NATO i det nye årtusind · 3 NATO nyt Vinter 1999 • udvidet partnerskab med 25...

Nr. 4VINTER 1999

UDKOMMERFIRE GANGE ÅRLIGT

NATO i det nye årtusindNATO i det nye årtusind

NATO

Lord Robertson

3 NATO i det nye årtusind

Lloyd Axworthy

8 NATO’s nye sikkerhedsopgave

Joseph S. Nye

12 NATO’s opgaver i informationsalderen

Boris Frlec

16 Sloveniens syn på mulighederne for stabilitet i det sydøstlige Europa

Bodo Hombach

20 Stabilitetspagten: nye veje i Balkan-politikken

Martin Dahinden

24 Schweizisk sikkerhedspolitik og partnerskab med NATO

Nancy T. Schulte

29 NATO’s Videnskabsprogram øger kontakten med partnerne

Index 1999

33 Vigtigste artikler efter forfatter

34 Indhold efter de enkelte numre

Forside: NATO’s generalsekretær LordRobertson taler på et uformelt møde i DetNordatlantiske Råd på sin første dag i detnye job den 14. oktober 1999.

(foto: NATO)

NATO’s generalsekretær Lord Robertsonog Det Nordatlantiske Råds faste repræ-sentanter ved en kontrolpost på vej fraPristina i Kosovo til Skopje i Den TidligereJugoslaviske Republik Makedonien* den22. oktober under deres todages besøg iområdet. (foto: NATO)* Tyrkiet anerkender Republikken Makedonien

ved dens forfatningsmæssige navn.

INDHOLDnyt Nr. 4 Vinter 1999 - Volume 47

Fokus på NATO

15 Tysklands nye fasterepræsentant

26 Irland tilslutter sigPartnerskab for Fred

28 Danmarks nye fasterepræsentant

Publisher: Peter Daniel - NATO, 1110 Brussels, BelgiumPrinted in Denmark by Scanprint

Fungerende redaktør: Vicki NielsenProduktionsassistant: Felicity Breeze

Lay-out: NATO Graphics StudioIllustrationer: NATO FototjenesteAnsvarlig overfor presseloven:Troels Frøling,Den Danske Atlantsammenslutning

Udgives under generalsekretærens myndighed. Hen-sigten med dette magasin er at bidrage til konstruktivdiskussion om atlantiske spørgsmål.Derfor repræsenterer artiklerne ikke nødvendigvis med-lemslandenes regeringers eller NATO’s synspunkter ellerpolitik.

Alle artikler må gengives efter tilladelse fra redaktørenog på betingelse af, at NATO nyt nævnes.Signerede artikler må kun gengives med forfatterens navn.

NATO nyt offentliggøres på World Wide Web sammenmed andre NATO-publikationer på:HTTP:// www.NATO.INT/.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:NATO’s kontor for information og presse:NATO/OTANB 1110, Bruxelles, Belgien.Fax: (+32-2) 707.4579E-mail: [email protected]

NATO nyt, der er gratis, og publikationer på dansk fås hos:

Atlantsammenslutningen:Ryvangs Allé 1Postboks 25212100 København Ø.Tlf. 39 27 19 44.

Hjemmeside:http://www.atlant.dk

E-mail:[email protected]

(Alle henvendelser om abonnement,levering etc.).

3NATO nyt Vinter 1999

• udvidet partnerskab med 25 centraleuropæiskeog centralasiatiske lande,

• intern reform, herunder den nye kommando-struktur,

• den massive udfordring, som udgjordes af den28-dage lange luftkampagne, der havde til for-mål at standse de menneskelige lidelser i Koso-vo.

Alle disse udfordringer blev håndteret med held,takket være Javier Solanas ledelse samtAlliancens bemærkelsesværdige sammenhold ogevne til at tilpasse sig. Alliancen har udviklet sigfra at være en passiv og reaktiv forsvarsorganisa-tion til en, som aktivt opbygger sikkerhed i heleEuropa. NATO’s dagsorden er i det seneste årtiblevet gennemført med så stor succes, at Allian-cen selv er mere relevant og uundværlig, end dennogensinde tidligere har været. NATO’s funda-ment er her på tærsklen til det 21. århundredeklippefast.

ad mig indledningsvist slå fast, at det er migen stor ære og fornøjelse at være blevet valgttil denne post. NATO har været og er stadig-

væk den mest effektive Alliance i hele verden.Ingen anden organisation har i det forgangnehalve århundrede gjort mere for at bevare freden,friheden og demokratiet for sine medlemmer. Ogi de seneste måneder har Alliancen bevist, at denkan leve op til selv de mest krævende sikkerheds-udfordringer i det euro-atlantiske område.

En stor del af æren for de seneste års succes til-falder min forgænger som generalsekretær, Dr.Javier Sonana. I hans fireårige embedsperiode harAlliancen stået over for følgende enorme udfor-dringer:• den første fredsbevarende mission i NATO-regi

uden for Alliancens område (Bosnien-Hercego-vina),

• den første udvidelse af Alliancen siden DenKolde Krigs afslutning,

• historiske aftaler med Rusland og Ukraine,

Den nye generalsekretær redegør i sin første artikel i NATO Nyt for sine visioner for Alliancen og for sine prioriteter her ved tiltrædelsenpå grundlag forgængerens resultater. Alliancens må bevare sit afgørende fundament, nemlig en sund transatlantisk forbindelse, der er

baseret på delte værdier og en fælles vilje til at bevare disse værdier. Det kræver en bedre balance med et større europæisk bidrag indenfor rammerne af en mere militært duelig Alliance. Og det nye NATO skal fortsat være åbent – åbent over for nye medlemmer, åbent over

for et større samarbejde med partnerne og åbent over for kreative måder at skabe fred og sikkerhed på i den euro-atlantiske region.

L

NATO i det nye årtusindLord Robertson

NATO’s generalsekretær og formand for Det Nordatlantiske Råd

NATO’s gene-ralsekretær LordRobertson taler

med SFOR-tropperfra en række for-

skellige lande iSarajevo i Bosnien

den 21. oktoberunder et todages-besøg i området.

(Foto: NATO)


Det NordatlantiskeRåd mødes den22. oktober medlederne fra dealbanske og serbi-ske samfund iKFOR’s hovedkvar-ter i Pristina iKosovo.(Foto: NATO)

Min opgave vil være at bygge videre på dennesucces for at sikre, at NATO fortsat er i stand til atløfte fremtidens udfordringer. Lad mig redegørelidt nærmere for nogle af disse udfordringer i detfølgende.

Stabilisering af BalkanNATO må fortsat fuldt ud løfte sin del af opgavenmed at stabilisere Balkan. Vi skal ikke kun konso-lidere den fred, vi opbygger i Kosovo, men ogsåbidrage til det internationale samfunds indsats forat skabe varig stabilitet og velstand i hele detsydøstlige Europa. Vi må sikre os, at denne regi-ons fremtid ikke fortsætter med at være fange affortiden.

Vi har allerede gjort store fremskridt i Kosovo.Med luftangrebene nåede vi vores mål om atstandse den etniske udrensning og tvinge præsi-dent Milosevic til at trække sine tropper ud. Lang-somt genskabes et sikkert miljø. Mere end800.000 flygtninge er vendt hjem. FN har etable-ret sig i området, og der er ca. 1.800 politifolk pågaderne.

Kosovos Befrielseshær (UCK) er opløst, og derer skabt en civil beredskabsstyrke. Et multi-etniskovergangsråd mødes en gang om måneden medhenblik på at udstikke rammerne for en multi-etnisk politisk fremtid. Og der er forberedelser igang til at afholde valg en gang til næste år. Detteudgør virkelige fremskridt, når man tænker på detkaos og den vold, som Kosovos borgere for kun fåmåneder siden var udsat for under det jugoslavi-ske regime.

Men vi er ikke nået til vejs ende. Det umiddel-bare mål for det internationale samfund, også forNATO, er at hjælpe alle borgere i Kosovo, så ogsåde kan nyde den fred og sikkerhed, som vi alle

nyder gavn af. Som tiden går, må vi også skabedemokrati og begynde at skabe betingelser for, atKosovo kan udvikles økonomisk. Det kræver, atvi udviser ægte vilje, men det er vi også parate til.Vi vandt krigen. Vi må ikke tabe freden.

Bosnien er et vidnesbyrd om, at det nytter atudvise tålmodighed. Bosnien har gjort store frem-skridt, siden NATO blev indsat i 1995 og fortsæt-ter i den rigtige retning. I år er 15.000 flygtningevendt hjem. Det er dobbelt så mange som sidsteår. Flere og flere moderate politikere vælges, fordibosnierne ønsker fred. Faktisk er sikkerhedssitua-tionen forbedret så meget, at Alliancen kan redu-cere antallet af tropper i Bosnien med en tredjedeltil ca. 20.000. Vi nærmer os vores langsigtedemål, nemlig selvbærende fred i Bosnien.

Men for at fastholde og styrke vores succes idisse to problemfyldte områder må vi løfte blikketog se på hele det sydøstlige Europa. Under heleKosovo-kampagnen viste vore partnere i det syd-østlige Europa deres solidaritet med NATO’s hand-linger og støttede de allierede, selvom de står overfor store økonomiske og indenrigspolitiske pro-blemer. De bør kunne regne med vores støtte nu.

Stabilitetspagten for Sydøsteuropa, som EU erinitiativtager til, er et stort skridt fremad. Dentager udgangspunkt i behovet for en mere omfat-tende tilgang til hele regionen med fokus på treområder: demokratisering og menneskerettighe-der, økonomisk genopbygning, udvikling og sam-arbejde samt sikkerhed.

NATO støtter aktivt Pagten på sikkerhedsområ-det. I centrum står Sydøsteuropa-initiativet, somblev vedtaget på Washington-topmødet i april1999. Dette initiativ indebærer, at de allierede ogsyv lande i regionen går sammen om at udviklepraktisk samarbejde. Vi vil samarbejde med dissepartnere for at fremme regionalt samarbejde. Ogsom led i NATO’s udvidelsesproces vil vi bistå

lande fra det sydøstlige Europa, som ønsker atblive medlemmer af Alliancen, med at forberedederes kandidatur.

Mit mål er at bidrage til at skabe et Balkan, somer en del af den europæiske familie af demokrati-ske værdier fremfor at udgøre et problem for den.Det vil jeg prioritere højt i min embedsperiode.

Forbedring af forsvarskapaciteten og interoperabiliteten

Både Bosnien og Kosovo var vidnesbyrd om vær-dien af diplomati understøttet af militær magt.Hvis vi får et tilsvarende behov i fremtiden, må vi

sikre os, at der er tilstrækkelig militær magt tilrådighed. I den henseende var Kosovo-krisen ikkekun en succes, men også en brat opvågnen. Dengjorde det krystalklart, at NATO har behov for atforbedre sin forsvarskapacitet. Vi må gennemføreforandringerne i dag, så vi kan modstå overra-skelserne i morgen.

Under luftangrebene bar USA en uforholds-mæssig stor del af byrden, fordi de allierede ikkehavde den nødvendige militære kapacitet og tek-nologi. Det er klart, at vi må rette op på denneubalance og arbejde for at sikre, at alle allieredehar den nødvendige teknologi til at være militærteffektive og til at kunne arbejde effektivt sammen.

Forsvarskapacitetsinitiativet, som blev vedtagetpå Washington-topmødet, er et stort skridt i den

rigtige retning. Dette pro-jekt vil være med til atsikre, at alle NATO’s allie-rede udvikler visse afgøren-de kapaciteter. Det vil ogsåmedvirke til at forbedreinteroperabiliteten mellemde allierede styrker. Dettehandler ikke kun om atbruge flere penge. Dethandler om at bruge dembedre.

At øge interoperabilite-ten med NATO’s partnerestår også højt på priorite-ringslisten. Vi har set, hvorvigtigt inddragelse af part-nerne er i både Bosnien og iKosovo i gennemførelsen affredsstøttende operationer iEuropa.


Amerikanske sol-dater fra den 31.Luftværnsekspedi-tionsstyrke klargørden 30. marts delaserstyrede bom-ber på et F15-fly

på luftbasen i Avi-ano i Italien. De

allierede var underOperation Allied

Force stærktafhængige af det

amerikanskeflyvevåbens

avancerede våben-teknologi.

(Foto: Reuters)

▼


Javier Solana, EU’sHøjtståendeRepræsentant forden FællesUdenrigs- ogSikkerhedspolitik,lytter til den finskeudenrigsministerTarja Halonen, for-mand for EU’s råd.Anledningen er detførste formellemøde med deltagel-se af både EU’sudenrigsministre ogforsvarsministre,som fandt sted iBruxelles den 15.november. Påmødet drøftedesforslag til skabelseaf en europæiskhurtig reaktions-styrke som led iforberedelserne tilEU-topmødet i Hels-ingfors.(Foto: AP)

Jeg byder det velkommen, at Rusland igen delta-ger i møderne i Det Permanente Fællesråd, ogsåpå militært niveau. Men vi må se at komme vide-re end til blot at diskutere Bosnien og Kosovo oggenoptage arbejdet inden for alle de områder, derer omfattet af NATO-Rusland Akten.

Grunden er den enkle, at sikkerhed i Europakræver, at NATO og Rusland arbejder sammen.Det kan man ikke komme udenom. NATO ogRusland har en række fælles interesser: bevarelseaf freden på Balkan, våbenkontrol, ikke-spredningog samarbejde på det videnskabelige område.

Det er til gensidig fordel at samarbejde påområder, hvor vi er enige, og at fortsætte dialogen,hvor vi måtte være uenige. Jeg har til hensigt atarbejde hårdt for at opbygge et sådant stærkt,praktisk orienteret forhold.

Styrkelse af båndene med vores andre partnere

Jeg ønsker også at styrke båndene mellem NATOog dets partnere yderligere. Under hele Kosovo-krisen har NATO’s partnere klart vist, at de ikkelængere står på den sikkerhedspolitiske sidelinje.De spiller nøgleroller.

De lande, der grænser op til Kosovo, ydedeuvurderlig bistand til de titusinder af flygtninge,som søgte at undvige de serbiske sikkerhedsstyr-kers brutalitet. De støttede stædigt NATO’s opera-tioner rettet mod at standse volden. Og nu senderover 20 partnere tropper til Kosovo for at hjælpefreden på vej ligesom i Bosnien.

Disse vigtige bidrag viser, at Partnerskab forFred (PfP) og Det Euro-Atlantiske Partnerskabs-

(1)

HøjtståendeRepræsentant for DenEuropæiske UnionsFælles Udenrigs- ogSikkerhedspolitik.

Afbalancering af AlliancenJeg ønsker også at arbejde for at styrke Europasrolle i NATO. Den Europæiske Sikkerheds- ogForsvarsidentitet (European Security and DefenceIdentity, ESDI) er ikke kun en god ide. Det ernoget, der haster. Hvis man skal sige det enkelt,må byrdefordelingen til håndtering af sikkerheds-politiske kriser i Europa ikke falde ud til skade forUSA. Vi må skabe en mere afbalanceret Alliancemed et stærkere europæisk input.

Europa anerkender dette og er i færd med atgøre noget ved det. Europa må nu skabe de nød-vendige kapaciteter og institutioner, for at gøredet muligt for europæerne at spille en større rollei bevarelsen af fred og sikkerhed. NATO støtterdenne proces.

Selv vil jeg sikre, at ESDI er baseret på de treI’er• Improvement - forbedring af

europæisk forsvarskapacitet• Inclusivenes - åbenhed og gen-

nemskuelighed for alle allierede• Indivisibility - udelelighed af

transatlantisk sikkerhed, baseretpå vores fælles værdier.

