18

0m

m

125mm 85mm85mm 31,5mm

M E L I S S A D E L A C R U Z

DE

LA

CR

UZ

ArvenArven

A r v e nA

rv

en

125mm

M ed den fantastiske åbenbaring omkring Bliss’

sande identitet kommer den voksende trus-

sel fra de dystre Silver Bloods med større magt end

nogensinde. De Blue Bloods, der så længe, de kan

huske, har levet det glamourøse liv på Manhatten

befinder sig nu midt i en episk kamp for overlevelse.

Visse ting er dog stadig ved det gamle: Kærligheden

står fortsat stærkt mellem de unge vampyrer på

Upper East Side. Eller gør den?

Schuyler har truffet sit valg. Hun har forladt

Jack til fordel for Oliver, valgt mennesket frem for

vampyren. Men gammel kærlighed ruster ikke så let

– og selv den koldblodige Mimi lider under fortidens

stærke følelsers snærende bånd.

Fjerde bind i Melissa de la Cruz’ vampyrmytologi

indeholder alle de elementer af glamour, attitude,

og vampyrkærlighed, der har gjort de første bøger i

serien til et hit.

”Det er fabelagtigt – og man er fanget!”

Booklist

0872467887719

er forfatter til en lang række romaner for både unge og voksne og er udkommet i en lang række lande. Melissa har endvidere optrådt som stil, mode- og kendisekspert på CNN og E! Entertainment og har skrevet for et utal af modemagasiner, heriblandt: Glamour, Marie Claire, Vogue, Cosmopolitan og The New York Times. Med Blue Bloods udkommer Melissa de la Cruz for første gang på dansk.

“Blue Blood-serien er en af de bedste vampyr-serier på markedet i øjeblikket. Den fortsætter ikke bare, hvor Twilight slap, men kommer med sit helt eget bud på en verden med vampyrer. Blue Bloods er så meget mere end bare en vampyrisk kærlighedshistorie. Den er fyldt med intrigante klaner, mord og virkelige historiske begivenheder. Vi advarer: Når du først er begyndt, er der ingen vej tilbage! Den er en “MUST-READ”!” Marlene & Lene, Bog & Idé, Bruuns Galleri

© R

uff

y L

and

ayan

ar det ikke det, Inkvisitoren havde hævdet

i forbindelse med de officielle efterforskninger

af begivenhederne i Rio? At Schuyler måske ikke

var den, hun gav sig ud for at være?

Lovløs. Flygtning. Det var det, hun var nu. I

hvert fald var hun ikke Lawrence Van Alens sør-

gende barnebarn.

Nej.

Ifølge Konklaven var hun hans morder.

M E L I S S A D E L A C R U Z

Blue Blood 4.indd 2 19/01/12 11.52

ArvenMelissa de la Cruz

A r v e n

Oversat fra amerikansk af elisabeth Kiertzner

Blue Blood 4.indd 3 19/01/12 11.52

Til min mor, Ching de la Cruz,der altid har sagt, at Blue Bloods ville blive mit gennem-brud.

Og til Mike og Mattie, for altid

Blue Blood 4.indd 5 19/01/12 11.52

De myrdede hjemsøger deres mordere.emily Brontë, Stormfulde højder

I have been sleeping a thousand years,got to open my eyes to everything ...

evanescence, “Bring Me to life”

Blue Blood 4.indd 6 19/01/12 11.52

7

eN saMTale

“Det siges, at Allegras datter vil besejre Silver Bloods. Jeg tror på, at Schuyler vil give os den frelse, vi søger. Hun har næsten lige så megen magt som sin mor. Og en dag vil hun være endnu mere magtfuld.”

“Schuyler Van Alen ... halvblodspigen? Er du sikker på, at hun er den rigtige?” spurgte Charles.

Lawrence nikkede.“Allegra havde jo to døtre,” sagde Charles i et let, næsten

legende tonefald. “Det har du forhåbentlig ikke glemt.”Van Alens, den Ældste, stemme blev kold. “Selvfølgelig ikke.

Men det er under din værdighed at spøge med noget så alvorligt som Allegras førstefødte.”

Charles viftede afværgende med hånden. “Undskyld. Det var ikke min hensigt at fornærme de døde.”

“Vi har hendes blod på vores hænder,” sukkede Lawrence. Han var træt efter dagens begivenheder og fortidens minder. “Men jeg tænker bare på ...”

