Kirurgisk behandling af rektalprolaps - nationale guidelines ·...

1

Kirurgisk behandling af rektalprolaps – nationale guidelines

Forfattere og korrespondance Tyge Nordentoft, Tommie Mynster, Lisbeth Dammegaard, Ghalib Ali, Sharaf Karim Perdawood, Finn Stigsen Holm, Peter Christensen

Korrespondance Peter Christensen, Kirurgisk afdeling P, Aarhus Universitetshospital, Tage Hansens gade 2, 8000 Aarhus C. E-‐mail: [email protected]

Status

Første udkast: 25.3.2014 Oplæg på Nordisk Kirurgisk Foru: 16. Juni 2014 Diskussion på DKS årsmøde: nov. 2014 Korrigeret udkast: nov. 2014 Endelig guideline: jan 2015 Guideline skal revideres senest: 2017

Quick guide Den optimale behandling af fuldvægs rektalprolaps er kirurgi. Laparoskopisk rektopeksi bør foretrækkes såfremt patienten tåler generel anæstesi og laparoskopisk abdominal kirugi. Der eksistere en række ligeværdige metoder til at fiksere den reponerede rektum. Laparoskopisk posterior sutur rektopeksi kan vælges til patienter, hvor man ikke ønsker at indsætte mesh. Ved involvering af det forreste og/eller midterste bækkenkompartement kan laparoskopisk ventral mesh rektopeksi korrigere såvel descensus i det midterste og bagerste kompartement. Perinealt indgreb anvendes kun ved svær co-‐morbiditet, hvor patienten ikke tåler general anæstesi og/eller laparoskopisk abdominal kirurgi. Altemeiers operation foretrækkes ved perinealt indgreb. Dog anbefales Delormes operation ved mindre rektal prolaps (< 5cm), hvis perinealt indgreb vælges af anden årsag.

Definition og afgrænsning: Disse retningslinjer indeholder en gennemgang af diagnostik og kirurgisk behandling af fuldvægs rektalprolaps. Fuldvægs rektalprolaps defineres som cirkumferentiel prolaps af rektum udenfor den ydre anale åbning. Ved rektalprolaps er det rektums fulde væg (dobbelt muskellag), der prolaberer. Anal slimhindeprolaps og intern prolaps er ikke medtaget i disse retninglinier, ligesom rektal prolaps hos børn heller ikke er medtaget.

2

Indledning: Ved rektalprolaps findes der to principielt forskellige kirurgiske tilgange: perineal eller abdominal. Klassisk kirurgi for rektal prolaps er en perineal procedure med mucosaresektion og suspension af muskelrøret eller med perineal resektion af den prolaberede rektum. Disse metoder finder stadig anvendelse til selekterede patienter. Abdominalt indgreb kan foregå enten som åben kirurgi eller som laparoskopisk kirurgi. Den generelle trend går mod den minimalt invasive laparoskopiske kirurgi. Ved det abdominale indgreb fikseres den reponerede og mobiliserede rektum på forskellig vis. Samtidig sigmoideum resektion foreslås af nogle. Brug af syntetiske eller biologiske mesh indenfor såvel hernie kirurgien som urogynækologien har ligeledes ført til udvikling og anvendelse af nye operationsteknikker til rektalprolaps.

Således eksisterer der en lang række kirurgisk metoder, hvis indplacering og håndtering i den kliniske praksis er præget af en udtalt grad af individualiseret praksis.

Udfærdigelsen af denne nationale guideline er derfor sket på foranledning af Den Kolorektale Sektion under Dansk Kirurgisk Selskab, med det formål at sikre patienter med fuldvægs rektalprolaps den bedst mulige diagnostik, behandling og follow-‐up baseret på den tilgængelige videnskabelige evidens.

Litteratur: Til litteratursøgning er Pubmed (http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed) anvendt med brug af Medical Subject Headings (MeSH) med ordet ’rectal prolapse’ med relevante sub-‐headings, species (human), languages (English + Danish). Identificerede oversigtsarbejder er gennemgået for originalartikler med relevans for emnet. Der er fortrinsvis medtaget publikationer efter 1994 (aldersgrænse på 20 år) med mindre der er tale om kernereferencer eller kvalitetspublikationer fra Danmark. Litteratursøgning afsluttet dato: 4. April 2014.

Evidens og anbefalinger: Evidensniveauer og anbefalingsgrader er baseret på Sundhedstyrelsens anbefalinger som igen bygger på Oxford-‐modellen (http://www.cebm.net/?o=1025)

Videnskabelige evidensnivauer: 1a Metaanalyse af randomiserede kontrollerede undersøgelser. 1b Mindst én randomiseret kontrolleret undersøgelse. 1c Absolut effekt 2a Systematisk review af homogen kohortestudier 2b Kohortestudie. 2c Databasestudier 3a Systematisk review af case-‐control undersøgleser 3b Case-‐control undersøgelse 4 Opgørelser, kasuistikker 5 Ekspertmening uden eksplicit kritisk evaluering

3

Anbefalinger

A: Mindst én randomiseret kontrolleret undersøgelse blandt flere gode undersøgelser, som alle er grundlæggende for anbefalingerne (1a-‐c).

B: Kræver gode kliniske undersøgelser som grundlag for anbefalingen (2a-‐c eller 3a-‐b) eller ekstrapolationer fra niveau 1

C: Kræver gode opgørelser (4) eller ekstrapolationer fra niveau 1-‐3. D: Kræver ekspertkomite eller autoritet (5), men siger, at der ikke finders gode kliniske

undersøgelser som grundlag eller der er høj grad af inkonsistens i tilgængelige undersøgelser på alle niveauer (ekstrapolationer fra niveau 1-‐4).

Ætiologi og patogenese og epidemiologi: Den årlige incidens af diagnosticeret rektalprolaps hos voksne er opgjort til 2,5 per 100.000, medianalder 69 år (21-‐91) I 87 % af tilfældene er patienten over 50 år. Rektalprolaps forekom overvejende hos kvinder (90 %). Det mediane antal fødsler var tre (1).

Den anatomiske basis for rektalprolaps er en defekt bækkenbund, hvor igennem rektum prolaberer (2). Forudsætninger for udvikling af rektalprolaps er tilstedeværelsen af en dyb fossa Douglasi, svækkelse af bækkenbundsmuskulaturen inklusive analsfinkteren. Der er ofte påviselig pudendusneuropati, mobil mesorektum og slaphed af de laterale ligamente (3). Rektalprolaps starter antagelig som en midtrektal invagination (4), omend en kombination af denne teori og Moschcowitz’s glidehernie-‐teori fra 1912 har været foreslået af Altemeier (5). Tidligere bækkenkirurgi, fødselstraume, øget intraabdominalt tryk, stigende alder og kronisk obstipation disponerer til rektalprolaps (2). En overrepræsentation af patienter med psykiatriske lidelser er ikke forklaret (6, 7). I de fleste tilfælde er rektalprolaps hos voksne idiopatisk, men tilstanden kan også være sekundær og er beskrevet associeret med neoplastiske sygdomme (colorektal cancer, polypose, neurofibromatose og lymfom), infektionssygdomme (TB, schistosomiasis) samt neurologiske sygdomme (dissemineret sklerose) (8, 9).

Kendt bindevævssygdom er ikke nødvendig for udvikling af rektalprolaps; men kvinder med Marfans syndrom eller Ehlers-‐Danlos syndrom har en høj hyppighed af ”pelvic organ prolapse” (POP) på henholdsvis 33% og 75% (10). Led-‐hypermobilitet er påvist hos kvinder med rektalprolaps (11). Kvinder med POP har hyppigere collagen-‐associerede lidelser, herunder rektalprolaps (12), men selvom 1.grads-‐slægtninge også hyppigere har POP er det ikke tilfældet for rektalprolaps, hvilket antyder at en familiær bindevævs-‐svaghed ikke er eneste forudsætning for udviklingen af prolaps . Det har været foreslået, at svigtende elastinfiber-‐homeostase -‐ enten på grund af en genetisk disposition eller aldring -‐ ligger til grund for bækkenbundsdysfunktion hos kvinder. Museforsøg forsøg (13, 14) og humane undersøgelser støtter teorien (15). Museforsøg har også vist øget proteaseaktivitet (via nedsat α1-‐antitrypsin), som genfindes i menopausale POP-‐kvinders vaginal-‐stroma (16) – endnu en mekanisme til forklaring af svækkelse i bindevævs-‐fibrene.

Traktionsneuropati kan også være medvirkende årsag til rektalprolaps. I et studie af transgene mus med urokinase-‐type plasminogen aktivator defekt, med en høj incidens af rektalprolaps, påvistes histopatologisk myopati i bækkenbundsmuskulaturen tolket som en følgevirkning af stræk (17). Pudendus-‐neuropati fandtes hos 43% af patienter med rektalprolaps (18) . Et colon-‐motilitetsstudie af kvinder med

4

rektalprolaps viste tegn på neuropati, muligvis en strækbetinget påvirkning af den parasympatiske innervation af tarmen (19). Neuropati er også en medvirkende årsag, til den hyppigt ledsagende inkontinens sammen med de læsioner af de anale sfinktermuskler gentagne prolabering medfører (20) .

Relationen mellem POP og paritet er velbelyst. POP forekom i et epidemiologisk studie fire gange hyppigere hos kvinder med et barn og 8,4 gange hyppigere hos kvinder med to børn, sammenlignet med kvinder som ikke havde født (21). Kvinder som har født ved sectio fremfor vaginalt ses også at have mindre risiko for udvikling af POP (22, 23). Imidlertid er det kun en mindre del af patienter med POP, som også udvikler rektalprolaps, og relationen mellem paritet og forekomst af rektalprolaps er dårligt belyst. I et studie af 354 kvinder undersøgt med defækografi var 30 % af de som havde rektalprolaps nulliparae (8/27), men kvinder med rektalprolaps havde født signifikant oftere end kvinder uden rektalprolaps (22). I et andet defækografisk studie var der oplysninger om paritet for 92 kvinder med rektalprolaps, heraf var 13% nulliparae (24). Eksistensen af de forholdsvis mange nulliparae med rektalprolaps svækker således association mellem paritet og udvikling af rektalprolaps (3).

