16 | maj 2010 | LIXEN LIXEN | maj 2010 | 17BRANCHE BRANCHE

“Er der nogen journaliststuderende, der ikke har hørt om det? Det kan jeg slet ikke forstå

Jakob Balthazar MunkSøren Dal Rasmussen

BAG BETÆNKNINGEN. Torsdag den 16. maj 2002 nedsætter regeringen en Offent-lighedskommission, der skal arbejde på en ny offentlighedslov. 22 mænd og kvinder får ansvaret for at lave et forslag, som skal give mulighed for mere demokratisk kon-trol med den offentlige forvaltning som ministerier, regioner og kommuner. Rundt om forhandlingsbordet sidder blandt andet folk fra ministerier, medierne, univer-siteterne og folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Nu er det deres ansvar at komme med udkastet til en lov, der skal sikre mere åbenhed til gavn for demokratiet. Syv år, fem måneder, 17 medlemsskift og 49 møder senere dumper den 1216 siders betænkning ned på justitsministerens bord. De første tanker om en ny lovgivning.

Vage begreberI det nye udkast præsenterer kommissionen en række undtagelser i retten til akt-indsigt. En håndfuld af disse paragraffer har fået landets journalister til at ud-trykke stærk modstand imod kommissionens arbejde. Rikke Gottrup er adjunkt på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet og har skrevet Ph.d. i forvaltningsret. Hun ser også problemer i nogle af de nye forslag. »Med udkastets paragraf 24, 25 og 27 er der grund til at overveje, om man ned-toner hensynet til offentlighedens generelle interesser,« siger hun. Det er især paragraf 27, som Rikke Gottrup ser to problemer i. Den nye paragraf vil gøre det umuligt at få indsigt i den udveksling af dokumenter som ministre og folketingsmedlemmer har med hinanden under fx lovgivningsprocesser. Selve formuleringen giver hovedbrud. »Der er kommet en række begreber i den nye betænkning, som er helt nye. For eksempel er et begreb som ’anden tilsvarende politisk proces’ et meget løst be-greb. Det åbner op for en række muligheder for fortolkninger. Hvilke dokumenter går konkret ind under anden tilsvarende politisk proces?« spørger hun.

Meget er sagt og skrevet om den nye betænkning til offentlighedsloven | Det vrimler med lovtekniske formuleringer og kritik | Lixen giver her et overblik | Følg den røde tråd.

§27Retten til aktindsigt omfatter ikke:

1) Statsrådsprotokoller.

2) Dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og

folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller

anden tilsvarende politisk proces.

3) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed

udfører sekretariatsopgaver for en anden myndig-

Et andet problem er større. Når politikerne udarbejder et ny lovforslag, så foregår forhandlingerne ikke længere i Folketinget. Den foregår ofte til møder mellem ministre og ordførere. Ifølge flertallet i Offentlighedskommisionen sikrer forslaget, at der er frirum til at tænke på Christiansborg. Det skaber bedre ram-mer for kommunikation og en mere fri debat. Rikke Gottrup kan godt se argumentet, men har en anden holdning. »Det er jo ét synspunkt, men som borger og demokrati betragtet er det problematisk. Den nuværende regering kan sikre sig et politisk flertal for en ny lov, inden de fremlæg-ger den i folketingssalen. Derfor er offentligheden nødt til at have indsigt i debatten, når de udarbejder lovforslag,« siger hun. Det lukker altså for hele processen, hvor andre politikere end den nuværende reger-ing og dens støttepartier kan blive inddraget i lovforslaget. Formanden for åbenheds-tinget Nils Mulvad ser en række forbedringer i betænkningen, men ved paragraf 27 stejler han.

»Jeg synes, at det er strid med hele grundlovens ånd. Det vil gøre det muligt at lægge et røgslør ud og derved skjule den lovgivende proces,« siger Nils Mulvad. Han mener, at det er et stort tilbageskridt for åbenheden i samfundet og er ikke bange for at kalde paragraf 27 et antidemokratisk skråplan. »Hvis det bliver på den mest negative måde, som jeg kan frygte, så får vi slet ingen indsigt. Alle de centrale beslutninger kommer der ikke åbenhed omkring. Det er skidt for journalister, det er skidt for offentligheden, og det er i sidste ende også skidt for demokratiet,« vurderer han.Rikke Gottrup er enig:

»Det nye udkast til offentlighedsloven gør ikke loven lettere at forstå eller anvende. Lovudkastets opbygning er i sig selv kompliceret, og det indeholder adskillige begreber, som åbner op for en høj grad af fortolkning. For eksempel ’Ministerbetjening’ og ’anden tilsvarende politisk proces’. Loven bliver vanskelig at forstå for borgere og journalister og generelt kompliceret at ar-bejde med,« siger hun.

