Opbygning kropsafsnit:Hvad kan de ikke begribe?Hvad kan de så begribe? Hvordan agerer de ud fra dét, de forstår (via sansning)?

Det, vi har snakket om, er hvor mine forældre bor. Vi har kigget på nogle kort, og noget af vores hæk ligger meget lavt, så hvis vandstanden stiger, bliver vi faktisk afskåret. Der skal ikke så meget stigning til, før det vil blive en ø. Det synes jeg er lidt vildt. Simpel teknovidenskab, der medierer klimabudskabet.

Tim IngoldAt sanse er for Tim Ingold at observere Verdens kontinuerlige fødsel

Den feministiske filosof og fysiker Karen Barad trækker på Niels Bohrs teoretiseringer over måleapparatet betydning for materielle fænomener. For Barad er fænomenet en totalitet, som består af en masse intra-agerende (altså ikke agerende mellem to afgrænsede overflader, men på tværs af disse) “komponenter” (det vi normalt vil kategoriserer som subjekter og objekter), det vil sige, at de ontologisk set er umulige at adskille og danne mening i (Barad 2007:148). Her kommer apparatet ind. Apparatet er for Barad og Bohr et fysisk arrangement, der giver betydning til bestemte koncepter, mens andre ekskluderes (147). Apparatet lægger et snit igennem fænomenet og skaber herved objekter (ob jet = afskåret på fransk eller sådan noget, ikke?) - disse snit kalder Barad agentielle snit. Denne inklusions- eksklusionsmekanisme sammenligner Barad med Foucaults diskursive praksisser (hvilket kan være udemærket at tænke med). Med dette greb ekspliciterer Barad, at verden performes, fordi apparatet indgår i en materiel intra-aktion med fænomenet og ligger agentielle snit.Importantly, discursive practices are causal intra-actions-they enact causal structures through which some components (the "effects") ofthe phenomenon are marked by other components (the "causes") in their differential articulation. Meaning is not a property of individual words or groups of words but an ongoing performance of the world in its differential dance of intelligibility and unintelligibility.

Barad henviser til forsøg med folk, der er født blinde, som gennem en operation får åbnet op for visuel perception.These accounts all attest to the fact that the notions of objects, faces, space, size, distance, and depth perception are meaningless to a person who has never seen before. Clearly, we do not see merely with our eyes. Interacting with (or rather, intra-acting "with" and as part of) the world is part and parcel of seeing. (156)

Vores verden performes altså gennem agentive snit i fænomener, som kontinuerligt ændrer sig. Eksemplet med de blinde viser, hvor vigtigt det er, at vi ikke tager det vi ser for givet eller antager at andre nødvendigvis ser det samme. Apparatet er afgørende for hvad der comes to matter

HARAWAY "Why should our bodies end at the skin, or include at best other beings encapsulated by skin?" asks the author of"The Cyborg Manifesto." Echoing the phenomenologists while pressing their insights further, Haraway argues that the insistence that there is an obvious bodily boundary that ends at the skin fails to recognize the body's specific situatedness in the world. But for Haraway, "situation is never self-evident, never simply 'concrete,' [but] al- ways critical," "the kind ofstandpoint with stakes in showing how 'gender,' 'race,' or any structured inequality in each interlocking specific instance gets built into the world-i.e., not

'gender' or 'race' as attributes or as properties, but 'racialized gender' as a practice that builds worlds and objects in some ways rather than others, that gets built into objects and practices and exists in no other way. Bodies in the making, not bodies made. " 4 1 For Haraway, "embodiment is about significant prosthesis" (1991, 19S)-bodies in the making are never separate from their apparatuses ofbodily production.

Vi vil belyse, hvordan klimaeksperter og lægfolk forholder sig til klimaforandringer gennem teorier om krop og sanser, livsverden, STS og hegemoni i forhold til agens.

Vi vil udforske forholdet mellem klimaeksperters opfordring til handling hos lægfolk i forhold til klimaforandringer og lægfolks praksis gennem perspektiver på krop og sanser, livsverden, STS og hegemoni.

Vi vil udforske, hvad perspektiver om krop og sansning, livsverden, STS og hegemoni kan bidrage med i en belysning af forholdet mellem klimaeksperters opfordring til handling hos lægfolk i forhold til klimaforandringer og lægfolks praksis.

Hvad gør det ved teorierne?Fremskrivning. Hvad gør det ved verden? “Thinking through things”.

Fremskrive...

Krop, affekt og livsverden

A: Der er jo en del af klimaet, for det hele er forbundet, men klimaet synes jeg er så svært at definere. Hænger det sammen med økologi osv. og det gør det jo, med hvordan tingene er produceret osv, hvad der er i vores jord og hvad vi putter i den, mend transport og vores –vaner. Når man køber en ananas har den så rejst halvdelen af jorden rundt for at komme til mig? Så det er noget der hænger meget sammen, men klimaet er så stort at folk har så svært ved at forstå det. Det er unhåndgribeligt. En uhåndgribelig størrelse. Jeg kunne også godt tænke mig en nærmere definition af hvad er klima egentligt. For jeg ved jo godt alt det her om CO2-udslippet og klimaforandringerne, men hvad er det for nogle forandringer? Det er ret svært for mig at gennemskue, og jeg synes selv jeg er ret meget inde i tingene, men det er på et helt andet niveau, det er noget jeg kan forholde mig til.[Carmen ”snakker” og i snakker om hende og hendes lugtende ble]A: Men jeg synes altså det er svært når du siger ”klima”. Jeg synes miljø det er nemmere, det er mere nærværende, det er mere jordnært. Selvom det kunne være det samme, og det hænger sammen [med klimaet]. ”Vi skal passe godt på miljøet”, ja, men hvad er miljø egentlig. Og det er jo også rigtigt, for det kan godt være at jeg tænker på miljøet helt anderledes end min nabo.

