Danske tidsaander 1940-2010

Danske t idsånder 1940-2010

Fra Hal Koch og K.E. Løgstrup

t i l Anders Fogh Rasmussen

Nils Gunder Hansen

For laget AnisKøbenhavn 2013

Danske_tidsaander-Indhold.indb 3Danske_tidsaander-Indhold.indb 3 29-04-2013 11:07:3729-04-2013 11:07:37

Danske tidsånder 1940-2010Fra Hal Koch og K.E. Løgstrup til Anders Fogh RasmussenNils Gunder Hansen

© Forfatteren og Forlaget Anis, 2013

Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos Toptryk Grafi sk

ISBN-13: 978-87-7457-636-5

Omslag: f09

Tekstredaktion: Maria Davidsen, Syddansk UniversitetUdgivet med støtte fra Syddansk Universitet, Det Humanistiske Fakultet ogPastor Niels Møgelvangs Litteraturfond

Forlaget AnisFrederiksberg Allé 10DK-1820 Frederiksberg ctlf. 3324 9250 – fax 3325 0607www.anis.dk


Indhold

Forord 7

Krig og fred 11

Breve mellem venner 12

Forstyr ikke mine cirkler! 17

Din egen bevæbnede hånd 19

Nazismen som et “europæisk oprør” 22

Myten om den fælles modstand 25

Det grå årti 29

Storbyen skal overvindes 30

Grønbech og Saxo 34

Alle i samme båd? 37

Socialdemokrater var også moralske individualister 40

H.C. Branners humanisme 42

Verden vågner op og er demokratisk 47

Hvad er demokrati? 47

Grænser for demokrati 51

Fremtidens Danmark 55

En båltale med 14 års forsinkelse 63

Kristendommen er ikke en ideologi 67

Det evige liv 67

Århundredets foredrag 70

Sekularisering uden entydigt facit 76

Ideernes krise i åndsliv og politik 81

Den tavse generation 86

Velfærdsstat og personlighed som et tokammersystem 88

Verden gik alligevel ikke under 91

Nyradikalismen 93


Hverken-eller 95

Et afgørende møde 96

Er det almene virkelig alment? 98

Formløshedens tyranni 99

Det midlertidige fællesskab 103

Attituderelativisme 107

Den store bølge kommer 111

Når selv en hereticaner kan blive marxist 113

Vi begyndte at danse 114

Da parnasset kom til provinsen 115

Tre debattører om utopi og virkelighed 117

Kernefamilien synger på sidste vers 119

Den herskende klasse 122

Det nye venstre og det gamle venstre 124

Rapport fra en kaffeklub 127

Oprør fra midten 129

Jensen, Thomsen og 1980’erne 131

Den fraktale boogie 134

Postmodernismen 136

Religionens genkomst 139

Genkristningen af de intellektuelle 141

Børnehavegenerationen 143

Mændene som det forkerte køn 144

Kulturkamp i Socialdemokratiet 146

Kampen om kundskaber 148

Det harmløse årti 150

Kære Søren 153

Anders Fogh Rasmussens værdikamp 155

Muhammedtegningerne 161

Litteratur 167

Navneregister 171


7

FORORD

FORORD

Denne bog handler om den danske idehistorie fra 1940 til i dag. Men det er ikke en kortlægning af de fi losofi er og ideer, der er blevet

forelæst over i universiteternes auditorier. Bogen tager ideer i en bredere betydning, som idepolitik, som praktisk virkende ideer – eller værdier for nu at bruge et begreb, der er klassisk inden for samfundsvidenskaben, men som man næsten uvægerligt må omfatte med en vis reservation, fordi det er blevet anvendt indtil trivialisering i de senere års debat om både værdikamp og særlige danske værdier.

Hvilke idealer, hvilke normer, hvilke mål har man igennem den histo-riske periode fra 1940 til 2010 i særlig grad påberåbt sig i Danmark? Hvad har sat sig igennem som det absolutte, den instans, som ikke kunne trum-fes, og som alle måtte anerkende? Indtil den en dag pludselig fortonede sig til fordel for noget andet absolut.

Sådanne absolutter er ikke altid lige nærværende og tydelige. Det er en væsentlig del af deres autoritet, at de er halvvejs skjulte eller underfor-ståede. De er netop det, der ikke står til debat, men bestemmer, hvad der debatteres og hvordan. Måske er de nok så meget en stemning, en atmo-sfære, en baggrundsstøj, som de er klare begreber.

Siger man, at man vil skrive idepolitikkens eller værdibegrebernes hi-storie, kommer man let til at postulere nogle meget sammenhængende og tydelige forløb, som jeg ikke er helt sikker på, der er belæg for. Jeg inter esserer mig mere for det lettere ubestemmelige begreb tidsånd – eller rettere: tidsåndernes skiften.

Begrebet tidsånd (fra tysk: Zeitgeist) er uhyre kontroversielt og uhyre almindeligt på en og samme gang. Videnskabeligt og metodisk er begre-bet svært at tumle, for hvad er overhovedet en tidsånd? Hvordan eksisterer den? Hvordan dokumenterer man den? Men samtidig bliver begrebet med


DANSKE TIDSÅNDER 1940-2010

8

god ret anvendt i debatter og analyser hele tiden. Enhver kan nemlig, ikke mindst med alderen, erfare, at den måde, man med selvfølgelighed har tænkt over nogle ting på, kan ændre sig til noget ganske andet, der nu synes lige så selvfølgeligt. Nogle gange sker forandringen dramatisk og iøjnefal dende, f.eks. som en generations heftige reaktion på den genera-tion, der er gået forud; andre gange sker det mere umærkeligt, måske fordi det kan tage tid før omsving og udviklinger sætter sig i sindene.

