John Green - Endnu en Katherine (læseprøve)

ENDNU EN KATHERINE

34972_endnu_en_katherine_140x220.indd 1 06-03-2015 10:50:38

Af samme forfatter:

Gåden om Alaska Paper Towns – historien om Margo og Q

En flænge i himlen

Will Grayson, Will Grayson (med David Levithan)

Let it snow (med Maureen Johnson og Lauren Myracle)


John Green

ENDNU EN KATHERINE

På dansk ved Nanna Gyldenkærne

Høst & Søn


Endnu en Katherineer oversat fra amerikansk

af Nanna Gyldenkærne efter An abundance of KatherinesCopyright © 2006 by John Green and Penguin Young Readers Group US

Published by agreement with Ia Atterholm AgencyDenne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO, København

1. udgave, 1. oplag, 2015Omslagsdesign: Rodrigo Corral Design/Devin Washburn Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen

Sat med Stone Serif hos Christensen grafisk og trykt hos Bookwell, Borgaa

ISBN 978-87-638-3832-0

Printed in Finland 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO

Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København Krosinante-co.dk


5

Til min kone, Sarah Urist Green, eller anagrammatisk:

Husarresten Riga

Garanterer sushi

Ah, instruerer gas

Uha, is, narrestreg

Garniturer, Hasse

Astringere husar

Retsinaer har sug

Agt, sir husarerne

Uh, retssager, Iran

Ah, grusstier, Erna

»Men glæden ligger ikke i at eje personen. Glæden ligger i det her.

At have en udfordrer i rummet hos sig.«

– Philip Roth: The Human Stain


6


7

[et]

Morgenen efter at det erklærede vidunderbarn Colin Singleton

havde afsluttet highschool og for nittende gang var blevet

droppet af en pige ved navn Katherine, gik han i karbad. Co-

lin havde altid foretrukket karbade; et af hans gennemgående

principper her i tilværelsen var aldrig at gøre noget stående,

der lige så godt kunne gøres liggende. Så snart vandet blev

varmt, steg han op i karret, og han sad med et besynderlig

tomt udtryk i ansigtet og iagttog, hvordan han blev dækket

af vand. Vandet bevægede sig tomme for tomme op over hans

ben, der lå over kors i bunden af karret. Han registrerede, om

end fraværende, at han var blevet for stor til badekarret – han

lignede en næsten voksen, der leger barn.

Da vandet begyndte at skylle op over hans magre, men

ikke spor muskuløse mave, kom han til at tænke på Arki-

medes. Da Colin var i fireårsalderen, havde han læst en bog

om Arkimedes, den græske filosof der havde sat sig ned i sit

badekar og fundet ud af, at rumfanget af et legeme kunne

måles på, hvor meget vand det fortrængte. Efter at have gjort

denne opdagelse skulle Arkimedes efter sigende have råbt

»Eureka!«1 og være løbet nøgen gennem gaderne. I bogen stod

der, at mange vigtige opdagelser havde et ‘eureka-øjeblik’. Og

allerede dengang ville Colin meget gerne gøre nogle vigtige

1 Græsk: »Jeg har fundet det.«


8

opdagelser, så da hans mor kom hjem om aftenen, spurgte

han:

»Mor, får jeg også engang et eureka-øjeblik?«

»Åh, min skat,« sagde hun og tog hans hånd. »Hvad er der

galt?«

»Jeg vil gerne have et eureka-øjeblik,« sagde han, på samme

måde som et andet barn for eksempel kunne have sagt, at det

gerne ville have en Teenage Mutant Ninja Turtle.

Hans mor pressede håndryggen mod hans kind og smilede

med sit ansigt så tæt ved hans, at han kunne mærke lugten

af kaffe og makeup. »Selvfølgelig, Colin skat. Selvfølgelig får

du det.«

Men mødre lyver. Det er en del af deres jobbeskrivelse.

Colin tog en dyb indånding, lod sig glide nedad og dukkede

hovedet under. Jeg græder, tænkte han og åbnede øjnene for

at stirre ud i det sæbeblandede, sviende vand. Jeg har det, som

om jeg græder, så det må jeg gøre, selvom det er umuligt at sige

med sikkerhed, fordi jeg har hovedet under vand. Men han græd

ikke. Mærkeligt nok følte han sig for deprimeret til at græde.

For såret. Det var, som om hun havde taget den del af ham,

der kunne græde.

Han trak proppen op af afløbet, stod op, tørrede sig og tog

tøj på. Da han kom ud fra badeværelset, sad hans forældre

ved siden af hinanden på hans seng. Det var aldrig noget

godt tegn, når begge hans forældre kom ind på hans værelse

samtidig. I tidens løb havde det betydet:

1. Din bedstemor/bedstefar/tante Suzie som-du-aldrig-har-

mødt-men-som-var-et-godt-menneske-og-det-er-så-sørge-

ligt er død.


9

2. Du lader en pige ved navn Katherine forstyrre dig i din

skolegang.

