JEG HAR ET TÆPPE I TUSIND FARVER

Af samme forfatter:

Berlinerpoplerne (2007)Eremitkrebsene (2007)Ligge i grønne enge (2008)Arseniktårnet (2009)Natønsket (2010)En tiger for en engel (2011)Jeg skal gøre dig så lykkelig (2012)

ANNE B. RAGDE

Jeg har et tæppe i tusind farver

På dansk ved Camilla Christensen

Rosinante

Jeg har et tæppe i tusind farver

er oversat fra norsk

af Camilla Christensen efter Jeg har et teppe i tusind farger

Copyright © 2014 by forlaget Oktober as, Oslo

Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København

1. udgave, 1. oplag, 2014

Omslag: Exil Design, Oslo. Dansk versionering: Anne Kraelund

Sat med Aldus hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-3663-0

Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

Til Eva

7

– det må have været helt forfærdeligt for dig at have mig som mor, Anne. Dengang du var lille, mener jeg. – Jaså? – Ja, stakkels dig.

Der var sommervejr og eftermiddagssol på min terrasse hjemme i Illa i Trondheim, og jeg var så småt begyndt at bære fade og tallerkener ind til opvaskemaskinen efter først at have taget mig en smøg. Vi havde haft besøg på terrassen og i min have af flere af vores naboer fra gamle dage. Fra min barndom og fra mors ungdom og voksenliv. Jeg havde serveret Daim-is, vafler med friske jordbær, brownies propfulde af nødder og chokolade og nogle små glas tør madeira til dem, der godt kunne nyde den slags; dem, der ikke kørte, og dem, der ikke tog blodfortyndende medicin. Det havde været en fin og munter eftermiddag, helt nede på jorden. Ægte, fin og afslappet.

Efter at mor var flyttet til Oslo, plejede jeg at invitere hendes gamle veninder hjem, når hun var på sommerbesøg hos mig i Trondheim, selv om hun altid modsatte sig det og mente, at det ville være alt for meget for mig. Som sædvanlig undervurde-rede hun mit daglige aktivitetsniveau, eller måske koketterede hun og mente dybest set, at jeg ikke burde påtage mig besværet med at underholde hendes gamle veninder.

8

Men jeg havde ikke desto mindre holdt denne selvpålagte tradition i hævd i mange år, lige siden mor flygtede sydpå af desperation efter at komme væk fra klimaet i Trondheim og fra sit arbejde som maskinpasser på en plasticposefabrik fyldt med kommunister for i stedet at blive en fri løsgænger og arbejde i Manpower fem hundrede kilometer fra sit eneste barnebarn, min dengang fire år gamle søn. Et mormorsvigt, jeg egentlig aldrig forstod, at hun kunne leve med.

– Ja, du skal holde op med at kunne lide mig, Anne, det skal du virkelig? – Jaså, det var da voldsomt. Hvorfor kom du i tanke om det lige nu? Hun sad i en æggeskalsfarvet bluse, der strammede lidt for meget over de store bryster, en bluse, jeg havde strøget for hende tidligere på dagen af taknemmelighed over, at hun var gået på indkøb for mig, så snart butikkerne åbnede klokken ni.

Rent egoistisk var det bedste ved at have hende på besøg netop den omsorg, hun viste mig fra morgenstunden, længe før jeg selv stod op. Jeg var vant til at gøre alting for alle i huset, men når mor var her, kunne jeg stå op til friske rundstyk-ker, nylavet kaffe, aviser, og alt på min indkøbsseddel købt ind til punkt og prikke. Hun tog også altid de tomme flasker med, som hun fandt under køkkenbordet, hun var klar over, hvor intenst jeg afskyede tomme flasker, der hobede sig op, og hun var også klar over, at jeg til hendes store misbilligelse af og til smed dem i skraldespanden. Desuden havde hun tømt opvaskemaskinen fra aftenen før og tørret køkkenbord og borde af. Og hun begyndte ikke at tale til mig, før hun hørte mig tænde dagens første cigaret. Morgener med mor på besøg var helt i orden, jeg følte mig som en rigtig datter, hun tog sig af mig.

9

Så jeg var i godt humør, da jeg stablede fade og likørglas, og udmeldingen kom som et lyn fra en klar himmel. Selv om den ikke kom som en overraskelse, for jeg var temmelig vant til lyn fra en klar himmel, når det gjaldt mor. Ikke mindst når vi havde tilbragt nogle timer sammen med andre og andres liv, og hun havde haft mørke tanker simrende på hovedets bageste kogeplade, mens snakken gik. – Jeg kommer jo i tanke om ting, når jeg er sammen med damerne, Anne. De var kærlige mødre, Anne. Det var jeg ikke. – Sikke noget pjat. Alle mødre var sådan dengang, alle gjorde rent og lavede mad og havde ikke tid til børn. Ingen var kærlige mødre. I dag roterer universet omkring hvert eneste barn. I havde ikke tid til den slags. – Er det sådan, du husker det? Hun så direkte på mig, hendes grågrønne øjne blev stærkt forstørret af de tykke brilleglas. – Vent lidt, jeg skal lige bære det sidste ind, så skal du få en madeira til. Og jeg må have mig en øl, jeg har madeira og jordbær helt op i halsen. – Jeg orker heller ikke mere madeira. – Måske en æggelikør? – Ja, det var ikke nogen dårlig ide. En lille en.

