Kunsten at gribe livet

P O L I T I K E N S F O R L A G

Chad Harbach

KUNSTEN AT

GRIBE LIVETRoman

Oversat fra amerikansk af Erik Barfoed

Kunsten at leve livet.indd 3 16/08/12 11.24

32

3

Den Thanksgiving var den første højtid, hvor Henry var væk hjemmefra. Han tilbragte den i spisesalen, hvor han havde fået

arbejde som opvasker. Kokken, Spirodocus, der var leder af kantine-køkkenet, var en hård chef, der altid spankulerede omkring og tjekke-de folks arbejde, men jobbet gav mere, end Henry nogensinde havde tjent i Piggly Wiggly i Lankton. Han havde frokost- og aftenvagterne, og bagefter gav Spirodocus ham en skive kalkunbryst, han kunne tage med hjem til Owens køleskab.

Henry følte et sug af længselsfuld glæde, da han hørte sine foræl-dres stemmer i telefonen den aften. Hans mor var ude i køkkenet, og hans far lå på ryggen i dagligstuen med tv’et på lydløs og et askebæ-ger inden for rækkevidde, mens han halvhjertet lavede de ordinerede rygøvelser. Henry forestillede sig, hvordan hans far langsomt rullede de bøjede knæ fra side til side. Bukserne bevægede sig op ad benene. Han havde hvide sokker på. At forestille sig så hvide sokker – Henry så dem for sig med ulidelig klarhed – gav ham tårer i øjnene.

“Henry.” Hans mors stemme var ikke så Thanksgiving-munter, som han havde forventet – den var ærgerlig, dyster, underlig. “Din søster har fortalt os, at Owen ...”

Han tørrede tåren væk. Han burde have vidst, at Sophie ville slad-re. Sophie sladrede altid. Hun var lige så opsat på at få folk op at køre, især deres forældre, som Henry var på at berolige dem.

“... er bøsse.”


33

Hans mor lod ordet bliver hængende i luften. Hans far nøs. Henry ventede.

“Din far og jeg kan ikke forstå, hvorfor du ikke har fortalt os det.”“Owen er en god roommate,” sagde Henry. “Han er flink.”“Jeg siger ikke, at homoseksuelle ikke er søde. Jeg spørger bare,

om det nu er det bedste sted for dig at være, skat? Jeg mener, I deler soveværelse! I deler badeværelse! Er det ikke ubehageligt for dig?”

“Det vil jeg søreme håbe,” sagde hans far.Hjertet sank i livet på Henry. Ville de nu tvinge ham til at tage

hjem? Han havde ikke lyst til at tage hjem. Hans totale nederlag ind-til videre – ingen venner, dårlige karakterer, han kunne ikke engang finde Mike Schwartz – fik ham til at afsky tanken om at tage hjem endnu mere, end hvis han – som tilsyneladende alle andre – havde haft det fantastisk.

“Ville de lade dig dele værelse med en pige?” spurgte hans mor. “I din alder? Aldrig. Aldrig nogensinde. Hvorfor skal du så udsættes for det? Det giver ingen mening.”

Henry kunne ikke se, at der var noget at udsætte på hans mors lo gik. Ville hans forældre tvinge ham til at skifte værelse? Det ville være forfærdeligt, værre end ydmygende, at skulle gå hen på admi-nistrationskontoret og bede om et nyt værelse – folk ville med det samme vide, hvorfor han spurgte, for Owen var den bedst tænkelige roommate; han var ordentlig og sød og næsten aldrig hjemme. Den eneste roommate, der ville forsøge at slippe af med Owen, var en, der hadede bøsser. Det her var et rigtigt universitet, et oplyst sted – man kunne få alvorlige problemer for at hade folk her, det havde Henry i hvert fald på fornemmelsen. Han havde ikke lyst til at få problemer, og han havde ikke lyst til at få en ny roommate.

Hans mor rømmede sig og gjorde sig klar til at levere endnu en afsløring.

“Vi hører, at han har købt tøj til dig.”En søndag morgen to uger tidligere havde Henry siddet og spillet

Tetris, da Owen og Jason kom; Owen var rolig og munter som altid,


34

Jason havde hængeøjne og et stort papkrus med kaffe i hånden. Hen-ry lukkede vinduet med Tetris og åbnede den hjemmeside, der hørte til hans fysikforelæsninger. “Hej med jer,” sagde han. “Hvad så?”

