Magasinet

ISSN 1903-5497

SUF inviterer pårørende indenfor. Et godt samarbejde har nemlig stor betydning i det socialpædagogiske arbejde.

LæS OgSå:

Skræddersyet tilbud med kunstterapiLine fik styr på sin angst og sit stofmisbrug. Nu er hun i gang med en uddannelse.

SUFDen Sociale Udviklingsfond

Januar › 2013

Pårørende TEMA

Brug for alleSUF tilbyder kommunerne en helheds-orienteret og tværfaglig indsats, der kan vise unge vej tilbage til arbejds-markedet.

Fra 1. januar har kommunerne pligt til at motivere unge i matchgruppe 2, de såkaldte indsatsklare, og de midlertidigt passive i matchgruppe 3 til at komme i arbejde. Indsatsen kræver et tværfagligt samarbejde mellem de forvaltninger, som den unge er i kontakt med. Der er særligt fokus på unge og voksne mellem 16 og 30 år.

SUF Sydsjælland har gennem en periode samarbejdet med den lokale produktionsskole om netop at moti-vere og fastholde unge. Erfaringerne herfra viser at hjælp og støtte til almindelige, dagligdags opgaver gi-ver ansvaret tilbage til den unge og bidrager til at fast-

holde den enkelte i uddannelse og/eller job. Derfor tilbyder SUFs afdelinger nu hjælp og støtte til :

• Morgenvækning• Påmindelse om personlig hygiejne• Kostvejledning• ADL – træning• Samarbejde med forældre/familie• Transport til og fra arbejdsstedet• Udvidet faglig støtte i løbet af arbejds- eller skole-

dagen• Benchmarking i forhold til erhvervsønsker• Krisehjælp i løbet af arbejdsdagen• Evt. hjælp til etablering af sociale netværk

Vores erfaring viser, at unge i målgruppen har brug for at arbejde med kortsigtede, overskuelige mål som fx korte kursusforløb, præcise aftaler og tæt opfølgning med mulighed for at justere eventuelle skævheder med det samme.

De enkelte forløb skræddersyes den enkeltes behov i et tæt samarbejde mellem sagsbehandler, den unge og SUFs socialkonsulent.

Kontakt SUFs lokale afdelinger for at høre mere om muligheder og priser.

2

www.suf.dk

Udgiver: Den Sociale UdviklingsfondAnsvarshavende redaktør: Michael Hansen

Layout: KreativGrafisk Tryk: Rosendahls A/S

Kontakt redaktionen: sfr@suf.dk

Leder 3 Pårørendepolitik skaber klare rammer

om samarbejde 4 En forudsigelig ramme om Emilies liv 6

Unges forhold til deres pårørende 9 Fire pårørende(ideal)typer 10 Dejligt kun at være mor 12 Line fik troen på sig selv tilbage 15

Vil du vide mere om SUF?

Forsidefoto: Emil Ryge Christoffersen

Bestil folderen Individuelle socialpædagogiske løsninger og læs mere om, hvordan vi arbejder, og hvad vi kan tilbyde.

Du er også altid velkommen til at ringe og tale med en af vores 21 afdelinger. Sammen finder vi den rigtige løsning til den borger, du skal hjælpe videre. Kontaktoplysninger på de enkelte afdelinger finder du på www.suf.dk

Læs denne gang om:

Individuellesocialpædagogiske

løsninger

SUFDen Sociale Udviklingsfond

www.suf.dk

- fleksibilitet og høj faglighed til mennesker med særligt komplekse problemstillinger

12906 SUF Folder 2012_rette.indd 1

20/11/12 10.41

3

Januar › 2013

Pårørende – en vigtig og værdifuld ressource

Lede

r

Det enkelte menneskes situation og behov er altid i centrum, når Den Sociale Udviklingsfond (SUF) planlægger behand-lings- og udviklingsforløb. Gennem mere end 20 år har vi set, at det individuelt tilrettelagte forløb er afgørende for at skabe udvikling hos den enkelte. Ved at tage udgangspunkt netop i den enkelte skaber vi de bedste resultater sammen med det menneske, vi står overfor. Vores mål er at gøre hvert ene-ste menneske, vi byder indenfor, til direktør i sit eget liv. Når vi afinstitutionaliserer deres situation og i stedet gør dem betydningsfulde, selvstændige og ansvarlige, kan vi sammen motivere til en bæredygtig udvikling.

Intet menneske står ikke alene. De pårørende er – uanset om de er tæt på eller langt væk – altid et vigtigt element, når vi arbejder for at skabe en langsigtet og holdbar udvikling for den enkelte. Vores socialkonsulenter spiller en central og vigtig rolle i den enkeltes liv i den periode, de er i SUFs tilbud, men det er netop kun en periode. De pårørende derimod er altid til stede i større eller mindre omfang.

Tæt samarbejde er afgørendeVi oplever, at der findes lige så mange forhold mellem den en-kelte og deres pårørende, som der findes mennesker. Nogle forhold er helt ukomplicerede, andre er plagede af konflik-ter og tillidsbrud, andre igen næsten symbiotiske. Når et nyt menneske kommer til os, har de ofte været gennem andre behandlingstilbud eller lange forløb med udredning, op- og nedture. Det er derfor ikke ualmindeligt, at både den enkelte og deres pårørende er tyndslidte og måske også en smule forbeholdende over for det tilbud og den faglighed, de nu bli-ver en del af.

Vores erfaring viser, at et tæt samarbejde med de pårørende kan være helt afgørende for, at den socialpædagogiske ind-sats fører til en bæredygtig forbedring af den enkeltes aktuel-le situation. De pårørende kan bidrage med viden og erfaring, der supplerer den enkeltes egne oplevelser og opfattelser. Begge dele er værdifuld viden i socialkonsulentens daglige arbejde med det menneske, de står overfor. Samtidig ved vi, at det er vigtigt, at de pårørende støtter den enkelte i sin

udvikling, samtidig med at de tør give slip og have tillid til, at deres barn, ægtefælle eller ven er i gode og fagligt kyndige hænder.

Derfor bruger vi tid på at skabe tillid både mellem de pårø-rende og de socialkonsulenter, der har ansvaret for arbejdet med deres nærmeste, og mellem den enkelte og de pårø-rende. Den tillid skaber vi gennem konstruktiv og respektfuld dialog og samarbejde, hvor vi inddrager de pårørende i videst muligt omfang. Samtidig står vi til rådighed for de pårørendes spørgsmål til deres nærmestes diagnose og behandling og til de metoder, vi anvender i vores arbejde. Når de pårørende har tillid til vores arbejde, oplever vi, at det er lettere at give slip og bakke op om det aktuelle udviklings- og behandlingsforløb.

