12 | maj 2010 | LIXEN LIXEN | maj 2010 | 13PORTRÆT PORTRÆT

Fra Ingo Maurer-loftslampen dingler de små, hvide papirlapper med citater fra japansk filo-sofi og kloge ord skrevet af venner og bekendte. Alle må skrive, men det er ikke tilladt at få mere end ét citat hængt op. Det er den eneste regel. Peter Øvig Knudsen tager en seddel med let hånd. Sin egen. Stemmen er blød, næsten for-sigtig. Søg det højeste, og alt andet vil blive dig givet i tilgift.

»Det er et Jesus-citat,« siger Peter Øvig. »… eller næsten. Det var en hippie, der gav

mig det.«

Den generte chefredaktør ...Mens de andre børn i skolen legede cowboydere og indianere startede 11-årige Peter ’Holme-bladet’. En lokalavis, hvor han selv var ansvars-havende og administrerende chefredaktør. »Det virker lidt, som om at det valgte sig selv. Det med at blive journalist. Gennem det skrevne kunne jeg få respons fra andre men-nesker. Og på grund af ’Holmebladet’ kunne jeg snakke med alle mennesker. Fra manden i kiosken til den lokale præst. Jeg var ikke god til fodbold eller de andre ting, som man, I ved, helst skulle kunne. Men det der med at skrive, det ku’ jeg,« fortæller Peter Øvig. Han var en genert dreng. Så genert, at han aldrig sagde noget i timerne. Men ved at lege journalist kunne han pludselig skabe kontakt. »På den måde kunne jeg skabe formelle ram-mer for en samtale. Jeg turde mere end før. Det var nok en genert drengs måde at komme ud i verden på,« siger Peter Øvig.

... og den frelste forfatterHan fræser videre med journalistikken i de kommende år. Hans tid går med skoleblad og Kommunistisk Arbejderparti’s nyhedsblad, ’Rød Ungdom’. Efter gymnasiet begiver han sig som så mange andre på højskole. Og her finder den unge Øvig en ny måde at leve på. »På Store Restrup stødte jeg på Jesus-citatet med at søge det højeste. Jeg fik det fra en hippie, der blev min chefhippie … eller min far-hippie. Min hippie-far.« Han smager hurtigt på ordene og fortsætter så sin talestrøm. »For mig handler det om, at man skal gøre det, man holder mest af. Og så må det materi-elle følge med. Den gode tanke er så, at hvis du gør det, du bedst kan li’, følger det faktisk med. Det materielle. Det er ikke sikkert, at det altid holder vand. Men det er en smuk tanke.« Det lyder frelst. Det ved han. Han har alligevel forsøgt at holde fast i det. »Men jeg synes, at jeg har noget at have det i,« fortsætter han uden at tøve. »Jeg sagde jo et trygt og velbetalt job op på Weekendavisen for at blive forfatter og komme ud af et job, som, jeg følte, begrænsede mig journalistisk.« Peter Øvig havde sat sig for, at han skulle skrive bøger, og sådan blev det - naturligvis. »Jeg tog en chance. De fleste bøger sælger jo ikke en skid,« fortæller han og trækker let på skuldrene. »Alle journalister – ja, alle mennesker - kunne overveje, om de har de arbejdsbetingelser, som de allerhelst vil have. Hvis de ikke har det, må de jo så gøre, hvad de kan for at gøre dem bedre. Som journalist har man en forpligtigelse til at sætte sig ud over de materielle undskyldninger. Undskyldninger som for dårlig tid, for få res-sourcer, en uretfærdig redaktionssekretær.« For Peter Øvig var valget klart: Farvel til de journalistiske medier. Et farvel har han aldrig fortrudt. »Alt for mange journalister slipper af sted

med de dårlige undskyldninger. Jeg tror også, de selv ved, at de ikke gør det ordentligt. Hver gang jeg siger sådan noget, så hører jeg den der store rungende klang af frelsthed. Det lyder også ret frelst at sige: ’Jeg laver ordentlig jour-nalistik. Og det er der en masse andre, som ikke gør’, men jeg synes ærligt talt, jeg er forpligtet til at sige det,« siger han. Så smiler han igen. »Jeg laver det, jeg allerhelst vil.«

Farvel til nyhederHan sidder tilbagelænet i stolen med benene oppe på spisebordet. De pink sok-ker med sorte mariehøneprikker suger opmærksomheden. Peter Øvig er en mand, der reflek-terer meget. Det viser sig i hans blik. Det vandrer. Snor sig fra det grønne Max Havelaar-mærke på glasset med instant-coffee, ned over træbordet, videre til de udspredte blade - dagens Politiken og Journalisten – ud mod vinduet og stopper så. Brat. På et ukendt punkt i haven. Når de milde øjne fokuserer, kommer den enorme lyst til at fortælle. Om hans eget syn på medierne og på sig selv. »Jeg ville ikke kunne arbejde som journalist på et medie længere. De vilkår, som man finder i dag, ville jeg ikke kunne underlægge mig. Man er en del af en fabrik. Et sted, hvor der pro-duceres noget, og her er man underlagt nogle mekanismer, som man måske slet ikke forstår,« siger Peter Øvig.

