•

•

Eloni Tryk. København Un 44·2

Nummer 55

Hans Boll Johansen :

ROMANSK INSTITUTS DUPUKEREDE SMASKRIFTER

Mai 1978

SKYLDIG? IKKE-SKYLDIG?

Om Camus' La Chute

Et kapitel af fascismens individualpsykologi.

Romansk Institut Københavns Universitet

Rigensgade 13 1316 Kbh. K Gebyr 5 ,00 kr.

•

"Indsvøbt i Voxdug, som var forsynet med flere Segl, laae en Æske af' Palisander­Træ. Æsken var lukket, og da jeg med Magt aabnede den, laae Nøglen inden i: saaledes indadvendt er Indesluttetheden altid". (Søren Kierkegaard: "Skyldig? - Ikke­Skyldig?")

11 Si on n'a pas de caractere, il faut bien se donner une methode 11 • ( Clamance)

"

"

•

5

Kritikken har ofte haft besværlighed~r med fortolkningen af Camus1

La Chute . Man har bl.a. ikke kunnet blive enige om hvorvidt Cla­

mance var en lurvet person eller en livskunstner, positiv eller

negativ, skyldig eller ikke skyldig. Spørgsmålet om Clamance's skyld eller ikke-skyld er fundamentalt

for at forstå personen. Man har haft besvær med at fortolke ham især fordi man har taget ham på ordet og anset ham for at være fan­

get i et sofistikeret paradoks, at være en uskyldig person der ab­solut vil være skyldig: 11 Si Meursault, coupable, se sentait inno­

cent , Clamance, innocent, se sent et se veut coupable". (Jacques

Lecarme: La litterature en France depuis 1945, p. 48). Men hvis det nu fakti sk er sådan at Clamance ruger over en utilståelig og

utilstedelig forbrydelse fra fortiden, hvis hans underbevidsthed er tungt lastet med velbegrundet skyldfølelse, bliver der en helt konkret mening med hans flere gange genoptagne tvangstanke: "l'es­sentiel est d'eviter le jugement", han sel v bliver afmystificeret

og mange brikker falder på plads i fortolkningen. I debatten omkring Clamance har man måske ikke lagt tilstrække­

lig vægt på og ikke udnyttet fuldt ud i exegesen det meget væsent­

lige at han karakterisen. s som en løgner, dvs. at man ikke kan fæste lid til hans ord, i alt fald ikke altid tage dem for deres fulde pålydende. En løgners bekendelser stiller naturligvis van­skelige problemer for fortolkningen: hvornår kan man stole på ham og hvornår skal man tage forbehold. Eftersom vi kun har hans egne ord at gå ud fra, er vi henvist til at finde nøglen til denne pro­fessionelle løgners bekendelser inde i den forseglede palisander­træs-æske: kun nærlæsning af hans udsagn, fortolkning af hans kred­

sen omkring traumatiske oplevelser kan afsløre ham. Som også den

vise Karen Blixen vidste, tager Sandheden nemlig hævn, hvis man

forsøger at fortrænge den og undgå dommen .••

6

Clamance rummer mange gåder for en umiddelbar læsning. Hvorfor sidder han i Amsterdam, da han jo lige så godt kunne udøve sin virksomhed som "bodfærdig dommer" f.eks. i Paris? Hvorfor er han egentlig flyttet? Er der en sandhed skjult i hans ordstrøm, der fortrinsvis synes at have til formål at lægge et nådigt slør over sandheden? Har Clamance ligesom Kierkegaard en hemmelighed som han på den ene side ikke for nogen pris vil røbe, men som på den anden side er så tung at bære alene at han bliver nødt til at dele den med nogen, om det så skal være i løgnens (eller mytens) mid­delbare form?

