Bibelstudium - 2. kvartal 2015

BIB

EL

ST

UD

IUM

April · Maj · Juni 2015

ISSN

16

03-6

90

5IS

BN

978

87

7532

574

0

Lukasevangeliet

1. KVARTAL 2007

© 2015 Dansk Bogforlag, Nærum

ISBN 978 87 7532 574 0 • ISSN 1603-6905

BIBELSTUDIUM

FOR SABBATSSKOLEN

Lukasevangeliet

John M. Fowler

2. kvartal

Forfatter

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK

2. KVARTAL 2015

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen

Oversættelse: Marit Birch Petersen

Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen

Korrektur: Elsebeth Daugaard

Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen

Tryk: Strandbygaard Grafisk

© 2015 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flamme-logoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

4. april

11. april

18. april

25. april

2. maj

9. maj

16. maj

23. maj

30. maj

6. juni

13. juni

20. juni

27. juni

INDLEDNING TIL 2. KVARTAL ................................................ 4

1. Jesu komme ................................................................ 6

2. Dåb og fristelser ........................................................... 16

3. Hvem er Jesus Kristus? ................................................. 26

4. Kaldet til discipelskab ................................................... 36

5. Kristus, sabbattens herre .............................................. 46

6. Kvinder i Jesu tjeneste ................................................... 56

7. Jesus, Helligånden og bøn............................................ 66

8. Jesu mission ................................................................. 76

9. Jesus, den store lærer ................................................... 86

10. At følge Jesus i hverdagen ............................................ 96

11. Guds rige ..................................................................... 106

12. Jesus i Jerusalem .......................................................... 116

13. Korsfæstet og opstået igen .......................................... 126

3

2.

KV

AR

TAL 2

015

4

LUKAS

Da vi navngav vores søn Lukas, var der en i familien, som bemær-kede: ”jamen det bliver da dejligt, at få en mere inden for faget!“ Det var en direkte reference til evangelisten Lukas – men egentlig var han lægen Lukas.

Det bliver du mindet om igen og igen, når du læser Lukasevange-liet. Hans beretning er nemlig fuld af helbredelser. Ligesom Markus-evangeliet er fyldt med dæmonuddrivelser, eller ligesom Matthæus-evangeliet er fyldt med henvisninger til det Gamle Testamente.

Vi ser altid den problemstilling, vi står i, ud fra et bestemt per-spektiv. Når jeg læser Lukasevangeliet, er jeg fascineret over nogle af de ting, som Lukas fremhæver. Det er altid Lukas, vi slår op i, når vi læser om Jesusbarnet ved juletid. Hvorfor? Jo, fordi hverken Johannes eller Markus nævner den, og Matthæus skriver godt nok, at han bli-ver født, men det er mere med henblik på opfyldelsen af profetierne. Det er hos Lukas, vi får detaljerne. Er det mon, fordi han er læge?

Hvad lægger du mærke til, når du læser? Hvad er dit perspektiv? Dít perspektiv er anderledes end de andres, men uanset hvem vi er, så er vores perspektiv altid begrænset i forhold til Guds. Det er må-ske netop det, der er væsentligt at bemærke, når vi vender tilbage til et studie af Lukasevangeliet. Her ser vi tydeligt Guds perspektiv, nemlig, at vi er så meget værd, at han kom til denne verden for at frelse os. Det fejrer vi både til jul, hvor vi mindes hans fødsel, men sandelig også i påsken, hvor vi mindes hans død og opstandelse.

Vi fejrer, at Guds perspektiv er større end vores, og at han er i stand til at se ud over de problemstillinger, vi står i. Ligesom Lukas for så mange år siden lagde mærke til, så står Jesus også klar med sin helbredelse i dag. Det foregår måske ikke på samme måde. Vi kan ikke altid forvente en fysisk helbredelse, men omvendelse, tilgi-velse og fred i ens liv er ligeså store mirakler. Hvad er dit perspektiv? Hvad er Guds?

Må Gud velsigne os og udvide vores perspektiv i vores studier dette kvartal.

Thomas RasmussenKontaktperson for sabbatsskolen

5

INDLEDNING

LUKASEVANGELIET”Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham“ (Luk 15,20).

Vi kender alle dette vers fra en af lit-teraturens mest kendte og elskede histo-rier. Forbløffende nok ville vi aldrig have hørt den, hvis ikke det var for en enkelt lægemissionær, som inkluderede denne perle i et brev, han skrev til sin lærde ven Theofilus.

Lægens navn er Lukas, en omvendt hedning, og brevet er Lukasevangeliet. Lukas var en af Paulus’ rejsefæller, og han var en ivrig iagttager af og deltager i den store Jesus-bevægelse, der bredte sig som en løbeild ud over Romerriget. Lukas’ nære kontakt med Paulus fik ham til ikke alene at forstå den kristne kirkes dybere hensigt, men lærte ham også dybtgående fra troværdige kilder om manden bag det hele: Jesus Kristus. Under Helligåndens inspiration skrev Lukas et to-binds værk om det, der kan kaldes ”Den kristne kir-kes oprindelse og historie“.

Første del af dette værk er evangeliet, som blev skrevet og afleveret til Theo-filus, før Apostlenes Gerninger (ApG 1,1). Mange konservative forskere daterer Lu-kasevangeliet til omkring 61-63 e.Kr.

Theofilus var en græsk kristen. Lukas var særlig bevidst om at henvende sit evangelium til de græske og hedninge-kristne i kirken – dog uden at tilsidesætte Jesu jødiske rødder. Matthæus skrev først og fremmest til jøderne og lagde derfor stor vægt på Jesus som Messias. Markus skrev til romerne, og her ser vi Jesus bevæge sig gennem landet med

nyheden om Guds rige. Johannes var den dybe tænker, og i hans evangelium finder vi Jesus som Ordet, Skaberen og Guds søn. Men Lukas præsenterer Jesus for hedningerne: Menneskesønnen, som verdens frelser og menneskenes ven. Det underliggende tema i hans evangelium er frelsens universelle karakter; hos ham går Jesu slægtstavle helt tilbage til Adam og forbinder den med Gud, mens Matthæus standser med Abraham, jødernes far (Luk 3,23-38; sml. Matt 1,1-17).

Lukasevangeliet er det største i Det Nye Testamente. Nogle mirakler er kun gengivet hos Lukas, fx opvækkelsen af enkens søn i Nain (Luk 7,11-18) og helbre-delsen af Malkus (Luk 22,50-51). Også mange af Jesu lignelser forekommer kun hos Lukas: den barmhjertige samaritaner, den rige bonde, den fortabte søn, den rige mand og Lazarus samt farisæeren og tolderen. Beretningen om tolderen Zakæus findes også kun hos Lukas.

Lukas hævder, at han under Helligån-dens ledelse har undersøgt det historiske materiale, interviewet øjenvidnerne (Luk 1,2) og derefter ”besluttet nøje at gen-nemgå alt forfra og nedskrive det til dig i rækkefølge,“ så læseren ”kan vide, hvor pålideligt det er,“ som fortælles om Jesus og hans evangelium (vers 3-4).

Lad os som verdenskirke i dette kvar-tal sammen læse denne fantastiske bio-grafi om Jesus Kristus.

John M. Fowler har tjent kirken som pastor, lærer i teologi og filosofi, redaktør og administrator i 53 år. Han har tidligere skrevet bibelstu-

dier samt talrige artikler og bøger.

11

6

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Thi intet er umuligt for Gud“ (Luk 1,37).

Lukasevangeliet blev primært skrevet til hedningerne. Det fremgår af sammenhængen i Kol 4,10-14, at Lukas selv var hedning (det samme var Theofilus, som evangeliet er tilegnet).

Ud over at være læge var Lukas også en nøjagtig historiker. I sin indledning til evangeliet sætter Lukas Jesus ind i historiens virkelig-hed; det vil sige, han sætter beretningen ind i dens historiske sam-menhæng: Herodes var konge i Judæa (Luk 1,5), Augustus herskede over Romerriget (Luk 2,1) og en præst ved navn Zakarias udførte sin tjeneste i templet i Jerusalem (Luk 1,5.9). I kapitel 3 nævner Lukas seks samtidige datoer i forbindelse med det arbejde, som Johannes Døberen, Jesu forløber, udførte.

Lukas placerer beretningen om Jesus i historien – virkelige men-nesker, virkelig tid - for at afvise enhver tanke om mytologi i sin fortælling. Hans læsere må forbavses og forbløffes over den kends-gerning, at Jesus er virkelig, og at Gud gennem ham er trængt ind i historien med ”en frelser … Kristus, Herren“ (Luk 2,11).

· Luk 1,2; 3· 2 Tim 3,16· Luk 1,5-22· 5 Mos 18,15· Luk 2,9-12.25-32

Jesu komme

TIL SABBATTEN | 4. APRIL 2015

SØNDAG

7

Luk 1,1-3ApG 1,1-3

Luk 1,2-32 Tim 3,16

Til at tænke over

ApG 1,1 fortæller, at før Apostlenes Gerninger blev skrevet, havde dets forfatter skrevet ”den første bog“. Sammenholdt med det fak-tum, at begge er adresseret til Theofilus, hjælper det os til at konklu-dere, at den samme forfatter var ansvarlig for begge bøger. De to bøger kan opfattes som del 1 og 2 af ”Den kristne kirkes oprindelse og historie“. 1. del er en fortælling om Jesu liv og arbejde (Luka-sevangeliet), og 2. del (Apostlenes Gerninger) er en gengivelse af udbredelsen af Jesu budskab og den tidlige kirkes historie.

Hvordan blev evangeliet skrevet?

Lukas vidste godt, at mange havde skrevet om de begivenheder, der havde rystet Jerusalem og resten af området – de begivenheder, der havde med Jesus Kristus at gøre. Kilderne til disse litterære arbejder inkluderer mange ”øjenvidner og ordets tjenere“ (Luk 1,2) – en klar henvisning til disciplene og andre af Jesu samtidige. Lukas havde selv mødt disse øjenvidner og ordets tjenere (så som Paulus og andre apostolske ledere) og kendte muligvis også til evangelierne skrevet af Markus og Matthæus. Lukas selv var tydeligvis ikke et øjenvidne til Jesusfortællingen, men han var en troværdig og pålide-lig Kristi efterfølger.

Matthæus skrev først og fremmest til jødiske læsere og fremstil-lede Jesus som den store lærer, profetiernes opfyldelse og jødernes konge. Han henviste tit til, at messiasprofetierne i Det Gamle Testa-mente blev opfyldt i Jesus. Markus skrev til en romersk læserskare om Jesus, en handlingens mand. Lukas, læge og hedningekristen, skrev til grækerne og hedningerne om den universelle Jesus – hele verdens frelser. Lukas nævner, at han har en dobbelt hensigt med at skrive: at give en nøjagtig gennemgang (Luk 1,3) og at give et sik-kert grundlag for den nye tids store lærdomme. Et af målene med hans evangelium er at styrke visheden om sandheden, som vi finder den i Jesus.

Lukas, en af Bibelens inspirerede forfattere, benyttede andre kil-der til sine skrifter. Meget interessant! Hans anvendelse af andre kilder udelukker tilsyneladende ikke Helligåndens inspiration eller hans skrifters autoritet. Hvad kan vi som syvende dags adventister lære af dette med hensyn til, hvordan inspirerede forfattere, enten de er kanoniske eller ikke-kanoniske, arbejder?

Nedskrevet i rækkefølge

29. MARTS 2015

MANDAG

8

Luk 1,5-22

Guds tavshed havde kendetegnet Israels historie i næsten fire hun-drede år efter Malakias. Men denne guddommelige tavshed blev brudt med meddelelserne om Johannes Døbers og Jesu fødsel.Der er mange paralleller i beretningerne om Jesu og Johannes’ fød-sel. Begge er mirakuløse. I Johannes’ tilfælde var Elisabeth langt oppe i årene og ud over den alder, da hun kunne få børn; i Jesu tilfælde skulle en jomfru føde barnet. Englen Gabriel bekendtgjorde løftet om begge disse fødsler. Begge bekendtgørelser blev modta-get med stor forundring, glæde og overgivelse til Guds vilje. Begge drenge voksede op og blev stærke i ånden (Luk 1,80; 2,40).

Men den opgave og det arbejde, de to drenge skulle udføre, var me-get forskellige. Johannes skulle forberede vejen for Jesus (Luk 1,13-17). Jesus er ”Guds søn“ (vers 35) og opfyldelsen af de messianske profetier (vers 31-33).

Selv om det fortælles om Zakarias, at han levede ”uangribeligt“, forårsagede hans mangel på tro på englens budskab en irettesæt-telse. Hvordan kan dette hjælpe os til at forstå, hvad det vil sige, at en kristen skal leve ”uangribeligt“?

”Zakarias’, Abrahams og Marias sønners fødsel skulle lære os en stor åndelig sandhed, en sandhed, som vi er langsomme til at lære og hurtigt glemmer igen. Ved egen kraft er vi ude af stand til at udrette noget godt; men det, som vi ikke kan, vil komme til at ske ved Guds kraft i ethvert ydmygt og troende menneske. Det var ved tro, at for-jættelsens barn blev givet. Det er ved tro, at det åndelige liv skabes, så det bliver muligt for os at gøre retfærdighedens gerninger.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 59).

Miraklet med Johannes havde en helt bestemt hensigt i Guds plan for sit folk. Efter 400 år med profetisk tavshed i Israels historie frem-stod Johannes i historien med et bestemt budskab og stor kraft. Johannes’ opgave og budskab var at ”skaffe Herren et folk, der er gjort rede“ (Luk 1,17). Han skulle være en forløber for Messias og berede vejen for Jesus.

”Du skal give ham navnet Johannes“

30. MARTS 2015

TIRSDAG

9

5 Mos 18,15ApG 3,22-24

Es 7,14Matt 1,22 Mika 5,2Luk 2,4-7

Til at tænke over

Jesu fødsel var ikke en almindelig begivenhed. Den var indskrevet i Guds evige kalender, og ”da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde“ (Gal 4,4). Det er opfyldelsen af det allerførste løfte, Gud gav, efter at synden kom ind i Edens have (1 Mos 3,15).

Læs disse tekstpar og læg mærke til, hvordan Jesu fødsel i hvert af dem var en forbløffende opfyldelse af profetierne. Hvad siger dette om, hvorfor vi bør lære at stole på alle Guds løfter?

Seks måneder efter at Gabriel havde fortalt Zakarias om Johannes’ fødsel, fortalte han Maria fra Nazaret om et endnu større mirakel: en ung kvinde ”skal blive med barn og føde en søn og … give ham navnet Jesus“ (Luk 1,31).

Jesu jomfrufødsel er stik imod al menneskelig erfaring, og der er ikke nogen naturlig forklaring på den. Selv Maria var nødt til at spørge: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand“ (Luk 1,34). Englen forsikrede hende om, at dette ville ske ved Helligånden (vers 35), og at ”intet er umuligt for Gud“ (vers 34). Marias øjeblikkelige tillid og overgivelse er bemærkelsesværdig: ”Lad det ske mig efter dit ord!“ (vers 38). Ethvert menneskeligt spørgsmål, uanset hvor naturligt eller logisk det måtte være, må vige for et guddommeligt svar. Enten det drejer sig om Skabelsen eller korset, inkarnationen eller opstandelsen, mannaen, der faldt i ørke-nen, eller Helligånden, der faldt på disciplene – det guddommelige initiativ kræver menneskenes overgivelse og modtagelse.

Maria besvarede sit eget spørgsmål ved at underkaste sig Guds her-redømme og evige hensigt, og Gabriel gav hende vished med et andet mægtigt svar: ”Helligånden skal komme over dig, og den Hø-jestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn“ (vers 35).

Nogle sekulære kulturer er blevet skræmt til at tro, at alt i sidste ende har en naturalistisk og videnskabelig forklaring. Hvorfor er dette en snæversynet og til og med overfladisk opfattelse af, hvor storslået virkeligheden er?

”Du skal give ham navnet Jesus“

31. MARTS 2015

ONSDAG

10

Luk 2,7Fil 2,5-8

Til at tænke over

Lukas begynder beretningen om krybben i Betlehem med en hi-storisk note. Josef og Maria forlod deres hjem i Nazaret og rejste til deres forfædres by Betlehem, fordi kejser Augustus, Romerrigets hersker, havde udsendt en befaling om en folketælling. Dette skete, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Disse historiske detaljer må få bibellæsere til at sætte pris på Lukas’ overgivelse til Helligånden, så han indsatte disse detaljer om inkarnationen i en historisk ramme.

Tænk over Jesu fattigdom, som den kommer til udtryk i dette vers. Sammenlign billedet med, at hun ”svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget“ med Paulus’ be-skrivelse af Jesus. Hvordan var den vej, Jesus gik på vores vegne?

Historien om de fattige omstændigheder, hvortil himlens Herre in-karnerede sig, fortsætter med det første besøg ved krybben, nemlig hyrdernes. Den ”store glæde“ blev ikke forkyndt for de rige eller de mægtige, ikke de skriftkloge eller præsterne, ikke herskerne eller de magter, der styrede landet, men for de jævne og foragtede hyrder. Læg mærke til storheden og enkelheden i budskabet: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Himlens største gave kom som det så tit sker i en meget beskeden indpakning. Men gaven medbringer ære til Gud, fred på jorden og Guds velbehag (Luk 2,14).

Lukas’ fortælling om Herrens engel (Luk 2,9-12) understreger tre vigtige punkter i kristen teologi. For det første er evangeliets gode nyheder ”for hele folket“. I Jesus bliver både jøder og hedninger ét som Guds folk. For det andet er Jesus frelseren; der er ingen anden. Og for det tredje er Jesus Kristus, Herren. Disse tre temaer, som så tydeligt fremhæves tidligt i Lukasevangeliet, blev senere grundlaget for apostlenes, især Paulus’ forkyndelse.

Tænk over, hvad vi som kristne tror: Ikke alene kom Skaberen af alle ting (Joh 1,1-3) ind i vores syndige verden som et menneske, men levede som Jesus vores hårde liv og endte med at dø på kor-set. Hvis vi virkelig tror dette, bør så ikke alle sider af vores tilvæ-relse leves i overgivelse til denne fantastiske sandhed? Hvilke si-der af dit liv genspejler din tro på beretningen om Jesus, og hvilke gør ikke?

Krybben i Betlehem

1. APRIL 2015

TORSDAG

11

Selv om Lukas først og fremmest skriver til hedningerne, var han opmærksom på betydningen af den jødiske arv gennem Det Gamle Testamente. Han sørger for at forbinde beretningen i Det Nye Testa-mente med Det Gamle, og beskriver den smukke scene, hvor Maria og Josef bringer Jesusbarnet til templet i Jerusalem for at lade ham omskære på den ottende dag ifølge jødisk lov (Luk 2,22-24).

Bemærk tre punkter vedrørende frelse, som Simeon trækker frem: frelse er gennem Jesus; frelse gives af Gud; frelse er for alle folk – hedningerne så vel som Israel. Hvordan hænger disse sandheder sammen med den første engels budskab?

Simeons profeti forudsagde også to væsentlige kendetegn ved Jesu tjeneste.

For det første er Kristus ”bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel“ (Luk 2,34). Kristus har bragt lys og frelse til alle, men ikke uden omkostninger for modtageren. I Kristus er der ingen neutral grund. Man tager enten imod ham eller afviser ham, og ens frelse afhænger af den rette respons til ham. Kristus kræver at være den eneste; enten er vi i ham, eller også er vi det ikke. De, som bliver i ham, vil opstå og blive en del af hans rige; de, som afviser ham el-ler forbliver ligegyldige over for ham, vil falde til jorden og dø uden håb. Tro på Kristus kan ikke diskuteres.

For det andet profeterer Simeon til Maria: ”din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge“ (Luk 2,35). Henvisningen er uden tvivl til korset, som Maria vil være vidne til, og alle senere generationer bør huske, at uden korset er der ingen frelse. Korset er hele frelsespla-nens centrum.

Frelsen er en gave i den forstand, at vi ikke kan gøre noget for at fortjene den. Men samtidigt kan den være meget dyr for dem, der tager imod den. Hvad har det kostet dig at følge Kristus, og hvor-for er denne pris, hvad end den måtte være, alligevel billig nok?

Luk 2,25-32Åb 14,6-7

Til attænke over

Vidner om frelseren

2. APRIL 2015

FREDAG

Læs Ellen White

12

Spørgsmål til drøftelse

”Lukas, som har skrevet Lukasevangeliet, var lægemissionær. I Bibelen kaldes han ”den kære Lukas, lægen“ (Kol 4,14). Apostlen Paulus hørte, at han var en dygtig læge, og valgte ham, fordi Her-ren havde betroet ham en speciel opgave. Paulus valgte ham som medarbejder, og Lukas fulgte med Paulus fra sted til sted en vis tid. Så lod Paulus Lukas blive i Filippi i Makedonien. Her arbejdede han i flere år som læge og prædikant. Han tog sig af de syge og bad om, at Gud ville helbrede dem.

På denne måde blev vejen banet for evangeliet. Lukas havde gode resultater som læge. Derfor fik han ofte lejlighed til at prædike Kristus blandt hedningerne. Det er Guds vilje, at vi skal arbejde lige-som disciplene.“ (Ellen White, Vejen til et bedre liv, s. 82-83).

1. Hvordan skal vi forstå Bibelens inspiration, hvis det er rigtigt, at Lukas refererede til tidligere udgivet materiale i sin nedskriv-ning af evangeliet (2 Tim 3,16)? Hvordan fungerer inspiration? Se evt. Ellen White, ”The Inspiration of the Prophetic Writers“ i Selected Messages, 1. bind, s. 15-23.

2. Jomfrufødslen er helt og aldeles Guds handling og genspejler hans mysterium, majestæt og mission. Den overgår al men-neskelig forstand. Men spørgsmålet er: ”Og hvad så?“ Hvor mange verdslige ting overgår ikke også vores forstand? Hvis Gud virkelig er til og har magt til at skabe og opretholde univer-set, hvorfor skulle en jomfrufødsel være umulig for ham? Kun mennesker, hvis verdensopfattelse er begrænset af de naturlove, vi på nuværende tidspunkt forstår, må på forhånd automatisk afvise tanken om en jomfrufødsel. De derimod, hvis verdens-opfattelser indbefatter det overnaturlige, bør ikke a priori have nogen grund til at benægte den. Se, hvad englen trods alt sagde til Maria efter at have givet hende den utrolige nyhed: ”Intet er umuligt for Gud“ (Luk 1,37).

3. En amerikansk TV journalist skal have sagt, at hvis han havde haft mulighed for det, var Jesus den person, han allerhelst ville have lavet et interview med, og han ville kun have stillet ham et spørgsmål: ”Er du virkelig født af en jomfru?“ Hvorfor er dette spørgsmål og svaret på det så vigtigt?

3. APRIL 2015

DIALOG

13

Aktiviteter og dialog

Guds ordog klassens aktiviteter

Uddybende spørgsmål

Dette er det nye kvartals første sabbat og en god anledning til at begynde at samle spørgsmål til bibelteksterne, vi studerer, og at for-berede aktiviteter til de efterfølgende sabbatter.

• Planlæg for eksempel en fællesspisning for din klasse.

• Lad nogle af medlemmerne samle oplysninger om emner af in-teresse for alle til fremlægning senere i kvartalet, eksempelvis- en sammenligning mellem en beretning i Lukas og den til-

svarende beretning fortalt i Matthæus og Markus- malerier og symbolske gengivelse af Lukas og de øvrige

evangelister i kirkens historie- fællesstræk mellem Lukasevangeliet og Apostlenes Gernin-

ger, som han jo også skrev- kort til hjælp til de geografiske oplysninger i Lukasevangeliet- hvad læger vidste/kunne og ikke vidste/kunne i datiden – in-

viter evt. en mediciner til at forberede et illustreret indlæg- Lukasevangeliet indeholder sang og musik og glæde. Prøv

at finde sange, som illustrerer sangene eller teksterne i Lu-kasevangeliet og lad klassen (eller hele menigheden) synge dem. Benyt evt. indekset i Salmebogen.

• Vi bruger ofte i dag udtrykket ”hedning“ i negativ betydning, oprindeligt på dansk en person fra ”heden“. Hvordan kan vi karakterisere og inddele grupper af mennesker uden at diskrimi-nere eller nedgøre dem?- På Det Nye Testamentes tid var hedninger de mennesker, der

ikke var jøder. Hvem vil du sammenligne dem med i dag?

• Hvilken forskel gør menneskers baggrund for deres ret til at blive accepteret i menigheden?

• Hvilken forskel gør menneskers baggrund for, hvordan vi skal nå dem med evangeliet?- Var datidens ”hedninger“ mere eller mindre umoralske end

fx jøderne?

Lukas var en inspireret forfatter af et af evangelierne; men der er ingen indikation af, at han havde modtaget sin information fra Gud i et syn.


14

DIALOG

Mødet med dagligdagen

Personligt kristenliv

Forstå det bedre

NOTER


• Drøft, hvordan de forskellige forfattere, så vidt vi kan slutte os til det fra deres egne ord i Bibelen, modtog den information, som de under Helligåndens inspiration har givet videre til os.- Skete det kun på en enkelt måde? På to måder? Eller på endnu

flere?- Giv hvor det er muligt praktiske eksempler fra de enkelte bø-

ger!- Kan du finde eksempler, hvor de inspirerede bibelske forfat-

tere brugte andre kilder?

• Lukasevangeliet er ofte kaldt for ”glædens evangelium“. Find eksempler på omtalen af glæde, specielt fra de første kapitler.

Tænk over, hvad du kan lære af Lukas, når du møder mennesker, som er ”hedninger“ – uden kristen baggrund?

Er dit liv et udtryk for den glæde, Lukas præges af? Oplever andre mennesker dig som en glad kristen?

Vi gør ofte meget ud af det faktum, at Lukas kaldes læge. Det er dog værd at huske på, at selv om læger i den romerske civilisation var højt agtede og havde en vis grad af praktisk ekspertise, var den medicinske viden og praksis ikke sammenlignelig med nutidens.

15

TIL SABBATTEN | 4. APRIL 2015NOTER

22

16

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ‘Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!’“ (Luk 3,22).

Som vi så i sidste uge, er det vores opfattelse, at Lukas giver en liste over store historiske personer for at vise, at hans beretning om Jesus og Johannes historisk er lige så virkelig som disse mægtige mænd.Men der er også en anden vigtig grund til at nævne disse indfly-delsesrige personer. Det viser kontrasten mellem dem og Johannes Døber, ørkenens ydmyge mand, Guds udvalgte budbærer, som skulle berede vejen for den mest betydningsfulde begivenhed i hele menneskehedens historie, nemlig verdens frelsers komme i Jesus Kristus. Det er interessant, at Gud ikke valgte en af denne verdens ”store“ mænd til at bekendtgøre Messias, men i stedet valgte en af de ”mindste“.

Forskere samler alle disse historiske personer og giver os en dato tæt på år 27 eller 28 e.Kr. for begyndelsen på Johannes Døbers og Jesu arbejde. Det er inden for tidsrammen af disse kendte personer i Ro-merriget, at Jesus blev døbt og modtog himlens anerkendelse af, at han er Guds ”elskede søn“ (Luk 3,22). Lukas fastslår dette faktum lige fra begyndelsen, til og med før han begynder at give sine læsere en nøje gennemgang af Jesu opgave og arbejde.

· Luk 3,1-14· Rom 6,1-6· Luk 3,21-22· Luk 4,5-8· Es 14,13-14· Luk 4,9-13

Dåb og fristelser


SØNDAG

17

Luk 3,1-14

Til at tænke over

I Luk 3 møder vi Johannes i hans specielle og afgørende rolle i frel-sens historie. Hvad der ellers kan siges om Johannes’ forkyndelse, er det helt klart, at han ikke lagde fingrene imellem for at lefle for sine tilhørere.

Hans ord indeholder væsentlige sandheder, ikke kun for dem, der lyttede dengang, men for os alle. Hvad synes du specielt er af be-tydning i det, Johannes siger?

Omvendelse har ikke kun en teoretisk ide. Den indebærer en livsstil. Det græske ord, der bruges, er metanoia, som betyder at skifte sind, og dette fører til et nyt liv.

At ”døbe“ betyder at nedsænke helt i vand. Nedsænkning har en meget dyb betydning. Selv før Johannes’ tid havde jøderne lagt en bestemt betydning i dåb ved nedsænkning. Det var almindelig skik at blive døbt på denne måde, når hedninger valgte at tilslutte sig den jødiske tro.

Ved at invitere jøderne til at blive døbt introducerede Johannes et nyt princip. Dåb er en anledning til offentligt at opgive ens gamle, syndige liv og forberede sig på Messias’ komme. Johannes Døber in-troducerede på denne måde en symbolsk handling, hvor man afstod fra synd og indviede sig til et nyt liv som borger i Messias’ rige, som var ved at blive oprettet. Johannes skyndte sig at slå fast, at han kun døbte med vand, men at han, som kom efter ham, skulle døbe med ”Helligånden og ild“ (Luk 3,16). På denne måde fremsætter han en vigtig pointe. Dåb ved neddykning i vand er kun et symbol på en indre forandring. Denne betydning af dåben ville senere blive be-kræftet ved Helligåndens udgydelse.

Læs Rom 6,1-6. Hvilke åndelige lærdomme uddrager Paulus af dåbshandlingen? Læg mærke til den sammenligning, han foretager mellem neddykningen i og opstigningen af vandet, at dø fra synd og leve for retfærdighed. Hvordan har du oplevet virkeligheden af dette nye liv i Kristus? Er der områder af dit liv, der endnu er ”un-der vandet“?

Ban Herrens vej

5. APRIL 2015

MANDAG

18

Matt 3,13-17 Joh 1,29-34 Luk 3,21-22

Til at tænke over

I Luk 2,41-50 finder vi den kendte beretning om Josef og Maria, som mister Jesus af syne i Jerusalem. Jesu svar til Maria, da hun iret-tesatte ham (vers 48), er især fascinerende. Hans svar er en bekræf-telse af, at han er bevidst om sin guddommelighed, at han er Guds søn. ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?“ (vers 49). Det næste vers fortæller, at Josef og Maria ikke forstod, hvad han sagde til dem. Men hvordan skulle de også kunne det? Selv efter flere år sammen med Jesus var disciplene ikke helt sikre på, hvem han var, og hvad han skulle udrette.

Efter sin opstandelse talte Jesus fx med to disciple på vejen til Em-maus. En af dem omtalte Jesus og sagde, at han ”var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket“ (Luk 24,19). Men Jesus var selvfølgelig meget mere end en profet. Men selv da forstod de ikke, hvem han var, og hvad han var kommet for at gøre.

Hvilken betydning har Jesu dåb?