3. Babyer bliver lavet i forbindelse med en akt, som du en-

gang vil komme til at finde spændende, men som lige nu

bare vil gøre dig forskrækket, og folk gør også sommetider

ting, der omfatter de kropsdele, man laver babyer med,

uden at de i virkeligheden laver babyer, som når de for

eksempel kysser hinanden steder, der ikke er i ansigtet.

Det betød aldrig:

4. En pige ved navn Katherine har ringet, mens du var i

bad. Hun var ked af det. Hun elsker dig stadigvæk og har

begået en frygtelig fejltagelse og sidder og venter på dig

nedenunder.

***

Alligevel kunne Colin ikke lade være med at håbe på, at hans

forældre var kommet op på hans værelse for at overbringe

en nyhed af nummer 4-typen. Han var i al almindelighed

en pessimistisk person, men det var, som om han gjorde en

undtagelse, når det gjaldt Katheriner: Han troede altid, de ville

tage ham tilbage. Følelsen af at elske hende og blive elsket af

hende vældede op i ham, og han kunne smage adrenalinen

bagest i mundhulen, og måske var det alligevel ikke slut, og

måske skulle han igen mærke hendes hånd i sin og høre hen-

des kraftige, hæse stemme blive dæmpet til en hvisken og

sige jeg-elsker-dig på den hurtige, lavmælte måde, hun altid

havde sagt det på. Hun sagde jeg elsker dig, som om det var en

hemmelighed, og en kæmpestor én.


10

Hans far rejste sig op og kom hen imod ham. »Katherine

ringede til min mobiltelefon,« sagde han. »Hun er bekymret

for dig.« Colin mærkede sin fars hånd på sin skulder, og så

bevægede de sig begge to fremad og gav hinanden et kram.

»Vi blev meget bekymrede,« sagde hans mor. Hun var en

lille kvinde med krøllet, brunt hår, der havde en enkelt hvid

lok i panden. »Og forbavsede,« tilføjede hun. »Hvad er der

sket?«

»Det ved jeg ikke,« sagde Colin stilfærdigt ind i sin fars

skulder. »Hun er bare – hun havde bare fået nok af mig. Hun

var blevet træt af det. Det var det, hun sagde.« Og så rejste

hans mor sig op, og der blev krammet en hel masse med

arme over det hele, og hans mor græd. Colin viklede sig ud

af deres omfavnelser og satte sig ned på sengen. Han følte et

enormt behov for at få dem ud af værelset i en fart, som om

han ville springe i luften, hvis de ikke gik. Bogstavelig talt.

Med indvolde på væggene; hans vidunderhjerne smurt ud

over sengetæppet.

»Nå, men på et tidspunkt bliver vi nødt til at sætte os ned og

vurdere de muligheder, der er,« sagde hans far. Han gik meget

op i at vurdere tingene. »Ikke for at lade, som om det hele er

lutter lagkage, men nu ser det jo ud til, at du får en hel del tid

tilovers i ferien. Hvad ville du sige til at tage på sommerskole

på Nortwestern?«

»Jeg trænger altså virkelig til at være alene, bare i dag,« sva-

rede Colin og forsøgte at udstråle tilstrækkelig meget ro, til at

de ville lade ham være i fred, og han slap for at eksplodere.

»Kan vi ikke vente med at vurdere til i morgen?«

»Selvfølgelig kan vi det, min skat,« sagde hans mor. »Vi

er hjemme hele dagen. Du kan bare komme ned, når du har

lyst, og vi elsker dig, og du er noget helt særligt, Colin, og


11

du skal ikke lade en pige få dig til at tro andet, for du er den

mest fantastiske, kloge dreng –« Og i samme øjeblik fór den

helt særlige, fantastiske, kloge dreng ud på badeværelset og

brækkede sig i stride strømme. Nærmest i en eksplosion.

»Åh, Colin!« råbte hans mor.

»Jeg vil bare gerne være alene,« sagde Colin ude fra bade-

værelset. »Please.«

Da han kom ud igen, var de gået.

De næste fjorten timer brugte Colin, uden at holde pause for

at spise, drikke eller kaste mere op, på at læse og genlæse den

blå bog, som han havde fået kun fire dage tidligere. Bortset fra

alt det sædvanlige blå bog-ævl indeholdt den tooghalvfjerds

hilsner. De tolv var bare autografer, seksoghalvtreds havde

skrevet noget om hans intelligens, femogtyve havde skrevet,

at de ville ønske, de havde lært ham noget bedre at kende,

elleve havde skrevet, at det havde været sjovt at have engelsk

sammen med ham, syv havde nævnt ordet ‘pupilringmuskel’2,

og så forbløffende mange som sytten hilsner endte med »Hold

dig munter!« Colin Singleton kunne ikke holde sig munter,

mere end en blåhval kunne holde sig tynd, eller Bangladesh

kunne holde sig rigt. De sytten måtte have ment det som en

joke. Det tænkte han alt sammen over – og han spekulerede

på, hvordan femogtyve af hans klassekammerater, deriblandt

nogle som han havde gået i skole med i tolv år, kunne ønske,

at de havde ‘lært ham bedre at kende’. Som om de ikke havde

haft chancen.