I bogens sidste kapitel indkredser Clamance sine vanskelige re­lationer til sandheden:

"Voyez-vous, une personne de mon entourage divisait les etres en trois categories: ceux qui preferent n'avoir rien a cacher plutot que d'etre obliges de mentir ceux qui preferent mentir plutot que de n 1avoir rien a'cacher et ceux enfin qui aiment en meme temps le mensonge et le

1

secret. Je vous laisse choisir la case qui me convient le mieux. 11

(La Chute, p.127, Folio)

Hvilken af de tre muligheder man end prøver Clamance på, defineres han som en løgner. Det er ikke tilfældigt at han har brug for en anden ("une personne de mon entourage") som afsender af udsag­net, hvis overordentlig indirekte form også er afstemt til hans ærinde: kun at kaste dunkelt natklub-lys over sandheden. Den som har en pæl i kødet kan ikke uden urimelig og uacceptabel smerte stille såret til beskuelse, kan ikke uden omsvøb nedbryde skranken mellem det private liv og det offentlige.

Sandheden er så vanskelig at tilnærme sig at Clamance skal igen­nem de fem første kapitlers tilløb før han i sidste kapitel dun­kelt kan tale om det som ligger ham mest på sinde. Det er karak­teristisk for denne bog at den er bygget op over en række signaler som først får der~s forklaring senere. Man kunne kalde denne tek­~ik for tilløbsteknikken; den er karakteriseret ved en vis gåde­fuldhed der hele tiden peger fremad. Beretningen bliver mere og mere eksplicit efterhånden som vi nærmer os slutkapitlet. Man kan betragte den prøvende præsentation af pavetemaet i kapitel 6 som prototypen på denne teknik: først tredie gang den omtales får vi at vide hvad det drejer sig om; også det hjemmegjorte udtryk juge-penitent, som vi intrigeres af i de første kapitler, uden at det behager advokaten at oplyse os nærmere om dets indebyrd, er præsenteret i overensstemmelse med tilløbsteknikkens regler.

"

"

7

Det er ikke tilfældigt men tværtimod følgerigtigt at de afgørende bekendelser først kommer frem i sidste kapitel. Ikke alene er det i overensstemmelse med tilløbsteknikkens kompositionsregler således at gemme det dramatiske højdepunkt til sidst, men det stemmer også overens med noget fundamentalt i Clamance's karakter at udskyde en (omtrentlig) bekendelse af det egentlige traume til allersidste ø­jeblik (for dernæst at skyde byrden fra sig, læsse den over på de andre, os andre). Hans blik nærmer sig tilværelsens mørklagte hæn­delser ved gradvis at drage dem ind i sit bagudvendte fokus.

Den afgørende begivenhed i hans liv, det moment da han svigtede, og som det aldrig rigtig lykkes ham at få med i sin "bekendelse", skal efter min mening graves frem af de halvkvædede beretninger

omkring hans færden under krigen. Hvad lavede Clamance mens det officielle Frankrig dansede efter

Petains lokkepibe? Clamance skitserer det, hurtigt, en hast hvis betydning han selv gør opmærksom på: "je les passe vite pour que

vous les remarquiez mieux". (p.131) Fortolkningen af disse begivenheder lettes ikke af Clamance's

gennemført ironiske holdning, der f.eks. manifesterer sig i histo­rien om den upatriotiske hund der logrende følger en tysk soldat i metroen. Episoden er meddelt så tilpas abstrakt at den både kan være en allegori på det officielle Frankrigs holdning til besæt­telsesmagten og tjene til - med passende ironisk distance - at fiksere fortælleren selv i rollen som den patriotiske tilskuer. Ironien (som skal dække over hans manglende engagement og fravær af evne til at træffe risikable beslutninger) føres videre i be­skrivelsen af hans forhold til modstandskampen: "Je gagnai la zone Sud avec l'intention de me renseigner sur la Resistance. Mais une fois rendu, et renseigne, j'hesitai. L 1entreprise me paraissait un peu folle et, pour tout dire, romantique". (p.130). Her lyver han nok! Det synes klart at han ikke turde. Det ligger i hans karakter at tøve, han har et akademisk pro-et-contra sind der gør ham til taber i kritiske situationer hvor der skal skæres igennem; enhver anden forklaring er bortforklaring.

