BLANDINAVISK

Et sprogpsykologisk studie i

akkommodation, holdninger og identitet

på en skandinavisk arbejdsplads

Sprogpsykologi

Institut for Nordiske Sprog og Sprogvidenskab

Bettina Bjørn og Cathrine Stenrøs

Vejleder: Jacob Thøgersen

Afleveret den 5. maj 2014

Abstract

This thesis investigates accommodation, attitudes and identity in a Scandinavian workplace. By

observing employee interaction and conducting interviews with employees from each of the

Scandinavian countries, we have sought to answer the following research questions:

What accommodation strategies and methods are present in a Scandinavian

workplace, and what factors determine the employees’ application of these strategies

and methods? How do the employees reflect upon their own accommodation, and what

attitudes do they have towards language and accommodation in the workplace?

Our data is analysed using a diverse theoretical framework consisting of recent research within

language and accommodation in the Scandinavian countries, accommodation theory,

conversation analysis, theory of understanding and miscommunication, discourse analysis and

intersubjectivity.

Through our analysis it becomes apparent that while understanding between the employees

is relatively unproblematic and miscommunications are rare, a wide range of accommodation

strategies and methods are at play in the workplace. Furthermore, our informants have all

reflected upon their own as well as their colleagues’ accommodation – or lack thereof. It also

becomes evident that both identity and intersubjectivity are determining factors in

accommodation. Additionally, we have identified several discourses and discovered a tension

between the view that the employees should speak the Scandinavian language of their own

preference, and the expectation that everyone should be able to speak, or at least understand,

Danish as the workplace is located in Denmark.

Our findings lead us to discuss the impact of different identities on accommodation, and

whether national identities may be insufficient when exploring motives for manners of

accommodation. Moreover, we discuss to what extent one can separate the Scandinavian

languages in an environment where a multitude of speech styles and identities exist.

We conclude that several factors such as nationality, background, personality and current

situation in life may determine an individual’s choice of accommodation strategy and method,

emphasising that identity and accommodation are closely connected. Moreover, we conclude that

not only are there many accommodation strategies, but there are also many combinations of these

strategies, making it difficult to define the languages as clearly separated.

1

Indhold

1.0 Indledning, Bettina Bjørn og Cathrine Stenrøs ............................................................................................... 5

2.0 Teori ................................................................................................................................................................................ 7

2.1 Skandinavisk nabospråkforståelse og akkommodasjon, Bettina Bjørn ......................................... 7

2.1.1 De skandinaviske språkene ..................................................................................................................... 7

2.1.2 Nabospråkforståelse i de skandinaviske landene .......................................................................... 9

2.1.3 Akkommodasjon og holdninger .......................................................................................................... 10

2.1.4 Dansk-svensk forskning ......................................................................................................................... 13

2.2 Akkommodation, Cathrine Stenrøs ............................................................................................................. 14

2.2.1 Over- og underakkommodation .......................................................................................................... 15

2.2.2 Code-switching ........................................................................................................................................... 16

2.2.3 Magt og flersproget akkommodation ............................................................................................... 17

2.3 Konversationsanalyse (CA), Cathrine Stenrøs ....................................................................................... 19

2.3.1 Hvad er CA? ................................................................................................................................................. 20

2.3.2 Turtagning ................................................................................................................................................... 20

2.3.3 Responstyper .............................................................................................................................................. 21

2.3.4 Reparatur ..................................................................................................................................................... 22

2.3.5 Pauser ............................................................................................................................................................ 22

2.4 Forståelse, misforståelse og ikkeforståelse, Cathrine Stenrøs ........................................................ 23

2.4.1 Hvad er mis- og ikkeforståelser? ........................................................................................................ 23

2.4.2 Nå, okay, mm og ja .................................................................................................................................... 24

2.4.3 Forståelsesproblemer og sprogproblemer .................................................................................... 25

2.5 Diskursanalyse, Bettina Bjørn ...................................................................................................................... 26

2.5.1 Diskurs som begrep ................................................................................................................................. 26

2.6 Identitet, Cathrine Stenrøs ............................................................................................................................. 29

2

2.6.1 Simultane identiteter ............................................................................................................................... 30

2.7 Intersubjektivitet, Bettina Bjørn .................................................................................................................. 31

3.0 Metode, Bettina Bjørn ........................................................................................................................................... 33

3.1 Avhandlingens relevans og vår motivasjon ............................................................................................ 33

3.1.1 Avgrensing ................................................................................................................................................... 34

3.2 Hvorfor Tempus? ............................................................................................................................................... 34

3.3 Kvalitativ forskning og intervjuer .............................................................................................................. 36

3.4 Observasjonene .................................................................................................................................................. 37

3.4.1 Observasjonenes begrensninger ........................................................................................................ 37

3.5 Intervjuene ........................................................................................................................................................... 38

3.5.1 Gjennomføring av intervjuene ............................................................................................................. 39

3.6 Informantene ....................................................................................................................................................... 40

3.7 Databehandling .................................................................................................................................................. 42

3.8 Teorier ................................................................................................................................................................... 43

3.8.1 CA som metode .......................................................................................................................................... 43

3.8.2 Diskursanalyse som metode ................................................................................................................. 45

4.0 Analyse ........................................................................................................................................................................ 46

4.1 Akkommodation, Cathrine Stenrøs ............................................................................................................. 46

4.1.1 At akkommodere til en bestemt person eller gruppe ................................................................ 46

4.1.2 At akkommodere ud fra situationen ................................................................................................. 52

4.1.3 At fravælge akkommodation ................................................................................................................ 57

4.1.4 Akkommodationsstrategier .................................................................................................................. 59

4.1.5 Sprogenes indbyrdes magtforhold .................................................................................................... 60

4.2 Forståelse, misforståelse og ikkeforståelse, Cathrine Stenrøs ........................................................ 62

4.2.1 ”Vi kan godt forstå hinanden” .............................................................................................................. 63

4.2.2 Ikkeforståelser: Lasse S .......................................................................................................................... 64

3

4.2.3 Omformuler, gentag, tal tydeligt ......................................................................................................... 67

4.2.4 Forståelse i flersproget kommunikation ......................................................................................... 68

4.3 Diskurser om språk, Bettina Bjørn ............................................................................................................. 70

4.3.1 Språk som mekanisk ................................................................................................................................ 70

4.3.2 Språklig renhet ........................................................................................................................................... 71

4.3.3 Å snakke det språket man er mest komfortabel med ................................................................ 72

4.3.4 ”Vi er jo i Danmark” .................................................................................................................................. 74

4.3.5 Språk som ”commodity” ......................................................................................................................... 79

4.4 Dialekter, Bettina Bjørn ................................................................................................................................... 81

4.4.1 Svenske dialekter ...................................................................................................................................... 81

4.4.2 Norske dialekter ........................................................................................................................................ 83

4.4.3 Danske dialekter ........................................................................................................................................ 85

4.5 Identitet, Cathrine Stenrøs ............................................................................................................................. 87

4.5.1 Hvad afgør ens identitetsfølelse? ....................................................................................................... 87

4.5.2 Flerkulturelle identiteter ....................................................................................................................... 90

5.0 Diskussion ................................................................................................................................................................. 94

5.1 Er identitet medbestemmende for akkommodation?, Cathrine Stenrøs ..................................... 94

5.2 Hva er et språk?, Bettina Bjørn .................................................................................................................... 98

5.3 Kategorier: bruk og brudd, Bettina Bjørn ..............................................................................................102

6.0 Konklusjon, Bettina Bjørn og Cathrine Stenrøs .........................................................................................104

7.0 Litteraturliste .........................................................................................................................................................107

8.0 Bilag

4

5

1.0 Indledning

På Lunds Universitet i Sverige blev der den 15. november 2013 afholdt en konference med den

dalende nabosprogsforståelse i de skandinaviske lande som tema. Konferencedeltagerne var

forskere, politikere og repræsentanter for uddannelsesverdenen og erhvervslivet, og de

diskuterede, om især svensk og dansk er på vej til at blive defineret som fremmedsprog frem for

nabosprog. Selvom nabosprogsundervisning står på pensumlisterne i danske, svenske og norske

skoler, bliver der ikke arbejdet meget med de skandinaviske sprog i nogle af landene. Dette er

imidlertid ved at ændre sig med tiltag som undervisningsportalen Norden i Skolen, som blev

lanceret den 28. oktober 2013, og som skal fungere som værktøj for lærerne til at sætte større

fokus på nabosprogene i undervisningen. Den 3. juni 2014 afholder Dansk Industri en kon-

ference, som belyser, hvordan sprogkompetencer og det nordiske samarbejde påvirker dansk

erhvervsliv.

Disse eksempler på arrangementer og tiltag viser, at problemerne med sprogforståelse

mellem de skandinaviske lande er genstand for diskussion, og at nabosprogsforståelsen måles til

at blive stadig ringere. Samtidig tyder temaet på Dansk Industris kommende konference på, at

sprogkompetencer i de skandinaviske sprog anses for at være en ressource i erhvervslivet, og at

Dansk Industri ønsker at sætte fokus på dette område.

Men hvordan ser sprogforståelsen og sproglandskabet egentlig ud i erhvervslivet? Det siger

forskningen ikke meget om. I dette speciale sætter vi sprog på en skandinavisk arbejdsplads

under lup, og vi bygger dermed bro mellem forskning og erhvervsliv. Det tætte samarbejde i

Norden gør det let at flytte mellem landene og at finde arbejde i de andre nordiske lande. Derfor

er det til stadighed vigtigt at se på sprogforståelse – og især også at undersøge nabosprogs-

forståelsen efter skolealderen, da kendskabet til nabosprogene formentlig øges betragteligt, når

man kommer på videregående uddannelser og ud på arbejdsmarkedet.

I vores undersøgelse har vi konstateret, at sprogforståelsen på den skandinaviske arbejds-

plads, hvor vi har indhentet vores datamateriale, er høj, og at det især skyldes, at de ansatte er

vant til at høre alle de skandinaviske sprog, og at deres vilje til at forstå og gøre sig forstået er

stor. Fordi forståelsesgraden er forholdsvis høj, har vi valgt at fokusere på andre relaterede

aspekter, såsom de ansattes akkommodation og holdninger til sprog- og akkommodationsvalg.

Blandingen af de forskellige skandinaviske sprog resulterer i en ny sprogkategori, som de

ansatte kalder ”blandinavisk”.

6

Når skandinavisk nabosprogsforståelse diskuteres, er der en tendens til at generalisere på

baggrund af nationaliteter. Vi ønsker at se ud over de gængse stereotyper for nationaliteterne og

i stedet se på enkeltpersonerne, deres anvendelse af og holdninger til egne og andres sprogvalg

og -brug. Ud fra dette ønske er vi kommet frem til følgende problemformulering:

Hvilke akkommodationsstrategier og -metoder gør sig gældende på en

skandinavisk arbejdsplads, og hvilke faktorer afgør de ansattes valg af disse

strategier og metoder? Hvilke refleksioner har de ansatte gjort sig om deres egen

akkommodation, og hvilke holdninger har de til sprog og akkommodation på

arbejdspladsen?

Netop fordi vi skriver om skandinaviske sprog, fordi sprogene er så lig hinanden, og fordi vi har

henholdsvis norsk og dansk nationalitet, har vi valgt at skrive specialet på de to sprog norsk og

dansk. Dog har vi holdt sprogene separat.

Vi vil i det følgende – kapitel 2 – gøre rede for det teoretiske fundament, vi benytter os af i

analysen af vores indsamlede datamateriale. I kapitel 3 vil vi beskrive vores overvejelser om

emnevalg, valg af empiri og de metoder, vi har benyttet til at indsamle vores materiale, samt valg

af teori. Derudover vil vi komme ind på begrænsningerne ved de valg, vi har taget. Herefter vil vi

i kapitel 4 analysere vores datamateriale med henblik på at besvare de spørgsmål, vi har fremsat

i problemformuleringen. Efterfølgende vil vi i kapitel 5 diskutere nogle af fundene fra vores

analyse, hvorefter vi i kapitel 6 vil sammenfatte vores fund, drage en konklusion og sætte

fundene i et større perspektiv.

7

2.0 Teori

I det følgende vil vi redegjøre for de ulike teoretiske tilgangene vi har benyttet oss av i denne

avhandlingen, for å undersøke vår problemstilling fra forskjellige vinkler og understøtte vår

analyse. Først vil vi redegjøre for forskning innenfor skandinavisk nabospråkforståelse og

akkommodasjon. Deretter vil vi presentere begrepet akkommodasjon og forskjellige akkom-

modasjonsstrategier og -metoder. Videre vil vi redegjøre for det teoretiske grunnlaget til

konversasjonsanalyse, etterfulgt av en forklaring av forståelse, misforståelse og ikkeforståelse.

Deretter vil vi greie ut om diskursanalyse, og til slutt vil vi belyse identitets- og inter-

subjektivitetsbegrepene.

2.1 Skandinavisk nabospråkforståelse og akkommodasjon

I dette avsnittet vil vi redegjøre for tidligere forskning innenfor de skandinaviske språkene, samt

forskning om skandinavisk språkforståelse og akkommodasjon. Vi har kun valgt ut en håndfull

rapporter som vi finner relevante for vår analyse.

Formålet er ikke å gå i dybden med å redegjøre for de skandinaviske språkenes nære

slektskap – det har en rekke forskere tidligere gjort. Vi finner det viktigere å vie oppmerksomhet

til målinger av, og forskjellige syn på, grad av forståelighet mellom språkene, samt tidligere

forskning som beskjeftiger seg med akkommodasjon mellom medlemmer av de skandinaviske

landene.

2.1.1 De skandinaviske språkene

De skandinaviske språkene stammer fra et felles språk, urnordisk, og selv om dansk, svensk og

norsk i dag blir definert som tre adskilte språk, finnes det "kontinuerlige overganger og indre

dialektskiftninger” (Maurud 1976: 19). Språkenes mange likheter innenfor ordforråd, gramma-

tikk, bøying og lydsystem, gjør at man med forholdsvis liten investering kan lære å forstå, og til

dels snakke, nabospråkene (Haugen 1966: 281, Delsing & Åkesson 2005: 3-6).

Enkelte forskere argumenterer sågar for at de skandinaviske språkene er så nært beslektede

og like hverandre at de kan anses som dialekter (Ridell 2008: 17). Helene Uri skriver i Hvad er

sprog at svensk og norsk riksspråk og svenske og norske dialekter ikke er mer forskjellige enn

8

noen norske dialekter, og at ”[d]et gør det vanskeligt eller umuligt at afgrænse sprog klart fra

hinanden, både geografisk og lingvistisk” (Uri 2006: 51). Videre skriver hun at

Vi kan ikke afgøre hvor det ene sprog hører op og det andet begynder – for der er

en glidende overgang. Et muligt kriterium for at regne noget for to sprog kan

være indbyrdes forståelighed. Efter denne definition ville dansk, norsk og svensk

være ét sprog (Ibid.: 52).

Det er i tråd med dette utsagnet at det de siste årene innenfor sosiolingvistikken er blitt

diskutert hvorvidt man kan adskille språk. I praksis blir språk nemlig i stor grad blandet, og det

er derfor vanskelig å snakke om rene språk uten trekk fra andre språk (Jørgensen 2011: 167-8).

Til tross for at de skandinaviske språkene av noen anses for å være dialekter av hverandre, og at

det diskuteres hvorvidt man i det hele tatt kan adskille språk, snakker man i dag om de

skandinaviske språkene som tre separate språk. Ifølge Uri er det at de skandinaviske landene

har hvert sitt skriftspråk også en viktig grunn til at de tre språkene holdes adskilt og ”er med til

at befæste forskellene mellem sprogene” (Uri 2006: 52). I tråd med denne anskuelsen forklarer

Blommaert & Verschueren at språk er en svært viktig identitetsmarkør og samlende makt i

nasjonalstater, i tråd med tanken om at ett land skal ha ett språk (Blommaert & Verschueren

1998: 192-5). På den måten holdes de skandinaviske språkene adskilt fordi de er definert som

tre separate språk som hver især har rot i sine respektive land.

Selv om de skandinaviske språkene er adskilt, tillater det nære slektskapet ofte at

skandinaver kan snakke med hverandre på hvert sitt språk; såkalt semikommunikasjon (Haugen

1966: 280). Braunmüller forklarer semikommunikasjon som bruk av ”the respective mother

tongue together with the willingness to accept and understand the neighbouring standard

languages” (Braunmüller 2002: 1). Han understreker imidlertid at semikommunikasjon ofte

skjer i kombinasjon med konvergens og code-switching, som vi vil forklare nærmere i avsnittet

om akkommodasjon.

Tanken om de tre skandinaviske språkene som dialekter av hverandre som er lette å forstå,

og at semikommunikasjon mellom skandinaver er uproblematisk, er imidlertid blitt utfordret de

siste årene. Det er de siste femti årene blitt utført en del forskning om nabospråkforståelse i de

skandinaviske landene, og ifølge denne forskningen er nabospråkforståelsen dalende blant

skandinaver.

9

2.1.2 Nabospråkforståelse i de skandinaviske landene

Forskning innenfor kommunikasjon mellom de skandinaviske landene kan spores så kort tilbake

i tid som til 1953, da Einar Haugen publiserte undersøkelsen Nordiske språkproblemer – en

opinionsundersökelse. Dette var, som tittelen fastslår, kun en holdningsundersøkelse, og det var

derfor uvisst hvor godt man forstod nabospråkene i de skandinaviske landene. Derfor utførte

Øivind Maurud i 1976 undersøkelsen Nabospråksforståelse i Skandinavia – en undersøkelse om

gjensidig forståelse av tale- og skriftspråk i Danmark, Norge og Sverige. Her ble militærrekrutter i

de skandinaviske landene testet i nabospråkforståelse, og det fremgikk av undersøkelsen at

norsk var det best forståtte språket i både Danmark og Sverige, samtidig som at nordmennene

var best til å forstå både dansk og svensk. Det vanskeligste forholdet var mellom dansk og

svensk, og svenskene hadde størst problemer med å forstå dansk. Generelt hadde testpersonene

bedre resultater for skriftlig enn muntlig fremstilling (Maurud 1976).

Men mye har skjedd i Norden siden Maurud gjennomførte sin undersøkelse. Globaliseringen og

den teknologiske utviklingen har gjort at de nordiske landene har fått kraftige impulser fra

andre deler av verden, og det engelske språkets posisjon i de nordiske landene er i stor grad blitt

styrket. Det har dessuten vært en stor økning i antall innvandrere fra land utenfor Norden siden

Mauruds undersøkelse ble publisert (Delsing & Åkesson 2005: 1-2).

Av den grunn ble det i 2005 gjennomført en ny og forbedret undersøkelse som igjen siktet

på å kartlegge nabospråkforståelsen. Undersøkelsen kulminerte i rapporten Håller språket ihop

Norden? av Lars-Olof Delsing og Katarina Lundin Åkesson. Elever på videregående skoler

(gymnaser) i alle de nordiske landene gjennomførte undersøkelsen, og ble testet i forståelse av

de skandinaviske språkene og engelsk. Grunnen til at det kun var forståelsen av de skandi-

naviske språkene, og ikke de øvrige nordiske språkene elevene ble testet i, var at de

skandinaviske språkene ifølge forfatterne anvendes som felles kommunikasjon i de nordiske

landene.

I Delsing og Åkessons undersøkelse viser det seg at kort geografisk avstand til et av

nabolandene er avgjørende for graden av kontakt med nabolandene. Dette igjen bør gi en større

forståelse av nabospråket. Dette stemte i de fleste byene som lå nær grensen til et naboland.

Unntaket var Danmark, hvor elevene i Århus, som kan forventes å ha en del mindre kontakt med

Sverige enn københavnerne har, scoret bedre på svensktesten enn elevene i København. Dette

diskuteres nærmere i neste avsnitt.

10

Rapporten viser at nordmennene fortsatt er klart bedre enn svensker og dansker til

nabospråkforståelse, i tråd med Mauruds undersøkelse. Dette forklares med at norsk faller

mellom dansk og svensk; ordforrådsmessig har norsk mest til felles med dansk, mens norsk

deler store deler av lydsystemet med svensk (Delsing & Åkesson 2005: 136). Den store graden

av nabospråkforståelse forklares også med nordmennenes positive holdning til og interesse for

de skandinaviske landene, og årsaken til dette kan være at Sverige og Danmark har en større

befolkning, større utvalg av populærkultur, samt at nordmennene er mer vant til språklig

variasjon i og med at Norge har en rekke dialekter (Ibid.: 136-7).

For å undersøke hvorvidt nabospråkforståelsen er blitt bedre, dårligere eller er den samme

som da Maurud utførte sin undersøkelse, gjennomførte også foreldrene til en del av elevene de

samme testene. Resultatene viser at foreldrene er bedre enn sine barn på samtlige av testene og

på samtlige av språkene i undersøkelsen.

I alle de nordiske landene bortsett fra Færøyene forstod elevene engelsk bedre enn de

forstod nabospråkene (Ibid.: 145).

2.1.3 Akkommodasjon og holdninger

Foruten forståelsesundersøkelser, er det også blitt forsket på akkommodasjon og holdninger til

egen og andres akkommodasjon blant skandinaver.

Börestam Uhlmann

Börestam Uhlmann legger i sin undersøkelse særlig vekt på svenskenes manglende forståelse for

muntlig dansk, og at det ved forståelsessvikt kreves ”en modifierad samtalsstil (saktare och

tydligare) samt extra uppmärksamhet vid valet av ord” (Börestam Uhlmann 1994: 37). Vi vil

diskutere akkommodasjonsstrategier og -metoder nærmere i akkommodasjonsavsnittet.

Börestam Uhlmann har publisert rapporten Skandinaver samtalar, som er basert på arran-

gerte samtaler mellom unge Nordjobb-arbeidere (Börestam Uhlmann 1994: 69-70). Foruten å

utvise forskjellige akkommodasjonsstrategier og repareringsinitiativer, især på områder hvor

kommunikasjonsproblemene var størst, viste det seg ikke som forventet at de største

problemene skulle oppstå mellom dansker og svensker, men derimot at personer som snakket

svensk og dansk standardspråk hadde vanskeligst for å forstå norske regionale variasjoner.

Börestam Uhlmann fant også at nordmennene var de som ”mer än danskar och svenskar

ackommoderat spontant och i förhållande till den interaktionella kontexten ofokuserat” (Ibid.:

195). Börestam Uhlmann foreslår at dette kan henge sammen med nordmenns lojalitet overfor

11

nabospråkene, samt sterkere identifikasjon med andre skandinaver. På grunn av sin tilpasnings-

dyktighet i slike samtaler, ga nordmennene i flere tilfeller sågar en hjelpende hånd til sine

danske og svenske naboer i kommunikasjonssituasjoner.

Wedervang-Jensen

Eva Wedervang-Jensen har skrevet en masteroppgave om norske sykepleiere som jobber i

Danmark. Her står særlig informantenes holdninger til akkommodasjon sentralt, og de er alle

enige om at det er nødvendig å snakke dansk i Danmark, eller i det minste ikke snakke rent

norsk, ikke minst fordi de er nødt til å kunne kommunisere med pasienter. I hvor stor grad

akkommodasjon er nødvendig og hvor (u)problematisk dette er, er det derimot delte meninger

om. Én mener det er arrogant ikke å akkommodere til dansk, mens et par informanter hevder at

”hvis danskere vænner sig til norsk, så kan de godt forstå det” – såfremt det er snakk om en

standardversjon av norsk (Wedervang-Jensen 2007: 85). Noen mener at det er lettere å uttrykke

seg på norsk, og velger derfor å snakke norsk til venner. Avkoding og forståelse krever imid-

lertid en tilvenning og en innsats fra danskenes side, hvilket et par av informantene forventer at

dansker vil gjøre. Av den grunn blir de ifølge dem selv fornærmet dersom dansker svarer på

engelsk ved tiltale på norsk (Ibid.: 85-86). Før de kom til Danmark hadde alle informantene

bortsett fra én en forventning om at de ville kunne gjøre seg forstått på norsk i Danmark, men

denne forventningen ble ikke innfridd hos noen av informantene (Ibid.: 94).

Rasmussen og DASVA

Ulla Anna Rasmussen studerer i sin masteroppgave Akkomodation i Øresundsregionen – en

sproglig analyse af tilpasningsstrategier i ti dansk-svenske samtaler fra 2002, som tittelen

avslører, samtaler mellom dansker og svensker. Masteroppgaven er skrevet i samarbeid med

DASVA, som er et forskningsprosjekt som beskjeftiger seg med dansk-svensk akkommodasjon.

Undersøkelsen som masteroppgaven bygger på, ble utført på en høykontaktarbeidsplass (SAS på

Kastrup flyplass) og to lavkontaktarbeidsplasser (postkontor i København og Malmø), hvor

informantenes holdninger til nabospråket ble kartlagt før informantene ble sammensatt i dyader

med en dansk og en svensk ansatt. Denne kartleggingen ble utført ut fra hypotesen om at

”holdninger til naboer, nabosprog og integration i Øresundsregionen ville spille ind på sprog-

brugen i dansk-svensk interaktion” (Rasmussen, 2002: 4). Dette viste seg å stemme, og infor-

mantene med en positiv holdning akkommoderte mest under samtalene (Ibid.: 56).

Opptakene fra samtalene viste at det var en del mer akkommodasjon på høykontakt-

arbeidsplassen enn lavkontaktarbeidsplassene (Ibid.: 55). Informantene anvendte forskjellige

akkommodasjonsstrategier i samtalene. Rasmussen nevner sju kategorier:

12

1) Alternative ordvalg i eget morsmål

2) Tydelig og langsom uttale av eget morsmål

3) Morfemblanding

4) Innslag av nabospråk på ordnivå

5) Frase på nabospråket

6) Nabospråklignende setningskonstruksjon

7) Taletur på nabospråket (Ibid.: 46).

I samtalene akkommoderte fjorten av femten informanter, og det var svenskene som akkom-

moderte i størst grad. Det var imidlertid ”stor interindividuel spredning, sådan så to af de

svenske informanter står for langt den største del af akkommodationen, mens en tredje svensk

informant […] slet ikke akkommoderer” (Ibid.: 79). Den danske samtalepartneren til en av de to

svenskene som akkommoderte i svært stor grad akkommoderte i svært liten grad til tross for at

hun i holdningsundersøkelsen hadde gitt uttrykk for å ha en positiv holdning til svensk, svensker

og Øresundsregionen. Rasmussen spekulerer på om dette kan henge sammen med at den

svenske samtalepartnerens store grad av konvergens ikke har motivert dansken til å konvergere

tilbake, da det er mulig at hun vurderer at svensken forstår henne uten problemer når hun

snakker rent dansk (Ibid.: 58-59).

I tillegg til Rasmussens undersøkelse, ble det i DASVA-prosjektet utført en holdningsunder-

søkelse mellom dansk og svensk som viser at både dansker og svensker synes at en stor grad av

akkommodasjon, altså et nesten fullstendig code-switch, er den mest positive måten å tilpasse

seg en person fra det andre landet. Ut fra dette trekker Kristiansen blant annet konklusjonen om

at ”[d]er findes en almen opfattelse (som må bygge på en udbredt erfaring) af at kommunika-

tionen [mellem] danskere og svenskere går mindre godt når de taler deres eget sprog”

(Kristiansen 2005). Videre kommer Kristiansen frem til at det eksiterer en generell idé hos både

dansker og svensker om at svensker har vanskeligere for å forstå dansk enn omvendt, og at

svensker derfor trenger en større grad av akkommodasjon enn dansker. Holdningsunder-

søkelsen viser også at maktforhold mellom språkene spiller en mindre rolle hvis en av

samtaledeltagerne er tilstrekkelig mye dårligere til et språk enn den andre samtaledeltakeren.

Dette er fordi de andre da, om mulig, vil akkommodere til denne personen, også selv om det ikke

stemmer overens med maktforholdet (Kristiansen 2005).

13

2.1.4 Dansk-svensk forskning

På grunn av åpningen av Øresundsbron i 2000, er det de siste årene blitt utført en del forskning

som fokuserer særlig på dansk-svensk språkforståelse, og da dette står sentralt innenfor nordisk

språkforskning i disse dager, er det relevant for oss kort å redegjøre for denne forskningen og

diskusjonen rundt den.

Et av prosjektene som ble iverksatt i forbindelse med etableringen av Øresundsbron er det

tidligere nevnte forskningsprosjektet DASVA, som er det danske søsterprosjektet til det svenske

prosjektet INS under Lunds Universitet.

Øresundsbron har gjort det lettere å bevege seg mellom Sverige og Danmark, hvilket bør øke

nivået av interaksjon mellom dansker og svensker. En del tar turen over broen for å jobbe eller

handle, og dette burde gi en økt språkforståelse mellom de to landene. Som Frans Gregersen

skriver i sin artikkel ”Hvorfor kan vi københavnere ikke forstå svensk når jyder kan forstå

københavnsk?” er det derimot stor forskjell på storbyen København og den mindre byen Malmø,

og mange dansker mangler kanskje en grunn til å ta seg til den andre siden av Øresund

(Gregersen 2004a: 34). Som tidligere nevnt fikk de danske, og især de københavnske, elevene

dårlige resultater i undersøkelsen utført av Delsing og Åkesson. Dette, kombinert med at

”danskarna i allmänhet och köpenhamnarna i synnerhet har visat mindre intresse för under-

sökningen än andra” (Delsing & Åkesson 2005: 147), kan også være en grunn til at køben-

havnerne er særlig dårlige til å forstå svensk. Dette kan avspeiles i besvarelsen til de danske

elevene i Delsing og Åkessons rapport, hvor betydelig færre dansker enn svensker og nordmenn

svarer at de kunne tenke seg å flytte til, eller studere i, et av de andre skandinaviske landene

(Ibid.: 107). Delsing og Åkesson spekulerer i om den manglende interessen for nabolandene kan

være et storbyfenomen: ”Det kan hända att delar av fenomenet ska förklaras som ett storstads-

fenomen […] [ä]ven i Stockholm finner vi nämligen dåliga resultat för grannspråks-förståelse”

(Ibid.: 147). Av resultatene fremkommer det allikevel at nabospråkforståelsen er noe bedre i

Stockholm enn i København.

Enkelte forskere hevder at dansk og svensk har utviklet seg i så ulike retninger, og at

nabospråkforståelsen mellom de to landene er blitt så dårlig, at man nå kan snakke om de to

språkene som fremmedspråk. Robert Zola Christensen og Mari Bacquin setter fokus på problem-

stillingen i ”Dansk og svensk – Fra nabosprog til fremmedsprog?”, hvor de diskuterer den

dalende språkforståelsen dansker og svensker imellom, og den stigende tendensen blant unge

svensker og dansker til å slå over til engelsk når de snakker med hverandre. Dette peker mot at

de to språkene beveger seg stadig lengre fra hverandre, og at automatisk forståelse ikke lenger

kan forventes (Bacquin & Zola Christensen 2013: 2).

14

2.2 Akkommodation

I forrige afsnit nævnte vi, at borgerne i de skandinaviske lande har forskellige holdninger og

forventninger til, hvordan man selv og andre bør akkommodere i samtaler med andre

skandinaver. I denne del vil vi forklare, hvad akkommodation går ud på, og redegøre for de

forskellige akkommodationsstrategier for at kunne pege på de forskellige strategier, Tempus’

ansatte benytter sig af.

Akkommodationsteori er funderet i socialpsykologi, og den første udgivelse om begrebet, som

dengang blev kaldt Speech Accommodation Theory (SAT), blev udarbejdet af Howard Giles i

1973 (Giles & Coupland 1991: 62). Giles og hans samarbejdspartnere udarbejdede teorien som

en forklaring på den sproglige variation, som forekommer på det individuelle plan, når

mennesker indgår i social interaktion med hinanden. Tidligere teorier beskæftigede sig blandt

andet med, at variationen skyldtes samtaledeltagernes individuelle baggrund med hensyn til

f.eks. geografi, køn, alder og status, og at mennesker talte forskelligt, afhængigt af om situationen

var formel eller uformel. Giles mente, at årsagen til den sproglige variation især var at finde i

samtaledeltagernes interpersonelle forhold og i deres motivation til at tale sammen, og at man

derfor ikke bare kunne se på den individuelle taler (Coupland & Giles 1988: 175). Han kom frem

til, at mennesker vil ændre deres sprog i forskellig grad ud fra konteksten for interaktionen,

samtaleemnet og især samtalepartneren (Giles et al. 1977: 321-2).

Giles’ akkommodationsteori bygger på den socialpsykologiske teori om ”similarity-

attraction”, altså en tiltrækning mod lighed. Teorien handler om, at et individ ofte synes bedre

om et andet individ, hvis der er en vis lighed at finde mellem de to individer (Giles & Powesland

1997: 233). Giles forklarer, at individer kan benytte sig af to overordnede slags strategier i social

interaktion: konvergerende eller divergerende strategier. Disse strategier kan komme til udtryk

på mange forskellige sproglige niveauer, f.eks. taletempo, pauser, taletid og ordforråd (Thakerar

et al. 1982: 207).

Konvergens benyttes til at mindske forskellen mellem samtaledeltagerne, hvor mindst ét

medlem af interaktionen vil tilpasse sin sprogbrug til den anden (Giles & Powesland 1975: 156).

Ved divergens sker det modsatte, her vælger samtaledeltageren ikke at tilpasse sit sprog, men i

stedet at ændre sit sprog væk fra samtalepartnerens sprog eller at gøre opmærksom på for-

skellene. Ved at konvergere viser man et ønske om at tilpasse sig til sin samtalepartner, og det at

konvergere ses derfor ofte som positivt. Derudover øger det chancerne for forståelse mellem

samtaledeltagerne. Modsat ses divergerende strategier ofte som noget negativt, da manglen på

tilpasning og tilnærmelse kan tolkes som et ønske om ikke at skabe forståelse eller om at tage

15

afstand fra samtalepartneren (Giles & Coupland 1991: 62-67). Vi har fokuseret mest på

akkommodationsstrategien konvergens og har i vores skandinaviske virksomhed fundet flest

eksempler på denne type akkommodation. Vi benytter derfor begrebet akkommodation i betyd-

ningen konvergens – og nævner specifikt divergens i tilfælde, hvor dette finder sted.

2.2.1 Over- og underakkommodation

Der kan således være flere årsager til at vælge at tilpasse sit sprog til sin samtalepartner:

Similarity-attraction-fænomenet, fordi mennesker simpelthen kan lide ligheden, et forsøg på at

opnå f.eks. sin samtalepartners eller samfundets accept (jf. Goffman 1955 og hans teori om face-

work i den betydning, at man forsøger at skabe et positivt face for sig selv), eller et forsøg på at

skabe bedre forståelse mellem samtaledeltagerne (Giles and Powesland 1997: 233-4).

Der er dog forskellige grader af akkommodation, og det kan give problemer både at akkom-

modere for meget og at akkommodere for lidt. Ved overakkommodation kan man for eksempel

give samtalepartneren det indtryk, at man ikke tror, han er i stand til forstå, medmindre man

tilpasser sig i meget høj grad. Dette forekommer blandt andet i interaktion på tværs af

generationer, hvor unge mennesker overakkommoderer til de ældre på grund af en stereotyp

opfattelse af, at ældre for eksempel er gammeldags og hører dårligt (Coupland et al. 1991a: 30-

32). Ved underakkommodation kan der ofte opstå misforståelse eller ikkeforståelse, fordi

sproget ikke bliver tilpasset i tilstrækkelig grad til, hvad samtalepartneren har behov for. Det er

derfor nødvendigt at analysere situationen hver gang og vælge graden af akkommodation ud fra

samtalepartner og kontekst (Giles & Powesland 1975: 166-8). På den måde er det ikke bare

situationen, der spiller en rolle for akkommodationen, men også akkommodationen der spiller

en rolle for, hvordan situationen udvikler sig.

Hvor meget man akkommoderer handler også om de forskellige måder, man kan

akkommodere på. Disse måder kan blandt andet være, at man skifter fra et sprog til et andet (jf.

code-switching, som vi vil forklare i et senere afsnit), eller at man ændrer taletempo, holder

pauser eller simplificerer grammatiske konstruktioner (Giles & Powesland 1975: 169-70). Der

er forskellige holdninger til, hvilke former for akkommodation mennesker finder mest positive.

Giles & Smith (1979) udførte en undersøgelse, hvor briter hørte forskellige udgaver af en lyd-

optagelse af en canadier. I én optagelse akkommoderede canadieren både ved at ændre udtale

og indhold og ved at sænke taletempoet, mens han i de andre optagelser kun akkommoderede

på nogle af måderne. Undersøgelsen viste, at briterne så akkommodationen, der foregik på alle

måderne på én gang, som overakkommodation, og de følte sig talt ned til. De satte derimod pris

16

på, hvis der blev akkommoderet på én af måderne, særligt hvis taletempoet blev sænket

(Thakerar et al. 1982: 208).

Thakerar et al. fremhæver, at stereotyper spiller en stor rolle for menneskers grad af

akkommodation. De fleste tilpasser deres sprog ud fra deres forventninger til, hvordan deres

samtalepartner vil tale, og mange vil endda fortsætte akkommodationen ud fra deres forvent-

ning til stereotypen, også selvom samtalepartneren ikke passer ind i stereotypen. (Thakerar et

al. 1982: 236-49). Samme konklusion er Coupland et al. kommet frem til, når det drejer sig om

akkommodation til ældre mennesker. Her vil en taler oftere akkommodere til en stereotypisk

idé om ældre mennesker end til det individ, som faktisk står foran taleren (Coupland et al.

1991a: 30-31).

De fleste undersøgelser af akkommodation omhandler to mennesker, men i virkeligheden er

der ofte flere mennesker til stede i interaktioner. Det betyder, at samtaledeltageren ikke bare

skal aflæse én modtager for at finde ud af, i hvor høj grad han skal akkommodere – der er flere

modtagere, der skal aflæses, og det kan besværliggøre interaktionen, hvis samtaledeltagerne

kræver forskellige grader eller former for akkommodation (Giles & Powesland 1975: 179-80).

Derudover er det vigtigt at tage forbehold for, at mange af undersøgelserne er arrangerede sam-

taler, og at resultaterne muligvis derfor vil afvige fra naturligt forekommende akkommodation.

2.2.2 Code-switching

At akkommodere ved at skifte sprog kaldes i sociolingvistikken for code-switching og handler

helt specifikt om, at en samtaledeltager skifter mellem to eller flere sprog eller dialekter i en og

samme interaktion. Code-switching kan afhænge af flere forskellige faktorer, f.eks. situationen,

sprogene, samtaledeltagerne og magtforholdet mellem sprog eller deltagere (Liebkind 2010: 25-

26).