Dette sammenstød mellem det selvfølgelige og det foranderlige, selvføl-ge lig hedens historicitet, har altid fascineret mig. Og perioden fra 1940 til i dag er en guldgrube af forskydninger, hvor der, når det går hedest til, er paradigmeforskydninger med noget, der ligner femårsintervaller.

Bogen er blevet til i forlængelse af min undervisning på Syddansk Uni-versitet, to overbygningskurser i henholdsvis foråret 2009 om perioden 1940 til 1964 og foråret 2011 om perioden 1964-2010. Grundstammen på hol dene var fra Kultur og Formidling, men der var også studerende fra Dansk, Historie og Journalistik. Et par af deltagerne havde nået pensions-alderen og kunne berige diskussionerne med egne erindringer og erfa-ringer fra arbejds- og privatliv i perioden. Kurserne blev afsluttet med skriftlige hjemmeopgaver, hvor de studerende gik dybere ned i enkelte problem stillinger eller tilgrænsende emner.

Vi læste næsten udelukkende primærtekster. Vi gik til kilderne. De stu-derende skulle ikke læse bagkloge beskrivelser af den umiddelbare for tid. De skulle møde den direkte, ideelt set sanse og fornemme de fremmede tider og deres atmosfære. Med undtagelse af et enkelt lille udblik til digte af Morten Nielsen læste vi kun sagprosa: artikler, essays, kronikker, ud-drag af bøger. Af praktiske grunde læste vi ikke hele bøger, men vi læste heller ikke hakkelse fra døgnets rejsestald. Den tekstlige idealnorm for kurserne var det dagsordensættende essay eller et repræsentativt uddrag fra en vigtig bog.

Det er klart, at denne fremgangsmåde hviler på en form for informeret subjektivitet. Jeg har udvalgt teksterne, og jeg er i mine valg præget af min forforståelse af perioden. En del af den har jeg selv gennemlevet, andre dele af den har jeg forsket i ved tidligere lejligheder, bl.a. i bøger om K. E. Løgstrup og Tage Skou-Hansen, og i artikler om Martin A. Hansen og andre skikkelser fra miljøet omkring tidsskriftet Heretica. Andre under-


9

FORORD

visere kunne meget vel have valgt andre tekster, lagt andre snit, lavet andre vægtninger.

Bortset fra nogle få udeladelser og omrokeringer følger bogen her fore-læsningerne og tekstlæsningerne fra de to kurser. Det er mit håb, at frem-stillingen har et fl ow over sig, selv om den i sagens natur hopper fra tue til tue. Og at lange linjer, sammenhænge og kontraster vil manifestere sig, selv om det er individuelle og i visse tilfælde ret små tekster, der er frem-stillingens byggesten.

I bogens titel Danske tidsånder 1940-2010 ligger både, at tidsånden har skiftet op til fl ere gange i perioden, og at hovedparten af de skribenter, der gengives og diskuteres, selv er fremtrædende og eksemplariske danske (tids)åndspersoner. Men bogen er ikke tænkt som en kanon over danske åndsfyrster. Enhver læser vil hurtigt kunne fi nde frem til et eller fl ere nav-ne, der i så fald burde have været med. Et optryk af de primærtekster, bo-gen analyserer, ville heller ikke være en kanon over de bedste danske essays i perioden. Det gælder for fl ere af “tidsånderne”, at det ikke nød vendigvis er deres bedste eller vigtigste tekst, der gennemgås. Men det er den bedste, jeg har kunnet fi nde til at spille sin givne rolle i sammen hængen.

Lad mig også præcisere, at dette ikke er (endnu) en bog om danskernes værdier, altså de værdier som almindelige danskere i praksis bekender sig til og siger, at de lever efter. Den beskriver værdier, der er blevet artikuleret af fremtrædende debattører i det offentlige rum og som måske derigen-nem har haft en vis effekt på menneskers liv, ligesom debattørerne selv på deres side har været påvirket af, hvad der rørte sig omkring dem.

Jeg har ikke søgt efter tekster, der i særlig grad tematiserer det danske eller det at være dansk. Men det er åbenbart, at danske tidsåndsudtryk i nyere tid ofte bevidst eller mere underforstået tematiserer eller trækker på særlige danske forhold såsom samarbejdspolitikken, modstandskampen, velfærds-staten eller forestillinger som “puslingelandet”, “foregangslandet” m.m.

Med disse ord vil jeg lade forbeholdene hvile og åndemaneriet begynde. Jeg håber, at bogen kan medvirke til en horisontudvidelse bagud, for en af nutidens farlige illusioner er at tro, at nuet er det for alvor virkelige og dermed også det vigtige og det evige. Det er det ikke.

Nils Gunder HansenFrederiksberg, marts 2013



10


11

KRIG OG FRED

KRIG OG FRED

Danmark blev besat af Tyskland 9. april 1940 og var dermed kastet ud i en eksistenskrise, der ikke kun angik landets suverænitet, men

også dets selvforståelse og bærende værdier. Ville det på længere sigt over-hovedet eksistere som selvstændig nation? Dette kunne være enden på Danmark i tusind år.

Besættelsen var dog ikke et skæbneslag ud af det blå. Den var en na-turlig konsekvens af Danmarks geopolitiske udsathed som en strategisk beliggende europæisk småstat, der var et naturligt bytte, når de europæi-ske stormagter røg ud i en væbnet konfl ikt. Danmark havde siden neder-laget i 1864 opgivet alle drømme om storhed og havde indad, i kultur og sam menhængskraft, vundet, hvad udad var blevet tabt. Landet havde med held holdt sig neutralt og skadesløst under 1. verdenskrig og havde understreget denne neutralitet gennem en afrustningspolitik. Danmark var dermed, også på grund af landets geografi , ikke i stand til at præstere et nævneværdigt forsvar over for den første stormagt, der tog sig selv til rette, og der fandt kun få træfninger sted, før Danmark kapitulerede til Tyskland 9. april om morgenen.

