Storytelling som mundtlige fortællinger

Storytelling som mundtlige

fortællinger i organisationer

En kvantitativ og kvalitativ analyse af mundtlige fortællinger i afde-

lingsmøder og interviews.

Case: it-afdeling i en dansk virksomhed

Københavns Universitet Amager

Det Humanistiske Fakultet

Institut for Nordisk Filologi, Dansk

Kandidatafhandling af Mikael Elkan

(Juli 2004)

Vejleder: Professor Frans Gregersen

Storytelling som mundtlige fortællinger i organisationer

Speciale i dansk (K.U.) • Mikael Elkan • www.storyweb.dk 2

INDHOLDSFORTEGNELSE

INDLEDNING .......................................................................................................................................... 5

AT FINDE EN IT-AFDELINGS FORTÆLLINGER ......................................................................................... 6

Hvem er organisationens fortæller .............................................................................................................................. 7

Fortællinger i organisationen ....................................................................................................................................... 8

FOKUS OG PROBLEMSTILLING ............................................................................................................. 10

Problemstillingens teoretiske perspektiver .............................................................................................................. 10

TEORETISK AFGRÆNSNING AF FORTÆLLINGER .................................................................. 13

FORTÆLLINGER SOM GENRE ............................................................................................................... 15

En teoretisk trikotomi for fortællinger ........................................................................................................................ 20

SPROGLIG AFGRÆNSNING AF DEN MUNDTLIGE FORTÆLLING............................................................. 21

Fortællingens formelle træk ....................................................................................................................................... 22

Fortællingens sekventielle træk ................................................................................................................................. 22

Fortællingens kommunikative funktioner ................................................................................................................. 23

ORGANISATIONENS INDIVIDUELLE JEG OG FÆLLES VI ........................................................................ 24

Organisationen som socialt system .......................................................................................................................... 26

Det sociale systems kommunikative interaktionsniveauer .................................................................................... 34

DELKONKLUSION ................................................................................................................................. 36

DATAMATERIALE OG METODER TIL INDSAMLING ................................................................ 38

OBSERVATIONSMETODE - ETNOGRAFI SOM UNDERSØGELSESMETODE ............................................. 38

Etnografiske studier af afdelingen ............................................................................................................................. 40

Indledende interview med afdelingsleder ................................................................................................................ 41

Præsentation af os selv og vores projekt til medarbejderne ................................................................................. 41

SPØRGESKEMA – INDSAMLING AF FAKTA OM MEDARBEJDERNE ......................................................... 42

Kort profil af it-afdelingen ........................................................................................................................................... 43

OBSERVATIONSPERIODE ..................................................................................................................... 43

Observatører eller deltagende observatører? ......................................................................................................... 44

En observationsdag i it-afdelingen ............................................................................................................................ 44

INTERVIEWS MED MEDARBEJDERNE .................................................................................................... 45



Metode, interviewdesign og udvælgelseskriterier ................................................................................................... 45

Design af spørgeguide ................................................................................................................................................ 46

Spørge- og interviewteknik......................................................................................................................................... 47

Pilottest ......................................................................................................................................................................... 49

VALG AF INFORMANTER, INTERVIEWENE OG GENNEMFØRELSE AF INTERVIEWS ................................ 49

Interviewets kontekst .................................................................................................................................................. 50

DELKONKLUSION ................................................................................................................................. 52

DATABEHANDLING OG ANALYSE AF FORTÆLLINGER ....................................................... 54

UDSKRIFTSKONVENTIONER OG PRAKSIS FOR UDSKRIVNINGER ......................................................... 55

ANALYSE AF SEKVENSER OG KVANTITATIV KATEGORISERING ............................................................ 56

Sekventiel analyse ...................................................................................................................................................... 57

Prototypiske fortællinger og deres funktion ............................................................................................................. 58

FORTÆLLINGERS FUNKTIONER OG INTERAGERENDE SOCIALE SYSTEMER ........................................ 72

Fortællingen og skift i iagttagelse af systemer ........................................................................................................ 76

Apersonale fortællinger som afgrænser organisationen ........................................................................................ 81

Organisationens skjulte eller undertrykte fortællinger ............................................................................................ 83

Individets fortælling om organisationen som socialt system ................................................................................. 88

FORMELLE ELLER UFORMELLE SPEECH EVENTS ................................................................................ 96

Interviewene som uformel eller formel tale .............................................................................................................. 98

Afdelingsmøder som formel eller uformel tale ....................................................................................................... 100

DELKONKLUSION OG SAMMENFATNING AF ANALYSE OG KVANTITATIVE DATA .................................. 101

KONKLUSION OG SAMMENFATNING ........................................................................................ 103

FORHOLDET MELLEM INDIVID OG KOLLEKTIVE FORTÆLLINGER ........................................................ 104

Fortællinger som mundtlig genre ............................................................................................................................ 105

Kontekstens betydning for fortællinger ................................................................................................................... 106

Anvendelse af mundtlige fortællinger ..................................................................................................................... 108

EVALUERING OG METODISKE PROBLEMER ........................................................................................ 110

LITTERATURLISTE .......................................................................................................................... 113

NOTER ............................................................................................................................................... 119



Figurer

Figur 1 (Storytelling og individ vs. organisation) ........................................................................................ 9

Figur 2 (Træk for tre tilgange til fortællinger) ........................................................................................... 20

Figur 3 (Organisationen som kultur eller system) ................................................................................... 33

Figur 4 (Relevante systemers kommunikative interaktion) .................................................................... 35

Figur 5 (Kommunikation som medie/form-trappe) .................................................................................. 36

Figur 6 (Forenklet gengivelse af Scheins model: Schein, 1994: p.36). ............................................... 39



Indledning

Storytelling har siden midten af 90’erne været et hastigt omsiggribende emne inden for nyere organi-

sations- og marketingteori og emnet er fortsat særdeles aktuelt. Men storytelling er også blevet til en

teori som inddrager alt der kan rumme, afspejle eller afkaste en fortælling, hvilket fx

organisationsforskeren Yiannis Gabriel kommenterer:

”[…], I am concerned about the increasing tendency to view every sign, every snippet of conversation, every

image, and cliché as either being a story or telling a story.”

(Gabriel, 2000: p.4)

Gabriel har, som flere andre forskere, indsamlet og undersøgt fortællinger i interviews og på skrift, men

genren ”fortælling” er ikke undersøgt i form af mundtlige narrativer i afdelingsmøder i organisationer.

Der er endnu ikke nogen der har afklaret et forhold mellem de mundtlige narrativer og deres funktion i

en organisation.

Den typiske metode til at finde organisationens fortællinger er at en person i en ekstern

konsulentrolle gennemfører interviews med medarbejderne og indsamler deres historier (fx Hernvig

2002 og Nymark 2001). Men fortællinger indsamlet gennem interviews konstituerer en kontekst uden

for organisationen og den mundtlige interaktion som dagligt finder sted i organisationen, hvor med-

arbejderne bliver ”medfortællere” af virksomhedens kommunikation og bliver en del af organisationens

stemme, som David Boje, Professor of Management, beskriver det:

”To deconstruct the CEO stories, for example, meant reading for hierarchical categories […], how one character

commanded another, how one element shadowed the other, how one voice spoke instead of or ahead of the



other voices. […] Who gets the voice in the CEO stories, whose voice is marginal, who gets no voice at all? It

also means looking at those stories that are being concealed and marginalized within particular stories.”

(Boje, 1995: p. 1008.)

Boje sætter fokus på at organisationens stemme udgør en polyfoni af stemmer der kæmper om at få

ørenlyd og indflydelse hos beslutningstagerne. De mundtlige fortællinger eller narrativer1 i

organisationen bør undersøges i forskellige kontekster.

En anden væsentlig grund til at se på den mundtlige, interaktionelle kommunikation i

virksomheder er at samtaler er meget lidt afdækket i en kombination af samtale- og organisa-

tionsanalyse:

”Og endelig kan jeg nævne behovet for forskning i interpersonel kommunikation, for som det fremgik spiller den

mundtlige interaktion mellem en afdelingsleder og hans medarbejdere en helt central rolle i den praktiske

dagligdag […]”

(Helle Petersen, 2000: p. 162)

Kontekstens betydning for narrativer i organisationer er ikke undersøgt, og mundtlig kommunikation er

ligeledes ringe undersøgt i organisationer.

At finde en it-afdelings fortællinger

Storytelling var hovedtemaet ved et seminar i 2001 for den it-afdeling hvor det empiriske materiale er

indsamlet. Afdelingens fortællinger skulle bruges til at profilere it-afdelingens arbejde internt i virk-

somheden2. Ved seminaret var målet for den ene afdelingsleder og en kommunikationskonsulent at få

it-medarbejderne til at levere fortællinger (se Bilag 1). Afdelingslederen havde udvalgt bestemte it-

projekter, arbejdsopgaver og ansvarsområder inden for it som skulle narrativiseres af medarbejderne til

brug for en præsentation på virksomhedens intranet. De fortællinger medarbejderne kom med mente

1 Begrebet narrativer bruger jeg om fortællinger som en mundtlig, interaktionel genre. 2 It-afdelingen fungerer som en stabsfunktion for virksomheden, men manglede synlighed.



konsulenten ikke var fortællinger. Ledelsen fandt ikke de fortællinger hos medarbejderne som de

ønskede. Dette speciale er til dels en opfølgning på it-afdelingens seminar.

Hvem er organisationens fortæller

Ved seminaret forsøgte man gennem mundtlige fortællinger at få medarbejderne til at blive afsendere

for organisationens stemme eller it-afdelingens kollektive fortælling. Dvs. at bevæge sig fra et

individuelt ”jeg” til et organisatorisk ”vi” som den fælles stemme3.

Sociolingvisten William Labov er foregangsmand for arbejdet med mundtlige fortællinger. Han

definerer bl.a. narrativer som ”personligt oplevede jeg-fortællinger” (Labov, 1972: p. 354). Den danske

forsker i mundtlige fortællinger Erik Møller, som har arbejdet videre med Labovs teori, definerer i sin

ph.d.-afhandling et af de narrative træk som:

”fortælleren skal være enten én eller flere tilstedeværende personer og skal være identisk med én eller flere af

de aktanter (agent, offer, betragter… etc.) som indgår i fortællingen.”

(Møller, 1993: p .114)

Der er ikke er tale om at organisationen som individ har oplevet en hændelse som gengives af

organisationen. Organisationen får stemme gennem individet og individet kan narrativisere en

hændelse som en kollektiv handling. Spørgsmålet er hvordan man skelner individuelle narrativer, som

udtryk for individets jeg-forståelse, fra individets narrativer udtrykt som del af et kollektivt fællesskab

med en vi-forståelse. Typisk har narrativforskningen set på mundtlige jeg-fortællinger.

Ved at sammenligne fortællinger i afdelingsmøder med fortællinger i interviews, vil jeg

se nærmere på hvad jeg ind til videre vil kalde den kollektive narrativ eller organisationens fortælling.

Jeg vil dog først kort se på andre udlægninger af narrativer i organisationer for mere klart at definere

fokus.

3 Et begreb hentet fra den russiske litteratur- og sprogteoretiker Mikhail Bachtin (Holquist, 1991).



Fortællinger i organisationen

Jeg vil her opridse nogle af de yderpunkter der findes inden for forskningen og arbejdet med narrativer

i organisationer. Jeg har allerede nævnt David Boje. Hans ser fortællinger som en kompleks eller

polyfon kommunikativ genre, som må afdækkes ved hjælp af det Boje kalder for ”antenarrative

methods”.

“Narrative analysis combined with antenarrative analysis can help this field be a more multi-voiced methodology

that focuses on non-linear, unplotted storytelling”

(Boje, 2001: p.1)

Boje ønsker at indfange de fortællinger som kun antydes, er undertrykte eller uden plot, men i og med

at han søger efter det der ikke fortælles eksplicit, følger kritikken fra Gabriel:

”Boje (1991:115) asks the logical question of “just how abbreviated can a story be and still be classified as a

story?” and gives the extreme answer that the mere exclamation “You know the story!” constitutes a story. […],

in taking this extreme position (and the strength of Boje’s argument lies in its extremism), Boje loses the very

qualities that he cherishes in the stories, […]”

(Gabriel, 2000: p.20)

Som modsætning til Bojes ekstreme position står Søren Nymark som har forsket i fortællinger i

organisationer. Nymark skriver:

“As the focus is on the stories constituting the culture at Hewlett-Packard, it will be seen that it is not of

importance to quote individuals,[…]”

(Nymark, 2000: p.4)

Nymark ser i sin ph.d.-afhandling på fortællinger i firmaet Hewlett-Packard. Fortællinger som allerede

eksisterer som en art vandrehistorier uden egentlig afsender4. Nymark ser holistisk på organisationen

4 Se evt. Nymark, 2000: p.117 ff. hvor de seks historier Nymark analyserer er gengivet.



og hvad de fortællinger der konstituerer dens kultur. Problemet med en holistisk tilgang er at betydning

ud fra et sprogteoretisk syn, er noget der forhandles lokalt i organisationen. I it-afdelingens tilfælde

ville et projekt som Nymarks ikke kunne lade sig gøre, da problemet netop er at finde de kollektive

fortællinger, og det ville være absurd at påstå at der så slet ikke er konstitueret nogen form for kultur i

it-afdelingen. Ser man på forslag til hvordan man så i praksis kan finde organisationens fortællinger

kommer Fog, Budtz og Yakaboylu (2002) med et forslag:

”Begynd med at interviewe de medarbejdere, som er de bedste ambassadører for virksomheden – dvs. de som

bedst repræsenterer virksomhedens værdier. Et andet sted er at begynde hos de medarbejdere, som har

medfødt talent for at fortælle.”

(Fog et al., 2002: p. 100 f.).

Tilgangen går på at finde de fortællinger der bekræfter den officielle opfattelse af virksomhedens

værdier. For at få et mere samlet billede af hvordan disse yderpunkter forholder sig til hinanden, kan

systemteori give en optik. Vi kan opfatte organisationen som en helhed der består af individer.

Problemet er balancen mellem individerne som dele og organisationen som en helhed. Individet kan ses

som det der strengt autonomt determinerer organisationskulturen, som hos Boje, og organisationen kan

ses som det der uden individets videre indflydelse, determinerer kulturen, som hos Nymark.

Individ Individ + Organisation Organisation

fx David Boje fx Yiannis Gabriel fx Nymark, Fog et al.

Individ determinerer kultur gen-

nem narrativer. Postmoderni-

stisk syn, narrativer eksisterer i

et komplekst kaos.

Gensidig determination af kultur

gennem narrativer. Individ og orga-

nisation påvirker gensidigt hinand-

en.

Organisation determinerer kultur gen-

nem eksisterende narrativer. Der findes

en strukturel orden i organisationen

som repræsenteres af eksisterende

narrativer som skal afdækkes, og der-

med afdækkes kulturen.

Figur 1 (Storytelling og individ vs. organisation)



Det er en grov skitse, og der er teorier der placerer sig imellem disse standpunkter. Jeg vil senere

redegøre mere uddybende for anvendelsen af systemteori til at placere fortællinger i forholdet mellem

det kollektive og det individuelle. Først vil jeg sammenfatte dette speciales fokus og problemstilling.

Fokus og problemstilling

Hvordan kommer forholdet mellem det individuelle ”jeg” og det kollektive ”vi” i organisationen til

udtryk gennem mundtlige fortællinger i hhv. gruppesamtaler og enkeltinterviews med jeg’et som

afsender for det fælles ”vi” og individuelle ”jeg”? Og hvordan kan man operationalisere

organisatoriske, kollektive narrativer som begreb i forhold til den eksisterende teori om mundtlige

fortællinger?

Ved at belyse den ovenstående problemstilling vil jeg søge at løse tre mål:

Narrativen som genre i organisationen: At undersøge hvordan forholdet mellem individet og organi-

sationen kommer til udtryk gennem mundtlige fortællinger. Undersøgelser af narrativer har primært set

på jeg-fortællinger og hvordan andre deltagere bidrager til konstruktionen af en jeg-fortælling, fx en

fælles oplevelse. Jeg vil udvide narrativbegrebet til at indbefatte jeg’et som afsender for en kollektiv

narrativ.

Narrativens kontekst: Fortællinger i organisationer er typisk afdækket ved enkeltinterviews med med-

arbejdere, men ikke ved at sammenligne optagelser fra afdelingsmøder med enkeltinterviews.

Narrativens anvendelse som storytelling: I storytelling anvendes fortællinger oftest til

forandringskommunikation (Petersen, 2000). Målet er derfor også at vurdere hvorvidt fortællinger som

eksisterer internt i en afdeling kan anvendes til profilering af en afdeling over for resten af

virksomheden.

Problemstillingens teoretiske perspektiver

Foregangsmanden inden for narrativforskning er som nævnt sociolingvisten William Labov. Labov tog

udgangspunkt i at taleren, når han eller hun fortæller en narrativ, er mere fokuseret på at levere

narrativen end på selve interviewet og sin udtale af ord (Labov, 1972). I og med at Labovs mål var at



indsamle autentisk tale i en sociolingvistisk undersøgelse, havde hans definition af narrativer et

metodisk formål. Erik Møller viser (Møller, 1993) at Labovs narrativteori har flere svagheder, og

Møller udvikler narrativbegrebet.

”Labov ser narrativen uafhængigt af sin kontekst, hvilket giver problemer når han samtidig lader strukturen være

normativt gældende.”

(Møller, 1993: p.171)

Møller viser at Labovs narrativdefinition giver problemer når man ændrer kontekst. Da det er en

ændring i kontekst, i form af skiftet fra interviews til afdelingsmøder, jeg ser på, vil det være mest

givtigt at anvende Møllers definition som udgangspunkt for både analysen af enkeltinterviews og afde-

lingsmøderne. Møllers definition af narrativer bygger på det han kalder for det konversationelle

interview, som interviewene i datamaterialet i hovedtræk er struktureret efter. At anvende de præcist

samme definitioner til at analysere fortællinger ved afdelingsmøderne er dog ikke helt uproblematisk:

”Det betyder at det netop i arbejdet med den konversationelle fortælling er nødvendigt at være ekstra

opmærksom på hvorfra datamaterialet stammer, og på dets binding til kontekst.”

(Møller, 1993: p.283)

Men det jeg ønsker at undersøge er bl.a. den kontekstuelle forskel mellem interviews og afdelings-

møder. Møller undersøger det han kalder for ”den dialogiske fortælling” i gruppeinterviews (Møller,

1993: p.299+331). I afdelingsmøderne er der ikke nogen udefrakommende interviewer, men

afdelingslederens rolle som ordstyrer der kan være mere eller mindre strukturerende for mødet. Ved et

møde i afdelingsleder Karins afdeling (Bilag 7.1, Møde 1) viser hendes rolle sig at være så

konstituerende for mødet at det går i stå, da hun forlader møderummet. Omvendt viste den anden

afdelingsleders, Marks, rolle sig ikke at have den samme funktion. Hans afdelings møder kunne sagtens

fortsætte selvom han forlod lokalet.

En anden forskel på afdelingsmøderne og Møllers gruppesamtaler, er at der højest er 8

personer til stede i Møllers gruppesamtaler (Møller, 1993: p.302), hvor der i it-afdelingen er et møde



med ca. 30 deltagere. Møderne er heller ikke ”kunstigt” etableret af en interviewer og må derfor

betragtes som en anden kontekst end Møllers gruppesamtaler. Analysen af narrativerne må ikke tage

udgangspunkt i en rigid definition, da Møllers narrativbegreb er defineret i en lokal kontekst:

”Min definition er blevet til med udgangspunkt i mit datamateriale, dvs. at definitionen er lokal,[…] så dækker min

definition mere de fortællinger der fortælles ved middagsbordet end dem som fortælles i retssalen.”

(Møller, 1993: p.113)

Rammen for hvad ”kontekst” dækker er en teoretisk konstruktion (Perregaard, 2001: p.50) hvori

teorien sætter rammen for hvilken kontekst der har indflydelse på samtalen. Sprogforskeren Charlotte

Linde (1999) går så langt som til at sige at narrativer i organisationer kun kan forstås i deres sociale

praksis:

”[…]the discourse structure of oral narrative within a bureaucratic organization can only be understood if we also

understand the social practices of oral reporting and record-keeping in such a system.”

(Linde, 1999: p.142)

Linde viser at narrativer i organisationer kan motiveres af forskellige faktorer og tildeles forskellig

status og funktioner i kraft af kontekst. Linde ser dog på narrativer i organisationen ud fra Labovs

definition, dvs. at selvom Linde viser at konteksten har betydning for narrativen og er væsentlig

forskellig i organisationen i forhold til det sociolingvistiske interview, så omdefinerer hun ikke Labovs

narrativbegreb, som er kontekstafhængigt.

Jeg mener derfor at jeg både inden for teorien om mundtlige narrativer og teorien om

fortællinger i organisationer udvider feltet for at dække område der ikke tidligere er blevet undersøgt.

Jeg vil i det følgende definere forholdet mellem organisationens og individets fortællinger samt det

narrativbegreb, jeg vil anvende. Da det teoretiske kontekstbegreb er med til at definere narrativens

rammer, vil jeg først definere narrativen teoretisk, og de rammer jeg ønsker at undersøge narrativer i.



Teoretisk afgrænsning af fortællinger

Fortællinger eller narrativer er ikke unikke i den forstand at det er den eneste måde, man kan indsamle

data om de ansattes jeg-forståelse og deres vi-forståelse af et socialt fællesskab, fx i en virksomhed.

Men i narrativen fremstiller informanten en given hændelse som informanten har fundet vigtig at

gengive frem for andre begivenheder. Med narrativen i sit empiriske materiale skal analytikeren ikke

konstruere et billede af organisationen, men får informantens verdensbillede. Narrativforsker Susanne

Kjærbeck skriver:

”Som det forhåbentlig er lykkedes mig at vise, er narrativer både for aktørerne selv og for forskeren en

kommunikativ resurse der i særlig grad kan give indsigt i andre menneskers eller gruppers univers.”

(Kjærbeck, 2001: p.135)

Narrativen bliver udtryk for en selektion og kommunikation hvormed jeg’et tildeler mening til sit liv,

som fænomenologen Paul Ricoeur fremlægger det (Rendtorff, 2000: p.25). Individet kan ikke overskue

eller erkende alle tilstande af sin livsverden, men må vælge. Narrativen bliver dermed ikke udtryk for

en gengivelse af en eksisterende verdensorden, men en måde at ordne verden på for at kunne erkende

og forholde sig til dens mulige tilstande i et begær efter fortsat at eksistere i fremtiden og en måde at

forholde sig til at have været noget i fortiden. Det bliver en vedvarende proces hvor vi som mennesker

søger at forstå os selv, vores verden og mening (Ibid. p.36). Også neuropsykologisk er det fortælleren

gengiver i højere grad et udtryk for personens aktualiserede forståelse end en objektiv gengivelse af en

hændelse (Gade, 1997: p.233). Dette vedrører bl.a. en del af kritikken af William Labovs

narrativbegreb:

”Labov forsøger således i sin analyse at finde de sande handlinger bag om narrativen, og ser ikke narrativen

som en narrativ struktur skabt af fortælleren. Dette er en meget problematisk tilgang da vi kun kender de be-

givenheder og strukturer som er skabt igennem fortællerens fortælling.”

(Møller, 1993: p. 152)



Fortælleren kan dog sagtens opleve fortællingen som sand og leve sig ind i fortællingen. Erving

Goffman kalder det for replaying (Goffman, 1974: p.504) hvor gengivelsen af hændelsen tilbyder en

medindlevelse for publikum. Dette understøttes af neuropsykolog Christian Gerlachs undersøgelser af

kategorisering af verbale begreber versus den konkrete handling. I Gerlachs m.fl.’s undersøgelse viste

det sig at den hjerneaktivitet som opstod når testpersoner blev præsenteret for et billede eller et ord af

en given genstand var meget lig den hjerneaktivitet der svarede til at udføre den reelle handling

(Gerlach et al., 2002). Det tyder på at det at gengive en hændelse og gennemleve selve handlingen er

tæt på hinanden i vores perception af narrativen. Den samme position findes hos den franske fænome-

nolog5 Merleau-Ponty, som mener at vi ikke kun er noget sammen igennem sproget, men at vi højere

grad gør6 noget sammen (Merleau-Ponty,1999: p.45).

Narrativen tilbyder ikke kun fortælleren en forståelse af sin egen verden, men også

publikums forståelse af deres egen verden og igen fortællerens forståelse af sin verden igennem

publikums udtryk for deres forståelse. Dette beskriver Merleau-Ponty som et grundvilkår for vores

mulighed for at forstå hinanden:

“[…]den erfaring, jeg gør om mit eget greb om verden, er netop det, der sætter mig i stand til at anerkende

eksistensen af et andet greb og til at percipere en anden mig selv, når blot der inden for min verden antydes en

bevægelse, som ligner mine egne.”

(Merleau-Ponty, 1999: p.41)

Som Merleau-Ponty beskriver filosoffen Wittgenstein at sproget er bundet til verden (Wittgenstein,

1958: § 257 f.). Vi har ikke adgang til den andens forståelse af verden uden at det er igennem sproget

og handlingen (Wittgenstein, 1958: § 275 f.). Den hændelse, som taler gengiver i en narrativ, er til for-

tolkning imellem de mulige forståelser der kan eksistere i fællesskabets verdensforståelse.

5 Den fænomenologiske tilgang inddrager jeg fordi den i sin grundforståelse bygger bro mellem subjektet og den sociale

verden, fx medarbejder og virksomhed. 6 Merleau-Ponty taler om gørensfælleskaber i stedet for sprogfællesskabet.



Intentionen med at ytre en narrativ er ikke i fortællerens magt. Fænomenologiens begreb

om intention, som jeg anvender, er ikke identisk med Møllers. Han taler om at ”Den der fortæller altid

har en intention om at fortælle, fx at ville underholde.” (Møller, 1993: p.159). Det er muligt at taler vil

noget før der tales, men intentionen ligger ikke forud for selve taleakten, men aktualiseres ud af de

mulige intentioner som taler og publikum konstituerer sammen. Intentionen er både immanent og

transcendent den aktuelle ytring. Sproget er både subjektivt og kollektivt på samme tid.

”Language is neither thing nor mind, but it is immanent and transcendent at the same time.”

(Merleau-Ponty, 1973: p.6)

Via narrativen tilbyder fortælleren som nævnt sit publikum en iagttagelse som er valgt ud af mange

mulige iagttagelser7. Det enkelte menneske er i teorien frit til at vælge at narrativisere den ene

hændelse frem for den anden. Ud over valget af den konkrete hændelse kan jeg’et fx vælge at iagttage

sin verden ud fra et vi eller et jeg. Der er ikke på forhånd noget der forpligtiger informanterne i det

indsamlede materiale til at vælge det ene frem for det andet i den ene eller anden kontekst.

Narrativens intention ligger i et felt mellem aktuel interaktion og kendt genre. Taler kan

benytte sig af mere velkendte genrer, fx en vittighed, og dermed forsøge at minimere en forhandling

om intention og mening. Accept af fortællingens gengivelse af verden er accept af en fælles verden og

en accept af fortællerens verdensforståelse som en fælles verdensforståelse. Narrativen kan, når den

accepteres, få funktion af at være konsensusskabende for jeg’ets og fællesskabets forståelse af

organisationen som fælles verden.

Fortællinger som genre

Den hændelse som taler gengiver i en mundtlig fortælling, er strengt taget subjektiv. Publikum kan

principielt ikke stille spørgsmålstegn ved fortællerens gengivelse, men fortælleren er den der kan blive

7 Iagttagelsesbegrebet henter jeg fra fænomenologen Edmund Husserl. Husserl omtaler de mulige iagttagelser som akter.

Akter er ikke nødvendigvis bundet til fysiske iagttagelser, men kan fx være tro, ønske eller tvivl som mulige akter i verden.

Se evt. Zahavi, 1997: p.33.



stillet til ansvar for fortællingen. Erving Goffman bruger begrebet principal8 om den der står til ansvar

for det sagte. Publikum kan kun korrigere fortællingens handling hvis de var en af aktanterne som

deltog i begivenheden, og dermed kan gengive deres oplevelse af hændelsen. Men den individuelle jeg-

fortæller kan til enhver tid henholde sig til at ”det var sådan jeg oplevede det”.

Hvis selve jeg-fortællingen ikke er til fortolkning, kan det være forståelse af rammerne

for hændelsen og hvordan hændelsen skal fortolkes, der kan skabe et interaktionelt niveau, hvor

publikum kan bidrage. Fortæller kan undervejs komme med evalueringer og opklarende sekvenser som

giver deltagerne yderligere grundlag for at forholde sig til fortællingen, men samtidig kommer

fortællerens kendskab til deltagerne til udtryk. Fortællingen tager delvist form efter hvad publikum

mener, er socialt acceptabelt (Møller, 1993: p. 113) eller for at gøre fortællingen mere interessant og få

publikums opmærksomhed (Gabriel, 2000: p.31).

Det er på dette niveau at jeg-fortællingen og organisations vi-fortælling kan få forskellige

funktioner. Individet har mulighed for at konstruere sin narrativ efter hvad publikum finder acceptabelt,

men hvis jeg’et skal være både author og principal for organisationens fortælling, så må fortælleren

tage hensyn til opfattelsen af fællesskabets forståelse af organisationens rolle og værdier for at

fortællingen kan optræde som acceptabel. At tale på vegne af fællesskabet åbner for at fællesskabet har

ret til at blive medfortællere.

De fortællinger som organisationsforsker Søren Nymark undersøger i sin afhandling, er

de fortællinger hos Hewlett-Packard (HP) som er kendetegnet ved ikke at have nogen egentlig jeg-

fortæller. De er ”statiske anekdoter” uden en reel fortæller, fx ”The lock busting episode”i. Dvs. at

fortælleren ikke står til ansvar for fortællingen på samme måde som for en jeg-fortælling. Det vides

ikke om det er direktøren, Hewlett selv eller medarbejderen der oprindeligt har leveret narrativen, og er

den der finder sedlen næste morgen i ”The lock busting episode”. Men anekdoten bliver brugt som et

belæg for en af virksomhedens kulturelle værdier og kan fungere som en fortælling fortalt indirekte

gennem en autoritativ organisationsstemme. Enhver ansat kan, som repræsentant for organisationen,

gøre sig til author for anekdoten med organisationens stemme som principal. Nymark redegør for at

8 Goffman har tre begreber: Animator: som den faktiske taler, Author som den der regnes for forfatter til talen og Principal

som den der står til ansvar for ytringen (Goffman, 1979).



fortællingen bruges bevidst når virksomhedens selvforståelse og værdigrundlag skal defineres, og den

kan derfor ses som en organisationsbevarende fortælling. Nymark skriver:

”The stories about significant events at Hewlett-Packard then guide the employee when doubt about

organizational values occurs.”

(Nymark, 2000: p.154)

Men fortællingen som organisationsbevarende anekdote kan kun eksistere så længe der er noget at

bevare.

”However, two conditions are necessary. The first is that the company values remain fairly unchanged over time.

[…] The second is that the management must apply to these values as well in a consistent and guiding way

otherwise the values will carry no weight or significance in the organization.”

(Nymark, 2000: p.154n)

De ”statiske anekdoter” eksisterer og fungerer under forudsætning af at organisationens værdier ikke

forandrer sig, men de bliver samtidig brugt til at organisationens værdier ikke skal forandre sig. Som

fortælling har anekdoten andre karakteristika og funktioner end den mundtlige jeg-fortælling.

Anekdoten eksisterer som en fortælling der ikke bliver udfordret af den fælles forståelse, men regnes

som udtryk for en eksisterende fælles forståelse der er en del af organisationens officielle

kommunikation og værdier.

De mundtlige fortællinger der findes i et fællesskab, som fx en organisation, er mundtlige

narrativer hvor jeg’et kan få det sociale fællesskab til at acceptere en narrativ, og hvor fællesskabet

eller en repræsentant for fællesskabet kan give fortællingen stemme som fælles fortælling. Hvor

anekdoten søger at bevare noget eksisterende, kan den mundtlige fortælling ses som en genre der har en

kulturskabende og kulturetablerende funktion fordi publikum har mulighed for at bidrage til

fortolkningen af fortællingen, som Elinor Ochs skriver det:



”But for many, the shared experience of co-narration is critical to their relationships and the instantiation and

ongoing reconstitution of their familiarity.”

(Ochs et al., 1992: p.68)

Narrativforskerne Lisa Capps og Elinor Ochs betegner deres narrativ-begreb som ”conversational

narrative” (Capps og Ochs, 2001: p.19). Deres fokus på narrativer er at de skabes i interaktion mellem

talere, fx middagsbordssamtaler i familier, og narrativen bliver en konstruktion af en gruppeidentitet.

Capps’ og Ochs’ narrativbegreb adskiller sig ved at de sekvenser der udgør narrativen er skabt i dialog

mellem flere deltagere, fx kan en pointe konstrueres af en anden taler end den der først fik ordet for at

fortælle (fx Capps og Ochs 2001: p.25; "who needs a gun with a dog like that"). Den initierende jeg-

fortæller kan hos Capps og Ochs godt ytre det der i den konversationelle fortælling blot er en beretning,

men i dialogens interaktion bliver til en række sekvenser der udgør en narrativ, set fra lytterens eller

analytikerens synsvinkel. I den dialogiske narrativ har medfortællere (co-tellers) en større rolle, og gen-

ren er mere af psykologisk karakter fordi deltagerne konstruerer og positionerer (Harré, 1991) hinanden

i den gensidige konstruktion af en narrativ som udtryk for identitet. Anekdoterne, som Nymark

beskæftiger sig med, har her en svag position da publikum ikke har deltaget i det datidige

handlingsforløb, og fordi fortællingens form og mening officielt er fastlagt. Publikum kan ikke agere

medfortællere og bidrage til en rekonstruktion eller reevaluering af forløbet (som fx Capps og Ochs,

2001: p.35).