“Vi skal ud at shoppe,” sagde Owen.“Cool. Mor jer godt.”“Det vi betyder os alle. Tag sko på.”“Nå, haha, det gør ikke noget,” sagde Henry. “Jeg er ikke den store

shopper.”“Og du er ikke så ringe, når det gælder litoter,” sagde Jason. Liii-

toooo-ter. Henry gentog ordet for sig selv, så han kunne slå det efter senere. “Når vi kommer tilbage, brænder jeg de cowboybukser.”

“Hvad er der galt med dem?” Henry så ned på sine ben. Det var ikke ment som et retorisk spørgsmål: Der var åbenbart noget galt med hans cowboybukser. Det var gået op for ham, efter at han var ankom-met til Westish, ligesom han havde konstateret, at der var noget i vejen med hans sko, hans frisure, hans taske og alt andet. Men han forstod ikke helt, hvad det var. På samme måde som eskimoerne hav-de hundrede ord for sne, havde han kun ét for cowboybukser.

De tog Jasons bil og kørte ud til et indkøbscenter i Door County. Henry gik gang på gang ind i omklædningsrummene og kom ud igen for at lade sig inspicere.

“Sådan,” sagde Owen. “Endelig.”“Dem her?” Henry hev i lommerne og skridtet. “De er lidt stram-

me.”“De bliver løsere,” sagde Jason. “Og ellers er det bare så meget

desto bedre.”Da de var færdige, havde Owen sagt sådan, endelig til to par cow-

boybukser, to skjorter og to sweatere. En beskeden bunke, men Hen-ry lagde priserne sammen i hovedet og vidste, at det blev mere, end han havde på sin bankkonto. “Behøver jeg virkelig to par?” sagde han. “Ét par er da en god start.”

“To par,” sagde Jason.“Øhm.” Henry så bekymret på bunken af tøj. “Jeg ...”


35

“Nå!” Owen slog sig for panden. “Har jeg glemt at sige, at jeg har et gavekort til stedet her? Og jeg er nødt til at bruge det med det samme, ellers udløber det.” Han rakte ud efter tøjet. “Giv mig det.”

“Men det er jo dit,” indvendte Henry. “Du skal da bruge det på dig selv.”

“Under ingen omstændigheder,” sagde Owen. “Jeg kunne ikke drømme om at købe mit tøj her.” Han tog bunken af tøj ud af hæn-derne på Henry og så på Jason. “I to kan vente udenfor.”

Så nu havde Henry to par cowboybukser, der var blevet en anelse løsere, men stadig føltes for stramme. Og når han sad for sig selv i spisesalen og så sine studiekammerater gå forbi, bemærkede han, at de lignede deres cowboybukser temmelig meget. Fremskridt, tænkte han. Jeg gør fremskridt.

“Er det rigtigt?” spurgte hans far. “Render fyren og køber tøj til dig?”

“Øh ...” Henry forsøgte at komme på et svar, der ikke var direkte løgn. “Vi var ude at shoppe sammen.”

“Hvorfor køber han tøj til dig?” Hans mor hævede igen stemmen.“Jeg tvivler på, at han køber tøj til Mike Schwartz,” sagde Henrys

far. “Det tvivler jeg meget stærkt på.”“Jeg tror, han prøver at hjælpe mig med at falde ind.”“Falde ind hvor? skulle man måske spørge. Bare fordi nogle men-

nesker har flere penge end dig, betyder det ikke, at du behøver at rette dig efter deres opfattelse af, hvad det vil sige at falde ind, skat. Du er nødt til at være dig selv. Er vi enige om det?”

“Det er vi vel.”“Godt. Du må sige til Owen, at du takker mange gange, men un-

der ingen omstændigheder kan tage imod hans gaver. Du er ikke fattig, og du behøver ikke at tage imod almisser fra fremmede.”

“Han er ikke fremmed. Og jeg har allerede haft det på. Han kan ikke få pengene igen.”

“Så kan han bruge det selv.”“Han er højere end mig.”


“Så kan han give det til velgørenhed. Jeg vil ikke diskutere det mere, Henry. Er du med?”