Men han brugte det meste af de fjorten timer på igen og

igen at læse, hvad Katherine XIX havde skrevet:

2 Mere om det senere.


12

Col,

Skål for alle de steder vi har været. Og for alle de

steder vi skal hen. Jeg hvisker igen og igen og igen

og igen: jegelskerdig.

Din for evigt, K-a-t-h-e-r-i-n-e

Til sidst begyndte han at synes, at hans seng var for behagelig

i forhold til hans sindstilstand, så han lagde sig ned på gulvet

med arme og ben bredt ud over tæppet. Og han lavede ana-

grammer over din for evigt, indtil han følte sig godt tilfreds

med fortiden vig. Og så lå han dér og ønskede, at fortiden ville

vige, mens han gentog Katherines hilsen, som han nu kunne

udenad, for sig selv og bare havde lyst til at græde. Men det

eneste, han kunne mærke, var en smerte, der sad inde bag solar

plexus. Det giver noget at græde: Gråd er én selv plus tårer. Den

følelse, Colin havde, stod i en frygtelig modsætning til gråd.

Det var ham selv minus noget. Han blev ved med at tænke

på de to ord – for evigt – og mærkede den brændende smerte

lige under ribbenene.

Det gjorde lige så ondt som det værste spark i røven, han

nogensinde havde fået. Og han havde fået mange.


13

[to]

Det gjorde ondt på den måde indtil klokken lidt i ti om af-

tenen, hvor en temmelig behåret fyr af libanesisk oprindelse

kom brasende ind på Colins værelse uden at banke på. Colin

drejede hovedet og så op på ham.

»Hvad fanden foregår der?« nærmest råbte Hassan.

»Hun har droppet mig,« svarede Colin.

»Det har jeg hørt. Hey, sitzpinkler,3 jeg ville gerne trøste

dig, men lige nu er min blære så fuld, at jeg kunne slukke en

ildebrand med indholdet af den.« Hassan strøg forbi sengen og

åbnede døren til badeværelset. »Hold da kæft, Singleton, hvad

har du spist? Det lugter som ARGH! BRÆK! BRÆK! ADDDR!«

Og mens Hassan råbte op, tænkte Colin: Nå ja. Toilettet. Jeg

skulle have skyllet ud.

»Jeg beklager, hvis jeg har ramt ved siden af,« sagde Hassan,

da han kom tilbage. Han satte sig på et hjørne af sengen og

sparkede let til Colins udstrakte krop på gulvet. »Jeg måtte

holde mig for næsen med begge fugging hænder, så Torden-

stokken svingede frit i luften. Som et fugging kæmpependul.«

Colin grinede ikke. »Du må sgu være i virkelig dårlig forfatning,

for (a) jokes om Tordenstokken er seriøst noget af mit bedste

materiale, og (b) hvem glemmer at skylle sit eget bræk ud?«

3 Et tysk slangord for ‘tøsedreng’, som ordret betyder ‘mand, der sidder ned og tisser’. De er skøre, de tyskere – de har et ord for alting.


14

»Jeg har mest lyst til at kravle ned i et hul og dø.« Colin talte

ned i det cremefarvede tæppe uden mærkbar følelse i stemmen.

»Oh, boy,« sagde Hassan og pustede langsomt ud.

»Det eneste, jeg nogensinde har drømt om, er, at hun skulle

elske mig, og jeg kunne komme til at bruge mit liv på en

meningsfuld måde. Og se nu bare, jeg mener, prøv lige at se,«

sagde han.

»Jeg ser. Og jeg vil give dig så meget, kafir,4 at jeg ikke kan

lide, hvad jeg ser. Eller hvad jeg lugter for den sags skyld.«

Hassan smed sig ned på sengen og lod Colins elendighed blive

hængede i luften et øjeblik.

»Jeg er bare – jeg er bare totalt mislykket. Hvad hvis det

ikke bliver til mere end det her? Hvad hvis jeg om ti år bare

sidder i en fugging bås i et kontorlandskab og flytter rundt

på tal og lærer baseballstatistikker udenad, for at jeg virkelig

kan sparke røv i min fantasiliga, og jeg ikke har hende, og jeg

aldrig kommer til at gøre en forskel, og jeg bare er gået totalt

til spilde?«

Hassan satte sig op med hænderne på knæene. »Det er derfor,

du skal tro på Gud, for jeg regner ikke engang med at få min

egen bås, og jeg er lige så tilfreds som et svin i en bunke lort.«

Colin sukkede. Selvom Hassan ikke selv var så troende,

prøvede han tit for sjov at omvende Colin. »Okay. Tro på Gud.

Det er en god idé. Jeg ville også gerne tro på, at jeg kunne flyve

ud i det ydre rum på ryggen af en gigantisk dunklædt pingvin

og knalde Katherine XIX i vægtløs tilstand.«

»Singleton, du trænger mere til at tro på Gud end nogen

anden, jeg nogensinde har mødt.«

4 ‘Kafir’ er et ikke særlig pænt arabisk slangord, der betyder ‘ikke-muslim’ og normalt bliver oversat til ‘vantro’.