TrineJeg nyder mine cykelture, da jeg har mulighed for at forarbejde dagens indtryk og få noget frisk luft, hvilket der ikke er mulighed for på hospitalet. Jeg skriver ”frisk luft”, men gyser ved tanken om hvor lidt frisk luften på strækningen ved Folehaven egentlig er, med den voldsomme trafik som jeg altid møder på min vej. Den konstante lugt af bilos er i hvert fald ikke et godt tegn.Jeg ankommer på Hospitalet og er tvunget til at parkere min cykel i parkeringskælderen, som er proppet med biler og ikke har skyggen af udluftning at se nogen steder. Luften

er tyk dernede og jeg overvejer om luften måske bidrager til at øge indlæggelsestiden for de sølle mennesker der våger sig herned for at ryge, på dette ellers røgfrie hospital.

Jeg har overraskende nok kun vagt en halv dag, da det ellers altid overbookede program ligner noget der er en sløv sommerdag værdig. Undrer mig undervejs over at de blodsukker-apparater der udleveres til patienterne ikke genbruges efter endt forløb. Ikke engang af den samme patient. Måske er det billigere at udlevere nye, men det virker alligevel mærkeligt at der ikke er lavet en eller anden genbrugsordning. Kunne fattige afrikanere eksempelvis ikke drage stor nytte af dem?

SA: For mig og min familie: varmere om sommeren, koldere om vinteren – større udsving – det kan man da godt blive […] Ved ikke hvor slemt det bliver – det er bekymrende med det ustabile, men vi lever i nuet.

SabithaKlima: bliver lidt irriteret, for meget, lidt hys og påtaget; det hele kommer til at handle så meget om pol – hvem siger hvad, hvem har ret, burde være noget vi alle tager ansvar for. Tror ”et label”, påtaget. Jeg har en venneomgangskreds, som alle tager stilling, vi ved meget – det sku’ gerne.Miljø: meget mere positiv klang.Natur: Det vil man jo gerne passe på – mere håndgribeligt. Se den, mærke den. Bliver påvirket af den . Kunne ikke drømme om at smide affald i naturen – at glemme at slukke lyset er ikke lige…

Mange unge bliver irriterede, når de føler, at politikere eller andre pålægger dem et ansvar uden at fortælle hvordan det rent faktisk skal varetages, men samtidig agerer på en måde, der i de unges øjne synes hyklerisk. Hvis man ikke kan se, hvad der er tale om, er det svært at se proportionerne, og her opstår det fokus, som mange klimaeksperter er trætte af - folks fokus på symbolske handlinger i stedet for at tage fat ved nældens rod. Citatet her nedenunder er med Oliver, som brokker sig over, hvad han ser som politikernes mangel på retning og hykleri.

Måske lidt mere målrettet, om ”hvad kan DU gøre?”, de har jo også været flittige nok til at sige ”her skal du spare”, men måske være mere konkrete. Hvad hedder ham der med den film, derovre? [Al Gore]. Den [An Inconvienient Truth] er også fin nok, men den er lidt for generelt orienterende. Man skal prøve at gå ned på den enkelte borgers niveau og tage deres situation, så borgerne kan identificere sig med det, og tænke: det er sådan jeg gør. Så folk kan se ens handlinger.

Feks. var Arnold Schwarzenegger her [under COP15], og hans bil stod i tomgang i en halv time mens han var inde og kigge på juveler, en kæmpe øse. Og alle toplederne kom i hvert deres fly.

De kom med jet, i stedet for at tage et rutefly og køre på økonomi. Og i kæmpe biler. Det har jeg godt nok aldrig... Det er i hvert fald et dårlig signal at sende.

Hvilken traffikform politikerne benytter sig af til ét topmøde er ikke specielt afgørende i forhold til verdens fremtidige CO2-udledning, men når det eneste Oliver kan se er en diskrepans i mellem det politikerne siger, og det de gør - så er det, hvad han har at føle på.

ARTIKULATION

Når folk står frustrerede tilbage efter at have hørt på politikere, meningsdannere og forskere varsle dommedagsscenarier, kunne vi forestille os, at meget af dette skyldes diskrepansen mellem de to gruppers erfaringsverdener. Disse erfaringsverdener er dog ikke gensidigt udelukkende, for den menneskelige krop har mulighed for at øve sig i at optage sansninger eller erfaringer af verden, som tidligere lå uden for dette menneskes erfaringsverden. Kroppens utallige relationer til omverden skal artikuleres. I vores empiri ser vi ganske tydeligt [og måske ikke så overraskende], at det er de områder, hvor folk er mest engagerede, at de mest interesserede og mest handlende.

Vi vil her fremhæve et citat fra den unge aktivist Mette, som er meget påvirket af, og engageret i, klimaet, men hun har valgt at følge sine egne følelser og sanser frem for forskernes udmeldinger.