Siden man begyndte at forske på området, har code-switching haft forskellige betydninger,

afhængigt af den forsker der arbejder med begrebet. Nogle mener, at der kun er tale om code-

switching, når en taler reelt skifter mellem at tale 100 % et sprog og 100 % et andet sprog, mens

andre også inkluderer ytringer, hvor blot enkelte ord, vendinger eller morfemer integreres eller

lånes (Alvarez-Caccamo 1998: 30-32).

En af de forskere, som ikke taler om et 100 % code-switch, er Peter Auer, som i undersøg-

elser fandt frem til fire forskellige former for code-switching i interaktion:

17

1) To talere taler et sprog (A). Pludselig skifter den ene taler til et andet sprog (B), og den

anden skifter derfor også, så de begge taler det andet sprog (B).

2) De to talere fører en samtale på hver deres sprog (A og B).

3) Talerne bruger begge sprog i samme sætning (AB).

4) Den ene taler bruger et sprog (A), men skifter sprog midt i en sætning (B). Det påvirker

dog ikke sproget i hele samtalen, som vedbliver at være på første sprog (A) (Backus &

Jørgensen 2011: 34-35).

Code-switching kan – som beskrivelserne her viser – forekomme både hos det enkelte individ,

altså at én person skifter mellem flere sprog, og mellem flere mennesker, altså at interaktionen

består af flere sprog, for eksempel ved at to personer taler hver deres sprog.

På grund af problematikken om, hvad der definerer code-switching, stiller mange spørgs-

målet, hvad der i det hele taget definerer et sprog, og derfor hvorvidt man kan bedømme,

hvornår ét sprog stopper, og et nyt begynder. Vi belyser denne problematik i diskussions-

afsnittet “Hva er et språk?”.

Ligesom code-switching kan være svært at definere, er akkommodation også et komplekst

begreb, som kan dække over et bredt spekter fra konvergens til divergens samt alt fra fuldt

code-switch til at ændre f.eks. taletempo og udtale af enkelte ord. Vi har her valgt at anvende

begrebet i sin helhed, det vil sige til at kunne dække alle spektrene.

2.2.3 Magt og flersproget akkommodation

Hvis begge samtaledeltagere akkommoderer – ved enten divergens eller konvergens – er

akkommodationen symmetrisk, og hvis kun én deltager gør det, er akkommodationen asym-

metrisk. Asymmetrisk akkommodation er mest almindelig, og dette har med magtforhold at gøre

(Thakerar et al 1982: 209).

Thakerar et al. skriver, at magt er noget af det, der spiller den største rolle for graden af

akkommodation: “Typically, language shifts are unilateral, with the subordinate group converg-

ing to the powerful dominant group in their use of language to a far greater extent than vice

versa” (Ibid.: 209).

Selvom det oftest sker, at minoriteten automatisk tilpasser sig, eller at den magtfulde gruppe

pålægger minoriteten at tale majoritetssproget (Liebkind 2010: 23), er dette dog ikke altid

tilfældet. Giles udførte i 1973 et forsøg, hvor franskcanadiere og engelskcanadiere indgik i

interaktion med hinanden. I en af samtalerne var begge samtaledeltagere i stand til at tale den

18

andens førstesprog, og de valgte begge at akkommodere ved et fuldstændigt code-switch. På den

måde endte deres samtale med at være på to forskellige sprog.

After an initial demonstration of their equal willingness to accommodate, they

would presumably realize how inefficient it would be for them to continue such

patterns of accommodation […] it would be that the participants would then agree

to adopt the first language of the one who first accommodated, as a kind of reward

for his willingness to adjust to the other (Giles & Powesland 1975: 160-61).

Giles & Powesland mener altså, at når to mennesker taler med hinanden på hver deres sprog, så

vil den ene højst sandsynligt på et tidspunkt skifte, så de taler samme sprog. Det kan dog variere,

hvor vedholdende samtaledeltagerne er i deres sprogvalg, og derfor hvor hurtigt den ene del-

tager skifter sprog. Dette og mulige årsager vil vi komme nærmere ind på i analysen.

Gumperz mener, at mennesker, der er tosprogede, deler deres sprog op i ”we-code” og

”they-code”. ”We-code” er minoritetssproget og bliver associeret med noget uformelt, og med

noget, man taler med den gruppe, man føler størst tilhørsforhold til. ”They-code” er derimod

majoritetssproget, noget formelt, som tales med mennesker, man ikke har et så tæt forhold til. At

inddele interaktioner i, om man taler det ene eller andet sprog, kan spille en rolle for, hvordan

mennesker code-switcher, og om de vælger at konvergere eller divergere (Auer 1984: 88).

Modsat forsøget i Canada, hvor deltagerne kendte til hinandens sprogevner, er det ikke altid til

at vide, hvilket sprog ens samtalepartner taler, og hvor god han er til det pågældende sprog.

Derfor kan det være svært at bedømme, om og i hvor høj grad han akkommoderer, og derfor

også hvordan og hvor meget, man selv skal akkommodere. Man vælger ofte sin grad af og form

for akkommodation ved at bedømme tre forskellige faktorer:

1) samtalepartnerens evne til at tale et andet sprog/akkommodere,

2) hans villighed til at forsøge at akkommodere og

3) om der er et eksternt pres, der får ham til at akkommodere, eller om det er ham selv, der

vælger (Giles & Powesland 1997: 235-6).

Der er større tolerance over for en person, som giver udtryk for, at han har svært ved at

konvergere/akkommodere på grund af manglende sprogevner, end over for en person, som ikke

er villig til at forsøge at konvergere/akkommodere, eller som bliver presset udefra og derfor

ikke gør det af egen fri vilje (Ibid.: 235-6).

19

Magtforholdet mellem de skandinaviske sprog

Ud fra tidligere forsknings konklusioner er magtforholdet mellem landene og sprogene en af de

ting, som i høj grad synes at påvirke graden af akkommodation.

Som Thakerar et al. skriver, så vil det ene sprog i flersproget kommunikation være mere

magtfuldt end det andet, og man ser ofte, at der bliver akkommoderet til det magtfulde sprog

(Thakerar et al. 1982: 209). Et sprogs styrke afhænger ifølge Liebkind af tre faktorer:

1) Status: Hvor meget sproglig og politisk prestige sproget har.

2) Demografisk styrke: Hvor stort et antal mennesker der taler sproget, koncentrationen af

menneskerne samt fødselsrater og migration.

3) Institutionel støtte: Sprogets repræsentation i medier, regering og uddannelse (Liebkind

2010: 22-23).

Lars-Olof Delsing beskriver de tre skandinaviske sprog dansk, norsk og svensk som forholdsvis

jævnbyrdige (”Inter-nordisk språkförståelse, förr och nu” 2013) og mener derfor, at ingen af

dem kan ses som minoritets- og majoritetssprog blandt hinanden. Selvom sprogene egentlig er

ligeværdige, viser Delsing og Åkesson – som tidligere nævnt – at Danmark og i særdeleshed

København virker mere tiltrækkende på nordmænd og svenskere end omvendt, og at dansk

derfor i nogle tilfælde af flersproget kommunikation ses som højstatussproget af de tre (2005:

106-10, 146-7).

Liebkinds tre ovenstående faktorer spiller således muligvis ind i forholdet mellem de

skandinaviske sprog. Samme antydning ses i undersøgelsen fra DASVA og Ulla Anna Rasmussen,

som ud fra akkommodationsgraden konkluderer, at dansk sandsynligvis ses som det magtfulde

sprog, fordi arbejdspladsen ligger i Danmark, og der er flest danskere ansat (Rasmussen 2002:

82). Heller ikke i Tempus ser de skandinaviske sprog ud til at være lige. Det vil vi se nærmere på

i analysen.

2.3 Konversationsanalyse (CA)

For at kunne vise i detaljer, hvordan de ansatte på arbejdspladsen interagerer med hinanden,

samt undersøge og analysere os frem til, hvad der kan ligge bag deres udsagn i en given

situation, er det nødvendigt for os at kigge på det teoretiske grundlag for konversationsanalyse,

som vi vil anvende som metode i vores analyse.

20

2.3.1 Hvad er CA?

En interaktion beskrives som en ordnet rækkefølge af udsagn (Femø Nielsen & Beck Nielsen

2011: 14). Sociologen Harvey Sacks begyndte i 1960’erne at afdække denne orden i interaktion,

og det blev starten på Conversation Analysis (CA). CA beskæftiger sig med, hvordan konversa-

tion finder sted, og at beskrive og analysere den måde, hvorpå orden finder sted i konversa-

tioner. Det gør man ved at stille spørgsmål som ”Hvorfor siger han dette, og på netop dette

tidspunkt?” og ”Hvorfor siger han det på netop denne måde?” (Ibid.: 22-28). Mulige svar får man

– som vi kommer ind på i metodeafsnittet – ved at se på de enkelte ord, der bliver valgt, og

måden, de bliver sagt på, hvad angår bl.a. tryk, intonation, tempo og volumen. Det er centralt, at

man ikke ser på et stillbillede af en interaktion, men forsøger at sætte sig i samtaledeltagernes

sted og se på, hvordan de netop i det øjeblik forstår og reagerer på hinandens sproglige bidrag til

interaktionen (Ibid.: 44). Man kan derfor heller ikke gå ud fra, at et ord, som tidligere har betydet

én ting, automatisk betyder det samme, når det kommer igen i interaktionen. Det kommer an på,

hvordan samtaledeltagerne benytter og forstår ordet (Ibid.: 106).

CA er kontekstbaseret. I CA er alle interaktionens ytringer vigtige og skal forstås ud fra den

sekventielle kontekst. En ytring skal derfor ses ud fra konteksten af den forrige ytring, samtidig

med at den skaber kontekst for den efterfølgende ytring. Dette gør alle ytringer kontekst-

betingede og kontekstskabende (Femø Nielsen & Beck Nielsen 2011: 28-29). For de fleste CA-

forskere betyder konteksten dog kun den omkringværende tale. På den måde adskiller CA sig fra

f.eks. diskursanalyse, som tager en bredere kontekst i betragtning, hvilket vi vil uddybe i af-

snittet om diskursanalyse. De tilfælde, hvor det i CA kan være relevant at se på den bredere

kontekst, er, hvis deltagerne selv inddrager konteksten i deres tale, og den derfor bliver en del af

den sekventielle kontekst (Van Dijk 2007: 281 og Li Wei 2002: 162-3).

2.3.2 Turtagning

CA tager udgangspunkt i, at der i samtaler forekommer turtagning mellem samtaledeltagerne, og

at denne turtagning er organiseret i en bestemt orden, som er fint koordineret, selvom

deltagerne skiftes til at tale og taler i forskellige mængder. Sacks et al. er ud fra observationer

kommet frem til, at der er bestemte forekomster, der altid synes at være til stede i interaktion

mellem to eller flere mennesker. Disse forekomster er bl.a.:

1) For det meste taler kun én person ad gangen.

21

2) Der forekommer tidspunkter, hvor flere personer taler på én gang, men det er ikke ofte.

Overlap sker oftest, enten når en persons tur slutter, og den anden starter, eller når to

personer starter en tur samtidig.

3) Ofte er overgangene fra én tur til den næste uden eller næsten uden pause.

4) Der findes mekanismer til at reparere turtagningsfejl; hvis for eksempel to personer

taler på én gang, vil den ene næsten altid hurtigt stoppe med at tale, og på den måde

fortsætter turtagningen (Sacks et al. 1974: 699-707).

Turtagning er et centralt begreb i CA, men vi har valgt ikke at fokusere på dette i vores analyse,

da vi ikke oplevede, at der forekom signifikante brud på de mest almindelige turtagnings-

forekomster. Derfor har vi her kun medtaget et udvalg af de turtagningsforekomster, som Sacks

beskriver (for en mere detaljeret gennemgang af alle forekomster, se Sacks et al. 1974).

2.3.3 Responstyper Et helt centralt begreb inden for CA er adjacency pairs (på dansk: turpar). Et adjacency pair

består af mindst to ture af ytringer, der hænger sammen på en sådan måde, at én bestemt ytring

forventes sagt, hvis den kommer efter en anden bestemt ytring. Et eksempel er ytringen

”værsgo”, som forventes at efterfølges af ytringen ”tak”. Det kan også blot være et spørgsmål,

hvor man forventer et svar. Adjacency pairs sidder som regel så dybt i folk, at hvis taleren ikke

får den forventede type respons, vil han undre sig over, om hans ytring blev hørt, eller om der er

noget galt med ytringen eller med hensyn til modtagerens forhold til ytringen, siden den ikke

blev besvaret med en passende type ytring (Femø Nielsen & Beck Nielsen 2011.: 61-63).

En anden slags respons er det, der kaldes en minimalrespons. På dansk omfatter den blandt

andet ord som ”ja”, ”mm”, ”hm mm”, ”nå”, ”aha” og ”okay” (Femø Nielsen & Beck Nielsen 2011:

91). Minimalresponser signalerer, at det sagte er modtaget, og at taleren bare kan fortsætte med

at tale. Det er en form for taletur, men alligevel ikke en rigtig taletur, og man siger derfor, at

minimalresponser placerer sig et sted mellem at tale og at lytte (Ibid.: 91). Minimalresponser,

ikkeafslørende tilbagekanaliseringer og dækningsløse forståsignaler minder en del om hin-

anden. De to sidstnævnte begreber omtaler vi nærmere i afsnittet om forståelse.

22

2.3.4 Reparatur

Hvis der i interaktionen opstår problemer med at høre eller forstå det sagte, vil samtale-

deltagerne oftest påbegynde det, der kaldes for reparatur. Reparatur sker typisk i første, anden

eller tredje tur i en interaktion:

1) Allerede i første tur opdager taler, at der er noget, der er problematisk, og retter/

forklarer med det samme;

2) samtalepartneren giver i anden tur udtryk for ikke at have forstået/hørt ved f.eks. at sige

”hvad?” (han beder altså om reparatur); eller

3) taler finder ud fra samtalepartnerens svar i anden tur ud af, at der er noget, der ikke er

forstået/hørt, og han retter derfor dette i tredje tur (Femø Nielsen & Beck Nielsen 2011:

81).

Reparatur sker for at undgå eller opklare misforståelser og ikkeforståelser. Vi omtaler dette

nærmere i afsnittet om forståelse, misforståelse og ikkeforståelse. Samtaledeltagere kan også

vælge ikke at anvende reparatur, selvom der er noget, de ikke forstår. Dette kaldes ”let it pass”.

Samtaledeltageren vælger at lade mis- eller ikkeforståelsen passere, enten fordi han antager, at

forståelsen vil blive tydelig senere i samtalen, eller fordi han regner den for mindre vigtig i den

samlede forståelse af samtalen. ”Let it pass”-situationer kan være svære at analysere ud fra CA,

fordi det ofte er uklart, hvorvidt samtaledeltageren bevidst lader en problematisk situation

passere, eller om det slet ikke går op for ham, at der er noget, der er problematisk (Firth 1996:

243-4).

2.3.5 Pauser

Selvom samtaledeltagere ofte er så gode til at aflæse hinanden, at der ikke opstår meget pause

mellem taleture, kan disse dog forekomme. I CA-teori skelnes der mellem forskellige former for

pauser, og her vil vi gennemgå nogle af de væsentligste:

En intern pause opstår inde i en samtaledeltagers taletur, hvor han ikke giver turen videre,

men holder en pause (f.eks. søger efter et bestemt ord), inden han taler videre. De andre slags

pauser opstår mellem taleture og kan være svære at skelne imellem og derfor bestemme helt

præcist. En af forskellene er dog, om taleturen er givet videre eller ej. Før næste taler på-

begynder sin taletur, kan der opstå en pause, hvor taleren tøver. En pause kan dog også opstå,

hvis ingen næstetaler er blevet udvalgt eller har meldt sig selv, og derfor tilhører pausen ingen

bestemt person (Femø Nielsen & Beck Nielsen 2011: 84-85).

23

Jefferson er – ved at undersøge store mængder data – kommet frem til, at pauser som

standard bliver set som problematiske, når de varer omkring et sekund eller længere tid

(Jefferson 1989). Det kan dog være svært at sige noget generelt om problematikken omkring

pauser, fordi der kan være kulturelle og personlige forskelle, der spiller en rolle for, hvornår en

pause er problematisk, f.eks. menneskers personlige talehastighed (Femø Nielsen & Beck

Nielsen 2011: 86, 166-7).

2.4 Forståelse, misforståelse og ikkeforståelse

I lyset af den seneste forskning på området, der – som tidligere beskrevet – tegner et billede af et

Skandinavien, der har stadig sværere ved at forstå hinanden, kan man forvente, at der på en

skandinavisk arbejdsplads opstår mange forståelsesproblemer. Vi vil i dette afsnit se på mis- og

ikkeforståelser, men inden vi gør det, er det nødvendigt at definere forståelse.

Forståelse er et kerneområde inden for sprogpsykologi (Hermann 2001: 253), og vi behandler

her begrebet ud fra en dialogisk forståelsesopfattelse (se bl.a. Linell 1995), hvor forståelse altid

er forbundet med konteksten og den person, der skal forstå noget (Rathje 2004: 96). Den

forsimplede model af forståelse er, at to mennesker, der taler med hinanden, lytter og afkoder

hinandens tale ud fra konteksten, hinanden og deres individuelle forhistorie og erfaringer. Fordi

forhistorien er individuel, forstår vi aldrig hinanden fuldt ud, men forstår ofte nok til at skabe en

tilstrækkelig fælles forståelse og få hverdagen til at fungere (Gregersen 2004b: 69-70 og Beck

Nielsen 2012: 12-13).

2.4.1 Hvad er mis- og ikkeforståelser?

En misforståelse er ”når to samtaledeltagere har forstået to forskellige betydninger ud fra den

samme ytring” (Rathje 2010: 106, original kursivering). Man kan opdele misforståelserne i to

kategorier: 1) de skjulte misforståelser, som ikke påpeges, og hvor samtaledeltagerne derfor

vedbliver med ikke at forstå det samme, og 2) de åbne misforståelser, hvor misforståelsen på-

peges af en samtaledeltager. Efter påpegningen kommer der ideelt set en accept af den nye

forståede betydning, hvor samtaledeltageren enten gentager den nye betydning eller ”går videre

i samtalen med en tur der afspejler at hun nu har forstået” (Ibid.: 106-7). På den måde løses mis-

forståelsen og bliver til forståelse.

24

En ikkeforståelse er ”når den ene samtaledeltager ud fra en og samme ytring forstår én

betydning, mens den anden samtaledeltager ikke forstår nogen betydning” (Rathje 2010: 109,

original kursivering). Rathje opdeler ikkeforståelser på samme måde som misforståelser: 1) de

skjulte ikkeforståelser, hvor ikkeforståelsen ikke påpeges, hvorfor samtaledeltagerne vedbliver

med ikke at have forstået det samme, og 2) de åbne ikkeforståelser, hvor ikkeforståelsen på-

peges. Der er fire måder at påpege en ikkeforståelse på:

1) helt blank

2) mindre blank

3) forståelsestjek af én betydning

4) forståelsestjek af to betydninger (Rathje 2010: 109).

Ved de to første kategorier er der tale om en tydelig ikkeforståelse. Hvis samtaledeltageren er

helt blank svarer han ofte med et ”hvad?” for at vise sin ikkeforståelse. Hvis han er mindre blank,

er det måske et enkelt ord, han ikke forstod, hvilket for eksempel kan vises ved at sige ”en

hvad?”. Rathje nævner, at man kan diskutere, hvorvidt kategori 3 og 4 er egentlige ikke-

forståelser, da samtaledeltageren – ved at tjekke sin forståelse – jo i det mindste har forstået et

eller andet, men blot betvivler mere eller mindre af sin forståelse. Samtidig kan hans gæt på

betydning dog være forkert, og i så fald er der alligevel tale om en klar ikkeforståelse (Ibid.: 109-

11).

2.4.2 Nå, okay, mm og ja

For det meste er målet med kommunikation, at samtaledeltagerne skaber en fælles forståelse.

Rathje forklarer, at samtaledeltagere dog ikke nødvendigvis altid er lige opsatte på at skabe

forståelse. I den slags situationer kan lytteren da lade som om, han ved, hvad taleren taler om.

Dette kan gøres ved at gentage talerens ord eller ved at ”ytre diverse ikkeafslørende tilbage-

kanaliseringer” (Rathje 2004: 108).

Disse ”ikkeafslørende tilbagekanaliseringer” er ord som ”mm”, ”ja”, ”nå” og ”okay”. Rathje

kalder dem også for forståsignaler og forklarer, at de enten kan være reelle forståsignaler, som

for modtageren af dem symboliserer, at det sagte er forstået, eller at de kan være dækningsløse

forståsignaler, hvor samtaledeltageren altså ikke nødvendigvis forstår det sagte, men af den ene

eller anden årsag alligevel benytter et af disse signaler. Det faktum, at man ved hjælp af

forståsignaler kan lade som om, at man forstår, gør, at man – hvis man skal forsøge at analysere

25

interaktioner – bliver nødt til at se på konteksten og turtagningerne før og efter et forståsignal

for at se, om der rent faktisk er tale om forståelse, misforståelse eller ikkeforståelse. Det er

selvfølgelig ikke muligt ved alle interaktioner at sige, om der er forståelse eller ej, og Rathje til-

kendegiver, at hendes resultater bygger på ”’ekstreme’ tilfælde”, hvor ”det har været tydeligt og

direkte identificerbart ud fra konteksten at samtaledeltagerne forstod eller ikke forstod” (Rathje

2001: 286, original kursivering). Dog er hendes undersøgelser med til at skabe fokus på vigtig-

heden af forståsignalers betydning i social interaktion (Ibid.: 279-87).

I vores observationer af og samtaler med vores informanter har vi været vidne til meget

forståelse, men også til ikke- og misforståelse. Vi vil i analyseafsnittet redegøre for situationerne

og forsøge at klarlægge, hvilke former for forståelsesproblemer der opstår, og hvilke former for

reparatur og forståsignaler der anvendes for at skabe forståelse.

2.4.3 Forståelsesproblemer og sprogproblemer

Meget teori om mis- og ikkeforståelser behandler forståelsesproblemer mellem mennesker, der

taler samme sprog. Vi har imidlertid at gøre med en skandinavisk arbejdsplads med meget fler-

sproget kommunikation, og vi er derfor opmærksomme på, hvilken rolle sprogbarrierer spiller.

Det er dog vigtigt ikke at tro, at alle forståelsesproblemer nødvendigvis skyldes sprogbarrierer:

In cross-cultural and cross code-setting, for example, it may be that communicative

problems that are analyzable linguistically may be deemed unimportant because […] the

deficiencies are attributable to language or language-knowledge itself (rather than to

grosser incompetence or malevolent intent (Coupland et al. 1991b: 6).

Når der opstår mulige forståelsesproblemer i flersproget kommunikation, er det derfor vigtigt at

have med i sine overvejelser, at problemet kan skyldes en mulig sprogbarriere, men at for-

ståelsesproblemer, som er af lingvistisk karakter og kan opstå i etsproget kommunikation, også

sagtens kan opstå i flersproget kommunikation, uden at det har noget at gøre med sprog-

barrierer.

Derudover er det vigtigt at huske på, at forståelse ikke bare er forståelse. Norman F. Davies

deler forståelse op i tre større stadier: 1) receptiv læseforståelse, hvor man har evnen til at

forstå skriftsprog, 2) receptiv mundtlig forståelse, hvor man har evnen til at forstå det talte

sprog, og 3) produktiv forståelse, hvor man har evnen til at tale og skrive og dermed aktivt at

26

kommunikere (Davies 1976: 441). Når man taler om at forstå eller ikke forstå et sprog, er det

derfor vigtigt at definere, hvad der menes med forståelse.

2.5 Diskursanalyse

Som tidligere nevnt har CA fokus på den sekvensielle konteksten. Derfor vil vi i det følgende

avsnittet redegjøre for det teoretiske grunnlaget til diskursanalyse, som ser på ytringer i en

bredere kontekst. Dette gjør vi for å avdekke holdninger, antakelser m.m., som kan ligge til

grunn for de ansattes språkvalg og akkommodasjon.

På samme måte som med CA, anvender vi også diskursanalyse som metode i vår analyse. En

utgreiing om diskursanalyse som metode kan finnes i metodedelen.

2.5.1 Diskurs som begrep

Det er stor diskusjon blant forskere rundt hva diskurs er, da begrepet er svært bredt, og det er

vanskelig å sette fingeren på nøyaktig hva diskurs betyr og hvordan det skal brukes (Van Dijk

1985: 11). Diskursanalyse er en multidisiplinær teori og forskningsmetode, samt en felles-

betegnelse for en rekke tilganger innenfor jus, psykologi, sosiologi, antropologi m.m. (Cameron

2001: 7). I vår rapport benytter vi sosialpsykologene Potter & Wetherells bruk av begrepet,

nemlig på en bredest mulig måte; ”all forms of spoken interaction, formal and informal, and

written text of all kinds” (Potter & Wetherell 2006: 7).

En større betydning

Potter & Wetherell understreker at det er god grunn til å forske på språk, da språk er en del av

alle sosiale aktiviteter. Felles for forskjellige former for diskurs er nemlig at de er ”socially

situated language” (Cameron 2001: 7). På denne måten fjerner diskurs fokuset fra mentale

prosesser og retter det i stedet mot hvordan mennesker rent praktisk anvender språk i for-

skjellige former for interaksjon. En av ideene bak diskurs er at ytringer kan fortelle noe om

andre aspekter av ens liv (Ibid.: 8). Van Dijk forklarer at “[s]entences, when used in some

specific context also should be assigned some additional meaning or function, an illocutionary

one, to be defined in terms of speaker intentions, beliefs, or evaluations, or relations between

speaker and hearer” (Van Dijk 1985, Vol. 1: 5). Med andre ord dreier diskursbegrepet seg om

betydning i en større sammenheng enn den enkelte ytringen. Ved å bruke diskursanalyse som

27

metode, legger man nemlig ikke bare merke til hva noen sier, men også hvordan noe blir sagt.

Dette gir forskeren innblikk i hvordan personen forstår verden (Cameron 2001: 14). Som Brown

& Yule sier: ”In discourse analysis, as in pragmatics, we are concerned with what people using

language are doing” (1983: 26, vår emfase).

Ved å anvende diskursanalyse kan man som tidligere nevnt avdekke holdninger. Vi anvender

holdningsbegrepet som en “latent disposition or tendency to respond with some degree of

favorableness or unfavorableness to a psychological object” (Ajzen 2012). Dette henger sammen

med hvordan en person evaluerer f.eks. et gitt tema eller emne og hvorvidt han gir uttrykk for å

ha positive eller negative følelser overfor dette. Ajzen forklarer at noen holdninger er lett til-

gjengelige, at disse holdningene generelt er ansett for å være sterkere, og at de ofte er stabile

over tid og er med på å forme ens vurderinger og handlinger. Andre holdninger “must be re-

trieved with some measure of cognitive effort” (Ibid.) og disse ligger mer latent i en person og

kommer mer sjeldent til uttrykk (Ibid.).

Kategorier og sense-making

For å oppnå noe med språk velger personer mellom en rekke ord og begreper når de snakker, og

Billig forklarer at disse ordene og begrepene er kulturelt, historisk og ideologisk grunnet (2001:

217). På den måten er personer begrenset av språket, ettersom ens opplevelser av ens sosiale

identitet og plass i en sosial virkelighet kun kan uttrykkes og forstås gjennom kategorier som er

tilgjengelige i den relevante diskursen (Davies & Harré 2001: 262). For eksempel definerer man

ofte seg selv ut fra kategorier som nasjonalitet eller kjønn, og man opprettholder på denne

måten en tenkt gruppeidentitet. Slik er personer en del av, og deltakere i, den ideologiske

historien og de diskursive temaene de anvender, samtidig som at de opprettholder og aktivt

produserer sosiale og psykologiske virkeligheter (Billig 2001: 218 og Davies & Harré 2001:

262). I så måte blir man både formet av, og er med på å forme, en sosial virkelighet gjennom

diskurs.

Til tross for at diskursive kategorier kan virke begrensende, som nevnt ovenfor, er det

nettopp disse kategoriene som sikrer at mennesker forstår hverandre, da de utgjør en felles

referanseramme. Dette er mulig fordi ens verdenssyn og selvbevissthet er blitt skapt i dialog

med andre, i tråd med det tidligere nevnte synet på ytringer som dialogiske (Linell 1995), idet

de er responser til andre ytringer, og derfor skal forstås i relasjon til disse (Billig 2001: 214). Van

Dijk forklarer likeledes at forståelse ”is possible only if we assume that social members have

socially shared interpretation procedures for social actions, for example, categories, rules, and

strategies” (Van Dijk 1985, Vol. 3: 2). Grunnlaget for en felles forståelse mellom to samtale-

28

partnere er altså at de tolker utsagn på samme måte og tar utgangspunkt i de samme katego-

riene. Når en person er i dialog med en annen person, er de dermed nødt til å gå ut fra at

personen deler den samme referanserammen og verdisystemet som en selv, og at personen

tolker budskapet på den intenderte måten. Språkbruk er således intersubjektivt snarere enn

rent subjektivt (Cameron 2001: 15). Vi vil forklare intersubjektivitet nærmere i et senere avsnitt.

Antagelser og common sense

Nettopp hvordan mennesker overfører budskap ved å anta at en person deler den samme

diskursive rammen som en selv innenfor et gitt emne, og hvordan dette kommer til uttrykk

gjennom antagelser, er sentralt i diskursanalyse. Davies & Harré argumenterer for at ”words the

speaker chooses inevitably contains images and metaphors which both assume and invoke the

ways of being that the participants take themselves to be involved in” (Davies & Harré 2001:

265). Denne antagelsen om den andre personens evne til å forstå og identifisere seg med det

sagte gjør at man kan anta at man kan si enkelte ting uten å måtte forklare dem. Slike antagelser

kan spores i språket, for eksempel ved bruk av diskursive markører som ”da” og ”jo”, som særlig

brukes i talespråk og er ”primarily orientated towards the hearer in the sense that they reflect

the speaker’s reaction to what he believes is the hearer’s conception of the state of affairs

described in the proposition” (Davidsen-Nielsen 1996: 285). Med andre ord brukes markørene

til å signalisere enighet eller potensiell uenighet, og at taleren går ut fra at den andre deler

samme syn eller i hvert fall kan forholde seg til det som blir sagt. I diskursanalyse tar man ifølge

Brown & Yule utgangspunkt i antagelser den som snakker har om hva det er sannsynlig at

lytteren vil godta uten problemer. Dette krever at lytteren kan bruke sin viten om verden og

trekke på tidligere erfaringer og tolke det sagte slik han tror det ble ment av taleren (Brown &

Yule 1983: 28, 61).

En stor del av å avkode hva den andre sier er å gjette hva det er sannsynlig at personen

forsøker å si (Cameron 2001: 35). Dette er sant kanskje i enda større grad på en skandinavisk

arbeidsplass, ettersom de ansatte har varierende forståelse av de skandinaviske språkene, og da

de ansatte kan gå glipp av betydningen til enkeltord er det derfor viktig å kunne fylle hullene ved

å gjette seg til hva den andre forsøker å si ut fra konteksten og felles viten.

Sentralt i diskursanalyse er å avdekke antagelser og antagelser og se på det som ikke virker

kontroversielt, ting som blir tatt for gitt. Cameron skriver at ”[w]hen linguists and other social

scientists analyse spoken discourse, their aim is to make explicit what normally gets taken for

granted” (2001: 7). På den måten kan man si noe om diskursen(e) innenfor et gitt tema og

29

normene for hvordan man snakker om dette i en gitt situasjon. En viktig grunn til at man

formulerer seg på en viss måte og ofte omformulerer ytringer er menneskets ønske om å

fremstå på en positiv måte overfor andre. Potter & Wetherell forklarer at for å fremheve seg selv

kan man velge en rekke strategier, for eksempel å snakke om seg selv på en positiv måte, eller å

snakke negativt om andre. Dette kan gjøres på mer eller mindre subtile måter (2006: 33).

Det er særlig i selvmotsigelser og omformuleringer man kan se hvilke synspunkter en

person mener er mer eller mindre akseptable, og hva han eller hun mener man ”bør” synes. Det

viser seg at dersom en person opplever dissonans eller uregelmessigheter mellom to av sine

egne utsagn, vil han føle en ubehagelig psykologisk spenning og vil derfor ønske å endre hold-

ninger og tanker slik at de stemmer overens (Potter & Wetherell 2006: 37).

2.6 Identitet

I forrige afsnit blev det tydeligt, at intentioner, vurderinger, verdenssyn m.m. er centrale

elementer i diskursanalyse. Disse elementer er tæt knyttet til identitet, da diskurs kan være med

til både at skabe og at være et udtryk for et menneskes forskellige identiteter. Det er derfor

relevant for os at redegøre for det teoretiske grundlag for identitet med henblik på at undersøge,

hvordan identitet afspejles i sprogvalg, akkommodationsstrategi og diskurs hos Tempus’

medarbejdere.

Identitet er et centralt emne inden for discipliner som psykologi, socialpsykologi og antropologi.

Socialpsykologien fokuserer især på, hvordan sprog hænger sammen med og bidrager til at

skabe og opretholde identitet, blandt andet ved at et menneske definerer sig selv og sin verden

gennem sprog og generelt benytter og lærer sprog som en del af sin opvækst (Liebkind 2010:

18-20). Vi er klar over, at identitet kan anvendes på forskellige måder inden for forskellige

discipliner, men vi tager her udgangspunkt i socialpsykologiens brug af begrebet.

Sproget i den etniske gruppe, man er født ind i og oftest opvokset i, spiller en naturlig rolle i

ens opvækst og for ens gruppeidentitet, og ens modersmål hænger for de fleste mennesker

sammen med identitetsfølelsen. Ens etniske identitet skaber dels en følelse af at høre til et sted,

dels et sammenhold, hvilket er fundamentale behov for mennesker (Liebkind 2010: 18-20). Ofte

bliver etnisk identitet set på som noget statisk. Men det er vigtigt at huske på, at den etniske

identitet ikke skabes i isolation med en distinkt kultur og sprogbarrierer, men får indflydelse fra

andre kulturer, sprog og individer. På den måde bliver etnisk identitet et flydende begreb, lige-

som andre former for identitet er det (Barth 1970: 11).

30

2.6.1 Simultane identiteter

Identitet er en stærkt kontekstbaseret term, og de fleste mennesker har derfor flere identiteter,

som de kan veksle mellem afhængig af situationen (Fishman 2010: xxviii-xxix).

Hvis man har et nationalt tilhørsforhold til et land og et sprog (én identitet) og derefter får

en tilknytning til et nyt land og sprog (en ny identitet), er der forskellige måder at gribe

identitetsvalget an på. Nogle mennesker vælger én identitet frem for en anden (assimilation),

mens andre integrerer dele af en identitet ind i den anden identitet og derved formår at beholde

begge (integration). Andre vælger at fusionere identiteterne og på den måde skabe nye aspekter

af en identitet, som ikke var til stede i nogle af de tidligere identiteter. En del vælger – i stedet for

enten rent at assimilere, integrere eller fusionere – at benytte de forskellige inddelinger i for-

skellige dele af deres liv: ”one may actively seek economic assimilation (in work), linguistic inte-

gration (by way of bilingualism), and marital separation (by endogamy)” (Liebkind 2010: 21).

Ofte vil det være lettest for en person med to eller flere etniske eller kulturelle identiteter at

acceptere begge identiteter (integrere og/eller fusionere) og på den ene eller den anden måde

leve med en identitet som to- eller flerkulturel. Hvis forskellige sprog er tilknyttet forskellige

identiteter – som f.eks. vil være tilfældet ved etnisk identitet – vil det også forekomme, at man

som flersproget skifter mellem sprog alt afhængigt af konteksten (Liebkind 2010: 20-27).

Fordi behovet for at have en identitet er så stort, vil mennesket ofte gøre meget for at bevare sin

identitet og sætte den i et positivt lys. Thakerar et al. (1982) beskriver, hvordan dette kan spille

ind på graden af akkommodation i interkulturelle interaktioner. Som omtalt i afsnittet om

akkommodationsteori tiltrækkes mennesket af lighed, og derfor forsøger de fleste i inter-

aktioner at konvergere, så de nærmer sig samtaledeltagerens tale. Hvis taleren derimod føler et

stærkt bånd til sin egen identitet, kan han vælge divergerende strategier for at fremhæve sin

egen identitet og forskelliggøre den fra samtalepartnerens tale og identitet. Identitetsfølelse

opstår først rigtig i de situationer, hvor man stilles over for andre mennesker, som er anderledes

end en selv: ”values associated with these group memberships (defined as our social identity)

have meaning only through social comparison with other groups” (Thakerar et al. 1982: 214).

Thakerar el al. mener, at især sproget er et vigtigt redskab til at differentiere sig fra andre

grupper (Ibid.: 215).

31

Sprog og identitet har ifølge Liebkind et symbiotisk forhold, hvor et menneskes sprog er

med til at skabe og styrke identiteten, og samtidig er identiteten medbestemmende for ens

sprogvalg (2010: 20).

2.7 Intersubjektivitet

Som vi vil demonstrere i analysedelen av denne avhandlingen, tar de ansatte på Tempus en

rekke valg om hvordan de akkommoderer til kollegaene sine. Valget av akkommodasjonsstrategi

henger sammen med intersubjektivitet og å kunne sette seg i et annet menneskes sted. For å

kunne vurdere hvordan de ansatte velger akkommodasjonsstrategi, er det nødvendig for oss å gi

et innblikk i hva intersubjektivitet er, ettersom dette kan være et verktøy til å tolke hvilke

overveielser de ansatte gjør seg når de velger hvordan de vil henvende seg til en kollega. Vi vil

berøre emnet ganske kort, og er klar over at intersubjektivitet spenner bredere enn vi gir

uttrykk for i det følgende.

Intersubjektivitet er menneskets mentale kapasitet til å relatere til hverandre og inngå i sosiale

relasjoner, og går ut på ”mutual sharing of experiences” (Morganti et al. 2008: vii). En handling,

og definisjonen av denne handlingen, avhenger av evnen til å forestille seg at andre kan dele ens

egen mentale tilstand, som for eksempel tro, ønsker, intensjoner osv. På denne måten avhenger

ens handlinger av evnen til å lese andre menneskers tanker, med andre ord tilskrive dem

mentale tilstander, for å kunne forstå måten de handler på (Sinigaglia 2008: 18).

