Denne forskel kan forklares ved dels et bedre fungerende arbejdsmarked og delset skift fra devalueringspolitik til fastkurspolitik. Alt i alt har samme energiprisstødtil dansk økonomi således ikke sat gang i løn-pris-spiralen i perioden 1998-2000som i 1978-1980.

Med til historien hører også, at dansk økonomi – og verdensøkonomien – i dagikke er lige så afhængig af olieprisudviklingen, som i 1970’erne. Men det hørerderimod ikke med til historien, at Danmark i slutningen af 1990’erne skulle værebetydeligt mere begunstiget af ”medvind” fra de omkringliggende lande end i slut-ningen af 1970’erne. Således udviklede eksportmarkedsvæksten sig nogenlunde ensi perioderne 1978-1980 og 1998-2000.

Forskellig økonomisk politik og dansk økonomis større robusthed over for olie-prisstigninger – herunder arbejdsmarkedets bedre funktionsmåde – betyder alt i alt,at beskæftigelsen stort set var uændret fra 1978-1980, mens den steg med knapt45.000 fra 1998-2000, jf. figuren.

Figur. Udvikling i oliepris, forbrugerpriser, eksportmarkedsvækst og beskæftigelse

Kilde: ADAM’s databank og Danmarks Statistik.

1980 hhv. 20001979 hhv. 19991978 hhv. 1998

250

200

150

100

50

250

200

150

100

50

Ind

eks

19

78

hh

v. 1

99

8 =

10

0

Ind

eks

19

78

hh

v. 19

98

= 1

00

Råoliepris i kroner

1998-2000 1978-1980

1980 hhv. 20001979 hhv. 19991978 hhv. 1998

125

120

115

110

105

100

95

125

120

115

110

105

100

95

Ind

ek

s 1

97

8 h

hv.

199

8 =

10

0

Inde

ks

19

78

hh

v. 19

98

= 1

00

Forbrugerpriser

1998-2000 1978-1980

1980 hhv. 20001979 hhv. 19991978 hhv. 1998

50

40

30

20

10

0

50

40

30

20

10

0

Æn

drin

g i

f.t.

19

78

hhv

. 19

98

Æn

drin

g i f.t. 1

97

8 h

hv. 1

99

8

Beskæf tigelse, 1000 personer

1998-2000 1978-1980

1980 hhv. 20001979 hhv. 19991978 hhv. 1998

120

115

110

105

100

95

120

115

110

105

100

95

Ind

ek

s 1

97

8 h

hv.

199

8 =

10

0

Inde

ks

19

78

hh

v. 19

98

= 1

00

Eksportmarkedsvækst

1998-2000 1978-1980


Disse ordninger og regler betyder storfleksibilitet på det danske arbejdsmarked.Men omvendt også en højere ”bund” un-der det lavest mulige ledighedsniveau.

Det betyder dog ikke, at det er ureali-stisk med en arbejdsløshed under femprocent af arbejdsstyrken. Men alene, atder er urealistisk langt ned til en arbejds-løshed på to procent. Faktisk var ledighe-den i de ”gyldne 60’ere” også lavere endarbejdsmarkedet kunne klare. Således varbetydelige flaskehalse på arbejdsmarkedetmed til at gøre en ende på den lange pe-riode med højkonjunktur fra 1959 til1973, jf. følgende afsnit.

Flaskehalse på arbejdsmarkedetDer findes ikke noget egentligt mål forudviklingen i flaskehalssituationen på ar-bejdsmarkedet. Man kan dog få en ganskegod indikation af forholdene ved at se pålønudviklingen. Flaskehalse betyder jo, atder inden for et fag og for et geografiskafgrænset område er mangel på arbejds-kraft – dvs. at efterspørgslen er større end

udbuddet. Og større efterspørgsel end ud-bud presser prisen – lønnen – på arbejds-kraft op.

Lønudviklingen skal herudover ses isammenhæng med den generelle prisud-vikling i samfundet. Er stigningstakten iforbrugerpriserne høje, vil lønstignings-takten typisk også være høj. Ved at se påudviklingen i reallønnen – dvs. lønstig-ningerne fratrukket forbrugerprisinfla-tionen – kan man således få et indtryk afmerlønsstigningernes størrelsesorden.

Figur 4 viser udviklingen i reallønnen ide sidste år af opsvinget i ”de gyldne60’ere”, midtfirserne og anden halvdel af1990’erne.

Merlønsstigningerne var forholdsvishøje i starten af 1970’erne – og direkte til-tagende i 1973, hvor olieprisstigningersatte ind. Lønnen steg således betydeligtmere end den generelle inflation – og der-med også mere end, hvad bidraget fra de

Figur 4. Væksten i realløn på toppen af højkonjunktur

Anm.: Figuren viser den procentvise ændring i timelønnen ud over den procentvise ændring i forbrugerpri-serne. Beskæftigelsesmæssigt toppede opsvinget i midtfirserne først i 1987, hvorfor perioden 1985-87 ergengivet.Kilde: ADAM’s databank og Danmarks Statistik.

Top1 år før top2 år før top

10

8

6

4

2

0

-2

10

8

6

4

2

0

-2

Pro

cent

Pro

cent

1998-2000 1985-1987 1971-1973


stigende energipriser skulle kunne forkla-re.

Høj reallønsvækst som følge af høj pro-duktivitetsvækst er ikke et udtryk for fla-skehalse på arbejdsmarkedet, men udtrykfor en holdbar lønudvikling. Hvis real-lønsvæksten derimod ligger betydeligtover væksten i produktiviteten, er der taleom uholdbare lønstigninger – og dermedflaskehalse. Og problemet i starten af1970’erne var, at produktivitetsvækstenvar faldende, jf. figur 2 ovenfor.

Udviklingen i reallønnen – sammen-holdt med produktiviteten – indikerer så-ledes kraftige flaskehalse på arbejdsmar-kedet i starten af 1970’erne. Selv i fraværaf olieprisstigningerne i denne periode,tyder det således på, at konjunkturerneville have vendt. De kraftige olieprisstig-ninger har langt hen ad vejen ”bare” for-værret styrken i konjunkturomvæltningeni 1973.

Tilsvarende indikerer lønudviklingen imidtfirserne betydelige flaskehalse på ar-bejdsmarkedet. Og de forholdsvis kraftigemerlønsstigninger skete også i denne pe-riode i en situation med vigende vækst iproduktiviteten. Disse balanceproblemerbidrog væsentligt til konjunkturvendingeni 1987.

I perioden 1998-2000 har væksten i re-allønnen derimod været svagt stagneren-de. Og der er ikke noget egentligt misfor-hold mellem reallønsudviklingen og pro-duktivitetsudviklingen. Der kan såledesoverhovedet ikke genfindes egentlige ba-lanceproblemer på arbejdsmarkedet i tal-lene for lønudviklingen i denne periode.På trods af et underliggende inflationspresfra kraftige olieprisstigninger. Og på trodsaf syv års uafbrudt faldende ledighed.

Netop de stigende energipriser mod slut-ningen af 1990’erne kan forklare stagne-ringen i reallønsvæksten. Under første oganden oliekrise udløste energiprisstig-ningerne uholdbare lønstigninger, hvor-ved beskæftigelsen faldt. De tiltagendeenergipriser i slutningen af 1990’erne harderimod ikke udløst uholdbare lønstignin-ger, hvorved beskæftigelsesfremgangen erblevet fastholdt.

BetalingsbalanceFigur 5 viser udviklingen i betalingsba-lancen i perioden 1950-2000. 50-året harværet domineret af perioder med under-skud på betalingsbalancen.

Rent definitorisk er betalingsbalancenlig med det såkaldte opsparingsoverskud– dvs. et lands samlede opsparing minusinvesteringsomfanget. Et betalingsbalan-ceunderskud afspejler således, at (forbru-gernes) opsparing ikke står mål med(virksomhedernes) investeringer. Og deter dermed nødvendigt at låne i andre lan-de for at finansiere et opsparingsunder-skud – et underskud på betalingsbalancen.

I 1950’erne betød restriktioner på kapi-talbevægelserne, at det var vanskeligt atlåne i andre lande – og dermed vanskeligtat finansiere et underskud på betalingsba-lancen. I perioden herefter blev disse re-striktioner gradvist lempet, hvorved detblev lettere at finansiere et underskud påbetalingsbalancen.

Niveauskiftet i betalingsbalancen i slut-ningen af 1980’erne og starten af 1990’er-ne skal – udover konjunktursituationen –ses i sammenhæng med, at Danmark gikfra at være nettoimportør til at være netto-eksportør af energi. Herudover har skat-teomlægningerne med start i 1987, 1994og 1999 øget tilskyndelsen til at spare op.


Det har forbedret det såkaldte strukturelleforhold mellem opsparing og investerin-ger og dermed forbedret det strukturellebetalingsbalanceniveau.

I figur 6 stilles der skarpt på betalings-balanceudviklingen i de sidste år af de treseneste opsving.

Toppen af højkonjunkturperiodernefrem til 1973 og 1986 er kendetegnet ved

såvel forværring af som egentligt under-skud på betalingsbalancen. Det er ikke til-fældet i 2000. Her var der såvel overskudsom en mindre forbedring af betalingsba-lancen.

I særdeleshed var opsvinget i midten af1980’erne ”finansieret” for lånte penge.Dels var det over 20 år siden, der sidsthavde været overskud på betalingsbalan-cen. Og dels var udviklingen løbet helt af

Figur 6. Betalingsbalance på toppen af højkonjunktur


Top1 år før top2 år før top

4

2

0

-2

-4

-6

4

2

0

-2

-4

-6

Pct

. af B

NP

Pct. a

f BN

P

1998-2000 1984-1986 1971-1973

Figur 5. Betalingsbalance


00959085807570656055

4

2

0

-2

-4

-6

4

2

0

-2

-4

-6

Pct

. af B

NP

Pct. a

f BN

P


sporet med et rekordstort betalingsbalan-ceunderskud på over fem procent af BNPi 1986. Denne udvikling var selvsagt ikkeholdbar.

De store ubalancer på såvel arbejdsmar-kedet som mellem opsparing og investe-ringer satte skub i ”økonomiens selvregu-lerende kræfter”, og bragte af sig selv enende på opsvinget i midtfirserne. Menderudover var det nødvendigt at gøre no-get ved dansk økonomis daværende akil-leshæl – det permanente misforhold mel-lem opsparing og investeringer, det så-kaldte strukturelle opsparingsunderskud.Udover de negative konjunktureffekter fra”økonomiens selvregulerende kræfter”blev der således foretaget større forbrugs-begrænsende økonomisk politiske ind-greb. Det forværrede den negative udvik-ling yderligere.

Resultatet af midtfirsernes store økonomi-ske ubalancer og de økonomisk politiskestramninger som kartoffelkur og lign., derfor sent forsøgte at rette op på de værsteproblemer, blev syv års dyb lavkonjunk-tur.

Alt i alt er situationen i dag således enhelt anden end ved afslutningen af de fo-regående højkonjunkturer. Problemer iform af begyndende balanceproblemer erder løbende blevet taget hånd om op gen-nem 1990’erne – før de for alvor udvik-lede sig. Fraværret af egentlige balance-problemer betyder, at det ikke er sandsyn-ligt, at vi står på tærsklen til et større kon-junkturtilbageslag. Der er i sig selv såle-des ikke noget uholdbart i den nuværendesituation.


Mindre ubalance på arbejdsmarkedetVelstandsudviklingen hænger tæt sammenmed udviklingen på arbejdsmarkedet. Ogher tænkes ikke bare på, at ledigheden fal-der, når der er højkonjunktur, og omvendtstiger under lavkonjunktur. Men på, at ar-bejdsmarkedets funktionsmåde bestem-mer mulighederne for vækst. Et dårligtfungerende arbejdsmarked begrænser vel-standsudviklingen, mens et velfungerendearbejdsmarked øger velstandsmuligheder-ne.

Arbejdsmarkedet fungerer bedre

En indikator på arbejdsmarkedets funkti-onsmåde er forskellen imellem de forskel-lige faggruppers arbejdsløshedsprocent.Store forskelle mellem de forskellige fag-gruppers arbejdsløshedsprocent indebæ-rer, at det er svært at få udbud og efter-spørgsel af arbejdskraft til at passe sam-men. Dette indikerer strukturproblemer påarbejdsmarkedet. Hvis arbejdsmarkedet ervelfungerende, vil arbejdskraften nemlig ihøjere grad finde derhen, hvor efter-spørgslen er, og dermed vil der være færremismatch-problemer.

Siden 1994 er ledighedsforskellene mellem de forskellige faggrupper faldet betydeligt.Det illustrerer et væsentligt bedre fungerende arbejdsmarked, hvor det har været muligtat nedbringe ledigheden fra knapt 13 til godt 5 procent af arbejdsstyrken – uden at derhar været tiltagende lønstigninger. Fraværet af tiltagende lønstigninger er ikke et resul-tat af ”udefrakommende” forhold – lavere prisstigninger på importerede varer og ener-gi. Det viser en analyse af de seneste 20 års inflationsudvikling. Alt i alt viser analyser-ne i kapitlet, at den nuværende situation på arbejdsmarkedet begynder at minde om desammenhænge, der var mellem arbejdsløshed og lønstigninger i 1950’erne og 1960’er-ne.

Figur 1. Udviklingen i ledighedsforskelle mellem faggrupper

Anm.: Figuren viser spredningen (målt ved standardafvigelsen) i A-kassernes ledighedsprocent. Jo mindreforskelle, der er i ledighedsprocenten mellem de forskellige faggruppers A-kasser, desto mindre er stan-dardafvigelsen.Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

0098969492908886848280

7

6

5

4

3

2

7

6

5

4

3

2

Pro

centp

oin

t Pro

centp

oint


Figur 1 viser udviklingen i faggruppernesarbejdsløshedsforskelle. For hvert kvartalsiden 1980 er det vist, hvor stor sprednin-gen i A-kassernes ledighedsprocenter var idet pågældende kvartal. Spredningen erberegnet som standardafvigelsen på A-kassernes ledighedsprocent.

Standardafvigelsen er et meget anvendtstatistisk mål for spredning mellem obser-vationer. Jo mindre forskelle der er i le-dighedsprocenten mellem de forskelligefaggruppers A-kasser er, desto mindre erstandardafvigelsen.

Det ses af figur 1, at i perioden efter1994 er ledighedsforskellene mellem deforskellige faggrupper blevet mindre ogmindre. Dette var langt fra tilfældet underopsvinget i midtfirserne. Groft taget indi-kerer figuren, at arbejdsmarkedets funkti-onsmåde er nogenlunde konstant fra star-ten af 1980’erne og indtil midten af1990’erne. Herefter sker der en væsentligforbedring.

Flere økonomer betegnede i starten af1990’erne et ledighedsniveau på 150.000personer som helt urealistisk indenfor enoverskuelig tidshorisont. Årsagen til dettevar, at de tog udgangspunkt i erfaringernefra opsvinget i midten af 1980’erne. At vii dag alligevel står i den situation – udenvæsentlige flaskehalsproblemer – skyldes,at de strukturproblemer, der kendetegnedearbejdsmarkedet i 1980’erne og starten af1990’erne et langt stykke hen ad vejen erblevet løst.

Både struktur- og konjunkturpolitik harbetydningArbejdsmarkedets måde at fungere på kanpåvirkes af den såkaldte strukturpolitik –dvs. arbejdsmarkeds-, skatte- og erhvervs-politikken. Herudover kan selve konjunk-turudviklingen også være med til at på-

virke arbejdsmarkedets funktionsmåde.Konjunkturudviklingen påvirkes af bl.a.finanspolitikken.

Arbejdsløshed har det med at ”bide sigselv i halen”. Høj og stigende ledighedbetyder nemlig, at flere og flere personerpå arbejdsmarkedet ikke får vedligeholdtog udbygget deres kompetencer. Dermedmister de gradvist evnen til at træde direk-te ind i de jobs, der opstår. Og på den må-de kan arbejdsløshed være selvforstær-kende.

Det forhold, at arbejdsløshed er selvfor-stærkende, betyder også, at hvis konjunk-turfremgangen bliver for god, så har ar-bejdsmarkedet det med at ”brænde sam-men”. En for kraftig konjunkturudviklingkan således føre til tiltagende flaskehalseved selv et forholdsvist højt arbejdsløs-hedsniveau.

Ved at forfølge en to-strenget strategi –indeholdende en aktiv finanspolitik og enaktiv strukturpolitik – i tilrettelæggelsenaf den økonomiske politik er der såledesstørre mulighed for at forbedre arbejds-markedets funktionsmåde.

Helt konkret satte en kraftig finanspoli-tisk ekspansion gang i hjulene i danskøkonomi i 1994 – den såkaldte kick-start.Det brød den negative spiral, der kende-tegnede dansk økonomi i perioden 1987-93. Og siden har en aktiv arbejdsmar-keds-, skatte- og erhvervspolitik i kombi-nation med finanspolitikken sigtet efter enstabil økonomisk udvikling.

I stedet for – som tilfældet har væretunder tidligere opsving – først at reagere iden økonomiske politik, når problemernevar åbenlyse, har man under dette opsvingværet mere på forkant med udviklingen.En betydelig del af en mere fremadrettet


politik har været den aktive arbejdsmar-kedspolitik.

Der har tidligere været en tendens til, atstrukturpolitiske indgreb på arbejdsmar-kedet alene handlede om kompensations-gradens størrelse – dvs. dagpengeniveau-ets størrelse. Det er dog en noget enøjettilgang.

De strukturpolitiske indgreb på arbejds-markedet i perioden efter 1993, har væretbaseret på princippet om ret til aktiveringog uddannelse, og pligt til at tage et ar-bejde – indenfor rimelighedens grænser.På den måde er det i høj grad undgået, atde lediges kompetencer er blevet dårligereog dårligere. Og dermed har arbejdsstyr-ken bibeholdt – og udbygget – de kvalifi-kationer, som virksomhederne efterspør-ger.

Endvidere har de regionale arbejdsmar-kedsråd ydet en betydelig indsats med atfå udbuddet af arbejdskraft til at passemed efterspørgslen. Dette har bidraget tilat øge mobilitet på arbejdsmarkedet.

Dette – sammen med de andre dele afden aktive arbejdsmarkedspolitik – harværet med til at undgå, at opsvinget blevslået i stykker af ødelæggende flaskehal-se.

Men også det andet ben i strategien –den aktive finanspolitik – har ydet sit bi-drag. En af de væsentligste grunde til, atopsvinget i midtfirserne blev så kortvarig,var, at det var alt for eksplosivt. Og daman for alvor forsøgte at stramme op, vardet for sent – konjunkturerne var alleredeaf sig selv ved at vende. Det medførte etmeget kraftigt konjunkturtilbageslag ogstarten på en syv-årig periode med lav-konjunktur.

Siden 1994 har man forsøgt – og haft heldmed – at sikre en stabil positiv konjunk-tursituation. Et af de større indgreb i densammenhæng var den såkaldte Pinse-pakke fra 1998.

Man kan ind imellem få det indtryk afden økonomiske politiske debat, at Pinse-pakken nærmest blev indført for at straffeborgerne i samfundet – måske specieltboligejerne. Det svarer lidt til den situa-tion, at teenagerne også synes, at foræl-drene alene er ude på at straffe dem, nårde kun må tage fem øl med over til kam-meraten en fredag aften. Men selvom man(måske) ikke kommer lige så højt (og hur-tigt) ”op at ringe”, så bliver festen sjoverei det lange løb – og morgendagen bliverhelt sikkert noget sjovere.

Tilsvarende med Pinsepakken. Pinse-pakken lagde en dæmper på privatforbru-get. Og det har selvfølgelig betydet, atikke alle har haft det lige så sjovt, som dekunne have haft det – på helt kort sigt.Men erfaringerne fra midtfirserne viser jomed alt tydelighed, at hvis man undladerat foretage de nødvendige økonomiskeindgreb i tide, så går det for alvor galt. Ogi fravær af Pinsepakken ville situationenpå længere sigt således blive meget værre.

Sammenhæng mellem inflation ogarbejdsløshedAlt i alt har den to-strenget økonomiskepolitik været med til at sikre et langt mereholdbart opsving end tidligere. At opsvin-get ikke er blevet slået i stykker af øde-læggende flaskehalse, kan rent økonom-teknisk betegnes som, at det er lykkedesat nedbringe den strukturelle ledighed.

Rent grafisk kan arbejdsmarkedetsfunktionsmåde illustreres i et diagram,hvor arbejdsløsheden er afbildet ud adførsteaksen og lønstigningstakten er afbil-


det ud ad andenaksen. I en normal situa-tion – dvs. hvor strukturledighed og in-flationsforventninger er konstante – vil deårlige observationer for arbejdsløshed oglønstigninger have en tendens til at liggeomkring samme linie i ovennævnte dia-gram. Linien vil have en negativ hæld-ning, da lav ledighed medfører høje løn-stigninger – og omvendt.

Rent illustrativt er der i figur 2 givet toeksempler på sådan en sammenhæng. Denfede linie angiver sammenhængen mellemarbejdsløshed og lønstigninger i en situa-tion med forholdsvis høj strukturledighed.Den tyndere linie angiver sammenhængeni en situation med forholdsvis lav struk-turledighed.

Når flere økonomer i starten af 1990’er-ne således betegnede et ledighedsniveaupå 150.000 personer (svarende til 5¼ pro-cent af arbejdsstyrken) som urealistisk,skyldes det, at de tog udgangspunkt i, atden strukturelle ledighed var (mere ellermindre) konstant.

I 1991 var arbejdsløsheden godt ti pro-cent. Rent grafisk kan man illustrere

ovennævnte økonomers ræsonnement vedat tage udgangspunkt i den fede linie i fi-gur 2. En nedbringelse af ledigheden fragodt 10 procent til 5¼ procent vil ifølgeden fede linie medføre, at lønstigningernestiger fra knapt 5 procent til knapt 15 pro-cent om året. Med andre ord ville en kraf-tig nedbringelse af arbejdsløsheden – medarbejdsmarkedets daværende funktions-måde – således lede til uholdbare lønstig-ninger.

Hvis de samme økonomer havde tagetudgangspunkt i en situation med faldendestrukturledighed, så ville det rent grafiskbetyde en parallelforskydning indad afden fede kurve. Et betydeligt faldt i struk-turledigheden ville f.eks. betyde, at linienblev forskudt indad svarende til den tyndelinies placering. En ledighed på 5¼ pro-cent vil med de sammenhænge på ar-bejdsmarkedet, der gælder på den tyndelinie svare til en lønstigtningstakt på ca.tre procent.

Hvis arbejdsmarkedets funktionsmådesåledes forbedres i takt med, at ledighe-den falder, så vil faldende arbejdsløshedikke slå ud i tiltagende lønstigninger. Et

Figur 2. illustrativ sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

0

5

1 0

1 5

2 0

2 5

0 2 4 6 8 1 0 1 2

Arbejdsløshed, pct. af arbejdsstyrke

Lø

ns

tig

nin

gs

tak

t, p

ct.


fald i den strukturelle ledighed vil nemligforskyde sammenhængen mellem ledig-hed og lønstigninger indad i figur 2.

De to linier i figur 2 er faktisk ikke renehypotetiske linier. Den tynde afspejler ”si-tuationen” på det danske arbejdsmarked iperioden 1950-73. Den fede linie afspejler”situationen” i perioden 1974-95. Hverisær angiver linierne således den ”bedste”linie gennem de to perioders punkter forde årlige tal for arbejdsløshed og lønstig-ninger.

Figur 3 sammenholder de to linier frafigur 2 med de faktiske punkter i alle åre-ne fra 1950 til 2000.

Punkterne i figur 3 ligger selvfølgeligikke 100 procent oveni de to linier. De tolinier afspejler således kun i grove trækden gennemsnitlige situation på det dan-ske arbejdsmarked i perioderne 1950-73og 1974-95. Og linierne skal ikke forståsderhen, at strukturledigheden var heltkonstant i de to perioder.