Der var tale om en fredsbesættelse i den forstand, at Danmark ikke gjor-de modstand men derimod samarbejdede med besættelsesmagten, der til gengæld lod det danske samfund og politiske system bestå intakt. Dermed var sporene lagt til en værdimæssig diskussion, der skulle sætte sit præg på Danmark helt op til nutiden. Var kapitulationen og samar bejdspolitikken det rigtige at gøre? Hvordan skal man vægte mellem det rigtige i pragma-tisk, overlevelsesmæssig forstand og det rigtige i moralsk forstand? Og på kortere fremadrettet sigt i situationen: Var samarbejds politikken overho-



12

vedet mulig? Ville Danmark ikke de facto blive tvunget til enten at give køb på sine principper og dermed sig selv eller afbryde samarbejdet? Og hvor meget skulle der til, før man enten måtte bryde eller acceptere at udslette sig selv?

Breve mellem venner

En brevveksling i årene 1940-42 mellem de to teologer og venner Hal Koch, som var professor i kirkehistorie, og K.E. Løgstrup, som var sogne-præst på Fyn, giver den intellektuelt og holdningsmæssigt skarpest tænke-lige profi lering af disse dilemmaer i tiden. Og det er en meget kompliceret diskussion. Den kan ikke bare gøres op som fejhed og selviskhed over for moral og idealitet.1

Man kan sige, at Danmark reelt ikke kunne gøre alvorlig modstand uden at forvandle hele landet til et slagtehus og dermed udlevere sig selv som blodoffer. Forsvarspolitikken i generationer forinden havde umulig-gjort det. Det er dertil blevet indvendt, at hvis alle havde ageret som Dan-mark, ville Hitler have vundet krigen. Det kan virke som et afgørende moralsk argument. Men det er blevet modargumenteret, at det ville “alle andre” aldrig gøre, for de europæiske stormagter havde en anden selvfor-ståelse, andre muligheder og vægtige interesser at forsvare. Det udeluk-kende moralske synspunkt bliver abstrakt i forhold til de historiske og geopolitiske omstændigheder.

En anden komplicerende omstændighed er, at det ikke altid under be-sættelsens første år var klart at se, hvilken type konfl ikt man havde med at gøre. Løgstrup er nogle gange tilbøjelig til at se det som en “gammeldags krig” mellem nationalstater, der har interesser og ære at forsvare. At det i stedet var et storstilet europæisk (og globalt) opgør mellem ideologiske og værdimæssige systemer (demokrati versus fascisme), var kun en langsomt gryende erkendelse.

Besættelsen af Danmark førte naturligt nok til en vældig opblomstring af nationale følelser og en fornemmelse af, at sammenholdet nu var langt

1. Brevvekslingen blev udgivet af historikeren Henrik S. Nissen i 1992 under tit-len Kære Hal – Kære Koste på Gyldendal. I 2010 blev den genudgivet i en udvidet udgave med fl ere breve under den nye titel Venskab og strid med efterskrift af Ove Korsgaard på forlaget Klim.


13

KRIG OG FRED

vigtigere end de almindelige politiske, sociale og økonomiske skel i be-folkningen. I dag bliver nationalfølelse betragtet som et halvvejs politisk-ideologisk og lidt suspekt begreb, men i 1940 var det nationale en langt mere selvfølgelig kategori for værdimæssig orientering.

Men selvfølgelig kunne der være forskellige opfattelser af, hvordan den skulle forvaltes. Med sine Grundtvig-forelæsninger ved Københavns Uni-versitet havde Hal Koch en stor andel i den nationale vækkelse i 1940. I eftertiden har der været en del satirisk kritik af alsangen og algangen. Var det ikke en lidt komisk erstatning for den modstand, der ikke blev ydet?

Løgstrup er kritisk allerede, mens det står på. Han mener, at det generelt er usundt at formane ungdommen til bestemte holdninger og bestemte sindelag, når der ikke er nogen naturlig mulighed for at udleve disse hold-ninger. Med en henvisning til sin og Kochs fælles ungdom i KFUM, hvor der blev tordnet meget mod kønslivets fristelser over for kønsligt ret uskyl-dige unge, undrer han sig over, at de ikke alle siden blev horkarle! For en massiv og malplaceret påvirkning kan i trods avle sin modsætning, og man kan gennem den nationale opgejling risikere at nazifi cere den danske ungdom, drive den i armene på fjenden. Løgstrup er således ikke kritisk over for det nationale, fordi han ser det som beslægtet med nazismen, men fordi det er følelsesdyrkelse i et tomt rum, hvorfor man efter en tid vil søge sine muligheder andetsteds.

Hal Koch var blevet udpeget som formand for Dansk Ungdomssam-virke (DU), der blev dannet i sommeren 1940 som et samarbejde mellem de politiske ungdomsorganisationer. Den tværpolitiske organisation var tiltænkt et nationalt vækkende arbejde, forstået som en kulturkamp mod en forventet nazifi cering, hvis besættelsen kom til at vare længe. Men – måske under indfl ydelse af Løgstrups kritik – forlader Hal Koch hurtigt den nationale patos. DU skulle ikke være upolitisk, men indpode folkesty-rets ånd og agitere pågående for den demokratiske styreform.

Det drejede sig ikke om at forsvare “det danske” som et særligt kulturelt væsen, for kultur er lige så vel noget, der skiller, som noget, der samler, sagde Koch med en bemærkelsesværdig moderne analyse.2 Måske havde han draget den konsekvens af Løgstrups kritik, som denne ikke selv umid-delbart drog: at den nationale følelsesdyrkelse ikke ville forblive i et tomt

2. Synspunktet indgår ikke i Kochs breve, men i artikler i Lederbladet, fundet og citeret af Jes Fabricius-Møller i hans bog Hal Koch – en biografi , 2009, s. 110-111.



14

rum, men kunne risikere at blive overtaget og indlemmet i stor-germansk tankegang. Koch vurderede også, at det kulturelle i national forstand kun forener på et temmelig højt abstraktionsniveau eller i ekstreme situationer. Reelt er der, som han sagde, når det kommer til kultur, meget, der skiller en bondekone fra Vestjylland og en borgerfrue fra København, for slet ikke at tale om forskellene på kristne og modstandere af kristen dom, eller blot missionsfolk og grundtvigianere. Kulturen skiller, det politiske samler. Vi skal senere i forbindelse med Kochs efterkrigstanker om demokrati se, i hvilken forstand han opfattede det politiske som samlende og samtalende.

Paradoksalt nok er Løgstrup meget mere national end Koch i deres ind-byrdes breve. Han skammer sig på Danmarks vegne over 9. april og over samarbejdspolitikken og er bange for, at man blot vil blive ved med at give indrømmelser i stedet for at sige det afgørende nej. Løgstrup taler meget om ære. Konfl ikten mellem Tyskland og Danmark ser han i billedet af en duel mellem gentlemen. Tyskland har udfordret os, og vi har ikke taget udfordringen op. Dermed har vi tabt vores ære og måske også vores na-tionale eksistensberettigelse. Med mindre det ikke er for sent at gøre det om ved at sige nej til tyskerne. Løgstrup er godt klar over, at en del af den danske befolkning ikke er indstillet på at sige “nej”, men det danske folk er for ham ikke så meget et empirisk som et normativt begreb: Det dan-ske folk er den bedre halvdel, dem med de sunde instinkter. Tænk hvis vi kommer uskadte ud af dette opgør? Hvordan kan vi så leve og synge? Alle store ord vil være tomme, vi vil være ramt i sjælen.

Og kan vi overhovedet holde os skadesløse gennem samarbejde? Der var i disse år en frygt for, at danskere skulle blive udskrevet til tysk krigs-tjeneste, at Danmark altså alligevel kom i krig men på den forkerte side. En ting er dog at komme i ulykke ved at gøre det rigtige, værre er det at komme i ulykke ved at gøre det forkerte. Løgstrup mener f.eks. ikke, at nordmænd og hollændere er i samme fare, for de bliver regnet for fjender, tyskerne kan ikke bruge dem. Måske vil det i sidste ende ikke blot have været mere rigtigt og ærefuldt at sige nej, men også billigere!

Løgstrup og Koch diskuterer indgående det rette tidspunkt for et “nej”. Hvilket tysk forlangende vil overskride grænsen for det acceptable? Løg-strup skoser Koch for hans pragmatisme, der hele tiden synes at skubbe et “nej” lidt længere ud. Problemet ved et nej er jo, at det vil krænke selve samarbejdspolitikkens rationale: Danmark er sluppet billigt indtil nu, men vil alt så alligevel være tabt og forgæves og vil forfærdende konse-


15

KRIG OG FRED

kvenser tårne sig op? Men det er moralsk farligt på denne måde at danse på knivens æg i beregninger og kalkulationer. Man ved instinktivt, mener Løgstrup, hvornår der skal siges nej. Den situation er forbundet med en absoluthed, man ikke kan beregne sig frem til.

Løgstrup medgiver, at konsekvenserne ved et “nej” kan blive forfær-dende – danske jøder og kommunister kan blive ført til koncentrationslej-re i Tyskland – men det kan aldrig blive Kochs personlige ansvar at undgå denne konsekvens. Så tilkender han sig selv for stor indfl ydelse og gør sig i virkeligheden til det danske folks Vorherre. Han har ikke ansvaret for den kamp mellem Gud og Satan, der udspiller sig i øjeblikket, og det er vantro og gudløshed at ville tage det ansvar. Løgstrup argumenterer udpræget teologisk, dels med henvisning til afgørelse og øjeblik, som er vigtige ka-tegorier fra den eksistensteologiske tradition, dels med en skelnen mel-lem, hvad mennesker kan, og hvad Gud må tage ansvaret for, der synes at trække på den dialektiske teologis understregning af den absolutte forskel på Gud og menneske. Oversat til mere almindelig tale mener Løgstrup, at Koch ikke må lade sit moralske instinkt lamme ved tanken om nogle konsekvenser, han alligevel ikke kan påvirke ved ikke at følge instinktet. Situationen er af en karakter, der ligger hinsides nytteetik og beregninger.

På sin side har Koch sans for, at Løgstrup, der sidder som præst i et landsogn fjernt fra den politiske arena, også rent mentalt lever afsondret, i et abstrakt, moralsk rum, hvor han kan tænke mere på ære end på kon-sekvenser. Hvad er det konkret, han vil have, at Koch og DU skal gøre? Løgstrup kan vel heller ikke tillade sig at bruge store ord uden at anvise et handlingsperspektiv. Det absolutte eksisterer jo kun i handling, eller som Kochs kone Bodil på et tidspunkt sagde til en mand, der også brugte dra-belige ord om, hvad der var brug for: “Hvorfor gør De det ikke selv i dag?”

Koch påpeger spydigt, at Danmark da for længst har tabt sin ære; det skete 9. april. Siden da har det kun været ydmygelse på ydmygelse, vi er med til at opretholde Tysklands krig, Løgstrups snak er som at komme til en gammel skøge og tale til hende om hendes ære. Koch havde gerne kæmpet 9. april, men nu gælder det om at gøre dagens gerning, nu gælder det en ny slægt. Han svarer dermed på en gang på både Løgstrups religiøse og æresbetonede kritik: Vi er i det æresløse, vi er i en verden, der er mærket af syndefaldet, og i denne må vi gøre dagens gerning uden tanke om at kunne fremvise retfærdighed.