ESDI betyder ikke ”mindre USA”,men ”mere Europa” og et stærkereNATO. Jeg ser frem til at arbejdesammen med Javier Solana på hansnye post som ”hr. FUSP”(1)

Genoprettelse af forholdet mellem NATO og Rusland

En anden hastesag er at etablere etbedre samarbejde med Rusland.

Den russiske præsi-dent Boris Jeltsin(til højre), uden-rigsminister IgorIvanov (til venstre)og forsvarsministerIgor Sergey(bagerst i midten)under åbningscere-monien ved OSCE-topmødet i Istanbuli Tyrkiet den 18.november. En afLord Robertsonsprioriteter er at fåsamarbejdet mel-lem NATO ogRusland på skinnerigen.(Foto: AP)

▼

NATO’s general-sekretær, Lord

Robertson, og denØverstbefalendefor de Allieredetyrker i Europa,general Wesley

Clark, mødes medLjubco

Georgievski, pre-mierminister i Den

TidligereJugoslaviske

RepublikMakedonien*.

Makedonien var etaf de partnerlande

med grænser tilKosovo, som

ydede trofast støt-te under Kosovo-krisen og hjalp til

titusinder afKosovo-albanske

flygtninge. (Skopje den 22.

oktober).

(Foto: Belga).

råd (EAPC) har bevist deres værdi ved at udvikleen samarbejdsbaseret tilgang til sikkerhed i heledet euro-atlantiske område. Jeg mener, at PfP ogEAPC bør bliver endnu mere operationelle ogrelevante for vores partneres sikkerhedsbehov.Derfor vil jeg fuldt ud støtte de forbedringer, vifor nyligt har gjort med hensyn til PfP for at for-bedre interoperabiliteten og give vores partneremere at sige i planlægningen og udførelsen afNATO-ledede fredsstøttende operationer.

Næste udvidelsesrundeEndelig vil en af mine helt centrale opgaver væreat forberede NATO på næste udvidelsesrunde.NATO’s stats- og regeringschefer har udtrykt viljetil at overveje yderligere udvidelse senest år 2002.

Mellem nu og det tidspunkt må vi gøre fuldtbrug af Medlemsskabshandlingsplanen og givealle lande, som ønsker medlemskab, så megenstøtte som muligt til at nå deres mål. NATO’s dørforbliver åben.

Alt i alt er dette en bred og ambitiøs dagsorden,hvis indfrielse vil kræve meget hårdt arbejde.Men jeg er optimist på vegne af denne storslåedeAlliance.

NATO står den dag i dag i centrum for Europas


Den nye generalsekretærDen 14. oktober 1999 efterfulgte Lord Robertson (53 år) Javier Solana som NATO’s generalse-kretær.

Han er født i Port Ellen på den skotske ø, Isle of Islay, og er kandidat (MA) i økonomi fra Dun-dee-universitetet. Efter studierne arbejdede George Robertson som fuldtidsansat i fagforeningenGeneral, Municipal and Boilermaker’s Union fra 1968 til 1978 med ansvar for den skotske whi-skyindustri.

Herefter gik han ind i politik og var fra 1978 til 1999 medlem af parlamentet for Labour, valgti Hamilton-kredsen (senere Hamilton South-kredsen). I 1979 indgik han i sekretariatet for mini-steren for sociale ydelser.

Efter 1979-valget blev han ordfører for oppositionen, først for skotske spørgsmål (1979-80) ogsiden for forsvarsspørgsmål (1979-80). Fra 1981 til 1993 havde han forskellige positioner som ord-fører for oppositionen i udenrigspolitiske spørgsmål og Commonwealthspørgsmål – blandt andetsom stedfortrædende ordfører for udenrigspolitiske spørgsmål og Commonwealthspørgsmål(1983) og som ledende ordfører vedrørende europæiske anliggender fra 1984 til 1993. Han ind-trådte i skyggekabinettet som skyggeminister for skotske anliggender i 1993, hvilket han fortsattemed, indtil Labour atter fik magten efter valget i maj 1997.

Lord Robertson var herefter forsvarsminister, indtil han blev udpeget som generalsekretær forNATO.

Før han indledte sit virke på den nye post blev han adlet for livstid og tog den 24. august 1999titlen Lord Robertson of Port Ellen.

Han har haft en række tillidsposter og modtaget flere hædersbevisninger, herunder udnævnel-sen som Årets Parlamentariker i 1993 for sin rolle under ratifikationen af Maastricht-traktaten.

[Hele generalsekretærens curriculum vitae kan læses på NATO’s hjemmeside på: www.nato.int./cv/secgen/robert-e.htm]

(*) Tyrkiet aner-kender Republik-ken Makedonien

ved densforfatnings-

mæssige navn.

kollektive forsvar med sine nye opgaver, nyemedlemmer og stadigt dybere partnerskaber.Det er afgørende at sikre, at NATO fortsatyder et enestående og vitalt bidrag til euro-atlantisk sikkerhed også i det næste århun-drede. ■

ATO står på sin 50-årsfødselsdag over for enhelt anden verden end

den, som fandtes i de første40 år af NATO’s historie.Den Kolde Krigs afslutningbetød en dramatisk foran-dring i det strategiske miljøbåde i Europa og globalt. Ogaccelererende globaliseringog stadigt mere væsentligegrænseoverskridende fæno-mener er hele tiden med til atændre de internationale ram-mebetingelser. Trusler modsikkerheden er mere kom-plekse nu end nogensindetidligere. En lang rækkespørgsmål, som går på tværsaf grænser – folkevandringer,etniske konflikter, organi-seret kriminalitet, sygdom,forurening, overbefolkningog underudvikling – kanhave lige så stor betydningfor fred og sikkerhed som de traditionelle trusler iform af mellemstatslig aggression.

Den menneskelige sikkerheds dynamik

I dette foranderlige miljø er forestillinger om, atglobal fred og sikkerhed hovedsageligt er baseretpå national sikkerhed, ikke længere tilstrækkelige.I de seneste 15 år har der været flere konflikterinden for stater end mellem stater. Og de flesteofre har været civile. Individets sikkerhed –”menneskelig sikkerhed” – får en mere fremtræ-dende plads i vores definition af fred og sikker-hed. Disse nye konflikter ledsages ofte af omfat-tende grusomhed, voldskriminalitet og terrorisme.

Mens staters sikkerhed –og sikkerheden mellem stater– fortsat er en nødvendigbetingelse for menneskerssikkerhed, er vores forståelseaf sikkerhed nødvendigvisblevet langt bredere over deseneste år. De nye konflikterer ekstremt komplekse ogudspringer af mange fakto-rer. Deres løsninger er ogsåkomplekse og afhænger af enrække forskellige instrumen-ter af politisk, civil og mili-tær karakter.

Krisen i Kosovo og Alli-ancens svar på den er kon-krete udtryk for denne men-neskelige sikkerheds dyna-mik i funktion. Først og frem-mest har konflikten i Kosovogjort os det klart, at enkelt-personer i stigende grad er devæsentligste ofre i, mål for oginstrumenter i moderne krig.

De uudslettelige indtryk fra konflikten i Kosovo –den tvangsmæssige fordrivelse og den brutale ogtilfældige magtanvendelse – understregede, at derikke findes en anerkendt international mekanismetil beskyttelse af civile mod en aggressiv, tyranniskstat. De allieredes svar har vist, at forsvar af men-neskelig sikkerhed er blevet et globalt anliggende.Det var således den humanitære nødsituation, somfik NATO til at skride til handling.Vores Alliancehavde både midlerne og beslutsomheden til athandle, og jeg tvivler ikke på, at den vil gøre detigen, hvis det bliver nødvendigt.

Det er desværre ikke altid muligt at gå handle-kraftigt til værks i hele verden. I Centralafrika, Øst-timor og Sierra Leone har civile været spydspis iden nye krigspraksis - for eksempel den meget be-klagelige brug af børnesoldater og stigende anven-delse af brutale paramilitære tropper, som i nogle


I det nye sikkerhedsmiljø er individets sikkerhed - eller “menneskelig sikkerhed” - en stadig vigtigere faktor, når demokratiske regeringerudformer deres politik. Kosovo-krisen viste, at enkeltindivider stadigt oftere er de væsentligste ofre og mål for statslig aggression.

Kosovo-krisen var også et praktisk eksempel på den menneskelige sikkerheds dynamik, i og med at det var den humanitære nødsituation,som udløste allieret indgriben. Men det internationale samfund kan også håndtere trusler mod mennesker på anden måde end

gennem sanktioner og militær magt. Der er nemlig gode muligheder for forebyggende tiltag. NATO’s Partnerskab for Fred bidrager tilat skabe demokrati og dermed menneskelig sikkerhed i hele den euro-atlantiske region. På samme måde er multilaterale initiativertil at rydde miner og bekæmpe illegal våbenhandel - for nu bare at nævne to områder hvor NATO’s ekspertise kan komme til nytte

- med til at skabe sikkerhed for den enkelte.

N

NATO’s nye sikkerhedsopgaveLloyd Axworthy

Canadas udenrigsminister

Canadas udenrigs-minister LloydAxworthey indvierden 17. novemberden canadiskeregerings forbin-delseskontor iKosovos hoved-stad Pristina.

(Foto: AP)

tilfælde skal dække over en stats egen deltagelse.Det er også civile, der lider mest under den moder-ne krigs vilkårlige og billige våben som for eksem-pel anti-personelminer og lette militære våben.

Det står nu klart, at FN kun kan udfylde sinrolle med hensyn til fred og sikkerhed, når med-lemsstaterne har politisk vilje til at bidrage til enløsning. Disse løsninger kan indebære brug afmilitær magt i visse tilfælde. Andre mulighederkan være politiske forholdsregler som for eksem-pel en samlet indsats for at kontrollere den uregu-lerede handel med lette våben.

Det enkelte menneskes sikkerhed er selvfølge-lig ikke et nyt spørgsmål. Det er de aktuelle truslermod menneskers sikkerhed heller ikke. Der haraltid været ofre, og der har også altid været ger-ningsmænd som unddrog sig straf. Terrorisme oggrænseoverskridende kriminalitet er muligvisproblemer af nyere dato, men de har også eksiste-ret i årtier.

Det internationale samfunds søgen efter midlertil at gøre noget ved civiles vanskelige vilkår undervæbnede konflikter er heller ikke et fænomen af igår. En moderne doktrin om individers sikkerhedså dagens lys med dannelsen af den Internationa-le Røde Kors-komite for mere end 100 år siden.Denne doktrin afspejles i alle de grundlæggendedokumenter, som vores internationale systembygger på, herunder FN-Pagten, Verdens-erklæringen om Menneskerettigheder samtGenève-Konventionerne fra 1949 (og deres til-lægsprotokoller fra 1977).

Den nye sikkerhedspolitiske dagsordenDet nye består i, at paradigmet ændrer sig. Kon-ceptet om menneskelig sikkerhed opstiller en ny

En etnisk albanskfamilie flygter den22. februar fra de

voldsommekampe mellem

Kosovos Befrielses-hær og jugosla-

viske styrker i detnordlige Kosovo.

”Det var denhumanitære nødsi-

tuation, som fikNATO til at skride

til handling.”

(Reuters photo)

målestok til vurdering af, om den nationale ellerinternationale sikkerhedspolitik har succes, ellerslår fejl, altså om sikkerhedspolitikken øgerbeskyttelsen af civile fra statsstøtte aggression ogcivil – især etnisk – konflikt eller ej.

Det betyder ikke, at den nationale sikkerhed,således som den traditionelt defineres, på nogenmåde er blevet mindre relevant. Tværtimod, mel-lemstatslig sikkerhed er stadig en nødvendigbetingelse for menneskers sikkerhed. Men en statssikkerhed er ikke i sig selv nogen garanti for denpågældende stats befolknings sikkerhed. Koncep-tet om menneskelig sikkerhed er ikke alene ethjælpemiddel til at vurdere vores sikkerhedspoli-tiks effektivitet, men understreger også betydnin-gen af forebyggelse for at mindske sårbarhedenog peger på, hvad der kan gøres, hvis forebyggel-sen slår fejl.

Denne nye sikkerhedspolitiske dagsordenintegrerer både traditionelle og menneskelige til-gange til sikkerhed og udgør en ny målestok tilvurdering af forskellige politiske handlemulig-heder. Sådan en ny sikkerhedstilgang tilskynderpolitikere til at overveje de menneskelige omkost-ninger ved strategier til fremme af statslig oginternational sikkerhed og til for eksempel at stil-le sig det spørgsmål, om de sikkerhedsmæssigefordele ved anti-personelminer ikke mere endopvejes af de menneskelige omkostninger i formaf mistede lemmer og tab af liv.

Når man tager udgangspunkt i konceptet ommenneskelig sikkerhed, udgør frem-

me af menneskerettigheder, demo-krati og udvikling et værn mod


Nu afdøde prinses-se Diana i samtale

med to ofre forlandminer under

et besøg på et ort-opædisk værksteduden for Luanda i

Angola i januar1997. Besøget

havde til formål atfremme bevidst-

heden om de for-færdelige skader,landminer tilføjer

civile.

(Foto: AP)

▼


ustabile stater og interne konflikter. Multilateraltsamarbejde er så meget desto vigtigere, når græn-seoverskridende udfordringer mod menneskerssikkerhed skal tackles. I det seneste årti er derudviklet en hel vifte af nye internationale instru-menter med henblik på at bekæmpe organiseretkriminalitet, narkohandel, terrorisme og miljø-ødelæggelser, som i stigende grad påvirker almin-delige borgeres liv. Men det nye er, at vi med kri-serne i Kosovo og Øst Timor har set, at det inter-nationale samfund er parat til at bruge tvang,inklusive sanktioner og militær magt, for at hånd-tere alvorlige trusler mod menneskers sikkerhed.

En større forståelse for menneskelig sikkerhedgør det stadigt mere påkrævet at styrke den opera-

tionelle koordination både internt og i forhold tilandre internationale spillere for at samle alle ele-menterne i kompleks fredsskabelse, fredsopbyg-ning og fredsbevarelse i en sammenhængende ogeffektiv helhed.

International handlingDen nye sikkerhedsdagsorden har allerede ført tilvigtige resultater. I marts trådte ”Konventionenom forbud mod brug, lagring, fremstilling ogoverførsel af anti-personelminer og om deres øde-læggelse” i kraft. Ottawa-Konventionen er nuunderskrevet af 135 lande og er ratificeret af 87.Da den blev underskrevet i december 1997, love-de landene at yde en halv mia. dollars til mine-rydning. Den canadiske regering ydede 100 mio.dollars, og vi har indledt arbejdet i nogle af deværst ramte lande, nemlig Cambodia, Ecuador,Guatemala, Mozambique, Nicaragua og Perusamt Bosnien-Hercegovina og Kosovo. En af

Canadas højt prioriterede politikker på mine-området er at forebygge, at nye miner blivertaget i anvendelse i fremtidige konflikter, ogvi er begyndt at arbejde sammen med voresallierede i NATO for at nå det mål ved atbistå lande med at destruere deres lagre afanti-personelminer.

De allierede og partnerne er allerede ifuld gang med at koordinere indsatsen forat fjerne de miner, som allerede er lagt. Detsker gennem et initiativet ”Global Huma-nitarian De-mining”, som er vedtaget påDet Euro-Atlantiske Partnerskabsråd(EAPC). Eksperthold fra NATO bistårogså løbende det albanske militær med attræne specialister til at fjerne ueksplode-ret ammunition og rådgiver det om stabilog sikker opbevaring af ammunition.