Jeg fyldte opvaskemaskinen, lagde den lille sæbeblok ned i fordybningen og startede maskinen. Suset fra det rene vand, der straks begyndte at strømme ind i det sindrige spulesystem, beroligede mig lidt. Helst ville jeg lige nu have siddet ganske stille med en kold øl. De sidste timer havde været fulde af stemmer, der brød ind i hinanden, latter, fælles fortid, gamle historier, og det ville have været rart at kunne lade det synke ind, for jeg begyndte altid at huske de mærkeligste ting fra min barndom sammen med de damer. De havde set mig som lille pige, en pige, jeg ikke længere var, jeg slugte hver eneste

10

anekdote, hvor den pige var en del af handlingen, og det ville have været rart at kunne bearbejde det en stund.

Jeg ønskede pludselig, at vi fik uventet besøg, at det ringede på døren nedenunder, for den samtale orkede jeg næsten ikke; jeg vidste, hvad der ville komme. Nu sad hun derude og ventede på mig i sin nye bluse og snart med en gul likør foran sig, revnefærdig af fortrydelse og et velkendt tilståelsesbehov. Jeg hældte en smule cognac i likøren, det ville hun ikke kunne mærke, selv om hun ikke kunne tåle ret meget, da hun næsten aldrig drak alkohol. Men måske ville cognacen skubbe hende ud af melankolien og ind i et andet samtaleemne, så hun ville blive glad igen. Jeg ville have, at hun var glad, alt, hvad jeg gjorde, gjorde jeg for at gøre hende glad, og jovist var hun glad, mens det morsomme foregik, men bagefter kom melankolien over, at det var overstået, at det var væk, at det var fortid. Mor var specialist i at sørge gavmildt over alle gode ting, der var forbi. Og nu gjaldt det altså denne rare eftermiddag i solen med gamle veninder, med lune vafler, jordbær og is.

Jeg satte likørglasset på bordet foran hende og øllen foran mig selv og tændte så en smøg. Hendes hår var mørkt og fugtigt langs hårkanten, det var varmt, sikkert fireogtyve grader i skyggen, og håret over svedkanten var sat i klassisk puddelhundefrisure; hun fik en permanent hver sjette uge og friserede det bare hver dag, når hun havde været i bad. – Ved du, hvad jeg engang læste et sted, Anne. – Nej. – Man har altid pligt til at elske sine børn, men ingen pligt til at elske sine forældre. – Du skal ære din far og din mor, det står i Bibelen. – Sikke noget vås, Anne. Er du fuld?

11

– Af tre mikroskopiske glas madeira? Nej, ikke ligefrem. – Bibelen ... Jeg har da aldrig hørt mage. At ære er desuden ikke det samme som at elske. At ære er bare at holde mund og gøre, som man får besked på. – Sig mig engang, mor, var det ikke dig, der i sin tid hjalp til med at smugle bibler ind i det gamle Sovjetunionen? Hallo? – Det er da noget helt andet. Det handlede jo om oprør mod regimet! Hvis det ikke havde været bibler, havde det været baderinge eller støvsugere. Alt, hvad der var forbudt. Det ved du da godt. – Tja ... Men alligevel. – Jeg hadede jo min mor. – Ja, det ved jeg godt. Skål mor, for en fantastisk hyggelig eftermiddag. Jeg løftede mit ølglas mod hende, hun fumlede med likør-glasset og ville ikke se på mig. – Vi er blevet så gamle alle sammen ... – Godt halvfjerds? Det er da ikke gammelt. – Jo, Anne. Det er gammelt. Selvfølgelig er det gammelt. Selvfølgelig er det gammelt! Alt er for sent. Alt. Hun løftede likørglasset, og et øjeblik troede jeg, at hun ville smide det i synet på mig, og jeg skulle lige til at dukke mig, da hun drak det i en eneste slurk. Hendes strubehoved var spidst og solbrændt, hun bagte i solen, så tit hun kunne, indsmurt i fugtighedscreme, og gik i solarium to gange om ugen hele vinteren. Jeg inhalerede cigaretrøg, så det sved i mundhulen. Der var mindst to timer, til min mand kom hjem, så det her kunne virkelig blive en lang eftermiddag. Jeg kom heldigvis i tanke om aftensmad, og sagde: – Jeg laver kartoffelfad med persille, hvidløg og koriander til aften. Med hamburgerryg og ærter til, lyder det ikke godt? Jeg har en rigtig god rødvinssovs i fryseren. Den er lavet på hønsefond, men passer alligevel fint til.