Ro til bare at være pårørendeI flere tilfælde arbejder vi med unge mennesker, der stadig bor hjemme. Det betyder, at vores socialkonsulenter har de-res gang i hjemmet, og at hjemmet bliver en arbejdsplads. Det kan være en omvæltning for familierne, men som histo-rierne om Emilie og Martin i dette magasin viser, giver det også de pårørende en tiltrængt pause, hvor de med god sam-vittighed kan lade professionelle hænder tager over i svære situationer. Det giver de pårørende en mulighed for først og fremmest at være mor eller far til den unge.

Det tætte samarbejde mellem den enkelte, de pårørende og socialkonsulenterne giver ro for alle parter. Den ro er afgø-rende for den enkeltes arbejde med sig selv og sin sygdom. Vi oplever, at et afklaret forhold mellem den enkelte og de pårørende giver ham eller hende overskud til at udvikle sig og i samarbejde med socialkonsulenten finde redskaber til at navigere i hverdagen. Derfor vægter SUF samarbejdet med de pårørende højt. Derfor inviterer vi dem indenfor. Og derfor bruger vi tid på at etablere den gensidige tillid, der skal til for at give det bedst mulige tilbud til den, der er centrum for alles opmærksomhed, nemlig det enkelte menneske.

Af Michael Hansen, direktør i Den Sociale Udviklingsfond

4

www.suf.dk

Pårørende TEMA

Tekst: Suzette Frovin

Foto: Emil Ryge Christoffersen

Hvorfor har I lavet en pårørendepolitik i BOAS Mentor?Gitte Ladefoged: Mange af vores borgere er unge, der er på vej til at blive voksne. Vi op-lever, at det kan give nogle udfordringer i for-holdet mellem den unge og deres pårørende, typisk forældre. For de unge, der endnu ikke er flyttet hjemmefra, vil vores arbejde fore-gå i hjemmet. På den måde bliver hjemmet også en arbejdsplads, og det er en uvant si-tuation for mange familier.

Vores arbejde er først og fremmest fokuse-ret på den unges behov, og selvom den unge stadig bor hjemme, har vi faktisk tavsheds-pligt – også over for de pårørende, med min-dre den unge selv er indstillet på at involvere sine pårørende. Sådan forholder det sig ikke altid, og det kan være svært for de pårøren-de, fordi de kan føle sig ekskluderet.

Pårørendepolitikken er med til at afstemme forventninger mellem de involverede allere-de fra begyndelsen, ligesom den sætter en

Pårørendepolitik skaber klare rammer om samarbejde

Spørgsmålene er mange, når pårørende første gang møder op hos BOAS Mentor. Social-konsulent i BOAS Mentor Gitte Ladefoged og udviklingskonsu-lent i SUF Margrethe Langer for-tæller, hvordan en ny pårøren-depolitik er med til at sætte en tydelig ramme om samarbejdet til gavn for socialkonsulenter, pårørende og borger.

Forældre er og vil altid være den røde tråd i den unges liv, mens BOAS Mentor kun er til stede i en kortere periode.Gitte Ladefoged

5

Januar › 2013

ramme om relationen mellem socialkonsu-lenten, den unge og deres pårørende.

Margrethe Langer: Internt ville vi gerne finde et fælles ståsted for socialkonsulenterne, og derfor har vi også givet os god tid til at udvikle politikken. Vi var fra starten enige om, at vi skulle udfordre hinanden i proces-sen for at blive helt skarpe på, hvad der er vigtigt i samarbejdet med de pårørende. For-løbet har givet anledning til gode og vigtige diskussioner fx om hvem de pårørende er, hvilke indtryk vi gerne vil efterlade hos de på-rørende, og hvordan vi kan skabe merværdi for alle parter i samarbejdet.

Hvad kendetegner det typiske samarbejde med borgeren og de pårørende?Gitte Ladefoged: De pårørende er vigtige res-sourcepersoner, fordi vi kan bruge deres vi-den og erfaringer i vores arbejde med borge-ren. Samtidig kan vi hjælpe dem med at give slip på deres søn eller datter. Vi ser gerne, at den unge bakker op om et samarbejde med de pårørende, selvom det i nogle situa-tioner kan være svært. Forældre er og vil al-tid være den røde tråd i den unges liv, mens BOAS Mentor kun er til stede i en kortere periode. Derfor er det vigtigt, at borgeren og de pårørende har gensidig tillid til hinanden. Det vil vi gerne bidrage til.

Med pårørendepolitikken vil vi gerne fortælle de pårørende, at vi har nogle forventninger til dem i arbejdet med borgeren, ligesom vi har gjort noget ud af at forklare, hvilke juridiske forpligtelser samarbejdet bygger på.

Margrethe Langer: BOAS Mentor skal ikke være lukket land for de pårørende, heller ikke selvom den enkelte vægrer sig mod at involvere sine nærmeste. Vi vil meget gerne stå til rådighed for de pårørende i det om-fang, det er muligt. Vi ser det også som vo-res opgave at bidrage til, at der bliver skabt en god relation mellem borgeren og de på-rørende i den periode, de er tilknyttet BOAS Mentor.

Hvordan påvirker politikken det samarbejde, I allerede har med de pårørende?Gitte Ladefoged: Politikken er et udtryk for,

hvordan vi allerede arbejder, så i praksis er der måske ikke så meget, der har ændret sig. Omvendt har vi for første gang gjort os nogle fælles tanker om, hvordan vi ønsker samarbejdet med de pårørende skal være, så jeg håber, at de pårørende vil opleve, at der er stringens i de informationer, de får fra socialkonsulenterne. Politikken er et arbejdsredskab, der giver os en fælles platform, som understøtter vores daglige arbejde. Derfor er politikken også et dynamisk papir, som vi løbende kan udvikle og tilpasse.

Det, at vi udleverer en politik på tryk til de pårørende, skulle gerne bidrage til at gøre de pårørende mere afklarede i forhold til deres rolle og de forventninger, de kan have til os i forløbet.

