Kompleks interdependens · Keohane & Nye ønskede derfor at udarbejde et analytisk alternativ,...

KOMPLEKS

INTERDEPENDENS

I det anglo-spanske forhold?

Brian Boesdal

Stabskursus 2013-14 Forsvarsakademiet

Vejleder: Andreas Westberg Institut for strategi

1

Abstract

Complex Interdependence – in the Anglo-Spanish relationship?

Through a theory-confirming case study, this master thesis examines, whether Keohane &

Nye’s concept of Complex Interdependence is applicable in describing the Anglo-Spanish

relationship. In order to focus the thesis, the dispute over Gibraltar is chosen as a “case in

case” – the Gibraltar conflict becoming the centre for attention in the analysis.

The series of analysis of the Anglo-Spanish relation in the past 50 years, concentrates on

the three characteristics of Complex Interdependence:

Multiple channels connects the societies

Absence of hierarchy among issues

Minor role of military force

Afterwards, the distinct political processes of Complex Interdependence is given a thorough

examination in order to validate the conclusions based on the three characteristics.

The thesis concludes that United Kingdom and Spain are connected through an unusual

high number of channels - that the hierarchy of issues are a lot less distinct than it used to

be – and that military force plays a minor close to non-existent role in the relationship.

The overall conclusion is that complex interdependence is a genuine description of the

Anglo-Spanish relationship – hence strengthening the overall proposition of complex

interdependence developed by Keohane & Nye forty years ago.

2

Resume

Kompleks Interdependens – I det anglo-spanske forhold?

Dette speciale er et teori-bekræftende casestudie af Keohane & Nyes Complex

Interdependence. Teorien er en del af bogen af Power and Interdependence som i dag

regnes for et af hovedværkerne inden for Neoliberal Institutionalisme. Teorien blev udviklet i

midten af halvfjerdserne, som en reaktion på den manglende forklaringskraft de klassiske

realistiske teorier gav på datidens politiske udfordringer.

Keohane & Nye efterviste, at kompleks interdependens var en retvisende beskrivelse af det

amerikansk-canadisk forhold. De antog derefter, at der var en zone af kompleks

interdependens, der blandt andet omfattede Vesteuropa. De overlod det dog til andre at

eftervise dette. Formålet med dette speciale, er derfor at bidrage til en styrkelse af Keohane

& Nys teori.

Problemformuleringen er derfor:

I hvilke grad passer teorien om kompleks interdependens på

Storbritanniens og Spaniens konflikt om Gibraltar?

Den anglo-spanske relation er udvalgt for at give studiet mest mulig værdi i forhold til at

styrke teorien om kompleks interdependens. Casen er udvalgt så den i videst mulig

udstrækning adskiller sig fra analysen af det amerikansk-canadiske forhold foretaget af

Keohane & Nye. Den amerikansk-canadiske relation er kendetegnet ved asymmetri i

befolkningsstørrelse og militær styrke, mens der til gengæld er fælles landegrænse, sprog

og historie. I Casen i dette speciale forholder det sig anderledes; her er der nærlig symmetri

mellem nationernes populationsstørrelse og militær kapacitet, mens der hverken er

sprogfællesskab eller fælles landegrænse.

Gibraltarkonflikten er udvalgt som en form for ”case i case”, der ikke alene sikrer, at

analysen bliver afgrænset og fokuseret, men også garanterer, at der analyseres på et

emne, som har konfliktpotentiale – var dette ikke tilfældet, ville studiet have begrænset

værdi.

Det anglo-spanske forhold analyseres over en halvtresårig periode:1963-2013. Hermed

indeholder det en periode af Spaniens historie, hvor der endnu ikke var demokrati, men

derimod et diktatur ledet af General Franco. At der inddrages en periode, hvor Spanien ikke

3

er en del af det liberale vestlige fællesskab, er med til at understrege at kompleks

interdependens ikke nødvendigvis er en normaltilstand i nationers relationer.

Kompleks interdependens er et ideal, som er defineret ved tre karakteristika:

Mange kontaktflader forbinder samfundene.

Mangel på hierarki af emnerne på den politiske dagsorden.

Militær magt spiller en mindre rolle i relationen.

Disse karakteristika er derfor omdrejningspunkterne for analysen; er disse konditioner

fremherskende, er den anglo-spanske relation retvisende beskrevet ved kompleks

interdependens. Da den politiske proces samtidig er distinkt, når kompleks interdependens

er fremtrædende, bliver eksempler på dette benyttet til at validere de resultater, som

analysen af de tre karakteristika giver.

Specialet konkluderer, at kompleks interdependens er en retvisende karakteristik af det

anglo-spanske forhold i dag - Storbritannien og Spaniens relation er meget tæt på idealet.

Dermed bidrager specialet til at bekræfte Keohane og Nyes tese om, at der findes en zone

af kompleks interdependens; at det ikke udelukkende er et fænomen, der gælder for den

Nordamerikanske relation.

Konklusion dokumenterer i tillæg, at kompleks interdependens hverken er en normal

tilstand, eller noget som opstår momentant. Den anglo-spanske relation har langsomt

udviklet sig fra at være bedst beskrevet ved det realistiske ideal til i dag at være kompleks

interdependent.

4

Indholdsfortegnelse

Abstract ............................................................................................................................................ 1

Resume ............................................................................................................................................ 2

Indledning ......................................................................................................................................... 5

Relevans og motivation ................................................................................................................. 5

Problemstilling ............................................................................................................................... 6

Afgrænsninger ............................................................................................................................... 9

Problemformulering ..................................................................................................................... 10

Metode ........................................................................................................................................ 10

Struktur ....................................................................................................................................... 12

Empiri .......................................................................................................................................... 13

Kompleks Interdependens .............................................................................................................. 14

Karakteristika for kompleks interdependens ................................................................................ 14

Den politiske proces i kompleks interdependens ......................................................................... 17

Operationalisering af kompleks interdependens .......................................................................... 20

Det anglo-spanske forhold .............................................................................................................. 22

Det anglo-spanske forhold 1963-1975 ......................................................................................... 22

Delkonklusion .............................................................................................................................. 26


Delkonklusion .............................................................................................................................. 31


Delkonklusion .............................................................................................................................. 36


Delkonklusion .............................................................................................................................. 41


Delkonklusion .............................................................................................................................. 46


Delkonklusion .............................................................................................................................. 51


Delkonklusion .............................................................................................................................. 55

Konklusion ...................................................................................................................................... 57

Perspektivering ........................................................................................................................... 59

Litteraturliste ................................................................................................................................... 60

Bilag ............................................................................................................................................... 63

Bilag 1 – Utrechttraktaten, juli 1703 ............................................................................................. 63

Bilag 2 – Lissabonaftalen, april 1980 ........................................................................................... 64

Bilag 3 – Bruxellesdeklarationen, november 1984 ....................................................................... 65

Bilag 4 – Cordobaaftalen, September 2006 ................................................................................. 66

5

Indledning

Relevans og motivation

I årene omkring 1960 var det amerikanske perspektiv på internationale relationer domineret

af et realistisk1 perspektiv, hvor risikoen for krig mellem verdens nationer havde en

fremtrædende rolle. Denne fremstilling fandt Robert O. Keohane og Joseph S. Nye

(Keohane & Nye) for ensidig og ude af trit med samtiden, hvor økonomisk integration og

internationale institutioner fik en stadig mere fremtrædende rolle (Keohane & Nye, 2000, p.

viii).

Keohane & Nye fandt årsagssammenhæng mellem mange af de fejl, som de så, i den

amerikanske udenrigspolitik og det analytiske udgangspunkt, som realisterne med Hans

Morgenthau2 i spidsen havde leveret til de politiske beslutningstagere. Keohane & Nye

ønskede derfor at udarbejde et analytisk alternativ, hvilket via et omfattende samarbejde

gennem midten af 1970’erne førte til udgivelsen af bogen ”Power and Interdependence” i

1977 (Keohane & Nye, 2000, pp. viii-ix).

Power and Interdependence regnes i dag for et af hovedværkerne (sammen med flere

senere udgivelse af Keohane) inden for Neoliberal Institutionalisme, hvor specielt

forkastningen af realismen på realismens egne præmisser fremhæves som et af teoriens

vigtigste bidrag til generel teoriudvikling inden for IP disciplinen (Andersson, et al., 2012, p.

91).

At en udgivelse fra 1977 i dag stadig står som et skelsættende værk skyldes ikke alene, at

bogen er skrevet af to af de mest anerkendte teoretikere inden for international politik:

Robert Keohane har været professor ved såvel Harvard som Duke universitet

(DenStoreDanske.dk, 2009). Nye har ligeledes et professorat ved Harvard på sit CV samt

været rådgiver for både det amerikanske udenrigsministerium og forsvarsministerium

(DenStoreDanske.dk, 2013). Power and Interdependence’s langtidsholdbarhed skyldes, at

bogen er blevet opdateret og suppleret ad flere omgange. Disse opdateringer er dog

1 Realistisk her forstået som teoriretning inden for international politik.

2 Keohane & Nye fremhæver Hans Morgenthau’s “Politics Among Nations”, som det værk, de ønskede ’at

sætte ind i en bredere kontekst’ (Keohane & Nye, 2000, p. viii).

6

foretaget således, at den efterhånden fyrre år gamle originaltekst står uberørt.

Opdateringerne har ikke ændret ved de originaler teser og argumenter, men alene

koncentreret sig om at præcisere uklarheder, besvare kritik samt opdatere til en tidsmæssig

kontekst (Keohane & Nye, 2011).

Power and Interdependence’s første del (som er den del af publikationen, hvor teserne

fremsættes - bogens efterfølgende dele bruges herefter til at efterprøve disse) indeholder

tre temaer: magt og gensidig afhængighed, kompleks interdependens og skift i

internationale regimer3 (Keohane & Nye, 2000, p. 267).

Det emne, som jeg finder mest interessant, og som derfor vil dominere denne opgave, er

kompleks interdependens. At det ikke alene er min interesse for emnet, der skal

retfærdiggøre problemstillingen i dette speciale underbygges af, at det jævnfør forfatterne

selv var netop konceptet omhandlende kompleks interdependens, som blev kritiseret og

misforstået af flest samtidige teoretikere (Keohane & Nye, 2000, p. 271).

Problemstilling

Kompleks interdependens skal ses som en idealtype; en idealtype bestemt ved være det

direkte modstykke til de konditioner, som de klassiske realistiske teoretikere sætter op.

Realisterne ser verden som konfliktfyldt og militær magtanvendelse som en konstant

mulighed i forsøget på at beskytte eget territorie og egne interesser, at politisk integration

mellem staterne er et midlertidigt fænomen, der kun finder sted, så længe det er i de stærke

staters interesse og at transnationale aktører er uden betydning. Kompleks interdependens

er derimod defineret ved, at andre aktører end stater deltager i verdenspolitikken, at

problemstillinger er uden hierarki, og at militær magt er et ineffektivt politisk instrument

(Keohane & Nye, 2000, pp. 20-21).

Det kan ikke understreges nok, at kompleks interdependens er en idealtype og ikke en

sand beskrivelse af virkelighedens verden. Kompleks interdependens kan ses som det ene

yderpunkt på en skala, hvor de klassiske realisters verdenssyn udgør modpolen (se figur

1). Keohane & Nye argumenterer netop for, at ”all real situations in world politics as falling

3 Internationale regimer er i denne kontekst defineret som: ”sets of governing arrangements that affect

relationships of interdependence.” (Keohane & Nye, 2000, p. 268)

7

somewhere on a continuum between the ideal types of realism and complex

interdependence.” (Keohane & Nye, 2000, p. 271).

Figur 1

Et relevant spørgsmål melder sig. Og hvad så? Hvad skal vi bruge tesen om en idealtype

kaldet kompleks interdependens til? Her er det værd at erindre sig, hvorfor Keohane & Nye

i det hele taget satte sig for at udvikle teser og teorier inden for international politik. De fandt

forklaringsevnen, som de realistiske teorier gav, for lille på en række af samtidens

konflikter. Det overordnede formål med kompleks interdependens er derfor at give alternativ

forklaringskraft til de politiske processer, som ikke kan forklares tilfredsstillende med et

klassisk realistisk perspektiv (Keohane & Nye, 2000, p. 276).

Med fokus på kontinuummet, hvor henholdsvis kompleks interdependens og realisme

udgør de to yderpunkter, vil en afklaring af graden af kompleks interdependens give

vejledning i, hvornår forklaringsmodeller med fokus på strukturelle modeller netop ikke vil

være valide; når nationers indbyrdes forhold i høj grad ækvivalerer kompleks

interdependens (Keohane, 1989, p. 36).

Et andet spørgsmål melder sig? I hvor høj grad er tesen om kompleks interdependens bare

skildringen af et Utopia? Desværre er Keohane & Nye ikke udpræget eksplicitte i, hvor de

ser forudsætningerne være opfyldt. De giver dog flere antydninger, hvoraf det kan tolkes, at

forholdene allerede4 er til stede mellem nogle nationer ”(…)they come close to

characterizing the entire relationship between some countries” (Keohane & Nye, 2000, p.

22). Den resterende del af Power and Interdependence bruges så efterfølgende til at bevise

dette. Her konkluderer Keohane & Nye, at forholdet mellem USA og Canada i udpræget

4 Her er det værd at erindre, at udsagnet er fra midten af halvfjerserne.

8

grad passer på tesen om kompleks interdependens, mens det amerikansk-australske

forhold kun i nogen grad udviser samme tendens (Keohane & Nye, 2000, p. 190)

Det er her problemstillingen, som jeg ser, bliver interessant. Påstanden fra forfatternes side

er, at kompleks interdependens er den sande tilstand mellem en række lande, men de har

kun bevist det i ét bilateralt forhold. Og det vel at mærke mellem to lande, som deler

verdens længste landegrænse, taler samme sprog, har en sammenlignelig historisk

baggrund; kort sagt to nationer, der har mange fællestræk. Hvis det kun er under sådanne

forhold, at tesen om kompleks interdependens kan finde anvendelse, giver den ikke meget

værdi i forhold til at give forklaringskraft på andre nationers forhold.

Formålet med dette speciale vil derfor være at bekræfte eller afkræfte tesen omhandlende

kompleks interdependens. At jeg skulle være i stand til at afkræfte en tese, der er fremsat

af to af verdens førende forskere på området, og hvis arbejde på dette felt er bredt

anerkendt, er ikke sandsynligt. Med dette in mente finder jeg, at jeg kan yde mit bidrag ved

at lave et ’theory-confirming’ casestudie, der styrker den fremsatte tese (Lijphart, 1971, p.

692).

For at give casestudiet mest mulig værdi ser jeg, at aktørerne i den bilaterale analyse skal

udvælges således, at de i udpræget grad adskiller sig fra analysen foretaget af Keohane &

Nye. To nationer, der hverken deler landgrænse, sprog eller kultur og som samtidigt er

mere symmetriske i eksempelvis befolkningstallet og militær styrke end USA og Canada,

skal udvælges.

Valget er faldet på Storbritannien og Spanien.

At jeg har valgt en case, som ligger inden for de rammer, som teorien om kompleks

interdependens burde dække, bekræftes af en senere udgivelse fra den ene af forfatterne:

”…the notion of complex interdependence that Nye and I developed in the 1970s, and that

increasingly, it still seems to me, characterizes relationships among democratic

industrialized countries, though not necessarily elsewhere in the world…Western Europe,

North America, and Japan form a zone of complex interdependence” (Keohane, 1989, p.

9).

9

Afgrænsninger

Uden en yderligere afgrænsning vil en analyse af relationerne mellem Storbritannien og

Spanien blive for omfangsrigt, og dermed uden for dette speciales formelle begrænsninger.

En snæver tidsmæssig afgrænsning ser jeg af flere årsager ikke som en mulighed. Da

kompleks interdependens er en idealtilstand, hvor kontrasten er det realistiske ideal5, giver

det ikke i tilstrækkelig grad mening at tage et øjebliksbillede. Specielt ikke når det samtidigt

erindres, at kompleks interdependens søger at forklare i hvilken grad samarbejde,

planlægning og forhandling i den politiske proces, hvor adfærdsmønstrer ændres over tid,

er fremherskende (Keohane, 1989, p. 11).

Et alternativ til en tidsmæssig begrænsning er derimod at fokusere på ét emne. Et

undersøgelsesemne kan naturligvis ikke udvælges ud fra et tilfældighedsprincip, men skal

naturligvis underlægges en række kriterier. De to udvalgte nationer må nødvendigvis være

hovedaktørerne, der skal være en tidsmæssig udstrækning, der skal være modsatrettede

interesser og der skal være et vist konfliktpotentiale. Her finder jeg, at Gibraltarkonflikten

opfylder alle disse kriterier: Storbritannien og Spanien har været i konflikt omkring om

Gibraltars status i mere end 300 år - er det stadig den dag i dag, og konflikten har flere

gange været af militær karakter.

At et specifikt emne kan bruges til at teste teorien om kompleks interdependens bevidnes

af, at det netop er, hvad Keohane & Nye selv gør i Power and Interdependence. Her er to

emnecases henholdsvis pengepolitik og havret (Keohane & Nye, 2011).

Den sidste væsentlig afgrænsning er af selve teorien. Ved kun at udvælge det ene af de tre

teoretiske emner, som Power and Interdependence introducerer, er der en nærliggende

fare for at gøre vold på teorien om kompleks interdependens ved at tage den ud af dens

rette kontekst. Her kommer forfatterne mig igen til hjælp. De tre teoretiske elementer er

netop tiltænkt at kunne bruges enkeltvis; man behøver ikke at acceptere de andre

koncepter for at anvende det ene (Keohane & Nye, 2000, p. 272).

