Råstoffer og rigsfællesskabets fremtid -...

Vejleder: Ulrik Pram Gad

Afleveret den: 12/02/14

Antal ord: 41.965

Kandidatspeciale Nina Katrine Lave & Anders Busck Holgersen

Råstoffer og rigsfællesskabets fremtid

- En analyse af debatten i Grønland og Danmark

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

I N S T I T U T F O R S T A T S K U N D S K A B

Nina Katrine Lave og Anders Busck Holgersen Institut for Statskundskab, KU

2

Abstract The Danish Realm is the word for the relationship between the Danish state and its two overseas

regions, the Faroe Island and Greenland. Greenland gained greater autonomy within the Danish

Realm in 2009 through the Greenland Self-Rule Act, which established the Greenlanders as a

separate national people under international law. The consequence of the Self-Rule Act was that

Greenland became in charge of the policy of raw materials which had previously been under

Danish authority. The goal of this thesis is to analyze the following: What are the consequences of

the political debate on raw materials in Denmark and Greenland for the future of the Danish

Realm? First we analyzed the Danish and Greenlandic debate through the Copenhagen School’s

theory of securitization. On the basis of this analysis we made four scenarios for the future of the

Danish Realm. Overall, we conclude that the political debate in Denmark and Greenland on raw

materials can have the following consequences for the Danish Realm:

The first conclusion is that the effect of the political debate is that foreign investors might think that

investing in the Greenlandic mining industry is too risky. Without foreign investment, Greenland will

not become financially independent from Denmark and will therefore remain a part of the Danish

Realm.

The second conclusion is that the political results of the debate attract foreign investors, and lead

to a growing mining industry in Greenland. The well-working mining might then result in Greenland

becoming financially independent from Denmark and leaving the Danish Realm to become a

sovereign state.

The third conclusion is that the disagreements between Denmark and Greenland on aspects of

security regarding the extraction of uranium can lead to a conflict between Denmark and

Greenland that cannot be resolved. As an extreme consequence, Greenland leaves the Danish

Realm and become a sovereign state even though it does not have the financial fundament to

preserve the current living standard.

The fourth conclusion is that the Danish government’s support of Greenlandic political decisions in

the Danish debate means that Greenlandic policy makers thinks of the Danish Realm as a

constellation that can help Greenland to become a sovereign state. Depending on whether

Greenland becomes financially independent or not, Greenland will either remain a part of the

Danish Realm or become a sovereign state with a close relationship to Denmark.


3

Indhold

ABSTRACT .................................................................................................................................... 2

1 INDLEDNING .............................................................................................................................. 7

1.1 Problemformulering .................................................................................................................................. 8

1.2 Specialets ambition ................................................................................................................................. 10

1.3 Specialets fremgangsmåde .................................................................................................................... 10

2 TEORI ........................................................................................................................................ 13

2.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt ...................................................................................................... 13 2.1.1 Sikkerhed ud fra en poststrukturalistisk diskursforståelse ........................................................ 13 2.1.2 Identitet som diskursiv struktur ..................................................................................................... 15

2.2 Sikkerhedsliggørelseteori ....................................................................................................................... 17 2.2.1 Den intersubjektive sikkerhedsliggørelse ..................................................................................... 17 2.2.2 De faciliterende omstændigheder .................................................................................................. 18 2.2.3 Sikkerhedsliggørelse: Fra politiseret til sikkerhedsliggjort ........................................................ 20 2.2.4 Afsikkerhedsliggørelse: Fra sikkerhedsliggjort til politiseret ..................................................... 20 2.2.5 Operationalisering af teoriens begreber ........................................................................................ 23

2.3 Scenarieteori ............................................................................................................................................ 30 2.3.1 Sikkerhedsliggørelse og scenarier ................................................................................................. 30 2.3.2 Scenarier ........................................................................................................................................... 30

2.4 Sammenfatning af specialets teoretiske ramme .................................................................................. 31

3. ANALYSESTRATEGI ............................................................................................................... 32

3.1 Analysestrategi for debatterne ............................................................................................................... 32

3.2 Strategi for opbygning af scenarier ....................................................................................................... 33

3.3 Empiri og kildemateriale ......................................................................................................................... 36 3.3.1 Rammer for indsamling og udvælgelse af kildemateriale ........................................................... 36 3.3.2 Empiri- og datamateriale i den grønlandske debat ....................................................................... 37 3.3.3 Empiri og datamateriale i den danske debat ................................................................................. 38 3.3.4 Dataindsamling og strukturering af kilder ..................................................................................... 39

3.4 Sproget og den sproglige barriere ......................................................................................................... 41

3.5 Opsummering af analysestrategi ........................................................................................................... 43


4

4. DE DANSKE OG GRØNLANDSKE IDENTITETSDISKURSER ............................................... 44

4.1 Den grønlandske identitetsdiskurs om stat og nation ........................................................................ 44

4.2 Råstoffer og rigsfællesskab ................................................................................................................... 45

4.3 Den danske identitetsdiskurs om stat og nation ................................................................................. 47

4.4 Rigsfællesskabets plads i den danske nationalstat ............................................................................ 47

5. ANALYSE AF DEN GRØNLANDSKE DEBAT ......................................................................... 49

5.1 Grønlands økonomiske trussel .............................................................................................................. 50 5.1.1 Den økonomiske trussel og råstofudvinding som ekstraordinært middel ................................ 51

5.2 Debatten om storskalaloven ................................................................................................................... 53 5.2.1 Kontekst for debatten om storskalaloven ..................................................................................... 54 5.2.2 Storskalaloven som ekstraordinært middel .................................................................................. 54 5.2.3 Siumuts kritik af proceduren .......................................................................................................... 56

5.3 Debatten om royalties ............................................................................................................................. 58 5.3.1 Kontekst for debatten om royalties ................................................................................................ 59 5.3.2 Royalties som ekstraordinært middel ............................................................................................ 60 5.3.3 Royalties som trussel ...................................................................................................................... 62

5.4 Debat om ophævelsen af nultolerancen overfor uran ......................................................................... 65 5.4.1 Kontekst for urandebatten i Grønland ........................................................................................... 65 5.4.2 Uran som ekstraordinært middel .................................................................................................... 67 5.4.3 Uran som en trussel: IA og Partii Inuit ........................................................................................... 70 5.4.4 IA, Demokraternes og Partii Inuits kritik af procedurerne ........................................................... 73

5.5 Delkonklusion - den grønlandske råstofdebat ..................................................................................... 76

6 ANALYSE AF DEN DANSKE DEBAT ...................................................................................... 78

6.1 Debatten om storskalaloven ................................................................................................................... 78 6.1.1 Kontekst for debatten om storskalaloven ..................................................................................... 79 6.1.2 Storskalaloven som trussel mod de grønlandske arbejdere ....................................................... 80 6.1.3 Debatten om storskalaloven og Kina ............................................................................................. 83 6.1.4 Ekstraordinære midler i debatten om storskalaloven .................................................................. 90 6.1.5 Den danske regerings afsikkerhedsliggørelsesforsøg ................................................................ 98

6.2 Urandebatten i Danmark ....................................................................................................................... 102 6.2.1 Kontekst for urandebatten i Danmark .......................................................................................... 102 6.2.2 EL: Uran er en trussel mod mennesker, miljø og verdens sikkerhed ...................................... 103 6.2.3 SF: Stærkere regulering af uraneksport ...................................................................................... 106 6.2.4 Venstre: Uran kan ende i iranske atombomber .......................................................................... 109 6.2.5 DF, og K’s forsøg på at afsikkerhedsliggøre uran ...................................................................... 112 6.2.6 Regeringen: Uran er sikkerhedspolitik ........................................................................................ 113

6.3 Delkonklusion ........................................................................................................................................ 117


5

7 SCENARIER FOR RIGSFÆLLESSKABETS FREMTID ......................................................... 118

7.1 Drivkræfter ............................................................................................................................................. 118 7.1.1 Grønland vil udvinde råstoffer (drivkraft 1) ................................................................................. 118 7.1.2 Den danske regering vil undgå konflikt med Grønland (drivkraft 2) ........................................ 119 7.1.3 Oppositionen forsøger at sikkerhedsliggøre (drivkraft 3) ......................................................... 121 7.1.4 Dansk fokus på forsvars- og sikkerhedspolitik (drivkraft 4) ..................................................... 122

7.2 Forudbestemte elementer ..................................................................................................................... 123 7.2.1 Grønlands ønske om at blive økonomisk selvbærende og selvstændig ................................. 123 7.2.2 Grønlands demografiske udvikling .............................................................................................. 123 7.2.3 Råstofferne i Grønlands undergrund ........................................................................................... 124 7.2.4 Grønlands geografiske placering i Arktis .................................................................................... 124

7.3 Kritiske usikkerheder ............................................................................................................................ 124 7.3.1 Får Grønland succes som råstofnation? ..................................................................................... 125 7.3.2 Opstår der konflikt mellem Grønland og Danmark? ................................................................... 126

7.4 Fire scenarier for rigsfællesskabets fremtid ...................................................................................... 127 Scenarie 1: Selvstændighed og samarbejde – Grønland får succes som råstofnation .................. 127 Scenarie 2: Intet nyt under den arktiske sol – fortsat afhængighed af bloktilskud ......................... 128 Scenarie 3: Uran og uafhængighed – Grønland får succes som råstofnation og kapper alle bånd ................................................................................................................................................................... 129 Scenarie 4: Hvorfor blive hvis der ikke er noget at rafle om – rigsfællesskabet ses som en forhindring for Grønlands udvikling ..................................................................................................... 130

7.5 Refleksion over andre drivkræfter ....................................................................................................... 131

8. KONKLUSION ........................................................................................................................ 133

LITTERATURLISTE ................................................................................................................... 135

BILAG 1 DANSKE POLITIKERE DER HAR INDGÅET I SØGNINGER .................................... 170

BILAG 2 TRANSKRIBERING AF TV-UDSENDELSER .............................................................. 171

BILAG 3 KODEBOG .................................................................................................................. 177


6

Figuroversigt: Figur 1: Opgavens opbygning Figur 2: Dynamikken i sikkerhedsliggørelsesteorien Figur 3: Operationalisering af aktør, trussel og referentobjekt Figur 4: Operationalisering af aktør, trussel, referentobjektet og ekstraordinært middel Figur 5: De konkrete trin i opbygningen af scenarier Figur 6: Eksempel på antal hits i Infomediasøgning Figur 7: Eksempel fra debatten om uran i Danmark i ”kodebogen” Figur 8: Sikkerhedsliggørelsen af Grønlands økonomiske situation Figur 9: Storskalaloven som ekstraordinært middel Figur 10: Royalties som ekstraordinært middel Figur 11: Dynamikken i debatten om royalties Figur 12: Ophævelsen af nultolerancen som ekstraordinært middel Figur 13: Dynamikken i debatten om ophævelse af nultolerancen Figur 14: Overblik den grønlandske debat. Figur 15: Storskalaloven truer de grønlandske arbejdere Figur 16: Enhedslisten sikkerhedsliggørelse af storskalaloven Figur 17: Kinesiske arbejdere truer det grønlandske samfund Figur 18: kinesiske investeringer truer det grønlandske samfund Figur 19: Kinesiske investeringer truer rigsfællesskabets sikkerhed. Figur 20: Ekstraordinære midler, der omhandler lovgivning Figur 21: Ekstraordinære midler som der indebær øget dansk involvering Figur 22: Overblik den danske debat om storskalaloven Figur 23: Enhedslistens sikkerhedsligørelsesforsøg i urandebatten Figur 24: SF’s sikkerhedsligørelsesforsøg i urandebatten Figur 25: Venstres sikkerhedsliggørelsesforsøg i urandebatten Figur 26: Overblik urandebatten Figur 27: Firefeltstabel over scenarier

Bilagsoversig:

Bilag 1 Danske politikere der har indgået i søgninger Bilag 2 Transskribering af TV-udsendelser Bilag 3 Kodebog


7

1 Indledning Sjældent har en grønlandsk lov været genstand for så megen politisk debat i Danmark som

storskalaloven. Sjældent har en grønlandsk valgkamp været så domineret af et bestemt emne, og

aldrig har en grønlandsk valgkamp fået så stor opmærksomhed i Danmark. Årsagen til dette kan

koges ned til et ord: Råstoffer.

Selvstyreloven fra 2009 skabte et nyt fundament for rigsfællesskabet mellem Danmark og

Grønland. Ikke alene gav den Grønland en udpræget grad af autonomi inden for rigsfællesskabet.

Den medførte også, at Grønland fra 1. januar 2010 hjemtog råstofområdet. I Grønland er der bred

enighed om, at råstofferne er det middel, som på sigt kan gøre Grønland økonomisk selvbærende

og dermed selvstændig. I december 2012 vedtog Grønland derfor en storskalalov, som skulle gøre

det muligt at sætte skub i udvindingen af råstoffer. Vedtagelsen af storskalaloven blev startskuddet

til en heftig politisk debat om udvinding af Grønlands råstoffer i både Grønland og Danmark.

Debatten i Danmark blev ansporet af, at en implementering af storskalaloven krævede en dansk

følgelovgivning, før det blev muligt at få storskalaprojekter med udenlandsk arbejdskraft i

Grønland. På trods af, at Grønland har hjemtaget råstofområdet, kom den danske debat hurtigt til

at handle om storskalalovens konkrete indhold og konsekvenser. Spørgsmålene om, hvorvidt

storskalaloven tillod social dumping, og om Grønland kommer i lommerne på Kina og bliver

overrendt af kinesiske arbejdere, var centrale omdrejningspunkter i debatten. Den danske regering

har fra start af bakket op om Grønlands vedtagelse af storskalaloven. Det forholder sig anderledes

med de andre partier i Folketinget. Både Enhedslisten, Det Det Konservative Folkeparti, Venstre

og Dansk Folkeparti har sået tvivl om, hvorvidt de vil stemme for følgelovgivningen til

storskalaloven. Det er derfor stadig uvist, om den danske følgelovgivning vil blive vedtaget i 2014.

Knap tre måneder efter at storskalaloven blev vedtaget, var der magtskifte i Grønland. Den nye

Siumut-ledede koalition valgte den 24. oktober 2013 at ophæve den mere end 25 år gamle

nultolerance over for udvinding af uran. Både før og efter ophævelsen af nultolerancen var der en

heftig debat om udvinding af uran både i Grønland og Danmark. Selvom den danske regering

bakkede op om Grønlands beslutning om at ophæve nultolerancen, medførte ophævelsen en

diskussion om kompetencefordelingen mellem Grønland og Danmark, fordi Danmark mente, at der

var tale om sikkerhedspolitik og ikke kun råstofpolitik. Indtil videre er den danske regering og

Naalakkersuisut (den grønlandske regering) blev enige om at være uenige, og man har aftalt at

indgå en samarbejdsaftale, som forventes at ligge klar i slutningen af 2014.


8

Det er endnu uvist, om følgelovgivningen til storskalaloven bliver vedtaget, om Danmark og

Grønland kan blive enige om en samarbejdsaftale på uranområdet, og om Grønland for alvor

formår at få gang i råstofudvindingen. Uanset hvordan Grønland håndterer storskala-projekterne,

og uanset hvor store indtægter der kommer til samfundet, vil øgede råstofaktiviteter føre til

forandringer for Grønland og rigsfællesskabet. Det har de politiske debatter allerede vist. På begge

sider af Nordatlanten er bølgerne gået højt, og rigsfællesskabet er for alvor kommet på den

politiske dagsorden. Med vedtagelsen af en årlig folketingsdebat om rigsfællesskabet kan man

også roligt sige, at rigsfællesskabet for alvor er blevet genstand for politisk debat i Danmark.

Rigsfællesskabet står i en ny politisk virkelighed, efter Grønland har fået selvstyre og hjemtaget

råstofområdet. Dets fremtid afhænger i høj grad af, hvilke politiske valg der træffes i Danmark og

Grønland. Spørgsmålet er, hvilken rejse politikerne vil føre rigsfællesskabet ud på. Det kan et

indblik i den politiske debat i Grønland og Danmark om råstofudvinding i Grønland give et

nærmere svar på.

1.1 Problemformulering

På baggrund af ovenstående indledning vil dette speciale besvare følgende problemformulering:

Det skal her bemærkes, at med den politiske debat i Danmark og Grønland mener vi den debat,

som har udspillet sig blandt politikerne i Folketinget og Inatsisartut (Grønlands parlament) samt i

landsdækkende grønlandske og danske medier fra november 2012 til januar 2013. Når vi spørger

til hvilken betydning spørger vi ikke til en bestemt betydning, idet vi ikke mener, at det er muligt at

forudsige en bestemt fremtid. Derfor er vores udgangspunkt, at debatterne kan få flere forskellige

betydninger for rigsfællesskabets fremtid, og Rigsfællesskabets fremtid forstås i forlængelse heraf

som flere plausible fremtider. Rigsfællesskabet forstår vi som den nuværende juridiske

konstellation mellem Grønland og Danmark.1 I det nuværende rigsfællesskab har Grønland med

selvstyreloven en udpræget grad af autonomi inden for rigsfællesskabet, idet Grønland kan

beslutte at hjemtage alle sagsområder, undtagen dem, der som følge af grundloven skal ligge hos

1 Specialet fokuserer således ikke på rigsfællesskabets tredje part, Færøerne.

Hvilken betydning kan den politiske debat i Grønland og Danmark om råstofudvinding i Grønland få for rigsfællesskabets fremtid?


9

den danske regering. Når vi spørger til rigsfællesskabets fremtid er spørgsmålet således, om

rigsfællesskabet bevarer den konstellation det har nu, eller om Grønland på sigt bliver selvstændig.

For at svare på den overordnede empiriske problemformulering har vi valgt at lave en todelt

analyse, hvor vi svarer på disse tre arbejdsspørgsmål:

1. Hvilke dynamikker har der været i henholdsvis den danske og grønlandske debat om

råstofudvinding i Grønland?

2. Hvilke drivkræfter kan vi identificere på baggrund af disse dynamikker?

3. Hvilken betydning kan disse drivkræfter få for rigsfællesskabets fremtid?

I den første del af analysen svarer vi på det første arbejdsspørgsmål ved at analysere

dynamikkerne i den danske og grønlandske debat. I analysens anden del svarer vi både på det

andet og tredje arbejdsspørgsmål. Først identificerer vi på baggrund af analysens første del de

drivkræfter, som kan drive rigsfællesskabets fremtid. Derefter lader vi drivkræfterne styre

udformning af de fire scenarier, som vi opstiller for rigsfællesskabets fremtid.

Figur 1: Opgavens opbygning

Sikkerhedsliggørelsesanalyse

Den grønlandske debat

Den danske debat

Scenariebygning

Analyse af: • Drivkræfter

• Forudbestemte

elementer

• Kritiske

usikkerheder

Opstilling af scenarier: • Scenarie 1

• Scenarie 2

• Scenarie 3

• Scenarie 4


10

1.2 Specialets ambition Vores ambition med dette speciale er at opstille scenarier for rigsfællesskabets fremtid på

baggrund af de politiske debatter, der har været i Danmark og Grønland om råstofudvinding i

Grønland. Specialet er derfor først og fremmest et empirisk politisk drevet speciale. At opstille

scenarier for rigsfællesskabet og Grønlands fremtid er ikke et nyt fænomen. Det er der andre som

har gjort før os (Paldam, 1994: 185-191), (Larsen 1997) og (GAD, 2009). For nyligt har også

rapporten Til gavn for Grønland opstillet fem scenarier for Grønlands fremtid (UFSG, 2014: 16-23).

Vores scenarier skal ses som et supplement til den eksisterende viden på området, og de adskiller

sig fra de tidligere formulerede scenarier i måden de opstilles på. For det første er de baseret på

en analyse af den aktuelle politiske debat i både Danmark og Grønland om råstofudvinding.

Scenarierne er således ikke en økonomisk diskussion for eller imod selvstændighed. For det andet

er vores udgangspunkt, at rigsfællesskabets fremtid i høj grad afhænger af, hvilke politiske valg

man træffer i Grønland såvel som i Danmark. Begge parter spiller en rolle i rigsfællesskabets

fremtid. Med en analyse af den aktuelle politiske debat vil vi kaste lys på, hvilke politiske positioner

som er fremherskende i Danmark og Grønland, og hvilke politiske valg, som derfor kan være med

til at forme rigsfællesskabets fremtid. Emnets aktualitet gør specialet særdeles relevant, og

udfylder et akademisk tomrum, idet der ikke tidligere er lavet en systematisk analyse af den

aktuelle politiske debat i Danmark og Grønland.

Vi håber, at vi med dette speciale kan bidrage til en mere oplyst debat om rigsfællesskabets

fremtid. En debat som ikke kun drejer sig om økonomi, men også drejer sig om politiske valg.

Hverken Danmark eller Grønland har fundet sine ben at stå på i det nye rigsfællesskab, hvor

Grønland har selvstyre. Vi håber, at specialet kan sætte fokus på nogle af de problemstillinger,

som rigsfællesskabet står over for, således at man fra politisk hold kan træffe beslutninger på et

mere oplyst grundlag.

1.3 Specialets fremgangsmåde

I indledningen formulerede vi specialets problemformulering. Vi præciserede, at vores ambition

med dette speciale er at opstille scenarier for rigsfællesskabet fremtid ved at analysere den

politiske debat, som har fundet sted i Grønland og Danmark fra november 2012 til januar 2014.

Derudover har vi præciseret, hvordan vi vil svare på problemformuleringen ved først at analysere

den grønlandske og danske debat og derefter på baggrund af analysen opstille 4 scenarier for

rigsfællesskabets fremtid. I dette afsnit vil vi kort gennemgå de forskellige dele af specialet og

beskrive, hvordan de er bundet sammen.


11

I kapitel 2 formuleres specialets poststrukturalistiske udgangspunkt og teoretiske ramme.

Derudover operationaliseres, modificeres og defineres teoriens centrale begreber. Specialets

poststrukturalistiske udgangspunkt er baseret på Laclau og Mouffes forståelse af diskurs. Med

dette udgangspunkt anerkender vi, at vi kun kan få adgang til virkeligheden gennem diskurs.

Diskurs forstås som regularitet i talehandlinger, og derfor er talehandlingerne i den politiske debat i

Danmark og Grønland genstand for analysen. Talehandlingerne har altid de dybt sedimenterede

nationale identitetsdiskurser om stat og nation som forudsætning, og identitet forstås således som

identitetsdiskurs. Vores udgangspunkt er, at rigsfællesskabets fremtid i høj grad afhænger af,

hvilke politiske valg der træffes i Danmark og Grønland, og diskursen kan influere disse valg.

Talehandlinger er netop udtryk for en diskurs som gør noget, og måden hvorpå vi taler om

rigsfællesskabet og udvinding af råstoffer i Grønland kan derfor være med til at forme

rigsfællesskabets fremtid.

Med et videnskabsteoretisk udgangspunkt, som forstår diskurs som regularitet i spredning af

talehandlinger, er det oplagt at anvende en teori, hvorigennem man kan analysere disse

talehandlinger. Derfor har vi valgt at anvende Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori.

Udgangspunktet er, at sikkerhed ikke kun er militær sikkerhed. Sikkerhed er derimod en social

konstruktion, og sikkerhed studeres således gennem diskurser i talehandlinger.

Sikkerhedsliggørelse er dermed en succesfuld talehandling, gennem hvilken en intersubjektiv

forståelse konstrueres mellem aktør og publikum om, at noget udgør en sikkerhedstrussel, og

derfor skal behandles som en speciel form for politik. I afsnittet operationaliseres, modificeres og

defineres teoriens centrale begreber. I praksis sænker vi kravene til, hvornår en talehandling kan

karakteriseres som et sikkerhedsliggørelsesforsøg. Det gør vi, fordi vores fokus er på

dynamikkerne i debatterne og ikke på, om noget rent bogstaveligt kan defineres som

sikkerhedsliggørelsesforsøg. Ved at analysere talehandlingerne i den grønlandske og danske

debat får vi mulighed for at identificere, hvad de danske og grønlandske politikere italesætter som

særlig vigtigt: Hvad italesættes som trusler? Hvad italesættes som beskyttelsesværdige

referentobjekter? Hvilke ekstraordinære midler er man villige til at tage i brug? Det må antages, at

hvis de danske eller grønlandske politikere forsøger at sikkerhedsliggøre noget, og dermed er

villige til at tage midler i brug, som man ellers ikke ville gøre, så er det fordi man mener, at det har

en særlig betydning. Sikkerhedsliggørelsesforsøg kan, uanset om de er succesfulde eller ej, afføde

en kædereaktion hos publikum, og denne dynamik giver teorien os mulighed for at analysere.

At koble sikkerhedsliggørelsesteorien sammen med opstillingen af scenarier er oplagt, fordi en

sikkerhedsliggørelse altid handler om fremtiden og alternative hypotetiske fremtider: Hvad sker

der, hvis vi afværger den italesatte trussel, og hvad sker der, hvis vi ikke afværger den. Vores


12

scenarier for rigsfællesskabets fremtid kan således ses som bud på, hvilken effekt vi tror det vil få

for rigsfællesskabets fremtid, at noget er blevet forsøgt sikkerhedsliggjort og afsikkerhedsliggjort i

den danske og grønlandske debat.

I kapitel 3 udvikles specialets analysestrategi. Derudover specificeres det, at vi som datamateriale

har anvendt landsdækkende aviser i Danmark og Grønland, samt udsendelser fra public-service

stationer. Desuden beskrives, hvordan vi har indsamlet datamaterialet gennem løbende

infomediasøgninger. Til slut tages forbehold for analysens konklusioner qua vores manglende

grønlandsk-kundskaber.

I kapitel 4 vises på baggrund af tidligere forskning hvilke nationale identitetsdiskurser om stat og

nation, der er fremherskende i Grønland og Danmark. Afsnittet sætter disse diskurser ind i en

bredere sammenhæng i form af rigsfællesskabet, og desuden vises hvordan den grønlandske

identitetsdiskurs spiller sammen med råstofudvinding.

I kapitel 5 og 6 analyserer vi henholdsvis den grønlandske og danske debat. Ud fra vores

modificering af sikkerhedsliggørelsesteoriens begreber identificerer vi italesættelser af

eksistentielle trusler, referentobjekter og ekstraordinære midler i debatterne. I analysen inddrager

vi ligeledes publikums reaktioner og dynamikkerne i de forskellige positioner i debatterne.

Opdelingen mellem den danske og grønlandske debat er en analytisk forenkling, da de to debatter

naturligvis spiller sammen. Opdelingen er baseret på hvilket publikum, som umiddelbart kan give

de sikkerhedsliggørende aktører formel støtte. I Danmark vil det således være Folketinget, mens

det i Grønland er Inatisisartut. Samtidig har debatterne deres egen interne logik, som vi ville

overse, hvis vi ikke lavede denne inddeling.

I kapitel 7 identificerer vi på baggrund af analysen af den danske og grønlandske debat 4

drivkræfter for rigsfællesskabets udvikling. Disse drivkræfter er fundet ud fra de tendenser,

dynamikker og sammenhænge, som vi fandt gennem vores analyse af den danske og grønlandske

debat. Konkret har vi taget udgangspunkt i, hvilke sikkerhedsliggørelsesforsøg og

afsikkerhedsliggørelsesforsøg der er foretaget, og hvordan publikumsreaktionen har været. På

baggrund af drivkræfterne specificeres 4 forudbestemte elementer, som vi med en vis sikkerhed

kan antage vil opføre sig forudsigeligt, og til slut identificeres 2 kritiske usikkerheder der

strukturerer scenarierne. Til slut opstilles ud fra drivkræfterne, de forudbestemte elementer og

kritiske usikkerheder 4 scenarier for rigsfællesskabets fremtid. Efter opstillingen af scenarier

reflekterer vi over, hvilke forhold uden for debatten, som kan påvirke vores scenarier.

I kapitel 8 konkluderes det, hvilken betydning den grønlandske og danske debat om

råstofudvinding i Grønland kan få for rigsfællesskabets fremtid.


13

2 Teori I dette kapitel vil vi først formulere specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt, samt definere,

hvad vi forstår ved diskurs. Dernæst vises, hvordan vores videnskabsteoretiske udgangspunkt

hænger sammen med Københavnerskolens. Det efterfølgende afsnit viser, hvordan talehandlinger

altid har de dybt sedimenterede identitetsdiskurser om stat og nation som forudsætning. Efter at

have præciseret specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt redegøres for

sikkerhedsliggørelsesteorien og teoriens centrale begreber operationaliseres, modificeres og

defineres. Til slut redegøres for, hvad scenarier er, og hvordan de spiller sammen med

sikkerhedsliggørelsesteorien.

2.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt

I de følgende afsnit vil vi opridse specialets grundsten i form af vores videnskabsteoretiske

udgangspunkt, som bygger på Laclau og Mouffes poststrukturalistiske diskursforståelse.

2.1.1 Sikkerhed ud fra en poststrukturalistisk diskursforståelse

Vores videnskabsteoretiske udgangspunkt i dette speciale er Ernosto Laclau og Chantal Mouffes

poststrukturalistiske diskursforståelse. Med dette udgangspunkt anerkender vi diskursive

strukturers materielle karakter2. Det betyder, at virkeligheden ikke er direkte tilgængelig for os. Alt

hvad vi har adgang til, er repræsentationer af virkeligheden. Det skal dog ikke misforstås på den

måde, at fordi alt er diskurs, så eksisterer der ikke en virkelighed. Det betyder blot, at vores

adgang til virkeligheden går gennem diskurser. Fysiske objekter besidder således ikke en mening i

sig selv. Overført til debatten om råstofudvinding i Grønland er der ifølge fremtrædende geologer

enighed om, at Grønlands undergrund indeholder en række råstoffer. Råstofferne i Grønlands

undergrund eksisterer uafhængigt af diskurser, og har ingen mening i sig selv. Det er gennem

diskursen at disse råstoffer tillægges en betydning og en mening. Hvorvidt råstoffer ses som en

ren naturressource, et middel til selvstændighed, eller som noget tredje afhænger således af,

hvilken mening de tillægges gennem diskursen.

Laclau og Mouffes poststrukturalistiske diskursforståelse er en central del af Københavnerskolens

sikkerhedsliggørelsesteori, idet teorien ser sikkerhed som en talehandling og en selv-refererende

2En ofteciteret passage fra Laclau og Mouffes bog “Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical

Democratic Politics”: [post-structuralists] ‘affirm the material character of every discursive structure. To argue

the opposite is to accept the very classical dichotomy between an objective field constituted outside of any

discursive intervention, and a discourse consisting of the pure expression of thought’.

(Laclau&Mouffe, 1985: 108)


14

praksis, som konstituerer noget som et sikkerhedsspørgsmål (Hansen, 2011: 259). Teorien

relaterer sikkerhed til spørgsmålet om overlevelse (Buzan et al., 1998: 37), men der er ikke er

noget som er ”objektive sikkerhedstrusler”, og dermed pr. definition et større sikkerhedsspørgsmål

end andet. Det er helt grundlæggende for teoriens poststrukturalistiske udgangspunkt, at sikkerhed

ikke er en objektiv tilstand, men en social konstruktion (Eriksson, 1999: 315). Det betyder, at

sikkerhedsliggørelse studeres gennem talehandlinger (Hansen, 2011: 359-360). En talehandling er

en diskurs som gør noget. Det ligger altså i begrebet talehandling, at ved at sige noget, så

forandrer man noget (Léonard & Kaunert, 2011: 57)3:

“A speech act is interesting exactly because it holds the insurrecting potential to break the ordinary,

to establish meaning that is not already within the context - it reworks or produces a context by the

performative success of the act.”(Buzan et al., 1998: 46)

En talehandling kan altså mere end blot reartikulere en mening som allerede er I konteksten. Den

kan også skabe en ny mening og dermed være med til at forandre diskursen. Laclau og Mouffe

definerer med udgangspunkt i Foucault diskurs som regelmæssighed i spredning af udsagn. De

repræsentationer af virkeligheden, som vi har adgang til, er strukturerede, idet der er en vis

regelmæssighed i de udsagn som produceres om virkeligheden.Udsagn kan ifølge Foucault

forstås som talehandlinger (Dreyfus & Rabinow, 1982: 46)4, og det betyder at vi i dette speciale

forstår diskurs som regelmæssighed i spredningen af talehandlinger. Laclau og Mouffe afviger dog

fra Foucaults diskursforståelse, idet de hævder, at det som er afgørende for diskursen ikke er,

hvordan en mængde spredte talehandlinger er forskellige fra hinanden. Det er selve

afgrænsningen af diskursen, som er afgørende for regelmæssigheden i spredning af

talehandlinger og dermed for diskursen (Frello, 2003: 31). Det er således ikke afgørende for

diskursen, hvordan enkelte spredte talehandlinger på forskellig vis sætter visse objekter, subjekter,

strategier osv. i en bestemt relation til hinanden. Det er først når disse objekter, subjekter og

strategier sættes i relation til hinanden på samme måde i flere talehandlinger, at der er tale om en

regelmæssighed i spredningen af talehandlinger og dermed en diskurs.

3Austin skelner mellem den illukutionære kraft i en talehandling og talehandlingens perlokutionære effekt (Austin, 1997: 15). Den illukutionære talehandling er det som gøres ved at sige noget. I sikkerhedsliggørelsesteorien vil det være at advare mod en bestemt trussel, ved at konstruere den som et sikkerhedsspørgsmål. Den perlokutionære effekt vil bestå i, at den sikkerhedsliggørende aktør, har overbevist det relevante publikum om sikkerhedstruslen (Austin, 1997: 126). Ud fra Austins teori kommer det relevante publikum således først ind i billedet når man analyserer talehandlingens perlokutionære effekt. Men denne tanke gør Københavnerskolen op med. 4Dreyfus og Rabinow refererer et brev mellem Foucault og Austins selvproklamerede arvtager Searle, hvor Foucault tilslutter sig, at de talehandlinger som Austin og Searle studerer , er de samme som de udsagn, i hvis spredning Foucault søger regelmæssighed i. Foucalt skriver således i brevet: ”I was wrong in saying that statements were not speech acts” (Dreyfus & Rabinow, 1982: 46)


15

2.1.2 Identitet som diskursiv struktur

I ovenstående afsnit definerede vi diskurs som regelmæssighed i spredningen af talehandlinger,

og viste samtidig at sikkerhed er en social konstruktion, som konkret studeres gennem de

diskurser, som kommer til udtryk i talehandlinger. Man kan dog ikke analysere diskurserne i

talehandlingerne isoleret fra de bagvedliggende diskursive strukturer, da de diskursive strukturer

betinger rammerne for forståelsen af den enkelte talehandling (Wæver, 2000: 285). Diskurser er

således altid en del af en bredere diskursiv sammenhæng, og uden disse sammenhænge ville de

ikke være, hvad de er (Hansen, 2004: 403). Derfor har den konkrete talehandling altid til en vis

grad tidligere diskursive meningsstrukturer som forudsætning (Wæver, 2001: 185). Vi skelner

således mellem den diskurs som udtrykkes i en talehandling, og de dybereliggende diskursive

meningsstrukturer, der er en forudsætning for talehandlingen. Ifølge Ole Wæver er der dog forskel

på, hvor dybe de diskursive meningsstrukturer er. Han ser diskursive meningsstrukturer som

lagdelte. Jo dybere lag meningsstrukturerne befinder sig i, jo mere solidt sedimenterede er de, og

jo vanskeligere er de at forandre (Wæver, 2001: 287)5.

Ifølge Wæver udgør nogle af de dybest sedimenterede lagt i den nationale identitetsdiskurs den

diskursive konstruktion af begreber som ”stat” og ”nation.” Diskurserne om stat og nation i

Danmark og Grønland udgør med andre ord nogle meningsstrukturer, som er så dybt

sedimenterede at de er svære at ændre (Wæver, 2001: 287). Derfor har talehandlingerne i både

den grønlandske og danske debat de bagvedliggende diskursive konstruktioner om ”stat” og

”nation” som forudsætning. Det betyder, at dette speciale tager udgangspunkt i to forskellige

nationer: en grønlandsk nation og en dansk nation. I kapitel 4 vil vi på baggrund af tidligere

forskning redegøre for, hvordan nationen og staten i Danmark begrebsmæssigt er flettet sammen,

mens nationen i Grønland i fraværet af en stat, kan karakteriseres som en kulturnation.

Når man indenfor Laclau og Mouffes poststrukturalistisk diskursforståelse studerer den nationale

identitet studerer man i praksis identiteten gennem den relationelle konstitution af identiteten.

”Identitet” er således altid en forkortelse for ”identitetsdiskurs,” dvs. diskursen om at nogen eller

noget er identisk (Gad, 2009: 5). Det betyder at nationen og den nationale identitet defineres ved

en afgrænsning af, hvem der ikke er en del af nationen gennem konstruktionen af et ”os” versus

”dem” eller med andre ord et ”selv” over for ”anden” (Frello, 2003: 32).Benedict Anderson definerer

en nation som et forestillet politisk samfund, der består af en gruppe mennesker, som alle tilhører

samme ”familie”. En familie, hvor mange af dens medlemmer aldrig vil møde hinanden, men ikke

desto mindre en familie, som historisk går langt tilbage og inkluderer tidligere generationer. 5I princippet er det dog altid muligt, at forandre selv de mest sedimenterede strukturer, da strukturerne er socialt konstituerede (Wæver, 2001: 187)


16

Forestillingen om nationens samhørighed lever således videre i hvert af dens medlemmer

(Anderson, 2006: 6). På den måde hidkalder den nationale diskurs en stærk følelse af identitet og

kontinuitet, da kernen i nationen er den samme nu som den var i ”begyndelsen:” Nutiden og

fortiden bliver således identisk (Hansen, 1996: 474).

Den diskursive konstruktion af nationen i form af et ”selv” over for en ”anden” er en proces, som

både er inkluderende og ekskluderende (Frello, 2003: 32). Det ydre er konstitutivt for det indre.

Det, der binder de elementer sammen, som udgør identiteten, er deres fælles forskel til det, der

udelukkes: Det er forskellen, der konstituerer identiteten (Frello, 2003: 33). Italesættelsen af ”den

radikale anden” er således både konstituerende for den nationale identitet samtidig med at de truer

identiteten, fordi identiteten altid potentielt kan undergraves af alternative artikulationer (Frello,

2003: 34). Lene Hansen argumenterer dog for, at selvom identitet ofte konstrueres i relation til en

radikal anden, er det ikke altid at forskellene mellem selv og anden udvikler sig til at være radikale.

Identitet er således både konstrueret i relation til ”den radikale anden”, og ”knap-så-radikale

andre”. Hvor ”den radikale anden” fremstår som identitetens modsætning, fremstår de ”knap-så-

radikale andre” derimod ikke så anderledes (Hansen, 2006: 39, 41). Konkret kan de knap-så-

radikale-andre fx være en anden nation, hvis nationale identitet ganske vist er anderledes, men

ikke udgør en trussel – hvorfor forskellen er ”knap-så-radikal”. På den måde udgør de ”knap-så-

radikale andre” nationens venner eller forbilleder, der også er en del af identitetens konstruktion

(Hansen 2006:37,39). Grundlæggende er pointen, at den radikale relation ikke alene konstituerer

identitet, men at kæder af ”knap-så-radikale andre” er med til at nuancere billedet af identitet (Gad

2004:19).

I en konkret sikkerhedsliggørelsesanalyse kan den ”radikale anden” således blive italesat som en

trussel mod ”selvet.” I andre tilfælde, kan ”selvet” blive artikuleret som dem der skal afværge

truslen. I vores analyse forholder vi os således eksplicit til, hvem der italesættes som ”vi” og den

radikale ”anden” og de knap-så-radikale ”andre”. Nogle gange er ”vi” Danmark og Grønland, andre

gange kun ”Danmark”. Nogle gange er ”den radikale anden” kineserne, mens de knap-så-radikale

andre er japanerne og sydkoreanerne.

Opsummering Specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt er baseret på Laclau og Mouffes diskursforståelse.

Diskurs defineres som regularitet i spredning af talehandlinger, og sikkerhed er en social

konstruktion, som studeres gennem diskurser i talehandlinger. Talehandlinger har imidlertid altid

bagvedliggende diskursive strukturer som forudsætninger. I disse bagvedliggende diskursive

strukturer udgør de nationale identitetsdiskurser om stat og nation de dybes sedimenterede lag,


17

som er sværest at ændre, hvorfor det er dem talehandlingerne i den danske og grønlandske debat

har som forudsætning.

2.2 Sikkerhedsliggørelseteori

Vi vil i de følgende afsnit gennemgå vores tilgang til sikkerhedsliggørelsesteorien. Først beskrives

det intersubjektive element i sikkerhedsliggørelsen. Derefter beskrives de faciliterende

omstændigheder og forskellen mellem sikkerhedsliggørelse og afsikkerhedsliggørelse. Til slut

operationaliseres teoriens centrale begreber.

2.2.1 Den intersubjektive sikkerhedsliggørelse

Som allerede beskrevet betyder specialets poststrukturalistiske udgangspunkt at vi ser sikkerhed

som en social konstruktion. Sikkerhed studeres gennem de diskurser, der kommer til udtryk i

talehandlinger (Vuori, 2008: 81).Talehandlingen udgør altid startpunktet for sikkerhedsliggørelsen,

men talehandlingen må have en bestemt form og grammatiskstruktur for, at der er tale om et

sikkerhedsliggørelsesforsøg:

”It is when an issue is presented as posing an existential threat to a designated referentobject. (…)

The special nature of the security threats justifies the use of extraordinary measures to handle

them.”(Buzan et al.,1998: 21).

I første omgang forstås sikkerhed som en talehandling, hvor den sikkerhedsliggørende aktør

udpeger et referentobjekt som eksistentielt truet, og hvor truslens karakter retfærdiggør at der

tages ekstraordinære midler i brug for at afværge den. Talehandlingens form består således af

italesættelsen af en eksistentiel trussel, et beskyttelsesværdigt referentobjekt og en strategi til at

afværge truslen. Et emne er dog først sikkerhedsliggjort, når det relevante publikum har accepteret

sikkerhedsliggørelsesforsøget (Buzan et al., 1998: 25). Sikkerhedsliggørelse kan således defineres

som en succesfuld talehandling, gennem hvilken en intersubjektiv forståelse konstrueres om at

noget udgør en sikkerhedstrussel, og hvor truslens karakter retfærdiggør at der tages

ekstraordinære midler i brug for at den afværges (Buzan & Wæver, 2003: 491). Det betyder, at en

sikkerhedsliggørelse ikke automatisk finder sted blot fordi en aktør gennem en talehandling

italesætter noget som en eksistentiel trussel mod et referentobjekt. Denne italesættelse i sig selv

er blot et sikkerhedsliggørelsesforsøg. En sikkerhedsliggørelse består således af to dele:

1. Talehandlingen: Et sikkerhedsliggørelsesforsøg i form af en talehandling med en

bestemt form.

2. Det intersubjektive element: En accept af talehandlingen fra det relevante publikum.


18

Ifølge Guzzini kan sikkerhedsliggørelse dog kun i sin mest bogstavelige forstand empirisk forstås

som en enkelt succesfuld talehandling i form af en enkelt begivenhed. En sikkerhedsliggørelse kan

i enkelte tilfælde bestå af en enkeltstående talehandling fx hvis en statsleder erklærer krig. Men

ifølge Guzzini vil en sikkerhedsliggørelse oftest bestå af flere beslægtede talehandlinger (Guzzini,

2011: 335)6. Dette stemmer overens med vores forståelse af diskurs som regelmæssighed i

spredning af talehandlinger. Derfor ser vi det enkelte sikkerhedsliggørelsesforsøg som bestående

af en række talehandlinger med samme form. I et sikkerhedsliggørelsesforsøg har talehandlingen

en bestemt form, idet artikulationen sætter en eksistentiel trussel, et referentobjekt og et

ekstraordinært middel i en bestemt relation til hinanden. Hvis der er flere talehandlinger, som har

samme form, altså sætter disse tre elementer i sammen relation til hinanden, så er det en diskurs,

som vil reproducere samme form. Det betyder at flere aktørers talehandlinger kan være udtryk for

det samme sikkerhedsliggørelsesforsøg. Når vi i vores analyse fremhæver enkelte talehandlinger

med en bestemt form, er det således på baggrund af et bredt datamateriale, hvor vi har

identificeret flere talehandlinger med samme form. På den måde repræsenterer de talehandlinger,

som fremgår af vores analyse, diskursen.

2.2.2 De faciliterende omstændigheder

I ovenstående afsnit viste vi, at sikkerhedsliggørelse er en succesfuld talehandling, hvor der

skabes en intersubjektiv forståelse mellem den sikkerhedsliggørende aktør og det relevante

publikum om, at noget udgør en sikkerhedstrussel, mod et beskyttelsesværdigt referentobjekt. Når

publikum udgør nøglen til sikkerhedsliggørelsens succes, er det essentielt for de

sikkerhedsliggørende aktører at det relevante publikum bliver overbevist. I den forbindelse opstiller

Københavnerskolen en række faciliterende omstændigheder, som udgør de omstændigheder,

under hvilke talehandlingen fungerer. De faciliterende omstændigheder er med andre ord de

forhold, der er fremmende for, at publikum overbevises og et sikkerhedsliggørelsesforsøg lykkes.

De faciliterende omstændigheder falder i to kategorier: De interne lingvistiske omstændigheder og

de eksterne kontekstuelle og sociale omstændigheder(Buzan et al., 1998:32-33). Disse

facilierende omstændigheder gennemgås nedenfor.

Den første interne faciliterende omstændighed for en sikkerhedsliggørelse er kravet om at

talehandlingen følger sikkerhedsliggørelsens grammatik: Italesættelsen af en eksistentiel trussel,

mod et beskyttelsesværdigt referentobjekt, som er truet på sin overlevelse, og legitimeringen af at

der tages ekstraordinære midler i brug for at referentobjektet beskyttes og truslen afværges. I de

6Som Guzzini skriver ville sikkerhedsliggørelse i forståelsen af en effekten af en enkelt talehandling stort set kungælde i“those moments where a formal national security speech constitutes a threat of war, an offer of peace or, paradigmatically, a declaration of war or surrender”.(Guzzini, 2011: 335).


19

sikkerhedsliggørelsesforsøg som er analyseret i den grønlandske debat er det dominerende

referentobjekt Grønlands velfærd og mulighed for selvstændighed, som italesættes som

eksistentielt truet af Grønlands økonomiske situation. I den danske debat har vi derimod

identificeret en række forskellige referentobjekter både grønlandske og danske.

Den første eksterne faciliterende omstændighed omhandler den sikkerhedsliggørende aktør

sociale kapital. En sikkerhedsliggørende aktør defineres som en person eller gruppe, der

artikulerer den sikkerhedsliggørende talehandling. Den sikkerhedsliggørende aktør må være i

besiddelse af en vis position og autoritet i forhold til det publikum som skal overbevises om, at det

er legitimt at der tages ekstraordinære midler i brug for at afværge den trussel, som talehandlingen

har konstrueret (Buzan et al., 1998: 40). I vores analyse betyder det, at det ikke er hvem som helst

der kan tale på vegne af det grønlandske selvstyre og den danske stat. Derfor definerer vi i

operationaliseringen af teoriens begreber de sikkerhedsliggørende aktører, som de folkevalgte

politikere i Grønland og Danmark. Ligesom den sikkerhedsliggørende aktør skal være i en vis

position for at sikkerhedsliggørelsesforsøget har potentiale til at lykkes, er det også nødvendigt, at

det relevante publikum er i en position, hvor de kan give den støtte, som den sikkerhedsliggørende

aktør forsøger at opnå. I operationaliseringen af teoriens begreber argumenterer vi for, at det er

begrænset, hvilket publikum, som kan give de sikkerhedsliggørende aktør i Danmark og Grønland

formel støtte, hvorfor det relevante publikum nødvendigvis må være politikerne i Folketinget og

Inatisisartut.

Den anden eksterne facilierende omstændighed er de egenskaber ved truslen, som er fremmende

eller hæmmende for en succesfuld sikkerhedsliggørelse. Hvis talehandlingen refererer til noget,

som generelt opfattes som en trussel af det relevante publikum, er det med til at øge

sandsynligheden for at det relevante publikum overbevises (Buzan et al., 1998: 33). Det kan fx

være en trussel, der opfattes som konstant eller tilbagevendende, og derfor håndteres gennem en

række institutionaliserede praksisser. I sådanne tilfælde er der tale om institutionaliserede

sikkerhedsliggørelser. I en institutionaliseret sikkerhedsliggørelse er truslen så bredt accepteret, at

det ikke behøver at den ikke behøver at blive eksplicit artikuleret i en talehandling for at

retfærdiggøre at den håndteres gennem institutionaliserede praksisser (Hansen, 2012: 532). Som

konkret eksempel kan nævnes stater, som i respons på truslen for invasion har opbygget

bureaukratier, procedurer eller militære foranstaltninger for at kunne afværge disse trusler (Buzan

et al., 1998: 27). I vores analyse har vi identificeret trusler, som italesættes som objektive trusler,

og derfor ikke bliver begrundet fx atomvåben.


20

2.2.3 Sikkerhedsliggørelse: Fra politiseret til sikkerhedsliggjort

I dette afsnit vil vi se nærmere på, hvad der sker når publikum er blevet overbevist, og et emne er

blevet sikkerhedsliggjort.

Når en sikkerhedsliggørelse er succesfuld, sker der en forandring i måden det sikkerhedsliggjorte

emne behandles på politisk. Grundlæggende skelner Københavnerskolen mellem at et emne

enten kan være politiseret eller sikkerhedliggjort. Et sikkerhedsliggørelsesforsøg finder altid sted

inden for den politiske sfære. Det er således altid et politisk valg at forsøge at sikkerhedsliggøre

eller at acceptere en sikkerhedsliggørelse (Buzan et al., 1998: 29). I Laclau og Mouffes

diskursforståelse er den politiske sfære et felt, hvor der konstant foregår en politisk kamp om at

fiksere diskurser og dermed meningsstrukturer. Den politiske sfære er med andre ord et dynamisk

felt, hvor aktører forsøger at legitimere deres politik, samtidig med, at de forsøger at destabilisere

deres opponenters politik (Hansen, 2012: 532). Politik er således en aktivitet, hvori der konstant

foregår en produktion af mening og identitet (Gad & Petersen, 2012: 336). Hvis et emne

sikkerhedsliggøres rykker det imidlertid væk fra den politiske sfæres konstante kamp mellem de

forskellige diskurser. Københavnerskolen definerer således sikkerhedsliggørelse som:

”…the move that takes politics beyond the established rules of the game and frames the issue

either as a special kind of politics or as above politics. Securitization can thus be seen as a more

extreme version of politics.”(Buzan et al., 1998: 23)

Hvis det relevante publikum accepterer en aktørs forsøg på at sikkerhedsliggøre et emne, flytter

emnet væk fra den politiske sfæres etablerede spilleregler og over bliver i stedet til en speciel form

for politik, eller til noget der er hævet over politik. Det betyder at det sikkerhedsliggjorte emne ikke

er genstand for den debat og anfægtelse som er kendetegnet i den politiske sfære (Hansen, 2012:

528). Når emnet sikkerhedsliggørees sker der altså et skift fra almindelig politik og til en mere

ekstrem, sikkerhedsliggjort politik, som er kendetegnet ved en sikkerhedslogik som tilsidesætter

gængse politiske spilleregler (Hansen, 2012: 528).

2.2.4 Afsikkerhedsliggørelse: Fra sikkerhedsliggjort til politiseret

I ovnenstående afsnit viste vi, at det der sker, når en sikkerhedsliggørelse er succesfuld er, at det

sikkerhedsliggjorte emne rykker væk fra den politiske sfære og behandles som en speciel form for

politik. Pilen kan imidlertid også gå den anden vej, hvilket vi sige at emne bliver

afsikkerhedsliggjort. Københavnerskolen definerer afsikkerhedsliggørelse som:

“the shifting of issues out of emergency mode and into the normal bargaining process of the

political sphere” (Buzan et al., 1998: 4)


21

Hvor en sikkerhedsliggørelse rykker et politiseret emne væk fra den politiske sfære og behandler

det som en speciel form for politik, gør afsikkerhedsliggørelsen det modsatte: En

afsikkerhedsliggørelse trækker et emne tilbage i den politiske sfære, hvor det foregår en kamp

mellem flere diskurser, og hvor det derfor igen bliver genstand for debat. I vores analyser fokuserer

vi på emner, der bliver forsøgt sikkerhedsliggjort gennem trusselsudpegninger. Men samtidig

analyserer vi publikums reaktion på disse trusseludpegninger. Hvis publikums reaktion består af en

eksplicit afvisning eller afdramatisering af de udpegede trusler kalder vi disse reaktioner for

afsikkerhedsliggørelsesforsøg7. Med andre ord er et afsikkerhedsliggørelsesforsøg et forsøg på at

overbevise det relevante publikum om, at en italesat trussel ikke udgør et sikkerhedsproblem8.

Afsikkerhedsliggørelselsforsøg er således forsøg på at fastholde emner i den politiske sfære, som

andre aktører prøver at flytte væk fra den politiske sfære. Den konstante diskursive kamp, som

foregår i den politiske sfære, er dermed en konstant kamp mellem forskellige

sikkerhedsliggørelsesforsøg og afsikkerhedsliggørelsesforsøg. En afsikkerhedsliggørelse sker som

resultatet af en/eller flere afsikkerhedliggørende talehandlinger, men et

afsikkerhedsliggørelsesforsøg indeholder altid den risiko at det kan virke kontraproduktivt: Ved at

forsøge at afdramatisere en trussel, kan aktøren medvirke til at fastholde publikums fokus på

truslen (Hansen, 2012: 530). Nedenstående figur illustrerer dynamikken mellem

sikkerhedsliggørelse og afsikkerhedsliggørelse.

7Denne strategi kalder Jeff Huysman for ”den objektivistiske strategi”. Den er baseret på en traditionel objektiv-subjektiv opfattelse af sikkerhed, hvor sikkerhed har et objektivt indhold imod hvilke subjektive forestillinger om en trussel italesættes som en rigtig trussel eller som en illusion (Huysmans, 1995: 65). 8 Eksempler på dette i analysen er Når Søren Espersen fx afviser at uran er farligt et farligt grundstof ved at betegne det som en handelsvare på linje med ost og smør, eller når Statsministeren udtaler at hun ikke frygter en kinesisk invasion i Grønland.


22

Figur 2: Dynamikken i sikkerhedsliggørelsesteorien

Opsummering

Vi har nu vist, at sikkerhedsliggørelse er en succesfuld talehandling, hvor der skabes en

intersubjektiv forståelse mellem den sikkerhedsliggørende aktør og det relevante publikum om at

noget udgør en eksistentiel trussel mod et beskyttelsesværdigt referentobjekt, og hvor truslens

karakter gør det legitimt at tage ekstraordinære midler i brug. Vi har ligeledes vist, at da vi forstår

diskurs som spredning af talehandlinger, består et sikkerhedsliggørelsesforsøg ikke af en, men

flere talehandlinger med samme form. Desuden har vi vist, at det er en faciliterende omstændighed

for et sikkerhedsliggørelsesforsøg, hvis:1) Det følger sikkerhedsliggørelses-grammatikken, 2) hvis

den sikkerhedsliggørende aktør er i besiddelse af en vis position og autoritet i forhold til publikum

og 3) hvis talehandlingen refererer til noget som generelt opfattes som en trussel. Hvis et publikum

overbevises af sikkerhedsliggørelsesforsøget rykker det sikkerhedsliggjorte emne væk fra den

politiske sfæres gængse procedurer og spilleregler og bliver i stedet behandlet som en speciel

form for politik styret af sikkerhedslogikker. Vi viste også at pilen kan gå den anden vej, dvs. et

sikkerhedsliggjort emne kan også rykke tilbage til den politiske sfære, hvor det bliver

afsikkerhedsliggjort. Et afsikkerhedsliggørelsesforsøg kan bl.a. identificeres ved at en aktør

forsøger at overbevise det relevante publikum om, at en italesat trussel, ikke udgør en trussel.

Politiserede emner:

Emner der behandles inden for den politiske sfære med de procedurer og

spilleregler, som er gængse der.

Sikkerhedsliggjorte emner:

De gængse politiske procedurer og spilleregler er sat ud af kraft. Emnet

behandles som en speciel form for politik styret af sikkerhedslogikker.


23

2.2.5 Operationalisering af teoriens begreber

Efter at have redegjort for sikkerhedsliggørelsesteorien vil vi i de følgende fem afsnit

operationalisere, modificere og definere følgende centrale begreber i sikkerhedsliggørelsesteorien:

Sikkerhedsliggørende aktører, eksistentielle trusler, beskyttelsesværdige referentobjekter,

ekstraordinære midler og publikum.

2.2.5.1 Definition af de sikkerhedsliggørende aktører Som tidligere beskrevet er det en ekstern faciliterende omstændighed, hvis den

sikkerhedsliggørende aktør har en vis position og autoritet i forhold til det publikum som han/hun

forsøger at overbevise med sin talehandling (Buzan et al., 1998: 40). Vores analyse af den

politiske debat tager udgangspunkt i et rigsfællesskab som består af to nationer: En nation i en

dansk stat og en nation i et grønlandsk selvstyre. Ifølge teorien har staten typisk klare regler for, at

det kun er statens autoritative repræsentanter, som kan tale på vegne af den (Buzan et al., 1998:

41). Teorien tager forventeligt ikke højde for en utraditionel konstellation som det grønlandske

selvstyre. Derfor handler det for os om at definere, hvem der er så privilegerede, at de kan tale på

vegne af staten og selvstyret (Buzan et al., 1998: 32).

Både selvstyret og den danske stat har trods forskellig folkeretlig status autoritative

repræsentanter, som udgør en del af den udøvende og lovgivende magt. I en dansk kontekst er

det de folkevalgte politikere i regeringen og Folketinget, som kan tale på vegne af den danske stat.

I Grønland er det de folkevalgte politikere i Naalakkersuisut og Inatsisartut, der kan tale på vegne

af selvstyret. I analysen afgrænser vi os derfor til kun at analysere talehandlinger artikuleret af

aktører i form af politikerne i Grønland eller Danmark. Det har den konsekvens, at vi afgrænser os

fra at analysere andre aktørers konkurrerende diskurser fx interessegrupper, mineselskaber,

eksperter osv. Det betyder, at vi ikke afdækker diskursen om rigsfællesskabet fuldstændigt, og at

der kan opstå andre drivkræfter for vores scenarier end dem vi finder i den politiske debat. Dette vil

vi derfor reflektere over i scenarieafsnittet. Det er dog i sidste ende de folkevalgte danske og

grønlandske politikere, som har beføjelserne til at træffe beslutninger på rigsfællesskabets vegne.

Derfor er vores udgangspunkt, at disse politikeres sikkerhedsliggøresforsøg og

afsikkerhedsliggørelsesforsøg vil have betydning for rigsfællesskabets fremtid.

2.2.5.2 Operationalisering af eksistentielle trusler Talehandlingen udgør som beskrevet i afsnit 2.2.1 altid startpunktet for sikkerhedsliggørelsen.

Formelt skal en trussel italesættes som eksistentiel for at talehandlingen kvalificerer sig til at være

et sikkerhedsliggørelsesforsøg. I ordet eksistentiel ligger, at referentobjektet skal være truet på

selve dets eksistens, da teorien forstår sikkerhed som overlevelse (Buzan et al, 1998: 21).

Truslens eksistentielle karakter vil altid afhænge af, hvilke referentobjekt der refereres til (Buzan et


24

al, 1998: 21). Vores analyse af talehandlingerne af den grønlandske og danske debat gennem en

anvendelse af sikkerhedsliggørelsesteorien vanskeliggøres ved, at enhver trussel på sin vis synes

at være eksistentiel, hvis blot referentobjektet præciseres tilstrækkeligt (Gad, 2004: 47)9. Principielt

er detkun publikum, der kan afgøre om den italesatte trussel accepteres som eksistentiel, og om

det italesatte referentobjekt er beskyttelsesværdigt (Buzan et al., 1998: 31).

Da vores videnskabsteoretiske udgangspunkt er poststrukturalistisk og vores speciale er empirisk

drevet, vil vi undlade at opstille objektive kriterier for, hvornår en trussel er eksistentiel eller ej. Vi er

netop interesseret i at analysere, hvad der udpeges som eksistentielle trusler, og det er derfor

empiren, som definerer truslen og det beskyttelsesværdige referentobjekt. Italesættelsen af et

referentobjekt som eksistentielt truet kalder vi i analysen for trusselsbilledet. I analysen er

såledesmedtaget alle de tilfælde, hvor noget italesættes som truet.

2.2.5.3 Operationalisering af referentobjektet Referentobjektet defineres i sikkerhedsliggørelsesteorien som den ting (stat, gruppe, individ, miljø

osv.), der italesættes som eksistentielt truet, og som der er en opfattelse af har en legitim ret til at

overleve (Buzan et al., 1998: 36). Det er gennem diskurserne i talehandlingerne, at vi som forskere

kan identificere, hvad der italesættes som et beskyttelsesværdigt referentobjekt.

