Vintermord - Ærindet

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 22 OUTPUT: Mon Sep 19 14:48:38 2011/first/Peoples_Press/ODT2/1628_Vintermord_125x192/Materie


V I N T E R M O R D

Oversat fra svensk

af Kamilla Jørgensen


Vintermord

Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen

Copyright © respektive forfattere.

Published by agreement with Grand Agency, Alfabeta Bokförlag, Bonnier Group

Agency, Nordin Agency, Leonhardt & Høier Literary Agency

Copyright denne udgave © People’sPress 2011

Omslag: Rasmus Funder

Sats: BookPartnerMedia

Bogen er sat med The Antiqua B5

ISBN: 978-87-7108-585-3

1. udgave, 1. oplag

Printed in 2011

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med

overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress cØrstedhus cVester Farimagsgade 41 cDK-1606 København V

www.artpeople.dk


Ærindet 7

håkan nesser

Manden som ikke var der 21

katarina mazetti

Equinox 35

john ajvide lindqvist

Mumien flyver 70

arne dahl

Sent skal synderen vågne 96

katarina wennstam

Det røde 119

inger frimansson

Irmas faste lår 142

maria ernestam

En rigtig dårlig dag 162

camilla läckberg

Da sneen faldt 177

åke edwardson

Manden med huen 191

henning mankell


Ærindet

håkan nesser

Jeg var taget tidligt af sted. En gråtung decembermorgen

med tåge, der tilsyneladende aldrig lettede over den hvide

hede. På kroen i Moines spiste jeg en slatten skaldyrssalat til

frokost, og det lykkedes mig at spilde dressing på bukserne.

Forsøgte at gnide pletten væk med en serviet vædet i soda-

vand, men resultatet var ikke helt igennem tilfredsstillende.

Måske burde jeg havde taget noget andet tøj på end begra-

velsesjakkesættet, men noget sagde mig, at det når alt kom

til alt, var det passende til dette ærinde.

Jeg har altid forstået at lytte til min indre stemme, og for

øvrigt er min garderobe med årene kommet til at fremstå

stadig mere trist.

Oppe i bjergene klarede vejret op, besynderligt nok, og

da jeg om eftermiddagen parkerede på torvet i K-, brød so-

len frem og fik rådhuset til at funkle. Jeg fik mig en øl og en

sandwich på jernbanecaféen, købte en avis og sad der et

stykke tid, mens jeg forsøgte at forestille mig, hvordan af-

tenen ville forme sig. Spekulerede over nogle forskellige

varianter, den ene mere bekymrende og tung end den an-

den ...

Eller måske var det omvendt. Måske forsøgte jeg i virke-

7


ligheden at holde tankerne væk fra det hele. Bare lade tin-

gene ske, uden frygt eller forventninger.

Her i bakspejlet er det selvfølgelig umuligt at sige præcis

hvordan det var. Umuligt og næppe af større interesse.

Knap en time senere havde jeg fået omhyggelige instruk-

ser om den videre færd af den lyshårede servitrice på hen-

des charmerende Süssdialekt, og jeg begav mig ud på den

sidste etape: en smal og snoet vej, som klatrede direkte op i

bjergene. Det ene hårnålesving afløste det andet: Jeg mødte

ikke et eneste køretøj, så ikke et eneste menneske eller hus,

før den dystre bygning pludselig tårnede sig op foran mig.

Tæt, sneklædt granskov og stejle klipper der omgav den på

alle sider. De sorte jernlåger i stenmuren stod åben, og jeg

kørte helt op til indgangen. Steg ud ad bilen og strakte mig.

En hvidklædt sygeplejerske trådte ud på trappen. Der lå en

stribet kat på det nederste trin. Hun skubbede den til side

med foden og bød mig velkommen.

“Hr. Adler?”

“Ja.”

“Værsgo.”

Hun holdt døren for mig og registrerede mig over kanten

af et par tonede halvbriller. Vi drejede til højre og trådte ind

på kontoret, et højt, smalt rum med tunge damaskgardiner

for vinduerne og væggene dækket af reoler. Hun satte sig bag

et massivt skrivebord og gjorde tegn til mig om at tage plads

på en af stolene overfor.

“Mit navn er søster Meijskens. Jeg er klinikforstander. De

er kommet for at besøge deres far?”

Jeg nikkede.

8


“Desværre har jeg lidt travlt for øjeblikket. Der er sket en

mindre ulykke på en af afdelingerne, som jeg er nødt til at

tage mig af ... Nu skal jeg vise dem hen til besøgsrummet, så

må De vente der, indtil det er tid.”