Han ville heller ikke diskutere det mere. Det gik op for ham – hvil-ket ikke var faldet ham ind før; han var tykpandet, langsom var han – at hans forældre var 800 kilometer væk. De kunne tvinge ham til at tage hjem, de kunne nægte at betale den del af undervisningen, de var gået med til at betale, men de kunne ikke se hans cowboybukser. “Forstået,” sagde han.


37

4

Det var næsten midnat. Henry pressede øret mod døren. Lyden derindefra var svedig og stønnende, høj nok til at man kunne

høre den for den hamrende musik. Han vidste, hvad der foregik der-inde, mere eller mindre i hvert fald. Det lød smertefuldt for i hvert fald én af de involverede.

“Åh. Åh. Åh.”“Kom så, baby. Kom så ...”“Åååååhhh ...”“Sådan, baby. Vi har hele natten.”“... åhhngrrrrnrhh ...”“Langsommere. Langsomt, langsomt, langsomt. Sådan, baby. Så-

dan.”“... ooohngrnrrrrnnrh ...”“Du er stor! Du er fandeme stor!”“... brøøøøhrnrrrgghh ...”“Giv mig så det sidste! Kom så! Gør det færdigt!”“... brøø ... brøø ... ARH ...”“Jajajajajajajajajajaja!”“... BRRØØØØØØØØAAAGHHHNNH!”Døren blev åbnet indefra. Henry, der havde stået og lænet sig op

ad den, vaklede ind i rummet og lige ind i Mike Schwartz’ svedige bryst.

“Du kommer for sent, Skrimmer.” Schwartz drejede Henrys røde


38

Cardinals-kasket omkring, så skyggen vendte bagud. “Velkommen til vægtrummet.”

Da Henry havde talt med sine forældre, havde han taget frakke på og var vandret omkring på campus i mørket. Alt var ufatteligt stille. Han sad for foden af Melville-statuen og så ud over vandet. Da han kom tilbage, blinkede hans svarer. Formodentlig hans forældre – de havde tænkt over det og besluttet, at det var på tide, han kom hjem.

Skrimmer! Footballsæsonen er slut. Nu begynder baseballsæsonen. Mød os i sportscenteret om en halv time. Sidedøren ved affaldscontai-neren står åben. Vær der til tiden.

Henry tog shorts på, snuppede Zero på hylden i skabet og løb gen-nem den milde aften over til sportscenteret. Han havde ventet tre måneder på, at Schwartz skulle ringe. Da han var nået halvvejs, var han allerede forpustet og satte farten ned. I de sidste tre måneder havde han ikke foretaget sig noget mere anstrengende end at vaske tallerkener i spisesalen. Han ville ønske, at universitetet krævede en større fysisk indsats og tvang en til at huske, at livet havde fire dimen-sioner. De kunne for eksempel lære en at bygge sine egne møbler til studenterkollegierne eller dyrke sin egen mad. I stedet talte alle hele tiden om tankens liv – et begreb, der ligesom mange andre begreber, han lige var blevet præsenteret for, var både tillokkende og uden for rækkevidde.

“Skrimmer, dette er Adam Starblind,” sagde Schwartz. “Starblind, dette er Skrimmer.”

“Så er det dig, Schwartz bliver ved med at tale om.” Starblind tør-rede hånden i sine shorts og rakte den frem. “Baseballspillets frelser.” Han var meget mindre end Schwartz, men meget større end Henry, hvilket blev tydeligt, da han tog sin skinnende, sølvfarvede trænings-jakke af. To asiatiske piktogrammer prydede hans højre skuldermu-skel. Henry, der ikke havde nogen skuldermuskler, så sig usikkert omkring i lokalet. Ildevarslende maskiner stod på lur i mørket. Det havde været en alvorlig fejltagelse at tage Zero med. Han forsøgte at gemme den bag ryggen.


39

Starblind smed jakken fra sig. “Adam,” bemærkede Schwartz. “Du har den glatteste ryg, jeg nogensinde har set på en mand.”

“Det bør den også være,” sagde Starblind. “Jeg har lige fået den ordnet.”