Sikkerhedsliggørelsesteorien åbner op for, at referentobjektet kan være meget andet end staten og

nationen, som traditionelt har været referentobjekterne i studier af sikkerhed (Buzan et al., 1998:

36). I princippet kan de sikkerhedsliggørende aktører forsøge at konstruere hvad som helst som et

referentobjekt. I praksis er der dog nogle typer referentobjekter der anses som

beskyttelsesværdige, mens andre ikke gør:

”Bureaucracies, political regimes, and firms seldom hold this sense of guaranteed survival and thus

are not usually classed as referent objects” (Buzan et al., 1998: 39)

Politiske regimer eller virksomheder opfattes således sjældent som beskyttelsesværdige

referentobjekter. Sikkerhedsliggørelsesforsøg, der italesætter disse som beskyttelsesværdige

referentobjekter vil derfor have sværere ved at lykkes, end hvis aktøren refererer til et

referentobjekt som publikum er enige i har en legitim ret til at overleve (Buzan et al., 1998: 39)10.

Her spiller de bagvedliggende nationale identitetsdiskurser ind, idet de allerede har konstrueret, 9 Gad nævner et eksempel: En malariamyg er en eksistentiel trussel mod et menneskes liv, hvis den bider. En almindelig myg er en eksistentiel trussel mod et menneskes tilstand af velbefindende, hvis den bider. (Gad, 2004: 47). 10I vores analyse af royaltydebatten (afsnit 5.3) har vi fundet eksempler på, at IA italesætter Grønlands muligheder for at tiltrække udenlandske investeringer som et beskyttelsesværdigt referentobjekt, der er truet, hvis man indfører royalties nu. Dette referentobjekt er således ud fra sikkerhedsliggørelsesteorien utraditionelt.


25

hvad der udgør beskyttelsesværdige referentobjekter i den nationale identitet. Når det fx indgår

som en del af den nationale grønlandske identitet, at Grønland burde være selvstændig for at den

grønlandske kultur kan blomstre i en velfærdsstat, er det mere sandsynligt at publikum accepterer

dette som et beskyttelsesværdigt referentobjekt, frem for fx Grønlands fortsatte medlemskab i

rigsfællesskabet.

Det er gennem den analyse af talehandlingerne, at vi som forskere kan erfare, hvad de

grønlandske og danske politikere italesætter som beskyttelsesværdige referentobjekter (Buzan et

al., 1998: 39). Ligesom vi undlader at opstille objektive kriterier for eksistentielle trusler, opstiller vi

heller ikke objektive kriterier for, hvad der udgør beskyttelsesværdige referentobjekter. Vores

formål med analysen er netop at identificere, hvad der af de danske og grønlandske politikere

bliver italesat som beskyttelsesværdige referentobjekter i råstofdebatten. Ved at studere de

konkrete italesættelser af beskyttelsesværdige referentobjekter og studere publikums reaktion kan

vi studere den diskursive forhandling om, hvilke referentobjekter der er beskyttelsesværdige i

forhold til råstofudvinding i Grønland.

Figur 3: Operationalisering af aktør, trussel og referentobjekt

Figuren viser hvordan aktører, trussel og referentobjektet er operationaliseret og modificeret. I

analysen bruger vi denne type figur til at illustrere trusselsbilledet, altså de sikkerhedsliggøreende

aktørers italesættelse af en eksistentiel trussel mod et referentobjekt. Pilen i denne type figur er

ikke udtryk for en kausal sammenhæng, men skal illustrere at truslen er en trussel mod

referentobjektet.

2.2.5.4 Operationalisering af ekstraordinære midler Formålet med talehandlingen i en sikkerhedsliggørelse er at legitimere de ekstraordinære midler,

som skal afværge den italesatte eksistentielle trussel. Københavnerskolen definerer ikke klart,

hvornår noget er et ekstraordinært middel, og hvad der præcis adskiller et ekstraordinært middel

fra gængse politiske procedurer. Faktisk bruger forfatterne bag teorien flere betegnelser for de

ekstraordinære midler som fx: Speciel form for magt (Buzan et al., 1998: 21), ekstrem version af

politik (Buzan et al., 1998: 23), midler som kun kan tages i brug i nødstilfælde (Buzan et al, 1998:

Aktør: GL’s og DK’s politikere

Referentobjekt: Empirien definerer referentobjektet.

Trussel: Empirien definerer den eksistentielle trussel.


26

24) og exceptionelle procedurer (Buzan et al., 1998: 41). Fælles for alle betegnelserne er dog en

forståelse af, at det er nødvendigt at handle nu, for i morgen er det måske for sent.

En måde, ekstraordinære midler er blevet defineret på, er som et brud på de allerede eksisterende

regler og loven (Buzan et al., 1998: 25). Alle samfund har regler og love. Når en

sikkerhedsliggørende logik og diskurs forenes for at legitimere et brud på disse regler og love, er

der tale om et sikkerhedsliggørelsesforsøg (Vuori, 2008: 69). Der er dog et indbygget problem i

denne uklare definition. For det første kan brud på regler tage mange former (Buzan, et al, 1998:

25). Det er derfor uklart, hvorvidt man kan betragte lovændringer som brud med gældende love og

regler. Hvis man gør det, bliver det straks sværere at adskille brugen af ekstraordinære midler fra

den ”normale” politiske praksis, hvor man jo også rask væk laver lovændringer. For det andet, hvis

man tager definitionen bogstaveligt og kræver, at man ved at anvende ekstraordinære midler skal

bryde love eller regler, og dermed gøre noget ”ulovligt” vil det stærkt begrænse den praktiske

anvendelse af sikkerhedsliggørelsesteorien.

For at imødekomme denne udfordring i definitionen af ekstraordinære midler, har vi ladet os

inspirere af Roxanna Sjöstedt. Hun definerer et sikkerhedsliggørelsesforsøg således: ”(…)the

public framing of an issue as a national threat, accompanied by a strategy to act.” (Sjöstedt, 2008:

10). De ekstraordinære midler udgør således de midler, som bliver italesat som en del af en

strategi, der skal afværge den italesatte trussel. Dermed er den eneste forskel mellem

ekstraordinære midler og normale midler (normal politik), at de ekstraordinære midlers formål

italesættes som ekstraordinært: At afværge den eksistentielle trussel. I vores forståelse betyder det

at en bevarelse af den nuværende politik også kan defineres som et ekstraordinært middel, hvis

det italesættes som et middel til at afværge en eksistentiel trussel. En objektivt funderet definition

af ekstraordinære midler ville kræve en definition af, hvad der er normale politiske procedurer, og

hvad der derfor kan siges at udgøreekstraordinære midler. Det ville ikke alene være et helt

speciale i sig selv, men også stride imod vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, hvor det er

gennem diskurs, at vi kan erkende, hvad der er ekstraordinære midler. Hvad der udgør et brud på

gængse politiske procedurer, afhænger af, hvilke politiske procedurer der er gængse inden for den

kontekst man opererer i. Det er en central del af sikkerhedsliggørelsesteorien, at der ikke

eksisterer objektive trusler. Hvis vi overfører dette til ekstraordinære midler, eksisterer der således

heller ikke objektive ekstraordinære midler. Vi vil således lade empirien afgøre, hvad der i vores

analyse af debatten om råstofudvinding i Grønland udpeges som ekstraordinære midler.


27

Figur 4: Operationalisering af aktør, trussel, referentobjektet og ekstraordinært middel

Figuren viser hvordan aktører, trussel, referentobjektet og ekstraordinært middel er

operationaliseret og modificeret. I analysen bruger vi denne type figur til at illustrere et

sikkerhedsliggøreelsesforsøg. Pilene i denne type figur er ikke udtryk for kausale sammenhænge.

Pilen mellem trussel og referentobjekt skal illustrere at truslen er en trussel mod referentobjektet.

Pilen fra det ekstraordinære middel til den første pil skal illustrere at det ekstraordinære middel kan

forhindre truslen i at væren en trussel imod referentobjektet.

I de tre foregående afsnit har vi modificeret de tre elementer i den sikkerhedsliggørende diskurs i

talehandlingen. Modificeringen af disse tre begreber betyder i praksis at vi sænker kravene til,

hvornår en talehandling kan defineres som et sikkerhedsliggørelsesforsøg. Konsekvensen af dette

er at vi i analysen identificerer en bred mangfoldighed af sikkerhedsliggørelsesforsøg. Dette er

netop meningen med vores teoretiske ramme, idet formålet med analysen er netop at indfange de

forskellige positioner og dynamikker i debatten. Til dette formål er en modificering af

sikkerhedsliggørelsesteorien ideel. Den grønlandske og danske råstofdebat er både præget af

succesfulde sikkerhedsliggørelser, hvor det ekstraordinære middel er blevet accepteret af det

relevante publikum (i Grønland storskalaloven og ophævelsen af nultolerancen), men samtidig er

debatten præget af udpegede trusselsbilleder og mere eller mindre vellykkede

sikkerhedsliggørelsesforsøg, hvor et eller flere elementer i den sikkerhedsliggørende talehandling

mangler. Typisk mangler en eksplicit italesættelse af et ekstraordinært middel, og i de tilfælde, hvor

der udpeges et middel, er der heller ikke altid entydigt tale om et ekstraordinært middel.

2.2.5.5 Operationalisering af publikumsbegrebet Efter at have modificeret de tre elementer i den sikkerhedsliggørende talehandling, vil vi vende

vores opmærksomhed mod publikumsbegrebet. En nærmere præcisering af publikumsbegrebet er

Aktør: DK’s og GL’s politikere

Ekstraordinært middel: Empiri definerer strategi til at afværge truslen.

Referentobjekt: Empirien definerer referentobjektet.

Trussel: Empirien definerer den eksistentielle trussel.


28

nødvendig, fordi vores analyse er bygget op omkring dynamikkerne i de forskellige publikummers

reaktion på sikkerhedsliggørelsesforsøgene.

Da sikkerhedsliggørelse er en intersubjektiv proces, bliver den sikkerhedsliggørende talehandling

forhandlet mellem aktøren og publikum. Det er publikum, som i sidste ende afgør

sikkerhedsliggørelsesforsøgets succes, da det er dem, som giver aktøren tilladelse til at tage

ekstraordinære midler i brug for at afværge den italesatte trussel (Buzan et.al,1998: 26). Det er en

selvstændig pointe at publikums accept ikke behøver at være eksplicit, og at de ekstraordinære

midler ikke behøver at blive taget i brug. En sikkerhedsliggørelse er succesfuld, hvis publikum ville

have accepteret, hvis midlet var blevet taget i brug (Buzan et al., 1998: 26). Der kan være flere

forskellige publikummer til en talehandling, og publikums accept kan både være aktiv (fx i form af

en enstemmig vedtagelse af storskalaloven i Inatsisartut) eller passiv (blot udlade at gøre

indsigelser/forhindre). Derfor kan man principielt ikke afgøre, hvem et publikum er, før det ikke

accepterer et sikkerhedsliggørelsesforsøg (Gad, 2004: 47).

Debatterne i Grønland og Danmark spiller på grund af rigsfællesskabets konstruktion systematisk

sammen. De danske politikere reagerer på talehandlinger artikuleret af grønlandske politikere og

omvendt. Derfor er der altid både et dansk og et grønlandsk publikum for talehandlingerne i

debatten. Når et publikum melder sig med en reaktion på en trusselsudpegning bliver det selv til

afsender. Nogle gange tager denne reaktion form af en eksplicit accept fx den danske regering,

som har accepteret samtlige af de midler som er blevet vedtaget i Grønland. Andre gange tager

reaktionen form af en eksplicit ikke-accept af det ekstraordinære middel. I debatten er dette

kommet til udtryk i, at både grønlandske og danske politikere har forsøgt at sikkerhedsliggøre de

ekstraordinære midler som Naalakkersuisut har implementeret. Andre gange har den grønlandske

reaktion været, at Danmark skulle blande sig uden om.

Forskellige publikummer kan give den sikkerhedsliggørende aktør forskellig støtte, og Thierre

Balzacq skelner således mellem moralsk støtte og formel støtte. Den moralske støtte kan gives af

alle publikummer, og den er udtryk for en grundlæggende accept af sikkerhedsliggørelsen. Den

formelle støtte kan derimod kun gives af det publikum, som kan give den sikkerhedsliggørende

aktør det nødvendige mandat til at afværge truslen med ekstraordinære midler (Balzacq, 2005:

184-185)11. I analysen skelner vi for overskuelighedens skyld mellem den grønlandske og danske

11Ifølge Balzacq er både offentlighedens (moralske støtte) og parlamenters (moralske og formelle støtte) begge af vital vigtighed. De sikkerhedsliggørende aktører vil således altid forsøge at overbevise så bredt et publikum som muligt (Balzacq, 2005: 185). Desuden handler politikerne på en formel støtte i form af et mandst fra vælgerne. Derfor vil vælgerne således også altid være et publikum for politikernes talehandlinger, da de som udgangspunkt vil undgå at handle fuldstændig ude af trit med den offentlige mening


29

debat. Denne analytiske opdeling er som tidligere beskrevet en forenkling, da debatterne

automatisk spiller sammen. Opdelingen er foretaget for at vi bedre kan analysere dynamikkerne

inden for den enkelte debat og opdelingen er baseret på, hvilket publikum, som umiddelbart kan

give de sikkerhedsliggørende aktører formel støtte. For at den danske regering kan få mandat til at

tage ekstraordinære midler i brug, er den nødt til at opnå formel støtte fra et flertal i Folketinget.

Den danske regering er nemlig en mindretalsregering, hvilket betyder, at det ikke er tilstrækkeligt

for regeringspartierne at overbevise hinanden. I den politiske debat i Danmark, udgør det primære

publikum således politikerne i Folketinget. Dette gælder uanset om sikkerhedsliggørelsesforsøget

foretages af politikere fra regeringen eller oppositionspartierne. Eftersom koalitionen i

Naalakkersuisut allerede har flertal i Inatsisartut, behøver koalitionspartierne i princippet kun at

overbevise hinanden for at kunne implementere et ekstraordinært middel.12 Oppositionspartierne

er derimod nødt til at opnå formel støtte fra de andre oppositionspartier, og mindst et af partierne i

Naalakkersuisit for at få flertal. Nogle gange er det dog også nødvendigt for de grønlandske

politikere at opnå formel støtte fra de danske politikere, da storskalaloven kræver en dansk

følgelovgivning. I eksemplet med storskalaloven er det således ikke nok, at den er enstemmigt

vedtaget i Inatsisartut. Før den kan implementeres skal et flertal i Folketinget nemlig vedtage en

følgelovgivning.

Derfor er de sikkerhedsliggørende talehandlinger altid rettet mod et publikum, men hvem dette

publikum består af, er langt fra klart defineret i teorien (Léonard&Kaunart, 2011: 57).En af teoriens

ophavsmænd Ole Wæver definerer publikum bredt som ”dem der skal overbevises for at

sikkerhedsliggørelsesforsøget er succesfuldt” (Wæver i Léonard&Kaunert, 2011: 59). Han

understreger desuden at publikum kan variere alt efter hvilket emne, som bliver forsøgt

sikkerhedsligjort. Det betyder, at der ikke bare er ét relevant publikum, men derimod flere relevante

publikummer (Léonard&Kaunert, 2011: 63).

(Léonard&Kaunert, 2011: 63).Vælgerne kan således komme med en eksplicit ikke-accept af sikkerhedsliggørelsen ved fx at skifte regeringen ud ved næste valg. I en valgkamp vil politikerne forsøge at opnå formel støtte fra både vælgerne og hinanden. Debatten om royalties skal især ses i dette lys, da den primært udspillede sig under valgkampen i Grønland. 12 Et eksempel på dette er ophævelsen af nultolerancen, som blev vedtaget kun med stemmer fra de to koalitionspartier Siumut og Attasut.


30

2.3 Scenarieteori

Vi har i ovenstående afsnit gennemgået det teoretiske udgangspunkt for vores analyses første del,

og operationaliseret teoriens begreber. I de følgende afsnit vil vi kæde

sikkerhedsliggørelsesteorien sammen med opstillingen af scenarier. De drivkræfter som vi finder

gennem sikkerhedsliggørelsesanalysen i analysens første del, er nemlig styrende for de scenarier,

som vi opstiller for rigsfællesskabets fremtid.

2.3.1 Sikkerhedsliggørelse og scenarier

At koble sikkerhedsliggørelsesteori sammen med scenarier er oplagt af flere grunde. For det

første har sikkerheds-argumenter ifølge Københavnerskolens teoretikere den ofte oversete

egenskab, at de handler om fremtiden og alternative hypotetiske fremtider. En

sikkerhedsliggørende talehandling indeholder således altid to forudsigelser 1) En forudsigelse af,

hvad der vil ske, hvis vi ikke behandler truslen som en sikkerhedstrussel, 2) En forudsigelse af,

hvad der vil ske, hvis vi behandler truslen som en sikkerhedstrussel (Buzan et al., 1998: 32). På

den måde er der allerede i sikkerhedsliggørelsesteorien indbygget en form for fremtidsscenarier. I

dette speciale anser vi sikkerhedsliggørelse og sikkerhedsliggørelsesforsøg som en proces der i

sig selv medfører nogle bestemte effekter (Guzzini, 2011, 337). Teorien afviser således ikke

kausale mekanismer. Den anerkender at der er nogle kausale mekanismer som finder sted,

afhængig af om noget er sikkerhedsliggjort eller ej, men den hævder ikke at kunne forudsige disse

kausale mekanismer (Wæver, 2011: 476). For os er det centrale spørgsmål, hvad

sikkerhedsliggørelsesforsøg-succesfulde eller ej- gør. Hvis en sikkerhedsliggørelse lykkes så sker

der noget. Men det er ikke afgjort på forhånd, hvad der sker. Selv hvis et

sikkerhedsliggørelsesforsøg ikke lykkes kan det skabe nogle kædereaktioner hos publikum. På

grund af aktualiteten i de danske og grønlandske debatter, kan vi på nuværende tidspunkt ikke

fastlægge, hvilken effekt de sikkerhedsliggørelsesforsøg, som vi identificerer i debatterne, vil få for

rigsfællesskabets fremtid. I stedet kan vi på baggrund af analysen give flere bud på, hvilke effekter

sikkerhedsliggørelsesforsøgene kan få ved at opstille forskellige scenarier for rigsfællesskabets

fremtid.

2.3.2 Scenarier

Scenarier er et redskab, som giver os mulighed for, at arbejde videnskabeligt med fremtiden. Et

scenarie kan defineres som en ”internt konsistent hypotese om, hvordan fremtiden kan udfolde sig:

en kæde af logik der skaber kontakt mellem ”drivers” og ”outcomes” (Neuman et. Al., 2004: 259,

egen oversætt.). Et scenarie indeholder således en beskrivelse af en mulig situation i fremtiden,

samtidig med at det inkluderer de udviklings stier, som kan lede til den specifikke fremtidssituation

(Kosow & Gassner, 2008: 11). Det er en grundlæggende præmis for arbejdet med scenarier, at


31

fremtiden er usikker, derfor bør man altid tage højde for flere plausible fremtider i stedet for blot

den ene fremtid man umiddelbart forventer (Bishop, Hines & Collins, 2007: 5). Formålet med

scenarier er altså ikke er at give en fuldkommen beskrivelse af fremtiden. I stedet fremhæver

scenarier centrale elementer i en række mulige fremtider og fokuserer på de drivkræfter som vil

drive den fremtidige udvikling. Derudover giver scenarier ikke en ”sand” viden om fremtiden. De er

i stedet en hypotetisk konstruktion af mulige fremtider, som er baseret på vores viden om nutiden

og fortiden. I opstillingen af scenarier bliver vi således ikke alene klogere på fremtiden, men i høj

grad også klogere på nutiden (Kosow & Gassner, 2008: 12).

Vores formål med at opstille scenarier for rigsfællesskabets fremtid er at åbne op for at tænke i

forskellige fremtider. Dermed håber vi at vi kan bidrage til, at læserne af dette speciale reflekterer

over, hvilken fremtid man ønsker for rigsfællesskabet – og mindst lige så vigtig, hvilken fremtid

man ikke ønsker. I modsætning til når politikere opstiller scenarier, vil vi være transparente i den

proces som leder frem til scenarierne. På den måde er det tydeligt, på hvilken baggrund vi opstiller

vores scenarier. I sidste ende håber vi, at vi ved at opstille nogle horisontudvidende scenarier i

dette speciale kan bidrage til en mere oplyst og konstruktiv demokratisk debat om

rigsfællesskabets fremtid, for ”It is vitally important that we think deeply and creatively about the

future, or else we run the risk of being surprised and unprepared” (Bishop, Hines & Collins, 2007:

5).

2.4 Sammenfatning af specialets teoretiske ramme

I dette afsnit har vi defineret at vores videnskabsteoretiske udgangspunkt er poststrukturalistisk, og

at vi forstår diskurs som spredning af talehandlinger. Vi har endvidere vist at talehandlingerne har

de nationale identitetsdiskurser om stat og nation som forudsætning. Derudover har redegjort for,

at en talehandling må have en bestemt form for at kunne karakteriseres som et

sikkerhedsliggørelsesforsøg, og at en succesfuld sikkerhedsliggørelse er afhængig af publikums

accept. Vi har beskrevet de faciliterende omstændigheder for et sikkerhedsliggørelsesforsøgs

succes og vist at der er forskel på om et emne er politiseret og sikkerhedsliggjort. Derudover har vi

operationaliseret, modificeret og defineret teoriens centrale begreber og i praksis sænket kravene

til, hvornår en talehandling kan ses som et sikkerhedsliggørelsesforsøg. De sikkerhedsliggørende

aktører defineres som de grønlandske og danske politikere, mens det relevante publikum

umiddelbart defineres som dem der kan give formel støtte. Vi har vist, at

sikkerhedsliggørelsesteorien hænger sammen med opstillingen af scenarier idet scenarier kan

beskrive effekten af sikkerhedsliggølsesforsøg.


32

3. Analysestrategi I dette kapitel udvikler vi vores analysestrategi idet vi beskriver, hvordan vi konkret vil analysere

den grønlandske og danske debat ved at lede efter talehandlinger med en bestemt form. Efter en

udvikling af analysestrategien følger en uddybning af strategien for at opstille vores fire scenarier

for rigsfællesskabets fremtid. Vores scenariestrategi består af fire skridt: 1)identificering af

drivkræfter 2)specificering af forudbestemte elementer 3)identifikation af kritiske usikkerheder og

4)sammenkædning af scenariernes plot. Herefter vil vi beskrive, hvilken metode vi har brugt til at

indsamle og udvælge data. Til slut reflekterer vi over, hvilke konsekvenser vores manglende

grønlandskkundskaber har for vores konklusioner.

3.1 Analysestrategi for debatterne I sikkerhedsliggørelsesteorien er der allerede indbygget en analysestrategi. Som ophavsmændene

til teorien skriver:

”The technique is simple: Read, looking for arguments that take the rhetorical form defined here as

security” (Buzan et al., 1998: 177).

I vores analyse af debatterne vil vi således altid se efter den bestemte diskursive struktur i

talehandlingerne, som kendetegner et sikkerhedsliggørelsesforsøg: Udpegningen af en eksistentiel

trussel mod et referentobjekt og et forsøg på at legitimere anvendelsen af ekstraordinære midler

for at afværge truslen (jf. afsnit 2.2.2). Derudover vil vi for at identificere

afsikkerhedsliggørelsesforsøg se efter konkrete forsøg på at nedtone og afdramatisere de

italesatte trusler. Vi forventer alt andet lige at finde den diskursive struktur, som vi leder efter, og på

den måde bliver vores analysestrategi ”teori-bekræftende”, idet formålet er at anvende teorien frem

for at teste den (Balzacq, 2011: 34). Genstand for analysen er altså de diskurser som kommer til

udtryk i aktørernes talehandlinger og ikke aktørernes motiver, skjulte intentioner eller hemmelige

planer. Ifølge Wæver er det vigtigt at holde sig til diskurs som diskurs, og han fremhæver at det

kan vendes til en metodisk styrke:

”Hvis man forsøger at strække diskursanalyse til at fortælle os, hvad folk tænker, og hvorfor de

gør, hvad de gør, så vinder man i første omgang en masse i forklaringsvidde, men betaler prisen i

form af en række heroiske antagelser for at kunne slutte fra tale til tanke til diskurs” (Wæver, 2000:

284-285).

Vi vil derfor afholde os fra at påstå, at vi ved, eller kan sige noget om, hvorfor de grønlandske og

danske politikere gør som de gør og siger som de gør. Hvad vi derimod kan sige noget om er,

hvordan politikerne forsøger at legitimere konkrete midler, hvad politikerne fremhæver som virkelig


33

vigtigt idet det udpeges som eksistentielt truede og beskyttelsesværdige, samt hvordan politikerne

reagerer på hinandens talehandlinger og tiltag. Sikkerhedsliggørelsesteorien er derfor et godt

redskab til at analysere de forskellige positioner i debatten, da teorien giver mulighed for at vi kan

analysere den diskursive kamp i debatterne ved at identificere både sikkerhedsliggørelsesforsøg

og afsikkerhedsliggørelsesforsøg. Som tidligere beskrevet har talehandlingerne i den grønlandske

og danske debat de dybt sedimenterede nationale identitetsdiskurser om stat og nation som

forudsætning. Inden vi foretager selve analysen af debatterne viser vi således i afsnit 4 på

baggrund af tidligere forskning, hvilke nationale identitetsdiskurser om stat og nation, som er

fremherskende i Grønland og Danmark. Desuden vises, hvordan disse nationale

identitetsdiskurser spiller sammen med råstofudvindingen og rigsfællesskabet. De nationale

identitetsdiskurser inddrages ad hoc i analysen til at nuancere de talehandlinger, som analyseres.

3.2 Strategi for opbygning af scenarier I dette afsnit vil vi beskrive, hvordan vi med udgangspunkt i de afdækkede dynamikker i

debatterne, vil opstille scenarier for rigsfællesskabets fremtid.

Der findes ikke en universel teoretisk eller metodisk tilgang til at opstille scenarier (Kosow &

Gassner, 2008: 2). I vores arbejde med scenarier har vi ladet os inspirere af Bernstein et al.

metode, hvor processen til at opstille scenarier består af en række trin, som leder frem til selve

formuleringen af scenarierne. Metoden er valgt, fordi den med sine konkrete trin gør det muligt for

os at være transparente i processen, som leder frem til de endelige scenarier. Opstillingen af

scenarier vil altid indebære et vist kreativt element, og derfor bliver transparens altafgørende. Ved

at dele processen op i trin sikrer vi at enhver se, hvilke forudsætninger, som vi har bygget vores

scenarier på. Hvis vi kort skal ridse scenariestrategien op, så består processen af følgende trin:

Først identificeres de mulige drivkræfter for scenarierne, og i den forbindelse udvælge, hvilke

drivkræfter man vil lægge vægt på i sine scenarier. Dernæst specificeres de forudbestemte

elementer i scenarierne, og til slut identificeres de kritiske usikkerheder. Til sidst opstilles de

endelige scenarier ved at binde drivkræfter, forudbestemte elementer og kritiske usikkerheder

sammen i en fortælling. Nedenstående figur illustrerer de 4 trin i udviklingen af scenarier. Vi vil

gennemgå trinene i de følgende afsnit.


34

Figur 5. De konkrete trin i opbygningen af scenarier

Det første skridt i udarbejdelsen af scenarier er at identificere de drivkræfter, som driver

udviklingen i scenarierne. For ikke at overse drivkræfter der er væsentlige for udviklingen handler

det i første omgang om ikke at begrænse sig til få drivkræfter, men derimod at bringe alle

tænkelige drivkræfter i spil. Da en af styrkerne ved at opstille scenarier er, at man udvider

forståelsen for hvad der påvirker fremtiden og hvordan, er denne første fase vigtig (Bernstein et al,

2000: 55). Vores konkrete metode for at finde de mulige drivkræfter bestod i en brainstorm over de

tendenser, dynamikker og sammenhænge vi fandt gennem vores analyse af den danske og

grønlandske debat. Konkret har vi taget udgangspunkt i, hvilke sikkerhedsliggørelsesforsøg og

afsikkerhedsliggørelsesforsøg der er foretaget, og hvordan publikumsreaktionen har været. Vi har

således diskuteres generelle tendenser i debatterne for at finde frem til drivkræfterne. Derudover

har vi inddraget forhold der har optrådt som diskursivt medierede sandheder i debatten fx

Grønlands demografi og økonomi. Ved at fokusere på de drivkræfter der udspringer af debatten,

indsnævrer vi på forhånd mængden af mulige drivkræfter der kan forklare rigsfællesskabets

fremtid. Det betyder at vi udelukker drivkræfter som ikke fremgår i debatterne, men som også kan

tænkes at have betydning for rigsfællesskabets fremtid. Derfor vil vi efter vi har opstillet scenarier

reflektere over mulige drivkræfter, som ligger uden for debatterne, og hvordan de kan påvirke de

scenarier vi har opstillet.

Når vi har identificeret de mulige drivkræfter, handler det om at finde frem til de drivkræfter der er

afgørende for udviklingen. Bernstein et. al. angiver ikke nogen konkret metode for, hvordan man

finder frem til de afgørende drivkræfter, og det er nok her scenarieteorien har sin væsentligste

begrænsning. Vi har fundet frem til de afgørende drivkræfter gennem en udvælgelsesproces hvor

vi har afprøvet de enkelte drivkræfters evne til at forklare rigsfællesskabets fremtid. Løbende har vi

justeret drivkræfterne og prøvet dem af i kombination med andre drivkræfter. Efter at have prøvet

Plot: Binde drivkræfte

forudbestemte elementer og

kritiske usikkerheder

sammen.

Identificere de kritiske

usikkerheder som adskiller scenarierne

Specificere de forudbestemte

elementer

Identificere mulige

drivkræfterne i scenarierne


35

og diskuteret alle drivkræfterne er vi endt op med et sæt af drivkræfter, som giver de mest

interessante, og plausible scenarier for, hvordan debatten kan påvirke rigsfællesskabets fremtid.

Afprøvningen af de enkelte drivkræfter består af at forestille sig, hvordan drivkræfterne kan drive

udviklingen, har der været tale om en proces med et vist kreativt element. Kreativiteten udspringer

således fra de erkendelser vi har opnået efter at have gennemlæst og analyseret et massivt

datamateriale i forbindelse med udarbejdelsen af dette speciale. At være kreativ i opstillingen af

scenarier ligger fint i tråd med formålet med at opstille scenarier, som netop er at åbne op for at

tænke i flere fremtider (jf afsnit 2.3).

Efter at have identificeret og udvalgt drivkræfterne for scenarierne er det andet trin i processen at

specificere de elementer, som vi med en vis sikkerhed kan antage opfører sig forudsigeligt. Der er

ingen let måde at gøre dette på, og man skal altid være forsigtig med at kategorisere elementer

som sikre (Bernstein et al, 2000: 56). Ikke desto mindre er der ifølge Bernstein elementer som

fremstår næsten sikre. Det kan for eksempel være elementer, som udvikler sig langsomt fx

demografi, begrænsninger fx geografi og fysiske ressourcer fx råstoffer (Bernstein et al., 2000: 55).

Ud fra vores teoretiske ramme udgør de forudbestemte elementer naturligvis de bagvedliggende

dybt sedimenterede nationale identitetsdiskurser i Danmark og Grønland, da de er så dybt

sedimenterede at de er svære at ændre. Derfor må det antages at de er nogenlunde konstante.

Derudover har vi specificeret de forudbestemte elementer ved at analysere, hvad der i debatten

fremstår som diskursivt medieret sandheder, som alle er enige om. Vores udgangspunkt er, at hvis

alle er enige om, at noget er sandt, så kan denne diskurs antages at være nogenlunde konstant.

Det tredje trin i processen er at identificere de kritiske usikkerheder. Kritiske usikkerheder er de

usikkerheder som er centrale for vores emne, men som i deres omfang, gennemslagskraft og

konsekvenser er usikre. De kritiske usikkerheder er vigtige, fordi det er dem som adskiller de

forskellige scenarier (Bernstein et al, 2000: 56). På baggrund af vores analyse af debatterne og de

identificerede drivkræfter udvælger vi nogle få kritiske usikkerheder. Udvælgelsen af kritiske

usikkerheder indebærer ligesom udvælgelsen af drivkræfter et vist kreativt element, hvorfor

transparens igen er afgørende. Ved at være eksplicitte om, hvilke kritiske usikkerheder der

adskiller scenarierne, vil dermed sikre transparensen.

Fjerde skridt består i at forme scenariernes plot ved at bind drivkræfter, forudbestemte elementer

og kritiske usikkerheder sammen i en overbevisende historie (Bernstein et al, 2000: 56). De

enkelte scenarier beskriver konkret hvordan de afgørende drivkræfter driver udviklingen i de

enkelte scenarier, og hvordan de kritiske usikkerheder og forudbestemte elementer påvirker denne

udvikling. Resultatet af det fjerde skridt er altså selve de fortællinger, som scenarierne udgør.


36

Vi har nu beskrevet de fire trin, som vi vil følge i opbygningen af scenarier. Drivkræfterne

identificeres som beskrevet ud fra vores analyse af den grønlandske og danske debat. Det er klart

at der også er drivkræfter, som ikke indgår i debatten, men som ikke desto mindre kan få

betydning for rigsfællesskabets fremtid. Det betyder at disse drivkræfter potentielt kan ændre vores

scenarier. Vi har derfor valgt som et supplement til selve opstillingen af scenarier, at reflektere

over, hvilke drivkræfter der kunne opstå uden for den debat vi har analyseret, og hvordan disse

kunne påvirke de opstillede scenarier.

3.3 Empiri og kildemateriale I dette afsnit viser vi, hvilken metode vi har brugt til at indsamle og udvælge kildemateriale. Først

vises, hvilke krav og rammer, som vores teoretiske udgangspunkt stiller til indsamling og

udvælgelse af kildemateriale. Herefter gennemgår vi, hvilke begrænsninger der har været for at

indsamle og udvælge kildemateriale fra den grønlandske og den danske debat. Til sidst

gennemgår vi den systematik, der har struktureret den konkrete dataindsamling i de to debatter.

3.3.1 Rammer for indsamling og udvælgelse af kildemateriale

I en diskursanalyse af talehandlinger bør datamaterialet bestå af offentlige og tilgængelige

tekster13 (Wæver, 2000: 284). Vi lever op til dette ved kun at inddrage tekster, som alle har adgang

til. For det andet bør hovedparten af teksterne være fra den tidsperiode, som man studerer

(Hansen, 2006: 82). Dette lever vi op til ved kun at talehandlinger artikuleret fra periode 1.

november 2012 til 14. januar 201414. Historiske tekster og baggrundskilder bør inddrages for at

forklare de diskursive sammenhænge, baggrunden og konteksten for den pågældende debat

(Hansen, 2006: 82). Derfor er der altid et kort kontekstafsnit inden analysen af hver debat.

Det er en vigtig pointe, at man ikke behøver at inddrage alt i en diskursanalyse. I stedet bør man

primært inddrage centrale tekster (Buzan et al, 1998: 177). Når vi analyserer talehandlingerne i

den politiske debat i Danmark og Grønland, bør vi således først og fremmest inddrage de tekster,

hvor politikernes talehandlinger bliver artikuleret. Disse talehandlinger må forventes at blive

artikuleret der, hvor den politiske debat i Grønland og Danmark først og fremmest udspiller sig -

Folketinget og Inatsisartut. Men den politiske debat udspiller sig også i medierne. Debatten i

13 Indenfor diskursteorien forstås tekster bredere end kommunikation gennem skrift. Når vi i dette afsnit skriver ”tekster”, omfatter det derfor også kommunikation gennem andre kilder end skrift, som f.eks. tv-udsendelser. 14 En undtagelse er Naalakkersuisuts fremsættelse af lovforslaget til storskalaloven fra oktober 2012. Dette er taget med fordi det udgør et vigtigt element i debatten om storskalaloven, som primært udspillede sig efter fremsættelsen af lovforslaget. Derfor er det taget med.


37

medierne spiller sammen med debatten i Folketinget og Inatsisartut, idet de grønlandske og

danske politikere kommenterer og spørger ind til hinandens udtalelser i medierne. Med andre ord

læser og hører politikerne hinandens talehandlinger i medierne, og på den måde udgør

udtalelserne i medierne sammen med talerne i Folketinget eller Inatsisartut begge den politiske

debat.15 På baggrund af denne erkendelse og vores teoretiske udgangspunkt, har vi ladet os

inspirere af Lene Hansen (Hansen, 2006: 76), og opstillet to overordnede kriterier for de tekster,

som vi anvender som empirisk grundlag for vores analyse:

1. Teksterne skal læses, høres eller ses bredt af politikerne og befolkningen i Danmark og

Grønland.

2. Teksterne skal have formel autoritet til at definere en politisk position.

Med det første kriterium sikrer vi, at de tekster, som vi anvender, er tilgængelige og læses bredt,

idet vi kun anvender tekster fra landsdækkende aviser i Danmark og Grønland. Ud over tekster fra

aviser inddrager vi også relevante tv-udsendelser fra de nationale public service tv-stationer, da vi

med en vis sikkerhed kan sige at den brede befolkning i Grønland og Danmark har adgang til dem.

I Grønland betyder det at vi anvender tv-udsendelser fra KNR og i Danmark fra DR. Vi inddrager

ligeledes nyheder fra avisernes webversioner og fra de to tv-stationers webnyheder.

Det er åbenlyst at ikke alle tekster kan score lige højt på de to kriterier. Mens tekster fra Folketinget

og Inatsisartut scorer højt på det andet kriterium, da de har formel autoritet til at definere en politisk

position, er de ikke nødvendigvis tekster, som læses bredt af den danske og grønlandske

befolkning. Artikler og debatindlæg i landsdækkende medier scorer lavt på formel autoritet, men

højt på det første kriterium, idet de læses bredt af både politikerne og befolkningen. Ved at benytte

begge type tekster vil vi overkomme svaghederne ved de to typer tekster.

3.3.2 Empiri- og datamateriale i den grønlandske debat

Eftersom det ikke var muligt via søgemaskinen Infomedia at få adgang til andet end webartikler fra

de grønlandske aviser, er vores empirimateriale i den grønlandske debat primært webbaseret. De

fleste af artiklerne stammer fra hjemmesiden www.Sermitsiaq.ag, der indeholder artikler fra de to

landsdækkende aviser Sermitsiaq og Atuagagdliutit/Grønlandsposten (A/G). A/G karakteriseres

15Dette har vi set eksempler på i Folketingsdebatten af 19. December 2012, hvor Siumuts Doris Jakobsen udtalte: ”I dag ser vi resultatet i medierne og i debatten mellem grønlandske og danske politikere af, at dette ikke skete. Hvor der mere end nogen sinde er brug for en national samling over for de gigantiske multinationale selskaber inden for olie- og mineralindustri, somGrønland står over for, har loven i stedet splittet os ad.” Ligeledes i Folketingdebatten den 21. februar 2013, hvor Gitte Lillelund Bech spurgte ind til en udtalelse fra Socialdemokraternes grønlandsordfører Flemming Møller Mortensen i P1: ”Og nu er det sådan, at hr. Flemming Møller Mortensen og jeg også har haft debatten i P1 – det havde vi den 29. januar – og der noterede jeg mig jo, at da hr. Flemming Møller Mortensen blev spurgt om brydning af råstoffer og sjældne jordarter i det projekt, der hedder Kvanefjeldsprojektet, sagde han, og jeg citerer: Det er overhovedet ikke et dansk anliggende.”


38

normalt som Grønlands ”kritiske” og ”traditionsrige” avis, mens avisen Sermitsiaq betragtes som

den ”erhvervsvenlige” og ”borgerlige” avis (Gad 2004:54). På hjemmesiden er det imidlertid ikke

muligt at identificere, hvilken avis der har bragt, hvilken artikel, hvorfor vi altid henviser til

Sermitisiaq.AG. Da vi per definition ønsker at analysere tilgængelige og breds disponerede tekster,

anser vi ikke dette som en afgørende begrænsning for vores adgang til den grønlandske debat.

Tværtimod vil vi argumentere for at vi ved at benytte www.Sermitsiaq.ag sikrer os at vi kun

inddrager tekster der har været bredest muligt disponeret, idet www.Sermitsiaq.ag må forventes at

bringe de nyheder som anses for vigtigst af de 2 grønlandske aviser. Begge aviser er

dobbeltsprogede, og det betyder at alle artikler på hjemmesiden både findes på dansk og

grønlandsk.

Ud over artikler fra Sermitsiaq.AG, har vi også inddraget web-baserede artikler fra hjemmesiden

www.knr.gl. KNR står for Kalaallit Nunaata Radioa, og er den landsdækkende grønlandske public

service radio og tv-station. KNR bringer både tv-udsendelser og nyheds-webartikler. Vi har således

både anvendt KNR’s tv-udsendelser og deres webbaserede nyhedsartikler. De fleste

debatudsendelser på KNR laves både i en dansk og en grønlandsksproget version. Ide tilfælde,

hvor udsendelserne ikke findes i en dansk udgave, findes de med danske undertekster. Konkret

har vi benyttet tv-udsendelser som datamateriale i debatten om royalties, fordi den udspillede sig i

tv-debatterne under den grønlandske valgkamp.

3.3.3 Empiri og datamateriale i den danske debat

I den danske debat består datamaterialet som sagt af artikler, debatindlæg mm. fra de

landsdækkende aviser og den nationale public service station DR. De landsdækkende aviser

omfatter: Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, Information, Kristeligt Dagblad, Weekendavisen,

BT og Ekstrabladet. Vi har fundet datamaterialet gennem en infomedia-søgning på de

landsdækkende aviser. I denne søgning har vi inkluderet avisernes webnyheder for at sikre, at vi

ikke overså noget. Ud over de landsdækkende avisers artikler og webnyheder, er også DR’s

webnyheder og tv-udsendelser inkluderet. Webnyhederne fra DR er ligeledes fundet gennem en

infomediasøgning, mens tv-udsendelserne er fundet ved løbende at holde sig opdateret på DR’s

hjemmeside. Debatter fra Folketinget, og pressemateriale fra danske politikere er i første omgang

fundet ved at artiklerne fra de landsdækkende aviser har refereret til dem. Herefter har vi via

folketingets hjemmeside www.ft.dk fundet frem til dokumenter og transskriberinger af debatterne.


39

3.3.4 Dataindsamling og strukturering af kilder

Som nævnt analyserer vi tidsperioden fra november 2012 til 14. januar 2014. Den sidste dato er

sat af hensyn til vores tidsbegrænsning for dette speciale. I november 2013 foretog vi en samlet

mediesøgning for tidsperioden 1. november 2012 til 1. november 2013. Vi har dog ikke kunne

nøjes med denne ene mediesøgning, da flere af de debatter vi har undersøgt har udviklet sig efter

november 2013. Derfor har vi løbende gentaget vores mediesøgning. På grund af forskellene i

mediestrukturen mellem Danmark og Grønland har vi grebet de to konkrete søgninger forskelligt

an. Fælles for dem begge er, at vi har anvendt søgemaskinen Infomedia. Forskellen ligger i hvilke

søgeord vi har valgt.

Som vi tidligere har redegjort for, har vi afgrænset os til at analysere de grønlandske og danske

politikeres sikkerhedsliggørelsesforsøg. Derfor har vi i den danske debat konkret valgt at foretage

en række infomediasøgninger, hvor vi har brugt søgeordet ”Grønland” sammen med navnet på en

dansk politiker. De danske politikere er valgt ud fra hvem der har spillet en væsentlig rolle i

debatten. Som udgangspunkt har vi lavet søgninger på de danske partiers grønlandsordførere og

partiledere samt de relevante ministre. Vi har dog anvendt en form for snowballstrategi idet vi

løbende ved gennemlæsning af artiklerne har medtaget andre danske folketingspolitikere når de er

kommet på banen i debatten16. Et eksempel på en infomediasøgning er således: ”Helle Thorning

Grønland,” hvor vi i søgningen krævede at alle ord indgik.

I den grønlandske debat, ville en søgning på de enkelte politikere og ”Grønland” ikke give nogen

mening. Derfor har søgningerne her taget udgangspunkt i en række emneord, som f.eks. ”uran”

eller ”royalty”17. Vi har altså valgt to forskellige strategier til at sikre fremsøgningen af de relevante

kilder i de to debatter, fordi mediestrukturen i de to debatter er forskellig. I den danske debat har

udfordringen været at finde artikler med udtalelser af relevante politikere. I den grønlandske debat

har udfordringen derimod været at finde udtalelser, der eksplicit forholdt sig til de konkrete emner,

fordi de grønlandske politikere udtaler sig om et hav af grønlandske emner i de grønlandske

medier.

16 En komplet liste over de danske politikere vi har søgt på findes i bilag 1


40

Figur 6: Eksempel på antal hits i Infomediasøgning

Søgeord

Antal hits

(Sermitsiaq.AG + KNR.gl)

Råstoffer 415

Uran 286

Storskalalov 98

Royalties 88

Kina storskalalov 62

For at sikre en systematik i brugen af kilder, har vi gennemgået de fremsøgte artikler, og

indskrevet alle citater, som vi har fundet relevante for vores analyser ind i vores ”kodebog”.

Kodebogen har form af et excel-ark, der er opbygget på den måde, at vi har en fane for hver

underordnet debat. De relevante artikler er blevet skrevet ind i fanen for den relevante debat, her

er på hver række opgivet hvilken politiker der har udtalt sig, kilde, dato og så er et eller flere citater

sat ind i en af som udgangspunkt to kolonner. En kolonne forsikkerhedsliggøreende udtalelser og

en kolonne for afsikkerhedsliggøreende udtalelser. Figur 7 viser de 4 øverste rækker i fanen med

den danske urandebat i Kodebogen18.

18Kodebogen findes i fuld længde i Bilag 3


41

Figur 7: Eksempel fra debatten om uran i Danmark i ”kodebogen”

Kodebogen har udgjort udgangspunktet for de enkelte analyser af sikkerhedsliggøreelsesforsøg i

den grønlandske og den danske debat. I den konkrete udarbejdelse af analyserne har vi dog ikke

begrænset os til kun at inddrage citater fra kodebogen. Det skyldes at vores syn på hvad der er de

mest relevante udtalelser helt naturligt udviklet sig i takt med vores forståelse af dynamikkerne i

den enkelte debat.

3.4 Sproget og den sproglige barriere I dette afsnit vil vi undersøge hvilken betydning vores sproglige begrænsning i forhold til det

grønlandske sprog har haft for vores adgang til kildemateriale og i forhold til vores speciales rolle i

en bredere vidensopbygning om grønlandske forhold.

Eftersom diskurser kommer til udtryk gennem sproget, er kendskab til sproget og dets sociale

koder essentielt i diskursanalyse (Hansen, 2006: 83). Derfor er vi som forskerne afhængige af at vi

kan forstå sproget for at kunne analysere debatten om råstoffer. Desuden er det almindeligt

anerkendt i den antropologiske og historiske forskning, at det grønlandske sprog er et helt centralt

kendetegn for grønlandsk identitet (Gad, 2004: 6). Det grønlandske sprog har således været en del

Aktør Kilde Sikkerhedsligørelse Afsikkerhedsliggørelse

Gitte Lillelund Bech (V)

Politiken | 27.01.2013 |side 8

"Hvordan kan man føle sig sikker på, at der ikke lige pludselig ender grønlandsk uran i et iransk kernevåben? Det vil være meget bekymrende, hvis Grønland opgiver nultolerancen"

Søren Espersen (DF)Politiken | 27.01.2013 | Side 8

»Traktaterne skal selvfølgelig overholdes.Men i mine øjne er uran en ganske almindelig eksportvare. Masser af lande, herunder vores nabolande Sverige, Finland og Tyskland, har indført kernekraft«

Flemming Møller Mortensen ( S)

Politiken | 27.01.2013 | Side 1

»Socialdemokraterne går ind for, at konventionerne skal overholdes. Men det, som konventionerne giver mulighed for i lovlig udvinding og lovlig handel og distribution - det kan man udnytte

Helle Thornig (S)Berlingske | 05.02.2013 | Side 6

»Uran er et sikkerhedspolitisk spørgsmål, så det skal vi være enige om. Nu har vi taget foranstaltninger til, at vi får et stærkere og mere formelt samarbejde om råstoffer, der kan have en udenrigs-eller sikkerhedspolitisk betydning,«


42

af den politiske dagsorden i flere år, og nogle af de forandringer der er sket i forholdet mellem

grønlændere og danskere, afspejler sig i sprogets status (Kleivan, 2011: 86). Da dansk er vores

modersmål, kan vi uden problemer forstå de sociale koder i det danske sprog. I den grønlandske

debat er sagen imidlertid en anden. Ingen af os forstår eller taler grønlandsk, og derfor er vi

afskåret fra at forstå de sociale koder i det grønlandske sprog. Desuden betyder det, at vi ikke kan

anvende grønlandske kilder i vores analyse af den grønlandske debat. Fx har vi konkret ikke

kunnet analysere Partii Inuits skriftlige fremlæggelser i Inatsisartut fordi de i modsætning til de

andre partier, kun afleverer deres skriftlige fremlæggelser på grønlandsk og ikke på både dansk og

grønlandsk (Sermitsiaq.AG, 4.10. 2013).Det er således en grundlæggende begrænsning for vores

analyse og dermed også for vores konklusioner, at vi kun har kunnet analyserer den

dansksprogede udlægning af den grønlandske debat og ikke den grønlandske.

Ved at skrive dette speciale på dansk forstærker vi desuden den sproglige barriere mellem

Danmark og Grønland.19 Vi skriver om en tidligere dansk koloni på kolonimagtens sprog, og set

med post-koloniale briller kan dette speciale ses som et eksempel på, at vi som danskere vil udøve

vores magt over for grønlænderne ved at ”vi” som velfungerende danskere beskriver og analyserer

et underudviklet ”dem” i form af grønlænderne (Thisted, 2011: 627). Desuden er vi med til at

fremme det ulige magtforhold, der er mellem grønlændere der forstår dansk og grønlændere der

ikke gør. Det gør vi ved at give de dansksprogede grønlændere mulighed for at tilegne sig viden

om råstofdebatten, en viden som ikke-dansksprogede grønlændere er afskåret fra20. Sproget er

således ikke neutralt, og de sproglige valg man træffer, kan fremme eller hindre en ønsket

opfattelse af situationen (Kleivan, 2011: 39). Det sproglige valg for specialet er dog alene en

konsekvens af vores egne sproglige begrænsninger. Det er således ikke vores intention, at fremstå

som bedrevidende magtfulde danske koloni-imperialister.

Grønlænderne er blevet kaldt mange forskellige ting på dansk: Eskimoer, norddanskere eller inuit.

Men betegnelsen grønlænder har været gennemgående i de næsten 300 år Danmark og Grønland

har haft kontinuerlig kontakt med hinanden (Kleivan, 2011: 85-86). Vi bruger derfor betegnelsen

19Ved Folketingets 3. behandling af finansloven den 18. december 2013, kom den IA’s politiker i Folketinget Sara Olsvig ligeledes ind på, at sproget udgør en barriere mellem Danmark og Grønland:”En af de hindringer der i den grad eksisterer mellem Grønland og Danmark er den sproglige barriere der er mellem rigtig mange af vores folk.(…) Jeg tvivler på, at der her i salen tænkes særlig meget over den store gruppe af borgere i Grønland, der sprogligt er afskåret fra at kunne følge med i eksempelvis den debat vi har her i dag. Denne barriere gør vores system meget u-demokratisk.” (Folketinget, 18.12.2013) 20 Som den engelske renæssancefilosof Francis Bacon skrev så er viden magt. Viden og politik hænger således sammen og det sås bl.a. i den grønlandske debat om nultolerancen, hvor IA og Demokraterne i en fælles pressemeddelelse udtalte: ”At danske politikere er bedre informeret i denne sag end os er meget provokerende”(Sermitsiaq.AG, 22.10.2013). Vi er således med til at forstærke denne viden-asymmetri mellem Danmark og Grønland og dermed også med til at forstærke Danmarks magt.


43

”grønlænder” i dette speciale. Det grønlandske navn for Grønland er ”Kalaallit Nunnaat”, men

ligesom vi bruger betegnelse grønlænder, bruger vi også de danske betegnelse ”Grønland”. I

analysen bruger vi imidlertid betegnelserne ”Inatsisartut” for det grønlandske landsting(den

lovgivende magt) og ”Naalakkersuisut” for det grønlandske landsstyre(den udøvende magt). Det er

de officielle betegnelser, som selvstyreloven bruger. Betegnelsen ”Grønland” anvendes ligeledes i

Selvstyreloven, da Grønland aldrig officielt har skiftet navn til Kalaallit Nunnaat (Kleivan, 2011: 56).

3.5 Opsummering af analysestrategi

I dette kapitel har vi udviklet vores analysestrategi ved at definere, at vi vil se efter talehandlinger

med en bestemt form i analysen. Vi har ligeledes forklaret at vi inddrager de bagvedliggende

diskursive strukturer om stat og nation ad hoc i analysen til at nuancere de analyserede

talehandlinger. Vi har ligeledes forklaret at vi inden analysen, på baggrund af tidligere forskning

viser, hvilke nationale identitetsdiskurser, som er fremherskende i Danmark og Grønland og

hvordan disse diskurser spiller sammen med rigsfællesskabet og råstofudvinding. Desuden har vi

redegjort for, hvordan vi har indsamlet datamateriale gennem søgninger i infomedia, og reflekteret

over, hvordan vores manglende grønlandskkundskaber er en begrænsning for vores analyse.


44

4. De danske og grønlandske identitetsdiskurser I dette afsnit vises de fremherskende nationale identitetsdiskurser i Danmark og Grønland, idet

talehandlingerne i analysen har disse identitetsdiskurser som forudsætning. Først gennemgås den

grønlandske nationale identitetsdiskurs, og hvordan denne spiller sammen med råstofudvinding.

Derefter gennemgås den danske nationale identitetsdiskurs og rigsfællesskabets plads i denne

diskurs.

4.1 Den grønlandske identitetsdiskurs om stat og nation

Grønlands historie som dansk koloni, dansk amt og del af et rigsfællesskab ledet af Danmark har

gjort, at grønlandsk identitetsdiskurs hovedsagligt er blevet konstitueret med Danmark og

danskhed som radikal anden (Gad, 2004: 14). Hvis post-kolonialitet refererer til en omstændighed

hvor kolonialitet formelt er slut, men ikke desto mindre fortsætter med at være en tilsyneladende

nødvendig reference for størstedelen af samfundet, kan Grønland i høj grad betegnes som et post-

kolonialt samfund. Dette ses bl.a. af at den nuværende Siumut-ledede koalition har nedsat en

forsoningskommission, som skal gøre op med Grønlands fortid som koloni21. I den forståelse kan

Grønlands identitetsdiskurs betegnes som postkolonial (Gad, 2009: 137). Grønlands

identitetsdiskurs bygger således på den ene side på en modsætning til det danske, samtidig med,

at den basale begrebskonstellation af vi-begreber i den grønlandske identitetsdiskurs ligner den

danske (Gad, 2008: 120). En grundlæggende forudsætning for grønlandsk identitetsdiskurs er

således, at begreber som identitet, kultur, stat og nation findes og giver mening. En mening der er i

Grønland er i nogenlunde overensstemmelse med den danske mening. (Gad, 2008: 121).

Forestillingen om en kollektiv grønlandsk nation udgør et dybt sedimenteret lagt i den grønlandske

identitetsdiskurs. I fraværet af en grønlandsk stat, domineres den nationale identitetsdiskurs af den

grønlandske kulturnation, som den basale ”vi-begrebskonstellation” (Gad, 2008: 121).

Selvstændighedsdebatten i Grønland har to fokus: Det ene fokus er en debat om Grønlands

juridiske ret til selvstændighed, hvilket er en ret som Grønland har i henhold til folkeretten og som

fremgår af selvstyreloven22. Det andet fokus er en debat om Grønlands økonomiske evne til

selvbårenhed. En evne som Grønland arbejder hen imod. Tidligere analyser af, hvilke kvaliteter 21 I sin nytårstale for 2014 sagde Aleqa Hammond bl.a. om forsoningskommissionen: ” Grønland har i sin tid været en koloni af Danmark. Gennem tiden har Grønland udviklet sig til at blive et selvstyrende land.(…) Men i de skridt som vi har taget, i udviklingen i vort samfund, i udvikling som folk, da har vi forsømt at få talt ud. Vi har forsømt at debattere og behandlet de begivenheder, de kolonistrukturer samt de forhold, der i nogle tilfælde eksisterer i mellem befolkningsgrupperne i Grønland den dag i dag.” (Hammond, 2014) 22 I Selvstyreloven fra 2009 står således: ”I erkendelse af, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse, bygger loven på et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland. Loven bygger i overensstemmelse hermed på en overenskomst mellem Naalakkersuisut og den danske regering som ligeværdige parter.”


45

der i sprogdebatten fremhæves som uundværlige i en grønlandsk stat viser, at en fremtidig stat

skal være en grønlandsk, selvstyrende, økonomisk selvbærende og demokratisk velfærdsstat. Det

sidste krav er med til at etablere en foreløbig plads i rigsfællesskabet med Danmark i den

grønlandske identitetsdiskurs, idet bloktilskuddet i dag er nødvendigt for at opretholde

velfærdssystemet i Grønland (Gad, 2008: 122).

I den grønlandske begrebskonstellation kan der identificeres to idealtypiske diskursive repertoirer -

modernisering og forfald (Gad, 2008:10) Moderniseringsrepertoiret omfatter historien om Grønland

som underudviklet i forhold til Danmark og heri et indbygget ønske om at lukke hullet i

udviklingsniveau. Moderniseringsfortællingen har gennem tiden ændret sig fra at have været en

historie om selvassimilation, altså en udvikling fra at være tilbagestående grønlandsk til at blive

moderne dansk, til en historie om ligestilling mellem grønlandskhed og danskhed. Skuffelsen over

at ligestillingen udeblev da Grønlands i 1953 fik status som et dansk amt i 1953 var med til at

styrke forfaldsrepertoiret (Gad, 2004: 21-24), som har domineret grønlandsk identitetsdiskurs siden

1970’erne (Gad, 2004: 27).

Forfaldsrepertoiret bygger grundlæggende på historien om, hvordan de ædle vilde er blevet

korrumperet af kontakten med den anden, altså danskerne. Derfor skal den danske påvirkning i

Grønland bekæmpes så man kan komme ’tilbage’ til grønlandskheden der repræsenteres ved den

oprindelige inuit, der levede i pagt med naturen (Gad, 2004: 27). Som sagt har forfaldsrepertoiret

domineret siden 1970’erne. I følge Scriver er der dog en tendens til at moderniseringsrepertoiret

har vundet frem i debatten op til indførelse af selvstyret og i de sidste års råstofdebat (Schriver,

2013: 83). Det ses bl.a., at fortællingen om udviklingen mod en selvstændig grønlandsk stat

uløseligt bliver bundet sammen med moderne idealer om demokrati, nation og velfærdsstat, der

hører til moderniseringsrepertoiret (Gad, 2010: 108). Ønsket om selvstændighed og selve

selvstændighedsprocessen kan således ses som en del af grønlandsk identitet. Diskursen om

selvstændighedsprocessen indeholder dele både fra forfaldsrepertoiret og

moderniseringsrepertoiret i det der kaldes det nationale princip. Nemlig at Grønland burde være en

uafhængig stat for at grønlandsk kultur kan blomstre i en velfærdsstat (Gad, 2010: 108).

4.2 Råstoffer og rigsfællesskab

Råstofområdet har historisk været en af de helt store knaster i forholdet mellem Danmark og

Grønland. Grønland fik hjemmestyre i 1979, og i forbindelse med forhandlingerne om Grønlands


46

hjemmestyre var de grønlandske råstoffer på dagsordenen. I den forbindelse udtalte Danmarks

tidligere statsminister Anker Jørgensen, i et radiointerview i november 1976 følgende:

”Der er ikke noget at rafle om. Hvis man vil have ejendomsretten til undergrunden på Grønland, så

må man tage konsekvenserne, og så må man sige, at man ønsker at kappe båndene over til

Danmark. Det er den eneste måde, fordi nu er det et rigsfællesskab, og nu er ejendomsretten

fælles.” (Sørensen & Danielsen, 2011: 11)

For Danmarks statsminister var der således ikke nogen tvivl om, at Grønlands ønske om at have

ejendomsretten til undergrunden under ingen omstændigheder kunne blive realiseret, hvis

Grønland fortsat ønskede at være en del af rigsfællesskabet. Forhandlingerne om hjemmestyret

mundede ud i et kompromis, hvor Hjemmestyreloven af 1979 slog fast at: ”Den fastboende

befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer”

(Hjemmestyreloven § 8)23. Samtidig slog hjemmestyreloven fast, at ved forundersøgelse,

efterforskning og udnyttelse af ressourcerne skal rigsenhedens interesser sikres.

