Noter til Norman Fairclough: Discourse and social change. IntroduktionGenerelt en indledning til, hvad han vil gennemgå i de enkelte kapitler. Ligesom hans tredimensionale models begreber gennemgås side 4.

Termerne: "diskurs" uden artikel, som refererer til sprogbrug som social praksis; som i sætningen 'diskurs er både konstituerende og konstitueret', altså abstrakte brug af navneordet(se mere hos Jørgensen og Phillips); og "diskurs" med artikel (en diskurs, diskurserne) forstået i en social-teoretisk betydning for en bestemt klasse af diskurstyper og konventioner, altså en måde at tale på som giver betydning til oplevelser ud fra et bestemt perspektiv, dvs. én bestemt diskurs der kan adskille sig fra andre diskurser, fx en miljødiskurs(SE mere ved Jørgensen og Phillips side79)(Fairclough side 4-5). Diskurstyper er genre og stil.

Formål med diskursanalyser: Diskurser repræsenterer ikke kun sociale størrelser og relationer, de konstruerer dem; det samme med de sociale subjekter. – Og det er disse sociale effekter, der fokuseres på i diskursanalyse. Der fokuseres også på historiske forandringer: Hvordan forskellige diskurser combines under specifikke sociale forhold for at producere en ny, kompleks diskurs(3-4).

Kapitel 1 –Approaches to Discourse Analysis.Han inddeler i kritiske og ikke-kritiske tilgange til diskursanalyse.

Sinclair og coulthard: En ikke-kritisk tilgang. De har lavet analyser af klasseværelser. Deres deskriptive system er baseret på enheder, som man antager er i det samme forhold til hinanden som enhederne i Hallidays tidlige form i systematisk grammatik. Side 13-16.

Konversationsanalyse(CA): En ikke-kritisk tilgang. Udviklet af sociologer som kalder sig selv for Etnometodologister. Etnometodologi er en fortolkende tilgang til sociologi, som går udenom mainstream sociologi, der benytter begreber som klasse, magt og ideologi. De undersøger aspekter i samtaler som åbning-lukning, og taleturs regler. De mener at talehandlinger hænger sammen i par. 16-20.

Labov og Fanshel: En ikke-kritisk tilgang. Den ene er lingvist og den anden psykolog og de studerer diskursen i et psykoterapeutisk interview. Parallel mellem verbal og paralingvistisk 'stream of communication'. Tonehøjde, lydstyrke, og lydlige tillæg som åndedræt. Samt den stil interviewet indgår i. Ikke ideologisk. 20-23.

Potter og Wetherell: Ikke-kritisk tilgang. Diskursanalyse som metode i socialpsykologi. Mener, at diskurs er 'konstruktiv' og derfor 'konstituerer' objekter og kategorier. Samt at hvad en person siger vil ikke altid være konsekvent (consistent) fra en situation til en anden. Undersøger attituder. Fokus på vokabular og metaforer. 23-25.

Kritisk lingvistik (Critical Linguistics): Kritisk tilgang der vil blande metoder fra lingvistisk tekstanalyse med en socialteori om den måde sproget fungerer på i politiske og ideologiske processer, trækkende på den funktionelle lingvistiks teori (Halliday). De mener, at sproget er, som det er pga. dets funktion i den sociale struktur. De ser ligesom Halliday på sprogets grammatik som systemer af 'muligheder' hvorimellem taleren foretager 'udvælgelser' i forhold til sociale omstændigheder. De bruger hele tekster(talte eller skrevne) som objekt for deres analyser. Formålet er at producere en analytisk metode som er brugbar for folk som fx er historikere nærmere en

1

specialister i lingvistik. Fokus på grammatiske processer som 'transformation', 'nominalization', 'passivization' og 'modality'. 25-30.

Pêcheux: Kritisk tilgang. Forsøger at kombinere en social diskursteori med en tekstanalyse metode. De arbejder hovedsagelig med den skrevne politiske diskurs. Bygger på Althussers marxistiske teori om ideologi. Ser ideologi som fastsættende personer som sociale subjekter, idet de er fikseret i 'subjektspositioner' samtidig med at de er givet illusionen af at være frie agenter. De har lånt termen 'diskursiv formation' fra Foucault. Dette skal forstås i semantiske termer, idet ord skifter betydning i forhold til den position, dem der bruger dem indtager. Styrken ved Pêcheuxs tilgang er at den kobler en marxistisk diskursteori med lingvistiske metoder af tekstanalyse. Han behandler tekster som produkter. 30-35.

Konklusion på kapitlet: Alle disse tilgange han har vist her skal give et foreløbigt(forberedende, indledende – preliminary) billede af den tilgang som han begynder at udvikle i kapitel 3. Diskurs er både med til at reproducere og transformere samfund. 35-36.

Kapitel 2 – Michel Foucault and the Analysis of Discourse.Fairclough vs. Foucault: Stor kontrast mellem Faircloughs TekstOrienterede DiskursAnalyse (TODA) og Foucaults mere abstrakte tilgang(37).

Foucaults teori i oversigt: En social diskursteori i områder som forholdet mellem diskurs og magt, den diskursive konstruktion af sociale subjekter og viden, og diskurs funktion i social (samfundsmæssig) forandring(38).

Foucaults hovedinteresse: Han interesserer sig for diskursive praksisser som konstituerende for viden, og for forholdene omkring transformationen af viden associeret med en diskursiv formation til en videnskab(38).

Foucault vs. TODA: For det første beskæftigede Foucault sig med diskursen i humanvidenskab, medicin, psykiatri, økonomi og grammatik. TODA derimod er principielt interesseret i alle slags diskurs. For det andet er analyser af mundtlige og skriftlige tekster en vigtig del af TODA, men ikke af Foucaults diskursanalyser. Hans fokus er på diskursens 'mulige forhold', 'regler for formation' som definerer mulige 'objekter', 'artikulerede modaliteter', 'subjekter', 'koncepter' og 'strategier' for en bestemt type diskurs. Foucaults emfase/vægt ligger på domæner af viden som er konstituerede af sådanne regler(38).

Foucault's 'Archaeological' Works.Diskurs er konstituerende: Foucault ser diskurs som konstituerende/konstruerende samfundet aktivt indenfor mange dimensioner: Diskurs konstituerer objekter af viden, sociale/samfundsmæssige subjekter og former for 'selv', sociale/samf. forhold, og forestillings-/begrebsmæssige ramme/struktur(39).

Intertekstualitet: Tekster bygger altid på og transformerer andre samtidige og historisk ældre tekster, og enhver given type diskurs praksis er genereret ud af kombinationer af andre(40).

Foucaults diskursanalyse: Han ser diskursanalyse som analyser af 'udsagn'(statemant). Analyser af udsagn er en ud af mange måde at analysere 'verbale performances' på. Man kan også lave 'en logisk analyse af forslag(proposition), en grammatisk analyse af sætninger, en psykologisk eller

2

kontekstuel analyse af formuleringer. Men Foucault sætter ikke lighedstegn mellem diskursanalyse og lingvistisk analyse, eller diskurs og sprog. Han undersøger ikke hvilke sætninger der er mulige eller 'grammatiske', men specificerer sociohistoriske variable 'diskursive formationer', og systemer af regler som gør det muligt for bestemte udsagn og ikke andre at forekomme til bestemte tider, steder og institutionelle steder(40).

Diskursiv formation: En diskursiv formation består af 'regler for formation', regler for formation af 'objekter', regler for formationen af 'artikulerede(enunciative) modaliteter' og 'subjektpositioner', regler for formationen af koncepter, og regler for formationen af 'strategier'(40). Processen med at artikulere disse elementer gør diskurs til en social praksis eller 'diskursiv praksis'(41).

The Formation of Objects.Objekter: De diskursive 'objekter' bliver transformeret i diskurs efter reglerne af nogle bestemte diskursive formationer i stedet for at eksistere uafhængigt og blive refereret til og talt om i en bestemt diskurs. Med 'objekter' mener Foucault vidensobjekter (fx sindssyge eller nationen). Et objekt skabes gennem alt det der siges i alle de udsagn som betegner, beskriver, forklarer det osv. Men et objekt er ikke stabilt. Det er subjekt for konstant forandring både mellem diskursive formationer og indenfor en given diskursiv formation. Diskurs er altså konstituerende, idet det står for produktion, transformation og reproduktion af objekter(41).

Diskurs og virkeligheden: Diskurs står i et aktivt forhold til virkeligheden. Sproget signifies virkeligheden i den forstand at den konstruerer mening for den(42).

Foucault mener at en diskursiv formation konstituerer objekter på højest ufri måder. Tvangen af det som sker 'indeni' en diskursiv formation er en funktion af interdiskursive relationer mellem diskursive formationer og forholdet mellem diskursive og ikke-diskursive praksisser som laver den diskursive formation. og mere(43).

The Formation of Enunciative Modalities.Udsagn er ikke virkelighed: Foucault mener, at et social/samf. subjekt som producerer et udsagn ikke er en størrelse der eksisterer udenfor og uafhængigt af diskurs, som en kilde til udsagnet, men er tværtimod en funktion af udsagnet selv. ´At beskrive en formulering foranlediget af udsagn behøves ikke at bestå af analyse af forholdet mellem forfatter og det han siger, men i at fastlægge hvilken position kan og er nødt til at blive besat af ethvert individ, hvis han vil være dets subjekt.'(43).