Rent statistisk forklarer linierne godt 45procent af den variation, der er mellempunkterne i figuren for perioden 1950-1973, og godt 80 procent af den variation,der er mellem punkterne for perioden1974-1995. Det kunne tyde på, at sam-menhængene på det danske arbejdsmar-ked har været mere konstante fra midtenaf 1970’erne til midten af 1990’erne endigennem 1950’erne og 1960’erne. Og forperioden 1950-1973 kunne det tyde på, atden strukturelle arbejdsløshed var lidt hø-jere i 1950’erne end i 1960’erne.

Udover strukturerne på arbejdsmarkedet– niveauet for strukturledigheden – vilsammenhængen mellem arbejdsløshed oglønstigninger også afhænge af den gene-relle inflationsudvikling – herunder for-ventningerne til inflationsudviklingen. Enbetydelig del af denne bestemmes dogmed udgangspunkt i situationen på ar-bejdsmarkedet. Men herudover spiller ud-viklingen i energipriserne og de uden-landske priser i øvrigt – dvs. priserne på

Figur 3. Faktisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed

Anm.: Hvert punkt i figuren afspejler niveauet for arbejdsløshed og lønstigninger i et enkelt år for perioden1950-2000. De to linier angiver den bedste linie gennem observationerne i perioden 1950-73 hhv. 1974-1995.Kilde: ADAM’s databank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

2 0 0 0

9 5

9 0

8 0

7 5

7 0

6 0

5 5

5 0

9 89 7 9 6

9 9

0

5

1 0

1 5

2 0

2 5

0 2 4 6 8 1 0 1 2 1 4

Arbe jds løshed, pc t . a f a rbe jdss ty rke

Lø

nsti

gn

ing

sta

kt,

pct.


de varer vi importerer – en betydeligrolle.

F.eks. kan den tiltagende lønstignings-takt i 1973 og 1974 for en dels vedkom-mende henføres til de kraftige energipris-stigninger i perioden – og altså i mindregrad henføres til strukturerne på arbejds-markedet alene. Men det forhold, at sam-menhængen mellem lønstigninger og ar-bejdsløshed så at sige springer fra denene linie til den anden i figur 3 i denneperiode, skyldes, at strukturledighedenstiger i løbet af 1970’erne og starten af1980'erne.

Stiller man skarpt på udviklingen efter1995, så ses det af figur 3, at arbejdsmar-kedet gradvist har fjernet sig fra de sam-menhænge, der gjaldt fra midten af1970’erne og frem til midten af 1990’er-ne. Punkterne for arbejdsløshed og løn-stigninger i årene 1996 til 2000 flytter siggradvist over imod den linie, der beskri-ver de gennemsnitlige sammenhænge iårene 1950-73. Dermed ikke sagt, at si-tuationen på arbejdsmarkedet i dag svarertil situationen i 1960’erne. Derimod kanman sige, at figuren indikerer, at den nu-værende situation begynder at minde om

de sammenhænge, der var mellem ar-bejdsløshed og lønstigninger i 1950’erneog 1960’erne.

Det kan være vanskeligt at skønne overden eksakte udvikling i strukturerne på ar-bejdsmarkedet – beskrevet ved udviklin-gen i strukturledigheden. Analyser i Fi-nansministeriet tyder på, at strukturledig-heden er faldet med 5½ procentpoint fra1993 til 2001, jf. figur 4.

Figuren viser også, at den nuværendeledighed praktisk taget er sammenfalden-de med skønnet over den strukturelle. Deter en anden måde at illustrere det forhold,at der aktuelt ikke er egentlige ubalancerpå det danske arbejdsmarked, jf. gennem-gangen i kapitlet om vækst og ubalancerde sidste 50 år.

InflationsfaktorerSammenhængen mellem lønstigninger ogarbejdsløshed vil også – som nævnt oven-for – afhænge af den generelle inflation isamfundet. I løbet af 1980’erne bevægedeDanmark sig fra at være et ”højinflations-land” til at være et ”lavinflationsland”. Istarten af 1980’erne steg de danske for-brugerpriser med mellem 10 og 12 pro-

Figur 4. Udvikling i strukturledighed og faktisk ledighed

Kilde: Finansministeriet og Danmarks Statistik.

010099989796959493929190

14

12

10

8

6

4

14

12

10

8

6

4

Pct.

af a

rbej

dsst

yrke

Pct. a

f arb

ejd

sstyrke

Skøn over s trukturledighed (årsserie)

Faktisk ledighed (m ånedsserie)


cent om året. I midten af 1980’erne stegforbrugerpriserne med mellem 4 og 5 pro-cent. Siden 1990 har den årlige vækst iforbrugerpriserne – med enkelte undtagel-ser – ligget mellem 2 og 2½ procent.

Dette skulle i sig selv betyde faldendelønstigningstakt – ved uændret faktisk ar-bejdsløshed. At der alligevel har væretstort set konstant sammenhæng mellemlønstigningstakt og arbejdsløshed, jf. figur3, skyldes, at strukturproblemerne i perio-den 1985-95 har været større end i startenaf 1980’erne.

Hvis man var meget krakilsk kunneman hævde, at når det er lykkedes at ned-bringe ledigheden siden 1993 uden løn-stigningerne er taget til, så er det alene etresultat af faldende inflation i verden om-kring os. Argumentet bygger på det for-hold, at et generelt internationalt infla-tionsfald vil medføre mindre ”importeret”inflation.

Fra midten af 1980’erne og fremefter erdet muligt at isolere de enkelte bidrag tilden danske inflationsudvikling. F.eks. bi-

draget fra prisen på importerede varer,energipriserne, fødevarepriserne m.m. Nåralle de forskellige bidrag er trukket fra, erden såkaldte restfaktor tilbage. Den be-skriver den underliggende indenlandskeinflation, dvs. inflationsudviklingen somfølge af udviklingen i løn og avancerm.m.

Figur 5 viser udviklingen i den under-liggende indenlandske inflation siden1985.

Som det ses af figuren, er den underlig-gende indenlandske inflation faldet fraomkring otte procent i midten af 1980’er-ne, til i omegnen af to procent for perio-den efter 1990.

I perioden 1985-87, hvor opsvinget imidtfirserne toppede, lå den underliggen-de indenlandske inflation i gennemsnit pågodt syv procent. I årene 1998-2000 låden på bare 1,8 procent.

Tabel 1 sammenholder udviklingen iforskellige inflationskilder i perioden1985-87 og 1998-2000.

Figur 5. Udviklingen i den underliggende indenlandske inflation

Anm.: Den underliggende indenlandske inflation er den del af udviklingen i forbrugerpriserne, der alene kanhenføres til den indenlandske omkostningsudvikling.Kilde: Danmarks Statistik, Nationalbanken og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

00999 8979 69594939291908 988878685

1 0

8

6

4

2

0

-2

10

8

6

4

2

0

-2

Års

væks

trate

, pro

cent

Årsvæ

kstrate, procent


Forbrugerpriserne steg i gennemsnit med4,1 procent om året i perioden 1985-87. Iperioden 1998-2000 steg de i gennemsnitmed lidt mindre, nemlig 2,4 procent.

Dette fald kan dog ikke henføres tiludefrakommende forhold. Godt nok varder lidt mindre prisstigninger på importe-rede varer i den sidste periode. Men imodsat retning trækker energipriserne –og det endda meget markant. Således varder store fald i energipriserne i midten af1980’erne, mens de steg kraftigt i slutnin-gen af 1990’erne.

Det er muligt at veje udviklingen i disseto sammen med den vægt de indgår i net-toprisindekset – dvs. forbrugerpriserneekskl. moms og afgifter. På den måde kanman få et indtryk af udviklingen i deressamlede inflationsbidrag. Alt i alt bidrager

prisudviklingen på importerede varer ogenergi med 1,4 procentpoint mindre i pe-rioden 1985-87 end i 1998-2000. Og iføl-ge ovenstående ”krakilske” udsagn skulledet jo være lige omvendt.

Prisudviklingen på boligbenyttelse, of-fentlige ydelser og fødevarer ligger påden anden side højere i perioden 1985-87end i perioden 1998-2000. Men dissekomponenter kan ikke på tilsvarende vishenføres til internationale påvirkninger.

At det således er lykkedes at nedbringeledigheden siden 1993 uden tiltagendelønstigninger, er altså ikke et resultat afudefrakommende forhold. Udviklingen erselvskabt. I høj grad som følge af den ak-tive konjunktur- og strukturpolitik, der harværet med til at sikre et stadigt bedre fun-gerende arbejdsmarked.

Tabel 1. Inflationskilder, 1985-87 og 1998-2000

1985-87 1998-2000

—— Gns. årlig vækst, procent ——Boligbenyttelse 3,9 2,6Offentlige ydelser 3,4 2,1Fødevarer 1,9 1,6Energi -8,4 6,4Import 1,8 1,5Underlig. indenl. inflation 7,1 1,8

Forbrugerprisinflation 4,1 2,4

Anm.: Den underliggende indenlandske inflation er den del af udviklingen i forbrugerpriserne, der alene kanhenføres til den indenlandske omkostningsudvikling.Kilde: Danmarks Statistik, Nationalbanken og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.


Den offentlige sektor hæmmer devareproducerende erhvervOfte bliver det fremført i den økonomiskpolitiske debat, at den offentlige sektorhæmmer de private vareproducerende er-hverv. Udsagnet bygger som regel på toargumenter. Dels at ”de høje skatter bety-der, at det er vanskeligt at drive virksom-hed i Danmark”. Og dels at ”den høje of-fentlige beskæftigelse betyder, at de pri-vate vareproducerende erhverv ikke hararbejdskraft nok”.

Det er dog i den forbindelse vigtigt atholde sig for øje, at skattekronerne ikkebare forsvinder ned i et stort sort hul.

Skatter og afgifter er ”prisen” på deydelser, man modtager fra det offentlige.Og dermed kan man sige, at skattebetalin-gen modsvares af besparelser på privat-budgettet, fordi man ikke skal ud og købede ydelser, som den offentlige sektor pro-ducerer.

Hvad angår udviklingen i den offentligebeskæftigelse, så vil en stigning heri iso-leret set betyde, at ledigheden falder. Ogdermed bliver der umiddelbart færre hæn-der, som de vareproducerende erhvervkan ansætte.

I denne argumentation glemmer mandog, at den offentlige sektor påvirker stør-

Tre myterom den offentlige sektor

relsen af arbejdsstyrken og dens kvalifika-tioner. I kraft af udbygningen af børne-pasningen har det været muligt at få flerekvinder ud på arbejdsmarkedet. Og i kraftaf udbygningen af uddannelsesområdet erarbejdsstyrkens kvalifikationer blevet sta-digt bedre, ligesom erhvervsdeltagelsentraditionelt stiger, når uddannelsesniveau-et øges. Endelig er sundhedssektoren ogsåcentral for virksomhederne. Det vidner destadigt flere sundhedsforsikringer, somvirksomhederne tegner for deres ansatte,om.

Alt i alt påvirker den offentlige sektorsåledes ikke de private vareproducerendeerhverv entydigt negativt.

Nu kunne man indlede et langt slagsmålomkring de enkelte forholds plusser ogminusser. Og ikke mindst størrelsen afdisse. Det ligger dog betydeligt ud overrammerne for dette kapitel.

I stedet kan man så at sige gå direkte til”bundlinien”. Hvis det faktisk forholdt sigsådant, at den offentlige sektor samlet setvar et problem for de vareproducerendeerhverv, så burde der jo være en mindreandel af vareproducerende erhverv i Dan-mark sammenlignet med andre lande. Deter langt fra tilfældet, jf. figur 1, der sam-menholder størrelsen af vareproducerendeerhverv i EU-landene.

Analyserne i kapitlet viser, at der ikke er belæg for påstandene: ”Den offentlige sektorhæmmer de vareproducerende erhverv”, ”Det offentlige forbrug er ude af kontrol” eller”De sociale udgifter er løbet løbsk”. Det vises, at Danmark er blandt de lande i EU,hvor de vareproducerende erhverv er allerstørst. Og at der ingen større forskelle er iudviklingen i de offentlige forbrugsudgifter imellem perioderne 1982-93 og 1993-2000,når udviklingen ses i forhold til ”kundegrundlaget”. Samt at det samlede sociale for-brug i Danmark ikke er nævneværdigt større end i Tyskland og England.


Rangordner man EU-landene efter størrel-sen af de private vareproducerende er-hverv, så kommer Danmark ind på entredjeplads. De vareproducerende erhverver størst i Portugal og Tyskland.

De danske vareproducerende erhvervsbeskæftigelsesfrekvens ligger 2¼ procent-point over EU-gennemsnittet. Omregnettil antal personer svarer det til en merbe-skæftigelse i de danske vareproducerendeerhverv på over 60.000 personer.

Danmark er – sammen med Sverige –blandt de lande, hvor den offentlige sektorer størst. At Danmark samtidigt er blandtde lande, hvor de vareproducerende er-hverv er størst, passer meget dårligt med,at den danske offentlige sektor skulle væ-re en betydende hæmsko for de privatevareproducerende erhverv.

Med til historien hører også, at man fåret noget unuanceret billede af den offent-lige sektor, hvis man bare betragter de of-fentlige udgifter under ét.

I de senere år er den offentlige sektorblevet udbygget. Men det er i høj grad

sket ved, at man har vekslet ”passive kro-ner” – dvs. udgifter til rentebetalinger pågammel gæld og indkomstoverførsler – til”aktive kroner” – dvs. udgifter til offent-lig service og investeringer.

Udviklingen i de offentlige udgifter tilservice og investeringer pr. 100 kr. tilrentebetalinger og indkomstoverførslerfremgår af figur 2.

I 1994 blev der brugt ca. 118 ”aktiveudgiftskroner” pr. 100 ”passive udgifts-kroner”. I 2000 var dette forhold voksettil knapt 150 – svarende til en stigning på30 ekstra ”aktive kroner” pr. 100 ”passivekroner”. I perioden under sidste opsving,1982-86, blev der godt 20 "aktive kroner"færre pr. 100 "passive kroner".

De offentlige udgifter er således blevetdrejet over mod områder, der i højere grader med til at lette de private virksomhe-ders situation.

Det offentlige forbrug er ude af kontrolDet offentlige forbrug – og den offentligebeskæftigelse – er steget med mere i pe-

Figur 1. De vareproducerende erhvervs størrelse, 1999

Anm.: Figuren viser beskæftigelsen i de vareproducerende erhverv (ekskl. landbrug) i procent af befolknin-gen i den erhvervsaktive alder.Kilde: EU-kommissionen.

0

5

10

15

20

25

30

PO

RD

EU

DN

KA

UT

FIN UK

IRE

SW

EIT

AS

PA

FRA

HO

LBEL

LU

X

GR

E

EU

15

Pct.

af

be

f.1

5-6

4 å

r


rioden efter 1993 end i perioden 1982-93.Det faktum er dog ikke nok til at kunnekonkludere, at det offentlige forbrug erude af kontrol.

Såvel befolkningens samlede størrelsesom befolkningens alderssammensætninger med til at bestemme efterspørgslen ef-ter offentlig service. Specielt indenfor denpersonlig rettede offentlige service – bør-nepasning, undervisning, sundhed og æl-drepleje.

Den personlig rettede offentlige serviceudgør omkring to tredjedele af det offent-lige forbrug. Den resterende del vedrørerdet egentlige kollektive konsum – f.eks.generel administration, politi, retsvæsenog forsvar.

Figur 3 viser den demografisk bestemteefterspørgsel efter (personlig rettet) of-fentlig service. Figuren er konstrueret påbaggrund af data for hvilke aldersgrupper,der bruger børnepasning, undervisning,sundhed og ældrepleje. Ved at ”krydse”disse oplysninger med befolkningsudvik-lingen opgjort på aldersgrupper fås et ud-

tryk for den demografisk bestemte efter-spørgsel. Dette udtryk kan også tolkessom udviklingen i antallet af brugere –”kundegrundlaget” – for offentlig service.

Som det fremgår af figur 3, faldt beho-vet for offentlig service frem til begyndel-sen af 1990’erne, hvorefter det steg igen.Alt i alt faldt antallet af brugere af offent-lig service med 3¼ procent fra 1982 til1993. Fra 1993 til 2000 er antallet af bru-gere af offentlig service omvendt stegetmed 3¼ procent.

Boks 1 viser udviklingen i ”kunde-grundlaget” for de enkelte områder. Somfølge af de lave fødselstal i 1980’erne varantallet af brugere af børnepasning og un-dervisning faldende i 1980’erne. Denneudvikling dominerede det stigende antalbrugere af sundhed og ældrepleje.

I tabel 1 er antallet af brugere sat i for-hold til den samlede offentlige beskæfti-gelse og det samlede offentlige forbrug.

Som det ses af tabellen, steg antallet afoffentligt ansatte pr. bruger hurtigere i pe-

Figur 2. Forholdet mellem ”aktive” og ”passive” offentlige udgifter

Anm.: ”Aktive kroner” er udgifter til offentlig service og investeringer, mens ”passive kroner” er udgifter tilrentebetalinger på gammel gæld og indkomstoverførsler.Kilde: ADAM’s databank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

0 0999 89 79 695949 39 291908 98 88 7868 5848 382

17 0

16 0

15 0

14 0

13 0

12 0

11 0

17 0

16 0

15 0

14 0

13 0

12 0

11 0

"Akt

ive

kron

er"

pr.

100

"pas

sive

kro

ner

" "Aktive kro

ner" pr. 1

00 "pa

ssive kro

ner"


rioden 1982-93 end i perioden fra 1993og frem. Det omvendte var tilfældet medhensyn til udviklingen i det offentlige for-brug pr. bruger. I ingen af tilfældene erder dog tale om markante forskelle.

Tager man således højde for det under-liggende behov, så virker billedet af, atdet offentlige forbrug er ude af kontrolnu, mens der var mere styr på ”sagerne” i1980’erne, mildest talt misvisende.

De sociale udgifter er løbet løbskDe offentlige sociale udgifter er store iDanmark. Hvorvidt de er løbet løbsk ellerej kan man få et indtryk af ved at sam-menligne de danske sociale udgifter medudlandets.

Den danske samfundsmodel afviger påflere måder fra samfundsmodellen i andrelande. For at få et retvisende billede afforholdene på tværs af lande er det nød-vendigt at korrigere for disse forskelle.

OECD har lavet en international sam-menligning af de sociale udgifter, hvor dekorrigerer for skattefradrag, beskatning afoverførselsindkomster, obligatoriske pri-vate ordninger og individuelle private ord-ninger, hvori der indgår offentlige tilskud.OECD-undersøgelsen tæller alt med, hvadman i bred forstand forstår ved socialeforanstaltninger. Helt konkret indgår ind-komstoverførsler (pension, dagpengemv.), drift af sundhedsvæsen, drift af bør-nepasning og ældrepleje og udgifter tilaktiv arbejdsmarkedspolitik.

Tabel 1. Antal brugere af og ressourcer tiloffentlig service

1982-1993 1993-2000

Gns. årlig vækst, procent

Antal brugere -0,3 0,5Offentligt ansatte 0,3 0,8Offentligt forbrug 0,9 2,1

Ansatte pr. bruger 0,6 0,3Forbrug pr. bruger 1,2 1,6

Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regerin-gen januar 2000, Danmarks Statistik, ADAM’sdatabank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Figur 3. Antal brugere af offentlig service

Anm.: Figuren viser udviklingen i den demografisk bestemte udvikling i efterspørgslen efter offentligservice.Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regeringen januar 2000, Danmarks Statistik og Arbejderbevægel-sens Erhvervsråd.

94

95

96

97

98

99

100

101

1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 2000

Ind

eks 1

98

0 =

10

0


Tabel 2 viser resultatet af OECD-undersø-gelsen.

Ser man kun på niveauet for de offent-lige sociale udgifter, som man umiddel-bart kan aflæse i de enkelte landes stati-stikker, jf. tabel 2' punkt 1, Offentlige so-ciale udgifter – brutto, ser det ud som om,at Danmark bruger meget mere på socialeudgifter end andre OECD-lande. Sammeforhold gør sig i øvrigt gældende for deandre skandinaviske lande, der dog ikkeer medtaget i tabel 2. Dette sammenlig-ningsgrundlag giver dog ikke et fyldest-gørende billede af forholdene landeneimellem.

I Danmark er indkomstoverførsler skat-tepligtige. Det er i langt mindre grad – ogvisse steder slet ikke – tilfældet i andre

lande. Herudover anvender andre lande istørre udstrækning såkaldte sociale skatte-fradrag. F.eks. får børnefamilier i Dan-mark en børnecheck, mens de i Tysklandfår et skattefradrag. Børnechecken indgårdirekte i de offentlige udgifter, mens den”tabte” skatteindbetaling i Tyskland ikkegør det.

Et retvisende billede af de totale offent-lige sociale udgifter bør således korrigeresfor disse forhold. Gøres dette, ses denumiddelbare store forskel mellem Dan-mark og Tyskland stort set at forsvinde, jf.tabel 2' punkt 3, Totale offentlige socialeudgifter – netto. De totale offentlige so-ciale udgifter i Danmark ligger dog sta-digt over niveauet i England og (især)USA.

Boks 1. Udviklingen i antal brugere på de enkelte områderFiguren viser udviklingen i en sammenvejning af antallet af brugere indenfor bør-nepasning, undervisning, sundhed, ældrepleje og en mindre restgruppe. Nedenforvises udviklingen indenfor de fire kerneområder.

Figur. Antal brugere indenfor de fire kerneområderB ø r n e p a s n i n g

7 0

7 5

8 0

8 5

9 0

9 5

1 0 0

1 0 5

1 1 0

1 9 8 0 1 9 8 2 1984 1986 1988 1 9 9 0 1 9 9 2 1994 1996 1998 2 0 0 0

Ind

ek

s 1

98

0 =

10

0

U n d e r v i s n i n g

7 0

7 5

8 0

8 5

9 0

9 5

1 0 0

1 0 5

1 1 0

1 9 8 0 1 9 8 2 1984 1986 1988 1 9 9 0 1 9 9 2 1994 1996 1998 2 0 0 0

Ind

ek

s 1

98

0 =

10

0

S u n d h e d

8 5

9 0

9 5

1 0 0

1 0 5

1 1 0

1 1 5

1 2 0

1 2 5

1 9 8 0 1 9 8 2 1984 1986 1988 1 9 9 0 1 9 9 2 1994 1996 1998 2 0 0 0

Ind

ek

s 1

98

0 =

10

0

Æ l d r e p l e j e

9 5

1 0 0

1 0 5

1 1 0

1 1 5

1 2 0

1 2 5

1 3 0

1 3 5

1 9 8 0 1 9 8 2 1984 1986 1988 1 9 9 0 1 9 9 2 1994 1996 1998 2 0 0 0

Ind

ek

s 1

98

0 =

10

0

Kilde: Som figur 3.


Tabel 2. Sociale udgifter i Danmark, Tyskland, England og USA

Danmark Tyskland England USA

Procent af BFI1.Offentlige sociale udgifter – brutto 37,6 30,4 25,9 17,1

- Direkte skatter og bidrag betalt heraf 6,1 1,2 0,4 0,3

2.Offentlige sociale udgifter – netto 31,5 29,2 25,5 16,8+ Sociale skattefradrag 0,1 0,9 0,6 1,6

3.Totale offentlige sociale udgifter – netto 31,6 30,1 26,1 18,4+ Obligatoriske private sociale udgifter 0,4 1,2 0,3 0,5

4.Totale off. kontrollerede soc. udg. – netto 32,0 31,3 26,4 18,9+ Individ. soc. ordn. m. indirekte off. tilskud 0,7 0,9 4,0 6,9

5. Socialt forbrug 32,7 32,2 30,4 25,8

Anm.: Data er fra 1995.Kilde: OECD og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Den store forskel mellem den danske(skandinaviske) og engelske/amerikanskesamfundsmodel er netop graden af fælles-skab i den sociale sikring. Korrigeres tal-lene også for private ordninger – såvelobligatoriske som individuelle – hvor derydes offentlig tilskud, får man et mere ret-visende udtryk for landenes samlede ud-gifter til ”Socialt forbrug”.

