Lone Schack Rasmussen

Nummer 106: januar1983

En indføring i nyere semantiske teorier,

med særligt henblik på spansk n

Romansk Institut Københavns Universitet

Njalsgade 78-80 2300 Kbh. S

55

I I :

5. Lokativ teori og kausativitet 55

6. Kasusteori 66

7. Konklusion 76

Citerede værker 79

(kapitel 1 - 4' se RIDS 106 I )

5. Lokativ teori og kausativitet.

En anden indfaldsvinkel til den semantiske beskrivelse af sætningen er den "lokativistiske". Gennem tiderne (Anderson nævner byzantineren Maximus Planudes som den første - (AND p. 6)) har lingvister arbejdet med en særlig 'lokativ teori', der går ud på at lokation, dvs. rumlig placering, og ændring af lokation, dvs. bevægelse i forhold til en given størrelse, hører til de mest fundamentale træk i sproget, ligesom det hø­rer til nogle af barnets første oplevelser af omverdenen, at nogle størrelser er bevægelige, enten ved egen eller frem-med kraft, mens andre er ubevægelige. De bygger deres anta­gelse på at i mange sprog anvendes de ord, der betegner kon­kret lokation og bevægelse.også om abstrakt lokation og be­vægelse, og sporer man så udviklingen tilbage i sproget, vi­ser det sig at den konkrete lokation er udgangspunktet (LYONS p. 718). Det princip der virker her, er det der synes at gælde

56

for både sprogudvikling og sprogtilegnelse, nemlig at man på grundlag af et sæt af enkle, konkrete strukturer, udvikler nye, mere komplicerede og abstrakte, med de første som forbillede.

Et hyppigt eksempel herpå er sammenfald mellem steds- og tidsadverbier, hvor det ikke er svært at se at en identifika­tion kan være nærliggende, f.eks. mellem afstand mellem to steder og afstand mellem to tidspunkter. Det er da også til­fældet på spansk:

(1) De Madrid a Barcelona hay 621 kilometros.

(2) Del 15 de abril al 13 de mayo hay cuatro semanas.

Betydningen af den lokative teori består i at det be­skrivelsesapparat man kan opstille for konkrete lokativiske forhold er videre applicerbart i det omfang de her fundne strukturelle mønstre går igen i ikke rumlige relationer. F. eks. siger Anderson:

"The adoption of a more abstract but localistic view of the grammar enables us (for instance) to proceed some way to­wards resolving the problems concerning pairs like I liked the play and The play pleased me outlined by Chomsky (1965:162-3), which (with others) he considers to be 'cases that suggest the need for an even more abstract notion of grammatical function and grammatical relation than any that have been developed so far, in any systematic way'" (AND p. 106).

Og der er overvældende grund til at mene, at sætninger der udtrykker konkrete lokativiske forhold, som:

(3) Juan lleg6 a Madrid de su pueblo.

(4) Juan vive en Madrid.

og sætninger der udtrykker forhold af mere abstrakt karakter,som:

(5) La paz lleg6 al pais.

(6) La gente vive en paz.

kan beskrives som havende den samme strukturelle opbygning, dvs. at den relation verbet skaber mellem elementerne i sæt­ningen er den samme, mens de indbyrdes forskelle skal place­res andetsteds.

57

En analyse af konkrete lokativiske forhold viser at der indgår følgende komponenter: En størrelse T ('tema') der for­holder sig til en lokation. Relationen mellem dem kan være dy­namisk, dvs. 'bevægelse', eller statisk (ikke-dynamisk), dvs. 'placering'.

Ifald der består en ikke-dynamisk relation mellem Tog lokationen, har denne karakter af sted (L) (4), (6), mens den ved dynamiske relationer "spaltes op i" to, der kan betegnes som henholdsvis udgangspunkt (X) og endepunkt (Y) alt efter om det er bevægelsen væk fra eller hen imod der beskrives (3).

Også animerede størrelser kan fungere som lokation. Det ses af at man på spørgsmålet:

(7) LD6nde esta el libro?

kan svare både

(8) Esta en la mesa.(konkret lokation - T er hos/på LJ.

og (9) Juan lo tiene (underforstået f. eks. en la mano -konkret lokation)

(9) kan også angive 'ejerskab':

(9')el libro (T) esta en posesi6n de Juan (L).

Det vil sige at tage skridtet til at analysere 'besiddelse' lo­kativisk som T er hos L ikke er langt. Vi kan her tale om ab­strakt lokation.

En anden form for abstrakt lokation, hvor formlen T er hos L kan anvendes, er ved angivelse af forskellige former for 'væren' (enten som tilstand eller egenskab):

(10) Juan es timido = (*) la timidez (T) esta en Juan (L).

(11) Juan esta enfermo = (*) La enfermedad (T) esta en Juan (L).

Eksempel (3) og (4) kan ligeledes analyseres som henholdsvis bevægelse, dvs. ændring,i 'tilstand' og placering heri.

Man kan tale om et stigende abstraktionsniveau i de for­skel lige typer af lokativiske forhold, vi her har nævnt, gå­ende fra 'konkret lokation og bevægelse' hvor såvel temaet som

58

lokationen (L/X/Y) er konkrete, ligesom relationen imellem dem (placering eller bevægelsen)er fysisk målbar , over 'ejerfor­hold' hvor komponenterne T, L/X/Y er konkrete, men hvor re­lationen imellem dem ikke nødvendigvis er det. F. eks. skif­ter finca ikke plads i rummet i:

(12) Juan recibi6 la finca como regalo.

Til 'væren' der er den mest abstrakte af de tre, idet mindst en af komponenterne T/L/X/Y samt relationen mellem dem er abstrakt (5), (6), (10), (11).

Ejerforhold og væren/tilstand er de to former for ab­strakt lokation der hyppigst beskrives (f.eks. Anderson, Fill­

more (SSR), Ikegami). Herudover påviser Anderson bevægelses­strukturer i sanseverber (AND 9.7) på grundlag af eksempler som:

(13) The rose smells nice.

der sammenlignes med:

(14) The rose has a nice smell. (15) The rose gives off a nice smell

- hvor rose analyseres som henholdsvis lokativ (dvs. stedet hvorpå) og ablativ (dvs. stedet hvorfra). Det afgøres ikke hvilke underliggende struktur (13) har, men Anderson påpeger at bevægelsesstrukturen i alt fald er tydelig i:

(16) The rose smells nice tome.