§24Retten til aktindsigt omfatter ikke:

1) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et

ministeriums departement og dets underordnede myndigheder i

forbindelse med ministerbetjening.

2) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem min-

isterier indbyrdes i forbindelse med ministerbetjening

Paragraf 24 er en ny undtagelse i retten til aktindsigt. Det er paragraf 24, der har været sendt i, hvad man fristes til at kalde, et journalistisk samråd. Hvis den vedtages, stopper det muligheden for at kræve ind-

sigt i dokumenter og oplysninger, som to ministerier udveksler mellem hinanden. Det fjerner også retten til indsigt i dokumenter og oplys-ninger, som et ministerium og de underordnede styrelser udveksler. For eksempel dokumenter mellem Udlændingestyrelsen og Integra-tionsministeriet. Tilhængere af denne paragraf peger på, at det vil sk-abe større frihed til at komme med idéer, hvis det ikke er muligt for alle at kigge politikere over skuldrene. Vedtages lovforslaget vil det betyde nye og ugunstige arbejdsforhold for den undersøgende journalist. Sådan ser kritikerne på det. I en artikel i Information giver en samling journalister deres bud på historier, der, som konsekvens af paragraf 24, ville have været markant anderledes, hvis de overhovedet var blevet til. Blandt disse er Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden-afsløringer, DR’s dokumentar Den Hemmelige Krig og Berlingske Tidendes tværmedielle projekt ’For-brydelsen’. Blot tre eksempler fra nyere tid.

Ville Schlütter stadig have magten? Et ældre eksempel er tamilsagen, der endte med at koste Poul Schlüter regeringsmagten. Det var Aksel Franck Larsen, der stod bag de afslørende artikler, der gik forud, og han mener, at der er god grund til at være be-kymret. »Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg ikke ville have kunnet lave den historie, hvis jeg ikke havde fået aktindsigt. Og jeg frygter, at tilsvarende og andre historier simpelthen bliver skjult, hvis vi mister dette redskab.« Konsekvenserne er altså til at tage og føle på for de undersøgende jour-nalister, der i samlet flok har tordnet mod paragraf 24. I et program på P1 kritiserede 33 Cavling-vindere betænkningen, og kun én journalist kunne stå bag forslaget. Den noget ensomme rolle tilfaldt i dette tilfælde, Mikkel Hertz, medlem af offentlighedskommissionen. »Min egen reaktion var først, da det her kom på tale: ’No fucking way’. Det ville være et meget stort indgreb i muligheden for at få indblik i, hvad skat-teborgernes penge går til. Men så har vi haft lange indgående diskussioner om det, og det har været en lang proces, hvor jeg så godt har kunnet se, at der var et reelt hensyn at tage,« siger Mikkel Hertz. Fordi paragraf 24, efter manges bedste overbevisning, vil få helt af-gørende konsekvenser for måden, journalister kan navigere i offentlighe-dens tågede lys, kan det undre, at der i det mindste ikke er indgivet dis-sens. Mikkel Hertz giver svar på tiltale.

»Hvis vi havde stået fast på vores synspunkt og afgivet dissens, så er jeg ikke sikker på at det havde nyttet noget. Vi havde været i mindretal, og jeg tror, at der er rigtig mange, der har med politik og lovgivningsarbejde at gøre, som godt kan se det fornuftige i, at der er et vist frirum til at tænke tanker og udvikle nogle visioner.« På en lang række andre punkter har et mindretal ellers markeret deres uenighed.

Bag offentlighedens gysDer er få i DJ’s kredse, der har været i stand til at sluge den omfattende betænkning, dens omfattende konsekvenser og ikke mindst DJ’s høringssvar, der ikke tog afstand fra paragrafferne 23-26.

Samtlige af DJ’s kredse er gået sammen om en ud-talelse, der går imod hovedbestyrelsens hørings-svar, og i en fælles udtalelse skriver formændene: »Vi accepterer ikke de forringelser af de grundlæggende journalistiske arbejds-betingelser, som Offentlighedskommissionens lovudkast lægger op til, og vi vil til stadighed kæmpe for størst mulig åbenhed i det danske samfund.«

