DANMARKS KRISTELIGE GYMNASIASTBEVÆGELSEFor dem der tør udfordre troen

ÅRSSKRIFT 2006ÅRSSKRIFT 2006

Med kulden bankende på døren er tiden blevet til inde-hygge-læse-timer og de årlige tilbage-blik. Og inden traditionens julekort fylder og optager postkasser og brevsprækker, sniger DKGs årsskrift sig foran og melder hermed sin ankomst. Vi vil gerne takke for støtten i 2006 og inviterer dig til at kigge med i årets DKG oplevelser. Det kan du både gøre ved at kigge i bladet her, men også ved at klikke ind på vores hjemmeside www.dkg.dk, hvor du vil kunne finde et årsskriftslink med flere spændende

artikler, med STU og AUs formandsberetninger, flere billeder, kalenderens højdepunkter samt finde adresser og telefonnumre. Endvidere har vi vedlagt en cd-rom med det PR-materiale, vi har brugt på efterskolerne i foråret 2006. Det er fire små klip, som viser et udpluk af, hvad vi laver i gymnasiastbevægelsen.

Rigtig glædelig jul og god læselystBestyrelsen, STU og AU

KÆRE LÆSER

Side 2

“VILD MED DKG!Nogle er vild med dans – jeg er vild med DKG! Her er en scene med plads til alle former for trin – også fejltrin. Du kan tage en quick-step med Kierkegaard, en slow fox med C.S. Lewis, tango med Bono… fortsæt selv listen af ønskværdige eksistentielle dansepartnere. Med andre ord er DKG en scene, hvor enhver ung med appetit på livets store spørgsmål bør danse ud.

DKGs nylayoutede årsskrift byder også dig op til dans! I ord og billeder får du her en smag på DKG anno 2006. Det var året, hvor der skete

meget nyt i DKG: Landssekretær Dorte Mos-bæk blev ansat kort før årsskiftet og er kommet fejende flot fra start. Kort tid efter, i april fik Dorte så en – næsten – helt ny bestyrelse at danse med – og det gør hun godt.

Fra bestyrelsens side skal der lyde en stor tak for året, der gik. Til udvalgene, landssekretæren og ikke mindst alle jer, der er DKG – jer ude på dansegulvet. Vi glæder os frygteligt meget til at være med til at skabe gode rammer for DKG, hvor samtalen om troen, tvivlen, himlen og jorden altid står højest på dagsordenen.

Du kan tage en quickstep med Kierkegaard, en slow fox med C.S. Lewis, tango med Bono…

Af Betty Grønne AhrenfeldtSognepræst og bestyrelsesformand i DKG

Side 3

KÆRLIGHEDENS KANALEREller om forskellen mellem sympati og empati I oktober måned 2006 gik radiojournalisten Kaare Gade rundt i Roskilde og

spurgte tilfældige mennesker på gaden, hvad de mente var det centrale i kris-

tendommen. Med meget få undtagelser svarede alle: ”Næstekærlighed!”

Det er en god begyndelse. Samtidig kan man gøre sig tanker om, hvorfor svarene mon falder så ens ud? Én mulighed er at se dette som et udslag af en sekularisering. Mange danskere er forlegne eller usikre med hensyn til at tale om Gud, Treenigheden, eller bare Jesus. Derimod er næstekærlighed noget, som vi véd, hvad er. Eller noget som vi tror, vi véd, hvad er? En anden mulighed er, at Roskilde-borgerne faktisk godt véd, at kærligheden er ét af de steder i den ellers rutinemæssige hverdag, hvor tilværelsen viser sig som nåde. Der er fx en særlig fornøjelse ved at modtage en gave, som jeg ikke vidste, at jeg havde brug for. Og der kan være en endnu større overraskelse over at blive taget imod som den, man er, uanset ens fortræffeligheder eller mangel på samme.

HVAD HAR KÆRLIGHEDEN MED GuD AT GøRE?Men hvad har kærligheden med Gud at gøre? Ikke særlig meget, så længe den andens kærlig-hed fremkaldes af vores egen elsk-værdighed. For så udspringer kærligheden jo af vor egen attraktivitet, som vi kan have mere eller mindre af. Det er alt sammen meget godt, men også meget forudsigeligt. Elskværdige mennesker tiltrækker hinanden omtrent ligesom ilden og

det tørre træ, nemlig lige indtil enten interessen eller træet er brændt op. Meget mere har kærligheden med skabelsens Gud og improvisator at gøre, hvis kærligheden opstår ”uden grund” eller med en pludselighed; eller hvis kærligheden rummer en overopfyldel-se i forhold til alle ens rimelige eller urimelige forventninger. I så fald får vi ikke bare ”noget” i kærligheden. Vi modtager ”os selv” ved at blive set og taget imod af den anden. Her kan kærligheden mellem mennesker opleves som en gunst, et eksempel på Guds kærlighed neden-under alle ting og midt imellem alle mennesker. I kærligheden kan forhold bygges op og bevares uden at behøve at gå under eller brænde af.

”Man kan ikke både spise af kagen og samtidig beholde kagen”, lyder et ordsprog. Men man kan godt både elske og beholde kærligheden. Ja kærligheden kan slet ikke kan holdes ved lige uden at blive brugt. Det er ligesom med venskaber. Man kan ikke have et venskab uden at gøre brug af det. Træet er en ressource, der bliver brugt op og forsvinder, ligesom kagen er en nydelse, der kun kan nydes ved at blive forbrugt. Derimod er der den mærkværdighed ved kærligheden og venskabet, at de kun kan vokse, samtidig med at de bliver brugt.

Af Niels Henrik GregersenProfessor i systematisk teologi ved Københavns Universitet

Side 4

DET FALSKE DILEMMA: ”DEN ENESTE ENE” oVER FoR ”ALLE oG ENHVER”I vort gængse kærlighedsbegreb ligger der to modsatrettede tendenser. Den ene er at opfatte kærligheden som noget forholdsvist enkelt og genkendeligt. Tænk for eksempel på den erotiske tiltrækning mellem to, der ”falder for hinanden”. Den anden tendens er at opfatte næstekærligheden som noget meget ophøjet og idealt, nærmest i lighed med Moder Teresa. Den sidste type kærlighed er sjælden, men så meget desto større, som den rummer en omsorg over for dem, der ellers ikke ved første blik ser elskværdige ud.

Denne polarisering af kærlighedsbegrebet er imidlertid problematisk. Ikke fordi der ikke kan være kærlighed både i forelskelsen og i den særlige etiske indsats. For dét er der (som regel). Men problemet er, at vi ofte deler kærligheden op i kærligheden til ”den eneste ene” og til hele den store menneskehed, ”alle og enhver”. Dermed overses de mange og helt naturlige kanaler for næstekærligheden i vores daglige liv med hinanden.

Kærligheden er at hjælpe hinanden ved at give, hvad der er brug for på tid og sted. Barnet, der græder, kalder på omsorg, tryghed, ren ble og varm mælk. Det lidt større barn har brug for kærlighed i form af opmærksomhed og interesse. Teenageren har brug for anerkendelse og accept fra andre end forældrene. Den stu-derende har brug for, at man tager hende eller ham alvorligt som en, der faktisk søger viden og tilværelsesorientering. Naboen, som vi mø-der på gangen eller på vejen, har behov for et lille nik og et smil. Kærligheden er her at give den anden den anerkendelse, som han eller hun har brug for. Fra os selv véd vi nemlig, at kun sådan bliver vi hele mennesker, der kan se både verden, andre mennesker og os selv i øjnene. Kærlighedens naturlige levested er blandt helt almindelige mennesker, ”på jorden”.

NÆSTEKÆRLIGHED uDSAT FoR MISTÆNKSoMHED Jamen har alt det med den sand kristelig næ-stekærlighed at gøre? Er det ikke rigtigt, som filosoffen Immanuel Kant (d. 1804) sagde, at

kun dén handling, som udspringer af pligtfø-lelsen (aus Pflicht) og ikke bare af tilbøjelighed og lyst (aus Neigung), er den sande etiske hand-ling? Derimod gælder ens handling ikke rigtig, når man gør det ud af hjertets lyst, fordi det nu engang falder én ind og falder én let? Og har Søren Kierkegaard (d. 1855) ikke ret i, at hvis man kun elsker den, vi føler sympati for, så er slet ikke tale om kærlighed, men blot om en for-kærlighed, der altid er partisk og begrænset, nemlig til ham eller hende, som vi på forhånd kan lide eller synes er attraktiv.

Noget er der om det, som Kant og Kierkegaard på hver deres måde siger. Men kun noget! Kant havde ret i, at vi aldrig kan vide, om vi handler med helt rene motiver, hvis vi gør det, fordi vi har lyst til det. Men har Kant ret i, at vi overho-vedet har brug for en sådan viden? I hvert fald har min næste ikke brug for en sådan viden om mine motiver, så længe han ellers bliver godt hjulpet. Dertil kommer, at Kant også overså, at selve lysten til at gøre det godt for den anden er den allerstærkeste kilde til, at vi faktisk handler imod den anden, sådan som vi ville ønske, at de andre handlede imod os selv.