12

– Det bliver nok godt, Anne. Mad er jo noget, du kan. – Det har jeg jo lært af dig. – Ja, I fik god mad, du og Elin, det skal jeg da have. – Ja, det skal du. – Selv om jeg ikke havde ret mange penge at rutte med. – Det gik alligevel, fordi du var så god til at give det smag, uanset hvad det var. – Rigeligt med fedt og salt, Anne. Smør, når jeg havde råd, ellers margarine. Verdens bedste smagsforstærkere. – Det er så rart at snakke om mad med dig, mor. – Lave det, spise det, snakke om det. Men kan du huske, at jeg nogensinde sad med dig på skødet og hyggede om dig? Var tæt på dig? Jeg nåede lige at lade mit blik glide væk, før det mødte hendes. – Det er ikke noget, jeg ligefrem husker, men du læste rigtig meget for mig, sagde jeg. Nu var jeg ude på dybt vand, det indså jeg i samme øjeblik, ordene forlod min mund. – Jamen altså, sikke en mor, jeg har været. Læste! Som om det kan erstatte kærlighed. – Jeg er jo blevet forfatter. Det kan sikkert sagtens have noget med læsningen at gøre. – Forfatter er du blevet helt på egen hånd, Anne. Det tager jeg ikke noget af æren for. – Men det kan du roligt gøre. Jeg voksede op med bøger omkring mig. – Jeg klarede det lidt bedre med Elin. Måske fordi hun var så meget syg og med jævne mellemrum var ved at dø mellem hænderne på mig. Jeg nussede og hyggede om hende, vel nok lige til hun begyndte i skolen. Det gjorde jeg aldrig med dig. Jeg ammede dig, til du var et halvt år, og i den tid var du tæt på mig, men efter det ... jeg læste ikke lige så meget for Elin,

det havde jeg ikke tid til. Måske er det sådan, det er, at det enten er bøger eller kærlighed. Hun begyndte at græde og tog brillerne af, den lille sjat cognac var åbenbart slået ud i den helt forkerte retning. Hun gned øjnene med en knyttet hånd, og jeg havde altid syntes, at det var slemt at se, når hun gned øjnene på den måde, som et lille barn. – Uf, nu græder jeg også ... – Jeg forstår ikke, hvorfor du bruger energi på at tænke på alt det. Og det drypper på din fine bluse. Skal jeg lave en kop kaffe til dig? En æggelikør mere? En Captain Morgan? – Anne! Jeg kan da ikke drikke rom nu, oven i alt det andet! – Kan du ikke bare holde fast ved, at vi havde en rigtig dejlig eftermiddag sammen med damerne fra blokken? – Nej, det kan jeg ikke. Undskyld. Jeg går ned og hviler mig lidt Og tusind tak for, at du gjorde det hele så fint. Jeg er utrolig taknemmelig, det skal du vide.

Jeg hørte hendes skridt på vindeltrappen, de var tunge. Jeg skoddede smøgen og bar hendes glas ind, vaskede det op i hånden, fordi maskinen allerede var i gang, skyllede karkluden grundigt og gik ud for at tørre bordene på terrassen og i haven af. Hun hostede nede i gæsteværelset, men jeg hørte gudskelov ingen gråd i hosten. Når hun vågnede, ville hun fryde sig over en god middag, snakke muntert med min mand og derefter glæde sig over et eller andet program i fjernsynet. Eller vi kunne spille Trivial Pursuit, hun bankede os altid helt ned til sokkeholderne, det frydede hun sig over at være i stand til, og det gav altid hendes humør en tak opad.

13

det havde jeg ikke tid til. Måske er det sådan, det er, at det enten er bøger eller kærlighed. Hun begyndte at græde og tog brillerne af, den lille sjat cognac var åbenbart slået ud i den helt forkerte retning. Hun gned øjnene med en knyttet hånd, og jeg havde altid syntes, at det var slemt at se, når hun gned øjnene på den måde, som et lille barn. – Uf, nu græder jeg også ... – Jeg forstår ikke, hvorfor du bruger energi på at tænke på alt det. Og det drypper på din fine bluse. Skal jeg lave en kop kaffe til dig? En æggelikør mere? En Captain Morgan? – Anne! Jeg kan da ikke drikke rom nu, oven i alt det andet! – Kan du ikke bare holde fast ved, at vi havde en rigtig dejlig eftermiddag sammen med damerne fra blokken? – Nej, det kan jeg ikke. Undskyld. Jeg går ned og hviler mig lidt Og tusind tak for, at du gjorde det hele så fint. Jeg er utrolig taknemmelig, det skal du vide.

Jeg hørte hendes skridt på vindeltrappen, de var tunge. Jeg skoddede smøgen og bar hendes glas ind, vaskede det op i hånden, fordi maskinen allerede var i gang, skyllede karkluden grundigt og gik ud for at tørre bordene på terrassen og i haven af. Hun hostede nede i gæsteværelset, men jeg hørte gudskelov ingen gråd i hosten. Når hun vågnede, ville hun fryde sig over en god middag, snakke muntert med min mand og derefter glæde sig over et eller andet program i fjernsynet. Eller vi kunne spille Trivial Pursuit, hun bankede os altid helt ned til sokkeholderne, det frydede hun sig over at være i stand til, og det gav altid hendes humør en tak opad.