Aftalen om at oprette en InternationalStraffedomstol var et andet vigtigt skridt, som detinternationale samfund tog. Domstolen vil bidra-ge til at afskrække mod nogle af de værste over-trædelser af international humanitær ret. DenInternationale Krigsforbryderdomstol for det tid-ligere Jugoslavien (ICTY) – Den InternationaleStraffedomstols forløber – bidrager betragteligt tilat genindføre retfærdighed i både Bosnien og Ko-sovo. Øget samarbejde mellem NATO og ICTY ide seneste år er endnu et bevis på den stigendeanerkendelse af, at sikkerhed virkelig er udelelig.

Bekæmpelse af årsagerne til konflikterMenneskelig sikkerhed udfordres stadigvæk påmange andre måder. Lette våben, som er billige og

Den bosnisk-serbi-ske stabschefgeneralløjtnantNovica Simic (tilvenstre) hilser påSFOR-chefen, denamerikanske gene-ral Ronald Adams(til højre), mensden canadiskeambassadør iBosnien-Hercegovi-na Sam Hanson (imidten) ser til.Ceremonien mar-kerer ødelæggel-sen af antiperso-nel landminer påJahorina-bjergetnord for Sarajevoden 15. november1999. Ca.360.000 landmi-ner blev ødelagtsom led i etdestruktions-program baseretpå Ottawa-Konven-tionen fra 1997.

(Foto: AP)

”Problemet medlette våben skal

løses som et inte-greret led i kon-

fliktforebyggelse,konfliktstyring,

fredsbevarelse oggenopbygning

efter en konflikt.”

(Foto: Reuters)

lette at transportere, smugle og gemme, er blevetudbredte redskaber for krigsherrer, narkohandlere,internationale terrorister og almindelige kriminel-le. Canada ønsker at fremme kontrol med brug ogspredning af lette våben på tre måder: våbenkon-trol, kriminalitetskontrol og fredsopbygning. Den-ne integrerede tilgang er rettet mod såvel udbudsom smugling af sådanne våben og har endvideretil formål at afskaffe de våbenlagre, som er tilba-ge, efter konflikterne er afsluttet, og mindske efter-spørgslen efter våben. Problemet med lette våbenskal løses et integreret led i konfliktforebyggelse,konfliktstyring, fredsbevarelse og genopbygningefter en konflikt. Fredsoperationer er nemlig langtfarligere at udføre i områder, hvor der findes ille-gal og ureguleret handel med lette våben. NATOog EAPC har pligt til at gå til problemets rod, nårdet gælder disse bidragende årsager til konflikt.Jeg byder derfor det initiativ velkommen, som blevfremlagt i marts i EAPC, og som har til formål atbidraget til kontrollen med lette våben og at styrkede operationelle aspekter af Partnerskab for Fred-programmer på dette område.

I 1996 lancerede Canada Det Canadiske Freds-opbyggende Initiativ (Canadian PeacebuildingInitiative) med henblik på at tackle konflikters år-sager og bidrage til at forebygge deres genopståenved bedre at koordinere den canadiske bistand tilde samfund, som er i færd med at komme sig efteren konflikt. Der er siden iværksat en række pro-grammer, for eksempel i Guatemala, hvor der ydesbidstand til det civile samfunds gennemførelse affredsaftalerne, i Bosnien for at fremme kendskabettil fredsaftalerne, i Mozambique til støtte for etprogram til ombytning af våben til landbrugsred-skaber og i Vestafrika til fremme af Mali’s initiativtil et vestafrikansk regional våbenmoratorium.

Den nye sikkerhedsdagsorden og NATODet nye sikkerhedsbegreb er centralt for det nyeNATO. Alle Alliancens nye partnerskabs- og sam-arbejdskativiteter er baseret på den antagelse, atde værdier, som har holdt Alliancen sammen i 50år (demokrati, individuel frihed og retsstatsprin-cipper) også er centrale for varig fred og sikker-hed i hele det euro-atlantiske område.

Kriserne i det tidligere Jugoslavien har sat disseværdier på prøve. Alliancens lederskab i freds-støttende operationer og dens vilje til at gribe indi Kosovo viser, i hvor høj grad NATO’s nye opga-ver drejer sig om at beskytte menneskelig sikker-hed og udbrede stabilitet. Da tusinder af flygtnin-ge var tvunget til at forlade Kosovo, trådte NATOtil med basale tjenesteydelser og husly i hastigtopførte flygtningelejre, indtil civile organisationervar i stand til at overtage. Det var også NATO-

tropper som sikrede de samme flygtninge mulig-heden for at vende tilbage til deres hjem. I dag ertropper fra NATO- og partnerlandene aktivt invol-veret i at genopbygge samfundene i både Bosnienog Kosovo. Deres opgave drejer sig i lige så højgrad om at bygge bro mellem samfundene som atforebygge vold. De er inddraget i alt lige fra læge-hjælp og udrykningstjenester til genopbygning afskoler eller den vanskelige, men afgørende, opga-ve at fjerne miner. NATO-missionen støtter ogsåICTY i dens efterforskning og søgen efter bevisermed henblik på retsforfølgelse af krigsforbrydel-ser. Kosovo er et klart eksempel på, at militærmagt kan støtte humanitære sikkerhedsmål.


Forebyggelse er bedre end helbredelseMen, som ordsproget udtrykker det: det er bedreat forebygge end at helbrede. NATO har her enrolle at spille ved at imødegå fremspirende truslermed henblik på at forebygge konflikter. Det vel-lykkede Partnerskab for Fred-program går netopud på at fremme demokratiske strukturer og - der-ved - menneskelig sikkerhed i hele det euro-atlan-tiske område. Allierede og partnere mødes jævn-ligt i EAPC for at udveksle ekspertise og samar-bejde om at håndtere nogle af de nye grænse-overskridende risici. De nylige EAPC-initiativerinden for minerydning og forebyggelse af ulovlighandel med lette våben er blot to eksempler på,hvordan NATO’s ekspertise kan bidrage til attackle trusler mod menneskelig sikkerhed.

NATO har - ikke blot i teorien, men også i prak-sis - allerede integreret en bredere forståelse afsikkerhed i sin reaktion på det nye sikkerhedsmil-jø. For det nye NATO er sikkerhed et sammen-hængende spektrum, som omfatter både sikker-hed for stater og sikkerhed for individer. Kun gen-nem en mere udbredt og dybere anerkendelse afmenneskelig sikkerheds betydning for freden ogstabiliteten vil NATO kunne blive ved med atvære relevant og effektiv, når det gælder håndte-ringen af de mangeartede udfordringer i det kom-mende århundrede. ■

osovo er et dramatisk eksempel på et størreproblem, nemlig hvordan NATO skal define-re sine opgaver i informationsalderen. Under

Den Kolde Krig var inddæmningen af den sovje-tiske magt ledestjernen for NATO’s politik.NATO’s officielle job var enkelt og veldefineret:at afskrække Warszawapagten fra at invaderemedlemsstaterne. Men hvad er grænserne forNATO’s opgaver efter Sovjetunionens sam-menbrud? Under Kosovo-krisen affyrede NATOsit første skud i vrede i en region uden for Allian-cens traktatområde og med erklærede humanitærebegrundelser. Hvilke kriterier kan NATO lægge tilgrund, når det skal formulere en politik om trus-sel om magtanvendelse eller brug af magt i det 21.århundredes strategiske miljø?

Verden i informationsalderenVi må for det første have et klart billede af magt-fordelingen i informationsalderen. For nogle er detafgørende, at bipolariteten er afløst af multipo-laritet. Men det er ikke en særlig god beskrivelseaf en verden, hvor et land, USA, er alle andre over-legen i styrke. På den anden side er unipolaritetheller ikke nogen god beskrivelse, fordi den over-vurderer, i hvor høj grad USA kan få sin vilje.

Magten er snarere fordelt som et tredimen-sionalt skakbræt. Det øverste bræt er det militære,som er unipolært. Her overgår USA langt de øvri-ge stater. Det mellemste bræt er det økonomiske,og det er multipolært. Her står USA, Europa ogJapan for totredjedele af verdens produktion. Detnederste bræt består af transnationale, grænseo-verskridende relationer, der ligger uden for rege-ringernes kontrol. Det har en langt mere spredtmagtstruktur.

Denne kompleksitet gør formuleringen af poli-tik langt vanskeligere. Det betyder, at man skalspille på flere bræt på samme tid. Og selvom manikke bør undervurdere den militære magts fortsat-te betydning i nogle sammenhænge, bør USA’smilitære unipolaritet ikke få en til at tro, at USAmagt er større inden for de øvrige dimensioner,end tilfældet er. USA er en overlegen, men ikkedominerende, magt.

En anden vigtig sondring går mellem ”hårdmagt”, som er et lands økonomiske og militæremagt, og ”blød magt”, som udgøres af kulturel ogideologisk tiltrækning(1). De vestlige demokratiskeog humanitære værdier, som NATO i 1949 blevpålagt at forsvare, er betydningsfulde kilder til”blød magt”. Både den hårde og bløde magt erafgørende, men i informationsalderen stiger denbløde magt i betydning.

Massive strømme af billig information har øgetantallet af kontakter, det går på tværs af grænser.Globale markeder og ikke-statslige aktører spilleren større rolle. Det er lettere at gennemtrænge sta-ter, og disse lever i stadigt mindre grad op til detklassiske realistiske billede af solide billardkugler,som støder ind i hinanden. Det er grunden til, atdet bliver stadigt sværere for politiske ledere atforfægte et sammenhængende sæt af uden-rigspolitiske prioriteter, og at det bliver stadigtsværere at formulere en enkelt national interesse.

Forskellige aspekter af informationsalderenpeger i forskellige retninger med hensyn tilNATO-medlemmernes kollektive interesser.Alligevel er der meget, der taler for, atinformationsrevolutionen vil have langsigtedekonsekvenser, som vil gavne demokratier.Demokratiske samfund kan skabe troværdiginformation, fordi de ikke trues af denne.Autoritære stater vil have større problemer. Rege-


Kosovo viste, at ”CNN-effekten” (den frie informationsudveksling og den hurtigere nyhedscyklus) havde enorm betydningfor den offentlige mening, og at den placerede nogle emner højere på den politiske dagsorden, end de måske fortjente.

Det bliver stadigt sværere for politiske ledere i demokratiske lande at bevare en sammenhængende prioritering i udenrigspolitikken og afgøre, hvad der er i den nationale interesse. Joseph Nye beskriver, hvordan magten er fordelt iverden efter Den Kolde Krigs afslutning og informationsalderens begyndelse. Han giver et bud på, hvilke kriterier, der

måske kan være ledetråd for NATO’s politik i det 21. århundredes nye strategiske miljø.

K

NATO’s opgaver i informationsalderenJoseph S. Nye, Jr.

Dekan på Kennedy School of Government,tidligere viceforsvarsminister med ansvar for internationale sikkerhedsspørgsmål (1994-95)

(1)

Joseph S. Nye, Jr., Boundto Lead: The ChangingNature of AmericanPower (New York BasicBooks, 1990, kap. 2).

”I stedet for enenkelt kosmopoli-

tisk landsby, vil[kommunikations-

teknologien]måske skabe etvirvar af globale

landsbyer…”

(Foto: Reuters)

ringer kan begrænse deres borgeres adgang tilInternettet og globale markeder, men de betalerdyrt for det. Singapore og Kina kæmper for øje-blikket med disse problemer.

“CNN-effekten”Der er dog sider af informationsalderen, som erknapt så godartede. Den frie udveksling af infor-mation over radio har altid påvirket den offentligeopinion og formuleringen af udenrigspolitikken,men nu er informationsmængderne øget, og denhurtigere nyhedscyklus har mindsket den tid, derer til rådighed for overvejelser forud for de politiskvalg. Ved at fokusere på bestemte konflikter ogmenneskerettighedsproblemer presser udsendelserpolitikere til at reagere på nogle udenrigspolitiskeproblemer frem for andre. Den såkaldte ”CNN-effekt” gør det sværere at bevare en bestemtoffentlig dagsorden, hvor nogle emner fortjener enhøjere prioritering end andre. Nu, hvor aktivister istigende grad finder samme på Internettet, bliverdet endnu sværere at bevare en sammenhængendedagsorden.

Global snæversynethedEt andet problem er, at transnationale informa-tionsstrømme påvirker nationale samfunds stabi-

litet. Den canadiske medieguru Marshall Mc-Luhan forudsagde engang, at kommunikations-teknologien ville forvandle verden til en globallandsby. I stedet for en enkelt kosmopolitisk lands-by, vil den nok snarere skabe et virvar af globalelandsbyer, der hver især er præget af al det snæver-synede had, som ordet ”landsby” indebærer, menogså har større bevidsthed om globale uligheder.Globale økonomiske kræfter vender op og ned påtraditionelle livsformer, og konsekvensen er, at derpå en og samme tid sker en øget økonomisk inte-gration og samfundsmæssig disintegration.

Det gælder især de svage stater, som opstodefter sammenbruddet af det sovjetiske imperiumog de gamle europæiske imperier i Afrika. Politi-ske igangsættere bruger billige informations-kanaler til at mobilisere utilfredshed, hvorved defremprovokerer skabelsen af subnationale stam-mesamfund, undertrykkende nationalisme elleretniske og religiøse samfund, der går på tværs afnationale grænser. Dette fører til krav om øgetselvstyre, vold og overtrædelser af menneskeret-tighederne – alt sammen i nærværelse af TV-kameraer og Internettet. Resultatet er, at den uden-rigspolitiske dagsorden forstyrres.

Forskellige typer af sikkerhedsrisiciWilliam Perry og Ashton Carter har for nyligt op-stillet en liste af risici for amerikansk sikkerhed(2),


(2)

Ashton B. Carter ogWilliam J. Perry,“Preventive Defense: ANew Security Strategy forAmerica (Washington,D.C., BrookingsInstitution Press, 1999),pp. 11-15.


En amerikansk sol-dat holder vagtved en forsvarspo-sition i Mogadishui Somalia i juni1993.(Foto: Reuters)

som også med fordel kan anvendes på NATO’sstrategiske interesser:• ”liste A” omfatter trusler af samme størrelses-

orden som den, den sovjetiske trussel udgjordemod Vestens overlevelse,

• ”liste B” omfatter umiddelbare trusler modvestlige interesser (om end ikke overlevelse),således som det blev set i Golfkrigen,

• ”liste C” omfatter vigtige krisesituationer, somindirekte berører Vesten, men som ikke direktetruer vestlige interesser, som for eksempel kri-serne i Kosovo, Bosnien, Somalia og Rwanda.

Det er slående, hvordan ”liste C” har domineret

tralt, således som de gjorde i Somalia, Bosnien ogKosovo, vinder frem på grund af deres egnethedtil at skabe opmærksomhed. Men enmenneskerettighedspolitik er ikke en strategiskpolitik. Det er en vigtig del af udenrigspolitikken.Under Den Kolde Krig betød dette ofte, at Vestenaccepterede brud på menneskerettighedernebegået af regimer, som var afgørende for atafbalancere den sovjetiske magt, således som detskete i Sydkorea, før landet gik over til demokrati.

Men den større opmærksomhed om humanitærespørgsmål afleder ofte opmærksomheden fra destrategiske emner i ”liste A”. Og eftersom mo-ralske argumenter bruges som trumfkort, og fordi

billeder har større magt end ord,bygger kompromiser ofte på fø-lelser og er vanskelige at opnå.