Ved Jesu dåb bekræftede Himlen, at Jesus er Guds søn. Jesus øn-skede at blive døbt, ikke fordi han havde behov for det som en del af en omvendelsesproces, men for at give et eksempel for andre (Matt 3,14-15). Tre faktorer springer i øjnene ved Jesu dåb. 1) Johannes Døbers forkyndelse: ”Se, dér er Guds lam, som bærer

verdens synd“ (Joh 1,29).2) Helligånden, der salver ham til hans kommende gerning.3) Himlens bekendtgørelse af, at Jesus er Guds søn, i hvem Faderen

har fundet velbehag.

Tænk, at Guds fejlfri søn, universets skaber, blev døbt af et men-neske! Alt dette var en del af frelsesplanen. Hvordan bør Kristi ufattelige fornedrelse hjælpe os til at være villig til at ydmyge os, hver gang det er nødvendigt?

”Du er min elskede søn“

6. APRIL 2015

TIRSDAG

19

Til at tænke over

”Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og ført af Ånden var han ude i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Djæve-len“ (Luk 4,1-2). Jesus, som var født til en opgave bestemt af Gud, indviet til opgaven ved sin dåb og udstyret med Helligåndens kraft, trak sig tilbage til ørkenen for at meditere over den opgave, der lå foran ham.

Fristelsen i ørkenen var et afgørende slag mellem Kristus og Satan i den store strid, som har hærget lige siden Lucifers oprør i Himlen. Mens Jesus var svag efter 40 dages faste i ørkenen, og hans fremtid så hård og vanskelig ud, gik Satan personligt til angreb på Jesus.

”Satan indså, at enten måtte han sejre eller blive besejret. Stridens udfald var af for stor betydning til, at den kunne betros til en af hans engle. Han måtte lede kampen personligt.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 72).

Læg mærke til, hvad Satan sagde til Kristus: ”Hvis du er Guds søn, så sig til stenen her, at den skal blive til brød“ (Luk 4,3). Hvad forsøger Satan at gøre i denne situation, som genspejler det, han forsøgte at gøre i Himlen?

Det er ikke brød, der er det afgørende i denne sammenhæng. Det er rigtigt, at de 40 dages faste i ørkenen har gjort Jesus sulten, og Sa-tan benyttede denne omstændighed som lokkemiddel. Men Satan vidste, at Jesus er universets skaber. For ham, som skabte universet af intet, var det ikke noget problem at skabe brød ud af sten. Den afgørende pointe i denne fristelse finder vi i indledningen: ”Hvis du er Guds søn.“ Kun 40 dage tidligere havde en stemme fra himlen bekræftet, at Jesus virkelig var Guds søn. Skulle Jesus nu tvivle på denne himmelske forsikring? At tvivle på Guds ord er det første skridt på vejen til at give efter for en fristelse. I Himlen havde Satan udfordret Jesu autoritet; han gør det samme her, selv om det er på en meget mere udspekuleret måde end den, han forsøgte i Himlen.

Hvordan kan du lære ikke at give efter for Satans forsøg på at få dig til at tvivle på Guds løfter?

Ikke af ”brød alene“

7. APRIL 2015

ONSDAG

20

Luk 4,5-8

Til at tænke over

Hvorfor ønskede Satan, at Jesus skulle tilbede ham? Hvad var det egentlig, der stod på spil?

Gud er den eneste, du må tilbede. Det er heri forskellen mellem al skabning og Skaberen består. En side af Satans oprør mod Gud i Himlen drejede sig netop om tilbedelse. Lucifers ambition opsum-meres fortræffeligt i Es 14,13-14: at stige op til himlen, at rejse sin trone højt over Guds stjerner, at gøre sig lige med den Højeste. Det var et forsøg på at overtage den autoritet, som alene tilhører Skabe-ren, aldrig et skabt væsen, uanset hvor højt det er ophøjet.

I denne sammenhæng er det lettere at forstå, hvad det er, der sker i denne fristelse. Lige før Jesus er klar til at gå i gang med sit arbejde med at løskøbe verden og atter overgive den til Guds herredømme, bragte Satan ham til toppen af et bjerg, viste ham et panorama af alle verdens riger og tilbød dem til Jesus til gengæld for en enkelt hand-ling: ”Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit“ (Luk 4,7).

Satan forsøgte at få Jesu til at glemme sin guddommelige opgave, og han lokkede ham med pomp og pragt for en lille bitte pris – en enkelt lille knæbøjning. Igen forsøgte han at opnå den autoritet og tilbedelse, det ikke var lykkedes ham at få i Himlen.

Læg mærke til, hvordan Jesus afviser fristeren med absolut afsky. ”Vig bort, Satan!“ (Matt 4,10). Tilbedelse og den tjeneste det ind-befatter, tilhører Gud Skaber alene. Igen kommer Guds ord Jesus til hjælp. Under Helligåndens inspiration skrev Moses: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke… Du skal frygte Herren din Gud, ham skal du tjene“ (5 Mos 6,4-5.13). En ab-solut beslutning om i tro og lydighed at følge Gud er det ultimative svar på Satans svindel og bedrag.

Vi bliver alle sammen udsat for fristelsen til at gå på kompromis med vores tro, selv på små og ubetydelige måder. Dit arbejde, en universitetseksamen, en forfremmelse kræver måske, at du går på kompromis med hensyn til sabbatten. Et visum til et bedre land kræver måske, at du ændrer dit navn, så det ikke afslører din tro. Hvornår er det i orden at foretage en handel? Er det nogensinde prisen værd?

”Tilbed mig“

8. APRIL 2015

TORSDAG

21

Luk 4,9-13Matt 4,5-7

Til at tænke over

Lukas og Matthæus har ikke samme rækkefølge i beskrivelsen af den anden og tredje fristelse. Vi ved ikke hvorfor; men det er ikke noget, vi behøver at hænge os i. Det vigtige er Jesu sejr over Satan, og dette fortælles i begge evangelier. Den væsentlige kendsgerning, som fremgår af studiet af fristelserne er, at Jesus Kristus er en vir-kelig person, som blev fristet ligesom vi, men uden at synde (Hebr 4,15). Med sejr over hver fristelse, ved at vinde over Satan, med Guds ord i sin mund og forbundet med himlens kraftcenter gennem bøn, går Jesus i gang med at forkynde Guds rige og indlede den messianske tidsalder.

I de første to tilfælde brugte Jesus Skriften til at overvinde Satans fristelser. I den tredje gør Satan det samme og citerer fra Skriften for at prøve, om Jesus virkelig tager Guds ord alvorligt. Hvad sker der, og hvordan svarer Jesus?

Satan fører Jesus op på templets tinde i Jerusalem, det allerhelligste sted i jødernes historie. Zion, templet, hvor Gud bor blandt sit folk, bliver Satans udvalgte sted for sin kamp med Jesus. Igen begynder han med at sige: ”Hvis du er Guds søn“. Læg mærke til, hvad han siger: Hvis Gud virkelig er din fader, og hvis din gerning virkelig er, hvad han har bedt dig om, kast dig selv ned herfra og se en gang for alle, om det virkelig passer. Gud vil da ikke lade dig komme til skade, hvis det virkelig er rigtigt. Og så citerer han fra Skriften: ”Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig“ (Luk 4,10).

Satan kender Bibelen, men misfortolker den. Hans taktik er at få Jesus til at sætte Gud på prøve. Gud har virkelig lovet beskyttelse gennem sine engle; men løftet er knyttet til, at vi følger hans vilje, som fx Daniel og hans venner gjorde. Jesus svarer Satan bestemt og bruger igen Skriften, idet han siger, at vi ikke skal sætte Gud på prøve (vers 12). Vores pligt er at stille os under Guds vilje og lade ham gøre resten.

Bemærk fire hovedlæresætninger mht. fristelser: 1) Ingen undgår fristelser; 2) når Gud tillader, at vi udsættes for fristelser, sørger han også for nåde til at modstå dem og kraft til at sejre over dem; 3) fristelser kommer ikke på samme måde hver gang; 4) ingen fri-stes ud over, hvad de kan bære (1 Kor 10,13).

Kristus, sejrherren

9. APRIL 2015

FREDAG

22

Læs Ellen White


”Hvis Josef og Maria havde holdt deres tanker fast ved Gud gennem meditation og bøn, ville de have erkendt, hvilken hellig forpligtelse de havde fået, og de ville ikke have sluppet Jesus af syne. Ved en enkelt dags forsømmelse mistede de ham; men det kostede dem tre dages ængstelig søgen atter at finde ham. Det er det samme for os. Ved tom tale, sladder eller ved at undlade at bede kan vi på en ene-ste dag miste Frelserens nærvær, og det kan koste os mange dages smertefuld søgen atter at finde ham og genvinde den fred, som vi har mistet.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 49).

1. Fristelse er ikke i sig selv en synd. I bibelsk forstand har fristel-ser muligheden for at bekræfte muligheden for hellighed. En ting er at blive fristet; noget helt andet er at falde for fristelsen og synde. Hvilket ansvar har vi for at gøre alt, vi kan for at undgå at udsætte os for fristelser?

2. Filosofer og teologer taler ofte om noget, de kalder ”metahisto-rien,“ en større overordnet historie eller tema, hvori andre be-retninger indgår. Sagt på en anden måde er metahistorien den baggrund eller sammenhæng, hvori andre historier og begiven-heder finder sted. Som syvendedags adventister ser vi den store strid som ”metahistorien“ eller baggrunden for, hvad der er sket og sker, ikke kun her på jorden, men også i himlen. Hvilke bibeltekster viser os, at den store strid er virkelig? Hvordan er det med til at forklare, hvad der sker i vores verden?

3. Nævn nogle af de stærkeste bibeltekster, der lover os sejr over de fristelser, vi møder. Hvorfor er det på trods af disse løfter al-ligevel så let at falde for fristelserne?

4. I et af denne uges afsnit kom vi med følgende udtalelse: ”At tvivle på Guds ord er det første skridt på vejen til at give efter for en fristelse.“ Hvorfor er dette rigtigt?

5. Hvordan kan afgudsdyrkelse være mere sofistikeret end blot at bøje sig ned og tilbede noget andet end Gud?

10. APRIL 2015

DIALOG

23


Guds ordog klassens aktiviteter

Uddybendespørgsmål

Mødet meddagligdagen

• Saml tekster fra Bibelen, hvor Jesus/Menneskesønnen bliver til-bedt.

• Prøv at finde lighederne mellem Hanna & Samuel i 1 Samuel 1-2 og beskrivelsen af Maria & Jesus i Lukas 1-2.- Drøft lighederne i klassen. Hvad kan I lære af dem?

• Læs Luk 3,21-22. Hvordan understreger Lukas, at guddommen består af tre personer?- Begynd evt. at samle de tekster, hvor Lukas omtaler Hellig-

ånden.• Læs sammen hvad der siges om Ånden i de første kapitler.

• Hvad var Åndens rolle i Jesu liv og gerning?• Foretag en sammenligning af Matthæus’ og Lukas’ gengivelse

af Jesu fristelser. Datidens kultur krævede og forventede ikke, at alt blev fortalt i kronologisk orden, og som mange andre bibel-ske forfattere valgte evangelisterne at understrege hver deres egne temaer. - Hvilke temaer finder du/I er særligt fremtrædende hos Lu-

kas?

• Lad medlemmer af klassen sammenligne tanker omkring Jesu fristelser i ørkenen ved at bringe uddrag af Ellen Whites inspire-rede beskrivelse i Jesu Liv eller den russiske forfatter Dostojev-skijs opdigtede, men tankevækkende ”Legende om Storinkvisi-toren“ fra Brødrene Karamasov.

• Hvordan vil du beskrive lighederne mellem Jesu fristelser i ørke-nen og dem, du og jeg står overfor?- Hvorfor er ”brød og undere/skuespil/mystik“ så tiltræk-

kende?

• Jesus afviste at lade sig friste til at bruge speciel englebeskyt-telse. Hvorfor var det i det hele taget en fristelse? Beskytter engle os ikke altid?

• Tænk over de fristelser, du møder. Hvad kan du gøre for bedre at undgå dem? Hvordan kan du finde praktisk hjælp i Bibelens beretninger om Jesu fristelser?


24

DIALOG

Forstå det bedre

NOTER


Dåben blev det afgørende symbol, hvorved den enkelte kristne blev en del af det kristne fællesskab. Skikken blev overtaget fra jødedom-men, men fik ny betydning i lyset af Kristi død og opstandelse. For at blive optaget i jødedommen på nytestamentlig tid skulle en mand udføre tre handlinger. Han måtte omskæres, skulle bringe et offer og blive døbt. En kvinde nøjedes naturligt nok med de to sidste.

For de kristne blev omskærelsen unødvendig; Guds folk skulle jo ikke længere videreføres som en etnisk gruppe. Offeret var allerede bragt af Jesus en gang for alle på korset, og det skulle ikke gentages. Då-ben som en personlig bekendelse til Jesus blev derfor den enkeltstå-ende handling, der symboliserede, at den troende nu tilhørte Kristus.

25


25

33

26

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Så spurgte han dem: ‘Men I, hvem siger I, at jeg er?’ Peter svarede: ‘Guds salvede’“ (Luk 9,20).

Hvem er Jesus Kristus?

Dette er ikke bare et teknisk filosofisk eller teologisk spørgsmål. Det har at gøre med, hvem vi mennesker i bund og grund er, og endnu vigtigere, hvad evigheden bringer for os.

Man kan beundre Jesu gerninger, respektere hans udtalelser, frem-hæve hans tålmodighed, være talsmand for hans ikke-voldelige holdning, bifalde hans beslutsomhed og være målløs over den bru-tale ende, hans liv fik. Mange er til og med parate til at acceptere, at Jesus var en god mand, som forsøgte at sætte tingene på plads - at bringe retfærdighed, hvor der kun var uretfærdighed, at tilbyde hel-bredelse, hvor der var sygdom og at bringe trøst, hvor der kun var elendighed.

Jesus kunne sagtens fortjene at blive kaldt den bedste lærer, en oprører, en uovertruffen leder og en psykolog, der kunne bore ned i et menneskes inderste sjæl. Han var alt dette. Men han var også meget mere, og intet af det, vi her har nævnt, kan besvare det alt-afgørende spørgsmål, som Jesus selv stillede: ”Hvem siger I, at jeg er?“ (Luk 9,20).

Menneskehedens skæbne afhænger af svaret på det spørgsmål.

· Luk 4,16-30; 6,5· Ef 1,3-5· Luk 9,18-27· 2 Pet 1,16-18

Hvem er Jesus Kristus?


SØNDAG

27

Luk 4,16-30Joh 3,19

Luk 7,17-23

Til at tænke over

Læs evangelierne; læs Det Nye Testamente. Over alt i disse bøger finder vi utrolige påstande ikke alene om, hvad Jesus gjorde, men endnu vigtigere om, hvem Jesus var. (Det, Jesus gjorde, er selvføl-gelig et stærkt vidnesbyrd om, hvem han var.) Disse påstande – at han er Gud, at han er Frelseren, at han alene er vejen til evigt liv – kræver vores opmærksomhed; konsekvenserne er nemlig af evig betydning for hver eneste af os.

Hvad fik folk til at reagere, som de gjorde?

Til at begynde med var folkene i hans hjemby begejstrede over at se Jesus, som efter at have udført mange undere og mirakler andre steder, nu var vendt hjem til Nazaret, og de ”undrede sig over de nådefulde ord,“ han talte (Luk 4,22). Men deres reaktion på hans irettesættelse afslørede, hvilken ånd der virkelig styrede dem.

Hvad spurgte Johannes om mht. Jesus, og hvorfor mon han stil-lede dette spørgsmål?

Selv Johannes Døber, Jesu forløber og den, der bekendtgjorde Jesus som ”Guds lam“, var plaget af tvivl. Han ønskede at vide: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?“ (Luk 7,19).

Læg også mærke til, at Jesus ikke giver et direkte svar på Johannes’ spørgsmål. I stedet henviser han til sine gerninger, der vidner om ham: ”Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige“ (vers 22). Man kan hævde, at Jesus ikke behøvede at give et direkte svar på Johan-nes’ spørgsmål; de gerninger, han udførte, var tydelige vidnesbyrd om, hvem han var.

På en måde kan det svar, Jesus gav, have fået Johannes til at blive endnu mere bestyrtet. Hvis Jesus har magt til at gøre alle disse utrolige ting, hvorfor sidder jeg så her og vansmægter i fængsel? Hvem af os har ikke midt i vores egne personlige tragedier haft de samme spørgsmål: hvis Gud har al magt, hvorfor sker dette for mig? Hvorfor er korset og alt det, det repræsenterer og lover, vores eneste svar?

Reaktioner på Jesus

12. APRIL 2015

MANDAG

28

Luk 1,31-32.35; 2,11

Til at tænke over

Menneskesønnen og Guds søn er to navne, der bruges i evangeli-erne til at beskrive, hvem Jesus er. Det første angiver Gud i men-neskeskikkelse, det andet peger på hans del i guddommen. Samlet indbyder disse to udtryk os til at tænke over det mirakel, Jesus Kristus er: både Gud og menneske. Det er vanskeligt at forstå; men det gør på ingen måde denne forbløffende sandhed mindre, og det formindsker ikke det store håb, det tilbyder os.

Hvad siger disse vers om, hvem Jesus virkelig er?

I Luk 1,31-32 sammenkæder englen navnet Jesus med ”den Højestes søn“ og at ”Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone.“ Je-sus er Guds søn. Han er også Kristus, Messias, som skal genoprette Davids trone, ikke som en jordisk befrier, men i den eskatologiske betydning, at han til sidst skal besejre Satan i hans forsøg på at til-rane sig Guds trone. Englen fortalte hyrderne, at barnet i krybben er ”en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren“ (Luk 2,11).

Samtidigt bekræfter titlen ”Guds søn“ ikke alene Kristi position i guddommen; men den åbenbarer også det nære og intime forhold, Jesus havde med Gud Faderen, mens Jesus var her på jorden.

Alligevel er forholdet mellem Faderen og Sønnen ikke det samme som det forhold, vi kan have med Gud. Vores forhold er et resultat af det, Kristus gjorde både som skaber og forløser. Hans forhold til Faderen som søn er som en ud af tre ligeværdige evige partnere. Gennem sin guddommelighed bevarede Jesus de allernærmeste bånd med Faderen.

”Jesus siger: ‘Min himmelske fader’ som for at minde sine disciple om, at samtidig med, at han ved sin menneskelighed er forbundet med dem, tager del i deres prøvelser og føler med dem i deres lidel-ser, er han ved sin guddommelighed forbundet med den Almægti-ges trone.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 321).

Hvad betyder det for os, at Jesus helt og fuldt var Gud? Selv om denne sandhed har mange konsekvenser, er en af de mest fanta-stiske den, at selv om Jesus var Gud, fornedrede han sig selv ikke alene til at blive et menneske, men til som menneske at give sig selv som et offer for os. Det er Gud, vi taler om! Tænk på det fan-tastiske håb, denne sandhed giver os på grund af det, den fortæl-ler os om, hvordan Gud egentlig er.

Guds søn

13. APRIL 2015

TIRSDAG

29

Luk 22,67-70

Luk 7,34Luk 6,5

Luk 5,24

Luk 18,31-33Luk 9,44Luk 24,7

Luk 11,30Luk 12,8

Luk 9,26; 12,4; 17,24; 26,30; 21,36; 22,69

Selv om Jesus var fuldt bevidst om, at han både var Menneskesøn-nen og Guds søn, var ”Menneskesønnen“ hans foretrukne måde at omtale sig selv på. Men ingen andre tiltalte ham med denne titel. De eneste andre steder, denne titel findes, er i Stefanus’ tale i ApG 7,56 og i Åb 1,13 og 14,14. Betegnelsen findes mere end 80 gange i evan-gelierne, heraf 25 gange hos Lukas.

”Guds søns menneskelighed betyder alt for os. Det er den gyldne kæde, der binder vores sjæl til Kristus, og gennem Kristus med Gud. Vi bør studere dette grundigt. Kristus var et virkeligt menneske; han beviste sin ydmyghed ved at blive et menneske. Men han var Gud i menneskeskikkelse.“ (Ellen White, Selcted Messages, 1. bind, s. 244).

Anvendelsen af ”Menneskesøn“ hos Lukas giver os indblik i den in-karnerede Jesu natur, mission og skæbne. - For det første identificerer denne titel ham som et menneske.- For det andet bruger Lukas denne titel til at fastslå Jesu guddom-

melige natur og status: for ”Menneskesønnen er herre over sab-batten“. Derfor er han også Skaberen med magt til at tilgive synd.

- For det tredje kom Menneskesønnen ”for at opsøge og frelse det fortabte“ (Luk 19,10) og udføre den frelsende opgave, der var besluttet af Guddommen ”før verden blev grundlagt“ (Ef 1,3-5). ”Menneskesønnen skal lide meget og forkastes … og slås ihjel og opstå på den tredje dag“ (Luk 9,22). At Menneskesønnen var klar over den vej, han skulle gå og den pris, han skulle betale for at frelse menneskeheden fra synd, viser ikke alene frelsesplanens guddommelige oprindelse, men også at Kristus i sin menneskelig-hed underkastede sig denne plan.

- For det fjerde må vi lægge mærke til, hvilket fuldstændigt billede af den lidende Messias Lukas beskriver i følgende afsnit: hans vi-den om korset, Judas’ forræderi imod ham, hans korsfæstelse og opstandelse og hans rolle som vor talsmand hos Faderen.

- For det femte beskriver Lukas Menneskesønnen med endetids-udtryk som den, der kommer igen til jorden for at belønne sine hellige og afslutte den store strid.

Kort sagt inkorporerer titlen Menneskesøn ikke alene de mange sider ved Jesu identitet, men også hvad han kom for at udrette, og hvad han har opnået og vil opnå for os gennem frelsesplanen.

Menneskesønnen

14. APRIL 2015

ONSDAG

30

Luk 9,18-27

Til attænke over

Hvorfor stillede Jesus disciplene et spørgsmål, hvor han allerede kendte svaret? Hvad ønskede han at lære dem ikke alene om sig selv, men også om, hvad det vil sige at følge ham?

”Hvem siger I, at jeg er?“ (Luk 9,20). Dette spørgsmål, som Jesus stillede for to tusinde år siden, hjemsøger stadigvæk historien. Der er blevet givet mange forskellige svar. En stor lærer. En dybsindig morallærer. Indbegrebet af sandhed. Et enestående eksempel på selvopofrelse. En frygtløs profet. En socialreformator. Et stort ek-sempel på alt det, et menneske bør være. Men intet andet end Pe-ters oprindelige svar er godt nok.

Efter at have vist sit herredømme over naturen (Luk 8,22-25), sin magt over dæmoner (Luk 5,12-15; 8,43-48), sin evne til at bespise de fem tusinde ud fra næsten ingen ting (Luk 8,51-56), konfronte-rer Jesus disciplene med to spørgsmål: først hvad mente andre om ham, og dernæst hvad mente disciplene selv? Han spurgte ikke for at finde ud af noget, han ikke allerede vidste. Men han spurgte for at få dem til at forstå, at hvem han var, faktisk kræver en overgivelse fra deres side. Det vil koste dem alt.

”Vores kundskab om Jesus må aldrig være andenhånds. Vi kan kende til enhver kendelse, der nogen sinde er blevet udtalt om Jesus; vi kan kende enhver kristologi, som noget menneske har udtænkt; vi kan være i stand til at give et dygtigt sammendrag af enhver stor tænker og teologs undervisning om Jesus og alligevel ikke være en kristen. Kristendommen handler aldrig om at kende til Jesus; det handler altid om at kende ham. Jesus Kristus kræver en personlig afgørelse. Han spurgte ikke kun Peter, han spørger os alle sammen: ‘Men du, hvem siger du, at jeg er?’“ (William Barclay, The Gospel of Matthew, Bangalore, Theological Publications in India, 2009, 2. bind, s. 161).

Vores svar på Jesu spørgsmål må være intet mindre end Peters be-kendelse: Jesus er ”Guds salvede“ (Luk 9,20). Kristus betyder ‘den salvede’, Messias, frelseren, der vil befri menneskeheden fra Satans og syndens greb og oprette retfærdighedens rige.

Det er ikke nok kun at vide, hvem Jesus var. Vi har brug for selv at kende ham. Du hævder måske at kende Jesus; men hvad ved du egentlig om ham? Det vil sige, hvad har dit eget personlige kend-skab til Jesus lært dig om ham, og om hvordan han er?

”Guds salvede“

15. APRIL 2015

TORSDAG

31

Luk 9,27-36 Matt 17,1-9 Mark 9,2-8

2 Pet 1,16-18

Til at tænke over

Læs gengivelsen af hændelsen på forklarelsens bjerg fra alle tre evangelier. Læs også Peters førstehåndsbeskrivelse af begivenhe-den, og læg mærke til den sandhed, apostlen fremsætter fra sin øjenvidneerfaring. Hvilke ekstra oplysninger kommer Lukas med, og hvorfor er dette vigtigt?

Lukas begynder sin fortælling med en detalje, som hverken Mat-thæus eller Markus nævner. Jesus tog Peter, Johannes og Jakob med op på bjerget for at bede. Jesu havde sit blik rettet mod Jerusalem, og han forudsagde den lidelse, som lå foran ham. Han ønskede at være sikker på, at han fulgte det, Gud ønskede. I sådanne situatio-ner er bøn det eneste, der kan bringe vished og forsikring. Jesu bøn resulterede i en øjeblikkelig udgydelse af Guds herlighed over Jesus: ”Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide“ (Luk 9,29).

Mens Jesus på denne måde blev ”forklaret“, samtalte han med Moses og Elias ”om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem“ (vers 31). Ordet udgang kan forstås på to måder: hans kommende død i Jerusalem, selv om det græske ord her – exodus – ikke ofte be-nyttes om døden; derfor kan udtrykket også betyde den store ”ud-gang“, som Jesus skulle opnå i Jerusalem, den mægtige frelsende udgang, som ville føre til befrielse fra synd.

Samtalen mellem de tre afsluttes med en røst fra himlen: ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!“ (vers 35). Forklarelsen på bjerget sal-ver Jesus med herlighed, forsikrer ham igen om, at han er Guds søn, og forkynder, at frelsen vil koste Sønnens liv. Derfor gives den him-melske befaling til disciplene: Hør ham. Uden lydighed og ubetinget loyalitet over for ham, er man ikke hans discipel.

Ellen White skrev, at disse mænd, dvs. Moses og Elias, som var blevet ”udvalgt frem for enhver engel omkring tronen, var kom-met for i nær samtale med Jesus at støtte ham til de forestående lidelser og for at trøste ham med forsikringen om Himmelens del-tagelse. Verdens håb, frelsen af hvert eneste menneske, var det, som deres samtale drejede sig om.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 306-307). Jesus, som havde givet trøst til så mange, søgte selv trøst og lindring. Hvad bør dette sige os om, at selv de, som er åndeligt stærkest iblandt os, selv vores ledere, lærere og vejledere, til tider har brug for trøst, opmuntring og hjælp fra andre? Kan du komme i tanker om nogen, der netop nu har et sådant behov?

Forklarelsen på bjerget

16. APRIL 2015

FREDAG

32

Læs Ellen White


”Undgå ethvert spørgsmål i forbindelse med Jesu menneskelighed, som kan blive misforstået. Sandhed ligger tæt op ad formastelse. Når vi behandler Jesu menneskelighed, må vi nøje være på vagt over for enhver påstand, så ikke vores ord kommer til at blive opfattet som udtryk for mere, end de har til hensigt og dermed mister eller svækker den indlysende forståelse af, at hans menneskelighed er forbundet med hans guddommelighed. Hans fødsel var et mirakel fra Gud … Lad aldrig nogen nogensinde få så meget som den rin-geste opfattelse af, at Jesus havde en antydning af eller en tilbøje-lighed til fordærv, eller at han på nogen måde gav efter for fordærv. Han blev fristet i alle ting, ligesom et menneske fristes; men han kal-des hellig. Det er et mysterium, som forbliver uforklaret for os dø-delige, at Kristus kunne fristes i alle ting ligesom vi, og alligevel være uden synd. Kristi inkarnation har altid været og vil altid forblive et mysterium.“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 5. bind, s. 1128-1129).

1. Læs igen Ellen Whites udtalelse ovenfor om Jesu menneskelige natur. Vi er nødt til at erkende, at Jesu menneskelige såvel som hans guddommelige natur, er en stor sandhed, som vi aldrig til fulde vil forstå. Som hun skrev: ”Kristi inkarnation har altid været og vil altid forblive et mysterium.“ Hvorfor må vi derfor være forsigtige med at fælde en hård dom over dem, som ikke nødvendigvis forstår dette ”mysterium“ helt på samme måde som os?

2. Tænk over, hvad der skete på Forklarelsens bjerg. Hvad gjorde de udvalgte disciple lige før denne fantastiske begivenhed i frelsens historie? De sov! Hvordan kan dette være et billede på os selv som individuelle kristne, eller som en kirke, der lever lige før en anden stor begivenhed i frelsens historie, nemlig Je-sus genkomst?

3. Læs nogle af de ting, Jesus havde sagt om sig selv. Hvorfor er ideen om, at Jesus kun var en stor mand, en mægtig profet el-ler en stor åndelig leder logisk uholdbar? Hvorfor er vi nødt til enten at acceptere, at han er den, han sagde, han er, eller også at han var en tosse eller en, der havde en fuldstændig forskruet opfattelse af sig selv? Hvorfor er der ingen anden mulighed for os, når det gælder Jesu identitet?

17. APRIL 2015

DIALOG

33


Guds Ord og klassens

aktiviteter




Til attænke over

Forstå det bedre

• Sammenlign Lukas med andre evangelier, fx Lukas 7,18-23 med Matt 11,1-6. Hvilke ligheder og forskelle finder du?

• Brug bibelske kort til at lokalisere Nazaret og andre byer eller områder omtalt i teksterne.

• Hvilket andre navne eller titler for Jesus kan du finde i Luka-sevangeliet?

• Saml en række eksempler fra det offentlige liv i Danmark på, hvordan Jesus omtales eller beskrives. Hvordan adskiller de sig fra Bibelens fremstilling af Jesus? Hvordan vil du fortælle en ikke-kristen dansker, hvem Jesus er?

• Lad en fra klassen finde ud af, hvad Koranen siger om Jesus. Drøft ligheder og forskelle med den kristne opfattelse.

• Jesus har mange navne i Bibelen. Hvilke navne har størst betyd-ning for dig – og hvad betyder de for dig personligt?

Hvis Jesus ikke var Gud selv, der blev menneske, hvem var han så? Hvilken forskel ville det gøre for vores opfattelse af Guds kærlig-hed og offervilje og for vores mulighed for at blive forsonet med Gud?