Basal udredning:

Behandling af rektalprolaps hviler på korrekt diagnostik, afklaring af eventuel sekundære årsager, vurdering af co-‐morbiditet. Som led i den objektive undersøgelse skal der skal foreligge dokumentation for en reel fuldvægs rektalprolaps med beskrivelse af prolapsens højde og eventuel asymmetri. Rektalprolaps demonstreres bedst med patienten siddende på bækkenstol. Fotodokumentation af patienten selv kan være nyttig i de tilfælde, hvor prolapsen ikke kan frembringes i konsultation.

Hos kvinder anbefales samtidig gynækologisk undersøgelse med henblik på vurdering af eventuel cystocele, rectocele, enterocele og/eller genital prolaps. Der kan eventuelt suppleres med radiografisk defækografi, perineal ultralyd eller dynamisk MR scanning, hvis det er afgørende for valg af kirurgisk procedure.

Præoperativ status hvad angår afføringsinkontinens og forstoppelse er nødvendig for at kunne vurderer de funktionelle operationsfølger. Validerede scoringssystemer anbefales (25-‐27).

For at udelukke anden kolorektal patologi, skal der foreligge minimum sigmoidoskopi i henhold til de nationale retningslinier (dccg retningslinjer 2012).

Til planlægning af den operative strategi vurderes ASA score og performansstatus.

Konservativ behandling: Ved fuldvægs rektalprolaps hos voksne kan konservativ behandling reducere generne og i hyppigheden af prolapsepisoder. Konservativ behandling rettes mod eventuel forstoppelse med brug af peroral laksantia (28, 29) og assisteret defækation med glycerolstikpiller eller klysma, eller mod at begrænse eventuel diare (30). I de få tilfælde hvor operation fravælges enten på grund af svær co-‐morbiditet eller på grund af patientønske, må konservativ behandling stå alene. Ellers må konservativ

5

behandling betragtes som understøttende behandling indtil operation (bridge-‐to-‐surgery). Det forholder sig anderledes hos børn, hvor op i mod 50 % undgår operation ved adækvat behandling af udløsende forstoppelse (31).

Altemeiers operation (perineal rectosigmoidectomi) Baggrund Perineal rectosigmoidectomi for rektal prolaps blev beskrevet første gang af Mickulich i 1889, senere af Miles i 1933 og Gabriel i 1948, men forbindes i dag primært med Altemeier, der rapporterede serier med gode resultater fra 1952 (32). Operationen har primært været valgt til ældre svækkede patienter og til patienter med svær co-‐morbiditet. Metode Operationen er en perineal recto-‐sigmoidal resektion med efterfølgende rectosigmoidectomi. Det forudsættes derfor at patienten har ekstern prolaps, samt at denne er fremme eller kan eksponeres på operationslejet. Mindre rektal prolaps (< 5 cm) er ikke egnet til Altemeiers operation. Levatorplastik med samling af mm. levatora ani foran rectum inden anastomosen foretrækkes af nogle (33-‐35) specielt ved præoperativ afføringsinkontinens (35). Altemeiers operation kan modificeres med indsættelse af mesh (36), suppleret med graciloplastik (37), som perineal rectosigmoidectomi med pouch (38) eller med staplet anastomose (39-‐41). Disse operations-‐modifikationer er enten kasuistiske eller kun beskrevet i små retrospektive serier. Video link: http://www.youtube.com/watch?v=x33R9E4CWfo Resultater De fleste publicerede studier af Altemeiers operation er retrospektive opgørelser. Et Cochrane Review fra 2008 var inkonklusivt (42) og der foreligger ingen metaanalyser. Det nyligt publicerede randomiserede studie, PROSPER-‐trial, konkluderer at recidivfrevensen efter Altemeier er 24% mod 20% og 31% ved henholdsvis abdominal rektopexi og Delormes operation (43) (Tabel 1). Denne forskel var ikke signifikant, ligesom der ikke fandtes nogen signifikant forskel på forbedring i fæcal inkontinens eller obstipation. Studiet har dog væsentlige metodologiske svagheder og der er en overraskende høj recidivfrekvens efter abdominal rectopexi, der i alle tidligere opgørelser findes væsentlig lavere. Et mindre randomiseret studie (N=20) fra 1994 viser i modstrid til PROSPER en recidivfrekvens på 10 % efter Altemeiers operation mod 0% efter abdominal rectopexi uden forskel på det funktionelle outcome (44). En del retrospektive studier (5, 33, 34, 45-‐53) udført på populationer af overvejende kvinder med co-‐morbiditet og høj alder (mean alder 62 -‐ 84 år) (Tabel 2). Disse viser en recidivfrekvens på 0-‐27% med en median followup periode på 16 til 48 måneder. Der findes lav mortalitet (0 – 4 %) og morbiditet (5-‐29%). De funktionelle resultater er kun rapporteret i nogle af studierne og ikke i en valideret form. Hos patienter med fæcal inkontinens finder fire studier forbedring på 42 til 94% (33, 34, 49, 52), mens ingen studier fandt forværring i dette. Kun to studier opgør postoperativ obstipation og finder begge forbedring på henholdsvis 10 % og 85 % (33, 49). Et randomiseret studie sammenligner konventionel håndsyet Altemeier med cirkulær staplet teknik (46) uden forskel på recidivfrekvens, funktionelle

6

resultater, morbiditet eller mortalitet. En anden teknisk variant med brug af liniære og kurverede stapler synes at have kortere operationstid, klarere anatomi og mindre peroperativ blødning (40, 41).

I en retrospektiv opgørelse af 109 patienter, hvor de 48 med afføringsinkontinens præoperativt havde fået foretaget levatorplastik, var recidivfrekvensen i levatorplastik-‐gruppen var 8 % mens den var 21 % uden. Der blev gjort levatorplastik hos patienter med fæcal inkontinens præoperativt (35). Et andet studie på 60 patienter fandt i modsætning hertil ingen effekt af samtidig levatorplastik (34).

Anbefalinger Altemeiers operation kan anvendes til ældre og/eller svagelige patienter, der ikke tåler abdominalt indgreb eller generel anæstesi (2b, B) eller hvor abdominalt indgreb er kontraindiceret af anden grund (5, D). Samtidig levatorplastik forbedrer ikke entydigt postoperativ fækal inkontinens (4, C). Ved perinealt indgreb anbefales Altemeiers operation med mindre prolapsen er lille (<5 cm) eller anastomose ikke er ønskelig (5, D).

Delormes operation:

Baggrund Delormes operation er en perineal procedure med mucosaresektion og suspension af muskelrøret til behandling af fuldvægs rektalprolaps første gang beskrevet i 1900 af Delorme (54). Operationen er som Altemeier operation primært til ældre svækkede patienter og til patienter med svær co-‐morbiditet som ikke tåler generel anæstesi eller abdominal operation (55).

Metode Ved Delormes operation incideres mucosa cirkulært en cm fra linea dentata, hvorefter mucosa dissekeres fri af lamina muscularis propria ned til apex og derpå videre proximalt til niveauet for den initiale mucosaincision. Muskelrøret pliceres nu, således at prolapsen reponeres og mucosaenderne forenes (56). Med en modificeret teknik kan bækkenbunden samtidig rekonstrueres (57), og der kan samtidig laves levatorplastik (58).

Video link: http://www.youtube.com/watch?v=1eM_O9ku31o

Resultater Ligesom ved Altemeier operation, er Cochrane Reviewet fra 2008 inkonklusivt (42) og der foreligger ingen metaanalyser. I det randomiserede Prosper studie klarer Delormes operation sig ringest med en recidivfrekvens på 31% mod 24% og 20% ved henholdsvis Altemeiers operation og abdominal sutur rektopeksi (59) (Tabel 3). Retrospektive studier med follow-‐up på 11-‐18 måneder viser recidiv frekvens på 0-‐38%, mortalitet på op til 5 % og morbiditet på op til 14% (55, 56, 58, 60-‐69). Levatorplastik reducerer recidivfrekvensen fra 14 % til 2 % (58). Generelt anbefales Delormes operation som perineals indgreb, såfremt prolapsen er lille (<5cm), da det er vanskeligt eller umuligt at lave Altemeiers operation på en lille rektal prolaps.

7

De funktionelle resultat er opgjort i en nogle studier, men uden brug af validerede instrumenter. Anal inkontinens forbedres hos op til 87% , og op til 100 % får reduceret forstoppelsesgenerne. Enkelte advokerer for Delormes operation hos yngre personer for at undgå sexuel dysfunction og infertilitet (60).

Anbefaling Delormes operation kan anvendes til patienter, der ikke tåler abdominalt indgreb eller generel anæstesi (2b, B) eller hvor abdominalt indgreb er kontraindiceret af anden grund (5, D). Ved perinealt indgreb anbefales Delormes operation ved mindre rektal prolaps (< 5cm) (4, C) eller hvis anastomose ikke er ønskelig.

Thiersch ring:

Baggrund Thiersch ring er en simple operation med omsnøring af analkanalen ekstrasphincterisk med med sutur, bånd eller mesh, der første gang blev beskrevet i 1891 af Thiersch (70).

Metode Operationen udføres perinealt og kan foregå i lokal analgesi. Den består i en perianal cerclage med det formål at kontraherer anus tilstrækkeligt til at forhindre prolaps, men uden at fremkalde obstrueret defækation. Oprindeligt blev operationen udført med en sølv-‐wire, der efterfølgende er blevet modificeret kasuistisk eller i små retrospektive serie (71-‐92).

Resultater Alle studier udført på ældre og svagelige patienter med betydelig co-‐morbiditet og viser en recidivfrekvens på 8-‐100 % (71-‐92). Mortaliteten er 0 %, men der findes betydelig morbiditet på 7-‐50 %, særligt i form af infektion, erosion af det implanterede materiale eller outlet obstruction (72, 74, 76, 84, 89, 91). Der forligger et enkelt studie med langtidsresultater (92) Anbefalinger Thiersch ring anbefales udelukkende til ældre, svagelige patienter, der ikke tåler andet indgreb (4, C).