Problemet i den slags tilfældeer, at den humanitære interesse,som fører til handling, ofte visersig at være en kilometer bred,

men kun en centi-meter dyb. For ek-

sempel forsvandtdet amerikanske

ønske om at hjælpehungerramte somaliere (hvisfødevareforsyninger var blevetafbrudt af forskellige krigsher-rer), i samme øjeblik døde ame-rikanske soldater blev slæbtgennem gaderne i Mogadishu.Det forklares sommetider medden offentlige modvilje i USAmod at acceptere ofre. Men det

er for enkelt. Amerikanerne engagerede sig iGolfkrigen i forventning om, at der ville falde ca.10.000 mand, men der stod mere på spil end blothumanitære spørgsmål. Det drejer sig snarere om,at amerikanerne nærer modvilje mod at acceptereofre, når deres eneste interesser er ugengældtehumanitære interesser.

Det er ironisk, at reaktionen over for tilfældesom Somalia ikke kun leder opmærksomhedenvæk fra og begrænser viljen til at støtte ”liste A”-interesser, men at den også kan gå ud over hand-ling rettet mod mere alvorlige humanitære kriser.En af de direkte effekter af katastrofen i Somaliavar USA’s – og andre landes – mangel på vilje tilat støtte og styrke FN’s fredsbevarende styrke iRwanda, som kunne have begrænset et ægte fol-kedrab i 1994.

Hvad kan Alliancen lære?Der er ingen lette svar i den slags situationer.Selvom vi ønskede det, kunne vi ikke bare slukke

den amerikanske udenrigspolitiske dagsorden, ogat det er et en krise fra ”liste C”, som førte tilNATO’s første militære aktion i dets 50-årigehistorie. Carter og Perry mener, at det skyldes fra-været af ”liste A”-trusler siden afslutningen påDen Kolde Krig. Men en anden årsag er, at ”listeC”-emner lettere opnår mediebevågenhed iinformationsalderen. Det er meget lettere at for-midle et dramatisk billede af umiddelbar men-neskelig konflikt og lidelse, end det er at vise ab-strakte risici fra ”liste A” som faren for et ”Wei-mar-Rusland” eller et potentielt sammenbrud afdet internationale handels- og investeringssystem.Men hvis disse større strategiske spørgsmål skul-le få et negativt udfald, ville de have langt størrebetydning for de fleste almindelige borgeres liv iNATO-landene.

“Liste C”Konsekvensen af informationsalderen er, at ”listeC”-emner, hvor menneskerettigheder står cen-

Officiel mindepladsfor ofrene for fol-kedrab i landsby-

en Ntarama iRwanda, hvor

5.000 blev dræbti april 1994

(Foto: Reuters)

for fjernsynet eller hive computerstikket ud.”Liste C”-spørgsmålene kan ikke blot ignoreres.Men man kan drage visse lærer, som, hvis deanvendes forstandigt, kan bidrage til at integreredisse spørgsmål i en bredere strategi med henblikpå at varetage den nationale interesse.

For det første er der mange grader af humani-tære problemer og mange grader af interventionsom for eksempel fordømmelse, sanktioner rettetmod individer, mere omfattende sanktioner ogforskellige former for brug af magt. NATO børreservere den voldelige ende af spektret til demere åbenbare og grove tilfælde.

For det andet er det vigtigt at huske nogle afprincipperne i doktrinen om ”retfærdig krig”, nårAlliancen anvender magt. Begrundelsen skal væreretfærdig i andres øjne. Vi bør være meget selek-tive i vores valg af midler for at undgå at straffe deuskyldige. Vores midler skal stå i forhold til målet.Og der skal være rimelige chancer – og ikke kunønsketænkning om – positive konsekvenser.

For det tredje bør NATO-landene genereltundgå magtanvendelse bortset fra de tilfælde, hvorvores humanitære interesser forstærkes af tilstede-værelsen af andre stærke strategiske interesser. Detvar tilfældet i Golfkrigen, hvor Vesten ikke kun varoptaget af aggressionen mod Kuwait, men også afenergiforsyninger og regionale allierede.

For det fjerde kan offentlighedens reaktion påhumanitære kriser variere fra et demokratisk landtil et andet. Derfor bør NATO byde ideen om mul-tinationale, værnsfælles indsatsstyrker, som kan

være adskillelige, men ikke adskilte fra Alliancen,velkommen og tilskynde europæerne til at visestørre vilje og evne til at føre an i sådanne tilfæl-de.

For det femte bør vi klarere give udtryk for,hvordan vi definerer og besvarer ægte tilfælde affolkedrab. Vesten har en reel humanitær interessei ikke at tillade endnu et Holocaust. Ikke destomindre var det det, vi lod ske i Rwanda i 1994. Vihar behov for at gøre mere for at organisere fore-byggelsen og besvarelsen af reelle tilfælde af fol-kemord. Desværre er Folkedrabs-konventionenløst skrevet og termen så ofte misbrugt politisk, atder er fare for, at begrebet udvandes. Men enstriks historisk fortolkning, som er baseret på for-tilfældene Holocaust og Rwanda i 1994 kan bidra-ge til at undgå disse faldgruber.

Endelig bør NATO-landene være meget forsig-tige med at intervenere i borgerkrige vedrørendeselvbestemmelse. Princippet er stærkt tvetydigt.Der begås ofte grusomheder på begge sider (”gen-sidigt folkedrab”), og fortilfælde kan have kata-strofale følger.

Ingen af disse kriterier løser problemet med atfastlægge NATO’s opgaver i informationsalderen.Men det vil føre til bedre resultater, hvis Allian-cens værdier ses i sammenhæng med dens magt,og hvis enhver humanitær mission forfølges rati-onelt og med moderation. ■


▼

FO

CU

S

Ny tysk fast repræsentant

Ambassadør Gebhardt von Moltke (61) har afløst ambassadør Joa-chim Bitterlich som Tysklands faste repræsentant ved Det Nordat-lantiske Råd.

Gebhardt von Moltke studerede økonomi og jura på universite-terne i Heidelberg, Grenoble, Berlin og Freiburg i.B. fra 1958 til1963 og afsluttede derefter sin jurauddannelse og tog den statsli-ge juraeksamen.

Han blev ansat i det tyske udenrigsministerium i Bonn i 1968 oghavde udeposter i Moskva og Yaunde (Cameroon) i 1970´erne.Han vendte tilbage til Udenrigsministeriet i Bonn i 1977, hvor hangjorde tjeneste i personale- og administrationsafdelingen frem til1982, hvor han blev udstationeret som politisk rådgiver (inden-rigspolitiske spørgsmål) ved ambassaden i Washington DC.

Efter at være vendt tilbage til Bonn i 1986 blev han udnævnt tilchef for USA-kontoret i Uden-rigsministeriet og gjorde tjene-ste i den stilling, indtil han iblev udstationeret i Bruxellessom assisterende generalsekre-tær for politiske spørgsmål iNATO (1991-1997). Umiddel-bart før han blev udnævnt tilsin nuværende stilling i oktober1999 gjorde han tjeneste somambassadør i London.

lovenien har interesse i, at der skabes stabili-tet og velstand i de lande, som ligger sydøst

for det. Slovenien har stor indsigt i det tidligereJugoslavien og deltager aktivt i arbejdet inden forrammerne af Stabilitetspagten for det sydøstligeEuropa, som blev skabt af Den Europæiske Unioni juni 1999. Dr. Boris Frlec, som er udenrigsmini-ster, beskriver Sloveniens bidrag til en indsats,som han siger, vil være en betydelig hjælp til at nålandets strategiske mål.

Lige siden Slovenien blev selvstændig i 1991har landet skullet tage sig af de negative konse-kvenser af de etniske spændinger, politiske uro ogudviklingsmæssige problemer, som karakteriserer– og truer med at destabilisere – landene på Bal-kan i området sydøst for os. I lang tid har vi ud-trykt bekymring for de voksende spændinger i re-gionen og har på forhånd advaret om risiciene vedlangvarige væbnede konflikter i Bosnien-Herce-govina og forværring af forholdet mellem serbereog albanere i Kosovo.

Slovenien, som er et centraleuropæisk land, va-retager sine nationale sikkerhedsmæssige, politi-ske og økonomiske interesser inden for den brederamme af eksisterende europæiske og euro-atlan-tiske strukturer. Ikke desto mindre har vi indset, atvores sikkerhed på lang sigt og vores økonomiskeudvikling i høj grad afhænger af, at der bliverskabt stabilitet og velstand i landene i regionensydøst for os.

StabilitetspagtenVi byder derfor Stabilitetspagten for det sydøstli-ge Europa, som blev vedtaget på EU’s topmøde iKøln den 10. juni 1999, og den erklæring, somblev vedtaget af stats- og regeringscheferne framere end 26 europæiske og ikke-europæiske lan-de på deres møde i Sarajevo den 30. juli 1999, vel-kommen. Det er en af det internationale samfundsvigtigste resultater inden for de seneste få år. Slo-


Slovenien har interesse i, at der skabes stabilitet og velstand i de lande, som ligger sydøst for det. Slovenien har stor indsigti det tidligere Jugoslavien og deltager aktivt i arbejdet inden for rammerne af Stabilitetspagten for det sydøstlige Europa,

som blev skabt af Den Europæiske Union i juni 1999. Dr. Boris Frlec, som er udenrigsminister, beskriver Sloveniens bidrag til en indsats,som han siger, vil være en betydelig hjælp til at nå landets strategiske mål.

S

Bodo Hombach,Særlig Koordinatorfor Stabilitetspag-ten for Sydøsteu-ropa (til venstre),taler med den slo-venske præsidentMilan Kucan (tilhøjre) forud foråbningen af Wien-konferencen den22. juli, som blevorganiseret af deeuropæiske social-demokratier.Under konferencendiskuteredes for-slag som led iStabilitetspagten.

(Foto: Belga)

Sloveniens syn på mulighederne for stabilitet i det sydøstlige Europa

Dr. Boris FrlecSloveniens udenrigsminister

venien deltager aktivt på lige fod med andre i den-ne internationale og omfattende indsats for at bi-stå regionen med at tage hånd om dens politiskeog økonomiske udfordringer.

Med Stabilitetspagten har det internationalesamfund udtrykt sin vilje til sammen og på en po-sitiv måde at tage skridt til at eliminere årsagernetil det sydøstlige Europas karakteristiske ustabili-tet. Den overordnede kurs udstikkes af en fællespolitisk platform omfattende de deltagende staterog internationale organisationer gennem rund-bordsdiskussioner om regionens sikkerhedsmæs-sige, økonomiske, humanitære og sociale proble-mer.

Politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssigespørgsmål må tackles med forskellige metoder oginden for rammerne af forskellige institutioner,men de er hænger uløseligt sammen. Stabilitets-pagten bygger på denne gensidige afhængighed.Dens omfattende og integrerede tilgang giver håbom, at folks desperate levevilkår i denne del afEuropa endelig vil blive bedre. Den opstiller ogsåen lovende formel for håndteringen af de kom-plekse etniske, udviklingsmæssige, sociale og po-litiske spændinger, som har sydet dér siden afslut-ningen på Den Kolde Krig.

Stabilitetspagten tager sigte på at støtte landenei det sydøstlige Europa i deres kamp for at opnåsocial velstand og fred og understreger, at dette vilkun være muligt, hvis demokrati og respekt formenneskerettigheder får næring sammen medøkonomisk udvikling. Der skal skabes et stærktcivilt samfund, og nationale mindretalsspørgsmålskal løses. Denne tilgang er fuldt ud i overens-stemmelse med mit lands holdning og værdier.

Sloveniens aktive engagementSloveniens fælles historie med landene i det syd-østlige Europa og vores erfaringer – både positiveog negative – med at omgås dem giver os en ene-stående og på en vis måde privilegeret position idenne fælles indsats. Vores viden om det tidligereJugoslavien og vores indsigt i de forskellige folksmentalitet og sprog samt vores traditionelle øko-nomiske bånd giver os gode muligheder for atspille en konstruktiv rolle i stabiliseringsproces-sen.

I Stabilitetspagtens forskellige rundbordsdi-skussioner har Slovenien allerede fremlagt forslagom adskillige projekter, der er rettet mod at frem-me demokrati og skabe betingelser for fredeligsameksistens af folk, der tilhører forskellige kul-turer og religioner, samt projekter til regionensøkonomiske genopbygning og udvikling.

I forbindelse med diskussionen på mødet i ”Ar-bejdsbordet om Demokratisering og Menneske-

Norske SFOR-sol-dater hejser detslovenske natio-

nalflag den 5.november 1997 i

en lejr nær Saraje-vo for at markere,at 35 medlemmer

af det slovenskeflyvevåben er ble-vet tilmeldt SFOR

til opgaver i Bosni-en.

(Foto: Belga)

rettigheder” har vi således anbefalet, at der opret-tes et center til overvågelse af forholdet mellemetniske samfund i det sydøstlige Europa. Et for-slag om skabelse af institutioner, effektiv admini-stration og effektiv styring er blevet udarbejdet afflere ministerier. Vi har også foreslået oprettelseaf et internationalt center for Sydøsteuropa-studi-

er og et internationalt universitet i regionen. End-videre har vores nationale radio- og TV-station(RTV Slovenia) tilbudt at bistå med demokratise-ring af medierne i Kosovo og i det sydøstlige Eu-ropa.

Der er andre projekter undervejs på dette om-råde. Slovenien har indvilget i at være vært for enrække internationale konferencer. Den første ta-ger sigte på at identificere passende forfatnings-mæssige løsninger med henblik på at bidrage tildemokratiseringen og effektiv beskyttelse af men-neskerettigheder. Den fandt sted i slutningen afnovember og blev organiseret i samarbejde medEuroparådets Venedig-Kommission. Den andenkonference, som løb af stablen i begyndelsen afdecember, blev organiseret inden for rammerne afRoyaumont-Initiativet vedrørende samarbejdemellem europæiske byer og lokalsamfund påtværs af landegrænser. En tredje konference ved-rørende nationale minoriteter er skemalagt til fe-bruar 2000 i samarbejde med Europarådet.

På mødet i Pagtens ”Arbejdsbord om Økono-



Den slovenske pre-mierminister JanezDrnovsek (til ven-stre) mødes medNATO’s generalse-kretær Javier Sola-na i NATO’s hoved-kvarter den 1. juni1999. Slovenienvar det førsteland, som åbnedesit luftrum forNATO-fly i begyn-delsen af Operati-on Allied Force.

(Foto: Belga)

gelse i Partnerskabet er det bedste bevis på, at Slo-venien udvikler sig i den rigtige retning, og at derer gode udsigter til medlemskab af de euro-atlan-tiske strukturer. Det er et mål, vi har til fælles medmange af landene sydøst for os.

Slovenien nyder nu godt af både intern og eks-tern stabilitet og søger at overføre denne stabilitettil en større del af regionen gennem regionale ini-tiativer. Vi tror, at samarbejde inden for regionener af central betydning for at opnå stabilitet i detsydøstlige Europa på lang sigt. Inddragelse af Slo-venien i næste runde af NATO-udvidelsen villegive regionens lande et vigtigt signal. Ikke blotville det give håb om, at de selv til sin tid vil kun-ne blive medlemmer, men et udvidet NATO villeogså være med til at fremme sikkerhed og stabili-tet ud over dets eget område til landene umiddel-

bart uden for detsgrænser.

