Patientudløst lægekald - Regionshospital Randers...Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers...

Regionshospitalet Randers

ForskningsenhedenMedicinsk Afdeling

Patientudløst lægekald

Patientudløst lægekaldReaktioner og handlemønstre hos patienter og sundhedsprofessionelle

Medicinsk Afdeling Regionshospitalet Randers

2 Regionshospitalet Randers



Reaktioner og handlemøstre hos patienter og sundhedsprofessionelle

Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers

Randers, april 2014

Forskningsenheden og Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers

Skovlyvej 1

8930 Randers NØ

Telefon (+45)78 42 23 50

E-mail: [email protected]

Rapporten er udarbejdet af projektgruppen

Birgith Hasselkvist, udviklingssygeplejerske, Medicinsk Afdeling (projektansvarlig)

Mette Mejlby Hansen, akademisk medarbejder, cand scient san, Forskningsenheden

Sofie Thordal, cand.mag. i antropologi, Medicinsk Afdeling

Erik Riiskjær, Chefkonsulent, cand.oecon. CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling

Bente Birgitte Fogh, oversygeplejerske, Medicinsk Afdeling

Jens Kelsen, forskningschef, overlæge, PhD, Forskningsenheden og Medicinsk Afdeling

Grafisk produktion: Fotograf Helle Brandstrup Larsen

Støttet fra midler til uddannelse og kompetenceudvikling, Regionsrådet, Region Midtjylland.

Projektgruppen takker overlæge Steffen Kristensen for bidrag til projektets idegrundlag, samt til

personale og ledelsen i Medicinsk Afdeling og Akutafdelingen for samarbejde og udførelse af projektet.

Rapporten må frit citeres med tydelig angivelse af kilde.

3


indhold

Forord 4

Sammenfatning og Konklusion ...............................................................................6

1. Baggrund og Formål ............................................................................................12

1.1 Formål .............................................................................................................14

1.2 Hypoteser ........................................................................................................14

2. Design, metoder og materiale .............................................................................15

2.1 Interventionen ..................................................................................................15

2.2 Undersøgelsesdesign .........................................................................................16

2.3 Undersøgelsesmetode ........................................................................................17

2.3.1 Faglig vurdering af relevans af lægekald .......................................................17

2.3.2 Audit på patientudløste kald ........................................................................17

2.3.3 Struktureret interviewundersøgelse ..............................................................17

2.3.4 Patient interviews ......................................................................................18

2.3.5 Deltagerobservation ...................................................................................18

2.3.6 interview med personalet ...........................................................................18

2.3.7 Etiske overvejelser ....................................................................................19

3. Resultater .............................................................................................................20

3.1 Faglig vurdering af relevans af lægekald ...............................................................20

3.2 Audit på patientudløste kald ...............................................................................21

3.3 Struktureret interviewundersøgelse .....................................................................21

3.4 Patient interviews ..............................................................................................26

3.5 Deltagerobservation blandt personale ..................................................................30

3.6 Personale interviews ..........................................................................................32

4. Diskussion ............................................................................................................39

5. Referencer ............................................................................................................44

Bilag 1. Patientkort .................................................................................................45

Bilag 2. Skema til faglig vurdering af relevans af lægekald ...........................................46

Bilag 3. Strukturerede interview ...............................................................................47

Bilag 4. Vejledende interviewguide til patient interviews ...............................................48

Bilag 5. Vejledende interviewguide til personale interviews ...........................................49

5


Forord Patientinddragelse nyder stor bevågenhed, har mange navne og er genstand for forskellige

fortolkninger. Et sundhedsvæsen i verdensklasse er betinget af en rationel inddragelse af patienter.

Patientinddragelse er samtidigt en naturlig konsekvens af, at det danske sundhedsvæsen betjener en

veluddannet befolkning, som spontant søger information og indflydelse.

Undersøgelser fra University of Pittsburgh Medical Center Shadyside Hospital, USA, tyder på, at man

med en stor gevinst kan inddrage patienter i deres varetagelse af sikkerhed under indlæggelse.

Særlige responseteams varetager her de opkald, som utrygge patienter eller pårørende foretager, og

man er i stand til at håndtere konflikter, som hyppigt handler om dårlig kommunikation. Andre studier

peger på, at patienter med deres unikke viden om egen situation kan bidrage til at højne sikkerheden.

På baggrund af disse studier iværksatte Regionshospitalet Randers et pilotstudium ”Patientudløst

lægekald” af to måneders varighed rettet mod patienter på medicinsk afdeling. Studiet udstyrede

indlagte patienter med en formel og legitim rettighed til at blive vurderet af læge, såfremt følte sig

alvorlig eller kritisk syge og ikke følte sig hørt af personalet. Patienterne kunne udløse et lægekald ved

at vise et kort og dermed overtrumfe vanlige kliniske beslutningsveje. Det dristige projekt udfordrede

arbejdsrutiner for sygeplejersker og læger i Medicinsk Afdeling og Akutafdelingen. Resultaterne af

studiet har været imødeset med spænding.

Patientudløst lægekald har givet patienterne en øget følelse af tryghed og sendt et betydningsfuldt

signal til patienter og pårørende. Patientudløst lægekald hjalp til at identificere uløste kliniske

problemstillinger. I forlængelse heraf er organisationen blevet udfordret på forventninger til patienters

handlemåder.

Projektet har bestyrket os i, at vi har brug for patienten som aktiv medspiller i en travl hverdag,

hvor alle ressourcer skal udnyttes for at højne kvaliteten i sundhedsvæsenet. Vi undersøger aktuelt

muligheden for at bringe erfaringerne fra pilotstudiet i anvendelse og udrulle ordningen til hele

hospitalet i en periode på et år.

God fornøjelse med læsningen.

Marianne Jensen Lone Winther Jensen Thomas Pazyj

Sygeplejefaglig direktør Lægefaglig direktør Hospitalsdirektør



sammenFatning og konklusion

Projekt Patientudløst lægekald blev gennemført på Regionshospitalet Randers fra 1. oktober til

30. november 2013. Patientudløst lægekald er et forsøg på patientinddragelse, som ikke tidligere

er afprøvet i Danmark. I alt fik 1050 patienter udleveret et patientkort (Bilag 1). Kortet gav dem

rettigheden til at blive vurderet af en læge inden for 30 minutter, uanset tidspunkt på døgnet og uden

at være begrænset af en forudgående vurdering ved ansvarshavende sygeplejerske.

Formålet med projektet var at undersøge:

Om det er muligt at udforme en model for ”patientudløst lægekald”

Om det er muligt at inddrage patienter og pårørende i tidlig opsporing af kritisk sygdom

Om patientinddragelse vil medføre en øget tryghed under indlæggelse

Om denne metode til patientinddragelse kan bidrage til kompetenceudvikling af personalet

Undersøgelsens konklusion. Det er muligt at indføre patientudløst lægekald, uden at ordningen

bruges uhensigtsmæssigt, eller uden at den underminerer en rationel hospitalsdrift. Der er

dokumentation for, at 72 % af patienterne erklærer sig parate til at anvende kortet i en nødsituation,

og kortet har for en tredjedel af patienternes vedkommende bidraget til øget tryghed under

indlæggelsen. Initiativet har sendt et signal om, at man bliver hørt som patient og pårørende.

Patientudløst lægekald har givet personalet anledning til at reflektere over begrebet patientinddragelse,

og det faktum at kun tre patienter gjorde brug af kortet, har udfordret personalets forestilling om

patientgruppens handlemønstre. Interventionen har i den relativt korte projektperiode ikke vist, at den

kan bidrage til tidlig opsporing af kritisk sygdom, men der er demonstreret direkte kliniske effekter på

individniveau.

Datagrundlag. Rapporten bygger på en strukturerede interviews med 104 patienter, journalaudit

på 3 patienter hvor kortet blev anvendt, semistrukturerede telefoninterviews med 14 patienter,

20 dages observationsstudie på Medicinsk Afdeling, semistrukturerede interviews med 3 læger, 4

afdelingssygeplejersker og 3 sygeplejersker.

7


Delkonklusioner

Patientudløst lægekald kan indføres, uden at en rationel prioritering af de kliniske opgaver

tilsidesættes og uden en uhensigtsmæssig belastning af personalet i vagttiden.

Patientudløst lægekald har i prøveperioden ikke påvist at bidrage til tidlig opsporing af kritisk sygdom,

men de udløste lægekald påvirkede den kliniske beslutningsproces.

Patientudløst lægekald har givet en tredjedel af patienter en øget følelse af tryghed under

indlæggelsen, og ingen patienter har givet udtryk for utryghed ved at blive medansvarlig for egen

behandling.

Patientudløst lægekald appellerer til næsten trefjerdedele af de adspurgte, som oplyser sig parate til

at gøre brug af ordningen.

Patientudløst lægekald har forventeligt påvist barrierer for patientinddragelse: dels kognitive

barrierer hos et svækket patientklientel, dels patienternes tillid og ønske om ikke at være til besvær, og

dels hvordan invitationen til patientinddragelse præsenteres af personalet og modtages af patienter og

pårørende.

Patientudløst lægekald peger på, at der er en ressource i pårørende, som i højere grad kan være

aktive medspillere under en indlæggelse.

Patientudløst lægekald kan være løftestang for frugtbare diskussioner de enkelte faggrupper

imellem og på længere sigt udvirke en kulturændring og udfordre en rodfæstet hierarkisk

samarbejdsform. Isolerede observationer indikerer dog, at patientudløst lægekald kan medvirke til

personalets ansvarsforflygtigelse.

Patientudløst lægekald har budt på uforudsete vanskeligheder i implementeringsfasen,

herunder udfordringer med afgivelse af patientinformation, som vurderes at være nået ud til to

tredjedele af de indlagte (1050 ud af 1600 indlagte patienter).



Anbefalinger

Det er projektgruppens opfattelse, at patientudløst lægekald ikke kan anbefales indført i sin nuværende

form alene med en begrundelse i en forbedret patientsikkerhed. Anbefalingerne er behæftet med

forbehold, idet der er tale om en relativ kort observationsperiode svarende til 3700 indlæggelses døgn

med 1050 inkluderede patienter fra en bred medicinsk afdeling på et regionshospital.

”Patientudløst lægekald” anbefales udrullet som et hospitalsprojekt af et års varighed med mulighed

for at følge andre patientgruppers brug af rettigheden for tilkald af læge over en længere periode.

Projektet har vist, at en væsentlig barriere for patientinddragelse er, at patienter ”ikke vil være til

besvær”. Kompetenceudvikling af personalet er nødvendigt med henblik på at sikre en ”ægte” invitation

til patienterne om medinddragelse.

9


Tre patienter udløste et lægekald

I projektperioden på to måneder gjorde tre patienter brug af muligheden for patientudløst lægekald,

heraf en patient to gange under samme indlæggelse. Det drejer sig om to mænd og en kvinde i

alderen 40-77 år. Lægekaldene er i tre ud af fire kald vurderet som værende ”slet ikke relevant” af

den tilkaldte læge, mens den implicerede sygeplejerske vurderede kaldene som ”meget relevant ” eller

”delvis relevant”. Ved en efterfølgende journalaudit fremkom der fællestræk. I alle tilfælde var årsagen

til lægekaldet smerter. Hos to af patienterne førte dette smertebillede sidenhen til et operativt indgreb

inden for 5-13 dage efter lægekaldet.

Den første sag drejede sig om uacceptabel ventetid på en lægelig vurdering, mens det andet kald

opstod uvarslet, idet smerteproblemet ikke var omtalt i et lægenotat en time forinden. En tredje

patient udløste to lægekald, hvor årsagen til begge var inkurable fantomsmerter. Ved det ene af

disse kald var det plejepersonalet, der i afmagt udløste lægekaldet i ventetiden på lægen, hvorfor

dette lægekald ikke i stringent forstand var patientudløst. Kaldende førte for alle tre patienter

til en intensivering af den smertestillende behandling, i ét tilfælde til en mere bredspektret

antibiotikabehandling, og til rekvirering af to tilsyn fra kirurgiske specialer. En journalaudit fandt

ikke belæg for utilsigtede hændelser eller afvigelser fra almindelig faglig standard i de ovennævnte

patienters indlæggelsesforløb. Omend det kan anføres, at alene den kendsgerning at patienter måtte

finde det nødvendigt at udløse et lægekald, kan betegnes som utilsigtet. Der er således ikke i det

foreliggende studie belæg for, at patientudløst lægekald har afværget kritiske kliniske situationer.

Foruden de tre patienter der anvendte kortet, fremkom der ved interview af patienter på

udskrivelsestidspunktet tilfældigt oplysninger om yderligere to patienter, der mente, at de havde gjort

brug af muligheden. En patient, hvis pårørende havde ”udløst lægekald”, blev håndteret ved den

parallelt forløbende stuegang og blev sandsynligvis derfor aldrig registeret som et kald. Hos den anden

patient blev den pårørende ansporet af kortet til at tage telefonisk kontakt til afdelingens læger med

en efterfølgende lægesamtale som resultat. Det er på den baggrund projektgruppens opfattelse, at

der formentlig foreligger en vis underrapportering af det reelle antal patientudløste lægekald, som er

blevet håndteret på anden vis end ved en akut lægelig vurdering.

Hvad siger patienterne til at få et medansvar?

Der blev i forsøgsperioden tilfældigt udvalgt 104 indlagte patienter til strukturerede interview med

kategoriserede svarmuligheder. Her oplyser 33 % af patienterne, at muligheden for patientudløst

lægekald er ”en ekstra tryghed”, mens mere end halvdelen ikke mener, det gør nogen forskel. En

interessant observation er, at ingen patienter giver udtryk for utryghed ved, via kortet, at blive

inddraget/medansvarlig for egen behandling. Kortets betydning for om det har givet en ekstra tryghed

under indlæggelsen, er ikke betinget af andre faktorer såsom vurdering af egen patientrolle, parathed

til at ville anvende kortet hvis de finder det nødvendigt (handleparatheden), køn eller hvordan kortet

er præsenteret ved indlæggelsen. Tidligere indlæggelser eller empati i forhold til medpatienter kan

derimod muligvis influere på, om patienten mener, at kortet giver en ekstra tryghed.



