Blue Bloods 3 - afsløringer af Melissa de la cruz

18

0m

m

125mm 85mm85mm 22,5mm

B

M E L I S S A D E L A C R U Z

DE

LA

CR

UZ

ÅbenbaringMaskerade

A f s l ø r i n g e r

Af

sl

ør

in

ge

r

125mm

S chuyler Van Alen bliver pludselig mødt af en

lang række spørgsmål, der sår tvivl om hendes

ophav: Er den unge vampyr i virkeligheden en Blue

Blood, eller er det det uhyggelige Silver-blod, der

flyder i hendes årer? Efterhånden bliver hun også

selv i tvivl og ved derfor ikke længere, hvem hun

kan stole på.

Samtidig med jagten på sin oprindelse er Shuyler

fanget under samme tag som sin ærkefjende, Mimi

Force, og sin forbudte kærlighed, Jack Force, der

på en gang er mere og mere tiltrækkende – og mere

og mere farlig for hende at være i nærheden af …

”Det er fabelagtigt – og man er fanget!”

Booklist

0863007887719

er forfatter til en lang række romaner for både

unge og voksne og er udkommet i en lang

række lande. Melissa har endvidere optrådt

som stil, mode- og kendisekspert på CNN og

E! Entertainment og har skrevet for et utal af

modemagasiner, heriblandt: Glamour, Marie

Claire, Vogue, Cosmopolitan og The New York Times.

Med Blue Bloods udkommer Melissa de la Cruz

for første gang på dansk.

You can’t push it underground

You can’t stop it screaming out

How did it come to this?

You will suck life out of me …

Muse

”Time Is Running Out”

© R

uff

y L

and

ayan

lue Blood-serien er en af de bedste vampyr-serier

på markedet i øjeblikket. Den fortsætter ikke

bare, hvor Twilight slap, men kommer med sit helt eget bud

på en verden med vampyrer. Blue Bloods er så meget mere

end bare en vampyrisk kærlighedshistorie. Den er fyldt med

intrigante klaner, mord og virkelige historiske begivenheder.

Vi advarer: Når du først er begyndt, er der ingen vej tilbage!

Den er en “MUST-READ”!

Marlene & Lene, Bog & Idé, Bruuns Galleri

M E L I S S A D E L A C R U Z

AfsløringerMelissa de la Cruz

A f s l ø r i n g e rI

en BLUE BLOOD-roman

Oversat fra amerikansk af elisabeth Kiertzner

Afsløringer.indd 3 25/08/11 18.46

Til Mike og Mattie, altid.

Og til Stephen Green og Carol Fox,mine “ældste” fans.


Det største bevis på mod er at bære sit nederlag uden at fortvivle.(robert s. ingersoll)

O you were a vampire and I may never see the light.(Concrete Blonde, “Bloodletting”)

Og der blev krig i himlen.Mikael og hans engle gik i krig med dragen,og dragen og dens engle tog kampen op,men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen ...“Men ve over jorden og havet,for Djævelen er kommet ned til jer med stort raseri,fordi han ved, at hans tid er kort.”( Johannes’ Åbenbaring, 12, 7-12)


Slaget ved CorCovado

an kiggede op og så Lawrence, fastlåst i en voldsom kamp med sin modstander. Hans sværd faldt til jor-

den. Den lysende hvide skikkelse tårnede over ham. Den var så skarp, at den blændede, ligesom hvis man stirrede direkte ind i solen. Det var Lysbringeren. Morgenstjernen.

Hendes blod frøs til is. “Schuyler!” hvæsede Oliver.Schuyler hævede sin mors sværd, hun så det glimte i måne-

skæret, en lang, bleg, dødbringende klinge. Hun hævede det mod fjenden. Hun løb af alle kræfter, slyngede det mod hans hjerte ...

... men ramte ikke.

H


lYdFilsarKiVHisTOriedePOTeT

FOrTrOliGT dOKuMeNTKun med godkendelse fra højeste sted

afskrift af venator-rapport, arkiveret 5/1

«hvæsende lyd efterfulgt af hørbart klik«

Position er sikret i målområde og efterforskning af Augusta

Carondolets død ved fuld fortæring påbegyndes. Ofret blev

fundet i drænet tilstand i natklubben The Bank i New York.

Følgende mistænkte befandt sig på gerningsstedet den på

gældende aften.