“Ja?”“Det, som jeg har tænkt på i alle årene, Charles, om sådan

en nogensinde virkelig kan udslettes.”

The New York TimesNekrolog

Blue Blood 4.indd 7 19/01/12 11.52

8

laWreNCe VaN aleN105, filantrop og filosof, afgået ved døden

lawrence Winslow Van alen, professor i historie og ling-vistik ved universitetet i Venedig, døde i nat i sit hjem på riverside drive på Manhattan. Han blev 105 år. Hans læge, dr. Patricia Hazard, har bekræftet dødsfaldet. døds årsagen angives som fremskreden alder.

Professor Van alen var efterkommer af William Hen-ry Van alen, kendt som Kommandøren; et amerikansk ikon og en af den gyldne tids mest velhavende mænd med en formue, der stammede fra hjuldampere, jernba-ner, private investeringer og aktieafkast. Van alen-fami-lien grundlagde banelinjen New York Central railroad line og den nuværende Grand Central Terminal. Fami-liens velgørenhedsfond, the Van alen Foundation, var en hjørnesten i udviklingen af Metropolitan Museum of art, Metropolitan Opera, New York City Ballet og New York Blood Bank.

lawrence Van alen efterlader sig sin datter, allegra Van alen Chase, der har ligget i koma siden 1922, og sit barnebarn, schuyler Van alen.

Blue Blood 4.indd 8 19/01/12 11.52

9

Et

schuyler

er havde ikke været megen tid til at sørge. si- den sin hjemkomst til New York, efter at lawren-ce var blevet myrdet i rio, (hvilket Komiteen havde dækket over ved at indrykke en nekrolog i Times), havde schuyler Van alen været på flugt. uden stop. uden en pause. et år i konstant bevægelse og med kun et enkelt skridts forspring til de venatorer, der jagtede hende. Med fly til Buenos aires, derefter videre til dubai. en søvnløs nat på et vandrehjem i amsterdam, efterfulgt af endnu en køjeseng i en sovesal i Brügge.

Hun havde fejret sin sekstenårs fødselsdag om bord på den Transsibiriske Jernbane – med en kop tynd Nes-kaffe og nogle tørre russiske småkager. det var på en el ler anden måde lykkedes hendes bedste ven, Oliver Ha zard-Perry, at fremskaffe et lys, de kunne tænde i den ene suharki. Han tog sit job som menneskekonduite ret alvorligt. det var takket være Olivers udførlige regnskab, at de havde fået pengene til at række så langt. så snart de havde forladt New York, havde Konklaven spær-

D

Blue Blood 4.indd 9 19/01/12 11.52

10

ret for hans adgang til de velbjærgede Hazard-Perry-konti.

Nu var det august i Paris og varmt. de var ankommet til en næsten spøgelsesagtig by: bagerier, butikker og bi-stroer var tilskoddede, og deres ejermænd var draget af sted på tre ugers ferie til de nordligt beliggende strande. Tilbage var kun horderne af amerikanske og japanske turister på museerne, i gallerierne, i parkerne og på hver eneste offentlige plads, hvor de var nemme at spotte i de-res umiskendelige hvide sneakers og baseballkasketter. Men schuyler var glad for dem. Hun håbede, at de lang-somme menneskemasser ville gøre det nemmere for hen-de og Oliver at spotte de venatorer, der forfulgte dem.

schuyler havde kunnet forklæde sig ved at ændre sine fysiske træk, men hun kæmpede med mutatioen. Hun sagde ikke noget til Oliver, men her på det seneste hav-de hun ikke engang været i stand til at ændre sin øjen-farve.

Og efter at have levet i skjul i næsten et år kom de nu ud i lyset. det var et sats, men de var desperate. det hav-de tæret på dem at leve uden den beskyttelse og visdom, som det hemmelige vampyrsamfund og dets udvalgte, betroede flok kunne tilbyde. Og selvom ingen af dem ville indrømme det, var de begge trætte af at flygte.

derfor sad schuyler nu på bagsædet af en bus i en ny-strøget hvid skjorte, der var knappet op i halsen, over et par smalle sorte busker og flade sorte sko med gummisål. Hun havde sat sit mørke hår op i en hestehale og havde, bortset fra en smule lipgloss, ingen makeup på. Hun ville

Blue Blood 4.indd 10 19/01/12 11.52

11

helst ikke skille sig ud fra det øvrige serveringspersonale, der var blevet hyret til aftenen.