Hjemmestyreloven gav således ikke entydigt grønlænderne ejendomsretten til undergrunden.

Op til forhandlingerne om hjemmestyret var den politiske identitet i Grønland heterogen. På den

ene side var politikerne i Grønland enige om, at ejendomsretten til undergrunden var afgørende for

den grønlandske genoprejsning og fremtid. På den anden side var der stor uenighed om, hvordan

undergrunden og råstofferne ville skabe denne genoprejsning mellem retten til selvbestemmelse,

selvbærende økonomi og oprindelighed (Schriver, 2013: 53). Siumut linkede spørgsmålet om

ejendomsretten til undergrunden tæt sammen med spørgsmålet om hjemmestyre og

genoprejsning af grønlænderne som et folk. Hvis grønlænderne ikke får ejendomsretten til

undergrunden, så får Grønland ikke reelt hjemmestyre, og dermed vil der ikke ske en

genoprejsning af det grønlandske folk (Schriver, 2013: 47). Under selvstyreforhandlingerne blev

diskursen justeret med det ’moderne’ del-element, at ejendomsretten til undergrunden også

handler om økonomisk udvikling og ikke kun den grønlandske folkesjæl. Genoprejsning af den

oprindelige grønlandske kultur skal således søges gennem en moderne stat, der er tilpasset

grønlænderne. Derfor må grønlænderne søge den politiske ret til ressourcerne i undergrunden, få

det økonomiske udbytte og til sidst den fulde ejendomsret til hele Grønland: Selvstændighed

(Schriver, 2013: 55).

23For IA var denne formulering uacceptabel. IA’s Aqqaluk Lynge forklarede i forbindelse med forhandlingerne om selvstyreloven, hvorfor IA indtog den position i forbindelse med hjemmestyreforhandlinger: ”Vi stemte nej dengang, fordi vi ikke blev anerkendt som et folk, fordi vi ikke fik ejendomsretten til undergrunden, og fordi det grønlandske sprog ikke blev anerkendt på lige fod med dansk i Grønland. Den nye selvstyreaftale, som danske og grønlandske politikere har udarbejdet i fællesskab, bygger på grundloven, men også med folkeretten som udgangspunkt.”


47

4.3 Den danske identitetsdiskurs om stat og nation

Efter at have beskrevet den grønlandske identitetsdiskurs vil vi nu beskrive den danske

identitetsdiskurs. ”Vi”-begrebet i den danske identitet er ”folket”, og som dansker er man først og

fremmest en del af et homogent og solidarisk dansk folk (Gad, 2008: 115). Dette folk er den

danske nation, men det er svært at forestille sig nationen uden sin stat eller staten uden nationen.

Den danske stat og nation er nemlig begrebsmæssigt flettet så tæt sammen at skellet mellem en

politisk nation (fx Frankrig) og en kulturel nation (fx Tyskland) ikke giver mening (Gad, 2009: 7).

Danmark og danskerne er bundet sammen i nationalstaten, hvor staten nærmest udgør en del af

den homogene nationale fællesskab (Gad, 2008: 115). Den danske velfærdsstat er således bygget

til at rumme og udfolde nationens værdier (Hansen i Gad, 2008: 115).

I Danmark kaldes grønlænderne hverken indvandrere eller nydanskere. I den danske nationale

identitetsforståelse er grønlænderne derimod både en af ”os” og en af ”de andre” (Kleivan, 2011:

71). Det har vi også set eksempler på i vores analyse, hvor ”vi” nogle gange refererer til Grønland

og Danmark, mens ”vi” andre gange refererer til Danmark alene og Grønland dermed er ”de

andre”.

4.4 Rigsfællesskabets plads i den danske nationalstat

I Danmark er der ikke nogen som har en stærk identitetsfølelse i forhold til rigsfællesskabet (Høiris

& Marquardt, 2011: 12). Alligevel er der et dansk ønske om at bevare rigsfællesskabet24. Et af de

forhold, som har givet plads til rigsfællesskabet i den danske identitetsdiskurs er Danmarks ønske

om at forandre verden i sit eget billede. Det er en del af den danske selvforståelse at verden kunne

lære en hel del af Danmark og måden Danmark har organiseret sig på. Danmark har påtaget sig et

særligt historisk ansvar over for Grønland (Gad, 2008: 116). Derfor har vi udviklet rigsfællesskabet,

som er en unik konstruktion der giver den tidligere koloni Grønland mulighed for at udvikle sig.

Denne udvikling sker ved at Grønland gradvist kan øge selvbestemmelsen, samtidig med at

Danmark med bloktilskuddet holder hånden under den Grønlandske økonomi og velfærdssystem.

Kristensen påpeger hvordan Danmark som følge af denne selvopfattelse er følsomme over for

beskyldninger om senkolonialisme, da det passer dårligt med den profil Danmark ønsker at tegne

over for resten af verden (Kristensen, 2004: 8).

24 På rigsmødet i august 2013 udtalte Statsminister Helle Thorning-Schmidt således: ”Jeg håber, at vi mange år fremadrettet har et rigsfællesskab. Det er fordi jeg mener, at vores tre rigsdele bliver stærkere af at have et rigsfællesskab, så jeg mener, der er rigtigt meget at kæmpe for. Det vi har sammen er ikke kun sprog, kultur og familiemæssige bånd, det er forhåbentlig også en fremtid, hvor vi sikrer, at vi bliver stærkere og større ved at arbejde sammen, og der mener jeg, at vi alle tre bliver stærkere ved at have et rigsfællesskab.” (KNR, 29.08.2013)


48

Opsamling

I dette afsnit har vi vist den fremherskende nationale identitetsdiskurs i Grønland og Danmark,

samt, hvordan disse identitetsdiskurser spiller sammen med råstofudvinding og rigsfællesskabet. .

I fraværet af en grønlandsk stat, domineres den nationale identitetsdiskurs af den grønlandske

kulturnation, som den basale ”vi-begrebskonstellation”. Den grønlandske identitetsdiskurs hænger

sammen med udvindingen af råstoffer, idet genoprejsning af den oprindelige grønlandske kultur

skal øges gennem en moderne stat, der er tilpasset grønlænderne. Selvstændighed udgør med

andre ord et centralt element i den grønlandske identitetsdiskurs. I den danske diskurs er

begreberne stat og nation flettet så tæt sammen at en opdeling ikke giver mening. Den danske

selvopfattelse af, at verden kunne lære en hel del af Danmark og måde vi har organiseret os på,

giver plads til rigsfællesskabet i den nationale identitetsdiskurs.


49

5. Analyse af den grønlandske debat Formålet med dette afsnit er at undersøge dynamikkerne i den grønlandske debat gennem en

anvendelse af sikkerhedsliggørelsesteoriens modificerede begreber. Vi definerede de

sikkerhedsliggørende aktører i Grønland som de grønlandske politikere, og derfor er det deres

talehandlinger som analyseres. I analysen identificeres talehandlinger der følger grammatikken i

en sikkerhedsliggørelse: Italesættelsen af en trussel, et beskyttelsesværdigt referentobjekt og et

ekstraordinært middel. Inden hver analyse opridses konteksten for analyseafsnittet.

Det første afsnit af analysen består af en kort opridsning af Grønlands økonomiske situation, hvor

der refereres til Grønlands Økonomiske Råds konklusioner i rapporten fra 2012. Denne

kontekstualisering er nødvendig fordi den danner basis for hele råstofdebatten både i Grønland og

Danmark. Dernæst analyseres, hvordan følgende sikkerhedsliggørelse er lykkedes i Grønland:

Grønlands økonomiske situation udgør en trussel mod Grønlands fremtidige velfærd og mulighed

for selvstændighed. Dette trusselsbillede kalder vi økonomi-truslen, og det er bredt accepteret i

Grønland. Ligeledes er råstofudvinding accepteret som det ekstraordinære middel, som skal

afværge økonomi-truslen. Det bredt accepterede trusselbillede danner basis for resten af

analysen, hvor truslen og referentobjektet går igen i Naalakkersuisuts sikkerhedsliggørelsesforsøg,

men hvor de ekstraordinære midler varierer. Debatten i Grønland handlede således ikke om at

overbevise det relevante publikum om en given trussel, da denne allerede er accepteret. I stedet

handlede den om, hvilke ekstraordinære midler der var nødvendige og rigtige at tage i brug for at

afværge truslen.

De enkelte analyseafsnit er inddelt efter de foreslåede ekstraordinære midler: Storskalaloven,

royalties og ophævelsen af nultolerancen over for uran. Først analyseres debatten om

storskalaloven, som er blevet accepteret som et ekstraordinært middel til at afværge Grønlands

økonomiske situation. Dernæst analyseres debatten om royalties som både er blevet italesat som

et ekstraordinært middel til at afværge Grønlands økonomiske situation, og samtidig er blevet

forsøgt sikkerhedsliggjort ved at blive italesat som en trussel i sig selv. Til slut analyseres, hvordan

ophævelsen af nultolerancen ligeledes er blevet italesat som et ekstraordinært middel til at

afværge økonomi-truslen og forsøgt sikkerhedsliggjort i sig selv. Til sidst konkluderer analysen, at

de eneste midler, der har været enighed om i Grønland, er råstofudvinding og storskalaloven.


50

5.1 Grønlands økonomiske trussel Grønland har takket være rigsfællesskabet med Danmark en speciel udviklingsmodel, som

økonomen Martin Paldam kalder for Grønlandsmodellen (Paldam, 1994; 14)25. Denne model er

baseret på, at Danmark giver et årligt bloktilskud til Grønland. Det betyder at der er et gab mellem

forbruget og produktionen i Grønlands økonomi (Paldam, 1994: 14). Resultatet af dette er, at

grønlænderne på grund af bloktilskuddet har en højere levestandard og en større offentlig sektor26

end produktionsresultatet tilsiger (GØR, 2012: 7).

Grønlands Økonomiske Råd (GØR) udgav i 2012 en rapport med titlen Naturressourcer som

vækststrategi. Rapporten slog fast, at Grønlands offentlige finanser vil komme under stigende pres

de kommende år. For det første fordi den demografiske udvikling i Grønland betyder, at der

kommer flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder. For det andet fordi Selvstyreloven fra

2009 fastfrøs bloktilskuddet på 2009 niveau27, hvilket betyder, at selvom de offentlige udgifter

stiger, vil bloktilskuddet ikke følge med. Derfor vil alene en videreførelse af de eksisterende tilbud

og ordninger føre til systematiske finansieringsunderskud i den offentlige sektor, og rapporten slår

fast at ”Uden en erhvervsudvikling til sikring af økonomisk vækst står Grønland over for alvorlige

økonomiske problemer” (GØR, 2012: 34). Hvis de nuværende tendenser fortsætter vil den

grønlandske landskasse således i 2040 mangle 1 mia. kr. om året (Grønlands Økonomiske Råd,

2012: 23)28. Ingen politikere i hverken Danmark eller Grønland betvivler konklusionerne fra GØR’s

rapport. Rapportens fremskrivninger er derimod gentagne gange blevet inddraget i både den

grønlandske og danske debat29, og fremstår i debatten som diskursivt medierede sandheder. Det

er inden for denne økonomiske kontekst at debatten om råstofudvinding i Grønland udspiller sig.

25 Ifølge Paldam er det et grundlæggende problem for den grønlandske økonomi, at Grønland har egenproduktion som er på niveau med et typisk mellemindkomstland, mens forbruget i Grønland er på niveau med de rigeste lande (egenproduktionen repræsenterer det man ville producere på egen hånd uden noget tilskud fra Danmark). (Paldam, 1994: 30). 26 Ifølge Paldam har de fleste lande et offentligt forbrug som svarer til 20-40 pct. af BNP. Danmark er som bekendt et land med store offentlige udgifter og de udgør ca. 55 pct. af BNP. Fra 1955-1972 var de offentlige udgifter i Grønland 50 pct. større end BNP. Fra 1974 og frem var de offentlige udgifter lige så store som BNP, og i dag udgør de lidt over halvdelen af Grønlands samlede BNP. 27 Selvstyreloven § 5: Bloktilskuddet bliver kun reguleret af den danske pris og lønudvikling. 28 Hvilket i Danmark ville svare til et offentligt underskud på ca. 142 mia. kr. om året, egen beregning ud fra forholdet mellem det danske og det grønlandske BNP i 2010 (Grønlands Økonomiske Råd, 2012: 23), (DST, 2012: 21) 29Eksempler på steder, hvor italesættelsen af Grønlands øknomiske situation som trussel er: Maliina Abelsen (IA): "Udgangspunktet er en økonomi, som er præget af store udfordringer. For mange som står uden for arbejdsmarkedet, og for mange har et alt for lavt uddannelsesniveau. Det er den brændende platform. Hvis vi ønsker en positiv udvikling og et stærkt Grønland i fremtiden kræver det modige valg, og at vi tager ansvar for disse valg. VI kan fortsætte, som vi altid har gjort. Det ville helt sikkert gøre de første par år lettere, men det vil have fatale konsekvenser for næste generation. Der vil ikke være råd til, hverken et godt sundhedsvæsen, gode sociale forhold eller til uddannelse for alle børn og unge. Er det det vi vil? Nej. Det er


51

5.1.1 Den økonomiske trussel og råstofudvinding som ekstraordinært middel

Efter et kort oprids af grønlandske økonomiske situation vil vi i dette afsnit analysere, hvordan

Grønlands økonomiske situation er blevet sikkerhedsliggjort. Samtlige grønlandske politikere er

således enige om, at Grønlands økonomiske situation udgør en trussel mod Grønlands fremtidige

velfærdsniveau, mulighed for at blive en selvbærende økonomi og selvstændig. Alle er ligeledes

enige om, at for at afværge denne trussel skal Grønland udvinde råstoffer. Analysen viser således

at moderniseringsrepertoiret er dominerende i den grønlandske debat om råstoffer. Ingen politikere

advokerer for at Grønland skal lade være med at udvinde råstoffer. Ligeledes viser analysen at

ingen danske eller grønlandske politikere, taler for, at Grønland burde sænke levestandarden eller

skære i velfærden for at blive økonomisk selvbærende. I stedet lægges der vægt på, at begge dele

bør opretholdes, og at råstofudvinding er midlet hertil.

Økonomisk selvbårenhed italesættes i debatten som en forudsætning for selvstændighed. Siumuts

Doris Jakobsen kædede økonomisk selvbårenhed sammen med et fald i bloktilskuddet og

selvstændighed i en folketingsdebat den 18. december 2012. Hendes talehandling er således

rettet mod både et dansk og grønlandsk publikum.:

”For enhver vækst i bloktilskuddet betyder jo, at Grønlands afhængighed af Danmark bliver større.

Omvendt er hvert et fald i bloktilskuddet et klart nyt skridt på vejen mod Grønlands

selvstændighed.(…)Dagens grønlandske økonomi har lige så alvorligt brug for vækst som den

danske. Det har vi Det Grønlandske Økonomiske Råds ord for (…).” (Folketinget, 18.12.2012).

Doris Jakobsen refererer her til noget som generelt opfattes som en trussel qua GØR’s rapport –

den grønlandske økonomi. Den nuværende økonomiske situation italesættes som en eksistentiel

trussel mod referentobjektet som er Grønlands selvstændighed. Hun ser bloktilskuddet som selve

symbolet på, at Grønland ikke er selvstændig. Derfor må Grønland skabe økonomisk vækst for at

gøre sig fri af bloktilskuddet og jo mere fri af bloktilskuddet Grønland bliver, jo tættere kommer

Grønland på selvstændighed. Med andre ord, er udvinding af råstoffer en mulighed for at gøre sig

fri af bloktilskuddet fra Danmark. Økonomisk selvbårenhed er således en forudsætning for

selvstændighed.

Den økonomiske selvbårenhed er dog også kædet samme med den grønlandske velfærdsstat. I

samme folketingsdebat italesætter IA’s Sara Olsvig således Grønland økonomiske situation, som

en trussel mod velfærdssystemet:

ikke det vi vil" (Abelsen, 2013) Lignende udtalelser kan findes flere steder i debatten, Sara Olsvig (IA): (Folketinget, 21.02.2013), Gerhardt Petersen (AT): (Sermitsiaq.AG, 25.10.2013) Kuupik Kleist IA: (Sermitsiaq.AG,06.12.2012)


52

Den grønlandske realitet er, at vi er nødt til at finde nye indtægtskilder til vores økonomi, hvis vi vil

opretholde vores velfærdssystem.(…)Derfor har vi brug for indtægter til landskassen. De indtægter

kommer ikke med bloktilskuddet, for det har vi fastfrosset, og de kommer ikke dumpende ned fra

himlen. Vi er nødt til at skabe dem selv, og [rå]stofferne er nær ved at være den eneste mulighed

for at tilføre disse indtægter.” (Folketinget, 18.12 2012)

Nogenlunde samme diskurs går igen hos Attasuts formand Gerhardt Petersen:

”Vi har i dag gratis skole, gratis sundhedsydelser og gratis social sikkerhed. Vi bliver udfordret

meget kraftigt med at bevare vores velfærd, hvis vi ikke skaber nye arbejdspladser inden for

mineindustrien,(…)" (SermitsiaqAG, 10.10.2013)

Sara Olsvig og Gerhardt Petersen italesætter her Grønlands økonomiske situation som en trussel

mod referentobjektet i form af det grønlandske fremtidige velfærd. Udvinding af råstoffer

italesættes som tæt ved det eneste middel til at tilføre disse indtægter og afværge Grønlands

økonomiske trussel. Selvom referentobjektet i denne talehandling ikke umiddelbart er Grønlands

selvstændighed, men derimod velfærden kan disse elementer ikke adskilles. I den grønlandske

nationale identitetsdiskurs hænger velfærd og selvstændighed sammen. Diskursen er således, at

Grønland burde være en uafhængig stat for at grønlandsk kultur kan blomstre i en velfærdsstat

efter dansk forbillede. På den måde kobles oprindelighed sammen med modernitet. Der er derfor

ingen i Grønland, som forestiller sig et selvstændigt Grønland, der ikke er en demokratisk

velfærdsstat (Gad, 2010: 108).Når den økonomiske situation italesættes som en trussel mod

Grønlands velfærdssystem, udgør den således også en eksistentiel trussel mod Grønlands

mulighed for at blive selvstændig.

Det er en faciliterende omstændighed for både Sara Olsvig og Doris Jakobsens talehandlinger at

de refererer til noget som generelt opfattes som en trussel (den økonomiske situation) og til et

referentobjekt, som udgør et centralt element i den nationale grønlandske identitetsdiskurs og

derfor opfattes som beskyttelsesværdigt. Set i dette lys er det ikke så overraskende, at det

italesatte ekstraordinære middel i form af råstofudvinding er bredt accepteret blandt de

grønlandske politikere. Desuden har Grønland opbygget erfaring med minedrift det sidste

århundrede, så på den måde er det ikke et fuldstændigt nyt middel. Det nye er, at de grønlandske

politikere vil satse på råstofudvinding i en langt større skala end tidligere. Dette analyseres i

debatten om storskalaloven.


53

Figur 9: Sikkerhedsliggørelsen af Grønlands økonomiske situation

Opsamling Trusselbilledet, hvor Grønlands økonomiske situation udpeges som en trussel mod

referentobjektet i form af Grønland fremtidige velfærd og mulighed for selvstændighed, er bredt

accepteret i Grønland. Ingen taler imod en bevarelse af levestandarden, en grønlandsk

velfærdsstat eller ønsket om at blive selvstændig. At denne trussel er så bredt accepteret skyldes,

at den stemmer overens med den nationale identitetsdiskurs om, at Grønland burde være en

selvstændig velfærdsstat for at den grønlandske kultur kan blomstre. Analysen har ligeledes vist,

at råstofudvinding er et ekstraordinært middel, som alle politikere i Grønland er enige om, skal

afværge den økonomiske trussel. Selvom alle grønlandske politikere er enige om trusselsbilledet

og råstofudvinding som middel, er der langt fra enighed om, hvordan denne råstofudvinding skal

foregå. Den følgende analyse vil vise, at det eneste middel alle grønlandske politikere er enige om,

er storskalaloven, mens resten af analysen viser, at de grønlandske politikere er splittede i forhold

til royalties og ophævelsen af nultolerancen.

5.2 Debatten om storskalaloven I dette afsnit analyseres, hvordan storskalaloven er blevet italesat som et ekstraordinært middel til

at afværge det trusselbillede som vi fandt i det foregående afsnit. Først opridses kort konteksten

for storskalalovens vedtagelse. Derefter analyseres, hvordan den IA-ledede koalition italesatte

storskalaloven som et nødvendigt og ekstraordinært middel. Derefter analyseres Siumuts position i

forhold til storskalaloven, og det konkluderes, at de uenigheder der har været i forbindelse med

storskalaloven har drejet sig om konkrete detaljer i loven. Grundlæggende er alle politikere i

Aktører: De grønlandske politikere

Ekstraordinært middel: Udvinding af GL’s råstoffer.

Referentobjekt: GL’s velfærd + selvstændighed

Trussel: GL’s økonomiske situation.


54

Grønland enige om, at storskalaloven er et nødvendigt ekstraordinært middel, hvilket ses af, at den

blev enstemmigt vedtaget i Inatisisartut.

5.2.1 Kontekst for debatten om storskalaloven

Grønland har gennem det seneste århundrede opbygget nogle erfaringer med minedrift30. Hvis mineralske

råstoffer skal være et bærende element i Grønlands fremtidige økonomi, vil det imidlertid være i en helt

anden skala end tidligere (UFSG, 2014: 9)31. I erkendelse af dette blev Storskalaloven vedtaget i Inatsisartut

den 7. december 2012. Dens formål var at gøre de grønlandske vilkår for storskalaprojekter mere

konkurrencedygtige og dermed skabe bedre mulighed for tiltrækning og fastholdelse af investeringer i

storskalaprojekter i Grønland (Naalakkersuisut, 17.10.2012)32. Det ligger i selve definitionen af et

storskalaprojekt, at der skal være et behov for arbejdskraft som ikke kan imødekommes ved den arbejdskraft

som allerede er tilgængelig i Grønland. Loven forsøgte således at balancere mellem et ønske om at

tilbyde konkurrencedygtige vilkår for investorerne, og samtidig sikre acceptable løn- og

arbejdsvilkår for de udenlandske arbejdere. (Inatsisartut, 2012: 6,( bemærkninger til

storskalaloven)

Alle partier i Inatsisartut undtagen Siumut stemte for storskalaloven. Siumut valgte at stemme

blankt, idet de kritiserede procedurerne i forbindelse med vedtagelsen af storskalaloven. Efter

Siumut kom til magten blev der enstemmigt vedtaget en revidering af storskalaloven i Inatsisartut.

5.2.2 Storskalaloven som ekstraordinært middel

I dette afsnit vil vi analysere hvordan storskalaloven er blevet italesat som et ekstraordinært middel

til at afværge den økonomi-trussel, som alle i Grønland er enige om. Den første storskalalov blev

stemt igennem med den IA-ledede koalition ved roret. I afsnittet analyseres således IA og

Demokraternes forsøg på at legitimere storskalaloven. Allerede ved fremsættelsen af lovforslaget

blev den fremhævet som et middel til at redde Grønlands økonomiske situation:

30 Udvinding af råstoffer og minedrift i Grønland er ikke et nyt fænomen. Den første grønlandske mine blev åbnet i 1854, og igennem de sidste 150 år har der været 4-5 miner af betydning, hvor der er blevet udvundet Kryolit, kul, bly og zink. Samlet set har disse miner i de sidste 40 i snit beskæftiget ca. 150 personer og bidraget med ca. 3,5% af BNP (Paldam, 1994: 84). 31I Grønland er der meget høje forventninger til råstofsektorens økonomiske betydning for Grønlands fremtid. De store forhåbninger skyldes især en stigende interesse for de grønlandske råstoffer fra udlandet. Udgifterne til efterforskning af mineraler i Grønland er således er mere end 10 doblet mellem 2002 og 2012. På trods af at den hektiske efterforskningsaktivitet var der i 2013 kun en aktiv mine, nemlig guldminen i Nalunaq, og på grund af faldende guldpriser lukkede den ned i løbet af efteråret 2013 (SermitsiaqAG, 28.08.2013). 32Et råstofprojekt betegnes som et storskalaprojekt hvis: 1)projektets anlægsomkostninger overstiger fem milliarder danske kroner og 2)projektets behov for arbejdskraft ved udførelsen af anlægsaktiviteter overstiger den egnede, ledige og tilgængelige arbejdskraft, der er til rådighed i Grønland, og 3) projektets krav til teknisk og økonomisk kapacitet hos virksomheder, der udfører anlægsaktiviteter, overstiger grønlandske virksomheders kapacitet i teknisk eller økonomisk henseende”. (§6 i Inatsisartutlov nr. 25 af 18. december 2012)


55

”Naalakkersuisut vurderer, at der i den nuværende situation ikke er noget reelt alternativ til

etablering af råstof- og storskalaprojekter, hvis Grønland skal opnå en selvbærende økonomi

indenfor et overskueligt antal år.” (Naalakkersuisut, 17.10.2012)

Der er således ifølge Naalakkersuisut ikke noget alternativ til råstof og storskalalprojekter, hvis

Grønland skal opnå en selvbærende økonomi og på sigt blive selvstændig. Storskalaloven bliver

således ikke alene italesat som et ekstraordinært middel, men som det eneste ekstraordinære

middel, som kan afværge den trussel som Grønlands økonomiske situation udgør mod Grønlands

mulighed for at blive selvstændig. Den daværende landsstyreformand Kuupik Kleist gjorde det

ligeledes i decemberklart, at storskalaloven var et nødvendigt middel:

”Jeg kan bare sige, at økonomiens forværring ikke venter og det gør verden uden for Grønland

heller ikke. (…)Vi har en forpligtelse til i første omgang bare at sikre den nuværende levestandard

og på sigt forhåbentlig forbedre vores levestandard, og derfor er de her tiltag [Storskalaloven ed.]

højst nødvendige. Alt andet lige er det et skridt mod en ny samfundsøkonomisk struktur. I vores

industrialiserede historie har vi næsten udelukkende levet af levende ressourcer, men nu tilføjer vi

endnu en søjle til vores økonomi.” (Sermtisiaq.AG, 06.12.2012)

Demokraternes formand Jens B. Frederiksen udtalte ligeledes efter storskalalovens vedtagelse:

”Demokraterne er rigtig godt tilfredse med storskalaloven. Vi mener, at det er den vigtigste

beslutning, der er truffet i mange, mange år.” (Sermtisiaq.AG, 03.01.2013)

At storskalaloven er et nødvendigt ekstraordinært middel bliver her understreget af IA’s og

Demokraternes formand. Kuupik Kleist påpeger at den økonomiske trussel i form af økonomiens

forværring ikke venter, og Jens B. Frederiksen kalder det den ”vigtigste beslutning” i mange år. I

Kuupik Kleists talehandling bliver levestandarden italesat som det beskyttelsesværdige

referentobjekt, som trues af Grønlands økonomiske situation. Trusselsbilledet fra det foregående

afsnit går således igen i IA-koalitionens forsøg på at legitimere vedtagelsen af storskalaloven:

Grønlands økonomiske situation truer velfærden og dermed levestandarden. Råstofudvinding er

det nødvendige ekstraordinære middel der skal afværge truslen, men for at få gang i

råstofudvindingen er Grønland nødt til at vedtage en storskalalov. Det ekstraordinære i

storskalaloven består i, at den vil skabe en ny samfundsøkonomisk struktur, hvor Grønland får

flere indtægter fra udvinding af ikke-levende ressourcer i storskalaprojekter.

Storskalaloven blev som bekendt vedtaget i december 2012, og alle partier i Inatsisartut stemte for,

undtagen Siumut, der stemte blankt. Siumut kritiserede bl.a. den IA-ledede koalition for at have


56

hastet storskalaloven igennem. Denne kritik svarede IA’s Maliina Abelsen på i tv-programmet ”IA i

krydsild” der blev sendt som en del af valgkampen op til det grønlandske valg i marts 2013:

”Vi er selvfølgelig også tilfredse med at storskalaloven blev vedtaget i december måned, så den

kan åbne op for at der kommer ny industri. Vi har måske endda fået kritik for at haste ting igennem,

men den økonomiske situation er jo sådan at der er sådan set ikke noget alternativ. Vi har behov

for ny industri.” (KNR.gl, 07.03.2013: 27:30)

Maliina Abledsen påpeger at det var nødvendigt at vedtage storskalaloven i december, fordi

Grønland har brug for ny industri nu, og der ikke er noget alternativ til storskalaloven. På den måde

forsøger hun at legitimere procedurerne for lovens vedtagelse. Det lykkedes således den IA-

ledede koalition at opnå formel støtte fra det relevante publikum i Inatsisartut, og vedtagelsen er

udtryk for en eksplicit accept af det ekstraordinære middel. Loven krævede imidlertid en dansk

følgelovgivning for at kunne blive implementeret, da den berørte udlændingeområdet som stadig

hører under Danmark. Den danske analyse vil vise, at der langt fra var enighed i Danmark om, at

storskalaloven er et nødvendigt ekstraordinært middel for Grønland. Nedenstående figur viser

italesættelsen af storskalaloven som ekstraordinært middel.

Figur 9: Storskalaloven som ekstraordinært middel

5.2.3 Siumuts kritik af proceduren

Efter at have analyseret den IA-ledede koalitions succesfulde forsøg på at legitimere

storskalaloven som ekstraordinært middel, vil vi nu analysere Siumuts reaktion på den første

storskalalov. Siumut har på intet tidspunkt været direkte imod vedtagelsen af en storskalalov. I

stedet udtrykte partiet, at det var en beslutning, som var så vigtig, at den ikke bør hastes igennem.

Aktører: IA og Demokraterne

Ekstraordinært middel: Storskalaloven

Referentobjekt: GL velfærd +selvstændighed



57

Partiet proklamerede, at hvis det genvandt regeringsmagten, ville det foretage høringer og

fremsætte et ændringsforslag til storskalaloven. Den 7. november 2013 blev Siumuts

ændringsforslag enstemmigt vedtaget i Inarsisartiut33. At Siumut stemte blankt ved vedtagelsen af

den første storskalalov var således ikke et udtryk for at partiet overordnet var modstander af

storskalaloven. Det var snarere et udtryk for, at partiet ville have en anden procedure i forbindelse

med vedtagelsen af loven.

Siumuts kritik har dels omhandlet konkret indhold i storskalaloven, men meget at partiets kritik har

drejet sig om proceduren op til lovens vedtagelse. En kritik, som i øvrigt ligner den IA og

Demokraterne senere retter med den Siumut-ledede koalition i forbindelse med ophævelsen af

nultolerancen over for uran. Siumuts Malik Berthelsen og Kim Kielsen beskyldte således det

daværende Naalakkersuisut for at have hastet storskalaloven igennem:

”En sådan gidseltagning af Inatsisartut af formanden for Naalakkersuisut er en uacceptabel

handling. I ethvert andet lovgivningsmæssigt arbejde, eller arbejde med forslag, så er det normal

praksis, at arbejde, der ikke færdiggøres under en igangværende samling, bliver udsat til næste

samling. Men dette skete ikke under denne sag. Dette skete udelukkende fordi Naalakkersuisut, af

uvisse grunde, vil have færdiggjort dette lovforslag i al hast, hvor flertallet i Inatsisartut ’under

tvang’ må indkaldes ekstraordinært for at færdigbehandle lovforslaget” (Sermtisiaq.AG,

30.11.2012)

De to Siumutpolitikere kritiserer her Naalakkersuisut for at have taget Inatsisartut som gidsel, og

for at have hastet vedtagelsen af storskalaloven igennem i stedet for at udsætte beslutningen til

næste samling. På den måde mente partiet at vedtagelsen af storskalaloven brød med de gængse

demokratiske procedurer i Inatsisartut. Partiets formand Aleqa Hammond udtrykte ligeledes kritik

af procedurerne efter loven var blevet vedtaget, og uddybede hvad Siumut ville gøre anderledes,

hvis partiet kom til magten:

”Vi vil have hørt organisationerne langt bedre. Loven er jo stort set vedtaget hen over hovedet på

befolkningen, og det er derfor, vi ikke kunne stemme for loven da den var til afstemning under

33 I forbindelse med ændringsforslaget har der været en debat om signifikansen af de reelle ændringer i forslaget. Hvor især IA har kritiseret forslaget for ikke at indeholde substantielle ændringer (Sermitsiaq.AG, 20.08.2013). Der har ikke været den store modstand mod ændringsforslagets indhold og derfor har debatten om ændringsforslaget været meget afdæmpet i forhold til debatten op til vedtagelsen af den oprindelige lov, hvilket også stemmer godt overens med den enstemmige vedtagelse af ændringsforslaget.


58

efterårssamlingen i 2012. Hvis vi kommer til magten efter valget, vil vi have revideret loven og i

hvert fald have § 10 op til en fornyet diskussion.” (KNR.gl, 11.03.2013)

Siumut beskyldte altså det daværende Naalakkersuisut for både at have hastet storskalaloven

igennem og for ikke at have hørt organisationerne godt nok. Ifølge Siumut blev storskalaloven

vedtaget hen over hovedet på befolkningen. Siumuts position kan derfor ses som en utilfredshed

med, at storskalaloven blev gennemtrumfet som et ekstraordinært middel. Selvom partiet, som

tidligere vist, er enige i at den økonomiske situation udgør en trussel, mener det ikke at truslen er

så presserende, at det er legitimt at haste et ekstraordinær middel igennem på en efterårssamling

og dermed bryde med gængse demokratiske procedurer.

Opsamling

Grundlæggende er alle politikere i Grønland enige om, at Grønlands økonomiske situation udgør

en trussel mod i første omganglevestandarden og velfærden, og i sidste ende muligheden for at

blive en selvbærende økonomi og dermed selvstændig. Analysen af debatten om storskalaloven

viste, at alle grønlandske politikere grundlæggende er enige om, at storskalaloven er et vigtigt og

nødvendigt ekstraordinært middel. Konkrete uenigheder har drejet sig om formuleringer i loven og

procedurerne for den første storskalalovs vedtagelse. At den reviderede storskalalov blev

enstemmigt vedtaget i Inatsisartut viser imidlertid, at det grønlandske publikum er blevet overbevist

om den sikkerhedsliggørelse, hvor storskalaloven indgår som ekstraordinært middel.

5.3 Debatten om royalties I de følgende afsnit analyseres den grønlandske debat om royalties. Debatten fandt primært sted

under den grønlandske valgkamp, og kom derfor i høj grad til at handle om, hvorvidt Siumut ville

indføre royalties, hvis partiet kom til magten. Først analyseres Siumuts position, hvor indførelsen af

royalties nu italesættes som det ekstraordinære middel, som skal afværge den økonomiske

situation, som truer Grønland. Derefter analyseres IA’s og Demokraternes forsøg på at

sikkerhedsliggøre indførelsen af royalties nu ved at udpege dem som en trussel mod Grønlands

mulighed for at tiltrække udenlandske investeringer og dermed få gang i råstofudvindingen.


59

5.3.1 Kontekst for debatten om royalties

Et af de vigtigste emner i valgkampen op til det grønlandske valg d. 12. marts 2013, var debatten

om royaltybeskatning34 af råstoffer. Debatten udsprang af Siumut og Attasuts ønske om at ændre

den hidtidige praksis i Grønlands råstofpolitik, og indføre royalties med det samme. Heroverfor

stod IA og Demokraterne der ønskede at videreføre den hidtidige politik og først indføre royalties,

når tiden er inde til det. Debatten udspillede sig især i TV-debatterne under valgkampen, derfor har

vi i dette afsnit valgt at inddrage disse35. En konsekvens af, at denne debat har været en del af den

grønlandske valgkamp, er at det primære publikum for parterne i royaltydebatten er de

grønlandske vælgere. Dette skyldes at begge sider i debatten har brug for vælgernes formelle

støtte for at kunne implementere de midler, som italesættes i debatten.

Partiernes forskellige position i forhold til royalties kan bl.a. forklares ud fra deres forskellige

italesættelse af mineselskabernes rolle i forhold til Grønland. IA og Demokraterne italesatte

mineselskaberne som nogle Grønland havde brug for til at skabe gang i mineindustrien. Derfor

lagde disse to partier vægt på, at Grønland skulle være et attraktivt sted at investere i. Siumut

italesatte derimod mineselskaberne som nogle, der havde brug for ressourcerne i Grønlands

undergrund, og som følge deraf er Grønland allerede attraktivt at investere i. Disse to forskellige

tilgange forklarer, hvorfor IA og Demokraterne lagde vægt på, at Grønland skulle vente med at

indføre royalties, mens Siumut argumenterede for, at Grønland skulle stille krav til investorerne og

mineselskaberne ved at indføre royalties fra day one. Siumut og Attasut har således forsøgt at

italesætte royaltybeskatning som et ekstraordinært middel der kan afværge det velfærdskollaps,

som truer Grønland.

34 Royalties er beskatning af råstofudvinding, der beregnes enten per udvunden enhed, f.eks. X kr. per ton eller som en fast procentdel af den pris mineselskabet sælger råstoffet for – en såkaldt omsætningsroyalty. Royalties adskiller sig fra selskabsskat, dels ved at der betales skat så snart udvinding starter, og ikke først når investeringerne i en mine er blevet tilbagebetalt og minen begynder at give overskud. Dels ved at royalties i forhold til selskabsskat, er meget mindre følsom i forhold til markedsprisen på et råstof, dette skyldes at selskabernes overskud som regel er meget følsomme i forhold til markedsprisen, og selskabsskatten er netop beskatning af overskuddet. Samlet set kan man sige at et land med royalties beskatning overlader en større del af risikoen ved råstofudvinding til mineselskaberne. Dels fordi selskaberne tager en større del slaget hvis markedspriserne falder, og dels fordi de skal betale skat før en mine giver overskud. Ud over royalties og selskabsskat giver råstofudvinding også indtægter i form af almindelig betaling af indkomstskat og moms, som følge af det arbejde der udføres og de vare der bruges i forbindelse med råstofaktiviteterne. Disse skatter bliver betalt allerede fra starten af efterforskningsfasen og er især vigtige i anlægsfasen hvor der typisk er tale om relativt store mængder arbejde og vare der skal beskattes. 35Debatten om royalties under valgkampen er i det store hele en gentagelse af en debat der fandt sted i Grønland i første halvdel af 2012. Nikoline Schriver analyserer i sit speciale den tidligere royalty-debat med fokus på hvilke selv-anden relationer der opstilles i debatten (Schriver, 2013: 63-70).


60

I modsætning til Siumut har IA og Demokraterne forsøgt at sikkerhedsliggøre royalties ved at

italesættelse indførelsen og debatten af royalties som en trussel mod Grønlands anseelse som

råstofnation og dermed Grønlands muligheder for at tiltrække investorer. Netop muligheden for at

tiltrække investorer bliver af IA og Demokraterne fremhævet som en forudsætning for at Grønland

kan udnytte sit potentiale som råstofnation. Der er altså her tale om en debat hvor det der af den

ene side italesættes som et middel til at afværge truslen om et velfærdskollaps og på sigt

muligheden for at blive selvstændig, af den anden side italesættes som en trussel mod muligheden

for at få udenlandske investeringer og dermed i sidste ende en trussel mod Grønlands fremtid som

selvstændig råstofnation.

5.3.2 Royalties som ekstraordinært middel

Kravet om royaltybeskatning var et af Siumuts mærkesager i valgkampen, og en af de første

pointer i partiets valgvideo var således:

”For at opnå et økonomisk selvbærende samfund vil Siumut arbejde for at indføre en beskatning

på råstoffer når de eksporteres ud af landet” (KNR, 04.03.2013: 1:45)

Indførelsen af en beskatning af råstoffer, der føres ud af landet (royalties), udpeges her som et

middel til at opnå et økonomisk selvbærende samfund. Siumut kobler således beskatning af

royalties sammen med moderniseringsrepertoiret: Grønland skal indføre royaltybeskatning med

det formål at sikre økonomisk udvikling i Grønland og dermed på sigt et økonomisk selvbærende

samfund. Royaltybeskatning af råstoffer bliver således italesat som et middel til at opnå

selvstændighed. Ved at referere til et økonomisk selvbærende samfund og dermed

selvstændighed inddrager Siumut et element fra den grønlandske identitetsdiskurs, da ønsket om

selvstændighed og selve selvstændighedsprocessen kan ses som en del af grønlandsk identitet (jf.

kapitel 4). Både Siumuts reference til en allerede accepteret trussel (den økonomiske situation) og

deres inddragelse af elementer fra identitetsdiskursen, er faciliterende omstændigheder der øger

sandsynligheden for at det lykkes at overbevise vælgerne om, at det er rigtigt at indføre royalties

nu. I debatudsendelse ”POLITISK TVEKAMP KUUPIK VS ALEQA” uddyber Aleqa Hammond,

hvorfor det er vigtigt, at der indføres royalties nu:

”Der skal være betaling for udførelse af landets ressourcer. Og de skal betale skat fra første

spadestik ligesom alle andre arbejdere. Efter selvstyrets indførelse har vi ikke andre

indtægtsmuligheder som kan sikre os en selvbærende økonomi” (KNR, 01.03.2013: 32:17)

Aleqa Hammond italesætter her udvinding af råstoffer og royaltybeskatning som den eneste

indtægtsmulighed, som kan sikre ”os”, altså Grønland, en selvbærende økonomi.

Royaltybeskatning bliver konstrueret som ikke bare et ekstraordinært middel, men DET


61

ekstraordinære middel, der skal sikre Grønland indtægter. ”De” refererer i denne talehandling til

mineselskaberne, og det er dem, som skal betale skat for at føre råstoffer ud af Grønland, da de

ikke er anderledes end andre arbejdere. Der skal ifølge Aleqa Hammond altså ikke tages sær-

hensyn til mineselskaberne. Grønland har med andre ord noget som mineselskaberne vil have –

råstoffer, og derfor er Grønland i en situation, hvor der kan stilles krav. Dette vil vi senere vise står i

modsætning til IA’s og Demokraternes position, som lægger vægt på, at Grønland skal gøre sig

attraktiv at investere i. Ud over at Siumut italesætter royalties som midlet til at skabe økonomisk

udvikling i Grønland, italesætter Siumuts Jens-Erik Kirkegaard i en pressemeddelelse opkrævning

af royalties som en ret:

”Jeg tror på det er en ret, en selvfølge, at Grønland får en mere direkte procentdel, ligesom man

gør i mange andre lande med mineindustrier. Alt andet vil ikke være fair!” (Kirkegaard, 07.02.2013)

Da Grønland har ejendomsretten til undergrunden er det ifølge Jens-Erik Kirkegaard en selvfølge

og en ret, at Grønland får sin del af kagen, når mineselskaberne udvinder råstoffer. I samme

pressemeddelelse inddrager han de dårlige erfaringer fra andre lande, som opkræver selskabsskat

i stedet for royalties, for at understege at USA, Grønland, Danmark, Chile og Canada er gået glip

af indtægter. Mineselskaberne bliver således konstrueret som ”de andre”, der både kan hjælpe

Grønland til økonomisk vækst, men samtidig potentielt kan snyde Grønland, hvis der ikke stilles

krav til dem. Grønland skal altså stille krav til mineselskaberne nu, og ikke engang i fremtiden.

Royalties bliver dermed udpeget som et middel, Grønland ikke kan vente med at indføre. Det

ekstraordinære i dette middel er, at det bryder med den hidtidige politik for beskatning på

råstofområdet, hvor mineselskaberne har betalt selskabsskat. Selvom lovgivningen åbner op for en

indførelse af royalties har den IA-ledede koalition hidtil undladt at benytte royalties i kontrakter på

råstofområdet. Af hensyn til de udenlandske investorer. Netop forholdet til de udenlandske

investorer spiller en helt central rolle i IA og Demokraternes udpegning af royalties som trussel.

Figur 10: Royalties som ekstraordinært middel

Aktør: Siumut

Ekstraordinært middel: Royalties nu

Referent objekt: Velfærd/selvst.

Trussel: GL øk. situation


62

5.3.3 Royalties som trussel

Siumuts italesættelse af royalties som et ekstraordinært middel til at afværge Grønlands

økonomiske situation blev i debatten mødt med en reaktion fra IA og Demokraterne i form af en

udpegning af royalties som en trussel. De to partier italesatte således indførelsen royalties som en

trussel mod de udenlandske investeringer, som Grønland er afhængig af for at få gang i

råstofudvindingen. Sammenhængen mellem indførelse af royalties som trussel og Grønlands kan

overordnet beskrives som en sammenkædning af to sikkerhedsliggøreelsesforsøg:

1. Udenlandske investeringer er et nødvendigt ekstraordinært middel til at afværge den

trussel, som Grønlands økonomiske situation udgør

2. Royalties udgør en trussel mod muligheden for at tiltrække de nødvendige udenlandske

investeringer.

IA’s kandidater udsendte i februar 2013 en fælles pressemeddelelse, hvor de gjorde klart, at

udenlandske investeringer er et nødvendigt ekstraordinært middel for at få gang i råstofindustrien:

”Selvom der har været råstofaktiviteter i vores land i mange år, så er det endnu ikke lykkedes at

skabe egentlig råstofindustri. Vores undergrund rummer store værdier men den er økonomisk

uden værdi. Hvis den bliver liggende uberørt. (…)Vi ønsker alle et økonomisk selvstændigt land.

Men for at denne drøm kan blive til virkelighed skal vi først have nye indtægter til landet – og det

kræver udenlandske investorer og selskaber til råstofsektoren." (IA-kandidaterne, 21.02. 2013)

Udenlandske investeringer er således et nødvendigt ekstraordinært middel for at Grønland kan få

gang i råstofudvinding. Som vist tidligere er alle politikere i Grønland enige om, at råstofudvinding

skal skabe nye indtægter til Grønland og afværge den økonomiske trussel. IA’s talehandling

refererer desuden til den nationale identitetsdiskurs, hvor økonomiske selvbårenhed er en

forudsætning for selvstændighed Med andre ord, er de udenlandske investeringer det nødvendige

ekstraordinære middel, som kan sikre at Grønland bliver økonomisk selvbærende og dermed

selvstændig. Da Siumut i valgkampen foreslog at indføre royalties nu, var reaktion fra IA således:

”Denne model [royalties ed.] øger udgifterne for selskaberne i de første år af minens levetid, og

netop de første år af en virksomheds levetid er sårbare økonomisk, for der er flest udgifter. Det kan

vi selvfølgelig vælge at være ligeglade med. Men hvis vi reelt ønsker en mineindustri kan vi ikke

lukke øjnene for, at også investorerne har behov.” (KNR.gl, 23.02.2013)


63

IA italesætter her royalties som en trussel imod Grønlands mulighed for at tiltrække udenlandske

investeringer, da royalties øger selskabernes omkostninger de første år af minens levetid. Hvis

man indfører royalties forringer man ifølge IA vilkårene for dem, der ønsker at investerer i den

grønlandske råstofsektor. På den måde kan Grønland risikere, at de nødvendige udenlandske

investeringer udebliver fordi der indføres royalties. Talehandlingen kunne således umiddelbart

tolkes som om, at royalties udpeges som en trussel mod et referentobjekt i form af de udenlandske

investeringer. Dette modarbejder IA’s sikkerhedsliggørelsesforsøg da udenlandske investeringer

ikke i sig selv har en legitim ret til at overleve på samme måde som fx staten og nationen (Buzan et

al., 1998: 39). Pointen i trusselsudpegningen var dog, at royalties ville forhindre Grønland i at

afværge den økonomiske trussel.

Demokraternes formand Jens B. Frederiksen problematiserede desuden selve debatten om

royalties:

"Siumut viste på åben skærm, at partiet ikke helt vidste, hvad royalties er for en størrelse, og

hvornår man kan pålægge virksomhederne disse. Det har skabt uro. Ikke kun i valgkampen, men

med garanti også blandt de selskaber, som reelt har et ønske om minedrift i Grønland. Den uro

gavner ikke Grønland." (KNR.gl, 08.03.2013)

Demokraternes formand italesætter selve debatten og Siumuts krav om at indføre royalties, som

noget der potentielt kan skade Grønland, fordi den har ”skabt uro” blandt potentielle investorer og

mineselskaber. IA og Demokraterne vægter således tiltrækningen af udenlandske investorer højt,

fordi de kan afværge Grønlands økonomiske trussel. Derfor ønsker partierne ikke at indføre, hvad

de opfatter som forringende vilkår for investorerne. Midlet til at afværge truslen om, at de

udenlandske investeringer udebliver er derfor ifølge IA-kandidaterne, at vente med at indføre

royalties:

”Inuit Ataqatigiit mener at royalties skal bruges når det strategisk er bedst og det mener vi ikke er

nu” (KNR.gl, 23.02. 2013)

Man skal altså afstå fra at indføre royalties nu og først gøre det når det er strategisk bedst. Det er

svært at argumentere for, at der her er tale om et ekstraordinært middel, da det i praksis blot er en

fortsættelse af den IA-ledede koalitions politik. Ud fra Siumuts logik kan man dog argumentere for,

at det er et ekstraordinært middel fordi det giver køb på befolkningens gevinst for at tilgodese de


64

udenlandske investorers36. Siumuts krav om indførelse af royalties nu udpeges således som noget

der på et misforstået grundlag skaber usikkerhed om og uro blandt de selskaber der ønsker at

investere i Grønland. Royalties udgør således trussel mod Grønlands mulighed for at tiltrække

udenlandske investeringer, og derfor udgør royalties en trussel mod Grønlands mulighed for at

afværge den økonomiske trussel. Nedenstående figur illustrerer dynamikkerne i royaltydebatten.

Figur 11: Dynamikken i debatten om royalties

Opsamling

36Aleqa Hammond kritiserede IA for at vægte mineselskabernes gevinst højere end befolkningens: ”Man skal sikre befolkningens gevinst først, da det er dem der ejer undergrunden. Det er vigtigere end at sikre andres gevinster. Derfor er det ikke på sin plads at sige at det vil skræmme de store selskaber væk” (KNR, 01.03.2013: 32:55). Ifølge Siumut kan det således ikke retfærdiggøres at sikre ”andres gevinster,” dvs. de udenlandske mineselskaber gevinster frem for befolkningens gevinster. Kort sagt: Befolkningens gevinster ved råstofsektoren bliver italesat som et beskyttelsesværdigt referentobjekt, mens de udenlandske investorers gevinster bliver italesat som et ugyldigt referentobjekt.

Økonomi-trusselsbilledet Økonomi-trusselsbilledet

Aktør: IA og Demokraterne Aktør: Siumut




Ekstraordinært middel: Udl. Investeringer i GL



Royalties truer udenlandske investeringer i GL

Aktør: IA og Demokraterne

Ekstraordinært middel: Vente med at indføre royalties.

Referent objekt: Udl. Investeringer i GL

Trussel: Royalties nu


65

I forbindelse med royaltydebatten under valgkampen i foråret 2013, var IA og Demokraternes syn

på de udenlandske investorer og mineselskaber grundlæggende forskelligt fra Siumuts. Siumut

konstruerede mineselskaberne som nogen der havde brug for Grønlands undergrund, og italesatte

Grønland som et sted, der allerede var attraktivt at investere i. Siumut italesatte således

opkrævning af royalties som et ekstraordinært middel, som det var nødvendigt at implementere nu,

således at Grønland fik penge i landskassen. IA og Demokraterne konstruerede derimod

mineselskaberne og de udenlandske investorer som nogen Grønland havde brug for, for at få gang

i den økonomiske udvikling. Det drejede sig således for Grønland om at gøre sig attraktiv for at

tiltrække udenlandske investeringer, og dette ville Grønland ikke være, hvis der blev indført

royalties. IA og Demokraterne udpeger således indførelsen af royalties som en trussel mod de

udenlandske investeringer samtidig med at de italesatte udenlandske investeringer som et

nødvendigt middel til afværgelsen af de økonomiske trussel, som Grønland står over for. Med

andre ord, ville royalties ifølge IA og Demokraterne hindre Grønland i, at få de nødvendige

indtægte til landskassen, fordi royalties risikerede at skræmme investorerne væk.

5.4 Debat om ophævelsen af nultolerancen overfor uran I dette afsnit analyseres den grønlandske debat om ophævelsen af nultolerancen over for uran.

Efter en kort kontektualisering analyseres først den Siumut-ledede koalitions italesættelse af

ophævelsen af nultolerancen som et ekstraordinært middel. Derefter analyseres IA og Partii Inuits

forsøg på at sikkerhedsliggøre ophævelsen af nultolerancen over for uran og til sidst analyseres

IA, Demokraternes og Partii Inuits kritik af procedurerne i forbindelse med ophævelsen af

nultolerancen.

5.4.1 Kontekst for urandebatten i Grønland

På baggrund af en politisk debat i 1980’erne både i Danmark og Grønland omkring indførelse af

atomkraft, vedtog Folketinget i 1985 et beslutningsforslag om stop for anlæggelse af

atomkraftværker i Danmark. I forlængelse heraf blev der i 1988 efter drøftelser i Fællesrådet for

mineralske råstoffer i Grønland37 truffet en principbeslutning om ikke at udstede tilladelse til

uranefterforskning og udnyttelse i Grønland (Siumut, 10.10.2013). Grønland har således siden

1988 haft en nul-tolerancepolitik, der i praksis har indebåret et forbud mod udvinding af uran og

andre radioaktive stoffer (Regeringen og Naarlakkersuisut, 2013: 96)38. I 2009 efter

37 Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland bestod af politikere og embedsfolk fra Danmark og Grønland. 38 Nultolerancepolitikken dækker over en maksimumværdi for den tilladte radioaktive baggrundsstråling når andre stoffer udvindes. Før ophævelsen af nultolerancen var grænsen på 60 gram uran pr. ton klippe (60


66

Selvstyrelovens vedtagelse hjemtog Grønland råstofområdet og Grønlands råstoflov trådte i kraft

1. januar 2010. Grønlands råstoflov indeholder generelle regler vedrørende udvinding og eksport

af mineraler, herunder uran. Råstofloven indeholder derimod ikke nogen bestemmelser, der

eksplicit forbyder at bryde mineraler med et radioaktivt indhold. Forbuddet mod udvinding af

mineraler, som indeholder radioaktive stoffer har således hvilet på en politisk vilje til ikke at tillade

sådanne aktiviteter (Erhvervsudvalget, 20.11.2012).

Debatten om ophævelsen af nultolerancen over for uranudvinding i Grønland er ikke ny. Allerede i

august 2009 fremsatte Siumut med Aleqa Hammond i spidsen et beslutningsforslag om, at

Naalakkersuisut indfører en øvre grænse for indholdet af uran på 0,1 % på alle udvindingstilladte

råstoffer i Grønland (Erhvervsudvalget, 21.11.2012)39. På det tidspunkt består koalitionen i

Grønland af partierne IA, Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat, Heraf er IA og Kattusseqatigiit

Partiiat modstandere af ophævelsen af nultolerancen, mens Demokraterne grundlæggende er for

uranudvinding, men ikke mener, at der eksisterer tilstrækkeligt grundlag til at tage stilling. Det

ender med at Siumuts forslag ved 1. behandlingen bliver henvist til erhvervsudvalget.40

Ved 2. behandlingen af Siumuts forslag i november 2012 fremsætter et enigt erhvervsudvalg et

ændringsforslag til Siumuts beslutningsforslag. Ændringsforslaget indebærer, at Naalakkersuisut

pålægges at nedsætte en hurtigt arbejdende uvildig ekspertgruppe, der til forårssamlingen i 2013

kan afgive en rapport, der belyser konsekvenserne af en modifikation af nultolerancepolitikken.

Ændringsforslaget bliver enstemmigt vedtaget i Inatsisartut (Erhvervsudvalget, 20.11.2012). Knap

fire måneder efter afholdes der valg i Grønland. Valgets store stemmesluger bliver som bekendt

Aleqa Hammond41, og Siumut indgår efter valget i koalition med Attasut og det nationalistiske Partii

Inuit. Partii Inuit er som det eneste parti i koalitionen imod ophævelsen af nultolerancen, men

underskriver alligevel koalitionsgrundlaget med Siumut og Attasut hvori der står: ”Nultolerancen

over for uranholdige mineraler ophæves. Dette skal ske med hensyn til sundheden, naturen og

miljøet” (Siumut, Attasut & Partii Iniut, 2013: 3).

ppm.) Prøver fra Kvanefjeld i SydGrønland har vist et uranindhold på 350 ppm. 39 Aleqa Hammond overtog formandsposten i Siumut den 10, juni 2009 fra Hans Enoksen. Partiet går fra have en formand som er modstander af uranudvinding til at få en der er tilhænger. 40 To af koalitionspartierne IA og Kattusseqatigiit Partiiat forkastede forslaget. Det tredje koalitionsparti Demokraterne tog ikke endeligt stilling, men ønskede mere viden fra en uvildig kommission inden 2.behandling. Attasut støttede forslaget, så længe der var tale om biproduktion (Erhvervsudvalgets betænkning, 20.11.2012). 41Siumut fik ved valget 42,8 procent af stemmerne og Aleqa Hammond fik 6818 personlige stemmer. Siumut fik 14 mandater ud af 31 mulige. Efter at Partii Inuit blev smidt ud af koalitionen, og Hans Enoksen meldte sig ud af Siumut består koalitionen af Simut og Attasut, som kun har 1 mandats flertal.


67

Den 8. august 2013 fremsætter Siumut endnu engang et forslag om at ophæve nultolerancen

overfor brydning af uran og andre radioaktive stoffer. Denne gang foreslår partiet i modsætning til i

2009 ikke en øvre grænse for uran, men derimod en total ophævelse (Siumut, 10.10.2013).

Forslaget bliver 1. behandlet den 10. oktober og 2. behandlet den 24. oktober. I den

mellemliggende periode afholder borgere, som er både tilhængere og modstandere af ophævelsen

af nultolerancen, demonstrationer i Grønland (DR, 24.10.2013). Demonstrationerne viste, at det

ikke kun var politikerne der var delte i spørgsmålet. Samtidig blusser koalitionspartiernes interne

uenighed i uran-spørgsmålet op. Dagen inden forslaget om ophævelsen af nultolerancen skal 2.

behandles smider Aleqa Hammond Partii Inuit ud af koalitionen. Begrundelsen er, at partiet

alligevel ikke vil støtte ophævelsen af nultolerancen over for uran og andre radioaktive stoffer,

selvom det stod i koalitionsgrundlaget (Sermitsiaq AG, 23.10.2013).

Ophævelsen af nultolerancen bliver endeligt vedtaget den 24. oktober 2013 med det snævrest

mulige flertal: 15 stemmer for, 13 stemmer imod og 1 blank stemme42. Siumut og Attasut stemmer

for ophævelsen. IA, Demokraterne, Partii Inuit og Hans Enoksen (medlem af Siumut) stemmer

imod (Sermitsiaq.AG, 24.10.2013)43. Debatten om uranudvinding har løbet igennem hele den

periode, som vi analyserer, men i Grønland var den på sit højeste op til ophævelsen af

nultolerancen. Det vil sige i september og oktober 2013. Debatten om uran har overordnet set

været præget af to positioner:

� De partier som er for ophævelsen af nultolerancen: Siumut og Attasut

� De partier som er imod ophævelsen af nultolerancen: IA, Partii Inuit og

Demokraterne.

5.4.2 Uran som ekstraordinært middel

Vi har tidligere analyseret, hvordan alle politikere i Grønland er enige om følgende

sikkerhedsliggørelse: Grønlands økonomiske situation udgør en trussel mod Grønlands fremtidige

42 Under debatten ved forslagets 2. behandling den 24.oktober 2013 fremsætter Demokraterne og IA et ændringsforslag til Siumuts forslag. Ændringsforslaget består i at der skal laves en oplysningskampagne som skal efterfølges af en folkeafstemning omkring ophævelsen af nultolerancen (Jens B. Frederiksen, Demokraterne 24.10.2013). Ændringsforslaget bliver ikke vedtaget. 43Beslutningen om at ophæve nultolerancen over for udvinding af uran er en principbeslutning, og ikke et lovforslag, og derfor skal beslutningsforslaget ikke igennem en 3. behandling.


68

velfærdsniveau og på sigt mulighed for at blive selvstændig. Udvinding af råstoffer er midlet til at

afværge Grønlands velfærdskollaps.

I urandebatten taler Siumut og Attasut sig ind i denne diskurs ved at italesætte ophævelsen af

nultolerancen over for uranudvinding som et af de ekstraordinære midler, som skal afværge

Grønlands velfærdskollaps. Attasut lægger især vægt på, at ophævelsen af nultolerancen skaber

arbejdspladser. Formand for Attasut Gerhardt Petersen udtalte således efter 1. behandlingen af

forslaget om ophævelsen af nultolerancen:

”Vi er nødt til at skabe nye arbejdspladser. Vi har ikke råd til stilstand. Der er mange råstoffer i

Grønland, der indeholder uran, som vi ikke kan udnytte på grund af nultolerancen.”

