Maran nytMaranklub DK’s medlemsblad

Marts 2013nr. 12. årgang

2

Indhold2.... Velkommen3.... Tillykke

Nyt fra Standardudvalget4.... Stafetten7.... De første Maran i

Danmark11.... Marandagen13.... Generalforsamling15.... Nye i bestyrelsen16.... Bestyrelsen

Velkommen Forår? Tja, udenfor mit vindue ligger sneen stadig i et tykt lag, men ruge-maskinen er i gang og hønseplanerne resten af året er lagt.Jeg håber, at alle I andre også har travlt med årets planer.

Marianne VedelFormand

Vi er så heldige, at vi har modtaget nogle artikler fra klubbens medlemmer. Vi vil fra bestyrelsens side gerne sende en stor tak for disse.Indholdet i artiklerne står for forfatter-ens egen regning, da vi ikke har ressourcer til at undersøge alle fakta i artiklerne.Vi modtager fortsat gerne artikler, men forbeholder os ret til at vurdere fra gang til gang, om artiklen er relevant for klubben.

Bestyrelsen i Maranklub DK

Nye medlemmerI 2013Velkommen til:Norbert WeinbergJens FischerBernd SchimmlickMette KleistBerit Linea SteffensenSuni JensenKenneth E. JensenTage PedersenKim AndersenPeter DyrholmLars Larsen

3

ET STORT TILLYKKE TIL LENE LESTAT PETERSEN.Lene udstillede nyopdræt af store Maran i Gråstribet-kobber på Landsud-stillingen i Fredericia i januar 2013. Det var flotte dyr der pyntede i rækken af Maran og de fik positive kommentarer og fine point. Vi forventede derfor en godkendelse, og nu er der kommet offi-ciel besked fra Standardudvalget under DFfR, at Lenes nyopdræt er standard-godkendt.Det vil sige, at vi nu har 5 standardgod-kendte varieteter af Maran i Danmark, 2 dværge og 3 store.

Andet fra Standardudvalget:

I det første Maran Nyt skrev vi, at der skulle bruges skråstreg til at dele

1,1 stor Gråstribet-kobber Maran

elementerne i farvevarietetens navn. Der er nu kommet en ændring af den generelle skrivemåde fra Standardud-valget, så navneelementer for alle racer skal deles med bindestreg.Som eksempel udgår skrivemåden ”Sort/kobber” og skal fremover”Sort-kobber”.Vi skal også være opmærksomme på, at vægtangivelsen for æg af stor Maran er blevet forhøjet med 10 gram i forhold til tidligere danske normer. Det betyder, at mindstevægt/ idealvægt er ændret fra 55/61 gram til 65/71 gram. Det er en stor stigning, og det kommer af, at vi i bestyrelsen mener, at vi skal lægge os tæt op af standarden fra Frankrig - Maranens hjemland. Hvis det viser sig helt umuligt at opfylde den nye vægt-standard, må vi søge at få modereret stigningen.

4

hvad det var, der havde givet lyd i kas-sen, så han fulgte med hele vejen ud i hønsehuset.Så gik der et par år med forskellige racer, som jeg ikke var helt tilfreds med.Mine kriterier for hvad mit hønsehold skulle bringe husholdet indsnævrede sig til gode smukke og stærke æg og en høj slagteværdi hos dyret.Jeg havde læst og hørt lidt om Marans, men havde meget svært ved at finde nogle.Ved et besøg på Roskilde Dyrskue fik jeg dog et navn og tlf.nr. på en dame i Køge, der angiveligt skulle have nogle kobberfarvede Marans. Jeg kontaktede hende, og hun ville heldigvis godt sælge nogle rugeæg ….

Efter 1. sæson med Marans var jeg sikker på, at jeg havde fundet min foretrukne race.Tilfældet ville, at min kornpusher havde fået fat i nogle gøgespættede Marans, så i et par år havde jeg faktisk mulighed for at ha’ 2 farvevarieteter i høner men dog stadig kun en sort-kobber hane.Min kornpusher fik desværre ryddet hele sin bestand af ræven og opgav at avle og sælge høns.Min sort-kobberfarvede hane mistede jeg og havde jo ikke nogen gøgespættet hane!Det var lige ved at være enden på egen avl med Marans….

I juledagene 2007 så jeg en annonce i

Stafettener sendt til Lene Kongstad:

Kære Medlemmer af Specialklubben for Maran i Danmark.