I nærværende studie oplyser 72 % af de adspurgte, at de er parate til at udløse et lægekald, hvis

de finder det nødvendigt, mens 19 % siger, de ikke vil gøre brug af muligheden. Der er ingen

forskel på kønnenes handleparathed. Derimod har det betydning, hvordan kortet er præsenteret ved

indlæggelsen, idet der er en signifikant forskel på patienternes handleparathed i oktober og november

måned, hvor kortet blev udleveret på forskellig vis. Undersøgelsen tillader dog ikke at konkludere

præcist, hvad der er udslagsgivende for den signifikante ændring; om det er afgørende, at det er

en læge eller en sygeplejerske, der udleverer kortet, eller at kortet udleveres sammen med anden

information ved indlæggelsen.

Patientens medansvar for egen behandling er ligeledes forsøgt vurderet, ud fra hvordan de ser deres

egen rolle som patient. Næsten halvdelen af patienterne ønsker blot at få information, mens 35 % vil

gerne være medbestemmende i forløbet. Der er en signifikant forskel på mænd og kvinder, idet næsten

halvdelen af kvinderne (48 %) vil være medbestemmende om egen behandling, mens kun 25 % af

mændene giver udtryk for det samme. 17 % af mændene vurderes at indtage en ”passiv patientrolle”,

idet de tilslutter sig udsagnet: ”at personalet gør hvad de finder nødvendigt”, hvorimod kun 8 % af

kvinderne giver udtryk for det samme. Der er ingen patienter, som ønsker at overtage styringen, idet

ingen har svaret ”det er mig der bestemmer, hvad der skal ske”.

De tre patienter, som gjorde brug af patientudløst lægekald, og 11 andre tilfældigt udvalgte patienter

er telefoninterviewet to uger efter udskrivelsen. Her er patienterne overvejende velstemte overfor

tiltaget, da det giver en ekstra handlemulighed i en indlæggelsessituation, hvor patienten i mange

henseender er afhængig af andre. Enkelte finder dog ikke muligheden for patientudløst lægekald

relevant, idet de mener, at det eksisterende system allerede giver dem en tilsvarende rettighed.

Patienterne giver udtryk for, at de pårørende finder stor tryghed ved ordningen, og især pårørende

med en sundhedsfaglig baggrund finder projektet opsigtsvækkende og rosværdigt. Patienterne er for

de flestes vedkommende positivt indstillet over for at indføre patientudløst lægekald som et fast tilbud,

men der fremkom også mere nuancerede betragtninger og en bekymring for, at sundhedsprofessionelle

påvirkes til at fralægge sig ansvaret.

Personalets holdning til at inddrage patienter og pårørende på en ny måde

Projektet bryder med det gængse magtforhold mellem læge og patient og udfordrer en rodfæstet

kommunikationsstruktur/kommandovej mellem sundhedsprofessionelle og patienter. Lægegruppen blev

informeret om projektet ved flere særskilte møder og blev inddraget i undersøgelsens design.

Det øvrige personale blev informeret om projektet ved møder afdelingsvis. Reaktionerne var forskellige

blandt de enkelte faggrupper. Generelt blev projektet mødt med en vis forbløffelse og vantro, idet

de fleste frygtede, at vagtholdet ville blive overbelastet med henvendelser. Lægegruppen udtrykte

bekymring for om ikke-akutte problemer, som burde kunne håndteres til stuegang næste dag, skulle

fjerne ressourcer fra det akutte lægearbejde i vagttiden. Projektet blev således mødt med skepsis

blandt lægegruppen, der iklædte deres skepsis rationelle videnskabelige argumenter og såede tvivl

om lødigheden af projektets design. Sygeplejegruppen hilste gennemgående initiativet velkomment,

men projektet afstedkom også diskussioner om, hvor grænsen går mellem patientinddragelse og

11


faglig ansvarsforflygtigelse. Der fremkom tankevækkende udsagn om, at sygeplejerskerne ønskede

sig lignende mulighed for at udløse en hurtig lægelig vurdering, formentlig et udtryk for en kultur hvor

sygeplejersken opfatter sig som ”gate-keeper” og er bevidste om, at patienternes forespørgsler ikke

skal nå uprioriteret frem til lægen. Ud fra interviews er det projektgruppens opfattelse, at flere tilløb

til patientudløst lægekald kan være blevet afværget af denne kultur. Der har således været eksempler

på, at det er svært for personalet at fralægge sig ”gate-keeper” funktionen ved kald, hvis patientens

intention med at udløse lægekaldet ikke havde rod i en kritisk klinisk situation.

En anden barriere for projektet har været personalets opfattelse af patientgruppen i Medicinsk

Afdeling, som værende for kognitivt svækkede eller for kritisk syge til at tage et medansvar og udløse

et lægekald. Denne holdning kan muligvis være en medvirkende årsag til, at kun 1050 ud af ca. 1600

patienter fik udleveret et kort.



1. Baggrund og Formål

Inddragelse af patienter i egen behandling og sikkerhed er vigtigt for at sikre kvaliteten i fremtidens

danske sundhedsvæsen. Mere end ni ud af ti sygeplejersker og læger mener således ifølge en ny

dansk undersøgelse, at patientinddragelse i høj eller nogen grad kan øge kvaliteten af behandling og

pleje (1), og der er dokumenteret sammenhæng mellem patientinddragelse, tilfredshed og forekomst

af utilsigtede hændelser (2). Det diskuteres således ikke længere om patienter skal inddrages i

egen behandling, men hvordan. Patienterne udgør en ressource, som kan udnyttes til fordel for

behandlingsresultat og patientoplevet kvalitet, om end de umiddelbare sundhedsøkonomiske gevinster

er omdiskuteret (3).

Et særskilt problem er, at patientinddragelse ikke er entydigt defineret, og danske rapporter tyder på

eksistensen af i hvert fald fem overordnede forståelser af patientinddragelse (4), og at forståelsen af

begrebet patientinddragelse er forskellig imellem faggrupper (1).

Flere aspekter står i vejen for patienten som en aktiv samarbejdspartner i sundhedsvæsnet, og de

kan sammenfattes i følgende temaer; helbredstilstand, individuelle kognitive karakteristika, patient-

personale relation og organisatoriske faktorer (5).

Siden 2005 har University of Pittsburgh Medical Center Shadyside Hospital, USA, givet patienter og

pårørende en mulighed for et såkaldt help-call (H-call), hvor et særligt sammensat response team kan

kontaktes direkte telefonisk. Det drejer sig typisk om problemstillinger af ikke-akut karakter, så som

kommunikation mellem personale og patient, uenighed om behandlingsplan, herunder utilstrækkelig

smertebehandling (6). Dette initiativ tyder på, at patientudløst lægekald dækker et behov, som ikke

tilgodeses ved kliniske scores baseret på vitalparametre.

Patientrollen og relationen til sundhedsprofessionelle

Forventninger til patientrollen mellem patienter og sundhedsprofessionelle er de seneste årtier skiftet

fra en passiv patientrolle, hvor man underkaster sig behandling, til at man ønsker en mere aktiv

rolle som velorienteret patient og medansvarlig for egen behandling (7). Man har i den forbindelse

i Danmark kunnet påvise forskelle mellem landsdele, idet patienter fra Østdanmark har større

forventning om at blive inddraget (8). Det samme gælder yngre patienter.

Der opstår hyppigt begrebsforvirring omkring information og patientinddragelse: Patienter ønsker alle

information, men ikke alle ønsker indflydelse på deres behandling. Indlagte patienter kan berettiget

have en forventning om, at de sundhedsprofessionelle ”tager over”, og hver tredje borger har en passiv

holdning til at tage ansvar for eget helbred (9). Undersøgelser tyder på, at patienter spontant handler

aktivt og strategisk i et elektivt behandlingsforløb (10), men samtidig vides det, at relationen mellem

den sundhedsprofessionelle og patienten er afgørende for, om patienten aktivt bidrager til sin egen

sikkerhed under en indlæggelse. Undersøgelser viser, at patienter er bekymrede for at blive stemplet

som en ”besværlig patient”, eller at få et problem, afvist uden en forklaring. Frygten for at kunne

fremkalde en pinagtig situation afholder også patienter fra at byde ind (5,11). Patienter er mindre

13


tilbøjelige til at intervenere, såfremt det indebærer en kritik af personalet, og det gælder særligt ældre

(5) og mænd med korte uddannelser (11). Den generelle helbredstilstand og comorbiditet, som f.eks.

svækket kognitiv funktion og depression, reducerer evnen til at kunne indgå aktivt i forebyggelsen af

fejl under indlæggelse (5).

Det organisatoriske perspektiv

Øget patientinddragelse eller patient-autonomi udgør en udfordring for det hierarkisk opbyggede

sundhedsvæsen med behandleren som beslutningstager. Traditionelle paradigmer/kliniske

rutiner står for fald, når hævdvundne beslutningskompetencer erstattes af patientinddragelse.

Kommunikation mellem faggrupper er underlagt uskrevne regler, og typisk tilstræbes det ikke at

”forstyrre” vagtholdet unødigt, under henvisning til en sparsom vagtbemanding. Det kan føre til en

uhensigtsmæssig rationering af patienternes adgang til en lægelig vurdering. Undersøgelser tyder på,

at patienter generelt er ”villige” til at agere, når klinikere tilskynder dem til at være aktive omkring

deres egen sikkerhed under indlæggelse (5). Der er derimod sparsomme undersøgelser af, om de

sundhedsprofessionelle er villige til at opmuntre patienter til at være aktive (12). Erfaringer fra

disse studier kan ikke umiddelbart overføres til akutte og potentielt livstruende kliniske situationer.

Litteratursøgningen har dog frembragt et engelsk studie, som tyder på, at kritisk syge patienter og

deres pårørende med fordel kan gives den rettighed at kunne tilkalde et mobilt akut team direkte,

udenom de normale kliniske kommandoveje (13). Patientinvolvering i patientsikkerhed rummer

åbenlyse fordele. Patienten har en indsigt i eget forløb og udvikling i symptomer, som ikke altid

opfanges i et sundhedsvæsen med ringe kontinuitet i det behandlende personale.

Tidlig Opsporing af Kritisk Sygdom (TOKS) er et klinisk scoresystem baseret på fysiologiske parametre

med det formål at opspore kritiske kliniske situationer, før de giver sig til kende som manifest

livstruende sygdomsbilleder (14). TOKS er et trigger system og indfanger ikke alle kritiske tilstande

(15), og det kan derfor med fordel suppleres med en mulighed for, at patienten selv tilkendegiver

bekymring over sin (oversete eller endnu ikke erkendte) tilstand. Måling af patientsikkerhed er

vanskelig, og patientoplevet tryghed lader sig ikke opgøre i afværgede kritiske kliniske hændelser

eller fysiologiske parametre alene (16). Mange klagesager bunder i dårlig kommunikation mellem

sundhedsprofessionelle og patient/pårørende og kunne potentielt afværges ved at give patienten større

talerum og mulighed for afklaring af påtrængende spørgsmål.



1.1 Formål

Projektets formål var at undersøge;

Om det er muligt at udforme en model for ”patientudløst lægekald”

Om det er muligt at inddrage patienter og pårørende i tidlig opsporing af kritisk sygdom

Om patientinddragelse vil medføre en øget tryghed under indlæggelse

Om denne metode til patientinddragelse kan bidrage til kompetenceudvikling af personalet

1.2 hyPoteser

Ved at inddrage og synliggøre patientens og de pårørendes inddragelse i form af et patientkort, er

hypoteserne at:

1) Inddragelse af patienter i tidlig opsporing af kritisk sygdom under indlæggelse kan afværge kritiske

kliniske hændelser og udgør et værdifuldt supplement til TOKS.

2) Patientinddragelse øger trygheden under indlæggelse

15


2. design, metoder og materiale

2.1 interventionen

Udarbejdelse af kortet ”Nødkald af læge” Kortet ”Nødkald af læge” er udarbejdet af medlemmerne i projektgruppen og er inspireret af blandt

andet materiale fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Kortets indhold er diskuteret med lægegruppen

på Medicinsk afdeling. Det er testet af på først tilfældigt udvalgte patienter og derefter i en pilottest af

selve projektet i tre døgn. På baggrund af disse test er det endelige kort udformet (Bilag 1).

Udlevering af kortet ”Nødkald af læge”

Kortet ”Nødkald af læge” blev udleveret til alle indlagte medicinske patienter i Akutafdelingen i oktober

og november 2013. Herudover er kortet udleveret til patienter overflyttet fra intensivafdelingen

og fra andre hospitaler til Medicinsk afdeling. Kortet er ikke udleveret til kirurgiske patienter og

skadestuepatienter. Udlevering af kortet blev i den første måned varetaget af lægen ved den

indledende journaloptagelse, mens patienter fra andet sygehus eller elektivt indlagte patienter fik

kortet udleveret af modtagende sygeplejerske. I et forsøg på at sikre en højere dækningsgrad, blev

det efter projektets første måned besluttet, at kortet skulle udleveres i samme arbejdsgang som

kontaktkort og anden information. Som konsekvens heraf, blev kortet udelukkende udleveret af

sygeplejersker. Personalet blev instrueret i at støtte sig til teksten på forsiden af kortet ved formidling

af kortets formål. Ved kognitivt svækkede patienter blev kortet placeret på sengebordet synligt for

pårørende.

I undersøgelsen er det valgt at give alle medicinske patienter rettigheden til patientudløst lægekald,

uden kontrolgruppe og randomisering af hvem der skal have kortet. Denne beslutning er truffet på

grundlag af dels etiske overvejelser, dels praktiske overvejelser, dels en tese om at personalets adfærd

ved en intervention som denne vil ændre sig i forhold til hele patientpopulationen og ikke blot en

eventuel interventionsgruppe.