Selvom den her-skende ustabilitet i detsydøstlige Europa ik-ke truer os direkte,støtter den vores argu-menter for, at Sloveni-en søger at sikre ogkonsolidere sin natio-nale sikkerhed indenfor Den Nordatlanti-ske Alliances kollekti-ve forsvarssystem.Slovenien har alleredebevist, at det er enpålidelig regional alli-eret til NATO ved at

støtte den allierede intervention i Kosovo og vedat forsvare de værdier, som NATO bygger på, ogsom Slovenien holder fast ved. I begyndelsen afOperation Allied Force var vi det første partner-land, der gav NATO adgang til vores luftrum, hvil-ket skete inden for blot 24 timer. Vi var også dybtengageret i den politiske dialog under den intensi-ve indsats for at finde en politisk løsning på kri-sen i Kosovo.

Jeg er overbevist om, at Sloveniens erfaringmed og viden om regionen vil være af værdi forNATO i vores aktive deltagelse i ”Konsultations-forum for Sikkerhedsspørgsmål i det SydøstligeEuropa” og i ”Ad Hoc-gruppen om det Sydøstli-ge Europa” inden for rammerne af Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd.

Sloveniens strategiske målKriserne i Bosnien og Kosovo og det internatio-nale samfunds svar herpå afspejler to vigtige trækved geopolitikken efter Den Kolde Krig, nemlig

misk Genopbygning, Udvikling og Samarbejde”har Slovenien fremlagt et forslag til uddannelse afledere i det sydøstlige Europa på Brdo-Uddannel-sescentret. Og i forbindelse med ”Arbejdsbordetom Sikkerhedsspørgsmål” støtter Slovenien skridttil at udvide ”Den Internationale Fond til Mine-rydning og Bistand over for Ofre for Miner iBosnien-Hercegovina” (ITF) til også at omfatteKroatien og Kosovo.

Slovenien er aktiv inden for en lang række an-dre internationale bestræbelser på at fremme sik-kerhed og stabilitet i det sydøstlige Europa. Detomfatter SFOR og den Multinationale Specialen-hed (MSU) i Bosnien, KFOR og FN’s Overgangs-administration i Kosovo (UNMIK), det WEU-le-dede Multinationale Rådgivende Politielement(MAPE) i Albanien, det Sydøsteuropæiske Sam-

arbejdsinitiativ (SECI) og Royaumontprocessen.Mere end 100 personer fra Sloveniens væbnedestyrker deltager i disse operationer, og civile eks-perter er aktive i Kosovo og Albanien.

NATO’s sikkerhedsparaply udstrækkesDet er afgørende, at alle sydøsteuropæiske lan-

de opfordres til at deltage aktivt i NATO’s Part-nerskab for Fred-program (PfP), ud over at de del-tager i projekterne under Stabilitetspagten, og atder skabes reel mulighed for, at de kan tilslutte sigpartnerskabet. Sikkerhed, stabilitet og tillid i regi-onen kan kun opnås gennem opbygning af gensi-dig tillid og samarbejde inden for rammerne afdette program med henblik på at skabe samar-bejdsbaseret sikkerhed i hele det euro-atlantiskeområde.

Vores egen deltagelse i PfP har ført til en ind-sats for at tilpasse landets sikkerhedsmæssige ogmilitære strukturer og udvikle passende demokra-tisk kontrol med de væbnede styrker. Vores opta-

fremkomsten af konflikter mellem etniske sam-fund som en af de sikkerhedspolitiske risici fordet internationale samfund, og fremkomsten af etmere intenst internationalt samarbejde med hen-blik på at håndtere disse nye sikkerhedspolitiskeudfordringer. Stabilitetspagten, som er eneståendei sin omfattende tilgang, mobiliserer ressourcernehos et bredt spektrum af aktører i det internatio-nale samfund. Den indhøstede erfaring kan væremed til at sikre et hurtigt og effektivt svar i tilsva-rende tilfælde andre steder i verden.

Pagten har også bekræftetEU’s og NATO’s betydningfor stabiliteten på det euro-pæiske kontinent og under-streger betydningen af dettætte samarbejde mellem dem.Slovenien er bevidst om, at dets

(Fra venstre tilhøjre) Udenrigsmi-

nistrene ToomasHendrik Ilves (Est-

land), IoannisKasoulides

(Cypern), JanKavan (Den Tjek-kiske Republik),

Janos Martony(Ungarn), Boni-

slav Geremek(Polen) og BorisFrlec (Slovenien)mødtes i Tallinn iEstland den 11.

oktober 1999 forat diskutere

spørgsmål af rele-vans for deres for-handlinger om EU-medlemskab såvel

som skabelse aftættere samarbej-de mellem deres

seks lande.

(Foto: Belga)

fulde medlemskab af begge organisationer kangarantere vores sikkerhed på lang sigt. Vi er ind-draget i begge organisationers arbejde og er parattil at løfte udfordringerne ved medlemskab.

Sloveniens aktive inddragelse i Stabilitetspag-tens arbejde bidrager betydeligt til realiseringenaf vores strategiske mål. Den bringer os tættere påeuropæiske og euro-atlantiske strukturer ved at gi-ve vores land en mulighed for at styrke sin inter-

nationale position. Men det vigtigsteer, at Stabilitetspagten forbedrerSloveniens udsigt til sikkerhed pålang sigt ved at skabe håb om, atder kan skabes varig fred, demo-krati og velstand i landene idetsydøstlige Europa – en region,

som alt for længe har været Eu-ropas krudttønde. ■


det sidste år i detteårhundrede blev der saten stopper for en farlig

tendens. Konflikter i detsydøstlige Europa er alt forofte endt som Europas kon-flikter - eller endda krige.Europa har også alt for ofteført stedfortræderkrige påBalkan. Denne gang blevregionens konflikter bragtunder kontrol. I Kosovo-kri-sen blev en farlig konfliktved fælles indsats begræn-set og isoleret. På tærsklentil det nye årtusinde er deten stor politisk succes.

Denne succes stiller storekrav til os. Stabilitetspagtenfor det sydøstlige Europaudgør den politiske rammefor at fortsætte succes’en.En realistisk trinvis politiker under udvikling. Denomfatter integration i deeuro-atlantiske strukturer, herunder NATO. Et måler, at Den Europæiske Union udvides med lande-ne i det sydøstlige Europa. For hver dag der går,skal landene i området have mulighed for atkomme den situation lidt nærmere.

Fred og stabilitet kræver økonomisk genopbyg-ning, ligesom økonomisk genopbygning kræverfred og stabilitet. Det er her, Stabilitetspagtenkommer ind i billedet med sin vision om integra-tion og med sine tre ligeværdige “arbejdsborde”om demokratisering og fremme af civile samfund,om økonomisk udvikling og om indenrigspolitiskog international sikkerhed.

Den finske præsident Ahtisaari sammenlignededen på topmødet i Sarajevo i slutningen af juli,hvor Stabilitetspagten blev vedtaget, med et mara-tonløb. Jeg vil tilføje, at vi bør sætte os selvdelmål på vejen til slutdestinationen, så vi under-vejs kan vurdere vores resultater.

Politisk ansvarlighed betyder også, at vi ikkemå skabe forhåbninger, som ikke kan indfries.Stabilitetspagten må føre til konkrete resultater,

der hviler på en fast udstuk-ket kurs, hvis vi skal fasthol-de befolkningens accept ogmotivation. For hver dag,der går, skal deres liv bliveen lille smule bedre.

Udfordringen Jugoslavien

Forbundsrepublikken Jugo-slavien er fortsat et centraltproblem og en udfordring.Mennesker i Jugoslavien børvide, at Stabilitetspagtenikke bygger en mur op om-kring dem. Tværtimod. Ligeså snart Jugoslavien har løstsine politiske problemer,kan det blive en deltager iStabilitetspagten med fulderettigheder. Indtil det tids-punkt vil Stabilitetspagten

strække sin hånd ud til de demokratiske kræfter iSerbien og Montenegro.

Præsident Milosevic’ politik har ført til landetspolitiske og økonomiske ruin. Aggressiv nationa-lisme, despoti og opretholdelse af hans personligemagt har i det forgangne årti indhyllet det sydøst-lige Europa i blod, had og fordrivelser. Europa harikke affundet sig med denne politik og vil hellerikke gøre det fremover.

På den baggrund og ansporet af den systemati-ske fordrivelse af den albanske befolkning fraKosovo satte Vesten sig op mod regimet i Beograd.Det, som stod på spil, var det europæiske værdisy-stem og freden i regionen, som også var i fare,fordi titusinder af flygtninge rejste ind i nabolande.

Kun sjældent i efterkrigstidens Europa har såsvære beslutninger været så nødvendige. Underluftangrebene tumlede alle NATO-landenes poli-tikere med den rigtige tilgang. De åbenlyse over-trædelser af menneskerettighederne, den ube-grænsede terror, de brutale fordrivelser og farenfor en krig, som bredte sig til regionen, måtte ikke


Stabilitetspagten, som blev vedtaget sidste sommer, danner de politiske og praktiske rammer for fremme af fred og stabilitet i Sydøsteuro-pa. Pagten repræsenterer et nybrud i Balkan-politikken med sin brede medlemskreds (Den Europæiske Union,

Gruppen af de syv mest industrialiserede lande samt Rusland (G8), landene i regionen og centrale organisationer som NATO)og sin omfattende tilgang til forebyggende diplomati.

I

Den SærligeKoordinator forStabilitetspagtenfor det sydøstligeEuropaBodo Hombachunder åbningen aftopmødet omStabilitetspagten iSarajevo den 29.juli.

(Foto:Reuters)

Stabilitetspagten: nye veje i Balkan-politikkenBodo Hombach

Særlig koordinator for Stabilitetspagten for det sydøstlige Europa

▼

Den finske præsi-dent Martti Ahtisa-

ari (til venstre)beskrev Stabilitet-

spagten som etmaratonløb. Hanses her ved siden

afDen Særlige Koor-dinator for Stabili-

tetspagten BodoHombach under etmøde for ni landepå Balkan aftenenfør topmødet, hvor

Stabilitetspagtenblev vedtaget.

(Foto: Belga)

få lov blot at passere. Og dog er det umuligt atbeskytte de uskyldige fra en militærkampagnefuldstændigt.

Mobilisering af initiativer og ressourcerStabilitetspagten kan fremme initiativer og mobi-lisere ressourcer, accelerere processer og skabepolitisk fremdrift. Den har ikke selv en struktur tilat gennemføre sine mål. Hvad det angår, er denafhængig af deltagerne. Som ramme for koordi-nation og politiske impulser må den opfordre sinedeltagere til at handle og målrette eksisterendeaktiviteter. Topmødet om Stabilitetspagten i Sara-jevo med deltagelse af 40 stats- og regeringsche-fer samt ledere af internationale organisationerslog fast, at det internationale samfund er parat tilat samarbejde med landene i regionen for at gen-nemføre Stabilitetspagten i praksis.

Vi ønsker ikke at genopfinde hjulet. Vi ønskerat bygge på det, som allerede eksisterer. Det vilsige de forskellige udviklingsniveauer, som ken-detegner landene i regionen, de initiativer og pro-grammer, som allerede er indledt, og den eksper-tise, som ligger hos NATO, EU og OSCE samtEuroparådet, FN, internationale finansielle insti-tutioner, NGO’er og mange andre.

Stabilitetspagten adskiller sig fra tidligere for-søg på at gøre noget ved problemerne i regionen,fordi den har en vision for regionen, en sammen-

hængende politik i form af forebyggende diplo-mati og skræddersyede beslutningsstrukturer.

Stabilitetspagtens vision går på et Sydøsteuro-pa, hvis fremtid bygger på fred, demokrati, øko-nomisk velstand samt indenrigspolitisk og uden-rigspolitisk sikkerhed. Det er et sydøstligt Europa,som med tiden vil blive integreret i europæiske ogeuro-atlantiske strukturer. Når man ser tilbage pådette århundrede, er denne vision radikalt ny. Deter noget, vi næppe havde turdet drømme om forblot nogle få år siden.

Indtil nu har Balkan-politik været rettet modsymptomer og kriser. Stabilitetspagten er det før-ste forsøg på at håndtere de politiske og økonomi-ske strukturelle underskud i regionens lande gen-nem en omfattende tilgang i form af forebyggen-de diplomati. Som noget nyt inddrager det fuldtud landene i det sydøstlige Europa som lige part-nere - som ejere af stabilitetsprocessen.

Frem for alt gør denne fremgangsmåde brug afet af de mest succesfulde europæiske koncepter iefterkrigstiden. Integrationen i EU samlede Vest-europa, og Helsingfors-processen bidrog til atovervinde vores kontinents deling. Bedre instru-menter end disse findes ikke.

Stabilitetspagten er en slags Helsingfors-procesfor det sydøstlige Europa. Dens beslutningsstruk-turer, som består af et system med tre “arbejdsbor-de”, hvis resultat samles på det “regionale bord”afspejler nøje de “kurve”, som grupperede tilsva-rende politikområder i Helsingfors-processen.


Baggrunden for Stabilitetspagten

Stabilitetspagten for det sydøstlige Europa blev vedtaget på et ekstraordinært møde med deltagelse af udenrigsministre, repræs-entanter for internationale organisationer, institutioner og regionale initiativer i Køln den 10. juni 1999. Pagten er udtryk for, atalle berørte lande og organer har forpligtet sig på en omfattende, koordineret og strategisk tilgang til regionen, hvorved krisesty-ring erstattes med forebyggende diplomati.

Stabilitetspagten udgør rammen for alle relevante eksisterende aktørers indsats for at nå de fælles mål med hensyn til demo-kratisering og menneskerettigheder, økonomisk udvikling og genopbygning samt ydre og indre sikkerhed.

I det dokument, som blev vedtaget i Køln, forudså man oprettelse af en en post som Særlig Koordinator for Stabilitetspagtenmed henblik på at fremme opnåelsen af Pagtens mål. Bodo Hombach, som tidligere var minister og chef for Kanslerkontoret i Tysk-land, blev udnævnt til posten i juli 1999.

❑ Der er 29 deltagere i Stabilitetspagten: de 15 EU-lande, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Kroatien, Ungarn, Rumæni-en, Rusland, Slovenien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien*, Tyrkiet, USA, EU-Kommissionen, OSCE’s formand ogEuroparådet.

❑ Endvidere er der 11 medvirkende og fem regionale initiativer, som understøtter Pagtens mål og deltager i dens strukturer:Canada, Japan, FN, UNHCR, NATO, OECD, WEU, IMF, Verdensbanken, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Bankfor Genopbygning og Udvikling, Royaumont-processen, Sortehavssamarbejdet, Det Centraleuropæiske Initiativ, Det Sydøsteu-ropæiske Samarbejdsinitiativ og Den Sydøsteuropæiske Samarbejdsproces.

❑ På mødet i “Det Regionale Bord for det Sydøstlige Europa” den 16. september 1999 var følgende observatører til stede: DenTjekkiske Republik, Moldova, Norge, Polen, Slovakiet, Schweiz og Ukraine. Endvidere deltog følgende som særligt indbudt afformandskabet: Montenegro, FN’s Overgangsadministration i Kosovo (UNMIK), Den Høje Repræsentants Kontor og Europa-Parlamentet.

(*) Tyrkiet anerkender Republikken Makedonien ved dens forfatningsmæssige navn.


Åbningen af top-mødet om Stabili-tetspagten i Sara-jevos Olympiskecenter Zetra den29. juli. 40 stats-og regeringschefersamt ledere afinternationaleorganisationermødtes for atdiskutere, hvordanman kan fremmefred og velstand isydøsteuropa efterti år med blodsud-gydelser.

(Foto: Reuters)

Kun i Stabilitetspagtens struktur samles alle omdet samme bord, inklusive internationale finansi-elle institutioner. Og de mødes som lige parter.Stabilitetspagten er ikke yderligere en aktør påden internationale scene. Den har til opgave at øgeværdien af eksisterende aktørers indsats. Den sti-mulerer og fremmer handling.