Jeg har påtaget mig stafetten /opgaven at skrive min historie omkring mit hønsehold og om mit valg af Maran racen.

Først en lille kort præsentation; Jeg hedder Lene Kongstad, bor I Rungsted i Nordsjælland med mand og to efter-hånden store sønner på 18 og 13 år.Vi har efterhånden boet her i 20 år og har haft høns i 17 år, Marans i 13 år.

Min ældste søn og jeg gik i legestue med en kvinde og hendes lille datter som havde høns hjemme i sin villa-have. Et besøg hos dem og jeg var fast besluttet på, at jeg også skulle ha’ høns. Min mand blev “aktiveret “ og byggede vores 1. hønsehus i foråret 1996 af gen-brugsmaterialer fra containerpladsen. Det var tider, da man måtte klunse.

Den race jeg som spæd nybegynder valgte, var som mange andre i den situ-ation Wyandotten. Jeg meldte mig ind i Dansk fjerkræforening for raceavl og tog kontakt til en flink mand som ville sælge mig 1,6 blå Wyandot i stor.De blev sendt med PostDanmark, for det måtte man dengang i 90érne. Postbuddet var meget interesseret i,

5

DBA, 1.9 gøgespættede Maran til salg, først til mølle princippet. Hu hej af sted til Randers med veninde i vores lille Lupo 3L, 2. Juledag!1.11 blev bragt til Sjælland. Jeg kan huske, at jeg havde rystet på hovedet af min kornpusher et par år tidligere, fordi han havde taget turen til Jylland efter høns.Jeg skulle blive klogere og komme til at æde min hovedrysten mange gange på vej til det tyske efter æg nogle år senere.Sommer 2008 blev jeg af en veninde gjort opmærksom på DFF, og en stor mulighed for at suge yderligere viden til sig og dele sine hønseoplevelser med flinke folk åbnede sig. På daværende tidspunkt var der kun en lille håndfuld brugere af DFF, der havde Maran.

Skæbnen ville at jeg i februar 2009 fik en cancer diagnose som på sin vis påvirkede mit hønsehold positivt i og med, at jeg fik en pose penge fra mit pensionsselskab pga. kritisk sygdom. Så i foråret slog jeg ud med armene og tegnede og fortalte til en rigtig tømrer.

Hønsehuset var jo på daværende

tidspunkt 12 år, bygget af genbrugsma-terialer og ved at være godt råddent. Pladsen var også ved at være for trang. Konen med æggene-effekten havde jo indfundet sig med tiden.

Samme forår fik jeg også ny nabo, som ikke mente, at jeg skulle ha’ høns. Han fandt ud af, at han kunne kræve mit hønsehus fjernet, fordi det stod 30 cm for tæt på skel. Så det forlangte han og pudsede de kommunale instanser på mig.

Det betød nu ikke noget særligt, for den weekend hvor nedrivningskravet kom fra Kommunen var min mand allerede i gang med koben og mukkert og beg-yndt at rive det gamle hønsehus ned, så tømreren kunne komme til at bygge op igen.

6

Imens levede de stakkels høns i eksil i garagen.

Det nye hønsehus blev et dejligt lydis-oleret hønsehus med stor overdækket gård og dimensioneret helt korrekt og reglementet i forhold til størrelse og byggelinjer til skel.

Jeg prøver jo at behage den nyankomne nabo på alle leder og kanter, for vi har jo desværre set, hvad én klage til en kommune kan føre med sig.I hønsehuset er der 2 stammerum med hver sin gård og en lille gård i gården med indgang til en box i midterrum-met, hvor min søn har en herlig lille stamme Seramaer. I foråret 2009 samarbejdede jeg med Peter Agger fra DFF om at købe Maran rugeæg fra en Belgisk avler. Vi fik flere forskellige farvevarieteter, blå-kobber, guld-gøgespættede, sort-kobber og vist nok også sort-sølv.Tilfældet ville, at der kun var høner iblandt de guld-gøgespættede. Jeg var på det tidspunkt ikke struktureret nok i min avl og var jo desuden meget be-grænset af, at jeg kun må have en hane. De udviklede desværre den ualmind-elige kedelige vane, at de plukkede hi-nanden… meget endda. Så de blev givet væk til en fra DFF med mere plads. De lagde meget mørke æg og var faktisk flotte.

