R E D A K T Ø R : O B E R S T L Ø J T N A N T K. V. N I E L S E N

I N D H O L D

Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst Af. Rosenløv---- 1

Det forgangne og det kommende centenarium............................................................ 3

Den militære magtbalance 1971-72.............................................................................. 5

Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver. Professor Nils Andrén ............................. 11

Genevekonferencen om humanitær folkeret. Civilforsvar sdirektør Erik Schultz . . . . 21

Sikkerhedspolitisk orientering. Major P. J. Jørgensen....... ...................................... 30

Bøger: Aage Trommer: Jernbanesabotagen i Danmark under II verdenskrig -

Johs. Nielsen: »Demokratiet og krigen« ................................................................ 38

Meddelelser .................................................................................................................. 43

101. ÅRGANG JANUAR 1972

D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

PHILIPS

PHILIPS

TELEKOMMUNIKATION

1/hilitcece

Term ax M etalvarerNORNBERGGADE 19 . 2300 KBH. S

S u n d b y * 3 7 1 5

VORDINGBORG DAMPVASKERIPrins Jørgens Allé 6 - Vordingborg

Telefon (03) 77 01 23

Kemisk tøjrensning

Militært tidsskriftUdgiver

DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB

Redaktør Oberstløjtnant K. V. Nielsen,

Mølletoften 25, 2800 Lyngby. Tlf. 87 38 20

Ekspedition Forsvarsakademiet, Østerbrogades Kaserne

2100 0 . - TR 5707, lok. 75

TrykHandelstrykkeriet, Bådsmandsstræde 7.

1407 K. - AS 6778

Annoncer

S. A. Fennow & Co. Bladforlag A/S Dronningens Tværgade 30,1302 K.

Ml 8666

I kommission hos

N. Olaf Møllers Boghandel, Frederiksborggade 26, 1360 K. - (01) * 14 04 56

Abonnement: kr. 47,- (excl. moms) Løssalg: kr. 4,50 (excl. moms) pr. nr.

☆DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB

Formand Oberst M. Rosenløv

Sekretær Major T. B. Pilgaard,

Hærstaben, Kastellet, 2100 0.Tlf. (01) 11 22 33

Kasserer Premierløjtnant H. K. D. Jensen,

Forsvarsakademiet, Østerbrogades Kaserne,2100 0 . - TR 5707, lok. 73, postgiro 28096

it

Selskabet har som formål at fremme militær videnskabelighed. Dette søges nået ved be­handling af militære og dermed forbundno emner gennem foredragsvirksomhed, diskus­sioner, høringer o. I. samt ved udskrivning af prisopgaver og udgivelse af et tidsskrift m. v.

*

De I MILITÆRT TIDSSKRIFT offentliggjorte artikler fremtræder som udtryk for forfatter­nes egne synspunkter. Det krigsvidenskabe­lige Selskab hæfter ikke for de fremsatte meninger.

Eftertryk kun tilladt med kildeangivelse

Ved årsskiftet I97|

Det kan vel uden overdrivelse siges, at for Det krigsvidenskabelige Selskab

var det gamle års altoverskyggende begivenhed 100-års jubilæet, der fejre­

des den 31. oktober.

Selskabet modtog på denne dag mange beviser på agtelse og hengiven-

hed, der vidnede om, at dets virke bliver påskønnet og ønskes fortsat.

Det var en særlig og højt påskønnet udmærkelse, der bør bringes til alle

medlemmers kundskab, at Selskabet på jubilæumsdagen blev hædret med

Søelieuteantselskabets sølvmedalje.

Alle bør ligeledes vide, at broderlige håndtryk blev givet os af Kungliga

Krigsvetenskaps Akademien og Oslo Militære Samfund, der ved værdige

repræsentanter overrakte os Akademiens medalje »In genio et For tit udine«

og Samfundets våbenskjold.

Vi har al mulig grund til at glæde os over jubilæets smukke forløb, her-

under ikke mindst at det takket være udmærkede forfatteres indsats samt

Forbundet af Danske Linieofficerers og Forsvarsministeriets økonomiske

bistand lykkedes os at udgive den bog om krigskunstens udvikling i vort

århundrede, hvormed Selskabet ønskede at bidrage til belysning af sam­

fundsudviklingen og samtidshistorien.

Men selv om sindene har været optaget af alt dette, har det ikke und­

gået vor opmærksomhed, at andre store begivenheder har fundet sted i

det forløbne år, både ude i den store verden og i Danmark, fra Kinas op­

tagelse i FN til folketingsvalget her.

Vor ny regering har et forslag til en ny forsvarsordning, der ikke ken­

des, medens disse linier skrives, men formentlig gør det9 når de læses. For­

spillet derimod kender vi, og det har fyldt mange med bekymring og

bange anelser.

Over for disse var der opmuntring at hente i de ord, der sluttede den

festforelæsning, hvormed professor, dr. phil. Tage Kaarsted glædede sine

tilhørere på Selskabets jubilæumsdag9 og som her sked citeres: »Ganske

vist er dansk forsvarspolitik ude i blæsevejr for øjeblikket, men det er

dog det rene magsvejr i sammenligning med den orkan9 der begyndte at

rase kort efter selskabets stiftelse. At vi i dag ikke længere står alene

udenrigspolitisk, skal også nævnes . . .

For en udenforstående iagttager kan der på trods af nuets fortrædelig­

heder Være grund til i dag at mødes i en mere optimistisk stemning. Opti­

misme kan godt gå hånd i hånd med realisme.«

Med andre ord: Det går ikke så galt, som præsten præker.

I fortrøstning hertil ønsker Det krigsvidenskabelige Selskab alle sine

medlemmer og alle abonnenter på Militært tidsskrift et godt nytår.

Mogens Rosenløv.

2 Ved årsskiftet

Det forgangne og det kommende centenarium

Den 31. oktober sidste år fejrede Det krigsvidenskabelige Selskab hundred­

året for sin stiftelse.

Selskabet var af sine fædre tænkt som det sted, hvor offieerskorpsets

synspunkter på landets sikkerheds- og navnlig forsvarspolitik formuleredes

og blev sat under debat.

Hurtigt fandt selskabets bestyrelse det imidlertid nødvendigt at udgive

et tidsskrift med henblik på at formidle de fremsatte og diskuterede syns­

punkter til en bredere kreds af officerer og til offentligheden. Med dette

nummer kan Militært tidsskrift derfor også sige farvel til de første hun­

drede år og tage hul på de næste.

Kigger man de første hundrede årgange igennem, får man en fornem­

melse af, hvilke hovedspørgsmål, der til skiftende tider har optaget sel­

skabets medlemskreds. Befæstningssagen omkring århundredskiftet og de skiftende forsvarsordninger har givet stof til mange artikler. En meget

væsentlig del af spaltepladsen har været optaget af analyser af de store

krige, der har hærget verden siden tidsskriftets start, og af forsøg på at

uddrage erfaringer af disse krige. Af og til er også forekommet perioder

med livlige debatter, som f. eks. i forbindelse med maskingeværets indfø­relse og dets rette taktiske anvendelse.

Karakteristisk er, at det først og fremmest har været landmilitære pro­

blemer, der har udfyldt spaltepladsen, medens sømilitære og luftmilitære

problemer har ført en tilbagetrukket tilværelse. Når man ser bort fra de

første årtier, hvor indholdet oftest var indlæg fra selskabets diskussions­

møder, kan man imidlertid ikke frigøre sig fra den opfattelse, at nogen

egentlig fast linie i tidsskriftets indhold ikke kan efterspores. Vel har skif­

tende redaktører søgt at sætte deres præg på indholdet, men bådp mine

forgængere og jeg selv har måttet erkende vore begrænsninger.

4 Det forgangne og det kommende centenarium

Tidsskriftet er først og fremmest Det krigsvidenskabelige Selskabs med­

lemmers eget blad. Dets kvalitet er derfor i afgørende grad afhængig af

medlemmernes egen lyst og evne til at skrive og debattere.

Den militære professions kvalitet hviler i høj grad på at opøve evnen

til at kortlægge og analysere krigens hidtidige teori og praksis, og til med

dette som udgangspunkt - med general Douhets ord - »at foretage en

mental ekskursion ind i fremtiden«. Dette sidste er så meget mere nødven­

digt i en epoke, som den vi nu gennemlever, hvor de militære magtmidlers

rolle har ændret karakter: Gennem deres tilstedeværelse og kvalitet skal

de hindre deres egen anvendelse.

Mit ønske for tidsskriftet og dets læsere ved tærsklen til dets 2. århun­

drede skal derfor være, at flest mulige af dets læserkreds tager denne ud­

fordring op for gennem analyser og debat at give tidsskriftet fortsat og

fornyet kraft til at medvirke til, at alle kommer med på ekskursionen ind

i fremtiden.K. V. Nielsen.

Den militære magtbalance 1971-72Den stabilitet og begyndende detente, som indledtes mod slutningen af

1960erne, har også præget forholdet mellem de to supermagter og deres

respektive blokke i det netop afsluttede år. Samtalerne mellem de to su­

permagter om begrænsninger i det strategiske våbenkapløb er blevet fort­

sat, en ny runde påbegyndtes i midten af november. Det er nu endelig

lykkedes at udforme en ordning for Berlin, hvis ikraftræden dog er af­

hængig af forhandlinger mellem de to Tysklande. Denne Berlinordning

er igen forudsætningen for, at der kan komme gang i den meget omtalte,

men hidtil indholdsløse europæiske sikkerhedskonference, og i forhand­

lingerne om gensidige, afbalancerede styrkereduktioner. Sidstnævnte for­

handlinger vil formentlig vise sig at blive et langvarigt projekt, dels på

grund af store tekniske komplikationer, dels som følge af, at parternes

motiver til disse forhandlinger er vidt forskellige og på mange punkter i

modstrid med hinanden.

Forudsætningerne for denne stabilitet i den internationale situation

mellem de to blokke er stabiliteten i deres indbyrdes militære magtbalan­

ce. Som følge af USAs tilbageholdenhed og Sovjets fortsatte opbygning er

der skabt en situation, som opfattes som paritet mellem de to supermag­

ters strategiske styrker. Selve begrebet paritet er vanskeligt at definere.

Det vedrører ikke alene tekniske og militære kendsgerninger, men er også

et politisk og psykologisk fænomen, der ikke er fremstået af et vacuum,

men opstået i en speciel politisk og strategisk historisk sammenhæng på et

bestemt trin i udviklingen af de to supermagters indbyrdes forhold.

Af den årlige styrkeopgørelse*) fra det internationale institut for strate­

giske studier i London fremgår det, således som omstående oversigt

*) The Military Balance 1971-1972. The International Institute for Strategie Studies,

London 1971, 83 sider, 65 p.

6 Den militære magtbalance 1971-72

Interkontinentale strategiske angrebsstyrker.

Leveringsmiddel: USA: Sovjet:

ICBM 1054 1510SLBM (i A-ubåde) 656 350SLBM (i diesel nbåde) 90

Missiler ialt: 1710 1950

Langtræk. bombere 360 140Strategiske NDY 2070 2090

Sprænghoveder i missiler 3350 1950

Megatonnage- i missiler 1650 9550- i bombere (å 4X25 MT)**) 36000 14000

Ialt megatons: 37650 23550

Fig.1.

(fig. 1.) viser, at de to supermagter har omtrentlig det samme antal nu­

cleare leveringsmidler (raketter og bombere), medens USA fortsat har

overvægt i antal sprænghoveder og i samlet megatonnage. Denne overvægt

i spræghoveder vil yderligere blive øget under det igangværende fomyel-

sesprogram, hvorunder over 500 Minuteman 3 raketter, der hver bærer 3

sprænghoveder, vil blive deployeret som afløsning for Minuteman 1 inden

1975. Virkningen vil blive en fordobling af det antal mål, som den sam­

lede Minuteman 3 styrke vil kunne ramme. Hertil kommer, at modernise­

ringen af Polaris-ubådsstyrken, som indebærer konvertering af 31 både fra

Polaris- til Poseidon-raketter, vil medføre, at antallet af sprænghoveder,

der kan leveres af amerikanske SLBM, og som i øjeblikket andrager o.

1500 rettet mod 656 mål, vil blive forøget til over 5400, som vil være i

stand til at angribe o. 5000 adskilte mål. (Jfr. også Sikkerhedspolitisk

orientering, side 30).

For Sovjetunionens vedkommende er der, som det vil ses, ikke regnet

med missiler med flere sprænghoveder, men det vides, at SS-9 raketten, af

hvilke ialt 280 er deployeret, har været afprøvet med 3 sprænghoveder, og

det må forventes, at denne modernisering er undervejs.