Udtrykket ”menneskesøn“ er i virkeligheden en typisk måde for hebraisk og andre semitiske sprog at sige menneske på. Vi finder det i Det Gamle Testamente i fx Ezek 2,1, hvor den nye danske oversæt-telse helt korrekt har gengivet det simpelthen som ”menneske“. I profetien i Daniel 7,13 er det tilsvarende aramæiske udtryk oversat som ”menneskesøn“. Her henviser det til en bestemt person, som i himlen repræsenterer Guds hellige. Som kristne tror vi, at denne person er Jesus Kristus. Han er det fuldkomne menneske, der alene kan repræsentere os ved himlens domshandling. Han er menne-skehedens fuldkomne repræsentant ligesom det første menneske, Adam, oprindeligt var (jf. Salme 8,4-5).

Johannes’ Døberens spørgsmål til Jesus: ”Er du den, som kommer?“ kan måske lyde lidt mærkeligt for en dansker. Johannes brugte en


34

DIALOG

NOTER


gammeltestamentelig vending, som blev opfattet som en henvisning til Messias. Vi finder den i Jakobs velsignelse i 1 Mos 49,10, hvor den danske oversættelse gengiver teksten med udtrykket ”til der kom-mer en hersker“. Johannes spørger altså, om Jesus er den hersker, Jakob profeterede skulle komme i Judas slægt.

35


44

36

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Og henvendt til alle sagde Jesus: ‘Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig’“ (Luk 9,23).

‘Discipel’ betyder efterfølger eller elev. Ordet discipel forekommer mere end 250 gange i Bibelen, de fleste af dem, men ikke udeluk-kende, i Apostlenes Gerninger.

At være en discipel aktiverer os, udfordrer sindet og kræver vores yderste i vores forhold til Gud og vores medmennesker. Uden total loyalitet mod Kristus og en accept af de krav, som hans liv og bud-skab stiller os overfor, er der intet discipelskab. Hvilket højere kald kunne nogen have?

”Gud tager mennesker, som de er, og uddanner dem til sin tjeneste, hvis de vil overgive sig til ham. Når Guds Ånd modtages, vil den bringe nyt liv til alle evner. Under Helligåndens vejledning udvikler det sind, der uden forbehold har viet sig til Gud, sig harmonisk og bliver styrket til at forstå og opfylde Guds krav. Den svage, ustadige karakter bliver stærk og urokkelig. En vedvarende gudsdyrkelse ska-ber en så nær forbindelse mellem Jesus og den pågældende, at han kommer til at ligne Jesus i sind og væsen.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 170).

I denne uge vil vi se på, hvordan Jesus kaldte dem, der kom til at følge ham, og se, hvad vi kan lære af det, som kan hjælpe os i at fortsætte det arbejde, Jesus begyndte her på jorden.

· Luk 5,1-11; 6,12-16; 9,1-6· Matt 10,5-15· Luk 10,1-24· Luk 9,23-25· Matt 16,24-28

Kaldet til discipelskab


SØNDAG

37

Læs Luk 5,1-11 Matt 4,18-22 Mark 1,16-20

Til at tænke over

Simon og Andreas havde slidt hele natten. Som erfarne fiskere vidste de alt om at fiske, og de vidste, hvornår man skulle holde op. En hel nats slid havde ikke givet noget resultat. Midt i deres skuffelse lød der en befaling: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!“ (Luk 5,4). Simons svar afslørede hans håbløshed og smerte: ”vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord …“ (vers 5).

Hvem er denne tømrer, som giver en fisker råd om, hvordan man skal fiske? Simon kunne have afvist ham; men er det muligt, at Jesu trøstende og oprigtige forkyndelse tidligere, nu havde en effekt? Og derfor svaret: ”men på dit ord“.

Den første lektion i discipelskab er altså lydighed mod Kristi ord. Andreas, Johannes og Jakob fandt også snart ud af, at den resul-tatløse nat blev erstattet af en lys og forbløffende morgen med en imponerende fangst. Peter faldt med det samme på knæ og udbrød: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand“ (vers 8). En erkendelse af Guds hellighed og vores egen syndighed er et andet vigtigt skridt i kaldet til discipelskab. Ligesom Esajas (Es 6,5) havde Peter taget de første skridt.

Tænk over miraklet, fiskernes forbløffelse, Peters bekendelse og Jesus autoritet. Hvad fortæller hver enkelt af disse begivenheder om det at være en discipel?

”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker“ (Luk 5,10). Over-gangen fra at være fiskere til at blive menneskefiskere er usædvan-lig. Det kræver fuldstændig overgivelse til Mesteren, erkendelse af egen syndighed og manglende evner. Det kræver, at man i tro rækker ud til Kristus for at få kraft til at gå discipelskabets ensomme og ukendte vej, og at man udviser en vedblivende tillid til Kristus og ham alene. En fiskers tilværelse er uvis og farlig med kamp mod vejr og vind og en usikker fortjeneste. En menneskefiskers liv er ikke mindre uvis; men Jesus lover: ”Frygt ikke.“ Discipelskab er ikke en let vej; det har sine gode og dårlige oplevelser, sine glæder og ud-fordringer; men en discipel er ikke blevet kaldet til at gå alene. Han, som sagde: ”Frygt ikke,“ er ved enhver trofast discipels side.

Læs igen Peters bekendelse om at være en syndig mand. Læg mærke til, hvordan hans syndighed fik ham til at ønske at være ad-skilt fra Jesus. Hvad er det ved synd, der skubber os væk fra Gud?

Menneskefi skere

19. APRIL 2015

MANDAG

38

Luk 6,12-16; 9,1-6

Til at tænke over

Discipelskab kommer af, at vi svarer på Jesu kald. Lukas omtaler, at Jesus allerede havde kaldt Peter, Andreas, Johannes og Jakob (Luk 5,11) og tolderen Levi Matthæus (vers 27-32). Nu placerer forfat-teren udvælgelsen af de tolv på et meget strategisk sted i sin beret-ning: umiddelbart efter helbredelsen på sabbatten af en mand med en vissen hånd (Luk 6,6-11), som førte til, at farisæerne begyndte at lægge planer om at slå Jesus ihjel. Herren vidste, at tiden nu var kommet til at stadfæste sit arbejde og forberede et hold arbejdere, som han kunne oplære og forberede til opgaven efter korset.

Hvad fortæller disse vers om kaldet af de tolv apostle?

Blandt de store skarer, der fulgte ham, var der mange disciple. De fulgte ham, som elever fulgte en lærer. Men Kristi gerning var mere end undervisning. Han opbyggede et fællesskab – en kirke, som kunne bringe hans frelsende budskab til jordens ende. Og til denne opgave havde han brug for mere end disciple. ”Blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle“ (Luk 6,13). Apostel betyder en, som er udsendt med et specielt budskab i en bestemt hensigt. Lukas bruger dette ord seks gange i evangeliet og mere end 25 gange i Apostlenes gerninger.

De tolv blev valgt, ikke på grund af deres uddannelse, økonomi-ske baggrund, sociale status, moralske anseelse eller noget andet, som gjorde dem værdige til at blive udvalgt. De var ganske alminde-lige mænd med en almindelig baggrund: fiskere, toldere, en zelot, en tvivler og en, som viste sig at være en forræder. De blev kaldt med en eneste hensigt: at være ambassadører for Kongen og hans rige.

”Gud tager imod mennesker, som de er, med deres menneskelige karakteregenskaber, og oplærer dem så til sin tjeneste, hvis de vil lade sig lede og belære af ham. De er ikke udvalgt, fordi de er fuld-komne, men på trods af deres ufuldkommenheder, for at de gennem kendskab til og udøvelse af sandheden ved Kristi nåde kan forvand-les til at ligne ham.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 205).

Lad os indrømme det: vi er ikke fuldkomne, og de andre i kirken er heller ikke fuldkomne. Vi er alle i vækst (selv om andre ser ud til at vokse langsommere, end vi gerne ville, at de skulle!). Hvordan lærer vi midt i denne proces at arbejde sammen med andre og ac-ceptere dem, som de er?

Valget af de tolv

20. APRIL 2015

TIRSDAG

39

Luk 9,1-6 Matt 10,5-15

Til at tænke over

Hvilke åndelige lærdomme kan vi drage af, hvordan Jesus kaldte disse mænd?

Lukas beskriver udsendelsen af apostlene som en tretrins proces.Først kaldte Jesus dem sammen (Luk 9,1). Ordet kalde er vigtigt for kristen mission. Før det kan blive et teologisk udtryk, må det blive en personlig erfaring. Apostlene må lytte til ham, som kalder, komme til ham og være ”sammen“. Både lydighed mod ham, der kalder, og overgivelsen af alt til ham, er afgørende for den enhed, der er nødvendig for missionens success.

Som det andet gav Jesus dem ”magt og myndighed“ (Luk 9,1). Jesus sender aldrig sine sendebud ud tomhændet. Han forventer heller ikke, at vi skal være hans repræsentanter i egen kraft. Vores uddannelse, kultur, status, rigdom eller intelligens er ikke i stand til at udføre hans mission. Det er Kristus alene, der gør os skikkede, udruster os og giver os kraft. Det græske ord for ‘magt’ er dynamis, hvorfra vi har ordet dynamo, som er en lyskilde, og dynamit, som er en energikilde, der kan pløje sig vej gennem bjerge. Den magt og myndighed, som Jesus giver, er tilstrækkelig til at knuse djævlen og modarbejde hans hensigt. Jesus er vores kraft. ”Når et menneskes vilje samarbejder med Guds vilje, bliver den almægtig. Uanset, hvad han beder os om at gøre, kan vi udføre i hans kraft. Alle hans befa-linger gør os også i stand til at udføre dem.“ (Ellen White, Lys over hverdagen, 2. bind, s. 137).

For det tredje sendte Jesus dem ud ”for at prædike Guds rige og helbrede de syge“ (Luk 9,2). Forkyndelse og helbredelse går hånd i hånd, og disciplenes opgave er at hjælpe hele mennesket – krop, sind og sjæl. Synd og Satan har taget hele mennesket til fange, og hele mennesket må derfor bringes under Jesu helliggørende kraft.Vores liv som disciple kan kun opretholdes, hvis hele livet er over-givet til Kristus, så intet kommer i mellem ham og os. Hverken guld eller sølv, hverken forældre, ægtefælle eller børn, hverken liv eller død, hverken dagen i dag med dens uforudsete omstændigheder eller morgendagens nødsituationer må komme mellem en discipel og Kristus. Kristus, hans rige og forkyndelsen af evangeliet for en falden verden er det eneste, der betyder noget.

”Tag ikke noget med jer på rejsen“ (Luk 9,3). Hvilket princip ud-trykkes her, som det er vigtigt for os at forstå og selv erfare?

Udsendelsen af apostlene

21. APRIL 2015

ONSDAG

40

Luk 10,1-24

Til at tænke over

Hvad lærer denne beretning om udsendelsen af de tooghalvfjerds os om det sjælevindende arbejde midt i den store strids virkelig-hed?

Mens Jesus arbejdede her på jorden, var der mere end tolv, der fulgte ham. Da Peter talte til de troende, da de skulle finde en er-statning for Judas, bestod gruppen af mindst 120 disciple (ApG 1,15). Paulus fortæller, at Jesus havde mindst 500 efterfølgere ved sin himmelfart (1 Kor 15,6). Udsendelsen af de tooghalvfjerds be-grænser ikke antallet af Jesu disciple men antyder, at han udvalgte en særlig gruppe til en bestemt opgave, hvor de skulle gå foran ham til alle byerne i Galilæa og forberede vejen for hans senere besøg.

Kun Lukasevangeliet fortæller om de 72. Dette er typisk for den missionsorienterede Lukas. Nogle manuskripter skriver 70, som er et symbolsk tal både i Bibelen og i jødisk historie. 1 Mos 10 giver en liste over 70 folkeslag, som var Noas efterkommere, og Lukas var en forfatter med et universelt verdenssyn. Moses udpegede 70 ældste, som skulle hjælpe ham i hans arbejde (4 Mos 11,16-17.24-25). Det Store Råd bestod af 70 medlemmer. Om alt dette havde nogen be-tydning for Jesus, da han kaldte de 70, ved vi ikke. Det, der er vig-tigt her, er, at Jesus efterlod en strategi, som ikke handler om magt og ansvar til nogle få men om at fordele indflydelse til alle disciple.

Glæde og tilfredshed prægede de halvfjerds, da de vendte til-bage: ”Selv dæmonerne adlyder os i dit navn“ (Luk 10,17). Succes i sjælevindende arbejde skyldes aldrig evangelistens indsats. De gode resultater kommer gennem ”dit navn“. Jesu navn og hans kraft er det grundlæggende i ethvert vellykket evangelisk fremstød.

Men læg nu mærke til tre forbløffende reaktioner fra Jesus på den vellykkede opgave for de 70. (1) Jesus ser opgavens succes som et nederlag for Satan (vers 18). (2) Jo mere man er involveret i evangeliets forkyndelse, jo mere myndighed bliver man lovet (vers 19). (3) Evangelistens glæde bør ikke være over, hvad der er opnået på jorden, men over at hans/hendes navn står skrevet i himlen (vers 20). Himlen glæder sig og bemærker hver eneste person, der bliver vundet ud af Satans greb. Enhver, der vindes for Guds rige, er et ne-derlag for Satan og hans planer.

Læs Luk 10,24 igen. Hvad er nogle af de ting, vi har set, som pro-feter og konger ønskede at se, men ikke kom til at se? Hvilken be-tydning bør dette have for os?

Udsendelsen af de tooghalvfjerds

22. APRIL 2015

TORSDAG

41

Luk 9,23-25 Matt 16,24-28 Mark 8,34-36

Til at tænke over

Sokrates havde Platon. Gamaliel havde Paulus. Forskellige religiøse ledere har haft deres trofaste efterfølgere. Forskellen mellem disse former for discipelskab og Jesu discipelskab er, at de førstnævnte er baseret på menneskelige filosofier, mens den sidstnævnte er grund-lagt på personen Jesus og hans gerninger. Kristent discipelskab hvi-ler derfor ikke kun på Jesu lære, men også på, hvad han gjorde for menneskenes frelse. Jesus byder derfor alle sine efterfølgere om helt at identificere sig med ham, tag deres kors op og følge hans ledelse. Hvis folk ikke vandrer i Golgatas fodspor, findes der intet kristent discipelskab.

Hvad er det afgørende budskab i disse tekster for alle, der hævder at være kristne?

Kristent discipelskab er det operative led mellem den frelste og Frel-seren; som frelste skal vi følge Frelseren. Derfor kunne Paulus sige: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig“ (Gal 2,20).

Efterfølgelsens pris defineres i Luk 9,23: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.“ Læg mærke til nøgleordene: ”fornægte“, ”tage sit kors op“ og ”følge.“ Vi kan næsten ikke få en bedre definition på ”for-nægte“ end når vi læser, at Peter fornægtede Jesus. Peter sagde: ”Jeg kender ikke Jesus.“ Når kaldet til at være en discipel kræver, at jeg fornægter mig selv, må jeg være i stand til at sige, at jeg ikke kender mig; selvet er dødt. I stedet må Kristus leve (Gal 2,20). Dag-ligt at ”tage sit kors op“ er et kald til hele tiden at erfare en korsfæ-stelse af selvet. At ”følge“ kræver, at centrum og retningen i vores tilværelse er Kristus og ham alene.

Som vi ser i Luk 9,57-62, udvider Jesus discipelskabets pris endnu mere: intet må stå over Jesus. Han og han alene er øverst i vores venskaber og personforhold, i arbejde og tilbedelse. I kristent disci-pelskab er døden ikke en mulighed, det er en nødvendighed. ”Et-hvert kald fra Kristus fører til døden … den samme død, der venter os, døden ved Jesus Kristus, vort gamle menneskes død ved Jesus kald.“ Man ”kan kun følge Jesus ved at dø bort fra sin egen vilje.“ (Dietrich Bonhoeffer, Efterfølgelse, (København: Lohses forlag, 1964, s. 70-71).

Hvad har det kostet dig at følge Kristus? Tænk grundigt over dit svar og den betydning, det har.

Efterfølgelsens pris

23. APRIL 2015

FREDAG

42

Læs Ellen White


”At tage korset op adskiller selvet fra sjælen og placerer mennesket, hvor det kan lære at bære Kristi byrder. Vi kan ikke følge Kristus uden at bære hans åg, uden at løfte korset og bære det efter ham. Hvis vores vilje ikke stemmer overens med de himmelske krav, skal vi fornægte vores tilbøjeligheder, opgive vores kæreste ønsker og gå i Kristi fodspor.“ (Ellen White, Guds sønner og døtre, 3. marts).

1. Læs igen spørgsmålene ved slutningen af onsdagsafsnittet i forbindelse med Luk 10,24. Hvad har vi, som lever i dag, haft mulighed for at være vidne til, som ”mange profeter og kon-ger har ønsket at se,“ men ikke fik anledning til? Hvad med fx opfyldelse af profetier? Tænk på, hvor meget af Dan 2, 7 og 8, som endnu var fremtid for mange af disse profeter og konger, men nu er historiske kendsgerninger for os. Kan du komme i tanker om andet?

2. Dvæl ved Jesu ord om den, som vinder hele verden, men må bøde med sit liv. Hvad mener han med det? Eller hvad med at miste sit liv for at frelse det? Hvad betyder det? En ting er, at en ikke-kristen i selviskhed holder fast ved denne verden. Hvorfor ikke; for de tror jo, at det er det eneste, de har. Hvad skulle de ellers holde fast ved? Men hvorfor er vi, som tror på Jesus, og som ved, at denne verden vil gå til grunde, og en ny verden en dag vil begynde, så ivrige efter at opnå så meget som muligt af det, denne verden kan tilbyde? Hvordan kan vi beskytte os selv imod denne farlige, åndelige fælde?

3. Læs Luk 10,17-20. Det er let at forstå disse menneskers begej-string, da de oplevede, at selv dæmonerne adlød dem i Kristi navn. Se på Jesu svar til dem. Hvad sagde han til dem, som er så vigtigt at forstå for alle, der er involveret i udadrettet ar-bejde?

4. Kan du nævne mennesker, udover bibelske personer, hvis be-slutning om at følge Jesus har kostet dem meget, måske mere end de fleste af os? Tal sammen i klassen om, hvad disse men-nesker mistede, hvad det kostede dem at følge Jesus, og hvor-vidt du og jeg er villig til at gøre det samme?

24. APRIL 2015

DIALOG

43



aktiviteter


Personligtkristenliv

Forstå det bedre

• Guds kald til disciplene er også udtrykt i sange. Syng eller læs teksten til sangen ”Der sad en fisker så tankefuld“ og drøft ind-holdet; hvad siger sangens tekst dig i din situation?

• Sammenlign navnelisterne på de 12 disciple og se, hvordan de passer sammen (sml. ApG 1,13, Matt 10,2-4 og Mark 3,16-19).

• Skal vi virkelig sætte Jesus højere end vores familie? Drøft forskellige scenarier for, hvordan vi som kristne bør prioritere familie i forhold til Gud, til menighed, og til arbejde?

• Er der flere slags disciple, fx en gruppe, der er særligt hellige el-ler indviede til Gud, og så en større gruppe, der ikke behøver at følge Jesus så intenst?- Er der fx en gruppe i menigheden, som specielt er sat til at

lede og styre, mens de øvrige er mere underordnede tjenere?

• Hvad har Gud kaldt dig til at gøre som Jesu discipel? Skal du følge Jesus på samme måde som de 12? Eller er du kaldt til at fortælle om Jesus på en anden måde?- Hvordan finder du ud af, hvori dit kald består?

Lukas bringer en liste over de 12 disciple, som ved første øjekast adskiller sig lidt fra den, vi finder hos Matthæus og Markus. Han omtaler Judas, en søn af Jakob, hvor de øvrige taler om Thaddæus – andre Matthæusmanuskripter siger Lebbæus. Lebbæus og Thad-dæus er en form for øgenavne; de henviser til henholdsvis ”bryst“ og ”hjerte“ og har været brugt til at karakterisere denne discipel, hvis egentlige navn mest sandsynligt har været Judas.

Matt 16,24 og Luk 9,23 taler om, at vi skal fornægte os selv og tage vores kors op og følge Jesus. Disse vers anvendes ofte som lære-bogseksempler for, hvordan græske udsagnsords grundlæggende ”tider“ (eller rettere ”aspekter“) skal forstås:- fornægtelsen af os selv er en engangshandling eller -begivenhed,

tænkeligt symboliseret ved dåben- at tage korset op er en daglig handling; betydningen er hver dag

at vedkende sig Jesu kors, altså at erkende og bekende, at man er en synder, hvis skam og straf bæres af Jesus alene

- at følge Jesus er en vedvarende og fortsat livsform.


44

NOTER TIL SABBATTEN | 25. APRIL 2015

45


55

46

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Og Jesus sagde til dem: ‘Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten’“ (Mark 2,27-28).

Selv om Lukas først og fremmest skrev sit evangelium for hedninger, er det iøjnefaldende, hvor tit han henviser til sabbatten. Ud af de 54 gange, hvor evangelierne og Apostlenes Gerninger henviser til sab-batten, er 17 i Lukasevangeliet og 9 i Apostlenes Gerninger; der er 9 i Matthæusevangeliet, 10 i Markusevangeliet og 9 i Johannesevan-geliet. Som omvendt hedning er der ingen tvivl om, at Lukas troede, at den syvende dag var de hedningekristnes såvel som jødernes sabbat. Jesu første komme gjorde ingen forskel mht. at holde sab-batten.

”Da Kristus var på jorden, understregede han sabbatsbudets gyldig-hed. I hele sin undervisning behandlede han den forordning, som han selv havde indført, med ærbødighed. På hans tid var sabbatten blev i den grad forvrænget, at den snarere afspejlede selviske og tyranniske menneskers karakter end Guds væsen. Kristus forkastede den falske lære, som var blevet indført af mennesker, som påstod, at de kendte Gud, mens de i virkeligheden dannede et forkert billede af ham.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 92).

Denne uges studium ser på Jesus som sabbattens herre: hvordan han fejrede den, og hvordan han var et eksempel for os. Skikken med at fejre ugens første dag som sabbat finder ingen godkendelse hos hverken Kristus eller Det Nye Testamente.

· Mark 1,21; 6,2· Luk 4,17-19. 31-37· 2 Kor 5,17· Luk 6,1-11; 13,10-16

Kristus, sabbattens herre

TIL SABBATTEN | 2. MAJ 2015

SØNDAG

47

Luk 4,16-30 Es 61,1-2

Mark 1,21; 6,2 Luk 4,16-30;

6,6-11; 13,10-16; 14,1-5

Til at tænke over

”På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen“ (Luk 4,16).

Dette er en god adventisttekst. De fleste af os bruger den ved evan-geliske møder eller i bibelstudier for at understrege, at det var Jesu vane at holde sabbatten.

Synagogen spillede en væsentlig rolle i jødernes religiøse liv. Under landflygtigheden, da templet ikke længere fandtes, byggede man synagoger til tilbedelse og undervisning af børnene. En synagoge kunne bygges, hvor der var mindst 10 jødiske familier. Jesus, som voksede op i Nazaret, fulgte ”sædvanen“ med at gå i synagogen hver sabbat, og på hans første besøg tilbage i sin hjemby finder man ham igen i synagogen på sabbatten.

Hvad fortæller disse tekster om Jesus og sabbatten? Spørg dig selv, mens du læser dem, hvor man kan finde en antydning af, at Jesus enten ophævede vores forpligtelse til at holde sabbatten el-ler henviste til en anden dag, som skulle erstatte den?

Kun Lukas benytter udtrykket ”efter sædvane“. I Luk 4,16 besøgte Jesus efter sædvane synagogen i Nazaret; i Luk 22,39 nærmer kors-fæstelsen sig, og Jesus gik, som han plejede, op på Oliebjerget. I begge tilfælde drejede hans vane sig om tilbedelse og bøn.

Hvorfor bør vi gøre det til en vane at gå i kirke på sabbatten, lige-som Jesus gik i synagogen på sabbatten?

Der er noget særligt ved at samles med andre på et fælles sted på den dag, som blev bestemt ved skabelsen og påbudt i Guds lov. Det er sandt, også selv om Gud naturligvis kan tilbedes mange ste-der. For det andet giver det en anledning til at bekræfte offentligt, at Gud er vores skaber og frelser. Og endelig giver det os en mu-lighed for fællesskab, hvor vi kan dele glæder og bekymringer med hinanden.

De, som beskylder os for lovtrældom eller at være slavebundet, fordi vi holder sabbat, er tydeligvis gået glip af de store velsignel-ser, som sabbatten kan give. Hvordan har du oplevet, at sabbatten kan være en stor befrielse?

”Efter sædvane“

26. APRIL 2015

MANDAG

48

Luk 4,17-19

Til at tænke over

”Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den“ (Luk 4,17). Sabbatten skulle ikke kun bruges til at gå i kirke for at tilbede, men også for at høre Guds ord. Guds ord beskytter mig mod syn-dens snarer: ”Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig“ (Sl 119,11).

Hvordan forstår vi betydningen af disse ord, når vi i dag ser tilbage på, hvad vi ved om Jesus, hvem han var, og hvad han udrettede for os? Hvordan har du i din vandring med Mesteren oplevet den vir-kelighed, at han var Messias?

Efter at have læst fra Es 61,1-2 sagde Jesus: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse“ (Luk 4,21). Udtrykket ‘i dag’ bør bemærkes. Jøderne forventede, at Guds rige skulle komme en gang i fremtiden på en dramatisk, militær måde og fjerne den frem-mede magt fra Judæa og indvarsle Davids trone. Men Jesus sagde, at Guds rige allerede var kommet gennem hans person, og at han ville bryde syndens lænker, knuse djævlen og befri de undertrykte fra Satans herredømme.

Tænk over, hvor nært knyttet sabbatten er med Jesu påstand om at være Messias (Kristus). Sabbatten er en hviledag, hvile i Kristus (Hebr 4,1-4), og den er et symbol på den frihed og befrielse, vi har i Kristus (Rom 6,6-7). Sabbatten åbenbarer ikke alene Guds skaberværk, men også løftet om en ny skabelse gennem Kristus (2 Kor 5,17; 1 Kor 15,51-53). Det er heller ingen tilfældighed, at Jesus valgte sabbatten til at udføre mange af sine helbredelser og befri dem, der var blevet undertrykt og fanget af sygdom.

Sabbatten er en ugentlig påmindelse om, hvad vi er blevet givet i Kristus, indgraveret i noget, der er mere uforanderligt end sten, nemlig tid!

Hvordan har sabbatten været med til at give dig en bedre forstå-else af frelse gennem tro alene? Vi kan hvile i det, Kristus har gjort for os, i modsætning til selv at fortjene vores plads i himlen.

Sabbatten: dens budskab og betydning

27. APRIL 2015

TIRSDAG

49

Luk 4,31-37

Til attænke over

Efter at være blevet afvist i Nazaret vendte Jesus tilbage til Kaper-naum, hvor han allerede tidligere havde arbejdet (Matt 4,13). Denne vigtige by blev en base for Jesu arbejde i Galilæa. I byen var der en synagoge, som muligvis var bygget af en romersk officer (Luk 7,5), og Jesus gik, som han plejede, i synagogen på sabbatten.På denne ene sabbat omfattede Jesu arbejde en hel række forskel-lige aktiviteter – undervisning, helbredelse, prædiken. Der siges ikke noget om, hvad Jesus prædikede om; men folkets reaktion var forundring: ”for der var myndighed bag hans ord“ (Luk 4,32). Hans undervisning stod i skarp modsætning til rabbinernes. Ingen billig lappeløsning. Her var en, der prædikede med myndighed, var grundfæstet i Skriften, forkyndte med Helligåndens kraft, kaldte synden ved dens rette navn og opfordrede til omvendelse.

Hvilke store sandheder gives i disse vers om1 den store strid2 dæmonernes virkelighed3 sabbattens hensigt og 4 Guds magt over det onde? Hvad kan du ellers finde i denne tekst?

Lukas omtaler fem sabbatshelbredelser (se Luk 4,38-39; 6,6-11; 13,10-16; 14,1-16). I Luk 4,31-41 finder vi den første. I sin prædiken i Nazaret forkyndte Jesus, at hans opgave var at befri, helbrede og genoprette de nedbrudte og undertrykte. Her i Kapernaum, på sabbatten, mens synagogen var fuld af folk, der var kommet for at tilbede, udfordrede en besat mand Jesus med en bekendelse: ”Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! ... Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!“ (Luk 4,34). Dæmonen, som tilhørte Satans hær og dermed var et overnaturligt væsen, var hurtig til at genkende Jesus som Frelseren. I denne gengivelse er sløret mellem den synlige og usynlige verden trukket til side.

Tænk over, hvor åbenlyst den store strid viste sig ved dette møde. Den er ikke altid så tydelig. Hvordan oplever du den i dit eget liv? Hvad er dit eneste håb om sejr i denne kamp? Se også 1 Kor 15,2.

Sabbatshelbredelser i Kapernaum

28. APRIL 2015

ONSDAG

50

Luk 6,1-11

Luk 6,1-5

Luk 6,6-11

Til at tænke over

I disse vers finder vi to fortællinger om konfrontationer mellem Jesus og farisæerne mht. sabbatten.

Hvordan mødte Jesus anklagen om, at han og hans disciple ikke brød sig om loven og sabbatten?

Mens de gik gennem en kornmark, plukkede disciplene aks og gned dem mellem hænderne og spiste. Men farisæerne fordrejede situa-tionen, så de kunne anklage disciplene for at bryde sabbatsbuddet. Jesus forsvarer disciplene ved at henvise til kong David, som gik ind i Guds hus sammen med sine soldater, da de var sultne, og spiste skuebrødene, som kun præsterne havde lov til at spise. Ved at gøre dette viste Jesus, hvordan farisæerne gennem en lang historie af lovtrældom havde føjet regel til regel, tradition til tradition og gjort sabbatten til en byrde i stedet for den glæde, den skulle være.

Hvilke lærdomme finder vi også der mht. sabbatten?

Selv om alle de synoptiske evangelier gengiver denne fortælling, er det kun Lukas, der oplyser os om, at det var mandens højre hånd, der var vissen. Dr. Lukas tilføjer detaljer, der hjælper os til at forstå de alvorlige konsekvenser, denne fysiske skavank må have haft på mandens evne til at leve et normalt liv. Begivenheden resulterede i to reaktioner. For det første ventede farisæerne på at kunne anklage Jesus for at bryde sabbatten, hvis han valgte at helbrede manden. For det andet læste Jesus deres hjerter og valgte at vise, at han er sabbattens herre, den der skabte sabbatten, og at han ikke vil svigte sin opgave med at befri den ødelagte mand fra denne syndige ver-dens lænker. På denne måde satte han sabbatslydighed i dens rette guddommelige perspektiv: det er lovligt at gøre noget godt på sab-batten og at frelse liv (Luk 6,9-11).