Journalisten der flygtede

Hans Redder NørgaardSøren Dal Rasmussen

”Jeg havde forsømt min kone. Ja, jeg havde vel været utro med en bog.

PeterØvigknudsen,forfatter

Hvordan mærkede du det? »Jeg havde fra starten en fornemmelse af, at jeg ikke skulle være journalist på normale vilkår. Det var et kæmpe chok for mig at komme på Information og skulle producere dagligt. Jeg syntes bare ikke, at nyheder var interessante,« forklarer Peter Øvig. Hans brud med medieverdenen var naturligt. Sådan efterrationaliserer han det selv i dag. Det var et nyt projekt, der blev det afgørende skridt mod forfatterskabet. »Jeg følte mig presset til tider. For mig var

det endda svært at levere, hvad jeg så som ordentlig journalistik på ugebasis. Da jeg så en gang havde prøvet at have orlov og skrive en bog ...« Hans blik glider bort fra haven og møder vores. »Så var det faktisk umuligt for mig at komme tilbage til den form for journalistik.« Efter flere års arbejde er Peter Øvig i 2001 klar med sin første bog: ’Efter drabet’ – om stik-kerlikvideringer under anden verdenskrig. En overfladisk glæde Udgivelsen er kvantespringet i forfattereksper-

imentet Øvig. Pludselig er han selv en nyhed i medierne. Så han render rundt til interviews, stiller pænt op til TV. Det er det samme medie-hysteri, der klæber sig til Peter Øvig efter ud-givelsen af Blekingegadebanden. Det tager især overhånd, da han vinder Cavling-prisen. »Det er da fedt. Det er også noget, som jeg kan li’. Men det er en meget overfladisk glæde at være i medierne og rende rundt ude i et eller andet TV-studie. Jeg opdagede hurtigt, at det er glæden med researchen og skrivningen, der overstråler udgivelsesopmærksomheden. Det har jeg måttet minde mig selv om mange gange siden.«

Hvorfor? »Fordi det er enormt sundt for mig. Jeg skal fand’me nyde tiden, når jeg skriver. Når jeg

finder sammenhænge i researchen, historier i historien, ting der ikke er skrevet før, når jeg finder nye arbejdsgreb, som jeg kan se virker, når oplysninger bare passer sammen. For ek-sempel, da jeg researchede på ’Flammen’ og hans historie. Han var jo den store helt – den unge, døde helt fra modstandsbevægelsen. Jeg finder ud af, at han måske har arbejdet for en eller anden slubbert og har slået folk ihjel som en slags lejemorder. Og pludselig er der nye stykker information, der peger i retning af, at … det er sgu rigtigt nok. Han er simpelthen ble-vet taget i røven, ham den unge helt. Når man laver så stor en research, så er der øjeblikke i ekstase, når noget, man har en mistanke om, kan dokumenteres.« Han tager en pause og trækker vejret. En

Han er kendt både som journalist og forfatter. Og så er han altid gået sine egne veje. En monsterbestseller, en Cavling-pris, utallige joints og et ægteskab senere har Peter Øvig endelig fundet sig til rette i den journalistiske niche, hvor han trives bedst. Og fastansat bliver han i hvert fald aldrig igen.

Trækker man en rød tråd igennem Peter Øvigs liv, så spøger citatet i mange beslut-ninger. Han er flygtet fra de hurtige deadlines, enkilde-historierne, overfladiske nyhedsar-tikler, mikrofonholderi, hurtigheden på net-tet, ja, hele ’nyhedsmaskinen’, som han kalder den. Det vender han aldrig tilbage til. For det, Peter Øvig vil, er at præstere på egen hånd og tilføre verden ny viden, som han selv formu-lerer det. Han kigger på citatet og smiler så. Et lumskt smil. De små furer ved øjnene træder frem, og i den højre side af hans ansigt buer læben lidt højere op mod den kronragede hovedbund. »I må også gerne skrive en seddel,« siger han. Sekundet efter hæver højre mundvig sig igen i et smil. »Hvis I da har noget at sige.«