- med rose som ablativ og to me lokativ (her Denne analyse overføres på:

(17) He smells the rose.

stedet hvortil).

og rose analyseres som ablativ og he som lokativ, idet (17) paralleliseres med:

(18) He got a whiff of it.

På spansk findes fuldstændig tilsvarende eksempler:

(13') La rosa huele bien.

59

( 14') La rosa tiene buen olor.

( 15') La rosa despide buen olor.

( 16') A mi la rosa me hue le bien.

( 1 7') Juan. hue le la rosa.

( 18') El olor de la rosa le lleg6.

- Disse strukturer er altså i vid udstrækning "language-in­dependent" hvilket understreger deres basalitet.

Endelig etablerer Jackendoff, inspireret af Gruber, en meget abstrakt, men uhyre vigtig gruppe som han kalder "Cir­cumstantial location", hvor det "sted" som temaet forholder sig til er en 'handling eller begivenhed'. Det der adskiller "circumstantial location" fra 'tilstand/væren' er at den ab­strakte bevægelse ikke medfører en ændring af tilstand eller egenskab hos en af størrelserne (JAC p. 122); eksempler herpå med henholdsvis bevægelses- og lokativisk struktur:

(19) Juan sali6 de la pelea.

(20) La casa esta en llamas.

Mulighederne for at beskrive ikke-rumlige forhold ved hjælp af et lokativt beskrivelsesapparat er dog hermed langt fra udtømt - det fremgår bl.a. af at man kan finde "verbepar" inden for vidt forskellige betydningsområder, som tydeligt udtrykker bevægelse fra en verbalsituation til en anden, så­ledes at der er en vekslen mellem statiske og dynamiske si­tuationer:

(21) [no vivir] --> nacer --> vivir --> morir --> [no vivir]

[no saber] --> aprender --> saber --> olvidar --> [no saber]

[no dormirl--> dormirse --> dormir-->despertar-->[no dormir]

- disse "betydningskæder" kan fortolkes som en afspejling af "menneskets erkendelsesmæssige oplevelse af den fysiske omver­den" (LYONS p. 706).

Såvel den statiske lokative struktur som bevægelsesstruk­turen udtrykker den relation, der består mellem de elementer der indgår i en given sætning. Herudover findes der en tredie som er yderst hyppig: den kausative relation.

60

I "Diccionario de terminos filol6gicos" defineres kausativi­tet: "Causativo: Se dice del verbo o forma verbal cuyo su­jeto no realiza la acci6n, sino que obliga a que la realice otro." (LAZ p. 87).

I 1965 opstiller Lakoff (LA 65) en hypotese om at et kau­sativt verbum kan deriveres som CAUSAR + et intransitivt pro­cesverbum (hvilket i lokativisk terminologi vil sige et be­vægelsesverbum), således at en sætning som:

(22) Juan rompi6 la ventana.

har samme semantiske struktur som, dvs. er en parafrase af:

(22')Juan CAUSO que la ventana se rompiera.

Senere fremkommer McCawley med sin berømte analyse af "kil!" som opspaltning

( 23)

"cause to die", som formaliseres:

-------s'-cAUSE 1 ~s

X/~ BECOME _,,_,,: S~

NOT /S

alive ~y

og derefter leksikaliseres: x Kills y (MC 1968). Der har været en løbende diskussion om den rette udform­

ning af modellen, men der synes i hvert fald at være enighed om at kausativitet kan beskrives som et overordnet element der underordner restbetydningen (der har dynamisk struktur (JAC p. 105)), og det kausative verbum formaliseres ofte som et to-leddet prædikat:

"As predicates, words can be described first of all ac­cording to the number of 'arguments' that they take. Thus the verbs ascend and lift are both motion verbs, they are both used to describe motion upward, but they differ in that while ascend is used only of the object that maves upward, lift requires conceptually two objects, one the object that is moving upward, the other the object or being that is causing it to move upward. Another way of stating this is: ascend is a ane-argument predicate, lift is a two-argument predi­cate." (FIL p. 375).

61

De allerfleste transitive verber er kausative, men nogle mener, at man kan udvide kausativitetsbegrebet til også at om­fatte mange (Anderson) eller alle (Ikegami) intransitive ver­ber ved at operere med en 'refleksiv kausativitet' hvori den kausale handling er rettet mod den kausative agens selv. Det­te markeres i (24) med~· men ekspliciteres ikke i overflade­strukturen i ( 25'):

(24) Juan movi6 la piedra.

(24')Juan se movi6.

(25) Juan subi6 la maleta.

(25')Juan subi6.

At kausativitet er en central og levende mekanisme i sproget ses af at den ikke blot forekommer leksikaliseret, dvs. som delbetydning af ord, men også kan etableres syntaktisk. Det gøres ved hjælp af verber som hacer, obligar a og dejar ( + infinitiv eller kompletivsætning). Herved bliver det muligt at udtrykke kausativitet i forbindelse med et intransitivt verbum:

( 26 ) J h" {correr a las ninas }d 1 d t uan izo que corrieran las ninas e un a 0 a 0 ro.

eller at knytte en ekstra kausativ relation til et i forve­jen kausativt verbum:

(27) Pedro le oblig6 a Juan a mover la piedra.

Bemærk at den kausative konstruktion bevirker en for­øgelse af sætningens valenser (dvs. antallet af mulige led på sætningsniveau). Sammenlign (24) og (27).

Jackendoff gør opmærksom på, at der findes to typer af kausative relationer: den "almindelige", som i (26), der med den deontiske terminologi i erindring kan siges at være "ob-1 igation based", og så den mere sjældne, som i (28), der er "permission based":

.,{correr a las ninas } (28)Juan deJO . 1 ·- de un lado a otro. que corrieran as ninas

Den permissive kausativitet er af mindre aktiv karakter, idet indsatsen for "igangsætteren" af en handling Q. i dette til­fælde indskrænker sig til at ophøre med at forhindre handlin-

G2

gen .E_: "Letting is ceasing to prevent an event." (JAC p. 105) - cf. Ikegamis definition af forholdet mellem kausativ og permissiv struktur: ALLOW/LET [X - YJ = NOT CAUSE[NOT[X - YJJ (hvor X= det der bevæger sig og Y =målet) (IKE p. 31).

Omvendt findes der også syntaktiske midler til at ændre kausativiteten hos kausative verber. Det gøres ved hjælp af se.