Enunciative modalities: er typer af diskursiv aktivitet så som beskrivelse, forme hypoteser, formulere regulationer, undervise osv. som hver har sin egen forbundne subjektsposition(43).Artikulationen af enunciative modalities er historisk bestemt og åben for historisk forandring. Man kan derfor undersøge diskursive forandringer i relation til samfundsmæssige forandringer ved at observere under hvilke samfundsmæssige forhold forandringerne sker(44).

Subjektet: Foucault ser subjektet som konstitueret, reproduceret og transformere i og gennem social praksis. Han ser videre subjektet som fragmenteret. Han mener, at diskurs spiller en stor rolle i konstitutionen af sociale subjekter(45).

The Formation of Concepts.

3

'Concepts': Med koncepter mener Foucault batteriet af kategorier, elementer og typer som en disciplin bruger som apparatur til at behandle sit område af interesser(45)

Fairclough: Vil arbejde både intratekstuelt og interdiskursivt(46). Foucault har lavet basen for systematiske undersøgelser af forholdet mellem tekst og typer af diskurs(47).

Udsagn og kontekst: Udsagnets situationelle kontekst er den sociale(samf.) situation, hvori det forekommer. Foucault skriver om at, hvordan kontekst påvirker, hvad der bliver sagt eller skrevet, og hvordan det bliver interpreteret, det varierer fra en diskursformation til en anden. Derfor kan man ikke bare appellere til 'konteksten' for at forklare, det der siges og skrives og hvordan det interpreteres, man må i stedet tage et skridt tilbage til den diskursive formation og artikulationen af diskursive formationer i diskursordenen for at forklare(explicate) kontekst-tekst-mening forholdet(47-48).

The formation of strategies.Strategier: Betyder hos Foucault teori og temaer. Foucault gør opmærksom på, at mulige forhold mellem diskurser inkluderer analogi (lighed/overensstemmelse), opposition (modstand/modsætningsforhold), supplering?(complementarity), og 'relationer af gensidig/indbyrdes(mutual) afgrænsning'(48).

From Archaeology to Genealogy.Den genealogiske fase: Den genealogiske fase tilføjer 'Magt', ligesom fokus er på det gensidige forhold mellem systemer af sandhed og modaliteter af magt. Diskurs bliver sekundært i forhold til systemer af magt. Diskurs og sprog placeres i hjertet af sociale praksisser og processer(50).Mener derfor ikke kun at diskurs skal have større opmærksomhed i forbindelse med social analyse, men også at magt skal have større opmærksomhed indenfor diskursanalyse(slutningen af side 50).

Magt: Magt er i hverdagens sociale praksisser. Magt er ikke negativt ved presserende at dominere dets subjekter. Den inkorporerer dem og er 'produktiv' i betydningen at den former og 'omstiller' dem, så de passer dets behov(50).

Magt og Viden: Der er et dobbelt/dualistisk forhold mellem magt og viden(50).

'Bio-power': Den moderne form for magt, som er dukket op siden det 17.århundrede. Bio-magt 'bragte liv og dets mekanismer ind i området af eksplicit kalkulation og gjorde viden/magt til en agent for transformation af menneskeligt liv(50).

Magt, diskurs og sprog: Denne forestilling(conception) af magt foreslår at diskurs og sprog har en central placering i de sociale/samf. processer i det moderne samfund(50).

Magt i uddannelsessystemet: En effekt af tillagte egenskaber(attribution) til forfatterskaber, bånd mellem fag, og tillagte egenskaber af kanonisk status til bestemte tekster. 'Ethvert system af uddannelse er en politisk måde at opretholde eller modificere tilegnelsen(appropriation) af diskurser, sammen med den viden og magt som de bærer'. Diskurs er den magt som skal bemægtiges(51).

Fra arkæologi til genealogi: Fra de diskursive formationer af Foucault betegnes indenfor bestemte discipliner, Til at de fremtrædende diskurskategorier får en mere omfattende karakter(51).

4

Magt og –'disciplin', 'eksamination', 'consfession': To store teknologier af magt som Foucault analyserer er 'disciplin' med 'eksamination' som kerneteknik og 'tilståelse'. Beskrives 52-54.

Fairclough positivt om Foucaults genealogiske fase: Undersøgelsen af historiske forandringer i de diskursive praksisser i diskursordenen, og deres forhold til bredere processer af social/samf. og kulturel forandring(54).

Foucault and Textually-Orientated Diskourse Analysis.Fem Foucault punkter: Fra arkæologiske fase: 1. diskurs konstituerer. 2. Interdiskursivitet og intertekstualitet – enhver diskursiv praksis er defineret gennem dets relationer til andre, ligesom den bygger på andre på komplekse måder. Fra genealogiske fase: 3. Den moderne bio-magts praksisser og teknikker er i en betegnende/betydningsfuld grad diskursive. 4. magtkampe forekommer både i og over diskurs- diskursens politiske natur. 5. At ændre diskursive praksisser er et vigtigt element for social/samf. forandring –den sociale forandrings diskursive natur(55-56).

Foucault og TODA: Fairclough vil forsøge at inkorporere de ovenstående punkter i TODA, men det er svært idet Foucault ikke inkluderer diskursiv og lingvistisk analyse af rigtige tekster, og pga. hans syn på diskurs som konstituerende. De må tilpasser Faircloughs tredimensionale inddeling: 1.Analyse af tekst, 2. analyse af tekstproduktionens diskursive processer og interpretationen, 3.og så den sociale analyse af den diskursive 'begivenhed' i forhold til dens sociale forhold og effekter på forskellige niveauer.

Kritik af Foucault: De største svagheder har at gøre med ideerne om magt og modstand at gøre, men også spørgsmålet om kamp og forandring(56). Foucault insisterer på, at magt nødvendigvis medfører modstand, men han giver en opfattelse af at modstand almindeligvis er indeholdt af magt og ikke udgør nogen trussel. Det er ligeledes en mangel at han ikke bruger tekster og tekstanalyse. Han har en forvirrende definition på 'diskursive praksisser'. Der er for meget fokus på strukturer(57), men alligevel er der mangler omkring fokuset på strukturer(57). Foucault er ikke ideologikritisk(60). Foucault ser de konstituerende egenskaber ved diskurs, men Fairclough mener, at diskursens konstituerende processer er dialektiske, idet den diskursive praksis indtryk(impact) er afhængig af, hvordan den interagerer med den prækonstituerede virkelighed(60).

Hjælp til analysen:Opmærksomhed på den bestemte cases detalje kan hjælpe social-analyserere til at undgå den skematiske og ensidighed, som begrænser Foucaults værk(61).

Kapitel 3 – A Social Theory of Discourse.I kapitlet diskuterer han termen diskurs. Derefter analyserer han diskurs ud fra den tredimensionale model. De tre dimensioner diskuteres og han sætter diskursive forandringer i forbindelse med sociale/samf. og kulturelle forandringer.

Discourse.Definitionen: F bruger diskursbegrebet til at referere til brugen af talt og skrevet sprog(62).

Saussure vs. sociolingvister: Sproget er noget individuelt som vi vælger at tage i brug. Men kritiseres af sociolingvisterne, som mener at sproget bliver formet socialt og at det er systematisk. De mener at sprog varierer i forhold til forholdet mellem deltagere og interaktioner.

5

F's kritik af begge ovenstående: F mener at det er ensidigt at fokusere på hvordan sprog varierer i forhold til sociale faktorer, og at typer af sociale subjekter, sociale forhold og situationer eksisterer temmelig uafhængigt af sprogbrug, og endvidere at udelukke muligheden af sprogbrug faktisk er med til at konstituere, reproducere og forandre disse. Han mener videre, at de 'sociale variabler' er relativt overfladiske træk af de sociale situationer af sprogbrug, og det giver ingen mening at sprogbrugens egenskaber bliver bestemt i en mere global forståelse af den sociale struktur på et dybere plan og er med til at reproducere og transformere den(63).

Termen diskurs: I brugen af termen 'diskurs' ser F sprogbrug som en form for social praksis. Men dette kræver at diskurs er en 'mode(måde/brug) of action', en form hvori mennesket kan handle i forhold til verden og især i forhold til hinanden., men også som en måde for repræsentation. Disse tanker omkring sprogbrug ligger tæt op ad lingvistisk filosofi og lingvistisk pragmatik(63).

Diskurs er dialektisk: Det kræver også at der er et dialektisk forhold mellem diskurs og social struktur, og social praksis og social struktur. På den ene side formes diskurs af social struktur i mange henseender (her nævnes nogle), men diskurs er også socialt (socially) konstituerende. Diskurs er en meningskonstruktion af verden(64). Det er vigtigt at se forholdet mellem diskurs og social struktur som dialektisk, men det er farligt, hvis den ene side vægtes mere end den anden(65). Fx er 'familie' delvist konstitueret af diskurs, men den findes ikke kun i folks hoveder. Det er også en konkret institution, en del af den sociale praksis som har rødder i den virkelige, materielle struktur. Den dette siger Said vel at han er ligeglad med om det har rødder i virkeligheden - Det vigtige er at det er en konstruktion.