Sammut et al. forklarer at mennesker ikke bare oppfatter omgivelsene sine subjektivt, men

også objektivt, med andre ord at noe eksisterer uavhengig av ens egen oppfatning. Dette gjør at

man kan gå ut fra at andre mennesker til en viss grad deler samme oppfatning som en selv. For å

kontrollere gyldigheten av vår egen oppfatning, bruker vi andres erfaringer til å bekrefte og

rettferdiggjøre våre oppfatninger. Intersubjektivitet er denne sammenkjedings- og fortolknings-

prosessen mellom hvordan man selv oppfatter verden og forestillingen om hvordan andre

oppfatter den (Sammut et al. 2013: 3).

Intersubjektivitet er tett knyttet til at mennesker er sosiale vesener, hvilket gjør at vi

koordinerer våre handlinger i forhold til andre. Mennesker forhandler seg frem til en virkelighet

gjennom kommunikasjon, og dette resulterer i felles handling (Sammut et al. 2013: 4). Menn-

esker koordinerer således sine handlinger, og Jaegher og Di Paolo hevder at ved å forstå hvordan

koordinasjon oppstår, vedlikeholdes og bryter sammen i sosiale sammenhenger, kan vi se

32

forholdet mellom aspekter ved interaksjon og konsekvensene for delt og individuell sense-

making. Dette skjer når to autonome individer inngår i interaksjon med hverandre, og ved å

forholde seg til hverandre er med på å samhandle og koordinere. Et eksempel på koordinasjon

er når barn og voksne går sammen og koordinerer tempoet og lengden på skrittene sine uten

nødvendigvis å gå synkront (Jaegher & Di Paolo 2008: 37). På samme måte kan man se slik syn-

kronisering i samtaler, for eksempel i turtaking som beskrevet i avsnittet om CA (Sacks et al.

1974). Fenomenet er tilstede i all interaksjon, og ved å speile seg i andre og koordinere

handlinger, samt ved bruk av intersubjektivitet, kan man forhandle seg frem til hvordan man

best formidler et budskap.

33

3.0 Metode

Vi redegjorde i forrige avsnitt for det teoretiske fundamentet for vår analyse. I det følgende vil vi

greie ut om de metodiske overveielsene som ligger til grunn for valgene vi har tatt i forbindelse

med de ulike avsnittene i denne avhandlingen, samt hvordan disse relaterer til vår problem-

formulering, som kan finnes i innledningen til denne avhandlingen.

Først vil vi argumentere for avhandlingens relevans. Etterfølgende vil vi redegjøre for våre

overveielser rundt å velge å studere Tempus som et eksempel på en skandinavisk arbeidsplass.

Deretter vil vi forklare vår fremgangsmåte ved innsamling av empiri og gjennomførelsen av

intervjuer og observasjoner, samt presentere våre informanter. Dette vil kulminere i en ut-

greiing om behandlingen av de innsamlede dataene samt hvordan vårt valg av teorier under-

støtter vår analyse.

3.1 Avhandlingens relevans og vår motivasjon

Etter å ha lest de tidligere undersøkelsene innenfor skandinavisk nabospråkforståelse og

akkommodasjon, fant vi i hovedsak fire områder det er grunn til å undersøke nærmere.

For det første fant vi at det ikke er særlig mange undersøkelser som inkluderer informanter

fra alle de tre skandinaviske landene. For det andre mangler det undersøkelser som kombinerer

naturlig forekommende interaksjon og intervjuer. For det tredje mangler slike undersøkelser å

bli utført på skandinaviske arbeidsplasser. Det er hovedsakelig to årsaker til at vi mener at

skandinaviske arbeidsplasser er særlig viktige å undersøke. Den ene er at det finnes mange

skandinaviske arbeidsplasser hvor nettopp språkkyndighet og kommunikasjon står sentralt, og

ut fra tidligere undersøkelser som fastslår at skandinaver blir stadig dårligere til å forstå hver-

andre, er det interessant å undersøke graden av forståelse på en skandinavisk arbeidsplass. Den

andre årsaken er at mange undersøkelser fokuserer på å måle forståelsen blant elever på

gymnasiale utdannelser. Det er vår erfaring at mange mennesker hyppigere opplever språk-

møter når de har gått ut av videregående skole, i forbindelse med høyere utdannelse, utveksling,

praksis, jobb og reiser. Derfor mener vi at det vil være relevant å studere en arbeidsplass hvor

de ansatte har avsluttet en gymnasial utdannelse og er vant til språkmøter på daglig basis.

Et fjerde aspekt vi føler mangler er en språkpsykologisk vinkel. Språkpsykologi beskjeftiger

seg med hvordan mennesker agerer og interagerer, og hvorfor vi gjør som vi gjør. Som tidligere

nevnt, er det i mange andre undersøkelser om akkommodasjon mellom skandinaver fokus på

34

hvordan mennesker akkommoderer rent lingvistisk, men mindre på hvorfor de akkommoderer

og hvorfor de akkommoderer på bestemte måter fremfor andre, både bevisst og ubevisst.

Vi hadde en del forventninger til våre resultater før vi begynte datainnsamlingen. Forventning-

ene oppstod i særdeleshet ut fra de tidligere undersøkelsene som beskriver hvordan forståelse

generelt daler skandinaver imellom. Derfor hadde vi en forestilling om at de ansatte ville

oppleve en stor grad av kommunikasjonsproblemer i form av misforståelser og ikkeforståelser.

Vi forventet også at engelsk ville ha en sterk posisjon i bedriften, især siden Tempus er et

amerikansk firma og at også finner er ansatt i callcenteret. Ettersom arbeidsplassen ligger i

København, var vi nysgjerrige på hvor utbredt det danske språket er blant de ansatte, og hva

beliggenheten har å si for det danske språkets posisjon. Vi var også interessert i å undersøke

hvilken rolle identitet spiller i graden av akkommodasjon blant de ansatte, da vi vurderte at

holdninger, bakgrunn og fremtidsperspektiv kunne være avgjørende faktorer i de individuelle

ansattes akkommodasjon. Det kunne dessuten være interessant å undersøke om andre faktorer

spiller en rolle i akkommodasjon.

3.1.1 Avgrensing

I vår avhandling beskjeftiger vi oss av tids- og plassmessige årsaker kun med én arbeidsplass i

Danmark. Det kunne ha vært interessant å sammenligne våre funn hos Tempus med flere

skandinaviske arbeidsplasser i Danmark eller å sammenligne våre resultater med lignende

arbeidsplasser i de andre skandinaviske landene. På den måten ville vi bl.a. kunne se om makt-

forholdet mellom landene forholder seg slik at man alltid blir forventet å snakke språket til det

landet man er i, eller om det eksisterer et mer fast maktforhold mellom de skandinaviske

språkene/landene som gjør at situasjonen vil være nesten den samme uansett i hvilket land

arbeidsplassen er plassert. Dessuten kunne det være spennende å undersøke hvordan

situasjonen ville vært på en arbeidsplass i et land utenfor Skandinavia for å se om det har en

innvirkning på maktforholdet at alle de ansatte er på ”bortebane”.

3.2 Hvorfor Tempus?

Tempus er en amerikansk bedrift og et av de største callcentrene i verden. Avdelingen i Køben-

havn, som har i underkant av 100 ansatte, betjener hele Skandinavia samt Finland.

35

Vi valgte å studere språktilpassing på Tempus, da vi visste at Tempus tilbyr kundeservice på

alle de skandinaviske språkene. Dessuten er det et krav for ansettelse at de ansatte skal kunne

snakke engelsk og minst ett skandinavisk språk, men ledelsen ønsker at de ansatte snakker flest

mulig av Tempus’ arbeidsspråk for å kunne avlaste hverandre. Dette er interessant for oss, da vi

er nysgjerrige på hva det har å si for språkforståelsen og graden av akkommodasjon mellom de

ansatte at alle snakker opptil flere skandinaviske språk.

Tempus er en særlig interessant arbeidsplass for oss å observere, da de ansatte er vant til

konstant å kommunisere og skape forståelse, og det høye nivået av interaksjon på arbeids-

plassen gjør dermed Tempus til et gunstig miljø for innsamling av data.

Tempus er egentlig en nordisk arbeidsplass, ettersom de ansatte kommer fra Danmark,

Norge, Sverige og Finland. Vi har i vår oppgave derimot valgt kun å se på de ansatte fra de

skandinaviske landene. Dessuten er staben fra Finland så liten at vi ut fra våre observasjoner og

intervjuer vurderer at tilstedeværelsen av disse ansatte ikke spiller en særlig stor rolle for

språk- og akkommodasjonsvalg i bedriften generelt. Vi har derfor valgt i denne avhandlingen å

kalle bedriften for skandinavisk.

Ulempen ved å velge Tempus som case er at de ansatte ofte kommer fra en tospråklig bak-

grunn, og derfor er vant til språklig variasjon og har gode forutsetninger for å forstå språkene

som blir snakket på Tempus. Av denne årsaken har vi i vår avhandling et annet fokus på for-

ståelse enn i undersøkelser som måler forståelse kvantitativt. Vi har valgt å ha et større fokus på

holdninger og akkommodasjonsstrategier og -metoder, nettopp fordi alle våre informanter

kommer fra forskjellige bakgrunner, og fordi det av den grunn vil være interessant å se hvilke

overveielser de ansatte gjør seg rundt sin egen og andres akkommodasjon.

En annen ulempe er at callcenteret i tillegg til skandinaviske avdelinger, har avdelinger hvor

det utelukkende tilbys dansk kundeservice. Dette gjør at andelen danske ansatte blir en del

større, og dansk vil antakeligvis dominere språklandskapet. Denne dominansen kan styrkes av

den årsak at Tempus er beliggende i Danmark. Dette tar vi imidlertid høyde for i vurderingen om

det danske språkets posisjon på Tempus, og vi vurderer at Tempus er en god arbeidsplass å

studere i vår kontekst, da vi kun har fokusert på de skandinaviske avdelingene og intervjuet

ansatte fra disse.

Da vi begynte å søke etter skandinaviske arbeidsplasser som kunne være relevante sam-

arbeidspartnere, viste det seg å være vanskelig å finne arbeidsplasser hvor det var en noenlunde

jevn fordeling av svenske, norske og danske ansatte, og som utelukkende tilbød skandinavisk

kundeservice. I så måte kan man også argumentere for at Tempus er en representativ arbeids-

plass, og at det sjelden finnes en harmonisk fordeling av ansatte fra de ulike skandinaviske

landene på slike arbeidsplasser.

36

3.3 Kvalitativ forskning og intervjuer

Vi har ønsket å få et innblikk i den naturlig forekommende kommunikasjonen på Tempus, og

samtidig som vi ønsket å observere ”ekte” kommunikasjon, ønsket vi å spørre inn til

informantenes holdninger. Vi har derfor tatt i bruk de kvalitative forskningsmetodene obser-

vasjon og intervju. Kvalitative forskningsmetoder står i kontrast til kvantitative forsknings-

metoder, som ser på store mengder data og lager statistikk ut fra disse. I kvantitativ forskning

anvendes ofte spørreskjemaer, slik at informantenes svar er enkle å sammenligne og dermed å

lage statistikk på (Cameron 2001: 13-14). I kvantitativ forskning svarer man ofte på spørsmål

som hvor og hvor mange, mens man i kvalitativ forskning ser på hvordan for å få en forståelse for

hva som ligger bak menneskers sosiale prosesser (Barbour 2008).

For nettopp bedre å kunne se ikke bare hva informantene sier, men også hvordan de sier det,

har vi valgt å intervjue fremfor å få informantene våre til å delta i en spørreskjemaundersøkelse.

Faren ved intervjuer er at vi ikke kan vite med sikkerhet om informantene forteller oss det de

virkelig mener. Det er en risiko for at informantene forteller oss hva de selv tror vil få dem til å

fremstå på en mest mulig fordelaktig måte, eller hva de tror vi vil høre. Vi har i våre intervjuer

bl.a. kunnet se at informantene noen ganger kommer med motstridende ytringer, og at de nøler,

ler eller omformulerer seg. Selv om vi er klar over at vi aldri med sikkerhet kan avgjøre om

informantene mener det de sier, anser vi at intervju som metode styrker og nyanserer vår ana-

lyse. Spørreskjemaundersøkelser gjør det lettere å sammenligne resultater, men på den andre

siden inkluderer man ikke informantens overveielser, og noen vil sannsynligvis helle mot to

svarmuligheter (Cameron 2001: 14). I våre intervjuer har vi derimot hatt mulighet for å stille

utdypende spørsmål. Vi er bevisste om at våre spørsmål kan være ledende, men vi har bestrebet

oss på å gjøre intervjuene semistrukturerte, hvilket vi vil komme nærmere inn på i avsnittet om

gjennomføringen av intervjuene.

Under observasjonene og intervjuene foretok vi lydopptak med en smarttelefon og en mp3-

spiller. Vi merket oss at flere av de ansatte hadde lignende modeller, og det at de er velkjente

objekter for de ansatte, kunne muligvis gjøre at de glemte at det foregikk lydopptak. Også det at

vi valgte ikke å filme under observasjonene og intervjuene kunne bidra til å skape en mer

avslappet atmosfære. Vi valgte ikke å filme og fokusere på mimikk, da vi først og fremst var

interesserte i å se på ordvalg, akkommodasjon og holdninger som kom til uttrykk i observa-

sjonene og intervjuene. Vi vurderte at det å filme informantene ikke ville bidra til dette. I de

følgende avsnittene vil vi redegjøre for gjennomførelsen av observasjonene og intervjuene og

deres styrker og begrensninger.

37

3.4 Observasjonene

Våre observasjoner på Tempus strakte seg over tre dager. Dette var for at de ansatte skulle

venne seg til vår tilstedeværelse og ha tid til å glemme at de ble observert og at det ble foretatt

lydopptak. Vi er naturligvis klar over at de ikke vil glemme helt at de blir observert, men ved å

være tilstede over en lengre periode enn en enkelt opptaksdag, oppnådde vi i større grad at de

ansatte vennet seg til vår tilstedeværelse, og slik ble vi ett med arbeidsomgivelsene og tiltrakk

oss mindre oppmerksomhet. Observasjonene foregikk hovedsakelig om formiddagen og i

lunsjpausen, da vi ønsket å observere sjargongen både under mer formelle forhold i arbeids-

tiden og under mindre formelle forhold i lunsjpausen.

Vi erfarte at managerne var vanskeligere å observere enn agentene, da de snakket mindre i

telefonen og var mindre fysisk tilstedeværende, da de ofte beveget seg mellom avdelinger for å

hjelpe agenter. Vi har derfor færre observasjoner av managerne.

I tillegg til observasjonene i ulike avdelinger hos Tempus, deltok vi også på et ledermøte. Møtet

fant sted noen uker etter vårt foregående besøk på Tempus. Tilstede ved møtet var en av

managerne vi hadde intervjuet, og dermed har hun hatt større innblikk i hva vi fokuserte på

under observasjonen av ledermøtet. Vi kan ikke utelukke at språket hennes kan være påvirket

av dette. Allikevel var ledermøtet en mulighet for oss til å observere henne, da vi som tidligere

nevnt hadde vanskeligere for å observere managerne enn de øvrige ansatte, da de beveget seg

mer rundt. Videre var Tempus’ sjef tilstede, og også han har innblikk i hva avhandlingen vår

handler om. Vi kan ikke vite om de ansatte har diskutert vår tilstedeværelse seg imellom og hvor

kjent vårt formål hos Tempus var blant de ansatte, og i teorien kan alle ved ledermøtet ha vært

oppmerksomme på vårt ærend. Kasper D innledet imidlertid møtet med å forklare de andre at

ingen vet hva vi observerer, for så å be lederne gjennomgå oppleggene sine nøye slik at vi kunne

forstå hva de handlet om. Dette fikk det til å fremstå som om vår agenda var en annen enn vi

egentlig hadde, og dette kunne fjerne fokuset fra språk – selv om vår generelle tilstedeværelse

selvfølgelig spiller en rolle, jf. det velkjente the Observer’s paradox.

3.4.1 Observasjonenes begrensninger

Vårt ønske var å være ”flue på veggen”, men en del av observasjonen gled over til å bli deltager-

observasjoner, da de ansatte tilsynelatende fant det unaturlig at vi satt blant dem uten å si noe,

og at vi derfor noen ganger selv interagerte med dem. På denne måten gjorde the Observer’s

38

paradox seg tydelig, da de ansatte var bevisste på at de ble observert og opptatt, og

interaksjonen ble dermed ikke lenger naturlig. Vi satt ofte i en avdeling i en lengre periode (ca.

en time), hvilket gjorde at de ansatte ikke utelukkende kunne snakke med oss, men også var

nødt til å jobbe, og derfor besvarte telefoner, hjalp eller mottok hjelp fra kollegaer m.m. I disse

situasjonene er det sannsynlig at de ansatte i større grad glemte at vi var tilstede og foretok

lydopptak.

De ansatte snakket gjerne med oss, og var interessert i formålet med vårt besøk hos Tempus,

men for ikke å gjøre dem oppmerksomme på sin egen språkbruk valgte vi å fortelle dem at vi

skrev om kommunikasjon på callcentere. Da de ansatte kunne høre at vi kom fra to forskjellige

land, ble det allikevel stort fokus på språk under samtalene. Under våre øvrige observasjoner

virket det imidlertid ikke som at dette var et ukjent tema for de ansatte, da vi under lunsj-

pausene var vitne til samtaler hvor nettopp språk, og især de skandinaviske språkene, var et

tema. Det at de ansatte utviste at de hadde gjort seg en del tanker om de skandinaviske

språkenes likheter, forskjeller og finurligheter, vitner om at språk er et sentralt samtaleemne på

Tempus.

De ansatte hadde faste plasser med hver sin datamaskin og headset de brukte hver dag. I noen

av avdelingene satt de ansatte nærmest de som snakket samme språk, hvilket resulterte i at det

ble mindre grad av kommunikasjon på tvers av språkene. I og med at observasjonene kun strakk

seg over tre dager, kan vi heller ikke være sikre på at vi har fått et helhetlig og sannferdig

innblikk i hvordan kommunikasjonen mellom de ansatte pleier å foregå.

Ofte snakket de ansatte med hverandre når de ikke snakket i telefonen med en kunde, hvor

samtalen ble avbrutt av innkommende anrop. Samtalene vi opptok var derfor preget av hyppige

avbrudd. Allikevel var det så mye kontakt mellom de ansatte at vi fikk innsamlet et stort antall

eksempler på språktilpassing som vi vil analysere i denne avhandlingen. Vi sammenholder også

observasjonene med samtaler vi har hatt med de ansatte under observasjonene, samt de ni

intervjuene vi gjennomførte.

3.5 Intervjuene

Intervjuene ble gjennomført over to dager, og hvert intervju varte mellom 20 minutter og en

time. Vi ønsket å intervjue tre ansatte fra hvert av de skandinaviske landene, hvilket vi fikk

tillatelse til. Grunnen til at vi ønsket å intervjue nettopp tre ansatte fra hvert av de tre landene

var at vi da ville få et mer nyansert innblikk i hva de ansatte tenker om deres egen og andres

39

språktilpassing enn dersom vi kun snakket med én person fra hvert land. Vi vurderte ut fra et

innledende møte med to ansatte i ledelsen at det ville være en god idé at ledelsen valgte

informantene på bakgrunn av våre ønsker, da de hadde større kjennskap til informantenes bak-

grunn, talemåte m.m. Vi valgte selv å intervjue Aleksander N. Dette var fordi en av de norske

informantene ledelsen hadde valgt til oss var motvillig til å delta, og da vi etter observasjoner

med Aleksander N syntes han ville gi oss et annet og dermed mer nyansert perspektiv på de

norske ansatte, bad vi om lov til å intervjue ham, hvilket han samtykket til. I tillegg til de ni infor-

mantene, fikk vi også lov til å intervjue sjefen for Tempus’ nordiske avdeling, Kasper D.

Vårt ønske om å intervjue tre ansatte fra hvert av de skandinaviske landene viste seg å være

vanskeligere å gjennomføre enn forventet, og det viste seg til en viss grad å være en ulempe at

ledelsen valgte informantene for oss, fordi vi endte med å få en annen form for variasjon enn vi

hadde regnet med. Dette tar vi naturligvis forbehold for i våre konklusjoner.

Det er relativt få finlandssvensker på Tempus, men to av våre svenske informanter er

finlandssvensker, hvilket gjør at informantene våre ikke er representative for det samlede

antallet svensker i bedriften. Videre har vi intervjuet relativt mange managere (tre) i forhold til

manager-agent-fordelingen på Tempus, men vi har færre observasjoner av disse siden de som

tidligere nevnt beveget seg mer mellom avdelingene. Vi har med disse personene derfor mindre

mulighet til å sammenholde intervjuene med observasjonene. Dessuten vet vi fra intervjuet med

Kasper D at han legger særlig vekt på at managerne forstår og snakker en del dansk, og derfor

har de muligvis et annet forhold til språk enn agentene har.

Én av nordmennene vi intervjuet viste seg å være dansk (Jonas D). En mulig grunn til at

ledelsen allikevel valgte Jonas D som en av våre norske intervjupersoner kan være at han jobber

på den norske supporten, og at nordmennene på Tempus generelt er relativt danske – gjerne

halvt danske og halvt norske. Tempus’ ledelse uttalte ved et innledende møte at det er vanskelig

for bedriften å finne nye norske ansatte, og denne mangelen på norske ansatte kan også være en

av årsakene til at Jonas D ble valgt av ledelsen.

3.5.1 Gjennomføring av intervjuene

Vi fikk et lokale hos Tempus stilt til rådighet for å gjennomføre intervjuene. Intervjusituasjonen

er en kunstig og konstruert situasjon, men ved å gjennomføre intervjuene på arbeidsplassen,

som var et velkjent miljø for informantene, forsøkte vi å gjøre situasjonen mer avslappet. Vi

besluttet oss for å se hvordan det påvirket informantene at vi som intervjuere snakket to for-

40

skjellige språk, da vi var interesserte i de ansattes språkvalg og deres overveielser rundt dette,

og på denne måten kunne vi dra fordel av at vi er en danske og en nordmann.

De første minuttene av intervjuet var det kun Bettina N som snakket til dem på rent norsk,

mens Cathrine D var stille. Da Cathrine D etter noen minutter brøt inn i samtalen, snakket hun

rent dansk. Vi gjorde dette som en slags test for å se hvordan informantene ville reagere på

språkskiftet når de ikke allerede visste at vi snakket forskjellige språk og hadde vennet seg til å

forholde seg til ett språk, for så å måtte forholde seg til et annet. Vi hadde snakket med enkelte

av informantene under observasjonene vi gjennomførte noen dager før intervjuene, og derfor

visste noen av dem at vi var henholdsvis danske og norske. Allikevel besluttet vi oss for å

gjennomføre testen i alle intervjuene for å kunne sammenligne resultatene på en best mulig

måte.

Intervjuene var semistrukturerte, og vi bestrebet oss på å formulere spørsmålene slik at de

var så åpne som mulig, og vi la i så måte opp til at informantene selv kunne artikulere seg om

sine holdninger rundt språkvalg og akkommodasjon. Dette tillot oss å ha ferdig formulerte

spørsmål, men stille oppfølgende spørsmål til informantenes svar. På denne måten ble intervju-

ene sammenlignbare, da informantene ble stilt noenlunde de samme spørsmålene, samtidig som

vi kunne spørre nærmere dersom vi fant noe som var spesielt interessant eller uklart. Vi

forsøkte å være åpne overfor stillheter som eventuelt måtte oppstå, da vår erfaring er at infor-

manter vil unngå slike stillheter ved å fortsette å snakke.

Transkripsjoner av intervjuene er av hensyn til informantene ikke vedlagt i denne av-

handlingen, men kan rekvireres ved henvendelse per e-post til bettinabjorn@gmail.com eller

cathrinestenros@gmail.com.

3.6 Informantene

I det følgende vil vi gi en kort presentasjon av de ansatte vi har benyttet i vår analyse. Nasjonali-

teten er representert ved landets forbokstav etter de individuelle informantenes navn, slik at

Emma S står for Emma Sverige. Enkelte av informantene har flere nasjonaliteter eller et annet

morsmål. En skråstrek (/) signaliserer at personen har vokst opp med et annet morsmål enn

språket i landet de har vokst opp i. Annika F/S har eksempelvis finsk som morsmål og har vokst

opp i Sverige. En bindestrek (–) signalerer like deler av to nasjonaliteter og FS (uten skråstrek

eller bindestrek) signaliserer at informanten er finlandssvensk. Vi har mindre kjennskap til bak-

grunnen til de ansatte vi ikke har intervjuet, og vi vil ikke kunne ta i betraktning hvorvidt disse

har en annen nasjonalitet eller et annet morsmål enn vi umiddelbart kan registrere.

41

Vi har av hensyn til bedriften og de ansatte valgt å anonymisere dem, og navnene i denne av-

handlingen er derfor ikke informantenes virkelige navn. Likeledes er bedriften og avdelingene

anonymiserte.

Aleksander N 26 år, mannlig agent. Halvt norsk og halvt belgisk. Født og oppvokst i Oslo-

området. Bodd i Danmark i tre år, flyttet hit i forbindelse med sin dansk-

norske kjærestes studier. Paret er nå gift. Har tidligere jobbet i butikk i indre

København.

Annika F/S 31 år, kvinnelig manager. Har finske foreldre, men er født og oppvokst i

Sverige. De første fem årene av sitt liv snakket hun utelukkende finsk. I dag er

hun ifølge seg selv sterkere i svensk enn i finsk. Bor utenfor Malmø og er

kjæreste med Mikael. Har tatt dansk språkkurs nivå 4.

Bjørn D-N Alder ukjent, mannlig agent. Er halvt dansk og halvt norsk, men har bodd i

Danmark det meste av livet sitt.

Elin FS 30 år, kvinnelig manager. Finlandssvensk. Hun er oppvokst i Finland, men

morsmålet er svensk. Hun har dessuten bodd 10 år på Åland. Bor i Malmø

med sin finlandssvenske kjæreste. Har tatt danskkurs nivå 4. Hun selv og

flere av de andre ansatte kaller talemåten hennes for ”elinsk” – hovedsakelig

dansk, men med finsk og svensk påvirkning, især på leksikalt og uttalenivå.

Emma S 26 år, kvinnelig agent. Født og oppvokst i Skåne, flyttet til Danmark for tre og

et halvt år siden. Er gift og har barn med en danske.

Eva FS Alder ukjent, kvinnelig agent. Finlandssvensk, bor i Danmark.

Henning D Alder ukjent, mannlig agent. Bor i Sverige.

Hilde N 28 år, kvinnelig agent. Født og oppvokst i den sør-vestlige delen av Norge.

Bor i København med dansk kjæreste.

Inger D Alder ukjent, kvinnelig dansk HR-ansatt. Er en del av Tempus’ ledelse.

Jonas D 28 år, mannlig manager. Er født i Danmark, flyttet til Østlandet i Norge da

han var 7-8 år. Flyttet tilbake til Danmark da han var i sekstenårsalderen.

Kasper D Alder ukjent, mannlig sjef for Tempus’ nordiske avdeling i ett år. Har tidligere

42

jobbet i reiselivsbransjen.

Laila D 54 år, kvinnelig agent. Har bodd og jobbet i Sverige i tre år, samt vært gift

med en svenske.

Lasse S Alder ukjent, mannlig agent. Er fra det sydlige Sverige, bor i Skåne. Bodde i en

periode i Norge.

Line D Alder ukjent, dansk kvinnelig agent.

Maria S 29 år, kvinnelig agent. Har polske foreldre, men flyttet til Sverige da hun var

fem. Flyttet fra Malmø til København for å jobbe i hotell- og restaurant-

bransjen for seks år siden. Har jobbet på Tempus i overkant av et år. Har

dansk kjæreste.

Mikael S Alder ukjent, mannlig agent. Fra Skåne og er kjæreste med Annika.

Mona D-N 38 år, kvinnelig agent. Halvt norsk og halvt dansk, har vokst opp på Østlandet

i Norge. Flyttet til Danmark som 17-åring og har bodd der siden. Har familie i

både Danmark og Norge. Bor nå i Danmark med to barn og dansk kjæreste.

Petter S Alder ukjent, mannlig agent. Bor i Skåne.

Sarah D 42 år, kvinnelig agent. Født i Danmark, men flyttet med familien til det

sydlige Sverige da hun var tre år. Flyttet tilbake til Danmark for ti år siden og

har dansk kjæreste.

Thomas S Alder ukjent, mannlig manager fra en større by i Stockholms-området. Bor i

København.

3.7 Databehandling

Da intervjuene var gjennomført, transkriberte vi dem. Videre lyttet vi gjennom opptakene fra

observasjonene og valgte ut fra disse og våre observasjonsnotater enkelte sekvenser som vi fant

særlig interessante for vår oppgave, og transkriberte også disse. Vi benyttet programmet

Transciber, blant annet for bedre å kunne måle pauser og for å øke eller senke hastigheten i

lydklippet for bedre og mer effektivt å kunne høre hva som ble sagt.

43

Da ingen av oss har svensk som morsmål, har vi generelt hatt større besvær med å tran-

skribere og næranalysere sekvensene som foregår på svensk. I de tilfellene hvor vi ikke har

kunnet tyde en uttalelse eller vært i tvil om akkommodasjonsgrad eller språk, har vi fått

assistanse fra en innfødt svenske (fra Stockholm) til dette.

3.8 Teorier

Tidligere har vi redegjort for det teoretiske grunnlaget til vår avhandling, og i dette avsnittet vil

vi forklare bakgrunnen for vårt valg av teorier.

Vi har valgt å arbeide ut fra en induktiv eller datadreven metode, og har innsamlet data for

så å velge teorier i etterkant ut fra hvilke aspekter ved datainnsamlingen vi fant relevante og

interessante å analysere nærmere, især ut fra et språkpsykologisk perspektiv. På denne måten

kunne vi uten forutinntatthet undersøke hvilke sosiale praksiser som finnes på Tempus, og

etterfølgende teoretisere funnene (Femø Nielsen & Beck Nielsen 2010: 201-3). Vi hadde som

tidligere nevnt noen forventninger til hvordan kommunikasjonen ville foregå, og ut fra dette

hvilke emner som kunne være interessante å undersøke nærmere. Vi forsøkte imidlertid så vidt

mulig å forholde oss åpne overfor alle problemstillinger som måtte oppstå.

Vår fremgangsmåte springer ut fra ønsket om å avdekke hva som ligger bak informantenes

holdninger og hvordan deres akkommodasjon i intervjuene og observasjonene foregikk, samt

deres oppfatning av dette. Vi har derfor lest teori om akkommodasjonsstrategier og -metoder,

grader av akkommodasjon og akkommodasjon mellom forskjellige språk. Vi oppdaget under

datainnsamlingen at akkommodasjon i stor grad er knyttet til intersubjektivitet samt de ansattes

identiteter og holdninger, hvilket kommer til uttrykk i de ansattes utsagn og refleksjoner i

intervjuene. Derfor fant vi det nødvendig å finne teori om både intersubjektivitet, identitet og

diskursanalyse. Ved å benytte oss av diskursanalyse og CA kunne vi avdekke holdninger i de

ansattes utsagn, og det vil fremkomme av analysen hvordan disse teoretiske feltene overlapper

hverandre, og hvordan de kombinert kan hjelpe oss med å besvare problemformuleringen vår. I

det følgende vil vi forklare hvordan og hvorfor vi har benyttet CA og diskursanalyse som metode.

3.8.1 CA som metode

Transkripsjon kan utføres i mange detaljeringsgrader, og vi har i vår analyse benyttet oss av

Søren Beck Nielsens normer for CA-utskrift, som er vedlagt som bilag (bilag 8.1). Denne

44

utskriftsnøkkelen fokuserer på en rekke detaljer som vi har funnet viktige å benytte i analysen

av våre data, bl.a. talehastighet, emfase, pauser, volum, intonasjon, samt smil og latter.

I CA ser man som nevnt i teoriavsnittet kun på den sekvensielle konteksten, men i våre

intervjuer fant vi at intervjusituasjonen spiller en så stor rolle for samtalen at vi har måtte ta

høyde for konteksten. Intervjuene skaper asymmetriske samtalesituasjoner fordi vi som

intervjuere styrer samtalen – både hvem som snakker og hva vi snakker om – og informantene

stiller sjelden spørsmål i retur. Situasjonen er konstruert fordi vi bevisst foretar valg som

påvirker turtakingen. Vi har vært oppmerksomme på å få intervjupersonene til å snakke så mye

som mulig og sørge for at vi ikke legger ord i munnen på dem. Dette skaper ekstra mange lange

pauser hvor neste taletur ikke nødvendigvis er tiltenkt noen spesiell, men hvor vi bevisst lar

være å snakke. Dessuten er turallokeringen i samtaler mellom to personer ofte simpel fordi de to

samtaledeltakerne bytter på å snakke, men ettersom vi er tre mennesker, er det ikke alltid en

tydelig rekkefølge. Noen ganger stiller Bettina N flere spørsmål på rad, noen ganger gjør

Cathrine D det samme, og noen ganger bytter vi på. Fordi vi snakker to forskjellige språk, kan de

uforutsigbare skiftene i taletur skape forvirring rundt de ansattes akkommodasjon.

I CA skal man ikke la ens subjektive vurdering spille inn. Vi er allikevel klar over at det, som

Femø Nielsen & Beck Nielsen skriver, er umulig ikke i noen grad å tolke data ut fra sin egen

kulturelle bakgrunnsviten (2010: 165) samt vår viten om personene, situasjonene og inter-

vjuene. Dette er vi bevisste om, og forsøker å se på hver sekvens til CA så objektivt som mulig. Vi

har valgt å analysere CA-sekvensene i fellesskap, og har på den måten etterstrebet å få med så

mange detaljer som mulig, selv om en CA nærmest er umulig å gjøre fullstendig.

På samme måte som at vi noen ganger ble nødt til å se på konteksten rundt samtalen, som vi

blant annet gjør med diskursanalysen, fant vi også at det var nødvendig å ha et større fokus på

språkskift enn vi fant i CA. Vi har derfor i noen tilfeller, hvor informantenes språkskift spiller en

større rolle, fremhevet ortografien i forlengelse av alminnelig CA. Vi har valgt å avstå fra å lage

fonetiske transkripsjoner, men har i stedet understreket tydelige språkskift. I tilfeller hvor det

har vært vanskelig å avgjøre om et ord blir sagt på det ene eller det andre språket, har vi satt en

bølgestrek under ordet.

Vi har ikke benyttet oss av CA i alle våre sitater. I sitater hvor andre elementer enn vi kunne

finne ved CA er i fokus, har vi anvendt alminnelig tegnsetting for å lette lesingen og forståelsen.

45

3.8.2 Diskursanalyse som metode

I tillegg til det teoretiske grunnlaget vi redegjorde for i teoriavsnittet, brukes diskursanalyse ofte

som en metode til å avdekke holdninger, verdenssyn, m.m. Ofte skjer dette ved at forskeren

interagerer med subjektene, enten gjennom deltakerobservasjon, intervjuer og/eller disku-

sjoner i fokusgrupper (Cameron 2001: 19-20). Diskursanalyse trekker således på kvalitative

forskningsmetoder, som vi tidligere har redegjort for.

Grunnen til at vi har valgt å utføre diskursanalyse av informantenes uttalelser, er at vi

ønsket å plassere innholdet i utsagnene i en større sammenheng og avdekke eventuelle mot-

stridende eller gjengse oppfatninger som måtte fremkomme i uttalelsene. På denne måten

fungerer diskursanalyse som verktøy annerledes enn CA, og på flere måter utfyller de to

metodene hverandre. CAs fokus på blant annet trykk, latter og pauser kan indikere hva

informantene mener er kontroversielt, viktig, pinlig eller annet. Dette kan i diskursanalyse ses i

en større sammenheng, hvor man kan analysere seg frem til blant annet hvilken holdning de

ansatte har til både identitet, intersubjektivitet, og sin egen og andres akkommodasjon og

språkvalg. En ulempe ved diskursanalyse kan være at forskeren har en subjektiv oppfatning av

hva et utsagn betyr i en større sammenheng, og at det er en risiko for at forskeren tillegger en

formulering større tyngde enn informantens intensjon. Dette har vi imidlertid vært bevisste om i

vår analyse, og har forsøkt ikke å legge opp til at noen av våre fortolkninger er endegyldige.

46

4.0 Analyse

I dette afsnit vil vi ved hjælp af de valgte teorier belyse de aspekter af vores datamateriale, som

vi har fundet mest interessante. Først vil vi se på, hvilke akkommodationsstrategier og -metoder

vi kan identificere hos Tempus’ medarbejdere. Derefter vil vi analysere samtaler, hvor der kan

være opstået forståelsesproblemer. Efterfølgende vil vi ved hjælp af diskursanalyse undersøge,

hvilke diskurser, der er til stede i Tempus og hvilke holdninger medarbejderne har til de sprog-

lige variationer, der findes inden for de tre skandinaviske sprog. Til sidst vil vi se på, hvad der

synes at bestemme medarbejdernes identiteter.

4.1 Akkommodation

Vi vil i dette afsnit se på, hvordan medarbejderne i Tempus akkommoderer til hinanden. Dansk,

svensk, norsk – og enkelte gange engelsk – er alle sprog, som anvendes i virksomheden. Mange

af medarbejderne fortæller, at de tilpasser deres sprog til hinanden, og ud fra vores observa-

tioner og interviews kan vi se, at akkommodationen sker på mange forskellige måder, og at

overvejelserne bag akkommodationen kan være mange.

Vi har valgt at inddele akkommodation i to kategorier: akkommodationsstrategier og

akkommodationsmetoder. Ved akkommodationsstrategier forstår vi, at man akkommoderer ved

blandt andet at skifte sprog ved et enkelt ord, en hel frase, en taletur eller hele interaktionen –

eller ved at tale langsommere, tydeligere eller højere. Ved akkommodationsmetoder forstår vi

en form for mere overordnede strategier for, hvordan man akkommoderer, såsom at akkom-

modere på en bestemt måde til en bestemt person, gruppe eller situation. Akkommodations-

strategierne forekommer således i de forskellige akkommodationsmetoder.

4.1.1 At akkommodere til en bestemt person eller gruppe

Samtalesprogene hos Tempus er ofte afhængige af, hvem der deltager i samtalen, og hvilke(t)

sprog deltagerne forstår receptivt og/eller produktivt. De fleste medarbejdere siger, at deres

akkommodation afhænger af, hvem de taler med. Hvis de imidlertid taler til flere personer

samtidig, og disse personer kræver forskellig grad af akkommodation, kan vi se, at med-

arbejderne foretager forskellige valg.

47

At vælge gruppen eller personen

Sarah D fortæller, at hun bevidst altid vælger at tale svensk til Eva FS, som er finlandssvensk og

har svensk som modersmål. Vi har set et eksempel på dette under vores observation i virk-

somheden.