“Ordnet?”“Ja. Vokset, du ved.”“Du tager pis på mig.”Starblind trak på skuldrene.Schwartz vendte sig om mod Henry. “Har du hørt noget lignen-

de, Skrimmer?” Han gned sit tætklippede hoved, som allerede var ved at få høje tindinger, med en stor hånd. “Her slås man for at beholde håret, og så spenderer Starblind her formuen på at få det fjernet.”

Starblind lo hånligt. “Beholde håret, siger han. Han er det mest behårede menneske, jeg kender,” sagde han til Henry. “Madison be-høvede bare at kaste et enkelt blik på din ryg, Schwartzy, så ville han lukke butikken.”

“Hedder han Madison, ham der vokser dig?”“Han er dygtig.”“Jeg ved sgu ikke, Skrim.” Schwartz rystede trist på det store ho-

ved. “Kan du huske, dengang det var let at være en mand? Nu skal vi alle sammen ligne kaptajn Abercrombie her. Sixpack, abs, tre pro-cent kropsfedt. Det er noget fis. Jeg længes tilbage til en enklere tid.” Schwartz klappede sig på sit kraftige, solide mellemgulv. “Dengang en behåret ryg betød noget.”

“Ufattelig ensomhed?” foreslog Starblind.“Varme. Overlevelse. Evolutionære fortrin. Dengang gravede en

mands kone og børn sig ned i hans hår på ryggen og ventede på, at vinteren skulle slutte. Nymferne flettede det og priste det i sang. Guds vrede ramte de hårløses flok uden nåde. Nu er det alt sammen glemt. Men jeg skal sige dig noget: Når den næste istid kommer, vil Schwartzerne være på den grønne gren. Den grønne gren.”

“Sådan er Schwartzy,” sagde Starblind med et gab og undersøgte


40

en langsgående åre på sin biceps i et af lokalets mange spejle. “Han lever fra istid til istid.”

Schwartz rakte sin enorme hånd frem. Det gik op for Henry, at han ville se hans handske. I syv eller otte år havde ingen andre end Henry rørt Zero, måske længere. Han kunne ikke huske, hvornår det sidst var sket. Med en stille bøn lagde han handsken i den store mands hånd.

Schwartz smed den over skulderen, så den landede i et hjørne. “Læg dig på bænken,” beordrede han. Henry lagde sig. Schwartz og Starblind fjernede hurtige som et pit crew de tunge plader på stør-relse med hjul, som Starblind havde løftet, og erstattede dem med nogle på størrelse med underkopper. “Har du aldrig løftet vægte før?”

Henry rystede på hovedet.“Godt. Så har du ikke alle Starblinds unoder. Tommelfingrene

ned under, albuerne ind, ryggen afslappet. Klar? Værsgo.”En halv time senere kastede Henry op for første gang, siden han

var lille, en svag, hurtig hosten, der sendte en sø af moset kalkun ud over det gummibeklædte gulv.

“Sådan skal det være.” Schwartz tog et bundt nøgler op af lom-men. “I fortsætter bare.” Han vendte tilbage med en gul spand på hjul, fuld af sæbevand, og en langskaftet moppe, som han brugte til at tørre brækket op med, alt imens han fløjtede.

For hver ny øvelse viste Schwartz, hvordan det skulle gøres, og holdt så øje med Henry og Starblind, mens han råbte fornærmel-ser og instrukser til dem. “Træner Cox vil ikke lade mig løfte vægte inden baseballsæsonen,” forklarede han. “Det driver mig til vanvid. Men hvis jeg bliver for stor heroppe” – han klappede sig på skulderen – “kan jeg ikke kaste.”

Træningen blev afsluttet med skullcrushers.“Kom så, Skrim,” knurrede Schwartz, da Henrys arme begyndte at

ryste. “Sæt nu noget lyd på.”“Åh,” sagde Henry. “Gr.”


41

“Kalder du det lyd?”“Store arme,” sagde Starblind opmuntrende. “Du skal blive stor.”Henrys albuer smuttede ud til siderne, og den riflede vægtstang

styrtede ned mod hans ansigt. Schwartz lod den falde. Det var lige før, den dumpe lyd mod hans pande føltes behagelig. Han kunne smage en kølig snert af jern på tungen og mærke den dunkende for-nemmelse af et kommende blåt mærke.