15

»Og du trænger at komme på college,« mumlede Colin. Has-

san gryntede. Hassan, der havde gået en klasse over Colin i

highschool, havde ‘taget et sabbatår’, selvom han var blevet

optaget på Loyola University of Chicago. Og eftersom han ikke

havde tilmeldt sig nogen fag i efterårssemestret, så det ud til,

at det ene år ville blive til to.

»Hold mig udenfor,« sagde Hassan med et smil. »Det er ikke

mig, der er for fugged op til at rejse mig op fra gulvtæppet og

skylle mit eget bræk ud. Og ved du hvorfor? Fordi jeg sørger

for at få mig noget Gud.«

»Lad nu være med at forsøge at omvende mig,« stønnede

Colin sammenbidt. Hassan rejste sig fra sengen og satte sig

overskrævs på Colin nede på gulvet. Han holdt hans arme

fast og begyndte at råbe. »Der er ingen anden Gud end Gud,

og Muhammed er Hans Profet! Sig det efter mig, sitzpinkler!

La ilaha illa Allah!«5 Colin begyndte at grine forpustet under

vægten af Hassan, og Hassan grinede også. »Jeg prøver bare

at redde din røv fra helvede.«

»Giv slip, ellers havner jeg der lige om lidt,« stønnede

Colin.

Hassan rejste sig op og blev pludselig alvorlig. »Hvad går dit

problem helt præcis ud på?«

»Problemet går helt præcis ud på, at hun har droppet mig.

At jeg er alene. Åh, Gud, jeg er alene igen. Og det er ikke bare

det, men jeg er en total fiasko, hvis du ikke skulle have lagt

mærke til det. Jeg er færdig. Jeg er forhenværende. Forhenvæ-

rende kæreste med Katherine XIX. Forhenværende vidunder-

barn. Forhenværende fuld af potentiale. Nuværende fuld af

5 Den muslimske trosbekendelse på transskriberet arabisk: Der er ingen anden Gud end Gud.


16

lort.« Som Colin utallige gange havde forklaret Hassan, er der

en afgørende forskel på ordene vidunderbarn og geni.

Vidunderbørn er virkelig hurtige til at lære, hvad andre

mennesker allerede har fundet ud af; genier opdager det, som

ingen andre har opdaget før dem. Vidunderbørn lærer, genier

handler. Det store flertal af vidunderbørn bliver ikke voksne

genier. Colin var næsten overbevist om, at han tilhørte det

uheldige flertal.

Hassan satte sig på sengen og hev sig i den nederste af sine

stubbede hager. »Er det genitingen eller Katherine, der er pro-

blemet?«

»Jeg elsker hende bare,« lød Colins svar. Men sandheden

var, at de to problemer hang sammen i hans hoved. Problemet

var, at den helt særlige, fantastiske, kloge dreng – ikke var

det. Problemet var i bund og grund, at han ikke betød noget.

Colin Singleton, erklæret vidunderbarn, erklæret veteran når

det gjaldt Katherine-konflikter, erklæret nørd og sitzpinkler,

gjorde ikke nogen forskel for Katherine XIX, og han gjorde

heller ikke nogen forskel for verden. Lige pludselig var han

hverken nogens kæreste eller nogens geni. Og det – for nu at

bruge et komplekst begreb, som man vil forvente det af et

vidunderbarn – stank virkelig.

»For den dér geniting,« fortsatte Hassan, som om Colin ikke

lige havde givet udtryk for sin kærlighed, »den giver jeg ikke

noget for. Det handler bare om, at du gerne vil være berømt.«

»Nej, det gør ej. Jeg vil gøre en forskel.«

»Okay. Som sagt, du vil være kendt. Kendt er det nye po-

pulær. Og du bliver ikke Amerikas næste fugging topmodel,

så meget er sikkert. Så i stedet vil du være Amerikas næste

topgeni, og ikke for noget, men lige nu sidder du og jamrer

over, at det ikke er sket endnu.«


17

»Tak for hjælpen,« mumlede Colin ned i tæppet. Så drejede

han hovedet for at se på Hassan.

»Rejs dig op,« sagde Hassan og rakte en hånd ned mod ham.

Colin greb den, kom op at stå og prøvede at slippe Hassans

hånd. Men Hassan strammede sit greb. »Kafir, du har et meget

indviklet problem med en meget enkel løsning.«


18

[tre]

»Roadtrip,« sagde Colin. Han havde en overfyldt sportstaske

stående ved sine fødder sammen med en rygsæk proppet til

bristepunktet, der ikke indeholdt andet end bøger. Han og

Hassan sad på en sort lædersofa. Colins forældre sad over for

dem på én magen til.

Colins mor rystede rytmisk på hovedet, som en misbilli-

gende metronom. »Hvorhen?« spurgte hun. »Og hvorfor?«

»Ikke for noget, mrs. Singleton,« sagde Hassan og lagde fød-

derne op på sofabordet (hvilket man ikke måtte), »men det er

ikke det, det handler om. Der er hverken noget hvorhen eller

hvorfor.«

»Tænk på alt, hvad du kunne lave her i sommer, Colin.