16

Løgstrup svarer religiøst igen med omvendelsens kategori. Ligesom det kristeligt set aldrig kan være for sent for et menneske at omvende sig, kan det vel heller ikke være det for et folk. Og hvad eftermælet angår, skylder vi ikke vore efterkommere materiel betryggelse og kulturel overlevelse, men et ærefuldt minde. Det moralsk opdragende arbejde er jo vanskeligt, når vi ikke har fået sagt det nej. Løgstrup er også skeptisk over for det lange perspektiv med de kommende generationer; så ryger man da først ud i beregning og relativitet. Og i øvrigt nytter det ikke noget at svigte sin egen generations nødvendige gerning til fordel for kommende generatio-ner, hvis nødvendige gerninger man da overmenneskeligt prøver at tage ansvaret for.

De har en længere metaforisk disput om, hvorvidt Danmark endnu er en fager mø eller blevet en gammel skøge, og sprogbrugen kan virke kuriøs i dag, men den viser samtidig, hvor stærk den nationale referenceramme er: Danmark er det afgørende, Danmark er som et individ, der kan leve eller dø. Spørgsmålet er, om dette individ er en duellerende gentleman, en mø eller en skøge.

Tidshorisonten spillede en rolle for deres diskussion. Ingen kunne de første år af besættelsen vide, hvad vej krigen ville gå. Nogle så frem til, at Danmark skulle fi nde sin rolle i et nyt Europa under Tysklands førerskab, andre imødeså som Koch den risiko, at besættelsen kunne vare i årtier, ganske som den gang, da Sønderjylland var under fremmed åg, og det der-for var afgørende at bevare dansk politisk kultur og dansk sindelag intakt.

Som bekendt voksede den danske modstandsbevægelse frem i takt med at krigslykken vendte, og man dermed kunne forudse, at det blot var et spørgsmål om tid, før Tyskland ville tabe. Denne udvikling satte samar-bejds politikken i et mere problematisk lys, også fordi det i stigende grad blev klart, at krigen var et opgør mellem værdisystemer. Der kom med tiden en anden bund end frygten for tysk krigstjeneste i Løgstrups fore-stillinger om ærestab, og nu i et internationalt efterkrigsperspektiv: Dan-mark kunne risikere at fremstå som en nation, der ikke havde formået at vælge den rigtige side i den afgørende moralske og civilisatoriske strid.

Løgstrup gik ind i modstandsbevægelsen. Koch forblev en offi ciel skik-kelse, men blev interneret i Horserød og også udsat for et attentat. På et vist fundamentalt plan var de ikke uenige, og den enes personlige mod var ikke mindre end den andens. De analyserede blot Danmarks situa-tion forskelligt, og position tilsat temperament spillede givetvis også en


17

KRIG OG FRED

rolle. Koch var (også) et politisk menneske med sans for kompromisser og vænnet til at tænke i ansvar for mange mennesker. Løgstrup var den kom-promisløse idealist, der ikke havde så meget at svare for. Det interessante er imidlertid, at når vi når frem til befrielsessommeren 1945 og årene der-efter, var de ikke længere uenige. De var enige, og det var ikke, fordi den ene havde overgivet sig til den andens synspunkt. Det var, fordi de begge havde bevæget sig frem til noget tredje.

Forstyr ikke mine cirkler!

Forfatteren Martin A. Hansen var en af dem, der gik ind i mod stands-kampen. Men det var ikke, fordi han stod der og ikke kunne andet. Han måtte overvinde en indre, argumenterende stemme, der præsenterede spørgsmålet som en kollision mellem pligter. Ville han ved at gå med ikke svigte både sin familie og sit forfatterskab? Han skriver i sin dagbog:

Jeg tænker da atter på, med uro og rastløshed, på hjemmet, på min virksomhed, på alt det ufødte, de grænseløst mange ting man endnu ikke har fået gjort, på alt det manglende, der gør ens hidtidige indsats uden kerne og pointe, på den modning man ikke oplevede. Mindst synes jeg endda, viger man, fordi man ønsker endnu at opleve og nyde meget. Rejser. Natur. Det er rædslen for at blive slået ned før ens tavle er færdig. (Hansen 1999: 306-307)

Det er ikke et spørgsmål om egeninteresse mod offer. For Martin A. Han-sen er kunstner, og en kunstner ofrer i en vis forstand også sig selv – og hensynet til sine nærmeste – i en højere sags tjeneste. Det er altså offer mod offer, men “… så tænker man også modsat, at sådan en død kunne give måske dybere mening, en større pointe, ja at man ved et sådant offer, der ligger ens specielle mission så fjernt, dog ydede noget, der var vigtigere end selv et ædelt kunstværk man kunne nå at skabe.”

I en af sine artikler fra de illegale blade, “De ukrænkelige cirkler”,3 begik Martin A. Hansen en ætsende kritik af den distancerede, intellek tuelle

3. Genoptrykt i Erik Knudsen og Ole Wivel (red.): Kulturdebat 1944-58, 1958, s. 11-14.



18

attitude til modstandskampen. Det virker, som om han især har kunst-nere og humanistiske forskere i tankerne, og når argumentationen bliver så skarp, er det nok, fordi det også er sig selv og sin egen søgen efter en bagudgang, han revser.

Disse mennesker føler, at de gavner kulturen bedst ved at blive i studere-værelset, og at deres personlige indsats i øvrigt ville være uden betydning. Øjeblikkets farer er for dem lidt ligesom alderdom og død; det er noget, der uvægerligt en dag vil komme og standse dem, men hvis de så blot in-den da kan nå at udrette det, de skal.