Som det ses af punkt 5 i tabel 2 er detsamlede sociale forbrug ikke nævnevær-digt større i Danmark end i Tyskland ellerEngland. Og forskellen til USA er kraftigtindsnævret.

Tages der således udgangspunkt i enmere fyldestgørende opgørelse af detsamlede sociale forbrug, er det vanskeligtat hævde, at de danske sociale udgifter erløbet løbsk.


Billedet vendte i 1994For første gang siden 1960 udviser ande-len af personer i den erhvervsaktive alderpå overførselsindkomst egentlige fald. Si-den 1994 er antallet af personer på over-førselsindkomst faldet med godt 136.000.I forhold til det totale antal af personermellem 15 og 66 år er der tale om et faldpå godt 4 pct.point.

Figur 1 viser udviklingen i overførsels-modtageres andel af de 15-66 årige. Figu-ren viser også udviklingen i underbeskæf-tigelsen – dvs. andelen af personer udenarbejde i aldersgruppen 15-66 år.

Det stigende antal modtagere af over-førselsindkomst siden 1960 bliver oftetolket sådan, at flere og flere personer i

Færre på overførselsindkomstAntallet er personer på overførselsindkomst er faldet med 136.000 personer fra 1994 til2000. Hermed er en stort set ubrudt stigning siden 1960 endelig vendt. Faldet gælderdog ikke personer på tidlig tilbagetrækning, hvor der har været tale om en stigning.Også her er der dog udsigt til fald i fremtiden, fordi tilgangen til de forskellige ordnin-ger er faldet. Det tager dog tid før de ændrede regler og den ændrede adfærd slår ud ihvor mange personer, der er på de forskellige ordninger. Det, man påvirker, er nemligtilgangen til ordningerne. De personer, der allerede er på ordningerne, påvirkes ikke.

den erhvervsaktive alder bliver forsørgetaf andre. Det er ikke korrekt. Underbe-skæftigelsen – altså hvor mange der ikkeer i arbejde af de 15-66 årige – viser etnogenlunde konstant forløb siden 1960.Det betyder, at der var lige så mange for-sørgede i 1960’erne. Forskellen til i dager, at i 1960’erne blev de primært for-sørget af familien, mens de i dag primærtbliver forsørget af det offentlige.

Figur 1 afkræfter også den myte, at fal-det i ledigheden bare er et udtryk for, atflere og flere personer bliver placeret pådiverse tilbagetrækningsordninger, og atdet samlede antal af personer på overfør-selsindkomst i den erhvervsaktive alderikke er blevet nedbragt.

Figur 1. Modtagere af overførselsindkomst og underbeskæftigelse

Kilde: ADAM’s databank og Finansministeriet.

0

5

10

15

20

25

30

35

1960 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 2000

Pct.

af

15

-66

åri

ge

0

5

10

15

20

25

30

35

Pct.

af

15

-66

åri

ge

Modtagere af overførselsindkomst Underbeskæftigelse


Tabel 1 stiller skarpt på udviklingen i pe-rioden 1994-2000.

I 1994 var der 948.000 personer i denerhvervsaktive alder, der modtog overfør-selsindkomst. Dette antal er siden faldetmed godt 136.000 personer, hvorfor dervar godt 811.000 personer på overførsles-indkomst i 2000 i aldersgruppen 15-66 år.

Til sammenligning lykkedes det kun atnedbringe antallet af personer på overfør-selsindkomst med 4.500 under opsvinget imidtfirserne (perioden 1982-86). Og forhele perioden 1982-94 steg antallet af per-soner på overførselsindkomst i den er-hvervsaktive alder med 265.000 personer.

Faldet i det samlede antal personer påoverførselsindkomst kan i høj grad henfø-res til et fald i antallet af personer på dag-penge, kontanthjælp og orlov. I modsatretning trækker udviklingen i antallet afpersoner på revalidering, sygedagpengeog efterløn. Antallet af personer på over-gangsydelse steg stærkt frem til og med1996. Herefter betyder afskaffelsen afmuligheden for at gå på overgangsydelse,

at antallet af modtagere siden har væretfaldende.

Udover at dokumentere de senere årsfald i antallet af personer på overførsels-indkomst, så indikerer tabellen også deområder, hvor der for alvor skal satses påat vende udviklingen i de kommende år.Udbygningen af det rummelige arbejds-marked – ikke mindst gennem større so-cial ansvarlighed på virksomhederne – ogen udbygning af virksomhedernes senior-politik er områder, der skal satses på, forat antallet af personer på revalidering, sy-gedagpenge, førtidspension og efterlønkan nedbringes.

Øget arbejdsmarkedstilknytning deseneste tre årUdviklingen i arbejdstyrken bestemmesoverordnet set af to forhold. Dels befolk-ningsudviklingen. Og dels graden af be-folkningens arbejdsmarkedstilknytning –dvs. erhvervsfrekvenserne.

Figur 2 viser udviklingen i arbejdsstyr-ken sammenholdt med befolkningsudvik-lingens bidrag til væksten i arbejdstyrken– det såkaldte demografiske bidrag.

Tabel 1. Personer på overførselsindkomst, 15-66 år

1994 2000 Ændring

——————— 1000 personer ———————-Dagpenge 278,6 123,4 -155,2Kontanthjælp 139,1 99,4 -39,7Revalidering 15,5 27,4 11,9Orlov 48,8 26,3 -22,5Sygedagpenge 38,6 51,7 13,1Barsel 35 34,7 -0,3Efterløn 111,1 156 44,9Overgangsydelse 8,2 25,2 17Førtidspension 267,3 263,9 -3,4Delpension 5,6 3,5 -2,1

I alt 947,8 811,5 -136,3

Kilde: Finansministeriet.


I alle årene fra 1982 til og med 1996 bi-drog den befolkningsmæssige udviklingtil en vækst i arbejdsstyrken på mellem10.000 og 20.000 personer årligt. Siden1996 er det demografiske bidrag gradvistblevet reduceret. Og i 2000 var der forførste gang tale om et negativt bidrag.

Den faktiske arbejdsstyrke voksede medmere end det demografiske bidrag i perio-den 1983-88. I periode 1989-97 var detomvendte tilfældet. Fra 1998 og frem til2000 er arbejdsstyrken dog igen voksetmed mere, end den befolkningsmæssigeudvikling skulle tilsige.

I forhold til den diskussion, der foregåromkring udviklingen i arbejdsstyrken,kan man for det første konkludere, at denfaldende erhvervsdeltagelse ikke er nogetsærskilt problem for perioden efter 1993.Det er et problem, der har eksisteret ihele perioden 1989-97. Den anden kon-klusion er, at fra 1998 og fremefter harder faktisk været stigende erhvervsdelta-

gelse. Den negative udvikling i erhvervs-deltagelsen er altså vendt i løbet af de se-neste år.

FremtidenDet, der i høj grad kommer til at bestem-me, om vi også i de kommende år kom-mer til at opleve en stigende erhvervsdel-tagelse, er udviklingen i tilbagetræknin-gen fra arbejdsmarkedet.

Umiddelbart betragtet kunne det se udsom om, den tidlige tilbagetrækning fraarbejdsmarkedet - overgangsydelse, før-tidspension og efterløn - bare bliver vedmed at stige. Ser man således på antalletaf personer på tidlig tilbagetrækning, harder været tale om en stigning på 56.400personer fra 1994 til 2000, selvom detsamlede antal personer på overførsel erfaldet med 136.3000 i samme periode. Ensådan umiddelbar betragtning overser dogto væsentlige forhold.

For det første, at der er foretaget enrække lovændringer vedr. overgangs-

-30

-20

-10

0

1 0

2 0

3 0

4 0

1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 200010

00

pe

rso

ne

r

Faktisk arbejdsstyrke Demografisk bidrag

Anm.: Det demografiske bidrag er beregnet som den ændring, der ville have været i arbejdsstyrken, hvis dealders- og kønsspecifikke erhvervsfrekvenser var fastholdt på samme niveau som året før. Figuren vedrørerde 15-64 årige.Kilde: Danmarks Statistik og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Figur 2. Vækst i arbejdsstyrke og demografisk bidrag


ydelse, efterløn og førtidspension. Æn-dringerne har trukket i retning af at øgetilskyndelsen – og mulighederne for – atblive længere på arbejdsmarkedet. Over-gangsydelsen er helt afskaffet.

For det andet tager det lang tid, før æn-drede regler og ændret adfærd slår ud ihvor mange personer, der er på de forskel-lige ordninger. Det, man påvirker, er nem-

lig tilgangen til ordningerne. De personer,der allerede er på ordningerne, påvirkesikke af ændringerne. På kortere sigt harregelændringerne ligefrem medført, at derer kommet flere personer på de tidligetilbagetrækningsordninger. Det gælderf.eks. for overgangsydelsen, hvor afskaf-felsen af ordningen betød, at mange ham-strede overgangsydelse, lige før den blevafskaffet.

Figur 3. Tilgang til overgangsydelse og førtidspension

Kilde: Finansredegørelse 2001, Finansministeriet, Maj 2001.

0

5

10

15

20

25

30

35

40

1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999

10

00

pe

rso

ne

r

0

5

10

15

20

25

30

35

40

10

00

pe

rso

ne

r

Overgangsydelse Førtidspension

Figur 4. Andelen af 60-62 årige på efterløn

Kilde: Dansk Økonomi, forår 2001, Det Økonomiske Råd, Formandskabet, maj 2001.

0099989796

45

40

35

30

25

20

15

45

40

35

30

25

20

15

Proc

ent P

rocent

60-årig e 61 å ri ge 62-årige


Figur 5. Antal personer på overgangsydelse

Kilde: Finansredegørelse 2001, Finansministeriet, Maj 2001.

0

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

1990 1995 2000 2005 2010

10

00

pe

rso

ne

r

0

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

10

00

pe

rso

ne

r

Historisk udvikling Fremskrivning

Figur 3 viser tilgangen til overgangsydel-se og førtidspension. Hamstringen afovergangsydelse i forbindelse med afskaf-felsen i 1996 ses tydeligt. Det ses også, attilgangen til førtidspension er faldet bety-deligt igennem 1990’erne. I første halvdelaf 90’erne var der en årlig tilgang til før-tidspension på omkring 25.000 personer.Denne er siden faldet til knap 13.000 per-soner i 1999 – altså næsten en halvering iløbet af de seneste fem år.

Også tilgangen til efterløn er faldet på detallerseneste. Det fremgår af figur 4, derviser udviklingen i andelene af 60-62årige, som er på efterløn. Som det ses affiguren, lå andelen af 60 årige på efterlønca. fire pct.point lavere i tredje kvartal2000 end i 1998 og 1999.

Tilgangen til de forskellige tilbagetræk-ningsordninger er altså faldet betydeligtde seneste år. Og dette vil gradvist slå ud iantallet af personer på tidlig tilbagetræk-ning.

Fremskrivning af personer på tidligtilbagetrækningTager man udgangspunkt i de seneste talfor tilgangen til de forskellige tilbage-

trækningsordninger, kan man, ved atkombinere dette med den fremtidige be-folkningsudvikling, få et billede af denfremtidige udvikling i antallet af personerpå ordningerne. Det er altså et billede, derviser hvor mange, der i fremtiden vil værepå overgangsydelse, førtidspension og ef-terløn, hvis den nuværende tilgang for deforskellige aldersgrupper fortsætter uæn-dret i fremtiden.

For overgangsydelsens vedkommendehar der ikke været nogen tilgang siden1996. Men som følge af, at overgangs-ydelse var muligt for aldersgruppen mel-lem 50 og 59 år, så vil der gå ti år fra til-gangen er stoppet og til, at der ikke mereer nogen personer tilbage på ordningen.Først fremme i 2006 vil antallet af perso-ner på overgangsydelse således være re-duceret til nul.

Omvendt er man dog også ”110 pro-cent” sikker på, at det er tilfældet. Denneordning vil altså bidrage med et fald på25.000 personer i antallet af personer påtidlig tilbagetrækning.

Figur 5 viser den fremtidige udvikling iantallet af personer på overgangsydelse.


En fremskrivning af antallet af personerpå førtidspension, på basis af tilgangstal-lene i 1999, er vist i figur 6.

Fortsætter den meget lave tilgang til før-tidspension, som vi så i 1999, vil antalletaf førtidspensionister falde med ca.30.000 personer i løbet af de kommende tiår. Dette fald sker på trods af, at der bliverflere personer i de aldersgrupper, der tra-ditionelt kommer på førtidspension. Dethører dog også med til billedet, at tilgan-gen til førtidspension lå meget lavt i 1999.Derfor vil en fremskrivning med udgangs-punkt i 1999-tilgangen højst sandsynligtovervurdere det fremtidige fald i antalletaf personer på førtidspension. Men vi erlangt fra en udvikling, som indebærer, atder er flere og flere, som kommer på før-tidspension de næste 10 år.

Forskellige scenarierFigur 7 viser tre forskellige fremskrivnin-ger af antallet af efterlønsmodtagere.

Hvis den tilgang til efterløn, vi så i 1998,var fortsat, måtte man forvente, at antalletaf efterlønsmodtagere ville stige med ca.50.000 personer i løbet af de kommende tiår. Men efterlønsreformen har haft indfly-delse på tilgangen, jf. figur 4. De to sidstesøjler i figur 7 viser en fremskrivning,hvor man bruger de seneste tilgangstal.Hvis faldet i tilgangen slår igennem påalle aldersgrupper på efterløn, så vil densidste søjle ”2000-tilgang min.” være gæl-dende. I så tilfælde vil antallet af efter-lønsmodtagere stige med ca. 25.000 per-soner i løbet af de kommende ti år.

Med justeringen af efterlønsordningener der størst tilskyndelse til at udsætte til-bagetrækningen i det 60. og 61. år. Hvisman antager, at det observerede fald i til-gang alene slår igennem på de 60- og 61-årige, så vil den anden sidste søjle ”2000-tilgang max” være gældende. I dennefremskrivning vil antallet af efterløns-modtagere stige med ca. 40.000 personerfrem til 2010.

Figur 6. Antal personer på førtidspension

Anm. Når niveauet for antal personer på førtidspension ikke svarer til de tal ,der er vist i tabel 1, skyldesdet, at der her kun ses på de 15-64-årige. Hermed tages der højde for den fremtidige nedsættelse af pen-sionalderen til 65.Kilde: Finansredegørelse 2001, Finansministeriet, Maj 2001.

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

1990 1995 2000 2005 2010

10

00

pe

rso

ne

r

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

10

00

pe

rso

ne

rl

Historisk udvikling Fremskrivning


Figur 7. Antal personer på efterløn

Anm. Når niveauet for antal personer på efterløn ikke svarer til de tal, der er vist i tabel 1, skyldes det, atder her kun ses på de 60-64-årige. Hermed tages der højde for den fremtidige nedsættelse af pension-alderen til 65.Kilde: Finansministeriet, Det Økonomiske Råd og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

0

2 0

4 0

6 0

8 0

100

120

140

160

180

1990 2000 2010 m. 1998-

t i lgang

2010 m. 2000-

tilgang max.

2010 m. 2000-

ti lgang min.

10

00

pe

rso

ne

r

Når antallet af efterlønsmodtagere stigerfrem til 2010 i alle tre fremskrivninger,skyldes det, at der i de kommende ti årbliver mange flere i aldersgruppen 60 til64 år. Det er altså ikke, fordi efterlønsre-formen ikke virker. Den isolerede virk-ning af efterlønsreformen fås ved forskel-len mellem den tredje sølje i figur 7 oghenholdsvis den sidste og den anden sid-ste søjle. Med de tilgangstal til efterløn, viforeløbig har set, kan den isolerede virk-

ning af efterlønsreformen således opgørestil mellem 10.000 og 25.000 personer.

Det skal understreges, at fremskrivnin-gerne alene viser effekten af faldet i til-gangen fra 1998 til 2000 – og dermedikke er en egentlig vurdering af efterløns-reformen. Effekten af denne kan vise sigat blive større eller mindre end ovenstå-ende foreløbige – mekaniske - vurdering.


Skat og afgifter for den enkelte skatte-yderDen ofte benyttede - men forkerte - på-stand om indkomstskatten er, at man somlønmodtager og skatteyder betaler 70 øreaf hver tjent krone i skatter og afgifter.

Ingen mennesker i Danmark betaler 70øre i skatter og afgifter af hver tjent kro-ne. En gennemsnitlig skatteyder havdesidste år en indkomst på cirka 170.000kroner og betalte cirka 69.000 kroner iarbejdsmarkedsbidrag og indkomstskat. Igennemsnit betalte hun altså 40,6 procenti skat af sin indkomst. På grund af vores

Myter og realiteteri skattedebattenSkat har været det helt store politiske diskussionsemne det seneste år. Dette kapitel serpå nogle af myterne. F.eks. bliver den enkelte skatteyders bidrag til statskassen ofte vildtoverdrevet. Hver dansker betaler således i gennemsnit knap 53 procent i skat og afgifteraf indkomsten og ikke 70 procent som det påstås fra flere sider. Der ses også på skatte-trykket. Det danske skattetryk er højt. Det er det, fordi man har valgt at indrette et sam-fund med en stor offentlig sektor og store offentlige transfereringer til de private hus-holdninger. Rekorden i skattetrykkets højde skal i øvrigt ikke findes i 90’erne, men i80’erne.

progressive skattesystem betaler folk, derhar større indkomst, mere i indkomstskat.Men det er under ti procent af alle skatte-ydere, der betaler mere end 45 procent. afsin indkomst i indkomstskat.

Hvis man bruger hver en krone af denindkomst, man har efter skat, betaler manogså moms og afgifter af forbruget. Tryk-ket fra de indirekte skatter på privatfor-bruget er på knap 21 procent. Det er for-klaret nærmere i boks 1.

Resultatet, man kommer frem til, når manberegner skattetrykket på privatforbrug

Boks 1. Trykket af moms og afgifter på privatforbrugetNår vi bruger penge til privatforbrug, betaler vi moms og afgifter sammen med va-ren. Det er f.eks. punktafgifter på tobak og spiritus eller registreringsafgift, når vikøber en bil. Beregner man den gennemsnitlige beskatning på varer og tjenester påforbruget i forhold privatforbrugets størrelse, finder man, at knap 21 procent af pen-gene går til forskellige indirekte skatter og afgifter.

Privatforbruget er mindre end den samlede indkomst. Omregner man de indirekteskatter til en procent af den samlede indkomst, svarer det til 12,4 procent.

Anm.: Udregningen er foretaget ved at tage de indirekte skatter på privatforbruget i forhold til privat-forbruget. I de indirekte skatter er medregnet ejendomsskatter på beboelse og vægtafgifter på privatebiler.Kilde: ADAM-banken og egne beregninger.

Indirekte skatter på privatforbruget

Privatforbruget = 21 procent


udfra makroøkonomiske tal, passer godtmed den seneste forbrugsundersøgelse fraDanmarks Statistik. Ifølge den går 23,8procent af privatforbruget til indirekteskatter og afgifter. I forbrugsundersøgel-sen er der dog ikke taget hensyn til, atnogle af priserne på f.eks. medicin og of-fentlig transport er lavere på grund af sub-sidier. Trækkes det fra, kommer man til etskattetræk, der ligger lavere.

Hvis gennemsnitsdanskeren, der betaler40,6 procent i skat af sin indkomst, brugerhver en krone af resten af pengene, beta-ler hun altså ekstra 12,4 procent i momsog afgifter i forhold til sin indkomst. Detbetyder, at hun samlet har betalt 90.000kroner i skatter og afgifter, hvilket svarertil 52,9 procent af hendes indkomst. Reg-nestykket ser således ud:

procent. Det danske indkomstskattesyste-m er progressivt, og det betyder, at gen-nemsnitsskatten ligger langt under margi-nalskatten.

Skattetrykket er konjunkturfølsomtEn anden tilbagevendende diskussion erhvor højt, skattetrykket i Danmark er.Skattetrykket kan udregnes på mange må-der, og der er nærmest gået sport i at findeden beregningsmetode, der kan give dethøjeste skattetryk og dermed påpege, atskatten bør sættes ned med udgangspunkti, at skattetrykket er for højt.

Skattetrykket har - uanset metode -groft taget ligget og svinget omkring sam-me niveau siden første halvdel af 80’erne.Det fremgår af figur 1, der viser niveauetog udviklingen i de traditionelle mål forskattetrykket samt for nogle af de skatte-tryksmål, som er blevet lanceret indenforden seneste tid („Danske Bank“ og „DI“).

For alle mål gælder, at det højeste skat-tetryk blev målt i anden halvdel af 80’er-ne. Ligegyldigt hvilket mål der bruges,nærmer vi os altså ikke nogen rekord.Den tilhører 80’erne.

Traditionelt stiger skattetrykket ”af sigselv” under en højkonjunktur og visermodsat vigende tendens under en lav-konjunktur. Som følge af, at skattesyste-met er progressivt, vil skatterne nemligstige hhv. falde hurtigere, end indkomstenstiger hhv. falder.

Danske Bank har slået til lyd for en op-gørelse af skattetrykket, hvor man ogsåinddrager indkomstoverførsler og afskriv-ninger i indkomstudtrykket (i nævneren).Det vil isoleret øge konjunkturfølsomhe-den. F.eks. vil stigningen i indkomstud-trykket under en højkonjunktur blivedæmpet af, at transfereringerne falder,

Indkomst 170.000 kronerIndkomstskat m.v.(40,6 procent) 69.000 kronerTilbage til forbrug 101.000 kronerIndirekte skat påforbrug (12,4 procent) 21.000 kronerTilbage 80.000 kronerSkatter og afgifter i f.t.indkomsten: 52,9 procent

Myten om, at vi har fået et samfund,hvor hver dansker afleverer 70 øre af hvertjent krone i skatter og afgifter, er altsåikke rigtig. Det, man derimod kan sige, er,at vi har fået et samfund, hvor hver dan-sker afleverer godt 50 øre af hver tjent ogbrugt krone i skatter og afgifter.

Den fejlagtige myte skyldes, at manblander marginalskat og gennemsnitsskatsammen. Det er rigtigt, at en del lønmod-tagere betaler 71 procent i skat og afgifteraf deres sidste tjente og brugte krone.Men man glemmer jo helt, at skat og af-gifter af den første tjente krone kun er 28


hvorfor nævneren vil stige endnu svagereend tælleren.

Konjunkturfølsomheden i skattetrykketfremgår tydeligt af figur 2. Der er et bety-deligt konjunkturelement i Danske Banksberegning af skattetrykket. Den stigning,der har været i Danske Bank - skattetryk-ket i anden halvdel af 90’erne, kan prak-tisk taget alene henføres til konjunktur-afhængigheden. Modsat er det i periodenomkring midten af 80’erne. Her steg skat-tetrykket betydeligt hurtigere, end det re-ne konjunkturelement tilsiger. Det afspej-ler en finanspolitik i midtfirserne, dermedførte store skattestigninger. Udviklin-gen i midtfirserne skal ses i sammenhængmed nødvendigheden i at øge de offent-lige indtægter, efter at dansk økonomi istarten af 80’erne ”nærmede sig afgrund-ens rand”.

Skattetrykket er højt, fordi vi har enstor offentlig sektorUanset, hvordan man vender og drejer tal-lene, så er det danske skattetryk højt. Det

er det, fordi vi har store offentlige udgif-ter – en stor offentlig sektor og store of-fentlige transfereringer til de private hus-holdninger.

Skatter og afgifter er et nødvendigt on-de for at finansiere de offentlige udgifter.En fokusering på skattetrykkets størrelseer med andre ord en noget indirekte – el-ler bekvem – tilgang til en diskussion afde offentlige udgifters størrelse. Hvis mansåledes har en meget afklaret holdning til,at skattetrykket er for højt, bør man somminimum også have en holdning til hvilkeoffentlige udgifter, det er, der er for høje.

