RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE

SOCIALPOLITISK GRUNDLAGRevideret version, 2017

SIDE 2

INDHOLD1. UDGANGSPUNKTET . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3

1.1 Et inkluderende samfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .3

1.2 Rådets menneske- og samfundssyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .4

1.3 Hvem er socialt udsatte? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .5

1.4 Rådets rolle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .6

2. SOCIAL EKSKLUSION I FORHOLD TIL BASALE BEHOV . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

2.1 Fattigdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7

2.2 Et ekskluderende arbejdsmarked . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .8

2.3 Hjemløshed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .9

2.4 Ulighed i sundhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .9

3. LIVSVILKÅR DER BEGRÆNSER MULIGHEDEN FOR SOCIAL INKLUSION . . 11

3.1 Negativ social arv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .11

3.2 Psykiske lidelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12

3.3 Afhængighed af rusmidler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .13

3.4 Prostitution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .14

3.5 Straf og sanktioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15

3.6 Udsatte voksne med børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .16

3.7 Udsatte med grønlandsk baggrund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .17

3.8 Udsatte med anden etnisk baggrund end dansk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .17

3.9 Migranter og asylansøgere med alvorlige helbredsmæssige og psykosociale problemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .18

3.10 Udsathed i forhold til køn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .19

3.11 Geografisk ulighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .19

4. RAMMERNE FOR INDSATSEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

4.1 Brugerinddragelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .21

4.2 Retssikkerhed for udsatte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .21

4.3 De nødvendige ressourcer til sociale indsatser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .22

4.4 En afbalanceret tilgang til effektmåling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .22

SIDE 3

1. UDGANGSPUNKTET

1.1 ET INKLUDERENDE SAMFUND

Til trods for intentionerne bag det danske velfærdssystem lever alt for mange mennesker som det, der kan betegnes som socialt udsatte. Det er mennesker, der i deres dagligdag mødes af særlige udfordrin-ger, som gør, at den måde, deres liv må leves på, falder udenfor den dominerende samfundsmæssige forståelse af, hvad et godt liv er. På grund af strukturelle, sociale og personlige udfordringer presses de ud i samfundets periferi og risikerer stigmatisering, kategorisering, diskrimination og eksklusion. Der er imidlertid en tendens til, at socialt udsatte bliver opfattet som selvforskyldte i deres problemer og som ”fejlslagne” personer frem for som medborgere, der har oplevet så meget modvind, at de til sidst er løbet tør for handlemuligheder.

Hver dag udføres der godt socialt arbejde landet over, som hjælper socialt udsatte. Men der er også mange, som ikke får den hjælp, de har behov for, og som oplever ikke at blive mødt med tillid. Gennem en årrække er der blevet gennemført politiske beslutninger, som har medvirket til stigmatiseringen af socialt udsatte, og som har forringet udsattes mulighed for at ændre på eget liv eller for at leve et godt liv, sådan som det forstås af dem selv. Det er en kedelig samfundsmæssig tendens at bebrejde mennesker med problemer for deres udsathed. For at vende denne udvikling er der behov for, at rum-melighed, accept og respekt for særlige og anderledes personer – socialt udsatte – bliver inkorporeret i alle relevante politikker besluttet i Folketinget eller byråd og i alle andre samfundsmæssige sammen-hænge – arbejdspladser, naboskaber, byrum osv.

At den førte politik i forhold til socialt udsatte hverken er gennemtænkt eller helhedsorienteret ses mange steder. Sundhedspolitikken er for eksempel først og fremmest for det brede flertal og uden rummelighed for socialt udsatte grupper. Kommunerne har ansvaret for hjælp til socialt udsatte grup-per, men den sociale indsats kolliderer ofte med beskæftigelsessystemets krav og sanktioner. Det be-tyder, at de allermest udsatte på mange områder behandles stedmoderligt.

Der er en samfundsmæssig tendens gående mod mere og mere specialiserede funktioner også in-denfor social- og sundhedsvæsenet. Ethvert socialt problem og enhver sygdom har sine forskellige eksperter. Det har haft som konsekvens, at mennesker, der lider under flere forskellige problemer, ofte selv skal kunne se sammenhænge og sikre koordinationen af indsatserne. For nogle er det vanskeligt, og specialiseringen er for dem ikke en gevinst, men et ekstra problem. De forskellige sektorer bør tage større medansvar, sådan at indsatsen koordineres.

Et eksempel på, hvordan den førte politik har givet bagslag, er niveauet af de sociale ydelser. Her er kontanthjælpen blevet skåret ned med begrundelsen, at ”det skal kunne betale sig at arbejde“. Det kan være en fornuftig strategi i forhold til personer tæt på arbejdsmarkedet. Men for personer med mange sociale og sundhedsmæssige problemer kan effekten af de lave ydelser være fastholdelse i udsathed og stadig dårligere betingelser for at leve et tåleligt liv. For nogle, herunder familier med børn, er ydelsesniveauet blevet sænket i en sådan grad, at der ikke længere er tale om et rimeligt for-sørgelsesgrundlag. De, der af den ene eller den anden grund ikke er i arbejde, er altså blevet fattigere, og er dermed også ramt af fattigdommens følgevirkninger. Fokus i den førte politik har således været for ensidigt på beskæftigelse. Det herskende menneskesyn er, at ’det gode liv’ er arbejdslivet, og hvis mennesker ikke formår at arbejde, må de altså leve ’det mindre gode liv’.

SIDE 4

Vi lever i en tid med øget individualisering og dermed mindre generel solidaritet og forståelse. Det kan betyde mindre vilje til et samfund, der sikrer og giver plads til alle, mens et samfund, hvor alt an-svar lægges på den enkelte, træder i stedet. Også dét kan betyde et øget pres på socialt udsatte, fordi tendensen til at tillægge hver enkelt et ansvar for eget liv risikerer at opdele samfundet i to grupper: ”tabere” og ”vindere”. Denne tendens skaber en misforstået forestilling om, at de, der ikke klarer sig så godt socialt, blot må vente på bedre held – eller selv forbedre deres evner. Kort sagt, at det er op til dem selv at få ændret deres situation.

Men social udsathed er meget sværere at bryde ud af, hvis de strukturelle muligheder for, at ens situa-tion kan forbedres, ikke er til stede. De fleste mennesker formår at gribe de muligheder, samfundet by-der på, og vende negative oplevelser til positive. Det betyder, at der er mindre fokus på – og forståelse for – dem, som ikke klarer sig så godt, men hænger fast i social udsathed. Derfor bør samfundsmæssige mekanismer og overordnede årsager bag sociale, økonomiske, sundhedsmæssige- og boligmæssige problemer søges identificeret og modvirket. Det kan ske ved generelle debatter om de værdier, hold-ninger og den viden, der ligger til grund for de forskellige politikker, og dét, vi fælles gør for at løse sociale problemer. Og det kan ske ved konkrete ændringer og handlinger, som peger i retningen af at forbedre forholdene for socialt udsatte mennesker.

1.2 RÅDETS MENNESKE- OG SAMFUNDSSYN

Alle mennesker uanset social situation, køn, race, etnisk oprindelse, religion, tro, handicap, alder, sek-suel orientering mv. bør have lige ret til og lige mulighed for at leve et godt liv; et liv der stemmer overens med ens egen opfattelse af, hvad et godt liv er. Den enkelte har derfor også ret til at føre et liv, som ikke nødvendigvis stemmer overens med den almindelige forventning om, hvad et godt liv er. Som det gælder for alle, skal det selvfølgelig ske under hensyntagen til andre og til fællesskabet. Alle, socialt udsatte som andre, er medborgere i det samfund, som udgør fællesskabet – og skal som medborger både nyde gavn af fællesskabet og tage hensyn til det. Samfundet bør på den måde være inkluderende frem for ekskluderende.

Den enkelte bør aldrig stå helt alene. Er et menneske bragt i en situation, hvor han eller hun af den ene eller den anden grund kommer i en social udsat position og ikke kan realisere sin egen forestilling om et godt liv, så er det også et samfundsmæssigt problem og et fælles ansvar at hjælpe. I hjælpen skal det enkelte menneske anerkendes og støttes dér, hvor vedkommende er, og have hjælp i forhold til de omstændigheder, som vedkommende selv oplever som et problem. Det er vigtigt, at hjælperen formår at sætte sig ind i personens livssituation og -forståelse og forsøger at forstå vedkommendes udgangspunkt for på den måde at øge muligheden for at give den rette hjælp.

Der skal være reelle muligheder for at hjælpe socialt udsatte med det, der er behov for. Samfundet skal være så rummeligt, at der er plads og tid til at møde den enkelte udsatte med en ufordømmende, anerkendende og lyttende tilgang og til at skadesminimere i forhold til personer, der ikke kan eller vil opgive et skadeligt forbrug af rusmidler, et liv som hjemløs eller på anden måde modtage præcis den hjælp, som samfundet mener, de burde have. I denne proces er det vigtigste at anerkende alle men-nesker som rettighedsbærere og som mennesker, hvis stemmer det er værd at lytte til. Det handler om at afværge de værste konsekvenser af det førte liv – deri ligger også, at der skal ydes hjælp, selvom hjælpen bliver afvist, hvis det er uetisk som medmenneske ikke at hjælpe.