2.2 undersøgelsesdesign

I inklusionsperioden blev der i alt udleveret 1050 ”patientudløst lægekalds” kort til medicinske

patienter fra Akutafdelingen samt til overflyttere fra Intensiv afdelingen og overflyttere fra andre

hospitaler til Medicinsk afdeling.

Diagram 1; Illustrerer patient datagrundlaget og de delundersøgelser der er foretaget fra patienten

har fået udleveret kortet, og derfra antallet af strukturerede interviews, lægekald og afsluttende

semistrukturerede telefoninterviews.

Udløst lægekald

I alt 3 patienter

Telefoninterview 3 patienter

10-36 dage efter udskrivelse.

+

Relevans af lægekald Bedømt af implicerede læge og

sygeplejerske

+

Journalaudit

Telefoninterview 11 patienter

10-36 dage efter udskrivelse

2 patienter vurderede selv, at de

anvendte kortet, uden dette var

registreret

Ikke udløst/registreret lægekald

I alt 54 patienter

104 patienter udvalgt til strukturerede interviewDeraf modtog 57 patienter et kort (55 %)

Oversigt over patient datagrundlag og delundersøgelserInklusionsperiode 1. oktober – 30. november 2013

17


2.3 undersøgelsesmetode

Det blev allerede inden interventionen besluttet, at den skulle evalueres ved brug af flere forskellige

metoder (mixed methods), fordi der var tale om en intervention, som på forhånd måtte ventes at give

anledning til forskellige effekter på forskellige forhold, herunder også forhold der ikke kunne forudses.

Der er derfor anvendt både kvantitative og kvalitative metoder (17). Metoderne er bragt i spil samtidigt

med interventionen og åbner således muligheder for en triangulering og en diskussion af resultaterne.

En metode som er særligt egnet ved bredere organisatoriske interventioner, hvor man på forhånd

må vente, at effekter ikke er enkle (18). I det følgende beskrives de forskellige metoder anvendt i

evalueringen.

2.3.1 Faglig vurdering aF relevans aF lægekald

I forbindelse med patientudløste lægekald var den sygeplejerske og læge, der var involveret i

lægekaldet, instrueret i at vurdere dels typen af lægekaldet og dels relevansen af lægekaldet ud fra et

fastlagt skema (Bilag 2).

2.3.2 audit på patientudløste kald

En sygeplejerske og en speciallæge fra medicinsk afdeling gennemgik i fællesskab de tre patientforløb,

som førte til et patientudløst lægekald. Formålet var at vurdere relevansen af de udløste kald i et

sundhedsfagligt perspektiv samt vurdere, hvorvidt alvorlige kliniske hændelser syntes afværget

med lægekaldet. Formålet var samtidig at identificere mulige fællestræk for de fire kald. Elektronisk

patientjournal blev gennemgået både for den aktuelle indlæggelse og eventuelt efterfølgende

indlæggelser. I vurderingen blev der lagt vægt på, om lægekaldet kunne have været afværget ved

en anden handlemåde. Journalerne blev systematisk gennemgået for årsag til kaldet, forudgående

nævnelse af det formodet udløsende problem, konsekvens af kaldet og det samlede kliniske forløb.

2.3.3 struktureret interviewundersøgelse

Undersøgelsen er baseret på et kortfattet spørgeskema (Bilag 3). Udvælgelsen af patienter blev

foretaget i samarbejde med den koordinerende sygeplejerske ude på den respektive afdeling.

Patienternes egnethed til at kunne gennemføre et struktureret interview blev vurderet i hvert

enkelt tilfælde. Trods formodet egnethed var det ikke altid muligt for patienten at gennemføre alle

spørgsmål. Patienten fik læst spørgsmålene op, og svarene blev indtastet på en tablet af medlem af

projektgruppen. Spørgeskemaet har kategoriserede svarmuligheder med mulighed for at afgive kommentarer. Det

personlige møde med patienten, gav ofte anledning til en uddybende dialog. Patienterne fik 13

spørgsmål, hvoraf de 7 første spørgsmål omhandler baggrundsdata. Antallet af spørgsmål er via en

overspringsstruktur afhængigt af, om patienten havde fået udleveret kortet ved indlæggelsen.

Ved udleveret kort fik de yderligere fem spørgsmål.



2.3.4 patient interviews

Der er foretaget semistrukturerede telefoninterviews med 14 patienter, der havde fået udleveret

patientkortet under indlæggelsen på Medicinsk afdeling. Blandt disse er alle tre patienter, der

udløste et registreret lægekald. Det er i udvælgelsen af patienter til interviewene søgt at skabe en

bred repræsentation i forhold til køn, alder, indlæggelsestid og indlæggelsesafsnit. Interviewene er

foretaget 10-36 dage efter patientens udskrivelse ved telefonisk kontakt til patienten i eget hjem.

Telefoninterviewene skulle uddybe de kortere svar fra den strukturerede interviewundersøgelse. Den

telefoniske kontaktform blev valgt frem for det personlige interview ud fra et ressourceperspektiv.

Interviewene varierede fra 20 minutter til 1 time. Alle interview er optaget på bånd og transskriberede.

Det kvalitative interview er en samtale, hvor formålet er at få det implicitte frem i lyset. Denne

interviewform er valgt, da formålet med interviewene er at give et dybere indblik i patienternes

oplevelse af deres indlæggelse samt syn på patientsikkerhed og tryghed. Der er foretaget

semistrukturerede interviews ud fra en vejledende interviewguide (Bilag 4). Formen muliggør en

afdækning af en række forudbestemte temaer og åbner samtidig for ændringer af spørgsmålenes

rækkefølge og form, således at man kan forfølge givne svar og historier (19).

2.3.5 deltagerobservation

Feltarbejde, herunder deltagerobservation, er en metode til at skaffe viden om, hvordan

selvfølgeligheder opstår, vedligeholdes eller ændres inden for rammerne af konkrete sociale

fællesskaber (20). Deltagerobservationen kan således give et dybere indblik i, hvordan sundhedsfagligt

personale spiller sammen med kollegaer, patienter og pårørende, samt hvordan sundhedsfagligt

personale oplever og håndterer patientinddragelse i bred forstand og et nyt tiltag som patientudløst

lægekald mere specifikt.

I nærværende projekt er der gennemførtes deltagerobservation i forbindelse med drøftelse af

projektet med ledelsesgruppen (sammenlagt ca. 25 overlæger og afdelingssygeplejersker), samt

ved undervisning af plejepersonalet i de 6 implicerede sengeafsnit. Derudover blev der gennemført

deltagerobservation over 20 hverdage i de pågældende afsnit. Deltagerobservationen var i dette

projekt rettet mod at skabe en indsigt i personalets dagligdag, og har bidraget til en mere kompleks

forståelse af det sundhedsfaglige personales reaktioner på og holdninger til patientudløst lægekald.

2.3.6 interview med personalet

Der er interviewet ti tilfældigt udvalgte personalerepræsentanter fra medarbejderniveau og

ledelsesniveau i Medicinsk afdeling: tre læger, tre sygeplejersker og fire afdelingssygeplejersker fra de

medicinske sengeafsnit. Interviewene blev gennemført på Medicinsk afdeling og varierede i længde fra

15-45 minutter. Alle interviews er optaget på bånd og fuldt eller delvist transskriberede. Interviewene

er foretaget ud fra en vejledende interviewguide (Bilag 5). Personale interviewene havde til formål at

belyse, hvordan Patientudløst lægekald påvirkede og udviklede personalets holdning og kompetencer i

forhold til patientinddragelse.

19


2.3.7 etiske overvejelser

Den Videnskabsetiske Komité for Region Midtjylland havde på baggrund af projektets indhold og

design vurderet, at det drejede sig om et kvalitetssikringsprojekt, hvilket betød at der ikke skulle

ske en anmeldelse af projektet hertil. Endvidere er projektet anmeldt til Region Midt og godkendt i

Datatilsynet under journalnummer 2007-58-0010.

I forbindelse med den strukturerede interviewundersøgelse blev patienterne informeret om, at

deltagelse var frivillig og anonym.

Forud for de semistrukturerede telefoninterviews er patienter spurgt om tilladelse til at kontakte dem

telefonisk efter udskrivelsen. Alle telefoninterviews er indledt med en forklaring om interviewets formål

og anvendelse, samt en beskrivelse af interviewmetoden, herunder at interviewet blev optaget på

bånd.

I forbindelse med deltagerobservationen er der indhentet mundtligt samtykke fra det sundhedsfaglige

personale, idet observationerne er holdt på deres handlemønstre og ikke patienternes som sådan.

Forud for personaleinterviewene er deltagerne informeret om de vejledende spørgsmål i interviewet

samt formålet med interviewet. Interviewene er foretaget af en udefrakommende antropolog, uden

relation til Medicinsk afdeling. Dette blev valgt for at give personalet mulighed for at udtale sig åbent.

Alle patientinterviews og personaleinterviews er anonymiserede og navne er opdigtede.



3. resultater

3.1 Faglig vurdering aF relevans aF lægekald

I projektperioden på to måneder gjorde tre patienter brug af muligheden for patientudløst lægekald,

heraf en patient to gange under samme indlæggelse. Det drejer sig om to mænd og en kvinde i

alderen 40-77 år. Lægekaldene er i tre ud af fire kald vurderet som værende ”slet ikke relevant” af

den tilkaldte læge, mens den implicerede sygeplejerske vurderede kaldene som ”meget relevant ”

eller ”delvis relevant”. Resultater fra det skema som den implicerede læge og sygeplejerske udfyldte i

forlængelse af lægekaldet samt resultater fra den efterfølgende audit er sammenfattet i tabel 1.

Tabel 1: Resultater af relevans og audit fra de tre patientudløste lægekald

Patient karakteristika Mand 68 år Kvinde 77 år Mand 40 år

Kald 1 Kald 2

Årsag til patientudløst

lægekald

Smerter Smerter Smerter

Uacceptabel ventetid på læge

Uacceptabel ventetid på læge

Konsekvens af

patientudløst lægekald

Ordination af

morfin

Henvisning til

palliativt team

Ordination af morfin Intensivering af

antibiotikabehandling

Gynækologisk tilsyn Cystepunktur

Ortopædkirurgisk tilsyn

Problemet Sidst set af

læge 12 timer

før kald

Vedvarende

smerter og

manglende

handling

Smerter ikke nævnt ved

sidste lægekontakt 1

time før kald

Erkendt af sygeplejerske

Manglende handling

Blev vurderet af

læge dagen før

Lægefaglig vurdering af

relevans

Slet ikke

relevant

Delvist relevant Slet ikke relevant Slet ikke relevant

Sygeplejefaglig vurdering

af relevans

Meget relevant Ikke noteret Delvis relevant Delvis relevant

Det samlede forløb Udskrives til eget hjem med

tilsyn fra palliativt team

Opereres 16 dage senere

for samme smertebillede

Opereres 3 dage senere for

udløsende årsag

21


3.2 audit På Patientudløste kald

Ved en efterfølgende journalaudit fremkom der fællestræk, vist i tabel 1. I alle tilfælde var årsagen til

lægekaldet smerter. Hos to af patienterne førte dette smertebillede sidenhen til et operativt indgreb

inden for 5-13 dage efter lægekaldet. Det første kald drejede sig om uacceptabel ventetid på en

lægelig vurdering, mens det andet kald opstod uvarslet, idet smerteproblemet ikke var omtalt i et

lægenotat en time forinden. En tredje patient udløste to lægekald, hvor årsagen til begge var inkurable

fantomsmerter. Ved det ene af disse kald var det plejepersonalet, der i afmagt udløste lægekaldet i

ventetiden på lægen, hvorfor dette lægekald ikke i stringent forstand var patientudløst. Patientudløst

lægekald førte i alle fire tilfælde til en intensivering af den smertestillende behandling, i ét tilfælde

til en mere bredspektret antibiotikabehandling, og til rekvirering af to tilsyn fra kirurgiske specialer.

Journalaudit fandt ikke belæg for utilsigtede hændelser eller afvigelser fra almindelig faglig standard

i de ovennævnte patienters indlæggelsesforløb. Det kan dog anføres, at alene den kendsgerning, at

patienter måtte finde det nødvendigt at udløse et lægekald kan betegnes som utilsigtet.

Der er således ikke i det foreliggende studie belæg for, at patientudløst lægekald har afværget kritiske

kliniske situationer.

3.3 struktureret interviewundersøgelse

Patient karakteristika

Den strukturerede interviewundersøgelse er baseret på i alt 104 besvarelser. Samtlige spørgsmål

kan læses i bilag 3. Idet patientens køn og alder kan have betydning for deres indstilling og aktive

medvirken i egen sikkerhed under indlæggelsen (21), er disse parametre inkluderet i undersøgelsen.

Tabel 2 viser en oversigt over patient karakteristika, for de patienter der indgik i undersøgelsen.

Tabellen viser, at der er en ligelig fordeling både i forhold til køn og alder. Ligeledes er patienterne i

undersøgelsen udvalgt ligeligt afdelingerne imellem med en lille underrepræsentation fra geriatri og

apopleksi, hvilket også afspejler, at dette er en kognitiv vanskelig gruppe at inkludere i en struktureret

interviewundersøgelse. 68 % af patienterne har et længerevarende indlæggelsesforløb på over 3 døgn,

hvilket kendetegner den medicinske patient (22).