5 Ideal skal ikke opfattes værdiladet, men alene som fuldkomment eller totalt.

10

Problemformulering

Med såvel problemstilling, relevans og afgrænsninger på plads kan problemformulering

formuleres:

I hvilke grad passer teorien om kompleks interdependens på

Storbritanniens og Spaniens konflikt om Gibraltar?

For at kunne behandle denne problemstilling, finder jeg det nødvendigt at opstille et par

arbejdshypoteser:

Indtil begge lande blev industrialiserede demokratier var deres indbyrdes forhold

langt fra kompleks interdependens.

Efter demokratiseringen af Spanien har landenes forhold gradvist udviklet sig til i dag

at afspejle en udpræget grad af kompleks interdependens.

Metode

Problemformulering med de tilhørende arbejdshypoteser vil blive besvaret gennem et

teoribekræftende casestudie. Formålet bliver dermed at verificere påstanden om, at

kompleks interdependens eksisterer og er en retvisende måde at beskrive forholdet mellem

to nationer i den vestlige verden på. I sig selv bekræfter en enkelt case ikke en teori i sin

helhed, men hvert enkelt casestudie bidrager til at styrke den fremsatte teori (Lijphart, 1971,

p. 692). Ved at vælge en case, der på mange områder adskiller sig væsentligt fra de cases,

som teoriudviklerne selv studerede, finder jeg, at jeg bidrager i størst muligt omfang til at

styrke kompleks interdependens som teoriværktøj.

Eftersom dette speciale tager udgangspunkt i én teori, hvis gyldighed testes gennem de

enkelte analyseafsnit, bliver opgaven en hypotetisk-deduktion, hvor den overordnede

hypoteser er, at nutidens forhold mellem Storbritannien og Spanien udviser en høj grad af

kompleks interdependens, mens Gibraltarkonflikten er det eksperiment, der måles på.

Specialets konklusion vil så sammenstille den overordnede hypotese med de indsamlede

måledata. Med valget af et teoribekræftende casestudie, har jeg reelt allerede indikeret, at

jeg formoder, at hypotesen gælder. Selv om min formodning skulle vise sig korrekt, kan der

11

ikke på den baggrund entydigt konkluderes, at hypotesen (kompleks interdependens) er

korrekt. Dette beror på en vurdering af, om eksperimentet (Gibraltarkonflikten) findes

repræsentativ. Med valg af case har jeg med fuldt overlæg afsøgt grænserne for

”udbredelsen” af kompleks interdependens, fordi en bekræftelse her vil give mest værdi til

den generelle hypotese. Modsat gælder, at såfremt kompleks interdependens ikke viser sig

at være en retvisende beskrivelse af det anglo-spanske forhold, kan teorien ikke entydigt

afskrives. Ud over det generelle forbehold i forhold til eksperimentfejl (i dette tilfælde en

dårligt udført analyse), vil der kunne argumenteres for, at Gibraltarkonflikten er en

enkeltstående anormalitet, der på grund af sin ekstremitet kun giver anledning til en mindre

svækkelse af den overordnede teori.

12

Struktur

Dette speciale vil være opbygget som

nærværende figur illustrerer.

Første kapitel er indledningen, som har til formål

at rammesætte resten af opgaven og give

læseren muligheden for at danne sig et overblik

over specialet.

Andet kapitel er dedikeret til teorien om

kompleks interdependens. Indledningsvis

udredes teoriens væsentligste bestanddele,

hvorefter den operationaliseres i konteksten af

Gibraltarkonflikten.

Tredje kapitel er analysedelen. Analysen af det

anglo-spanske forhold vil i lighed med de

analyser, som Keohane & Nye selv foretog i

Power and Interdependence strække sig over

en periode på 50 år. Herved bliver det muligt at

se på den generelle tendens og ikke bare slå

ned på et enkelt øjebliksbillede; et billede der

meget vel kunne risikere at være en anormalitet

i den større trend. En 50-årig periode bliver

dermed garant for validiteten i konklusionen.

Kapitlet er opdelt i en række delanalyser.

Opdelingen er sket på baggrund af indgåelse af

traktater og deklarationer eller større hændelser

i globalkontekst. Opdelingen giver mulighed for

at kunne dokumentere udviklingen i graden af

kompleks interdependens, hvilket gøres i afsnittenes delkonklusioner.

Fjerde kapitel er den samlede konklusion, hvor de foregående delkonklusioner samles og

problemformuleringen besvares. Afslutningsvis perspektiveres der i forhold til den

fremtidige anvendelse af specialets konklusion.

Indledning

Relevans & motiavationProblemstillingAfgrænsninger

ProblemformuleringMetodestrukturEmpiri

Teori

Kompleks interdependensOperationalisering af teorien

Analyse af det anglo-

spanske forhold

1963-19751975-19801980-19841985-19901991-19992000-20062007-2013

Konklusion

Perspektivering

13

Empiri

Størstedelen af empirien i analyseafsnittene hentes i faglitterære værker om

Gibraltarkonflikten. Disse er ikke skrevet med fokus på kompleks interdependens, men

typisk som forsøg på at forklare, give løsningsforslag til eller afgøre de juridiske forhold

omkring Gibraltarkonflikten. Det mest benyttede værk: ”Gibraltar – British or Spanish?” er

skrevet på baggrund af åbne kilder, da forfatteren, Peter Gold, ikke havde adgang til

klassificeret materiale, der ofte først frigives efter tredive år. En af hans vigtigste kilder var

derfor artikler fra den spanske avis, El País. Golds vigtigste argument for at vælge en

spansk avis var, at Gibraltar i store dele af perioden havde større bevågenhed i den

spanske presse end i den britiske. Risikoen for bias ser jeg i nogen grad opvejet af

forfatterens britiske herkomst. Endvidere har jeg valideret væsentlig pointer/påstande i

andre kilder. Den anden hovedkilde til analysen: ”Spain – What everyone needs to know” er

ligeledes skrevet af en englænder, William Chislett. Chislett er tidligere korrespondent i

Madrid for The Times og er nu tilknyttet den spanske tænketank, The Elcano Royal

Institute.

Da dette speciale i et tidsmæssigt perspektiv strækker sig til årsskiftet 2013/14, må

bogudgivelser nødvendigvis suppleres med mere aktuelle kilder. Her er tidskrifter og

blogindlæg anvendt. Validiteten er i disse tilfælde forsøgt sikret ved primært at benytte de

samme to forfattere, Gold og Chislett. For den højeste grad af aktualitet er avisartikler

benyttet til den sidste del af analysen, dog er der naturligvis en risiko for, at mine

mangelfulde spanskkundskaber her kan have en indflydelse på analyserne. Held er

selvfølgelig heller aldrig at foragte, så en debat om Gibraltar i det britiske Underhus i

november 2013 er selvfølgelig benyttet til at klarlægge den britiske udlægning af

sensommerens hændelser med relation til konflikten.

Empiriindhentning afsluttet januar 2014.

Links kontrolleret april 2014.

14

Kompleks Interdependens

Med ønsket om at skabe en modvægt til datidens realistiske verdenssyn inden for

international politik, skabte Keohane & Nye kompleks interdependens som et ideal, der stod

for det diametralt modsatte. I kompleks interdependens er stater ikke enhedsaktører, der er

ikke et entydigt hierarki mellem de politiske emner og militær magt er et ineffektivt politisk

instrument. Under sådanne konditioner må den førte politik nødvendigvis være anderledes

end i relationer, hvor sikkerhed er altdominerende. At Keohane & Nye ikke entydigt

afskriver realisternes verdensbillede understreges af, at de netop pointerer, at man inden

en analyse af et specifikt emne skal fastslå, i hvor høj grad relationerne mellem aktørerne

minder om det realistiske ideal eller kompleks interdependens (Keohane & Nye, 2000, pp.

20-21).

Karakteristika for kompleks interdependens

Mange kontaktflader

Mangel på hierarki

Militær magt spiller en mindre rolle

Mange kontaktflader

Verden er forbundet gennem utallige kontaktflader, der i tillæg til de traditionelle

udenrigspolitiske forbindelser består af blandt andet uformelle kontakter mellem eliter og

transnationale organisationer. Hvor de interstatslige ”altid” har bestået, er det ”nye” de

såkaldte ’transgovernmentale’ kontaktflader, hvor andre end repræsentanter for

regeringerne har kontakt og dermed indflydelse. Dette bevirker, at stater ikke er

enhedsaktører. Når transnationale aktører ligeledes tildeles indflydelse underbygger, at

staterne ikke er de eneste aktører (Keohane & Nye, 2000, p. 20).

Eksemplet på kontaktfladerne på tværs af og ikke mindst uden om de traditionelle

udenrigspolitiske kanaler kan findes i de direkte relationer mellem embedsmænd og andre

bureaukrater på eksempelvis fagspecifikke møder, eller når interagerer uden for den

normale politiske dagsorden. Hertil skal tilføjes de multinationale firmaer og organisationer,

som har indflydelse på de enkelte nationers indenrigspolitik såvel som deres indbyrdes

relationer. Disse ’nye’ aktører i det politiske landskab har betydning, idet de giver en større

gennemsigtighed, der medfører, at nationernes politik bliver mere følsom over hinanden.

Nettoeffekten er, at hvad der traditionelt har været karakteriseret som indenrigspolitik, nu

15

får direkte betydning på de interstatslige relationer; en effekt der kun forstærkes med bedre

og billige kommunikationslinjer på tværs af landegrænser (Keohane & Nye, 2000, p. 22).

Mangel på hierarki

De mange emner på den interstatslige dagsorden er uden et klart og entydigt hierarki.

Hermed forstås, at militær sikkerhed ikke dominerer agendaen, som det er tilfældet, når det

realistiske ideal er fremherskende. Emner, som tidligere blev regnet for indenrigspolitiske

dukker op, hvormed adskillelsen af indenrigs- og udenrigspolitik bliver udvisket. De

forskellige problemstillinger behandles i flere regeringsdepartementer og på forskellige

niveauer - ikke bare på ministerniveau i udenrigsministeriet. Dette vanskelliggør entydig

national koordination samtidig med, at koalitioner både internt i regeringer og transnationalt

opstår. Koalitioner opstår på baggrund af den enkelte problemstillingen. Graden af konflikt

er således også emnespecifikt (Keohane & Nye, 2000, p. 21).

Den daværende amerikanske udenrigsminister, Henry A. Kissinger, udtrykte sig således i

1975: ”… the traditional agenda is no longer enough. A new and unprecedented kind of

issue has emerged. The problems of energy, resources, environment, population, the use

of space and the seas now rank with questions of military security, ideology and territorial

rivalry…” (Keohane & Nye, 2000, p. 23). Kissingers liste er langtfra udtømmende, men

illustrerer til fulde, at problemstillinger, der hidtil blev regnet for indenrigs, nu havde fået en

udenrigspolitisk dimension. De mange internationale organisationer: OECD, GATT/WTO,

IMF, EF/EU med flere demonstrerer netop dette overlap mellem indenrigs- og

udenrigspolitik.

Med mange og forskelligartede problemstillinger på dagsordenen, hvor ikke alle har

interesse for nationen som helhed, men alene truer enkeltinteresser, bliver udfordringen

med at formulere og føre en entydig og konsekvent udenrigspolitik vanskeliggjort. Dette kan

medføre forsinkelser og beskyttelse af særinteresser samt manglende sammenhængende i

den førte politik (Keohane & Nye, 2000, p. 23).


Når kompleks interdependens er dominerende i en relation bliver militær magt ikke

benyttet. Militær magt kan derimod sagtens benyttes mod stater, som ikke befinder sig i

sfæren for kompleks interdependens (Keohane & Nye, 2000, pp. 21-22).

I zonen, hvor kompleks interdependens er fremherskende, er frygten for militære angreb fra

en af de andre inden for zonen ikkeeksisterende. Militær magt betragtes som irrelevant for

16

at opnå mål inden for andre områder, som i stigende grad betragtes som mere relevante.

Defensiv militær magt kan dog stadig finde anvendelse; yder en nation en form for

sikkerhedsmæssig garanti til en anden, vil denne garanti kunne bruges i forhandlinger på

andre problemstillinger mellem disse aktører (Keohane & Nye, 2000, pp. 23-24).

Disse tre distinkte karakteristika ved kompleks interdependens fører til, at den politiske

proces også bliver karakteristisk.

17

Den politiske proces i kompleks interdependens

At den politiske proces er anderledes end i konditioner, der i højere grad minder om det

realistiske ideal, ændrer ikke på, at magtressourcer forsøges omsat til kontrol af udfaldet af

forhandlinger/konflikter. Men det betyder, at denne veksling af ressourcer til magt har andre

omkostninger og derfor er anderledes (Keohane & Nye, 2000, p. 25). Den forandrede

politiske proces har fem overordnede kendetegn:

Aktørenes mål

Sammenkoblingsstrategi

Dannelse af dagsorden

Staters politiske instrumenter - transnationale og transgovernmentale relationer

Internationale organisationers betydning

Aktørenes mål

Militær sikkerhed er ikke længere det dominerende mål for de enkelte stater. Målsætninger

vil i tilfælde af kompleks interdependens være afhængige af det enkelte emne. Samtidig vil

de mange kontaktflader og de heraf mange afledte aktører gøre det svært entydigt at

definere målet. I tillæg vil nationerne være under påvirkning fra internationale firmaer og

organisationer, som forfølger mål, der ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med

statens (Keohane & Nye, 2000, pp. 25-32)

Sammenkoblingsstrategi

Under realistiske forudsætninger vil militært eller økonomisk stærke nationer ofte have held

til at sammenkoble emner inden for andre områder med deres militære eller økonomiske

styrke. Der vil derfor være en større overensstemmelse af udfald på tværs af politiske

emner. En sådan overensstemmelse vil være mindre sandsynlig, når der er tale om

kompleks interdependens. Her vil militær/økonomisk magt ikke kunne kobles og dermed

kontrollere udfaldet af konflikter på andre områder. Modsat vil svagere stater i højere grad

kunne udnytte en sammenkoblingsstrategi til at opnå politiske indrømmelser fra de

stærkere stater, hvilket skyldes, at deres oftest anvendte instrument i forbindelse med

sammenkoblinger, internationale organisationer, fremstår relativt billigt i forhold til de

stærke staters militære magt. Sammenfattende kan det siges, at stærke stater får sværere

ved at sammenkoble emner, da militær magt er ineffektiv, mens svagere stater vil kunne

18

udnytte internationale organisationer til at koble emner. Samlet gør dette, at det normale

magthierarki undergraves (Keohane & Nye, 2000, pp. 26-32).

Da teorien på dette punkt sondrer mellem stærke og svage stater, og indikationen på

kompleks interdependens er, at de svage stater vil have en større grad af succes, giver det

ikke mening at operationalisere denne parameter. Storbritannien og Spanien er netop

udvalgt på baggrund af en høj grad af symmetri.

Dannelse af dagsorden

Under forudsætninger formuleret af det realistiske ideal vil storpolitikken være domineret af

sikkerhedsspørgsmål, som derfor ligger øverst på dagsordenen. Skift i en sådan dagsorden

vil ske på baggrund af skift i magtbalancer eller trusler mod staternes sikkerhed. Under

kompleks interdependens, hvor hierarkiet mellem emner er udvisket bliver dagsordenen en

anden. Det får derfor betydning, hvordan dagsordener dannes og af hvem. Hvad gør, at

nogle emner behandles på højeste politiske niveau, mens andre må nøjes med ”teknisk”

bevågenhed? Det kan forventes, at internationale såvel som nationale udfordringer

forårsaget af økonomisk vækst og tiltagende gensidig afhængighed vil være

dagsordenforandrende. Det kan endvidere forventes, at aktører, som ikke føler de bliver

hørt på deres hjemmefront, vil forsøge at politisere emner og løfte dem til den internationale

dagsorden. På det internationale niveau kan det forventes, at stater og andre aktører vil

forsøge at udvide eller indskrænke dagsordener i organisationer, så de i højere grad er i

overensstemmelse med deres egen interesse (Keohane & Nye, 2000, pp. 27-29).

Dagsordener bliver i højere grad påvirket af, hvem som har magtressourcerne på det

specifikke område, herunder om det lykkes for aktører at få politiseret det pågældende

emne (Keohane & Nye, 2000, p. 32).

Staters politiske instrumenter - transnationale og transgovernmentale relationer

Den noget kryptiske overskrift dækker over, at de mange kontaktflader samfundene

imellem og den afledte udviskning af forskellene på udenrigs- og indenrigspolitik gør, at

staters relationer ikke nødvendigvis er begrænset til nationale organisationer eller andre

staters regeringer, men lige så vel kan være udenlandske organisationer. Transnationale

relationer får dermed en langt større indflydelse på politiske forhandlinger. Her er det værd

at hæfte sig ved, at de transnationale relationer ikke nødvendigvis er uden for den normale

politiske sfære; Bureaukratier på tværs af landeskel kan ligeså vel indgå alliancer. Disse

alliancer medfører, at regeringer har sværere ved at bevare den centralistiske kontrol, som

19

er nødvendig, hvis stater vil signalere en entydig nationalinteresse. Nationale interesser kan

derfor være defineret forskelligt afhængigt af emne, tidspunkt og regeringsorgan. Stater kan

med andre ord fremstå som skizofrene (Keohane & Nye, 2000, pp. 29-30).