(29) Se subi6 la maleta.

Det mediale se reducerer "igangsætteren" til en uspecifice­ret størrelse, hvorved betoningen af den kausative relation bliver mindre. Den mediale konstruktion bevirker en for­mindskelse i antallet af sætningens valenser; sammenlign (25) og (29).

Anderson er en af de første, der henleder opmærksom­heden på at den semantiske relation, der består mellem verber som vender/comprar og ~/tomar ( 'konverse verber') og som kasusgrammatikken (se næste kapitel) ikke er i stand til at redegøre tilfredsstillende for, bedre kan forklares i loka­tivisk regi. (AND p. 129).

(30) Juan vendi6 un coche a Maria.

(31) Maria compr6 un coche a Juan.

I (30) og (31) er det den samme ekstra-lingvistiske situa­tion der beskrives med komponenterne: en størrelse der skif­ter ejer (dvs. bevæger sig abstrakt): un cache, 1. ejer: Juan, 2. ejer: Maria, og forskellen mellem (30) og (31) be­står i at det lingvistisk er henholdsvis 1. og 2. ejer, der beskrives som den kausative part.

På samme måde kan den lokative teori være med til at forenkle den semantiske beskrivelse af mange andre verber. F. eks. kan aprender, og ensenar tilskrives den samme basale betydning: llegar X a saber, med den forskel at ensenar desuden rummer et kausativt element således at det betydnings­mæssigt har strukturen CAUSAR Z [llegar X a saberJ.

Der er gjort flere forsøg på at formalisere de struktu­rer vi her har omtalt, men de fleste af dem lider af den fejl,

63

at de enten er for usystematiske eller også for komplicerede. Ikegami opstiller "the structural patterns of Change in

Locus, Change in Posessorship and Change in Condition" udfra faktorerne: 'Forskel på X og Y; X/Y =ff referencepunkt, X/Y=/1 fokus; X I Y +/-konkret; X/Y +/-animeret; X/Y +/- agens'. Men hans model viser sig at være vanskelig at anvende, idet der ikke gives nogen anvisning på hvorledes +/- forekomst af de forskellige faktorer kontrolleres i praksis (dvs. giver sig udslag i bestemt syntaktisk struktur, inkompabilitet med visse konstruktioner etc.).

Det beskrivelsesapparat Anderson opstiller for sætnin­gers semantiske struktur lever op til alt hvad man kan kræve i retning af formalisering og eksplicitet. Det er udformet som et sæt af transformationsregler, 'dependensregler' (AND p. 29ff), som opbygges ved hjælp af 'træk', der er dels af lo­kal i sti sk art: "+/- stative, +/- directional", dels angiver kasusrelationer (se kap. 6): "nominative, ergative, ablative", eller syntaktiske faktorer: "+/- subjective, +/- objective". Disse træk indordnes direkte under verbet i et trædiagram. Det endelige regelsæt ser således ud (AND p. 211):

[ ± ergative ]

z. a. + locativc -+ ± nominative

b. +directional~- [±causa'.ive / [-locative]] ± reflex1ve

fl . [ ± abl-nominative / [ + nominat~·e]l

3. a. -re ex1ve -+ ± abl-ergative / [ --.- ]

+ergat1ve

b. [([:;:~I~~~:~J)]-~ ±oblique +locattve -causative

[

+oblique ] 4. - reflexive -+ ± abl-oblique

+ abl-nominative

64

Anderson giver et eksempel på generering af: "It was ----sold to Mary" (AND p. 213ff.),hvor han fra ( 32) gennem 18( ! )

deriveringer når ti 1 ( 33):

a. V ( 32) b.

[ V l by II. i. I

-locative + dire.ctional +stative

c.

r V j 2.b

-locative + directional +stat1ve -reflexive +causative

d.

r V ]

ii. I. a -locative + dire.ctional +stat1ve -reflexive +causative

~ nom

( 33) r. lexical insertion

loc [ab!]

!\ ab!

~ I : N : :N I I I I I f I I

I I I I I I

I I I I I I I

I I : I I I I I

s~ld I

M;ry I I

ø it 'vas to ø ø

Ulemperne ved dette system synes umiddelbart indlysende: det er tungt at arbejde med og virker ret vanskeligt tilgæn­geligt. Desuden forekommer denne sammenblanding af seman­tiske og syntaktiske træk mig at være teoretisk uholdbar.

Et beskrivelsesapparat som ikke lider af de ovennævnte fejl, og hvis beskrivelseskapacitet må betegnes som lige så stor, om ikke større, er det Jackendoff opstiller i (JAC). Han tildeler, som så mange andre, verbet en prædikatstruktur:

65

"Verbs are archetypical semantic functions, and the readings of their subjects and objects are combined with them by func­tional composition." (JAC p. 92). De øvrige led i sætningen indsættes som argumenter for prædikatet. Med udgangspunkt i sætninger der angiver konkrete lokativiske forhold, formali­serer han verber med bevægelsesstruktur som GO[x,y,zJ (hvor x, y, z svarer til komponenterne i bevægelsesforløb: tema, udgangspunkt og endepunkt, se side 56, og verber der beteg­ner lokation som BE [x,yJ (hvor x =tema og y = lokation), sådan at sætninger som (5) og (6) beskrives semantisk som:

(5') IR (JUAN:SU PUEBLO: MADRID)

(6') ESTAR (JUAN: MADRID)

Analysen udstrækkes som nævnt fra "position" til andre semantiske områder - "possession", "identification" og "cir­cumstance", og for at markere denne forskel angives det se­mantiske område som en modifikation på prædikatet:

(5") IR (JUAN:SU PUEBLO:MADRID) pos it

mens en sætning som (34) formaliseres (34'):

(34) La nina ha cambiado de tonta a lista

( 34') IR (LA NINA:TONTA:LISTA) ident

Kausativitet formaliseres som et prædikat med to argu­menter hvoraf det ene er en agens (x) og det andet en begi­venhed (~), og de to typer af kausati vi tet - baseret hen­holdsvis på pligt (O) og tilladelse (P) - formaliseres som CAUSE(x,~) og LET (x,~). (JAC p. 105).