Men nogen ville garanteret bemærke hende. Nogen ville garanteret høre, hvor højt hendes hjerte bankede, og kommentere hendes hurtige, overfladiske vejrtræk-ning. Hun var nødt til at slappe af. Hun var nødt til at klare tankerne og være den blaserte servitrice, hun lod, som om hun var. denne gang afhang hendes liv af det.

Bussen kørte over broen til Hôtel lambert på Île sa-nit-louis, en lille ø i seinen. lambert var det smukkeste hus i verdens smukkeste by. det havde hun i hvert fald altid syntes. selvom ordet ‘hus’ ikke helt slog til. ‘slot’ var mere passende; det var som noget fra et eventyr, med mure ned til floden og grå mansardtage, der rejste sig af disen. som lille pige havde hun leget skjul i de fine haver med kegleformede træer, der mindede hende om brik-kerne i et skakspil. Hun mindedes, hvordan hun i fanta-sien iscenesatte forestillinger på den store gårdsplads og fra terrassen med udsigt over seinen smed brødkrummer ned til gæssene.

Hvor havde hun dog taget det liv for givet! i aften trådte hun ikke ind i den prægtige, eksklusive, hotellob-by som indbudt gæst, men derimod som ydmyg tjener. som en mus, der kravlede ned i et hul. schuyler var ner-vøs af gemyt og måtte mobilisere al sin selvbeherskelse for ikke at krakelere. Hun frygtede, at hun når som helst ville skrige – hun var allerede så nervøs, at hun ikke kunne få sine hænder til at holde op med at ryste. det

Blue Blood 4.indd 11 19/01/12 11.52

12

skælvede og rykkede i dem, som tilfangetagne fugle i hendes skød.

Ved siden af hende stod Oliver og så flot ud i sin bar-tenderuniform: smoking, sort silkebutterfly og sølvknap-per i skjorten. Men han var bleg under skjortekravens butterfly, og hans skuldre var anspændte under den lidt for store jakke. der hvilede en skygge over hans klare nøddebrune øje, der fik dem til at se mere grå end grøn-ne ud. der var ikke samme tomme udtryk af kedsomhed i Olivers ansigt, som der var i de andres. Han var på stik kerne, klar til kamp eller flugt. det ville enhver, der be tragtede ham længe nok, kunne se.

Vi burde ikke være her, tænkte schuyler. Hvad tænkte vi på? risikoen er for stor. de finder os og skiller os ad ... og så ... nej, resten var for rædselsfuldt at tænke på.

Hun svedte under sin stivede skjorte. airconditionan-lægget virkede ikke, og bussen var fyldt. Hun lænede ho-vedet ind mod vindueskanten. det var over et år siden, at lawrence døde. 445 dage. schuyler blev ved at tælle, i håb om det ville holde op med at gøre ondt, når hun først ramte et magisk tal.

det her var ingen leg, selvom det nogle gange føltes som en hæslig, surreel version af katten efter musen. Oli-ver lagde sin hånd oven på hendes i et forsøg på at få den til at holde op med at ryste. rystelserne var begyndt for nogle måneder siden, i starten var det blot en lille træk-ning, men det gik snart op for hende, at hun måtte kon-centrere sig, hver gang hun bare skulle noget så simpelt som at samle en gaffel op eller åbne en konvolut.

Blue Blood 4.indd 12 19/01/12 11.52

13

Hun vidste, hvad det var, og hun kunne ikke gøre no-get ved det. doktor Pat havde fortalt hende til hendes første konsultation: Hun var den eneste af sin art, Di-midium Cognato, den første af halvblod, og det var ikke til at vide, hvordan hendes menneskekrop ville reagere på forvandlingen til udødelig; der ville i hendes tilfælde være bivirkninger og særlige vanskeligheder.

alligevel fik hun det bedre, når hun mærkede Olivers hånd i sin. Han vidste altid, hvad han skulle gøre. Hun for lod sig i så mange henseender på ham, og hendes kær-lig hed til ham var kun vokset i løbet af de år, de havde til bragt sammen. Hun klemte hans hånd og flettede fing-rene ind i hans. det var hans blod, der løb i hendes årer, og hans hurtige opfattelsesevne, der var årsag til hendes frihed.

Hvad angik alt det og alle dem, de havde efterladt sig i New York, var det ikke længere noget, schuyler dvælede ved. det var alt sammen fortid. Hun havde truffet et valg og havde sluttet fred med det. Hun havde accepteret sit liv, som det var. en gang imellem savnede hun sin ven-inde Bliss meget, og et par gange havde hun følt trang til at kontakte hende, men det var umuligt. ingen måtte vide, hvor de var. ingen. ikke engang Bliss.

Måske havde de heldet med sig i aften. det havde de haft indtil videre. Okay, det havde været lige op over et par gange – den aften i Köln, hvor hun lynhurtigt var stukket af fra den kvinde, der havde spurgt om vej til katedralen. Illuminata havde afsløret hende, schuyler hav de opfattet det bløde lys i tusmørket, inden hun var

Blue Blood 4.indd 13 19/01/12 11.52

stukket af, alt hvad remmer og tøj kunne holde. der var grænser for, hvor meget man kunne forklæde sig. Før el-ler siden afslørede ens sande natur sig.

Var det ikke det, inkvisitoren havde hævdet i forbin-delse med de officielle efterforskninger af begivenheder-ne i rio? at schuyler måske ikke var den, hun gav sig ud for at være?

lovløs. Flygtning. det var det, hun var nu. i hvert fald var hun ikke lawrence Van alens sørgende barnebarn.

Nej.ifølge Konklaven var hun hans morder.

Blue Blood 4.indd 14 19/01/12 11.52

15

to

Mimi

d, hvor klamt! Hun havde trådt i noget ulæk- kert. Noget totalt ulækkert. det var tværet ud under hendes fod med en våd, gispende lyd. uan-set hvad det var, havde det helt sikkert ødelagt hendes ponyskindsstøvler. Hvorfor havde hun også ponyskinds-støvler på til en rekognoscering? Mimi Force løftede hæ-len og tog skaden i nærmere øjesyn. zebraskindet var plettet af en brun væske.

Øl? Whisky? en kombination af al den alkohol, der stod på nederste hylde i baren her. det var ikke til at vide. For gud ved hvilken gang spekulerede hun over, hvorfor i alverden hun havde skrevet sig på til den her opgave. det var sidste uge i august. Hun burde ligge på stranden på Capri og arbejde på sin kulør og sin femte limoncello. ikke kravle rundt i en eller anden beverding midt ude på landet. et eller andet sted mellem udkants-området og herrens mark. uanset, hvor var det en trist lille soveby, og de kunne ikke komme hurtigt nok væk herfra.

a

Blue Blood 4.indd 15 19/01/12 11.52

16

“Hvad er der galt?” Kingsley Martin stak en albue i siden på hende.

“Klemmer skoene igen?”“Gider du lade mig være?” sukkede hun og rykkede

væk fra ham for at tydeliggøre, at hun syntes, den ni-che, de gemte sig i, var for trang. Hun var træt af hans drillerier. særligt, fordi hun til sin egen store forfærdelse havde opdaget, at hun var begyndt at kunne lide det. det var ganske enkelt uacceptabelt. Hun hadede Kingsley Martin. efter alt det, han havde gjort imod hende, kunne hun ikke se, hvordan hun skulle kunne føle andet.

“Men hvad sjovt er der ved det.” Han blinkede. det mest irriterende ved Kingsley – ud over at han engang næsten havde kostet hende livet – var, at Mimi et eller andet sted mellem strandjagten i Punta del este og Hong-kongs skyskrabere var begyndt at finde ham ... attraktiv. det fik det til at vende sig i maven på hende. “Kom nu, Force, slap af. du ved, at du vil have mig,” sagde han med et smørret smil.

“Åh, gud,” fnøs hun og vendte sig om, så hendes lange blonde hår fejede hen over hendes skulder og ramte ham lige i ansigtet. “som om!” det kunne godt være, han var hurtigere og stærkere end hende – venatorholdets store mand og i enhver henseende Mimis chef – men det bur-de reelt være hende, der var deres anfører, eftersom hun var højere rangeret end ham i Konklavens hierarki. Hvis man kunne kalde den ynkelige forsamling af kujoner en konklave.