Tabel 2: Patient karakteristika

Observationer (%)

Antal observationer i alt 104 (100)

Fordeling af køn

Mand 54 (52)

Kvinde 50 (48)

Alder, gennemsnit [range]

Mand 67,9 [40;94]

Kvinde 68,1 [24;88]

Indlæggelse, varighed

< 1 døgn 18 (17)

1-3 døgn 15 (15)

> 3 døgn 71 (68)

Afdeling ved udskrivelsen

Akut sengeafsnit 25 (24)

Hjertemedicinsk 21 (20)

Lungemedicin, reuma- og hæmatologi 21 (20)

Endokrinologisk og Gastroenterologisk 27 (26)

Geriatri og apopleksi 10 (10)

Overflyttet fra intensivafdelingen (ja) 9 (9)

Overflyttet fra andet hospital (ja) 17 (16)

Udskrivelses samtale før spørgeskema (ja) 65 (63)

Overflyttere fra andre hospitaler eller Intensivafsnittes er inkluderet i undersøgelsen for at belyse,

om de såkaldte ”overgange” i et indlæggelsesforløb kan have indvirkning på, om patienterne i

højere grad ville anvende kortet. Den ene af de tre patienter, der udløste et kald, var overflyttet fra

Intensivafsnittet. Overflytterne afviger dog generelt ikke i besvarelserne i forhold til de øvrige patienter.

23


Patienternes oplevelse af informationsgraden

Vi ville undersøge, om det at udskrivelsessamtalen lå før det strukturerede interview, havde indflydelse

på besvarelserne. Dette er kun tilfældet, når patienterne besvarer, om de har fået tilstrækkelig

information om deres behandling. Dette er forståeligt, idet de netop på dette tidspunkt mangler den

sidste samtale omkring deres behandling.

Som det fremgår af tabel 3, har 55 % af patienterne over de to måneder fået udleveret ”patientudløst

lægekald” kortet ved indlæggelsen. Da kun 52 % af patienterne i oktober måned havde fået kortet,

ville vi gerne opnå en højere dækningsgrad og ændrede derfor i udleveringsproceduren, så kortet

blev udleveret af sygeplejersken sammen med den øvrige information ved indlæggelsen. Ændringen

medførte, at der i november måned blev udleveret kort til 60 % af patienterne ved indlæggelsen.

Tabel 3: Besvarelser af ja/nej/både-og spørgsmål der er stillet til 104 patienter

Ja Nej Både/og Ved ikke

Får du tilstrækkelig information omkring din behandling? 83 (80) 9 (9) 10 (10) 2(2)

Har du indtryk af, om personalet forsøger at forstå din sygdomssituation? 87 (84) 1 (1) 13 (13) 3 (3)

Har du ventet på en læge længere end du synes er rimeligt? 15 (14) 80 (77) 7 (7) 2 (2)

Har du været passende medinddraget, i de beslutninger der er taget om din behandling? 83 (80) 7 (7) 11 (10) 3 (3)

Har du fået et nødhjælpskort udleveret ved indlæggelse? 57 (55) 42 (40) - 5 (5)

n (%) = antal observationer

Generelt er patienterne enige i, at de har fået tilstrækkelig information om deres behandling, idet 80 %

giver udtryk for dette.

Patienternes opfattelse af personalet

Hvis man som patient ikke føler sig forstået af personalet, kan det være en grund til, at man vil

bruge kortet. På spørgsmålet om patienterne har indtryk af, at personalet forsøger at forstå deres

sygdomssituation (tabel 3), erklærer 84 % af patienterne sig enige. En hyppig kommentar, der blev

knyttet til dette spørgsmål, var, at det afhang af, hvem der var på arbejde. Patienterne følte sig dog

overvejende forstået. Hovedparten (77 %) mener heller ikke, at de har ventet længere tid på en læge,

end hvad de opfattede som rimeligt, men det skal bemærkes, at der i alt er 21 % af patienterne, som

afgiver svar i de tvivlsomme kategorier. Patienter kommenterede ofte undervejs i de strukturerede

interviews med en generel vending om, at de (lægen) har travlt, og jeg (patienten) har jo masser af

tid.



Kortets betydning for patienten

Hvor parate vil patienterne være til at anvende kortet, hvis de synes, der er behov for at blive hurtigt

tilset af en læge? Spørgsmålet er stillet til de patienter, som har fået kortet udleveret, men ikke

anvendt det. Patientens parathed til at anvende kortet er vist i tabel 4, hvor 72 % ville bruge det.

Intet tyder på, at ventetiden på en læge har indflydelse på paratheden til at ville bruge kortet.

Paratheden til at bruge kortet er tillige, uden konstateret sammenhæng, testet overfor hvilken periode

kortet er udleveret.

Tabel 4: Parat til at anvende kortet.

Ja Nej Ved ikke I alt p-værdi

Observationer (%) 38 (72) 10 (19) 5 (9) 53

1Periode 0.036

Oktober 26 (90) 3 (10) - 29

November 12 (63) 7 (37) - 19

n = antal observationer. 1 “Ved ikke” svar er ikke inkluderet. P-værdi udregnet med Fisher´s Exact test

Der er signifikant forskel på (p= 0,036), om kortet ved indlæggelsen er udleveret specifikt af lægen

som i oktober måned, eller sammen med den øvrige information givet af sygeplejersken som i

november måned. Undersøgelsen tillader dog ikke at konkludere præcist, hvad der er udslaggivende

for den signifikante ændring, og dermed om det er afgørende, om det er en læge eller en

sygeplejerske, der udleverer kortet, eller det at kortet udleveres sammen med den øvrige information

ved indlæggelsen, har den største betydning.

På spørgsmålet om kortets betydning for trygheden under indlæggelsen svarer 19 patienter (33 %), at

det var en ekstra tryghed, mens 34 patienter (60 %) svarer, at det ikke har gjort nogen forskel. Ingen

patienter angiver, at det har gjort dem utrygge under indlæggelsen at få kortet. Blandt de patienter

som mener, at kortet ikke har gjort en forskel på trygheden, siger 69 %, at de føler sig forstået af

personalet. Det indikerer, at de føler, at de altid ville kunne få hjælp af personalet. Der er forskel på

den patientoplevede tryghed, afhængigt af hvilken periode kortet er udleveret. Forskellen er ikke

signifikant, men 45 % erklærer i oktober, at det har givet en ekstra tryghed, mod 25 % i november.

25


Hvordan vurderer patienten sin egen rolle som patient

Patienten er bedt om, at finde den beskrivelse, der passer bedst på dem som patient, gennem det

spørgsmål der omhandler ”vurdering af egen patientrolle”. Spørgsmålet var generelt vanskeligt for

patienterne at besvare, og derved ofte fortolkningskrævende med bistand fra intervieweren. Således

fandt patienterne det vanskeligt at sondre mellem ”personalet ved, hvad der skal til - jeg ønsker bare

information” og ”jeg vil gerne være medbestemmende i forløbet”. I fortolkningen er der lagt vægt

på, at det ene udsagn repræsenterer en passiv rolle, hvor man blot gerne vil have information, mens

det anden udsagn ligger op til en dialog, hvor man selv er aktiv deltagende. Ingen patienter svarede

”det er mig, der bestemmer, hvad der skal ske”. Tabel 5 viser, at 49 % af patienterne blot ønsker

information, og derved gerne vil følge med, men ikke nødvendigvis ønsker en aktiv rolle.

Tabel 5: Patientens egen vurdering af sin rolle som patient

Passiv, personalet gør hvad de finder

nødvendigt

Information, personalet

informer blot

Dialog, medbestemmende

i forløbet

Det er mig der bestemmer hvad der skal

ske

Ved ikke I alt p-værdi

Observationer, n (%) 13 (12) 51 (49) 36 (35) 0 (0) 4 (4) 104

1Køn n (%) 0.047

Mand 9 (17) 30 (58) 13 (25) 0 (0) - 52

Kvinde 4 (18) 21 (44) 23 (48) 0 (0) - 48

n = antal observationer. 1 “Ved ikke” svar er ikke inkluderet. P-værdi udregnet med Fisher´s Exact test

Der er signifikant forskel på kønnene og deres vurdering af egen rolle som patient (p=0,047),

idet det primært er kvinderne (48 %), som gerne vil være i dialog og være medbestemmende

i egen behandling. I modsætning hertil er det for mændene kun 25 %, som gerne vil være

medbestemmende. Samtidigt svarer 17 % af mændene, at personalet gør hvad de finder nødvendigt,

hvor kun 8 % af kvinderne deler dette udsagn. Der er ikke noget som tyder på, at patientrollen har

haft betydning for, om kortet har givet en ekstra tryghed under indlæggelsen.



3.4 Patient interviews

Kortets værdi og betydning for patienterne Der er generelt en positiv holdning til patientkortet blandt de interviewede patienter. Af 14 patienter

fortæller de 13, at kortet har en positiv betydning og/eller værdi, blandt andet fordi det åbner en

mulighed for at komme til orde, hvis personalet ikke evner at høre på dem. Det giver en ekstra

handlemulighed i en indlæggelsessituation, hvor patienten i mange henseender er afhængig af andre.

Fælles for mange af patienternes vurdering af tiltaget er, at det giver en tryghed. En patient forklarer,

at kortet er en livline, der signalerer, at ”hjælpen er lige ved hånden”, mens en anden patient forklarer,

at det er som at ”have en læge i baghånden”.

”[Værdien] den var stor, da jeg stod i situationen.[…] En befrielse over at man blev

hørt, at der var nogen, der blev tvunget til at høre, hvad det var, du havde at sige,

og som reelt kunne gøre noget.”

Christian 40 år

”Jeg tror da, det [kortet] har en relativ høj værdi, fordi man kan føle sig mere tryg,

og på trods af, at der er så travlt, som der egentlig er, så har man altså mulighed

for at få noget hjælp, som man selv kan rekvirere nærmest omgående, det virker

også lidt beroligende, og antageligt også helbredende.”

Jens-Peter 79 år

Patienterne oplever kortet som en invitation til at komme til orde, som et klart signal om at Medicinsk

Afdeling er lydhør overfor patienter og pårørende. Kortet bliver samtidig tolket som et positivt forsøg

fra hospitalet på at imødekomme kritik omkring dårlig behandling og for tidlige udskrivelser mv.

” [Kortet] det er en invitation, en frihed, man her har fået.”

Karin 77 år

”Det var en yderligere betryggelse.[…] Man havde fra andre hospitaler hørt om

utilfredsstillende forløb, fordi folk ikke havde kunnet få ordentlige svar og ikke

følte sig ordentlig behandlet.”

Jens-Peter 79 år

En af de interviewede patienter syntes dog hverken, kortet havde en betydning for ham under

indlæggelsen eller en værdi i det hele taget. Denne patient havde en meget positiv oplevelse af sin

indlæggelse og følte sig hørt af personalet i hele sit forløb. Og netop dette synes at være gældende for

de patienter, der giver udtryk for, at kortet har haft en mindre betydning; en positiv oplevelse af den

konkrete indlæggelse.

27


”Det [kortet] spillede faktisk ingen rolle for mig [under indlæggelsen].

Som jeg siger, har jeg slet ikke tænkt på det. Jeg behøvede ikke at tænke

på det, for enten dukkede der en sygeplejerske op eller en læge.”

Hans 55 år.

Det er unødvendigt og svært at bruge kortet

I interviewene er der særligt fire, tæt sammenhængende forklaringer på, hvorfor ikke flere patienter

har brugt muligheden for patientudløst lægekald. For det første forklarer flere af patienterne, at det

ikke var relevant under deres indlæggelse, fordi de ikke oplevede at være i en akut situation. Samtidig

følte de sig hørt af personalet under indlæggelsen.

”Jeg havde ikke noget at bruge det til. Dem der havde med mig at gøre, de klarede

detsåflot,sådetvarderingengrundtilatblandemigi.”

Jens-Peter 79 år.

For det andet forklarer flere patienter, at de i udgangspunktet har fuld tillid til, at personalet er

opmærksom på, om en patient bliver dårligere, eller vil lytte og handle relevant. De oplever derfor

ikke at have behov for retten til selv at tilkalde en læge. En tredje forklaring på, hvorfor de ikke brugte

muligheden for at udløse et lægekald, er, at de ikke ønskede at være besværlige patienter ved at

lægge unødigt beslag på personalets tid. Ved at bruge kortet antyder de desuden, at der kunne ligge

en kritik af plejepersonalet.

”… altså jeg har været inde på sygehuset så mange gange, at jeg har set hvor travlt de

har nogle gange, at man tænker, man lige vil trække den lidt [med at sige til].”

Hans 55 år.

”Jeg spørger efter læge et par gange igen, og jeg gør ikke brug af det kort, jeg synes faktisk,

at det var lidt pinligt at bruge det kort,[…].” –

Anne-Dorte 60 år.

Endelig beskriver flere patienter, at kortet ikke var et centralt samtaleemne mellem patienter og

personale i projektperioden, hvilket betød, at muligheden for lægekald heller ikke var i fokus for dem.

Det kommer også til udtryk hos de patienter, der har brugt kortet. To af de tre patienter, der stod bag

de registrerede lægekald, fortæller, at de ikke forud for situationen, hvor de foretog kaldet, kendte

til muligheden. For begge patienterne gælder det derudover, at de fik hjælp af personalet til at bruge

kortet i den situation, hvor de udløste kaldet.

”Ja, så sagde jeg, at nu ville jeg have gjort noget ved det her, for jeg havde så mange

[…]smerter. Så sagde hun [sygeplejersken], om jeg vidste, at der var sådan et kort,

deskullehave,såsagdejeg,jamensåtagerdudetkortderoggårnedogfindersådan

en [læge].”

Jørgen 68 år.



”Jeg havde ubeskriveligt ondt […], og havde henvendt mig mange gange, og hvor der så

til sidst var en, der lidt hovent sagde til mig, at hvis det var, så kunne jeg bede om, at

kommetilattalemedenlægeakut.[…]detvardenopfattelse,jegfik,atjegkunneda

godt gøre det, men det ville da være mere til besvær.”

Christian 40 år.

For en del af patienter gælder det, at de har lettere ved at se et behov for kortet hos deres

medpatienter end hos dem selv. De har svært ved at se sig selv i rollen som den, der har ret til at

forstyrre personalet, men naboen i sengen ved siden af er derimod virkelig syg, og for ham kan det

være en god løsning at bruge kortet.