SIDE 5

Alle mennesker ønsker at bidrage til det sociale fællesskab og har behov for at føle sig som en del af fællesskabet. Idealet for et godt samfund er altså et samfund, der er indrettet sådan, at udstødende mekanismer, diskrimination og frygt for det anderledes og ”anormale“ erstattes af inkluderende me-kanismer, der sikrer, at alle har lige ret til og mulighed for at nyde godt af og bidrage til fællesskabet. I forlængelse heraf skal det forhindres, at der skabes et parallelsamfund bestående af ét system til ”vin-derne” – dem, der falder indenfor den samfundsmæssige norm for ”det gode liv” – og ét til dem, som falder udenfor, er mere sårbare og har brug for anderledes behandling. Det endelige mål må være at ændre samfundet, så det rummer alle borgere. I den forstand er det ikke kun individet, der skal ændre sig i forsøget på at undgå den socialt udsatte position, men i lige så høj grad samfundet, der skal æn-dres, så ingen marginaliseres.

Endelig arbejder Rådet for at øge udsattes deltagelse og udøvelse af demokratiske rettigheder i forbin-delse med f.eks. valg. Socialt udsatte stemmer desværre i langt mindre grad end andre borgere til både folketings- og kommunalvalg. Rådet arbejder aktivt for, at socialt udsatte får en stærkere stemme i de-mokratiet, både på valgdagene og imellem valgene. Det sker blandt andet ved, at Rådet understøtter både de eksisterende lokale udsatteråd og udbredelsen af flere.

1.3 HVEM ER SOCIALT UDSATTE?

Social udsathed er ikke én operationalisérbar størrelse; et begreb, der er klart afgrænset eller let define-ret. Snarere er der tale om et flydende begreb, der indrammer personer med særlig risiko for stigmati-sering, diskrimination, udstødelse og personlig deroute; personer, som lever et liv, som gennemsnittet ikke forstår, og som ikke hører ind under gennemsnittets karakteristik af et godt liv.

Begrebet socialt udsatte kan rumme flere forskellige grader af marginalisering og eksklusion. Det spæn-der fra mennesker, som på grund af sociale udfordringer er i overhængende risiko for at blive eksklu-deret af samfundsfælleskabet, til mennesker, som mere vedvarende lever et liv helt udenfor samfunds-fælleskabet, f.eks. som hjemløs flaskesamler eller tigger på gaden.

I mange sammenhænge afgrænser man socialt udsatte til mennesker i hjemløshed, i rusmiddel-mis-brug, i prostitution, med psykiske lidelser og/eller i langvarig fattigdom. Ofte vil social udsathed dog indbefatte en kompleks sammensætning af flere problemer. Samtidig er det ikke alle mennesker med f.eks. et misbrugsproblem eller en sindslidelse eller alle mennesker i langvarig fattigdom, som er socialt udsatte. Men mennesker, der lever under disse vilkår, er i større risiko for at blive socialt ekskluderede. Har man ikke et tilstrækkeligt netværk, eller er man ikke placeret højt nok på den sociale rangstige, kan man let miste magten over eget liv – eller reproducere samfundets syn på én som social ”taber”, så dét også bliver ens egen selvforståelse.

Det afgørende i forhold til at adskille socialt udsatte fra andre er derfor at vurdere, i hvor høj grad den pågældende er i stand til at varetage eget liv, har magt over eget liv eller føler sig strukturelt låst fast i en situation eller udstødelsesproces, som vedkommende i virkeligheden ikke ønsker at være i, men ikke formår at træde ud af.

SIDE 6

1.4 RÅDETS ROLLE

Rådet er talerør for socialt udsatte og sætter fokus på den samfundsmæssige forståelse af social udsat-hed, hvem der er socialt udsatte, og ikke mindst på, hvilken betydning samfundets overordnede poli-tikker har for gruppen. Ved at gennemføre undersøgelser, udarbejde årsrapporter, skrive debatindlæg, afholde konferencer samt andre aktiviteter og indgå i dialog med socialt udsatte og den faglige såvel som den politiske verden kan Rådet påvirke fordomme, misforståelser og holdninger på området. Rå-det stiller bl.a. forslag til regeringen om forbedringer af socialt udsattes kår i årsrapporter og løbende – f.eks. i forbindelse med politiske reformer, som ændrer vilkårene for socialt udsatte.

Rådet arbejder ud fra en grundtanke om, at dét at skabe sammenhængskraft i et samfund ikke er det samme som at skabe homogenitet og fjerne forskelligheder. Fokus bør ikke blot være på, hvordan man samfundsmæssigt kan resocialisere og ”normalisere” socialt udsatte, men snarere på hvordan man kan skabe rum for, at samspillet mellem alle fungerer, sådan at der også er plads til mennesker, der har særlige problemer.

SIDE 7

2. SOCIAL EKSKLUSION I FORHOLD TIL BASALE BEHOV Økonomi, sundhed og bolig er basale behov for at kunne leve et godt liv. At have en økonomi, der giver én mulighed for at deltage i det almindelige samfundsliv, at have adgang til at vælge en sund livsstil og blive behandlet for fysiske og psykiske lidelser og at have et sted at bo, som lever op til det, vi kan kalde almindelige standarder, er ikke bare den enkeltes ansvar. Det bør i højeste grad også være et ansvar, som det offentlige tager på sig, når borgeren ikke selv magter det - og noget, som det offent-lige sikrer, er tilgængeligt for socialt udsatte som en del af de almindelige tilbud. I det lange løb er det både menneskeligt og samfundsmæssigt dyrt at lade nogle sakke bagud, hvad angår disse basale be-hov. Fattigdom, dårligt helbred med risiko for alt for tidlig død og mangel på bolig eller en alt for ringe bolig er led i en ond cirkel og er faktorer, der i sig selv kan medføre udsathed – eller som sammen med andre mere individuelle forhold kan være med til at skabe alvorlige former for udstødelse og i øvrigt forværre mulighederne for, at socialt udsatte og deres eventuelle børn selv kan forbedre deres levekår.

2.1 FATTIGDOM

Mennesker, der lever i økonomisk fattigdom, har en forøget risiko for at blive socialt udsatte. Det gæl-der i særlig grad, hvis der er tale om langvarig fattigdom, som risikerer at føre til social eksklusion, tab af selvværd, dårlig sundhedstilstand, forhøjet risiko for hjemløshed, misbrug, gældssætning, kriminalitet mv. Det er Rådets holdning, at alle her i landet - også socialt udsatte - bør være sikret et rimeligt eksi-stensgrundlag. Ved et rimeligt eksistensgrundlag forstås et økonomisk grundlag, som giver mulighed for at leve en sund daglig tilværelse, mulighed for at tage del i det almindelige samfundsliv og have kontakt med andre mennesker og mulighed for at få stillet basale materielle behov. Alle mennesker har brug for at føle, at de er anerkendte medlemmer af samfundet. Men det er svært at føle sig som en anerkendt samfundsborger, hvis den ydelse, man får, når man pga. f.eks. sociale eller helbredsmæssige problemer ikke er i stand til at forsørge sig selv, ligger på et så lavt niveau, at man må lide afsavn på af-gørende områder. Oplevelsen af anerkendelse er en afgørende forudsætning for den sociale integrati-on og for at sikre de personlige ressourcer, der skal til for at kunne deltage aktivt i samfundet, herunder så vidt muligt opnå beskæftigelse.

Fattigdom findes i Danmark og er øget gennem de sidste 10-15 år. Desværre er den officielle danske fattigdomsgrænse, som blev indført i 2013 på baggrund af anbefalinger fra et uvildigt ekspertudvalg, blevet afskaffet igen. Rådet mener, at en dansk fattigdomsgrænse er et vigtigt redskab, som sammen med andre redskaber – f.eks. afsavnsanalyser – kan tegne et billede af fattigdommens udvikling, og herunder ikke mindst måle konsekvenserne af reformer af overførselsindkomster.

Fattigdom er en risiko for mange forskellige befolkningsgrupper og ikke kun begrænset til modtagere af kontanthjælp. Men eftersom kontanthjælpens niveau er vedtaget i Folketinget og udgør det politisk vedtagne nederste sikkerhedsnet, er der særlig grund til at ofre den ydelse særlig opmærksomhed.