“Skullcrushers,” sagde Starblind bifaldende.Schwartz kastede handsken til Henry. “Godt gået,” sagde han.

“Adam, fortæl Skrimmer, hvad han har vundet.”I et mørkt hjørne af lokalet fandt Starblind en enorm plastikbe-

holder. “SuperBoost Nine Thousand,” sagde han og efterlignede den dybe stemme hos oplæseren i et game show. “Den bedste måde at forløse din krops potentiale på.”

“Tre gange om dagen,” instruerede Schwartz ham. “Med mælk. Det er et supplement, hvilket betyder, at det supplerer din alminde-lige kost. Du skal ikke springe nogen måltider over.”

Dagen efter kunne Henry mærke den tiltagende ømhed, mens han stod og vaskede op. Da han vendte tilbage til værelset med et stort glas mælk i hver hånd, sad Owen klædt i hvidt ved sit skrivebord og tog knækkede kviste op af en pose.

“Hvad er det?” Owen gjorde en bevægelse i retning af beholderen, som Henry havde efterladt oven på køleskabet.

“SuperBoost Nine Thousand.”“Det ligner noget fra et automobilværksted. Kan du ikke stille den

ind i skabet, omme bag håndklæderne?”“Selvfølgelig.” Owen havde ret. Den sorte plastikbeholder passede

ikke rigtig til indretningen. Bogstaverne på etiketten havde form som lyn og lænede sig lidt forover, havde en hale af ild og snoede sig om-kring et stiliseret billede af den mest grotesk muskuløse arm, Henry nogensinde havde set. “Men først skal jeg lige prøve.”

Owen slikkede kanten af et lille stykke papir. “Hvordan?”“Ved at blande en skefuld SuperBoost med 2,5 deciliter mælk.”


42

“Har du tænkt dig at spise det?”Henry skruede låget af og trak den blanke alumiumsforsegling

væk. Indeni lå en gennemsigtig plastikmåleske halvt begravet i det blege pulver, som et efterladt stykke legetøj på en strand. Han hældte begge glas mælk op i sit Aparicio Rodriguez-krus, som Sophie havde købt til ham på eBay til jul, og som kunne rumme en hel liter. Han tilføjede to skefulde SuperBoost.

I stedet for at gå til bunds og gå i opløsning flød pulveret rundt oven på mælken som en standhaftig top. Henry fandt en gaffel i skuf-fen og begyndte at røre rundt, men pulveret lagde sig om tænderne som pupper. Han rørte hurtigere og hurtigere. Gaflen slog mod kop-pen. “Måske skulle du tage at gøre det der et andet sted,” foreslog Owen. “Eller slet ikke.”

Henry holdt op med at røre og førte kruset op til munden. Han havde tænkt sig at bunde det i et enkelt drag, men den smattede blan-ding syntes at hæve i hans mave. Da han satte kruset fra sig, var det næsten fuldt. “Kan du se min krops potentiale blive forløst?”

Owen tog briller på. “Du virker lidt grøn i det,” sagde han. “Måske er det en del af processen.”

To måneder senere, da optagelsesprøverne begyndte, så Henry ikke meget større ud i spejlet, men i det mindste kastede han ikke op mere, og de vægte, han løftede, var ikke helt så små. Han ankom til omklædningsrummet en time for tidligt. To af hans mulige kom-mende holdkammerater var der allerede. Schwartz sad i bar overkrop foran sit skab, bøjet over en tyk lærebog. I et hjørne i færd med at glatte et par bukser stod ...

“Owen!” Henry var rystet. “Hvad laver du her?”Owen så på ham, som om han var tungnem. “Udtagelsesprøverne

til baseballholdet begynder i dag.”“Det ved jeg godt, men ...”Træner Cox dukkede op i døren. Han var på højde med Henry,

men bredbrystet, og havde et kraftigt kæbeparti, der malede en klump tyggegummi. Han havde et par træningsbukser på og en Westish Ba-


43

seball-sweatshirt. “Schwartz,” sagde han brysk og strøg det kortklippe-de, sorte skæg. “Hvordan går det med knæene?”

“Ikke værst, træner.” Schwartz rejste sig for at hilse på træner Cox med en blanding af et håndtryk og en omfavnelse. “Du skal møde Henry Skrimshander.”