Det er selvfølgelig en ærlig sag, hvisman synes, at den offentlige sektor er forstor. Men i stedet for at finde den opgø-relsesmetode, der giver det højeste ogmest stigende mål for skattetrykket, villedet være mere konstruktivt, hvis manbrugte tiden på udgiftspolitiske analyser,der kunne pege på de nødvendige forslagtil besparelser i den offentlige sektor forat få skattetrykket ned. Er det stigningen

Figur 1. Skattetryk ud fra forskellige definitioner, 1971-2000

Anm.: ”Danske Bank” er de samlede skatter og afgifter i fh.t. BFI fratrukket afskrivninger og netto-pensionsindbetalinger og tillagt de skattepligtige offentlige overførsler. ”DI” er de samlede skatter ogafgifter i fh.t. BFI fratrukket renter o.a. overførsler til udlandet (disp. BNI i faktorpriser).Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.

00959085807570

65

60

55

50

45

40

35

65

60

55

50

45

40

35

Ska

ttetryk

(pro

cen

t)

Skattetryk (p

roce

nt)

"D anske Bank" Skat og afgifter i fh.t. BNP

"D I" Skat og afgifter i fh.t. BFI


indenfor social- og/eller sundhedsområ-det, der har været for høje? Er det uddan-nelsessektoren, der er vokset for meget?Og hvilke områder er det, der skal holdefor i de kommende år?

I det omfang, der kan anvises konkretefinansieringskilder på udgiftssiden, såskal de selvfølgelig indgå i beslutningerneomkring det fremtidige skattesystem ogdermed skattetryk. Svarene herpå liggerdog i udgiftspolitiske analyser og ikke iskattetryksanalyser.

Hvis det er selve skattestrukturen (ind-retningen af skattesystemet), man har ind-vendinger overfor, er der ingen grund tilat blande en diskussion af skattetrykketind i denne diskussion. Det er såledesumuligt at analysere og diskutere skatte-struktur ud fra skattetrykkets størrelse ogudvikling.

SkattestrukturenSkatter og afgifter er en væsentlig post isamfundsøkonomien, som det er vistovenfor. Derfor er det også altafgørende,

hvordan man sammensætter skattesyste-met, så det opfylder sin funktion, nemligat opkræve skatter og afgifter til at betalefor den offentlige service og for ind-komstoverførsler på en måde, som harfærrest uhensigtsmæssige konsekvenserfor den enkeltes gøren og laden. Et ek-sempel på uhensigtsmæssig adfærd ergrænsehandel, hvor høje afgifter medføreren mindre omsætning og dermed mindreskatteprovenu i Danmark, fordi man kørertil f.eks. Tyskland og handler de sammevarer til en lavere pris.

Det store spørgsmål er selvfølgelig,hvordan man sammensætter et skattesy-stem, der opfylder de ønskede krav tilskatteindtægter og som har færrest nega-tive konsekvenser for adfærden.

I dag har man et skattesystem, hvorlangt størsteparten af indtægterne kommerfra indkomstskat. Det fremgår af figur 3.Af samtlige indbetalinger af skatter og af-gifter for 2000 er 55 procent indkomst-skat. Dernæst kommer moms med 20 pro-cent, 6 procent miljø- og energiafgifter og

Figur 2. Konjunkturelementet i Danske Banks beregning af skattetrykket

Anm.: Konjunkturelementet er bestemt af økonomiens outputgap.Kilde: ADAM’s databank og egne beregninger.

0095908580

64

62

60

58

56

54

52

50

64

62

60

58

56

54

52

50

Ska

ttetry

k (p

roce

nt) S

kattetryk (procent)

"Danske Bank" Konjunkturelem ent i "Danske Bank"


Boks 2. Graden af mobilitet i skattebaserne

Mest mobile (mest udsatte) KapitalVarerArbejdskraftBygninger

Mindst mobil (mindst udsatte) Jord og naturressourcer

9 procent øvrige afgifter. De resterende10 procent er opdelt på 8 procent fra sel-skabsskat og realrenteafgift mv., mens desidste 2 procent er ejendomsskat.

Selvom der er sket meget på skatteom-rådet i de senere år, så forandrer verdensig hele tiden, hvorfor der også efter2002, hvor Pinsepakken er fuldt indfaset,skal ske ændringer i skatter og afgifter.

Et væsentligt kriterium for at ændre iskattesystemet er, at man letter presset pånogle af de skattekilder, der er mest ud-satte - altså de mest mobile skatter. Samti-

dig er det fornuftigt at ændre i de skatter,som umiddelbart er mest forvridende.

Vi ved med sikkerhed, at der vil kommeet pres på afgiftsgrundlaget som følge af,at 24-timersreglen ved grænsehandel bli-ver afskaffet pr. 1. jan. 2004. Herudoverkan E-handel medføre svigtende afgifts-provenu på visse varegrupper. Endviderekan udeblivelse af en stigning i arbejds-styrken nødvendiggøre strategiske ned-sættelser af personskatterne. Ligeledesgælder det også, at det danske skattesy-stem ikke kan afvige voldsomt fra vorenabolandes skattesystemer – specielt ved-

Figur 3. Indbetalinger af skatter og afgifter 2000

Anm.: Selskabsskat mv. er selskabsskat, realrenteafgift, kapitalvindingsskatter, kulbrinteskat og skat affonde mv. Øvrige afgifter består bl.a. af registreringsafgift, øl-, vin- og tobaksafgifter, stempelafgift og afgiftaf tipning og lotto.Kilde: Danmarks Statistik.

5 5 %

8%

2%

2 0 %

6%

9%Indkomstskat, inkl. AM-bidrag

Selskabsskat mv.

Ejendomsskat

Moms

Energi- og miljøafgifter

Øvrige afgifter


rørende mobile skattebaser såsom kapital-indkomst. Kort sagt, fremtidens skattesy-stem skal indrettes under hensyntagen tiludviklingen i arbejdsudbuddet og ”globa-liseringen”. Og dette skal gøres på en må-de, så vi ikke sætter den nuværende om-fordeling via skattesystemet over styr.

Ikke alle skatter er lige mobile. Boks 2viser en forenklet oversigt over graden afmobilitet i skattebaserne. Det betyder alt-så, at nogle skatter og afgifter ikke er såudsatte. Derfor er den stigende „globalise-ring“ ikke ensbetydende med, at skatternenødvendigvis skal sænkes, hvis man øn-sker at bibeholde en høj grad af offentlig

betalt service. Ejendomsbeskatning og be-skatning af jord og naturressourcer er om-råder, hvor man uden problemer vil kunnehæve beskatningen, hvis man ønsker at fi-nansiere skattelettelser på andre områder.

Det er fornuftigt at ændre skattesyste-met, så man får løst problemet med vissemobile skatter. Det er dog ikke hensigts-mæssigt at lave ufinansierede skattelettel-ser. Den offentlige gæld skal mindskes nu,idet den stigende gruppe af ældre i sam-fundet vil betyde et øget pres på de of-fentlige udgifter i fremtiden.


Indkomstskattesystemet er ændretmarkant siden 1986Hovedformålene med skattereformerne si-den 1986 har været at sænke skatten påindkomst ved at udvide skattebasen. Manhar udvidet skattebasen ved at reducereværdien af rentefradraget og reducereværdien af fradrag og fjerne fradragsmu-ligheder. Desuden har man indført et ar-bejdsmarkedsbidrag, der betales af ensbruttoindkomst og hvor der ikke er mulig-hed for nogen former for fradrag. Effek-terne for de enkelte familier er derfor del-te. Er man en familie, der har haft megetstore fradrag, har der været tale om enstramning af skatterne i perioden. Om-vendt for familier med få eller ingen fra-drag har der været tale om skattelettelser.Derudover har indførslen af grønne afgif-ter været med til at finansiere skattelettel-serne i indkomstskatten.

Fradragsmuligheden er mærkbart redu-ceret. Hvor det før 1987 var en fordel athave renteudgifter og store ligningsmæs-sige fradrag for at få lavere skat, er der idag en begrænset skattemæssig effekt afkapitaludgifter og ligningsmæssige fra-drag. I de ”gode gamle dage” betalte sta-ten op til tre fjerdedele af ens renteudgif-ter, hvor det kun er en tredjedel i dag.

Skattesystemet bidrog til at øge folkslåntagning og forbrug på bekostning af

Indkomstskatog indkomstudviklingSkattereformerne siden 1986 har betydet lavere marginalskatter, specielt efter 1993.Pinsepakken er af mange blevet udråbt som en reform, der har taget fra ejerne og givettil lejerne. Dette er også korrekt, men boligejerne har dog ingen grund til bekymring.Med den meget kraftige indkomst- og formuefremgang, som boligejere har oplevet i90’erne, var Pinsepakken blot med til at udligne det store indkomstforspring, som bolig-ejere havde opbygget gennem 90’erne.

dem, der sparede op. Eftersom mulighe-derne for lån afgjort er større for de mestvelhavende samt, at skattetilskuddet varstørst for denne gruppe, fordi de havde dehøjeste skattesatser, er det klart, at detgamle skattesystem med høje rentefradragentydigt kom de rigeste til gode.

Til gengæld for, at rentefradragsrettener begrænset, er skat af indkomst genereltblevet sat ned. Det fremgår af figur 1. Denhøjeste marginalskat er faldet med knap10 pct.point fra 1986 til i dag. Den mel-lemste marginalskat er faldet med hele12,7 pct.point og den laveste marginalskater faldet med 3,8 pct.point.

I 90’erne er der sket det, at flere og fle-re betaler mellem- og topskat. Det er derflere årsager til. For det første sker der etskifte på arbejdsmarkedet fra ufaglærtejobs til mere vidensintensive jobs, og deter med til at øge andelen af lønmodtageremed høj løn. For det andet er grænsen formellemskat blevet reduceret i forbindelsemed skattereformen i 1993, hvilket harbetydet, at flere kommer til at betale mel-lemskat. Endvidere vil regulering afbundfradraget for mellem- og topskat i enhøjkonjunktur ske i et langsommere tem-po end lønudviklingen. For det tredje erfradragsmulighederne i mellem- og top-skat reduceret, hvilket isoleret betyder, atflere personer skal betale mellem- og top-


skat. Det er jo netop de reducerede fra-dragsværdier, der har været med til at fi-nansiere lavere skatter.

At man f.eks. er rykket „en klasse op“og betaler mellemskat i dag, hvor mankun betalte bundskat i starten af 90’erne,betyder dog ikke, at marginalskatten ersteget. Faldet i den mellemste marginal-skattesats betyder, at de personer, der errykket fra laveste til mellemste marginal-skattesats som følge af ændringer i skatte-systemet, ikke har oplevet nogen stigningi marginalskatten, tværtimod.

Alt i alt er det således kun de personer,der er rykket fra mellemste til højestemarginalskattesats som følge af ændringeri skattesystemet, der har oplevet en stig-ning i skatten på den sidst tjente krone.

Ser man på udviklingen fra 1993 til2002 er andelen af topskatteydere stegetmed godt 11 procent. Der er således mak-simalt 11 procent, der har oplevet stigen-de marginalskat som følge af ændringer iskattesystemet siden 1993. For denne

gruppe er der tale om en stigning i mar-ginalbeskatningen på godt 5 pct.point.

For de resterende i hvert fald 89 procentaf de fuldtidsbeskæftigede har ændringer-ne i skattesystemet betydet, at skatten påden sidst tjente krone er faldet med mel-lem 1 og 8½ pct.point i perioden 1993-2002.

Populært sagt har det danske skattesy-stem i perioden 1993-2002 således udvik-let sig i den rigtige retning for i hvert faldni ud af hver ti fuldtidsbeskæftigede. Detbetyder, at den gennemsnitlige fuldtidsbe-skæftigede persons marginalskat er faldetmed ca. 5 pct.point siden 1993, som detfremgår af figur 2, der viser udviklingen ierhvervsaktives gennemsnitlige marginal-skat siden 1980.

Allerede med skattereformen i 1987 be-gyndte man at nedsætte marginalskatter-ne. Det slog dog ikke igennem på margi-nalskatten for den gennemsnitlige personpå arbejdsmarkedet. Således var erhvervs-aktives marginalskat – som gennemsnit –

Anm.: Mellemste marginalskat var før 1993 inklusiv den såkaldte 6 procent-skat. Højeste marginalskat varinklusiv 12 procent-skatten. Alle marginalskatter siden 1994 er inkl. AM-bidrag og fra 1998 SP-bidrag.Kilde: Skatteministeriet.

Figur 1. Marginalskatter, 1986-2002

4 0

4 5

5 0

5 5

6 0

6 5

7 0

7 5

1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 2000 2002

Pro

ce

nt

4 0

4 5

5 0

5 5

6 0

6 5

7 0

7 5

Pro

ce

nt

Højeste

Mel lemste

Laveste


stigende frem til 1993. Med skatterefor-men i 1994 og senere Pinsepakken er ud-viklingen i de erhvervsaktives marginal-skat nu vendt til et fald.

Pinsepakken har ikke ansvaret for denlave indkomstfremgang for boligejerePinsepakken reducerede rentefradragetmed 14 pct.point. Derudover er fradragetfor ligningsmæssige fradrag reduceretmed 8 pct.point, og de grønne afgifter ersteget. Til gengæld falder bundskattenmed i alt 3,5 pct.point, og grænsen formellemskat sættes i vejret. Alt i alt er detikke entydigt, at Pinsepakken vil betydefaldende real disponibel indkomst. Detkommer helt an på hvor store renteudgif-ter og ligningsmæssige fradrag, man har.

Men ud over Pinsepakken har der væretandre faktorer, som har spillet negativt indpå indkomstudviklingen de sidste tre-fireår. Amts- og kommuneskatter er steget igennemsnit med 0,8 procent. Huspriserneer fortsat med at stige, hvilket øger ejen-domsbeskatningen. Indførelsen af efter-lønsbidraget har øget A-kassekontingen-terne. Endvidere har den kraftige stigningi oliepriserne siden starten af 1999 med-

ført stigende forbrugerpriser, som er medtil at udhule den reale indkomstfremgang.

Alt i alt har disse forhold betydet, atindkomstfremgangen for perioden 1998til 2002 ikke bliver særlig imponerendefor boligejere. Det fremgår af foreløbigefamilietypeberegninger fra Økonomimini-steriets lovmodel. Som eksempel herpåviser tabel 1 væksten i rådighedsbeløbetfor parfamilier, der enten er ejere eller le-jere.

LO-parfamilien i ejerbolig har nulvæksti rådighedsbeløbet fra 1998 til 2002. Det-te til trods for reale lønstigninger eksklu-siv grønne afgifter på 2,2 pct.point og atPinsepakken reelt har betydet en frem-gang på 0,7 pct.point. Stigningen i kom-muneskatten og i huspriserne har samlettrukket i retning af et fald på 2,9 pct.pointi rådighedsbeløbet. Alt i alt giver det ennulvækst.

Lidt bedre er det gået for de øvrige bo-ligejere, der vil opleve en fremgang i rå-dighedsbeløbet fra 1998 til 2002. Tjene-stemandsparret vil opleve en fremgang på

Figur 2. Erhvervsaktives gennemsnitlige marginalskattesats, 1980 til 2002

Kilde: Finansministeriet.

4 8

5 0

5 2

5 4

5 6

5 8

1 9 8 0 1 9 8 5 1 9 9 0 1 9 9 5 2 0 0 0

Pro

ce

nt

4 8

5 0

5 2

5 4

5 6

5 8

Pro

ce

nt


1,2 procent og funktionærparret får enfremgang på 3,3 procent.

Familier i lejebolig vil opleve markantbedre indkomstfremgang fra 1998 til2002. Ser man på LO-parfamilien i leje-bolig, får de en ganske pæn fremgang på ialt 6,2 procent. Denne stigning skyldesprimært Pinsepakkens effekt, der isoleretgiver en stigning i rådighedsbeløbet på5,8 pct.point.

At LO-parfamilien i ejerbolig halterbagefter er ikke et udtryk for, at det er gå-et dårligere, men primært afhængigt af,hvordan familietypernes udgifter er sam-mensat, jf. boks 1.

Stor fremgang for boligejere i 90’erneBeregningerne fra Økonomiministeriet vi-ser altså, at ejere halter bagefter i ind-komstudviklingen, primært på grund afforskellen i Pinsepakkens effekt. Men ser

man på længere sigt, er det et noget andetbillede, der tegner sig. Hvis man ser påindkomstudviklingen fra 1990 og frem til2002, så fremstår de seneste fire års ud-vikling som et forsøg på at udligne denmeget store forskel, der opstod mellemejere og lejere i 90’erne, jf. figur 3.

LO-parfamilien i lejebolig har haft enstigning i rådighedsbeløbet på i alt knap24 procent siden 1990. Samme familie-type i ejerbolig har haft en stigning påhele 29 procent. For funktionærparret erdet samme historie. Siden 1990 har stig-ningen i rådighedsbeløbet været på knap32 procent for lejerne og godt 36 procentfor ejerne. Disse tal er inklusiv effektenfra Pinsepakken.

Det interessante i 90’ernes udvikling -før Pinsepakken - er, at det ikke blot er enlille gruppe af ejere, der har nydt godt afrentefald og gunstig økonomisk udvik-

Tabel 1. Vækst i rådighedsbeløbet og kilder hertil, 1998 til 2002, procent

Samlet vækst i Heraf:rådighedsbeløbet Pinsepakke Kommune- Ejendoms- Lønregule-

skatteregler skat værdiskat ring mv. (1)

Ejere Procent Procentpoint

LO-par i ejerbolig 0 0,7 -1,1 -1,8 2,2Tjenestemandspari ejerbolig 1,2 1,4 -1,1 -1,6 2,5Funktionærpari ejerbolig 3,3 1,3 -1,1 -1,2 4,3

Lejere

LO-par i lejebolig 6,2 5,8 -1,3 0 1,7Tjenestemandspari lejebolig 6,8 6 -1,4 0 2,2Funktionærpari lejebolig 7,4 4,7 -1,3 0 4

Anm.: Alle familier er parfamilier, hvor begge arbejder og de har et barn. Familierne i ejerbolig har alle enboligværdi på 1,5 mio. kr. (i 2002).(1) Lønregulering mv. består af løn, efterlønsbidrag samt grønne afgifter, som er antaget at bidrage med-0,5 procent ud fra stigningen i forbrugerprisindekset.Kilde: Økonomiministeriets familier og indkomster, juni 2001.


ling. Stort set alle ejere har oplevet langtstørre indkomstfremgang end lejere. Detfremgår af beregninger, som er foretagetpå indkomststatistikregistret fra 1991 til1997, jf. figur 4.

Figur 4 viser udviklingen i den realedisponible indkomst fordelt på tiendedele(deciler). Første decil er de 10 procent fat-tigste lejere, hhv. ejere og tiende decil erde 10 procent rigeste lejere hhv. ejere. Foralle indkomstdeciler er fremgangen i ejer-nes reale disponible indkomst steget væ-sentligt mere end lejernes.

I forhold til andre opgørelsesmetoder erejernes indkomst undervurderet i disse be-regninger, fordi afkastet af bolig ikke ermedregnet. Normalt udregner man et 4procent afkast af ejerbolig, som indregnesi boligejernes indkomst. Da huspriserne ersteget fra 1991 til 1997 vil dette afkast li-geledes være højere.

At påstå, at ejere halter bagefter lejernei indkomstudviklingen, er derfor en myte.Det bliver yderligere bekræftet af, at ind-komstuligheden er steget op gennem

Boks 1. Udvikling for boligejere afhænger af boligens værdi og rente-udgifternes andelLO-parfamilien i ejerbolig klarer sig dårligere end de øvrige to ejerfamilier. Detskyldes, at LO-parret har samme ejerbolig og dermed samme udgifter som funk-tionærfamilien og tjenestemandsfamilien, selvom indkomsten for LO-parret er la-vere. Derfor rammer de stigende huspriser og de faldende rentefradrag LO-parfa-milien hårdere.

Det har Økonomiministeriet taget højde for ved at udregne væksten i rådighedsbe-løbet for en LO-parfamilie med lavere boligværdi. Det fremgår af tabel 2. En LO-parfamilie i bolig til 1 mio. kr. vil få en vækst i rådighedsbeløbet på 1,7 procentsammenlignet med nulvækst for LO-familie i bolig til 1,5 mio. kr.

Funktionærparret har haft højere vækst sammenlignet med LO-parret, der bor i enbolig til 1 mio. kr. til trods for, at ejendomsværdien for begge er to gange større endindkomsten og til trods for stort set lige store andel af renteudgifter. Den højerevækst i rådighedsbeløbet skyldes en større indkomstfremgang for funktionærparret.

Tabel 2. Vækst i rådighedsbeløbet for boligejere samt boligens værdi og renteudgiftersandel, 1998 til 2002

Samlet vækst i Ejendomsværdiens Renteudgifters andelrådighedsbeløbet, størrelse i forhold til af bruttoindkomst

procent bruttoløn i procent

LO-par, boligværdi 1,5 mio. kr. 0 3 gange 14,7 pct.LO-par, boligværdi 1 mio. kr. 1,7 2 gange 10,2 pct.Tjenestemandspar,boligværdi 1,5 mio.kr. 1,2 2,8 gange 13,7 pct.Funktionærpar,boligværdi 1,5 mio.kr. 3,3 2 gange 9,9 pct.

Anm.: Se tabel 1.Kilde: Økonomiministeriets familier og indkomster, juni 2001 og egne beregninger.


90’erne, hvilket i høj grad skyldes, at derigeste (som primært er boligejere) haroplevet markante indkomstfremgange pågrund af rentefald og gode konjunkturer(Se kapitlet om udviklingen i indkomst-

uligheden). Effekten af Pinsepakken vilbetyde, at indkomstuligheden indsnævresi 2000 og 2001. Med Pinsepakken halerlejerne ind på gevinsten fra ejere, og detbetyder en mere lige indkomstfordeling.

Figur 4. Vækst i rådighedsbeløb for ejere og lejere fordelt på deciler, 1991 til 1997

Anm.: Rådighedsbeløbet er den reale disponible indkomst defineret som erhvervs-, kapital- og overførsels-indkomst plus børnepenge og boligsikring fratrukket skat. Indkomsten for boligejere er eksklusiv impute-rede indtægt fra afkast af ejerbolig.Kilde: Specialkørsel fra Danmarks Statistik og egne beregninger.

0

5

10

15

20

25

30

35

1. decil 2. decil 3. decil 4. decil 5. decil 6. decil 7. decil 8. decil 9. decil 10. decil

Re

alv

æk

st

i p

roc

en

t

E jerbol ig

Le jebo l ige r

Figur 3. Udvikling i rådighedsbeløb, 1990 til 2002

Anm.: Rådighedsbeløbet er den reale disponible indkomst efter skat, renteudgifter, bolig og daginstitution.Alle familier er parfamilier, hvor begge arbejder og de har et barn i børnehave. Familierne i ejerbolig har enboligværdi på 1,5 mio. kr. (i 2002).Kilde: Økonomiministeriets Familier og Indkomster og egne beregninger.

1 0 0

1 0 5

1 1 0

1 1 5

1 2 0

1 2 5

1 3 0

1 3 5

1 4 0

1 9 9 0 1 9 9 2 1 9 9 4 1 9 9 6 1 9 9 8 2 0 0 0 2 0 0 2

ind

ek

s (

19

90

=1

00

)

1 0 0

1 0 5

1 1 0

1 1 5

1 2 0

1 2 5

1 3 0

1 3 5

1 4 0

ind

ek

s (

19

90

=1

00

)

L O - p a r , e j e r

F u n k t i o n æ r p a r , l e j e r

F u n k t i o n æ r p a r , e j e r

L O - p a r , l e j e r


Skatten for fuldtidsbeskæftigede ersteget primært pga. af rentefaldDet kan forvirre billedet, at til trods forfaldende marginalskatter og til trods forde markante disponible indkomstfrem-gange i 90’erne, så er gennemsnitsskattensteget for fuldtidsbeskæftigede. Tabel 3viser marginalskat og gennemsnitsskat forfuldtidsbeskæftigede. Gennemsnitsskattenfor de fuldtidsbeskæftigede er steget fra38,6 procent i 1993 til 39,2 procent i2002.