Eva FS går på et tidspunkt hen til medarbejderne i en af Tempus’ afdelinger og giver dem en

fælles besked på dansk. Ved hjælp af CA vil vi se på, hvordan interaktionen foregår. Samtale-

deltagernes sprogvalg og sprogskift er især interessante, og for at gøre det så overskueligt som

muligt har vi valgt at vise interaktionen ved to eksempler: Eksempel 1, hvor vi har lavet en

detaljeret udskrift efter CA-konventioner, og eksempel 2, hvor vi ortografisk markerer sprog-

valg. I eksemplet er svensk tekst understreget, mens dansk tekst ikke er. Ved blandingsord eller

dele af ord, hvor vi er usikre på sproget, har vi sat en bølgestreg under. Vi vil senere i analysen

og diskussionen komme nærmere ind på problematikken omkring at definere et sprog. De

steder, hvor der indgår engelsk, har vi i eksempel 2 markeret med en prikket linje under på-

gældende ord. Vi har i nedenstående eksempler kun udvalgt enkelte passager og ytringer, som

tydeligst viser akkommodation, code-switching, pauser m.m. Den fulde samtale er vedlagt som

bilag.

Eksempel 1: CA, Eva FS og Sarah D:

1 EvFS: bara en idé:: til alle de:::r annull↑e↓rer order (1.0)

2 SaD: jag tänkte inte ens på det

3 EvFS: >nej nej< men jag har ↑he:↓ller ikke tænkt på det […] det er også lige meget fordi så

4 kan vi også göre det (0.2) at så sender man det vidare så (0.2) partner >bla bla bla<

5 (0.5) så de:::t (0.8) fordi vi kan ikke sige til partner at de skal frigive pengene för den

6 er annull[ert]

7 SaD: [Men] det blir inte aktuellt till jul vi får inte annullera order för i november

8 i alla fall hehehe hahaha

9 EvFS: ja men det är en god idé at skriva til partner för att det är ba::: (0.3) det s- det är

10 egentligen <mycket lättare för oss att göra>

11 NiD: om om dom hamnar hos mig så är det bara (.) sorry no go hahaha

12 EvFS: och så är det bara så onödigt (.) att gå igenom allt det här med att skicka ett extra

13 paket (.) det blir också en extra kostnad

(bilag 8.2.1)

48

Eksempel 2: Sprogvalg, Eva FS og Sarah D:

1 EvFS: bara en idé til alle der annullerer order

2 SaD: jag tänkte inte ens på det

3 EvFS: nej nej men jag har heller ikke tænkt på det […] det er også lige meget fordi så kan vi

4 også göre det (0.2) at så sender man det vidare så (0.2) Partner bla bla bla (0.5) så

5 det (0.8) fordi vi kan ikke sige til Partner at de skal frigive pengene för den er

6 annullert

7 SaD: men det blir inte aktuellt till jul vi får inte annullera order för i november i alla fall

8 hehehe hahaha

9 EvFS: ja men det är en god idé at skriva til Partner för att det är bara (0.3) det s- det är

10 egentligen mycket lättare för oss att göra

11 NiD: om om dom hamnaR1 hos mig så är det baRa (.) sorry no go

12 EvFS: och så är det bara så onödigt (.) att gå igenom allt det här med att skicka ett extra

13 paket (.) det blir också en extra kostnad

(bilag 8.2.1)

I interaktionen sker der det, at Eva FS henvender sig til en gruppe af mennesker, hvoraf de fleste

er danske, og hvoraf alle forstår dansk. Selvom Eva FS taler dansk, så svarer Sarah D hende på

svensk. Eva FS fortsætter dog i lang tid med at tale på dansk, men det bliver langsomt en

blanding af dansk og svensk, og Eva FS slutter samtalen på rent svensk.

I interaktionen forekommer der code-switching de tre samtaledeltagere imellem, og derudover

code-switcher de alle tre på individuelt niveau. Som nævnt i teoriafsnittet foregår code-

switching oftest ved, at den ene samtaledeltager skifter til den anden samtaledeltagers sprog,

men i denne samtale skifter både svensktalende Eva FS, dansktalende Sarah D og dansktalende

Nina D sprog. De akkommoderer alle til hinanden – og samtalen bliver dermed tosproget. Af

Auers code-switching-former forekommer således type 2 – at flere personer taler hver deres

sprog i samme interaktion.

Både Sarah D og Nina D foretager individuelle code-switches ved at vælge at tale svensk

frem for deres modersmål dansk. Eva FS starter med at code-switche ved at tale dansk (l. 1, 3-6),

og da hun begynder at blande sprogene (l. 9-10), bevæger hun sig over i Auers type 3 (dog er det

kun hende og ikke de andre samtaledeltagere, der begynder at blande svensk og dansk). Til sidst

code-switcher Eva FS ved at gå tilbage til sit modersmål, svensk (l. 12-13), hvorefter alle

1 Rhotic ”amerikansk” r.

49

samtaledeltagere taler svensk, og der foregår derfor ikke længere et type 2 code-switch i

interaktionen.

Eva FS ved, at den gruppe af mennesker, hun henvender sig til, består af flest danskere, og at

alle forstår dansk (det har vi også erfaret ud fra observationer og interviews). Majoritetssproget

er derfor dansk, hvilket kan være årsagen til, at hun vælger at akkommodere ved at tale dansk. I

eksempel 1 kan vi se, at Eva FS har en del flere pauser, når hun taler dansk, end når hun taler

svensk. Hun omformulerer sig mere på dansk, og hun har problemer med den danske udtale af

flere ord (f.eks. ”bara” og ”annullerer” i linje 1). Selvom hun altså virker mindre sikker i sit

danske end i sit svenske, bliver hun langt ind i samtalen ved med at tale dansk. Det forekommer

derfor at have stor betydning, at majoritetssproget i gruppen er dansk, og at hun henvender sig

til en hel gruppe af mennesker.

Sarah D, som er den første til at svare Eva FS, vælger derimod at akkommodere til Eva FS

som enkeltperson. Som tidligere nævnt siger Sarah D, at hun altid taler svensk til Eva FS, og det

gør hun derfor også i dette tilfælde, selvom henvendelsen fra Eva FS er til en hel gruppe af

mennesker, og Eva FS taler dansk – Sarah D’s modersmål. Ikke engang da Eva FS bliver ved med

at tale dansk, skifter Sarah D sprog, og til sidst bliver resultatet, at Eva FS skifter sprog.

Der kan være flere årsager til at vælge at akkommodere, og kun en af dem handler om at

skabe forståelse. Sarah D ved, at Eva FS taler og forstår dansk, så derfor skulle man ikke tro, at

hendes akkommodation har med forståelse at gøre. Som nævnt tidligere siger Sarah D, at hun og

Eva FS plejer at tale svensk sammen. Hvis vi følger Gumperz teori om ”we-code” og ”they-code”,

som vi omtalte i teoriafsnittet, kan det tyde på, at Sarah D vælger svensk, fordi det er hendes og

Eva FS’ ”we-code”. Selvom svensk således er minoritetssproget i situationen, så er det betyd-

ningsfuldt, fordi det er et sprog, de har til fælles. Det kan også tænkes, at Sarah D tror – som et

resultat af intersubjektivitet – at Eva FS helst vil tiltales på svensk, fordi hun er stærkest i svensk,

og at dette er årsagen til Sarah D’s akkommodation.

Vi har ikke spurgt Eva FS ud om episoden, men sekvensen antyder, at der kan være flere

faktorer, der gør, at hun undervejs i samtalen skifter til svensk. En faktor kan være, at hendes

målgruppe skifter undervejs i samtalen. Eva FS starter interaktionen med at henvende sig til en

hel gruppe af mennesker, som hun dermed akkommoderer til. Da kun to mennesker reagerer på

hendes henvendelse, kan det tænkes, at hun korrigerer sin akkommodation til at passe til dem,

og eftersom de to mennesker allerede akkommoderer til hende ved at tale svensk, holder hun op

med at akkommodere ved at tale dansk. En anden faktor vedrører balancen mellem majoritets-

og minoritetssprog. Eva FS’ ytring er til at begynde med henvendt til en hel gruppe af danskere,

men ender med at være en samtale mellem tre mennesker, hvoraf to af dem taler svensk. På den

50

måde bliver svensk pludselig majoritetssprog og dansk minoritetssprog, og det kan være med-

virkende til, at Eva FS skifter til svensk. Begge faktorer omhandler det, Goffman kalder

”participation framework”. Udtrykket beskriver, hvordan samtaledeltagere altid reagerer på hin-

anden og indtager forskellige roller i forhold til hinanden i en interaktion (Goffman 1981). Hvis

strukturen i interaktionen og forholdet mellem samtaledeltagerne ændres, vil samtaledeltagerne

være nødt til at forholde sig til dette skift og rette ind, og det er det, Eva FS her gør.

I tilfældet ovenfor vælger Eva FS at akkommodere til gruppen, mens Sarah D vælger at

akkommodere til personen, og selvom det i den nævnte interaktion ikke er nødvendigt, at de

begge akkommoderer så længe, som de gør, så fungerer deres samtale, og de forstår hinanden.

Akkommodation til den, der har sværest ved sproget

Under vores observationer var vi vidne til en anden interaktion, hvor der forekom code-

switching. Mikael S går hen til en afdeling, hvor blandt andre Sarah D, Emma S, Henning D og

Line D sidder. Mikael S starter en samtale på svensk med Sarah D. På et tidspunkt forsøger

Emma S at deltage – også på svensk. Herunder har vi lavet en udskrift efter CA-konventioner af

relevante uddrag af interaktionen:

1 EmS: vi har haft seriö:s diskussion om han (1.0) det att han fick en ↑jo (0.2) det startade

2 med att han (.) da satt han här (0.2) och <han var så stolt han fick så många svar>

3 HeD: (4.0) se (.) han gider ikke at høre på det

4 EmS: <jo jo> (.) <jo jo> han sk han ska höra detta hhh.↑hehhh

5 LiD: <det er meget sødt> ↓min niece på tre år ik (.) hvis jeg hvis hun siger sig kodeordet så

6 siger jeg kodeord (.)˘↑så får jeg lov at komme forbi hhh. hihihihi˘

7 EmS: ˘det er fint så længe den virker˘

(bilag 8.2.2)

Emma S’ første taletur er henvendt til Mikael S, men denne svarer ikke. Det gør i stedet Henning

D, der svarer på dansk. Emma S bliver ved med at tale svensk, og først da Line D kommer ind i

samtalen (l. 5) og også taler dansk, vælger Emma S at skifte til dansk.

Emma S foretager undervejs i interaktionen et code-switch fra koden svensk til koden dansk.

Hun fastholder dog det svenske et stykke tid, mens hun og Henning D taler sammen, men på

hver deres sprog (Auers type 2 code-switching).

Da vi senere spørger Emma S ud om episoden, forklarer hun, at hun forsøger at tilpasse efter

hvem, hun tror har det sværest i samtalen:

51

det er ogs:å (0.2) lidt (0.2) afhængigt af hvad for en (.) kollega det er fordi nogen af

dem ved jeg godt (0.5) .hhh at de kan forstå mig når jeg taler svensk selvom de

ikke selv taler svensk (1.5) .hhh og (.) M:ikael […] det ved jeg ikke hvor (0.2) hvor

langt han følger med (.) >hvis det begynder at gå for hurtigt< (0.5) så derfor så

vælger jeg (.) jeg tilpasser sådan efter hvem det er der (.) er med i samtalen […]

man tager […] den som man tror har sværest (.) ved og så gør man det nemmere

for den person

Emma S vælger altså én person over gruppen, minoriteten over majoriteten. Hun ved i dette til-

fælde, at de danske kolleger Henning D og Line D sagtens kan forstå hendes svenske, men hun er

usikker på, hvor godt Mikael S forstår dansk. Derfor vælger hun at akkommodere til ham, fordi

hun bedømmer, at han har sværere ved at forstå det danske, end danskerne har ved det svenske.

At vælge den, der har sværest ved sproget, selvom denne person ikke har majoritets- og dermed

magtsproget, stemmer overens med DASVA’s holdningsundersøgelse, som vi nævnte i teori-

afsnittet. Mikael S svarer aldrig på Emma S’ henvendelse, og da Emma S til sidst erkender, at

samtalen kun foregår mellem Henning D, Line D og hende selv, holder hun op med at akkom-

modere til Mikael S og taler i stedet dansk.

Emma S er svensk, men bor i Danmark og har i interviewet fortalt os, at hun nu taler mest

dansk: ”uden for arbejdspladsen så taler jeg slet ikke noget svensk ud over til min datter”. Man

kan derfor diskutere, om Emma S akkommoderer til danskerne ved at tale dansk, eller om dansk

er blevet så naturligt for hende, at det ikke føles som akkommodation.

Intersubjektivitets rolle for akkommodation

Som nævnt i teoriafsnittet vil intersubjektivitet oftest spille en stor rolle for, hvordan mennesker

vælger at akkommodere til andre. Emma S’ hensyntagen til Mikael S er et eksempel på den

analyse, som de fleste (ofte ubevidst) foretager, når de indgår i interaktion med andre men-

nesker. Et andet godt eksempel ser vi hos Mona D-N. Da vi spørger hende, hvordan hun taler til

sine forskellige kolleger, fortæller hun:

det bliver automatisk på norsk til ham [Aleksander N] (.) for ligesom at tage

hensyn til han (0.5) han og ham sprog >fordi han har nemmere ved at udtrykke sig

med sit eget sprog< (.)°selvfølgelig° (0.3) .hhh og Bjørn (2.0) f:ornemmer jeg (0.2)

har en (0.2) en måske mer flydende dansk […] der er bare en eller anden (1.0)

mere ægthed eller mere naturlighed når han snakker dansk

52

Man kan her se, at Mona D-N har gjort sig overvejelser om, hvilke sprog hendes kolleger

foretrækker at blive tiltalt på, og hvilke sprog de selv er mest komfortable med at tale. Inter-

subjektiviteten kan blandt andet ses i de ord, hun bruger til at beskrive sine kollegers sprog-

evner: ”nemmere”, ”flydende”, ”ægthed” og ”naturlighed”.

Som eksemplerne viser, kan der være forskellige årsager til valget af akkommodationsmetode.

Magtforholdet mellem sprogene, hvilket sprog der er henholdsvis minoritets- og majoritets-

sprog, synes at være afgørende, og derudover spiller intersubjektivitet – analysen af, hvilken

form for akkommodation, der vil være mest passende for samtaledeltageren eller deltagerne –

en stor rolle. Det er således tydeligt, at medarbejderne foretager sprogvalg, og at samtale-

deltagerne – både antallet af dem og deres sprogkundskaber – betyder meget for disse valg.

4.1.2 At akkommodere ud fra situationen

Ud over samtaledeltagerne spiller situationen eller konteksten også en rolle for, hvordan

Tempus’ ansatte interagerer. Mange faktorer gør sig gældende for, hvem der for eksempel

akkommoderer til hvem og hvor meget, herunder om situationen er formel eller uformel, om

den er vant eller uvant, hvorvidt man kender de andre samtaledeltagere, og hvilken form for

magtforhold der eksisterer mellem deltagerne.

I en interviewsituation, hvor vi er interviewere og derudover to personer over for én informant,

er det sandsynligt, at informanten vil aflæse situationen og se os som majoriteten i situationen

og derfor akkommodere til os. Derudover har situationen en vis formel tone, fordi vi er udefra-

kommende, og informanten måske ser sig selv som repræsentant for virksomheden. Det faktum,

at informanten ikke kender os, skaber en formel situation. Derudover kan situationen – som

nævnt i teoriafsnittet – skabe en forventning hos informanten til, dels hvordan vi taler, dels

hvordan vi forventer, at informanten taler.

Som nævnt i metodeafsnittet har vi i interviewene bevidst valgt at lade Bettina N starte

samtalen med informanten, mens Cathrine D først deltager efter nogle minutter. Flere af de

medarbejdere, vi har interviewet, reagerer på, at vi som interviewere taler to forskellige sprog.

Som nævnt i teoriafsnittet er det ofte svært at skulle akkommodere til flere mennesker på en

gang, fordi de pågældende kan kræve forskellige grader af eller former for akkommodation, og i

denne situation sørger vi for, at informanterne virkelig kan mærke, at de skal akkommodere for-

skelligt, hvis de skal akkommodere til os begge. Hos nogle af medarbejderne kan vi ikke høre

nogen mærkbar forskel på, hvordan de taler til deres kolleger og til os, men hos andre oplever vi

53

to forskellige ting, som begge har med intersubjektivitet at gøre: Nogle spørger direkte, hvilket

sprog de skal tale til os på, mens andre code-switcher undervejs i interviewet for at akkom-

modere til os som enkeltpersoner.

Spørger om valg af sprog

Efter at Sarah D i starten af samtalen har fortalt, at hun kan tale både dansk og svensk, spørger

hun: ”jeg ved ikke hvad der er nemmest for jer (0.5) for jeg kan tale ˘begge dele hhh.˘ […] det

FALDER naturligt for mig at tale dansk nu fordi jeg er flyttet tilbage hertil”. På dette tidspunkt

har hun – i interviewet – kun hørt Bettina N tale, så det kan være, at hun tænker, at Bettina N vil

have lettere ved at forstå svensk end dansk. Senere i interviewet nævner hun nemlig, at hun –

hvis hun taler med norske kunder – som regel taler svensk, ”fordi at tit og ofte (0.2) f:år jeg

opfatningen af at det er (.) nemmere for dem at forstå”.

Da vi interviewer Elin FS, spørger hun efter ganske kort tid:

1 ElFS: hvilket sprog skal jeg ↑snakke? ↓på för jag är ju svensk (.) eller finsk °faktisk°

2 BeN: ja e:::hm

3 ElFS: det är ju det?

4 BeN: de::t det må du jo ˘velge selv˘ hhh.

5 ElFS: ok (.) så s::nakker jeg elinsk2 (.) °som jeg plejer°

Da vi interviewer Mona D-N, spørger hun som noget af det første, da hun træder ind ad døren:

1 MoD-N: er det okay jeg snakker dansk eller no:rsk eller hva:: (0.2) <hvad vil I ha?>

2 BeN: e::h det det må du bestemme selv

3 MoD-N: °tager det bare på dansk så°

Mona D-N har talt med os begge inden interviewet, så hun er klar over, at vi er henholdsvis en

nordmand og en dansker, selvom Cathrine D ikke siger noget i begyndelsen af interviewet. Mona

D-N taler dansk hele vejen igennem interviewet. Undervejs henvender hun sig til Bettina N og

spørger:

1 MoD-N: <snakker jeg for stærkt?>

2 BeN: nei

3 MoD-N: <det er mere °når du nu°> med ˘norsk så tænker <kan du følge med?> hh. hehe˘

2 For en beskrivelse af ”elinsk”, se præsentationen af informanterne i metodeafsnittet.

54

Det er ud fra disse uddrag tydeligt, at Mona D-N er opmærksom på sit sprog. Hun sikrer løbende,

at vi begge forstår hende, så hun ved, om det er nødvendigt for hende at akkommodere mere til

Bettina N ved for eksempel at code-switche.

Sarah D, Elin FS og Mona D-N viser alle tre ved at spørge, hvilket sprog vi helst vil tiltales på,

at de er klar til at akkommodere til os begge. Ved at stille os det direkte spørgsmål kan man også

se, at de ikke kender os og dermed er i tvivl om, hvordan de skal akkommodere til os – især når

vi bevidst gør situationen mere kompliceret for dem ved at tale to forskellige sprog samt slet

ikke at akkommodere på vores respektive sprog (Bettina N taler helt norsk og Cathrine D helt

dansk). De takler deres usikkerhed ved at spørge os.

Code-switching

Ikke alle informanter vælger at stille det direkte spørgsmål, der viser, at de er opmærksomme på

deres egen flersprogethed, og at vi som interviewere taler to forskellige sprog. Alligevel kan vi

se, at flere af informanterne tænker over det undervejs i interviewet.

Da vi indleder interviewet med Annika F/S, taler hun svensk med enkelte danske ord. Først da vi

taler om, at hun også kan dansk, skifter hun over til at tale dansk. Derefter taler hun en blanding,

hvor nogle sætninger er på dansk og nogle på svensk, og ofte er der enten danske ord eller hele

vendinger i det svenske, som f.eks.: ”Inger till exempel är väldigt nem att förstå (1.0) men (1.0)

Inger snakker vel københavnsk?”. Her er tale om Auers type 4 code-switching, hvor Annika F/S

skifter fra et sprog til et andet midt i en sætning; hun vælger at indsætte en frase på dansk midt i

sin ellers svenske talestrøm. Spørgsmålet om, hvorvidt Inger D snakker københavnsk, er hen-

vendt til Cathrine D, og derfor kan Annika F/S’ code-switch til dansk ses som akkommodation til

Cathrine D. De episoder, hvor hun skifter helt over til dansk, er, når vi spørger ind til hendes

danskfærdigheder. Konteksten i form af samtaleemnet synes altså at spille en rolle, fordi det til-

syneladende er, når hun i sin tale bliver opmærksom på sine sprogevner, at hun skifter sprog.

Interviewet med Aleksander N starter på norsk, da samtalen foregår mellem Bettina N og

Aleksander N, men så snart Cathrine D kommer ind i samtalen, skifter Aleksander N til dansk.

Herunder har vi lavet en udskrift efter CA-konventioner og en med sprogvalg. I eksempel 2, som

ser på sprogvalg, er dansk sprog understreget, og norsk sprog er ikke:

Eksempel 1: CA, Aleksander N, Bettina N og Cathrine D:

1 BeN: e:h hvordan var det å flytte til Danmark?

2 AlN: .hhh det var veldig bra (.) egentlig (.) e::hm (0.2) hun skulle gå på CBS (.) også (.) kom

55

3 jeg med (.) og så (.) gikk jeg også på skole så det var eh jeg elsker København så det

4 var (.) fint

5 CaD: når du siger hun er dansk-norsk (0.2) snakker hun (.) begge sprog eller

6 AlN: e::h ja det maje komplicert fordi hun e::hm hun e:hm hun er no- >dansk pas< men

7 hun ha::r (.) opvokset i Norge ((Nåre)) (.)

Eksempel 2: Sprogvalg, Aleksander N, Bettina N og Cathrine D:

1 BeN: eh hvordan var det å flytte til Danmark?

2 AlN: .hhh det var veldig bra (.) egentlig (.) ehm (0.2) hun skulle gå på CBS (.) også (.) kom

3 jeg med (.) og så (.) gikk jeg også på skole så det var eh jeg elsker København så det

4 var (.) fint

5 CaD: når du siger hun er dansk-norsk (0.2) snakker hun (.) begge sprog eller

6 AlN: eh ja det maje komplicert fordi hun ehm hun ehm hun er no- dansk pas men hun har

7 (.) opvokset i Norge ((udtalt Nåre)) (.)

Det er tydeligt, at Aleksander N code-switcher, når Cathrine D stiller ham spørgsmål. Man kan i

eksempel 1 tydeligt se, at Aleksander N finder det mere anstrengende at tale dansk. Hans ord er

danske, men han tøver mange gange, siger ”eh” og ”ehm” (l. 6) og taler ikke helt korrekt dansk,

for eksempel ved at bruge ”har” i stedet for ”er” i sætningen ”hun har opvokset i Norge” (ll. 6-7).

Undervejs i interviewet skifter Aleksander N i stadig mindre grad til dansk (dansk er igen

understreget):

1 CaD: taler du mere norsk her (.) end ude (.) i København (.) eller (.) er det det samme?

2 AlN: eh ja e::h (1.8) her (.) taler jeg liksom (.) e::hm (2.1) det kommer an på hvem som

3 spør meg da også bare svarer jeg på (.) dansk eller på norsk eller (.) prøver også å

4 tilpasse litt svensk hvis et er noen som (.) spør meg

I eksemplet her starter Aleksander N med at tale dansk, og igen leder han efter ordene og holder

en del pauser – flere af dem længere end det ene sekund, hvor pausen, som nævnt i teori-

afsnittet, ofte begynder at blive set som problematisk. Han siger det norske ord ”liksom” (l. 2),

holder en lang pause, og derefter taler han helt norsk, hvor man tydeligt kan se en forskel i

mængden af tøven og pauser.

Aleksander N spørger på intet tidspunkt, hvilket sprog vi helst ser, at han taler, men han

starter med at forsøge at akkommodere til os enkeltvis, så han taler norsk, når Bettina N stiller

56

et spørgsmål, men dansk, når Cathrine D gør det. Eftersom Cathrine D deltager i samtalen, når

Bettina N og Aleksander N taler norsk, kan det tænkes, at Aleksander N undervejs regner ud, at

det ikke er nødvendigt for ham at akkommodere i lige så høj grad, som han gjorde ved at

foretage et helt code-switch. Og da han tilsyneladende er mere komfortabel med norsk, vælger

han efterhånden det frem for dansk.

Ud fra idéen om, at der altid vil være et majoritetssprog og et minoritetssprog, er det

interessant at se på interviewet med Aleksander N. I interviewlokalet er vi tre mennesker til

stede – to nordmænd og en dansker – og majoritetssproget i lokalet må derfor siges at være

norsk. Alligevel vælger Aleksander N at tale dansk, så snart Cathrine D bliver en del af samtalen.

Dette kan antyde, at Aleksander N ikke vælger sprog ud fra situationen i interviewlokalet, men

ser på det på et bredere plan, hvor dansk er majoritetssprog, da vi er i Danmark og i en

virksomhed, som har flest medarbejdere, der taler dansk. Og så tæller den overordnede kontekst

måske mere for ham end selve interviewkonteksten.

Maria S foretager, da hun interviewes, en meget lignende form for code-switch. Hun taler

svensk til Bettina N, men så snart Cathrine D kommer ind i samtalen, skifter hun til dansk, for så

at skifte tilbage igen, når Bettina N igen stiller spørgsmål. Også hun akkommoderer mindre og

mindre undervejs. Fordi Aleksander N og Maria S’ reaktion og grad af akkommodation er så ens,

har vi valgt kun at vise Aleksander N’s akkommodation her. Interviewet med Maria S og alle

andre interviews kan – som nævnt i metodeafsnittet – rekvireres ved henvendelse.

Selvom Sarah D i starten af interviewet spørger os, om hun skal tale svensk eller dansk, og

skønt hun ifølge sig selv vælger at tale dansk, fordi det falder hende mest naturligt, skifter hun

undervejs i interviewet over til svensk. Det gør hun, efter at vi har afspillet et lydklip for hende,

hvor hun taler svensk med Eva FS og Nina D. Årsagen kan være, at hun er så vant til begge sprog,

at hun skifter til svensk, fordi hun er påvirket af at have hørt sig selv tale svensk i lydklippet. Hun

slår først tilbage til dansk, da Cathrine D for anden gang tiltaler hende på dansk, og på et

tidspunkt hvor vi taler om, hvem af hendes kolleger der er danske. Her synes konteksten for

samtaleemnet således også at spille en rolle, og det er derfor svært at konkludere, om og i hvor

høj grad hendes sprogvalg har at gøre med sproget hos os som interviewere eller med samtale-

emnet.

Undervejs i interviewene skifter flere af medarbejderne – som tidligere vist – mellem flere

forskellige sprog. Vores test af, hvordan de reagerer på at skulle tale med en dansker og en nord-

mand samtidig, giver derfor flere interessante resultater. Flere af medarbejderne (blandt andre

Sarah D og Annika F/S) mener, at nordmænd bedre kan forstå svensk end dansk, hvilket også

stemmer overens med Delsing og Åkessons resultater, som vi nævnte i teoriafsnittet. Det giver

57

derfor god mening, at de vælger at tale svensk til Bettina N, hvis de ikke kan norsk, men de ved

også, at danskere generelt siges at have svært ved at forstå både svensk og norsk, og derfor

vælger enkelte at tale dansk til Cathrine D.

Generelt akkommoderer medarbejderne i høj grad til os – nogle gange til den ene mere end

den anden, eftersom de må træffe et valg på grund af vores to sprog – og dermed er det tydeligt,

at konteksten spiller en stor rolle for, hvem der akkommoderer til hvem. Hvad der påvirker, at

de vælger den ene af os frem for den anden, vil vi dog af pladsmæssige årsager ikke komme

nærmere ind på.

4.1.3 At fravælge akkommodation

Fordi formålet med interaktion oftest er at skabe forståelse, vil mange mennesker vælge at

akkommodere for at sikre forståelse. Vi har indtil videre hovedsageligt talt om akkommodation

som konvergens – at nærme sig sin samtalepartners sprog for at skabe forståelse – men der fore-

kommer hos Tempus også eksempler på divergens – at mennesker akkommoderer ved sprogligt

at fjerne sig fra de andre samtaledeltagere.

Svenskere skal hellere akkommodere end danskere

Jonas D er manager og er dansk, men har boet i Norge, fra han var ca. syv til seksten år gammel,

og han kan derfor både tale og forstå norsk. Da vi spørger Jonas D, hvordan han taler til sine

svenske kolleger, forklarer han, at han taler helt dansk til dem. Det gør han bevidst, fordi han

synes, de skal lære det:

>jeg kunne godt tale norsk til dem< (.) det tror jeg måske de ville forstå bedre (0.5)

men men ø::h (0.2) >de arbejder i et dansk firma jo< (0.5) i Danmark (0.5) ø::h så

(1.0) >så det er meget godt for dem at< (.) at (0.2) de taler med mig på dansk så de

også kan forstå hvad andre siger ikk

Han tilføjer, at han endda forsøger at tale med en ”masse besværlige ord”, når han taler til Petter

S, som er skåning. Senere siger han også: ”så (0.2) burde de lære dansk eftersom de arbejder i

København”.

Jonas D vælger altså ikke at tilpasse sit sprog, selvom han ved, at det kan give forståelses-

problemer. Og nogle gange vælger han decideret at divergere ved at bruge danske ord, som han

ved en svensker vil finde svære.

58

Det tyder således på, at han vægter det højere, at svenskerne vænner sig til at forstå dansk,

end at der opstår fælles forståelse. Han gør brug af den diskursive markør ”jo”, som vi har nævnt

i teoriafsnittet om diskurs. Hans brug af ordet i ytringen ”de arbejder i et dansk firma jo, i

Danmark” vidner om, at han går ud fra og finder det naturligt, at vi (Bettina N og Cathrine D)

deler hans opfattelse af, at når man er i et dansk firma og i Danmark, så skal man kunne forstå

dansk. Samme holdning gør sig gældende i hans brug af modalverbet ”burde”, der signalerer en

moralsk forpligtelse, altså at han føler, svenskerne er forpligtede til at lære dansk. På den anden

side pauser han i ytringen om, at de er i et dansk firma og i Danmark, og det kan måske signalere,

at han godt ved, at det er en lidt kontroversiel ytring, han fremsætter.

Selvom Jonas D siger, at han bevidst ikke konvergerer – og i nogle tilfælde faktisk divergerer –

afslører han flere gange under interviewet, at han alligevel konvergerer på nogle punkter. Blandt

andet forklarer han, at han er begyndt at udtale en del tal på svensk: ”jeg har (.) har jo begyndt

nu (.) hver gang jeg siger et tal (.) til nogen °det er bare en dårlig vane° […] så siger jeg ikke firs

jeg siger åtti (0.2) altså (.) det er jo fordi jeg taler til dem hele tiden”. Det, at han forklarer brugen

af svenske talord som ”en dårlig vane”, og at han tidligere har sagt, at han synes, at svenskerne

skal lære dansk, tyder dog på, at det ikke er en frivillig og positiv form for konvergens for at

imødekomme svenskerne.

Ud over at akkommodere på ordniveau ved at indsætte svenske ord i sit danske forklarer

Jonas D, at han taler langsommere og mere tydeligt til svenskerne. Desuden simplificerer han

generelt sit sprog ved at vælge andre ord end dem, han normalt ville have brugt: ”så taler jeg

meget ø:::h (2.0) som man ville tale til et lille barn måske (1.0) for at (0.2) de [svenskerne] også

skal kunne forstå hvad jeg siger”. Selvom Jonas D siger, at han ofte bevidst undgår at konvergere,

sniger der sig ifølge ham selv nogle gange en grad af konvergens ind. Det antyder, hvor svært det

kan være ikke at konvergere, når man interagerer med andre mennesker, fordi det fælles mål i

sidste ende er at opnå fælles forståelse.

Mangel på akkommodation for at forbedre danskfærdigheder

Kasper D, som er chef for Tempus’ nordiske afdeling, fortæller, at han også bevidst kan finde på

helt at undlade at konvergere. Det afhænger dog af, hvem han taler til, men han taler gerne

dansk til sine medarbejdere: ”<Je::g (2.5) gør egentlig meget ud af (.) at forsøge (.) at tale dansk>

(1.0) grunden til at jeg gør det er at jeg gerne vil træne specielt mine ledere i at kunne forstå

dansk (0.2) og mange gange også kunne (0.5) tale dansk”. Dette gør han, fordi de virksomheder,

som gerne vil outsource deres kundeservice til Tempus – ifølge Kasper D – helst vil tale med

personer, som kan dansk: ”det betyder så sindssygt meget for en dansker (0.5) .hh at man kan

59

tale sit sprog (0.2) og også forstå sproget (0.2) .hh og det ved vi vores kunder også sætter høj høj

pris på”.

Kasper D’s holdning om, at det er en klar fordel, hvis hans managere er forholdsvis stærke i

dansk, er således dannet ud fra hans job som chef i en virksomhed, som hele tiden skal forsøge at

skaffe flere kunder og gøre de nuværende kunder tilfredse. Eftersom mange af kunderne er mest

tilfredse, hvis der bliver talt dansk til dem – det fremhæver han i ytringen ved at lægge vægt på

ordene ”sindssygt” (for at vise graden af vigtighed) og ”ved” (for at påpege, at det er noget,

virksomheden har en viden om og ikke bare gør tilfældigt) – fravælger Kasper D konvergens til

sine ledere med det formål at forbedre deres danskevner. Han lægger i ytringen også tryk på

”jeg” i ”jeg vurderer”, og dermed signalerer han, at han ikke nødvendigvis ser det som almen-

gyldigt, men at det blot er hans egen holdning.

Han kan dog nogle gange – ligesom Jonas D – ikke lade være med at akkommodere. Kasper D

fortæller, at hvis han for eksempel skal tale med en svensker, så vil han ”sikkert tale dansk med

skandinaviske ord […] og så tale langsomt og tydeligt”. Vi uddyber ledelsens holdning til sprog i

afsnittet ”Vi er jo i Danmark”.

4.1.4 Akkommodationsstrategier

I mange af de ovenstående eksempler på akkommodationsmetoder kan man se de mere

specifikke strategier, som anvendes i Tempus, lige fra at bruge alternative ord på sit eget sprog

til helt og holdent at skifte sprog. Mange af medarbejderne akkommoderer ved at skifte sprog

helt – at foretage et code-switch.

Som nævnt i forbindelse med flere af eksemplerne vælger medarbejderne for eksempel

nogle gange at tale langsomt og tydeligt eller at indsætte morfemer, ord eller fraser fra samtale-

partnerens sprog. Et eksempel på en morfemblanding er Annika F/S, som siger ”det är ju svårt

att förstå någon som inte tilpassar sitt språk”. Ordet ”tilpasse” er dansk (svensk: ”anpassa”), men

Annika F/S bruger her det danske ord med en svensk endelse, ”-ar” frem for den danske ”-er”.

Derudover er der en del eksempler på sætningskonstruktioner, som lånes fra det ene sprog

og udtales på det andet. For eksempel siger Maria S i en svensk sætning ”går i byen och går i

biografen” (hvilket på svensk ville have heddet ”går på stan och går på bio”), Aleksander N, som i

en norsk sætning siger ”veldig svært” (hvilket på norsk ville have heddet ”veldig vanskelig”) og

Annika F/S, som i en svensk sætning siger ”det kommer lite an på” (hvilket ville have heddet ”det

beror lite på”). Disse eksempler kan være akkommodation for at øge forståelsen, men med

mindre indsats end ved at skifte sprog helt. Samtidig kan det være, at de ikke altid er bevidste

60

om deres brug af danske ord. Annika F/S forklarer: ”jag tror många svenskar tar in danska ord

omedvetet […], jag tror inte att man alltid märker det jag använder också ibland danska ord på

svenska, jag uttalar dom på svenska”.

Vi kan således se, at alle de akkommodationsstrategier, som Rasmussen finder er til stede i

DASVA’s dansk-svenske samtaler – som vi omtalte i teoriafsnittet – også er til stede i inter-

aktionerne i Tempus.

4.1.5 Sprogenes indbyrdes magtforhold

Som nævnt i teoriafsnittet påvirker sprogenes indbyrdes magtforhold ofte, hvem der akkom-

moderer til hvem og hvor meget, og blandt andet spiller tre faktorer en rolle for et sprogs styrke

i et flersproget land. Selvom teorien beskæftiger sig med lande med flere sprog, ser det ud til, at

vi i nogen grad kan benytte den på et lavere niveau, det vil sige på en arbejdsplads med flere

sprog og flere kulturer.

Hvis vi ser på de tre faktorer for sprogs styrke i forhold til en arbejdsplads, handler det om,

(1) hvilken status de enkelte sprog har på arbejdspladsen, (2) hvor mange der taler de enkelte

sprog, hvordan fordelingen ser ud på afdelingsniveau, og hvor mange medarbejdere med de for-

skellige sprog, der ansættes og opsiges (eller selv siger op), og (3) hvilke(t) sprog ledelsen taler,

og hvilke(t) sprog der anvendes i e-mails og anden information fra virksomheden til med-

arbejderne.

Vi kan altså benytte teorien til at se på de skandinaviske sprogs styrke i Tempus. Tempus’

afdeling i København er virksomhedens nordiske afdeling, og derfor er de nordiske sprog – på

papiret – lige. Sådan er det dog ikke i virkeligheden.

Hvis vi i første omgang springer faktor 1 over og ser på faktor 2, tales der – ud fra vores

observationer og medarbejdernes udsagn – mest dansk på arbejdspladsen. Ifølge Laila D, Mona

D-N, Jonas D, Maria S og Elin FS sker dette, fordi der er en majoritet af danske medarbejdere.

Derudover befinder virksomheden sig i Danmark, og mange af medarbejderne mener, at der i

størst mulig grad bør tales dansk og/eller akkommoderes til dansk.