De er vant til isolation og til at føle sig lidt hævet over det hele. De har så meget overblik, at virkeligheden skrumper ind til relative fænomener. Når man blot anskuer tingene fra en tilstrækkelig stor teoretisk højde, bliver både anskueren selv og øjeblikkets krav sat til side. Man mærker hos Mar-tin A. Hansen et ekko af Søren Kierkegaards eksistentialistiske kritik af den tyske idealist og systembygger Georg Wilhelm Friedrich Hegel.

De mennesker, der handler i modstandskampen, er givetvis naive; de støtter sig til idoler og forenklede ideer, men den intellektuelles svaghed er omvendt, at han altid kan se tingene fra både den ene side og den anden side, og dermed også fra den side, der tjener hans egne interesser bedst. Hvis han undviger fordringen, vil han altid kunne gøre det med en prin-cipiel argumentation.

Han ser på en måde krigen og modstanden som historiske fænomener, allerede mens de foregår. Han ved allerede kun alt for godt, at der til så-dan en type af modstandskamp naturligt hører naivisme, forenkling, håb, had og handlingsmystik. Det kan alt sammen ikke appellere til ham eller anfægte ham, for han har allerede analysen klar og foretrækker ikke at få forstyrret sine cirkler.

I modstandsbevægelsen fi nder man da også oftere mere praktisk orien-terede intellektuelle som læger og præster. Æsteten derimod, han kan dø uden at have levet, for han forblev uden for valget, opgøret, den nøgne virkelighed. Han forblev på det æstetiske plan.

Drillende appellerer Hansen til forfængeligheden. Han burde være med, digteren, den intellektuelle – han er klogere, modnere, fi nere, ikke så naiv. Hvem kan gøre det bedre? Striden kunne gennem ham få tilført perspek-tiv, dybde og værdighed. Og det er jo også hans værdier og hans frihed, åndsarbejdets mulighed, der bliver kæmpet for.


19

KRIG OG FRED

Netop, krigen er også en kulturkamp, kan den intellektuelle svare til-bage. Gør han da ikke ret i at vedligeholde kulturen og føre den videre? Jo, men diverse afhandlinger og kunstværker ville måske ikke tabe på at blive udskudt lidt, og tror man virkelig, at norsk kultur vil stå svækket, når dette er slut?

Med denne henvisning til det kæmpende Norge kommer Martin A. Hansen til det argument, der er beregnet på at gøre mest ondt, fordi det ikke taler til kunstnerens pligtfølelse, men til hans forfængelighed og hans omsorg for sit eget eftermæle. Nu er livet og virkeligheden over os, og de store livsfortolkere står helt uden for. Hvordan skal de i længden kunne hævde deres stilling, når de ikke selv har levet og oplevet livet?

Hansen skriver på et tidspunkt, hvor man godt kan ane, at krigen ikke vil vare i generationer. En dag, der ikke er så langt borte, vil den blive et stort emne for kunsten og tænkningen. Dramatiske begivenheder vil kalde på en massiv kulturel efterbearbejdning, og det vil så blive af be-tydning, hvem der var med, og hvem der ikke var med. Da vil kulturens videreførelse og den personlige deltagelse ikke længere kunne skilles ad. Hvem kan tale med autoritet og troværdighed?

Din egen bevæbnede hånd

I et andet berømt essay, også skrevet under jorden, “Dialog om drab og ansvar”, tager Martin A. Hansen debatten en gang til, men nu i forhold til et konkret og særdeles prekært emne: stikkerlikvideringerne.4

Omkring 400 danskere blev under besættelsen likvideret af danske modstandsfolk. Stikkerlikvideringerne foregik i en kaotisk og til dels lovløs periode, og der var i sagens natur ringe mulighed for efterforsk-ning, afhø ring og forsvar, inden dødsdommen faldt, og der blev skredet til ekse kvering. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – var der under besættelsen forestillinger i omløb om kvasipolitimæssige og kva-sijuridiske strukturer i modstandsbevægelsen med særligt henblik på stikkerlikviderin gerne. Folk blev ikke pløkket ned uden tvingende grund. Der var ligeledes forestillinger om, at alle drabene ville blive efterforsket

4. Genoptrykt i Martin A. Hansen: Hemmelighedens kunster, 1991, s. 119-128.



20

og udredt, når krigen engang var forbi, så man så vidt muligt efterlods kunne udfylde hullet mellem nødret og ret.

Senere undersøgelser har vist, at tingene foregik langt mere spontant, uorganiseret og decentralt end den kvasijuridiske fi ktion lagde op til. Den har været lige dele ønsketænkning og lindringsmiddel til den ængstede samvittighed hos dem, der måtte have det behov.

Frode Jakobsen, formand for Frihedsrådet, fi k da også forhandlet igen-nem inden befrielsen, at han, som repræsentant for modstands bevæ gelsen, skulle have hånd i hanke med eventuelle efterkrigstidsunder sø gelser, og at likvidatorernes navne under alle omstændigheder skulle for blive ano-nyme. Man kunne ikke efterlods presse fredstidens politi mæssige og juri-diske normer ned over en krigs- og nødretstilstand.

Hansens essay er skrevet som en litterær pastiche på Platons dialoger, og han lader Sokrates argumentere stikkerlikvideringernes nødvendighed igennem over for vennen Simias, som vi genkender som en af de ånds-personer, der nødigt vil have sine cirkler forstyrret. Han har fi ne fornem-melser og kritiserer den måde, man “uskadeliggør” stikkerne på, uden rettergang og domfældelse. Dermed krænker man retside og menneske-værdighed, og man griber til fjendens metoder. Og er det ikke netop ret, sandhed og frihed vi kæmper for? Simias kæmper selv ved at holde taler og holde de smukke og rene traditioner levende. Sokrates spotter ham lidt over, at der ikke er nogen, der prøver at lægge ham hindringer i vejen.