(26) og (28) kan nu beskrives semantisk som:

(26 1 ) CAUSAR(JUAN:IR (LAS NINAS:UN LADO:OTRO)) posic

(28•) DEJAR(JUAN:IR (LAS NINAS:UN LADO:OTRO)) posic

66

6. Kasusteori.

I kasusgrammatikken - med repræsentanter som C.J. Fillmore og J.M. Andersson - mener man at den generative grammatiks op­deling af sætningen i NP + VP er et kunstprodukt, hentet fra den formelle logik, som ikke underbygges af sprogligt imma­nente faktorer. (CASE p. 17). De mener ikke, at de syntaktiske størrelser, subjekt og objekt, har nogen entydig semantisk funktion. F. eks. er Juan's funktion som subjekt uforandret i (1) og (1'), mens den semantiske funktion, som henholdsvis den der udfører handlingen (Agens), og den den er rettet imod (patient), skifter:

(1) Juan da un ramo de flores a Maria.

(l')Juan recibe un ramo de flores de Maria.

Modsat er den semantiske funktion den samme for !lave (In­strument) i (2) og (2' ), mens den syntaktiske skifter: Sub­jekt i (2), adverbielt led i (2'):

(2) Esta llave puede abrir la puerta.

(2')Juan puede abrir la puerta con esta llave.

Derfor karakteriseres subjekt og objekt som dele af overflade­strukturen, der er genereret fra en dybdestruktur af en helt anden karakter.

Selv om Andersen og Fillmore ikke giver denne dybdestruk-tur samme udformning, er de enige om, at den er af semantisk karakter, og at overfladestrukturen deriveres heraf gennem en række transformationer (AND p. 15).I dybdestrukturen opere­res med verbet som den overordnede størrelse, der indgår i re­lation med en række nominalsyntagmer, som Fillmore har døbt kasus, fordi disse relationer i mange sprog f. eks. latin fortrinsvis udtrykkes gennem kasus - svarende til andre sprogs præpositionsbrug. Anderson gør opmærksom på vigtigheden af at skelne mellem kasusformer som er morfologiske størrelser og kasusrelationer, som er betegnelsen for de semantiske roller som nominalsyntagmerne udfylder i sætningen, fordi det forhold der består mellem de underliggende semantiske (kasus)relatio-

67

ner og deres overflademarkører (kasusbøjning eller præposi­tioner) er af en meget kompleks karakter. (AND p. 9 og AND 75 p. 18). Vi bider altså mærke i at kasusrelationer ikke er no­gen immanent del af et ords mening, men en betydning som ver­bet tildeler de øvrige størrelser i sætningen.

I Fillmores udformning består en sætnings dybdestruktur af en "proposition", dvs. et tempusløst sæt af relationer mel­lem verber og nominer (og underordnede sætninger hvis der er nogen), samt, adskilt herfra, en modalkomponent. Den sidste indeholder modale faktorer ("modalities"' der har indflydelse på hele sætningen.som negation, tempus, modus og aspekt. Den formaliseres som (3):

(3) Sætning - Modalitet + Proposition. forkortes:

(3')S - M + P.

P konstituenten videreudvikles som et verbum og en eller flere kasusrelationer. En senere regel vil automatisk sørge for at hver kasus realiseres som NP (eller indlejret sætning). Kasus­relationerne fremstilles som dominerende kategorialsymboler.

Videreudviklingen af P udformes som i (4) med krav om, at der skal vælges mindst en kasus, og at ingen kasus må fore­komme mere end en gang:

(4) p +V+ cl+ +en. (CASE p. 23).

Et konkret analyseeksempel er:

M~S~p V~~A

K/ )p K~ "'NP K/)P

//'\ d/'\~

l Past give Ø the books to my brother by John

68

som transformeres til "John gave the book to my brother" (CASE p. 35ff).

Nogle af de vigtigste forskelle på Fillmores og Andersons ud­formning af teorien er,som Anderson selv påpeger, at han op­stiller den som en dependensgrammatik i stedet for en kon­stituentgrammatik (AND p. 29), hvilket betyder at han tager konsekvensen af opfattelsen af verbet som den styrende faktor i sætningen. Desuden opfatter han ikke kasus som basale en­heder, men som træk der dominerer de forskellige NP'er (se (AND p. 29ff. og foregående kapitel) - dette sætter ham i stand til at kombinere flere kasus og sætte dem i relation til et enkelt NP, modsat Fillmore (cf. ovenstående citat) Et kon­kret eksempel:

( 6) ""-=:~:::::-------__ s·o~ ~ ~-----------

abl loc abs erg

---­N

//~ the secretary

~ I to N N

~ ~ the professor this car

som transformeres til: "the secretary sold this car to the pro­fessor" (AND 75, p. 50).

Fillmore opstiller en række kasus som han anser for ba­sale, og som i høj grad har dannet grundlag for senere behand-1 inger af emnet, selv om der er foretaget ændringer af både ham selv og andre (CASE p. 25):

"Agentive (A), the case of the typically animate perceived in­stigator of the action, identified by the verb" = John i ( 5).

"Instrumental (I), the case of the inanimate force or object causally involved in the action or state identified by the

verb" = esta !lave i (2). "Dative (D), the case of the animate being affected by the state

or action identified by the verb" = my brother i (5).

69

"Factitive (F), the case of the object or being resulting from the action or state identified by the verb, or understood as a part of the meaning of the verb" = house i:

(7) John built a house. " Lo ca ti ve ( L) ,t h e case w h i c h ide n ti f i es t h e 1 o ca t ion o r spa ti a 1. orient a -

tion of the state or action identi fied by the verb"=Chicago i: (8) It is windy in Chicago.

"Objective (0), the semantically most neutral case, the case of anything representable by a noun whose role in the ac­tion or state identified by the verb is identified by the semantic interpretation of the verb itself; con­ceivably the concept should be limited to things which are affected by the action or state identified by the verb. The term is not to be confused with the nation of direct object, nor with the name of the surface case synonymous with accusative" = the books i (5).

Andersons kasusinventar er langt mindre, og man kan sige at han stræber mod en reduktion, snarere end en forøgelse af antallet, idet han forklarer nogle af de kasus som andre op-sti Iler, som kasuskombinationer (f. eks. analyserer han In­strumentalis som lig med Ergativ i subjektsposition og efter~. og som "Prolativ (=igennem) + Ergativ" efter with (AND 75 p. 33)). Han opstiller følgende kasusrelationer (CR):

Absolutiv (i Anderson 1971 kaldet Nominativ) = Fillmores Ob­jektiv. Den er den eneste kasus der, ifølge Andersons model, forekommer obligatorisk i alle sætninger= this car i (6). Ergativ = Fillmores Agens (skal kunne opfylde imperativ- og -ing test:

(9) John works --> Work, John! I John is working. E

(AND 75 p. 32) the secretary_ i ( 6).