Empatien – medfølelsen - er nu engang den bedste tilskyndelse til, at vi vil og overhovedet kan finde ud af at hjælpe den anden. Fordi em-patien er en følelse, kan den flytte noget i os, hvad tanker og abstrakte forestillinger sjældent kan. Og fra empatien véd vi, hvad der skal til, for at livet kan lykkes for den anden. ”Du skal elske din næste som dig selv”, hedder det i kær-lighedsbuddet. Der står ikke, at du skal elske næsten i modsætning til dig selv. Velviljen over for din næste er kærlighedens naturlige motor, og kun hvor velviljen og empatien bliver væk, må vi ty til moralen. ”Moral er erstatnings-

“Velvilje overfor din næste er kærlighedens naturlige motor

Side 5

motiver til erstatningshandlinger”, som K.E. Løgstrup (d. 1981) formulerede det.

På samme måde havde Søren Kierkegaard ret i, at hvis kærligheden alene er begrænset til dem, som vi umiddelbart oplever som elsk-værdige, så er der ikke rigtig nogen transcendens eller overskud i kærligheden. Så kan kærligheden kun rumme det medmenneske, der enten ligner én selv (fx ens børn eller søskende) eller som kompletterer én selv (fx ens kæreste eller én, som man beundrer og gerne vil lære noget af). Kierkegaard havde ret i, at den næstekærlighed, der manifesterer ”Kjerligheden i Grunden” (altså Guds kærlighed), må være åben, så den også omfatter den, som vi ikke umiddelbart fatter sympati for. Der findes jo også den næste, som vi oplever som besværlig, uelskværdig og faktisk temmelig irriterende. Også hun og han omfattes af Guds kærlighed, og derfor også af næstekærligheden som et menneskeligt ekko af Guds kærlighed. FRA SYMpATI TIL EMpATI Med andre ord opstår næstekærligheden, fordi vi er forbundet med hinanden og derfor kan føle noget for det andet menneske, som vi ellers ikke umiddelbart føler sympati for. Mens sym-patien har sit centrum i os selv – i vore ønsker og behov – har empatien sit centrum uden for os selv, i med-følelsen med den, som man ikke selv er, og måske endda slet ikke ønsker at være. Mens sympatien har ét centrum, har empatien to: os og den anden. Opgaven er på én gang at holde næstekærlighe-dens transcendens åben (så kærligheden ikke indskrænkes til dem, vi forhånd kan lide), og samti-dig undgå, at næstekærligheden bliver et abstrakt ideal, som aldrig vil kunne bevæge os, fordi idealet på forhånd forekommer os fjernt og uoverkommeligt.

Noget sådant er alene muligt, hvis næstekær-ligheden på en eller måde er indskrevet i vores

naturlige udrustning. Det var netop benæg-telsen heraf, der gjorde filosoffen Kant til en (undskyld udtrykket!) forbenet pligt-etiker og teologen Kierkegaard til en fortaler for den umulige kærlighed. Men der findes faktisk en næstekærlighed, der befinder sig midt imellem sympatiens forkærlighed og idealismens frem-mede fordringer. Der findes nemlig en naturlig empati, som udspringer af, at vi som skabninger naturligt er tunet ind på hinandens tegn og behov og derfor har muligheden for at forstå den andens tegn og signaler (i hvert fald til en vis grad).

Empatien er naturlig, for så vidt som vi fra os selv véd, hvordan den anden har det, uanset om vi føler sympati med vedkommende. Fra vores livs centrum forstår vi det andet menneskes centrum. Sværere er det ikke at forstå.

Det vanskelige er derimod at leve ud af denne erkendelse midt i hverdagens mange gøremål. Vi véd det hele, fordi vi – trods alle individuelle forskelle - er skabt med den samme slags krop og den samme slags sind som alle andre men-nesker. Hverken kropsligt eller sjæleligt lever vi afskåret fra hinanden. Netop sådan er vi skabt af Gud.

Vi véd derfor, hvad det vil sige at være tørstig, også selvom vi ikke kan lide den, der

er tørstig. Vi véd, hvad det vil sige at blive set og forstået af andre, fordi vi fra os selv véd, hvad det vil sige ikke at

blive set. Ud af vores eget følelsesliv opstår medfølel-

sen med den anden. Ud fra vort eget livs centrum forstår

vi den andens livscentrum (selvom vi aldrig forstår hinanden

helt og fuldstændigt). Det skyldes alt sammen kærlighedens kanaler, som er

vi er skabt med og skabt til: kroppens signaler af lyst eller træthed, øjets mat-

hed eller glans, ansigtet der åbner sig eller lukker sig. Vi kan nærmest aflæse på hinanden, hvad vi gør ved hinanden.