Niveauet for almindelig kontanthjælp er lavt, og det medfører, at mange modtagere har problemer med at skaffe sig de mest basale ting, som skal til for at opretholde et rimeligt liv. I de senere år er der indført særligt lave ydelser til unge under 30 år samt til nye danskere i form af uddannelseshjælp og integrationsydelse, og der er indført et kontanthjælpsloft samt en 225-timers-regel, som stiller krav om 225 timers ustøttet beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked for opretholdelse af en fuld

SIDE 8

kontanthjælp. Tiltagene er indført med begrundelse i, at det ”skal kunne betale sig at arbejde”, men uden sikkerhed for, at ydelserne giver et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag – og uden sikkerhed for, at tiltagene rammer personer, som ikke er i stand til at reagere på økonomiske incitamenter pga. sygdom og/eller sociale problemer.

Kontanthjælpsydelserne, der er det nederste sikkerhedsnet i det danske velfærdssystem, skal beskytte mod fattigdom, men her er de laveste ydelser helt utilstrækkelige. Der er således tale om en politisk vedtaget udbredelse af fattigdom over de senere år.

2.2 ET EKSKLUDERENDE ARBEJDSMARKED

Alle mennesker besidder ressourcer og kompetencer, som er værdifulde for samfundet. Arbejdsmar-kedet skal derfor åbnes op, så også socialt udsatte kan få en fod indenfor. Det moderne arbejdsmarked er ofte krævende for den enkelte medarbejder både i forhold til tid, arbejdsmængde, engagement og sociale kompetencer. Det er derfor vigtigt med fleksible ordninger, så arbejdsmængde, tid og vilkår kan tilpasses den enkelte. Selvom mange socialt udsatte har massive problemer af f.eks. fysisk, psykisk og social karakter, kan der, med den rette og ofte forholdsvis omfattende hjælp, såsom rimelig tilpas-ning, personlig assistance og mentorordninger, skabes plads på arbejdsmarkedet til udsatte. Fleksjob kan i denne sammenhæng være en rigtig god ordning, som flere socialt udsatte bør have adgang til.

Virksomheder og offentlige arbejdspladser bør være rede til rimelig tilpasning af arbejdspladserne, jf. begrebet ”reasonable accommodation“ i FN’s handicapkonvention. Rimelig tilpasning omfatter nød-vendige og hensigtsmæssige ændringer og justeringer, som ikke indebærer en uforholdsmæssig eller unødig byrde for arbejdspladsen, men som gør det muligt for socialt udsatte at finde beskæftigelse. I det omfang rimelig tilpasning ikke gør beskæftigelse mulig, må der suppleres med tilskudsordninger og socialøkonomiske virksomheder, så alle, som kan, får mulighed for at deltage i meningsfyldte akti-viteter i kanten af arbejdsmarkedet.

For personer, der aldrig kommer i job og bliver selvforsørgende, er det dog helt centralt, at de sikres et varigt forsørgelsesgrundlag i form af en pension på et passende niveau. Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, og der er indført en ”aktiveringsmaskine”, der ikke tager hensyn til den ofte langvarige og tålmo-dige støtte, som mange socialt udsatte skal have for at kunne komme i beskæftigelse. For personer, som kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, bør det være en ret at modtage en forsørgelsesydelse på et niveau, som sikrer den enkelte et værdigt leveniveau, mens den pågældende gennemgår en længere-varende rehabilitering, hvor den enkelte generhverver eller udvikler personlige, sociale og beskæftigel-sesmæssige kompetencer. Ressourceforløb kunne være svaret på dette, men strækkes for ofte for langt i forhold til personer med en minimal, potentiel arbejdsevne, som ikke realistisk kan føre til beskæftigelse.

Samfundet har en forpligtigelse til at give et tilbud om en meningsfuld aktivitet og afklare den enkeltes situation, hvis sandsynligheden for at kunne komme ind på det regulære arbejdsmarked er fjern. For en del personer, der har problemer med at varetage et almindeligt job, kan det være en fordel med mindre stive krav. Her skal der også være bedre vilkår for at modtage løn samtidig med andre sociale ydelser, sådan at det også for den ansatte socialt udsatte er tydeligt, at det kan betale sig at arbejde. Modregning og skat tager næsten hele den deltidsindtægt, en kontanthjælpsmodtager eventuelt kan tjene. Der bør arbejdes på at indrette systemet, så også de svageste i samfundet får noget ud af at gøre en indsats, som svarer til deres personlige ressourcer.

SIDE 9

2.3 HJEMLØSHED

En bolig er et ligeså basalt behov som mad og klæder. En bolig udgør den base, hvorfra den enkelte kan udfolde sit liv. At være uden bolig kan derfor være dybt problematisk for den enkelte og kan for-værre både sociale og sundhedsmæssige problemer samt den enkeltes muligheder for at bidrage til fællesskabet. Mange socialt udsatte kan have svært ved at fastholde en bolig eller få en bolig, som de kan betale, og som passer til den pågældendes behov. Det bør være samfundets pligt at stille passen-de og betalelige boliger til rådighed for socialt udsatte grupper, foruden at sikre socialt udsatte en vær-dig indkomst, så huslejen kan betales. Endelig bør der være de nødvendige sociale støttefunktioner, der gør det muligt for socialt udsatte at leve et liv på egne præmisser i boligen.

Et stigende antal mennesker her i landet lever i hjemløshed. Årsagerne til hjemløsheden er komplekse. Det kan være økonomiske årsager kombineret med sammensatte sociale problemer, herunder mis-brug, sindslidelse og manglende mestring af eget liv, der fører til hjemløshed.

En bolig vil aldrig alene kunne fjerne en person fra de mange problemer, der som regel både er år-sager og konsekvenser af hjemløshed. Men en bolig bør, fordi en bolig må anses som et basalt behov, være det første tilbud – og så bør støtte og eventuel behandling følge med. En stor andel af hjemløse kan bo i almindelige boliger med den nødvendige støtte. En sådan støtte stiller krav til det omgiven-de samfunds respekt og accept af menneskers forskellighed, hvilket kræver løbende information og holdningsbearbejdning. Det stiller også krav til den hjemløse – både i relation til at få magt over eget liv og til at evne at tage hensyn til det omgivende samfund, men også krav om at bevare kontakten til omverdenen og ikke synke ned i isolation og ensomhed. Den sociale indsats med væresteder, sociale aktiviteter, bostøtte, støtte- og kontaktpersonsordninger mv. er afgørende for rigtig mange socialt ud-sattes hverdagsliv og evne til at fastholde egen bolig.

Samtidig er det også nødvendigt, at der er tilstrækkeligt med særlige boligformer og botilbud til so-cialt udsatte med særlige behov. Det kan være skæve boliger, bofællesskaber, alternative plejehjem og andre boformer, hvor indretning og socialt støtte får beboerne til at føle sig hjemme og i god gænge med naboer og nærområdet. Endelig er det afgørende, at der altid er tilstrækkeligt med akutte botil-bud i form af herberger og forsorgshjem, hvor mennesker, som står på gaden, altid kan komme uden forudgående visitation fra kommunen og få midlertidigt tag og hovedet, få dækket basale behov og modtage social støtte til at komme videre.

2.4 ULIGHED I SUNDHED

I WHO definerer man social ulighed i sundhed som en sundhedsulighed, der er systematisk, socialt betinget og uretfærdig. Sådan en social ulighed i sundhed finder man også i Danmark, hvor der er en sammenhæng mellem sociale positioner og borgernes sundhedstilstand. Undersøgelser viser, at so-cialt udsatte har en betydelig dårligere sundhedstilstand end den gennemsnitlige danske befolkning. Socialt udsatte lever 19 år kortere end resten af befolkningen. Blandt socialt udsatte ses der desuden en betydelig overforekomst af psykiske lidelser samt en overhyppighed af selvmordsforsøg. Derudover betyder lave ydelser og andre økonomiske udfordringer, at ikke alle har samme mulighed for at spise sundt, dyrke motion osv., og at det kan være svært at få råd til lægeordineret medicin. Også hvad angår tandsundhed er socialt udsatte betydeligt dårligere stillede end gennemsnittet, da mange ikke har råd til at gå til tandlægen.

SIDE 10

Ulighed i sundhed ses imidlertid ikke kun i forhold til de konkrete sygdomme og lidelser, som socialt udsatte rammes af, men også i forhold til den behandling de modtager i sundhedssystemet. Mange socialt udsatte føler sig dårligt modtaget af sundhedspersonalet og oplever, at deres behov og ønsker i forbindelse med sygdomsforløb ikke tages alvorligt. Også adgangen til informationer om behand-lingstilbud er begrænset for socialt udsatte, og mange har ikke troen på, at det kan betale sig at søge råd, hjælp og behandling i sundhedssystemet.