Du kunne lære sanskrit,« sagde hans far. »Jeg ved, at du altid

har haft lyst til at lære sanskrit.6 Vil du virkelig bryde dig om

at køre rundt uden at have et mål? Det ligner dig ikke. Det

minder ærlig talt mest om at stikke af.«

»Stikke af fra hvad, far?«

Hans far holdt en lille pause. Han holdt altid en lille pause

efter et spørgsmål, og når svaret så kom, bestod det af hele

sætninger uden øh’er og ligesom’er og ikke’r – som om han

havde lært sit svar udenad. »Det gør mig ondt at måtte sige

6 Hvilket patetisk nok var sandt. Colin havde virkelig haft lyst til at lære sanskrit, der rager op som et Mount Everest blandt uddøde sprog.


19

det, Colin, men hvis du fortsat ønsker at udvikle dig intellek-

tuelt, skal du til at arbejde hårdere end nogensinde før. Ellers

risikerer du at spilde dit potentiale.«

»Teknisk set,« svarede Colin, »tror jeg allerede, jeg har spildt

det.«

***

Måske var det, fordi Colin ikke en eneste gang i sit liv havde

skuffet sine forældre: Han hverken drak eller tog stoffer eller

røg cigaretter eller gik med sort eyeliner eller kom for sent

hjem eller fik dårlige karakterer eller havde fået lavet en tun-

gepiercing eller havde ordene ‘KATHERINE LUVA 4 LIFE’

tatoveret på ryggen. Eller måske følte de sig skyldige, som om

de på en eller anden måde havde svigtet ham og bragt ham

dertil, hvor han var nu. Eller måske ville de bare gerne have et

par uger alene for at genoplive romantikken. Men fem minut-

ter efter han havde erkendt sit spildte potentiale, sad Colin

Singleton i hvert fald bag rattet i sin lange grå Oldsmobile,

der gik under navnet Satans rustvogn.

Da de havde sat sig ind i bilen, sagde Hassan: »Okay, nu skal

vi bare hjem til mig og hente noget tøj og på en eller anden

mirakuløs måde overtale mine forældre til at lade mig tage

på roadtrip.«

»Du kan sige, du har fået et sommerjob. På en sommerlejr

eller sådan noget,« foreslog Colin.

»Ja, bortset fra at jeg ikke vil lyve for min mor, man skal

virkelig være et røvhul for at lyve for sin egen mor.«

»Hmm.«

»Selvom en anden kunne lyve for hende. Det ville jeg godt

kunne leve med.«


20

»Okay,« sagde Colin. Fem minutter efter dobbeltparkerede

de på en gade i Chicagos Ravenshood-kvarter og sprang begge

to ud af bilen. Hassan brasede ind ad døren med Colin lige i

hælene. Inde i den velindrettede stue sad Hassans mor i en

lænestol og sov.

»Hej,« sagde Hassan. »Vågn op.« Hun vågnede med et sæt,

smilede og hilste på begge drenge på arabisk. Colin svarede

på arabisk: »Min kæreste har slået op med mig, og jeg er

virkelig deprimeret, så Hassan og jeg har tænkt os at tage på

en, øh, en ferie, hvor man kører i bil. Jeg kender ikke ordet

på arabisk.«

Mrs. Harbish rystede på hovedet og snerpede læberne sam-

men. »Siger jeg ikke til dig,« sagde hun på engelsk med accent,

»du skal ikke rode dig ud i noget med piger? Hassan er en god

dreng, han gør ikke ‘dating’. Og se, hvor glad han er. Du kan

lære af ham.«

»Det er det, han skal lære mig på vores tur,« sagde Colin,

selvom intet kunne være fjernere fra sandheden. Hassan kom

farende ind i stuen igen med en sportstaske, der var propfuld

af tøj og halvvejs lynet. »Ohiboke,«7 sagde han og bøjede sig

ned for at kysse sin mor på kinden.

I det samme kom en pyjamasklædt mr. Harbish ind i stuen

og sagde på engelsk: »Du går ingen steder.«

»Jamen, far. Det er jeg nødt til. Se lige på ham. Han er fuld-

stændig smadret.« Colin så op på mr. Harbish og forsøgte at

se så smadret ud, som han overhovedet kunne. »Han tager af

sted med eller uden mig, men hvis jeg tager med, kan jeg i

det mindste passe på ham.«

»Colin er en god dreng,« sagde mrs. Harbish til sin mand.

7 Arabisk: »Jeg elsker dig«.


21

»Jeg skal nok ringe hver dag,« tilføjede Hassan. »Vi bliver

ikke så længe væk. Bare indtil han har fået det bedre.«

Colin, der nu improviserede hundrede procent, fik en idé.

»Jeg finder et job til Hassan,« sagde han til mr. Harbish. »Jeg

tror, vi begge to trænger til at lære værdien af hårdt arbejde

at kende.«

Mr. Harbish gryntede samstemmende og vendte sig om mod

Hassan. »Først og fremmest trænger du til at lære værdien af

ikke at sidde og se den skrækkelige Judge Judy. Hvis du ringer

inden for en uge og har fået et job, kan du for min skyld blive,

hvor du vil, så længe du vil.«

Det virkede ikke, som om Hassan lagde mærke til fornær-

melsen. Han mumlede bare spagfærdigt: »Tak, far.« Så kyssede

han sin mor på begge kinder og skyndte sig ud ad døren.