Men altså det er sjovt den her med – jeg har diskuteret en del med nogle venner omkring det her i forhold til klimatopmødet, hvor det sådan nogle gange baserer sig meget på forskning og så videre, hvor jeg sådan har tænkt lidt for mig selv, at jeg lille mig kan gå ud i verden og se tingene ændrer sig, jeg kan se, at sneen bliver sort og sådan, så det kan ikke være godt. Altså jeg tænker, at den måde man kan føle det på, eller jeg kan – jeg ved sgu da ikke, om den ene forsker er mere rigtig end den anden, selvom de siger noget modstridende, det har jeg jo ikke en jordisk chance for at vide, så derfor bliver jeg jo også nødt til at gå ind og se på mig. Når jeg bruger en sæbe, der er parfume i, så dør mine hænder, så får jeg eksem. Det er jo ikke godt, det kan jeg jo se. Hvis jeg… Eller sådan små ting kan man jo se, når de sådan i dagligdagen kan registreres.

Mette føler ikke,at hun kan navigere i de videnskabelige kontroverser, som findes på klimaområdet, og hun beror derfor helt tydeligt på hendes egne sansninger i verden. Når et område er kontroversielt blandt de klogeste hoveder, må man ty til en anden slags data - dem der opstår, når ens krop og verden intraagerer. Dette vil vi gerne belyse gennem Bruno Latours

videnskabsteoretiske manifest How to talk about the body (2004), da den for os både rummer gode eksempler, teoretiske perspektiver og guidelines for videnskaber, der gerne vil tage kroppen seriøst.

Latour argumenterer for, at kroppen er en fuldstændigt fundamental aktant i dannelsen af

påvirkning fra verden. Han beskriver kroppen som an interface that becomes more and more describable as it learns to be affected by more and more elements (Latour 2004:206). Jo mere kroppen lærer at blive affekteret, jo mere lærer den at kende sig selv og verden omkring sig. Latour går ikke ind i hvad kroppen er, men snarere hvordan kroppen forholder sig til inputs - hvordan reagerer kroppen (ibid.)? - kroppen er relationen til verden, sit forhold til carriers of significance (se Uexküll-afsnittet)Mette gør det samme, når hun taler om parfumen i sæben, så ved hun det er forkert, fordi hendes krop fortæller hende det. I denne kropslige påvirkning ser Latour et kæmpe potentiale. Han vil undersøge, hvordan man kan lære at blive påvirket.

I starten vil man på et relativt uartikuleret sanseområde kun kunne sanse de yderste ekstremer (fx differentiere mellem smagen af salt og sødt), men ved at træne sig kan man blive meget sensitiv til selv de mindste nuancer i et sanseindtryk, som kun kan fanges af et veltrænet organ (Latour 2004:207). Under sådan en træning vil den sansende, ifølge Latour, opdage, at denne kommer til at bebo en verden, som er fyldt med diverse sanseindtryk. Når man løbende oplever nye dele af verden, sætter disse sig meget kraftige spor i kroppen. Spor som Latour ikke er bange for at kalde organer (207). Det er ikke organer i uexküllsk forstand, men organer, som skal udføres (enact).

Med en sådan performativ forståelse af kroppen kan Latour lave dette greb, fordi han forstår sanseorganer som det, der lærer en at blive påvirket af verden (ibid.). Herved kommer han ud over kroppen som sjælens kødelige hylster, virkelig verden og fænomenologisk verden, da både følelser, nervesystem og viden kan agere sanser. Dette kropsbegreb, som Latour fremkommer med, synes vi, artikulerer nogle interessante perspektiver, som gør, at kroppen MÅ blive fundamental i forhold til klimaformidling.

Latour bruger begrebet artikulation, ikke som sproglig artikulation, men som en mere fundamental evne til at udtrykke forskelle (210). Latours eksemplificerer dette gennem folk, som træner deres lugtesans. De utrænede duftfolkene kunne ikke artikulere en forskel, selvom de blev udsat for vidt forskellige dufte, fordi deres lugtesans var uartikuleret.For den uartikulerede næser udviser forskellige dufte samme adfærd.

Latour drager en parallel mellem den gode næse (den artikulerede) og den gode videnskab.‘[S]cientific’ means rendering talkative what was until the mute (Latour 2004:217). For Latour indbegrebet af god videnskab, at en kan artikulere så mange facetter af et fænomen som muligt - det skal lade fænomenet tale (ibid). Vi ser at flere af vores informanter er trætte af klimabegrebet, både fordi den smalle klimadefinition per definition er umulig at artikulere for en

menneskekrop uden komplekse teknovidenskabelige værktøjer og samtidig at det ensidige fokus på klima har skadet den bredere miljøforståelse, som fx William abonnerer på.