3 konstituerende effekter ved diskurs: 1. Diskurs medvirker til konstruktionen 'sociale identiteter' og 'subjektpositioner' for sociale 'subjekter' og typer af 'selv'. 2. Diskurs er med til at konstruere sociale forhold mellem mennesker. 3. Diskurs er medvirkende til konstruktionen af videnssystemer og –tro. Disse tre effekter korresponderer med tre funktioner af sprog og dimensioner af mening som sameksisterer og interagerer i al diskurs. De tre de korresponderer med er: 'identity', relational' og ideational' funktioner i sproget(64).

Halliday: Hvordan bidder af information er knyttet til forgrund eller baggrund, taget for givet eller præsenteret som ny, valgt som 'emne' eller 'tema', og hvordan dele af en tekst bliver sammenkædet med forudgående eller efterfølgende dele af en tekst og med den sociale situation 'udenfor' teksten(65).

Konstituerende: Diskursiv praksis er konstituerende, idet den både medvirker til at reproducere og transformere samfundet(65).

Den sociale praksis og diskurs: Social praksis har mange retninger og diskurs kan impliceres i dem alle uden at nogen af dem bliver reduceret til diskurs. Eks. på diskursiv og ikke diskursiv natur i økonomi –tekster som en del af markedet. Indenfor social praksis findes der altså også noget der ikke er diskursivt(66). Men eller ikke tydeligt forklaret – hvilket hvis også er Phillip og Jørgensens kritik.

F's hovedinteresse: Diskurs indenfor den politiske og ideologiske praksis. Og hvordan diskurs indenfor den politiske praksis er med til at etablere, opretholde og forandre magtrelationer, og de kollektive størrelser hvorimellem magtrelationer hersker(obtains). Diskurs som en ideologisk praksis konstituerer, naturaliserer, opretholder og forandrer betydninger af verden fra diverse

6

positioner i magtrelationer. Politisk og ideologisk praksis er ikke uafhængige af hinanden. Diskursiv praksis trækker på konventioner som naturaliserer bestemte magtrelationer og ideologier. Og disse konventioner og de måder hvorpå de bliver artikuleret er centrum for kamp. Forskellige typer af diskurs indenfor forskellige sociale/samf. domæner eller institutionelle miljøer kan blive politisk eller ideologisk investeret på bestemte måder(67).

Diskursiv begivenhed: Det er vigtigt hvordan vi forstår ud fra diskursive konventioner og normer som ligger under de diskursive 'begivenheder'. Her kan man trække på strukturalisternes koder og konventioner(67).

Interdiskurs eller diskursorden: Det er mere frugtbart for den historiske orientering ved diskursforandring, at tage fat i begrebet interdiskurs via franskmændene. Men vil hellere bruge Foucaults begreb 'diskursorden'(68).

Element eller kode: Vil hellere bruge udtrykket element frem for kode eller formation for delene af diskursordenen(68).

Diskursive kampe: Kan forekomme, når diskursordener overlapper hinandens område(69). En konsekvens af den artikulerede kamp er at nye elementer konstitueres gennem en omrokering af båndene mellem de gamle elementer(70).

Hvad gør diskursiv praksis specifikt diskursivt?: Sproget delvist. Hvis det at være et eksempel på social praksis er én dimension af en diskursiv begivenhed, så er det at være en tekst en anden(71).

Diskursiv praksis vs. social praksis: Diskursiv praksis står her ikke i kontrast til social praksis, men er en bestemt form for social praksis. Nogen gange er den sociale praksis fuldt konstitueret af den diskursive praksis, men den andre gange rummer en blanding af diskursiv og ikke-diskursiv praksis(71).

Analysen: Analysen af en bestemt diskurs som et stykke diskursiv praksis fokuserer på processer i forbindelse med tekst produktion, distribution og konsumption(71).

Hvilke elementer af diskursordenen trækkes der på og hvordan i produktion og interpretation af mening?: Det vigtige er at finde forklarende forbindelser mellem måder hvorpå tekster er sat sammen og interpreteret, hvordan tekster bliver produceret, distribueret og konsumeret i bredere forståelse, og den sociale praksis natur i dens forhold til social struktur og kamp. En måde at linke vægten på den diskursive praksis og processerne omkring tekstproduktion, -distribution og konsumption med selve teksten, er ved at fokusere på tekstens intertekstualitet(72).

Den 3-deminsionale model: Tre analytiske traditioner ført sammen: tekstnær og lingvistisk analyse, den makrosociologiske tradition for at analysere social praksis i relation til sociale strukturer, og den mikrosociologiske tradition for at se social praksis som noget mennesker aktivt producerer og får til at give mening på baggrund af sund fornuft(72). Den del af analysen som omhandler analyse af tekster kan kaldes 'deskription'. De dele som omhandler analyse af diskursiv praksis og analyse af sociale praksis som diskurs er en del af kan kaldes 'interpretation'(73).

Discourse as Text.Modellen: De enkelte inddelinger overlapper hinanden(73).

7

Sprog og mening: Misvisende med denne inddeling i tekstanalyse, fordi de hænger så tæt sammen(74).

Semiotik og Saussure: Kort opridsning af 'signs' som en kombination af 'signified' og 'signifier', og af holdningen om tegnets 'arbitrære' natur. Men F mener at tegn bliver socialt motiveret; at der er sociale grunde til kombinationen af bestemte 'signifiers' med bestemte 'signifieds'. – eks. med frihedskæmper eller terrorist(74-75).

Teksten og dens mening: Det er vigtigt at skelne mellem en teksts meningspotentiale og dens interpretation. Tekster er ofte meget ambivalente og åbne for mange(multiple) interpretationer(75).

Tekstanalysens hovedelementer: 'Vocabulary', 'grammar', 'cohesion', 'text structure'(75).

Den diskursive praksisanalyses hovedelementer: 'force' of utterances, 'coherence' of texts, 'intertextuality' of texts(75).

Clause: Folk vælger design og struktur til deres (bi)sætninger, hvilket beløber sig til valg om hvordan sociale identiteter, sociale forhold og viden og tro betyder og konstrueres. Eks med passivsætninger og udeladelser af agenter, fordi agenten allerede er ukendt, allerede kendt, dømt irrelevant, eller simpelthen for at lade ansvaret forblive svævende(76).

Vocabulary: Er ikke entydigt. Alternativt ordvalg=> omdøbning i politisk øjemed. F mener at bestemte struktureringer af forholdet mellem ord og forholdet mellem et ords meninger er former for hegemoni. Metaforens betydning –hvor og hvornår inddrages hvilke(77).

Cohesion: Det er at se på, hvordan besætninger(clause) er sat sammen til sætninger og hvordan sætninger er sammensat til større enheder i tekster. Hvordan hvilke grupper af udsagn bliver kombineret. Tekstens argumentative struktur varierer over diskurs typer, og det er interessant at undersøge sådanne variationer som bevis for forskellige måder (mode) for rationalitet, og forandringer i måder for rationalitet som diskursive praksisers forandring.

Text structure: har også at gøre med en teksts 'arkitektur', og specielt højere-niveau design kendetegn/træk af forskellige typer tekster: Hvilke elementer eller episoder er kombineret på hvilke måder og med hvilken ordre til at konstituere(77).Man kan også analysere monolog/dialog, taleturs systemer og konventioner for åbninger og lukninger af interviews og samtaler(78).

Discoursive practiceDiskursiv praksis: involverer processer af tekstproduktion, distribution og konsumption. Tekster bliver produceret på specielle måder i specifikke sociale kontekster.

Producenten: Det er brugbart at dekonstruere producenten til et sæt af positioner, som kan være besat af den samme person eller flere forskellige: 'animator' –den som sætter sit særpræg/stempel?(marks) på papiret. 'author' –den som sætter ordene sammen og er ansvarlig for ordlyden. 'principal' –den hvis position er repræsenteret af ordene

Modtagelsen: Tekster bliver også modtaget forskelligt i forskellige sociale kontekster. Den kan være enten kollektiv eller individuel(79).

8

Ubevidste processer påvirker: Læseren kan finde spor og nøgler i teksten som producenten ubevidst har indlagt.

Tekstproduktion og interpretation er påvirket af: Sociale strukturer, normer og konventioner, inklusiv diskursordenen. Og af den specifikke sociale praksis natur, som de er dele af, og som determinerer hvilke medlemmers ressourcers elementer, der trækkes på, og hvordan de trækkes på. Dette vil F's tredimensionale diskursanalyse forsøge at undersøge, for at forklare sammenhængene mellem diskursprocessernes natur i særlige tilfælde/eksempler, samt den sociale praksis natur de er en del af(80).

