BUNKERI L L U S T R E R E T

MARTS 2015//19.ÅRGANG//NR.1

Leder side 2 og FOKUS side 15-17

INDE

Illustreret BunkerOlof Palmes Allé 11, 8200 Aarhus Nillbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

TrykOTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Udgivelse11. marts 201519. årgang - 1. udgave

Økonomi- og annonceansvarlig Amanda Holmen amahol@mail.dmjx.dk

Oplag1.500 eksemplarer seks gange årligt.IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på DMJX i Aarhus, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Faste skribenter:Anna Thyrri, Kristoffer Østergaard Kristensen, Amalie Abildgaard, Jonatan May, Fie Wilken Dømler, Elias Von Staffeldt, Anna Bersen Jakobsen, Cille Lewinsky, Emil Arenholt Mosekjær, Jesper Gynther, Gustav Roesbjerg Pedersen, Sophie Schou Jensen, Camilla Bøgelund, Ditte Offersen Lynge, Mette Marie Rosenkjær, Henrik Philip Hare og Anne Hedegaard

INDECecilie Strømgaard Patscheidercspatscheider@mail.

dmjx.dk

FOKUSKamilla Gamborg Isaksenkgisaksen@dmjx.dk

FOTOPeter-Emil Wittpewitt@mail.dmjx.dk

CHEFREDAK-TØR/UDEAmanda Holmenamahol@mail.dmjx.dk

HOLDNINGOliver Kjærhauge Okkels okokkels@mail.

dmjx.dk

ANSV. CHEFRE-DAKTØR/UDELaura Friis Wanglfwang@mail.dmjx.dk

FOTOSille Veilmarksbveilmark@mail.

dmjx.dk

Forsidefoto: Niels Hougaard (seks øverste foto) og Betina Johnbeck (tre nederste foto)

REDAKTIONEN

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER2

FOTOIda Marie Odgaard imodgaard@mail.

dmjx.dk

WEBStine Uldbjerg Hansensuhansen@mail.

dmjx.dk

Kalender frem til næste avis18. marts Idéudvikling på semesterets 2. udgave af Illustreret Bunker

18. marts Whistleblowerkursus & cryptoparty på DMJX

19. marts Offentliggørelse af historieliste til semesterets 2. avis

21.-22. marts Sammenslutning af mediestuderende afholder seminar på Aarhus Universitet med Anders Breinholdt 27. marts Udtrækningsfest til Kapsejladsen 2015 i AU’s samfundsfaglige kantine

6. april Deadline på artikler til semesterets 2. udgave af Illustreret Bunker

16. april Semesterets 2. udgave af Illustreret Bunker udkommer

En soldat på en båre med et skudsår i maven, et barn midt i en krigszone , der stirrer ind gennem ruden på en bil, en såret mand i åbenlys smerte og kulsort røg fra en bombe.

Sprang krigens ansigt i øjnene på dig, da du tog avisen? Eller er du måske så vant til at se død og ødelæggelse, at du ikke tænkte videre over forsiden, da du slog op i avisen? I denne udgave af Illustreret Bunker bringer vi krigsfotografers billeder fra verdens konfliktzoner på forsiden. Det gør vi for at sætte fokus på begrebet compassion fatigue.

Compassion fatigue betyder, at blandt andet avisers og TV-stationers brug af billeder, der viser død og ødelæggelse, har gjort os immune over for det, vi ser. Et bombardementet af krigsfotografier i medierne har byttet medfølelse ud med en ligegyldighed over for katastrofer ude i verden.

Medfølelsestræthed kan ifølge kritikere føre til compassion avoidance. At vi simpelthen ender med at ignorere de inter nationale kriser, fordi vi bliver vant til at se på død og ulykke. Skal medierne så begrænse sig i dækningen af konfliktzoner for at undgå, at vi bliver ignorante?

I slutningen af 70’erne beviste medierne, hvor stor indflydelse de har på at sætte en dagsorden. Krigen i Vietnam blev en konflikt, som hele verden for første gang kunne forholde sig til, fordi de så den udspille sig på stærke pressebilleder. Selv i dag vil mange sige, at det var det berømte foto af en vietnamesiske pige ramt af en napalmbombe, der satte en dæmper på den folkelige støtte til Vietnamkrigen. Journalisters fornemmeste opgave er at formidle virkeligheden. Vi skal hverken overdrive eller underdrive den, men komme så tæt på den som muligt. Derfor kan vi ikke lade et begreb som compassion fatigue være afgørende for, om vi bringer billeder af krig og ulykke. For hvis vi først begynder at vise færre billeder af katastroferne ude i verden af hensyn til beskuernes følelser (eller mangel på samme), så frarøver vi borgernes mulighed for at agere i et demokratisk samfund. Så længe bomberne springer i Syrien, hungersnøden hærger i Afrika, og flygtninge drukner i Middelhavet , er det mediernes pligt at formidle det.

Måske blev du ikke berørt at billederne på forsiden. Måske er det et tegn på, at du er ramt af compassion fatigue. Men hvordan du reagerede på det, du så, kan vi aldrig nogensinde styre. Vi har med denne avis forsøgt at gøre det, medierne skal. Nemlig at gøre dig en lille smule klogere på verden.

// Redaktionen

Lider du af medfølelsestræthed?

Screendump fra Mathias Svold og Petra Theibels vinderfilm ”Congratulations, It’s a reborn,” som handler om den udviklingshæm-mede Maria, der ikke selv har mulighed for at få et barn, men i stedet udlever sin drøm om at blive mor igennem en reborndukke.

Fotoerne gør det igenTil Danish Picture of the Year 2014 blev to ud af 15 priser vundet af studerende fra DMJX. Mathias Svold og Petra Sveibel vandt prisen for Årets Multimedieproduktion, mens Asger Ladefoged vandt Årets Reportage (Udland). Mathias Svold og Petra Theibel lavede filmen, som vandt Årets Multimedieproduktion, da de gik på tredje semester på DMJX. Årets Reportage (Udland) skød Asger Ladefoged på sin første internationale opgave for Scanpix/ Berlingske, efter han blev færdiguddannet fra DMJX i 2014. En tredjedel af de nominerede ved DPOY var studerende fra DMJX, hvilket er en stor anerkendelse af de studerende.

Avisens sektioner INDE dækker historier, der omhandler uddannelserne på DMJX.

UDE vender blikket mod mediebranchen uden for DMJX.

FOKUS sætter i hver avis spot på en bestemt del af medieverdenen.

HOLDNING giver mediefolk, skolens elever, praktikanter og lærere lov til at komme til orde.

FOTO viser fotojournaliststuderendes arbejde.

#hørtpådmjx

3MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER WEB

For hundredtyvende gang, husk det nu!

Én mail til pressekort@journalistforbundet.dk og BUM to dage senere er du verificeret journalist (næsten). Du kan flashe det og komme gratis på Aros, ind for at se Bakken Bears og på Experimentariet i København.

Du kan optage, lege og skrive på en Iphone, og det sidste nye er, at Genlüd lancerer en radio-app til den og ikke An-droid! Iphone vil bare altid være det nye sort på DMJX.

Lær at drikke kaffe

Aarhus har ikke lige så punktlige busser som København. Enten kommer bussen aldrig, eller også kører den før tid. De gule sataner er ikke til at stole på, så drop det og få noget motion på jernhesten.

Alle på DMJX drikker kaffe. Det er old news, så du kan ligeså godt komme i gang. Kilder spørger altid, om du vil have kaffe, de spørger ALDRIG, om du vil have te eller varm kakao.

Få nu en Iphone

Stol ikke på busserne

Nyt på DMJX Slut med studietursstøtteMedlemmerne i Emdrup er trådt ud af KaJ, Medie- og Journaliststuderende for at starte deres egen studenterorganisation, Andrea. Det betyder, at KaJ har cirka 60.000 kr. mindre i 2015 i forhold til året før. Det blev derfor besluttet på KaJs generelforsamling, at det fremover ikke længere skal være muligt for de studerende at få studietursstøtte.

Danmarks første whistle-blowerkursusDen 18. marts bliver Danmarks første whistleblower-kursus for stude-rende holdt på DMJX. Kurset afholdes af de studerende i KaJ og it-fagforeningen Prosa og vil lære journalisterne at håndtere whistleblo-were og beskytte sig selv mod overvågning på nettet. Du kan læse mere om arrangementet på illbunker.dk

DMJX skal være dommer ved Kapsejladsen 2015DMJX, repræsenteret af Kurt Strandbar, skal være dommer til årets Kapsejlads sammen med Ingeniørhøjskolens festforening. Det betyder, at DMJX skal stille med cirka otte dommere til dagen og lave et introshow ligesom de deltagende festforeninger. Hvis DMJX gør det godt som dom-mer, kommer skolen med al sandsynlighed til at være med som sejlere næste år.

Få dig et pressekort

Tekst: Sofie Karoline Høgedal

Nyt på illbunker.dk

DMJX i Instagrambilleder

’Hvad er det værd? DMJX kant’

Navnet på en must-like-Facebook-gruppe hvor du kan deltage i gættelegen om prisen på de andres indkøb eller poste dit kantineindkøb. Det lyder måske som tidsspild, men alle er medlem, så det skal

Følg os på @illustreretbunker og #illbunker på Instagram og Twitter.

du da også være.

Det er gæsterne, det handler om til Åbent Hus

Om forventninger, øl og et gyldent ringbind

Nyt samarbejde vil lære studerende at undgå overvågning

Tidligere DMJX-studerende vinder World Press Photo

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER4 INDE

De journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har ikke styr på grammatikken. I hvert fald er

omkring hver tredje dumpet den grammatiske del af eksamen i sprog første gang i de sidste tre år.

Det kan være problematisk og skadende for erhvervet, hvis journalister og journalist studerende ikke har styr på grammatikken, lyder meldingen fra sprogforsker Jørn Lund.