Igen er det magtressourcerne inden for det specifikke emne, og ikke militær eller

økonomisk magt, som bliver bestemmende for aktørers mulighed for at påvirke udfald.

Vigtigste instrumenter bliver derved relationer til internationale organisationer og

ligesindede aktører på tværs af nationale skel (Keohane & Nye, 2000, p. 32).

Internationale organisationers betydning

Når kompleks interdependens er dominerende får internationale organisationer en større

rolle. I en verden, som består af mangeartede problemstillinger, bundet mere eller mindre

sammen, hvor koalitioner opstår på tværs af regeringer såvel som nationsgrænser, er

internationale organisationer ofte den katalysator, der muliggør dannelsen af alliancer. I

tillæg virker internationale organisationer som det forum, hvor mindre stærke stater kan

have held til at lave koblinger af ellers ikke forbundne problemstillinger. Internationale

organisationer har derudover en indirekte rolle i de nationale regeringers organisering, idet

fremtrædende emner på dagsordenen i eksempelvis FN vil føre til, at de enkelte stater i vid

udstrækning vil oprette regeringskontorer til netop at behandle disse emner. Herved dannes

nye bureaukratiske strukturer, som de internationale organisationer efterfølgende fører

sammen til konferencer og lignende, her udvikles endnu flere kontaktflader, hvormed

effekten er selvforstærkende (Keohane & Nye, 2000, pp. 30-31).

Sammenfattende kan internationale organisationer siges at være dagsordensættende,

koalitionsformerende og fora for svagere staters politiske ageren. De væsentligste politiske

processer for den enkelte aktør er i denne forbindelse udvælgelse af de rette fora til de

enkelte problemstillinger og evnen til at indgå alliancer og dermed mobilisere stemmer for

sin sag (Keohane & Nye, 2000, p. 32).

Med teorien for de tre karakteristika ved kompleks interdependens og de fem dominerende

kendetegn ved den ændrede politiske proces på plads, er det på tide at overføre dette på

den valgte case – forholdet mellem Storbritannien og Spanien med Gibraltarkonflikten som

fokusområde.

20

Operationalisering af kompleks interdependens

Med en teori, der beskriver en idealtilstand og som favner meget bredt, er det nødvendigt

med en indskrænkning for at kunne anvende den på et bilateralt forhold, hvor der fokuseres

på en enkelt problemstilling.

Mange kontaktflader

Der ses i første omgang på om repræsentanter for de to regeringer mødes; i hvilken

udstrækning dette sker, og om de aktivt søger at mødes. I forlængelse af de to

regeringernes interageren, fokuseres der på andre repræsentanter for de to stater;

eksempelvis royale. Herefter analyseres kontaktfladerne uden for de to regeringer; her er

både transnationale NGO’er og multinationale firmaer interessante. Afslutningsvis ses der

på kontakten mellem de to landes befolkninger, hvor graden af turisme og emigration er

vigtige indikatorer på antallet af kontaktflader.

Mangel på hierarki

Hierarki i problemstillingerne vil normalt udmønte sig i, at emner af militærpolitisk karakter

vil have fortrinsret over samfundsøkonomiske. I tilfældet Gibraltar hører

suverænitetsspørgsmålet til i den militærpolitiske kasse, hvorfor det kan udledes, at når

Gibraltars suverænitet figurerer som det vigtigste emne, når de to landes mødes, er der tale

om et hierarki.


I tilfælde af fuldstændig kompleks interdependens ville militær magt af enhver art ikke blive

brugt mellem staterne. I forholdet mellem Storbritannien og Spanien har militæret historisk

været anvendt i udpræget grad; Gibraltar blev netop erobret med militær magt i 1704. I

mere moderne tid er regulær krig mellem de to nationer ikke en option, som bør tildeles

seriøse overvejelser. Det giver derfor ikke mening at fokusere på den øvre del af

konfliktspektret. Derimod er den nedre del af konfliktspektret interessant; her kan

magtmidler stadig finde anvendelse. I det aktuelle forhold vil analysevariablene derfor være

tilfælde af eksempelvis styrkeprojektering, hvor flådestyrker viser tilstedeværelse,

grænsekontrol ud over, hvad der må siges at være normen og kystvagtsoperationer, hvor

fiskere udsættes for forøget overvågning.

Når den operationaliserede teori senere anvendes i de enkelte delanalyser af det anglo-

spanske forhold, vil de tre overordnede karakteristika blive vægtet højere end

21

kendetegnene på den ændrede politiske proces. Dette skyldes, at kompleks

interdependens som ideal netop er defineret ved disse tre karakteristika, hvorfor det ikke vil

give mening at konkludere alene på baggrund af den politiske proces. Kendetegnene for

den ændrede politiske proces vil derfor blive brugt til at forstærke eller svække den

konklusion, som drages på baggrund af de tre karakteristika.

Den politiske proces i kompleks interdependens

At den politiske proces tillægges mindre betydning end de tre karakteristika, betyder

således også, at de fire6 kendetegn anvendes samlet i de efterfølgende analyser.

Indikationer på kompleks interdependens vil derfor være:

Opfatter Storbritannien og Spanien de internationale organisationer som

betydningsfulde og derfor respekterer afgørelser, henstillinger og lignende, som

ellers umiddelbart er i strid med deres egne interesser?

Er transnationale alliancer i stand til at få den ene nation til at ændre sine

mål/holdninger? Et eksempel herpå kunne være, at en britisk bank og Spanien

havde sammenfaldende interesser, og at den britiske bank via pres på den engelske

regering, får denne til at ændre sin politik i forhold til finansielle transaktioner i

Gibraltar.

Giver transgovermentale kontakter sig udslag i, at officielle målsætninger

modarbejdes indefra? I den anglo-spanske relation vil eksempler på dette være, hvis

politiske venskaber giver anledning til, at der træffes beslutninger i modstrid med det

politiske flertals eller befolkningens ønsker.

Med operationalisering af kompleks interdependens på plads kan den anglo-spanske

relation analyseres.

6 Det femte kendetegn, sammenkoblingsstrategi, gav ikke en indikation af kompleks interdependens ved

symmetriske stater

22

Det anglo-spanske forhold

Det anglo-spanske forhold 1963-1975

Denne periode starter i 1963 med, at Spanien indbringer spørgsmålet om Gibraltar for FN’s

komite for dekolonisering (Morris & Haigh, 1992, p. 12), og den ender i 1975 med General

Francos død og den indledende overgang til et konstitutionelt monarki i Spanien.

Mange kontaktflader

Allerede umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig gjorde Storbritannien det

klart, at det anglo-spanske forhold aldrig kunne blive normaliseret, så længe Franco sad

ved magten. At Spanien reelt blev betragtet som en paria understregedes af, at Spanien

blev ekskluderet fra at modtage Marshallhjælp. Spanien var blevet medlem af FN i 1955 og

IMF, Verdensbanken og OEEC/OECD i 1959, hvilket umiddelbart indikerede en ”accept” af

Spanien. Dette sættes dog i relief af, at ingen7 europæiske regeringschefer mødtes med

Franco gennem hans næsten 40-årige regeringsperiode (Chislett, 2013A, pp. 47-55).

At det ikke kun var på det politiske niveau, at kontakten mellem Storbritannien og Spanien

var begrænset bevidnes af de spanske handlinger i slutningen af tresserne. Den 8. juni

1969 lukkede Spanien grænseovergangen mellem La Línea og Gibraltar; senere samme

måned blev færgeoverfarten mellem Algeciras og Gibraltar suspenderet. (Gold, 2005, p.

15).

Multinationale firmaer eller direkte investeringer fra Storbritannien var begrænset af, at

Spanien trods reformer op gennem tresserne (efter medlemskabet af IMF) stadig var et

land, hvis økonomi var præget af en stor grad af protektionisme (Chislett, 2013A, p. 56).

De to landes befolkninger havde bedre mulighed for kontakt. Spanien havde i slutningen af

halvtredserne erkendt, at turisme var en måde at få tilført tiltrængt udenlandsk valuta,

hvorfor man ophævede kravet om visa for turister og devaluerede pesetaen, hvilket gjorde

den spanske solkyst endnu mere attraktiv. Spanien drog i den grad fordel af det generelle

boom8 i charterturisme op gennem tresserne; en stor del af disse kom fra Storbritannien.

Gensidig turisme var ikke et større fænomen. Spanien var stadigt et relativt fattigt land med

7 Den portugisiske diktater, Antonio de Oliveira Salazar, undtaget

8 Spanien havde 4,3 millioner turister i 1960, 18 millioner i 1967 og 30 millioner i 1975.

23

høj arbejdsløshed. Rejser til udlandet var derfor ikke for fornøjelsens skyld, men primært for

at søge arbejde9 (Chislett, 2013A, pp. 57-59).

Mangel på hierarki

I slutningen af 1964 og begyndelsen af 1965 forsøgte Spanien at få Storbritannien til at

indlede direkte forhandlinger uden forbehold. Det nægtede Storbritannien. Overdragelse af

suverænitet over Gibraltar til Spanien kunne under ingen omstændigheder indgå i

samtalerne. De bilaterale møder i den efterfølgende tid var resultatløse og Spanien

reagerede ultimativt med at lukke grænseovergangen mellem Spanien og Gibraltar for

køretøjer i oktober 1966 (Gold, 2005, pp. 16-17).

Den spanske indbringelse af Gibraltar for FN’s komite for dekolonisering resulterede i

resolution 2231 fra december 1966, der pålagde Storbritannien at fremskynde

dekoloniseringen af Gibraltar, samt bød de to lande at fortsætte deres bilaterale

forhandlinger. Storbritannien foreslog, at disse samtaler skulle finde sted i foråret 1967,

men aflyste dem igen, da Spanien indførte et forbud mod udenlandske fly i et område

grænsende op til Gibraltar. Da Storbritannien indkaldte til forhandlinger om forbuddet,

svarede Spanien igen ved at indkalde til forhandlinger om Gibraltars dekolonisering (Gold,

2005, p. 17).

Lukningen af den spansk-gibraltarske grænse i 1969 var resultatet af utallige spanske

forsøg på at få Storbritannien til diskutere overdragelsen af Gibraltars suveræniteten.

Storbritannien gjorde det på den anden side gentagne gange klart, at det eneste

spørgsmål, som de under ingen omstændigheder ville diskutere, var netop spørgsmålet om

overdragelse af suverænitet. Et senere eksempel på det tydelige hierarki af emnerne på

dagsordenen, var da Spanien i maj 1974 nægtede at diskutere adgangen til lufthavnen i

Gibraltar uafhængigt af spørgsmålet om dekolonisering (Gold, 2005, pp. 16-22).


Med fokus på den lavere ende af konfliktspektret må en lukning af den landfaste

grænseovergang og en samtidig afbrydelse af den eneste direkte færgeforbindelse siges at

9 I perioden 1960-73 estimeres det, at 1.5 millioner spaniere udvandrede for at søge arbejde andre steder i

Europa. Storbritannien var dog ikke blandt de foretrukne lande; hovedparten udvandrede til Tyskland,

Frankrig og Schweiz.

24

være dramatiske foranstaltninger. Handlingerne fik da også straks den britiske regering til

at tilkalde den spanske ambassadør i London til samtaler. Her pointerede Storbritannien, at

grænselukningen: ”flouts standards of international behavior accepted by modern

governments” (Gold, 2005, p. 15), og at tiltagene var i modstrid med bekymringen for

Gibraltars indbyggeres velbefindende, som Spanien ellers hævdede at værdsætte.

Storbritannien mente, at specielt indstillingen af færgeruten var en overtrædelse af

Utrechttraktaten10, der fastsætter, at der skal være kommunikation ad søvejen mellem

Spanien og Gibraltar. Lukningen af grænseovergangen og indstillingen af færgeoverfarten

var ikke pludselige indskydelser, men derimod kulminationen på en gradvis optrapning af

”fysiske” magtmidler. De indledende skridt var et forbud mod overflyvning af spansk

territorium med britiske militærfly, den gradvise lukning af grænseovergangen, hvor

forbuddet indledningsvis kun var gældende for køretøjer, den pludselige manglende

anerkendelse af pas udstedt af Gibraltar og afskæring af telefonforbindelserne. I August

1973 afskar Spanien Gibraltar for den sidste rest af kommunikation via søvejen, da de

mindre fartøjer, som hidtil havde sejlet mellem Gibraltar og Algeciras, blev indstillet (Gold,

2005, pp. 15-21).

Den politiske proces

Spaniens indledende argumentation i FN-komiteen var baseret på resolution 151411 af

december 196012. Komiteen konstaterede i sin afsluttende bemærkning i efteråret 1964, at

der var: ”a disagreement, even a dispute, between the UK and Spain over the status and

the situation of the territory of Gibraltar” (Gold, 2005, p. 16) og opfordrede de to lande til at

indlede forhandlinger. Storbritanniens repræsentant, Cecil King, udtalte, at den britiske

regering ikke ville føle sig bundet af eventuelle anbefalinger, som komiteen måtte have

angående suverænitetsspørgsmålet, og at Storbritannien ikke havde tænkt sig at indlede

forhandlinger med Spanien, hvor Gibraltars suverænitet var et emne (Gold, 2005, p. 16).

10 For Utrechttraktatens fulde ordlyd, se bilag 1.

11 Resolutionen med titlen: ”Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples”

slog fast, at alle kolonier og deres indbyggere havde ret til frihed og uafhængighed (FN Resolution 1514,

1960).

12 Som et kuriosum kan det nævnes, at 89 nationer stemte for, ingen imod og 9 lande undlod at stemme –

herunder både Storbritannien og Spanien.

25

Det britiske underhus besluttede i sommeren 1967, at der skulle afholdes en

folkeafstemning i Gibraltar samme efterår, hvor Gibraltars indbyggere skulle vælge mellem

fortsat at være under britisk overherredømme eller spansk suverænitet. Den annoncerede

folkeafstemning fik Spanien til at bringe sagen for komiteen for dekolonisering, der den 1.

september vedtog en resolution til fordel for det spanske synspunkt – at folkeafstemningen

var en overtrædelse af Utrechttraktaten. Folkeafstemningen blev gennemført13, hvilket fik

FN’s ”formynderskabskomite” til at vedtage en resolution, som senere blev godkendt af

Generalforsamlingen, der beskrev folkeafstemningen som værende en overtrædelse af

tidligere resolutioner. Den britiske FN-ambassadør, Lord Caradon, beskrev den vedtagne

resolutionen som: ”unworthy of the UN and a disgrace to the [trusteeship] Committee”. Da

FN-resolutionen senere blev diskuteret i det engelske parlament, blev den omtalt som

”foragtelig” og ”skammelig” (Gold, 2005, pp. 18-19).

Spanien fortsatte FN-sporet og sendte i juli 1968 en erklæring til FN’s generalsekretær,

hvori der argumenteredes for, at folkeafstemningen og den efterfølgende forfatning14 var i

strid med vedtagne FN-resolutioner. Hertil svarede den britiske delegation, at resolutioner

kun var anbefalinger og derfor ikke bindende, og at når resolutioner strider mod FN’s

charter, har chartret fortrinsret.15 Endnu en FN-resolution, den hidtil stærkest formulerede,

blev vedtaget af generalforsamlingen i december 1968. Den erklærede Gibraltars

kolonistatus for at være i uoverensstemmelse med FN-chartret og bød Storbritannien at

afslutte denne og indlede forhandlinger med Spanien uden forsinkelse. Responsen fra Lord

Caradon var ligeledes klar; han erklærede fra talerstolen, at resolutionen hverken kunne

eller ville træde i kraft (Gold, 2005, pp. 19-22).

13 Ud af 12.762 stemmeberettigede stemte 12.138 for et fortsat tilhørsforhold til Storbritannien, mens 44

stemte for spansk suverænitet (Gold, 2005, p. 18).

14 Forfatningens forord indeholder en passus om, at Storbritannien kun vil overgive Gibraltars suverænitet til

et andet land, såfremt dette sker på baggrund af et frit og demokratisk valg i Gibraltar. En erklæring, der reelt

har givet Gibraltar vetoret på spørgsmålet om suverænitet (Gold, 2005, p. 19).

15 Med henvisningen til FN-chartret menes artikel 73, der pålægger kolonimagter at varetage indbyggerne i

koloniernes interesser.

26

Delkonklusion

Det mest slående ved en analyse af det anglo-spanske forhold i perioden 1963-75 er, hvor

dårligt to af de tre karakteristika for kompleks interdependens passer på forholdet.

Der er ikke mange kontaktflader mellem de to nationer. Det spanske diktatur var ikke velset

i et ellers overvejende demokratisk Europa, og Spanien var derfor politisk isoleret på

mange områder. De eneste synlige kontaktflader på politisk niveau mellem Storbritannien

og Spanien var derfor, når FN de facto tvang dem til at mødes for at diskutere Gibraltar.

Denne isolation var også gældende på det økonomiske område, hvor spansk

protektionisme forhindrede udenlandske investeringer. Kun på turismeområdet var der stor

kontakt; britiske turister valfartede til den billige og solrige spanske middelhavskyst.

Hierarkiet på den politiske dagsorden var ikke manglende. Gibraltars suverænitet var altid

øverst; det eneste tidspunkt, hvor dette ikke var tilfældet, var, når Storbritannien nægtede at

mødes, hvis suverænitetsspørgsmålet i det hele taget var på dagsordenen. I perioden var

der således talrige eksempler på, at spørgsmålet om suverænitet eller Gibraltars koloniale

status havde fortrinsret over mere praktiske udfordringer såsom adgangsforholdene til

Gibraltars lufthavn.