(Sermitsiaq.AG, 10.10. 2013)

Gerhardt Petersen italesætter her nultolerancen over for udvinding af uran som en barriere der

forhindrer Grønland i at implementere det ekstraordinære middel, som alle er enige om skal til for

at afværge velfærdskollapset, – udvinding af råstoffer. For at det ene ekstraordinære middel

(råstofudvinding) kan implementeres, er det således nødvendigt at implementere et andet

ekstraordinært middel (ophæve nultolerancen). Ifølge Attasut har Grønland ikke råd til stilstand i

form af en bevarelse af nultolerancen. Det ligger således implicit i Gerhardt Petersens talehandling

at ophævelsen af nultolerancen vil skabe arbejdspladser og økonomisk udvikling. Siumuts Aleqa

Hammond kobler ligeledes nultolerancen sammen med skabelsen af arbejdspladser og økonomisk

udvikling:

”Vi kan ikke leve med, at ledigheden og leveomkostningerne stiger, mens vores økonomi står stille.

Det er derfor nødvendigt, at vi afskaffer nultolerancen over for uran nu."

(Sermitsiaq.AG, 24.10.2013)

Aleqa Hammond italesætter her afskaffelsen af nultolerancen som et ekstraordinært middel, der

ikke alene er nødvendigt, men som også haster. Grønlands dårlige økonomiske situation udgør

med andre ord en så presserende trussel, at Grønland ikke kan vente med at afskaffe

nultolerancen - det skal ske nu. På den måde forsøger Aleqa Hammond at legitimere ophævelsen

af nultolerancen ved at italesætte truslen som presserende. Netop dette fokus på, at ophævelsen

af nultolerancen skal ske nu, er gennemgående i Aleqa Hammonds talehandlinger. Tre dage efter

ophævelse af nultolerancen den 27. oktober 2013 bliver Aleqa Hammond interviewet i dansk

fjernsyn i Deadline på DR2. Vi vil argumentere for, at hendes tv-optræden på dansk tv indgår både

i den danske og grønlandske debat, og at hun derfor taler til både et dansk og grønlandsk

publikum i form af seerne. At det ikke kun er danske seere, som har set hendes tv-optræden


69

kommer desuden til udtryk i, at hendes optræden i Deadline blev omtalt i Sermitsiaq.AG

(Sermitsiaq.AG, 28.10.2013) og hendes udtalelser i interviewet blev desuden kommenteret af to af

politikerne i oppositionen (KNR, 29.10.2013)44. Et af emnerne i interviewet var den nyligt

ophævede nultolerance, og på spørgsmålet fra værten Martin Krasnik om, hvorfor Grønland har

vedtaget at ophæve nultolerancen svarer Aleqa Hammond:

"Jeg tror det er vigtigt for det grønlandske samfund at benytte sig af alle sine muligheder for

fremtidig mere økonomisk uafhængighed fra Danmark. Jeg synes også det er utrolig vigtigt for en

regering at turde træffe nogle beslutninger, som vil bane vejen for et bedre Grønland for næste

generation.Vi skal træffe nye beslutninger, vi skal turde træffe nogle beslutninger som vil bringe

bedre økonomisk vækst i samfundet". (DR, 27.10.2013)

Her forsøger Aleqa Hammond at legitimere ophævelsen af nultolerancen ved at italesætte den

som en af de muligheder, som Grønland har for at gøre sig økonomisk uafhængig af Danmark, og

dermed på sigt blive selvstændig.45 Økonomisk selvbårenhed italesættes således ligesom i resten

af debatten som en forudsætning for selvstændighed. Derudover italesætter Aleqa Hammond igen,

ophævelsen af nultolerancen som en beslutning Grønland skal træffe for at bringe økonomisk

vækst i samfundet – underforstået at Grønland ikke har noget valg. Det ligger i forlængelse af

hendes tidligere italesættelse af ophævelsen af nultolerancen som et nødvendigt ekstraordinært

middel. Denne italesættelse gentager hun i sin nytårstale for 2014,hvor hun fremhæver

ophævelsen af nultolerancen som et eksempel på, at Naalakkersuisut tør træffe nødvendige og

måske også utraditionelle beslutninger (Hammond, 2014)46. Nedenstående figur illustrerer Siumuts

og Attasuts italesættelse af ophævelsen af nultolerancen som et nødvendigt ekstraordinært

middel.

44Demokraternes Jens B. Frederiksen og IA’s Naaja Nathanielsen kritiserede Aleqas udtalelser omkring identitet. 45 Det samme gør Siumuts Doris Jakobsen i en folketingsdebat i februar 2013: ”Der er ganske enkelt et helt nødvendigt behov for, at vi får sat gang i minedriften i vores land, hvis vi skal bibeholde vore borgeres levestandard – og ikke mindst hvis vi skal blive fri for bloktilskuddet i fremtiden. Dette er også en af grundene til, at vi i Siumut har fremsat et ønske om at få ophævet den nultolerancepolitik over for udvinding af råstoffer, der indeholder uran, som den siddende regering i Grønland har fastholdt indtil nu. (Folketinget, 21.02.2013) 46 I talen sagde hun bl.a.: ”Et eksempel på, at Naalakkersuisut har mod på at træffe store og vigtige beslutninger, er ophævelse af nultolerance overfor uranholdige mineraler” (Hammond, 2014).


70

Figur 12: Ophævelsen af nultolerancen som ekstraordinært middel

5.4.3 Uran som en trussel: IA og Partii Inuit

I foregående afsnit analyserede vi, hvordan Siumut og Attasut italesatte ophævelsen af

nultolerancen over for udvinding af uran som et nødvendigt ekstraordinært middel til at afværge

den trussel, som Grønlands økonomi udgør. I dette afsnit vil vi analysere, hvordan IA og Partii Inuit

italesætter udvinding af uran som en trussel, og hvor midlet til at afværge denne trussel er at

bevare nultolerancen. Grundlæggende er det IA og Partii Inuit, som har forsøgt at

sikkerhedsliggøre uran, mens Demokraterne i højere grad har kritiseret processen op til

afstemningen om ophævelsen af nultolerancen. Derfor vil vi først analysere IA og Partii Inuits

sikkerhedsliggørelsesforsøg, og bagefter vil vi analysere Demokraternes og IA's fælles position i

debatten.

Under den grønlandske valgkamp var det især Partii Inuit og IA, som fastholdt at nultolerancen

over for uranudvinding skulle bevares. Umiddelbart efter valget den 12. marts 2013, holder Partii

Inuit stadig fast i dette synspunkt. Partiet skriver i en pressemeddelelse:

"Partii Inuit fastholder dets nej til uran, og det vil vi fortsat gøre, indtil der er dokumentation for, at

uranet kan udvindes uden fare for mennesker, natur og dyr.” (KNR, 22.03.2013)

Partii Inuit italesætter her uran som en trussel mod referentobjekterne mennesker, dyr og natur.

Midlet til at afværge denne trussel er at fastholde nultolerancen over for uranudvinding. Fire dage

efter underskriver Partii Inuit alligevel koalitionsaftalen med Siumut og Attasut, hvori der står at

nultolerancen ophæves (Siumut, Attasut&Partii Inuit, 2013: 3). Den officielle linje fra partitoppen er

således ændret til at partiet støtter ophævelsen af nultolerancen. Partii Inuits eneste medlem af

Inatisisartut Randi Broberg er imidlertid modstander af ophævelsen og tilkendegiver ved forslagets

Aktør: Siumut og Attasut

Ekstraordinært middel: Ophævelsen af nultolerancen




71

1. behandling den 10. oktober 2013 at hun er uenig i partitoppens linje og vil stemme imod

beslutningsforslaget. Det på trods af, at Siumut fremsætter beslutningsforslaget på vegne af

Siumut og Partii Inuit47. Partitoppen i Partii Inuit var således villig til at ophæve nultolerancen for at

være en del af koalitionen, men partiets eneste medlem af Inatisisartut gik imod denne linje. Det

faktum at både Hans Enoksen fra Siumut og Randi Broberg fra Partii Inuit stemte imod deres eget

partis officielle linje i forhold til ophævelsen af nultolerancen kan ses som udtryk for, at ophævelsen

af nultolerancen i høj grad anses som et ekstraordinært middel af politikere både i og uden for

koalitionen. Samtidig kan det, at Aleqa Hammond smider Partii Inuit ud af koalitionen på grund af

uenighed i netop dette spørgmål, ses som udtryk for, at hun og resten af koalitionen er overbeviste

om, at ophævelsen af nultolerancen er et nødvendigt ekstraordinært middel, som koalitionen vil

kæmpe for bliver implementeret.

IA er ikke enige i Siumuts og Attasuts italesættelse af ophævelsen af nultolerencen som

ekstraordinært middel. I et blogindlæg på Sermitsiaq.AG skriver IA's Agathe Fontain således:

”Vi kan sige nej til uranbrydning og alligevel få erhvervsudvikling og jobs. Beslutningen vil påvirke

landbruget og turismen negativt i områder med uranbrydning. Konsekvenserne for Narsaq by er

uoverskuelige i tilfælde af en mine ved Kuannersuit - og ingen kender konsekvenserne. Selv uran

anvendt til fredelige formål kan udgøre enorme miljørisici” (Sermitsiaq.AG, 4.10.2013)

IA er med andre ord ikke enige med Attasuts og Siumuts italesættelse af uran som et nødvendigt

ekstraordinært middel til at afværge Grønlands velfærdskollaps og skabe jobs og

erhvervsudvikling. I stedet understreger Agathe Fontain at den trussel som Grønland står over for

kan afværges ved hjælp af andre midler end en ophævelse af nultolerancen. IA's foreslåede midler

har vi tidligere analyseret og de omfatter bl.a. storskalaloven og at Grønland gør sig til et attraktivt

sted at investere i ved ikke at indføre royalties nu. Udover at IA mener at ophævelsen af

nultolerancen er et unødvendigt ekstraordinært middel, så italesætter IA også uranudvinding som

en trussel. Agathe Fontain gør det indirekte ved at nævne, at ”selv uran anvendt til fredelige formål

kan udgøre enorme miljørisici.” IA's formand Kuupik Kleist italesætter imidlertid mere eksplicit uran

som en trussel:

47Partii Inuit havde efter valget 2 medlemmer i Inatsisartut: Randi Broberg og Lars P. Mathæussen (Suppleant for Partii Inuits formand Nikku Olsen). Partiets formand Nikku Olsen blev kendt uværdig til at sidde i Inatsisartut pga. en voldsdom. Den 19. september 2013 meddeler Lars P. Mathæussen imidlertid at han melder sig ud af Partii Inuit og ind i Siumut (KNR, 19.09.2013). Ved afstemningen om ophævelsen af nultolerancen står Partii Inuit således tilbage med kun et medlem, som er imod ophævelsen.


72

"Vi er slet ikke klar til at træffe den beslutning. Diskussionen går, som om uran er noget ufarligt

noget, man nærmest uden problemer kan spise til aftensmad. Det er noget farligt stads, der kan få

helt uoverskuelige miljømæssige problemer i 1000 år.” (Sermitsiaq.AG, 18.11.2013)

Kuupik Kleist italesætter her uran som en trussel mod referentobjektet i form af miljøet, fordi det er

”noget farligt stads”. Både politikere fra IA og Partii Inuit har således forsøgt at sikkerhedsliggøre

uran ved at italesætte det som en trussel mod mennesker, natur, dyr og miljø. De grønlandske

politikeres sikkerhedsliggørelse af uran adskiller sig fra sikkerhedsliggørelsen af uran i den danske

debat, idet ingen af de grønlandske politikere kæder uran sammen med atomkraft og atomvåben. I

stedet italesættes naturen, mennesket, dyrene og miljøet som beskyttelsesværdige

referentobjekter. I IA's og Partii Inuits sikkerhedsliggørelsesforsøg spiller naturen en central rolle,

og det er en faciliterende omstændighed for deres sikkerhedsliggørelsesforsøg, idet de både

trækker på elementer fra forfaldsrepertoiret og moderniseringsrepertoiret. På ene side trækker IA

og Partii Inuit på moderniseringsrepertoiret idet de anerkender at Grønland har brug for økonomisk

vækst, job osv. På den anden side trækker de elementer ind fra forfaldsrepertoiret idet denne

økonomiske vækst ikke skal ske på bekostning af miljø, natur, mennesker og dyrs sikkerhed.

Naturen og forestillingen om den oprindelige inuit, som lever i pagt med naturen spiller en central

rolle i den grønlandske identitetsdiskurs, og det er denne bagvedliggende diskurs som begge

partier trækker ind i talehandlingen ved at inddrage naturen. Det ekstraordinære middel til at

afværge urantruslen er ifølge begge partier (i hvert fald Partii Inuits eneste medlem af Inatsisartut)

at fastholde nultolerancen over for udvinding af uran.

Forløbet, hvor Siumuts og Attasuts ekstraordinære middel, bliver italesat som en trussel af IA og

Partii Inuit illustreres i nedenstående figur.

Figur 13: Dynamikken i debatten om ophævelse af nultolerancen

Aktører: Siumut og Attasut Aktør: IA og Partii Inuit

Ekstraordinært middel: Bevare nultolerancen over for udvinding af uran

Referentobjekt: Natur, mennesker og miljø

Trussel: Ophævelse af nultolerancen

Aktør: Siumut og Attasut

Ekstraordinært middel: Ophævelse af nultolerancen

Referentobjekt: GL’s velfærd + selvstændighed

Trussel: GL’s økonomiske situation


73

5.4.4 IA, Demokraternes og Partii Inuits kritik af procedurerne

I de to sidste afsnit analyserede vi, hvordan IA og Partii Inuit har udtrykt deres modstand mod at ophæve

nultolerancen ved at forsøge at sikkerhedsliggøre uran. I dette afsnit vil vi analysere hvordan Demokraterne,

på trods af at partiet grundlæggende er for uranudvinding, ikke har accepteret Simuts og Attasuts

italesættelse af ophævelsen af nultolerancen som et nødvendigt ekstraordinært middel. Dette afsnit vil med

andre ord analysere, hvordan det relevante publikum i Inatsisartut i form af Demokraterne, IA og Partii Inuits

Randi Broberg hverken har accepteret det ekstraordinære middel i form af ophævelsen af nultolerancen, og

heller ikke har accepteret procedurerne i forbindelse med vedtagelsen af det ekstraordinære middel.

Allerede i januar 2013 gjorde Demokraternes formand Jens B. Frederiksen klart, at Demokraterne

grundlæggende var for uranudvinding, men stadig imod ophævelsen af nultolerancen:

”Lige nu er vi ikke klar til at tage stilling, fordi vi ikke har afdækket det fuldstændigt, og Demokraterne har

hele tiden sagt, at vi går ind for brydning af uran, men vi gør det kun hvis det viser sig, at det forsvarligt i

forhold til sundhed og miljø. Og vi er ikke på et punkt endnu, hvor vi kan gå ind og tage stilling til det.”

(KNR, 28.01.2013).

Demokraterne er således imod ophævelsen af nultolerancen fordi der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at

vide sig sikker på, at brydning af uran er forsvarligt i forhold til sundhed og miljø. IA og Demokraterne er

dermed ikke fuldstændigt enige i uran-spørgsmålet eftersom IA er modstander af at udvinde uran. De to

partier er dog enige om, at nultolerancen ikke skal ophæves nu. I urandebatten samledes Demokraterne og IA

sig om de punkter, hvor de var enige, og skrev en fælles pressemeddelelse hvori de kritiserede den Siumut-

ledede koalitions procedurer op til ophævelsen af nultolerancen:

”For det første har koalitionspartierne valgt at haste beslutningen igennem uden det mindste forsøg

på at søge kompromis i Inatsisartut og uden at høre borgerne. Vi afviser argumentet om, at

borgerne er blevet hørt ved valget i marts, og at emnet har været debatteret de sidste mange år.

Der har aldrig været gennemført en informationskampagne, der har handlet om at ophæve

nultolerancen (...).” (Sermitsiaq.AG, 22.10.2013)

Ifølge Kuupik Kleist og Jens B. Frederiksen har den Siumut-ledede koalition hastet beslutningen

om ophævelsen af nultolerancen igennem uden at høre og inddrage borgerne, og uden at

informere borgerne om konsekvenserne ved at ophæve nultolerancen. I samme pressemeddelelse

kritiserer de også koalitionen for at forsøge at omgå de normale politiske procedurer i Inatsusartut:

”At koalitionspartierne forsøgte at omgå de normale procedurer i Inatsisartut ved at undgå

udvalgsbehandling rystede os. Beslutningen om at ophæve nultolerancen er historisk, og fordi der


74

ikke er enighed i Inatsisartut bør der laves en betænkning, der belyser konsekvenserne af

forslaget.” (Sermitsiaq.AG, 22.10.2013)

IA og Demokraterne var således ”rystede” over, at koalitionen ville give køb på de normale

procedurer i Inatsisartut. Ved beslutningsforslagets 1. behandling den 10. oktober 2013 foreslog

koalitionen nemlig, at forslaget om at ophæve nultolerancen ikke blev behandlet i råstofudvalget,

hvilket i praksis betød at forslaget ikke ville blive udsat for en 2. behandling. Forslaget blev mødt af

protester fra IA, Demokraterne og Partii Inuits Randi Broberg, men også fra et par af Siumuts egne

medlemmer i form af Kristian Jeremiassen og Hans Enoksen – hvoraf det sidste medlem i

Sermitsiaq blev citeret for at have udtalt: ” Vi håner demokratiet” (Sermitsiaq.AG, 10.10.2013). Den

Siumut-ledede koalitions forslag om at undgå behandling i råstofudvalget blev således nedstemt i

Inatsisartut, og det ender med at forslaget behandles i råstofudvalget inden 2. behandlingen. Den

24. oktober 2013 bliver forslaget 2. behandlet og under den næsten 5 timer lange debat kritiserede

Partii Inuits eneste medlem af Inatsisartut Randi Broberg også koalitionen for ikke at inddrage

borgerne:

"Hvorfor går Siumut ikke længere ind for borgerinddragelse? Hvorfor ofrer I befolkningen i

bestræbelserne på at gøre Grønland til et land med minedrift?" (Sermitsiaq.AG, 24.10. 2013)

Randi Broberg kritiserer her, på linje med Demokraterne og IA, Siumut for at ofre befolkningen i forbindelse

med ophævelsen af nultolerancen. Ved en succesfuld sikkerhedsliggørelse ville publikum ikke stille

spørgsmålstegn ved procedurerne i forbindelse med implementeringen af det ekstraordinære middel. I sådan

en situation ville publikum nemlig have accepteret, at truslen var af en sådan karakter, at det var legitimt at

håndtere den uden for den politiske sfæres gængse demokratiske spilleregler. Grundlæggende har hverken

IA, Partii Inuit eller Demokraterne dog accepteret det ekstraordinære middel i form af ophævelsen af

nultolerance. Derfor har de heller ikke accepteret procedurerne i forbindelse med ophævelsen. Hvis

publikum kun accepterer truslen og referentobjektet, men ikke det ekstraordinære middel, er

sikkerhedsliggørelsen ikke lykkedes. Kritikken af den Siumut-ledede koalition kan ses som en kritik af,

at Siumut og Attasut agerer, som om deres sikkerhedsliggørelsesforsøg med ophævelsen af

nultolerancen som ekstraordinært middel er lykkedes. Men oppositionens og Partii Inuits reaktioner

viser, at det kun er truslen og referentobjektet som er accepteret og ikke det ekstraordinære

middel. Koalitionen kritiseres således både for at ophæve nultolerancen men også for illegitimt at

have flyttet beslutningen om ophævelsen af nultolerancen væk fra de gængse spilleregler i den

politiske sfære.

Opsamling Siumut og Attasut italesatte i urandebatten ophævelsen af nultolerancen som et nødvendigt


75

ekstraordinært middel til at afværge den trussel som Grønlands økonomiske situation udgør mod

velfærden, muligheden for at blive økonomisk selvbærende og selvstændig. Siumuts og Attasuts

foreslåede ekstraordinære middel i form af ophævelsen af nultolerancen accepteres dog ikke af IA,

Demokraterne og Partii Inuits medlem af Inatisisartut. IA og Partii Inuit italesætter derimod uran

som en trussel mod referentobjekterne mennesker, dyr, sundhed, miljø og natur. Derfor går

partierne ind for at bevare nultolerancen. IA, Demokraterne og Partii Inuits manglende accept af

ophævelsen af nultolerancen over for uran kom desuden til udtryk i en kritik af procedurerne i

forbindelse med ophævelsen. IA og Demokraterne beskyldte således koalitionen for at ville haste

beslutningen igennem uden en behandling i råstofudvalget og Randi Broberg kritiserede

koalitionen for ikke at have hørt borgerne.


76

5.5 Delkonklusion - den grønlandske råstofdebat Vores analyse af den grønlandske råstofdebat har vist at alle politikere i Grønland er enige om,

følgende trusselbillede: Grønlands økonomiske situation udgør en eksistentiel trussel mod

følgende referentobjekter: Grønlands velfærdsniveau og mulighed for at blive økonomisk

selvbærende, og i sidste ende selvstændig. Dette trusselbillede er gået igen i den grønlandske

debat, og overordnet er der to ekstraordinære midler som alle i Grønland er enige om, skal

afværge denne trussel: Råstofudvinding og Storskalaloven. Derudover har den Siumut-ledede

koalition forsøgt at legitimere både indførelsen af royalties nu og ophævelsen af nultolerancen ved

at henvise til dette trusselsbillede. Der lykkedes koalitionen at opnå formel støtte fra det

nødvendige publikum, idet den med sit flertal i Inatsisartut havde mandat til at implementere

midlerne selvom oppositionen ikke havde accepteret dem.

Både i forbindelse med royaltydebatten og debatten om ophævelsen af nultolerancen meldte

publikum i form af oppositionen i Inatsisartut sig på banen med en eksplicit ikke–accept af de

ekstraordinære midler foreslået og implementeret af Naalakkersuisut. Reaktionen tog form af et

forsøg på at sikkerhedsliggøre de ekstraordinære midler. IA og Demokraterne forsøgte således at

sikkerhedsliggøre indførelsen af royalties ved at italesætte dem som en trussel mod Grønlands

mulighed for at få udenlandske investeringer og dermed på sigt blive økonomisk selvbærende.

Midlet til at afværge denne trussel var at vente med at indføre royalties og beholde

selskabsskatten. Ophævelsen af nultolerancen over for uran blev ligeledes forsøg

sikkerhedsliggjort af IA og Partii Inuit, idet uranudvinding blev italesat som en trussel mod

mennsker, miljø, natur, dyr og sundhed. Med andre ord: levende organismer. Demokraterne og IA

gik desuden sammen om en kritik af Naalakkersuisuts procedurer i forbindelse med afstemningen

om nultolerancen, idet de kritiserede Naalakkersuisut for at ville gennemtrumfe den som et

ekstraordinært middel.


77

Aktører: Siumut + Attasut

Figur 14: Overblik den grønlandske debat.

Øverst er den sikkerhedsliggørelse som alle i Grønland er enige om illustreret. Nederst illustreres

at indførelsen af royalties og ophævelsen af nultolerancen både er italesat som ekstraordinære

midler og trusler.

’

Aktør: IA og Demokraterne

Ekstraordinært middel: Vente med at indføre royalties

Referentobjekt: Udl. investeringer i GL

Trussel: Royalties nu

Aktør: IA og PartiiInuit

Ekstraordinært middel: Bevare nultolerancen over for udvinding af uran

Referentobjekt:Natur, mennesker, dyr, miljø, sundhed

Trussel: Ophævelsen af nultolerance




Ekstraordinært middel: Ophævelsen af nultolerance uran

Aktør: De grønlandske politikere

Ekstraordinært middel: Udvinding af råstoffer + storskalaloven




78

6 Analyse af den danske debat Efter at have analyseret den grønlandske debat om råstoffer, vil vi nu vende blikket mod den

danske debat om råstofudvinding i Grønland. Ligesom i den grønlandske debat analyseres

talehandlingerne i den danske debat gennem en anvendelse af en modificeret udgave af

sikkerhedsliggørelsesteorien. Det analyseres således hvilke trusler, referentobjekter og

ekstraordinære midler som bliver italesat i den danske debat. Den danske debat koncentrerede sig

overordnet om to af de ekstraordinære midler som er blevet implementeret i Grønland:

Storskalaloven og ophævelsen af nultolerancen. Analysen er således opdelt tematisk efter disse to

midler.

I det følgende afsnit foretages en analyse af debatten om storskalaloven. Først analyseres

forsøgene på at sikkerhedsliggøre selve storskalaloven. Dernæst analyseres forsøgene på at

sikkehedsliggøre Kina og kinesiske investeringer. Herefter analyseres og diskuteres de

ekstraordinære midler som er foreslået i debatten om storskalaloven og til slut analyseres, hvordan

den danske regering har forsøgt at afsikkerhedsliggøre de udpegede trusselsbilleder i de danske

debat om storskalaloven.

Efter analysen af debatten om storskalaloven foretages en analyse af den danske debat om

Grønlands ophævelse af nultolerancen over for uran. Først analyseres de tre forsøg på at

sikkerhedsliggøre uranudvinding. Dernæst analyseres forsøgene på at afsikkerhedsliggøre

uranudvinding, og til slut analyseres regeringens accept af uran som et sikkerhedsspørgsmål.

6.1 Debatten om storskalaloven Den danske debat om storskalaloven havde overordnet to temaer: 1) Indholdet i storskalaloven, 2)

Kina og kinesiske arbejdere. I den danske debat blev nemlig der sat lighedstegn mellem

”udenlandske investeringer og arbejdere” og ”kinesiske investeringer og arbejdere”. Derfor er

analysen af debatten om storskalaloven i Danmark inddelt efter disse to overordnede temaer. I

analysen identificeres først de trusselsbilleder som er blevet italesat i debatten om storskalaloven.

Derefter analyseres de italesatte trusler som drejer sig om Kina og kinesiske arbejdere. Herefter

analyseres de foreslåede ekstraordinære midler i et samlet afsnit fordi der med en enkelt

undtagelse48 ikke har været et 1:1 forhold mellem de italesatte trusler og de foreslåede

ekstraordinære midler. Et samlet afsnit giver desuden mulighed for direkte at sammenligne de

48Denne undtagelse er Enhedslistens forslag om at stemme imod den danske følgelovgivning som bliver italesat som et middel til at afværge den trussel storskalaloven udgør mod alle arbejderes rettigheder.


79

ekstraordinære midler, og diskutere, hvor ekstraordinære de er i forhold til hinanden. Til slut

analyseres, hvordan regeringen eksplicit har forsøgt at afsikkerhedsliggøre de trusler, som er

blevet udpeget i den danske debat om storskalaloven ved at forsøge at nedtone og afdramatisere

dem. Slutteligt inddrages desuden de grønlandske politikeres reaktion på den danske debat.

6.1.1 Kontekst for debatten om storskalaloven

Grønlands vedtagelse af storskalaloven i december 2012 blev startskuddet på en heftig debat i

Danmark om social dumping, kinesiske arbejdere og kinesiske investeringer. Det er en del af selve

definitionen af et storskalaprojekt, at der skal være et behov for arbejdskraft som ikke kan

imødekommes ved den arbejdskraft som allerede er tilgængelig i Grønland. Efter storskalalovens

vedtagelse anmodede Naalakkersuisut Folketinget om at vedtage en dansk følgelovgivning,

således at udenlandske arbejdere i storskalaprojekter kan få opholds- og arbejdstilladelse i

Grønland49. Denne følgelovgivning er nødvendig fordi Grønland endnu ikke har hjemtaget

udlændingeområdet50. Grønlands vedtagelse af storskalaloven betød således, at Folketinget i

Danmark blev nødt til at tage eksplicit stilling til en dansk følgelovgivning for at storskalaloven

kunne implementeres. Denne følgelov er endnu ikke blevet behandlet i folketinget51.

Den fremtidige mulige vedtagelse af den danske følgelovgivning blev hurtigt et spørgsmål om,

hvorvidt en vedtagelse ville betyde at Danmark tillod social dumping52. Ifølge storskalaloven kan

udenlandske ansatte i forbindelse med storskalaprojekter være omfattet af kollektive

overenskomster om løn og ansættelsesvilkår og arbejdsforhold indgået med udenlandske faglige

organisationer (Inatsisartut, 18.12.2012). Lige præcis indholdet i den paragraf i storskalaloven blev

genstand for heftig debat i Danmark, fordi den tillader, at de udenlandske arbejdere kan arbejde på

en anden overenskomst end en grønlandsk arbejder53. Vedtagelsen af en dansk følgelovning til

storskalaloven blev således af flere aktører italesat som værende direkte i strid med regeringens

egen politik, idet den indirekte ville tillade social dumping. Beskyttelse af arbejdstagerrettigheder

49Grønland hjemtog råstofområdet, da Grønland overgik fra hjemmestyre til selvstyre i 2009. Men eftersom det grønlandske selvstyre endnu ikke har valgt at hjemtage udlændingeområdet, så hører udlændingeområdet stadig under rigsmyndighederne dvs. regeringen og Folketinget (Statministeriet, 2009) 50§ 13 og § 15, stk. 2, i Anordning om ikrafttræden for Grønland af udlændingeloven (Folketinget, 2001) 51 Regeringen forventer at fremsætte lovforslag til følgelovgivning til storskalaloven i februar 2014: (Grønlandsudvalget, 09.01.2014) 52Erhvervsministeriet definerer ”social dumping” som forhold, hvor udenlandske lønmodtagere har løn- og arbejdsvilkår, som ligger under det sædvanlige danske niveau. Samtidig fremhæver ministeriet på deres hjemmeside, at de med finansloven for 2013 sammen med Enhedslisten i alt har afsat 100 mio. kr. i årene 2013-2016 til at styrke indsatsen mod social dumping (Erhvervsministeriet, 2012). 53 Storskalaloven fastsatte en minimumsløn på 80,41 kr, hvori der kan indregnes værdi af kost og logi m.v. (mindstelønnen er fastsat med de grønlandske arbejdsmarkedsparter GA og SIK) Målsætningen med dette var at sikre den udenlandske udstationerede en realkøbekraft mindst på niveau med grønlandske ansattes (Naalakkersuisut, 17.10. 2013).


80

og bekæmpelse af social dumping er nemlig en mærkesag for den danske regering og dens

støtteparti Enhedslisten54. Debatten om storskalaloven kom således ikke blot til at handle om

arbejdstagerrettigheder i Grønland, men også arbejdstagerettighederne i Danmark. Regeringen

blev således af oppositionspartierne og deres eget støtteparti Enhedslisten beskyldt for at ville

stemme imod deres egen politik i forbindelse med storskalaloven.

6.1.2 Storskalaloven som trussel mod de grønlandske arbejdere

I debatten om arbejdstagerrettigheder og social dumping i forbindelse med storskalaloven, er det

især politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, som har været de

sikkerhedsliggørende aktører. Venstre har således italesat storskalaloven som en trussel mod

grønlandske arbejdere, mens Enhedslistens har italesat den som en trussel mod alle arbejderes

rettigheder. Dansk Folkeparti har ikke eksplicit italesat et referentobjekt, men har gjort opmærksom

på, at social dumping er et problem. Venstres Ellen Trane Nørby beskyldte den danske regering

for dobbeltmoral55. Derudover udpegede hun storskalaloven som en trussel mod de grønlandske

arbejdere. Det gjorde hun allerede i november 2012, altså inden storskalaloven blev vedtaget, i en

kronik i Berlingske:

”Hvis storskalaloven bliver vedtaget, kan mine-og projektselskaber hyre tusindvis af udenlandske

arbejdere til lavere løn og ringere arbejdsvilkår, end der normalt tilbydes i Grønland.(…) Jeg har

meget svært ved at forestille mig, at et kinesisk mineselskab vil ansætte en eneste grønlænder,

hvis mineselskabet kan slippe af sted med at udbetale en kineser meget mindre.” (Berlingske,

24.11.2012)

Også Dansk Folkepartis formand gjorde opmærksom på, at storskalaloven kan medføre social

dumping:

”Altså, det, som vi i Danmark vil betegne som social dumping, er der stor risiko for kan blive en

følge af storskalalovens betingelser om, hvordan udenlandsk arbejdskraft bliver aflønnet i

Grønland.” (Kristian Thulesen Dahl, Folketinget, 21.02. 2013)

54 På Enhedslistens hjemmeside bliver social dumping direkte betegnet som en trussel: ”Enhedslisten betragter social dumping – hvor billig arbejdskraft underbyder de danske overenskomster – som en af de største trusler mod et godt arbejdsmarked og velfærdssamfund.” (www.enhedslisten.dk/valg-socialdumping) 55 I en kronik i Berlingske skrev Ellen Trane Nørby således: ”Regeringen og vennerne i 3F råber op om social dumping, når restaurant Vejlegården ansætter personale uden for 3Fs overenskomst. Men vores stats-og grønlandsminister klapper i som en østers, når hun bliver spurgt om udsigten til, at flere tusinde kinesere kan arbejde i grønlandske miner til 34 kroner i timen. (…)Og det er selvsamme regering, som tordner imod lønmodtagernes fravalg af de politiske fagforeninger. Dobbeltmoral? Ja” (Berlingske, 24.11.2012)


81

Kristian Thulesen Dahls talehandling følger ikke sikkerhedsliggørelses-grammatikken og han

udpeger derfor ikke eksplicit et referentobjekt. Han gør blot opmærksom på, at der er stor risiko for,

at storskalaloven kan medføre social dumping, uden at eksplicitere, hvem dette er en trussel imod.

Ellen Trane Nørby udpeger derimod storskalaloven som en trussel mod de grønlandske arbejdere,

fordi mineselskaberne ikke vil ansætte en eneste grønlænder, hvis de kan ansætte kineseske

arbejdere billigere. I en senere kronik i Jyllands-Posten den 29. januar 2013 skriver hun og

partifællen Gitte Lillelund Bech direkte, at storskalaloven vil ”sætte det grønlandske arbejdsmarked

under pres”. På den ene side virker det paradoksalt, at Ellen Trane Nørby italesætter

storskalaloven som en trussel mod grønlandske arbejdere, når samtlige grønlandske politikere er

enige om, at storskalaloven er et nødvendigt ekstraordinært middel, og vil skabe arbejdspladser og

økonomisk vækst i Grønland (jf. analysen af den grønlandske debat). På den måde strider

Venstres diskurs, med den diskurs der er i Grønland om at storskalaloven vil hjælpe og ikke true

de grønlandske arbejdere. På den anden side passer Ellen Trane Nørbys

sikkerhedsliggørelsesforsøg ind i den danske nationale selvopfattelse og diskurs om, at verden

kunne lære en hel del af Danmark og at Danmark derfor har påtaget sig et særligt ansvar over for

Grønland (jf. kapitel 4). Danmark påtager sig med andre ord et ansvar for at beskytte de

grønlandske arbejdere. Nedenstående figur viser Venstres italesatte trusselsbillede.

Figur 15: Storskalaloven truer de grønlandske arbejdere

Hvor Venstre italesætter de grønlandske arbejdere som et beskyttelsesværdigt referentobjekt, fordi

de ikke får beskæftigelse i mineindustrien pga. storskalaloven, italesætter Enhedslistens Christian

Juhl et andet referentobjekt:

”Enhedslisten har meldt klart ud fra start: Vi stemmer imod en lempelse af den danske

udlændingelov, hvis det medfører, at udenlandske arbejdere kan arbejde på dumpinglønninger i

Grønland, uden at de grønlandske fagforeninger har nogen mulighed for at gøre noget ved det –

og det vil helt klart være tilfældet, hvis forslaget til ’storskalalov’ gennemføres som fremlagt.”

(Berlingske, 03.12.2012)

Aktør: Venstre

Referentobjekt: De grønlandske arbejdere

Trussel: Storskalaloven


82

Storskalaloven udpeges her som en trussel mod udenlandske arbejdere, fordi den betyder at de

kan arbejde på dumpinglønninger i Grønland. Med storskalaloven bliver de grønlandske

fagforeninger således kørt ud på et sidespor, hvor de ikke kan varetage arbejdstagernes

rettigheder. Derfor vil Enhedslisten stemme nej til den danske følgelovgivning for at afværge den

truslen fra storskalaloven. At referentobjektet hos Enhedslisten ikke kun er de udenlandske

arbejdere, men alle arbejdere fremgår af en udtalelse fra Finn Sørensen:

”Til vore venner i Grønland vil jeg sige: Det er jeres ret at forvalte råstofferne; den ret skal ikke

antastes. Men i jeres forståelige iver efter at skaffe økonomisk grundlag for sociale fremskridt og

selvstændighed har I også en pligt til, sammen med os andre, at værne om fagforeningernes frie

forhandlingsret, og de internationale konventioner, der sikrer denne. Det har taget generationer at

opnå denne internationale anerkendelse af fagforeningernes rettigheder. Det tager ikke så lang tid

at rulle det hele tilbage”. (Berlingske, 03.12.2012)

Finn Sørensen taler her direkte til ”I” som er ”vores venner i Grønland. På den måde bliver

grønlænderne både konstrueret som en af ”os” og en af ”dem.” Han anerkender at Grønland har

behov for økonomisk vækst, og tilkendegiver dermed, at han er blevet overbevist om det

trusselsbillede, som samtlige grønlandske politikere er enige om. Selvom han forstår, hvorfor

Grønland vil vedtage en storskalalov, forsøger han alligevel at sikkerhedsliggøre den, ved at

italesætte den som en trussel mod fagforeningernes frie forhandlingsret og de internationale

konventioner. Disse rettigheder er lavet for at beskytte arbejderne, og derfor er referentobjektet i

denne talehandling alle arbejderes rettigheder. Nedenstående figur illustrerer Enhedslistens

sikkerhedsliggørelsesforsøg.

Figur 16: Enhedslisten sikkerhedsliggørelse af storskalaloven


83

Opsamling

I dette afsnit har vi vist, at både Venstre og Enhedslisten har forsøgt at sikkerhedsliggøre

storskalaloven, men med forskellige referentobjekter. Hvor Venstre italesætter storskalaloven som

en trussel mod de grønlandske arbejdere, italesætter Enhedslisten den som en trussel mod alle

arbejderes rettigheder. Desuden tilkendegiver Enhedslisten, at partiet vil stemme imod en dansk

følgelovgivning. Som vi senere vil vise, kan dette ses som et af de mest ekstraordinære midler, der

er blevet italesat i den danske debat om råstofudvinding i Grønland.

6.1.3 Debatten om storskalaloven og Kina

I følgende afsnit analyseres den del af debatten om storskalaloven, som har omhandlet Kina.

Inden analyseafsnittet opridses kort konteksten for, hvorfor den danske debat om storskalaloven

kom til at dreje sig om Kina.

6.1.3.1 Kontekst for debatten om storskalaloven og Kina

Kina er et af flere lande, foruden Australien, Indien, Japan, Sydkorea og Storbritannien, som har

udtrykt interesse udvikle minedrift i Grønland. Men det er især Kina som har fået opmærksomhed i

Danmark, EU og det internationale samfund (Fuglede et al., 2014: 13)56. Minedrift i Grønland er

forbundet med vanskeligheder fordi det kræver stor startkapital, udefrakommende arbejdskraft og

udbygning af infrastruktur. Og Kina er et af de få lande, som kan løfte hele denne opgav (Fuglede

et al., 2014: 13).

På nuværende tidspunkt er Kinas interesser i Grønland koncentreret om mulighederne for at

udvikle en jernmine i Isua. Det er det britiske selskab London Minings, som har købt

udvindingsrettighederne og selskabet fik udvindingstilladelse den 24. oktober 2013. Fordi projektet

er det storskalaprojekt, som er tættest på at blive realiseret, var det genstand for stor opmærksom i

debatten.57Finansieringen til projektet er på nuværende tidspunkt ikkesikret, men London Mining

har bl.a. forhandlet med kinesiske investorer, heriblandt den statsejede China Development Bank

(Berlingske, 17.06.2013). I begyndelsen af 2012, dukkede der rapporter op i medierne om, at

udvikling og drift af Isua ville kræve en tilstrømning af 2.000-3.000 kinesiske arbejdere på grund af

manglende kvalificeret lokal arbejdskraft (Fuglede et al., 2014: 13-14). Selvom der altså ikke var

56To kinesiske virksomheder har været involveret i prospektering i Grønland, nemlig Jiangxi Zhongrun Mining, som i partnerskab med det britiske selskab Nordic Mining har efterforsket guld og kobber, samt Jiangxi Union Mining, som har søgt efter kobberforekomster i det centrale Grønland (Fuglede et al., 2014: 13). 57 Det fik således, som det første storskalaprojekt, tildelt udvindingslicens i oktober 2013 (Råstofdirektoratet, 2013: 1). Det anslås desuden at der bliver brug for mere end 3000 ansatte i anlægsfasen og 680 til 810 ansatte i driftsfasen derfor har gennemførelse af storskalaloven været en forudsætning for dette projekt kunne realiseres (Naalakersuisut, 2013: 12)


84

hverken kinesiske arbejdere eller kinesiske investeringer i Grønland da debatten om

storskalaloven fandt sted, var der en forventning om at begge dele var lige om hjørnet. Det kan

forklare det store fokus der var på netop kinesiske investeringer og arbejdere.

6.1.3.2 Kinesiske arbejdere som trussel mod det grønlandske samfund

I den danske debat er de kinesiske arbejdere og især antallet af kinesiske arbejdere, som

potentielt kan komme til at arbejde i Grønland, der er blevet forsøgt sikkerhedsliggjort. De

sikkerhedsliggørende aktører har været Venstre og Dansk Folkeparti, som har italesat de kinesiske

arbejdere som en trussel mod det grønlandske samfund. Grundlæggende for den danske debat

om Kina og kinesere er en konstruktion af Kina som den truende radikale anden. Det ses bl.a. af

en italesættelse af Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby:

”Den seneste måneds debat om storskalaloven har vist, at grønlænderne er fuldt ud bevidste om

de store økonomiske, sociale og kulturelle konsekvenser, det vil have, hvis flere tusinde kinesere

kommer til Grønland for at arbejde i minerne. Vi har i Afrika set, at kinesiske arbejdere i

anlægsfasen af minerne fører til kinesiske arbejdere i driften af minerne og mange andre steder

rundt om i samfundet.” (Berlingske, 5. december 2012)

Ellen Trane Nørby konstruerer her kineserne som den radikale anden, som derfor udgør en trussel

mod grønlandske kultur og dermed den grønlandske identitet. Kulturen udgør nemlig som tidligere

beskrevet et vigtigt element i den grønlandske identitetsdiskurs (jf. kapitel 4)58. Diskursen om

kineserne som den radikale anden, har dog ikke domineret i den grønlandske debat, hvor

modernitetsrepertoiret har været fremherskende. Ud over at udpege kineserne som en trussel mod

den grønlandske kultur, udpeger Ellen Trane Nørby yderligere to referentobjekter: Grønlands

økonomi og Grønlands sociale forhold. Alle tre referentobjekter kan imidlertid siges, at

repræsentere forskellige dele af et samlet referentobjekt: Det grønlandske samfund. Set i lyset af,

at den grønlandske debat drejede sig om at Grønland skulle tiltrække udenlandske investeringer

og tillade udenlandske arbejdere, for at afværge den økonomiske trussel, er Ellen Trane Nørbys

talehandling i modstrid med den grønlandske diskurs. I hendes talehandling kan de kinesiske

arbejdere nemlig ende med at forstærke den økonomiske trussel og ikke afværge den.

Ellen Trane Nørby specificerer ikke, hvilke økonomiske og sociale konsekvenser det vil få for

Grønland, hvis der kommer flere tusinde kinesiske arbejdere. I stedet opstiller hun et

58 Konstruktionen af kineserne som den radikale andre er imidlertid ikke fremherskende i Grønland. Tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist har således udtalt: ”Rent genetisk er vi grønlændere jo også i familie med folk østfra.(…) Er kineserne værre end andre kapitalister? De verdensøkonomiske centre har skiftet geografisk. Engang koloniserede europæerne resten af verden. De har groft udnyttet alt. Nu forskyder det økonomiske centrum sig mod øst - som for 1000 år siden eller mere.” (Weekendavisen, 18.01.2013)


85

skræmmebillede på, hvor galt det kan gå i Grønland ved at referere til, at kineserne i Afrika ikke

kun arbejdere i minerne, med spreder sig til resten af samfundet. I formuleringen ”Lad os ikke

gentage fejlene fra Afrika”, kan ”os” enten være kun Danmark eller Danmark og Grønland, og hun

understreger hermed at Danmark har et ansvar for at løse Grønlands problemer.

Venstres position kan forklares ud fra en diskurs, der er fremherskende blandt nogle partier i

Danmark om, at (nogle) indvandrere udgør den radikale anden, som kan true den nationale

identitet (Frello, 2003: 33). Det kommer også til udtryk hos Ellen Trane Nørbys partifælle og

grønlandsordfører Claus Hjort Frederiksen:

”Vi taler om, at der formentlig kommer 3000 til 5000 kinesere til Grønland. Det svarer

størrelsesmæssigt til, at der kommer 300.000 kinesere til Danmark - og vil det ikke have nogle

konsekvenser for samfundet? Mon ikke.” (Jyllands-Posten, 05.02.2013)

Underforstået i denne talehandling ligger, at hvis der kom 300.000 kinesere til Danmark, ville det

udgøre en trussel mod det danske samfund og den danske identitet. Derfor mener Claus Hjort

også at 3.000-5.000 kinesere vil udgøre en trussel mod det grønlandske samfund, fordi det

grønlandske befolkningstal kun er på ca. 57.000. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen

Dahl kalder ligefrem en kinesisk indvandring for en ”invasion”:

”Det store spørgsmål er her, hvordan Grønland med sine 57.000 indbyggere og sin relativt

begrænsede industri vil kunne hamle op med en sådan kinesisk invasion? Mit bud er, at Grønland

ikke vil have en chance. Historiens dom over os vil være stenhård, hvis vi i denne kritiske stund

bliver siddende med hænderne i skødet, når vi kunne have handlet og forhindret det, der kan gå

hen og blive en regulær katastrofe for Grønland.” (Dahl, 2013a)

Kristian Thulesen Dahl kalder tilstrømningen af udenlandske kinesiske arbejdere for en ”invasion”

og understreger således truslens alvor ved at bruge en krigsmetafor. Skræmmebilledet er, at Kina

invaderer Grønland og Grønland vil blive løbet over ende og ikke have en chance mod kineserne.

Det er ”Vi” som i Danmark der skal afværge denne trussel mod ”dem” i Grønland. Hvordan dette

skal foregå diskuteres i afsnittet om de foreslåede ekstraordinære midler. I dette afsnit viser vi, at

Dansk Folkeparti både har talt for oprettelsen af et Dong 2, og en nedstemning af den danske

følgelovgivning til storskalaloven for at holde Kina ude af Grønland. Nedenstående figur viser

Venstres og Dansk Folkepartis trusselsbillede.


86

Figur 17: Kinesiske arbejdere truer det grønlandske samfund

Opsamling

I dette afsnit har vi analyseret, hvordan Venstre og Dansk Folkeparti har forsøgt at

sikkerhedsliggøre de kinesiske arbejdere ved at italesætte dem som en trussel mod det

grønlandske samfund. Specifikt konstrueres kineserne som den radikale anden, som derfor udgør

en trussel mod den grønlandske identitet og det grønlandske samfund. I det næste afsnit vil vi

analysere hvordan også kinesiske investeringer er blevet forsøgt sikkerhedsligjort.

6.1.3.3 Kinesiske investeringer som trussel mod det grønlandske samfund

Det er ikke kun antallet af kinesiske arbejdere, som er blevet forsøgt sikkerhedsliggjort. Også de

kinesiske investeringer er blevet italesat som en trussel mod to referentobjekter: Det grønlandske

samfund og rigsfællesskabets sikkerhed. I dette afsnit analyseres de sikkerhedsliggørelsesforsøg,

hvor Grønland er referentobjektet. Næste afsnit vil analysere de talehandlinger, som italesætter

rigsfællesskabets sikkerhed som referentobjektet.

Som tidligere vist konstruerer Dansk Folkeparti og Venstre Kina som den truende radikale anden.

Dansk Folkepartis grønlandsordfører Søren Espersen59 påpeger, at diskussion havde været en

anden, hvis det var nogle andre udenlandske arbejdere i Grønland:

”Det havde været nemmere at kapere, hvis det for eksempel var sydkoreanske arbejdere eller

japanere, som altså er en del af den vestlige verden. Kina skal vi ikke lukke ind i det område i den

skala.” (Information, 04.03.2013)60

59Søren Espersen kritiserede også, at Kina i maj 2013 fik tildelt observatørstatus af medlemmerne i Arktis Råd, idet han mente det var en ”håndsrækning til et kommunistisk diktatur”59 (Berlingske, 15.05.2013) 60Samme dag udtaler han i en anden avis: ”Vi skal gøre alt for at holde kineserne ude af Grønland og Arktis. Kina har hverken territorialt, historisk eller kulturelt noget som helst at gøre deroppe,” (Jyllands-Posten 4.03 2013)

Aktør: Venstre og Dansk Folkeparti

Referentobjekt: GL samfund

Trussel: Kinesiske arbejdere


87

Søren Espersen italesætter her Kina som den truende radikale anden, som ”Vi” altså Danmark

skal gøre alt for at holde ude af Kina og Arktis. Sydkorea og Japan italesættes derimod som de-

knap-så radikale andre, fordi de er en del af den vestlige verden. Sydkorea og Japan udgør med

andre ord ikke en trussel mod det grønlandske samfund eller identitet fordi de er en del af den

vestlige verden. Det er Kina ikke, og derfor udgør Kina en trussel.

Venstres Claus Hjort Frederiksen bruger et mere økonomisk argument for, hvorfor Kina udgør en

trussel for Grønland:

”Min bekymring er at Grønland ikke reformerer sin økonomi, men blot bliver afhængig af f.eks.

kinesiske penge. Har man ikke en sund økonomi, bliver man afhængig af andre. Det er en

anerkendt kendsgerning, at de, der kommer med pengene, får gradvis mere og mere politisk

indflydelse: Hvis ikke I slækker på kravene her, flytter vi vore investeringer til et andet sted. Og så

giver man efter.” (Berlingske, 22.11.2013)

Pointen er således, at hvis Grønland bliver afhængig af kinesiske penge, så vil Kina kræve og få

øget politisk indflydelse i Grønland, og det er en trussel mod det grønlandske samfund. Denne

italesættelse taler således imod den diskurs som alle er enige om i Grønland, nemlig at

udenlandske investeringer er nødvendige for at gøre sig fri af bloktilskuddet fra Danmark. Ifølge

Claus Hjort Frederiksen risikerer Grønland at blive økonomisk afhængig af Kina i stedet for

Danmark.


88

Figur 18: kinesiske investeringer truer det grønlandske samfund

Opsummering

I dette afsnit har vi analyseret, hvordan de kinesiske investeringer bliver forsøgt sikkerhedsliggjort

idet de udpeges som en trussel mod det grønlandske samfund. Kina konstrueres i den danske

debat som den radikale og truende anden over for de-knap-så radikale andre i form af Japan og

Sydkorea. Kina udgør således en trussel for Grønland fordi de vil kræve politiske indflydelse til

gengæld for sine investeringer, og det vil være en trussel fordi Kina ikke er en del af den vestlige

verden. Det næste afsnit vil analysere, hvordan kinesiske investeringer også bliver italesat som en

trussel mod rigsfællesskabets sikkerhed.

6.1.3.4 Kinesiske investeringer truer rigsfællesskabets sikkerhed

Udover at de kinesiske arbejdere og investeringer er blevet udpeget til at udgøre en trussel mod

det grønlandske samfund, er investeringerne også udpeget som en trussel mod et andet

referentobjekt: Rigsfællesskabets sikkerhed. Her forsvinder Grønland således som referentobjekt.

Et af de tidligste eksempler på dette er venstre-politikernes Ellen Trane Nørbys og Gitte Lillelund

Bechs kronik i Jyllands-Posten den 29. januar 2013.

”(…)det er ikke kun det grønlandske arbejdsmarked, som kineserne vil sætte under pres, men

også rigsfællesskabets samlede sikkerhedspolitiske interesser.(…) Konsekvenserne af blot at se

til, mens Kina ekspanderer, er for såvel det grønlandske samfund og den globale magtbalance

uoverskuelige for slet ikke at nævne ustyrlige.” (Jyllands-Posten, 29.01.2013)

Pointen er således at Kina ekspanderer gennem sine investeringer, og derfor udgør de kinesiske

investeringer en trussel mod rigsfællesskabets samlede sikkerhedspolitiske interesser og den

globale magtbalance. Samme dag uddyber partifællen Claus Hjort Frederiksen, hvorfor Kinas

investeringer udgør en trussel:

Aktør: Venstre og DF

Referentobjekt: GL samfund

Trussel: Kinesiske investeringer


89

”De kan være interesseret i at få en bastion i det arktiske område. Det er jo det, den politiske kamp

går ud på i øjeblikket. (…)Jeg er meget bekymret ved tanken om, at man giver kineserne adgang til

Grønland.” (Berlingske, 29.01.2013)

De kinesiske investeringer bliver her italesat som en trussel, fordi de betyder, at Kina vinder den

politiske kamp ved at få indflydelse i Arktis. Claus Hjort bruger ligesom Kristian Thulesen Dahl en

militær-metafor idet han udtrykker at ”de” altså kineserne, kan være interesseret i at få en

”bastion”61i Arktis. ”Man” udgør i dette tilfælde Grønland, som er ved at give Kina adgang til Arktis,

og det er vel at mærke noget Danmark ifølge Claus Hjort Frederiksen ikke er interesseret i. Dansk

Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl uddyber senere, hvad der konkret gør, at Kina udgør

en sikkerhedstrussel mod rigsfællesskabet:

”Vi må ikke være naive, Kina er ikke et demokrati, men et diktatur, der ønsker at fastholde

monopolet på sjældne jordarter, som jo er metaller, vi skal bruge indenfor alle mulige ting, vi har i

vores dagligdag. Hvis man har monopol og kan sætte sig på prisfastsættelsen, så har man en

meget stor magt over en stor del af verden”, siger Dansk Folkepartis formand (DR, 07.02.2013)

Han bakkes op af partifællen Søren Espersen:

”Vi skal gøre alt for at holde kineserne ude af Grønland og Arktis. Kina har hverken territorialt,

historisk eller kulturelt noget som helst at gøre deroppe,” (Jyllands-Posten 04.03.2013)

Konstruktionen af Kina som den radikale anden er tydelig idet Kina konstrueres som et diktatur,

hvilket står i modsætning til det danske og grønlandske demokrati. Kinesiske investeringer kan

således give Kina monopol på sjældne jordarter, og det vil give Kina en ”meget stor magt over en

stor del af verden.” ”Vi” i Danmark må således ikke være naive, for hvis diktaturet Kina får monopol

på sjældne jordarter, vil det udgøre en trussel mod rigsfællesskabets sikkerhed. Og ifølge Søren

Espersen skal ”Vi” i Danmark gøre alt for at holde Kina ude af Arktis.

61 Kristian Thulesen Dahl har tidligere omtalt de potentiel fremtidige kinesiske arbejdere i Grønland, som en ”invasion”.


90

Figur 19: Kinesiske investeringer truer rigsfællesskabets sikkerhed.

Opsamling

De to foregående afsnit har vist at Kina er blevet konstrueret som den truende radikale anden og

kinesiske investeringer er udpeget som en trussel mod både det grønlandske samfund og

rigsfællesskabets sikkerhed. Begrundelserne er, at de kinesiske investeringer kan give Kina

monopol på sjældne jordarter, eller gøre at Kina vinder den politiske kamp om Arktis.

6.1.4 Ekstraordinære midler i debatten om storskalaloven

I de foregående afsnit har vi analyseret, hvordan de sikkerhedsliggørende aktører i Danmark har

udpeget en række trusler i den danske debat om storskalaloven. I den forbindelse er der ligeledes

blevet udpeget en række ekstraordinære midler. Dem har vi valgt at samle i dette afsnit, fordi de

ekstraordinære midler ikke er koblet til at afværge en specifik trussel, men derimod en bred vifte af

de udpegede trusler. Der har med andre ord ikke været et 1:1 forhold mellem trussel og

ekstraordinært middel. En undtagelse er Enhedslisten, som i deres forsøg på at sikkerhedsliggøre

storskalaloven kun udpeger et ekstraordinært middel: at stemme nej til den danske følgelovgivning.

Dette afsnit vil vise, at det er et af de mest ekstraordinære midler, som er blevet foreslået i den

danske debat.

Overordnet kan man inddele de foreslåede ekstraordinære midler i følgende to grupper:

Lovgivning: Midler der består i at forhindre eller ændre den danske

følgelovgivning/storskalaloven

Dansk involvering: Midler der består i at Danmark i højere grad skal involvere sig i

råstofudvinding i Grønland

I det følgende afsnit vil vi først gennemgå de ekstraordinære midler relateret til lovgivning, og

derefter gennemgås de ekstraordinære midler, som relateres til Danmarks involvering.

Aktører: Venstre og DF

Referentobjekt: Rigsfællesskabets sikkerhed



91

6.1.4.1 Modarbejdelse eller nedstemning af danskfølgelovgivning

Dette afsnit vil beskrive de midler som enten har til formål at forhindre eller ændre den danske

følgelovgivning eller storskalaloven. Konkret koncentrerer afsnittet sig om tre ekstraordinære

midler:

� Nedstemning af en dansk følgelovgivning

� Forslag om en revisionsklausul i den danske følgelovgivning

� Opfordring til time-out

De to første midler omhandler den danske følgelovgivning, mens det sidste middel, er et forsøg på

at påvirke storskalaloven. Det første middel er det mest ekstraordinære, og det blev foreslået af

Enhedslistens medlem af Grønlandsudvalget Christian Juhl, den 11. december - fire dage efter

storskalaloven blev vedtaget i Grønland:

”Vi er imod social dumping, uanset om det sker i Grønland, Danmark eller Tyskland. Derfor er vi

modstandere, når forslaget til ændring af udlændingeloven bliver fremsat.”


Enhedslisten er det eneste parti, som eksplicit har udtalt, at de vil stemme imod følgelovgivningen.

Denne holdning har partiet desuden holdt fast i, også efter at storskalaloven blev revideret (DR ,

18.10.2013). Dansk Folkepartis Søren Espersen har kaldt det ”overvejende sandsynligt at de

stemmer nej” (Berlingske, 10.12.2012), mens Det Konservative Folkepartis formand Lars Barfoed,

har udtalt at Det Konservative Folkeparti som udgangspunkt altid siger ja, men at storskalaloven er

en særlig sag (Berlingske, 12.12.2012)62. At stemme imod en dansk følgelovgivning til

storskalaloven er det mest ekstraordinære middel, som er blevet foreslået i debatten, hvilket også

kan ses ved, at Socialdemokraternes Mogens Jensen beskyldte Enhedslisten for at have en

”koloniherrementalitet” (Politiken, 11.12.2012)63. Hvis et flertal i folketinget stemmer nej til den

danske følgelovgivning betyder det, at man, obstruerer Grønlands ønske om at sætte gang i

storskalaprojekter. Dermed underkender man i praksis den selvbestemmelse på råstofområdet

62 Søren Espersen: ”Vi afventer, at justitsministeren kommer med regeringens forslag til ændring af udlændingeloven. Men det er overvejende sandsynligt, at vi siger nej.” (Berlingske, 10.12.2012) Lars Barfoed: ”I udgangspunktet siger vi altid ja, men dette er en særlig sag. Det er selvfølgelig problematisk at give mulighed for, at tusindvis af kinesere arbejder inden for Rigsfællesskabet på meget ringe vilkår, i forhold til hvad vi er vant til” (Berlingske, 10.12.2012) 63 Socialdemokraternes Mogens Jensen udtalte således: ”Nu er der en sag, hvor man ikke bryder sig om det, Grønland beslutter i deres eget parlament, og så vil man lave det om. Det er koloniherrementalitet, som står i grel modsætning til Enhedslisten normale holdning til selvstyret.” siger Mogens Jensen S.(Politiken, 11.12.2012)


92

som Grønland har fået med selvstyreloven. Og man underkender vel at mærke en lov, som er

enstemmigt vedtaget i Inatsisartut. Formanden for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoed

fremsætter senere et alternativt middel, der er lidt mindre ekstraordinært end direkte at stemme

imod den danske følgelovgivning:

”Det er usikkert, hvad konsekvenserne er af storskalaloven og lempelser på udlændingeloven, og

det er på nuværende tidspunkt meget vanskeligt at vurdere omfanget af storskalaprojekter

i Grønland. Derfor må vi forberede os så grundigt som muligt i den aftale, der må være en

forudsætning for, at vi kan stemme for særloven, og i den aftale skal vi have en revisionsklausul,

så vi om nogle år kan vurdere, om der er behov for at skærpe eller præcisere lovgivningen.”