Locativ = Fillmores Lokativ. Ablativ= stedet hvorfra - af andre kaldet Source (Kilde) = the secretary i (6). Allativ = stedet hvortil - af andre kaldet Goal (Mål) - be-

70

tragtes som en variant af Lokativ i dynamiske relationer (AND p. 120)= the professor i (6). Prolativ = igennem - nævnes kun sporadisk - (cf. ovennævnte citat).

Der er enighed om, at disse kasusrelationer svarer til forhold i den ikke-sproglige verden, men der er uenighed om de kan spores tilbage til et sæt af medfødte, universelle strukturer, eller om man skal betragte dem som et produkt af erfaringer om verdenen. Til den første løsning hælder lin­gvister som Anderson, Fillmore og A. Wierzbicka: (se f. eks. CASE p. 24), mens andre,blandt andet Ikegami, G. Leech og Lyons,går ind for den anden løsning, som er i overensstemmelse med nyere psykologisk forskning, f. eks. Piaget. Han mener, at der er grundlæggende træk i vores omverden, som har ind­flydelse på menneskets kognitive processer, og dermed også på nogle af de basale strukturer i sproget. F. eks. kan begre­berne animeret og agens forklares ved at det lille barn op­dager, at der, blandt de fysiske objekter, der omgiver det, er nogle - f. eks. barnet selv og dets forældre - der skiller sig ud ved at være selvbevægelige og ved at kunne indvirke på og foretage sig noget med andre størrelser. (LYONS p. 482).

Anderson gør opmærksom på, at Fillmores kasusmodel ikke formår at vise kasus' relationelle karakter, noget han selv forsøger at løse ved at sætte kasusteorien i forbindelse med den lokative teori (cf. kap. 5) - sammenlign (5) med (6) hvor Agens beskrives med trækkene [ablJ [erg] - altså på en gang som "igangsætter af handling" og "stedet hvorfra".

Han giver en "lokativisk" beskrivelse af de kasusrela­tioner han har opstillet: "Med tilføjelsen af Ergativ og Ab­lativ til henholdsvis Nominativ og Lokativ indføres bevægelse ("directionality"). Ergativ og Ablativ er Kilder - Ablativ normalt rumlig (eller temporal); Ergativ er kawsal ved kausa­tiver, og i almindelighed lig med Kilde til handlingen ("the source of the action"). Nominativ og Lokativ betegner i for­bindelse med Ergativ og Ablativ Målet (for henholdsvis en hand­ling eller en bevægelse)". (AND p. 174).

71

Enkelte andre lingvister har mere eller mindre dybtgående væ­ret inde på ideen om at sætte kasus i relation til 'lokativi­tet' f. eks. Ikegami. Hans undersøgelse lider dog under at han begrænser den til den mest iøjnefaldende type 'bevægelse imod' (den hyppigste relation ved transitive verber), hvilket reducerer hans kasusinventar ti I "Agent, Patient and Goal", (mens han kun omtaler den anden del af bevægelsesforløbet 'bevægelse bort fra' som har relation til "Source" i en note). Det gør ham ude af stand til at finde en forklaring på hvor­for "patient and goal have more similarity to each other than either of them to agent." (IKE p. 55). - Et forhold som ifølge Andersons teori (cf. p. 52) kan forklares med Agens er Kilde, mens Patient ( - animeret Nominativ) er Mål.

A.M. Campos McCoy er ikke lokalist, men lader sig_ derimod i "A case grammar classification of Spanish verbs" inspirere af Halidays opdeling i "Participant and circumstantial roles" (HAL 70), hvoraf hun opdeler den første type yderligere i "Casual and affected arguments" (MC kap. 3). Hun opstiller en del flere kasus end de foregående og ikke alle kan betegnes som basale. De forskellige kasus behandles mere systematis1\· end hos Fillmore, idet hver af dem defineres gennem en række træk. Desuden angives transformationer, hvormed en størrelses ka­susti Ihørsforhold kan testes.

For at give et indblik i en analyse af kasusrelationer på spansk, følger nu en oversigt over McCoys kasusinventar, med definition af og et eksempel på hver kasus.

Kausale argumenter: I. Agens gruppe:

Agens =den umiddelbare igangsætter af en handling (A): (9) Unos labradores recogieron al nino. {MC p. 90)

A

2. Midde! gruppe ("Means group"): Instrument= det "værktøj" hvorved Agens udfører handlin­

gen (I): (10) La madre mir6 al nino con los ojos llorosos.(MC p.100)

I

Materiale= det stof eller materiale hvoraf noget laves (M):

72

( 11 )El nif\o hizo un m6vil con un cord6n y tres hojas de arce. (MC p. 105) M M

Indhold = den størrelse der placeres af Agens i en beholder (Ind):

(12) Heliodoro llen6 dos tinajas con el vino que sobr6.

( MC p. 111) Ind.

3. Stimuli gruppe: Kausativ = den størrelse der er ansvarlig for en handlings realisation uden selv at udføre den (K): (13) Maruja hizo que Carlos comprara la casa. (Carlos com­

K pr6 la casa por Maruja.(MC p. 116)

K Hensigt= den størrelse der udtrykker et ønsket mål, der virker som igangsætter af en handling (H): (14) Genaro quem6 su camisa para llamar la atenci6n.(MC p. 124) H

Berørte argumenter: Dativ = den aktive modpart til Agens (D): (15) Lalo le di6 la limosna al pobre (MC p. 129)

D

Oplever ("experiencer") =den størrelse der er passivt berørt af en handling (Op!): (16) Enrique le rob6 la cartera a Perico.

Op 1.

(17) Sergio muri6. (MC p. 131) Opl

Objektiv = Fillmores objektiv. Defineres negativt som kasus hos den størrelse der ikke tilhører nogen af de andre kasus (O): (18) El grumete vi6 el tesoro.