Militær magt spillede en mindre rolle i relationerne mellem de to nationer. Der var ingen

tilfælde af, at egentlige militære kapaciteter blev anvendt - heller ikke i den mildere del af

spektret. Civil magt spillede dog en tydelig rolle. Det spanske forsøg på at isolere Gibraltar

ved gradvist at skærpe grænseovergang for ultimativt helt at lukke alle forbindelse til

Gibraltar, er et eksempel på, hvor langt man kan gå uden at involvere militær magt.

Den politiske proces tyder heller ikke på, at kompleks interdependens er en retvisende

beskrivelse af det anglo-spanske forhold. Under kompleks interdependens ville det

forventes, at de enkelte nationer respekterer de afgørelser eller henstillinger, som

internationale organisationer træffer. Storbritanniens reaktion eller retteligt manglende

reaktioner er et eksempel på det diametralt modsatte. De gentagne overtrædelse af FN-

resolutionerne og udtalelserne om, at resolutionerne var ”uværdige” for FN, underbygger

dette.

Det må derfor konkluderes, at det anglo-spanske forhold i perioden 1963-75 er tættere på

det realistiske ideal end kompleks interdependens. En visualisering på kontinuummet

”klassisk realisme vs. kompleks interdependens” ser derfor således ud:

27

Den grafiske fremstilling er ikke ment som en endegyldig sandhed, og den røde priks

eksakte placering giver ikke i sig selv mening. Denne mening findes reelt først ved en

sammenligning med de efterfølgende analyser af tidsperioderne fremmod i dag. Med

prikkens nøjagtige placering sat til side kan specialets første arbejdshypotese: ”Indtil begge

lande blev industrialiserede demokratier var deres indbyrdes forhold langt fra kompleks

interdependens” ikke desto mindre bekræftes16.

16 Det er her værd at erindre, at Keohane & Nye netop udarbejdede teorien om kompleks interdependens i

midten af halvfjerdserne og efterviste, at kompleks interdependens allerede på daværende tidspunkt var en

retvisende beskrivelse af nogle landes relationer.

28


Denne periode begynder i 1975 med General Francos død og ender i foråret 1980, hvor

Lissabonaftalen underskrives.

Tre uger før sin død udpegede Franco prins Juan Carlos som sin efterfølger. Carlos var klar

over, at overgangen til demokrati var en delikat balancegang. For hurtig fremgang ville

kunne fremprovokere et militærkup, mens en for langsom transformation ville kunne udløse

et folkeligt oprør. Spanien afholdte sit første demokratisk valg den 15. juni 1977. Valget

endte med en sejr for de midtsøgende kræfter. Højrefløjens reformister slog ny-

francoisterne, mens den moderate venstrefløj slog de yderligtgående – en indikation på, at

spanierne ønskede forsoning (Chislett, 2013A, pp. 74-85).

Mange kontaktflader

Med Francos død og Spaniens overgang til demokrati var der åbnet op for, at politiske

møder kunne finde sted på højeste niveau. Den spanske premierminister, Adolfo Suárez

besøgte således den britiske premierminister, James Callaghan, i oktober 1977. Suárez

udtalte i forbindelse med mødet, at det nye demokratiske Spanien ville være i stand til at

forhandle sig frem til en løsning på Gibraltarspørgsmålet. Han understregede dog samtidigt,

at der ikke kunne blive tale om ensidige spanske indrømmelser såsom ophævelse af

blokeringen af Gibraltar (Gold, 2005, p. 23).

Spanien blev medlem af Europarådet i november 1977 og i forbindelse med et af de første

møder i Rådet, benyttede den spanske og den britiske udenrigsminister muligheden for et

separat møde17; mødet resulterede i en ny mødedato i marts 1978. På dette møde enedes

man om at oprette dedikerede arbejdsgrupper med specifikke arbejdsområder: tele- og

maritim-kommunikation og pensionsudbetalinger til tidligere spanske arbejder i Gibraltar

(Gold, 2005, p. 23).

I forbindelse med forberedelserne til endnu et møde i Europarådet, som skulle foregå i

Lissabon i april 1980, vedtog det spanske parlament enstemmigt en resolution om

Gibraltar. Håbet var, at de spanske og britiske ministre ville få mulighed for at afholde et

17 På dette møde deltog også repræsentanter for Gibraltar, heriblandt Gibraltars førsteminister, Joshua

Hassan.

29

bilateralt møde med Gibraltar på dagsordenen. Resolutionen blev ad uofficielle kanaler

sendt til det britiske udenrigsministerium. (Gold, 2005, pp. 26-27).

Storbritannien fik i oktober 1979 en uventet allieret, da fagforeningerne i La Línea indkaldte

til en 24 timers generalstrejke i protest mod manglende kompensation fra den spanske

regering for de mistede indtægter, den lukkede Gibraltargrænse havde forårsaget. Spanien

var dermed nu udsat for et indre pres for at hæve blokaden af Gibraltar (Gold, 2005, p. 25).

Mangel på hierarki

At alle udfordringer ikke var forsvundet med Francos død, tydeliggjorde Carlos i sin

tiltrædelsestale. Her understregede han, at Spanien ville fortsætte sine forsøg på at

genvinde suveræniteten over Gibraltar. At Carlos ikke var alene med dette synspunkt blev

bekræftet ved det første kabinetsmøde, hvor kravet om Gibraltar som en del af det spanske

territorium blev gentaget. Og ved parlamentets første udenrigspolitiske debat var alle partier

enige om dekoloniseringen af Gibraltar (Gold, 2005, pp. 22-23).

Spanien var dog ikke ene om at sætte Gibraltar og dets status øverst på dagsordenen. Da

den engelske udenrigsminister, David Owen, besøgte Spanien i september 1977, gjorde

han det klart, at egentlige forhandlinger om Gibraltar først kunne iværksættes, når

restriktionerne mod Gibraltar var lempet. Kravet var næppe overraskende, men det

”lykkedes” Owens, at kæde spørgsmålet om Gibraltar sammen med Spaniens mulige

optagelse i EF/EU og NATO (Gold, 2005, p. 23).

At et regeringsskifte i Storbritannien heller ikke medførte forandringer understregedes af, at

den nye konservative udenrigsminister, Lord Carrington, hurtigt bekræftede, at

regeringsskiftet ikke ville medføre et skift i den britiske politik omkring Gibraltar. Da den nye

britiske viceudenrigsminister besøgte Gibraltar i juli 1979, ”lykkedes” det også ham at koble

spørgsmålet om Gibraltar med den spanske ansøgning om EF/EU-medlemskab (Gold,

2005, pp. 24-25).


Der skete ingen større ændringer i situationen ved grænsen mellem Gibraltar og Spanien;

den var stadig hermetisk lukket og færgefarten indstillet. En enkelt mindre forbedring kunne

dog spores; telefonlinjerne blev lejlighedsvis åbnet – typisk i forbindelse med højtider (Gold,

2005, p. 22).

30

Perioden bød også på åbenlyse muligheder for at vise militær tilstedeværelse, som ikke

blev forsøgt udnyttet. Da Storbritannien i februar 1980 besluttede at støtte den amerikanske

indsats i Afghanistan, afsejlede disse fra Gibraltar. Afsejlingen skete uden, at det kunne

opfattes af Spanien som en provokation (Gold, 2005, p. 26)


I denne periode bliver Europarådet den mest betydende internationale organisation. Med

Spaniens medlemskab i 1977 åbnedes endnu en kanal for interaktion og forhandling; at de

to parter nu mødtes oftere (og på neutral bane) fik betydning.

Det spanske parlaments resolution, som blev sendt under hånden til det britiske

udenrigsministerium, indeholdt en plan for at løfte de spanske restriktioner over for Gibraltar

trin-for-trin i takt med fremskridt i de anglo-spanske forhandlinger. I tillæg indeholdt

resolutionen en plan for genopretningen af regionens økonomi og kultureludveksling på

tværs af grænsen. Resolution gav den spanske forhandler et stærkt mandat og med den

tidlige udveksling til den britiske delegation en mulighed for, at de også kunne møde

velforberedte frem (Gold, 2005, pp. 26-27).

Resolutionen var dermed en vigtig faktor for, at møderne i Lissabon i april 1980 ikke endte

resultatløse. Den 10. april offentliggjorde de to landes udenrigsministre Lissabonaftalen18.

Aftalen slog blandt andet fast, at de to nationer ville indlede forhandlinger for at løse alle

deres uoverensstemmelser og ophæve de restriktive foranstaltninger i regionen (Gold,

2005, pp. 27-28). Spanien fik indskrevet en bekræftelse af deres krav om territorial

integritet, og at Gibraltars interesser vil blive varetaget. Storbritannien fik på den anden side

indført deres forpligtelse til at efterkomme Gibraltars befolknings demokratisk udtrykte

ønsker (Bilag 2, pkt. 5).

At de to ord: interesser og ønsker reelt dækker over en stor uoverensstemmelse blev

synliggjort, da Oreja en uge senere i en udtalelse til den spanske udenrigskomite

understregede, at Spanien var klar til at varetage og anerkende Gibraltars indbyggeres

interesser, men at man aldrig ville anerkende deres ret til at disponere over noget, som

aldrig havde tilhørt dem - suveræniteten over Gibraltar. Carrington måtte i en debat i

18 For Lissabonaftalens fulde ordlyd, se bilag 2.

31

Underhuset modvilligt bekræfte, at aftalen ikke forhindrede diskussionen af Gibraltars

suverænitet på kommende møder (Gold, 2005, p. 29).

Delkonklusion

Overgangen til demokrati løste ikke med ét alle uoverensstemmelser, og kompleks

interdependens blev ikke øjeblikkeligt en retvisende beskrivelse af det anglo-spanske

forhold. På nogle områder skete der i perioden fremskridt, mens andre tilsyneladende stod

stille.

Med pariaprædikatet lagt i graven sammen med Franco, åbnedes der mulighed for langt

flere kontaktflader mellem de to nationer. Transgovernmentale relationer var nu en reel

mulighed; men med spansk fokus på intern konsensus for at understøtte det nye og stadigt

skrøbelige demokrati og skiftende britiske regeringer, der understregede, at deres politiske

ståsted med hensyn til Gibraltar ikke havde ændret sig, var eventuelle transgovernmentale

relationer ikke udslagsgivende for en ændret målsætning eller dagsorden.

Omend den spanske generalstrejke i La Línea ikke er et eksempel på en decideret

transnational relation (der er intet, der tyder på, at Storbritannien på nogen måde var

involveret), er det dog et begyndende tegn på, at staterne ikke nødvendigvis er

enhedsaktører.

Med hensyn til hierarki af problemstillinger er det tydeligt, at suverænitetsspørgsmålet

stadig dominerer. Mod slutningen af perioden er der dog en opblødning idet der nu

nedsættes specifikke arbejdsgrupper, som kan behandle praktiske problemområder uden

nødvendigvis at tage hensyn til Gibraltars status. Ligeledes ses Lissabontraktaten, hvor

Storbritannien ikke på forhånd udelukker diskussioner omkring suverænitet som et tegn på

en lempelse af det ellers fastlåste hierarki.

Angående militær magt i relationen er udviklingen stærkt begrænset; grænsen forbliver

lukket og de enkelte symbolske handlinger (midlertidig etablering af telefonforbindelser)

ændrer ikke på, at en blokade er en alvorlig indskrænkning af en gensidig relation.

Lissabonaftalen dokumenterer dog, at der på begge sider er vilje til at søge konflikten løst.

At det var muligt at indgå en aftale, som lagde fundamentet for fremtidige forhandlinger, var

et stort skridt fremad. At de to parters udgangspunkter for disse forhandlinger var milevidt

fra hinanden, var i den henseende en detalje.

32

Alt taget i betragtning må det derfor konstateres, at der på kontinuummet er taget et mindre

skridt mod idealet kompleks interdependens.

Det samme forbehold, som gjorde sig gældende ved den forrige figur, er stadigt gældende:

Prikkens præcise placering skal ikke ses som den endegyldige sandhed. Med det in mente

er det selvsagt for tidligt at bekræfte specialets anden arbejdshypotese: ”Efter

demokratiseringen af Spanien har landenes forhold gradvist udviklet sig til i dag at afspejle

en udpræget grad af kompleks interdependens”, men det må konstateres, at den anglo-

spanske relation bevæger sig mod kompleks interdependens.

33


Perioden begynder med indgåelsen af Lissabonaftalen i april 1980 og ender med

underskrivelsen af Bruxellesdeklarationen i november 1984.

Af betydende begivenheder i perioden skal Falklandskrigen mellem Storbritannien og

Argentina fremhæves. Krigen i Sydatlanten får direkte betydning for det anglo-spanske

forhold, da begge sider drager paralleller til Gibraltarkonflikten.

Mange kontaktflader

Muligheden for endnu en betydende kontaktflade mellem de to nationer blev forpurret, da

prinsen og prinsessen af Wales offentliggjorde, at de ville indlede deres bryllupsrejse om

bord på HMY Britannia i Gibraltar. Dette fik den spanske kongefamilie til at aflyse deres

deltagelse i brylluppet i England (Gold, 2005, p. 31).

Spanien fik en ny og uventet forbundsfælle i underhusets udenrigskomite, der efter et

besøg i Gibraltar og Madrid i foråret 1981 fremlagde en rapport. Rapporten indeholdt en

passus om, at den spanske forfatning muliggjorde regionalt selvstyre, hvilket kunne være

en del af løsningen af konflikten. Rapporten satte i tillæg spørgsmålstegn ved den britiske

ret til dele af landtangen, der forbinder Gibraltar med Spanien (Morris & Haigh, 1992, pp.

101-103).

Da Falklandskrigen udsatte den ellers planlagte åbning af grænsen mellem Spanien og

Gibraltar, var der stor skuffelse blandt de lokale på begge sider. La Líneas borgmester

påpegede, at mange mindre virksomheder nu kom i yderligere økonomiske

vanskelligheder. I dagene op til den nye dato for grænseåbningen (25. juni) argumenterede

borgmesteren for, at Spanien skulle åbne grænsen uanset, om forhandlinger om Gibraltar

blev påbegyndt. Da grænseåbningen blev udsat, sendte La Línea en delegation til Madrid

for at gøre regeringen opmærksom på deres nød (Gold, 2005, pp. 39 & 48-49).

Mangel på hierarki

Da den nye spanske premierminister, Calvo Sotelo, besøgte sin britiske kollega i London i

januar 1982, var Gibraltar ikke det eneste emne på dagsordenen, men det var højt

prioriteret. På mødet aftalte man, at konkrete forhandlinger på baggrund af Lissabonaftalen

skulle iværksættes den 20. april – simultant skulle grænseovergangen åbnes. Da

34

Falklandskrigen udsatte disse forhandlinger og grænseåbningen, udsendte henholdsvis

London og Madrid synkront en enslydende bekendtgørelse19 (Gold, 2005, pp. 34-39).

Den 30 maj 1982 blev Spanien medlem af NATO, hvilket var bemærkelsesværdigt givet en

række faktorer: internt i Spanien var der langt fra enighed om, at NATO-medlemskab var en

god idé; Falklandskrigen, hvor et enigt NATO stod bag Storbritannien, mens Spanien

støttede Argentina, var endnu ikke afsluttet; og sidst men ikke mindst, var

Gibraltarkonflikten ikke nærmere en løsning. Netop spørgsmålet om Gibraltar var inden for

det seneste år blevet koblet med optagelse i NATO af såvel den spanske regering, den

spanske opposition og den britiske regeringen (Gold, 2005, pp. 30-47).

At sammenkædningen af Gibraltarkonflikten med Spaniens eventuelle medlemskab af

internationale organisationer ikke var et overstået kapitel blev understreget i en debat i

underhuset. Her beklagede den britiske udenrigsminister, Francis Pym, den spanske

udsættelse af grænseåbningen i juni 1982, og gjorde det samtidigt klart, at Spanien ikke

kunne forvente optagelse i EF/EU, hvis dette ikke ændrede sig (Gold, 2005, p. 49).

I sin tale til nationen, efter socialisternes jordskredssejr ved parlamentsvalget i 1982,

bekræftede den nye premierminister, Felipe González, Spaniens stræben efter at

reintegrere Gibraltar. På sit første kabinetsmøde i starten af december enedes den spanske

regering om en delvis åbning af grænsen, hvor kun fodgængere ville få lov at passere

(Gold, 2005, p. 51).


Falklandskrigen fascinerede de spanske medier, og forskelle og ligheder med Gibraltar blev

jævnligt trukket op. De britiske medier havde ikke fokus på en tilsvarende sammenligning. I

midten af maj, hvor argentinerne havde besat Falklandsøerne i mere end en måned,

barslede den yderste spanske højrefløj med idéer om, at Spanien kunne følge i Argentinas

fodspor og besætte Gibraltar. Idéen om at anvende militær magt var dog aldrig en del af det

etablere politiske miljø20 (Gold, 2005, pp. 37-42) & (Morris & Haigh, 1992, pp. 109-110).

19 Af bekendtgørelsen fremgik det, at forhandlinger og åbningen af grænsen var udsat til den 25. juni.

20 Det mislykkede militærkup i Spanien året før satte selvfølgelig tingene i perspektiv.

35

I marts 1983 informerede den britiske ambassadør i Madrid den spanske regeringen om, at

den britiske flåde i forbindelse med en flådeøvelse i Atlanterhavet ville anløbe Gibraltar21.

