SANGE FRA NORD XXI Nordiske...

x

SA

NG

E F

RA

NO

RD

XX

I N

ord

isk

e La

nd

insp

ektø

rko

nge

s

SANGE FRA NORDer udgivet i forbindelse medXXI Nordiske Landinspektørkonges,5.-7.august 2009 i Aalborg

Udgiver: Den danske Landinspektørforening (DdL)Kalvebod Brygge 31-331780 København VTlf. 3886 1070 www.ddl.org Redaktion: Peter Jacobsen

Layout: clemens2

Tryk: PJ Schmidt Grafisk Produktion

Oplag: xxx

1

IndholdDANmArk...................................................................................................................2

I Danmark er jeg født .............................................................2Danmark nu blunder den lyse nat...........................................3Du kom med alt det der var dig...............................................4Lad dem lege i livstræets skygge..............................................5Det var en lørdag aften............................................................6Der var en skikkelig bondemand..............................................7Elefantens vuggevise................................................................8Nu går våren gennem Nyhavn..................................................9Ølhunden...............................................................................10To pilsnere i en snor...............................................................11Septembers himmel er så blå.................................................12Kald det kærlighed.................................................................13Den er fin med kompasset......................................................14Så længe jeg lever...................................................................15Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!.........................................16Regnvejrsdag i november.......................................................17En sømand har sin enegang...................................................18Skal alt blive tavshed.............................................................19I skovens dybe, stille ro.........................................................20Noget om helte.......................................................................21Katinka..................................................................................22Go’ nu nat.............................................................................23Svantes lykkelige dag............................................................24Den røde tråd........................................................................25FiNlAND....................................................................................................................26

Vem kan segla........................................................................26Rullaati rullaati......................................................................26

Toull’ on mun kultani.............................................................27islAND......................................................................................................................28

A sprengisandi.......................................................................28Katir voru karlar....................................................................29Norge.......................................................................................................................30

Å, den som var en løvetann....................................................30Du ska få en dag i Mårå.........................................................31Kringsat af fiender..................................................................32Per Spelemann.......................................................................33sverige.....................................................................................................................34

Uti vår haga der vokse blå bær..............................................34En sjømann elsker havets våg................................................34N:o 64 Haga..........................................................................35Så lunka vi så småningom.....................................................36N:o 35 Gubben Noak.............................................................37Vila vid denna källa...............................................................38Svarta Rudolf.........................................................................39Den första gång.....................................................................40Längtan til Italien...................................................................41Jungman Jansson...................................................................42Min älskling, du är som en ros..............................................42Rosa på bal............................................................................43Änglamark.............................................................................44Flicka från Backafall..............................................................44Lite grann från ovan..............................................................45Det gåtfulla folket..................................................................46Felicia adjö............................................................................47Öppna Lantskap....................................................................48

2

sANge FrA NorD · danmark

I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,der har jeg rod, derfra min verden går.Du danske sprog, du er min moders stemme,så sødt velsignet du mit hjerte når.Du danske, friske strand,hvor oldtids kæmpegravestå mellem æblegård og humlehave.Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengenmer rigt end her, ned til den åbne strand?Hvor står fuld månen over kløverengenså dejligt som i bøgens fædreland?Du danske, friske strand,hvor Danebrogen vajer, -Gud gav os den, - Gud giv den bedste sejer!Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,bød over England, - nu du kaldes svag,et lille land, og dog så vidt om jordenend høres danskens sang og mejselslag.Du danske, friske strand,plovjernet guldhorn finder,Gud giv dig fremtid. som han gav dig minder!Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,hvor sproget er min moders bløde stemmeog som en sød musik mit hjerte når.Du danske, friske strandmed vilde svaners rede,I grønne ø’r, mit hjertes hjem hernede!Dig elsker jeg! - Dig elsker jeg!Danmark, mit fædreland!

H. C. andersen (1805 - 1875)

I Danmark er jeg født

3

NorDisk lANDiNspektørkoNgres 2009

Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat,Vesterhavet og Kattegat synger, imens det dugger, sagte som sang ved vugger. Danmark, du vågner med søer blå,mætte som moderøjne. Alt, hvad i dine arme lå,lader du solen skinne på, ser, hvor det yppigt glider,frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår,svinder i himlens stråler. Tonerne ned med lyset går, samme sang som i tusind år.Lykken fra glemte gruberklinger af unge struber. Hyldene dufter i stuen ind ude fra Danmarks haver. Kornet modnes i sommervind.Hanegal over lyse sind stiger bag gavl og grene, hvæsset som kniv mod stene.

Thøger Larsen (1875 - 1928)

Danmark nu blunderden lyse nat

Køer og heste og får på græshen over brede agre, åbne lader for fulde læs, sejl, som stryger om klint og næs, byger som går og kommer, det er den danske sommer. Pigernes latter og lyse hår,leg, som får aldrig ende, øjnene blå som vand i vår - mildt om et evigt Danmark spår, sol over grønne sletter,lykke og lyse nætter.

4


Du kom med alt det der var digog sprængte hver en spærret vejog hvilket forår blev det!Det år, da alt blev stærkt og klartog vildt og fyldt med tøbrudsfartog alting råbte: lev det!

Jeg stormede ud og købte ølja, vinterens gamle, stive følfor ud på grønne engeog du blev varm og lys og fuldog håret vat det pure guldsom solen - skjult for længe.

Og blomster åbnede sig og såat nu blev himlen stor og blåog stunden født til glædeDin næve var så varm og god og du blev smuk og fuld af modså smuk, jeg måtte græde.

Vorherre selv bød ind til festog kyssede hver benovet gæsti kærlighedens salemed øjne, undrende og blåvi bare så og så og såog slugte livets tale:

At livet det er livet værdpå trods af tvivl og stort besværpå trods af det der smerter,og kærligheden er og blirog hvad end hele verden si’r,så har den vore hjerter.

Jens rosendal (1932 - )

Du kom med alt detder var dig

5


Der er så meget, der kan trykkegøre dagen trist og gråSe de folk der uden lykkebare går og går i stå Lad dem lege i livstræets krone Lad dem føle, at livet er stort lad dem skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port.

Der er så meget uden varmeuden ånd og uden livfolk bliver fattige or armetænker kun på tidsfordriv. Lad dem lege i livstræets krone Lad dem føle, at livet er stort lad dem skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port.

Der er så mange uden venneruden kærlighed og kysfolk som ingen andre kenderhvor mon de skal finde lys? Lad dem lege i livstræets krone Lad dem føle, at livet er stort lad dem skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port.

Der er så hård en kamp om magtenalle kæmper for sig selvEr der ingen der har sagt demat de slår sig selv ihjel? Lad dem lege i livstræets krone Lad dem føle, at livet er stort lad dem skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port.

Erik Lindebjerg

Lad dem legei livstræets skygge

6


Det var en lørdag aften,jeg sad og vented dig,det var en lørdag aften,jeg sad og vented dig,du loved mig at komme vist,men du kom ej til mig!du loved mig at komme vist,men du kom ej til mig!

Jeg lagde mig på sengenog græd så bitterlig,jeg lagde mig på sengenog græd så bitterlig,og hver en gang, at døren gik,jeg troede, det var dig,og hver en gang, at døren gik,jeg troede, det var dig!

Jeg stod op søndag morgenog flettede mit hår,jeg stod op søndag morgenog flettede mit hår,så gik jeg mig til kirken henog om den kirkegård,så gik jeg mig til kirken henog om den kirkegård.

Men du kom ej til kirkeog ej i kirken ind,men du kom ej til kirkeog ej i kirken ind,for du har fået en anden kærog slaget mig af sind,for du har fået en anden kærog slaget mig af sind.

Jeg gik mig hjem så enehenad den kirkesti,jeg gik mig hjem så enehenad den kirkesti,og hvert et spor, på stien var,der faldt min tåre i,og hvert et spor, på stien var,der faldt min tåre i.