Enkelte patienter problematiserer slutteligt selve arbejdsgangen omkring kortet. Hvorfor skal

lægekaldet gå gennem en sygeplejerske, spørger de. For dem virker det omstændeligt at skulle bede

en fra plejepersonalet om at blive set af en anden sundhedsfaglig person.

” men du skal stadigvæk rykke i snoren for at komme til at vise det kort.

[…] Der står jeg jo stadigvæk derimellem, at du skal rykke i snoren for at

vise kortet.”

Mona 55 år.

Medbestemmelse og inddragelse

Spørgsmål om medbestemmelse og inddragelse kan være svære at forholde sig til, hvilket fremgår

tydeligt af de semistrukturerede interviews. Adspurgt om han følte sig medbestemmende og inddraget

i indlæggelsen, svarer en patient for eksempel, at ”det var meget ok”, men ud fra hans fortælling om

indlæggelsen fremgår det tydeligt, at han ikke har følt sig hørt af personalet i store dele af forløbet.

Der er samtidig mange forskellige holdninger til, hvad en patient overhovedet skal og kan være

medbestemmende om og tage ansvar for. Mange giver derudover udtryk for, at personalet ved bedst.

”Medbestemmende? – jeg gjorde, hvad de sagde. De er klogere end mig.”

Mona 55 år.

Fælles for mange patienter er, at de sidestiller inddragelse med information. De vil gerne vide, hvad

der skal ske, hvornår, hvordan og hvorfor, men de ser til gengæld ikke nødvendigvis sig selv i stand

til at træffe nogle endelige beslutninger omkring deres pleje og behandling. Patienterne giver udtryk

for, at det er personalet, der er eksperterne, og endelig anfører de, at man som patient kan have et

urealistisk syn på sin egen tilstand.

”[Medbestemmende og inddraget] det synes jeg ikke, jeg var.[…] Nej det havde

jeg heller ikke nogen forventning om. Jeg ved ikke, hvad der skal gøres. Jeg kan

jo ikke tage stilling til, hvad der skal gøres, om det er det ene eller andet, det

forventer jeg, de professionelle ved, hvad det handler om,.”

Anne-Dorte 60 år.

29


Flere patienter berører, at personalets væremåde kan medvirke til patientinddragelse. Når personalet

skaber åbenhed og tryghed og har en god og venlig tone i omgangen med patienter og pårørende, så

er det også lettere for patienter og pårørende at komme til orde og stille spørgsmål.

”[Patientinddragelse] det er jo, når man føler sig imødekommet og tryg ved

personalet.”

Tina 46 år.

”Jeg bemærkede da, at der var en rigtig god tone personalet imellem. Så brænder

man ikke så nemt inde med nogen spørgsmål, tror jeg.”

Helle 70 år

Inddragelse handler for patienterne også om at blive set som et ”helt menneske” og ikke blot en aktuel

diagnose eller et personnummer. Patienter lægger derfor også vægt på vigtigheden af, at personalet

også spørger ind til mere end blot den aktuelle situation.

”Det var nok en god ide, hvis de havde spurgt ind til, hvorfor jeg var endt, der

hvor jeg var endt.[…] [Det er vigtigt] for at danne sig et overblik over situationen.”

Christian 40 år.

Handleparathed og ansvarsfordeling

Hvor handleparate er patienterne, og hvor meget ansvar kan og vil de tage under en indlæggelse?

Er patienterne i stand til og villige til at ”råbe vagt i gevær”, hvis de får det akut dårligt? De fleste

patienter er enige om, at man som patient har et medansvar for at sige til ved en forværring i sin

tilstand. Men på trods af denne indstilling, synes patienterne ikke at tage det ansvar i praksis. Alle de

interviewede patienter er indlagt akut, men som beskrevet ovenfor, oplevede patienterne som oftest

ikke, at de stod i en akut situation undervejs i indlæggelsen. De havde ”råbt vagt i gevær” forud for

indlæggelsen ved at reagere på symptomer derhjemme og ringe til egen læge eller vagtlæge. De

havde således handlet. Ankommet på hospitalet, til eksperterne, oplevede de at være kommet i sikker

havn. Og hvordan kan man som patient overhovedet tage ansvaret under en indlæggelse, når man

ikke kender arbejdsgange og kutymer på hospitalet, spørger en patient.

”Selvfølgelig har jeg selv ansvaret for mig selv, men du er på fremmed territorium,

og du aner ikke, hvad du kan bede om, og hvad du kan forlange, hvad der er kutyme,

og hvad sker der – er det normalt at vente 2 timer? – du ved ingenting.”

Anne-Dorte 60 år

Problematikken ved selv at tage handling og medansvar under en indlæggelse ligger for nogle af de

interviewede patienter i, at man ved at gøre dette også er med til at sætte nogle ting i gang, hvor

det kan være svært at overskue konsekvenserne, for eksempel i forhold til ansvarsfordeling mellem

patienter og personale under en indlæggelse.



”[Patientudløst lægekald] det både godt og skidt, fordi man får selv en del af ansvaret

for, at man får gjort noget, men det fratager også systemet et vist ansvar, synes jeg.”

Christian 40 år.

De pårørendes syn på ”Patientudløst lægekald”

Ved ”Patientudløst lægekald” er også de pårørende søgt inddraget i patientsikkerhed ud fra en tese om,

at pårørende har en fornemmelse for patientens situation. Patientinterviewene peger i den forbindelse

på, at pårørende vurderer muligheden meget positivt og som et udtryk for en stor opmærksomhed fra

personalets side. Enkelte pårørende var endda mere positive i forhold til tiltaget, end patienten selv.

”… jeg tror da, min svigerdatters kommentar til det [var], at det da i hvert fald

var omsorg, så det gjorde noget, og det er jo ganske rigtig..”

Helle 70 år.

” det er jo ikke bare en livline til mig, det er også til de pårørende, og så står man

heller ikke alene, når man har det kort.”

Morten 52 år.

3.5 deltageroBservation Blandt Personale

Projektets ide blev indledningsvis præsenteret for overlægegruppen i Medicinsk Afdeling. Her var

der en opfattelse af, at kirurgiske patienter i højere grad ville gøre brug af en sådan ordning, og at

medicinske patienter til sammenligning var for kognitivt svækkede til at kunne deltage. Da ideen

om at gennemføre projektet blev fastholdt, fremkom der bekymringer som eksempelvis ”Vagtholdet

bliver overbebyrdet med kald fra pårørende, der ønsker svar på en CT-scanning” og ”Hvad gør vi,

hvis vagtholdet ikke kan nå opgaverne?”. Der var dog samtidigt en anerkendelse af projektet ved, at

patienterne i samme grad som derhjemme, burde kunne blive set af en læge, hvis de ønskede det.

På et præsentationsmøde for lægegruppen, blev der i høj grad sået tvivl om, om det overhovedet

var muligt at evaluere på et sådant projekt med baggrund i projektdesignet. Lægerne blev involveret

i beslutningen om, hvilke kompetencer lægen der effektuerede et lægekald, skulle have. Der var

enighed i overlægegruppen om, at det skulle være en bagvagt, af hensyn til at have den nødvendige

beslutningskompetence.

Plejepersonalet i de involverede afsnit blev ligeledes præsenteret for projektet ved morgenmøder.

Flertallet af plejepersonalet gav her udtryk for, at tankerne bag projektet var gode, men mange mente

samtidig, at det ville give ekstra arbejde, fordi de forudså mange kald fra patienter. Samtidig gav

præsentationerne anledning til refleksion over eget samspil med patienter og pårørende.

31


”Jeg må indrømme, at første gang jeg hørte om det, der tænkte jeg, at det var

en vits – jeg troede, det var for sjov.[…] Jeg tror meget, det hos os bliver de

utrygge patienter, hvor vi nok godt kunne have brugt 10 minutter mere inde hos

dem, og så kunne vi have afværget det. Det tror jeg.”

Kirsten, sygeplejerske.

Plejepersonalets refleksioner over projektet afspejlede derudover den balancegang, de dagligt står i

som mellemled mellem læge og patient. På den ene side var plejepersonalet således inde på, om det

er hensigtsmæssigt at forstyrre lægerne generelt og bagvagten i særdeleshed med patientkald, og på

den anden side så plejepersonalet en mulighed i tiltaget for at få lægen til at komme ud og kigge på en

patient, de vurderede som dårlig.

”Ja, som personale kan vi jo godt få sådan en tanke om, at vi kan bruge det til at

få en læge over.”

Signe, sygeplejerske

Deltagerobservation blandt det medicinske personale, forud for samt i projektperioden, tegnede et

billede af et personale, både læger, sygeplejersker og assistenter, der gør sig mange overvejelser

omkring, hvordan patienternes behov bedst imødekommes indenfor systemets rammer. Der er en stor

opmærksomhed blandt alle faggrupper rettet mod den medicinske patientgruppe, som opleves og

beskrives som ”sårbar”, idet der er mange ældre, mange alvorligt syge og mange kognitivt påvirkede

patienter. Personalet håndterer således dagligt et spænd mellem at inddrage og skærme patienterne,

og det er en fin og svær balancegang, som både afhænger af, hvad der er bedst for den enkelte

patient, hvordan den enkelte medarbejder ser på patientinddragelse, samt hvordan den enkelte

situation ser ud. I forbindelse med projekt ”Patientudløst lægekald” valgte sygeplejersker og læger

således flere gange at undlade at informere patienter om muligheden for selv at kalde en læge, når

de vurderede, at patienten ikke ville forstå denne information. I stedet lagde de kortet synligt på

sengebordet til eventuelle pårørende. Endelig viser deltagerobservationen, at projekt ”patientudløst

lægekald” i løbet af projektperioden gled i baggrunden til fordel for daglige rutiner, idet personalet stort

set kun var involveret i projektet i forbindelse med udlevering af kortet.



3.6 Personale interviews

Personalets reaktioner på ”Patientudløst lægekald”

Interviewene med personalet tegner et klart billede af, at der før projektstart var en udbredt frygt for,

at kortet ville blive brugt hyppigt, og at det ville vælte afdelingen fuldstændigt. Forestillingen var, at

mange patienter og pårørende ville bruge muligheden for selv at kalde en læge, når de var utilfredse,

forvirrede, urolige eller andet. Personalet forventede således ikke, at det var patienter med kritisk

forværring i deres tilstand eller deres pårørende, der ville bruge kortet.

”Jamen jeg tror, der har været en frygt… eller er det angst, fordi det har været

helt ukendt. Hvad vil det her betyde? Vil det betyde en regn af kort der blev

trukket om alt muligt, om alle mulige problemstillinger? Vagthold der skulle

løbe midt om natten og i tide og utide. Men jeg tror, at vi alle sammen har tænkt,

at der har været en stor masse af patienter, som har været utilfredse eller ligesom

ikke følt sig hørt.”

Merete, Overlæge

”Altså min første tanke, det var, at så ville vi få travlt, for jeg troede rent faktisk,

at der var mange patienter, der ville bruge det, så det var min første tanke, det

var bekymring for, om lægerne ville blive kaldt tit, fordi jeg vidste jo heller ikke,

hvad der ville komme til at stå på kortet, men jeg kunne tænke, at de kunne bruge

det, hvis pårørende kom om aftenen, og hvis der var et eller andet der var uklart på

stuegangen, at de ville have information.”

Eva, Afdelingssygeplejerske

På trods af denne gennemgående frygt, så reagerede læger og sygeplejersker dog også forskelligt på

projektet. I lægegruppen var der en udbredt skepsis, hvor man med rationelle, faglige argumenter

såede tvivl om selve undersøgelsesdesignet.

”Jamen umiddelbart så tænkte jeg, at det var et svært projekt. Svært forstået

på den måde, at hvordan skal vi måle effekten af det?[…] hvad måler vi i

endepunktet? For vi har jo ikke nogen kontrolgruppe. Vi har ikke nogen, der

ligesom ikke får det her, så man kan sige, vi har ikke noget at sammenligne med.

Hvordanerdetførogefter?Erderflerederdørellerbliverhurtigereudskrevet?

Det eneste man kan måle på, det er den der tilfredshed.”

Merete, Overlæge

Sygeplejerskerne var overordnet set mere positivt stemt overfor initiativet, som de fremhævede som

en ekstra mulighed for patienten.

33


”Altså, jeg har aldrig set det som, en trussel mod plejepersonalets faglighed,

sygeplejerskernes faglighed, kun som et supplement for patienten, […] som

en tryghed at de kunne trække det, hvis de var utrygge, eller hvis de var bange

for, at der var noget, vi havde overset.”


Allerede kort inde i projektperioden stod det klart, at patienterne ikke i et væk benyttede sig af

muligheden for selv at tilkalde en læge, og på baggrund af den indledende frygt, kom det som en

overraskelse for mange blandt personalet.

”Jamen det er jo [udfordring af] fordomme – at ligesom tro at alle vil hive det

her kort op af lommen, som vi troede, og det gjorde de ikke! Det beviser, at vi

ikke altid kan vide, hvordan folk vil reagere. […] Det synes jeg i hvert fald, er

en af de ting, jeg har lært rigtig meget, og så er jeg blevet vildt overrasket over,

atderikkeerflere,derharbrugtdet.”

Kira, Sygeplejerske

”Jamendetundrermigfaktisk,atderikkeerflere,derbrugerdet.[…]jeghavde

tænkt, at nogle ville bruge den der mulighed.”

Merete, Overlæge

Snart fyldte initiativet heller ikke meget blandt personalet, fordi det blev brugt så lidt. Man gik fra

at frygte kortet til at se det som en del af en modtagelsesprocedure og bare endnu en ting, der skal

ordnes i forbindelse med en modtagelse.

“… i den tid hvor det kørte, der lagde jeg faktisk heller ikke rigtig mærke til det.

Det er jo ikke fordi, det kræver en voldsomt masse at udlevere det, det er jo bare

at forklare dem, hvad det går ud på, og hvordan de kan benytte sig af det.”