14

holdt jeg af mor? spørger jeg igen og igen mig selv. Når jeg glædede mig til at se hende, var det, fordi jeg havde planlagt at gøre noget for hende, noget, hun ville sætte pris på, noget, der ville gøre hende glad. Jeg levede med dette evindelige håb om at tilfredsstille hende, give hende en god dag, et rart minde at leve videre på. Især da hun blev ældre, var det på den måde. Da hun var yngre, var der fart og liv omkring hende, det gjaldt bare om at følge med, og hun forlangte ikke ret meget, hun levede sit eget liv på sine egne præmisser. Men da hun holdt op med at leve sådan, omkring sin seksogtresårs fødselsdag, kom der andre boller på suppen. Fra da af talte mor om døden. Hun var blevet pensioneret og var flyttet ind i en kommunal lejlighed. Alt i skabe og skuffer lå til enhver tid strømlinet og ryddeligt, og alt unødvendigt blev smidt ud. – Så det bliver nemmere for Elin og dig at finde rundt i tingene, når jeg dør.

Der skulle gå femten år, før Elin og jeg var nødt til at forholde os til skabene og skufferne. I femten år var hun parat. Hun smed fortløbende ting ud og havde nul og niks i skabene og inderst i skufferne. Det eneste, hun lod være med at smide ud, selv om hun ikke havde brug for det i umiddelbar fremtid, var tøj til forskellige årstider, en lille

15

æske med julepynt og så bøgerne. Hvad tøj angår, er det en sandhed med modifikationer. Vinteren kom altid som en bombe for hende, vintertøjet fra året før var slidt op, fordi hun købte det billigste af alt, fra støvler til jakker. Hun købte aldrig vintertøj på udsalg om foråret, for da udelukkede hun fuldstændig tanken om endnu en vinter og nægtede at forholde sig til den, før hun havde ødelagt diverse sommersko i efterårets sjap og sne. Så tog hun modløs og modstræbende det slidte tøj fra året før i brug, lige indtil hun var nødt til at krybe til korset og købe nye støvler og jakker, det billigste hun kunne finde. Hun frøs konstant vinteren igennem, fordi kvaliteten af det, hun havde købt, var så elendig. Hun led sig igennem hver eneste vinter og gik bandende rundt i støvler, der sugede vand som svampe, frem og tilbage til ugens to ekstravagante solariebesøg. Desuden gik hun med bare ben og fødder både sommer og vinter, bare tæer stukket ned i støvlerne og aldrig strømper eller gamacher under de lange bukser, før det krøb ned under ti minusgrader.

Det var nemt at tømme hendes lille lejlighed og fordele det, hun havde, mellem affaldscontainer, kasser, vi selv skulle have med hjem, og det, vi ville give væk til naboer, venner og lidt dansk familie. Noget af husgerådet gav vi til viceværten på Stovner Senter nummer 14. Han var også vicevært i nummer 16 og satte pris på at have et lille lager af nødvendige ting, fordi nye beboere i nummer 16 ofte fik anvist en lejlighed uden at eje noget som helst, ikke engang et tekrus; de fik anvist en lejlighed, efterhånden som folk døde, havnede på sygehuset eller blev tvangsindlagt, her boede narkomaner og psykisk syge, og brandalarmerne gik i gang i et væk. Viceværten fik krus, tallerkener, bestik, strygebræt og stry-

16

gejern, gryder og stegepande, fyrfadsstager og sengetøj, som han kunne forære videre, og desuden mors seng. Han kom nynnende ud af elevatoren med en stor trækvogn på slæb og lastede den omhyggeligt for at undgå, at noget faldt af på den lange rejse fem etager ned. Elin og jeg havde nok af alting. Og mor havde hverken loft eller kælderrum, kun nogle små klædeskabe. Her var så sandelig ingen kasser med Elins og mine barndomsminder, ingen gamle morsdagskort, ikke noget småt børnetøj eller dukker og legetøj, vi kunne sukke nostalgisk over. Engang, da jeg havde lidt ekstra tid under et arbejdsbesøg i Oslo – det var sikkert et aflyst interview mellem mange andre – kom jeg på uanmeldt besøg med taxi til og fra med-bringende sushi og wienerbrød fra Deli de Luca. Der stod en sort affaldssæk på trappen ved siden af rollatoren. Jeg kastede et hurtigt blik i den. – Fotografier? sagde jeg. – Hm ...? – Du smider vel ikke fotoalbummer ud? Jeg tog det øverste op. Det var fra den englandstur, mor og Elin havde været på, da Elin var femten. Mor havde sparet op i to år, de skulle kun betale for selve rejsen og ellers bo og spise privat hos mors barndomsveninde Audrey i Southampton. – Lad det nu ligge. Kan vi drikke te til sushien? Går det an? Hvis jeg bare havde vidst, du kom, havde jeg jo købt sodavand. Eller vin. – Mor! Du kan da ikke bare smide fotoalbummer ud! – Jeg bliver bare ked af det, når jeg kigger i dem. I øvrigt kigger jeg ikke i dem mere, men jeg bliver ked af det bare ved at se, at de ligger der. Livet, der er gået, og hvor glade vi var, hvor godt vi havde det. – Har du spurgt Elin, om hun så måske vil have dem? – Nej.