De røde bånd og skønne,som du engang mig gav,de røde bånd og skønne,som du engang mig gav,dem bærer jeg ret aldrig mer,jeg stunder mod min grav,dem bærer jeg ret aldrig mer,jeg stunder mod min grav.

Det var en lørdag aften

Hvor kan man plukke roser,hvor ingen roser gror,hvor kan man plukke roser,hvor ingen roser gror?Hvor kan man finde kærlighed,hvor kærlighed ej bor,hvor kan man finde kærlighed,hvor kærlighed ej bor?

Jeg ville roser plukke,jeg plukker ingen fler,jeg ville roser plukke,jeg plukker ingen fler.Jeg elsked dig så inderlig,jeg elsker ingen mer,jeg elsked dig så inderlig,jeg elsker ingen mer.

Folkevise

7


Der var en skikkelig bondemand,han skulle ud efter øl.Der var en skikkelig bondemand,han skulle ud efter øl.Han skulle ud efter øl,han skulle ud efter øl, efter øl,efter hopsasa, tralalala,han skulle ud efter øl.

Til konen kom der en ung student,mens manden var ud’ efter øl.Til konen kom der en ung student,mens manden var ud’ efter øl.Mens manden var ud’ efter øl,mens manden var ud’ efter øl, efter øl,efter hopsasa, tralalala,mens manden var ud’ efter øl.

Han klapped’ hende på rosenkindog kyssed’ hende på mund.Han klapped’ hende på rosenkindog kyssed’ hende på mund.Mens manden var ud’ efter øl,mens manden var ud’ efter øl, efter øl,efter hopsasa, tralalala,mens manden var ud’ efter øl.

Men manden stod bag ved døren og så,hvordan det hele gik til.Men manden stod bag ved døren og så,hvordan det hele gik til.For de trod’ han var ud’ efter øl,for de trod’ han var ud’ efter øl, efter øl,efter hopsasa, tralalala,for de trod’ han var ud’ efter øl.

Så skød han studenten og kællingen med,og så gik han ud efter øl.Så skød han studenten og kællingen med,og så gik han ud efter øl.Og så gik han ud efter øl,og så gik han ud efter øl, efter øl,efter hopsasa, tralalala,og så gik han ud efter øl.

Moralen er: Tag din kone med,hver gang du skal ud efter øl.Moralen er: Tag din kone med,hver gang du skal ud efter øl.Hver gang du skal ud efter øl,hver gang du skal ud efter øl, efter øl,efter hopsasa, tralalala,hver gang du skal ud efter øl.

Der var en skikkelig bondemand Fra tysk, 1500-tallet

8


Nu tændes der stjerner på himlens blå, halvmånen løfter sin sabel. Jeg våger, at ikke de slemme mus Skal liste sig op i din snabel. Sov sødt, lille Jumbo, og visselul,nu bliver skoven så dunkel. Nu sover tante, den gamle struds,og næsehornet, din onkel. Nu kalder i søvne den vilde gnui krattet af store lianer, og aber synger sig selv i søvni vugger af grønne bananer. Sov sødt, lille Jumbo, dit lille pus!Slet intet, min ven, skal du mangle.I morgen far du en kokosnød, og den skal du bruge som rangle.

En zebra tager sin natdragt påmed sorte og hvide striber. Et flyveegern med lodne ben sidder i mørket og piber. Sov sødt, lille Jumbo, nu er du vel mæt? Du kender ej husmodersorgen.En lille plantage på tusinde rørdem skal vi ha’ syltet i morgen! Hør, tigeren brøler sin aftensang og spejder mod alle kanter - Ved vadestedet, med slebet klo, der lister den sorte panter. Sov tyst, lille Jumbo, dit lille myr, din nuttede lille rødbede. Du bad mig fortælle et eventyr – nu sover du sødt allerede.

Elefantens vuggevise Harald H. Lund (1902-1987)

9


Nu går våren gennem Nyhavn fra Shanghai og til Kahyt.Nu har solen gule unger i hver skimlet regnvejrspyt. alle havnens søde pigerdrikker forårsguden til. Vi har øl i stride strømme,vi har sang og banjospil. Se, en fugl har bygget rede her ved Sørens brede bryst.Blot en lille lommelærke, men hvor kvidrer den med lyst! Sæt dig her ved Sørens side,hvis du ikke har kredit. Køb du kuns din flade kaffe.jeg skal fylde den med sprit.

Hvad er vint’rens golde glæderimod vårens kåde leg. jeg vil elske hundred piger.jeg skal gemme en til dig. Men når beverdingen lukker, og de glider to og to, går jeg ad en hønsestigetil Katinkas kyske bo. Hun kan ordne Søren Bramfri uden vals og store ord. Hun kan glatte pandens rynker.Hun kan tømme lommens for.Og hvergang jeg slår på tæven,kan hun tæmme min fysikmed et lille tjat på kinden og en ekstra gikkernik.

Kom, min søde Nyhavnspige, lad mig elske dig i nat. Se, en simpel hønsestige har til himlens dør jeg sat. jeg kan sprænge alle skranker, jeg kan bryde alle bånd. Men i aften bli’r jeg stille blot du ta’r min store hånd.

Nu går vårengennem Nyhavn

Sigfred Pedersen (1903-1967)

10


Når din hals er en halv meter nedløbsrørog din tunge er som en galoscheNår din drøvel er stor som en brioscheså’r det organet, de’r løvet tør,så’r det ølhunden, der glammer,så’r det bajerens time, min venså’r det derfra det stammerhør nu gøer den og teer sig igen.Stang den en bajerfor den ikke skal helt sygne henmærk så, hvor den legerja, nu logrer den fand’me med halen!

Når du bades i ølsvedens pinsler,og du kaster dig frem og tilbasjeså´r det dyret, der laver ravajsesår det hunden, der kræver sin pilsnerSår’ det ølhunden, der glammertør du møde dens duggede blik,sår det halsbåndet, der strammerhør den hulkende hik efter hik.Fru Agnes Schimittosom beskytter den mindste moskitotilbeder vi toselv en ølhund har hjerte og di-to!

Ølhunden

Der er folk, der går rundt med en afholdshund,som der hverken gøer til eller fra,lad os samle os i denne alvorsstundog hylde vor Grand Danois.Ølhunden glammer-og den fylder mit liv med mosek,tænk, om den ble tammereeller hvis den gak hen og så gik!Lige fra vuggenhar jeg lyttet til ølhundens sukken,tænk, når man får trukkenallersidste øl op og har drukken - DEN!

Poul Henningsen (1894 - 1967)

11


Solen står op i brunt, anløbet sølv,skipperen rejser sig halvt og råber på øl.Hostende tørner han ud, vågen til dåd.To pilsnere i en snor efter en båd.

Fokken og storsejlet står sine og fyldt,tænk, hvor en bajer er skøn, grøn og forgyldt.Første ration får sin dåb, kølig og våd.To pilsnere i en snor efter en båd.

Bovskummet står om en hal, vinger af vand,andrikken springer ud i brunst efter sin and,men han har anbragt sin dyd trygt i en tråd.To pilsnere i en snor efter en båd.

To pilsnere i en snorPoul Henningsen (1894 - 1967)

Soldagen går med sit slid, pilsneres skiftdeler den ind i en sval, passende drift.Hunnen er stadig intakt, hanøllen kåd.To pilsnere i en snor efter en båd.

Fyrskibet blinker diskret fra Falsterbo,morild og måne og muld omgi’r de to.Stjernerne skrider - Laurentius brister i grådTo pilsnere i en snor efter en båd.