De Det Konservative Folkeparti ønsker altså en slags fortrydelsesret i forhold til den danske

følgelovgivning, således at Danmark kan ændre eller stramme den senere hen, hvis det bliver

nødvendigt. Da der kun er tale om en senere potentiel revision af den danske følgelovgivning, og

ikke en direkte nedstemning af den, er dette middel mindre ekstraordinært end at stemme imod

følgelovgivningen. I praksis og principielt ikke er der dog ikke den store forskel. I praksis fordi

storskalaloven handler om projekter, som kræver astronomiske investeringer, er der en mulighed

for at en revisionsklausul kan skabe usikkerhed om råstofpolitikken i Grønland, og dermed virke

afskrækkende på investorer. Principielt kan man ligeledes se en revisionsklausul som en

underkendelse af Grønlands kompetencer på råstofområdet, idet man sår tvivl om en lovgivning

der er bred enighed om i Inatisisartut. Det sidste middel, som omhandler storskalaloven er den

daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens opfordring til Helle Thorning og den daværende

landsstyreformand Kuupik Kleist om at tage en timeout:64

”Jeg vil appellere indtrængende til både landsstyreformanden og statsministeren om i fællesskab

at lægge energi i at afdække et alternativ til storskalaloven.(…) Jeg deler fuldt ud det grønlandske

samfunds ønske om at udvikle sig og skabe vækst og velstand med afsæt i naturressourcerne, og

jeg kunne ikke drømme om at spændeben for det. Men jeg er bekymret over den model, der er

64 I artiklen citeres Løkke for at opfordre til at man finder et alternativ, men i manchetten af artiklen stod: ”Forud for dagens møde mellem landsstyreformanden og statsministeren opfordrer Venstre til timeout i sagen om storskalaloven.”. Hvorvidt Løkke således har sagt ”timeout” eller om det blot er en journalistisk skarpvinkling af et ”alternativ” er således uklart. Men virkningen af artiklen blev, at han havde sagt timeout. Desuden var han ikke efterfølgende ude at benægte at have opfordret til timeout. Ved brugen af ordet ”timeout” ligges der vægt på at man bør tage en pause, og ikke forhaste sig. Når man tager denne brede disponering i debatten i betragtning, bliver den detalje at afdækningen af alternativer medfører en udsættelse pludselig til kernen i dette ekstraordinære middel.


93

valgt, og de langsigtedekonsekvenser for det grønlandske samfund.” (Jyllands-Posten,

10.01.2013)

Ved ordet ”timeout” ligges der vægt på at man bør tage en pause, og ikke forhaste sig. Dermed

bliver den detalje at afdækningen af alternativer til storskalaloven medfører en udsættelse til

kernen i dette ekstraordinære middel. At afdække et alternativ til storskalaloven, er umiddelbart et

mindre ekstraordinært middel end at stemme imod følgelovgivningen eller aftale en

revisionsklausul. Med en time-out eller et alternativ til storskalaloven er der nemlig ikke tale om, at

Danmark direkte nedstemmer eller modarbejde Grønlands beslutninger på råstofområdet. I artiklen

understreger Løkke da også, at han forstår Grønlands ønske om vækst og ikke kunne ”drømme

om at spænde ben for det”. Selvom midlet altså ikke umiddelbart fremstår så ekstraordinært, vil vi

alligevel argumenter for at det er ekstraordinært. For det første fordi samtlige grønlandske

politikere er enige om, at der ikke er noget alternativ til storskalaloven, og at det er nødvendigt at

der gøres noget nu da økonomiens forværring ikke venter (jf. afsnit 5.1). En time-out eller et

alternativ til storskalaloven går således direkte imod den diskurs der er fremherskende i Grønland.

Desuden kan graden af hvor ekstraordinært midlet er ses i den reaktion, som Løkkes opfordring

affødte hos daværende landsstyreformand Kuppik Kleist. Han udsendte således en

pressemeddelelse med overskriften: ”Grønland ønsker ikke time-out på råstofområdet.”I

pressemeddelelsen uddyber han, hvorfor time-out er en dårlig ide:

”Dette ville ødelægge vores troværdighed over for de selskaber, der har investeret meget store

millionbeløb i udviklingen af deres råstofprojekter (…)”. (Kleist, 21.01.2013)

En time-out vil således betyde at Grønland mister troværdighed over for de selskaber som allerede

har investeret i råstofprojekter. Forslaget blev ligeledes afvist af den danske regering (Jyllands-

Posten, 10.01.2013)65 Derfor går forslaget om en time-out direkte imod Grønlands ønske om at få

flere investeringer. Pressemeddelelsen indeholder desuden en kommentar til de danske

oppositionspolitikeres trusselsudpegninger i forbindelse med den danske debat om storskalaloven:

”Det er Naalakkersuisuts opfattelse, at den mindre administrative ændring afudlændingeloven som

Folketinget skal tage stilling til ikke bør gøres til genstand for danske, indenrigspolitiske drillerier.

Dertil er sagen alt for alvorlig. Naalakkersuisutopfordrer derfor til, at man i respekt for

65 Statsministeren udtalte således: ”Det ville klæde Venstre at bakke op.” (Jyllands-Posten, 10.01.2013)


94

Selvstyreloven bakker op om de demokratiskebeslutninger vedtaget af det grønlandske parlament,

og derfor vedtager de nødvendige ændringer af udlændingeloven.” (Kleist, 21.01.2013)

Nogle dage forinden betegnede Kuupik Kleists partifælle og medlem af folketinget Sara Olsvig

desuden den danske debat som overdrevet:

”Jeg synes, debatten er overdrevet. For det første genkender jeg ikke de store farer, der tales om i

forhold til storskalaloven, og for det andet må Danmark forstå Grønlands økonomiske virkelighed.”

(Kristeligt Dagblad, 06.02.2013)

Sara Olsvig kalder således den danske debat overdrevet og afviser eksplicit de trusler som er

blevet udpeget. Kuupik Kleist forsøger også at nedtone de udpegede trusselsbilleder i den danske

debat ved at italesætte den danske følgelovgivning som en ”mindre administrativ ændring af

udlændingeloven”66,hvilket kan ses som en afdramatisering af storskalalovens konsekvenser og

dermed et forsøg på at afsikkerhedsliggøre storskalaloven over for det danske publikum.

Den danske oppositions forsøg på at sikkerhedsliggøre storskalaloven, de kinesiske arbejdere og

kinesiske investeringer bliver således fra grønlandsk side set som en manglende respekt for

selvstyreloven, overdrivelser og indenrigspolitiske drillerier. Desuden går den danske oppositions

sikkerhedsliggørelsesforsøg og foreslåede ekstraordinære midler imod Grønlands diskurs om, at

der ikke er noget alternativ til storskalaprojekter, hvis Grønland ønsker at blive en selvbærende

økonomi. Nedenstående figur viser det spektrum som vi har valgt at placere de foreslåede

ekstraordinære midler på. Pilen viser kontinuummet, hvor det middel som er placeret længst til

venstre er mindst ekstraordinært, og det middel som er placeret længst til højre er mest

ekstraordinært.

66Ligeledes har Kuupik Kleist forsøgt at nedtone den konstruerede kinesiske trussel: ”Jeg er ikke vidende om, at den kinesiske stat skulle investere i Grønland eller have ønske om det.”


95

Figur 20: Ekstraordinære midler, der omhandler lovgivning

Opsamling

I ovenstående afsnit analyserede vi den første gruppe af ekstraordinære midler. Disse midler er

blevet foreslået til at afværge følgende udpegede trusler: Storskalaloven, kinesiske investeringer

og kinesiske arbejdere. De foreslåede ekstraordinære midler var: Opfordring til at lave alternativ til

storskalaloven (V), lave en revisionsklausul i følgelovgivningen til storskalaloven (K) og stemme

imod følgelovgivningen til storskalaloven (EL). Vi karakteriserede opfordringen til at finde et

alternativ til storskalaloven som det mindst ekstraordinære middel, mens det at stemme imod

følgelovgivningen til storskalaloven blev karakteriseret som det mest ekstraordinære middel.

6.1.4.2 Øget samarbejde eller danske investeringer i råstofudvinding

I ovenstående afsnit diskuterede vi de tre ekstraordinære midler, som har omhandlet en

modarbejdelse eller påvirkning af storskalaloven. I dette afsnit vil vi diskutere de tre ekstraordinære

midler, som alle på en eller anden måde omhandler Danmark engagement i den grønlandske

råstofsektor, og midlerne kan deles i to grupper:

� Statsligt engagement i Grønlands råstofudvinding

� Øget samarbejde mellem Danmark og Grønland

Et af de ekstraordinære midler, som er foreslået i forbindelse med debatten om storskalaloven, er

at den danske stat skal engagere sig i råstofudvinding i Grønland. Forslaget er blevet fremsat af

både Venstre og Dansk Folkeparti. Venstres Bertel Haarder67 udtalte således i januar:

”Vi skal have gang i investeringerne i Grønland. Det har både Grønland og Danmark brug for. Jeg

synes også, at staten skal engagere sig (…)” (Berlingske, 09.01.2013)

67 Han bakkes op af partifællen Claus Hjort Frederiksen, der senere udtaler: ”Jeg kunne så godt tænke mig, at vi i Danmark var med til at investere i minedrift.” (Berlingske, 22.11. 2013)

Opfordring til at finde alternativ til

storskalaloven

Aftale om revisionsklausul i forbindelse med den

danske følgelovgovning

Nedstemning af dansk følgelovgivning


96

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl foreslår et konkret statsligt engagement i form

af et DONG 2:

”Den eneste vej frem er at etablere et Dong nummer 2: at staten tager et aktivt medansvar for

udviklingen, så vi også får danske kapitalinteresser i spil i Grønland.” (Politiken, 21.01.2013)

Hvad det statslige engagement skal bestå i er imidlertid uklart. Det samme er, hvorvidt Dong 2 skal

forstås som en statsejet virksomhed68, eller et offentligt-privat partnerskab (OPP) i stil med det,

som Venstre-politikerne Gitte Lillelund Bech og Ellen Trane Nørby senere foreslår69. Ligeledes

fremgår det ikke eksplicit, hvorvidt Danmarks engagement i råstofudvinding i Grønland skal

finansieres med skatteborgernes penge, eller om det fx betyder, at staten skal stiller lånegaranti for

virksomheder, som investerer i råstofudvinding i Grønland. Både Det Konservative Folkeparti og

Enhedslisten har mere eller mindre entydigt bakket op forslaget om at den danske stat bør

engagere sig i råstofindustrien (Politiken, 21.01. 2013).Venstres Gitte Lillelund Beck og Ellen Trane

Nørby slår også til lyd for et dansk engagement, men de foreslår at det skal ske i form af et

offentligt-privat dansk-grønlandsk partnerskab:

"(…) danske pensionsselskaber og virksomheder kan gå sammen og skabe et offentligtprivat-

partnerskab - et gennemtænkt dansk-grønlandsk alternativ til hurtige udenlandske (kinesiske)

investeringer." (Jyllands-Posten, 29.01.2013)

Et offentligt- private grønlandske partnerskab finansieres med private midler, er ikke i sig selv et

ekstraordinært middel, fordi Grønland meget klart har meldt ud at alle investorer, også danske er

velkomne i Grønland, så længe det foregår på kommercielle vilkår (Jyllands-Posten, 11.01.2013).

Det er dog svært at forestille sig, at en sådan investering ville foregå på fuldt kommercielle vilkår.

Det ekstraordinære i Venstre-politikernes forslag er således, at det strider imod Grønlands ønske,

og dette forslag blev således også afvist af statsministeren (Politiken, 21.01.2013).

Ud over konkrete investeringer i råstofsektoren, har politikerne gentagne gange foreslået et mindre

ekstraordinært middel i form af et øget grønlandsk-dansk samarbejde på råstofområdet. De to

folketingsmedlemmer fra Venstre, Ellen Trane Nørby og Gitte Lillelund Bech argumenteret for, at

Danmark og Grønland skal stå tættere sammen:

68 Efter salget af aktier til Goldman Sachs vil staten stadig have aktiemajoriteten i DONG idet den vil eje ca. 60 pct. af aktierne (www.information.dk/journal/485011) 69 Konkurrence- og forbrugerstyrelsen har 3 modeller for offentligt-privat partnerskab (OPP): (www.kfst.dk/Offentlig-konkurrence/OPPStandardmodeller/Standardmodel-for-OPP-ved-nyanlaeg)


97

”Danmark og Grønland er to små nationer i en stor verden, og vi er stærkest sammen. Hvis vi skal

være rustet til fremtidens udfordringer, skal vi forny vore relationer til hinanden. Vores samarbejde

skal være baseret på selvstyrelovens ånd af respekt, ligeværdighed og dialog.” (Jyllands-Posten,

29.01.2013)

Udover at det dansk-grønlandske samarbejde skal være baseret på respekt, ligeværd og dialog er

Nørby og Bech ikke specielt konkrete i hvad et tættere samarbejde skal indebære. Et øget dansk-

grønlandsk samarbejde er ikke sig selvekstraordinært, fordi Danmark og Grønland har

samarbejdet om at udnytte den grønlandske undergrund i over 150 år (GEUS, 2005: 2)70. En ny

relation kan dog ses som en ny (og dermed på sin vis ekstraordinær) institutionel praksis..

Figuren herunder viser de tre ekstraordinære midler, som vi har gennemgået i dette afsnit. Pilen

illustrerer, hvor ekstraordinære midlerne er i forhold til hinanden. (Jo længere til højre jo mere

ekstraordinært)

Figur 21: Ekstraordinære midler som der indebær øget dansk involvering

Opsamling

Samlet er der foreslået 6 ekstraordinære midler, som skal afværge den udpegede trussel i form af

storskalaloven, kinesiske arbejdere og kinesiske investeringer. De ekstraordinære midler kan

inddeles i 2 overordnede grupper: Modarbejdelse eller nedstemning af dansk følgelovgivning, øget

dansk engagement i råstofudvindingen i Grønland. Blandt de midler der angik lovgivningen blev

Enhedslistens forslag om at nedstemme den danske følgelovgivning karakteriseret som mest

ekstraordinært, mens Det Konservative Folkepartis forslag om en revisionsklausul og Venstres

70 Statsministeren og den daværende statsminister lancerede allerede i januar 2013 et samarbejde omkring mulighederne for danske investeringer i råstofudvinding uden statslige midler (Politiken, 21.02.2013)

Øget samarbejde mellem DK og GR

Dansk engagement finansieret af private

midler

Dansk engagement finansieret af

statslige midler


98

formands forslag om en timeout, blev karakteriseret som lidt mindre ekstraordinært. Blandt de

midler som drejede sig om et øget dansk engagement, var det uklart om disse skulle foregå med

private eller statslige midler. Et engagement baseret på statslige midler blev karakteriseret som

mere ekstraordinært end et engagement baseret på private midler. Den danske regering har både

afvist et offentligt-privat partnerskab, en nedstemning af følgelovgivningen og et statsligt

engagement i den grønlandske råstofindustri.

6.1.5 Den danske regerings afsikkerhedsliggørelsesforsøg

Den danske regerings reaktion på Venstres, Dansk Folkepartis og Enhedslistens

trusselsudpegninger i debatten om storskalaloven har overordnet taget tre former:

� Forsøg på at afsikkerhedsliggøre de udpegede trusler i debatten ved at nedtone,

afvise eller afdramatisere dem.

� En generel henvisning til Grønlands beslutningskompetencer på råstofområdet.

� En eksplicit afvisning af de foreslåede ekstraordinære midler.

Hvis vi starter med den første reaktion, har regeringen eksplicit forsøgt at afsikkerhedsliggøre de

sikkerhedsliggørelsesforsøg som er blevet foretaget i den danske debat ved forsøge at nedtone og

afdramatisere truslen fra Kina og de kinesiske arbejdere. Det gjorde statsminister Helle Thorning-

Schmidt bl.a. på et pressemøde i Statsministeriet den 5. februar 2013:

”Debatten om Grønland er blevet godt og grundigt mudret de seneste uger. Hvis man læser

aviserne kan man af og til få indtryk af at den danske stat står foran at miste milliarder af kroner i

tabte indtægter i Grønland. Man kan også næsten få det indtryk at der allerede er tusindvis af

kinesere i Grønland(…), og man kan også næste få det indtryk at kineserne frit kan trække sjældne

jordarter og uran op af den grønlandske undergrund som de så automatisk har råderetten over. Og

ingen af de ting er selvfølgelig korrekte. Tværtimod. Og jeg er helt overbevist om at det vil hjælpe

vores debat helt utrolig meget, hvis folketingets partier og dem der debatterer i øvrigt tog

udgangspunkt i fakta og ikke i myter.” (Statsministeriet, 05.02.2013).

Her forsøger statsministeren at afdramatisere de trusselsbilleder som er blevet italesat i debatten

om storskalaloven, ved at karakterisere dem som myter. Ifølge statsministeren er det fakta, at der

ikke allerede er tusindvis af kinesere i Grønland, og det er ligeledes er faktum at Danmark ikke vil

miste milliarder i tabte indtægter eller og at kineserne ikke frit kan hive uran og sjældne jordarter op

af jorden. På et samråd senere samme dag forsøger statsministeren ligeledes at afdramatisere


99

antallet af kinesere i Grønland:

”Jeg bliver spurgt, hvilke konsekvenser det har, hvis der vælter kinesere rundt i gaderne i

Grønland. Vi kan ikke sidde og råbe til hinanden, at det er forfærdeligt, hvis kineserne indtager det

grønlandske samfund.” (Jyllands-Posten, 05.02.2013)

Både på pressemødet og til samrådet forsøger statsministeren således at afsikkerhedsliggøre de

udpegede trusler i debatten ved at afdramatisere og nedtone dem, og kalde dem for myter.

Regeringen forsøger således at undgå at storskalaloven behandles som en speciel form for politik

drevet af sikkerhedslogikker, ved at forsøge at fastholde den i den politiske sfære. Samtidig

påpeger statsministeren, at det handler om, at Danmark skal have respekt for selvstyreloven, og

derfor undgå at forsøge at sikkerhedsliggøre noget som Grønland har vedtaget:

"Dybest set skal vi have respekt for, at grønlænderne er herre i deres eget land, Grønland har

overtaget ansvaret for råstofområdet, og hvis man ikke respekterer det, også i praksis, så har man

dybest set ikke respekt for selvstyreloven." (Berlingske, 05.02.2013)

Statsministeren betegner således de trusselsbilleder som er blevet udpeget i debatten som et

udtryk for manglende respekt for selvstyreloven. Det kan med andre ord godt være at Danmark

ikke er enige i Grønlands politik, men Danmark er ikke i en position, hvor vi kan tillade os ikke at

respektere de politiske beslutninger som træffes af Grønland på områder, hvor de har

selvbestemmelse. Med andre ord bør Danmark vedtage den følgelovgivning, som Grønland har

anmodet om, fordi den betyder, at Grønland kan implementere en lov, som de har vedtaget på en

område, hvor de har kompetence. Ud over at regeringen har forsøgt at afsikkerhedsliggøre de

udpegede trusler, har den også eksplicit afvist at tage de foreslåede ekstraordinære midler i brug.

Statsministeren har således eksplicit afvist et statsligt engagement i den grønlandske råstofsektor:

”Alle ved at Danmark er udfordret på sin økonomi med et underskud på statsbudgettet. Og

regeringen agter ikke at prioritere et statsligt engagement i råstofudvinding i Grønland, som vil

hvile på et usikkert økonomisk fundament på bekostning af velfærdsområder i Danmark (…)”


Statsministeren afviser at staten skal investere i Grønlands råstofudvinding fordi det kan true den

danske velfærd, da råstofudvinding udgør et usikkert økonomisk fundament. Statsministeren sår

altså tvivl om, hvorvidt den danske stat (og skatteborgerne) vil tabe penge på en investering i

råstofudvinding. Venstre og Dansk Folkeparti tager derimod for givet, at Danmark vil opnå en

økonomisk gevinst ved en sådan investering (jf. afsnit 6.1.4.2). Derudover afviser statsministeren

Venstres forslag om et offentligt-privat selskab fordi det strider mod Grønlands ønsker:


100

”Landsstyreformanden har slået fast, at selvstyret ønsker råstofudvinding i Grønland på

kommercielle vilkår, og at selvstyret ikke ønsker et fælles grønlandsk-dansk offentligt selskab

vedrørende råstoffer i Grønland.Det er den klare besked fra Grønlands landsstyre. Det er den klare

besked fra et Grønland, som har selvstyre.” (Folketinget, 21.02.2013)

Danmark bør altså ifølge statsministeren respektere selvstyreloven og Grønlands ønsker om at

investeringer skal foregå på kommercielle vilkår. Denne respekt for Grønlands selvstyre betyder

også, at Danmark bør vedtage den følgelovgivning som storskalaloven kræver.

Opsamling – debatten om storskalaloven

I den danske debat om storskalaloven har de sikkerhedsliggørende aktører bestået af politikere fra

Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti. De har udpeget følgende trusler i debatten:

Storskalaloven, kinesiske arbejdere og kinesiske investeringer. De udpegede referentobjekter er:

det grønlandske samfund, alle arbejderes rettigheder og rigsfællesskabet sikkerhed. Samtidig er

der foreslået en række ekstraordinære midler som enten drejede sig om lovgivning eller om

Danmarks engagement i råstofudvinding i Grønland. Vi karakteriserede en nedstemning af den

danske følgelovgivning som det mest ekstraordinære middel. Derudover blev der foreslået at den

danske følgelovgivning blev vedtaget med en revisionsklausul eller at Danmark og Grønland tog

en time-out i forhandlingerne om storskalaloven. Der blev også foreslået at Danmark og Grønland

skulle samarbejde tæt, at den danske stat skulle engagere sig i råstofudvinding, eller at Danmark

og Grønland skulle oprette et offentligt-privat partnerskab. Regeringens reaktion på de udpegede

trusselsbilleder og foreslåede ekstraordinære midler har bestået i følgende: For det første har

regeringen eksplicit forsøgt at afsikkerhedsliggøre de udpegede trusler ved at nedtone dem og

karakterisere dem som myter. Derudover har regeringen påpeget at Danmark bør udvise respekt

for selvstyreloven, og til slut har regeringen afvist at tage de foreslåede ekstraordinære midler i

brug. Analysen har således vist, at den danske regering har bakket fuldt op om Grønlands

beslutning, og at regeringen har forsøgt at undgå en konflikt ved at nedtone retorikken. Derudover

har analysen vist, at de grønlandske politikere har reageret på den danske debat om

storskalaloven ved at kalde den overdrevet, og betegne den som indenrigspolitiske drillerier.


101

Figur 22: Overblik den danske debat om storskalaloven

Foreslåede ekstraordinære midler

Alternativ til storskalalov

Revisions-klausul

Nedstemme dansk følgelovgivning

Øget samarbejde DK og GL

Private danske investeringer

Danske investeringer med statslige

Udpegede trusselsbilleder

Referentobjekt: Grønlandske arbejdere (V)


Referentobjekt: Alle arbejderes rettigheder (EL)


Referentobjekt: Rigsfællesskabets sikkerhed



Referentobjekt: Det grønlandske samfund

Referentobjekt: Det grønlandske samfund

Trussel: Kinesiske arbejdere


102

6.2 Urandebatten i Danmark Formålet med dette afsnit er at analysere den danske debat om ophævelsen af nultolerancen over

for uran. Den grønlandske uran-debat var kun præget af et sikkerhedsliggørelsesforsøg, hvor

uranudvinding blev italesat som en trussel mod levende organismer i form af mennesker, dyr,

natur, miljø og sundhed. I den danske debat kan der imidlertid identificeres flere trusselsbilleder

med forskellige referentobjekter. Forsøgene følger ikke altid sikkerhedsliggørelses-grammatikken,

men refererer nogle gange til allerede accepterede og institutionaliserede sikkerhedsliggørelser.

Efter en kort kontekstualisering, der viser, hvordan urandebatten spiller ind i Danmarks ”nej til

atomkraft”, analyseres først Enhedslisten forsøg på at sikkerhedsliggøre uranudvinding ved at

italesætte det som en trussel mod mennesker, miljø og verdens sikkerhed. Dernæst analyseres

SF’s forsøg på at sikkerhedsliggøre uran ved italesætte det som en trussel mod Danmarks

sikkerhed og position i verden. Herefter analyseres Venstres forsøg på at sikkerhedsliggøre uran

ved at kæde det sammen med iranske atomvåben. Til slut analyseres, hvordan Dansk Folkeparti

og Det Konservative Folkeparti har forsøgt at afsikkerhedsliggøre uran, mens regeringen har

accepteret sikkerhedsliggørelsen af uran og derfor prøver at håndtere den ved at etablere en

ekstraordinær institutionel praksis i form af en samarbejdsaftale med Grønland.

6.2.1 Kontekst for urandebatten i Danmark

På baggrund af en politisk debat om indførelse af atomkraft i Danmark og Grønland i 1980’erne,

vedtog folketinget i 1985 et beslutningsforslag om stop for anlæggelse af atomkraftværker i

Danmark. Beslutningerne betød i praksis, at Danmark skulle planlægge den offentlige

energiforsyning uden brug af atomkraft, og derfor er der den dag i dag ingen atomkraftværker i

Danmark (Sidenius, 1986: 378). Siden har der været en konsistent politisk vilje til at følge den linje.

Politikere fra Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti har således tidligere ytret,

at de går ind for atomkraft – bare ikke i Danmark (Ekstrabladet, 07.12.2009). Politikere fra Liberal

Alliance har som de eneste partier ytret, at de er positive over for at Danmark kan få

atomkraftværker (Politiken, 17.02.2010).

Som tidligere nævnt vedtog fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland 2 år efter det

danske nej til atomkraft en nultolerancepolitik over uran. Grønland har således siden 1988 haft en

nultolerancepolitik, der i praksis har bestået af et forbud mod at udvinde uran og andre radioaktive

stoffer (Grønlandsudvalget, 2012). Nultolenrancepolitikken har været kraftigt debatteret i Grønland,

en debat vi har analyseret i afsnit 5.4 Den grønlandske debat mundede i oktober 2013 ud i en

ophævelse af nultolerancen overfor uran. Selvom den danske debat om uran har strakt sig over

hele den analyserede periode fra november 2012 til januar 2014, kan den i høj grad ses som en

reaktion på udsigten til Grønlands ophævelse af nultolerancepolitiken. En del af de positioner vi


103

har fundet i den danske debat, kan forklares ud fra en række institutionaliserede

sikkerhedsliggørelser, der omhandler atomvåben og atomkraft.

6.2.2 EL: Uran er en trussel mod mennesker, miljø og verdens sikkerhed

Protestbevægelsens kamp imod atomkraft og atomvåben blev fra start af støttet af den politiske

venstrefløj, og ”atomkraft-nejtak” har traditionelt været en mærkesag for venstrefløjen i Danmark.

Vi vil i de næste 2 afsnit se på hvordan de to danske venstrefløjspartier, Enhedslisten og SF har

spillet 2 helt forskellige roller i debatten.

Enhedslisten er det parti i Folketinget, som har været størst modstander af Grønlands ophævelse

af nultolerancen over for uranudvinding. Denne modstand skal ses i den historiske kontekst, at

Enhedslisten historisk har været og stadig er et af de partier, som er størst modstander af

atomkraft. Partiets grønlandsordfører Finn Sørensen har derfor været en af de mest aktive

sikkerhedsliggørende aktører i urandebatten. Han har således forsøgt at sikkerhedsliggøre uran

ved at italesætte det som en trussel mod forskellige referentobjekter. Derudover har han i sine

talehandlinger refereret til flere allerede institutionaliserede sikkerhedsliggørelser i form af

nultolerance -politikken, Danmarks nej til atomkraft og den generelle accept af, at atomvåben

udgør en trussel. Allerede i februar 2013 i en debat i folketinget mellem grønlandsordførerne for de

forskellige partier, italesatte Finn Sørensen uran som en trussel:

”Vi har i mange år været enige om, at udvinding af uran er ekstremt farligt for mennesker og miljø,

og at atomkraftværker er nøjagtig lige så farlige, hvilket befolkningerne omkring Tjernobyl og

Fukushima jo kan tale med om. Og her er det ikke særlig beroligende, at den socialdemokratiske

ordfører henviser til, at man jo ikke vil gøre op med nultolerancepolitikken her i Danmark. Det er jo

ret uinteressant, i betragtning af at vi ikke har noget uran i den danske undergrund, men kun helt

uskyldsrent og aldeles miljøvenligt kridt og ler.” (Folketinget, 21.02.2013)71

Finn Sørensen italesætter her uran og atomkraftværker som en trussel mod referentobjekterne

mennesker og miljø. Hans talehandling opfylder således den interne faciliterende omstændighed

for et sikkerhedsliggørelseforsøg ved at følge grammatikken i sikkerhedsliggørelsen. Han refererer

ligeledes til en institutionaliseret sikkerhedsliggørelse i form af Danmarks nej til atomkraft.

71 Finn Sørensen svarer her på følgende udtalelse fra Socialdemokraternes grønlandsordfører Flemming Møller Mortensen i samme folketingsdebat den 21. februar 2013: ”Vi vil jo ikke ophæve nultolerancen i Danmark. Hvorfor skulle vi det? (…), men hvis Grønland ønsker det i en eksportsammenhæng for netop at udvikle deres land og det kan gøres, uden at det betyder noget sikkerhedspolitisk og konventions- og traktatmæssigt, så mener vi, at man skal lade muligheden undersøge.”


104

Siden 1985 har der været en konsistent politisk vilje til at satse på andre energikilder end atomkraft

i Danmark72 (Sidenius, 1986: 399). Denne politiske vilje kan ses som udtryk for en

institutionaliseret praksis, som er opstået på baggrund af en bred accept af, at atomkraft som følge

af problemerne med opbevaring af brændstof og faren for atomar nedsmeltning udgør en

sikkerhedstrussel73. Han opfylder således den tredje eksterne faciliterende omstændighed for et

sikkerhedsliggørelsesforsøg: Referer til aspekter, som historisk associeres med truslen og som

generelt opfattes som en trussel (jf. afsnit 2.2.2). Det gør han ved at inddrage to kendte historiske

hændelser i talehandlingen: Ulykkerne på atomkraftværkerne i Tjernobyl (Ukraine) og Fukushima

(Japan), og henviser til at befolkningerne der boede i nærheden af disse atomkraftværker kan tale

med om at de er farlige.

Når Finn Sørensen i sine talehandlinger refererer til ”vi,” er det altid Grønland og Danmark eller

rigsfællesskabet. Grønland bliver således italesat som en af ”os”. Her adskiller Finn Sørensen sig

fra SF’s Steen Gade, og Venstres Gitte Lillelund Bech, som begge italesætter Grønland som ”de

andre”. Kort tid inden nultolerancen blev ophævet, reartikulerer Finn Sørensen sit

sikkerhedsliggørelsesforsøg, men inddrager endnu et referentobjekt ved at kæde uran sammen

med atomvåben:

”Det [uran ed.] er også skadeligt og farligt for verdens sikkerhed, både fordi det kan bruges til

atomkraft - og der har vi jo set skrækkelige ulykker. Og ikke mindst kan det jo bruges til

atomvåben” (DR, 02.10.2013)

Uran udgør således en trussel mod verdens sikkerhed, fordi det kan bruges i atomkraftværker og i

atomvåben. Finn Sørensen refererer således eksplicit til den institutionaliserede

sikkerhedsliggørelse af atomvåben. Hans talehandling opfylder dermed den tredje eksterne

faciliterende omstændighed ved at referere til noget, som generelt opfattes som en trussel. Siden

1968 har Danmark nemlig været statspart til Traktaten om ikke-spredning af Atomvåben.

(Regeringen & Naalakkersuisut, 2013: 27). På den baggrund kan traktaten ses som et resultat af,

72Den danske regering barslede efter oliekrisen i 1973 med planer om at indføre atomkraft i Danmark (Sidenius, 1986: 378). Det mødte imidlertid stor modtand i den danske befolkning og ”atomkraft nejtak” bevægelsen voksede til en af de største protestbevægelser i danmarkshistorien. Den succesfulde sikkerhedsliggørelse har resulteret i en fast institutionaliseret politisk praksis, hvor politikerne (med undtagelse af Liberal Alliance) ikke diskuterer muligheden for atomkraft i Danmark. 73 En Gallup-måling foretaget for Berlingske i 2011 viste, at 65 procent af befolkningen er imod atomkraft i Danmark, mens kun 24 procent er for (Berlingske 30.03.2011). I 2013 lavede Berlingske en meningsmåling i forhold til ophævelsen af nultolerancen over for uran. Den viste, at 64 pct. af danskerne er ifølge Gallup enige eller overvejende enige i, at den danske regering bør fastholde nultolerancepolitikken og forhindre udvinding og salg af uran i Grønland (Berlingske, 04.02. 2013).


105

at det bred international accept af at atomvåben udgør en sikkerhedstrussel74. Ud over at

italesætte uran som en trussel, kritiserede Finn Sørensen eksplicit SF’s daværende

udenrigsminister Villy Søvndal for at gøre op med den institutionaliserede nultorance-praksis inden

for rigsfællesskabet75:

”Det undrer mig virkelig, at Villy Søvndal ikke forholder sig til 25 års enighed inden for

rigsfællesskabet om at sige nej til udvinding og eksport af uran. (…)Villy Søvndal ønsker ikke, at

uranudvinding fører til forurening eller at uran falder i de forkerte hænder. Hvis man vil være sikker

på det, så skal man lade være! Det burde være nok at nævne Tjernobyl og Fukushima.”

(Sørensen, 2013)

Finn Sørensen anser således rigsfællesskabets nultolerance over for uranudvinding som en fast

institutionaliseret praksis, som er etableret på baggrund af en bred accept om, at uran udgør en

sikkerhedstrussel. Uran er således en institutionaliseret sikkerhedsliggørelse. Når Finn Sørensen

hele to gange i den samme artikel taler direkte til Villy Søvndal kan man se det som udtryk for at

det især er Villy Søvndal og dermed den danske regering, han ønsker at overbevise med sin

talehandling. Indirekte er det dog også et forsøg på at overbevise de grønlandske politikere, da

”man” refereret til rigsfællesskabet, og udtalelsen kom lige inden der blev afholdt afstemning om

nultolerancen i Inatisisartut. Midlet til at afværge urantruslen er således at bevare

nultolerancepolitikken. Dette middel er i sig selv ikke så ekstraordinært, da det blot er en bevarelse

af en allerede etableret institutionel praksis. Det ekstraordinære består dog i, at det går stik imod

Naalakkersuisuts diskurs om, at ophævelsen af nultolerancen er nødvendig for at skabe

arbejdspladser og råstofindustri.

74Traktaten er underskrevet af alle lande på nær Indien, Israel, Pakistan og Nordkorea(Regeringen&Naalakkersuisut, 2013: 27). 75 Det Finn Sørensen henviser til, er Villy Søvndals udtalelse i forbindelse med offentliggørelsen af den fælles dansk-grønlandsk rapport: ”Det skal sikres, at udvinding og eksport af uran i givet fald kommer til at ske efter de højeste internationale standarder. Vi vil ikke kunne forsvare, hvis lemfældighed fører til forurening eller at uran falder i de forkerte hænder. Grønland kan selv beslutte at ophæve nul-tolerancepolitikken, men udvinding og eksport af uran vil have betydning for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken, som er rigsanliggender.” (Udenrigsministeriet, 07.10.2013).


106

Figur 23: Enhedslistens sikkerhedsliggøreelsesforsøg i urandebatten

Opsamling

Vi har nu analyseret, hvordan Enhedslisten har forsøgt at sikkerhedsliggøre ophævelsen af

nultolerancen overfor uran, ved at italesætte udvinding og eksport af uran som en trussel imod

både mennesker, miljø og verdens sikkerhed. Derfor foreslår Enhedslisten at man som et

ekstraordinært middel, bevarer nultolerancen overfor udvinding og eksport af uran. I deres

italesættelse af udvinding og eksport af uran som en trussel har vi set at de opfylder alle 3

faciliterende omstændigheder. Vi vil nu analysere hvilken rolle Danmarks andet venstrefløjsparti

SF har spillet i debatten.

6.2.3 SF: Stærkere regulering af uraneksport

I modsætning til Enhedslisten har SF’s rolle i debatten ikke været entydig sikkerhedsliggørende.

SF’s position fremstår umiddelbart mudret, idet at der stor forskel i hvor markant SF er i deres

tilgang i debatten. Det har således været tydeligt at SF-politikernes italesættelser har været

forskellige afhængigt af, om den pågældende politiker var minister eller folketingsmedlem. Internt i

SF har flere medlemmer udtrykt modstand mod at ophæve nultolerancen overfor udvinding og

eksport af uran76. Samtidig med at SF’s daværende udenrigsminister Villy Søvndal har undladt at

udtrykke en modstand mod uranudvinding. I stedet har han udtalt at ”Uran er et anliggende for

76 Flere af medlemmerne i SF, som ikke sidder i Folketinget, har udtrykt at de er modstandere af at ophæve nultolerancen Det gælder bl.a. SF’s næstformand Peter Westermann, SF’s medlem af Europaparlamentet Margrethe Auken og medlem af landsledelsen Trine Pertou Mach som senere afløste Villy Søvndal i Folketinget (Politiken, 29.01. 2013), (Politiken, 24.10. 2013). De SF-politikere, som sidder i Folketinget har ikke direkte sagt, at de er modstandere af at ophæve nultolerancen, men har i stedet udtrykt skepsis og bekymring og krævet øget regulering af eksporten. Villy Søvndal har undladt at komme ind på sin personlige holdning.

Aktør: Enhedslisten Aktør: Enhedslisten

Referentobjekter: Mennesker, miljø, verdens sikkerhed

Trussel: Udvinding og eksport af uran Trusse

Ekstraordinært middel: Bevarelsen af nultolerancen


107

rigsfællesskabet” (Berlingske, 22.11.2012). Desuden har han undladt eksplicit at kæde uran

sammen med atomvåben og atomkraftværker. Det har SF’s grønlandsordfører Steen Gade til

gengæld gjort. Forløbet viser, at der internt i SF er flere medlemmer, som er modstandere af

ophævelsen af nultolerancen, men at den modstand er blevet italesat af de medlemmer af SF, som

ikke er ministre i regeringen. SF’s grønlandsordfører Steen Gade har eksplicit forsøgt at

sikkerhedsliggøre både ophævelsen af nultolerancen i sig selv, og uran. Samtidigt har han udtryk

at Grønland har ret til at ophæve nultolerancen, men at hvis de gør det, skal Danmark sikre sig at

eksporten foregår sikkert. Dette afsnit er primært baseret på Steen Gades udtalelser i forbindelse

med en folketingsdebat i februar 2013.

I folketingsdebatten i februar 2013, argumenterede Steen Gade for, at uran er sikkerhedspolitik:

”Der, hvor det er hardcore sikkerhedspolitik, er på uranområdet. (…)Må jeg om uran sige, at der

ingen hundrede procents sikkerhed findes for, at uran, der brydes og sælges til civile formål, selv

med de mest omhyggelige regler og overholdelse af traktater, ikke kan risikere at ende i en

atombombe.(…)”. (Folketinget, 21.02.2013)

Uran er altså ifølge Steen Gade ”hardcore sikkerhedspolitik” da der ikke eksisterer nogen garantier

for, at den udvundne uran ikke ender i en atombombe. I stedet for eksplicit at sikkerhedsliggøre

ophævelsen af nultolerance over for uran, refererer Steen Gade altså til den institutionaliserede

sikkerhedsliggørelse af atomvåben. Det fremgår således implicit, at en atomvåben udgør en

trussel mod statens (Danmarks) sikkerhed. Her opfylder Steen Gade den tredje eksterne

faciliterende omstændighed i sikkerhedsliggørelsen ved at referere til noget, som generelt opfattes

som en trussel (atomvåben). Steen Gade forsøger således ikke eksplicit at sikkerhedsliggøre uran,

i stedet refererer han til allerede institutionaliserede sikkerhedsliggørelser. Steen Gades

talehandling kan imidlertid stadig ses som et sikkerhedsliggørelsesforsøg, selvom det ikke følger

den grammatiske struktur i sikkerhedsliggørelsen: En eksplicit italesættelse af en trussel, et

referentobjekt og et ekstraordinært middel. Det er netop en pointe i en institutionaliseret

sikkerhedsliggørelse, at den er så accepteret, at den ikke behøver at blive eksplicit italesat. Ved at

koble ophævelsen af nultolerancen og uranudvinding sammen med den institutionaliserede

sikkerhedsliggørelser af atomvåben, behøver Steen Gade således ikke at følge

sikkerhedsliggørelsens grammatiske struktur.

Et eksplicit sikkerhedsliggørelsesforsøg af ophævelsen af nultolerancen finder vi imidlertid senere i

samme debat, hvor Steen Gade forsøger at sikkerhedsliggøre selve ophævelse af nultolerancen:


108

”Så vil jeg sige, at den store sikkerhedspolitiske diskussion er knyttet til det, jeg har sagt her, men

den er altså også knyttet til, at Danmark jo ændrer position i verden. Vi har været førende i

ikkespredningskampagner. Vi har været førende i kampagner imod atombombesprængninger. Vi

har været førende i indsatsen mod spredning, og sidste år kom regeringen oven i købet med en

forstærket indsats for ikkespredning.” (Folketinget, 21.02.2013)

Grønlands ophævelse af nultolerancen bliver her italesat som en trussel imod Danmarks position i

verden. Denne succesfulde sikkerhedsliggørelse af atomvåben, har således udmøntet sig i en

række institionaliserede praksisser, hvor Danmark har deltaget i forskellige kampagner mod

atombombesprængninger og ikke-spredning af atomvåben. Danmark risikerer således ikke

længere at være førende i indsatsen mod atombombesprængninger og ikke-spredning af

atomvåben. Med andre ord kan Grønlands ophævelse af nultolerancen påvirke Danmarks position

i verden, og dermed også true den nationale selvopfattelse af, at Danmark er forgangsland for

andre lande i kampen mod atomvåben. Steen Gades talehandling henviser således eksplicit til den

bagvedliggende nationale identitetsdiskurs om, at verden kan lære en hel del af Danmark og den

måde vi har organiseret os på. Det element i den danske identitet vil blive truet med en ophævelse

af nultolerancen. Midlet til at afværge truslen er ifølge Steen Gade en øget regulering af eksporten

af uran:

”Hvis Grønland tager en beslutning om – og det kan de selv gøre – at de vil ophæve nultolerancen,

får vi en diskussion, for vi er også nødt til at tage det svar fra Grønland alvorligt.(…) Desuden skal

vi meget omhyggeligt eksaminere, hvordan man kan få den her eksport til at fungere, så vi nærmer

os hundrede procents sikkerhed for, at det ikke ender i atombomber. Det vil sige stærkere

regulering end det, der eksisterer på verdensplan i dag.” (folketinget, 21.02.2013)

Midlet til at afværge truslen fra ophævelsen af nultolerancen er ifølge Steen Gade en regulering af

eksporten som sikrer, at uranen ikke ender i atombomber. Steen Gade anerkender dog at ”de”,

altså Grønland, har ret til at beslutte at ophæve nultolerance, og at ”vi”, altså Danmark, skal tage

sådan en beslutning alvorligt. ”Vi” refererer i Steen Gades talehandlinger til Danmark, og det

samme gør sig gældende når han nævner at ”vi” har været førende i ikke-spredningskampagner

og i kampagner mod atombombesprængninger. I Steen Gades talehandling bliver grønlænderne

således tydeligt italesat som ”de andre,” og ikke som en del af ”os.”


109

Figur 24: SF’s sikkerhedsliggøreelsesforsøg i urandebatten

SF’s Steen Gade forsøger altså ligesom Enhedslisten at sikkerhedsliggøree ophævelsen af

nultolerancen. Steen Gade italesættelse adskiller sig dog fra Enhedslsitens på en række

afgørende punkter. Dels er referentobjektet i Steen Gades italesættelse - Danmarks sikkerhed og

Danmarks position i verden, smallere og mere fokuseret på Danmark end Enhedslistens, der

italesætter mennesker, miljø og verdens sikkerhed som referentobjekter. En anden vigtig forskel

er det ekstraordinære middel der italesættes af Steen Gade, nemlig stærkere regulering af

uraneksport, Dermed italesættes det, i modsætnig til hos Enhedslisten, ikke som et krav at man

opretholder nultolerancen. SF formår altså samlet set at rumme både et

sikkerhedsliggørelseforsøg, hvor ophævelsen af nultolerancen italesættes som en trussel, samtidig

med partiets ministre undlader at udtrykke modstand imod ophævelsen. På trods af denne

umiddelbare splittelse vil vi argumentere for at der er konsistens i SF’s holdning. Enigheden om

ikke at kræve nultolerancen opretholdt, gør det muligt for partiets ministre at undlade at kræve

nultolerancen opretholdt uden at det er i direkte modstrid med partiets

sikkerhedsliggørelsesforsøg.

6.2.4 Venstre: Uran kan ende i iranske atombomber

Vi vil nu analysere partiet Venstres position i debatten. Venstres fokus i urandebatten har primært

været på eksporten af uran. Venstre har meget tidligt i debatten italesat uran som en trussel, fordi

det kan ende i et iransk atomvåben. Venstre har i modsætning til Enhedslisten og SF afholdt sig fra

at komme ind på Danmarks nej til atomkraft, men har refereret til den institutionaliserede

sikkerhedsliggørelse af atomvåben specificeret ved Irans forsøg på at anskaffe sig atomvåben.

Irans forsøg på at anskaffe sig atomvåben kan nemlig betegnes som en specifik version af den

Ekstraordinært middel: Stærkere regulering af uran-eksport.

Referentobjekt: DK’s Sikkerhed og position i verden

Trussel: Udvinding og eksport af uran

Aktør: SF


110

institutionaliserede sikkerhedsliggørelse af atomvåben. Danmark har nemlig som en del af

udenrigs,- forsvars og sikkerhedspolitikken tiltrådt en række internationale konventioner og

traktater i både EU og FN, der skal forhindre at Iran udvikler et atomvåbenprogram.77 Disse

konventioner kan sammen med Danmarks økonomiske sanktioner over for Iran ses som faste

etablerede institutionaliserede praksisser, og dermed som udtryk for, at Irans forsøg på anskaffe

sig atomvåben er institutionaliseret sikkerhedsliggjort i Danmark. Der er således en generel accept

af, at Iran udgør en trussel mod den vestlige verdens sikkerhed, hvis landet kommer i besiddelse

af atomvåben.

I januar 2013 kædede Venstres daværende grønlandsordfører Gitte Lillelund Bech uran sammen

med Iran og atomvåben:

”Hvordan kan man føle sig sikker på, at der ikke lige pludselig ender grønlandsk uran i et iransk

kernevåben? Det vil være meget bekymrende, hvis Grønland opgiver nultolerancen, og vi har da

en forhåbning om, at regeringen allerede nu, har gjort sig nogle overvejelser” (Politiken,

27.01.2013)78

Gitte Lillelund Bech kalder det således ”meget bekymrende,” hvis Grønland ophæver

nultolerancen, fordi man ikke kan være sikker på, at uran ikke ender i iranske atomvåben. Der

bliver her refereret eksplicit til den institutionaliserede sikkerhedsliggørelse af Irans forsøg på at

anskaffe sig atomvåben som en trussel mod den vestlige verdens sikkerhed. På trods af, at

ovenstående talehandling ikke følger den første interne faciliterende omstændighed: Italesættelsen

af en trussel, et referentobjekt og et ekstraordinært middel, vil vi stadig karakterisere det som et

sikkerhedsliggørelsesforsøg. Gitte Lillelund refererer nemlig til en institutionaliseret

sikkerhedsliggørelse, og behøver derfor ikke eksplicit at følge grammatikken i

sikkerhedsliggørelse.

Knap en måned efter nultolerancen blev ophævet i Grønland, reartikulerede Venstres

grønlandsordfører Claus Hjort Frederiksen forsøget på at sikkerhedsliggøre uran, samtidig med at

han foreslog et middel til at afværge truslen forbundet med udvinding og aksport af uran:

77I arbejdsgruppens rapport om udvinding og eksport af uran står der således: FN’s Sikkerhedsråd har med sine forbud mod leverancer af teknologi til atomvåbenprogrammer og missiler til og Iran (resolution 1696,1737, 1747, 1803 og 1929) forpligtet medlemsstaterne til at håndhæve forbuddet. Derudover er der i EU vedtaget særlige restriktive foranstaltninger i forbindelse med eksport til Iran. (Regeringen & Naalakkersuisut, 2013: 18). 78 Samme konklusion kom allerede i november 2011 fra Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby: ”Det er dybt problematisk, hvis der pludselig spredes uran fra grønlandske miner til nukleare formål i lande som Iran,” lyder det fra Ellen Trane Nørby (Berlingske, 22.11.2012)


111

”Brydning og salg af uran er undergivet internationale konventioner, fordi det er et dødsensfarligt

produkt, som i de forkerte hænder kan bruges til fremstilling af dødbringende våben. Her skal der

klart handles i fællesskab mellem Danmark og Grønland. Det vil vi i Venstre nidkært vogte over,

fordi brydning og salg af uran skal foregå sikkert. Og kontrolapparatet er stort, når det gælder uran

og radioaktivt affald.” (Berlingske, 22.11.2013)

Midlet til at afværge truslen om, at uran ender i ”dødbringende våben” (atomvåben) er således at

Danmark og Grønland i fællesskab stabler et stort kontrolapparat på benene således at brydning

og salg af uran foregår sikkert. Dette middel kan på den ene side betegnes som en politisk løsning

på en sikkerhedstrussel, og kan derfor synes meget lidt ekstraordinær. På den anden side kan

midlet ses som en etablering af en ekstraordinært institutionel praksis mellem Danmark og

Grønland og derfor i høj grad et ekstraordinært middel, som gør uran til en institutionaliseret


Figur 25: Venstres sikkerhedsliggørelsesforsøg i urandebatten

Opsamling

Venstre har ligesom Enhedslisten og SF forsøgt at sikkerhedsliggøre udvinding og eksport af uran.

Overordnet set minder Venstres italesættelse om SF’s. Helt afgørende er her at der er enighed om

det ekstraordinære middel, nemlig at man skal sikre en stærk regulering af udvinding og eksport af

uran. På dette punkt kan man ane at der er sket et skift hos Venstre, der tidligt i debatten næsten

på linje med Enhedslisten lagde vægt på at Danmark kunne og måske burde forhindre at

nultolerancen blev ophævet. Der er dog en væsentlig forskel mellem Venstre og SF’s

italesættelser, nemlig Venstres inddragelse af Iran som en del af truslen. For Venstre er det

således ikke bare trussel at grønlandsk uran kan ende i atomvåben, hvad der endnu mere er at det

Aktør: Venstre

Ekstraordinært middel: Regulering af eksport af uran.

Referentobjekt: Den vestlige verdens sikkerhed

Trussel: Uran kan ende i Irans atomvåben


112

kan ende i iranske atomvåben. Her trækkes der på en institutionaliseret sikkerhedsliggøreelse af

Irans forsøg på at anskaffe atomvåben, som en trussel mod den vestlige verden.

6.2.5 DF, og K’s forsøg på at afsikkerhedsliggøre uran

Politikerne fra Dansk Folkeparti (DF), og Det Konservative Folkeparti (K) har stik imod

regeringspartierne samt Venstre og Enhedslisten afholdt sig fra at kalde udvinding af uran for

sikkerhedspolitik. DFog K har i stedet forsøgt at afsikkerhedsliggøre uran. Disse partiers position

skal ses i sammenhæng med deres holdning til atomkraft. Begge partier har tidligere udtrykt, at de

går ind for atomkraft som energikilde selvom de ikke ønsker atomkraft i Danmark. Politikerne fra

DF og K kæder i modsætning til Venstre, SF og Enhedslisten uranudvinding sammen med

atomkraft og energiproduktion. Koblingen mellem uran og atomvåben er således fraværende i

talehandlingerne fra politikerne i de to partier. I januar 2013 udtalte formanden for Det

Konservative Folkeparti Lars Barfoed således til Politiken, at det ikke i sig selv var et problem at

eksportere uran til kernekraft:

”Det er ikke i sig selv et problem, at uran bliver brugt til kernekraftenergi. Vi importerer jo selv helt

uden problemer elektricitet fra Sverige, som er baseret på kernekraft. Og så kan vi ikke være

fuldstændig afvisende over for at eksportere uran til kernekraft” (Politiken, 27.01.2013)

Lars Barfoed forsøger således at afsikkerhedsliggøre uran ved at understrege at Danmark selv

importerer elektricitet fra Sverige, som er baseret på kernekraft og dermed også uran. . Dansk

Folkepartis Søren Espersen kæder ligesom Lars Barfoed uran sammen med energi og kernekraft,

og derudover betegner han uran som en almindelig eksportvare:

”Traktaterne skal selvfølgelig overholdes. Men i mine øjne er uran en ganske almindelig

eksportvare, som selvfølgelig har stærke begrænsninger.(…) Masser af lande, herunder vores

nabolande Sverige, Finland og Tyskland har indført kernekraft. Vi er ikke interesserede i kernekraft

i Danmark, men selvfølgelig skal Grønland da være uraneksporterende til ordentlige civiliserede

lande, som vi arbejder sammen med”. (Politiken, 27.01.2013)

Søren Espersen italesætter det således som en ”selvfølge” at Grønland kan eksportere uran til

”ordentlige civiliserede lande” som Sverige, Finland og Tyskland, så længe de internationale

traktater overholdes. Disse lande bliver i Søren Espersens talehandling italesat som de knap-så-

radikale andre, altså lande som er anderledes end Danmark, men som ikke er så anderledes, at

det udgør en trussel mod Danmarks sikkerhed. I en artikel i Berlingske omkring et halvt år senere

sidestiller Søren Espersen uran med fødevarer, idet han udtaler: ”Uran er en handelsvare ligesom

ost, mel og smør” (Berlingske, 06.07.2013). Ved at sidestille uran med fødevarer som ost, mel og


113

smør samtidig med at betegne det, som en almindelig eksportvare, italesætter Espersen uran som

noget der er ufarligt.

Samlet set italesætter DF og K uran og atomkraft som noget der er til gavn for os og som derfor

ikke udgør en trussel. De forsøger herved at afsikkerhedsliggøre ophævelsen af nultolerancen

overfor uran, dog med den forudsætning at den grønlandske uran bliver eksporteret til ”ordentlige

civiliserede lande”.

6.2.6 Regeringen: Uran er sikkerhedspolitik

Den danske regerings reaktion og position i urandebatten har på den ene side været en accept af

at uran er et sikkerhedssspørgsmål. På den anden side har regeringen eksplicit bakket op om

Grønlands beslutning om at ophæve nultolerancen ved at henvise til selvstyreloven og Grønlands

kompetencer på råstofområdet. Desuden har regeringen undladt eksplicit at forsøge at

sikkerhedsliggøre uranudvinding ved at italesætte det som en trussel. I stedet har

regeringspartierne fremstillet det som et faktum, at uran var sikkerhedspolitik og dermed et

anliggende for rigsfællesskabet. Uden dog at uddybe, hvorfor uran er sikkerhedspolitik.

I starten af januar 2013, udtrykte Radikale Venstres daværende udenrigsordfører Rasmus Helveg

Petersen at Danmark ikke bør blokere for et grønlandsk ønske om at ophæve nultolerancen:

”Man bør gå positivt ind i det. Vi vil være tilbage i en meget mærkelig dansk rolle, hvis vi blokerer

et grønlandsk ønske.” (Politiken, 27.01.2013)

For Radikale Venstre er det således vigtigt, at Danmark anerkender et grønlandsk ønske om at

ophæve nultolerancen. Samtidig ligger implicit i denne talehandling at det vil udfordre

rigsfællesskabet, hvis Danmark blokerer for et grønlandsk ønske fordi ”vi vil være tilbage i en

meget mærkelig dansk rolle”. Denne udtalelse kan ses som en implicit reference til, at Danmark

har været kolonimagt i Grønland. Danmark er som tidligere nævnt meget følsom over for

beskyldninger om senkolonialisme, da det strider imod den danske nationale identitetsopfattelse,

om at verden kunne lære en hel del af Danmark. Denne bagvedliggende diskurs kan forklare

hvorfor regeringen, stort set hver gang den har udtalt sig i urandebatten, har lagt vægt på, at

Danmark skal respektere selvstyreloven.

Et par måneder senere udtaler statsminister Helle Thorning-Schmidt at uran er sikkerhedspolitik,

og dermed et anliggende, som rigsfællesskabet skal samarbejde om:

”Uran er et sikkerhedspolitisk spørgsmål, så det skal vi være enige om. Nu har vi taget

foranstaltninger til, at vi får et stærkere og mere formelt samarbejde om råstoffer, der kan have en

udenrigs-eller sikkerhedspolitisk betydning,” (Berlingske, 05.02.2013)


114

Helle Thorning undlader her at komme ind på, hvorfor uran har udenrigs- eller sikkerhedspolitisk

betydning, men italesætter det derimod som et faktum. Det kan ses som udtryk for at hun og

regeringen accepterer at uran udgør en trussel. ”Vi” henviser i Helle Thornings talehandling både til

Danmark og Grønland. Det er således Danmark og Grønland, som skal være enige om, at uran er

et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Helle Thorning-Schmidt lægger dog meget vægt på, at Danmark

skal respektere selvstyreloven, og dermed også respektere, hvis Grønland ophæver nultolerancen.

Det viste hun i april 2013 da hun fik besøg af Aleqa Hammond, der kort forinden var blevet

landsstyreformand på et koalitionsgrundlag, der blandt andet omfattede at nultolerancen over for

uran skulle ophæves. Uran var derfor knap så overraskende et af temaerne på mødet, og på et

fælles pressemøde udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt:

”Jeg har ikke noget principielt imod at man ophæver nultolerancen, og selvom om jeg havde,

betyder det ikke særlig meget for det er et grønlandsk anliggende. Grønland har hjemtaget

råstofområdet, derfor er det deres beslutning, hvad man vil gøre.” (Børsen, 16.04.2013)79

Helle Thorning-Schmidt lægger her vægt på, at ophævelsen af nultolerancen alene er Grønlands

beslutning. Kort tid inden nultolerancen blev ophævet i Grønland fremkom den nedsatte

arbejdsgruppe med den fælles dansk-grønlandske rapport om konsekvenserne ved udvinding og

eksport af uran. I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten udsendte udenrigsministeriet en

pressemeddelelse, hvor daværende udenrigsminister Villy Søvndal gjorde det klart, at

uranudvinding var et anliggende for rigsfællesskabet fordi det har betydning for udenrigs,- forsvars-

og sikkerhedspolitikken, og undtagelsesvis for regeringen begrundede han, hvorfor:

”Det skal sikres, at udvinding og eksport af uran i givet fald kommer til at ske efter de højeste

internationale standarder. Vi vil ikke kunne forsvare, hvis lemfældighed fører til forurening eller at

uran falder i de forkerte hænder. Grønland kan selv beslutte at ophæve nul-tolerancepolitikken,

men udvinding og eksport af uran vil have betydning for udenrigs-, forsvars- og

sikkerhedspolitikken, som er rigsanliggender.” (Udenrigsministeriet, 07.10.2013)

Villy Søvndals udtalelse viser her den danske regerings balancegang. På den ene side anerkender

regeringen Grønlands ret til at ophæve nultolerancen. Dermed forsøger regeringen at

afsikkerhedsliggøre ophævelsen af nultolerancen, og accepterer således ikke Enhedslistens og

SF’s italesættelse af, at ophævelse af nultolerancen i sig selv udgør en trussel. På den anden side

viser udtalelsen, at regeringen har accepteret de andre sikkerhedsliggørelsesforsøg fra Venstre,

SF og Enhedslisten. Dels ved at referere til, at udvinding af uran skal ske efter ”de højeste

79 Samme argument fremkom Helle Thorning Schmidt med allerede i februar. " (Berlingske, 05.02.2013).


115

internationale standarder,” fordi uranen ellers kan ende i de forkerte hænder. Det er en reference til

Venstres sikkerhedsliggørelsesforsøg om at uran kan ende i en iransk atombombe. Villy Søvndal

undlader dog at nævne atomvåben og Iran eksplicit, og forsøger således ikke selv at

sikkerhedsliggøre uran. Samtidig refererer Villy Søvndal til, at uranudvinding også kan føre til

forurening, hvilket er en trussel som Enhedslisten har italesat. Villy Søvndals udtalelse kan således

ses som udtryk for, at den danske regering har accepteret de forskellige

sikkerhedsliggørelsesforsøg af uran, samtidig med, at den ikke har accepteret

sikkerhedsliggørelsen af ophævelsen af nultolerancen i sig selv.

Dagen efter at Grønland ophævede nultolerancen udtrykte Nick Hækkerup i Villy Søvndals fravær,

at den danske regering bakker op om Grønlands beslutning om at ophæve nultolerancen:

”Den danske regering støtter de grønlandske bestræbelser på at styrke udvindingen af råstoffer i

den grønlandske undergrund. Folketinget vedtog med meget bred opbakning selvstyreloven for

Grønland. (…) Som konsekvens, kan Grønland selv beslutte at ophæve nultolerancen over for

uran. Konkrete dispositioner i forhold til udvinding og eksport af uran vil potentielt have

vidtrækkende betydning for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken, der er rigsanliggender. Vi

er derfor enige om, at der er behov for et tæt samarbejde mellem Danmark og Grønland.”