Sociokognitive aspekter af produktion og interpretation:'Force' –noget med talehandlinger(82).'Context' –den sociale konteksts natur reducerer en teksts ambivalens. Konteksten påvirker altid interpretationen af en tekst: En læsning af situationen sætter noget i forgrunden og andet i baggrunden, og relaterer elementer til hinanden på bestemte måder; en specifikation af hvilke diskursive typer der oftest er relevante. F.eks. betyder deltagernes sociale identitet noget: køn, etnicitet eller alderen på tekstproducenten betyder ofte mere ved almindelig konversation og jobsamtaler end ved en botanisk bog (82-83). 'Coherence' –kohærens er en del af interpretationen. En kohærent tekst er en tekst, hvis konstituerende dele (episoder, sætninger) er meningsfuldt relaterede til hinanden, således at teksten som et hele 'giver mening'. En tekst giver kun mening til den der tillægger den mening(83). 'Intertekstualitet' –nævner Bakhtin og Kristeva. Intertekstualitet er grundlæggende det at en tekst ofte er fuld af bidder af andre tekster som enten er eksplicit afgrænsede eller som glider i et med resten af teksten, og som teksten assimilerer, går imod, eller mimer ironisk(84). Intertekstualitet ser tekster historisk som forandrende fortiden ind i nutiden. Diskurs typer synes at dreje bestemte veje ved at trække på konventioner og tekster på en rutinepræget måde. Man er nødt til at knytte det an til en teori om social- eller politisk forandring for at undersøge den diskursive forandring forstået indenfor bredere processer af kulturel og social forandring.'Mikroanalyse' -indeholdt i analyse af den diskursive praksis og er en slags analyse der giver en forklaring på præcist hvordan deltagere producerer og interpreterer tekster på basis af deres medlemmers ressourcer. 'Makroanalysen' –skal give viden om medlemmernes ressourcers natur (inklusiv diskursordener) der trækkes på, for at producere og interpretere tekster, ligegyldigt om der trækkes på denne natur på normative eller kreative måder(85). Mikroanalysen er den bedste måde at afdække information, og dette giver så beviser for makroanalysen(86).

Discourse as social practice: Ideology and Hegemony.Ideologi.Inddrager Althussers påstande om ideology. Hvorefter han kritiserer ham(87).

Ideologi er ifølge F: Signifikationer/konstruktioner af virkeligheden, som er bygget ind i forskellige dimentioner af diskursive praksissers former/meninger, og som bidrager til produktionen, reproduktionen eller transformationen af dominerende relationer. Han mener, at betsemt brug af sprog og 'symbolske former' er ideologiske, især de som tjener i specifikke sammenhænge for at etablere eller bevare dominerende relationer. De ideologier som er indstøbt i diskursive praksisserer mest effektive, når de bliver naturaliseret og modtager status af at være 'almindelig sund fornuft'. Han siger videre, at hans reference til 'transformation' peger mod ideologisk kamp, som en dimension af diskursiv praksis; -en kamp for at gendanne diskursive praksisser og de ideologier som er bygget ind i dem i konteksten af rekonstruktionen eller transformationen af dominerende

9

relationer. Ideologi er både en egenskab af strukturer og en egenskab af begivenheder(88). Man kan ikke kun opdage ideologiske processer alene gennem tekstanalyse, fordi tekstmodtagerne ofte er immune overfor ideologiske effekter. Derfor vil F hellere se ideologi som lokaliseret i strukturerne som konstituerer udkommet af fortidige begivenheder og forholdene for nutidige begivenheder, og i begivenheder selv mens de reproducerer og transformerer deres forholdsmæssige strukturer(89). Ordenes betydning er vigtig, men forudsætninger, metaforer og kohærens er lige så vigtigt. Også taleturssystemet og høflighedskonventioner implicerer bestemte ideologiske antagelser/forudsætninger(89). Men folk er ikke bevidste om de ideologiske dimensioner af deres egen praksis(90). Men al diskurs er ikke med nødvendighed ideologisk. Ideologier opstår i samfund som er karakteriseret ved dominerende relationer på basis af klasse, køn, kulturelle grupper etc.(91).

HegemoniHar at gøre med Gramscis analyse af vestlig kapitalisme og revolutionær strategi i Vesteuropa.

Hegemoni ifølge F: Hegemoni er lederskab lige så meget som dominering af samfundets økonomiske, politiske, kulturelle og ideologiske domæner. Hegemoni er magt over samfundet som hele. Hegemoni er om at skabe alliancer og integrere nærmere end dominere underordnede klasser gennem indrømmelser/bevillinger/skattelettelser(concessions) eller via ideologiske midler for at vinde deres samtykke/billigelse(92). Hegemonisk kamp er artikulation, disartikulation og reartikulation af elementer. Diskursiv praksis, produktionen, distributionen og konsumptionen af tekster er en facet af hegemonisk kamp som i varierende grader bidrager til reproduktionen eller transformationen ikke kun af den eksisterende diskursorden, men også gennem den af eksisterende sociale/samfundsmæssige og magt relationer(93). Autoritære elementer sameksisterer med demokratiske og egalitære elementer. F.eks. det inklusive pronomen 'vi', som implicerer et krav om at kunne tale på vegne af almindelige mennesker. Sameksisterende med 'man', som er indefinit pronomen. Ligeledes patriarkalske elementer med feministiske. Men mest diskurs afhænger af hegemonisk kamp i bestemte institutioner (familie, skoler osv.)nærmere end på det nationalpolitiske niveau(94).

Discursive ChangeFokus i bogen er på diskursiv forandring i relation til social/samfundsmæssig- og kulturel forandring(96).

Den tekstlige dimension af diskurs: Forandringer efterlader spor i tekster i form af ko-hændelsen/begivenheden af modsatrettede eller ulogiske/selvmodsigende/inkonsekvente/uforlignelige (inconsistent) elementer – miksturer af formel og uformel stil, tekniske og ikke-tekniske vokabularer, markeringer af autoritet og familiaritet, mere typisk skreven og mere typisk talte syntaktiske former osv.(97).

Forandring i diskursordener: Idet producenter og modtagere kombinerer diskursive konventioner, koder og elementer på nye måder ved fornyende diskursive begivenheder, bliver de selvfølgelig ophobede idet de producerer strukturel forandring i diskursordenerne. –De disartikulerer eksisterende diskursordener, og reartikulerer nye diskursordener, nye diskursive hegemonier(97).

To relaterede typer forandring: Den ene er en åbenbar/tilsyneladende (apparent) demokratisering af diskurs, hvilket involverer reduktionen af åbenlyse markeringer af magt-asymmetri mellem mennesker af ulige institutionel magt. Den anden er en 'syntetisk personalisering' , simulationen af private, ansigt-til-ansigt, diskurs i offentlig masse-publikum diskurs(98).

10

Der kan eksistere forskellige og endda modsatrettede diskurser indenfor den samme strategi; de kan på den anden side cirkulere uden at skifte deres form fra en strategi til en anden oppositionel strategi(99).

ConclusionDen senere understregning af tekster og deres komposition fra stykker af andre tekster, og både peger på den måde diskursordenen strukturerer og bliver restruktureret af diskursiv praksis(100).

Kapitel 4 –Intertextuality.I dette kapitel vil F gøre begrebet intertekstualitet mere konkret ved at bruge det i tekstanalyse. Videre vil han systematisk redegøre for hvorfor det er et potentiale for diskursanalyse, som en del af udviklingen af en analytisk ramme(101).

Kristeva og Bakhtin: En masse om dem. Bakhtin udpeger måder hvorpå tekster og ytringer bliver formet af forudgående tekster som de 'responderer' med, og af efterfølgende tekster som de 'tager forskud' (anticipate) på(101). Kristeva mener, at tekster absorberer og er bygget ud af tekster fra fortiden. Og videre at teksten responderer med, genfremhæver, og genarbejder fortidens tekster(102). De skelner mellem horisontal og vertikal intertekstualitet. Baktin mener at tekster genfremhæver genrer f.eks. ved at bruge dem ironisk, parodisk, eller ærbødigt, eller blander dem på forskellige måder(103).

Intertekstualitet og hegemoni: Forholdet mellem intertekstualitet og hegemoni er vigtigt. Teorien om intertekstualitet har brug for at blive kombineret med en teori om magtrelationer og hvordan de former og bliver formet af sociale strukturer og praksisser(102-3).

F vil bruge intertekstualitet som en generel term for både manifest og konstituerende intertekstualitet, når han ikke ligefremfremhæver en skelnen, men introducere den nye term 'interdiskursivitet' frem for konstituerende intertekstualitet når en distinktion behøves for at understrege at fokus er på diskurs konventioner nærmere end andre tekster som konstituerende(104).

Indirekte tale: Her er altid en ambivalens omkring om det faktiske ordvalg er egenskabshavende (attributable) for personen hvis tale bliver repræsenteret, eller til forfatteren af hovedteksten –altså hvis er ordvalget? Den der omtales eller fra journalisten som i sin tekst repræsenterer personen(105).

Sample 1: News Report.Diskurs repræsentation: Det er en form for intertekstualitet, hvori dele af andre tekster er inkorporeret til en ny tekst og som regel eksplicit mærket som sådan med citationstegn og referatklammer. Diskurs repræsentation dækker selvsagt en stor del af nyhederne.

Direkte vs. indirekte diskurs repræsentation: Ved indirekte diskurs falder citationstegnene bort. Stemmerne af reporteren og den som reporteres om er mindre tydeligt markeret, og de ord som bruges kan være reporterens frem for den reporteredes(107).

Imperativ sætninger: Hvis stemme er det i avisoverskrifterne, avisens eller nogle andres? –avisartikler reporterer traditionelt set andres fordringer/krav i stedet for selv at fordre noget, men nogle gange blander aviserne disse to stemmer, hvilket giver en ambivalens i stemmen(108).

11

Så er der lidt om metaforer og om aviser generelt.