“Jeg håber ikke, det er til for meget besvær. I så fald ...”

“Slet ikke. Hvis jeg har forstået det rigtigt, har De ikke be-

søgt deres far før?”

“Nej, det er korrekt.”

“Må jeg have lov at påpege, at hr. Adlers tilstand er ...

temmelig skrøbelig. Han synker let ned i depression og

tvangstanker i forbindelse med sindsoprivelse. Han har væ-

ret hos os i femogtyve år, så jeg tror, at jeg ved, hvad jeg taler

om.”

“Jeg forstår.”

“Man tager let fejl af hans rolige og beherskede opfør-

sel ... han bærer ikke følelserne uden på tøjet, om man så

må sige. Nå ja, De har sikkert selv spekuleret over disse

ting.”

Jeg nikkede.

“Ja ja.”

Hun rejste sig.

“Hvis De vil være så venlig at følge med mig nu, så følger

jeg Dem hen til besøgsrummet. Doktor Weiss kommer så

hurtigt som muligt.”

Gennem en bagdør i kontoret kom vi via en svagt skrå-

nende gang ned til et stort lokale i kælderplan. Hun forlod

mig, og jeg tog plads ved et rundt bord fyldt med aviser og

bøger, karaffel og glas, askebæger med tændstikholdere. Jeg

rodede i lommerne og fiskede en cigaret op.

9


En mand i hvid kittel nærmede sig.

“Doktor Weiss?”

Vi gav hinanden hånden, og han slog sig ned på den an-

den side af bordet.

“Undskyld at De måtte vente. Der var en lille historie på

en af afdelingerne.”

“Ja, det hørte jeg.”

“De er her altså for at besøge deres far ...?”

“Ja, jeg håber, at De har læst mit brev, så De er lidt infor-

meret om omstændighederne.”

“Ja, selvfølgelig.”

Han smilede og klappede på inderlommen som for at

vise, at han havde det hele meget præsent. Jeg betragtede

ham nogle sekunder; en temmelig statelig mand i tresserne

med grånet, tykt hår og et velplejet skæg. Et distingveret an-

sigt med skarp næse og et tillidsvækkende blik bag metal-

indfattede briller.

“Værsgo,” sagde han, stadig smilende. “De har vist en del

på hjerte?”

Jeg tændte cigaretten og gik i gang.

“Jeg undskylder, at jeg kommer her og tager doktorens tid,

men sagen er den, at jeg må bede nogen om råd i denne sag ...”

“Jeg forstår. Tag Dem bare den tid, De behøver.”

“Naturligvis er det mig selv, der må afgøre, hvordan jeg

skal handle, men det ville føles betydeligt lettere, hvis jeg

først fik lov at udtrykke mine tanker over for en, der kender

ham en smule ...”

Han nikkede. Fandt en pibe frem fra jakkelommen og be-

gyndte at stoppe den.

10


“Situationen er jo helt ny for mig,” fortsatte jeg. “For bare

to uger siden kendte jeg ikke til min fars eksistens eller ...

omstændighederne omkring min fødsel. Blot to timer før

sin død kaldte min mor på mig og fortalte alt. Ja, det skrev

jeg jo i brevet ... Hun led af Klimkes syndrom, har været bun-

det til sengen det seneste år, og da hun så mærkede, at det

lakkede mod enden ...”

“... besluttede hun sig for at lette sin samvittighed?” af-

sluttede doktoren og fik ild på piben.

“Ja, noget i den retning. Undskyld, måske er de allerede

sat ind i forholdene? Han har måske allerede fortalt dem

det?”

Doktor Weiss rystede på hovedet.

“Slet ikke. Går med det indeni, ligesom alt andet. Vil De

være sød at komme til sagen nu, jeg er lutter øren.”

Jeg nikkede og fortsatte.

“Jeg er altså født i Linden ude ved kysten. Enebarn og fa-

derløs. Mor giftede sig aldrig igen, boede frem til sin død i

det samme hus bag skolen i Willby ... mit barndomshjem.

Far og mor giftede sig to år før jeg blev født. Linden var min

fars hjemby; han havde en stilling som inspektør ved jern-

banen. Det indebar åbenbart en del rejser; oftest to- eller tre-

dagesærinder, hvor han var nødt til at overnatte andre ste-

der. Ja, sådan har jeg i hvert fald forstået det. Under alle om-

stændigheder havde min far en tre år yngre bror, en lidt ka-

rakterløs person, som levede fra hånden til munden, så at

sige ... men med et påfaldende elegant ydre og ikke uden

kvindetække. Undskyld hvis jeg lyder en smule antikveret,

men jeg citerer en person, som kendte ham; jeg har forsket

11


en del, selv om det har været nogle travle dage ... han hed i

hvert fald Bernard, broderen, og boede stadig hjemme hos

forældrene. Faderen var i militæret og sikkert ikke specielt

begejstret over den yngre søns livsførelse.