Den helt afgørende forklaring på deøgede gennemsnitsskatter er det faldenderenteniveau. Alene af de personer, som erbeskæftigede og mellem 25-59 år, borknap 70 procent i ejerbolig. Konverteringaf realkreditlån har betydet væsentligt la-

vere renteudgifter for boligejere. Derforspiller den faldende rente i høj grad ind påøkonomien for de fuldtidsbeskæftigede.

Den gennemsnitlige effektive obligati-onsrente er faldet fra 9-10 procent i star-ten af 90’erne til 6-7 procent i dag. Lavererente betyder isoleret set mindre fradragog dermed øget skat. Men lavere rentemedfører også lavere udgifter for bolig-ejere og dermed højere disponibel ind-komst.

I det følgende vil der blive givet eksem-pler på ændring i skat og ændring i dispo-nible indkomster fra 1993 til i dag forfuldtidsbeskæftigede parfamilier i ejerbo-lig.

Tabel 4 viser ændringen i skatten for treforskellige familietyper fra 1993 til 2001.Den samlede skatteændring er delt op påeffekten fra faldende rente og på alle øv-rige effekter såsom indkomstskat, fradragog ejendomsværdiskat. Som det fremgåraf tabellen, kan skattestigningen aleneforklares med faldende rente for alle trefamilietyper.

For LO-parfamilien har den samledegennemsnitlige skattestigning været på1,9 pct.point. Men alene skattestigningensom følge af faldende rente har isoleret

Tabel 3. Udvikling i marginalskat oggennemsnitsskat for fuldt beskæftigede25-59 årige, 1993-2002

1993 2002 Ændringi pct. point

ProcentGennemsnitligmarginalskat 59,3 54,3 -5,0

Gennemsnitligskatteprocent 38,6 39,2 +0,6

Kilde: Finansredegørelsen 2001, tabel 4.10.

Tabel 4. Ændring i skat og renteudgifter i procent af bruttoindkomst for parfamilier i ejerbo-lig, 1993 til 2001

LO-par Tjenestemandspar Funktionærpar

Procentpoint

Skatteændring hvis uændret rente som i 1993 -0,3 -1,1 -1,5Skatteændring som følge af rentefaldet 2,2 1,9 1,8Samlet skatteændring i procent af bruttoindkomst 1,9 0,8 0,3

Anm.: De tre husstande har samme udgifter til ejerbolig. LO-parfamilien har den laveste indkomst ogderfor er skatteeffekten af rentefaldet størst for LO-familien.Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger.


betydet stigning i skatten på 2,2 pct.point.Derimod har skattesatser, ejendomsværdi-skat og faldende værdi af rentefradragettil sammen betydet et fald i skatten på 0,3pct.point. For tjenestemandsparret har densamlede skattestigning været på 0,8pct.point. Heraf skyldes en stigning på 1,9pct.point i skatten, at renten er faldet,mens skattesatser, ejendomsværdiskat ogfaldende værdi af rentefradraget tilsam-men betyder et fald i skatten med 1,1pct.point.

Den faldende rente har altså ført til sti-gende skatter i de tre eksempler. Men dendisponible indkomst er ikke blevet mindrefor boligejere, tværtimod. Det fremgår aftabel 5. Siden 1993 er rådighedsbeløbetfor LO-parfamilien i ejerbolig steget med2,3 procent af bruttoindkomsten. Dennestigning skyldes, at renten er faldet med,hvad der svarer til en stigning irådighedsbeløbet på 4,2 pct.point. Hertilkommer så skattestigningen, der betyderet fald i rådighedsbeløbet på 1,9 pct.point.Samlet giver det altså en stigning irådighedsbeløbet på 2,3 procent af brutto-

indkomsten. Tjenestemandsparret harøget deres rådighedsbeløb med 2,8 pro-cent af bruttoindkomsten og funktionær-parret med 3,1 procent.

Stigningerne er kun målt relativt i for-hold til bruttoindkomsten. Der er altsåikke taget hensyn til, at der i perioden fra1993 ligeledes har været en indkomst-fremgang, der yderligere har øget den dis-ponible indkomst for parfamilierne i ejer-bolig, jf. figur 3.

Man kan selvfølgelig være utilfredsmed den stigende gennemsnitsskat. Det erdog tvivlsomt, om ret mange ville bytterentefaldet med en uændret gennemsnits-skat. Alternativet ville have betydet laveredisponibel indkomst for stort set alle fuld-tidsbeskæftigede sammenlignet med dennuværende situation. Samtidig ville demakroøkonomiske konsekvenser ikkehave været lige så gunstige, som tilfældethar været siden 1994. Med uændret renteville opsvinget ikke have været så kraf-tigt, arbejdsløsheden ville have været hø-jere og den offentlige gæld ville ikkekunne nedbringes i samme takt, som vihar set.

Tabel 5. Ændring i rådighedsbeløbet i procent af bruttoindkomst for parfamilier i ejerbolig,1993 til 2001

LO-par Tjenestemandspar Funktionærpar

Procentpoint

Skatteændringens effekt i procent afbruttoindkomst -1,9 -0,8 -0,3Renteudgifternes effekt i procent afbruttoindkomst 4,2 3,6 3,4Samlet ændring i rådighedsbeløbet iprocent af bruttoindkomst 2,3 2,8 3,1

Anm.: Se tabel 4.Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger.


Fordeling af indkomsterTil trods for en meget høj grad af omfor-deling og høje indkomstoverførsler er dedisponible indkomster i Danmark absolutikke ens. Det fremgår af tabel 1, der viserden gennemsnitlige disponible indkomstpr. person fordelt på ti indkomstgrupperfra de fattigste 10 procent til de rigeste 10procent.

I gennemsnit har hver person mellem25-59 år, hvad der svarer til en forbrugs-mulighed på 121.431 kr., men der er storvariation. De fattigste 10 procent har kun,hvad der svarer til 55.654 kr. pr. person,hvorimod de 10 procent rigeste har236.122 kr. til forbrug pr. person. De fat-tigste 10 procent har derfor kun 4,6 pro-

IndkomstfordelingDe disponible indkomster er vokset op gennem 90’erne til gavn for alle grupper i sam-fundet. Som følge af faldende rente og stigende ejendomspriser, der primært er kommetde rigeste til gode, er uligheden steget. Det er usikkert, hvorvidt skatter og overførslerhar bidraget til denne større ulighed. Den større ulighed har dog ikke betydet, at de fat-tige er blevet fattigere.

cent af den samlede disponible indkomst-masse, hvorimod de rigeste har hele 19,4procent.

Beregningerne for indkomstfordelingenfor 1997 er udregnet på baggrund af fami-liernes indkomst omregnet til forbrugs-mulighed for at kunne sammenligne fami-lier med forskellige størrelse. Se boks 1.

Tager man udgangspunkt i decilforde-lingen er det muligt at tegne en Lorenz-kurve, som beskriver uligheden. Hver per-son er rangordnet efter familieindkomst-ens størrelse, jf. figur 1. Hvis det var såle-des, at alle havde samme disponible ind-komst, så ville Lorenz-kurven være en retlinje, angivet med 450-linjen. Men som ta-

Tabel 1. Disponibel indkomst omregnet til forbrugsmulighed fordelt på deciler, 25-59 årigefamilier, 1997

Gennemsnitsindkomst i hver decil, kr. Decilfordeling, procent

1. decil (de fattigste) 55.654 4,6 2. decil 78.341 6,5 3. decil 89.658 7,4 4. decil 98.660 8,1 5. decil 108.008 8,9 6. decil 117.689 9,7 7. decil 128.707 10,6 8. decil 141.810 11,7 9. decil 159.695 13,110. decil (de rigeste) 236.122 19,4Gennemsnit 121.431 100

Anm.: Den disponible indkomst er udregnet jf. boks 4. Der er dog ikke medregnet afkast af ejerbolig i disseberegninger. Indkomsten er omregnet til forbrugsmulighed ved hjælp af OECD’s traditionelle ækvivalens-skala.Kilde: Specialkørsel fra Danmarks Statistik og egne beregninger.


bel 1 viser, så er indkomsten for de 10procent fattigste kun på 4,6 procent. De20 procent fattigste tjener således 11,1procent af den samlede indkomst osv. Detbetyder, at Lorenz-kurven får et buet for-løb.

Ud fra Lorenz-kurven er det muligt atudregne mål for uligheden. Det mest be-nyttede mål er Gini-koefficienten. Gini-koefficienten er et arealmål (DK), der an-giver forholdet mellem arealerne „A“ og

„B“ på figuren. Jo mere afstand, der ermellem 450-linjen og Lorenz-kurven, jostørre vil uligheden være. Gini-koefficien-ten for uligheden i den disponible ind-komst i figur 1 kan udregnes til 21,6.Gini-koefficienten er ikke særlig brugbar isig selv. Typisk vil man sammenligneover tid og se, om uligheden stiger/falder(se næste afsnit) eller man kan sammen-ligne Gini-koefficienten for forskelligeindkomstbegreber for at se hvordan, ulig-heden bliver påvirket af skatter og over-

Boks 1. Forskellige tilgangsvinkler til fordelingsberegninger

Indkomstfordeling er langt fra noget en-tydigt begreb. Der er to væsentlige om-råder, hvor indkomstfordelinger kan ad-skille sig fra hinanden: tidshorisontenog indkomstenheden.

TidshorisontFordelingen af indkomsterne kan opgø-res på to principielt forskellige måder.Der kan tages udgangspunkt i indkom-sterne over hele livsforløbet – livsind-komsten – eller i de aktuelle indkom-ster.

Principielt set er det mest tilfredsstil-lende at tage udgangspunkt i livsind-komsterne, fordi uligheder målt på deaktuelle indkomster bl.a. afspejler, atfolk er forskellige steder i deres livs-forløb. Typisk er indkomsten lav i deunge år og høj i de midaldrende år forderefter at blive meget lav i de ældre år.Normalt tages der dog udgangspunkt iden aktuelle indkomst, fordi det ikke erpraktisk muligt at opgøre livstidsind-komsterne. Det er dog nødvendigt atopdele på aldersgrupper for at mindske”støjen” ved at sammenligne folk for-skellige steder i deres livsforløb. Tagerman hele befolkningen over 18 år, vilman komme til at sammenligne stude-

rende, lønmodtagere og pensionister, oghvis antallet af pensionister stiger, vildet påvirke indkomstuligheden i negativretning, uden der egentlig er sket nogenforringelser, men blot er tale om befolk-ningsforskydninger. Denne fordelings-mæssige „støj“ reduceres, når man serpå en mere homogen gruppe, som f.eks.25-59 årige.

IndkomstenhedIndkomstenheden er oftest familien,hvilket giver et mere dækkende billedeend blot en sammenligning af de per-sonlige, individuelle indkomster. Her-udover kobler familieindkomsten så atsige de voksne og børnene sammen, oggiver dermed et billede af den økonomi-ske enhed, som familien også er. Des-uden er det muligt at inddrage de ind-komstoverførsler, der er målrettet fami-lien såsom børnepenge og boligsikring.Det er derfor væsentligt at omregne for-skellige familiers indkomst til sammemålestok. Dette gøres ved hjælp af etækvivalensmål, der tager hensyn tilstordriftsfordelene ved at være en fami-lie med flere personer. Ækvivalensind-komsten giver et mere retvisende bil-lede af familiernes økonomiske vilkår.


førsler. Endelig kan Gini-koefficientenbruges til at sammenligne uligheden mel-lem lande, jf. boks 2.

Skatter og overførsler er i høj grad medtil at minimere indkomstuligheden i Dan-mark. Tabel 2 viser en opsplitning afGini-koefficienten for den disponible ind-komst i 1997 og de bidrag til mere/mindre

ulighed, som de enkelte komponenter bi-drager med.

Lønindkomst og kapitalindkomst mv.bidrager til Gini-koefficienten med 49pct.point. Der er med andre ord en bety-delig ulighed i fordelingen af lønind-komsten. Derimod reducerer skatter ogoverførsler uligheden. Skatter trækker i

Figur 1. Lorenz-kurve over indkomstfordelingen af disponibel indkomst for 25-59 årigefamilier, 1997

Anm.: Se tabel 1.Kilde: Specialkørsel fra Danmarks Statistik og egne beregninger.

0

10

20

30

40

50

60

70

80

90

100

0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100

Fordeling af antal familier ml. 25-59 år

Fo

rde

lin

g a

f d

en

sa

mle

de

dis

po

nib

le i

nd

ko

ms

t

A

B

Boks 2. International sammenligning af ulighedDanmark har en i international sammenligning utrolig lige indkomstfordeling. Ikkeengang de øvrige nordiske lande kommer på linje med Danmark, når uligheden idisponibel indkomst sammenlignes. Det fremgår af nedenstående tabel, der viserulighed for forskellige lande.

Land Gini-koefficient

Danmark (1994) 21,7Sverige (1995) 23,0Finland (1995) 23,1Holland (1994) 25,3Norge (1995) 25,6Tyskland (1994) 28,2USA (1995) 34,4

Anm.: Tallet i parentes angiver for hvilket år uligheden er beregnet.Kilde: Income distribution and poverty in selected OECD countries, 1998.


retning af øget lighed med 21 pct.point.Dette viser, at skatten i høj grad er pro-gressiv, og de rigeste bidrager mest tilskattebetalingerne. Indkomstoverførslerbidrager ligeledes i retning af øget lighedmed 5,3 pct.point. Indkomstoverførsler eri sig selv mere omfordelende end skatter,men udgør knap så stor en del af de sam-lede disponible indkomster. Derfor udgørbidraget en mindre andel end skatternesbidrag. Til slut bidrager øvrige overførslersom børnepenge og boligstøtte til en merelige indkomstfordeling med 1 pct.point.

Samlet giver det altså en indkomstulighedmålt ved Gini-koefficienten på 21,6.

Et område hvor skatter og overførsler imeget høj grad bidrager til at omfordeleindkomsten, er i de almene boliger, jf.boks 3.

Udviklingen i uligheden afhænger i højgrad af definitionen af indkomstFigur 3 viser udviklingen i Gini-koeffi-cienten i 90’erne for disponibel indkomstfor familier i den erhvervsaktive alder.

Boks 3. Omfordelingens betydning i de almene boligerDer sker en markant omfordeling i de almene boliger, en omfordeling der ikke ernær så markant i andre boligtyper. Cirka en tredjedel af familierne i den erhvervs-aktive alder i de almene boliger har stort set igen erhvervsindkomst. Det afspejlesogså i, at Lorenzkurven for erhvervsindkomsten i de almene boliger ”kryber” henad 1. aksen for de første 30 procent af familierne i almene boliger, jf. figur 2. Menser man på den disponible indkomst, så er den meget mere lige fordelt. Kurven fordisponibel indkomst ligger meget tæt op ad 45-grader linjen, der afspejler en heltlige indkomstfordeling.

Figur 2. Lorenz-kurver for erhvervs- og disponibel indkomst i almene boliger, 25-59 år,1997

Anm.: Kurven for erhvervsindkomsten er en Lorenz-kurve, hvorimod kurven for de disponibleindkomst er en såkaldt koncentrationskurve, fordi rangordningen af indkomsterne på 1. aksen ersket efter erhvervsindkomsten for begge kurvers vedkommende.Kilde: Specialkørsel fra Danmarks Statistik og egne beregninger.

0

10

20

30

40

50

60

70

80

90

100

0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100

Fordeling af antal familier ml. 25-59 år i almene boliger

Fo

rde

lin

g a

f d

en

sa

mle

de

in

dk

om

st

Primær indkomst

Disponibel

indkomst


Boks 4. Eksempel på udregning af den disponible familieindkomst

Traditionel udregning af familiens disponible indkomst:

Primærindkomst (lønindkomst, virksomhedsoverskud mv.)+ Anden indkomst (private pensioner, tjenestemandspensioner)+ Kapitalindkomst (renteindtægter, renteudgifter, aktieindkomst, afkast af ejerbo-

lig, mv.)+ Offentlige indkomstoverførsler (dagpenge, kontanthjælp, efterløn, sociale pen-

sioner mv.)+ Øvrige offentlige overførsler (børnetilskud, boligstøtte mv.)- Skat (personskatter og ejendomsværdiskat vedr. ejerbolig)= Familiens disponible indkomst

I forhold til udregning af Gini-koefficienterne i figur 3 er der visse afvigelser fradenne opgørelse af den disponible indkomst.

- I Finansministeriets opgørelse er kapitalindkomst ikke medregnet, hvis denne ernegativ. Herudover er fratrukket indbetalinger til private og arbejdsgiver adm.pensionsordninger.

- I AKF’s opgørelse er udgangspunktet den skattepligtige indkomst, hvorfor lig-ningsmæssige fradrag indgår som en del af den disponible indkomst.

Kilde: Danmarks Statistik, Indkomster 1998, FM, Finansredegørelsen 2000, AKF, Indkomstoverførslerog -fordeling, 2001.

Der er beregninger fra Amterne og Kom-munernes Forskningscenter (AKF) og fraFinansministeriet. Når man laver bereg-ninger af indkomstuligheden er det - udover tidshorisont og indkomstenhed - af-gørende, hvilket indkomstbegreb man be-nytter, jf. boks 4.

Der er ikke helt enighed om udviklingen iuligheden i disponibel indkomst mellemAKF og Finansministeriet. Den altafgø-rende forskel er, hvordan de to bereg-ningsmetoder behandler kapitalindkomst.Benytter man samlet nettokapitalind-komst, fremstår 90’erne som en periode

Tabel 2. Opsplitning af Gini-koefficienten for disponibel indkomst, 1997

Bidrag til Gini-koefficienten, pct.point

Lønindkomst og virksomhedsoverskud inkl.kapitalindkomst og private pensioner 49,0Skat -21,0Indkomstoverførsler (dagpenge, kontanthjælp,førtidspension mv.) -5,3Øvrige overførsler (børnepenge og boligstøtte) -1,0Samlet Gini-koefficient for disponibel indkomst 21,6



med stigende ulighed i den disponibleindkomst. Det fremgår af AKF’s bereg-ninger af uligheden. Ved at bruge samletnettokapitalindkomst inkluderer manrenteudgifterne. Renteudgifterne er reeltet udtryk for forbrug, og med faldenderente op gennem 90’erne er lånefinansie-ret forbrug og lån til boligen blevet billi-gere, hvilket giver sig udslag i forbedretdisponibel indkomst - specielt for de rige-ste, der har fået mest ud af rentefaldet.

Hvis man derimod benytter positiv net-tokapitalindkomst, ser man bort fra for-bruget og ser reelt kun på udviklingen iindkomst fratrukket skat. Med dette ind-komstbegreb fremstår 90’erne som en pe-riode med uændret/svagt faldende ulighedi den disponible indkomst, jf. Finansmini-steriets beregning i figur 3.

Finansministeriet har selv lavet bereg-ninger på udviklingen i fordelingen afdisponibel indkomst med positiv nettoka-pitalindkomst og med samlet nettokapital-indkomst. Resultaterne viser, at indkomst-udviklingen trækker i retning af mere uli-ge fordeling, når man ser på den disponi-ble indkomst inklusiv samlet nettokapital-indkomst.

Økonomiministeriet bekræfter Finans-ministeriets tal med beregninger af Gini-koefficienten for 1994 og 1999, jf. tabel

3. Inkluderer man renteudgifter og afkastaf ejerbolig stiger uligheden fra 1994 til1999, hvorimod uligheden falder, når manikke medregner renteudgifter og afkast afejerbolig. Økonomiministeriets beregnin-ger viser at det er den faldende rente ogde stigende boligpriser, der er med til atøge indkomstuligheden.

Spørgsmålet er hvilket kapitalindkomst-begreb, som er det mest rigtige? På denene side er renteudgifter et udtryk for til-valgt forbrug og ikke en årsag til lavereforbrugsmuligheder. Det taler for at ude-lade renteudgifter, hvilket også giver bed-re sammenligningsgrundlag mellem ejereog lejere. Det er vanskeligt at isolere ren-teudgifterne, og man benytter derfor entilnærmet afgrænsning ved kun at se påpositiv nettokapitalindkomst.

På den anden side har den faldende ren-te i 90’erne trods alt haft afgørende betyd-ning for forbrugsmulighederne i perioden,hvilket taler for, at man inkluderer samletkapitalindkomst. Man fanger dermed denlavere pris på lånefinansieret forbrug ogboligfinansiering, som primært kommerde rigeste grupper i samfundet til gavn.

Det har kendetegnet debatten om ulig-heden i samfundet, at man lidt efter tem-perament har kunnet vælge, hvorvidt ulig-heden er steget eller uændret. Derimod

Tabel 3. Gini-koefficienter for 1994 og 1999 for hele befolkningen over 18 år

1994 1999 Ændring

Disponibel indkomst inklusiv renteudgifterog afkast af ejerbolig 19,3 20,3 0,9Disponibel indkomst eksklusiv renteudgifterog afkast af ejerbolig 20,9 20,7 -0,3

Anm.: Økonomiministeriet følger beregningen af disponibel indkomst jf. boks 4. Beregningerne er ekskl.aktieindkomst, fordi det ikke har været muligt at opgøre denne i 1994.Kilde: Økonomiministeriet, Familier og Indkomster, juni 2001.


har der været mindre fokus på årsagernetil hvorfor, uligheden har udviklet sig,som den har.

Som det fremgår af de ovenstående ana-lyser, er det tydeligt, at rentefaldet og dedermed lavere renteudgifter i høj grad harværet med til at øge uligheden, fordi rent-efaldet primært er kommet de rigeste tilgavn. Derudover er de stigende boligpri-ser ligeledes primært kommet de rigestetil gode, hvilket er med til at øge ulighe-den, jf. tabel 3.

Skattens betydning for ulighedenDet er mere usikkert, hvorvidt skattesyste-met op gennem 90’erne har været med tilat øge uligheden eller ej.

Først og fremmest kan skattens effektpå uligheden ikke vurderes isoleret. Pågrund af bruttoficering af visse overfør-selsindkomster i 1994 er det ikke muligtisoleret at vurdere skattens bidrag til ulig-hed før og efter 1994. Det er nødvendigtat inddrage indkomstoverførslerne. Brut-toficeringen vil øge uligheden som følgeaf mere lige skatter, men samtidig sænke

uligheden som følge af større indkomst-overførsler.

Hvis man ser på såvel skatter og ind-komstoverførslers bidrag til uligheden, erder to modsatrettede effekter. På den eneside har skattesystemet i sig selv bidragettil mindre og mindre ulighed. AKF påpe-ger ligeledes i deres analyse, at der er ble-vet en stærkere sammenhæng mellemskattens niveau og indkomstens niveau.Skattesystemets hensigt om, at skattetryk-ket skal være størst for de højeste ind-komster, er altså forstærket.

På den anden side er skattens andel afden disponible indkomst faldet, hvilketbetyder, at det samlede bidrag til merelige indkomstfordeling reduceres. Hvor-vidt det er den ene eller anden effekt, derdominerer, afhænger i høj grad af defini-tionen af den disponible indkomst, jf.boks 5.

Medregner man afkast af ejerbolig, harskattesystemet bidraget til større ind-komstulighed. Medregner man ikke afkastaf ejerbolig, så har skattesystemet bidra-get til større lighed.

Figur 3. Udvikling i disponibel indkomst målt på Gini-koefficienten for personer i denerhvervsaktive alder

Anm.: AKF benytter samlet nettokapitalindkomst. Finansministeriet benytter positiv nettokapitalindkomst.Kilde: FM, Finansredegørelsen 2001, AKF, Indkomstoverførsler og -fordeling, 2001.

1 7

1 8

1 9

2 0

2 1

2 2

2 3

9 0 9 1 9 2 9 3 9 4 9 5 9 6 9 7 9 8

Gin

iko

eff

icie

nte

n

1 7

1 8

1 9

2 0

2 1

2 2

2 3

Gin

iko

eff

icie

nte

n

A K F FM, pos . ne t tokap .