Schuyler Van Alen: Halvblod med menneskefar uden særlig

betydning. Mor: Allegra Van Alen (Gabrielle). Alder: 15 år.

Bliss Llewellyn: Cyklisk datter af senator Forsyth Llewellyn.

Fødselsattest indikerer, at mor er ukendt (er dette korrekt?).

Alder: 15 år.

Madeleine Force: Cyklisk datter af Charles Force (Michael)

og Trinity Burden Force. Alder: 16 år. Tvillingebroren, Ben

jamin Force, der også befandt sig i nærheden om natten

den 12/9, er blevet slettet fra listen over mistænkte, fordi det

blev bekræftet, at han havde forladt gerningsstedet, inden

overfaldet fandt sted. MEGET FØLSOM situation, eftersom

den mistænkte er datter af den nuværende Regis. Fremsend

ikke liste over mistænkte til Regis, før den er fuldstændig

bekræftet.

Oprindeligt mistænkte, Dylan Ward, er stadig på fri fod. Op

holdssted ukendt.


11

et

n tidlig, bitterkold morgen i slutningen af martstrådte en lettet schuyler Van alen ind gennem

glasdørene til duchesne-skolen og den kæmpestore, høj-loftede hall, der var domineret af et stateligt portræt af skolens grundlægger, malet af John singer sargent. Hun havde trukket parkaens pelskantede hætte op over sit tykke, mørke hår, for hun foretrak at være anonym frem for at skulle gengælde de andre elevers tilfældige hilsner.

det var mærkeligt at opfatte skolen som et fristed, et helle, et sted, hun så frem til at komme. duchesne med dens blanke marmorgulve og storslåede udsigt til Cen-tral Park havde været intet mindre end et torturkammer. Hun havde frygtet turen op ad den brede trappe, følt sig elendigt til mode i de dårligt opvarmede klasselokaler og sågar følt afsky mod spisesalens smukke terrazzogulve.

Når schuyler var i skole, følte hun sig tit grim og usyn-lig, selv om hendes dybtliggende blå øjne og fine por-celænsdukkeagtige træk talte deres eget sprog. Hendes velbeslåede klassekammerater havde hele hendes liv

E


12

behandlet hende som en freak, en udstødt – en uønsket paria. selv om hendes familie var en af de ældste og mest fornemme i byens historie, var tiderne skiftet. Van alen-familien, der engang havde været en stolt og prestigefuld klan, var gennem de sidste par hundrede år skrumpet ind og visnet og var nu praktisk talt uddøet. schuyler var en af de sidste, der var tilbage.

schuyler havde i nogen tid håbet, at hendes bedstefars tilbagevenden fra eksil ville ændre situationen – at det, at lawrence blev en del af hendes liv, ville medføre, at hun ikke længere følte sig alene. Men det håb blev knust, da Charles Force fjernede hende fra det forfaldne brownsto-nehus på riverside drive, som var det eneste hjem, hun havde kendt til.

“Har du planer om at flytte dig, eller skal jeg hjælpe til?”

det gav et sæt i schuyler. Hun havde ikke opdaget, at hun var gået i trance foran sit skab. det ringede bimlen-de højt ind til dagens første time. Bag hende stod Mimi Force, hendes nye bofælle.

uanset hvor malplaceret schuyler følte sig i skolen, var det intet i sammenligning med de arktiske kuldegra-der, hun dagligt oplevede i Force-familiens store byhus over for the Metropolitan Museum. På duchesne skulle hun ikke høre Mimi brokke sig over hende dagen lang. Kun nu og da. ikke så sært, at duchesne var blevet så tiltrækkende her på det seneste.

selv om det nu var lawrence Van alen, der var regis, Blue Bloods’ overhoved, var det ikke lykkedes ham at


13

forhindre adoptionen. Vampyrkodeks krævede, at man til punkt og prikke overholdt menneskelovene for at undgå, at Blue Bloods tiltrak sig uønsket opmærksom-hed. selv om schuylers bedstemor i sit testamente havde erklæret schuyler en myndig mindreårig, havde Charles Forces advokater ved et listigt træk sået tvivl om dets grundlag og som en del af pakken vundet schuyler.