Der er behov for øget viden, uddannelse og forskning i socialt udsatte og sundhed, så det grundlæg-gende udgangspunkt for en god behandling af et sygdomsforløb sikres: Nemlig den mellemmen-neskelige forståelse og respekt mellem patient og sundhedspersonale. Også i forbindelse med syg-dom er det den hele person, der skal ses og tages stilling til, og ikke blot sygdommen. Sociale tilbuds sundhedsklinikker og opsøgende sundhedsindsatser er gode løsninger til gavn for udsatte. Men de er samtidig udtryk for, at det eksisterende sundhedssystem ikke efterlever sin generelle pligt til at fremme hele befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegræns-ning for alle grupper. Parallelsystemer kan være gode løsninger på kort sigt, men de må aldrig blive alternativer til det eksisterende sundhedssystem. A- og B-systemer skal undgås: A-systemer for de pri-vilegerede – de der kan sætte sig igennem i det eksisterende sundhedssystem – og B-systemer, som lapper og opsamler restgrupper, herunder udsatte. Det er grundlæggende det offentlige og alminde-lige sundhedssystem, der har ansvaret for behandlingen af mennesker, der er socialt udsatte.

SIDE 11

3. LIVSVILKÅR DER BEGRÆNSER MULIGHEDEN FOR SOCIAL INKLUSION I det foregående kapitel er omtalt nogle basale forhold af stor betydning for udsatte grupper: For-sørgelse, arbejde og aktiviteter, bolig og sundhed. I dette kapitel omtales nogle særlige og konkrete forhold, som har negative konsekvenser for socialt udsatte, og som bør tænkes direkte ind i tilrettelæg-gelsen af konkrete indsatser.

3.1 NEGATIV SOCIAL ARV

En ikke uvæsentlig andel af socialt udsatte har levet et barndomsliv fuld af svære hændelser. Nogle er vokset op hos forældre, der har været socialt udsatte, og har oplevet mange problemer med fattig-dom, afsavn, stigmatisering mv. Som voksne har de ikke kunnet ryste dette selvbillede af sig. Andre har været udsat for decideret omsorgssvigt eller overgreb, som har resulteret i et varigt traume. Det er dog vigtigt at understrege, at der findes mange mennesker, der i deres barndom har oplevet vanskelige vil-kår, uden at de som voksne bliver socialt udsatte. Samtidig er det ikke alle socialt udsatte, som har haft en svær opvækst. Den sociale arv skal derfor ikke opfattes som en naturlov. Men den bør anerkendes og om nødvendigt medtænkes i det sociale arbejde med både socialt udsatte børn og voksne.

Dét at være vokset op i en familie, der i økonomisk og social forstand altid har levet på kanten af samfundet, gør det ofte svært for den enkelte selv at finde sin plads i fællesskabet som voksen. Dette skyldes ikke blot, at den enkelte har levet i en familie, hvor forældrene har haft begrænset mulighed for at hjælpe barnet med f.eks. praktiske ting som at sikre skolegangen. Det skyldes i høj grad også den samfundsmæssige stigmatisering, som barnet kan have været udsat for hele sit liv qua sin families sociale status og placering i samfundet. Den negative sociale arv skal derfor modarbejdes, og udsatte børn og familier skal have den støtte, der er nødvendig. I den sammenhæng er det centralt at være opmærksom på overgangene mellem barn/ung og voksen. Det gælder også overgangene imellem de forskellige offentlige systemer. Alt for mange socialt udsatte unge mennesker melder sig ud af eller tabes af social-, sundheds-, uddannelses-, beskæftigelses- og/eller kriminalforsorgssystemerne.

Den sociale arv kan række fra barndommen og frem i livet, og konsekvenserne af den sociale arv kan være til stede hos socialt udsatte voksne. Dette må hverken overses eller undervurderes i kontakten med den enkelte eller i den måde, systemet forholder sig til socialt udsatte. Det bør huskes, at ens sociale placering og status for mange ikke er noget, man selv vælger, men noget der tildeles én fra samfundsmæssig side, eller noget man ubevidst reproducerer fra barndommen. Det nytter således ikke noget at pålægge den enkelte socialt udsatte hele ansvaret for sin situation, når også strukturelle, sociale, psykologiske, fysiske, økonomiske og geografiske udfordringer spiller ind.

SIDE 12

3.2 PSYKISKE LIDELSER

Mennesker ramt af en psykisk lidelse har en øget risiko for at blive socialt udsatte. En psykisk lidelse i sig selv kan være meget alvorlig og have store konsekvenser for den enkelte. Det er derfor vigtigt, at men-nesker med psykiske lidelser modtager den nødvendige behandling kombineret med social støtte og omsorg, så konsekvenserne af den psykiske lidelse minimeres mest muligt. Mennesker med psykiske lidelser skal kunne leve et liv på egne præmisser, inkluderede i samfundet og ligestillede med andre borgere, trods den psykiske lidelse. Er samfundet ikke rummeligt nok, og er rammerne for, at livet kan leves på egne præmisser, ikke til stede, så vil livet med en psykisk lidelse typisk forværres, og risikoen for en socialt udsat position forøges.

Det er helt centralt, at hjælp og støtte ydes med værdighed og respekt for den enkeltes borger- og menneskerettigheder, herunder også efterlevelse af FN’s handicapkonvention, der præciserer en ræk-ke rettigheder for personer med psykosociale handicap. Udgangspunktet for indsatsen skal altid tages i det særlige og specifikke ved den enkeltes situation, behov og ønsker, og i den antagelse, at bedring er mulig, frem for at mennesket med en psykisk lidelse fastholdes i et passivt sygdomsforløb. Indsatsen skal derfor være helhedsorienteret, ligesom behandling skal forstås langt bredere end medicinsk/læ-gefaglig behandling. Behandling skal også omfatte psykolog-, psykosocial- og socialfaglig behandling. I den forbindelse er det vigtigt at fastholde et fokus på, at psykiske lidelser også kan forekomme på baggrund af samfundets indretning, den enkeltes position i samfundet og andre strukturelle og socia-le forhindringer. Det er ikke kun den sindslidende, der skal ”forbedres”, men også dennes muligheder for at bidrage til samfundets bedste og opnå en plads i fællesskabet.

Man bør altid stræbe efter at minimere brug af tvang i psykiatrien og ikke udvide mulighederne for tvang. At blive udsat for tvang er et overgreb og kan føles som en ydmygelse, ligesom tvang skaber angst. Det er derfor et godt princip ved brug af tvang i psykiatrien, at alle mindre indgribende foran-staltninger er forsøgt, førend tvang bliver benyttet. Nye regler om bl.a. særlige specialiserede social-psykiatriske afdelinger tager ikke fat på de mere grundlæggende problemer i psykiatrien. Det drejer sig blandt andet om for tidlige udskrivninger og for ringe muligheder for at tilbyde behandling til mennesker med dobbeltdiagnoser. Psykiatrien er presset på både ressourcer og metoder. Mere tvang vil blot føre til et højere frustrationsniveau, og det gavner hverken mennesker med psykiske lidelser eller medarbejdere.

At minimere brugen af tvang med andre former for tvang er en falliterklæring. Målsætningen må og skal altid være, at brugen af tvangsmæssige foranstaltninger i alle afskygninger helt undgås eller i det mindste nedbringes mest muligt. I stedet er der brug for en faglig oprustning, der sikrer en ind-sats af høj kvalitet, og som forebygger, at situationer kommer ud af kontrol. Samtidig bør der være let adgang til døgnbemandende akuttilbud. Ordningen med tvungen opfølgning efter udskrivning, som på papiret har til formål at forebygge tilbagefald og dermed tvangsindlæggelse og tvangsfikse-ring, men som kan give øgede beføjelser til f.eks. tvangsmedicinering, er ikke dokumenteret virksom og bør afskaffes.

Det er uacceptabelt, at mennesker med psykiske lidelser og et samtidigt misbrug af rusmidler ikke får den behandling, de har behov for – alene på grund af dårligt samarbejde mellem de to forskellige sektorer, der har ansvaret for henholdsvis behandling af psykiske lidelser og behandling af misbrug af rusmidler. Det er på mange måder logisk, at psykiatrien har det overordnede behandlingsansvar, men der er behov for et helhedssyn og en vilje til at samarbejde mellem indsatser. For så vidt angår botil-bud, tror Rådet ikke, at en generel nultolerance over for brug af rusmidler – med i værste fald brug af

SIDE 13

tvang og overvågning til følge – er løsningen. I stedet bør kræfterne sættes ind i forhold til at tilbyde kvalificeret misbrugsbehandling til målgruppen.

3.3 AFHÆNGIGHED AF RUSMIDLER

Afhængighed, skadelig brug og skader som følger af tidligere brug af rusmidler er virkeligheden for man-ge socialt udsatte. Rusmidler dækker her over psykoaktive stoffer. Der er både lovlige rusmidler, såsom alkohol og lægeordineret beroligende medicin, og der er ulovlige rusmidler som f.eks. heroin, kokain og hash. Rusmidler kan være psykisk og fysisk afhængighedsskabende, og der kan være store sundhedsska-delige risici forbundet med indtaget af dem. Det kan f.eks. være risiko for at dø ved en overdosis heroin, risiko for psykoser efter indtag af hash eller store fysiske skader ved mange års drikkeri.

For nogle kan brugen af rusmidler være under kontrol. Der kan f.eks. være tale om et lægeordineret medikament som substitutionsmedicin eller heroinbehandling, hvor medicinen er afgørende for en fungerende hverdag.

Det er helt afgørende, at man overvejer, hvilke ord man bruger om hvad på feltet – for på den ene side at undgå stigmatisering og på den anden side undgå en negligering af de sociale og sundhedsskade-lige risici. Ord som ”misbruger” opfattes stigmatiserende, da det kategoriserer hele personen som væ-rende uden for ’det gode selskab’, ser bort fra de mange positive kræfter, som individet har, og antyder, at misbruget er forklaringen på personens sociale problemer – selv om afhængigheden af rusmidlet ofte har rod i andre problemer. Begrebet ”at have et misbrug” kan være det rigtige i de tilfælde, hvor der er tale om åbenlyst skadeligt, ukontrolleret overforbrug af rusmidler.

Afhængighed af og/eller et skadeligt forbrug/misbrug af rusmidler er for mange socialt udsatte både en følge af og årsag til marginalisering. Det har mange negative konsekvenser i forhold til økonomi, sundhed, personlige relationer, boligforhold, det omgivende samfund samt kriminalitet. Rusmidler dulmer smerten ved livet, som mange socialt udsatte oplever, men kan samtidig være en væsentlig barriere for at komme videre til en mindre udsat position. Det er derfor helt centralt, at der er en dif-ferentieret vifte af effektive og tilgængelige behandlingstilbud, som er til rådighed i det øjeblik, den enkelte er motiveret til at gå i behandling. Tilbud skal være tilpasset den enkeltes ønsker og behov og samtidig bygge på den nyeste viden og dokumenterede behandlingsmetoder.

Ikke mindst er det vigtigt, at der er døgnbehandlingstilbud til rådighed for den gruppe, som har behov for dette. Desværre er der i dag – både i forhold til alkoholmisbrug og i forhold til stofmisbrug – en markant underbehandling, hvor der er langt flere, som er afhængige og/eller har et skadeligt forbrug/misbrug, end der er personer i behandling. Samtidig skal der være rum og ressourcer til, at den enkelte kan vende tilbage og få hjælp i behandlingssystemet efter tilbagefald. Det kan være et langt sejt træk at få bugt med en afhængighed og/eller et skadeligt forbrug/misbrug.

Antallet af såkaldte narkorelaterede dødsfald ligger desværre på et stabilt højt niveau med over 200 dødsfald årligt. Hertil kommer de mange sundhedsmæssige konsekvenser af et skadeligt forbrug/mis-brug. Skadesreducerende tiltag kan være det rigtige for nogle socialt udsatte med skadeligt forbrug/misbrug, herunder sprøjteudlevering, stofindtagelsesrum, substitutionsmedicinsk behandling og op-søgende sundhedsindsatser. I den forbindelse bør der sigtes i mod, at den enkelte selv tager aktiv del

SIDE 14

i behandlingen og mod, at det enkelte menneske aldrig overses i bestræbelsen på bekæmpelse af illegale stoffer. Et andet vigtigt element er, at ansvaret over egen handling ikke tages fra den enkelte. Fokus bør være på, at den enkelte får de bedste muligheder for at leve et værdigt liv. Der skal ikke være fordømmelse, men fokuseres på en umiddelbar forbedring af den enkeltes liv.

Der er både i Danmark og internationalt en debat om ændring af, hvad man kalder narkotikapolitikken. Debatten omhandler konsekvenser ved forskellige grader af hhv. kriminalisering og lempelser i straf-regimet knyttet til besiddelse af stoffer, som i dag er illegale, og en delvis legalisering af disse stoffer. I Rådet er der forskellige holdninger til spørgsmålet. Det er en kompliceret debat, hvor der ikke alene er forskellige værdimæssige udgangspunkter, men også forskellige hensyn og mange forskellige tolk-ninger af data samt af præmisserne, som ligger til grund for de forskelige argumenter. Der er derfor et stort behov for mere viden og en udredning af konsekvenserne ved den nuværende narkotikapolitik.

Rådet er principielt imod brugen af tvang. Det gælder også i forbindelse med misbrugsbehandling. Rådet støtter dog muligheden for frivilligt at indgå kontrakt om tvangstilbageholdelse i misbrugsbe-handling eller familieambulatorier for gravide med skadeligt forbrug/misbrug i kortere perioder, hvis ordningen håndteres hensigtsmæssigt, så den beskytter både den gravide og barnet. Også her er det vigtigt, at det enkelte menneske, uanset misbruget, tages alvorligt og lyttes til.

I nogle henseender mangler misbrugsdebatten proportioner, og væsentlige paradokser overses. I mange år har vi som samfund accepteret en alkoholkultur, hvor vi både drikker tit og tæt. Cirka 800.000 danskere drikker over genstandsgrænsen. Cirka 140.000 er decideret alkoholafhængige. Dette skade-lige forbrug/misbrug har store sociale konsekvenser både for den, der drikker, dennes familie og de netværk og fællesskaber, den drikkende er en del af. Ser man på antallet af personer i behandling, så står det slet ikke mål med omfanget af problemet. Her er to væsentlige problemer dels et behandlings-system, der ikke er tilstrækkeligt differentieret, og dels, at alkoholproblemet er tabuiseret. Der er behov for en styrkelse af alkoholindsatsen både i forhold til at forebygge og i forhold til at behandle.

Flere socialt udsatte, som tidligere har haft problemer med afhængighed og/eller et skadeligt forbrug/misbrug af rusmidler, eller som prøver at komme ud af dette, opholder sig på sociale tilbud, som er rus-middelfri. Det giver den enkelte mulighed for ro og skaber mindre stress og risiko for tilbagefald. Det er helt afgørende, at der også fremover er mulighed for at opholde sig på tilbud, som er rusmiddelfri. Det kan være meget uhensigtsmæssigt for borgere, som prøver at komme ud af deres problemer – og ud af et miljø, hvor der indtages rusmidler i stort omfang – hvis der er andre på stedet, som indtager rusmidler.

3.4 PROSTITUTION

Prostitution kan have mange negative følgevirkninger – både fysiske og psykiske – fx isolation, selvstig-matisering og samfundsmæssig eksklusion. Risikoen for at opleve disse følgevirkninger er især til stede, hvis en person med prostitutionserfaring samtidig har problemer med hjemløshed, psykiske lidelser eller afhængighed/misbrug. Det betyder, at faren for at miste magten over eget liv, blive marginaliseret og socialt udsat er stor.

I mange år er det, både internationalt og i Danmark, blevet diskuteret, hvorvidt køb af seksuelle ydel-ser bør kriminaliseres. Rådet er delt i spørgsmålet om kriminalisering af kunden, og et samlet råd kan hverken anbefale eller afvise en kriminalisering af kunden.

SIDE 15

Rådet er til gengæld enigt i, at der uanset kriminalisering eller ej i højere grad skal sættes ind med til-tag, der tager højde for de komplekse problemer, der er forbundet med prostitution. Indsatserne skal kombinere den sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesrettede indsats og kræver derfor koordi-nerede tværsektorielle løsninger.

I Danmark lever en del af den samlede andel af personer med prostitutionserfaring på gaden og med misbrug. Den form for prostitution, de udfører, kan betegnes som ”overlevelsesprostitution”. Dette be-sværliggør deres mulighed for at bryde med prostitutionen, selv om ønsket om at udtræde findes hos langt de fleste. Der kan her være tale om en cyklus, hvor afhængigheden og/eller misbruget af rus-midler finansieres via prostitution, samtidigt med at samme besværliggør muligheden for at finansiere og fastholde egen bolig. Samtidig kan en socialt udsat person med prostitutionserfaring, der har haft ekstraindtægt ved prostitution ved siden af eksempelvis kontanthjælp, risikere at skulle tilbagebetale kontanthjælpen, hvis det opdages, at pågældende også har haft en indtægt gennem prostitution. En sådan tilgang besværliggør muligheden for at udtræde af prostitutionen, finde en bolig og i sidste ende løse evt. problemer med afhængighed og/eller misbrug af rusmidler. Problemstillingen gør sig også gældende for personer, der udøver prostitution på massageklinik eller som escort.

Det sociale system bør derfor tage hensyn til udsatte personer med prostitutionserfaring og de særlige livssituationer og afhængighedsforhold, de befinder sig i. I samfundsdebatten bliver prostitution ofte et spørgsmål om, hvorvidt det er lovligt eller ej, om det foregår på gaden eller andre steder, eller om der betales skat osv. Men dét, der bør være i fokus, er, hvilke årsager der er til, at personen vedbliver med at udøve prostitution, og hvordan disse årsager kan bearbejdes, således at den enkelte kan forla-de prostitutionen, hvis det ønskes.