Tænk over, hvor forblindede disse ledere var af deres egne love og regler, som de mente var Guds love og regler. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke falder i den samme grøft, hvor vi lader traditioner og menneskebud gøre os blinde over for de dybere guddommelige sandheder?

Sabbattens herre

29. APRIL 2015

TORSDAG

51

Luk 13,10-16; 14,1-6

Luk 14,1-6

Ud af de tre synoptiske evangelier er det kun Lukas, der gengiver disse to helbredelser, som Jesus foretog på sabbatten (Luk 13,10-16; 14,1-15). Den første fik synagogeforstanderen til at blive vred på Je-sus; den anden bragte farisæerne til tavshed. I begge tilfælde brugte Jesu fjender deres misfortolkning af loven til at anklage Jesus for at bryde sabbatsbuddet.

Hvad viser disse tekster os om, hvor let det er at forvrænge vigtige bibelske sandheder?

Tænk over den krumbøjede kvindes situation. Fordi hun var kvinde, blev hun set ned på af farisæerne; hun havde været en krøbling i 18 år, noget der var nok til at prøve enhvers tålmodighed og forværre hendes følelse af tilværelsens meningsløshed; og hun var helt ude af stand til selv at hjælpe sig ud af sin tilstand.

Men netop til hende kommer guddommelig nåde personificeret. Jesus ser hende, kalder hende til sig, taler med hende, for at hun kan blive helbredt, lægger sine hænder på hende, ”og straks rettede hun sig op“ (Luk 13,13). Atten års lidelse bliver pludseligt forvandlet til et øjeblik med udelt glæde, og hun ”priste Gud“ (vers 13). Alle de udsagnsord, som Lukas benytter, er Helligåndens måde gennem inspiration at vise kvindens værdi og værdighed – og dermed også den værdi og værdighed, enhver foragtet person har, uanset hvor-dan vedkommendes situation måtte være.

I det andet mirakel er Jesus på vej til en farisæers hus for at spise på en sabbat, da han helbreder en mand med vand i kroppen. Idet han forventede indvendinger fra de ledere, der holdt øje med ham, stillede Jesus dem to spørgsmål. Det første havde med lovens formål at gøre:”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?“ (vers 3). Det andet drejede sig om et menneskes værdi: ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?“ (vers 5). Hans pointe burde have været indlysende. Ifølge Lukas havde de ikke noget svar på det, han spurgte om. Jesus afslørede hykleri af den værste slags; for den skjulte sig under et slør af tilsyneladende hellighed og retfærdig forargelse over det, lederne opfattede som en chokerende overtræ-delse af Guds hellige lov.

Det er vigtigt at være på vagt.

Sabbatten: den syge i modsætning til oksen og æslet

30. APRIL 2015

FREDAG

52

Læs Ellen White


”Gud kunne ikke tage sin hånd bort blot et øjeblik, uden at menne-sker ville besvime og dø. Også mennesket har en gerning at gøre på denne dag. Der skal sørges for livsnødvendigheder, syge skal plejes, nødlidendes behov skal dækkes. Den, som undlader at lindre lidelse på sabbatten, vil ikke blive regnet for at være skyldfri. Guds hellige hviledag blev til for menneskets skyld, og barmhjertighedsgerninger er i fuldkommen harmoni med dens intentioner. Gud ønsker ikke, at hans skabninger skal lide én times smerte, hvis den kan lindres på sabbatten eller nogen anden dag.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 140).

”Ingen anden lov, der var givet jøderne, skilte dem så fuldstændigt ud fra de omgivende folkeslag, som Sabbatten gjorde. Gud beslut-tede, at overholdelsen af den skulle karakterisere dem som hans tilbedere. Den skulle være et tegn på deres adskillelse fra afgudsdyr-kelse og deres forbindelse med den sande Gud. Men for at kunne holde Sabbatten hellig måtte mennesker selv være hellige. Ved troen måtte de blive delagtige i Kristi retfærdighed.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 196).

1. Bibelen er klar med hensyn til Jesu forhold til sabbatten. Allige-vel insisterer millioner af kirkegængere verden over på, at den syvende dag ikke længere er sabbat, at den ikke længere har nogen betydning, eller at overholdelsen af den er det samme som lovtrældom. Mennesker bliver her bedraget, når det gælder noget så fundamentalt som Guds hellige lov. Hvilken alvorlig advarsel giver Jesus i Mark 13,22?

2. Tænk over, hvor hårdt Satan har arbejdet på at ødelægge sab-batten: enten brugte han lederne i Israel til at forvandle den til en tung byrde og fjernede næsten alt det, den var ment til at være og betyde; eller han brugte og bruger stadigvæk religiøse ledere til at afvise den som forældet, legalistisk eller kun en jødisk tradition. Hvorfor er sabbatten blevet et så vigtigt mål for Satans angreb?

3. Jesu er ”herre over sabbatten“ (Luk 6,5). Hvilken betydning har denne udtalelse for de kristne og deres holdning til sabbatten?

1. MAJ 2015

DIALOG

53



aktiviteter



Lukas 13 og 14 indeholder beretninger, som kun Lukas gengiver. Adskillige af dem finder sted om sabbatten og understreger på sær-lig måde hensigten med sabbatten.

I Lukas 13,10-17 helbreder Jesus en syg kvinde: Hun har ikke væ-ret regnet for meget: hun var kvinde, hun var krumbøjet, begge træk, som samtiden foragtede. Jesus omtalte hende ved et æresnavn, som ingen før havde brugt, nemlig ”Abrahams datter“ (Luk 13,16).

• Hvordan kan vi gøre sabbatten til en dag, hvor mennesker, ingen regner for noget, bliver hjulpet og bliver vist guddommelig tillid?

• Tænk over, hvordan de ti bud fremhæver, at sabbatten også gælder for dem, der har mindre!- Jesus omtalte sabbatten som en dag, hvor mennesker skulle

løses af deres lænker (Luk 13,16).

• Hvor og hvornår har Jesus tidligere karakteriseret sin opgave som dette at sætte mennesker fri? (jf. Luk 4,16-19)?

I Lukas 1-14 er Jesus til festmåltid i en ledende farisæers hjem. Hans undervisning får en af gæsterne til at længes efter Guds rige (se Luk 13,15). Sabbatten er en forsmag på evigheden.

• Tal med din klasse om, hvilke sider ved sabbatten og din og vores sabbatsfejring, der får dig til at tænke på det kommende Guds rige.

• Når du tænker over de regler eller skikke, som du og jeg tradi-tionelt følger om sabbatten for at markere den, synes du så, at der er for få eller for mange? Er de for generelle eller for speci-fikke?

• Hvad kan du og jeg gøre, for at de mennesker, vi møder, oplever sabbatten som en festdag med Gud?

• Oplever du sabbatten som en dag, hvor du er fri? Eller tynger den dig med regler eller med kedsomhed?

• Oplever du sabbatten som en glædesdag? Gør din familie det samme?


54

DIALOG

Forstå det bedre

Til attænke over

NOTER


Lukas er den eneste evangelist, som anvender udtrykket ”efter sæd-vane“ om sabbatshelligholdelse. Han bruger det om Jesus (fx Luk 4,16); men han bruger det også om Paulus i ApG 17,2. Jesu holdning til sabbatten før korsfæstelsen og Paulus’ holdning til sabbatten efter korsfæstelsen er den samme. Sabbatten er for alle, også i den kristne tidsalder.

Den nu afdøde danske teolog Bente Bagger Larsen har skrevet en afhandling om sabbatten i Lukasevangeliet, som blev udgivet af Århus Universitetsforlag i 2003. Hun gør det heri klart, at for de kristne, Lukas skrev til, var sabbatten gudstjeneste- og tilbedelses-dag. Evangelierne blev skrevet længe efter Jesu korsfæstelse og op-standelse. Hvis Jesus havde givet udtryk for, at sabbatten ikke skulle holdes, er sabbatsberetningerne i evangelierne den bedste anledning til at gøre det klart. Men det ikke så meget som antydes. Tværtimod diskuteres det, hvordan sabbatten børn holdes. Det havde været unødvendigt, hvis den ikke skulle holdes. Jesus ophæ-vede ikke sabbatten!

55

TIL SABBATTEN | 2. MAJ 2015NOTER

66

56

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus… Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.“ (Gal 3,26-28).

Lukasevangeliet kaldes af og til ”kvindernes evangelium“, fordi det mere end noget af de andre specielt omtaler, hvilken stor omsorg Jesus viste over for kvinder og deres behov og også, hvor meget kvinder var involveret i hans arbejde.

På Jesu tid, ligesom i en række kulturer i dag, blev kvinder ikke reg-net for meget. Nogle jødiske mænd på den tid takkede Gud, fordi de ikke var skabt som slaver, hedninger eller kvinder. De græske og romerske samfund behandlede til tider kvinder endnu værre. Romersk kultur udviklede en frisindethed, som næsten tillod ube-grænset hæmningsløshed. Ofte havde en mand en kone kun for at få legitime børn, som kunne arve hans ejendom, mens han havde konkubiner for at tilfredsstille sine syndige lyster.

På denne baggrund, hvor kvinder blev så dårligt behandlet, bragte Jesus de gode nyheder om, at kvinder er Abrahams døtre (se Luk 13,16). Hvor må det have glædet kvinderne dengang at høre, at i Jesus er de Guds børn og i hans øjne har de samme værdi som mændene. Budskabet er det samme i dag for kvinder i alle lande; vi er alle, både mænd og kvinder, ét i Kristus Jesus.

· Luk 1,39-55; 2,36-38; 7,11-17.36-5· Rom 10,17· Luk 8,1-3; 18,1-8

Kvinder i Jesu tjeneste


SØNDAG

57

Luk 1,39-45

Luk 2,36-38

Til at tænke over

Kun Lukasevangeliet gengiver kvindernes reaktion på dette under i den kosmiske historie: Guds søn blev menneske for at fuldføre Faderens frelsende opgave og opfylde Guds folks håb om den kom-mende Messias. Selv om disse kvinder ikke til fulde forstod, hvad der skete, viser deres ord og reaktion på disse forbløffende begiven-heder deres tro og forundring over Guds gerninger.

Læs om mødet mellem Elisabeth og Maria. Hvad siger Elisabeth, som afslører hendes forståelse, om end begrænset, af de store begivenheder, der fandt sted?

Efter at Elisabeth havde talt, kom Maria med sin egen udtalelse (Luk 1,46-55). Disse ord, som tit opfattes som en sang, er fulde af citater fra Det Gamle Testamente. Dette viser, at Maria havde studeret Skriften grundigt og dermed var en passende mor for Jesus. Ma-rias sang er ikke alene baseret på Skriften, men dybest set også på hendes forhold til Gud. Vi ser en identitet, der springer frem mellem hende og hendes Herre og mellem hendes tro og Abrahams håb.

Hvilke vigtige sandheder finder vi i beretningen om Anna i templet?

Forventningens håb finder sin radikale opfyldelse i Jesus. En gammel enke er klar over miraklet, og fra det tidspunkt gør hun det til sin opgave at forkynde Frelseren for alle dem, der kom til templet. Hun blev den første kvindelige evangelist.

Prøv at forestille dig den forundring og forbløffelse, disse kvinder oplevede i forbindelse med de begivenheder, der skete omkring dem. Hvad kan vi gøre for at holde en forundring og forbløffelse i live i vores egne hjerter over de store sandheder, vi er kaldet til at forkynde?

Kvinder, der glædede sig over Jesu komme

3. MAJ 2015

MANDAG

58

Luk 7,11-17

Luk 8,41-42. 49-56

Til at tænke over

Læs beretningen om miraklet i Nain.

Denne kvinde, som både var fattig og enke, stod nu over for endnu en prøvelse, nemlig hendes eneste søns død. Gravfølget udtrykte offentligt deres sorg og sympati. Tabet af hendes eneste søn og den uvisse fremtid, hun stod over for, gjorde denne enke til et billede på absolut sorg og håbløshed.

Men gravfølget, der gik ud af byen, mødte et andet følge, der var på vej ind i byen. Forrest i det følge, der gik ud, var døden i en kiste; forrest i det følge, der var på vej ind i byen, var livet i Skabe-rens majestæt. Idet Jesus så enken, fuld af håbløshed og sorg. ”... ynkedes han over hende og sagde: ‘Græd ikke!’“ (Luk 7,13).

Opfordringen til ikke at græde ville have været meningsløs, hvis den ikke var kommet fra Jesus, livets herre. Bag ordene var der kraft til at fjerne årsagen til hendes gråd. Jesus går hen og rører ved båren og befaler den unge mand at stå op. Denne berøring var en ceremoniel urenhed (4 Mos 19,11-13); men for Jesus var medfølelse vigtigere end ceremonier.

Byen Nain blev ikke kun vidne til et stort mirakel; de modtog også et fantastisk budskab: i Jesus er der ingen forskel på mænds og kvinders følelsesmæssige smerte. Og hans nærværelse udfordrer og overvinder dødens magt.

Jairus var en indflydelsesrig mand, synagogeforstander og ansvarlig for synagogens vedligehold og tjenester. Hver sabbat skulle han vælge en person, som skulle lede bønnen, læse fra Skriften og præ-dike. Han var ikke alene en højtstående og indflydelsesrig mand, men også rig og magtfuld. Han elskede sin datter og tøvede ikke med at henvende sig til Jesus, for at hans barn kunne blive helbredt.

I disse beretninger var det Jesu ord, der bragte en død søn tilbage til sin mor og en død datter tilbage til sin far. Tænk over, hvor utrolige disse handlinger må have været for dem, der så det ske. Hvad fortæller disse beretninger om Guds kraft? Hvad fortæller de om, hvor begrænsede vi er i vores forståelse af denne kraft (viden-skaben har på nuværende tidspunkt ingen ide om, hvordan dette kunne ske)? Hvordan kan vi lære at stole helt på Guds kraft og godhed, uanset hvilken situation vi befinder os i?

Kvinder og Jesu helbredende tjeneste

4. MAJ 2015

TIRSDAG

59

Luk 7,36-50

Luk 8,43-48

Til at tænke over

Simon, farisæer og en ledende mand i byen, havde inviteret Jesus til middag. De indbudte havde sat sig til bords, da der pludselig opstod uro. ”En kvinde, som levede i synd i den by,“ (vers 37) gik direkte hen til Jesus, hældte kostbar parfume ud over ham og bøjede sig over hans fødder og vaskede dem med sine tårer.

Hvad kan vi lære af den måde, denne kvinde viste sin taknemlig-hed på, og hvordan Jesus accepterede hendes troshandling?

”Set med menneskers øjne var Marias tilfælde håbløst, men Kristus fandt egenskaber hos hende til gode formål. Han så de bedre træk i hendes karakter. Frelsesplanen har udstyret menneskeslægten med store muligheder, og hos Maria skulle disse muligheder findes frem. Ved hans nåde fik hun del i den guddommelige natur. Den, som var faldet, og som havde været besat af dæmoner, kom til at stå Frelseren meget nær i fællesskab og tjeneste. Det var Maria, som sad ved hans fødder og lærte af ham. Det var Maria, som hældte den kostbare salvelsesolie over hans hoved og vædede hans fødder med sine tårer. Maria stod ved siden af korset og fulgte ham til graven. Maria var den første ved graven efter hans opstandelse. Det var Maria, der først af alle forkyndte den opstandne Frelser.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 408).

I disse vers finder vi, at et tilfælde af yderste elendighed bliver gen-stand for Frelserens største opmærksomhed. I så lang tid havde denne kvinde haft en uhelbredelig sygdom, som ødelagde både hendes krop og sjæl. Men pludselig viser der sig et glimt af håb. ”Hun havde hørt om Jesus“ (Mark 5,27).

Vi ved ikke, hvad kvinden havde hørt. Men hun vidste, at Jesus havde omsorg for de fattige; han tog imod de udstødte; han rørte ved de spedalske; han forvandlede vand til vin; han viste omsorg for desperate mennesker. Det, hun havde hørt, fik hende til at udføre den enkle handling at røre ved kvasten på hans kappe. Denne berøring udsprang af tro, var målrettet og fokuseret på Kristus. Og hun fik Liv-giverens velsignede respons: ”Din tro har frelst dig“ (Luk 8,48).

Det er let at dømme andre. Selv om vi ikke altid sætter ord på det, dømmer vi måske i vores hjerte. Hvem ved, hvad vi ville have gjort, hvis vi var i deres situation?

Kvinder, der viste tro og taknemlighed

5. MAJ 2015

ONSDAG

60

Luk 10,38-42

Luk 8,1-3; 23,55-56; 24,1-12

Til at tænke over

Hvilke åndelige lærdomme kan vi finde i denne beretning (se også Luk 8,14)?

Som værtinde var Martha ”travlt optaget af at sørge for ham“ (Luk 10,40) og gøre det allerbedste for sine gæster. Men Maria sad ”ved Herrens fødder og lyttede til hans ord“ (vers 39). Til sidst blev det for meget for Martha, så hun klagede til Jesus over, at hun måtte udføre alt arbejdet alene. Selv om Jesus ikke irettesatte Martha for hendes travlhed med at sørge for de andre, påpegede han hendes behov for at prioritere rigtigt i sit liv. Samvær med Jesus er det aller-vigtigste i discipelskab. Fællesspisning kan komme senere.”Til Kristi sag er der brug for omhyggelige og energiske mennesker. For alle Marthaerne med deres store iver er der et stort virkefelt inden for religiøst arbejde. Men de skal først sidde ved Jesu fødder sammen med Maria. Lad flid, beredvillighed og energi blive hellig-gjort ved Kristi nåde; så vil livet blive en uovervindelig styrke til det gode.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 378).

Hvad lærer disse vers om den rolle, kvinder havde i Jesu arbejde?

Da Jesu arbejde voksede, gik han ”fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige“ (Luk 8,1) sammen med de 12 disciple, som fulgte ham. Lukas giver også det mægtige vidnesbyrd, at nogle kvinder, som Jesus havde helbredt, som var rørt af hans undervisning, og som var velstående, også fulgte ham og var en del af hans arbejde. Lukas nævner bl.a. 1) nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder, deriblandt Maria Magdalene; 2) Johanna, der var gift med Kuza, en embeds-mand hos Herodes; 3) Susanna; og 4) mange andre, der ”sørgede for dem af deres egne midler“ (vers 3).

Når vi indser, at Jesus døde for hvert eneste menneske, er det let-tere at forstå, at alle mennesker er lige i Guds øjne. Hvor gode er vi til at genspejle denne sandhed i vores holdning over for andre? Hvordan kan vi om nødvendigt fjerne enhver holdning, hvor vi har en tendens til at se ned på andre, som om de er mindre værd end os selv?

Nogle kvinder, der fulgte Jesus

6. MAJ 2015

TORSDAG

61

Luk 18,1-8

Luk 21,1-4 Mark 12,41-44

Til at tænke over

Udholdende i bøn, offervillig i gavmildhed

Lukas viser os, hvordan Jesus udvalgte to enker for at undervise om vigtige åndelige sandheder. I det første tilfælde havde Jesus medynk med en forsvarsløs enke, som i sin kamp for retfærdighed stod over for en ond og mægtig dommer. Hun var offer for uretfærdighed og svindel, men troede alligevel på lovens magt og på retfærdighed. Men dommeren var anti-Gud og anti-mennesker og havde tydelig-vis ingen interesse i at hjælpe enken. At sørge for enker er et bibelsk krav (2 Mos 22,22-24; Sl 68,5; Es 1,17); men dommeren frydede sig over at tilsidesætte loven. Enken havde imidlertid et simpelt våben, nemlig udholdenhed, og med dette våben udmattede hun domme-ren og fik sin ret.

Lignelsen lærer os tre vigtige kendsgerninger: 1) bed altid og blive aldrig modløs (Luk 18,1), 2) bøn kan ændre alt, selv en ond dommers hjerte, og 3) udholdenhed i tro er en sejrende tro. Sand tro har et godt råd til alle kristne: giv aldrig op, selv om det betyder, at du er nødt til at vente på den endelige retfærdiggørelse, til ”Men-neskesønnen kommer“ (vers 8).

I det andet tilfælde var Jesus i templet og havde knapt nok afsluttet sin irettesættelse af de skriftkloge og religiøse lederes hykleri, før han gjorde dem opmærksom på deres store modsætning: en fattig enke, der udviser sand religions egenskaber.

Jesus beskriver nogle af de religiøse ledere som mennesker, der ”æder enker ud af huset“ (Luk 20,47) og derved krænker det bi-belske påbud om at sørge for enkerne og de fattige. Ligesom i dag var der mange, der kun gav for at give et godt indtryk. De gav af deres store overskud og deres gaver krævede ingen personlige ofre. I kontrast til dette bad Jesus sine disciple om at se på enken som en model for sand religion; for hun gav alt, hun ejede.

Opmærksomhed var den første gruppes motiv; offervilje og Guds ære var enkens motiv. At anerkende Guds ejerskab af alt, hun ejede, og at tjene ham med alt sammen var den drivkraft, der fik enken til at give de to småmønter. Hvad der tæller i Skaberens altseende øjne er ikke, hvad vi giver, men hvorfor vi giver; ikke hvor meget vi giver, men hvor stort vores offer er.

Hvor meget ofrer du af dig selv for andres ve og vel og for Guds sag?

7. MAJ 2015

FREDAG

62

Læs Ellen White


8. MAJ 2015

Han, ”der huskede sin mor, mens han i smerte hang på korset, og som viste sig for de grædende kvinder og gjorde dem til sine bud-bærere for at dele de første gode nyheder om den opstandne Frelser – han er i dag kvindens bedste ven og parat til at hjælpe hende i alle livets forhold.“ (Ellen White, The Adventist Home, s. 204).

”Herren har en opgave for kvinder såvel som for mænd. De kan finde deres plads i hans arbejde i denne krisetid, og han vil udføre sit arbejde gennem dem. Hvis de er gennemsyret af en overbevisning om deres pligt og arbejder under Helligåndens indflydelse, vil de have lige netop den fattethed, der kræves i denne tid. Frelseren vil lade sit ansigts lys skinne over disse selvopofrende kvinder, og han vil give dem en kraft, der overgår mændenes. I familierne kan de udføre et arbejde, som mændene ikke kan, et arbejde der når til et menneskes indre. De kan nå hjerterne hos dem, mændene ikke kan nå. Der er behov for deres arbejde.“ (Ellen White, Evangelism, s. 464-465).

1. En af de mest interessante sider ved evangelierne har at gøre med den rolle, kvinder spiller i forbindelse med Jesu opstan-delse. Alle evangelierne fortæller, at kvinder var de første til at se den opstandne Kristus og til at fortælle om hans opstandelse til andre. Bibelske apologeter har været i stand til at bruge denne kendsgerning til at bekræfte virkeligheden ved Jesu le-gemlige opstandelse, som nogle benægter eller betvivler. Hvor-for er kvindernes rolle af så stor betydning i denne forbindelse? Fordi, hvis beretningerne om Jesu opstandelse var opfundet af forfatterne, som nogle hævder, hvorfor skulle de lade det være kvinder, som ikke var særlig højt anset i datidens samfund, der var de første til at se Jesus og forkynde hans opstandelse? Hvis de opfandt historierne i et forsøg på at få folk til at tro på dem, hvorfor så benytte kvinder og ikke mænd? Drøft dette i klassen.

2. I et samfund, der ikke altid anerkendte kvindens værdighed, gav Jesus dem den status, der ifølge Guds skabelsesorden til-hører dem: de er Guds børn, Abrahams døtre og i evangeliets nye tidsalder lige med mænd. Men selv om de er lige over for Gud, er mænd og kvinder ikke ens. Hvordan kan vi bekræfte, at mænd og kvinder er lige over for Gud og samtidigt bekræfte og anerkende forskellen også i kirkens liv?

DIALOG

63



aktiviteter




Til at tænke over

Denne sabbat kan være en god anledning til at forberede svar på nogle af de spørgsmål til bibelteksterne eller deres baggrund, som klassen har samlet. (Se Aktiviteter og dialog til lektie 1, 11. april).

Evolutionslæren fortæller os, at ”den stærkeste overlever“. Det levner ikke meget plads til, at vi viser sympati for og bruger energi på dem, der klarer livet dårligt. I det tyvende århundrede har Europa oplevet fascistiske livssyn, der satte nogle racer og grupper over andre.

• Hvori adskiller den kristne menneskeopfattelse sig fra disse livssyn?

• Hvordan har kristentroen påvirket nutidens danske samfund? Er der måder, hvorpå vi i dag kan/bør påvirke det samfund, vi lever i med de kristne livsværdier?

• Hvad kan vi gøre for at sikre, at ingen i kirken selv bliver diskri-mineret eller føler sig udstødt?

Denne uges lektier omhandler kvinder i Lukasevangeliet, bl.a. fordi kvinder blev diskrimineret i datidens samfund – som så mange ste-der også i dag. Principperne i evangeliet omhandler imidlertid ikke bare kvinder.

• Kan du i dag finde grupper, som let udsættes for diskrimination, også i kirkelig sammenhæng, hvad enten det er i Danmark eller andre steder i verden?

• Hvad kan vi som kirke gøre for at eksemplificere evangeliets budskab om alle menneskers ligeværd?

Tænk over, om der findes ”menneske-typer“, som du, uden måske at være det umiddelbart bevidst, bryder dig mindre om.

Kristendommen var den første verdensreligion, hvor alle kunne deltage på lige fod, uanset hvad deres baggrund var etnisk, socialt eller med hensyn til køn.


64

TIL SABBATTEN | 9. MAJ 2015DIALOG

Forstå det bedre

NOTER

Den kristne kirkes forfald var knyttet til en ændring af den opfattelse af ligeværd, som Jesus og apostlene stod for. Ledere påtog sig en særlig autoritet, der principielt satte dem over resten af menigheden. Præsteskabet blev adskilt fra lægfolket, og kirken kom til at bestå af to grupper. Derved blev den enhed i Kristus ødelagt, som var funda-mentet for apostlenes kirke.

65


77

66

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for“ (Luk 11,9-10).

Af de tre synoptiske evangelier taler Lukasevangeliet mere end de andre om Jesu forhold til Helligånden. Matthæus henviser til Ån-den tolv gange og Markus seks; men Lukas har 17 henvisninger i sit evangelium og 57 i Apostlenes Gerninger. Lige fra Jesu undfan-gelse som menneske (Luk 1,35) til befalingen, der grundlagde hans globale mission (Luk 24,44-49) ser Lukas en operativ forbindelse mellem Jesus og Helligånden. Denne forbindelse er grundlæggende for forståelsen af vores Frelsers arbejde. Lukas viser også den be-tydning, bøn har i Jesu liv og gerning. Sand Gud, et med Faderen og Ånden, var Jesus som menneske et eksempel for os i at bede.

Hvis Jesus anså det som nødvendigt at bede, hvor meget mere har vi ikke brug for det?

”Uden uophørlig bøn og flittig årvågenhed er vi i fare for at blive ligegyldige og afvige fra den rette vej. Modstanderen forsøger til stadighed at blokere vejen til nådens trone, så vi ikke i oprigtig bøn-faldelse og tro opnår nåde og magt til at modstå fristelse.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 104).

· Luk 2,25-32· Joh 16,5-7· Luk 23,46· Luk 11,1-4· Matt 7,21-23· Luk 11,9-13

Jesus, Helligånden og bøn


SØNDAG

67

Luk 1,35.41; 2,25-32

Til at tænke over

Lukas, som var en omvendt hedning og missionsledsager for Paulus, betragtede hele Kristi indtræden i historien – fra Jesu inkarnation til hans himmelfart og til kirkens udbredelse – som et guddommeligt mirakel, der blev gennemført og ledet af Helligånden. I Jesu liv ser vi hele guddommen samarbejde for vores frelse (Luk 3,21-22) og gen-nem Lukas’ gentagne henvisninger til Helligånden understreger han denne pointe.

Hvad fortæller følgende vers os om Helligåndens rolle i Kristi komme til jorden som et menneske?

Jesu arbejde begyndte med adskillige henvisninger til Helligånden. Ifølge Lukas forudsagde Johannes Døber, at han selv døbte med vand; men der ville komme en, der skulle døbe med Ånden (Luk 3,16). Ved Jesu dåb bekræftede både Faderen og Helligånden hans arbejde for menneskers frelse. Gud Faderen erklærede fra himlen, at Kristus er hans elskede søn, sendt for at frelse menneskeheden; samtidigt dalede Helligånden ned over ham i form af en due (Luk 3,21-22). Fra det tidspunkt var Jesus ”fyldt af Helligånden“ (Luk 4,1) og parat til både at møde fjenden i ørkenen såvel som at begynde sit arbejde (Luk 4,14).

Da Jesus begyndte sin tale i Nazaret, anvendte han Esajas’ Mes-siasprofeti om sig selv: ”Herrens ånd er over mig“ (vers 18). Ånden var hans stadige ledsager, den kraft der bekræftede hans opgave og hans nærværelse blandt disciplene, da Jesus ikke længere var midt iblandt dem (Joh 16,5-7). Men ikke kun det; Jesus lovede, at Gud ville give Åndens gave til dem, der beder om det (Luk 11,13). Ånden, der fra evighed forbandt Kristus med Faderen, er den samme Ånd, der skulle styrke disciplene i deres trosvandring. Dette viser Hellig-åndens afgørende betydning i den kristnes liv. Og spot mod Hellig-ånden er den alvorligste af alle synder (Luk 12,10).

Tænk over nogle konkrete, praktiske måder, hvorved vi kan være åbne over for Helligåndens ledelse. Hvordan kan vi sikre os, at vo-res valg ikke gør os hårde over for Helligåndens stemme?

Jesus og Helligånden

10. MAJ 2015

MANDAG

68

Til attænke over

Blandt de mange gange, Jesus bad, viser de følgende eksempler, at Jesus bad på vigtige tidspunkter i sit liv.

1. Jesus bad, da han blev døbt (Luk 3,21). ”En ny og betydningsfuld tid lå nu foran ham. Han var nu i større udstrækning på vej ind i sit livs kamp.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 68). Han turde ikke begynde denne del – som til sidst ville føre ham til Golgatas kors – uden bøn.

2. Jesus bad, før han udvalgte de 12 disciple (Luk 6,12-13). Jesus ud-valgte ikke kun efterfølgere, men dem der ville forstå og identificere sig helt og fuldt med hans person og hans mission. ”Næst efter Kristi egen gerning var deres embede det mest betydningsfulde, som men-nesker nogensinde var blevet kaldet til.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 203).

3. Jesus bad for sine disciple (Luk 9,18). Discipelskab kræver fuld-stændig overgivelse og en forståelse af, hvem han er. Jesus ”trak sig tilbage for at bede,“ og derefter udfordrede han de tolv med det afgørende spørgsmål: ”Hvem siger I, at jeg er?“ (Luk 9,20).