»Det giver faget et troværdighedspro blem, hvis journalisterne ikke kan korrekt grammatik. Grammatik er en del af fagets grundpille, og derfor er der en forventning fra danskerne om, at der er styr på det,« siger han.

Grammatikken bliver underprioriteret Blandt andet på Politikens og Ekstra Bladets hjemmeside er der mange fejl at finde. Det påpeger i hvert fald forfatter til bogen ’Styr kommaet’ og underviser på DMJX Gitte Luk, som mener, at korrekturen bliver nedprioriteret.

»Ude på redaktionerne har de meget

travlt og skal producere så mange artikler, at det grammatiske, særligt i forhold til kommat ering, kommer lidt i anden række. Og så mangler der måske også korrekturlæsere

nogle steder,« siger hun.Gitte Luk mener desuden, at komma-

systemet er med til at skabe usikkerhed og forvirring. Hun henviser til, at det er valgfrit, om man vil bruge startkomma, det vil sige komma før ledsætninger.

»Man skal kunne sætte korrekte kommaer i det her fag, og jeg tror, at valgfriheden skaber mere forvirring end klarhed,« siger hun og pointerer samtidig, at de studerende på DMJX ikke har valgfriheden, men skal anvende grammatisk komma.

Mere grammatik i undervisningenSprogforsker Jørn Lund mener, at journalist-uddannelserne også bærer en del af ansvaret for at afhjælpe problemet.

»Der bør naturligvis fokuseres på det ude på dagbladene, men man bør begynde at forebygge problemet, inden det når så vidt. Der spiller journalistuddannelserne en altafgørende rolle,« siger han.

På DMJX er alvoren også gået op for ledelsen . Det forrige første semester havde en enkelt forelæsning i grammatik, mens tidligere semestre slet ikke har haft grammatikundervisning. Det ændrer man nu, forklarer Gitte Luk.

»De fleste af de studerende dumper primært på komma, så fra det her igangværende første semester har vi indført grammatik-undervisning, hvor jeg har tre forelæsninger. Dét, håber og tror vi, kan være et skridt i den rigtige retning,« siger hun.

Ukorrekt grammatik forringer journalisters troværdighedHver tredje journaliststuderende dumpede den grammatiske del af sprogeksamen på DMJX i efteråret 2014. Det kan skade journalisters og mediers troværdighed, når grammatikken ikke er korrekt, lyder det fra flere sider.

Tekst: Elias von StaffeldtIllustration: Ida Marie Odgaard

Ude på redaktionerne har de meget travlt og skal producere så mange artikler, at det gramma-tiske, særligt i forhold til kommatering, kommer lidt i anden række

” Fakta om faget sprog

I efteråret 2014 havde første semester ni forelæsninger à cirka tre timer i faget sprog.

Deriblandt havde de én forelæsning i grammatik med særligt fokus på kommatering.

Cirka en tredjedel dumpede gram matikdelen i sprog.

I foråret 2015 forventes det, at de studerende på første semester vil have tre forelæs ninger i grammatik.

- Gitte LukUnderviser, DMJX

Den grammatiske del af sprogeksamen består blandt andet af kommatering og sproglig korrekthed. Cirka 32 procent dumpede denne del i efteråret 2014.

5MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER

Fag som journalistikken i samfundet og mediejura skal klæde fremtidens journalister på til at formidle det

samfund, de kommer ud i efter studiet. Men flere studerende mener, at niveauet i disse fag ikke er højt nok.

»Både mediejura og journalistikken i samfundet var i min optik meget underpræsterende fag. Journalistikken i samfundet var ustruktureret og overfladisk. Jeg skal stadig lige tænke godt over, hvad jeg i virkeligheden lærte,« siger Peter Sinnbeck, der er journaliststuderende på DMJX og tidligere har læst Statskundskab på Aarhus Universitet.

At forelæsningerne foregår på et kritisabelt lavt niveau, bakker Anders Leonhard fra andet semester op om.

»Undervisningen minder mere om en udvidet gymnasieundervisning end en videregående uddannelse,« udtaler Anders Leonhard fra andet semester, der i forvejen har en bachelor i samfundsfag med journalistik som sidefag fra Aalborg Universitet.

Forskellige faglige niveauer Hos skolens ledelse anerkender man, at

der er visse problemstillinger i forhold til at udfordre alle på et semester, da folk har vidt forskellige baggrunde. Uddannelsesleder Henrik Berggren fortæller, at han ikke oplever grund til bekymring, når han kigger på evalueringer af de forskellige fag.

»Det er selvfølgelig væsentligt, at niveauet er højt på vores uddannelse, og når jeg kigger på evalueringer, ser jeg ikke nogen grund til at være bekymret,« siger han og anerkender alligevel nogle udfordringer.

»En af de store udfordringer, vi står overfor, er, at der er så kæmpe stor niveauforskel på de studerende. I år har vi forsøgt at lave en slags ”før-undervisning” i økonomi, hvor der var to dage i januar for dem, der var helt blanke,« siger Henrik Berggren.

Spild af tid at læse? »Jeg har ikke købt en bog endnu. Til

mediejura-eksamen lånte jeg én bog, men ellers har jeg ikke læst. Hvis man kommer til alle forelæsninger og undervisning, er det mit

indtryk, at man ikke behøver at læse,« siger Anders Leonhard.

Og selvom man læser sine lektier, bliver læsestoffet ikke altid brugt optimalt i undervisningen. Det oplevede Katrine Dam fra tredje semester, da hun på andet semester havde samfundsfag.

»Pensum var ikke svært, men forelæsningerne var underlige, da der bevidst ikke blev gennemgået noget af pensum. Det gjorde det unødigt forvirrende, og mange blev overraskede over, hvor gode karakterer de fik til eksamen,« siger hun og undrer sig over niveauet.

»Efter eksamen var jeg især overrasket over, hvor ’lavt’ niveauet åbenbart var.«

Vigtigt at diskutere niveauetUd af cirka 120 studerende på sidste semester dumpede to personer eksamen i mediejura, og fire personer dumpede

eksamen i journalistikken i samfundet. Uddannelseslederen mener ikke, at man skal kunne bestå eksamen, hvis man ikke har læst pensum,

»Det skal ikke være sådan, at man består, hvis bare man møder op. Vi skal stille høje krav. En høj dumpeprocent er dog ikke

nødvendigvis et kvalitetsstempel,« siger Henrik Berggren, der i øvrigt fortæller, at det muligvis er noget, man vil kigge nærmere på.

»Det er værd at diskutere. Det er rigtig godt, at I på Illustreret Bunker rejser den diskussion, da vi gør meget for at finde ud, hvordan forløbene går. Det kunne være interessant at undersøge,« udtaler han.

INDE

Studerende er utilfredse med niveauet på DMJXIfølge nogle af de studerende på DMJX er niveauet for lavt i undervisningen. Skolens l edelse ser niveau forske lle som en udfordring og vil ikke afvise, at det skal undersøges nærmere.

Tekst: Jonatan MayFoto: Sille Veilmark

En af de store udfordringer, vi står overfor, er, at der er så kæmpe stor niveauforskel på de studerende

- Henrik Berggrenuddannelsesleder, DMJX

Jeg har ikke købt en bog endnu. Til mediejura-eksamen lånte jeg én bog, men ellers har jeg ikke læst. Hvis man kommer til alle forelæsninger og undervisning, er det mit indtryk, at man ikke behøver at læse

””

Ifølge uddannelseslederen på DMJX bør man ikke kunne bestå eksaminerne uden at læse pensum.

- Anders LeonhardStuderende, DMJX

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER6 INDE

Man får ikke øje på mange studerende med indvandrerbaggrund, hvis man tager et kig i Frøberts. Og

det er ikke kun, fordi der bliver pjækket fra forelæsning.

Årsagen er, at meget få optages på skolen. Det er et problem for journalistikken og samfundet, mener mediebloggen Ansvarlig Presse.

»Hvis journaliststanden ikke er repræsentativ for den øvrige befolkning, risikerer vi, at virkeligheden bliver fremstillet forkert, fordi vi ikke har kendskab eller berøring til nogle områder af samfundet,« siger Laura Na Blankholm, formand for mediebloggen Ansvarlig Presse.

Skolen bør derfor gøre en større indsats for at få indvandrere optaget, mener hun.

»Der er så mange, der ansøger, at man måske ikke tænker så meget i variationen på ansøgerne. Men det er et ansvar, man burde tage på uddannelsesstedet,« siger Laura Na Blankholm.

Ingen indsats fra skolens sideRektor på Danmarks Medie- og Journalist højskole Jens Otto Kjær Hansen er enig i, at der er for få studerende med indvandrerbaggrund på DMJX. Men indtil videre har skolen ikke gjort noget for at ændre på det.

»Jeg kan godt lide selve ideen om, at vi skal gøre et eller andet for i særlig grad at tiltrække indvandrere. Det har vi ikke gjort indtil videre, men det vil vi overveje at gøre,« siger han.

Jens Otto Kjær er dog ikke sikker på, hvad der konkret kan gøres for at ændre på situationen. Han tror nemlig, at mange indvandrere selv vælger journalistuddannelsen fra. Et synspunkt som deles af Rojs Hussein, der går på første semester, og ifølge eget udsagn er den eneste på semestret, der har anden etnisk herkomst end dansk.

»I den mellemøstlige kultur er du højt uddannet, hvis du er læge, jurist eller ingeniør. Journalistjobbet er ikke noget man siger ’wauw’ over, men hvis du er læge, så

er du fandeme noget. Det kan være en del af grunden til, at der ikke er så mange, der søger,« siger Rojs Hussein, som selv søgte ind, fordi han kommer fra et politisk bevidst hjem med en far, som selv er uddannet journalist.