I foråret 2011 klagede jeg min nød og

åbenbarede mine ønsker og ambitioner for Jørn Clevin.Jørn tog kontakt til formanden for den Tyske Maran klub, som året forinden havde hentet rugeæg i Frankrig. Ville han mon sælge til en dansk kvinde med mod på at køre på en lang tur efter rugeæg? Sørme så gerne. Jørn, min ældste søn, Thor og jeg kørte så til Tyskland sidst i marts måned. Tysker-ens dyr havde en god form og var pænt store. Netop volumen kunne de danske Marans godt trænge til. Jørn havde desuden formidlet mulighed for, at jeg også kunne købe mig en ny rugemaskine til tysk pris, hvilket er en del under de danske priser. Jørn taler og skriver flydende tysk, så uden hans hjælp og kontakter var jeg kun nået til Border Shoppen.

Det var en herlig tur, og mødet med hønseavlere i det tidl. DDR var spændende. Vi var i ”Sperrgebiet”, den tidligere sikkerhedszone imellem øst og vest Berlin. Med hjem havde vi også 30 æg af de sølv-sorte som Mikkel i Esbjerg skulle have og avle på.Resultatet af rugningen var desværre lidt sølle. I Tyskland havde det også været en hård vinter og et meget vådt forår. Det måtte ha’ indflydelse på fertiliteten. Jeg fik 4 haner, 3 blev solgt. En skulle bruges i avl i egen gård. Den havde dog så grelle fejl, at jeg ikke ville være bekendt at sælge rugeæg efter ham.

7

Turen gik derfor til Tyskland igen i 2012. Denne gang blev bilen fyldt helt op. Ud over Jørn skulle Mikkel fra Esbjerg, Tanja fra Farum og Karina fra Bornholm med.Vi fik æg fra to andre steder i 3 forskel-lige farve varieteter. Det er disse dyr, vi nu er i fuld sving med at avle på suppleret med de danske dyr og to nye haner, som Tanja og jeg var så heldige at købe af vores nye tyske ven Norbert Weinberg. Han tog dem endda med til DK, da han var på ferie og deltog i specialklubbens herlige ar-rangement i Holstebro i efteråret 2012.

Kontakterne, venskaberne, erfaringerne og ikke mindst oplevelserne sammen med ligesindede er til så stor glæde. Også derfor glæder det mig, at driftige folk startede specialklubben for Ma-rans.

Jeg håber at vi sammen får et frugtbart samarbejde til gavn for denne skønne race.

Med venlige hilsner fra Lene Kongstad.

Jeg vil lige tilføje til Lenes gode artikel, at ”gøgespættede” kaldes ”gråstribede” i dag, Standardudvalget ændrede navnet for et par år siden.Marianne Vedel

De første Maran i DanmarkAf Bent Hermansen.Fotos: M. Vedel

Alfred Kirk har bedt mig skrive lidt om: Hvordan kom Maran til Danmark?For at gøre en kort historie lidt længere, vil jeg starte med at gå tilbage i histo-rien.I 1931 kom der en dreng til verden i Vordingborg. Han blev senere døbt Bent. Efternavnet Hermansen havde jeg fra mine forældre. Min mor var naturligvis hjemmegående, og min far var maskinarbejder (smed). Han var heldigvis interesseret i duer og andet fjerkræ.Når jeg som baby skulle sove til mid-dag, blev jeg (når vejret var til det) i min barnevogn placeret ved min fars duevoliere. Jeg blev så lullet i søvn af duernes kurren og vingeslag. Dette var antagelig årsagen til at mine første ord

8

var: Due, due.I nabohuset boede der en DSB-togfører. På grund af hans skiftende arbejds-tider, var han tit hjemme om dagen. Det viste sig senere at være en stor fordel for mig. Det var en statelig mand med kraftigt overskæg og venlige øjne. Navnet var Steffensen. Hans have var stor med mange frugttræer og plads til urter samt det meget vigtige: Et ret stort hønsehus beboet af lyse Sussex. Alle de dage, hvor jeg havde mulighed for det, var jeg inde hos Steffensen. Han blev en slags voksenven for mig. Her lærte jeg lidt om dyrkning af grøntsager og frugt. Det vigtigste var dog, at jeg også lærte en smule om pasning af høns og kyllinger. Et stort øjeblik var det for mig, da han en dag forærede mig en bog om høns. I denne bog var alle den tids racer beskrevet. Der var billeder af hver race og lidt om nytte-egenskaber som f.eks. antal æg pr. år, slagteværdi m.m. Omtalte bog førte mig på en måde ind i racefjerkræavlen. Jeg har da også igen-nem de mange år haft en del forskel-lige racer. I flæng kan nævnes Danske Landhøns, Plymouth Rock, Australorps og New Hampshire. Sidstnævnte er den race jeg har haft størst succes med som udstiller. Som 16-årig udstillede jeg mine første dværghøns, nemlig sorte Orpington. Denne race har jeg nu igen. Den har jeg så tænkt mig at slutte af med, når jeg engang bliver gammel? Nu er vi ved at bevæge os hen på det

emne, denne artikel egentlig skulle dreje sig om, nemlig Maran.I 1973 flyttede jeg til Nordfalster. Jeg havde stadigvæk racefjerkræ. Efter-hånden fik jeg også tid til og mulighed for at deltage i bestyrelsesarbejdet. Bl.a. som kasserer i Vordingborg Fjerkræklub og senere som formand i Racedueforeningen Lolland-Falster.Som sidstnævnte arrangerede jeg forskellige busture til Sverige og Tysk-land. I efteråret 1998 var vi i Rostock og omegn, hvor vi som sædvanlig besøgte diverse hønse- og dueavlere. Blandt an-dre var vi hos Reinhard Meincke. Han var bl.a. kendt for gode Skønhedsbrev-duer. Lidt specielt var det at voliererne til hans virkelig mange og forskellige duer var bygget oven på hans store udhus. Dette var samtidig hønse- og duehus. Jeg gik naturligvis rundt og kiggede på alt med fjer på. Pludselig så jeg, at der i en meget stor græsbevokset løbegård, gik en flok smukke hønniker af en race

9

jeg aldrig tidligere havde beskuet. Jeg spurgte naturligvis til racen. Det er Maran, var svaret.Da vi senere kom ind i udhuset, så jeg en bakke med æg, der havde den mest utrolige og smukke farve. Jeg beskrev senere farven som mørk chokolade-rød-brun med mørke ”flækker”.Jeg var nu helt solgt. Da jeg hørte at æggene kom fra Maran, bestilte jeg omgående 30 rugeæg. Jeg måtte sim-pelthen eje denne race. Resultatet blev så, at jeg sammen med min kone, sidst i januar 1999 tog færgen til Rostock for at afhente rugeæggene.Rugningen viste sig noget problematisk. Især klækningen. Skallen var meget tyk

og hinden mellem skal og blomme (se-nere kylling) var utrolig tyk og sej. Det var derfor vanskeligt for kyllingerne at komme levende ud. Der blev dog ca. 12-15 levende kyllinger ud af det.Senere kom dog nye problemer. Der kom hønselammelse i flokken. Det havde jeg ikke set før i andre racer. Årsagen var, ifølge dyrlæge, at man i Tyskland, hvor æggene jo var kommet fra, vaccinerede mod hønselammelse. Der var lidt dødsfald, men i august havde jeg dog stadig 2,8 ungdyr gående. Jeg begyndte så at spekulere på at udstille. Det hører med til at have racehøns, mener jeg.

10

I ”Det grønne Blad” nr. 8, 1999 havde Willy Littau en artikel om bl.a. Maran. Racen var også med i den tids Skan-dinavisk Fjerkræstandard. Desværre lignede de Maran jeg havde, ikke de Maran der var beskrevet i Fjerkræ-standarden. Imidlertid havde jeg fået en standard med fra Tyskland. Den fik jeg oversat og sendt til Willy Littau. Dengang forlød det, at der var en fransk og en engelsk avlsretning. Mine Maran skulle så være af fransk afstamning. I august 1999 opdagede jeg at mine 2 haner ikke var udstillingsdyr. Den ene havde andefod og den anden bitakker. Udstilling måtte altså vente.I 2000 fik jeg bedre gang i opdrættet. Det var også efter lidt besvær lykkedes for mig at finde en interesseret opdræt-ter, som kunne være med til at udbrede racen i Danmark. Jeg kom i tanke om at min gamle ven, Anders Pedersen fra Dalmose, tilbage i 1998 havde været med på turen til Rostock og altså set de smukke dyr og æg. Jeg fik i efteråret 2000 overtalt ham til at overtage en stamme. Denne fik han gode resultater med. I 2001 blev Anders og jeg så enige om at vi skulle anmelde Maran til Land-sudstillingen, med det formål at få dem anerkendt. Dette lykkedes også, dyrene fik pæne point og i februar 2002 fik vi brev fra Standardudvalget med besked om anerkendelsen.En anstødssten for mig var dog, at der i brevet blev bemærket flg.: Dog skal