Capps og Ochs repræsenterer en retning inden for narrativteorien der har en bred

definition af den mundtlige fortælling. De viser at publikum kan tage roller som medfortællere og at

publikum som lyttere er med til at konstruere talers måde at distribuere sin narrativ (Ibid., p.53). Erving

Goffman beskriver dette som first hearings (Goffman, 1974: p. 508), dvs. at taler i højere grad

orienterer sin fortælling mod om det er første gang publikum hører den end det er første gang, han eller

hun fortæller den.

Både den lingvistiske tilgang (fx Labov og Møller) og den psykologiske tilgang (fx Capps

og Ochs) tager begge udgangspunkt i fortællingen som en emotionel genre. I organisationen har emner

som vedrører emotionelle genrer, fx personlig kriser eller samarbejdsproblemer, særlige speech events



som er eksplicitte genrer i organisationen, fx medarbejderudviklingssamtaler (MUS),

personaleudviklingssamtaler (PUS) eller konsulentsamtaler, eller hvor man ansætter en ekstern konsu-

lent til at varetage arbejdet, som fx erhvervspsykolog og konsulent Kit Sanne Nielsen som anvender

narrativ konsultation:

”Narrativ konsultation finder sted som en "konverserende samtale", hvor konsulenten stiller spørgsmål til

klientens historie om et problem eller ønske om forandring. Det er klientens historie, som skal udforskes og

undersøges. Det foregår som en "fælles skovtur eller rejse", hvor landskabet opleves, erfares og ændres i den

samtaleproces, som skabes mellem klient og konsulent.”

(Sanne-Nielsen, 2003: p. 43)

Sanne Nielsens syn er også udgangspunktet for Cheryl Mattinglys (1998) tilgang til narrativer. Selvet

er i uorden hvor narrativen sætter form og struktur på jeg’ets selvforståelse og giver mulighed for retro-

spektivt at re-konstruere og forstå handlinger og hændelser, hvor jeg’et har oplevet noget, der er i

uoverensstemmelse med det selv. Den psykologiske tilgang benytter at jeg’et er principal for jeg-

fortællingen, og giver jeg’et ”lov” til at gen-fortolke narrativen som en ”fiktion” der peger ud i

fremtiden og ikke tilbage på noget faktisk sket. Derfor rummer den psykologiske jeg-narrativ et

moralsk og etisk aspekt som peger på uorden i selvets forståelse og ikke på narrativen som en organise-

ring af verden i et rum af mulige forståelser af jeg’ets livsverden, men af jeg’et selv som et psykologisk

selv der gennem narrativen søger at give ny mening til noget tidligere meningsløst i sin forståelse af sit

jeg. Erhvervspsykologen gør så at sige jeg-fortælleren til publikum for sin egen fortælling og giver

dermed mulighed for ”omskrivning”.



En teoretisk trikotomi for fortællinger

Jeg har nu gennemgået de anvendte retninger som har den mundtlige fortælling som analyseobjekt. Jeg

vil her skabe et bedre overblik over de tre teoretiske hovedretninger.

Erkendelses-

interesse

Træk Teori

Psykologisk Narrativer er jeg’ets konstruktion af identitet. Narrativanalysen

har som mål at afdække identitet og psykologiske aspekter. Et

eller flere jeg’er bruger fortællingen som rekonstruktion og med-

konstruktion af egen eller fælles identitet. Narrativer ses ofte

som fortællinger der konstrueres mellem flere personer.

Fokus: Oftest analyseres jeg-narrativer i interaktion mellem

flere talere, fx familiesamtaler, terapeutsamtaler.

Psykologisk og identi-

tetskonstruktivistisk til-

gang.

Fx Lisa Capps, Elinor

Ochs, Jerome Bruner,

Cheryl Mattingly.

Lingvistisk Narrativer hvor fortæller(ne) er en eller flere personer i narra-

tiven. Tilgangen er primært deskriptiv og ser på sekventielle og

lingvistiske træk. Definitionen af narrativer i dette felt har

fungeret som grundlag for den psykologiske tilgang.

Fokus: Oftest undersøges jeg-narrativer indsamlet ved inter-

views, hvor en interviewer giver begrænset feedback som

publikum.

Sproglig, sekventiel

analyse eller socioling-

vistisk tilgang. Fx

William Labov, Erik

Møller.

Organisatorisk Narrativer afspejler organisationens værdier og kulturel identitet,

fx som forklaring for adfærd i organisationen. Oftest er det

analytikerens arbejde at transformere de indsamlede narrativer

til en slags ”litterær superfortælling” for organisationen eller at

afdække polyfonien af fortællinger.

Fokus: Analytikeren indsamler fortællinger fra organisationens

kommunikation gennem interviews eller andet materiale.

Organisationsanalytisk

tilgang. Fx Søren

Nymark, David Boje,

Barbara Czarniawska,

Donald E. Polkinghorne.

Figur 2 (Træk for tre tilgange til fortællinger)

Der er ikke nødvendigvis enighed inden for de teorier der står som eksempler længst til højre. De

enkelte teorier kan have forskellige grundlag, fx findes der forskellige psykologiske retninger.

Opdelingens to vigtigste funktioner er at blive bevidst om hvornår man er på hvilke teoretiske niveauer

og at fremgangsmåden herefter ikke er at finde og analysere dialogiske narrativer som fokuserer på



psykologiske aspekter, men at koble fra den prototypiske, konversationelle narrativ til det

organisatoriske niveau.

At bruge de mundtlige fortællinger som genstand for analyse af organisationens kultur

gør at man får en højere grad af dokumentation, præcision og et sammenligningsgrundlag med

organisationens officielle værdier. Sprogforsker Jann Scheuer påpeger at det kan give vanskeligheder

hvis man ikke indsamler data i den praksis der studeres (Scheuer, 2002: p.105). Erik Møller anslår

tonen yderligere og mener at man ved at se fortællingen ud fra et sprogligt syn får et ”sandere” objekt

til brug for forskning i andre discipliner (Møller, 1993: p.39). Udgangspunktet må derfor være at se på

de eksisterende fortællinger.

Selvom jeg ikke anvender den psykologiske tilgang som Elinor Ochs, Lisa Capps (2001)

og Jerome Bruner (2002), så anser jeg ligeledes narrativer for at være interaktionelt konstruerede i den

forstand at fortælleren ikke er bundet af en objektiv sandhed som gengives. Fortællinger er

meningsgivende refleksion over hændelser (Capps og Ochs, 1995: p.12), som fortælleren skaber i den

aktuelle kontekst. Forskellen på den psykologiske tilgang og den lingvistiske, som jeg søger at koble

med den organisationsteoretiske tilgang, ligger især i den sproglige afgrænsning af den mundtlige

fortælling og synet på hvilke funktioner fortællingen har.

Sproglig afgrænsning af den mundtlige fortælling

De indsamlede interviews blev delvist struktureret efter Erik Møllers konversationelle interview. Erik

Møller beskriver sin definition af fortællingen som prototypisk (Møller, 1993: p.91), og derfor kan

Møllers definition af den konversationelle fortælling anvendes uden vanskeligheder. Det gør desuden at

resultaterne evt. kan sammenlignes med Møllers og dermed få et bedre billede af forskellen på

narrativer i interviews versus afdelingsmøder. Men da Møller ser på jeg-fortællinger, og jeg ønsker at

se på kollektive fortællinger, er det nødvendigt at knytte et par kommentarer til Møllers prototypiske

narrativ.



Fortællingens formelle træk

Ifølge Møller er den konversationelle fortælling først og fremmest en mundtlig genre og følgende træk

skal gælde for den prototypiske narrativ for at der er tale om en mundtlig fortælling (Møller, 1993):

1. Den skal referere til en fortidig, unik begivenhed eller flerhed af begivenheder fortalt som en enhed.

2. Den skal være socialt acceptabel.

3. Den skal indeholde en pointe som ofte ligger sent i forløbet.

4. Fortæller skal optræde som en eller flere af de tilstedeværende personer.

5. Fortællingen har en temporal lås, dvs. en kronologisk rækkefølge som er betinget af de handlinger

der sker i fortællingen.

Punkt 4 bliver umiddelbart vanskeligt at operationalisere eller definere, da dette krav synes at udelukke

vi-fortællinger fordi fortælleren kan fortælle på vegne af organisationen uden at det er entydigt, om

vedkommende var til stede eller ej. Fx en anekdote eller hvor fortælleren sætter hele afdelingen eller

virksomheden som aktant for hændelsen.

Møller påpeger at punkt 3, en pointe, er det der er sværest at operationalisere. En pointe

vil jeg definere som den sekvens hvor fortælleren direkte eller indirekte begrunder fortællingen eller

hvor publikum giver respons som afklaring på hvorfor lige netop denne hændelse skulle narrativiseres,

dvs. at deltagerne giver udtryk for fortællingens rapportérbarhed. Hvorvidt det bliver et problem at

afklare i praksis, vil jeg tage stilling til i forbindelse med analysen.

Fortællingens sekventielle træk

Følgende sekvenser karakteriserer den prototypiske mundtlige fortælling. Rækkefølgen behøver i

praksis ikke at optræde kronologisk:

1. Indleder: fortæller redegør for indhold (generel/specifik). Indleder har funktion af prolog eller

resumé og kan fx markere konsekvensen. Sekvensen er en interaktionel taletur, dvs. hvor publikum

kan inddrages.



2. Orientering: Orienteringen etablerer en scene, redegør for begivenhedernes karakter (fx

vedvarende eller unikke), bidrager med tangential information (fx beskrivelse eller vurdering).

Orienteringens funktion er at lette forståelsen og pege fremad i fortællingen.

3. Handlingssekvens: Handlingssekvenser refererer til fortid og er markeret ved fortællerens brug af

verber (tid, tilstand, proces, handling eller aktivitetstype).

4. Evaluering: Evaluering er en performance, fx verbal, lydlig eller kropslig. Fortælleren træder ud i

nutid og vurderer og kommenterer fortællingen.

5. Afslutter: Afslutningen markerer at taler træder tilbage til samtalens nutid. I praksis er denne

sekvens svær at afgrænse fra evaluering.

Punkt 3, handlingssekvensen, rummer den temporale lås. Handlinger defineres ved talers brug af

aktivitetsverber. Det kan være mental eller fysisk aktivitet. Inden for den funktionelle grammatik

definerer Ole Togeby mere præcist verbernes kategorier som bl.a. materielle eller mentale foregange

med en række underkategorier (Togeby, 2003: p.264). Togebys udlægning af den funktionelle gramma-

tiks kategorisering vil blive anvendt til analysen i det omfang det er nødvendigt at adskille brug af

verber i handlingssekvenser i forhold til at identificere forskelle på individuelle jeg-fortællinger og

kollektive fortællinger. Handlingssekvenser er nemmere at definere end punkt 4 og 5, som kan være

svære at adskille i praksis. Hvis evalueringen falder i afslutningssekvensen kan det samtidig være i den

sekvens fortælleren træder tilbage til samtalens nutid.

Fortællingens kommunikative funktioner

Møller har fundet at fortællingen har tre kommunikative funktioner (Se evt. skema i Møller, 1993:

p.215): Belæg, underholdning og selvfremstilling. Den enkelte fortælling kan have flere funktioner i

den forstand at den undervejs i samtalen kan få tildelt en anden kommunikativ funktion (Møller, 1993:

p.228).



Belæg: Disse fortællinger handler om noget i fortællerens omverden. Definitionen af denne funktion

hos Møller er bred og kan fx være argumentation, retfærdiggørelse, beskyldning, overtalelse,

dokumentation eller støtte en påstand.

Selvfremstilling: Disse fortællinger handler om noget i fortællerens indre verden. Fortællingen

fremhæver taler selv med positive egenskaber i fortællingen. Denne funktion er ofte dækket af andre

funktioner da den anses som en mindre accepteret kommunikativ funktion (Møller, 1993: p.219). Det

er sjældent acceptabelt eksplicit at fremhæve sine egne egenskaber positivt (Kjøller, 1997: p.96).

Underholdning: Fortællinger med denne funktion handler om pudsige situationer, det groteske, mærk-

værdigheder, misforståelser, overraskelser og andet som inden for den gældende kultur ses som

afvigelser.

I analysen vil jeg se hvordan disse funktioner optræder i narrativer i it-afdelingen, om der er andre

kommunikative funktioner og om skift i kommunikative funktioner er korreleret til bestemte træk. Her

vil jeg først redegøre for hvordan man kan anskue forholdet mellem jeg’et og det kollektive vi i

organisationen, som skal give grundlag for en analyse af hvordan disse distribueres i narrativerne.

Organisationens individuelle jeg og fælles vi

Mundtlige jeg-fortællinger er bl.a. en emotionel genre (Labov, 1977b: p.105). Vi kender ikke de

kollektive fortællingers status eller hvad mundtlige vi-fortælling er i organisationen, som en fælles

fortælling.

Gabriel beskriver narrativer som fortolkningskatalysatorer eller fortolkningsfelter for

virksomhedens deltagere i det kulturelle fællesskab:

”Interpretation is the core part of story-work in organizations, through which events are ’infused’ with meaning or

meaning is discovered in the facts.”

(Gabriel, 2000: p.35).

Mening er et socialt fænomen i organisationen hvor deltagerne må blive enige om ansvar, enhed,

kvalitet, procedurer…osv.. Narrativen er en mundtlig genre som giver mulighed for at fremstille en



hændelse til fælles evaluering og fortolkning af årsag og konsekvenser. Hændelser kan tilskrives

fællesskabet og fortællingen åbner for en fortolkning af den eksisterende kultur. Kultur forstås her som:

”Et mønster af fælles grundlæggende antagelser, som gruppen lærte sig, medens den løste sine problemer med

ekstern tilpasning og intern integration, og som har fungeret godt nok til at blive betragtet som gyldige og derfor

læres videre til nye gruppemedlemmer som den korrekte måde at opfatte, tænke og føle på i relation til disse

problemer.”

(Schein,1994: p. 20.)

Når taler ytrer en narrativ, står taler som nævnt til regnskab for sin fortælling (jf. Goffmans begreb

principal), men fortolkningen bliver et fælles anliggende hvor fortæller og publikum sammen finder

mening i fortællingen og dermed be- eller afkræfter en fælles forståelse af (eller antagelser om) deres

fælles verden.

Vi-fortællingen må bl.a. have den funktion at fortælleren kan flytte principal fra sig selv

som individ til et fælles ”vi” og dermed inddrage de andre som ansvarlige. Vi-fortællingen må samtidig

give mulighed for, at det fælles face (Goffman, 1955) udstilles, og da publikum ved fx et afdelings-

møde både er publikum og repræsenterer det fælles vi, giver et møde andre muligheder for interaktion

end under interviewet hvor informanten mere frit kan tale om sig selv og organisationen, fordi

interviewer som ”gæst” har et ringere kendskab til organisationen9 og ikke i samme grad kan byde ind

på fortællingens emne og handling, men er henvist til blot at vise sine reaktioner og støtte fortælleren.

Følgende er ikke en narrativ, men illustrerer indledningsvis hvordan afdelingslederen

Karin under et indledende interview vekslede mellem brug af ”jeg” og ”vi” da hun snakkede om it-

afdelingen (mine fremhævninger med fed):

Udskrevet fra indledende interview med afdelingsleder Karin, 29. januar. Ikke vedlagt som bilag10.

9 Det ses fx under interviewet med Bodil, Bilag 7.5 (Interview 5), linje 69-70, hvor Bodil, inden hun fortæller, først forhører

sig om hvorvidt interviewer kender til den fyringsrunde, hun vil fortælle om. 10 Aftalen med afdelingsleder Karin var at interviewet primært blev optaget til brug i den indledende undersøgelse og ikke

som en del af det empiriske materiale.



122 *KARIN: T så harT Morten han har været her i T P det

123 ved jeg ikke i et par år men han har ikke været i

124 projektorganisationen og han er sådan en T en kvalitetsperson som

125 skal sikre T at vi overholder sikkerhedsbestemmelserne og alle de

126 her ting der nu er P og han går ind i projektorganisationen også

127 men Jonas er lige startet han har været her knap en måned

128 faktisk tror jeg og Maria har heller ikke været her i ret lang tid

129 P (1 sek.) så: så det er sådan et tiltag vi prøver at få

130 til at virke på tværs ikke så det bliver sådan hvad-skal-man-sige

131 det bliver en stabsfunktion til ledelsen vil jeg egentlig betragte

132 det som ikke?

Karin skelner mellem et jeg, som et individ med kognitive eller mentale egenskaber som ”ved jeg”,

”tror jeg” og ”vil jeg betragte”, og et ”vi” som betegner det kollektive ansvar og mål (overholder, få til)

og en vedvarende proces med (skal sikre, prøver) i ”sikre at vi overholder” og ”vi prøver at få til at

virke”. Skiftet mellem ”Morten” og ”kvalitetsperson” viser at den enkelte person kan antage en rolle

som ikke er knyttet til personen, men til organisationens arbejde. Der findes altså et jeg og et vi, en

organisation og en enkeltperson i dette eksempel, dvs. at individet kan give organisationen og

kollektivet en fælles stemme og at individet skelner mellem enkeltpersonen, og den funktion eller rolle

personen udfører i organisationen. Dette peger i en retning af at se på organisationen som et socialt

system hvor individet, det socialpsykologiske og organisationen ses adskilt som forskellige inter-

agerende systemer, og hvor narrativen ses som en måde at fremstille og evaluere interaktionen mellem

de aktuelle systemer.

Organisationen som socialt system

Socialpsykologen Edgar Schein beskriver kulturdannelse som ”en stræben henimod strukturering og

integration” (sic, Schein, 1994:p.19). Schein analyserer kulturens niveauer, artefakter, skueværdier og

grundlæggende, underliggende antagelser (Schein, 1994: p.24), og finder de elementer der hindrer

denne proces af strukturering og integration. Dette syn forholder sig til organisationen som et system

der kan opnå en ideal ligevægt (se evt. Hollis, 1999), dvs. hvor individerne i organisationen betragtes



som rationelle agenter der søger at opretholde systemet i en ligevægtstilstand, men da deres viden om

systemet ikke kan være total, så kan agenterne ikke altid træffe rationelle beslutninger.

Systemet forholder sig først og fremmest til en verden hvor gentagelser giver mulighed

for en fast struktur, fx bestemte computerfejl som opstår igen, eller faste procedurer som sikrer

sikkerhed. Målet er at skabe en bestemt orden og varetage de bestemte problemstillinger som gentager

sig og fx truer organisationens økonomiske eller politiske mål. Ideelt set er det sådan at desto bedre

agenterne er til at udfylde deres roller, som er med til at opretholde systemet, desto bedre fungerer

systemet for alle. Men der eksisterer også uorden, noget der bringer systemet ud af balance, som også

Schein bemærker, kan organisationer synes at fungere kontraintuitivt og imod det fælles bedste:

”Vi observerer afdelinger i vor organisation, der synes mere interesserede i at bekæmpe hinanden end at få

arbejdet gjort. Vi ser kommunikationsproblemer og misforståelser imellem gruppemedlemmer, som ikke burde

kunne opstå imellem "fornuftigt tænkende" mennesker."

(Schein, 1994: p.13)

Målet for en scheinsk kulturanalyse er at afdække uoverensstemmelser i kulturniveauerne, dvs. en

ubevidst diskongruens i kulturelle antagelser, fx mellem ledelsen, forskellige afdelinger eller faglige

grupper. Opnår virksomheden at forstå kulturens dynamik kan organisationen opnå regelmæssige

mønstre og stabilitet og dermed nå sine mål (Schein, 1994: p.64). Scheins tanker bygger på at

virksomheden kan opnå en ideel tilstand af stabilitet hvis virksomheden og især ledelsen bliver bevidst

om uoverensstemmelser i organisationens kulturniveauer, så den ideelle tilstand kan blive et mål.

Schein mener at den kultur der skal forandre organisationen er et anliggende for lederne i

virksomheden, som ikke kun skal styre virksomhedens økonomi, men ligeledes hvilken type kultur der

bør være i organisationen (Schein, 1994: p.293). De øvrige ansatte bidrager selvfølgelig også til kultur-

en, men det er virksomhedens underliggende kulturniveau som kan være hindringen for en stabil

tilstand.

Set ud fra sociologen Niklas Luhmanns systemteoriii kan organisationen ses som

bestående af forskellige interagerende systemer hvor der ikke er nogen mulig ideal tilstand eller

ligevægt, men en vedvarende selvopretholdelse af de forskellige systemer. Når jeg retter blikket mod



Luhmann, så skyldes det at hans systemteori mere klart adskiller individ og organisation, men det

skyldes især Luhmanns fokus på kommunikation som det nødvendige træk der gør, at det sociale

system kan konstituere sig, forstå sig selv og foretage forandringer, som er nødvendige for at kunne

opretholde sig selv som system:

”Lige så vigtigt er det, at sproget garanterer kommunikationsprocessens refleksivitet og dermed muliggør

selvstyring.” (p.193) og ”Kun sprog sikrer refleksivitet i betydningen af en altid forhåndenværende, relativt

problemfri og ikke overraskende mulighed for at relatere kommunikationsprocessen tilbage på sig selv.” (p.194)

(Luhmann, 2000)

Kommunikationen bliver den enhed i det sociale system som ikke kan reduceres til noget andet, og via

kommunikation bliver evnen til refleksivitet en mulighed for at det sociale system kan være et selvop-

retholdende, autopoietisk11 system (Kneer og Nassehi, 2002: p. 69). Kommunikationen er en syntese

mellem tre selektioner: 1) information, det der kommunikeres, 2) meddelelse, mediet der

kommunikeres igennem, og 3) forståelse, som en forskel mellem det der kommunikeres og måden det

kommunikeres på. Forståelse som en forskel gør at kommunikation kan blive en vedvarende proces,

hvor deltagerne kan forholde sig til kommunikationen (Luhmann, 2000: p.181). Derfor bliver det hos

Luhmann kommunikationen der kommunikerer, hvor meddelelsen er et forslag til selektion, der kan

reflekteres over.

Den grundlæggende refleksion er at iagttage en forskel (iagttagelse af første orden).

Dernæst må systemet evne at iagttage sine iagttagelser (andenordens selvtranscendens) og dermed

genindføre denne nye forståelse i sin forrige iagttagelse (se evt. Andersen, 1999: p.119). Denne proces

gør at systemet kan skelne mellem sig selv og omverdenen, og her spiller individet som psykisk system

der interagerer med det sociale system en væsentlig rolle:

11 Begrebet autopoiesis er oprindeligt lanceret af biologerne Maturana og Varela i 1973 (Götke, 1997: p.20). Luhmann

overfører et begreb fra biologien på sociale systemer. Det understreger Luhmanns mål om at skabe en universelt anvendelig

systemteori.



”Kommunikativ handlen er altså særlig velegnet til at udføre den operative difference mellem system og

omverden i systemet […] systemet er kun tilgængeligt for sig selv gennem kommunikation. Iagttagelse fra

deltagende psykiske systemer, som medvirker i kommunikationen og bidrager med handlinger, er ekstern

iagttagelse. Forskellen mellem ekstern og intern iagttagelse forudsætter system/omverdens-differencen.”

(Luhmann, 2000: p.223)

Individet bliver en kompleks enhed, et psykisk system som kan påtage sig en rolle, være en person, er

en organisme... osv.. Det psykiske system kan ved at skifte iagttagelse både repræsentere sin psyke, or-

ganisationen, familien, kunstklubben… osv. som forskellige systemer. Individet er den mest komplekse

enhed i det sociale system (Ibid., p.302). Individet er ikke længere et individ eller et menneske, men

forskellige systemer der interagerer. Luhmann bruger fx termen psykisk system om det lukkede indre

psykiske bevidsthedsliv og kroppen ses som et organisk system. Disse to er fastkoblede, dvs. de ikke

kan adskilles12. Det samme er sociale og psykiske systemer (Kneer og Nassehi, 2002: p.75). Luhmanns

subjektsyn gør at der kan bygges bro mellem det kollektive og det individuelle, fordi der i hans

systemteori sker en reduktion og redefinition af subjektet:

”Vi bør droppe ordet ”subjekt”[…]. Den transcendentale teori om bevidstheden var i det mindste opmærksom på

problemet og forsøgte at løse det ved at hævde, at den selvreferentielle bevidste oplevelse havde status som

noget uden for verden. […] Vi bør ære subjektet ved at finde passende afløsere for det, passende for både

problemet og for det nuværende samfunds sociale struktur.”

(Luhmann, 2003: p.92)

Det er et af fænomenologiens hovedpointer Luhmann her slår an. Individet kan ikke omtale verden

uden at omtale sig selv, fordi det som individ må være en del af den verden det omtaler. Det at

italesætte verden er at italesætte sin væren og give mening til det aktuelle system som individet

befinder sig i (Kneer og Nassehi, 2002: p.167). Men systemet rummer også en usikkerhed13, en tomhed

12 Det psykiske forholder sig til det organiske system og omvendt. Individet kan opleve psykisk betingede sygdomme og

forandringer i det organiske kan påvirke det psykiske. 13 ”Det aktuelle er sikkert, men ustabilt. Det potentielle er stabilt, men usikkert.” (Andersen 1999, p.123).



og en frihed som individet må udfylde ved at tildele mening til systemet for ikke at opleve en

eksistentiel angst (Rasmussen, 2002: p.112). Mening bliver et mål for kommunikationen og det felt

hvor det psykiske system og det sociale system finder fælles fodslag:

”Psykiske og sociale systemer arbejder i mediet "mening": alt hvad de arbejder med får betydning. Men de er

også forskellige. Mens psykiske systemer arbejder med bevidsthed, er et socialt system et system af

kommunikation.”

(Thyssen, 1994: p.76)

I systemteorien er mening aldrig endeligt givet, men hele tiden balancerende mellem det virkelige, det

mulige og det umuligeiii. Mening tildeles ved at gøre iagttagelser om hvad der er system og ikke-

system. Det enkelte system eksisterer som en forskel mellem sig og andre systemer, dvs. at systemet

konstituerer sig selv ved at definere andre systemer som sin omverden. Systemet eksisterer først idet

det afgrænser sig i sin relation til sin omverden, og omverdenen eksisterer først for systemet idet

systemet er afgrænset (Götke, 1997: p.24)14. Af samme grund må systemet hele tiden konstituere sig

for at eksistere.

Psykiske systemers kommunikation skaber uorden i det sociale system som gør at fx

mødet som formmæssig genre i det sociale system hele tiden må forholdes til hvad der konstituerer

mødet så snart deltagerne træder uden for genren (Højlund og Knudsen, 2003: p.19). Genrer og temaer

bliver en måde at reducere den kompleksitet som sproget tilbyder, dvs. at temaerne giver mulighed for

at styre kommunikationen (Luhmann, 2000: p.198) og bidrager til at systemet kan skelne system og

omverden og dermed overleve:

”Overlevelse er afhængig af systemets evne til at skelne imellem sig selv og sin omverden.”

(Rasmussen, 2002: p.116)

14 Her har enkelte teoretikere forsøgt at gå ind i en ontologisk diskussion med Luhmann. Hvis systemet først eksisterer idet

det defineres af omverdenen, hvad kommer så først? Luhmanns svar er at systemet ontologi ikke skal diskuteres. Systemer

findes i en co-evolution (Luhmann, 2000: p.98).



Det er kontrakten om en kollektiv konsensus der gør en kollektiv bevidsthed mulig (Kneer og Nassehi,

2002: p.33). Bryder medarbejderen med den kollektive konsensus, så bryder vedkommende med det

sociale system og det fælles vi og forstyrrer det sociale system.

Det sociale system kan ligeledes skabe forstyrrelser i de psykiske systemer. Her er

følelser det psykiske systems immunforsvar (Luhmann, 2000: p.322) som kan reagere impulsivt og ofte

uafhængigt af sin omverden. Følelser er det psykiske systems middel til at forholde sig til sig selv. Det

emotionelle i jeg-narrativen vedrører jeg’et, hvor en organisatorisk vi-narrativ enten må være ikke-

emotionel eller inddrage jeg’ets følelser i lighed med andre jeg’er i fællesskabet.

Her opstår et ”organisatorisk vi” og et ”socialt vi”. Individet er som nævnt en kompleks

enhed som i organisationen kan udfylde roller og personer. At være person kræver at det psykiske

system har forventninger til sit jeg, som andre har forventninger til jeg’et (Luhmann, 2000: p.369). I

forskellige situationer kan der være forskellige forventninger. Roller er mere abstrakte og er i

virksomheden løst koblede til personen. Det er ikke en persons venlighed som gør at vedkommende

kan få ansvar for servere eller mailsystemer i it-afdelingen. Her skal vedkommende udfylde en rolle

som er bestemt af organisationens programmer. Individets person er den måde vedkommende vælger at

udfylde sin rolle på. En ansat kan sige op eller blive fyret og en ny kan overtage den rolle ved-

kommende havde. Rollen er ikke er afhængig af personen, men kan fx defineres i en stilling.

Et program rummer både mål og betingelser for korrekt adfærd i systemet og er et

kompleks af forventet adfærd af mere end en person. Programmer kan opstå ad hoc eller gentage sig

som en fast del. Et program er fx mødedagsorden, sikkerhedsprocedurer, helpdeskfunktion og andre

faste strukturer og processer.

Programmer, roller, personer og psykiske systemer opererer alle med mening og

forventning, som er med til at minimere kompleksiteten, men som igen må gøres til genstand for

andenordens iagttagelser. Forudsætningen for at dette sammenspil mellem en fast struktur og

forandring kan finde sted, er at systemets lukkethed også sikrer dets åbenhed (Rasmussen, 2002:

p.116). Når systemet er defineret i forhold til dets omverden, skal det også kunne skelne mellem sig

selv og sin omverden, og genindføre iagttagelser i sin omverden som reaktioner i systemet. It-

afdelingen er et åbent system. Det er it-afdelingens ledelse som kan påvirke afdelingen indefra og



selvorganisere systemet efter sin egen indre logik (Kneer og Nassehi, p.28). På den måde har ledelsen

den samme centrale rolle som i Scheins organisationsteori.

I it-afdelingen fortalte flere af medarbejderne under observationsperioden om en

fyringsrunde hvor et par medarbejdere blev ”frosset” ud af ledelsen som en slags ”stigmatisering”

inden selve fyringen, hvor de ikke fik arbejdsopgaver. Omvendt fortalte nogle hvordan de specifikt

undgik deres nærmeste leder p.g.a. vedkommendes personlighed og derfor oftere gik til en anden leder.

Set ud fra en kulturanalyse er der tale om medarbejdernes underliggende antagelse om

lederen som gør det umiddelbart uforståeligt at de ikke vælger deres egen leder i beslutningsspørgsmål.

Set ud fra systemteorien forstyrrer lederens person udførelsen af virksomhedens programmer, hvor

medarbejderne foretager en iagttagelse af en forskel mellem lederne (kan / kan ikke gennemføre beslut-

ninger) og når til en andenordens refleksion om at det er bedre at gå til en anden leder, hvis systemet

skal opretholdes.

Scheins kulturanalyse giver ikke en tilstrækkelig operationel indgang fordi den ser

organisationen som en enhed der efterstræber et fælles mål. Systemteorien adskiller de forskellige

interagerende systemer og deres enheder, og ser både på det sociale systems selvopretholdelse, men

også på individets selvopretholdelse. Hos Schein spiller individet til dels en uvæsentlig rolle og ses

som repræsentant for forskellige grupper der arbejder for eller imod organisationens mål. Schein tager

ikke hensyn til om det er jeg’ets fortælling, gruppens eller organisationens fortælling (se evt. Schein,

1994: p.53).

Her vil jeg kort opridse forholdet mellem en analyse af organisationens kultur og

systemteori.



Erkendelses-

interesse

Træk Teori

Organisationskultur

og kulturniveauer.

Fokus: Organisationen forstås som en enhed der søger et

fælles mål, men ubevidst modarbejder sig selv. Systemets del-

tagere kan opnå en bevidsthed om kulturen og dermed nå til en

strategi for hvordan systemet når sin ideelle ligevægt.

Mål: En analyse af organisationen skal afdække de ubevidste

kulturniveauer, så lederen bevidst kan påvirke organisationen

og bevare stabilitet så længe som muligt ved enten at opbygge

eller nedbryde eksisterende kulturer.

Edgar Scheins

kulturanalyse.

Sociale systemer,

deres enheder,

interaktion og

kommunikation.

Fokus: Sociale systemer forstås som komplekse enheder som

opererer i, konstitueres af og opretholder sig i kraft af kommu-

nikation. Systemet skal kunne skelne mellem system og om-

verden, og det giver systemet en ”blind vinkel” som gør at det

aldrig kan opnå en endelig ligevægt. Derfor må systemet hele

tiden rekonstituere sig selv.

Mål: En analyse skal vise hvordan de for analysen relevante,

interagerende systemer skelner sig selv og sin omverden og

integrerer forstyrrelser i det eksisterende system. Som sådan er

systemteorien en optik. Hvis der er et mål, er det at indse en

meta-stabilitet, dvs. systemets evne til at skelne sig selv fra sin

omverden og dermed opnå at kunne eksistere i en høj grad af

ustabilitet (Luhmann, 2000: p.261).

Niklas Luhmanns

systemteori.

Figur 3 (Organisationen som kultur eller system)

Scheins tilgang ser organisationen som en enhed der søger et fælles mål, men ikke kan opnå det p.g.a.

manglende bevidsthed om sin underliggende kultur. I systemteorien er det fælles mål hverken en

nødvendighed eller en forudsætning. Et system kan eksistere i lang tid så længe der ikke kommer

forstyrrelser. Systemer med monopol på programmer, som fx at varetage udbetaling af offentlige

ydelser, kan uforstyrret eksistere længere end systemer som vedvarende skal kunne integrere

forstyrrelser for at overleve. Scheins tilgang er bedst til organisationer der påvirkes af deres omverden,



men ikke evner andenordens selvtranscendens og derfor har brug for konsulenten til at forstyrre

systemet15. Skal man tale om ligevægt i Luhmanns systemteori er der tale om en vedvarende proces.