Laparoskopisk Abdominal Rektopeksi

Baggrund Den stigende evidens for fordele ved laparoskopiske procedurer målt på indlæggelsestid, postoperative smerter og rekonvalens har medført at den laparoskopiske rektopeksi er blevet standardprocedure på bekostning af åben abdominal rektopeksi. Med en enkelt undtagelse er nedennævnte operationer introduceret i den åbne kirurgis æra, men er siden transformeret til laparoskopisk teknik med en betydelig grad af individuel praksis.

8

Procedure Abdominal rektopeksi udføres på mange måder, som er variationer over hvilke dissektionsplaner der følges, hvor og hvordan rektum fikseres. Mest simpel er udelukkende posterior mobilisering, hvor det mesorektale plan følges til bækkenbunden, med eller uden deling af laterale ligamenter, og uden at rektum efterfølgende fikseres (93). Dette er dog oftest fulgt af suturfiksation af rectum til den præsakrale facie (posterior sutur rektopeksi) (94). Ved Ripsteins procedure følges samme dissektionsplan, men rektum fikseres med en tværgående mesh på promonotorieniveau (95). Ved Wells operation mobiliseres rektum både svarende til det mesorektale plan posteriort for rectum og anterior svarende til den rektovaginale septum. Rectum fikseres til en mesh placeret retrorektal (96). Orr-‐Loygue operation er såvel posterior som anterior mobilisering og herefter i den originale version bilateral lateral fiksation med bredt nylonbendel fra rectums sider til promontorieniveau (97). Ventral mesh rektopeksi en modifikation af Orr-‐Loygues operation tilpasset den laparoskopiske teknik (98). Peritoneum incideres unilateralt på højre side af rektum fra promontoriet til det dybeste punkt i Fossa Douglasi og her J-‐formet over på venstre side af rektum. Herefter dissekeres der ventral for rektum i det rektovaginale septum til bækkenbunden. En mesh fikseres nu til den fridissikerede rektum så anal som muligt, til fornix posterior eller de sacrouterine ligamenter og slutteligt til promontoriet.

Morbiditeten afhænger af dissektionsplanet og fiksationsmetode. Ved posterior dissektion er der risiko for beskadigelse af de primært sympatiske hypogastriske nerver på promontorieniveau og umiddlebart bag det mesorektale dissektionsplan ved den rektale mobilisering. Yderligere autonom nerveskade kan ske ved eventuel deling af de laterale ligamenter og ved ventral dissektion både hos mænd og kvinder. Sequelae kan være såvel obstipation, afføringsinkontinens, urininkontinens, vandladningsbesvær og sexualdysfunktion. Fiksation med såvel sutur som mesh giver risiko for kroniske bækkensmerter afhængig af niveau for fiksationen. Ved brug af mesh er der risiko for mesherosion både til rektum og vagina (99).

Resultater Laparoskopisk versus åben rektopeksi er opgjort i tre store metaanalyser (100-‐102) og i Cochrane reviewet fra 2008 (42). Der er ikke signifikant forskel på mortalitet, morbiditet, obstipation, inkontinens og recidiv rate. Dog findes kortere indlæggelsestid til fordel for laparoskopisk rektopeksi. Et randomiseret studie fra 2013 (59) var der ikke forskel på langtidsresultater, hvad angår recidiv, obstipation og inkontinens. Flere tidligere studier tyder på længere operationstid for laparoskopisk rectopeksi. Dette kan være udtryk for learning curve, da denne tendens ikke genfindes i de nyere studier. Konvertering til åben kirurgi og intraoperative komplikationer ser ud til at være acceptable (101, 103).

Der er tilsyneladende ikke forskel mellem de forskellige former for laparoskopisk rektopeksi, hvad angår recidivfrekvens, men der foreligger ingen kontrollerede undersøgelser. Evidens bygger således udelukkende på enkelt center serier på de enkelte metoder og på enkelte metanalyser. Laparoskopisk sutur rektopeksi fremviser recidivfrekvens på 0-‐9 %, afføringsinkontinens synes at forbedres, men postoperativ forstoppelse afhænger af det enkelte studie (94, 104-‐109) (Tabel 4). Laparoskopisk posterior mesh fiksation (Wells operation) findes i tre studier med i alt 80 patienter kun et recidiv. Til gengæld får en tredjedel forværring af forstoppelsesgener (107, 110, 111). Ved laparoskopisk Orr-‐Loygue rektopeksi er der en ricidivfrekvens på 0-‐3%, inkontinens forbedres, men forstoppelsesgenerne varierer (6, 68, 112-‐114). Laparoskopisk ventral mesh rektopeksi synes at være

9

trenden målt på antal af nyere publikationer. Recidivfrekvens varierer fra 0-‐5%, tilsyneladende bliver såvel inkontinens som forstoppelse væsentligt forbedret (98, 99, 115-‐120) (Tabel 5).

Teoretisk kan brug af mesh være forbundet med fistel dannelse, infektion, erosion og dyspareunia (102). En systematisk gennemgang fandt ikke forskel i recidivfrekvens eller komplikationer om man brugte biologisk og ikke biologiske (syntetiske) mesh (121), hvor der ikke var signifikant forskel på de to mesh typer vedrørende recidiv frekvens eller komplikationer. Biologiske mesh kan være sværere at håndtere laparoskopisk end ikke-‐ biologiske, og de biologiske mesh er generelt dyrere.

Anbefalinger Laparoskopisk rektopeksi har samme recidivfrekvens og funktionelle sequellae på kort-‐ og langtidsopfølgning som åben rektopeksi. (1a, A)

Laparoskopisk rektopeksi anbefales fremfor perineal procedure (3b, B).

Der er ikke forskel i recidiv frekvens mellem de forskellige former for laparoskopisk rektopeksi (3b, B)

Laparoskopisk posterior sutur rektopeksi anbefales til patienter, hvor man ikke ønsker at indsætte mesh (5, D).

Resektionsrektopeksi:

Baggrund: Obstipation er hyppig sekundært til rectalprolaps. Obstipation kan forværres af operation for rektal prolabs. Specielt har posterior mobilisering af rektum samt deling af de laterale ligamenter været mistænkt at være årsag hertil. Sigmoideum-‐resektion i forbindelse med rektopeksi (Frykman-‐Godberg = rektal mobilisering med resektion og suturfiksering til promontoriet) er vist at nedsætte postoperativ obstipation – måske ved at forhindre ”redundant sigmoid loop” (100). Det er dog indlysende mere risikofyldt (anastomoselækage specielt) at udføre resektion (122). På nogle centre er det praksis at tilbyde resektion til yngre (<50 år) patienter og til patienter med præoperativ forstoppelse.

Resultater: Et mindre randomiseret studie på 2 x 15 patienter har vist lavere hyppighed af postoperativ forstoppelse ved resektions-‐sutur-‐rektopeksi (14 %) sammenlignet med posterior mesh-‐rektopexi (Wells -‐ uden deling af laterale ligamenter) (33 %) (123). Et ikke-‐randomiseret studie af samme størrelse støtter resultaterne (124). I PROSPER-‐studiet har man delvist randomiseret mellem sutur-‐ og resektions-‐rektopeksi uden rapportering af data for åben og laparoskopisk procedure, og her er ikke vist forskelle i recidiv, inkontinens eller obstipation (59). I metaanalyse af både åben og laparoskopisk (sutur)resektions-‐rektopeksi er der vist ingen signifikant bedring i obstipation efter operation (100). Ved laparoskopisk ventral rektopexi uden posterior mobilisering eller deling af laterale ligamenter har D´Hoore ved langtidsopfølgning på 5 år vist, at mens obstipation forbedredes fra 45% til 7%, havde kun to ud af 19 patienter (11%) nyopstået obstipation efter operationen (125). Her var tale om en population med middelalder på 50 år og ”new-‐onset-‐obstipation” er også i et større materiale set på kun 2% efter samme procedure (126). Sådanne resultater i sammenhæng med et

10

review visende 24% reduktion i obstipationsrate efter ventral rektopexi (127) gør, at resektions-‐rektopexi kun bør overvejes i specielle individuelle tilfælde. I en nyere lidt større (n = 154) opgørelse af laparoskopisk resektionsrektopeksi er vist en bedring i obstipationsraten på 78% over-‐all, med 73% hos ældre patienter (>75 år) og for dem i øvrigt lav mortalitetsrate (5%) – de-‐novo forstoppelse er ikke opgjort (128).

Anbefaling: Resektions-‐rektopeksi kan udføres uden øget postoperativ morbiditet, men er ikke vist at lette postoperativ obstipation bedre end anden rektopeksi. (2b, B)

Resektionsrektopeksi kan normalt ikke anbefales. (5, D)

Akut behandling af inkarcereret rektal prolaps

Baggrund Ved rektalprolaps er det naturligt at søge reposition af den prolaberede rektum. Dette sker oftest ubesværet med manuel støtte. Sengeleje, gynækologisk leje med mulighed for Trendelenburg lejring eller reposition i generel anæstesi er yderst sjældent nødvendigt. Inkarceration af rectalprolaps er sjældent, om end hyppigheden ikke kendes. Reponering af den inkarcererede prolaps i forbindelse med ødemreduktion med kompression, is-‐pålæggelse eller applikation af strøsukker samt eventuelt lokalanalgesi eller generel anæstesi forsøges traditionelt. I de tilfælde hvor prolabatet ikke lader sig reponere må prolapsen opereres akut eller subakut.