man passe på brystfarven ved haner – sort skal tilstræbes, det er tilladeligt med lidt kobberfarve, men pas på det ikke tager overhånd.Jeg mener det er en forkert formulering. Alene af den grund, at hvis man tilstræber haner med sort bryst år efter år, så vil kobberfarven i såvel haner som høner efterhånden blive alt for svag. Omvendt er det rigtigt at kobberfarven naturligvis ikke må blive for voldsom og dermed styrende.I forbindelse med anerkendelsen vil jeg bemærke, at jeg aldrig har kunnet få ind i mit hoved, at racer og varieteter der er anerkendt i f. eks. Tyskland også skal anerkendes 1 gang til i Danmark, hvis de kommer hertil. Det er da smør på begge sider af brødet. Eller er det fordi vi er dygtigere i Danmark til at vurdere udstillingsdyr? Rent personligt vil jeg mene at vi i Danmark kun skal bekymre os om danske racer, f.eks. og især Danske Landhøns og Lutter. For mig er det helt uacceptabelt, hvis man i et andet land begynder at redigere i standarderne for disse danske racer.Sluttelig vil jeg ønske den nye Ma-ranklub held og lykke med fremtiden, det fortjener den flotte race med de smukkeste æg.N.B.: Desværre har jeg ikke plads til at holde store høns, derfor er det sorte Dværg Orpington jeg slutter med.

11

Marandagen6.oktober 2012Af Tanja S. Borch

Marandag i Holstebro – da en raceavlsignorant blev klogere

Lørdag d. 6. oktober 2012 var der Marandag i Holstebro. Den første af slagsen i vores stadig nye Maranklub DK. Jeg havde forud for dagen haft mange overvejelser med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage afsted. Jeg er ikke nyb-egynder indenfor høns, men har aldrig udstillet og har hidtil været overbevist om, at jeg aldrig kommer til det. Men i

foråret var jeg på marantur til Tyskland sammen med Lene Kongstad, Mikkel Berggreen Smidt, Karina Damsgaard Jensen og Jørn Clevin. Vi skulle finde gode dyr og æg, så vi kunne bringe noget nyt blod hjem til Danmark. Den tur gav mig blod på tanden! Jeg må vide noget mere om marans, så jeg kan gøre det ordentligt!

Lenes Kongstad ville heldigvis gerne med mig til vores første marandag. Vi lettede fra Sjælland kl. meget tidligt og skulle hente Lone Mølgaard i Slagelse på vejen. Vel ankommet til Holstebro blev vi hjerteligt modtaget, og det var dejligt at få sat ansigt på klubbens medlemmer.

Deltagerne ved Marandag 2012

12

Især var det fint at hilse på de tyske gæster, hvoraf den ene, Norbert Wein-berg, netop var en af de avlere vi hent-ede rugeæg hos i Tyskland. At tyskerne havde planlagt deres ferie således, at de kunne deltage i marandagen i deres danske søsterklub, fortæller sin egen fine og særlige historie om fjerkræfolk.

Så sad vi der i en tidslomme i Holstebro Fjerkræklubs klubhus og spiste morgenmad. Her var en forsamling af mennesker, der med vidt forskelligt udgangspunkt, var forsamlet for at udveksle erfaringer om deres fælles interesse: de franske marans. Det var ikke væsentligt om man var nybegynder, erfaren udstiller, skraldemand eller professor. Vi var kommet for at tale om høns! Og det gjorde vi så (akkompagneret af hane-gal og høneklukken fra de medbragte dyr)…

Marianne og Willy indledte med velkomst og en gennemgang af kardi-nalpunkterne for marans, en præsentation de også havde holdt

på et fjerkrædommerkursus et par uger tidligere. Forhåbentlig var der ikke noget i præsentationen, der overrask-ede os, men det var fint at få sat ord og billeder på standarden for marans.Efter den fine gennemgang var det tid til gennemgang af de medbragte dyr.