“Skrimshander.” Cox nikkede og gav Henry et smertefuldt hånd-tryk. “Schwartz siger, at du har tænkt dig at give Tennant kamp til stregen.”

Lev Tennant, fjerdeårsstuderende, var shortstop i startopstillingen og en af holdets anførere. Schwartz blev ved med at fortælle Henry, at han kunne slå ham af holdet – det var blevet en slags mantra under deres aftentræning. “Tennant!” råbte Schwartz, når han lænede sig ind over Henry, så sveden dryppede ned i Henrys åbne mund, mens han kæmpede med sine skullcrushere. “Slå Tennant af holdet!” Hen-ry forstod ikke, hvordan Schwartz kunne svede så meget, når han ikke engang løftede jern, og forstod slet ikke, hvordan han havde tænkt sig, at Henry skulle slå Tennant af holdet. Han havde set den elegante, hajlignende måde, hvorpå Tennant bevægede sig omkring på cam-pus, mens han solede sig i pigernes smil. “Jeg skal gøre mit bedste,” sagde Henry.

“Gør det.” Træner Cox vendte sig om mod Owen og rakte hånden frem. “Ron Cox.”

“Owen Dunne,” sagde Owen. “Rightfielder. Jeg går ikke ud fra, at du har noget imod at have en homoseksuel på holdet.”

“Det eneste, jeg har noget imod,” svarede træner Cox, “er, at Schwartz spiller fodbold. Det er dårligt for hans knæ.”

Udtagelsesprøverne skulle finde sted inde i sportscenteret, men in-den da kommanderede træner Cox gruppen ud i kulden. “I skal ud at løbe lidt,” forklarede han. “Ud omkring fyrtårnet og tilbage.”

Henry forsøgte at tælle, hvor mange de var, da de gik udenfor, men folk blev ved med at bytte plads, og han vidste alligevel heller ikke, hvor mange der var plads til på holdet. Han løb hurtigere, end han nogensinde havde løbet før, og kom efter de seks og en halv kilo-


meter i mål sammen med den første gruppe side om side med en overraskende væver Schwartz og kun besejret af Starblind, der var spurtet af sted allerede på de første hundrede meter og var forsvundet ud af syne. Den anden gruppe bestod af de fleste af holdets etablere-de spillere, blandt andet Tennant og Tom Meccini, der var holdets kaptajner. Schwartz’ roommate, Demetrius Arsch, der vejede mindst 120 kilo og røg en halv pakke smøger om dagen i perioden mellem footballsæsonen og baseballsæsonen, kom sidst ind. Eller det antog alle i hvert fald, indtil Owen kom susende.

“Dunne!” brølede træner Cox.“Træner Cox!”“Hvor fanden har du været?”“Ude på en lille løbetur,” mindede Owen ham om. “Ud omkring

fyrtårnet og tilbage.”“Vil det sige,” – træner Cox satte en hånd mellem skulderbladene

på Arsch, der stod foroverbøjet og gispede efter vejret – “at du ikke engang kan slå Meat her i et kapløb?”

Owen bøjede sig frem, indtil han stod ansigt til ansigt med Arsch – Arschs var fugtigt og lilla, hans eget fattet og tørt. “Jeg tror godt, jeg kan slå ham nu,” sagde han. “Han ser træt ud.”

Men da de skulle til at slå, slog Owen det ene line drive efter det andet ned gennem batting cagen. Sal Phlox, der fodrede en bedaget maskine med bolde, var nødt til at dukke sig bag sikkerhedsskærmen. “Væk med dig, Dunne,” knurrede træner Cox. “Før nogen kommer til skade.”

Henry havde aldrig taget groundere på kunstgræs før; det var lige-som at befinde sig inden i et videospil. Bolden ramte aldrig en sten eller kanten af græsset, men de syntetiske fibre kunne give den et ondt spin. I de fire dage, der var udtagelsesprøver, missede han ikke én eneste bold. Da holdlisten blev slået op, var fire førsteårsstuderen-de blevet udtaget: Adam Starblind, Rick O’Shea, Owen Dunne og Henry Skrimshander.


Kunsten at gribe livet

Documents

Transcript of Kunsten at gribe livet