Nu ruller Sokrates hele forhistorien op: En gang herskede Retten, men så blev Forbryderen den stærkeste, og vi fi k eftergivenhedspolitikken; for hver indrømmelse blev Forbryderen kun stærkere, indtil vi alle lå under hans støvlehæl. I de fredelige tider gav Retten sig selv, næsten som en automatisk Maskine, men der skal altid være magt bag en ret og en vilje til at bruge magten. Martin A. Hansen minder indirekte om, at det ikke er forordninger, regler og love, men voldsmonopolet, der defi nerer en stat.

De fi ne traditioners egen fødsel var rå, deres barndom var vild, de kom til verden i bitter og blodig kamp, og måske er det samme ved at gentage sig nu som en genfødsel; vi havde aldrig haft dem, hvis man ikke dengang havde bragt ofre og taget hårde midler i anvendelse. Nu skal de fødes på ny af mennesker, der handler som dengang, de kom ind i verden. Tanken er altså, at Retten ikke er noget, der er faldet ned fra himlen og nu uheldigvis forstyrres. Den hviler selv på magt og er grundlagt i kamp. Og kampen er dermed ikke fremmed for retten, heller ikke i den aktuelle situation.


21

KRIG OG FRED

Effektiv modstand må foregå under jorden. Stikkerne er bakterier og orme, skriver Hansen. Man kan jo ikke formane dem eller gå hen og mel-de dem til politiet. En dreven stikker er farligere end hundrede, ja tusinder af soldater, og disse henrettelser er også et forebyggende middel. I Hansens argumentation kan man ane et begreb om den asymmetriske fjende, som kæmper uden om alle regler, og som man derfor også kan – og bliver nødt til at – tage sig friheder i forhold til.

Sokrates er selv klar til at dømme eller til at dele ansvaret med de mænd, der udtaler dommen, og han beskriver over for Simias den kvasijuridiske proces med beviser og kendelse. Det er du og jeg, der giver disse dommere myndighed. Og de ved, at deres domme skal efterdømmes og prøves, når dette er endt; de skal selv stilles for retten. Ansvaret skal til den tid ved domstolens ord lægges også på alle os, der har været med til at bære det.

Hansen aner dog, at disse mænd kan komme til at behøve beskyttelse, i hvert fald af deres navn og ære. I en fredelig tid, når Retten igen hersker, kan de let blive ringeagtet for det, de gør i dag. Men Henretteren er din egen bevæbnede hånd, og du skal stå sammen med ham, når dette er forbi.

Ligesom Martin A. Hansen selv havde en rem af huden, hvad den æste-tiske uforstyrrethed angik, er der måske også mere af Simias og dennes ædle mangel på kynisme i ham, end han selv ved af. Han troede på den juridiske fi ktion. Og hans synspunkt var, at hvis den kollektive og retlige efterprøvelse af likvideringerne udeblev, skete der jo ikke det, at skylden og ansvaret forsvandt op i den blå luft, men at det uvægerligt blev gjort personligt for dem, der skød. De står tilbage i et urettens og tvivlens limbo. Frode Jakobsen må omvendt have ment, at netop når sagerne blev forseglet og likvidatorerne holdt anonyme, behøvede ansvaret ikke at blive person-ligt.

Jakobsens løsning indebar, at Martin A. Hansen ikke kunne stå side om side med sin bevæbnede hånd og dele et kollektivt ansvar. Hans ansvar for sin egen offentlige tilskyndelse til kamp og stikkerlikvideringer blev dermed også gjort personligt; der var ikke noget kollektivt subjekt, noget troværdigt “folk” at forsvinde ind i, og han var efter befrielsen plaget af samvittighedsnag over de unge døde, der var gået med i modstandskam-pen på hans tilskyndelse. Måske følte han sig stadigvæk ramt af en mulig mistanke om æstetisk distance: Havde han ikke bare siddet der og skrevet og lokket andre til at handle?



22

Kravet om at bryde cirklerne og gøre noget er ikke så enkelt, som det kan lyde. Hvornår er det opfyldt? Hvornår er det svigtet? Bør man selv have taget våben i hånd? Har Hansen skjult sig bag sin pen? Og er det eksisten-tielt rigtige (NU – GØR – JEG – NOGET) også altid det moralsk rigtige eller det praktisk-politisk rigtige? Eller kan det være æstetens selvbekræf-telse og “karrierepleje”? Den eksistentialistiske handlingsmystik lokker med en absoluthed, der måske ikke er dækning for.

Nazismen som et “europæisk oprør”

Efterkrigstidens debat om stikkerlikvideringer var en underafdeling af retsopgøret og debatten om det. Retsopgøret efter befrielsen kom til at vække debat i mange år frem og havde på en måde at gøre med det om-vendte problem af stikkerlikvideringerne. Hvor debatten om disse gjaldt den retlige efterregulering af modstanden, “vore egne” – var det i orden, hvad der foregik? – gjaldt det i retsopgøret den retlige efterregulering af fjenden, altså de danskere, der havde været på den forkerte side. Det pre-kære var selvfølgelig her, at de danske myndigheder selv havde samar-bejdet med tyskerne, og at samarbejdet dermed havde været gældende ret. Der var to moralske knaster i retsopgøret, dels det forhold, at man lavede love med tilbagevirkende kraft, dvs. kriminaliserede handlinger, der ikke havde været kriminelle på gerningstidspunktet, hvilket er på kanten af, hvad en retsstat kan tillade sig; dels at man arresterede og dømte enkelt-personer for værnemageri eller tysk krigstjeneste, mens politikere og em-bedsmænd gik fri. Det førte til forestillingen om, at de små fi sk blev dømt, mens de store fi k lov at slippe. Og at den danske stat frikendte sig selv for samarbejdspolitikken med tilbagevirkende kraft. Eller rettere lod forstå, at det havde været en politik, der blev ført på skrømt og under dække. Og det burde enhver den gang have forstået som en form for indirekte med-delelse.