( Berlingske, 25.10.2013)

Regeringen bakker således eksplicit op om Grønlands beslutning om at ophæve nultolerancen. På

den anden side understreger regeringen, at uran er sikkerhedspolitik, og dermed accepterer

regeringen at uran kan udgøre en sikkerhedstrussel. Den løsning, som regeringen tilbyder, er en

samarbejdsaftale, som ”Vi” dvs. Grønland og Danmark er blevet enige om er løsningen.

Samarbejdsaftalen kan ses som et forsøg på at etablere en institutionel praksis, som specifikt skal

håndtere den vedvarende trussel fra uran. Det forventes at den endelige samarbejdsaftale ligger

klar i slutningen af 2014. Hvis Danmark og Grønland bliver enige om en samarbejdsaftale, kan det

ses som udtryk for, at uranudvinding er blevet en institutionaliseret sikkerhedsliggørelse med en

fast institutionel praksis der skal forhindre at uran ender i de forkerte hænder eller truer miljøet.

Opsamling - urandebatten

I urandebatten har regeringen på den ene side eksplicit bakket op om ophævelsen af

nultolerancen, ved at respektere Grønlands kompetence på råstofområdet og ved at bakke op om

Grønlands beslutning om at ophæve nultolerancen. På den anden side, har regeringen accepteret

de andre partiers italesættelse af at uran kan udgøre en trussel fordi den kan forurene

(Enhedslistens italesættelse) og fordi den kan ende i de forkerte hænder (især Venstres

italesættelse). Den danske regering har dog ikke eksplicit selv forsøgt at sikkerhedsliggøre uran,


116

men har i stedet italesat det som et faktum at uran er udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Det

ekstraordinære middel, som regeringen foreslår til at afværge uran-truslen, er at lave en

samarbejdsaftale med Grønland. Dette middel kan ses som et forsøg på at finde en ny

institutionaliseret praksis, og dermed et forsøg på at gøre uranudvinding til en institutionaliseret


Figur 26: Overblik urandebatten

Aktør: Venstre

Ekstraordinært middel: Regulering af eksport af uran.

Referentobjekt: Den vestlige verdens sikkerhed

Trussel: Uran kan ende i Irans atomvåben

Aktør: SF

Ekstraordinært middel: Stærkere regulering af uran-eksport.

Referentobjekt: DK’s Sikkerhed og position i verden


Aktør: Enhedslisten

Referentobjekter: Mennesker, miljø, verdens sikkerhed


Ekstraordinært middel: Bevare nultolerancen

Aktør: DF og Konservative Afsikkerhedsliggørelse: Uran er en energikilde og almindelig handelsvare og udgør derfor ikke en trussel


117

6.3 Delkonklusion Vores analyse af den danske debat om råstofudvinding i Grønland har vist, at debatten overordnet

har drejet sig om de ekstraordinære midler som Grønland på nuværende tidspunkt har vedtaget:

Storskalaloven og ophævelsen af nultolerancen over for udvinding af uran. Grundlæggende er det

kun den danske regering, som entydigt kan siges at have bakket op om både storskalaloven og

ophævelsen af nultolerancen. Både Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti har således forsøgt

at sikkerhedsliggøre storskalaloven på forskellig vis, mens Venstre, Enhedslisten og SF har

foretaget forskellige forsøg på at sikkerhedsliggøre udvinding og eksport af uran. Både i debatten

om storskalaloven og uran harregeringen afværget eventuelle optræk til konflikt mellem Grønland

og Danmark ved at udtrykke at den støtter Grønlands bestræbelser i at blive en mere selvbærende

økonom. Samtidig har regeringen understreget ved at henvise til Selvstyreloven, at Danmark skal

vise respekt for Grønlands beslutninger, da Grønland har hjemtaget råstofområdet. De trusler som

er blevet italesat i forbindelse med debatten om storskalaloven har regeringen desuden forsøgt at

afsikkerhedsliggøre. I uran-debatten fandt regeringen en balancegang mellem på den ene side at

acceptere de sikkerhedsliggørelsesforsøg der var blevet italesat i den danske debat, samtidig med

at regeringen bakkede op om Grønlands beslutning om at ophæve nultolerancen. Resultatet blev,

at regeringen kaldte uran for sikkerhedspolitik og erklærede at Danmark var uenig med Gørnland

om de retlige rammer. Derfor blev regeringen og Naalakkrsuisut enige om, at udarbejde en

samarbejdsaftale, som endnu ikke ligger klar. Denne samarbejdsaftale kan ses som et forsøg på at

gøre uran til en institutionaliseret sikkerhedsliggørelse.


118

7 Scenarier for rigsfællesskabets fremtid Efter at have analyseret den grønlandske og danske debat vil vi på baggrund af analysen opstille

fire scenarier for rigsfællesskabets fremtid. Vores strategi for at opstille scenarier er delt i fire trin:

1) udpegning af drivkræfter, 2) specificering af forudbestemte elementer, 3) identifikation af kritiske

usikkerheder og 4) sammenkædning af scenariernes plot. Disse fire trin vil strukturere dette

kapitel.

I første afsnit identificeres fire drivkræfter for scenarier. I andet afsnit specificerer vi, hvilke

forudbestemte elementer, der kan antages at opføre sig nogenlunde forudsigeligt, og hvordan

disse spiller sammen med drivkræfterne. I tredje afsnit identificeres to kritiske usikkerheder, som

strukturerer scenarierne. Vi viser, hvordan disse kritiske usikkerheder spiller sammen med

drivkræfterne ved at opstille en firefeltstabel, som skaber rammerne for vores fire scenarier. I fjerde

afsnit formuleres selve scenarierne for rigsfællesskabets fremtid. Til sidst reflekterer vi over, hvilke

drivkræfter uden for debatten, som vil kunne ændre de opstillede scenarier.

7.1 Drivkræfter

Som beskrevet i kapitel 3 har vi fundet frem til de mulige drivkræfter i scenarierne ved at lave en

brainstorm over de tendenser, dynamikker og sammenhænge, vi fandt gennem vores analyse af

den danske og grønlandske debat. Konkret har vi taget udgangspunkt i, hvilke

sikkerhedsliggørelsesforsøg og afsikkerhedsliggørelsesforsøg der er foretaget, og hvordan

publikumsreaktionen har været. Processen har indebåret et kreativt element, idet vi har afprøvet

drivkræfternes forklaringskraft ved at forestille os, hvordan de kan drive udviklingen i

rigsfællesskabet. Ved at fokusere på de drivkræfter, der udspringer af debatten, har vi dog

indsnævret mængden af mulige drivkræfter, der kan forklare rigsfællesskabets fremtid. På

baggrund af analysen af de to debatter, har vi fundet frem til følgende fire drivkræfter: 1) Grønland

vil udvinde råstoffer, 2) den danske regering vil undgå konflikt med Grønland, 3) oppositionen

forsøger at sikkerhedsliggøre og 4) Danmark har fokus på forsvars- og sikkerhedspolitiske

aspekter. Disse fire drivkræfter vil blive gennemgået i de følgende afsnit.

7.1.1 Grønland vil udvinde råstoffer (drivkraft 1)

Den første drivkraft, vi har fundet, er grønlændernes vilje til at sætte gang i udvinding af råstoffer.

Samtlige grønlandske politikere er enige om, at Grønlands nuværende økonomiske situation udgør

en trussel mod Grønlands velfærdssamfund, muligheden for at blive en selvbærende økonomi og

dermed muligheden for på sigt at blive selvstændig. Alle grønlandske politikere er desuden enige

om, at der er to ekstraordinære midler, som er nødvendige at implementere for at afværge denne


119

trussel: udvinding af råstoffer og storskalaloven. Konflikterne i den grønlandske debat har således

ikke drejet sig om, hvorvidt Grønland skulle udvinde råstoffer eller ej. De har i stedet drejet sig om,

hvilke midler der var nødvendige og rigtige at implementere for at få gang i råstofudvindingen. På

trods af uenighederne har den overordnede tendens i debatten været, at den siddende

grønlandske regering er lykkedes med at gennemføre de midler, den har anset for nødvendige for

at få gang i råstofsektoren. Konkret har råstofdebatten således resulteret i følgende politiske

beslutninger og aftaler80:

1. Naalakkersuisut har vedtaget en ophævelse af nultolerancen over for uran.

2. Inatisisartut har enstemmigt vedtaget den reviderede storskalalov.

3. Naalakkersuisut har givet selskabet London Mining udvindingstilladelse i forbindelse med

jernminen i Isua og aftalt, at mineselskabet skal betale 1 pct. i royalties de første fem år.

4. Danmark og Grønland er blevet enige om at indgå en samarbejdsaftale om

kompetencefordelingen i forbindelse med udvinding og salg af uran.

Vi forventer, at den brede accept af råstofudvinding som ekstraordinært middel, der har været

forudsætningen for disse resultater, vil fortsætte. Derfor er Grønlands vilje til at sætte gang i

udvindingen af råstoffer en af de drivkræfter, der driver udviklingen i de fire scenarier for

rigsfællesskabets fremtid.

7.1.2 Den danske regering vil undgå konflikt med Grønland (drivkraft 2)

Den anden drivkraft, vi har fundet i debatten, er den danske regerings vilje til at forhindre, at der

opstår en konflikt mellem Danmark og Grønland. Generelt er der en tendens til, at de danske

politikerne over en bred kam udtrykker forståelse for Grønlands pressede økonomiske situation og

respekt for selvstyreloven. På trods af dette har både Venstre, Det Det Konservative Folkeparti

Folkeparti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten forsøgt at sikkerhedsliggøre midler, der har haft til

formål at sætte gang i Grønlands råstofudvinding. Det fik den daværende Naalakkersuisut til at

betegne den danske debat som udtryk for indenrigspolitiske drillerier og manglende respekt for

selvstyreloven. Fra den danske regerings side har man imidlertid entydigt respekteret og bakket op

om de beslutninger, der er blevet truffet i Grønland. Den danske regering bakkede således op om

storskalaloven, også selvom det medførte beskyldninger om, at regeringen gik imod sin egen

politik ved at tillade social dumping. Ud over at bakke op om Grønlands vedtagne beslutninger, har

den danske regering forsøgt at afsikkerhedsliggøre de italesatte trusler i debatten om

80 De politiske resultater medførte bl.a. at Grønland vandt en pris for ”being the best country to do mining in 2013-2014”. Prisen blev tildelt på konferencen ”Mines and Money London”, og motivationen for valget af Grønland var bl.a. Inatsisartuts ophævelse af nultolerance-politikken over for uran og andre radioaktive mineraler samt tildelingen af en udnyttelsestilladelse til London Mining i forbindelse med Isukasia-projektet (Sermitsiaq.AG, 11.12.2013).


120

storskalaloven ved enten at betegne dem som myter eller eksplicit forsøge at nedtone og

afdramatisere dem. Derudover har regeringen afvist at tage de ekstraordinære midler i brug, som

er blevet foreslået i den danske debat. Samlet set har vi i debatten set, at den danske regering

forsøger at undgå, at der opstår en konflikt mellem Grønland og Danmark.

7.1.2.1 Hvad kan forklare den danske regerings position?

Der er umiddelbart tre drivkræfter, som kan forklare den danske regerings forsøg på at undgå at

der opstår konflikt med Grønland.

For det første har regeringen det overordnede ansvar for Danmarks førte politik, og det betyder, at

det i sidste ende er regeringen som skal stå til ansvar, hvis der opstår en konflikt mellem Danmark

og Grønland. Med andre ord kan regerings-politikernes autoritet og position forklare, hvorfor de

ikke forsøger at sikkerhedsliggøre de midler, som vedtages i Grønland.

For det andet kan den danske regerings linje forklares ud fra et dansk ønske om at bevare

Grønland i rigsfællesskabet ved at undgå, at der opstår konflikt. Flere danske politikere har udtrykt

ønske om at bevare rigsfællesskabet med Grønland. I forbindelse med rigsmødet i august 2013

udtalte statsministeren, at hun håbede, rigsfællesskabet ville eksistere i mange år endnu, fordi de

tre rigsdele er stærkere af at være i et rigsfællesskab (KNR, 29.08.2013)81. Regeringen har dog på

intet tidspunkt begrundet sin opbakning til de grønlandske beslutninger med, at den var nødvendig

for at beholde Grønland i rigsfællesskabet. I stedet har regeringen bakket op om, at beslutningerne

var nødvendige, fordi Grønland ønsker at blive en selvbærende økonomi. Det paradoksale er

således, at regeringen forsøger at fastholde Grønland i rigsfællesskabet, samtidig med at den

bakker op om beslutninger, som på sigt kan gøre det muligt for Grønland at forlade

rigsfællesskabet.

For det tredje kan den danske regerings forsøg på at undgå konflikt med Grønland forklares ud fra

den danske nationale identitetsdiskurs. Den danske diskurs om rigsfællesskabet er, at det er en

forbilledlig juridisk konstellation, som har kunnet rumme, at Grønland er gået fra at være en dansk

koloni til at have en udpræget grad af selvstyre. Det vil således udfordre den danske

identitetsdiskurs og skade Danmarks image i forhold til resten af verden, hvis der opstår en konflikt

med Grønland (jf. kapitel 4). Især hvis Grønland beskylder Danmark for ikke at have lagt sin fortid 81 Også politikere fra andre partier har forklaret, hvorfor rigsfællesskabet bør bevares. Venstre fremhæver således, at Danmark og Grønland er to små nationer i en stor verden, som står stærkest sammen (Jyllands-Posten, 29.01.2013), mens Dansk Folkepartis Søren Espersen fremhæver, at der er meget som binder Danmark og Grønland sammen både historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt (Jyllands-Posten, 22.11.2012). Det Konservative Folkepartis Per Stig Møller fremhæver ligeledes, at historien vil dømme politikerne hårdt, hvis de lader det unikke fællesskab i form af rigsfællesskabet gå i opløsning (Berlingske, 01.02.2013).


121

som kolonimagt bag sig. Den historiske kendsgerning, at Danmark har været kolonimagt, passer

nemlig dårligt ind i Danmarks selvopfattelse af at være dem, som andre lande kan lære noget af.

En konflikt, hvor Grønland forlader rigsfællesskabet ved at smække med døren, vil gøre det svært

at opretholde billedet af rigsfællesskabet som en forbilledlig juridisk konstellation.

Ingen af disse tre forklaringer er knyttet til den nuværende regerings politiske farve, derfor er det

sandsynligt, at en fremtidig dansk regering, uanset farve, vil fortsætte denne kompromissøgende

og afsikkerhedsliggørende linje over for Grønland. Derfor er regeringens vilje til at undgå konflikt

en af drivkræfterne i scenarierne for rigsfællesskabets fremtid.

7.1.3 Oppositionen forsøger at sikkerhedsliggøre (drivkraft 3)

Den tredje drivkraft, som vi har fundet i debatten, er, at der i både den grønlandske og danske

debat er en overordnet tendens til, at det primært er de partier, som ikke sidder i regering, der

foretager sikkerhedsliggørelsesforsøgene. Det er umiddelbart i strid med en traditionel analyse af

sikkerhedsliggørelse, hvor det typisk er statens autoritative repræsentanter i form af regeringen,

som vil forsøge at sikkerhedsliggøre for at legitimere brugen af ekstraordinære midler. Dynamikken

kan imidlertid ses som en konsekvens af vores modificerede teoretiske ramme. Ved at sænke

kravene til, hvornår en talehandling kan karakteriseres som et sikkerhedsliggørelsesforsøg, har vi

åbnet op for, at flere talehandlinger er blevet karakteriseret som sikkerhedsliggørelsesforsøg. Med

et mindre modificeret teoriapparat, havde vi derfor formentlig fundet færre

sikkerhedsliggørelsesforsøg i debatten.

På den ene side stemmer vores analyse af debatten overens med en traditionel analyse af

sikkerhedsliggørelse. Både den tidligere IA-ledede koalition og den nuværende Siumut-ledede

koalition har forsøgt at legitimere de vedtagne ekstraordinære midler (storskalaloven,

royaltybeskatning og ophævelsen af nultolerancen) ved at referere til den allerede accepterede

sikkerhedsliggørelse af Grønlands økonomiske situation. På den anden side er både ophævelsen

af nultolerancen over for uran og indførelsen af royalties blevet forsøgt sikkerhedsliggjort af de

nuværende oppositionspartier i Inatsisatut. Derfor har hverken ophævelsen af nultolerancen eller

indførelsen af royalties haft et bredt politisk flertal bag sig i Grønland. I den danske debat er

sikkerhedsliggørelsesforsøgene blevet foretaget af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Venstre, der

alle sidder i opposition. SF er en undtagelse i uran-debatten, men også her er der forskel på SF-

politikerne i regeringen og i Folketinget. Regeringen har som beskrevet tidligere anlagt en

samarbejdende og kompromissøgende linje over for Grønland. Vi vil mene, at det er en

grundlæggende præmis i et demokrati og et rigsfællesskab, at politikerne ikke altid er enige om

den førte politik. Derfor vil vi alt andet lige forvente, at der fortsat vil være en tendens til at


122

oppositionspartierne både i Grønland og Danmark eksplicit vil give deres ikke-accept af de

vedtagne ekstraordinære midler til kende. Dette vil således være en drivkraft i vores scenarier.

7.1.4 Dansk fokus på forsvars- og sikkerhedspolitik (drivkraft 4)

Et af de forhold, som adskiller den grønlandske og danske debat er, hvor meget de forsvars- og

sikkerhedspolitiske aspekter har fyldt. I analysen af den danske debat har forsvars- og

sikkerhedspolitiske aspekter ved Grønlands råstofudvinding været et centralt element. Det så vi

blandt andet i debatten om storskalaloven, hvor både Venstre og Dansk Folkeparti italesatte

rigsfællesskabets sikkerhed, som et beskyttelsesværdigt og truet referentobjekt. I den danske

uran-debat er Danmarks og verdens sikkerhed samt Danmarks position i verden ligeledes blevet

italesat som truede beskyttelsesværdige referentobjekter. Med andre ord har den danske debat om

råstofudvinding i Grønland ikke kun drejet sig om Grønland, men også om Danmarks og

rigsfællesskabets sikkerhed. Dette danske fokus står i stærk kontrast til den grønlandske debat.

Her har det gennemgående referentobjekt været Grønlands velfærd og dermed mulighed for at

blive økonomisk selvbærende og selvstændig. Forsvars- og sikkerhedspolitiske aspekter ved

råstofudvinding har derimod været fraværende.

Det danske fokus på de forsvars- og sikkerhedspolitiske aspekter var særlig tydeligt i uran-

debatten, hvor også regeringen fastslog, at uran var sikkerhedspolitik og derfor også et anliggende

for Danmark.82 Samtidig lagde man hverken fra dansk eller grønlandsk side skjul på, at man var

uenige om fordelingen af kompetencer, når råstofpolitikken overlapper med udenrigs- og

sikkerhedspolitik (Regeringen & Naalakkersuisut, 2013: 7). Denne uenighed blev særlig tydelig, da

Naalakkersuisut den 6. januar 2014 offentliggjorde et responsum udarbejdet af den danske

advokat og tidligere professor Ole Spiermann83. Responsummet er et modsvar til den danske

regerings juridiske udlægning af kompetencefordelingen. Spiermann konkluderer, at den danske

regering ikke kan udøve sine udenrigspolitiske beføjelser med det formål at begrænse det

grønlandske selvstyres lovgivende og udøvende magt på råstofområdet (Spiermann, 2014: 2). På

nuværende tidspunkt kan vi kun slå fast, at Danmark og Grønland er enige om at være uenige og

at det stadig er uvist om det lykkedes at indgå den samarbejdsaftale, man har planlagt skal indgås

slutningen af 2014. Under alle omstændigheder viser debatten, at der fra dansk side er en tendens

82”Konkrete dispositioner i forhold til udvinding og eksport af uran vil potentielt have vidtrækkende betydning for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken, der er rigsanliggender” (Udenrigsministeriet 24.10.2013) 83Responsummet konkluderede bl.a. at ”Grønlands selvstyre har den lovgivende såvel som den udøvende magt i forhold til uran og andre radioaktive mineraler. (…) Danske myndigheder har ingen lovgivende eller udøvende magt på området. (…) Generelt kan den danske regering ikke udøve sine udenrigspolitiske beføjelser med det formål at omgøre eller begrænse Grønlands Selvstyres lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder som råstofområdet.” (Spiermann, 2014: 2)


123

til at se råstofudvinding i Grønland med forsvars- og sikkerhedspolitiske briller, og det skaber et

potentiale for, at der kan opstå en konflikt med Grønland. Derfor er det danske fokus på forsvars-

og sikkerhedspolitiske aspekter ved råstofudvinding en af drivkræfterne i vores scenarier.

7.2 Forudbestemte elementer

Efter at have udvalgt fire overordnede drivkræfter for scenarierne, vil vi nu specificere de

forudbestemte elementer. Det er de elementer, hvor vi med en vis sikkerhed kan forudsige,

hvordan de vil udvikle sig og dermed påvirke scenarierne. Vi har som tidligere beskrevet taget

udgangspunkt i de nationale identitetsdiskurser, og i de elementer der i debatten fremstår som

diskursivt medierede sandheder.

7.2.1 Grønlands ønske om at blive økonomisk selvbærende og selvstændig

Det første forudbestemte element er de nationale identitetsdiskurser om stat og nation i Grønland,

som er så dybt sedimenterede lag, at de er svære at ændre. Derfor kan vi med en vis sikkerhed

antage, at de vil være forudsigelige. Drømmen om at Grønland engang bliver en selvstændig

velfærdsstat er en vigtig del af den grønlandske identitetsdiskurs. Samtidig bliver bevarelsen af

velfærdssamfundet og økonomisk selvbårenhed italesat som en forudsætning for denne

selvstændighed. Grønlands ønske om selvstændighed er således en af forklaringerne på, hvorfor

Grønland vil udvinde råstoffer. Dette forudbestemte element påvirker vores scenarier på den

måde, at vi forventer, at hvis Grønland bliver økonomisk selvbærende, vil Grønland vælge

selvstændighed, fordi ønsket om en selvstændig stat udgør et centralt element i den nationale

identitetsdiskurs.

7.2.2 Grønlands demografiske udvikling

Det andet forudbestemte element er Grønlands demografiske udvikling. I GØR’s rapport fra 2012

beskriver de den demografiske udvikling således: Der kommer flere ældre og færre erhvervsaktive

i Grønland, og dette vil sætte finansieringen af velfærdssamfundet under pres (GØR, 2012: 21). I

både den danske og grønlandske debat bliver den demografiske udvikling italesat som en af

årsagerne til, at Grønland er truet af den økonomiske situation. Da dette italesættes af stort set alle

aktører i debatten og ikke bliver modsagt, fremstår den demografisk udvikling diskursivt medieret

som en sandhed. Vi antager på den baggrund, at Grønlands Økonomiske Råds fremskrivning af

den demografiske udvikling holder stik, og at Grønlands økonomiske situation derfor fortsat vil

blive anset som en trussel. Dette forudbestemte element påvirker scenarierne på den måde, at

Grønland vil blive ved med at legitimere vedtagelsen af ekstraordinære midler ved at referere til

den økonomiske trussel.


124

7.2.3 Råstofferne i Grønlands undergrund

Det tredje forudbestemte element er den åbenlyse forudsætning for debatten om råstoffer – at

Grønlands undergrund indeholder råstoffer, som kan udvindes. Grønlands undergrund har i årtier

været genstand for omfattende geologiske undersøgelser, og det er alment kendt, at den

indeholder en bred vifte af forskellige råstoffer, mineraler og sjældne jordarter84. Vi har i debatterne

set, at råstofferne i den grønlandske undergrund tillægges betydning, fordi politikerne er enige om,

at de udgør et økonomisk potentiale og kan skabe nye indtægter til Grønland. Det økonomiske

potentiale, der gemmer sig i Grønlands undergrund, fremstår altså som en diskursiv medieret

sandhed. Vi forventer, at der fortsat vil være høje forventninger til indtægterne fra råstofudvinding.

Det at Grønlands undergrund har råstoffer, som kan udvindes, udgør således et af de

forudbestemte elementer i vores scenarier. Et element der påvirker vores scenarier, idet de er en

forudsætning for, at råstofudvinding tillægges betydning i Grønland og i Danmark. Desuden er

råstoffernes potentiale en forudsætning for, at Grønland kan få succes som råstofnation.

7.2.4 Grønlands geografiske placering i Arktis

Grønlands geografiske placering udgør et af de forudbestemte elementer i scenarierne, da det må

antages, at Grønland bliver ved med at have den samme geografiske placering fremover. Denne

placering har langt fra været ligegyldig i debatten. Den har især haft indflydelse på Danmarks

tendens til at se råstofudvinding i Grønland med sikkerhedspolitiske briller. De

sikkerhedsliggørelsesforsøg i den danske debat, som har udpeget kinesiske investeringer som en

trussel mod rigsfællesskabets sikkerhed, har således begrundet det med, at Kina kunne være

interesseret i at opbygge en bastion i Arktis. Kina konstrueres af nogle partier i den danske debat

som den truende radikale anden, og diskursen om Kina er, at Kina er ved at opnå status som ny

global supermagt, og at dette vil udgøre en trussel mod Danmark.

7.3 Kritiske usikkerheder

Kritiske usikkerheder er som tidligere nævnt de afgørende forhold, som i deres omfang,

gennemslagskraft og konsekvenser er usikre. Det er ligeledes de kritiske usikkerheder, som

adskiller scenarierne. Vi har valgt at adskille vores scenarier ved at fokusere på to kritiske

usikkerheder: 1) Får Grønland succes som råstofnation? og 2) opstår der konflikt mellem Danmark

og Grønland?

84 Nogle af de forekomster som er fundet er bl.a.: jern, uran, zink, fluor, tantal, niobium, zirconium, thorium, bly, platingruppe-elementer, guld, molybdæn, sjældne jordarters metaller. (Københavns Universitet og Ilisimatusarfik, 2014: 10)


125

7.3.1 Får Grønland succes som råstofnation?

Det er en kritisk usikkerhed, hvorvidt Grønland formår at få gang i en udvinding af råstoffer, der

kan skabe en økonomisk vækst, der fører til at Grønlands økonomi bliver selvbærende. Som vi har

set, fremstår det som et forudbestemt element i debatten, at der er masser af værdifulde råstoffer i

Grønlands undergrund. På den baggrund bliver spørgsmålet om Grønlands succes som

råstofnation i høj grad et spørgsmål om, hvorvidt Grønland får succes med at tiltrække

udenlandske investorer. De tre første afgørende drivkræfter trækker her i forskellige retninger.

Fordi de grønlandske politikere "vil råstoffer" (drivkræft 1) fortsætter Grønland med at gennemføre

de politiske tiltag, man mener, der skal til for at få gang i råstofsektoren. Samtidig sørger den

danske regerings ønske om at undgå konflikt (drivkræft 2) for, at den danske regering gør, hvad

den bliver bedt om for at understøtte de grønlandske tiltag. Disse to drivkræfter driver den

Grønlandske råstofpolitik således, at der fortsat vil blive gennemført de tiltag, man mener, der skal

til for at få gang i minesektoren. At man bliver ved med at tage de nødvendige beslutninger må

antages virker positivt på tiltrækningen af udenlandske investorer.

På den anden side vil forsatte sikkerhedsliggørelsesforsøg fra oppositionen i både Danmark og

Grønland (drivkræft 3) føre til at de udenlandske investorer anser den grønlandske råstofpolitik

som usikker fordi politikken både bliver udfordret i Grønland og i Danmark. Der er så at sige en

dobbelt politisk risiko, der virker negativt på tiltrækningen af udenlandske investorer.

Det er på forhånd meget svært at afgøre, hvilken vej disse modstridende tendenser vil gå, og

derfor også hvorvidt Grønland vil få succes som råstofnation. Derfor vil svaret på dette spørgsmål

adskille vores scenarier, og vi har således to scenarier, hvor Grønland får succes som råstofnation

(scenarie 1 og 3) og to scenarier, hvor Grønland ikke får succes som råstofnation (scenarie 2 og

4). I den grønlandske debat bliver råstofspørgsmålet kontinuerligt kædet sammen med grønlandsk

selvbårenhed og selvstændighed. Også i den danske debat bliver de grønlandske råstoffer tillagt

et kæmpe potentiale. Derfor fører grønlandsk succes som råstofnation i vores scenarier til, at

Grønland bliver økonomisk selvbærende. Man kan argumentere for, at der også er forhold der

ligger uden for debatten, der vil have stor indflydelse på om Grønland får succes som råstofnation,

og bliver økonomisk selvbærende. Da formålet med dette speciale er at udforske debattens

betydning for rigsfællesskabets fremtid, har vi valgt at udelade disse forhold. Vi vil dog efter, at vi

har opstillet vores scenarier i afsnit 7.5 reflektere over, hvordan drivkræfter uden for debatten vil

kunne påvirke Grønlands økonomiske udvikling – og dermed også skabe andre forudsætninger for

rigsfællesskabets fremtid, end dem der er fremgået af debatten.


126

7.3.2 Opstår der konflikt mellem Grønland og Danmark?

Det er en kritisk usikkerhed for vores scenarier, om der opstår konflikt mellem Danmark og

Grønland. De fire afgørende drivkræfter spiller alle forskellige roller i forhold til denne kritiske

usikkerhed.

At den danske opposition forsætter med at sikkerhedsliggøre tiltag på råstofområdet (drivkræft 3),

vil, som vi har set i debatten, forsat skabe irritation hos de grønlandske politikere. Samtidig vil det

løbende være en mulighed, at et af oppositionens sikkerhedsliggøreelsesforsøg vil lykkes, og at

der fra dansk side derfor bliver gennemført begrænsninger af den grønlandske råstofpolitik. En

sådan begrænsning vil som følge af de grønlandske politikeres vilje til at udvinde råstoffer

(drivkræft 1) kunne føre til en konflikt. Det danske fokus på forsvars- og sikkerhedspolitiske

aspekter ved råstofudvinding (drivkræft 4) vil også være befordrende for en konflikt, fordi forskellen

i vægtningen af de forsvars- og sikkerhedspolitiske aspekter åbner op for uenigheder mellem

Grønland og Danmark. Uenigheder der, hvis der ikke kan findes et kompromis, vil kunne føre til

konflikt. Til gengæld vil den danske regerings vilje til at undgå konflikt (drivkræft 2) gøre, at den

danske regering vil gøre, hvad den kan, for at undgå en konflikt.

I scenarierne har vi valgt at fokusere på en enkelt konflikt, og følger den til sin yderste konsekvens

i form af en opløsning af rigsfællesskabet. Det er ikke, fordi vi forventer, at en enkeltstående

konflikt nødvendigvis vil føre til et grønlandsk exit fra rigsfællesskabet. I et længere forløb ville en

konflikt sandsynligvis udspille sig ved at en række mindre konflikter løbende vil få konfliktniveauet

til at stige. Og først når konfliktniveauet er højt nok, vil det betyde et grønlandsk exit fra

rigsfællesskabet.

På baggrund af denne kritiske usikkerhed har vi valgt at opstille to scenarier, hvor der opstår en

konflikt (scenarie 3 og 4) og to scenarier, hvor der ikke opstår en konflikt (scenarie 1 og 2). I de to

scenarier hvor der opstår en konflikt, har vi valgt at tage udgangspunkt i potentielle konfliktpunkter,

vi har fundet i analysen: Ophævelsen af nultolerancen over for uran og debatten om

storskalaloven.

Efter at have identificeret de to kritiske usikkerheder ”Får Grønland succes som råstofnation?” og

”Opstår der konflikt mellem Grønland og Danmark?” har vi sat de to kritiske usikkerheder op i en

firefeltstabel. Det giver en struktur med fire scenarier, der dækker de fire mulige kombinationer af

udfald af de to kritiske usikkerheder.


127

Figur 27: Firefeltstabel over scenarier

Grønland får succes som

råstofnation

Grønland får ikke succes som

råstofnation

Konflikt mellem DK

og GL undgås

Scenarie 1

Rigsfællesskabet opløses, men

fortsat tæt samarbejde mellem GL

og DK

Scenarie 2

Rigsfællesskabet bevares, da GR

fortsat er afhængig af bloktilskuddet

Der opstår konflikt

mellem DK og GL

Scenarie 3

Rigsfællesskab opløses, da GL

og DK fortsat er uenige om

kompetencefordeling

Scenarie 4

Rigsfællesskabet opløses, fordi det

ses som en begrænsning for GL’s

mulighed for at blive økonomisk

selvbærende og selvstændig

7.4 Fire scenarier for rigsfællesskabets fremtid

I dette afsnit opstiller vi på baggrund af de identificerede drivkræfter, forudbestemte elementer og

kritiske usikkerheder fire scenarier for rigsfællesskabets fremtid.

Scenarie 1: Selvstændighed og samarbejde – Grønland får succes som råstofnation

Råstofdebatten i både Danmark og Grønland er præget af uenigheder, hvilket kommer til udtryk i

at oppositionspartierne i både Danmark og Grønland forsøger at sikkerhedsliggøre de

ekstraordinære midler, som vedtages i Grønland. Det lykkes dog alligevel for den danske regering

at undgå, at der opstår konflikt mellem Grønland og Danmark. Dels fordi den fortsætter med at

efterkomme Grønlands ønsker på råstofpolitikken, og dels fordi den forsøger at

afsikkerhedsliggøre udpegede trusler ved at nedtone dem og samtidig bakke op om de

beslutninger, som træffes i Inatsisartut. På grund af den grønlandske vilje til at gennemføre, hvad

man anser som nødvendigt for at tiltrække udenlandske investeringer, fortsætter Grønland med at

skabe politiske resultater på råstofområdet. Derfor lykkes det, trods uenighed om råstofpolitikken

både internt i Grønland og i Danmark, at tiltrække udenlandske investeringer, og de første

Det lykkes den danske regering at afværge

konflikt

Politiske resultater tiltrækker

udenlandske investorer

Grønland får succes som

råstofnation og bliver økonomisk

selvbærende

Grønland opnår selvstændignhed


128

storskalaprojekter får vind i sejlene. Det fører til, at flere udenlandske investorer får øjnene op for

Grønland, og råstofindustrien begynder at blomstre. Der skabes arbejdspladser, og

råstofindtægterne begynder så småt at rulle ind i den grønlandske landskasse. Gradvist bliver

Grønland mindre afhængig af bloktilskuddet fra Danmark, og i takt med at den grønlandske

økonomi nærmer sig selvbårenhed, breder selvstændighedstrangen sig i Grønland. I Danmark ser

man, hvilken vej vinden blæser, og er derfor parat til at gøre, hvad der skal til for at bevare et tæt

samarbejde med Grønland. Efter en folkeafstemning bliver Grønland selvstændig, rigsfællesskabet

opløses og erstattes af en samarbejdsaftale mellem Danmark og Grønland, som stadfæster de to

landes særlige relation. Dette scenarie har vist, hvordan den grønlandske vilje til at gennemføre

hvad der skal til for at få gang i råstofindustrien og den danske regerings vilje til at undgå konflikt i

sidst ende kan føre til, at rigsfællesskabet bliver afløst af et tæt samarbejde mellem de to

selvstændige lande Danmark og Grønland.

Scenarie 2: Intet nyt under den arktiske sol – fortsat afhængighed af bloktilskud

I dette scenarie er råstofdebatten både i Grønland og Danmark præget af uenigheder.

Oppositionen i Danmark og Grønland bliver ved med at forsøge at sikkerhedsliggøre de midler,

som Grønland vedtager for at få gang i råstofindustrien. Den danske regering fortsætter sin

hidtidige efterkommende og opbakkende linje over for Grønland og undgår trods oppositionens

sikkerhedsliggørelsesforsøg, at der opstår en konflikt mellem Danmark og Grønland. Selvom der

vedtages midler i Grønland, som skal sætte gang i råstofudvindingen arbejder debatten mod

Grønland. Råstofdebattens omfang, tone og konfliktpotentiale gør nemlig at udenlandske

investorer anser råstofpolitikken som ustabil, fordi der hverken er bred enighed i Grønland eller

Danmark om den førte politik. Den ustabile råstofpolitik betyder, at de udenlandske investorer

anser det for at være forbundet med store risici at investere i storskalaprojekter i Grønland. Derfor

udebliver de udenlandske investeringer i storskalaprojekter. Fraværet af de udenlandske

investeringer betyder, at Grønland ikke for alvor får gang i udvindingen af råstoffer, og derfor

formår Grønland ikke at skaffe de nødvendige nye indtægter til landskassen. Grønlands økonomi

bliver med andre ord ikke selvbærende. Konsekvensen af dette er, at Grønland fortsat er afhængig

Uenigheder i den grønlandske og danske råstofdebat, men ingen

konflikt

Grønlands råstofpolitik anses som ustabil og risikofyldt

Udenlandske investeringer

udebliver

Grønland forbliver økonomisk afhængig af

Danmark


129

af bloktilskuddet fra Danmark, og da økonomisk selvbårenhed ses som en forudsætning for

selvstændighed, forbliver Grønland en del af rigsfællesskabet. Det fører til en fortsættelse af et

rigsfællesskab, hvor bloktilskuddet økonomisk binder Grønland til Danmark, og hvor drømmen om

grønlandsk selvstændighed som følge af et råstofeventyr forbliver en drøm.

Scenarie 3: Uran og uafhængighed – Grønland får succes som råstofnation og kapper alle bånd

Ligesom i scenarie 1 har Grønland i dette scenarie held med at tiltrække udenlandske

investeringer, fordi de nødvendige råstofpolitiske tiltag gennemføres. Derfor kommer der gang i

råstofudvindingen i Grønland. Da et mineselskab, som er finansieret af statsejede kinesiske

banker, vil investere i udvinding af sjældne jordarter med uran som biprodukt, blusser den danske

debat om Kina op igen. Kina udpeges som en trussel mod det grønlandske samfund og

rigsfællesskabets sikkerhed, Arktisk sikkerhedspolitik kommer igen på dagsordenen og uran

udpeges ligeledes som en trussel mod rigsfællesskabets sikkerhed. Da Danmark mener, at der er

tale om sikkerhedspolitik i dette konkrete tilfælde, kræver den danske regering, at Grønland afviser

ansøgningen fra mineselskabet. Danmark og Grønland er imidlertid ikke blevet enige om en

konkret samarbejdsaftale om uran, og i Grønland trumfer viljen til at få gang i råstofudvinding de

sikkerhedspolitiske aspekter. Grønland holder derfor med henvisning til Spiermanns responsum

på, at de har den fulde lovgivende og udøvende kompetence på råstofområdet, og at Danmark

ikke kan begrænse den. Som følge af denne uenighed mellem Danmark og Grønland opstår der

en konflikt, der bliver holdt ved lige af en langtrukken proces, hvor tvisten først behandles i et

tvistnævn og til sidst kommer for Højesteret. I Grønland ses Danmarks position som utidig

indblanding og manglende respekt for selvstyreloven og Grønlands kompetencer på

råstofområdet. Da Grønland imidlertid har fået succes som råstofnation og dermed gradvist bliver

økonomisk selvbærende, erklærer Grønland sig selvstændig efter en folkeafstemning, og

rigsfællesskabet opløses.

Pga. udenlandske/kinesiske investeringer får Grønland gang

i råstofudvindingen

Der opstår konflikt mellem Grønland og

Danmark pga. et kinesisk uranprojekt

Danmark kræver pga.

sikkerhedspolitisk kompetence, at

projektet stoppes

Konflikten og det danske krav får Grønland til at

forlade rigsfællesskabet


130

Scenarie 4: Hvorfor blive hvis der ikke er noget at rafle om – rigsfællesskabet ses som en forhindring for Grønlands udvikling

Efter flere udsættelser bliver den danske følgelovgivning til storskalaloven fremlagt i Folketinget.

Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Det Konservative Folkeparti Folkeparti stiller krav

om, at der skal oprettes et dansk-grønlandsk offentligt-privat selskab, der investerer i

råstofudvinding i Grønland, før de vil stemme for følgelovgivningen. Den gamle debat om

storskalaloven og den kinesiske trussel blusser op. Den danske regering appellerer indtrængende

til partierne om at bakke op om Grønlands selvstyre og de beslutninger, som Grønland vedtager

på råstofområdet. Konflikten om den danske følgelovgivning er med til at skabe usikkerhed om

stabiliteten i den grønlandske råstofpolitik, hvilket får de udenlandske investorer til at holde sig

væk.

I Grønland ses debatten omkring vedtagelsen af den danske følgelovgivning som utidig

indblanding i grønlandske forhold. Der er udbredt vrede i Grønland over, at flere partier i

Folketinget vil oprette et selskab, som går imod Grønlands ønske, fordi det ikke kommer til at

operere på kommercielle vilkår. Kravet om et offentligt-privat samarbejde bliver derfor set som et

dansk forsøg på at tiltvinge sig adgang til Grønlands rigdomme. Derudover er der vrede over, at

partierne truer med i praksis at underkende en demokratisk beslutning, der er enstemmigt vedtaget

af Inatsisartut. Situationen udvikler sig til en åben konflikt mellem Grønland og Danmark, hvor

beskyldninger om nykolonialisme og grådighed flyver igennem luften. Grønland ser derfor i

stigende grad rigsfællesskabet som en forhindring for, at landet kan få økonomisk vækst og på sigt

blive selvstændig. Dette syn på rigsfællesskabet skaber en fjendtlig stemning mod Danmark, som

medfører at Grønland accepterer nedgang i levestandard og melder sig ud af rigsfællesskabet

efter en folkeafstemning.

Flere partier i Folketinget truer med at stemme

imod den danske følgelovgivning

Udenlandske investeringer

udebliver

Rigsfællesskabet ses som en

forhindring for Grønlands udvikling

Grønland forlader Rigsfællesskabet

trods fald i levestandard


131

7.5 Refleksion over andre drivkræfter De fire scenarier er opstillet ud fra drivkræfter, som vi har fundet i de to debatter, vi har analyseret.

Der er dog også drivkræfter uden for debatten, som kan ændre de scenarier, vi har opstillet. I dette

afsnit vil vi reflekterer over en række af sådanne drivkræfter.

En af de kritiske usikkerheder, som adskiller scenarierne, er, om Grønland får succes som

råstofnation. I scenarierne antages det, at Grønland får succes som råstofnation, hvis de formår at

tiltrække udenlandske investeringer. Succesen som råstofnation kan imidlertid gradbøjes. Den nye

rapport ”Til gavn for Grønland” har opstillet fem økonomiske scenarier for Grønlands fremtid. En af

rapportens hovedkonklusioner er, at før Grønland kan blive uafhængig af bloktilskuddet fra

Danmark, vil det kræve 24 samtidige storskalaminer i Grønland (UFSG, 2014: 18). I øjeblikket er

Isua og Kvanefjeldsprojekterne de eneste projekter som falder under kategorien ’storskalaprojekt’.

Det betyder konkret for vores scenarier, at selvom Grønland får succes som råstofnation og

tiltrækker udenlandske investorer, så er det ikke ensbetydende med, at Grønland vil blive

økonomisk selvbærende. Med andre ord – succes som råstofnation medfører ikke automatisk

selvstændighed. Ud over at rapportens konklusioner kan ændre vores scenarier, kan de potentielt

også ændre dynamikkerne i de to debatter, vi har analyseret. Konkret ved at de grønlandske

politikere sænker forventningerne til indtægterne fra storskalaprojekterne og den brede nuværende

enighed om, at råstofudvinding er det nødvendige ekstraordinære middel til at afværge Grønlands

økonomiske trussel, udfordres. Det kan potentielt betyde, at råstofferne tillægges mindre betydning

for Grønlands muligheder for at blive økonomisk selvbærende, og at man fra grønlandsk side

derfor vil satse mindre på råstofudvinding og mere på andre veje til økonomisk vækst.

En anden af de kritiske usikkerheder, som adskiller vores scenarier er, hvorvidt der opstår konflikt

mellem Danmark og Grønland. Vi viste, at der er drivkræfter i debatten, der trækker i hver sin

retning. At den danske regering gør hvad den kan for at efterkomme Grønlands ønsker og bakke

op om selvstyrets beslutninger taler imod, at der opstår konflikt mellem Danmark og Grønland.

Samtidig viste vi, at tendensen til at oppositionen udpeger trusler, og tendensen til at Danmark ser

råstofudvinding i et sikkerhedspolitisk perspektiv, potentielt kan skabe en konflikt mellem Danmark

og Grønland. En nylig rapport for Center for Militære Studier har imidlertid fastslået, at det er helt

usandsynligt, at Kina vil påbegynde militær oprustning i Arktis, fordi den nuværende politiske

atmosfære favoriserer samarbejde (Fuglede et al., 2014: 30). Denne rapport kan således potentielt

ændre den drivkræft, at Danmark ser råstofudvinding i et sikkerhedsperspektiv, og at kinesiske

investeringer i Grønland opfattes som en sikkerhedstrussel. Dette kan føre til, at oppositionens

position i den danske debat præges mindre af udpegningen af trusselbilleder, hvilket vil mindske

potentialet for, at der opstår en konflikt mellem Danmark og Grønland.


132

Ud over forhold, som kan ændre dynamikkerne i de to debatter, vi har analyseret, er der andre

eksterne faktorer, som kan ændre scenarierne. For det første er der den mulighed, at prisen på

råstoffer falder eller stiger, hvilket har meget stor betydning for Grønlands udsigt til at tjene penge

på sine råstoffer. For det andet kan det være, at forfaldsrepertoiret som følge af den forandring det

grønlandske samfund undergår med råstofudvindingen vinder frem på bekostning af

moderniseringsrepertoiret. Hvis diskursen om den ædle vilde som lever i pagt med naturen får

klangbund i den grønlandske befolkning, kan konsekvensen blive, at de miljømæssige aspekter

ved råstofudvinding kommer i fokus. Man kunne forestille sig, at denne moddiskurs ville føre til

dannelsen af et grønlandsk miljøparti. Et parti som ville være modstander af råstofudvinding og

italesætte en diskurs om, at Grønland har betalt for høj en pris i sin iver efter at blive selvstændig.


133

8. Konklusion Formålet med dette speciale er at svare på, hvilken betydning den grønlandske og danske politiske

debat om råstofudvinding i Grønland kan få for rigsfællesskabets fremtid. Det har vi gjort ved først

at analysere den grønlandske og danske politiske debat om råstofudvinding gennem en

modificeret udgave af Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori. Den modificerede

teoretiske ramme betød, at vi sænkede kravene til, hvornår en talehandling kunne karakteriseres

som et sikkerhedsliggørelsesforsøg for at være sikre på at indfange alle debattens dynamikker.

Efter at have analyseret den politiske debat i Danmark og Grønland om råstofudvinding opstillede

vi fire scenarier for rigsfællesskabets fremtid. På baggrund af disse scenarier kan vi konkludere, at

den politiske debat om råstofudvinding i Grønland kan få følgende betydning:

For det første kan de uenigheder om råstofpolitikken, som debatten i både Danmark og Grønland

har illustreret, skabe usikkerhed om råstofpolitikken blandt potentielle udenlandske investorer.

Debatten har vist, at det eneste middel ud over råstofudvinding, som der har været bred enighed

om i Grønland, er storskalaloven. Derudover er både storskalaloven og ophævelsen af

nultolerancen blevet forsøgt sikkerhedsliggjort af oppositionen i Danmark. At der er politiske

uenigheder både i Grønland og Danmark gør, at der er to lag af politisk usikkerhed for

investorerne. Det kan i yderste konsekvens betyde, at investorerne bliver væk, og at Grønland

derfor ikke får gang i tilstrækkeligt med storskalaprojekter til at blive økonomisk uafhængig af

Danmark. I så fald vil Grønland fortsat være afhængig af bloktilskuddet og den nuværende

konstellation i rigsfællesskabet må forventes at fortsætte.

For det andet kan de politiske beslutninger, som debatten har resulteret i, tiltrække udenlandske

investorer, fordi Grønland formår at skabe attraktive forhold for råstofudvinding. Trods uenighed i

Grønland om råstofpolitikken, har der samlet set været en klar vilje fra de grønlandske politikere til

at vedtage de beslutninger, som man anser for nødvendige for at få gang i råstofindustrien. En vilje

som kan forklares med, at alle grønlandske politikere er enige om, at råstofudvinding er det middel,

som kan afværge Grønlands økonomiske trussel, sikre den grønlandske velfærd og gøre Grønland

økonomisk selvbærende. Denne politiske vilje til at vedtage beslutninger på råstofområdet, også

selvom der ikke er bredt politisk flertal, kan føre til, at Grønland formår at tiltrække udenlandske

investeringer og dermed får gang i råstofudvindingen. Det kan betyde, at Grønland bliver

økonomisk selvbærende, og at Grønland på sigt vælger selvstændigheden.

For det tredje kan de forskellige fokus i den grønlandske og danske debat om råstofudvinding føre

til, at der opstår en konflikt mellem Danmark og Grønland. Den danske debat har vist en tendens

til, at de danske politikere i modsætning til de grønlandske ser råstofudvinding med forsvars- og


134

sikkerhedspolitiske briller. Dels er storskalaloven og råstofudvinding blevet koblet sammen med

truslen fra den opstigende kinesiske stormagt. Dels har regeringen og flere af oppositionspartierne

italesat det som et faktum, at uranudvinding har sikkerhedspolitiske konsekvenser. Uran-debatten

illustrerede desuden, at Danmark og Grønland er uenige om kompetencefordelingen i forhold til

udvinding og eksport af uran. Grundlæggende fordi Danmark mener, at der er tale om

sikkerhedspolitik, mens Grønland mener det er råstofpolitik, og derfor ikke noget Danmark kan

blande sig i. De forskellige fokusser og uenigheder i debatterne kan føre til, at der opstår en

konflikt mellem Danmark og Grønland. En konflikt som i yderste konsekvens kan ende med, at

rigsfællesskabet opløses, fordi Grønland ser Danmark som en barriere for at opnå

selvstændighed.

For det fjerde kan den danske regeringens eftergivende linje i den danske debat afværge, at der

opstår konflikt mellem Danmark og Grønland. Trods uenigheder om sikkerhedspolitiske aspekter

ved råstofudvinding, har den danske regering entydigt bakket op om de beslutninger, som

Grønland har vedtaget på råstofområdet. Hvis denne tendens fortsætter, og Danmark vedtager de

nødvendige følgelovgivninger, for at Grønland kan få gang i råstofudvinding, vil det kunne forhindre

en konflikt. Selvom der ikke opstår en konflikt mellem Danmark og Grønland, er det dog ikke

ensbetydende med, at Grønland ikke vil forlade rigsfællesskabet, hvis Grønland bliver økonomisk

uafhængig af bloktilskuddet. Til gengæld vil en udvikling uden konflikt kunne føre til. at den særlige

relation mellem Danmark og Grønland bliver bevaret. Om ikke inden for rigsfællesskabet, så i et

tæt samarbejde mellem to selvstændige stater.


135

Litteraturliste

Litteratur: Anderson, Benedict R. (2006). Imagined communities: reflections on the origin and spread of

nationalism (2. ed.). London. Retrieved from

http://quod.lib.umich.edu.ep.fjernadgang.kb.dk/cgi/t/text/pagevieweridx?c=acls;cc=acls;idno=heb01

609.0001.001;node=heb01609.0001.001:2;view=pdf;seq=7;size=100;page=root

Austin, J. . (1997). Ord der virker (3rd ed.). København: Gyldendal.

Balzacq, T. (2005). The Three Faces of Securitization: Political Agency, Audience and Context.

European Journal of International Relations, 11(2), 171–201. doi:10.1177/1354066105052960

Balzacq, T. (2011). Securitization Theory - How Security Problems Emerge and Dissolve (1st ed.). New

York, USA: Routledge.

Bauer, H. T. (2013, May 3). Dansk militærstrategi for Arktis. Forsvarsakademiet.

Berling, T. V. (2011). Science and securitization: Objectivation, the authority of the speaker and

mobilization of scientific facts. Security Dialogue, 42(4-5), 385–397.

doi:10.1177/0967010611418714

Bernstein, S., Lebow, R. N., Stein, J. G., & Weber, S. (2000). God Gave Physics the Easy Problems::

Adapting Social Science to an Unpredictable World. European Journal of International Relations,

6(1), 43–76. doi:10.1177/1354066100006001003

Bishop, P., Hines, A., & Collins, T. (2007). The current state of scenario development: an overview of

techniques. Foresight, 9(1), 5–25. doi:10.1108/14636680710727516

Buzan, B., & Wæver, O. (1997). Slippery? contradictory? sociologically untenable? The Copenhagen

school replies. Review of International Studies, 23(02), 241–250.

Buzan, B., & Wæver, O. (2003). Regions and Powers. Cambridge: Cambridge University Press.

Buzan, Barry & Wæver, Ole & Jaap de Wilde. (1998). Security - A New Framework For Analalysis (1st

ed.). London: Lynne Rienner Publishers.

Dreyfus, H. L., & Rabinow, P. (1982). Michel Foucault. Beyond Structuralism and Hermeneutics. (1st

ed.). Chicago: Harvester Press Limited.


136

Dyrberg, Torben Bech & Hansen, Allan Dreyer & Jacob Torfing (red.). (2001). Diskursteorien på arbejde

(1st ed.). Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag.

Fuglede, M., Kidmose, J., Lateigne, M., & Schaub Jr., G. (2014). Kina, Grønland, Danmark –

konsekvenser og muligheder i kinesisk Arktispolitik. Center for Militære Studier. Retrieved from

http://cms.polsci.ku.dk/cms/kina-i-arktis/Kina__Gr_nland__Danmark_-

_Konsekvenser_og_muligheder_i_kinesisk_Arktispolitik.pdf/

Gad, Ulrik Pram (2005). Dansksprogede grønlænderes plads i et Grønland under grønlandisering og

modernisering, en diskursanalyse af den grønlandske sprogdebat - læst som identitetspolitisk

forhandling. Kbh: Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier, Københavns Universitet.

Gad, Ulrik Pram (2009). Post-colonial identity in Greenland?: When the empire dichotomizes back —

bring politics back in. Journal of Language & Politics, 8(1), 136–158.

Gad, Ulrik Pram (2009). En post-kolonial grønlandsk-dansk fremtid?, tre scenarier for rigsfællesskabets

opløsning - og tre for dets beståen og forandring ([1. oplag].). København: Institut for

Statskundskab, Københavns Universitet.

Gad, Ulrik Pram. (2012). Postkoloniale suverænitetsspil: Grønland i marginen af Europa. In Grønlandsk

kultur- og samfundsforskning 2010-12. Nuuk: Forlaget Atuagkat.

GEUS. (2005). Geoviden 1. Geocenter København.

Grønlands Økonomiske Råd (GRU). (2012). Økonomisk Råds rapport 2012. Retrieved February 11,

2014, from

http://dk.vintage.nanoq.gl/Emner/Landsstyre/Departementer/Departement_for_finans_indenrigs/Oe

konomiskRaad.aspx

Guzzini, S. (2011). Securitization as a causal mechanism. Security Dialogue, 42(4-5), 329–341.

doi:10.1177/0967010611419000

Hansen, L. (2006). Security as Practice - Discourse Analysis and the Bosnian War (1st ed.). New York,

USA: Routledge.

Hansen, Allan Dryer i Fuglsang, Lars & Olsen, Poul Bitsch (red). (2004). Videnskabsteori på tværs af

fagkulturer og paradigmer (2. ed.). Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag.


137

Hayes, Jarrod. (2011). Boundary Conditions: Identity and Securitization. Georgia Institute of

Technology.

Høiris, Ole & Ole Marquardt. (2011). Fra vild til verdensborger. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise. (1999). Diskursanalyse som teori og metode (1st ed.).

Fredriksberg C: Roskilde Universitetsforlag.

Kleivan, Inge. (2011). Et sprogligt perspektiv på grønlandsk identitet: Hvad kaldes grønlændere på

dansk? In Fra vild til verdensborger (pp. 23–94). Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Kosow Hannah. (2007). Methods of future and scenario analysis: overview, assessment. and selection

criteria. Bonn: Dt. Inst. für Entwicklungspolitik.

Laclau, E., & Mouffe, C. (1985). Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic

Politics (1st ed.). London: Verso.

Larsen, F. B. (1997, October 28). Råstofudvinding og debatten om Grønlands løsrivelse. Kamikposten.

Retrieved January 31, 2014, from

http://www.kamikposten.dk/global/maskinrum/rutine/leksikon.aspx?udvalgt=19971028c3&folder=hv

adermeningen&sprog=da&tag=alleartikler#0

Léonard, Sarah & Kaunart, Christian. (2011). Reconceptualizing the audience in securitization theory. In

Securitization Theory - How Security Problems Emerge and Dissolve (1st ed., pp. 57–76). New

York, USA: Routledge.

Lett Advokatfirma, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, & PwC. (2013).

Rapport om forhold vedrørende en eventuel ophævelse eller ændring af nultolerancepolitikken for

udnyttelse af uran og andre radioaktive mineraler.

Neumann, I. B., & Overland, E. F. (2004). International Relations and Policy Planning: The Method of

Perspectivist Scenario Building. International Studies Perspectives, 5(3), 258–277.

doi:10.1111/j.1528-3577.2004.00173.x

Nilsson, J. (2012). Kinesiske miner i Grønland underminerer rettigheder - Fagbladet 3F. Retrieved

November 27, 2013, from


138

http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/dc661dd08ecb4293ae8d7f07d56fa1da-20121113-kinesiske-

miner-i-groenland-underminerer-rettigheder

Olsen, Natuk Lund. (2011). Uden grønlandsk mad er jeg intet. In Fra vild til verdensborger. Aarhus

Universitetsforlag.

Paldam, M. (1994). Grønlands økonomiske udvikling. Hvad skal der til for at lukke gabet? (1st ed.).

Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Roe, P. (2004). Securitization and Minority Rights: Conditions of Desecuritization. Security Dialogue,

35(3), 279–294. doi:10.1177/0967010604047527

Roe, P. (2008). Actor, Audience(s) and Emergency Measures: Securitization and the UK’s Decision to

Invade Iraq. Security Dialogue, 39(6), 615–635. doi:10.1177/0967010608098212

Schriver, Nikoline. (2013). Grønlands råstofdebat – en komparativ diskursanalyse fra 1975-2012

(Speciale). Københavns Universitet, København.

Sidenius, N. C. (1986). Hvorfor er der ikke atomkraftværker i Danmark? Politica, 4. Retrieved from

https://tidsskrift.dk/index.php/politica/article/view/9642

Sjöstedt, R. (2008). Exploring the Construction of Threats: The Securitization of HIV/AIDS in Russia.

Security Dialogue, 39(1), 7–29. doi:10.1177/0967010607086821

Sørensen, Max & Jens Hartig Danielsen. (2011). Grønlands Selvstyre og Danmarks Riges Grundlov.

Juristen, 1.

Spiermann, O. (2014, January 6). Responsum: Om udenrigspolitiske beføjelser i forhold til uran og

andre radioaktive mineraler i Grønland. Bruun & Hjejle. Retrieved from

http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Pressemeddelelser/Responsum_DK.pdf

Stritzel, H. (2007). Towards a Theory of Securitization: Copenhagen and Beyond. European Journal of

International Relations, 13(3), 357–383. doi:10.1177/1354066107080128

Thisted, K. (2011). Nationbuilding-Nationbranding. Identitetspositioner og tilhørsforhold under det

selvstyrede Grønland. In Fra vild til verdensborger (pp. 597–637). Århus N: Aarhus

Universitetsforlag.


139

Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturressourcer, (UFSG). (2014). Til gavn for

Grønland. Ilisimatursafik Grønlands Universitet & Københavns Universitet. Retrieved from

http://nyheder.ku.dk/groenlands-

naturressourcer/rapportogbaggrundspapir/Til_gavn_for_Gr_nland.pdf/

Vuori, J. A. (2008). Illocutionary Logic and Strands of Securitization: Applying the Theory of

Securitization to the Study of Non-Democratic Political Orders. European Journal of International

Relations, 14(1), 65–99. doi:10.1177/1354066107087767

Wæver, Ole. (2001). Europæisk sikkerhed og integration: en analyse af franske og tyske diskurser on

stat, nation og Europa. In Diskusteorien på arbejde (1st ed., pp. 279–317). Frederiksberg C,

København: Roskilde Universitetsforlag.

Williams, M. C. (2003). Words, Images, Enemies: Securitization and International Politics. International

Studies Quarterly, 47(4), 511. doi:10.1046/j.0020-8833.2003.00277.x

Empiri: Folketinget og Regeringen:

Danmark, Udenrigsministeriet, Grønland, Nunanut Allanut Pisortaqarfik, Færøerne, &

Uttanríkistænastan. (2011). Kongeriget Danmarks strategi for Arktis 2011-2020: Danmark,

Grønland & Færøerne. Kbh.; Nuuk; Tórshavn: Udenrigsministeriet ; Udenrigsdirektoratet,

Grønlands Selvstyre ; Udenrigsministeriet, Færøernes Landsstyre.