For så vidt angår defensive raketsystemer er der for begge supermagters

vedkommende foregået en fortsat udbygning og forbedring. I Sovjetunio­

nen har man i 1970 afsluttet deployeringen af 64 ABM-ramper for Galosh-

**) Jfr. her også Adelphi Papers no. 77: Walther Slocombe: The Political Implications

of Strategic Parity.

Den militære magtbalance 1971-72 7

missiler og afprøvet et forbedret ABM-missil. I USA har man påbegyndt 3

stillinger for Safeguard-ABM-systemet til beskyttelse af Minutem an-styr­

kerne og fortsat udviklingen af et nyt system, Hart Site. Disse ABM-syste-

mers videre skæbne vil bl. a. være afhængig af resultatet af de igangvæ­

rende S ALT-f or handlinger.

Medens der således på visse områder er tale om en tilnærmelsesvis nu­

merisk paritet mellem de to supermagter for så vidt angår de strategiske

angrebsstyrker, viser Instituttets opgørelser over det konventionelle styrke­

forhold mellem NATO og Warszawapagten en tydelig overlegenhed i

sidstnævntes favør på næsten alle områder.

Til den følgende oversigt, fig. 2., der viser det konventionelle styrkefor­

hold i Europa, kan yderlige knyttes følgende bemærkninger:

Det konventionelle styrkeforhold i Europa.

Nord- og Centraleuropa Sydeuropa

NATO WP, heraf ru. NATO WP, heraf ru.

Hærstyrker til rådig­hed i fredstid i DIV el. tilsv.:

- pansrede 8(2)*) 28 19 7 9 3

- infanteri, mek. luft­bårne 16(3) 37 22 30 21 4

Kampstyrker og di­rekte støtteenheder til rådighed (i 1000 mand): 580(250) 960 588 525 385 90

Kampvogne til rådig­hed i fredstid: 5500 16000 10000 2250 5700 1600

Operative taktiske fly:

- lette bombere 150 280 200 30 30

- jagere/nærstøtte 1150 1400 1100 450 150 50

- interceptors 300 2100 1100 275 900 450

- rekognoscering 400 400 300 125 100 40

*) Tallene i parentes angiver den amerikanske andel. Fig. 2.

Sammenlægningen af Nord- og Centraleuropa tilslører yderligere den

numeriske ulighed i styrkeforholdet på NATO’s nordflanke, ikke mindst i

8 Den militære magtbalance 1971-72

det væsentlige nord-norske område, hvor en enkelt norsk brigadegruppe

vil kunne risikere at stå over for op til 4 divisioner.

I det centraleuropæiske område er de to franske divisioner, stationeret

i Vesttyskland, og de yderligere 4 franske divisioner i Frankrig ikke med­

regnet. Mere væsentligt er imidlertid den uheldige deployering af styrker­

ne inden for Centralregionen, som medfører, at de bedst og stærkest ud­

rustede amerikanske styrker er placeret i den sydlige del af Vesttyskland,

medens styrkerne på den nordtyske slette, hvor truslen må anses for størst,

har mindre kampkraft. Dette forhold har sin rod i opdelingen og i forde­

lingen af besættelseszonerne efter 2. verdenskrig.

Opgørelsen over mandskabsstyrker er medtaget, fordi der er væsentlig

forskel på vestlige og østlige divisioners størrelse og på deres støtteenhe­

der (jfr. side 33). Hertil kommer imidlertid, at mobilisering af de umid­

delbare reserver kan betyde ændringer i styrkeforholdet. De 31 sovjetiske

divisioner i Centraleuropa vurderes således at kunne blive forøget op til

70 i løbet af en måned, hvis mobiliseringen sker uforstyrret.

Som følge af de landværts forbindelser kan Sovjetunionen bringe for­

stærkninger og tung udrustning ind i Europa i et langt stærkere tempo

end USA, selvom USA er i besiddelse af mulighederne for hurtigt at brin­

ge personel og forstærkninger ind, beregnet til bemanding af allerede i

fredstid oplagt materiel i Tyskland.Medmindre NATO vil have mulighed for at udnytte foreliggende vars-

lingsmuligheder, vil WP således indledningsvis have en fordel.

Opgørelsen viser endelig, at WP for så vidt angår kampvogne har en ud­

præget og for fly en betydelig numerisk overlegenhed.

Også personellets uddannelsesmæssige og materiellets tekniske standard

samt gældende doktriner for en kamps gennemførelse må imidlertid indgå

i kapacitetsvurderingen, men disse faktorer er langt vanskelige at udtryk­

ke eksakt.

I oversigten er ikke medtaget de to parters taktiske atomvåben, der for

NATO’s vedkommende omfatter o. 7000 sprænghoveder og o. 2250 NDV

(Nuclear Delivery Vehicles), medens WP menes at råde over o. 3500

sprænghoveder. En sammenligning mellem disse kapaciteter er yderst van­

skelig på grund af de doktriner, der gælder for deres anvendelse. Alene

tallet viser imidlertid, at Sovjetunionen har evnen til at gennemføre en

massiv nuclear offensiv på kamppladsen eller at besvare enhver eskalation

fra NATO’s side med en sådan option.

Sammenligner man den her viste styrkeopgørelse med en tilsvarende fra

Den militære magtbalance 1971-72 9

sidste år, kan der kun konstateres mindre ændringer. Sammenholdes op­

gørelserne over en længere periode, kan der imidlertid konstateres en ty­

delig tendens i Øst’s favør.

Den følgende oversigt, fig. 3., viser en opgørelse over de to parters mari­

time styrke, som på grund af søstridskræfters flexibilitet vanskeligt lader

sig opgøre regionalt.

Styrkeforholdet til søs.

NATO WP

Hangarskibe (attack) 10 - 70-100 flyHangarskibe (antiubåds) 4 2Overfladeangreb-krydsere/destroyere 6 15Antiubåds-destroyere/fregatter/eskorte 276 150Motortorpedo/kanonbåde 136 161 WP: SSMAngrebsubåde:- atomdrevne 33 20- dieseldrevne, langtr./mellemdistance 90 160- dieseldrevne, kortdistance 30 22

Fig. 3.

Opgørelsen viser en markant og velkendt asymmetri. Medens USA har

en særdeles kraftig carrier-strike force med fly og missiler til luftforsvar

og antiubådskrigsførelse samt langtrækkende fly beregnet til indsættelse

mod overfladeskibe og mål på landjorden (i givet fald med kernevåben), så baserer den sovjetiske flåde sig på landbaserede fly, suppleret med

skibsbaserede SAM og langtrækkende SSM, som et stort antal sovjetiske

skibe medfører. Manglen på hangarskibsbaserede fly må i en krigssitua­

tion anses for en begrænsende faktor for de sovjetiske overfladeflåders operationsmuligheder - til trods for, at de i andre henseender har opnået en stadigt stigende grad af operationsfrihed.

Sovjetunionen har udviklet en kraftig trussel i Atlanten og Middelhavet

mod strike carriers og missilubåde i form af et stort ubådsvåben. Herover­

for har Vest igen søgt at udvikle sin doktrin for og kapacitet til antiubåds­krigsførelse.

Medens langtrækkende SSM i sovjetiske krydsere og ubåde har visse be­

grænsninger, er de kortrækkende SSM i patruljebåde særdeles effektive og støttet af missiler baseret i fly og kystbatterier.

En egentlig vurdering af styrkeforholdet er vanskelig at foretage. Det

10 Den militære magtbalance 1971-72

store antal sovjetiske ubåde er en væsentlig trussel mod Vest’s afgørende

afhængighed af søværts forbindelser. På den anden side indebærer genfor­

syning og forstærkning af de sovjetiske flådestyrker i Atlanten og i Mid­

delhavet betydelige vanskeligheder i tilfælde af en konflikt.

Udover de her refererede styrkeopgørelser, indeholder den årlige styrke­

oversigt som vanligt en række detaljerede opgørelser også for andre regio­

nale områders vedkommende. Latinamerika er dog i år udeladt, fordi der

ingen væsentlige ændringer er i forhold til sidste års oversigt. Til gengæld

er i år medtaget et index over indholdet også af de tre foregående årlige

oversigter.

For Kinas vedkommende fastslår oversigten, at den dominerende strate­

giske koncept fortsat er Folkekrigen, i hvilken størsteparten af befolknin­

gen er tildelt en militær rolle. I omtalen af det kinesiske kernevåbenpro­

gram anføres, at Kina kun har gennemført en enkelt prøvesprængning,

den 11. ialt, i det forløbne år. Af leveringsmidler for nucleare våben reg­

nes Kina med at råde over mindst 30 Tu-16 bombere med en operations-

radius på ca. 1500 miles. Kina menes endvidere at have 20 operative mis­

siler med en rækkevidde på op til 1000 miles placeret i det nordvest- og

nordøstlige Kina. En ny raket med den dobbelte rækkevidde er blevet af­

prøvet i Sinkiang-ørkenen.

Oversigten indeholder, som tidligere, udførlige oversigter over internati- onalevåbenhandel-aftaler, forsvarsudgifter i forhold til nationalprodukt,

missilsystemer m. v.

Oversigten bekræfter, at afspændingstendenserne i de internationale re­

lationer ikke er et resultat af en generel tendens til nedtrapning af den

militære formåen, måske snarere det modsatte.

K . V. Nielsen.

I tidsskriftets sidste nummer omtaltes en skriftserie, som udgives af

Centralforbundet Folk och Forsvar med henblik på at danne bag­

grund for den bredest mulige debat om Sveriges sikkerhedspolitik.

Med udgangspunkt i en af pjecerne i denne serie, Alternativa fram-

tider, tegner en af skriftseriens forfattere og redaktører, professor

Nils Andrén, der er medarbejder ved den svenske Forsvarets Forsk­

ningsanstalt, her et billede af de sikkerhedspolitiske miljøstudiers

rolle i det svenske forsvars langtidsplanlægning. Et billede, som

kan have interesse også uden for Sverige.

Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver

For en lille og rig nation, uden sådanne udadrettede ambitioner som ikke

kan tilgodeses ved fredelige midler, har forsvaret begrænsede opgaver. Det

skal, enkelt udtrykt, ved sin eksistens, styrke og erkendte eller formodede

duelighed aldrig have behov for at blive anvendt. Det skal være fredsbe­

varende. Men hvor stærkt må et forsvar være for, at en eventuel angriber

altid skal kunne sige sig selv, at et angreb vil mislykkes eller koste mere

end erobringen er værd?

Forsvar er dyrt og forsvarsudgifter er ikke mere populære end andre

udgifter. Et rimeligt ambitionsniveau er derfor, at det sikkerhedspolitiske

mål skal nås med mindst mulige omkostninger.

Hvadenten denne stræben bestemmes af en økonomisk eller af en sikker­hedspolitisk bedømmelse, forudsætter et positivt resultat, at man først og

fremmest koncentrerer sin opmærksomhed om planlægningsaspekter. For­

svarets forskellige våben- og kommunikationssystemer m. m. bliver stadigt

mere komplicerede og kostbare. En bristfældig planlægning, som leder til

fejlinvesteringer, kan forårsage store omkostninger enten i tabt effektivi­tet eller i nye investeringer for at rette på svaghederne.

Det ville næppe være rigtigt at påstå, at målsætningen: største effekt

til laveste pris helt kan virkeliggøres. Men det må være en stræben at

komme så nær som muligt. Dette forudsætter systematiske, successivt revi­

derede bedømmelser af fremtidige udviklingsmuligheder. Hvis f. eks. et

mere kompliceret nyt våbensystem eller kommunikationssystem planlæg­

ges idag, vil det først have indvirkning på forsvarets duelighed om ca. 15

år. Det er derfor vigtigt at have en opfattelse af, hvordan det sikkerheds­

politiske ’miljø’ ser ud, som forsvaret skal virke i. (Jfr. fig. 1.).

12 Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver

F ig .1.Diagrammet viser tidsforskellen mellem investeringer og opnået forsvarseffekt ved kom­plicerede våbensystemer. Af figuren fremgår også, at studier af og beslutning om ud­vikling af et sådant system må gøres måske mere end et decennium før det tages i brug. Det er derfor nødvendigt, at man da søger at danne sig en opfattelse af det miljø i hvilket systemet skal virke. Et instrument herfor er perspektivplanlægning.

Forsvarets langtidsplanlægning må således indrettes på et omtrentligt 15- års fremtidsperspektiv. Den opgave at forsøge at tegne fremtidsbilleder som grundlag for forsvarspolitiske beslutningstagere og planlæggere inden for det militære forsvar, civilforsvaret og det økonomiske forsvar er i Sve­rige lagt på tre såkaldte miljøutredningar, der skal klarlægge det inter­nationale miljøs mulige vilkår i dette fremtidsperspektiv.