Uenigheden raserer også i kredsen af de studerende DJStud, der også i en fælles udtalelse tager afstand fra hovedbestyrelsens holdning til betænkningen. De udtaler: »Vi ser en række forringelser af de grundlæggende journalistiske arbejdsbetin-gelser i Offentlighedskommissionens lovudkast og det bekymrer os, fordi det vil have betydning for den journalistik, vi som studerende praktiserer og i særde-leshed for vores fremtidige virke som journalister,« Den interne debat i forbundet har især rettet en skarp kritik imod hovedbe-styrelsens formand Mogens Blicher og hovedbestyrelsens repræsentant i offent-lighedskommissionen Kate Bluhme, der er blevet beskyldt for at svigte medlem-mernes interesser. Debatten er nu åben. Eller er den? Der var deadline på høringer den 1. marts. Høringssvarene er den måde, som interesseorganisationerne kan bruge til at på-

virke lovforslaget med sine synspunkter. I en sag om offentlighed nægter Justitsministeriet at give indsigt i hørings-svarene, medmindre afsenderen selv har offentliggjort det. Argumentet er, at den interne politiske beslutningsproces skal beskyttes. Og sådan bliver det. For det er ikke muligt at få aktindsigt. Ikke med den gamle lovgivning. Eller den nye.

Man forventer, at lovforslaget til den nye offentlighedslov kommer i oktober i år.

jamun09@student.sdu.dksoera09@student.sdui.dk

SEJ PROCESForhandlingerne bliver en lang affære. De er præget af politisk tovtrækkeri. På flere områder har et mindretal forkastet den foreslåede paragraf – altså afgivet dissens. I en række paragraffer er kommissionen, groft sagt, delt i to grupper. En gruppe der er for mere indsigt. En der er for mindre. Derfor er det et umådelig sejt træk at komme frem til den nuværende betænkning. Det vurderer medlem af kommissionen Mikkel Hertz. »Det har krævet tålmodighed, som jeg ikke er vant til at tage i brug i mit daglige arbejde. Der har grundlæggende været to modstridende interesser. Pressen på den ene side og embedsmændene på den anden side. Og at prøve at få de to ender til at mødes, har været en meget vanskelig opgave.«

Spørgsmål & svar Katrine Birkedal Christensen, medlem af FUJ’s bestyrelse

Hvad er det bedste ved betænkningen?Set med FUJ’s øjne er der to forbedringer - eller tilnærmelser til forbed-ringer - i betænkningen. Dels mener FUJ, at det er en stor og meget vigtig modernisering af loven, at indsigt i oplysninger i databaser samt indsigt i databasernes databeskrivelse fremover også omfattes af aktindsigt. Uden denne modernisering havde åbenheden været truet alene af rent tekniske årsager. Desuden anser FUJ det som en styrke for borgerne, at retten til aktindsigt fremover også skal omfatte offentligt ejede - og delvist offentligt ejede selskaber, samt institutioner og virksomheder.

Hvad er det værste ved betænkningen?Der er alt for mange undtagelser, som har sneget sig ind i denne betænkning. Set i lyset af, at meningen med at nedsætte en kommission var »at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold« (som der står i kommissoriet), så er det grotesk at resultatet er blevet et puslespil af uklare undtagelser, som på ingen måde understøtter hensigten om at få en mere åben forvaltning. Der er taget så mange hensyn til forvaltningens brug af ressourcer og til at beskytte politiske processer, at det er svært at se, at der har været repræsentanter fra pressen til stede i Kommissionen. I lovens formål nævnes borgernes deltagelse i demokra-tiet, offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning og tilliden til den offentlige forvaltning. Det formål er svært at genfinde i betænkningens forslag til en samlet ny offentlighedslov, og det er virkelig skandaløst.

Giver den nuværende betænkning mere åbenhed?Det er et problem, at Kommissionens forslag erstatter én kompliceret lov med en ny uforståelig lov. Det bliver et problem i den forvaltning, der skal administrere efter loven og de utallige undtagelser, og det bliver et problem for de borgere og journalister, der skal bruge loven - og for Om-budsmanden. Det er spild af alles tid og kræfter. Samlet set er det, der står tilbage et forslag til en revideret Offentlighedslov, der først og fremmest styrker forvaltningen og de politiske beslutningstageres ønske om at und-tage dokumenter, frem for at styrke befolkningen og pressens mulighed for at få indsigt i den offentlige forvaltning og myndighedsudøvelse. Der-for er det korte svar på spørgsmålet: Nej.

SpørgsmålOle Hasselgaard, kontorchef i Justitsministeriet

Vi stillede Ole Hasselgaard, medlem af Offentlighedskommisionen, spørgsmålene ‘Hvad er det bedste ved betænkningen?’, ‘Hvad er det værste ved betænkningen?’ og ‘Giver den nuværende betænkning mere åbehed?`. Her er svaret fra Justitsministeriet: Vi ønsker ikke at udtale os om noget, når der ikke ligger et konkret lov-forslag endnu.

Ill: Nana Frederikke Fischer