4. Jesu bad før forklarelsen på bjerget (Luk 9,28-36) og fik for an-den gang himlens bekræftelse på, at han var Guds elskede søn. De prøvelser, han blev udsat for, kunne ikke ændre det nære forhold, der var mellem Faderen og Sønnen. Bønnen førte også til, at discip-lene med egne øjne ”havde set Jesu majestæt“ (2 Pet 1,16).

5. Jesus bad i Getsemane (Luk 22,39-46). Dette er måske den vig-tigste bøn i hele frelsens historie. Frelseren knytter himlen og jorden sammen og stadfæster tre vigtige principper: Guds vilje og hensigt har førstepladsen; forpligtelsen gælder, selv om det fører til smerte og død samt styrke til at overvinde enhver fristelse, der måtte for-hindre opfyldelsen af Guds hensigt.

6. Jesus bad og overlod sit liv i Guds hænder (Luk 23,46). I sine sidste ord på korset, ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd,“ viser Jesus os den ultimative hensigt med at bede. Ved fødsel eller død, blandt venner eller fjender, mens vi sover eller er vågne, må bøn holde os i konstant forbindelse med Gud.

Hvad siger disse eksempler om dit eget bønneliv?

Jesu bønneliv

11. MAJ 2015

TIRSDAG

69

Luk 11,1-4

Til attænke over

Hvordan kan disse vers hjælpe os til at forstå, hvordan bøn fungerer?

”Far“ er Jesu yndlingsmåde at beskrive Gud på, og det gengives mindst 170 gange i de fire evangelier. Ved at tiltale Gud som vores far anerkender vi, at Gud er en person og i stand til at have det mest intime forhold til os mennesker. Gud er ligeså personlig, virkelig og kærlig som en omsorgsfuld jordisk far. Men han er vores far i him-len. Han er anderledes end vores jordiske far; for han er almægtig, alvidende, allestedsnærværende og fuldkomment hellig.

Udtrykket ”far i himlen“ minder os for evigt om, at Gud er hellig og personlig, og at kristendommen hverken er en filosofisk ide eller en panteistisk opfattelse af en gud, som er et med alt.

”Helliget blive dit navn“ (Luk 11,2). Her finder vi en anden på-mindelse om Guds hellighed og ukrænkelighed. De, som hævder at følge Herren, må hellige hans navn både i ord og handling. At påstå at følge ham og samtidigt synde imod ham, er at vanhellige hans navn. Jesu ord i Matt 7,21-23 kan hjælpe os til bedre at forstå, hvad det betyder at hellige Guds navn.

”Komme dit rige“ (Luk 11,2). Evangelierne henviser til Guds rige mere end 100 gange, næsten 40 hos Lukas, næsten 50 hos Mat-thæus, 16 hos Markus og 3 hos Johannes. Dette er, hvad Jesus kom for at åbenbare og oprette, både i den nuværende virkelighed i nådens rige og i det fremtidige løfte om herlighedens rige. Hvis man ikke bliver en del af det første rige, kan man ikke få del i det andet, og det er Frelserens ønske, at hans disciple skal opleve det første, mens de venter på det andet.

”Ske din vilje som i himlen således også på jorden.“ (Nogle manu-skripter har denne sætning med i Luk 11,2). Guds vilje anerkendes og adlydes i himlen. Jesus tager denne kendsgerning og forvandler den til et håb om, at dette også vil ske på jorden. ”På jorden“ anty-der ikke noget generelt, men særligt. Lad Guds vilje ske på jorden; men lad den begynde med os, med hver enkelt af os personligt.

Kender du Herren, eller ved du kun noget om ham? Hvordan kan dit bønneliv give dig et nærmere forhold til ham?

Mønsterbønnen 1. del

12. MAJ 2015

ONSDAG

70

Luk 11,9-13

Til attænke over

”Giv os hver dag vort daglige brød“ (Luk 11,3). Denne bøn be-gynder med ordet giv. Enten ordet udtales af en millionær eller et forældreløst barn i konstant nød, er bønnen både en indrømmelse af afhængighed og et udtryk for tillid. Vi er alle afhængige af Gud, og den bydende bøn ”giv“ tvinger os til at indse, at Gud er alle gavers giver. Han er Skaberen. I ham lever vi, bevæger os og er til. ”Han har skabt os, og ham hører vi til“ (Sl 100,3).

Gud er vores far, som giver os alt det, vi har brug for. Hvilken enorm forsikring kan du finde i dette løfte hos Lukas?

”Forlad os vore synder“ (Luk 11,4). Tilgivelse er centralt i evange-liet. Uden Guds tilgivelse har vi ingen frelse. ”Jer, der var døde i jeres overtrædelser, ... gjorde Gud levende sammen med ham, da han til-gav os vore overtrædelser“ (Kol 2,13). De, der har oplevet Guds til-givelse må tage initiativet og omfavne enhver, som har syndet imod dem. Bønnen om at forlade, som ”vi forlader“ (Luk 11,4) betyder ikke, at Guds tilgivelse er afhængig af vores tilgivelse af andre; det betyder snarere, at vores tilgivne tilstand kræver, at vi som disciple altid skal leve inden for en altid voksende cirkel af nåde – modtage Guds velvilje på den ene side, men også videregive hans kærlighed og tilgivelse til andre, som måtte have gjort noget forkert imod os.

”Led os ikke ind i fristelse“ (Luk 11,4). To ting bør understreges. For det første er fristelser ikke det samme som synd. Det græske ord for fristelse er peirasmos. Græske navneord, der ender med -asmos, beskriver normalt en proces, ikke et resultat. Skriften betragter ikke en fristelse som det endelige resultat; det er en metode, en proces, der benyttes til at opnå et bestemt produkt. Selv om en fristelse ikke er synd, er det en synd at give efter for den. For det andet er det ikke Gud, der sender os fristelser (Jak 1,13). Måske tillader Gud, at vi udsættes for fristelser; men han frister os aldrig i den forstand, at han lokker os til at synde. Bønnen er derfor en anerkendelse af, at Gud er kilden til den ultimative kraft til at modstå den onde.

Gennemgå Luk 11,1-4 igen. Tænk over alle de emner, der indbefat-tes. Hvordan kan din erfaring på hvert af disse områder blive rigere og dybere gennem bøn?

Mønsterbønnen 2. del

13. MAJ 2015

TORSDAG

71

Umiddelbart efter at have givet disciplene en mønsterbøn, un-derviste Jesus dem gennem lignelsen om vennen ved midnat (Luk 11,5-13) om behovet for udholdenhed i bøn. Og da han nærmede sig afslutningen af sin tjeneste, mindede han sine efterfølgere om behovet for anger og ydmyghed i bøn (Luk 18,9-14). Begge disse lignelser viser, at bøn ikke kun er en religiøs rutine, men en vedva-rende vandring med, samtale med og et liv med Faderen.

Jesus fortalte denne lignelse for at opmuntre til udholdenhed i bøn. Bøn bør ikke blive en rutine. I stedet skal bøn være grundvolden i et personligt forhold, med absolut, uafbrudt og stadig tillid til Gud. Bøn er sjælens åndedrag. Uden bøn er vi åndeligt døde. Jesus fortæller lignelsen om en nabo, som nægter at opføre sig som en god nabo. De gentagne anmodninger fra vennen om et brød for at afhjælpe en nødsituation midt om natten er forgæves. Men til sidst giver selv sådan en nabo op og giver efter for den andens udhol-denhed. Hvor meget mere vil ikke Gud vise velvilje over for den, der er udholdende i bøn? En sådan udholdenhed har ikke til formål at ændre Guds holdning, men at styrke vores tillid.

Hvilken vigtig lektie finder vi her mht. bøn?

Farisæeren forventede, at Gud skulle belønne ham på baggrund af, hvad han havde gjort, for hans retfærdige gerninger. Tolderen bad om Guds barmhjertighed og bønfaldt om at blive modtaget på grundlag af Guds nåde. Gud tager ikke imod os på grund af, hvem eller hvad vi er, men alene på grund af hans nåde. Kun personer, som angrer, er ydmyge og har en nedbøjet ånd, kan modtage hans nåde.

”Ydmyghed er forudsætningerne for fremgang og sejr. De, der bøjer sig ved korsets fod, har en krone i vente.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 288).

Mennesker, som ikke har kendt Jesus, har en tendens til at sam-menligne sig med dem, der efter sigende er værre end dem selv, for at overbevise sig selv om, at de egentlig ikke er så slemme. Hvorfor er dette et åndeligt bedrag? Gør det nogen forskel, om andre er værre, end vi er?

Mere undervisning om bøn

14. MAJ 2015

Luk 11,5-8

Luk 18,9-14

Til attænke over

FREDAG

72

Læs Ellen White


”Det menneske, der dagligt søger hjælp, støtte og kraft fra Gud gennem bøn, vil have ophøjede mål, en klar forståelse af sandhed og pligt, ædle formål med sine handlinger og en stadig hunger og tørst efter retfærdighed. Ved at holde forbindelsen med Gud vedlige vil vi i vores omgang med andre være i stand til at videregive den fred og ro, som hersker i vores hjerter. Den styrke, vi opnår i bøn til Gud, og vores ihærdige bestræbelser på at oplære sindet til betænk-somhed og omsorg, forbereder os på de daglige pligter og bevarer under alle forhold fred i sjælen.“ (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 110).

”Ved at kalde Gud vores far anerkender vi alle hans børn som vores brødre. Vi er alle en del af menneskehedens store organisme, alle er medlemmer af den samme familie. I vores bønner bør vi indbefatte vores næste såvel som os selv. Ingen, der kun søger en velsignelse for sig selv, beder på den rette måde.“ (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 130-131).

1. Det er ikke kun i sit evangelium, at Lukas fremhæver forbindel-sen mellem Jesus og Helligånden. Ingen kan læse Apostlenes Gerninger, Lukas’ andet bind af historien om den kristne kirke, uden at lægge mærke til den stærke drivkraft, Helligånden er i den første kristne kirkes liv, mission og ledere. Kun Lukas gen-giver Jesu instrukser til sine disciple efter opstandelsen om at blive i Jerusalem, indtil de blev ”iført kraft fra det høje“ (Luk 24,49), før de skulle gå til hele verden med budskabet om den korsfæstede og opstandne frelser. Lukas begynder sin bog om apostlenes gerninger med en repetition af Jesu løfte om Hellig-ånden (ApG 1,7-8) og opfyldelsen af dette løfte på Pinsedagen (ApG 2). Hvad fortæller dette om den centrale rolle, Helligån-den har i kirkens liv?

2. Hvordan er selve den handling at bede et udtryk for vores af-hængighed af og behov for Gud? Læs Luk 18,9. Hvilket alvorligt åndeligt problem tog Jesus op i den lignelse, der følger lige ef-ter?

15. MAJ 2015

DIALOG

73


Guds Ord og klassens aktiviteter



Forstå det bedre

• Mange store forfattere og tænkere har skrevet tanker om Jesu bøn ”Fadervor“. Bed evt. en af klassens medlemmer om at læse fx en af følgende og dele nogle få hovedtanker fra læsningen:- Ellen White i Med Mesteren på Bjerget- Martin Luther i sin katekismus

• Hvorfor tror du, at Jesus siger ”Fadervor“ og ikke bare ”Fader-min“?- Hvilke træk ved begrebet ”Fader“ passer for Gud? Hvilke gør

evt. ikke?

• Lad evt. nogle af klassen medlemmer begynde at samle alle de tekster i Lukasevangeliet, hvor Ånden er omtalt.- Skriv dem på en liste og vurder det samlede billede af Åndens

virke.

• Det Nye Testamentes forfattere taler ofte om Helligånden og bøn i samme åndredræt (se fx Rom 8,26-27 og Ef 6,18)- Kan du finde andre bibelske eksempler, hvor Ånden og bøn

knyttes sammen?- Hvorfor tror du, at Helligånden er så betydningsfuld for et

sundt bønneliv? Hvordan oplever du Ånden i din bøn?

• Jesus ønsker, at vi skal bede om, at Guds vilje sker. Gør den ikke det allerede? Er Gud ikke suveræn Herre over historien?

• Hvis al ‘magten og æren’ tilhører Gud, hvorfor skal vi som men-nesker da bede om, at hans vilje sker?

• Hvilke prøvelser kæmper du med? Hvilke af dem tror du hører til livets generelle genvordigheder, som alle i en vis udstræk-ning udsættes for? Er der nogle af dem, som Gud måske står bag, fordi han ønsker at lære dig noget, som udvikler din karak-ter og i den sidste ende bringer dig nærmere ham? Er der nogen form for prøvelser, som skyldes, at du er kristen, og hvori du kan føle et fællesskab med Jesus, som led for vores skyld?

Jesu bøn i Fadervor om fristelse kan være svær at forstå. Baggrunds-kundskab kan hjælpe. Allerførst er det værd at bemærke, at det græske ord for fristelse (peirasmos) er det samme som for prøvelse.


74

DIALOG

NOTER


Det betyder altså ikke nødvendigvis, at Gud frister os til at gøre noget forkert, snarere, at han lader os gennemgå prøvelser. Men dernæst beder vi jo Gud om hellere at fjerne det onde. Med andre ord: hvis Gud hjælper os til at erkende det onde og befrier os fra det, er prøvelser fra Gud ikke nødvendige – i det mindste ikke med det formål.

Rom 8,26-27 taler om Helligånden som vores talsmand i bøn. Be-skrivelsen afspejler den rolle, som en bestemt udsending, en såkaldt benefactor, havde i den romerske husholdning. Han var den person, som blev sendt for at give medlemmer af familien del i de goder og velsignelser, som hørte til familien. Sådan er også Helligåndens op-gave: Han kommer til os for at dele Kristi tanker og motiver med os, så vores bønner mere og mere afspejler Jesu holdning og er i over-ensstemmelse med hans karakter og personlighed. I Helligånden får vi del i den glæde og kraft og det nye liv, som hører Jesus til.

75


88

76

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det for-tabte.“ (Luk 19,10).

Hvis vi skulle skrive en missionserklæring for Jesus, kunne vi ikke lave den bedre end ved at gentage hans egne ord: ”at opsøge og frelse det fortabte.“

Hvad var fortabt? Det var selve menneskeheden, der var blevet adskilt fra Gud, underlagt døden og opfyldt af frygt, skuffelser og fortvivlelse. Hvis intet blev gjort for os, ville vi alle være fortabte.Men takket være Jesus har vi alle god grund til at håbe.

”Ved syndefaldet fremmedgjorde mennesket sig for Gud; jorden blev afskåret fra himlen. Over det gab, som lå mellem dem, kunne der ikke være nogen form for fællesskab. Men gennem Kristus er der igen skabt forbindelse mellem jorden og himlen. Ved sin egen anstrengelse har Kristus lagt en bro over den afgrund, som synden havde skabt… Kristus forbinder det faldne menneske i dets svaghed og hjælpeløshed med kilden til uendelig styrke.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 20-21).

Fra Første Mosebog til Johannes’ Åbenbaring er Bibelen en fortæl-ling om Gud, der opsøger den fortabte menneskehed. Lukas illustre-rer denne sandhed ved at gengive tre vigtige lignelser: det mistede får (Luk 15,4-7), den tabte mønt (vers 8-10) og den fortabte søn (vers 11,32).

· Luk 15,4-7.11-32· Luk 16,19-31; 18,35-43; 19,1-10

Jesu mission


SØNDAG

77

Luk 15,4-7

Luk 15,8-9

Til attænke over

Hvad fortæller denne tekst om Guds kærlighed til os? Hvorfor er det vigtigt at forstå, at det var hyrden, der gik ud for at lede efter det mistede får?

I en verden, der kan synes ligeglad, fortæller denne lignelse en for-bløffende sandhed. Gud elsker os så højt, at han selv vil komme for at finde os og bringe os tilbage til ham. Vi taler tit om, at mennesker søger efter Gud; men det er faktisk Gud, der leder efter os.

”Det menneske, der har overgivet sig til Kristus, er i hans øjne mere dyrebart end hele verden. Frelseren ville have gennemgået Golgatas pinsler, hvis blot en eneste derved var blevet frelst til hans rige. Han vil aldrig forlade en eneste af dem, som han gik i døden for. Med-mindre hans disciple selv vælger at forlade ham, vil han holde dem fast.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 349).

Judæa var på den tid fuld af fattige mennesker, og for dem kunne en mønt (drachma) have været mere end en dagsløn. Nogle kvinder bar en hovedpynt lavet af mønter som et tegn på, at de var gift. Det var en stor sum, der for en fattig familie var opsparet over lang tid.

Tabet af en mønt en alvorlig sag. Derfor tager kvinden, som var totalt nedbrudt af sorg, en lampe, griber en kost og vender op og ned på hele huset, indtil hun finder mønten. Hun fyldes af stor glæde, og hun er nødt til at dele sin glæde med sine venner.

”Mønten, der ligger mellem støvet og snavset, er stadig et stykke sølv. Ejeren leder efter det, fordi det er værdifuldt. Sådan er enhver sjæl også dyrebar i Guds øjne, hvor nedbrudt den end er af synden. Ligesom mønten bærer kongens billede og navn, bar mennesket ved skabelsen også Guds billede og navn, og selv om det nu er blevet skæmmet og utydeligt under syndens påvirkning, forbliver der dog spor af denne indskrift i hvert menneske.“ (Ellen White, Lys over hverdagen, 1. bind, s. 190).

Meget af moderne videnskab og filosofi fortæller os, at vi ikke er mere end en tilfældig skabning i et meningsløst univers, som slet ikke har nogen interesse for vores skæbne. Hvilket totalt anderle-des verdenssyn finder vi i disse to lignelser?

Det mistede får og den tabte mønt

17. MAJ 2015

MANDAG

78

Luk 15,11-32

Luk 15,12

Luk 15,13-16

Luk 15,17-19

Til at tænke over

Hyldet som den smukkeste korte beretning om tilgivende kærlighed, kan lignelsen om den fortabte søn, ligeså godt kaldes lignelsen om den kærlige far og to fortabte sønner. Den ene søn valgte lovløshed og et fremmed land i stedet for faderens kærlighed. Den anden søn valgte at blive hjemme, men kendte ikke faderens kærlighed eller betydningen af en bror. Lignelsen består af syv dele, fire der handler om den fortabte søn, to om faderen og en om den ældste bror.

1. ”Giv mig“. Den yngste søns beslutning om at forlange sin del af ejendommen af sin far var ikke en pludselig, impulsiv beslutning. Synd er tit et resultat af en langvarig grublen over forkerte priorite-ringer. Den yngste søn havde måske hørt om de fjerne landes glans og fortryllelse. Livet derhjemme var alt for strengt. Der var kærlig-hed, men den var begrænsende. Det fjerne land tilbød et liv uden restriktioner. Faren var beskyttende, hans kærlighed omklamrende. I sønnens ønske om frihed spirede oprørets frø.

2. ”Hvorfor mig?“ Sønnen fik hele sin arv udbetalt og begav sig på vej til landet langt borte. Kærlighedens omsorgsfulde øjne, lovens beskyttende hegn, nådens nærværende omfavnelse er fremmede i det fjerne land. Det er et land med ”et udsvævende liv“ (Luk 15,13). Det græske ord for udsvævende (asotos) findes tre andre steder som navneord i Det Nye Testamente: beruselse (Ef 5,18), genstridighed (Tit 1,6) og udskejelser, der indbefatter ”begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse“ (1 Pet 4,3-4). Den gudløse livsførelse ødelagde hans sundhed og rigdom, og snart var han uden penge, venner og mad. Hans fortryllede liv var endt i rendestenen. Da han til sidst nåede dertil, at han konstant var sulten, fandt han arbejde som svinepasser. Det var en hård skæbne for en jøde.

3. ”Lad mig“. Selv den fortabte søn er stadig en søn og har mulig-hed for at vælge at vende om. Sønnen gik ”i sig selv“ og huskede et sted kaldt hjem, en person kendt som far, et forhold kaldt kær-lighed. Han gik hjem med en forberedt tale, hvor han ville bønfalde sin far: ”Lad mig.“ Lad mig gøre, hvad end du måtte ønske, men lad mig være under dit kærlige blik, omsluttet af din kærligheds omsorg. Hvilket bedre hjem kan findes end faderens hjerte.

Hvilke tillokkende ting i verden finder du dig i så fristet af, at du måske tænker: ”Det er slet ikke så galt...“?

Lignelsen om den fortabte søn 1. del

18. MAJ 2015

TIRSDAG

79

Luk 15,17-20

Luk 15,20-21

Luk 15,22-25

Luk 15,25-32

Til at tænke over

4. Turen hjem var en omvendelsesrejse. Indrømmelsen af, hvor han var, fik ham til at ”bryde op“ og ”gå“ til sin far. Den fortabte søn vendte hjem med en forberedt tale, der definerer, hvad ægte anger er.

Først er der erkendelsen: ”min fader“. Den fortabte søn må stole på sin fars kærlighed og tilgivelse, som vi også har brug for at have tillid til vores himmelske far. For det andet er der syndsbekendelsen. Det, den fortabte søn havde gjordt, var en synd imod faren. For det tredje er der anger. ”Jeg fortjener ikke længere“. At indse sin egen uværdighed er nødvendig for at sand omvendelse kan finde sted. For det fjerde er der bønnen ”Lad mig“. Overgivelse til Guds vilje er omvendelsens mål. Sønnen er kommet hjem.

5. Den ventende far. Så snart sønnen forlod hjemmet, begyndte faren at vente, spejde og håbe. Ventetiden var omme i det øjeblik, han så ham, ”mens han endnu var langt borte“, og ”han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham“. In-tet andet billede beskriver Guds karakter som den ventende far.

6. Familiefesten. Faren omfavner sønnen, ifører ham en ny kappe, giver ham en ring på fingeren og sko på fødderne og beordrer en fest. Familien skulle fejre. Hvis afrejsen fra hjemmet havde været som dø-den, var hjemkomsten som opstandelsen og vel fest og glæde værd. Der er stor glæde i himlen over enhver søn, der vender hjem.

7. Den ældste søn. Den yngste søn var fortabt i det øjeblik, han gik hjemmefra; den ældste søn var fortabt, selv om han blev hjemme. Hans hjerte var vredt, klagende og selvretfærdigt, og han nægtede at anerkende sin bror. I stedet omtaler han ham kun som ”din søn dér,“ en ødeland uden rygrad. Den ældste søns holdning over for faren er den samme, som farisæerne havde, da de anklagede Jesus: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem“ (vers 2). Farens sidste ord til den ældste søn genspejler himlens holdning over for enhver angrende synder: ”Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet“ (vers 32).

Prøv at sætte dig selv i den ældre brors sted. Selv om hans tanke-gang var forkert, hvorfor giver det alligevel ‘mening’ at føle, som han gjorde? På hvilke måder viser denne beretning, at evangeliet går langt ud over det, der ‘giver mening’?

Lignelsen om den fortabte søn 2. del

19. MAJ 2015

ONSDAG

80

Luk 16,19-31

Til at tænke over

Selv om Jesus kom for at opsøge og frelse det fortabte, tvinger han aldrig nogen til at tage imod hans tilbud om frelse. Frelsen er gratis og tilgængelig for alle, men vi er nødt til i tro at tage imod dette gratis tilbud, som vil føre til et liv i overensstemmelse med Guds vilje. Og vores eneste mulighed for at få denne erfaring kommer, mens vi lever her på jorden; der gives ingen anden anledning.

Hvad er hovedbudskabet i denne lignelse?

Denne lignelse lærer os to store sandheder med hensyn til frelse, nemlig betydningen af ‘i dag’ i frelsesprocessen og manglen på en anden anledning efter vores død for at blive frelst.

Nu er det frelsens dag. Der er ikke i sig selv noget ondt i rigdom el-ler noget godt i at være fattig. Hvad lignelsen lærer er, at anledning til at blive frelst og leve sådan ikke må forspildes. Rig eller fattig, ud-dannet eller ikke, mægtig eller magtesløs, har vi en anledning. Alle frelses og dømmes ud fra deres holdning til Jesus i dag, nu. ”Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!“ (2 Kor 6,2).

Lignelsen lærer også, at evig belønning ikke har noget at gøre med materielle goder. Den rige mand ”klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede [han] i fest og pragt“ (Luk 16-19); men han manglede det væsentligste i tilværelsen, nemlig Gud. Hvor Gud ikke anerkendes, overses vores medmennesker. Den rige mands synd var ikke hans rigdom, men at han ikke indså, at Guds familie er mere omfattende, end vi er villige til at godtage.

Der gives ikke en ny chance for frelse efter døden. Den anden ty-delige sandhed, som Jesus lærer os i denne lignelse er, at der ikke gives en ny chance for frelse efter døden. ”Det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes“ (Hebr 9,27). En anden pointe i denne lignelse er at vise os mennesker, at vi har fået nok beviser nu, i dette liv, til at foretage et bevidst valg for eller imod Gud. Enhver teologi, der lærer en eller anden form for ‘ny chance’ efter døden, er et stort bedrag.

Vi elsker at tale om, hvor meget Gud elsker os og alt det, han har gjort for at frelse os. Men hvad bør denne lignelse lære os om farerne ved at tage Guds kærlighed og hans tilbud om frelse for givet?

Forspildte anledninger

20. MAJ 2015

TORSDAG

81

Luk 18-35-43

Luk 19,1-10

Til attænke over

Jesu missionserklæring om, at han kom for at opsøge og frelse det fortabte, er en bekræftelse af en holistisk opgave. Han kom for at frelse hele mennesket, at forvandle dem både fysisk, mentalt, ånde-ligt og socialt. Lukas gengiver to begivenheder, der illustrerer, hvor-dan Jesus fuldstændigt genoprettede to ødelagte mænd. Den ene var blind i fysisk forstand, den anden var det åndeligt; begge var udstødte – den ene var en tigger, den anden en tolder. Men begge var genstand for Jesu frelsende mission, og ingen af dem var uden for hans rækkevidde.

Hvad lærer vi her om vores totale afhængighed af Gud? Hvem af os har ikke fra tid til anden råbt: ”forbarm dig over mig“?

Markus fortæller os, at manden hed Bartimæus (Mark 10,46). Han var en tigger, der sad uden for Jeriko. Fysisk handicappet, socialt uden betydning og dertil også fattig, befandt han sig pludselig inden for himlens mirakel: Jesus fra Nazaret kommer forbi (Luk 19,37). Hans tro fik ham til at råbe: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!“ (vers 39). Tro kræver hverken øjne eller ører, heller ikke hænder eller fødder, men kun et hjerte, der sættes i forbindelse med verdens skaber.

Hvem var den blinde mand i denne historie?

Kun Lukas fortæller historien om Zakæus, Jesu sidste møde med en udstødt. Kristi mission, at opsøge og frelse det fortabte, blev opfyldt på en fantastisk måde i dette møde med Zakæus. Zakæus var over-tolder i Jeriko og en stor synder i farisæernes øjne, men en stor syn-der, der blev opsøgt og frelst af Frelseren. Hvilke mærkelige metoder og steder, Jesus benyttede for at udføre sin mission. Et morbærfi-gentræ, en nysgerrig mand, som ønskede at se, hvem Jesus var samt en kærlig frelser, der bad manden om at komme ned; for han havde inviteret sig selv til frokost hos ham. Men det vigtigste var, at Jesus ville befri manden. ”I dag er der kommet frelse til dette hus“ (Luk 19,9). Men først havde Zakæus omvendt sig (vers 8).

Det er så let at se andre menneskers fejl og mangler. Men tit er vi helt blinde over for vores egne fejl. Er der områder i dit liv, du har brug for at erkende, bekende og sejre over, men som du alt for længe har udsat?

Var blind, men nu kan jeg se

21. MAJ 2015

FREDAG

82

Læs Ellen White


”Med det mistede får fremstiller Kristus ikke alene den enkelte syn-der, men den eneste verden, som har gjort oprør og er blevet øde-lagt af synden.“ (Ellen White, Lys over hverdagen, 1. bind, s. 186).

Med hensyn til et menneskes værdi: ”Hvem kan beregne værdien af en sjæl? Dersom du vil vide, hvad den er værd, må du gå til Getse-mane og våge der sammen med Kristus i de angstens timer, da hans sved blev som blodsdråber. Se på Frelseren, der hænger på korset… Ved korsets fod kan du måske fatte en sjæls værdi, når du husker, at Kristus ville have givet sit liv for en eneste synder.“ (ibid., s. 193).

1. Selv om alle religioner fremstiller mennesket i dets søgen efter Gud, beskriver kristendommen Gud, som den, der søger: Adam, hvor er du (1 Mos 3,9)? Kain, hvor er din bror (1 Mos 4,9)? Elias, hvad laver du her (1 Kong 19,9)? Zakæus, kom ned (Luk 19,5). Hvordan har du selv oplevet, at Gud søgte efter dig?

2. Se igen på det sidste spørgsmål i tirsdagsafsnittet. Hvilken skæbnesvanger fejl begik den ældste søn? Hvilke åndelige brist kom til syne i hans holdning? Hvorfor er det lettere at have denne holdning, end vi måske tror? Se også Matt 20,1-16.

3. I historien om den rige mand og Lazarus sagde Jesus, at selv om nogen kom tilbage fra de døde, ville der være personer, der ikke troede. Hvordan var denne lignelse til en vis grad en forud-sigelse af nogle menneskers reaktion på Jesu opstandelse, hvor de stadigvæk ikke ville tro, selv om de havde hans opstandelses mægtige beviser?

4. En af de mest imponerende sider ved Jesu frelsergerning er, at han behandlede alle mennesker ens, fx den blinde tigger og Zakæus eller Nikodemus og den samaritanske kvinde. Mere end noget andet viser korset, at i Guds øjne er alle mennesker lige. Hvordan bør denne vigtige sandhed indvirke på, hvordan vi be-handler andre, selv dem, vi af politiske, kulturelle, etniske eller andre grunde tidligere har været negative over for?

5. Sammenlign beretningen om den fortabte søn med historien om den rige mand og Lazarus. Hvordan udfylder disse to historier hinanden?

22. MAJ 2015

DIALOG

83


Guds Ordog klassens aktiviteter




Hvem er Gud sammenlignet med i følgende lignelser:

• Det mistede får (Luk 15,1-7):

• Den tabte mønt (Luk 15,8-10):

• Den fortabte søn (Luk 15,11-32):

Lukas var sponsoreret af en rig mand, Theofilus, og han taler mere om de rige end de øvrige evangelister. Prøv evt. at samle nogle af disse udtalelser eller fortællinger fra Lukas om rige mennesker.

• Lukas 15 handler om glæde. Find teksterne og læs dem sam-men.

• Tænk over, hvad der gør dig glad? Hvad glæder Gud sig over? Tror du, at der er noget i din menigheds liv, som glæder Gud? Eller er han kun utilfreds?- Hvordan kan vi hjælpe hinanden til at nære større kærlighed

til mennesker, der er fortabte, og som evt. er utiltalende og frastødende?

