Refleks - sdu.dk · Refleks er et uafhængigt filosofisk maga‐ sin, der udgives med støtte fra...

Refleks #44

Filosofi SDU Odense ISSN 0906-4664

Reflekseretuafhængigtfilosofiskmaga‐sin,derudgivesmedstøttefraInstitutforFilosofi,PædagogikogReligionsstudier‐SyddanskUniversitet,Odense.

Redaktionenbestårafstuderende.Artik‐lerskalikkeopfattessomgivendeudtrykforinstituttetsmeningerogholdninger.

Oplag:150

Adresse:RefleksIFPRSyddanskUniversitetCampusvej555230Odense

Redaktion:MetteSmølzSkau–[email protected]@student.sdu.dk

Deadlinefornæstenummer:Mediomaj2010

Forord

Vi har på Refleksredaktionen valgt at reviderebladets tidligere format og modernisere det, sådenkedeligeformikkeafholdervorespotentiellelæsere fraat fatte interesse forbladets langt frakedeligeindhold. Viharidenneudgave,traditionentro,bidragfrabåde studerendeogundervisere.Vi er gladefor at der er opstået en debatkultur, således atder skrives kritiske svar til artikler i tidligerenumreafRefleks,ogvihåber,atogsådenneud‐gavevilfåfolkopafstoleneogvækkeinspirationtildebatindlæg inæstenummer.Derudoverharvi naturligvis også selvstændige artikler samtboganmeldelserogandetgodt. FormåletmedReflekseratskabegrobundforfilosofisk diskussion, give inspiration samt øgeindblikketi,hvorforskelligeemnerderarbejdesmed her på filosofistudiet på SDU. Vimodtagerderfor også gerne bidrag med skæve vinkler afforskellig art, således at også emner, der ikkebehandles i undervisningen, kan diskuteres idetteforum.

Skulle man have lyst til en lidt blidere startudi artikelskrivningen, har vi stadig mange bø‐ger, der blot står og venter på, at studerendeellerundervisereønskeratanmeldedem.Godlæselyst!Påredaktionensvegne,MetteSmølzSkau

Indholdsfortegnelse

Grundtrækogudviklingslinjeridentyskeidealisme

AfMetteSmølzSkau 5

Ikkeforanbørnene!EtsvartilSaraGreenAfSørenHarnowKlausen 24

Videnskab,metafysikogmisforståelser.EtsvartilSørenHarnowKlausenAfSaraGreen 32

KæreBjørnAfBørgeDiderichsen 42

AnmeldelseafHeideggerirelief–PerspektiverpåVærenogTidAfMichaelØrbækRasmusssen 48


AfMetteSmølzSkau

5

Dentyskeidealismeerikkeenbetegnelseforenformforskoledannelse,denbestårderimodafenrækkeforskelligefilosofiermedenfællesgrund‐bestræbelseogfællesgrundtemaer.Deterforsåvidt nærmere et udviklingsforløb, der strækkersig fra ca. 1790‐1830 med Fichte, Schelling ogHegelsomdemestprominentehovedskikkelser. Kant modsatte sig, at metafysikken skulletilvejebringe den teoretiske viden om virkelig‐heden, og de tyske idealister anså ikke sig selvfor blot at reagere imod Kant, men derimod atværehansåndeligearvtagere,derskullevidere‐udvikle hans filosofi. Derfor kan det fremståuklart, hvordanmetafysisk idealisme kunne ud‐vikles ud fra tankerne af en filosof, der forståssomskeptiskoverformetafysikkenshævdelseafatkunneforelæggeosteoretiskvidenomvirke‐ligheden somet hele og om enhver virkelighed,deroverskriderdenapriori strukturafmenne‐skeligvidenogerfaring.Kanthavdegivetenkri‐tik af metafysikken, hvori han hævdede, at enbestemmelseafvirkelighedensomtotalitet,altså

enafsluttetsystematiskhelhed,erumulig,daensådan totalitet ikkekangives i erfaringen. Sam‐tidigfremsattehandenpåstand,atmetafysikkensåatsigeerrodfæstetimennesketsomfornufts‐væsen, og Kant bestemmer fornuft som en sy‐stematisk stræben efter enhed. Da det var ensådan totalitet, metafysikken søgte, syntes dennu at mangle sit grundlag. Kant bestemte somsagt fornuftensomensystematiskevne,somenstræbenefter enhedog sammenhæng,men stil‐ledesamtidigspørgsmålstegnvedmulighedenafen sådan omfattende systematisk erkendelse afvirkeligheden. Ideen om en omfattende sam‐menhængkommerderfortilblotatfremståsomregulativ ligesom ideen om sjælen og ideen omGud. Dette medfører, at systemet i radikal for‐stand ‐ dvs. med tanke på at kunne påvise ensidste grund for vor viden ‐ efterKant fremstårsom problematisk og som en fordring, og dentyske idealisme vil indløse denne fordring, oggrundbestræbelsen i den tyske idealisme kanderforsigesatværesystemet.Detyskeidealister

Refleks #44 Efterår 2009

6

påtagersigatudformeenfilosofiomdetabsolut‐teefterKantskritikafmetafysikken,hvilketkunkan ske gennem en nybestemmelse af begrebetom det absolutte, som hos Fichte, Schelling ogHegel bestemmes som henholdsvis det betin‐gendejeg,denoprindeligeidentitetogGeist. I den tyske idealismes systemtanke forståsvirkelighedensomensammenhængendehelhed:Virkelighedenhævdesatkunneforståsudfraetenkeltprincip.Detprincip,derhosFichteudgørdet fundamentale erkendegrundlag er ideenomdet selvsættende jeg,mens det hos Schelling erden intellektuelle anskuelse, ogdet absolutte erdermed ikke blot virkeligheden som sammen‐hængende helhed, det er også det, der giversammenhængen. Hegel gør dog opmed de for‐udgående idealister i den forstand, at han ikkehævder, at der kan findes et absolut erkende‐grundlag i principperne. Samtidig gør han opmed positivismen, der hævder, at al erkendelseer umiddelbar. Positivisterne tager nemlig ikkehøjdefor,atdetudsagnikkeselverumiddelbart,ogdetkommerderfortilatståsomenselvmod‐sigelse.Hegelhævderistedet,atprincipperneogsanserne tilsammenudgør enhelhed.Hanhæv‐

derikke,hvadhanellersoftebliverbeskyldtfor,at der ikke kan findes absolut erkendelse. Hanargumenterer blot imod et absolut erkende‐grundlag. Som hos Kant forstås subjektet/jeget også iden tyske idealisme som grundlæggende aktivteller skabende1, og det tager udgangspunkt iKants radikale begreb om friheden som subjek‐tetsbestemmelseafsigselv.Vedat forstå frihe‐densomnoget,der formervirkeligheden, forsø‐ger den tyske idealisme at give friheden etgrundlag i virkeligheden, men dette skaber etproblem, sombliver et gennemgående tema forden tyske idealisme, nemlig forholdet til og af‐hængigheden af det andet, som subjektet be‐stemmersigselvoverfor. Det er således systemet på den ene side ogfrihedenpådenandenside,dersøgesforenet.Atdennebestræbelsebetegnessomidealismeskyl‐des, at virkeligheden betragtes som fornuftsbe‐stemtogformålsbestemtiretningaffrihed.

1 Skabende skal ikke forstås i kristen forstand som at skabe noget ud af intet, men derimod at skabe orden i uorden.


7

Dentyskeidealismestankeklima

Den tyske idealismeeren tankegang,derdomi‐neresaftroenpådenmenneskeligefornuft.Ver‐denopfattesafdetyskeidealistersomselvmani‐festationenafdenuendeligefornuft,ogfilosofiskrefleksion anses for vejen, gennemhvilken livetaf selvudfoldelse af denne fornuft kan og børfinde sted. De tyske idealister var overbevisteom, at den menneskelige ånd endelig var kom‐mettilsigselv,ogatvirkelighedenssandenaturendelig stod utildækket for den menneskeligebevidsthed. De tyske idealister havde hver deres visionomverden,somdemedfastoverbevisningansåsom den absolutte sandhed. De stod dog ikkeuimodsagt, og de er ofte blevet beskyldt for atværemere poetiske end filosofisk videnskabeli‐ge. Dette har dog ikke holdt dem tilbage, menderimod fået Schelling til at ytre, at det er endårlig kritik af en filosof, at han er uforståelig.2Dette forekommer måske en smule suspekt fornogle,daderimangeforaerbredenighedom,atenhver sand tankemå være fuldt ud kommuni‐

2 Diderichsen, Adam, ”Indledning”, Om den menneskelige friheds væsen, s.7.

kativ.Jegmenerdogikke,atdetteerrigtigt.Hvisnogetersandt,mådetværesandtuafhængigtaf,hvorvidtdetermuligtatkommunikerepåenkelvis. Desuden kan grunden til, at det ikke erkommunikativtvære,atvisidderfastienforkerteller inadækvat tankestruktur. Det kan være, atsproget ikke slår til, at vi med Wittgensteinsterminologibefinderosietandetsprogspil,elleratvibloterendelafenandenepoke,somFou‐caulterindepå.Detyskeidealisteranskuerver‐denfraenandensideenddennormaltanskues,såenfuldstændigeksternkritikkanikketruedetyskeidealister.Deernødttilattaleidetsprog,der er bedst dækkende for deres tankemønsterog imange tilfælde benytte sig afmetaforer oghistoriefortælling foratklargøreenmening,derikke kan indsættes i syllogismer eller logiskeformler.Fichteogdetselvsættendejeg

MedKantskopernikanskevendinghavde filoso‐fientagetetstortskridtfremad,ogforFichtevarder ingentvivlom,at filosofienskullevidereud‐viklesisammeretning.DettebetødforFichteatelimineredasDingansich.GivetKants


8

præmisser levnes der ikke plads til ikke‐erkendbare entiteter, der er uafhængige af er‐kendelsen. Fichte måtte derfor bestræbe sig påatomdannedenkritiskefilosofitilenkonsistentidealisme. Hanmåtte derfor forholde sig til tin‐gene i deres helhed som tankeprodukter. Detbetydernaturligvis ikke, at verden reduceres tiltankeprocesser. Absolut tænkning eller fornuftbliveransetforenproces,somproduktivfornuft,dersættersigselvogudtrykkersig iverden.Pådenmådebibeholderverdenaldenvirkelighed,vinormalt forstårvedden,ogFichtes filosofierderforikkenogetmystisk. Metafysisk idealisme indeholder ikke denforudsætning, at den empiriske virkelighed be‐står af subjektive ideer.Denerderimodknyttettil visionenomverdenogdenmenneskelige hi‐storie som det objektive udtryk for skabendefornuft. Idealisten har accepteret nødvendighe‐denaftransformationenafdenkritiskefilosofitilidealisme,hvilketbetyder,atverdensomhelhedmå opfattes som et produkt af den skabendefornuft. Idealismen blev anset for den nødvendigefølge afKantshævdelse af, at erkendelsensmu‐

lighedsbetingelser udspringer af det transcen‐dentalesubjekt. Indsigten i, at ”anskuelserudenbegreber erblinde”, og at erkendelsenberorpåforstandens spontanitet, lagde for periodensigangsætter Fichte op til en prima philosophiamed subjektets handling som omdrejnings‐punkt.3 Det er vigtigt at pointere, at subjektet hosFichte, Schelling og Hegel ikke er en substanssomhosDescartes, det erderimodenhandling,bevægelse eller proces. Hos Fichte er det netopdet,atsubjektetsættersigselv,derersubjektetselv.Sprogetantyderfejlagtigt,atdeterensub‐stans, der sætter noget, men det er selve denaktivitetatsætte,derersubjektet.HosSchellingerdetdenintellektuelleanskuelse,derigenerenaktivitet, og hos Hegel betegnes subjektet ogdermed processen Geist. Sproget synes at fast‐holdeosiendualismetænkning,dergørdetvan‐skeligtattalepræcistomdet,menjegmener,atdet fremgår klart i min artikel når jeg løbendeomtalerdeforskelligesubjekter.

3 Formuleringen ”subjektets handling” antyder fejlagtigt, at der kan skelnes mellem subjekt og handling. Dette er ikke tilfældet, men blot et udtryk for sprogets begrænsninger.


9

Da erkendelse umiddelbart synes at forud‐sætte,atderbådeernoget,dererkendes,ogno‐get der erkender, må dette forhold mellem ob‐jektogsubjektafdækkes,ogdaKantsdualistiskeforsøg på at gøre dette syntes mislykket, stodopgaventilbagetildetyskeidealister.Fichtevillesom den første af disse forsøge at videreføreKants filosofi,men han gjorde samtidig opmedKantsdualismevedatidentificereobjektogsub‐jekt.HåbetomatkunnereddeKantsfilosofivedat bygge videre på den er dog ikke forbeholdtFichte, det er derimod et karakteristikum forheledentyskeidealisme. KanthavdeiKritikderreinenVernunftflyttetfokus fraerkendelsensgenstandetilerfaringensmulighedsbetingelser aka. de transcendentaleformer. De transcendentale former overskridererfaringenvedselvatværeforudsatvedenhvererfaring,ogdeernoget,jegetselvbibringersan‐sematerialet. For at et objekt kanblive erkendt,måjegetsyntetiseresanseindtrykkene,ogdeterdenne syntese, der hos Kant omtales som dentranscendentale apperception eller det trans‐cendentale jeg, hvilket Fichte tager udgangs‐punkti,dahanudviklerideenomsitjeg.