Klima, miljø og natur. Jamen altså jeg må sige – nu er jeg vokset op i et hjem, som var meget sådan venstreorienteret, hippie, miljøbevidst, men det har det ligesom altid heddet at være miljøbevidst, og det var sådan pas på miljøet, så jeg tror, derfor synes jeg egentlig, at hele det her med at nu skal alt hedde klima, fordi pludselig er der en eller anden overhængende fare for at, det begynder at gå galt. Det bliver sådan lidt populisme, synes jeg, og sådan lidt – det irriterer mig ret meget, og jeg synes, det er fint, at man snakker om det, men det er ligesom om at alt skal hedde klima. Nu kan man ikke snakke om miljørigtigt. Altså så er der en masse penge i at lave noget med klima. Fx ved jeg – jeg har snakket med folk, der arbejder på – arbejder for organisationer eller et eller andet – eller på projekter, som bliver støttet til at lave noget med miljø og forurening at gøre og sådan noget, men de kan kun få penge – altså der er flest – der er en helt masse støtter på, hvis de kan sige, at det handler om klimaet, så bliver det noget med, at så må de finde den der rundt-om vinkel, som siger ja, det hænger jo også sammen med klimaet og så ligesom prøve at putte det ord ind en masse steder, hvor det måske ikke er direkte – passer direkte. Fx sådan noget som affaldssortering – jo selvfølgelig bliver der så afbrændt mindre CO2, men det er jo også meget fordi, det forurener. Altså for mig at se, er der ikke nogen sådan, der er ikke et lighedstegn mellem affaldssortering og klimavenlighed. Jeg synes måske nogle gange, det bliver lidt søgt, og det irriterer mig ret meget.

William og flere andre informanter er trætte af, at det uhåndgribelige klima synes anset for vigtigere end natur og miljø blandt folk med indflydelse, og som William påpeger, så bliver vurderingen af et miljøproblem reduceret til dets klimapåvirkning, som William ikke er ligeglade med, men som ikke er det eneste han går op i. Ligesom William kritiserer Latour en sådan eliminative position, som ifølge Latour er dominerende i især naturvidenskaben, hvor det handler om at finde én god model, og så reducere alle andre til irrelevante og dårligere forsøg på at forstå et fænomen (ibid:224). Latours løsning er at åbne op for så mange perspektiver som muligt på et fænomen, så så mange som muligt føler sig i stand til at forholde sig til fænomenet og engagere sig i det.No common world can be achieved if that which is common has already been decided by scientists out of sight of those whose commonalities are thus made up (Latour 2004:223).

Latour kritiserer idéen om, at vores fælles handlingsgrundlag skal udstikkes udelukkende af specialister, som netop på deres område er exceptionelt velartikulerede kroppe, og som med en vis sandsynlighed vil adressere en løsning, som de fleste ikke forstår og derfor ikke kan engagere sig i.

(Artikulation opstår i resonans med omverden (210) - dette kan både foregå kunstigt og materielt (dette skal skrives ud - både egne erfaringer og tillærte erfaringer - grafer etc). )

Godt til et Mol-afsnit - om hvordan man politisk kan spille på flere heste og derved danne en politik uden at træffe egentlige beslutninger.

Men også hvad er rigtig eller forkert, hvad er den virkelige sammenhæng, jeg synes, det er så forbandet, at alt klima og miljø skal tænkes i forhold til et økonomisk, kapitalistisk sammenhæng. Det er jo firmaer og økonomier og samfund, der er baseret på det hele, som – altså det her med at købe økologisk – jeg køber så vidt muligt økologisk, men tanken er jo også lidt, at det er en anden måde at producere på. Det er jo stadigvæk forbrug og produktion, og det bliver jo – det er svært at gøre noget rigtigt, alt, man gør, er jo på sin vis forkert eller sådan.

F: Men altså det er sjovt den her med – jeg har diskuteret en del med nogle venner omkring det her i forhold til klimatopmødet, hvor det sådan nogle gange baserer sig meget på forskning osv., hvor jeg sådan har tænkt lidt for mig selv, at jeg lille mig kan gå ud i verden og se tingene ændrer sig, jeg kan se, at sneen bliver sort og sådan, så det kan ikke være godt.I: Er det sådan rent intuitivt, at du tænker, at det er noget vi registrerer og mærker?F: Altså jeg tænker, at den måde man kan føle det på, eller jeg kan – jeg ved sgu da ikke, om den ene forsker er mere rigtig end den anden, selvom de siger noget modstridende, det har jeg jo ikke en jordisk chance for at vide, så derfor bliver jeg jo også nødt til at gå ind og se på mig. Når jeg bruger en sæbe, der er parfume i, så dør mine hænder, så får jeg eksem. Det er jo ikke godt, det kan jeg jo se. Hvis jeg… Eller sådan små ting kan man jo se, når de sådan i dagligdagen kan registreres.

Måske bliver jeg mest følelsesladet, når det omhandler mennesker, fx klimaflygtninge og den her måde, vi udnytter andre mennesker og andre menneskers miljøer og andres menneskers natur, hvor vi meget i den vestlige verden er meget optagede af, hvordan vi selv vasker vores hænder, hvor det netop kommer til at gå ud over nogen andre. Der bliver jeg meget følelsesladet. Hvor fx Anna, som jeg bor sammen med, bliver meget følelsesladet, når ting handler om dyr, så det er meget forskellige perspektiver, man har. Det er det, der ligger mig tættest. Måske fordi det er så abstrakt i forhold til – som vi snakkede om før med naturen – jeg kan ikke forholde mig til det. Men det er i min optik dommedags… Hvornår går det galt? Jeg er sådan meget pessimistisk, eller hvad kan man sige, meget – jeg tror ikke, det er løgn, hvor andre er sådan holocaust fornægter eller sådan. Jeg tror på, at det er helt

galt. Det er jo nærmest at tro på det, kan man sige, for der er jo mange, der ikke tror på det, som jeg har det lidt sjovt med.

NOTERBare lidt noter om ting, jeg har læst...