»Sådan et røvhul,« sagde Hassan, da de var kommet i sik-

kerhed inde i rustvognen. »Én ting er at beskylde mig for at

være doven. Men at svine USA’s bedste tv-dommer til på den

måde – det er sgu ikke i orden.«

Hassan faldt i søvn ved ettiden om natten, og Colin, der var

halvskæv af tankstationskaffe med masser af fløde og den

befriende ensomhed, der er på en motorvej om natten, kørte

sydpå ad I-65 gennem Indianapolis. Det var en varm nat, i

betragtning af at det var først i juni, og da aircon’en i Satans

rustvogn ikke havde fungeret siden årtusindskiftet, stod ru-

derne på klem. Og det gode ved at køre var, at det krævede

lige tilstrækkelig meget af hans opmærksomhed – bil parkeret

i vejkanten, muligvis en strømer, sæt farten ned til det tilladte; det

er på tide at overhale den lastvogn, blinklys, tjek bakspejlet, drej

hovedet og tjek den blinde vinkel; og ja; okay, yderbanen – til at

aflede tankerne fra det gnavende hul i hans indre.


22

For at holde hjernen beskæftiget tænkte han på andre huller

i andres indre. Han tænkte på ærkehertug Franz Ferdinand,

der blev snigmyrdet i 1914. Da ærkehertugen så ned på det

blødende hul i sin krop, sagde han: »Det er ikke noget at snakke

om.« Han tog fejl. Der er ikke nogen tvivl om, at ærkehertug

Franz Ferdinand gjorde en forskel, selvom han hverken var

vidunderbarn eller geni: Drabet på ham blev startskuddet til

første verdenskrig – så hans død førte til 8.528.831 andres.

Colin savnede hende. Det var mere savnet end kaffen, der

holdt ham vågen, og da Hassan en time tidligere havde spurgt,

om han måtte køre, havde Colin sagt nej, fordi kørslen holdt

ham i gang – ikke over hundrede og ti; mit hjerte hamrer af sted;

jeg hader smagen af kaffe; jeg er helt oppe at køre; okay, fri af last-

bilen; okay, ja; inderbanen; og så er der kun mine egne forlygter

i mørket. Det forhindrede ensomheden og manglen på én at

være sammen med i at knuse ham totalt. At køre var en måde

at tænke på, den eneste måde han kunne holde ud lige nu.

Men tanken lurede alligevel derude, lige uden for rækkevidde

af hans forlygter: Han var blevet droppet. Af en pige ved navn

Katherine. For nittende gang.

Når det handler om piger (og det gjorde det tit for Colin), har

alle deres egen type. Colin Singletons type var ikke fysisk, men

sproglig: Han kunne godt lide Katheriner. Og hverken Katier

eller Kat’er eller Kittier eller Cathyer eller Rynn’er eller Trinaer

eller Kay’er eller Kater eller, guderne forbyde det, Catheriner.

K-A-T-H-E-R-I-N-E. Han havde haft nitten kærester. Og de

havde alle sammen heddet Katherine. Og de havde alle sam-

men – hver evig eneste én – droppet ham.

Efter Colins opfattelse fandtes der nøjagtig to slags men-

nesker: Droppere og Droppede. Masser af mennesker vil påstå,


23

at de er begge dele, men de har ikke fattet, hvad det går ud på.

Man er disponeret for at have enten den ene eller den anden

skæbne. Det er ikke sikkert, Droppere altid knuser andre men-

neskers hjerte, og det er ikke sikkert, Droppede altid får deres

hjerte knust. Men alle har en tilbøjelighed til enten det ene

eller det andet.8

Måske burde Colin så med tiden have vænnet sig til det, til

forhold der kom og gik. Dating kan jo, når alt kommer til alt,

kun ende på én måde: elendigt. Hvis man tænker over det,

og det gjorde Colin tit, så ender alle romantiske forbindelser

enten med (1) brud, (2) skilsmisse eller (3) død. Men det havde

været noget andet med Katherine XIX – eller det havde i hvert

fald føltes anderledes. Hun havde elsket ham, og han havde

elsket hende, vildt. Og det gjorde han stadig – han tog sig selv

i at tænke ordene, mens han kørte: Jeg elsker dig, Katherine.

Navnet lød anderledes i hans mund, når han sagde det til

hende; så var det ikke længere det navn, han så længe havde

været besat af, men et ord, der kun beskrev hende, et ord der

duftede af syrener, der indfangede det blå i hendes øjne og

længden af hendes øjenvipper.

8 Det kan måske være nyttigt at lave en grafisk fremstilling. Colin forestil-lede sig dikotomien mellem Dropper/Droppet som en normalfordelingskurve. De fleste mennesker klumper sig sammen et sted på midten, dvs. de er enten moderat Droppere eller moderat Droppede. Men så er der Katherinerne og Colin’erne.