Resultater Applikation af strøsukker (129-‐131) eller kompression med elastikbind (132) med formål at reducere ødemet er beskrevet kasuistisk, men er ikke uden risiko for perforation (133). Ud af 15 patienter med inkarcereret prolaps var reponering mulig i 8 tilfælde (134). I de resterende 7 tilfælde blev der opereret aku; i fire tilfælde abdominalt og i tre tilfælde perinealt. Tre patienter fik anlagt stomi. Alle patienter overlevede uden væsentlig morbiditet. I to case-‐reports rapporteres om succesfuld resektion af rectosigmoideum under dække af kolostomi efter inkarcereret rectalprolaps med perforation (135, 136). En anden case-‐report beskriver ukompliceret forløb efter Altemeiers operation med aflastende stomi efter inkarcereret rektal prolaps (137).

Anbefalinger Reponering af inkarcereret rectalprolaps bør forsøges og kan gennemføres i ca. halvdelen af tilfældene. (4, C)

Ved akut operation anbefales abdominal eller perineal recto-‐sigmoidal resektion afhængig af forholdene, men altid under dække af aflastende stomi (4, C).

Ved avital tarm anbefales intersphincterisk rectumekstipation (5, D).

11

Operation for recidiv

Baggrund Recidivfrekvensen efter operation for rectalprolaps varierer fra 5-‐10 % til 100 % afhængig af operationsmetode. Der vil derfor være et vedvarende behov for re-‐operationer.

Resultater Evidensen på området er begrænset. Et retrospektivt studie sammenligner 78 patienter opereret for recidiv med en samlet cohorte på i alt 685 (138). Her fandtes signifikant hyppigere re-‐recidiv efter re-‐operation (29% vs. 13%). Desuden fandtes hyppigere re-‐recidiv hvis re-‐operationen blev udført perinealt sammenlignet med abdominalt indgreb. Til sidstnævnte skal dog anføres at 61 ud af de 78 patienter med recidiv primært var opereret perinealt. Et andet studie af re-‐Altemeier efter Altemeier fandt man signifikant højere recidiv-‐rate efter re-‐operationerne (39% vs. 18%) (139). Andre har ikke kunnet finde forskel pay recidivfrekvens efter primær operation sammenholdt med recidivoperation (140, 141). Valg af metode afhænger af det primære indgreb og af patientens performance status. Ved recidiv kan man eventuelt udføre defækografi, perineal ultralyd og/eller dynamisk MR for at klarlægge re-‐prolapsens genese. Ved recidivprolaps gælder det dog overordnes, at hvis der er tale om recidiv efter et perinealt indgreb, må det re-‐vurderes om patienten kan tåle et abdominalt indgreb, der i givet fald tilbydes. Elles kan der tilbydes en re-‐Altemeiers operation. Ved recidiv efter abdominalt indgreb kan man, såfremt posterior rektopeksi var primære indgreb, vælge nyt abdominalt indgreb i form af anterior mesh rektopeksi. Omvendt kan man udføre posterior rektopeksi, hvis primære indgreb var anterior mesh peksi. Alternativt kan udføres perinealt indgreb.

Anbefalinger Recidivraten efter re-‐operation for rectalprolaps er højere end ved primær operation, mens komplikationsfrekvensen er den samme. (3b, b).

Operationstype ved recidiv af rektal prolaps må afhænge af patienten, det primære indgreb, operatørens præferencer og eventuelt defækografi og/eller dynamisk MR. (4, C)

Pelvic organ prolapse Pelvic organ prolapse (POP) er descensus af de kvindelige bækkenorganer omfattende blære, uterus, evt. post-‐hysterektomi vaginaltop, tynd-‐ og tyktarm, og rektum (142). Ultimativt bevirker dette fremfald gennem introitus vagina af vaginalslimhinde med bagvedliggende blære (cystocele) eller bagvedliggende tarm (enterocele eller rektocele) eller uterus. Eventuelt kan der prolaberede flere komponenter samtidig. Rektalprolaps hos kvinder deler i stor grad patofysiologi med POP (21, 143), hvorfor det er rimeligt at inkludere vandladningssymptomer, generel tyngdefornemmelse eller egentligt vaginalt fremfald i anamnesen hos en patient med rektalprolaps (144, 145). Ligeså bør en vurdering af graden af POP ved gynækoloigsk undersøgelse (146) og brug af bækkenstol inddrages, såfremt anamnesen giver mistanke om POP. Supplerende billeddiagnostik enten i form af radiologisk defækografi, perineal ultralyd eller dynamisk MR kan anvendes.

12

Ved rektalprolaps og samtidig symptomgivende POP vil det være logisk at korrigere descencus i det forreste og/eller midterste bækkenorgankompartement ved operation for rektalprolaps som eksempelvis ved ventral mesh rektopeksi (147). Ved svær ko-‐morbiditet, hvor perineal procedure foretrækkes, vil en samtidige vaginal sacrokolpopeksi udført sammen med en urogynækolog være en mulighed. Der savnes dog i den grad data til at understøtte dette.

Anbefaling Ved rectalprolaps og samtidig involvering af det forreste og/eller midterste bækkenkompartement kan laparoskopisk ventral mesh rektopeksi korrigere såvel descensus i det midterste og bagerste kompartement (4, C).

Kontrol efter operation Aktuelle quideline har vist recidivfrekvens op til 18 % for abdominale indgreb og op til 31 % for perineale indgreb. Det eneste multicenterstudie i en kontekst sammenlignelig med praksis for håndteringen af kirurgisk behandling af rektal prolaps i Danmark, viser de højeste recidivfrekvenser (43). Formålet med et kontrolprogram efter operation for rektalprolaps er at finde patienter med recidiv, og samtidig finde patienter, der måtte have behandlingskrævende funktionelle sequelae, enten som følge af den kirurgisk behandling eller den restmængde af symptomer, der var til stede a priori.

En praksis med forholdsvis tidlig kontrol (eksempelvis 3 måneder) vil kun finde de tidlige recidiver. Imidlertid er median tid til recidiv mellem 9-‐33 måneder (138), hvilket enten kræver et omfattende kontrolprogram eller et behovsstyret kontrolprogram. Ved kontrol følges samme rutiner som ved den primære udredning (dog ikke sigmoideoskopi). Er der anamnestisk mistanke om recidiv afgøres dette bedst ved brug af bækkenstol. Ved mistanke om mesherosion anbefales gynækologisk undersøgelse og sigmoideoskopi. Funktionelle sequellae kvantitteres og adresseres med adekvat handling iværksættes.

Sequellae efter prolapskirurgi er som gennemgået i herværende guideline mangelfuldt rapporteret og nærmest udelukkende fokuseret på forstoppelses-‐ og afføringsinkontinensgener. Det er sandsynligt at patienterne også har behandlingskrævende urinvejssymptomer, pelvin tyngdefornemmelse, sexual dysfunktion og smerter. Samtidig giver brug af mesh risiko for erosion til vagina eller rektum.

Aktuelle guideline har vist udpræget metodisk heterogenitet i aktuel transition til minimal invasiv teknologi med stigning i brug af mesh. Praksis i Danmark følger dette. Når nye kirurgisk teknikker implementeres er der derfor et rimeligt krav om at succesrate og morbiditet overvåges.

Anbefaling: Tidlig ambulant kontrol efter operation for rektalprolaps anbefales. Herefter anbefales behovsstyret follow-‐up. (5, D)

Funktionelle sequellae kvantitteres og adresseres med adekvat (5, D)

Ved operation der inkludere brug af mesh bør patienterne tilbydes yderligere kontrol mhp. opsporing og kortlægning af mulige senfølger (5, D).

13

Adjuverende behandling:

Baggrund Forstoppelse og afføringsinkontinens hyppige efter operation for rektalprolaps enten som følge af operationen eller som restmængde af symptomer, der var til stede a priori (42). Ved brug af basale tarmfunktionsscores præ-‐ og postoperativt kan denne vigtige kvalitetetsparameter monitoreres (25-‐27) og den videre behandling blive guidet.

Resultater Pragmatisk konservativ non-‐invasiv tilgang anbefales som førsteliniebehandling. Ved postoperativ forstoppelse kan perorale laksantia opstartes i form af et osmotisk eller et simulerende laksativ enten alene eller i kombination (29). Volumenforøgende midler som ispagula kan forsøges (148) og ofte kan assisteret defækation med glycerolsuppersitorier, rektal klysma eller mindre vandklyster forbedre den rektale tømning (30). Ved postoperativ afføringsinkontinens er førstevalg volumenforøgende midler som ispagula, assisteret defækation og peristaltikdæmpning med loperamide.

Er der mangelfuld effekt af førsteliniebehandling kan analfysiologisk udredning i mange tilfælde afklare den patofysiologiske årsag og terapi herefter målrettes. Den væsentligste årsag til postoperativ anal inkontinens er lavt analt hviletryk (26). Radiologisk kolon transittid kan kvalificere om forstoppelse er af slow transit type (næppe operationssequellae) eller som outlet obstruction (149, 150). Radiologisk defækografi, eller bedre dynamisk MR af bækkenet, kan afsløre bestående enterocele, rektocele eller rektal invagination postoperativt. Dynamisk MR kan endvidere vise eventuelt descensus i forreste og midterste bækkenkompartement og vise forhold omkring en eventuel mesh.

Mere avanceret behandling af defækationsbesvær og afføringsinkontinens kan være transanal irrigation, som dog er absolut kontraindiceret i de første 3 måneder efter operationen (151). Sacral nerve stimulation har været anvendt med succes til behandling af anal inkontinens efter operation for rektalprolaps (152, 153).

Anbefaling Dokumentation af præ-‐ og postoperativ status af forstoppelse og afføringsinkontinens er nødvendig kvalitetsparameter (5, D).

Konservativ behandling med håndkøbsmedicin er første valg til postoperativ forstoppelse og afføringsinkontinens (1a, A)

Ved mangelfuld effekt af konservativ kan der henvises til analfysiologisk udredning med mulighed for mere invasiv behandling (5, D).