Annika F/S fortæller, at hun tilpasser sig, afhængig af hvem hun taler med, og at hun for det

meste retter ind, alt efter hvordan hun bliver tiltalt. Hun mener, at danskerne er dem, der

tilpasser sig mindst til de øvrige skandinaviske medarbejdere:

jo vissa danskar här också (0.2) är väldigt ˘hh. dåliga på att tillpassa sit språk˘ (0.2)

.h inte alla (.) men det finns några som inte tänker på att dom kanske skal (0.5) tala

tydligare eller långsammare (.) för att man kan förstå dom […] om jag skal gissa så

61

kan det vara för att (.) dom är i Danmark (0.2) det är ju dom som är i sitt land (0.2)

det är vi andra som är gäster […] dom tänker att ja men vi är på en dansk

arbetsplats vi är i Danmark (0.5) då är danska det naturliga språket (0.2) och då

får dom andra tillpassa sig

Annika F/S mener således, at danskerne tilpasser sig mindst, fordi arbejdspladsen er beliggende

i Danmark, og at de danske medarbejdere derfor føler, at de øvrige skandinaver bør være dem,

der tilpasser sig. Dette stemmer overens med Rasmussens teori – som vi nævnte i teoriafsnittet

– om, at danskerne måske akkommoderer mindre, fordi de forventer, at ikkedanskere forstår

rent dansk. Det, at Annika F/S griner, mens hun siger det, kan tyde på, at hun ser udsagnet som

lidt kontroversielt – måske især fordi hun siger det til en dansker – og hun forsøger at bløde det

lidt op. Idéen om, at virksomhedens beliggenhed er afgørende, går igen hos mange af de øvrige

medarbejdere. Aleksander N føler, at ”Norge har litt mindre posisjon språkmessig enn de to

andre fordi vi er i Danmark det er en dansk bedrift”. Jonas D siger, at det er godt for med-

arbejderne fra de andre lande at lære dansk, når nu de arbejder i Danmark, og Laila D siger, at

”nu er vi altså bare i Danmark nu taler vi dansk”.

På afdelingsniveau er der enten kun danske afdelinger eller afdelinger med flere sprog,

mens ingen afdelinger kun har et af de øvrige skandinaviske sprog. Ud fra teoriens faktor 2 er

dansk altså det sprog, som er stærkest. Samme konklusion nås ved at se på faktor 3: Ledelsen i

Tempus er dansk, og selvom officielle e-mails og andre beskeder sendes ud på engelsk, så har vi

kunnet høre, at meget kommunikation foregår på dansk, og chefen forklarer, at ”i og med at vi

ligger i Danmark, ser vi gerne, man skulle tale dansk”.

Ud fra faktor 2 og 3 ser man tydeligt, at det danske sprog står stærkere end de øvrige

skandinaviske sprog. Det er dog sværere at afgøre, hvilket sprog der står stærkest ud fra faktor 1

om status. Som nævnt i teoriafsnittet udviser danskerne generelt mindre interesse for Norge og

Sverige, end nordmænd og svenskere gør for Danmark, blandt andet hvad angår at flytte til

landet. Tidligere undersøgelser synes dermed at indikere, at Danmark – og måske i særdeleshed

København – generelt har en lidt højere status end de øvrige skandinaviske lande. I interviewene

med medarbejdere i Tempus taler alle pænt om alle sprog, og mange mener som Laila D, at ”det

er ligegyldigt, om det er det ene eller det andet sprog, der i princippet bliver talt […] de fleste af

os vi beholder ligesom vores modersmål og taler, fordi vi kan godt forstå hinanden”. De

skandinaviske sprog har derfor muligvis et mere lige statusniveau i Tempus end generelt, men

fordi dansk er mest magtfuldt ud fra de to andre faktorer, ender dansk med at blive anset for at

være mest magtfuldt i Tempus.

62

Det ser umiddelbart ud, som om teorien om sprogs styrke på landebasis (makroniveau) godt

kan overføres til virksomhedsbasis (mikroniveau). Dog er det vigtigt at huske på, at en virksom-

hed og et land trods alt ikke er sammenlignelige på alle måder, og at andre faktorer end de oven-

for nævnte derfor også kan tænkes at spille ind, når man ser på virksomheden og dens sprog.

Skandinaviske sprog frem for engelsk

Flere af de interviewede medarbejdere omtaler engelsk som det sprog, man altid kan slå over i,

hvis man er i tvivl om de skandinaviske sprog. Jonas D siger, at ”hvis de [nordmænd] ikke ved,

hvad det er, så siger jeg det på engelsk” og ”går det helt galt, så taler vi engelsk”. Selvom engelsk

ofte ses som lingua franca og det sprog, alle kan være fælles om, er det ud fra vores observa-

tioner og interviews i Tempus ikke det oplagte førstevalg, da medarbejderne for det meste kan

skabe forståelse ved brug af de skandinaviske sprog. Af pladsmæssige årsager har vi dog valgt

ikke at gå i dybden med det engelske sprogs position i Tempus.

De fleste af Tempus’ medarbejdere akkommoderer i større eller mindre grad til deres kolleger,

og når de ikke gør, er det tit bevidst divergens for at få andre til at akkommodere. Når med-

arbejderne konvergerer, benytter de sig af forskellige strategier og metoder, og ud fra vores

observationer lykkes akkommodationen oftest, og der skabes forståelse. Dansk anses til-

syneladende for at være majoritetssprog og det stærkeste sprog, og derfor bliver der generelt

akkommoderet mest til det. Dog er der eksempler på, at andre forhold kan være mere

signifikante end magtforholdet, for eksempel hvis minoriteten ikke forventes at kunne forstå

majoritetssproget, og majoriteten derfor vælger at akkommodere, eller hvis der er tale om flere

konkurrerende magtforhold på én gang – for eksempel magtforholdet i den situationelle kon-

tekst over for magtforholdet i det land, man befinder sig i – og samtaledeltageren er nødt til at

vælge det ene sprog frem for det andet.

4.2 Forståelse, misforståelse og ikkeforståelse

Jo længere samtaledeltagere er fra en fælles forståelsesramme, jo sværere kan det være at skabe

forståelse. Det virker derfor oplagt, at der kan opstå forståelsesmæssige problemer på en

arbejdsplads med forskellige nationaliteter og sprog, og disse problemer vil vi nu se nærmere

på.

63

4.2.1 ”Vi kan godt forstå hinanden”

De fleste af vores informanter mener ikke, at de har problemer med at forstå hinanden. Flere af

dem nævner det direkte i interviewene, og blandt andet siger Laila D: ”de fleste af os, vi beholder

ligesom vores modersmål og taler, fordi vi kan godt forstå hinanden”. Aleksander N og Maria S

fortæller, at de oplevede misforståelser, lige da de kom til Danmark, men at det nu er blevet

lettere for dem. Da Maria S kom til Danmark, arbejdede hun til at begynde med i hotel- og

restaurantbranchen. Her forekom der en del misforståelser:

jag förstår inte vad kunden säger jag tror ju han säger någonting (.) men så menar

han något annat så:: (0.2) får han liksom (0.5) fel (0.2) maträtt serverad […] jag

minns också e::n när ja::g (.) började jobba >så sa jag till min:::< (.) kollega att (.) ja

jag skal bara knäppa min skjoR3ta så är jag färdig till att jobba >MEN DET BETYR

˘NÅGOT ANNAT< på danska˘ […] och liksom frukost till exempel (.) det betyder ju::

morgenmad på svenska (0.2) och här betyr det LUNCH

I Maria S’ eksempel har vi at gøre med misforståelser på ordniveau. De ord, hun nævner, der op-

stod misforståelser om, ”knäppa” og ”frukost”, er ord, som findes på både dansk og svensk, men

som betyder to forskellige ting på de to sprog, og som derfor kan føre til misforståelser.

Medarbejderne i Tempus mener generelt, at der er god forståelse mellem dem, og især er de

fleste enige om, at der ikke opstår misforståelser. En del af det kan skyldes, at mange af med-

arbejderne, som vi har set det tidligere i analysen, akkommoderer til hinanden, og at de på den

måde undgår de sprogfælder, som ellers kan opstå. Emma S forklarer, at mange af svenskerne

eksempelvis tilpasser nogle enkelte ord, som nemt kan misforstås: ”vi har for eksempel rolig på

dansk, hvis du siger rolig på svensk så betyder det sjov”.

Annika F/S er den eneste, som siger, at der af og til sker misforståelser: ”det↑här >är faktisk

någonstans< där vi ofta har missförstånd (0.5) när vi i ledelsegruppen har någonting (.) och Elin

är stressad och skal få ur sig någonting (0.5) .hhh så sitter halva ledargruppen så här ((hun

gestikulerer))”. Annika F/S har tidligere i vores interview med hende sagt, at hun ikke oplever

nogle misforståelser i Tempus, men pludselig kommer hun alligevel i tanke om, at det kan ske i

situationer, hvor Elin FS er med. Annika F/S forklarer, at mange har svært ved at forstå Elin FS

på grund af hendes dialekt, og at ”hon talar mycket snabbt, hon blandar språk”.

3 Rulle-r/alveolar trill.

64

4.2.2 Ikkeforståelser: Lasse S

Selvom kommunikationen ifølge medarbejderne ofte går uden forståelsesmæssige problemer, og

medarbejderne ser den som problemfri, har vi observeret, at der af og til forekommer ikke-

forståelser.

I to samtaler mellem en dansk medarbejder og henholdsvis Hilde N og Lasse S ser vi flere

ikkeforståelser. Vi har i eksemplet herunder lavet prikker under norsk udtale og derudover

normal CA-udskrift. Situationen er den, at Lasse S flere gange har nævnt ordet ”basestasjon”

(med norsk udtale), mens han taler i telefon med en norsk kunde. Den danske medarbejder

henvender sig til Hilde N, der sidder ved siden af Lasse S:

1 D: jeg bliver ved med at høre at I siger barsel (1.0) hvad siger I

2 HiN: basestasjon

3 D: nå::rh basestation

4 HiN: ja

(bilag 8.2.3)

Som nævnt i teoriafsnittet kan man dele ikkeforståelser op i fire kategorier, og dette eksempel er

en åben ikkeforståelse med et forståelsestjek af én betydning (kategori 3). Danskeren tror, der

bliver sagt ”barsel” og ikke ”base”, og det kan hun ikke skabe nogen mening ud fra, hvorfor hun

spørger, hvad der bliver sagt, og kommer med sit eget bud på en betydning (l. 1). Den norske

udtale af ”base” ligger tæt op ad den danske udtale af ”barsel”, og det kan derfor antages, at dette

er årsagen til, at danskeren tror, at Lasse S siger ”barsel”. Tilsyneladende forstår hun ud fra kon-

teksten, at ”barsel” ikke er det tilsigtede ord, og hun søger derfor forståelse ved at spørge Hilde

N direkte.

Senere taler samme dansker med Lasse S om hendes tidligere ikkeforståelse. Dette eksempel

er analyseret ud fra CA-konventioner:

1 D: jeg syntes du blev ved med at sige barsel

2 LaS: va?

3 D: men (.) jeg synes når du siger base så lød det som om det var en barsel

4 LaS: jaha heh

5 D: det gav ikke mening i mine ører?

6 LaS: ˘nej˘ .hhh (2.0) basestasjon? ((overdreven norsk intonation))

7 D: ja (.) men jeg kan ikke få det der s nej l i et eller andet sted (0.2) hvad <snakker> han

65

8 om ((utydelig)) eller hvad

9 LaS: säger man det på danska också?

10 D: barsel ja?

11 LaS: ja

12 D: eller base begge dele

13 LaS: ja okej

14 D: men (.) barsel er lidt noget andet ikk?

15 LaS: ˘ja (4.0) det är mycket möjligt hhh. det vet inte jag˘

16 D: barsel ved du ikke hvad det er?

17 LaS: nej

18 D: de::t er når gravide går fra (0.2) og så den den periode man eller efter du har født

19 LaS: jaha

20 D: det er en barsel (1.5)

21 LaS: ˘å:::jaja˘

22 D: så kan du se så giver det ikke meget mening altså

23 LaS: det er inte det jag menar

(bilag 8.2.4)

Danskeren forsøger her at forklare Lasse S, at hun troede, at han i sin tidligere telefonsamtale

med en nordmand sagde ”barsel” og ikke ”base”. Lasse S’ første taletur er et ”va?” (l. 2). Dette er

en helt blank ikkeforståelse. Det er ikke til at sige, om ikkeforståelsen går på, at Lasse S ikke har

hørt, hvad danskeren siger, eller om han ikke forstår de ord, hun siger, men lige meget hvad, så

beder han med sit ”va?” om reparatur. Danskeren reagerer på forespørgslen ved at forklare,

hvad hendes første ytring går ud på.

Lasse S’ anden og tredje taletur i samtalen er ”jaha heh” (l. 4), et smilende ”nej” og at gentage

ordet ”basestasjon” (l. 6) med stærk norsk intonation. Disse ytringer kan ses som ikkeafslørende

tilbagekanaliseringer eller dækningsløse forståsignaler. Både ”jaha heh” og ”nej” er meget vage

og viser ikke, om Lasse S har forstået danskerens ytring. Dette understøttes af hans korte grin i

linje 4, som også kan ses som en måde at svare på uden egentlig at sige noget. Det samme gælder

for ”basestasjon”, som bare er en gentagelse af det ord, samtalen drejer sig om. Selvom Lasse S

svarer på hendes henvendelser, kan hans svar virke mere som svar af høflighed end egentlig

engagement i samtalen. Da Lasse S derefter i linje 9 spørger, om man siger det samme på dansk,

bliver det tydeligere, at han muligvis ikke har forstået, hvad hun egentlig taler om. Det er netop

det faktum, at der ikke er den samme udtale på dansk og norsk ”base”, men at det norske ”base”

lyder mere som det danske ”barsel”, der gør, at danskeren til at begynde med ikke forstår

66

sammenhængen. Det er svært at afgøre, om der er tale om en misforståelse eller en ikke-

forståelse. Lasse S’ brug af overdreven norsk intonation på ordet ”basestasjon” (l. 6) kan antyde,

at han tror, danskeren nævner ordet på grund af hans norske udtale af ordet frem for en svensk

udtale, og hvis det er tilfældet, misforstår han hendes ytring. Eftersom han er så vag i sine

udtalelser, kan der dog også være tale om en ikkeforståelse. Som nævnt i teoriafsnittet for-

handler mennesker sig frem til en fælles forståelse blandt andet ved brug af intersubjektivitet,

og man kan argumentere for, at Lasse S’ mangel på forståelse er forfejlet intersubjektivitet, fordi

han ikke forsøger at forstå sin samtalepartner og skabe fælles forståelse. Modsat danskeren, der

gør sin ikkeforståelse åben ved at spørge og få opklaring, påpeger Lasse S ikke sit forståelses-

problem, og dermed forbliver det på dette tidspunkt i samtalen skjult.

Lasse S’ ytring i linje 13 ”ja okej” kan ses som et eksempel på en minimalrespons, fordi

ytringen lægger sig mellem at tale og at lytte, eller den kan ses som en ”let it pass”, som vi har

nævnt i teoriafsnittet. Danskeren svarer på hans spørgsmål ved at udtale både ”barsel” og ”base”

(ll. 10 og 12) på dansk, men eftersom det fremgår af Lasse S’ næste ytring (l. 15), at han ikke ved,

hvad ”barsel” betyder, er det ikke sikkert, at svarene med dansk udtale egentlig skaber forståelse

hos ham. Som tidligere nævnt er det svært at afgøre, om en samtaledeltager lader en

problematisk ytring passere bevidst eller ubevidst, men eftersom Lasse S ikke forstår ordet

”barsel”, tyder det på, at hans ytring ”ja okej” (l. 13) er en måde bevidst at lade ytringen passere

på i stedet for at bede om reparatur.

Danskeren forventer, at Lasse S forstår, hvad ”barsel” betyder. Det kan man se på hendes

brug af ordet ”ikk” i linje 14. Lasse S svarer først ja, men efter en fire sekunder lang pause,

hvilket er lang tid i en samtale, indrømmer han, at han ikke ved, hvad barsel er: ”˘det är mycket

möjligt hhh. det vet inte jag˘” (l. 15). Han gør det med et smil, og eftersom han først midt i sam-

talen indrømmer, at han ikke ved, hvad ”barsel” betyder, kan det være en måde at forsøge at

redde sit eget face på. Han er muligvis klar over, at det er lidt sent i samtalen at vise, at han ikke

ved, hvad ordet betyder, men ved at indrømme det med et smil, bløder han op på det sagte og

letter stemningen lidt.

Lasse S’ indrømmelse afslører hans ikkeforståelse vedrørende betydningen af ordet ”barsel”.

Samtidig signalerer den, at hans forståsignaler tidligere var dækningsløse, og at han gennem

hele samtalen frem til dette tidspunkt ikke helt har forstået, hvad de har talt om. Han har mulig-

vis misforstået danskerens første henvendelse og troet, at den havde med hans norske udtale at

gøre. Selvom han ikke direkte spørger, hvad ”barsel” er, så fortæller han, at han ikke ved, hvad

det er, og dermed holder ikkeforståelsen op med at være skjult.

Danskerens respons i linje 16 gør klar til reparatur ved specifikt at spørge Lasse S, om han

ikke kender betydningen af ordet ”barsel”, og efter et bekræftende ”nej” (l. 17) fra Lasse S

67

forklarer hun ham det. Danskeren har samtalen igennem talt, som om Lasse S ved, hvad ”barsel”

betyder, og han har ikke givet hende grund til at tro andet. Da han endelig fortæller hende, at

han ikke kender betydningen, må hun derfor genanalysere hele deres samtale, og hun forstår, at

hun er nødt til at forklare ham betydningen for at skabe forståelse imellem dem. Man kunne

forestille sig, at hun fandt det besynderligt, at Lasse S først så sent i samtalen indrømmer sin

manglende forståelse, men hvis hun gør, er det ikke noget, hun verbaliserer. Det kan muligvis

have noget at gøre med Lasse S’ måde at indrømme sin ikkeforståelse i linje 15 på. Hvis man ser

hans smil som et forsøg på facesaving, kan det tænkes, at danskeren forstår dette og er med til at

redde hans face ved ikke at tale mere om hans manglende forståelse.

Da Lasse S til sidst i samtalen får en forklaring på, hvad ”barsel” er, kommer der en respons

fra ham, som lyder som en reel forståelse i form af ordet ”Å:::jaja” (l. 21). Og for at cementere, at

han nu har forstået, hvad danskeren mener, slutter han med at sige ”det er inte det [barsel] jag

menar” (l. 23).

4.2.3 Omformuler, gentag, tal tydeligt

Ved et ledermøde i Tempus opstår der flere ikkeforståelser. Til ledermødet er der medarbejdere

til stede fra både Danmark, Norge, Sverige og Finland, men der tales generelt dansk.

Elin FS henvender sig til den øvrige ledergruppe på dansk – eller på det flere af de andre

medarbejdere kalder ”elinsk”.

1 ElFS: >Men vi får se< (.) det er en lille udfordring (.) för vi har ikke sådan set nogle af (.) de:

2 .hhhh (1.5) julehjælpere °vi kan bruge (2.0) så vi skal finde dem (1.0) inhouse°

3 KaD: hvad sagde du (.) I vi har ikke nogen hvad?

4 ElFS: vi har ikke nogen af de som er ansatte i avdeling e som juleekstra °vi kan tage til

5 avdeling f°

(bilag 8.2.5)

Her er tale om en ikkeforståelse, hvor modtageren er mindre blank (kategori 2). Kasper D siger

nemlig ikke bare ”hvad”, men ”vi har ikke nogen hvad” (l. 3). På den måde signalerer han, at han

har forstået en del af ytringen, men at der stadig er en del, han ikke forstår. Elin FS vælger at

svare ham ved at omformulere og dermed forsøge at skabe forståelse (ll. 4-5). I Elin FS’ første

taletur sænker hun undervejs sit toneleje, og hun holder en del pauser, hvilket også kan spille en

rolle for, at Kasper D ikke forstår hende eller hører, hvad hun siger.

68

En anden ikkeforståelse under mødet opstår mellem Kasper D og Thomas S. Thomas S taler

dansk på mødet. Kasper D forklarer i et interview senere: ”os der er danske nej vi taler dansk og

for (0.2) forventer egentlig også at han [Thomas S] forstår det […] vi er i Danmark o:g at man

(2.0) .hhhh man forudsætter lidt eller forventer lidt at folk kan forstå dansk (.) når <at de nu

også bor i Danmark>”. Hans tryk på ordene ”forventer” og ”er” i ”vi er i Danmark” understreger

holdningen i det sagte, at hvis man er i Danmark, så kan man godt forvente, at blandt andet

svenskerne kan forstå dansk. Det at han alligevel tøver nogle gange undervejs, og at han slutter

af med at tilføje endnu et argument om, at de især burde kunne forstå dansk, når ”de nu også bor

i Danmark”, kan antyde, at han vejer sine ord og leder efter argumenter, så han måske godt er

klar over, at det han siger, kan være lidt kontroversielt.

1 KaD: i er godt nok heller ikk ret ˘mange hhh.˘

2 ThS: hvad?

3 KaD: i er heller ikk ret mange

4 ThS: (2.0) e:::hm vi har ikk mange eller hvad siger du

5 KaD: nej i har ikke ret mange

6 ThS: ne::j det har vi ikke

(bilag 8.2.6)

Thomas S viser med sit ”hvad” (l. 2) i sin første taletur tydeligt, at han ikke har forstået, hvad

Kasper D sagde og beder om reparatur. Der er altså tale om en åben ikkeforståelse (kategori 1,

helt blank). I sin anden taletur vælger Kasper D som reparatur at gentage, hvad han sagde, på

samme måde som før (l. 3), og Thomas S forsøger – efter at have holdt en lang pause – at gen-

give, hvad han tror, der bliver sagt til ham (kategori 3 – forståelsestjek af én betydning). Efter

dette vælger Kasper D en ny form for reparatur ved at tale tydeligere, især i sin udtale af ”ikke”,

hvilket han også lægger tryk på (l. 5), og det synes at skabe forståelse. I hvert fald responderer

Thomas S ved at svare konstaterende på Kasper D’s ytring (l. 6).

4.2.4 Forståelse i flersproget kommunikation

Som nævnt i teoriafsnittet er det let at give sprogbarrierer skylden for forståelsesproblemer i

flersproget kommunikation. I de fleste af ovenstående eksempler er det dog tydeligt, at det ofte

er et specifikt ord på det andet sprog, for eksempel det norske ”base”, som ikke bliver forstået. I

interaktionerne fra ledermødet mellem Kasper D og Elin FS samt Kasper D og Thomas S, kan det

69

dog være sværere at bestemme med sikkerhed, hvilken form for forståelsesproblem der er tale

om.

Elin FS kan ifølge flere medarbejdere være svær at forstå – blandt andet på grund af sin dialekt

og det, at hun blander sprog. Dette kan være årsagen til, at Kasper D giver udtryk for, at han ikke

forstår hendes ytring. Selvom hendes ordstilling ikke er sprogligt korrekt på dansk, og hendes

udtale er farvet af svensk og finsk, er alle de ord, hun siger, dog danske. Men som nævnt taler

hun lavt og holder flere pauser undervejs i ytringen. Disse ting kan spille en rolle, og ikke-

forståelsen har derfor ikke nødvendigvis noget med flersprogethed at gøre.

I interaktionen mellem Kasper D og Thomas S er det – modsat interaktionen mellem Elin FS

og Kasper D – svenskeren, der ikke forstår danskeren. Eftersom Kasper D og Thomas S er fra

hver deres land og har to forskellige sprog, er det oplagt at begrunde ikkeforståelsen med, at

Thomas S ikke forstår Kasper D’s danske godt nok – enten de specifikke ord han siger, hans ud-

tale, tydeligheden af hans tale eller hans talehastighed. Tidligere på mødet har Thomas S på

dansk sagt ”der er ikke ret meget at sige”, hvilket må ses som en indikation af, at han kender

denne brug af ordet ”ret”, som også Kasper D benytter. Derfor burde ikkeforståelsen ikke have

noget med ordene at gøre. Hvis den har med Kasper D’s udtale, tydelighed eller hastighed at

gøre, har ikkeforståelsen ikke i samme grad noget med sprogbarrieren at gøre, og den kunne

også forekomme mellem to mennesker, der taler samme sprog.

Kasper D vælger først at gentage sin ytring, og derefter udtaler han ordet ”ikke” tydeligere

end i første ytring. Hvis ikkeforståelsen opstår på grund af en sprogbarriere, akkommoderer

Kasper D i mindre grad til sin samtalepartner, som han ved er svensk. Hvis ikkeforståelsen

derimod sker af en anden årsag end sprogene, så kan det argumenteres, at Kasper D akkom-

moderer i tilstrækkelig høj grad, og at der – hvis han akkommoderede stærkere ved for

eksempel at omformulere sig – ville være tale om overakkommodation, hvilket Thomas S mulig-

vis ikke ville se som positivt.

Det er ud fra dette eksempel tydeligt, at det ikke altid er til at se, hvad der ligger til grund for

forståelsesproblemer. Vi kan have svært ved at fastslå det, og det samme kan være tilfældet for

Kasper D, og det er derfor ikke sikkert, at han – hvis han forsøger at akkommodere – gør det på

den måde, som ville have passet Thomas S bedst.

Ud fra de ovenstående eksempler kan vi se, at der i Tempus – i hvert fald på de tidspunkter, hvor

vi har observeret – oftere opstår ikkeforståelser end misforståelser. Ikkeforståelserne bliver

oftest hurtigt verbaliseret, så der skabes forståelse. Det eneste eksempel, hvor samtalen

fortsætter et godt stykke tid, uden at der fremkommer forståelse, er Lasse S’ samtale om

70

”barsel”.

Selvom Tempus er en virksomhed, hvor der hver dag og hvert øjeblik tales mange sprog på

én gang, er det tydeligt, at det er en arbejdsplads, hvor medarbejderne forstår hinanden – og

hvor de forståelsesproblemer, der måtte opstå, oftest bliver løst hurtigt og let.

4.3 Diskurser om språk

I våre intervjuer med ni av Tempus’ ansatte har vi kunnet identifisere en rekke diskurser i deres

refleksjoner rundt sine egne og andres valg av språk og akkommodasjonsstrategier. Ved å

undersøke disse diskursene kan vi danne et overblikk over hvilke normer for språkvalg og

akkommodasjon som eksisterer på Tempus, og hvilke holdninger som finnes til den språklige

variasjonen på arbeidsplassen.

4.3.1 Språk som mekanisk

Flere av Tempus’ ansatte forklarer i intervjuene at de i liten grad tenker over hvordan de akkom-

moderer til kollegaene sine, og at språkvalg skjer ”helt automatisk”. Mona D-N sier for eksempel

at hun har lett for å blande språkene, og at hennes valg av språk avhenger av hvem hun snakker

med: ”fordi sprogene fuldstændig roder sammen, nu kan jeg jo lidt svensk også, og når jeg så

snakker med dem, jamen så går den automatisk over på svensk eller norsk, eller hvem jeg nu

snakker med ikk”. Dette kunne vi selv erfare under våre observasjoner, da Mona D-N snakket

dansk til Cathrine D og norsk til Bettina N.

Flere av de ansatte deler Mona D-Ns opplevelse av at akkommodasjon skjer automatisk.

Sarah D sier at ”jeg taler automatisk no- øh svensk, hvis jeg får en nordmand igennem”, mens

Annika F/S hevder at ”det blir lidt eh automatiskt så att vissa personer talar jag dansk med och

vissa talar jag svensk med”. Beskrivelsen av språkskifte som en mekanisme som skjer auto-

matisk gir et inntrykk av at informantene oppfatter språk som tydelig definerte og adskillelige,

og at de ikke selv er bevisste om når de skifter fra det ene språket til det andre. I så måte gir de

ansatte uttrykk for at de ikke har noen kontroll over når de skifter språk og at de faktisk er

ubevisste om skiftet.

Til tross for at informantene mener at code-switch skjer automatisk, fremkommer det av

intervjuene at de gjør seg en del tanker rundt språkvalg og akkommodasjon, og hvilke normer

som gjelder for språkbruk hos Tempus. Vi vil redegjøre for disse i de følgende avsnittene.

71

4.3.2 Språklig renhet

I de fleste informantenes uttalelser blir det tydelig at de streber etter å snakke ”rene” språk, i

den forstand at de ikke ønsker å blande inn ord og uttrykk fra de andre skandinaviske språkene.

Flere av informantene bruker ordet ”blandinavisk” for det å blande de skandinaviske språkene.

Annika F/S uttaler at ”man skal meget gerne (.) bruge de korrekte danske ord (0.4) synes jeg

(0.5) det er det jeg ønsker men det er kun for min egen skyld fordi jeg vil (.) lære så godt dansk

som (0.2) °overhovedet muligt°”. Hun sier til og med at hun er ”lite rädd för” at danskene skal

akkommodere ved ikke å snakke rent dansk fordi ”så bliver det svært for mig at lære at snakke

god dansk, fordi jeg er vant til at høre den her ‘blandinaviske’”. At dansker akkommoderer ved å

snakke saktere og tydeligere har hun derimot ikke noe imot.

Med andre ord er det tilsynelatende ønsket om å lære å snakke korrekt dansk som er

årsaken til at Annika F/S ønsker at dansker skal snakke dansk uten innslag fra de andre skandi-

naviske språkene til henne. Dette kan henge sammen med at Annika F/S har gått på danskkurs

for å lære dansk og at dansk med hennes finsk-svenske bakgrunn i større grad er et fremmed-

språk, da hun selv sier at hun før hun flyttet til Danmark ikke var ”så mycket i kontakt med

danskar så jag hade ingen direkt förståelse av danska”. Det at Annika F/S legger trykk på ”kun”

når hun sier ”det er kun for min egen skyld”, understøtter at hun kun ønsker å holde språkene

adskilt for selv å bli bedre til å snakke korrekt dansk, og gir således ikke uttrykk for å ha en

negativ holdning til ”blandinavisk” i seg selv.

Som nevnt i akkommodasjonsavsnittet, omtaler Jonas D det som en dårlig vane å si et tall på

svensk i stedet for på dansk når han snakker med svensker. Dette tyder, som tidligere nevnt, på

at innslaget av svensk i et ellers rent dansk språk skjer ufrivillig. Videre oppfatter han det

muligvis som negativt å blande de skandinaviske språkene, og at det kanskje ikke utelukkende

er i forbindelse med divergens at Jonas D anser innslaget av svenske ord som noe negativt.

Mona D-N forklarer at hun deler språkene opp og at ”jeg taler ligesom rent norsk (.) og rent

dansk til de (0.2) kunder >kunder jeg har< (0.5) jeg har lavet nogen °fejl indimellem°”. Videre

sier hun at da hun flyttet til Danmark blandet dansk og norsk: ”jeg blandede jo nogen af de

norske ord ind i de danske sætninger, og det var jo dér, det gik galt”. Mona D-Ns bruk av ord og

vendinger som ”fejl” og ”det var jo dér, det gik galt” tyder på at hun, som de ovenstående

uttalelsene fra andre informanter, anser det som ønskelig å holde de skandinaviske språkene

adskilt i stedet for å blande dem. At hun legger trykk på ordet ”rent” begge gangene hun sier det

indikerer at hun anser det for å være viktig og ønskelig å holde språkene adskilt. Hun legger også

trykk på ”har”, og man kan argumentere for at dette er en slags innrømmelse, da hun sier at hun

72

har gjort en feil. Det at hun sier ”fejl indimellem” med lavere volum viser også at dette ikke er

noe hun ønsker å fremheve, og at hun kanskje synes det er pinlig å blande språkene. Bruken av

den diskursive markøren ”jo” i sistnevnte vending kan anses for å være et tegn på at Mona D-N

går ut fra at det eksisterer en fellesforståelse som vi deler om at det er best å holde språkene

adskilt og å snakke dem rent. Det at flere av de ansatte gir uttrykk for at de deler dette syns-

punktet kan hevdes å være et tegn på at det er en gjengs oppfatning – i hvert fall på Tempus.

Emma S har, som nevnt i presentasjonen av informantene, vokst opp i Skåne, men hadde

ikke hatt kontakt med dansker før hun flyttet til Danmark. Hun har derfor vært nødt til å lære

seg å snakke dansk, og har valgt å etterstrebe å snakke dansk med ren dansk uttale og uten inn-

slag av svenske ord. Hun har lært å snakke dansk på egen hånd, men med hjelp fra menneskene

rundt seg: ”jeg har bedt om at blive rettet, det har jeg syntes var meget vigtigt, øh fordi selvom

folk sagtens kunne forstå mig, så ville jeg gerne have, at de retter, sådan så jeg får det helt

korrekt”. Etter dette utsagnet holder hun en liten pause før hun tilføyer at ”.hhhhh >nogen

gange< (.) så lykkes det mig at ↑skjule at jeg er svensker hahaha ˘nogen gange gør det ikke˘”. Det

at Emma S bruker nettopp disse ordene, at hun ”lykkes i at skjule” at hun er svensk, antyder at

hun anser det som en suksess å snakke rent dansk uten spor av svensk i talespråket. Dette

underbygger det ovenfor nevnte argumentet om at det er en gjengs oppfatning på Tempus om at

rene språk fremfor blandinavisk er ønskelig. Det at Emma S ler etter å ha sagt at hun prøver å

skjule at hun er svensk, og at hun smiler mens hun sier at hun ikke alltid lykkes i å skjule dette,

kan antyde at hun forsøker å myke opp utsagnet sitt etter å sagt ordet ”skjule”, som er ganske

sterkt. Det kan også være del av innrømmelsen av at hun ikke alltid lykkes å skjule at hun er

svensk, og at hun kanskje synes at dette er pinlig.

4.3.3 Å snakke det språket man er mest komfortabel med

Som demonstrert ovenfor, eksisterer det en diskurs blant våre informanter på Tempus som

fremhever rent språk som ønskelig. Samtidig har vi funnet at det eksisterer en diskurs som går

ut på at man bør ha lov til å snakke det språket og på den måten man er mest komfortabel og

fortrolig med, og at alle de skandinaviske språkene og engelsk blir forstått på Tempus. Dette til

tross for at det som tidligere vist oppstår ikkeforståelser på Tempus, og at noen av disse

ikkeforståelsene kan være relatert til språkbarrierer.

Laila D sier at ”det er ligegyldigt, om det er det ene eller det andet sprog, der i princippet

bliver talt”, og at ”de fleste af os vi beholder ligesom vores modersmål og taler, fordi vi kan godt

forstå hinanden”. Av disse utsagnene fremkommer det at det er likegyldig hvilket av de skandi-

73

naviske språkene som blir snakket på Tempus fordi de ikke opplever problemer med å bli

forstått. Laila D utdyper dette ved å forklare at det ikke finnes noen språkbarrierer fordi de

ansatte er vant til å høre de forskjellige språkene: ”det fungerer fint at vi vi allesammen bare

(1.5) beholder vores eget tungemål og taler sammen”. Laila Ds emfase på ”fungerer” indikerer at

det viktigste er at kommunikasjonen fungerer, og at man forstår hva kollegaene sier, snarere enn

at alle snakker samme språk. I samme ånd uttaler Emma S at ”i det store hele så synes jeg ikke,

at der er igen det store behov for [at tilpasse sit sprog], fordi at de fleste forstår hinanden, fordi

at vi har det miljø, vi har, hvor hvor man er vant til til dagligt og høre hinanden på de her for-

skellige sprog, som vi taler ikk”.

Ifølge Laila D er fellesskapet og et godt arbeidsmiljø en viktig grunn til å godta at de ansatte

snakker forskjellige språk, i motsetning til å forvente ensrettede språkvalg og akkommodasjons-

strategier og -metoder. Hun sier at ”her lukker vi ind, øh jeg tror, der det ligesom hvad vores

velvilje er til, at der kommer et andet sprog”, og at ”vi tager det som no- noget sjovt og ikke som

noget (0.2) negativt”. Selv om Laila D tilsynelatende mener at alle bør ha lov til å snakke det

språket de er mest komfortable med, forklarer hun at man på Tempus kan få spillerom til å øve

seg på å snakke andre språk: ”det er bedre, tror jeg, for nogen, at de bliver rettede her, hvor det

ikke er ondskabsfuldt ment eller øh nedsættende”. På den måten hevder hun at den åpne

holdningen til å snakke forskjellige språk gjør det lettere for de ansatte å øve seg på å snakke

andre språk dersom de ønsker det, selv om det muligvis ikke er det språket de er mest kom-

fortable med.

Mona D-N er enig med Laila D i at det flerspråklige miljøet på Tempus tillater de ansatte å

snakke det språket de helst ønsker, og forteller om da hun startet på Tempus at ”man lige

pludselig kunne snakke naturligt norsk hver dag, og man lige pludselig havde nogen, der faktisk

havde den samme (0.3) forståelse for hvor meget, vores sprog egentlig kan blandes sammen”, og

at ”det har været dejligt at komme på et arbejdsplads, hvor man kan ligesom være sig selv, k-

altså hvor man ligesom kan nyde at både være norsk og dansk”.

Jonas D sier om Petter S at han i liten grad akkommoderer til de danske kollegaene sine, og

hevder at ”jeg har ikke problemer med at forstå, hvad han siger, men nogle gange nogle ord og

sådan noget der kan man godt lige, hvad fanden er det, du siger”. Selv om Jonas D som nevnt i

akkommodasjonsavsnittet synes at Petter S og de andre i avdelingen bør lære seg dansk, svarer

han når han blir spurt om han skulle ønske at Petter S snakket annerledes at ”næ han er jo som

han er, altså det er fint nok”.

Av de ovenfor nevnte uttalelsene fremkommer det at det eksisterer en diskurs blant en del

av informantene som fremhever at det finnes en åpenhet og toleranse på Tempus for å snakke

forskjellige språk og varierende grad av akkommodasjon, og at språkene blir forstått i så stor

74

grad at det egentlig ikke er behov for å tilpasse språket sitt. Dette tillater at man kan snakke det

språket man er mest komfortabel og fortrolig med.

4.3.4 ”Vi er jo i Danmark”

Til tross for at det som nevnt ovenfor eksisterer en diskurs på Tempus om at man bør få snakke

det språket og på den måten man selv foretrekker, fremkom det under intervjuene at en rekke

av informantene gir uttrykk for at de ansatte bør snakke dansk, eller i det minste forstå dansk,

siden arbeidsplassen er lokalisert i Danmark, eller at de selv foretrekker å snakke dansk av

samme grunn.

Flere av informantene snakker minst to skandinaviske språk, og sier om sitt eget språkvalg

på Tempus at det føles mest naturlig for dem å snakke språket til det landet de befinner seg i.