I en nyudgivet åben, halvofficiel version er disse blevet betegnet som Alternativa framtider (udg. af Centralforbundet Folk och Forsvar, 1971). Titlen siger noget væsentligt om fremtidsplanlæggerens dilemma. ’Det er svært at spå, især om fremtiden’, er en spøg med en alvorlig pointe. Syste­matisk udnyttelse af kendte samtidige udviklingstendenser, kræfter og for­ventninger og af kendte menneskelige adfærdsmønstre kan ikke gøre os til spåmænd. Derimod kan den - i bedste fald - føre til et klarere billede af de forskellige udviklingsmuligheder, som vi stort set kan gå ind for. Studier af denne art indgår som et vigtigt led i det sikkerhedspolitiske planlægningsarbe j de.

’Miljøstudierne’ har to hovedopgaver. Den ene er at belyse det inter­nationale miljøs udviklingsmuligheder i store træk, den anden at udarbej­

Sikkerhedspolitiske miljøstudier.

Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver 13

de konkrete eksempler på mulige fremtidige hændelsesforløb af en art

som svensk sikkerhedspolitik og forsvarsplanlægning kan tænkes at skulle

tage hensyn til (de såkaldte angrepsfall) . De to opgaver indebærer to for­

skellige måder systematisk at skulle studere og præsentere fremtidige ud­

viklingsmuligheder på. Fig. 2. belyser i forenklet form dette problem.

Fig. 2.

Internationale udviklingsmuligheder = ’verdensbilleder’ og angrepsfall.

Forenklingen betinges først og fremmest af, at antallet af mulige udvik­linger fra nu og fremover praktisk er ubegrænset. Af alle disse udviklings­

muligheder forekommer nogle mere rimelige end andre. Planlægger man

for at kunne møde usikkerhed, kan man ikke indrette sig på kun en situ-

ationstype. Man måtte også se på andre Verdensbilleder’ og situationer,

som måske ikke er rimelige eller trolige, men som er fuldt mulige. Histo­

rien opviser mange eksempler på urimelige hændelser eller ’træk’, som

blev mulige, i det mindste delvis fordi de blev betragtet som urimelige.

’9. april’ var et sådant træk. ’Pearl Harbour’ et andet.

Alternative fremtider.

På figur 2 betegner ’stjernerne’ udviklinger som leder til krig eller trussel

om krig. Den del af figuren, som ligger under forgreningerne betegner mu­

lige, fremtidige verdener. ’Krigstruslen’ på den højre af de tre alternative

14 Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver

hovedudviklinger fra det nuværende er fra et planlægningssynspunkt uin­

teressant i femtenårsperspektivet, eftersom det stort set måtte klares med

de nu eksisterende ressourcer; ikke med de ressourcer, som vi planlægger

for idag.

Den del af figur 2 som ligger over forgreningerne angiver eksempler på

udviklinger med udgangspunkt fra de alternative verdensbilleder. De be­

skrives på sanune måde som det historiske hændelsesforløb. Man kalder

ofte sådanne ’fremtidshistoriske’ beskrivelser for ’scenarier’. Scenarier be­

skriver tænkelige eller mulige, men ikke nødvendigvis sandsynlige frem­

tidsudviklinger.

Scenarier som beskriver en udvikling frem til trussel eller angreb mod

Sverige plejer man i svensk sikkerhedspolitisk planlægningsterminologi at

betegne som angrepsfalL Ud fra enhver tænkelig verden eller ’miljø’ kan

tænkes et stort antal scenarier. Nogle af disse kan være angrepsfalL

Hvilke verdensbilleder er mulige og hvilke er sandsynlige?

Generelt kan man gætte på, at et verdensbillede i et femtenårsperspek-

tiv fremad opfattes som sandsynligt, dersom det ikke adskiller sig mere

fra det nuværende verdensbillede end dette gør det i et femtenårs-perspek-

tiv bagud. Den udramatiske udvikling med jævne forandringer kan altid

forsvares som rimelig. Men samtidig kan man aldrig udelukke muligheden

for større forandringer, både gennem en dynamisk, men fredelig proces og

gennem mere eller mindre blodige og katastrofale omvæltninger.

Hvorledes kan man beskrive fremtidige verdener så de bliver interes­

sante som udgangspunkt for sikkerhedspolitisk planlægning? Vi ved, at

en række forskellige faktorer er af sikkerhedspolitisk betydning. Disse

omfatter ikke alene strategiske overvejelser i snæver betydning men også

økonomiske, tekniske, sociale og ideologiske kræfter af forskellig slags.

Inden sådanne kræfter bliver kriseudløsende, må de dog påvirke det magt­

politiske systems forskellige aktører, staterne. Konklusionen bliver, at de

alternative fremtidige verdener af interesse for sikkerhedspolitisk plan­

lægning bør være alternative, internationale magtstrukturer.

Internationale magtstrukturer.

For den svenske forsvarsplanlægning er det vigtigste spørgsmål, hvilke

trusselsbilleder og angrebsrisici som kan tænkes at udvikle sig af forskel­

lige slags internationale magtstrukturer. Miljdutredningarnas ’verdensbil­

leder’ udgår stort set fra tre forskellige hovedtyper af internationale magt­

Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver 15

strukturer. Af disse kan de to betegnes ’ekstreme’ og den ene som normal.

Inden for de tre hovedtyper kan man tænke sig et stort antal varianter.

Givetvis må man forestille sig både hovedtyper og varianter som punkter

eller zoner på en glidende skala, hvor den ene går over i den anden uden

skarpe grænser. At tale om kun tre hovedtyper er derfor en bevidst, men

nødvendig forenkling (jfr. figur 2).

Den første, ’ekstreme’ mulighed kan kaldes en ’forenet verden’. Hermed

menes i første række en verden, hvor det kollektive sikkerhedsprincip på

global basis er slået igennem og er blevet fast og respekteret. I denne ver­

den fungerer en international retsorden som kan bilægge opståede tvister.

Den bliver stabil, fordi den præges af vidtstrakt hensyn til sociale, økono-

Den nuværende situation

bevares. Et svagt og split­

tet Vesteuropa som er væ­

sentlig afhængig af USA

for sin sikkerhed.

Fig. 3.

Mindsket supermagtsenga-

gement på grund af øgede

bindinger i andre dele af

verden. Øget al-europæisk

interaktion.

Fig. 4.

Stærkt Vesteuropa i fortsat

alliance med USA. En så­

dan situation kan foranle­

dige øget friktion mellem

Vesteuropa og Sovjetunio­

nen.

Fig. 5.

16 Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver

miske og andre forandringer. Den internationale retsorden undgår der­

med at blive statisk, uforanderlig og konfliktskabende. En enig verden af

denne art opfører sig som et ideal, som de fleste i princippet efterstræber,

men som mange tror ikke kan realiseres; i hvert fald vil dette ikke kunne

ske i et femtenårs-perspektiv.

For Europas del ville en enig verden rent teoretisk også kunne antage

form af en fast alliance mellem USA og Sovjet eller mellem Warszawa­

pagten og NATO. En sådan ’Tilsit’-situation ville kunne føre til, at både

Vesteuropas og Østeuropas handlefrihed ville blive kraftigt beskåret.

En anden, men normal og derfor også mere ’trolig’ magtstruktur er en,

som ligner den nuværende. Den udgøres med andre ord af en splittet ver­

den med to dominerende supermagter. Det er en verden med dominerende

bipolære træk, i hvert fald inden for det sikkerhedspolitiske område, som

indbefattes i begrebet terrorbalancen. I Europa, som er brændpunktet

mellem Warszawapagten og NATO, fremstår en uforandret, splittet ver­

den som klart bipolær. Det er det verdensbillede, som har fremkaldt og

befæstet den nuværende svenske sikkerhedspolitik. Dette bipolært domi­

nerede billede kan optræde i flere varianter. Figur 3 antyder den nuvæ­

rende situation og figur 4 illustrerer en tendens i samtiden med øget su-

permagtsengagement uden for Europa.

Figur 5 betegner en situation på grænsen mellem den anden og tredie

alternative magtstruktur. Den viser de mulige følger af, at Vesteuropa

styrkes politisk og militært uden dog at blive en med de nuværende su­

permagter helt jævnbyrdig partner, og uden at slippe den atlantiske sik­

kerhedspolitiske livlinie. Det tredie alternativ er i forhold til dagens situa­

tion mere ekstremt end det andet, men turde stå meget nærmere virkelig­

heden end det første. Det indebærer en splittet verden, i hvilken de to

nuværende supermagter har fået en eller flere konkurrenter. En sådan

verden benævnes multipolær. I visse henseender kan allerede den nuvæ­

rende verden betegnes som multipolær.

I femtenårs-perspektivet findes der højst tre kandidater til en sådan

magtstilling: et forenet Europa af en eller anden art, Kina og Japan.

T russelsmodeller.

På figur 2 viser den øverste del eksempler på udviklinger med udgangs­

punkt fra de valgte internationale magtstrukturer. Nogle af disse anses for

at kunne føre til for Sveriges sikkerhed farlige situationer: direkte angreb,

Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver 17

afspærringer, truende neutralitetskrænkelser m. m., De bliver dermed

trusselsmodeller eller angrepsfall, som beskriver et hændelsesforløb frem

til situationer, i hvilke angreb mod Sverige - en eller anden alvorlig trus­

sel mod landets handlefrihed - fremstår som tænkelig. Generelt tegner

angrepsfall udviklinger, som man kan betragte som mulige og rimelige,

men ikke nødvendigvis som trolige.

Trusselsmodellerne går ud fra den antagelse, at stormagternes, og især

supermagternes, handlinger i hovedsagen styres af deres dominerende in­

teresser, som kan være af skiftende art. Disse interesser er afgørende for

indstillingen til væsentlige sikkerhedspolitiske og strategiske spørgsmål.

Hvilken indstilling, der tilskrives en trusselsmodels forskellige aktører be­

ror naturligvis bl. a. på den udgangssituation, som tegnes for trusselsmo­

dellen. Den beskriver trusselssituationer på en sådan måde, at tre hoved­

formål tilgodeses.

Trusselsmodellerne tegner situationer, i hvilke angreb mod Sverige

fremstår som tænkelige. Ved hjælp af et stort antal af sådanne angrepsfall

bør man kunne få en klarere opfattelse af, hvilke internationale forhold

og udviklinger det er, som kan blive kritiske for Sverige.

Et væsentligt led i trusselsmodellen udgøres af beskrivelser af en tænkt

angribers lønsomhedsvurdering. Trusselsmodellen taler med andre ord

om hvilken ’pris’, en angriber i en given ydre situation rimeligt kan

formodes at kunne eller ville ’betale’ for at opnå sine mål i Sverige.

Prisen betinges både af den værdi, han sætter på at opnå målet, og på hvilke ressourcer, han kan afse til opgaven under hensyn til andre forplig­

telser i verden. Sverige bliver ’prisen værd’, såfremt fordelene ved at have

landet er mindst lige så store som andre fordele, som kan ’købes’ andet­

steds for samme omkostning. Såfremt den tegnede krisesituation er rime­

lig, og såfremt Sverige i situationen er prisen værd, fremstår trusselsmo­dellen som tænkelig.

En trusselsmodel bør også indeholde en beskrivelse af forudsætnin­

gerne for angriberens militære angrebsplan. En sådan beskrivelse skal give

den information, som er nødvendig for at gennemføre en svensk forsvars­planlægning.

De trusselsmodeller, som hidtil er udarbejdet er ikke helt forudsæt-

ningsløse. De er udarbejdet inden for rammerne for sådanne antagelser

vedrørende det politiske verdensbillede og fremtidige konflikters karak-

18 Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver

ter, som er fastlagt som udgangspunkter for svensk sikkerhedspolitik og

forsvarsplanlægning. Disse omfatter

- den alliancefri udenrigspolitik

- et internationalt system, som i hvert fald i Europa præges af en

bipolær spænding mellem to dominerende supermagter med tilhø­

rende blokke

- at en stormagts politiske mål ved et angreb på Sverige begrænses

og bestemmes af dennes globale mål; stormagten kan derfor kun

sætte en begrænset del af sine militære ressourcer ind for at nå sine

mål i Sverige.

Angrebsrisici - hvorfor, hvem, hvorledes?