12


Septembers himmel er så blå,dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide. Den unge rug af mulden grormed grønne lyse klinger, mens storken længst af landet formed sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro imellem træ’r og tage, en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage. Og koen rusker i sit græsmed saften om sin mule, mens bonden kører hjem med læs,der lyser solskinsgule. Hver stubbet mark, vi stirrer på,står brun og gul og gylden, og røn står rød og slåen blå,og purpursort står hylden.Og georginer spraglet gror blandt asters i vor have, så rigt er årets sidste flor;oktobers offergave.

Septembers himmel er så blå

De røde æbler løsner letfra træets trætte kviste. Snart lysner kronens bladenet,og hvert et løv må briste. Når aftensolen på sin flugtbag sorte grene svinder, om årets sidste røde frugtden tungt og mildt os minder. At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive er kun at visne for at dø,kan ingen frugt du give. Hvis modenhedens milde magtaf livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt

alex Garff (1904-1977)

13


Kald det kærlighed, kald det li’ hvad du vil, Åh –Uh –Åh !Der findes ingen ord, ingen ord, der helt slår til, så kald det lige hvad du vil. Fortæl mig ikke hvad jeg skal og bør, fortæl mig om dig selv, hvis du tør.Gi’ mig frit valg og gi’ mig et hjerte jeg kan rør’, Gi’ en chance ved at tale, før du går, Det du fortier - slet ingen chance får. Kald det kærlighed, kald det li’ hvad du vil, Åh –Uh –Åh !Der findes ingen ord, ingen ord, der helt slår til, så kald det lige hvad du vil.

Vi to kan overleve næsten alt undtaget det, der aldrig rigtigt blev fortalt.Ta’ mig ikke som gidsel, ta’ mig helt og ikke halvt, for at elske rigtigt skal jeg være nøgen. Den drøm, der kun forbli’r en drøm, er en løgn. Kald det kærlighed, kald det li’ hvad du vil, Åh –Uh –Åh !Der findes ingen ord, ingen ord, der helt slår til, så kald det lige hvad du vil.

Lad mig være lidt alene med mig selv.jeg vil ha’ dig alligevel, Jeg vil ha’ en gave,ingen handel ,ingen gæld, Det er for let at gå fra kærlighed til had,lad os prøve at skille det ad. Kald det kærlighed, kald det li’ hvad du vil, Åh –Uh –Åh !Der findes ingen ord, ingen ord, der helt slår til, så kald det lige hvad du vil.

Kald det kærlighedLars Lilholt (1953 - )

14


Den er fin med kompasset,slå rommen i glasset,og stik mig lidt kandis all right på en spoon. Skønt få er vi nok tilat ta’ os en grog til.Og Rosvald og Rosa er bound forRangoon. Tra la, la, la, . . .Skønt få er vi nok tilat ta’ os en grog til.Og Rosvald og Rosa er bound forRangoon.

Vi letter med solen!Fra linien til Polener sømandens pige parat og fidel.Men jeg kendte en pigei Tjingatjuks rige,hvis elskov. Guds dros, var som krudt og kanel. Tra la, la, la, . . .Skønt få er vi nok tilat ta’ os en grog til.Og Rosvald og Rosa er bound forRangoon.

Hun var slank som en lilje,men sort som vanilje.Og pigens familje var sort som hun sel’.Men alt har en ende,og slanger har tvende:Hun snød mig til slut med den torsk til O’Neil. Tra la, la, la, . . .Skønt få er vi nok tilat ta’ os en grog til.Og Rosvald og Rosa er bound forRangoon.

Den er fin med kompassetDog, rører det den, somhar fundet en nænsomog blåøjet pige nordvest for Skælskør. Slå rommen i glasset,for hun er kompasset,der leder os hjem over skumslagne søer.Tra la, la, la, . . .Skønt få er vi nok tilat ta’ os en grog til.Og Rosvald og Rosa er bound forRangoon.

Gik hyren i hajerved Singapor’s kajer,da møder vi hendes bebrejdende blik.Da angrer vi såreog knuser en tåre ved trækspillets dulmende mørknings-musik. Tra la, la, la, . . .Skønt få er vi nok tilat ta’ os en grog til.Og Rosvald og Rosa er bound forRangoon.

Hans Hartvig Seedorff Pedersen (1892 - 1986)

15


Men hen under morgenfortryder vi sorgen -og håber påny på en landgangstaifun.Og ser I os lette,så trøst jer ved dette:Vi elsker Skælskør, men er bound for Rangoon. Tra la, la, la, . . Skønt få er vi nok tilat ta’ os en grog til.Og Rosvald og Rosa er bound forRangoon.

Så længe jeg leverså længe mit hjerte slårså længe vil jeg elske dig.Men du er – en rullestendu har ikke nok i en.Derfor må du gå dig egen vej. Du si’r du har en anden ven.Hvad jeg frygted mest,er hændt mig nu igen.Du fortæller li’som sidstDer er den store kærlighedOkay – Min blomst ! Behold ham blot i fred. Så længe jeg leverså længe mit hjerte slårså længe vil jeg elske dig.Men du er en rullestendu har ikke nok i enderfor må du gå dig egen vej

At tiden læger alle sårSi’r de vise mændJeg håber de forstår.Hvad de taler om –Jeg tror det næppe –simpelthen fordiDe har aldrig prøvet dette – Helt forbi !

Så længe jeg leverså længe mit hjerte slårså længe vil jeg elske dig.Men du er en rullestendu har ikke nok i enderfor må du gå dig egen vej.

Så længe jeg leverJohn mogensen (1928 - 1977)

16


Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!O søde vår, så er du atter nær! Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,nu vil jeg gå og købe hyacinter og bringe dem til én, som jeg har kær. Hun købte af de hvide og de blå,hun købte af de smukkeste, hun så.Det er i dag et vejr! Og solen skinner!Og om mig svæver lutter lyse minder,dem ta’r jeg med til den, jeg tænker på.

Og de kom svævende i ring og rad.,Hun gik imellem dem og var så glad.Det er i dag et solskin uden mage!Og jeg har solskin nok til mange dage, og jeg må kysse hvert et lille blad. Hun kyssede dem alle, hver især,hun bragte dem til den, hun havde kær. Min ven, her kommer jeg med hyacinter!Min ven ,nu glemmer vi, at det var vinter.Det er i dag et vejr, et solskinsvejr !

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr! Ludvig Holstein (1864 - 1943)

17


Jeg vil male dagen blå med en solskinsstribe påvælge lyset frem for skyggengi’ mig selv et puf I ryggen tro på alting, selv på lykkenjeg vil male dagen blå.

Jeg vil male dagen gulsolen som en sommerfuglsætter sig på mine hænderalle regnvejrsdage enderder står ”maj” på min kalenderjeg vil male dagen gul.

Jeg vil male dagen rødmed den sidste roses glødjeg vil plukke kantarellerløvetand og brændenælderleve i det nu, der gælderjeg vil male dagen rød.

Jeg vil male dagen grøndyb og kølig - flaskegrønsætte tændte lys i stagerglemme rynker, dobbelthagerhåbe på mit spejl bedragerjeg vil male dagen grøn.

Regnvejrsdag i november Ebba munch Pedersen

Jeg vil male dagen hvidnu hvor det er ulvetidkøbe franske anemonerfor de sidste tyve kronerlytte til Vivaldis tonerjeg vil male dagen hvid.

Jeg vil male dagen lysstrege ud og sætte krydsjeg har tusind ting at gøreklokken elleve-femogfyrreblev november hængt til tørrejeg vil male dagen lys.

18


En sømand har sin enegangsom fange på en ø. Lyt til en simpel enesang imellem vind og sø! Det bruser fra den våde veji nat og stjerneskær - min tanke går til dig, til dig!Du er mig evig nær. Hvor brænder aftenstjernen hed! Vi går mod syd og sol. Og hjemmets stjernetegn går ned, med nordens sunkne pol. Men frydefuld, med meget mod, og gerne går Jeg ej - thi min forhåbning efterlod jeg, samt min ro, hos dig.

Mig vinker mangen yppig kyst og mangen munter havn. Et anker griber i mit bryst det venneløse savn. Thi hvad er himlen altid blå, ja vist, balsamisk vejr, og Paradis, med palmer på, når ikke du er nær! Så sejler man i solens glødog lummer tropevind, mens kuldens rose blomstrer sød,min pige, på din kind. og kokospalmen slipper frugt,som slår en mand ihjel - fordøm den hele hule flugt!Min svale ven, lev vel!

Ve alle haves vandringsmand!Urolig er hans færd, som tåge, vind og skum på vandog strøm og skjulte skær. Men bærer det mod havets bund,så mangen sømands kår, når søen gurgler i min mund – til dig min tanke går! Men når den gule løvetandved Sjællands grøfter gror, og fra det lave grønne landman hører frøens kor; når pinseløvet bryder frem, de danske svale træ’r, og alle fugle vender hjem –du er mig atter nær!

En sømand har sin enegang Johannes V.Jensen (1873 - 1950)

19


Skal alt blive tavshed skal alt blive tyst, vi må lære at synge at lytte med lyst. Ja kom lad os synge, ja, ræk mig din hånd,vi vil knytte en kæde af evige bånd. Skal ansigtet stivne som årgammel sne. Vi må lære at smile, det er vigtigt at le. Ja kom lad os smile, ja, ræk mig din hånd,vi vil knytte en kæde af evige bånd. Skal hjertet forstene og helt sygne hen, vi må lære at græde, få smerten igen. Ja kom lad os græde; ja, ræk mig din hånd,vi vil knytte en kæde af evige bånd.

Skal alt blive kulde et isnende hvælv, vi må lære at elske og give os selv. Ja kom lad os elske, ja, ræk mig din hånd vi vil knytte en kæde af evige bånd. Skal alt blive intet, skal alting forgå, vi må lære at leve og livet forstå. Ja kom lad os leve, ja, ræk mig din hånd vi vil knytte en kæde af evige bånd. Skal lemmerne blive fra livet forment, vi må lære at danse før det er for sent. Ja kom lad os danse, ja, ræk mig din hånd vi vil knytte en kæde af evige bånd.

Skal alt blive tavshed Ukendt

20


I skovens dybe, stille ro,hvor sangerhære bo,hvor sjælen lytted mangen gangtil fuglens glade sang,der er idyllisk stille fredi skovens ensomhed,og hjertets længsler tie her,hvor fred og hvile er.

Hør landsbyklokken lyder ned,bebuder aftenfred,småfuglen, før den går til blund,end kvidrer lidt en stund.I mosen kvækker højt en frø,stærkt damper mark og sø,nu klokken tier, - aftnens fredsig stille sænker ned.

I skovens dybe, stille roJohannes Fritz Emanuel andersen (1829-1910)

21


Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj. Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg. Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot, jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt. Samson gik og styrted’ templer, Peter Freuchen knak sit ben. Ak mod disse to eksempler er min dåd en sølle én. Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj, og når stærke mænd blir bistre, syn’s jeg det er synd for mig. Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå. Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på. Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n, og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan. Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd. Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd. Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk, og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk. Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord. der er øller i min mave, der står krokus på mit bord. Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.

Noget om helteHalfdan rasmussen (1915 - 2002)

22


Katinka, Katinka, luk vinduet op,Nu vil jeg spendere en vise.Et forår har kærtegnet pigernes krop,Og nu er de li’ til at spise.Men først skal vi ha’ os en sang eller to,Og så skal Katinka og Søren til ro.Katinka, Katinka, luk vinduet opOg hør min harmonika vise.

Jeg mindes den aften jeg mødte dig først,Jeg sad i ”Kap Horn” med en bajer.Jeg var sg’u så glad for mig sel’ og min tørst,Og Brøndums de små akkelejer.Men så kom du in med et kedeligt drys,Og han fik en skalle og du fik et kys.Og så, ja, så b’e du et med min tørstOg noled min eneste bajer.

Men skidt med en bajer blot pigen er glad,For janterne de skal jo trille.Og hver gang vi mangler lidt flydende mad,Har jeg mit talent for at spille.Så gi’r jeg en sang i en gjaldende gård,mens janter af sølvtøj i stenbroen slår. -Så sla’r vi til Søren, til Søren bli’r flad.Ja, så ska’ vi sør’me ha’ gilde.

En vinter sled sålen af strømper og sko, Men foråret lapper det hele.Lad tæerne toppes og træerne gro,Med dig vil min rigdom jeg dele.Nu genlyder Nyhavn af sang og af spil,Jeg presser citronen, så tit du det vil.Jeg ved du er varm, og jeg tror du er tro,Og så’er det en smal sag at dele.

Katinka, Katinka, luk Vinduet i,Og spar dine små bommelommer.Gør stuen lidt pæn, mens jeg tæller til ti,Og ærbart ad gangdøren kommer.Du gi’r mig din seng, og jeg gi’r dig min sang,Så fejre vi foråret endnu en gang.Katinka, Katinka, luk øjnene i,For nu er det Søren, der kommer.

Katinka Sigfred Pedersen (1903 - 1967)

23


Go’ nu natog gå nu lige hjem mens du stadig er ved dine fulde fem.Jeg ved godt at på din vej lurer fristelser på dig (nynnes) go nu nat og gå nu lige hjem.

Go’ nu nat og gå nu lige hjem eller skævt – når bare du når uskadt frem.Kig på månen - den er hal’ som en knækket æggeskal (nynnes)go nu nat og gå nu lige hjem.

Go’ nu nat og gå nu lige hjem. Der er dem, der holder dørene på klem Jeg tar hele døren a’ venter på dig nat og da’ (nynnes) go nu nat og gå nu lige hjem.

Vi har sunget vi har grædt, og vi har grint. I flere timer har vi haft det smadderfint – Det gi’r no’et at tænke på nu da timerne bli’r små (nynnes) go nu nat og gå nu lige hjem. Go’ nu nat men gå nu ikke bort. Vi har livet for os, selvom det er kort.Vi skal dele tykt og tyndt - Bare se at få begyndt - vi er her ikke kun til pynt!Go’ nu nat og gå nu lige hjem.

Go’ nu nat Benny andersen (1929 - )

24


Se, hvilken morgenstund!Solen er rød og rund. Nina er gået i bad. jeg spiser ostemad. Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar. Blomsterne blomstrer op. Der går en edderkop. Fuglene flyver i flok når de er mange nok. Lykken er ikke det værste man harog om lidt er kaffen klar. Græsset er grønt og vådt. Bierne har det godt. Lungerne frådser i luft. Åh, hvilken snerleduft! Glæden er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.

Sang under brusebad. Hun må vist være glad. Himlen er temmelig blå. Det ka jeg godt forstå. Lykken er ikke det værste man harog om lidt er kaffen klar. Nu kommer Nina ud, nøgen, med fugtig hud, kysser mig kærligt og gårind for at re’ sit hår. Livet er ikke det værste man harog om lidt er kaffen klar.

Svantes lykkelige dag Benny andersen (1929 - )

25


Hvem mon man er før man blir til et stjerneskud – et puslespilen tanketorsk – en gulerod man må for fa’ en ha været no’ ed. Moders barm var rød og hvid til min far sa’ hun; glid! Vi var en kæmpe børneflokog der var aldrig penge nok. Otte år så var jeg klar til at gå på kaffebar min ryg så ud som strivret flæskfor dagens ret var tørre tæsk. Jeg voksed – og koksed. Jeg fandt en plads i solenI skolen lærte jeg at skrive De med stort. Men jeg ku’ aldrig bli’ til no’ed

trods mit store ordforrådstod i kø på livets vej mens andre overhalede mig. Jeg voksed – og koksed

jeg fandt min plads i skyggenmed ryggen op mod murenhvorfor blev jeg født. Og hvad mon der sker når man skal bortnår livets skjorte bli’r for kort hvor mon den er den røde tråd man må for fa’ en da blive til no’ ed.

Den røde trådShu-bi-dua

26

sANge FrA NorD · FinLand

Vem kan segla forutan vind?Vem kan ro utan aror?Vem kan skiljas fran vannen sinUtan att falla tarar?

Jag kan segla forutan vindJag kan ro utan aror.Men ej skiljas fran vannen minUtan att falla tarar

Vem kan segla

Murheisna miesnä jos polkusi kuljet,konstin mä tiedän mi auttavi tuo:sä ennenkuin kuolossa silmäsi suljet,piiriimme istu ja laula ja juo !

:,: Hei rullaati rullaati rullaati rullaa,rullaati rullaati rullallalei!

Rullaati rullaati

27


Teksten er en bøn til kæresten (kultani)der synger smukkere end en sangfugl (lintuni)om at komme hjem fra det gyldne slot.

Tuoll’on mun kultani, ain’ yha tuollakuninkaan kultaisen kartanon puolla;voi minun lintuni, voi minun kultani,kun et tule jo! kun et tule jo!

Linnut ne laulavat sorealla suulla,soreampi kultani aani on kuulla;voi minun lintuni, voi minun kultani.kun et tule jo! kun et tule jo!

Tulle, tulle kultani, tulle kotipuoleen,taikka jo menehynkin ikavaan ja huoleen;voi minun lintuni, voi minun kultani,kun et tule jo! kun et tule jo!

Toull’ on mun kultani

En dansk gendigtning af den finske sang af samme navn kunne f. eks lyde sådan:

Kom! Du min kæreste. Lyt til mit hjerte.Kom! Lad os elske i glæde og smerte.Du er min kærlighed – Du er min lykke!Skynd dig hjem til mig! Skynd dig hjem til mig!

Kom! Du min kæreste. Tag mine hænder.Kom! Lad os mærke hvor blodet det brænder.Du er min kærlighed - Du er min lykke!Skynd dig hjem til mig! Skynd dig hjem til mig!

Kom! Du min kæreste. Dig! Ingen anden!Kom! Lad os dele vort liv med hinanden.Du er min kærlighed - Du er min lykke!Skynd dig hjem til mig! Skynd dig hjem til mig!

28

sANge FrA NorD · iSLand

Ridum, ridum, rekum yfir sanndinn rennur sól á bak vid Arnarfell. Hér á reiki´ er margur óhreinn andinn, úr pvi fer ad skyggja´á jökulsvell.

//Drottin leidi drösulinn minn, drjúgur verdur sidasti áfanginn.://

A sprengisandi

Pey, pey pey pey, paut i holti tófa,purran vill hún blodi vaeta góm Eda lika einhver var ad hoa,underlega digrum karlaróm.

//: Útilegumenn i ´Odádahraun eru kannski´ad smala fé á laun.://

”Ridum,ridum rekum yfir sandinn rökkrid er ad siga á Herdubreid, álfadrottning er ad bezla gandinn ekki er gott ad verda á hennar leid.

//: Vaensta klárinn vildi eg gefa til ad vera komin ofan i Kida-gil.//:

29


J.E. Jónasson / Geir Sigurðsson

Kátir voru karlar á kútter Haraldi.Til fiskiveiða fóru frá Akranesi.

Og allir komu þeir afturog enginn þeirra dó.Af ánægju út að eyumhver einasta kerling hló. Hún hló, hún hó, hún skelli, skellihló.Hún hló, hún hó, hún skelli, skellihló.La, la, la-la-la-la-la-la-la, la.La, la, la-la-la-la-la-la-la, la.

Katir voru karlar

30

sANge FrA NorD · norGE

Å, den som var en løvetannsom sto i skitt og sølevanni Bispegata 3.Den aller første løvetannsom blusset bak et søplespanni Bispegata 3.Og noen skulle plukke meg,og ”noen” skulle være deg.Du festet meg på blusen dinog trippet ut i sol og vind,og jeg fikk være med.

Å, den som var en løvetann Jeg skulle føle kroppen dinbak utsalgsstoff av musselinda vi gikk gaten ned.Og tro jeg var en diamantmot blusens tynne blondekant,og alle skulle se.Din lange travle arbeidsdagså hørte jeg ditt hjerteslag.Om kvelden gikk du trette skritti trappen opp til rommet ditt,og jeg fikk være med.

alf Prøysen (1914 - 1970)

Så gikk du inn og vrengte kjolen,vasket hender, hals og kinnfor solens hete brann.Din omsorg er som kvinners flest,du hentet det jeg trengte mest:- et eggeglass med vann.Så får jeg plass ved sengen din,og ser på at du sovner inn.Og utenfor er natten blå...- En løvetann kan lykken nåså over all forstand.

31


Det var en liten gutt som gikk og gret og var så lei,hæin skulte tegna Babylon, men lærer’n hæin sa nei.Hæin ød’la hele arket, hæin var tufsete og dom,men så hørte hæin et sus som over furukrona kom.

Chorus;Du ska få en dag i mårå som rein og ubrukt står,med blanke ark og farjestifter tel.Og da kæin du rette oppatt æille feil ifrå igårog da får du det så godt i mårå kvell.

Og om du itte greie det og æilt er like tristså ska du høre suset over furua som sist.Du ska få en dag i mårå som rein og ubrukt stårog med blanke ark og farjestifter tel.

Og så vart gutten vaksin og hæin gikk og var så lei,han hadde fridd åt jinta si, men jinta hu sa nei.Og hæin gret i ville skauen: ”Detti blir min siste dag”men da kom det over furua det såmmå linne drag:

Chorus;Du ska få en dag i mårå som rein og ubrukt står,med blanke ark og farjestifter tel.Og da kæin du rette opp att æille feil ifrå igårog da får du det så godt i mårå kvell.

Du ska få en dag i Måråalf Prøysen (1914 - 1970)


Og nå er gutten gift og går og slit som folk gjør flestmed småbruk oppi Åsmarken der kjærringa er hest.Og hæin syns det blir for lite gjort og streve titt og truttog trøste seg med furusus når dagen blir for stutt.

Chorus;Du ska få en dag i mårå som rein og ubrukt står,med blanke ark og farjestifter tel.Og da kæin du rette opp att æille feil ifrå igårog da får du det så godt i mårå kvell.


32

sANge FrA NorD · norGE

Kringsat af fjender, gåind i din tid.Under en blodig stormvi dig til strid.Kanske du spør’ i angstudækket, åben:Hvad skal jeg kæmpe medhvad er mit våben?

Her er dit værn mod voldher er dit sværdtroen på livet vortmenneskets værd.For al vor fremtids skyldsøg det og dyrk detdø om du må, menøg det og styrk det.

Kringsat af fiender

Stilt går granaternes glidende bånd.Stands deres drift mod dødstands dem med ånd.Krig er foragt for liv.Fred er at skabe.Kast dine kræfter ind:Det onde skal tabe.

Ædelt er mennesketjorden er rig.Findes her sult og nødskyldes det svig.Ja ja, i livets navnskal uret faldesolskin og brød og åndejes af alle.

nordahl Grieg (1902 - 1943)

Dette er løftet vortfra søster til brorvi skal bli’ gode modmenneskenes jord.Vi vil ta’ vare påskønheden, varmensom om vi bar et barnvarsomt på armen.

33


Per spelemann hadde ei einaste ku,Per spelemann hadde ei einaste ku.Han bytte bort kua, fekk fela igjen,han bytte bort kua, fekk fela igjen.”Du gamle gode fiolin, du fiolin, du fela mi.” /: Per spelemann, han spela, og fela ho lét, ://: så gutane dansa, og jentene grét. :/”Du gamle gode fiolin, du fiolin, du fela mi.” /: Og om eg vert gammal som stein under bru, ://: så aldri eg byter bort fela for ku. :/”Du gamle gode fiolin, du fiolin, du fela mi.” /: Og om eg vert gammal som mose på tre, ://: så aldri eg byter bort fela for fé. :/”Du gamle gode fiolin, du fiolin, du fela mi.” /: Og om eg vert gammal som skorpa på graut, ://: så aldri eg byter bort fela for naut. :/”Du gamle gode fiolin, du fiolin, du fela mi!”

Per Spelemann

34

sANge FrA NorD · SVEriGE

Uti vår hage där växa blå bär.

”Kom hjärtans fröjd!”

Vill du mig något, så träffas vi där.

”Kom liljor och akvileja,Kom rosor och salivia,Kom ljuva krusmynta,Kom hjärtans fröjd!”

Fagra små blommor där bjuda till dans.Vill du så binder jag åt dig en krans.

Kransen den sätter jag se´n i ditt hår.Solen den dalar, men hoppet uppgår.

Uti vår hage finns blommor och bär,Men utav alla du kärast mig är.

Uti vår haga dervokse blå bær

En sjöman älsker havets våg,ja vågarnas brus.Når storman skakar mast och tagHör stormarnas brus.Farväl, farväl förtjusande mö,Vi komma väl snart igen!

Jag afsked tar av vännen kär,vid vågarnas brusDen hulda då mig trohet svär i stormarnas sus.Farväl ,farväl förtjusande mö,Vi komma väl snart igen!

Hon trycker då så ömt min håndvid vågarnas brusDå känns det tungt at gå från landtil stormarnas susFarväl, farväl förtjusande mö,Vi komma väl snart igen!

En sjømannelsker havets våg

Fra Gotland i 1600 tallet Gustaf arthur ossian Limborg (1848 - 1908)

35


Dedicieras tillherr capitainen Kjerstein

Fjäril vingad syns på Haga, mellan dimmors frost och dun, sig sitt gröna skjul tillaga, och i blomman sin paulun; minsta kräk i kärr och syra, nyss av solens värma väckt, till en ny högtidlig yra eldas vid sefirens fläkt.

Haga, i ditt sköte röjes gräsets brodd och gula plan; stolt i dina rännlar höjes gungande den vita svan; längst ur skogens glesa kamrar höras täta återskall, än från den graniten hamrar, än från yx i björk och tall.

N:o 64 HagaCarl michael Bellman (1740-1795)

Se Brunnsvikens små najader höja sina gyllne horn, och de frusande kaskader sprutas över Solna torn; under skygd av välvda stammar, på den väg man städad ser, fålen yvs och hjulet dammar, bonden milt åt Haga ler.

Vad gudomligt lust att röna inom en så ljuvlig park, då man hälsad av sin sköna, ögnas av en mild monark! Varje blick hans öga skickar, lockar tacksamhetens tår; rörd och tjust av dessa blickar, själv den trumpne glättig går.

36


Så lunka vi så småningom från Bacchi buller och tumult, när döden ropar; Granne kom, ditt timglas är nu fullt. Du gubbe fäll din krycka ner, och du du yngling, lyd min lag, den skönsta nymf som mot dig ler inunder armen tag. Tycker du att graven är för djup, nå välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare.

Du vid din remmare och press, rödbrusig och med hatt på sned, snart skrider fram din likprocess i några svarta led; och du som pratar där så stort, med band och stjärnor på din rock, ren snickarn kistan färdig gjort, och hyvlar på dess lock. Tycker du att graven är för djup, nå välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare.

Så lunka vi så småningom

Carl michael Bellman (1740-1795)

Men du som med en trumpen min, bland riglar, galler, järn och lås, dig vilar på ditt penningskrin, inom din stängda bås; och du som svartsjuk slår i kras buteljer, speglar och pokal; bjud nu god natt, drick ut ditt glas, och hälsa din rival. Tycker du att graven är för djup, nå välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare.

Och du som under titlars klang din tiggarstav förgyllt vart år, som knappast har, med all din rang, en skilling till din bår; och du som ilsken, feg och lat, fördömer vaggan som dig välvt, och ändå dagligt är plakat till glasets sista hälft, tycker du att graven är för djup, nå välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare.

N:o 21 Måltidssång

Du som vid Martis fältbasun i blodig skjorta sträckt ditt steg, och du som tumlar i paulun, i Chloris armar feg; och du som med din gyllne bok vid templets genljud reser dig, som rister huvud lärd och klok, och för mot avgrund krig, tycker du att graven är för djup, nå välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare.

Men du som med en ärlig min plär dina vänner häda jämt, och dem förtalar vid ditt vin, och det liksom på skämt, och du som ej försvarar dem, fastän ur deras flaskor du, du väl kan slicka dina fem, vad svarar du väl nu? Tycker du att graven är för djup, nå välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare.

37


Gubben Noak, gubben Noak var en heders man. När han gick ur arken planterade han på marken mycket vin, ja mycket vin, ja detta gjorde han.

Noak rodde, Noak rodde ur sin gamla ark, köpte sig buteljer, sådanna man säljer, för att dricka, för att dricka på vår nya park.

Han väl visste, han väl visste att en mänska var torstig av naturen som de andra djuren, därför han ock, därför han ock vin planterat har.

Gumman Noak, gumman Noak var en heders fru. Hon gav man sin dricka; fick jag sådan flicka, gifte jag mig, gifte jag mig just på stunden nu.

N:o 35 Gubben NoakCarl michael Bellman (1740-1795)

Aldrig sad` hon, aldrig sad` hon: Kära far nå nå, sätt ifrån dig kruset. Nej, det ena ruset på det andra, på det andra lät hon gubben få.

Gubben Noak, gubben Noak brukte eget hår, pipskägg, hakan trinder, rosenröda kinder, drack i botten, drack i botten. Hurra och gutår!

Då var lustig, då var lustig på vår gröna jord; man fick väl till bästa, ingen torstig nästa satt och blängde, satt och blängde vid ett dukat bord.

Inga skålar, inga skålar gjorde då besvär, då var ej den läran: jag skall ha den äran. Nej i botten, nej i botten drack man ur så här.

Men du som till din återfärd, ifrån det du till bordet gick, ej klingat för din raska värd, fastän han ropar: Drick, driv sådan gäst från mat och vin, kör honom med sitt anhang ut, och sen med en ovänlig min, ryck remmarn ur hans trut. Tycker du att graven är för djup, nå välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare.

Säg är du nöjd, min granne säg, så prisa världen nu till slut; om vi ha en och samma väg, så följoms åt; drick ut. Men först med vinet rött och vitt för vår värdinna bugom oss, och halkom sen i graven fritt, vid aftonstjärnans bloss. Tycker du att graven är för djup, nå välan, så tag dig då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare.

38


Dedicerad tilKgl. Secreteraren Leopoldt.

Hvila vid denna källa, Vår lilla Frukost vi framställa; Rödt Vin med Pimpinella Och en nyss skuten Beccasin. Klang hvad Buteljer, Ulla! I våra Korgar öfverstfulla, Tömda i gräset rulla, Och känn hvad ångan dunstar fin, Ditt middags Vin Sku vi ur krusen hälla, Med glättig min. Hvila vid denna källa, Hör våra Valdthorns klang Cousine. Valdthornens klang Cousine.

Vila vid denna källa

Carl michael Bellman (1740-1795)

Prägtigt på fältet pråla, Än Hingsten med sitt Sto och Fåla, Än Tjurn han höres vråla, Och stundom Lammet bråka tör; Tuppen på taket hoppar, Och liksom Hönan vingen loppar, Svalan sitt hufvud doppar, Och Skatan skrattar på sin stör. Lyft Kitteln; hör. Lät Caffe-glöden kola, Där nedanför. Prägtigt på fältet pråla De ämnen som mest ögat rör. Som mest vårt öga rör.

Himmel! hvad denna Runden, Af friska Löfträn sammanbunden, Vidgar en plan i Lunden, Med strödda gångar och behag. Ljufligt där löfven susa, I svarta hvirflar grå och ljusa, Träden en skugga krusa, Inunder skyars fläkt och drag. Tag, Ulla tag, Vid denna måltids stunden, Ditt glas som jag. Himmel! hvad denna Runden, Bepryds af blommor tusen slag! Af blommor tusen slag!

Nymphen, se hvar hon klifver, Och så beställsam i sin ifver, Än Ägg och än Oliver, Uppå en rosig tallrik bär. Stundom en sked hon öser, Och öfver Bunken gräddan slöser; Floret i barmen pöser, Då hon den Mandeltårtan skär. En Kyckling där, Af den hon vingen rifver, Nyss kallnad är. Nymphen se hvar hon klifver, Och svettas i et kärt besvär. Och svettas i besvär.

Blåsen J Musikanter, Vid Eols blåst från berg och branter; Sjungen små Kärleks-Panter, Bland gamla Mostrars kält och gnag. Syskon! en sup vid disken, Och pro secundo en på Fisken; Krögarn, den Basilisken, Summerar Taflan full i dag. Klang Du och Jag! Klang Ullas amaranther, Af alla slag! Blåsen i Musikanter, Och hvar och en sin kallsup tag. Hvar en sin kallsup tag.

Eller oförmodade afsked, förkunnadt vid Ulla Winblads Frukost en sommar-morgon i det gröna.

Epistel nr 82

39


Till Albert Engström.

Se, Svarta Rudolf dansaroch böjer sin nacke och ler.Han tänker på stormande nätterI Amsterdams glädjekvarter.Han drömmer om flickornas kransaroch svävande bruna benpå stranden av blåa slättervid Samoamånens sken.

Han böjer sin nacke och blundari flygande roslagsvals.Så höll han i smäktande lundarsin arm kring chilenskans hals;så böjde han krullig hjässa en afton i negerbynmot trettonårig prinsessamed eldsken på ebenholtshyn.

Svarta RudolfErik axel karlfelt (1864-1931 )

Så dansa de svajiga karlarpå Malagas vinstänkta redd.Den hvitröda tösen bävar,bedårad, förlorad, förledd.Hon ler i den väldiges nävaråt allt hvad han tog och gav,hon suckar och vinden svararfrån Ålands jäsande hav.

Ändtlig i detta gröna, Får du mitt sista afsked röna; Ulla! farväl min Sköna, Vid alla Instrumenters ljud. Fredman ser i minuten Sig til Naturens skuld förbruten, Clotho ren ur Surtouten, Afklipt en knapp vid Charons bud. Kom hjertats Gud! At Fröjas ätt belöna Med Bacchi skrud. Ändtlig i detta gröna, Stod Ulla sista gången Brud. Den sista gången Brud.

40


Den första gång jag såg dig, det var en sommardag på förmiddan, då solen lyste klar, och ängens alla blommor av många hundra slag, de stodo bugande i par vid par. Och vinden drog så saktelig, och nere invid stranden, där smög en bölja kärleksfullt till snäckan uti sanden. Den första gång jag såg dig, det var en sommardag, den första gång jag tog dig uti handen.

Den första gångBirger Sjøberg (1885-1929 )

Den första gång jag såg dig, då glänste sommarskyn, så bländande som svanen i sin skrud. Då kom det ifrån skogen, från skogens gröna bryn liksom ett jubel utav fåglars ljud. Då ljöd en sång från himmelen, så skön som inga flera; det var den lilla lärkan grå, så svår att observera. Den första gång jag såg dig, då glänste sommarskyn så bländande och grann som aldrig mera.

Och därför när jag ser dig, om ock i vinterns dag, då drivan ligger glittrande och kall, nog hör jag sommarns vindar och lärkans friska slag och vågens brus i alla fulla fall. Nog tycker jag ur dunig bädd sig gröna växter draga med blåklint och med klöverblad, som älskande behaga, att sommarsolen skiner på dina anletsdrag, som rodna och som stråla och betaga.

41


Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land, där små citroner gula, de växa uppå strand, där näktergalar drilla allt uti dalen stilla, och snäckorna så röda, de lysa uppå sand.

Jag längtar till Italien, där palmerna de stå så doftande och höga med gröna blader på, där gossen spelar luta invid sin flickas ruta, när aftonstunden kommer med många stjärnor små.

Jag drömmer om Italien vid skymning i vår bod, där kryddor sällsamt dofta bland lådor och bland lod. Jag ser i mina drömmer de silvervita strömmar med tusende gondoler uppå den klara flod.

Längtan til ItalienBirger Sjøberg (1885-1929 )

Jag tycker, att jag ser, hur i månens milda sken jag vrickar fram gondolen på böljan, klar och ren, och hur i aktern sitter beglänst att stjärnans glitter, en späd italienska med röst så ljus och len.

Hon sjunger om Italien, om Italiens sköna land, där små citroner gula, de växa uppå strand, där näktergalar drilla i dalen, mörk och stilla, när solen sjunker ner bak Vesuvius’es rand.

42


Min älskling, du är som en ros, en nyutsprungen skär, ja, som ljuvaste musik, min älskade, du är.

Så underbar är du, min vän, och ser så vacker ut, och älska dig det ska jag än när havet sinat ut!

När hela havet sinat ut och bergen smält till glöd! Ja, älska dig, det ska jag än när jorden ligger död.

Min älskling, du är som en ros, en nyutsprungen, skär, ja, som ljuvaste musik, min älskade, du är.

Hej å hå, Jungman Jansson, redan friskar morgonvinden,sista natten rullat undan och Constantia ska gå.Har du gråtit med din Stina, har du kysst din mor på kinden,har du druckit ur ditt brännvin, så sjung hej å hå!

Hej å hå, Jungman Jansson är du rädd din lilla snärtaska bedraga däj, bedraga däj och för en annan slå?Och som morgonstjärnor blinka, säj, så bultar väl ditt hjärta,vänd din näsa rätt mot stormen och sjung hej å hå!

Hej å hå, Jungman Jansson, kanske ödeslotten faller,ej bland kvinnfolk, men bland hajarna i Söderhaven blå?Kanske döden står och lurar bakom trasiga koraller -han är hårdhänt, med hederlig, så sjung hej å hå!

Kanske sitter du som gammal på en farm i Alabama,medan åren siktas långsamt över tinningarna grå.Kanske glömmer du din Stina för en sup i Jokohama -det är slarvigt, men mänskligt, så sjung hej å hå!

Jungman Jansson Min älskling,du är som en rosEvert Taube (1890 – 1976)

dan andersson (1888- 1920)

43


Tänk att jag dansar med Andersson,lilla jag, lilla jag,med Fritiof Andersson!Tänk att bli uppbjuden av en så’n populär person!

Tänk, vilket underbart liv, det Ni för!Säg mig, hur är det att vara charmör,sjöman och cowboy, musiker, artist...Det kan väl aldrig bli trist?

Nej, aldrig trist, fröken Rosa,har man som Er kavaljer.Vart jag än ställer min kosa,aldrig förglömmer jag Er.

Ni är en sångmö från Helikons berg.Åh, fröken Rosa, er linje, er färg,skuldran, profilen med lockarnas krans,ögonens varma glans!

Rosa på balEvert Taube (1890 – 1976)

Tänk, inspirera herr Andersson,lilla jag, inspirera Fritiof Andersson!Får jag kanhända min egen sång,lilla jag, nå’n gång?

”Rosa på bal”, vackert namn, eller hur?Början i moll och finalen i dur.När blir den färdig, herr Andersson, säg,visan Ni diktar till mig?

Visan om Er, fröken Rosa,får Ni ikväll till Ert bord.Medan vi talar på prosadiktar jag rimmande ord.

Tyst! Ingen såg att jag kysste Er kind.Känn hur det doftar från parken av lind!Blommande lindar kring månbelyst stig...Rosa, jag älskar dig!

44


Flicka från Backafall, Briggen Tre Bröder kryssar ikväll i Karibiska sjön, medan en landvind från kusten i söder stryker som sunnan därhemma kring ön. Luften är kryddad av tusende salvor, men jag ger bort dem varendaste en mot att få vandra bland Backafalls malvor - allt medan månen går vakt över Hven

Vänta mig inte till sommaren, Ellen. Då skall jag ännu ha linjen i norr. Men när du står invid kyrkan om kvällen tänk då att jag är en yr ollonborr, som utan lov tar en törn mot din tinning och- medan du med små händerna slår - letar sig ner under bluslivets linning allt medan månen i malvorna går

Känn, att inkräktaren bara vill veta, om dina bröst bli som malvornas blom var gång du känner min tanke sig leta hem från sin vakt vid mesanseglets bom; känn att det blott är din gosse som sänder hälsningen att han som bärgad kapten landar en gång under Backafalls stränder - allt medan månen går vakt över Hven

Kalla den änglamarken eller himlajorden om du vill, jorden vi ärvde och lunden den gröna. Vildrosor och blåklockor och lindblommor och kamomill låt dem få leva, de är ju så sköna.

Låt barnen dansa som änglar kring lönn och alm, leka tittut mellan blommande grenar. Låt fåglar leva och sjunga för oss sin psalm, låt fiskar simma kring bryggor och stenar.

Sluta att utrota skogarnas alla djur! Låt örnen flyga, låt rådjuren löpa! Låt sista älven som brusar i vår natur brusa alltjämt mellan fjällar och gran och fur!

Kalla den änglamarken eller himlajorden om du vill, jorden vi ärvde och lunden den gröna. Vildrosor och blåsippor och lindblommor och kamomill låt dem få leva, de är ju så sköna.

Änglamark Flicka från BackafallGunnar Turesson (1906 – 2001)Evert Taube (1890 – 1976)

45


Jag är en lite gåsapåg från Skåne,en skåning som ni vet är alltid trygg.Och fast jag är så nära sol och måneså är jag säker på min gåsarygg.Långt under mej så ligger som en tavladet vackratse i världen man kan se.Både skogar sjö och strandblir ett enda sagolandnär man ser det lite grann så här från ovan.

Där ligger gamla slott och häresätensom minne från den stolta tid som flytt.Men aldrig skall den tiden bli förgätenty gammalt går så bra ihop med nytt.Och samma fält skall lämna samma skördarsom de har gjort i sekelflydda dar.Ja det är min liv och knivalla tiders perspektiv,när man ser det lite grann så här från ovan.

Lite grann från ovanEvert Taube (1890 – 1976)

Du kära gås som stolt i skyn dej svingarhar ingen farlig last att kasta nedty du bär fredens vita vackra vingarsom världen längtar efter mer och mer.När männskobarnen går där ner och kivasså resonerar du nog liksom jag:Tänk vad det är skönt ändåkunna sväva i det blåoch få se det lite grann så här från ovan.

46


Barn är ett folk och dom bor i ett främmande land, detta land är ett regn och en pöl. Över den pölen går pojkarnas båtar ibland, och dom glider så fint utan köl. D är går en flicka, som samlar på stenar, hon har en miljon. K ungen av träd sitter stilla bland grenar i trädkungens tron .Där går en pojke som skrattar åt snö .Där går en flicka som gjorde en ö av femton kuddar .Där går en pojke och allting blir glass som han snuddar .Alla är barn och dom tillhör det gatfulla folket

Barn är ett folk och dom bor i ett främmande land, detta land är en äng och en vind .Där finner kanske en pojke ett nytt Samarkand och far bort på en svängande grind .Där går en flicka, som sjunger om kottar Själv äger hon två .Där vid ett plank står en pojke och klottrar att jorden är blå .

Det gåtfulla folketolle adolphson (1934 – 2004)

Där går en pojke som blen indian Där, där går kungen av skugga runt stan och skuggar bovar .D är fann en flicka en festlig grimas som hon provar .Alla är barn och dom tillhör det gåtfulla folket

Barn är ett folk och dom bor i ett främmande land detta land är en gård och ett skjul .Där sker det farliga tågöverfallet ibland vackra kvällar när månen är gul .Där går en pojke och gissar på bilar, själv vinner han jämt .Fåglarnas sånger i olika stilar är magiska skämt .Där blir en värdelös sak till en skatt .Där, där blir sängar till fartyg en natt och går till månen .Där finns det riken som ingen av oss tar ifrån dem .Alla är barn, och dom tillhör det gåtfulla folket.

47


Felicia försvann, kan någon säga hur?Som fågeln ur sin bur.Som isen när det våras.Som kärlek när den såras.Som tur utan retur.Felicia försvann, kan någon säga hur?

Felicia är död, död är mitt sista hopp.Försvunnen hennes kropp.Av näcken blev hon tagenoch ned i älven dragen.Hon flyter aldrig opp.Felicia är död, försvunnen hennes kropp.

Felicia adjöCornelis Vreeswijk (1937-1987)

Felicia försvann, Felicia adjö.Vi måste alla dö.Du kysste mig på munnen.Du log och var försvunnen.Ditt kött var också hö.Felicia försvann, Felicia adjö.

Felicia försvann, kan någon säga hur?Som fågeln ur sin bur.Som isen när det våras.Som kärlek när den såras.Som tur utan retur.Felicia försvann, kan någon säga hur?

48


Jag trivs bäst i öppna landskap, nära havet vill jag bo,några månader om året, så att själen kan få ro.Jag trivs bäst i öppna landskap, där vindarna får fart.Där lärkorna slår högt i skyn, och sjunger underbart.Där bränner jag mitt brännvin själv, och kryddar med Johannesört,och dricker det med välbehag, till sill och hembakt vört.Jag trivs bäst i öppna landskap, nära havet vill jag bo.

Öppna LantskapUlf Lundell (1949 – )

Jag trivs bäst i fred och frihet, för både kropp och själ,ingen kommer in i min närhet, som stänger in och stjäl.Jag trivs bäst när dagen bräcker, och fälten fylls av ljus,när tuppar gal på avstånd, när det är långt till närmsta hus.Men ändå så pass nära, att en tyst och stilla natt,när man sitter under stjärnorna, kan höra festens skratt.Jag trivs bäst i fred och frihet, för både kropp och själ.

Jag trivs bäst när havet svallar, och måsarna ger skri,när stranden fylls med snäckskal, med havsmusik uti.När det klara och det enkla, får råda som det vill,när ja, är ja, och nej, är nej,och tvivlet tiger still.Då binder jag en krans av löv, och lägger den runt närmaste sten,där runor ristats för vår skull, nån gång för länge sen.Jag trivs bäst när havet svallar, och måsarna ger skri.

Jag trivs bäst i öppna landskap, nära havet vill jag bo.

SANGE FRA NORDer udgivet i forbindelse medXXI Nordiske Landinspektørkonges,5.-7.august 2009 i Aalborg

Udgiver: Den danske Landinspektørforening (DdL)Kalvebod Brygge 31-331780 København VTlf. 3886 1070 www.ddl.org Redaktion: Peter Jacobsen

Layout: clemens2

Tryk: PJ Schmidt Grafisk Produktion

Oplag: xxx

x

SA

NG

E F

RA

NO

RD

XX

I N

ord

isk

e La

nd

insp

ektø

rko

nge

s

SANGE FRA NORD XXI Nordiske...

Documents

Transcript of SANGE FRA NORD XXI Nordiske...