Sarah D sier nettopp at ”det falder naturligt for mig at tale dansk nu, fordi jeg er flyttet tilbage

hertil”, og Mona D-N sier at ”jeg skifter som regel sprog efter hvilket land jeg er i”. Sarah D og og

Mona D-N har begge bodd i et annet skandinavisk land, henholdsvis Sverige og Norge, i en lengre

periode, og snakker tilsynelatende begge språkene like godt. Både Sarah D og Mona D-N spør

oss, som beskrevet i akkommodasjonsavsnittet, tidlig i intervjuet hvilket språk de skal snakke,

da språkene for dem er likestilte. Løsningen blir i begges tilfelle å snakke språket til det landet

de befinner seg i på det tidspunktet.

Jonas D nevner flere ganger under intervjuet at han synes Tempus’ ansatte bør lære seg å

forstå og svært gjerne også å snakke dansk:

vi er i Danmark (1.5) for at de (.) det >også skal være< hhh. (0.5) >godt for dem< (0.5) så

(0.2) burde de lære dansk eftersom de arbejder i København (0.5) >det er jo et plus<

(0.2) at man kan dansk (0.2) og forstå dansk (.) når man arbejder i et dansk øh hh. °sted°

Jonas D legger trykk på ”Danmark” og ”dansk”, hvilket indikerer at han mener at man bør snakke

språket til det landet man befinner seg i. Han legger både trykk på ”kan” og ”forstå”, og gir

dermed uttrykk for at han synes det er viktig både å ha en reseptiv og en produktiv forståelse av

dansk. Som vi omtalte i avsnittet om å fravelge akkommodasjon, sier Jonas D at ”de arbejder i et

dansk firma jo i Danmark”. Og som vi kom frem til i analysen indikerer hans bruk av den

diskursive markøren ”jo” at han har en oppfatning av at vi deler hans syn på at det er en god idé

å lære seg dansk når man bor i Danmark, og at dette er en lett tilgjengelig og dermed sterk

holdning han har. Samtidig viser de mange pausene i uttalelsen at Jonas D veier ordene sine og

dermed gir inntrykk av at han tenker at det kan oppfattes som et litt dristig utsagn.

75

Emma S gir uttrykk for å være enig i at man bør snakke språket til det landet man er i, og

sier at ”det hører til, hvis man flytter til landet, så følger man jo selvfølgelig loven, og så lærer

man sproget, og så tilpasser man sig lidt ikk”. Med andre ord mener hun tilsynelatende at man

bør lære språket når man flytter til et nytt land på lik linje med at man følger loven, og man kan

derfor argumentere for at hun mener at man for å være en god borger skal snakke språket til det

landet man har flyttet til.

Aleksander N deler denne oppfatningen, selv om han vedkjenner at det er få nordmenn i

samme situasjon som ham selv som velger å snakke dansk: ”andre som bare er norske og

kommer til Danmark som studenter eller hva som helst, de har jo mye høyere takhøyde for å

begynne å kommunisere på andre språk”. Allikevel mener han at det er ”for dumt å bo her i fem

år og så komme hjem” uten å kunne snakke dansk, og han synes at ”det er nødvendig for å gjøre

seg forstått. Jeg synes i hvert fall livet blir mye enklere, og så synes jeg at det blir når det er så

beslektet at man bare kan legge om språket”. Med andre ord gir Aleksander N uttrykk for at det

nære slektskapet mellom norsk og dansk er en særlig god grunn for nordmenn til å lære å

snakke dansk, da det krever en relativt liten innsats. Han antyder dessuten at det er behov for

disse å lære seg dansk, da det forenkler kommunikasjonen med dansker. Han sier seg således

enig med Wedervang-Jensens norske informanter i at det er relativt enkelt, og dessuten nød-

vendig, å akkommodere eller legge om til dansk.

Laila D gir, som tidligere nevnt, uttrykk for å mene at alle bør få lov til å snakke på den

måten de er mest komfortable med. Samtidig sier hun flere ganger i intervjuet at hun synes man

skal snakke språket til det landet man er i: ”det øh kan godt være, at hvis jeg var i Sverige, hvor

jeg ville sige, at jamen nu er jeg i Sveriges land, nu taler vi svensk, nu er vi altså bare i Danmark,

nu taler vi dansk altså”. Samtidig sier hun om tiden da hun jobbet i Sverige at ”man kan ikke sige,

det var deres land, men men nu var det i et et svensk sted, jeg var ansat øh og […] altså, så må det

jo blive svensk, øh fordi hvorfor skulle de anstrenge sig for at lære mit danske, øh hvis jeg lige-

som havde valgt at arbejde der”. Disse uttalelsene indikerer at Laila D ikke mener at det er en

selvfølge at alle skal få lov til å snakke det språket de er mest komfortable med, og at det også

forventes av de ikke-danske ansatte at de skal snakke dansk. Det at Laila D sier ”man kan ikke

sige, det var deres land” etter at hun først har sagt at hun er i Sveriges land, indikerer at hun for-

søker å myke opp utsagnet sitt, da hun kanskje oppfatter at det vil stille henne i et negativt lys.

Etterfølgende fortsetter hun med å si at hun fordi hun jobbet på en svensk arbeidsplass følte at

hun var nødt til å snakke svensk, og forklarer at hun snakket svensk for at svenskene skulle

slippe å anstrenge seg når det var hennes valg å jobbe i Sverige. Forklaringen av hvorfor hun

synes man bør snakke språket til det landet man befinner seg i, indikerer at hun mener at det er

alminnelig høflighet å akkommodere ved å code-switche. Det at hun tilbyr en forklaring etter å

76

ha kommet med et relativ skarpt utsagn kan tyde på at hun vurderer at hennes holdning kan

oppfattes negativt.

De ansattes uttalelser tyder på at det eksisterer en spenning mellom diskursen om at de ansatte

på Tempus kan forstå hverandre fordi de er så vant til å høre de skandinaviske språkene og

engelsk, og at man derfor selv kan bestemme hvilket av språkene man helst vil snakke, og

diskursen om at man skal snakke språket til det landet man befinner seg i. Især i Laila Ds ut-

talelser er spenningen mellom diskursene tydelig, og vi kan ikke vite nøyaktig hvorfor hun både

legger vekt på Tempus som en åpen og inkluderende arbeidsplass hvor alle kan snakke det

språket de helst vil, samtidig som at hun gir utrykk for at hun mener at ikke-danske ansatte bør

lære seg dansk fordi de befinner seg i Danmark. Man kan allikevel spekulere i om Laila D er

splittet mellom hva hun mener og hva hun tror hun bør mene, enten ut fra et samfunnsmessig

synspunkt eller på grunn av gjengse holdninger til språk på Tempus. Vi kan kun gjette hvilke

oppfatninger som tilhører Laila D og hvilke holdninger hun mener at hun bør ha, men vi kan

fastslå at begge diskursene er utbredt på Tempus. Dette resulterer igjen i at begge diskursene

blir vedlikeholdt og godtatt blant de ansatte.

Selv om det eksisterer en generell diskurs om at ikke-danske ansatte bør lære seg dansk, skiller

en del av informantene mellom hvem som i størst grad forventes å lære seg språket. Det er

nemlig hovedsakelig de ansatte som bor i Danmark som forventes å lære seg å snakke dansk og

som selv sier at de ønsker å lære dansk. Laila D sier at

dem der bor herovre de gør mere for at tale dansk (2.0) .hhh og dem der bor på den

anden side af sundet (1.0) de:: bibeholder deres (.) svenske (1.0) >men men< dem der

bor herovre .hhh det (.) det er dem der er flinkest til egentlig og vil vil vil tale dansk hele

tiden

Med andre ord er det de som bor i Danmark som blir forventet å snakke dansk, mens de som bor

i Sverige gjerne kan ”bibeholde” deres språk, hvilket trykket på ”bor” antyder. Det at Laila D sier

at de som bor i Danmark er ”flinkest” til å snakke dansk og at dette henger sammen med å ”ville”

snakke dansk, indikerer imidlertid at Laila D har høyest tanker om de ansatte som bor i

Danmark som gjør en større innsats for å snakke dansk, og denne positive viljen og ønsket om å

akkommodere blir, som nevnt i teoriavsnittet om akkommodasjon, høyt ansett.

Emma S, som tidligere har gitt uttrykk for at hun synes det hører til å bo i et land at man

også snakker språket, hevder også at det hovedsakelig er de ansatte som bor i Danmark som

77

lærer seg dansk, men gir i større grad uttrykk for at dette gir mening fordi de ansatte som bor i

Sverige ikke har et like stort behov for å lære å snakke dansk:

De [svenskerne] bor jo faktisk også på den anden side, så de bor jo ikke her, og de

arbejder her, og de sidder og taler svensk eller finsk for eksempel med kunderne […] så

der er ikke det store behov for dem og tale dansk på den måde og heller ikke når de

andre forstår, hvad de siger.

Disse ytringene antyder at det først og fremst er de ansatte som bor i Danmark som blir for-

ventet å snakke dansk, og at en del av informantene mener at det er forståelse av de skandi-

naviske språkene, med andre ord reseptiv forståelse, som er viktigst for de ansatte som pendler

mellom Sverige og Danmark. Selv om de fleste informantene verdsetter forsøk på akkom-

modasjon, vurderer de at de ansatte som bor i Sverige har mindre behov for å lære seg dansk

enn de ansatte som bor i Danmark.

Ledelsen

Ut fra Kasper Ds uttalelser i vårt intervju med ham, gir han uttrykk for å dele mange av de

samme holdningene til akkommodasjon og språkvalg som en del av våre informanter. Særlig

tydelig gir Kasper D, som her representerer ikke bare seg selv, men også ledelsens og bedriftens

synspunkt, uttrykk for at han deler holdningen om at man bør snakke språket til det landet man

befinner seg i. Kasper Ds bruk av ”vi” gjennom store deler av intervjuet antyder at han snakker

på vegne av hele Tempus, og i flere tilfeller ledelsen.

Som nevnt i analyseavsnittet ”At fravælge akkommodation”, gir Kasper D under intervjuet ut-

trykk for at han mener at de ansatte bør snakke dansk siden de jobber i Danmark. Han sier blant

annet at ”man (1.5) man forudsætter lidt eller forventer lidt, at folk kan forstå dansk, når at de

nu også bor i Danmark”. Selv om Kasper D sier at ”man” forventer at de ansatte snakker dansk og

dermed i noen grad distanserer seg fra utsagnet, er dette en holdning han gjentatte ganger gir

uttrykk for å ha. Den relativt lange pausen på 1,5 sekunder i utsagnet ovenfor viser at Kasper D

veier ordene sine, og man kan derfor argumentere for at det etterfølgende utsagnet er vel-

overveid fra Kasper Ds side. Han uttrykker allikevel også i intervjuet at forståelsen er det

viktigste, da han sier at han vil ”sandsynligvis ikke tage en leder ind i den her gruppe, som ikke

vil kunne tale eller forstå dansk (2.0) i hvert fald ikke vil kunne forstå det, det er vigtigt, man

forstår det, så er det fint nok, man kommunikerer eller selv taler på svensk eller norsk”. Dette

78

utsagnet indikerer at Kasper D synes reseptiv forståelse for dansk er viktigst blant lederne, selv

om det også blir høyt ansett at de kan snakke dansk.

Kasper D gir uttrykk for at det er flere grunner til at han foretrekker at lederne både har en

reseptiv og produktiv forståelse av dansk. Blant annet er det et økonomisk aspekt i at Tempus

har flest danske kunder, som nevnt i avsnittet om å fravelge akkommodasjon, og Kasper D sier at

”vores danske kunder ville ikke have det så godt med det [svensk og norsk] og primært er det

fordi (kort latter) vores danske kunder ikke har de helt store sprogkompetencer”. Med andre

ord er kundenes manglende språkkompetanser og at de ”ville ikke have det så godt” med svensk

og norsk en grunn til at Kasper D setter evnen til å snakke dansk høyt blant sine ledere. Han sier

sågar at dansker er

det folkefærd, som jeg vurderer […] ud af de nordiske sprog, som […] gør mest ud af at

kunne tale og forså dansk, og det betyder så sindssygt meget for en dansker, at man kan

tale sit sprog og også forstå sproget, og det ved vi, vores kunder også sætter høj høj pris

på.

Dette tyder på at Kasper D mener at det er viktig at lederne kan snakke dansk fordi arbeids-

plassen ligger i Danmark, og fordi det er særlig viktig for dansker at de blir tiltalt på sitt eget

språk fremfor på et skandinavisk språk eller engelsk. Det å oppmuntre sine ansatte til å snakke

dansk henger derfor sammen med å opprettholde et godt forhold til kundene, hvilket igjen vil gi

økonomisk avkastning. Kasper D nevner imidlertid at språket følger kundene, og at det særlig er

fordi de fleste kundene er danske at dansk står sterkt på Tempus. Dette blir tydelig i hans ut-

talelse om at ”jeg vil helt sikkert ansætte efter det forhold så havde vi en potentiel kunde der var

svensk så ville jeg helt sikkert gå efter en svensk leder”. Med andre ord kunne situasjonen

tilsynelatende vært annerledes dersom Tempus hadde flere svenske eller norske kunder, da det

i så fall ville vært innbringende for Tempus å ha flere ansatte med disse språkkunnskapene.

Det at Kasper D så tydelig uttrykker i intervjuet at han ønsker at lederne skal snakke dansk, kan

være en årsak til at diskursen om at de ansatte bør kunne snakke dansk står så sterkt på Tempus

som den gjør. Kasper D er sjef på Tempus, og dermed et forbilde for de ansatte, hvilket gjør at de

ansatte kan oppfatte hans holdninger for å være de riktige, og at de derfor selv kanskje vil ta

dem til seg. Det er vanskelig å si hvorvidt deres utsagn er påvirket av ledelsens holdninger til

språk. For eksempel gir Laila D, som tidligere vist, uttrykk for å mene både at også de svenske og

norske ansatte bør snakke dansk fordi Tempus ligger i Danmark, og at de ansatte bør ha lov til å

snakke det språket de er mest komfortable med. Dette kan være fordi informantene er bevisste

om at de er i en intervjusituasjon, og ønsker å stille både seg selv og Tempus i et så positivt lys

79

som mulig, og at de derfor i noen grad vil gi uttrykk for å ha holdninger de selv mener eller tror

de bør ha.

4.3.5 Språk som ”commodity”

I det følgende avsnittet vil vi redegjøre for noen av begrunnelsene informantene oppgir for at

det er fordelaktig for dem å kunne snakke dansk, og for øvrig å kunne snakke så mange språk

som mulig, som vi også var inne på i et tidligere avsnitt.

Som tidligere nevnt, sier flere av de ikke-danske ansatte at de ønsker å lære å snakke dansk,

selv om fokuset på hvor mye de bestreber seg på å snakke korrekt dansk varierer. Emma S

forteller at hun har en datter som hun snakker svensk til, men at hun alltid snakker dansk ellers.

Emma S velger, som vi senere vil utdype, å distansere seg fra sin svenske identitet, men velger

allikevel å snakke svensk med datteren. Grunnen til dette er ifølge Emma S at ”jeg gerne vil have,

hun skal lære svensk. Jeg synes, det er en fordel at tale to sprog, så så det ville jeg gerne give til

hende”. Med andre ord indikerer Emma S at datteren i fremtiden vil kunne tjene på å snakke to

språk. Det at hun sier at hun kan gi datteren svensk antyder at hun anser språk for å være noe

håndgripelig, og at det dessuten indirekte er en gave hun kan gi til datteren og som datteren vil

kunne nyte godt av. På denne måten ser også Emma S på språk som en slags ting eller vare – en

”commodity” – og en fordelaktig kompetanse.

Sarah D har i motsetning til Emma S ikke lært barnet sitt svensk. Dette til tross for at hun på

samme måte som Emma S uttrykker at det er en fordel å kunne snakke flere språk, og sier at det

er ”ren dumhed” at hun ikke har lært datteren svensk fordi ”hvis du skal ud og søge arbejde så er

det godt at være tosproget”.

Elin FS uttrykker, som Sarah D, at det kan være en fordel å kunne snakke flest mulig språk i

arbeidslivet:

Jeg synes bare, det er en fordel at kunne så mange sprog som muligt ju, ehm specielt hvis

man tänker bli med Tempus, fordi vi har support på fire eller fem sprog, så kan man jo

ikke bare, jo flere sprog du snakker, jo større sandsynlighed er der for, at du får blive

længere.

Elin FS’ utsagn tyder på at antall språk de ansatte kan snakke henger sammen med deres jobb-

muligheter på Tempus. Dette forklarer Elin FS med at man dersom man kan snakke flere

skandinaviske språk kan ta imot samtaler på flere språk, og dermed avlaste kollegaer. Det

80

virker således som et strategisk valg, i hvert fall fra Elin FS’ side, å lære seg å snakke dansk, da

dette vil fremme hennes karrieremuligheter.

Under observasjonene våre, hvor Bettina N snakket med Maria S om språk, kommer Jonas D

bort og spør Maria S om hun mener at hun vil snakke mer dansk. Når Jonas D blir konfrontert

med denne hendelsen under intervjuet, svarer han at det er ”ikke for at hun skal blive bedre til

dansk, men for at hun skal have mere at lave, så hun ikke skal sidde og kede sig og have måske

fem opkald om dagen øh så bliver det hurtigt en lang dag”. Dette viser at han ikke kun mener at

man bør snakke dansk fordi man bor og jobber i Danmark, som tidligere vist, men at han på

samme måte som Elin FS mener at det er en fordel å snakke dansk av arbeids- og karriere-

messige hensyn. Jonas D forklarer at Maria S, ved å venne seg til å snakke dansk, kan besvare

telefoner fra danske kunder dersom det er travelt på den danske linjen, men stille på den

svenske. I så måte kan de ansatte både hjelpe hverandre og holde seg sysselsatt ved å snakke så

mange språk som mulig.

Laila D legger nettopp vekt på at de ansatte må avlaste hverandre, og sier at de ansatte må

”bare afhjælpe det så godt de kan, at at man er lidt opstillings øh klar […] vi vil gerne hjælpe

hinanden, vi sidder ikke som sådan en flok egoister og siger, jeg kan kun, jeg kan kun tage den”.

På denne måten anser flere av de ansatte på Tempus det for å være en sentral kompetanse å

kunne snakke så mange språk som mulig, samtidig som at det kan skape et mer positivt

arbeidsmiljø dersom flest mulig ansatte kan avlaste syke eller opptatte kollegaer, og det å ønske

å snakke flere språk blir fremhevet som positivt.

Fra de ovenstående avsnittene fremkommer det at det eksisterer en rekke diskurser rundt språk

og akkommodasjon blant våre informanter. En del informanter gir uttrykk for at akkom-

modasjon og valg av språk skjer automatisk, som en slags mekanisme, og flere sier at de ønsker å

snakke språkene rent fremfor ”blandinavisk”. Vi har også funnet at det eksisterer en spenning

mellom diskursen om at de ansatte bør få snakke det språket og på den måten de selv ønsker, og

at man bør snakke språket til det landet man befinner seg i; i dette tilfellet dansk. Flere av de

som gir uttrykk for at de ansatte bør kunne snakke dansk, modererer dette ved å si at det

hovedsakelig er de ansatte som bor i Danmark som bør bestrebe seg på å lære seg dansk, men at

alle ansatte bør ha en reseptiv forståelse for dansk. Videre gir en rekke informanter uttrykk for

at de anser det som en viktig kompetanse å kunne snakke dansk, og for øvrig så mange språk

som mulig, da dette fremmer karrieremulighetene på Tempus. I så måte beskrives språk som å

være en ressurs eller ”commodity”.

81

Vi kan ikke vite hvorfor nettopp disse diskursene er fremtredende blant de ansatte. Deres

utsagn bærer imidlertid preg av å stamme fra både et personlig og et arbeidsmessig perspektiv.

På den ene siden er de på en arbeidsplass hvor de ansatte har et kollegialt forhold, og derfor

ønsker å skape forståelse, og akkommodere til hverandre for å utvise velvillighet og dermed

skape et godt arbeidsmiljø. Samtidig eksisterer det tilsynelatende både et hierarki mellom

språkene, og mellom ledelsen, managere og agenter. Siden disse diskursene er så utbredt blant

både ledere og managere, ser det ut til at de er uttrykk for holdninger som generelt er

veletablerte på Tempus.

4.4 Dialekter

I forrige avsnitt fremkom det at det eksisterer en rekke diskurser om forskjellig språkbruk på

Tempus. Under observasjonene og intervjuene vi har foretatt, har det derimot blitt tydelig at det

ikke bare er de ulike språkene som er et tema for akkommodasjon på arbeidsplassen, men at de

ansatte også i varierende grad tilpasser dialektene sine, og flere har holdninger til dialekter som

finnes i de forskjellige språkene.

En del ansatte gir uttrykk for at ulike dialekter i noen tilfeller kan være en årsak til ikke-

forståelser på Tempus, samt en motivasjon til å akkommodere. Selv om de fleste ansatte hevder

at de forstår de andre skandinaviske språkene, sier flere at de har problemer med visse dialekter

eller talemåter som viker fra standarden. De fleste som snakker en dialekt tilnærmer seg også en

standard av morsmålet sitt for lettere å kunne gjøre seg forstått. Det vil vi redegjøre for i dette

avsnittet.

4.4.1 Svenske dialekter

De svenske ansatte på Tempus kommer hovedsakelig fra Skåne, men flere kommer også fra

andre deler av Sverige eller et svensktalende miljø i Finland. To av våre svenske informanter er

managere som har vokst opp med både finsk og svensk. De mener selv at de har et annet

utgangspunkt for å snakke og forstå dansk enn de skånske kollegaene sine, da de sjelden eller

aldri har vært eksponert for dansk tidligere.

Annika F/S forklarer at Elin FS på grunn av hennes tidligere omtalte talemåte ”elinsk” er ”riktigt

svår att förstå” fordi ”hon har en väldigt speciell dialekt” og at ”det har ju inte bara med hennes

dialekt att göra, utan det har också att göra med att hon talar mycket snabbt, hon blandar språk”.

82

Med andre ord er det ikke bare det at Elin FS har en dialekt som ikke er alminnelig blant

Tempus’ ansatte, men også hennes talemåte som gjør henne vanskelig å forstå. Siden Annika F/S

både kan svensk og finsk, har hun lettere for å forstå Elin FS’ dansk, som især er farget av

finlandssvensk. Hun hevder at ”det er mest danskerne og skåningene, der har svært ved det”. For

å lære å forstå Elin FS sier Annika F/S at det er ”helt enkelt en tillpassning alltså ett språk […] det

vänjer man sig ju ved att lyssna till”. Med andre ord kan både dialekt og en individuell talemåte

ifølge Annika F/S gjøre det vanskelig å forstå en person, selv om man i utgangspunktet mener å

forstå språket eller språkene personen snakker. Samtidig gir Annika F/S uttrykk for at forståelse

av dialekter kun er et spørsmål om tilvenning til personens talemåte og at forståelse kun forut-

setter at man hører etter.

Selv sier Elin FS seg enig at hun snakker en annerledes form for svensk enn rikssvensk: ”ikke

svensk svensk […] så har jeg også boet på Åland i tio år og der har man også en speciel svensk”.

Videre forteller hun at ”hvis jeg så snakker med min familie så bliver det endnu en svensk, fordi

det finns också en slang, hvor vi bor […] man forkorter en masse ord og finner på et eget ord,

som alle i den by så kender til”. Med andre ord er hun selv bevisst om at hun ikke alltid snakker

på en måte som er lett å forstå fordi hun har vokst opp med å snakke en spesiell dialekt og har

bodd flere steder med utpregede dialekter, nemlig et svensktalende område av Finland, Åland,

samt Skåne.

Nina D er en annen ansatt hos Tempus som har en tilknytning til et svensktalende miljø i

Finland. Hun er dansk, men har familie i Finland, og sier at hun ”snakker finlandssvensk og ikke

svensk, sådan rent svensk” (Bilag 8.2.7). Videre sier hun: ”men det er godt nok til at jeg kan

bruge det her, så det er fint” (Ibid.). Nina D snakker med andre ord med finsk-svensk aksent og

kan gjøre seg forstått overfor svenske kunder, og gir uttrykk for at det er tilstrekkelig å kunne

gjøre seg forstått. Hun føler tilsynelatende selv at hun må anstrenge seg for å snakke forståelig

svensk. Hun sier at hun skal ”virkelig (.) holde mig i nakken for ikke at komme til at bruge det

[…] men øh jeg er virkelig opmærksom på at lade være med at gøre det [snakke finlandssvensk]

når jeg taler med nogen fra ˘Sverige˘ hhh.” (Ibid.). Dette indikerer at Nina D er meget bevisst på

at hun snakker en type svensk som er så langt fra rikssvensk at hun hele tiden er oppmerksom

på hvordan hun snakker med svenske kunder. Samtidig underbygger det at hun skal ”holde seg i

nakken”, med andre ord anstrenge seg for å snakke mest mulig rikssvensk, til tross for at hun

kan gjøre seg forstått, argumentet om at de ansatte på Tempus ønsker å snakke rene språk uten

innslag av elementer fra andre språk.

Også mange av de skånske ansatte tilpasser språket sitt og tilnærmer seg en standardform for

svensk, blant andre Maria S. Hun har vokst opp i Skåne, og forteller at hun snakker skånsk til

83

Petter S, som også er skånsk, men at hun etterstreber en mer rikssvensk uttale når hun snakker

med kunder eller kollegaer fra andre land. Hun gir uttrykk for at hun er bevisst om at skånsk er

en dialekt som kan være vanskelig for mange å forstå, og erkjenner at ”de fleste forstår jo

rikssvenska, men skånsk det det er lite mer komplicerad”. Hun forklarer at hvis Petter S eller

Hans S, som begge er skånske, snakker med ”till exempel någon norsktalande eller dansktalande

som förstår mycket bra svenska så förstår dom inte vad han säger”. På den måten gjør Maria S

det tydelig at selv de som hevder å forstå og utviser at de forstår svensk, ikke nødvendigvis

forstår alle former for svensk, og at især skånsk kan være vanskelig å tyde.

Maria S sammenligner skånsk med jysk, og sier at ”hvis man ikke er dansker, så er det lidt

svært at forstå, hvad de [jydene] siger, det er det samme med skånskan”. På den måten uttrykker

hun at det er lettere for personer fra samme land som dialekten stammer fra å tyde en gitt

dialekt. Allikevel gir hun uttrykk for at det ikke er noen ulempe at hun snakker skånsk, fordi hun

kun snakker skånsk med sine skånske kollegaer, men tilnærmer seg rikssvensk når hun snakker

med rikssvensktalende svensker. Man kan argumentere for at dette motsier hennes utsagn om

at ens egne landsmenn forstår dialekter fra samme land bedre. Dette er fordi hun ved å tilnærme

seg rikssvensk kan hevdes å antyde at hun ikke vil kunne gjøre seg forstått blant svensker

dersom hun snakker skånsk.

Elin FS er enig i at det er nødvendig for skåninger å tilpasse språket: ”om de kommer på

kundstjänsttelefon så bliver de nødt at snakke en anden type svensk, for ellers så forstår ikke

kunden heller faktisk”. Med andre ord gir hun uttrykk for at forståelse mellom kundene og

agentene kun blir sikret dersom skåningene tilnærmer seg rikssvensk. Hun tilføyer at

skåningene er klar over at skånsk er vanskelig for enkelte å forstå: ”det er de også bevist om, så

de har også to svensker på den måde, det har de, skolsvensk og sen skånsk-svensk”. I så måte

uttrykker Elin FS at det er utbredt blant skåninger å code-switche. Formuleringen ”skolsvensk”

antyder at denne målformen blir lært i skolen og dermed er ”korrekt”, mens skånsk kanskje har

en sterkere posisjon i mer uformelle sammenhenger.

4.4.2 Norske dialekter

Vi har intervjuet og observert færrest nordmenn, men norske Aleksander N gir uttrykk for å ha

den mest åpne innstillingen til forskjellige dialekter. Han kommer fra Oslo, men sier at det på

Tempus er en så stor grad av språkforståelse at han kunne ha snakket på dialekt hvis han ønsket

det: ”man kan slippe unna med å snakke (0.2) trøndersk4 (1.0) her selv om du aldri kunne gjort

4 Trøndersk anses av mange nordmenn for å være en dialekt som er vanskelig for ikke-nordmenn å forstå.

84

det ute i butikkene i København”. På den måten indikerer han at de ansatte på Tempus har en

forståelse for forskjellige dialekter som ikke eksisterer i Danmark for øvrig. Således bidrar

Aleksander N til den tidligere nevnte diskursen om at alle bør få lov til å snakke det språket de er

mest komfortable med og på den måten de helst ønsker.

Når vi senere spør Aleksander N om han synes det er nødvendig å kunne snakke flere

skandinaviske språk, sier han imidlertid: ”Nei (.) nei nei jeg tenker bare egentlig (2.0) jeg tenker

liksom (0.5) her synes jeg det er nødvendig for å gjøre seg forstått da (.) jeg synes i hvert fall

livet blir mye enklere”. Med andre ord motsier Aleksander N seg selv ved å påstå at alle dialekter

vil bli forstått på Tempus fordi de ansatte er vant til stor språklig variasjon, samtidig som at han

gir uttrykk for at det er nødvendig å legge om til et annet språk eller i det minste akkommodere

for å gjøre seg forstått overfor kollegaene sine.

Det skal bemerkes at intervjusituasjonen muligvis spiller inn på Aleksander Ns uttalelse,

ettersom at det er Bettina N som stiller spørsmålet om hvorvidt han synes det er nødvendig å

snakke flere skandinaviske språk. Det at Aleksander N sier ”Nei nei nei” kan være et forsøk på

face saving, i og med at Bettina N snakker norsk uten å akkommodere under intervjuet, og

Aleksander Ns forrige uttalelse kunne oppfattes som kritikk av nordmenn som bor i Danmark,

men som ikke snakker dansk, og kunne dermed oppfattes som en indirekte kritikk av Bettina N.

Bettina Ns spørsmål kan derfor oppfattes som en anklage eller bebreidelse av Aleksander N, og

han forsøker således tilsynelatende å forklare synspunktet sitt uten å gi uttrykk for at han

bebreider Bettina N for hennes valg om ikke å snakke dansk. Ytringen om at han ikke mener at

det er nødvendig å snakke flere skandinaviske språk kan dermed tolkes som et forsøk på face

saving ved å distansere seg fra sitt tidligere utsagn.

Det bekreftes av Emma S og Laila D at norske dialekter er vanskelige å forstå, hvilket samsvarer

med resultatene i Börestam Uhlmanns undersøkelse, hvor dansker og svensker hadde størst

problemer med å forstå norske regionale variasjoner, som forklart i teoriavsnittet. Laila D sier:

”norsk er også okay, mange af dem kan jeg godt forstå, men der er altså nogen, de har ind

imellem nogle dialekter som jeg bare ikke kan”. Med andre ord gir Laila D uttrykk for at hun

stort sett forstår norsk, men at det finnes enkelte dialekter hun ikke forstår.

Emma S i sin tur fremhever Stavangerdialekten som særlig vanskelig å forstå: ”[forståelse]

er også afhængigt af, hvad for en dialekt det er ikk? Der er det der norsk, som minder meget om

svensk, som er helt fint at lytte på, og så er der det der Stavanger-agtigt noget, som bare er så

svært at forstå". Også Kasper D sier han synes at Stavangerdialekten er vanskeligere å forstå enn

andre norske dialekter: ”nogen [dialekter] Stavanger eksempelvis […] kan være lidt svært”. Det

er interessant at Emma S og Kasper D trekker frem Stavangerdialekt som særlig vanskelig å

85

forstå, mens Aleksander N som er nordmann, og derfor muligvis har større kjennskap til hvilke

norske dialekter som ligger lengst fra svensk og dansk, trekker frem trøndersk. Man kan

spekulere i hvorvidt Emma S og Kasper Ds uttalelser om at de opplever stavangersk som

vanskelig å forstå er et resultat av at det eksisterer en gjengs oppfatning på Tempus om at denne

dialekten er spesielt vanskelig å forstå. Dette er fordi Stavangerdialekten, og især sørlandsk, av

nordmenn oppfattes for å være de norske dialektene som er likest dansk på grunn av de

skarrende r’ene og bløte konsonantene, som man typisk finner i disse dialektene. En mulig

grunn til at det kan eksistere en gjengs oppfatning om at Stavangerdialekt er særlig vanskelig å

forstå kan være at Hilde N kommer fra omegnen av Stavanger, og kanskje har de ansatte fra de

andre skandinaviske landene erfaring med at de forstår henne dårlig når hun snakker sin dialekt

med norske kunder i forhold til når hun snakker dansk slik hun pleier å gjøre med kollegaene

sine.

Informantenes uttalelser om forskjellige dialekter viser at språkforståelse på Tempus ikke bare

gjelder de ulike språkene, men at dialekter også er en viktig faktor innen forståelse. På samme

måte som at noen informanter hevder at stockholmere som ringer til kundeservice ikke alltid

forstår skånsk, kan den store variasjonen i dialekter i Norge ifølge informantene være et hinder

for forståelse av danske og svenske ansatte som snakker med kunder med en dialekt som viker

fra østlandsk5. De mange dialektene i Norge gjør det derfor problematisk å definere norsk som

noe man enten forstår eller ikke forstår, hvilket vi vil utdype i diskusjonen om hva som definerer

et språk.

4.4.3 Danske dialekter

De danske dialektene spiller tilsynelatende en mindre rolle på Tempus enn svenske og norske

dialekter, hvilket muligvis henger sammen med at Norge og Sverige er rikere på dialekter enn

Danmark.

Annika F/S forklarer at når hun snakker med dansker ”så kommer det [forståelse] an på vad

dom har lite för dialekt, för vissa danskar är svårare att förstå”. Videre forklarer hun at jysk er

vanskeligere å forstå enn københavnsk, og sier at ”att höra på jysk, det tycker jag är mycket

svårt, heh. Lyssna på någon som snackar københavnsk, det är liksom, det är ingen problem, det

det förstår jag nittiofem procent. När jag lyssnar på någon från Jylland kan det vara så där”. Især

5 Østlandsk anses generelt for å ligge nærmest bokmål i taleform.

86

en av de danske kollegaene hennes har hun vanskelig for å forstå, og Annika F/S sier hun kan ”ha

svårt att uppfatta hans dialekt, oftast går det bra, men ibland är jag trött och det liksom vill inte

riktigt”. Når Annika F/S blir spurt om hun vet hvilken dialekt den danske kollegaen snakker,

svarer hun derimot at hun ikke vet hvilken dialekt det er, og at hun faktisk ikke vet ”om det är

hans dialekt eller om det bara är att han talar otydligare kanske”. Hun antyder med andre ord at

det er vanskeligere å identifisere danske dialekter enn dialekter i andre språk, hvilket indikerer

at de danske dialektene ikke blir oppfattet som like distinkte som i f.eks. Sverige, og at ikke-

forståelse like gjerne kan være et resultat av utydelig talemåte eller høyt taletempo som av en

vanskelig forståelig dialekt. Det er også mulig at hun har vanskeligere for å identifisere danske

dialekter fordi hun ikke er dansk.

Til tross for at Annika F/S ikke knytter ikkeforståelse til en spesifikk dialekt, nevner hun at

”Inger till exempel är väldigt nem att förstå, men Inger snakker vel københavnsk”. Med andre

ord gir Annika F/S uttrykk for at hun anser københavnsk for å være lett forståelig. Det at hun

sier ”Inger snakker vel københavnsk” antyder at Annika F/S ikke er helt sikker på om Inger

snakker københavnsk, men at hun går ut fra at hun gjør det i og med at hun er lett å forstå. Det

eksisterer således i noen grad en antagelse om at københavnsk er lettere å forstå enn andre

danske dialekter.

Mona D-N nevner jysk som en variasjon av dansk som er vanskelig å forstå: ”hvis jeg så skifter til

en dansk jysk kunde eller sådan et eller andet, og man fatter hat og briller af, hvad den kunde

snakker om”. På denne måten uttrykker hun at jysk er annerledes og vanskelig, og sier seg

indirekte enig med Annika F/S i at københavnsk er lettest å forstå.

Sarah D og Emma S mener også tilsynelatende at jysk er vanskeligere å forstå enn køben-

havnsk, og trekker frem sønderjysk som en dialekt som er særlig vanskelig. Sarah D sier at ”jeg

har det egentlig fint med dialekter, det er øh okay nemt for mig at forstå, øh med mindre vi

kommer over i […] Sønderjylland (1.5) er helt håbløs”. Likeledes sier Emma S at sønderjysk er

vanskelig å forstå, og at ”jeg tror Skåne, det er Sveriges Sønderjylland”.

Fra de ovennevnte uttalelsene fremkommer det at de ansatte, også de danske, generelt anser

jysk, og især sønderjysk, som dialekter som kan være vanskelige å forstå, mens københavnsk er

lett å forstå. Det at informantene snakker så overordnet om de danske dialektene, at det er så

stor enighet om hvilke dialekter som er vanskelige å forstå, og at Annika F/S sågar innrømmer at

hun ikke er sikker på om ikkeforståelse av dansker er knyttet til dialekt, indikerer at det

eksisterer en generell diskurs på Tempus om at jysk og især sønderjysk er vanskelig å forstå,

mens københavnsk er lett å forstå. Det er vanskelig å vurdere i hvor stor grad denne gjengse

oppfatningen har rot i reelle erfaringer, da de ansatte snakker svært overordnet om de danske

87

dialektene uten særlig mange konkrete eksempler. Grunnet fraværet av konkrete eksempler kan

man allikevel spekulere i om ytringene om danske dialekter i større grad avspeiler en generell

diskurs på Tempus enn informantenes erfaringer.

Av ovenstående analyse fremkommer det at en del av informantene ikke bare har holdninger til

forskjellige språk, men også til forskjellige skandinaviske dialekter. Flere hevder at tilstede-

værelsen av forskjellige dialekter på Tempus kan skape forståelsesvansker kollegaene imellom,

og enkelte uttaler at de anstrenger seg for å fralegge seg en utpreget dialekt og tilnærme seg en

standardversjon av morsmålet sitt. Dette gjør de til tross for at flere informanter understreker at

det eksisterer stor forståelse for de skandinaviske språkene, og toleranse for språklig variasjon,

på Tempus. Især blir norske dialekter trukket frem som vanskelige å forstå, mens det råder

større usikkerhet blant informantene om hvorvidt ikkeforståelse av dansker henger sammen

med dialekt eller for eksempel tempo eller artikulasjon.

4.5 Identitet

Alle medarbejderne i Tempus taler flere sprog. Alle bor i Danmark eller i den sydlige del af

Sverige, og nu arbejder de alle på en skandinavisk arbejdsplads. De kan derfor være blevet

påvirket af de mange forskellige nationale identiteter og sprog på arbejdspladsen, og dette kan

indvirke på, hvordan deres egen identitet kommer til udtryk i deres overvejelser om sprog og

akkommodation. Vi vil undersøge informanternes identitet nærmere i det følgende afsnit.