Ligesom Ansvarlig Presse, mener Rojs Hussein også, at skolen selv aktivt skal motivere folk med anden etnisk baggrund end dansk til at søge.

Optagelsesprøven skal ændresDer er håb forude for de indvandrere, som rent faktisk vælger at søge ind. I fremtiden kan det nemlig blive en smule mere overkommeligt at komme igennem nåleøjet til optagelsesprøven, hvis du er indvandrer. Det fortæller Solveig Schmidt, der blandt andet er kvalitetsleder på DMJX og ansvarlig for optagelsesprøven.

»Udfordringen er at sidde med en besvarelse fra optagelsesprøven og ikke vide, hvem der har lavet den. Der er forskel på, om det er en

dansker, eller om det er en, der kun har boet i Danmark i otte år, og som der kan være et stort potentiale i journalistisk.«

Solveig Schmidt vil derfor gerne lave optagelsesprøven om, så den ikke er anonym. Den tanke støttes af Jakob Sheikh, som er journalist på Politiken og tidligere formand for Ansvarlig Presse, og som selv har en dansk mor og en pakistansk far.

»Man har stadig en meget firkantet og gammeldags måde at tænke den klassiske journalist på. Forstået på den måde, at en journalist skal først og fremmest være god til retstavning og have en bred almen viden. Hvis man anlagde nogle andre kriterier, for eksempel at kunne tale fremmedsprog som arabisk, så tror jeg også, at uddannelsesinstitutionerne vil have mere held med at rekruttere journa-lister med anden etnisk baggrund,« siger han.

For få journaliststuderende med anden etnisk baggrund På DMJX har få journaliststuderende indvandrerbaggrund. Det er et problem for journalistikken, mener Ansvarlig Presse, som efterlyser en aktiv indsats fra skolens side for at få flere indvandrere optaget på journalistuddannelsen.

Tekst: Jesper GyntherFoto: Ida Marie Odgaard

Hvis journaliststanden ikke er repræsentativ for den øvrige befolk-ning, risikerer vi, at virkeligheden bliver fremstillet forkert

- Laura Na BlankholmFormand, Ansvarlig Presse

Rojs Hussein har irakisk og syrisk baggrund. Efter eget udsagn er han den eneste dansker med anden etnisk baggrund end dansk på sit semester.

”Kvoter

I Norge har man indført etniske kvoter på journalist uddannelsen.

I perioden 2003 til 2005 havde DMJX en forsøgsord ning med hold for studerende med anden etnisk baggrund end dansk.

Man har stadig en meget firkantet og gammeldags måde at tænke den klassiske journalist på

”- Jakob Sheikh

Journalist, Politken

7MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER INDE

Breaking News og badestrande. Prak-tik i Los Angeles lyder umiddelbart som den perfekte kombination af

journalistik og det fede liv, men for Stefan, som er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, bliver det et mareridt i ghettoen med 6 timers transport hver dag.

24-årige Stefan Sigaard Weichert vælger på sjette semester at sige sin daværende praktikplads på Jydske Vestkysten op for at komme til Los Angeles og skrive for avi-sen, Orange Country Register. Han får sin praktikaftale i hus allerede 6 måneder, inden han skal starte. Alligevel går det galt. Der går en hel måned, hvor Stefan ikke hører fra avisen. Da Stefan endelig får fat i dem, er der kommet ny praktikantchef.

»Den nye praktikantchef havde ikke hørt, at jeg kom. Han ledte papirerne igennem, mens jeg hang i røret. Han kunne ikke finde andet end en gul post-it, hvor der stod ’En dansker kommer’,« siger Stefan.

På trods af den forvirrende situation, taber Stefan ikke modet.

»Jeg prøvede at slå koldt vand i blodet og opretholde en facade, om at det hele nok skulle gå,« siger Stefan.

Aftaler bliver ikke overholdt Stefan kommer til Los Angeles og starter på avisen. Aftalen er tre måneder med lokale nyheder og derefter tre måneder med Breaking News. Denne aftale går også galt, og Stefan har svært ved at finde sin plads på avisen.

»Jeg vidste ikke, hvad min rolle var. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, og hvordan arbejdstilgangen var. Jeg blev ikke sat ind i tingene, men jeg kunne lige pludselig forstå på min redaktør, at jeg skulle lave lokal nyheder i seks måneder, hvilket ikke var aftalen,« siger Stefan.

Udover det, går det op for Stefan, at han ifølge lovgivningen først må finde en bolig, når han har været i USA i to måneder. Det gør situationen endnu sværere for Stefan, og han ender med at bruge en masse penge på at bo på hostel i LA’s ghetto, langt væk fra arbejdspladsen.

»Jeg prøvede det hårde miljø. Nogle gange på mit hostel kom politiet og sagde, at det ikke var en god idé, at de hvide bevægede sig

ud lige nu, fordi der var problemer med de sorte,« siger Stefan.

Langt inde i forløbet vender situationen for Stefan. Han får et værelse hos en rig

amerikansk familie, hvor han bor gratis. I de sidste to uger får han lov til at komme på den Breaking News-redaktion, han hele tiden har ønsket at være på.

Lad dig ikke afskrækkeStefan har haft en kaotisk oplevelse med mange udfordringer. Alligevel anbefaler han, at man tager af sted, hvis man vil optjene ekstra point på menneskekontoen.

»Jeg har udviklet min menneskelige horisont, som selvfølgelig er godt som journalist, men fagligt har jeg ikke lært ret meget,« siger Stefan.

Samtidig anbefaler Stefan også at vente til sjette semester med praktikken i udlandet, så man har erfaringer fra et dansk medie først. Hvis valget for eksempelvis står mellem New York og Næstved på fjerde semester, skal man vælge den lille danske by.

»Jeg synes man skal tage, hvad man kan få i Danmark. Hvis praktikstedet i udlandet ikke er vant til at modtage danske praktikanter, er der en kæmpe risiko ved at vælge det,« siger Stefan.

Praktik i udlandet endte i kaosEn chance i USA fik Stefan Sigaard Weichert til at droppe sin praktikplads hos Jydske Vestkysten. På trods af at opholdet ikke endte som forventet, har det været en lærerig oplevelse.

Tekst: Amalie Abildgaard og Sophie Schou

Forud for praktikperioden var Emil Stenz Aardestrup mere nervøs end begejstret. Han havde tænkt meget over, om han

kunne levere det, han skulle. Nu er hans travle hverdag på Politikens sportsredaktion be-gyndt, og allerede en af de første dage skete det, han havde fryg-tet. Han overskred en deadline.

»Jeg skulle lave en historie, hvor jeg endte med at få fat på 5 kilder. Det var alt for mange, men jeg var for høflig til at skære nogen fra. Jeg stressede helt vildt og var først færdig to dage over deadline. Bagefter var jeg helt nede og følte mig så lousy. Det var learning by screwing.«

Rutinen mangler Overskridelse af deadline og en træls fø-lelse i kroppen. Ifølge Emil Stenz sker det, netop fordi man på godt og ondt bliver sat i gang med arbejdet på lige fod med andre på redaktionen. »Jeg kan tydeligt mærke, at jeg mangler noget

af den rutine, de erfarne journalister har. Jeg har officielt fri klokken 17, men knokler ofte til klokken 19 for at nå det niveau, jeg gerne vil,« siger han.

På trods af sin oplevelse ser han det som en stor fordel at blive kastet ud i det, fordi man får produceret utroligt meget. Og så kan han

godt leve med, at der er en dårlig artikel ind imellem.

»Laver man fejl, udkommer avisen al-ligevel, og man skal huske, at man ikke er dårligere end andre praktikanter. Ingen forventer, at man er ligeså god som de garvede journalister,« siger Emil Stenz.

Tvivler på sit valgI det hele taget kan Emil Stenz nogle gange komme i tvivl, om Politiken var det rigtige valg for ham. Det bliver kun

forstærket af, at han på Panikdagen var en praktikant i høj kurs og også blev tilbudt en plads på Berlingske Webtv og TV3 Sport.

»Men alle mine venner, som er i praktik, har det egentlig på samme måde som mig. Så jeg er kommet frem til, at sådan er det bare i starten. Og det er sgu meget lærerigt.«

I praktik på Politiken: »Jeg føler mig for langsom«Emil Stenz, studerende på DMJX, gik i efteråret fra Panikdagen med hænderne over hovedet. Han havde fået en af de eftertragtede praktikpladser på Politiken. Nu er han startet, og virkeligheden er, at det er hårdt at leve op til det ansvar, der følger med.

Tekst: Camilla BøgelundFoto: Ina Rosdal Lauridsen

Jeg kan tydeligt mærke, at jeg mangler noget af den rutine, de erfarne journalister har. Jeg har officielt fri klokken 17, men knokler ofte til klokken 19 for at nå det niveau, jeg gerne vil

- Emil StenzPraktikant på Politiken

Emil Stenz har været praktikant hos Politiken siden februar 2015.

Den nye praktikant-chef havde ikke hørt, at jeg kom. Han ledte papirerne igennem, mens jeg hang i røret. Han kunne ikke finde andet end en gul post-it, hvor der stod ’En dansker kommer’

- Stefan Sigaard Weicherttidligere praktikant i udlandet

”

”

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER8 UDE

Flybilletter på business class. Fri bar natten lang. Privatarrangeret tur i luft ballon over det cambodjanske landskab. Efter­

følgende indlogering på Thailands bedste sparessort. Eksklusiv massage og vilde byture.

Det var ikke typisk journalistisk arbejde, der fyldte dagene, da journalist Martin Kjær, der dengang var ansat hos Metroxpress, var af sted på sin tredje presserejse. Denne gang var han blevet inviteret til Cambodja og Thailand af A pollorejser i selskab med en lille gruppe af andre journalister.