” Alt for mange journalister slipper af sted med de dårlige undskyldninger. Jeg tror også, de selv ved, at de ikke gør det ordentligt. PeterØvigKnudsen,forfatter

gang. Som om tankerne har været splittet, og det er nødvendigt at samle dem igen. »Og så er det hele skriveeuforien. Den til-fredsstillelse, der ligger i arbejdsprocessen, er simpelthen større. Den er DYBERE.« »Sikke et arbejde, du har lavet der «Vi går ind ad den smalle gang imod hans skriveværelse bagerst i huset. Det er som at træde ind i et gammelt sommerhus fra 70erne. Gulvet er af træ med sorte knaster. På de hvid-malede plankevægge hænger små billeder og et helt galleri af tegninger, som hans børn har lavet. Ved bagvæggen klemmer bøger og doku-menter sig mellem hinanden i reolen af stål. De fleste bøger er hans egne. Dem nyder han også selv. Og selvom Blekingegadebanden er hans helt store kommercielle succes, er det ikke den, der gør Peter Øvig mest tilfreds. »Det stykke journalistik, jeg er mest glad for, må være ’Efter drabet’. Det var min første gang som dokumentarisk forfatter. Når der så kom-mer en ny udgave her otte år efter, sætter jeg mig ned og bladrer i den, mens jeg tænker: ’Det var fandens. Det var imponerende. Sikke et ar-bejde, du har lavet der’.« Højre kind gør et træk opad og bliver til hans karakteristiske smil. I midten af det lille rum står det brune skrive-bord. Oversvømmet af bøger, kalendere, post-its, en fingermuskeltræner med røde håndtag, en uløst Rubiks terning. Og en pose pot med tilhørende postkort - en hilsen fra en gammel hippie, der ønsker Øvig god fornøjelse med ’smagsprøven’. Han sætter sig foran compu-teren. De tre store vinduer har udsigt til haven og skoven. Peter Øvig læner sig tilbage i stolen. En direktør på sit kontor. »Jeg er herinde hele tiden i øjeblikket,« kon-staterer han.

Børnene eller bøgerne På computerskærmen lyser et tætskrevet word-dokument. En ny bog om den danske hippiebevægelse er ved at tage form på skrift – og i Peter Øvigs hoved. Bogen tager udgangs-punkt i den første Thy-lejr i 1970. En tid, hvor hippierne vendte tingene på hovedet og satte

spørgsmålstegn ved alt. Dyrkede nye religioner og spiritualitet. »Der er ikke nogen, der har betydet så meget for vores moderne samfund,« fortæller han be-gejstret. »Kønsroller, seksualitet, uddannelse, opdrag-else, tøj, bolig. Hippierne skabte en helt ny måde at tænke på, som er blevet en del af dag-ligdagen siden. Det er et oprør, der går meget bredere end det marxistiske.« Når Peter Øvig skriver, fortaber han sig nemt. Et tordnende tog, der ræser over de gnistrende skinner. Skrivningen glæder ham, skrivningen beruser ham, og skrivningen er altid kommet i første række. Og det har kostet. Peter Øvigs kone forlod ham, mens han lagde sidste hånd på Blekingegadebøgerne. »Jeg havde forsømt min kone. Ja, jeg havde vel været utro med en bog.«

Han holder pause, trækker vejret og fortsæt-ter så med vanlig bestemthed i stemmen. »Jeg kan huske, at der var en, der spurgte mig, om jeg ville gøre det anderledes, hvis jeg nu havde kendt konsekvensen, inden jeg skrev Blekingegade… Narj, det ville jeg sgu nok ikke. Så på den måde er det bare tough shit for en kæreste. Bøgerne bliver til tider det vigtigste i ens liv.«Blikket vandrer, og det er tydeligt, at tankerne fiser rundt bag de blå øjne. »Jeg vil fandeme have svært ved at svare på det, hvis det er børnene, det handlede om,« fortsætter han.

Han rykker sig uroligt i stolen, som er han overrasket over, hvad han netop har sagt. »Men nu er der heldigvis ikke nogen, der stil-ler mig over for det valg. Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at jeg ville vælge mine børn.«

hanoe09@student.sdu.dksoera09@student.sdu.dk

Øvig og hash. Peter Øvig har en gentleman agreement med Gentofte Politi. Så længe, han ikke taler offentligt om hans forbrug af hash, kommer de ikke og laver razzia i hans hus. Da vi spørger om det, er han også forbeholden. »Det kan jeg ikke udtale mig om, desværre. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil overtræde den aftale. Måske skal jeg give slip på den, nu hvor ’Hippie’ udkommer. Jeg ved det ikke helt, men jeg vil sgu ikke miste mit pot.«

Peter Øvig KnudsenJournalist og forfatter, født 9. oktober 1961

Uddannet fra Journalisthøjskolen i 1987 med praktikplads på Ekstra Bladet

Har tidligere arbejdet på Press, Information og Weekendavisen

UdgivelserEr du da sindssyg? (1987), Børn skal ikke lege under fuldmånen (1995), Min genera-tion (1997), Passioner (1998), Efter drabet (2001), Hilsner fra klovnen (2003),Birkedal (2004), Blekingegadebanden 1 (2007), Blekingegadebanden 2 (2007)Blekingegadebanden, samlet udgave (2008)

Foto: Søren Dal Rasmussen