“Nå?” Mimi stod stadig og ventede. “Nåh. Øh. undskyld,” sagde schuyler og snuppede en

skolebog fra skabet, inden hun trådte til side.“Præcis,” sagde Mimi og klemte sine smaragdgrønne

øjne sammen og så med foragt på schuyler. det var sam-me blik, hun havde givet schuyler, da de var stødt på hin anden i gangen om morgenen. Blikket sagde: “Hvad laver du her? du har ingen ret til at eksistere.”

“Hvad har jeg nogensinde gjort dig?” hviskede schuy-ler og lagde en bog ned i sin slidte kanvastaske.

“du reddede hendes liv!” Ordene kom fra en bemær-kelsesværdig rødhåret pige, og Mimi sendte hende et gennemborende blik.

Bliss llewellyn stirrede tilbage. Hun var fra Texas og havde været en del af Mimis slæng. Bliss’ kinder var lige så røde som hendes hår.

“Hun reddede dit liv i Venedig, og så kan du ikke en-gang finde ud af at være taknemmelig!”

Bliss havde været Mimis tro følgesvend og gladelig fulgt hendes mindste vink, men efter det seneste silver Blood-angreb, hvor Mimi var blevet afsløret som en aktiv medsammensvoren, var tilliden mellem de før så


14

gode veninder blevet brudt. selv om Mimi ikke havde haft held med sin ugerning, blev hun dømt til døden, men schuyler var kommet hende til undsætning ved blod-dommen.

“Hun reddede ikke mit liv. Hun fortalte bare sandhe-den. Mit liv var ikke i fare på noget tidspunkt,” svarede Mimi og kørte en sølvhårbørste igennem sit hår.

“du skal ikke høre på hende,” sagde Bliss til schuyler.schuyler smilede og følte sig lidt modigere, nu da hun

havde opbakning. “det er svært at lade være. det er lige-som at lade, som om den globale opvarmning ikke eksi-sterer.” Hun vidste godt, at hun senere ville komme til at stå til regnskab for den bemærkning. der ville komme småsten i hendes mysli og sort tjære på hendes sengetøj, eller mere af seneste tiltag: det ville svinde ind blandt hendes i forvejen få ejendele. Hun havde allerede mistet sin mors medaljon, sine skindhandsker og sin højtelske-de udgave af Kafkas Processen, der var fuld af æselører og på første side havde initialerne ‘J. F’.

schuyler skulle dog være den første til at indrømme, at gæsteværelse nummer to i Force-familiens palæ (num-mer et var forbeholdt vigtige gæster) ikke ligefrem kunne kaldes et kosteskab. Hendes værelse var smukt indrettet med alt, en pige kunne drømme om: en kæmpestor him-melseng med en blød dyne, skabe fulde af designertøj, et toptjekket tv- og dvd-anlæg, masser af legetøj til hendes blodhund, Beauty, og en ny, fjerlet Mac Book air. Men selv om hendes nye hjem var rigt på materielle goder, havde det ikke hendes gamle hjems charme.


15

Hun savnede sit gamle værelse med de solgule vægge og det vakkelvorne skrivebord. Hun savnede den my-stiske, støvede stue. Hun savnede Hattie og Julius, der havde været hos familien, siden hun var helt lille. Hun savnede også sin bedstefar selvfølgelig. Men mest af alt savnede hun sin frihed.

“er du okay?” spurgte Bliss og puffede til hende. schuy-ler var kommet hjem fra Venedig til en ny adresse og en uventet allieret. Hun og Bliss havde altid været på ven-skabelig fod, men nu var de uadskillelige.

“Ja, jeg er vant til det. Jeg kan sagtens klare hende,” smilede schuyler. en af de få glæder ved duchesne var, at hun kunne møde Bliss her.

Hun fulgte strømmen af elever op ad den snoede bag-trappe og fangede et hastigt glimt af noget ud ad øjen-krogen. det var ham. Hun behøvede ikke at kigge for at vide, at han befandt sig i den flok af elever, der bevægede sig i den modsatte retning. Hun kunne altid fornemme ham, som om hendes nerver var fintfølende antenner, der opfangede det, hver gang han var i nærheden.

Måske gav hendes indre vampyr hende evnen til at sanse, når der var en anden i nærheden, eller måske hav-de det intet med hendes overnaturlige evner at gøre.

Jack.Han stirrede lige frem for sig, som om han overhove-

det ikke så hende, ikke registrerede hendes nærvær. Hans glatte, blonde hår havde samme gennemsigtige tone som hans søsters og var redt tilbage fra hans prægtige pande, og i modsætning til de fleste af de øvrige drenge, der gik


16

mere eller mindre sjusket klædt, var han tjekket i jakke og slips. Han var så smuk, at schuyler næsten ikke kunne trække vejret. Men ligesom i palæet – schuyler nægtede at omtale det som hjem – ignorerede Jack hende.

Hun kastede et sidste blik i hans retning, inden hun for op ad trappen. Timen var allerede begyndt. schuyler prøvede af gammel vane at snige sig ubemærket ind og ned til bageste række ved vinduet. der sad Oliver Ha-zard-Perry bøjet over sin notesbog.

Men i sidste øjeblik tog hun sig i det, gik gennem loka-let og satte sig ud for den klirrende radiator uden at hilse på sin bedste ven.

Charles Force havde gjort det klart: Nu, hvor hun bo-ede under hans tag, måtte hun følge hans regler. den første regel var, at schuyler ikke måtte se sin bedstefar. Fjendskabet mellem Charles og lawrence stak dybt, og det var ikke kun, fordi lawrence havde fortrængt ham fra hans position i Konklaven.

“Han skal ikke fylde dig med løgne,” havde Charles sagt til hende. “Nok styrer han Covenet, men han har ingen magt i mit hus. Hvis du ikke adlyder mig, kan jeg garantere, at du vil fortryde det.”

den anden af Forces leveregler var, at hun havde for-bud mod at være sammen med Oliver. Charles var gået grassat, da han havde opdaget, at schuyler havde gjort Oliver (der var udpeget som hendes konduit) til sin men-neskeven.

“For det første er du for ung. For det andet er det ana-thema. usmageligt. Konduiter er tjenere. de er ikke ... de


skal ikke tjene samme formål som menneskevenner. du må omgående finde dig et andet menneske og afslutte dit forhold til denne dreng.”

Hårdt presset måtte hun til sin ærgrelse indrømme, at Charles nok havde ret. Oliver var hendes bedste ven, og hun havde mærket ham som sin egen, indtaget hans blod, blandet den med sit, og hendes handling havde haft konsekvenser. en gang imellem ønskede hun, at de kunne gå tilbage til tiden før, det hele blev så komplice-ret.

schuyler havde ingen anelse om, hvorfor Charles i det hele taget bekymrede sig om, hvem hun gjorde til men-neskeven, eftersom Force-familien havde afskaffet den gammeldags praksis med at have menneske-konduiter. Men hun overholdt reglerne til punkt og prikke. Hun havde tilsyneladende ingen som helst kontakt med law-rence og havde undladt at udføre det Hellige Kys på Oliver.

der var så mange ting, hun kunne og ikke kunne i sit ny liv. Men nogle steder gjaldt reglerne ikke. Nogle ste-der havde Charles ingen magt. Nogle steder var schuyler fri.

det var derfor, man havde hemmelige gemmesteder.


18

to

imi Force kunne godt lide lyden af stilethæle mod marmorgulv. den betryggende klik-klik-

klak-lyd fra hendes blanke Jimmy Choo-sko gav et run-gende ekko i Force Towers store lobby, det funklende nye hovedkvarter i hendes fars medieimperium, der be-stod af en række bygninger midt på Manhattan. skinnen-de elevatorer fragtede med jævne mellemrum grupper af “Forcies” – de smukke ansatte i Forces mediekonglo-merat – designredaktører, moderedaktører og livsstilsre-daktører til frokostaftaler på Michael’s eller ind i biler med privatchauffører, der fragtede dem rundt til møder i byen. de var en velklædt flok med tilknappede ansigter, som om deres overfyldte kalendere ikke efterlod plads til smil. Mimi passede perfekt ind.

Hun var kun seksten, men følte sig meget gammel, da hun spadserede gennem mængden og ind i den mørke niche, der gemte på en elevator, man kun kunne få ad-gang til ved hjælp af en hemmelig nøgle, der ikke kunne kopieres.

M


19

Hun kunne huske, dengang Force Tower blev døbt the Van alen Building. i årevis havde den bare ligget hen som et treetagers-fundament, eftersom det planlagte tårn aldrig var blevet bygget efter krakket i 1929, som blev fulgt af den store depression. Hendes fars firma havde først sidste år fået bygget den færdig efter de oprindelige tegninger og givet bygningen et nyt navn.