“Det De nu fortæller, har De altså fået at vide for ganske

nylig?” afbrød doktor Weiss mig.

“Ja. Jeg har vidst det i tolv dage. Under hele min opvækst

– hele mit liv – har jeg været overbevist om, at min far døde

som søofficer i forbindelse med en ulykke uden for Portu-

gals kyst, nogle måneder inden, at jeg kom til verden.”

Doktor Weiss lagde piben fra sig på bordet.

“Men?”

“I virkeligheden har han altid siddet her. Efter syv år i

Statsfængslet i Würgau flyttedes han hertil på grund af sin

uhelbredelige sindssygdom ... melankoli og kronisk depres-

sion, hvis jeg har forstået det ret.”

“Noget i den retning.”

Jeg tøvede et øjeblik, men doktorens øjne var ubevæge-

lige.

“Hvad der i virkeligheden skete, inden jeg blev født, var,

at min far myrdede sin bror i et anfald af jalousi.”

Doktor Weiss strøg sig over sit korte skæg. Ude på gårds-

pladsen lød den knasende lyd af en bil i gruset. Jeg hældte

lidt vand op fra karaflen og lagde mærke til min hånd ry-

stede.

“Myrdede?”

“Ja. Han havde åbenbart mistanke om, at Bernard og

min mor havde et forhold. De skulle have benyttet sig af

chancen, mens han var væk på sine forretningsrejser. Det

12


var naturligvis en frygtelig mistanke ... og en frygtelig for-

brydelse.”

Doktor Weiss så et øjeblik tvivlende ud.

“Hvordan bar han sig ad?” spurgte han.

“Han kvalte ham.”

“Er De sikker?”

“Ja. Står der intet om det i hans journaler?”

Han rystede på hovedet.

“Vi vil ikke altid vide alting. Måske står det et sted, selv

har jeg kun arbejdet her i ti år.”

Jeg nikkede. Rømmede mig og fortsatte.

“I hvert fald fortalte min mor, at hun en oktobernat, et

par måneder før jeg blev født, vågnede og fandt min fars

seng tom. Hun hørte spektakel fra underetagen, og straks

efter dukkede han op i soveværelset. ‘Nu er han død,’ sagde

han. ‘Nu har jeg kvalt ham med mine egne hænder.’ Så gik

han ud på toilettet og vaskede sig omhyggeligt ... Mor

turde ikke gøre noget, men næste morgen blev Bernard

ganske rigtig fundet myrdet i forældrenes hjem. Min far

blev arresteret nogle timer senere og indrømmede straks

det hele.”

Jeg holdt en pause. Tændte en cigaret og betragtede dres-

singpletten på mine bukser. Doktor Weiss lænede sig tilbage

på stolen og stak hænderne i lommerne på sin hvide kittel.

“En forfærdelig historie,” konstaterede han.

Jeg nikkede.

“Det var sikkert rigtigt af Deres mor at tilbageholde

sandheden for Dem ... det vil sige så længe som muligt.”

Jeg tænkte mig om.

13


“Måske,” sagde jeg. “Men hun må jo have vidst, at hun al-

ligevel måtte fortælle det til sidst.”

Doktor Weiss så op i loftet.

“Var det nødvendigt?” sagde han.

Jeg svarede ikke straks. Betragtede ham en smule forbløf-

fet.

“Min mor har levet med disse hændelser hele sit liv, dok-

tor,” sagde jeg. “Jeg er blevet tredive år, og hun tog sig aldrig

en anden mand.”

“Nok så forståeligt,” sagde doktoren og smilede kort.

Jeg slukkede cigaretten.

“Ved De, om hun besøgte ham?” spurgte han.

“To gange. Begge gange det første år i fængslet. Han

nægtede at tage imod hende. Han var overbevist om, at

hun havde haft en affære med broderen, og ikke bare det ...

også at hendes søn, det vil sige mig, var frugten af forbin-

delsen.”

“At De ikke skulle være hans eget?”

“Ja. Han ikke bare nægtede at se hende, han returnerede

også hendes breve ... uåbnede og ulæste. Hun har vist også

skrevet et par gange hertil?”

Doktoren nikkede.

“Med det samme resultat?”

“Ja. Han svarede aldrig.”