Birgitte, Sygeplejerske

”… der er jo simpelthen så mange ting, man skal registrere, og tryk her og tryk

der og tryk der og dobbeltregistrering, og så er det bare lige endnu en ting oveni

den der bakke af ting, man skal lave i forbindelse med en indlæggelse.”

Christian, Læge

Personalets arbejdsgange omkring kortet

”Patientudløst lægekald” har spillet ind på personalets arbejdsgange på flere forskellige måder. For

det første har personalet haft til opgave at udlevere kortet og informere patienterne om tiltaget.

I forhold hertil problematiserer flere af de interviewede personaler, at der var mange måder at

give informationen på. Både så patienterne formodes at ville være tilbøjelige til at benytte sig af

muligheden, og så de ikke var.



”Jamen hvordan præsenterer man lige det her, for det er jo klart, man kan

jo godt præsentere det her, sådan så patienten ikke bruger kortet, og man

kan også godt præsentere det sådan, at man lader det bare være op til patienten.”

Christian, Læge

”Der er ikke udleveret kort til alle, og dem der har fået kortet, tror jeg, er ikke

alle informeret godt nok til at gøre brug af det.”

Karen, Læge

I præsentationen af kortet til patienter var personalet instrueret i at holde sig til teksten på kortets

forside, men flere giver i interviewene udtryk for, at patienterne alligevel havde svært ved at forstå,

hvad de skulle med kortet. Samtidig virker det for flere af de interviewede personaler kunstigt, at

patienten skal ringe efter sygeplejersken for at få hende til at ringe efter lægen, fordi de mener, at

sygeplejersken så selv vil adressere og handle på årsagen til, at patienten har trukket kortet.

”Jamen jeg har sagt, vi kører et projekt på Randers Sygehus for at skulle øge

trygheden for patienterne, og hvis de under indlæggelsen føler sig utrygge eller

pårørende har brug for en samtale, så må de jo ringe på personalet […] jeg har

også sagt, at hvis de får det dårligt fysisk, så skal de selvfølgelig også ringe, og

så kan de smide kortet, hvis de føler, de ikke bliver hørt. Så både tryghed og

også den fysiske tilstand. Og så siger mange ’hvordan fungerer det’, ’hvordan

skal jeg bare ligge kortet’. Og så siger man, du skal alligevel ringe til sygeplejersken

og så bare give hende kortet i stedet for at sige noget til hende, og hvad ændrer det?”

Christian, Læge

”Altså de kan jo ligeså godt sige til os, at de føler, der er noget galt, men […]

hvis det giver dem en større tryghed, at de har en direkte linje til lægen udenom

sygeplejersken, så for min skyld ingen alarm.[…] men vi kan jo også ringe til lægen

og sige, at denne her patient har fornemmelsen af, at alting ikke er, som det skal

være, eller man føler sig mere syg.”

Kira, Sygeplejerske

Når arbejdsgangen omkring kortet virker kunstig, så skyldes det også, at projektet spiller ind i et

tillidsforhold mellem faggrupper og i både skrevne og uskrevne regler for samarbejdet mellem læger

og plejepersonale. I tråd med dette lægger de forskellige faggrupper også vægt på, hvordan tiltaget

vil påvirke den anden faggruppe. Ved at give patienterne denne rettighed, giver lægerne udtryk for, at

man tager en rettighed fra sygeplejerskerne, nemlig det kliniske blik. Sygeplejerskerne synes omvendt,

at man tager en rettighed fra lægerne med tiltaget, nemlig retten til selv at prioritere arbejdet.

35


”Jeg tror, at vi som sygeplejersker, vi vil jo snakke med patienten, og så vil

patienten sige, ’jeg vil jo gerne tale med en læge fordi at det og det’, og så er

det jo ok, men selvfølgelig går vi ind i dialogen for, om der er noget vi kan løse,

uden en læge, og ikke for at forhindre kortet men for om der er noget, vi kan

hjælpe dem med, og sådan tror jeg, at det vil blive ved med at være.”


”… det kan man jo alle andre steder i sundhedsvæsnet få en second opinion, så

hvorfor ikke. Det synes jeg er ok.[…] ja, udover at det er en anden faggruppe,

man kører ind til ik’os, men det er jo lidt at omgås sygeplejersken eller hvem ellers,

der står i den situation, ja eller en anden læge[…]. [Men] jeg føler mig ikke krænket på

nogen måde af det”

Kira, Sygeplejerske

”Jamen nu hvor det har været i gang, der er egentlig ikke ændret så meget på

min holdning og mit syn på det. Jeg synes specielt at hele tanken sådan er at

underminere sygeplejerskens faglighed i et eller andet omfang, man bypasser

hele det der observationsled, som er en kolossal vigtig del af det her”

Karen, Læge

Patientudløst lægekald er på den måde udfordrende for personalet, og det er for personalet en helt ny

og anderledes måde at arbejde med brugerinddragelse på – en måde, der aktiverer patienten på en ny

og mere gennemgribende måde, og det gør det svært at arbejde med.

”… det er måske lettere at arbejde brugerinddragende, hvor det er os, der

har initiativet.”

Lene, Afdelingssygeplejerske

Kan man inddrage patienter i tidlig opsporing af kritisk sygdom?

Personalets opfattelse af patientinddragelse spænder fra informeret samtykke til fælles

beslutningstagen, og der er således ikke én fælles, men mange individuelle forståelser af, hvad

patientinddragelse er og skal være.

”Jamen inddragelse er vel, at… man optager jo altid sin journal og laver sin plan,

og når man så har lagt planen, så fortæller man jo så patienten, hvad man har tænkt,

og hvad fundene har været, og vi har tænkt os at gøre det her og det her, og er du

enig i det og med på det.”

Christian, Læge



”[Patient]inddragelse det er for mig meget den der forventningsafstemning, som

vi ikke er ret gode til, og det er vi hverken på læge eller plejepersonalets side.

Det der med at få spurgt, hvad tænker du om det her, eller hvad er det for noget,

vi skal gøre for dig.”


En gennemgående overvejelse blandt personalet i forhold til inddragelse af patienter går på

patientgruppen i en medicinsk afdeling med mange ældre, kognitivt påvirkede og alvorligt syge

patienter. Flere tvivler således på, at disse patienter overhovedet kan og vil medinddrages. Der er

blandt personalet også fokus på, at patientinddragelse hurtigt kan blive en byrde for en patient, idet de

oplever, at patienterne gerne vil have sundhedsfaglige til at tage ansvaret, når de er på hospitalet.

”… så synes jeg jo med ældre mennesker, at de er jo slet ikke vant til [at blive

inddraget], det er så det næste.[…] Altså de tænker ikke sig selv som, altså nu

slår jeg dem alle sammen over én kam, men de tænker ikke sig selv som at

have den store selvbestemmelse, som de har ift. sundhedsloven og sådan noget.

Så nogen gange er det også en udfordring at medinddrage dem.”

Trine, Sygeplejerske

Flertallet af de interviewede personaler tvivler på, at man overhovedet på en meningsfuld måde

kan inddrage patienter i tidlig opsporing af kritisk sygdom. Personalet er på tværs af faglige skel

anerkendende overfor, at patienter godt kan score O på en TOKS-score og stadig være meget dårlige

og kritisk syge, men de fleste mener samtidig, at de patienter, for hvem kortet er relevant, er for

dårlige til selv at kunne bruge kortet.

”TOKS’en er et godt hjælperedskab, men jeg tror ikke, at kortet giver ret meget

ekstra til det hjælperedskab.”

Merete, Overlæge

”Jeg tror, det er svært [at inddrage patienter i tidlig opsporing af kritisk sygdom],

fordi jeg tror patienter, der er på vej til at blive kritisk syge, de er sjældent i stand

til at redegøre for, at tingene skrider, og på den måde tror jeg, det er svært hos

kritisk syge.”

Karen, Læge

Derfor er der, på trods en velvilje overfor at undersøge tesen bag projektet, en generel holdning til,

at ”Patientudløst lægekald” ikke er løsningen, og at lægekaldskortet ikke er et relevant supplement til

TOKS. De interviewede personaler understreger, at det endelige ansvar for prioriteringen af opgaver

ligger hos personalet. For det første er det personalet, der har fagligheden til vurdere patientens

tilstand, og de vil opdage en forværring i patientens tilstand samtidig med eller før patienten. For det

andet er det personalet, der har overblikket til at prioritere mellem patienterne.

37


Flere af de interviewede fastholder således, at en patient ikke nødvendigvis kan triageres hurtigere,

selvom de bruger muligheden for selv at tilkalde en læge. Det faglige blik vil stadig være afgørende

for prioriteringen af opgaver og overtrumfer patientens kald, når det kommer til stykket. Det

problematiseres i tråd hermed, hvad lægen skal gå fra, for at gå til et patientudløst kald.

”… man giver folk et TOKS-kort, så skal man være der inden 30 minutter, men

man ved jo ikke, hvad folk skal gå fra for at gå til det TOKS-kort. Hvad er der i

huset samtidig med at folk smider det TOKS-kort? For jamen hvis man står i et

akut medicinsk kald, så går man ikke til det TOKS-kort, hvis det bare er, at

sygeplejersken fremlægger det som, patienten er fuldstændig stabil, men har det

lidt psykisk dårligt.”

Christian, Læge

”… ofte så tror jeg, at det simpelthen handler om, at [patienterne] kan sagtens

få lov til [at se en læge, hvis de beder om det], men lægen er jo optaget et andet

sted.”

Gudrun, Afdelingssygeplejerske

Flere blandt personalet fremhæver i tillæg hertil, at patienterne allerede har muligheden for at komme

i kontakt med en læge uafhængigt af kortet.

”Jamen det [at patienterne kan kontakte en læge] er jo egentlig et tilbud – den

mulighed har de!”


Samtidig er mange også inde på, at der er begrænsede ressourcer indenfor det eksisterende system,

hvilket man som personale også er nødt til at have øje for.

”[Patientudløst lægekald] vil da givetvis højne patienttilfredshedsundersøgelsen,

men sådan på mere hårde endepunkter er jeg ikke sikker på, det vil rykke på

noget.[…] [Overlevelse] og behandling […] det er trods alt vores kerneydelse,

og i et trængt system er vi nødt til at fokusere på kerneydelsen som det primære.”

Karen, Læge

Personalet om de pårørende

”Patientudløst lægekald” giver ikke blot patienterne en ny handlemulighed under en indlæggelse,

projektet inddrager også de pårørende. Det er i relation hertil interessant, at personalet er meget

anerkendende overfor, at de pårørende er en god støtte for patienten, men har svært ved at se at de

pårørende kan hjælpe personalet og supplere det faglige blik, fordi de vil kunne spotte ændringer ved

patienten, før personalet kan. De pårørende er gode for patienten, men de er en ekstra udfordring og

kræver ofte ekstra tid for personalet.



”[De pårørende] er en kilde til udfordringer og meget spændende. De pårørende

er mindst ligeså spændende at diskutere medinddragelse i forhold til. Jamen de

pårørende er som regel en kæmpe ressource, og jo mere vi kan hjælpe dem som

en ressource til vores patient, som er vores fokus, jo bedre hjælper vi patienten

– så masser af medinddragelse jo bedre. Men der er også grænser. Jeg tror, vi oplever

mere, at det er faktisk pårørende, der fylder med deres ønsker om medinddragelse,

som ikke kan honoreres, og som sommetider er udover det rimelige, og der har

pårørende meget svært ved, synes jeg, engang imellem at acceptere det. ”


”Jamen de [pårørende] er der ikke klokken 2 i nat.”

Gudrun, Afdelingssygeplejerske

”… det [er] godt at have nogen med, som kan stille spørgsmål, som kan supplere

med en kollektiv hukommelse for den familie og den person […]. [Men] typisk

tager en stuegang, hvor der er en pårørendesamtale, længere tid end en anden

stuegang.”

Merete, Overlæge

39


4. diskussion

Et rationelt redskab

Det enkle budskab er, at det er muligt at indføre patientudløst lægekald med de eksisterende

ressourcer. Patientudløst lægekald har dog ikke, i den relative korte projektperiode, bidraget til tidlig

opsporing af kritisk sygdom, men de udløste lægekald påvirkede den kliniske beslutningsproces.

Hypotesen om at ”inddragelse af patienter i tidlig opsporing af kritisk sygdom under indlæggelsen kan

afværge kritiske hændelser og udgøre et værdifuldt supplement til TOKS”, kan derfor ikke bekræftes

på baggrund af den begrænsede projektperiode. Om det kan udgøre et værdifuldt supplement til

TOKS, er også tvivlsomt alene baseret på resultaterne i nærværende undersøgelse. Ikke desto

mindre førte lægekaldet i to ud af tre tilfælde til efterfølgende operationer, og var en bekræftelse

på at deres smerter var uopdaget. De tre patienter som udløste lægekaldet, havde alle en kronisk

smerteproblematik, hvilket bekræfter tendensen fra et lignende studie i Pittsburgh, USA (6), hvor op

mod 25 % af lægekaldene havde baggrund i en smerteproblematik. Det peger i retning af, at der er

behov for en større faglig indsats i forhold til denne patientkategori.

På trods af at ingen af de tre udløste lægekald afværgede en kritisk klinisk situation, så kan fremtidige

kald måske afværge kritiske situationer. Tilmed har projektet kun inkluderet medicinske patienter, og

muligvis vil andre patientgrupper reagere anderledes på et sådant tiltag. Et studie fra England viser, at

ud af 3300 patienter overflyttet fra Intensivafsnit til stamafsnit, som fik muligheden for at tilkalde et

mobilt akut team, udløste 12 patienter et kald (11 udløst af pårørende) på et halvt år, hvoraf to tilfælde

afværgede en kritisk situation (13).

Et tryghedsskabende initiativ

Patientudløst lægekald har givet en tredjedel af patienter en øget følelse af tryghed under

indlæggelsen, og trefjerdedele af de adspurgte oplyser sig parate til at gøre brug af ordningen.