Repræsentationer i aviser: Når nyheder transformeres over til en avisartikel i populærsprog, opstår en grad af mystifikation omkring hvis stemme og position, det er som bliver repræsenteret. Når magtfulde folk og gruppers stemmer i politik, industri etc. bliver repræsenteret i en version af hverdagssprog, så kollapser sociale identiteter, forhold og afstande. Magtfulde grupper bliver repræsenteret som talende et sprog læseren selv kunne have brugt, hvilket gør det så meget lettere at følge deres holdninger(110).

Sample 2: 'A Cardholder's Guide to Barclaycard'.Her er noget om reklamer.Passivsætninger uden agent: Dette lader det stå ubesvaret hen, hvem som udfører handlingen. Selv om det let kan gættes ud fra resten af teksten, så er det stadig en pointe at teksten ikke sætter det i forgrunden(117).

Manifest Intertextuality.Manifest intertekstualitet vs. interdiskursivitet: Er de tilfælde hvor der indenfor en tekst åbentlyst trækkes især på andre tekster, hvorimod interdiskusivitet handler om, hvordan en diskurstype bliver konstitueret gennem en kombination af elementer fra diskursordener(118).

Forskellige former for intertekstualitet: F opremser tre former for intertekstualitet med forklaring: 'Sequential' intertekstualitet, 'embedded' interteksualitet og 'mixed' intertekstualitet(118).

Discourse Representation.Diskurs repræsentation: Når man 'reporterer' diskurs, vil man altid være nødt til at vælge en måde at repræsentere den på(118). Det ses især når enkelte ord eller udtryk sættes i citationstegn. F.eks. 'Menneskenes Land'. Dette bruges simultant og refereres til: det får ordene og udtrykkene til at synes at tilhøre en udenforstående stemme. Derudover kan de have mange andre forskellige funktioner, så som at distancere en selv fra den udenforstående stemme, ved at bruge stemmens autoritet til at understøtte ens gen position, ved at vise at et udtryk er nyt eller forsøgsvis, eller til at introducere et nyt ord(119-20).

Ordvalg: Valget af det repræsenterende verbum eller talehandlingsverbet er altid signifikant(120).

Presupposition.Forudsætninger: Er det producenten tager for på forhånd givet, selvom man kan spørge, for hvem de er givet. F.eks. brugen af 'at' og bestemte kendeords stikord (definite articles cue), som har 'eksistentiel' mening fx Den sovjetiske trussel(120). I mange tekster er 'den anden tekst' som er en forudsætning ikke en individuelt specificeret eller identificerbar anden tekst, men en mere uklar 'tekst' som korresponderer med den generelle holdning/hvad folk plejer at sige. Et specielt tilfælde er, hvor noget hævdes i en del af teksten og så forudsættes i resten af teksten(121).

Negation.Negative sætninger: indeholder specielle typer af forudsætninger, som også arbejder intertekstuelt ved at inkorporere andre tekster blot for at rejse tvivl om dem og afvise dem(122).

Metadiscourse.

12

Metadiskurs: Er en bestemt form for manifest intertekstualitet, hvor tekstproducenten inddeler sin egen tekst i flere niveauer, og distancerer sig selv fra nogle af tekstlagene, ved at behandle nogle af lagene som om de tilhørte en ekstern tekst. F.eks. ved at skrive en slags diminutiv 'en slags' 'på en måde', for at markere at nogle udtryk ikke er helt fyldestgørende eller tilstrækkelige. Eller et udtryk kan markeres som tilhørende en anden tekst eller en bestemt konvention. F.eks. 'som x ville have sagt det' eller 'i videnskabelige termer'. Eller metaforisk 'billedligt talt'. En anden mulighed er at parafrasere eller reformulere et udtryk. Metadiskurs implicerer at den der taler er placeret ovenover eller udenfor sin egen diskurs, og er i stand til at kontrollere og manipulere den. Muligheden for en metadiskursiv distance fra ens egen diskurs kan støtte op om illusionen, om at man altid har fuld kontrol over den, altså at ens diskurs er en effekt af ens subjektivitet nærmere end omvendt(122).

Irony.Ironi og intertekstualitet: Ironi siger én ting, men mener noget andet. Ironiens intertekstuelle natur er det faktum, at en ironisk udtalelse 'ekkoer' en andens udtalelse(123).

Interdiscursivity.Diskursordenen har overlegenhed over bestemte typer af diskurs, og at typer af diskurs er konstitueret som konfigurationer af bestemte elementer fra diskursordenen(124).

Sprogets betydning for teksten: Både genre og stil. Formelt eller uformelt sprog. Officielt, intimt eller hverdagssprog. Om det er talt eller skrevet, eller skreven i talesprog osv. Om det er akademisk eller journalistisk. Om det er argumenterende, deskriptivt(beskrivende) eller fortolkende(127).

Retorisk måde (modalitet?):Aviser laver typisk autoritative kategoriske påstande omkring begivenheder, på trods af det faktum at sådanne begivenheder normalt er af uklar karakter og åben for mange forskellige interpretationer(129).

Intertextuality and Transformations.

Intertextuality, Coherence and Subjects.

Kapitel 5 –Text Analysis: Constructing Social Relations and 'the Self'.I kapitel 5 og 6 vil F fokusere på tekstanalyse og 'mikro' aspektet af diskursiv praksis ved at udvikle de analytiske kategorier som blev introduceret i kapitel 3: ordforråd, grammatik, kohæsion, tekststruktur, kraft og kohærens. Kapitel 5 koncentrerer sig hovedsagelig om teksters analytiske egenskaber, som i særlig grad er forbundet med sprogets interpersonelle funktion og interpersonelle meninger, mens kapitel 6 hovedsagelig har at gøre med sider af tekstanalyse som er særligt forbundet med tankevækkende(ideational?) funktion og meninger.

Interpersonel funktion: Kan inddeles i to komponentfunktioner –'relationel' og 'identitets' funktioner. De har at gøre med, hvordan sociale relationer er øvelser og sociale identiteter er manifesteret i diskurs, men også hvordan sociale relationer og identiteter bliver konstrueret (reproduceret, forsvaret?contested, rekonstrueret) i diskurs.

Konstruktionen af selvet: F vil også i dette kapitel fokusere på konstruktionen af sociale identiteter eller konstruktionen af 'selvet' i diskurs, og mere præcist på de måder hvorpå diskurs medvirker til processer af kulturel forandring, hvori de sociale identiteter eller 'selv' som er associeret med specifikke domæner og institutioner bliver redefineret og rekonstitueret(137).

13

Modaliteter: Har at gøre med det omfang sætninger indenfor hvilket producenten forpligter sig selv til eller gennem konversation distancerer sig selv fra: Deres niveau af 'slægtskab' med sætningen. Det slægtskab en producent viser med en repræsentation af verden er uadskilleligt fra det forhold (og 'slægtskab') producent og andre deltagere i diskursen(142). 'Jeg tror' er en eksplicit modalitets markør(147).

Politeness og Etos: Indholdet af 'politeness' kan kædes sammen med det mere generelle koncept etos(livsanskuelse) –hvordan en deltagers totale fremtoning er, hvorunder den hele verbale (talte eller skrevne) stil og tone er en dele, udtrykker den person vedkommende er, og signalerer vedkommendes sociale identitet og subjektivitet(143).

Køn i 'storytelling': Manden fortæller historien og stjæler fokus, mens konen har en hjælpende rolle, indskydende bemærkninger som bygger op om mandens beretning og uddyber den på et lille område uden at prøve at overtage kontrollen over emnet(152).

Interactional Control Features.Interaktionelle(vekselvirkende) kontrollerende karakteristika sørger for glat interaktionel organisation – distributionen af taleture, valg og ændring af emner, åbninger og lukninger af interaktioner etc. Interaktionel kontrol er altid til en hvis grad samarbejdende beskæftiget af deltagere, men der kan være asymmetri mellem deltagerne på kontrolplanet. De interaktionelle kontrolkonventioners genre indeholder specifikke krav om sociale – og magtrelationer mellem deltagere. Undersøgelsen af interaktionel kontrol er derfor en agtelse om at få udlagt det konkrete vedtagelse/forordning og forhandling af sociale relationer i social praksis(152).

Turn-taking. Genrer skifter i deres taleturssystem. Der er et sæt simple regler: 1. Den nuværende taler kan vælge den næste ved at nævne vedkommende. 2. Eller kan en hvilken som helst anden deltager 'vælge sig selv' som næste taler. 3. hvis dette heller ikke sker, så kan den nuværende taler vælge at fortsætte. Disse skift sker når en person er kommet til enden af sin tur fx til enden af en grammatisk enhed med et lukkende intonationsmønster. Taleturssystemer er ikke altid bygget omkring lige rettigheder og forpligtelser for alle deltagere(153).

Exchange Structure.'Adjacency pairs': Tilstødende/nærliggende par er en generel struktureret type nærmere end en bestemt form for bytte(exchange). De involverer to efterfølgende kategorier af talehandlinger, sådan at tilstedeværelsen af den første forudsiger den andens tilstedeværelse, men den bestemte parsammensætning er temmelig forskellig: spørgsmål-svar, hilsen-hilsen, klage-undskyldning, invitation-accept, invitation-afslag etc. –Som de sidste eksempler indikerer er der ikke altid et et-til-et forhold mellem den første og den anden i disse par(154).