• Guds kærlighed er enestående ved, at den går fra den stærke til den svage, fra den gode til den onde, fra den der har til den der ikke har, fra den rige til den fattige, fra den ophøjede til den foragtede.- Hvilke eksempler kan du finde i Skriften på denne kærlighed?- Hvilke eksempler kender du til fra historien eller fra din egen

erfaring med mennesker, der gav sig selv for dem, der var regnet for at være mindre værd?

• Hvilke mennesker møder du dagligt, som er fortabte? Hvor-dan reagerer du på menneskers syndige eller selviske opfør-sel? Bliver du vred, irriteret, ked af det eller...?

Brug tid denne uge på at bede specifikt for mennesker, der, såvidt du ved det, har forladt troen. Bed Gud om at finde måder, hvor du kan vise større kærlighed, når du møder mennesker, som er for-tabte.


84

DIALOG

Til attænke over

Forstå det bedre

NOTER

Det absolutte udtryk for guddommelig kærlighed er, at den, der har skabt og ejer alt, er villig til at ofre sig selv for at redde dem, der har gjort oprør og intet har fortjent.

Guds kærlighed betegnes ofte med et græsk navneord, agape. Tan-ken om, at Gud selv ofrede sig for at frelse den fortabte menneske-hed er grundlæggende for kristentroen. Det er derfor, at troen på Jesu evige guddommelighed er altafgørende. Hvis Jesus havde været et underordnet væsen, ville det ikke have været Gud, der gav sig selv. Da ville kærligheden ikke havde været absolut, og der ville ikke være nogen forsoning af mennesker med Gud.

Zakæus fortæller Jesus, at han giver halvdelen af det, han ejer, til de fattige, og dem, han har presset penge af, giver han firdobbelt tilbage (Luk 19,8). I modsætning til, hvad mange forestiller sig, er dette ikke noget, han nu herefter lover Jesus at gøre. De græske udsagnsords form indebærer, at dette er noget, Zakæus allerede gør. Han har hørt om Jesus og ændret sit liv til et liv i kærlighed.


85


99

86

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Og de blev slået af forundring over hans lære, for der var myndig-hed bag hans ord“ (Luk 4,32).

”Da Kristus kom til jorden, syntes menneskeheden at være nær ved at nå bunden af sin elendighed. Selve samfundets grundvold var undermineret. Livet var blevet falsk og kunstigt … Mennesker, der havde fået afsmag for usande fortællinger og falskhed, som søgte at kvæle tankevirksomheden, gik over til vantro og materialisme. De regnede ikke mere med det evige og levede udelukkende for det nuværende.

Da de holdt op med at anerkende det guddommelige, holdt de også op med at tage hensyn til det menneskelige. Sandhed, ære, retskaffenhed, tillid og medfølelse med andre var ved at forsvinde fra jorden. Ubarmhjertig begærlighed og altopslugende ærgerrig-hed avlede mistillid til alt og alle. Tanken om pligt, om de stærkes forpligtelser over for de svage, om menneskelig værdighed og men-neskerettigheder blev skubbet til side som en drøm eller en fabel. Det jævne folk blev betragtet som lastdyr eller som redskaber eller springbræt for ærgerrigheden. Rigdom og magt, velvære og nydel-ser blev attrået som det højeste gode. Fysisk degeneration, sjælelig sløvhed og åndelig død kendetegnede denne tidsperiode.“ (Ellen White, Uddannelse, s. 74-75).

· Luk 8,22-25· Luk 4,31-37; 6,20-49; 8,19-21; 10,25-37· 5 Mos 6,5

Jesus, den store lærer


SØNDAG

87

Luk 8,22-25; Luk 4,31-37;

5,24-26; 7,49; 12,8

Til at tænke over

Som læge og videnskabsmand var Lukas godt kendt med den rolle, autoriteter spillede. Han kendte til filosofiens autoritet i græsk lærdom og uddannelse. Han vidste om den autoritet, romersk lov spillede i civile sager og regeringssammenhæng. Som Paulus’ rejse-ledsager var han godt kendt med den kirkelige autoritet, som Paulus havde i de menigheder, han grundlagde. Så Lukas forstod, at auto-ritet er af stor betydning for en persons stilling, en institutions rolle, en stats funktioner og en lærers forhold til sine efterfølgere.

Lukas, som havde mødt mange forskellige former for autoritet på ulige niveauer, delte med sine læsere, at Jesu autoritet var helt uden sidestykke. Jesus var født ind i en tømrers hjem og boede i 30 år i den lille galilæiske by Nazaret, som i verdslig målestok ikke var kendt for noget stort. Alligevel konfronterede han alle – romerske herskere, jødiske lærere, rabbinere, almindelige mennesker, verdslige og religiøse magter – med sin undervisning og tjeneste. Beboerne i hans hjemby ”undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund“ (Luk 4,22). Han gav håb til en enke i Nain ved at vække hendes døde søn til live (Luk 7,11-17). Hele byen brev grebet af frygt og udbrød: ”Gud har besøgt sit folk“ (vers 16). Jesu autoritet over liv og død satte ikke alene Nain på den anden ende, men ”nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen“ (vers 17).

Hvad viser disse tekster om den form for autoritet, Jesus havde?

Lukas tog sig tid til at nedskrive, ikke kun for sin ven Theofilus, men også for de kommende generationer, at Jesus gennem sit arbejde havde oprettet en enestående autoritet. Som Gud i menneskeskik-kelse havde han i sandhed en autoritet, som ingen andre havde.

Mange mennesker gør ting i Guds navn, og dette giver selvfølgelig deres handlinger stor autoritet. Men hvordan kan vi være sikre på, at det virkelig passer, når de siger, at Gud ledte dem til at gøre no-get? Drøft dette i klassen på sabbatten.

Jesu autoritet

24. MAJ 2015

MANDAG

88

Luk 6,20-49

Luk 6,20-22

Luk 6,22-23

Luk 6,24-26

Luk 6,27-31

Luk 6,37-42

Luk 6,43-45

Luk 6,48-49

Bjergprædikenen (Matt 5-7) bliver ofte hyldet som kristendommens kerne. Lukas giver os dele af denne prædiken i Luk 6,20-49 samt ud-pluk andre steder. Lukas placerer prædikenen umiddelbart efter den ‘officielle’ udvælgelse af de tolv disciple (Luk 6,13), og mange kalder den derfor ‘ordinationsudfordringen til de tolv.’

I Luk 6,20-49 begynder prædikenen med fire velsignelser og fire veråb for derefter at fremstille andre væsentlige sider ved kristenlivet.

Studer afsnittet fra Lukas og spørg dig selv, hvor meget dit eget liv indbefatter de principper, der udtrykkes her:

1. Kristenlivets velsignelser. Hvordan kan fattigdom, sult, gråd og at være udsat for had føre til velsignelse (salighed)?

2. Den kristnes begrundelse for at glæde sig, når han/hun bliver for-stødt og hadet.

3. Advarsler. Gennemgå hver af de fire veråb. Hvorfor bør en kristen være på vagt over for disse ting?

4. Det kristne påbud. Ingen af Jesu bud diskuteres mere og anses for at være sværere at holde end kærlighedens gyldne regel. Kristen etik er grundlæggende positiv. Den består ikke i, hvad man ikke skal gøre, men hvad man skal gøre. I stedet for at sige: ”Du må ikke hade“ din fjende, insisterer den: ”Elsk din fjende.“ I stedet for gengældelsens lov (”tand for tand“), kræver den gyldne regel en etik, der består af ren godhed (”vend også den anden kind til“). Ud fra den gyldne regel ud-viklede Mahatma Gandhi en hel politisk filosofi til at modstå det onde gennem det gode, og han benyttede dette princip til at opnå Indiens uafhængighed fra britisk koloniherredømme. På samme måde brugte Martin Luther King Jr. den gyldne regels etik til at nedbryde racead-skillelse i USA. Hvor kærligheden styrer, sidder velsignelsen på tronen.

5. Den kristne måde. Bemærk Kristi krav om at tilgive, være gavmild, leve et eksemplarisk liv samt være overbærende.

6. Kristenlivet skal bære frugt.

7. Den kristne bygningsmand.

Kristi største prædiken

25. MAJ 2015

TIRSDAG

89

Luk 8,19-21

Luk 5,27-32;7,1-10; 14,15-24;

17,11-19

Til at tænke over

Store lærere både før og efter Jesus har undervist om enhed og kær-lighed; men det er i reglen kærlighed inden for en bestemt gruppe, fx en familie, der defineres ud fra kaste, hudfarve, sprog, stamme eller religiøs eksklusivitet. Men Jesus nedbrød de skel, der adskiller mennesker fra hinanden og oprettede en ny familie, der ikke tog hensyn til de forskelle, der normalt adskiller os mennesker fra hinan-den. Under banneret agape kærlighed – ufortjent, altindbefattende, universel og opofrende – skabte Kristus en ny familie. Denne fami-lie genspejler den oprindelige, universelle ide, der var til stede fra Skabelsen, hvor det bekræftes, at hvert eneste menneske er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26-27), og derfor er alle lige i hans øjne.

Uden på nogen måde at nedtone de bånd og forpligtelser, der bin-der forældre og børn, brødre og søstre sammen i en familie, så Jesus ud over kød og blod og lagde dem alle på Guds alter som medlem-mer af Guds ”fædrenehus i himlene og på jorden“ (Ef 3,15). Den familie, som kristent discipelskab udgør, bør ikke være mindre nært forbundet og bindende end de bånd, der binder forskellige børn til fælles forældre. For Jesus var den sande prøve på familieskab ikke blodets bånd, men at gøre Guds vilje.

Hvad lærer følgende tekster om de mure, Jesus brød ned mht. de forskelle, der så tit adskiller os mennesker fra hinanden (og tit med meget dårlige resultater)?

Jesu mission og tjeneste og hans tilgivelse og nåde udelukkede ingen, men indbefattede alle, der ville tage imod hans kald. Hans evige kærlighed bragte ham i forbindelse med alle sider af samfun-det.

Hvordan kan vi som kirke bedre følge disse vigtige principper?

En ny familie

26. MAJ 2015

ONSDAG

90

Luk 10,25-37

Luk 10,25-28

Til attænke over

Af de fire evangelister gengiver kun Lukas lignelserne om den for-tabte søn og den barmhjertige samaritaner. Den første illustrerer kærlighedens lodrette dimension, Faderens usædvanlige kærlighed over for syndere. Den anden viser os den vandrette dimension, den form for kærlighed, der nægter at anerkende de mure, der opstilles mellem mennesker og i stedet lever efter Jesu definition: at alle men-nesker er Guds børn og fortjener at blive elsket og behandlet ens.

Tænk over de to centrale spørgsmål, der stilles. Hvad er forbin-delsen mellem hvert af disse spørgsmål og det vigtigste inden for kristendommen, når det gælder tro og livsstil?

1. ”Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ (vers 25).Læg mærke til, at den lovkyndige søgte efter en måde at opnå evigt liv. At blive frelst fra synd og komme ind i Guds rige er virkelig den ædleste af alle de forhåbninger, man kan have. Men som så mange andre var den lovkyndige vokset op med den forkerte opfattelse, at evigt liv er noget, vi kan opnå gennem gode gerninger. Han vidste tydeligvis intet om, at ”syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre“ (Rom 6,23).

2. ”Hvad står der i loven? Hvad læser du dér“ (vers 26).På Jesu tid var det almindeligt for en fremtrædende jøde at have brede bederemme bundet om håndleddet. Dette var en lille læder-pose, hvori der var opbevaret citater fra nogle af Toraens vigtigste dele. Jesus henviste den lovkyndige til det, der var skrevet i 5. Mo-sebog (5 Mos 6,5) og 3. Mosebog (3 Mos 19,18), netop disse dele, han sandsynligvis bar i sine bederemme. Svaret på Jesu spørgsmål var skrevet på hans håndled, men ikke i hans hjerte. Jesus ledte ham til en af de største sandheder: evigt liv består ikke i at overholde regler, men kræver, at man elsker Gud over alt andet og med alt, man er, og gør det samme over for alle Guds skabninger – ”din næste“, for at være helt nøjagtig. Men enten pga. uvidenhed el-ler overlegenhed fortsatte den lovkyndige samtalen med endnu et spørgsmål: ”Hvem er så min næste?“

Hvordan viser det sig i dit liv, at du er frelst af nåde? Hvad er der ved din livsstil, der viser, at du er retfærdiggjort ved tro?

Kærlighed defi neret: Den barmhjertige samaritaner 1. del

27. MAJ 2015

TORSDAG

91

Luk 10,30-37

5 Mos 10,12-13Mika 6,8Jak 1,27

Luk 9,51-54 Joh 4,9

Til at tænke over

”Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ‘Hvem er så min næste?’“ (Luk 10,29).

Som ekspert i jødisk lov må den lovkyndige have kendt svaret på dette spørgsmål. 3 Mos 19,18 definerer din ‘næste’ som ‘dine lands-mænd.’ Så i stedet for med det samme at give et svar på den lov-kyndiges spørgsmål eller involvere sig i en teologisk debat med ham, fører Jesus den lovkyndige og tilskuerne op på et højere plan.

Hvad er hovedpunkterne i denne historie, og hvad viser de om, hvordan vi skal behandle andre?

Læg mærke til, at Jesus kun sagde, at ”en mand“ faldt i hænderne på røvere. Hvorfor sagde Jesus intet om mandens race eller status? Hvorfor havde dette betydning, når vi tænker over, hvad hele hen-sigten med historien var?

Præsten og levitten så den sårede mand, men gik forbi. Uanset, hvad deres begrundelser var for ikke at hjælpe, lyder spørgsmålene til os: hvad er sand religion, og hvordan bør den udtrykkes?

Forholdet mellem jøder og samaritanere var præget af had og fjendskab, og på Jesu tid var dette fjendskab udtalt. Ved at gøre en samaritaner til historiens helt understregede Jesus sin pointe over for jøderne endnu stærkere, end den ellers kunne have været.

Jesus beskrev samaritanerens handlinger ret detaljeret. Han fik med-ynk med den overfaldne, gik hen til ham, hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr, bragte ham til et her-berg, betalte for hans ophold og lovede at betale mere, når han kom tilbage. Disse handlinger definerer samlet det grænseløse ved kærlig-hed. At han til og med gjorde det for en mand, som muligvis var jøde, viser, at sand kærlighed ikke lader sig standse af menneskelige skel.

Præsten og levitten spurgte sig selv: Hvad ville der ske med os, hvis vi standsede og hjalp denne mand? Samaritaneren spurgte: Hvad vil der ske med denne mand, hvis jeg ikke hjælper ham? Hvad er for-skellen på disse to spørgsmål?

Kærlighed defi neret: Den barmhjertige samaritaner 2. del

28. MAJ 2015

FREDAG

92

Læs Ellen White


”Gennem sit liv og sin lære gav Kristus et fuldkomment eksempel på den uselviske tjeneste, der udspringer fra Gud. Gud lever ikke kun for sin egen skyld. Ved at skabe verden og ved at opretholde alle ting tjener han hele tiden andre. ”Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.“ (Matt 5,45). Dette ideal for al tjeneste har Gud givet videre til sin Søn. Jesus blev givet os for at stå i spidsen for hele menneskeheden og for gennem sit eksempel at lære den, hvad det vil sige at tjene. Hele hans liv var underlagt tjenestens lov. Han tjente mennesker på alle områder. Han levede således under Guds lov og viste os ved sit ek-sempel, hvordan vi skal adlyde den.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 473).

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner ”var ikke nogen op-digtet begivenhed, men en virkelig tildragelse som man vidste, var foregået nøjagtigt, som den blev fremstillet. Præsten og levitten, der var gået lige forbi, var til stede blandt dem, der lyttede til Kristi ord.“ (ibid. s. 360).

1. Gennemgå det vigtige spørgsmål, der blev stillet ved slutningen af søndagsafsnittet. Hvem af os har ikke hørt nogen sige, at de gjorde et eller andet, fordi Gud sagde det til dem? På hvilke måder taler Gud til os? Hvilke farer ligger der i at påberåbe sig Guds autoritet for at retfærdiggøre sine egne handlinger?

2. Gå tilbage til de fire veråb i Luk 6,24-26. Hvordan skal vi forstå, hvad Jesus siger her? Hvad advarer han os egentlig om at være på vagt over for i vores liv?

3. Tænk over hele spørgsmålet om autoritet. Hvad er autoritet? Hvilke forskellige former for autoritet findes der? Hvilke slags autoritet står over de andre? Hvordan bør vi forholde os til for-skellige former for autoritet i vores tilværelse? Hvad sker der, når forskellige autoriteter i vores liv ikke er enige?

29. MAJ 2015

DIALOG

93





Til attænke over

• Hvis vi skal elske vores næste som os selv, hvad så med den ”fjerneste“? Er den kærlighed, Gud fordrer af os, kun for den, der tilhører vores egen kreds, eller gælder den alle? Hvordan vil du begrunde dit svar?- Er det muligt at være så optaget af at elske mennesker verden

over, at vi glemmer at elske dem, der er tæt på os?

• Mennesker er vant til at få noget for noget, ikke til en kærlighed uden grænser, hvor man giver uden at forvente at få noget igen. De er også vant til at gengælde, hvis det, de modtager, er ondt!- Hvem vinder, og hvem taber, hvis jeg ikke slår igen, når no-

gen slår mig, men i stedet tilgiver? - Skal jeg tilgive, men ikke glemme? - Er det altid muligt eller klogt at genoprette tabte forbindel-

ser, hvis man er blevet misbrugt eller såret af et andet men-neske?

• Har du i ugen, der gik, mødt eksempler på mennesker, der usel-visk gav uden at forvente at blive belønnet for det?

• Hvilke eksempler fra det politiske liv eller historien kan du finde, hvor kriser eskalerede, fordi mennesker hele tiden følte, at de måtte gengælde, hvad modparten havde gjort?

Bed i dit personlige liv om tilgivelse for enhver, der måtte have såret dig eller gjort dig ondt. Gør det ved at nævne deres navne for Gud og bede om deres frelse.

”Nu har synden skæmmet Guds fuldkomne værk, men alligevel bli-ver hans håndskrift stående. Selv nu forkynder alt det skabte Guds storhed. Der findes intet, med undtagelse af menneskehjertet, der lever for sig selv. Ingen fugl kløver luften, intet dyr bevæger sig på jorden uden at tjene til gavn for et andet liv. Der findes ikke et blad i skoven eller det ringeste græsstrå, uden at der er en mening med det. Fra hvert træ, busk og blad udgår de livsenergier, uden hvilke hverken mennesker eller dyr kunne leve; og mennesker og dyr bi-drager derefter til træernes, buskenes og bladenes liv. Blomsterne udsender deres duft og åbenbarer deres skønhed til velsignelse for


94

DIALOG

Forstå det bedre


verden. Solen spreder sit lys til glæde for tusind verdener. Havet modtager strømmene fra alle verdens lande, men tager kun for atter at give. De tåger, der stiger op fra dets skød, falder som regnbyger for at vande jorden, så den kan give grøde og liv.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 9).

Samaritanerne var jøder, men da de var regnet som en blandings-gruppe, efterkommere af oprindelige israelitter fra nordriget og assy-rere eller andre folkegrupper, var de ikke accepterede af jødefolket. De tilbad Gud og havde en redigeret version af de fem Mosebøger, toraen, og de tilbad på Garizims bjerg, ikke i templet i Jerusalem. En rettroende jøde ville ikke normalt gå igennem Samaria, men drage fra nord til syd eller tilbage via hovedvejen øst for Jordan. Der for-tælles om en episode på Jesu tid, hvor samaritanere smed en slagtet gris ind i templet i Jerusalem – mere end blot et spøgefuldt drilleri!

Læsere studser måske over forskellene mellem Jesu bjergprædiken i Matthæus 5-7 og hans ”dalprædiken“ gengivet i Lukas 6. Som mange taler i Bibelen er Jesu prædikener næppe gengivet i deres helhed. Vi har et koncentreret referat. Hvis vi læste talerne højt, ville vi blive overraskede over, hvor kort tid det tog. Vi skal være op-mærksomme på typiske træk for sådanne referater af taler, træk som mange talere også i dag vil kunne genkende:- Jesus har formentlig gentaget sig selv i forskellige sammenhænge.

Dette vil mest oplagt gælde for en række af Jesu visdomssenten-ser. Han vil også naturligt have gentaget sine hovedtanker med en vis variation, fordi han har tilpasset udtryksmåden til tilhørerne ved den givne anledning.

Hvis de to gengivelser hos Matthæus og Lukas af Jesu bjergprædiken er fra samme anledning, viser forskellene først af alt, at Helligån-den inspirerede de to evangelister til at udvælge forskellige afsnit. Dernæst at inspirationen ikke foregår ord for ord. Vi skal også være opmærksomme på, at Jesus talte på aramæisk, og at den nytesta-mentlige tekst er en oversættelse med hvad det medfører.

Hvordan kan Jesus være både på en ”slette“ (eller i en dal, Luk 6,17) og på et bjerg? De traditionelle malerier af Jesus, som sidder højt hævet over folkemængden under sin tale, er ikke realistiske. Havde han gjort det, ville hans ord, båret af luften, være gået hen over forsamlingen. Jesus har givetvis sat sig længere nede, så lyden nåede folkemængden, der sad op ad bjergskråningen.

95


1010

96

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Apostlene sagde til Herren: ‘Giv os en større tro!’“ (Luk 17,5).

Selv om Jesus var en stor lærer, grundlagde han ingen teologisk eller filosofisk skole. Hans hensigt var at ”opsøge og frelse det fortabte“ (Luk 19,10). Han kom for at åbenbare Guds karakter, en åbenbaring der kulminerede med korset, hvor han ikke alene viste både men-neskeheden og syndfrie verdner, hvordan Gud virkelig er, men hvor han også betalte straffen for synd, så mennesker kunne frelses på trods af deres syndige natur.

Ved at gøre dette skabte han også et samfund af frelste, et samfund der består af dem, som er blevet frelst gennem hans død og har valgt at forme deres liv i overensstemmelse med hans liv og lære.

Kaldet om at blive en del af dette samfund af frelste er et kald til fuldstændig troskab mod ham, som kalder, nemlig Jesus Kristus selv. Det er ikke et kald til en privilegeret status i livet. Ligegyldigt hvor god du ser ud til at være eller hvor korrekt din troslære er, kan intet af det erstatte fuldstændig troskab mod Kristus og hans vilje.Discipelskab skyldes helt og holdent, at Kristus bor i os, og den stil-ler visse absolutte krav. Der tillades ingen rivaler eller erstatninger.

· Luk 11,37-54; 12,4-21.35-53· Amos 6,1· Luk 8,4-15; 22,24-27

At følge Jesus i hverdagen

TIL SABBATTEN | 6. JUNI 2015

SØNDAG

97

Luk 11,37-54

Luk 11,42-54

Ud af de mere end 80 omtaler af farisæere i evangelierne finder vi ca. 25 % i Lukasevangeliet. Farisæerne var kendt for deres konser-vative læresætninger i modsætning til saddukæerne, som var langt mere liberale i deres synspunkter. Farisæerne var tit legalister, der hævdede at tro på nåde, men alligevel lærte, at frelse kom ved at overholde loven.

Hvad advarer Jesus imod, og hvordan viser det samme princip sig i vore dage? Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke på vores egen måde gør det samme, som Jesus advarede imod?

En gennemgang af veråbene, der blev udtalt over farisæerne og de skriftkloge, viser, hvor meget kaldet til sand religion findes i alle ge-nerationer, også vores egen.

At betale tiende er fx en glædelig anerkendelse af Guds omsorg. Men det kan aldrig erstatte det grundlæggende krav om kærlighed og ret i alle medmenneskelige forhold (vers 42).

De samme mennesker, der ”kommer let om ved ret og kærlighed til Gud“ elsker i stedet ”at sidde øverst i synagogen“ (vers 42-43). Snak om totalt at tage fejl af pointen i sand tro!

Jesus advarede også om, at de, som sidestiller sand religion med kun ydre ritualer, i virkeligheden er urene, næsten ligesom dem der kommer i berøring med døde (Luk 11,44, se også 4 Mos 19,16). Hvor er det let at forveksle det, der er ubetydeligt med det, der i Guds øjne er helligt.

Jesus kom også med et veråb over de lovkyndige, der benyttede deres uddannelse og erfaring til at lægge ulidelige religiøse byrder på andre, mens de selv ikke ville røre dem ”med en lillefinger“ (Luk 11,46).

Samtidigt ærede farisærene de profeter, der ikke længere var i live, men modarbejdede dem der levede. Mens Jesus talte, var nogle af dem i gang med at planlægge, hvordan de kunne slå Guds Søn ihjel. Det vigtigste er ikke at ære profeterne, men at lytte til deres budskab om kærlighed, nåde og dom.

Det sidste veråb er frygtligt. Nogle af dem, der var blevet betroet nøglen til Guds rige, havde ikke levet op til deres ansvar. I stedet for at bruge denne nøgle med visdom og lade Guds folk komme ind i hans rige, havde de låst dem ude og smidt nøglen væk.

Hold jer fra farisæisme

31. MAJ 2015

MANDAG

98

Luk 12,2-14

Luk 12,13-21

Til attænke over

”Frygt Gud og giv ham ære“ (Åb 14,7) er det første af de tre eng-lebudskaber, som står så centralt i syvendedags adventisters tro og liv. At frygte Gud er ikke det samme som at være bange for ham. Det betyder, at man indser, hvem Gud er, og hvad han forventer af os. Det er en troshandling, der indbefatter, at vi er totalt overgivet til ham. Gud bliver den, der helt og fuldt definerer og former vores liv – vores tanker, handlinger, personforhold og fremtidige skæbne. Discipelskab baseret på denne form for ”frygt“ har en urokkelig grundvold.

Hvad siger Jesus til os om frygt i disse vers?

Dette afsnit viser os, hvem vi skal frygte, og hvem vi ikke behøver at frygte. Vi behøver ikke frygte de kræfter, der kun kan ramme os i den nuværende verden. I stedet bør vi frygte og adlyde Gud; for vo-res evige skæbne ligger i hans hænder. Men Gud, som ikke glemmer en eneste spurv (Luk 12,6), og som har talt alle vores hovedhår (vers 7), er en kærlig og omsorgsfuld Gud. Hver eneste af os er derfor uendelig værdifuld i hans øjne. Hvis vi virkelig tror dette, ville mange af vores jordiske bekymringer forsvinde.

Hvad advarer Jesus mod i dette afsnit?

Jesus afviser at gribe ind i en strid mellem to brødre over delingen af ejendom; men han understreger betydningen af det tiende bud (2 Mos 20,17) og dets betydning som en modvægt imod begærlighed. Han understreger en evig sandhed: livet består ikke af ting (Luk 12,15). Den rige og uforstandige mand levede i en lille verden, der var begrænset til ham selv alene. Intet andet havde nogen betyd-ning for ham. Lad os være varsomme, så vi ikke fanges i den samme fælde! Dette gælder især mennesker, der er blevet velsignet med en overflod af materielle goder.

Vi nyder alle at have materielle goder, men tænk over, hvor lidt til-fredsstillelse de egentlig giver, især i lys af evigheden. Hvorfor er det alligevel så let at begå den fejl, som Jesus advarer imod i Luk 12,16-21?

Frygt Gud

1. JUNI 2015

TIRSDAG

99

Luk 12,35-53

Til at tænke over

”Årvågenhed og trofasthed er til enhver tid blevet krævet af Kristi efterfølgere; men nu, hvor vi står på selve evighedens tærskel, med den sandhed og det store lys, vi har og den vigtige opgave, vi er gi-vet, må vi være dobbelt så ihærdige.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 5. bind, s. 460-461).

Giv et resume af det, disse vers betyder for dig, især hvis du har ventet længe på Jesu genkomst.

De kristne har ikke råd til at blive slappe og sløve. Visheden om Jesu genkomst og det ukendte tidspunkt for den, bør få os til at ”have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt“. Dette eskatologiske håb må være drivkraften i vores liv og arbejde, i vores forberedelse og trofasthed. Forskellen på de gode og de onde tje-nere er, at de gode trofast gør Guds vilje her på jorden, og at de er rede til i fred at møde ham, når han kommer.

Enhver mangel på trofasthed, fordi ”min herre lader vente på sig“ (Luk 12,45), stiller os under Guds hårdeste dom (vers 45-48). Jo større privilegier, jo større ansvar, og derfor er der store forventnin-ger til den, der er betroet meget (vers 48).

Den gamle profets dom: ”Ve de sorgløse på Zion“ (Amos 6,1) synes at komme til udtryk i Jesu advarsel om, at kristent discipelskab ikke er en afslappet tilstand. Paulus forklarer, at det kristne liv er en ån-delig krig (Ef 6,12). Det er vigtigt at huske, at hver eneste kristen er involveret i den kosmiske kamp mellem Kristus og Satan, og korset trækker en klar skillelinje mellem de to. Kun gennem en vedvarende tro på Kristus og hans kors kan man til sidst vinde sejr.

”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af“ (Luk 12,48). Hvilken betydning bør denne tekst have for os sy-vende dags adventister?

Vær rede og årvågne

2. JUNI 2015

ONSDAG

100

Luk 8,4-15

Luk 18,24-30

Luk 19,11-27

I deres evige rådslagning lagde Faderen, Sønnen og Helligånden ”før verden blev grundlagt“ (Ef 1,4) en plan om at frelse. Det bety-der, at selv før det første menneske blev skabt, og selvfølgelig før de første mennesker syndede, havde Gud allerede en plan for at frelse verden. Denne plan er grundet på korset, og korsets gode nyhed må fortælles til alle i hele verden. Ansvaret for dette vidnesbyrd er lagt på hver eneste kristen.

”I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Sama-ria og lige til jordens ende“ (ApG 1,8). Jesu sidste befaling under-streger den betydning, han tillægger sine efterfølgeres vidnesbyrd.

Hvilke lærdomme må de kristne vidner hente fra lignelsen om sæ-demanden og de forskellige slags jordbund?

Hvad er belønning for den, der vidner, og hvornår opnås den?

Hvad lærer lignelsen om de betroede pund os om et vidnes tro-fasthed og ansvar?

I hver af disse tekster samt i andre afsløres de farer, det ansvar og den belønning, der er forbundet med vores tro og vidnesbyrd. Vi er blevet betroet et alvorligt ansvar; men når vi tænker over, hvor me-get, vi egentlig har fået, er det meget lidt, der kræves af os.

Et vidne, der bærer frugt

3. JUNI 2015

TORSDAG

101

Luk 22,24-27

Til at tænke over

Selv mens disciplene var ved at forberede den sidste nadver, skændtes de om, hvem af dem der skulle være den største i Guds rige. Hvordan reagerede Jesus på deres tåbelighed, og hvorfor er hans svar så revolutionerende?