4.5.1 Hvad afgør ens identitetsfølelse?

Selvom et menneskes identitet forandres og påvirkes hele livet igennem, spiller det ofte – som

nævnt i teoriafsnittet – en stor rolle, hvor man er vokset op, og hvor man føler, man hører til. Vi

har stillet alle ni informanter spørgsmålet, hvilken nationalitet de føler, de har. Flere af

informanterne tøver i deres svar, og heraf kan vi se, at de muligvis har svært ved at definere sig

selv ud fra kategorien ”national identitet”. Denne problematik kommer vi nærmere ind på i

diskussionsafsnittet.

Fødested og opvækst

Mona D-N på 38 år, som er den eneste af vores informanter, der har en mor og far fra hver sit

land – henholdsvis Danmark og Norge – svarer efter en pause på omkring 1,5 sekund: ”no:rsk

88

hehehe (0.5) men jeg har jo en dansk mor (.) og en dansk familie […] hjertemæssigt (1.0) >er jeg

norsk< (0.5) men men jeg føler mig familiemæssigt her fordi jeg har danske børn (.) og (.) dansk

familie her (0.3) nu”. Mona D-N holder således en temmelig lang pause, inden hun svarer, hun

trækker lidt på det, da hun svarer norsk (no:rsk), og hun griner bagefter. Alt dette antyder, at

spørgsmålet ikke nødvendigvis er helt så enkelt at besvare, som det er for nogle af de andre

medarbejdere. Hendes brug af ordet ”men” og den diskursive markør ”jo” kan også være tegn på,

at hun føler, hun skal forklare, hvorfor hun ikke kunne svare uden at pause og tøve. Hendes ord-

valg cementerer, at hun har svært ved at svare på spørgsmålet: Hun har et tilhørsforhold til

begge lande – ”hjertemæssigt” til Norge og ”familiemæssigt” til Danmark. At hun alligevel vælger

at beskrive sit modersmål som norsk, har med fødested og opvækst at gøre, da hun forklarer:

”jeg er født i Norge jo og boet der i atten år”. Hendes brug af ”jo” antyder, at hun ser det som en

selvfølge, at disse to ting – modersmål og føde-/opvækststed – hænger sammen, også selvom

hun er vokset op med en mor, der talte dansk til hende. Ud fra Mona D-N’s to udsagn kan vi se, at

hendes identitetsfølelse tilsyneladende påvirkes af, hvilket sprog hun ser som sit modersmål, og

hvor hun er født og vokset op. Det stemmer overens med teorien om, at det sted, man er født

og/eller vokset op, er med til at afgøre, hvilken nationalitet, man føler, at man har.

Både Sarah D og Jonas D er født i Danmark og har tilbragt deres første år i landet. Først som

henholdsvis 3-årig og 6-årig flyttede de fra Danmark, Sarah D til Sverige og Jonas D til Norge.

Selvom de taler henholdsvis svensk og norsk flydende, beskriver de begge sig selv som danske.

Jonas D forklarer: ”altså: jeg har jo boet i Norge i rigtig mange år (0.5) øhm:: (.) men jeg er jo

dansk (1.0) altså jeg er jo født her”. Jonas D peger – ligesom Mona D-N – på fødelandet som en af-

gørende faktor og bruger ligesom hende ordene ”men” og ”jo”. ”Jo” antyder, at han går ud fra, at

det er en mere generel holdning, at man skal føle sig knyttet til det land, man er født i – og at vi

deler den holdning. Også her kan man altså se, at fødested er afgørende for, hvor man føler, man

hører til.

En anden medbestemmende faktor for, hvilken identitetsfølelse medarbejderne har, er, hvor

langt tilhørsforhold de har til de pågældende lande. Jonas D uddyber sit svar om, at han er dansk,

ved at sige: ”men det er nok fordi […] jeg har boet her så mange år”. Maria S, der er født i Polen

og opvokset i Sverige, giver udtryk for, at hun ikke føler et helt så stærkt tilhørsforhold til ét land

som de andre informanter, men da hun bliver spurgt, vælger hun alligevel det land, hun har boet

i længst: ”jag känner mi::g (0.2) inte riktigt polsk inte riktigt svensk heller (1.0) så:: (0.2) nä jag

känner mig vel heller mer svensk än (0.5) något annat men egentligen inte (0.2) helt svensk”.

89

Sprogs betydning for identitet

Ud over fødsels- eller opvækstland kan man ud fra Jonas D’s udtalelse se, at ens sprog-

kundskaber kan være afgørende for, hvilket land man føler sig mest knyttet til:

jeg vil sige jeg føler mig mere dansk men det er nok også fordi sproget [norsk]

(0.5) har jeg jo ikke talt så meget (0.5) imens jeg har boet her (.) altså (.) mit

ordforråd det er jo blevet dårligere […] jeg føler mig mere tilpas med at tale dansk

fordi (0.5) jeg kan flere ord på dansk end jeg kan på norsk

Som nævnt i teoriafsnittet betyder sprog for de fleste mennesker meget for identitetsfølelsen, og

det er ud fra Jonas D’s udtalelse tydeligt, at han begrunder sin danske identitetsfølelse med at

have større dansk ordforråd og være mere tilpas med det danske sprog end med det norske

sprog. Gennem hele interviewet med os taler Jonas D udelukkende dansk, og han siger, at han

godt kunne akkommodere, hvis han følte, Bettina N ikke forstod: ”så var jeg nok startet med at

skifte over på til lidt norske ord i det danske, tror jeg, hvis det også gik galt så ja, så må jeg jo

lægge om”. Selvom han siger, at han kunne skifte sprog, vælger han at lade være – og vil helst

kun benytte nogle enkelte norske ord i stedet for et code-switch. At han benytter ordene ”går

helt galt”, antyder, at han har en negativ holdning til det at tale norsk, at det er noget, han kun

gør, hvis der ikke er andre muligheder.

Jonas D og Sarah D har det til fælles, at de begge har tilbragt deres barndom og ungdom i et

andet land end Danmark. Det er derfor interessant at de nu, hvor de er voksne, bor i Danmark og

i deres arbejde anvender henholdsvis dansk/norsk og dansk/svensk hver dag, tager forskellige

sprog- og akkommodationsvalg. Jonas D fravælger aktivt en sproglig del af en norsk identitet,

hvilket blandt andet kan ses ved, at han taler dansk, hvis han kan få lov, og helst ser, at andre

akkommoderer til ham frem for det modsatte. Sarah D derimod skifter gerne til svensk for at

akkommodere til svensktalende og formår i højere grad at integrere sin danske og svenske iden-

titet. Det skal dog nævnes, at Sarah D boede i Sverige i 30 år, mens Jonas D boede i Norge i 10 år,

og denne forskel kan spille en vigtig rolle for, i hvor høj grad de er påvirkede af de respektive

lande.

Som nævnt i teoriafsnittet kan personer skifte mellem identiteter situationelt, og flersprogede

mennesker har ofte et sprog knyttet til den enkelte identitet. En persons sprogskift kan dermed

muligvis forklares ud fra en ændret identitetsfølelse. I interaktionen mellem Sarah D, Eva FS og

Nina D, som vi har analyseret i akkommodationsafsnittet, vedbliver Sarah D med at tale svensk

90

til Eva FS, selvom denne akkommoderer ved at tale dansk til hende og de øvrige medarbejdere.

Sarah D’s begrundelse, ”jag pratar alltid svenska när jag pratar med Eva FS (0.3) ø::h hon är ju

svensk i: (.) grund och botten”, kan muligvis forklares ud fra sammenhængen mellem identitet

og sprog. Eftersom Sarah D både taler svensk og dansk og har boet i længere tid i både Sverige

og Danmark, er det sandsynligt, at hun har både en svensk og en dansk identitet. Disse identi-

teter kan hun i så fald skifte mellem situationelt, så hun i situationer, hvor hun taler med Eva FS,

taler svensk, fordi hun – som vi så i ovenstående citat – ser Eva FS som værende svensk, og de

derfor har den svenske identitet til fælles. Dette kan være en årsag til, at Sarah D, selvom Eva FS

tiltaler hende på dansk, fastholder det svenske sprog.

Ved at observere Tempus’ medarbejdere, kan man konstatere, at flere faktorer er med til at

bestemme, hvilke(n) identitet man føler sig knyttet til. Og selvom man føler sig mest knyttet til

en identitet, kan man sagtens – som Sarah D – have flere identiteter og skulle forholde sig til

disse. Det vil vi se nærmere på i det følgende.

4.5.2 Flerkulturelle identiteter

Vores ni informanter har forskellige sproglige baggrunde. Seks af dem har allerede fra barn-

dommen været tosprogede. To af dem med svensk og finsk, to af dem med dansk og norsk, en

med dansk og svensk og en med polsk og svensk. De øvrige informanter, herunder Maria S, som

er tosproget med polsk og svensk, har først senere i livet stiftet bekendtskab med et andet

skandinavisk sprog ved, at de har studeret eller arbejdet i et andet skandinavisk land, eller at

deres partner er fra et andet skandinavisk land. De er alle i stand til – i større eller mindre grad –

at tale flere sprog, og flere af dem har så stærke bånd til flere lande, at de har flerkulturelle

identiteter.

Som nævnt i teoriafsnittet om identitet er der flere forskellige måder at forholde sig til det at føle

sig knyttet til flere kulturer på og dermed have flerkulturelle identiteter. Identitetsvalg er i høj

grad situationelle, og derfor er det ikke muligt at kategorisere mennesker efter, hvordan de

håndterer deres flerkulturelhed. Dog er nogle menneskers valg tydeligere end andres.

Mona D-N integrerer tilsyneladende i høj grad sin norske og sin danske identitet med

hinanden. Det fremgår både af hendes udtalelser og af hendes ordvalg. Selvom hun beskriver sig

selv som norsk, så forklarer hun, at hun har tilknytning til begge lande: ”hjertemæssigt er jeg

norsk, men jeg føler mig familiemæssigt her, fordi jeg har danske børn og dansk familie”. På

ordniveau kan man blandt andet se integrationen i de personlige pronominer ”vi” og ”I”, som

enten inkluderer eller ekskluderer taleren selv: ”ligesom i Danmark […] man har sådan nogen

91

ordvendinger […] vi har jo nogen af de der øh, man har skeletterne i skabet”. I sætningen her

omtaler hun danskerne som ”vi” og inkluderer dermed sig selv, hvorimod hun, da hun siger,

”men naturen er I godt nok elendige med”, ekskluderer sig selv fra danskerne. Afhængig af kon-

teksten kan hun altså veksle mellem sine identiteter. Det samme gør hun, når hun uproblematisk

skifter mellem dansk og norsk, når hun taler med sine kolleger, hvilket vi har set under

observationerne.

Fordi både dansk og norsk er en stor del af Mona D-N’s identitet, virker det naturligt, at hun

formår at integrere identiteterne. Maria S, Annika F/S, Elin FS og Aleksander N er alle fra andre

lande end Danmark og føler sig mest knyttet til deres respektive lande. Alligevel er de påvirket af

at bo og/eller arbejde i Danmark, hvilket især kommer til udtryk i, at de kan tale dansk. Selvom

de ikke siger, at de har en dansk identitet, kan man se, hvor meget det påvirker dem at bo og

arbejde i et andet land, og hvordan dele af en dansk identitet muligvis integreres i deres egne

etniske identiteter. Maria S skifter sprog afhængigt af konteksten. Hun fortæller, at hun taler

svensk til sin danske kæreste, men at når hun går rundt i København, ”jamen så:: (.) så snakker

jeg dansk”. Ud over at hun bor og arbejder i Danmark, kan Maria S’ tilknytning til Danmark have

noget at gøre med, at hun ikke føler sig lige så knyttet til Sverige som nogle af de øvrige

svenskere. Som tidligere nævnt fortæller hun, at hun ikke føler sig helt svensk, og senere i

interviewet siger hun, at ”jag har i hvert fald inga planer om at (0.5) nogensinde flytta tilbage til

Sverige […] jeg er rigtig glad for Danmark (0.2) så:: (0.2) tills vidare så ja så blir jag här för

˘evigt˘”. Dette kan indikere, at Maria S er mere tilbøjelig til at integrere en del af en dansk

identitet, fordi hendes svenske identitetsfølelse ikke er så stærk.

At knytte sig til en nyligt tilegnet identitet

Et interessant tilfælde, som skiller sig ud fra de andre medarbejdere, når det handler om

identitet, er Emma S. Hun har boet i Danmark i tre og et halvt år, og da vi spørger, hvad hun føler

sig som, svarer hun: ”både og (0.2) men: mest dansk (0.2) °vil jeg sige° […] ˘jeg føler mig godt

tilpas˘ heHEHE ˘jeg savner slet ikke Sverige mere˘ […] når man er i Sverige, så er det bare sådan

(0.2) noget mærkeligt noget °så tænker man at alting […] er lidt fremmed°”.

Emma S har tilegnet sig en dansk identitet, som hun tidligere ikke har haft. Hendes

beskrivelse af Sverige som ”mærkeligt” og ”fremmed” antyder, at hun distancerer sig fra landet.

En årsag til distancen kan have med hendes danske mand og barn at gøre og med det faktum, at

de nu bor i Danmark: ”.hhh n::år vi fandt ud af at det var her [Danmark] vi skulle bo (1.0) s::å (.)

så synes jeg at det hører til hvis man flytter til landet […] så lærer man sproget og så tilpasser

man sig lidt ikk”. Hendes udsagn antyder, at hun bevidst vælger at trække på sin danske

identitet, fordi hun mener, at det ”hører sig til”, når man bor i landet. Hendes brug af ordet ”ikk”

92

indikerer, at hun forventer, vi forstår den holdning, hun fremlægger. Det er interessant, at hun

anvender ordet ”lidt”, når hun selv tilpasser sig ved at code-switche helt. En årsag kan dog være,

at hun – som hun nævner et andet sted i interviewet – ikke mener, at alle nødvendigvis bør til-

passe sig i så høj grad, som hun selv gør. Hun føler muligvis behov for at tydeliggøre dette for

ikke at virke for hård i sit udsagn.

Som nævnt i teorien er sproget et brugbart redskab til at distancere sig fra én gruppe og til-

nærme sig en anden, og Emma S’ distance til Sverige ses tydeligt i hendes sprogvalg: Igennem

hele interviewet, og også generelt i hendes hverdag, taler hun næsten udelukkende dansk, og

hun forklarer: ”jeg følte mig bare dum at tale svensk, jeg synes, det var ganske forfærdeligt at

tale svensk herovre [i Danmark]”. Ordvalget ”føle sig dum” og ”ganske forfærdeligt” kan indi-

kere, at det er et bevidst valg, hun har taget, at hun taler dansk. Emma S distancerer sig dermed

både fra Sverige og svensk, og det tyder på, at Emma S i højere grad assimilerer end integrerer.

Man kan dog aldrig fralægge sig en identitet helt, da den – som nævnt i teoriafsnittet – er en

del af, hvem man er og har været, og selvom Emma S i sine udsagn og gennem sit sprogvalg

distancerer sig fra sin svenske identitet, er den stadig flettet ind i hendes liv. Som nævnt i

diskursafsnittet har hun valgt at tale svensk til sin datter. Hun forklarer det med, at det er ”en

fordel” at kunne tale flere sprog, hvilket tyder på, at hun gør det af praktiske årsager, og ikke

nødvendigvis fordi hun ser det som vigtigt at videreføre en del af sin svenske identitet til

datteren. Alligevel er dette et eksempel på, at hendes svenske identitet tilsyneladende stadig er

en del af hende, og at hun ikke har fralagt sig det svenske sprog helt. Et andet eksempel er, at

hun flere gange benytter det inkluderende ”vi”, når hun omtaler svenskere og skåninge. Det sker

blandt andet, når vi taler om forskelle på dansk og svensk, hvor hun forklarer: ”vi har for

eksempel rolig”, og når vi taler om forholdet mellem Skåne og resten af Sverige, siger hun, at ”vi

(.) i S-Skåne (.) som for resten af Sverige så kunne det ligeså godt have været Danmark (.) altså

(.) vi bliver kaldt danskere”. Når samtaleemnet har noget med Sverige eller Skåne at gøre, ser det

således ud til, at hendes svenske identitet skinner stærkere igennem.

I interviewet med os siger Emma S, at hun føler sig mest dansk. Hun skiller sig dermed ud fra

de andre informanter, fordi hun beskriver sig selv som noget andet end det, hun har været

tidligere i sit liv. Modsat nogle af de andre informanter, som fra barndommen har været påvirket

af flere lande og sprog, har Emma S først for få år siden fået et forhold til Danmark og det danske

sprog. Sammen med de tidligere nævnte udsagn tyder det på, at hun forsøger at assimilere, men

vi kan alligevel se eksempler på, at man ikke kan vælge en identitet helt fra.

Det er ikke til at sige, hvad årsagen er til, at Emma S forsøger at assimilere, tale dansk og

være næsten helt dansk. En mulig grund kan være, at hun – ligesom Maria S – tilsyneladende

ikke har følt sig så knyttet til sin svenske identitet og derfor lettere har kunnet knytte en ny

93

identitet til sin eksisterende. En anden grund kan have noget med hendes fremtidsperspektiv at

gøre. Som nævnt ovenfor føler hun, at fordi hun og hendes mand har valgt at bosætte sig i

Danmark, så ”hører det sig til” at tilegne sig en dansk identitet. Dette vil vi se nærmere på i

diskussionsafsnittet.

Det fremstår klart af ovenstående, at Tempus’ medarbejdere på forskellige måder er påvirket af

identiteter og sprog. Mona D-N, Sarah D og Emma S viser tre forskellige valg af og former for

identitet. Deres eksempler viser, at det ikke altid er let at definere, hvilken identitet man har,

både fordi man kan tilegne sig forskellige aspekter af en national identitet, og fordi man – som

nævnt i teoriafsnittet – kan integrere sine identiteter på forskellige måder og i forskellige grader.

Som nævnt i akkommodationsafsnittet kan magtforholdet mellem sprog spille en stor rolle

for, hvem der akkommoderer til hvem. Fordi identitet og sprog har et symbiotisk forhold –

påvirker og påvirkes af hinanden – kan man forestille sig, at ens identitet også kan påvirke ens

akkommodation, og at nogle identiteter kan stå stærkere end andre. Ud fra de ovennævnte

eksempler med Emma S og Mona D-N kan vi se, at identitets- og sprogvalg ofte er individuelt og

situationelt betinget, da begge medarbejdere skifter sprog og akkommodationsgrad afhængigt af

personen, de taler til og emnet, de taler om.

94

5.0 Diskussion

Vi har i vores analyse set både mønstre og forskelligheder i informanternes adfærd og ud-

talelser. Især har vi set, at informanterne har gjort sig en del tanker om deres egen og andres

akkommodation, og vi har set vigtigheden af begreber som identitet og sprog. Samtidig er det

blevet klart for os, at disse begreber er svære at definere og derfor kan have forskellig betydning

for de forskellige informanter. Vi vil i det følgende diskutere identitets og sprogs betydning for

informanterne og se begreberne i lyset af vores fund.

5.1 Er identitet medbestemmende for akkommodation?

I analyseafsnittet om identitet har vi haft stort fokus på informanternes nationale identiteter, og

vi har set, at disse kan spille en rolle for akkommodation. Det er for eksempel tilfældet med

Sarah D, som ser svensk som sin og Eva FS’s ”we-code” og dermed som en del af en fælles svensk

identitet. Emma S har gjort dansk til sit førstesprog, men hun foretager et code-switch til svensk

for at akkommodere til svenskere, og Maria S, som helst vil tale svensk, akkommoderer ved at

tilnærme sig dansk uden for arbejdspladsen i København.

Hos alle tre informanter kan vi således se en sammenhæng mellem national identitet og

akkommodation. Det faktum, at mange af informanterne tøver og giver tvetydige svar på spørgs-

målet om deres nationale identitet, tyder dog på, at de kategorier (for nationalitet), vi har stillet

til rådighed for dem, ikke er tilstrækkelige. Vi vil i dette afsnit se på, om der kan være andre

aspekter ved informanternes identitet, som står stærkt, og vi vil diskutere, hvorvidt disse

aspekter kan spille en rolle for informanternes akkommodation.

Fremtidsperspektiv

Forud for vores studier hos Tempus havde vi en forestilling om, at ansatte med relativt ens

forudsætninger med større sandsynlighed ville akkommodere ens. Vi har imidlertid set, at dette

mønster ikke følges af alle. Et af de punkter, hvor vi ser en forskel i akkommodationsvalg blandt

informanter med den samme nationalitet, er, når det handler om deres fremtidsperspektiv.

Emma S vælger – som nævnt i analyseafsnittet om identitet – at tale dansk, fordi hun føler, at det

hører sig til at lære sproget, når man flytter til et nyt land. Derudover betyder det faktum, at hun

og hendes danske mand har besluttet at bo i Danmark, at hendes fremtid er i Danmark, hvilket

synes at være afgørende for hendes sprogvalg. Maria S derimod taler stadig meget svensk. Hun

95

har efter eget udsagn ingen planer om at flytte tilbage til Sverige, men alligevel fortæller hun, at

hun taler svensk til sin danske kæreste, og at hun aldrig har talt så meget svensk, som efter at

hun er begyndt at arbejde i Tempus. Hun giver desuden flere gange udtryk for, at hun ikke

bryder sig så meget om at tale dansk. Hun taler dog en del dansk, især ude i byen (København),

og kan – ved at bo og arbejde i Danmark – forventes at have integreret i hvert fald en del af en

dansk identitet.

Det er interessant, at begge informanter har planer om at blive i Danmark, men at der

alligevel er stor forskel på deres sprogvalg. Det indikerer, at fremtidsplaner kan være en af-

gørende faktor i en persons akkommodation, men at vi aldrig kan vide, i hvor høj grad det spiller

en rolle. Man kan dog argumentere for, at Emma S’ høje grad af akkommodation, kombineret

med at hun tager afstand fra Sverige, og at hendes fremtid er i Danmark, har fået hende til at

lægge flere kræfter i at lære at tale perfekt dansk, end hvis hun fandt det sandsynligt, at hun og

familien ville flytte til Sverige en gang i fremtiden. Modsat kan Maria S’ uvished om, hvorvidt hun

vil blive boende i Danmark eller flytte til et andet land senere i livet, være en medvirkende årsag

til, at hun er tilbageholdende med at tale dansk, og derfor spiller hendes fremtidsperspektiv

muligvis ikke en lige så stor rolle for hendes identitet, som den gør for Emma S.

Aleksander N har andre fremtidsplaner end Emma S og Maria S, da han har tænkt sig at

flytte tilbage til Oslo inden for den nærmeste fremtid, og hans fremtidsplaner involverer derfor

ikke Danmark. Alligevel har han lært dansk og fortæller os, at han akkommoderer ved at code-

switche og dermed tale dansk til danskere. Han forklarer sit code-switch med, at han er

interesseret i sprog, og at han har fundet det lettere at befinde sig i Danmark, hvis han taler

dansk. Dog kan det modsatte også tænkes, at Aleksander N’s interesse for sprog er opstået,

netop fordi han kan se en fordel ved at akkommodere til dansk, da det gør en hverdag i Danmark

lettere for ham. En yderligere mulig årsag til, at Aleksander N har en særlig interesse for det

danske sprog og for at lære at tale dansk er, at hans kone er halvt dansk. På den måde er dansk

alligevel til en vis grad en del af hans fremtidsperspektiv, selvom de planlægger at flytte tilbage

til Norge.

Et anderledes eksempel ser vi hos Lasse S og Petter S. Vi har ikke talt med nogen af dem om

deres holdninger og overvejelser, men vores observationer af dem og informanternes udtalelser

om dem tyder på, at de skiller sig ud fra de fleste af Tempus’ ansatte, fordi de som svenskere

ikke taler dansk og ikke synes at akkommodere på nogen måde til hverken norske eller danske

kolleger. Lasse S bor og studerer i Sydsverige, Petter S bor i Sydsverige, og begge kommer derfor

kun til Danmark for at arbejde. Deres nuværende liv – og formodentlig også deres fremtid – er

således i Sverige, og det kan spille en rolle for deres mangel på akkommodation, altså at de ikke

har en interesse i at lære dansk, at de har let ved at beholde en svensk identitet og kun i lille grad

96

påvirkes af dansk på grund af den høje grad af nabosprogsforståelse hos Tempus, og at ingen af

de to besvarer telefoniske henvendelser fra dansksprogede kunder som en del af deres arbejde.

Derudover har vi – som nævnt i analyseafsnittet ”Vi er jo i Danmark” – set, at mange af de an-

satte har en større tolerance over for mangel på akkommodation hos svenskerne, hvis disse

stadig bor i Sverige, og denne tolerance kan styrke de svenskboende svenskeres opfattelse af, at

de ikke behøver at akkommodere, hvis bare deres liv og fremtid er i Sverige.

Relativt ens baggrund og forudsætning

Ligesom en persons fremtid kan have betydning for graden af og motivationen for akkom-

modation, har vi fundet eksempler på, at en persons baggrund også kan have det. Som nævnt i

analyseafsnittet om identitet har Sarah D og Jonas D tilsyneladende en relativt ens baggrund,

idet de som danskere begge har boet en længere periode i udlandet: Sarah D har boet i Sverige i

30 år og Jonas D i Norge i 10 år. På trods af den relativt ens baggrund foretager de meget for-

skellige valg hvad angår sprog og akkommodation. Det kan tyde på, at Sarah D stadig føler sig

knyttet til Sverige og svensk, mens Jonas D tager afstand fra sin norske baggrund ved ikke at tale

sproget mere, end hvad der er højst nødvendigt. Siden vi ikke har spurgt nærmere ind til

informanternes baggrund, fordi vi har foretaget relativt korte interviews og hovedsageligt har

fokuseret på informanternes holdninger og akkommodation, kan vi ikke vide, hvilke aspekter

ved Sarah D og Jonas D’s baggrunde, der gør, at de fastholder eller tager afstand fra en henholds-

vis svensk og norsk identitet. Vi kan blot fastslå, at de, på trods af at have nogenlunde ens bag-

grunde og forudsætninger, tager vidt forskellige valg i forhold til akkommodation. Det tyder på,

at forskellige aspekter ved en persons baggrund, såsom opvækst og personlighed, kan være

medbestemmende for en persons ønske om eller villighed til at akkommodere.

Stabile og situationelle identiteter

Et andet aspekt, som tydeligvis er afgørende for menneskers akkommodation, har at gøre med

stabile og situationelle identiteter og det, at mennesker har en række identiteter, som de skifter

imellem. Vi har i vores opgave haft fokus på informanternes sprog, og derfor har vi taget ud-

gangspunkt i deres nationale identitet og nationalsprog. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at

der på en arbejdsplads som Tempus, hvor der er mange mennesker med mange forskellige

baggrunde og livssituationer, vil være utroligt mange identiteter i spil. I stedet for at se på en

identitet som stabil, som for eksempel at være nordmanden på arbejdspladsen, bliver de

ansattes identiteter situationelle og ændres, alt efter hvem de taler med, og hvad de taler om.

Generelt veksler mennesker konstant mellem mange identiteter, f.eks. at være forælder, kollega,

chef, ung, gammel, og dette vil naturligvis også gøre sig gældende for Tempus’ medarbejdere –

97

hvad angår både national identitet og andre identiteter. Et eksempel er Jonas D, som ikke vil tale

norsk, men som alligevel gør det, hvis situationen kræver det af ham, og på den måde kommer

hans norske identitet i spil i særlige situationer.

Identitet som kategori

Ud over at begrebet identitet er komplekst, svært at definere og kan dække over mange for-

skellige former for identitetsfølelse, skal det medtænkes, at vores analyse blandt andet bygger

på de ansattes egne udsagn om deres identitet og holdninger, og at vi aldrig kan vide med sikker-

hed, om deres udsagn stemmer overens med, hvad de virkelig føler, og om de i det hele taget er i

stand til selv at definere deres identitet. Ved at benytte os af diskursanalyse og CA har vi forsøgt

at komme et spadestik dybere for dermed at kunne give et bedre bud på, hvad der ligger bag

informanternes udsagn.

Vi stillede i interviewene nogle identitetskategorier til rådighed for informanterne, men

informanternes tøven tyder på, at kategorierne ikke i tilstrækkelig grad dækker deres identitets-

følelse. Det betyder, at vi ikke har kunnet afdække alle de mulige årsager, der kan være til deres

akkommodation. Ved yderligere at spørge informanterne om deres baggrunde, holdninger og

fremtidsperspektiver og ved generelt at få dem til at tale frit, var vi dog i stand til at få en større

forståelse af, hvorfor vores informanter akkommoderer, som de gør. På den måde kunne vi se, at

informanterne lader sig påvirke og definere af mange forskellige ting i deres liv, som for

eksempel at Emma S er mor og hustru, og at Maria S taler anderledes, når hun har fri, end når

hun er på arbejde. Dette indikerer, at det ikke er nok blot at se på en persons nationale identitet,

når man forsker i akkommodation, men at faktorer som personlighed, baggrund og fremtids-

perspektiv spiller en stor rolle for en persons identitet og akkommodation.

Sammenlignet med tidligere forskning har vi et større fokus på den enkelte informant og på,

hvad der gør, at netop denne person akkommoderer, samt hvordan og i hvilken grad. Dette har

også betydet, at vi bedre har kunnet se variationer og forskelligheder i stedet for faste kate-

gorier. Vi har i ovenstående eksempler set, at man ikke kan generalisere på baggrund af

nationale identiteter, da andre faktorer kan spille en rolle for personernes egen akkommodation

og holdning til andres. Alle disse faktorer kan være afgørende for personernes identitetsfølelse,

og derfor synes vores informanters identitet eller dele af identiteten – om end ofte forskellige

dele – at påvirke deres akkommodation forskelligt. Dette kan muligvis hænge sammen med, at

der på Tempus er mange forskellige nationaliteter, og at det derfor ikke er dét, der definerer de

ansatte, eller dét, der nødvendigvis samler dem eller skiller dem ud fra andre, når de som

kolleger har lært hinanden bedre at kende. Dermed kan de ansatte se ud over den nationale

98

identitet, og de andre aspekter af identiteten kan i højere grad spille en rolle for akkom-

modation.

5.2 Hva er et språk?

I det forrige avsnittet ble det tydelig at identitet er avgjørende for en persons akkommodasjon,

og at kategorien ”nasjonale identiteter” som vi stilte til rådighet for informantene ikke var til-

strekkelig for å se sammenhengen mellom akkommodasjon og identitet. Det samme gjør seg

gjeldende i informantenes forhold til språk, og i dette avsnittet vil vi redegjøre for de

eksisterende kategoriene innenfor språk på Tempus. Vi vil også diskutere problematikken rundt

å definere de skandinaviske språkene som tydelig adskilte på en arbeidsplass som Tempus, hvor

det er så stor språklig variasjon, og hvorvidt en slik definisjon i det hele tatt er mulig.

Hvordan definere et språk?

I teoriavsnittet om skandinavisk nabospråkforståelse og akkommodasjon fremgikk det at

skandinaver med ganske liten investering kan lære å forstå, og til dels snakke, nabospråkene.

Videre forklarte vi at det nære slektskapet mellom språkene muliggjør semikommunikasjon,

som går ut på at samtaledeltakerne snakker hvert sitt språk og allikevel blir forstått av hver-

andre, mellom talere av de skandinaviske språkene. Populært deles språk altså opp og holdes

adskilt, slik at landegrenser blir ansett for å være lik med språkgrenser. Man kan se i infor-

mantenes uttalelser at de deler denne oppfatningen av språk, da flere gir uttrykk for å ville

snakke språkene rent fremfor å blande dem. Dessuten snakker informantene ofte om nasjonal-

språkene når de forteller i hvor stor grad de snakker og/eller forstår dansk, svensk eller norsk.

Foruten å holde de skandinaviske språkene adskilt, har informantene opprettet en egen

kategori for et ”språk” som eksisterer på Tempus i tillegg til de nasjonale språkene; nemlig

”blandinavisk”. Blandinavisk er et produkt av ulike akkommodasjonsstrategier som tas i bruk på

Tempus, hvilket resulterer i taleformer som avviker fra de nasjonale språkene. Selv om blandi-

navisk av flere av informantene omtales som om det var et eget språk, har vi i våre studier ikke

lagt merke til at det eksisterer faste regler for hvordan de skandinaviske språkene blandes. Det

virker dessuten som om blandinavisk er et uoffisielt språk på Tempus som de fleste ansatte

kjenner til, men som ikke blir høyt ansett, da det er en blanding av flere språk, hvilket strider

mot ønsket om å snakke språkene rent.

Fordi det er så stor språklig variasjon på Tempus, og så få kategorier for definisjon av språk

å velge mellom, finner vi at det ofte er vanskelig å skille språkene fra hverandre og avgjøre hvor

99

et språk starter og hvor det slutter. Et godt eksempel på at språkene kan være vanskelige å

definere som ett språk fremfor et annet er Elin FS’ ”elinsk”, som vi tidligere har definert som

dansk, men med finsk og svensk påvirkning:

jeg synes bare, det er en fordel at kunne så mange sprog som muligt ju, ehm specielt hvis

man tänker bli med Tempus, fordi vi har support på fire eller fem sprog, så kan man jo

ikke bare, jo flere sprog du snakker, jo større sandsynlighed er der for, at du får blive

længere.

I Elin FS’ uttalelse er de svenske ordene understreket, og den svenske setningskonstruksjonen

som er uttalt på dansk, ”du får blive længere”, er markert med bølgestrek. Av dette kan man se at

språket hennes er preget av både danske og svenske ord, og denne blandingen av ord fra de to

språkene gjør det vanskelig for oss å definere hvilket språk hun snakker. Som nevnt i metoden

har vi valgt å ikke utføre fonetiske transkripsjoner, som mer nøyaktig ville kunne vise de ulike

informantenes uttale. Det er ikke mulig for oss i denne avhandlingen å gjengi Elin FS’ uttale av

ordene, men vi kan høre at uttalen minner om dansk, men er påvirket av svensk. Vi kan også

høre at denne typen svensk skiller seg fra andre svenske ansattes uttale, og ut fra Elin FS’ bak-

grunn er det sannsynlig at denne svenske uttalen kan være påvirket av finsk.

De fleste av ordene i uttalelsen er danske, med unntak av noen ord som også finnes på dansk,

men som av Elin FS uttales på svensk (”ju”, ”tänker”). Dersom man ser på det leksikale nivået,

snakker Elin FS med andre ord dansk. Allikevel er det få av de ansatte som definerer Elin FS’

talemåte som dansk.

Dette står i motsetning til vår forklaring i analyseavsnittet om akkommodasjon om at

Aleksander N foretar et code-switch fra norsk til dansk: ”E::h ja det maje komplicert fordi hun

e::hm hun e:hm hun er no- >dansk pas< men hun ha::r (.) opvokset i Norge ((Nåre))”. Vi har

definert hans talemåte som dansk hovedsakelig fordi vi registrerer at han ikke bare endrer

ordene, men også uttalen, og tilegner seg en danskere uttale, f.eks når han sier ”maje komplicert”

og ”opvokset i Norge”. Dette til tross for at uttalen er preget av norsk, og dessuten at han an-

vender feil hjelpeverb i ”har opvokset”, som ifølge danske språknormer ville erstattes med ”er”.

Ved nærmere ettertanke er det ikke entydig at Aleksander Ns talemåte skal defineres som

dansk, mens Elin FS’ talemåte ikke får denne definisjonen. En grunn til at vi anser Aleksander Ns

code-switch som dansk kan nettopp være at det skjer et code-switch og dermed en endring i

talemåten, og at vi derfor vurderer at han skifter fra å snakke et språk til et annet. Elin FS,

derimot, code-switcher etter hva vi har kunnet observere kun fra elinsk dersom hun snakker

med svensker, hvor hun vil gå over til å snakke svensk med preg av finsk. Dette kan være en av

100

årsakene til at vi anser hennes talemåte for å være mindre dansk, da talemåten tilsynelatende

ikke kan gradbøyes, siden vi ikke har hørt henne snakke mer eller mindre dansk. Således er det

mulig at det kan være lettere å definere språk når man ser et tydelig skift fra ett språk til et

annet, som i Aleksander Ns tilfelle.

Vi kan ikke vite hvorfor Elin FS ikke akkommoderer i større eller mindre grad, men en

mulighet kan være at Elin FS har sluttet å etterstrebe en perfekt dansk uttale, ettersom hun

formår å snakke dansk på et forståelig nivå.

Dialekter og språklig variasjon

Som nevnt tidligere i denne avhandlingen, er også dialekter en faktor som bidrar til den

språklige variasjonen på Tempus, og som igjen gjør det vanskelig å definere et språk som én

konkret ting. Blant annet blir dette tydelig i enkelte av informantenes utsagn om at de forstår

norsk, men at det er enkelte dialekter de ikke forstår. Også at stockholmere ikke forstår skånsk,

som er en svensk dialekt, indikerer at personer som snakker et språk ikke alltid forstår andre

som snakker det samme språket, hvilket gjør det vanskelig å fastslå at forståelse vil være sikret

mellom personer som snakker samme språk. I så måte er det rimelig å påstå, som Uri nevner, at

enkelte dialekter som tilhører forskjellige språk er mer like enn noen dialekter som tilhører

samme språk. For eksempel kan man argumentere for at skånsk på noen områder er likere

dansk enn svensk. Det eksisterer således glidende overganger mellom språkene, som igjen gjør

det vanskelig å definere hvor grensene går.

Det at noen dialekter kan være vanskeligere enn andre å forstå er for en del ansatte også en

grunn til å akkommodere, enten ved å tilnærme seg en standardversjon av språket eller ved å

legge om til et av de andre skandinaviske språkene, som tidligere nevnt. Dette bidrar også til den

språklige variasjonen, da akkommodasjon i mange tilfeller vil bære preg av personens dialekt.

Det er sannsynlig at dette er tilfelle med Elin FS, da hun har bodd flere steder i Finland og

Sverige, og selv sier at hun benytter mange former for svensk avhengig av hvem hun snakker

med og hvor hun befinner seg. Dette kan muligvis avspeiles i hennes akkommodasjon og til-

nærming til dansk, ettersom hennes dialekt inneholder elementer knyttet til hennes opphav.

Denne blandingen av, og glidende overgangen mellom språk og dialekter, kan videre komplisere

hvordan man definerer skillet mellom forskjellige språk.

Kategorier for språk

I og med at Elin FS’ talemåte inneholder trekk fra forskjellige språk og dialekter, har tilsyne-

latende også kollegaene hennes problemer med å definere hvilket språk hun snakker, hvilket

kan være årsaken til at de velger å gi talemåten et helt nytt navn, nemlig ”elinsk”.