Et sted længere inde i det store hus lød ophidsede stem-

mer og lyden af rytmiske dunk. Doktor Weiss tog brillerne

af, åndede på dem og begyndte at tørre dem af i en flig af kit-

len.

“Og deres ... moralske dilemma?” sagde han.

14


Jeg satte mig til rette. Lænede mig frem og støttede albu-

erne på bordet.

“Min mors sidste ønske,” sagde jeg, “var at jeg skulle op-

søge min far og forklare ham, at alle hans mistanker var og

er grundløse. Overbevise ham om, at der aldrig foregik no-

get fordækt mellem hende og Bernard. De sås som familie-

medlemmer et par gange, mens min far var væk, fordi hun

følte sig ensom og havde brug for selskab. Relationen med

svigerforældrene var ikke den bedste, og Bernard var næ-

sten det eneste menneske, hun kendte og kunne vende sig

til. Han var sød og rar, og han lyttede til hende ... mere var

det altså ikke.”

Jeg afbrød mig selv og fandt endnu en cigaret frem. Aske-

bægeret på bordet var ved at være overfyldt, og jeg mær-

kede, at jeg begyndte at længes efter frisk luft. Dog var der jo

indtil videre kun tale om præludier; måske kunne jeg nå et

smut ud, før det var tid til den virkelige konfrontation?

Doktoren sagde ingenting. Nussede videre med sine bril-

ler. Jeg fortsatte:

“Jeg lovede hende altså ... på hendes dødsleje ... at jeg

ville forklare min far det her. Få ham til at forstå at hans

kone aldrig havde svigtet ham, og at jeg var hans søn. Det

var hendes sidste, udtrykkelige ønske. To timer senere var

hun død. Doktoren satte brillerne på plads og blinkede

nogle gange.

“Det glæder mig,” sagde han efter et øjeblik. “Jeg forstår,

at det må være forvirrende for Dem, men De er jo uden tvivl

kommet her i et meget prisværdigt ærinde. En god sags tje-

neste ...”

15


Han smilede igen.

“... De er kommet for at besøge deres far, som De ikke vid-

ste, at De havde. Han får lov at se sin søn, som han ikke tro-

ede, var hans. Jeg må sige, at jeg ikke rigtigt kan se, hvad pro-

blemet er?”

“Der er en hage ved det,” sagde jeg.

“Virkelig?”

Han kørte fingrene gennem det tykke hår og så spør-

gende på mig.

“Min mor var klar i hovedet helt frem til dødsøjeblikket,”

forklarede jeg. “Jeg ved ikke, om De er bekendt med Klimkes

syndrom?”

“En smule.”

“Lige før det var tid, kaldte hun på mig endnu en gang.

Gennede sygeplejersken ud og bad mig lytte igen ...”

Doktoren hostede.

“... hun tog min hånd og klemte den hårdt, så hårdt at

jeg havde svært ved at tro, at hun snart skulle dø, og så

sagde hun: ‘Du holder, hvad du har lovet, ikke?’ ‘Jo, natur-

ligvis,’ svarede jeg. ‘Du opsøger ham og siger, at du er hans

søn, og at jeg aldrig har haft andre end ham?’ ‘Ja, det har jeg

jo lovet,’ sagde jeg. ‘Det vil redde hans liv, forstår du. Både

det som har været, og det som er tilbage. Forstår du det,

min søn?’ Jeg nikkede og strøg hende over hånden. Der

blev en lille pause, mens hun samlede kræfter en sidste

gang. Så sagde hun: ‘Alligevel vil jeg gerne have, at du skal

vide, at han havde helt ret. Det var Bernard, som var din

far.’ Så lukkede hun øjnene, slap min hånd, og ti minutter

senere var hun død.”

16


Doktoren så pludselig bleg ud. Han sank en klump og ro-

dede i lommerne efter pibe og tobak.

“Forstår De det nu?”

Han nikkede. Igen var vi tavse. Jeg trak vejret dybt ind

nogle gange og betragtede de blege akvareller på væggen

bag hans ryg. Et par temmelig dårlige gademotiver uden

hverken farver eller konturer. En telefon ringede i et nærlig-

gende rum. Doktoren skød stolen tilbage og rejste sig. Stil-

lede sig hen ved vinduet og så ud i mørket. Jeg ventede.

“De vil altså vide, hvordan de skal gribe det an?” sagde

han til sidst.

“Ja. Hvis De bare kunne give mig et råd ...”

“Om De skal holde, hvad De har lovet Deres mor ... hvad

De har lovet på hendes dødsleje. Eller om De skal fortælle

sandheden?”

“Ja.”