14

Tabel 1: Randomiserede studier, perineale indgreb Studie Intervention n Follow up

(mdr) Recidiv (%) Inkontinens,

forbedring Obstipation, forbedring

Senapati et al 2013

Abdominal vs. Perineal

49 36 20/26 (NS) Ja/ja (NS) Ja/Ja (NS)

Senapati et al 2013

Altemeier vs. Delorme 213 36 24/31 (Ns) Ja/ja (NS) Ja/ja (NS)

Denn et al. 1994 Resektionspexi vs. Altemeier

20 17 0/10 NR NR

Boccasanta et al. 2006

Altemeier vs. Cirkulær stapler 55 28 15/10 (NS) NR NR

Tabel 2: Altemeiers operation Studie Intervention n Follow up

(mdr) Recidiv (%) Inkontinens,

forbedring (%) Obstipation,

forbedring (%)

Altemeier et al. 1971

Altemeier 106 NA 3 NA NA

Zbar et al. 2002 Altemeier 80 22 4 NA NA

Ramanujam et al. 1994

Altemeier 72 48 6 67 NA

Ris et al. 2011 Altemeier 60 48 14 62 NA

Cirocco. 20103 Altemeier 103 43 0 94 85

Kimmins et al. 2001

Altemeier 63 20,8 6 NA NA

Glasgow SC et al. 2008

Altemeier 103 36 9 42 10 %

Ding JH et al. 2012

Altemeier/re-‐Altemeier 129/23 43 18/39 NA NA

Gramkow et al. 2005

Altemeier 24 16 27 NA NA

Chun SW et al. 2004

Altemeier +/-‐levatorplastik 109 28 8/21 NS NS

15

Tabel 3: Delormes operation Studie Intervention n Follow up

(mdr) Recidiv (%)

Inkontinens, forbedring (%)

Obstipation, forbedring (%)

Pascual et al 2006

Delorme 21 NA 10 87 ja

Marchal et al 2005

Delorme 60 88 23 42 54

Watts et al 2000

Delorme 101 38 27 25 13

Liberman et al Delorme 34 43 0 32 88

Pescatori et al 1998

Delorme 33 39 18 Ja 44

Yakut et al 1998

Delorme 27 38 4 NA NA

Agachan et al Delorme 8 24 38 Ja NA

Kling et al 1996 Delorme 6 11 17 67 100

Lechaux et al 1995

Delorme 85 33 14 45 100

Oliver et al 1994

Delorme 41 47 22 58 NA

Senapati et al 1994

Delorme 32 21 13 46 50

Watkins et al 2003

Delorme 52 61 10 NA NA

Youssef et al 2013

Delorme +/-‐ post anal repair

82 NA 2/14 Ja/ja Ja/ja

Tobin et al 1994

Delorme 49 NA 22 50 NA

16

Tabel 4: Laparoskopisk rektopeksi Studie Intervention n Follow up

(mdr) Recidiv (%)



Kessler et al 1999

Posterior suturrektopeksi 32 48 6 NA NA

Wilson et al 2011

Posterior suturrektopeksi 72 48 9 NA NA

Heah et al 2000 Posterior suturrektopeksi 25 NA NA 50 11 (forværring)

Kellokumpo et al 2001

Posterior suturrektopeksi 17 24 7 82 70

Benoist et al 2001

Posterior suturrektopeksi 18 67 0 77 NA

Hsu et al

2007

Posterior suturrektopeksi 63 20,8 6 NA NA

Bruch et al 1999

Posterior suturrektopeksi 72 24 0 64 76

17

Tabel 5: Laparoskopisk mesh rektopeksi

Studie Intervention n Follow up (mdr)

Recidiv (%)



Himpens et al 1999 Wells 37 26 0 92 0

(38 forværring)

Zittel et al 1999 Wells 29 22 3 76 0

Benoist et al 2001 Wells 14 47 NA 10 0

(21 forværring)

Douard et al 2003 Orr-‐Loygue 31 28 0 96 26

(54 forværring)

Lechaux et al 2005 Orr-‐Loygue 35 36 6 27

(4 forværring) 19

(27 forværring)

Marchal et al 2005 Orr-‐Loygue 49 106 4 73 33

(58 forværring)

Portier et al 2006 Orr-‐Loygue 73 28 4 63 54

Marceau et al 2005 Orr-‐Loygue 28 34 7 NA NA

D’Hoore 2004 Ventral mesh 42 61 5 90 84

Vanden Essherts et al 2008

Ventral mesh 17 38 0 NA NA

Maggiori et al 2012 Ventral mesh 33 42 6 90 72 (7 denovo)

Slawix et al 2007 Ventral mesh 80 54 3 91 80

D’Hoore 2006 Ventral mesh 109 NA 3 90 84

Boons et al 2010 Ventral mesh 65 19 2 85 72

Wong et al 2011 Ventral mesh 86 29 5 16-‐20 46-‐83

Lauretta et al 2012 Ventral mesh 30 14 3 100 93

Jonkers et al 2013 Ventral mesh 245 30 3 77 65 (2 denovo)

Van Geluwe et al 2013

Ventral mesh 405 25 5 85 57 (3 denovo)

18

Referencer

1. Kairaluoma MV, Kellokumpu IH. Epidemiologic aspects of complete rectal prolapse. Scand J Surg. 2005;94(3):207-‐10.

2. Gourgiotis S, Baratsis S. Rectal prolapse. Int J Colorectal Dis. 2007;22(3):231-‐43. Epub 2006 Oct 5.

3. Hull TL, Milsom JW. Pelvic floor disorders. Surg Clin North Am. 1994;74(6):1399-‐413. 4. Mackle EJ, Parks TG. The pathogenesis and pathophysiology of rectal prolapse and solitary

rectal ulcer syndrome. Clin Gastroenterol. 1986;15(4):985-‐1002. 5. Altemeier WA, Culbertson WR, Schowengerdt C, Hunt J. Nineteen years' experience with the

one-‐stage perineal repair of rectal prolapse. Ann Surg. 1971;173(6):993-‐1006. 6. Marceau C, Parc Y, Debroux E, Tiret E, Parc R. Complete rectal prolapse in young patients:

psychiatric disease a risk factor of poor outcome. Colorectal Dis. 2005;7(4):360-‐5. 7. Malik M, Stratton J, Sweeney WB. Rectal prolapse associated with bulimia nervosa: report of

seven cases. Dis Colon Rectum. 1997;40(11):1382-‐5. 8. Chen CW, Hsiao CW, Wu CC, Jao SW. Rectal prolapse as initial clinical manifestation of colon

cancer. Z Gastroenterol. 2008;46(4):348-‐50. doi: 10.1055/s-‐2007-‐963458. 9. Leighton JA, Valdovinos MA, Pemberton JH, Rath DM, Camilleri M. Anorectal dysfunction and

rectal prolapse in progressive systemic sclerosis. Dis Colon Rectum. 1993;36(2):182-‐5. 10. Carley ME, Schaffer J. Urinary incontinence and pelvic organ prolapse in women with Marfan

or Ehlers Danlos syndrome. Am J Obstet Gynecol. 2000;182(5):1021-‐3. 11. Marshman D, Percy J, Fielding I, Delbridge L. Rectal prolapse: relationship with joint mobility.

Aust N Z J Surg. 1987;57(11):827-‐9. 12. Lammers K, Lince SL, Spath MA, van Kempen LC, Hendriks JC, Vierhout ME, et al. Pelvic organ

prolapse and collagen-‐associated disorders. Int Urogynecol J. 2012;23(3):313-‐9. doi: 10.1007/s00192-‐011-‐1532-‐y. Epub 2011 Aug 3.

13. Liu X, Zhao Y, Pawlyk B, Damaser M, Li T. Failure of elastic fiber homeostasis leads to pelvic floor disorders. Am J Pathol. 2006;168(2):519-‐28.

14. Rahn DD, Acevedo JF, Roshanravan S, Keller PW, Davis EC, Marmorstein LY, et al. Failure of pelvic organ support in mice deficient in fibulin-‐3. Am J Pathol. 2009;174(1):206-‐15. doi: 10.2353/ajpath.009.080212. Epub 2008 Dec 18.

15. Zhou Y, Ling O, Bo L. Expression and significance of lysyl oxidase-‐like 1 and fibulin-‐5 in the cardinal ligament tissue of patients with pelvic floor dysfunction. J Biomed Res. 2013;27(1):23-‐8. doi: 10.7555/JBR.27.20110142. Epub 2012 Sep 6.

16. Budatha M, Silva S, Montoya TI, Suzuki A, Shah-‐Simpson S, Wieslander CK, et al. Dysregulation of protease and protease inhibitors in a mouse model of human pelvic organ prolapse. PLoS One. 2013;8(2):e56376. doi: 10.1371/journal.pone.0056376. Epub 2013 Feb 20.

17. Yiou R, Delmas V, Carmeliet P, Gherardi RK, Barlovatz-‐Meimon G, Chopin DK, et al. The pathophysiology of pelvic floor disorders: evidence from a histomorphologic study of the perineum and a mouse model of rectal prolapse. J Anat. 2001;199(Pt 5):599-‐607.

18. Pfeifer J, Salanga VD, Agachan F, Weiss EG, Wexner SD. Variation in pudendal nerve terminal motor latency according to disease. Dis Colon Rectum. 1997;40(1):79-‐83.

19. Brown AJ, Horgan AF, Anderson JH, McKee RF, Finlay IG. Colonic motility is abnormal before surgery for rectal prolapse. Br J Surg. 1999;86(2):263-‐6.

20. Woods R, Voyvodic F, Schloithe AC, Sage MR, Wattchow DA. Anal sphincter tears in patients with rectal prolapse and faecal incontinence. Colorectal Dis. 2003;5(6):544-‐8.

21. Mant J, Painter R, Vessey M. Epidemiology of genital prolapse: observations from the Oxford Family Planning Association Study. Br J Obstet Gynaecol. 1997;104(5):579-‐85.

22. Karasick S, Spettell CM. Defecography: does parity play a role in the development of rectal prolapse? Eur Radiol. 1999;9(3):450-‐3.

19

23. Gyhagen M, Bullarbo M, Nielsen TF, Milsom I. Prevalence and risk factors for pelvic organ prolapse 20 years after childbirth: a national cohort study in singleton primiparae after vaginal or caesarean delivery. BJOG. 2013;120(2):152-‐60. doi: 10.1111/471-‐0528.12020. Epub 2012 Nov 2.