0

Faktitiv = den størrelse der er et resultat af verbal­handl ingen (F): (19) Lola transform6 la toalla en una muf\eca. (MC p. 136)

F

Argumenter der angiver omstændigheder ("Circumstantial arguments"): McCoy gør opmærksom på at der er 1 ighed i opbygningen af tids- og stedsangivelser, men hun gennemgår kun den sidste type:

Område = hele det areal hvorpå en størrelse er placeret under en verbalhandling (Om): (20) Lola compr6 el pollo en el supermercado. (MC p. 144)

Om Kilde= det sted hvor en størrelse befinder sig forud ror-Yerbalhandlingen (S): (21) Concha alej6 las moscas de la cuna. (MC p. 148)

s Mål = stedet hvorimod den bevægelse, som verbet udtryk­i<er, rettes (G): (22) Petronila sali6 a la calle. (MC p. 152)

G

~ = vejen ad hvilken bevægelsen foregår (V): (23) Pedro corri6 a su casa por el parque. (MC

V p.

Udstrækning = Af standen me 11 em k i 1 de og mål ( u):

{ 24) Lorenzo anduvo dos kilometros. (MC p. 158) u

Forbindelsen mellem den semantiske dybdestruktur

155)

bestående af kasusrelationer og overf ladestrukturen etableres ved hjælp af en række projektionsregler, der sørger for indsættelse af lek­sikalske størrelser med semantiske træk, der svarer til de givne kasusrelationer. Valget af subjekt og objekt afgøres af hvilke kasus der optræder i sætningen, idet der for de fleste kasus er et umarkeret subjekts- eller objektsvalg. Fillmore udtrykker "the 'unmarked' subjectchoise" i denne regel:

"If there is an A, it becomes the subject; otherwise, if there is an I, it becomes the subject; otherwise, the subject is the O." (CASE p. 33). Anderson opstiller et lignende hiera­ki for subjekt- og objektdannelse:

"[Erg], [Cas], [Abs]" (hvor [Cas] er en variabel Abs

(AND 75, p. 41)). Og de bekræftes for spansk vedkommende af Gol­dins (langt mere detaljerede) undersøgelse af subjekt- og ob­jektdannelse. De er udformet som en række transformationsreg­ler (GOL p. 77ff) som anføres her for at vise den forbindelse, der er på spansk mellem dybdestrukturens kasusrelationer og overfladestrukturens syntaktiske kategorier:

74

Datives as subjects

46 If an Agent is neither actually nor potentially present, but a Dative is, and the proper verb is present, then either the Dative becomes the sub­ject or rule 36, Objectives as passive subjects, is obligatory

41 Jorge ve la foto (p. 33)

Objective as passive subjects

36 An Objective may become the subject of a passive sentence if an Agent is present or potentially present.

9 Esa piramide fue construida por los mayas.(p. 23)

Datives as passive subjects 53 If there is no Objective present, a Dative may be­

come the subject of a passive sentence when an Agent is actually or potentially present.

49a La criada fue herida por el ladr6n. (p. 37)

Objectives as direct objects

37 If 36 did not app!y, an Objective becomes a direct object if an Agent is present, or if rute 46 has applied (i.e. if a subject has already been chosen), or optionally if no Agent is present but an Instru­mental is.

8 Los mayas construyeron esa piramide. (p. 23)

25 (*) Un martillo rompi6 la ventana (p. 28)

25 er uacceptabel med mindre Instrumentet martillo har definit reference: el martillo (INF). Goldin har åbenbart ikke været opmærksom på, at Fillmore og de mange andre, der benytter dette (eller et lignende) eksempel til at vise at Instrumen­tet kan stå som subjekt, omhyggeligt angiver dette i bestemt form. Der er altså forskel på den definitte og indefinitte forms anvendelsesmuligheder.

Locatives as direct objects

64 If no Objective is present, a Locative may optio­nally be the direct object when the Verb is ane that permits this.

75

61 Le golpee a Pedro la nariz. (p. 41)

Datives as direct objects

54 If 53 did not apply, a Dative becomes a direct ob­ject if an Agent or Instrumental, but no Objective, is present

49 El ladr6n hiri6 a la criada. (p. 37)

Sla Un cuchillo hiri6 a las criadas (p. 37) (cf. kommen­taren til eks.25).

Slb Se hiri6 a las criadas con un cuchillo. (p. 37)

Agentives as subjects

la If there is an Agent, it becomes the subject.

24 Juan rompi6 la ventana con un martillo. (p. 28)

Instrumentals as subjects

7b If no Agent is present, but an Instrumental is, the Instrumental becomes the subject if there is a direct object (i.e. if 37 has applied).

25 Un martillo rompi6 la ventana. (p. 24)

Reflexive pronoun insertion

22 If an Agent is not present but potentially could be, and if 7b did not apply, or if an Agent is not potential ly present with a vero that permits Dative subjects, then a reflexive pronoun is inserted.

26 La ventana se rompi6. (p. 17)

Objectives as subjects

31 If an Objective is present which contains an in­animate noun, the Objective becomes the subject or the direct object, one or the other, if 22 applied; the subject otherwise.

38a Se rompieron las ventanas con un martillo.

38b Se rompi6 las ventanas con un martillo. (p. 32)

38b forkastes af min informant, der kun accepterer 38a i sit sprogsystem.

76

7. Konklusion

Vi har nu gennemgået en stor del af de semantiske teorier, der har været centrum for debatten i de sidste årtier: teorier om talehandling og præsupposition, om modale strukturer og om ka­susrelationer, og tilbage står at undersøge hvorledes de forhol­der sig til hinanden. Sålænge man holder sig inden for rammerne af den enkelte teori, forekommer teorierne nogenlunde overskue­lige, men når man forsøger at anskue dem som et hele, bliver indtrykket mere kaotisk. Hvad er den indbyrdes relation mellem disse teorier og hvordan kan alle disse forskellige semantiske faktorer samles til en helhed.

Teorierne har det til fælles at de alle beskæftiger sig med (et aspekt af) sætningens semantik, og ind imellem har det også været muligt at påpege en relation mellem de forskellige problematikker; f. eks. er der en overensstemmelse mellem sæt­ningens modalitet og den type af talehandling, den udfører (se side ;,J f ),ligesom Jackendoff antyder en sammenhæng mellem sæt­ningens funktionsstruktur og dens sandhedsimplikationer (JAC p. 124) .Men det må erkendes, at der er forholdsvis få sprogmodel­ler, der forsøger at samle og koordinere de faktorer, vi her har gennemgået.