Effekten af Pinsepakken er ikke medtageti fordelingsberegningerne1). Når man serpå de foreløbige effekter af Pinsepakken,jf. forrige kapitel om indkomstskat ogindkomstudvikling, vil Pinsepakken efteral sandsynlighed mindske indkomstulig-heden, fordi skattelettelserne kommer alletil gode, mens de forringede fradragsmu-ligheder primært rammer de rigeste.

De rigeste og fattigste har haft størst fremgangEn stigning i Gini-koefficienten udtryk-ker, at indkomstuligheden er steget.

Men man kan ikke ud fra dette konklu-dere, at det er gået ud over de fattigste.Man bliver nødt til at se på den underlig-gende udvikling.

Boks 5. Skatter og overførslers bidrag til indkomstudligningSkatter og overførslers bidrag til uligheden er afhængig af, hvordan indkomsten de-fineres. Hvis man udregner den disponible indkomst uden at medregne afkast af bo-lig, så er den samlede effekt fra 1991 til 1997, at skat og overførsler bidrager tilstørre lighed, jf. første række i tabel 4. Bidrag til mere lighed fra skatter og over-førsler var på 26,6 pct.point i 1991 og 27,4 pct.point i 1997. Alt i alt en større lig-hed på 0,8 i perioden fra 1991 til 1997, hvis man ikke medregner afkast af bolig iden disponible indkomst.

Hvis man derimod medregner afkast af bolig i den disponible indkomst, så vil pe-rioden fra 1991 til 1997 medføre at skatter og afgifter bidrager til større ulighed. I1991 var bidraget til større lighed på 25,7 pct.point og det er faldet til 25,6 pct.pointi 1997. Altså er der et marginalt større bidrag til uligheden på 0,1 pct.point fra skat-ter og afgifter.

Årsagen til, at skat og overførsler bidrager med to forskellige resultater, afhængig afdefinition af disponibel indkomst, skal findes i, at skattens andel af den samlededisponible indkomst er forskellig i de to analyser.

Hvis man inddrager afkast af ejerbolig i den disponible indkomst, så vil skattensandel af den disponible indkomst være mindre, og med stigende boligpriser vil dendisponible indkomst vokse mere for boligejere og dermed yderligere formindskeskatternes andel af den disponible indkomst. Det betyder, at den samlede effekt fraskatter og overførsler til mere lige fordeling bliver mindsket.

Tabel 4. Skat og overførslers bidrag til Gini-koefficienten, 1991 og 1997

1991 1997 Ændring

Bidrag til ulighed i disp. indkomstekskl. afkast af ejerbolig -26,6 -27,4 -0,8Bidrag til ulighed i disp. indkomstinkl. afkast af ejerbolig -25,7 -25,6 +0,1



Denne underliggende udvikling fremgåraf figur 4, der viser den nominelle vækst iden disponible indkomst fra 1993 til1998. Ser man på disponibel indkomstinkl. positiv nettokapitalindkomst, er detsåledes de fattigste 10 procent, der harhaft den største indkomstfremgang siden1993.

Ser man på disponibel indkomst inkl.samlet nettokapitalindkomst, er det de ri-geste, der har fået den største indkomst-fremgang. De fattigste 10 procent har dog

Figur 4. Nominelle stigning i den disponible indkomst for 25-59 årige, 1993-1998

Kilde: Finansministeriet, Finansredegørelsen 2001, tabel 5.4.

0

5

10

15

20

25

30

35

40

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10Indkomstgrupper

No

min

el

væ

kst

i p

roce

nt

Disp. indk. inkl. positiv nettokapitalindk.

Disp. indk. inkl. samlet nettokapitalindk.

også her en højere indkomstfremgang endde fleste andre indkomstgrupper. De fat-tigste har alt i alt haft en høj indkomst-fremgang sammenlignet med de øvrigeindkomstgrupper.

Note:1) Det er på nuværende tidspunkt kun muligt at

lave ulighedsanalyser frem til 1999. Det skyl-des, at data har en produktionstid på et parår. Derfor vil den endelige effekt fra Pinse-pakken på uligheden først blive mulig at un-dersøge om 2-3 år.


Myte 1. Enlige mødre er økonomiskladt i stikkenGruppen af enlige mødre er en af de ud-satte grupper i samfundet, som har megetstor mediebevågenhed. De bliver oftefremstillet som en gruppe, der er ladt istikken rent økonomisk. De faktiske for-hold taler dog for det modsatte. Der ergjort meget for de enlige forsørgere. Øge-de børnepenge samt reduceret egenbeta-ling til daginstitutioner har betydet væ-sentlig økonomisk fremgang i 90’erne forenlige forsørgere.

Ved hjælp af Økonomiministeriets Lov-modelberegninger har vi udregnet for-brugsmuligheder for enlige med børnsammenlignet med enlige uden børn ogsammenlignet med parfamilier med børn.Beregningerne viser helt klart, at indkom-sten for enlige med børn er forbedret mar-kant i 90’erne sammenlignet med andrefamilietyper.

Tre myterom sociale problemerDet bliver ofte fremført, at de sociale problemer er stigende, og at det især går ud oversvage og udstødte grupper. Der er intet der taler for, at de svageste bliver ladt i stikken.F.eks. har man gjort meget for at forbedre enlige forsørgeres vilkår. Forbedringerne forde enlige forsørgere er sket samtidig med, at man har reduceret samspilsproblemerne.Ligeledes har man styrket indsatsen for de udstødte grupper i samfundet (hjemløse,narkomaner og sindslidende).

Tabel 1 viser forbrugsmuligheden for en-lige delvis ledige forsørgere sammenlig-net med en enlig delvis ledig uden børn.En enlig delvis ledig med et barn havde i1990 forbrugsmuligheder, der svarede til83,3 procent af forbrugsmulighederne foren enlig delvis ledig uden børn. I 2001 erforbrugsmuligheden på 92,6 procent af enenlig uden børn. Den enlige med to børnhavde i 1990 kun en indkomst på, hvadder svarede til 72,4 procent af en enliguden børn. Men i 2001 er forbrugsmulig-heden for enlige med to børn oppe på90,9 procent af den enlige uden børn.

Der er altså sket et meget stort løft i en-lige forsørgeres indkomst sammenlignetmed enlige uden børn.

Resultaterne er ikke afhængige af, at deter en delvis ledig forsørger. Man vil ogsåopnå samme resultat med fuldtidsbeskæf-tigede enlige forsørgere.

12

Tabel 1. Forbrugsmulighed for en enlig delvis ledig forsørger sammenlignet med en enligdelvis ledig uden børn, procent

1990 1993 1998 2001

Enlig forsørger med et barni forhold til enlig uden børn 83,3 87,1 92,4 92,6Enlig forsørger med to børni forhold til enlig uden børn 72,4 83,2 89,1 90,9

Anm.: Det er den disponible indkomst efter skat, daginstitution og bolig, der sammenlignes. Der tageshøjde for, at familier med flere personer har stordriftsfordele i deres forbrug. Der er benyttet Finansministe-riets sædvanlige ækvivalensmål: (antal voksne)0,8+ *(antal børn)0,8. Børnene er i daginstitution.Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger.


Samme billede gør sig gældende, hvisman sammenligner en enlig forsørger meden parfamilie. Til trods for, at bruttoind-komsten for en LO-parfamilie er langtstørre end en enlig delvis ledig med børn,er der ikke særlig stor forskel på forbrugs-mulighederne af disponibel indkomst, ogdenne forskel er tilmed indsnævret mar-kant i 90’erne.

Tabel 2 viser, at en delvis ledig forsør-ger med et barn i 1990 havde forbrugsmu-ligheder, der svarede til knap 77,7 procentaf en LO-parfamilie med to udearbejden-de forældre og et barn til trods for, at brut-toindkomsten kun udgjorde 42,8 procent.I 2001 udgør bruttoindkomsten for denenlige kun 43,7 procent, mens den dispo-nible indkomsts andel er steget til 82,5procent i 2001. Stigningen har været spe-cielt stor fra 1998 til 2001.

Langt bedre er det gået for en enlig del-vis ledig med to børn, som i 1990 havdeforbrugsmuligheder svarende til 85,2 pro-

cent af en LO-parfamilie med to børn. I2001 er forbrugsmulighederne for den en-lige med to børn steget til hele 98,8 pro-cent, jf. tabel 3.

Beregningerne viser med al tydelighed,at man ikke har ladt de enlige forsørgere istikken, tværtimod. De enlige forsørgerehar fået langt bedre økonomiske vilkår i90’erne.

Myte 2. Samspilsproblemerne bliverstørre og størreI kontrast til bekymringen for enlige for-sørgeres økonomiske vilkår er bestyrtel-sen over, at de sociale ydelser er alt forhøje, og det derfor ikke kan betale sig atarbejde, fordi man ikke får noget ud af atyde en ekstra arbejdsindsats.

Dilemmaet er, at man på den ene sidegerne vil sikre, at personer med lav ind-komst har nogle rimelige økonomiske vil-kår, men samtidig skal en ekstra arbejds-indsats belønnes. Problemet for f.eks. en

Tabel 2. Indkomst for en enlig delvis ledig kvinde med et barn sammenlignet med en LO-parfamilie med to udearbejdende forældre og et barn, procent af LO-parfamilie

1990 1993 1998 2001

Bruttoindkomst 42,8 43,4 43,7 43,7Disponibel indkomst 77,7 78,7 79,9 82,5

Anm.: Parfamilien har en større bolig end de enlige og derfor også større boligudgifter end den enligeforsørger. I 2001 er bruttoindkomsten for parfamilien på 491.327 kr. og for den enlige delvis ledige erbruttoindkomsten 143.736 kr. Se endvidere tabel 1.Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger.

Tabel 3. Indkomst for en enlig delvis ledig kvinde med to børn sammenlignet med en LO-parfamilie med to udearbejdende forældre og to børn, procent af LO-parfamilie

1990 1993 1998 2001

Bruttoindkomst 40,0 40,6 40,9 40,8Disponibel indkomst 85,2 89,1 93,5 98,8

Anm.: Se tabel 1.Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger.


enlige forsørger er, at øget indkomst bli-ver modsvaret af højere skat og lavere til-skud til bolig og daginstitution, jf. boks 1.Dermed er tilskyndelse til at yde en ekstraindsats lavere.

Det er faktisk lykkedes at mindske sam-spilsproblemerne og mindske de sammen-satte marginalskatter uden at forringe deøkonomiske vilkår for f.eks. enlige forsør-gere. Figur 1 viser, at de sammensattemarginalskatter for en enlig forsørger i1996 og 2002 er blevet reduceret især forindkomster op til 250.000 kr. Det var isærfor de laveste indkomster, at problemerne

med høje sammensatte marginalskattervar store i 1996, og det er især for de la-veste indkomster, at man har ønsket atfremme tilskyndelsen til at arbejde. Tilgengæld er de sammensatte marginalskat-ter lidt højere i indkomstintervallet fra250.000 kr. til 385.000 kr. for den enligeforsørger. De sammensatte marginalskat-ter er blevet højere i dette interval, fordiaftrapning af tilskud til daginstitution erblevet længere.

Problemet med høje sammensatte mar-ginalskatter gælder ikke kun enlige for-sørgere, men også for andre lavindkomst-

De sammensatte marginalskatter er be-tegnelsen for kombinationen af margi-nalskatter og reducerede offentlige ydel-ser i form af boligstøtte og nedsat egen-betaling i daginstitution, når indkomstenstiger.

Hvis indkomsten stiger med 10.000kr., så vil en del af indkomstfremgangenblive modsvaret af skattebetaling, sva-

rende til ens marginalskat (inkl. ar-bejdsmarkedsbidrag). Men modtagerman boligstøtte og/eller offentlig støttetil betaling af daginstitution, vil disseindkomstafhængige ydelser ligeledesblive aftrappet, fordi indkomsten stiger.Alt i alt vil ens sammensatte marginal-skat altså ligge højere end den skatte-mæssige marginalskat.

Boks 1. Sammensatte marginalskatter

Figur 1. Sammensatte marginalskatter for en enlig med et barn i vuggestue, 1996 og 2002(2001 priser)

Anm.: Tal for 1996 og 2002 er begge omregnet til 2001-prisniveau for at kunne sammenligne 1996-skattesystemet med 2002-skattesystemet.Kilde: Økonomiministeriet Familier og Indkomster, juni 2001 og egne beregninger.

0

10

20

30

40

50

60

70

80

90

100

0 50 100 150 200 250 300 350 400 450

Bruttoindkomst før AM-bidrag (1000 kr.)

Pro

ce

nt

0

10

20

30

40

50

60

70

80

90

100

Pro

ce

nt

2002

1996


grupper, der modtager boligsikring og/el-ler nedsat egenbetaling i daginstitution.Det er dog et mindretal af samtlige er-hvervsaktive, som har disse såkaldte sam-spilsproblemer. Ud af de ca. 3 millioner iden erhvervsaktive alder er der i 2002-skattesystemet kun 213.000 personer, sva-rende til godt syv procent af alle erhvervs-aktive, hvor det gælder, at aftrapning afindkomstafhængige ydelser spiller ind påden sammensatte marginalskat. Alle øv-rige har en sammensat marginalskat, derer lig med den skattemæssige marginal-skat.

Figur 2 viser, hvordan befolkningen iden erhvervsaktive alder fordeler sig påstørrelsen af deres sammensatte marginal-skatter. Som det fremgår, har udviklingenfra 1996 til 2002 medført, at der er færremed meget høje sammensatte marginal-skatter, og der er mange flere med lavestemarginalskatter. Til gengæld er der flere iintervallet fra 55-66 procent. Alt i alt er desammensatte marginalskatter reduceret.

Der er blevet langt flere, som har sam-mensatte marginalskatter på under 50 pro-cent. I 2002 vil der være knap 53 procentaf befolkningen, der har sammensattemarginalskatter under 50 procent. I 1996var det kun godt 30 procent.

Ligeledes er der blevet langt færre medmeget høje sammensatte marginalskatter.I 1996 var der 2,6 procent svarende til79.000 personer med sammensatte margi-nalskatter over 66 procent. Dette antal vilvære reduceret til 38.000 personer i 2002.Der er til gengæld flere, som i dag harsammensatte marginalskatter mellem 55-66 procent. Det skyldes, at der er flere,som i dag betaler topskat sammenlignetmed 1996.

Det er altså rent faktisk lykkedes - spe-cielt i forhold til de enlige forsørgere - atsænke de sammensatte marginalskattersamtidig med, man har forbedret de øko-nomiske vilkår, jf. beskrivelsen i forrigeafsnit.

Figur 2. Personer i den erhvervsaktive alder fordelt på deres sammensatte marginalskat,1996 og 2002

Anm.: Figuren viser de 18-66 årige ekskl. førtidspensionister. Søjlerne summer til 100 procent for hhv.1996 og 2002. Beregningerne tager ikke højde for at eventuelle indkomsterstattende ydelser somdagpenge eller kontanthjælp falder bort ved beskæftigelse.Kilde: Økonomiministeriet Familier og Indkomster, juni 2001.

0

5

1 0

1 5

2 0

2 5

3 0

3 5

4 0

4 5

5 0

Under 45 pc t . 45-50 pc t . 50-55 pc t . 55-66 pc t . o v e r 6 6 p c t .

Pro

ce

nt

1996 2002


På visse områder er der dog stadig storeproblemer med samspilsproblemer. Detgælder parfamilier, hvor begge ægtefællerer på indkomstoverførsel og hvor den eneægtefælles overførselsindkomst vil bort-falde, hvis den anden ægtefælle får et ar-bejde. Bl.a. parfamilier på kontanthjælpbliver ramt af dette problem. Det er heltsikkert, at en løsning af dette problem viløge tilskyndelsen til at finde arbejde forfamilier på kontanthjælp. Problemet ram-mer ofte indvandrerfamilier, der på denmåde holdes uden for arbejdsmarkedet pågrund af meget stive regler. I takt med, atantallet af indvandrerfamilier på kontant-hjælp er steget, er behovet for at ændre påreglerne ligeledes steget, så man ikkehæmmer tilgangen til arbejdsmarkedet fordenne gruppe.

Myte 3. De udstødte grupper har fåetringere vilkårDet fremføres ofte, at hjemløse, narkoma-ner og sindslidende har fået det dårligereog dårligere i de seneste års opsving.

Der er dog ikke nogen dokumentationfor, at problemet med hjemløse har væretstigende de senere år. Tværtimod har manforetaget en opprioritering af indsatsenover for de hjemløse. Bl.a. blev der i 2000sat gang i en handlingsplan for hjemløse,hvor der er afsat 200 mill. kr. over fire år.Puljen “skæve huse til skæve eksistenser”på i alt 60 mill. kr. er også et nyt initiativtil at modvirke problemerne med hjem-løse.

Man har også styrket indsatsen for nar-komaner. I 1980’erne var der stort set in-gen tilbud om stoffri behandling til de

hårde stofmisbrugere, og metadonbehand-ling var en udskældt behandlingsform,som blev anvendt til at passivisere de mestbesværlige stofmisbrugere. I dag findesder 40 døgninstitutioner, der tilbyder stof-fri behandling. I 1980’erne var der noglefå.

Samtidig er målet for behandling ikkelængere blot stoffrihed, men også forbed-ring af stofmisbrugernes dårlige socialefunktionsevne. Det var der ingen fokus påi 1980’erne. Herved er der sket en kraftigforbedring af den sociale indsats på områ-det, som især er rettet mod den tungegruppe af stofmisbrugerne. Den økonomi-ske indsats er blevet tilsvarende styrketvæsentligt. Andelen af stofmisbrugere ibehandling har aldrig været større, idet 50procent er under behandling.

Det påstås ligeledes, at de sindslidendehar fået ringere vilkår. Igen er det enudokumenteret påstand. Indsatsen for desindslidende er blevet markant oppriori-teret gennem de seneste år. Det skal sam-menlignes med, at der i 80’erne blev gen-nemført besparelser. Fra 1982 til 1993blev der på grund af besparelser nedlagtover 5.000 psykiatriske sengepladser,uden at erstatningen herfor i form af di-striktspsykiatrien var på plads. Det havdebl.a. den konsekvens, at de sindslidendeblev meget synlige i gadebilledet – det be-handlingsmæssige sikkerhedsnet var truk-ket væk. Fra 1993 er der sket en kraftigudbygning af distriktpsykiatrien og so-cialpsykiatrien. Næsten dobbelt så mangemennesker får i dag et tilbud fra distrikt-psykiatrien, end tilfældet var i 1993.30.000 i dag mod 16.000 i 1993.


Den økonomiske situation i ØsteuropaI langt de fleste østeuropæiske lande erBNP vokset mere end i EU. Dette er sketpå trods af, at en række af disse lande blevramt af den finansielle krise i Rusland i1998/1999, der reducerede den russiskeimport kraftigt. Mange af landene komsig dog hurtigt over krisen, og for år 2000forventes pæne vækstrater.

De eneste lande, der igennem de sene-ste fem år har haft en lavere gennemsnit-lig vækst end EU, er Bulgarien, Rumæ-nien og Tjekkiet. Især for Rumænien erbilledet sort, da de stadigvæk har faldendeproduktion. I figur 1 ses udviklingen iBNP i de østeuropæiske lande sammen-lignet med EU. Figuren er opdelt imellemlande fra første ansøgerrunde og andenansøgerrunde.

På trods af de positive vækstrater i deøsteuropæiske økonomier er beskæftigel-sesfrekvensen - uden undtagelse - faldet ialle landene. I nogle lande har det givetsig udslag i lavere erhvervsfrekvens og iandre lande i højere arbejdsløshed. Mengenerelt er andelen af voksne i beskæfti-gelse faldet.

Den største beskæftigelsesgrad på 59har Rumænien, mens Bulgarien har denlaveste på 41. Gennemsnittet i EU er godt60. I tabel 1 kan man se beskæftigelses-

graden i de ti østeuropæiske ansøgerlan-de.

I forhold til flere EU-lande er beskæfti-gelsesgraden i de østeuropæiske landeikke specielt lav. Men beskæftigelsen harværet faldende siden murens fald, hvilketskaber sociale problemer, og for landesom for eksempel Rumænien er bundenlangt fra nået. Efterhånden som landenemere og mere får markedsvilkår - også påarbejdsmarkedet - vil dele af arbejdsstyr-ken miste deres arbejde. For de lande,hvor reformerne er kommet langt, kanman til gengæld forvente, at udviklingensnart vender.

Forskelle mellem ansøgerlandebliver størreMange af de østeuropæiske ansøgerlande har haft en højere vækst end EU-landeneigennem de sidste fem år - og er altså i færd med at indhente vores velstandsniveau. Derer dog lang vej igen, og landene har en række fælles problemer bl.a. på arbejdsmar-kederne. Men der er også stor forskel på landene. Nogle lande har svært ved at få øko-nomien i gang, og det tyder på, at den nuværende økonomiske udvikling øger forskel-lene imellem landene. Under alle omstændigheder bør EU være meget opmærksom på,at man ikke lader de fattigste østlande i stikken.

Tabel 1. Beskæftigelsesgraden i de øst-europæiske ansøgerlande, 1999

ILO definition

Bulgarien 40,8Ungarn 46,1Polen 49,6Letland 49,8Slovakiet 50,3Estland 52,3Lithauen 53,2Slovenien 53,5Tjekkiet 55,7Rumænien 59,1EU gns. 62,1

Kilde: Europa kommissionens rapporter om sta-tus for udvidelsen, Eurostat og AE.


Balancer og investeringerSelvom de østeuropæiske ansøgerlandehurtigt er kommet sig over den økonomi-ske krise i Rusland, er der stadig faresig-naler i økonomierne. Det er primært beta-lingsbalancen, der har store underskud imange af landene. I tabel 2 kan man selandenes betalingsbalance i procent afBNP i 1999. I tabellen ses, at især de bal-tiske lande og Polen har et stort beta-lingsbalanceunderskud. Og mange af lan-dene har haft store underskud flere år itræk.

Til sammenligning var den danske beta-lingsbalance i 1999 på +2,2 procent af

BNP. Et underskud på betalingsbalancenpå ti procent af BNP ville i Danmark sva-re til et underskud på cirka 125 mia. kro-ner.

Store betalingsbalanceunderskud er ik-ke nødvendigvis et problem for de øst-europæiske lande. Underskuddet opstår,fordi landet investerer mere, end det spa-rer op. Hvis underskuddet er opstået, fordiopsparingen er for lille, således at forbru-get er højt, er det dog et problem. I så fald„lever samfundet over evne“ ved at købeog forbruge langt mere fra udlandet, enddet kan betale.

Figur 1. Udviklingen i BNP i Østeuropa og EU, 1994-1999

Kilde: OECD og Europa kommissionens rapporter om status for udvidelsen

80

90

100

110

120

130

140

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000

Indeks

, 1994=

100

Polen

Estland

SlovenienUngarn

EU

Tjekkiet

80

90

100

110

120

130

140

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000

Indeks

, 1994=

100

EU

Rumænien

Bulgarien

LetlandLithauen

Slovakiet


Hvis betalingsbalanceunderskuddet deri-mod er opstået, fordi investeringerne erhøje, er billedet et andet. Investeringer gi-ver afkast i fremtiden, og dermed størremulighed for tilbagebetaling af udlands-gælden. Derfor er betalingsbalanceunder-skud i en opbygningsfase med store inve-steringer ikke nødvendigvis et problem.

Boks 1. Inflationen i de østeuropæiske ansøgerlandeInflationen er for de fleste landes vedkommende kommet under ti procent pr. år.De eneste undtagelser er Rumænien, der i 1999 havde inflation på 45,8 procent.Hvis et land har høj inflation og samtidig fører fastkurspolitik overfor en valuta,der oplever lavere inflation, kan der opstå problemer. Landet med den høje infla-tion vil løbende miste konkurrenceevne og kan til sidst blive tvunget til at ned-skrive valutaens værdi. Det er for at undgå den type uligevægte, at ansøgerlandeneikke optages i euroen, straks de bliver medlemmer af EU. I figur 2 ses udviklingeni inflationen for ansøgerlandene (Rumænien og Bulgarien er ikke med).