Spanien mente, at flådebesøget var uvenligt og burde have afventet, at de anglo-spanske

forhandlinger havde vist fremskridt. Da de 13 flådefartøjer den 13. april ankom til Gibraltar,

var den spanske presse ikke sen til at bemærke, at de alle havde deltaget i konflikten i

Sydatlanten. Den spanske udenrigsminister besluttede at sende spanske krigsskibe til

Algeciras/Gibraltar-bugten for at vise tilstedeværelse22 (Gold, 2005, pp. 55-56) & (Morris &

Haigh, 1992, pp. 118-119).


Da Spanien undlod at stemme for UNSCR 502, der fordømte den argentinske aggression

(FN Sikkerhedsrådsresolution 502, 1982) forbedrede det selvsagt ikke forhandlingsklimaet.

Senere samme måned forklarede Spanien i Europarådet, at selv om de var imod

anvendelsen af militær magt til at afgøre internationale uoverensstemmelser, var de for FN-

princippet om dekolonisering. Et par uger senere undlod Spanien som de eneste at stemme

for en resolution i Europarådet, der støttede Storbritannien, og fordømte den argentinske

fremfærd (Gold, 2005, pp. 39-41).

Det spanske medlemskabs af NATO (mens Falklandskrigen stadig foregik) gjorde

Storbritannien og Spanien til militært allierede for første gang i 170 år. Håbet var, at dette

alliancefællesskab var et godt tegn for de kommende forhandlinger om Gibraltar. Disse

forhandlinger fik dog et vanskelligt udgangspunkt, da Margaret Thatcher kort efter i et

interview slog fast, at Storbritannien ikke var klar til at indlede forhandlinger med Spanien

om Gibraltars suverænitet. Først halvandet år senere kom der skred i forhandlingerne; I en

række møder i henholdsvis CSCE/OECD, FN og NATO forbedrede forhandlingsmiljøet

mellem de to nationer sig så meget, at der bag kulisserne blev arbejdet på forhandlinger om

implementeringen af Lissabonaftalen. De diskrete forhandlinger viste sig at bære frugt, da

udenrigsministrene, Howe og Morán, mødtes officielt i Bruxelles den 27. november 1984.

21 At britiske flådefartøjer benyttede faciliteterne i Gibraltar var langt fra en sjældenhed, og informeringen af

Spanien blev alene foretaget af høflighedsmæssige årsager. Da den spanske regering indkaldte den britiske

ambassadør for at overbringe en protest, var Storbritannien derfor noget forundret.

22 Den spanske militære tilstedeværelse udgjordes af en destroyer, en fregat og en korvet, der således kunne

følge med i den britiske flådes ankomst til Gibraltar.

36

Her nåede man samme dag frem til Bruxellesdeklarationen23, som forpligtede begge parter

til at implementere Lissabonaftalen24 (Gold, 2005, pp. 47-49 & 57-60) & (Morris & Haigh,

1992, pp. 113 & 127-128).

Delkonklusion

At de to regenter endnu ikke har mødtes ved en officiel lejlighed, er ikke kun af symbolsk

karakter; både det britiske og det spanske kongehus nyder på dette tidspunkt stor folkelig

opbakning, hvorfor de som meningsdannere har betydning for befolkningernes gensidige

opfattelse af hinanden. Til gengæld udvides de transgovernmentale relationer i denne

periode. Med Gibraltarrapporten fra underhusets udenrigskomite kan spanierne ved selvsyn

se, at det britiske politiske system ikke er helt enige i spørgsmålet om Gibraltar; den britiske

regering er dermed svækket som enhedsaktør. Den spanske har dog en tilsvarende

udfordring, idet der er et folkeligt pres fra regionen om handlinger, der strider mod officiel

spansk politik.

Gibraltar og spørgsmålet om suverænitet står stadig højt på dagsordenen, når de to

nationer mødes, men som tilfældet med Spaniens optagelse i NATO illustrerer, så bliver

trusler om sammenhæng mellem medlemskab og udfordringerne omkring Gibraltar sat til

vægs af realpolitiske hensyn. Spanien blev medlem af NATO midt i Falklandskrigen, hvor

Spanien støttede Argentina.

Militær magt spillede i denne periode en større rolle end hidtil set. Idéen om en spansk

invasion af Gibraltar i stil med den argentinske af Falklandsøerne var aldrig seriøst ment,

men at begge lande havde et behov for at udvise militær tilstedeværelse i kraft af

flådestyrke i Gibraltar/Algeciras-bugten, var bemærkelsesværdigt. Uden at placere skyld

kan det konstateres, at ingen af parterne tog udvidede hensyn til modpartens ’følelser’ eller

på den anden side ignorerede, hvad man opfattede som en provokation.

Den politiske proces var præget af Falklandskrigen og ikke mindst den spanske støtte til

Argentina, hvilket vanskelliggjorde konkrete forhandlinger i en stor del af perioden.

23 For Bruxellesdeklarationen fulde ordlyd, se bilag 3

24 Spanien fik en frist til den 15. februar 1985 til at fjerne alle restriktionerne ved den spansk-gibraltarske

grænse, mens briterne forpligtede sig til at diskutere spørgsmålet om suverænitet.

37

Ultimativt enedes de to nationer dog om at fortsætte forhandlingssporet, hvilket

Bruxellesdeklarationen er beviset for.

Det må derfor konkluderes, at denne periode ikke bragte de to lande nærmere en tilstand af

kompleks interdependens. Den mindre udvidelse i antallet af kontaktflader samt det mindre

tydelige hierarki kan ikke kompensere for, at militær magt fik en langt større betydning i

perioden - også selv om nogle af grænserestriktionerne blev ophævet.

Figuren er derfor magen til den forrige.

Det må samtidigt konstateres, at specialets anden arbejdshypotese: ”Efter

demokratiseringen af Spanien har landenes forhold gradvist udviklet sig til i dag at afspejle

en udpræget grad af kompleks interdependens” kræver en fortolkning, hvis den skal være

entydigt sand. Gradvist må i hvert fald ikke opfattes som en kontinuerlig lineær proces.

38


Perioden indledes med Bruxellesdeklarationens underskrivelse i slutningen af 1984 og

ender ved årsskiftet 1990/91, hvor den kolde krigs afslutning varsler store omvæltninger i

Europa.

Signifikante begivenheder i perioden er åbningen af grænseovergangen, hvor

restriktionerne på køretøjer fjernes, Spaniens optagelse i EF/EU den 1. januar 1986 samt

kontroverserne omkring Gibraltars lufthavn.

Mange kontaktflader

Med restriktionerne ved grænseovergangen ved La Línea fjernet blomstrede økonomien,

herunder turisme25, i området. Turismen gavnede ikke kun Gibraltar; Spanien eksporterede

for £20-30 millioner årligt, mens Gibraltars indbyggere brugte omkring £15 millioner i

Spanien. I tillæg var der blevet skabt 400 jobs; en del af disse i den finansielle sektor, hvor

flere større spanske banker udnyttede skattefordelene i Gibraltar – fordele, der naturligvis

ikke ville være der, hvis Gibraltar var spansk (Gold, 2005, pp. 68, 74, 87 & 119) & (Morris &

Haigh, 1992, pp. 133 & 140-141).

Spaniens optagelse i EF/EU fik stor betydning for den spanske nationaløkonomi og de

større spanske virksomheder. På få år fordobledes eksport/import andelen af Spaniens

bruttonationalprodukt, mens den udenlandske ejerandel af spanske virksomheder næsten

firdobledes frem til 1992. De store spanske monopolselskaber inden for telekommunikation,

olie, gas og elektricitet stod overfor hel eller delvis privatisering i tråd med reglerne for det

indre marked (Chislett, 2013A, pp. 106, 114 & 140).

I april 1986 tog Kong Juan Carlos og Dronning Sofía på et tre dage langt officielt besøg i

Storbritannien - det første i mere end firs år fra en regerende spansk monark. Den spanske

kongefamilie blev inviteret til at bo på Windsor Castle. Under sit besøg blev Juan Carlos

den første udenlandske regent, der fik mulighed for at tale til et samlet britisk parlament. I

sin tale nævnte kongen Gibraltar ved et par lejligheder. Det kongelige besøg var en stor

25 Efter bare et år havde to millioner turister besøgt Gibraltar, hvilket var syv gange så mange som

gennemsnittet de ti foregående år.

39

succes, hvor de to familier på det private plan kom godt overens26. Godt to år senere

gengældte Dronning Elizabeth den spanske gestus med et delvist officielt delvist privat

besøg. Besøget i Spanien, som varede en hel uge, var det første nogensinde af en britisk

regent. Ved dronningens besøg i det spanske parlament og på Madrids rådhus, lykkedes

det alle parter at undgå at nævne Gibraltar (Gold, 2005, pp. 76-77 & 109-110).

På det højeste politiske niveau var relationerne knap så hjertelige. Medio 1987, hvor begge

premierministre havde fejret deres fem års jubilæum, havde ingen af dem prioriteret af

aflægge modparten et besøg. Der skulle gå endnu et år, før Margaret Thatcher besøgte

Spanien, et besøg som blev beskrevet som både historisk og vanskelligt. Historisk fordi det

var det første officielle besøg af en fungerende britisk premierminister i Spanien. Vanskelligt

fordi der var en lang række af uoverensstemmelser; ikke bare omkring Gibraltar, men også

på spørgsmålet om den europæiske union og Spaniens andel af det kommende Eurofighter

kampfly (Gold, 2005, pp. 90 & 107-108).

Mangel på hierarki

Med Gibraltars lufthavns placering på landtangen, som ikke er omfattet af Utrechttraktaten,

var Spaniens holdning, at lufthavnen lå på spansk territorium. Medio 1985, hvor begge

lande forsøgte at nå et kompromis omkring fælles anvendelse af lufthavnen i stil med

modellen for lufthavnen i Basel27, forsøgte begge nationer at omgå det ømtålelige

spørgsmål om suverænitet (Gold, 2005, pp. 69-70).

I en form for svanesang to måneder efter sin fratrædelse som udenrigsminister afslørede

Morán, at der 1983 havde været hemmelige forhandlinger mellem Storbritannien og

Spanien, hvor briterne havde truet med at blokere for spanske optagelse i EF/EU,

medmindre Spanien opgav deres krav på Gibraltar. Spanien havde tilsyneladende været

villige til at ofre sit EF/EU-medlemskab frem for at opgive Gibraltar (Gold, 2005, p. 71).

Nogle måneder efter sit genvalg ved det spanske parlamentsvalg i juni 1986 blev den

spanske premierminister interviewet af BBC. Her refererede han til Gibraltar som ”a stone

in Spain’s shoe” og til et spørgsmål omhandlende Gibraltars rettigheder fik han udtalt: ”they

26 Prinsen og prinsessen af Wales blev inviteret til den spanske kongefamilies sommerresidens på Mallorca

senere samme sommer.

27 Her vælger passagerer efter landing om de vil entre Frankrig eller Schweiz.

40

have no right to self-determination” (Gold, 2005, p. 83). En udtalelse der naturligt medførte

skarpe reaktioner i Gibraltar. Den britiske reaktion var noget mere afdæmpet og var

begrænset til, at dronningen i sin tale ved det britiske parlaments åbning en måned senere

havde inkluderet en frase om Storbritanniens stadige forpligtelse til Gibraltars indbyggere –

en reference, der ellers havde været udeladt de seneste år.


Midnat mellem den 4. og 5. februar 1985 blev de grænsebomme, som var blevet opsat 76

år tidligere og lukket af Franco i 1969 åbnet på vid gab; nu var det også tilladt for køretøjer

at passere grænsen. Godt fem år senere blev grænsebommene fjernet helt og erstattet af

stensætninger og blomsterbede (Gold, 2005, p. 64 & 127).

Den 2. april 1986 indgav briterne en protest over, at et spansk hangarskib den 20. marts

havde befundet sig i britisk territorialfarvand i Gibraltarbugten i 20 minutter. Spaniens

respons var, at de slet ikke havde været i nærheden af britisk territorialfarvand, eftersom de

ikke anerkendte britisk jurisdiktion uden for Gibraltar havn. De to nationer lod herefter

sagen ligge; begge havde fremført deres sag (Gold, 2005, pp. 75-76).

I begyndelsen af 1989 offentliggjorde den britiske udenrigsminister, at de britiske

hærstyrker i Gibraltar, som havde til opgave at forhindre en spansk invasion28, ville blive

trukket hjem få år senere. Den britiske befolknings største forundring i denne anledning var,

at tilbagetrækning først skete på nu. Spaniens reaktion var end ikke synlig (Gold, 2005, pp.

113-114).


Et halvt år efter Spanien optagelse i EF/EU skulle Gibraltarkonflikten vise sig at få

betydning for det europæiske samarbejde. Spanien ville ikke indgå i en aftale omkring

deregulering af den kommercielle lufttrafik, da spanierne mente, at det implicit ville være en

anerkendelse af britisk suverænitet over Gibraltars lufthavn og dermed den bestridte

landtange. At Spanien ville opnå store fordele ved den foreslåede deregulering, ændrede

ikke den spanske position. Spanien fandt problematikken af så vital interesse, at de var klar

28 Den britisk hær havde i modsætning til deres flåde- og luftstyrker ingen NATO-rolle, men havde alene til

opgave at beskytte Gibraltar mod Spanien.

41

til at nedlægge veto29 (Gold, 2005, pp. 87-89). Halvandet år senere nåede Storbritannien og

Spanien frem til en aftale om Gibraltars lufthavn, hvorefter Spanien kunne tiltræde

dereguleringsaftalen; Gibraltar lufthavn var dog indtil videre undtaget fra direktivet. Gibraltar

indgav i oktober 1989 en appel til Den Europæiske Unions Domstol med påstand om

annullering af den anglo-spanske aftale. Spanien søgte og fik opbakning fra briterne, der

forsikrede, at såfremt domstolen godtog Gibraltars anmodning30, ville de gå i retten

sammen med Spanien (Gold, 2005, pp. 94 & 120-121) & (Morris & Haigh, 1992, pp. 145-

147).

Delkonklusion

Med den fulde åbningen af den spansk-gibraltarske grænse og Spaniens EF/EU-

medlemskab skabtes der i perioden mange flere kontaktflader. De to kongehuses gensidig

besøg og tilsyneladende private relationer var et bevis på, at de to nationer havde flere

fællestræk end forskelligheder. Og når selv Jernladyen, Thatcher, besøger det land, som få

år forinden havde støttet modstanderen i den krig, hun i høj grad var personificeret ved, er

graden af kontakt udpræget.

At der stadig var et hierarki på dagsordenen og spørgsmålene om Gibraltar og suverænitet

dominerede, kan der ikke være tvivl om. Men som det var tilfældet i forbindelse med den

spanske optagelse i NATO, viste Spaniens indlemmelse i EF/EU, at realpolitiske hensyn

havde præcedens over spørgsmålet om Gibraltar. Storbritannien gjorde ikke alvor af deres

trussel om at forhindre spanske EF/EU-medlemskab.

Militær magt var af mindre betydning. De symbolske grænsebomme fjernes helt, og

Storbritannien tilbagetrækker de hærstyrker, der i flere hundrede år havde beskyttet

Gibraltar mod Spanien. Mere afgørende var dog, at ingen af parterne forsøgte at eskalere

en mulig overskridning af territorialfarvand til en politisk manifestation, som det skete ved

det britiske flådebesøg bare to år tidligere.

29 Netop på dette tidspunkt overgik EF/EU til princippet om kvalificeret flertal frem for enstemmighed på

spørgsmål af denne karakter. Veto kunne dog stadig nedlægges, såfremt spørgsmål var af vital national

interesse.

30 Domstolen afviste Gibraltars appel, da den ikke fandt, at Gibraltar var i en juridisk position til at foretage et

sådant søgsmål, eftersom de ikke var berettiget til at føre deres egne udenrigspolitik.

42

Med hensyn til den politiske proces var den spanske opposition til EF/EU-forslaget om

deregulering af luftfarten til fordel for egne interesser (interesser der end ikke var entydige),

et eksempel på fravær af kompleks interdependens. I den anden retning trækker dog, at de

to nationer faktisk nåede frem til en aftale.31

Overordnet kan det derfor fastslås, at denne periode bragte de to nationer noget tættere på

kompleks interdependens idealet. Kontaktfladerne blev forøget, hierarkiet formindsket og

militær magt spillede en væsentligt mindre rolle.

På figuren rykker prikken sig derfor et godt stykke til højre.

Den anden arbejdshypotese: ”Efter demokratiseringen af Spanien har landenes forhold

gradvist udviklet sig til i dag at afspejle en udpræget grad af kompleks interdependens”, er

dermed stadig plausibel.

31 Om aftalen var blevet en realitet uden pres fra det europæiske fællesskab, må betragtes som tvivlsomt.

43


Perioden begynder den 1. januar 1991, hvor det britiske rigsarkiv frigiver

regeringsdokumenter fra 1940, der viser, at Storbritannien tilsyneladende var villige til at

give afkald på Gibraltar, under forudsætning af, at Franco og Spanien forblev neutrale i

Anden Verdenskrig. Perioden slutter ved årtusindskiftet.

Af betydende begivenheder i perioden skal fremhæves valget i Spanien i 1996, hvor de

konservative overtog regeringsmagten og valget i Storbritannien i 1997, hvor Labour (med

Tony Blair i spidsen) kommer til magten.