Konkret arbejde allerede godt i gangDet konkrete arbejde er allerede godt i gang. Påmødet i det “regionale bord” den 16. septemberblev arbejdsplanerne for “arbejdsbordene” vedta-get. Der blev også vedtaget et system for formand-skab og medformandskab for “arbejdsbordene”,som alle indledte deres mødevirksomhed i okto-ber. Systemet med medformandskab indebærer, atlandene i regionen vil skulle være vært for møder-ne i “arbejdsbordene”, og at de spiller en nøglerol-le i forberedelsen af og opfølgningen på dem.

Med hensyn til indholdet i Stabilitetspagtensarbejde er der sket stort fremskridt inden for enrække områder. Der er således udarbejdet et inve-steringscharter vedrørende landenes vilje til at for-bedre investeringsmiljøet i området. Der er opret-tet et rådgivende forretningsråd, som er sammen-sat af højtstående forretningsfolk fra Stabilitets-pagtens deltagerlande, inklusive de lande i detsydøstlige Europa, som vil være tæt involveret igennemførelsen af investeringscharteret. Verdens-

banken forbereder en omfattende tilgang til regio-nal udvikling som led i en arbejdsdeling mellemde internationale banker. Den Europæiske Investe-ringsbank går forrest med hensyn til at prioritereregionale infrastrukturprojekter, og Den Europæ-iske Bank for Genopbygning og Udvikling forbe-reder et program for udvikling af den private sek-tor i regionen.

▼

En SFOR-soldat hol-der udkig fra tårnet

på SarajevosOlympiske stadion

under topmødet omStabilitetspagten

den 29. juli. “NATO har en cen-

tral rolle at spilleinden for en række

områder afPagten”.

(Foto: Belga)


udvikle tillidsskabende foranstaltninger som foreksempel forbedrede kontakter mellem militæreenheder, kontrol af våbensalg og reduktion afmængden af lette våben i omløb samt ikke-spred-ning af masseødelæggelsesvåben. Det næstemøde i “arbejdsbordet vedrørende sikkerhed” vilfinde sted i Sarajevo i begyndelsen af 2000.

Et vigtigt skridt i gennemførelsen af Stabilitets-pagten vil være den regionale finansieringskonfe-rence, som vil blive afholdt i første kvartal af2000. På konferencen vil de midler, som er nød-vendige for at mange af projekterne kan gennem-føres, blive rejst. Vi træder nu ind i næste fase iden praktiske gennemførelse, hvor projekter vilblive forvandlet til byggepladser.

Samarbejdet med NATOJeg ser frem til som led i gennemførelsen af Sta-bilitetspagten at samarbejde med Lord Robertsonog fortsætte det tætte samarbejde med NATO, somblev indledt med hans forgænger Javier Solana.Opgavernes kompleksitet og omfang er af ensådan karakter, at ingen organisation kan løfte demalene. Men NATO har naturligvis en central rolleat spille med hensyn til en række vigtige aspekteraf Stabilitetspagten. Sammen har vi mulighed forat opbygge en stabil og velstående fremtid for detsydøstlige Europa. ■

Der er igangsat et initiativ rettet mod korrup-tion som led i en generel indsats for at bekæmpeorganiseret kriminalitet. Og en række særligearbejdsgrupper udvikler integrerede handlings-planer for god regeringsskik, uddannelse, medie-frihed, køn, etniske mindretal og flygtninge.

Inden for forsvarsområdet arbejdes der på at

århundreder har schweizisk sikker-hedspolitik bygget på uafhængigt selv-

forsvar og neutralitet. Men de dramatiskeforandringer i det strategiske miljø i Europaog konflikterne på Balkan har ført til en til-pasning af Schweiz’ traditionelle sikker-hedspolitik. I overskuelig fremtid vil sikker-hed nødvendigvis skulle styrkes hovedsa-geligt gennem samarbejde med andre landeog med sikkerhedsorganisationer somNATO. Schweiz har ikke til hensigt at blivemedlem af Alliancen eller opgive sin neutra-litetsstatus. Landet har derfor en altafgøren-de interesse i, at PfP-programmets succesbliver varig og i at give Det Euro-AtlantiskePartnerskabsråd (EAPC) en større rolle.

NATO og Schweiz’ sikkerhedEfter Den Anden Verdenskrig blev Schweiz’sikkerhed betragteligt forbedret, da detsnaboer (Frankrig, Tyskland og Italien) blevdel af en alliance, der havde til formål atbeskytte demokrati, individuel frihed ogretsstatsprincipper. For første gang i århun-dreder lå Schweiz ikke længere, hvor fjendt-ligt sindede magter krydsede hinanden. DenNordatlantiske Alliance har spillet en stor stabili-serende rolle på hele kontinentet ved at bindeEuropas sikkerhed til USA’s. Efter afslutningen påDen Kolde Krig er NATO fortsat garanten for, atde vesteuropæiske staters sikkerhed og forsvarikke re-nationaliseres.

Schweiz bød det velkommen, at NATO åbnedesig og tilpassede sig det ændrede sikkerhedsmiljøsom en effektiv måde at skabe større sikkerhed ogstabilitet på i det euro-atlantiske område. PfP gjor-de det muligt for Schweiz at oprette normale for-bindelser og engagere sig i regelmæssig dialogmed NATO med udgangspunkt i landets tættepolitiske, økonomiske og kulturelle forhold til deenkelte medlemslande i NATO.

Betydningen af kriserne i det tidligere Jugoslavien

Det er endnu for tidligt at sige, hvor stor betydningbegivenhederne i det tidligere Jugoslavien vil fåfor schweizisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Iforhold til sin størrelse har Schweiz taget imodflere flygtninge fra det tidligere Jugoslavien endnoget andet vesteuropæisk land. Schweiz varsærligt stærkt påvirket af krisen i Kosovo. Ca.170.000 Kosovo-albanere (ca. 10% af Kosovosbefolkning) søgte ly i Schweiz. Under krisensagde hver anden flygtning i Albanien og i DenTidligere Jugoslaviske Republik Makedonien(1), at


De dramatiske forandringer i det europæiske strategiske miljø siden afslutningen af Den Kolde Krig og især krisernepå Balkan har ført til en tilpasning af Schweiz’ traditionelle sikkerhedspolitik. Der er ikke tale om, at Schweiz ønskerat forlade neutraliteten, men landet søger nu at styrke sin sikkerhed gennem samarbejde med andre lande og med

NATO, især gennem Partnerskab for Fred (PfP). Den schweiziske lovgivning forhindrer for øjeblikket landet i at sendevæbnede enheder til udlandet, men dette er nu genstand for offentlig debat. Martin Dahinden fra den schweiziske

mission ved NATO forklarerer betydningen af at deltage i PfP og i Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd og opfordrertil, at begge bliver styrket.

I

Den schweiziskeudenrigsministerJoseph Deiss talerden 16. maj meden Kosovo-albanskflygtning under sitbesøg i flygtninge-lejren Spitalla nærDurres, øst forTirana i Albanien.Schweiz reageredehurtigt ved atsende humanitærhjælp til regionen.

(Foto: Belga)

Schweizisk sikkerhedspolitik og partnerskab med NATOMartin Dahinden

Souschef på den schweiziske mission ved NATO

▼

(1)

Tyrkiet anerkenderRepublikken Makedonienved dens forfatnings-mæssige navn.

SchweiziskeUNHCR-helikopterebringer humanitær

bistand til flygt-ninge fra Kosovo i

det nordligeAlbanien den

20. april.

(Foto: Belga)

deres foretrukne bestemmelsessted var Schweiz,hvis det viste sig umuligt at vende hjem tilKosovo.

Den massive tilstrømning af flygtninge er ikkeden eneste konsekvens af de næsten ti år med kon-frontationer på Balkan, som Schweiz oplever.Landet påvirkes også af illegal våbenhandel, orga-niseret kriminalitet og problemer mellem forskel-lige etniske grupper fra det tidligere Jugoslavien,som bor i Schweiz.

Schweiz reagerede hurtigt på krisen i Kosovomed sine traditionelle udenrigspolitiske instru-menter. Der blev iværksat omfattende humanitærbistand og genopbygningsprogrammer. Alene i1999 blev 200 mio. US$ anvendt i regionen, hvil-ket gjorde Schweiz til et stort donorland.

Samarbejdet mellem Schweiz og NATO blevbetydeligt styrket under kriserne i Bosnien-Hercegovina og i Kosovo. Ved afslutningen af1995 åbnede Schweiz sit luftrum, jernbane- ogvejnet for IFOR-tropper. Forsvarsministeriet ind-ledte bilaterale bistandsprogrammer i forhold tilde væbnede styrker i Albanien og Den TidligereJugoslaviske Republik Makedonien. I dag bliverdisse programmer koordineret med NATO ogandre lande inden for rammerne af PfP. Erfarin-gerne har været meget positive.

Dengang hundredtusinder af mennesker be-

gyndte at flygte ud af Kosovo, iværksatte Schweizbilaterale humanitære bistandsprogrammer i regi-onen. Der blev også stillet transporthelikoptere frade schweiziske væbnede styrker til rådighed tilFN’s Flygtningshøjkommissærs (UNHCR)Kontor. Derudover fremlagde Schweiz på opfor-dring fra flere europæiske udenrigsministre sam-men med Grækenland, Rusland og senere Østriget støtteprogram (FOCUS) for de mennesker, dervar internt fordrevne i Kosovo. Der blev også ydetstøtte til ofrene for den væbnede konflikt i Ser-bien. Denne operation kunne ikke have været gen-nemført uden tæt samarbejde med de politiske ogmilitære myndigheder i NATO. Den erfaring, somman havde opnået gennem PfP-samarbejdet, varen stor hjælp.

Schweizisk lovgivning tillader ikke den schwei-ziske regering at udsende væbnede enheder udenfor landets grænser. Alligevel besluttede denschweiziske regering at stille en ubevæbnet støt-teenhed til rådighed for den østrigske bataljon iKFOR. Mere end 140 schweiziske soldater er nuindsat i Kosovo. I mellemtiden er der indledt endebat i Schweiz om, hvorvidt forbuddet mod atudsende væbnede tropper skal ophæves. Detdiskuteres også, om der er andre retlige forhin-dringer for internationalt samarbejde, som børafskaffes.



Fælles forberedelse af missionerGrundig forberedelse er nøglen til et godt resultatfor militært samarbejde. Den erfaring, vi har ind-høstet i SFOR, AFOR og KFOR, er drivkraften iyderligere udvikling af både Partnerskabet somhelhed og i de enkelte landes Partnerskabspro-grammer. Det fører til mere udfordrende øvelser,mere effektiv træning og yderligere indsats for atøge interoperabiliteten.

I begyndelsen af Schweiz’ deltagelse i PfP varder ingen deltagelse i troppeøvelser eller operatio-ner bortset fra civil beredskabsplanlægning. Mendeltagelse i forskellige stabsøvelser og i NATO’sårlige krisestyringsøvelse har bibragt større videnom strukturerne og arbejdsmetoderne i NATO, imedlemslandene og i andre lande.

Det er ikke ret lang tid siden, at de væbnedestyrkers interoperabilitet kom til at indgå i samar-bejdet, og dette emne vil blive stadigt vigtigeremed deltagelse i KFOR. Siden 1999 har Schweizdeltaget i PfP’s Planlægnings- og Gennemgangs-proces (PARP). Fordelene herved rækker langt udover Partnerskabet med NATO og har vist sig vær-difuldt i samarbejdet med andre væbnede styrkerinden for rammerne af bilaterale opgaver.

Schweiz’ bidragDen schweiziske regering var fast besluttet på atyde et reelt bidrag, da den vedtog at deltage i PfP.Dette bidrag ydes inden for områder som efter-søgning og redning, civilt beredskab, udbredelse

FO

CU

SIrland tilslutter sig Partnerskab for Fred

Den 1. december blev Irlanddet 25. medlem af Part-nerskab for Fred-programmet(PfP)

Den irske udenrigsministerkom til NATO’s hovedkvarter iBruxelles for at underskriveRammedokumentet og over-række sit lands Præsen-tationsdokumentet, som be-skriver grundlaget for Irlandsdeltagelse i PfP, således somdet er godkendt af det irskeparlament.

David Andrews understregede,at Irlands beslutning om at del-tage i PfP var “helt i over-ensstemmelse med Irlandsneutralitetspolitik”, og at Ir-land ikke havde til hensigt attilslutte sig Den NordatlantiskeTraktat eller nogen anden alliance. I et indlæg til Det Nordatlantiske Råd forklarede han, at Irland, som er aktiv i FN’s fredsbe-varende opgaver, og som støtter videreudviklingen af internationale strategier og bestræbelser for kriseforebyggelse, fredsbe-varelse og krisestyring, “byder det velkommen, at fredsbevarelse har fået en central plads i Partnerskab for Fred, og ser frem tilat bidrage til partnerskabsaktiviteter på dette område.”

Han sagde herefter, at “Irland også ser frem til at deltage i Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd. Vi ser EAPC som et vigtigt diskus-sionsforum … (og) et praktisk udtryk for princippet om gensidigt forstærkende samarbejde i stræben efter fred og stabilitet iEuropa.”

NATO’s generalsekretær roste Irland som “et af de fremmeste bidragyderlande med hensyn til veltrænede tropper til internatio-nale fredsbevarende opgaver” og sagde¨, at “deltagelse i PfP og EAPC vil gøre det irske bidrag endnu mere effektivt.” LordRobertson henviste i den forbindelse særligt til de irske bidrag til SFOR og KFOR i form af henholdsvis et militærpolitikompagniog et transportkompagni.

Næste skridt er at udforme et Individuelt Partnerskabsprogram for Irland, baseret på den omfattende liste oversamarbejdsakti-viteter, som er til rådighed under PfP, og som gør det muligt for partnerlande at skræddersy deres deltagelse i overensstemmel-se med nationale behov og prioriteter. David Adams udtrykte det således i sine bemærkninger til Det Nordatlantiske Råd: “Irlandtillægger den frivillige, fleksible og selvdiffentierende karakter af Partnerskab for Fred stor værdi”.

Den irske udenrigs-minister DavidAndrews (til ven-stre) underskriverden 1. decemberPfP-Ramme-dokumentet ogoverrækker IrlandsPræsentations-dokument tilNATO’s general-sekretær LordRobertson.

(Foto: Belga)

▼

af international humanitær ret, uddannelse i sik-kerhedspolitik, demokratisk kontrol med væbnedestyrker, sanitetsuddannelse samt våbenkontrol ognedrustning snarere end inden for militære kerne-områder.

I begyndelsen af 1999 blev Centret for Sikker-hedspolitik i Genève anerkendt som et af de førstePfP-Træningscentre af Det Nordatlantiske Råd. Etandet schweizisk PfP-initiativ er Det Internationa-le Sikkerhedsnetværk (ISN), som er en institution,der letter anvendelsen af moderne informations-teknologi på sikkerhedspolitiske områder. Et afISN’s projekter omfatter indeksering af informati-on med henblik på at lette søgning ved hjælp afstikord på NATO’s hjemmeside.

TillidsskabelseSiden Folkeforbundet er Schweiz gået ind forinternationalt samarbejde som middel til håndte-ring af konflikters årsager og forebyggelse af far-lig eskalation. I dag er konfliktforebyggelse, præ-ventivt diplomati og tillidsskabelse fortsat højtprioriterede områder.