Fichteredegør for,hvordan jegetvender tilbagetilsigselvudenientidsligbetydningalleredeatværetil.Jegetskalforstås,somdenhandlingdeter at sætte sig selv, og først igennem dennehandlenimodenhandlenbliverjegetoprindeligtforsigselv.Daderførstkanopståetbegrebomjeget igennemet ikke‐jeg, erder ikkenogenbe‐vidsthed eller selvbevidsthed på færde her, ogdet er netop fordi, der ikke opstår bevidsthedigennemdennereneakt, atFichtehævder,atviubevidst slutter videre til en anden akt, hvorikke‐jeget opstår for os.4 På dennemåde bliverselvbevidstheden mulig, og det filosofiske ræ‐sonnements fremskridt får ifølge Fichte dervedsitgrundlag. Jegetersig‐selv‐sættendeogdermedfrit.Deter først, nårdet selv vælgerdet, at erkendelsenstarter, eller sagt på en anden måde; jeget erhandling(Tathandlung(urhandling)).Deterkun,for så vidt det handler. Det er en handling, detalleredehar foretaget for overhovedet at kunnegøre erfaringer. Jeget er den handling at tænke

4 Versuch einer neuen Darstellung der Wissenschaftslehre s. 39


10

overnoget5,ogmankandervedsige,atobjektetbliverånd.DasDingansich

Jegetsætterkunsigselv,dersomdetogsåsætternoget andet, hvilket fører os tilbage til KantsbegrebomdasDingansich:Dingernoget,sub‐jektetharsat,ogdeteralleredeetbegreb.Dingeraltsået transcendentaltbegreb,derer indsataf subjektet. Dette fører til idealismens måskestørsteproblem,nemligatjegetaltideriforholdtilnogetandet,mendaobjektetersatafsubjek‐tet,erdetikkenogetforskelligtfraobjektet. Modstanderne af idealismen mener, at denmedfører en uendelig regres, da de hævder, atjegkantænkepåvæggen,menjegkanikketæn‐ke på, at jeg tænker på væggen. Jeget kan altsåikkerefleksivtgåbagomsigselv,ogdermåder‐for indsættes endnu et subjekt, hvilket fører tilenuendeligregres.IforsøgetpåatomgådennekritikindførerFich‐tebegrebetomden intellektuelleanskuelse (in‐

5 Eller nærmere bare at tænke; hvorvidt det er muligt at tænke uden at tænke over noget er ikke en diskussion, jeg her vil komme ind på.

tellektuelle Anschauung), hvilket indebærer, atjegganskevistikkekantænkeover,hvadjeggør,når jeg tænker på væggen, men jeg er bevidstom,atjeggørdet.DenintellektuelleanskuelseerFichtesgrundstenifilosofien. Fichtebetoner,atmanikkekanabstraherefrajeget,fordidertilalt,hvadderblivertænkt,idetdet dukker op i bevidstheden, nødvendigvismåmedtænkes jeget.Derformenerhan,atder ikkekan indvendes noget imod denne påstand, ogsom følge af den må man forkaste al tale omKantsDingansich.Hvadviendtænker,ervidentænkende, og der kan ikke foreligge noget forvores erkendelse uafhængigt af os, da alt nød‐vendigvisforholdersigtilvortænken.6 Ding an sich forstås anderledes hos Fichte,endFichteselvforstårdenhosKant7;deterikkede fysiske uigennemtrængelige objekter, menderimod det ikke‐erkendbare; hvis en arkitektbyggerethuspræcistsådan,somhanhavde

6 Versuch einer neuen Darstellung der Wissenschaftslehre s. 82 7 Dette er Fichtes tolkning af Kants das Ding an sich, og hvorvidt den yder Kant retfærdighed, er der desværre ikke plads til at komme ind på her. Selv mener jeg ikke, at Kants Ding an sich ligger så langt fra det, som Fichte anvender, men den her anførte tolkningen er altså Fichtes.


11

forestilletsig,erhusetikkeenDingansich,selv‐omdeteksistereruafhængigtafham,forhanvedalleredealt,hvaddereratsigeomdethus.IfølgeFichtes tolkning af Kanter das Ding an sich enfysisk ting/kendsgerning"ude i virkeligheden”,som liggerudenforvorerkendeevne.HosFichteerdas Ding an sich ikke en fysiskting/kendsgerning"derude", men derimoddenuerkendte verden. Når jeget hosFichte stø‐der indi noget (Anstoss)opløses dette noget(den fysiske ting/kendsgerningen) ibegreberogbliver en del af jeget. Das Ding an sich kan hosFichte begribes via et Anstoss, mensdenforbliver udenfor erkendelsesmæssig ræk‐keviddehosKant. SelvdetdeterministiskeverdensbilledeerforFichte noget, der er sat/skabt, og hvorvidt ver‐denerdeterministiskellerfrikommeranpådetenkeltesubjektsforholdensigtilverden:

WasfüreinePhilosophiemanwähle,hängtso‐nach davon ab, was man für ein Mensch ist:denn ein philosophisches System ist nicht eintoter Hausrat, den man ablegen oder anneh‐menkönnte,wieesunsbeliebte,sondernesistbeseeltdurchdieSeeledesMenschen,dereshat. Ein von Natur schlaffer oder durch Gei‐

stesknechtschaft, gelehrten Luxus, und Eitel‐keit erschlaffter, und gekrümmter CharakterwirdsichniezumIdealismuserheben.8

Detteafspejler,hvordanaltiFichtessystemdre‐jersigomfriheden.Detteskaberdogetproblem,daFichteletnokkanhævdeatgåfremefterfor‐nuftensegnetranscendentalelove,menhvordansikrerhansig,atdisseloveogsågælderfornatu‐ren? Jeg opfatter måske noget som en kausal‐virkning af noget andet, men Fichte kan ikkeredegøre for, hvorfor ogsånaturen ligger underfor f.eks. kausalloven. Man må dog på Fichtesvegne her bemærke, at naturen uden kausallo‐venikkevillekunneværeobjektforerkendelse,menblotetkompleksafsanseindtryk.Fichteogfriheden

Den tyske idealisme viderefører også Kants op‐fattelseaf frihedensomsubjektetsbestemmelseafsigselv,ogdettemærkesoveraltiFichtesfilo‐sofi.FichteselvbeskriverietbrevtilJensBaggeseni1795sitsystemsomdetførstefrihe‐denssystem,ogderkredsesdaogsåomemneti

8 Versuch einer neuen Darstellung der Wissenschaftslehre s. 17


12

hansWissenschaftslehre. ”Nun kann ichmir nurdurch ein Handeln zustande gekommen sein,dennichbinFrei”skriverhan(s.40)ogpåsam‐meside:

Jenes sich selbst konstruierende Ich ist keinanderes,alsseineigenes.Erkanndenangege‐benenAktdesIchnurinsichselbstanschauen,undumihnanschauenzukönnen,mußer ihnvollziehen. Er bringt ihn willkürlich und mitFreiheitinsichhervor.

Jegetsættersigselvsomabsolut,ogjegetsætterogså det i første omgang begrænsende ikke‐jeg.Dette førertilensyntese,hvoridetkansiges,atjegeti jegetsætteretdelt jegogetdeltikke‐jeg,ellerat jeget i jegetsætterdetdelelige jegover‐foretdeleligtikke‐jeg.Syntesenafjegetogikke‐jeget er det empiriske jeg, der er deleligt i denforstand,atdetkandelesopiforskelligeempiri‐ske former f.eks. forestillen, tænkningogansku‐en. Detabsolutte jeggår forud fordetempiriskejeg,mendetteogdenovenforbeskrevneprocesskalikkeforståssomenprocesitid,blotillustre‐re hvordan det absolutte jeg konstituerer detempiriskejeggennemenlogiskfølgeafbetingel‐ser. Mens det absolutte jeg er fuldstændigt frit,

hardetempiriske jeg fået frihedensomopgave.Deterbegrænsetafsinetilbøjeligheder,mennårdetvilhandlemoralsk,kandet ikraftaf sin fri‐hed gøre det. Når det handler i modstrid medsineønskerogtilbøjelighederog ioverensstem‐melsemedsinmoralskevilje(dasSollen),erdetfrit. Når det blot handler i overensstemmelsemedsineønsker,fremstårdetsfrihedikke,selv‐om handlingerne godt kan være i overensstem‐melsemedmoralen.Desværrekandet ikke lyk‐kesatopnådenabsoluttefrihedidetteliv.Aldrigså snart har jeget sat sig selv, har det også satikke‐jegetoghardervedbestemt sig somempi‐riskbevidsthedogbegrænsetsig,ogefterathavebestemt sig som empirisk bevidsthed skal jegetvendetilbagetildetoprindeligeikke‐jeg. Schelling og Hegel kritiserer imidlertid Fich‐testeorioghansdefinitionafjegetsomdetabso‐lutte.Demener,atFichtegørret iattænkemo‐nistisk,menatjegetikkekanværedenabsolutteenhed,dadetperdefinitioner fanget i enmod‐sætning(ikke‐jeget).


13

Schellingsforholdtilnaturen

Naturen interesserer kun Fichte på den vis, athan ser den som det, mennesket skal beherskedadeneren forhindring for friheden.Da frihedognatur ifølgeFichte ermodsætninger,menne‐sket skal undertrykke naturen for at udleve sinbestemmelse. Dette får Schelling til at gøre opmed Fichte, da Schelling ser naturen i sig selvsomenmanifestationafGeist.Naturenbliverdetstof, som jeget bruger til at udfolde sig med istedet for at få eksistens i sig selv, uafhængigt.Naturenbliver enDing an sich, somFichte ikkenåratfåintegreretisinfilosofi.Detteerenpro‐blemstilling, Schelling er bevidst om, og hvorFichteharfokuspåsubjektet(frihed),harSchel‐lingflyttetdettefokustilobjektet(selvorganise‐retnatur). Schellingønskeraltsåatfånaturenmereindifilosofien og at objektivere Fichtes teori. Hantillægger derudover kunsten en stor erkendel‐sesteoretisk betydning, og den skal nu erstatteKants og Fichtes virksomhed som det bærendeelement i filosofien. Dette sker på baggrund afSchellingsopfattelseaferkendelsegennemkunstsomenaktualiseringafnogetmuligt.Værkethar

medandreord enuafhængigmening, som førstaktualiseres, idet værket genskabes eller fortol‐kes. Dette vil ikke sige, at naturen består af enrækkemulighederellervæsner,somventerpåatbliveerkendtafkunstneren,dererderimodtaleomenuendelig(skabelses‐)proces. LigesomFichtemenerSchelling,atdetsandeligger i tænkningen/handlingen, og at vi, når vitænker,kanbeskuetænkningen.Schellingmenerdog, at virkeligheden hos Fichte forsvinder, ogfor at undgå dette indfører han den æstetiske,produktive indbildningskraft. Den arbejder pånaturensbetingelser,somomdenselvvarnatur,ogdeterdermednaturen imennesket,derska‐berkunstværket.Påsinvisadskillermennesketsig via sin bevidsthed fra naturen,mennaturenerdog ikkenogethelt fremmed, fordererogsånoget ubevidst i mennesket, idet geni‐et/kunstnerenerennaturkraft.Kunstenbringernaturennærogspillerderforenstorrollevedatgivedenmenneskeligenaturoprejsning.9

9 System des transzendentalen Idealismus, s. 452 ff.


14

Schellingssynteseafdetsubjektive

ogdetobjektive

SchellinggøropmedFichteskantianisme,derertranscendentalogdeduktiv,oghansynessnare‐reatværeinspireretafSpinozaspanteisme.Det‐tekommertiludtrykihansopfattelseafverdensom en enhed uden reduktioner, nærmere be‐stemt en enhed i form af en identitet af 1: denmaterielle verden, der er underlagt en nødven‐dighedogaf2:detbevidsthedsmæssige,derharautonomi. Dette skal forstås uden at reduceredetenetilatværeligdetandet. Forsøgetpåatbalanceremellemdetsubjekti‐ve og det objektive udmønter sig i at lade detsubjektiverettesigefterdetobjektive,dererdetsande,hvordethosKantharværetdetsubjekti‐ve i form af de transcendentale betingelser, derer det prioriterede. Schelling begrunder dettemed,atdetførsterigennemintellektet,atnatu‐ren erkender sig selv, hvilket betyder, at voresintellekt ikke er noget subjektivt, men derimodstedet hvor naturens væsen kommer til udtryk,ognetopdetteerenafSchellingshovedpointer. Indsigten af jegets eksistens og indsigten inaturenertoligeoprindeligeerkendelser,dadet

subjektiveogdetobjektiveergensidigtbetinget.På det teoretiske plan kan jeget siges at væreslaveafdetobjektive,mensdetpådetpraktiskeplanforholdersigmodsat,daloveneinaturenerubevidste,mensmennesketselvskabersineeg‐nelove.Zweckmässigheit

Naturen giver indtryk af en Zweckmässigheit,idet den udspiller sig, som omder er et formål.Fuglens redebygning synes f. eks. at have denfærdige rede som formål, selvom fuglen ikke erbevidstomdette.ZweckmässigheiterifølgeKantnoget, mennesket projekterer ud på verden forat forståden,hvorimodSchellinghardenopfat‐telse, at det på sin vis er funderet i naturen.10Planternevirker,somomdeerfrie,nårdeslyn‐gersigomnoget,ogfuglenevirker,somomdeerfrie,nårdeflyverellerbyggerrede.Dettekandefor så vidt også siges at være, da frihed ifølgeSchelling svarer til at være det, man bør være.Dette skal naturligvis ikke forstås som et mo‐ralskbegreb,menderimoditrådmedAristoteles

10 Denne opfattelse deler Schelling med Aristoteles, men det lader dog ikke til, at han har hentet opfattelsen fra ham.


15

ogSpinozasfrihedsbegreb,dergårudpå,atmanerfri,forsåvidtmanleveroptilsitvæsen.Natu‐renkanaltsåidenneforstandsigesatværefri isinnødvendighed,hvilketSchellingbeskriverpåfølgendemåde:

OderwennineinerandernWendungNotwen‐diges und Freies als eins erklärt werden, wo‐von der Sinn ist: dasselbe (in der letzten In‐stanz), welchesWesen der sittlichenWelt ist,seiauchWesenderNatur,sowirddiessover‐standen: das Freie sei nichts als Naturkraft,Springfeder, die wie jede andre dem Mecha‐nismusunterworfenist.11

Schelling forsøger altså at vise, at naturen eriboende fornuft (Geist); i naturen sker det ube‐vidst, somhosmennesketskerbevidst,ogmen‐nesketognaturenerunderlagtdetsammeprin‐cip,nemligfrihed,ogdeterdennefrihed,dererbevidsthosmennesket,men ikkehosnaturen.12Pådenmådeermennesket forbundet inaturen,ogdetergennemkunsten(detsanselige),atfor‐nuftenognaturenforenes.

11 Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freiheit, s. 51 12 Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freiheit s.60

Subjektetssplittelseogforsoning

DetoptimaleformennesketvilleifølgeSchellingvære, hvis det kunne have samme frie nødven‐dighed som naturen og udleve sit væsen fuld‐stændigt, men mennesket er delt op i to brud‐stykker, nemlig frihed (bevidst og selvbevidst)ognødvendighed. For at blive helt individuelmåman erkendesinpositionsomendelafhelheden,ogdettekanskeved,atmanintegrererkunstværketisigselvogikkelængereopleverdetsometbegrænsendeikke‐jeg.Værketvirkerdervedikkelængeresomnoget tvingende, men giver derimod gennemfortolkningen subjektet en følelse af, at det ersubjektetselv,dergennemfortolkningenskaberdet.Samtidigbibeholderværketdogendelafsintvingende nødvendighed, da man ikke kan for‐tolkedetsomhvadsomhelst.Pådennemådeforenessubjektetmedsinfrihedogsinnødvendighedog jegetmedikke‐jeget,ogdetbliverhermedogsåsværtatse,hvaddeter,dernuersubjekt.


16

Hegel

Hegel er den tyske idealismes absolutte hoved‐skikkelse,ogdahanudgiversithovedværkPhänomenologie desGeistes i 1807 fører det til storrøre hos de tyske filosoffer. Hegel bryder medSchellingogdetyskeromantikerevedatfratagenaturen den store betydning, de havde tildeltden.ForHegelerdetnemligikkenaturen,dererdet afgørende, men derimod historien. Hegelsfilosofi er bl.a. en gennemgang af, hvordanmankommer fradenmest simplebevidsthed til denhistoriskeverdensånd.