HarawayDonna Haraway søger med begrebet ‘situated knowledges’ i lyset af STS studier at vise, hvorledes videnskab er socialt konstrueret og ofte i lige så høj grad udgøres af magtbevægelser, som bevægelser mod en sandhed samt præges af diverse forskeres bias. Sagt med andre ord er videnskab på sin vis et forsøg på at overbevise aktører om, at ens viden er vejen frem og ‘objektiv’ viden. Videnskab anskues således som mediationer gennem hvilke, vi lærer verden at kende, fremfor absolutte sandheder, men hvor er verden og en form for realitet så?, spørger Haraway (576-578).

Ifølge Haraway kan kun partielle perspektiver love objektive visioner, og alle visioner har en ‘embodied nature’, og hun taler for ‘the loving care people might take to learn how to see faithfully from another’s point of view’ (583). Hun taler i denne forbindelse om såkaldt ‘subjugated standpoints’ og påpeger, at det kan være vanskeligt at se ting ‘nedefra’, men at det er vigtigt og hører til fælles samtaler om epistemologi. Hun taler således i forbindelse med viden om lokation, embodiment og partielle perspektiver, der vikles ind i et net af forbindelser i vejen mod ‘objektiv viden’. Videnskaben har været visionær og utopisk fra tidernes morgen, netop en grund til, vi har brug for den. Haraway ønsker dog at se kritisk på, hvorledes vision altid er et spørgsmål om magten til at se, hvilket ikke resonerer med hendes refleksioner over vejen til objektiv viden, da hun mener, vi bør se sammen (586). Kampe omkring, hvad der ugør rationalle syn på verden, er kampe om, hvordan man ser (588), og det er netop grundet dette, at vision for Haraway er en nyttig metafor i undersøgelsen af visualiseringsproduktion, teknologi og biologiske øjne og hjerner. Vi skal altså situere viden, så vi har syn(spunkter) fra en krop, da dette skaber kompleksitet, og ikke “oppefra” som en absolut sandhed, da dette implicerer simplicitet (589). Ved at lokalisere viden skabes en åben- og sårbarhed, som gennem en samling af partielle synspunkter er tættere på en form for objektivitet, end et fikseret syn opppefra, der lukker dialogen (590).

Haraway taler hermed for at binde forskellige (akademiske) visioner sammen og søge kompleksitet fremfor simplicitet i søgen mod objektiv viden.

Verden er for Haraway en magtladet social relation af samtale, og ikke en størrelse derude, som venter på at blive aflæst, hvorfor objekter for viden ikke kan ses som en passiv ting (593). Viden skal puttes i forgrunden som ‘situeret samtale’ på alle niveauer af dens artikulation (594).

FænomenologiMennesket knyttet til erfaringshorisont kaldet livsverden.

Mennesket er relationelt.

Livsverdenens ubestemthedskarakter

Zeug: objekter i verden, vi har en meningsfuld omgang med.

Den fænomenologiske bevægelse ønsker at ligge afstand til bevidsthedsfilosofien blandt andet ved brugen af begrebet ‘livsverden’. I bevidsthedsfilosofien anskues mennesket som en størrelse, der via aktiviteter, erkendelse og handlen kan gøre noget med verden, som dog ikke virker tilbage på eller smelter sammen med mennesket. I en fænomenologisk optik er mennesket dog udelukkende noget i kraft af relationer til og involvering i verden, og al erkendelse - også videnskab - er forankret i en umiddelbar og oprindelig erfaring af og leven i verden. Videnskabelige fortolkninger af menneskets forhold til verden kan dog gøre det vanskeligt at afdække den umiddelbare og oprindelige erfaring, som ligger til grund for visse erkendelser. Merleau-Ponty mener, at man i videnskaben ser en tendens til at forstå forholdet til verden via konstituerede ting, hvor ting fra et fænomenologisk perspektiv først konstitueres via menneskets kontakt med tingene - eller nærmere, begreberne om tingene og vores opfattelse af dem skabes i det relationelle møde mellem menneske og verden. Begreberne om tingene kommer dog til at udgøre ‘common sense’ og videnskab, skønt de kan være langt “oprindelige begreber” (13). Verden som den tager sig ud i den oprindelige og umiddelbare erfaring af og forholden sig til verden kalder fænomenologerne for livsverden (14), og de foretager en skelnen mellem denne og den videnskabeligt opfattede verden (15). For Heidegger går erkendelsen af noget ikke forud for relationen mellem menneske og verden, da erkendelsen af verden udspringer af væren-i-verden, hvilket hentyder til, at mennesket opholder sig ved verden og dens ting såsom værktøjer, redskaber og projekter (16). Der er altså tale om en verden, men man er i denne verden i forhold til sig selv (15). Verden eller tingen “som den er” betegnes som Zeug. En hammer kun er en hammer for én via anvendelsen og brugen af en hammer. Har man en betragtende distance til zeug, viser tingene sig ikke, som dét, de er. Sagt med andre ord forstår vi ikke, hvad en hammer er ved at kigge på den, men ved at bruge den. Der tales altså via begrebet zeug om værenskarakter, hvilket også kan relateres til begrebet zuhandenheit, der dækker over håndterlighed. Man begynder først at betragte og bestemme, når man ikke længere er i omgang med tingene (16). Der ligger altså en forståelse i brugen af redskaber som eksempelvis en hammer, og den væren-i-verden, som inkluderer brugen af, arbejdet med og håndteringen af noget indeholder en forholden sig til noget, der peger udover sig selv og hermed bliver ubestemt, da det indeholder henvisninger og indedrager et ubestemt antal af andre forhold (17). Man opfatter et redskab relationelt som anvendeligt og refererende til noget (16), hvorfor tingene peger ud over sig selv via betydningshenvisninger (17). Derfor præges den fænomenologiske livsverden af ubestemtheder. Den tankemæssige og perceptuelle forholden sig indgår som den handlende og aktive forholden sig (19). Kan man tale om, at eksperterne “bruger graferne”, fordi eksperterne selv er en del af procesen, der leder frem til diverse grafiske repræsentationer af klimaforandringer? Vi snakker om redskaber til måling af klimaforandringer, den gængse befolkning ikke har mulighed for at interagere med - hvorfor de ikke har mulighed for den sanselige erkendelse, forskerne kommer med.