PfP har skabt en ny generation af pragmatisketillidsskabende foranstaltninger, uden at fortabesig i begrebsmæssige diskussioner. Den dagligekontakt og det praktiske samarbejde mellem depolitiske, militære og civile repræsentanter forNATO- og partnerlande er i sig selv en slags til-lidsskabelse, som rækker langt ud over de klassi-ske måder, som blev udviklet under Den KoldeKrig. På denne måde har PfP afgørende forbedretNATO’s image i lande, som ikke er medlemmer.Det gælder selv i Schweiz, som altid har haft etgodt forhold til Alliancen og dens medlemmer.

Det vil naturligvis kræve mere, hvis visse vigti-ge europæiske sikkerhedsspørgsmål, som stadiger genstand for uenighed, skal løses. Men denerfaring, som er indhøstet, og den tillid, som erblevet skabt gennem fælles aktiviteter, forbedrerbetingelserne for at finde løsninger og er med til athindre, at der opstår misopfattelser, som villekunne føre til farlig eskalation.

Partnerskabets fremtidPartnerlandene deltager i Partnerskabet af mangeforskellige årsager. Nogle søger at forbedre dereskapacitet med henblik på med tiden at blive med-lemmer af Alliancen. For andre udgør Part-nerskabet en institutionel dør til det euro-atlanti-ske fællesskab. Schweiz betragter Partnerskabetsom en ramme for politisk konsultation og prak-tisk samarbejde med NATO. Men uanset disse for-skellige forventninger er der stadigvæk et stort


ubrugt potentiale i Partnerskabet – især inden forkrisestyring, EAPC og praktisk samarbejde indenfor rammerne af PfP.

KrisestyringAllerede på Madrid-Topmødet i Madrid i 1997 er-klærede chefen for den schweiziske delegation,forbundsråd Ogi, at EAPC er særligt velegnet til athåndtere de praktiske og operationelle aspekter afkonfliktstyring. Det er stadigvæk tilfældet.Schweiz støtter udviklingen af kapacitet med hen-blik på at gøre det muligt for NATO og partnerlan-dene sammen at reagere hurtigt i krisesituationer,som ikke omfatter kollektivt forsvar. EAPC børisær fokusere på militære aspekter af reaktioner påkriser, fredsbevarelse, humanitære aktioner ogkatastrofehjælp. Oprettelsen af Det Euro-Atlantiske Koordinationscenter vedrørendeKatastrofehjælp (EADRCC), der skal understøttecivile redningsindsatser med militære midler, varet vigtigt skridt fremad. Og Konceptet omOperationelle Kapaciteter (OCC), der lanceredespå Washington-topmødet, udgør en detaljeret planfor forbedring af de praktiske og operationelleaspekter af krisestyring.

En af de ting, som vi har lært af Balkan-kriser-ne, er, at krisestyring bliver stadig mere kompleks.Der en ingen klare strukturer og procedurer, og

Schweizisk lov-givning forhindrerlandet i at sende

væbnede enhedertil udlandet. Men

en ubevæbnetstøtteenhed er stil-let til rådighed for

den østrigskebataljon i KFOR.

(Foto: AFO)


forskellige organisationer, koncepter og instru-menter fungerer parallelt. Krisestyringsstrategierudvikles ofte under selve kriserne. Og disse van-skelige vilkår vil formentlig også råde under frem-tidige kriser.

I denne sammenhængkan og børEAPC spille envigtig rolle ved atbidrage til atfremme en meresammenhængenop- træden afNATO og partner-ne under fremtidi-ge kriser. HvisEAPC effektivtskal kunne løftedenne opgave, vildet være vigtigt atanalysere nylige er-faringer og åbentdrøfte manglerne iEAPC’s arbejde ogmidlerne til at af-hjælpe dem.

Styrkelse af EAPC’s politiske rolleEAPC har siden starten i 1997 udgjort en værdi-fuld ramme for politiske konsultationer - især medhensyn til Kosovo og udviklingen i Bosnien-Hercegovina. Men det kan stadig gøres bedre.Ofte er de politiske drøftelser mindre indholdsri-ge, end de kunne være. EAPC må i højere grad

fostre substantielle initiativer. Initiativerne påområder som global humanitær minerydning,spredning af lette våben og regionalt sikkerheds-samarbejde i det sydøstlige Europa og Kaukasus

udgør en god begyndelse. Det erop til partnerlandene selv atkomme med forslag til passendesamordnet handling på områder,som har deres særlige interesse,og at gøre bedre brug af EAPC’spotentiale.

Styrket praktisk samarbejde under PfP

En af de indiskutable kvaliteterved PfP-programmet er dedirekte kontakter mellem devæbnede styrker i NATO-landeog partnerlande i forbindelsemed operationer, øvelser,træning og uddannelse.

Europas væbnede styrker stårgenerelt i den situation, at de på en gang skal slan-ke budgetterne og påtage sig yderligere opgaver,der kræver internationalt samarbejde. Det gælderogså den schweiziske hær.

På Washington-Topmødet blev der taget skridttil at tage fat på disse udfordringer. Det “forbedre-de og mere operationelle Partnerskab” muliggøren bedre integration af partnerne og NATO-lande-ne i fælles kriseoperationer, som ikke omfatterkollektivt forsvar. Schweiz ser frem til at yde sitsærlige bidrag til denne fælles opgave. ■

Det Schweiziske Netværk vedrørende

Udenrigs- og Sikkerhedspolitik

(http://www.spn.ethz.ch/)

Schweiz og Partnerskab for Fred

(http://www.pfp.ethz.ch/indeks.cfm)

Den Schweiziske Mission ved NATO

(http://www.nato.int/pfp/ch/home.htm)

Netværk vedrørende International Politik

og Sikkerhed

(http://www.isn.ethz.ch/)

Genèves Center for Sikkerhedspolitik

(http://www.gcsp.ch/)

FO

CU

S

Ny dansk fast repræsentantAmbassadør Niels Egelund har afløst ambassadør Gunnar Riberholdt som Danmarks faste repræsentant ved Det NordatlantiskeRåd.

Niels Egelund gik på Forsvarets Sprogskole i 1965-1967 og var deltidsansat som premierløjtnant af reserven ved Den KongeligeLivgarde fra 1967 til 1971. Han studerede samtidig henholdsvis historie, russisk og statskundskab på universiteterne iKøbenhavn, Århus og Europakollegiet i Brugge i Belgien.

I 1972, efter afslutningen af sine studier, indledte han sin karriere i Udenrigsministeriet. Hans førsteudsendelse var som førstesekretær ved ambassaden i Washington DC fra 1976 til 1980. Efter at værekommet tilbage gjorde han tjeneste som rådgiver ved Det Sikkerheds- og NedrustningspolitiskeUdvalg (SNU), indtil han i 1982 blev souschef i Udenrigsministeriets NATO-kontor. I 1985 blev hanudsendt til Bonn som ministerråd og souschef for ambassaden.

Han vendte tilbage til Udenrigsministeriet i 1987 som kontorchef - først for Sovjetunionen, Central- ogØsteuropa samt OSCE, dernæst for Nord- og Sydamerika, Vesteuropa, Det Europæiske PolitiskeSamarbejde og politisk planlægning (1989-1991) og til sidst for NATO, WEU, nedrustningsspørgsmål iFN, Det Europæiske Politiske Samarbejde og politisk planlægning (1991-1992).

I 1992 blev han udnævnt til ambassadør, viceudenrigsråd og politisk direktør, dvs. medlem af DenPolitiske Komité i EU. Fra 1994 og frem til sin udnævnelse til NATO-ambassadør i oktober 1999 gjordehan tjeneste i Statsministeriet som chefrådgiver vedrørende udenrigs- og forsvarspolitik.

Yderligere kilder

til information


om Videnskabeligt og Teknologisk Samarbejdemellem NATO og det russiske Videnskabs- ogTeknologiministerium. I maj 1998 blev aftalenunderskrevet i Luxembourg af NATO’s generalse-kretær Javier Solana og den russiske viceministerfor videnskab og teknologi, Vladislav Nitjkov. Deområder, der blev udvalgt som emner til videnska-beligt samarbejde, omfatter plantebioteknologi,plasmafysik samt forudsigelse og forebyggelse afkatastrofer.

Der er også andre initiativer på vej. Her kannævnes et program til industrielt partnerskab medhenblik på at fremme overførsel af teknologi fraakademiske institutioner til industrien, en aftalemed videnskabelige ledere i Ukraine om at øgeUkraines deltagelse i videnskabsprogrammet ogen plan for inddragelse forskereaf inddrage viden-skabsmænd fra partnerlandene i Videnskabspro-grammets rådgivende paneler, der vurderer for-slag til projekter.

I oktober 1999 mødtes Videnskabskomiteen i

ATO’s assisterende generalsekretær forVidenskabelige og Miljømæssige Spørgsmål,

Yves Sillard, beskrev ændringerne i NATO’sVidenskabsprogram i de seneste år på dennemåde: “Det, det handler om, er at lette kontaktenog tilliden mellem videnskabsfolk fra de 44 lande,som deltager i Det Euro-Atlantiske Partnerskabs-råd, så der skabes stabilitet i de videnskabeligemiljøer i partnerlandene. (…) Ved at skabe forbin-delser og styrke båndene med det internationalevidenskabelige samfund, er vi med til at give stabi-litet og fred en fremtid.”

Yves Sillard har ledet Videnskabsprogrammetsiden begyndelsen af 1998 og er gået forrest i in-tensivering af det videnskabelige samarbejde medforskere fra partnerlande. I november 1998 rejstehan, ledsaget af medlemmer af Videnskabs-komiteen, til Moskva for at indgå en aftale omområder af fælles forskningsmæssig interesse forforskere fra Alliancen og Rusland. Dette arbejdehar fundet sted inden for rammerne af en Aftale

NATO’s Videnskabsprogram har undergået en forandring, der svarer til den, Alliancen har undergået.Videnskabsprogrammet, som blev skabt for 40 år siden for at styrke videnskab og teknologi i det atlantiske fællesskab,

skaber i dag ikke-militære forbindelser mellem Alliancen og de lande i Central- og Østeuropa og i det tidligereSovjetunionen, som deltager i Partnerskab for Fred. I 1999 har over 13.000 forskerevidenskabsmænd fra NATO-allieredelande og partnerskabslande indgået i samarbejdet ved at udføre fælles forskningi fællesskab udført forskning, deltage i

workshops, arbejde på forskningsinstitutioner og studieinstitutter samt oppebæreåret NATO-stipendier.

N

NATO’s Videnskabsprogram øger samspillet med partnerneNancy T. Schulte

Tidligere ansat i NATO’s Afdeling for Videnskab og Miljø

NATO’s Workshopfor videregående

forskning blevafholdt i Cieszyn iPolen i september1997. Her får del-

tagerne en prak-tisk demonstration

af forureningenskonsekvenser i

industriområdet iØvre Silesien.

(Foto: NATO)


Bulgarske ogtyske videnskabs-folk diskutererderes eksperimenti laboratoriet påDet FysiskeFakultet på SofiasUniversitet. EtNATO-stipendiummuliggjorde fællesforskning i de pro-blemer, der er for-bundet med stabi-liteten af højfre-kvente udladnin-ger anvendt i plas-mabaseret tekno-logi i industrien.

(Foto: NATO)

Bukarest. Her gennemgik Komiteens medlemmerog rumænske eksperter fremskridtene inden foroptoelektronik, laserfysik og højopløselig spek-tralanalyse. Den rumænske præsident EmilConstantinescu udtrykte over for Yves Sillard sinstore interesse i, at rumænske forskere øgedederes deltagelse i Videnskabsprogrammet.

Samarbejdet mellem partnere og AlliancenFørste gang, partnerne kunne ansøge om stipendi-er under Videnskabsprogrammet, var i 1992, menprogrammets overgang til næsten udelukkende atvære et partner-alliance samarbejde mellem part-nere og NATO var ikke fuldendt før januar 1999.Det endelige skridt blev taget på grundlag af engruppe anerkendte forskeres gennemgang af pro-grammets aktiviteter i 1997. En central konklusi-on var, at Videnskabsprogrammet med sin støttetil alle grene af civil videnskab, havde en enestå-ende chance for at styrke forbindelser mellemAlliancen og dens partnere på det ikke-militæreområde karakter. I et miljø, hvor politisk og mili-tær dialog kan være vanskelig, blev dialogen medvidenskabsfolk fra partnerlandene og bestræbel-serne på at tilføre de videnskabelige miljøer stabi-litet anset for at yde et stort bidrag til internationalsikkerhed.

Kontakten med partnerne finder sted inden forrammerne af fire underprogrammer. Det er rettetmod henholdsvis træning af unge forskere, støttetil samarbejdsbaseret forskning, forskningensinfrastruktur, anvendt videnskab og teknologi.Selvom målgruppen og redskaberne er forskelligfra underprogram til underprogram, har de flerecentrale træk til fælles. For det første er det pri-mære udvælgelseskriterium videnskabelig kvali-tet. For det andet udarbejdes forslag i fællesskabaf videnskabsfolk fra partnerlande og Alliancen.For det tredje opfordres unge videnskabsfolk til atdeltage. For at kunne støtte så mange videnskabs-folk som muligt dækker stipendier kun rejseom-kostninger og delvise leveomkostninger og - ienkelte tilfælde - støtte til helt afgørende udstyr tilforskere fra partnerlande. Der ydes ikke løn.

Træning af unge forskereUnderprogrammet for forskningsstipendier tagersigte på at opretholde de videnskabelige miljøerpå langt sigt. Det gør det muligt for forskere frapartnerlande at forske eller fortsætte deres uddan-nelse i et NATO-land og for forskere fra NATO-lande at gøre det samme i partnerlande. Pro-grammet omfatter alt fra andendels-studerende tilerfarne videnskabsfolk, men flertallet er unge for-

skere, som har taget PhD-grad, og som har kursensat mod velrenommerede forskningsinstitutioner iNATO- eller partnerlande. Et af målene er at mod-virke “hjerneflugt” fra partnerlandene ved at insi-stere på, at legatmodtagere vender tilbage til dereshjemland efter afslutningen af legatperioden.

I 1998 støttede programmet 487 stipendiemod-tagere fra partnerlande, hvilket udgør over 35% afde i alt 1.360 modtagere. Andelen af stipendie-modtagere fra partnerlande vil stige væsentligt ide kommende år. Det Nordatlantiske Råd harbesluttet, at midlerne skal målrettes til dette for-

mål, så 75% skal anvendes til at støtte udvekslingmed partnerlande fra 2000.

Samarbejdsbaseret forskningUnderprogrammet for samarbejdsbaseret forsk-ning og teknologi tager sigte på at sætte gang ividenskabeligt samarbejde og fremme personligebånd mellem forskere fra lande, som engang varadskilt af politiske barrierer. Forskere inden forpraktisk talt alle områder kan få støtte inden forrammerne af et stærkt konkurrencepræget system,hvor kun de bedste projektforslag opnår støtte. Afde 1.500 forslag til projekter på dette område, somindkom i 1999, kan kun hver tredje påregne atmodtage støtte.

Anbefalinger om støtte afgives af fire paneler,der hver består af omkring et dusin højtkvalifice-rede forskere og ingeniører, der er udnævnt afVidenskabskomiteen. Panelerne mødes tre gangeom året og giver staben knyttet til de enkelte pro-

▼

grammer råd om de forskellige projektforslagsrelative værdi.