Michael Bruun Andersen, forsker i journalistik og medier ved Institut For Kommunikation på Roskilde Universitet, ser forholdet mellem kilde og journalist på presserejserne som et stort problem.

»Det er ikke uafhængig journalistik. Det truer troværdigheden for hele den journalistiske genre, når sådan noget her foregår. Vi risikerer, at læserne i sidste ende mister tilliden til journalistiske produkter,« siger han.

Annoncer i journalistiske klæder Efter den sponsorerede rejse skrev Martin Kjær to artikler til Metroxpress. Den ene om Cambodjas historie, den anden om hotelpriserne i Thailand. Kun i sidstnævnte

artikel blev enkelte af de fine hoteller og restauranter, som journalisterne selv havde besøgt, nævnt.

»Det kunne aldrig falde mig ind at lave reklame. Men det er klart, at når du kun bliver præsenteret for det bedste og mest spænd ende i et meget stramt program, så er

det der, idéerne udspringer. Mine a rtik ler har helt sikkert givet nogen lyst til selv at

rejse ud og opleve de ting, jeg skrev om. Det har selvfølgelig også været rejseselskabets dagsorden fra start, da de lagde programmet,« siger Martin Kjær.

Michael Bruun Andersen mener ikke, det er muligt at være objektiv i formid ling e n efter en sponsoreret rejse. Han kalder det for journalistisk indpakning af annoncer og skjult reklame. Han mener, at det er en måde for rejseselskaberne at få deres budskaber ud til modtagerne i en form, der automatisk tillægges troværdighed hos læserne.

Hos Apollorejser ser man anderledes på de betalte rejser for journalister.

»Jeg ser det ikke som et stykke betalt ar bejde. Vi inviterer journalisterne med, for at de selv kan få lov at danne sig et indtryk af stedet, frem for at vi laver et pressemøde med flotte billeder,« siger Glenn Bisgaard, som er kommunikationschef hos Apollorejser.

Gratis oplevelser er positive oplevelserHos Metroxpress er der ingen overordn ede retningslinjer, i forhold til hvordan journalisterne skal behandle deres indsamlede indtryk og informationer i deres artikler om rejserne. Det er, selvom avisen udelukkende baserer den rejsejournalistik, de selv laver på rejser betalt af rejseselskaber.

»Jeg kan godt se, at det nemt bliver en gråzone med rejsejournalistikken, når det foregår på den her måde. Men når journalisterne skriver

positivt, hænger det nok sammen med, at det er en positiv oplevelse at være af sted på sådan en rejse,« siger ansvarshavende chefredaktør på Metroxpress, Jonas Kuld Rathje.

For journalist Martin Kjær var det en positiv oplevelse at være af sted på de sponsorerede rejser.

»Det er da rart at få en masse lækre og spænd ende oplevelser uden at skulle betale for det. Så selvfølgelig var der god stemning. Og det er jo også den oplevelse, der hænger fast, når man er kommet hjem,« fortæller Martin Kjær om presserejserne.

Jonas Kuld Rathje understreger dog, at journalisterne på Metroxpress ikke er tvunget til at skrive positivt om deres oplevelser.

»Hvis der er dårlig mad på hotellet, må journalisterne hos os hellere end gerne skrive det. Vores journalister har stor frihed til selv at udforme deres artikler, efter de er kommet hjem fra presserejserne. Jeg mener, at så længe journalisten tager af sted uden håndjern, er det fint,« siger han.

Sponsorerede presserejser truer journalistisk troværdighed

Al rejsejournalistik, som gratisavisen Metroxpress selv udarbejder, er lavet på baggrund af rejser betalt og arrangeret af rejseselskaber. Denne afhængighed mellem journalist og kilde leder ifølge medieekspert til skjult reklameføring.

Tekst: Anna Thyrri Illustration: Ida Marie Odgaard

Det er ikke uafhængig journalistik. Det truer troværdigheden for hele den journalistiske genre, når sådan noget her foregår. Vi risi kerer, at læserne i sidste ende mister tilliden til journalistiske produkter

”Det kunne aldrig falde mig ind at lave reklame. Men det er klart, at når du kun bliver præsenteret for det bedste og mest spændende i et meget stramt program, så er det der idéerne udspringer

”

- Michael Bruun Andersen Medieforsker, RUC

- Martin KjærTidligere journalist, Metrox press

Martin Kjær, tidligere journalist hos Metroxpress, har været af sted på flere presserejser sponsoreret af rejseselskaber. Han fortæller, at han aldrig har følt sig forpligtet til at lave reklame for dem, men at det positive miljø fra rejserne har smittet af på hans artikler.

9MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER UDE

Ud over det store logo midt på forsiden, er det Danmarks første astronaut og to børn med løbehjul, der præger den

nyeste forside af børneavisen Kids’ News, som er udgivet af Berlingske Media. I avisen er der historier om alt fra den danske rentekurs til interviews med deltagerne fra det seneste MGP.

Kids’ News fører en løbende dialog med deres målgruppe, som er børn i alderen seks til tolv år. Dialogen sikrer, at redaktionen altid ved, hvad der optager børnene, og hvilke emner de gerne vil læse om. Derudover benytter avisen sig af børnereportere, såkaldte

Kids’ reporterer, der er mellem elleve og tretten år.

Avisens redaktør, Jonas Stenbæk Christoffersen , fortæller, at Kids’ reporterne skal sørge for, at kilderne bliver stillet de

rigtige spørgsmål. Børnereporterne tager derfor med ud, når de ansatte journalister skal interviewe kilder.

»De spørgsmål, som voksne har, er ikke nødvendigvis de samme spørgsmål, som børn har. Eksempelvis blev Malaysia Airlines flyet skudt ned over Ukraine lige inden sommerferien, hvor en masse børn skulle ud at flyve på ferie. Det, der var på børnenes dagsorden, var, om det var sikkert at flyve. Ville de blive skudt ned på vej til Mallorca? Og så er det jo vigtigt at gå ind og besvare de spørgsmål,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen.

Journalistens lille hjælperEn af de i alt 16 børnereportere er Lucas Juul Accetta på tolv år. Hans folkeskole på Frederiksberg samarbejder med Kids’ News redaktionen, og han blev derfor valgt af sin klasselærer til at være Kids’ reporter. I sin karriere som børnereporter har Lucas Juul Accetta blandt andet interviewet Helle Thorning-Schmidt, Christine Antorini og håndboldspiller Bo Spellerberg.

Samtalen med Helle Thorning-Schmidt var Lucas Juul Accettas første interview, og hun var den, han bedst kunne lide at tale med.

»Det var bare mega fedt. Hun sagde ikke rigtig noget til, at vi var to børn, der kom og interviewede hende, men jeg kunne se, at hun var glad. Og jeg tror faktisk også, at hun syntes, det var befriende. Vi stillede nogle lidt sjove spørgsmål, men også de mere seriøse. Vi spurgte hende blandt andet om, hvor hun køber ind, og da vi interviewede Antorini, spurgte vi, om der kom en skolereform nummer to,« siger Lucas Juul Accetta.

Opture og udfordringerSelvom der har været udfordringer for Kids’ News i avisens første leveår, går det ifølge

Jonas Stenbæk Christoffersen godt. »Vi er blevet meget skarpere undervejs. Vi

har efterhånden prøvet sager af både alvorlig og moden karakter, og hver eneste gang bliver vi lidt klogere på, hvordan vi bedst gør det,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen.

Han fremhæver terrorangrebene i Paris og København som nogle af de mest udfordrende historier. Netop disse begivenheder var svære at videreformidle i børnehøjde, fordi de var så voldsomme.

»Vi brugte meget tid på at få det hele balanceret, så det blev fremstillet på en måde, hvor de har mulighed for at sætte sig ind i og forholde sig til, hvad der var sket,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen.

Ifølge Jonas Stenbæk Christoffersen kan væsentlighedskriteriet derfor være noget af det sværeste for avisens journalister at formidle til børn. Ofte skal børnene forstå

væsentlighedskriteriet fra de voksnes verden, og derfor skal det forklares, præcis hvorfor terrorangrebene er vigtigere end eksempelvis Boko Harams massakre i Nigeria eller antallet af trafikdræbte i København.

Ufærdig autopilot Kids’ News planer for den nærmeste fremtid er at blive bedre og bedre til at skrive til børn. På nogle punkter er avisen stadig i opstartsfasen , og automatpiloten er ikke helt færdigudviklet.

»De seks til tolv årige er en meget omskiftelig målgruppe, så der kan være ting, vi gør nu, som ikke vil passe på målgruppen til næste år. Vi er hele tiden nødt til at kigge på, hvordan vi får skrevet, layoutet og formidlet på den rigtige måde,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen .

Børnereportere stiller de rigtige spørgsmålKids’ News blev for første gang sendt på gaden for snart et år siden. For at sikre at historierne altid er i øjenhøjde med børnene, har avisen børnereportere tilknyttet redaktionen. Tekst: Anna Bernsen JakobsenFoto: Scanpix, Kasper Palsnov

Det var bare mega fedt. Hun sagde ikke rigtig noget til, at vi var to børn, der kom og interviewede hende, men jeg kunne se, at hun var glad

Det, der var på børnenes dagsorden, var, om det var sikkert at flyve. Ville de blive skudt ned på vej til Mallorca? Og så er det jo vigtigt at gå ind og besvare de spørgsmål

””

Kids’ News har tre fastansatte journalister.

De har ingen annoncø rer , men samarbejder med Red Barnet , Børnetelefonen og Københavns Zoo, som alle leverer stof til avisen.

Da Kids’ News blev lanceret i 2014, blev avisen trykt i 6.500-7.000 eksemplarer. Berlingske vil dog ikke oplyse, hvor højt det tal er i dag, eller hvor mange abonnenter avisen har.

Kids’ reporter Lucas Juul Accetta i nterviewede Helle Thorning-Schmidt til første udgave af Kids’ News, der udkom for snart et år siden.