Endelig er patienterne overvejende positivt indstillet over for at indføre patientudløst lægekald som

et fast tilbud. Fælles for patienters vurdering af kortet er, at det giver en ekstra tryghed under en

indlæggelse, fordi man kan få eksperthjælp i en akut situation og kan få uddybende information, hvis

man er urolig eller føler sig overhørt. Alene det at få kortet udleveret giver nogle af patienterne en øget

tryghed, da det giver mulighed for en slags ’second opinion’. Samtidig sender kortet det signal, at der

på Medicinsk afdeling er en holdning til at ville høre og inddrage patienter og pårørende; ”På denne

afdeling tages patienterne seriøst, og man inviterer patienterne til at komme til orde”. Hypotesen om at

”patientinddragelse øger trygheden under indlæggelse”, kan derfor bekræftes.

Betoningen af kortets værdi svinger dog mellem patienterne, fra stor begejstring til mere moderate

tilkendegivelser. Mange af patienterne vurderer således, at det ikke har været relevant at tage et

ansvar under den aktuelle indlæggelse. De positive tilkendegivelser fra patienter, der ikke selv har

brugt kortet, begrundes med, at muligheden kunne have været relevant for dem selv eller andre ved

en tidligere indlæggelse, eller at det kunne blive relevant ved fremtidige indlæggelser.



Undersøgelsen viser, at kortets betydning for patienter og pårørende samt deres tilgang til at blive

inddraget i patientsikkerhed i høj grad er formet af de erfaringer og historier, hver enkelt har med sig

i mødet med sundhedsvæsnet. I et review om patienters villighed til at deltage aktivt i reduktionen

af kliniske fejl (5) understreges det i tråd hermed, at patienter der oplevede, at der var en høj risiko

for fejl, var mere tilbøjelige til at engagere sig i selvbeskyttende adfærd. Således er det sandsynligt,

at patienter der tidligere har oplevet ikke at blive set og hørt under en indlæggelse, vil være mere

tilbøjelige til at benytte sig af muligheden for selv at kalde en læge. Omvendt spørger en patient i et

af de kvalitative interviews om, hvordan man som uerfaren patient, der er indlagt for første gang,

overhovedet kan tage ansvaret under en indlæggelse, når man ikke kender arbejdsgange og kutymer

på hospitalet.

Med ”Patientudløst lægekald” får patient og pårørende en handlemulighed under indlæggelsen.

Men undersøgelsen peger på, at det kan være svært for patienter og pårørende netop at handle

på muligheden, fordi man kan være med til at sætte ting i gang, hvor det kan være svært at

overskue konsekvenserne. Ved at handle får man samtidig et medansvar, og herved accepterer man

i realiteten en del af skylden, hvis noget forløber anderledes, end det var tænkt. I et studie fra

USA er gennemgået diverse tiltag omkring rådgivning af patienter i patientsikkerhed, og i studiet

argumenteres der for, at der i sådanne tiltag kan være en underliggende risiko for, at det signaleres,

at ansvaret for sikkerhed under indlæggelsen skubbes over på patient og pårørende (23). Dette kan

medføre en øget skyldfølelse hos patient og pårørende, hvis noget går galt. I de fremlagte resultater

fra ”Patientudløst kald” er der også tegn til, at patienterne på hospitalet søger nogle eksperter til at

overtage ansvaret eller til at dele ansvaret med, og det fremstår som en plausibel årsag til, at mange

patienter har svært ved at favne muligheden for at anvende patientudløst lægekald. I den forbindelse

er det dog et væsentligt fund i undersøgelsen, at muligheden for patientudløst lægekald ikke udløste

utryghed hos nogen patienter.

Barrierer for patientinddragelse

Studiet har påvist flere barrierer for patientinddragelse. Dels barrierer i forhold til patientgruppen

på en medicinsk afdeling, dels barrierer i forhold til patienternes tillid til personalet og deres ønske

om ikke at være til besvær, dels barrierer i forhold til hvordan invitationen til patientinddragelse

præsenteres af personalet og modtages af patienter og pårørende.

En væsentlig barriere ligger i selve patientklientellet på en medicinsk afdeling, hvor der er mange

kognitivt svækkede patienter, der kan have svært ved at forstå og/eller magte at bruge muligheden for

selv at kalde en læge. Herudover indlægges langt størstedelen af patienterne på en medicinsk afdeling

akut, og de har således ”råbt vagt i gevær” forud for indlæggelsen ved at reagere på symptomer

derhjemme og ved at ringe til egen læge eller vagtlæge. De har allerede handlet og oplever, at de hos

eksperterne på hospitalet er ude over den akutte fase og i ”sikker havn”.

En anden barriere er patienternes grundlæggende tillid til, at personalet på hospitalet er

opmærksomme på, om de bliver dårligere og vil lytte og handle relevant herpå. Patienterne stoler på

41


personalets overblik og vurderinger. De oplever derfor ikke at have behov for retten til selv at tilkalde

en læge. Samtidig peger undersøgelsen på, at mange patienter ikke nødvendigvis sig selv i stand til at

træffe endelige beslutninger omkring deres behandling og pleje. De forbinder således inddragelse med

information og forventningsafstemning frem for regelret medbestemmelse i beslutninger.

Tæt sammenhængende med patienternes tillid til personalet står patienternes ønske om ikke at være

til besvær som en barriere for patientinddragelse og som en mulig forklaring på, at ikke flere patienter

udløste et lægekald. Næsten alle patienter i de kvalitative interviews er inde på, at personalet på

hospitalet har travlt, og patienterne ønsker derfor ikke at forstyrre personalet unødigt. Patienterne

er således bevidste om, at kortet kan være med til at diktere, hvad personalet skal bruge tid på. Det

er med andre ord svært for patienterne at bruge kortet, fordi de ikke ønsker at blive opfattet som

besværlige patienter. Frygten for at blive stemplet som en besværlig patient, er en vigtig barriere for

patienters vilje til at handle, hvilket også beskrives af Doherty et.al. (5). Samtidig påpeges det, at

man som patient faktisk aktivt beskytter sin egen sikkerhed under en indlæggelse ved at påtage sig

en passiv rolle, fordi man på den måde ikke er til besvær for personalet og følgelig vil blive behandlet

bedre af dem. Dette kan samtidig forklare, hvorfor en del af patienterne har lettere ved at se et behov

for kortet hos deres medpatienter end hos dem selv. Det er svært at se sig selv ind i rollen som den,

der har ret til at forstyrre personalet, men naboen i sengen ved siden af er derimod virkelig syg, og for

ham kan det være en god løsning at bruge kortet.

Endelig har studiet påvist en barriere i forhold til, hvordan invitationen til patientinddragelse

præsenteres af personalet og modtages af patienterne. Mange af de interviewede patienter lægger

betydelig vægt på, at personalet, uafhængigt af faglighed, anvender en god og venlig tone i omgangen

med patienter og pårørende. Når tonen er god mellem personale og patienter og personalet imellem,

så er det også lettere for patienterne at komme til orde og stille spørgsmål. Hvis personalet har en god

tone ved præsentationen af muligheden for selv at tilkalde en læge, bliver invitationen hertil således

også opfattet som mere ”ægte” af patient og pårørende. I det hele taget viser studiet, at personalets

støtte af patienter og pårørende til patientinddragelse er vigtig. Dette er i overensstemmelse med

Doherty et. al., som finder at sundhedsfagliges opmuntring og instruktion af patienter til at involvere

sig i patientsikkerhed fremmer patienters aktive engagement. For patienternes vedkommende peger

undersøgelsen på, at invitationen til patientinddragelse i patientsikkerhed druknede i en massiv

strøm af information, som gjorde krav på patientens opmærksomhed i indlæggelsessituationen.

Det var samtidig en udfordring for patienter og pårørende at skelne kortet ”Nødkald af læge” fra

”kontaktkortet”. Således har patienter i forbindelse med både den strukturerede interviewundersøgelse

og de semistrukturerede interviews forvekslet de to kort med hinanden. Med baggrund i dette kan

det diskuteres, om invitationen til patienter og pårørende til at bidrage til patientsikkerhed gennem

patientudløst lægekald skal gives endnu mere tydeligt, oftere og gerne på flere måder end blot ved at

udlevere et kort i forbindelse med indlæggelse.



Pårørende som ressource

Patientudløst lægekald peger på, at der er en ressource i pårørende, som i højere grad kan være

aktive medspillere under en indlæggelse. Det fremgår af patientinterviewene, at de pårørende er

meget positive overfor muligheden for patientudløst lægekald, og nogle gange vurderer de endda

muligheden mere positivt end patienten selv. Dette kan skyldes, at de pårørende ikke står i det samme

afhængighedsforhold til personalet, som patienten gør. Ligeledes kan de pårørende have en anden

oplevelse af alvoren i patientens tilstand, end patienten har, hvilket kan gøre det mere naturligt for

dem at udløse et lægekald. At pårørende har en vigtig rolle i at tale for patienten, og at det kan være

lettere at sige til på en pårørendes eller andre patienters vegne, er også beskrevet af Doherty et. al.

Lindhardt (24) beskriver i en doktorafhandling de pårørende som mestringsagenter for den skrøbelige

ældre patient, fordi de pårørende kan ligge inde med værdifuld viden om patienten. Dette er

interessant i forhold til fundene i forbindelse med projekt ”Patientudløst lægekald”, idet personalet

her giver udtryk for, at skønt der er plads til pårørende, og skønt det anerkendes, at pårørende kan

være en god støtte for patienten, så oplever personalet også, at de pårørende fylder og kræver tid.

Personalet lægger således ikke umiddelbart vægt på pårørendes viden som en ressource i forhold

til deres eget faglige blik, hvilket nærværende projekt netop lægger op til. Særligt ved de kognitivt

påvirkede patienter, og herunder skrøbelige ældre patienter, kunne man således sende invitationen

til at ”råbe vagt i gevær” ved akut forværring i patientens tilstand meget mere aktivt og direkte til de

pårørende, end det har været tilfældet.

Påvirkning af personalekulturen

Patientudløst lægekald kan være løftestang for frugtbare diskussioner de enkelte faggrupper

imellem og på længere sigt udvirke en kulturændring, som udfordrer en rodfæstet hierarkisk

samarbejdsform. Læger og sygeplejersker i dette studie er enige om, at patienter skal medinddrages

i deres forløb på hospitalet, og de anerkender, at muligheden for selv at kunne tilkalde en læge

sandsynligvis vil give patienterne en øget tryghed under indlæggelsen. Men flere, særligt læger,

tvivler på idéen om, at man reelt kan inddrage patienter og pårørende i tidlig opsporing af kritisk

sygdom og er derfor af den holdning, at ”Patientudløst lægekald” ikke er en god løsning i forhold til

patientinddragelse. Denne betoning af både negative og positive aspekter ved patientudløst lægekald,

svarer godt til fundene i et engelsk studie, Call4Concern (13), hvor personalet også havde meget

delte og nuancerede holdninger til et tiltag, hvor man gav patient og pårørende retten til at kalde

et mobilt akut team. Projekt ”Patientudløst lægekald” har samtidig påvist visse forskelle i lægers

og sygeplejerskers opfattelse af patienters henvendelser. Således ses det i den faglige vurdering af

relevansen af de patientudløste kald, der var i projektperioden, at den tilkaldte læge i tre ud af fire kald

vurderede, at kaldet var ”slet ikke relevant”, mens den implicerede sygeplejerske vurderede kaldende

som ”meget relevant” eller ”delvist relevant”.

Projektet har, på trods af de delte meninger om det, givet anledning til et væld af spændende

drøftelser blandt personalet. For eksempel er det blevet drøftet, hvordan det er praktisk muligt at

tænke patient og pårørendes ret til at kalde en læge, når de finder det relevant, ind i en hverdag

43


på en afdeling hvor det er personalet, der sidder med overblikket over og det endelige ansvar for

prioriteringen af opgaver. Projektet har også skabt grundlag for udfordrende diskussioner. For hvem

har helt grundlæggende retten til at bestemme, hvornår en patient er så dårlig, at han skal ses af en

læge – er det lægen med det endelige beslutningsansvar, er det sygeplejersken med ”gate-keeper”

funktionen, eller er det patienten (og de pårørende) fordi han kender sig selv bedst? Det helt store

spørgsmål blandt personalet i forbindelse med studiet har dog været, om afdelingen ville blive væltet

helt af patientkald, og om der skulle kaldes ekstra personale ind i projektperioden. Den frygt blev

hurtigt gjort til skamme, hvilket gav anledning til gode refleksioner blandt personalet over, at man ikke

altid kan vide, hvordan patienter og pårørende vil reagere.

Det er et grundvilkår, at personalets adfærd påvirkes af en intervention såsom Patientudløst lægekald,

hvorfor man bør være forsigtig i konklusionerne, men netop denne påvirkning af personalets adfærd

kan tolkes som en positiv sideeffekt, fordi det er med til at skærpe personalets lydhørhed overfor

patienter og pårørende. Man kan derfor argumentere for, at der med fordel kan arbejdes endnu mere

med at påvirke personalekulturen gennem et tiltag som patientudløst lægekald hen imod en endnu

mere inddragende tilgang til patient og pårørende. Ligeledes kan der med fordel følges mere direkte op

og uddrages læring af hvert enkelt kald, da det i andre studier er påvist at have en god effekt i forhold

til personalets holdninger (6).