24. Wijffels NA, Collinson R, Cunningham C, Lindsey I. What is the natural history of internal rectal prolapse? Colorectal Dis. 2010;12(8):822-‐30. doi: 10.1111/j.463-‐318.2009.01891.x.

25. Vaizey CJ, Carapeti E, Cahill JA, Kamm MA. Prospective comparison of faecal incontinence grading systems. Gut. 1999;44(1):77-‐80.

26. Agachan F, Chen T, Pfeifer J, Reissman P, Wexner SD. A constipation scoring system to simplify evaluation and management of constipated patients. DisColon Rectum. 1996;39(6):681-‐5.

27. Altomare DF, Spazzafumo L, Rinaldi M, Dodi G, Ghiselli R, Piloni V. Set-‐up and statistical validation of a new scoring system for obstructed defaecation syndrome. Colorectal Dis. 2008;10(1):84-‐8. Epub 2007 Apr 18.

28. Ford AC, Talley NJ. Laxatives for chronic constipation in adults. BMJ. 2012;345:e6168.(doi):10.1136/bmj.e6168.

29. Tack J, Muller-‐Lissner S, Stanghellini V, Boeckxstaens G, Kamm MA, Simren M, et al. Diagnosis and treatment of chronic constipation-‐-‐a European perspective. Neurogastroenterol Motil. 2011;23(8):697-‐710. doi: 10.1111/j.365-‐2982.011.01709.x. Epub 2011 May 24.

30. Christensen P, Krogh K. [Chronic constipation in adults]. Ugeskr Laeger. 2012;174(40):2379-‐82.

31. Batool T, Akhtar J, Ahmed S. Management of idiopathic rectal prolapse in children. J Coll Physicians Surg Pak. 2005;15(10):628-‐30.

32. Altemeier WA, Giuseffi J, Hoxworth P. Treatment of extensive prolapse of the rectum in aged or debilitated patients. AMA Arch Surg. 1952;65(1):72-‐80.

33. Cirocco WC. The Altemeier procedure for rectal prolapse: an operation for all ages. Dis Colon Rectum. 2010;53(12):1618-‐23. doi: 10.007/DCR.0b013e3181f22cef.

34. Ris F, Colin JF, Chilcott M, Remue C, Jamart J, Kartheuser A. Altemeier's procedure for rectal prolapse: analysis of long-‐term outcome in 60 patients. Colorectal Dis. 2012;14(9):1106-‐11. doi: 10.11/j.463-‐318.2011.02904.x.

35. Chun SW, Pikarsky AJ, You SY, Gervaz P, Efron J, Weiss E, et al. Perineal rectosigmoidectomy for rectal prolapse: role of levatorplasty. Tech Coloproctol. 2004;8(1):3-‐8; discussion -‐9.

36. Atallah S, Albert M, deBeche-‐Adams TH, Larach S. The Altemeier procedure using biologic mesh. Tech Coloproctol. 2012;16(2):149-‐51. doi: 10.1007/s10151-‐011-‐0786-‐1. Epub 2011 Nov 9.

37. Mongardini M, Iachetta RP, Cola A, Effetti ED, Custureri F. Altemeier operation associated with dynamic graciloplasty: a case report. J Med Case Rep. 2009;3:9317.(doi):10.1186/752-‐947-‐3-‐9317.

38. Yoshioka K, Ogunbiyi OA, Keighley MR. Pouch perineal rectosigmoidectomy gives better functional results than conventional rectosigmoidectomy in elderly patients with rectal prolapse. Br J Surg. 1998;85(11):1525-‐6.

39. Bennett BH, Geelhoed GW. A stapler modification of the altemeier procedure for rectal prolapse. Experimental and clinical evaluation. Am Surg. 1985;51(2):116-‐20.

40. Sehmer D, Marti L, Wolff K, Hetzer FH. Midterm results after perineal stapled prolapse resection for external rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 2013;56(1):91-‐6. doi: 10.1097/DCR.0b013e31826cbbea.

41. Scherer R, Marti L, Hetzer FH. Perineal stapled prolapse resection: a new procedure for external rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 2008;51(11):1727-‐30. doi: 10.007/s10350-‐008-‐9423-‐0. Epub 2008 Jul 15.

42. Tou S, Brown SR, Malik AI, Nelson RL. Surgery for complete rectal prolapse in adults. Cochrane Database Syst Rev. 2008(4):CD001758. doi: 10.1002/14651858.CD001758.pub2.

20

43. Senapati A, Gray RG, Middleton LJ, Harding J, Hills RK, Armitage NC, et al. PROSPER: a randomised comparison of surgical treatments for rectal prolapse. Colorectal Dis. 2013;15(7):858-‐68. doi: 10.1111/codi.12177.

44. Deen KI, Grant E, Billingham C, Keighley MR. Abdominal resection rectopexy with pelvic floor repair versus perineal rectosigmoidectomy and pelvic floor repair for full-‐thickness rectal prolapse. Br J Surg. 1994;81(2):302-‐4.

45. Gramkow CS, Lanng C, Fischer A. [Altemeier repair of rectal prolapse]. Ugeskr Laeger. 2005;167(3):286-‐9.

46. Boccasanta P, Venturi M, Barbieri S, Roviaro G. Impact of new technologies on the clinical and functional outcome of Altemeier's procedure: a randomized, controlled trial. Dis Colon Rectum. 2006;49(5):652-‐60.

47. Boccasanta P, Rosati R, Venturi M, Cioffi U, De Simone M, Montorsi M, et al. Surgical treatment of complete rectal prolapse: results of abdominal and perineal approaches. J Laparoendosc Adv Surg Tech A. 1999;9(3):235-‐8.

48. Altomare DF, Binda G, Ganio E, De Nardi P, Giamundo P, Pescatori M. Long-‐term outcome of Altemeier's procedure for rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 2009;52(4):698-‐703. doi: 10.1007/DCR.0b013e31819ecffe.

49. Friedman R, Muggia-‐Sulam M, Freund HR. Experience with the one-‐stage perineal repair of rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 1983;26(12):789-‐91.

50. Glasgow SC, Birnbaum EH, Kodner IJ, Fleshman JW, Jr., Dietz DW. Recurrence and quality of life following perineal proctectomy for rectal prolapse. J Gastrointest Surg. 2008;12(8):1446-‐51. doi: 10.007/s11605-‐008-‐0531-‐x. Epub 2008 May 31.

51. Gopal KA, Amshel AL, Shonberg IL, Eftaiha M. Rectal procidentia in elderly and debilitated patients. Experience with the Altemeier procedure. Dis Colon Rectum. 1984;27(6):376-‐81.

52. Johansen OB, Wexner SD, Daniel N, Nogueras JJ, Jagelman DG. Perineal rectosigmoidectomy in the elderly. Dis Colon Rectum. 1993;36(8):767-‐72.

53. Kimmins MH, Evetts BK, Isler J, Billingham R. The Altemeier repair: outpatient treatment of rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 2001;44(4):565-‐70.

54. Delorme E. Sur la traitement des prolapsus du rectum totaux pa l'excision de la muquese rectale au rectal-‐colique. Bull Mem Soc Chir Paris 1900;26:499-‐518.

55. Oliver GC, Vachon D, Eisenstat TE, Rubin RJ, Salvati EP. Delorme's procedure for complete rectal prolapse in severely debilitated patients. An analysis of 41 cases. Dis Colon Rectum. 1994;37(5):461-‐7.

56. Watts AM, Thompson MR. Evaluation of Delorme's procedure as a treatment for full-‐thickness rectal prolapse. Br J Surg. 2000;87(2):218-‐22.

57. Lechaux JP, Lechaux D, Perez M. Results of Delorme's procedure for rectal prolapse. Advantages of a modified technique. Dis Colon Rectum. 1995;38(3):301-‐7.

58. Youssef M, Thabet W, El Nakeeb A, Magdy A, Alla EA, El Nabeey MA, et al. Comparative study between Delorme operation with or without postanal repair and levateroplasty in treatment of complete rectal prolapse. Int J Surg. 2013;11(1):52-‐8. doi: 10.1016/j.ijsu.2012.11.011. Epub Nov 24.

59. Senapati A, Gray RG, Middleton LJ, Harding J, Hills RK, Armitage NC, et al. PROSPER: a randomised comparison of surgical treatments for rectal prolapse. Colorectal Dis. 2013;15(7):858-‐68.

60. Yakut M, Kaymakcioglu N, Simsek A, Tan A, Sen D. Surgical treatment of rectal prolapse. A retrospective analysis of 94 cases. Int Surg. 1998;83(1):53-‐5.

61. Watkins BP, Landercasper J, Belzer GE, Rechner P, Knudson R, Bintz M, et al. Long-‐term follow-‐up of the modified Delorme procedure for rectal prolapse. Arch Surg. 2003;138(5):498-‐502; discussion -‐3.

62. Uhlig BE, Sullivan ES. The modified Delorme operation: its place in surgical treatment for massive rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 1979;22(8):513-‐21.

21

63. Tsunoda A, Yasuda N, Yokoyama N, Kamiyama G, Kusano M. Delorme's procedure for rectal prolapse: clinical and physiological analysis. Dis Colon Rectum. 2003;46(9):1260-‐5.

64. Tobin SA, Scott IH. Delorme operation for rectal prolapse. Br J Surg. 1994;81(11):1681-‐4. 65. Senapati A, Nicholls RJ, Thomson JP, Phillips RK. Results of Delorme's procedure for rectal

prolapse. Dis Colon Rectum. 1994;37(5):456-‐60. 66. Pescatori M, Interisano A, Stolfi VM, Zoffoli M. Delorme's operation and sphincteroplasty for

rectal prolapse and fecal incontinence. Int J Colorectal Dis. 1998;13(5-‐6):223-‐7. 67. Pascual Montero JA, Martinez Puente MC, Pascual I, Butron Vila T, Garcia Borda FJ, Lomas

Espadas M, et al. Complete rectal prolapse clinical and functional outcome with Delorme's procedure. Rev Esp Enferm Dig. 2006;98(11):837-‐43.