Det sociale systems kommunikative interaktionsniveauer

Luhmanns systemteori er ikke en specifik teori om organisationer, men en optik eller

fortolkningsramme som giver en tilgang til at finde mekanismer i sociale systemer.

Systemteorien fortæller ikke noget om hvordan sociale systemer bør være, men hvordan

de kan iagttages som komplekse enheder (Højlund og Knudsen, 2003: p.310).

Medarbejdernes kommunikation er en ekstern iagttagelse af systemet som kan forstyrre

systemet til at definere sig selv, fx it-afdelingen som stabsfunktion i virksomheden. Luhmann er

primært optaget af større sociale systemer (se evt. Højlund og Knudsen, 2003: p.233), og skitserer kun

de psykiske systemers relevans og uddyber ikke det emotionelle. At den mundtlige jeg-fortælling som

udgangspunkt er en emotionel genre er dog ikke et problem. Målet her er ikke at se på følelser som

noget man har, men som noget der kommunikeres i en bestemt kontekst (Rasmussen, 2002: p.136). Det

emotionelle fungerer som det psykiske systems selvopretholdelse, dvs. at følelserne er en del af det at

iagttage sig selv som bevidsthed. Idet det psykiske system kommunikerer sine følelser bliver følelserne

gjort til et socialpsykologisk eller emne i det sociale system og kan få en anden mening i disse

systemer. Følelsernes kommunikative interaktion med det sociale system kan forstyrre fordi det bidrag-

er med beslutningsforslag som ikke er baseret på konsekvenser og muligheder for organisationen, men

på jeg’ets iagttagelse af psykens tilstand. Det er som nævnt dette psykologiske niveau som Capps, Ochs

og Bruner m.fl. undersøger, hvor det jeg i dette speciale søger at belyse, er det psykiske systems

kobling mellem mening i sit eget system, sin person i organisationen og organisationens almene roller

og programmer.

15 Problemet bliver derfor ofte hvad der sker når konsulenten, som den ”indkøbte evne” til refleksion, forsvinder igen.



Pilene illustrerer kommunikation mellem de

forskellige systemniveauer i det overordnede

sociale system.

De fortællinger som interaktionen i systemerne bl.a.

skal belyses igennem, er det psykiske systems jeg-for-

tællinger hvor jeg’et beskriver en hændelses betydning

for sin opfattelse af verden eller hændelsens

påvirkning af det mentale jeg. I en vi-fortælling kan

vi’et være refleksivt til bestemte kollegaer og deres

roller eller personlighed, dvs. et socialpsykologisk

system hvor det sociale har betydning for jeg’ets

opfattelse af sin rolle eller person i fællesskabet. Det

sidste niveau er vi-fortællingen hvor vi’et henviser til

organisationen som enhed og gør virksomheden eller

afdelingen til aktant i fortællingen, dvs. organisationen

som overordnet socialt system og fast struktur.

Det er ikke en rigid opdeling eller

model, men en model der opfylder målet for

dette speciales fokus, dvs. at belyse forholdet

mellem individets, dets roller og organisationen, som kollektiv enhed. Modellen inddrager fx ikke med-

arbejderne som organiske systemer eller organisationen som økonomisk eller politisk system. Disse

systemer kunne sagtens være relevante i andre sammenhænge, fx hvis formålet havde været at under-

søge betydningen af virksomhedens sygesikringsordning.

Pilene i figuren skal illustrere den kommunikation der foregår mellem de forskellige

systemer i virksomheden som overordnet socialt system. Organisationen er som socialt system det mest

stabile af systemerne, fx kan virksomheden fyre en medarbejder og ikke omvendt. Psykiske systemers

kommunikation skaber uorden og kompleksitet som det sociale system reducerer ved at foretage en

iagttagelse ud af mange mulige af kommunikationens relevans. Iagttagelse og refleksion er en nød-

vendighed i systemets skelnen sig selv fra sin omverden, fx medarbejderen som programmør og ikke

familiefar eller patient. Det samme gælder for individets iagttagelse af fx sin rolle og hvordan det

bevarer eller redefinerer sin rolle i systemet for fortsat at kunne være en del af det sociale system.

Figur 4 (Relevante systemers kommunikative inter-

aktion)

Organisation

Socialpsykologisk

(roller, personer)

Psykisk system



I kommunikationen mellem systemerne sker der både forstyrrelse og en gensidig

konstruktion af det eksisterende system i kraft af systemets deltagere. Deltagerne repræsenterer alle

dele af systemet og definerer systemets semantik16 og grænser. Da sociale systemer kun kan eksisterer i

kraft af psykiske systemer, eller mennesker der udfylder de roller systemerne giver mulighed for, så er

der ikke tale om at systemet består af dele der udgør en helhed eller omvendt. Via kommunikationen

konstituerer de gensidigt hinandeniv. Kommunikation anskues i systemteorien som medie og form på

forskellige niveauer (figur 5).

Fokus er her det sproglige niveau som form og medie. Medie/form-trappen kan sagtens

udvides. Grundtanken er at medier

bliver form for andre medier. Sprog

bliver medie for mening, men form

for udbredelsesmedier. Nye medier

kan skabe nye former for kommuni-

kation.

Delkonklusion

Jeg har afgrænset mit fokus på de mundtlige fortællinger til organisatoriske narrativer om det

individuelle jeg eller det fælles vi i virksomheden. Jeg udelukker ikke at narrativen er en konstruktion

eller rekonstruktion, men jeg ønsker ikke at se på den psykologiske konstruktion af en identitet. Jeg ser

i stedet på hvordan et organisatorisk jeg og vi distribueres i den mundtlige fortælling, hvilke

kommunikative funktioner disse fortællinger har, hvilke af systemets niveauer (psykisk system,

socialpsykologisk og organisatorisk) der kobles i fortællingerne. Den mundtlige fortælling konstrueres i

et felt mellem et jeg og et vi hvor jeg-fortælleren må give mening til de systemer der interagerer. Disse

forhold er ikke på forhånd korreleret til den mundtlige fortælling som genre eller til den givne kontekst.

16 Semantik er i systemteorien den mening deltagerne forventer eksisterer for at programmer og faste strukturer kan

opretholdes. Fx kan afdelingen have en semantik om hvordan en god leder bør være eller hvad en server eller

sikkerhedsprocedurer er.

(Andersen, 1999: p.141)

Figur 5 (Kommunikation som medie/form-trappe)

Forskel Mening

Sprog Udbredelses-

medier

Symbolsk

generalise-

rede medier



Møller påpeger at enhver narrativ kan synes unik i sin kontekst, hvilket giver den risiko at

man hele tiden finder på en ny type narrativ (Møller, 1993: p.299). Afdelingsmødet er som nævnt en

anden kontekst end Møllers gruppesamtaler. Afdelingslederens rolle er et fast element i afdelings-

mødet, hvor gruppeinterviewet og rollen som interviewer har som grundvilkår at de være kunstigt eta-

blerede i konteksten. Når konteksten er væsentlig for narrativens brug og funktion, må en undersøgelse

af narrativer i afdelingsmøder være åben i sit udgangspunkt og afgrænse narrative typer i en nær-

analyse. Møllers definition af den konversationelle narrativ, som en prototypisk narrativ, giver

mulighed for at fastholde et sammenligningsgrundlag mellem narrativer i interviewene og

afdelingsmøder. Selvom Møller ikke ser på vi-fortællingen og ikke fortællinger i afdelingsmøder, er det

nødvendigt at fastholde udgangspunktet i den prototypiske fortælling så begrebet ikke forsvinder ud

mellem fingrene på analytikeren.

Psykiske systemer optræder i sociale systemers kommunikation, og sociale systemer

optræder i psykiske systemers bevidsthed. Derfor kan der bygges bro mellem fortælling og

organisation. Fortællerens pointe og evaluering er en refleksion over en given hændelses konsekvenser

eller muligheder. Narrativen repræsenterer en andenordens refleksion hvor jeg-fortælleren iagttager en

forskel og reflekterer over denne forskel. Narrativen er som sådan ikke unik, men for analytikeren har

den den væsentlige funktion at den gengiver fortællerens billede af organisationen, og at publikum

giver respons på, hvad der er socialt acceptabelt. Dermed undgår jeg som analytiker i højere grad at

konstruere et billede af dette, men kan sammenholde narrativerne med observationerne i afdelingen.

At fortællingen skal være socialt acceptabel gør at publikum får to roller. En som

publikum og en som deltagere i det samme system som fortælleren hvor de også har ret til at evaluere

fortællingen. Fortælleren ”tester” (ikke nødvendigvis bevidst) dermed både sin og narrativens position

og styrke som iagttagelse i det sociale system samtidig med at fortælleren bidrager til det sociale

systems selvforståelse.

Det som deltagerne ikke forventede af det system de iagttager, eller som de mener

nedbryder opretholdelsen af et givent system, er det som er rapportérbart for narrativen. Det kan fx

være unikke hændelser der betragtes som afvigelser i organisationens personer, roller eller programmer

eller hvor rolle, personer eller programmer har påvirket jeg’ets psykiske system, eller det kan fx være



generelle hændelser som gengives fordi noget ”truer” at hændelsen kan gentages og dermed ville

hindre opretholdelse af systemet, dvs. at det skal ekspliciteres p.g.a. forandringer i systemets omverden.

Datamateriale og metoder til indsamling

Dette kapitel er oprindeligt skrevet i samarbejde med Signe Marie Kvistgaard Jakobsen som jeg udførte indsamling af

datamateriale og observationsperiode i virksomheden sammen med. Da observationerne har været fælles, har det været

mest givtigt at udarbejde afsnittet i samarbejde. Siden har jeg omskrevet det, men dele af det vil muligvis kunne genkendes i

vores respektive specialer.

Det empiriske materiale er indsamlet i en it-afdeling i en større dansk virksomhed med ca.1000-1500

medarbejdere. I selve it-afdelingen var der ca. 30 ansatte, en afdelingsleder og en it-direktør.

Virksomheden har ønsket at være anonym, og derfor kan visse oplysninger ikke gives videre. Alle

medarbejdere har ligeledes fået andre navnev.

Materialet består af optagelser af afdelingsmøder og ”morgenmadsseancer”, interviews

med medarbejdere og ledere og feltnoter indsamlet igennem en måneds observationsperiode i it-afde-

lingen. Mere præcist består samtlige optagelser af 1 indledende interview med afdelingsleder Karin,

optagelse af 10 afdelingsmøder (heraf 2 ved morgenmad et frokost) og 8 enkeltinterviews med 7

medarbejdere og it-direktøren. Bilag 14 viser en samlet oversigt over datamaterialets omfang.

Observationsmetode - etnografi som undersøgelsesmetode

Da målet var at bevæge sig fra individet i organisationen til det overordnede, organisatoriske niveau,

dvs. fra et medarbejdernes ”jeg” til et organisatorisk ”vi”, var det nødvendigt at begynde indsamling af

data hos medarbejderne igennem observation af deres arbejdsdag og dermed gøre brug af den

etnografiske metode. James P. Spradley definerer målet for etnografien således:

”Ethnography is the work of describing a culture. The essential core of this activity aims to understand another

way of life from the native’s point of view.”

(Spradley, 1979: p.3).



Den etnografiske metode, som er en antropologisk tilgang, kan praktiseres i forskellige grader af

involvering med det felt man undersøger. Edgar Schein skelner i denne forbindelse imellem forskellige

kategorier inden for organisationsforskning ud fra graden af involvering mellem forsker og genstand.

Heri ligger også en skelnen mellem den kvantitative og den kvalitative metode.

Niveau for forskerinvolvering →

Niveau for involvering af

genstand

↓

Lav til medium

Kvantitativt

Højt kvalitativ

Kvalitativt

Minimal Demografi Etnografi

Partial Eksperimenter, spørgeskemaer. Projektive test, interviews

Maximal Statistik, kvalitetskontrol. Organisationsudvikling.

Figur 6 (Forenklet gengivelse af Scheins model: Schein, 1994: p.36).

Indledningsvis var vi meget lidt involveret i organisationen i og med at vi kun uddelte spørgeskemaer

til medarbejderne (kvantitativ dataindsamling), efterfølgende observerede vi medarbejderne og

afsluttede perioden med høj forskerinvolvering i kraft af de individuelle interviews (kvalitativ data-

indsamling):

”Men det er kulturforskningens grundvilkår, at man ikke alene mangler svar på sine spørgsmål, men at man ikke

kan stille alle sine spørgsmål, før man har en primær erfaring med den anden kultur”

(Hastrup, 1988: p.9).

Dermed var pointen med denne bevægelse fra lav til høj involvering at opbygge medarbejdernes tillid

og at vi kunne gå ind i vores observationsperiode med et rent syn og vores undren i behold med så rin-

ge en påvirkning fra medarbejdere som muligt.



Etnografiske studier af afdelingen

De etnografiske studier af afdelingen havde til formål at:

1) Få en forståelse for medarbejdernes opfattelse af virksomheden, deres egen afdeling, kolleger,

arbejdsopgaver og privatliv.

2) Opleve medarbejderne som andet end mødedeltagere, men også i løbet af arbejdsdagen, i kantinen,

når de møder, når de går hjem…osv.. Hvis kommunikation som udgangspunkt er kontekstbestemt,

måtte vi opleve kommunikationen mellem medarbejderne i forskellige kontekster.

3) Skabe tillid og forståelse for vores projekt hos medarbejderne. Da vi havde fået kontakt til

virksomheden og afdelingen via den ene afdelingsleder, ville vi gerne undgå at vores

tilstedeværelse blev set som et ”lederprojekt”.

Ovenstående krævede bl.a. at vi var til stede i afdelingen så længe at medarbejderne havde vænnet sig

til os. Vi kunne selvfølgelig ikke på forhånd sige hvornår medarbejderne havde vænnet sig til os, men

observationsperioden blev den længst mulige. Vores ønske over for it-afdelingens leder var at vi kunne

være der i mindst tre uger. I alt blev det til observation i perioden fra d.3 februar til d.12. marts.

Herefter foretog vi interviews og fik yderligere mulighed for at optage to møder.

Valgte undersøgelsesmetoder

Kvantitative:

• Spørgeskemaer til indsamling af fakta om medarbejderne, som fx køn, alder og uddannelse, se

Bilag 3

Kvalitative:

• Interview med afdelingsleder, Karin.

• Observationer ved kontorrotation. Vi sad på skift i de forskellige kontorer i afdelingen med det

formål at opleve kulturen og notere evt. narrativer og samtale om hændelser ned som det ellers ikke

ville være muligt at optage.

• Optagelse af samtaler (afdelingsmøder og morgenmadsmøder) med det formål at indsamle

narrativer i afdelingen til senere udskrivning og analyse.



• Interviews med udvalgte medarbejdere. Havde til formål at indsamle narrativer fra medarbejderne.

Indledende interview med afdelingsleder

Vi indledte med et møde med afdelingslederen, Karin, bl.a. for at få planlagt de praktiske detaljer om-

kring indsamling af data i it-afdelingen. Vi havde på forhånd planlagt 18 spørgsmål (jf. Bilag 2) som

interviewet var fuldt struktureret efter. Et af formålene med interviewet var at høre virksomhedens og

afdelingens officielle ”stemme”, som afdelingslederen kan repræsentere. Desuden var hun også, som

afdelingsleder, i en position hvor hun kunne tillade sig at udtale sig kritisk om virksomheden.

Vi stillede afdelingslederen både holdnings- og evalueringsspørgsmål i relation til af-

delingen og virksomheden i et overordnet, organisatorisk perspektiv. Disse spørgsmål var vigtige at få

svar på fra afdelingslederen da vi sandsynligvis ville få en anden type svar fra medarbejderne, som vi

formodede ville være anderledes kritiske ud fra deres situation som ansatte. At vi valgte at inddrage

afdelingslederen kan man se som et delvist, men nødvendigt kompromis, som vi valgte at se som en

afgrænsning af vores dataindsamling. Vi havde ikke frie rammer til at foretage os hvad som helst, men

var nødt til at acceptere at afdelingslederen var vores døråbner til at få lov til at være i virksomheden.

Afdelingslederen var dog meget lydhør og positivt indstillet over for vores forslag.

Vores forhold til afdelingslederen har således været dobbelt. Karin har, som nævnt, været

vores kontaktperson under hele forløbet, men samtidig har vi hele tiden skullet have for øje at

medarbejderne ikke måtte tro, at vi gennemførte et lederprojekt. Vores dilemma var at forene

afdelingslederens projekt, som en opfølgning på seminaret om storytelling, med vores projekt og samti-

dig at sikre os medarbejdernes fortrolighed17.

Præsentation af os selv og vores projekt til medarbejderne

På baggrund af vores møde med afdelingslederen udarbejdede vi en præsentation af os selv og en kort

projektbeskrivelse som vi uddelte til medarbejderne i den første uge af vores observationsperiode (se

Bilag 4). Målet for vores undersøgelse var at indsamle så autentiske samtaler som muligt i den periode

17 Se evt. Spradley 1979, p. 26.



hvor vi observerede. Det var altså ikke skjult for medarbejderne at vi skulle arbejde med storytelling i

form af deres mundtlige fortællinger.

Spørgeskema – indsamling af fakta om medarbejderne

Vores spørgeskema var rettet mod samtlige 28 medarbejdere. Spørgeskemaets vigtigste funktion var at

indsamle konkrete fakta om de enkelte medarbejdere, fx køn, alder, arbejdsfunktion, antal år de havde

været ansat (se Bilag 3). Spørgeskemaet skulle danne grundlag for den senere udvælgelse af interview-

deltagere, og samtidig skulle det give os et billede af medarbejdersammensætningen som kan blive

brugbar ved analyse af samtaler.

Vi valgte at uddele spørgeskemaet sammen med præsentationen og projektbeskrivelsen i

begyndelse af observationsperioden for at gøre det mere nærværende for medarbejderne, at vi ønskede

at de udfyldte det. Det var nemt for dem at aflevere da vi havde lavet en aftale med sekretariatet om, at

alle kunne aflevere der.

Vi overvejede om spørgeskemaet skulle rumme spørgsmål hvor medarbejderne skulle for-

holde sig kritiske eller reflekterende til virksomheden eller it-afdelingen. Det valgte vi dog fra da vi

ville undgå at medarbejderne kom til at se os som nogen, der skulle evaluere afdelingen. Det er oftest

lederens stemme der er afsender til en sådan type evaluerende spørgsmål, hvor medarbejderne skal vur-

dere deres egen arbejdsplads og –indsats, fx ved lønforhandlinger, medarbejderudviklingssamtaler og

afdelingsmøder. En sådan type spørgsmål kunne også være mere skadelige end gavnende for vores pro-

jekt:

”Any display of a judgemental or critical orientation is likely to discourage storytelling.”

(Gabriel, 2000: p. 136).

Vi ville gerne så tæt på medarbejdernes ”umiddelbare” historier som muligt og derfor undgå fordomme

og forudindtagede holdninger til vores personer, funktion og projekt.



Kort profil af it-afdelingen

For at gøre det mere overskueligt er følgende en kort oversigt over it-afdelingen og dens medarbejdere

ud fra fakta fra vores indsamlede spørgeskemaer og organisationsdiagram over afdelingen (se Bilag 5).

I it-afdelingen var der 8 kvinder, heraf arbejdede 4 med it, 1 var afdelingsleder og 3 kvin-

der sad i sekretariatet – alle kvinder besvarede og afleverede spørgeskemaet. Der var 23 mænd, heraf

arbejdede 21 med it, 1 var afdelingsleder og 1 it-direktør - 16 mænd besvarede og afleverede

spørgeskemaet. Alle ledere afleverede spørgeskemaet. Der var 7 personer i it-afdelingen som vi ikke

havde kontakt med, men som rent organisatorisk var under it-afdelingen. For gennemsnit af data fra

afleverede spørgeskemaer se Bilag 6.

It-afdelingen er inddelt i flere underafdelinger eller grupper som hører under de to

afdelingsledere. Alle dele af it-organisationen hører under it-direktøren (se evt. organisationsdiagram

Bilag 5). Betegnelserne for de forskellige afdelinger vil være: servergruppen, officegruppen,

projektgruppen, supportgruppen, udviklergruppen, netværksgruppen og sekretærgruppen.

Observationsperiode

Vi tilbragte lidt over en måned som observatører i it-afdelingen. I samme periode optog vi afdelings-

møder (se Bilag 7.1 – 7.10)18. Først efter observationsperioden foretog vi enkeltinterviews med

udvalgte medarbejdere (se Bilag 12.1 – 12.8 for interviews).

I den første uge af observationsperioden var vi der begge på samme tid, men ikke i sam-

me rum i afdelingen. Vi prøvede det et par gange den første dag, men det virkede for voldsomt og

forstyrrende på medarbejderne og os selv. Det var ganske enkelt for svært at lade være med at udtale

sin undren for hvad der foregik eller spørge den anden hvis man havde været ude af rummet.

Efter den første uge vekslede vi mellem at være der tre dage hvor vi begge var der hele

dagen og to dage hver for sig. Det var mest af praktiske årsager at vi ikke var der alle dage begge to.

Men tilsammen dækkede vi alle arbejdsdage fra de mødte om morgenen til fyraften. Vi kom rundt til

18 Tre med afdelingsleder Karin, et møde med den afdelingsleder Mark, et møde med projektafdelingen uden it-direktøren,

Erik, til stede et møde med projektafdelingen med Erik til stede, et stormøde med hvor alle it-afdelingens medarbejdere var

til stede. Se evt. Bilag 14 for samlet oversigt over optagelserne.



alle medarbejderne på deres respektive kontorer. Dog med undtagelse af lederne. I sekretariatet fik vi

udleveret et oversigtskort over alle kontorer, hvilket gjorde det nemt at få et overblik over hvor vi

havde været og skulle være.

Observatører eller deltagende observatører?

Vi havde som udgangspunkt valgt kun at observere, dvs. at vi ville undgå at svare på spørgsmål osv.,

men vi kunne ikke holde den rene observatørrolle. Medarbejderne var alt for optagede af at vi var der,

og vi følte at det ville skade projektet mere, hvis vi ikke gav nogen former for respons på deres

spørgsmål og kommentarer. De var meget opmærksomme på at vi ikke foretog os noget (andet end at

observere dem), og de var meget optagede af at blive overvåget. Snak om stopure og kommentarer til

hvad vi burde observere, kom ofte til udtryk. Det afveg dog ikke fra at de generelt var meget optagede

af effektivitet, optimering, tidsforbrug, og dokumentation af det arbejde de gennemførte. Derfor har vi

og vores adfærd nok stået i en skarp kontrast til deres selvforståelse. Vi blev set som ”de fremmede der

arbejder mentalt”. De var vant til at arbejde er forbundet med en form for fysisk aktivitet, såsom at

skrive på computer og tale i telefon. De var praktikere der løste praktiske problemer ud fra hands-on-

erfaringer og testmetoder.

En observationsdag i it-afdelingen

Allerede efter de første dage blev vi mødt med et godmorgen fra de medarbejdere der så os ankomme

til it-afdelingen. Vi fulgte den adfærd som medarbejderne havde når de ankom. Vi hængte vores tøj i

garderoben og gik ud i køkkenet for at hente en kop kaffe hvor der som regel altid var en at småsludre

med. Vi gik ligeledes til frokost med de medarbejdere vi observerede. Her tog medarbejderne som

regel initiativet og spurgte os. De spiste sammen med de samme kolleger når de kunne komme til det

og altid ved de samme to borde. Afdelingsleder Karin gik aldrig til frokost i kantinen, mens afdelings-

leder Mark og direktøren, Erik, spiste sammen med de andre medarbejdere. Efterhånden som vi kom

igennem vores kontorrotation fik vi et indblik i de sociale grupperinger i afdelingen og hvad de forskel-

lige medarbejdere talte om, når de ikke arbejdede. Det var meget forskelligt fra gruppe til gruppe om de

snakkede privatliv eller arbejde. Fx talte servergruppen stort set altid om arbejdsrelaterede emner mens



officegruppen talte mere uformelt om ikke-arbejdsrelaterede emner. Hver dag sluttede af med at vi

opsummerede for hinanden, hvad vi havde oplevet og at samle trådene fra vores oplevelser.

Vi fik løbende en opfattelse af at vi til tider blev behandlet forskelligt i kraft af vores for-

skellige køn. Bl.a. blev det en enkelt gang på et kontor hvor Signe observerede kommenteret at

”kvinder er lidt dumme når det gælder teknik”vi. Omvendt blev Mikael under to observationer af to for-

skellige medarbejdere spurgt om han ville se serverne og fik en rundvisning i serverrummet. Dette

skete ikke da Signe observerede i de samme rum og da disse medarbejderes hovedopgaver var med

serverne, er der ikke umiddelbart en grund til at tro at det var fordi der ikke forefandt sig en given

lejlighed, hvor den samme invitation kunne have fundet sted. Disse oplevelser var med til at afgøre

vores fordeling af interviewpersoner mellem os, som vil blive behandlet senere i dette afsnit.

På samme måde havde de, som nævnt, et klart forhold til at vi, som studerende og

humanistervii, ikke ydede den samme arbejdskraft som dem. Det gjorde bl.a. at vi ret tidligt valgte, at vi

i interviewene ville undgå spørgsmål med relation til tekniske forklaringer eller hændelser i deres

arbejde.

Interviews med medarbejderne

Vores mål med observationerne var også at skabe det bedst mulige grundlag for tillid blandt

medarbejderne så det ville blive nemmere at skabe rum for dialogen og nærme os den personlige

samtale i interviewene. Vi har derfor alene ved vores observationer og tilstedeværelse forsøgt at skabe

basis for en mere fri interviewform.

Metode, interviewdesign og udvælgelseskriterier

Labov benytter sig af det sociolingvistiske interview som metode til at indsamle uformel tale i form af

narrativer til brug i fonetiske analyser (Labov, 1972). Målet for det sociolingvistiske interview er at

bryde med det ”formelle” interviews velkendte spørgsmål-svar-struktur hvor intervieweren spørger, og

informanten svarer. For at bryde med dette turtagningsmønster må feltarbejderen placere informanten i

en position hvor han/hun kan komme til at tale om emner, der interesserer ham/hende.



Et kritikpunkt over for det sociolingvistiske interview er, som Møller påpeger, at

informanten kan blive usikre og forvirrede når den velkendte rollefordeling ikke bliver overholdt. Han

argumenterer for et alternativ til Labovs sociolingvistiske interview, nemlig det konversationelle

interview. Det konversationelle interview er kendetegnet ved ikke at have en række forudbestemte

emner interviewet skal bevæge sig igennem, og intervieweren forsøger heller ikke at fremprovokere

narrativer, ligesom Labov gjorde det. Feltarbejderen stiller situationelt betingede spørgsmål frem for

standardspørgsmål, som Labov gjorde det i sin undersøgelse (Møller, 1993: p. 64).

Den anvendte interviewmetode er inspireret af såvel Labov som Møller. Målet med

interviewene var at få medarbejderne til at bidrage med narrativer og dermed bruge en spørgeteknik

som ville fremprovokere narrativer, især fordi interviewet var fastsat til at vare ca. en time. Men når vi

ville have narrativer skulle interviewene ikke være så stramt strukturerede af vores spørgsmål, at der

ikke var plads for at tale om det, der interesserede den enkelte interviewdeltager.

Vi valgte derfor en semistruktureret interviewform som ligner det konversationelle

interview. Vi valgte et overordnet tema (arbejdsliv) som vi konstruerede en række spørgsmål ud fra.

Samtidig kunne vi afprøve de hypoteser om medarbejder- og afdelingskulturen vi havde dannet ud fra

observationer og deltagelse ved afdelingsmøder. Med en semistruktureret interviewform kunne vi få et

åbent, dialogisk interview hvor der også var plads til at intervieweren kunne stille situationelt betingede

spørgsmål, som i det konversationelle interview. Vi ønskede et så uformelt interview som muligt, dvs.

at spørgsmålene var sekundære hvis informanten selv tog initiativet. Omvendt var det en fordel at den

semistrukturerede interviewform ville give mulighed for at sammenligne narrativer om de samme

emner på tværs af de forskellige interviews.

Design af spørgeguide

Vi valgte så åbne spørgsmål som muligt bl.a. fordi vi, som nævnt, ikke opfattede it-medarbejderne som

et meget fortællende folk, men et folk der søgte hurtige afklaringer og løsninger. Vi var derfor bange

for at de ville være tilbøjelige til at svare nej, hvis de fik muligheden for det19. Vi valgte ”Arbejdsliv”

19 Heroverfor vælger Labov at indlede sine interviews med det lukkede ja/nej-spørgsmål: ”Where you ever in a situation

where you werein serious danger og being killed, where you said to yourself – ‘This is it’?” (Labov 1972, p.354). Labov



som tema for interviewene fordi vi på baggrund af vores observationer mente at det var et emne alle

informanterne kunne relatere til. Som en del af vores spørgsmål kunne vi spørge ind til relationerne

mellem privatlivet og arbejdslivet og dermed også få mere følelsesmæssige emner ind i interviewet,

som muligvis kunne trigge narrativer. Under observationsperioden havde vi stort set kun oplevet

positive narrativer fra folks privatliv og negative narrativer om deres arbejdsliv. Vi havde derfor grund

til at antage at det at bruge disse to sider i interviewet ville kunne vække nogle følelser og hermed

narrativer.

Vi besluttede at indlede hvert interview med spørgsmålet: ”Hvordan gik det til du blev

ansat her?” (se Bilag 8). Labov indleder, som nævnt, sine interviews med Danger of Death-spørgs-

målet. Spørgsmålets funktion er dog det samme, om ikke helt så følelsesladet, nemlig at få

interviewpersonerne til at komme med en narrativ. Vi spurgte derfor først om det som vi var sikre på

alle deltagerne kunne fortælle om , og som vi antog mange ville opleve som en større forandring i deres

liv, nemlig at begynde på et nyt arbejde. Hvis vi fik en meget kort narrativ stillede vi spørgsmål 2

(”Hvad skete der de første uger?”) som nemt kunne virke som en naturlig opfølgning og ønske om ud-

dybning.

Spørgsmålene til interviewene blev valgt ud fra: Spørgsmålene måtte ikke være

dømmende eller indeholde en værdiladning af hvad der var korrekt og forkert. Spørgsmålene skulle

tematisere emotionelle tilstande eller konkrete situationer. Spørgsmålene skulle spørge ind til de

hypoteser vi havde dannet ud fra vores observationer i afdelingen og ved afdelingsmøder.

Spørgsmålene måtte ikke være personligt rettet mod den enkelte informant, men gerne hvis det var som

led i en opfølgning på et tema, som medarbejderen selv havde etableret.

Spørge- og interviewteknik

Vi øvede spørgsmålene så vi kunne dem udenad og dermed få samtalen til flyde så naturligt som

muligt. Der var ikke tvivl om at formen var et interview, men vi ville gerne have at medarbejderne fik

argumenterer for sit valg med at hvis informanten svarer ja, forpligter han/hun sig til sit svar og hermed til en narrativ (ibid).

Her ville vi være for usikre på om vi ville få et ”ja”.



oplevelsen af et ustruktureret interview. At vi kunne spørgsmålene udenad gjorde at vi havde overskud

til at virke engagerede, deltagende og motiverede som publikum.

Det var ikke nogen hemmelighed at vores klare mål var at få narrativer fra medarbejdere.

Vi valgte at indlede med at opfordre medarbejderne til at fortælle historier. For det første fordi vores

interviewtid var begrænset til ca. en time, og for det andet for at gøre klart at alle historier havde vores

interesse, dvs. ikke kun historier om afdelingen, virksomheden, ledelsen.

Da et af trækkene ved narrativen er, at den er bygget op omkring en konkret hændelse,

var vores grundlæggende spørgeteknik at spørge ind til konkrete situationer, og da narrativen ofte er en

emotionel genre, spurgte vi gerne ind til informantens følelser i situationenviii. Målet var dermed at få

medarbejderne til at placere sig selv eller andre som hovedperson i en konkret fortælling. Vi ville

dermed undgå at medarbejderne kun talte i abstraktioner.

Hvis medarbejderne ikke fangede at vi ønskede en konkret situation gengivet, var vi åbne

for at bruge os selv som eksempler, fx ”Hvis nu det var mig der…”, for at lægge op til at det var i orden

at snakke om sine egne oplevelser og for at etablere fortællingen som mulig genre. Stoppede de en

narrativ spurgte vi ind til situationen med spørgsmål som ”Hvad gjorde du så?” for at få en personlig

jeg-fortælling frem for en abstrakt betragtning. Hvis den interviewede begyndte på en personlig

narrativ, så ville vi spørge ind til den for at følge deres fortælling til dørs. Målet var at sætte

informanten i fokus, at vise stor interesse og indlevelse i informantens historier. Det vigtige var at de

bestemte hvad der var relevant at inddrage og snakke videre om.

I den udleverede invitation til at deltage i interviewet havde vi bedt medarbejderne om at

tænke over ”en begivenhed der havde gjort særligt indtryk” på dem i forbindelse med deres arbejdsliv

(jf. Bilag 8). Pointen med formuleringen var at det stod frit for deltagerne at fremhæve en enten positiv

eller negativ oplevelse, og vi ville så efterfølgende spørge ind til det modsatte med spørgsmålet:

”Hvilken oplevelse husker du som særlig god/dårlig?” (jf. Bilag 8, spørgsmål 4). Det ville være

interessant hvis alle deltagerne havde forberedt enten en positiv eller negativ fortælling fra deres

arbejdsliv.

En anden, mere voldsom, teknik var at være tavs. Voldsom fordi den efter nogle sekunder

virker anmassende og ”tvinger” den der sidste havde ordet til at reetablere sin taletur (Nielsen, 2001:



p.123). Tavshed er atypisk for dagligdagssamtalen og den åbne, frie interviewform som vi ellers lagde

op til. Tavsheden brugte vi desuden til at give den interviewede plads til at fortælle færdigt, at

genoptage uafsluttede ytringer hvis vi var kommet til at afbryde i en af deres pauser.

Pilottest

Inden vi gennemførte de otte interviews foretog vi fire pilottest. Vores pilottest havde til formål at

undersøge om vores spørgsmål genererede narrativer, hvorvidt interviewerens køn spillede en rolle for

interviewets udfald, og give os mulighed for at opleve hinanden interviewe og sikre at vi benyttede os

af samme spørgeteknik. Vi foretog pilottest med tre mænd og en kvinde der alle arbejdede med it til

daglig.

Vi fik mange narrativer, og derfor fandt vi ikke nogen grund til at ændre spørgsmålene

inden de egentlige interviews. Vi har ikke definitivt kunnet vurdere om interviewerens køn spillede en

rolle for interviewets form eller udfald, men et interview, hvor mand interviewer mand, resulterede i

flere teknisk, uddybende forklaringer. Vi valgte derfor at holde fast i en ”partnerstrategi”, dvs. hvor

kvinde interviewer mand og omvendt for at undgå at der kom de samme lange, tekniske beskrivelser i

interviewene frem for narrativer. Denne beslutning om at holde fast i at interviewe ”modsatkønnet”

skal ses i lyset af at vi under vores observationsperiode, som allerede nævnt, oplevede at blive forskels-

behandlet – både eksplicit og implicit.

Vi valgte også at holde kønssammensætningen konstant for at undgå at skulle tage højde

for endnu en variabel i datamaterialet. Det er muligt at det vil medføre en bestemt type interviews eller

”fejl”, men fejlen vil være konstant. Her vurderede vi at Steinar Kvale begår en fejl ved at tro, at han

kan eliminere fejlen ved at skabe mange variable i og med, at han bruger mange interviewere og

blander køn (Kvale, 2000: p.99). Det gør kun variablen uigennemskuelig, men det får den ikke til

forsvinde.

Valg af informanter, interviewene og gennemførelse af interviews

Informanterne til interviewene blev udvalgt på baggrund af vores ønske om at få et repræsentativt bille-

de af afdelingen. De blev derfor også diskuteret med afdelingslederen, men med det klare mål at



lederen ikke dikterede hvilke medarbejdere der skulle interviewes, men var med til at perspektivere

hvordan de enkelte repræsenterede afdelingen med organisatorisk placering og arbejdsopgaver.

Udvælgelseskriterier er her i prioriteret rækkefølge: Informanten havde svaret ja til at

blive interviewet i udleveret spørgeskema. Informantens organisatoriske placering. Informantens

funktion i afdelingen, dvs. at vi søgte at dække forskellige arbejdsområder. Køn. Uddannelse.

Ansættelsesperiode. Alder. Mulighed for at få en aftale i stand. Se evt. Bilag 9.

Vi kontaktede personligt alle interviewpersoner og fortalte at vi havde valgt dem som re-

præsentant for deres del af it-afdelingen. Vi spurgte dem med det samme om de fortsat ønskede at

deltage i et interview og forklarede de formelle rammer – varighed, datoer, anonymitet… osv., som de

også fik på skrift.

En enkelt person sagde nej tak til at deltage p.g.a. for meget arbejde. En enkelt var

langtidssygemeldt. Vi fik to andre til at deltage i stedet for da vi havde planlagt alternative

interviewpersoner. Efterfølgende sendte vi et brev til alle i afdelingen som tak og som indeholdt

ovenstående prioriterede liste (se Bilag 9), så det ikke var hemmeligt hvorfor vi havde valgt dem vi

havde. Vi ønskede fortsat medarbejdernes fortrolighed og samarbejdsvilje. De valgte personer til

interviewene blev: Bent, Erik, Hanne, Lene, Bodil, Anders, Lars og Morten.

Interviewets kontekst

Syv interviews blev gennemført i det samme lokale. Interviewet med Erik, direktøren, blev gennemført

på Eriks eget kontor. Interviewlokalet var aflangt (ca. 6 x 3 m) og lå lidt afsides fra selve it-afdelingen,

men på samme etage. Rummet var dog ikke ukendt for medarbejderne. I rummet stod der tre borde på

tværs hvor vi satte det ene hen til vinduet (se Bilag 11).

Til hvert møde havde en sekretær bestilt te, vand og kaffe. Ved alle interviews sad vi i lo-

kalets ene ende ved vinduet. Det gav de interviewede og os mulighed for at se ud ad vinduet. Vinduet

gav dermed mulighed for at se væk hvis man skulle ”tænke sig om”, fortælle en særlig personlig

historie eller hvis den interviewede skulle komme til at føle sig intimideret af vores spørgsmål og

ønskede at se væk.



Vi ankom en times tid før selve interviewet, gik ned til dagens informant for at sige at vi

var kommet og gik ned til lokalet og stillede op, testede at udstyret virkede, så efter at der var kaffe og

te. Kort tid før det aftalte tidspunkt gik den der skulle interviewe medarbejderen ned og hentede

vedkommende og fulgtes med medarbejderen til lokalet. Her var der plads til at komme ind i

stemningen af uformel snak, at slappe af, at besvare eventuelle spørgsmål og mærke hvor optagede de

var, af det der skulle foregå. Vi fik dermed også mulighed for at forberede os lidt på hver enkelt

deltager og indstille os på deres humør og snakkesalighed. Enkelte fortalte med det samme om de

havde forberedt en historie eller ej, som vi havde bedt dem om i invitationen.

Selve interviewet

Ved alle interviews havde vi ladet kaffe og te stå på bakken så der var noget konkret at indlede

interviewet med for både informant og interviewer. Det var nødvendigt at bryde med en stemning af at

de var gæster i eget hus, når vi ønskede en uformel samtale, fx havde mange af dem deres egen

kaffekop, som vi sagde til dem at de bare kunne tage med hvad de normalt ikke gjorde til møder.

Efter den indledende seance begyndte vi samtlige interviews med at læse op fra vores

udleverede brev omkring de formelle forhold og hvordan vi ville bruge interviewene. Vi understregede

at alle optagelserne ville blive anonymiserede og forblive fortrolige mellem den enkelte deltager og os.

Selvom det kunne være med til at skabe en mere formel stemning, så mente vi at det var etisk

nødvendigt. For at åbne for at det var tilladt at tale om alle emner, ville vi holde fast i at det var en

strengt fortrolig samtale, som ikke kom videre end os og den enkelte medarbejder.

Ved de første to interviews fremhævede vi at vi var interesserede i informantens person-

lige fortællinger, gode som dårlige, så de ikke skulle holde noget tilbage, som de mente var uinteressant

for os. Det besluttede vi os dog herefter for at udelade, fordi kommentaren virkede overflødig på

deltagerne der var meget bevidste om hvad interviewet handlede om. I det hele taget kunne vi

fornemme at de indledende formaliteter var nogle interviewdeltagerne synes skulle overstås og egentlig

mere var i vejen for selve interviewet. Alle informanter havde gjort en indsats for at tænke over en

historie som vi havde bedt dem om i vores invitation (se evt. Bilag 10).



Delkonklusion

Vores dobbelte forhold til afdelingslederen, som kontaktperson og leder, medførte en række etiske

overvejelser i forhold til medarbejderne. Vi valgte fra starten at melde ud at vi ikke gik på kompromis

med medarbejdernes anonymitet og fortrolighed. Det fastholdt vi igennem hele forløbet. Alt tyder også

på at vi formåede at bevare tilliden til medarbejderne. Vi fik en del fortrolige fortællinger under

observationsperioden som gav os et billede af de ansattes opfattelse af de forskellige gruppers

relationer, dvs. at vi blev accepteret som nogle man kunne betro sig til. Interviewenes emner tyder også

på at vi formåede at oparbejde og bevare en tillid hos medarbejderne. Flere emner er dybt personlige og

handler om personlige kriser eller konflikter med andre medarbejdere i afdelingen.

At vi ikke var rene observatører har sandsynligvis gjort at vi har virket ”ufarlige”. Vi var

der på medarbejdernes præmisser, og initiativet lå på deres side til at inddrage os i deres arbejde, og det

de ville fortælle os. Vi var ikke deltagende observatører i betydningen ”opsøgende”, men mere

tilstedeværende og åbne.

Observationerne gav en forståelse for medarbejdernes arbejde og hvordan de var som

personer i en social kontekst. Vi oplevede deres holdninger og fik indsigt i hvad der lå bag deres

sprogliggørelse af emner om afdelingen, virksomheden, deres kolleger og deres arbejdsopgaver. Og det

flyttede i lige så høj grad vores egen forståelse af deres arbejde og arbejdet i afdelingen. Uden

observationsperioden havde vi været dårligt stillede som sproganalytikere.

Et problem ved den etnografiske metode er dog at afdække omfanget af feltet og dermed

grundlaget for kulturen. Der kan hele tiden være et nyt lag eller synsvinkel som giver anledning til

andre fortolkninger. Et andet grundlæggende problem er at man ikke kan undgå selv at blive en del af

feltet. Vores tilstedeværelse og interaktion har muligvis påvirket medarbejdernes adfærd, og det kan

være vanskeligt at afgøre hvad der er normal adfærd og hvad de gør for vores skyld20. Spradley

skriver:

20 Jf.: Hansen, Judith Friesman: ”Anthropologist in the Field: Scientist, Friend and Voyeur” i Ethics and Anthropology.

Dilemmas in Fieldwork, red. Rynkiewich, Michael A. & Spradley, James P., John Wiley & Sons, Inc, 1976, p. 126.



”Culture […] refers to the acquired knowledge that people use to interpret experience and generate social

behaviour.”

(Spradley 1979, p.5)

Det er ikke muligt at afgøre i hvilket omfang vi opnåede at forstå afdelingens kultur. Blot at vores

forståelse var langt større efter end da vi begyndte. Generelt var medarbejderne positive over for vores

tilstedeværelse. Også med spørgeskemaerne var det afdelingslederens vurdering at det var en høj til-

bagemeldingsprocent, vi fik.

Mht. fortællingernes karakter er det muligt at medarbejderne kom med fortællinger for

vores skyld. Vi har dog på intet tidspunkt defineret vores forståelse af fortællinger over for

medarbejderne, så derfor er medarbejdernes fortællinger autentiske i den forstand at det er deres

opfattelse af, hvad ”fortællinger” er. At vi opfordrer medarbejderne til at fortælle historier gør at vi får

narrativer som medarbejderne ”tror” en narrativ skal være. Det er muligt at de overdriver genren, gør

den mere stiliseret eller benytter sig af fortælleteknik som de ellers ikke ville benytte i en almindelig

samtale uden for interviewets kontekst. Umiddelbart er der ikke noget der tyder på at narrativerne rent

sekventielt er forskellige fra medarbejdernes narrativer ved afdelingsmøder.

I interviewene har formuleringen af spørgsmålene ikke været ordret, men blev stillet så

det virkede naturligt for os i situationen. P.g.a. metoden med at kunne spørgsmålene uden ad er der

desværre sket det at enkelte spørgsmål ikke er blevet stillet. Det har været omkostningen for at følge

medarbejdernes narrativer til dørs. Andre gange har medarbejderne ”automatisk” svaret på vores

spørgsmål som deres egen opfølgning af et emne.

Erik Møller skriver at narrativen skal gengive en intenderet virkelighed (Møller, 1993:

p.122). Om gengivelsen er acceptabel afgøres af publikum, dvs. at der her er en distinktion mellem

narrativer i enkeltinterviews og ved møder i interaktionen. I enkeltinterviews havde vi sat det som mål

at interviewerens rolle bl.a. var at indsamle narrativer, dvs. at narrativen som form er primær og selve

gengivelsen af en virkelighed er sekundær under interviewet. Det modsatte gør sig gældende under

møderne hvor gengivelsen af virkeligheden er primær og selve narrativen som struktur sekundær. Det



betyder at det i enkeltinterviewet er intervieweren og informanten der afgrænser hvilken virkelighed

der er relevant og kan accepteres, og ved møderne sker afgrænsningen i interaktionen.

Databehandling og analyse af fortællinger

Opgørelsen af de kvantitative data kan ses i Bilag 15 og Bilag 16 som viser den procentvise fordeling.

I alt er der 27 t. 45 min. 46 sekunders optagelser fordelt på de ti møder og otte interviews (Se Bilag 14

for oversigt over det samlede datamateriale). Inden selve udskrivningen gennemførte jeg to gennemlyt-

ningsfaser for at udvælge sekvenser med mulige narrativer. I første gennemlytningsfase noterede jeg

alle taleture ned som havde referencer til hændelser eller handlingsforløb. Årsagen til at jeg i første

gennemlytning har taget alle gengivelser af hændelser med er at handlingssekvensen er et af de krav,

som en sekvens skal opfylde for at kunne være en narrativ, og det er nemt at høre hvornår en informant

gengiver en hændelse eller et handlingsforløb, i forhold til anden tale hvor informanterne fx evaluerer,

debatterer, gennemgår timeplaner eller småsnakker uden at der optræder et handlingsforløb.

I anden gennemlytningsfase af de udvalgte sekvenser valgte jeg de sekvenser ud hvor en

samlet hændelse blev gengivet af en enkelt taler. Udvælgelsen udelukker ikke sekvenser som

indeholder instruktioner, oplæg til spørgsmål, prospektioner eller hypoteser. Fx bygger hypoteser på

fortidige begivenheder, men der er forskel på den prototypiske narrativ som handler om en fortidig

begivenhed, som Møller definerer den, og en hypotetisk, generisk narrativ. I den hypotetiske, generiske

narrativ er taler rettet mod fremtiden igennem sin erfaring med fortiden og bruger narrativen som belæg

for hvordan fremtiden kan komme til at se ud. Taler er dermed ikke rettet mod den skete hændelse i sig

selv, men mod et akkumuleret felt af mulige iagttagelser, som taler har oplevet gennem tiden. Det er

ikke ved gennemlytning muligt at adskille disse forskellige narrativer. Det åbner i første omgang op for

et udvidet narrativbegreb, som fx Elinor Ochs arbejder med (Ochs, 1997: p.190)21. Dette er ikke en

fejlkilde, men en nødvendighed, da det først efter en analyse og kvantitativ opdeling vil være klart,

hvordan og på hvilke måder de forskellige sekvenser adskiller sig fra hinanden, og hvilke træk der

adskiller prototypiske, konversationelle narrativer fra fx hypoteser eller vi-fortællinger. 21 Ochs’ begreb indebærer at narrativer også kan være nutidige, fremtidige, hypotetiske, forslag…osv..



De former der sorteres fra i anden fase, er de generaliseringer og hypoteser som konstru-

eres af fællesskabet. Ved afdelingsmøderne kan taler bruge hypoteser til at åbne for svar fra publikum

og sammen kan de konstruere et billede af deres fælles verden og mulige fremtidige hændelser som en

kollektiv konstruktion. Taler søger ikke at fremstille hændelsen som socialt acceptabel, men som et

oplæg til at spørge om hvad der kan være socialt acceptabelt. Denne form er meget hyppigt

forekommende ved møderne hvor der fremstilles konsekvenser, muligheder, forventninger og træffes

beslutninger på baggrund af forventninger og mål i organisationen. Disse typer kommer ikke med

blandt de udvalgte sekvenser fordi der ikke er en enkelt taler, der leverer den samlede narrative

sekvens.

Udskriftskonventioner og praksis for udskrivninger

Jeg anvender Jim Schenkeins udskriftskonventioner som grundlag (Schenkein, 1978). De afviger ikke

meget fra de traditionelle udskriftskonventioner for konversationsanalyse (Steensig, 2001: p.32-37),

men de er ikke så detaljerede i deres beskrivelse af minimalenheder i talen som konversationsanalysen

(Conversation Analysis eller CA). Valget af Schenkeins konventioner skyldes at målet ikke er at

foretage en mikroanalyse i stil med en CA-analyse, men en indholdsanalyse. Oversigten med de

anvendte konventioner findes i Bilag 13.

Bemærk at ortografien ikke er ens fra de første til de sidst udskrifter i bilagsmaterialet.

Det skyldes bl.a. at Signe Marie Kvistgaard Jakobsen, som materialet er indsamlet i samarbejde med,

har udskrevet to interviews, og at der ikke er foretaget omfattende korrektur på de ca. 140 siders

udskrift som materialet udgør. Der er dog foretaget korrektur på de udvalgte eksempler. Ortografien i

det samlede materiale er præcis nok til at kunne danne basis for en indholdsanalyse.

Enkelte af interviewene er der udskrevet længere sekvenser af, eller de er udskrevet i

deres fulde længde. Det er sket i de indledende faser for at få et mere helt billede af samtalerne som

type og omfanget af narrativer i udvalgte samtaler. Det gælder Hannes, Lenes, Mortens og Bents

interview. I disse interviews er de sekvenser som indgår i analysen udvalgt efterfølgende.

Sekvenserne er udskrevet i CLAN (Computerized Language Analysis ix). I første omgang

fordi det ville give nogle senere muligheder for statistik, og fordi det er enkelt at bruge i forhold til



almindelige tekstbehandlingsprogrammer mht. opsætning. Alle de udvalgte sekvenser er blevet

indspillet fra en minidisc ind i en computer og aflyttet i hovedtelefoner. Lydprogrammer er nemmere at

arbejde med når man skal lytte enkeltord og korte sekvenser af. Det giver et mere nøjagtigt udskrifts-

materiale hvilket har været væsentligt, da en del af analysens fokus fx vil være at se på brug af

personlige pronominer for at kunne karakterisere brug af ”jeg” og ”vi” i narrativer, som mulige skift i

systemiagttagelser (se evt. Figur 4).

Analyse af sekvenser og kvantitativ kategorisering

Efter at have udskrevet de valgte sekvenser, er der foretaget en kvantitativ opdeling for at karakterisere

sekvenserne i forhold til en række baggrundsvariable som er: køn, alder, anciennitet, og om

sekvenserne er optaget ved interview/møde.

I den endelige sammenfatning af den kvantitative del og den kvalitative analyse tager jeg

stilling til om bestemte træk ved narrativerne forener bestemte emner, typer af narrativer og deres

kommunikative funktioner, og om der er andre baggrundsvariable, der har væsentlig betydning for

narrativer i organisationen. Fx om visse træk kan forbindes med bestemte personer, bestemte

placeringer i organisationen, uddannelse eller andet. I den kvantitative opdeling giver det ikke mening

at indføre kriterierne i det samlede skema, da materialet ikke er indsamlet for at være repræsentativt i

forhold til medarbejderne, og it-afdelingen er som helhed mere broget end som så, fx når det gælder

uddannelse, er det vanskeligt at opstille generelle træk.

Den kvantitative opdeling, Bilag 15, af de udvalgte sekvenser rummer opdeling af 62

mulige narrative sekvenser i interviewene og 48 mulige narrative sekvenser i afdelingsmøderne. I alt

110 sekvenser er analyseret og kategoriseret. I den kvantitativ opdeling af de udskrevne sekvenser

indgår en analysedel: 1) En sekventiel analyse som kategoriserer sekvenserne som narrativer eller ej, 2)

en analyse af fortællerens brug af tid (præteritum, historisk præsens, generisk præsens) og præcision

(henvisning til konkrete tidspunkter, proprier eller brug af bestemte/ubestemte pronominer og

tidsadverbialer) til at kategorisere narrativerne som unikke eller generelle, 3) En funktionel analyse

som betegner hvilke(n) kommunikativ funktion(er) narrativen har i de enkelte sekvenser, og 4) en

systemteoretisk kategorisering af hvilke interagerende systemer taler aktualiserer (psykisk system,



socialpsykologisk eller organisationen som helhed), som ses ud fra modellen over de sociale systemers

kommunikative interaktionsniveauer (Figur 4).

Sekventiel analyse

Hver enkelt sekvens er blevet analyseret og kategoriseret som narrativ/ikke-narrativ. Da definitionen af

den konversationelle fortælling som nævnt skal ses som definition på en prototypisk narrativ, og da jeg

har holdt materialet åbent, har jeg i Bilag 15 markeret, hvis der har været tvivl om hvorvidt sekvensen

var prototypisk eller ej. Møller har ikke denne type ”gråzone-narrativer” med i sit analysemateriale

(Møller, 1993: p. 121) da han søger at finde prototypiske træk. Kollektive, organisatoriske fortællinger

afviger muligvis fra de prototypiske træk.

For at der kan være tale om en narrativ sekvens skal der være en temporal lås som marke-

rer handlingssekvenser. Handlingssekvenserne er, som nævnt, kendetegnet ved brug af aktivitetsverber.

Verber der betegner essentielle foregange eller funktioner (Togeby, 2003: p.258) kategoriseres ikke

som handlingssekvenser. En reference til forskellige tilstande kan ikke kategoriseres som en

handlingssekvens selvom de markerer en tidslighed. Hvis der ikke er nogen handlende agent i

sekvensen, er der ikke noget narrativt forløb, men en reference til to tilstande (eller iagttagelse af en

forskel over tid).

Følgende sekvens er et eksempel på at der gengives en handling, men at beretningen ikke

formes som en narrativ. Casper fra servergruppen spiller i et band hvor de var nødt til at fyre deres

sangerinde. Sekvensen indleder med at være et belæg for hvorfor Casper er klar til at være chef, men

Caspers overraskende pointe gør sekvensen underholdende og parodierer lederes begrundelse for at

fyre medarbejdere.

Sekvens #82, Møde 7, d.6/3, Morgenmadsmøde i it-afdelingen:

Indledning; rummer konsekvensen ”klar til at være chef”:

38 *CASP: Nu er jeg altså klar til at være chef P vil jeg bare lige sige?

39 *ANDR: Nå?

40 *KARI: Hvad kræver det? P ((Karin er Systemchef i afdelingen))

Handling og evaluering; enkelt sætning med handlingsverbum, men som en proces:



41 *CASP: Vi fyrede vores sangerinde i går P det er jo ikke så sjovt at

42 fyre nogen ((taler afdæmpet))

43 *BODI: Fyrede hvad?

44 *KARI: Nå? hvorfor det? var hun for pæn?

Afslutter og pointe; fungerer som parodi og viser tilbage til at Casper er klar til at være chef:

45 *CASP: Samarbejdsvanskeligheder P

46 *????: ((Flere småler))

Caspers pointe kommer som svar til Karins spørgsmål i linje 44. ”Samarbejdsvanskeligheder” er en

åben betegnelse som kan være begrundelse for enhver fyring. Sekvensen kan konstrueres p.g.a. det

spørgsmål Karin stiller, at Karin er chef, og at Karin ser Caspers udsagn som face-truende (Goffman,

1955) og giver en face-bevarende respons, men mister det med Caspers replik i linje 45, som får

publikums støtte med deres latter. Casper leverer ikke en fortælling som belæg for at han er klar til at

være chef. I linje 41 findes den eneste sætning som betegner en sket handling; ”vi fyrede vores

sangerinde i går”, men ikke selve handlingen. Selvom man forstår at der ligger et handlingsforløb,

selve fyringen, som baggrund for at Casper fortæller, det han fortæller, så er der ikke nogen fortælling,

men et kvikt svar som bekræfter fællesskabets forståelse af rollen som chef, som Karin selv lægger op

til ved at foreslå, at baggrunden for fyringer kan synes irrationel (linje 44).

Som nævnt kategoriseres verber i analysen efter den funktionelle grammatik som mentale

og materielle foregange (Togeby, 2003: p.264). Det har undervejs været nødvendigt at skelne mellem

mental aktivitet (fx tænke, sanse, sige, regulere) og fysisk aktivitet (fx dynamisk, statisk, proces,

handling) som forskellige former for handlinger. Verberne viser forskellen på om jeg’et omtaler

påvirkning og ændringer i det psykiske system eller jeg’ets fysiske omverden.

Prototypiske fortællinger og deres funktion

De prototypiske, mundtlige fortællinger er den kendte genre. For kort at opridse så har den prototypiske

fortælling tre kommunikative funktioner: Belæg, underholdning og selvfremstilling. Det er ikke

udelukket at narrativer kan have andre kommunikative funktioner, men første mål er at se om de

prototypiske narrativer findes i materialet. Herefter er det analytisk nemmere at beskrive hvilke træk

der gælder for de typer, som afviger fra den prototypiske narrativ. Fx er en rapporteret (genfortalt)



narrativ ikke selvoplevet, hvilket vil være en afvigelse fra kravet under punkt 4 om at narrativen skal

være selvoplevet.

Narrativ med den kommunikative funktion belæg

Fortællinger som har funktionen belæg støtter en påstand, et udsagn, en holdning, en mening el.lign..

Det faste træk for disse fortællinger er at de beskriver en hændelse i fortællerens omverden og ikke

lægger vægten på at fremstille fortællerens indre verden. I den følgende sekvens er det Hannes

forventning til ”en rigtig fredag” som er blevet brudt. Sekvensen finder sted lige inden selve mødet går

i gang.

Sekvens #63, Bilag 7.1, Møde 1, d.3/2.

Indleder; sætter en konkret scene og fremlægger emne i linje 23:

21 *HANN: jeg sad alene der om eftermiddagen

22 *KARI: Ja=

23 *HANN: =og ved du hvad? det var ikke en rigtig fredag

Orientering eller kan ses som led i indledningssekvensens mulighed for interaktion:

24 *KARI: Der var travlt?

25 *HANN: Travlt?

26 *KARI: Ja

Handlingssekvens; emfase på ”det” viser jeg’ets vurdering og sukket jeg’ets vurdering af hændelsen:

27 *HANN: Det var der P så gik proxyserveren ned midt i det hele .HHHH

28 ((sukker dybt)) sidder jeg helt alene har jo overhovedet

Orientering:

29 ikke administratorpassword til at få sådan nogle ting op igen jo

30 *KARI: Hvad så?

Handlingssekvens fortsat:

31 *HANN: så var jeg jo så sød jeg startede med at ringe til Bo

Orientering:

32 fordi han var jo syg P

33 *KARI: Ja

34 *HANN: jeg tænkte .HH ha- ham skulle jeg kun forstyrre i sin sygeseng T jeg

Handlingssekvens fortsat; selv-reparaturen (Steensig, 2001: p.178) viser talers ønske om præcision:



35 endte med at ringe til Jesper og så ringede Jesper til Bo nej ikke

36 Bo. jeg-bliver-ved-med-at-kalde-ham-Bo Casper selvfølgelig så: den

Orientering; forklarer hvad der skete med serveren som tangential information:

37 kom op igen

38 *KARI: Ok

39 *MOGE: ((Fløjter en kort melodi))

40 *ANDR: (?Hey?)

Evaluering og pointe; ”de” generaliserer rollen som brugerne har, ”men” og ”jo” viser at dette er

fremstilling af årsagen til at det var en unormal fredag:

41 *HANN: Men T det tager jo sin tid når telefonen bliver ved med at

42 ringe P når de ikke kan komme ind og der er en naturlig årsag til

43 det.

Orientering; Hannes sekvens er egentlig slut her, men Karin byder ind på emnet med en orientering om

hvad der også skete den fredag, ved at gentage Hannes form med ”men” og ”jo” og brug af

modalverbum skaber en kausal forbindelse mellem de to hændelser (Gabriel, 2000:p.37):

44 *KARI: Men Jens måtte jo stikke af midt i det hele og lukke en account

45 op?

Orientering og evaluering; Hanne knytter ikke Karins orientering til sin egen fremstilling (linje 41),

men sætter sig uden for det sociale systems rolle med ”gået hjem”, og giver face til Jens:

46 *HANN: Ja det hørte jeg? det var så lige som jeg var gået hjem så? jeg

47 ventede li:ge til fem minutter over fem det er lidt surt at blive

48 ringet op haha lidt over fem jo P

49 *KARI: Ja?

50 *HANN: Men T P ja.

Evaluering; det er uklart hvad Karin vil frem til og hvem dette ”vi” er, men Karin gør Hannes fortæl-

ling, om den ”urigtige fredag”, til belæg for en anden beslutning, som Hanne ikke er en del af siden hun

skal orienteres om, at det er noget ”vi diskuterer”:

51 *KARI: Men det beta:l- det betyder bare den er berettiget det diskuterer vi

52 jo. P lidt P men jeg synes det helt fair den er der ikke .HH

53 (?overhovedet?)P

Emneskift; viser at Hanne oplever at emnet om ”fredag” er færdigt:

54 *HANN: Jo: det er den P Torbjørn er du (?her-i-dag?) ikke?



Karins pronominer i ”vi diskuterer”, ”den er berettiget” og ”fair den er der” henviser ikke klart til noget

i sekvensen. Hanne bliver givet plads til at fremføre sin narrativ, men bliver tilbudt en anden iagttagelse

som respons. Karins ”Men” i linje 44 viser hvad Karin mener, er det rapportérbare. Hanne giver

respons på Karins udsagn som om Jens deltog i at løse problemet, og ser det som en trussel af sit face.

Hun søger at genoprette det med at orientere om at hun ventede og giver face til Jens med ”lidt surt”,

men brug af blive-passiv viser en generel sympati for den som skal arbejde over (iagttagelse i

organisationen og de socialpsykologiske roller). Hanne er ikke interesseret i hvorfor det hjalp at åbne

en account, og Karin giver ikke respons på Hannes face-reparatur. Der etableres ikke enighed om

hvordan hændelsen skal iagttages. Hanne afstår sin mulige taletur i linje 50 med et ”øh”, en pause og et

”ja” med faldende intonation. Hannes fortælling fungerer som belæg for at det ikke var ”en rigtig

fredag”, dvs. en forskel mellem travlt/ikke-travlt på fredage. Karin bekræfter Hanne i påstanden, men

gør fortællingen til belæg for at iagttage en forskel mellem berettiget/ikke-berettiget fravær. De

iagttager hver især ud fra de roller de har som hhv. medarbejder i helpdesk og afdelingsleder.

Den form for efter-evaluering af hvad fortællingen er belæg for, finder ikke sted i

interviewene. Interviewer søger i højere grad at opnå en forståelse og en gensidig konsensus om hvad

der fortælles om. I følgende sekvenser har interviewer lige inden denne sekvens stillet Bent spørgs-

målet om hvordan det gik til, at han blev ansat i virksomheden. Bent fremstiller en fortælling, der

fungerer som belæg for, hvorfor han kom til i it-afdelingen.

Sekvens #1, Bilag 12.1,Interview 1 med Bent, d.1/4.

Indleder; indeholder konsekvensen af fortællingen som følger:

13 *BENT: Jamen de:t fordi jeg har fundet ud af igennem mit liv at man skal

14 ikke have en dårlig chef P så hvis man ikke kan komme af med chefen

15 så skal man selv holde op=

16 *SIGN: =Okay=

Orientering; præcision fra ”mange år ” til ”17 år” viser vigtigheden af jeg-oplevelsen for fortælleren:

17 *BENT: =okay og så var der et andet sted jeg havde været i mange år P 17 år

Evaluering; beskriver forholdet mellem at iagttage sig som en del af systemet ved ”man” og ”en del af

firmaet” og forstyrrelse mellem individet i ”gik mig på” og rollen som chef:

18 Tog der havde jeg en dårlig chef i to tre år og det gik mig virkelig



19 meget på til sidst og det er ligesom svært og tage sådan en

20 beslutning når man ligesom siger man er en del af firmaet ikke jeg

Orientering; fungerer som argument for Bents indflydelse på før og nu, ”vi” og ”var der” beskriver

organisationens tilstand i tid, og ”jeg var” gør Bent til med-aktant i vi’et som er indirekte aktant for

forandringen:

21 var der da vi var tredive og nu var der femhundrede mand ikke så jeg

22 var P sådan en del med til og bygge det op

23 ikke

24 *SIGN: Mn

25 *BENT: og så fik jeg sådan en skodchef og så og så inden jeg P ja og

26 så tager det nogle år inden det går op for en at det går en på så

Handlingssekvens; at ”Mark” nævnes ved navn står i modsætning til adjektivet ”skodchef”. Bemærk

hvordan personaleafdelingen i linje 34 bliver en ”hun” i linje 36:

27 skiftede jeg så

28 *SIGN: Mn

29 *BENT: jeg P et andet sted? Og der havde jeg Mark som chef P

30 *SIGN: Okay

31 *BENT: og så smuttede han på et tidspunkt og han røg så herind ikke og så

32 skete det en gang til jeg fik en skodchef og så tænkte jeg ”nåh okay

33 så giver jeg ham en fire fem måneder” og så sagde jeg til

34 personaleafdelingen jeg synes det her P det duede slet ikke og alle

Evaluering; Bent træder ud af sin jeg-form. Han generaliserer og beskriver personaleafdelingens hold-

ning som støtter hans evaluering, og det valg han træffer:

35 nogle gange så går man jo bare og siger det men man skal også tage

36 initiativ og gå til og det gjorde jeg så og hun synes jo det samme

Handlingssekvens; ”sende en mail” bliver kausalt forbundet med ”og så” og ”sagde Mark”. I linje 40

følger den nye tilstand som bliver konsekvensen af handlingen:

37 som mig men direktionen ville gerne have ham ”okay fint tak” så måtte

38 jeg tage konsekvensen og så var det jeg kom til og sende en mail

39 herind ikke og så sagde Mark jamen jeg kunne da bare lige komme ind

Afslutter; det er meget få ord Bent bruger på at beskrive selve ansættelsen. Fortællingens fokus

omkring emnet ”den dårlige chef” som forklaring på jobskiftet er bevaret:

40 og snakke og så P så var jeg inde og så kom jeg

41 herind



42 *SIGN: Okay P så du fulgte den gode chef

43 *BENT: Ja ja

44 *SIGN: herind kan man sige okay T

I linje 42 følger interviewer op for at få en eksplicit pointe ud af Bents fortælling. Når pointen i slut-

ningen kan synes uklar, og at det for interviewer til slut mere ligner en beretning, så skyldes det at Bent

fremstiller en forklaring, og at det fortællingen er belæg for, er placeret i indledningssekvensen som en

konsekvens der i tid ligger efter fortællingen fandt sted (linje 13: ”fundet ud af igennem mit liv”). Bent

har indset at hvis den dårlige chef ikke flytter, så må man selv flytte. Interviewers spørgsmål fungerer

som en rekonstruktion af Bents pointe som han bekræfter i linje 43.

Relationen mellem individet og organisationen kommer til udtryk ved modalverbet

”have” og forskellen mellem have/ikke-have en dårlig chef. Jeg’et ”har” og ”får” sine chefer. Den

dårlige chef sættes ikke i relation til Bents rolle, men til Bent som individ: ”gik mig virkelig på”

(psykisk system). Narrativen beskriver hvordan organisationen ikke foretager den iagttagelse af ”dårlig

chef” (linje 37), som Bent oplever som en forstyrrelse. Ud over at være belæg for et jobskifte, handler

narrativen også om forandringen i Bents opfattelse af at være fastkoblet med en virksomheds tilstand

(linje 20), og at han som følge af skift i forståelse ”måtte tage konsekvensen”. Den nemhed hvormed

Bent skifter job, som ses i ”kom til og sende en mail” og ”kunne da bare lige”, bliver en

selvfremstilling af Bents kompetence. Han tvivler ikke på sine egne evner.

Fortællingens kommunikative funktion er ikke altid så entydig. Funktionen belæg kan

komme efter anden kommunikativ funktion. Et eksempel findes i Lenes interview (Bilag 12.4,

Interview 4) hvor hun indleder sin fortælling (sekvens #37) på samme måde som Bent. Hun har haft en

oplevelse som er årsag til en forandring, der har gjort en forskel i Lenes arbejde. Fortællingen er belæg

for at hun har en anden kontaktflade i dag (linje172). Hun er blevet et kendt ansigt i virksomhedens

afdelinger i det øvrige land og derfor ved de ude omkring i landet, hvem Lene er når hun ringer:

Sekvens # 37, Interview 4, d.2/4, Lene

Indledning; fra et ”vi” som er handlende aktant, skifter Lene til ”jeg” og iagttagelse af det system

hændelsen gjorde en forskel for:



168 *LENE: den sommer der i fjorten dage P i en bil sammen med nogen folk der

169 havde hardwaren og så undervist jeg og så fik de maskinerne .HH og

170 så kørte vi videre det var benhårdt men T det var også meget

171 sjovt o:g .HH og jeg er fak- meget glad for det i dag for jeg

172 har en helt anden kontaktflade med hele landet end P mange andre i

173 it-afdelingen har. fordi at jeg har været der P de ved hvordan

174 jeg ser ud og sådan nogen ting. og den første historie? den

175 stammer lige præcis fra den P den stammer fra da jeg

Lenes tryk på ”dag” og ”været” markerer at det er forskellen fra dengang til nu og konsekvensen (linje

173-174) hun vil fremhæve. Hun fortæller helt eksplicit at hun vil levere en historie og virker bevidst

om genrens form. Først lægger Lene op til den form som fortællinger med funktionen belæg ofte har i

materialet, hvor pointen i fortællingens tid ligger sidst, men er placeret tidligt som motivation. Men her

kommer en anden pointe i Lenes fortælling meget sent og får funktionen underholdning:

Pointe 1; uventet forskel i forventning til roller, løber til linje 188:

185 af dem .HH så finder jeg simpelthen ud af at det er fordi de

186 simpelthen ikke tror at jeg er fra <Virksomheden> .HH og så bliver

Orientering:

187 jeg nødt til at at tage mit kort på P og så var jeg accepteret og

Evaluering:

188 det synes jeg faktisk- det har gjort dybt indtryk på mig siden da

189 *MIKA: Hahha

190 [ ]

191 *LENE: Haha fordi da jeg (var) me:d ((leende)) så blev jeg nødt til at

192 tage mit kort på for at de kunne se at jeg var fra det samme firma. at

Evaluering 1 og afslutter:

193 de havde denne her mistro til mig P T og resten af turen der havde

194 jeg altid mit kort på på kontorerne((leende)) så der ikke var nogen

Fortællinger med funktionen underholdning gennemgås senere, men kort kan det siges at pointen ligger

sent i forløbet som det afslørende, overraskende element. Efter denne sekvens vender Lene tilbage til at

hendes viden om afdelingerne er forandret p.g.a. hændelsen. Hun har sørget for at andre medarbejdere

har fået id-kort, så de ikke løb ind i samme problem:



Orientering; linje 199 viser Lenes iagttagelse af forskellen, udsagnsadverbiet ”også” viser relationen til

den forrige hændelse (Togeby,2003: p.32):

195 tvivl T jeg fik jo et kort ti:l hardwaredrengene som kom fra: T

196 <andet firma> på det tidspunkt der T (?ude og var med?)så fik jeg

197 også lavet nogen kort

198 *MIKA: Mm

199 *LENE: til dem så de også kunne se de kom fra <andet firma> fordi at T

Evaluering 2; denne entydige evaluering af iagttagelser fra jeg-oplevelse til organisationen er

karakteristisk for interviewene:

200 ellers blev de ikke troet over en dørtærskel (?det var jo INA?)og så

201 troede de bare de kunne køre rundt med os. som de ville ((lavt))

Afslutter; metaevaluering:

202 så det synes jeg T var en meget T en meget fin historie om

Pointe 2; opsummerende og lig den interviewer efterspurgte i Bents fortælling:

203 <Virksomheden> man skal vide hvem hinanden er P(2sek.)

Lene giver eksplicit sin fortælling funktionen ”belæg” som primær funktion, som det ses i linje 203.

Hun generaliserer sin viden til rollen som ekstern medarbejder og sørger for at ”hardwaredrengene”

kan blive ”troet over en dørtærskel” (forventning til deres rolle). Funktionen underholdning er

motiveret af interviewers latter i linje 189 og bliver en funktion som opstår ad hoc. Det ses af at Lene

ler efter interviewers latter og forstærker funktionen ved at gentage sin pointe i linje 192.

Når en fortælling kan have flere kommunikative funktioner, har sekvenserne fået en

primær og en sekundær funktion i den kvantitative kategorisering. I det procentvis samlede antal er der

stort set lige mange narrative sekvenser med funktionen belæg i interviewene (61 %) som i

afdelingsmøder (60 %)22. Ved møderne har 30 % af narrativerne med funktionen belæg to kommunika-

tive funktioner, hvor under 10 % har det ved interviewene. Dette skyldes at publikum ved møderne

byder ind og at fortæller ”navigerer” i den respons publikum giver. Dvs. at selvom en fortælling

fremstilles som fx underholdning, så kan fortælleren dreje den over mod funktionen belæg, fx sekvens

22 Den samlede statistik over den kvantitative optælling kan ses i Bilag 15.



#88 i Møde 8, så fortællingen nemmere kan accepteres inden for speech eventen. Ved at støtte sig til

publikums respons gives der plads til at fortælleren kan levere sin fortælling i stedet for at blive afvist.

Narrativ med den kommunikative funktion underholdning

Fortællinger med funktionen underholdning placerer deltagerne oftest i begyndelsen af et møde, i en

pause eller uden for den formelle mødestruktur. Mødet er som speech event eksplicit markeret hvornår

det begynder og slutter og oftest af afdelingslederen.

Den valgte sekvens er fra et frokostmøde. Det egentlige møde for gruppen blev aflyst,

men medarbejderne spiste frokost sammen i mødelokalet i stedet for. Fortællingen er en rammefortæl-

ling og i den forstand ikke en ren jeg-fortælling, men en rapporteret fortælling. Som ramme etablerer

fortælleren, Gitta, en jeg-oplevelse uden om den rapporterede fortælling. Emnet er indledt af Bo som

omtaler Gittas latter, som er meget høj og ”smittende”. Gitta etablerer en scene hvor det er hende, der

får fortalt historien. Gitta gør fortællingen til en selvoplevet narrativ hvor hun gengiver sin rolle som

publikum for en andens, Bents, fortælling.

Sekvens #79, Møde 5, d. 25/2, frokostmøde hvor afdelingsleder Karin ikke var til stede.

Indledning; ”anden” og ”rigtigt” markerer en opfølgende accept af Bos udsagn og rapportérbarheden af

den kommende taletur:

182 *GITT: Jeg havde en anden en jeg grinede rigtigt meget af P der var jeg

183 simpelt hen fuldstændigt færdig det var- jeg var lige ovre hos Bent

Orientering; skaber rammen, etablerer scenen og giver mulighed for publikum til at spørge ind til

scenens ramme:

184 og David og stille et spørgsmål og da jeg kommer ind så siger jeg

185 "guten tag" og så begynder vi så lige at slå over i tysk sådan noget

Orientering; sætter rammen i Bents oprindelige narrativ og gør Bent til author:

186 plattysk P og så siger Bent HAN havde skam fået kursus engang T de

187 skulle ned og spille ((Bent spiller i et orkester)) nede i Tyskland

188 så de havde fået sådan en på der hurtigt P i løbet af et par

189 dage eller to lige skulle lære dem at tale tysk .HH og så det

190 der HRMM ((rømmer sig)) T auf wiedersehen ikke? P NÆ DANKE SCHÖN P

191 danke schön atT det havde han lidt svært ved og udtale P og så

192 sigerT- og huske hvordan det var når man så skulle gå og hvad man



Handlingssekvens:

193 nu skulle si:ge og så siger hende tolken der "du skal bare huske på

194 DAM HUSSØEN ((siger det som to ord)) P du skal bare sige det

195 hurtigt" P "Nå ja danke schön" eller det-blander-han-så så

196 "damhussøen" det lyder som om han sagde "danke schön" ikke?

197 *STEN: Mm haha ja

198 *GITT: Nå P og så er de så nede i Tyskland og har siddet og fået nogen øl

199 og sådan nogen ting og de har fået mange af dem ikke?

200 *BO: JA HAHAHAHA ((Flere ler))

201 [ ]

Pointe:

202 *GITT: MEN SÅ SKULLE DE JO GÅ og så skulle han jo huske på det der

203 haha "damhustivoli" siger han så

204 *????: HAHAHAHAHA ((Alle ler højt))

205 [ ]

206 *POUL: Ja fordi P der var han sgu UF

207 [ ]

Afslutter; vender tilbage til rammescenen:

208 *GITT: Nej jeg var helt færdig mand hahaha

Gitta ekspliciterer at fortællingens funktion er underholdning. Den får ekstra styrke fordi den indleder

med, at det var noget grinede hun ”rigtigt meget af”. Fortællinger som denne har en social funktion.

Gitta får publikums accept af at fremstille Bents manglende tysk-kundskaber som humor, og at de godt

kan drikke nogle øl, som publikum griner af i linje 200, og bekræfter publikums billede af hvem Bent

er som person. Fortællingen som afbrydelse eller indskud i speech eventen bidrager til spændingsmo-

mentet (Sacks, 1984: p.427). Funktionen underholdning har ofte pointen placeret sent, dvs. at dens

form fastholder publikum, hvor funktionen belæg motiverer at fortællingen er placeret tidligt.

Fortællerens ønske om at ”fyre pointen af” og bevare sin taletur ses af at Gitta hæver volumen i sin

stemme i overlappet med Bos latter (linje 202).

Funktionen underholdning giver fortælleren mulighed for at fremstille nogle personlige

egenskaber, som er karakteristisk for det enkelte individ og den sociale rolle individet udfylder, uden at

begå en face-truende talehandling. Den underholdende fortælling omtaler det afvigende og det absurde



mere end den rolle som det sociale systems programmer dikterer. Det ses fx også af Lars’ fortælling om

sin britiske kollega, som sov i serverrummet:

Sekvens #45, Interview 7, d.5/3, Lars fra servergruppen.

Orientering:

97 *LARS: der var et usynligt hierarki P .HH og ham jeg arbejdede under som

98 var gruppeleder kan man sige uden han var det .HHH en der hed

99 <britisk navn> hanT P han var også en af dem som der startede han

100 startede helt fra bunden af han startede med at være back-up-vagt P

Handlingssekvens:

101 hvor han kom om natten og så satte de uret og hver time stod han op

102 og skiftede bånd P

103 *SIGN: .HHHa ((tilbageholdt latter))

Afslutter og pointe:

104 *LARS: så det varT så sov han på gulvet nede i serverrummet

105 [ ]

106 *SIGN: Haha ha

Evaluering:

107 *LARS: det var sådan meget skægt ((sagt smilende))

Fortællinger med funktionen underholdning viser hvilke roller og persontræk der er afvigelser i

systemerne. At de også er en genre der skabes og fungerer bedst i det sociale rum ses af at 45 % af

narrativer ved møderne har funktionen underholdning som primær eller sekundær, hvor kun 15 % har

funktionen underholdning ved interviewene.

Narrativ med den kommunikative funktion selvfremstilling

Med funktionen selvfremstilling gengiver jeg-fortælleren sin indre verden, fx kompetencer eller

følelser. Møller beskriver funktionen som en der sjældent optræder i gruppesamtaler og ofte dækker

fortælleren selvfremstillingen ind under at andre aktanter i fortællingen fremhæver jeg’ets egenskaber

eller de handlinger som sker i fortællingen, forbindes med fortællerens positive egenskaber (Møller,

1993: p.218). I interviewene er funktionen mere entydig end ved møderne. I interviewet med Hanne



etableres et emne om forskel i kompetencer fordi interviewer og Hanne finder ud af, at de begge har

både har læst på et naturvidenskabeligt og et humanistisk studium. Interviewer har fortalt hvad han

mener, er forskellen på at læse de to fagligt forskellige studier. Lige inden følgende sekvens har Hanne

fortalt at hun søgte ind på to forskellige bifag, fordi de var nemme, og at hun blev optaget på

Filmvidenskab.

Sekvens # 31, Interview 3, d.2/4, Hanne:

Indledning; resumé af indholdet i fortællingen, brug af ”jeg” og datid viser at Hanne ikke generaliserer,

men gengiver sin version:

913 *HANN: .HHH såT blev det filmvidenskab P det var da også P næsten en parodi

914 på et universitetsstudie vil jeg sige. P

915*MIKA: I forhold til datalogi?

Orientering; kan ses som publikumsinteraktion i indledningssekvensen:

916*HANN: Ja: formentlig i forhold til alt muligt andet altsåT P (1,5sek.)

Orientering; Hannes brug af ”kundskab” og ”teknik” peger frem mod fortællingens emne om

naturvidenskab vs. humaniora:

917 ja altså DEN FØRSTE EKSAMEN vi skulle op til den hed "film kundskab"

918 ((siger det som to ord)) P (1sek.) og det var sådan lidt medT om de

919 tekniske ting ikke?

920 *MIKA: Mm P

921 *HANN: TSK hvad der var både noget fortolkning og så også noget

922 noget teknik P .HHH og derT sku-vi skulle op i mundtlig og hendeT

923 vi havde hun havde så hun ha:vde vi trak vi fik at vide hvad vi

924 skulle fortælle om. P .hh og derT var jeg i en gruppe P vi var tre

925 og mig og den anden datalogistuderende? og den sidste Johanne hun

926 læste dansk som hovedfag. P

927 *MIKA: Mmm

928 *HANN: ogT Liv og jeg vi fik begge to nogen tekniskeT P som et spørgsmål P

Evaluering; adverbier som ”altså” og ”næsten” viser talers personlige holdning:

929 TSK .HH og den sidste hun fik fortolkning P (1sek.) altsåT med dansk

930 som hovedfag så kan man næsten ikke dumpe i det vel? P

931 *MIKA: Mm P



Orientering; adverbiet ”også” peger tilbage på en gentagelse i systemet, men frem på den modstilling

mellem fagene Hanne udtrykker senere i linje 938:

932 *HANN: SåT der bestod vi også P det var kun bestået ikke bestået og det

Evaluering; uretfærdigheden i at Johanne fik fortolkning betyder ikke at det var svært for Hanne:

933 synes jeg var sådan lidt af enT altså vi behøvede ikke en gang

934 forberede os P (1sek.)

935 *MIKA: Mm

Orientering; Hanne giver Filmvidenskab en stemme som hun modstiller med en generalisering af sin

egen oplevelse fra datalogi. Hendes iagttagelse gælder forskellen på de to sociale systemer:

936 *HANN: Så skulle vi tilT historie filmhistorie P og der kan jeg huske vi

937 fik at vide "der skulle vi godt nok læse fordi der var jo mange der

938 dumpede der" og når du kommer fra datalogi der er en dumpeprocent på

939 mellem halvtreds og tres til alleT det er de første tre år ikke

940 *MIKA: Ok?

941 *HANN: altsåT derT P (1sek.) derT det svært at komme videre der P så viste

Pointe; peger tilbage på forskellen mellem humaniora og naturfaglige fag:

942 det sig at året før P ud af de der halvfjerds P studerende P var

943 der to eller tre der havde dumpet P (1,5sek.)

Hanne fremstiller kun få gange sin egen kompetence, fx linje 932-933. Selvfremstillingen går mest på

at fremstille Filmvidenskab som et nemt fag og Datalogi som et svært fag, og da Hanne er datalog

beskriver fortællingen implicit også hendes kompetencer. I linje 917 lægger Hanne tryk på ”kundskab”

og lader orienteringssekvensen pege frem mod at det ikke er en ”kundskab”. I indledningen er studiet

en ”parodi” som Hanne gør sig selv til principal for historien med sit ”vil jeg sige”. Hendes brug af

adverbialerne ”næsten” og ”altså” understreger hendes personlige vurdering23. Det er ikke vi’et som

optræder i linje 917 der har vurderet det. Vi’et bruger Hanne til at understøtte sin argumentation og

gøre sig selv som datalog til ”helten” (Gabriel, 2000: p.38). Vi’et er Hanne og Liv, som begge er data-

logistuderende i gang med et humanistisk bifag. Afstanden mellem den bestemte reference i vi’et til

23 I Hannes taleture ved møderne bruger hun ingen eller meget få adverbialer, fx sekvens #66. Det samme træk gælder Lars’

og Lenes fortællinger. Det er fx adverbialer som egentlig, altså, faktisk, næsten, bare der kan knyttes til det personlige

engagement og fremstilling af værdiladede emner.



Johanne, som læste Dansk, ses i Hannes skift fra brug af navnet ”Johanne” til ”og den sidste hun fik

fortolkning” (linje 929). Johanne bliver reduceret fra bestemt reference som en der er med i gruppen, til

et eksempel på den uretfærdighed det er for dataloger ikke at få ”fortolkning”. Hanne giver stemme til

forskellen i kompetencer ved at fremhæve den høje dumpeprocent på Datalogi i forhold til Film-

videnskab (i linje 936), dvs. at ikke alene er ”fortolkning” nemt for en der har læst Dansk, men det er i

forvejen nemt at læse Filmvidenskab fordi kun få dumper. Som system opretholder humaniora ikke den

rolle Hanne forventer og skaber dermed forstyrrelser i det socialpsykologiske og psykiske system.

Hendes og Livs roller blev udfordret (eller forstyrret) af den rolle Johanne uproblematisk kunne påtage

sig. Organisationen er i fortællingen repræsenteret ved funktionsverbaler fx i ”vi fik begge to nogen”

og ”vi fik at vide”, dvs. at det ikke er organisationen som konkret aktant Hanne iagttager, men de roller

som det sociale system giver mulighed for, og hvordan det påvirker hende selv (psykisk system eller

indre verden).

Hannes narrativ bliver også et eksempel på hvordan narrativen med funktionen selv-

fremstilling kan gøre det vanskeligere for publikum at re-evaluere en pointe, fordi en respons fra publi-

kum kan være face-truende. Hanne har tidligere i samtalen fremhævet Datalogi som et svært fag. Det

gør hun i sekvens #29, kort forinden denne fortælling, hvor hun fortæller at de arbejdede med hulkort

på datalogistudiet. Hannes argument for at vælge Filmvidenskab var at hun ville have et fag som var

nemt at bestå i forhold til Datalogi. Interviewer tager emnet op:

Evaluering fra interviewer:

958 *MIKA: Mm P (2,5sek.) men det var jo også det du ville ((sagt smilende)) P

959 eller hvad hahaha

960 [ ]

Evaluering 2, Hanne:

961 *HANN: JAJA men jeg tænkte bare jeg håber det er blevet

962 anderledes i dag det kan da ikke være et seriøst universitetsstudie

963 P altså

964 *MIKA: Mm P

Orientering 2; som støtter Hannes oprindelige motivation for at læse Filmvidenskab:

965 *HANN: Men T det var det på det tidspunkt P (3,5sek.) og så lavede vi jo



966 selv film også P det var da ski:de skægt

967 [...]

Hanne viser at hun opfatter interviewers kommentar som face-truende. Hun søger at bevare sit face

med at hæve stemmen ”JAJA”, give udtryk for modsætning ved ”men” og henvise til sit indre

verdenssyn ”jeg tænkte”, som interviewer ikke kan krænke. Hanne lader masken falde her sidst i

interviewet og viser en side af sig som sætter egen faglige kompetence meget højt. Hun falder ud af sin

rolle som it-medarbejder og taler ikke længere for virksomhedens værdier, men for sine egne. Hanne

har ansvar for helpdesk-funktionen, og hun har i hele observationsperioden og under interviewet været

stærk fortaler for at alle mennesker har forskellige kompetencer, som er gode til noget forskelligt (se

evt. sekvens #19).

Den positive selvfremstilling er problemfri så længe publikum, her interviewer, ikke

stiller spørgsmålstegn ved fortællingens sammenhæng og truer fortællerens ansigt. Fortællinger med

funktionen selvfremstilling har bedre vilkår som mulig talegenre i interviewene, fordi interviewers rolle

på forhånd er defineret som at være en engageret lytter. Selvfremstilling forekommer da også oftere i

interviewene (44 %) end ved afdelingsmøder (25 %). Det er også tydeligt at visse informanter har

nemmere ved selvfremstilling end andre. It-direktøren, Erik, har fx ikke en eneste, og Hannes

selvfremstilling kommer først sidst i interviewet. Til gengæld har Lars, Morten og Bent flere sekvenser

med funktionen selvfremstilling. Denne forskel kan hænge sammen med om informantens narrativ er

en unik hændelse eller en hændelse som bliver generaliseret. De informanter der har flest narrativer

med funktionen selvfremstilling, tager udgangspunkt i unikke jeg-fortællinger. Ved afdelingsmøderne

er funktionen selvfremstilling oftest en sekundær funktion.

Fortællingers funktioner og interagerende sociale systemer

Erik Møller holder sin definition af fortællingen åben for at der kan være andre typer af kommunikative

funktioner end dem han finder i det konversationelle interview:

”Om der i andre speech events end det konversationelle interview eksisterer fortællinger med andre kommuni-

kative funktioner, skal jeg lade være usagt. Det bør komme an på empiriske undersøgelser.”



(Møller, 1993: p.215)

Der har her ikke været behov for flere kommunikative funktioner end de tre Møller definerer (belæg,

underholdning, selvfremstilling). Funktionen selvfremstilling gælder dog ikke kun fremstilling af

informantens positive egenskaber i analysen, men alment for informantens indre, psykiske verden.

Tages det med, gælder den konversationelle fortællings funktioner for de mundtlige fortællinger i mate-

rialet. Hvad der derimod viste sig, er at taler kan tildele den samme fortælling flere forskellige kommu-

nikative funktioner, sekvens # 37 i Lenes interview var et eksempel. Dette skift markerer også et skift i

den relation fortælleren giver de forskellige interagerende systemer.

Lenes fortælling24 om at medarbejderne ikke stolede på hende før hun havde sit id-kort

på, viser hvordan hun kobler fra sin egen oplevelse, med funktionen underholdning, til at hun får lavet

id-kort til ”hardwaredrengene”. Hun reflekterer over sin personlige oplevelse til den rolle it-medarbej-

deren bør tage på sig i organisationen for at kunne forbedre systemets programmer, og fortællingen får

funktionen ”belæg for forandring i organisationen”. Dette skift gælder ikke kun inden for

organisationen, men ligeledes for andre skift mellem roller og psykisk system, som det er tilfældet i

følgende sekvens fra interviewet med Anders. Inden denne sekvens bruger Anders sit byggeri af eget

hus som metafor for hvordan han håndterer projekter og er ambitiøs omkring sit arbejde:

Sekvens #54, Bilag 12.6, Interview 6, d.3/4, Anders:

Indledning; der kommer to indledningssekvenser fordi Anders først generaliserer sin egen oplevelse:

230 *ANDR: acceptere det ogT sådan såT tror jeg det en meget nemmere periode at

231 komme igennem P fordi såT bliver man ikke overrasket over at P at

232 man lige pludselig stårT med arbejde op tilT til ørerne ikke T såT

233 og det STØVER HELE TIDEN ogT hahaha man skal vaske tøj meget oftere

234 end man gjorde før fordi at der er støv i det hele

235 *SIGN: hhha ((luft på stemme, lyder som begyndende latter))

Indledning; her skifter Anders til jeg-form og den unikke hændelse:

237 *ANDR: T altså P nej men jeg jeg har også prøvet det fordi at den lejlighed

238 jeg havde før det varT det var også noget der mere eller mindre

24 Se evt. ovenstående gennemgang af Sekvens #37 under Narrativ med den kommunikative funktion belæg.



239 skulle totalrenoveres ikke T der blev jeg chokket den gang P lad mig

Handlingssekvens; materiel foregang, statisk placering (lå) og materiel foregang, adfærd (vågnede):

240 sige det på den måde da jeg lå medT da jeg lå i min seng ((rømmer

241 sig)) med plastikfolie over dynen hhhhhahaha og alligevel havde

242 sådan noget pudsestøv i håret når manT vågnede ((sagt leende)) om

Pointe; Anders’ brug af generaliseringer ”dækker” over hans selvfremstilling af hvor god han er til at

klare det hårde arbejde og tidspres. De to kommunikative funktioner ses ved at en pointe her falder

midt i sekvensen, hvor fortællinger med underholdning som primær funktion har pointen placeret sent

for at bevare klimaks til fortællingen er fortalt til ende:

243 morgenen P så er man rystet hahaha T det var det tror det var hårdt

244 [ ]

245 *SIGN: ((småler))

Evaluering; Anders bruger igen ”man” til at generalisere hændelsen. Han generaliserer den type

oplevelser som har påvirket ham, men i evalueringen af hændelsen fremstiller han hvordan det påvirker

ham som person som ses ved brugen af modalverber:

246 *ANDR: dengang men men der er jeg nok blevet hærdet lidt af det ogT altså

247 hvis jeg kunne klare det dengang så kunne jeg også klare det nu ikke

248 så: så detT P (1sek.) det det jeg synes ikke det har været så slemt

249 selvfølgelig er man træt og sådan noget ogT

250 *SIGN: Mm P

251 *ANDR: glæder sig måske lidt ekstra tilT P til ferierne eller fridagene der

252 er ikke P også fordi atT det er blevet sådan lidt uhyggeligt synes

253 jeg det er at når man så har en fridag P jamen så glæder man sig

Brugen af ubestemt pronomen giver Anders mulighed for at reflektere over og omtale sin egen person

og sine roller. Han viser her at der er en anden rolle han ønsker at opnå i stedet for hans nuværende

rolle med meget lidt tid og stress. Det ses af denne hypotetiske fremstilling af rollen:

254 over at man kan med at gå rundt og lave hus P hhhhahaha OG SÅDAN

255 BURDE DET JO IKKE VÆRE VEL SÅ BURDE DET VÆRE SÅDAN NOGET MED P "EJ

256 JEG KAN SLAPPE AF OG LIGGE PÅ EN DRØMMESENG OGT HYGGE MIG LIDT

257 MED EN RADIO OG EN BOG ellerT jeg tageT BonBonland med nevøerne

258 eller et eller andet altsåT P T der der synes jeg faktisk det har

259 [ ]

260 *SIGN: Ja

Orientering; her fremstiller Anders sin aktuelle rolle som hans person udfylder:



261 *ANDR: været sådan her på det sidste at hvis jeg skulle ud medT til

262 noget- en familieT et eller andet familiearrangement P så faktisk

263 siddet og stresset lidt over hvorfor fanden jeg sad der i stedet for

264 at være derhjemme og komme videre med huset ikke.

265 *SIGN: Mm P

Evaluering; Anders bruger igen modalverber når jeg’et omtales:

266 *ANDR: T eller-ikke stresset men altså jeg ville godt have brugt tiden

267 ((rømmer sig)) anderledes nogen gange ikke

268 *SIGN: Mm P

269 *ANDR: selvfølgelig ikke hvis havde været nevøernes fødselsdag eller min

270 mors fødselsdag eller et eller andet P men hvis man er ude hos

Handlingssekvens; i det følgende generaliserer Anders igen. Her giver generaliseringen mulighed for at

inddrage publikums feedback, dvs. at selvom Anders’ fortælling har funktionen selvfremstilling, så får

han interviewers sympati ved at åbne for at det ikke kun er ham der har det sådan, men at det er en

generel parodi på en rolle (”tante Olga” og ”suppe, steg og is”), som ikke er knyttet til Anders eller en

unik hændelse, men en rolle interviewer genkender og støtter Anders’ fremstilling af med latter:

271 tanteT OlgasT P halvfjerds års fødselsdag ikke T P så sidder man der

272 med suppe og is og steg ikke ogT kom nu videre ikke jeg skal faktisk

273 [ ]

274 *SIGN: hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi hi

275 ((tilbageholdt latter))

Evaluering; Anders bruger igen skiftet mellem selvfremstilling og underholdning til et skift mellem at

fremstille en generel rolle og sin forholden sig til den måde det påvirker ham i ”glæder jeg mig”

(psykisk system):

276 *ANDR: hjem til et hus ikke P T og det bli- det glæder jeg mig nok til at

277 [ ]

278 *SIGN: ha ha ha ha

Orientering; Anders skifter til at generalisere den rolle som han ønsker at opnå for at mindske

forstyrrelser imellem hans nuværende rolle og det psykiske system:

279 *ANDR: komme lidt væk fra P så: så detT så ny:de livet lidt mere altså

280 komme ud og opleve noget ogT P også bare kunne sætte sig over i

281 sofaen og sidde ogT P .HHH og nydeT ilden i pejsen ogT at P man

282 faktisk godt kan lægge sig ned på sofaen og lige tage en halv

283 time på øjet uden at der sker noget ved det ikke? P det bliver da



Afslutter og evaluering; hypotese om konsekvensen af når Anders opnår den rolle, han ønsker, hans

person skal udfylde. Efter de disse linjer skifter interviewer emne:

284 fedt det bliver da rigtig fedt så tror jeg også at man får et P

285 jeg tror man får et gevaldigt overskud igen P såT det bliver fedt

Anders skifter mellem at iagttage det psykiske system og roller som han forholder sig til som to til-

stande der ikke kan eksistere på samme tid. Disse skift er også skift i kommunikative funktioner. Funk-

tionen underholdning fremstiller det absurde i den aktuelle rolle, som Anders generaliserer. Generalise-

ringen gør rollen til et kollektivt anliggende og giver publikum mulighed for respons i form af sympati

og medevaluering. Funktionen selvfremstilling bruger informanten til at forholde sig til forstyrrelser

mellem det psykiske system (iagttagelse af emotionelle tilstande) og det socialpsykologiske (rolle,

person). Dvs. 1) Den stressede onkel som skal bygge hus og ikke har tid til familien. Selvom han i

linje 269 forklarer at det selvfølgelig ikke skal gå ud over nevøernes fødselsdage, så indleder han

(Sekvens 54, linje 197-200) med en frustration over, hvordan man forklarer en 10-årig dreng, at man

ikke har tid. 2) Den anden rolle er den person som ønsker at være social, nyde sit hus og slappe af

”uden at der sker noget ved det”. Skiftet i system markeres ved et skift mellem et individuelt ”jeg” og

et ”man”. Ved at generalisere nedtoner Anders sin selvfremstilling af sin evne til at klare presset. Han

fremstiller hændelserne som absurde, og bruger humor til at give mening til og få accept fra publikum

af at der eksisterer forstyrrelser mellem den eksisterende rolle som er ”hærdet”, men må finde sig i

hvad der er skidt for jeg’et (fx ”stress”, ”rystet”) og i stedet se frem til hvad der er godt (fx ”glæde”,

”slappe af”, ”hygge, ”nyde livet”, ”gevaldigt overskud”). Funktionen underholdning finder mening i

den uorden der er mellem de to roller, som det psykiske system oplever. Det psykiske system iagttages

gennem selvfremstilling og giver mening til den overgang mellem rollerne Anders efterstræber.

Fortællingen og skift i iagttagelse af systemer

Fortælleren kan undervejs i speech eventen ”genbruge” sin fortælling som belæg for iagttagelser i

forskellige systemer. I Lars’ interview bliver en jeg-fortælling om et stresstilfælde, dvs. iagttagelser af

påvirkninger i det psykiske system, brugt som belæg for at beskrive Hans’ symptomer på stress. Jeg-

fortællingen tildeler mening til den generelle rolle som it-medarbejder (socialpsykologiske system) og



dernæst til at begrunde hvordan, organisationen bør tage hensyn til ansatte for at opretholde sig selv.

Fortælleren veksler mellem at iagttage sit ”jeg” og sætte det i relation til den fælles rolle og forholdet

mellem organisation og individ.

Interviewer har spurgt Lars om han kan huske en episode der har gjort indtryk på ham:

Sekvens #46, Bilag 12.7, Interview 7, d. 5/3, Lars.

Indledning; etablering af emne om stress og prolog. Den rolle Lars har udført som it-medarbejder kan

ikke opretholdes p.g.a. et stresstilfælde. Interaktionen er mellem de fastkoblede organiske system og

psykiske system og Lars’ rolle:

124 *LARS: Nej men der er sådan primært en begivenhed somT eller en P række

125 begivenheder P T og det va:r det var dengang jeg var udstationeret

126 i <land> P

127 *SIGN: Mm

128 *LARS: hvorT P ja P jeg fløj frem og tilbage fra alle mulige mærkelige

129 lande og så: tilbage til <dansk by> og der fik jeg så et

130 stresstilfælde på et tidspunkt det var faktisk ikke særlig fedt P

131 *SIGN: Ok ((lavt)) P

132 *LARS: Det var faktisk retT P (3sek.) men hele perioden var jo rigtig sjov

133 men det var ikke ligefremT P (1sek.) jeg ville ikke sige daT

134 det selvfølgelig var det ikke et højdepunkt på den måde menT P

135 (1sek.) det er altså noget jeg husker og det er noget jeg nok

136 huskerT P (3,5sek.) resten af mit liv P det var ikke så fedt. P

137 *SIGN: Hvad skete der ((lavt))

Orientering; præcision er igen vigtig for jeg-fortælleren. For publikum har det ingen betydning hvilken

dag hændelsen fandt sted:

138 *LARS: .HHH jamen jeg havde bare lidt travlt? P kan man sige jeg

139 havdeT jeg skulle jo være i <by1 uden for DK> så skulle jeg være P

140 (2sek.) hvad fanden var det så ((lavt)) P (2sek.) JA mandag aften

141 var jeg så i <dansk by> igen for jeg skulle til møde tirsdag P

142 (5sek.) eller var det tirsdag aften ja P og så var det onsdag der

143 skulle jeg så være i <dansk by> til et møde P og så skulle jeg

144 af sted igen onsdag aften til <by1 uden for DK>

145 *SIGN: .HH P ((udånding))

146 *LARS: og der havde jeg så de tre P nej havde jeg ikke de FOREGÅENDE SEKS

147 UGER havde jeg været P TSK henholdsvis i <by1 uden for DK> T ja <by1

148 uden for DK> hver anden uge og så imellem havde P i <by2 uden for



149 DK> og <by3 uden for DK> og <land2> tror jeg det var for noget

150 det ((taler lavt))

151 *SIGN: (?Hold da op?) ((taler meget lavt)) P (1sek.)

Orientering; det Lars ”husker resten af mit liv” er ikke fakta omkring hændelsen. Det er ikke noget i

den ydre verden som er omdrejningspunktet, men sammenbruddet som jeg’et oplever:

152 *LARS: .HHHHH ((sukker dybt)) hvad fanden var det ellers P(1,5sek.)det kan

153 jeg sgu dårligt huske om også i <land3> P (1,5sek.) jeg fløj jo bare

Handlingssekvens; hændelsen sætter det psykiske system til at reflektere over forstyrrelserne i det

organiske system. Jeg’ets manglende evne til at kunne give mening til hændelsen idet den sker

forstærkes senere af at det er en lægepraktikant og ikke lægen, som ekspert der sætter ord på

symptomerne:

154 rundt hele tiden og der der kunne jeg simpelthen ikke mere der stod

155 jeg nede på pladsen P nede i: <bygning> dernede P og he:le venstre

156 side af min krop den holdt simpelthen bare op med at reagere altså

157 blev simpelthen svimmel .HH altså jeg kunne godt mærke jeg var

158 svimmel i en times tid eller sådan noget men så begynd- så gik det

159 helt galt lige pludselig så troede jeg der var noget galt P (2sek.)

160 så måtte jeg jo så tage til lægen der P sammen med min kæreste P fik

161 jeg så konstateret af lægen at det nok var stress. P han kiggede

162 dårligt på mig han havde en praktikant der kiggede på mig? og

163 undersøgte mig P

164 *SIGN: Ok ((lavt))

165 *LARS: TSK .HHH og så kom han så ind bagefter og spurgte så hvad hun mente

166 "jamen jeg skulle jo nok til en neurolog fordi det her var da noget

Jeg’et oplever et sammenbrud imellem sin opfattelse af at være et selvopretholdende individ og at blive

iagttaget som en fastkoblet rolle mellem it-arbejde og stress. Lægen bliver principal for diagnosen på

rollen som it-medarbejder som senere bruges til at iagttage andre medarbejderes roller:

167 værre (?skidt?)" ((mumler)) OG HUN HAVDE OVERHOVEDET IKKE KENDT MIG

168 eller noget som helst fordi det var en reservelæge spurgte om jeg

169 arbejdede i it-branchen "ja: men det gjorde jeg så" "nå men så: det

170 stress" P det kunne man så sige lige med det samme det er typiske

171 symptomer på stress P TSK der lå jeg så syg i: halvanden uge tror



Lars fortsætter sin beskrivelse af enkelte symptomer og at hans stress var psykisk betinget. Interviewer

tematiserer igen indflydelsen på jeg’et. Publikums respons på hændelsen gør ofte at fortælleren

gentager de vigtigste sekvenser til ære for publikum, fx pointe eller drama:

183 *SIGN: Ja

184 ((lavt)) P (1sek.) men det må også være sådan enT at opleve at

185 kroppen P s-slår fra fysisk P

Evaluering; gentagelse som respons på interviewers feedback:

186 *LARS: JA det var pisse mærkeligt mand det er også derfor det står P så

187 klart for mig det var virkelig virkelig ubehageligt altså lige til

Handlingssekvens; gentagelse og uddybning af selve hændelsen:

188 at starte med der begyndte jeg at slæbe på benet ogT jeg kunne ikke

189 rigtig løfte min kaffekop med venstre hånd og sådan noget jeg tænkt-

190 jeg var sgu bange for det var et hjertestop til at starte med P men

191 så da jeg lige fik tænkt mig så tænkte det kan jo ikke være rigtigt

192 så havde jeg nok ligget og rallet P menT jeg kunne godt mærke der

Informanten forsætter herefter dele af sin gentagelse hvor han og kæresten tager på hospitalet. Inter-

viewer fastholder sit fokus på informantens personlige oplevelse, men han vælger at skifte iagttagelse

og generaliserer sin fortællings pointe til at gælde for rollen:

Evaluering og pointe;

208 *LARS: MAN LÆRER OGSÅ NOGET af det P lærer temmelig meget af det P kender

209 bedre sine grænser lige pludselig og ved hvornår man skal til at

210 slappe af P(3sek.)

Interviewer opsummerer den konkrete pointe om hvordan hændelsen har sat Lars i stand til bedre at

forstå forholdet mellem psyke og krop. Med lægens generalisering af at arbejde i it-branchen og have

stresssymptomer overfører Lars sin egen oplevelse på de andre som it-medarbejdere:

211 *SIGN: Så du er blevet bedre til at lytte P til dinT P krops signaler ellerT

212 [ ]

213 *LARS: Jaja jaja det-f altså

214 det må man sige fordi: man P .HH P(2,5sek.) MAN HAR JO NOK BARE T

215 ja men altså man kan jo også se det på andre når de er stressede

216 lige pludselig så kan man bare se på andre "nå P nu du stresset"

Informanten fører sin fortællings emne ”længere ind” i organisationen og hvordan virksomhedens

programmer må evalueres og hvordan jeg’ets selvrefleksion over hvordan det undgår stress, er



nødvendig for at kunne bevare psyke og krop i ligevægt i forhold til den rolle det skal udfylde (linje

240):

236 *LARS: TSK så P(1sek.) og så kan man jo så også P altså man lærer også selv

237 noget af det ikke P fordi bagefter kan man sådan sige "ok det kan

238 godt være du skal nå alle de her opgaver P men hvis du får for mange

239 af dem P og du ikke når nogen af dem" P så går der to uger P efter

240 du har fået et stresstilfælde P så når du slet ikke noget

241 *SIGN: Hahaha ((stille latter)) P

Informanten iagttager ikke kun sin egen rolle i organisationen, men skifter iagttagelse til forandringens

indflydelse på lederens rolle:

248 *LARS: jeg synes T .HH men jeg tror også det er jo også svært hva-hvad

249 skal man gøre hvis ens medarbejder kommer og siger til dig "det er

250 fint nok P men det kan jeg bare ikke nå P det kan jeg simpelthen ikke

251 håndtere det der"

252 *SIGN: Mmm P

253 *LARS: så detT det er jo svært at sige "jamen det skal du"

254 *SIGN: Ja

255 *LARS: og hvis man gør det så kan det godt være man skal finde et andet

256 sted at arbejde

257 *SIGN: Ja ((lavt))

Den selvoplevede jeg-fortælling giver jeg’et kompetence til at iagttage forskelle mellem stress/ikke-

stress hos kollegaerne:

323 *LARS: Jeg tror at Hans han har stress fordi jeg har sagt det SÅ mange

324 gange P både til Hans og til Mark at Hans han er stresset P

325 *SIGN: Mm

326 *LARS: fordi jeg selv har haft det her stress P tilfælde

327 *SIGN: Ja

328 *LARS: og jeg kan se alle de symptomer han har haft at lige pludselig s-så

329 ringer han en dag eller det gør han ikke engang vi ringer til ham

330 når klokken den er elleve og spørger hvor han er henne P og så

331 ligger han og sover P

332 *SIGN: TSK æjj ((empatisk))

Iagttagelse af forskellen afgrænser også jeg’ets måde at fortolke forskelle på. Her foretager informanten

en cirkelslutning. Stress medfører fodfejl, fodfejl er tegn på stress:

337 *LARS: det er også typisk stress P et begyndende mavesår eller hvad det



338 ellers er ikke? TSK T P(2,5sek.) og så laver han nogen gange no:gen

339 mærkelige fodfejl dem laver han i nogen stressede situationer

340 *SIGN: Mm

341 *LARS: og det er ikke nogen grimme fejl han laver P det er sådan småfejl P

342 så han har været stresset og det er han også nu P og i kraft af at

343 han er stresset så ville jeg nok håndtere personen lidt anderledes

344 end Mark gør lige nu P

Det selvoplevede bliver belæg for jeg’ets kompetence til at vurdere andres iagttagelser af forskelle, og

hvad der er nødvendigt for opretholdelse af systemet. Det ses selvreparatur med skift i mental foregang

(min fremhævelse med fed):

346 *LARS: jeg er ikke sikker på at han er helt overbevist om at han er

347 stresset P(1sek.) jeg tror det sidste man skal gøre med en der er

348 stresset P eller det ved jeg ((taler lavere)) P det sidste man skal

349 gøre med en der er stresset det er at fortælle dem at P "det er

350 fint nok du er syg men P vi har edermandme brug for dig så skynd dig

351 nu bare at komme på arbejde" P

Lars bruger sine refleksioner over sin oplevelse (iagttagelser i psykisk system) sammen med lægens

vurdering af symptomerne (socialt system som iagttager rask/syg) til at generalisere iagttagelser i

organisationen og vurdere forstyrrelsens betydning for generel opretholdelse af roller og programmer.

Han bevæger sig fra at fremstille sin individuelle oplevelse til at skabe relationen til den kollektive rolle

som it-medarbejder. Om Lars konkret har brugt sin fortælling over for afdelingslederen Mark er ikke til

at sige, men den oplevelse der gengives i fortællingen, fremstilles som belæg for, at han har fortalt

Mark, at Hans er stresset. Narrativen viser også at mere følelsesladet feedback fra publikum gør, at

fortællingen får flere prototypiske træk i kraft af interaktionen.

Apersonale fortællinger som afgrænser organisationen

De fortællinger som Søren Nymark finder hos Hewlett-Packard (Nymark, 2000a) er fortællinger hvor

den faktiske fortæller ikke kendes. Det er anekdoter eller vandrehistorier. Når jeg-fortælleren udelades

af fortællingerne, kan de fungere som frie fortællinger, som alle kan italesætte og gøre sig til principal

for. Det er en apersonal reported narrative, dvs. en fortælling uden egentlig author. Fortællerens mål

med den organisatoriske anekdote er at fremstille egenskaber som er meningsgivende for orga-



nisationens programmer og roller. Denne type narrativ kan potentielt variere i form, dvs. optræde i for-

skellige medier og fremføres af forskellige fortællere uden at være knyttet til den aktuelle fortæller.

Motorola-fortællingen om Kevin Mitnickx er et eksempel på den anekdotiske fortælling.

Den har funktionen belæg og fremstiller en anden virksomheds fiasko, som en type fejl it-afdelingen i

virksomheden bør undgå. Hans afbryder en diskussion som Casper har sat i gang, mht. sikkerhedspro-

cedurer hvis folk ringer til it-afdelingen og ønsker kodeord eller anden følsomme oplysninger udleve-

ret:

Sekvens #73, Møde 4, d20/2:

Indledning; Hans indleder fortællingen:

163 *HANS: T i har alle sammen hørt om denne her computerhacker Kevin

164 Mitnick der har været kendt i mange-mange år P

165 *LENE: Næ.

Orientering; anekdoten som en fri fortælling ses af følgende overlap mellem Hans og Bo:

166 *HANS: Han er dygtig teknisk P det han det han VIRKELIG vandt på P det var

167 at lave et nummer som DET DER for eksempel P han fik fat i dem

168 [ ]

169 *BO: Ja han ringede

170 *HANS: der ikke svarede P

Handlingssekvens; præcision er her mindre vigtig for fortælleren, og performance og opbygning af et

spændingsmoment er mere fremtrædende. At det skete for Motorola, som er en stor international

virksomhed, understreger mitnick-sagens alvor:

171 *BO: han ringede op til Motorolas reception P så spurgte han tilT denne

172 her afdeling så kom han P til chefen for denne her afdeling "jamen

173 hun er på ferie men du kan få sekretæren" P så ringedeT så ringede

174 han op til sekretæren "jamen jeg har aftalt med din chef" og gav T

175 navn P det havde hun jo fået i receptionen eller havde han fået i

176 receptionen T "kan jeg ikke kunne du ikkeT kildekoden til jeres

Pointe; Bos fingerknips får en funktion af emfase, men demonstrerer også lethed. Caspers reaktion i

linje 184 forstærker pointen fordi det var Casper som indledte diskussionen som en hypotese:

177 nye telefoner de skulle ligeT mailes til mig" P så han fik faktisk

178 kildekoden til Motorolas udvikling sådan her det tog ham mindre

179 [ ]

180 ((Knips)) ((Bo knipser med



181 fingrene))

182 end ti minutter og hacke P UF

183 [ ]

184 *CASP: (?Det er sindssygt nok?) at han har gjort

185 det? P

Afslutter; overgangen mellem Bo som fortæller og Hans som den der afslutter, viser igen at det er

uproblematisk for dem begge at være principals for narrativen. I linje 188 ekspliciterer Hans

fortællingens alvor og relevans som generel trussel ”sådan er det”:

186 *HANS: sådan er det sådan noget social hacking

187 *BO: Ja P(3,5sek.)

188 *HANS: Det er ikkeT det er ikke for at skræmme jer eller gøre noget skævt P

189 men sådan er det P

Fortællingen kan også findes med funktionen underholdning, som sekvens #45, hvor hans kollega

sover på gulvet i serverrummet. Her optræder Lars ikke i fortællingen og heller ikke den oprindelige

fortæller:

Sekvens #45, Interview 7, d.5/3, Lars fra servergruppen.

101 hvor han kom om natten og så satte de uret og hver time stod han op

102 og skiftede bånd P

103 *SIGN: .HHHa ((tilbageholdt latter))

104 *LARS: så det varT så sov han på gulvet nede i serverrummet

105 [ ]

106 *SIGN: Haha ha

Fortællingen som anekdote udelukker funktionen selvfremstilling fordi fortælleren ikke optræder i

narrativen, men fremstiller noget generelt rapportérbart for sociale systemer der har ligheder i

programmer eller roller. Narrativtypen ligner røverhistorier, folkefortællinger eller fortællinger om

overtro, og de afgrænser det overordnede sociale systems rammer i hvad der er farligt, uønsket eller

værd at efterstræbe for at opretholde systemet, som det ses i linje 188-189.

Organisationens skjulte eller undertrykte fortællinger

Ifølge bl.a. David Boje (Boje, 2001) findes der undertrykte narrativer som kan identificeres på

ordniveau. Under observationsperioden var der mange ord som afveg fra et hverdagssprog. It-



afdelingens ansatte brugte i det daglige mange metaforer og slangord, fx ”mikrosjov” i stedet for

”Microsoft”. Disse optræder ikke i interviewene med undtagelse af ”serverdrengene”, som alle kalder

servergruppen, dog ikke Lars og Anders, som sidder i servergruppen. Ordet ”serverdrengene” markerer

medarbejdernes sociale relation til gruppen og at de oplever et arbejdsfællesskab med gruppen, og at de

ikke er en del af den. It-direktøren, Erik, bruger ikke disse slangord, men Karin og Mark bruger et

kælenavn om Erik25, som medarbejderne til gengæld ikke bruger.

Enkelte ord havde eksisteret så tilpas længe i afdelingens sprog at ingen vidste hvor de

kom fra. Det kom frem da vi i observationsperioden spurgte til ordenes oprindelse. Fx blev Helpdesk

kaldt ”svesken”. Alle i it-afdelingen brugte ordet om helpdesken undtagen it-direktøren. Under obser-

vationsperioden spurgte jeg Anders hvor ordet kom fra. Han sagde at han havde det fra David, David

havde det fra Jesper, og Jesper vidste ikke hvor det kom fra. ”Svesken” kan muligvis komme af et

ordspil over helpdesken > desken > disken > svesken. Den slags ”ordleg” foregik næsten dagligt. Help-

desk-funktioner har notorisk lavstatus i it-afdelinger og slangord blev i it-afdelingen ofte brugt om ting

der stod i en magtposition eller havde lavstatus.

At bruge den slags slang eller øgenavne gav medarbejderne mulighed for at tage alvoren

ud af den kontekst begrebet skulle bruges i. Slangord blev brugt som markør for at man havde kompe-

tence og overskud til at afvige fra den egentlige betegnelse. Ordene afspejlede en generel holdning til at

det var højstatus med hurtige, smarte svar og at løse problemer hurtigt. Afvigelse fra betegnelserne

kræver et forhåndskendskab til ordets brug for at kunne deltage i samtalen, fx var det at ”ridse en

maskine” udtryk for at geninstallere alle programmer. Et udtryk der blev brugt it-medarbejderne

imellem, men ikke af brugerne. Disse ord er en del af afdelingens fælles argot som sprogligt afgrænser

it-afdelingens sociale grupperinger (Rask, 1995: p.31).

Ordenes primære funktion er ikke at undertrykke eller skjule narrativer (hverken bevidst

eller ubevidst). Ordene bekræfter deltagernes tilhørsforhold til gruppen og bevarer deres position som

en del af fællesskabet26 i it-afdelingens kultur. David havde en særlig position p.g.a. sin evne til at

bidrage med nye ord og vendinger.

25 Kan desværre ikke gengives af hensyn til anonymiteten, da det er et ordspil på it-direktørens rigtige navn. 26 Det samme gælder de mange forkortelser inden for it, som medarbejderne holdt hinanden ajour med.



Der findes ligeledes hændelser hvis forløb kan være indforstået, som har samme funktion

som afdelingens argot. De bekræfter det sociale fællesskabs rammer. Som nævnt tidligere er speech

eventen med til at afgrænse hvilke emner der er relevante. Det gør at deltagerne søger at undgå at

fremstille visse hændelser. I følgende sekvens vil Karin gerne vide hvad der foregik ved sidste møde

som hun ikke var med til, dvs. Bilag 7.5, Møde 5, som var et frokostmøde. Karin sætter sig i en

lederrolle. Hun skal følge op på den kommunikation der finder sted i afdelingen:

Sekvens #85, Bilag 7.8, Møde 8, d.12/3:

63 *KARI: Jamen nu ved jeg ikke hvad det var iT opnåede ved det sidste

64 frokostmøde P

Deltagerne forstår Karins spørgsmål som at hun spørger til mødets faglige karakter. Det antydes med

latter fra Leif og Sten, Stens indskudte kommentar i linje 69, og Gittas spørgsmål i linje 74 som gør at

hun selv slipper for at svare og søger fællesskabets stemme, som ingen af deltagerne kan påtage sig at

være andre end Karin:

65 *LEIF: Det var da meget hyggeligt ((sagt smilende))

66 *STEN: Ha hihihihi

67 *KARI: Det var godt P jamen så kan vi jo selvfølgelig bare høre det

68 [ ]

69 *STEN: Det var et fagligt møde

70 *KARI: igen hvis det skal være P (1 sek.)vi kan selvfølgelig også bare tage

71 det faglige P hvis i synes P (1 sek.)

I linje 72-74 sættes Karins ”jeg” op over for deltagernes ”vi”. På trods af at Oluf i linje 75 siger at han

ikke var med, så deltager han i konstruktionen af en enighed om at de er faglige og støtter opfattelsen af

det fælles ”vi”, som Karin udfordrer:

72 *OLUF: Det er vi da altid er vi ikke

73 *KARI: Det ved jeg ikke om i var

74 *GITT: Vi var da også lidt faglige var vi ikke

75 *OLUF: Jeg tror ikke jeg var med sidst

76 *POUL: Jo

Herefter småsnakker deltagerne og skramler med tallerkener i ca. 25 sekunder. Karin fastholder sit

spørgsmål og dermed også sin rolle og mødet som en faglig speech event:

86 *KARI: Var du med til sidste møde Jens?

87 *JENS: Nej

88 *KARI: Så ved du heller ikke hvad der blev snakket om.



Som svar sætter Jens fokus på sig selv i stedet for at sige hvem der har informeret ham. Blive-passiven

sætter fællesskabet som mulig author for informationen:

89 *JENS: Jo:jo det er jeg daT blevet informeret om

90 *STEN: UF

Jens slipper for at svare på hvad han er blevet informeret om da Gitta taler til ham. Karin accepterer at

hun ikke får at vide hvad der skete. Det ses af ”fair nok” og emneskiftet:

91 *GITT: Parmaen smager udemærket P og så er der brie og laks

92 *KARI: Fair nok P nå men T så synes jeg at vi sådan skalT starteT uformelt

Deltagerne viser at der ikke er noget rapportérbart fra sidste møde, som er relevant i den aktuelle

speech event. Som vist tidligere konstituerer Karins rolle fagligheden i møderne og medarbejderne

søger at etablere deres faglighed og kompetencer i hendes tilstedeværelse. Det samme sker i sekvens

#65 hvor Karin spørger til medarbejderens bytur fredagen forinden. Hun etablerer en formel speech

event selvom hun efterspørger en uformel dialog.

Den mundtlige fortælling kan også bryde sammen hvis emnet ikke er socialt acceptabelt.

Taler kan initiere en fortælling, men blive afvist af publikum. I følgende sekvens etablerer Maria et

emne om it-direktøren, som hun selv afviser som utænkeligt, men som Morten forsøger at etablere.

Eksempel fra sekvens #97, Bilag 7.9, Møde 9:

Etablering af emne og afvisning. Tryk på ”mon”, Marias latter og den eksplicitte nægtelse af

handlingen som mental foregang, viser at det for hende er en absurd tanke:

266 *MARI: Han ligger nok derhjemme i haven P naaa mon dog jeg kunne ikke

267 forestille mig Erik ligger haha ude i haven hahaha

Indleder: Genetablering af emne. Morten forsøge at konstruere en fortælling og søger Marias accept

ved at inddrage hende som ratified participant (Goffman, 1981):

268 *MORT: Det ved jeg ikke? P (3 sek.) du har da også set ham i: du har da

269 også set ham i shorts og UF har du ikke?

270 *MARI: Nej det har jeg godt nok ikke

271 *MORT: PåT vores (?løbetur?) sidste år

272 *MARI: Der var jeg jo ikkeT P

273 *MORT: det der it-seminar?

274 *MARI: Der havde han da ikkeT shorts på

275 *MORT: Havde han ikke



276 *MARI: Nej det havde han da ikke

277 *MORT: Var han UF

278 *MARI: Ja

Morten kan ikke få Marias accept, men for ikke at tabe ansigt reparerer han ved at gøre det til en

individuel oplevelse, som på samme tid bliver en accept af at Maria ikke har oplevet det og gør at

Maria ikke kan byde ind på Mortens individuelle oplevelse:

279 *MORT: Ja: det var også for sent på året P men T jeg har set ham i shorts

280 *MARI: Nejhahaha tilykke med det hahaha

281 *MORT: Han ser ret anderledes ud haha må jeg sige

282 *JONA: Hahaha

283 [ ]

284 *MARI: Hahaha jeg kunne ikke forestille mig ham i shorts

Da Maria fastholder, at det er utænkeligt, vender Morten til at vise accept af at det er absurd at

forestille sig it-direktøren i shorts. Morten fremsætter det som et paradoks. Han kunne ikke se det for

sig før, og nu hvor han har set det, kan han stadig ikke se det for sig. I stedet for en uoverensstemmelse

om hvorvidt de har set Erik i shorts eller ej, finder de gensidig accept i at det at se it-direktøren i shorts

er absurd, lige meget om man har set det eller ej:

285 *MORT: Nej det er det P det kunne jeg heller ikke før jeg så ham P og det

286 kan jeg stadigvæk ikke

287 *MARI: Hahah det er et billede som stadigvæk kører haha

288 *MORT: Hahaha

Andre eksempler er sekvens #78, #80 og #83. Eksemplerne viser at der er tre karakteristika som er

væsentlige for at kunne etablere en fortælling i det sociale system: 1) Den rolle fortælleren selv har i

fortællingen, skal være socialt acceptabel; 2) Fortællingens emne skal af publikum accepteres som

rapportérbart i forhold til den aktuelle speech event og 3) De roller som fortælleren giver andre i

fortællingen, skal være socialt acceptabel.

Den speech event som deltagerne forventer og etablerer, er med til at afgrænse emnerne

for fortællingerne. Fortællinger i interviewene tager hyppigere udgangspunkt i emner hvor informanten

fortæller om hvordan organisationen påvirker ham/hende, dvs. iagttagelser af hvilke forskelle i det

psykiske systems omverden der gør en forskel i det psykiske system. Ved møderne bliver der ikke

etableret emner omkring hvordan organisationen påvirker jeg’et (0 %). Funktionen selvfremstilling står



for 24 % af fortællingerne om interaktion mellem det socialpsykologiske og det psykiske system i

interviewene. Ved møderne er det funktionen underholdning der anvendes til at formidle relationer

mellem det socialpsykologiske og det psykiske system.

Individets fortælling om organisationen som socialt system

Individets fortælling kan fungere som et ”vidneudsagn” for hele organisationen. Fortællingerne har

samme form, men ses af publikum som et oplæg til interaktion. Fortællingerne har overordnet samme

form som jeg-fortællingen, men i afslutningssekvensen er målet enten at lægge op til et spørgsmål eller

at træffe en beslutning på basis af fortællingen. I sekvens #66 (Møde 1, linje 200-202) indleder Karin

Hannes fortælling. Afdelingslederen italesætter Hanne som den der varetager rollen hvis arbejde skal

gengives, fordi det ikke er inden for lederens område. Afdelingslederen indleder sekvensen:

199 *KARI: Jeg trorT at punktet kom på foranlediget af en mail hvor

200 <medarbejder1> og <medarbejder2> havde snakket om at det var

201 underligt at man bestilte udstyr og fik det håndteret forskelligt

202 <afdelingerne> rundt ikke? P

Handlingssekvens; Hanne fortsætter uden videre fortællingen. ”Selvfølgelig” (linje 205) og brug af

generisk præsens viser at der udføres en del af virksomhedens faste struktur, hvor brug af præteritum

henviser til den unikke hændelse om afvigelsen:

203 *HANN: Det startede med at jeg blev ringet op fra enT bruger i P <by> somT

204 ville have skiftet sin taske til en rygsæk så gik jeg

205 selvfølgelig hen og spurgte Rasmus hvordan procedurerne var og jeg

206 fik at vide at de afleverer den ene og får den anden P og så P er

207 det sådan. P det sagde jeg så til hende og såT sagde jeg så hun

208 skulle ringe til P TEL2 tror jeg P

209 *TEL2: Ja

Pointe og orientering; Hanne præsenterer her Karins indledning som et spørgsmål. Hanne taler på

vegne af gruppen ved brug af den mentale foregang ”undrer”, men vi’et inddrager samtidig deltagerne i

satellittelefonen som ratified participants:

212 […] rygsæk P så P og det er jo så et problem? P fordi herovre bytter

213 vi dem bare P(1sek.) og så undrer vi os lidt over at der var

214 forskellige procedurer i øst og vest P eller om der overhovedet er

215 det



Evaluering; afdelingslederens kommentar rekontekstualiserer spørgsmålet:

216 *KARI: Men det er der P(1sek.)

Afslutter; konsekvensen bliver en opfordring til ændring i virksomhedens program:

217 *HANN: fordi så skal vi også sidde ved helpdesken og sige noget andet

218 hvis de ringer fra <by1> og skal have skiftet en taske hvis de ikke

219 bare kan få gjort det P som vi kan her i <by2> P(1sek.)

Afdelingslederen har sat rammen om fortællingen og kan p.g.a. hendes rolle i speech eventen og som

den der kan træffe beslutninger om forandringer i organisationens programmer, evaluere hændelsen og

konsekvenserne. Dvs. at selvom Hanne fremstiller narrativens pointe som et spørgsmål, så er det kun

formelt set et oplæg til diskussion i fællesskabet. Vi’et er uden for beslutningsprocessen:

220 *KARI: Det kan de: T sådan set ikke på den måde T jeg kan fortælle jer

221 at grunden til at man har bibeholdt modellen er at man økonomisk

Ovenstående eksempel viser at fortællingens funktion er relativ til deltagernes mulige rekontekstua-

lisering. Lederen ændrer narrativens funktion fra interaktionel til informationel i linje 220.

Konstateringen i linje 216 er ikke i første omgang et oplæg til at Karin selv afgør, hvad proceduren skal

være. Hannes narrativ åbner for at de øvrige deltagere kan inddrages i det ”vi”, som skal finde ud af at

ensrette procedurerne, men lederen giver organisationens økonomiske system stemme i ”man har

bibeholdt modellen”.

Fortællinger med den omvendte funktion optræder også, dvs. hvor fortælleren fremstiller

sig selv som principal for organisationens beslutninger i kraft af narrativen. Her kan der opstå

uoverensstemmelser mellem det den enkeltes rolle varetager og andre systemers mål. Den konsekvens

fortælleren fremfører, kan fortolkes som forstyrrelse i roller eller programmer, og dermed kan

fortællingen blive udfordret af publikum. Et eksempel på dette er fra it-afdelingens stormøde hvor

samtlige ansatte var til stede. Bent bliver introduceret af Karin med at ”han skal fortælle os lidt om

virkeligheden”. David, Bent og Lars har været på tur rundt i landet bl.a. for at se de andre afdelinger.

Inden Bent når at sige noget, råber David at Bent overhalede en ambulance på vejen (linje 229) og

publikum ler. David supplerer med at den kørte med udrykning, og publikum ler endnu højere. Bent

undskylder sig, forklarer hvorfor og indskyder ”det viser ba:re at jeg rykker P ikke?”. Bent bruger

selvfremstilling til at bevare face



Sekvens #76, Bilag 7.4, Møde 4, d.20/2, Stormøde

Indledning, Bent får meget taletid i hele sekvensen, men en del af taleturen går med at orientere

publikum om scenariet, og positionere sit publikum som nogen der ikke kender til ”virkeligheden”.

Jeg-oplevelsen bliver en kompetence som giver taler ret til at iagttage og foreslå ændringer i det sociale

system:

251 *BENT: Nå P men det joT de har jo pebet lang tid forskellige steder i

252 <landsdel> og Gitta har også dengang været i <by> og "nu skulle

253 vi gå ud fra det at alt var galt derovre" ogT

254 *LENE: UF (?utroligt forberedt?) ((taler meget lavt))

255 *BENT: Af hvad sagde du? P man kan sige det der med det kører langsomt. det

256 er vattet jeg har været efter de herrer der for at få noget

257 meget konkret ikke altså P det sgu svært at få noget konkret så

258 blevT P vi skulleT vi blev inviteret til et seminar i: <by> P

Indledning; Bent har her en taletur som ikke har relation til hovedfortællingen. Derfor reetablerer han

fortællerammen:

292 *BENT: [...] nå det var lige et hurtigt sidespring? T P nå menT ja P men

293 alle de der ting vi nu havde hørt såT tog vi så op til P <by>? P

294 fordi jeg ringede jo til en masse forskellige steder i <landsdel>

295 for at høre kører det stadigvæk langsomt? "ne:j men nu kørte det

296 egentlig meget godt lige nu så det ikke" jeg ville ligesom

Orientering; Bents iagttagelse af rollen som dem der ”kan styre det” og tænke selv, er den samme rolle

han beskriver sig selv som i Interview 1 (Bilag 12.1), dvs. at han ved at fremstille andres egenskaber

som positive foretager en implicit selvfremstilling (linje 309):

299 langt <til byen> ikke? P men det kunne de helt klart vise der sad

300 så fire P fem damer derovre tror jeg P somT P en flok gamle rotter

301 hvis man kan sige det sådan? som har været i: firmaet i lang tid

302 som bare som ba:re kan styre det der ikke? P T jeg tror også helt

303 sikkert de godt kunne finde på at slukke og tænde kopimaskinen

304 hvis der var noget som var galt med den P sådan ikke? fordi de vil

305 bare derudaf P det første de gør om morgenen når de logger ind

306 så går de ind og laver (?springserveren?) eller UF

307 <systemoprerator> fordi så går den ikke ned i løbet af dagen ikke?

308 så timer den ikke ud imens P det er standarden P hos os ikke? P det



Evaluering; Bent inddrager kollektivets stemme (309) og giver face til den rolle som er beskrevet som

en der opretholder systemet (linje 307). Ved ikke at sætte adressat på de ”gode intentioner” sikrer Bent

sig at han ikke truer evt. publikummers face (311), hvor hans up-keying (Goffman, 1974) i linje 315-

316 implicit er adresseret på ham selv:

309 er også pisse irriterende at vi alle sammen skal logge ind ikke? P

310 det kan jeg godt lide P jeg kan godt lide sådan noget så det

311 har været mange til gode T gode intentioner om hvordan det skal

312 være ja P de lærer at omgåelse- omgå det P så det passer P ind i

313 deres P hverdag. P TT nå de fik så jo lov at sky:de på os P og det

314 vil sige de har altid sagt det er netværket der kører langsomt ikke?

315 P og jeg kan allerede røbe nu P at det var det eneste det ikke var

316 galt med ((sagt smilende, Bent har ansvar for netværket)) P ikke? P

317 nå MEN TT P hø høhø P men T en af tingene det var at når de kom

318 [ ]

319 *DAVI: HAHAHA

320 [ ]

321 *????: ((Flere ler ))

Handlingssekvens; Bent foretager et skift i synsvinkel hvor jeg-fortælleren som medaktant bliver en

upersonlig fortæller. Ved at udelade sig selv som medaktant kan Bent ”ubemærket” skifte til ”os”,

akkusativ pluralis, og dermed inddrage kollektivet:

322 *BENT: om morgenen ogT der var to bestemte der mødte om morgenen P og

323 tændte deres pc'er nogenlunde samtidig P så var den ene var den en

324 halv time om at komme ind P så nu var de begyndt at mødes på skift?

325 ((høj tone på skift)) så de ikke løb ind i de problemer P det har

326 stået på i en fire fem måneder P jeg har siddet herhjemme og

327 har kigget på <system> og <andet system> alt muligt ikke P jeg har

328 ikke kunnet se no:get som helst P det var bare en af fejlene de

329 havde P de fik lov at sky:de på os P som altid P da vi kom derover?

330 P det var P "det var <system1> den der funktion P når man trykker

331 der så tager det rigtig lang tid" P "ok?" P "det driller altid

332 med <system1> P "ja?" P vi havde snakket noget om at det havde ikke

333 noget med resten at gøre. P "nej MEN DET DER <system2> DET ER

334 SAFTSUSEMIG langsomt P "ja? ((meget lys stemme)) men det er det da

335 også for os andre" ikke? ((taler med lysere stemme)) P det er-er

336 ikke kun derovre der er ting og sager. "ne:j men ok i den sidste

337 måned har det kørt meget godt efter det er blevet flyttet over på



338 <system3>" ok? P så var den også væk P så kom vi ned? på P faktisk

339 alle deres ting P der var slet ingen ting P(2sek.)

[…]

Pointe; Bent gør problemerne i sin fortælling til belæg for at der skal mere ram i virksomhedens pc’ere.

Om der skulle eller ej, var et emne som var aktuelt igennem hele observationsperioden:

360 vi prøvede også lokalt så vi (?fik den udtømt?) men nu målte jeg jo

361 på netværket så kunne vi se at vi brugte kun ti procent af

362 BÅNDBREDDEN i løbet af alt det dernede. P man skulle tro det var det

363 der var i vejen med det P det var det nemlig ikke? det viste sig

364 simpelthen vi skulle putte noget mere ram i P David havde noget ram

365 med vi puttede ram mereT ram i denne her <pc-navn> P så kørte det

366 bare dobbelt så hurtigt P(1,5sek.) så det var helt klart noget med

367 fordi den bruger <antal> mega og der er kun <mindre antal> i så står

368 den og swapper hele tiden. P så det er ALT P hvad de: hvad man kan

Afslutning; Brugen af kollektivets stemme bliver tydeligere i og med at Bent gør sig til talsmand for, at

ram er den rigtige løsning på de problemer ingen ”har kunnet vise”. I linje 371 vaccinerer (Kjøller,

1996: p.121) Bent sig mod evt. indvendinger ved at eksplicitere at det var en ”forklaring”:

369 konkludere hvad de synes P at de andre ting vi ikke har kunnet vise

370 P der simpelthen været ram på pc'en P(3sek.)

371 *BENT: Den var sådan enT HU:RTIG FORKLARING? P PÅ DET

Respons; publikum udfordrer narrativen som belæg for at ram er løsningen. Det er denne form for

interaktion der kun sjældent optræder i interviewene:

372 [ ]

373 *HANS: Jeg synes-

374 så synes jegT at der en historie som du ikke har forklaret. P

Den følgende der-konstruktionen med tryktab henviser til et ubestemt felt af problemer, og søger at

skabe accept af Hans’ udfordring samtidig med, at den prøver at stoppe Hans’ taletur med henvisning

til ”skulle nå at slutte”:

375 *BENT: Jamen jeg synes ogsåT der var flere men vi skulle jo nå at

376 slutte klokken tre ikke? ((sagt smilende))

377 *????: ((En person småler)) P

378 *KARI: Jo

379 *BENT: men T

380 *KARI: nu skal vi UF (?plakaten?)

381 [ ]



382 *HANS: Ne::j jeg synes

Hans vedholder sin position som ratified particpant. Linje 383 viser at taler kan opfatte udfordringen af

narrativen som et brud på talerammen (breaking frame, jf. Goffman). Bent forsøger at genetablere sin

taletur, men bliver afvist i linje 386:

383 *BENT: ÅR ÅRV VENT LIGE LIDT DE TO PC'ERE VIL JEG OGSÅ GERNE FORKLARE også?

384 *KARI: Ja P UF

385 [ ]

386 *HANS: Ja P det må du så også gerne men jeg har et andet

387 spørgsmål=

388 *BENT: =ja=

Hans’ udfordring af narrativen består i at han refererer til en tid der ligger før Bents narrativ, dvs. Gittas

erfaring med det samme problem. Bents iagttagelse af hvilken forskel der giver mening til systemets

opretholdelse, accepteres ikke:

389 *HANS: =jeg kan huske da vi tog denne diskussion op

390 omkring de her <faggruppe>kontorer. P der har Gitta på: P derovre og

391 holde kursus.

392 *LENE: Ja ((lavt))

393 *HANS: og så med sine egne øjne P at det tog P rigtig rigtig rigtig

394 rigtig lang tid og logge ind på maskinerne

395 *GITT: Da de startede op om morgenen

396 *HANS: Det var det der triggede hele T

397 *GITT: Ja og der FANDT VI UD AF DER VAR EN ANDEN FEJL der blev rettet den

398 gang ((siges som to ord))

399 *HANS: Nå:? ok

400 *BENT: Altså ligeT

401 *GITT: og det gjorde at UF

402 [ ]

403 *BENT: Jeg vil JEG VIL GODT LIGE måske fortælle den der med atT

404 de startede op om morgenen

405 *HANS: Ja?

Bent får denne gang accept af at udføre sin reparatur (Steensig, 2001: p.69). Bents narrativ bliver

senere afvist (linje 425) som en forklaring på det Hans spørger til, men er belæg for at en mekanisk fejl

kan snyde de ansatte til at tro at systemet er langsomt. Den fungerer som ”afledningsmanøvre” for

udfordringen:

406 *BENT: den fandt vi jo anden gang en- ude der ved frokosttid fordi den



407 ville jeg jo meget gerne se den fejl ikke? DET VISTE SIG jo atT P

408 når hun tændte maskinen så kom den op med det her kontrol alt delete

409 P man skal jo logge ind og så "nej det virker ikke endnu P nej det

410 virker ikke endnu" og sådan kunne hun sidde i ti minutter P så gik

411 vi i gang P hun havde selv trykket num-lock det virkede slet ikke så

412 var det simpelthen KEYboardet der ikke havde ordentlig forbindelse

413 ind i P så det var det der gjorde det

414 *????: ((Smålatter og grinefnys fra salen.))

Orientering:

415 *BENT: det var en (?skønsfejl?) ikke? altså jeg har da brugt mange timer

416 påT her på at fjerndiagnosticere men det var det hun mente med at

417 den kørte langsomt om morgenen P så det har ikke en skid at gøre med

418 at det var nummer to der sad lidt længere henne og når de tændte

Evaluering:

419 samtidig det var bare et rent tilfælde hun havde oplevet nogen gange

420 det var helt UF fejl P MAN SKAL VÆRE DER for at se det P at det var

Handlingssekvens:

421 det og T helt klart P vi rodede lige med keyboardstikket P så? P

422 ja så virkede det igen for man kunne godt logge ind herovre via

Orientering:

423 <fjernstyringssystem> så der er selvfølgelig en fejl på et af

424 keyboardene og det kan vi jo ikke vide noget om

Respons; sekvensen opfattes ikke som en forklaring på Hans’ oplæg:

425 *GITT: Jo men det var jo ikke den fejl den gang jeg var der P det tog lang

426 tid for dem at starte op

Bent forsøger igen på at bruge accept af udfordringen til at undgå den. Det er dog ikke klart om Gittas

”ja” i linje 428 er en accept af Bents forklaring. Med Bents kommentar i 429 med hævet stemmeleje på

”alt” vaccinerer han sig igen mod yderligere indvendinger fra publikum. Brugen af brugernes stemme i

”måske hilse og sige” forstærker hans fremlæggelse fordi andre også mente at problemet blev løst.

Dermed har de udfyldt den rolle det forventes af it-medarbejderne (at gøre brugerne glade):

427 *BENT: Jo men vi kunne konstatere at det det hang også her

428 *GITT: Ja:

429 *BENT: Så de fik lov til at skyde med ALT og de var faktisk rigtig glade da

430 vi gik? skulle jeg måske hilse og sige



Davids supplement som co-principal til narrativens forløb (linje 431) giver Bent mulighed for at

reetablere emnet om ram, men give den en ny kommunikativ funktion (underholdning):

431 *DAVI: Ja lige bortset fra hende vi scorede ram’en fra

432 *BENT: JaT hun kørte jo så i fire timer den ene der jeg tror det har været

433 [ ]

434 *N.N.: Tog i den tilbage?

Handlingssekvens 2; Bent øger sin performance ved brug af direkte tale:

435 *BENT: Lone ikke? P hun havde aldrig kørt så hurtigt før det HE:LT VILDT

436 og hun var helt oppe "jamen jeg laver jo en tredjedel eller næsten

437 en fjerdedel mere" det var helt vildt "en tredjedel mere siger du?

438 P så skal du passe på" siger jeg så "du skal ikke sige det for højt

Pointe 2:

439 i sidder fire her for så i morgen er en af jer jo væk" P "nå: ja"

440 *????: HAHAHAHAHAHA ((Meget høj latter fra hele salen))

441 [ ]

Evaluering og afslutning 2; i 442 søger Bent tilbage til nutidsform, men afslutter med at opsummere

konsekvensen og den endelige status, som peger tilbage mod konklusionen, at der er brug for mere ram

i maskinerne:

442 *BENT: Man skal også li:geT P ikke? P så men vi fik da pillet rammen ud

443 igen og så da hun loggede på kunne hun godt se P tilbage til

444 virkeligheden ikke?

445 *????: ((Smålatter og småsnakken fra salen))

Bent iagttager ud fra sin rolle i systemet og ud fra sit jeg’s kompetencer og måden at udfylde rollen på,

som person. For Bent bliver udfordringerne derfor fortolket som face-truende handlinger, som truer

hans person og ikke rollen. En egentlig afklaring på Hans’ og Gittas indvendinger kommer ikke i stand.

I stedet ændres den kommunikative funktion i sidste del og flytter fokus i fortællingen fra Bent til de

øvrige medarbejdere i narrativens univers, og den succes historien skal fremstilles som. Referencerne

til hans eget jeg er fra linje 435 kun ytringsverbet ”siger” ud over den animerede tale, som gøres til

principal for succesen. I den øvrige del af narrativen bruger Bent et skift i tid til at orientere og evaluere

og fremstille sin kompetence og dømmekraft. I afslutningen generaliserer han emnet og inddrager im-

plicit Lars og David som co-principals i ”vi fik da”. En egentlig konflikt mellem hvem der kan tages til



indtægt for at fejlen blev opdaget eller løst ekspliciteres aldrig. Bent får så at sige ”afvæbnet” sit

publikum ved hjælp af fortællingen. Første gang som belæg og anden gang som underholdning.

Narrativen i eksemplet er en af de få i datamaterialet der senere bliver refereret til af

andre. It-direktøren refererer til Bents narrativ som begrundelse for den beslutning virksomheden har

truffet mht. opgradering af ram i virksomhedens computere. Der er ikke tale om en genfortælling, men

kun om reference til fortællingen og et skift i iagttagelse af fortællingens meningstildeling til det

sociale system. IT-direktøren repræsenterer den del af det sociale system, hvis primære iagttagelser er

virksomhedens økonomi:

Sekvens #76, Møde4, d.20/2, Stormøde:

461 *ERIK: T så har jeg rykket ram-opgradring op P det var også sådan i

462 begejstring af at have spist frokost medT David og Bent og kompagni

463 den anden dag

464 *????: HAHA HAHA((Flere ler højt))

465 [ ]

466 *ERIK: om erfaringerne P om erfaringerne fra <byerne de besøgte> ((sagt

467 smilende)) P atT TSK at det giver noget T vi har planlagt at få

468 smækket noget mere ram på de her maskiner ogT det lyder som om der

469 kunne ligge en lidt hurtig gevinst i at få skubbet det ind over

470 kanten ((taler lavt)) P så P det lyder som det er den rigtige

471 profit og P rimelig godt at gøre så det må vi fokusere på at få det

472 sparket ind over kanten P så er der selvfølgelig udfordringen det er

Direktøren bruger fortællingen som belæg for hvordan forskellen gevinst/ikke-gevinst skal iagttages.

Formelle eller uformelle speech events

Labov stiller fem krav til uformel tale 1) Tilfældige bemærkninger inden eller afbrydelser under

interviewet, 2) Tale med 3. person (i forhold til interviewet), 3) Tale som ikke er direkte respons på

spørgsmål, 4) Skift i stilleje (fx børnerim og sanglege) og 5) Emotionelle emner (The Danger of Death)

(Labov, 1977a: p.88 ff.). Labov beskæftiger sig med interviewet som formelt eller uformelt og fx ikke



mødet som struktureret samtale27, men de fem træk kan bruges som ledetråd. Uformel eller formel skal

forstås konkret som ”uden form” eller ”med form”. I hvilket omfang informanterne opfatter

interviewene og møderne som private, uformelle talerum eller strukturerede, formelle talerum kan vises

sprogligt. Deltagerne kan foretage reparaturer eller afstemning af den diskursive praksis (Fairclough,

1992) som etablerer eller genetablerer speech eventens form, dvs. metatale som spørger til eller

afgrænser speech eventen. Eksempel fra sekvens #97, Bilag 7.9, Møde 9, d.22/4, (min fremhævelse

med fed):

288 *MORT: Hahaha

289 *MARI: som du ikke engang ønsker at have alt for længe

290 [ ]

291 *MORT: det egentlig ret overraskende P nåT nok

292 om det

293 *JONA: Vi blev færdige med den?

294 *MORT: Jeg tror vi blev færdige med min

Fra at have snakket om hvorvidt de har eller ikke har set it-direktøren i shorts, søger de at genetablere

mødets distribution af emner og taleture ved at finde ud af hvor de nåede til. Disse ekspliciterede

emneskift finder fx ikke sted i morgenmadsmøderne. Man kan sige at sprogets frie taleture afspejles af

deltagernes kommen og gåen ved morgenmadsmøderne. Her i sekvens #83 (fra Møde 6,

morgenmadsmøde) kan deltagerne frit tale ind over hinandens taleture, emner og skifte stilleje (linje

58-59) uden at der sker tegn på at en eksisterende form brydes:

55 *BENT: Hvorfor tror du der er nødspor hahaha

56 [ ]

57 *GITT: Du skal bare have et ordentligt blink på P et ordentligt horn

58 *N.N.: Dytdyt ((siger som et bilhorn))

59 *N.N.: Uiuiuiuiui ((siger som en sirene))

60 *KARI: Der var en der var ved at torpedere mig i går herude P han var

27 Et af Erik Møllers kritikpunkter af Labovs tilgang er at han ikke er interesseret i narrativen, men i uformel tale i det

sociolingvistiske interview (Møller, 1993: p.72).



Målet i interviewet var at skabe et uformelt rum. Informanterne var blevet instrueret om at de kunne

tale frit og interviewers aktive lytten, skulle være med til at skabe en ramme hvor informanterne ikke

var bundet af en spørgsmål/svar-struktur, som styrede samtalen. Erik Møller skriver at fortællinger

oftest optræder i det private, usaglige talerum:

”Fortællinger benyttes i private, mere usaglige speech events, og det sker ofte når vi er sammen med folk vi

kender godt og er trygge ved.”

(Møller, 1993: p.347)

Hvor formel eller uformel de enkelte speech events er, hjælper til at vurdere om antallet af narrativer er

repræsentativt højt eller lavt i forhold til graden af ”formelhed” i de to typer speech events.

Interviewene som uformel eller formel tale

Flere af de interviewede kommenterede enten på vej til interviewlokalet eller lige efter optagelserne at

interviewet virkede mere som en medarbejderudviklings- eller personaleudviklingssamtale eller en

ansættelsessamtale. Lars kommenterer det eksplicit i interviewet28, og Hanne kommenterer det

indledningsvist (Hannes interview):

14 *HANN: Hahaha ja det virker lidt som en

15 ansættelsessamtale (UF)

16 *MIKA: ja det virker

17 lidt sådan ikke nu skal jeg jo ikke ansætte dig jo så nej TT

Set ud fra Labovs krav29 om Speech not in direct response to questions er det ikke alle informanterne

der opfatter interviewet som en uformel speech event. Som fx i Lenes interview hvor hun i linje 1339

viser at hun opfatter interviewer som den styrende part, på trods af at interviewet med hende foregår

meget flydende:

1335 *LENE: Så:m P (2 sek.) Nå:? Mikael? UF ((Larm))

28 Sekvensen er ikke udskrevet, men falder til sidst i interviewet hvor interviewer spørger hvordan Lars havde det med at

blive interviewet. 29 Ifølge Labov behøver kun et af kravene at være opfyldt for at talen kan karakteriseres som uformel (Labov, 1977a: p.87).



1336 *MIKA: Jamen T hvad?

1337 *LENE: Skal du stillem- spørge om noget mere

1338 *MIKA: Er vi ved at være der eller hvad? synes du?

1339 *LENE: Nej. P det er op til dig? jeg kan godt fortælle dig noget mere

1340 hvis du synes det er spændende

1341 *MIKA: Jamen det synes jeg jeg sysT- ja T P(1sek.)

Vores interviewteknik var at bryde en evt. formel form ved at foretage et skift sidst i hvert interview.

Interviewer slutter med at spørge informanten hvordan vedkommende synes interviewet forløb. Det

giver plads til at informanten kan træde uden for interviewet som genre. Det har i alle interviewene

betydet et emneskift hvor informanten tog ordet. Alle informanterne spørger til projektet om

storytelling og til interviewers uddannelse.

I Hannes interview har skiftet stor betydning fordi sekvenserne foregår langt mere

flydende efter at interviewet er ”afsluttet”. Hanne bryder sjældent det traditionelle interviews

spørgsmål/svar-form. I interviewet optræder pauser helt op til ti sekunder. De lange pauser opstår fordi

Hanne helst kun taler på respons fra interviewer, og en af vores strategier var at holde pause for at give

taler plads til at tage ordet. Hannes deltagelse ved afdelingsmøderne kan derfor ses som mere uformel

end interviewet.

Møller konkluderer at skift i speech event ikke har signifikant indflydelse på antallet af

narrativer (Møller, 1993: p.313), og at selvfremstilling er hyppigere forekommende i interviews end i

gruppeoptagelser. Hanne etablerer flest emner om sociale roller og organisationen som socialt system,

og få om sig selv og iagttagelser i hendes psykiske system. Det er først efter at interviewer eksplicit

afslutter interviewet at Hanne deltager i at etablere en helt uformel samtale. Antallet af narrativer

skifter ikke, men hvilke systemer der fremstilles i narrativerne og den kommunikative funktion skifter

med et skift i interviewets ramme.

Interviewet med Bodil opnår aldrig at blive en uformel samtale. Det skyldes to ting. For

det første er hun den medarbejder der har været ansat længst tid (27 år), og hun omtaler flere gange at

hun burde kunne flere historier, men at hun desværre ikke kan komme på nogen. Hun føler sig presset

af at hun ikke kan opfylde de forventninger, hun tror, interviewer har til hendes person. For det andet er

hendes forhold til jobbet demotiverende for at fortælle. Hun har været ved at blive fyret hvilket gjorde



stærkt indtryk på hende (sekvens #33), og hun etablerer flere emner om hvad hun skal, når hun går på

pension end om sit arbejdsliv. Informantens forventninger til speech eventen er med til at sætte rammen

for hvor uformel en samtale der kan etableres, og hvilke emner der er rapportérbare.

Afdelingsmøder som formel eller uformel tale

Mødet er en speech event for beslutningsprocesser og med en fast dagsorden. Afdelingsmødet som

genre er ikke kun fysisk afgrænset af mødelokalet. Der sker et skift i samtalens ramme som indleder

møderne og på samme måde afsluttes møder med et rammeskift. Deltagerne træder ind og ud af mødet

som sproglig kontekst. Her omtaler it-direktøren Hans’ tinnitus. Hans har muligvis fået tinnitus som

følge af stress. I følgende sekvens bliver mødet eksplicit ”skudt i gang” i linje 39. Deltagerne viser

empati for Hans i denne sekvens (sekvens #100, Bilag 7.10, Møde 10):

27 *ERI: SåT JA det sgu ikke særlig rart du P

28 *JON: Nej. P

29 *ERI: Så P det er svært at sige hvor lang tid det tager.

30 *MAR: Ok.

31 *JON: Det lyder som meget ubehageligt

32 *ERI: Jeg læste et eller andet sted at man kan få sådan nogleT sender

33 sådan noget hvid støj ind ikke? altså hvor du går i modfase ikke?

34 *JON: Ja

35 *ERI: MenT P (2.sek) det vides ikke du P så nu prøver vi at få koblet

36 ham sammen med den <Virksomhedens behandlingsordning> der er

37 *JON: Ja.

38 *ERI: Så P (2,5 sek.) JA P

39 *JON: ((Rømmer sig)) Punkt et fordi at T punkt to kommer omkring

40 halvårs handlingsplan

I linje 38 afslutter Erik sin taletur, og ja’et med forhøjet volumen markerer for Jonas et skift, som gør at

han foretager det emneskift, der indleder mødets dagsorden og klart distribuerede taleture. Punkterne

på mødernes dagsorden er forbundet med de roller som deltagerne varetager i organisationen. Dags-

ordenen strukturerer taleturene, fx som her hvor Maria markerer at det er hendes tur:

506 *MAR: P (2 sek.) Så det mig ((rømmer sig)) T <navn> var herude i

507 sidste uge P og hvor han fikT lagtT P altså det som <afdeling>



At der både sker et formmæssigt og et sprogligt genreskift fra uformel til formel tale ses af følgende

kort efter at mødets ramme er sat. Her omtaler deltagerne Hans igen, men denne gang som ”langtids-

sygemelding” og ”anvendelsesresurse”. Dvs. iagttagelser fra organisationen som socialt system (min

fremhævelse med fed):

Sekvens #101, Møde 10, d.5/5

64 *JONA: Men det er klart sådan noget som atT David fratræder atT vi har en

65 langtidssygemelding også i servergruppen ikke at det-detT P m-må

66 jo forventes at have en effekt på de antal anvendelsesresurser vi

67 har P både med hensyn til deres kunnen og kendskab til platformene

68 ogT egentlig også rent mangel påT ((rømmer sig)) resurser P TSK

69 *ERIK: Ja! altsåTT det største problem der det bliver formentlig David

Ud over skiftet i iagttagelse af Hans’ sygdom, fra at være noget deltagerne relaterede til som

”ubehageligt”, gælder skiftet også iagttagelse af organisationen som ”vi”. Passiven i linje 66 viser at

Jonas ikke sætter sig selv som iagttager, men at han taler i vi’ets iagttagelsesfelt. Det samme med

”deres kunnen” som gælder servergruppens mangel på resurser i Hans’ fravær og p.g.a. Davids

opsigelse30.

Møderne indleder typisk med det uformelle niveau med plads til personlige kommentarer

og jeg-fortællinger. Hvis fortællingen optræder i det formelle møde betragtes det som en ekskurs, et

rammeskift, hvor mødet som genre eksplicit reetableres før deltagerne vender tilbage til den

strukturerede form og mødet som speech event. Det er karakteristisk at der efter en jeg-narrativ ved et

møde sker en regression, enten af fortælleren selv eller af den der har rollen som ordstyrer, som regel af

lederen i gruppen.

Delkonklusion og sammenfatning af analyse og kvantitative data

Den kvantitative opdeling viser at på trods af at der er ca. 19 timers optagelser af afdelingsmøder og ca.

9 timers optagelser af interviews, så er narrativer hyppigst forekommende i interviewene. 66 % af de

mulige sekvenser i interviewene viste sig ved sekventiel analyse at have en narrativ struktur, og 37 %

af de udvalgte sekvenser i gruppesamtalerne havde en narrativ struktur. Dette billede forstærkes 30 David sagde op sidst i observationsperioden. Hans funktion var tæt knyttet til servergruppens arbejde.



yderligere af at det var nemmere at identificere en narrativ som prototypisk i interviewene med 78 %

og 60 % af narrativerne ved afdelingsmøder.

Fordelingen af fortællinger i forhold til køn som baggrundsvariabel skal ses i forhold til

antallet af kvinder. I interviewene fortæller mændene i gennemsnit 4,6 narrativer og kvinderne 6

narrativer. Ved møderne er der 5 kvinder som har taleture i de udvalgte sekvenser og 1 narrativ i

gennemsnit. For mændene er der 16 mænd der har taleture i de udvalgte sekvenser og 0,8 narrativer i

gennemsnit. Kønnet er ikke afgørende for om taler anvender narrativen som talegenre eller ej. Det

samme gør sig gældende ved interviewene mht. alder og ansættelsesperiode. Der er en forskel på 4,3 i

gennemsnit for medarbejdere som er blevet ansat før år 2000 til 5,6 i gennemsnit for medarbejdere som

er blevet ansat i perioden 2000 – 2002. Denne forskel skyldes bl.a. at Bodil (ansat 1975) anvender

færrest narrativer og Hanne (ansat 2002) anvender flest. Med så få informanter giver det et stort udslag

i gennemsnitsværdien. Ser man på de enkelte ansættelsestidspunkter vil man se at afdelingen er meget

homogen med et par enkelte afvigelser. 80 % af it-afdelingens ansatte er blevet ansat i perioden 1999-

2002. De øvrige ansatte har enten været ansat meget længe eller er helt nyansatte inden for det seneste

halve år. Margen i ansættelsestidspunkt er så lille at det ikke vil give brugbare resultater at tage an-

sættelsesperiode i betragtning som baggrundsvariabel. Hvis man skulle sammenligne nyansatte med de

ansatte der har været der i 2-3 år ville man få det omvendte problem, da der er meget få nyansatte. Mht.

ansættelsesperiode er afdelingen for homogen til at kunne sige noget om hvorvidt anciennitet er udtryk

for om man anvender narrativer som talegenre.

Hvad der derimod tegner sig et klart billede af, er de kommunikative funktioner

narrativerne har. Den kommunikative funktion selvfremstilling anvendes oftere i interviewene (41 %)

end ved afdelingsmøder (25 %). Det omvendte gælder for den kommunikative funktion underholdning

hvor 15 % af sekvenserne ved interviewene har denne funktion og 45 % ved afdelingsmøderne.

Sekvenser der har funktionen underholdning er desuden længere ved afdelingsmøder end i

interviewene. Som underholdning har de primært en social funktion hvor funktionen selvfremstilling

passer med informanternes mundtlige evaluering af interviewene, dvs. som en slags medarbejderudvik-

lingssamtaler



Emner om iagttagelser af interaktion mellem organisationen som socialt system og det

psykiske system finder ikke sted ved afdelingsmøderne (0 %) , hvor 12 % af sekvenserne under inter-

viewene har et emne der relaterer sig til organisationens indflydelse på jeg’ets psykiske system. Ved

interviewene er iagttagelse af interaktion mellem organisationen og det socialpsykologiske (44 %)

næsten ligeligt repræsenteret med iagttagelse af interaktion mellem det socialpsykologiske og det

psykiske system (41 %). Det er dog især funktionen underholdning der anvendes til at beskrive

iagttagelse i disse systemer ved møderne (50 %), hvor selvfremstilling er hyppigere anvendt i inter-

viewene (37 %). Ved møderne står narrativer der drejer sig om organisationen og det socialpsykologi-

ske for 75 % af narrativerne, hvor 25 % af narrativer har iagttagelser i det socialpsykologiske og

psykiske system.

Konklusion og sammenfatning

Ved seminaret med kommunikationskonsulenten, som var startskuddet til it-afdelingens arbejde med

storytelling, havde medarbejderne svært ved at komme med fortællinger. Datamaterialet viser at det

ikke er fordi, de ikke beherskede genren. I både interviews og afdelingsmøder bruger medarbejderne

narrativen som talegenre.

Opdelingen af områder for narrativteoriens erkendelsesinteresse har været væsentlig for at

analysen ikke skulle have fokuseret på fx påvirkning af psykiske systemer i organisationen, som en

analyse ud fra Bruner eller Ochs ville have lagt op til. Omvendt ville en analyse af virksomhedens

organisatoriske fortællinger have overset jeg-fortællingerne og dermed overgangen fra jeg’ets

fortælling om sig til jeg’ets fortælling om organisationen, som fx fortællingen i #46 er et eksempel på.

Observationsperioden og deltagelse ved møderne har været væsentlig for fortolkningen af

fortællingerne og for datamaterialets karakter. Ved de sidste møder var vores tilstedeværelse så

selvfølgelig at vi, på samme måde som medarbejderne fortalte om deres arbejde, blev bedt om at for-

tælle om vores projekt med at finde fortællinger.

Kombinationen af narrativteori og systemteori har givet mulighed for at belyse forholdet

mellem individet og organisationen gennem individets iagttagelser i forskellige systemer. Narrativerne

viser at medarbejderne iagttager det sociale system ud fra forskellige roller, som de sætter i relation til



en interaktion med organisationen. Narrativerne bruges bl.a. til at jeg’et kan iagttage hændelser som det

mener, er potentielle trusler for systemets selvopretholdelse, men det er lederen som har magten til at

udsige ændringer i systemet. Lederen skal opretholde det eksisterende system og lederens stemme skal

kunne høres ud i organisationen (Thyssen, 1994: p.8).

Forholdet mellem individ og kollektive fortællinger

Der findes ikke nogen afgrænsede jeg- eller vi-fortællinger om individet eller organisationen.

Fortællingerne bruges ikke til at adskille det individuelle fra det organisatoriske. Fortællingerne gen-

giver hændelser som kan iagttages ud fra jeg’ets mulige roller i interaktion med det sociale system.

Jeg’ets fortællinger formidler påvirkning på jeg’ets psykiske system fra dets omverden. Distributionen

af forholdet mellem jeg’et og de forskellige systemer er korreleret med skift i kommunikative

funktioner og speech eventen som ramme. Funktionen underholdning bruges til at fremstille roller og

personer i social interaktion. 45 % af narrativer ved møderne havde funktionen underholdning mod 15

% i interviewene. Den bruges især til at give mening til iagttagelser i interaktionen mellem det social-

psykologiske og organisationen. 0% af narrativer med funktionen underholdning ved møderne handler

om interaktion mellem organisationen og det psykiske system (se evt. Bilag 16).

De prototypiske jeg-fortællinger optræder hyppigst i interviewene og har oftest

funktionen selvfremstilling. Jeg-fortællingen har flere protoypiske træk, end fx anekdoterne, fordi jeg-

oplevelsen får fortælleren til at præcisere rækkefølge og det unikke i begivenheden. Jeg-fortællingen

får tillige flere prototypiske træk når publikum giver feedback. Begge dele sås fx i Lars’

stressfortælling (#46). Her fungerer ”underholdning” bedre i sociale sammenhænge end funktionen

selvfremstilling. Hvis jeg-fortællingen optræder som selvfremstilling ved møder, kræver det, at

fortælleren får accept af at bruge det fælles vi’s stemme. Bents fortælling i sekvens #75 er et eksempel

på hvordan fortælleren skifter kommunikativ funktion fra selvfremstilling til belæg, for at kunne skifte

til iagttagelse i det sociale system og til sidst ”underholdning” for at få publikums sociale accept.

Sekvens #66 og #76 viser at lederen kan redefinere narrativens karakter som information eller interak-

tionel, og gøre den til belæg for de beslutninger der træffes i organisationen. Ved møderne er det

afdelingslederen som stabiliserer den ustabilitet, som mening har i systemet i forhold til at definere



opretholdelsen af det sociale system. De fleste fortællinger, 55 % ved møder og 39 % ved interviewene,

er korreleret med funktionen belæg og iagttagelser af interaktion mellem organisationen og det social-

psykologiske. Ved møderne bruger deltagerne deres individuelle narrativer som oplæg til beslutnings-

processer. I interviewene fungerer de som introduktion af organisationen over for interviewer. Jeg’ets

forforståelse af publikums viden om det sociale system er styrende for distribution af narrativer. Det sås

fx i slutningen af interviewet med Hanne (sekvens #31).

Lars’ fortælling om sit stresstilfælde og omtalen af Hans’ tinnitus (sekvens #100) er

eksempler på at virksomheden bliver et kompleks af iagttagende systemer, hvor fx en overgang fra

virksomhed til ”sundhedssektor” kan finde sted. Niels Åkerstrøm Andersen ser det som en generel

tendens at virksomheder bliver mere polyfone og varetager iagttagelser inden for fx politik, økonomi,

sundhed og medier (Andersen, 2001).

For at besvare forholdet mellem individet som afsender for jeg-fortællinger og kollektive

fortællinger, var der tre spørgsmål som skulle besvares. 1) at undersøge narrativen som genre, 2)

kontekstens betydning for narrativen og 3) muligheden for anvendelse af de mundtlige fortællinger,

som var den oprindelige problemstilling afdelingslederen Karin og kommunikationskonsulenten gav.

Fortællinger som mundtlig genre

Narrativens faste form tyder på at det ikke er en taletur der kommer ad hoc, men noget som taler til en

vis grad er forberedt på, især i gruppesamtalerne hvor taler må placere sin pointe sent for at bevare

ordet, da narrativen opfattes som et brud på mødegenren. Det kan være en forklaring på at ”underhold-

ning” er den mest anvendte funktion i gruppesamtalerne. Den inddrager publikum ved at fortælle om

det kollektive som publikum er en del af, og den er effektiv fordi pointen er placeret sent og dermed

fastholder publikum i forventning. Den har en ringere grad af interaktion da den ikke lægger op til en

evaluering, som funktionen belæg. I de sekvenser hvor pointen eller motivationen er placeret tidligt er

det funktionen belæg som anvendes og fortællingen får i materialet karakter af et ”vidnesbyrd”. Den

type ligger tættere på beretning og giver jeg’et mulighed for at fremstille sin egen erfaring.

Generelt er de prototypiske fortællinger en genre som motiveres af taler selv og som

benyttes i periferien af møderne som speech event, dvs. i begyndelsen, slutningen, i pauser eller som



brud. Sekvenser som afviger fra de prototypiske narrativer er oftest ikke motiveret af taler selv, men af

en person der spørger efter talers erfaring og viden, fx sekvens #66 og #67. I møderne har disse typer

karakter af handlingsreferat, dvs. at taler udelader sine egne vurderinger og emotioner, men gengiver

hændelsen så objektivt som muligt og lægger op til en fælles evalueringsrunde.

De narrativer der ligger tæt op ad handlingsreferatet, er fortalt i generisk præsens (det

Møller kalder for generiske narrativer, p.108, 1993). De viser fortællerens forståelse af organisationen

som en fast struktur med faste procedurer og programmer som konstituerer organisationenxi. Den

generiske form bruges om det sociale systems mest stabile tilstande.

De fortællinger som inddrager organisationen som kollektiv aktant, er objektive i den

forstand at publikum kan give accept af eller afvise hændelsen, fordi de selv er deltagere i det sociale

system. De adskiller sig fra at være co-tellers til at være medkonstruktører af hvilke fortællinger der er

acceptable som iagttagelser af systemet. Accept eller afvisning viser publikums forståelse af deres

deltagelse i det kollektive og hvilke dyder (Kjøller, 1997: p.96) kollektivet synes bidrager til at

opretholde systemet. Men da kollektivet udgøres af et kompleks af roller og mulige iagttagelser må

deltagerne forhandle om fortællingens mening. Sekvens # 68 (”vi fik alarmer”) er et eksempel på

forhandling mellem deltagerne, og sekvens #63 (”ikke en rigtig fredag”) er eksempel på enighed, men

at de roller som deltagerne iagttager ud fra, gør det problematisk at opnå en eksplicit konsensus. Den

enkelte fortælling kan give mening til flere forskellige typer af iagttagelse i det sociale system.

Den organisatoriske tilgang ser fortællinger som organisationens hukommelse (Boje,

1995; Gabriel om Boje, 2000:p.19 og Nymark, 2000a: p.23), men hvis denne tanke er korrekt, så er det

overraskende hvor få fortællinger der bliver genfortalt. Fortællinger er i dette materiale mere som en

genre der hører til i beslutningsprocesser og som en social, kulturbærende genre, hvor jeg’et kan

generalisere sin unikke jeg-fortælling ved at overføre den til iagttagelser i det sociale system.

Kontekstens betydning for fortællinger

Konteksten har stor betydning for de narrativer der er mulighed for at indsamle. Både i form af speech

event, publikum, emne, valg af kommunikativ funktion og fortællers rolle i det sociale fællesskab.

Metoden med at bruge interviewet til at indsamle organisationens fortællinger er utilstrækkelig. 54 %



af fortællinger ved interviewene har iagttagelser om interaktion mellem det psykiske og det sociale

system, hvor 75 % ved afdelingsmøderne har karakter af iagttagelse om interaktion mellem det

socialpsykologiske og organisationen som socialt system.

Hernvig (2002) finder at 90% af medarbejdernes selv-narrativer er narrativer hvor de

positivt fremhæver sig selv (Hernvig, 2002: p.34xii). Gabriel finder at narrativer om organisationen i

interviews oftest er negative fremstillinger af virksomheden (Gabriel, 2000: p.119). Det tyder på at

interviewet er en speech event som giver plads til fremstilling af jeg’et, som det også viser sig i

materialet.

Afdelingsmøderne har en struktur som er formaliseret af mødets dagsorden og fast en turtagning som er

defineret af deltagernes roller i organisationen. Hændelser ved afdelingsmøder gengives oftere som

beretninger eller referater og ikke som narrativer. De har funktion af orientering om hvordan faste

strukturer skal bevares eller fortsat er bevaret. Beretninger eller referater er ikke ad hoc rapportérbare,

men bliver efterspurgt eller motiveres af inkongruente forståelser mellem organisationens deltagere.

Som form har de ingen pointe, men er et opsummerende tilbageblik. I fortællingen viser pointen

publikum hvad der er fokus på, og hvad fortælleren ønsker deres accept af. Denne accept er ikke

nødvendig ved møderne hvor emnet på forhånd er kendt, og deltagerne kender hinandens roller og hvad

de kan få accept af at udtale sig om. Narrativen bliver derfor ved møderne behandlet som en talegenre

hvor taler træder uden for mødet som speech event.

Desto mere struktureret mødet er, desto færre narrativer optræder der. Det gælder projekt-

gruppens møder hvor der er meget få narrative strukturer, og de få narrative sekvenser der er, er ikke

prototypiske. Forklaringen kan være at de bedre holder dagsordenen og oftest kun giver plads til

narrativer, når en person forlader lokalet. Det kunne have været interessant i flere optagelser fra møder

med Mark som afdelingsleder at foretage en komparativ analyse af fortællingers korrelation med

afdelingslederens måde at styre mødet på som speech event. Set i forhold til de uformelle møders

længde og antallet af narrativer, så kan det tyde på at narrativen i organisationen er en genre, som bedst

anvendes, når en taler netop ikke har ordet, men fortælleren skal skabe lydhørhed for at kunne levere

sin fortælling. Det er en måde at få ordet på.



Anvendelse af mundtlige fortællinger

Målet har ikke været at lave et produkt til it-afdelingen ud fra det indsamlede materiale31. Det har dog

været et mål at vurdere anvendelsesmulighederne af narrativer indsamlet i organisationen.

Afdelingslederne havde brugt en hændelse om hvordan it-afdelingen udleverede

mobiltelefoner til virksomhedens ansatte, som fortælling i virksomhedens medarbejderblad32. Modsat

dagspressen er målet med medarbejderbladet at give positive fremstillinger af virksomheden.

Medarbejderbladets mål er, på samme måde som ledelsen, at reducere psykiske systemers kommu-

nikation som forstyrrer opretholdelse af organisationen. Det skal skabe tillid og bekræfte og opretholde

de forventninger som deltagerne har til det sociale system. Fortællingen om udlevering af

mobiltelefoner afspejlede succeskriterier og værdier for organisationen, som ikke eksisterede og ikke

var fremherskende hos it-medarbejderne. Denne form for kommunikation er generelt problematisk

(Petersen, 2000: p.159-160). Under observationen i it-afdelingen kom det frem at medarbejderne ikke

mente at arbejdet med mobiltelefoner afspejlede deres kompetencer eller fagområde. Spørgsmålet er

hvem der kan tillade sig at give stemme til den kompetence og ansvar som it-medarbejderne værdsatte.

Der er kun få fortællinger i materialet om deres ydelser til resten af organisationen, hvilket er

interessant i betragtning af at it-afdelingens vigtigste arbejde er at være stabsfunktion. Sekvens #63,

#66 og #75 er eksempler på fortællinger om it-afdelingen som stabsfunktion, men som belæg for

beslutninger om it-afdelingens programmer.

Målet fra afdelingslederen var at få fortællinger til ekstern kommunikation. Projektet om

storytelling blev et projekt om den interne kommunikation. Fortællinger til ekstern kommunikation bør

man forsøge at indsamle uden for it-afdelingen. Dvs. at finde fortællinger i andre afdelinger som

reflekterer over it-afdelingen som omverden, for at definere sig selv. Andre afdelingers positive

fremstilling af programmer og roller i it-afdelingen kan bruges som selvfremstilling af egne kompeten-

cer som it-medarbejderne anvendte til at definere sig med. Udleveringen af mobiltelefoner var ikke

31 It-afdelingens ledelse har som produkt fået en rapport med konklusioner på observationsperioden. Rapporten blev

fremlagt ved et møde med de to afdelingsledere og it-direktøren. Rapporten ”Storytelling – fra intrasnak til intranet” kan

hentes fra www.storyweb.dk. 32 Kan ikke vedlægges p.g.a. virksomhedens ønske om at være anonym.



rapportérbar fordi den fælles rolle afdelingen fik som serviceenhed, var i modstrid med it-medarbej-

dernes selvforståelse som kompetenceenhed. Fortællingen i medarbejderbladet bidrog ikke til

afdelingens selvopretholdelse. En pointe er dog at it-medarbejdernes brok over at skulle varetage

mobiltelefoner styrkede deres selvforståelse internt. Forstyrrelser er nødvendige for at bevare refleksion

og evnen til selvopretholdelse.

De fortællinger som man i storytellingteorien ønsker at anvende på tværs af organi-

sationen og over for eksterne interessenter, er anekdoterne. Nymark kalder anekdoter for formal stories

(Nymark, 2000a: p.117) og har fundet frem til de anekdotiske fortællinger om Hewlett-Packard på

følgende måde:

“The stories of Hewlett-Packard, that are being set forth in this part, are largely based on newspaper articles,

journal articles, books, and internal material from Hewlett-Packard […]. The six stories have been compounded

by the author on a purely subjective criterion […]”

(Nymark, 2000a: p.116, sic)

Søren Nymarks tilgang til anekdoter understøtter at denne type organisatoriske fortællinger først

fungerer, når de kan eksistere uden en oprindelig jeg-fortæller. De er ikke rapporterede narrativer, men

frie fortællinger hvis sandhed eller autenticitet ikke kan efterprøves. Motorola-fortællingen i sekvens

#73 er et eksempel.

Den narrativ som bedst fungerer som organisationens kollektive narrativ er anekdoten

eller en litterær konstruktion (se evt. Nymark, 2000a: p.33). Begge er betinget af at fortællingens

værdier opretholdes, genskabes og anerkendes af fællesskabet og særligt af virksomhedens ledelse. På

dette plan var det langt mere givtigt at konstruere fortællinger ud fra vores feltnoter og observationer i

afdelingen. Jeg’et er som fortæller primært iagttager af hændelser der afgrænser eller truer det aktuelle

system, og ikke fortællinger der opretholder andre systemer, fx af typen ”Hvad gør vi som hjælper

brugerne?”.

En væsentlig årsag til at det er vanskeligt at arbejde med fortællinger, er at succes også

gengiver muligheden for fiasko. It-direktøren nævnte i en samtale under observationsperioden at en it-

virksomhed ikke kan melde ud, at den har haft succes med at løse et problem. Officielt kan der slet ikke



være problemer. At melde en succes ud kan tolkes som et svaghedstegn i organisationen, og dermed

taber virksomheden kunders tillid og forventning og modarbejder det økonomiske systems

selvopretholdelse.

De fortællinger som it-afdelingen ønskede at finde, skal derfor ikke findes i afdelingen. I

afdelingen er man optaget af problemerne da de truer systemets eksistens. Ude hos brugerne der

oplever problemerne, kan it-folkene stå som de lokale helte da den enkelte handling ikke er knyttet til

det enkelte jeg, men til rollen og afdelingen som omverdenssystem. Der er kun få af den type

fortællinger som var at finde under observationsperioden. I materialet er sekvens #45 (om en

medarbejder som sov i serverrummet) og #75 (om hvordan ram fik maskinerne til at køre hurtigere) de

to fortællinger som bedst kan anvendes, fordi de er orienteret mod hhv. en almen historisk udvikling og

hvordan teknologien kunne hjælpe medarbejderne i virksomheden.

Evaluering og metodiske problemer

Man kunne indvende at interviewene er præget af at interviewer jo netop går efter personlige

fortællinger, men på trods af at et af målene med spørgeguiden var at spørge ind til konkrete

situationer, så er der færre narrativer om unikke hændelser og flere generaliseringer i interviewene. Det

tyder på at det ikke er os som interviewere, men at det enten er interviewet som genre og kontekst der

har trigget den type narrativer, eller det at der har været så frit et rum at fortællingen bliver en genre

som er personafhængig og giver dem der bruger fortællingen som talegenre mulighed for at bruge den i

kraft af interviewers lydhørhed.

Det var rent praktisk ikke muligt at indsamle narrativer på tværs af organisationen, fx

narrativer fra andre afdelinger om it-afdelingen. Under observationsperioden kunne vi ikke få tilladelse

til at være andre steder end i it-afdelingen. Hvis projektet skulle levere et produkt havde det rent

metodisk været et problem at afgrænse organisationen på den måde, da ovenstående viser at det er

nødvendigt at indsamle fortællinger forskellige steder i organisationen.

Enkelte narrativer kan ikke indgå som eksempler33, fx kommenterer en af informanterne

helt eksplicit at en af hans narrativer kun bliver fortalt under forudsætning af fuld anonymitet. Dette

33 Bilag og udskrifter er klausuleret af hensyn til informanterne.



sætter et etisk aspekt ind i arbejdet med fortællinger i sociale fællesskaber hvor personer fortæller om

hinanden. På den ene side ønsker man åbenheden, men med åbenheden gør den enkelte sig også sårbar.

Det viser dog at narrativen sandsynligvis kun bliver fortalt fordi informanten stoler på interviewer, og

det viser at der er visse fortællinger som kun fortælles til særligt udvalgte. Informanten omtaler dem

som ”mine nærmeste kollegaer”. Observationsperioden kan siges at have haft den effekt som var

ønsket: at opnå informanternes fortrolighed og tillid.

I praksis er det svært at afgrænse narrativen som emne. Sekventielt kan narrativen

sagtens afgrænses, men det emne narrativen etablerer, virker tilsyneladende mere rapportérbart i

forhold til andre emner, og fortælleren fortsætter ofte emnet som er blevet narrativiseret i yderligere

eksemplificeringer og evalueringer af situationer og forhold i it-afdelingen. I enkelte interviews kan

narrativerne virke helt styrende for de emner der senere bliver etableret. I interviewet med Lars bliver

stress fx et gennemgående tema og en forklaringsmodel som han beskriver (ikke narrativiserer) flere af

de forhold i afdelingen som han taler om, ud fra.

Vores indledende spørgsmål i interviewene, ”Hvordan gik det til at du blev ansat”, burde

enten have været mere abstrakt (Fortæl en god eller en dårlig historie) eller gå mere konkret efter et

emne som følelsesmæssigt havde gjort indtryk på deltagerne. Her havde vi undervurderet at it-folk er i

en branche hvor de skifter job efter meget kort tid, og derfor ikke så jobsamtalen som en problematisk

speech event, men som en velkendt genre. Informanterne fortæller mere om årsagen til at de skiftede

job eller den overraskende måde de fik jobbet på. Selve indledningen til interviewet burde samtidig

have været mere åben, hvis interviewene skulle have en dialogisk form, og gennemgang af punkterne

om anonymitet bør normalt undgås fordi den sætter en formel ramme, men i dette tilfælde var den

nødvendig. Ellers burde vi have indset at skiftet fra interview til evaluering af interviewet skaber en

mere uformel ramme og have brugt det som et trick til at afslutte interviewet hurtigere og dermed få

mere af den uformelle samtale. Optagelserne er ikke ”uautentiske”, men lægger sig genremæssigt mere

op ad medarbejderudviklingssamtalen end den private middagssamtale.

Målet om at få etableret en samtalesituation frem for et interview er ikke lykkedes til

fulde. Vores strategi med at tie stille og lade informanterne komme til orde har ikke entydigt været en

succes. Man kan sige at det har givet informanterne frit slag til at fortolke interviewet som speech



event, og hvilke talegenrer der var passende. Antallet af narrativer afspejler derfor mere interviewet

som genre end den frie dialog. Spørgsmålet er om den kan opnås så længe man også fysisk iscenesætter

samtalen inden for organisationen.

Lederens funktion skaber forstyrrelser i rolle og programmer fordi medarbejdernes

præferencer for at opretholde deres forståelse af egne roller i systemet kan være i modstrid med

organisationens mål. Under observationsperioden kom flere af disse fortællinger frem i kantinen og

under en fredagsbar. Det gav et indtryk af at visse fortællinger optrådte ved særlige speech events som

standardnarrativer. Fremtidig narrativforskning bør undersøge dette fænomen dybere, og kortlægge

narrativers udvikling over tid, og hvilke typer af narrativer der ”lever” længere i organisationen end

andre. Fx har narrativerne om fyringer i it-afdelingen eksisteret i cirka trekvart år, men de eksisterer

ikke som negative narrativer hos alle. De medarbejdere som fremstillede narrativer som negative, var

også dem der gav udtryk for at føle sig på ”kanten af organisationen”. Det gjaldt David og Jesper, som

nåede at sige op hhv. i slutningen af perioden for indsamling af data eller kort efter.



Litteraturliste

Albris, Jon; Gregersen, Frans; Holmberg, Henrik; Møller, Erik; Pedersen, Inge Lise og Thomsen, Ole

Nedergaard: Projekt Bysociolingvistik – Interim Report on The Copenhagen Study in Urban

Sociolinguistics, University of Copenhagen, 1988.

Allan, Julie; Fairtlough, Gerard og Heinzen, Barbara: The Power of the Tale – Using Narratives for

Organisational Success, Wiley, 2001.

Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo: Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels Forlag,

1997.

Andersen, Niels Åkerstrøm: Diskursive analysestrategier – Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann,

Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1999.

Andersen, Niels Åkerstrøm: ”Beslutningens ubesluttelighed”, Nordiske OrganisationsStudier,

Fagbokforlaget, Oslo, nr. 2, s. 39-62, 2001.

Andersen, Nina Møller: I en verden af fremmede ord – Bachtin som sprogbrugsteoretiker, Akademisk

Forlag, 2002.

Boje, David: ”Stories of the Storytelling Organization: A Postmodern Analysis of Disney as ”Tamara-

Land”, i Academy of Management Journal, Vol. 38, nr.4, p.937-1035, 1995.

Boje, David: Narrative Methods for Organizational & Communication Research, Sage Publications,

2001.

Bruner, Jerome: Making Stories – Law, Litterature and Life, Harvard University Press, 2002.

Capps, Lisa og Ochs, Elinor: Constructing Panic- The Discourse of Agoraphobia, Harvard University

Press, 1995

Capps, Lisa og Ochs, Elinor: Living Narrative - Creating Lives in Everyday Storytelling, Harvard

University Press, 2001

Carr, David: Time, Narrative and History, Indiana University Press, 1986.

Czarniawska, Barbara: A Narrative Approach to Organization Studies, Sage Publications, 1998.

Fog, Klaus; Budtz, Christian og Yakaboylu, Baris: Storytelling – Branding i praksis,

Samfundslitteratur, 2002.



Gabriel, Yiannis: Storytelling in Organizations – facts fictions and fantasies, Oxford, 2000.

Gade, Anders: Hjerneprocesser – Kognition og neurovidenskab, Frydenlund, 1997.

Gee, James Paul: ”Two Styles of Narrative Construction” i Discourse Processeses, Vol. 12, no.3,

Abler, 1989.

Gerlach, Christian; Law, Ian og Paulson, Olaf: “When action turn into Words” in Journal of Cognitive

Neuroscience 14:8, pp. 1230–1239, 2002

Goffmann, Erving: “On Face-Work: An Analysis of Ritual Elements in Social Interaction”, Psychiatry

18, 213-231, 1955.

Goffman, Erving: Frame Analysis, Harvard University Press, 1974

Goffmann, Erving: “Footing” i Semiotica 25, p.1-29, 1979.

Goffmann, Erving: Forms of Talk, Blackwell, 1981.

Gregory, Guy R.; Feagin, C; Schiffrin, D. og Baugh, J (Red.): Towards a Social Science of Language-

Vol.2 Social Interaction and Discourse Structures – Papers in Honor of William Labov, Benjamins

Publishing, 1997.

Götke, Povl: Niklas Luhmann, Forlaget Anis, 1997.

Hansen, Erik: Dæmonernes Port, Hans Reitzels Forlag, 1997 (4.udg., 1.opl.)

Harste, Gorm: Efter oplysningen – Habermas og Luhmann om autonomi og autopoiesis, Institut for

Statskundskab, Aarhus Universitet, 1998.

Harré, Rom: ”Varieties of Positioning” i Journal for the Theory of Social Behaviour, Blackwell, 1991.

Haslebo, Gitte og Nielsen, Kit Sanne: Konsultation i organisationer – hvordan mennesker skaber ny

mening, Dansk Psykologisk Forlag, 1997.

Hastrup, Kirsten og Ramløv, Kirsten (Red.): Feltarbejde – oplevelse og metode i etnografien,

Akademisk Forlag, 1988.

Hollis, Martin: The Philosophy of Social Science – an introduction, Cambridge University Press, 1999.

Hernvig, Christina: Hvordan organiserer og definerer medlemmerne organisationen gennem

narrativer?, Speciale fra Københavns Universitet, 2002.

* (Specialet er klausuleret og ikke publiceret. Anvendte citater er med tilladelse fra Christina Hernvig

sat ind som noter).



Hollis, Martin: The Philosophy of Social Science, Cambrigde University Press, 1994

Holmes, Janet: Story-telling at Work - One Resource for Integrating Personal, Professional and Social

Identities, paper presented at the Sociolinguistic Symposium 15 in Newcastle, p.1-35, Victoria

University of Wellington New Zealand, Work in Progress, 2004.

Holquist, Michael: “Language as Dialogue”, in Dialogism: Bakhtin and His World, Routledge, 1991

Husserl, Edmund: Die Phänomenologische Methode - Ausgewählte Texte I, Reclam, 1998

Højlund, Holger og Knudsen, Morten (Red.): Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser,

Samfundslitteratur, 2003

Kjærbeck, Susanne: ”Fortællingen som kommunikativ resurse” i Den analytiske gejst, Roskilde

Universitetsforlag, p.125 – 136, 2001

Kjærbeck, Susanne (red.): Historiefortælling i praktisk kommunikation, Roskilde Universitetsforlag,

2004.

Kjøller, Klaus: Få din vilje – tal og skriv effektivt, Akademisk Forlag, 1996.

Kjøller, Klaus: Image – effektive råd til virksomheden om sprog og kommunikation, Akademisk

Forlag, 1997

Kneer, Georg og Nassehi, Armin: Niklas Luhmann – introduktion til teorien om sociale systemer, Hans

Reitzels Forlag, 2002. 3. udg. Oprindelig trykt i 1993.

Kvale, Steinar: Interview, Hans Reitzel, 2000.

Labov, William: Language in the Inner City – Studies in the Black Vernacular, University of

Pennsylvania Press, 1972.

Labov, William: Sociolinguistic Patterns, University of Pennsylvania Press, (5. oplag), 1977a.

Labov, William og Fanshel, : Therapeutic Discourse – Psychoterapy as Conversation, Academic

Press, 1977b.

Labov, Willam: ”Some Further Steps in Narrative Analysis”, The Journal of Narrative Life and Life

History, 1997.

Linde, Charlotte: ”The Transformation of Narrative Syntax Into Institutional Memory” i Narrative

Inquiry, 9 (1), p.139-174, 1999.



Luhmann, Niklas: Sociale systemer – Grundrids til en almen teori, Hans Reitzels Forlag, 2000 (Org.

udg. 1984).

Luhmann, Niklas: Iagttagelse og paradoks – Essays om autopoietiske systemer, Gyldendal, 2003.

Luhmann, Niklas: Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, Hans Reitzels Forlag,

1999.

Lønborg, Birgitte: ”Fortællingen som fornyer i organisationer – fortællekunstens renæssance” i

Ledelse i dag nr. 51/Vinter 2002, 12. årgang, nr.5, p.508 – 518.

Macnamee, Gillian Dowley: ”The Social Origins of Narrative Skills” in Social and Functional

Approaches to Language and Thought, Maya Hickmann (Ed.), Academic Press, 1987.

Mathiesen, Nis Leerskov: ”Rumvæsenerne kommer – fortællinger i form af rollespil i kurser til

erhvervslivet”, p.18-23 i Retorik Magasinet #40, 11. årg., juni 2001.

Mattingly, Cheryl: ”The Self in Narrative Suspense – Therapeutic Plots and Life Stories”, in Healing

Dramas and Clinical Plots, University of California Press, kap. 5, 1998.

Merleau-Ponty, Maurice: Consciousness and the Acquisition of Language; transl. by Hugh J.

Silverman-Evanston, Northwestern University Press, 1973.

Merleau-Ponty, Maurice: Om sprogets fænomenologi - udvalgte tekster, Overs. af Per Aage Brandt.,

Gyldendal, 1999.

Møller, Erik: Mundtlig fortælling – den mundtlige fortællings struktur og funktion i uformel tale,

Institut for Dansk Dialektforsknings publikationer, Serie A, nr. 31, C.A. Reitzels Forlag, 1993.

Nielsen, Kit Sanne: ”Narrativt konsulentarbejde” i Erhvervspsykolog – tidsskrift for udvikling, dialog,

ledelse, Vol. 1 # 1, marts 2003, p.36-54.

Nielsen, Mie Femø: Replik til journalistikken, Akademisk Forlag, 2001.

Nymark, Søren R.: Organizational Storytelling – Creating Enduring Values in a High-tech Company,

Forlaget Ankerhus, 2000a.

Nymark, Søren R.: ”Storytelling – fortællingens funktion i organisationer – baggrund og indføring” i

Ledelse i dag nr. 51/Vinter 2002, 12. årgang, nr.5, p. 519 – 529.

Nymark, Søren: “Organisatorisk læring gennem den værdibaseredes organisations fortællinger”, p. 42

f. i Christensen, A. (red.): Det lærende perspektiv, Aalborg Universitetsforlag, 2000b.



Ochs, Elinor; Taylor, C.; Rudolph, D og Smith, R: ”Storytelling as a Theory-Building Activity” in

Discourse Processes #15, p.37-72, nn, 1992.

Ochs, Elinor: “Narrative” in Discourse as Structure and Proces T. A. van Dijk (Red.), Sage

Publications, p.185 – 207, 1997.

Perregaard, Bettina: ”Tre sprog i sprogvidenskabens udforskning af den mundtlige fortælling” i

Danske Studier, C.A. Reitzel, 2001.

Petersen, Helle: Forandringskommunikation – en organisations og kommunikationsbaseret analyse af

forandringsprocesser, Ph.d. afhandling, Københavns Universitet, 2000.

Rasmussen, Jens (Red.): Luhmann anvendt, Unge Pædagoger (#B 69), 2002

Rask, Kirsten: Stilistik – sprogets former og litterære figurer, Hans Reitzels Forlag, 1995.

Rendtorff, Jacob Dahl: Paul Ricæurs filosofi, Hans Reitzels Forlag, 2000.

Sacks, Harvey: ”On doing ”being ordinary” i Structures of Social Action, John Heritage

(Ed.).Cambridge University Press, 1984: p.413 – 429.

Schegloff, Emanuel A.: “ “Narrative Analysis” Thirty Years Later”, in Journal of Narrative and Life

History, #7(1-4), p.97 – 106, 1997

Schein, Edgar: Organisationskultur og ledelse, Valmuen, (2. udg.) 1994.

Schenkein, Jim: Studies in the organization of conversational interaction, N.Y. Academic Press, 1978,

p. xi-xvi.

Scheuer, Jann: “Sandheden sekund for sekund” i Diskursanalysen til debat, Nyt fra

Samfundsvidenskaberne, Kap. 2, 2002.

Spradley, David: The Etnographic Interview, Hartcourt Brace Jovanovich College Publishers, 1979.

Steensig, Jakob: Sprog i virkeligheden – bidrag til en interaktionel lingvistik, Aarhus Uni-

versitetsforlag, 2001.

Tappan, Mark B. og Packer, Martin J. (Ed.): Narrative and storytelling: implications for

understanding and moral development, Jossey-Bass Publishers, 1991.

Thyssen, Ole: Kommunikation, kultur og etik, Munksgaard, 1994

Togeby, Ole: Fungerer denne sætning? – Funktionel dansk sproglære, Gads Forlag, 2003.

Wikan, Uni: The Self in the World of Urgency and Necessity, Ethos, 1995.



Wittgenstein, Ludwig: Philosophische Untersuchen, Blackwell Publishers, 2.udg, 6. eng/tysk

genoptryk (opr. 1958), 1999.

Zahavi, Dan: Husserls Fænomenologi, Gyldendal, 1997.

Zahavi, Dan: Fænomenologi, Samfundslitteratur, 2003.



Noter

i ”Legend has it that Bill visited a plant on a Saturday and found the lab stock area locked. He immediately went down to

maintenance, grabbed a bolt cutter, and proceeded to cut the padlock off the lab stock door. He left a note that was found on

Monday morning:”Don’t ever lock this door again. Thanks, Bill” (Peters & Waterman, 1982:245)” her citeret fra Nymark,

2001: p.133. ii Luhmanns forfatterskab er meget omfattende i antal af bøger og artikler, og hans teori er forholdsvis kompleks. Bemærk at

han omkring 1980 inddrager Parkinsons systemteori samt Maturana og Varelas teori om systemers autopoiesis. Det er et

vendepunkt som leder til det, der regnes for at være hovedværket Soziale Systeme fra 1984, som her bruges som ”grundbog”

i den danske oversættelse, Sociale Systemer fra 2002. iii Begrebet mening forstås hos Luhmann ud fra Husserls fænomenologi, dvs. som en række af mulige akter. Se evt. Husserl

1998 eller Zahavi, 1997: p.31 ff. Husserls begreb om vi-akter er gennemgået mere fyldestgørende hos Michael Eric Paulsen,

PhD student in Communication, Media and Culture, Aalborg Universitet:

http://www.kommunikation.aau.dk/ansatte/mep/Faellesskab.pdf . iv Dette punkt hos Luhmann har Jürgen Habermas kritiseret. Kæden må begynde et sted. Luhmann beskæftiger sig dog ikke

med systemernes ontologi, men deres struktur og funktionalitet. Kritikken er ikke væsentlig for dette speciales brug af

Luhmanns systemteori. Habermas’ indvending går især på at der opstår en art kynisme når der ikke er noget der driver

systemet. Det ene system har ikke forrang for et andet, men afhænger af de iagttagelser der finder sted i det enkelte system.

Dermed er Luhmanns systemteori indirekte en kritik af Habermas’ mere idealistiske samfundssyn. Se evt. Harste 1998. v Navne er fundet ved at præsentere originalnavne og alder for 10 personer som hver har foreslået 3 alternative navne til

hvert enkelt navn. De hyppigst forekommende navne eller de navne som passede bedst til personen, har jeg herefter valgt

ud. vi ”På et kontor sad to mænd. En kvinde ringede til den ene af de to medarbejdere fordi hendes antivirusprogram pludselig

var gået i gang med at scanne hele hendes computer. Medarbejderen forklarede kvinden at når man lige har installeret

antivirusprogrammet går det automatisk i gang. Efter han har lagt røret på siger han en anelse irriteret: ”det sagde jeg jo

også til dig.” Den anden medarbejder kommenterer situationen: ”jamen det er jo også en kvinde P ej vi har ingen fordomme

her”, hvorefter den første svarer: ”jo vi har.” De griner begge og kigger hen på Signe.” (citeret fra feltnoter). vii ”Vi følger med Mogens ned til frokost, og vi sidder ved det samme bord som sidst. Mark, David og Hans er der også.

Mogens introducerer et emne om et indslag han har set i Nyhederne aftenen før om en sprogforsker der har studeret det

jyske sprog i 40 år, og er nået til bogstavet H. Jeg er temmelig sikker på at han introducerer emnet fordi han har fanget et

eller andet med, at vi beskæftiger os med sprog. Han forsøger at få os med i dialogen ved at se på os, men vi forbliver i

vores rolle som observatører. Alle ved bordet reagerer på historien som om det er det mest vanvittige, de nogensinde har



hørt. Konklusionen bliver at det dog i det mindste havde været smartere om han havde brugt en computer til sine

registreringer i stedet for kartotekskort. Mark afbryder på et tidspunkt diskussionen om dialekternes overlevelse, som

Mogens’ fortælling har udviklet sig til at handle om. Han spørger om vi kan holde til det. Vi mumler lidt, og Mogens tager

over: ”de har nu lært at sidde op med åbne øjne og sove”. Mogens taler herefter lavt og siger: ”men det er meget godt for det

er sikkert det de skal ud og gøre bagefter med den uddannelse”. Pludselig siger David: ”kender I det spil de spiller i det

offentlige? Den der rør sig først har tabt”. Alle griner af vittigheden.” (Citeret fra feltnoter) viii Jf: ”In the course of studies of vernacular language, we have developed a number of devices to overcome the constraints

of the face-to-face interview and obtain large bodies of tape-recorded casual speech. The most effective of these techniques

produce narratives of personal experience, in which the speaker becomes deeply involved in rehearsing or even reliving

events of his past. The “Danger of Death” question is the prototype and still the most generally used…”

(Labov 1972, p. 354). ix Programmet CLAN kan hentes fra Childes-projektets hjemmeside: http://childes.psy.cmu.edu/ x Se evt. www.kevinmitnick.com eller søg på internettet på ”Kevin Mitnick”+Motorola for at finde historien. xi Dette er netop tilfældet hos Hernvig (2002: p.38) hvor en medarbejder under interviewet skifter fra generisk præsens når

der fortælles om virksomheden til præteritum når der fortælles i jeg-form. xii

”[…] selvnarrativerne, rummer 90% positivt valoriserede narrativer, […]. De resterende 133 narrativer [MOEC:

narrativer om virksomheden] i materialet fordeler sig således:

Positivt valoriserede: 32,3%

Negativt valoriserede: 45,1%

Neutrale: 22,6%

Storytelling som mundtlige fortællinger

Documents

Transcript of Storytelling som mundtlige fortællinger