Det var en fabelagtig systematisk og grundig gennemgang af kardinalpunk-ter for dyrene, med rig mulighed for at stille spørgsmål. Jeg er sikker på, at vi var mange, der fik rigtig meget ud af den gennemgang. Jeg lærte især tre ting:1) Kobberfarven skal være intakt rundt om hele fjeren – også på høner! Den skal altså ikke bare være to kob-berfarvede striber på siden af en sort fjer. (Også) her har vi en udfordring, da mange høner i Danmark har ringe halstegning.2) Haner med god kobberfarve i fjerene i 2. række fjer på vingebuen giver høner med god kobberfarve i halsen, så det er dem vi skal satse på, hvis vi vil forbedre kobberfarven hos

13

GeneralforsamlingVordingborgd. 2. marts 2013Af Steffen Lund

Vores første ordinære generalforsamling i Maranklub DK

Vordingborg Fjerkræklub havde været så venlige at låne os deres klubhus i fjerkrækolonien, så vi i den rent vest-danske bestyrelse kunne indkalde til en østdansk generalforsamling d. 2. marts 2013. Det skulle give en hjemmebanefordel til vore østdanske medlemmer, som de dog ikke udnyttede, idet vi ud af de 9 fremmødte medlemmer var dobbelt så mange fra vest som fra øst.Alt det pjat om vest og øst er kun, og bør kun være for sjov i en klub, der dækker så lille et geografisk område, som Danmark trods alt er.

Vores søde værter i Vordingborg havde varmet huset op i god tid, så indekli-maet var behageligt. Lejen var et par bakker med brune æg og i tilgift fik de lidt æg af mine store sorte Nøgenhalse. De hjalp også med kaffebrygning og stillen an til formiddagskaffen inden starten, og da vi gik i gang med GF satte de bure op til de dyr, som Lene Lestat havde taget med. Det er jo langt nemmest, hvad angår smittekontrol, når alle dyr er fra samme avler. Man

hønerne.3) Vi skal være varsomme med at være for kritiske overfor vores dyr. Marans i DK har stadig lang vej mod perfekte dyr, men hvis vi hjælpes ad, så skal det nok lykkes at avle gode dyr uden at skulle avle med hanestammer og hønestammer eller én stamme, der lægger de rigtige æg og en anden stamme, der avler den rigtige type.

Willy Lithau fortæller Det må være en typisk nybegynder-indstilling ikke at ville medbringe dyr med argumentet ”de er ikke gode nok til udstilling” og derfor ikke få dem vaccineret. Da vi stod der foran burene, så fortrød jeg alligevel lidt, at jeg ikke havde dyr med, for dem jeg har gående derhjemme, de er da meget gode. Og som Willy gentog ad flere omgange ”vi skal passe på ikke at være for kritiske”, marans er stadig en ny race i Danmark!

Tak for en super dejlig dag i Holstebro

14

lærer ikke så meget af at se på perfekte dyr, men en hel masse af at se de fejl, som man kan gå hjem og finde magen til. Se, det vidste Lene og derfor fik vi udover hendes nyopdræt af Store Maran i gråstribet-kobber også nogle forskellige varieteter med forskellige fejl at se. Willy var som sædvanlig god til at udpege og forklare alvorligheden af fejlene, samtidig med at han præcis-erede, at vi skulle være varsomme med at sortere for hårdt her i starten. Der er ingen perfekte dyr endnu, for det er det, som vi sammen skal prøve at fremavle ved den rette stammesammensætning over de næste 5-10 år. Vi må ikke være for ultimative i vores krav lige nu, men samtidig være rede til at stramme kravene efterhånden som standarden forhåbentlig forbedres. Willys gennem-gang var afslutningen på dagen, og det fulgte fint efter Frank Kristensens indlæg om specielt farvernes arvegang hos Maran. Frank var god til at vise eksempler og skemaer, så det ikke blev uforståeligt svært, og så vi alligevel også måtte anstrenge os lidt for at lære nyt. Jeg måtte sammen med andre tilhørere komme med et Ahaa! nogle gange undervejs, og jeg har foreslået bestyrelsen at vi inviterer Frank igen til vores næste hønsedag, da det var synd at så få hørte noget så relevant for vores udvælgelse af dyr til avlsarbejdet.Om selve GF kan I læse i referatet på www.maranklub.dk. Jeg synes at det væsentligste resultat er,