68. Marchal F, Bresler L, Ayav A, Zarnegar R, Brunaud L, Duchamp C, et al. Long-‐term results of Delorme's procedure and Orr-‐Loygue rectopexy to treat complete rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 2005;48(9):1785-‐90.

69. Kling KM, Rongione AJ, Evans B, McFadden DW. The Delorme procedure: a useful operation for complicated rectal prolapse in the elderly. Am Surg. 1996;62(10):857-‐60.

70. Thiersch C. Carl Thiersch 1822-‐1895. Concerning prolapse of the rectum with special emphasis on the operation by Thiersch. Dis Colon Rectum. 1988;31(2):154-‐5.

71. Thorlakson RH. A modification of the Thiersch procedure for rectal prolapse using polyester tape. Dis Colon Rectum. 1982;25(1):57-‐8.

72. Stimpel H, Pedersen T. [A modified Thiersch surgical method with polypropylene gauze (Marlex) in rectal prolapse]. Ugeskr Laeger. 1988;150(24):1471-‐3.

73. Schwartz A, Marin R. Use of polyethylene in the Thiersch operation. Dis Colon Rectum. 1962;5:302-‐5.

74. Poole GV, Jr., Pennell TC, Myers RT, Hightower F. Modified Thiersch operation for rectal prolapse. Technique and results. Am Surg. 1985;51(4):226-‐9.

75. Larach SW, Vazquez B. Modified Thiersch procedure with silastic mesh implant: a simple solution for fecal incontinence and severe prolapse. South Med J. 1986;79(3):307-‐9.

76. Khanduja KS, Hardy TG, Jr., Aguilar PS, Plasencia G, Hartmann RF, Bowers F, et al. A new silicone-‐prosthesis in the modified Thiersch operation. Dis Colon Rectum. 1988;31(5):380-‐3.

77. Hoel AT, Skarstein A, Ovrebo KK. Prolapse of the rectum, long-‐term results of surgical treatment. Int J Colorectal Dis. 2009;24(2):201-‐7. doi: 10.1007/s00384-‐008-‐0581-‐2. Epub 2008 Sep 13.

78. Haskell B, Rovner H. A modified Thiersch operation for complete rectal prolapse using a Teflon prosthesis. Dis Colon Rectum. 1963;6:192-‐5.

79. Gallegos L, Corral E, Freire J. A modification of the Thiersch technic. Dis Colon Rectum. 1971;14(6):451-‐3.

80. Cerrito LC. The use of five-‐millimeter Mersilene woven strip in the Thiersch operation. Dis Colon Rectum. 1969;12(5):344-‐6.

81. Burke RM, Jackman RJ. A modified Thiersch operation in treatment of complete rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 1959;2:555-‐61.

82. Bosmans L, Storms P, Gruwez JA. Perineal repair of procidentia recti with a silastic sling. Acta Chir Belg. 1993;93(6):268-‐70.

83. Horn HR, Schoetz DJ, Jr., Coller JA, Veidenheimer MC. Sphincter repair with a Silastic sling for anal incontinence and rectal procidentia. Dis Colon Rectum. 1985;28(11):868-‐72.

84. Hunt TM, Fraser IA, Maybury NK. Treatment of rectal prolapse by sphincteric support using silastic rods. Br J Surg. 1985;72(6):491-‐2.

85. Labow SB, Hoexter B, Moseson MD, Rubin RJ, Salvati EP, Eisenstat TE. Modification of silastic sling repair for rectal procidentia and anal incontinence. Dis Colon Rectum. 1985;28(9):684-‐5.

86. Labow S, Rubin RJ, Hoexter B, Salvati EP. Perineal repair of rectal procidentia with an elastic fabric sling. Dis Colon Rectum. 1980;23(7):467-‐9.

87. Lescher TJ, Corman ML, Coller JA, Veidenheimer MC. Management of late complications of Teflon sling repair for rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 1979;22(7):445-‐7.

22

88. Mansilla JE, Bannura GC, Contreras JP, Barrera AE, Melo CL, Soto DC. Lomas-‐Cooperman technique for rectal prolapse in the elderly patient. Tech Coloproctol. 2006;10(2):106-‐10; discussion 10. Epub 2006 Jun 19.

89. Lomas MI, Cooperman H. Correction of rectal procidentia by use of polypropylene mesh (Marlex). Dis Colon Rectum. 1972;15(6):416-‐9.

90. Ladha A, Lee P, Berger P. Use of Angelchik Anti-‐Reflux Prosthesis for repair of total rectal prolapse in elderly patients. Dis Colon Rectum. 1985;28(1):5-‐7.

91. Hopkinson BR, Hardman J. Silicone rubber perianal suture for rectal prolapse. Proc R Soc Med. 1973;66(11):1095-‐8.

92. Dietzen CD, Pemberton JH. Perineal approaches for the treatment of complete rectal prolapse. Neth J Surg. 1989;41(6):140-‐4.

93. Karas JR, Uranues S, Altomare DF, Sokmen S, Krivokapic Z, Hoch J, et al. No rectopexy versus rectopexy following rectal mobilization for full-‐thickness rectal prolapse: a randomized controlled trial. Dis Colon Rectum. 2011;54(1):29-‐34. doi: 10.1007/DCR.0b013e3181fb3de3.

94. Kessler H, Jerby BL, Milsom JW. Successful treatment of rectal prolapse by laparoscopic suture rectopexy. Surg Endosc. 1999;13(9):858-‐61.

95. Ripstein CB, Lanter B. Etiology and surgical therapy of massive prolapse of the rectum. Ann Surg. 1963;157:259-‐64.

96. Wells C. New operation for rectal prolapse. Proc R Soc Med. 1959;52:602-‐3. 97. Loygue J, Nordlinger B, Cunci O, Malafosse M, Huguet C, Parc R. Rectopexy to the promontory

for the treatment of rectal prolapse. Report of 257 cases. Dis Colon Rectum. 1984;27(6):356-‐9. 98. D'Hoore A, Cadoni R, Penninckx F. Long-‐term outcome of laparoscopic ventral rectopexy for

total rectal prolapse. BrJSurg. 2004;91(11):1500-‐5. 99. van Geluwe B, Wolthuis A, Penninckx F, D'Hoore A. Lessons learned after more than 400

laparoscopic ventral rectopexies. Acta Chir Belg. 2013;113(2):103-‐6. 100. Cadeddu F, Sileri P, Grande M, De Luca E, Franceschilli L, Milito G. Focus on abdominal

rectopexy for full-‐thickness rectal prolapse: meta-‐analysis of literature. Techniques in coloproctology. 2012;16(1):37-‐53.

101. Demirbas S, Akin ML, Kalemoglu M, Ogun I, Celenk T. Comparison of laparoscopic and open surgery for total rectal prolapse. Surg Today. 2005;35(6):446-‐52.

102. Sajid MS, Siddiqui MR, Baig MK. Open vs laparoscopic repair of full-‐thickness rectal prolapse: a re-‐meta-‐analysis. Colorectal Dis. 2010;12(6):515-‐25. doi: 10.1111/j.463-‐318.2009.01886.x.

103. Kariv Y, Delaney CP, Casillas S, Hammel J, Nocero J, Bast J, et al. Long-‐term outcome after laparoscopic and open surgery for rectal prolapse: a case-‐control study. Surg Endosc. 2006;20(1):35-‐42. Epub 2005 Dec 7.

104. Wilson J, Engledow A, Crosbie J, Arulampalam T, Motson R. Laparoscopic nonresectional suture rectopexy in the management of full-‐thickness rectal prolapse: substantive retrospective series. Surg Endosc. 2011;25(4):1062-‐4. doi: 10.07/s00464-‐010-‐1316-‐3. Epub 2010 Sep 11.

105. Bruch HP, Herold A, Schiedeck T, Schwandner O. Laparoscopic surgery for rectal prolapse and outlet obstruction. Dis Colon Rectum. 1999;42(9):1189-‐94; discussion 94-‐5.

106. Kellokumpu IH, Kairaluoma M. Laparoscopic repair of rectal prolapse: surgical technique. Ann Chir Gynaecol. 2001;90(1):66-‐9.

107. Benoist S, Taffinder N, Gould S, Chang A, Darzi A. Functional results two years after laparoscopic rectopexy. Am J Surg. 2001;182(2):168-‐73.

108. Heah SM, Hartley JE, Hurley J, Duthie GS, Monson JR. Laparoscopic suture rectopexy without resection is effective treatment for full-‐thickness rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 2000;43(5):638-‐43.

109. Hsu A, Brand MI, Saclarides TJ. Laparoscopic rectopexy without resection: a worthwhile treatment for rectal prolapse in patients without prior constipation. Am Surg. 2007;73(9):858-‐61.

110. Zittel TT, Manncke K, Haug S, Schafer JF, Kreis ME, Becker HD, et al. Functional results after laparoscopic rectopexy for rectal prolapse. J Gastrointest Surg. 2000;4(6):632-‐41.

23

111. Himpens J, Cadiere GB, Bruyns J, Vertruyen M. Laparoscopic rectopexy according to Wells. Surg Endosc. 1999;13(2):139-‐41.

112. Portier G, Iovino F, Lazorthes F. Surgery for rectal prolapse: Orr-‐Loygue ventral rectopexy with limited dissection prevents postoperative-‐induced constipation without increasing recurrence. DisColon Rectum. 2006;49(8):1136-‐40.

113. Douard R, Frileux P, Brunel M, Attal E, Tiret E, Parc R. Functional results after the Orr-‐Loygue transabdominal rectopexy for complete rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 2003;46(8):1089-‐96.

114. Lechaux D, Trebuchet G, Siproudhis L, Campion JP. Laparoscopic rectopexy for full-‐thickness rectal prolapse: a single-‐institution retrospective study evaluating surgical outcome. Surg Endosc. 2005;19(4):514-‐8. Epub 2005 Mar 11.