Side 6

“

Side 7

DET BEDSTE VED DKG?

Det sociale. Der er plads til at møde nye mennesker, men også fordybe sig i gamle venskaber. Jeg ser det som et åbent forum, hvor der bliver taget godt imod én, hvis man vil! Man skal selvfølgelig selv gøre en indsats. Og så har vi en fælles forståelse for, hvilket niveau man skal gribe folk an på i diskussionen – en fælles ramme, kan man sige. Men heldigvis kan man i DKG også snakke om andre ting end tro.

MADS GuLLBERG INGEMANSEN, student i 2006

Det fede ved DKG er, at man mødes med jævnaldrende kristne gymna-siaster, som der måske ikke er så mange af i ens hverdag, og diskuterer forskellige emner, som nogle gange berører os og andre gang bare er spændende. Folk med lidt den samme baggrund og alligevel forskellige holdninger. Vi kan mødes og diskutere og hygge en hel weekend eller bare en aften i lokalgruppen, og det synes jeg er fedt. Samtidig har vi et fantastisk natteliv med tur til bageren, bordfodbold og diskussioner.

Top dollar!

pETER HoLM, studerer jura

Side 8

FoREDRAG I 2006

LandsstævnerDet moderne videnstab – hvad ved vi om Gud?Professor, mag. art. Lars Qvortrup

Elementer i religiøsitetens psykologi – fra en primær selvpsykologisk vinkel.Lektor, cand. psyk. Jan Tønnesvang

Dit liv – dit ansvarGrundlægger af ungdomsproblemer.dk, Søren Lynge

Slip mig, bind mig – og slip mig igen Højskolelærer Jens Maibum Pedersen

Jesus – fup eller fakta?Dr. Theol. Ole Davidsen

Den fornuftige tro – kan man som kritisk og rationelt tænkende menneske tro på Kristus?Sognepræst Werner Fischer-Nielsen

Kært barn har mange navne – om Jesus som sand Gud og sandt menneskeLektor i teologi Peter Lodberg

Kristusbilleder i kunstenHøjskolelærer Christina Phillipstatt

Årsager til litterære bibeltolkningers voksende popularitetProfessor, dr. theol. Per Bilde

Fra Davids salmer til vores. Om litterære bibel-tolkningers fortrin frem for historisk-kritiskeLektor, ph.d. et lic. theol. Else K. Holt

U2s nye kristendomHøjskoleforstander Per Vibskov

Religion og rock i en moderne verdenCand. theol. Camilla Sløk

Lokalgrupper (udvalgte) Religionsmøde - tror vi på den samme Gud” Prof. emeritus dr. theol. Theodor Jørgensen

Da Danmark snakkede i øst og Mellemøsten svarede i vestBiskop Karsten Nissen

Moderne salmerSalmedigter Holger Lisner

Møde med Fremmede Religioner Generalsekretær ved Folkekirke og religions-møde Berit Schelde Hansen

Dit liv, din fremtid! Metarefleksioner over arbejdet med at blive dig! Landssekretær i DKG Dorte Mosbæk Kjeldsen

DKGSide 9

EFTERSKoLETEAMS

Jeg og en gruppe andre DKG’ere blev sendt ud på en mission sidste forår. Vi fik, i mindre grupper på to, til opgave at besøge fire til fem forskellige efterskoler i vores egen del af landet. Her skulle vi præsentere DKG i ord, lyd og billeder, samt give en mindre smagsprøve på de religiøse og eksistentielle emner, vi tager op i DKG.

Thomas Vad og jeg var ”efterskoleteamet” i de midt- og vestjydske egne. Vi blev udstyret med et brandgodt diasshow bestående af billeder fra forskellige stævner og arrangementer i DKG-regi, musik passende til stemningen og tekst for at sætte gang i de unges hjerneceller.

At stå foran 140 elever og føle deres fulde opmærksomhed er en skøn oplevelse. Selv om vi til tider oplevede elever, der ikke rigtigt fangede vores pointer, så var det en spændende udfordring at skulle sætte DKG på landkortet og et overtal af opmærksomme, smilende og grinende elever gjorde det hele værd.

En nyorganisering af DKGs ungdomsTeam gjorde, at ikke to – men ti DKGere rejste rundt til alle landets efterskoler i 2006

DKGs efterskoleteams besøgte i foråret 1700 efterskoleelever for at fortælle om DKG og udfordre deres tro.