Jesu svar er enestående inden for ledelseshistorie. Farao, Nebukad-nesar, Aleksander, Julius Cæsar, Napoleon og Djengis Khan opfat-tede alle sammen lederskab som magt og autoritet over andre. Så-dan har verden stort set altid fungeret når det gælder magt.

”Sådan skal I ikke være,“ sagde Jesus. ”Den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener“ (Luk 22,26).

I dette udsagn vendte verdens skaber definitionen af lederskab på hovedet. ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange“ (Matt 20,26-28).

Ved at definere tjeneste og selvopofrelse som de vigtigste principper i sin ledelsesstil og sine metoder, introducerede Jesus en ny dynamik med hensyn til medmenneskelige forhold. Tilfredsstillelse kommer ikke gennem magt, men ved at tjene; ledelse opnår ikke sin autoritet gennem herredømme, men tjeneste; forvandling begynder ikke med en trone, men et kors. At leve er at dø (Joh 12,24).

I Luk 9,46-48 er der en lignende diskussion blandt disciplene om, hvem der var størst. Denne verdens principper var stadig væk dybt forankrede i disciplenes sind.

Mesterens svar går lige til sagens kerne og fremsætter en af de van-skeligste udfordringer i tilværelsen generelt, og især for kristenlivet. Jesu ord, specielt dem om at være ”den mindste blandt jer“ (vers 48) viser, hvor forskruet verdens målestok er.

Når verdens principper er så totalt modsat af, hvad Jesus lærte, hvordan skal vi overleve, hvis vi ønsker at leve efter hans princip-per?

En tjenende leder

4. JUNI 2015

FREDAG

102

Læs Ellen White


”Hvem tilhører hjertet? Hvem er det, vores tanker er hos? Hvem er det, vi nyder at tale om? Hvem modtager vores varmeste følelser og vores bedste omtanke? Hvis vi tilhører Kristus, så er vores tanker med ham, og vores ømmeste tanker er om ham. Alt, hvad vi ejer og er, er fokuseret på ham. Vi længes efter at afspejle ham, at indånde hans ånd, at gøre hans vilje og at behage ham i alle ting.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 63).

”I vort liv her, så jordisk og hæmmet af synden, som det er, findes den største glæde og den bedste opdragelse i at tjene. Og i den fremtidige tilværelse, hvor intet hindres ved den syndige menne-skeligheds begrænsning, vil det blive i tjenesten, at vi skal finde vor største glæde og vor bedste udvikling. Vi skal aflægge vidnesbyrd om – og mens vi gør det på ny erfare – ”hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb“ (Kol 1,27).“ (Ellen White, Uddannelse, s. 308-309).

1. Jesu kaldte den velstående og fremgangsrige bonde en tåbe (Luk 12,20). Hvad gør en til en tåbe i Guds øjne, selv om man hverken er velstående eller fremgangsrig?

2. I mange af vores kirker finder vi to grupper. Den første består af de veluddannede, forretningsfolk, kirke- og samfundsledere, de indflydelsesrige, alle der modtager respekt, opmærksomhed og agtelse. Den anden gruppe indbefatter de stille og ubetydelige, som kommer og går uden at nogen bemærker dem. Hvad kan du gøre for at den sidste gruppe føler sig lige så betydningsfuld som den første?

3. Selv om det er let for os i dag at kritisere farisæerne for deres forkvaklede opfattelse af tro, hvordan kan vi sikre os, at vi, som er så ivrige i troen, ikke står i fare for at begå de samme fejl? Hvordan kan vi stå fast på det, der er ret uden at blive farisæi-ske? Et endnu vigtigere spørgsmål er, hvordan vi afgør, hvad der er rigtigt og værd at kæmpe for i modsætning til at ”si myggen fra“?

4. Hvordan kan vi opretholde en årvågen holdning og være rede for Jesu genkomst, når det for hvert år, der går, bliver lettere at blive mere og mere sløv?

5. JUNI 2015

DIALOG

103




Forstå det bedre

• Find sange, der illustrerer nogle af tankerne i denne uges lektie eller bed på forhånd en om at finde et digt, der passer til emnet.

• Hvad betyder årvågenhed? Giver det stress at skulle være på vagt, og er det ikke i modstrid med, at tillid til Jesus giver fred og ro i hjertet? Drøft denne tilsyneladende modsætning.- Skaber tanken om og frygten for de sidste tider og forvent-

ningen om, at jeg deler troen med andre, en uro der står i modsætning til min trosvished i Kristus?

• Handler vi somme tider på en sådan måde, at vi låser døren til Guds rige for andre og smider nøglen væk? Kan du give eksem-pler? Kan du give eksempler på det modsatte, at den kærlighed og forståelse, medlemmer har udvist, har hjulpet andre ind i Guds rige?

• Jesus vandrede med sine disciple tre og et halvt år, og han for-talte dem langt fra alt den første uge. - Når du tænker over, hvad vi er blevet bedt om at dele med

andre af Jesu lære, hvilke emner synes du, det er klogt og naturligt at behandle først? Er der en naturlig rækkefølge af de sandhedspunkter, vi skal dele med andre?

- Tænk over vores tro og lære som kristne og som adventister. Er alle punkter lige vigtige? Hvis ikke, hvilke er de vigtigste? Betyder det i så fald, at de mindre vigtige ikke betyder no-get? Giv eksempler og del dine begrundelser – og lyt nøje til andre medlemmers synspunkter!

• Vi er blevet bedt om at ære Gud i alt, vi gør. Som adventister har vi fået god undervisning på nogle af livets områder, hvor denne opfordring har stor virkning, som fx når det gælder sund-hed. Er der andre områder af livet, hvor vi måske har lettere ved at glemme, at Gud bør æres i alt? Giv evt. eksempler og drøft dem i klassen.

Jødedommen i Jesu samtid var karakteriseret ved mange forskellige trosretninger. De mest kendte er farisæerne og saddukæerne; men i nyere tid er man også blevet opmærksom på essæerne eller esse-nerne, som skrev de skriftruller, der er fundet ved Dødehavet.


104

DIALOG

NOTER


Farisæere betyder sandsynligvis de ”afsondrede“ og var en gruppe skriftkloge, som endnu på Jesu tid var i politisk konflikt med den romerske besættelsesmagt. Farisæerne mente, at Gud ved hjælp af engle havde givet ekstra undervisning på Sinaj som forklaring til lo-ven, og de lærte, at de gennem mundtlig tradition (den såkaldt fæd-rene overlevering) havde kendskab til denne lære. De var højt agtede af folket, skønt de satte store skel mellem sig selv og almindelige mennesker. Ritualer og renhedsforskrifter var af stor betydning for deres daglige udøvelse af religionen.

Saddukæerne bestod af rige og privilegerede, som samarbejdede med romerne. Ypperstepræsterne og de ledende i det jødiske råd til-hørte denne fløj, som forsvandt under den jødiske oprørskrig (66-70 e.v.t. ). Saddukæerne vægtede Moseloven over andre dele af Skriften og forkastede farisæernes lære om den mundtlige overlevering.

Farisæernes lære om ceremoniel renhed og urenhed bør ikke for-veksles med fx sundhedsforskrifter. Diskussionen i fx Markus 7 om rent og urent er ikke et spørgsmål om hverken helse eller hygiejne, men om rituel renhed. Farisæerne havde nøje forskrifter for, hvordan man skulle foretage rituelle afvaskninger før et måltid for at være ce-remonielt rene. I sine mange opgør med farisæerne gjorde Jesus det klart, at sådanne menneskeskabte regler alt for ofte kommer til at stå i vejen for moralsk renhed.

105

TIL SABBATTEN | 6. JUNI 2015NOTER

1111

106

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”De skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige“ (Luk 13,29).

Guds rige er et af hovedemnerne og af stor betydning i Jesu lære. Udtrykket findes næsten 50 gange hos Matthæus, 16 gange hos Markus, ca. 40 gange hos Lukas og 3 hos Johannes. Hver gang det bruges – enten det er i Fadervor eller i Bjergprædikenen eller i hans øvrige prædikener eller lignelser – er Guds rige et udtryk for, hvad Gud ned igennem historien har gjort for menneskeheden for at tage sig af syndens problem og bringe kampen med Satan til en endelig og afgørende afslutning. Guds rige er forskelligt fra alle andre riger, denne verden har oplevet, for det er ikke et af denne verdens riger.”Guds rige kommer ikke med pomp og pragt. Det kommer ved hans ords milde påvirkning, ved at hans Ånd virker i menneskets indre, og ved at sjælen har samfund med ham, som er dens liv. Dets kraft ses tydeligst, når mennesket får samme sindelag som Kristus.“ (Ellen White, Vejen til et bedre liv, s. 21).

I denne uge vil vi fokusere på dette tema, især som det fremstilles i Lukasevangeliet.

· Luk 11,2· Luk 1,32-33; 18,16-30· Luk 17,23-24· Åb 21,1-3· Luk 21,34-36

Guds rige


SØNDAG

107

Luk 11,2

Luk 1,32-33

Til attænke over

Evangelierne er fulde af henvisninger til Guds rige, og samlet vidner de om, at en ny orden er blevet indstiftet i og gennem Jesus.

Hvad siger dette vers om Guds rige? Hvis rige er det, og hvorfor er dette vigtigt?

At sige, at dette er Guds rige, er ikke kun at give et indlysende svar, men det er at bekræfte, at Guds rige hverken er en filosofisk ide eller en moralsk konstruktion. Det er ikke et socialt evangelium, der blot forkynder brød og vand for de sultne eller lighed og retfærdig-hed for de politisk undertrykte. Det rækker langt ud over al menne-skelig godhed og moralske handlinger, og det har sit centrum i Guds suveræne handlinger gennem hans søn i menneskeskikkelse, som kom og forkyndte de gode nyheder om riget (Luk 4,42-44; Matt 4,23-25).

Hvad lærer vi her om, hvem der indledte Guds rige, og hvad dets endelige resultat vil blive?

Dette afsnit er af største betydning af to grunde. For det første er den Messias, som Det Gamle Testamente så frem til, ingen anden end Jesus, ”den Højestes søn“; for det andet skal der ”ikke være ende på hans rige.“ Dette betyder, at Jesus ved at blive menneske og dø og opstå afviste Satans angreb på Guds overherredømme og stadfæstede Guds rige for evigt. ”Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder“ (Åb 11,15). I striden mellem Kristus og Satan havde Sa-tan påberåbt sig sejr, da Adam og Eva faldt i synd. Men Jesu mission beviste, at Satans påstande var forkerte; Jesus besejrede Satan hver gang, og med sin død og opstandelse forsikrede han hele universet om, at Guds rige er kommet.

Hvordan kan vi leve på en sådan måde, at vi giver udtryk for, at Guds rige er virkeligt, også i vores eget liv? Hvad bør være ander-ledes ved den måde, vi som borgere i Guds rige, lever vores liv her og nu?

Guds riges egenskaber 1. del

7. JUNI 2015

MANDAG

108

Luk 18,29-30

Til attænke over

Hvad lærer følgende bibeltekster os om, hvad borgerskab i Guds rige handler om?

Luk 18,16-30

Luk 12,31-33

Luk 9,59-62

Det er ikke vores stilling eller status, der afgør, om vi kommer ind i Guds rige. Sammen med de andre evangelister understreger Lukas, at man må komme til Jesus med villigheden til fuldstændigt at over-give sig til ham og være totalt afhængig af ham i barnlig tillid. Disse egenskaber kendetegner borgerne i Guds rige. De må være villige til om nødvendigt at opgive alt; for alt, de ikke ønsker at opgive, vil på en måde ikke alene kæmpe mod Jesus, men også vinde over ham. Jesus og hans fordring på vores liv, på enhver side af vores liv, bliver det vigtigste. Dette er egentlig logisk; for det er trods alt kun gennem ham, at vi er til. Derfor bør han også have vores største loyalitet.

Hvad siger Jesus, og hvad lover han os? At forlade forældre, æg-tefælle og selv børn for Guds rige? Dette er meget store krav, er det ikke? Jesus siger ikke, at dette kræves af alle hans efterfølgere, men at hvis nogen bliver kaldet til at opgive dette for Guds riges skyld, vil Guds rige være det værd.

Mediter over Jesu ord om at lade de døde begrave de døde. Hvil-ken vigtig sandhed udtrykker han her om ikke at komme med und-skyldninger for ikke at følge ham, når kaldet kommer, uanset hvor gode disse undskyldninger måtte være?

Guds riges egenskaber 2. del

8. JUNI 2015

TIRSDAG

109

Luk 4,16-21

Luk 17,23-24; 21,5-36

Jesus kom og forkyndte Guds rige. I sin første offentlige forkyndelse i Nazaret bekræftede han, at Esajas’ messiasprofeti om Guds rige og tilbuddet om frelse den dag var gået i opfyldelse.

Lukas beskriver også en anden udtalelse, der bevidner, at Guds rige var en samtidig virkelighed. Da Jesus blev spurgt af farisæerne, hvornår Guds rige skulle komme, svarede han dem, at ”Guds rige er midt iblandt jer“ (Luk 17,21). Det betyder, at med Jesu komme, var Guds rige allerede en virkelighed med dets forskellige komponenter, der indbefattede helbredelse af de syge (Luk 9,11), evangeliets for-kyndelse (Luk 4,16-19), syndsforladelse (Luk 7,48-50; 19,9-10), og sejr over det ondes magt (Luk 11,20). Jesus gjorde på denne måde oprettelsen af Guds rige en samtidig virkelighed for den enkelte ved at forvandle mennesker til at ligne ham. Guds rige ses også blandt de troende, en åbenbaring af retfærdighed og frelse. Dette nuvæ-rende aspekt af Guds rige kaldes også ”Guds nådes rige, der opret-tes nu, idet hjerter, der har været fulde af synd og oprør hver dag giver efter for hans kærligheds magt.“ (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 133).

Det faktum, at Guds rige allerede er kommet, gør det klart, at synd og Satan er overvundet. Jesu sejr i den store strid indebærer, at vi med vished kan se frem til det, som ‘endnu ikke’ er: ondskabens afslutning og skabelsen af en ny jord. ”Oprettelsen af hans herlig-hedsrige vil ikke finde sted før ved Kristi andet komme til denne verden.“ (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 133).

Hvad siger disse tekster om Guds rige ved historiens afslutning?

Vores verden og dens tilstand med uro, sorg og vanskeligheder, genspejler virkelig Jesu ord. Nogle hævder, at den smerte og lidelse, der er i verden, viser, at der ikke er nogen Gud. Men modsat kan vi svare, at det faktum, at Jesus for næsten 2000 år siden gav en ad-varsel om dette, er med til at bevise ikke alene Guds eksistens, men også Bibelens troværdighed. (Hvis verden allerede var et paradis, ville Jesu ord være forkerte.) Kun til allersidst vil Guds rige oprettes i al sin fylde. Indtil da er vi nødt til at være udholdende.

Guds rige: allerede og endnu ikke

9. JUNI 2015

ONSDAG

110

Luk 21,34-36

Når Jesus talte om Guds rige, talte han om to uigendrivelige kends-gerninger: 1) Guds handlinger gennem Kristus i menneskenes histo-rie for at frelse menneskeheden fra synd og 2) Guds afslutning på historien ved at genoprette de frelste til hans oprindelige plan - at leve med ham i al evighed på en ny jord (Åb 21,1-3). Det første er, som vi allerede har omtalt, sket gennem Kristi mission og tjeneste. I ham er vi allerede en del af Guds nåderige (Ef 1,4-9). Den anden del, hvor de frelste skal samles i Guds herlighedsrige, er det håb for fremtiden, som troende i Kristus venter på (Ef 1,10; Tit 2,13). Jesus og resten af Det Nye Testamente kæder det historiske øjeblik, hvor de trofaste skal arve Guds herlighedsrige, sammen med Jesu gen-komst.

Jesu genkomst er den endelige kulmination på de gode nyheder, Jesus forkyndte ved sit første komme. Den samme Jesus, som sej-rede over synd og Satan på Golgata, kommer snart igen for at på-begynde den proces, der vil fjerne det onde og rense denne jord fra den tragedie, som Satan påførte Guds skaberværk.

Lav med dine egne ord et kort sammendrag af det grundlæggende budskab i denne tekst. Tag samtidigt et kig på dit eget liv og spørg dig selv, hvordan disse ord henvender sig til dig. Hvad har du brug for at gøre for at sikre dig, at du følger det, Jesus siger her?

Mens vi venter på Jesu genkomst, opfordres vi til at ”våg[e] altid, og bed[e] om, at … få styrken … at stå foran Menneskesønnen“ (vers 36).

De, som har erfaret Guds nåderige, må vente, våge og bede om hans herligheds rige. I tiden mellem det, der allerede er, og det der endnu ikke er, må de troende være engagerede i tjeneste og mis-sion. De må leve og håbe i omsorg og vidnetjeneste. Forventningen om Jesu andet komme kræver, at vi helliger vores liv her og nu.

Guds rige og Jesu genkomst

10. JUNI 2015

TORSDAG

111

ApG 1,1-8

Til at tænke over

Hvilke vigtige sandheder om Guds rige udtrykkes her?

Guds rige dominerede Lukas’ tankegang, da han skrev fortsættelsen til sit evangelium i form af en kort gennemgang af den tidlige kirkes historie. I de første linjer af Apostlenes Gerninger, fastslår Lukas tre grundlæggende sandheder om Guds rige.

For det første – vær vis på, at Jesus vil komme igen. I 40 dage mel-lem sin opstandelse og himmelfart blev Jesus ved med at undervise det, han havde undervist sine disciple om før korsfæstelsen: han ”talte om Guds rige“ (ApG 1,3). De store begivenheder i forbindelse med korset og opstandelsen havde ikke ændret på noget mht. Jesu lære om riget, tværtimod; i 40 dage blev den opstandne Jesus ved med at indskærpe disciplene Guds riges virkelighed.

For det andet – vent på, at Jesus kommer igen til den af Gud fast-satte tid. Efter Jesu opstandelse stillede hans disciple et alvorligt og bekymret spørgsmål: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?“ (ApG 1,6). Jesus besvarede ikke deres spørgsmål, men korri-gerede disciplenes opfattelse: Gud er altid Gud, og det er ikke men-neskers opgave at forsøge at forstå hans tanker, at forudsige hans planers nøjagtighed, at trænge igennem til hans hemmeligheder. Han ved, hvornår herlighedens rige skal komme, og han vil virkelig-gøre det til sin fastsatte tid (ApG 1,7; Matt 24,36), på samme måde som han sendte sin søn, ”da tidens fylde kom“ (Gal 4,4).

For det tredje – bær vidnesbyrd om Jesu evangelium. Kristus ledte disciplene bort fra spekulationer om det, der ikke er kendt – hvornår Guds herlighedsrige skal komme – til det, der er kendt og skal udfø-res. Tidspunktet for Jesu genkomst er ikke åbenbaret; men vi er kal-det til at vente på det og ”arbejde“, indtil han kommer (Luk 19,13). Dette betyder, at vi skal være med til at bringe evangeliet om Jesus Kristus ”lige til jordens ende“ (ApG 1,8). Dette er vores ansvar – ikke i egen kraft, men ved Helligåndens kraft, som er blevet lovet til alle dem, der skal være vidner om, hvad de har set og hørt (vers 4-8).

Disse trofaste Jesu efterfølgere havde stadigvæk nogle alvorlige misforståelser mht. hvad Kristi gerning gik ud på. Men Gud brugte dem alligevel. Hvad kan vi lære af dette om ikke at behøve at for-stå alt, før Gud kan bruge os?

Vidner

11. JUNI 2015

FREDAG

112

Læs Ellen White


”Om de fattige i ånden siger Jesus: ”Himmeriget er deres.“ Dette rige er ikke et timeligt og jordisk herredømme, sådan som Kristi til-hørere havde håbet. Kristus var i færd med at åbne sin kærligheds, sin nådes og sin retfærdigheds åndelige rige for menneskene. Lig-hed med Menneskesønnen udgør Messiasrigets fanemærke. Hans undersåtter er de fattige i ånden, de sagtmodige, de som forfølges på grund af retfærdighed. Himmeriget er deres.“ (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 22).

”Vi befinder os nu i Guds værksted. Mange af os er ru stene lige fra stenbruddet. Men når vi griber fat i Guds sandhed, vil dens indfly-delse påvirke os. Den løfter os op og fjerner enhver ufuldkommen-hed og synd, uanset af hvilken art den måtte være. På denne måde forberedes vi til at se Kongen i hans skønhed og til sidst forenes med himlens rene og hellige engle i herlighedens rige. Det er her, dette arbejde skal udføres for os og vores legeme og ånd gøres rede for udødelighed.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 2. bind, s. 355-356).

1. Idet han talte om kosmos, skrev fysikeren Steven Weinberg disse berømte (eller berygtede) ord: ”Jo mere universet synes forståeligt, jo mere synes det også meningsløst.“ Hans udta-lelse skabte stor røre, og han forsøgte senere at mildne sine ord. Men der var mange, der ikke så nogen grund til konflikten om, hvorvidt universet var meningsløst. ”Hvorfor skulle det give mening?“ spurgte Martha Geller, astronom ved Harvard. ”Hvil-ken mening? Det er kun et fysisk system, så hvilken mening skulle der være? Jeg har altid været forbavset over en sådan ud-talelse.“ Hvordan opfatter du som en kristen, der venter på Jesu genkomst og den endelige og fuldstændige oprettelse af Guds rige, universets virkelighed. Hvad ved vi om det? Har det en mening? Hvad vil der mon ske med det, når Jesus kommer igen?

2. Hver eneste generation af kristne har forventet, at Jesus ville komme igen i deres levetid. Mange har fastsat bestemte datoer. Men de har alle taget fejl. Hvorfor er det forkert at forsøge at fastsætte et bestemt tidspunkt?

12. JUNI 2015

DIALOG

113





Prøv at finde bibeltekster, der direkte fortæller, at Guds rige aldrig ophører.

• Sammenlign Jesu udtalelse i ApG 1,7 om Guds Rige: ”Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen kraft“ med Daniels bøn i 2,21, hvor der siges om Gud, at ”han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger og indsætter konger.“- Hvilke ligheder kan du finde mellem disse to tekster? - Hvem fastsætter, når riger skifter? - Hvad tror du, når du tænker over budskaberne i Daniels Bog,

er årsagerne til, at rigerne kommer og går? Hvorfor vil Men-neskesønnens rige (Dan 7,14) aldrig gå til grunde, når alle de andre riger gør det?

• Lav en liste over hvad der sker i den troendes liv under ”nådens rige“ og hvad der først finder sted, når Jesus kommer i sit ”her-lighedsrige.“- Hvilke aspekter af synd forsvinder allerede nu? Hvilke bliver

vi ved med at kæmpe med indtil Jesu komme?- Hvilke tekster vil du henvise til for at vise, at de kristne lige-

som Jesus selv her på jorden, også kæmper med problemer, udsættes for lidelser og uheld, og ikke altid har synlig suc-ces?

• Hvis vi kun ser på naturen – eller universet – er det da muligt at finde meningen med tilværelsen? Eller har vi brug for Guds specielle åbenbaring? Er det muligt uden Guds Ord at finde begrundelser for fx skabelse, Jesu genkomst, dommens dag og opstandelse? Hvad ville vi vide om Gud uden Bibelen? Ville vi opfatte ham som god, ond eller begge dele?

• Saml eksempler hvor mennesker har hævdet, at verden gik un-der – og til og med sat datoer på begivenheden.

• Hvorfor er det uklogt? Hvordan påvirker det min holdning, hvis der hele tiden sættes datoer, som ikke holdet stik? Hvordan på-virker det min opfattelse af Gud og af min egen opgave, hvis jeg selv hele tiden spekulerer over tidspunkter?


114

DIALOG TIL SABBATTEN | 13. JUNI 2015


Til attænke over

Forstå det bedre

Hvordan kan jeg bevare en sund balance, så jeg på den ene side afviser tåbelig spekulation og tidsberegninger eller sensationelle for-tolkninger af mediernes forsider – og på den anden side fastholder troen og håbet om Jesu genkomst og lader mine planer og min livs-gerning præges af den fremtid, Gud lover?

Det er sagt om Jerusalem på Jeremias’ tid, at ”hun tænkte ikke på, hvordan det ville ende“ (Klages 1,9). Bogstaveligt siger teksten, at ”hun glemte sin fremtid“! Er det muligt for dig og mig at glemme fremtiden?

Jesu svar til den person, som beder om først at få lov til at begrave sin far, synes ganske barskt. Hvad mange læsere ikke umiddelbart forstår, er, at der ikke er tale om, at faderen er død, men om, at den søgende ønsker at vente, indtil det en dag sker.

I Luk 17,21 taler Jesus om, at Guds rige er midt iblandt os. Af og til overser læsere, at stedordet er i flertal. Der er altså ikke tale om, at Gudsriget er inden i mig som en slags New Age, spiritualistisk virke-lighed. Jesus fortæller, at Gudsriget er iblandt os. Det var det på hans tid i hans egen person, og da han havde forladt jorden, kom Hellig-ånden til ”os“, det vil sige de kristne, og forener os som kirke i hans kærlighed. Det er i de kristnes indbyrdes kærlighed, at Gudsriget viser sig mest tydeligt i dag (jf. Joh 13,34-35).

Begrebet ”Guds rige“ er i Det Gamle Testamente i særlig grad omtalt i Daniels Bog (se fx 2,44; 4,31; 6,27; og 7,14.27). Det er baggrunden for Jesu undervisning om både nådens rige og det rige, som han vil oprette, når han kommer igen. For at modvirke vranglærere, der brugte teksten i 1 Kor 15,25-27 til at påstå at Jesus ikke ville være Herre i det evige Gudsrige, indsatte de kristne teologer ved koncilet i Konstantinopel (Byzans) i 381 en henvisning til disse tekster i Daniel. Jesus vil for evigt være Konge i Guds Rige.

115


1212

116

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den“ (Luk 19,41).

Den sidste uge i Jesu liv her på jorden fandt sted i Jerusalem. Store og voldsomme begivenheder kendetegnede denne uge. Jesu tri-umferende indtog i Jerusalem, hans gråd over byens ligegyldighed, tempelrensningen, intrigerne imod Jesus og planerne om at slå ham ihjel, den sidste nadvers sindsbevægelse og Getsemanes kval, paro-dien på en retssag, korsfæstelsen og til sidst opstandelsen. Hverken før eller senere har nogen by været vidne til en så kritisk række af historiske begivenheder; begivenheder, der førte den kosmiske strid mellem godt og ondt til sit klimaks, selv om ingen andre end Jesus forstod betydningen af, hvad der fandt sted.

Jesus havde været i Jerusalem flere gange i løbet af sit liv. Mat-thæus, Markus, Lukas og Johannes beskriver alle sammen, at Jesus som voksen besøgte Jerusalem; men det meste af deres beskrivelse er fra den sidste uge af hans liv. Selv om andre af hans besøg er velkendte – hans fremstilling i templet som baby (Luk 2,22-28), hans samtale med de skriftkloge i templet som 12-årig (vers 41-50), da fristeren stillede ham på templets tinde (Luk 4,9-13) – er det den sidste uge af Jesu arbejde i Jerusalem, der specielt fanger evangelie-forfatternes opmærksomhed.

· Luk 19,28-40· Zak 9,9· Luk 19,45-48· Matt 21,12-17· Luk 20,9-26

Jesus i Jerusalem


SØNDAG

117

Luk 19,28-40

Til at tænke over

Han blev født i Betlehem. Han voksede op i Nazaret. Han under-viste, prædikede og helbredte i Galilæa, Samaria, Judæa og Peræa. Men Jerusalem var den by, der havde hans udelte opmærksomhed. Jesus vendte ”sig mod Jerusalem som målet for sin rejse“ (Luk 9,51). Hans indtog i byen markerede verdenshistoriens mest dramatiske og betydningsfulde uge. Ugen begyndte med Kristi kongelige indtog i byen og endte med hans død på korset, hvormed vi, der var ”hans fjender, blev … forligt med Gud, ved at hans søn døde“ (Rom 5,10).

Forestil dig disciplenes ophidselse. De har helt sikkert troet, at denne gang ville kong Jesus tage sin plads på en jordisk trone i Jerusalem, på kong Davids trone. Hvad kan vi lære fra denne be-skrivelse om falske forhåbninger?

Da Jesus lige var født, kom der vismænd fra Østen og bankede på Jerusalems døre og stillede et opsigtsvækkende spørgsmål: ”Hvor er jødernes nyfødte konge?“ (Matt 2,2). Nu, nogle få dage før korset, mens disciplene og folkeskaren skabte trængsel i byen, steg råbet til himlen over Jerusalem: ”Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!“ (Luk 19,38).

Denne fantastiske scene var en opfyldelse af en profeti. ”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl“ (Zak 9,9). Men Jesus vidste, at denne ind-march, som begyndte med hosannaråb, snart ville føre til Golgata, hvor han ville udbryde de triumferende ord: ”Det er fuldbragt!“Selv om alt dette skete efter Guds evige plan, var hans disciple så bundet af deres egen tid og kulturs traditioner og læresætninger og forventninger, at de fuldstændigt overså hans tidligere advarsler om det, der skulle ske, og hvad det betød.

Kristus talte til dem, men de lyttede ikke. Eller måske lyttede de, men hvad han sagde, var så stik imod det, de forventede, at de fortrængte det. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke kommer til at gøre det samme med Bibelens sandheder?

Indtoget i Jerusalem

14. JUNI 2015

MANDAG

118

Luk 19,45-48 Matt 21,12-17 Mark 11,15-19

Ef 2,21

”Der står skrevet: ‘Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule“ (Luk 19,46).

Efter det triumferende indtog, hvor Jesus græd over Jerusalem, var det første, han gjorde, at gå hen til templet.

Hvad kan vi lære af, hvad Jesus havde gjort? Hvad bør disse gengi-velser sige os som enkeltpersoner og som medlemmer af en kirke, der på sin vis fungerer som et tempel?

Alle fire evangelier fortæller om tempelrensningen. Johannes fortæl-ler om den første rensning (Joh 2,13-25), der fandt sted under Jesu besøg i templet i påsken i år 28 e.Kr. De andre fortæller om den an-den tempelrensning ved afslutningen af Jesu arbejde, denne gang i påsken i år 31 e.Kr. Disse to tempelrensninger danner en ramme om Jesu gerning og viser, hvor stor vægt han lagde på templet og dets tjeneste, og med hvilken strategi han bekræftede sin messianske mission og autoritet.

Hans handling i templet, især anden gang lige før hans død, rej-ser et interessant spørgsmål. Selv om han vidste, at han skulle dø, og at templet og dets tjeneste snart skulle ophøre, drev Jesus alligevel dem ud, der vanhelligede templet. Hvorfor lod han det ikke bare være, som det var, med al dets korruption? Ikke alene ville det blive overflødigt men også ødelagt inden for den næste generation.