- Jonas Stenbæk Christoffersen Redaktør, Kids’ News

- Lucas Juul Accetta Om at interviewe Statsministeren

Kids’ News

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER 10 FOTO

Homophobia in RussiaKærlighed er ikke noget, alle har ret til. På natklubber i ly af mørket kan homoseksuelle i Rusland vise deres sande jeg, men i offentligheden er homofobi normen. I juni 2013 blev Ruslands homofobi en del af lov givningen. Det blev forbudt at arrangere Gay Pride-optog, at for-svare homoseksuelles rettigheder og at ligestille homoseksuelle forhold med heteroseksuelle. Men homoseksualitet er ikke ulovligt. Mads Nissen vandt World Press Photo of the Year 2014 for sit billede af to elskende mænd. Hans reportage sætter fokus på, hvordan homoseksuelle bliver behandlet i Rusland. Billederne er et forsøg på at vise den forbudte kærlighed.

11MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER FOTO

Homophobia in RussiaFoto: Mads Nissen

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER12 UDE

Nyheder fortælles, i øjeblikket de sker. Ikke et sekund efter. Tiden er knap og grundigheden må lægges til side

for nyhedens aktualitet. Nyheder er i dag som små glimt uden sammenhæng. Ordene kommer fra stifter af medievirksomheden Zetland, Lea Korsgaard. Hun vil gerne være med til at ændre på den måde, der tænkes journalistik i dag.

»Vi vil gerne binde tråde mellem de glimt. Vi vil tilføre noget mere, og det kræver grundig hed og tid, som nyheds journali­stikken ikke har,« siger Lea Korsgaard.

Zetland er en lille medievirksomhed, der udgiver såkaldte singler. Singler er hverken en egentlig genre eller længde, men en hybrid mellem en artikel og en bog. Lea Korsgaard ser singler som en modreaktion på nyheds­journalistikken. De skal give plads til

eftertænksomhed og stillingtagen både hos journalisten og læseren. Netop eftertænksom og stillingtagen efter­spørger lektor i statskundskab på Aarhus Universitet Jørn Loftager. Nye elektro niske platforme er med til at øge hastigheden, mener han. Derfor mangler journalistikken i dag dybde og grundighed. »Jeg synes generelt, der ses det, som jeg kalder en afprofessionalisering i journalistikken. Det vil sige, at færre har en specialviden. Når nyheds journalistikken samtidig går så hurtigt, er journalister ikke klædt ordentligt på til at deltage i eksempelvis politisk­ideologiske de­batter,« siger Jørn Loftager.

Jørn Loftager mener ikke, at kvalitets­journa listikken er forsvundet fuldstændig, men vurderer, at journalistikken er under pres.

»Det er svært at fælde en endelig dom, da der sker en omstrukturering for tiden. Tingene har ikke helt fundet sin rette plads

endnu. Og så handler det også om, om folk er villige til at betale for kvalitets journalistik,« siger Jørn Loftager.

Journalisten er også specialistenPå Zetland er tempoet sat ned. Her får journalisten lang tid til at researche for at kunne specialisere sig inden for det område,

som den ofte 40 siders lange single handler om. Det tager mellem en til to måneder at skrive en single.

»Vores mål er, at journalisten skal blive ekspert. Derfor kræver det også, at man er grundig. Traditionelt set citerer nyheds­journalistikken kilder, men vi mener, at det giver større autoritet i fortællerstemmen, at journalisten selv er kilden,« siger Lea Korsgaard.

På Zetland er et andet vigtigt formål med de længere historier derfor, at journalisten har mulighed for at lave et journalistisk værk, der begynder med en personlig undren.

»En af vores journalister havde tre børn, der alle gik i klasser med nogen, som havde fået konstateret ADHD. Det gav hende lyst til at skrive en single om, hvorfor der er et stigende antal børn, som får diagnosen ADHD,« siger Lea Korsgaard.

Singler binder tråde mellem nyhedsglimtDet kan ikke gå hurtigt nok. Nyhedsjournalistikken kræver i dag hurtighed, og der er ikke plads til dybde og eftertænksom, lyder det fra Zetlands medstifter Lea Korsgaard og lektor i statskundskab Jørn Loftager.

Tekst: Cille Lewinsky

Clements dom: Medierne har forsømt nytænkningen i 40 årQ&A: Ifølge Clement Kjersgaard er journalister ikke innovative nok. Medierne må ud vikle sig, ellers uddør de og efterlader journalistikken og demokratiet i afgrundens dyb.

Tekst: Laura Friis Wang og Amanda HolmenFoto: Peter­Emil Witt

Du siger, at medierne er mere truede end nogensinde før. Hvordan det? »I årtier har man frygtet en fragmentering af mediebilledet, hvor medierne bliver mindre og mindre, og vi får en offentlighed, der går i stumper og stykker. Bare indenfor de sidste år er de store mediers evne til at sætte en dags­orden blevet langt ringere. På den måde er de store medier blevet små. Tyngdepunktet i meningsdannelsen har forskudt sig ud i de sociale mediers mølle. Det er det, vi ser ske nu. Senere end frygtet, men hurtigere end forventet.«

Hvorfor er det gået så vidt? »Det, der er min påstand, er, at journalist­erne har forsømt nytænkningen i 40 år. Man har forsømt at udvikle medierne. Hvad er en nyheds udsendelse på TV? Hvad er der i første sektion af en trykt avis ­ og hvilke historier kommer på forsiden? Journalister er simpelt­hen ikke gode nok til at opfinde nye måder at gøre tingene på. De er ikke innovative nok og formår hverken at følge samfundet eller teknologiens udvikling. Man har siddet på afgrundens rand i årtier. Nu har teknologien givet det sidste puf ud i intetheden.

Hvor tv, radio og aviser for 10 år siden tænkte på sig selv som separate brancher, har nettet forvandlet dem til aktører i præcis det samme felt, men betalings villigheden mangler, og annoncekronerne forsvinder til Google og Facebook. I et land som Danmark er sagen altså: Flere konkurrenter trænges sammen på et marked, der bliver mindre.«

Hvad er overhovedet problemet, ved at der sker en fragmentering af medierne? »Der er tre problemer med det. Et, økono­misk for medierne selv. To, demokratisk. Tre, journalistisk. Økonomisk er Danmark for lille et land til nichemedier. I USA kan du drive for eksempel Politico og The Atlantic baseret

på et meget lille publikum, fordi landet er så stort. Det kan du ikke i Danmark – landet er for lille til små medier. Nummer to er det demo kratiske: Når de røde kun taler med de røde, de blå kun med de blå, akademikerne kun med akademikerne, så svækkes den demo kratiske samtale. Mest overset er den journalistiske krise: Fragmenteringen betyder, at det bliver sværere at sikre den journalisti­ske kvalitet. Mange journalister synes, det er ok at lave ’svær’ journalistik til et lille publi­kum. Men i det øjeblik, man kun henvender sig til et bestemt segment, mister man evnen til at vurdere vigtigheden af det stof, man selv laver – også selvom man har finansieringen på plads. For man mister interessen for de læsere og seere, man ikke har. Jeg har aldrig accepteret modstillingen mellem, at noget er populært, og at noget er vigtigt, tværtimod.«

Så du tror godt, at man kan kombinere bredde og kvalitet? »Ja. Jeg tror, at man kan, og jeg mener, at man skal.«

Hvordan ser du, at vi fremtidige jour-nalister kan ændre på denne fragmen-tering, så medierne undgår at falde ud over den afgrund, du taler om? »Journalister skal gøre det, som man gør i alle andre brancher. Hvad er det, Lego har gjort

rigtigt? Hvad er det, Vestas har gjort rigtigt? Hvad har Novo gjort rigtigt? De har udviklet nogle produkter, der er globalt konkurrence­dygtige. De laver hele tiden om på det, de laver, og forholder sig til den virkelighed, de be finder sig i. De laver grundforskning hele tiden. De laver markedsføring hele tiden. Novo er kun der, hvor de er, fordi de har rykket sig helt enormt meget. Det er indlysende det,

som mediebranchen ikke gør. Mediebranchen er konservativ og reaktionær. Hvis ikke den nye generation af journalister kan ændre på det, vil der ikke være nogle job til dem.«

Hvad skal vi så gøre - hvad mener du, er levedygtigt på det danske mediemarked? »Lige nu er der to tenden­ser i journalistikken. På den ene side er der meget kvali­ficeret politisk og analytisk journalistik med meget dygtige graver journalister, som holder fast i deres dagsorden. Problemet er, som blandt andet min kol­lega Jesper Tynell fornylig har påpeget, at det udgør en meget lille del af den medie­strøm, der bliver genereret. Det meste af det, der bliver lavet, er ofte ikke engang klassificérbart som jour­nalistik – det er ”content”. Mediekoncernerne, fra dag­bladene over tv til ugeblads­koncernerne, forvandles til enorme websites, der skal vedligeholdes for en­hver pris. Hvor det eneste krav er, at det indhold, de bringer, skal være en lille smule mere sexet eller en lille smule mere åndssvagt end konkurrentens, så man kan hente klik hjem. Som ny journalist vil man op­leve en skillevej: Skal man lave ”content” – arbejde hurtigt på alle platforme? Eller dygtig gøre sig selv i høj kvali tet med en udstrakt specialisering? Som medie­billedet ser ud nu, er der for hver graverstilling mindst ti, der laver ”content”. Hvis

kvalitets journalistikken, og det gælder inden­for alle genrer, ikke kun politisk journalistik men også sport, kultur og erhverv, skal fylde mere i det samlede mediebillede, så er det op til den nye generation af journalister at op­finde nye platforme og nye udgaver af den.«

Vores mål er, at journa-listen skal blive ekspert. Derfor kræver det også, at man er grundig

- Lea KorsgaardMedstifer af Zetland

”

Clement Kjersgaard lancerede i 2002 det politiske og internationale magasin Ræson.