Hvorledes var Clamance's rolle herefter under resten af krigen? Her er det nødvendigt at citere hvad han selv siger for med nogen sikkerhed at kunne fremdrage realitetsgrundlaget bag hans dunkle

kredsen om sandheden:

8

"Je passai done en Afrique du Nord avec la vague intention de rejoindre Londres. Mais, en Afrique, la situation n'e­tait pas claire, les partis opposes me paraissaient avoir egalement raison et je m1abstins. Je vois a votre air que je passe bien vite, selen vous, sur ces details qui ont du sens. Eh bien, disens que, vous ayant juge sur votre vraie valeur, je les passe vite pour que vous les remar­quiez mieux. Toujours est-il que je gagnai finalement la Tunisie ou une tendre amie m'assurait du travail. Cette amie etait une creature fort intelligente qui s'occupait de cinema. Je la suivis a Tunis et je ne connus son vrai metier que les jours qui suivirent le debarquement des Allies en Algerie. Elle fut arretee ce jour-la par les Allemands et moi aussi, mais sans 1 1 avoir voulu. Je ne sais ce qu 1 el le devint. Quant a moi, on ne me fit aucun mal et je compris, apres de fartes angoisses, qu 1il s'agis­sait surtout d'une mesure de surete. Je fus interne pres de Tripoli, dans un camp ou l'on souffrait de soif et de denouement plus que de mauvais traitements. Je ne vous en fais pas la description. Nous autres, enfants du demi­siecle, n 1 avons pas besoin de dessin pour imaginer ces sortes d 1 endroits. Il y a cent cinquante ans, on s•atten­drissait sur les lacs et les forets. Aujourd 1hui, nous avons le lyrisme cellulaire. Done, je vous fais confiance. Vous n•ajouterez que quelques details: la chaleur, le soleil vertical, les mouches, le sable, l'absence d'eau." (La Chute, pp.131-132)

Mønsteret fra Sydfrankrig gentager sig altså: Clamance foregiver at have tænkt på at slutte sig til de Gaulle i London. Det er an­tagelig - inderst inde - løgn! Hans eufemistiske fremstillingsform er vi - med vort kendskab til ham - tilbøjelige til at læse som en efterrationalisering af et fravær af intention. Resultatet var givet på forhånd: "je m'abstins"! Dette er vigtigt for læsningen af den dernæst følgende passage, som omtaler den væsentligste fase af alle og rummer endnu mere underforståethed end de øvrige.

De Allierede gik i land i Algeriet den 8. november 1942. Den 10. november besatte tyskerne Tunesien (indtil maj 43). Det er altså ved tyskernes indrykning i Tunis at Clamance og hans veninde bliver arresteret af tyskerne, og det er først på det tidspunkt, siger han, at han bliver klar over hendes vrai metier, som han i kke præciserer, givetvis fordi den ikke godt tåler dagens lys. r1amance havde ikke noget ønske om at blive arresteret, men det havde hun åbenbart. Denne arrestation har antagelig karakter af en beskyttelsesforanstaltning, der består i at skærme en af tys­kernes egne medarbejdere. Man kan f.eks. tænke sig at hendes ar­bejde ved filmen gik ud på at tage billeder af strategiske sevær­digheder til den tyske efterretningstjeneste med henblik på at forberede besættelsen af Tunesien. Clamance foregiver at være kommet helt uforvarende og uvidende ind i alt dette, via sin

•

9

lokkedue! Han lyver formodentlig, men det kan man naturligvis ikke forlange at en løgner skal indrømme direkte. Thi forholdet kompliceres af at han sikkert også gerne lyver for sig selv. Hans ophold i akse-magternes hovedkvarter, Tripoli, havde efter alt at dømme karakter af præventiv opbevaring ("une mesure de surete"). De fleste af de prøvelser han omtaler vedrører klimatiske forhold og ikke et normalt fangenskabs vilkår: "la chaleur, le soleil ver­tical, les mouches, le sable, 1 1absence d'eau". Kun det sidste antyder visse forsyningsvanskeligheder i denne kritiske fase af 2. verdenskrig: Tripoli blev erobret af Montgomery i januar 1943. Clamance omtaler ikke med eet ord at han blev befriet af de Allie­

rede. Man må kunne konkludere at Clamance ved sin vage holdning, sand­

synligvis uforvarende, er kommet til at tage noget der ligner et parti, vel at mærke til den gale side. Det er det der mere end noget andet forfølger ham. Med advokatens jesuitiske professio­nalisme lægger han et nådigt slør over de faktiske begivenheder, dølger dem i sit sprogs djævelske dialektik og sin tøvende beken­delses-taktik. Drukningen og latteren bliver i denne fortolkning en slags metaforer (hvilket ikke udelukker at også de kan have et korrelat i virkeligheden), foregribende signaler, mere tilståelige synder, der anticiperer den endelige, halve bekendelse. Vandet er det centrale, stadigt genkommende symbolelement, der forbinder alle de fatale begivenheder i hans liv. Det startede med - og har sin årsag i - at han som egocentrisk "pave" fremskyndede kam­meratens dødsfald ved at drikke hans vandration . Her foreligger ubestrideligt en mere aktiv dødshjælp end over for kvinden der kastede sig ud fra en af Seine-broerne i Paris. Derfor er det al­vorligere - og derfor kan han vanskeligere inddrage det i sit skriftemål . Den dækkede tale er Clamance's meddelelsesform, an­tydninger og metaforer hans foretrukne stilfigurer. Tættere kan en løgner ikke komme til sandheden.

Vi kan herefter blade tilbage i bogen og se hvilket lys denne for­tolkning retrospektivt kaster over læsningen af de tidligere ka­

pitler i bogen. Et af de første signaler på Clamance's status som "kollaboratør"

findes allerede i kapitel 1, hvor han foretager sin topologiske identifikation mellem Dantes helvede og Amsterdams koncentriske

10

cirkler. "Ici nous sommes dans le dernier cercle. Le cercle des ••• " (p. 19). Fraværet af det afgørende ord er betydningsbærende! Så meget mere som det just drejer sig om ordet .•• forræder. Det er Judas og hans æt der befolker de nederste etager, nærmest Hans sataniske Majestæt.

Når der i sidste kapitel tales om van Eyck's billede, og Clamance hævder at det forjættende i tyveriet fra den berømte altertavle i Gent er adskillelsen af dommen og uskylden, hentyder han formodent­lig til retsopgøret efter krigen, hvor m~nge uskyldige blev ofre. Han tager med overtagelsen af billedet så at sige retsopgøret i egen hånd og korrigerer på et principielt niveau historiens fejl­tagelser. For sit eget vedkommende drømmer han vagt, thi han gør alting vagt, a peu pres som han selv gør til sit livord i den ind­ledende præsentation, om at blive arresteret: "J'espere toujours, en effet, que mon interlocuteur sera policier et qu'il m'arretera pour le vol des Juges integres. Pour le reste, n 1 est-ce pas, per­sonne ne peut m1arreter. Mais quant a ce vol, il tombe sous le coup de la loi et j 1ai tout arrange pour me rendre complice; je recele ce tableau et le montre a qui veut le voir. Vous m1arrete­rez done, ce serait un bon debut. Peut-etre s•occuperait-on en­suite du reste, on me decapiterait" ." (p.154, min fremhævelse).

Der findes ingen kalendertidsangivelser i La Chute. Man må slutte sig til bogens kronologi ud fra de historiske begivenheder der omtales og ud fra indirekte oplysninger.

Hvornår kom Clamance til Amsterdam? Vi ved det ikke nøjagtigt, men vi kan slutte at det er temmelig længe siden: "Paris est un vrai trompe-l'oeil , un superbe decor habite par quatre millions de silhouettes. Pres de cinq millions, au dernier recensement? Allons, ils auront fait des petits". (p.lo). Det forholder sig faktisk således at mens Paris' befolkningstal var gået tilbage fra 1931 til 1946 på grund af krise og besættelse, begyndte det igen at stige efter 1946. Ifølge Encyclopedia Universalis (vol. 12, p. 539) steg befol kningstallet fra 1946 til 1954 med 620.000 og derefter endnu mere eksplosivt (1 million) i den følgende 8-års­periode. Det giver lidt under en million mellem 1946 og 1956. Det tal betyder at Clamance ikke kan have forladt Paris efter 1946, hvilket stemmer med at han er flygtet for ikke at risikere de andres dom under retsopgøret.