Kingsley Martin måtte tro om igen, hvis han troede,

Blue Blood 4.indd 16 19/01/12 11.52

17

han havde en chance hos hende. det kunne godt være, at han var helt vildt lækker (forbandede rockstjernelook) men det gjorde ikke den mindste forskel. Hun var ikke interesseret, uanset hvor hurtig hendes puls blev, når han var i nærheden. Hun var bundet til en anden.

“Mmm. skønt. du bruger ikke Hiltons hotelshampoo, vel? den her er lækker,” spandt han. “Men er det bal-sammen, der gør det så silkeblødt?”

“Hold mund .... bare ....”“Vent lige. Gem din tale til afterpartyet. Jeg kan se

vores folk. er du klar?” afbrød Kingsley med pludselig alvorlig og kontrolleret stemme.

“Helt klar.” Mimi nikkede og var lige så kontrolleret som ham. Hun fik øje på deres vidne, ham, der var årsag til, at de i det hele taget befandt sig her, nogle kilome-ter uden for lincoln, Nebraska (det var der, de var, nu huskede hun det!). en tidligere ‘prep’-type, der sikkert nærmede sig de 30, med en begyndende ølvom og de første tegn på midaldrende rundhovedethed. Han var ty-pen, der lignede en, som havde været stregspiller i high school, men hvis muskler var forvandlet til fedt efter et par år bag et skrivebord.

“Godt, for det bliver ikke nemt, det her,” advarede Kingsley. “Okay, drengene lokker ham over i hjørnebå-sen, og vi følger efter. indtager kampstilling og smutter igen. ingen opdager noget, hvis vi ikke rejser os. servitri-cen kommer ikke engang over.”

det var lettere og mindre smertefuldt at trænge ind i en andens erindringer under reM-søvn, men de kunne

Blue Blood 4.indd 17 19/01/12 11.52

18

ikke tillade sig den luksus at vente, til deres offer var for-svundet ind i drømmeland. i stedet besluttede de at brase ind i hans underbevidsthed uden forudgående varsel og uden hensyntagen. det var bedre sådan: så kunne han ikke skjule sig. ikke forberede sig. de ville have den nøg-ne sandhed, og denne gang skulle de nok få den.

Venatorerne var sandsigere og havde evnen til at de-chifrere drømme og få adgang til erindringer. de kunne kun skelne mellem sande og falske minder ved at drage blod, men der fandtes andre og hurtigere metoder til at skelne mellem fakta og fiktion uden at bruge det Hellige Kys. Mimi havde lært, at Komiteen kun gik med til en bloddom, hvis der var blevet fremsat en meget alvorlig anklage, som tilfældet havde været i hendes sag. ellers var jagten på erindringer, venatio, om ikke sikker, så dog acceptabel til deres formål. Mimi havde fået et lynkur-sus i venatortræning, inden hun havde tilsluttet sig. det hjalp, at hun selv havde været venator i et tidligere liv. da hun først havde lært det mest basale, var det ligesom at køre på cykel – hendes grunderindringer vendte til-bage, og hun havde det hele på rygraden.

Mimi så til, mens tvillingebrødrene sam og Ted len-nox, der udgjorde resten af deres venatorhold, førte vid-net ned i en mørk hjørnebås. de havde hældt den ene øl efter den anden i ham oppe ved baren. Gulddrengen troede nok bare, at han havde fået et par nye venner.

så snart de havde sat sig ned, gled Kingsley ind på sædet overfor med Mimi ved sin side. “Hey, makker, kan du huske os?” spurgte han.

Blue Blood 4.indd 18 19/01/12 11.52

“Hvad?” Fyren var vågen, men beruset og døsig. Mimi fik næsten ondt af ham et kort øjeblik. Han anede ikke, hvad der skulle til at ske.

“Jeg er sikker på, at du kan huske hende,” sagde Kings-ley og fik offeret til at se Mimi i øjnene.

Mimi fastholdt fyren med sit sovekammerblik, og in-gen, der betragtede dem, ville se andet, end at han bare var helt forblændet af den smukke blondine og stirrede hende dybt ind i de grønne øjne.

“Nu,” beordrede Kingsley.straks trådte de fire venatorer ind i Tilegnelsen og tog

deres offer med sig.det var lige så let som at smutte ned i kaninhullet.

Blue Blood 4.indd 19 19/01/12 11.52

20

trE

Bliss

a hun vågnede om morgenen, var det første, hun tænkte på, at de klare hvide skodder vir - kede bekendt. Hvorfor virkede de bekendt? Nej. det var ikke det rigtige. det var ikke det rigtige spørgsmål at stille. Nu gik hun for hurtigt frem igen. det gjorde hun nogle gange. Men nu måtte hun koncentrere sig. Hver dag skulle hun stille sig selv tre vigtige spørgsmål, og det her var ikke et af dem.

det første spørgsmål, hun skulle stille sig selv, var: Hvad hedder jeg?

det kunne hun ikke huske.det var ligesom at prøve at dechifrere en krusedulle

på et stykke papir. Hun vidste godt, hvad der skulle stå, men hun kunne ikke tyde håndskriften. det var ligesom at have noget, der lige præcis var uden for rækkevidde, bag en lukket dør, som hun havde tabt nøglen til. eller at vågne op og være blind. Hun famlede vildt med hæn-derne i mørket og forsøgte at lade være at gå i panik.

Hvad hedder jeg?

D

Blue Blood 4.indd 20 19/01/12 11.52

21

sit navn. Hun måtte huske sit navn. ellers ... ellers ... det ville hun ikke tænke på.

der var engang en pige, der hed ...?der var engang en pige, der hed ...?Hun havde et usædvanligt navn. så meget vidste hun.

det var ikke et af den slags navne, der stod på keramik-krus i lufthavnenes gavebutikker eller på små fortrykte souvenirskilte, man kunne hænge på sin dør, når man var kommet hjem fra disneyland. Hendes navn var kønt og usædvanligt og havde en betydning. Noget, der hand-lede om sne eller åndedrag eller lykke eller glæde eller ...

Bliss. salighed. Ja. det var det. Bliss llewellyn. det var hendes navn! Hun havde husket det! Hun knugede det så tæt ind til sig, som hun kunne. Hendes navn. Hende selv. Når bare hun kunne huske, hvem hun var, var hun okay. så ville hun ikke bliver skør. ikke i dag i det mind-ste.

Men det var svært. det var så svært, så svært, for nu var der Gæsten at tage hensyn til. Gæsten, der boede inden i hende, der praktisk talt var hende. Gæsten, der reagerede på hendes navn. Hun kaldte ham Gæsten, fordi det gjorde det lettere for hende at tro på, at det var en midlertidig situation. For hvad var det, gæster gjorde? de forsvandt igen.

Bliss spekulerede over, om man stadig var sig selv, hvis det var en anden, der traf ens beslutninger? Talte med ens stemme? Gik på ens ben? Brugte ens hænder til at dræbe det menneske, man elskede allerhøjest?

Hun skælvede. Hun fik en pludselig, uindbudt erin-

Blue Blood 4.indd 21 19/01/12 11.52

22

dring. Om en sorthåret dreng, der lå slapt i hendes arme. Hvem var det? svaret fandtes et sted, men hun måtte grave efter det. Billedet tonede ud. Hun ville forhåbent-lig huske det senere. lige nu måtte hun videre til spørgs-mål to.

Hvor er jeg?skodderne. skodderne var et spor. det var nok, at hun

var i stand til at se noget. det skete efterhånden så sjæl-dent. For det meste vågnede hun op i mørke. Hun kon-centrerede sig om skodderne. de var hvidmalede og af træ. Charmerende på en måde, noget, der vakte minder om et bondehus eller en engelsk hytte – bortset fra at de var for skinnende og perfekte. de mindede mere om Martha stewarts forestilling om en engelsk hytte end om en rigtig en. aha. ikke så sært, at de virkede bekendt.

Nu vidste Bliss, hvor hun var. Hun ville have smilet, hvis hun stadig kunne.

The Hamptons. Hun befandt sig i sit hus i Hamptons. de var i Cotswold. det var Bobianne, der havde navngi-vet huset. Bliss så for sig en høj, slank kvinde med alt for meget makeup på og kæmpestore smykker. Hun kunne oven i købet lugte sin stedmors kvalmende parfume. Nu kom det hele tilbage i et hastigt tempo.

en sommer, til et aftenselskab hos en berømt designer, var det gået op for Bobianne, at alle de store huse i om-rådet havde navne. ejerne gav deres boliger navne som ‘Mandalay’ eller ‘egely’, afhængigt af hvor prætentiøse de var. Bliss havde foreslået, at de døbte deres ‘Klithuset’ efter den store sandklit for enden af deres grund nede

Blue Blood 4.indd 22 19/01/12 11.52