Spørgsmålet om hvorfor nogen skulle angribe Sverige er rimeligt, men i

reglen svært at besvare på en måde som tilfredsstiller spørgeren. Et

alment svar, som kan læses bl. a. ud af trusselsmodelleme, er, at vær­

dien af at kontrollere Sverige ændrer sig under hensyn til konfliktsituatio­

nen som helhed og dens udvikling i Nordeuropa. En angribers motiv kan

henføres til et eller flere af følgende:

- behov for territoriet for egen krigsførelse eller egne installationer,

- behov for svensk territorium for at sikre besiddelsen af nærliggen­

de områder,- behov for de ressourcer, som findes i Sverige,

- behov for at råde over svensk territorium med henblik på at på­

virke en international magtbalance,

- stræben efter at hindre ’hovedmodstanderen’ i at vinde kontrol

over Sverige med henblik på at opnå nogle af de her opregnede for­

mål*

Hvem kan angribe Sverige? Hvem er et lige så vigtigt spørgsmål som

hvorfor. Man må lægge mærke til, at spørgsmålet gælder hvem, der kan

angribe Sverige, ikke hvem der tænker på at gøre det.

En væsentlig faktor er geografien. Man kan forestille sig angreb fra alle

fire verdenshjørner, men visse angrebsretninger er af geografiske årsager

mere rimelige end andre. Sveriges placering mellem to blokke i en bipo­

lær verdensdel medfører også, at antallet af angribere bliver begrænset. I

dagens situation turde alene supermagterne have ressourcer til med udsigt

til heldig fremgang at kunne gennemføre et væbnet angreb mod Sverige.

Får vi en klart multipolær verden med flere supermagter, kan forholdet

Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver 19

blive et andet. Mod midten eller slutningen af 1980erne er dette ingen

urimelig udvikling.

Generelt hævdes det, at de store konfliktrisici øges med antallet af uaf­

hængige supermagter. Jo flere ’suveræne’ aktører der optræder, desto svæ­

rere kan det blive at håndtere en krise, således at en af alle accepteret

løsning kan tilvejebringes. Spredningsrisiciene tiltager.

Forskellige trusselsmodeller bygger på forskellige sæt af antagelser

med hensyn til både verden som helhed og de forskellige staters måde at

reagere på i en sådan verden, med udgangspunkt i deres egne interesser.

Normalt forudsætter man, at en bipolær situation præges af en af begge

parter accepteret ligevægt. Det er i begge parters interesse, at forstyrrelser

i denne ligevægt holdes tilbage. Forstyrrelser i magtbalancen kan blive

særligt farlige, hvis der samtidig forekommer tendenser til uro eller op­

løsning inden for de forskellige magtblokkes interessesfærer i Europa.

Kombinationen med en hovedmodstander, som er svækket, samtidig

med at den europæiske situation er forvirret eller i opløsning kan med­

føre ’fristelser’ for den temporært stærkeste af hovedmodstandeme. Denne

kan i en sådan situation se en unik mulighed for på afgørende måde at

forandre den internationale magtfordeling til egen fordel, for derigennem

på længere eller kortere sigt at øge sin egen og eventuelt sine forbunds­

fællers magt og tryghed.

I de trusselsmodeller, som er udarbejdet for det militære forsvar, er

det ikke forudsat, at kernevåben skulle komme til umiddelbar anvendelse.

Grundtanken er, at begge magtblokke er nøje klar over risikoen ved at overstige tærsklen mellem konventionelle våben og kernevåben (eller B-

og C-kampmidler). Supermagternes tilbageholdenhed over for at gribe til

anvendelse af kernevåben - at overskride kernevåbentærsklen - forudsæt­

tes at være stor. I hvert fald anses det ikke for sandsynligt, at denne

tærskel for første gang under en storkonflikt vil blive overskredet ved et angreb mod Sverige.

En forudsætning for opfattelsen af den høje kernevåbentærskel i frem­

tiden er, at der i tidsrummet fra nu frem til tidspunktet for trusselsmodel­

len ikke anvendes kernevåben under væbnede konflikter.

Hvor anvendelige er angrepsfallen?

Trusselsmodellens opgave er at beskrive trusselssituationer, således at

de ansvarlige svenske sikkerhedspolitiske beslutningstagere skal få et om

muligt bedre grundlag end hidtil for at bedømme konsekvenserne af for­

20 Sikkerhedspolitiske fremtidsperspektiver

skellige arter af beslutninger, og et sikrere instrument for gennemførelse

af forsvarsmyndighedemes virksomhed.

De skal være en hjælp til at komme hen i nærheden af det opstillede

mål: størst mulig sikkerhed for de lavest mulige omkostninger, - ikke

bare idag og i morgen, men også om femten år eller mere.

Spørgsmålet om trusselsmodellernes anvendelighed for - som miljø-

eksempel i forskellige henseender og inden for forskellige samfundssek­

torer - at forbedre planlægningsarbejdet inden for totalforsvaret er vig­

tigt, men nok så længe svært at besvare. Trusselsmodellerne indgår som

en del af et planlægningsteknisk eksperiment. Ikke destomindre turde det

være klart, at grundprincipperne for så vidt angår såvel trusselsmodeller

som andre led i planlægningssystemet er kommet for at blive. Det er

dog stadig uklart i hvor stor udstrækning trusselsmodellerne behøver at

blive kompletteret med andre former for planlægningsgrundlag. Uanset

hvorledes disse spørgsmål kan løses, beror angrepsfall-teknikkens anven­

delighed imidlertid i sidste ende på om de politiske bestlutningstagere er

rede til at acceptere denne ’konkrete’ form for sikkerhedspolitisk beslut­

ningsgrundlag.Nils Andrén.

Genévekonferencen

om humanitær folkeret

Denne artikel af civilforsvarsdiréktør Erik Schultz beskæftiger sig

med de eksisterende internationale regler til begrænsning af kri­

gens skadevirkninger og med det arbejde, der fortsat gøres for at

udbygge disse.

Artiklen har tidligere været offentliggjort i Civilforsvarsbladet

nr. 5/1971.

Igennem mere end 100 år har man arbejdet på at mildne krigens virknin­

ger for menneskeheden. Afbrudt af perioder, hvor krige har raset, har der

fra idealistiske enkeltpersoner, ansvarlige regeringer, internationale orga­

nisationer som Folkeforbundet og FN og først og sidst fra Den internatio­

nale Røde Kors Komité været udfoldet store bestræbelser for at humani­

sere krigsførelsen. Man har søgt at skabe et system af aftaler mellem lan­

dene, der skulle binde disse til at følge visse normer og at afstå fra visse

skridt under krig.

Begyndelsen var beskeden. Ved St. Petersburg-deklarationen af 1868 forbødes anvendelsen af eksplosive projektiler, ved Haager-konventionen

af 1899 brugen af dum-dum kugler. I Haager-Landkrigsreglementet af 1907

fastsattes en lang række begrænsninger i adgangen til at skade fjenden,

således forbud mod at bombardere uforsvarede byer og beboelser. Geneve-

protokollen af 1925 forbyder anvendelsen af giftgasarter og biologiske

krigsmidler. En FN-konvention af december 1948 forbyder folkedrab. Ge-

nevekonventionerne af august 1949 moderniserede og udbyggede de omfat­

tende regler om krigsførelsen til lands og til søs og om beskyttelsen af

krigsfanger og indførte helt nye bestemmelser om beskyttelsen af civilbe­

folkningen (IV. Genevekonvention). Haager-konventionen af 1954 indfø­

rer en beskyttelse af kulturel ejendom under krig. FN-konventionerne af

1966 om menneskerettighederne, der gælder både under fred og under

krig, indeholder en række bestemmelser, der garanterer den enkelte en vis

minimal human behandling.

22 Genevekonferencen om humanitær folkeret

At sådanne konventioner har sparet tusinder, ja millioner for unødige

lidelser under krig, er vel uden for tvivl. Men at de er såre ufuldkomne,

er vist lige så klart. Traktater binder kun de lande, der har tiltrådt (rati­

ficeret) dem. Nogle traktatbestemmelser gælder endda kun, hvis alle krigs­

førende magter har tiltrådt vedkommende traktat, og andre træder først i

kraft, når et vist antal lande har ratificeret dem. Mange traktater indehol­

der uklare regler. Således strides man om, hvorvidt forbudet mod giftgas

i Geneve-protokollen af 1925 kun omfatter krigsgas eller også de blot irri­

terende gasarter som for eksempel tåregas.

Udviklingens krav.

Men hertil kommer, at udviklingen på adskillige områder er løbet fra

mange af de ældre regler. Antallet af stater er i den sidste snes år vokset i

en sådan grad, at f. eks. de gamle Haager-konventioner nu kun gælder for­

melt for en mindre del af nationernes familie. Også krigsformerne har

skiftet karakter siden den tid, da forbud mod eksplosive projektiler og

dum-dum kugler betød fremskridt. Luftkrigen førte med sig, at proble*

merne omkring beskyttelsen af den civile befolkning kom i brændpunktet.

Kernevåbnenes udvikling i begyndelsen af halvtredserne, særlig det radio­

aktive nedfald, der kunne være en fare for befolkningen tusinder af kilo­meter fra eksplosionsstedet, føjede særlige problemer til. Og den guerilla­

krigsførelse, som man har set udfolde sig i løbet af tresserne, rejser igen

særlige folkeretlige problemer. Disse understreges af det forhold, at mange

af de senere års væbnede konflikter har haft karakteren af borgerkrige,

ikke krige mellem nationer. Kan folkeretten regulere forholdet mellem et

lands lovlige regering og de grupper af borgere, der med vold søger at om­

styrte denne?

Den Internationale Røde Kors Komité, som gennem de seneste 100 år

utrætteligt har taget initiativet til internationale forsøg på at mildne kri­

gens vilkår og beskytte mennesker under krig, har længe arbejdet på at

bringe den humanitære folkeret på højde med disse udviklingstendenser.

Vanskelighederne er store, både de politiske og de juridiske, og skal de

overvindes, kræver det lang tid og stor tålmodighed hos alle parter. Inter­

nationalt Røde Kors har imidlertid gennem adskillige år forberedt jord­

bunden for en forhåbentlig lykkelig afslutning af dette arbejde, og rege-

ringsekspertkonferencen i Geneve i maj/juni 1971 var det foreløbigt sidste

skridt på denne lange vej. Og et opmuntrende skridt.

Genevekonferencen om humanitær folkeret 23

New Delhi-Konferencen.

De første år bød arbejdet på skuffelser. I 1956 udarbejdede Den Interna­

tionale Røde Kors Komité (i det følgende kaldet ICRC, den engelske for­

kortelse) et regelsæt bl. a. indeholdende meget vidtgående begrænsninger

i valget af angrebsobjekter og krigsmidler. Der var således foreslået et to­

talt forbud mod anvendelse af våben, hvis skadevirkninger kunne spredes

i uforudset omfang eller unddrage sig kontrol. Sagt med andre ord: Et

forslag til forbud mod anvendelse af kernevåben, krigsgas og biologiske

våben. Der havde ICRC imidlertid vovet sig for langt ind i storpolitikkens

irgange. På Røde Kors-konferencen i New Delhi i 1957, hvor forslaget be­

handledes, mødte det kompakt modstand fra supermagterne. Røde Kors

var for tidligt ude. Forslaget faldt, naturligvis ledsaget af mange smukke

ord.

Men ICRC gav ikke op. Man følte sig for og fandt efterhånden i sidste

halvdel af tresserne tiden moden til at formulere nye tanker og forslag.

Våbenanvendelse og våbenkontrol.

I mellemtiden var udviklingen blevet moden for en direkte kontakt mel­

lem supermagterne til at søge løst de vanskelige storpolitiske problemer

omkring kontrollen med masseødelæggelsesvåbnene.

I 1963 blev der i Moskva indgået aftale om forbud mod atomforsøg i at­

mosfæren, det ydre rum og under vandet. Spørgsmålet om forbud mod un­derjordiske atomsprængninger er senere taget op til forhandling. I 1967

gennemførtes et forbud mod at bringe kernevåben i kredsløb omkring jor­

den eller anbringe dem i det ydre rum. En traktat om forbud mod spred­

ning af kernevåben så dagens lys i 1968 og er trådt i kraft i 1970. I 1971

er der opnået enighed om en traktat om demilitarisering af havbunden.

Også spørgsmål om nye traktatbestemmelser om forbud mod B- og C-vå-

ben har været drøftet realistisk, og de første resultater skimtes.