En andel af kvinder i prostitution i Danmark, herunder i gadeprostitution, er udenlandske. Nogle uden-landske kvinder er handlede og lever under kummerlige forhold – nogle endda i fangenskab eller ”fri-villig tvang” i den forstand, at de har gældsat sig for at komme til Danmark, og for disse kvinder ender det ofte i prostitutionsmiljøet. Også mennesker indenfor denne gruppe er i høj grad i fare for at blive isolerede, psykisk og fysisk syge – og decideret udsatte. Dem skal det danske sociale system også tage hånd om, ligesom forebyggelse og rehabilitering i deres hjemlande skal systematiseres.

Sammenhæng mellem social udsathed og senfølger efter overgreb i barndommen

En andel af socialt udsatte, herunder mennesker i prostitution, lider af senfølger efter seksuelle over-greb i barndommen. Senfølger af seksuelle overgreb i barndommen er en alvorlig arv at bære med sig og er kendetegnet ved at kunne give en lang række psykiske og sociale problematikker i voksenlivet, herunder posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), stofmisbrug, selvskadende adfærd mv. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på eventuelle senfølger af seksuelle overgreb i hjælpen til socialt udsatte.

3.5 STRAF OG SANKTIONER

Risikoen for at begå en lovovertrædelse og blive idømt en straf eller en behandlingsforanstaltning er større blandt socialt udsatte end hos befolkningen som helhed. Også recidivrisikoen - det vil sige risi-koen for tilbagefald til ny kriminalitet - er større blandt socialt udsatte end blandt andre.

Kriminalitet bør både bekæmpes og forebygges. Der er dog en kedelig tendens til, at hovedmidlet mod kriminalitet i stigende grad bliver mere straf, frem for forebyggelse af de livsvilkår og hændelser,

SIDE 16

som kan føre til en kriminel løbebane. Det er veldokumenteret, at fængsler og strengere straffe nor-malt ikke hjælper med at nedbringe kriminaliteten i et samfund, men snarere producerer mere hærde-de, forgældede og misbrugende personer, der efter fængselsopholdet begår endnu mere kriminalitet, end de gjorde tidligere. Helt galt kan det gå, hvis ikke der sættes ind med efterværn. Tilmed er der en social slagside i forhold til kriminaliteten: Unge, der har haft en svær opvækst, f.eks. med en børnesag, ender i langt højere grad end andre med at begå kriminalitet.

Tendensen til at anvende strengere straf som problemløsning er ikke den bedste på langt sigt. Straffen ligger ikke kun i den reelle straf, man idømmes, men også den sociale straf man modtager; at man stemples som afviger.

Et andet område, hvor socialt udsatte udsættes for en forskelsbehandling, er i brugen af særforanstalt-ninger overfor mennesker med psykiske lidelser, der begår kriminalitet. Brugen af særforanstaltninger i forhold til denne gruppe tager afsæt i, at man ikke skal straffes, hvis man grundet utilregnelighed har begået noget kriminelt. Findes man skyldig, men straffri, kan der dømmes til behandling og/eller anbringelse for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Der har imidlertid vist sig problemer med at overholde proportionalitetsprincippet ved udmålingen af sådanne sanktioner. Mennesker med psyki-ske lidelser idømmes således ofte en behandlingsdom med mulighed for anbringelse i op til 5 år for mindre lovovertrædelser, der sandsynligvis højst ville blive straffet med bøde, hvis gerningsmanden ikke havde en psykisk lidelse.

Et eksempel på manglende proportionalitet er, at der i de senere år har bredt sig en nultolerancepolitik inden for dele af psykiatrien, hvor selv forholdsvis ubetydelige hændelser, inkl. patienters forsøg på at forsvare sig mod fastspænding og tvangsmedicinering, politianmeldes og får retslige efterspil. Straffe-lovens princip om straffrihed grundet utilregnelighed i gerningsøjeblikket bruges eller misbruges med andre ord til at disciplinere og kriminalisere flere af psykiatriens patienter. Dette tolkes i offentligheden som stigende kriminalitet blandt mennesker med psykiske lidelser og fører til krav om yderligere sank-tioner. Proportionalitetsprincippet i forholdet mellem en lovovertrædelse og omfanget af idømt sank-tion bør gælde mennesker med psykiske lidelser såvel som andre, ligesom lovovertræderens aktuelle mentale tilstand bør opfattes som en formildende frem for en skærpende omstændighed. Andet er uværdigt.

3.6 UDSATTE VOKSNE MED BØRN

Børn af udsatte forældre er i risikogruppen for at lide omsorgsmæssige svigt og afsavn, idet forældrene af psykiske, sociale eller økonomiske årsager ikke altid har det overskud, som det kræver at varetage et barns interesser samt sikre det trygge rammer. I det sociale arbejde bør der være større fokus herpå. Den enkelte, der lever i en udsat position, skal ikke blot ses i sit eget perspektiv, men også ift. eventuelle børn og familie – også når socialt udsatte ikke lever sammen med dem.

Familien er for de fleste den enkeltes sikkerhed. For nogle er den desværre også den enkeltes usik-kerhed. Familiemæssige problemer kan føre megen usikkerhed, desperation og sorg med sig. Dette gælder for både børn og voksne i en familie. Problemer i familien kan f.eks. være medvirkende til hjem-løshed, misbrug, depression/psykisk lidelse osv., ligesom følelsen af utilstrækkelighed som forælder kan medføre en yderligere negativ dimension til livet som socialt udsat.

SIDE 17

Andre gange kan ønsket om at være en god forælder være lige præcis den motivation, der skal til, for at komme på ret køl igen. Socialt udsatte forældre skal hjælpes i en sådan forstand, at retten til og muligheden for at være forældre sikres. Barnets tarv skal altid gå forud for alt andet, også hvor barnet skal anbringes uden for hjemmet. Det skal dog fremhæves, at der altid, hvis det er i barnets tarv, bør arbejdes for, at den udsatte forældre kan bevare kontakten til barnet. Den udsatte voksne skal ikke gøres barnløs, ligesom barnet af en udsat voksen ikke skal gøres forældreløs.

At blive voksen betyder ikke, at man har glemt barnet i sig selv. Det betyder ikke, at barndomstraumer (eller -glæder) og hukommelsen om forholdet til forældre, venner eller lærere i skolen forsvinder. En barndom fuld af svigt kan således være baggrunden for et voksenliv, hvor svigt accepteres som nor-men, og hvor forskellen mellem rigtigt og forkert kan være svær at identificere. At forstå og hjælpe udsatte mennesker handler derfor også om at forstå deres liv og historie. Det handler om at se den enkelte i perspektivet af hele det levede liv og sætte sig ind i, hvilken historie den enkelte er bærer af i forsøget på at forstå den livsbane, som vedkommende er kommet ind på.

3.7 UDSATTE MED GRØNLANDSK BAGGRUND

Blandt personer med grønlandsk baggrund, som opholder sig i Danmark, er der en overrepræsen-tation med sociale problemer. Grønlændere er danske statsborgere. Dette er både en fordel og en ulempe. Det er en fordel, fordi det automatisk giver gruppen de samme rettigheder, som alle andre borgere i Danmark har, og en ulempe, fordi der hersker strukturelle, sproglige og kulturelle barrierer for, at de kan udnytte disse rettigheder. Det gælder i kontakten med det offentlige, og det gælder i de behandlingstilbud, som findes til f.eks. mennesker med afhængighed af og/eller skadeligt forbrug/misbrug af rusmidler i Danmark. Når grønlændere ankommer til Danmark forventes det således at de, qua deres statsborgerskab, kan benytte det danske system. De modtager derfor typisk ikke den almin-delige indføring i det danske system, som andre udlændinge får.

Der er behov for at sikre udsatte grønlændere den fornødne støtte, og der er behov for en styrket ind-sats. I den sammenhæng er det dog vigtigt, at indsatsen ikke per automatik udskilles i segregerede til-bud, men at der arbejdes målrettet på at gøre de almindelige tilbud mere tilgængelige og rummelige, og at der i tilknytning hertil er adgang til den fornødne faglige viden og bistand til at håndtere udsatte grønlænderes problemstillinger. Samtidig bør der fastholdes og udvikles et samarbejde mellem de danske og de grønlandske myndigheder for at forebygge en række af de sociale problemer, som kan opstå, når grønlændere, som er i risiko for at blive udsatte, rejser til Danmark.

3.8 UDSATTE MED ANDEN ETNISK BAGGRUND END DANSK

Et betydeligt antal af de personer, som kan betegnes som socialt udsatte, har anden etnisk baggrund end dansk. At leve med anden etnisk baggrund i Danmark kan betyde, at man befinder sig i en ”dob-belt” socialt udsat position: Foruden de sociale problemer kan der være kulturelle og sproglige barrie-rer, som vanskeliggør muligheden for at få den rette hjælp. Social udsatte med anden etnisk baggrund kan desuden have andre mønstre for så vidt angår forbrug/misbrug af rusmidler. Det ses både ved, at forbrug/misbrug af f.eks. alkohol er mindre hyppigt, end blandt andre udsatte. Men det ses også ved, at de problemer med afhængighed og/eller skadeligt forbrug/misbrug af rusmidler, der er til stede, grundet kulturel baggrund kan være forbundet med en særlig oplevelse af skam og skyld, som gør,

SIDE 18

at problemet holdes skjult længere. Også i forhold til psykiatrien kan kulturelle og sproglige barrierer betyde, at der ikke gives den rette hjælp i tide.