INFo

Af Gunvor ThyssenStudent i 2006

dkg.dknye WeblogS ÅbneR den 1. januaR 2006Hvad laver de om natten på Tommerup Efterskole?Hvad mener biskoppen om politisk kristendom?Hvad snakker Thomas og Christina om på højskolen?Hvad tænker Mikkel om næstekærlighed?

“Vi tør koble intellekt, åndsliv og spiritualitet med ungdommelig kådhed, og have Gud med i det hele.

Skitur, Forårsstævne, Generalforsamling, Efterskolerejse, Sommerstævne, Efterårsstævne, Kontaktpersonsstævne, Studenterstævner og Landsdelsstævner.

En hel cyklus er rundet. Det er nu næsten på dato et år siden, jeg satte mig i sædet som landssekretær for DKG. Og jeg sidder godt her: vældig komfortabelt - men i øvrigt aldrig særlig længe ad gangen, for der er ligesom en indbyg-get katapult i det her foretagende: op, op og af sted! Bevægelsen er altid i bevægelse: videre til endnu et stævne eller møde. Vi er i gang og på vej – og det er dejligt!

Det første stævne jeg deltog i, var forårsstævne, der handlede om den frie vilje. Det var mit første rigtige møde med DKG’erne – med gym-nasieungdommen. Det var lidt overvældende. Vi var mere end 80 deltagere, og min målsæt-ning om, at alles navne skulle stå ciseleret på min hjernebark inden søndag middag, var nok en anelse ambitiøs. Det gik det bedre med på sommerstævnet, der bar titlen ”Jesus Christ, son of….”, hvor vi var en dejlig (overskuelig) flok på ca. 50 deltagere. På sommerstævnet blev jeg for alvor sammentømret med bevægel-sen; på forårsstævne blev der budt velkommen til mig – på sommerstævnet var det mig, der bød velkommen. Og det gjorde jeg med stor glæde og stolthed!

Med efterhånden et helt års cyklus af DKG stævner og møder bag mig, har jeg oplevet DKGs varme fællesskab alle vegne. Det er fan-

tastisk at opleve på stævner, at vi kan lege sam-men - fnisende for-grinte, at vi kan diskutere så spyttet sprøjter, og at vi kan bede sammen og være stille sammen. At vi kan feste og danse. Og ikke mindst: at vi kan synge sammen! Jeg får til stadighed gåsehud, når jeg genkalder mig den smukke firestemmige taizésang i himmel-rummet på Haslev udvidede højskole, hvor svalerne kredsede om os ude i den lyse som-meraften. Det er med stor fryd og grænseløs re-spekt, at jeg har lært DKG’ernes musikalitet at kende; at bryde ud i firestemmig taizésang - det er noget, DKG’ere bare gør! Jeg ved ikke, om det ligger i generne hos det særlige segment af Danmarks ungdom, vi rekrutterer fra, men jeg ved, at også nogle af Danmarks bedste gospel-sangere blev imponerede over DKG’erne denne sommer, da Claes Wegner sammen med en flok håndplukkede sangere fra koret Kefas besøgte sommerstævnet for at synge sam-men med os. DKGer kan også synge gospel: Al kropsbehå-ring rejste sig, og en tåre fik frit løb!

Jeg oplever DKG som et trygt, varmt og stærkt fællesskab, netop fordi vi både fester og beder sammen, pjatter og leger, diskuterer og prøver holdninger og overbevisninger af: fordi vi tør koble intellekt, åndsliv og spiritualitet med ungdommelig kådhed, og have Gud med i det hele. DKG er et inkluderende og udfordrende fællesskab. Vi udfordrer hinanden trosmæssigt, intellektuelt, socialt og personligt. Lad os blive ved med det, altid på vej, i konstant bevægelse med bevægelsen.

Side 11

SIKKE ET ÅR, DET HAR VÆRETLandssekretærens årsberetning 2006

Af Dorte Mosbæk KjeldsenLandssekretær i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse

DANMARKS KRISTELIGE GYMNASIASTBEVÆGELSEValby Langgade 192500 ValbyTlf.: 3630 7590mail@dkg.dk www.dkg.dk

Tak...FoR ALLE GAVER oG BIDRAG TIL BEVÆGELSEN I 2006

DET ER AF uVuRDERLIG BETYDNING, AT DKG FoRTSAT HAR ET STÆRKT oG TRoFAST BAGLAND, DER STøTTER VoRES AKTIVITETER.