De fleste af disse nyskabelser er resultatet af forhandlinger i FN, forbe­

redt gennem drøftelser på Nedrustningskonferencen i Geneve (kaldet CCD

= the Conference of the Committee of Disarmament), hvor en kreds på

26 lande, indbefattet supermagterne, til stadighed er i kontakt om ned-

rustningsspørgsmål. Hertil kommer, at USA og Sovjet siden efteråret 1969

har været i direkte kontakt om muligheden af at begrænse de to landes

strategiske raketvåben. Foreløbig har disse fortrolige SALT-forhandlinger

24 Genevekonferencen om humanitær folkeret

(SALT = Strategic Armaments Limitations Talks) strakt sig over seks

runder i Helsingfors og Wien.

Selv om de håndgribelige resultater af disse forhandlinger foreløbig er

beskedne, er det vigtigt at problemerne om kontrol med og forbud mod

de masseødelæggende våben nu behandles ved direkte politisk kontakt på

højeste niveau mellem supermagterne selv. Der er derved skabt baggrund

for, at ICRC kan koncentrere sig om de mange øvrige problemer om hu­

manisering af krigen, som er naturlige arbejdsfelter for Røde Kors.

Haager- og Geneve-Konferencerne.

Man har her valgt en lignende trinvis fremgangsmåde, som da man i sin

tid forberedte Genevekonventionerne af 1949. Efter en række ekspertmø­

der med deltagelse af folkeretslærde og andre og efter foreløbige drøftel­

ser på Røde Kors-verdenskonferencerne i Wien i 1965 og i Istanbul i 1969

indbød ICRC til to møder i 1971: en konference i Haag den 1.-6. marts

med deltagelse af repræsentanter for de nationale Røde Kors-selskaber og

en regeringsekspertkonference i Geneve den 24. maj-12. juni, hvortil 40

regeringer blev indbudt til at sende eksperter. Såfremt der både fra natio­

nal Røde Kors-side og fra regeringsekspert-side er tilstrækkelig baggrund

for at gå videre med sagen, sigter man på at indbyde samtlige regeringer til en diplomatisk konference på et senere tidspunkt til endelig drøftelse

af et eller flere traktatudkast.

Danmark var repræsenteret ved begge konferencer. I Haag mødte prins

Henrik i sin egenskab af kommitteret i Dansk Røde Kors, generalsekretær

Arne Fremm, Dansk Røde Kors, professor Isi Foighel, Dansk Røde Kors’

folkeretlige rådgiver, samt fuldmægtig Tyge Lehmann, Udenrigsministe­

riet. Haager-Konferencen gav sin fulde støtte til ICRC’s fortsatte arbejde

med sagen.

I Geneve mødte en regeringsekspert dele gation bestående af kontorchef

Per Fer go, Udenrigsministeriet (formand), civilf or svars direktør Erik

Schultz, Civilforsvarsstyrelsen, oberstløjtnant L. Skern og kaptajnløjtnant

J. P . A. Thomsen, Forsvarskommandoen, og fuldmægtig Tyge Lehmann,

Udenrigsministeriet. Professor Isi Foighel deltog i enkelte af møderne.

De 40 lande, der var repræsenteret på Geneve-konferencen, fordelte sig

med 24 europæiske og nordamerikanske m. fl. og 16 udviklingslande. In­

den for de 24 var Sovjet-blokken repræsenteret med 6 lande. De 16 udvik­

lingslande fordelte sig med 3 latinamerikanske og 13 afro-asiatiske lande.

Genevekonferencen om humanitær folkeret 25

Både USA og USSR var med. Den Kinesiske Folkerepublik var indbudt,

men havde meldt afbud. Endvidere var FN repræsenteret.

De vigtigste spørgsmål, der blev behandlet på Geneve-konferencen var:

- Beskyttelse af civilbefolkningen under krigshandlinger

- Beskyttelse af civilforsvaret

- Regler om ikke-internationale væbnede konflikter

- Regler om guerilla-krigsførelse

- Beskyttelse af syge og sårede, og

- Styrkelse af kontrollen med gældende konventioners overholdelse.

Som grundlag for konferencen var af ICRC udarbejdet 8 fyldige rappor­

ter, omfattende i alt godt 500 sider tekst og over 300 sider bilag.

I det følgende vil jeg gennemgå konferencens drøftelser af de enkelte em­

ner med undtagelse af spørgsmålet om civilforsvarets beskyttelse. Om det­

te forelå der detaillerede og meget positive forslag fra Røde Kors’ side, og

jeg vil i en senere artikel vende tilbage hertil.

Beskyttelse af civilbefolkningen.

Det store antal civile ofre, som kendetegner nutidens konflikter, har

skabt behov for vedtagelse af standard-minimumsregler for civilbefolknin­

gens beskyttelse, medens krigshandlinger står på.

Blandt eksperterne var der overvejende enighed om at anse alle, der

ikke direkte deltager i militære operationer eller tilhører de væbnede styr­

ker, som civile. Herefter skal altså også personer, hvis indsats bidrager til styrkelsen af landets for svar sevne, f. eks. arbejdere på fabrikker, der har

leverancer til forsvaret, eller civilt personel i civile transportkolonner, der

fremfører forsyninger til forsvaret, betragtes som civile. De må som sådan­

ne ikke direkte angribes eller gøres til genstand for repressalier.

Problemerne med at finde en realistisk balance mellem beskyttelsen af

civile og muligheden for at gennemføre militære operationer blev indgå­

ende debatteret på konferencen. Man forsøgte at opstille en sondring mel­

lem militære og ikke-militære mål med henblik på beskyttelse af de sidste

mod angreb, men til hvilken kategori skal man henføre et samlet byom­

råde, inden for hvilket der findes spredt et antal virksomheder med rent

militær produktion, trafikcentrer, telekommunikationscentrer eller kraft­

værker? Dette problem blev ikke løst.

Om B- og C-våben henviser Røde Kors ligesom om kernevåben til for­

handlingerne på Nedrustningskonferencen (CCD). Derimod havde man

26 Genevekonferencen om humanitær folkeret

fremsat en del forslag om begrænsninger i anvendelse af øvrige våben

(f.eks. Napalm og »fragmentations bombs«), om pligt til forudgående

varsling af angreb og til at iagttage forholdsmæssighed mellem de mili­

tære fordele, der opnås, og skaderne mod civilbefolkningen, om forbud

mod bombning af samlede områder og forbud mod angreb, der ikke med­

fører en øjeblikkelig militær fordel. Alt dette blev grundigt drøftet, uden

at der dog kunne opnås enighed om konkrete forslag. Det er ikke svært at

formulere regler, der på papiret ser smukke ud, men for en nøgtern be­

tragtning ikke er realistiske. At finde frem til regler, der har en vis chance

for at kunne overholdes under krigsvilkår, er langt sværere. Det er et

spørgsmål, om nogle af disse problemer langt snarere bør diskuteres på

Nedrustningskonferencen, ligesom det er tilfældet med de masseødelæg-

gende våben. Fra dansk side blev betragtninger i denne retning fremført,

ligesom vi foreslog virkningerne af disse våben, som f. eks. Napalm, stu­

deret nærmere inden for FN. Vi havde her i tankerne FN’s fortræffelige

rapporter om kernevåben og om B- og C-våben, hvis danske oversættelser

bl. a. er rundsendt til samtlige civilforsvarsmyndigheder.

Man drøftede spørgsmålet, om der burde gives en særlig kvalificeret be­

skyttelse til enkelte grupper af civilbefolkningen. Bortset fra civilforsvars-

personale og medicinalpersonale var der dog ikke megen stemning herfor.

Gav man los, ville alt for mange grupper af civile kunne argumentere for en særlig beskyttelse for sig, og så ville civilbefolkningens almindelige sta­

tus udvandes. Et forslag om særlig beskyttelse af journalister på farlige

hverv var af FN forelagt konferencen til udtalelse. Der var imidlertid ud

fra flere synspunkter en bred modvilje mod dette forslag.

Ikke-inter nationale væbnede konflikter

Genevekonventionernes artikel 3 pålægger staterne at yde en vis mini­

mumsbeskyttelse til de personer, der i en ikke-international væbnet kon­

flikt ikke tager del i fjendtlighederne. Således er vold, tortur og gidsel­

tagning forbudt, og de stridende parter opfordres til at afslutte overens­

komster om anvendelse af videregående beskyttelsesregler.

Internationalt Røde Kors har ment, at der er behov for at udbygge disse

regler. Noget kunne tale for at anvende hele regelkomplekset for inter­

nationale konflikter - ikke mindst reglerne om krigsfanger - hvis oprø­

rerne f. eks. behersker et vist territorium, har en provisorisk regering og

administration og regulære væbnede styrker (tænk f. eks. på Nigeria/

Genevekonferencen om humanitær folkeret 27

Biafra), eller hvis en eller begge parter får hjælp med militære styrker

fra et tredie land (eks.: Vietnam). Man var inde på at søge defineret en

»ikke-intemational væbnet konflikt« og afgrænse denne på den ene side

til internationale konflikter mellem stater, på den anden side til indre

uroligheder, der er rene politianliggender (tænk på Paris, maj 1968).

Det siger sig selv, at et så politisk ømtåleligt problem ikke let finder en

af alle accepteret løsning. Flere lande var positivt indstillet over for forsøg

på en større eller mindre udbygning af konventionernes bestemmelser om

interne konflikter. Det er imidlertid især udviklingslandene, der har så­

danne konflikter, og deres repræsentanter advarede mod at gennemføre

regler, der kan opfattes som forsøg på at kontrollere deres indre anliggen­

der. Forholdet er jo også det, at Gene vekonventionernes detaillerede be­

skyttelsesregler bygger på den forudsætning, at de skal gælde ved konflik­

ter mellem suveræne stater, en politisk og praktisk helt anden situation,

end hvor konflikten vedrører en stats lovlige myndigheder og en oprørs­

bevægelse, der ved vold vil omstyrte disse.

G uerilla-krigsførelse.

Internationalt Røde Kors havde foreslået et sæt modregler for guerilla­

krigsførelse, som parterne under en konflikt kunne påtage sig at følge.

Det drejede sig bl. a. om en klarere beskrivelse af, i hvilket omfang gue-

rilla-kæmpere skal kunne kræve krigsfangestatus, om forbud mod døds­

straf for guerillas, der ikke opfylder disse betingelser etc. Reglerne skulle kunne anvendes både i interne og i internationale konflikter.

Det lykkedes ikke at nå til en endelig afklaring af problemerne. Fra

mange sider blev der givet udtryk for skepsis over for muligheden af over­

hovedet at nå frem til yderligere regler på dette område. Ved at udvide

beskyttelsen for guerillas løber man en risiko for at udviske sondringen

mellem kombattanter og ikke-kombattanter, og dette vil uden tvivl kom­me civilbefolkningen til skade.

Beskyttelse af syge og sårede.

På den XXI. Internationale Røde Kors Konference i Istanbul i 1969 opnå­

edes enighed om, at det er ønskeligt at give civilt medicinsk personel og

materiel den samme beskyttelse, som efter Genevekonventionerne allerede

tilkommer militært medicinsk personel og materiel, og følgelig den sam­

me ret til i krig at bære Røde Kors-mærket.

28 Genevekonferencen om humanitær folkeret

ICRC havde nu udmøntet dette princip i nogle kortfattede regler, sam­

let i to protokoller, én beregnet for internationale konflikter og én for in­

terne. Det lykkedes på konferencen at opnå fuldstændig enighed om disse

protokoller, som herefter må anses for at være klare til godkendelse på en

officiel regeringskonference.

For civilforsvaret her i landet er det især værd at notere, at reglerne i

de nye udkast betyder, at ambulancetjenestens køretøjer vil blive beretti­

get til afmærkning med Røde Kors, ikke alene ved konvojkørsel, men også

når de kører enkeltvis. Dette betyder, at alle civilforsvarets ambulancer -

når reglerne bliver officielle - under alle forhold vil være berettiget til

afmærkning med det røde kors, hvad de ikke er nu.

Det civile medicinalpersonale, som skal være berettiget til at bære Røde

Kors-mærket, skal være »behørigt autoriseret«. Afgrænsningen af de »be­

rettigede« personkategorier skal fastsættes af vedkommende statslige myn­

dighed. Da protokoludkastet bl. a. taler om »personel, beskæftiget med

eftersøgning, fremdragning og transport af sårede og syge og med omsor­

gen for disse«, synes hele redningstjenestens personel herefter at kunne

blive berettiget til afmærkning med Røde Kors, hvad man kun kan hilse

med glæde.

Kontrollen med overholdelse af Genevekonventionemes regler påhviler

de særlige »beskyttelsesmagter«, dvs. de neutrale stater, som det er betroet at varetage de krigsførende magters interesse i fjendtlige lande.