115. D'Hoore A, Penninckx F. Laparoscopic ventral recto(colpo)pexy for rectal prolapse: surgical technique and outcome for 109 patients. Surg Endosc. 2006;20(12):1919-‐23.

116. Wong M, Meurette G, Abet E, Podevin J, Lehur PA. Safety and efficacy of laparoscopic ventral mesh rectopexy for complex rectocele. Colorectal Dis. 2011;13(9):1019-‐23. doi: 10.111/j.463-‐318.2010.02349.x. Epub 2010 Jun 10.

117. Slawik S, Soulsby R, Carter H, Payne H, Dixon AR. Laparoscopic ventral rectopexy, posterior colporrhaphy and vaginal sacrocolpopexy for the treatment of recto-‐genital prolapse and mechanical outlet obstruction. Colorectal Dis. 2008;10(2):138-‐43.

118. Lauretta A, Bellomo RE, Galanti F, Tonizzo CA, Infantino A. Laparoscopic low ventral rectocolpopexy (LLVR) for rectal and rectogenital prolapse: surgical technique and functional results. Tech Coloproctol. 2012;16(6):477-‐83. doi: 10.1007/s10151-‐012-‐0918-‐2. Epub 2012 Oct 27.

119. Boons P, Collinson R, Cunningham C, Lindsey I. Laparoscopic ventral rectopexy for external rectal prolapse improves constipation and avoids de novo constipation. Colorectal Dis. 2010;12(6):526-‐32.

120. Formijne Jonkers HA, Poierrie N, Draaisma WA, Broeders IA, Consten EC. Laparoscopic ventral rectopexy for rectal prolapse and symptomatic rectocele: an analysis of 245 consecutive patients. Colorectal Dis. 2013;15(6):695-‐9.

121. Smart NJ, Pathak S, Boorman P, Daniels IR. Synthetic or biological mesh use in laparoscopic ventral mesh rectopexy-‐-‐a systematic review. Colorectal Dis. 2013;15(6):650-‐4. doi: 10.1111/codi.12219.

122. Fleming FJ, Kim MJ, Gunzler D, Messing S, Monson JR, Speranza JR. It's the procedure not the patient: the operative approach is independently associated with an increased risk of complications after rectal prolapse repair. Colorectal disease : the official journal of the Association of Coloproctology of Great Britain and Ireland. 2012;14(3):362-‐8.

123. Luukkonen P, Mikkonen U, Jarvinen H. Abdominal rectopexy with sigmoidectomy vs. rectopexy alone for rectal prolapse: a prospective, randomized study. International journal of colorectal disease. 1992;7(4):219-‐22.

124. Sayfan J, Pinho M, Alexander-‐Williams J, Keighley MR. Sutured posterior abdominal rectopexy with sigmoidectomy compared with Marlex rectopexy for rectal prolapse. The British journal of surgery. 1990;77(2):143-‐5.

125. D'Hoore A, Cadoni R, Penninckx F. Long-‐term outcome of laparoscopic ventral rectopexy for total rectal prolapse. The British journal of surgery. 2004;91(11):1500-‐5.

126. Formijne Jonkers HA, Poierrie N, Draaisma WA, Broeders IA, Consten EC. Laparoscopic ventral rectopexy for rectal prolapse and symptomatic rectocele: an analysis of 245 consecutive patients. Colorectal disease : the official journal of the Association of Coloproctology of Great Britain and Ireland. 2013;15(6):695-‐9.

127. Samaranayake CB, Luo C, Plank AW, Merrie AE, Plank LD, Bissett IP. Systematic review on ventral rectopexy for rectal prolapse and intussusception. Colorectal disease : the official journal of the Association of Coloproctology of Great Britain and Ireland. 2010;12(6):504-‐12.

24

128. Laubert T, Bader FG, Kleemann M, Esnaashari H, Bouchard R, Hildebrand P, et al. Outcome analysis of elderly patients undergoing laparoscopic resection rectopexy for rectal prolapse. Int J Colorectal Dis. 2012;27(6):789-‐95. doi: 10.1007/s00384-‐011-‐1395-‐1. Epub 2012 Jan 3.

129. Demirel AH, Ongoren AU, Kapan M, Karaoglu N. Sugar application in reduction of incarcerated prolapsed rectum. Indian J Gastroenterol. 2007;26(4):196-‐7.

130. Coburn WM, 3rd, Russell MA, Hofstetter WL. Sucrose as an aid to manual reduction of incarcerated rectal prolapse. Ann Emerg Med. 1997;30(3):347-‐9.

131. Myers JO, Rothenberger DA. Sugar in the reduction of incarcerated prolapsed bowel. Report of two cases. Dis Colon Rectum. 1991;34(5):416-‐8.

132. Sarpel U, Jacob BP, Steinhagen RM. Reduction of a large incarcerated rectal prolapse by use of an elastic compression wrap. Dis Colon Rectum. 2005;48(6):1320-‐2.

133. Hovey MA, Metcalf AM. Incarcerated rectal prolapse-‐-‐rupture and ileal evisceration after failed reduction: report of a case. Dis Colon Rectum. 1997;40(10):1254-‐7.

134. Seenivasagam T, Gerald H, Ghassan N, Vivek T, Bedi AS, Suneet S. Irreducible rectal prolapse: emergency surgical management of eight cases and a review of the literature. Med J Malaysia. 2011;66(2):105-‐7.

135. Sakaguchi D, Ishida H, Yamada H, Tsuzuki S, Hayashi Y, Yokoyama M, et al. Incarcerated recurrent rectal prolapse with ileal strangulation: report of a case. Surg Today. 2005;35(5):415-‐7.

136. Shoab SS, Saravanan B, Neminathan S, Garsaa T. Thiersch repair of a spontaneous rupture of rectal prolapse with evisceration of small bowel through anus -‐ a case report. Ann R Coll Surg Engl. 2007;89(1):W6-‐8.

137. Voulimeneas I, Antonopoulos C, Alifierakis E, Ioannides P. Perineal rectosigmoidectomy for gangrenous rectal prolapse. World J Gastroenterol. 2010;16(21):2689-‐91.

138. Steele SR, Goetz LH, Minami S, Madoff RD, Mellgren AF, Parker SC. Management of recurrent rectal prolapse: surgical approach influences outcome. Dis Colon Rectum. 2006;49(4):440-‐5.

139. Ding JH, Canedo J, Lee SH, Kalaskar SN, Rosen L, Wexner SD. Perineal rectosigmoidectomy for primary and recurrent rectal prolapse: are the results comparable the second time? Dis Colon Rectum. 2012;55(6):666-‐70. doi: 10.1097/DCR.0b013e31825042c5.

140. Pikarsky AJ, Joo JS, Wexner SD, Weiss EG, Nogueras JJ, Agachan F, et al. Recurrent rectal prolapse: what is the next good option? Dis Colon Rectum. 2000;43(9):1273-‐6.

141. Fengler SA, Pearl RK, Prasad ML, Orsay CP, Cintron JR, Hambrick E, et al. Management of recurrent rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 1997;40(7):832-‐4.

142. Jelovsek JE, Maher C, Barber MD. Pelvic organ prolapse. Lancet. 2007;369(9566):1027-‐38. 143. Ashton-‐Miller JA, DeLancey JO. Functional anatomy of the female pelvic floor. Ann N Y Acad Sci.

2007;1101:266-‐96. Epub 2007 Apr 7. 144. Barber MD, Walters MD, Bump RC. Short forms of two condition-‐specific quality-‐of-‐life

questionnaires for women with pelvic floor disorders (PFDI-‐20 and PFIQ-‐7). Am J Obstet Gynecol. 2005;193(1):103-‐13.

145. Mazer NA, Leiblum SR, Rosen RC. The brief index of sexual functioning for women (BISF-‐W): a new scoring algorithm and comparison of normative and surgically menopausal populations. Menopause. 2000;7(5):350-‐63.

146. Barber MD, Lambers A, Visco AG, Bump RC. Effect of patient position on clinical evaluation of pelvic organ prolapse. Obstet Gynecol. 2000;96(1):18-‐22.

147. Van Geluwe B, Wolthuis A, D'Hoore A. Laparoscopy for pelvic floor disorders. Best practice & research Clinical gastroenterology. 2014;28(1):69-‐80.

148. Suares NC, Ford AC. Systematic review: the effects of fibre in the management of chronic idiopathic constipation. Aliment Pharmacol Ther. 2011;33(8):895-‐901. doi: 10.1111/j.365-‐2036.11.04602.x. Epub 2011 Feb 20.

149. Metcalf AM, Phillips SF, Zinsmeister AR, MacCarty RL, Beart RW, Wolff BG. Simplified assessment of segmental colonic transit. Gastroenterology. 1987;92(1):40-‐7.

25

150. Abrahamsson H, Antov S, Bosaeus I. Gastrointestinal and colonic segmental transit time evaluated by a single abdominal x-‐ray in healthy subjects and constipated patients. ScandJGastroenterolSuppl. 1988;152:72-‐80:72-‐80.

151. Emmanuel AV, Krogh K, Bazzocchi G, Leroi AM, Bremers A, Leder D, et al. Consensus review of best practice of transanal irrigation in adults. Spinal Cord. 2013;51(10):732-‐8.

152. Jarrett ME, Matzel KE, Stosser M, Baeten CG, Kamm MA. Sacral nerve stimulation for fecal incontinence following surgery for rectal prolapse repair: a multicenter study. Dis Colon Rectum. 2005;48(6):1243-‐8.

153. Robert-‐Yap J, Zufferey G, Rosen H, Lechner M, Wunderlich M, Roche B. Sacral nerve modulation in the treatment of fecal incontinence following repair of rectal prolapse. Dis Colon Rectum. 2010;53(4):428-‐31. doi: 10.1007/DCR.0b013e3181ca74b4.

Kirurgisk behandling af rektalprolaps - nationale guidelines ·...

Documents

Transcript of Kirurgisk behandling af rektalprolaps - nationale guidelines ·...