Fænomenologi, eksistentialisme og situationerBåde fænomenologi og eksistentialisme opererer med begrebet ‘livsverden’, som dog for eksistentialister er knyttet mere til situationer, end det er tilfældet for fænomenologerne. Jasper pointerer, at mennesket altid vil være i situationer, som skal ses som enheder af en række elementer. Situationers virkelighed er altid både naturlovs- og meningsbestemte, hvorfor de har

en dobbeltkaraker, som Lipp udfolder. Han mener, at der i enhver situation er noget givet, som har krav på og må danne udgangspunkt for ens handling, men samtidig former personer situationer via deres erkendelse af og handlen i den. Foskellige mennesker vil opleve situationer forskelligt, og omstændigheder, som udgør en situation, skabes først idet, personen tager stilling til situationen og handler. Verden opbygges, forandres og modelleres således i en kontinuerlig proces, og forud for artikulationer og bestemmelser er verden og situationerne ubestemte (17).

Merleau-PontyTanken og opmærksomhedens natur: Man begynder ikke med at se bestemte farver, men bliver i første omgang i stand til at skelne mellem fx farvet og farveløst, kolde og varme nuancer (18). Når man bliver i stand til at se farver, sker der en forandring i bevidstheden struktur, da denne har mulighed for på en ny måde at være nærværende hos sine objekter. Data artikuleres på en ny måde. Objektet sætter opmærksomheden i gang og gribes da af opmærksomheden, og hvad der kunne ses som en ubestemt horisont gøres løbende eksplicit og artikuleret (19). Den tankemæssige og perceptuelle forholden sig indgår som element i den handlende og aktive forholden sig (19).

SammenfatningMennesket måde at være åben for og involveret i verden på er karakteriseret af en struktur udgjort af fænomen og horisont. Livsverdenen er som den yderste horisont altid en ubestemt verden, en åben totalitet (20).En livsverden kan altså søges fremanalyseret ved at forholde sig til, hvordan individer eller grupper forholder sig til rummet, tiden, sig selv og andre - ‘den samfundsmæssige verden (20).

Engagement udspringer af interaktion og vekselvirkning med verden - svar tilbage motiverer. Ubevægelighed dødelighed (25).

Berøves man den involverethed med tingene, som formidles gennem sanserne — som i eksperimenter med sensorisk deprivation — da opløses bevidstheden, og man hensættes i en tilstand af forvirring: Man ved ikke længere, hvem man er, hvor man er, kan ikke skelne mellem virkeligt og uvirkeligt (23).

Fænomenologien er en metode, ikke en filosofisk doktrin, og en af dens fornemmeste opgaver er at stille spørgsmål til al erkendelse som eksempelvis videnskabens grundlag (34). Husserl: refleksioner over den menneskelige erkendelses forudsætninger (34).

1945: Opfattelsens fænomenologi

Videnskab og Merleau-PontyMerleau-Ponty mener, at videnskaben har mistet øje for dens perceptuelle kilde og anser sig selv som en komplet objektiv størrelse, der på distanceret vis kan adressere verden. Ved at gå bagom videnskaben og søge de aktuelle oplevelser med verden, som går forud for videnskabelige slutninger, kan vi respektere og søge forståelse for individuelle måder at håndtere og være i verden på. Vi skal altså have øje for fænomener, det lag af levet oplevelse, gennem hvilket mennesker og ting møder os første gang, fundamentet for videre refleksion (143).

I en fænomenologisk optik er videnskaben således et andenrangsudtryk for en oplevelse af verden uden hvilken videnskabelige symboler ville være meningsløse. Videnskabelige synspunkter tager imidlertid ifølge Merleau-Ponty andres synspunkter for givet ved at hvile på antagelsen om en bevidsthed gennem hvilken, verden former sig og begynder at eksistere for mennesket (135).

Vi skal altså have øje for fænomener, det lag af levet oplevelse, gennem hvilket mennesker og ting møder os første gang, fundamentet for videre refleksion (143).