Topic Control.Køn: Kvinder tilbyder flere emner end mænd, men mænds emner bliver oftere accepterede af kvinder end omvendt(155).

Settings and Policing Agendas.Agendas: Bliver ofte stillet eksplicit I begyndelsen af en interaction(155).

Formulation.

14

Formulering beskrives af Sacks: 'Et medlem behandler nogen gange dele af en konversation som en mulighed for at beskrive denne konversation, for at forklare den, karakterisere den, udlægge den, eller oversætte, eller referere, eller give det væsentlige i den, eller tage noter om dens overensstemmelse med regler, eller bemærke dens afvigelse fra reler'(157).

Modality.Modalitet: Hvis man gives nogle sætninger om jorden, fx at den er flad, så kan man enten kategorisk tilslutte sig det eller nægte det, men der er også mulige varianter, der er mindre kategoriske og mindre determinerende grader af forpligtelse overfor det eller mod det: 'jorden er måske/kan være/er muligvis/er på en måde flad' f.eks. Dette er sfæren af modalitet. -dimensionen af grammatik i en sætning(clause) som korresponderer med den 'interpersonelle' funktion i sproget. I enhver sætnings ytring er producenten nødt til at indikere en grad af 'slægtskab' med sætningen, så enhver sådan ytring har egenskaben modalitet, eller er 'modaliseret'. Modalitet var grammatisk set oprindeligt associeret med 'modale hjælpeverber' (skal, kan, må, bør etc.), som har en vigtig betydning for realisationen af modalitet. Tempus er en anden: Som eksemplet med jorden viser, simpel nutid (er) realiserer en kategorisk modalitet. En anden er sættet af modale adverbier såsom: måske, sikkert, tydeligt, bestemt, med deres tilsvarende adjektiver (fx 'det er ofte/ måske/muligt at jorden er flad). Forbehold/tøvende så som 'en slags', 'en smule', 'eller lignende', intonationsmønstre, skyndsom tale etc. Modalitet kan være 'subjektivt' eller 'objektivt'. Ved objektiv modalitet er det ikke sikkert at det er tydeligt, hvis perspektiv der bliver repræsenteret. –om fx taleren fremstiller sit eget perspektiv som et universelt et, eller agerer som et udtryksmiddel for et andet individ eller gruppes perspektiv. Brugen af objektiv modalitet implicerer ofte en form for magt. (her er et eksempel i bogen s.159). Modalitet kan være gennemskæringspunktet/korsvejen i diskurs mellem virkelighedsbetydningen og loven om sociale relationer(158-160).

Medierne: Modalitet i sætninger er hvis der er rejst tvivl om dem og hvis de er åbne for kamp og transformation. Transformation af modalitet er fx vidt udbredt i mediereporter. Medierne foregiver generelt at beskæftige sig med fakta, sandhed og saglig viden. De transformerer systematisk til 'fakta', hvad der ellers ofte ikke kan være andet end interpretationer af komplekse eller forvirrende begivenheder. I modalitetstermer involverer det en forkærlighed for kategoriske modaliteter, positive og negative påstande, og derfor relativt lidt i at modalisere elementer (modale verber, adverbier, adjektiver, forbehold etc.). Det er også en forkærlighed for objektive modaliteter, som muliggør at delperspektiver kan få en universel gyldighed.

Forudsætninger(presuppositions): Det er muligt at se på forudsætninger som noget der tager kategorisk modalitet et skridt videre ved at tage virkelighed for givet. En indvending kan gøres mod disse eksempler på baggrund af at den kategoriske modalitet er påtvunget af overskrifternes natur som værende forkortelse og referat, og ikke som sådan er en del af mediediskursen. Selvfølgelig er overskrifter blot en bestemt tydelige instans af generel tendens i mediediskurs. Aviser har tendenser i retning af sommetider at tilbyde stridige (dog ofte harmoniske) versioner af sandheden, der hver især er bygget på implicitte og uholdbare/uforsvarlige krav, om at begivenheder kan være transparente og kategorisk repræsenterede, og perspektivet kan være gjort universalt. Denne myte understreger mediernes ideologiske arbejde: Tilbydende billeder af og kategorier for virkelighed, fremstille og forme sociale subjekter, og medvirkende for de flestes vedkommende til social kontrol og reproduktion(161).

Politeness.

15

Dette har angloamerikanske forskere beskæftiget sig meget med i 70'erne og 80'erne(Brown, Levinson, Leech, Thomas)(162). Så er der en kritik, som F retter mod pragmatikernes måde at se 'høflighed' på.

Ethos.Spørgsmålet om etos siger F er et intertekstuelt et: Hvilke modeller fra andre genrer og diskurstyper er taget i brug for at konstituere deltagerne i interaktioners subjektivitet(social identitet, 'selv')? Etos kan ses som en del af en bredere 'modelleringsproces'(166). Det er ikke kun den måde læger taler på der signalerer etos; det er den kumulative (som akkumulerer) effekt af deres totale kropslige disposition – den måde de sidder på, deres ansigtsudtryk, deres bevægelser, den måde de kropsligt svarer på hvad der siges, rører de eller holder de distance (proxemic behaviour)(167).

Conclusion.

Kapitel 6 –Text Analysis: Constructing Social Reality.Hovedfokus i dette kapitel er på de aspekter i tekstanalysen som relaterer til den tankevirksomhedsmæssige funktion af sproget og til tankevirksomhedsmæssige mening –til 'konstruktion af social/samfundsmæssig virkelighed'. Vægten er derfor på diskurs' rolle i signification(betydning) og reference, hvor betydningen indbefatter diskurs' rolle i konstituering, reproduktion, udfordring og restrukturering af systemer af viden og tro. F dækker især analytiske emner som: bindeord og argumentation, transitivitet og tema, ord betydning(word meaning), ord givning(wording), og metafor(169).

Connectives and Argumentation.Hvem vurderes som deltagere ud fra teksten: Det kan være utydeligt. Eksempler med bøger til gravide. hvilken deltager skal tekstproducenten identificeres med? 'vi' markerer et slip mellem tekstproducenter som deltagere i diskursprocessen og her lægeholdet som deltagere i undersøgelsesprocessen. Evt. til brug ved grønlandsreklamerne(172).

Sprog og stil: Her en blanding mellem medicinske termer og hverdagssprog. Kunne have noget med om stilen i grønlandsreklamerne(173).

Perspektiv: Det kan være uklart, hvis perspektiv producenten skriver fra –her fra patientens eller lægeholdets(173).

Modalitet: Modaliseret med 'vil' giver udtryk for en kategorisk forudsigelse fx 'det er det der vil ske' – hvilket foregiver at tekstproducenten skriver fra en position af insiderviden. Det samme med 'kan' og 'må', hvor tekstproducenten giver ekspertbud. Også adverbier som 'nogen gange' eller 'sjældent' tilføjer autoritet til disse bud, det samme med 'det er vigtigt at…'. Brug af fx teknisk medicinsk sprog fremmer 'insider'-effekten(174).

I en passage som F allerede har nævnt refererer Foucault til 'forskellige retoriske skemaer hvori grupper af udsagn kan kombineres (hvordan deskriptioner, deduktioner, definitioner - hvis rækkefølge karakteriserer en teksts arkitektur- er bundet sammen)(174).

Retoriske spørgsmål: Det retoriske skema bliver brugt bredt i reklamebranchen. Det er typisk, at forskellige retoriske måder (mode), så som typer af fortælling, er distinktive i det skema de bruger(175).

16

Halliday: Om H's 3 typer forhold mellem delsætninger –'elaboration' 'extension' og 'enhancement'(175). Om H's 4 typer af overflade sammenhængs markering – 'reference', 'ellipsis', 'conjunktion' og 'lexical cohesion'(176).

Transitivity and Theme.Processer: Der tales om 'relationelle processer' og 'handlings processer'(178).

Agenter: Er der personer i teksten, som der nærmest ikke refereres til som agenter? Hvem er agenterne i handlingsprocesserne? –Og er de implicitte fordi det er en passivsætning og agenten er 'slettet'? Eller er de ikke-menneskelige størrelser. Hvem(hvad) er målet i handlingssætninger, og temaet(178).

'Nominalisation': Nominalisation er omdannelsen af processer til nominaler som har effekten at sætte processen selv i baggrunden – dens tempus og modalitet er ikke indikeret – og ofte ikke specificerer dens deltagere, således at hvem der gør hvad ved hvem forbliver implicit. Medicinsk, teknisk og videnskabeligt sprog favoriserer nominalisation, men det kan være abstrakt, truende og mystisk for 'almindelige' mennesker(179). Nominalisation gør processer og aktiviteter til tilstande og objekter, og konkret til abstrakt(182)

'Transitivitet': En social/samfundsmæssig motivation for at analysere transitivitet er at prøve at finde ud af, hvad social, kulturel eller teoretiske faktorer determinerer om hvordan en proces bliver tildelt betydning(is signified) indenfor en bestemt type diskurs(og forskellige diskurser) eller i en bestemt tekst(180).