På den anden side kan fastkurspolitikken være med til at holde inflationen lav,fordi en troværdig fastkurspolitik understreger politikernes vilje til at arbejde forat holde inflationen nede. En sådan troværdighed kan bl.a. opnås via et „currencyboard“, hvor valutareserven er så stor, at hele pengemængden kan veksles til uden-landsk valuta. Overgangen til en troværdig fastkurspolitik er en af forklaringernepå, at inflationen er faldet i Østeuropa.

Figur 2. Udviklingen i inflationen i de østeuropæiske ansøgerlande

Anm.: Rumænien og Bulgarien er ikke med, da de i perioden har haft inflation over 100 procent om året.Kilde: Europa kommissionens rapporter om status for udvidelsen og Eurostat.

0

5

10

15

20

25

30

35

40

1995 1996 1997 1998 1999 2000

Pro

ce

nt

pr.

år

Slovakiet, Ungarn

Polen, SlovenienEstlandLetland, TjekkietLithauen

Man skal dog være opmærksom på, at dehøje investeringer skal være rentable. Endel af krisen i Sydøstasien skyldes netop,at en del af de store investeringer ikke varrentable, således at virksomhederne fikproblemer med at afbetale på lånene.

I tabel 3 kan man se, at der er megetstor forskel imellem landene. Litauen og


Letland, der har de største underskud påbetalingsbalancen, har pæne investerings-kvoter, men opsparingen er også megetlav. I landene med de mindste betalings-balanceunderskud - nemlig Slovenien ogTjekkiet - er investeringerne høje, mender er nogenlunde balance i økonomien,fordi opsparingen i disse lande også liggerover de nuværende EU-landes.

Bulgarien og Rumænien har meget laveinvesteringskvoter - lavere end i Danmarkog euro-området - hvilket ikke tegnergodt for disse landes fremtidige vækst.Generelt giver høje investeringer mulig-hed for høj vækst i fremtiden. I figur 3kan man se sammenhængen imellem in-vesteringer og vækst i de østeuropæiskelande i anden halvdel af 1990’erne.

VelstandI figur 3 ses, at især Bulgarien og Rumæ-nien sakker bagud i den økonomiske ud-vikling i forhold til de andre ansøgerlan-de. Desværre er det også de lande, der harmest at indhente. I tabel 4 ses indkomstenpr. indbygger i ansøgerlandene i forholdtil EU som gennemsnit. Indkomsten erkøbekrafts-korrigeret - det vil sige korri-geret for hvor meget, man kan få for sinindkomst i de forskellige lande. Målet ta-ger på den anden side ikke hensyn til, atsort økonomi sandsynligvis er mere ud-bredt i de østeuropæiske lande, hvorvedindbyggernes reelle indkomst er under-vurderet.

Tabel 2. Østeuropæiske landes betalings-balance, 1999

Land Betalingsbalancei procent af BNP

Lithauen -11,2Letland -10,6Polen -7,4Estland -6,2Slovakiet -5,9Bulgarien -5,3Ungarn -4,3Rumænien -3,8Slovenien -2,9Tjekkiet -2,0

Kilde: Europakommissionen og AE.

Tabel 3 . Opsparing, investering og betalingsbalancen, 1999

Opsparings- Investerings- Betalingsbalancenkvoten kvoten

Lithauen 11,3 22,5 -11,2Letland 14,4 25,0 -10,6Polen 18,8 26,2 -7,4Estland 18,9 25,1 -6,2Slovakiet 24,9 30,8 -5,9Bulgarien 10,6 15,9 -5,3Ungarn 19,6 23,9 -4,3Rumænien 14,7 18,5 -3,8Slovenien 24,0 26,9 -2,9Tjekkiet 24,4 26,4 -2,0

Danmark 22,4 20,2 2,2Euro 21,4 20,7 0,7

Anm.: Investerings- og opsparingskvoten er beregnet i forhold til landets BNP. Betalingsbalancen forDanmark er nationalregnsskabsdefinitionen ekskl. Færøerne og Grønland.Kilde: Europakommissionen og AE.


I tabel 4 ses, at det netop er Bulgarien ogRumænien, der er de fattigste blandt ansø-gerlandene. Det er netop også disse lande,der har størst problemer med at få deresøkonomi i gang. Deres optagelse i EU lig-ger meget langt ude i fremtiden, men deter netop derfor vigtigt ikke at glemmedisse lande, når de første østeuropæiskelande optages i EU.

I tabel 4 ses det også, at de fem lande, derer med i den første forhandlingsrunde -Slovenien, Tjekkiet, Ungarn, Polen ogEstland - netop ligger blandt de rigeste.

Udenlandske investeringer i Øst-europaOmkring to tredjedele af den udenlandskekapital, der strømmer til Østeuropa, kom-mer fra EU-lande. Der er dog meget store

Tabel 4. Indkomst pr. indbygger i forhold til EU gennemsnit

Euro pr. indbygger I f.t. EU gennemsnit

Bulgarien 4.700 22Rumænien 5.700 27Letland 5.800 27Lithauen 6.200 29Estland 7.800 36Polen 7.800 37Slovakiet 10.300 49Ungarn 10.700 51Tjekkiet 12.500 59Slovenien 15.000 71EU 21.200 100

Kilde: Kommissionens rapport om status for udvidelsen.

Figur 3. Sammenhængen imellem vækst og investeringer

Kilde: Kommissionens rapport om status for udvidelsen og egne beregninger.

Letland

UngarnLithauen

Slovenien

Polen

Estland

Slovakiet

Tjekkiet

Rumænien

Bulgarien

-3

-2

-1

0

1

2

3

4

5

6

7

10 15 20 25 30 35

Investeringskvote, gns. 1995-'99

Væ

kst,

gn

s. 1

99

5-'9

9


forskelle på, hvor investorerne placererderes penge. Langt den største del går tilde lande, der er længst i optagelsesfor-handlingerne med EU. I tabel 5 kan manse fordelingen af de direkte investeringer iØsteuropa til og med 1997.

Det ses, at næsten 80 procent af alle di-rekte investeringer til de østeuropæiskelande er gået til Polen, Ungarn og Tjek-kiet. Det ses også, at det er de lande, derer med i den første forhandlingsrunde omoptagelse i EU, der modtager flest direkteinvesteringer fra udlandet i forhold til de-res BNP. Det skyldes sandsynligvis, at af-gørende faktorer for investorerne er, hvor-dan offentlige institutioner og myndighe-der fungerer, hvordan økonomien funge-rer og hvor langt man er med privatiserin-ger i landet. Disse usikkerhedsmomenterformindskes i takt med, at landet gør sigklar til optagelse i EU, så udviklingen bi-der sig selv i halen. Forbedring af økono-miens virkemåde tiltrækker investeringer,hvilket øger væksten, hvilket igen øger in-vesteringerne yderligere.

Salg af offentlige virksomheder indenforfor eksempel telekommunikation, energio.l. øger også de direkte udenlandske in-vesteringer, da udenlandske investorerofte overtager en del af de tidligere of-fentligt ejede virksomheder.

Fordelingen af de direkte udenlandskeinvesteringer i de østeuropæiske ansøger-lande er altså med til at øge de økonomi-ske forskelle imellem landene, fordi stør-steparten af investeringerne går til de lan-de, der allerede klarer sig bedst.

Selvom den samlede mængde direkteinvesteringer i Østeuropa udgjorde cirka400 mia. kroner i 1997, er betydningenfor EU’s økonomi ikke særlig stor. Hvertår investeres der i Østeuropa for, hvad dersvarer til cirka 0,15 procent af EU’s BNP.Til gengæld svarer det til mellem 5 og 7,5procent af BNP i de østeuropæiske ansø-gerlande. Så her er effekten ikke ligegyl-dig.

Tabel 5. Samlede mængde direkte investeringer fordelt på lande, 1997

Mio. USD I procent Procent af BNP

Polen 16.463 33,4 9,7Ungarn 15.882 32,2 33,2Tjekkiet 6.763 13,7 13,6Rumænien 2.467 5,0 4,1Slovenien 2.349 4,8 10,8Slovakiet 1.293 2,6 5,8Estland 1.148 2,3 20,4Lithauen 1.041 2,1 8,3Bulgarien 943 1,9 4,5Letland 901 1,8 13,5

Total 49.250 100,0

Kilde: The impact on eastern enlargement on employment and labour markets in the EU member states,European integration consortium, tabel 5.10.


EU-landenes investeringslyst megetforskelligDer er meget stor forskel på hvor meget,EU-landene investerer i Østeuropa. Gene-relt investerer lande, der geografisk liggertæt på et eller flere østeuropæiske lande,mere end lande, der ligger langt fra. Ogselvom Danmark investerer en del i Øst-europa, har vi langt fra rekorden. I tabel 6kan man se hvor stor en del af EU-lande-nes direkte udenlandske investeringer, dergår til Østeuropa. I tabellen ses, at forhver euro, østrigske virksomheder inve-

sterer i andre EU-lande, investerer de næ-sten 40 cent i et østeuropæisk land.

Dermed ligger Østrig klart i toppen medhensyn til hvor stor en del af de udenland-ske investeringer, der kanaliseres til Øst-europa. Danmark ligger også forholdsvisthøjt med investeringer i Østeuropa for 12øre for hver krone, der investeres i andreEU-lande.

I tabellen kan man desuden se, at ande-len af investeringer, der kanaliseres til

Boks 2. Direkte udenlandske investeringer betyder meget for Østeuropa

I Danmark og andre vesteuropæiskelande udgør de direkte udenlandske in-vesteringer ikke så stor en del som iØsteuropa. Hos os skaffer virksomhe-der oftere ekstra kapital ved at udstedeaktier eller andre værdipapirer. I Øst-europa blev der i perioden 1991-’97 in-vesteret 47 mia. USD i direkte uden-

landske investeringer, mens der kun blevinvesteret 16 mia. USD fra udlandet iværdipapirer. Årsagen er simpelthen, atde østeuropæiske værdipapirmarkederfortsat er under udvikling, og investo-rerne derfor føler sig mere trygge ved atinvestere direkte i en virksomhed.

Tabel 6. Direkte investeringer og eksport til Østeuropa, 1992-1996

Direkte investeringer Eksport

I forhold til investeringer og eksport til andre EU-lande

Østrig 38,7 14,6Italien 16,8 6,3Tyskland 12,9 8,7Danmark 12,0 4,1Sverige 12,0 4,4Holland 6,7 2,1Frankrig 5,3 2,5Belgien 4,5 1,9Finland 2,9 9,6England 2,6 2,4Spanien 1,1 1,8Portugal 0,7 0,5

EU 8,6 4,9

Anm.: Der er ikke tal for Grækenland og Holland.Kilde: The impact on eastern enlargement on employment and labour markets in the EU member states,European integration consortium og OECD handelstal.


Østeuropa, er noget større end andelen afeksport til Østeuropa. I forhold til engage-mentet i andre EU-lande er der altså entendens til, at virksomhederne hellere vilsælge på det østeuropæiske markedet endtil det østeuropæiske marked. Her er Fin-land dog en undtagelse, da de eksportererforholdsvist meget til Østeuropa, men kuninvesterer meget lidt.

Der findes desværre ikke regionale talfor investeringerne over landegrænser,men det tyder på, at de lande, der grænserop til et østeuropæisk land, har en størreandel af investeringer i Østeuropa. På kor-tet i figur 4 over Europa er EU-landene

delt op efter andelen af deres investerin-ger i Østeuropa. Det ses, at de tre lande,der modtager flest investeringer - nemligPolen, Ungarn og Tjekkiet stort set græn-ser op til alle de tre lande, der investererrelativt mest i Østeuropa - nemlig Østrig,Tyskland og Italien.

Sverige, Danmark og Holland ligger iden næste gruppe - også med relativt storeinvesteringer i Østeuropa. Finland er und-tagelsen fra reglen om, at lande, der liggertæt på, investerer relativt mere i de øst-europæiske lande. De finske investeringeri de østeuropæiske ansøgerlande er rela-tivt små.

Figur 4. Direkte investeringer til Østeuropa i procent af investeringer til EU-lande

Kilde: The impact on eastern enlargement on employment and labour markets in the EU member states,European integration consortium.


Status i dagI Danmark er borgere fra de østeuropæi-ske ansøgerlande i dag omfattet af desamme regler for opholds- og arbejdstilla-delse som andre borgere fra tredje-lande.Det betyder bl.a., at antallet af statsbor-gere fra de ti østeuropæiske ansøgerlande,der bor i Danmark, er forholdsvist beske-dent. I tabel 1 kan man se antal indvan-drere fra de ti ansøgerlande, der bor iDanmark. I 1990 var det knap 11.000 per-soner, mens tallet over de næste ti år stegtil godt 16.000 personer. Polen ses at væredet land, hvorfra langt de fleste indvan-drere kommer.

Man skal være opmærksom på, at selv-om de østeuropæiske arbejdere får adgangtil vores arbejdsmarked, betyder det ikke,

at de får adgang til vores sociale system.Modtagere af sociale ydelser er fastlagtved national lovgivning, hvilket typisk be-tyder, at man som udenlandsk statsborgerikke umiddelbart er berettiget til noget,selvom man befinder sig i Danmark.

Flere EU-lande har allerede særlige af-taler med ansøgerlandene om indvandringaf arbejdskraft. Det drejer sig typisk ommidlertidige arbejdstilladelser for sæson-og gæstearbejdere eller arbejdskraft til-knyttet udenlandske virksomheder, der lø-ser opgaver i det pågældende EU land.Det er især Tyskland, der har omfattendebilaterale aftaler med de østeuropæiskelande. I tabel 2 ses en oversigt over EU-landenes særlige aftaler med de ti ansø-gerlande. Det ses, at Finland og Sverige

Indvandring af arbejdskraftved EU’s udvidelseSom en del af det indre marked skal arbejdskraften i EU kunne bevæge sig frit. Det gæl-der også for de kommende medlemslande i Østeuropa. Dette har skabt en del bekymringom, hvorvidt det nuværende EU bliver oversvømmet af arbejdere fra Østeuropa vedEU’s udvidelse. Denne bekymring bygger dog myter, som savner hold i virkeligheden.

Tabel 1. Antal indvandrere fra de ti ansøgerlande i Danmark, 1990-2000

1990 1995 2000

Polen 8.512 9.662 10.348Rumænien 749 1.337 1.726Ungarn 1.295 1.350 1.389Litauen 0 181 899Letland 0 193 609Bulgarien 193 374 529Estland 0 142 417Tjekkiet 0 89 203Slovakiet 0 30 113Slovenien 0 11 64

I alt 10.749 13.369 16.297

Kilde: Danmarks Statistik.


har særaftaler med de baltiske lande,mens Belgien og Frankrig har særaftalemed Polen. Østrig modtager også en delgæstearbejdere fra Østeuropa, men er ikkemed i tabellen, da det foregår ved hjælp afen kvoteordning, der ikke tager hensyn tilarbejderens nationalitet.

Østeuropæere kan få arbejdstilladelse iDanmark via de generelle regler, men vihar ingen særaftaler med nogle af de tiansøgerlande.

De mange tyske særaftaler betyder, atdet er Tyskland, der har suverænt flest ar-bejdere fra de østeuropæiske lande. I1996 fik cirka 260.000 østeuropæere mid-lertidigt arbejdstilladelse i Tyskland. Dastørsteparten ikke blev i et helt år, svarerdet til et noget lavere antal fuldtidsbe-skæftigede.

Et af spørgsmålene ved udvidelsen er,om østeuropæere fortsat primært vil søgetil Tyskland, når arbejdskraften får mulig-

hed for at bevæge sig frit over landegræn-serne i det nye store EU.

Udvidelsens betydning for indvandrin-genMange faktorer har betydning for størrel-sen af indvandringen, og man kan typiskkun tage hensyn til en del af faktorerne ien model. I den følgende analyse er dervalgt at se på følgende faktorer:- Indkomsten i hjemlandet i forhold til

indkomsten i landet, man søger til. Jostørre indkomstforskel, jo flere måman forvente søger arbejde i det andetland.

- Beskæftigelsen i begge lande. Hvis ar-bejdsløsheden i hjemlandet stiger, måman forvente, at flere søger arbejde iudlandet.

- Sprog og kultur. Man må forvente, atfælles sprog tiltrækker flere indvan-drere.

I tabel 3 ses en fremskrivning af antalletaf indvandrere fra de ti østeuropæiskeansøgerlande under forudsætning af, at

Tabel 2. Bilaterale vandrings aftaler

Belgien Finland Frankrig Tyskland Sverige

Tjekkiet A, B, C, DEstland A, C A EUngarn A, B, CPolen A A, B A, B, C, DSlovenien A, BBulgarien A, B, CLetland A A, C ELitauen A ERumænien A, B, CSlovakiet A, B, C

A = gæstearbejderaftaleB = sæsonarbejder aftaleC= aftale om arbejdere i f.m. projekterD = grænse pendler aftaleE = aftale om udveksling af praktikanter

Kilde: „The impact of Eastern Enlargement on Employment and Labour Markets in the EU Member States“,European Integration Consortium, tabel 4.4.


der ingen overgangsperiode bliver for ar-bejdskraftens frie bevægelighed. Progno-sen er lavet af en sammenslutning af aner-kendte, europæiske institutter i forbindel-se med en stor rapport om udvidelsens be-tydning for det europæiske arbejdsmar-ked. Hvis der besluttes overgangsordnin-ger, betyder det, at tilvæksten i begyndel-sen af perioden bliver mindre, men at detsamlede antal indvandrere i 2030 er detsamme.

I følge denne prognose stiger antallet afindvandrere fra de østeuropæiske landefra 853.000 personer i 1998 til 3.892.000personer i 2030. En del af disse indvan-drere vil være familie til arbejdere, derflytter til de nuværende EU-lande, så ef-fekten på arbejdsudbuddet er ikke så stortsom angivet af tallet i tabellen.

Især i de første år vil tilstrømningen væ-re stor, mens den efterhånden flader ud.Det kan synes som en voldsom udvikling,men i 1998 udgjorde indvandrere fra de tiøsteuropæiske lande kun cirka 0,2 procentaf den samlede befolkning i EU. Ifølgeprognosen i tabel 3 vil andelen i 2030ligge på omkring 1 procent.

Beretningerne om, at vi skulle bliveoversvømmet af østeuropæere, er altså enmyte, som overhovedet ikke holder.

Beregningerne er selvfølgelig behæftetmed stor usikkerhed, og andre analyserkommer da også frem til andre resultater.I boks 1 ses en oversigt over nogle af deseneste prognoser.

Prognoserne i tabel 3 er lavet udfra be-regninger på tyske tal. Det skyldes for detførste, at indvandringen til Tyskland hi-storisk har udgjort 65 procent af den sam-lede indvandring til EU, og for det andet,at der findes omfattende data over en langperiode for indvandringen til Tyskland.For det tredje er Tyskland det land medfærrest restriktioner på indvandringen fraØsteuropa, hvilket gør tyske data til detmest realistiske beregningsgrundlag.

Beregningerne på de tyske historiske talviser, at en stigning i forskellen på ind-komsterne (købekrafts korrigeret) imel-lem Tyskland og Østeuropa på 1 procent,medfører en stigning i antallet af indvan-drere på 1,3 pct.point på langt sigt (altså i2030). En stigning i beskæftigelsen iTyskland på 1 procent øger indvandringenmed 3,9 pct.point på langt sigt, mens enstigning i hjemlandet - altså her et øst-europæisk land - sænker indvandringenmed 3,6 pct.point.

Beregningerne i tabel 3 er lavet udfranogle helt bestemte forudsætninger -

Tabel 3. Antallet af indbyggere fra østeuropæiske ansøgerlandene

1998 2002 2005 2010 2015 2020 2025 2030

1.000 indbyggere

Danmark 15 21 35 52 61 66 68 69Tyskland 555 754 1.293 1.891 2.235 2.421 2.506 2.532

Total EU-15 853 1.160 1.988 2.907 3.437 3.722 3.854 3.892

Anm.: Beregningerne er lavet under forudsætning af, at indkomstforskellen reduceres med to procent pr.år, mens arbejdsløsheden forudsættes konstant.Kilde: „The impact of Eastern Enlargement on Employment and Labour Markets in the EU Member States“,European Integration Consortium, tabel 7.11 samt AE.


nemlig at arbejdsløsheden forbliver uæn-dret i både EU og Østeuropa, mens ind-komsterne nærmer sig hinanden med toprocent pr. år. Hvis disse forudsætningerændres, ændres billedet selvfølgelig også.Med aktiv økonomisk politik kan manaltså påvirke den forventede indvandringfra ansøgerlandene ved at forbedre forhol-dene for lønmodtagerne derhjemme.

I figur 1 ses effekten på vandringen fraØsteuropa til EU, hvis indkomsterne hur-

tigere nærmer sig hinanden på grund aføgede offentlige og sociale investeringer iØsteuropa. Det ses, at en sådan politik pålangt sigt kan reducere indvandringenmed 10 procent.

Hvis man er urolig for indvandringenfra Østeuropa, bør man altså arbejde for,at væksten og beskæftigelsen i ansøger-landene stiger. Man kan forestille sig enlang række forskellige typer økonomiskpolitik, der øger væksten og velstanden i

Tabel. Forskellige prognoser for potentiel indvandring fra østeuropæiske ansøgere til EUved fri bevægelighed af arbejdskraft

Østeuropæiske ansøgerlande Alle ti østeuropæiskeekskl. Bulgarien og Rumænien ansøgerlande

Forfatter (institut) Antal Indvandring pr. år Antal Indvandring pr. år(år for analysen) de første ti år de første ti år

Brücker (DIW) 1,8 mio. 200.000 faldende 2,9 mio. 335.000 faldendeand Boeri (2000) (efter 10 år) til 85.000 (efter 10 år) til 145.000

Sinn (ifo) 2,7 mio. 240.000 faldende 4,2 mio. 380.000 faldendeet al. (2001) (efter 15 år) til 125.000 (efter 15 år) til 200.000

Walterskirchen 160.000 faldende(WIFO) and Dietz til 110.000(1998)

Bauer and 2,5 mio. 200.000Zimmermann (efter 15 år)(IZA) (1999)

Fassmann and 0,72 mio.Hintermann (1997) (på langt sigt)

Hille and 270.000 tilStraubhaar (2000) 790.000

Salt et al. (1999) 2,25 mio. 140.000(efter 15 år)

Boks 1. Forskellige prognoser for indvandring ved EU’s udvidelseVurderingerne af størrelsen af indvandring ved EU’s udvidelse afhænger af hvilkenmetode, der bruges til at beregne effekterne. I nedenstående tabel er vist nogle re-sultater fra forskellige institutter. Den øverste undersøgelse er den, der også er refe-reret i tabel 3. Betragter vi udelukkende indvandring fra de otte østeuropæiske lan-de, der sandsynligvis først kommer med i EU, svinger vurderingerne mellem enindvandring efter 15 år på 2,7 mio. til 700.000 indvandrere. De fleste bud liggerdog imellem 2 og 3 mio. efter 15 år.

Kilde: Europa Kommissionen „The free movement of workers in the context of enlargement“, tabel 1.


de østeuropæiske lande. En af de mest ef-fektive metoder er øgede investeringer iuddannelse. Mere uddannelse øger bådeproduktivitet og vækst og dermed velstan-den. I figur 2 ses effekten på vandringenaf en øget deltagelse i undervisning sva-

rende til fem pct.point ekstra på grund-skoleniveau og ti pct.point ekstra på han-dels- og gymnasieniveau. Det ses, at barei løbet af de første 15 år vil effekten væreen lavere indvandring til EU på mere end15 procent.

Anm.: Figuren viser effekten af en forøgelse af de offentlige og sociale investeringer på 10 procent sammenmed en 20 procents besparelse på det offentlige forbrug.Kilde: „The impact of Eastern Enlargement on Employment and Labour Markets in the EU Member States“,European Integration Consortium, afsnit B figur 3.12.