Diskursen omkring klimaforandringer sat af eksperter

Foreløbig meta: Vi har i dette afsnit søgt at tegne et billede af diskursen omkring klimaforandringer fra

diverse eksperters perspektiv, hvor et opråb til befolkningen om moralsk ansvar for handling via oplysning om truende klimaforandringer står som et helt centralt budskab. Vi har ydermere pointeret, hvorledes antropologer og andre videnskabsfolk i deres arbejde med klimaforandringer søger at bygge bro mellem forskellige former for viden herom, hvorfor der åbnes op for en dialog om viden og rationalitet i visse kontekster (Peterson og Broad 2009: 75). Netop i arbejdet med videns- og erfaringsdeling ser vi et vitalt perspektiv i forhold til kommunikationen mellem eksperter og lægfolk i relation til motivation for handling, et perspektiv, vi ønsker at udforske yderligere i en dansk kontekst, hvor det ikke synes prominent på samme måde. I de følgende afsnit vil vi derfor løbende søge at fremanalysere, hvorledes rationalitet ikke er en én-til-én størrelse, der bor i folks hoveder og beskriver en objektiv verden, som det kan lade til i den offentlige klimadiskurs. Første led i denne argumentation er en belysning af informanters udtalelser gennem Merleau-Pontys fænomenologiske tanker om forholdet mellem subjektets sansning, verden og bevidstheden.

Mennesket i verden: Subjektets sansning, verden og bevidstheden

Jeg har været udsendt for Nepenthes og kom to gange til Honduras og besøgte også nogle indianere i regnskoven. Dér kunne man virkelig se, hvad klimaet betyder, og vejret. Der fik jeg virkelig øjnene op for, at det har en betydning, som vi jo slet ikke kan mærke, andet end hvad vi

hører i fjernsynet. Deres levegrundlag er jo FULDSTÆNDIG afhængig af vejret og klimaet (Anna).

Hvad informanten Anna i ovenstående citat beskriver er, hvorledes hun via en fysisk tilstedeværelse på en lokalitet udsat for klimaforandringer med ét forstod, hvilke konsekvenser klimaforandringer har for visse mennesker. En sanselig dimension ledte altså Anna til en forståelse af klimaforandringers betydning på et andet plan end information herom kanaliseret via fjernsynet. Ikke alle informanter har besøgt en udsat lokalitet som Anna og fået en (sanselig) åbenbaring, men hver især giver de på forskellig vis udtryk for situationer, hvor deres sanseapparat aktiveres i forbindelse med klima, hvilket vi nu ønsker at se nærmere på gennem Merleau-Pontys fænomenologiske tilgang til subjektets sansning, verden og bevidstheden.

Ifølge Merleau-Ponty skal fænomenologien ses som en filosofisk retning og metode, der i højere grad søger at beskrive end at forklare og analysere, og dens fornemmeste opgave er at afdække mysteriet bag verden og rationaliteten (Merleau-Ponty 2007:134;138). For Merleau-Ponty er rationalitet uadskillelig fra subjektivitet og intersubjektivitet, da verden i en fænomenologisk forståelse ikke er et på forhånd eksisterende objekt, men afsløres for mennesket løbende gennem dets oplevelser i verden. Sagt med andre ord opdager mennesket ikke en allerede givet rationalitet i verden, men en sådan etableres via dets tilstedeværelse i verden (ibid.:137).

Det centrale budskab for Merleau-Ponty er således, at verden er tilstede før refleksionen begynder, hvorfor al viden om verden er forankret i menneskets umiddelbare tilstedeværelse i selvsamme. Verden er der for mig før min analyse af den begynder, og når jeg reflekterer over den, bygger min refleksion på en urefleksiv oplevelse i verden, da min eksistens går forud for min bevidsthed (Merleau-Ponty 2007:135). Sanseoplevelser er den kommunikation, vi har med verden, som gør verden til en velkendt ramme i vores tilværelse (ibid.:139), og i forsøget på at afdække, hvad der for den enkelte går forud for en antaget objektiv verden, må vi tillægge subjektet en helt central plads i vores undersøgelse (ibid.:144). Vi må ydermere have øje for fænomener, det lag af levet oplevelse, gennem hvilket mennesker og ting møder os første gang, fundamentet for videre refleksion (ibid.:143).

Dét, der gør Merleau-Pontys tanker om sansningen i verden som forud for og hermed stærkt knyttet til bevidstheden interessant for os, er, at vi ser en antagelse om, at folk ved at blive gjort bevidste om klimaforandringer vil handle på dem. Fra et fænomenologisk perspektiv er sansning imidlertid baggunden og går forud for alle handlinger. Verden er ikke et objekt, men en ramme for menneskets tanker og perceptioner, og man kan ikke adskille menneskets indre tanker fra verden, da mennesket kun kender sig selv netop gennem verden (ibid.:137).

Klima: bliver lidt irriteret, for meget, lidt hys og påtaget; det hele kommer til at handle så meget om pol – hvem siger hvad, hvem har ret, burde være noget vi alle tager ansvar for. Tror ”et label”, påtaget. Jeg har en venneomgangskreds, som alle tager stilling, vi ved meget – det sku’ gerne.

Miljø: meget mere positiv klang.Natur: Det vil man jo gerne passe på – mere håndgribeligt. Se den, mærke den. Bliver påvirket af den . Kunne ikke drømme om at smide affald i naturen – at glemme at slukke lyset er ikke lige… (uddrag fra Sabithas dagbog).