Panelet vedrørende fysik og ingeniørvidenskabmodtager det største antal projektforslag. Paneletdækker fysik, matematik, kemi, informationstek-nologi, materialeforskning og ingeniørvidenskab.Et eksempel på et typisk projekt omfatter ukrain-ske eksperter under ledelse af professor SergejFirstov på Instituttet for Spørgsmål vedrørendeMaterialevidenskab i Kiev. Hans hold samarbej-der med canadiske og tyske kolleger om udviklingaf særlige sammensatte materialer, der anvendes i

fi. Det støtter fælles forskning inden for fx tekno-logier til oprensning af forurenede grunde, regio-nale miljømæssige problemer og menneskeskabtesåvel som naturskabte katastrofer.

Panelet har fx i 1997 støttet en workshop iCieszyn i Polen om, hvordan man retter op på ke-misk forurening af grundstykker i Østeuropa.Workshoppen, der lededes af professor PawelMigula fra Universitet i Silesia i Polen og Dr DavidB. Peakall fra Kings’ College i London, havde del-tagelse af forskere fra 17 lande, som undersøgteløsninger på forskellige forureningsproblemer.Panelet har også støttet en række projekter, somhar til formål at forbedre forståelsen af de kom-pleks processer i Sortehavets og Det KaspiskeHavs økosystemer.

Panelet vedrørende sikkerhedsrelateret civilforskning og teknologi beskæftiger sig med sik-kerhedsrelateret forskning og teknologi i forbin-delse med nuklear, kemisk, biologisk og konventi-onel nedrustning, opbevaring og bortskaffelse affarligt affald, risikovurdering og sikkerheds-spørgsmål i forbindelse med a-kraftværker. Foreksempel evaluerede en workshop i juni 1999 om“Kernefysiske Metoder til RadioøkologiskUndersøgelser af Nukleare Forsøgsområder” deeksisterende metoder til måling af radioaktiv foru-rening på grundlag af en omfattende undersøgelseaf forsøgsområdet i Semipalatinsk. Workshoppenlededes af Dr Siegfried S. Hecker, tidligere lederaf Det Nationale Los Alamos Laboratorium iUSA, og Dr Yuri Cherepnin fra det NationaleNukleare Center i Semipalatinsk i Kasakhstan.

Støtte til infrastrukturUnderprogrammet for støtte til forskningens in-frastruktur bistår partnerlandene med at udvikleinfrastruktur i deres videnskabelige organisationermed særlig vægt på computer-netværk. Støtte tilinfrastruktur kan gives som Legater til Computer-netværk og Legater til Forsknings- og Teknologi-politik.

Siden NATO i 1994 indledte et computer-net-værk-program, har det spillet en nøglerolle iudviklingen af intranet- og internet-kommunikati-on mellem videnskabsfolk i partnerlandene tilgavn for over 50.000 forskere fra mere end 200institutter. NATO’s Legater til Computer-netværkgør det muligt for partnerne at købe udstyr og tele-kommunikationsydelser, hvorved der skabes påli-delig og hurtig adgang til forskere i hele verden.

I modsætningen til de øvrige programmerbeskrevet ovenfor gives infrastruktur-støtte kun tilpartnerlande og institutioner i partnerlande. Ofteer første skridt, at der udsendes en konsulent til detpågældende partnerland for at hjælpe med at vur-


forbindelse med hurtige computere og rumforsk-ning. Programmet gør det muligt for det ukrainskehold at anvende avancerede forskningsfaciliteter iCanada og Tyskland, mens de canadiske og tyskehold udsættes for nye forskningsidéer og møderhøjtkvalificerede forskere.

Panelet vedrørende livsrelateret videnskab ogteknologi omfatter biologi, landbrugs- og fødeva-reforskning, medicin og adfærdsvidenskaber. Detgiver støtte til så forskellige områder som kræft-forskning, immunologi, veterinærvidenskab,arkæologi, psykologi og bioteknologi. Et nyligteksempel er et Sammenknytningslegat, der støtte-de et fælles projekt mellem lettiske og tyske bio-medicinske specialister, der studerer effekten afvisse “budbringer-molekyler” i AIDS-virus.Projektet førte til et frugbart samspil mellem let-ternes fremragende analytiske evner og erfaringmed screening af genom-biblioteker og tyskernesavancerede laboratorier. Panelet vedrørende mil-jømæssig forskning og teknologi omfatter forsk-ning i jorden og atmosfæren såvel som oceanogra-


Yves Sillard,NATO’s assisteren-de generalsekre-tær for videnska-belige og miljø-mæssige spørgs-mål (til venstre)møder Rumænienspræsident EmilConstantinescu ioktober 1999forud for mødet iVidenskabs-komiteen i Buka-rest i Rumænien.(Foto: NATO).

dere behovet. Dernæst kan følge udarbejdelse afforslag til køb af udstyr og midler til opstart afholdbare computer-netværk.

Hvert enkelt forslag må omfatte flere institutter,demonstrere et behov blandt et betydeligt antalbrugere, fuldt ud gøre brug af eksisterende inter-net-faciliteter og rumme en plan for, hvordan pro-jektet i fremtiden kan blive selvbærende.

Et andet vigtigt samarbejdsområde er Forsk-nings- og Teknologipolitik, der tager sigte påspørgsmål som organiseringen og administratio-nen af forskningsprogrammer, overførsel af videntil erhvervslivet, patenter, skabelse af små og mel-lemstore virksomheder og intellektuel ejendoms-ret. Det har udviklet sig til dels på grundlag afønsker fra forskere og embedsmænd fra partner-landene om bistand til at integrere tidligere lukke-de forskningsmiljøer inden for forsvaret, til atlære, hvordan man fungerer uden stærkt hierarki-ske strukturer, og til at organisere et mere effektivtsystem til gensidig vurdering af hinandens forsk-ningsresultater.

Ligesom i forbindelse med computer-netværker der mulighed for, at partnerlandene kan bedeom i første omgang at få besøg af en konsulent,der kan give råd om, hvordan man analyserer deneksisterende organisation af forskningspolitikken.Et yderligere initiativ udgøres af et program, somgiver embedsmænd fra partnerlande mulighed forat få erfaring ved ophold i tilsvarende institutioneri NATO-lande.

Anvendt forskning og teknologiVidenskab for Fred-underprogrammet tager sigtepå at lette partnerlandenes overgang til en mil-jømæssigt sund markedsøkonomi. Programmet

omfatter projekter i anvendt forskning, der typiskdrejer sig om industrielle eller miljømæssige pro-blemer, og som skal kunne blive selvbærendeinden for 4-5 år fra det oprindelige legat.

Forskere fra partnerlande har vist meget storinteresse i dette underprogram. Af de mere end1.500 projektforslag, som indkom i de første trerunder, kunne blot 8% opnå støtte inden for deeksisterende rammer.

Videnskab for Fred omfatter en række industri-relatered projekter som for eksempel et om “Laser-baseret Ren Teknologi til Fremstilling af Intel-ligente Sensorer”, der har deltagelse af ungarske,belgiske og rumænske forskere. Andre projekterfokuserer på miljøet som for eksempel et om “Ka-talytiske og Elektrokemiske Processer til Bekæm-pelse af Udledning af Svovldioxid og Nitrat”, deromfatter russiske, græske, amerikanske, danskeog rumænske forskerhold.

Et integreret led i NATO’s udviklingTo af generalsekretær Lord Robertsons prioriteterfor Alliancen i det 21. århundrede er at skabe tæt-tere forbindelser mellem NATO og Rusland ogyderligere at styrke båndene mellem NATO ogdets øvrige partnere. Ved at fremme dialog ogomstille militære kapaciteter fra Den Kolde Krigtil brug for samarbejdsorienterede formål bidragerNATO’s Videnskabsprogram til at nå disse mål. ■

Fuldstændig information og ansøgningsske-ma er til rådighed på NATO’s VidenskabsHjemmeside: http//www.nato.int/science

IN

DE

X 1

999

VIGTIGSTE ARTIKLER EFTER FORFATTERAKCABAR, Burak:PfP-træningscentre: forbedring af træning og uddannelse 3 31

AXWORTHY, Lloyd:NATO’s nye sikkerhedsopgave 4 8

BALANZINO, Sergio:NATO’S humanitære støtte til ofrene for Kosovo-krisen 2 9

BOLAND, Frank:NATO’s Forsvarskapacitetsinitiativ - forberedelse til fremtidens udfordringer 2 26

BRING, Ove:Bør NATO gå forrest i formuleringen af en doktrin for humanitær intervention? 3 24

CLARK, general Wesley:Når magt er nødvendig: NATO’s militære svar på krisen i Kosovo 2 14

CRAGG, Anthony:Et nyt Strategisk Koncept for en ny æra 2 19

DAHINDEN, Martin:Schweizisk sikkerhedspolitik og partnerskab med NATO 4 24

DALE, Charles J.:Partnerskab i det enogtyvende århundrede 2 29

DE WITTE, Pol:At skabe stabilitet og sikkerhed i Sydkaukasus 1 14

DINI, Lamberto:At tage ansvar for Balkans sikkerhed 3 4

DÓMINGUEZ, Jorge:Argentina, NATO’s sydatlantiske partner 1 7

FRLEC, Boris:Sloveniens syn på mulighederne for stabilitet i det sydøstlige Europa 4 16

GORKA, Sebestyén:NATO efter udvidelsen: Står Alliancen stærkere? 3 33

HAIN-COLE, Crispin:Topmøde-initiativet om masseødelæggelsesvåben: baggrund og målsætninger 2 33

HOMBACH, Bodo:Stabilitetspagten: nye veje i Balkan-politikken 4 20

JACKSON, generalløjtnant Sir Mike:KFOR: sikkerhed som grundlag for en bedre fremtid for Kosovo 3 16

KLAIBER, Klaus-Peter:Medlemsskabshandlingsplan: NATO’s dør står fortsat åben 2 33

KOUCHNER, Bernard:Udfordringen at genopbygge Kosovo 3 12

NYE Jnr, Joseph:NATO’s opgaver informationsalderen 4 12

OLBÖTER, generalløjtnant Dr. Hartmut:Et nyt akademi til et nyt NATO 3 28

ROBERTSON, Lord:NATO i det nye årtusind 4 3

RÜB, Matthias:Kosovo - på rette vej, men hvorhen? 3 20

SCHULTE, Nancy T.:NATO’s Videnskabsprogram øger samspillet mellem partnerne 4 29

SOLANA, Javier:Washington-Topmødet: NATO træder ind i det 21. århundrede 1 3

SOLANA, JavierMilepæle i NATO’ s historie: Washington-Topmødet og Kosovo-krisen 2 3

VAN DER LAAN, Luc:Luftforsvarssamarbejdet mellem NATO og Rusland 1 17

VENTURONI, admiral Guido:Initiativerne fra Washington-Topmødet: NATO får “redskaberne” til at udføre sine opgaver i det næste århundrede. 3 8

ZANDEE, Dick:Samspillet mellem den civile og militære sektor i fredsoperationer 1 10

Nr. Side Nr. Side


IN

DE

X 1

999

Nr. 1 (forår 1999)

Washington-Topmødet: NATO træder ind i det 21. århundredeJavier Solana 33

Argentina, NATO’s sydatlantiske partnerJorge Domínguez 7

Samspillet mellem den civile og militære sektor i fredsoperationerDick Zandee 10

At skabe stabilitet og sikkerhed i SydkaukasusPol de Witte 14

Luftforsvarssamarbejdet mellem NATO og RuslandLuc van der Laan 17

DokumentationDet Nordatlantiske Råds ministermøde, Bruxelles, den 8. december 18Erklæring om Bosnien-Herzegovina, Bruxelles, den 8 december 20Erklæring om Kosovo, Bruxelles, den 8. december 21Erklæring om CFE, Bruxelles, den 8. december 21Formandens opsummering af mødet i Det Euro-Atlantiske

Partnerskabsråd, Bruxelles, den 8. december 23Ajourført handlingsplan for Det Euro-Atlantiske

Partnerskabsråd, 1999-2000 23Erklæring fra NATO-Ukraine Kommissionen, Bruxelles, den 9. december 26Erklæring fra Det Permanente NATO-Rusland Fællesråd, Bruxelles, den 9. december 27Det Nordatlantiske Råds forsvarsministermøde, Bruxelles, den 17. december 27NATO-landenes forsvarsudgifter (1975-1998) 31

Nr. 2 (sommer 1999)

Milepæle i NATO’ s historie: Washington-Topmødet og Kosovo-krisenJavier Solana 3

NATO’s humanitære støtte til ofrene for Kosovo-krisen Ambassadør Sergio Balanzino 9

Når magt er nødvendig: NATO’s militære svar på krisen i KosovoGeneral Wesley K. Clark 14

Et nyt Strategisk Koncept for en ny æraAnthony Cragg 19

Medlemsskabshandlingsplan: NATO’s dør står fortsat åbenAmbassadør Klaus-Peter Klaiber 23

NATO’s Forsvarskapacitetsinitiativ - forberedelse til fremtidens udfordringerFrank Boland 26

Partnerskab i det enogtyvende århundredeCharles J. Dale 29

Topmøde-initiativet om masseødelæggelsesvåben: baggrund og målsætningerCrispin Hain-Cole 33

DokumentationWashington-Erklæringen D1Erklæring om Kosovo D1Det 21. århundredes Alliance D2Alliancens Strategiske Koncept D7Medlemskabshandlingsplan D13Forsvarskapacitetsinitiativ D16

Nr. 3 (efterår 1999)

Alliancen er parat til det 21. århundredeBrev fra generalsekretæren 3

At tage ansvar for Balkans sikkerhedLamberto Dini 4

Initiativerne fra Washington-Topmødet: NATO får “redskaberne” til at udføre sine opgaver i det næste århundrede.Admiral Guido Venturoni 8

Udfordringen at genopbygge KosovoBernard Kouchner 12

KFOR: sikkerhed som grundlag for en bedre fremtid for KosovoGeneralløjtnant Sir Mike Jackson 16

Kosovo - på rette vej, men hvorhen?Matthias Rüb 20

Bør NATO gå forrest i formuleringen af en doktrin for humanitær intervention?Ove Bring 24

Et nyt akademi til et nyt NATOGeneralløjtnant Dr. Hartmut Olböter 28

PfP-træningscentre: forbedring af træning og uddannelse Burak Akcapar 31

NATO efter udvidelsen: Står Alliancen stærkere?Sebestyén L. v. Gorka 33

Nr. 4 (vinter 1999)

NATO i det nye årtusindLord Robertson 3

NATO’s nye sikkerhedsopgaveLloyd Axworthy 8

NATO’s opgaver i informationsalderenJoseph S. Nye, Jr. 12

Sloveniens syn på mulighederne for stabilitet i det sydøstlige EuropaDr. Boris Frlec 16

Stabilitetspagten: nye veje i Balkan-politikkenBodo Hombach 20

Schweizisk sikkerhedspolitik og partnerskab med NATOMartin Dahinden 24

NATO’s Videnskabsprogram øger samspillet med partnerneNancy T. Schulte 29

INDHOLD EFTER DE ENKELTE NUMRESide Page


En mindeplade i messing i anledning afNATO’s 50-års jubilæum afsløres afAlliancens stabschefer den 9. november.(foto: AP)

den nordatlantiske traktatorganisation

belgiencanada

danmarkfrankrig

grækenlandhollandislanditalien

luxembourgnorgepolen

portugalspanien

storbritannientjekkiettyrkiet

tysklandungarn

usa

Postbesørget blad(8245 ARC)

NATO i det nye årtusind · 3 NATO nyt Vinter 1999 • udvidet partnerskab med 25...

Documents

Transcript of NATO i det nye årtusind · 3 NATO nyt Vinter 1999 • udvidet partnerskab med 25...