Moderat Dropper Moderat Droppet

Katheriner Colin’er


24

Mens luften strømmede ind ad de åbne vinduer, tænkte

Colin på Droppere og Droppede og på ærkehertugen. Omme

bagi sad Hassan og gryntede og snøftede, så man skulle tro,

han drømte, at han var en tysk hyrdehund, og Colin mærkede

en vedvarende brændende fornemmelse i maven, mens han

tænkte: Det er bare SÅ BARNLIGT. YNKELIGT. DU ER VIR-

KELIG PINLIG. SE AT KOMME OVER DET. SE AT KOMME

OVER DET. Men han vidste ikke helt, hvad ‘det’ var.

Katherine I. Begyndelsen (af Begyndelsen)Indtil en morgen i juni måned havde Colins forældre aldrig

betragtet ham som andet end et normalt barn. Femogtyve

måneder gamle Colin sad i sin høje stol og spiste sin morgen-

mad, der var af ubestemmelig vegetabilsk oprindelse, mens

hans far sad og læste Chicago Tribune på den anden side af det

lille spisebord i køkkenet. Colin var tynd af sin alder, men høj,

med tætte, brune krøller, der brød frem fra hans hovedbund

med einsteinsk uforudsigelighed.

»Tre dode9 i West Side,« sagde Colin efter at have sunket

en mundfuld. »Ikke have mere grønsager,« tilføjede han med

henvisning til sin mad.

»Hvad siger du, kammerat?«

»Tre dode i West Side. Mig have pomfritter, ja tak.«

Colins far vendte avisen om og betragtede den store over-

skrift oven over folden på forsiden. Det var Colins første erin-

dring: Hans far der langsomt sænkede avisen og smilede til

ham. Hans fars øjne var store af forbløffelse og fryd, hans smil

9 Ligesom en velbegavet abe havde Colin et omfangsrigt ordforråd, men beherskede ikke grammatikken. Han vidste heller ikke, at ‘døde’ skulle udtales med ø. Bær over med ham. Han var to år gammel.


25

var ude af kontrol: »CINDY! KNÆGTEN LÆSER AVISEN!«

råbte han.

Colins forældre hørte til den slags forældre, der virkelig,

virkelig godt kan lide at læse. Hans mor underviste i fransk

på den dyre og fornemme Kalman School inde i centrum, og

hans far var sociologiprofessor ved Nortwestern University lige

nord for byen. Så efter at tre var døde i West Side, begyndte

Colins forældre at læse med ham, overalt og hele tiden – især

i engelske, men også i fransksprogede børnebøger.

Fire måneder senere meldte Colins forældre ham ind i en

forskole for særligt begavede børn. Skolen sagde, at Colin var

for langt fremme til dem, og desuden optog de ikke børn,

der ikke havde lagt bleen. De sendte Colin til en psykolog på

University of Chicago.

Og sådan havnede det periodisk inkontinente vidunderbarn

i et lille vinduesløst kontor i South Side, hvor han talte med en

kvinde med hornbriller, der bad ham finde mønstre i rækker

af bogstaver og tal. Hun bad ham om at spejlvende polygoner.

Hun spurgte ham, hvad for et billede der ikke passede sammen

med de andre billeder. Hun stillede ham en uendelig række

af vidunderlige spørgsmål, og Colin elskede hende for det.

Indtil det tidspunkt havde de fleste af de spørgsmål, Colin fik

stillet, drejet sig om, om han havde tisset i bukserne eller ej,

eller om han ikke nok ville være sød at spise en mundfuld til

af de elendige grønsager.

Efter en times spørgsmål sagde damen: »Jeg vil gerne takke

dig for din store tålmodighed, Colin. Du er en helt speciel

dreng.«

Du er en helt speciel dreng. Det kom Colin til at høre mange

gange, og alligevel kunne han – af en eller anden grund – ikke

få nok af det.


26

Damen med hornbrillerne hentede hans mor ind på sit

kontor. Mens professoren fortalte mrs. Singleton, at Colin var

virkelig dygtig, en helt speciel dreng, legede Colin med et al-

fabet af træklodser. Han gav sig selv et kick ved at lave g-l-a-s

om til s-a-l-g, det første anagram han kunne huske, han havde

lavet.

Professoren fortalte mrs. Singleton, at Colins evner skulle

opmuntres, men at han ikke måtte presses, og hun advarede

hende: »I må ikke have alt for store forventninger. Børn som

Colin er meget hurtige til at behandle informationer. De har

en bemærkelsesværdig evne til at fokusere på en opgave. Men

han har ikke større sandsynlighed for at vinde Nobelprisen

end ethvert andet nogenlunde intelligent barn.«

Den aften kom hans far hjem med en ny bog til ham – The

Missing Piece af Shel Silverstein. Colin satte sig i sofaen ved

siden af sin far, og hans små hænder bladrede gennem de store

sider, mens han hurtigt læste bogen og kun holdt pause for at

spørge, om ordet ‘lookin’ var det samme som ‘looking’. Han

lukkede bogen fast i, da han var færdig med at læse.