Da der som sagt ikke findes nogen direkte kronologiske holde­punkter - bortset fra krigens begivenheder - bliver en skitse over

•

•

"'

11

Clamance's livsforløb nødvendigvis en rekonstruktion. I store træk må forløbet dog have været således: Før krigen var han den succesrige advokat, enkens og de faderløses selvtilfredse forta­ler, en mand som ikke filosoferede meget over tilværelsen, men nød de glæder der bød sig til. Den umiddelbare eksistens er et tilbagevendende tema hos Camus, der bar på en nostalgisk ungdoms­drøm om Ægtepagten mellem mennesket og Naturen (~). Den in­dre ligevægt Clamance opnåede i denne periode - helt på det bor­gerlige samfunds accepterede betingelser - blev brudt af krigen, der skilte ham fra enken og de faderløse og bragte ham i situa­tioner som krævede heroisme og ikke veldædighed. Dette var mere end Clamence•s livsstil kunne omfatte, han faldt i og måtte siden leve med sine anfægtelser og traumatiske infiltrationer. I 1943 kan han være vendt tilbage til Paris, hvor han hjemsøgtes af sine post-traumatiske oplevelser med den druknede kvinde og latteren der forfulgte ham. Clamance har antagelig fået sine penge kon­fiskeret efter krigen: "Oui, j 1 ai ete riche, non je n'ai rien par­tage avec les autres." (p.14). Han slår sig nok en kort tid ned i provinsen, under et andet navn, "j'ai cherche a m'etablir sous un autre nom" (p.146), men fortidens skygger følger med, han bli­ver snart tvunget i eksil, hvor hans sagførertalent nu benyttes til at tale en sag som nok kan have forsvar behov: hans egen, og til at finde en ny modus vivendi. Han har søgt tilflugt i Amster­dam, i den anonyme, halvkriminelle solidaritet der råder i sømands­baren Mexico City. Trods det tredobbelte profetnavns inkognito venter han her på dommen, el ler kredser ustandselig i tankerne

om dommen. At Clamance er havnet der er i virkeligheden en logisk konsekvens

af hans troskyldigt-naive forhold t i l det politi ske. Det ser ud til at være Camus' mening at Clamance's politiske kyskhed, i f or­b i ndelse med hans t ilhørsforhold t i l de t velhavende borgerskab, p r ædestinerede ham til at føle sig ubevidst tiltrukket af de mu­

skuløse. Wilhelm Reich har i Die Massenpsychologie des Faschismus (1933,

f ransk overs. 1977, petite bibliotheque Payot) suverænt analyseret hvorledes et vist borgerskabs familiestruktur og seksuelle frustra­tion med nødvendighed fører til fascismen. Clamance er ikke en­kadreret i en s ådan social struktur, ikke heller er han seksuelt frustreret . Hans vej til fascismen er en anden, på een gang mere primitiv og mere subtil. Hvis man skal defi nere ham i freudianske

12

termer bliver det ud fra Narcissisme-begrebet: hans manglende evne til at knytte sig til andre mennesker, hans uudviklede kærligheds­evne (som gør hans forhold til kvinder til et rent fysisk dominans­forhold på grænsen til det sadistiske), hans totalt apolitiske holdning, fordi han kun interesserer sig for sig selv, fører nøj­agtig samme sted hen som det af Wilhelm Reich beskrevne massefæno­men. Reich analyserer de repressive kræfter der gør at hele klas­ser så at sige er socialt determinerede til at kaste s ig i armene på den f ørste den bedste Glistrup. Clamance's eksempel viser at der også findes en ensom vej til fascismen .