Folketinget. Selvstyreloven: Lov om Grønlands Selvstyre. , Lovtidende (2009).

Folketinget. (2012a). Kommissorium for arbejdsgruppen vedr. konsekvenserne af en evt. beslutning om

ophævelse af nul-tolerancepolitikken og muligheden for udvinding og eksport af uran og andre

radioaktive stoffer. Grønlandsudvalget. Retrieved from

http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/gru/spm/111/svar/1075596/1283375.pdf

Folketinget. (2013a, February 21). F 14 Om den grønlandske økonomi. Ellen Trane Nørby (V) , Kristian

Thulesen Dahl (DF) , Villum Christensen (LA) , Lars Barfoed (KF), Gitte Lillelund Bech (V), Helle

Thorning-Schmidt (S), Finn Sørensen (EL), Sara Olsvig (IA), Doris Jakobsen (S), Steen Gade

(SF), Flemming Møller Mortensen (S), Sjúrður Skaale (JF), Kim Andersen (V), Edmund Joensen


140

(SP). Retrieved from

http://www.ft.dk/samling/20121/forespoergsel/f14/beh1/forhandling.htm?startItem=-1&p=1

Folketinget. (2012b, December 18). Folketinget - L 1 - 2012-13Forslag til finanslov for finansåret 2013.

Folketinget. Retrieved January 21, 2014, from

http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l1/beh3/forhandling.htm?startItem=-1

Folketinget. (2013b, February 5). Åbent samråd i Forsvarsudvalget. Folketinget. Retrieved January 14,

2014, from http://www.ft.dk/webtv/video/20121/fou/td.1022607.aspx?from=05-02-2013&to=14-02-

2013&selectedMeetingType=&committee=&as=1

Folketinget. (2013c, February 21). Forslag til vedtagelse V 36 Om Grønlands økonomi. Folketinget.

Retrieved January 4, 2014, from http://www.ft.dk/samling/20121/vedtagelse/V36/index.htm

Grønlandsudvalget. (2012). Kommissorium for arbejdsgruppen vedr. konsekvenserne af en evt.

beslutning om ophævelse af nul - tolerancepolitikken og muligheden for udvinding og eksport af

uran og andre radioaktive stoffer. Folketinget. Retrieved from

http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/gru/spm/111/svar/1075596/1283375.pdf

Grønlandsudvalget. (2014, January 9). Regeringens lovprogram 2013-2014 på Grønlandsudvalgets

område. Folketinget. Retrieved from

http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/gru/bilag/29/1320179.pdf

Justitsministeriet. (2013). Lovprogram 2013-14. Retrieved January 4, 2014, from

http://www.justitsministeriet.dk/ministeriet/love/lovprogram-2013-14

Regeringen & Naarlakersuisut. (2013). Rapport om udvinding og eksport af uran - Arbejdsgruppen om

konsekvenserne af ophævelse af nul-tolerancepolitikken. Udenrigsministeriet (DK), Departementet

for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked (GR), Udenrigsdirektoratet (GR).

Statsministeriet. (2013, February 5). Pressemøde den 5. februar 2013. www.stm.dk. Retrieved January

2, 2014, from http://www.stm.dk/_p_13810.html

Udenrigsministeriet. (2006). Den grænseløse verden. Udenrigsministeriet. Retrieved from

http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Om-os/Ministeriet/Globaliseringen.jpg


141

Udenrigsministeriet. (2013, October 24). Det grønlandske landsti⬚ngs beslutning om ophævelse af den

såkaldte nul-tolerancepolitik. www.um.dk. Retrieved December 1, 2013, from

http://um.dk/da/politik-og-diplomati/nyhederogpublikationer/udenrigspolitiske-

nyheder/newsdisplaypage/?newsid=9760d128-393a-4755-8c1f-aacd2071b24f

Inatsisatut og Naalakkersuisut Attasut. Forslag til Inatsisartutbeslutning om at Inatsisartut med vi rkning fra EM 13 tiltræder at “Nul-

tolerancen” overfor brydning af uran og andre radioaktive stoffer ophører. , Pub. L. No. 106 (2013).

Retrieved from

http://www.inatsisartut.gl/dvd/EM2013/pdf/media/1134006/pkt106_em2013_nultolerance_ordf_1be

h_atassut_dk.pdf

Attasut. Forslag til Inatsisartutbeslutning om at Inatsisartut med virkning fra EM 13 tiltræder at “Nul-

tolerancen” overfor brydning af uran og andre radioaktive stoffer ophører. , Pub. L. No. 106-2

(2013). Retrieved from

http://www.inatsisartut.gl/dvd/EM2013/pdf/media/1151859/pkt106_em2013_nultolerance_uran_ord

f_2beh_atassut_dk.pdf

Grønlandsudvalget (GRU) 2012-2013 (GRU). (2013, May 24). Indberetning fra rigsombudsmanden i

Grønland. GRU Alm. del Bilag 45 (offentligt). Retrieved from

http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/gru/bilag/45/1253674.pdf

Inatsisartut. Råstofloven: Lov om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor. (2009).

Inatsisartut. Storskalaloven: Lov om bygge- og anlægsarbejder ved storskalaprojekter (2012).

Inuit Ataqatigiit. Forslag til Inatsisartutbeslutning om at Inatsisartut med virkning fra EM 13 tiltræder at

“Nul-tolerancen” overfor brydning af uran og andre radioaktive stoffer ophører. (Naalakkersuisoq

for Erhverv og Råstoffer). , Pub. L. No. 106 (2013). Retrieved from


h_inuit_ataqatigiit_dk.pdf

Inuit Ataqatigiit. Forslag til Inatsisartutbeslutning om at Inatsisartut med virkning fra EM 13 tiltræder at

“Nul-tolerancen” overfor brydning af uran og andre radioaktive stoffer ophører. (Naalakkersuisoq


142

for Erhverv og Råstoffer). , Pub. L. No. 106.2 (2013). Retrieved from


f_2beh_inuit_ataqatigiit_dk.pdf

Naalakkersuisut. Forslag til Inatsisartutlov om bygge- og anlægsarbejder ved storskalaprojekter. , Pub.

L. No. 110 (2012). Retrieved from

http://inatsisartut.gl/dvd/EM2012/pdf/media/620548/pkt110_em2012_storskala_fn_1beh_dk.pdf

Naalakkersuisut. (2012b). Vores fremtid - dit og mit ansvar - på vej mod 2025.

Naalakkersuisut. (2013). Nanoq - Råstofredegørelse 2013. Retrieved February 11, 2014, from

http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Pressemeddelelser/2013/10/Raastofredegoerelse

Regeringen, & Naalakkersuisut. (2013). Rapport on udvinding og eksport af uran - Arbejdsgruppen om

konsekvenserne af ophævelse af nul-tolerancepolitikken. Regeringen.

Simut. Forslag til Inatsisartutbeslutning om at Inatsisartut med virkning fra EM 13 tiltræder at “Nul-


Retrieved from


f_2beh_siumut_dk.pdf

Simut (Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked). Forslag til: Inatsisartutlov nr. xx af yy

2013 om ændring af inatsisartutlov nr. 25 af 18. december 2012 om bygge- og anlægsarbejder ved

storskalaprojekter (storskalaloven). , Pub. L. No. 105 (2013). Retrieved from

http://sermitsiaq.ag/sites/default/files/field_attachment/aendringsforslag_til_storskalalov.pdf

Siumut. Forslag til Inatsisartutbeslutning om at Inatsisartut med vi rkning fra EM 13 tiltræder at “Nul-


Retrieved from


h_siumut_dk.pdf

Siumut, Attasut og Partii Inuit. (2013). Et samlet land– Et samlet folk. Koalitionsaftale 2013-2017.

Nanoq. Retrieved from


143

http://dk.vintage.nanoq.gl/Emner/~/media/Projekt_Nanoq.gl/Koalitionsaftalen/Koalitionsaftale%202

013%202017%20endelig%20version%20dansk.ashx

Pressemeddelelser og taler: Bech, G. L. (2012, December 12). Venstre tager Rigsfællesskabet alvorligt. venstre.dk. Retrieved

February 10, 2014, from http://www.venstre.dk/nyheder/enkeltvisning/venstre-tager-

rigsfaellesskabet-alvorligt/

Dahl, K. T. (2013a, January 21). Derfor bør Danmark gå ind i Grønlands undergrund. Retrieved

February 10, 2014, from

http://www.danskfolkeparti.dk/Derfor_b%C3%B8r_Danmark_g%C3%A5_ind_i_Gr%C3%B8nlands

_undergrund

Dahl, K. T. (2013b, February 4). Grønland – Vi SKAL blande os. Retrieved February 10, 2014, from

http://www.danskfolkeparti.dk/Gr%C3%B8nland_%E2%80%93_Vi_SKAL_blande_os

Hammond, A. (2013a, September 13). Nanoq - Aleqa Hammond´s åbningstale 2013. Retrieved

February 11, 2014, from

http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/2013/09/Aabningstale

Hammond, A. (2013b, October 12). Åbningstale ved Arctic Circle konferencen. Tale presented at the

Arctic Circle, Reykjavik. Retrieved from

http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Pressemeddelelser/ARCTIC%20CIRCLE%20presen

tation%20TEKST%20DK.pdf

Hammond, A. (2013c, October 12). Artic Circle presentation. Naalakkersuisut. Retrieved from

http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Pressemeddelelser/ARCTIC%20CIRCLE%20presen

tation%20TEKST%20DK.pdf

Hammond, A. (2014, January 1). Nanoq - Nytårstale 2014. Retrieved February 4, 2014, from

http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/2014/01/Nytaarstale

Inuit Ataqatigiit’s kandidater til Inatsisartut. (2013, February 21). Royalties og realiteter. Retrieved from

http://ia.gl/da/royalties-og-realiteter/

Kirkegaard, J.-E. (2013a, February 7). Er Grønland gratis?


144

Kirkegaard, J.-E. (2013b, October 24). Jens-Erik Kirkegaards tale. Tale, Nuuk, Grønland. Retrieved

from naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Attached

Files/Naalakkersuisut/DK/Taler/24_10_13_JEK_lm_kal_dk_eng.pdf

Kleist, K. (2013a, January 21). Grønland ønsker ikke time-out på råstofområdet. Naalakkersuisut.

Retrieved from http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/gru/bilag/20/1206860/index.htm

Kleist, K. (2013b, January 22). Nanoq - Ønsker ikke time-out på Råstofområdet. Retrieved February 10,

2014, from http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Pressemeddelelser/2013/01/Oensker-ikke-

timeout

Naalakkersuisut. (2013, October 24). Underskrivelse med London Mining. Naalakkersuisut. Retrieved

from http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Pressemeddelelser/2013/10/london_mining

Olsen, Johan Lund. (2013). Folketingets åbningsdebat – Johan Lund Olsen. Presented at the

Folketingets åbningsdebat, København. Retrieved from http://ia.gl/da/folketingets-abningsdebat-

johan-lund-olsen/

Olsvig, S. (2012, December 17). PRESSEMEDDELELSE: Storskaladebatten ude af proportioner - Sara

Olsvig. www.iafolketingimi.dk. Retrieved February 11, 2014, from

http://www.iafolketingimi.dk/pressemeddelelse+storskaladebatten+ude+af+proportioner.html

Olsvig, S. (2013, December 15). Tale ved Folketingets 3. behandling af Finansloven for 2014 - Sara

Olsvig. www.iafolketingimi.dk. Retrieved January 21, 2014, from

http://www.iafolketingimi.dk/tale+ved+folketingets+3+behandling+af+finansloven+for+2014.html

Siumut, Attasut og Partii Inuit. (2013). Et samlet land– Et samlet folk. Koalitionsaftale 2013-2017.

Nanoq. Retrieved from

http://dk.vintage.nanoq.gl/Emner/~/media/Projekt_Nanoq.gl/Koalitionsaftalen/Koalitionsaftale%202

013%202017%20endelig%20version%20dansk.ashx

Sørensen, F. (2013, October 7). Uran - nej tak! Retrieved February 10, 2014, from http://finn-

sorensen.dk/node/14634


145

TV-udsendelser: Debatten 11.03.2013. KNR. Retrieved from http://www.knr.gl/da/tv/debatten-11032013

DR2, Deadline 27.10.2013. DR2. Retrieved from http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-420#!/28:09

PARTILEDERRUNDE 10.03.2013. KNR. Retrieved from http://www.knr.gl/da/tv/partilederrunde-

10032013

POLITISK TVEKAMP KUUPIK VS ALEQA 01.03.2013. KNR. Retrieved from

http://www.knr.gl/da/tv/politisk-tvekamp-kuupik-vs-aleqa-med-dansk-undertekst-01032013

Siumut i krydsild 04.03.2013. (n.d.). KNR. Retrieved from http://www.knr.gl/da/tv/siumut-i-krydsild-

04032013

Avis- og webartikler:

B.T.

01.13.2013 Bech, G. L. (2013, January 13). Danmark skal investere i Grønland. B.T.

Berlingske

03.30.2011 Jørgenssen, Steen A. (2011, March 30). Danskerne siger klart nej til atomkraft. www.b.dk. Retrieved January 15, 2014, from http://www.b.dk/nationalt/danskerne-siger-klart-nej-til-atomkraft

12.02.2012 Sørensen, Finn. (2012a, December 2). Storskalalov og Venstres dobbeltmoral. www.b.dk. Retrieved January 15, 2014, from http://www.b.dk/kommentarer/storskalalov-og-venstres-dobbeltmoral

12.03.2012 Sørensen, Finn. (2012b, December 3). Debat: Storskalalov og Venstres dobbeltmoral. Berlingske. København.

12.05.2012 Nørby, Ellen Trane. (2012b, December 5). Mineeventyr med udvikling og jobs. Berlingske.


146

12.10.2012 Hyltoft, Vibe & Bent Højgaard Sørensen. (2012a, December 10). Påfaldende dansk tavshed om ny grønlandsk lov. Berlingske.

12.19.2012 Hyltoft, Vibe & Bent Højgaard Sørensen. (2012b, December 19). Sulteløn til kinesere eller hvad? Berlingske. www.b.dk. Retrieved January 2, 2014, from http://www.business.dk/global/sulteloen-til-kinesere-eller-hvad

06.21.2012 Steensgaard, Nikolai. (2012, June 21). Ekspert: Tag diskussionen om uran nu. Berlingske. Retrieved from http://m.business.dk/?article=20713896-Ekspert-Tag-diskussionen-om-uran-nu/

11.22.2012 Hyltoft, Vibe. (2012a, November 22). Arktisk urantøbrud. Berlingske. Retrieved from http://www.business.dk/global/arktisk-urantoebrud

11.22.2012 Hyltoft, Vibe. (2012b, November 22). Søvndal siger ja til kinesisk arbejdskraft i Grønland. www.business.dk. Retrieved January 4, 2014, from http://www.business.dk/global/soevndal-siger-ja-til-kinesisk-arbejdskraft-i-groenland

11.24.2012 Nørby, Ellen Trane. (2012a, November 24). Mine-eventyr med massiv dobbeltmoral. Berlingske. København.

02.01.2013 Møller, Per Stig. (2013, February 1). KRONIKKEN: Rigsfællesskabets fremtid i spil. Berlingske. København.

02.03.2013 Haslund, Elisabeth Arnsdorf & Benr Højgaard Sørensen. (2013, February 3). Oppositionen frygter hastværk om Grønland. Berlingske. København.

02.03.2013 Haslund, Elisabeth Arnsdorf & Jette Aagaard. (2013, February 3). Danskerne afviser arktisk uranfest. www.b.dk. Retrieved January 14, 2014, from http://www.b.dk/politiko/danskerne-afviser-arktisk-uranfest

03.04.2013 Haslund, Elisabeth Arnsdorf. (2013a, March 4). Grønlandsk særlov drøftes i stilhed. Berlingske. København.

03.04.2013 Westh, Asger. (2013, March 4). Danskerne: Grønland har ret til råstofferne. Jyllands-Posten.


147

02.05.2013 Bonde, Annette & Haslund, Elisabeth A. (2013, February 5). Thorning: Vis respekt for selvstyret. Berlingske. København.

02.05.2013 Hyltoft, V. (2013a, February 5). Thorning afviser statspenge i grønlandske miner. www.business.dk. Retrieved February 8, 2014, from http://www.business.dk/global/thorning-afviser-statspenge-i-groenlandske-miner

07.05.2013 Arnfred, Carl Emil & Bent Højgaard Sørensen & Vibe Hyltoft. (2013, July 5). Grønlands uran kan rokke ved Danmarks rolle. www.b.dk. Retrieved January 14, 2014, from http://www.b.dk/nationalt/groenlands-uran-kan-rokke-ved-danmarks-rolle

02.06.2013 Hyltoft, V. (2013b, February 6). SELVSTYRE: Thorning afviser statspenge i grønlandske miner. Berlingske. København.

01.09.2013 Hyltoft, Vibe & Bent Højgaard Sørensen. (2013a, January 9). V og K lægger pres på regeringen om Grønland. Berlingske. København.

01.09.2013 Hyltoft, Vibe & Bent Højgaard Sørensen. (2013b, January 9). V og K tøver med opbakning til minelov. Berlingske. København.

02.09.2013 Aagaard, Jette & Elisabeth A. Haslund. (2013, February 9). S og V i indædt ordkamp om

Grønland. Berlingske. København.

01.11.2013 Hyltoft, Vibe & Bent Højgaard Sørensen. (2013c, January 11). Thorning bakker Grønland fuldt op. Berlingske. Sektion: Business Side 8.

01.11.2013 Haarder, Bertel. (2013, January 11). Debat: Hvad venter vi på? Berlingske. København.

02.17.2013 Mortensen, Flemming Møller. (2013, February 17). Venstre misbruger storskalaloven. Berlingske.

11.18.2013 Winström, Cecilie Tørper. (2013, November 18). Aftale skal sikre dansk grønlandsk enighed. Berlingske. Retrieved from http://www.b.dk/politiko/aftale-skal-sikre-dansk-groenlandsk-enighed/


148

11.22.2013 Frederiksen, Claus Hjort. (2013, November 22). Kommentar: Grønland kan ende som et kinesisk vedhæng. Berlingske. Retrieved November 22, 2013, from http://www.b.dk/kommentarer/kommentar-groenland-kan-ende-som-et-kinesisk-vedhaeng

10.25.2013 Haslund, Elisabeth Arnsdorf. (2013b, October 25). Det går Grønlands uran-strid ud på. Berlingske. Retrieved from http://www.b.dk/politiko/det-gaar-groenlands-uran-strid-ud-paa/

10.25.2013 Larsen, C. N. (2013, October 25). DF frygter maraton-tvist om uran. Berlingske. København.

10.25.2013 Quass, L. (2013, October 25). Den danske regering bakker op om Grønlands beslutning om uran. Berlingske Nyhedsbureau. Retrieved from Den danske regering bakker op om Grønlands beslutning om uran

10.26.2013 Berlingske. (2013, October 26). Dyb splittelse bag uran-ja. Berlingske. Retrieved from http://www.b.dk/berlingske-mener/dyb-splittelse-bag-uran-ja/

01.28.2013 Haslund, Elisabeth Arnsdorf & Peter Burhøi. (2013, January 28). Venstre advarer mod Kinas Arktis-drømme. Berlingske. København.

01.09.2014 BNB. (2014, January 9). Grønlands landsstyreformand kræver klokkeklar aftale om uran. Berlingske. København.

01.14.2014 Sørensen, Bent Højgaard. (2014, January 14). Politisk kaos i Grønland. www.b.dk. Retrieved January 10, 2014, from http://www.b.dk/nationalt/politisk-kaos-i-groenland

01.24.2014 Lilmoes, S. P. (2014, January 24). Grønlandsk politiker: Vi skal nok blive selvstændige. Retrieved January 24, 2014, from http://m.b.dk/?article=28136441-Groenlandsk-politiker-Vi-skal-nok-blive-selvstaendige

DR

12.11.2012 Norre, J. (2012, December 11). S: Enhedslisten spiller koloniherre. Retrieved February 10, 2014, from http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/12/11/133218.htm


149

10.02.2013 Rømer, Mikael og Jesper Vestergreen Hansen. (2013, October 2). Rapport: Grønland må ikke sælge uran uden Danmarks velsignelse. DR Nyheder. Retrieved from http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/10/02/152626.htm

02.07.2013 Ritzau. (2013, February 7). DF kræver svar: Frygter kinesisk monopol i Grønland. Retrieved February 10, 2014, from http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/02/07/0207162718.htm

10.18.2013 Kirsten Rosing. (2013, October 18). Enhedslisten stadig imod grønlandsk storskalalov trods ændringer. Orientering. DR P1. Retrieved from http://www.dr.dk/arkivP1/orientering/indslag/2013/10/18/190013_1_1_1_1_1_1_1_1.htm

02.21.2013 Kristensen, S. W. (2013, February 21). Venstre: Indfør årlig debat om Rigsfællesskab. Retrieved February 10, 2014, from http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/02/20/211403.htm

10.24.2013 Hersched, S. S. (2013, October 24). Uran-afstemning splitter den grønlandske regering.

Retrieved February 10, 2014, from

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/24/073517.htm

10.24.2013 Herschend, Sofie Synnøve. (2013, October 24). Største demonstration i 29 år: Grønlændere raser over uran-sag. DR Nyheder (web). Retrieved from http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/10/24/112435.htm

01.22.2014 Ritzau. (2014, January 22). Grønland vil skrotte dansk rådgivning om råstoffer. Retrieved January 25, 2014, from http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/01/22/0122092048.htm

Ekstrabladet

12.07.2009 Ritzau. (2009, December 7). VK: “Ja, tak til atomkraft-bare ikke i Danmark.” Ekstrabladet.

Information

11.18.2012 Ritzau. (2012, November 18). Regeringschef om uran: Danmark skal blande sig udenom. Information. Retrieved from http://www.information.dk/telegram/478902

02.03.2013 Hussain, J. L. H. og N. (2013, February 3). Grønlands fremtid er begravet i undergrunden. Information. Retrieved January 20, 2014, from http://www.information.dk/453048


150

03.04.2013 Kristensen, Kim. (2013, March 4). V og DF: Danske investeringer i Grønland. Information. København.

09.09.2013 Rottbøll, E. (2013b, September 9). Fagfolk frygter social dumping trods ny grønlandsk storskalalov. Information. Retrieved February 10, 2014, from http://www.information.dk/471557

03.13.2013 Espersen, Søren. (2013, March 13). DF: Grønland skal stramme storskalaloven

(telegram). Information. København.

02.16.2013 Hussain, Naimah. (2013, February 16). Kolonitidens sprogspøgelser får nyt liv i Grønland. Information. København.

10.16.2013 Rottbøll, E. (2013c, October 16). Grønland vil selv føre udenrigspolitik. Information. Retrieved January 18, 2014, from http://www.information.dk/475408

12.16.2013 Wolfhagen, Rune. (2013, December 16). Grønland afviser undersøgelse af mineselskab. Information. Retrieved from http://www.information.dk/482124

11.18.2013 Ritzau. (2013, November 18). Regeringschef om uran: Danmark skal blande sig udenom. Information. Retrieved February 10, 2014, from http://www.information.dk/telegram/478902

11.19.2013 Rottbøll, E. (2013d, November 19). Grønland omskriver storskalalov over en weekend. Information. Retrieved January 4, 2014, from http://www.information.dk/478998

11.19.2013 Rottbøll, E. (2013e, November 19). Venstre advarer Grønland mod solosejlads. Information. Retrieved from http://www.information.dk/478999

01.23.2013 Olsvig, S. (2013a, January 23). Halvdelen af rigsfællesskabet har sovet i timen. Information. Retrieved January 2, 2014, from http://www.information.dk/448762

01.23.2013 Olsvig, S. (2013b, January 23). Halvdelen af rigsfællesskabet har sovet i timen. Information. Retrieved February 10, 2014, from http://www.information.dk/448762


151

03.23.2013 Hansen, Jesper Løvenbalk. (2013, March 23). Venstre afviser Grønlands uraneventyr. Information. Retrieved December 19, 2013, from http://www.information.dk/455412

08.23.2013 Rottbøll, E. (2013a, August 23). Ny storskalalov sikrer feriepenge til kineserne. Information. Retrieved February 2, 2014, from http://www.information.dk/469852

11.27.2013 Sørensen, S. P. (2013, November 27). Danmark skylder grønlænderne en undskyldning. Information. Retrieved January 22, 2014, from http://www.information.dk/480041

01.28.2013 Lavrsen, Lasse. (2013, January 28). Venstrefløjen imod uraneksport fra Grønland. Information.

11.28.2013 Olsen, J. L., Sørensen, F., Myrup, M., Hooge, N. H., & Pedersen, P. B. og H. (2013, November 28). Ingen kontrol med grønlandsk uran. Information. Retrieved February 10, 2014, from http://www.information.dk/480186

01.08.2014 Ritzau. (2014, January 8). Grønland optrapper strid om uran. Information. Retrieved January 18, 2014, from http://www.information.dk/telegram/484101

01.13.2014 Rottbøll, E. (2014, January 13). Grønland giver sig ikke uden kamp. Information. Retrieved January 16, 2014, from http://www.information.dk/484498

Jyllands-Posten

11.25.2008 Mølgaard, Noah. (2008, November 25). Grønland: På vej ud af kolonitidens skygge. Retrieved January 12, 2014, from http://viden.jp.dk/undervisning/sites/politik/indsigt/baggrundsartikler/default.asp?cid=150706

02.02.2013 Kaae, M. (2013, February 2). Danmark får en regning for kinesernes guldjagt. Jyllands-Posten.

11.03.2013 Pedersen, Malene Dybdahl. (2013, November 3). Urankonflikt på Grønland. Jyllands-Posten.


152

03.04.2013 Westh, A. (2013, March 4). Danskerne: Grønland har ret til råstofferne. Jyllands-Posten.

03.04.2013 Westh, Asger. (2013a, March 4). Vi deler stadig gevinsten. Jyllands-Posten. København.

02.05.2013 Ritzau. (2013a, February 5). Thorning frygter ikke kinesisk invasion af Grønland - Politik. Retrieved February 10, 2014, from http://jyllands-posten.dk/politik/ECE5154175/thorning-frygter-ikke-kinesisk-invasion-af-groenland/

03.05.2013 Westh, Asger. (2013b, March 5). Råstoffer kan slå revner i Rigsfællesskabet. Jyllands-Posten.

10.07.2013 Ritzau. (2013c, October 7). Søvndal om uran-rapport: Vi er uenige med Grønland. Jyllands-Posten (web). Retrieved from http://jyllands-posten.dk/politik/ECE6063810/soevndal-om-uran-rapport-vi-er-uenige-med-groenland/

01.10.2013 Møller, Sara Mejlvang & Christine Cordsen. (2013, January 10). Løkke: Brug for grønlandsk timeout. Jyllands-Posten.

03.10.2013 Westh, Asger & Casper Dalhof. (2013, March 10). Der er ingen tvivl om, at Grønlands indflydelse på udenrigs-og sikkerhedspolitikken i Rigsfællesskabet vokser på grund af råstofferne. Jyllands-Posten.

01.11.2013 Møller, S. M. (2013, January 11). Thorning og Kleist dumper V-forslag. Retrieved February 10, 2014, from http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE4977443/thorning-og-kleist-dumper-v-forslag/

02.15.2013 Haarder, Bertel. (2013, February 15). Kærligheden til Grønland. Retrieved January 2, 2014, from http://bertelhaarder.dk/artikler/kaerligheden-til-groenland1234/

04.16.2013 Ritzau. (2013b, April 16). Thorning accepterer at Grønland vil udvinde uran. Jyllands-Posten (web). Retrieved from http://jyllands-posten.dk/politik/ECE5339991/thorning-accepterer-at-groenland-vil-udvinde-uran/

11.18.2013 Ritzau. (2013d, November 18). Regeringschef: Danmark skal blande sig udenom. Retrieved February 10, 2014, from http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6248949/regeringschef-danmark-skal-blande-sig-udenom/


153

04.21.2013 Schouboe, Esben. (2013, April 21). Midt i en ny virkelighed. Jyllands-Posten. København.

11.22.2013 Espersen, S. (2013, November 22). Grønland selvstændigt? Ikke med min stemme…!

Retrieved from http://blogs.jp.dk/susetfrahimmerland/2013/11/22/gr%C3%B8nland-

selvst%C3%A6ndigt-ikke-med-min-stemme/

01.29.2013 Nørby, Ellen Trane & Gitte Lillelund Bech. (2013, January 29). KRONIK: Fælles ansvar for mineeventyret. Jyllands-Posten. København.

KNR

11.28.2008 Redaktionen. (2008, November 28). Flertal for uran som biprodukt. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/news/flertal-uran-som-biprodukt

11.03.2009 Christensen, H. H. (2009, November 3). IA holder fast i nultolerance over for uran. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/news/ia-holder-fast-i-nultolerance-over-uran

06.24.2009 Redaktionen. (2009, June 24). Aleqa Hammond: tillad uran som biprodukt. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/news/aleqa-hammond-tillad-uran-som-biprodukt

08.02.2010 Lynge, M. (2010, August 2). Demokraterne åbne over for sikker uranudvinding. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/news/demokraterne-%C3%A5bne-over-sikker-uranudvinding

11.25.2010 Fisker, M. (2010, November 25). Siumut: Politikken bør afspejle flertallet. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/news/siumut-politikken-b%C3%B8r-afspejle-flertallet

11.26.2010 Christensen, H. H. (2010, 1126). Kuupik Kleist fejer kritik af bordet. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/news/kuupik-kleist-fejer-kritik-af-bordet

12.21.2012 Troelsen, P. (2012, December 21). Jens B.: Dialog frem for trusler. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 26, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/jens-b-dialog-frem-trusler


154

03.02.2013 Løvschall-Wedel, Jonas. (2013a, March 2). Ingen politisk jubel over nedskallering af mineprojekt. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved December 26, 2013, from http://www.knr.gl/da/nyheder/ingen-politisk-jubel-over-nedskallering-af-mineprojekt

09.02.2013 Troelsen, P. (2013e, September 2). Skarp kritik af høringsproces. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/skarp-kritik-af-h%C3%B8ringsproces

02.05.2013 Mølgaard, N. (2013, February 5). Nyt parti: Kun grønlandsk fra talerstolen i Inatsisartut. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 21, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/nyt-parti-kun-gr%C3%B8nlandsk-fra-talerstolen-i-inatsisartut

09.05.2013 Christensen, Hagen Højer. (2013, September 5). Venstre sender ny mand på banen. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/venstre-sender-ny-mand-p%C3%A5-banen

03.08.2013 Troelsen, Peter. (2013a, March 8). Demokraterne: Nej tak til Siumut og Partii Inuit. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 12, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/demokraterne-nej-tak-til-siumut-og-partii-inuit

09.09.2013 Løvschall-Wedel, J. (2013b, September 9). Ny storskalalov sikrer ikke mod løndumping. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/ny-storskalalov-sikrer-ikke-mod-l%C3%B8ndumping

02.10.2013 Troelsen, P. (2013a, February 10). Naturresurser kan ikke genskabes. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 3, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/naturresurser-kan-ikke-genskabes

10.10.2013 Søndergaard, N. K. (2013a, October 10). Naalakkersuisoq: “IA ophævede nultolerancen i 2011.” Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/naalakkersuisoq-ia-oph%C3%A6vede-nultolerancen-i-2011

03.11.2013 Troelsen, P. (2013b, March 11). Storskalaloven skiller IA og Siumut. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/storskalaloven-skiller-ia-og-siumut

10.11.2013 Søndergaard, N. K. (2013b, October 11). Uran i udvalg “for frihedens skyld.” Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/uran-i-udvalg-frihedens-skyld

03.12.2013 Hornbæk, Maria. (2013, March 12). Advokat: Royalties er en juridisk mulighed, men en dårlig idé. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 12, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/advokat-royalties-er-en-juridisk-mulighed-men-en-d%C3%A5rlig-id%C3%A9


155

09.12.2013 Andersen, N. V. (2013b, September 12). Kuupik: Lad os ordne økonomien frem for at debattere uran. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/kuupik-lad-os-ordne-%C3%B8konomien-frem-debattere-uran

03.13.2013 Krebs, M. L. (2013a, March 13). DF: Behov for storskalapusterum. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 10, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/df-behov-storskalapusterum

09.13.2013 Kristiansen, I. (2013, September 13). IA for storskalalov. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 26, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/ia-storskalalov

12.13.2013 Løvschall-Wedel, Jonas. (2013b, December 13). Mineprofessor: Grønlandsk royalty opildner til cowboy-miner. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/mineprofessor-gr%C3%B8nlandsk-royalty-opildner-til-cowboy-miner

01.14.2013 Jeremiassen, Apollo. (2013, January 14). Uran: Ekspertgruppen har endnu ingen medlemmer. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved December 26, 2013, from http://www.knr.gl/da/nyheder/uran-ekspertgruppen-har-endnu-ingen-medlemmer

11.14.2013 Krebs, M. L. (2013d, November 14). Inatsisartut enige om forsoning. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/inatsisartut-enige-om-forsoning

10.15.2013 Christensen, H. H. (2013, October 15). Storskalaloven på dagsordenen i Inatsisartut i dag. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/storskalaloven-p%C3%A5-dagsordenen-i-inatsisartut-i-dag

10.15.2013 Søndergaard, Niels Krogh. (2013c, October 15). Aleqa: “Uran spiller nøglerolle men...” Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved from http://www.knr.gl/da/nyheder/aleqa-uran-spiller-n%C3%B8glerolle-men

09.19.2013 Uldum, S. (2013, September 19). Lars P. Mathæussen melder sig ind i Siumut. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/comment/reply/185736

02.20.2013 Lynge, Mads. (2013, February 20). Aleqa: Har Kuupik givet køb på undergrunden? Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 16, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/aleqa-har-kuupik-givet-k%C3%B8b-p%C3%A5-undergrunden

03.20.2013 Siumut slår sig sammen med Atassut og Partii Inuit | KNR.gl. (2013, March 20). Retrieved February 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/comment/reply/159886


156

08.20.2013 Søndergaard, Niels Krogh. (2013a, August 20). Opbakning til ny storskalalov. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/opbakning-til-ny-storskalalov

02.21.2013 Sommer, Karsten & Jens Thorin. (2013, February 21). Enighed om royalties - men ikke hvornår. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 12, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/enighed-om-royalties-men-ikke-hvorn%C3%A5r

03.22.2013 Løvschall-Wedel, J. (2013a, March 22). Uden minedrift bliver Grønland fattigt. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 3, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/uden-minedrift-bliver-gr%C3%B8nland-fattigt

03.22.2013 Troelsen, P. (2013c, March 22). Partii Inuit tager skarpt afstand fra uran. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/partii-inuit-tager-skarpt-afstand-fra-uran

08.22.2013 Søndergaard, Niels Krogh. (2013b, August 22). Professor: Ny storskalalov et kæmpeskridt fremad. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/professor-ny-storskalalov-et-k%C3%A6mpeskridt-fremad

10.24.2013 Urandebat medfører raseri fra IA politikere. (2013, October 24). Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/urandebat-medf%C3%B8rer-raseri-fra-ia-politikere

10.25.2013 Krebs, M. L. (2013c, October 25). Grønlandsordførere respekterer uranbeslutning. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 10, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/gr%C3%B8nlandsordf%C3%B8rere-respekterer-uranbeslutning

10.25.2013 Søndergaard, Niels Krogh. (2013d, October 25). Ingen skattehammer til London Mining. Kalaallit Nunaata Radioa. www.knr.gl. Retrieved January 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/ingen-skattehammer-til-london-mining

08.27.2013 Andersen, N. V. (2013a, August 27). IA roser Randi Broberg. Retrieved February 2, 2014,

from http://www.knr.gl/da/comment/reply/182066

01.28.2013 Lynge, M. (2013a, January 28). Atassut: Ærgerligt at nul-tolerancepolitikken bliver fastholdt. Retrieved February 2, 2014, from http://www.knr.gl/kl/comment/reply/150441

08.29.2013 Krebs, M. L. (2013b, August 29). Danmark på sidelinjen i forhold til forsoningskommission. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 22, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/danmark-p%C3%A5-sidelinjen-i-forhold-til-forsoningskommission


157

08.29.2013 Krebs, Martine Lind. (2013, August 29). Rigsmødet afsluttet på Arken i Ishøj. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 5, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/rigsm%C3%B8det-afsluttet-p%C3%A5-arken-i-ish%C3%B8j

10.29.2013 Lynge, M. (2013b, October 29). Jens B. og Naaja: Selvstændighed handler ikke om hvor man kommer fra. Kalaallit Nunaata Radioa. www.knr.gl/da. Retrieved January 25, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/jens-b-og-naaja-selvst%C3%A6ndighed-handler-ikke-om-hvor-man-kommer-fra

03.30.2013 Troelsen, P. (2013d, March 30). Det er en rå handelsvare. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/det-er-en-r%C3%A5-handelsvare

10.30.2013 Troelsen, Peter. (2013b, October 30). IA opfordrer koalitionen til at udvise samarbejdsvilje. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved December 26, 2013, from http://www.knr.gl/da/nyheder/ia-opfordrer-koalitionen-til-udvise-samarbejdsvilje

01.16.2014 Krebs, M. L. (2014, January 16). Spiermanns responsum på 5 minutter. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved January 18, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/spiermanns-responsum-p%C3%A5-5-minutter

01.24.2014 Krebs, M. L. (2014, January 24). Udvalg: Grønlændere kan ende som minoritet. Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/udvalg-gr%C3%B8nl%C3%A6ndere-kan-ende-som-minoritet

01.31.2014 Kritik af “Til Gavn for Grønland.” (2014, January 31). Kalaallit Nunaata Radioa. Retrieved February 4, 2014, from http://www.knr.gl/da/nyheder/kritik-af-til-gavn-gr%C3%B8nland

Kristeligt Dagblad

02.06.2013 Søndergarrd, Britta. (2013, February 6). Da Grønland blev riget i midten. Kristeligt Dagblad.

01.09.2013 Hansen, M. S. (2013, January 9). Nordatlantiske mandater spiller efter flere skalaer.

Retrieved February 10, 2014, from http://www.kristeligt-

dagblad.dk/artikel/493553:Danmark--Nordatlantiske-mandater-spiller-efter-flere-

skalaer

01.09.2013 Hansen, Mette Skov & Henrik Hoffmann-Hansen. (2013, January 9). Regeringen i parløb med Grønland om råstoffer. Kristeligt Dagblad.


158

Politiken

05.11.2009 Sørensen, Morten. (2009, May 11). Liberal Alliance vil have atomkraft i Danmark. Retrieved January 16, 2014, from http://politiken.dk/klima/klimapolitik/ECE708333/liberal-alliance-vil-have-atomkraft-i-danmark/

02.17.2010 Ritzau. (2010, February 17). Dansk Folkeparti åbner op for atomkraft. Retrieved January 15, 2014, from http://politiken.dk/klima/klimapolitik/ECE903623/dansk-folkeparti-aabner-op-for-atomkraft/

12.10.2012 Vangkilde, J., Bostrup, J., & Østergaard, M. (2012, December 10). Danmark siger ja til social dumping i Grønland. Retrieved February 10, 2014, from http://politiken.dk/udland/ECE1838821/danmark-siger-ja-til-social-dumping-i-groenland/

12.11.2012 Hvass, J. (2012, December 11). Mogens Jensen til Enhedslisten: I kører den vildeste koloniherrestil. politiken.dk. Retrieved February 8, 2014, from http://politiken.dk/indland/politik/ECE1839650/mogens-jensen-til-enhedslisten-i-koerer-den-vildeste-koloniherrestil/

12.11.2012 Vangkilde, Jesper & Mette Østergaard & Jens Bostrup. (2012, December 11). Dansk ja til social dumping i Grønland. Politiken. København.

06.12.2012 Wang, N. (2012, June 12). Råstoffer, rigdom og realpolitik. Retrieved January 13, 2014, from http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1653037/raastoffer-rigdom-og-realpolitik/

09.12.2012 Olsvig, Sara. (2012, September 12). Er Danmark klar til Rigsfællesskabets udfordringer? Retrieved January 2, 2014, from http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1750641/er-danmark-klar-til-rigsfaellesskabets-udfordringer/

12.12.2012 Vangkilde, Jesper. (2012, December 12). Borgerlige presser Helle Thorning om særlov. Politiken. København.

06.13.2012 Lidegaard, B. (2012, June 13). Danmark må få øjnene op for Grønlands fremtid. Retrieved September 13, 2013, from http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1654048/danmark-maa-faa-oejnene-op-for-groenlands-fremtid/

12.13.2012 Hannestad, A., & Vangkilde, J. (2012, December 13). LO-top varsler sag mod regeringen. Retrieved February 10, 2014, from http://politiken.dk/indland/ECE1842575/lo-top-varsler-sag-mod-regeringen/


159

12.16.2012 Vangkilde, J. (2012, December 16). S-profiler går i offensiven mod omstridt minelov. Retrieved February 10, 2014, from http://politiken.dk/indland/ECE1845102/s-profiler-gaar-i-offensiven-mod-omstridt-minelov/

12.16.2012 Østergaard, Mette. (2012, December 16). Fra frilandsmuseum til forretning. Politiken. København.

11.20.2012 Rosing, Minik & Kuupik V. Kleist. (2012, November 20). Abonnement på fremtiden. Politiken. København.

11.03.2013 Brincker, Benedikte. (2013, November 3). Kronik: En sort dag i det hvide land. Politiken. København.

02.06.2013 Vangkilde, Jesper & Kristian Klarskov. (2013c, February 6). Birthe Rønn går i vrede over Grønland. Politiken. København.

10.07.2013 Ritzau. (2013b, October 7). Uran-udvinding i Grønland tvinger til samarbejde. www.politiken.dk. Retrieved January 23, 2014, from http://politiken.dk/indland/politik/ECE2096843/uran-udvinding-i-groenland-tvinger-til-samarbejde/

01.10.2013 Lund, Kenneth. (2013, January 10). Kleist og Thorning skyder Løkkes Grønlands-forslag ned. www.politiken.dk. Retrieved January 8, 2014, from http://politiken.dk/indland/politik/ECE1864379/kleist-og-thorning-skyder-loekkes-groenlands-forslag-ned/

01.15.2013 Ritzau. (2013a, January 15). Kleist: Undergrund kan frigøre Grønland fra bloktilskud. Retrieved January 8, 2014, from http://politiken.dk/indland/politik/ECE1867973/kleist-undergrund-kan-frigoere-groenland-fra-bloktilskud/

10.16.2013 Hannestad, A. (2013a, October 16). Nyt opgør på vej om grønlandsk minelov. Retrieved February 10, 2014, from http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2104705/nyt-opgoer-paa-vej-om-groenlandsk-minelov/

04.17.2013 Klarskov, Kristian. (2013, April 17). Vej banes for uraneksport. Politiken. København.

11.18.2013 Hannestad, A. (2013b, November 18). Grønland skal have sit eget uranpoliti. Retrieved January 18, 2014, from http://politiken.dk/udland/ECE2135057/groenland-skal-have-sit-eget-uranpoliti/


160

01.21.2013 Abelsen, M. (2013, January 21). Social dumping i eller af Grønland? Politiken.

01.21.2013 Vangkilde, Jesper. (2013a, January 21). Flertal: Staten bør gå ind i Grønland. Politiken. København.

01.21.2013 Vangkilde, Jesper. (2013b, January 21). Thulesen: Det er sidste udkald. Politiken. København.

10.24.2013 Corfixen, K. (2013, October 24). Grønland skrotter uran-forbud. Retrieved February 10, 2014, from http://politiken.dk/indland/politik/ECE2112937/groenland-skrotter-uran-forbud/

10.24.2013 Westermann, Peter. (2013, October 24). Kaster Grønland sig nu ud i uran-eksport? Politiken.

10.25.2013 Bjørnager, J. A. (2013, October 25). Regeringen tager Grønlands uran-beslutning til efterretning. Retrieved February 10, 2014, from http://politiken.dk/indland/politik/ECE2113096/regeringen-tager-groenlands-uran-beslutning-til-efterretning/

01.27.2013 Klarskov, Kristian & Jesper Vangkilde. (2013a, January 27). Danmark klar til eksport af uran. Politiken.

01.27.2013 Klarskov, Kristian & Jesper Vangkilde. (2013b, January 27). Fra atomkraft nej tak til uraneksport ja tak. Politiken. København.

01.27.2013 Vangkilde, Jesper & Kristian Klarskov. (2013a, January 27). Uranflertal isolerer Enhedslisten og Venstre i sjælden alliance. Politiken. Retrieved from http://politiken.dk/indland/politik/ECE1880322/uranflertal-isolerer-enhedslisten-og-venstre-i-sjaelden-alliance/

11.27.2013 Berthelsen, C. (2013, November 27). Da grønlænderne valgte at tale dansk. Retrieved February 10, 2014, from http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2143516/da-groenlaenderne-valgte-at-tale-dansk/

11.27.2013 Berthelsen, Christian. (2013, November 27). Kronik: Da grønlænderne valgte at tale dansk. Politiken. København.


161

01.28.2013 Vangkilde, Jesper & Kristian Klarskov. (2013b, January 28). Venstre erkender blindt øje til Grønland i årevis. Politiken. København.

01.29.2013 Klarskov, Kristian & Jesper Vangkilde. (2013c, January 29). SF’ere advarer regeringstoppen mod uran. Politiken.

08.30.2013 Hannestad, Adam. (2013, August 30). Uran og sild gav mislyde på rigsmøde. Politiken. København.

01.14.2014 Klarskov, Kristian. (2014, January 14). Grønland vil bestemme over uranen. Politiken, p. 11. København.

01.23.2014 Hannestad, A. (2014a, January 23). 13 eksperter skyder Grønlands drøm om selvstændighed i sænk. Retrieved January 24, 2014, from http://politiken.dk/oekonomi/dkoekonomi/ECE2190358/13-eksperter-skyder-groenlands-droem-om-selvstaendighed-i-saenk/

01.24.2014 Rosing, M. (2014, January 24). Grønlands vej fra drøm til virkelighed. Retrieved January 24, 2014, from http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2190304/groenlands-vej-fra-droem-til-virkelighed/

01.27.2014 Hannestad, A. (2014b, January 27). Grønland går glip af stort opsving i arktisk økonomi. www.politiken.dk. Retrieved January 28, 2014, from http://politiken.dk/oekonomi/dkoekonomi/ECE2193047/groenland-gaar-glip-af-stort-opsving-i-arktisk-oekonomi/

Sermitsiaq.AG

06.23.2009 Redaktionen. (2009, June 23). Tonsvis af mineraler i Kuannersuit. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kl/node/69783

04.29.2009 netredaktionen. (2009, April 29). Enoksen: Siumut er imod udvinding af uran. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 26, 2013, from http://sermitsiaq.ag/enoksen-siumut-imod-udvinding-uran

09.22.2010 Redaktionen. (2010b, September 22). Siumut: Nul-tolerancen er ren utopi. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/siumut-nul-tolerancen-ren-utopi


162

07.31.2010 Redaktionen. (2010a, July 31). Spændingen stiger i afgørende uran-møde. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/spaendingen-stiger-afgoerende-uran-moede

11.02.2012 Langhoff, R. (2012a, November 2). - Skrøbelig ligevægt i Arktis. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 10, 2014, from http://sermitsiaq.ag/skroebelig-ligevaegt-arktis

11.02.2012 Wang, N. (2012, November 2). Skrøbelig ligevægt i Arktis. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 1, 2013, from http://sermitsiaq.ag/skroebelig-ligevaegt-arktis

12.03.2012 Duus, S. D. (2012b, December 3). Kuupik forstår råstofbekymring. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kuupik-forstaar-raastofbekymring

12.06.2012 Langhoff, R. (2012c, December 6). Kuupik: Der bliver skrevet historie. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kuupik-skrevet-historie

12.07.2012 Kristensen, K. (2012b, December 7). Så blev storskalaloven vedtaget. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/saa-storskalaloven-vedtaget

11.09.2012 Langhoff, R. (2012b, November 9). Kuupik sætter hårdt mod hårdt. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 4, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kl/node/140038

12.12.2012 Langhoff, R. (2012d, December 12). Sara: Ikke rimeligt, Danmark. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 26, 2014, from http://sermitsiaq.ag/sara-rimeligt-danmark

12.12.2012 Ritzau. (2012b, December 12). Ove Karl forsvarer timeløn på 62 kr. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/ove-karl-forsvarer-timeloen-62-kr

12.15.2012 Ritzau. (2012c, December 15). Ingen social dumping med storskalalov. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 29, 2014, from http://sermitsiaq.ag/ingen-social-dumping-storskalalov

09.18.2012 Lidegaard, B. (2012, September 18). Rigsfællesskabet gør os alle sammen lidt større. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 10, 2014, from http://sermitsiaq.ag/node/135896


163

12.19.2012 Thorsen, Rosa. (2012, December 19). - Dystre udsigter for rigsfællesskabet. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 4, 2014, from http://sermitsiaq.ag/dystre-udsigter-rigsfaellesskabet

12.20.2012 Langhoff, R. (2012e, December 20). Tager afstand fra Doris’ “trusler.” Sermitsiaq.AG. Retrieved January 26, 2014, from http://sermitsiaq.ag/tager-afstand-doris-trusler

10.23.2012 Kristensen, K. (2012a, October 23). IA står for Isukasia og Alcoa. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 4, 2014, from http://sermitsiaq.ag/ia-staar-isukasia-alcoa

11.24.2012 Ritzau. (2012a, November 24). Grønland går glip af gevinst fra råstoffer. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 4, 2014, from http://sermitsiaq.ag/groenland-gaar-glip-gevinst-raastoffer

11.30.2012 Duus, S. D. (2012a, November 30). - Kuupik lyver over for befolkningen. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kuupik-lyver-befolkningen

10.01.2013 Duus, S. D. (2013f, October 1). Statsministeren: Grønland er udfordret. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/statsministeren-groenland-udfordret

04.02.2013 Thorsen, R., & Djørup, C. (2013, April 2). Vi vil udnytte sjældne jordarter. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/udnytte-sjaeldne-jordarter

01.03.2013 Duus, S. D. (2013a, January 3). D: Vi tør at tage ansvar. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 4, 2014, from http://sermitsiaq.ag/d-toer-tage-ansvar

10.03.2013 Mølgaard, N. (2013c, October 3). Siumut: Stop skræmmekampagnen, IA. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/siumut-stop-skraemmekampagnen-ia

10.03.2013 Mølgaard, Noah. (2013a, October 3). IA revser den danske regering. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 26, 2013, from http://sermitsiaq.ag/ia-revser-danske-regering

10.04.2013 Duus, S. D. (2013g, October 4). IA: Roligt nu, Per Berthelsen. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/ia-roligt-per-berthelsen


164

10.04.2013 Mølgaard, N. (2013d, October 4). Partii Inuit vil kun skrive på grønlandsk. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 21, 2014, from http://sermitsiaq.ag/partii-inuit-kun-skrive-groenlandsk

03.05.2013 Mølgaard, N. (2013a, March 5). IA: Hvad mener du, Aleqa? Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/ia-mener-aleqa

04.05.2013 Broberg, Hanne. (2013, April 5). IA: Hvor er finansieringen, Aleqa? Sermitsiaq.AG. Retrieved December 26, 2013, from http://sermitsiaq.ag/ia-finansieringen-aleqa

02.07.2013 Duus, S. D. (2013c, February 7). Steen Lynge: Det er uværdigt Maliina. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/steen-lynge-uvaerdigt-maliina

02.07.2013 Nyvold, M. (2013a, February 7). Maliina fik luft for frustration. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/node/147178

10.08.2013 Duus, S. D. (2013h, October 8). Enoksen, hvad sagde du lige i 2009 om uranudvinding? Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/enoksen-sagde-lige-i-2009-uranudvinding

10.08.2013 Krarup, P. (2013b, October 8). Aleqa: Alle kendte min holdning til nultolerance. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/aleqa-kendte-holdning-nultolerance

10.08.2013 Mølgaard, Noah. (2013b, October 8). Kirkegaard: Misforstået blanding af uranrapport og urandebat. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 26, 2013, from http://sermitsiaq.ag/kirkegaard-misforstaaet-blanding-uranrapport-urandebat

10.10.2013 Duus, S. D. (2013i, October 10). Kuupik: Vi har ikke valgt en enevældig leder. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kuupik-ikke-valgt-enevaeldig-leder

10.10.2013 Mølgaard, N. (2013e, October 10). Atassut: Vi har ikke råd til stilstand. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/atassut-ikke-raad-stilstand

10.10.2013 Mølgaard, N. (2013f, October 10). Randi Broberg er imod ophævelsen. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/randi-broberg-imod-ophaevelsen


165

10.10.2013 Mølgaard, N. (2013g, October 10). Siumutter kræver også udvalgsbehandling. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/siumutter-kraever-udvalgsbehandling

10.10.2013 Mølgaard, Noah. (2013c, October 10). Hans Enoksen: Vi håner demokratiet. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 26, 2013, from http://sermitsiaq.ag/enoksen-haaner-demokratiet

02.11.2013 Hansen, N. (2013a, February 11). S-kandidat: Hvad med tiden efter råstoffer? Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/node/147398

10.11.2013 Mølgaard, N. (2013h, October 11). P.I. støtter ophævelsen - men stemmer imod. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/pi-stoetter-ophaevelsen-stemmer-imod

11.11.2013 Duus, Søren Duran. (2013a, November 11). Jens B. fastslår: D er stadig i oppositionen. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 26, 2013, from http://sermitsiaq.ag/jens-b-fastslaar-d-stadig-i-oppositionen

12.11.2013 Duus, Søren Duran. (2013b, December 11). Beæret over minepris til Grønland. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 12, 2014, from http://sermitsiaq.ag/beaeret-minepris-groenland

10.12.2013 Broberg, H. (2013c, October 12). Aleqa vil til at sælge uran. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/aleqa-saelge-uran

09.13.2013 Mølgaard, N. (2013b, September 13). Kuupik: Omvendt urandebat. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kuupik-omvendt-urandebat

10.13.2013 Broberg, H. (2013d, October 13). Hør Aleqa udtale sig om uran. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/hoer-aleqa-udtale-uran

01.14.2013 Duus, S. D. (2013b, January 14). - Nej tak til timeout, Lars Løkke. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 10, 2014, from http://sermitsiaq.ag/nej-tak-timeout-lars-loekke

01.15.2013 Ritzau. (2013a, January 15). Kleist: Undergrund kan frigøre os fra bloktilskud. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kleist-undergrund-kan-frigoere-bloktilskud


166

10.15.2013 Mølgaard, N. (2013i, October 15). Naalakkersuisut vil skærpe storskala-krav. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 23, 2014, from http://sermitsiaq.ag/naalakkersuisut-skaerpe-storskala-krav

12.15.2013 Redaktionen. (2013e, December 15). IA: Den bedste økonomiske løsning. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/ia-bedste-oekonomiske-loesning

08.16.2013 Redaktionen. (2013a, August 16). Første udspil til en ’forsoningskommission’. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 22, 2014, from http://sermitsiaq.ag/foerste-udspil-forsoningskommission

04.17.2013 Duus, S. D. (2013e, April 17). Dansk uran-støtte vækker bekymring. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/dansk-uran-stoette-vaekker-bekymring

04.17.2013 Thorsen, Rosa. (2013a, April 17). International presse kredsede om uran. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 26, 2013, from http://sermitsiaq.ag/international-presse-kredsede-uran

09.17.2013 Broberg, H. (2013b, September 17). Minik er i tvivl om uran-udvinding. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 10, 2014, from http://sermitsiaq.ag/minik-i-tvivl-uran-udvinding

10.17.2013 Josefsen, Leiff. (2013, October 17). Storskalalov fik bred opbakning. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 4, 2014, from http://sermitsiaq.ag/storskalalov-fik-bred-opbakning

10.17.2013 Mølgaard, Noah. (2013d, October 17). Opposition: Så meget spektakel for små ændringer. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 4, 2014, from http://sermitsiaq.ag/opposition-saa-spektakel-smaa-aendringer

11.18.2013 Ritzau. (2013d, November 18). Aleqa: Danmark skal blande sig udenom. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/aleqa-danmark-blande-udenom

03.19.2013 Ritzau. (2013c, March 19). Kina nedtoner grønlandsk interesse. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 29, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kina-nedtoner-groenlandsk-interesse

03.20.2013 Duus, S. D. (2013d, March 20). Kuupik: Derfor gik det ikke. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kuupik-derfor-gik


167

08.20.2013 Redaktionen. (2013b, August 20). IA håner Siumut. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/storskalalovenia-haaner-siumut

09.20.2013 redaktionen. (2013, September 20). Total forvirring om koalitionens uranpolitik. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 26, 2013, from http://sermitsiaq.ag/iatotal-forvirring-koalitionens-uranpolitik

09.20.2013 Redaktionen. (2013c, September 20). Total forvirring om koalitionens uranpolitik. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/iatotal-forvirring-koalitionens-uranpolitik

01.21.2013 Frederiksen, Medea. (2013, January 21). Kuupik: Drop timeout. Sermitsiaq.AG. Retrieved December 28, 2013, from http://sermitsiaq.ag/node/145995

01.21.2013 Ritzau. (2013b, January 21). LA: Danmark skal holde nallerne fra Grønlands undergrund. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 28, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kl/node/145915

02.21.2013 Nyvold, M. (2013b, February 21). TV: Problematisk salg af eftertragtede råstoffer. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 10, 2014, from http://sermitsiaq.ag/node/147995

02.22.2013 Krarup, P. (2013a, February 22). Lars-Emil: Vi skal stille krav. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/lars-emil-stille-krav

10.22.2013 Duus, S. D. (2013j, October 22). IA og D i fælles uran-opråb på falderebet. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/ia-d-i-faelles-uran-opraab-falderebet

10.23.2013 Duus, S. D. (2013k, October 23). Underskrifter mod uran bliver afleveret. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/underskrifter-uran-afleveret

10.23.2013 Duus, S. D., & Mølgaard, N. (2013, October 23). Partii Inuit fyret fra Naalakkersuisut. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/partii-inuit-fyret-naalakkersuisut

11.23.2013 Langhoff, R. (2013, November 23). Villy: I bestemmer selv. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 10, 2014, from http://sermitsiaq.ag/villy-bestemmer


168

10.24.2013 Mølgaard, N. (2013j, October 24). Nultolerancen over for uran er ophævet. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/nultolerancen-uran-ophaevet

10.24.2013 Mølgaard, N. (2013k, October 24). Rørt Randi: Hvorfor ofrer I befolkningen? Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/roert-randi-hvorfor-ofrer-i-befolkningen

04.25.2013 Broberg, H. (2013a, April 25). Maliina stiller syv skarpe om økonomien. Sermitsiaq.AG.

Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/maliina-stiller-syv-skarpe-

oekonomien

10.25.2013 Hansen, N. (2013b, October 25). Derfor stemte Partii Inuit imod ophævelsen. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/derfor-stemte-partii-inuit-imod-ophaevelsen

10.25.2013 Hansen, N. (2013c, October 25). Vi råbte hurra og sang nationalsang. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/raabte-hurra-sang-nationalsang

10.25.2013 Krarup, P. (2013c, October 25). Naalakkersuisoq taler usandt. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 2, 2014, from http://sermitsiaq.ag/ias-gruppeformandnaalakkersuisoq-taler-usandt

10.27.2013 Redaktionen. (2013d, October 27). Aleqa deltager i dansk talkshow. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 25, 2014, from http://sermitsiaq.ag/aleqa-deltager-i-dansk-talkshow

10.28.2013 Duus, S. D. (2013l, October 28). Oppositionen raser over Aleqa-udtalelse. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 25, 2014, from http://sermitsiaq.ag/oppositionen-raser-aleqa-udtalelse

08.29.2013 Thorsen, Rosa. (2013b, August 29). Udvidet rigsmøde. Sermitsiaq.AG. Retrieved January 5, 2014, from http://sermitsiaq.ag/udvidet-rigsmoede

10.31.2013 Mølgaard, N. (2013l, October 31). Video: Enoksens taktiske trick. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 3, 2014, from http://sermitsiaq.ag/video-enoksens-taktiske-trick


169

01.08.2014 Thorsen, R. (2014, January 8). Mål for samarbejde: Grønland skal eksportere uran. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 10, 2014, from http://sermitsiaq.ag/maal-samarbejde-groenland-eksportere-uran

01.25.2014 Duus, S. D. (2014, January 25). Kirkegaard: Rapporten er et godt indspark. Sermitsiaq.AG. Retrieved February 4, 2014, from http://sermitsiaq.ag/kirkegaard-rapporten-godt-indspark

Weekendavisen

11.02.2012 Andersen, M. K. (2012, November 2). Sæt det bliver misforstået. Weekendavisen.

01.11.2013 Andersen, M. K. (2013a, January 11). Pensionskasse investerer i uran. Weekendavisen.

01.18.2013 Andersen, M. K. (2013b, January 18). Er kinesere værre end andre kapitalister? Weekendavisen.

01.10.2014 Andersen, M. K. (2014, January 10). Koloniale sår. Weekendavisen.


170

Bilag 1 Danske politikere der har indgået i søgninger

Grønlandsordførere Parti

Flemming Møller Mortensen S

Anne Baastrup 2011 - ? SF

Steen Gade SF

Jeppe Mikkelsen R

Finn Sørensen Ø

Birthe Rønn Hornbæk 2011 - 11. dec 2012 V

Gitte Lillelund Bech 11. dec 2012 -15. aug 2013 V

Klaus Hjort Frederiksen ca. 1/9 2013 V

Per Stig Møller K

Søren Espersen DF

Villum Christensen LA

Partiledere DK

Helle Thorning S

Anette Vilhelmsen SF

Magrethe Vestager R

Lars Løkke Rasmussen V

Lars Barfoed K

Kristian Thulesen Dahl DF

Anders Samuelsen LA

Ministre

Villy Søvndal SF

Nick Hækkerup (under Villys sygdom) S

Mette Frederiksen S

Andre

Frank Åen Ø

Johanne Smidt Nielsen Ø

Berthel Haarder V

Ellen Trane Nørby V

Christian Juhl Ø

Mogens Jensen S


171

Bilag 2 Transkribering af TV-udsendelser Siumut i krydsild 04.03.2013 http://www.knr.gl/da/tv/siumut-i-krydsild-04032013

1:45 Siumuts valgvideo: ”For at opnå et økonomisk selvbærende samfund vil Siumut arbejde for at indføre en beskatning på råstoffer når de eksporteres ud af landet”

PARTILEDERRUNDE 10.03.2013 http://www.knr.gl/da/tv/partilederrunde-10032013

06:46 Aleqa Hammond: ”I terms of conditions der står der at selskaberne skal respektere de eksisterende skatte og afgiftsregler der er i landet til en hver tid, og det er de godt klar over, og derfor er det vigtigt at vi kan lave vores lovgivning således som vi vil. Vi syntes at det er utroligt vigtigt at vi ikke bare snakker om at indføre royalties sometime i fremtiden, vi skal som land stå fast ved hvad det er vi kræver af selskaberne, ikke ligesom Kuupik og company som siger ikke lige nu men engang i fremtiden”

08:30 Jens B. Frederiksen: ”Jeg tror at det er meget meget vigtigt at man forstår, og lærer at forstå de aftaler man selv har indgået. Når der i terms of conditions tales om skatter og afgifter, så tales der om de almindelige skatter og de almindelige afgifter, og det er det de selvfølgelig skal respektere, hvis vi lægger afgifter på nogle af de vare de evt. skal købe og lignende. Det har intet at gøre med royalties”

09:00 Jens B. Frederiksen: ”I dag blev GMS, som er et sydgrønlandsk selskab interviewet til tv2 news, og de sagde klart at efter den her debat om royalties der kan de virkelig mærke at de har fået en omsætningsnedgang, en nedgang for deres aktiviteter for de sørger for boremateriel osv. (…) netop fordi at ved den her diskussion så går vi faktisk ind og gør det rigtigt rigtigt usikkert, og det er ikke særligt troværdigt som land

10:36 Aleqa Hammond: ”Vi går til valg på at det ikke er nok at regne med selskabsskat hvis man for overskud, det er simpelthen ikke godt nok, vi vil gerne gøre råstofloven endnu stærkere end den er i dag og vi vil gene sikre at grønland sikres minimumsroyalties på de råstofer der eksporteres ud af lande. Det er kun fair og det er der ikke noget odiøst i.”