DasZiel,dasabsoluteWissen,oderdersichalsGeist wissende Geist hat zu seinemWege dieErinnerungderGeister,wiesieanihnenselbstsind und die Organisation ihres Reiche voll‐bringen. IhreAufbewahrungnachderSeite ih‐resfreyeninderFormderZufälligkeiterschei‐nendenDaseyns,istdieGeschichte.13

For at nå verdensånden, som er den endeligekulmination af alt, hvad verden kan siges atstræbe efter, må bevidstheden gennemgå ennødvendig proces af fremmedgørelse og selv‐genintegration. Hegels historiefilosofi udgør en

13 Phänomenologie des Geistes s. 433 f.

meget optimistisk fremstilling af, hvordan hantænkersigdetteaktualiseret. KritikderreinenVernunfthandleromatvilleerkende det hele i sin totalitet, en omfattendesammenhæng, et hele. Kant argumenterer herifor, at eftersom der ikke er en sådan genstandsomen totalitet,kandenrene fornuft ikkehavenoget indhold. Hegel modsætter sig denne tan‐kegang, idet han hævder, at der er en sammen‐hæng eller fornuftsstruktur, og at intet kan for‐stås uden historien/helheden. Når vi sætter engenstand ind i sin sammenhæng, går vi ifølgeHegel fra sansning til tænkning.NårHegel såle‐des taler om at indsætte genstandene i deressammenhæng,mødeshanafenkritik,dersiger,han tænker abstrakt. Hegel forsvarer sig moddennepåstandi”Werdenktabstrakt?”,hvorihanpointerer, at tænkningen sætter tingen ind i sinrette sammenhæng, og at det derfor er, når viforholderostilenkeltting,atderskerenabstrak‐tion. I artiklen bruger han et eksempelmed enhenrettelse til at illustrere sinpointe:Der er enfolkemængde samlet, der alle ønsker at se for‐bryderen Binder miste hovedet, men imellemdemstårengammeldame,der imodsætningtil


17

restenaf forsamlingen ikke tænker abstrakt.Dadetafskårnehovedliggerpåskafottet,udbryderhun:”wiedochsoschön[...]GottesGnadensonneBinder´s Haupt beglänzt!”14 Dette viser, at hunsersagenienstørresammenhæng,ogathunserBindersometmenneskeogved,atderermeretilhamendblotatværeen forbryder.Restenaffolkemængdenserhamkunsomenforbryderogabstrahereraltsåfra,atderkunneværeforegåetnoget forud, der kunne forklare, hvorforBinderhavde begået sin forbrydelse, og at hans godesidermuligviskunnetænkesatopvejedeslette.Tænkningenkanaltså siges at værekonkretise‐rendehosHegel,ogdenharmereendblotpsy‐kologiskellersubjektivrealitet;denerenbetin‐gelseforaterkendeverden.Bevidsthed

I Phänomenologie des Geistes gennemgår Hegelforskellige idealtypiske former for bevidsthed.Hver bevidsthedsform er en bestemt opfattelseafdengenstanddenståroverfor,mendenmod‐siges af de forudsætninger, den selv indirekte

14 Hegel, Georg Wilhelm Friedrich ”Wer denkt abstrakt?”, s. 449

hævder, når den kommermed en direkte hæv‐delseaf,hvaddenselver,ogdenerderformereenddet,denselvhævder. For Hegel er denmest radikale form for be‐vidsthedden,derbrugersprogettilathævde,atdetsansedeerdetvirkelige.Dasprogeternogetformidlendeogforbindende,kandenneformforbevidsthedkunbenævneog fastholdedetsærli‐gevedenkeltting,hvilketførerdenudienmod‐sigelse, da den ikke kan sige, hvad den mener.Denne selvmodsigelse fører denne bevidstheds‐form ud over sig selv og frembringer en andenbevidsthedsform,derbringerdetfrem,somindi‐rektelåibevidsthedsformenførst,mensomdenikke modsigelsesfrit kunne udtrykke, og dettefører til et sammenhængende forløb af bevidst‐hedsformer. I dette forløb er det dog ikke kunbevidsthedsformerne, der ændres, men ogsågenstanden somgår fraat værenoget fremmedtilnoget,sombevidsthedenkansesigselvi.Deter dog kun i det tilfælde, at genstanden er enandenbevidsthed,ogforholdetergensidigt,dvs.atbeggebevidsthedersersigselvidenanden,atbevidsthedenkankommetilsigselvsomselvbe‐vidsthed.


18

Hegels ambition er at vise, hvordan de for‐skellige dimensioner af verden er en sammen‐hæng af forskelle, og at der dermed kun er énvirkelighed. De forskellige dimensioner er for‐skelligemåder,ideenudfoldersigpåf.eks.religi‐on, kunst osv. Hegel beskæftiger sig også mednaturen, der mangler evnen til at begribe sigselv, og den eksisterer derfor kun som nogetfremmed. For at begribe sig selv skal naturengennem fornuft være i stand til komme til sigselv i forholdet til noget andet,men damenne‐sket i sig selver fornuft, ogdanaturenselvharen fornuftsstruktur, står fornuftenpådenmådeoverfor sig selv og tænker sig selv gennem deforskellige individer. Naturen har altså brug forindividet,somselverfremmedgjort.15

Geist

Mennesket er ifølge Hegel blevet fremmedgjort(Entfremdung) i forhold til sinomverdenog forsig selv i sekulariseringen, fordi det er blevetsplittet og er begyndt at tænke på sig selv som

15 Det skal dog nævnes, at Hegel langt fra tillægger naturen lige så stor betydning, som Schelling gør. Det er frem for alt historien og ikke naturen, Hegel prioriterer.

individ i stedet for som en del af en større hel‐hed. Denne fremmedgørelse er altså en selv‐fremmedgørelse,derforårsager,atviikkekanseosselv idenstørresocialesammenhæng,vibe‐finderos i.Detteer imidlertidhverkennoget,vikan eller skal undgå, da det er en proces, derfrembringerenmeredifferentieretfornuftsmæs‐sig sammenhæng. Processen, som Hegel beteg‐nersomånd (Geist), er sammensataf tohoved‐punkter.Førstmåmanblivefremmedforsigselveller afhænde sig fra sig selv (Entaüsserung).Derefter må denne selvobjektivering ophævesved,atmansersigselvidetandet.Åndenudfol‐dersigkunvedatadskillesigfrasigselvforsåatkommetilbageidetandet. Åndersubjektivforsåvidt,atdenerknyttettil det enkelte individ. Den subjektive ånd kaninddeles i forskellige niveauer. På det første ni‐veaubetragtes individetsomsjælogerbestemtafnaturen.Pådetandetniveauløfterdensigopogadskillersig franaturenvedathavebevidst‐hed, og naturen opfattes så som objekt for densubjektiveånd.Pådettredjeniveauviseråndensigiindividetgennemenindividuelogindreviljetil at sætte sig mål. Denne indre vilje søger at


19

virkeliggøresinemålpådenydreverden,ogidetden påvirker den ydre verden, løfter ånden sigfraatværesubjektivtilatværeobjektiv. Når flere individer påvirker hinanden, samtdenverdendeleveri,eråndenenobjektivsocialsammenhæng, som viser sig ved skabelsen afinstitutionerog af staten.Dethistoriske forholdmellem forskellige stater tilvejebringes af enoverstatslig verdensånd, der er den objektiveånds højeste niveau. Verdensåndens niveauovergåskunafdenabsolutteånd,someråndensbevidsthed om sig selv. Åndens selvbevidsthedopstår,nåråndengennemkunst,religionogfilo‐sofierkender,atdensubjektiveogdenobjektiveånderdensamme,og individerne forstår, atdehverisærerendelafenstørresammenhæng,ogathvertindividsliverendelafetfælleslivmeden kollektiv skæbne. På den måde kombinererHegel de nyere filosoffers udgangspunkt i detmenneskelige subjekt som selvbevidsthed ogsom erkendende med den klassiske lære omvirkelighedensomhelhed. Processen bort fra sig selv og tilbage til sigselvigensombevægelsesammenkæderikkekunånden med historien, den er selve kendetegnet

for historien, nemlig fornuftsstrukturen. Efter‐somdenneprocesførertilsubjektetsvirkeliggø‐relse,høreråndenogsåstruktureltsammenmedHegels positive frihedsbegreb. Subjektet blivernemligfrit,nårdetikkelængereserdetfremme‐desomnogetfremmed,menderimodsersigselvi det andet og virker i det. Dette kan kun skegennemenerkendelseafdenstoresocialesam‐menhæng og af det faktum, at ethvert subjektifølge Hegel er en del af dette hele. Den socialesammenhængeren fornuftsstruktur,ognårno‐get eksisterer i overensstemmelse med dennestrukturellermedsitbegreb,betegnerHegeldetsomvirkeligt.

Detabsolutte

Hegel skelner mellem virkelighed og eksistens(dieRealität),davirkeligheden forHegeler,nåreksistensen svarer til sit væsen/fornuften, ogfornuftenkanderforbeskrivessomindsigtivirkelighedenselv,somdenblevdetidenklassi‐skemetafysik.IfortalentilGrundlinienderPhilosophie des Rechts finder man det berømte citat”Was vernünftig ist, das ist wirklich; und waswirklich ist, das ist vernünftig”, som har ført til


20

beskyldninger for retfærdiggørelse af den givnevirkelighed,mendet erher vigtigt at huskeHe‐gelsbestemmelseafvirkeligheden.Etdiktaturerf.eks. ikke en virkelig stat, og Hegel har derforikke sagtnogetom, atdet er fornuftigt.16Virke‐lighedeneraltså ikkeen substansbagvederfa‐ringen, men derimod en sammenhæng, somkommer til udtryk i erfaringen. Kant opfattervirkeligheden (dasDing an sich) somuopnåeligforerkendelsen,hvilketHegelanserforenfejlta‐gelse.ErfaringerifølgeHegelenselvoverskridel‐se, idet vi selv er en del af helheden og derforikke er bundet til et subjektivt perspektiv. Vikunneikketvivlepåvirkelighedenudenathaveerkendt den først og derved være i stand til atanvendedensommålestok.Grundentil,atvikantvivle,er,atvirkelighedendvs.detabsoluttealle‐redeerhosos.Voresselvoverskridelseierfarin‐gen skyldes altså, at modstillingen mellem detabsolutte og erfaringen kapper det bånd til vir‐keligheden,dererselveerfaringen. Grunden til, atHegel anserdet absolutte fornogetidetendelige,er,atdetabsolutteikkeville

16 Fortalen til Grundlinien der Philosophie des Rechts s. 14

være absolut, hvis det kunne adskilles fra detendelige. Grænsen mellem det absolutte og detendelige ville være en endelig begrænsning, ogdetteerHegelsgrundargumentforatopfattedetabsoluttesomnogetiverdenogios,nemligsomsammenhængenellerstrukturenidetendelige. DeterHegelsintentionatvise,hvordanvinårtilbestemmelsenafdetabsolutte,oghvordandetuundgåeligt vil være hans egen bestemmelse afdet absolutte, der er korrekt.Dette vil han gøreved at føre den umiddelbare naive bevidsthedfrem til den absolutte viden. Hegels ambitiøsefilosofiskeprojekt, der starter iPhänomenologiedesGeistesogudviklersigigennemhansefterføl‐gende værker, skal givemennesket ubegrænsetindsigt i det absolutte, hvilket før Hegel (samthos mange efter Hegel) blev opfattet som enumulighed.Idetmennesketindser,atdetselverendelafdetabsolutteog ikke længereerende‐ligt,bliverdet frit, oghvismangodtagerHegelsteori,mådette betragtes somkulminationenpåårtusinders filosofiske tænkning, når Hegel hæ‐verdetenkeltemenneskeoppådetguddomme‐ligeplan.


21

Afsluttendebemærkning

Endelafdet,dersammenkæderdetyskeideali‐ster, er tanken om verden som helhed. Dennetankegangfremtræderhosalledeovenfornævn‐tefilosoffer,mentydeligst fremstårdendoghosHegel.Determennesketsopgaveaterkendesigselv somendel afdennehelhedog ikkeblot sesigselvsomindividellersomenpersoniverden.Nej,vierhverogénendelafdettesammenhæn‐gende hele, og vores respekt for såvel naturensom for den anden er en nødvendig betingelsefor,atvikanudfoldeosselvogværedetbedste,vikanvære. Ogsådetpositive frihedsbegreberessentielt,da netop dette viser, at mennesket for at værefrit må anerkende sig selv som delvis natur.Schellingafviserganskevisttankenom,atmen‐nesketkanblivefuldstændigtfritidetteliv,somkunnaturenerdetnu, idethanmedFranzBaa‐dersiger,atdetvilleværeatønske,omdet for‐dærvede imennesket kun rakte til at blive somdyret,menatdetteerumuligt,damennesketkunkanståoverellerunderdyret.17HosHegelerder

17 Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freiheit, s.88

en større optimisme, da Hegel beskriver denabsolutte frihed som et led i udviklingen af be‐vidsthedens form. Hos Kant og Fichte blev detsubjektiveopfattet somunderlagtdet objektive,mendaSchellinganserintellektetsomdet,hvorinaturen erkender sig selv, er det ikke længerenogetsubjektivt.Detsubjektiveogdetobjektiveer gensidigt betinget, og der er derfor ikke taleom,atdetsubjektiveerunderlagtdetobjektive.Atjegetpådetteoretiskeplanumiddelbartsynesat være slave af det objektive opvejes af, at detpå det praktiske plan forholder sigmodsat. He‐gelsklassiskeanalogimedherrenogslavenillu‐strerer, hvordan herren, der i første omgangforekommer at herske over slaven, selv er af‐hængig af denne. Herren ville ikke være herreuden en slave,men slaven har imodsætning tilherrensitarbejdeathvilesinidentitetpå.18 Selvom udviklingen fra Kant til Hegel ikkeblot har været en videreudvikling af én filosofi,men derimod i høj grad været præget af opgørmodfortidenligefraSchellingsopgørmedFich‐tes naturundertrykkelse til Hegels opgør med

18 Phänomenologie des Geistes, s. 202 ff.


22

Schellings naturdyrkelse, er den tyske idealismeblevetbeskrevetsomensammenhængendeepo‐ke.Enepoke,derstrækkersigoverganskefåår,men alligevel en epoke, der spiller en impone‐rendestorrolleiidéhistorien.Ogdetteefterminmeningmedgodgrund;detyskeidealistertænk‐testort(forstortvilnoglemene),ogoriginalt. Dentyskeidealismesepokeendteforholdsvisbrat,måskeforbrat.Måskeermanvedafvisnin‐gen af den tyske idealismes tankegang kommettil,populærtsagt,atskyllebarnetudmedbade‐vandet.Deternæppemuligtatvende tilbage tildet tankemønster, der herskede på Hegels tid,men et mere ydmygt håb kunne være, at manblotviloverveje,hvadderergåettabtoghvilkeelementer af idealismetankegangen, der medrimelighed kan anvendes i dag. Jeg vil hermedefterlademinlæsertilselvattagestillingtildet‐tespørgsmål.Litteraturliste