Mange kontaktflader

I forbindelse med festligholdelsen af Gibraltar Dag den 10. september 1995, viste flere

deres solidaritet med Gibraltars sag. Opbakningen kom ikke kun fra catalanske og baskiske

separatister, men mere bemærkelsesværdigt udtrykte formanden for FN’s

dekoloniseringskomite håb om, at nationaldagen ville fylde dem alle med stolthed over at

være gibraltarisk. At det inden for Spaniens grænser ikke kun var separatister fra de

nordlige regioner, som støttede Gibraltar, blev få år senere tydeliggjort. I 1999 vandt

Marbellas Borgmester, Jesús Gil, regionsvalget på løfter om at genoprette økonomien i

området ved at forbedre relationerne med Gibraltar (Gold, 2005, p. 168 & 215).

Den senere premierminister og daværende leder af oppositionen, José María Aznar

besøgte i oktober 1991 London. Her mødtes han med britiske konservative kolleger,

herunder premierministeren, John Major. Syv år senere, hvor regeringsmagten var skiftet i

både Storbritannien og Spanien, mødtes Aznar og Blair i forbindelse med et EU-topmøde.

Det viste sig, at de var enige om stort set alt - Gibraltar undtaget. Da de få måneder senere

mødtes igen, var det i en afslappet atmosfære32 ved den britiske premierministers

ferieresidens, Chequers (Gold, 2005, pp. 137 & 211-214).

Privatiseringen af de store statslige aktieselskaber tog yderligere fart i forbindelse med

Spaniens bestræbelser på at opfylde konvergenskravene til den Økonomiske Unions tredje

32 At der på det nærmeste var tale om et venskabeligt forhold understregedes at, at de to premierministre

havde medbragt deres respektive familier.

44

fase. Store aktieposter i Repsol, Telefónica og Iberia blev solgt for at nedbringe det

spanske budgetunderskud (Chislett, 2013A, pp. 136-137).

Mangel på hierarki

I forbindelse med Aznars første officielle besøg i London som spansk premierminister, gav

han et interview til The Times: ”Our position is crystal clear. We want it back. Full Stop. But

we are not going to let that become an unhelpful obsession in our bilateral relations. The

dispute is … an ‘inconvenience’, one that prevents us from having a full relationship, but we

are determined not to let it get in the way of everything else.” (Gold, 2005, p. 177).

Mindre end et år senere, hvor Spanien søgte fuld integration i NATOs militære

kommandostruktur, udtalte den britiske udenrigsminister i et radiointerview, at

Storbritannien ikke ville støtte spansk integration, medmindre Spanien lempede

restriktionerne for anvendelsen af luftrummet ved Gibraltar. Spanien ville ikke fjerne

begrænsningerne, da de så disse i sammenhæng med deres suverænitetskrav over

landtangen. En aftale blev derfor ikke indgået på det efterfølgende NATO-topmøde og

Spaniens fulde integration udskudt. I sin efterfølgende afrapportering til Underhuset, gjorde

Blair det klart, at Storbritannien ønskede fuldt spansk medlemskab, men at Gibraltars

interesser skulle beskyttes. Til stor overraskelse for de resterende NATO-lande

offentliggjorde den britiske forsvarsminister, George Robertson, få måneder senere, at

Storbritannien ikke ville lægge hindringer i vejen for Spanien. Et halvt år senere fjernede

Spanien de omdiskuterede restriktioner33 (Gold, 2005, pp. 187-192 & 202).


Periodens begyndelse havde to mindre militære hændelser med vidt forskellige

konsekvenser. Da to Harrier jetfly med base på Gibraltar ’interceptede’ et Avianco Fokker

27 på vej fra Melilla til Málaga, reagerede Spanien ikke. Da Spanien opdagede, at 44

medlemmer af Gibraltarregimentet var på overlevelsestur/øvelse34 i Sierra Nevada bjergene

33 Militærfly måtte nu benytte spansk luftrum og flådefartøjer måtte benytte spanske havne, selvom deres

sidste anløbshavn havde været Gibraltar. Forudsætning var dog, at de deltog i NATO-øvelser.

34 Øvelsen, Operation Snowfox, blev af det britiske forsvarsministerium efterfølgende karakteriseret som en

overlevelsestur og ikke en militær øvelse.

45

i Spanien, medførte det, at britiske tropper blev forbudt at deltage i øvelser på spansk jord

(Gold, 2005, p. 141 & 351).

I oktober 1994 indførte de spanske myndigheder omfattende grænsekontrol - angiveligt af

hensyn til kampen mod smugling af tobak og narko. Virkeligheden var dog, at tolderne

brugte enhver undskyldning til at forsinke de rejsende og pålægge dem store bøder35.

Størstedelen af smuglingen foregik ad søvejen, så da Spanien udvidede kontrollen til også

at omfatte gående, var den slet skjulte dagsorden at få myndighederne i Gibraltar til selv at

dæmme op for smuglingen. Selvom Spanien og Storbritannien nogle måneder senere

indgik en aftale om smugling og grænsekontrol, var udfordringerne ved grænsen ikke løst.

Da Schengenaftalen trådte i kraft med Spanien som medlem, benyttede man muligheden

for nok en gang at forøge kontrolforanstaltningerne ved grænsen. Da Gibraltars politi i juli

1995 konfiskerede mere end 50 speedbåde, som var mistænkt for at være involverede i

smugling, lempede Spanien grænsekontrollen inden for en uge. Ved det spanske

regeringsskift i 1996 gjorde den ny spanske udenrigsminister, Abel Matutes, det klart, at

han var klar til helt at lukke grænsen. Umiddelbart herefter strammede han

grænsekontrollen uden begrundelse. Året efter var det spørgsmålet om udstedelse af pas,

der kom på dagsordenen; Spanien ville ikke længere acceptere gibraltarske pas (Gold,

2005, pp. 154-182).

Da årtusindskiftede nærmede sig, var det spørgsmålet om retten til fiskeri, der fik en

betydende rolle for de anglo-spanske relationer. Den 13. marts 1998 skulle en spansk

toldhelikopter tilsyneladende have truet en politibåd fra Gibraltar. Mindre end en måned

senere eskorterede den britiske destroyer, HMS Nottingham, en spansk patruljebåd ud af

Gibraltars kystfarvand. Et halvt år senere eskalerede situation yderligere, da fiskere fra

Algeciras i et forsøg på at ’påvise’, at Gibraltar ikke havde et territorialfarvand, fiskede, hvor

det passede dem, og afskød nødblus mod patruljefartøjerne. I en separat hændelse fik en

spansk trawler sit net afskåret af en motorbåd fra den britiske flåde. Disse og flere lignende

hændelser fik den britiske og spanske udenrigsminister til at indgå en mundtlig aftale36; en

35 Bøder på optil £50 blev udstedt ved eksempelvis manglende reservebriller for en brillebærende chauffør.

36 Aftalen gik på, at fiskeriet skulle vende tilbage til sin normale praksis – en formulering, der viste sig åben for

fortolkning. Aftalen forhindrede dermed ikke, at der efterfølgende var flere hændelser, der involverede

spanske trawlere, gibraltarske politifartøjer og enheder fra den britiske flåde.

46

skriftlig ville kræve for store indrømmelser. I britisk perspektiv var der ikke tvivl om, at de

spanske fiskere ikke handlede på egen hånd, men derimod agerede på baggrund af en

stiltiende accept fra de spanske myndigheder (Gold, 2005, pp. 198-204).


I slutningen af 1997 genfremsatte den spanske udenrigsminister det 12 år gamle forslag om

delt suverænitet. Forslaget indebar, at Spanien efter en årrække ville opnå fuld suverænitet,

mens briterne ville få en lang ’lejekontrakt’. Forslaget havde enstemmig opbakning fra alle

spanske partier. Storbritannien undlod endnu en gang at give et give et klart svar på

forslaget. Dette irriterede såvel Spanien som Gibraltar37 (Gold, 2005, pp. 193, 198 & 206).

De spanske grænseforanstaltninger fik EU's bevågenhed og kommisæren for det indre

marked, Mario Monti, truede med at indlede procedurer mod Spanien, eftersom

kommissionen fandt, at Spanien overtrådte reglerne om arbejdskraftens frie

bevægelighed38. Også Storbritannien lagde sig ud med EU over Gibraltar relaterede emner.

Storbritannien havde undladt at implementere flere direktiver omhandlende selskabsret i

forhold til Gibraltar; et af direktiverne var 20 år gammelt (Gold, 2005, p. 218).

Delkonklusion

Antallet af kontaktflader steg yderligere i perioden, men den afledte politiske effekt af

eksempelvis venskabet mellem premierministrene og den forøgede privatisering af store

spanske virksomheder har endnu ikke vist sig.

Spørgsmålet om Gibraltars suverænitet ligger stadig højt på dagsordenen, men der viser

sig efterhånden en forståelse for, at det ikke må stå i vejen for vigtigere emner. NATO-

problematikken viste også, at de to lande var i stand til at foretage ensidige indrømmelser,

hvor en eventuel ’belønning’ først viste sig på et senere tidspunkt.

Fysisk magt som politisk virkemiddel blev til gengæld reintroduceret. Den fornyede fokus på

grænseovergangen og de mange foranstaltninger, som besværliggjorde dagligdagen for

områdets beboere, kan tolkes i en svæver spansk-gibraltarisk kontekst, hvor det set fra et

37 Gibraltar og Spanien var dog ikke enige om, hvad de ønskede fra briterne. Gibraltar ønskede en tydelig

afvisning af forslaget, mens Spanien ønskede forhandlinger.

38 Spanien argumenterede på den anden side sin sag med, at eftersom Gibraltar ikke var en del af Schengen

eller den europæiske toldunion, gjorde Spanien bare sin pligt ved en ydre grænse.

47

spansk synspunkt alene handler om relationerne med Gibraltar og ikke relationerne til

Storbritannien. Dette underbygges umiddelbart af, at der reageres forskelligt på, om det er

Gibraltarregimentet39, som tager på ’øvelse’ i Spanien eller RAF, som foretager intercept i

spansk luftrum. I modsætning hertil står dog de mange kontroverser i farvandet omkring

Gibraltar. Her stod Gibraltars politistyrke og den britiske flåde over for de spanske fiskere,

som havde implicit politisk opbakning.

Den politiske proces viste nok en gang eksempler på, at de to nationer havde svært ved

entydigt at rette sig efter forordninger fra internationale organisationer, når disse var i

modstrid mere deres egne interesser og involverede Gibraltar.

Med to karakteristika, der trækker det anglo-spanske forhold mod kompleks interdependens

og ét, der afgjort trækker den anden vej; samt en politisk proces, som ikke entydigt har

ændret sig må konklusionen være, at der nærligt er status quo i relationerne.

Den visuelle præsentation er derfor magen til den forrige.

Med det andet eksempel på, at det anglo-spanske forhold ikke entydigt bevæger sig mod

kompleks interdependens, må formulering ”gradvist” i den anden arbejdshypotese igen

fortolkes.

39 For god ordens skyld skal det understreges, at ’ The Royal Gibraltar Regiment’ formelt er en del af den

britiske hær.

48


Perioden indledes ved årtusindskiftet og slutter ved indgåelsen af Cordobaaftalen i

slutningen af 2006.

Af betydende hændelser for de anglo-spanske relationer skal reparationen af HMS Tireless,

folkeafstemningen i Gibraltar, Irakkrigen, det spanske valg (hvor socialisterne genvinder

magten) og Cordobaaftalen fremhæves.

Mange kontaktflader

Årtusindet begyndte med en begivenhed, der viste nye alliancer i det komplicerede anglo-

spanske forhold. Da den britiske atomubåd, HMS Tireless, fik en defekt i sit

reaktorkølesystem på en patrulje i Middelhavet, besluttede briterne, at reparationen skulle

udføres i Gibraltar. Da der var tale om en nukleart fremdreven ubåd, blev spørgsmålet om

sikkerhed afgørende. Faciliteterne i Gibraltar var kun dimensioneret til at modtage ubåde af

denne type i forbindelse med genforsyning og rekreative ophold, men ikke til reparationer40.

Problematikken førte til to de facto alliancer: Gibraltar og den spanske region på den ene

side og Storbritannien og Spanien på den anden. På et fælles pressemøde slog Blair og

Aznar det fast, at Gibraltar var det rigtige sted at foretage reparationen. Aznar uddybede

erklæringen med, at Spanien følte sig velinformeret af briterne. Da reparationen var

overstået et år senere, og HMS Tireless havde forladt Gibraltar, måtte den britiske

ambassadør, Peter Torry, svare på spørgsmål om eventuelle gentagelsestilfælde – om

Gibraltar reelt var blevet et reparationssted for nukleare ubåde. Her var svaret nej, men at

Gibraltar stadig var en option i tilfælde af uforudsete hændelser. Vigtigere var dog, at Torry

frem for at spille suverænitetskortet (at Storbritannien reelt hverken behøvede at spørge om

lov endsige informere Spanien i sådanne tilfælde) valgte at takke Spanien for deres store

forståelse for problematikken. (Gold, 2005, pp. 228-233 & 249-250).

40 Faciliteterne i Gibraltar var en såkaldt Z-kaj som kunne modtage atomubåde i forbindelse med

rutineoperationer. Kravet for at kunne foretage reparationer var en X-kaj. Det krav, som flådebasen i Gibraltar

ikke levede op til i forhold til en opgradering til X-kajs status, var fraværet af en større

befolkningskoncentration i nærområdet

49

Mangel på hierarki

Perioden bød på en lang række eksempler på, at Spanien i deres iver for at vise, at de ikke

anerkendte Gibraltar som en selvstændig enhed, lagde hindringer i vejen for Gibraltars

kulturelle interaktion med omverdenen. I 2001 sørgede det spanske udenrigsministerium

for, at Gibraltars deltagere i verdensmesterskaber i badminton ikke repræsenterede

Gibraltar41. Året efter var det Den Europæiske Fodboldunion, UEFA, som bøjede sig for

spansk pres og nægtede Gibraltar optagelse.42 Et år senere var det en international

hundeudstilling i Gibraltar, som Spanien forbød spanske hunde og dommere at deltage i

(Gold, 2005, pp. 252-253, 260-261 & 311). I januar 2007 forhindrede spansk lobbyarbejde

endnu en gang, at Gibraltar blev optaget i UEFA (Gold, 2009, p. 90).

På den større politiske scene skete der derimod fremskridt. Den britiske europaminister,

Peter Hain, og den spanske udenrigsminister, Josep Piqué, var hovedarkitekterne bag et

forslag om delt suverænitet. Forhandlingerne mellem Storbritannien og Spanien foregik

under stor diskretion, hvilket Piqués afvisning af en pressekonference i oktober i 2001 og

den britiske udenrigsministers, Jack Straw, undvigende svar på spørgsmål i Underhuset,

understregede. På trods af langvarige forhandlinger, blev en endelig aftale aldrig indgået.

Konsensus kunne ikke opnås på områder som status af de militære anlæg, og hvorvidt den

delte suverænitet skulle være uendelig eller bare på ubestemt tid (Gold, 2005, pp. 257,

262-263, 270, 275-276 & 304-306)

En ting, Storbritannien og Spanien kunne blive enige om, var, at folkeafstemningen43 i

Gibraltar med det ene spørgsmål: ”do you approve of the principle that Britain and Spain

should share sovereignty over Gibraltar?” (Gold, 2005, p. 314) var et enormt

irritationsmoment (Political Risk Services Group, 2002, p. 16).

41 Gibraltar stillede op som et hold under Det International Badmintonforbund, IBF, uden nogle referencer til

Gibraltar. Holdet tabte alle sine kampe, og en spiller fra Gibraltar har stadig verdensrekorden for hurtigste

nederlag: 6 minutter.

42 UEFA besluttede kun at tildele medlemskab til lande, som FN anerkendte som selvstændige. Med den

begrundelse burde Englands, Skotlands, Wales og Nordirlands medlemskab også tages op til overvejelse.

43 Valgdeltagelse var tæt på 88 procent og 99 procent stemt nej.

50


At konflikter, der på overfladen minder om Gibraltarkonflikten, også kan forsøges løst med

militære midler, blev tydeliggjort, da Marokko indtog den lille ø, Parsley/Perejil/Leila. Øen,

som Spanien hævder suverænitet over, ligger på den anden side af Gibraltarstrædet, 200

meter fra den marokkanske kyst. En mindre gruppe marokkanske soldater indtog den

ubeboede ø, og hejste det marokkanske flag. Spanien svarede igen få dage senere, da

specialstyrker genindtog øen og tog en håndfuld marokkanske soldater til fange (Tremlett,

2002A) & (Tremlett, 2002B).


Med Aznar som spansk premierminister og Blair som britisk var der et klart

interessefællesskab. Dette materialiserede sig ikke alene i Europa, hvor de formede en

modpol til den fransk-tyske akse, men endnu tydeligere i alliancen med USA. Aznar og Blair

var hovedarkitekterne bag en artikel44 i begyndelse af 2003 som entydigt bakkede op om

USA's politik over for Irak. Ved det britiske-spanske-amerikanske topmøde på Azorerne

satte Spanien handling bag ordene, sluttede sig til ’the coalition of the willing’ og sendte

1.300 soldater til fredsbevarende og genopbygningsopgaver45 i Irak. Da de spanske

socialister overtog regeringsmagten i 2004 var en af deres første handlinger da også at

trække de spanske styrker hjem (Chislett, 2013A, pp. 149-151).