Dette har aldrig rigtig fungeret i praksis, og man drøftede derfor på

konferencen muligheden for at oprette et internationalt kontrolorgan in­

den for eller uden for FN. Fra mange sider, bl. a. Danmark, støttedes tan­

ken om ICRC som et sådant uvildigt organ, men også forskellige FN-løs-

ninger blev bragt i forslag. Som fremhævet blandt andet fra dansk side vil

det rigtigste nok være et flerstrenget system.

Der er ingen tvivl om, at drøftelserne på Geneve-konferencen, der lå på

et sagligt meget højt niveau, har bidraget væsentligt til afklaring af de

mange foreliggende problemer. Præsidenten for ICRC stillede dog ved

konferencens afslutning i udsigt, at der må indkaldes til endnu en ekspert­

konference, før sagen er moden til drøftelse for et internationalt politisk

forum. Den næste ekspertkonference vil antagelig finde sted i Geneve i

april/maj 1972, og det må forventes, at der til denne først og fremmest vil

foreligge konkrete forslag til konventionstekster om beskyttelsen af civil­

befolkningen, af civilforsvaret og af syge og sårede.

Hvad der dernæst vil ske, er det nok for tidligt at spørge om. ICRC læg­

Genevekonferencen om humanitær folkeret 29

ger som nævnt op til en diplomatisk konference med Røde Kors som ind­

byder, hvilket på ny vil understrege Røde Kors som faderen til den huma­

nitære folkerets udvikling. Denne tanke fik bred tilslutning ved Geneve-

konferencens afslutning. Inden for FN’s sekretariat arbejdes der imidler­

tid på at »overtage« sagen, og FN’s menneskerettighedsafdeling har med

udgangspunkt i foreløbige drøftelser på tidligere generalforsamlinger bars-

let en diger rapport »Respect for Human Rights in Armed Conflicts«.

Sagen er på dagsordenen for FN-generalforsamlingen, der indledtes i

efteråret 1971. Her vil resultatet af Geneve-konferencen blive forelagt.

Det er den almindelige opfattelse, at generalforsamlingen i hvert fald vil

slutte sig til forslaget om indkaldelse af en 2. ekspertkonference under

Røde Kors. Hvad der derefter vil ske, må tiden vise.

SIKKERHEDSPOLITISK

ORIENTERINGved major P. J. Jørgensen

Atomslagstyrkers kvantitet og kvalitet.

I løbet af 1960erne er foregået såvel en kvantitav som en kvalitativ udvi­

delse af de to supermagters arsenaler af interkontinentale strategiske an­

grebsstyrker.

Hoverlinien i denne udvikling fremgår af nedenstående oversigt.

Fig. a.

Sikkerhedspolitisk orientering 31

Den følgende detaljerede oversigt over antallet af de to supermagters

NDV (Nuclear Delivery Vehicles) viser, hvorledes USA i begyndelsen og

Sovjet i slutningen af I9609erne har udbygget deres arsenaler af strategiske

angrebsstyrker til et niveau, der garanterer begge parter en »sikret øde-

læggelseskapacitet« (assured destruction capacity).

60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71

$ ICB

M

18 63 294 424 834 854 904 1054 1054 1054 1054 1054

p

SLB

M

32 96 144 224 416 496 592 656 656 656 656 656

en ICB

M

35 50 75 100 200 270 300 460 800 1050 1300 1510

CDP

SLB

M

- få få 100 120 120 125 130 130 160 280 440

For at man kan danne sig et mere nuanceret forestilling om rustningskap­

løbet, må oversigten suppleres med følgende oplysninger om de enkelte

våbens anslåede formåen og tidspunkter for tilkomst.

USA USSR

Kate­gori Type Antal

Ræk.-viddemiles

Lad-ning

Opera­tivt

Type AntalRæk.-viddemiles

Lad-ning

Opera­tivt

ICBM Titan 2 54 7250 5-10 1962 SS 7 6900 5 MT 1961Min- MT SS 8

/ ZZU6900 5 MT 1963

ute- 7500 1 MT 1962 SS 9 280 7500 20-25 1965m. 1

I QHA MTdo. 2 8000 1-2 1966 1-2

MT SS 11 950 6500 MT 1966do. 3 100 8000 3X200 SS 13 60 5000 1 MT 1968

KT 1970

SLBM Polaris 160 1750 800 1962 SS-N-4 42 350 1961A 2 f 1 MT MT-

do. A 3 432 2880 { 3X200 1964 SS-N-5 78 750 • Klas­ 1964Posei­ 1 KT sendon 64 2880 10X50 1971 SS-N-6 320 1750 1969

KT

32 Sikkerhedspolitisk orientering

Den kvalitative forbedring hidrører bl. a. fra udviklingen af flerhovede

sprængladninger og særlige styresystemer. Nedenstående diagram viser

principperne i forskellige af de udviklede systemer og de for disse anvend-

te forkortelser.

MIRV: Multiple Independently-targetable Re-entry Vehicle.

MRV: Multiple Re-entry Vehicle. MBRV: Maneuvrable Ballistic Re-entry Vehicle.

BGRV: Boost Glide Re-entry Vehicle.

Størrelsen af forskellige nationers militære enheder.

Sikkerhedspolitisk orientering 33

Mandskabsstyrke Antal fly i en eskadrille

Land Divisioner Brigader

Bomber/jagerb.

Luftfor­svarInfanteri Panser Luftbåret

Transport

USA 16.000 16.500 13.000 4-5.000 12-18 12-24 16USSR (og

øvrige WP-lande) 10.500 8.400 7.000 2.000 9-12 12 8-10

Mao-Kina 12-14.000 10.000 6.000 3.000 9-12 10-12 8-10UK 12-15.000 12-15.000 - 4-6.000 12 12-14 9-12Frankrig 14.000 16.000 14.000 3.5-4.000 4-12 12-15 16Vesttyskland 15.500 14.500 8-9.000 3-4.000 15-21 15-21 12-18Indien 17.500 12.000 4.500 12-25 20 12Israel - - - 3.500 10-12 20-24 12Ægypten 16.800 11.200 - 3.500 10-12 20 8-10

Kilde: The Military Balance 1971-72.

Norges sikkerhedspolitiske dilemma.

I november-nummeret af tidsskriftet NATO-nyt behandler forskningschef

Johan Jørgen Holst ved det norske udenrigspolitiske institut de strategiske

og sikkerhedspolitiske implikationer af Sovjets maritime ekspansion i

Nordøstatlanten. De forudsætninger, hvorpå Norge i 50erne formulerede

sin basepolitik, nemlig tilstedeværelsen af et angloamerikansk søherre­

dømme i Nordatlanten er afgørende ændret som følge af Sovjets maritime

udbygning i 60erne, der i høj grad er koncentreret om baserne på Kola­

halvøen. Hertil kommer, at oliefundene antyder, at naturrigdomme i

Nordsøen og Norskehavet yderligere kan øge Nordnorges strategiske be­

tydning og sensitivitet.

Sovjets demonstration af sin evne til at isolere og afskære Nordnorge

trækker veksler på tilliden til - og troværdigheden af en amerikansk for­

stærkning i en krisesituation. Alene ved deres blotte tilstedeværelse i om­

rådet om Nordnorge vil russerne kunne påvirke den forhandlings- og be-

34 Sikkerhedspolitisk orientering

slutningsproces, der skal forudgå en evt. tilførsel af forstærkninger udefra.

De forsøg, der p.t. pågår i den amerikanske kongres på at beskære præsi­

dentens magt til at iværksætte oversøiske militære engagementer, kan me­

get vel bestyrke en russisk opfattelse af, at man gennem magtdemonstra­

tioner, der berører USA’s risikovurdering, kan forhale og vanskeliggøre

en amerikansk beslutning om at undsætte Nordnorge.

På denne baggrund peger Holst på følgende 2 muligheder for at løse

Norges sikkerhedspolitiske dilemma:

Den ene er at kombinere en forlods oplægning af pgl. amerikanske re­

servestyrkers tunge udrustning nær nordnorske flyvepladser (hvis luftfor-

svarsevne væsentlig bør forbedres) med en hyppig tilstedeværelse af STA-

NAVFORLANT og andre NATO-flådestyrker i de nordnorske farvande.

Den anden fremgår af følgende betragtninger, der gengives in extenso:

»Der er måske grund til at igen at understrege firemagtssamarbejdet

mellem England, Amerika, Island og Norge om maritim overvågning.

England, den eneste virkelige flådemagt i Vesteuropa, kunne yde et større

bidrag til Europas forsvar ved direkte at påtage sig den opgave at kæde

Nord- og Centraleuropa sammen gennem aktiv deltagelse i forsvaret af

dem begge. En britisk beslutning om at underlægge NATO’s nordlige

kommando forsvaret af de britiske øer kunne utvivlsomt tjene det vigtige

politiske formål at understrege fredens udelelighed i dette område. Hvis

England, påtog sig denne rolle, især i sammenhæng med Fællesmarkedet,

ville et vigtigt skridt være taget mod dannelsen af en levedygtig fredsord­

ning i Europa.«

MBFR-problematikken.

Det tidligere omtalte novembernummer af NATO-nyt indeholder en de­

taljeret gennemgang af MBFR-tankens oprindelse, udvikling og status. I

tidsskriftets dokumentations-tillæg bringes tillige en fuldstændig - men

uofficiel - oversættelse af firemagtsaftalen om Vestberlin.

(NATO-nyt, som man gratis kan abonnere på via FOV, indeholder -

sine åbenbare skønhedsfejl i oversættelsesmæssig henseende til trods - så

meget lødigt og dokumentarisk stof, at tidsskriftet fortjener en stor læser­

kreds) !

Sikkerhedspolitisk orientering 35

Atypisk militærnægter tendens i Norden.

»Finland mærker ikke noget til det øgede antal militærnægtere. Af en år­

gang på 42.000, der blev indkaldt dette efterår, var der kun 286 nægtere

- 4 mere end i fjor.«

(Aktuelt 19. november 1971).

Danmark og EEC.

I forbindelse med den danske debat om tilslutningen til EEC kan der væ­

re behov for at erindre om Romtraktatens præambel, hvori det hedder, at

de seks landes statsoverhoveder

»som er besluttet på gennem fælles handling at sikre økonomiske og sociale frem­

skridt for deres lande ved at ophæve de skranker, som deler Europa,

som anser det for et væsentligt mål for deres bestræbelser stadig at forbedre deres

folks levevilkår og beskæftigelsesforhold,

som erkender, at afskaffelsen af bestående hindringer kræver fælles indsats med hen­

blik på at sikre en vedholdende udvidelse af den økonomiske aktivitet, ligevægt i sam­

handelen og redelig konkurrence,

som tilstræber en økonomisk forening af deres lande og sikring af en harmonisk øko­

nomisk udvikling ved formindskelse af uligheder mellem de forskellige områder og

ved forbedring af de mindst begunstigede områders stilling,

som ønsker gennem en fælles handelspolitik at bidrage til en gradvis afvikling af re­

striktionerne i den internationale samhandel,

som har til hensigt at bekræfte den solidaritet, som knytter Europa og de oversøiske

lande sammen, og som ønsker at sikre disse lande øget velstand i overensstemmelse

med grundsætningerne i De forenede Nationers pagt,

som er besluttet på ved denne forening af de økonomiske kræfter at styrke fredens

og frihedens sag, og som opfordrer de øvrige europæiske folk, der bekender sig til sam­

me ideal, til at tilslutte sig deres bestræbelser,

»som er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem

de europæiske folk.

har besluttet at oprette et europæisk økonomisk fællesskab.«

I Seidenfaden-udvalgets redegørelse tilføjes hertil (side 88), at »heri

ligger, at det langsigtede mål er gennem den europæiske integration grad­

vis at hidføre en højere politisk enhed af mere eller mindre føderalistisk

tilsnit«.

Sammesteds (side 88-89) berøres i øvrigt fællesskabernes politiske per­

spektiver og sikkerhedspolitiske implikationer.

I Norge forekommer debatten at være mere nuanceret og principiel,

end den hidtil har været herhjemme. De læsere, der måske føler trang til

36 Sikkerhedspolitisk orientering

at få et indtryk af, at man i Norge også diskuterer andet en fiskerigrænser,

kan på udmærket vis få dette bekræftet ved at læse nr. 1/1971 af tidsskrif­

tet Internas jonal Politikk, der udgives af Norsk Utenrikspolitisk Institutt.

Fra tidsskriftet, hvor en række specialister under temaet »Norge inn i

EEC?« behandler emner som Davignon-rapporten, Wemer-planen, EEC’s

industripolitik, norsk olie- og sikkerhedspolitik samt sikkerhedspolitiske

aspekter af de nordiske landes EEC-politik, citerer vi - som en slags appe­

titvækker - de tankevækkende betragtninger, som instituttets direktør,

John Sanness, indleder dette særnummer med:

»Ingen professor kan konkurrere i lærdom med den iherdige kverulant.