at det nu med medlemmernes opbakning bliver muligt for bestyrelsen at tilbyde et tilskud til passage af Store-bælt, samtidig med hver indbydelse til fælles arrangementer i Maranklub DK. Det er bestyrelsens ønske, at fire personer i en bil tilsammen kan få refunderet hele broafgiften, men det kan komme til at variere afhængig af klubbens økonomi. Alle skal køre langt eller kort til møderne, men når broafgiften udlignes ved samkørsel og vi fortsætter med at gøre deltagelse i f.eks. Marandag gratis for alle deltagere, så håber vi, at det vil opmuntre mange til at deltage i samar-bejdet om vores fælles interesse – Maran i alle afskygninger.

Sekretæren med sin nye laktaske

15

Et stort øjeblik oprandt for mig personligt, da Marianne overrakte mig en hidtil savnet genstand af stor symbolsk værdi for min identitet som sekretær. Jeg fik overrakt en smuk brun laktaske, som vil være enhver sekretær værdig. Begejstringen ville da heller ingen ende tage, og Lone Mølgaard var der med kameraet og forevigede det store øjeblik for den lykkelige sekretær - nu med laktaske.Jeg synes, at det var en god dag i Vordingborg, og det var tiden og alle rejseudgifterne værd.

Nye i bestyrelsenVi er glade for at kunne præsentere vores to nye medlemmer i bestyrelsen, Heidi, Nedergaard Jensen som trådte ind som suppleant for Dorte Kjær og Jes Lennert Hansen som er nyvalgt for to år.

I kommer til at ”møde” Heidi i næste blad.Vore nye næstformand Jes Lennart Hansen vil gerne præsentere sig selv i dette blad:

En dag i begyndelsen af februar blev jeg ringet op af Marianne Vedel, som spurgte, om det ikke var noget for mig, at stille op til bestyrelsesvalg ved den kommende generalforsamling. Det måtte der tænkes lidt over, for jeg

har kun haft høns i et par år, og aldrig udstillet eller andet. Jeg besluttede mig dog for og stille op, for det lød spæn-dende og interessere mig en del. For dem, der ikke kender mig, er jeg 35 år gammel, gift med Arnanguaq, i daglig tale kaldet Gagge, har 2 børn, hund, høns og kaniner. Vi bor i Gørding mellem Esbjerg og Kolding. Hønseflok-ken består af 0,4 New Hampshires, 0,1 blanding og 1,4 gråstribede dværg ma-ran, som virkelig har vundet familiens hjerter. Der er rigtig meget for mig at lære endnu vedrørende hønseavl, men i klubben har jeg mødt mange der gerne deler ud af erfaringer, og hjælper en ny-begynder som mig. Jeg følger lidt med på det franske maran forum, og her er der mange spændende indlæg om stort og småt. Desværre snakker jeg ikke fransk, men i vore moderne tider har jeg allieret mig med google translate, som hjælper mig et stykke af vejen. Det tyske forum følger jeg også lidt med i, men her går det bedre med sproget. Herhjemme sker der også rigtig mange spændende ting, der er flere, der arbejder på at få nye farver godkendt, og få de godkendte farver forbedret. Selv er jeg i færd med at fremskaffe hve-defarvede dværge sammen med Berit Steffensen. Det går i skrivende stund lidt trægt, men vi kæmper videre, for at det skal lykkes. Jeg håber på at møde mange af jer til nogle af de kommende klubarrangementer. Det er altid spæn-dende at møde nye mennesker og spe-cielt dem med fælles interesse i maran.

16

Maranklubbens bestyrelseFormand:Marianne Vedel, Præstegårdsvej 26, 6900 Skjernmarianne@fjerkrae.dk74 45 45 88

Næstformand:Jes Lennert Hansen, Søndergade 45, 6690 Gørdingjes.hansen@webspeed.dk60 38 87 22

Kasserer:Heidi Nedergaard Jensen, Mausing Skolevej 16, 8620 Kjelleruphnedergaardjensen@gmail.com22 61 15 24

Sekretær:Steffen Lund, Vestergårdsvej 5, Hadbjerg, 8370 Hadstensteffen@lundur.dk87 61 38 48