Camus viser i La Chute at den sti der skiller den småborgerlige liberalisme fra fascismen er uendelig smal. Clamance førte altid frihedens sprog i munden , siger han, det skulle give hans mund den s friske ånde. Men uden normsætter, uden Gud, føres han, den principløse og egoistiske bourgeois, uvægerlig mod Den Stærke Mand, den selvbestaltede normsætter der fritager os for frihedens byrde og garanterer lov og ordens opretholdelse. Det drejer sig ingen­lunde om noget så uappetitligt som at appellere til 11der innere Schweinhund" der efter sigende slumrer i ethvert menneske, men om at "briguer humblement les conforts de la servitude, quitte a la presenter comme la vraie liberte". (p.145). Grænsen mellem frihed og slaveri, mellem liberalisme og fascisme sner til når det poli­tiske klima bliver køligt.

Mangt og meget peger han mod denne forståelse af Clamance. I det signalmættede første kapitel taler han om "nos freres hitle­riens". Dette udbrud kan ikke udelukkende bortfortolkes som skæ­rende ironi. De havde noget tilfælles, behovet for at klamre sig til et system: "quand on n ' a pas de caractere, il faut bien se donner une methode" (p.15). Også Clamance havde behov for et Over­formynderi der kunne træde i den døde Guds sted: "Ah! mon cher, pour qui est seul, sans dieu et sans maitre, le poids des jours est terrible. Il faut done se choisir un maitre, Dieu n'etant plus a la mode. 11 (p.141). Men de forhåbninger han knytter til denne øverste instan s er først og fremmest at den skal fritage ham for handlingens ansvar, for engagementets tungeste forpligtel­ser. Bogen slutter med en konstateri ng af undladelsessyndens fa­talitet og evige genkomst: "Alors, racontez- moi, je vous prie, ce qui vous est arrive un soir sur les quais de la Seine et comment vous avez reussi ane jamais risquer votre vie." (p . 155)

•

•

13

Den symbolske forskel mellem høje og lave steder hvis vigtighed Clamance oftere udvikler for os, får et nyt lys i denne sammen­hæng. Højdemotivet, som han har en eksklusiv forkærlighed for, svarer på det psykologiske plan til dominanstrangen, herrefolkets mentalitet. Det modsatte af livet i højderne ("la route des cretes" som de Gaulle udtrykte det da han selv var kommet til magten) er at . "gå under jorden", dvs. at gå ind i modstandskampen. Clamance bruger selv billedet om det underjordiske på modstandskampen da han skal forklare hvorfor han holdt sig udenfor: "Je crois surtout que l'action souterraine ne convenait ni a mon temperament, ni a mon gout des sommets aeres. 11 (pp.130-131). Han undsiger speleolo­gien med en lidenskab som drejede det sig om en troslære eller en politisk bevægelse, et tydeligt vidnesbyrd om at der for ham er andre ting på færde end blot nedstigning i underjordiske huler: "J'avais meme voue une haine speciale aux speleologues, qui avaient le front d'occuper la premiere page des journaux, et dont les per­formances m•ecoeuraient. S'efforcer de parvenir a la cote moins huit cents ••• me paraissait l'exploit de caracteres pervertis ou traumatises. Ily avait du crime la-dessous." (pp.28-29). Sam­menkoblingen af dybde-motivet og modstandskampen er antagelig, genetisk set, foregået i modsat rækkefølge: hans skepsis over for huleforskningen er afledt af hans handlingsimpotens under krigen og ikke årsag til den. Vor helts manglende evne til handlingsen­gagement i krigens grænsesituationer er i hans efterrationalise­rende bearbejdelse blevet mytologiseret, oversat til symboler i tingsverdenen, for at han kan tale om dem i passende tilsløret form . Ved at udstyre dybde-motivet med negative værdikonnotationer kan han diskret, næsten sig selv uafvidende, nedvurdere modstands­kampen og derved retfærdiggøre sin egen attitude.