Procestyper: 'handling', 'begivenhed', 'relationel' og 'mentale' processer. Handlingsprocessen deles i to – 'rettet'(mod noget/nogen), hvor en agent handler ud fra et mål og 'ikke-rettet'. Det bliver som regel realiseret –manifesteret på tekstoverfladen – som en transitiv sætning(SVO). 'Ikke-rettet' handling involverer en agent og en handling, men ikke noget (eksplicit) mål, og dette forekommer ofte som en intransitiv (SV) sætning. 'Begivenheds' processer involverer en begivenhed og et mål, og forekommer også oftest i intransitive sætninger. Det er ikke altid let at skelne skarpt mellem de ikke-rettede handlings og begivenheds sætninger, men der ligger en forskel i hvordan man spørger til dem. 'Relationelle' processer indeholder relationer af at være, blive eller have(possesion) mellem størrelser. 'Mentale' processer inkluderer det kognitive (verber som 'vide', 'tænke'), perceptioner ('høre', 'opdage') og affektion ('synes om', 'frygte'). –De er ofte transitive sætninger. Hvilken procestype, som er valgt til at betegne en virkelig proces kan være af kulturel, politisk eller ideologisk betydning(180). Fx en holdning som altid er vigtig er om agenten (agency=virksomhed), kausaliteten(årsagssammenhængen) og ansvaret er gjort eksplicit eller vagt i mediernes beretninger af vigtige begivenheder. FX THULE. Det er bevist at en avis' politiske ståsted determinerer (afgør) valg af procestyper til at betegne fx drab i forbindelse med politisk demonstrationer i Sydafrika, og selvom det determinerer om ansvaret for drabene bliver eksplicit tilskrevet(nogen), og hvem. Lignende bliver industri uheld, krig, arbejdsløshed af og til betegnet som begivenheder som blot er sket og nogen gange i handlingstermer med ansvarlige agenter(181). 'Stemme' -som ligner den rettede handlingssætning - kan være enten aktiv eller passiv. I en passivsætning er målet subjekt og agenten er enten 'passiv agent' eller udeladt(182).

Passivsætninger: Motivationerne for at vælge passiv er mange. Det giver mulighed for udeladelse af en agent, selvom dette dog i sig selv kan være bredt motiveret af det faktum at agenten er selvsagt, irrelevant eller ukendt. En anden politisk eller ideologisk grund for en agentfri passivsætning kan

17

være ønsket om at usynliggøre hvem der er agent(agency) og dermed kausalitet og ansvar. Passiv er også motiveret af spekulationer som er relateret til den tekstuelle(- som vedrører en tekst) funktion i sætningen. En passivsætning skifter målet ud med en begyndelses(initial) 'tema'position, hvilket normalt betyder at den præsenterer den som 'given' eller allerede kendt information; den skifter også agenten , hvis denne ikke er helt udeladt, til den prominente position i slutningen af sætningen, hvor ny information normalt befinder sig(182).

Tekstanalyse: betyder i de ovenstående termer, at man skal se på den tekstuelle(textual) funktioner og hvordan de strukturerer 'information' i bred forstand. Temaet er tekstproducentens udgangspunkt i en sætning, som generelt korresponderer med hvad som tages for 'given' information, hvilket er information som allerede er kendt eller etableret for tekstproducenter og –modtagere. Det 'umarkerede' valg af tema i en deklarativ sætning (et udsagn) er sætningens subjekt; dette er hvad der bliver valgt hvis der ikke er nogen specifik grund til at vælge andet(183). Temaets potentiale: Eksistensen af grammatiske konstruktioner som tillader bestemte elementer at blive 'tematiseret'. Ved at gøre elementer til markerede temaer sætter man dem i forgrunden(184).

Word Meaning.Ord har ofte flere betydninger, og betydninger kan ofte beskrives med flere forskellige ord. Dette betyder at man som tekstproducent altid må vælge hvordan man vil bruge et ord og hvilke ord man vil bruge til at beskrive en betydning, og som modtagere må vi altid træffe valg om hvordan vi vil forstå de valgt tekstproducenten har valgt. Disse valg og beslutninger er ikke af en ren individuel natur: Ords betydninger og ordbruget i betydninger varierer socialt/samfundsmæssigt og er socialt/samf. bestredet(contested), og facetter af bredere sociale/samf. og kulturelle processer(183). F bruger 'meaning potential' for den vifte af betydninger der konventionelt er associeret med er ord. Her er meget mere beskrivelse af det(186).

Wording.Om de mange muligheder der er for at beskrive('wording') en betydning. Kristeva påpeger, at der altid er alternative måder at betegne – give mening til – bestemte domæner af erfaring, hvilket indeholder 'at interpretere' på bestemte måder, fra en bestemt teoretisk, kulturel eller ideologisk perspektiv(190).

'New Wording': Nye beskrivelser(wordings) genererer nye 'leksikalske elementer(items)', en teknisk term som nogen gange bruges som præference til 'ord', fordi den sidste bliver brugt til så mange forskellige formål, og fordi 'leksikalske elementer' fanger ideen om udtalelser som har modtaget en grad af fiksering og stabilitet(191).

'Overwording': 'Overwording' er et tegn på 'intens optagethed/fraværenhed' som peger på 'særegenheder i ideologien' hos den gruppe som er ansvarlige for den. 'Wording' inkluderer – 'kompetence', 'effektivitet', 'herredømme/beherskelse', 'facilitet', 'ekspertise' og 'færdighed'(193).

'Rewording': Det er at generere 'new wordings' som er sat op som alternativer til, og i opposition til, de eksisterende(194).

Metaphor.Her er et interessant eksempel af Susan Sontag om AIDS, som 'de andre' har og påfører os, som en straf. kædet sammen med det fremmede, og sorte som animalske og seksuelt udfarende(197-98).Conclusion.

18

Kap. 7 – Discourse and Social Change in Contemporary Society.I dette kapitel diskuterer F tre store tendenser: 'demokratisering', 'commodification'(commodious= rummelig, commodity= en vare) og 'teknologisering' af diskurs(200).

Demokratization.Med demokratiseringen af diskurs mener F fjernelsen af uligheder og asymmetrier i diskursive og lingvistiske rettigheder, forpligtelser og prestige for af grupper af folk. Diskursiv demokratisering indeholder fem områder: Forholdet mellem sprog og sociale dialekter, adgang til prestigefyldte diskurstyper, eliminering af åbenlyse magtmarkører i institutionelle diskurstyper med ulige magtrelationer, en tendens mod sproglig uformalitet, og forandringer i kønsrelaterede praksisser i sproget. Så er der en masse om dialekter, accenter og andre sprog(201). Tendensen om at eliminere åbenlyse magtmarkører associeres tæt med en tendens mod uformalitet(204). Så er der en masse om KØN og stereotyper s.205-207.

Commodifications.'Commodification' er den proces hvorved sociale domæner og institutioner, som ikke er interesseret i at producere varer i den smallere økonomiske forstand af varer(goods) til salg, uanset bliver organiseret og konceptualiseret forstået som vareproduktion, distribution og konsumption(207).

Reklamering: Nogle teksttyper kombinerer karakteristika fra reklamer med andre genrer. Reklamering er strategisk(210).

Technologization.Moderne samfund er karakteriserede ved en tendens mod stærkere kontrol over mere og flere dele af folks liv(215). Diskursteknologier etablerer en stærk sammenhæng mellem viden om sprog og diskurs, og magt(216).

Making Sense of the Tendencies.Noget om 'lokale diskursordener'(220). Og Foucault(221).

Conclusion: Relevant Models of Discourse.

Kapitel 8 – Doing Discourse Analysis.Data.Defining af Project.Hvad der er specielt ved en bestemt diskursiv praksis afhænger af den sociale praksis, som den er en facet af.Stil dig selv en række spørgsmål som du vil forsøge at svare(226).

The Corpus.Konstruktionen af et korpus af diskurseksempler, og bestemmelsen af hvilket supplementært materiale der skal samles og bruges(226). Det er delvist et spørgsmål om at vide hvad der er til at skaffe og hvordan, men det er også delvist et spørgsmål om at have en mental model af diskursordenen af den institution eller domæne som man undersøger, og de processer af forandring som den undergår, som en indledning til beslutninger om hvor eksemplerne til korpusset skal findes. Herunder beslutninger om, hvilke eksempler der er typiske og repræsentative for en bestemt praksis. Emnet skal ligeledes undersøges historisk i et eller andet omfang(227).

19

Enhancing the Corpus.An Example.Transcription.Coding and Selecting Samples within the Corpus.Man kan lave en detaljeret analyse af få af diskurseksemplerne(sample). 'Cruses' og 'moments of crisis': Dette er øjeblikke i diskursen, hvor der er bevis for at det går galt(230).

Analysis.1. Analyse af diskursive praksis (makro s.85) ved at fokusere på intertekstualitet og interdiskursivitet af diskurseksempler. 2. Analyse af tekster(og mikro aspekter af diskursive praksis). 3. Analyse af den sociale praksis som diskursen er en del af. De overlapper hinanden og kan komme i andre rækkefølger, men den er god at have in mente når man skal ordne sine resultater og præsentere dem(231).