Generelt eksisterer der i samfundet en risiko for, at personer med anden etnisk baggrund end dansk udsættes for direkte såvel som indirekte diskrimination. Danske statsborgere med anden etnisk bag-grund end dansk har samme rettigheder som andre statsborgere og skal have samme mulighed for et individuelt sagsbehandlingsforløb, hvor vedkommendes egne forståelser og perspektiver på pro-blemerne danner udgangspunkt. Det betyder, at medarbejderen i sundhedsvæsenet eller det sociale hjælpesystem må have forståelse for og kendskab til den enkeltes situation og de særlige udfordringer, som gør sig gældende. Forskellige mennesker kan have forskellige hjælpebehov, og hjælpetilbuddene bør tilpasses forskellige målgrupper, herunder til socialt udsatte med anden etnisk baggrund.

3.9 MIGRANTER OG ASYLANSØGERE MED ALVORLIGE HELBREDSMÆSSIGE OG PSYKOSOCIALE PROBLEMER

Globaliseringen har nogle meget håndgribelige konsekvenser i form af nye grupper af socialt udsatte, herunder uregistrerede migranter med forskellige opholdsgrundlag. Det kan fx være afviste asylan-søgere eller udlændinge, som søger arbejde i Danmark eller udfører arbejde uden arbejdstilladelse. Nogle har ret til at opholde sig i landet en kortere eller længere periode, mens andre slet ikke har eller har mistet deres ret til ophold. Men alle har de det tilfælles, at deres opholdsstatus giver begrænsede rettigheder efter dansk lovgivning – eller begrænsede muligheder for at gøre brug af rettigheder uden at risikere registrering, tilbageholdelse og udsendelse.

For nogle af migranterne, der har søgt et bedre liv i Danmark, går det skidt, og de ender som socialt udsatte, som i flere henseender er endnu mere udsatte end socialt udsatte med en dansk baggrund. At komme til Danmark som asylansøger eller migrantarbejder sker ofte som modreaktion på et utilstræk-keligt, usikkert liv med krig eller stor fattigdom. Det betyder, at mange asylansøgere og migranter lever med posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) eller andre psykiske lidelser. En sådan baggrund er af stor betydning for mødet med det danske samfund.

Det er en dilemmafyldt problematik – men det er ikke desto mindre helt afgørende, at der fra politisk hold er en anerkendelse af problematikken og af behovet for værdige løsninger i form af hjælp til nødstedte mennesker. Det er vigtigt, at det danske samfund fastholder at have et ansvar for, at der tages hånd om alle, mens de er her. Det danske samfund må ikke vænne sig til, at der går forhutlede mennesker rundt på gader og stræder, som samfundet ikke behøver tage sig af – selvom de måske har et uklart opholdsgrundlag rent retsligt. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at et uklart opholdsgrundlag ikke er ensbetydende med et illegalt opholdsgrundlag. Retten til fri bevægelighed er en grundsten i EU. Blot at henvise til, at gruppen er her ulovligt og derfor straks skal udrejse af lan-det, er en forsimpling af problematikken. Ved ikke at hjælpe er risikoen for en yderligere social deroute for mange overhængende – med endnu større menneskelige og økonomiske omkostninger til følge.

I kraft af, at frivillige og private tilbud i NGO-regi ikke er omfattet af serviceloven, kan de hjælpe perso-ner, som er uregistrerede. Det er vigtigt, at der er sådanne tilbud til rådighed for gruppen af uregistre-rede migranter, og at der sikres helårlig, permanent finansiering til disse tilbud samt til tilbud, som kan hjælpe med en god og værdig hjemrejse for udsatte migranter, når det er den bedste løsning for den

SIDE 19

enkelte. Samtidig bør udsatte migranter få adgang til de nødvendige sundhedsydelser, indtil opholds-grundlag og eventuelle hjemrejsemuligheder er afklaret. Endelig er der brug for at få sagen bragt på dagsordenen i EU og andre internationale fora.

3.10 UDSATHED I FORHOLD TIL KØN

I Danmark er der ikke i udbredt grad tradition for at tænke køn i de sociale indsatser, og socialt arbejde er som udgangspunkt tilrettelagt som en kønsneutral indsats, hvor socialt udsatte uafhængigt af deres køn tilbydes samme typer af behandling og støtte. En vigtig undtagelse er kvindekrisecentre, som tilbyder husly og støtte til kvinder og deres børn, som har været udsat for vold eller trusler om vold i hjemmet. Udsatte uanset deres køn må dog som regel bruge de samme herberger, natcaféer, være-steder, behandlingstilbud, beskæftigelsesindsatser mv. Der er brug for flere sociale tilbud, der tænker mangfoldigheden i køn ind.

Mennesker påvirkes ikke nødvendigvis på samme måde af de samme vilkår, men har forskellige behov, bl.a. afhængigt af deres køn. Undersøgelser bekræfter fx, at udsatte kvinder har en høj risi-ko for at opleve vold og seksuelle overgreb. Det er bl.a. dokumenteret, at socialt udsatte kvinder i højere grad end socialt udsatte mænd bliver udsat for vold og/eller for seksuelle overgreb. Der er omvendt flere mænd end kvinder, som lever i hjemløshed og med stof- og alkoholmisbrug, og socialt udsatte mænd er nemmere at få øje på i gadebilledet end udsatte kvinder. Men kvinder har også svære sociale problemer. Deres problemer kan blot have et andet – og måske mindre synligt – udtryk end mænds.

Det kan være svært for udsatte kvinder at få hjælp, når de er udsat for vold og seksuelle overgreb. Udsatte kvinder fortæller om at blive mistænkeliggjort, når de f.eks. anmelder overgreb til politiet eller fortæller om det til sociale myndigheder. Dette gælder ikke mindst, hvis kvinden samtidig har prostitu-tionserfaring. Det er afgørende, at udsatte kvinder får en værdig behandling og mødes med tillid af de myndigheder, som er til for at hjælpe, og at der ikke finder en fordømmelse af kvinden sted.

Mænd udgør størstedelen – ca. tre fjerdedele – af brugerne af f.eks. hjemløsetilbud, stofmisbrugs- og alkoholbehandlingstilbud. Det kan betyde, at tilbuddene primært fungerer på mænds præmisser, og at kvinder i endnu ringere grad end mænd oplever deres behov imødekommet her. Nogle steder er der imidlertid oprettet særlige kvindeherberger eller skærmede afdelinger for kvinder. Noget tyder på, at der er brug for flere af disse tilbud, og at der i det hele taget er brug for mere differentierede tilbud til socialt udsatte uanset køn.

3.11 GEOGRAFISK ULIGHED

Social udsathed opfattes typisk som et storbyfænomen. Men også i de tyndtbefolkede yderområder af landet findes social udsathed. Udsatheden i yderkommunerne kan tage en anden form end storbyens udsathed. I yderområderne kan det være lettere at leve isoleret uden at ”forstyrre eller at blive forstyr-ret” af naboer. Samtidig er udgifter til husleje eller priser på boliger ofte meget mindre end i byerne. I den forstand kan yderområderne være en mulighed for socialt udsatte mennesker for at overleve med meget beskedne indkomster. Endelig tyder noget på, at den sociale indsats i yderområder kan være mere koordineret, da enhederne i det kommunale system er mindre, de personlige relationer tættere

SIDE 20

osv. Men livet som udsat i yderkommuner kan også betyde, at socialt udsatte isoleres og ikke får den hjælp og støtte, som de burde få.

Transportproblemet i yderområderne kan være marginaliserende. For socialt udsatte, som lider under helbredsmæssige problemer, som kræver medicinsk behandling, eller for personer med sindslidelser, kan transporten være en afgørende barriere i forhold til at hente medicin eller møde op til samta-ler med sagsbehandlere, psykiatrisk behandling osv. Afstanden er for mange ikke bare en fysisk eller psykisk forhindring, men også en økonomisk barriere. Det betyder, at den pågældende måske ikke modtager den rette hjælp.

Den generelle opfattelse af udsathed som værende først og fremmest et storbyfænomen har bevirket, at der i det sociale arbejde til tider fokuseres på de store metropoler. Eventuelle geografiske uligheder i tilbud og muligheder skal udlignes. Også socialt udsatte borgere i tyndt befolkede områder kan have manglende overskud til at kontakte f.eks. læge og kommune og også disse socialt udsatte kan nære stor mistro til systemet. Systemet bør derfor komme til dem. F.eks. bør opsøgende sundhedsteams i nødvendigt omfang være til stede i landområderne, og kommunerne skal sikre, at der er de nødvendi-ge ressourcer til stede til den nødvendige støtte.