Morten Nøjgaard har med rette talt om at Camus i La Chute be­nytter det han kalder en " ikke-analytisk jeg-form", (Den moderne roman i Frankrig, "Albert Camus og jeg-problemet", p.33), dvs. en jeg- f orm der ikke lægger alle kort på bordet, der ikke, således som vi kender det fra den romantiske bekendelseslitteratur, nær­mest drukner læseren i en syndflod af information. I L'Etranger benyttede Camus ligeledes - paradoksalt - jeg-formen til med stor effektivitet at gengive det talte sprogs underforståethed. I La Chute er underforståetheden af en anden karakter og navnlig er dens psykologiske begrundelse en anden. Jeg har her forsøgt at

14

give en intern, psykologisk forklaring på den særlige anvendelse Camus gør af jeg-formen i La Chute: den er "ikke-analytisk" fordi Clamance har gode grunde til at "gemme sig". Der er tale om en gradvis afdækning, fordi han er nødt til at nærme sig sandheden sidelæns, for at undgå at se den i øjnene. Vi har også her en forklaring på samtalepartnerens status og narrative funktion: han lægger på en gang en dæmper på Clamance's oprigtighed og appelle­rer til bekenderen i ham, dvs. han stimulerer den ambivalens som præger Clamance's forhold til bekendelsen, en psykologisk mekanisme der har sin parallel i Kierkegaards forhold til sin "hemmelighed". Den eneste som bestandig er uden for Clamance's dialektiske fa­scisme er Camus selv. Man har ganske vist haft svært ved at fri­gøre Clamance's bekendelse fra Camus' person: stemmen der siger ~ lyder så grangivelig som forfatterens. Jacques Lecarme hører således mesterens stemme gennem Clamance's monolog: "Clamance est devenue une sorte de "double" cynique de Camus lui-meme, bien plus qu'une image caricaturale de Sartre". (La litterature en France depuis 1945, p.48) . Camus havde allerede svaret på den slags i­dentifikationer, ironisk - som Clamance kunne have gjort det: "Un personnage n 1 est jamais le romancier qui l ' a cree. Il y a des chances, cependant, pour que le romancier soit tous ses personnages a la fois 11 • (L'Homme revolte, p.448, ed. Pleiade). Det er at mis­kende fiktionens natur at modsige Camus på dette punkt.

Clamance er først og fremmest sig selv - fordi han i sjælden grad er en person der er lukket om sig selv. Han er standset op ved et af de tidligere stadier i den normale psykiske udvikling, "le stade du miroir" som Jacques Lacan kalder det i en af sine tidligere artikler. Efter at have rejst verden rundt og spejlet sig i oceaner af symbolsk (vie)vand , ender Clamance med at hilse på verdens interessanteste mand! Den eneste der virkelig fængsler ham !

Clamance 1 s bevidsthed er en moderne bevidsthed, fordi han ikke er hjemsøgt af dårlig samvittighed i gammeldags forstand . De kræf­ter der opererer i hans indre har autonom karakter, udkrystallise­rer sig let i symbolform, ligesom kræfterne i den mekanicistiske freudianske psykologi. Latteren repræsenterer en selvstændiggø­relse af den indre foruroligelse, sammen l i gnet med samvittigheden. Det altmodige "vaskeri " ~om den katolske kirkes skriftemål efter Clamance ' s mening kan lignes ved, erstattes af den verdslige selv­betjenings-bekendelse i baren Mexico City. Således klarer den

•

"

'"

15

falske profet frisag i sidste instans . "Intet at angre er den højeste Viisdom", siger Kierkegaard, eller i Horats' sammentrængte formelsprog, som Clamance ville have elsket om han havde kendt det, fordi hans stil og hans problem kunne spejle sig i det: nulla

palleseere culpa.

Efterskrift

Vi har nu med magt fået åbnet Clamance's polerede palisandertræs­æske. Der kan være røget en splint af hist og her, thi nøglen lå jo indeni. Den være hermed betroet i din varetægt, kære læser som så tappert har stridt dig frem til enden af dette gulnede do­kument. Gå nu selv i gang med at åbne skrinet. Til din fryd -og samtidig med en vis gysen - vil du måske i det inderste rum finde et spejlbillede af dig selv og opdage at du selv rummer universalnøglen til hele skrinet?