Discourse Practice. Side 232-34.Interdiskursivitet s. 124-30 fokuserer på tekstproduktion. Formålet er at specificere hvilke diskurstyper der trækkes på og hvordan i de diskursprøver (sample) som analyseres. 'Diskurstype' bruges hvis man er usikker på om man har at gøre med genre, aktivitetstype, stil eller diskurs s.125-28. Spørg: Er der en logisk måde at karakterisere prøven på generelt(genre)? –Og i så fald hvad siger det så om den måde hvorpå prøven er produceret, distribueret og konsumeret? Trækker genren på mere en én genre? Hvilke aktivitets type(r), stil(e) og diskurs(er) trækkes der på(stil specificeres i forhold til tenor, måde/brug/modus(mode) og retorisk måde/brug/modus)? Er diskursprøven relativt konventionel i dens interdiskursive egenskaber, eller relativt innovativ(fornyende)? Intertekstuelle kæder s.130-33 fokuserer på tekstdistribution. Formålet er at specificere distributionen af en (type af) diskursprøve ved at beskrive de intertekstuelle kæder den hører indenfor –den serie af teksttyper den er transformeret om til eller ud af. Spørg: Hvilke slags transformationer undergår denne (type af) diskursprøve. Er de intertekstuelle kæder og transformationerne relativt stabile eller skifter de eller er der konkurrence? Er der tegn på at tekstproducenten regner med mere end et slags publikum?Kohærens s. 83-84 fokuserer på tekstkonsumption. Formålet her er at se på de fortolkende/forklarende implikationer af de intertekstuelle og interdiskursive egenskaber ved diskursprøven. Fx læserundersøgelser. Spørg: Hvor heterogen eller ambivalent er teksten for bestemte modtagere(interpreters) og som konsekvens heraf hvor meget skal så resoneres? Modtager denne prøve modsatrettede læsninger? Og fra hvilken slags læser?Vilkår(conditions) for diskursiv praksis s. 78-80 bringer det sociale/samf. og institutionelle aspekt ind. Formålet er at specificere tekstproduktionen og -konsumptionens sociale praksis som associeres med den type diskurs som prøven repræsenterer. Spørg: Produceres (konsumeres) teksten individuelt eller kollektivt?(findes der adskilte faser af produktionen? er animator, forfatter og principalen(chef) den samme eller forskellige personer?) Hvilke slags ikke-diskursive effekter har denne prøve? Manifest intertekstualitet s. 117-23 fokuserer på tekstproduktion. Det er et gråt område mellem diskursiv praksis og tekst: Det rejser spørgsmål om, hvad det kræver at producere en tekst, men det handler også om egenskaber der er 'manifeste' på overfladen af en tekst. Formålet er at specificere hvilke andre tekster der trækkes på og hvordan i konstitutionen af den tekst som analyseres. Genrer skifter i de brug/måder/modus af manifest intertekstualitet med hvem de bliver associeret, og et formål her er at undersøge sådanne forskelle.

20

Diskurs repræsentation. Spørg: Er den direkte eller indirekte? Hvad bliver repræsenteret: aspekter af kontekst og stil, eller kun idemæssig(ideational)mening? Er den repræsenterede diskurs tydeligt afgrænset? Er den oversat til den repræsenterende diskurs stemme? Hvordan er den gjort kontekstuel i den repræsenterende diskurs?Forudsætning(presupposition). Spørg: Hvordan ses forudsætninger som stikord i teksten? Er de links til andres hovedtekster, eller tekstproducentens hovedtekst? Er de ærlige eller manipulerende? Er de polemiske(så som negative sætninger)?Er der instanser af metadiskurs eller ironi?

Text. Side 234-37.Vekselvirkende(interactional) kontrol s. 152-8. Fokus er her på at beskrive større skala vekselvirkende organisationsmæssige egenskaber, hvorpå den velordnede/metodiske funktion og kontrol af interaktioner afhænger. En vigtig detalje er hvem der kontrollerer interaktionerne på dette stadie: I hvilken grad er kontrol forhandlet som et samlet resultat af deltagere, og i hvilken grad er den asymmetrisk udøvet af en deltager? Spørg: Hvilke tale-turs regler bruges? Er rettighederne og forpligtelserne for deltagerne(med respekt for overlapning eller stilhed fx)symmetriske eller asymmetriske? Hvilken meningsudvekslingsstruktur benyttes? Hvordan introduceres, udvikles og etableres emner, og er emnekontrollen symmetrisk eller asymmetrisk? Hvordan sættes dagsordener og af hvem? Hvordan styres de og af hvem? Evaluerer en af deltagerne de andres ytringer? I hvilken grad formulerer deltagerne interaktionen? Hvilke funktioner har formuleringerne, og hvilke(n) deltager(e) formulerer?Kohæsion s. 174-77. Formålet er at vise hvordan bisætninger og hovedsætninger er knyttet sammen i teksten. Denne information er relevant for beskrivelsen af tekstens 'retoriske brug/måde/modus(mode)': Dens strukturering som en måde/brug/modus af argumentation, fortælling etc. Spørg: Hvilke funktionelle relationer er der mellem tekstens hoved- og bisætninger? Findes der eksplicitte overflade-sammenhængende markører af funktionelle relationer? Hvilken slags markør(reference, udeladelse, konjunktion, leksikalsk) bliver mest brugt?Høflighed: s. 162-66. Formålet er at determinere(afgrænse/definere) hvilke høflighedsstrategier, der bruges mest i prøven; om der er forskelle mellem deltagerne; og hvad disse karakteristika siger om sociale relationer mellem deltagere. Spørg: Hvilke høflighedsstrategier bruges(negativ høflighed, positiv høflighed, ingen), af hvem, og med hvilke hensigter?Etos s. 166-67. Formålet er at samle de diverse egenskaber der forsøger at skabe 'selv', eller sociale identiteter i prøven. Etos involverer ikke kun diskurs, men hele korpusset. Alle de opstillede kategorier kan være relevant for etos.Grammatik s. 64. Tre dimensioner af grammatikken i bisætningen adskilles her: 'transitivitet', 'tema' og 'modalitet'. Disse korresponderer respektivt med de 'idemæssige', 'tekstuelle' og 'interpersonelle' funktioner af sproget.Transitvitet s. 177-85. Formålet er at undersøge om bestemte procestyper og deltagere bliver favoriseret i teksten, hvilke valg som er truffet med stemmen(aktiv eller passiv), og hvor betydningsfuld er nominaliseringen af processer. En stor interesse har agenturet(agency), udtrykket af kausalitet(årsagsbestemthed), og attributionen(egenskaben) af ansvarlighed. Spørg: Hvilke procestyper(aktion, begivenhed, relationelle (forholdsmæssige/relational),mentale) bliver mest brugt, og hvilke faktorer kan ligge til grund for dette? Er grammatisk metafor en fremtrædende egenskab? Er passivsætninger eller nominaliseringer der ofte, og hvis hvilke funktioner synes de så at tjene?Tema s. 183-85. Formålet er at undersøge om der er et mønster som kan skelnes i tekstens tematiske struktur ved valg af temaer til sætninger. Spørg: Hvad er tekstens tematiske struktur, og hvilke

21

antagelser(fx om struktureringen af viden eller praksis) ligger til grund for dette? Forekommer markerede temaer ofte, og hvis hvilke motivationer er der så for dem?Modalitet s. 158-62. Formålet er at klarlægge mønstre i teksten ud fra den grad af slægtskab som udtrykkes med sætninger gennem modalitet. En stor interesse er at vurdere/bestemme den relative import af modalitetsegenskaber for 1. sociale relationer i diskursen og 2. kontrol af virkelighedsrepræsentationer. Spørg: Hvi9lke slags modaliteter forekommer oftest? Er modaliteterne hovedsagelige subjektive eller objektive? Hvilke modalitetsegenskaber (modale verber, modale adverbier etc.) bliver brugt mest?Ordbetydning(word meaning): s. 185-90. Vægten er på 'nøgleord/stikord' som er af generel eller mere local kulturel signifikans; på ord hvis betydning er varierende og skiftende; og på et ords meningspotentiale – en bestemt strukturering af dets meninger/betydninger – som en måde/brug/modus af hegemoni og et fokus på kamp.Ordgivning(wording): s. 190-94. Formålet er at kontrastere de måder hvorpå betydning bliver givet ord med de måder de bliver givet ord i andre (typer) tekster, og at identificere modtagende perspektiv som ligger under ordgivningen. Spørg: Indeholder teksten nye leksikalske enheder, og hvis hvad er så den teoretiske, kulturelle eller ideologiske signifikans de har? Hvilke intertekstuelle relationer trækkes der på ved ordgivningen i teksten? Indeholder teksten bevis for overordgivning(overwording) eller genordgivning(rewording) (i modsætning til andre ordgivninger) i bestemte domæner af mening/betydning?Metafor s. 194-98. Formålet er at karakterisere de metaforer som bruge i diskursprøven, i kontrast til metaforer brugt for lignende mening/betydning andetsteds, og bestemme/afgrænse hvilke faktorer(kulturelle, ideologiske etc.) der bestemmer/afgrænser valget af metafor. Man bør også overveje den effekt metaforer har på tænkning og praksis.

Social Practice(86-96+kap.7) s. 37-38.Om diskursens sociale støbeform/oprindelse(matrix). Diskursordenen. Diskursordenens ideologiske og politiske effekter.

Results.Vi skal måske lære at være mere kritiske overfor de tekster og lignende som vi blindt trækker på(240).

22