Margrethe Langer: Fremover vil politikken danne udgangspunkt for de første samtaler mellem borgeren, de pårørende og BOAS Mentor. De gensidige forventninger til hin-anden skulle gerne vise den enkelte, at vi regner med dem, og at de har betydning for vores arbejde. Hvad er det vigtigste budskab i BOAS Men-tors pårørendepolitik?Gitte Ladefoged: At vi har respekt for de på-rørende. Vi anerkender, at de i langt de fle-ste tilfælde har gjort en kæmpe indsats. Det er ofte mennesker, der har kæmpet i årevis, og som derfor kan være lidt hudløse.

Hvis vi kommer i deres hjem, bliver samar-bejdet jo meget konkret, fordi vi træder ind i deres privatsfære og bliver en del af deres daglige liv. Der er mange ubekendte i den form for samarbejde. Vi træder ind i det al-lerhelligste og må være til stede på deres præmisser, samtidig med at vi har en op-gave, vi som fagpersoner er blevet bedt om at løse. Politikken tydeliggør, hvilke rammer vi ønsker for samarbejdet. Samtidig er det et tilbud til de pårørende om, at vi gerne vil tale med dem og involvere dem i det omfang, det er muligt, og loven tillader det.

6

www.suf.dk

Pårørende TEMA

Forudsigelighed skaber tryghed i Emilies liv

7

Januar › 2013

Forudsigelighed skaber tryghed i Emilies livFor fire år siden blev 19-årige Emilie pludselig dårligere og dårligere. Til sidst måtte hen-des far tage orlov fra sit arbej-de, fordi hun ikke kunne være alene. I 2011 tog BOAS Men-tors socialkonsulenter over i dagtimerne, og det har givet ro og tryghed for både Emilie og resten af familien.

Tekst: Suzette Frovin. Foto: Emil Ryge Christoffersen.

Aftenen inden jeg mødes med Henrik og Hanne Egesborg, finder Hanne et brev på sin hovedpude. Brevet er fra hendes datter, og her fortæller Emilie med egne ord og helt uopfordret om, hvad støtten fra BOAS Men-tor har betydet for hende. Hun skriver, at hun igen har fået mod på livet, og at hun glæder sig til at komme i gang med en uddannelse.

”Det er tydeligt for os, at den ro og stabilitet, som socialkonsulenterne har skabt omkring Emilie, har haft stor betydning for hendes udvikling, men at høre hende formulere det med sine egne ord, var ret stort,” siger Hen-rik.

Socialkonsulenten skaber roMens vi taler, møder socialkonsulenten fra BOAS Mentor ind. Hun hilser hjemmevant på Emilies forældre og fortsætter ind i spi-sestuen, hvor BOAS Mentor har indrettet et arbejdshjørne, som bruges af de socialkon-sulenter, der kommer i huset i hverdagene mellem 10 og 17. Lige nu sover Emilie. Det gør hun meget, rigtig meget faktisk. Medici-nen sløver hende, men uden den får hun det dårligere. Hun har dage, hvor hun bruger fire timer i motionscentret, og dage, hvor hun lig-ger i sengen stort set hele tiden. Men hun

er hjemme og sammen med sin familie, og det er vigtigt.

”Det er min oplevelse, at den her model med faste socialkonsulenter omkring Emilie har været med til at holde hende ud af psykiatri-ske afdelinger. Konsulenterne kender hende og hendes situation, og derfor ved de også, hvordan de bedst kan motivere og støtte hende til at komme videre,” siger Henrik.

Emilie har fået en lang række diagnoser, si-den hun som 9-årig fik at vide, at hun havde en opmærksomhedsforstyrrelse og en en-keltstående fobi. I dag taler læger, psykiate-re og psykologer også om ADHD, Aspergers og en fobi, der har vist sig at være langt mere alvorlig end først antaget, og som giver Emilie store udfordringer.

Udfordrende puslespilI årene forud for samarbejdet med BOAS Mentor var det et stort puslespil at få hver-dagen til at fungere hjemme hos familien Egesborg. Efterhånden som Emilie fik det dårligere, kunne hun heller ikke være alene. Op til januar 2011, da socialkonsulenterne begyndte at komme i hjemmet, havde Emi-lies storesøster i en periode passet sin sø-ster i dagtimerne, ligesom Henrik i en læn-gere periode modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for at være sammen med sin datter.

Samarbejdet med BOAS Mentor betyder, at

Det er tydeligt for os, at den ro og stabili-tet, som socialkonsulenterne har skabt om-kring Emilie, har haft stor betydning for hen-des udvikling, men at høre hende formulere det med sine egne ord, var ret stort.Henrik Egesborg

8

www.suf.dk

Pårørende TEMA

der er socialkonsulenter i familiens hus 30 timer om ugen. Dermed danner huset i Gen-tofte ikke længere bare ramme om familien Egesborgs liv. Det er også en arbejdsplads for BOAS Mentors socialkonsulenter og et behandlingssted for Emilie.

”Vores ældste datter har indimellem nævnt, at det er mærkeligt at komme ud i køkkenet med et håndklæde om håret, og så står der en socialkonsulent og laver kaffe, men mig generer det ikke. At vide at Emilie er i gode hænder er vigtigere for os end de små for-styrrelser i vores privatliv, og så har vi jo hel-digvis plads nok til rumme os alle sammen,” siger Henrik.

Ro på hverdagenTidligere var Emilie konkurrencesvømmer, og hun gik ud af 9. klasse med gode karakterer, men siden afgangseksamen har det mest af alt handlet om at skabe ro omkring den nu 19-årige pige. Emilies fobi betyder, at hun le-ver et skærmet liv. Stress forværrer hendes

tilstand, og hun har ikke haft overskud til at starte på en ungdomsuddannelse. De dage, hvor Emilie magter det, tilbringer hun timer-ne sammen med socialkonsulenten i fitnes-scenter eller det lokale storcenter. Tre gange om ugen har hun desuden mulighed for at deltage i matematik og kreativ undervisning i BOAS Mentors lokaler på Frederiksberg.

”Vi bevæger os med små skridt. Lidt frem og lidt tilbage, men det vigtigste lige nu er, at aftalen med BOAS Mentor har gjort det muligt at tage stressen ud af både vores og Emilies liv. Det giver mere overskud i vores samvær med Emilie, og hun trives med, at hendes hverdag er forudsigelig med faste socialkonsulenter, som hun kender og er tryg ved. Det er faktisk præcis den ro, hendes brev til os sætter ord på, og det er dejligt at vide, at hun værdsætter støtten mindst lige så meget, som vi gør,” siger Hanne.

9

Januar › 2013

Der er forskelle i de unges forhold til deres pårørende, alt efter hvilken diagnose eller problemtype, de har. En gennemgang af en gruppe på 144 unge, der har været indskre-vet i SUF minimum halvandet år, viser såle-des, at unge med autisme spektrum forstyr-relser ved indskrivningen har et betydeligt bedre forhold til deres pårørende end perso-ner med andre diagnoser.

For pårørende til unge kriminelle eller mis-brugere er forholdet væsentligt dårligere end gennemsnittet. Mest udfordret er unge, der både har et misbrug og er kriminelle. Her har ca. 40 % ved indskrivningen et dårligt eller meget dårligt forhold til deres pårørende.

Unges forhold til deres pårørende

Vurdering af unges forhold til familiemedlemmer ved indskrivning i SUF; unge med autisme spektrum forstyrrelser; unge med ADHD; unge med misbrugsproblemer; unge, der har be-gået kriminalitet, samt unge, der både har misbrugsproblemer og har begået kriminalitet.

100908070605040302010

0

%

Alle

ASF

ADHD

Misb

rug

Krim

inalite

t

Meget godt

Misb

rug og

krim

inalitet

Godt

Nogenlunde

Dårligt

Meget dårligt

Fire pårørende(ideal)typer SUF har mange års erfaringer med at samarbejde med pårørende. Baseret på SUFs eget datamateriale er det muligt at skitsere fire typer af pårørende, som socialkonsulenterne kan møde i deres arbejde. Der er tale om såkaldte idealty-per. I den virkelige verden vil man snarere end idealtyperne finde pårørende, der har karakteristika fra flere af typerne.

[Klar til at give slip – Nær relation]

Den tætte og engagerede pårørende Relationen mellem forældrene og den ungeDen ene eller begge forældre har et tæt og overvejende godt forhold til deres barn. Den unges liv er i høj grad knyttet op på forældrene både praktisk og socialt. Samtidig er den unge i gang med en løsrivelsesproces, der kan være svær og kræ-vende. De pårørende og den unge er enige om, at den unge skal stå på egne ben, og de tror på, at det er muligt.

Forældrenes holdning og ønsker til SUFDe pårørende har tillid til SUF og slipper derfor efterhånden grebet om den unge i troen på, at den unge er i gang med en sund udvikling. Forældrene ønsker, at SUF skal støtte den unge i at udvikle sig til et voksent, selvstændigt individ, der kan blive mere selvhjulpen i dagligdagen.

De pårørende vil gerne inddrages og bidrage til SUFs arbejde med den unge i både med- og modgang.

[Klar til at give slip – Fjern/ingen relation]

Den fraværende eller destruerende Relationen mellem forældrene og den ungeForholdet mellem forældrene og den unge er typisk mærket af fx konfliktfyldt skilsmisse, fraværende forældre, misbrug i hjemmet eller andre former for utryg opvækst, der kan have haft indflydelse på eller lægge til grund for den unges proble-matikker.

Familien er betydningsfuld for den unge, som fx kan føle an-svar over for forældrene og søge deres anerkendelse. Ønsket om anerkendelse kan motivere den unge til at nå de mål, som han eller hun sætter sammen med socialkonsulenten i SUF.

Forældrenes holdning og ønsker til SUFForældrene er knyttet til deres barn, men føler, de har svært ved at håndtere den unge. Forældrene søger derfor et nyt hjem og nye autoriteter til den unge. De forventer, at SUF kan løse den unges problemer og sørge for, at han eller hun får et normalt liv. Familien kan optræde desperat, konfliktpræget og opgivende.

10

www.suf.dk

Pårørende TEMA

Idealtyperne er udviklet af SocialRespons i forbindelse med evalueringsrapporten Når ønsket er et helt normalt liv – evalue-ring af Den sociale udviklingsfond (2011). En af anbefalingerne i rapporten handler om pårørendesamarbejde, og hvorfor det vigtigt at være opmærksom på forskellige typer af pårørende.

Ved at kende de forskellige typer bliver det nemlig lettere for socialkonsulenterne at afkode, hvilket slags forhold det enkelte menneske har til sine pårørende, og hvilke udfordringer og/eller styrker det kan give den enkelte.

Idealtyperne er udarbejdet af SocialRespons, der arbej-der med udvikling gennem evaluering og dokumentation inden for det sociale område. SocialRespons leder SUF’s evaluerings- og dokumentationsprojekt.

[Fastholdende – nær relation]

Den fastholdende og nursende Relationen mellem forældrene og den ungeDer er en fortrolig, næsten symbiotisk, daglig kontakt med den unge. Forældrene er den unges primære kontakt til om-verdenen, og de fungerer således som et trygt, kærligt og vedblivende sikkerhedsnet og praktisk støtte i forhold til fx offentlige instanser.

Forældrene er bekymrede og tør ikke overlade ansvaret til den unge, der lader forældrene tage beslutninger og initiativ. Forholdet er således ofte følelsesmæssigt opslidende, fordi forældrene på den ene side ønsker og opfordrer til selvstæn-dighed, mens de på den anden side nurser og fastholder den unge i børnerollen.

Forældrenes holdning og ønsker til SUFForældrene har et ambivalent forhold til SUF. De vil gerne lægge ansvaret fra sig, men de har vanskeligt ved at afvise den unge. Forældrene gør sig mange tanker om den unges fremtid. Til tider kan forældrene have svært ved at erkende den unges problematikker, og de kan have mange ønsker til, hvordan socialkonsulenten skal hjælpe den unge. De kan anse socialkonsulenten for at være utilstrækkelig i forhold til at støtte den unges potentielle udvikling.

[Fastholdende – Fjern/ingen relation]

Den kravsættende og distancerede Relationen mellem forældrene og den ungeForældrene ses sporadisk med deres barn, og deres forhold kan være anspændt og svinge mellem perioder med tættere kontakt og perioder uden kontakt. Forældrene er frustrerede over deres barns udvikling, og de har ikke meget tiltro til den unges evner og udviklingspotentiale. De har brug for at blive aflastet, men samtidig ønsker de, at de havde overskud til selv at tage sig af den unge.

Forældrenes holdning og ønsker til SUFForældrene har tidligere oplevet, at de ikke er blevet taget alvorligt, og det præger dem i samarbejdet med SUF. De ville foretrække mere omfattende støtte med klare regler fx på en døgninstitution. De er derfor skeptiske over for SUFs tilbud, som ofte betyder, at den unge får støtte i eget hjem, og at støtten tager udgangspunkt i den unges egne ressourcer. Den unge er sjældent særlig meddelsom over for sine forældre. Derfor ville de pårørende ønske, at socialkonsulenten ville ind-drage dem mere i det daglige arbejde med den unge, så de havde mulighed for at følge deres barn tættere.

11

Januar › 2013

12

www.suf.dk

Pårørende TEMA

Dejligt kun at være mor

Tekst: Suzette Frovin. Foto: Emil Ryge Christoffersen.

Han var 13 år, da Hanne Monefeldt og hen-des mand gik fra hinanden. Han havde altid været et særligt barn, der godt kunne lide faste rutiner og genkendelige ansigter, så da hverdagen smuldrede, gik også Martin i stykker.

”Han reagerede helt vildt. Der var et helt år, hvor han næsten ikke var i skole. Så stod vi der om morgenen og var klar til at gå ud af døren, og så brød han helt sammen. Jeg prø-vede at overtale kommunens psykologer til at se isoleret på Martins adfærd, men de var mest optaget af skilsmissen, og hvad den betød for ham,” husker Hanne.

Da Martin blev tilknyttet BOAS Mentor, kunne hans mor for første gang i mange år tillade sig bare at være mor. Martin er nu i gode, professionelle hænder hos sin faste mentor, og det skaber tryghed hos både Martin og hans mor.

Martin ønskede ikke at blive fotograferet til artiklen. På billederne bladrer Hanne Monefeldt i gamle fotoalbums sammen med Martins faste socialkonsulent Tim Vikær

Andersen fra BOAS Mentor.

13

Januar › 2013

>>>

Men selvom skilsmissen var kompliceret, var Hanne overbevist om, at der også var noget i Martins personlighed, der kunne for-klare, hvorfor han reagerede så voldsomt. Til sidst opsøgte hun en privat psykolog og derefter en psykiater. De var begge enige om, at meget pegede i retning af, at Martin havde Aspergers Syndrom. Den samme kon-klusion nåede lægerne på Glostrup Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling frem til otte måneder senere. Da var Martin næsten 18 år gammel.

Diagnosen gav forklaringer på Martins ad-færd, men den hjalp ham ikke, da han star-tede på gymnasiet. Tre dage holdt han, før han brød sammen og måtte blive hjemme. De nye og uforudsigelige omgivelser var mere, end han kunne magte. Han prøvede til to gange mere – den sidste gang med støtte til at komme af sted om morgenen – inden Hanne og Martin kastede håndklædet i rin-gen. Selvom Martin er godt begavet, kunne han ikke overskue den uforudsigelige hver-dag på en ungdomsuddannelse.

”Da Martin fik sin diagnose, var der en sags-behandler i kommunen, der fortalte mig om BOAS Mentors klubtilbud, men jeg slog det hen. Jeg var slet ikke klar til at se, at Mar-tin havde brug for den slags behandling el-ler særlige tilbud. Det tog noget tid, før jeg kunne se, at det faktisk var det bedste for ham,” fortæller Hanne.

BOAS skaber tryghedI dag er hun ikke i tvivl om, at det har været et vendepunkt i Martins liv, at han er ble-vet tilknyttet en fast socialkonsulent i BOAS Mentor. Det særlige bånd, der med tiden er opbygget mellem hendes søn og hans men-tor, har givet ro omkring ham - og i perioder har det også motiveret ham til at deltage i fællesskabet i BOAS Mentors klublokaler på Frederiksberg. Samtidig er Hannes rolle ble-vet mere klar. Nu skal hun bare være mor. Behandlingen tager BOAS Mentor sig af.

”Fra starten har konsulenterne i BOAS Men-tor været gode til at stille rammer op om-kring vores samarbejde. Jeg oplever, at vi har en meget klar ansvarsfordeling, hvor jeg

TEMA

14

www.suf.dk

Pårørende TEMA

først og fremmest skal koncentrere mig om at være Martins mor. Jeg er bevidst om at holde en vis distance, og jeg gør det gerne, for konsulenterne er fagligt meget kompe-tente, så det har slet ikke været svært at overdrage ansvaret til dem,” fortæller Hanne og fortsætter: ”Tværtimod. Det er en meget stor lettelse, at jeg ikke hele tiden føler, jeg skal foreslå nye typer af behandling og støt-te. Samtidig kan jeg få faglig sparring, hvis jeg fx har spørgsmål til sagsbehandlingen i kommunen.”

Høj faglighed betyder altMartin er nu 23 år. Det er næsten fem år siden, han fik sin diagnose. De seneste to år har Martin været sammen med sin mentor et par gange om ugen. Han er gået i gang med at læse HF som fjernundervisning. Som det første har han kastet sig over matematik og engelsk, som han er god til og interes-serer sig for. Målet er ikke i nødvendigvis en fuld HF-eksamen, men først og fremmest at lære noget, blive udfordret og motiveret.

Han bor stadig hjemme. Det er en løsning, der indtil videre fungerer for både Hanne og Martin, selvom Hanne godt ved, at hun indi-mellem tager for meget hensyn til Martin. ”Jeg er jo hans mor, så jeg synes hurtigt, det er synd for ham, hvis tingene er lidt svære for ham. Hans mentor kan meget bedre ud-fordre ham, fordi han med sin faglige bag-grund kan vurdere, hvor meget Martin kan tåle. Jeg er nok bange for at presse ham for meget,” siger Hanne.

Trygheden og forudsigeligheden betyder alt for Martin, og den får han masser af i sel-skab med sin mentor. Martins tilknytning til sin faste kontaktperson og BOAS Mentors stærke faglighed forsikrer Hanne, at både Martin og hun er i de bedste hænder.

Jeg er jo hans mor, så jeg synes hurtigt, det er synd for ham, hvis tingene er lidt svære for ham. Hans mentor kan meget bedre udfordre ham, fordi han med sin faglige baggrund kan vurdere, hvor meget Martin kan tåle.Hanne Monefeldt

Januar › 2013

”Selvom man har haft et lorte-liv, kan man godt få det igen.” Ordene er Lines. Hun pakker ikke tingene ind. Det er ikke hendes stil. Ikke mere. Efter to år i hænderne på SUF Sydsjæl-land er hun kommet ud af sit stofmisbrug og i gang med en uddannelse.

Tekst: Suzette Frovin. Foto: SUF Sydsjælland.

Line var langt ude på stoffer og druk. Hun var blevet smidt ud af skolen og hendes foræl-dre havde bedt hende finde et andet sted at bo, fordi de ikke længere orkede, at hun sad i sofaen og kommanderede med hele fami-lien. Hun var sygemeldt på kontanthjælp og blev jævnligt indlagt på det psykiatriske ho-spital Fjorden i Roskilde. Der var ikke mange lyspunkter i hendes 17-årige liv – hvis nogen overhovedet. Hun følte sig ensom og havde svært ved at tro, at der var et eneste men-neske, ikke en gang hendes kæreste, der

Line fik troen på sig selv tilbage

>>>

15

16

www.suf.dk

ville savne hende, hvis hun ikke længere var i verden. Derfor forsøgte hun til sidst at begå selvmord. Hendes mission lykkedes ikke. Heldigvis. For i dag er hun stoffri, bor i egen lejlighed, har afsluttet 9. klasse på VUC og er godt i gang med grundforløbet på SOSU Sjælland i Holbæk. Drømmen er at blive pædagogisk assistent og arbejde på en døgninstitution ”for at hjælpe andre, der har det ligesom, jeg har haft det”.

Da Line blev udskrevet efter selvmordsfor-søget, fortalte en af hendes venner om Den

Sociale Udviklingsfond. Line var frisk på at prøve noget nyt, og hendes sagsbehandler lavede en aftale med SUF Sydsjælland i Vor-dingborg. Da først aftalen var på plads, fik Line et par dage til at pakke. Hendes nye hjem lå i Præstø, langt fra familien og de gamle venner.

”Jeg var pissesur over, at de skulle bestem-me, at jeg skulle flytte. Jeg kunne overhove-det ikke se, hvad jeg skulle i Præstø, eller hvorfor det skulle gå så hurtigt. Der er bare aldrig nogen, der har fået lov til at fortælle mig, hvad jeg skulle hvornår,” husker Line.

Det har Line fået ud af terapien• Line har fået øje på sine skjulte ressourcer og

det, der er svært for hende. Ved at reflektere og tale om sine værker har hun fået nye måder at se sig selv på, nye muligheder og nye hand-lemåder.

• Line oplever, at hun bliver glad og finder ro, når hun arbejder kreativt. Hun begynder at bruge det kreative arbejde mere bevidst derhjemme, når hun får det svært.

• Værkstedet bliver et trygt sted for Line. Hun bliver i bedre humør og får mere energi af at komme på værkstedet.

• Line er blevet bedre til at passe på sig selv (søvn, kost, motion).

• Line får mere styrke og er mere motiveret og vedholdende i sin hverdag.

• Line lærer at forstå symptomerne på hendes borderlineforstyrrelse, så hun kan handle på dem og bedre hjælpe sig selv i situationen.

• Line ser, at hendes historie og traumer fra barndommen også er med til at gøre hende ekstra stærk på nogle områder.

• Line får en ny tro på sig selv: Jeg kan godt tage en uddannelse. Jeg er værd at elske. Jeg kan finde en sød kæreste.

• Lines selvværd og selvtillid er styrket. Hun oparbejder mestringsstrategier, så hun ikke så ofte bliver handlingslammet, når tingene bræn-der på.

Kunstterapi styrker skrøbelige, udsatte børn og unge

Heidi Bruun Pedersen er kunstterapeut. Hun fortæller her, om hvad børn og unge kan få ud af terapien, og hvad det konkret har betydet for Line

Billedet, skulpturen, værket kommer fra det ubevidste, dvs. før ordet, og her vil altid vise sig skjulte ressourcer eller problematikker, som Line via samtalen om værket kan vende og reflektere over. Det giver hende mulighed for at se sig selv på en ny måde. Hun får nye muligheder og kan afprøve dem i et trygt forum og hun får nye handlemu-ligheder.

Jeg bad hende tidligt om at male et sted, hvor hun ville føle sig sikker og tryg, fordi hendes ensomhed fyldte så meget. Den øvelse sætter sig i kroppen, fordi hjernen gennem visualiseringen husker de følelser, Line forbinder med et sted, der er rart at være. Jeg ved, at hun efterføl-gende har brugt billedet til at skabe ro, når der er mange tanker der presser sig på.

Ligesom mindfulness skaber kunstterapien ro og flow, fordi man fordyber sig og koncentrerer sig om værket. For sådan en som Line, der har haft svært ved at finde ro no-gen steder, har det været vigtigt at hjælpe hende med at finde det der sted inde i hende selv, hvor der er helt stille.

Kunstterapi styrker også de eksekutive funktioner hos de udsatte unge, dvs. de bliver bedre til at planlægge, organi-sere og handle. I virkeligheden er kunstterapien klassisk kriseintervention.

Relationen mellem Line og terapeuten er det bærende og er med til at udvikle og modne hendes nervesystem.

17

Januar › 2013

I Præstø flyttede hun ind i en lille lejlighed og begyndte at arbejde i Aldi. Nogle dage gik det godt, andre dage måtte hun blive hjemme.

”Vi var meget ved lægen i den periode, fordi Line nemt blev syg. Jeg ville gerne vise hen-de, at det ikke handlede om, at hun var fysisk syg, men om at hun følte sig syg, fordi hun psykisk ikke havde det godt. Vores mål var at i første omgang at skabe et tillidsforhold mellem Line og mig og at få styr på hendes journal, så vi kunne begynde arbejdet der-fra,” fortæller socialkonsulent Kim Elmegård fra SUF Sydsjælland og holder hænderne 20 cm fra hinanden for at vise, hvor tyk hendes journal var, da han første gang mødte Line.

VendepunktetLine kedede sig i Præstø. Alligevel lykkedes det med Kims hjælp at lægge både alkohol og stoffer på hylden. Det blev samtidig et far-vel til hendes gamle venner. Line ville ikke længere være en del af festen, og det havde vennerne svært ved at acceptere. Selvom hun var glad for at komme ud af sit misbrug, kæmpede hun stadig imod. Hun følte, at Kim blandede sig i hendes liv og prøvede at styre hende, og det vil hun ikke være med til.

”Jeg har aldrig følt mig god nok, og derfor skulle der heller ikke så meget til, før jeg følte mig presset. Den følelse har jeg altid tacklet ved at blive skidesur, råbe og skrige, indtil folk enten gjorde, som jeg sagde, eller skred, men det gik bare ikke med Kim. Når jeg var allermest grov i telefonen, smed han bare røret på, men han kom altid tilbage,” siger Line.

Efter et halvt år i Præstø flyttede Line til Vordingborg, ind til byen og tættere på SUF Sydsjællands kontor i Kirkestræde. Det blev det helt store vendepunkt for Line. Hun ind-villigede i at tage med til først en psykiater og siden en psykolog, og langsomt blev hun

mere og mere indstillet på at arbejde med sig selv.

En del af arbejdet handler om at lære at sætte grænser for sig selv og tro på, at hun er ligeså meget værd som alle andre. I alt for mange år har Line først og fremmest koncen-treret sig om at hjælpe sine venner og stå til rådighed for sin familie. Hende selv har der ikke været meget plads til.

”Jeg har følt mig enormt ensom og har man-ge gange spurgt mine forældre, hvorfor de overhovedet valgte at få mig. Jeg har altid følt mig lidt som det sorte får, og indtil jeg kom til SUF, var jeg overbevist om, at hvis bare de andre ændrede sig, ville jeg få det bedre. Nu prøver jeg i stedet at tage ansvar for, hvordan jeg selv har det. Det er kun mig, der kan ændre på det – hvad de andre gør, og hvordan de opfører sig kan aldrig blive mit

Heidi bad Line male sit eget træ. Rødderne er hendes familie. Det, hun er udsprunget af. Stammen er det, Line er sammen med andre. Kronen er hendes drømme. Når Line i dag kigger på træet er der særligt en ting, der springer i øjnene: Næsten alle hendes drømme er gået i opfyldelse. Men også stammen har ændret sig. Glade, tilfredse Line fylder mere end sure, bekymrede Line.

18

www.suf.dk

ansvar. Det prøver jeg hele tiden at huske mig selv på,” siger Line.

Kim har støttet Line undervejs blandt andet ved at insistere på, at hun indimellem sluk-ker sin telefon, og at hun ikke stiller sig til rådighed, hver gang en af veninderne har problemer. Det har også været nødvendigt at opstille nogle helt nye regler for, hvordan Line er sammen med sine forældre og sine søskende. For at understøtte den udvikling har familien flere gange haft samtaler med Lines psykolog.

Kim har været Lines kontaktperson gennem de to år, hun var i SUF. ”Min reservefar,” kalder hun ham. Han har ikke bare støttet hende og udfordret hende, men også stået til rådighed døgnet rundt, så Line altid har haft mulighed for at ringe til ham, hvis det brændte på eller hendes bekymringer be-gyndte at tage overhånd.

Som en del af behandlingen har Line des-uden gået i kunstterapi hos Heidi Bruun Pe-dersen, og det var ikke med hendes gode vilje hun i starten mødte op på Heidis værk-sted. ”Jeg tænkte bare: Det kan I simpelthen ikke mene! Men ligesom med Kim, var Heidi ikke til at slå ud. Hun lokkede mig med god mad, og så var hun sjov at være sammen med,” griner Line.

Fra sortsyn til solgulLines første billeder var sorte, mørke, grå. Hun havde ikke lyst til at male med farver, slet ikke, men efterhånden begyndte hun at løsne op og fik selv mange ideer til farver, materialer og motiver. For Heidi handlede te-rapien blandt andet om at få Line til at finde et sted inde i sig selv, hvor der var godt og rart at være. Hun bad Line om at male det sted, og det er blevet til et helt enkelt billede af et gult hus med blomster, urtehave og et stort træ, der kan ses fra 1. salen, hvor Line drømmer om at bo.

I foråret lavede Line sin egen bekymrings-krukke, hvor hun skrev sedler med ting, der

Jeg er meget stolt af, at jeg er nået så langt. Jeg kan slet ikke forstå, det kun er et år siden, jeg havde det så dårligt.Line

Line fortæller om sit billede:”Der er så meget ro i det billede. Fred og ro. Det er vigtigt for mig. Og huset, ligner næsten det hus, jeg bor i nu. Det kan jeg godt lide.”

19

Januar › 2013

bekymrede hende. Sedlerne lagde hun ned i krukken. Når hun i dag kigger på sedlerne, er der flere af dem, hun ikke længere kan genkende. Ensomheden er væk. Angsten for at få indbrud i sin lejlighed. Eller for at miste kontakten til Kim efter hun er stoppet i SUF.

Da Line i sommeren 2012 blev færdig med 9. klasse på VUC, var det en stor sejr for hende. Det er første gang i hendes liv, at hun har gjort noget færdigt. Og at hun nu er i gang med en uddannelse, er næsten ikke til at forstå.

”Jeg er meget stolt af, at jeg er nået så langt. Jeg kan slet ikke forstå, det kun er et år si-den, jeg havde det så dårligt. Det er sket så meget på det år. Jeg havde simpelthen aldrig drømt om, at jeg ville komme i gang med en uddannelse, ” siger Line.

Hun sluttede sit behandlingsforløb i SUF i sommeren 2012. Lejre Kommune bevillige-de derefter tre måneders efterværn, og nu står Line for første gang i to år igen på egne ben. Det er ikke let, slet ikke. Hun savner det, hun selv kalder, sin nye familie i SUF. Kim og Heidi mest.

Når tankerne hober sig op, sætter hun sig med musik i ørerne og skriver. Andre gange maler hun for at få luft, og indimellem går hun en tur ned til Holbæk Fjord, hvor hun nu bor og sætter sig og ser ud over vandet, mens hun tømmer hovedet for alt det, der presser sig på. Hun er nået så langt. Hun vil ikke give op nu.

Sådan arbejder SUF Sydsjælland

I lære som voksen

1. Første skridt handler om at spore sig ind på den unges livssituation. Hvilke normer har den unge med sig fx i forhold til at have en dagsrytme og det at ”have sit eget”?

2. I samarbejde med den unge finder socialkonsulenten ud af, hvilke områder der skal arbejdes med i forløbet. Det er typisk både praktiske udfordringer, fx rengøring og indkøb, og håndtering af de tanker, den unge tumler med.

3. Socialkonsulentens rolle er handlingsanvisende, op-muntrende, samtidig med det forventes, at den unge deltager og har lyst til at lære.

4. Tillid og ejerskab er afgørende. Derfor tager vi den un-ges ord for pålydende. Vi kender deres baggrund fra fx undersøgelser og udredninger, men samarbejdet med os er en chance for, at den unge kan få en ny start og (re-)definere sig selv.

5. Vi samarbejder med fagfolk inden for psykologi, psy-kiatri og forskellige slags terapi. Dem inddrager vi i opgaverne, når det er relevant. Vi bruger dem også til supervision.

6. Den unge får én voksen som kontaktperson. Vi er hver-ken mor eller far for den unge, men vores telefoner er åbne 24 timer i døgnet, så den unge kan få et godt råd, ligesom andre unge er vant til fra deres forældre.

Læs mere på www.suf.dk – under Afdelinger/SUF Sydsjælland

Hovedkontor › Nørregade 49 1. th. › 5000 Odense C › Tel: 7019 2800 › suf@suf.dk › www.suf.dk

SUFDen Sociale Udviklingsfond

krea

tivgr

afisk

.dk

· 1

2963

www.suf.dk

SUF Magasinet – et gratis magasin med fokus på individuelle socialpædagogiske løsninger

SUF Magasinet giver dig et fagligt indblik i SUFs arbejde. Vi sætter ord og billeder på de menne-sker, der får gavn af vores skræddersyede løsnin-ger. Og vi giver dig interviews og baggrund med de bedste eksperter inden for det socialpædagogiske område.

Send en mail med navn og adresse til magasin@suf.dk, så modtager du magasinet kvit og frit med posten 4 gange om året.

• 21 selvstyrende afdelinger fordelt over hele landet. • 180 specialiserede og fagligt velfunderede ansatte. • Mere end 21 års erfaring med skræddersyede

socialpædagogiske løsninger.

Læs mere på vores hjemmeside:www.suf.dk

Magasinet

ISSN 1903-5497

En tryg skulder at læne sig op afBjarne har brugt sin mentor til at få ro

på hverdagen og arbejdslivet

Et kærligt skub ind i voksenlivet

Efter to år i Opgangen har Amalie

fået mod på at stå på egne ben

SUFDen Sociale Udviklingsfond

krea

tivgr

afisk

.dk

· 1

2734

Juli › 2012

8

www.suf.dk

En tryg skulder at læne sig op afFørst som 43-årig fandt Bjarne ud af, at han havde ADHD og Aspergers syndrom. BOAS Mentor i Køben-havn har støttet ham i at få skabt nogle rammer om-kring sit liv, så han kunne beholde det arbejde, som han holder så meget af.

SUF Magasinet 0312.indd 8

27/06/12 09.48

9

Juli › 2012

Tekst: Suzette FrovinFoto: Emil Ryge Christoffersen

Det lille hvidkalkede hus med stråtag, der ligger ved indgangen til Bernstorffparken i København, oser af idyl. Træerne er næsten sprunget ud, og skovbunden, der omgiver hu-set, er dækket af hvide anemoner. Alt ånder ro. Inden for dufter der af frisklavet kaffe, og også her hersker der en særlig form for stil-hed.

Huset er Bjarnes helle. Det er her, han trækker sig tilbage og lader op. For bare tre år siden boede også hans kone og to børn i huset. Den-gang var Bjarne sjældent hjemme. Han havde ikke tid eller lyst, for han havde svært ved at falde ind i rollen som ægtemand og familiefar. De sociale spilleregler har altid været en ud-fordring for ham.

Skal vi tale sammen?”Da jeg flyttede sammen med min kone i star-ten af 20’erne, spurgte jeg hende, om det var meningen, at vi skulle tale sammen hver dag. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor vi ikke bare kunne være sammen uden at tale med hinanden,” fortæller Bjarne, mens han smiler. Han ved godt, at spørgsmålet må have lydt mærkværdigt i hans kones ører. Når Bjarne ser tilbage på de første mange år af sit liv, kan han se, at han må have været lidt af en overlever. Han gennemførte folkeskolen og fik en studentereksamen lidt på trods. Han var en enspænder, der havde det bedst med sit eget selskab, og samtidig havde han svært ved at slappe af. Han fik afløb for den værste uro ved at cykle lange ture.

”Jeg levede jo på mange måder et ensomt liv, fordi jeg ikke kunne finde ud af at knytte ven-skaber. I stedet trak jeg mig og fordybede mig i bøgerne og det faglige,” fortæller Bjarne.

Efter gymnasiet og et par år som arbejdsmand uddannede han sig til gartner, og siden tog han en videregående gartneruddannelse. I årevis passede han sit job samtidig med, at han havde sin egen anlægsgartnervirksom-hed. I den sparsomme fritid gav han en hånd med hos venner og bekendte og var frivillig hos de lokale KFUM-spejdere. I stedet for de lange cykelture holdt Bjarne nu uroen i kroppen i skak ved at arbejde mere og mere. Efter 40 år på overarbejde sagde hans krop en dag stop, og han blev sygemeldt med svær depression. Bjarne fik en aftale om fleksjob forhandlet på plads, og efter en periode i en administrativ stilling fik han job som gartner, hvor han trive-des med de faste rammer og daglige rutiner. Diagnosen er en lettelseTre år senere mødte Bjarne en 12-årig dreng med ADHD, som gjorde et stort indtryk på ham. Det var som at se sig selv udefra, fortæl-ler han nu. Han blev udredt og fik besked om, at han udover ADHD også havde Aspergers syndrom og så begyndte brikkerne at falde på plads.

”Det var en stor lettelse for mig at få en forkla-ring på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det, og hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Det var rart, at jeg ikke var den eneste, der kunne se, at jeg var anderledes,” siger Bjarne. Næsten samtidig med diagnoserne fik han kontakt til SUFs Aspergers-specialister, BOAS Mentor i København, som støtter folk med Asperger syndrom i at kunne fungere i hver-dagen. Bjarne nåede at få en mentor, inden han igen blev indlagt med svær depression, og mentorens støtte har været uvurderligt. Ikke mindst under indlæggelsen.

”Det var en stor trøst for mig, at min mentor var der for mig i den periode af mit liv, hvor alt faldt fra hinanden. Mens jeg var indlagt, >>>

SUF Magasinet 0312.indd 9

27/06/12 09.51

Den Sociale Udviklingsfond -involverende og dokumenterede

udviklingsforløb