11.07 Aleqa Hammond ”Vi gør det (kræver royalies ed.) for at den grønlandske befolknings fair andel skal sikres først og ikke kan fravælges”

13:49 Kuupik Kleist: ”Og så vil jeg gerne sige (om ed.) forholdet mellem beskatning og royalties. Dels så for vi penge ind landskassen fra dag et fordi vi beskatter som vi gør og der står også i loven at hvis man vil ændre på udgiftsbyrden eller sammensætningen af udgiftsbyrden for selskaberne og hvis man vil sætte skatten ned som Siumut har foreslået , eller (rettere sagt ed.) indføre royalties så bliver man nød til at sætte skatten ned, det syntes vi er en rigtig dårlig ide for f.eks. i Isua er der anslået en anlægsperiode på 3-5 år, skal vi så vente 3-5 år før vi for penge i kassen, nej vi vil have penge i kassen fra dag et, og skatte indtægter det er noget der går ind i landskassen til drift, Royalties og overskudsbeskatning det er noget der skal ned i råstoffunden eller mineralfunden, som vi kun må tage renterne fra”

Debatten 11.03.2013 http://www.knr.gl/da/tv/debatten-11032013

12:50 Clement Kjærsgård: ”Er der en risiko for at toget kører, at man finder andre miner, andre steder i verden og Grønland ikke for den udvikling som i håber på og drømmer om?”


172

13:01 Kuupik Kleist: ”Man må være klar over at Grønland er midt i en global konkurrence situation, altså Grønland er godt nok et land hvor der er mange ressourcer, tror vi, og som kan udvindes, men man skal ikke være blind for at vi er midt i verden, Grønland er stort set verdens centrum og øh, de betingelser vi stiller op, vi konkkurere jo med alle andre i hele verden og selskaberne kommer jo ikke for vores brune øjnes skyld, de kommer for at tjene penge.”

14:40 Aleqa Hammond: ”Fordi Siumut har en anden holdning til hvordan storskalaloven skal se ud, så betyder det jo ikke at man gør landet ustabilt”

52.09: Brian Buus formand for GA ”Det vigtigste at sige til politikerne det er at, øh, det selskaberne der kommer udefra ikke frygter det er krav, det har de ikke noget imod, det viser erfaringer fra alle andre steder i verden. Det selskaberne udefra de frygter det er usikkerhed. Og når man bringer spørgsmålet om royalties og beskatning i luften på det her tidspunkt, så mener jeg at det er med til at svække vores muligheder for at få gang i den her industri”

56:02 Aleqa Hammond: ”Fordi man har en anden holdning end koalitionen så betyder det ikke at man gør landet ustabilt”

56:18 Jens B. Frederiksen: ”Det der er et faktum det er at i de efterforskningstilladelserne der er givet er der fastsat nogle vilkår og mange af dem gælder også efter der er givet en udvindingstilladelse og når folk så har investeret hundrede millioner af kroner, så kan man ikke bare ændre i gamet”

POLITISK TVEKAMP KUUPIK VS ALEQA MED DANSK UNDERTEKST 01.03.2013 http://www.knr.gl/da/tv/politisk-tvekamp-kuupik-vs-aleqa-med-dansk-undertekst-01032013

06:42 Kuupik Kleist: ”Vi har en 5-årig strategi, og den skal vi holde fast i, af hensyn til tilliden til os, og fordi vi er afhængige af udenlandsk kapital. Derfor skal man kunne regne med at vi har en stabil politik der ikke ændre sig fra dag til dag”

28:32 Kuupik Kleist: ”Som jeg sagde indledningsvis, så har vi indledningsvis brug for udenlandske investorer. Og først når det sker er det muligt at udnytte råstofferne i vores undergrund. De har ingen værdi så længe de for lov at blive liggende. Vi siger at vi lever i et rigt land, men ingen har gavn af dem så længe de bliver liggende i jorden. Det første arbejde skal derfor være at tiltrække udenlandske investorer. Vi har brug for udenlandske investorer fordi igangsættelse af minedrift i Grønland er meget dyrere end i forhold til alle andre steder”

32:17 Aleqa Hammond: ”Der skal være betaling for udførelse af landets ressourcer. Og de skal betale skat fra første spadestik ligesom alle andre arbejdere. Efter selvstyrets indførelse har vi ikke andre indtægtsmuligheder som kan sikre os en selvbærende økonomi”

32:55 Aleqa Hammond: ”Man skal sikre befolkningens gevinst først, da det er dem der ejer undergrunden. Det er vigtigere end at sikre andres gevinster. Derfor er det ikke på sin plads at sige at det vil skræmme de store selskaber væk. Først skal vi sikre befolkningens gevinst, så kan vi forhandle med selskaberne bagefter. Så kan man forhandle om hvilken skattemodel man ønsker. Det er for usikkert at et selskab først skal betale skat ved et eventuelt overskud. Det er ikke godt nok. Befolkningen skal være 1. Prioritet


173

34:42 Aleqa Hammond: ”Vi har noget som andre ikke har (sjældne jordarter ed.). Derfor er det ikke på sin plads at man snakker om at de (udenlandske selskaber ed) vil blive skræmt væk af royalties. Vi skal kigge på hvor stor interessen er på verdensmarkedet, vi skal ikke lad os tage til takke med noget, men skal kunne sætte højere krav gennem forhandling”

38:15 Kuupik Kleist: ”Hvis i skulle få regeringsmagten så har i fra dag 1 mulighed for at gå ind og ændre på lovgivningen. Man skal bare huske på konsekvenserne for det grønlandske samfund. Selvfølgelig vil de selskaber der har investeret hundrede hvis af millioner spørge om de mange kontrakter man indgik i starten er opsagt.

DR2, Deadline 27. oktober 2013

http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-420#!/28:09 (tidskode: 18.00-

Men Danmark mener at uran handler om forsvars og sikkerhedspolitik.

Hvem bestemmer når det virkelig gælder.

MK: Lad mig først spørge dig: Det er jo ret heftigt at I med et lille flertal har besluttet at gøre op med mange årtiers modstand mod at udvinde uran. Hvorfor har I det?

Jahh, Jeg havde heller ikke regnet med at det blev en nem sag. Det har været en sej kamp, og det har helt bestemt også været en meget heftig diskussion.

Hvorfor har I truffet beslutningen?

Jeg tror det er vigtig for det grønlandske samfund at benytte sig af alle sine muligheder for fremtidig mere økonomisk uafhængighed fra Danmark. Jeg synes også det er utrolig vigtigt for en regering at turde træffe nogle beslutninger, som vil bane vejen for et bedre Grønland for næste generation.

Så på den måde er det er faktisk en økonomisk beslutning? Det er en økonomisk afvejelse?

Vi skal træffe nye beslutninger, vi skal turde træffe nogle beslutninger som vil bringe bedre økonomisk vækst i samfundet.

Men uran er jo ikke hvad som helst, det er jo ikke, det er jo ikke, det er jo ikke boblevand,

som man hiver op af undergrunden. Det er radioaktivt materiale, som kan bruges i

atomvåben. Det er ikke noget der bekymrer dig på den måde?

Nej, det er også vigtigt for mig at pointere at ophævelsen af nultolerancen i Grønland drejer sig ikke udelukkende om, atnu skal vi til at være uraneksportør. Det drejer sig om at den grønlandske undergrund har et naturligt uranindhold,øhhh specielt også i sjældne jordarter, som der er stor kurs på. og det er vigtigt atat vi som styre skal bane vejen for fremtidig udvinding, også med uranindhold som biprodukt.

Og der er der så en uenighed mellem jer og den danske regering, om hvorvidt uran også er

et anliggende for den danske stat, fordi Danmark opfatter det her som et sikkerhedspolitisk

øhhh spørgsmål. I sidste ende handler det om, er det ikke rigtigt, at I ikke mener at Danmark


174

skal kunne nedlægge veto mod en beslutning I kan træffe om at sælge fx uran til en anden

stat.

Hvorfor skulle det det? Det er meget vigtigt for Grønland og Danmark at have en gensidig forståelse omkring det her. Råstoffer er Grønlands anliggende og i henhold til selvstyreloven der har vi hjemtaget råstofområdet og i den aftale står der intet om at uran skulle være noget helt særligt.

Men du erkender at der er en uenighed trods alt?

Uenigheden ligger ikke i at vi er uenige om Grønland nu skal have udvinding af uran. Uenigheden ligger i at Danmark mener det drejer sig om sikkerhedsspørgsmål også om forsvarsspørgsmål.

Og der er vi også trods alt også blevet enige med hinanden om, at vi skal lave en samarbejdsaftale i fremtiden.

Og på den her måde handler det om noget større fordi forsvar og sikkerhed og

udenrigspolitik det er jo nationalstatens kerneområde ikke sandt. På den måde handler det

om noget meget større end uran.

Det er drømmen om nationen Grønland. Det er drømmen at Grønland bliver politisk og økonomisk uafhængig fra Danmark. Jeg tror også at selve processen dertil er altafgørende for, hvordan tonen er mellem de to lande mellem Grønland og Danmark.

Du siger det virkelig klart. Og du sagde også for nogle måneder siden:Jeg vil i min levetid

opleve den dag hvor Grønland i FN erklæres for selvstændig, hvor vi synger nationalsangen

og hvor det grønlandske flag hejses over hele verden. Du ønsker simpelthen et

selvstændigt Grønland. Hvorfor gør du det?

Hvem vil ikke det? Hvem vil ikke ønske et selvstændigt land når vi har en over 300 årig historie med et land som har været koloni over vores land. Og for et folk som har det ønske det er en naturlig proces. Og jeg vil også betragte vores nyere generation for at være et folk som synes at denne proces er nødvendig for nationen Grønland.

Men prøv at fortælle mig personligt, du er grønlænder, du kender meget til Danmark, du

taler dansk, men du er uddannet i Canada øhhikke sandt - Hvorfor ønsker du dig et

selvstændigt Grønland?

Jeg tror det er et helt naturligt ønske.

(afbryder) Hvad betyder det for dig?

Jeg ligner ikke en dansker, jeg tænker ikke som dansker og dansk er ikke mit modersmål. Grønland ligger langt væk fra Europa. Så jeg har mange - allerede mange forudsætninger for, at jeg tænker anderledes i forhold til danskheden i sig selv. Og jeg må også hertil sige, at vi erkender også den historie, vi har fælles med Danmark om, at vi har tidligere været koloni nu vi vil noget andet.

Du føler dig slet ikke som dansk?


175

Det har jeg aldrig gjort.

Og når du er her i Danmark og lander i Kastrup, og kører igennem byen og tager ind i

Danmarks Radio. Du er i et fremmed land?

Ja, jeg føler jeg er på besøg i et andet land.

Jeg tror at der er mange der vil være overrasket over det, altsåover at det fællesskab du

taler om Rigsfællessakabet, det omtaler du det er sådan en historisk ting, det er noget du er

bevidst om, det betyder ikke noget for.

Jo selvfølgelig betyder det da. Jeg har da også store følelser omkring Danmark og danskheden i sig selv. Fordi det er en del af mig. Jeg er dansk statsborger. Jeg er dansk cpr. Jeg er et dansk pas. Så det er en del af mig selv om jeg ikke er født ind i det. På en måde som blandingsægteskaber er.

Men du er gåettil valg på, duøøh går også og siger det, du siger det meget klart til os, du

siger det til Grønlænderne: Jeg ønsker et selvstændigt Grønland. Grønland skal være en

selvstændigøøhhh stat. Er Grønlands uafhængighed i virkeligheden mest et spørgsmål om

økonomi?

Selvstændighed er ikke bare kroner og ører. Selvstændighed er mange ting. Selvstændig er økonomisk selvstændighed, politisk selvstændighed, personlig selvstændighed, ansvar, kultur og samfund. Selvstændighed er mange ting. Selvstændighed er ikke bare, når først vi ikke længere er afhængige af bloktilskud, så er vi selvstændige. Nej det er en proces til en længere periode.

Men man kunne også godt sige, når du nu så klart både siger det personligt som

grønlænder der er på besøg i et fremmed land og også som politiker der har gjort det til en

del af dit politiske mantra meget meget klart over for grønlænderne stå for den her drøm om

selvstændighed. Hvorfor skal det så vare så mange år? Altså Hvis det ikke er et spørgsmål

om kroner og ører primært?Hvorfor så ikke bare gøre det nu?

Det kan vi ikke bare gøre. Men vi er i fuld gang. Vi er vi er, For eksempel ophævelsen af nultolerancen over for uran, gør at vi vil til at gøre alvor af vores egen undergrund til at løsrive os fra Danmark på den økonomiske base. Også, jeg tror også allerede engang i fremtiden, selvom vi er gået hen og blevet selvstændige så vil vores relation med Danmark altid være meget stærk for vi har en stor historie med hinanden og vi har mange praktiske erfaringer sammen.

Men helt ærligt. Det er vel faktisk et økonomisk spørgsmål. hvis det ikke var det så kunne

det vel ske om 5 år eller om 10 år…

Det er en meget vigtig del af det. Det er en meget vigtig del af det. Og den her vigtige del fylder utroligt meget i den her proces.

Og når det nu er så indlysende en vigtig del. Kunne man så ikke også sige at når du siger at

et selvstændigt Grønland det ønsker jeg i min levetid det drømmer jeg om i min levetid så er

det fuldstændig urealistisk, for I får jo ikke råd til den selvstændighed i din levertid.

Det er bestemt ikke urealistisk. Det er for os selv meget vigtigt og stille realistiske planer. Hvis du ser på den grønlandske undergrund og det ønske som det grønlandske folk har om at den nye


176

industri skal igangsættes i form af udvinding af råstoffer, og hvis du ser på hvad rigdomme Grønland har, og hvis du ser på 3,3 milliader danske kroner vi fra Danmark årligt i bloktilskud så er 3,3 milliarder danske kroner ikke så langt væk alligevel. Realistisk.

Men uranudvinding det tager lang tid. Og selvom det måske går hurtigere end lang tid så er

det jo ikke noget der vil revolutionere den grønlandske økonomi.

Nu er det vigtigt at pointere. Vi gør det ikke for at lave uranudvinding. Vi gør det for at få adgang til andre råstoffer i Grønland. Blandt andet sjældne jordarter som der er høj kurs på. Og vi vil også gerne være med på verdensmarkedet til at være en af de store leverandører hvad angår disse sjældne jordarter.

Selvstændighedstanken drejer sig ikke om Danmark, den drejer sig om Grønland og det grønlandske folk.”


177

Bilag 3 Kodebog Faner: GL den økonomiske trussel DK den økonomiske trussel GL Uran GL storskalaloven DK Uran DK storskalaloven GL Royalties

Bilag 3

AktørKilde Trussel Ekstraordinært middel Råstoffer Ekstraordinært middel Uran

Ekstraordinært middel storskalalov/Kinesisk

arbejdskraft Reaktion

Aleqa Hammond (SI) Sermitsiaq 24. oktober 2013

Vi kan ikke leve med, at ledigheden og

leveomkostningerne stiger, mens vores

økonomi står stille. Det er derfor nødvendigt, at

vi afskaffer nultolerancen over for uran nu"

Gerhardt Petersen (formand

Attasut) Sermitsiaq 25. oktober 2013

"Både Aleqa (Hammond, red.) og jeg holdt taler

om, hvor vigtig ophævelsen er for vores land. Vi

kommer til at mangle en milliard kroner i

fremtiden, og ophævelsen af nultolerance-

politikken kan bane vejen, så de omkostninger

kan dækkes"

Karl Berthelsen (IA) IA står for Isukasia og Alcoa

I den nuværende situation er der ikke noget reelt

alternativ til etableringen af råstof- og

storskalaprojekter, hvis Grønland skal opnå en

selvbærende økonomi indenfor et overskueligt antal år

Kuupik Kleist (IA)Kuupik sætter hårdt mod hårdt, SA,

9. nov 2012

Kuupik Kleist vil ikke udelukke, at Grønland hjemtager

udlændingeområdet, hvis Folketinget blokerer for billig,

udenlandsk arbejdskraft til storskalaprojekterne

Jens B. FrederiksenD Vi tør at tage ansvar, SA, 3. jan

2013

Demokraterne er rigtig godt tilfredse med

storskalaloven. Vi mener, at det er den vigtigste

beslutning, der er truffet i mange, mange år.

Kuupik Kleist (IA) Sermitsiaq AG 6.12.2012

Jeg kan bare sige, at økonomiens forværring ikke venter og

det gør verden uden for Grønland heller ikke. (...) Der er slet

ingen tvivl i mit sind om, at jeg ikke ville kunne tage ansvar

for ikke at gøre noget. Det ville være at svigte det

grønlandske samfund (...) Vi har en forpligtelse til i første

omgang bare at sikre den nuværende levestandard og på

sigt forhåbentlig forbedre vores levestandard, og derfor er

de her tiltag højst nødvendige

Sara Olsvig (IA) GR-ordførertaler 21. feb. 2013

Inuit Ataqatigiits mål er at skabe et samfund med øget

lighed og øgede muligheder for alle. Vores økonomi er

presset, og ændrer vi ikke politik, og finder vi ikke nye

indtægtskilder, beregnes det, at vi frem mod 2040 vil

mangle 1 mia. kr. om året, hvad også statsministeren, tror

jeg, nævnte i sin tale.

IA i en pressemeddelelse Sermitsiaq AG 05.04.2013

”Eksempelvis er det bekymrende, at landet økonomiske

udvikling kun er beskrevet i fire sætninger. Og ikke en

eneste gang nævnes vores pressede økonomi og ikke en

eneste gang nævnes den udvikling, der i de kommende år

betyder flere udgifter og færre indtægter, hvis vi ikke

gennemfører reformer og opstarter ny industri. Med hensyn

til koalitionens finanspolitik kan vi derfor kun forholde os til

de meldinger, der kom fra koalitionspartierne under

valgkampen. Her blev der givet udtryk for, at man tvivlede

på sandhedsværdien af de anylser, landets Økonomiske Råd

er kommet med, der viser at vi fremadrettet kommer il at

mangle milliarder bare for at fastholde det nuværende

velfærdsniveau.”


Attasut)

"Atassut er gået til valg om at få fjernet

nultolerancen for uran, netop fordi vi har brug

for arbejdspladser og ikke mindst indtægter til

landskassen, siger Gerhardt Petersen."

Maliina Abelsen Tale ved future Greenlands åbning

"Udgangspunktet er en økonomi,som er præget af store

udfordringer. For mange som står uden for

arbejdsmarkedet, og for mange har et alt for lat

uddannelsesniveau. Det er den brændende platform. Hvis vi

ønsker en postiv udvikling og et stærkt Grønland ifremtiden

kræver det modige valg, og at vi tager ansvar for disse valg.

VI kan fortsætte, som vi altid har gjort. Det ville helt sikkert

gøre de første par år lettere, men det vil have fatale

konsekvenser for næste generation. Der vil ikke være råd til,

hverken et godt sundhedsvæsen, gode sociale forhold eller

til uddannelse for alle børn og unge. Er det det vi vil? Nej.

Det er ikke det vi vil. "

Pressemedelelse fra IA, 21. feb

2013

http://ia.gl/da/royalties-og-

realiteter/

Vi ønsker alle et økonomisk selvstændigt land.

Men for at denne drøm kan blive til virkelighed

skal vi først have nye indtægter til landet – og

det kræver udenlandske investorer og selskaber

til råstofsektoren.

Jens B. Frederiksen KNR 13. februar 2013

"For at vi kan få en god velfærd her på Grønland, så kræver

det, at vi får mere i uddannelse. Det kræver også, at vi får

etableret flere arbejdspladser, sådan så man kan skabe flere

indtægter for at kunne få en god velfærd. Det bringer så en

over i væksten, hvor vi mener, at vi skal have gang i så

meget erhversliv, som overhovedet muligt, netop for at

skabe de arbejdspladser, der skal til for at skabe yderligere

velfærd"

Kuupik Kleist (IA) KNR 13. februar 2013

"Vi har en økonomisk søjle i Grønland, og vi skal mindst

have to og gerne tre søjler, som vores økonomi skal hvile på.

Det betyder samtidig også, at der skal skabes flere nye

arbejdspladser. Så det ligger vi meget meget vægt på, at der

kommer nye økonomiske aktiviteter i gang, for det er meget

væsentligt for vores fremtid."

Kuupik Kleist (IA) Nytårstale 2013

"Uanset om vi udvikler nye industrier er det nemlig

nødvendigt, at vi gennemfører reformer for at sikre, at der

økonomisk bliver råd til velfærd i fremtiden."


Attasut)Sermitsiaq AG 10 oktober 2013

"Vi er nødt til at skabe nye arbejdspladser. Vi har ikke råd til

stilstand. Der er mange råstoffer i Grønland, der indeholder

uran, som vi ikke kan udnytte på grund af nultolerancen. Vi

har allerede en meget stram råstoflov, der kræver mest

mulig beskyttelse af vores sundhed og vores miljø. Der er

også krav om, at råstofselskaber skal forlade området, som

det er, når mineralerne er udvundet. Vi ser ikke noget

problem i mineprojekter med uranholdige mineraler, hvis

selskaberne kan overholde råstofloven," "Vi har i dag gratis

skole, gratis sundhedsydelser og gratis socialsikkerhed. Vi

bliver udfordret meget kraftigt med at bevare vores velfærd,

hvis vi ikke skaber nye arbejdspladser inden for

mineindustrien,"

Maliina AbelsenMaliina stiller syv skarpe om

økonomien, AG 25.04.2013

Såfremt vi ikke skal efterlade vores børn uden velfærd. Må

vi sikrer velfærd i fremtiden.

Kuupik Kleist (IA) Sermitsiaq AG 7.12 2012

Til gengæld har Grønland behov for udefrakommende

investeringer for at sikre vor velfærd i de kommende

år, siger Kuupik Kleist.

Jens Erik Kirkegaard (SI)Det er en rå handelsvare, KNR.gl,

30. mar. 2013

Vi har muligheden for at sikre vores velfærd via

mineraler, olie og gas, der kan løfte vores

økonomi,

Aqqaluaq B. Egede (IA)IA. Den bedste økonomiske

løsning,SA, 15. dec 2012

"Hvis vi ønsker det, kan vi overfor

råstofselskaberne afkræve en afgift, således at

velfærden i samfundet fastholdes.

Hvis vi ønsker det kan vi også indføre en afgift

som kan medvirke til landets selvstændighed."

GL den økonomiske trussel

DK den økonomiske trussel B Bilag 3


Christian Juhl (Ø) Berlingske | 11.12.2012 | | Sektion: Business Side 10

»Men jeg er bange for, at regeringen støtter det grønlandske

landsstyre i en misforstået solidaritet om, at grønlænderne

selvfølgelig skal bestemme selv og har stærkt brug for

indtægter fra minedrift. De mineselskaber, der vil have fat i

mineralerne i den grønlandske undergrund, skal nok komme

alligevel, når de får brug for mineralerne,«

Bertel Haarder Berlingske | 11.01.2013 | Side 24 |

Vil Rigsfællesskabet med Grønland gå i opløsning,

når/hvis Grønland økonomisk kan klare sig selv i kraft af

råstoffer, sjældne jordarter, olie osv.? Mit svar er: Nej,

tværtimod. Til den tid befries Danmark for enhver anklage

om herrefolksmentalitet, og Grønland befries for enhver

antydning af, at grønlænderne bare er ude efter vores

penge.

Claus Hjort Frederiksen Berlingske 22.11.2013 web

Det er ikke holdbart for Grønland at være afhængig af

bloktilskud fra Danmark. Det er heller ikke holdbart for

Grønland, at arbejdsstyrken på 26.000 fordeler sig med 11,500 i

offentlig ansættelse, 5.000 i handel - og reparation, 3.000 i

transport, 2.100 i bygge- og anlæg. Kun 1.200 i fiskeri og 880 i

industri. Ledigheden er godt ni procent, og der er 9.500 uden

for arbejdsstyrken.

Det er selvfølgelig uholdbart. Derfor skal der ske reformer af

grønlandsk økonomi, og det går alt for langsomt.

Gitte Lillelund Bech BT 11. jan 2013 s. 4

Der er en bekymring med hensyn

til, hvad storskalaloven vil betyde,

og de konsekvenser det vil få med

tusindvis af kinesere i Grønland, og

der er ingen grund til hastværk.

GL Uran Bilag 3

Aktør Kilde Trussel Ekstraordinært middel Afsikkerhedsligørelse

Kuupik Kleist Sermitsiaq 10. oktober 2013"I valgkampen blev der kun talt politik, hverken vælgere

eller andre politikere fik noget at vide om konsekvenserne

ved at ophæve nultolerancen af eksperter eller fagfolk"


"Ved valget i marts var der ingen, som kunne

være i tvivl om, at jeg ville hæve ophæve

nultolerance-politikken, hvis jeg blev valgt."

"Hele befolkningen kendte Siumuts holdning til

nultolerance forud for valget."


- Ved valget fik jeg rekord mange personlige

stemmer, og Siumut vandt valget. Dermed fik vi

mandat til at gennemføre den politik, som vi blev

valgt på

Jens B. Frederiksen

(Demokraterne)Sermitsiaq AG 11.11.2013

"Med hensyn til at vi stemte nej til at ophæve nultolerance-

politikken over for uran og andre radioaktive mineraler ved

mineraludvinding så har demokraterne hele tiden haft for øje,

at vi kun går ind for uranudvinding, hvis det kan foregå på en

sundhedsmæssig og miiljømæssig forsvarlig måde og dette

har vi endnu ikke fået en afklaring på. Derfor stemte vi som vi

gjorde."

IA i en pressemeddelse Sermitsiaq 5. april 2013

"Det er svært at gennemskue på, hvilken baggrund man nu vil

tillade uranbrydning, når man ikke har den nødvendige viden

og information om risiko for mennesker, dyr, natur og miljø.

Det er faktisk tragisk, at man fra Siumuts side under

valgkampen har udtrykt massiv bekymring for

storskalaprojekter, mens man nu ophæver nul-tolerancen

uden at have den nødvendige viden for at kunne træffe

bæredygtige beslutninger. Vi kræver fuld borgerinddragelse i

arbejdet omkring ændringen af radioaktive mineraler."

Aleqa Hammond (SI) Sermitsiaq 10. maj 2013

"Lad os slå helt klart fast, at Grønland ikke har

planer om at udvinde uran eller etablere

uranminer. Uran er et biprodukt i forbindelse med

udvinding af eksempelvis sjældne jordarter. For at

komme i gang med minedriften er vi nødt til at

opgive nultolerancen."

Aleqa Hammond (SI) Kronik . Oktober 2012

Argument for at storskalaloven ikke skal hastes igennem og at

der skal indføres royalties

Aleqa Hammond (SI) sermitsiaq 17. april 2013 (international

presse kredsede om uran)

"Jeg skal gøre det klart, at vi ikke åbner en

uranmine. Men udvinding af sjældne jordarter vil

betyde, at der vil udvindes uran. Og vi er endnu

ikke kommet så langt i processen i spørgsmålet om

uran som biprodukt. Hvad der skal gøres ved det,

og hvor det skal foregå er stadigvæk store

spørgsmål, vi behandler."

Kuupik Kleist Sermitsiaq 13. sept. 2013 Kuupik:

Omvendt urandebat

"Det er en mærkelig fremgangsmåde at ophæve nultolerance-

politikken over for uran og så undersøge konsekvenserne

bagefter."

Naaja H. Nathanielsen (IA)Debatindlæg Sermitsiaq 20. september

2013

"Det er på tide at koalitionen kommer med klare svar omkring

ophævelsen af nultolerancen. Hvordan skal vi kunne stemme

om brydning og eksport af uran, når mere end halvdelen af

Inatsisartut tilsyneladende ikke har forstået forslaget – og

dermed heller ikke forslagets konsekvenser. "

"Inuit Ataqatigiit er imod en ophævelse af

nultolerencen. Vi mener ikke, at der endnu er

det fornødne grundlag at tage stilling på.

Derfor mener vi heller ikke, at en

folkeafstemning kan gennemføres i den

nærmere fremtid."

Jens B. Frederiksen

(Demokraterne)Sermitsiaq 11. november 2013

"Med hensyn til at vi stemte nej til at ophæve

nultolerance-politikken over for uran og andre

radioaktive mineraler ved mineraludvinding så

har Demokraterne hele tiden haft for øje, at vi

kun går ind for uranudvinding, hvis det kan

foregå på en sundhedsmæssig og miljømæssig

forsvarlig måde, og dette har vi endnu ikke fået

en afklaring på. Derfor stemte vi, som vi

gjorde."

Jens-Erik Kirkegaard

(Siumut)

Sermitsiaq 8. oktober 2013 (Kirkegaard

urandebat)"Der er et solidt grundlag for at tage stilling til

ophævelsen af nultolerancen over for uran."

Agathe Fontain (IA)Sermitsiaq 25. oktober 2013

(Naalakkersuisoq taler usandt)

"Naalakkersuisoq for råstoffer har vildledt

befolkningen. Det er ikke en løs påstand fra vor

side, at naalakkersuisoq for råstoffer har

vildledt befolkningen. Det er fakta.

Naalakkersuisoq for råstoffer har gentagne

gange i forskellige medier vildledt befolkningen

om konsekvensen af en ophævelse af

nultolerancen."

Kuupik Kleist (IA) og Jens

B. Frederiksen

(Demokraterne)

Sermitsiaq 22. oktober 2013 (IA og D i

fælles uranopråb)

"Det har været pinagtigt og forfærdende at

overvære den hidtidige proces i spørgsmålet

om ophævelsen af nultolerancen over for

radioaktive stoffer." "For det første har

koalitionspartierne valgt at haste beslutningen

igennem uden det mindste forsøg på at søge

kompromis i Inatsisartut og uden at høre

borgerne. Vi afviser argumentet om, at

borgerne er blevet hørt ved valget i marts, og

at emnet har været debatteret de sidste

mange år. Der har aldrig været gennemført en

informationskampagne, der har handlet om at

ophæve nultolerancen og at kalde fire år

gammelt materiale, der alene ligger på engelsk

og på internettet, for borgeroplysning er efter

vores mening direkte hånligt. "

Randi Broberg (IA) Sermitsiaq 24. oktober 2013

"Hvorfor går Siumut ikke længere ind for

borgerinddragelse? Hvorfor ofrer I

befolkningen i bestræbelserne på at gøre

Grønland til et land med minedrift?"

Aleqa Hammond (SI) KNR 13. oktober 2013

Fra sin plads sagde Aleqa Hammond, at grunden til,

hun ikke ønskede forslaget i udvalgsbehandling var

fordi afstemningen blot er principiel, "forbuddet

mod uran er allerede ophævet i praksis," som hun

sagde.

Aleqa Hammond (SI) KNR 15. oktober 2013

"Der er ingen mineselskaber, som har ansøgt om

udvindingstilladelse til at bryde uran. Så man skal

være en lille smule påpasselig med at sige, at nu er

vi i gang med at starte en uranmine."

Harald Bianco og Naaja

Nathanielsen IAKNR 30. oktober 2013

"NGO’er og borgere, der udtrykker en anden holdning end

koalitionens, bliver ignoreret. Ved den store ”nej til uran”

demonstration i Nuuk den 23. oktober mødte ikke en eneste

politiker fra koalitionen op for at lytte og forklare deres

synspunkt overfor demonstranterne. Koalitionens politikere

havde dog tid til at gå i fakkeloptog nogle timer senere,

sammen med ”ja-sigere”. Signalet er klart: vi er til for Jer, der

mener det samme som os."

Johan Lund Olsen (IA)Folketingets åbningsdebat, torsdag

den 3. oktober 2013

”Det er den omvendte verden. Vi kender ikke konsekvenserne

af ophævelse af nultolerance princippet og forslaget om at

ophæve dette princip bryder med alle demokratiske

principper og indtil videre ved vi ikke hvad der overhovedet

skal stemmes om.” ”For vi ved alle, at de radioaktive råstoffer

er farlige. Ingen kommuner i Danmark vil modtage det

radioaktive malm fra 70’ernes Kuannersuit, som stadig ligger

på Risø. Der er heller ikke nogen kommuner i Grønland, som

har tilbudt at tage imod det. Og nu skal vi åbne op og bryde

flere tusinde tons uranholdigt malm om året, bare i Narsaq.”

Nikku Olsen (Partii Inuit) KNR 22. marts 2013

"Partii Inuit fastholder dets nej til uran, og det vil vi fortsat

gøre, indtil der er dokumentation for, at uranet kan udvindes

uden fare for mennesker, natur og dyr. Partii Inuit udelukker

ikke alle former råstofaktiviteter, men finder grundlæggende

yderst vigtigt, at først sikre de miljø- og sundhedsmæssige

konsekvenser,"

Aqqaluaq B Egede (IA) KNR 2. marts 2013

Hvis vi skal udvikle samfundet på en bæredygtig måde, er det

meget betænkeligt at andre partier taler om at ophæve

nultolerancepolitikken overfor uran uden at forklare, hvordan

vandet og omgivelserne, der anvendes i forbindelse landbrug,

husdyr og fiskeri, sikres, siger.

Juliane Henningsen (IA) KNR 24. oktober 2013

Jeg har aldrig set så stor en splittelse i befolkning og samfund,

og jeg har aldrig før oplevet at medlemmerne af Inatsisartut

skulle stemme om noget så vigtigt uden at have den fornødne

viden, forklarer Juliane Henningsen fra IA.

Per Berthelsen (Politisk

ordfører Siumut)Sermitsiaq AG 3. oktober 2013

"Interessen for etablering af atomkraftværker er

stigende, fordi den form for energifremstilling ikke

udleder forurening, medmindre der sker

katastrofer i form af nedsmeltning, som vi har set

et par steder på Jorden gennem de sidste 20 års

tid, hvor der er sket radioaktivt udslip, som jo er

uhyrt farligt""Så alt taget i betragtning er mange af

de ting, der er fremhævet i

IA's skræmmekampagnerne, grundløse, hvorfor

hele 'nultolerance'-problematikken er en ren

stopklods"

Agathe Fontain (IA) Sermitsiaq AG, 4.10.2013

”Vi kan sige nej til uranbrydning og alligevel få

erhvervsudvikling og jobs. Beslutningen vil påvirke landbruget

og turismen negativt i områder med uranbrydning.

Konsekvenserne for Narsaq by er uoverskuelige i tilfælde af en

mine ved Kuannersuit - og ingen kender konsekvenserne. Selv

uran anvendt til fredelige formål kan udgøre enorme

miljørisici. De afledte omkostninger til vores administration er

ukendte. Tailings og gråbjerg fra miner vil påvirke vores miljø i

mange, mange, mange generationer.”

Kuupik Kleist (IA)

Kuupik: Lad os ordne økonomien frem

for at debattere uran, KNR.gl, 12. sep

2013Der er så stort fokus på de få forekomster, hvor der er uran, at

det nærmest skygger alle de andre store projekter.

-Atassut er gået til valg om at få fjernet

nultolerancen for uran, netop fordi vi har brug for

arbejdspladser og ikke mindst indtægter til

landskassen

Doris Jakonsen (SI)Folketingets åbningsdebat, torsdag

den 3. oktober 2013

”Der er ganske enkelt et helt nødvendigt behov for, at vi

får sat gang i minedriften i vores land, hvis vi skal

bibeholde vore borgeres levestandard – og ikke mindst

hvis vi skal blive fri for bloktilskuddet i fremtiden."

Johan Lund Olsen (IA)Folketingets åbningsdebat, torsdag

den 3. oktober 2013

"På land og i havet ud for Grønland findes nogle af verdens

største forekomster af olie- og naturgas og der er stor

efterforskningsaktivitet. Det gælder ikke mindst de farlige

mineraler på land, herunder det højst aktuelle uran. Men det

betyder samtidig, at nogle i Grønland meget let og måske

endda for nemt lader sig friste af HASTVÆRK og muligheden

for hurtigt tjente penge og ussel mammon. På bekostning af

omtanke, demokrati, reel borgerinddragelse og en

bæredygtigt udvikling af Grønland i alle henseender."

" Jeg har forståelse for den danske bekymring, men

generelt har debatten om storskalaloven

været fyldt med overflødige spørgsmål. Det er

blevet til et dansk indenrigspolitisk emne, selvom

loven hele tiden har hørt til under det grønlandske

selvstyre og det grønlandske parlament," siger

hun. (Sara Olsvig, Kristeligt Dagblad, 09.01. 2013)

Bilag 3

Aktør Kilde Storskalaloven Sikkerhedsligørelse Afsikkerhedsliggørelse

Karl Lybert (SI) http://www.nuuktv.gl/nyhed/storskalalov-ori/ Arg: Den er halvt færdig, men meget vigtig

Ove Karl Berthelsen http://www.nuuktv.gl/nyhed/storskalalov-ori/

Argument: Storskalaloven er god nok, og vi står med

hænderne i lommen ift mineselskaber indtil nu

Aleqa Hammondhttp://www.nuuktv.gl/nyhed/stand-up-og-aleqa-

hammond-lot/Vi har ikke haft mulighed for at analysere hvilke

konsekvenser loven vil have både økonomisk,

samfundsmæssigt, arbejdsmæssigt og kulturelt

Sara Olsvighttp://sermitsiaq.ag/ingen-social-dumping-

storskalalov

Efter vores bedste overbevisning bliver der ikke tale om social dumping på baggrund af den endelige vedtagne storskalalov

En officiel talskvinde

for det kinesiske

udenrigsministerium

Hua Chunying

Kina nedtoner grønlandsk interesse, SA/Rizau, 19

marts 2013

Så vidt jeg ved, har Grønland

udstedt 20 licenser til

efterforskning efter olie og gas

og over 100 mine licenser til

udenlandske firmaer. Ingen af

disse blev givet til et kinesisk

firma, og der er ingen kinesisk

arbejder i Grønland,

Lars-Emil Johansen Lars-Emil: Vi skal stille krav, SA, 22. feb 2013

Vi taler alle om kinesiske arbejdere, danske arbejder

og nu også om færøske arbejdere, men der er ingen,

der taler om de grønlandske arbejdere i forbindelse

med storskalaprojekterne. Jeg vil være de

grønlandske arbejderes talsmand i disse projekter. De

skal ikke sidde med hænderne i skødet, når der

kommer fremmede arbejdere væltende ind i landet.

Ove Karl Berthelsen Ove Karl forsvarer timeløn på 62 kr., SA, 12 dec 2012

Storskalaloven sikrer, at alle

opgaver, som kan løftes lokalt,

vil blive løftet lokalt. Dette vil ske

på almindelige grønlandske løn-

og arbejdsvilkår

Steen Lynge (AT) Steen Lynge: Det er uværdigt Maliina, SA, 7. feb 2013

Den reaktion, som Maliina Abelsen udviste, er

uværdig og desværre udtryk for, at Naalakkersuisut

har en naiv tilgang til udnyttelsen af vores råstoffer,

når det hænger sammen med at invitere et

forholdsvis stort antal udenlandske arbejdere til

opførelsen af storskalaprojekter, når disse kommer

fra et land, der ikke respekterer

menneskerettigheder.

- Det kan ikke udelukkes, at flere hundrede kinesiske

arbejdere kort efter, de er landet i Isukasia, vælger at

påberåbe sig status som flygtninge. Hvad skulle

Danmark kunne stille op, hvis Kina kræver disse

udleveret til Kina, uagtet der er konventioner, der

pålægger flygtningelandet at optage disse som sager,

der skal behandles? spørger Steen Lynge, der mener,

at her vil Kina nemt kunne tvinge Grønland og

dermed Danmark til at lade Kina hente disse

flygtninge mod konventioner. (...)Derfor har Nils

Wang ret i, at der bør oprettes et organ til at tage

disse mulige konsekvenser op til debat, så man kan

forberede sig bedst muligt. Alt andet er naivt, og

enhver modstand er barnligt og uansvarligt. Lad være

med at inddrage offerrollen i denne debat. Det er

direkte skadeligt for alle

Maliina Abelsen (IA) Maliina fik luft for frustration, SA, 7. feb 2013

Det virker ikke respektfuldt, det

som foregår i Danmark for tiden

fra nogle politikeres side. Med et

organ kan vi risikere, at Danmark

måske lige pludselig vil

endevende samtlige

investeringer i Grønland

Kuupik Kleist (IA)Kleist. Undergrund kan frigøre os fra bloktilskud,

SA/Ritzau

Alle er velkomne, hvis de

opfylder vores vilkår og

honorere vores krav til at

operere i Grønland, siger Kuupik

Kleist, der ikke ser tusindvis af

kinesiske arbejdere i landet som

nogen trussel

Malik Berthelsen og

Kim Kielsen.(SI)Kuupik lyver over for befolkningen, SA, 30. nov. 2012

En sådan gidseltagning af Inatsisartut af formanden

for Naalakkersuisut er en uacceptabel handling. I

ethvert andet lovgivningsmæssigt arbejde, eller

arbejde med forslag, så er det normal praksis, at

arbejde, der ikke færdiggøres under en igangværende

samling, bliver udsat til næste samling. Men dette

skete ikke under denne sag.

GL storskalaloven

DK Uran Bilag 3


Gitte Lillelund Bech (V)

Politiken | 27.01.2013 |side 8

"Hvordan kan man føle sig sikker på, at der ikke lige pludselig ender grønlandsk uran i et iransk kernevåben? Det vil være meget bekymrende, hvis Grønland opgiver nultolerancen"

Søren Espersen (DF)Politiken | 27.01.2013 | Side 8

»Traktaterne skal selvfølgelig overholdes.Men i mine øjne er uran en ganske almindelig eksportvare. Masser af lande, herunder vores nabolande Sverige, Finland og Tyskland, har indført kernekraft«

Flemming Møller Mortensen ( S)

Politiken | 27.01.2013 | Side 1

»Socialdemokraterne går ind for, at konventionerne skal overholdes. Men det, som konventionerne giver mulighed for i lovlig udvinding og lovlig handel og distribution - det kan man udnytte

Helle Thornig (S)Berlingske | 05.02.2013 | Side 6

»Uran er et sikkerhedspolitisk spørgsmål, så det skal vi være enige om. Nu har vi taget foranstaltninger til, at vi får et stærkere og mere formelt samarbejde om råstoffer, der kan have en udenrigs-eller sikkerhedspolitisk betydning,«

Gitte Lillelund BechJyllands-Posten |

05.03.2013 | Side 10

jeg har noteret, at Udenrigsministeriet

har sagt, at det er et udenrigs-og

sikkerhedspolitisk anliggende, og at

Danmark bestemmer, når det drejer sig

om udvinding af strategiske råstoffer

eller sjældne jordarter i Grønland.

Hvordan man så vil håndtere det, har vi

ikke fået svar på endnu.«.

Helle TPolitiken | 17.04.2013

| Side 6»Jeg har ikke noget principielt imod, at

man ophæver nultolerancen i Grønland«

Lars Barfoed

»Det er ikke i sig selv et problem, at uran

bliver brugt til kernekraftenergi. Vi

importerer jo selv helt uden problemer

elektricitet fra Sverige, som er baseret på

kernekraft. Og så kan vi ikke være

fuldstændig afvisende over for at

eksportere uran til kernekraft«

Peter Westermann (SF)

Westermann: kaster

GR sig nu ud i uran-

eksport. Politiken

24/10 2013

Jeg er stor tilhænger af grønlandsk

selvstyre. Et folk må selv kunne træffe

beslutninger på områder, der alene er

deres sag. Sådan en sag er uran-

udvinding bare ikke. Det er en sag, der

kan få store konsekvenser for hele

rigsfællesskabet og som stiller store krav

til miljøberedskab, sikkerhed og forsvar.

Større krav, end vi nogensinde før har

mødt. Større krav end Grønland kan

klare selv.

Claus Hjort Frederiksen

(V)

Berlingske 22.

november 2013

Brydning og salg af uran er undergivet

internationale konventioner, fordi det er

et dødsensfarligt produkt, som i de

forkerte hænder kan bruges til

fremstilling af dødbringende våben.

Her skal der klart handles i fællesskab

mellem Danmark og Grønland.

Finn Sørensenfinn-sorensen.dk, 7.

okt 2013

Villy Søvndal ønsker ikke, at uranudvinding

fører til forurening eller at uran falder i de

forkerte hænder. Hvis man vil være sikker på

det, så skal man lade være! Det burde være

nok at nævne Tjernobyl og Fukushima. Hvad

de internationale traktater om ikke-spredning

angår, så er de hullede som en si, alene af

den grund, at ikke alle lande har tiltrådt dem.

Alequa Hammond

Eftersom min regering har ophævet

nultolerance-politikken over for uran og

andre radioaktive mineraler ved

mineraludvinding, må vi internt i

rigsfællesskabet tage spørgsmålet med

udenrigs- forsvars- og

sikkerhedsaspekter,

$

Bilag 3

Aktør Kilde Trussel mod GR samfund Trussel DK sikkerhed Tussel Social dumping Ekstraordinært middel Afsikkerhedsligigørelse

Gitte Lillelund Bech og ELLEN

TRANE NØRBYJyllands-Posten | 29.01.2013 | Side 23

"det er ikke kun det grønlandske arbejdsmarked, som

kineserne vil sætte under pres, men også

rigsfællesskabets samlede sikkerhedspolitiske

interesser.", "EU og USA har helt klare

erhvervsøkonomiske og sikkerhedspolitiske

interesser i at bryde det kinesiske monopol på

sjældne jordarter. Uanset om vi vil det eller ej, vil

forekomsten af råstoffer igen få verdens stormagter

til at vende blikket mod Grønland", "Konsekvenserne

af blot at se til, mens Kina ekspanderer, er for såvel et

grønlandske samfund og den globale magtbalance

uoverskuelige for slet ikke at nævne ustyrlige. Derfor

skal vi fra dansk side selvfølgelig tage imod den

fremstrakte hånd."

"Hvordan vil justitsminister Morten Bødskov sikre,

at de mange kinesere ikke rejser til Danmark og

arbejder?"

"det er en meget interessant tanke, at danske

pensionsselskaber og virksomheder kan gå sammen

og skabe et offentligtprivat-partnerskab - et

gennemtænkt dansk-grønlandsk alternativ til

hurtige udenlandske (kinesiske) investeringer."

Finn Sørensen Politiken 11.12.2012 Side 1

x

ELLEN TRANE NØRBY Berlingske 5. dec 2012 leder s. 2 x

Helle Thorning Berlingske 11. jan 2013 s. 8 x

Birthe Rønn Hornbech Politiken | 06.02.2013 | Side 3

"Selvstyrekommissionen diskuterede alt. Det er

aldeles urigtigt, når nogen påstår, at minedrift

m. v. og udenlandsk arbejdskraft ikke var en del

af diskussionerne"

Kristian Thulesen Dahl

Kristian Thulesen Dahls ugebrev

Mandag den 21. januar 2013

"En sådan ”invasion” af

lavtlønnet arbejdskraft vil ikke kunne undgå at sætte et

stort præg på et land, der blot har cirka

57.000 indbyggere.", ". Det store

spørgsmål er her, hvordan Grønland med sine 57.000

indbyggere og sin relativt begrænsede

industri vil kunne hamle op med en sådan kinesisk

invasion? Mit bud er, at Grønland ikke vil have en

chance.", "det, der kan gå hen og blive en regulær

katastrofe for Grønland."

Kristian Thulesen Dahl Politiken | 21.01.2013 | Side 10 |

"Vi tilbyder grønlænderne et partnerskab, så de ikke

kommer i lommerne på verdensomspændende

kapitalinteresser.

Måske endda med en kinesisk statsmagt, der er så stor

en spiller, at grønlænderne bliver løbet over ende«

Claus Hjort Frederiksen Politiken | 28.01.2013 | Side 3

»Det skræmmende i denne sag er jo, at kineserne ikke

opererer ud fra, at en investering skal give afkast om

fem eller ti år. De ser det som en politisk investering.

Når man har set erfaringerne med, hvordan kineserne

opfører sig i Afrika, ønsker man ikke, at det skal overgå

danske statsborgere«, "vi er konfronteret med en

meget radikal ændring i Grønland"

Søren Espersen Information | 04.03.2013 | Side 7

Det er det geopolitiske, som vi hverken

diskuterede i Selvstyrekommissionen eller

Fællesrådet. Det er det helt, helt afgørende. Det

havde været nemmere at kapere, hvis det for

eksempel var sydkoreanske arbejdere eller

japanere, som altså er en del af den vestlige

verden. Kina skal vi ikke lukke ind i det område i

den skala,

Kuupik Kleist (evt. I afsnit for sig

selv)Weekendavisen | 18.01.2013 | Side 1

En lov i Danmark i stil med vores

storskalalov kunne give et minimum af

beskyttelse til de polakker, som bor i

containere, og udlændinge, som arbejder

under slavelignende forhold i Danmark." ,

"Jeg mener, man overfortolker betydningen

af, hvor kapitalen kommer fra.

Kapitalen har ingen nationalitet længere."

Helle Thorning Berlingske | 05.02.2013 | Side 6

»Det er ikke sådan, at kineserne vælter ind over

grænsen. Vi er stadig i et tidligt stadie.

Kun ét selskab har vist interesse for et projekt i

Grønland. Der er ikke fundet finansiering endnu,

og de endelige tilladelser er ikke givet,«

DK storskalaloven

Magrethe Vestager Politiken | 11.12.2012 | Side 1

»Det er fuldstændig Grønlands beslutning

(...) Vi er tjent med, at man fra grønlandsk

side tager ansvar for den lovgivning, som

man gerne vil have. Det er et grønlandsk

ansvar. Og det har jeg stor respekt for«,

Lars Løkke Rasmussen Jyllands-Posten | 10.01.2013 | Side 4 |

Jeg deler fuldt ud det grønlandske samfunds

ønske om at udvikle sig og skabe vækst og

velstand med afsæt i naturressourcerne, og jeg

kunne ikke drømme om at spænde ben for det.

Men jeg er bekymret over den model, der er valgt,

og de langsigtede konsekvenser for det

grønlandske samfund, 0

»Jeg vil appellere indtrængende til både

landsstyreformanden og statsministeren om i

fællesskab at lægge energi i at afdække et alternativ

til storskalaloven,«

Lars Barfoed Politiken | 12.12.2012 | Side 3

»I udgangspunktet siger vi altid ja, men dette er en

særlig sag. Det er selvfølgelig problematisk at give

mulighed for, at tusindvis af kinesere arbejder

inden for Rigsfællesskabet på meget ringe vilkår, i

forhold til hvad vi er vant til«,

Lars BarfoedBerlingske | 09.01.2013 | | Sektion: Business

Side 11

»Som udgangspunkt skal vi altid lytte til

grønlandske ønsker om i Folketinget at ændre på

lovgivning, der har med grønlandske forhold at

gøre. Men det her kan tage et sådant omfang og

have så principiel en karakter, at det må bero på en

nærmere overvejelse om, hvorvidt vi kan ændre

udlændingelovgivningen så drastisk, som der

tilsyneladende lægges op til,«

Lars Barfoed Berlingske | 04.03.2013 | Side 8

»Det er usikkert, hvad konsekvenserne er af

storskalaloven og lempelser på

udlændingeloven, og det er på nuværende

tidspunkt meget vanskeligt at vurdere omfanget

af storskalaprojekter i Grønland. Derfor må vi

forberede os så grundigt som muligt i den

aftale, der må være en forudsætning for, at vi

kan stemme for særloven, og i den aftale skal vi

have en revisionsklausul, så vi om nogle år kan

vurdere, om der er behov for at skærpe eller

præcisere lovgivningen,«

Claus Hjort Frederiksen Jyllands Posten 05.02.2013 web

Vi taler om, at der formentlig kommer 3000 til 5000

kinesere til Grønland. Det svarer størrelsesmæssigt til,

at der kommer 300.000 kinesere til Danmark - og vil det

ikke have nogle konsekvenser for samfundet? Mon ikke

Claus Hjort Frederiksen Berlingske 22.11.2013 Web.

Det er ikke bagatelspørgsmål, vi drøfter. Vi diskuterer

stormagtspolitik, enorme økonomiske interesser og

enorme militære interesser i Arktis.

Hvem er så de andre aktører? Det er ikke de små

drenge i klassen, der er spillere på denne bane.

Canada med 35 millioner indbyggere. USA med 310

millioner. Rusland med 143 millioner. Norge med

fem og Danmark med godt fem en halv millioner og i

anden række Kina med 1,4 milliarder indbyggere. Og

så Grønland med 57.000 indbyggere.

Hver for sig er Grønland og Danmark små, men

sammen har vi større styrke – også større styrke, end

hvad vores befolkning umiddelbart fylder – fordi vi

engagerer os aktivt og konstruktivt.

Derfor bliver der naturligvis meget let en ubalance,

hvis man forestillede sig, at Grønland selv skulle

matche disse omgivelser.

Claus Hjort Frederiksen Berlingske 22.11.2013 Web.

Min bekymring er at Grønland ikke reformerer sin

økonomi, men blot bliver afhængig af f.eks. kinesiske

penge. Har man ikke en sund økonomi, bliver man

afhængig af andre. Det er en anerkendt kendsgerning,

at de, der kommer med pengene, får gradvis mere og

mere politisk indflydelse: Hvis ikke I slækker på kravene

her, flytter vi vore investeringer til et andet sted. Og så

giver man efter.

Det er en risiko, som man i Grønland skal gøre sig helt

klar, inden man træffer de skelsættende beslutninger.

GL Royalties Bilag 3

Aktør Kilde Sikkerhedsligørelse Afsikkerhedsligigørelse

Aqqaluaq B. Egede (IA) IA. Den bedste økonomiske løsning,SA, 15. dec 2012

"Hvis Grønland i størst mulig omfang skal sikres et stabilt økonomisk udbytte fra

enhver form for råstofudvinding, er det overordentlig vigtigt, at vi finder den

rigtige økonomiske model for dette. Det er fuldstændigt underordnet, om vi

kalder denne model for en royaltybetaling, en afgift eller noget helt tredje. Det

vigtigste må være at finde den model, der er mest indbringende, og som

råstofselskaberne vil være forpligtet til at betale til det grønlandske samfund.",

"hvem kan i dag skråsikkert sige, at en royaltymodel er den bedst egnede til at

sikre det grønlandske samfund det største økonomiske udbytte? Det er der ingen,

der endnu kan.", "så længe der ikke findes en reel mineindustri her i landet, er det

ikke muligt at inddrage så meget som en krone. Man kan ikke beskatte noget, som

ikke findes."

Jens-Erik Kirkegaard (SI)Naturresurser kan ikke genskabes, KNR.gl, 10. feb

2013

"Man skal huske på, at mineral ressourcer ikke kan genskabes,

ikke kan yngle. Dvs. når råstoffet er taget op af jorden, så er den

væk for altid.", "Jeg tror på, det er en ret, en selvfølge, at

Grønland får en mere direkte procentdel, ligesom man gør i

mange andre lande med mineindustrier", "vi er nødt til at tænke

større end forhåbningerne om roller som mulige arbejdstagere og

underleverandører. Vores råstoffer er trods alt begrænset og non-

renewable ressource, lad os benytte dem til gavn for samfundet,"

Jens-Erik Kirkegaard (SI)S-kandidat. Hvad med tiden efter råstoffer, SA, 11.

feb 2013

"Vores råstoffer er trods alt begrænsede og en ’non-renewable’-

ressource. Lad os bruge dem til gavn for samfundet, også på den

lange bane. Mineraludvinding skal være bæredygtigt for alle

parter. Jeg tror på, at vi som befolkning skal kræve royalties. Alt

andet giver ikke mening"

IA-kandidaterne

Royalties og realiteter, pressemeddelelse, 21.

februar 2013, bl.a. gengivet på KNR.gl 23. feb i

"Slagsmålet om royalties fortsætter"

"En omsætningsroyalty er en model, hvor selskaberne betaler en vis procentdel af

deres samlede indtægter til Råstoffonden, uanset om der er overskud i den

pågældende mine eller ej. Denne model øger udgifterne for selskaberne i de

første år af minens levetid, og netop de første år af en virksomheds levetid er

sårbare økonomisk, for der er flest udgifter. Det kan vi selvfølgelig vælge at være

ligeglade med. Men hvis vi reelt ønsker en mineindustri kan vi ikke lukke øjnene

for, at også investorerne har behov,", "uanset hvordan vores beskatning er

sammensat, og uanset om vi anvender selskabsskatter eller omsætningsroyalty, så

vil der være udfordringer forbundet med skatteinddrivelsen", "Inuit Ataqatigiit

mener at royalties skal bruges når det strategisk er bedst og det mener vi ikke er

nu", "Fordi nul miner er lig med nul arbejdspladser og nul indtægter. Det handler

ikke om at tækkes selskaberne, men om at holde fokus på målet og turde satse

langsigtet."

IA-kandidaterne IA. Hvad mener du, Aleqa, SA, 5. marts 2013

"Vi har gjort det klart, at royalties er en eksisterende mulighed i lovgivningen, som

skal bruges med omhu", "Vi mener, det er meget vigtigt, at man forsøger at finde

national enighed om et så vigtigt spørgsmål. Politisk stabilitet er vigtigt for at få

investorer til landet, "

Jens B. Frederiksen

(demokraterne)KNR 8. marts 2013

"Siumut viste på åben skærm, at partiet ikke helt vidste, hvad

royalties er for en størrelse, og hvornår man kan pålægge

virksomhederne disse. Det har skabt uro. Ikke kun i valgkampen,

men med garanti også blandt de selskaber, som reelt har et ønske

om minedrift i Grønland. Den uro gavner ikke Grønland."

Råstoffer og rigsfællesskabets fremtid -...

Documents

Transcript of Råstoffer og rigsfællesskabets fremtid -...