Når man ser bort fraKatz' og Fodors forslag om at fremstil­le betydning som et enkelt bundt af semantiske komponenter, der generelt er blevet afvist som værende for simpel en model, er der to hovedtyper af forslag.

For det første det 'leksikalistiske', hvor de forskellige betydningsfaktorer samles i leksikon og indgår i beskrivelsen af de forskellige "leksical entries''. Fillmore har givet en be­skrivelse af "hvad et leksikon bør indeholde" - og listen her sva­rer nogenlunde til de emner, vi har gennemgået. Den indvending man kan have herimod er, at hans model mest har karakter af op­remsning uden systematisering af forholdet mellem de forskellige faktorer (FIL).

En mere systematisk fremstilling findes hos Gruber, der nok gør leksikon til det centrale, men hægter det på en (semantisk/ syntaktisk) basiskomponent, der redegør for sætningens relatio­nel le strukturer (cf. kap. 5); ydermere er enhver "lexical en-

77

try" opbygget internt som et trædiagram der viser det indbyrdes forhold mellem dets semantiske kategorier. Til gengæld omfatter hans model (endnu?) ikke modale faktorer eller begreber som tale­handling og præsupposition.

Fælles for den anden type forslag er at sætningens semantik opfattes som en kombination af flere indbyrdes uafhængige syste­mer. Modeller af denne type findes udarbejdet hos Jackendoff (SIGG), Haliday, skitseres hos Candlin og forekommer endvidere hos grammatikere fra Prager skolen (se Danes) som Haliday synes inspireret af. Der skelnes gennemgående mellem tre slags syste­mer (netværk/funktioner/lag/strukturer). Og der viser sig at være forbavsende stor enighed om, hvori disse systemer består, når man ser bort fra forskellene i terminologi, som for en stor del skyldes, at det spørgsmål som de tager som udgangspunkt er for­skelligt - Jackendoffs er: "hvad bør en grammatik indeholde?" (SIGG p. 14), Candlins: "Som hvad kan mening analyseres?" (CAN p. 246),Danes': "Hvad er forholdet mellem syntaks og mening?" (DAN p. 55), og endelig Halidays helt generelle: "Hvorfor er sprog som de er?" (HAL p. 141).

Halidays spørgsmål bringer ham til at se på sprog som en del af en større sammenhæng, hvilket gør ham i stand til at give den mest inspirerende og overbevisende beskrivelse af, hvorledes de forskellige semantiske faktorer står i relation til hinanden. Han tager sit udgangspunkt i 'sproget i brug' med begrebet tale­handling, som han anskuer som et samtidigt valg mellem en række af muligheder. Disse valgmuligheder hentes fra tre relativt uaf­hængige "netværk", som svarer til nogle grundlæggende sprog­funktioner, nemlig det, at den talende benytter sproget til (HAL p. 143): 1. at udtrykke kognitiv mening, dvs. hans erfaringer fra og op­levelser af verdenen (både den indre og den ydre) = "the ideo­national function", 2. at indgå i sociale relationer med andre = "the interpersonal function", og 3. at u9trykke et budskab, dvs. et sammenhængende sæt af yt­ringer, der er kontekst relevante = "the textual function". Alle disse funktioner realiseres samtidig og afspejler sig i

78

sætningens struktur. Til "the ideonational function" hører at den talende,

i sin omtale af en verbalsituation, afgør hvilken type verbal­handling ("process") der er tale om, samt hvilken relation der er mellem de elementer der indgår heri.

Det er disse semantiske strukturer vi har gennemgået i kapitel 5 og 6 under lokativisk teori, kausativitet og kasus.

Sprogets sociale funktion realiseres i talehandlingen (kap. 1), idet det her er arten af interaktion mellem individet og omverdenen (gruppen) kommer til udtryk - og som vi så i kapitel 3, var en sammenhæng mellem en sætnings illokutio-nære kraft og dens modalforhold - et synspunkt som Haliday (p. 159 ff) og Jackendoff deler (SIGG p. 17).

Sprogets tekstuelle funktion markeres af den talende gennem den måde hvorpå han strukturerer sætningen som bud­skab - valg af indirekte talehandling fremfor direkte, for at udtrykke en bestemt illokutionær kraft, er et eksempel herpå. Et andet er valget af hvilke elementer i sætningen der fremstilles som givne ('tema' kaldes det) og hvilke ele­menter der fremstilles som nye ( = 'rema') - således kan val­get mellem mange alternative grammatiske konstruktioner (dvs. med samme indhold) forklares som ønske om at gøre enten den ene eller den anden størrelse i teksten til tema, f. eks. valget mellem aktiv/passiv konstruktion (DAN p. 65), og det samme gælder ordstilling. Endelig hører Præsuppositionen som vi gennemgik i kap. 2 også til de tekstuelle funktioner, både som semantisk begreb, som en relation mellem sætninger, og pragmatisk, som en relation mellem sætning og omverden.

AC

AND

AND 75

A+D

AU

B+H

BEJ

BIR

79

CITEREDE VÆRKER Alonso-Cortes, A.M.: Nota sobre la presuposici6n en castellano. I SZ 1976.

Anderson, J.M.: The grammar of case: Towards a loca­listic theory. London 1971.

- - : La grammaire casuelle. I A+D. 1975.

Anderson + Dubois-Charlier (udg.): La grammaire des cas. Langage 38. Paris 1975.

Austin, J.L.: How to do things with words. Oxford 1962.

Bach + Harms (udg.): Universals in linguistic theo­ry. N.Y. 1968.

Bejarano, V.+ Jornving, R.: Spansk grammatik. Stock­holm 1967.

Bierwisch, M.: On classifying semantic features. I S+J. 1971.

Bloomfie!d, L.: Language N.Y. 1933.

MC Campos McCoy, A.M.: A case grammar classification of spanish verbs. Disputats. Un. of Michigan 1969.

CAN Candlin, C.N.: Communicative language teaching and the debt to pragmatics. Georgetown roundtable on languages + linguistics. 1976.

CASE se Fillmore.

C+M 65

C+M 79

CSI

DAN

DEO

DUC

CASE

Chomsky, N.: Syntactic structures. The Hague. 1957. Aspects of the theory of syntax. Mass.

1965.

Cole +Morgan (udg.): Syntax and semantics III. Speech acts. N.Y. 1975.

: Syntax and semantics XI. Pre­supposition. N.Y. 1979.

se Skydsgaard.