Figur 1. Effekten på vandringen af øgede sociale og offentlige investeringer i Østeuropa

-12

-10

-8

-6

-4

-2

0

2002 2005 2010 2015 2020 2025 2030

Pro

ce

nt

Kilde: Europa Kommissionen „The free movement of workers in the context of enlargement“, side 15-16.

Boks 2. Vandringen ved udvidelsen med Spanien og PortugalVed Portugals og Spaniens medlemskabaf EU i 1986 var der også udbredt be-kymring for stor indvandring til restenaf EU. Man lavede derfor en syv årsovergangsperiode, hvor de nationaleregler for arbejdstilladelser gjaldt. Manindførte dog nogle fælles regler - bl.a.var det i EU-landene ikke tilladt at ind-føre nye restriktioner for at opnå ar-bejdstilladelse.

Det viste sig dog, at antallet af arbej-dere fra Spanien og Portugal, der arbej-dede i EU var større inden landenes op-

tagelse. I overgangsperioden modtog1.000 spaniere og 6.000 portugisere ar-bejdstilladelser hvert år (inklusiv dem,der allerede befandt sig i andre EU-lan-de). Til gengæld oplevede Spanien ogPortugal en indvanding på cirka 15.000arbejdere pr. år.

Efter fem år evaluerede man over-gangsordningen og besluttede af redu-cere perioden til seks år. Luxembourgfik dog en særordning, der betød, at de-res nationale regler gjaldt i sammenlagtotte år.


Effekten på løn og beskæftigelseNår man ikke med sikkerhed kender stør-relsen af indvandringen fra Østeuropa, erdet selvfølgelig også svært at vurdere ef-fekten på arbejdsmarkedet. Da indvan-drere ofte tager ufaglærte jobs, kunneman dog have en bekymring for, at detprimært er de svageste på arbejdsmarke-det, der kommer under pres, når arbejds-kraften kan bevæge sig frit i et stort EU.

I Østrig og Tyskland, der som tidligerenævnt har stor indvandring, har man be-regnet den historiske effekt på blandt an-det lønninger og sandsynligheden for atmiste sit job, når indvandringen til ar-bejdsmarkedet øges. Resultaterne fremgåraf tabel 4.

Tabellen viser, at når indvandringen iØstrig steg med 1 pct.point - altså når an-delen af indvandrere i landet steg fraf.eks. 1 til 2 procent af den samlede be-folkning, betød det en stigning i lønnin-gerne til de uddannede på 0,12 procent,mens de ufaglærte fik reduceret deres lønmed 0,35 procent. Samtidigt steg sand-

synligheden for at blive arbejdsløs med0,77 procent. De tilsvarende tal for Tysk-land er et fald i lønningerne for de fag-lærte på 0,1 procent og et fald for de ufag-lærte på 1,61 procent, mens sandsynlighe-den for at blive arbejdsløs steg med 0,18procent.

Det kan virke som nogle voldsomme re-sultater, men er faktisk det modsatte. Etpct.points stigning i indvandringen ernemlig meget. I Tyskland er andelen af

Figur 2. Effekten af øget uddannelse i østeuropæiske lande

Kilde: „The impact of Eastern Enlargement on Employment and Labour Markets in the EU Member States“,European Integration Consortium, afsnit B figur 3.14.

Tabel 4. Effekten på allerede ansatte af enpct.points stigning i andelen af udlæn-dinge

Østrig Tyskland

Lønninger:Faglærte 0,12 -0,10Ufaglærte -0,35 -1,61Arbejdsløshed 0,77 0,18

Kilde: „The impact of Eastern Enlargement onEmployment and Labour Markets in the EUMember States“, European IntegrationConsortium, tabel 6.5 - tabel 6.8

-18

-16

-14

-12

-10

-8

-6

-4

-2

0

2002 2005 2010 2015

Pro

cent


Det bliver sandsynligvis grænseregionerne, der mest voldsomt vil opleve migratio-nen fra Østeuropa, når arbejdskraften får lov til at bevæge sig frit. Det er lettere kunat flytte et kort stykke væk - eller at pendle. Indkomstforskellene imellem grænse-regioner har derfor en central betydning for østeuropæernes migration til EU. Påkortet ses indkomsten i regionerne i forhold til gennemsnitsindkomsten i EU. Detses, at Polen har nogle af de fattigste områder op ad EU’s nuværende grænse. Til-gengæld ligger Polen op ad det tidligere Østtyskland, der endnu ikke har nået sam-me indkomstniveau som resten af Tyskland. I denne betragtning er der dog ikke ta-get hensyn til storbyerne. I Berlin er indkomsten f.eks. over gennemsnittet i EU.

Et af de steder, hvor velstanden og beskæftigelsen er høj, og hvor man sandsyn-ligvis vil opleve stor migration fra Østeuropa, er i det sydlige Tyskland (Bayern).Dette område er allerede den del af Tyskland med den højest koncentration af arbej-dere fra de ti østeuropæiske ansøgerlande.

En særlig problemstilling gør sig gældende i Grækenland, der grænser op til Bul-garien. Indkomsten i Bulgariens grænseområder udgør 22,3 procent af den gennem-snitlige indkomst i EU. Til gengæld hører det nordlige Grækenland også til blandtde fattigste dele af det nuværende EU med indkomster på henholdsvis 55,4 og 67,6procent af indkomsten i EU.

Boks 3. Indkomstforskelle i grænseregioner

Figur. Indkomster i grænseområder (i forhold til gennemsnitlige indkomst i EU)

Kilde: „The free movement of workers in the context of enlargement“, Europa kommissionen.


østeuropæiske indvandrere i øjeblikket påcirka 0,6 procent og ekstra 1 procent sva-rer til cirka 300.0000 ekstra indvandrere. IØstrig er andelen 1,1 procent, det vil sige,at beregningen viser effekten ved næstenen fordobling af andelen af østeuropæere iØstrig.

En stigning i indvandringen på enpct.point i Danmark svarer til en indvan-dring på cirka 53.000 personer, hvilket jf.tabel 3 nogenlunde svarer til den samledeforventede stigning i antallet af immigran-ter fra Østeuropa over 30 år.

Samtidig skal man huske på, at med ar-bejdskraftens frie bevægelighed fjernerman store dele af den illegale arbejdskrafti Danmark. For hvorfor skulle polske ogbaltiske arbejdere komme illegalt til Dan-mark, når de på fuldt lovlig vis kan ar-bejde her. Ordnede forhold for både dan-ske og udenlandske arbejdere vil sandsyn-ligvis trække lønningerne en anelse opad.Så det kan være svært at bedømme densamlede nettoeffekt på arbejdsmarkedet aføsteuropæernes ret til frit at arbejde iDanmark.

Et argument for fri bevægelighed af ar-bejdskraft fra Østeuropa er, at vi på denmåde kan tiltrække folk med uddannelser,som vi mangler herhjemme. Det kan foreksempel være pleje- og sundhedsperso-

nale samt ingeniører. Desværre viser erfa-ringerne fra udlandet, at indvandrernesuddannelse i alt for ringe grad bliver ud-nyttet i det land, de flytter til.

Ved murens fald åbnede Tyskland sinegrænser for etniske tyskere, der boede iØsteuropa og det tidligere Sovjetunionen.Fra 1988 til 1995 flyttede mere end tomillioner etniske tyskere til Tyskland, ogmed dem som baggrund kan man sige enhel del om, hvordan østeuropæere klarersig på arbejdsmarkedet i EU.

Generelt var østeuropæernes uddan-nelse bedre end andre indvandreres ud-dannelse - men dårligere end indfødtevesttyskeres. Alligevel søgte de etniske ty-skere samme type jobs som andre indvan-drere - og fik nogenlunde samme løn. Pågrund af deres tyske baggrund var de ge-nerelt bedre til det tyske sprog, men detgav dem ikke højere stillinger og lønnin-ger - men øgede blot deres chancer for atfå arbejde. Generelt udnyttede indvan-drerne fra Østeuropa af en eller andengrund altså ikke deres uddannelser fuldtud i Tyskland.

Den samme tendens ser vi også i Dan-mark for indvandrere. En bedre udnyttelseaf indvandreres uddannelsesmæssige kva-lifikationer vil således være til glæde forbåde indvandrerne, samfundet og de kort-uddannede, der kan føle sig presset af ind-vandring.


Danske virksomheder har i løbet af1990’erne haft en stigende interesse for atinvestere i de central- og østeuropæiskelande. Der har været megen debat om,hvorvidt disse investeringer er til gavn forDanmark, eller om der nærmere er taleom udflagning af danske virksomheder,dvs. investeringer hvor virksomheder flyt-ter deres produktion til et østeuropæiskland for at udnytte den billige arbejds-kraft. I 1998 udarbejdede AE en analysebaseret på oplysninger fra IØ’s årsrapport1997, der viste, at de danske investeringeri Central- og Østeuropa langt hen ad vejen

Danske investeringeri Central- og ØsteuropaI løbet af de seneste tre år er antallet af danske investeringerne i de central- og østeuro-pæiske lande steget støt, og specielt investeringer i servicesektoren er gået stærkt frem.Udover at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst i Central- og Østeuropa giver dedanske investeringer også øget økonomisk aktivitet i Danmark i form af en øget eksport.Kun i få tilfælde kan man tale om udflagning af danske arbejdspladser. Det viser en be-arbejdning af oplysninger fra IØ’s årsrapport 2000, der er en god afspejling af de dan-ske investeringer i Central- og Østeuropa.

er til gavn for Danmark. Kun en mindredel af investeringerne blev foretaget i sek-torer, der ikke opdyrkede nye vækstmar-keder.

En analyse af IØ’s årsrapport 2000 vi-ser, at denne tendens er blevet yderligereforstærket i løbet af de seneste tre år. Spe-cielt er investeringer i servicesektorenvokset kraftigt i disse år. I tabel 1 illustre-res danske investeringsprojekter på over50 mio. kroner, som er blevet foretaget isamarbejde med IØ-fonden. Her er inve-steringerne inddelt i sektorer, der giver en

Tabel 1. Danske investeringer i Central- og Østeuropa, 1990 til og med år 2000

Nr. Sektor Kroner I alt Virksomhedseksempler(mio.) (mio.)

1 Telekommunikation 3.745 TDC, GN Store Nord2 Anden service 2.681 SAS, Falck, Codan, Tryg-Baltica3 Energi/distribution 586 Maersk4 Byggeri 816 TK Byggeholding

Første hovedgruppe 7.828

5 Øl, tobak og tyggegummi 2.747 Carlsberg, Dandy, House of Prince6 Landbrug og fødevarer 1.110 Globe Meat, Dan Cake7 Bygningsmateriel 595 Unicon Beton

Anden hovedgruppe 4.452

8 Industrivirksomhed 3.652 PLM Holding, Danfoss, NKT kablerTredje hovedgruppe 3.652

I alt 15.932'

Anm.: Tabellen angiver alle investeringer over 50 mio. kroner, hvor IØ-fonden har medvirket.Kilde: AE bearbejdning af IØ’s årsrapport 2000.


fornemmelse af, om der er tale om udflyt-ning af danske arbejdspladser, eller ominvesteringerne er foretaget for at kommeind på vækstmarkeder i Central- og Øst-europa.

Forstærket tendens til investeringer,der opdyrker vækstmarkederTabel 1 viser, at den første hovedgruppebestående af sektorerne 1 til 4 udgør om-kring halvdelen af de samlede investerin-ger. I denne hovedgruppe er der kun sek-torer, hvor der er tale om opdyrkning afvækstmarkeder i Central- og Østeuropa.Sektorerne telekommunikation, energi, di-stribution og byggeri indgår alle i opbyg-ningen af de central- og østeuropæiskelandes økonomier. Udover byggeri skerder en stor udbygning og forbedring aflandenes infrastruktur, der skaber funda-mentet for væksten i de pågældende øko-nomier. For alle disse sektorer er det nød-vendigt, at de danske virksomheder er idet pågældende land for at få del i dissemarkeder. Der er altså ikke tale om flyt-ning af danske arbejdspladser, men deri-mod en styrkelse af danske virksomhederpå andre markeder.

Også sektoren anden service er placeret iden første hovedgruppe. For denne sektorer det også en nødvendighed at være i lan-det for at få del i markedet. Forretningersom banker, hoteller, forsikringer osv.skal naturligvis være i det pågældendeland for at være med på markedet. Inve-steringer i denne sektor er nærmest eks-ploderet i de seneste tre år. Her er investe-ringerne steget fra samlet 337 mio. kroneri 1998 til i dag at være på mere end 2,5mia. kroner. Der er altså næsten sket ensyv dobling af investeringer inden for ser-vice sektoren på bare tre år.

Samlet er denne hovedgruppe på denævnte fire sektorer også gået stærktfrem. Fra at udgøre knap 40 procent af desamlede danske investeringer i Østeuropa,udgør de nu næsten 50 procent. Detteskyldes naturligvis først og fremmest denstore vækst i investeringerne inden forservicesektoren, men også en stadig sti-gende vækst i investeringer inden for tele-kommunikation har været en medvirken-de årsag. Figur 1 viser udviklingen i detre hovedgruppers andele af de samledeinvesteringer fra 1997 til 2000.

Boks 1. IØ-fonden

IØ-fonden blev oprettet i begyndelsenaf 1990’erne med det formål at samar-bejde med danske virksomheder ominvesteringsprojekter i de central- ogøsteuropæiske lande. Samarbejdet medvirksomhederne sker i form af lån og/eller køb af aktier, og udgør gerne om-kring 10 og maksimalt 30 procent afden samlede investering. Derudoverhjælper IØ-fonden virksomhederne iform af rådgivning og videregivelse afderes store erfaring inden for investerin-ger i Central- og Østeuropa. Frem til 31.december 2000 har IØ-fonden deltaget i282 projekter spredt ud på 16 forskel-

lige lande. Knap halvdelen af disse in-vesteringsprojekter har været i Polen.

I 1998 samlede og bearbejde AE før-ste gang investeringsmateriale fra IØ-fonden for at give et billede af fordelin-gen af investeringerne, og nu, i 2001,har vi bearbejdet de nyeste tal. Vi harkun set på investeringsprojekter på me-re end 50 mio. kroner, men tabet af in-formation ved at begrænse analysen tilde store investeringsprojekter er beske-dne, da de samlet udgør næsten 90 pro-cent af de totale investeringer.


Stagnering i øl-, tobak- og tygge-gummiinvesteringerDen næste hovedgruppe består af sekto-rer, der ikke direkte er service eller byg-geri, men hvor det alligevel er vigtigt forvirksomhederne at være på markedet. Forat være konkurrencedygtige bliver virk-somhederne nødt til at være i nærheden afforbrugerne, da det er for dyrt at transpor-tere varerne over en større afstand. Detgælder for de største investeringsprojekteri denne kategori, nemlig Carlsbergs,Tuborgs og Bryggerigruppens investerin-ger i bryggerier i lande som Polen, Ru-mænien og Litauen. Det ville blive alt forbekosteligt at transportere det færdig pro-ducerede øl fra Danmark og til forbru-gerne i de pågældende lande. For investe-ringer i fødevareproduktionen skyldes detnærheden til råvarerne, at denne sektor erplaceret i anden hovedgruppe. I denne ho-vedgruppe er der altså heller ikke tale om,at Danmark går glip af en tilsvarende in-vestering. Derimod er det investeringer,der er med til at styrke de danske virk-somheders internationale konkurrence-

evne, og som er med til at skabe arbejds-pladser og økonomisk vækst i Central- ogØsteuropa.

Den sidste sektor, der er placeret i an-den hovedgruppe, er virksomheder der la-ver bygningsmateriel. Også for dennegruppe gør det sig gældende, at det ersvært at konkurrere på markedet, hvisman ikke fysisk er til stede. Ofte er det enforudsætning for at få en kontrakt somunderleverandør på et byggeprojekt, atman er placeret nogenlunde i nærområdet.

Antallet af nye investeringer i hoved-gruppe 2 er dog stærkt begrænsede. Langtde fleste investeringer blev foretaget før1998, og følgelig er gruppens andel af desamlede investeringer faldet. Fra at ud-gøre over 35 procent af de samlede inve-steringer i 1998, udgør de nu kun knap 28procent af de samlede investeringer. Detteskyldes hovedsageligt, at de store investe-ringer fra Tuborg, Carlsberg og Dandy,der dominerer denne hovedgruppe, blevforetaget i midten af 1990’erne. Efter de-

Figur 1. Udviklingen i hovedgrupperne i danske investeringer i Østeuropa

Kilde: AE bearbejdning af IØ’s årsrapporter 1997 og 2000.

0

10

20

30

40

50

60

Service, energi, distributionog byggeri

Bygningsmateriel, landbrug,fødevarer mm.

Industrivirksomhed

An

del

i p

ct.

1997 2000


res bryggerier og fabrikker er blevet op-bygget, har der ikke været store investe-ringer sammen med IØ-fonden.

Kun lille fremgang til investeringer iindustrivirksomhederDen sidste kategori af investeringer kan tildels betegnes som udflagning af danskearbejdspladser, men billedet er ikke enty-

En del af de investeringer, der bliver foretaget i samarbejde med IØ-fonden, ergrønne investeringer. Disse investeringsprojekter bliver henlagt under MIØ, som eren underafdeling af IØ-fonden. MIØ blev oprettet i 1995, og deres opgave er atsamarbejde med danske virksomheder i miljørigtige investeringsprojekter i Central-og Østeuropa. Det kan f.eks. være investeringsprojekter inden for energi, genbrug,landbrug og fiskeri. MIØ har været involveret i sammenlagt 35 projekter, hvoraf 12er investeringer over 50 mio. kroner. Alle investeringsprojekterne er fordelt mellemsektorerne industri, landbrug, bygningsmateriel og energi og distribution og er sam-let på godt 2 ½ mia. kroner.

Deriblandt er en række af projekterne, investeringer i genbrug, spildevands- ogaffaldsbortskaffelse. Fælles for alle investeringsprojekterne er, at de er med til atskabe en mere bæredygtig udvikling i de central- og østeuropæiske lande ved at op-rette virksomheder, der bygger på et miljørigtigt grundlag. Investeringsprojekter påmere end 50 mio. kroner, der foretages i samarbejde med MIØ, er medtaget i tabel1. Hvis alle investeringsprojekterne, der har MIØ som partner, tages ud for sig, fåsfordelingen, der er illustreret i figur 2.

Anm.: Figuren viser fordelingen af alle investeringer foretaget i samarbejde med MIØ.Kilde: AE bearbejdning af IØ’s årsrapport 2000.

Figur 2. Investeringer i Central- og Østeuropa foretaget i samarbejde med MIØ

0

200

400

600

800

1000

1200

Energi, spildevand oggenbrug

Bygningsmateriel, landbrugog fiskeri

Industri

Mio

. kro

ne

r

Investering

Boks 2. Grønne investeringer i Central- og Østeuropa


digt. For flere af investeringernes ved-kommende er der ikke nødvendigvis taleom en udflagning af danske arbejdsplad-ser, men derimod om investeringer dersikrer, at virksomheden får del i markedet.Det er altså langt fra en selvfølge, at inve-steringen i Central- og Østeuropa er kom-met i stedet for en tilsvarende investeringi Danmark. For mange af investeringerneer der nærmere tale om investeringer, dersikrer adgang til et marked og som der-med giver en øget aktivitet i moderselska-berne og dermed en øget dansk eksport.Nogle eksempler herpå kunne være PLM-Holdings næsten 1 mia. kroners store in-vestering i Rusland (emballage) og Dan-foss’ investeringer i Slovenien og Rus-land. Disse investeringer ville sandsynlig-vis ikke kunne have været foretaget iDanmark med det formål at sælge til deøsteuropæiske markeder.

En anden sektor, man kan nævne underhovedgruppe 3, er beklædningssektoren.Der har været nogen diskussion om, hvor-

vidt denne sektor har flyttet mange dan-ske arbejdspladser til central- og østeuro-pæiske lande for at udnytte den billigerearbejdskraft. Vores datagrundlag indehol-der dog kun meget få investeringer i den-ne gruppe. Der er ikke en eneste investe-ring over 50 mio. kroner, og hvis man gårlængere ned i detaljerne i datagrundlaget,finder man kun få og meget små investe-ringer i denne sektor. På den baggrund erder altså ikke tegn på, at der foregår enstor udflytning af danske arbejdspladsertil Central- og Østeuropa inden for be-klædningssektoren.

Siden udgangen af 1997 har der kunværet en lille tilgang af investeringer in-denfor hovedgruppen af industrisektorer,og gruppens samlede andel af investerin-gerne over 50 mio. kroner er derfor ogsåfaldet en smule, og udgør nu knap en fjer-dedel af de samlede investeringer. Der eraltså en klar tendens hen imod, at det erinvesteringerne inden for servicesektoren,som bliver mere og mere fremtrædende.

Figur 3. Antal arbejdspladser skabt inden for hver hovedgruppe af investeringerne

Anm.: Figuren viser hvor mange arbejdspladser alle investeringer over 50 mio. kroner, foretaget i samar-bejde med IØ-fonden, har skabt frem til 31. december 2000 i de central- og østeuropæiske lande.Kilde: AE bearbejdning af IØ’s årsrapport 2000.

0

1000

2000

3000

4000

5000

6000

7000

8000

9000

Service, energi, distribution

og byggeri

Bygningsmateriel, landbrug,

fødevarer mm.

Industrivirksomhed

Pe

rso

ne

r

Beskæftigelse


Investeringerne giver øget beskæfti-gelse i både Østeuropa og DanmarkDe danske investeringer i Central- og Øst-europa i løbet af 1990’erne har skabtmange arbejdspladser. Ifølge tal fra IØ-fonden var der ved udgangen af år 2000knap 30.000 beskæftigede i de danskeinvesteringsprojekter i de central- og øst-europæiske lande. Heraf er næsten 70 pro-cent skabt inden for investeringsprojekter,der er større end 50 mio. kroner.

Den mest markante jobskabelse er in-den for sektoren anden service samtindustrisektoren. Disse to sektorer stårhver for omkring 35 procent af alle de ar-bejdspladser, som danske investerings-projekter har skabt i de central- og øst-europæiske lande. Det er dog langt fra etoverraskende resultat, da disse to sektorernaturligt er meget arbejdsintensive. Figur3 viser en oversigt over antallet af skabtearbejdspladser inden for hver af de tre ho-vedgrupper.

Udover at skabe arbejdspladser og øko-nomisk fremgang i Central- og Østeuropa,giver de danske investeringer også en øgeteksport fra Danmark til de pågældendelande. Ifølge tal fra IØ-fonden har inve-steringerne fra 1990 til 1999 betydet en

samlet eksport på omkring 5 mia. danskekroner. Denne øgede eksport giver Dan-mark en beskæftigelseseffekt på cirka8.800 mandeår. Eksporten opstår først ogfremmest, fordi mange af de oprettedevirksomheder i de central- og østeuropæi-ske lande har brug for forskellige produk-ter fra deres danske moderselskab til de-res egen produktion i Central- og Øst-europa. Det kan f.eks. være maskiner ogreservedele eller forskellige halvfabrika-ter, der indgår i deres produktion.

Derudover vil den øgede økonomiskeaktivitet, der opstår i de pågældende cen-tral- og østeuropæiske lande, give en øgetefterspørgsel, hvilket giver en afledt effektpå den danske eksport udover de 5 mia.kroner beskrevet ovenfor.

På baggrund af denne analyse kan manaltså konkludere, at langt størstedelen afde danske investeringer i Central- og Øst-europa ikke bare er til gavn for disse lan-de, men også er til gavn for Danmark.Dels bliver de danske virksomheders mar-kedsandele og konkurrenceevne styrket,og dels giver de danske investeringer af-ledte effekter til den hjemlige økonomi iform af en øget eksport.

Økonomiske Tendenser 2001 - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · 2 Økonomiske Tendenser - 2001...

Documents

Transcript of Økonomiske Tendenser 2001 - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · 2 Økonomiske Tendenser - 2001...