Mediebranchen er kon-servativ og reaktionær”

13MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER ANNONCE

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER14 ANNONCE

15MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER FOKUS

For billedredaktør på Information, Sigrid Nygaard, er de medlidenhedstrætte læsere med i overvejelserne hver

dag. For brugere af medierne er blevet medlidenhedstrætte. Det er et af de hovedpunkter, som David Campbell, professor og forfatter inden for visuelle medier, nævner i en rapport om compassion fatigue. Han fortæller, at fotografer, der dækker krig og ødelæggelse, ønsker at tage billeder, der medfører en reaktion hos modtageren. Den ønskede reaktion bliver dog oftere og oftere afløst af et træk på skulderen og lukkede øjne. Det kan Sigrid Nygaard genkende.

»I løbet af en måned bragte vi i Information 36 billeder fra begge sider af Israel- Palæstina-konflikten. Fælles for billederne var, at de var ret voldsomme, og næsten halvdelen af

billederne indeholdte sårede eller dræbte mennesker, herunder mange børn. Jeg hørte i den periode ikke en eneste reaktion fra vores læsere,« siger Sigrid Nygaard.

Mennesket har ikke endeløs empativ Når Information bringer billeder af særlig stærk karakter, hører Sigrid Nygaard ofte kommentarer fra læsere, der finder billederne svære at se på. Billederne har affødt en reaktion. Manglende kommentarer af voldsomme billeder kan ifølge Sigrid Nygaard være et resultat af compassion fatigue. Ifølge hende er det derfor naturligt for Information at have compassion fatigue med i overvejelserne, når der bringes stærke billeder.

»Vi har altid en del diskussioner på avisen, når voldsomheden rammer spalterne og argumentet med, at vores læsere bliver medlidenhedsmætte, bliver næsten altid nævnt,« siger Sigrid Nygaard.

Den amerikanske kulturjournalist og web-blogger Xeni Jardin er af den overbevisning, at medierne fremover er nødt til at have compassion fatigue med i deres overvejelser. Hun har i en artikel, bragt af den engelske avis The Guardian, påpeget, at selvom det er vigtigt at dokumentere virkeligheden gennem billeder og film, så vil man som menneske til sidst vende det blinde øje til.

»Mennesker løber på et tidspunkt tør for empati,« skriver hun blandt andet i artiklen. Hun forklarer, at det er en naturlig reaktion for mennesket, at man til sidst vender det blinde øje til for at beskytte sig selv for de mange forfærdelige billeder. Man kan ifølge Xeni Jardin ikke rumme al den bekymring.

Velgørenhed modsiger compassion fatiguePå trods af at diskussionen om compasssion fatigue er dagligdag på Information,

vil det ifølge Sigrid Nygaard altid være dokumentationen af nyheden og nyhedens relevans, der i sidste ende vejer tungest.

»Vi har ikke retningslinjer for, hvor megen grusomhed man kan vise og i hvor store mængder, for det afhænger udelukkende af historien. Når børn gasses i Syrien, eller hele byer bliver udryddet af Boko Haram, så vil der aldrig findes noget argument for ikke at bringe billederne,« fortæller Sigrid Nygaard.

Denne tankegang giver også mening for David Campbell. For selvom han i sin rapport argumenterer for, at compassion fatigue er en stigende tendens, sætter han i samme rapport også spørgsmålstegn ved fænomenet. Det gør han ved at understrege, at donationer og velgørenhedsorganisationer aldrig har været større og flere. Det faktum modsiger ifølge David Campbell tesen om en medlidenhedstræt verden. Han mener stadig, at folk er i stand til at reagere og hjælpe i krisesituationer.

Sigrid Nygaard er personligt splittet i debatten om begrebet. Selvom hun ind i mellem oplever, at læsere ikke reagerer på de voldsomme billeder, så er hun ikke overbevist om, at det skyldes compassion fatigue.

»Jeg tror på, at billeder får noget helt forskelligt frem i folk. Jeg reagerede helt anderledes på billeder af døde børn, før jeg selv fik børn. Nu rammer de mig på en anden måde. Det samme, tror jeg, gælder for vores læsere. Deres reaktion på et billede afhænger af, hvad de har med i bagagen, og hvilke associationer de gør sig,« siger hun.

Mediernes dækning af krig og ulykke kan gøre dig blind For meget krig og ødelæggelse i medierne kan få læserne til at miste medfølelsen. Tilstanden kaldes ’compassion fatigue’ og er et begreb, som man ofte konfronteres med, når man som Sigrid Nygaard arbejder som billedredaktør. Tekst: Kristoffer Østergaard KristensenFoto: Betina Johnbeck

Compassion fatigue

I dag bliver compassion fatigue brugt til at beskrive den mæthed, man kan nå ved at se mange billeder af krig og ødelæggelse. Til sidst gør billederne ikke længere indtryk, og man vender det blinde øje til.

Tidligere brugt i forbindelse med posttraumatisk stress. Personer, der til dagligt arbejder med traumepatienter, kan udvikle compassion fatigue som resul-tat af for megen bekymring og medfølelse.

FOKUS Terrorangrebet i Paris og Islamisk Stats henrettelser stiller spørgsmålstegn ved, om journalistfaget er blevet farligere. I denne udgave af FOKUS går vi tæt på de overvejelser, journalister gør sig, når de arbejder med den barske del af journalistikken.

I en verden hvor medierne dagligt bombarderer læserne med nyheder, er medlidenhedstrætte læsere blevet et vigtigt emne om-kring redaktionsbordet, mener billedredaktør på Information, Sigrid Nygaard. Dette billede er taget af Betina Johnbeck i Al Bab.

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER16 FOKUS

I de millisekunder, der går, hvor jeg ligger på gulvet i bilen med hænderne over hovedet, når jeg at tænke ’hold kæft,

hvor er du en idiot, at du skal dø her på en parkeringsplads i Donetsk. Det kan du ikke være bekendt’,« siger Mathilde Kimer.

De fleste har set hende på skærmen. Det lyse ansigt med store runde øjne og kamptropper løbende omkring sig. Matilde Kimer er udenrigskorrespondent for DR. Hun har siden 2009 dækket Ukraine og Rusland, som det seneste år har været en kampzone. Men som den 33-årige korrespondent selv siger, så kunne hun ikke gøre for, at krigen ramte det område, som hun dækker og ikke mindst har en dyb kærlighed for.

»Jeg har set lande falde fra hinanden. Rent personligt kan jeg ikke slippe den her konflikt. Jeg har været i Ukraine 18 gange inden for det sidste år, og jeg ved ikke, om jeg er en del af konflikten. Men den er en del af mig,« siger Matilde Kimer.

Sidste år blev over tredive journalister kipnappet i Ukraine, men det er ikke noget, der skræmmer Matilde Kimer. For hende er det vigtigt, at der er nogle neutrale folk til stede

til at observere, dokumentere og reportere, hvad der sker i kampzonerne. Hun er dybt fokuseret på at arbejde, for hvis hun konstant

går og er bange, kan hun ikke arbejde, og hvorfor så overhovedet være i landet.

»Selvfølgelig er der situationer, hvor jeg

er utryg. Men jeg går ikke herhjemme og bider negle, inden jeg skal afsted. Men det ligger hele tiden i baghovedet, at en granat er temmelig ligeglad med, hvilken kittel man har på, eller om man har skrevet ’Presse’ på ryggen,« siger hun.

Sikkerheden i fokusIfølge Matilde Kimer er sikkerhed blevet et større emne hos medierne, fordi det nu er muligt at bevæge sig tættere på konflikterne, end hvad der var muligt for bare ti år siden. Flere af disse sikkerhedsmæssige tiltag er sket på baggrund af, at der bliver begået flere overfald på journalister. Hos DR skal korrespondenter, som rejser til krise- og konfliktzoner, snakke med en krisepsykolog efter hver udrejse.

»Krisepsykologen skal efter hver eneste tur vurdere, om man er ved at blive helt gak. Den person er i stand til at se ting, som man ikke selv ser,« siger Mathilde Kimer.Matilde Kimer kan ikke bare lægge oplevelserne på hylden, når hun vender hjem. Hun forsøger at holde fri og komme fysisk ovenpå igen, men erkender også, at hun er et menneske og har et arbejde, som sætter spor og mærker på sjælen

»En af de ting, som ændrer sig hos mig,

i ugerne efter jeg lige er kommet hjem, er drømme. Før Ukraine-krigen havde jeg ikke drømme om, at mine børn blev fanget i et luftangreb, men det har jeg nu. Jeg vågner badet i sved og er nødt til at gå ind og tjekke, at vi stadig er i Hvidovre, og der stadig står en bøgehæk udenfor.«

Et andet led, som viser, at sikkerheds politik-ken er i fokus hos DR, er et forebyggende

»En granat er temmelig ligeglad med, om der står ’Presse’ på ryggen«På trods af et øget antal overgreb og drab på journalister i hele verden, er Matilde Kimer i sit es, når hun er på arbejde som udenrigskorrespondent i Rusland og Ukraine. Men hun har også hele tiden i baghovedet, at det ikke er hende, der er målet for hadet.

Før Ukraine-krigen havde jeg ikke drømme om, at mine børn blev fanget i et luftangreb, men det har jeg nu. Jeg vågner badet i sved og er nødt til at gå ind og tjekke, at vi stadig er i Hvidovre

- Mathilde Kimer Udenrigskorrespondent

”Jeg er jo ikke bare en omvandrende mikrofon. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet og flæbet med de mennesker, som jeg

”

Som mor til tre børn derhjemme identificerer Matilde Kimer sig især med de mødre, som hun møder. »Jeg tænker altid; ’fuck hvor er det her bare fuldstændige vanvittige vilkår at have for en mor’. Jeg kigger på hendes barn og sætter mit eget barns ansigt på,« siger hun.

Tekst: Anne Hedegaard PetersenFoto: Privatfoto

- Mathilde Kimer Udenrigskorrespondent

17MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER FOKUS

kursus for journalisten inden første rejse til et udsat område. Alle skal igennem et grundigt forløb, hvor man blandt andet lærer førstehjælp, lærer om adfærd og risiko

og forståelse-af-militær-træning. Hele sikkerheds spørgsmålet er en proces, som gennemgås før hver enkelte rejse mellem journalist, chef og fotograf.

»Jeg oplever ofte - uden at jeg skal lyde som en galning - at det er min chef, som sætter grænserne for mig. Men det er også, fordi ting virker farligere, når man sidder i København, end når man står på jorden midt i det,« siger Mathilde Kimer.

Ikke bare en omvandrende mikrofon I hendes hverdag som korrespondent ser hun grusomme ting og brutale mennesker, som hun synes, ofte er frustrerende bare at fortælle om. Hun vil gerne hjælpe. Hun forsøger at forholde sig neutral og få fortalt historier fra begge sider af grænsen, men hun lægger ikke skjul på, at det er de civile, som har hendes interesse.

»Jeg forsøger at være på hold med de civile. Det er dem, jeg identificerer mig med. Som tommelfingerregel antager jeg, at alle fylder mig med løgn. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke på nogen,« siger hun.

Når hun er på arbejde i Ukraine og Rusland, så skal hun stå klar til Radioavisen tidlig morgen, derefter i felten og få billeder i kassen, og igen være klar til TV-avisen sen aften. Men Matilde Kimer har hele tiden sin mavefornemmelse med sig.

»Jeg er jo ikke bare en omvandrende mikrofon. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet og flæbet med de mennesker, som jeg møder. Der er idioter på hele kloden, men hvis man oftere møder de smukke, skønne og gode mennesker, så er det jo det hele værd,« siger Matilde Kimer.

Byen Yabrud i Syrien har ikke været under angreb i omkring ni måneder, da flybomben rammer. Betina Johnbeck

og Puk Damsgaard løber hurtigt ned på gaden for at få et glimt af røgskyen i det fjerne, men i samme nu dykker endnu et fly og smider sin dødelige last. De når lige akkurat at løbe et par skridt væk, da eksplosionen river verden i stykker.

»Jeg lukkede øjnene, da jeg hørte braget,

og tænkte... ’Nu er det slut. Nu dør jeg,’« siger Betina Johnbeck.Den 39-årige TV-fotograf hos Danmarks Radio har siden 2005 dækket både krige og katastrofer gennem sin linse. Puk Damsgaard og Betina Johnbeck var heldige den dag i maj 2013, da flybomben var tæt på at udslette dem. Men som Betina Johnbeck fandt ud af, er det ikke alle sår, der kan ses på kroppen.

Kroppen siger stopI foråret 2014 tog Betina Johnbeck afsted for at dække konflikten i det østlige Ukraine. Men

hun kunne mærke, at der var ved at ske noget med hende, og indså, at hun blev nødt til at tage en pause. Krigen var ved at ødelægge hende som menneske.

»Alt det fra Syrien, som jeg havde fået bearbejdet, vågnede ligesom op igen, og jeg fik det rigtig rigtig dårligt. Hvis man endelig skal sætte en betegnelse på det, fik jeg nok en form for posttraumatisk stress syndrom(PTSD),« siger hun.

Søvnbesvær, mareridt, urolighed og en øget følsomhed over for pludselige, høje lyde er nogle af de symptomer, man ifølge Arbejdsskadestyrelsen finder hos PTSD-ramte soldater. Symptomer som Betina Johnbeck kan nikke genkendende til at have haft.

Efter at have kæmpet med traumer i et halvt år, er hun nu gradvist ved at være ovenpå igen. DR har fra start af tilbudt hende psykologhjælp, samt orlov i så lang tid, hun har skullet bruge. Men helt over det kommer hun nok aldrig nogensinde.

»Når man først har været igennem sådan et PTSD lignende forløb, så vil det altid ligge i én på en eller anden måde. Og det kan godt blive vækket til live igen,« siger Betina Johnbeck.

Mediehusene har indført hjælpeord-ninger Over de seneste 10-15 år har den interne kultur på området i de danske mediehuse ændret sig, mener Betina Johnbeck. Hvor man tidligere tog af sted uden tanke for hverken den psykiske eller fysiske sikkerhed, er ting som førstehjælpskurser, hjelm, fragmentationsvest og debriefinger hos krisepsykologer efter hjemkomst blevet obligatorisk.

Eva Jakobsen arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund genkender udviklingen.

»Jeg kan høre på DR og Politiken, at de har indført faste procedurer på dette punkt, fordi

de kan se, at det er nødvendigt at vedligeholde korrespondenternes mentale robusthed, når de bliver udsat for store følelsesmæssige og psykologiske belastninger,« siger Eva Jakobsen.

Hun mener dog stadig, at der hersker et tabu på området, og det er da også først for nylig, at korrespondenter uopfordret er begyndt at henvende sig til Dansk Journalistforbund for at få hjælp. For første gang er fagforeningen derfor ved at udvikle en decideret politik på området.

»I løbet af 2015 skal vi have stillet et bered skab på benene, der kan rådgive korrespondenter om at arbejde i krigs- og konfliktområder. Og ønsket er at finde en finansieringsmodel så freelancere, der ikke er dækket af en arbejdsplads, kan søge tilskud til for eksempel specialkurser og mentalrobusthedstræning,« siger Eva Jakobsen.

Den offentlige debat manglerDebatten om den psykiske belastning ved at være korrespondent har været ikke-eksisterende, mener Betina Johnbeck. Det er på trods af, at de oplever voldsomme ting og får billeder ætset fast på nethinden, som de helst ville kunne glemme.

»Vi bliver lige så hårdt ramt, som de soldater der har været udsendt. Vi ser mennesker lide, vi ser mennesker blive slået ihjel, og vi ser lig. Vi ser rigtig mange grimme ting,« siger hun.

Hun mener, at en større åbenhed på området ville få flere journalister til at stå frem med deres problemer. I dag ved ingen, hvor mange det drejer sig om, men Betina Johnbeck er sikker på, at hun langt fra er den eneste, der har været mærket psykisk efter at have været udsendt i en krigszone.

»Jeg vil vædde på, at mange af mine kollegaer går rundt med lignende ting, som jeg har været igennem,« siger Betina J ohnbeck.

Krigens ar kan ikke altid sesEn nærdødsoplevelse i Syrien var med til at skubbe TV-fotograf Betina Johnbeck mentalt ud over kanten. I dag har hun fået det bedre, men efterlyser en større debat på området.

Tekst: Af Emil Arenholt MosekjærFoto: Michael S. Lund

Som udenrigskorrespondent i krigszoner bliver man udstyret med en panikknap. Den har Matilde Kimer siddet med en enkelt gang. »Jeg nåede kun at tænke; ’nu tager de os sgu’. Men alt i alt, har jeg aldrig frygtet for mit eget liv som sådan.«

I modsætning til krigsveteraner er der ifølge Betina Johnbeck ikke nok fokus på, hvad der sker med korrespondenter, der dækker verdens brændpunkter fra forreste række.

Der er idioter på hele kloden, men hvis man oftere møder de smukke, skønne og gode mennesker, så er det jo det hele værd

- Mathilde Kimer Udenrigskorrespondent

”

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER18 HOLDNING

Fem kolleger. Eller fem etager med kolleger. Det er første nummer i rækken af forskelle på at være i praktik

i små, intime rammer eller i den store nyhedsmediemølle.

Fredag eftermiddag sagde jeg farvel til Experimentarium med en stille dåsebajer i et lille sofaarrangement. Mandag morgen sad jeg til langbords med chefredaktør Jens Grund, to praktikantvejledere og en mindre bataljon medpraktikanter hos Berlingske.

De umiddelbare forskelle er til at få øje på:

Megakøen til frokost. Antal medpraktikanter til en fredags-fyraftensøl. Min lyst til diskret at fremhæve, hvor det nu lige er, jeg er i praktik. Og selvfølgelig er der en reel forskel. Size matters.

På Berlingske er jeg del af en større praktikantflok. Uanset hvor sløve rund savene på albuerne er, er det svært ikke at sammenligne sig med de andre: »Hvorfor fik JEG ikke den idé?!« »Nu har hun ryddet et opslag igen!« »Åh, jeg bliver ALDRIG lige så tæt med Lisbeth Knudsen som han er.«

Til gengæld er der andre praktikanter at læsse af på, som har håndteret en besværlig

kilde før dig. De har haft de samme frustrationer som dig og drikker stadig samme slatne kaffe som dig. Det er befriende dejligt at kunne spy lidt galde over frokostbuffeten, og vigtigt at kunne sparre ideer i et lidt mere ”gratis” forum – her er der ingen redaktører, som kigger dømmende over brilleglasset.

Størrelsen på mediet er selvfølgelig afgørende for rammerne. Men fra mit synspunkt er det ærlig talt mest socialt, at det gør en forskel. At bruge arbejdstimer på at kortlægge hytteturens behov for pølsehorn og andre sociale aktiviteter skal bestemt ikke undervurderes. En sludder ved kaffemaskinen, hyttetur og praktikantdage er ikke noget, der gør mig til en enormt meget bedre journalist, men det betyder noget for min trivsel og lyst til at tage på arbejde. Rent fagligt har småt til stort ikke været den store omvæltning. Jeg føler, at jeg får samme ansvar, samme feedback og er lige så stor en del af den daglige idéud vikling og produktion. Fordommen, om at man drukner i det store hav af redaktionelle med arbejdere, praktikanter og andet godtfolk, kan jeg blankt skyde ned - i hvert fald for mit ved kommende. Det skal dog retfærdigvis

nævnes, at jeg sidder på en intim firemands-redaktion på Berlingske.

Man skal selvfølgelig have in mente, at der garanteret er lige så stor forskel på Experimentarium og et lille fagblad, som på

Experimentarium og et stort dagblad. Derfor er min klare anbefaling, til de af jer der skal ud og søge praktik, at gå efter et stofområde, I synes, er spændende i stedet for adresse, frynsegoder og mediets størrelse.

Det ER størrelsen...Praktikantstafet: Illustreret Bunker har inviteret praktikant Mathias Nielsen til at skrive om forskellene på at være på det lille praktiksted Experimentarium og det store praktiksted Berlingske.

Tekst: Mathias Nielsen

Opfatter du dig selv som en hård lærer?»Nej.«

Kan du forstå, hvis der er nogle studerende, der mener, at du er hård og kontant ved f.eks. feedback?»Jeg er kontant. Jeg ville også synes, det var en fejl, hvis jeg ikke var det. Jeg mener, at feedback er kontant. Det betyder ikke, at den skal være grov. Den skal være kærlig, for feed backen er en gave. Nogle gange er det venligste, man kan gøre for folk at fortælle dem sandheden. Nogen gange er man nødt til at sige det, som de ikke har lyst til at høre. Jeg er her ikke for at please folk. Jeg er her for at hjælpe folk til at blive gode journalister. Det er det, jeg får mine penge for.«

Hvad hvis de mener brysk og afvisende?»Så skal de bare lære mig at kende. Jeg er et utroligt venligt menneske.«

Måske ser nogle studerende en skaldet, skægget Lars med ring i øret og uden smil deres første dag og skuer hunden på hårene?»Jeg synes, jeg smiler meget. Men folk behøver ikke at kunne lide mig. Det er ikke noget mål, men det er selvfølgelig vigtigt for mig, at folk kan bruge det, som jeg gør og siger til noget i deres faglige udvikling. På den anden side vil jeg også sige, at hvis der er personer, der ikke er vant til, at nogen fortæller dem, når der er et eller andet, der ikke fungerer, så er det eddermame på tide, at de får det lært her. For når de kommer ud herfra, så er der mange, der vil fortælle dem, at det der er noget lort, og det der fungerer ikke. Så min udstråling og min måde at være på skal selvfølgelig ikke stå i vejen for, at nogen lærer noget, men jeg skal

lære dem at klare, at det ikke er alle, der synes, at alt, hvad de laver, er genialt.« 

Nu hvor hård ikke er et prædikat, du vil have på dig, hvad for nogle ord ville du så bruge?»Så ville jeg sige kontant og oprigtig. Jeg tror også, at jeg ville sige udogmatisk. Der er nogle ting, som jeg synes er vigtige i jour-nalistik, men jeg er åben for, at der er nogle andre - også studerende - der ikke deler min mening.«

Hvad med et ord som hyggelig. Er du hyggelig?»Jeg kan ikke fordrage det ord, og jeg har aldrig kunne lide det. Jeg synes, det lugter småborgerligt og virker ’vi-skal-jo-have-tiden-til-at gå-med-et-eller-andet’-agtigt. Så nej, jeg er sgu ikke hyggelig.«

Tror du, der er andre lærere, de studerende synes, er hårde?»Jeg vil opponere helt imod ordet hård, for det er så diffust. Det kan betyde så frygteligt mange ting. Hård er noget, man slår sig på. Hård er en, der ikke har noget hjerte eller ikke har nogen følelser. Man kan slå sig på mig, og jeg håber, man kan slå sig på de fleste lærere. Det skal man kunne.«

Så er du vel også lidt hård?»Hvis hård betyder, man kan slå sig på mig, så er jeg hård. Men følelseskold eller ligeglad med andre er jeg bestemt ikke.«

»Jeg er et utroligt venligt menneske«Q&A: Underviser Lars Bjerg vil ikke kaldes stenhård. Men han er her ikke for at please dig, og du skal ikke kalde ham hyggelig.

Tekst: Henrik P. HareFoto: Magnus Fisker

Uanset hvor sløve rundsavene på albuerne er, er det svært ikke at sammen-ligne sig med de andre

”

Lars Bjerg har ry for at være den hårde lærer. Selv mener han, de studerende får mest ud af at få at vide, når de har lavet noget lort.

Så nej, jeg er sgu ikke hyggelig”

19MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER HOLDNING

Hvad forstår du ved nærheds­princippet?»Det er ikke et begreb, jeg bruger. Jeg kan godt forstå det, og jeg forholder mig nok også til det, men det er ikke sådan et begreb, jeg går rundt og bruger i min dagligdag.«

Angrebet mod Charlie Hebdo i Paris sker omtrent samtidig som et af Boko Harams største angreb i Nigeria. Danske medier dækker angrebet på Charlie Hebdo i langt højere grad. Hvorfor gør de det?»Det er, fordi det er vigtigere for os, hvad der sker i Frankrig, end hvad der sker der, hvor Boko Haram hærger.«

Hvordan det?»Fordi det er tættere på. Og der har du så dit nærhedsprincip. Vi måler alting ud fra væsentlighed, i forhold til hvor vi står. Derfor er vores dækning af angrebet i København også endnu større end vores dækning af terror angrebet i Paris. Det er vores eget samfund, der bliver angrebet. Det er angreb mod de principper, som vi lever med i det daglige, og det er selvfølgelig vigtigt for os.«

Der var for nylig en gidseltagning i Sydney, der blev dækket massivt i Danmark. Det er geografisk længere væk. Handler det så om, at Australiens befolkning minder mere om danskerne?»Ja, men faktisk blev det overhovedet ikke dækket så voldsomt som Charlie Hebdo. Det virkede ikke så skræmmende på os som angrebet i Paris, fordi Charlie Hebdo også var et meget symbolsk medie, der har været truet mange gange. I Sydney var det en tilfældig kaffebar, så det blev ikke dækket på samme måde. Australien er et land, der bliver identificeret mere med end Nigeria, fordi det er et samfund, der minder om vores. Så det handler ikke nødvendigvis om den geografiske afstand.«

Der sker også gidseltagninger i Afrika, og de bliver sjældent dækket af medierne. Er medierne så ikke med til at få Afrika til at virke fjernere og mindre interessant?»Jo, det kan du sige. Hvis man ikke er interesseret i, hvad der foregår i Afrika, så kan man komme til at bekræfte det billede. Men lige nøjagtig vores dækning af Afrika er forholdsvis tæt, fordi vi synes, det er mere interessant.«

Hvorfor synes I, at Afrika er mere interessant?»Fordi vi har et internationalt fokus i det hele taget. En del af vores læsere forventer, at vi forklarer, hvad der foregår med eksempelvis Boko Haram, selvom det foregår i områder, der virker fjerne. Sydney har en

genkendeligheds effekt, som Nigeria slet ikke har. Men derfor kan det jo være væsentligt nok, og der skal vi nogle gange prioritere lidt imod den almindelige danskers forventninger.«

Vil flere læsere blive interesserede i udlandshistorier fra Afrika, Pakistan eller hvor det nu kunne være i takt med den stigende globalisering?»Vores målgruppe er folk, der har et internationalt udsyn, og deres interesse for internationale forhold er stigende, fordi de allerede føler, at de lever i en globaliseret verden. Men selv for dem er det langt vigtigere at

forholde sig til et terrorangreb på Østerbro end i Nigeria, fordi det betyder mere for dem. På den måde er de jo ikke verdensborgere, der er helt blottet for nationalfølelse. Selv de mest internationale borgere vil have en præference for det, der er nærmere.«

Kan man ikke skabe interessen for udlandshistorier hos læserne ved netop at skrive om dem?»Først og fremmest tror jeg, det er svært at skabe en interesse for noget. Du kan aldrig få nærhedsprincippet til at forsvinde. Det er ikke realistisk. Det er gældende for selv de

mest internationale mennesker. De centrerer virkeligheden ud fra, hvad der betyder mest for dem. Selvom jeg er ekstremt internationalt interesseret, så interesserer jeg mig ikke nødvendigvis for Nigeria, men jeg interesserer mig for Boko Haram, fordi det har tråde til alle mulige andre ting end landet og er del af en global trussel for politiske organisationer. Derfor tror jeg ikke, at folk holder op med at vurdere virkeligheden ud fra deres ståsted. Deres ståsted vil altid betyde noget.«

Østerbro er vigtigere at dække end AfrikaQ&A: Nyheder fra vestlige lande fylder generelt mere i medierne end historier fra Afrika. Det er kendt som nærhedsprincippet. Pierre Collignon, chefredaktør på Jyllands-Posten, vurderer hver dag, hvilke historier der skal prioriteres højest.

Tekst: Oliver Kjærhauge OkkelsFoto: Polfoto

Du kan aldrig få nærhedsprincippet til at forsvinde ”

Pierre Collignon har tidligere være nyhedschef på Jyllands­Posten. I 2012 blev han forfremmet til chefredaktør.

Dækning af katastrofer:

Boko Harams angreb i Nigeria den 3.-7. januar:· 2000 døde· 253 artikler i de danske medier (0,1 per liv)

Angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar:· 17 døde· 8.400 artikler i de danske medier (494 per liv) Kilde: Mennesker og Medier, DR

MARTS 2015 ILLUSTERERET BUNKER20 BAGSIDEN

Den halvårlige begivenhed KaJ-fest har igen lagt vejen forbi Journalisthøjskolen. Det er altid en brag af en fest, og denne gang var ingen undtagelse. Vi havde fotograf Martin Fält til at følge Line Blond fra 3. semester, for at dokumentere hvad de andre ikke kan huske.

En nat i BunkerenFoto: Martin Fält