På spørgsmålet om Gibraltar viste den nye socialistiske regering i Spanien sig mere

nytænkende end deres konservative forgængere. Den 3. august 200446 skrev den spanske

udenrigsminister, Miguel Ángel Moratinos, en kronik, hvori han indikerede et spansk ønske

om at forbedre forholdet til Storbritannien og Gibraltar. Ønsket udmøntede sig i et ’forum for

dialog’, hvor Gibraltar for første gang kunne deltage som en ligeværdig tredjepart.

Forummet skulle føre til samarbejde på en række områder: lufthavnen, grænsetrafikken og

telekommunikation med flere – emner, hvor der hidtil havde været store udfordringer. Med

44 De otte europæiske regeringschefer som stod bag artiklen var: Tony Blair, Storbritannien - Jose Maria

Aznar, Spanien - Silvio Berlusconi, Italien - Jose Manuel Durao Barroso, Portugal - Vaclav Havel, Tjekkiet -

Peter Medgyessy, Ungarn - Leszek Miller, Polen & Anders Fogh Rasmussen, Danmark.

45 Egentlige kamptropper kunne Aznar ikke sende, da den folkelige opinion i Spanien langt fra var enige med

ham – kun to procent støttede deltagelse uden FN-mandat.

46 Dagen markerede samtidig 300-årsdagen for Storbritanniens erobring af Gibraltar.

51

de sædvanlige forbehold omkring suverænitet fra Storbritanniens og Spaniens side blev

forummet en realitet allerede i december 2004. Efter forummets femte møde den 18.

september 2006 i Córdoba offentliggjordes en aftale47 på en række delområder: lufthavnen,

pensioner til tidlige spanske arbejdere, telekommunikation, trafikafviklingen ved grænsen

og etablering af ’Instituto Cervantes’48 i Gibraltar (Gold, 2009, pp. 81-85).

Delkonklusion

Perioden op til årtusindeskiftet viste indikationer på, at Spanien behandlede emner meget

forskelligt alt afhængig af, om modparten var Gibraltar eller ’rest’ Storbritannien. Denne

tendens viste sig endnu tydeligere i den første halvdel af denne periode. Her accepterede

Spanien den langvarige reparation af HMS Tireless, hvilket stod i skarp kontrast til

’drillerierne’ af Gibraltar, hvor sagen om hundeudstillingen er et eklatant eksempel.

Hundeudstillingen og problematikken omkring UEFA skal dog ses som en spansk kamp

mod enhver form for anerkendelse af Gibraltar.

Storbritanniens tilsyneladende vilje til at give køb på suveræniteten over Gibraltar ved at

indgå en aftale om delt suverænitet, viser tegn på, at man i en eller anden grad var villig til

at gå på kompromis med den ellers højt besungne vilje til at lytte til ønsket fra Gibraltars

befolkning. Hvorfor ellers være så arrig modstander af den afholdte folkeafstemning; en

afstemning, der reelt bare dokumenterede det ønske, man netop ville efterkomme.

At Storbritannien i højere grad end tidligere viste villighed til at lytte og måske endda

efterkomme spanske ønsker på spørgsmålet om suverænitet, er en tydelig indikation på en

større grad af kompleks interdependens. At forhandlinger faldt til jorden på spørgsmålet om

de militære anlæg vidner dog om, at en hvis grad af realisme stadig præger det anglo-

spanske forhold.

At et forum for dialog på relativ kort tid kan løse konflikter, der har verseret i årtier, er et

eksempel på, at kompleks interdependens er fremherskende. Indikationerne herpå er, at

trepartsforhandlingerne giver mulighed for alliancer på tværs af tidligere skel og mål af

suverænitetsmæssigkarakter kan undertrykkes af behovet for praktiske løsninger på

47 For Cordobaaftalens fulde ordlyd, se bilag 4

48 ’Instituto Cervantes’ er opkaldt efter ’Miguel de Cervantes’ forfatteren til ’Don Quixote’. Instituttet udbreder

spansk sprog og kultur fra afdelinger i mere end 20 lande.

52

dagligdags udfordringer. En pointe, der understreges af, at Storbritannien og Spanien (som

de klassiske realister ser som såvel enhedsaktører som de eneste aktører) ikke var i stand

til at løse disse udfordringer. Først da Gibraltar, der i denne sammenhæng kan ses som en

kontaktflade, blev involveret, kom der skred i den politiske proces og løsninger blev nået.

Det skal dog bemærkes, at der er tale om en aftale og ikke en traktat eller deklaration,

hvorfor dens langtidsholdbarhed og dermed implementering er afhængig af, at kommende

magthavere hos forummets tre medlemmer respekterer de indgåede aftaler.

Den marokkansk-spanske ’løsningsmodel’ for en disput over et omstridt landområde,

sætter den anglo-spanske relation i relief. Ingen rationelt tænkende vil kunne forestille sig

Storbritannien og Spanien forsøge sig med en lignende fremgangsmåde over Gibraltar.

Den røde prik tager derfor et stort spring til højre på kontinuummet.

53


Perioden starter i 2007 og slutter ved udgangen af 2013, hvor begivenhederne i

sensommeren 2013 har indlejret sig i den politiske proces. En screening efter betydende

hændelser i 2014 har vist sig resultatløs.

De mest betydende hændelser de seneste syv år er det spanske regeringsskifte i 2011,

den tidligere britiske europaministers, Peter Hain, udgivelse af sine erindringer i 2012 og

sidst men ikke mindst de mange begivenheder i sensommeren 2013. Begivenheder, der

tog sin begyndelse med dumpningen af mere end 70 betonblokke i farvandet ud for

Gibraltar.

Mange kontaktflader

Kontroverserne efter Gibraltars beslutning om at etablere et kunstigt rev ved hjælp af

betonblokke fik nogle analytikere til at fokusere på lighederne og integrationen mellem

Storbritannien og Spanien. En opgørelse slog fast, at mere end en million briter er

bosiddende i Spanien49, og at Spanien er den foretrukne feriedestination. Relationen er nu

gensidig, idet Storbritannien er spaniernes største turistmål, når der ses bort fra

nabolandede. Samtidig er Storbritannien det EU-land, hvor andelen af spanske indbyggere

er vokset mest de senere år. Også på det økonomiske område er landenes relation såvel

omfattende som balanceret. Som eksempler herpå skal nævnes, at spanske Telefonica er

den næststørste mobiltelefonoperatør i Storbritannien, mens Vodafone er den tredjestørste

i Spanien. Fusionen af British Airways og Iberia i 2010 dannede Europas tredjestørste

luftfartsselskab og er i dag en medvirkende faktor til, at lufttrafikken mellem Storbritannien

og Spanien er den travleste i verden med mere end 30 millioner årlige passagerer. Når

udenlandske investeringer opgøres, ligger de to lande øverst på hinandens lister, hvilket

understreger de tætte økonomiske bånd (Molina, 2013).

Mangel på hierarki

Peter Hain afslørede i sin selvbiografi fra 2012, hvor langt Storbritannien og Spanien var i

deres forhandlinger omkring delt suverænitet i 2002. Ifølge Hain var idéerne om delt

49 I modsætningen til den populære opfattelse er flertallet ikke pensionister. Pensionister udgør kun omkring

20%, hvilket betyder at langt hovedparten hører til de kategorier, der typisk har stor interaktion med

lokalsamfundet – eksempelvis studerende og lønmodtagere.

54

suverænitet heller ikke fremmede for den daværende konservative opposition i

Storbritannien, hvor blandt andre den tidligere udenrigsminister, Lord Howe, støttede op om

forslaget. Vigtigst var dog premierminister, Tony Blairs, holdning: ”Spain is very important

for our economic reform agenda in Europe, for which we don’t have that many allies.

France and Germany for example can be very difficult. We need an alliance with Aznar

primarily.” (Hain, 2012, p. 278). En holdning han senere uddybede i en privat samtale med

Hain: ”It is really important to get a better future for Gibraltar, to secure a better relationship

with Spain and to remove it as an obstruction to our relations within Europe.” (Hain, 2012,

p. 280). Blair ønskede ikke, at Gibraltar skulle stå i vejen for vigtigere emner på den

politiske agenda (Hain, 2012, pp. 274-280).

At situation ikke er den samme i 2013 som den var i 2002 blev understreget, da Hain

udtrykte ønske om at genoptage forhandlingerne om delt suverænitet. Dette fik det

konservative parlamentsmedlem, Michael Ellis, til at slå fast, at den nuværende regering

ikke ville gå på kompromis med hensyn til suverænitet. I tillæg ønskede Ellis, at Labours

leder, Ed Millibrand, fordømte Hains udtalelser (Little, 2013).


Spaniens reaktion på Gibraltars dumpning at betonklodser var nok en gang forstærket

grænsekontrol, der som vanligt førte til lange køer ved grænsen og en besværliggjort

dagligdag for lokalbefolkningen og turisterne. Storbritannien klagede over grænsekontrollen

til EU, der dog fandt, at kontrollen ikke stred mod EU-regler, eftersom cigaretsmugling over

grænsen er omfattende. EU opfordrede til, at de to nationer arbejdede tættere sammen, og

at Spanien var mere selektiv i sin kontrol (BBC News Europe, 2013).

I en spørgerunde i Underhuset gav den britiske regering sit syn på Gibraltarkonflikten, som

den så ud i slutningen af 2013. Debatten var indkaldt af den konservative parlamentariker,

Robert Neill, der indledte med at spørge til et spansk flådefartøjs indtrængen på britisk

territorialfarvand. Regeringsrepræsentanten, Mark Simmonds, præciserede, at der var tale

om et spansk forskningsskib, og at regeringen på ingen måde så det som et militært

angreb. Simmonds understregede gentagne gange, at kontroverserne skulle søges løst ad

diplomatisk og politisk vej, og at det var i alles interesse ikke at eskalere konflikten. Flere

spørgere fandt lejlighed til at pointere, at de så de spanske handlinger som provokationer,

der primært skyldes spanske indenrigspolitiske udfordringer, og at Storbritannien derfor

skulle udvise den største grad af tilbageholdenhed. Det lykkedes i løbet af spørgeperioden

55

Hain at rette fokus mod det forslag, han selv var arkitekt bag ti år tidligere. Hertil var svaret,

at regeringen gjorde sit ypperste for at bringe Spanien tilbage til de trepartsforhandling, som

blev afbrudt ved det spanske regeringsskifte (House of Commons, 2013).


Om end det er rigtigt, at trepartsforhandlingerne brød sammen i forbindelse med det

spanske regeringsskifte, hvor de konservative overtog regeringsmagten, er det ikke korrekt,

udelukkende at bebrejde Spanien for sammenbruddet. Den spanske regering insisterede

på, at den nærliggende spanske region, Campo de Gibraltar, skulle inddrages som en

fjerde part i forhandlingerne, hvilket Storbritannien og Gibraltar nægtede, hvilket blev

forummets endeligt (Chislett, 2013B).

Delkonklusion

Den store økonomiske interaktion mellem Storbritannien og Spanien, samt de kulturelle

udvekslinger gennem eksempelvis turisme dokumenterer, at de to samfund er tæt

forbundne på mange områder, hvilket i denne kontekst viser et meget stort antal

kontaktflader.

Hains selvbiografi, og de reaktioner, som italesættelsen af en genfremsættelse af forslaget

om delt suverænitet, foranledigede, tyder på, at hierarkiet af emner reelt var noget mindre i

2002 end i 2013. I et retroperspektiv burde den foregående perioden måske have været

beskrevet som endnu tættere på kompleks interdependens, end den blev.

Fysiske magtmidler spiller stadig en rolle. Med EU accept af den forstærkede

grænsekontrol kan denne ikke siges ikke også at være begrundet i reelle bekymringer

omkring eksempelvis smugleri. At Storbritannien ikke lader sig provokere til at reagere med

en militær optrapning i forhold til spanske statsskibes indtrængen i, hvad de betragter som

territorialfarvand, vidner om, at de er dedikeret til at søge en diplomatisk løsning på

konflikten.

Da de tre definerende karakteristika samlet set ikke giver en entydig indikation på, om det

anglo-spanske forhold i 2013 var tættere på kompleks interdependens, end det var tilfældet

i 2007, må den politiske proces benyttes som lakmusprøve. Når der konkluderes på graden

af kompleks interdependens, er det underordnet, hvem der bærer ansvaret for at forummet

for dialog, som blev etableret i 2004, ikke længere eksisterer. Sikkert er det derimod, at det

er en klar indikation på en mindre grad af kompleks interdependens.

56

Illustrationen på kontinuummet må derfor nødvendigvis vise en tilbagegang.

Specialets anden arbejdshypotese: Efter demokratiseringen af Spanien har landenes

forhold gradvist udviklet sig til i dag at afspejle en udpræget grad af kompleks

interdependens, må tages op til revision. Hvorvidt graden af kompleks interdependens er

udpræget, er selvfølgelig op til en fortolkning, men at det anglo-spanske forhold skulle have

udviklet sig mod en stadig større grad af kompleks interdependens, har under alle

omstændigheder vist sig ikke at være sand.

57

Konklusion

Overordnet ser jeg, at teorien om kompleks interdependens passer på Storbritanniens og

Spaniens konflikt om Gibraltar. Og at jeg med dette studie har været med til at bekræfte, at

Keohane & Nyes tese om kompleks interdependens også eksisterer i andre relationer end

den amerikansk-canadiske.

Analysen af det anglo-spanske forhold i perioden 1963-2013 har vist, at deres relation har

bevæget sig fra at være mest nøjagtigt beskrevet med realisternes ideal (stater er

enhedsaktører, politisk integration er ikkeeksisterende/midlertidig og militær magt er

afgørende) til i dag at være mere retvisende beskrevet ved de tre karakteristika for

kompleks interdependens. Der er sket en tydelig udvikling på alle parametre.

Storbritannien og Spanien er to af de nationer i verden med flest kontaktflader på trods af,

at de hverken deler landegrænse eller sprog; muligvis er de, de tættest forbundne nationer

uden lingvistisk fælleskab og territorial nærhed. Kontaktfladerne har gradvist udviklet sig fra

at være meget få under det spanske diktatur til i dag at være meget omfattende. De 30

millioner årlige flypassagerer vidner om en tæt integration uden for den politiske sfære, hvor

turisme, emigration og forretningsforbindelser er de drivende faktorer. På den politiske

scene er der tegn på, at relationerne toppede i begyndelsen af årtusindet, hvor Blair og

Aznars tætte relationer formede et alternativ til den fransk-tyske akse i Europa.

Hierarkiet på den politiske dagsorden blev ligeledes mindre udtalt gennem den 50-årige

periode. Fra at alene tilstedeværelsen af suverænitetsspørgsmålet på agendaen var nok til,

at møder ikke blev afholdt, blev det ad åre muligt at diskutere emnet for ultimativt at være

noget, der kunne forhandles om. Igen er der indikationer på, at graden af kompleks

interdependens var størst i begyndelsen af årtusindet, hvor Storbritannien og Spanien

ifølge Peter Hain var tæt på at indgå en aftale om delt suverænitet.

Militær magt har gennem hele perioden været af lille relevans; ikke en gang under Franco,

var et regulært militært angreb en reel option. Andre fysiske pressionsmidler benyttes dog

stadig, herunder kan fremhæves Spaniens ageren omkring den fælles grænse som et

eklatant eksempel herpå. Det skal dog understreges, at grænsekontrollen i efteråret 2013

blev sanktioneret af EU og under alle omstændigheder hører til i den absolut laveste ende

af spektret for magtanvendelse.

58

Den politiske proces har også vist udvikling. I tresserne var Storbritannien på ingen måde

villig til at implementere beslutninger truffet i FN. Senere fordrede møder i internationale

organisationer, at de to nationer nåede til flere bilaterale aftaler. Den politiske proces var

tættest på kompleks interdependens i midten af forrige årti. Idéen om et trilateralt forum,

som blev virkeliggjort på seks måneder og som nåede banebrydende resultater på få år, er

det lysende eksempel herpå.

Da Keohane & Nye udgav Power and Interdependence i 1977, var det anglo-spanske

forhold ikke retvisende beskrevet ved kompleks interdependens. I 1989, hvor Keohane

præciserede zonen for kompleks interdependens:”…Western Europe, North America, and

Japan form a zone of complex interdependence” (Keohane, 1989, p. 9), var det anglo-

spanske forhold godt på vej mod kompleks interdependens. I dag er relationen meget tæt

på idealet; at der i det seneste årti, har været tidspunkter, hvor graden har været endnu

større, ændrer ikke på dette. Den seneste tids fluktuation er sket på den yderste del af

spektret. Ændringer der meget vel kan være forårsaget af indenrigspolitiske årsager såsom

økonomiske eller politiske kriser; en kobling nogle britiske parlamentarikere ikke var sen til

at foretage (House of Commons, 2013).

59

Perspektivering

Med konstateringen af, at det anglo-spanske forhold er komplekst interdependent, melder

spørgsmålet sig om, hvad dette kan bruges til. Her er det værd at erindre årsagen til

Keohane & Nyes ønske om at udvikle nye teorier inden for international politik: Den

manglende forklaringskraft som de realistiske teorier gav. Under forhold af Kompleks

interdependens bliver skift i internationale regimer50 anderledes. Her kan ’the International

organization model’, som Keohane & Nye udvikler i tredje kapitel af Power and

Interdependence forventes at finde anvendelse (Keohane & Nye, 2011, pp. 48-49).

Teorien om kompleks interdependens hjælper os dermed i højere grad til at stille de rigtige

spørgsmål frem for at give svar på konkrete problematikker.

Analysen har skabt en undring på et relateret emne; noget der kunne fordre en anden

undersøgelse. Det er de gentagne tilfælde af, at Spanien tilsyneladende differentierer

mellem Gibraltar og ”rest”-Storbritannien, når det kommer til anvendelse eller reaktion på

modpartens anvendelse af magtmidler, der har vakt min nysgerrighed. Uden at have

foretaget en analyse forekommer det mig, at hvis man fokuserer snævert på det spansk-

gibraltarske forhold, er dette noget længere fra at være komplekst interdependent end det

anglo-spanske. Det er måske netop i denne kontekst, at denne konflikt kan finde sin løsning

på den lange bane. Kunne det tænkes, at tiltag i tråd med karakteristikaene for kompleks

interdependens var vejen frem? At teorien ’vendes om’ og i stedet for at beskrive en tilstand

bliver mål, der forfølges: at forøgede kontaktflader, en mindre hierarkisk dagsorden og

mindre anvendelse af fysiske magtmidler er skridt i retning af en permanent løsning på de

spansk-gibraltarske stridigheder – og dermed måske også på den anglo-spanske

Gibraltarkonflikt?

50 Internationale regimer er i denne kontekst defineret som: ”sets of governing arrangements that affect

relationships of interdependence.” (Keohane & Nye, 2000, p. 268)

60

Litteraturliste

Andersson, L., Friese, D. & Nielsen, G. K., 2012. IP i praksis. København: Jurist- og

Økonomiforbundets Forlag.

BBC News Europe, 2013. Spain's Gibraltar checks lawful - EU. [Online]

Available at: http://www.bbc.com/news/world-europe-24954881

[Senest hentet eller vist den 28 april 2014].

BBC News, 2005. Sub snub angers Gibraltar leader. [Online]

Available at: http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4238379.stm


Chislett, W., 2013A. Spain, what everyone needs to know. New York: Oxford University

Press.

Chislett, W., 2013B. Spain and the UK: between a rock and a hard place over Gibraltar.

[Online]

Available at: https://blog.oup.com/2013/09/gilbraltar-spain-uk-concrete-reef-border-delays/

DenStoreDanske.dk, 2009. Robert Owen Keohane. [Online]

Available at:

http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Samfund%2C_jura_og_politik/Samfund/Polit

ologi%2C_biografier/Robert_Owen_Keohane

[Senest hentet eller vist den 01 04 2014].

DenStoreDanske.dk, 2013. Joseph Samuel Nye, jr.. [Online]

Available at:

http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Samfund%2C_jura_og_politik/Samfund/Polit

ologi%2C_biografier/Joseph_Samuel_Nye%2C_jr.


FN Resolution 1514, 1960. Declaration on the Granting of Independence to Colonial

Countries and Peoples. [Online]

Available at: http://www.un.org/en/decolonization/declaration.shtml


FN Sikkerhedsrådsresolution 502, 1982. Falkland Islands (Malvinas). [Online]

Available at: http://unscr.com/en/resolutions/502

61

Gold, P., 2005. Gibraltar: British or Spanish?. London: Routledge.

Gold, P., 2009. The Tripartite Forum of Dialogue: Is this the Solution to the 'Problem' of

Gibraltar?. Mediterranean Politics, marts, Vol. 14(1), pp. 79-97.

Hain, P., 2012. Outside in. London: Biteback Publishing Ltd..

House of Commons, 2013. Oral answers to Questions. [Online]

Available at:

http://www.publications.parliament.uk/pa/cm201314/cmhansrd/cm131120/debtext/131120-

0001.htm#13112076000002


Keohane, R. O., 1989. International Institions and State Power. Boulder: Westview Press.

Keohane, R. O. & Nye, J. S., 2000. Power and Interdependence (3rd Edition).

s.l.:Longman.

Keohane, R. O. & Nye, J. S., 2011. Power and Interdependence (4th edition). s.l.:Longman.

Levie, H. S., 1983. The Status of Gibraltar. Boulder: Westview Press.

Lijphart, A., 1971. Comparative Politics and the Comparative Method. The American

Political Science Review, Sep, 65(3), pp. 682-693.

Little, A., 2013. Tory MP challenges Ed Miliband to condemn colleague's Gibraltar remarks.

[Online]

Available at: http://www.express.co.uk/news/uk/420223/Tory-MP-challenges-Ed-Miliband-

to-condemn-colleague-s-Gibraltar-remarks


Molina, I., 2013. All that Remains sound between Spain and the UK. Real Instituto Elcano,

18 september.

Morris, D. S. & Haigh, R. H., 1992. Britain, Spain and Gibraltar 1945-1990: the eternal

triangle. London: Routledge.

Moses, J. W. & Knutsen, T. L., 2007. Ways of Knowing, Competing Methodologies in Social

and Political Research. New York: Palgrave MacMillan.

Political Risk Services Group, 2002. Spain Country Forecast. december, pp. 11-18.

62

Stockey, G., 2009. Gibraltar 'A Dagger in the Spine of Spain?'. Eastbourne: Sussex

Academic Press.

Tremlett, G., 2002A. Moroccans seize Parsley Island and leave a bitter taste in Spanish

mouths. [Online]

Available at: http://www.theguardian.com/world/2002/jul/13/spain.gilestremlett

Tremlett, G., 2002B. Spanish troops recapture Parsley island. [Online]

Available at: http://www.theguardian.com/world/2002/jul/18/spain.gilestremlett

63

Bilag

Bilag 1 – Utrechttraktaten, juli 1703

Article X of The Treaty of Utrecht 1713 (English translation)

The Catholic King does hereby, for himself, his heirs and successors, yield to the Crown of Great Britain the full and entire propriety of the town and castle of Gibraltar, together with the port, fortifications, and forts thereunto belonging; and he gives up the said propriety to be held and enjoyed absolutely with all manner of right for ever, without any exception or impediment whatsoever.

But that abuses and frauds may be avoided by importing any kind of goods, the Catholic King wills, and takes it to be understood, that the above-named propriety be yielded to Great Britain without any territorial jurisdiction and without any open communication by land with the country round about.

Yet whereas the communication by sea with the coast of Spain may not at all times be safe or open, and thereby it may happen that the garrison and other inhabitants of Gibraltar may be brought to great straits; and as it is the intention of the Catholic King, only that fraudulent importations of goods should, as is above said, be hindered by an inland communications. it is therefore provided that in such cases it may be lawful to purchase, for ready money, in the neighbouring territories of Spain, provisions and other things necessary for the use of the garrison, the inhabitants, and the ships which lie in the harbour.

But if any goods be found imported by Gibraltar, either by way of barter for purchasing provisions, or under any other pretence, the same shall be confiscated, and complaint being made thereof, those persons who have acted contrary to the faith of this treaty, shall be severely punished.

And Her Britannic Majesty, at the request of the Catholic King, does consent and agree, that no leave shall be given under any pretence whatsoever, either to Jews or Moors, to reside or have their dwellings in the said town of Gibraltar; and that no refuge or shelter shall be allowed to any Moorish ships of war in the harbour of the said town, whereby the communication between Spain and Ceuta may be obstructed, or the coasts of Spain be infested by the excursions of the Moors.

But whereas treaties of friendship and a liberty and intercourse of commerce are between the British and certain territories situated on the coast of Africa, it is always to be understood, that the British subjects cannot refuse the Moors and their ships entry into the port of Gibraltar purely upon the account of merchandising. Her Majesty the Queen of Great Britain does further promise, that the free exercise of their religion shall be indulged to the Roman Catholic inhabitants of the aforesaid town.

And in case it shall hereafter seem meet to the Crown of Great Britain to grant , sell or by any means to alienate therefrom the propriety of the said town of Gibraltar, it is hereby agreed and concluded that the preference of having the sale shall always be given to the Crown of Spain before any others.

64

Bilag 2 – Lissabonaftalen, april 1980

Joint Anglo Spanish Statement by the Spanish Foreign Minister Sr. Marcelino Oreja and the British Foreign Secretary Lord Carrington.

1. The British and Spanish Government, desiring to strengthen their bilateral relations and thus to contribute to Western solidarity, intend in accordance with the relevant United Nations Resolutions, to resolve, in a spirit of friendship, the Gibraltar problem.

2. Both Governments have therefore agreed to start negotiations aimed at overcoming all the differences between them on Gibraltar.

3. Both Governments have reached agreement on the re-establishment of direct communications in the region. The Spanish Government has decided to suspend the application of the measures at present in force. Both Governments have agreed that future cooperation should be on the basis of reciprocity and full equality of rights. They look forward to the future steps which will be taken on both sides which they believe will open the way to closer understanding between those directly concerned in the area.

4. To this end, both Governments will be prepared to consider any proposals which the other may wish to make, recognising the need to develop practical cooperation on a mutually beneficial basis.

5. The Spanish Government, in reaffirming its position on the re-establishment of the territorial integrity of Spain; restated its intention that in the outcome of the negotiations the interests of the Gibraltarians should be fully safeguarded. For its part the British Government will fully maintain its committment to honour the freely and democratically expressed wishes of the people of Gibraltar as set out in the Preamble to the Gibraltar Constitution.

6. Officials on both sides will meet as soon as possible to prepare the necessary practical steps which will permit the implementation of the proposals agreed to above. It is envisaged that these preparations will be completed not later than 1 June.

65

Bilag 3 – Bruxellesdeklarationen, november 1984

The Foreign and Commonwealth Secretary, the Rt Hon Sir Geoffrey Howe, and the Spanish Foreign Minister, His Excellency Sr Don Fernando Moran Lopez, held a meeting in Brussels on 27 November 1984 during which they agreed the way in which the Spanish and British Governments will apply the Lisbon Declaration of 10 April 1980 in all its parts.

These will involve simultaneously:

(a) The provision of equality and reciprocity of rights for Spaniards in Gibraltar and Gibraltarians in Spain. This will be implemented through the mutual concession of the rights which citizens of EC countries enjoy,taking into account the transitional periods and derogations agreed between Spain and the EC. The necessary legislative proposals to achieve this will be introduced in Spain and Gibraltar. As concerns paid employment, and recalling the general principle of community preference, this carries the implication that during the transitional period each side will be favourably disposed to each other's citizens when granting work permits.

(b) The establishment of free movement of persons, vehicles and goods between Gibraltar and the neigbouring territory.

(c) The establishment of a negotiating process aimed at overcoming all the differences between them over Gibraltar and at promoting co-operation on a mutually beneficial basis on economic, cultural, touristic, aviation, military and environmental matters. Both sides accept that the issues of soverignty will be discussed in that process. The British Government will fully maintain its commitment to honour the wishes of the people of Gibraltar as set out in the preamble of the 1969 constitution.

Insofar as the airspace in the region of Gibraltar is concerned, the Spanish Government undertakes to take early actions necessary to allow safe and effective air communications.

There will be meetings for this purpose between the Spanish and British Foreign Ministers.

66

Bilag 4 – Cordobaaftalen, September 2006

Communique of the ministerial meeting of the forum of dialogue on Gibraltar 18-09-2006

1. The Minister of Foreign Affairs and Co-operation of the Kingdom of Spain, Mr Miguel Angel Moratinos, the Minister for Europe of the United Kingdom of Great Britain and Nothern Ireland, Mr Geoff Hoon and the Chief Minister of Gibraltar, Mr Peter Caruana held the first ministerial meeting of the Trilateral Forum of Dialogue on Gibraltar ("the Forum") in Cordoba today under the terms of the Joint Communiqué of 16 December 2004.

2. Since the establishment of the Forum there have been five rounds of discussions. This has made it possible to address a number of issues in detail, and in a constructive spirit, and to resolve them in a way acceptable to Governments of Spain, the United Kingdom and Gibraltar ("the participants"), so as to benefit both Gibraltar and the Campo de Gibraltar, and thus contribute to the creation of a constructive atmosphere of mutual trust, respect and co-operation.

3. We are therefore happy to announce today a package of agreements which we believe will enhance the economic and social development of both Gibraltar and the surrounding region, in particular the Campo de Gibraltar. These agreements show our commitment to the solution of specific problems but have no implications whatsoever regarding sovereignty and jurisdiction, or regarding any issues thereby affected, and any activity or measure undertaken in applying them, or as a consequence of them, is understood to be adopted without prejudice to the respective positions on sovereignty and jurisdiction. The Government of Gibraltar understands and accepts that references to sovereignty in this Communiqué are bilateral to the UK and Spain.

The Pensions Issue

4. We are glad to announce a settlement of the issue of the pensions of former Spanish workers in Gibraltar, the details of which are set out in the Statement on Pensions attached to this Communiqué as Annex 1. From our earliest discussions about the establishment of the Forum, we agreed on the need to tackle this issue, given the age and financial vulnerability of the group of people affected. Thanks to the thorough work carried out by our technical experts and to our political determination to resolve this issue, we are able to offer a solution which we believe is fair and balanced to all the former Spanish workers who suffered the consequences of decisions adopted in the 1960s. Every affected pensioner will be personally informed of this offer shortly, and we hope that those affected will welcome the settlement which the participants regard as final. The Gibraltar Government will make a separate statement shortly in respect of other Gibraltar pensioners.

Gibraltar Airport

5. We have also been able to agree upon arrangements that will facilitate the enhanced use of the Gibraltar Airport for civilian air traffic for the benefit of Gibraltar and the Campo de Gibraltar. Details of the agreement are set out in the Statement on Gibraltar Airport attached to this Communiqué as Annex 2. The full implementation of that Statement entails the construction of a new single air terminal adjoining the south side of the fence/frontier, and related road and access works. We have therefore agreed to advance, as far as

67

possible, the implementation of many of the provisions of that Statement, so as to enable the citizens of Gibraltar and the surrounding area to enjoy the benefits thereof even before these civil works are completed.

Fence/Frontier

6. More fluid movement of people, vehicles and goods between Gibraltar and the surrounding area will improve the day to day lives of people in Gibraltar and the Campo de Gibraltar. The Spanish Government, through the Agencia Estatal de Administración Tributaria, is already investing close to one and a half million euros in substantial improvement works to its facilities and those of the Guardia Civil. The works will be completed this year, at which time the access will operate on a two lane basis in both directions and the red/green channels system, for both people and for vehicles, will be introduced. The Gibraltar Government has also invested substantial sums of money on the enhancement of its facilities.

7. We also commit ourselves to keep the situation under review and to study additional measures to further improve the fluidity of both commercial and non-commercial traffic in both directions, bearing in mind the challenge posed by an annual traffic of more than seven million persons between territories with different customs regimes since Gibraltar is outside the EU Customs Union, and given also the fact that the UK (and thus Gibraltar) are outside the Schengen area for external borders purposes. As long as these differences remain, certain controls are necessary, and this, coupled with traffic volumes means that some delays are inevitable. However, we acknowledge that the fluidity of traffic will continue to be an important issue for the Forum given the high numbers of daily movements for reasons of work, commerce and leisure.

Telecommunications

8. In the field of telecommunications, and in order to both address the current limitation on the quantity of telephone numbers in Gibraltar accessible from and through the Spanish network, and also enable roaming agreements between networks in Spain and Gibraltar for mobile telephones, telephone calls from Spain to Gibraltar will be channelled using the technical procedures for international direct dialling recommended by the International Telecommunications Union for all States and territories, including the territory of Gibraltar.

In addition, the Spanish network operators will be able to accept the codes assigned to Gibraltar by the aforementioned organization, in order to identify the operators in that territory. These arrangements will become operational within four months from to-day's date, and the 30,000 telephone numbers reserved by Spain in its national numbering plan for access to the Gibraltar network will then be available for reassignment in Spain. Since the introduction of mobile roaming is a matter for the Network operators, the participants shall request from their respective telephone Network operators that, as soon as possible, they enter into appropriate commercial agreements, in accordance with the rules of the free market and in compliance with the EC Electronic Communications Directives (Directive 2002/21/EC of the European Parliament and of the Council of 7 March 2002 on a common regulatory framework for electronic communications networks and services) and other legal community provisions on electronic communications, all of which have been brought into effect.

68

Instituto Cervantes

9. We welcome the proposal by the Spanish Government to establish in Gibraltar an Instituto Cervantes. The Instituto Cervantes is dedicated to increasing knowledge of the Spanish language and culture. We welcome also the Gibraltar Government’s agreement to make available suitable premises for the Institute, and its willingness to facilitate its early establishment.

Comisión Mixta de Cooperación y Colaboración

10. We encourage the "Comisión Mixta de Cooperación y Colaboración established between the Mancomunidad de Municipios de la Comarca del Campo de Gibraltar and the Gibraltar Government" to continue its work for the development of local co-operation. We would also welcome the participation in the Comision Mixta of the Junta de Andalucia, as this would enhance the efficacy of this process in areas of its competence.

Ports

11. We welcome and encourage the co-operation between the port authorities of the Bay in relation to issues relating to their operations, and in continuing to explore possibilities for collaboration in fields of common interest.

Commitment to the Forum

12. We reiterate our full commitment to continue the process of dialogue entailed by the Forum, with its open agenda, on any issue relating to or which affects Gibraltar. We have had an exchange of views about the range of issues that could be discussed in future meetings of this Forum.

Kompleks interdependens · Keohane & Nye ønskede derfor at udarbejde et analytisk alternativ,...

Documents

Transcript of Kompleks interdependens · Keohane & Nye ønskede derfor at udarbejde et analytisk alternativ,...