17

– Det synes jeg, du skal gøre. – Javist ja. Men hun har jo så travlt, jeg ser hende så sjældent. Faktum var, at Elin ringede eller kom forbi næsten hver eneste dag, hun boede ikke ret langt derfra. Elin og jeg plejede at le ad det i telefonen, det var vi nødt til, vi var nødt til bare at le, der var ikke andet at gøre, og det er næsten ikke til at fatte, at mor ikke forstod, at hendes bluff blev gennemskuet, at den for altid var afsløret, hver gang hun sagde sådan. Jeg ringede til Elin i taxien tilbage til Bristol og fortalte hende om fotografierne, og hun fik reddet dem dagen efter, tog dem med hjem til sig selv, men da mor døde, opdagede vi, at også andre albummer var væk.

Hvis en fremmed var kommet ind i lejligheden og skulle gætte, hvad slags menneske der boede der, ville gætterierne nok være gået i retning af en meget yngre person. Mor ejede ikke mere end en veludrustet kollegianer, men lejligheden var hyggelig og indbydende med et sammenklemt væld af grønne planter i det eneste lille stuevindue ud mod altanen og bøger fra gulv til loft. Bøger, planter og et brugbart fjernsyn, hvor billedet ikke rullede, eller lyden faldt ud, det var det vigtigste for hende. Af middagstallerkener med identisk mønster fandtes der højst tre, stegepandens bund bulede, den var af den billigste slags, og hun havde tre små gryder, men hun kunne nu heller ikke holde særlig mange selskaber i en lejlighed på otteogtredive kvadratmeter. Den fremmede ville nok også have kommenteret, at det var en sjældent ren lejlighed, og deraf udledt, at det måske alligevel ikke var et ungt menneske, der boede der.

Bøger var det, hun havde mest af. De var hendes kæreste ejendele, hun levede og åndede for skønlitteratur, både romaner og lyrik. Hun elskede klassisk lyrik, og hendes favoritter var Herman Wildenvey, Karin Boye, Emily Dickinson og Steen

18

Steensen Blicher. Mens jeg skrev en biografi for unge om Sigrid Undset, opdagede jeg, at også Sigrid Undset havde Blicher som en af sine yndlingsdigtere, og det fandt mor meget smigrende. – Der ser du, Anne, sagde hun. Min litterære smag er ikke helt ude i hampen, hun fik faktisk nobelprisen. Desuden ejede og elskede mor fagbøger om alt fra Kongernes Dal i Egypten til mayafolket og Petra i Jordan, men der skulle være varmt de steder, hun læste om. Hendes afsky for kulde gjorde også, at flere af mine romaner, som hun altid læste i manuskriptform, gav hende en uventet gysende oplevelse. Hun kunne ikke begribe, at jeg overhovedet orkede at skrive om kulde, langt mindre at blive ved med at opsøge den, og antydede en mulig forbytning på fødeklinikken. Hun samlede også på bøger om billedkunst. Marc Chagall var hendes store lidenskab, og hun identificerede sig stærkt med ham; altid at være en hjemløs, altid at ønske at være et andet sted, til stadighed at nusse om og sørge over lysende barndomsminder. Da jeg ved en anledning i 1990’erne var i Berlin samtidig med en stor Chagall-udstilling og fortalte hende, at jeg var vendt om, da jeg så den lange kø i bagende sol udenfor, smed hun røret på og tog ikke telefonen i flere dage.

Hun flyttede jævnligt om på reolerne, nye hylder blev mon-teret, hvor der var plads, og hvert eneste bind blev støvsuget og nænsomt gjort rent med få måneders mellemrum. Det kunne hun bruge flere dage på; hun faldt i staver over enkelte af bøgerne og sad og bladrede frem og tilbage, indtil hele historien stod klart for hende igen. Hun smed aldrig bøger ud, men hun kunne godt finde på at forære en bog væk og sige: – Den her har jeg læst fire gange, så nu kan du få den. Det skete for eksempel med Marc Chagalls Mit liv. Men det var før Berlin. Det ville ikke have forbavset mig, hvis hun bagefter havde