Selv om vi ikke får noget svar, er det sandsynligt, at han gjorde det, fordi det stadigvæk var Guds hus, og det var fremdeles det sted, hvor frelsesplanen blev åbenbaret. Man kan hævde, at med hans kommende død havde templet og dets tjeneste en vigtig op-gave som det sted, hvor oprigtige jøder kunne komme, for at forstå hvem Jesus var, og hvad hans død på korset egentlig betød. Temp-let, som fremstillede hele frelsesplanen, kunne hjælpe mange til i Jesus at se ”Guds lam, som bærer verdens synd“ (Joh 1,29).

Jerusalem: tempelrensningen

15. JUNI 2015

TIRSDAG

119

Luk 20,9-19

Luk 20,9-19

Til at tænke over

Lignelsen om de onde vinbønder underviser os om frelsens historie. Centrum i denne fortælling er Gud og hans vedvarende kærlighed mod fejlende syndere. Selv om lignelsen specielt henvendte sig til de jødiske ledere på Jesu tid ”de forstod, at han sigtede til dem med denne lignelse“ (vers 19), når den mennesker til alle tider. Den henvender sig til hver ny generation, hver forsamling og hvert in-divid, som Gud har vist sin kærlighed og tillid, og fra hvem Gud til gengæld forventer troskab. Vi er nutidens forpagtere, og vi kan fra denne lignelse få undervisning i verdenshistorien set fra Guds syns-vinkel.

Hvordan gælder de samme principper, som fremstilles her, for os i dag, hvis vi begår de samme fejl, som dem i lignelsen?

I stedet for at give Gud kærlighedens og troskabens frugter, svig-tede og forlod forvalterne af Guds vingård ham. Men Gud, som var vingårdens ejer, sendte den ene tjener efter den anden (vers 10-12), den ene profet efter den anden (Jer 35,15) i sin vedvarende kærlighed for at forsøge at vinde sit folk tilbage til deres ansvar som forvaltere. Men hver eneste profet blev afvist. ”Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt?“ (ApG 7,52).

Den guddommelige historie er en lang kærlighedshistorie. Igen og igen indeholder den tragedier, men til sidst vil herligheden sejre. Opstandelsen må følge korset. Den sten, der blev forkastet, er nu hovedhjørnestenen i et mægtigt tempel, der vil være sæde for Guds rige, hvor alle de frelste, både rig og fattig, jøde og hedning, mand og kvinde, vil leve sammen som ét folk. De skal gå omkring i Guds ‘vingård’ og nyde dens frugt i al evighed.

Vi har måske ikke levende profeter i dag, som vi kan forfølge; men vi er lige så fuldt i stand til at afvise Guds budbærere, som folk var dengang. Hvordan kan vi sikre os, at vi, som er blevet kaldet til at give Gud sin ‘vinhøst’, ikke afviser hans budbærere og deres budskab?

De utro forvaltere

16. JUNI 2015

ONSDAG

120

Luk 20,20-26

Til at tænke over

Hvordan skal vi anvende det, Jesus her lærte, på vores egen situa-tion, uanset hvilket land, vi lever i?

På Jesu tid var skat til Romerriget et ømtåleligt emne. Ifølge Josefus udtalte Judas fra Galilæa, en revolutionær leder omkring år 6 e.Kr., at det var forræderi mod Gud at betale skat til kejseren. Sådanne påstande førte sammen med forskellige messianske kandidater til gentagne anti-romerske oprør. På denne noget følsomme baggrund viser spørgsmålet, om det var tilladt at betale skat, de spørgendes skjulte motiv. Hvis Jesus svarede, at det var tilladt, ville det have placeret ham på Roms side og vist, at han ikke kunne være jødernes konge, som folkeskaren havde påstået under hans indtog i Jerusa-lem. At sige nej ville have betydet, at Jesus udtrykte enighed med Judas Galilæerens påstand, at det romerske herredømme var ulov-ligt, og han ville dermed have åbnet for en anklage for forræderi.

Man havde håbet at fange Jesus i en snare, han ikke kunne komme ud af; men Jesus gennemskuede dem. Han pegede på kejserens bil-lede på en mønt og afsagde sin kendelse: ”giv kejseren, hvad kejse-rens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Luk 20,25). At leve under kejserens styre, hvis møntfod bruges til alle hverdagens nødvendigheder, medfører visse forpligtelser over for kejseren. Men der findes en anden og større forpligtelse, som udspringer af det faktum, at vi er skabt i Guds billede, og vores afgørende forpligtelse er over for ham.

”Kristi svar var ikke undvigende, men et oprigtigt svar på deres spørgsmål. Han … erklærede, at da de levede under beskyttelse af den romerske magt, måtte de yde denne magt den støtte, den for-langte, så længe det ikke kom i modstrid med en overordnet pligt. Men skønt de fredeligt skulle underkaste sig landets love, så burde de til alle tider først og fremmest være tro over for Gud.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 435).

På hvilke måder kan vi fortsætte med at være gode borgere i et hvilket som helst land, vi lever i, og samtidigt huske, at vores egentlige statsborgerskab er i en by, ”hvis bygmester og skaber er Gud“ (Hebr 11,10)?

Gud kontra kejseren

17. JUNI 2015

TORSDAG

121

Luk 22,13-20

Til at tænke over

Hvilken betydning har det, at nadveren fandt sted i påsken?

”Jesus oprettede nadveren i påskefejringens historiske sammen-hæng. Påsken understreger menneskenes magtesløshed i modsæt-ning til Guds store magt. Det var ligeså umuligt for Israel at befri sig selv fra slaveriet i Egypten, som det er for os at fri os fra synden og dens følger. Befrielsen var en gave fra Gud og udtrykte hans kærlig-hed og nåde. Det var, hvad Israel skulle undervise deres børn om fra slægt til slægt (2 Mos 12,26-27). På samme måde som Israels befri-else var rodfæstet i historien gennem Guds frelsende indgriben, er menneskehedens befrielse fra synd grundfæstet i korsets historiske begivenhed. Jesus er i sandhed vores ‘påskelam’ (se 1 Kor 5,7), og nadveren er en forkyndende handling, hvormed de troendes fælles-skab udtrykker den herlige og afgørende betydning, Kristi død har.“ (G. C. Berkouwer, The Sacraments (Grand Rapids: Wm. B. Eerd-mans, 1969), s. 193).

Nadveren minder os om, at ”i den nat, da han blev forrådt“ (1 Kor 11,23), gav Jesus et alvorligt budskab til sine disciple. Det var vig-tigt, at de huskede. Brødet og vinen var symboler på hans legeme, som skulle brydes, og på hans blod, som skulle udgydes til synder-nes forladelse (se Matt 26,28). For at vi ikke skal glemme, at Jesu død er den måde, hvorved himlen har sikret vores frelse, indstiftede Jesus nadveren og befalede, at den skulle fejres, indtil han kommer igen (1 Kor 11,25-26).

Jesu forsikring om, at hans blod skulle ”udgydes for mange til syndernes forladelse“ (Matt 26,28), skal huskes til tidernes ende. At ignorere denne forsikring og vælge en anden måde at blive frelst på, er at fornægte Gud og hans frelsesmetode.

To lærdomme skiller sig ud blandt mange. Det første, vi bør hu-ske ved Herrens nadverbord er, at ”Kristus døde for os.“ Det andet er, at vi på grund af hans død, som bragte os alle sammen i et fæl-lesskab, sidder sammen ved nadverbordet som et legeme. Vi sidder som Kristi frelste samfund i endens tid og venter på hans genkomst. Indtil den dag er nadverbordet en påmindelse om, at der er mening i historien og håb i tilværelsen.

Kristus gav sit legeme og blod for at give os et løfte om evigt liv. Hvordan kan vi gøre denne fantastiske kendsgerning personlig på en måde, der hele tiden vil give os håb og forsikring for fremtiden?

Nadveren

18. JUNI 2015

FREDAG

122

Læs Ellen White


”At spise Kristi kød og drikke hans blod vil sige at tage imod ham som en personlig Frelser i troen på, at han tilgiver alle vore synder, og at vi er fuldkomne i ham. Det er ved at betragte hans kærlighed, ved at dvæle i den, ved at indsuge den, at vi får del i hans natur. Hvad mad er for legemet, må Kristus være for sjælen. Mad kan ikke hjælpe os, hvis vi ikke spiser den, hvis den ikke bliver en del af os selv. På samme måde er Kristus ikke til nogen gavn for os, hvis vi ikke kender ham som vor personlige Frelser. En teoretisk viden nyt-ter os ikke. Vi må næres af ham, modtage ham i vort hjerte, så hans liv bliver til vort liv. Hans kærlighed og hans nåde må optages i os.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 277).

1. Tænk over scenerne, hvor Jesus rensede templet. Kan vi komme til at sætte vores tro og loyalitet til salg? Hvordan kan religion bruges til at opnå profit, prestige og anseelse?

2. Den ateistiske skribent Alex Rosenberg tror, at al virkelighed, al eksistens er helt og aldeles materialistisk. Alt kan og må forklares gennem fysiske processer og kun gennem fysiske processer. Disse processer er uden design, mål, hensigt eller Gud. ”Hvad er hensigten med universet?“ spørger han. ”Der er ingen. Hvilke formål gør sig gældende i universet? Samme svar: Ingen.“ Men hvis universets meningsløshed og formålsløshed gør dig deprimeret, advarer Rosenberg dig imod at tage din ”depression alvorligt.“ Hvorfor? Fordi vores følelser, depression indbefattet, ikke er andet end specifikke opstillinger af neuroner og kemikalier, og hvad er der alvorligt i det? Rosenberg har et svar for dem, der er skuffede over meningsløsheden i tilvæ-relsen. Fordi depression kun er en bestemt sammensætning af neuroner, skal man ganske enkelt omfordele neuronerne, og dette kan gøres ved hjælp af lægemidler. ”Hvis du ikke føler dig bedre næste morgen … eller om tre uger, skal du skifte til et andet middel. Det tager ofte tre uger før lægemidler, der be-grænser serotonin-optagelse, såsom Prozac, Wellbutrin, Paxil, Zoloft, Celexa eller Luvox, virker. Og hvis et af dem ikke virker, vil et af de andre sandsynligvis gøre det.“ Sammenlign denne holdning til livet med det, vi tror mht. Jesus, og hvad han har gjort for os på korset. Hvorfor er vores deltagelse i nadveren en meget virkelig, åbenlys og trodsig afvisning af den nihilisme og meningsløshed, som Rosenberg og hans ateisme præsenterer?

19. JUNI 2015

DIALOG

123


Guds Ord og klassens aktiviteter


• Lad et af klassens medlemmer forberede en oversigt af begi-venhederne i den sidste uge i Jesu liv med udgangspunkt i et kort over datidens Jerusalem. Prøv at få en ide om afstandene – husk, at alt foregik til fods.- Måske har en af jer besøgt Jerusalem og har billeder fra Via

Dolorosa, smertens vej, og kan vise dem, selv om det natur-ligvis så anderledes ud i datiden, og selv om der er meget, vi ikke kan være sikre på. Husk, at Jerusalem har været ødelagt og genopbygget adskillige gange siden Jesu tid.

• Tæl antallet af kapitler i evangelierne. Læg sammen og beregn, hvor stor en del af evangelierne der er viet til den sidste uge i Jesu liv!- Hvad tror du er årsagen til denne vægt på den sidste uge?- Hvad kan du lære af dette faktum? Betyder det noget for,

hvad vi fortæller andre om Jesus og vores tro? Betyder det noget for, hvilke bibelske sandheder der bør være hovedsa-gen i vores mission?

• Den kristne kultur indeholder mange sange om Jerusalem. Find evt. nogle af dem og syng, læs eller hør dem sammen. Salmebo-gen indeholder flere sange med en interessant historie.- Nr. 321 er en oversættelse af et middelalderligt digt skrevet

Bernard af Cluny, en benediktinermunk fra det 12. århund-rede, som i datiden var kendt som en enestående prædikant

- Nr. 331 blev skrevet af W. H. Hyde, inspireret af et af Ellen Whites tidlige syner. Han var til stede, da hun i 1845 blev vist den nye jord og under selve synet beskrev, hvad hun så. Hyde var kun 17 år gammel.

• Hvorfor var Jerusalem så betydningsfuld for Jesu mission? Hvordan skal vi forholde os til Jerusalem i dag – og hvorfor?- Hvor går grænsen for den kristnes lydighed mod en ugudelig

eller verdslig stat? Romerriget sikrede på mange måder fred og sikkerhed og beskyttede rent faktisk de kristne i de første årtier, når jødiske grupper ønskede de kristne adskilt fra sy-nagogen.

- Burde kirken have reageret hurtigere og stærkere på fx na-zismen i Tyskland eller fascismen i Spanien og Italien i første


124

DIALOG

Forstå det bedre

NOTER


halvdel af det 20. århundrede? Eller på apartheid i Sydafrika, USAs sydstater eller andre steder?

- Hvornår er civil ulydighed på sin plads?

Nadveren blev indstiftet af Jesus som et fællesmåltid, hvor de tro-ende i enhed mindedes Jesu død og så frem til hans genkomst. Som tiden gik, blev opfattelsen af nadveren ændret. Fra at være et ritual til at mindes Jesu død blev det en gentagelse af Jesu offer. Fra et fæl-lesskabsmåltid blev det et middel til at sikre frelsen, hvor det ordine-rede præsteskab besad magten og autoriteten til at bestemme, hvem der kunne tage del i Jesu legeme og blod. Det hører til de afgørende opgaver for Guds folk i de sidste tider at hjælpe kristenheden til at forkaste denne vranglære og vende tilbage til Jesu og apostlenes oprindelige lære om Jesu offers enestående betydning og den kristne kirkes sande fællesskab.

125


1313

126

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.“ (Luk 24,7).

Lige fra sin barndom var Jesus klar over, at han var kommet til denne jord for at udføre sin Faders vilje (Luk 2,41-50). Han under-viste, helbredte og tjente med en urokkelig beslutsomhed for at ad-lyde Faderen. Efter fejringen af nadveren var tiden nu kommet, hvor han måtte gå alene, bekræfte Guds vilje, blive forrådt og fornægtet, stillet for retten og korsfæstet og genopstå med sejr over døden.

Gennem hele sit liv var Jesus klar over, at korset var uundgåeligt for ham. Adskillige gange i evangelierne bruges ordet skal/skulle i forbindelse med Jesu lidelser og død (Luk 17,25; 22,37; 24,7; Matt 16,2; Mark 8,31; 9,12; Joh 3,14). Han skulle tage op til Jerusalem. Han skulle lide. Han skulle forkastes. Han skulle ophøjes, osv. Intet kunne afholde Guds søn fra at udholde Golgata. Han tog afstand fra ethvert forslag om at fornægte korset, som om det kom fra Satan (Matt 16,22-23). Han var overbevist om, at han ”skulle gå … lide meget … slås ihjel og opstå“ (vers 21).

For Jesus var vejen til korset ikke en valgmulighed; det var noget, han ”skulle“ (Luk 24,25-26.46), en del af den guddommelige ”hem-melighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige“ (Kol 1,26).

· 1 Mos 3,1-6· Luk 22,39-46· 2 Kor 13,8· Luk 22,53· Matt 12,30· 1 Kor 15,14

Korsfæstet og opstanden


SØNDAG

127

1 Mos 3,1-6Luk 22,39-46

Til at tænke over

Ved historiens begyndelse skabte Gud Adam og Eva og satte dem i en smuk have, der var velsignet med alt, de behøvede for at leve et liv fyldt med glæde. Men snart skete der noget specielt: Satan viste sig (1 Mos 3). Han fristede det første menneskepar og styrtede den unge jord ind i en skrækkelig kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Satan.

Nu, på Guds fastsatte tid, blev en anden have (Luk 22,39-46) en mægtig kamplads, hvor striden rasede mellem sandhed og løgn, mellem retfærdighed og synd og mellem Guds plan for menneske-nes frelse og Satans mål for menneskenes ødelæggelse.

I Eden blev menneskene styrtet ud i syndens katastrofe; i Getse-mane blev verdens endelige sejr sikret. Eden var vidne til den tragi-ske sejr for selvets oprør over for Gud; Getsemane viste os selvets overgivelse til Gud og sejr over synd.

Sammenlign begivenheden i Eden med det, der fandt sted i Getse-mane. Hvori lå den store forskel i det, der skete i disse to haver?

Getsemane huskes for to afgørende ting. For det første forsøgte Satan på den mest ondskabsfulde måde at få Jesus til at vige til-bage fra Guds plan og hensigt. Men dernæst finder vi det fineste eksempel på tillid til Guds kraft for at udføre hans vilje og hensigt. Getsemane viser, at uanset hvor voldsom kampen er, og uanset hvor svagt selvet er, er sejren sikret for dem, der har erfaret bøn-nens magt. Jesu bøn er berømt: ”Ske ikke min vilje, men din.“ (Luk 22,42).

Hele Satans hær var samlet til kamp mod Jesus. Disciplene, som han elskede så højt, var lammede over for hans lidelser. Bloddråber faldt til jorden; der var kun minutter til forræderens kys; præsterne og tempelvagterne var rede til at angribe. Men Jesus viste os, at bøn og overgivelse til Guds vilje giver den nødvendige styrke for sjælen til at bære livets største byrder.

Hvordan kan du have en erfaring som den, Jesus havde i Getse-mane i stedet for den, Adam og Eva havde i Edens have, næste gang du er udsat for en stærk fristelse? Hvori består den afgørende faktor, som udgør den store forskel mellem dem?

Kampen i Getsemane

21. JUNI 2015

MANDAG

128

Luk 6,12-16Joh 17,6-92 Kor 13,8

Luk 9,10-17

Til at tænke over

”Men så fór Satan i Judas, som blev kaldt Iskariot, en af de tolv“ (Luk 22,3).

Satan havde utvivlsomt arbejdet hårdt med alle disciplene. Men hvad var det, der gjorde det muligt for fjenden at lykkes så godt med Judas i modsætning til de andre?

Jesus bad alene i bjergene hele natten, før han udvalgte sine di-sciple. Og Jesus troede, at de tolv var Guds gave til ham. Var Judas virkelig et svar på bøn? Hvordan skal vi forstå, hvad der foregår her, undtagen at det var Guds hensigt, der blev opfyldt gennem Judas’ forræderi og frafald?

”Han havde dyrket pengebegæret, indtil det blev drivkraften i hans liv. Kærligheden til penge var stærkere end hans kærlighed til Kristus.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 519).

Da Jesus mættede de 5000 med fem brød og to fisk, var Judas den første til at fange den politiske værdi af miraklet, og det var ham, der kom ”med forslaget om at tage Kristus med magt og kåre ham til konge.“ (ibid. s. 522). Men Jesus afviste forsøget, og dette var begyndelsen til Judas’ desillusionering. ”Hans forhåbninger var store, og hans skuffelse var bitter.“ (ibid. s. 522). Judas troede li-gesom andre, at Jesus ville anvende sine usædvanlige kræfter til at oprette et jordisk rige, og Judas ønskede en plads i dette rige. Hans ønske om en plads i et midlertidigt rige, der aldrig opstod, fik ham til at miste sin plads i et evigt rige, der med sikkerhed vil komme.

På et andet tidspunkt, da en af Jesus trofaste efterfølgere valgte at salve hans fødder med en kostbar salve, kritiserede Judas hendes handling som økonomisk sløseri (Joh 12,1-8). Penge var det eneste, Judas var optaget af, og hans kærlighed til penge overskyggede hans kærlighed til Jesus. Hans besættelse af penge og magt fik ham til at sætte en prisseddel på himlens uvurderlige gave (Matt 26,15). Fra det øjeblik ”fór Satan i Judas“ (Luk 22,3). Og Judas blev en for-tabt sjæl.

Der er intet forkert i status, magt eller penge. Problemet opstår, når disse ting (eller enhver anden ting) bliver vigtigere end vores troskab mod Gud. Hvorfor er det altid vigtigt at gøre status over vores eget liv, så vi ikke bedrager os selv, ligesom Judas gjorde?

Judas

22. JUNI 2015

TIRSDAG

129

Luk 22,53

Luk 23,1-7.13-25

Luk 23,6-12

Luk 23,39-43

Enten for eller imod Jesus

Ud over alt det andet korset indebærer, er det også historiens store skillelinje: skillelinjen mellem tro og vantro, mellem fornægtelse og anerkendelse og mellem evigt liv og død. Der er ingen mellemvej for os mennesker, når det gælder korset. Vi vil til sidst stå enten på den ene eller den anden side.

”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder“ (Matt 12,30). Dette er en barsk udtalelse, som kan gøre os en smule utilpas, men Jesus udtrykker ganske enkelt, hvad der er virkelighed, og hvad sandheden indebærer for dem, der er en del af den store strid mellem Kristus og Satan. Vi er enten på Jesu side eller på Satans. Ja, så barskt er det faktisk.

Hvordan reagerede følgende mennesker på Jesus, og hvad kan vi lære af deres eksempler, som kan hjælpe os i vores forhold til Gud og til, hvordan vi forholder os til korset?

Rådet. Hvilke fejl begik disse mennesker, hvorfor gjorde de det, og hvordan kan vi beskytte os imod at have en lignende holdning til Jesus?

Pilatus. Hvad fik Pilatus til at sige: jeg finder ham ikke skyldig (Joh 19,4) og samtidigt dømme ham til at blive korsfæstet? Hvad kan vi lære af den fejl, han gjorde ved ikke at gøre det, han vidste, var ret?

Herodes. Hvad var hans store fejl, og hvad kan vi lære af den?

De to røvere. To syndere betragter det samme kors, men har to helt forskellige reaktioner. Hvordan viser denne scene frelsens en-ten/eller – dvs. vi er enten på den ene side i den store strid eller på den anden?

23. JUNI 2015

ONSDAG

130

ApG 1,22; 2,14-36; 3,14-15;

4,1-2.10.12.33; 5,30-32

Tidligt søndag morgen gik kvinderne til graven med den ene hensigt at fuldende begravelsesritualet. På trods af den tid, de havde tilbragt sammen med Jesus, havde de ikke virkelig forstået, hvad der skulle ske. De forventede i hvert fald ikke en tom grav eller at blive fortalt af himmelske sendebud: ”Han er ikke her, han er opstået“ (Luk 24,6).

I de første få kapitler i Apostlenes Gerninger er der mindst otte henvisninger til Jesu opstandelse. Hvorfor var Jesu opstandelse så afgørende i apostlenes forkyndelse og i den tidlige kirkes tro? Hvorfor er den stadigvæk så afgørende for os i dag?

Kvinderne var de første øjenvidner til Jesu opstandelse. De skyndte sig at dele denne gode nyhed med andre, men ingen troede dem (Luk 24,11). I stedet afviste apostlene den største beretning i frel-sens historie som ”løs snak“ fra udmattede sørgende kvinder (vers 10-11).

Men snart skulle de finde ud af, at de tog helt fejl!

Kristi opstandelse er grundlæggende i Guds genløsning og for hele den kristne tro og eksistens. Apostlen Paulus gør dette helt klart: ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom“ (1 Kor 15,14). Den er tom eller forgæves, for kun i Kristi opstandelse kan vi finde vores håb. Uden dette håb ender vores liv her, og det ender for al evighed. Kristi liv endte ikke i en grav, og det store løfte er, at det behøver vores heller ikke at gøre.

”Hvis Kristus ikke er opstået fra de døde, ender Guds lange kæde af genløsende handlinger for at frelse sit folk i en lukket vej, i graven. Hvis Kristi opstandelse ikke er virkelighed, har vi ingen forsikring om, at Gud er den levende Gud; for døden har fået det sidste ord. Troen er formålsløs, for den, vi tror på, har ikke vist sig som livets herre. Den kristne tro er dermed indespærret i graven sammen med den sidste og vigtigste åbenbaring, Gud gav af sig selv gen-nem Kristus – hvis Kristus virkelig er død.“ (George Eldon Ladd, A Theology of the New Testament (Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans, 1974), s. 318).

Han er opstået

24. JUNI 2015

TORSDAG

131

Luk 24,13-49

Til at tænke over

Disse vers fortæller om begivenheder umiddelbart efter Kristi op-standelse. Hvad peger Jesus på under disse forskellige møder for at hjælpe disse mennesker til at forstå, hvad der skete med ham? Hvorfor er det vigtigt for os i dag i vores vidnesbyrd til verden?

Jesu opstandelse burde have været bevis nok for, at Jesus var Mes-sias. Jesus blev slået og mishandlet for derefter at blive korsfæstet og gennemboret og viklet i linnedklæder og lagt i graven. Selv om han, som nogen så absurd har hævdet, skulle have overlevet både korset og begravelsen, ville en blødende og forslået og svækket Jesus, som vaklede fra graven, ikke have været nogens ide om en sejrende Messias.

Men her var Jesus altså, levende og frisk nok til at gå de sidste få kilometer sammen med de to på vejen til Emmaus. Og selv da, før han viste dem, hvem han var, pegede han på Skriften og gav dem en solid bibelsk grundvold for deres tro på ham.

Derefter, da han viste sig for disciplene og viste dem sin krop og spiste sammen med dem, gjorde han endnu mere: han henviste dem til Guds ord og sagde: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette“ (Luk 24,46-48).

Også her ikke alene henviste Jesus til Skriften; men han brugte Skriften til at hjælpe dem til at forstå nøjagtigt, hvad der var sket med ham. Han sammenkædede også sin opstandelse direkte med befalingen om at forkynde evangeliet for alle folkeslag.

Så selv med alle de mægtige beviser for, hvem Jesus var, henviste han altid sine efterfølgere tilbage til Guds ord. Hvordan kunne vi, når alt kommer til alt, kende til vores ophøjede kald og opgave med at forkynde evangeliet til verden uden Guds ord iblandt os? Hvordan kunne vi i det hele taget vide, hvad evangeliet er? Bibelen er altså lige så central for os i dag som den var det for Jesus og hans disciple.

Hvor meget tid bruger du på at studere Bibelen? Hvilken indfly-delse har den på dit liv, dine valg, og hvordan du behandler andre mennesker?

”Alt det må opfyldes, som står skrevet“

25. JUNI 2015

FREDAG

132

Læs Ellen White


”Betydningen af Kristi død vil komme til at stå klart for både de hel-lige og englene. Syndige mennesker kunne ikke have et hjem i Guds paradis uden Lammet, slagtet fra verden blev grundlagt. Bør vi da ikke ophøje Kristi kors? Englene giver Kristus ære og herlighed; for selv ikke de er i sikkerhed, med mindre de ser hen til Guds søns lidel-ser. Det er på grund af korsets enestående effekt, at himlens engle beskyttes mod frafald. Uden korset ville de ikke være mere beskyt-tet mod det onde, end englene var før Satans fald. Fuldkomne engle faldt i himlen. Fuldkomne mennesker faldt i Eden, lykkens paradis. Alle, der ønsker sikkerhed på jorden eller i himlen, må se hen til Guds Lam.“ (Ellen White, The SDA Bible Commentary, 5. bind, s. 1132).

1. Som kristne skal vi leve af tro; det vil sige, at vi skal tro på no-get, vi ikke helt kan bevise eller har direkte øjenvidnebevis for. Dette er selvfølgelig, hvad alle gør hele tiden på mange forskel-lige områder. I forbindelse med videnskab skrev en forfatter fx følgende: ”Kort sagt har vi direkte bevis for en overraskende lille del af det, vi tror på.“ (Richard DeWitt, Worldviews: An Introduction to the History and Philosophy of Science, second edition (Chichester, West Sussex, U.K.: John Wiley and Sons, Ltd., 2010) s. 15). Alligevel har vi mange gode begrundelser for vores tro. Se fx på, hvad Jesus sagde til disciplene i forbindelse med missionsbefalingen: ”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme“ (Matt 24,14). Tænk over tidspunktet, hvor Jesus sagde dette. Hvor mange efterfølgere havde han på dette tidspunkt? Hvor mange havde troet på ham eller havde nogen forståelse af, hvem han var og hvad han skulle udrette? Tænk også over al den modstand, den første kirke skulle udsættes for i Romerriget i flere århundreder. Drøft på denne baggrund, hvil-ken bemærkelsesværdig forudsigelse denne udtalelse fra Jesus var, og hvordan den bør hjælpe os til at have tillid til Guds ord.

2. Tænk over citatet ovenfor fra Ellen White. Hvordan kan dette hjælpe os til at forstå, hvor universel synden og dens følger er? Ikke engang englene er i sikkerhed, med mindre de ser hen til Jesus. Hvad betyder det?

26. JUNI 2015

DIALOG

133


Guds ordog klassensaktiviteter



Kvartalet er nu forbi. Lad hver af klassens medlemmer dele svaret på følgende spørgsmål:

• Hvilken tekst vil du efter læsningen af Lukasevangeliet kalde din yndlingstekst i dette evangelium?

• Hvad har overrasket dig mest ved det, du har læst hos Lukas?

• Tænk over, hvad Lukas har fortalt dig om Jesus. Hvis du skulle vælge en af beretningerne og dele den med en ikke troende ven, hvilken ville du vælge?

• Lad evt. denne sabbat være anledningen til at invitere en gæst eller lade nogle af medlemmerne forberede svar på specifikke bibelske spørgsmål fra kvartalets studium.

• Forbered evt. en fællesspisning for klassen – og begynd at lægge planer for næste kvartal.

• Find nogle af de mange kristne sange eller digte, som omhand-ler Jesu opstandelse og læs/syng dem sammen.

• Læg mærke til, hvordan Lukasevangeliet ender i Luk 24,52.

• Prøv at finde nogle af de mange vers i Lukasevangeliet, - hvor glæden er i centrum eller- hvor mennesker lovpriser Gud!

• Mange kristne fejrer opstandelsen ved at helligholde den første dag i ugen, søndagen. Hvordan fejrer du og jeg opstandelsen?- Hvad mere kan vi gøre for at minde hinanden om, at den er

virkelig?- Hvilke begivenheder får dig og mig til at lovprise Gud? Tænk

ikke blot over, hvornår vi ved, at vi burde prise ham, men over, i hvilke faktiske situationer vi gør det!

Selv om vores kultur har en tendens til at skubbe den væk fra os, står vi alle over for døden. Hvornår har døden sidst krydset din vej? Hvad kan vi gøre som kristne for at give mennesker større håb


134

DIALOG


NOTER


og bedre trøst, når de står ansigt til ansigt med døden, hvad enten det drejer sig om deres personlige skæbne eller om venner eller familiemedlemmer?

Hvad kan du og jeg gøre i dagligdagen for bedre at minde os og hinanden om, at Jesus er opstået fra de døde?

135


Bibelstudium - 2. kvartal 2015

Documents

Transcript of Bibelstudium - 2. kvartal 2015