Danes, F.: Some thoughts on the semantic structure of the sentence. Lingua 21. 1968.

se Von Wright.

Ducrot, O.: Dire et ne pas dire. Paris 1972.

Fillmore, C.: The case for case. I B+H 1968.

80

SSR Fillmore, C.: Subjects, speakers, and roles. Syn­these 21. 1970.

JUD - : Verbs of judging: an exercise in se-mantic description. I F+L. 1971.

FIL - : Types of lexical information. I S+J.

F+L

GEN

GOL

G+L 75

GRICE

GRU

GYL

HAL

1971.

Fillmore + Langendoen (udg.): Studies in linguis­tic semantics. N.Y. 1971.

La sagrada biblia: Genesis. Barcelona 1964.

Goldin, M.G.: Spanish case and function. Washing­ton 1968.

Gordon, D. + Lakoff, G.: Conversational postula­tes. I C+M. 1975.

Greimas, A.J.: La semantique structurale. Paris 1966.

Grice, H.P.: Logic and conversation. I C+M 1975 ( 196 7).

Gruber, J.S.: Lexical structures in syntax and se­mantics. Amsterdam 1976. Gyldendals ti-binds leksikon. København 1977.

Halliday, M.A.K.: Language structure and language function. I Lyons 1970.

Harris, Z.: Methods in structural linguistics. Chicago 1951.

HAV Haverkate, H.: Impositive sentences in spanish. Amsterdam 1979.

HIL Hilpinen, R.: Deontic logic: Introductory and sys­tematic readings. Dordrecht 1971.

HIN Hintikka, J.: Knowledge and belief. Ithaca 1962.

OSG Hjelmslev, L.: Omkring sprogteoriens grundlæg­gelse. København 1943.

IKE Ikegami, Y.: Aset of basic patterns for the se­mantic structure of the verb. Linguistics 49. 1973.

SIGG Jackendoff, R.S.: Semantic interpretation in gene­rative grammar. Mass. 1972.

JAC - - : An explanatory semantic repre-sentation of the verb. Linguistic inquiry 7.1976.

81

J+R Jacob+ Rosenbaum (udg.): Readings in english trans­formational grammar. Mass. 1970.

KAR 70 Karttunen, L.: On the semantics of complement sen­tences. Papers from the 6'th regional meeting of Chicago linguistic society. April 1970.

KAR ?la - : Implicative verbs. Language 47. 1971.

KAR ?Ib - : The logic of english predicate comple-ment constructions. Springfield 1971.

KAR 73 - : Presuppositions of compound sentences.

KEE

LA 65

LA 68

LA 71

LAZ

Linguistic Inquiry 1973.

Karttunen, L +Peters, S.: Conventional implicatures. I C+M 1979.

Katz, J.J. +Fodor, J.A.: The structure of a seman­tic theory. Language 39. 1963.

Keenan, E.L.: Two kinds of presupposition. F+L 1971.

Kiparski, P. + Kiparski, C.: Faet. I S+J 1971.

Klein, P.W.: Modal auxiliarities in spanish. Studies in lingvistic and language learning IV. Seattle 1968.

Lakoff, G.: On the nature of syntactic irregularities. Mass. !965.

Counterparts, or the problem of reference in transformational grammar.

- : Presupposition and relative well-formed­ness. I S+J 1971.

Låzaro Carreter, F.: Diccionario de terminos filol6-gicos. Madrid 1967.

Leech, G.N.: Semantics. Penguin 1974.

LEV Levison, S.C.: Speech aet theory: The state of the art. Cambridge 1980.

LYONS 69 Lyons, J.: Introduction to theorical linguistics. Cam­bridge 1969.

LYONS - : Semantics I-II. Cambridge 1977.

LYONS 70 - : (udg.): New horizons in linguistics. Penguin 1970.

LLE Lle6, C.: La presuposici6n y los verbos factivos en castellano. I SZ 1976.

82

MAC Maclay, H.: Overview. I S+J 1971.

MC se Campos McCoy

MPV Maegaard, B., Prebensen, H. og Vikner, C.: Mate­matik og lingvistik. Odense 1975.

McCawley, J.D.: The role of semantics in a gram­mar. I B+H 1968.

MOL Mol iner, M.: Diccionario de uso del espanol. Mad­rid 1971.

Mørdrup, 0.: Logik og franske verber. RIDS 19,1973.

NØL NØlke, H.: Pragmatisk lingvistik i studiet af frem­medsprog. RIDS 78, 1980.

LR

PR 74

RES

RIV

RIV 75

ROSS

sz

Pottier, B.: Linguistique generale. Paris 1974.

Rasmussen, L.: Verber med sandhedsimplikationer. Uudg. København 1980. Rasmussen, P.: Modus på spansk. Speciale. Køben­havn 1974.

ne spansk. : Omkring verbets morfologi på moder­HIS 1981.

Rescher, N.: The logic of decision and action. Un. of Pittsburg. 1967.

Rivero, M.L.: Mood and presupposition on spanish. Foundations of language 7. 1971.

: La ambiguedad de los verbos modales. Revista espanola de linguistica 5,2. 1975.

Ross, J.R.: On declarative sentences. I J+R 1970.

Sånchez de Zavala, V.(udg.): Estudios de gramå­tica generativa. Barcelona 1976.

Saussure, F. de: Cours de linguistique generale. Paris 1916.

SEARLE 69 Searle J.R.: Speech acts. Cambridge 1969.

Indirect speech acts. I C+M 65.1965.

The classification of speech acts. Language in society 5. 1976.

SIGG se Jackendoff

83

CSI Skydsgaard, S.:La combinatoria sintactica del infini­tivo espanol. Madrid 1977.

S+J Steinberg + Jacobovits (udg.): Semantics. Cambridge 1971.

SUE Sueur, J.P.: Une analyse semantique des verbes devoir et pouvoir. Le fran~ais moderne april 1977.

Stalnaker, R.C.: Pragmatics. Synthese 22. 1970.

Ullmann, S.: Semantics. Oxford 1962.

Urmson, J.O.: Parenthetical verbs. Mind 61. 1952.

VIK Vikner, C.: Indføring i transformationsgrammatik for franskstudernede. København 1979.

Wierzbicka, A.: Semantic primitives. Frankfurt 1972.

DEO Von Wright, G.: A new system of deontic logic. I HIL 1971.

INF De spanske eksempler er alle testet af M. Pilar de Lo­renzo.