»Kunne du lide den?« spurgte hans far.

»Jeps,« sagde Colin, for han kunne lide selve den proces, det

er at læse, magien ved at forvandle krusedullerne på papiret

til ord inde i hovedet.

»Hvad handler den om?« spurgte hans far.

Colin lagde bogen i skødet på sin far og sagde: »Der mangler

et stykke af cirklen. Det stykke, der mangler, har form som en

pizza.«

»Som en pizza eller et stykke pizza?« Colins far anbragte

smilende sin store hånd oven på sin søns hoved.

»Det er rigtigt, far. Et stykke. Og cirklen går ud og leder efter


27

stykket. Han finder en hel masse forkerte stykker. Så finder

han det rigtige stykke. Men så lader han det blive liggende.

Så er den slut.«

»Føler du dig sommetider som en cirkel, der mangler et

stykke?« spurgte hans far.

»Far, jeg er ikke nogen cirkel. Jeg er en dreng.«

Og så falmede hans fars smil en ganske lille smule – vid-

under barnet kunne læse, men han kunne ikke forstå. Og hvis

bare Colin havde vidst, at han manglede et stykke, at hans

manglende evne til at genkende sig selv i historien var et

problem, som der ikke var nogen løsning på, ville han måske

have vidst, at resten af verden med tiden ville indhente ham.

Og for nu at bruge en anden historie, som han kunne huske

udenad, men ikke rigtig forstod: Hvis han bare havde vidst,

at historien om skildpadden og haren handler om andet og

mere end en skildpadde og en hare, kunne han måske have

undgået en hel del problemer.

Tre år senere begyndte han i første klasse på Kalman School

– gratis, fordi hans mor underviste der – og på det tidspunkt

var han kun et år yngre end de fleste af sine klassekammera-

ter. Hans far pressede ham til at læse mere og flittigere end

de andre, men han var ikke den slags vidunderbarn, der kom

på college som elleveårig. Begge Colins forældre mente, det

var bedst at lade ham følge en delvis normal undervisning af

hensyn til det, de kaldte hans ‘sociale trivsel’.

Men Colins sociale trivsel blev aldrig særlig god. Han var

ikke specielt dygtig til at få venner. Han og hans klassekam-

merater interesserede sig simpelthen ikke for de samme ting.

Det, Colin bedst kunne lide at lave i frikvarteret, var for ek-

sempel at lege robot. Så gik han hen til Robert Caseman med

stive knæ og stift svingende arme. Med monoton stemme


28

sagde han: »JEG ER EN ROBOT. JEG KAN SVARE PÅ ALLE

SPØRGSMÅL. VIL DU HØRE NAVNET PÅ DEN FJOR-

TENDE PRÆSIDENT?«

»Okay,« sagde Robert. »Jeg har faktisk et spørgsmål: Hvorfor

er du sådan en idiot, Colon Cancer?« Selvom Colins navn blev

udtalt ‘kålin’, var det Robert Casemans yndlingsjoke i hele før-

ste klasse at blive ved med at kalde ham ‘Colon Cancer’, indtil

Colin græd, hvilket som regel ikke varede specielt længe, for

Colin var, hvad hans mor kaldte ‘sensitiv’. Han ville jo bare

lege robot. Hvad skulle der nu være galt med det?

I anden klasse var Robert Caseman og hans ligesindede

blevet lidt mere modne. Da det efterhånden gik op for dem,

at ord aldrig kan skade nogen, hvorimod stokke og sten helt

sikkert kan brække ben, opfandt de Mavebæltesnemanden.10

De gav Colin besked på at lægge sig ned på ryggen (og af en

eller anden grund gjorde han det), og så tog fire drenge fat

i hver et af hans lemmer og trak til. Det var en slags hjul og

stejle, men så længe det var syvårige, der trak, var det ikke

livsfarligt, bare pinligt og dumt. Det fik ham til at føle, at der

ikke var nogen, der kunne lide ham, og det var der faktisk

heller ikke nogen, der kunne. Colins eneste trøst var, at han

en dag ville komme til at gøre en forskel. Han ville blive be-

rømt. Og det var der ingen af de andre, der ville. Hans mor

sagde, det var derfor, de drillede ham. »De er bare jaloux,«

sagde hun. Men Colin vidste bedre. De var ikke jaloux. Han

var bare ikke én, andre mennesker kunne lide. Så enkelt er

det nogle gange.

10 Det hører med til historien, at det faktisk var Colin, der fandt på navnet. De andre kaldte det ‘strækkeren’, men så engang, da de skulle lige til at gøre det ved ham, råbte Colin: »Ikke Mavebæltesnemanden!« Og navnet var så godt, at det blev hængende.


29

Så både Colin og hans forældre var ekstremt glade og let-

tede, da Colin Singleton lige i begyndelsen af tredje klasse

beviste sin sociale trivsel ved (kortvarigt) at vinde det hjerte,

der tilhørte den kønneste otteårige pige i hele Chicago.


John Green - Endnu en Katherine (læseprøve)

Documents

Transcript of John Green - Endnu en Katherine (læseprøve)