Men altså det er sjovt den her med – jeg har diskuteret en del med nogle venner omkring det her i forhold til klimatopmødet, hvor det sådan nogle gange baserer sig meget på forskning osv., hvor jeg sådan har tænkt lidt for mig selv, at jeg lille mig kan gå ud i verden og se tingene ændrer sig, jeg kan se, at sneen bliver sort og sådan, så det kan ikke være godt.I: Er det sådan rent intuitivt, at du tænker, at det er noget vi registrerer og mærker?F: Altså jeg tænker, at den måde man kan føle det på, eller jeg kan – jeg ved sgu da ikke, om den ene forsker er mere rigtig end den anden, selvom de siger noget modstridende, det har jeg jo ikke en jordisk chance for at vide, så derfor bliver jeg jo også nødt til at gå ind og se på mig. Når jeg bruger en sæbe, der er parfume i, så dør mine hænder, så får jeg eksem. Det er jo ikke godt, det kan jeg jo se. Hvis jeg… Eller sådan små ting kan man jo se, når de sådan i dagligdagen kan registreres.

Jeg nyder mine cykelture, da jeg har mulighed for at forarbejde dagens indtryk og få noget frisk luft, hvilket der ikke er mulighed for på hospitalet. Jeg skriver ”frisk luft”, men gyser ved tanken om hvor lidt frisk luften på strækningen ved Folehaven egentlig er, med den voldsomme trafik som jeg altid møder på min vej. Den konstante lugt af bilos er i hvert fald ikke et godt tegn (Trine).

FølgebrevKære Astrid og Matti,så har vi forsøgt at sætte lidt ord på vores tanker igen, tanker, som så småt er ved at samle sig i en eller anden form for argumentationsstruktur, der meget firkantet ser ud ud à la følgende:

Indledning

Eksperterne og klimadiskursenKlimaforandringer er menneskeskabte, og folk skal tage moralsk ansvar og handle. Den umiddelbare årsag til passivitet hos befolkningen synes at være manglende viden, hvorfor oplysning om klimaforandringer lader til at være en løsningsmodel, men hvordan kan vi i vores empiri finde forståelse for vanskeligheder ved at handle trods klimadiskursens opfordring hertil?

Merleau-Ponty: Klimaforandringernes (u)håndgribelighedEt afsnit, hvor vi viser, hvorledes klimaforandringers (u)håndterlighed hos adskillige informanter knyttes sammen med den verden, de sanser i deres dagligdag. Ved at belyse, hvorledes sansning knyttes til bevidstheden i en Merleau-Pontysk forstand, håber vi at kunne illustrere en pointe om, hvorfor klimaekperternes appel til folkets rationalitet ikke nødvendigvis planter sig i folk bevidsthed på en måde, så det stimulerer handling, da denne i en fænomenologisk forstand forudsættes af en form for sansning.

ArtikulationEt andet trin i vores analyse med kroppen i centrum er at vise, hvorledes folk, via deres sanser ,forstår visse ting relateret til klima, som de så artikulerer på forskellig vis, såvel som det ses hos eksperterne. Eksperternes artikulation er dog langt fra informanternes hverdag....

HegemoniHaraway: viden handler om magten til at se, og indenfor klimaområdet har eksperterne den magt. De kan hermed sætte diskursen herom, hvorfor den er forankret i deres erfaringsverden. Netop dette belyser Cheal vil føre til en konflikterende bevidsthed, da den subordinerede gruppes erfaringsverden ikke matcher overklassens (her eksperterne). Vi må altså åbne klimadiskursen op, så flere øjne ser og skaber denne, hvis det skal føre til engagement og handling?

I forlængelse af fænomenologi og fokus på natur - teknologien ind i billedet, også i forhold til artikulation....Latour interaktion med teknologi i Rubow Latour: teknoteologiLatour snakker om, hvordan videnskaben i et moderne narrativ er “en udforsker af naturen” distanceret fra selv samme. Denne forståelse er en illusion ifølge Latour. Fra dette perspektiv forstås naturen som “noget derude”, der skal beskyttes, fordi der er grænser for, hvor mange ressourcer jorden har (Latour i Rubow 2011:110). Der er en idé om, at man via det naturvidenskabelige arbejde bevæger sig mod en større indsigt i naturen og derved kan generere mere og mere objektiv viden - altså en modernistisk distance. Latour mener dog at mennesket netop gennem interaktionen med fx måleinstrumenter vikles ind i naturen. Teknologien kan på sin vis gøre det uhåndgribelig håndgribelig, da man aktivt kan interagere/-venere med naturen. I denne proces mener Latour, at mennesket og naturen forbindes som komplekse størrelser (Latour i Rubow 2011:111).Der er altså på sin vis en uundgåelig sammenfiltrethed, som Latour mener søges bekæmpet snarere end omfavnet, hvis man fx søger at sætte en stopper for klimaforandringer ved at sætte fredningsgrænser op. Latour mener istedet, man skal fortsætte med at gå ind i samenfiltrethederne fremfor at sætte distancerende grænser op. Dette sker via innovation og intervention - videnskaben er uhyre produktiv i Latours optik (Latour i Rubow 2011:112).Latour har er metafysisk greb, da han mener videnskaben, religionen og (naturen som) evolutionen alle transcenderer “common sense”, den hverdagsagtige fornemmelse af verden som håndgribelig virkelighed. Der er en form for kreativitet, som kendetegner de tre skitserede domæner, som sammenfiltres. Vejen ud af klimakrisen er derfor ikke at skamme sig og sætte barrierer op, men at opfordre til en ny kreativ intimitet med verden, hvor teknologien er en af inkarnationenes muligheder. Ifølge Latour er det sagt med andre ord ikke en synd at se mennesket som herre over naturen, men i at tro, at denne beherskelse betyder en distanceret frigørelse fra naturen. Mennesket er forbundet med og afhængig af det skabte (Latour i Rubow 2011:113).