SIDE 21

4. RAMMERNE FOR INDSATSEN

For at indsatsen overfor socialt udsatte kan ydes bedst muligt, skal de rette rammer være til stede. Det handler både om, at socialt udsatte skal inddrages i tilrettelæggelsen af indsatsen og om, at der hersker reel retssikkerhed for den enkelte. Samtidig er de rette rammer forudsat af, at der er de nød-vendige økonomiske ressourcer til stede til at finansiere den bedst mulige indsats for socialt udsatte. Endelig bør der være en afbalanceret tilgang til effektmåling af indsatsen.

4.1 BRUGERINDDRAGELSE

Alle mennesker ønsker indflydelse og magt over eget liv. Det er helt centralt, at socialt udsatte selv har indflydelse på den konkrete hjælp (behandling, omsorg mv.), som samfundet tilbyder dem. Ind-flydelsen og medbestemmelsen skal være på alle niveauer. Den enkelte skal have indflydelse på den hjælp, som tilbydes vedkommende. Kun i en respektfuld dialog er det muligt at finde de tilbud, som er relevante og giver den fornødne omsorg og hjælp til løsning af de problemer, som den enkelte er klar til at arbejde med. Det er forudsætningen for et godt tilbud, at man møder socialt udsatte med respekt og på deres præmisser. Samtidig er det afgørende, at den enkelte får udarbejdet den koordinerende handleplan af kommunen, som de har ret til efter serviceloven.

Brugerråd på hjemløseboformer er eksempler på brugerinddragelse, der mange steder fungerer godt. Også på mere overordnet niveau er brugerinddragelsen vigtig. På kommunalt niveau bør brugerne inddrages i udformningen af de relevante lokale politikker. Lokale udsatteråd med deltagelse af re-præsentanter med personlige erfaringer med social udsathed anbefales. Disse råd fungerer som et lokalt formaliseret mødeforum, hvor kommunens udsattepolitiske beslutninger er genstand for debat og diskussion om bl.a. prioriteringer i kommunernes udsattepolitik. I den sammenhæng er det givtigt, at der udarbejdes lokale politikker på udsatteområdet. Disse politikker fastlægger typisk overordnede værdier for den kommunale indsats, og for hvilke konkrete indsatser der skal prioriteres i de kommen-de år. Alle kommuner bør have en sådan politik.

4.2 RETSSIKKERHED FOR UDSATTE

Socialt udsatte har efter lovgivningen retssikkerhed i form af f.eks. klageadgang, men har den ofte ikke i praksis. Der er mennesker med misbrugsproblemer, der gerne vil i behandling, men aldrig får en afgørelse fra kommunen. Der er mennesker, som venter i årevis på at få tilkendt førtidspension, mens kommunen bliver ved at vurdere, at ”det ikke er dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan forbedres”. Og mennesker, der kommer på integrationsydelse, fordi de er hjemløse, og derfor ikke kan dokumentere, at de har boet i Danmark de seneste syv år, som er betingelsen for at få kontanthjælp.

Fælles for disse eksempler er, at de ramte oftest ikke klager, og at de derfor slet ikke optræder i Anke-styrelsens opgørelser. Det kan skyldes, at socialt udsatte ikke forstår afgørelsen, at de ikke ved, hvordan de skal klage, at afgørelsen aldrig når frem, at kommunen simpelthen slet ikke træffer en afgørelse, eller at det aldrig lykkes den enkelte at komme i kontakt med kommunen og fremsætte en ansøgning.

Der er lovgivning på det sociale område, som på papiret er god for socialt udsatte, men som ikke virker efter hensigten. For ofte bliver oplevelsen, at der ikke er sammenhæng i indsatsen, at der ikke bliver

SIDE 22

lyttet til borgeren, og at den ene del af den kommunale forvaltning ikke ved, hvad den anden gør. Det er et grundlæggende problem, at særligt beskæftigelseslovgivningen er uoverskuelig og uigennem-skuelig for både medarbejdere og brugere. Der er behov for en regelforenkling.

Det er afgørende, at socialt udsatte får den hjælp, de har krav på efter lovgivningen, at vejledningen og rådgivningen om den enkeltes rettigheder gives dér, hvor den udsatte befinder sig, samt at hjælpesy-stemet er overskueligt for den enkelte. Man kan med fordel lade sig inspirere af Sverige, hvor man har ordninger med personligt ombud – dvs. en lønnet professionel, som arbejder på brugernes opdrag og uafhængigt af myndigheder. Et personligt ombud kan støtte, rådgive og samordne indsatserne i forhold til den enkelte. Brugerne bestemmer selv, hvilke opgaver ombuddet skal varetage.

4.3 DE NØDVENDIGE RESSOURCER TIL SOCIALE INDSATSER

Der er i dag generelt en underfinansiering af sociale indsatser. Det er afgørende, at sociale indsatser ses som en nødvendig investering, som samfundet har et langsigtet økonomisk, men også et med-menneskeligt, ansvar for at yde. Dertil kommer, at det er afgørende, at der ikke er uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer i lovgivningen – f.eks. at reglerne om overførselsindkomster ikke er skruet sådan sammen, at kommunen har incitamenter til at holde en borger på kontanthjælp i længere tid i stedet for at tildele førtidspension, hvis det er dét, borgeren er berettiget til.

En del projekter på udsatteområdet er finansieret af satspuljen. Det giver flere udfordringer: For det første er det problematisk, at projekter finansieret af satspuljen for ofte mister finansieringen, når pro-jektperioden udløber – hvorefter hele arbejdet kan gå tabt. Det er for vanskeligt at få permanent drifts-støtte. For det andet er der ingen garanti for, at midlerne i satspuljen – som i stigende grad bruges til at finansiere lidt af hvert – går til socialt udsatte grupper. Og for det tredje er det et principielt problem, at det er de svageste grupper, som selv skal finansiere indsatsen, idet puljemidlerne tages ved, at overførselsindkomster ikke følger den normale pris- og lønudvikling. Dermed udhuler ordningen reelt overførselsindkomsterne. Satspuljen i sin nuværende form bør afskaffes, og der bør i stedet afsættes 600 mio. kroner på finansloven til særlige indsatser overfor udsatte grupper.

4.4 EN AFBALANCERET TILGANG TIL EFFEKTMÅLING

Det sociale arbejde er overbebyrdet af dokumentationskrav, som tager tid fra relationsarbejdet, og som den enkelte leder eller praktiker kan have svært ved at se meningen med. Det går ud over relati-onen mellem medarbejdere og socialt udsatte. Indsatsen på området er kompleks og kræver mange forskellige fagfolks medvirken. Derfor skal der også lægges vægt på at udvikle fælles forståelser af udsathed på tværs af de forskellige fagligheder, der er involveret. I det hele taget skal fagligheden op-prioriteres. Det er i den sammenhæng afgørende, at der gøres mere for at uddanne og efteruddanne flere socialarbejdere, pædagoger, sygeplejersker og andre fagfolk bedre, så mødet med socialt udsatte bliver bedst mulig, og hjælpen får et kvalitetsløft.

Området for socialt udsatte har ligesom en lang række andre indsatsområder indenfor det offentlige været igennem en markant forandring i særlig de seneste 10-15 år, blandt andet med inspiration fra

SIDE 23

sundhedsområdet. Omdrejningspunktet for denne forandring er, at der i højere grad skal måles på effekten af de sociale indsatser, og at mål- og resultatopfyldelse i højere grad skal være styrende for beslutningen om, hvilken indsats der stilles til rådighed. Der tilstræbes mest mulig viden om – ideelt set evidens for – at indsatsen har den effekt, man ønsker at opnå.

Socialt udsatte skal naturligvis modtage en hjælp baseret på størst mulig viden om, hvad der virker, og den viden skal til stadighed udbygges. Men det er vigtigt samtidig at være opmærksom på, at men-neskers livsforløb og udvikling ikke er lineære forløb med entydige sammenhænge mellem indsats og resultat - og på, at ikke alt, som virker, kan måles. Arbejdet med at hjælpe socialt udsatte er væsentligt forskelligt fra indsatser på sundhedsområdet og først og fremmest kendetegnet ved at være præget af mange og ofte komplekse problemstillinger. Det er ikke sikkert, at det enkelte udsatte menneske nogensinde bliver ’helet’. Men livet i udsathed kan blive bedre eller i det mindste tåleligt. Det kræver dog tid, og det kræver et intenst relationsarbejde. Det afgørende må aldrig blive, om indsatsen ’lønner sig’ for samfundet, men om den enkelte udsatte får forbedret sit liv.

SIDE 24

Kolofon

Udgivet af: Rådet for Udsatte www.udsatte.dk Udgivet i december 2017 Layout: Line K ISBN-nr: 978-87-999619-8-6