Som en utrøttelig arbeidsbi summer han over engene og slår med usvikelig

sikkerhet ned på de blomster som kan gi ham honning. Han samler i

kube, og han er uovertruffen i effektivitet fordi han ikke kaster bort ett

minutt av sin verdifulle arbeidstid på den tidsspillende beskjeftigelse det

er å tenke.

I en slig situasjon kommer vi alle når vi har tatt standpunkt i en sak,

f. eks. i spørsmålet om vårt forhold til det europeiske fellesskapet, og vi

kaster oss ut i polemikken. Vi leter etter de brukbare argumenter, de virk-

ningsfulle data, de slående sitater. Vi får bruk for sitatsprøyter, og vi får

da bare passe oss så vi ikke selv blir sitatsprøyter.

I dette nummer vil alle travle bier kunne finne honning, og de som ikke

har det for travelt vil også kunne forledes til tenkning.

Diskusjonen om vårt forhold til Fellesskapet blir pr eget av det åndelige

klimaskifte som kom i annen halvdel av 60-årene. Det som slår ut, er den

dype usikkerhet når det gjelder vårt samfunns og vår livsforms framtid.

Diskusjonen blir ofte en eksistens-debatt, bare løst hektet på det politiske

spørsmålet som skal avgjøres. Og det er påfallende hvordan vi merker

langt mindre av håp enn av frykt - frykt for følgene av å stå innenfor Fel­

lesskapet, frykten for følgene av å stå utenfor Fellesskapet.

Diskusjonen tar også farge av at vi er begynt å stille spørsmålstegn ved

verdier, målsettinger, prioriteringer. Nye spørsmål tvinger seg i for grun-

nen - som forurensing, eller fattigdom i velferdssamfunnet. I diskusjonen

er det deltakernes egen tvil, usikkerhet, leting etter nye normer, som be­

stemmer de spørsmålene de stiller - og som går langt utover selve den po­

litiske saken som må avgjøres.

Noe svar på spørsmålene får de ikke - fordi den samme tvil, usikkerhet

og leting preger alle land i Fellesskapet. Man har hevdet at Kommisjonen

Sikkerhedspolitisk orientering 37

i Brussel og de aktive europeere har vært mere optatt av 60-årenes proble-

mer enn av 70-årenes, Og det vil framgå av atskillige artikler i dette num­

mer hvordan konkurrerende gamle og nye målsettinger enda blir stilt opp

side om side og spørsmålet om prioriteringer enda står åpent - som i reali­

teten hos oss.

Derfor blir det ofte i diskusjonen stilt umulige krav til deltakerne. Når

man spør etter konsekvensene på lang sikt, krever man ofte å få klar be­

sk jed om hvordan Norge, Europa og Verden vil se ut i 1980, i 1990 eller

i år 2000. I ganske beskjeden grad vil den avhenge også av våre norske

politiske avgjør eiser, hva enten de tref fes i eller utenfor Fellesskapet.

Hvor Vil de være mest effektive ? «

Aage Trommer: Jernbanesabotagen i Dan­

mark under den anden verdenskrig.

En krigshistorisk undersøgelse. Odense

University Press 1971. 323 s., ill. bl.a.

med grafiske oversigter over toggang.

Endnu en national myte får grundskud

var det tema, som gik gennem dagblads­

anmeldelserne af universitetsadjunkt Aage

Trommers bog om jernbanesabotagen un­

der krigen. Fredag den 29. oktober for­

svarede forfatteren på Odense Universitet

sin afhandling for den filosofiske doktor­

grad.

I sit arbejde, der af Trommer med rette

betegnes som en krigshistorisk undersø­

gelse, forudsætter han, at der ikke er no­

gen kvalitativ forskel på luftbombarde­

menter og sabotage, idet begge kampmid­

ler tilstræber at ramme fjenden bag kamp­

zonen. Der sondres derfor mellem strate­

gisk og taktisk bombning og mellem at­

trition- og interception-taktik i betragtnin­

gen af jembanesabotagens taktiske pro­

blem. Attrition (nedslidning) dækker så­

ledes aktioner mod faste anlæg og rullen­

de materiel, medens interception (afskæ­

ring) omfatter aktioner mod de kørende,

lastede tog.

Trommer er kommet til det resultat, at

jembanesabotageaktioner efter attrition-

synspunktet, der tilstræber generel ned­

sættelse af jernbanernes transportkapaci­

tet, var af yderst tvivlsom værdi. Aktio­

ner efter interception-synspunktet havde

derimod mulighed for at give resultater

af taktisk betydning d.v.s. at få indflydel­

se på de fjendtlige operationer. Fra juni

1944 skete der en udtynding af styrkerne

i Norge og Danmark, og den ene division

efter den anden sendtes sydpå for at blive

tilført fronterne i vest eller øst; ialt kom

disse bevægelser frem til kapitulationen

til at omfatte 30 divisioner og kampgrup­

per eller 390.000 mand og mange 1000

tons materiel.

De tanker, som den danske sektion af

Special Operations Executive (SOE) i

London, hvor der sad modstandsfolk som

Flemming Juncker, Svend Truelsen og

Ole Lippmann, gjorde sig om jernbanesa­

botagen i Danmark blev nedfældet i

SHAEFs (Supreme Headquarters Allied

Expeditionary Forces) operationsbefaling

nr. 1 af juni 1944; det fremgik her, at de

danske modstandsfolk skulle »prepare and

plan to carry out harassing and delaying

tactics against enemy troop movements to

and from Denmark«. Det blev herefter

Jyllandsledelsens og tre jyske regionsle­

delsers sag at omsætte dette direktiv i

handling. Det lettede dem ikke hvervet,

Bøger 39

at den stillede taktiske opgave krævede

interception, medens de opregnede

sprængningskategorier havde attritionska-

rakter.

Trommer gør rede for, at tyskernes

større troppetransporter i Danmark fra

juni 1944 til maj 1945 omfattede 680 læs­

sede tog, og at de gennemførtes således,

at kun 6 divisioner eller kampgrupper af

30 forsinkedes af sabotagen i et døgn el­

ler mere - af de 6 var der kun højst 2 af

en sådan størrelsesorden, at forsinkelsen

måske har haft militær effekt af betyd­

ning. Dette resultat bygger på et indgå­

ende studium af DSB’s arkiver, og det er

i klar modstrid mod den hidtidige gunsti­

ge vurdering - også i den videnskabelige

litteratur.

Efter indgående analyse af to af divisi-

onsbevægelseme uddrager Trommer jern­

banesabotagens karakteristika således: En

enkelt, isoleret aktions virkning på tog­

gangen bliver svagere og svagere i hurtig

takt efterhånden, som togforløbene genop­

tages; en koordination af flere aktioner

m. h. til tid og sted - eller en ophobning

af aktioner - vil derimod skabe ophob­

ning af tog; denne ophobning vil resulte­

re i en akkumulation af forsinkelserne, så­

ledes at disse bringes op på et højere ni­

veau, end en enkelt aktion formår; den

svækkelse af forsinkelseseffektiviteten,

som nødvendigvis må indtræffe før eller

senere, vil i overensstemmelse hermed

indtræde på et senere tidspunkt.

Jyllandsledelsen var klar over aktioner­

nes meget begrænsede virkning i efter­

året 1944, men erkendelsen førte ikke til

fornyet gennemarbejdning af jernbanesa­

botagens taktiske problem - hverken i

Jylland eller i London (SOE). Efter nytår

1945 muliggjorde benyttelsen af kodemed-

delelser over BBC ganske vist hurtigere

ordreudgivelse, der sammen med en

stærkt øget sabotageaktivitet kunne have

medført større resultater i krigens sidste

måneder, men den øgede aktivitet blev

lagt på perifere strækninger i stedet for

på den østjyske længdebane. En væsentlig

årsag hertil finder Trommer i et util­

strækkeligt efterretningsgrundlag.

I de andre besatte lande har der som i

Danmark været anlagt en meget positiv

vurdering af jembanesabotagen i 2. ver­

denskrig, men efter Trommers vurdering

bør en sådan kun være gældende for øst­

frontens vedkommende. Til slut i under­

søgelsen er varige taktiske synspunkter

søgt uddraget. Trommer tilslutter sig den

østtyske modstandshistoriker Heinz Kiihn-

rich og den engelske militærteoretiker og

-historiker Liddell Hart, når de samstem­

mende fastslår, at sabotage i almindelig­

hed og jernbanesabotage i særdeleshed

må gennemføres i nøje samvirken med

den operative føring af den regulære krig,

for at den kan opnå større militær virk­

ning. Det materiale og de slutninger, som

Trommmer har fremlagt i sin bog, er eg­

nede til at afgive grundlag for i bearbej­

det form at kunne fremtræde som lære­

stof på vore officerskoler

I en efterskrift behandles sabotagens po­

litiske betydning, og selv om emnet her

udvides til sabotage i almindelighed, for­

tjener forfatteren anerkendelse for denne

meget interessante udredning.

Trommer har valgt at sætte focus på

den - væsentlige - side af jembanesabo­

tagen, hvoraf effekten lader sig måle og

omsætte i rene tal. Men jembanesabota­

gen havde også andre militære virkninger

som indflydelse på de tyske enheders mo­

ral, sabotageafværgeapparatets belastning

(General Bennike har hævdet, at 50-

80.000 mand gik med til jernbanebevogt­

ningen i Danmark i krigens sidste måne­

der), og som belastende faktor i stabs-

planlægningen af transporter og taktiske

operationer.

40 Bøger

Til slut bør et par forhold trækkes

frem, som for første gang præsenteres i

Trommers bog. Det ene er, at den såkaldt

»Lille Generalstab« (de daværende kap­

tajner Hjalf, Ahnfeldt-Mollerup, Schjødt-

Eriksen og Amtrup) allerede i vinteren

1943-44 arbejdede med planer for jern­

banesabotagens gennemførelse og afgav

sagkyndigt militært personel hertil. Det

andet forhold drejer sig om en ret kritisk

omtale af den militære efterretningstjene­

ste.

Kort efter at general Gørtz på hærens

og flådens vegne midt i januar 1944 hav­

de godkendt allieret overkommando på

dansk område (Frihedsrådet gjorde det

først definitivt i juni) udså generalens il­

legale stab de daværende kaptajner K.

Kjeldsen og E. K. Neergaard som militæ­

re ledere i hhv. Sønderjylland og Østjyl­

land og præciserede deres opgaver m.h.t.

jernbanesabotage midt i februar 1944. Der

blev ikke straks tale om nogen større sa­

botagevirksomhed på grund af mangel på

uddannet sabotagemandskab og spræng­

stof. Først efter, at daværende oberstløjt­

nant Vagn Bennike den 8. marts var ind­

trådt i Flemming Junckers uformelle Jyl-

landsledelse, og de for sabotagen i den

foran nævnte operationsordre nr. 1. nød­

vendige vejledninger var udgivet, kom

der hen på sommeren 1944 mere fart og

system i den jyske jembanesabotage. Da

SHAEF sommeren 44 udgav sit direktiv

for jernbanesabotagen ophørte »Den lille

Generalstab«s nære kontakt med jernbane-

sabotagen i Jylland, der herefter dirigere­

des fra London.

Trommer hævder, at den jyske jernba­

nesabotage led under savnet af en ideelt

virkende efterretningstjeneste - hvor mon

forøvrigt en sådan findes? Selv om Trom­

mer lægger ansvaret for, at det fornødne

efterretningsgrundlag ikke tilgik Jyllands-

ledelsen fra London, så mener Trommer

tillige, at den militære efterretningstjene­

ste ikke tilstrækkelig tidligt og udførligt

blotlagde de tyske søtransporter til Frede­

rikshavn og Århus samt de relevante dele

af jernbanernes køreplan. Til kritikken

skal der ikke her tages stilling. Men den

gør spørgsmålet om en snarlig historisk

redegørelse for den militære efterretnings­

tjenestes virke og resultater end mere ak­

tuel. Mulighederne foreligger nu, da det

såkaldte »Stockholmsarkiv« (dækker bl. a.

arkivmaterialet fra efterretning sho ved­

kvarteret i Stockholm oktober 43 - maj

45, der beror i Rigsarkivet) på Hærsta­

bens initiativ er ordnet og kommenteret.

Det må håbes, at en faghistoriker snarest

tager opgaven op.

Vel har Trommer kun skrevet en bog

om jernbanesabotagen og ikke bogen her­

om, men den er trods sin begrænsning

m.h.t. emnevalg og ikke fuldt dækkende

behandling af det begrænsede emne -

jernbanesabotagens rent militære virkning

- dog blevet en af milepælene i besættel-

sestidslitteraturen. Helge Klint.

Ps: Et vidnesbyrd om den opsigt, som

»Jernbanesabotagen i Danmark« vakte ved

sin fremkomst var, at der ved doktordis-

potatsen optrådte ikke mindre end seks

uofficielle opponenter, nemlig: Oberst

Schiøller, direktør Toldstrup, entreprenør

Hans Nielsen, britisk major Borch Johan­

sen, oberst Helk og oberst Tillisch, alle

tidligere aktive modstandsfolk.

En ting, som begge officielle opponen­

ter, professorerne Tage Kaarsted og Jør­

gen Weillbull, var enige om var, at Trom­

mer under sit forarbejde med værket bur­

de have kontaktet flere af de endnu le­

vende »kilder«.

Johs. Nielsen: Demokratiet og krigen.

Wøldikes forlag, København 1971, 189

sider, kr. 19,50.

Blandt mange forskere af og skribenter

om krig og sikkerhedspolitik er der en

Bøger 41

udbredt opfattelse af, at med den 2. ver­

denskrigs V-2 raketter over London og

atombomber over Hiroshima og Nagasaki

afsluttedes en epoke i krigens historie,

karakteriseret ved sine tendenser til tota­

litet på mange områder.

Militærteknologiens frembringelse af

den ultimative våbenkombination: den in-

terkontinentale raket og det nucleare

sprænghoved har gjort den globale stor­

krig irrationel og usandsynlig. I ly af den

af disse våben etablerede terrorbalance

har det imidlertid vist sig, at den begræn­

sede krig stadig opfattes som et rationelt

politisk middel, samtidig med at en øget

ideologisk bevidsthed og polarisering har

fastholdt den væbnede magtanvendelse -

på et teknologisk lavere niveau - som et

ubegrænset politisk middel til opnåelse

af en total politisk målsætning.

Denne tingenes tilstand har bevirket en

fornyet interesse for den begrænsede krig,

således som den udvikledes til fuldkom­

menhed inden for det 18. århundredes eu­

ropæiske magtbalance. - Ja, det har end­

og ført til at ’den begrænsede krig’ med

Kennedy-administrationens tilkomst i 1961

blev officiel amerikansk doktrin og der­

med raison’en for det forøgede amerikan­

ske engagement i Sydøst-Asien.

Som konsekvens heraf har der vist sig

en øget interesse for at analysere årsager­

ne til, at de begrænsninger i og den for­

malisering af krigsførelsen, som karakte­

riserede det 18. århundredes Europa for­

svandt og erstattedes af tendenser, der

netop mentes overvundet efter 30-årskri-

gens barbari i det foregående århundrede.

Det er en sådan analyse forfatteren til

denne velskrevne, lille, men overmåde

indholdsrige bog har sat sig for at fore­

tage.

Forfatterens hovedtese er - som bogens

undertitel: En undersøgelse af samspillet

mellem demokrati, nationalisme og krigs­

førelse., antyder - at der er en forbindelse

mellem demokratiets og nationalismens

opkomst og de sidste 175 års tendens

imod den totale krigsførelse, kulmineren­

de med de to verdenskrige i dette århund­

redes første halvdel.

Efter kort at have tegnet et rids af det

militære magtapparat i 1700-tallet fastslår

forfatteren gennem en særdeles klar ana­

lyse, at demokrati er to ting. At demokra­

tiet bygger på to i virkeligheden uforene­

lige principper, nemlig princippet om

magtens deling og princippet om folkesu-

veræniteten. Det første princip er udtryk

for et liberalt det sidste for et totalitært

demokrati. »At disse to findes sammen­

blandede i de fleste demokratiske landes

politiske praksis betyder ikke, at de er

forenelige, men kun at de fleste demokra­

tiske lande er huse splidagtige med sig

selv«, hævder forfatteren (p. 35).

I korte, klare og veldokumenterede af­

snit redegør forfatteren for oplysningsti­

dens politiske filosoffer og da navnlig for

Montesquieus magtfordelingslære og Rous­

seaus folkesuverænitet og samfundspagt.

Disse blev inspirationskilder og for sidst­

nævntes vedkommende - som forfatteren

udtrykker det — katekismus for den poli­

tiske revolution.

Hånd i hånd med de politiske filosoffer

gik imidlertid også gennem oplysningsti­

den en række militære teoretikere, hvoraf

forfatteren navnlig fremhæver Guibert,

som inspiratoren for de nye ideer om den

nationale hær og om bevægelseskrigen.

De nye ideer brød først igennem i den

ny verden med de amerikanske koloniers

oprør mod den engelske konge, George

III, i 1775. Medens den amerikanske re­

volution var radikal i sin optakt og endte

med et liberalt tilsnit, var udviklingen i

Europa den modsatte, da de franske bor­

gere i 1789 startede en lavine med at kræ­

ve byrdefordelingen i det franske sam­

42 Bøger

fund lagt om. Den franske revolution ra­

dikaliseredes hurtigt. Ved Valmy, den

20. september 1892, mente Goethe at se

begyndelsen til en ny tidsalder tone frem

af røgen fra de franske kanoner; og med

proklamationen af 23. august 1793 om

levée en masse fandt man den formel, der

også i praksis gjorde menneskene lige: et

menneske = en samfundsborger = en

soldat (p.103).

Hermed var massehærenes tidsalder

indledt, og der var skabt det instrument,

som Napoleon, som den første, forstod at

udnytte.

Forfatteren beskæftiger sig indgående

med denne udvikling og slutter sin frem­

stilling med en analyse af dels konsekven­

sen af det rousseauske folkesuverænitet-

begrebs gennembrud - den ny nationalis­

me, som spirede og blomstrede blandt de

tyske romantikere og i det tyske »Volk«,

dels den filosofiske fortolkning af krigens

placering og udvikling, således som den

kommer til udtryk i Clausewitz’ monu­

mentale værk ’vom Kriege’.

Dette sidste kapitel bærer imidlertid

desværre præg af to uheldige forhold. For

det første anes tydeligt, at forfatteren i

sin tolkning støtter sig til Liddell Harts

og Fullers analyser fra et tidspunkt, hvor

heller ikke de forstod Clausewitz’ filosofi,

og hvor de forveksler denne med andres

udnyttelse af den. Det er et fænomen, som

for de to englænderes vedkommende bl. a.

hænger sammen med det skel, der opstod

mellem kontinental og engelsk filosofi i

1700-tallet; et skel som betød, at man

bogstavelig talt ikke forstod hinanden, og

som først i vor tid synes under nedbryd­

ning.

Studerer man således Liddell Harts se­

neste udgave af ’Strategy - The Indirect

Approach’, spec. kap. XIX, og Fullers

’The Conduct of War 1789-1961’, spec,

kap. IV, der begge er skrevet efter den 2.

verdenskrig, får man indtryk af en langt

mere indgående og nuanceret forståelse af

Clausewitz’ krigsfilosofi.

Dette hænger imidlertid også igen sam­

men med det andet uheldige forhold, som

både de to nævnte englændere og forfat­

teren er ofre for, nemlig at de har betjent

sig af 2.-udgaven af vom Kriege fra 1853

eller oversættelser herfra.

Som det fremgår af den vel nok kendte­

ste Clausewitz-forsker, dr. Werner Hal-

wegs indledning til den første udgave

(den 16. fra 1951) af vom Kriege, som ba­

serer sig på 1.-udgaven, blev der forment­

lig med støtte fra den preussiske Store

Generalstab foretaget en række ændringer

i Clausewitz’ oprindelige tekst i 2.-udga­

ven. Disse tekstændringer som således har

holdt sig til vor tid, tog sigte mod at ned­

dæmpe Clausewitz stærke understregning

af politikkens primat og krigens rolle som

et middel for denne, for i stedet at frem­

hæve krigens gennemførelse som noget

væsentligt og afgørende på bekostning af

politikkens (jfr. spec, vom Kriege (17.

udg.) indledning, p. 21 ff. og anmærknin­

gerne 280, 281 og 283).

Det må beklages, at forfatterens analyse

af Clausewitz’ vom Kriege på denne måde

følger et traditionelt, men nu - på bag­

grund af ny viden - forladt spor, og at

han således overser, at den mod Clause­

witz rettede kritik retteligt burde have

haft Clausewitz’ forvrængere og fortolke­

re i den preussiske generalstab og blandt

de tyske (og for den sags skyld også fran­

ske) nationalister som mål.

Denne omstændighed rokker dog ikke

ved det faktum, at Johs. Nielsen med den­

ne bog har leveret en meget værdifuld,

nøgtern og stærkt savnet fremstilling på

dansk af årsagerne til den totale krig,

som to gange i dette århundrede har be­

tydet katastrofe for vor verden. Det er en

bog, som henvender sig til alle, der øn­

sker perspektiv også i aktuelle sikkerheds­

politiske problemer. K. V. Nielsen.

Foreningen al officerer udenfor aktit tjenesteFÆLLESSTYRELSEN: Ledreborg Allé 18, 2820 Gentofte. Telf GE 560.

Fællesstyrelsens post girokonto nr. 206.

_ _ _ _ Meddelelse tra „Kobenhavns Kreds1'_ _ _ _KREDSENS ADRESSE: Ledreborg Allé 18, 2820 Gentofte. Telf. GE 560.

Kredsens post girokonto nr. 3182.

I Officer s foreningens lokaler afholdes:

Torsdag den 13. januar 1972 kl. 19.30: Klubaften.

Torsdag den 27. januar 1972 kl. 19.30: Foredrag af oberstløjtnant

K. V. Nielsen: Magtbalancen mellem Øst og Vest.

Torsdag den 10. februar 1972 kl. 19.30: Klubaften.

Torsdag den 24. februar 1972 kl. 19.30: Foredrag.

1891 9/12 1971På foreningens 80 års stiftelsesdag, torsdag den 9. december, havde Københavns Kreds

arrangeret en middag i Officersforeningen, medens der forud var henlagt en krans på

stifteren, ritmester Ch. Petersen Dans grav.

Blandt de mange deltagere i middagen - hvorimellem også nogle fra vest for Store­

bælt - kan nævnes Fællesstyrelsens formand Hans Excellence generalløjtnant E. Møller,

kredsens tidligere formand gennem 25 år oberst O. H. Permin, bestyrelsesmedlem i 32

år, grosserer, løjtnant Plesner Davidsen og kredsens ældste medlem revisor, løjtnant Y.

E. Ringer.

Formanden, oberst Folmer Pedersen, indledte med at udbringe et leve for forenin­

gens høje protektor Hans Majestæt Kongen, til hvem der var afsendt telegrafisk hilsen,

og fra hvem der var modtaget telegrafisk lykønskning. Oberst O. H. Permin talte for

fællesstyrelsens formand, generalløjtnant Møller, og bestyrelsen, hvorefter løjtnant Ples­

ner Davidsen talte for foreningen og udtrykte den glæde, det havde været for ham gen­

nem mange år at være med i arbejdet i foreningen og sluttede med at recitere: »Ven­

ner ser på Danmarks kort«.

Generalløjtnant Møller takkede oberst Permin, kredsstyrelse og medlemmer for deres

trofaste virke for foreningen.

Talerne afsluttedes af formanden, oberst Folmer Pedersen, der takkede aftenens

talere for deres interessante og frugtbringende indlæg, der alle viste stor interesse for

foreningens trivsel. I samme forbindelse takkede formanden medlemmerne for den

store interesse, der vistes foreningens aktiviteter, og fremhævede betydningen af, at for­

eningen fortsat ved virke og målsætning kunne inspirere den interesse og virkelyst i

foreningen, der sikrer opnåelsen af foreningens formål samt foreningens gode trivsel og

vækst i fremtiden.

Man fortsatte derefter det hyggelige samvær i salonerne en rum tid efter middagen.

Det krigsvidenskabelige SelskabForedragssæsonen 1971-72

Mandag d. 10. januar:

Generalmajor A.C.B.Vegger: Hvordan skabes et forsvars image?

Foredraget afholdes i Sdr. Magasin, Kastellet, nævnte dag kl. 20.00

IsWEJRASMALLEGADE 4

2000 KØBENHAVN F FASAN 97 62

FABRIK: ANKER ENGELUNDS VEJ 3 . 9200 SKALBORG . TLF. (08) 181222

Stenius ChristensenMurer- Entreprenørforretning

*

Schleppegrellsgade 72 9000 Aalborg

Telefon (08) 124458

Reserveret postvæsenet

A n n o n c é r

MILITÆRT TIDSSKRIFT

M inerva 8666