19

forlangt at få den tilbage. Men det skete ikke, og hun tænkte nok, at jeg ikke havde læst den endnu, for så ville jeg ikke være vendt om ved synet af den usandsynligt lange kø. Hun havde ret. Jeg havde ikke nået at læse den. Det har jeg nu. Og jeg skammer mig. I stedet for at stille mig utålmodigt i kø bænkede jeg mig i al fredsommelighed med to veninder foran Hotel Adlon for at spise østers. Langt fra en kyst og midt på sommeren, hvor østers er mest sjaskede og usle. Vi blev ikke syge, men det ville mor have gjort bare af at tænke på det, selv om hun gudskelov ikke vidste, hvad jeg sad og mæskede mig med. Men jeg fik indhentet det forsømte lidt, da mor og jeg var på MoMA-udstillingen i Wien i december 2009, og hun var nødt til at sætte sig ned på en brun, flad sofa af imiteret skind midt i den sal, hvor Chagalls billeder hang, og sagde: – Jeg får bare lyst til at græde. Når jeg ser de billeder. Kan du se det, Anne? Forstår du det nu? – Ja mor. Det gør jeg. Undskyld. Og det lykkedes mig at holde om hende, det var ikke svært at gribe om en lille, gammel kvinde som hende, det svære lå i, om hun vovede at give efter og læne sig ind mod mig, ind i omfavnelsen. Det var hendes største rædsel, for netop i det øjeblik ville omfavnelsen sandsynligvis holde op. Men det gjorde den ikke, jeg blev ved med at holde hende. Alligevel mærkede jeg modstanden. Ikke engang sin egen datter var hun i stand til helt at stole på ville holde hende.

Fordi hendes lejlighed var så lille, lånte hun også en hel del bøger på Deichmanske bibliotek på Stovner. Hun studerede omhyggligt alle anmeldelser i Dagbladet, VG og Aftenposten og lod sig skrive op til de bøger, hun gerne ville læse, allerede sekundet, før de udkom. Da Merete Lindstrøm fik Nordisk

20

Råds litteraturpris, blev hun ude af sig selv over, at hun aldrig havde læst noget af hende, og skældte mig ud i telefonen, fordi jeg ikke havde gjort hende opmærksom på hende. – Jeg slipper væk fra mit liv, når jeg læser. Det er søreme grund nok.

Da jeg begynte at tjene mange penge i 2005, begyndte jeg samtidig at forsøge at give hende nogle af dem. Men resultatet var gråd. – Det skulle jo have været den anden vej rundt, Anne, hvis jeg havde klaret mig godt i livet og tænkt lidt fornuftigt! hulkede hun. Jeg kan ikke tage imod penge fra dig, jeg er ikke i stand til det, jeg skammer mig sådan. I stedet købte jeg så vintertøj og støvler i god tid, i eftersom-meren, og sendte det i store pakker. Det endte også med gråd. Fordi hun var så taknemmelig, påstod hun, men mest fordi hun blev mindet om, at vinteren var lige om hjørnet. – Alt det, du har købt, er så fint, Anne, og jeg er så taknem-melig. – Har du så prøvet frakkerne og støvlerne? – Nej ... – Hvorfor ikke? – Nej, for så er det, som om det er vinter. Og den tanke er ikke til at holde ud. Når årets første sne faldt i Oslo, sad mor foran fjernsynet med et tæppe over skuldrene og skævede foragteligt ud på de dalende fnug, mens jeg plejede at synge Peter Plys’ tidelibom-sang og begynde at pille i julepynten. – Nu slipper du i hvert fald for at fryse. Det er gode støvler, de er vandtætte, og begge frakker har et tykt for. – Ja, det kan jeg se, Anne. Det er kvalitet. Jeg kan se det. Jeg er ikke dum. Det er helt klart god kvalitet. Som for at trodse disse kendsgerninger kunne hun alligevel

21

ankomme hjemme hos Elin midt om vinteren iført skotøjet og en af de frakker, jeg havde sendt hende, mens hun klaprede tænder og var blå om læberne, fordi hun havde glemt at tage et tørklæde om halsen, handsker på eller noget på hovedet, eller hun gik barfodet og barbenet i støvlerne i alt for mange minusgrader. Ligesom et barn.

Men når det gjaldt bøger, tog hun imod. Med åbne arme og ekstra bæreposer. Et par gange om året fra 2005 og frem til hendes død i 2012 aftalte vi at mødes til frokost i Bibliotekbaren på Bristol. Hun vidste, hvad der stod på programmet, selv om det aldrig blev nævnt mellem os på forhånd. Vi talte kun om den kendsgerning, at jeg ville byde hende på frokost. I begyn-delsen protesterede hun også mod det, men den protest fik jeg kvalt i starten ved at brygge en løgn sammen om, at forlaget Oktober betalte alle mine løbende udgifter uden undtagelse, når jeg boede på Bristol. Sandheden var, at jeg selv foretrak at betale det hele, bortset fra værelset. Hun var tosset med kager, desserter, alt sødt, men kæmpede sig alligevel igennem en tårnhøj rejemad og altid med den samme kommentar: – Herregud, hvor lægger de altså meget på én skive brød, det må da være en hel pose! Jeg kunne sikkert lave fem rejemadder derhjemme med den mængde! Bagefter trippede hun opstemt hen til kagebordet og fyldte en tallerken med gode sager i tryg forvisning om, at det hele var noget, som forlagschef Berdahl på Oktober skulle skrive under på. Hun kunne endda overtales til at få en lillebitte æggelikør til kaffen, rød i kinderne og mæt i maven lænede hun sig derefter tilbage, og jeg sagde, som jeg plejede: – Så skal vi vel en tur i Tanum. – Tanum? sagde hun, mens hendes blik flakkede påtaget uinteresseret.

22

– Ja, for du har vel en liste med. – En liste? Det havde hun. Og udklippede anmeldelser i et plasticchar-tek. Hun havde det hele med i tasken, inklusive en plasticpose med en ren, fugtig klud, som hun trak op og omhyggeligt tør-rede sine hænder med, ligeglad med blikkene fra nabobordene. – Man må ikke sætte fedtpletter på bøgerne, ved du nok, Anne. Det ser ikke godt ud. Hun var så glad, når vi gik af sted mod boghandlen, hun var gladere, end hun næsten nogensinde var, en utøjlet glæde, der varede ved, faktisk i ugevis. Det var den bedste gave jeg kunne give hende, tusind gange bedre end varmt vintertøj. Damerne i Tanum løb rundt og hentede bøger, efterhånden som hun kom med titlerne, og jeg stak også selv nogle bøger til mig for at give besøget et skær af naturlig handel, vise, at jeg under alle omstændigheder havde tænkt mig at gå i Tanum, og det var også en del af spillet. Indimellem skævede hun ophidset og spørgende til mig. – Hvis du har flere på listen, mor, så kør bare løs! – Men jeg kan jo ikke bære alt det, jeg ... Det var stikordet til den næste rituelle bemærkning fra min side: – Du tager selvfølgelig en vogn, du får fem hundrede kroner med, og så sender du mig kvitteringen med posten. Al den slags får jeg tilbage fra Oktober, ved du nok. Og så var damerne i Tanum i fuldt firspring igen. Kun én gang tog hun fejl med hensyn til en bog, en mursten af en arabisk ordbog, der kostede over tusind kroner. Hun var knust ved tanken om prisen, og der gik flere uger, før hun indrømmede det i telefonen. – Den blev nok for ... heftig for mig. Hvad skal vi gøre, Anne? Jeg har knap nok åbnet den, og der er ingen fedtfingre på bindet. Desuden har jeg pakket den ind i cellofan. – Du bytter den bare.

23

– Gud nej, det tør jeg ikke. Det er for pinligt. Jeg sagde jo til den venlige dame, at jeg kunne lidt arabisk, og hun blev så imponeret. Så det går ikke! – Så gør jeg det. Ikke noget problem. – Men hvordan ... – Jeg kan tage den med, næste gang jeg besøger dig, eller du kan lægge den ind på Bristol, hvis du er inde i byen. – Jeg skal til optiker i næste uge. Så lægger jeg den på hotel-let! – Læg en seddel ved, hvor der står, hvilke bøger du gerne vil have i stedet for. Så ordner jeg det. – Kan jeg det? – Ja, mor. Det er din bog – Men det er jo noget, du selv ... Det her er vel ikke Oktober? – Nej, nej. Men bøger har man altid råd til. Uanset hvad. Og det var hun med på, der så hun logikken soleklart og var i stand til at tage imod med vidåbne arme. For mig var det en lykke at finde den modtagelighed i hende. Men da jeg omsider fik overtalt hende til at lade mig betale en ny seng til hende, den seng, viceværten til sidst nynnende rullede af sted med efter hendes død, lykkedes det hende at udføre det kunststykke at lade være med at købe topmadrassen. Jeg blev forbavset, da hun overførte femten hundrede kro-ner tilbage til mig, men tænkte, at hun måske havde gjort et udsalgskup. Lige til jeg selv var nødt til at sove i den seng, når jeg boede i lejligheden på Stovner de sidste måneder af hendes liv, og opdagede, at hun i seks år havde ligget direkte på den glatte og meget lidt eftergivende boxmadras. For at undgå hekseskud, lumbago, forvredne skuldre og det, der var værre, var jeg nødt til møjsommeligt at rede sengen med tæpper og ekstra dyner under lagenet, og da jeg spurgte hende, hvordan det hang sam-men, svarede hun bare, at en madras oven på den anden havde virkede temmelig søgt, som en unødvendig luksus.

24

Bøgerne overlod Elin til mig efter mors død. Og med stor respekt for mors kærlighed til dem tog jeg stilling til dem enkeltvis. Ikke en eneste bog stod tilfældigt placeret, og jeg mærkede varmen i hænderne, når jeg greb fat i dem; her var hun, det her var hendes liv og lykke. Alle mine egne signerede Til mor!-bøger stod rene og pæne på en særlig, stolt hylde, og dem ville jeg tage med mig hjem. Ildsjælene på biblioteket på Stovner blev lykkelige, da jeg fyldte en indkøbsvogn, jeg i smug lånte fra Meny i Stovner-centeret, og bugserede den ind gennem døren til biblioteket. – Vi savner hende sådan. Hun var så vidende. Det var en fryd at snakke bøger med hende. Jeg fyldte indkøbsvognen to gange. Det var en stor glæde for mig at trille den hen over den ujævne asfalt, der stadig var dækket af vinterens grus. Det var først i april, og der kunne stadig komme sne og frostnætter, så stierne var ikke blevet spulet endnu, og indkøbsvogne har ikke støddæmpere. Turen hen over det grove grus lød som en skraldende tordenlarm, og mor ville have elsket, at hendes bøger lavede sådan et ståhej. Nu ville de blive lånt, læst og elsket af andre. Da feberen omkring den trilogi, jeg for alvor slog igennem med, var på sit højeste, og jeg levede i en kakofoni af rejser og opgaver, meget få er i stand til at forstå omfanget af, ringede mor til mig en dag i september. – Kan du ikke komme her på vores bibliotek, Anne. Vi har noget, vi kalder bogtorsdage. Jeg har lovet at spørge. Alle, der arbejder på biblioteket, ved jo, at jeg er din mor. – Jaså? Er det en samtale? Er der en, der interviewer mig? – Nej, det har vi ... de ikke råd til. Det er jo næsten kun pakistanere og andre indvandrere og så pensionister, der bor her, ved du nok, og biblioteket har ikke ret mange penge. Så du er nødt til at klare det hele selv. Det er mest norske pen-sionister, der kommer, ikke så mange indvandrere, de gider

25

jo ikke lære norsk og aner nok desværre ikke, hvem du er, de ser ikke norsk fjernsyn og læser ikke norske bøger og aviser. Desuden er det gratis at komme ind, så det bliver nok for dyrt med en, der skal interviewe dig. En samtale med en interviewer var det mest afslappende, for så kunne jeg koncentrere mig om svarene, mens andre stod for regibemærkningerne, og jeg var en slags gæst. At køre det hele selv krævede meget mere, krævede forberedelser. Til et interview kunne jeg ankomme glad og uforberedt, fuld af overskud og blottet for nerver. – Jeg ved ikke helt, om jeg har tid. – Knut Jørgen Røed Ødegaard har været her flere gange. Han havde ikke brug for nogen, der interviewede ham. – Men jeg ved jo ikke, om jeg har tid! – Nej, nej, men du kan jo selv bestemme hvilken torsdag. – Du aner ikke, hvordan mit liv er nu, mor. Jeg render bare rundt og pakker mig selv op og ned af kufferter og ... – Stovner ligger ikke så langt fra lufthavnen, vel. Måske når du er på vej til eller fra et eller andet sted? Hvor jeg dog hadede hende netop da, fordi hun ikke var en del af mit liv og ikke begreb, hvordan mine hverdage så ud. Men selvfølgelig skulle jeg komme, det indså jeg, så snart samtalen var forbi, og jeg stod og kiggede på min mobil og hadede hende endnu mere. Selvfølgelig skulle jeg tage derhen. Til biblioteket på Stovner, hvor mor og damerne på bibliote-ket havde sat spinkle stole op i en halvkreds. Jeg gav den hele armen og fortalte om hele mit forfatterskab fra den allerførste børnebog og frem til i dag; jeg talte uden pause i næsten to timer. Og der sad hun i en hvid, nystrøget bluse under en slags cowboyjakke, med rollatoren trukket helt hen til stolen og én hånd liggende på den som for at sikre sig mod, at nogen snuppede den fra hende, for det var kun to år efter, at hun fik

26

et åbent brud på anklen i en hytte på fjeldet, og Elin var nødt til at bære hende på skulderen mere end en kilometer, før de blev mødt af en ambulance fra Lillehammer. Mor elskede sin rollator, hun vaskede den i mildt sæbevand hver anden dag og satte engangsbadehætter på hjulene på den, når den skulle ind i lejligheden, og hun ikke ville have sjap og skidt til at smelte på gulvet; engangsbadehætter, som jeg fortløbende forsynede hende med fra alle mine hotelbesøg.

Men der sad hun altså og kiggede mere på publikum end på mig, hver gang jeg sagde noget sjovt, og det skete ret tit. Hun sad og strålede, omgivet af reoler, i sit rette element, blus-sende. Og når publikum lo højt, fnisede hun selv dæmpet og undertrykt som for at signalere, at alt det her havde hun hørt før, selvfølgelig havde hun det, det var gammelt nyt, gamle, velkendte historier og lattervækkende pointer, for jeg var jo hendes datter, hun var mor til hovedpersonen og havde det fulde overblik. – Jeg synes, det gik ret fint, sagde hun bagefter. Du gjorde mig slet ikke til skamme, Anne.