Beiser, Frederick,German idealism: the struggleagainstsubjectivism,17811801,HarvardUni‐versityPress,2002

Beiser, Frederick, “Introduction: Hegel and theproblem of metaphysics”, The Cambridge

companion to Hegel, Cambridge UniversityPress,Cambridge,1993

Copleston, Frederick, A history of Philosophy,18th and 19th century German Philosophy,continuum,London,2003

Dekker, André, “Introduktion til systempro‐grammet”samt “Den tyske idealismesældstesystemprogram”, Philosophia, årg.27, 1‐2, Fi‐losofiskForening,Århus,1999

Diderichsen,Adam,”Indledning”,Omdenmenneskelige friheds væsen, Hans Reitzels Forlag,København,1995

Fichte,JohannGottlieb,VersucheinerneuenDarstellung der Wissenschaftslehre, Felix MeinerVerlag,Hamburg,1984

Goethe,J.W.von,DieLeidendesJungenWerthers,InselVerlag,Frankfurt,1974

Grøn, Arne, “Transcendentalfilosofi, Historie ogKunst I Schellings SystemdesTranzendenta‐len Idealismus”,Filosofiske studierBind 2, Fi‐losofiskInstitut,København,1979

Hegel,GeorgWilhelmFriedrich, „Werdenkt ab‐strakt?“,SämtlicheWerkebd.20,SchriftenausderBerlinerZeit,JubiläumsAusgabe,FriedrichFrommannVerlag,Stuttgart,1968

Hegel, GeorgWilhelmFriedrich,Grundlinien derPhilosophie des Rechts, Felix Meiner Verlag,Hamburg,1955

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich, Differenz desFichteschen und Schellingschen Systems derPhilosophie, Verlag das Europäische Buch,Westberlin,1986


23

Hegel,GeorgWilhelmFriedrich,Phänomenologiedes Geistes, Gesammelte Werke bd. 9, FelixMeinerVerlag,Düsseldorf,1980

Huggler, Jørgen, “Refleksionsbegrebet hos Fich‐te”,Filosofiske studierBind13, Institut forFi‐losofi, Pædagogik og retorik, København,1993

Kant, Immanuel,KritikderreinenVernunft,Aka‐demieVerlag,Berlin,1998

Pinkard,Terry,Hegel'sPhenomenology:TheSociality of Reason, Cambridge University Press,Cambridge,1996

Pinkard, Terry,German Philosophy 1760 1860:the Legacy of Idealism,CambridgeUniversityPress,Cambridge,2002

Röd,Wolfgang,DialektischePhilosophiederNeuzeit 1, C.H. Beck´sche Verlagsbuchhandlung,München,1974

Russell, Bertrand, Vestens filosofi, Munksgaard,København,1996

Schelling, Friedrich,Wilhelm Joseph, System destranszendentalen Idealismus, J.G. Cotta'scheBuchhandlung,Tübingen,1800

Schelling, Friedrich,Wilhelm Joseph,Philosophische Untersuchungen über das Wesen dermenschlichen Freiheit und die damit zusammenhängenden Gegenstände, Felix MeinerVerlag,Hamburg,1997

Wolsing,Peter, “Idealismens filosofiognaturbe‐greb Hegel og Goethe i gensidig belysning”,Philosophia,årg.18,3‐4,Werks,Århus,1989

Ikkeforanbørnene!EtsvartilSaraGreen

AfSørenHarnowKlausen

24

Det er en usædvanligt nuanceret kritik SaraGreen fremsætter imod min artikel ”Intelligentdesign som videnskab?” i sidste nummer af Re‐fleks (Green 2009). Som Sara gentagne gangefremhæver, er der tydeligvis meget vi er enigeom – måske endog en del mere end hun selvformoder. Jeg finder derfor ingen grund til atleverenogenomfattendeapologi,menvilistedetbenytteSarasindlægsomenkærkommenlejlig‐hedtilatpræcisereoguddybemitstandpunkt. Blandtdetvierganskeenigeomeratdeterforkertatbetegnetilhængereafevolutionsteori‐enialmindelighedsom”darwinister”.Iminarti‐kel skriver jeg således selv ”[b]etegnelsen ’dar‐winisme’burdenokforbeholdesdemestradika‐le tolkninger af evolutionsbiologien, der giverden status af en generel ideologi eller verdens‐anskuelse” (Klausen 2007, 232). I andre sam‐menhængeharjegpåpegetatDarwinselvnæppevar darwinist; hans meget åbne, beskedne oglidet ideologiske udlægning af sin egen teori,f.eks.hanseksplicitteunderstregningafatnatur‐

ligudvælgelsenæppekanforklaresamtligetrækved organismerne, gør ham tværtimod til etmarkantmodbillede til de – i øvrigtmeget for‐skellige – strømninger som man rimeligvis kanbetegnesomdarwinistiske. Saraogjegertilsyneladendeogsåenigeomatnoget af det der gør intelligent design (herefterID) interessant er at teorien giver anledning tilgenerellespørgsmålomforholdetmellemviden‐skab,metafysik, hverdagsforestillingerog religi‐on. Og vi er enige om at evolutionsteorien ikkebareerenhistoriskdoktrin,menenmegetsam‐mensatteorisomrummerbådeenhistoriskteseomhvordandenbiologiske udvikling har væretog en forklaring herpå som henviser til bådeselektionoggenetik. Heldigvis er der også noget vi trods alt ermindre enige om. Sara kritiserer mig for at sestort på Mendel og generelt på genetikken der,som hun rigtigt påpeger, leverede en afgørendestyrkelse af evolutionsteorien. Det er typisk ogganske slående, for genetikkener rigtignokdet


25

element i evolutionsteorien (her forstået somdenmoderneneodarwinistiskesyntese)derkangivesmesthåndfast empiriskbelæg for, ogder‐fordet somevolutionsteoriens forsvarereoftesthenviser til nårder rejses tvivl omdens gyldig‐hed.MenMendel er ikkeDarwin. Arvelæren le‐veredeenvigtighjælpehypotesetilevolutionste‐orien, uden hvilken den ikke ville have stået såstærkt.Men det betyder ikke at arvelæren i sigselverbelægforevolutionsteorien(iandenfor‐stand end at evolutionsteorien ville være dårli‐gere stedt uden), endsige at genetikkens falsifi‐cerbarhed gør evolutionsteorien falsificerbar(forsåvidtdenkunneklaresigmedandrehjæl‐pehypoteser,eller,somisinoprindeligeskikkel‐se, at lade spørgsmålet om videregivelse af ogvariationiorganismernesegenskaberstååbent).Først og fremmest behøver man ikke drageMendel i tvivl fordimandragerDarwin i tvivl –princippetomevolutiongennemnaturligudvæl‐gelse og arvelæren er netop forskellige elemen‐ter i den komplekse neodarwinistiske teoribyg‐ning. Evolutionsteorien er som helhed en merevidtfavnendeogambitiøsteoriendarvelæren,ogDarwinsegetbidragkangiveanledningtilkriti‐

skeovervejelsersomikkeharnogetatgøremedMendels. Jegmenerhellerikkeatdenenestemulighedfor at falsificere evolutionsteorien ville være atpåviseeksistensenafet irreduktibeltkomplekstorgan.Iminartikeldiskutererjegenandenmu‐lighed,opdagelsenaf fossilersomvilletvingeostilgrundlæggendeatreviderevoressynpåorga‐nismernes historie. Derimod tvivler jeg på atundersøgelsen af hvorvidt vi kan få øget fitnesssomresultatafgenetiskealgoritmerkanfungeresometexperimentumcrucis.Somjegforstårdet,erdetnærmestgivetaprioriatsådannealgorit‐merkangiveøgetfitness.Spørgsmåleterjoikkeom selektionsmekanismen er mulig (eller omden faktisk har været virksom i enkelte ellermåskemangetilfælde,f.eks.udviklingenafgiraf‐fens lange hals) – detmedgives af selv demestekstreme fortalere for intelligent design – menhvorvidt alle, og specielt alle væsentlige træk,ved de biologiske væsener faktisk er blevetfrembragtpådennemåde.


26

Som Jerry Fodor skriver i en kritisk anmeldelseafDawkins’ClimbingMountImprobable:

Butthefactthatahill‐climbingmodelcould,inmathematicalprinciple,findawayfromwhereyoustartedouttowhereyouendedup,doesn’tatall implythatyou(oryourspecies)actuallygottherethatway.(Fodor1998,163).

Enafdebeklagelige følgerafdagens tendens tilpolarisering – ”enten er du til Darwin for fuldskrue,altsådarwinist,udenforbehold,ellerogsåmåduværeID‐tilhænger,hvilketforrestenogsåbetyder at du må være bibelbælte‐fundamentalist og derfor formentlig også erskabskreationist” – er at de ellers sunde og na‐turlige (sic) videnskabsteoretiske diskussionerom evolutionsteorien bliver undertrykt. Ethvertspørgsmål om hvorvidt evolutionsteorien nuogså udgør en tilstrækkelig forklaring på detteellerhint fænomen,ellerblotomhvordanden idet hele taget skal forstås, bliver instinktivt op‐fattetsomirrationalisme. Determegetmuligtatjeglæserformegetindi Saras kortfattede og klædeligt forsigtige over‐vejelser,men om ikke andetminder demig om

den frygt jegaktuelt sporerhosmange forskereog intellektuelle: en frygt for at offentlighedenbliver vildledt og kastet i armenepå overtro ogreligiøs fundamentalisme, hvis blot der er detmindste tegn på intern uenighed om de viden‐skabeligteoriersstatus–enfrygtsomudmøntersig i en anbefaling, ja nærmest at krav omat vialleskaltiestillemeddenslagsogistedetbakkesamlet og uforbeholdent op de videnskabeligeteorier og lade som om der slet ikke er nogenvaklen igeledderne.Somdet fremgårafminar‐tikel, er jeg faktisk åben for at det undertidenkanværerimeligtatladedenslagspædagogiskeog praktiske overvejelser bestemme mådenhvorpå man præsenterer og behandler viden‐skabeligeresultater.Derkanf.eks.væregrundtilatomgåsforsigtigtmedresultaterafundersøgel‐ser vedrørende køns‐ og raceforskelle, som letkan blive misforstået og misbrugt. Og det kanværefarligtattaleomerkendelsesteoretiskfalli‐bilisme til et publikum somhælder til relativis‐meognæppeeristandtilatforståmeresofisti‐kerede mellempositioner; i sådanne sammen‐hænge optræder jeg selv ofte mere skråsikkert


27

endjegstrengttagetharbelægfor,ogfremstiller sagensommeresimpelenddenfaktisker.Menidetkonkrete tilfælde skønner jegholdningenermalplaceret. Der er ingen reel risiko for at dendanskebefolkningvilovergive sig til engenerelantividenskabelighed eller religiøs fundamenta‐lisme,blotfordimangiverspaltepladsogtaletidtildealternativesynspunkterellerligefremtilla‐der sig selv at stille visse kritiske spørgsmål tildenetableredeteori. Jegbetragter IDsomet lærestykkepåenan‐denmådeendSara:Ikkesometeksempelpåenfarlig,menmåske forståelig irrationel tilbøjelig‐hed, som bør undersøges ideologikritisk, mentværtimodsomenudfordring tildenetableredevidenskab og en anledning til, uafhængigt afspørgsmål om religiøse doktriner, på ny at fåvendtdemangeuafklaredespørgsmålomevolu‐tionsteoriensnaturogbegrænsninger.JegmeneratviburdehaveoverskudtilatmødeIDmedenvis hermeneutisk barmhjertighed. Selve ideenomenintelligentdesigner(derkarakteristiknokspiller enmegetmarginal rolle i teorierne) kangøredetsværtattagesynspunktetalvorligt,mendengørikkeisigselvkritikkenafevolutionsteo‐rien irrelevant. Og selv om også denne kritik i

mangehenseendervisersiglidetoverbevisende,kan den stadig danne udgangspunkt for diskus‐sioner af reelle problemer. William Dembskissandsynlighedsberegninger er formentlig helt iskoven og tager ikke selve evolutionsteorientilstrækkeligt alvorligt (se Hebor 2007, 136ff.;Klausen2007,245),menderer trodsaltalmin‐delig enighed om at evolutionsteorien opererermedmeget usandsynlige begivenhedsforløb (ogja, jeg vedgodt atder skermangeusandsynligeting tiden, og at det derfor ikke nødvendigvisviser noget som helst! Men det er diskussionersom denne, om usandsynlighedernes betydningellermangelpåsamme,derburdegøresmereudaf,snarereendafatkuleIDheltnedogbildefolkind at verden ser ud som den gør som følge afnogetnærenhøjereevolutionærnødvendighed).Michael Behes eksempler på irreduktibel kom‐pleksiteternæppeholdbare,deermåskeallere‐de falsificeret empirisk (så vidt den slags ladersig gøre) –men derfor kan det stadig giveme‐ningatspørgehvorvidtdenbedsteforklaringpåeksistensenafvissemegetkompleksebiologiskesystemer er rent evolutionær. Vi kan give en


28

konsistent ogmåske også forholdsvis kohærentevolutionær forklaring på hvorledes de kunnevære blevet til, men er det virkelig den bedsteforklaring, og er den udtømmende, eller er derfaktisk brug for yderligere antagelser eller del‐forklaringer? Ladmignævnenogleeksemplerpådiskussi‐oner som systematisk undertrykkes eller for‐trængesidebatten:deteryderstomstridthvor‐vidten”adaptionistisk”tolkningafevolutionste‐orien er rimelig, således som populære ekspo‐nenter for ”darwinisme” som Dawkins og Den‐nettellersunderforstår.Kritikereudenreligiøsebagtanker eller tilbøjeligheder til ”antidarwinis‐me”ellerantividenskabelighedsomf.eks.Gould,LewontinogEldredge(1995)hargjortgældendeat en række andre faktorer sandsynligvis harværetvirksommeievolutionen.Imolekylærbio‐logien pågår der en strid mellem selektionisterog neutralister, der tillægger genetisk drift enstørrebetydning.Ogdeterstadiguafklarethvil‐kenslagsteorievolutionsteorienegentliger,omden kan danne grundlag for egentlige nomolo‐giske forklaringer som muliggør forudsigelser(på samme måde som fysikken), eller om den

blot leverer historiske forklaringer, dvs. sand‐synlige ”narrativer” der i hvert enkelt tilfældebeskriver den konkrete årsagskæde der førtefrem til denbegivenhed somskal forklares (Fo‐dor2007,16). Selv Karl Poppers mistanke om at teoriengrundlæggendeer tautologiskog trivielhar sta‐digenvisrelevans.Mangesåkaldte”evolutionæ‐reforklaringer”visersigdybestsetbareatværeen instans af platitudenque sera, sera: der skerdet somsker, ognårenorganismeerher idag,må dens forfædre jo have været i stand til atoverleve længe nok til at reproducere sig somewayoranother.Detharvistsignotorisksværtatgiveenpåengangpræcisogsubstantieldefiniti‐on af begreber som f.eks. ”økologisk niche” ogfitness”; de aktuelle definitioner forekommernok præcise, men nærmer sig til gengæld dettrivielle (f.eks. skifter biologen Jakob Christen‐sen‐Dalsgaard karakteristisk nok mellem denoperationaliserbare og præcise definition af fit‐ness somantal afkomogden filosofisk set uligtmere interessante,menogså langtmereproble‐matiske definition af fitness som tilpassethed(Christensen‐Dalsgaard203f.,)! Se også Sterelny


29

2001,193f.forengodogåbenhjertigredegørelsefordenaktuelle”udtynding”afdecentralebegreberogdenderaffølgenderisikoforatevo‐lutionsteorien mister sit forklaringspotentiale,eller, som Sterelny udtrykker det, at ”vi misterdendarwinskeidésafgørendeforklaringsmæssi‐ge triumf” (ibid. 195)).Manopererer f.eks. ikkelængeremeduudfyldte nicher somorganismer‐ne konkurrerer om at indtage. Mere og merebestemmes post hoc, som faktisk antal afkom,faktiskinteraktionmellemenorganismeogdensomgivelseretc..Endnuvanskeligerehardetvistsig at redegøre for begreber som ”udvalgt til”eller”tilpasset til”,hvis ikkeman–somdetoftesker–smuglernogetafdenteleologiinditeori‐en somden ellersbryster sig af at kunne elimi‐nere. Jegnævnerikkedisseforholdforatsågenereltvivl om evolutionsteoriens gyldighed, og selvsagt endnu mindre for at forsvare et religiøstverdensbillede,somingenafdemisigselvgiverdetringestebelægfor,menblotforatmindeomat det ikke er et simpelt spørgsmål om at værefor eller imod. Det er som på så mange andreområder mere et spørgsmål om hvad teorien

nærmere hævder, hvor vidtgående forklarings‐mæssige ambitioner og metafysiske implikatio‐nerdenhar,hvor fuldstændige forklaringerdenfaktiskellerpotentieltkangive,ogmeregenereltom grænserne for dens gyldighed. Det er ikkeanderledes med f.eks. relativitetsteorien ogkvantemekanikken – man behøver ikke være”imodEinstein”eller”imodBohr”foratansedetforetåbentspørgsmålhvorvidtdisseteorierskaltolkesrealistiskellerantirealistisk,hvorvidtderer skjulte, dybere forklaringer på kvantefæno‐menerneellerandetogmereatsigeomnaturenaf tidog rumosv.Måske skalman ikke føre så‐danne diskussioner i børnenes nærvær, hvis desarte sjæle ikke er i stand til at håndtere detkomplekse budskab. Men man bør overvejehvemderfortjeneratblivebehandletsombørn,oghvorpædagogiskforsimpletdenhistoriemanfortællerdembehøveratvære. Sara gør sig også, om end på karakteristiskmoderatvis,tiltalskvindefordetsynspunktderkanogbørskelnesskarptmellemvidenskabeligerkendelse og filosofi (eller hvad hunmedHei‐deggerbetegnersom”tænkning”).Hererviogsåuenige. Jeg ser intet irrationelt i at påpege at


30

grænsenerflydende,tværtimod;deter jodetviharbedstevidens for.Devidenskabelige teorierharmetafysiske implikationer og rejser filosofi‐ske spørgsmål, og filosofien handler om densamme virkelighed som videnskaben; også denprøveratfindeudafhvordanverdenerindrettetpå grundlag af erfaring og fornuft. Saras vi‐denskabssyngivermindelseromKant(somhunda også selv refererer til), den tidlige Wittgen‐stein og den logiske positivisme: videnskabenhar en ganske bestemt, fast og entydig grund‐struktur, den kan hvad den nu en gang kan oggørdetuproblematisk,deterbusinessasusual–mendeterpådenandenside ikkesåophidsen‐de, fordethar ingenvæsentligemetafysiskeim‐plikationer og hjælper os heller ikke til at findemening i tilværelsen.Meningenmåderforkom‐me fra en anden kilde, et helt andet og typiskrentsubjektivtperspektiv–mendadettenetopbloteretsubjektivtperspektiv,erdethellerikkeenkildetilmetafysiskerkendelse,detgørosikkeklogere på hvad der er i verden eller hvorledesdettefaktisker. Derermangeproblemermedetsådantsyns‐punkt:detignorererdenhistoriske(ogfortsatte)

udvikling i videnskabens metoder, emner ogselvforståelse,ogdetimplicererentenetradikaltdualistiskverdensbillede,enopdelingafverdenien konkret, ordnet og kontrollerbar, men radi‐kaltmeningsløstdelogenandendelsomerafenhelt anden og luftig ontologisk beskaffenhed –eller også må meningen forstås som en slagsrodfæstet illusion, noget der kun viser sig i etperspektiv vi ganske vist ikke kan undlade atanlægge på virkeligheden, men som ikke mod‐svarertræksomdenharisigselv.Genereltme‐ner jeg at synspunktet er uretfærdigt over forbådevidenskaben,sompåmangemåderermedtil at givemening til tilværelsen (så længemanikkestillerurimeligekravtilhvadensådan”me‐ning”skalbestå i),og filosofien, somnårdenerbedst er både videnskabelig, handler om virke‐lighedenogogsåbidragertilafklaredenmeningverden kan have for os (at filosofien i sig selvskulle tilføre verden mening, er nok for megetforlangt).Omvendt kanman spørgehvordan endenatureret, metafysik‐ og ontologiforskrækket”tænkning”, som behændigt undlader at blandesigispørgsmålomhvordantingenefaktiskhæn‐


31

gersammen,skulleværeistandtilpåeffektivvisatgivemening? Saravil forståeligtnoknødigtsælgeudafsinrationalitet.Efterminmeningerderheller ikkenogenrisiko foratnogetsådantvilske,selvomhun følger min opfordring og accepterer at vi‐denskaben, in casu evolutionsteorien, til trodsforallesinesucceseroguomtvisteligtogfortjentveletableredeposition,fortsatgiveranledningtilenlangrækkeåbnefilosofiskeogvidenskabsteo‐retiskespørgsmål.Deterheller ikkenemtatsighvadrationalitetegentliger,mensåvidt jegharforstået drejer det sig i hvert fald ikke blot omukritisk overtagelse af de etablerede synspunk‐ter.LitteraturChristensen, Torben H. & Klausen, Søren H.(red.). 2007. Darwin eller intelligent design?København:Anis

Christensen‐Dalsgaard, Jakob. 2007. “Intelligentdesignsombiologiskteori?”, iChristensen,T.H.&Klausen,S.H.(red.)(2007),191‐220

Eldridge, Niles. 1995. Reinventing Darwin: TheGreatDebateattheHighTableofEvolutionaryTheory.NewYork:JohnWileyandSons

Fodor,Jerry.1998.“ReviewofRichardDawkins’sClimbingMountImprobable”,iInCriticalCondition.Cambridge,Mass.:MITPress,163‐169

Fodor, Jerry. 2008. “Against Darwinism” MindandLanguage23,1‐24

Green,Sara.2009.“Hovedetpåblokken.Filosof‐fer og videnskabsmænd på arbejde”. Refleks43,15‐25

Hebor,Jens.”Intelligentdesignsintellektuelleargumentation:MichaelBeheogWilliamDembski”,iChristensen,T.H.&Klausen,S.H.(red.)(2007),97‐158

Klausen,SørenH.2007.”Intelligentdesignsomvidenskab?”,iChristensen,T.H.&Klausen,S.H.(red.)(2007),221‐246

Sterelny,Kim.2001.TheEvolutionofAgencyandOther Essays. Cambridge: Cambridge Univer‐sityPress

Videnskab,metafysikogmisforståelser.EtsvartilSørenHarnowKlausen

Afstud.mag.SaraGreen

32

Efter at have læst Søren Harnow Klausens svarpåminartikel isidstenummerafRefleks finderjeg det nødvendigt med nogle få kommentarer.Førstog fremmestkan jegglædemigover,atvitrodsaltikkeersåuenigesomførstantaget.Detvisersig,atSørenerenigmedmigi,atbetegnel‐sen”darwinister”omtilhængereafevolutionste‐orienstilhængereeruheldig.DetteskriverSørenogsåidennævnteartikel19,mendetkanforvirre,at betegnelsen alligevel bruges efterfølgende iartiklen20,hvordeteruklart,omderrefererestil

19 Klausen, Søren, ”Intelligent design som videnskab?”, i Christensen, T. H. & Klausen S. H. (red), 230. 20 “Man kunne fristes til at konkludere, at darwinismen ikke kan falsificeres, men er seriøs og velbegrundet, hvorimod ID kan falsificeres, men er dårligt begrundet og formentlig falsk”, ibid s.236. Måske mener Søren her darwinisme, ligesom det på eksempelvis s. 233 og 234 er darwinismen, der tematiseres. For mig virker det dog forvirrende, da det jo ikke er darwinismen, ID-teorien skal se som sin reelle modstander, men evolutionsteorien. Så jeg har svært ved at forstå relevansen i denne sammenhæng i at vise, at darwi-nismen er forkert. Men det er naturligvis også vigtigt at pointere, at evolutionsteorien ikke kan forklare alt, som darwinisten tror.

darwinisme eller til den evolutionsteoretiskeforklaring. Jeg vil dog blot konstatere, at vi såvidterenige,ogatjegnokharværetforhurtigidennedel af kritikkenogundskylder i dette til‐fælde.Menforhåbentligharmeddelelsennunåetandre på filosofi, som skal arbejde med emnet.Der er dog stadig punkter, vi er uenige om, ogisærer jegnødt til at kommentere, at Søren til‐lægger mig nogle positioner, som jeg ikke har.Om dette skyldes upræcise formuleringer framin side eller overfortolkning fra Sørens side,kan og vil jeg ikke afgøre. Men jeg finder detnødvendigt at gøre opmærksompåmisforståel‐serne. Anledningentilminartikelvaretubehagoverden status, som filosoffer har fået blandt natur‐videnskabsmænd, fordideofteharblandet sig idiskussioner om f.eks. biologi, som ligger udenforderes felt.Sørener ikkeenafdisse,men jegertildelsuenigi,hvorseriøstmanskaltageID‐teorien, og derudover aner jeg i artiklen en for


33

stor mistillid til evolutionsteorien, som vanske‐ligtvilblive forståetafbiologerne, idetstortsetalt indenfor moderne biologi er bygget op om‐kringdenne.SomDobhanskysagde:"Nothinginbiologymakessenseexceptinthelightofevolution"21, og derfor finder jeg det vanskeligtat skelne mellem genetik og evolutionsteori –medmindre man med evolutionsteori alene for‐står Darwins historiske teori. Og det er netopdette,derermitkritikpunkttilartiklen. Jegme‐ner,atevolutionsteorienerenteori,der‐somvikenderden idag ‐beståraf todele;delsenbe‐skrivelse af udviklingshistorien og dels noglemekanismeri formafenarvelærebyggetpåge‐netik og naturlig selektion22. Disse kan i en vi‐denskabsteoretisk kontekst godt adskilles, menhvis man vil sætte evolutionsteorien overforteorien om Intelligent Design, går det ikke atnøjesmedatbetragtedenhistorisketeori.Evolu‐tionsteorien er en kompleks teori, der består af

21AmericanBiologyTeacher,volume35,1973,s.125‐129.22 Dette er ikke noget kontroversielt synspunkt, men gan-ske simpelt den definition af evolutionsteorien, som den forstås på Biologisk Institut i Odense.

begge dele, som støtter og bekræfter hinanden,ogfordihistoriedelennetopstøttesafteorienogdata fra fossilhistorien og geologien, er udvik‐lingshistorienikkeblotenefterrationalisering. Jeg er selvfølgelig enig med Søren i, at Dar‐wins ogMendels teorier er forskellige, og at enfalsificeringafarvelærenikkegørdenhistorisketeori falsificerbar. Men vi er i dag nået megetlængereendtilDarwinogMendel,ogminpointeer,atmanindenformodernebiologiikkereduce‐rerevolutionsteorientilenhistoriskteori,dererløsrevetframekanismernebag,somfilosofferneåbenbart gør. Moderne biologi er en lære omudviklingoglivet,somopstodudfraudviklings‐tanken i tidenomkringCuvierogDarwin,ogenkritik af evolutionsteorienvil afmangebiologerbliveopfattetsomenkritik,dersårtvivlombio‐logiengenerelt. Jegskal ikkeholdehåndenovervidenskaben,somSørenantyderskulleværeminhensigt,menmitærindeerblotatgøreopmærk‐som på, at man bør være forsigtig med begre‐berneidiskussionen,fordidenmoderneevoluti‐onsteori både historisk set og som reference‐ramme fornutidig forskning er selvebiologiensgrundlag.


34

NårSørenskriver,atbådeID‐teorienogevo‐lutionsteorien handler om fortidige begivenhe‐der, der aldrig vil kunne iagttages direkte23, sy‐nesdetatværemisvisendeaftogrunde.Tildelsforditeorierneligestillesudenathavenoget,derligneret fællesgrundlag;deterselvfølgeligkor‐rekt,atdendirekteiagttagelseaffortidenikkeermulig,men videnskaben har trods alt ”vinduer”til fortiden gennem empiriske data, mens ID‐teorien synesatbyggepå spekulationogviden‐skabens manglende forklaring på alt. Desudenmenerjegsomnævnt,atdeterenmisforståelse,at evolutionsteorien kun handler om fortidigebegivenheder.Men harman ikke lov til at sam‐menligne den historiske teori og ID‐teorien? Jo,hvisblotmanforstår,atdenhistorisketeoriikkeer en spekulativ teori på sammemåde som ID‐teorien.Deter rigtigt,atvi ikkekanse lovmæs‐sighedenidehistoriskelag(vierjoikkehistori‐ster), men biologerne relaterer jo deres teoriertilgeologi,fossilerogradiometri,såjegharsværtvedatse,hvordanpålidelighedenafdenhistori‐ske fortællingomarternesoprindelseskullead‐

23 Klausen, Søren, ”Intelligent design som videnskab?”, i Christensen, T. H. & Klausen S. H. (red), s. 233.

skillesigpånegativvis fraandrehistorisketeo‐rier. Tværtimod er det empiriskemateriale, derliggertilgrundforvoresnuværendebilledeafdehistoriske processer meget omfattende, selvomdetstorebilledeafmangemillionerårsbegiven‐heden naturligvis ikke er klarlagt. Når Popperfremhævedeevolutionsteoriensometrentmeta‐fysiskstandpunkt,somSørenhenvisertiliartik‐len,menerjegderfor,athanidengradtagerfejl.Detviljosvaretilatignorereallehistoriskedataogf.eks.sige,atviikkekanværesikrepå,atRo‐merrigethareksisteret.Detgivermeningattaleom,atvores teorikanvære imereellermindreoverensstemmelse med historiske facts og pro‐blematiseredetaljerne idepåståedehændelses‐forløb – men at se evolutionsteorien som renmetafysisk spekulation er ikke ”interessant”,som Søren skriver, snarere blot hovedrystendedumt, uanset om det kommer fra den tidligePopperellerenanden. For det andet er evolutionære processer joikke kun fortidigebegivenheder,mennoget derskerheletiden,ogartsudviklingenskerfornogleorganismermedkortgenerationstidovermeget


35

korte perioder.24 Det gør det muligt at følge,hvordan genetisk variation mht. resistens hosf.eks. bakterier eller dafnier25 og et selektions‐tryk fra omgivelserne (f.eks. forurening) kanbevirke en ændret populationssammensætning.Dette sker på baggrund af resistensudviklingen,som under ”normale” omstændigheder er enulempe for organismen,men pga.ændrede om‐stændigheder favoriserer bestemte organismer.Detteerbloteteksempelforatvise,atpopulati‐onsbiologien ikkeblotbestårafefterrationalise‐rende beregninger på fortiden,men også er be‐skrivelseraf,hvadderskermedpopulationernutildags.Hereretoversetområdetilknyttetevo‐

24 Se f.eks. ”Evolution idag”påwww.evolution.dkellerlæs artiklen ”Evolution i hverdagen” i Aktuel Naturvi‐

denskab på www.aktuelnat.au.dk af Bodil K. Ehlers ogJesperGivskovSørensen.25 Se f.eks. Carriere, Y. et al, “Life-history costs associated with the evolution insecticide resistance”. Proc. R. Soc. Lond. 1994, B 258, 35-40, Levinton, JS et al. “Rapid loss of genetically based resist-ance to metals after the cleanup of a Superfund site”. Proc. Natl. Acad. Sci. 100, 2003, 9889-9891 eller Baird, DJ, I Barber, P Calow. “Clonal variation in general responses of Daphnia magna Strauss to toxic stress”. I. Chronic life-history effects. Functional ecology 4, 1990 s. 399-407.

lutionsteorien,somkanværekonkretoganven‐delig, hvorman bl.a. kan beregne den gennem‐snitlige generationstid for ændringer i fitnesseller for tab af eksempelvis resistens, ligesommankanberegnehvorstortevolutionspotentia‐let26iengivenpopulationer.Yderligerekanmanvedkunstigselektioniagttageændringerigeno‐og fænotype. Men det betyder selvfølgelig ikke,at evolutionsteorien ikkeharmetafysiske impli‐kationer‐somalleandrevidenskabeligeteorier. Der er stadig mange diskussionspunkter til‐bage angående evolutionsteorien, og jeg delerfuldtudSørensstandpunkt,mht.atderskalværepladstildiskussioneromgrænserogbrugbarhedaf teorien.Men jeg fornemmerdesværre, at dergenerelt mangler en dialog mellem naturviden‐skaben og filosofien, og de to faggrupper harsvært ved at tage hinanden alvorligt. Dette harjegoplevetbådevedsamtalermedfilosofistude‐rende, der ”ikke interesserer sig for videnskab”

26 Evolutionspotentialet siger noget om, hvor stor en gene-tisk variation, der er inden for en population og er også afhængig af populationens størrelse. Evolutionspotentialet kan f.eks. nedsættes ved indavl og genetisk drift og er en vigtig faktor i forudsigelser omkring fremtiden for truede dyrearter og for avlsprogrammer.


36

ogstuderendepånaturvidenskab,somafskriverfilosofi som ”useriøst humanist‐snak”.Hvismansom filosofistuderende ikke interesserer sig forvidenskab,harjegsværtvedatse,hvordanmanskulle kunne sige noget kvalificeret om voresvirkelighed,somjoidengraderprægetafviden‐skaben. Derformå jeg gå hovedrystende fra så‐danne samtaler, ligesom jegmå stille mig ufor‐stående overfor studerende på naturvidenskab,der tror, at de bedriver neutral og objektiv vi‐denskab,somleversitegetlivafskåretframeta‐fysiske implikationer og normative spørgsmål,ogsomderforikkegiderbeskæftigesigmedfilo‐sofi. I den sammenhænghar jeg spurgt, hvorforsynetpåfilosofiersådårligtpåbiologi.Etafsva‐reneer,atfilosoffersjældenttagerevolutionste‐orien alvorligt og udtaler sig ukvalificeret omden,så jeg tror,atdererbehov forenafklaringaf, hvad parterne forstår ved begrebet ”evoluti‐onsteori” for at forklare, hvorfor der ofte talesforbihinanden.Jeg synes generelt, at det er en god ting, at filo‐sofferogpersonerfraandrefaggruppertørkriti‐sere den etablerede videnskab. Men desværremåjeggivebiologernereti,atdetofteskermed

ukvalificerede udtalelser fra humanisternes ogikkemindst ID‐teoretikernes side. Når disse ta‐gesalvorligtaffilosofferellerligefreminspirererdisse,erdetikkesværtatforstå,atrespektenerdalende.Biologerneharmegetat læreaffilosof‐ferne, ikke mindst det at være kritisk over forderes fag. Men filosofferne må også være op‐mærksommepå,hvorstorenrolleevolutionste‐orienspiller imodernebiologi,ogatdet ikkeersåenkeltatskelnemellemteorienogdenarvelære, der senere støttede teorien, fordi de idag–såvidt jegkanse ‐udgørethele,hvordestøtter, forklarer og bekræfter hinanden. Arve‐læren, der bygger på selektion ud fra genetiskvariation ogmutationer, er således ikke blot enhjælpehypotese,men selve udviklingsprincippeti denmoderne evolutionsteori. Det betyder dogikke,atmanikkekankritisereelementerafteo‐rien, uden at det hele falder fra hinanden, menjegmener ikke,atevolutionsteorienvillestå til‐bagesomenvidenskabeligteori,hvisbådearve‐lærenogvoresmetodertiltidsbestemmelseblevfalsificeret. Jegmenerderfor ikke,atevolutions‐teorienquasinformerheltsåurørlig,somSørenantager.


37

Søren afviser i sit indlæg, at genetiske algo‐ritmerkanbrugessom”crucialeeksperimenter”.Jeg er, måske til Sørens overraskelse, helt enig.Fordet førsteer jegmegetskeptiskoverfor,omvi overhovedet kan opstille ”cruciale eksperi‐menter” i Hempelsk forstand; for det andet erdet korrekt, at algoritmer ikke garanterer, atselektionen forklarer alle opståede træk. Det ernetop heller ikke i en ”verifikations‐sammenhæng”, at jeg nævner genetiske algorit‐mer, men derimod for at eksemplificere, at derfaktiskertestimplikationeridenmoderneevolu‐tionsteori. Jeg deler desuden ikke Sørens be‐tragtning af, at de genetiske algoritmer skulleværetautologiske.Hvorvidtalgoritmenbliverentautologi er afhængigt af, hvilket begreb om fit‐ness,mananvender.Hvisman(sommanofteserimodernepopulationsøkologi)alenevedfitnessforstår antal afkom, er ”survival of the fittest”naturligvis en tautologi.Men hvis vi ved fitnessforstår tilpasning til at udnytte en eller andenressource27ogundersøger,omdebedsttilpasse‐

27 Dette begreb kan rejse andre filosofiske og tekniske problemer, som jeg ikke kan redegøre for her. Men idéen er, at man for enkelte organismer kan definere en bestemt

defårmestafkom,erdetingentautologi,atme‐kanismen fungerer sammen med den modernegenetiske teori. Men vil genetiske algoritmerikke altid gøre det, vil Søren formentlig spørge.Jeg mener, at svaret er nej. Matematikeren St.George Mivart påviste på Darwins tid, at hvisman antog Darwins (fejlagtige) genetiske teoriom blandingsarv, ville selektionen ikke føre tiltilpasning, idet ”gode egenskaber” ville bliveopblandetog”udvasket” i løbetafgenerationer‐ne.28Derfor var (gen)opdagelsen afMendelheltnødvendig, ogmit bud er, at når algoritmerne idag for os fremstår som tautologier, så skyldesdet, at evolutionsteorien er så velintegreret ogselvindlysende for mange moderne mennesker,at vi ser det som en tautologi. Algoritmen somsådan er naturligvis mulig at opregne a priori,idetdeteretmatematiskredskab,mennården

form for tilpasning (det kan f.eks. være evnen til at overleve en metalkoncentration på x antal g/L eller evnen til at udnytte en bestemt fødekilde), som får betydning for antal-let af afkom. 28 Jeg har ingen litteraturhenvisning til dette afsnit men må henvise til biolog Jacob Christensen-Dalsgaard, der sam-men med Donald Canfield har stået for kurset BB502 ”Evolution og Livets Oprindelse” på Biologisk Institut i Odense. Interesserede læsere, der vil vide mere, kan evt. kontakte ham.


38

bruges som analyseredskab, er det netop for atforstå, hvor effektiv en mekanisme selektionenerogforattjenetilblødeopforuforståelighedenaf de omtalte ”usandsynlige hændelser”. Algo‐ritmerneharvistos,atdermedoverraskendefågenerationerkandannesnyegenetiskesammen‐sætninger, og samtidig giver de en matematiskforståelse af sammenhængen mellem tilfældigvariationogikke‐tilfældigselektion. JegerdogheltenigmedSøreni,atevolutions‐teorien forstået som en specifik historisk teorivanskeligt ellermåske slet ikke kan falsificeres,ligesom det er vanskeligt (måske umuligt?) atvise, at evolutionsteorien kan forklare alle væ‐sentlige træk hos organismerne. Men eftersomdenmoderneevolutionsteori(imodsætningneo‐darwinismen)ikkegørkravpåatforklarealt,erdet heller ikke et problem, at genetiske algorit‐mer ikke garanterer dette. Jeg mener ligeledesikke,atevolutionsteorienudelukkerreligionsommulighed – religionen har blot ingen plads i vi‐denskabenskaben. Heller ikke i de huller, somvidenskaben (endnu?) ikke kan udfylde. Minkritik af diskussionen går derfor på, at evoluti‐onsteorien ligestillesmed ID‐teorien i en viden

skabsteoretisk diskussion, hvor ID‐teorien efterminmeningstårsåsvagt,atmangeafdiskussio‐nerne grænser til tidsspilde. Men som jeg skri‐ver,kan ID‐teorienvære interessant i enerken‐delsesteoretisk kontekst, hvor andre spørgsmålend teoriens videnskabelighed trænger sig på.Ligeledes mener jeg ikke, at vi ikke må snakkeomID‐teorienividenskabsteori,menviskalpas‐sepå,atviikkerelativereralt,hvadvifaktiskharbelæg for, fordi ID‐teorien gør brug af snedigekneb. Søren misforstår min kritik, for jeg menerikke,atID‐teoriener”forbudtforbørn”,somhanantager. Eller for den sags skyld at vi skal be‐handle folk som børn. Ligeledes mener jeg, atman i den grad skal værekritiskoverfor viden‐skaben,hvilketminesidsteartikleromFoucaultburde give indtryk af. Men det, der kan være”forbudt forbørn”ervideregivelsenaf fejlagtigeinformationer med akademiske kvalitetsstem‐pler,somvildlederbefolkningenogskaderfaget,fordi filosofferbliverbetragtetsomverdensfjer‐netænkere,dergørsigklogepåenvidenskab,deikke ved nok om. Når fejlagtige informationerkommer fra autoriteter som Behe og Dembski


39

eller fra uddannede filosoffer, har de desværreentendenstilatblivetagetalvorligt–ikkefordifolk er ”børn”,men fordi vi generelt (og for detmestemedgodgrund)stolerpåeksperter.Der‐for mener jeg, at ID‐teorien har fået for megettaletid, i forhold til hvaddenhar atbydepå, ogSørenermereimødekommendeoverforteorien,endjegvillevære.Jegvildogslåfast,atjegikkevillæggecensurpåkritikereafvidenskaben,ikkeenganghvorSørenåbnermulighed fordetmht.undersøgelser, der viser køns‐ og raceforskelle.Så når Søren vil lægge flere begrænsninger endjeg selv på, hvadmanmå ”sige foran børnene”,kan det undre mig, at ”Ikke foran børnene” erSørens overskrift på en kritisk kommentar tilmin artikel… Men jeg har muligvis formuleretmigforuklartisidsteartikeloghåberhermed,atjegharmanetdenmisforståelseijorden. ItilfældetmedID‐teorienforudserjegsåledesingen ”generel antividenskabelighed” eller ”reli‐giøs fundamentalisme” ved at give ID‐teoretikerne taletid, somSørenantyder. Jegme‐nerblot ikke,atallepåstandeskal tagesseriøst,hvis de ikke er seriøse. Så jegmå tilstå, at min”hermeneutiske barmhjertighed” er mere be‐

grænset end Sørens her,men detmå jeg så ståved. Jeg må dog rette Søren, når jeg bliver til‐skrevetholdningenatseID‐teoriensom”enfar‐lig,menmåskeforståeligirrationeltilbøjelighed,sombør undersøges ideologikritisk”. Imin arti‐kelåbnerjegnetopfor,atID‐teorienharsinbe‐rettigelseifilosofiensomandetendobjektforenideologikritik, f.eks. ienanalyseaf,hvadderrø‐rer sig i vores samfund, og hvad videnskabenikkeevneratgiveos. Jegopfordrerhermedblottilatbeskriveogforsøgeatforståfænomenerne,samtidigmedatmandogudvisersammekritiskeholdning,somvigøroverforvidenskaben.Oghermenerjeg,atID‐teorienharfåetlidtforlangsnorog er blevet taget alt for alvorligt. Men at ID‐teorien ikke er videnskab gør den ikke af dengrunduinteressantforenfilosofiskbetragtning. Atjegiartiklenskullegøremigtil”talskvindefor det synspunkt, at der kan og bør skelnesskarptmellemvidenskabelig erkendelse og filo‐sofi”måjegstillemigundrendeoverfor.Ligele‐des er jeg forbløffet over, at mine synspunkterskulle lede tankerne hen på den logiske positi‐visme, fordeteromnogetenteori, jegslet ikkekansenogetfornuftigti.Jegsavnerogsåen


40

forklaringpåpåstandenom,atjegskullehævde,at ”videnskaben har en ganske bestemt, fast ogentydig grundstruktur, denkanhvaddennu engangkanog gørdetuproblematisk”. Jeg skrivernetop i artiklen, at Søren har ret i, at grænsenmellem videnskab ogmetafysik ikke er veldefi‐neret.Netopdettespørgsmålharjegskrevetomi artikler omFoucaults analyser af seksualpato‐logien og biologien, som er udgivet i tidligerenumreafRefleks,ogsomsætterfokuspåviden‐skabens historicitet og forudsætninger. Sørenkan selvfølgelig ikke kritiseres for ikke at havelæstdette,menomvendtharjegsværtvedatse,hvordanminartikelskullegivedisseassociatio‐ner.Misforståelsenskyldesformentligminmod‐viljemodatgive ID‐teorien statusafvidenskab.Selvom alle former for videnskab harmetafysi‐ske implikationer, der udstikker mulighedsbe‐tingelserne fordisse,mener jeg stadig, at viharredskaber til at skelnemellemdisse; der er no‐get,der skalhavebetegnelsenvidenskabogno‐get, der skal havebetegnelsenmetafysik.Græn‐senkanværeflydende,menjegmenerikke,atvibør relativere kategorierne såmeget, at vi ikke

tørbenægteID‐teorienenvidenskabeligstatusaffrygtforikkeatvære”barmhjertige”nok.29 Når jeg skriver, at ID‐teorienmuligvis funge‐rersommeningsbærende instanssommodvægttil det naturvidenskabelige verdensbillede, kanderikkederudfrasluttes,atjegbenægter,atna‐turvidenskaben giver mening til tilværelsen.Ligeledes er jeg ikke talskvinde for det dualisti‐skebillede,Sørenopstillersomminteori.Natur‐videnskabenernaturligvis ikkemeningsløs.Po‐inten er, at naturvidenskaben repræsenterer enbestemt mening, hvor f.eks. formålsårsager ogguder er fraværende, og for nogle kanmanglenpåovernaturligeogetiskeværdierinaturviden‐skaben efterlade et nihilistisk tomrum, hvilketmuligvis kan forklare interessen fordetokkulte,somviopleverfortiden. Jeghævder ligeledes ikke,at filosofi ikkekanværevidenskab,menatderihosf.eks.ArendtogHeideggerkanværenogetathente forat forstå

29 At opremse grundene til, at ID-teorien ikke kan være videnskab er for vidtgående i denne sammenhæng. Men jeg kan henvise til Jens Hebors artikel ”Intelligent designs intellektuelle argumentation: Michael Behe og William Dembski” i Darwin eller Intelligent Design, 2007, hvis argu-mentation jeg også vil skrive under på.


41

betydningen af det tilsyneladende irrationellebehovforenandenmening,enddennaturviden‐skaben giver os. Disse beskriver en splittelse,som opstår, fordi vi på den ene side forsøgerudelukkendeatforholdeostildet,vikanerken‐de i vores dagligdag og igennem videnskaben ‐og på den anden side i vores søgning efterme‐ning forsøgerat transcenderedet,derermuligtat erkende. Referencen til Kant er nævnt, fordibådeHeideggerogArendt er inspireret afKant,men det betyder ikke, at Kants optimismemht.fornuften også er overtaget. Eftersom jeg ikkehævder, at filosofien kun beskæftiger sig med,hvad Heidegger kalder ”tænkning”30, følger detikke, at filosofi efterminmening ikke kan værevidenskab.Men når vi er inde på emnet, vil jegbenytte lejligheden til at stille mig tvivlendeoverfor,omfilosofien ligefremerbedst,nården

30 Tænkning skal her forstås som en aktivitet, der ikke ligesom erkendelse, sansning og viden hører til den sanseli-ge verden, men som transcenderer den i en søgning efter mening snarere end sandhed. Det betyder ikke, at der i erkendelsen ikke kan være meningsfuld, men pointen er, at denne mening ikke er nok. Begrebet ”tænkning” er centralt for både Heidegger og Arendt, men disse bruger begrebet til forskellige formål. Se evt. min artikel ”Tænkning og Ondskab” i Refleks nr. 41 for en hurtig introduktion.

ervidenskabelig.Filosofienspillernetopenvig‐tigrollevedathaveetandetståstedendmangeandrefag,hvorfradenkanforholdesigkritisktilvidenskaben,spørgetildensgrundlagogproblematisere forholdet mellem videnskab ogmetafysik.Detteerdogenheltandendiskussion. Meningen var at give eksempler på tænkere,som kunne bruges i en analyse af ID‐teorien,hvor der ikke blot diskuteres videnskabelighed,men netop menneskets behov for forklaringer,somvidenskabenikkekangive.Jegmener,atderkanværenogetathenteidentyskeerkendelses‐teori,hvismanvil forstå,hvorfor ID‐teorienharfået såmegetmedgangpå trodsaf, atvidenska‐ben spiller så stor en rolle i vores samfund.Hvorvidt det at hente inspiration fra de tyskefilosofferførertildenomtaltedualistiskopdelingafverden ienkonkret,menradikaltmeningsløsdelogen”menings‐verden”ervist forvidtgåen‐detildennediskussion,menpointenvarikkeattale fordenneopdeling.Detvar snarereat vise,at vores forståelse af omverdenen har mange”lag”ogatnævne,atderhosdetysketænkereeren forståelse for andet end den videnskabeligesandhedssøgning, som kunne være givtigt i en


42

analyse. JegerdogheltenigmedSøreni,atdis‐kussionenomID‐teoriensvidenskabelighedikkeerligegyldig,ogsålængedenførespåetnuance‐ret grundlag, er det desuden en god filosofiskøvelse i at se det komplekse i den nuværendesituation.Pointenerblot,atviikkeskaltagedenalt for alvorligt, selv når den udgiver sig for atvære videnskab. Men jeg vil ikke udelukke ID‐teorien fra filosofien eller bortcensurere den i”børnenes nærvær”, ligesom jeg ikke benægter,at videnskaben har metafysiske implikationer.JegkanderforligeledessigetilSøren,atvihellerikkeersåuenigeomsidstnævnte,somhantror.Ihvertfaldikkeudoverenuenighedom,hvaddetegentliger,vihverisærmener… Menjegvilstadigmene,atderergodegrundetilatnægteID‐teorienstatusafenvidenskabeligteoriog fastholde,atevolutionsteorien ikkeblotskalforståssomenhistoriskefterrationalisering,menerenteori,dererbådeempiriskunderstøt‐tet og velbegrundet ud fra fossiler, geologiskedateringer, genetiske algoritmer og ikkemindstforsøgmed kunstig selektion. Efterminmeningbørmangåtilvidenskabenmedetkritiskblikoghuske at spørge til dens grundlag og forudsæt‐

ninger. Men den ”hermeneutiske barmhjertig‐hed”må ikkeblive sådominerende, at vi relati‐vereralvoresvidenogtageralle teorier ligeal‐vorligt.ForslagtilyderligerelæsningBerg, Jeremy; Tymoczko John og Styer, Lubert,Biochemistry,Freeman,2006.

Bonde et al., Naturens historiefortællere, GAD,Bind1og2,1996.

CampbelandReece,Biology,Pearson,2005.Christensen, T.H.&Klausen S.H. (red),DarwinellerIntelligentDesign,ANIS,2007.

Mayr, Ernst, This is Biology. The Science of theLivingWorld,HarvardUniversityPress,1997.

Rosenberg,AlexogRobertArp(red),Philosophyof Biology, an anthology, Wiley‐Blackwell,2007.

Sarkar og Plutynski (red), A Companion to ThePhilosophyandBiology,Blackwell,2008.

KæreBjørn

AfBørge Diderichsen

43

Med din artikel fra REFLEKS #43: ”Kontekstenfor et ”kontekstualistisk argument” Et svar tilBørge” har du gjort dig skyldig i falsk reklame.Dinartikelforegøgleratværeetresponspåminartikel fra samme nummer: ”Et gudløst svar tilBjørn”,hvilketdendognæppekankvalificeresigsom,sidenduudenetenesteargumentforkasteralminkritik som irrelevant.Du fårherved ikkeblotcementeret,atdu ikkehar forståetminkri‐tikafdinoprindeligeartikel:”Erateismeentro?”(REFLEKS#42),dufårtilmedgjortlysendeklart,at du heller ikke har forstået mit svar fra REFLEKS#40:”SåmegetdestoværreforBjørn!”tildin artikel fra nummeret forinden: ”Så megetdestoværreforøkonomiprincippet”.Etparkorteanmærkninger er derfor på sin plads, ikkemindst foratrensemig fordinbeskyldningom,at jeg med min artikel blot har villet ”lade be‐grebsmøllen male”31. Desuden ville det være

31 B. Rabjerg: ”Konteksten for et ”kontekstualistisk argu-ment” Et svar til Børge”, Refleks #43, årg. apr. 2009, SDU Odense, s. 44.

meningsløstatbrugedinartikel”sompåskudtilat […] få fyret nogle pointer af”32, når intet for‐hindrermigiatskriveenartikelhvorselvsamme”pointer”bliverfremførtudenhenvisningtildinartikel.Såladmigidetfølgendegøreklart,atdetforholdersigomvendtafhvadduskriver:deterikkemin kritik der er irrelevant for din artikel,mentværtimoddinsenesteartikelderer irrele‐vantforminkritik.Imodsætningtildig,somjoikkebesvaredeet

enesteafminekritikpunkter,menblotanklagedemig uden at forelægge ”bevismateriale” hvilketellersstoddigfritforatbenytte,viljegforsøgeatforholdemigtildintemmeligdiffusekritikangå‐endemin artikels postulerede irrelevans. Nogetaf det første du skriver i din artikel, ikke udenhumoristisksans,er:

Umiddelbarterdet josmigrende,atenpersonkanfindesåmegetgodsimin8000tegnkorteartikel,athankanfinde

32 Ibid. s. 44.


44

anledning til at gensvare med mere end detdobbelte, men smigeren aftager lidt, når manhurtigt bemærker, at gensvaret stort set ikkehandler om det, jeg skriver, men om et kon‐tekstualistiskargument, somforfatterengernevillehavefrem.33

Duharhértydeligvisoversettoforholdderkun‐neretfærdiggøreminartikelsiforholdtildin,såubalancerede omfang: 1) Min artikel kunnefremhævealtdet,duikkefikmed.DuharsluttetfraAtilZudenatforetageallemellemregninger‐ne,ogdeterdissemellemregninger, jegsupple‐rer med, men resultatet bliver et andet hvilketviser, at dine slutninger ikke er legitime. 2) Jegharrevetditargumentopmedroden–denene‐ste tilstrækkeligt grundige måde at behandlefilosofiske problemer på. Derved får jeg gjortklart,atditargumentfragrundenafergennem‐syret af misforståelser. Derfor fremdrager jegDescartes’ filosofiske problem, som du støtterdig overordentligt meget til i din artikel, forigennem Heideggers velkendte kritik, og medindsigterfraKant,atviseatDescartes’filosofiskeproblem er baseret på en problematisk filosofi.

33 Ibid. s. 44.

Dettehængernøjesammenmedminanvendelseaf små og store bogstaver, som du antager for”spidsfindigheder”34, men som er vigtig for for‐ståelsenafminartikel. Jegmenernemlig,atderer en afgørende forskel på religiøs Tro og tro ibetydningen hypotese. Det ermin opfattelse, atdet religiøse udsagn om Guds væren ikke er etudsagnometværendesværenblandtandrevæ‐render.IkristentænkningstårGududenforver‐den(”ensextramundanum”),iogmedatHanharskabt den, ligesom en forfatter nødvendigvisogsåmåståudenforsitværk,ogaldrigkanværeendelafdet.35Minhovedindvendingerderfor,atdu paralogistisk sammenblander to typer ud‐sagn, som jeg i min artikel valgte at benævnehenholdsvis ”ydrekontekstuelle” og ”indrekon‐tekstuelle”.Detervigtigtatforstå,atmindistink‐tionikkesvarertildinskelnenmellemgenerelleog specifikke trosudsagn, som jeg i øvrigt ikke

34 Ibid. s. 44. Senere på side 46 i fodnote 1, skriver du: ”Børge Diderichsen kan her selv distribuere store og små bogstaver efter eget ønske”, hvormed du tydeligt tilkende-giver at du opfatter min distinktion som overflødig. 35 En forfatter og en fortæller er således aldrig den samme, selvom de måske kan have ligheder. En fortæller er og bliver altid en del af værket; en forfatter er aldrig en del af sit eget værk.

KæreBjørn

45

mener, kan appliceres på de af dig fremhævedeudsagn som alle er ydrekontekstuelle. Igennemet selvpålagt krav om ”sandsynliggørelse” for‐vekslerdudeydrekontekstuelleudsagnmeddeindrekontekstuelle udsagn. Du forveksler Tro(ydrekontekstuelle, religiøse ”udsagn”) med tro(indrekontekstuelle, hypotetiske udsagn). Tilførstnævnte gruppe (dvs. de ydrekontekstuelleudsagn) hører altså den Troendes udsagn omGuds væren foruden Descartes’ drømmeargu‐ment,somsvarertiltanke(løsheds)eksperimentet:vierhjerner ikar,ogudsagnsom”verdenblevskabtforfemminut‐tersiden”–eksemplerduselvbruger.Nårdualtsåidinartikel:”Erateismeentro?”

skriver: ”intet vides med absolut sikkerhed –heller ikke at man faktisk er vågen”36, og i dinartikel: ”Konteksten for et ”kontekstualistiskargument”EtsvartilBørge”skriver:”usikkerhe‐den [handler] om sandheden af det fremførte,someretpositivtudsagnomforholdiuniverset(Gud findes,verdenblevskabt for femminutter

36 B. Rabjerg: ”Er ateisme en tro?”, Refleks #42, årg. nov. 2008, SDU Odense, s. 36.

siden)”37erdetudtryk forydrekontekstuelle ud‐sagn, som det ingen mening har at ville ”sand‐synliggøre” (”fifty‐fifty”38, somdu joskriver),da”[s]andsynlighed[kun]kan[…]benyttesindrekontekstuelt”39 for nu at citeremig selv.De nævnteudsagn handler nemlig ikke om noget i verden,eller ”forhold i universet” som du hævder,menderimod om verden. Og denne forskel er afgø‐rende.Faktiskerforskellenafensådankarakter,atde to typerudsagn igrundenerusammenlig‐nelige, hvilket strengt taget ophæver forskellensom forskel. Dog er det nødvendigt at skelnemellem dem – en selvmodsigelse, der ligger tilgrundiogfordenmenneskeligeForståelseselv,somvidogikkekankommenærmereindpåhér.Den indsigt, at vimå skelnemellemdisse to ty‐perudsagn,varKantibesiddelseafdahaniKritikderreinenVernunftredegjordefordeantiteti‐ske konflikter vedrørende de transcendental‐kosmologiskefornuftsidéer(verdensbegreber)–hvilketjegberørteiminartikel:”Etgudløstsvar

37 B. Rabjerg: ”Konteksten for et ”kontekstualistisk argu-ment” Et svar til Børge”, Refleks #43, årg. apr. 2009, SDU Odense, s. 46. 38 Ibid. s. 47. 39 B. Diderichsen: ”Et gudløst svar til Bjørn”, ibid. s. 36.


46

til Bjørn” (REFLEKS #43). I denne forbindelseuddyber Kant også bevæggrunden for sin skel‐nenmellemmatematiskekategorier(KvantitetogKvalitet) og dynamiske kategorier (Relation ogModalitet), hvoraf førstnævnte type er kende‐tegnetvedatrumme”ensynteseafdetensarte‐de”40, mens det uensartede ”er noget, der i detmindstekantilladesidendynamiskesyntese”41,hvilketogsåergrundentilatdesidstnævnteharkorrelater i modsætning til de førstnævnte, jf.forstandskategoriernesskema,s.99[B106]idendanskeoversættelse.Din sandsynliggørelse af Guds væren er et

forsøg fra din side på dynamisk‐kategorialt atsyntetisere fænomenerne. Du antager, at betin‐gelseogdetbetingedeerensartede,menhervedforveksler du det ydrekontekstuelle med detindrekontekstuelle, for som jeg redegjorde for imintidligereartikel,bliverhjernenihjerne‐i‐et‐kar‐tanke(løsheds)eksperimentet, forudsat somdet værendes mulighed, samtidig med at denselverenmuliggenstandforerfaringen,altsået

40 I. Kant: Kritik af den rene fornuft, s. 382 [B558], oversat af C. B. Østergaard, DET lille FORLAG, Frederiksberg 2002. 41 Ibid. s. 382 [B558]

værende. Den samme selvmodsigelse renderdrømme‐argumentet ind i. I disse linjer har vigledet fra indholdet af dit argument, til hvad vikunne kalde dets ”form”. Begge er problemati‐ske.Forudoveratproblemstillingenisigselverforfejlet,tagerdenogsåformafcartesiansktvivl,hvilketerdendirekte følgeafdin forvekslingafTro og tro. Du sætter religiøsTro i en formderikkepasser tilden,nemligvedatgøreTroen tilet forhold mellem et erkendende subjekt og et(muligt)objekt:MennesketogGud.Gudantagerdufor,pålinjemedmennesket,atværeetpoten‐tieltværende,derentenerellerikkeer,ogatdeter henholdsvis den ene eller anden ”påstand”,man ”Tror” (korrektion: ”tror”!) på. I overens‐stemmelsemedKant,harjegiminartikelerstat‐tet din dialektiske opposition: Tro og ikke‐Tromed en analytisk opposition42: Tro, ikke‐Tro og

42 Denne skelnen mellem dialektisk og analytisk opposition, redegør Kant for i Kritik der reinen Vernunft, B531-B532 (side 369 i den danske oversættelse). Kant kommer selv med et ganske illustrativt eksempel: ”Hvis nogen siger, at en krop enten lugter godt eller ikke lugter godt, så gives en tredje mulighed, nemlig at den slet ikke lugter (eller duf-ter).” Mig bekendt har Kant dog ikke selv skelnet mellem tro i betydningen hypotese og religiøs Tro, selvom han har skelnet mellem pragmatisk og doktrinær tro, som begge dog

KæreBjørn

47

(slet) ikke at Tro, hvilket svarer til Kants egen(og eneste mulige!) løsning på (eller snarere:opløsning af) fornuftens antinomier.43 Udtryktanderledes:Gudhverkenfindesellerikkefindes.Hanermulighedsbetingelseforatnogetoverho‐vedetfindes,ifaldmandaerreligiøs(deternet‐opdette,denTroendesudsagnbegrænsersigtil,og mulighedsbetingelser kan aldrig eftervisesved empiriske undersøgelser (vedrørende detder findes eller ikke findes), hvorved de aldrigkanværegenstande for tro ibetydningenhypo‐tese), ligesomuniverset ikkebefindersigpåno‐getsted,dadetermulighedsbetingelseforatdergivesnoget sted.Derforer sandsynliggørelseogbegrundelsesproblemer i denne sammenhæng,malplacerede.Duhargerådetdigudienfornuf‐

synes at være hypotetiske af karakter (jf. evt. Kritik der reinen Vernunft, B848-B860). 43 Kant skelner således mellem uendelig, endelig (ikke-uendelig) og ikke (u)endelig, jf. Kritik der reinen Vernunft, B531-B533, men grundlaget for denne distinktion findes allerede i § 9, punkt 2 (B97-B99), hvor de uendelige for-standsdomme introduceres. Det skal dog tilføjes, at Kants ”hverken-eller”-løsning kun finder anvendelse på de af fornuftens antinomier der vedrører de matematiske katego-rier. Hvad angår de antinomier der vedrører de dynamiske kategorier, er de ifølge Kant kendetegnet ved evt. at kunne (op)løses med et ”både-og”, hvorfor min anvendelse af de pågældende begreber altså ikke helt svarer til Kants.

tensantinomi,udenathaveblikfordenanalyti‐ske opløsning af samme. Du fælder ingen domangåendedetnævnteemne,menvedoverhove‐det at stille spørgsmålet har du afsløret, at duoverhovedet ikke har det mindste begreb om,hvadTroer.(Detmestskæmmendeerdog,atDr.Theol. Ole Jensen tydeligvis heller ikke har be‐grebetdet.)Nårduskriver,atjegladertilatoverse,atdui

din artikel plæderer for at der gives forskelligekriterier for forskelligeudsagn, tagerdufejl. Jegoversådetikkeogerforsåvidthellerikkeuenig–deterdinevideretanker,derbekymrermig,ogdetvarafgodegrundedem,minartikeltogfati.Når jegbrugersåmegetpladspåatkritisere

hjerne‐i‐kar‐tanke(løsheds)eksperimentet, erdetikke,somdupåstår,fordijegønskerat”ladebegrebsmøllenmale”,ellerat ”få fyretnoglepo‐inter af” der intet harmeddin artikel at gøre –deterfordi,deteretglimrende,mereillustrativtogentydigt44eksempelpådårlig filosofienddet

44 Dette skyldes bl.a. at drøm både kan referere til det on-tisk (indrekontekstuelt) velkendte fænomen og til (ydrekon-tekstuel) skepticisme vedrørende vores erkendeevner, hvor-imod hjernen i kar entydigt angår sidstnævnte.


48

oprindelige drømmeargument fremført af Des‐cartes med den underliggende subjekt‐objekt‐distinktion, somdu igennemdinartikelukritiskargumenterer ud fra. I væsentlig henseendedækker de to typer tankeeksperimenter oversamme tankeløshed. Derfor er det også selvekernenidinartikel,jegangriber,nårjegangriberDescartes’ drømmeargument, hjernen‐i‐kar‐tanke(løsheds)eksperimentet – kort sagt: sub‐jekt‐objekt‐dikotomien,dadennesretmæssighedsombeskrivelseafvirkelighedenudgørdenme‐tafysiskegrundantagelse,dertilladerdigatslut‐te så fejlagtigt, somdu gør.Da jeg udførligt harredegjort for mit synspunkt i min artikel: ”Etgudløst svar til Bjørn” (REFLEKS#43), henviserjeg tilden, fremforatgentagemigselv.Somensidste kommentar vil jeg, sidenduhar anklagetmigog(minversionaf)kontekstualismen foratværeantirealistisk,atgøredigopmærksompåat(minversionaf)kontekstualismennetoperhævet over denne distinktion mellem realisme ogantirealisme, for det er netop selve denne dis‐tinktion,deranfægtes igennem(minversionaf)kontekstualismen.Derforerdetheltforkert,nårdu i fodnote1på side45 idinartikel: ”Kontek‐

sten for et ”kontekstualistisk argument” Et svartilBørge”skriver:”Mankanikketagegrundlags‐indvendingen op hver gang” hvormed du anty‐der, at jeg skulle have afkrævet et grundlag fornoget somhelst.Hverken iminartikel: ”Etgud‐løstsvartilBjørn”elleriartiklen”Såmegetdestoværre forBjørn”hardette været en indvendingframinside– tværtimodhar jegnetopbeklagetmigover,atduforsøgerpådet,Hr.Cartesianer.

ÆrlighilsenBørge

PS. Skulle jeg endnu engang have udtrykt miguklart,viljegforatforebyggeevt.misforståelser,afslutningsvis lade en bedre pennefører førepennen:

Viersåledesforpligtedetilatgiveidetmindsteen kritisk løsning på de forelagte fornufts‐spørgsmål. Det er en forpligtelse, vi ikke kanvigeudenomvedatklagenoksåhøjlydtoverfornuftenssnævregrænserellervedatanlæg‐ge en maske af ydmyg selverkendelse og be‐kende,atdetoverstigervorfornuftat forklarefølgende:omverdenharværetherialevighedellerharenbegyndelse;omverdensrummeterudfyldt i det uendelige med væsner, eller om

KæreBjørn

49

det er lukket inde bag visse grænser; om dernogetstediverdenbefindersignogetsimpelt,eller om altmå være delt i det uendelige; omder gives fri skabelse og frembringelse, ellerom alting er fastlagt i den naturlige ordensrækker;endeligomdergivesetheltogholdentubetinget og i sig nødvendigt væsen, eller omalterbetingetogaltsåidetydreafhængigtogisig tilfældigt, hvad angår dets eksistens. Alledisse spørgsmål vedrører nemlig en genstand,derikkekanværegivetinogetandetstedendivoretanker:densletogretubetingedetotalitetaf fænomenernes syntese. Hvis ikke vi er istand til ud fra vore egne begreber at sige ogforklare noget sikkert og vist, da bør vi ikkeskydeskyldenpåsagenogpåstå,atdeterden,derskjulersigforos.Ensagafdenslagsgivesnemligsletikke(eftersomdenikkefindesudenforvoridé).45

45 I. Kant: Kritik af den rene fornuft, s. 357-358 [B509-B510], oversat af C. B. Østergaard, DET lille FORLAG, Frede-riksberg 2002.

AnmeldelseafHeideggerirelief

–PerspektiverpåVærenogTidAfMichaelØrbækRasmussen

50

I2007udgavforlagetKlimdendanskeudgaveaf

MartinHeideggersSeinundZeit,enoversættelse

ventetmedspænding.Etårsenere,altsåi2008,

udgavsammeforlagHeideggerirelief–Perspek

tiverpåVærenogTid.Etsupplement tilHeideg‐

gers hovedværk, som er redigeret af hhv. Tho‐

masSchwarzWentzerogPeterAaboeSørensen.

Men dette er dog langt fra begyndelsen på

denne historie, hvis egentlige begyndelse er i

1927, da Heidegger udgiver Sein und Zeit, på‐

skyndet af karrieremæssige årsager. Nu kunne

man efterfølgende påstå, at denne påskyndelse

erårsagtildetsværttilgængeligesproginævnte

værk,men de fleste vil nok være enige i, at det

svært tilgængelige sprog skyldes den opgave,

somHeideggerstilledesigselvforudfornedfæl‐

delsen af værket. I grunden en omtænkning af

hele den vestlige filosofis historie, en de‐

struktionafmetafysikken.Afdennegrundkom‐

merhantilatbevægesig ietrandområde,hvor

ennyverdenmåskabes.

Nårværketførstudkommerpådansksålang

tidefterdenførsteudgivelsepåtysk,såerårsa‐

genførstog fremmestat finde idenneomtænk‐

ning,dennede‐struktion.De80år,derskullegå,

finder sin begrundelse i det sprog, somHeideg‐

gerbenyttersigafiudfærdigelsenafdetteværk.

For at resten af verden skulle kunne forstå det,

så var yderligere arbejde nødvendigt for i det

hele taget at forstå den tyske original. Denne

nødvendighedafenyderligereviden,somkunne

fungere medierende imellem forskellige sprog,

gørsigogsågældendeiforbindelsemeddetnye‐

steværkfraforlagetKlim,altsåHeideggerirelief.

Entingernemligatlæseetværkafdenneart,

en antologi,mennoget andet er at læsemed et

udbytte.Normalterdisseantologierganskenyt‐

tige, hvis man ønsker en hurtig introduktion,

ellerenintroduktiontiletområdeindenforfilo‐

sofienellerenandendisciplin,mendenneanto‐

logier ikke introducerende.Ligesomhovedvær‐

ketkrævedeadskilligeårsstudieroghovedbrud,

AnmeldelseafHeideggerirelief–PerspektiverpåVærenogTid

51

så kræver også denne antologi, at man er be‐

kendtmedHeideggerstankegang.Detbedsteråd

i denne forbindelse vil være, at læse Væren og

Tid,elleroriginaludgavenSeinundZeit,hvorefter

antologienherkanlæsesmedlangtstørreudbyt‐

te.

Hvadangårdetteudbytte,såerdetegentligdob‐

belt.Pådenenesideuddybes forståelsenafho‐

vedværket og begreberne brugt i det, men på

denanden side erudbyttet ligesåmegetde for‐

bindelsertildenøvrigefilosofiogandrediscipli‐

ner, man finder. Eksempelvis kan bidraget fra

Lysemose fremhæves, da dette viser en forbin‐

delse til teologien igennem en betragtning af

gnosis‐tanken. Ligeledes kan psykologien drage

nytte af antologien, hvilket tydeligst viser sig i

Nicolaisens bidrag, hvor mennesket netop be‐

tragtes som etisk væsen igennem Heideggers

”Dasein”begreb.

Medkarakterererdetsvært,menenantologi,

som denne, er specielt svær at vurdere. De for‐

skellige bidrag er netop ikke ensartede i deres

emnevalg, hvilket allerede ovenstående afsløre‐

de,mendeeryderligereafforskelligeforfattere.

Således er der forskellige stemmer, som tilsam‐

men giver hver deres bidrag til en afklaring af,

hvadderegentligterpå færde iHeideggersVæ

ren og Tid. I denne samling af forskellige stem‐

mer er der imidlertid, synes det i hvert fald, en

rødtråd.VifølgerfraJørgenHass’oplysningom

typenaftænkningiVærenogTid,fremgangsmå‐

denommanvil, fremtilarvenogelevenskritik

repræsenteret ved hhv. Løgstrups Heidegger‐

læsningogGadamerskritikafmesterenfraTysk‐

land.

RetningslinjerforindleveringafartiklertilRefleks

52

–Dertagesimodbidragfrastuderendesåvelsom undervisere. Redaktionen forbeholdersigdogrettilatafviseartiklerefternærmeregennemlæsning.

–Emnetfordeenkelteartiklererfrit,artik‐lernes indhold skal dog være af filosofiskrelevans.

–Artiklersomfangskalsåvidtmuligtholdesunder25A5sider(ca.40.000tegninkl.Mel‐lemrum)

– Boganmeldelser skal somminimum inde‐holdeoplysningerombogens titel, forfatter,sidetal,forlagsamtvejledendeudsalgspris.

–Derydesikkevederlagforindsendteartik‐ler.

–Artikler skal indleveres i elektronisk formsomWord‐dokumentiA4‐format.

– Bidrag kan sendes pr. e‐mail til medlem‐mer af redaktionen (se adresserpå indersi‐denafforsiden)

–Bidragkanogsåindleverespåcd‐rom.Dis‐sekansendes til redaktionen (adressen fin‐despåindersidenafforsiden),ellerafleveresiRefleks’ rumidueslagetvedavisbordetpåinstituttet.

Refleks - sdu.dk · Refleks er et uafhængigt filosofisk maga‐ sin, der udgives med støtte fra...

Documents

Transcript of Refleks - sdu.dk · Refleks er et uafhængigt filosofisk maga‐ sin, der udgives med støtte fra...