Logistiske udfordringer

Patientudløst lægekald har budt på uforudsete vanskeligheder i implementeringsfasen,

herunder udfordringer med at uddele kortet som kun vurderes at være nået ud til omkring

to tredjedele af de indlagte patienter (1050 ud af 1600). Dette ses også i den strukturerede

interviewundersøgelse, hvor kun 57 af de 104 deltagende patienter havde fået udleveret et

patientkort. Der er mange mulige grunde til den lave dækningsgrad, men først og fremmest synes

et manglende fokus på projektet blandt personalet at være en hovedårsag. Dette fremgår også

klart af de semistrukturerede interviews med personalet. En anden logistisk udfordring i projektet

har været indberetningen af patientudløste kald. Ved den strukturerede interviewundersøgelse viste

det sig således, at to patienter havde brugt kortet, uden det var registreret af personalet. Det kan

pege i retning af, at der er en vis underrapportering af patientudløste kald. Dette skyldes øjensynligt

ikke en decideret uvilje fra personalet overfor at rapportere kald, men kan i tråd med ovenstående

forklares med et manglende fokus på projektet. Personalet har således ikke registreret kald som kald,

fordi de slet ikke har tænkt over projektet, når patienter eller pårørende har kontaktet dem med en

forespørgsel.



5. reFerencer

(1) Freil M, Wandel A, Pedersen L, Jönsson ABR, Nyborg M. Læger og sygeplejerskers forståelse af patientinddragelse - En spørgeskemaundersøgelse blandt ansatte på hospitaler. Jan. 2014;ISBN: 978-87-996473-1-6.

(2) Weingart SN, Zhu J, Chiappetta L, Stuver SO, Schneider EC, Epstein AM, et al. Hospitalized patients’ participation and its impact on quality of care and patient safety. Int J Qual Health Care 2011 Jun;23(3):269-277.

(3) Kjellberg J. Patient safety and economy. Ugeskr Laeger 2012 Nov 5;174(45):2767.

(4) Jönsson ABR, Nyborg MJG, Pedersen VH, Pedersen LH, Freil AWM. Sundhedsprofessionelles forståelser af patientinddragelse - En kvalitativ undersøgelse. August 2013;ISBN: 978-87-996473-0-9.

(5) Doherty C, Stavropoulou C. Patients’ willingness and ability to participate actively in the reduction of clinical errors: a systematic literature review. Soc Sci Med 2012 Jul;75(2):257-263.

(6) Greenhouse PK, Kuzminsky B, Martin SC, Merryman T. Calling a condition H(elp). Am J Nurs 2006 Nov;106(11):63-66.

(7) Chewning B, Bylund CL, Shah B, Arora NK, Gueguen JA, Makoul G. Patient preferences for shared decisions: a systematic review. Patient Educ Couns 2012 Jan;86(1):9-18.

(8) Schulze SB, Gut R, Freil M. Patients’ attitude towards the hospital system in eastern and western Denmark. Patient involvement, patient orthodoxy and information gathering. Ugeskr Laeger 2006 Jan 16;168(3):279-282.

(9) Brugernes sundhedsvæsen : oplæg til en patientreform. 2007;Huset Mandag Morgen/Innovationsrådet i samarbejde med Patientforum, Danske Regioner og Oxford Health Alliance:84 s.

(10) Jacobsen C, Pedersen V, Albeck K. Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed : en empirisk undersøgelse af fælles beslutningstagning og dagligdagens møder mellem patient og behandler. Medicinsk Teknologivurdering - Puljeprojekter 2008. Sundhedsstyrelsen.

(11) Davis RE, Koutantji M, Vincent CA. How willing are patients to question healthcare staff on issues related to the quality and safety of their healthcare? An exploratory study. Qual Saf Health Care 2008 Apr;17(2):90-96.

(12) Davis RE, Sevdalis N, Vincent CA. Patient involvement in patient safety: the health-care professional’s perspective. J Patient Saf 2012 Dec;8(4):182-188.

(13) Odell M, Gerber K, Gager M. Call 4 Concern: patient and relative activated critical care outreach. Br J Nurs 2010 Dec 9-2011 Jan 13;19(22):1390-1395.

(14) Tidlig opsporing af kritisk sygdom hos voksne patienter indlagt på sengeafsnit, Regionshospitalet Randers (DDKM 2.10.1). November 2010.

(15) Kamstrup Christiansen L, Andreasen JB, Frederiksen CA, Juhl-Olsen P, Sloth E. Scoring system for early detection of critical illness can fail. Ugeskr Laeger 2013 Feb 18;175(8):486-487.

(16) Kristensen S, Mainz J, Bartels P. Measuring patient safety--why and how? Ugeskr Laeger 2009 May 11;171(20):1674-1677.

(17) Ostlund U, Kidd L, Wengstrom Y, Rowa-Dewar N. Combining qualitative and quantitative research within mixed method research designs: a methodological review. Int J Nurs Stud 2011 Mar;48(3):369-383.

(18) Rogers PJ. Using programme theory to evaluate complicated and complex aspects of interventions. Evaluation 2008;14(1):29-48.

(19) Kvale S. Interview : en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. 1. udgave, 7. oplag ed. Kbh.: Hans Reitzel Forlag; 1997. p. s. 129.

(20) Hastrup K. Feltarbejde. In: Brinkmann S, Tanggaard L, editors. Kvalitative metoder : en grundbog. 1. udgave, 1. oplæg ed. Kbh.: Hans Reitzel; 2010. p. 560 sider pp. 55-80.

(21) Davis RE, Jacklin R, Sevdalis N, Vincent CA. Patient involvement in patient safety: what factors influence patient participation and engagement? Health Expect 2007 Sep;10(3):259-267.

(22) Analyse af de medicinske afdelinger. En kortlægning og vurdering af potentialerne ved en bedre kapacitetsudnyttelse. Deloitte Mar. 2013.

(23) Entwistle VA, Mello MM, Brennan TA. Advising patients about patient safety: current initiatives risk shifting responsibility. Jt Comm J Qual Patient Saf 2005 Sep;31(9):483-494.

(24) Lindhardt T. Samspillet mellem pårørende til skrøbelige ældre patienter og plejepersonalet i akutte hospitalsafdelinger. Tidsskrift for sygeplejeforskning 2008;24(2):29-36.

45


Bilag 1. Patientkort



Bilag 2. skema til Faglig vurdering aF relevans aF lægekald

Kategorisering af typer af ”Patientudløst lægekald”

Udfyldes af læge og sygeplejerske, umiddelbart efter at lægen har konsulteret patienten.

Kategorier Sæt

kryds

(er)

Bemærkning

1. Kritisk klinisk intervention eller indlæggelse/

genindlæggelse på intensiv afsnit

2. Klinisk intervention: Ny iværksat behandling eller

omlægning i eksisterende behandling. Lindre smerter/angst

m.m.

3. Undersøgelser/udredning: Nye ordinationer af

undersøgelser eller fremskynde allerede ordinerede.

4. Øget monitorering: Eksempelvis ny TOKS ordination,

telemetri, Glasgow Coma scale, m.m.

5. Tryghedsskabende samtale med patient/familie

6. Lægekaldet er udløst af: □ Patienten

□ Pårørende

7. Lægen er tilkaldt kl. ____ og nåede frem kl._____

8. Lægen:

Hvad er dit indtryk af relevansen af det udløste lægekald?

Meget relevant □ Delvis relevant □ Slet ikke relevant □

9. Sygeplejerske:

Forud for at patient/pårørende udløser ”lægekald”, havde du da haft lejlighed til at gøre dine

observationer og handlinger?

Helt enig □ Delvis enig □ Slet ikke enig

10. Sygeplejerske:

Hvad er dit indtryk af relevansen af det udøste lægekald?

Meget relevant □ Delvis relevant □ Slet ikke relevant □

Bemærkninger: _____________________________________________________________

_______________________________________ Udfyldt af:__________________________

Nø

dkald

af læ

ge

Patient label

47


Bilag 3. strukturerede interview

Nr Spørgsmål / svar kategori

1. Køn

Mand Kvinde

2. Har du inden dette interview haft en udskrivelsessamtale

Ja Nej

3. Alder

_____________

4. Hvor længe har du været indlagt?

Under 1 døgn 1-3 døgn Over 3 døgn

5. Aktuelle afdeling ved udskrivelsen?

Akutafdelingen MS1 MS2 MS3 MS4

6. Har du under denne indlæggelse været indlagt på intensivafdelingen?

Ja Nej Ved ikke

7. Har du i forbindelse med din indlæggelse været overflyttet fra andet hospital?

Ja Nej Ved ikke

8. Får du tilstrækkelig information, omkring den behandling der vedrører dig?


9. Har du indtryk af, om personalet forsøger at forstå din sygdomssituation?


10. Har du under indlæggelse oplevet, at skulle vente på en læge længere tid end du synes var rimeligt?


11. Har du været passende medinddraget i de beslutninger, der er taget om din behandling?


12. Hvilken af følgende beskrivelser passer bedst på dig som patient?

Personalet gør hvad de finder nødvendigt

Personalet ved hvad der skal til,

og jeg ønsker bare information

Jeg vil gerne være medbestemmende i

forløbet

Det er mig, der bestemmer, hvad der

skal skeVed ikke

13. Har du under indlæggelse fået udleveret et kort om muligheden for nødkald af en læge?

Ja Nej Det er jeg i tvivl om

14. Kan du fortælle mig, hvad du mener, kortet skal bruges til?

Til at kalde en læge i nødstilfælde

Til at kalde en læge når som helst

Jeg er i tvivl om hvornår det skal

bruges

15. Hvilken betydning har kortet haft for dig?

Det er en ekstra tryghed at få kortet

Det har ingen betydning

Det gør mig utryg at få kortet Ved ikke

16. Har du en mening om, hvem der bør udlevere nødkaldskortet til patienten?

Det bør være en læge Det bør være en

sygeplejerske Det gør ingen forskel Ved ikke

17. Blev kortet anvendt?

Ja, jeg gjorde brug af kortet

Nej, kortet er ikke brugt

18. Da du brugte kortet, fik du da den hjælp, som du havde forventet


19. Vil du bruge kortet, hvis du oplever vanskeligheder med at få lægehjælp

Ja Nej Ved ikke



Bilag 4. vejledende interviewguide til Patient interviews

Temaer Vejledende interview spørgsmål

Briefing og præsentation • Præsentation af intervieweren og forklaring af interviewets formål,

anvendelse og hovedtemaer.

• Det understreges, at der er fuld anonymitet i resultaterne af undersøgelsen.

• Har du nogle spørgsmål til mig, inden vi går i gang med interviewet?

Indledning –

patientens oplevelse af

indlæggelsen

• Først vil jeg gerne bede dig om, med dine egne ord, at fortælle historien

omkring din indlæggelse?

• Hvordan oplevede du det at være indlagt på Medicinsk Afdeling?

• Hvordan oplevede du at blive informeret om den behandling, der vedrørte

dig under indlæggelsen?

• Hvordan oplevede du, at personalet forsøgte at forstå din sygdomssituation?

• Hvordan oplevede du at skulle vente på en læge under indlæggelsen?

• Der uddybes med spørgsmål: Var ventetiden rimelig set med dine øjne?

Oplevelsen af at

blive inddraget under

indlæggelsen

• Hvordan oplevede du at være medbestemmende og blive inddraget i din

behandling under indlæggelsen?

• Hvad var det vigtigt for dig at blive inddraget i, da du var indlagt?

• Hvor meget vil du som patient gerne inddrages, når du er indlagt?

Patientens tanker om

selve kortet

• Kan du huske, at du fik udleveret et kort til nødkald af læge, da du blev

indlagt?

• Hvad tænkte du, da du fik det?

• Hvordan brugte du det?

• Har dine pårørende læst kortet?

• Der uddybes med spørgsmål: Hvad kom I til at snakke om i den forbindelse?

• Hvilken betydning havde kortet for dig?

Patientens parathed

(willingnes) til selv

at handle under

indlæggelsen - ansvar

• Hvordan havde du det med, at du med kortet kunne gå direkte til lægen,

hvis du følte, der var noget galt?

• Hvordan ser du på, at man som patient selv får et medansvar for at ”råbe

vagt i gevær”, hvis der er noget galt?

Værdien af muligheden for lægekald

• Hvad er værdien af sådan en mulighed for selv at kunne kalde en læge?

Tryghed • Hvordan følte du dig tryg under indlæggelsen?• Hvilken rolle spillede kortet ift. , hvordan du følte dig tryg?

Bør kortet indføres? • Hvordan ser du din rolle som patient i fremtiden, hvis kortet bliver indført som en fast tilbud til alle patienter?

Afrunding • Er der noget, du tænker, jeg mangler at spørge ind til i forhold til din oplevelse under indlæggelsen og betydningen af at få det her kort?

• Har du nogle spørgsmål til mig, inden vi slutter?• Der takkes for patientens deltagelse.

49


Bilag 5. vejledende interviewguide til Personale interviews

Temaer Vejledende interview spørgsmål

Briefing og

præsentation

• Præsentation af intervieweren og forklaring af interviewets formål,

anvendelse og hovedtemaer.

• Det understreges, at der er fuld anonymitet i resultaterne af undersøgelsen.

• Har du nogle spørgsmål til mig, inden vi går i gang med interviewet?

Tanker forud for

projektet

• Hvad var dine umiddelbare tanker om projekt ”Patientudløst lægekald”, da du

hørte om det første gang?

Oplevelsen af

projektet undervejs/

efter projektet

• Hvad tænker du om projektet nu, hvor det er i gang?

Fordele og ulemper

ved projektet

• Hvad er fordelene ved projektet?

• Hvad kunne gøres anderledes?

Udfordringer i

projektet

• Hvordan har projektet udfordret dig/din afdeling?

Refleksioner

på baggrund af

projektet

• Hvordan har projektet skabt refleksion?

Personalets syn på

brugerinddragelse

• Hvad er brugerinddragelse i din optik?

• Hvad er grænserne for brugerinddragelse?

• Hvordan spiller projekt ”Patientudløst lægekald” sammen med det?

Afrunding • Er der noget, du tænker, jeg mangler at spørge ind til omkring dine tanker

om projekt ”Patientudløst lægekald”?

• Der takkes for deltagelse.

Regionshospitalet RandersSkovlyvej 1

8930 Randers NØ

Patientudløst lægekald - Regionshospital Randers...Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers...

Documents

Transcript of Patientudløst lægekald - Regionshospital Randers...Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers...