Og træerne står stadig i Wienerwald

Elisabeth_Åsbrink_Træerne_Materie.indd 2 10/09/12 23.01

Oversat fra svensk afMorten Andersen

S T Å R S TA D I G IW I E N E R WA L D

Elisabeth Åsbrink

O G T R Æ E R N E


Og træerne står stadig i WienerwaldOversat fra svensk af Morten Andersen efterOch i Wienerwald står träden kvar© Elisabeth Åsbrink och Natur & Kultur, Stockholm, 2011© denne udgave, People’sPress, København, 2012Omslagsbillede: Otto Ullmann i Wien, privatOmslag: Harvey Macauley/ImperietISBN: 978-87-7108-625-6Produktion: Clausen & BossePrinted in Germany, 20121. udgave, 1. oplag

På for- og bagsatsblad ses hhv. billeder af familien Ullmann i Wien og billeder af Otto Ullmann samt billede af børnene på Hemhult. Alle fotos er gengivet efter aftale med familien Ullman.

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse medoverenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke erforbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra erkorte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPressVester Farimagsgade 411606 København Vwww.artpeople.dk


5

Et barn stod uden for et hus, i en stor by. Det er længe siden.En flod deler byen som et snitsår, men syv broer danner sting

og holder tingene sammen, forbinder bakkerne med det flade land og det grønne med udstødningen. Budapest.

Drengen legede på det lille torv uden for huset, hvor han boede. Hans far var på arbejde, hans mor var hjemme i lejligheden, nog-le trapper oppe. Han havde ingen søskende, og kammeraterne må have været et andet sted. Han var fem år gammel, og måske kunne han godt lide at være alene.

Så kom en person forbi, standsede op og kiggede på ham. En voksen, der råbte så højt, at drengen straks holdt op med at lege. Selve ordet havde han aldrig hørt før, men forbandelsen, tonefaldet, hadet var ikke til at tage fejl af. Heller ikke blikket. Det var rettet direkte imod ham.

Her laver jeg lige et afbræk.

I et andet land, i en anden by med noget andet vand, nogle andre broer til at holde sammen på tingene som spændebånd, var der et andet barn: en pige. I London.

Hun gik allerede i skole, legede med sine kammerater og havde intriger med sine venner, og hendes højeste ønske var at komme med til drengeskolens årlige bal. Så da hun endelig fik brevet med indbydelsen, blev hun meget lykkelig – måske pralede hun over for vennerne – lige indtil det tidspunkt hvor det gik op for hende, at kortet var håndskrevet; det var en efterligning, en forfalskning. En eller anden (pigen mistænkte en forsmået kammerat for at stå bag) havde haft et ønske om at se hende klæde sig fint på og gå forvent-ningsfuld af sted til ballet, blot for at blive afvist ved døren med et vanærende nej. Pigen græd af vrede og beklagede sig til sin mor.

Moren blev også sur og talte med pigens far; de burde gå til rek-toren, så bedrageren kunne blive straffet og pigen kunne få en und-skyldning. Men faren lod sig ikke hidse op; han svarede i stedet med et: »Schh«, og et: »Lad det ligge.« Derefter brugte han et ord, som


6

pigen fra da af kom til at afsky og aldrig ville kendes ved. Han sag-de: »Nej, sådan gør en [ordet] ikke. Vi løser ikke problemerne ved at skabe nye problemer, vi skaber ikke konflikt. Et strå, der bøjer sig i vinden, knækker ikke.«

Selv om pigen nu er fyldt 80 år, husker hun stadig sin skuffelse. At blive snydt for oprejsning, at stå uden nogen beskytter, at blive identificeret med det der ord – der blev slået en sprække indvendig.

Tilfældet ville, at det var det samme ord (tilsat adjektivet fandens), som den ensomt legende dreng havde fået at høre fra den fremme-de. Og eftersom drengen kun var fem år gammel, havde han ikke forstået ordet, men var gået ind gennem porten og op ad trapperne til sin mor og havde spurgt hende:

»Fandens jøde – hvad betyder det?«Hans mor sagde intet om, at hun havde ladet ham døbe. Hun

sagde bare, at der fandtes to slags mennesker: gode og onde, og så blev verden lidt mere begribelig for barnet.

Tilfældet ville, at drengen fra Budapest og pigen fra London mødte hinanden som voksne, genkendte hinandens afgrunde og blev for-elskede.

Tilfældet ville, at de senere selv fik et barn og lod hende arve følel-sen af fremmedhed – den var der jo til overflod. De lod hende også få del i det der ord, men som om det var en lidelse. »Schh,« sagde de. »Jo færre, der ved det, des bedre,« sagde de. Og senere: »Det er godt, at dine børn fik en ikke-jødisk far, så forsvinder det hurtigere ud af blodet.«

Det er én historie, min.


Mor. Far. Det er, som om I aldrig fandtes. Og dog eksisterer jeg.


9

Vi kender ikke hinanden, men hun har læst min bog. Første gang, vi sås, talte vi knap nok sammen. Næste gang mødtes

vi over en bid mad og gik senere til koncert. Der, på et sted, der var fremmed for os begge, i et lydrum af forvrængede guitarer og bas, begyndte hun at tale. Det var ikke helt let at høre, hvad hun sagde. Men hun kom tættere og tættere på. Hun bar rundt på noget og forsøgte med sine ord at bygge en bro, så lasten kunne nå frem.

Spørger man hende, hvor hun kommer fra, svarer hun Småland. Ikke desto mindre giver hun mig 500 breve fra Wien.

Til at begynde med ved jeg ikke, om jeg overhovedet vil have dem.

Siden kan jeg ikke tænke på andet.De ligger i en stor hvid kasse med låg, lavet af stiv karton og

købt i IKEA. Netop denne omstændighed synes at være et udslag af skæbnens ironi eller måske – hvis man har hang til psykologiske fortolkninger – at være foranstaltet af hendes underbevidsthed. Må-ske et resultat af ømhed, eller sort humor.

Otto har sorteret brevene. Siden da har ingen rørt dem, endsige læst dem. Men hun, Ottos datter, ved godt, hvad de indeholder. En omgang gavebånd og en almindelig dobbeltknude adskiller stak-kene fra hinanden, adskiller det ene år fra det næste.

Er brevene gamle? Er 70 år lang tid? Eller er det en tidsperiode, der er kortere end et menneskeliv og af lige så tvivlsom værdi?

Nå. I den hvide kasse har de ligget, tætskrevne, i kronologisk or-den, et epicenter af sorg.


10

I årevis havde minderne ligget ubrugte hen. Som om de ventede på, at han skulle tage skridtet indenfor, ind i skyggerne og løvet.

Men han havde kigget en anden vej. Tænkt sig væk.Så fik han pludselig et bundt nøgler i hånden. Der kom et brev,

en kuvert med fotografier; dage uden rækkefølge, stunder uden dato, blikke uden ord.

Det var selvfølgelig Mitzi, der havde passet på billederne og gemt dem. Og da det hele var overstået, havde hun lagt den lille kuvert i en større kuvert, skrevet Otto Ullmanns navn udenpå og sendt den til ham i Sverige.

Han havde fået øje på sig selv. Han havde mødt sin fars lyse blik. Han havde set sin barnekrop begravet i sin mors favn.

Der Blade, tyksakken, havde de kaldt Elise på grund af hendes kur-ver og bløde huld.

Otto og far havde rottet sig sammen, mændene mod moderen, og moret sig på hendes bekostning, så ofte de kunne. Alligevel tog hun sig af dem, når de fik feber, og bekymrede sig, når de havde væ-ret for længe ude i kulde eller regn.

Far og mor havde delt Ottos verden imellem sig. De havde fået deres barn sent i livet, og sønnen blev selvsagt et midtpunkt, de slap ham aldrig af syne. Den ængstelige Elise havde set til, at han var sund og rask og havde det godt. Det var hende, der havde sørget for, at livretterne blev tilberedt, at tøjet blev skiftet ud med noget nyt, rent og større, når det var på tide, og at der omhyggeligt blev lagt forbinding på selv den mindste rift. Far derimod havde taget ham med ud, forstørret hans sind og åbnet verden. Operahusets røde fløjl. Bokseringen. Balletstangen. En ren baghånd på tennisbanen. Samtaler langs Donaukanalen om fodbold, Gud og værdien af en god uddannelse. Det var Josef.

På fotografierne fra slutningen af 30’erne så man dem, som de engang havde set ud, i lyset fra dage, der for længst var udslukte. På ét stod nogle mænd med fløjlssorte hatte ved siden af kvinder i lan-


11

ge, ternede kjoler. På et andet sås Josef for foden af et østrigsk bjerg og Elise med hvide sokker i lave, flade sko om sommeren.

Var det sådan, de fremtrådte, når Otto drømte om dem om nat-ten? Var de stadig store forældreskikkelser, selv om han havde vokset sig større end dem for længe siden. Var de stadig 45 år gamle, selv om de var døde? Var de stadig nærværende med deres kærlighed?

Josef må have været vant til altid at have kamera med. Måske var det derfor, de sjældent poserede, men i stedet blev afbildet i hver-dagssituationer, under gåturene, på fortovene, i parkerne. Gade ef-ter gade blev tilbagelagt, mens fotografierne blev taget – snapshots, emmende af sommer. Varmen var synlig i deres ansigter, som en trykken for panden, i Elises luftige kjoler. Otto i Lederhosen, med tøjkanin i hånden eller skoletasken på ryggen. Otto med tante Mi-nas foxterrier, der altid var i snor. Otto, som kom kørende på sit lø-behjul. Elise på ferie, i en skyggefuld have på landet eller i et varmt hav, med blikket rettet mod stranden. Turde hun dykke ned under vandet?

Josef så fornøjet ud på alle billederne. Han fik kollegaen ved si-den af sig til at grine, det fremgik af blikket, at Josef lige havde sagt noget sjovt. Han holdt sin søn i favnen, han legede og snakkede, som om han ikke vidste noget bedre end livet med sin tykke kone og deres lille Otto.

Erindringsbilleder. Idealbilleder. En påkaldelse af afsatte magter.Wien er byen midt i Europa, hvor de engang gik rundt med para-

ply for at beskytte sig mod solen, hvor de fodrede duerne i parken, spillede bold, fik sig en is og levede deres familieliv.

Ottos far, Josef, blev sandsynligvis født i Wien. Hans forældre var flyttet dertil fra byen Iglau, som engang lå inden for grænserne af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn.

Josef havde tre brødre og en søster. Den kvinde, der fødte ham, er ét af mange tørt knitrende blade i et slægtstræ, hvor selv stammen er borte og kun skyggen er tilbage.


12

Jeg ved, at Josef ønskede at være glad. Men om det betyder, at han virkelig kendte til glæde, er ikke sikkert. Og jeg kan konsta-tere, at han syntes, det var sjovt at formulere sig i lange, indviklede sætninger med mange på hinanden følgende bisætninger. Han nød at være med ved forskellige sportskonkurrencer, hvor entusiastiske idrætsfolk tørnede sammen, i fodbold, tennis eller atletik. Josef hav-de et godt øje for de små forandringer, en træner kunne tilføre en løbers skridtlængde og armføringsteknik. Som sportsmand var han sikkert ikke dygtig nok til selv at blive professionel, men han var godt nok inde i tingene til, at han kunne analysere bevægelserne hos elleve spillere med en bold, sådan at det svageste led i kæden blev synligt for selv den jævnt interesserede tilskuer, som derved fik et tilstrækkeligt indblik i spillet til at kunne drage sine egne kon-klusioner om kampens udfald. Josef kunne godt lide at skrive. Han blev sportsjournalist.

Man kan ikke vide det med sikkerhed, men han arvede sandsyn-ligvis nogle indsigter, som naturligvis godt kan formuleres – selv om de formentlig blev overleveret til ham uden ord:

Kundskaber kan ingen tage fra dig. Selv dette skal nok gå over før eller siden. Et strå, der bøjer sig i vinden, knækker ikke.

130 år efter at Josef Ullmann blev født – på et tidspunkt, hvor han for længst er blevet slået ihjel – udtaler jeg hans navn.

Elise Kollmann kom til Wien fra Mähren. Ganske ligesom Josef var hun født i Østrig-Ungarn, men ved afslutningen på Første Verdens-krig befandt hun sig pludselig i Tjekkoslovakiet, uden at hun no-gensinde var flyttet. Hendes hår var brunt, bølgende og tykt.

Måske forlod hun forældrenes hjem i Brno sammen med sø-strene, Margarethe og Adolfine, der ligesom hende selv var kraftige kvinder med mørke øjne. De foretrak at bruge kælenavne frem for deres givne, officielle navne. Følgelig blev Elise forkortet til Lisl, Margarethe blev til Grete, og Adolfine blev til Nuny.

Da de først lærte Josef at kende, kaldte de ham Pepi. De fire om-


13

gikkes hinanden, blev venner. Og på et eller andet tidspunkt, det er uvist hvornår, giftede Lisl sig med den to år yngre Pepi og skiftede efternavn fra Kollmann til Ullmann.

Syntes hun om idræt? I hvert fald brød hun sig ikke om at skrive, mente ikke hun kunne finde ud af det. Alligevel endte hun senere med at kaste sig ud i det, så godt hun kunne, tvunget af omstæn-dighederne.

Da Lisl var 34 år gammel og Pepi 32, fik de deres eneste barn. Den 20. juli 1925.

De vuggede deres søn, Otto, med de samme forhåbninger og øn-sker, som forældre altid har haft. De gav ham kælenavne (Guld-drengen, Wuzi, Mucki pucki), de håbede, at slægtens grimme næse ikke ville manifestere sig, men at sprogbegavelse, musikalitet og boldfornemmelse til gengæld ville. De ønskede, at drengen skulle blive både følsom og rationelt tænkende, lod ham både danse bal-let og gå til boksning og håbede på, at både nedarvede og tilegnede egenskaber ville bære rigelig og ufordærvet frugt.

Han blev en spinkel dreng med en tyk, mørk manke, hurtig i både krop og tanke. Om sommeren lod de barberen klippe hans hår helt kort, så hans uregelmæssige træk og mørke øjne trådte frem. Lisl og Pepi så ham som det smukkeste af alle børn. Deres eneste.

Måske syntes Lisl, at hun var for gammel efter at være fyldt 35, eller måske ønskede de bare så brændende at få en søn, at de ikke ville have flere børn, da de havde fået deres Otto?

I hvert fald voksede han op uden søskende, uden at skulle kap-pes med andet end sit eget behov for at være bedst. Og ligesom så mange andre selvfølgeligheder behøvede det aldrig blive sagt, at in-tet andet var godt nok. Pepi, Otto og Lisl – de tre var uadskillelige dele af hinanden. Og de ønskede intet andet.

Han blev naturligvis forkælet.Som havde han to mødre, blev Otto passet og plejet af skiftevis


14

Lisl og hushjælpen Mitzi. Mostrene Nuny og Grete kappedes både med hinanden og hans faster om at give ham søde sager og gaver til gengæld for kram eller alt for våde kys, mens Pepi og onkel Paul førte lange samtaler med ham om musik, politik og sport.

Otto blev viljestærk og vant til, at hans synspunkter vejede tungt. Gik tingene ikke efter hans hoved, blev han vred, men han havde let ved at blive glad igen. Oftest fik han jo alligevel sin vilje.

På den måde voksede han op og blev et kærligt og egenrådigt barn, nem at give gaver, fordi han altid fik så mange, men også utål-modig og rastløs.

Ganske vist indprentede de ham værdien af gode manerer og en god uddannelse, men Ottos belevne væremåde og evne til at kon-versere skyldtes mest af alt, at hans familie bestod af en samling midaldrende, avislæsende litteratur- og operaelskere – voksne men-nesker, der altid grinede af hans morsomheder, der lod ham bokse, når han var i ét humør, og spille fodbold, når han var i en andet; der lod ham bestemme, fordi det gjorde dem glade, og fordi de satte ham højere end alt andet. Det gjaldt også den søde, hengivne Mitzi.

Man kan som sagt ikke vide det med sikkerhed.Men alligevel vil jeg vove at slå fast, at Elise – en kvinde, jeg al-

drig har mødt – elskede sit barn. Og bortset fra at Otto gerne skulle studere, tjene penge, være populær blandt drengene og siden pi-gerne, blive en god søn, der talte med sin mor om livets sorger og glæder og tog sig tid til at spørge til hendes velbefindende og lytte til hendes råd – bortset fra alt dette ønskede hun især én eneste ting (et mere hovmodigt ønske skal man lede længe efter): Hun ville, at Otto skulle blive lykkelig.


15

Sporvognen inde fra bymidten standsede ved Radetzkyplatz og fortsatte så hen ad skinnerne langs Löwengasse. Der kørte den

først forbi en skole, så kirken og derefter bageren, skomageren og mælkehøkeren.

Ottos kvarter var ikke grimt, men heller ikke pænt. Det var ikke som den herskabelige Praterstrasse, hvor alle søndagsflanerede arm i arm, jøder og kristne blandt hinanden. Men det var heller ikke som Taborstrasse, hvor restauranterne lå side om side, med deres sorte kaffe, aviser og skakspil. Löwengasse var hverken gyde eller hoved-gade, hverken mål eller mening. De af byens fugle, som landede på sporvognens luftkabler, sad der som ved et tilfælde, og mennesker-ne på fortovene var altid på vej videre, enten hjem eller væk. Ingen søgte derhen for gadens egen skyld.

I begyndelsen af 1600-tallet var bydelen Leopoldstadt stadig blot en bar mark i udkanten af Wien. Folk, der af en eller anden grund skulle derhen, tænkte på stedet som heden uden træer – sådan kald-te man området – og det var der, kejser Ferdinand 2. sendte byens jøder hen.

Trækker man fingeren hen over et kort langs de nu tæt bebygge-de gader Kleine Pfarrgasse, Grosse Schiffgasse, Krummbaumgasse, Kermelitergasse og Taborstrasse, tegner der sig et afgrænset område. Der kunne de bage deres usyrede brød og holde deres markeder. Jø-derne. En hede uden træer.

På det tidspunkt, hvor Otto blev født, ansås Leopoldstadt stadig for at være en jødisk bydel, selv om den hovedsagelig var beboet af kristne. Nogle gange fulgte folk deres trosretning, andre gange be-vægede de sig den modsatte vej.

Löwengasse nummer 49 var en enkel bygning uden udsmykning. Huset overfor havde prangende jugendguirlander i brunrøde far-ver, og dét på hjørnet var flødefarvet og pyntet med guldklokke og balkoner, som en perlehalskæde. Og midt i lå så nummer 49, med en slagterforretning i porten. Otto boede i lejlighed nummer 15


16

sammen med Lisl, Pepi og moster Grete – samt hushjælpen Mitzi, der som ung pige var flyttet ind til dem ude fra landet. De levede deres liv og drømte deres drømme i denne fireværelses lejlighed, to blokke neden for Donaukanalen. I Østrig. Ikke inden for det tyske riges grænser, ikke endnu. Indtil videre gik Otto i skole, og Pepi passede sit arbejde som sportsredaktør på avisen Wiener Tag. Efter en dag på jobbet kunne han som regel stå op og sove i sporvognen, men han vågnede altid lige tidsnok til at stige af. Hans løn rakte til en bekvem tilværelse, til aftener i operaen og lørdage på fodboldtri-bunen, til middagsselskaber med smørcremekager til dessert og en ordentlig løn til Mitzi.

Om søndagen pakkede de ofte kurvene og tog sporvognen ud til Wienerwald, hvor de vandrede rundt på stierne og skråningerne sammen med moster Nuny og hendes mand, Paul. De havde fod-bolden med sig, så de kunne spille, når de fandt et åbent område. Hvis det var varmt, løb Otto rundt i bar overkrop. Senere satte de sig i skyggen af det grønne, læste bøger eller planlagde deres årlige ophold i Bad Ischl. De snakkede om forskellige sportsstjerners ska-der og resultater, de tog et pusterum fra hverdagens pligter og ru-tiner – kort sagt, de nød at slappe af sammen i solstrejf og susende løv, alt sammen under træerne i Wienerwald.

Alle de voksne i familien glædede sig over, at Otto ikke alene var intelligent og musikalsk, men også havde en åbenbar fornemmelse for sprog. Pepi bad Paul om at give ham privattimer i græsk gram-matik, latin og engelsk. I betragtning af drengens intelligens var læge eller jurist måske den rette profession for ham?

Det er ikke svært at se dem for sig. Når de var ude at gå, holdt mor Lisl Otto i hånden, så længe han tillod det. Far Josef var et ho-ved højere end sin hustru, med en bastant kropsbygning og tydelige tegn på begyndende skaldethed. Han gik gerne rundt med hænder-ne i lommerne, og hans vide busker sluttede lige under knæet, hvor han stoppede dem ned i strømperne. På tennisbanen klædte han sig naturligvis i hvidt.


17

Og Otto. I små jakker – en mørkeblå med dobbelt revers, en blå- og hvidstribet med dobbelt revers, næsten altid i korte bukser. Han var jo kun et barn.


18

Det er selvfølgelig muligt at lede efter et udgangspunkt.Man kan bruge et helt liv på at afsøge tiden for tegn, som

om den kunne visiteres. Man kan forsøge at ordne den kronolo-gisk, blotlægge det indbyrdes forhold mellem et vist antal afgøren-de hændelser. Såsom den første gang. Eller den sidste. Den tredje dronning, den fjerde forordning, den femte sandhed. Det bliver alt sammen et forsøg på at skabe orden dér, hvor ingen orden findes, og så kan det ene årstal være lige så godt som det andet.

Som for eksempel 1926. Otto Ullmann var et spædbarn med brune, mandelformede øjne. Han kunne godt lide at gynge på fars og mors knæ hjemme i deres fireværelses lejlighed i Wien.

Ved forårstid det år blev Ingvar Kamprad født på Hvide Kors’ fødselsstiftelse i Pjätteryd sogn. Også han var sine forældres første barn. Også hans historie begynder, ligesom det gælder for alle men-nesker, lang tid forinden. Man kan lige så godt gå næsten hundrede år tilbage i tiden, til Radonitz i Böhmen.

Fanny var lille og spinkel, med fine træk. Hendes mand, Achim, var fire år ældre, højere, mere blond og kraftigere. Ingvar har arvet sin farfars træk omkring panden og øjenbrynene.

Der må have været rigelig skam, og Fanny må være blevet født direkte ind i den. Hendes egen mor. Hendes unge mor og en gift mand.

Sådan blev Fanny til, uden for ægteskab, uden for familie, på den forkerte side af grænsen. Den gifte mand slap fri, efterlod en bety-delig sum penge bag sig som undskyldning, og så var Fannys mor og hendes uægte barn alene.

For pengene købte de en kro, og der voksede Fanny op. Hun ser-verede, gjorde rent og hjalp til. Hun fik en ny far og tog hans navn. Skammen var der dog stadig, som et lag hud uden på huden, et lag skidt uden på det skrubbede.

En dag trådte Achim ind på kroen. Eller måske kom han sna-rere bragende derind: temperamentsfuld. Stort skænderi med fami-


19

lien på slottet. Hans fremtidsplaner harmonerede ikke med deres forestillinger og krav. Han ville være ude i skoven med sine bedste venner, hundene. Han ville bevæge sig frit, vende ryggen til papir-nusseriet og familietraditionerne. Uacceptabelt med hans saksiske godsejerbaggrund, uacceptabelt. Han forsøgte at slippe væk fra det hele ved at gå ind på landevejskroen, og der stod Fanny, med et blik, der kunne trænge igennem det meste.

Sådan lyder i hvert fald slægtsmindet, som er genfortalt gang på gang: to stolte mennesker uden noget at være stolte af. De forel-skede sig.

Kort efter stod de sammen i herr Schmidts atelier. På en neutral baggrund.

Nygifte? Han havde en stor hånd om hendes smalle liv. Hun, snøret sammen i lys kjole med kniplinger, drejet ind mod ham, som om det blæste, og han gav læ. Fanny og Achim. Selv om det nok nærmere var den anden vej rundt.

Og nej, hun blev ikke accepteret af hans familie.Med to små sønner besluttede de sig for at emigrere. Et nyt land,

et nyt liv, egne jagtmarker til ham og hans elskede hunde. 1800-tal-let var halvvejs overstået, og Achim købte fast ejendom: 54.000 rigsdaler for skov, kreaturer, afgrøder og et lager af rug. Hvorfor de forlod Böhmen, spiller ikke længere nogen rolle. Elmtaryd hed gården, som nu var deres. Jorden var stenet, men frugtbar, skoven både stor og smuk.

Egentlig er intet af det her nyt, men det er heller ikke udpræget gammelt. Mennesker krydser grænser, søger nyt liv. Bevæggrunde-ne kan variere, men er forbavsende nok ofte ens. Som det gælder for de fleste indvandrere, var Fannys og Achims nye liv forbundet med hårdt arbejde, måske mødte de modstand fra de fremmede omgivelser, de havde nok troet, at flere talte tysk, måske var de mere vant til at læne sig op ad stærke forældres råd, end de havde gjort sig klart, og måske resulterede det i en dårlig økonomi. Hvad end årsagerne var, endte Achim i hvert fald med først at skyde sine to


20

jagthunde og derefter sig selv. Tilbage var Fanny, den spinkle, men viljestærke, med sønnerne og en endnu ufødt datter.

Hun giftede sig aldrig igen. Fjendtligt indstillede naboer flyttede markskellet og formindskede hendes mark, indtil hun ikke havde andet valg end at fornedre sig og bede sin tyske svigermor om hjælp. Men det lønnede sig. Svigermoderen råbte og skreg ad folkene på landmålerkontoret og fik naboerne til at rykke tilbage.

Det svenske sprog lærte Fanny aldrig, men præsten i kirkebyen talte tysk og hjalp hende gerne. Så Fanny styrede tingene selv og stod for gården, indtil den ældste søn fyldte 25. Fra den dag var går-den og ansvaret hans.

Fanny Kamprad. Hendes søn Feodor. Og senere Feodors søn, Ingvar. Ledere alle tre. En kæde af navne, der repræsenterede vilje-styrke og beundring af viljestyrke, og som førte den tanke videre til hver ny generation.

Farmor Fanny var den person, som Ingvar kom til at beundre mest. Mere end Feodor. Endda også mere end onkel Hitler.

Men betyder det, at det hele var hendes skyld?


21

Älmhult, 2010.Bordet mellem os er rundt og blankt. Vi står med hver vo-

res kop automatkaffe. De hvide plastikkrus er så tynde, at det er nødvendigt med to på grund af varmen. Hvor ødselt, spøger vi ved automaten: to krus til én kop kaffe. I Småland.

Bagefter sætter vi os. Ingvars assistent er med. Det går fint med at optage samtalen. Det går fint med spørgsmålene. Det hele går fint, der hersker en behagelig stemning af åbenhed og fælles forståelse. Først bagefter spørger jeg mig selv, hvad det egentlig var, der gik så fint.

Elisabeth: Da de her skriverier begyndte at dukke op – var det på det tidspunkt, du opsøgte Otto – eller hvordan var det?Ingvar: Ja, da gik jeg bodsgang hos mit eget personale med et brev, som blev trykt i vores lille personaleavis. Der sagde jeg, at jeg havde fejlet. Det er en katastrofe. Jeg fortryder bittert, at jeg har haft de holdninger. Jeg kan ikke rigtig huske den præcise ordlyd, men jeg bad om tilgivelse. Og som svar fik jeg et brev, hvor der stod: »Vi til-giver dig gerne, Ingvar« og: »Du betyder alt for os.« Og så var det underskrevet af flere hundrede medarbejdere (…)

Jeg skrev også til mine venner og gav dem en kopi af min skrivel-se, men jeg kan ikke huske, om jeg sendte … Alting var jo så pok-kers ømtåleligt på det tidspunkt. (…)

Du må forstå, at jeg kontaktede måske femogtyve mennesker per telefon og skrev til hundrede andre bekendte og vedlagde det, jeg havde sagt til personalet, og det svar, jeg havde fået af personalet. (…)Elisabeth: Men du mener ikke, at du ringede til ham personligt?Ingvar: Nej. Nej.Elisabeth: Og bad om tilgivelse?Ingvar: Nej, for det ville jo for eksempel have krævet, at jeg havde hans adresse. Og det havde jeg jo ikke.Elisabeth: Eller telefonnummer?


22

Ingvar: Nej. [sukker]. Jeg kan ikke svare på det her lige nu. Du me-ner, at jeg skulle have fået telefonnummeret af Karin og ringet ham op. Men det mener jeg ikke.Elisabeth: At du skulle have kontaktet ham … Det virker da ikke som en umulighed?Ingvar: Nej, nej, overhovedet ikke! (…) Men gjorde jeg det? Jeg kan virkelig ikke sige det. Havde jeg haft hans telefonnummer, er det meget sandsynligt, at jeg havde ringet. Havde jeg hans telefon-nummer?


23

Hvis Otto havde været i live i dag, kunne jeg have spurgt ham, om han så den svenske film Petterson & Bendel i sin barndoms

Wien. Men han ville sikkert have svaret nej. Godt nok elskede han at se film i biografen, men det skulle være spændende historier, som udspillede sig i bjergene, gerne i Alperne. At hans veluddannede forældre skulle have taget ham med ind at se den svenske film vir-ker heller ikke sandsynligt. Især ikke når man tænker på, hvad der gik for sig i Berlin.

Ham Bendel er en listig djævel og Petterson en elegant fyr. De mødes som arbejdsløse og finder så forskellige måder at ernære sig på – alt lige fra at sælge violer til at overtage en lille virksomhed. Josef Bendel finder tilfældigvis ud af, at firmaet snart vil gå kon-kurs, men siger intet til sin kompagnon. I stedet sælger han hurtigt sin andel og stikker af. Tilbage står Kalle Petterson, med en gravid kone, men uden penge og virksomhed. Da bogen udkom, blev den en bestseller.

Filmen Petterson & Bendel havde urpremiere den 21. august i Pal-ladium i Stockholm og i Røde Mølle i Örebro. Året var 1933, bar-net Otto fra Wien var otte år gammel og barnet Ingvar fra Småland kun syv. Avisen Social-Demokraten skrev:

Og hvordan skulle man præcist kunne beskrive en løjerlig person som Bendel, denne feje lille halvjøde med de katte-agtige bevægelser, det strålende forretningstalent, den utro-lige nærighed og den udsøgte frækhed, som trods alt ikke er usympatisk. Han er værd at studere med øjnene, ørerne og alle de andre sanser. Han er ikke en romanfigur, men en lyslevende inkarnation af sin race.

I den liberale Stockholms-Tidningen var tonen mindre entusiastisk:

Bendel er den eneste teaterfigur. En jøde mast ind i et svensk miljø. Han er sprængstoffet, den sorte slyngel. Han er den


24

centrale figur, han skal naturligvis være en beskidt, krølhå-ret, krybende jødebengel, en variant over den måde, hvorpå Hitlers humoristiske presse fremstiller Israels folk for at ridse kontrasterne op.

Men filmen blev en succes, blev vist i udlandet, hyldet i Danmark, anmeldt i New York Times.

Man kan standse tiden et andet sted, ønske sig væk, udelade 1933 af historien. Man kan spørge sig selv, hvorfor man overhove-det skal bekymre sig om det. Men svaret er: Fordi filmen fik et langt liv. Fordi den blev vist i Berlin to år senere. Derfor. Og da var den menneskelige varme blandt de tyske biografgængere fordampet og kun det tørre had tilbage.

Social-Demokratens læsere blev indviet i begivenhederne:

Der har i den seneste tid (…) været relativt stille om antise-mitismen i Tyskland. Jødeforfølgelsen har antaget mere eller mindre private former. Fra og med i mandags har denne for-følgelse dog igen taget form af almene pogromer, og anled-ningen hertil er – desværre – blevet den svenske film Petterson & Bendel (…).

Det hele begyndte med, at nogle jøder blev bortvist fra den biograf, hvor Petterson & Bendel blev vist. Siden blev folk med jødisk udseende passet op ude på gaden og udsat for alle mulige ubehageligheder. Under skrig og skrål fra hobens side blev de drevet ned ad gaden.

I flere caféer trængte »massen« ind og gelejdede ublidt folk udenfor, hvis de kunne mistænkes for at være jøder. Flere vinduesruder er blevet knust. I et gadehjørne blev en issælger udsat for grov mishandling.

Hvad angår dagens tre visninger af Petterson & Bendel, så forløb de fuldstændig fredeligt. På parkettet så man et stort


25

antal uniformerede SA-mænd, der demonstrativt applaude-rede filmen.

Splittelse og dobbelte dagsordener. Én del af den svenske tidsånd producerede og hyldede en jødehadende film, mens en anden be-græd det beundrede Tysklands skæbne under nazismens indtog. Som i denne leder fra Dagens Nyheter:

At det er en svensk film, der har fremprovokeret disse pogro-mer, er pinligt og ubehageligt for Sverige. (…)

Der er rapporteret om et par tilfælde, hvor jøder og ikke-jøder har fået forbud mod at gifte sig. I Breslau er seks jøder og seks ikke-jødiske kvinder blevet sendt i koncentrationslejr som følge af »raceskænding« – helt i tråd med det nazistiske forbud mod raceskænding, som dikterer, at en mand og en kvinde af jødisk og ikke-jødisk race end ikke må vise sig sam-men.

Sager som disse rapporterer den tyske presse selv om. Hvad den ikke rapporterer om, er den rædselsfulde tortur, der fin-der sted på daglig basis, ondskabsfuldhederne, hævnakterne, udsultningen – alt sammen i det ædle tyske blods navn. At tale om »forståelse« for nazismen og besynge dens nationali-tetsfremmende kræfter, dens moralske indhold os så videre, så længe den slags pågår og prises i fuld overensstemmelse med nationalsocialismens såkaldte idéindhold, er at stikke sig blår i øjnene og lade sig forblinde af illusioner. Et sådant brutalitetens regime kan aldrig og vil aldrig blive accepteret af civiliserede mennesker – hverken i eller uden for Tyskland.

Lederen er usigneret, men skribenten kommenterede tydeligvis en igangværende debat om nationalsocialismens fordele og ulemper. Hans, eller hendes, sidste sætning er fuld af tillid til datidens højt


26

udviklede europæiske civilisation. Desværre skulle denne tillid vise sig overdreven. Blot få måneder senere indførte regimet i Tyskland den samling love, som fik navn efter den by, hvor de blev bekendt-gjort, Nürnberg.


27

Foran et opbud af udenlandske diplomater og pressefolk kund- gjorde Adolf Hitler den 15. september 1935 to af de i alt fire

love, som nazisterne indførte i deres tid ved magten for at beskytte det tyske blod og den tyske ære.

Frem til dette tidspunkt havde mennesker, der blev defineret som jøder, levet under nogle andre vilkår end resten af befolkningen. Deres muligheder for at studere på universitetet var begrænsede, deres andel i læge- og juriststanden var reguleret af kvoter, de var blevet fyret fra det tyske militær og havde fået forbud mod at op-træde på scener eller medvirke i filmindspilninger. Nu mistede de deres borgerrettigheder.

Lovene var blevet skrevet i al hast gennem nogle søvnløse døgn midt i september. Planlægningen havde været dårlig, man var løbet tør for papir, så nazisterne havde været tvunget til at ty til nogle me-nukort for at tage notater. Derfor var det heller ikke så mærkeligt, at lovteksten blev ufuldstændig og svær at implementere de første måneder. Man havde glemt at definere, hvem der var hel eller halv jøde, og hvem der blot havde et glimt af noget jødisk i øjnene. At skelne den ene fra den anden er sværere, end man tror.

Men allerede i november havde lovgiverne fået tænkt tingene igennem og bragt orden i den menneskelige uorden, som forelskel-se og seksuel tiltrækningskraft gav anledning til. Der blev tegnet skemaer. Der blev trukket linjer. Og så var Nürnberglovene plud-selig krystalklare regelsæt, som enhver pligttro tjenestemand kunne følge.


Og træerne står stadig i Wienerwald

Documents

Transcript of Og træerne står stadig i Wienerwald