Han syntes at tøve nogle sekunder. Så vendte han sig om

mod mig og fortsatte med bestemt stemme:

“De skal gøre præcist, hvad Deres mor bad Dem om. Må-

ske vil det redde hans liv, netop som hun sagde. I hvert fald

kan jeg garantere Dem for, at sandheden ville ødelægge det.

Formentlig er det kun dette lille håb, der har holdt ham

oppe alle disse år; jeg kender ham temmelig godt, og jeg

tror, at jeg kan sige dette med største sikkerhed. Han ville

ikke kunne bære det ...”

“Men ...”

“Deres mor har levet med sandheden i over tredive år.

Nu er det Deres tur. De skal vide, at sandheden er en tung

byrde, og ikke noget man bare afhænder!”

17


Han rakte hånden frem og smilede sit hastige smil.

“De må undskylde mig, men pligten kalder, hr. Adler. Tak

for en interessant samtale. Måske ses vi en anden gang.”

Da han havde forladt lokalet, gik jeg hen til vinduet og

forsøgte at se ud, men det var kun genspejlinger af rummet

og mit eget ansigt, som mødte mig. Mørket udenfor virkede

kompakt og ubevægeligt; jeg så på uret, samtalen havde ta-

get over en time. Jeg følte mig både lettet og en smule om-

tumlet efter mødet med doktor Weiss. Måske også en anelse

forvirret over, hvor let han havde taget mit dilemma ... alli-

gevel forstod jeg, at jeg naturligvis måtte følge hans råd. Var

faktisk en smule flov over, at jeg ikke havde været i stand til

at afgøre spørgsmålet på egen hånd ... men de seneste uger

havde også været fulde af bekymringer og gøremål.

Jeg slog mig ned ved bordet igen. Bladrede distræt i

nogle aviser og mærkede en ny uro før mødet med min

far ... som alligevel ikke var min far, men min fars morder.

Jeg havde jo vidst det hele tiden, selvfølgelig, havde kæmpet

med de samme absurde betingelser i flere dage og nætter

nu, men det var alligevel, som om diskussionen med doktor

Weiss havde gjort alting tydeligere. Konkretiseret hele situa-

tionen på en eller anden måde, og det var vel netop det, som

havde været hensigten ... en neutral og fornuftig dommer,

der kunne se på problemet med friske øjne ...

Det bankede på døren, og pludselig mærkede jeg pulsen

dunke i tindingerne. Søster Meijskens trådte ind i rummet.

“Er De her stadig?” spurgte hun forbavset.

Jeg rejste mig.

“Ja ...”

18


“Men hvorfor?”

“Jeg ... venter naturligvis på min far.”

“Undskyld?”

“Hr. Adler ... jeg venter på at komme til at tale med ham.”

“Men De har jo lige talt med hr. Adler. Jeg mødte ham på

vej væk ... jeg beklager, at doktor Weiss ikke havde tid til at

komme.”

“Jeg ...”

Men der kom ikke flere ord. Der lød igen skrig og skrål et

sted længere inde i bygningen. Et kort øjeblik så det ud som

om søster Meijskens svajede; min perception af hendes

hvide, kraftige skikkelse bredte sig pludselig ud som en klat

stegefedt på en alt for varm stegepande, og så begyndte hele

rummet at gynge. Jeg lukkede øjnene og lænede mig ind

over bordpladen. Da jeg kom ud på gårdspladsen, var sneen

begyndt at falde. Et voldsomt snefald, som uden tvivl ville

blive ved at følge mig et godt stykke ind i natten. Jeg steg ind

i bilen, tændte forlygterne i mørket og kørte forsigtigt ud ad

lågen. Jeg kastede ingen blikke i bakspejlet, så mig ikke til-

bage. Og jeg havde ingen fornemmelse af, at man iagttog

min afrejse.

ORIGINAL TITEL: FÖRRÄTTNINGEN

HÅKAN NESSER (f. 1950) debuterede som krimiforfatter i 1993

med Det grovmaskede net, som indleder en romanserie om

kriminalkommissær van Veeteren. Den ti bind lange serie

blev afsluttet i 2003 med Sagen G. Nesser har desuden skrevet

barndomsskildringer som Kim Novak badede aldrig ved

19


Genesaret (1998, dansk udgave 2001), der blev filmatiseret i

2005. I 2006 indledte han en serie om kriminalkommissær

Gunnar Barbarotti; med Menneske uden hund (2006, dansk ud-

gave 2007), og i 2011 udkom fjerde del i serien, De ensomme.

Nesser har vundet en række priser for sine bøger, og har en

stor læserskare verden over.

Vintermord - Ærindet

Documents

Transcript of Vintermord - Ærindet