Mimi så sig omkring og udsendte et stærkt signal om, at hun ville ignorere enhver, der kunne finde på at nær-me sig. Hun fandt dørgrebet og pressede fingeren ind mod låsen, så der gik hul, og den trak blod. låsens blod-analyse var ikke det sidste nye inden for sikkerhedstek-nologi, men en gammel opfindelse. Hendes blod blev analyseret og sammenholdt med depotets dna-filer; hvis de passede sammen, var det en bekræftelse af, at det var en ægte Blue Blood, der stod ved indgangen. Blodet kunne hverken kopieres eller opbevares. Vampyrblod forsvandt inden for få minutter i fri luft.

dørene gled næsten lydløst op, og Mimi tog elevato-ren ned. det, som red Bloods ikke vidste, var, at byg-ningen var blevet bygget færdig i 1929 – men at den gik nedad og ikke op.

Tårnet var en “kerneskraber” – en underjordisk kon-struktion, der pegede ind mod Jordens kerne og ikke op mod himlen. Mimi så etagerne fare forbi i nedadgående retning. Hun nåede til halvtreds, derefter hundred, to-hundred og trehundred meter ned under Jordens over-flade. engang i fortiden havde Blue Bloods boet under jorden for at beskytte sig mod angreb fra silver Bloods.


20

Nu forstod Mimi, hvad Charles Force havde ment, da han havde snerret, at lawrence og Cordelia ville have vampyrer til ‘atter at kravle rundt i huler’.

Omsider standsede elevatoren, og dørene gik op. Mimi nikkede til konduiten ved disken. red Blood-fyren lignede en blind muldvarp, der ikke havde set dagens lys længe. lidt ligesom de falske myter om vampyrer, konstaterede Mimi til sin egen morskab.

Hun kunne fornemme overvågningen, stedet var mas-sivt beskyttet. det her var Blue Bloods hemmeligste og mest velbevogtede tilflugtssted. lawrence var særligt be-gejstret for det funklende og iøjnefaldende nye tårn, der var blevet bygget oven på det.

“Vi skjuler os i fuld offentlighed,” kluklo han. Histo-riedepotet var for nylig blevet flyttet ned til de underste etager. efter angrebet havde man forladt tilflugtsstedet under klubben. Mimi havde stadig dårlig samvittighed over det, der var sket. Men det var ikke hendes skyld! det havde ikke været hendes mening at gøre nogen for-træd. Måske havde hun været naiv. Men der var ingen grund til at dvæle ved det nu.

“Godaften Madeleine,” lød det høfligt fra en elegant kvinde i en Chanel-spadseredragt.

“dorothea.” Mimi nikkede og fulgte efter den gamle hejre hen til konferencesalen. Hun vidste, at flere af Kon-klavens medlemmer ikke havde været begejstrede for, at hun var blevet indlemmet i inderkredsen. de var be-kymrede for, at hun stadig var for ung og ikke havde fuld kontrol over minderne fra sine tidligere liv og den med-


21

følgende visdom. en Blue Bloods selvrealiseringsproces startede i forbindelse med transformationen i 15-årsal-deren og fortsatte ind til slutningen af solnedgangsåret (cirka 21-årsalderen), når menneskeskallen måtte vige for vampyren indeni. Mimi var ligeglad med, hvad de tænkte. Hun var der for at gøre sin pligt, og selv om hun ikke kunne huske alting, kunne hun huske nok.

Hun var der, fordi lawrence var ankommet til Force-palæet en sen aften, kort efter at de var kommet hjem fra Venedig, for at snakke med Charles. Mimi havde over-hørt hele samtalen. da lawrence overtog posten som regis, havde Charles frivilligt afgivet sin plads i Konkla-ven, men lawrence havde bedt ham genoverveje det.

“Vi har brug for al vores styrke nu. Vi har brug for dig, Charles. lad være at vende os ryggen.” lawrence talte lavmælt og alvorligt. Han hostede flere gange, og duften af sød tobak fra hans pibe havde fyldt gangen uden for hendes fars kontor.

Charles var ubøjelig. Han var blevet ydmyget og af-vist. Hvis Konklaven ikke ville have ham, ville han heller ikke have Konklaven. “Hvad skal de med mig, når de har dig, Regis?” vrissede Charles, som om det var frastø-dende at udtale ordet.

“Jeg går.”lawrence løftede blot et øjenbryn, da han opdagede,

at Mimi stod foran ham. Heller ikke Charles virkede sær-lig overrasket. Mimi havde altid, selv som helt lille, haft talent for at trænge gennem låste døre.


22

“azrael,” mumlede lawrence. “Kan du huske det?”“ikke det hele. ikke endnu. Men jeg kan godt huske

dig ... Bedstefar,” sagde Mimi med et lumsk smil.“det er godt nok for mig.” lawrences smil mindede

lidt om Charles’. “Charles, det er blevet besluttet, at Mimi får din plads i Konklaven. som din repræsentant refererer hun til dig. azrael, du må gå.”

Mimi skulle lige til at protestere, men så gik det op for hende, at hun uden at opdage det havde forladt ste-det ved Tilegnelsens Kraft. Han var snu, den gamle rad. Men intet skulle forhindre hende i at presse øret ind mod døren.

“Hun er farlig,” sagde lawrence stille. “det over-raskede mig, at du havde hidkaldt tvillingerne til denne cyklus. Var det virkelig nødvendigt?”

“som du selv sagde, er hun stærk,” sukkede Charles. “Hvis du har ret i, at der venter os en kamp forude, law-rence, har du brug for hende på din side.”

lawrence gryntede. “Hvis hun forbliver loyal.”“det har hun altid været,” sagde Charles skarpt. “Og

hun var ikke den eneste af os, der elskede Morgenstjer-nen engang.”

“en alvorlig fejltagelse, som vi alle begik.” lawrence nikkede.

“Nej, ikke os alle.” sagde Charles blidt.Mimi gled væk fra døren. Hun havde hørt, hvad hun

skulle høre. azrael. Han havde kaldt hende ved hendes rigtige

navn. et navn, der var indprentet i hendes bevidsthed,


23

dybt i hendes knogler, i hendes blod. Hvad var hun, ud over sit navn? Når man havde levet i tusind år og var blevet kaldt det ene efter det andet, blev navne til sidst en slags gavepapir. Noget dekorativt, som man reagerede på. Nu for eksempel hendes navn i denne cyklus: Mimi. det var navnet på en it-pige, en flyvsk kvinde, der til-bragte dagene på at vifte med kreditkortet og ikke gik op i andet end spa-besøg og selskaber.

det skjulte hendes sande identitet. Hun var nemlig azrael. dødens engel. Hun bragte mørke i lyset. det var hendes gave og hendes forbandelse.

Hun var en Blue Blood. en af de stærkeste, som Char-les havde sagt. Charles og lawrence havde talt om de sidste tider. Om Faldet. under krigen mod lucifer havde azrael og hendes tvillingebror, abbadon, skiftet side og ændret slagets gang. de havde forrådt deres prins, havde sluttet sig til Michael og var faldet på knæ for det gyldne sværd. de var forblevet tro mod lyset, selv om de var skabt af mørket.

det havde været skæbnesvangert for dem at desertere. Havde det ikke været for hende og Jack, var det ikke til at sige, hvem der ville have vundet. Ville lucifer have siddet som kongernes konge på en himmelsk trone, hvis de ikke havde forrådt ham? Og hvad havde de vundet ved det, ud over et endeløst liv på jorden? en endeløs cyklus af oprejsning og syndsforladelse. Hvorfor og for hvis skyld forbedrede de sig? Vidste Gud i det hele taget, at de stadig eksisterede? Ville de nogensinde genvinde deres tabte paradis?


Havde det været det værd? det spekulerede Mimi over, da hun indtog sin plads i Konklaven og først nu bemærkede sine fællers misbilligende attitude.

Hun kastede et blik ned på dorothea rockefeller, der sad og stirrede på hende. så gik hun nærmest bagover af chok. der, midt i Blue Bloods allersikreste tilholdssted og på ærespladsen ved siden af lawrence, sad ingen ringere end den tidligere venator, der var faldet i unåde: silver Blood-forræderen Kingsley Martin.

Han fangede hendes blik og pegede på hende med to fingre formet som en pistol. Og fordi Kingsley var Kings-ley, smilede han til hende, mens han lod, som om han udløste pistolen.


Blue Bloods 3 - afsløringer af Melissa de la cruz

Documents

Transcript of Blue Bloods 3 - afsløringer af Melissa de la cruz