Hvor debatten mellem Koch og Løgstrup i brevene og Martin A. Han-sens debat med sig selv i de illegale artikler drejer sig om, hvad der er det rigtige at gøre under besættelsen – for samfundet, for den enkelte, ikke mindst den enkelte kulturbærer – drejer retsopgøret sig om fortolknin-gen af det, der skete, og de konsekvenser, der skal drages af det. Intel-lektuelle som Løgstrup, Koch, Poul Henningsen og fl ere med dem var


167

LITTERATUR

LITTERATUR

Bjerregaard, Ritt (red.) (1977): Rapport fra en “Kaffeklub”. Om social demo kratisk kulturpolitik, København: Fremad.

Blixen, Karen (1985): “En båltale med 14 års forsinkelse” [1953], i samme: Sam-lede Essays, København: Gyldendal.

Bomholt, Julius (1953): “Aktiv humanisme”, i samme (red.): Mennesket i centrum. Bidrag til en aktiv kulturpolitik, København: Fremad.

Branner, H.C. (1950): “Humanismens krise”, Mennesket i tiden, Køben havn: Hans Reitzels Forlag.

Brøgger, Suzanne (1973): “Fra kernefamile til kernevåben”, i samme: Fri os fra kærligheden, København: Gyldendal.

Dahl, Henrik (1998): Den kronologiske uskyld, København: Gyldendal.

Dich, Jørgen S. (1973): Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den, København: Borgen.

Diderichsen, Børge (1959): “Sækularisering”, Tidehverv, januar, Fårup: Tidehvervs forlag.

Ellegaard, Lasse (1980): “Vi begyndte at danse”, i Ole Wivel (red.): Vindrosen. En antologi, København: Vindrose.

Fabricius-Møller, Jes (2009): Hal Koch – en biografi , København: Gads Forlag.

Fonsmark, Henning (1962): “Kulturpolitik”, i Erik Hoffmeyer (red.): Velfærds-teori og velfærdsstat, København: Berlingske Forlag.

Fonsmark, Henning (1990): Historien om den danske utopi. Et idépolitisk essay om danskernes velfærdsdemo krati, København: Gyldendal.

Fonsmark, Henning (1996): Kampen om kundskaber. Et kritisk essay om en hoved-strømning i dansk skolepolitik, København: Gyldendal.

Fremtidens Danmark. Socialdemokratiets politik (1945). København: Fremad.


168

LITTERATUR

Friis, Helmuth (1985): “Den glade nihilisme. Om postmodernismen”, i Poul Behrendt, Johs. H. Christensen og Klaus P. Mortensen (red.): Kritik 70, København: Gylden dal.

Hansen, Martin A. (1950): “Eneren og massen”, Mennesket i tiden, Køben havn: Hans Reitzels Forlag.

Hansen, Martin A. (1958): “De ukrænkelige cirkler”, i Erik Knudsen og Ole Wi-vel (red.): Kulturdebat 1944-58, København: Gyldendal.

Hansen, Martin A. (1991): “Dialog om drab og ansvar”, i samme: Hemme lighedens kunster, København: Gyldendal 1991.

Hansen, Martin A. (1999): Dagbøger, bd. 1, 1931-46, udg. Anders Thyr ring An-dersen og Jørgen Jør gen sen, København: Gyldendal.

Hansen, Nils Gunder (1992): “Genkristningen af de intellektuelle”, Kritik 101.

Heltberg, Bettina (1997): Hvor der handles. Erindringsbilleder, Køben havn: Gyldendal.

Hertel, Hans (2001): “Da kulturradikalismen gik under jorden. Den kulturradi-kale fl øj mellem nazisme, kommunisme og kold krig”, i Klaus Rifbjerg m.fl .: Den kulturradikale udfordring, København: Tiderne Skifter.

Jensen, Carsten (1985): Sjælen sidder i øjet. Billeder og bagtanker, Køben havn: Gyl-dendal.

Jensen, Erik Vagn (red.) (1965): Ny-radikalismen. En antologi, Køben havn: Gyl-dendal.

Knudsen, Anne (1996): Her går det godt, send fl ere penge, København: Gyldendal.

Koch, Hal (1991): Hvad er demokrati? [1945], København: Gyldendal.

Krarup, Søren (1968): Demokratisme. En kritik, København: Gyldendal.

Krarup, Søren, Per Stig Møller og Ebbe Reich (1973): Utopi og virke lighed, Aal-borg: Stig Vendelkærs Forlag.

Kruuse, Jens (1964): Den ny Virkelighed [1948], forord af Tage Skou-Hansen, København: Gyldendal.

Kærgård, Niels (2006): “Det tidehvervske i dansk politik. Liberalt Centrum og Dansk Folkeparti”, i Jens Holger Schjørring og Jens Thorkild Bak (red.): Ud-fordringer til folkekirken, København: Anis.

Larsen, Ejvind (1980): “Modernismens 25 års jubilæum”, i Ole Wivel (red.): Vindrosen. En antologi, København: Vindrose.

Lidegaard, Bo (2001): Jens Otto Krag 1914-1961, København: Gyldendal.

Lidegaard, Bo (2003): “Velfærdsstaten som en dansk overlevelsesstrategi”, i Klaus Pedersen (red.): 13 historier om den danske velfærdsstat, Odense: Syddansk Universitetsforlag.


Find denne

bog

og mange andre gode

titler på

www.rpc.dk

http://www.rpc.dk/

Danske tidsaander 1940-2010

Documents

Transcript of Danske tidsaander 1940-2010