101

Det at Elin FS’ kollegaer omtaler hennes talemåte som et helt eget språk, kan være et tegn på

at de har et ønske om, eller behov for, å kategorisere hennes talemåte. Allikevel opplever de til-

synelatende at hennes talemåte ikke kan plasseres innenfor en av de eksisterende kategoriene

for språk på Tempus, som vi anser for å være de skandinaviske språkene, finsk, engelsk, og

blandinavisk. De har derfor opprettet en egen kategori til Elin FS’ talemåte, ettersom de har opp-

nådd en enighet om at den skiller seg så markant fra de eksisterende kategoriene at den

nærmest kan klassifiseres som et separat språk.

Det at Elin FS’ utgave av blandinavisk har fått sin egen kategori kan kanskje gjøre at den

anses som mer legitim, og at hennes kollegaer derfor har lært seg å forstå denne særlige

talemåten som om den var et eget språk. Det er også mulig at vi som utenforstående er påvirket

av at det nettopp eksisterer en kategori for Elin FS’ talemåte, og at vi både av Elin FS og hennes

kollegaer blir presentert for den, som gjør at vi godtar denne definisjonen fremfor å definere

talemåten som dansk, slik vi sannsynligvis ville ha gjort, i og med at de fleste ordene er danske.

Dette kan være en årsak til at vi definerer Aleksander Ns og ikke Elin FS’ talemåte som dansk.

En mulig forklaring bak de ansattes etablering av kategoriene elinsk og blandinavisk kan

være at de eksisterende kategoriene, altså de nasjonale språkene, ikke blir ansett for å være

tilstrekkelige i kategoriseringen av disse talemåtene. Videre er det mulig at de ansatte opplever

at elinsk og blandinavisk avviker så markant fra de nasjonale språkene at de finner det nød-

vendig å opprette nye kategorier for disse. Etableringen av kategoriene elinsk og blandinavisk

henger muligvis sammen med de ansattes behov for å sikre felles forståelse for hvordan man

avgrenser og definerer språk.

Selv om Elin FS har fått et helt eget navn til sin talemåte, er hun ikke alene om å ha en individuell

talemåte. Det forrige avsnittet viste at en persons identitet, bakgrunn, fremtidsplaner m.m.

spiller inn på dennes språkvalg og akkommodasjon. Resultatet blir, som tidligere nevnt, blandi-

navisk, hvor en persons talemåte bærer preg av elementer fra forskjellige skandinaviske språk

og dialekter. Blandinavisk er en kategori som er blitt etablert i de ansattes ordforråd, og som

sannsynligvis er blitt inkorporert i deres ordforråd fordi de har hatt vansker med å plassere

blandingsformer av de skandinaviske språkene innenfor noen av de eksisterende kategoriene.

Som tidligere nevnt, har vi ikke kunnet se at det eksisterer regler på Tempus for hvordan de

skandinaviske språkene skal blandes for at en talemåte skal bli kategorisert som blandinavisk. Vi

har oppdaget i våre studier at alle de ansatte akkommoderer på forskjellige måter, til tross for at

enkeltes bakgrunner minner om hverandre og de tilsynelatende har samme forutsetninger for å

snakke et språk. Blandinavisk er således en særskilt talemåte, men de mange forskjellige måtene

blandinavisk blir snakket på resulterer i at de ansatte i praksis nærmest snakker hvert sitt språk

102

eller dialekter av blandinavisk, avhengig av hvordan man definerer språk. Foreløpig eksisterer

det imidlertid ikke flere kategorier som de ansatte kan knytte de individuelle talemåtene til.

Dette er sannsynligvis grunnen til at fellesnevneren blandinavisk blir anvendt for å demonstrere

at visse talemåter avviker fra normen, men da alle talemåtene innenfor blandinavisk er forskjel-

lige, er det mulig at det i virkeligheten burde ha eksistert en kategori til hver talemåte.

Man kan imidlertid argumentere for at det ville være tungvint og kanskje unaturlig å

etablere særskilte språk til hver eneste ansatt, og at man på en arbeidsplass som Tempus, som

har så stor språklig variasjon, ikke tydelig kan skille mellom språkene, og at de ansatte grunnet

de mange variasjonene av akkommodasjon og code-switching kan sies å ha mange individuelle

språk. Vår erfaring er at Tempus’ ansatte godtar de etablerte språkene, men også at det finnes

flytende overgangene mellom dem, da det eksisterer en forståelse de ansatte imellom som gjør

at de ikke anser det som nødvendig å spesifisere talemåtene nærmere og etablere flere

kategorier.

5.3 Kategorier: bruk og brudd

Av diskusjonsavsnittene ovenfor kan vi se at språk og identitet er begreper hvor stereotype

kategorier ofte kan gjøre seg gjeldende. Vi stilte noen kategorier til rådighet for informantene

under intervjuene, blant annet nasjonale identiteter og morsmål. Vi oppdaget derimot at disse

ikke ble godtatt uten videre, ettersom informantene i flere tilfeller nølte med å svare på hva

deres nasjonalitet var, og tok i bruk flere kategorier for språkbruk som eksisterer på Tempus i

tillegg til de nasjonale språkene. Vi oppdaget at det er flere faktorer enn kategoriene vi stilte til

rådighet som er sentrale for informantenes identitet, og at disse også spiller inn på informant-

enes akkommodasjon.

Man kan ut fra våre funn argumentere for at den språklige variasjonen og mangfoldet av

identiteter på Tempus gjør at de nasjonale identitetene blir mindre fremtredende, og at de

nasjonale språkene hovedsakelig er i fokus når det er snakk om språkkyndighet i forbindelse

med å tilby telefonsupport på flest mulig språk. Man kan derfor spørre hvorvidt vi som forskere

er ofre for kategoritenkning, og om vårt behov for å trekke paralleller og systematisere utsagn i

virkeligheten er mindre relevant, da grensene er mer flytende for informantene, og at de til

daglig er mer opptatt av å sikre forståelse. For eksempel uttaler en del av informantene at code-

switching og akkommodasjon skjer helt automatisk, og at de er ubevisste om at dette skjer,

hvilket tyder på at kategorier og klare skiller er mindre viktige for dem.

103

Allikevel blir det tydelig at informantene i enkelte tilfeller også selv benytter seg av

kategorien nasjonal identitet, for eksempel når de nevner at enkelte svensker lar være å akkom-

modere fordi de bor i Sverige, og at danskene generelt akkommoderer minst. De nasjonale

identitetene er således eksisterende kategorier på Tempus, men vi kan trekke konklusjonen om

at det ikke er det eneste aspektet ved de ansattes identitet som er avgjørende for akkom-

modasjon. Likeledes kan vi tydelig se i intervjuene at informantene godtar og skiller mellom de

nasjonale språkene, men at de som tidligere nevnt finner disse utilstrekkelige for å beskrive

språklandskapet på Tempus, og at de derfor har tilføyd kategoriene ”elinsk” og ”blandinavisk”.

Således blir det tydelig at det ikke kun er vi som forskere som anvender kategorier og tilegner

disse betydning, men at også våre informanter gjør dette. Fokuset på kategoriene vi stiller til

rådighet varierer derimot, og nettopp dette er styrken ved å utføre semistrukturerte intervjuer

slik vi har gjort. På den måten har vi kunnet avdekke hvilke kategorier de ansatte operer med, og

hvor utbredt bruken av disse er. Slik unngår vi å sette de ansatte i bås og tillater et bredere

perspektiv på hvilke faktorer som spiller inn på identitet, språk og akkommodasjon. Vår egen og

informantenes bruk av kategorier viser i så måte at mennesker trenger kategorier for å skape

felles forståelse, men at det samtidig er viktig å være oppmerksom på at disse også skal kunne

brytes for å få øye på aspekter som ikke umiddelbart passer inn i en eksisterende kategori.

104

6.0 Konklusjon

I denne avhandlingen satte vi oss fore å undersøke hvilke akkommodasjonsstrategier og

-metoder som gjorde seg gjeldende på den skandinaviske arbeidsplassen Tempus. For å belyse

nabospråkforståelsen fra en språkpsykologisk vinkel, valgte vi å fokusere på hvilke faktorer som

lå bak de ansattes valg av akkommodasjon, hvilke refleksjoner de hadde gjort seg rundt sin egen

og andres akkommodasjon, og hvilke holdninger de hadde til språk og akkommodasjon på

arbeidsplassen.

I vår forskning har vi kommet frem til at de skandinaviske språkene spiller en større rolle

enn engelsk på Tempus, at engelsk sjelden brukes med mindre en finne deltar i samtalen, og at

dansk er det dominante språket på Tempus. Videre har vi oppdaget at det sjelden oppstår

forståelsesproblemer de ansatte imellom, at det oppstår ikkeforståelser oftere enn mis-

forståelser, og at de ansatte som regel oppklarer eventuelle forståelsesproblemer relativt fort.

Nettopp for å unngå eventuelle forståelsesproblemer, tas mange akkommodasjonsstrategier

og -metoder i bruk av de ansatte. Hvilke strategier og metoder som tas i bruk, avhenger av en

rekke faktorer, blant annet intersubjektivitet, de ansattes språkevner og maktforholdet mellom

språkene generelt, både på arbeidsplassen, mellom de enkelte ansatte og i de enkelte

situasjonene.

Vi har i våre intervjuer også kunnet identifisere en rekke diskurser om språk og akkom-

modasjon blant våre informanter. Selv om de fleste informantene hevder at akkommodasjon

skjer automatisk, er det tydelig at de har gjort seg en del tanker rundt sin egen og andres akkom-

modasjon. Blant annet fremgår det at det anses som ønskelig å adskille språkene og snakke dem

rent. Det finnes også to motstridende diskurser blant våre informanter; en som fremhever at de

ansatte bør få lov til å snakke det skandinaviske språket de er mest komfortable med, og en som

understreker at det forventes at de ansatte skal kunne snakke, eller i det minste forstå dansk,

siden arbeidsplassen befinner seg i Danmark. Videre blir det fremstilt som en viktig kompetanse

å kunne snakke så mange språk som mulig, ettersom dette fremmer de ansattes karriere-

muligheter generelt, og på Tempus i særdeleshet.

Vi har i tillegg til de forskjellige språkene funnet at dialekter ofte er en kilde til ikke-

forståelse, og derfor en motivasjon til å akkommodere. Dette øker variasjonen i språklandskapet,

og gjør det vanskelig å definere språk som klart avgrenset.

Det er ikke bare språklandskapet som er variert på Tempus; også identitetene er mang-

foldige, og det er tydelig at de er avgjørende for akkommodasjon på arbeidsplassen. Vår

diskusjon viser at det ikke er tilstrekkelig å se på nasjonale identiteter i forhold til akkom-

105

modasjon, ettersom personer innehar en rekke identiteter, og både personlighet, bakgrunn,

fremtidsplaner og den konkrete situasjonen en interaksjon foregår i kan være avgjørende for en

persons akkommodasjon.

Det fremgår av våre studier at det samme gjelder språk, og vi har funnet at kategorien

”nasjonale språk” ikke er tilstrekkelig for å beskrive språklandskapet på Tempus. Vi har

oppdaget at ulike og høyst individuelle former for ”blandinavisk” er så utbredt, og at skillene

mellom de skandinaviske språkene i så stor grad bli utvisket, at det er vanskelig å si hvor et

språk begynner og hvor det slutter blant Tempus’ ansatte. Vi har derfor kunnet se at vi både hva

angår identitet og språk bør være forsiktige med å forsøke å inndele de ansatte i kategorier, da

hver ansatt i så fall ville ende med å ha sin egen kategori. Det er imidlertid også blitt tydelig at de

ansatte selv anvender kategorier, og det tyder derfor på at kategorier noen ganger er nød-

vendige for å skape felles forståelse, men at man bør være oppmerksom på at kategorier

samtidig kan virke begrensende.

Tidligere forskning om skandinavers akkommodasjon og holdninger til dette har i stor grad

fokusert på hvilke typer akkommodasjon informantene anvender, og om de har positive eller

negativer holdninger til de andre skandinaviske landene, deres innbyggere og språk. Det har

således ikke vært fokus på hvorfor informantene velger å akkommodere slik de gjør, og hvilke

holdninger, annet enn positiv eller negativ, som ligger til grunn for deres valg. Ved å utføre

diskursanalyse og CA har vi kunnet gi et mer nyansert og sannferdig bilde av hvorfor de ansatte

gjør og mener som de gjør, og vi har oppdaget at de ofte gir uttrykk for motstridende holdninger.

På den måten har vi oppdaget at man ikke alltid kan generalisere på bakgrunn av nasjonalitet på

en skandinavisk arbeidsplass, da de enkelte individene har mange ulike holdninger og foretar

forskjellige valg hva angår akkommodasjon og språk.

Nettopp viktigheten av å fokusere på individet er blitt tydelig gjennom våre intervjuer.

Tidligere forskning har generelt hatt et større fokus på hvor stor prosentandel av informantene

som kan et språk reseptivt og/eller produktivt, og inndeler som kjent ofte informantene etter

deres nasjonalitet. Vi har derimot, ved å bruke semistrukturerte intervjuer, CA og diskurs-

analyse, kunnet påvise hvor stor innvirkning også andre identiteter eller aspekter av identiteter

enn nasjonale identiteter har på informantenes valg av språk og akkommodasjon.

Vi oppdaget i våre studier at forståelse er relativt uproblematisk på Tempus, og en årsak til

dette kan være at de ansatte er vant til å oppholde seg i et flerspråklig miljø. Den store graden av

forståelse understøtter argumentet om at man forholdvis lett kan lære seg å forstå og eventuelt

snakke de skandinaviske språkene dersom man har et av disse språkene som morsmål. Det

beviser flere av våre informanters utsagn om at de ikke hadde noen kjennskap til dansk før de

106

flyttet til Danmark, men at mange nå både har en reseptiv og produktiv forståelse av dansk. Til

tross for at graden av forståelse for språkene er stor på Tempus, er det generelt høyt ansett å

akkommodere, da det viser en velvilje overfor samtalepartneren, og øker forståelses-

mulighetene. De ansattes velvilje og motivasjon for å skape en felles forståelse ser ut til å være

viktige insitament for å lære å forstå og i noen tilfeller snakke de andre skandinaviske språkene.

En siste observasjon vi har gjort på Tempus er at informantene snakker om språkene som

tydelig adskilte og at dette er ønskelig, men at det i virkeligheten eksisterer en myriade av

språkkombinasjoner på Tempus. På en arbeidsplass som Tempus med et så stort mangfold av

ansatte med ulike bakgrunner, vil språklandskapet være svært variert grunnet de mange ut-

gavene av ”blandinavisk”, som er et resultat av de ansattes identitet og akkommodasjon. De

ansatte er nemlig ikke bare dyktige til å forstå hverandres talemåter, de er også mestere i å gjøre

seg forstått.

På konferansen som Dansk Industri avholder i juni 2014 vil det bli diskutert hvordan språk-

kompetanser og det nordiske samarbeidet påvirker dansk næringsliv. Vi kan av gode grunner

ikke vite hvordan dette vil bli omtalt på konferansen, men faktumet at en slik konferanse blir

arrangert viser at det er en sammenheng mellom språkkompetanser og det nordiske sam-

arbeidet, og at dette er av interesse for næringslivet. Man kan anta at antallet skandinaviske

arbeidsplasser vil øke dersom det blir satt fokus på slike arbeidsplassers lønnsomhet for

bedrifter, ikke bare i Danmark, men også i resten av Skandinavia og Norden for øvrig. Dette,

kombinert med vårt funn om at engelsk benyttes i mindre omfang enn de skandinaviske

språkene på en skandinavisk arbeidsplass, viser den fortsatte viktigheten av nabospråk-

forståelse, da det kan åpne dører i næringslivet. Således kan nabospråkundervisning, og ikke

minst positive holdninger til, og interesse for, de skandinaviske landene og språkene styrke

landene individuelt og regionen som helhet.

107

7.0 Litteraturliste

Ajzen, I. (2012): “Attitudes and Persuasion” I: The Oxford Handbook of Personality and Social

Psychology. Redigeret af Kay Deaux & Mark Snyder. Oxford University Press.

Online adgang via kb.dk,http://www.oxfordhandbooks.com.ep.fjernadgang. kb.dk/view

/10.1093/oxfordhb/9780195398991.001.0001/oxfordhb-9780195398991 (set den

28.03.2014).

Alvarez-Caccamo, C. (1998): “From ‘switching code’ to ‘code-switching’: towards a

reconceptualization of communicative codes”. I: Code-switching in conversation:

language, interaction, and identity. Redigeret af Peter Auer. London: Routledge. pp.

29-48.

Auer, P. (1984): ”On the Meaning of Conversational Code-Switching”. I: Interpretive

Sociolinguistics. Redigeret af Peter Auer & Aldo Di Luzio. Tübingen: Narr. pp. 87-

112.

Backus, A. & Jørgensen, J. N. (2011): ”Code-switching”. I: A Toolkit for Transnational

Communication in Europe. Redigeret af J. N. Jørgensen. Copenhagen Studies in

Bilingualism Volume 64. pp. 25-42.

Bacquin, M. & Zola Christensen, R. (2013): “Dansk og svensk – fra nabosprog til

fremmedsprog?”. I: Språk i Norden 2013. Oslo: Nettverket for språknevnene i

Norden. pp: 53-68.

Barbour, R. (2008): Introducing Qualitative Research. London: SAGE Publications. Online adgang

via kb.dk, http://srmo.sagepub.com.ep.fjernadgang.kb.dk/view/introducing-

qualitative-research/SAGE.xml (set den 28.03.2014).

Barth, F. (1970): “Introduction”. I: Ethnic Groups and Boundaries. The Social Organization of

Culture Difference. Redigeret af F. Barth. Oslo: Universitetsforlaget. pp. 9-38.

Beck Nielsen, S. (2012): Sprogpsykologi. Det teoretiske grundlag. Frederiksberg C:

Samfundslitteratur.

Billig, M. (2001): “Discursive, Rhetorical and Ideological Messages”. I: Discourse Theory

and Practice. A Reader. Redigeret af Margaret Wetherell, Stephanie Taylor &

Simeon J. Yates. London: Sage. pp. 210-221.

Blommaert, J. & Verschueren, J. (1998): “The role of language in European nationalist

ideologies”. I: Language ideologies: Practice and theory. Oxford University Press.

pp. 189-210.

Braunmüller, K. (2002): “Semicommunication and accommodation: observations from the

linguistic situation in Scandinavia”. I: International Journal of Applied Linguistics.

Vol. 12, Issue 1. pp. 1-23.

Brown, G. & Yule, G. (1983): Discourse Analysis. Cambridge: Cambridge University Press.

108

Börestam Uhlmann, U. (1994): Skandinaver samtalar, språkliga och interaktionella strategier i

samtal mellan danskar, norrmän och svenskar. Uppsala: Institutionen för nordiska

språk vid Uppsala universitet.

Cameron, D. (2001): Working With Spoken Discourse. London: SAGE Publications.

Coupland, N., Coupland, J. & Giles, H. (1991a): Language, Society and the Elderly. Oxford: Basil

Blackwell Ltd.

Coupland, N. & Giles, H. (1988): “Introduction. The Communicative Contexts of Accommodation”.

I: Language & Communication, Vol. 11, No. 3/4. Storbritannien. pp. 175-182.

Coupland, N., Wiemann, J. M. & Giles H. (1991b): “Talk as ‘Problem’ and Communication as

‘Miscommunication’: An Integrative Analysis”. I: “Miscommunication” and

Problematic Talk. Redigeret af N. Coupland, H. Giles & J. M. Wiemann. Newbury

Park: Sage Publications, Inc. pp. 1-17.

Davidsen-Nielsen, N. (1996): ”Discourse particles in Danish”. I: Content, Expression and Structure.

Studies in Danish functional grammar. Redigeret af E. Engeberg-Pedersen,

M. Fortescue, P. Harder, L. Heltoft, & L. F. Jakobsen. Amsterdam: John Benjamins

Publishing Company. pp. 283-314.

Davies, B. & Harré, R. (2001): “Positioning: The Discursive Production of Selves”. I: Discourse

Theory and Practice. A Reader. Redigeret af Margaret Wetherell, Stephanie Taylor

& Simeon J. Yates. London: Sage. pp. 261-271.

Davies, N. F. (1976): ”Receptive versus Productive Skills in Foreign Language Learning”. I: The

Modern Language Journal, Vol. 60, No. 8. pp. 440-443.

Delsing, L. (2013): ”Inter-nordisk språkförståelse, förr och nu”. Foredrag holdt ved

seminariet Från grannspråk till främmandespråk, den 15. november 2013 på

Lunds Universitet.

Delsing, L. & Åkesson, K. L. (2005): Håller språket ihop Norden? En forskningsrapport om

ungdomars förståelse av danska, svenska och norska. København: Nordisk

Ministerråd.

Femø Nielsen, M. & Beck Nielsen, S. (2011): Samtaleanalyse. Frederiksberg: Forlaget

Samfundslitteratur.

Firth, A. (1996): “The discursive accomplishment of normality: On ‘lingua franca’ English and

conversation analysis”. I: Journal of Pragmatics 26. pp. 237-259.

Fishman, J. A. (2010): “Sociolinguistics: Language and Ethnic Identity in Context”. I:

Handbook of Language & Ethnic Identity. Vol. 1. Redigeret af Joshua A.

Fishman & Ofelia García. New York: Oxford University Press. pp. xxiii-xxxv.

Giles, H. & Coupland, N. (1991): Language: Contexts and Consequences. Buckingham: Open

University Press.

Giles, H. & Powesland, P. (1975): Speech Style and Social Evaluation. London: Academic

Press Inc.

109

Giles, H., Bourhis, R. Y & Taylor, D. M. (1977): “Towards a Theory of Language in Ethnic

Group Relations”. I: Language, Ethnicity and Intergroup Relations. Redigeret af

H. Giles. London: Academic Press. pp. 307-348.

Giles, H. & Smith, P. M. (1979): “Accommodation theory: optimal levels of convergence”. I:

Language and social psychology. Redigeret af H. Giles & R. St Clair. Oxford:

Blackwell.

Giles, H. & Powesland, P. (1997): ”Accommodation Theory”. I: Sociolinguistics. A Reader

and Coursebook. Redigeret af Nikolas Coupland & Adam Jaworski. London:

Macmillan Press, LTD. pp. 232-239.

Goffman, E. (1955): “On Face-Work: An Analysis of Ritual Elements in Social Interaction”. I: Psychiatry, 18. pp. 213-231.

Goffman, E. (1981): Forms of Talk. Philadelphia: University of Pennsylvania Press.

Gregersen, F. (2004a): ”Hvorfor kan vi københavnere ikke forstå svensk når jyder kan

forstå københavnsk?”. I: Sprogforum. Nummer 29. pp. 31-34.

http://inet.dpb.dpu.dk/infodok/sprogforum/spr29/Gregersen.pdf (set den

05.02.2014).

Gregersen, F. (2004b): “Fem eller seks slags forståelse”. I: Sprogpsykologi.

Udvalgte kerneemner. Redigeret af Marianne Rathje & Linda Svenstrup.

København: Museum Tusculanums Forlag. pp. 67-77.

Haugen, E. (1966): ”Semicommunication: The Language Gap in Scandinavia”. I: Sociological

Inquiry. Vol. 36, Issue 2. pp. 280-297.

Hermann, J. (2001): ”Understandings between doctors and patients – some methodological

issues”. I: New Directions in Nordic Text Analysis: Methodological Issues. Oslo:

Novus Forlag. pp. 253-264.

Jaegher, H. D. & Paolo E. D. (2008): ”Making Sense in Participation: An Enactive Approach to

Social Cognition”. I: Enacting Intersubjectivity. Redigeret af Francesca Morganti,

Antonella Carassa & Guiseppe Riva. Amsterdam: IOS Press. pp. 33-48.

Jefferson, G. (1989): “Preliminary notes on a possible metric which provides for a 'standard

maximum' silence of approximately one second in conversation”. I: Conversation:

An interdisciplinary perspective. Redigeret af D. Roger & P. Bull. Clevedon, UK:

Multilingual Matters. pp. 166-196.

Jørgensen, J. N. (2011): “Normer om sprogvalg i superdiversiteten”. I: Danske talesprog, bind 11.

pp. 165-184.

Kristiansen, T. (2005): “Holdninger til sproglig konvergens over Øresund”. I: High fidelity eller

rein jalla? Purisme som problem i kultur, språk og estetikk. Redigeret af Petter

Dyndahl & Lars Anders Kulbrandstad. Vallset: Oplandske Bokforlag. pp. 53-65.

Liebkind, K. (2010): ”Social Psychology”. I: Handbook of Language & Ethnic Identity. Vol. 1. Redigeret af Joshua A. Fishman & Ofelia García. New York: Oxford

University Press. pp. 18-31.

110

Linell, P. (1995): “Troubles with mutualities: towards a dialogical theory of misunderstanding

and miscommunication”. I: Mutualitites in Dialogue. Redigeret af I. Marková, C. F.

Graumann & K. Foppa. Cambridge: Cambridge University Press. pp. 176-213.

Maurud, Ø. (1976): Nabospråkforståelse i Skandinavia, en undersøkelse om gjensidig forståelse av

tale- og skriftspråk i Danmark, Norge og Sverige. Stockholm: Nordiska Rådet.

Morganti, F. Carassa, A. & Riva, G. (2008): Enacting Intersubjectivity. The Netherlands: IOS Press.

Potter, J. & Wetherell, M. (2006): Discourse and Social Psychology. London: Sage.

Rasmussen, U. A. (2002): Akkommodation i Øresundsregionen. En sproglig analyse af

tilpasningsstrategier i ti dansk-svenske samtaler. Speciale ved Københavns

Universitet.

Rathje, M. (2001): ”Forstå-signaler og dækningsløse forstå-signaler”. I: 8. Møde om

Udforskningen af Dansk Sprog. Redigeret af Peter Widell & Mette Kunøe.

Århus: Den Juridiske Faggruppes Trykkeri. pp. 279-288.

Rathje, M. (2004): ”Misforståelser og ikkeforståelser i tre generationer”. I: Sprogpsykologi.

Udvalgte kerneemner. Redigeret af Marianne Rathje & Linda Svenstrup.

København: Museum Tusculanums Forlag. pp. 95-112.

Rathje, M. (2010): Generationssprog. København: Dansk Sprognævn.

Ridell, K. (2008): Dansk-svenska samtal i praktiken. Språklig interaktion och ackommodation

mellan äldre och vårdpersonal i Öresundsregionen. Afhandling ved Uppsala

Universitet.

Sacks, H., Schegloff, E. A. & Jefferson, G. (1974): “A Simplest Systematics for the

Organization of Turn-Taking for Conversation”. I: Language. Vol. 50, No. 4,

Part 1. pp. 696-735.

Sammut, G., Daanen P. & Moghaddam, F. M. (2013): Understanding the Self and Others.

Great Britain: Routledge.

Sinigaglia, C. (2008): “Enactive Understanding and Motor Intentionality”. I: Enacting

Intersubjectivity. Redigeret af Francesca Morganti, Antonella Carassa & Guiseppe

Riva. Amsterdam: IOS Press. pp. 17-32.

Thakerar, J. N., Giles, H. & Cheshire, J. (1982): “6. Psychological and linguistic parameters

of speech accommodation theory”. I: Advances in the social psychology of

language. Redigeret af Colin Fraser & Klaus R. Scherer. Cambridge: Cambridge

University Press. pp. 205-255.

Uri, H. (2006): Hvad er sprog. København: Akademisk Forlag.

Van Dijk, H. (2007): “Comments on Context and Conversation”. I: Discourse and

Contemporary Social Change. Redigeret af Norman Fairclough, Guiseppina

Cortese & Patrizia Ardizzone. Bern: Lang. pp. 281-316.

Van Dijk, T. A. (1985): “Introduction: Discourse Analysis as a New Cross-Discipline”. I: Handbook

of Discourse Analysis. Vol. 1 Disciplines of Discourse. Redigeret af Teun A. Van Dijk.

London: Academic Press. pp. 1-9.

111

Van Dijk, T. A. (1985): “Introduction: Dialogue as Discourse and Interaction”. I: Handbook of

Discourse Analysis. Vol. 3.1 Discourse and Dialogue. Redigeret af Teun A. Van Dijk.

London: Academic Press. pp. 1-11.

Wederwang-Jensen, E. (2007): Det er deilig å være norsk i Danmark. En undersøgelse af fem

norske sygeplejeskers sproglige tilpasning i Danmark. Speciale ved Københavns

Universitet.

Wei, L. (2002): “'What Do You Want Me to Say?' On the Conversation Analysis Approach to

Bilingual Interaction”. I: Language in Society. Vol. 31, No. 2. Cambridge

University Press. pp. 159-180.

112

8.0 Bilag

8.1 Udskriftsnøgle (konversationsanalytisk standard)

af Søren Beck Nielsen, Sprogpsykologi, KU

tale[tur] Hårde parenteser angiver, hvor overlappende tale henholdsvis

[ta ]letur begynder (første parentes) og evt. også ophører (anden parentes,

som somme tider udelades).

(.) Blød parentes med punktum i angiver en såkaldt mikropause på

under 0.2 sekunder.

(0.5) Blød parentes med decimaler i angiver en pause målt i sekunder.

= Lighedstegn angiver, at taleture eller ord udtales uden ophold

imellem.

: eller :: Kolon angiver en forlænget lyd, flere kolon en kraftigere forlænget

lyd.

emfase eller emfase Understregning angiver, at en stavelse er udtalt med emfase. Hvis

trykstregen strækker sig over mere end vokalen, er der tale om en

større emfase.

VERSALER Store bogstaver angiver, at noget udtales med høj volumen.

˚stille˚ Gradtegn angiver, at noget er udtalt med lav volumen.

˘smilende stemme˘ Halve gradtegn angiver, at noget er udtalt med smilende stemme.

>hurtigt< Pileparanteser, der vender indad, angiver, at noget er udtalt hurtigt.

<langsomt> Pileparanteser, der vender udad, angiver, at noget er udtalt

langsomt.

.h Punktum efterfulgt af ’h’ angiver en hørbar indånding.

h. Punktum efterfølgende af et ’h’ angiver en hørbar udånding.

sjo(h)t Blød parentes med et ’h’ i angiver, når det optræder inde i et ord, at

dette ord udtales grinende.

heh hah hih Et indledende og afsluttende ’h’, der omkranser en vokal, angiver

udskriverens lydefterlignende forsøg på at gengive latter.

Me- En bindestreg angiver, at såkaldt ”cut-off”, et pludseligt ophør i

taleproduktionen.

((kommentar)) Dobbeltparanteser angiver, at teksten i dem er udskriverens

kommentar, medmindre den er omsluttet af spørgsmålstegn.

((?ord?)) Spørgsmålstegn anført i hver ende af dobbeltparentesen angiver, at

ét eller flere ord er svære at høre.

↑ord Opadgående pil markerer en lokal intonationsstigning.

↓ord Nedadgående pil markerer et lokalt intonationsfald.

turenhed, Komma angiver jævn intonation.

turenhed. Punktum angiver en faldende intonation.

turenhed? Spørgsmålstegn angiver en stigende intonation.

8.2 Transskribering af udvalgte observationer

8.2.1 Sarah D, Eva FS, Nina D

EvFS: bara en ide til alle der annullerer order øh de har en tendens til at svara på vores mail 1

sådan at at Partner altså først sender vi den kan vi kan ni annullera vi kommer cc med de svarer 2

den er annulleret med Partner-märkning 3

SaD: ja 4

EvFS: en god idé är faktisk at göra i den här situation er at sende den videre 5

SaD: vi kommer jo annullera 6

EvFS: ja jeg har begyndt at gøre sådan så jeg sender mailen videre og siger tak og så skrive 7

Partner kan frigive pengene fördi hvis vi sender det det gör det med det samme ellers med alt 8

det tekniske så tager det lang tid 9

SaD: ja 10

EvFS: och så kontaktar kunden os efter to dage 11

SaD: ja 12

EvFS: at der stadigvæk er en reservation på kontot så vi skal skriva det här med det samme til 13

Partner 14

SaD: ja 15

EvFS: så gör de det så har vi måske ikke ekstra arbejde til jul 16

SaD: jag tänkte inte ens på det 17

EvFS: nej nej men jag har hellere ikke tenkt på det jag gör det bara nogle gange men så kom jag 18

til at tænke på det at det er faktisk en god idé fördi de svarer jo aldri som ett Partnersvar og det 19

er også lige meget fordi så kan vi også göre det at så sender man det vidare så Partner bla bla bla 20

så det fordi vi kan ikke sige til Partner at de skal frigive pengene för den er annullert 21

SaD: nej 22

EvFS: nå vi er nødt til at få en bekræftelse først 23

SaD: ja 24

EvFS: det kan man i hvert fald for eksempel i stedet for at begynde at sige at vi skal 25

SaD: men det blir inte aktuellt till jul vi får inte annullera order för i november i alla fall hehehe 26

hahaha 27

EvFS: nej nej nej det er selvfølgelig riktigt men så længe vi gör det här fördi det hjælper rigtig 28

meget kunden fördi altså beløbet totusind kroner ikke fordi de kan jo ikke blive sure de er tit 29

glad fordi vi annullerer men 30

SaD: det är våra kunden vi annullerer för i alla fall 31

EvFS: ja det är en god idé at göre det hvis 32

SaD: jag sa till den kunden det är möjligt att du får en mejl nu på att den här ordern inte har 33

EvFS: ja men det är en god idé at skriva til Partner för att det är ba- det är egentligen mycket 34

lättare för oss att göra 35

SaD: ja 36

EvFS: och så inte sende fram og tillbaka 37

(utydelig tale) 38

NiD: no annullments (griner) 39

EvFS: dom eh 40

NiD: om om dom hamnar hos mig så är det bara sorry no go hahaha 41

Alle: latter 42

EvFS: nå okay 43

NiD: det som jag fikk svar och så satt jag och lyssnade og Sarah hon hade den här redan och jag 44

satt och funderade hon sitter och säger jo kan annullera ahh 45

EvFS: har ingen sagt det till dig? 46

SaD: jag har sagt som utgångspunkt vi annullerar inte och det förra julen fick vi skit när vi sa nej 47

vi kan inte annullera din order 48

EvFS: jaja men så länge det är ju så dödt som det är nu så kan vi göra det så har vi bara extra 49

glade kunder 50

SaD: men jag vet inte om den tar emot det 51

EvFS: må okay men jag har gjort det till alla 52

SaD: ja jag har lite svårt det är gratis at skicka (utydelig tale) finns ingen anledning till att göra 53

det extra besvärligt för (utydelig tale) ved att annullera order 54

EvFS: samtidigt tänker jag att eh ofta är det faktiskt kunder som vill ändra beställingen dom har 55

beställd fel storlek 56

SaD: ja 57

EvFS: och så är det bara så onödigt att gå igenom allt det här med att skicka ett extra paket det 58

blir också en extra kostnad 59

SaD: ja 60

EvFS: men så klart det är ju smakssak extra besvärligt 61

SaD: och jag vet att så fort vi kommer in i november62

8.2.2 Emma S, Henning D

EmS: vi har haft seriös diskussion om ham (utydelig tale) det startade med at da satt han här och 1

han var så stolt han fikk så många svar (pause) 2

HeD: se han gider ikke at høre på det 3

EmS: jo, jo jo, han ska höra detta (griner) 4

HeD: (griner) du får ikke lov at gå før 5

EmS: jag kan vänta, jag har hela dagen […] jag får visa at det ochså är 6

(utydelig tale) 7

LiD: det er meget sødt min niece på tre år ikk hvis jeg hvis hun siger sig kodeordet så siger jeg 8

kodeord så får jeg lov at komme (griner) 9

EmS: det er fint så længe den virker10

11

8.2.3 Dansker, Hilde N

D: altså Hilde siger I barselstationen? 1

HiN: hvad? 2

D: siger I barselstationen? 3

HiN: til hvad? hvad er det vi taler om? 4

D: jeg bliver ved med at høre at I siger barsel hvad siger i? 5

HiN: basestasjon 6

D: nå, basestation? 7

HiN: ja 8

D: jeg tænkte bare det giver ikke mening 9

HiN: nei nei det e en basestasjon 10

D: (utydelig tale) 11

HiN: hehe12

8.2.4 Lasse S, dansker

D: jeg syntes du blev ved med at sige barsel 1

LaS: va? 2

D: men jeg synes når du siger base så lød det som om det var en barsel 3

LaS: jaha heh 4

D: det gav ikke mening i mine ører 5

LaS: nej (pause) basestasjon (overdreven norsk intonation) 6

D: ja men jeg kan ikke få det der s nej l i et eller andet sted hvad snakker han om (utydelig tale) 7

eller hvad 8

LaS: säger man det på danska också? 9

D: barsel ja 10

LaS: ja 11

D: eller base begge dele 12

LaS: ja okej 13

D: men barsel er lidt noget andet ikk? 14

LaS: ja (lang pause) det är mycket möjligt det vet inte jag 15

D: barsel ved du ikke hvad det er? 16

LaS: nej 17

D: det er når gravide går fra og så den periode man eller efter du har født 18

LaS: jaha 19

D: det er en barsel 20

LaS: åjaja 21

D: så kan du se så giver det ikke meget mening altså 22

LaS: det er inte det jag menar 23

D: nej hvad siger han 24

LaS: måste nollställa den 25

D: ja (griner)26

8.2.5 Elin FS, Kasper D

ElFS: men vi får se det er en lille udfordring for vi har ikke sådan set nogle af de julehjælpere vi 1

kan bruge (pause) så vi skal finde dem (pause) inhouse (sagt med lav stemme) 2

KaD: hvad sagde du I vi har ikke nogen hvad? 3

ElFS: vi har ikke nogen af de som er ansatte i avdeling e som juleekstra vi kan tage til avdeling f4

5

8.2.6 Kasper D, Thomas S

ThS: ja altså der er ikke ret meget at sige vi gør jo som vi gør med […] vi prøver bare at bruge det 1

den folk vi har og så sende over til afdeling e hvis vi ikke har så meget at lave 2

[…] 3

KaD: I er godt nok heller ikke ret mange 4

ThS: hvad? 5

KaD: I er heller ikke ret mange 6

ThS: (pause) øhm vi har ikke mange eller hvad siger du 7

KaD: nej I har ikke ret mange 8

ThS: nej det har vi ikke9

8.2.7 Nina D

BeN: hvordan kan det egentlig være at du også kan snakke svensk?

NiD: øh jeg har familie i Finland hehehe ja finlandssvenskere så jeg taler finlandssvensk og ikke

svensk sådan rent svensk men det er godt nok til at jeg kan bruge det her så det er fint