BETÆNKNING

OM

INVALIDEFORSIKRINGEN

AFGIVET AFINVALIDEFORSIKRINGSKOMMISS IONEN

AF 1956

BETÆNKNING NR. 228

KØBENHAVN 1959

S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI, KØBENHAVN

I N D H O L D S F O R T E G N E L S E

Indledning 5

Kapitel 1. Invalidelovgivningens historiske udvikling 8

Kapitel 2. Spørgsmålet om indførelse af en automatisk sikringsordning ved invalidi-tet og om en sådan ordnings finansiering.

A. Gældende ordning.1. Medlemsskab af invalideforsikringen 162. Forsorgslovens bestemmelser om hjælp til kronisk syge 183. Bestemmelsen om uddannelses- og etableringshjælp m. v. i forsorgslovens

§ 30 20

B. Forskellige muligheder for ændring af invalideforsikringssystemet 20

C. Kommissionens drøftelser 27

Kapitel 3. Forslag om tilføjelse til bestemmelsen om grundlaget for tilkendelse afinvalidepension, om adgangen til at iværksætte behandling og lægeundersøgelseog om forlængelse af den frist, i hvilken invalidepensionen kan være hvilende.

1. Tilføjelse til bestemmelsen om grundlaget for tilkendelse af invalidepen-sion 29

2. Adgang for invalideforsikringsretten (ankenævnet) til at iværksætte læge-og sygehusbehandling af ansøgere om invalidepension 31

3. Adgangen til at forlange invalidepensionister lægeundersøgt 324. Forlængelse af den frist, i hvilken invalidepensionen kan gøres hvilende 33

Kapitel 4. Forslag om ændringer i invalideforsikringsrettens sammensætning og ar-bejdsform.

1. Optagelse af en repræsentant for invaliderne i invalideforsikringsretten ... 342. Afskaffelse af betingelsen om, at arbejdsgiverrepræsentanten skal beskæf-

tige mindst 6 arbejdere 353. Ændringer i invalideforsikringsrettens virkemåde, så at visse afgørelser om

tilkendelse af invalidepension m. m. træffes uden for retsmøderne 35

Kapitel 5. Forslag om forskellige forbedringer for enkelte grupper af invaliderede.1. Forhøjelse af bistands- og plejetillægget og af bistands- og plejeydelsen ... 382. Beregning af bistands- og plejetillæg og bistands- og plejeydelse til to

samlevende ægtefæller 413. Udvidelse af kredsen af personer, der er berettiget til bistandstillæg 424. Indførelse af en invaliditetsydelse til visse invalider, der ikke oppebærer

invalidepension 44

Kapitel 6. Forslag om ændring i reglerne om værdighedsbetingelserne for adgangentil invalidepension 48

Kapitel 7. