Hvor solen græder - Puk Damsgård

___2922_POL__OK__Hvor-solen-græder.indd 2 04-08-2014 10:23:25

HVOR SOLEN GRÆDER


Puk Damsgård

HVOR SOLEN GRÆDEREn fortælling fra Syrien

Politikens Forlag


Indhold

Kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10

Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Goodbye – and good luck . . . . . . . . . . . . . 19

Pigen, der hellere ville være dreng . . . . . . . . 29

Under åben himmel . . . . . . . . . . . . . . . . . 46

Nours vækkelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

Én dag til, eller et helt liv . . . . . . . . . . . . . . 73

Det mørke rige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96

Agent 30867 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104

Under en teltdug med blå bogstaver . . . . . . . 136

Nyt liv på landet . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143

Storbykvinden og landsbyknægten . . . . . . . . 158

International slagmark . . . . . . . . . . . . . . . 199

En kemisk romance . . . . . . . . . . . . . . . . . 221

Fuck revolutionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241

Farvel til freden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247

Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 262

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265


Til dem, der har mistet alt, men stadig tør drømme og mærke solen.


Jeg er syrer, jeg blev født i Syrien,jeg skal leve i Syrien og dø i Syrien.

SYRIENS PR ÆSIDENT BASHAR AL-ASSAD


Mezzeh

Barzeh

Qasioun-bjerget

DAMASKUS

Ain Tarma

Zamalka

Kfar Sousa

Darayya

Midan

Hajar al-Aswad

N

S

ØV

MezzehMezzehMezzeh

Barzeh

Qasioun-Qasioun-Qasioun-bjergetbjerget

DAMASKUSDAMASKUSDAMASKUSDAMASKUSDAMASKUS

Ain TarmaAin TarmaAin Tarma

ZamalkaZamalkaZamalkaZamalka

Kfar SousaKfar SousaKfar Sousa

Darayya

MidanMidanMidan

Hajar al-AswadHajar al-AswadHajar al-Aswad

N

SS

ØØVVV

Præsident-paladset(ikke i brug)

Militær-lufthavn

Parlamentet

Den GamleBy

Motorvej til den internationalelufthavn

ØSTLIGE G

HO

UT

A

Barada�oden

IRAK

SYRIEN

TYRKIET

SAUDI-ARABIENJORDAN

LIBA

NO

N

N

S

ØV

Arsal

Kilis

Azaz MareaAntakiya

DAMASKUS

AleppoRaqqa

Deir Azzur

Hasaka

HamaTartous

Yabrud

Deraa

Lattakia

Homsal-Qusair

IRAK

SYRIEN

TYRKIET

SAUDI-ARABIENJORDAN

LIBA

NO

N

N

SS

ØØVVV

ArsalArsalArsalArsal

Kilis

AzazAzaz MareaAntakiyaAntakiyaAntakiyaAntakiyaAntakiya

DAMASKUS

AleppoAleppoRaqqaRaqqa

Deir Azzur

Hasaka

HamaTartous

Yabrud

Deraa

LattakiaLattakia

Homsal-Qusair


13

Prolog

Nour opdagede med det samme sig selv i spejlet, da hun trådte ind i entréen . Hun tog skoene af og stillede sig rank foran spejlbilledet, skød det fregnede brystparti frem og løsnede hårnålene i siderne . Den knaldsorte frisure sad upåklageligt, men ikke godt nok . Hun strøg håret tilbage, så det lagde sig på de sorte læderskuldre . Øjen-vipperne var stivnet i flere lag mascara, og eyelineren indramme-de øjnene. Hun drejede sig og sænkede hagen, kiggede flirtende på sig selv, mens hun satte hårnålene fast bag ørerne. De stramme, sorte jeans fremhævede hendes figur, de bløde hofter, de lange ben, de kraftige ankler. Barmen struttede frem under læderjakken og den forvaskede T-shirt . Hun pudrede fregnerne på kinderne . Hun brød sig ikke om den solbrune udendørskulør . Huden var ikke så hvid, som den plejede at være, dengang før revolutionen, da hun boede hos sine forældre i Damaskus og datede en rigmand . Han insisterede på, at hun undgik solen for at være så hvid som mu-ligt . Nogle gange savnede hun sit gamle liv, da hun stod tidligt op, knappede den nystrøgne skjorte og kørte til sit arbejde i en privat bank. Hun længtes efter sit værelse, som hun delte med sin søster og de tredive bamser, der stirrede på hende fra sengen . Nour besluttede sig for, at håret sad bedre, og fregnerne var dækket tilstrækkeligt . Hun sendte Meeshal et blik . Han var alle-rede væltet om i puderne i stuen og røg en cigaret . Han var hen-des nyeste hemmelighed i camouflagefarvede bukser og elegante


14

ruskindssko . Fuldskægget var en veltrimmet busk, øjnene dybe, intense . Han havde købt hende en ny bamse, en plyshund, der var substitut for alle dem, der ventede i det barndomshjem, hun ikke kunne vende tilbage til . Hans kalasjnikov lå ved døren ved siden af min sikkerhedsvest og hjelm . Jeg gik ud i køkkenet for at tilberede te .

Vi var indlogeret på førstesalen i et lejlighedskompleks i byen Yabrud, der lå omtrent en times kørsel nord for Damaskus . En-gelsklæreren Nasser boede med sin familie nedenunder og havde lånt os et sted at bo . Det var midt i maj 2013 og over to år siden, revolutionen var begyndt . Det havde været nogle urolige dage og nætter. Det syriske militær optrappede angrebene voldsomt omkring byen . Soldaterne stod kun to kilometer væk . Både om dagen og sent om aftenen kunne jeg høre artilleri – den høje lyd, når militærets GRAD-raketter blev sendt af sted og deres ti se-kunders bane, inden de slog ned længere væk . Det lød, som om der blev opsendt en rumraket fra baghaven . Helikoptere og bombefly cirkulerede højt over byen for at over-våge, hvad der foregik . Syrerne forsøgte at lade som ingenting . Overboens vindue stod på vid gab, nogen skramlede med potter og pander i køkkenet . Butikkerne holdt åbent, og Nour havde fået farvet hår hos frisøren . Udenfor pippede fuglene, og der var en følelse af forår, selvom der blev skuet mod himlen, når de store metalfugle var på vingerne . Folk mindede hinanden om, at det var ni måneder siden, der sidst havde været et luftangreb. Jeg serverede te og småkager for Nour og Meeshal, inden vi skulle ud at besøge byens gravpladser . Flygtningestrømmen fra Homs og al-Qusair var taget til, og når folk blev dræbt eller døde af naturlige årsager, blev de begravet i Yabrud . Derfor var grav-pladserne fyldt, og en ny var åbnet .


15

Stuen lå hen i halvmørke, gardinerne var trukket for, så glas-splinterne ville blive fanget i stoffet, hvis en eksplosion blæste ruderne ind . Det var her, vi sov og spiste, arbejdede og havde gæster . Her var tilrøget . Nour og Meeshal tændte den ene cigaret med den anden og fnisede i et øjebliks forelskelse . Så hørte vi bombeflyet. Den intensive, høje og kortvarige lyd af et lavtfly-vende jagerfly hen over huset i få sekunder. Derefter det enorme brag, en dump lyd af øjeblikkelig ødelæggelse . Huset rystede . Vi dukkede os instinktivt, selvom det var for sent og overflødigt. Nour skreg og kaldte på Meeshal, der var ude af døren sekundet efter med sin kalasjnikov. Hun græd og bandede. Ude fra gaden lød høje stemmer; man kunne se røgen, råbte folk . Bomben var landet i nabolaget. Nour kom op fra gulvet, fik i al hast skoene på og løb ud i opgangen . “Vi må se, hvad der er sket,” råbte hun . Vi fulgte efter. Min rejsekammerat og fotograf, Betina John-beck, tog kameraet, mens jeg stak fødderne i skoene uden at bin-de snørebåndene . Nour var allerede ude på gaden, da jeg minde-de mig selv og Betina om det værste ved flyangreb: der kommer altid to angreb ad gangen . Vi løb ud ad døren og forbi de sikker-hedsveste, der stod parat til en situation som netop denne . Folk stirrede mod røgsøjlen fra deres balkoner, andre løb i gaderne eller kørte af sted i al hast mod stedet, hvor det syriske luftvåben havde bombet . Fra gadehjørnet ikke langt fra huset kunne vi se den sorte røg stige op . Nour filmede med sin mobiltelefon. Hun dokumenterede sit liv i krigen, som hun havde gjort i månedsvis . Vi stod stadig på hjørnet, da vi hørte det næste fly. Det kom bagfra og susede lige hen over os, i lige linje med vejen . Det gik afsindigt stærkt . Jeg kan ikke huske, om jeg råbte det højt eller bare tænkte: “Der kommer det .” Jeg kiggede mod himlen for at orientere mig . Jeg kunne ikke


16

se flyet. Til gengæld fik jeg 150-200 meter foran mig øje på no-get sort, der faldt lodret ned . Det var bomben, som piloten havde udløst sekundet før. Jeg ville flygte et sted hen, der ikke fandtes. Vi nåede at løbe et par skridt for at søge ly ved en mur, inden bomben eksploderede i et sønderrivende brag, som om verden blev flækket midtover. Så indfandt stilheden sig. Verdens værste stilhed midt i en kortvarig orkan af glas, metal, støv, murbrokker, der blev slynget gennem luften af trykket fra nedslaget. Ingen af os kunne huske særligt meget af de sekunder. Jeg fik øje på Betina, Nour kunne jeg ikke se nogen steder . Vi sneg os langs en husmur og søgte tilbage mod huset, glasskårene knasede under vores fødder, mine snørebånd dinglede om skoene . Vi stillede os ved vejen og kiggede i begge retninger, før vi løb lige over og ind i opgangens stueetage, hvor døren stod åben . Nour var heldigvis bag os . Som et spøgelse tonede hun frem af støvet . Da jeg trådte ind i lejligheden hos engelsklærer Nassers fami-lie, så jeg hans trettenårige datter. Midt på stuegulvet stod hun med sin spinkle krop i det lyserøde joggingtøj og skreg . Ét langt skrig . Hendes mor sad på knæ på gulvet med lillebroren i favnen rokkende frem og tilbage . Ruderne lå knuste på gulvtæppet, stø-vet fra gaden trængte ind i alle hjørner, vreden og magtesløshe-den sad i hendes skrig . I opgangen lyttede jeg efter flere fly, inden jeg spænede op på førstesalen for at hente det mest nødvendige: sikkerhedsveste og hjelme . Ud af øjenkrogen så jeg, at ruderne var blæst ind af bom-betrykket og lå fanget i gardinstoffet nede ved gulvtæppet. Halv-fyldte tekopper og kagerne stod stadig på gulvet, cigaretskod i askebægeret . Mit tøj lå spredt alle vegne, et håndklæde var kastet over et armlæn, vores pas og pengene var der også et sted, men jeg ænsede kun vestene . Nour buldrede rundt i huset og filmede med den lyserøde mo-biltelefon og råbte efter Meeshal. Hun trak vejret oppe i halsen.


17

“This is Yabrud”, gispede hun, mens hun filmede de sprængte ruder . Hun løb tilbage ud på gaden, forbi tørrestativet med en ternet skjorte, der hang til tørre, og ud i en tåge af støv, som stod i luften mellem husene . Folk råbte i mobiltelefoner og løb, ræsede af sted på motorcykler . Betonstykker og glas lå overalt . Grene og sten var spredt over tagene af de parkerede biler . Så hørte Nour lyden af et fly igen.

Meeshal samlede os op i bilen minutter efter. Nour kom løbende ud fra en dørkarm, hun havde søgt dækning under, og hoppe-de ind på forsædet . Iskoldt drønede han gennem bymidten med speederen og hornet i bund . Nour var hysterisk og besat af at få simkortet ud af sin mobiltelefon, regimet kunne have sporet hen-de, os – hvem vidste, hvorfor militæret angreb vores kvarter – det føltes personligt . Vi susede gennem hovedgaden, forbi bageren med de læk-re ostebrød, gebismagerens klinik, hvor jeg første gang mødte Nour, butikken med de lyserøde og lilla kjoler, rundkørslen med de gabende løver malet i revolutionens farver, mennesker, der gik hurtigere, end de plejede, grøntsagsmanden med de syrlige blommer. Da vi kom til udkanten af byen, så vi endnu et fly og dukkede os i bilen . “De er efter os, de er efter os,” skreg Nour. Meeshal stoppede bilen . “Slap af,” sagde han . Vi skævede alle mod himlen . De flade vidder kom os i møde, da vi kørte ud af Yabrud. Bjer-gene ind mod Libanon rejste sig i horisonten . Vi ankom til en mindre plantage med et simpelt landhus . Herfra kunne vi se ind over byen, hvor de sorte røgskyer steg op . En venlig ældre mand kogte vand til te over en ovn på verandaen . Jeg kunne mærke


hjertet hamre under sikkerhedsvesten, og udsigten fra terrassen over blommetræerne virkede ligegyldig . Nour grinede af mig . “Tag dog vesten af . Her sker der ikke noget .” Hendes fingre med de knaldrøde negle søgte straks Marl - boro-pakken . Hun stak af mod mængden i Yabrud og særligt midt i en frugtplantage . Forfaldet indeni behøvede ikke at kunne ses udenpå . Hun baksede med at få simkortet tilbage i telefonen, da vi hør-te endnu to fly. Jeg gik i panik. Nour og Meeshal stillede sig nær-mest som en invitation til et angreb mellem træerne for at se, hvor flyene kom fra. Betina og jeg gemte os i den lavloftede stue. Men jagerflyene havde allerede været på bombetogt og lagde blot an til landing på en base nogle kilometer væk . Det fredelige oprør mod Syriens præsident, Bashar al-Assad, som Nour tilsluttede sig i april 2011, var erstattet af en regulær og blodig krig. Senere læste jeg, at sytten mennesker mistede livet ved luftangrebene den dag. Nour rejste sig fra stolen . Meeshal skulle tilbage til Yabrud for at hente nogle af de dræbte . “Jeg vil med,” insisterede hun og stak hovedet ind gennem si-deruden og forsøgte at overtale ham . Meeshal afviste og startede motoren. Hun løb efter bilen ned ad grusvejen . Så opgav hun og blev stående lidt for sig selv, hæn-derne gled gennem håret, den sortklædte dronning fra storbyen stod midt i frugtplantagen og kiggede efter Meeshal.


Hvor solen græder - Puk Damsgård

Documents

Transcript of Hvor solen græder - Puk Damsgård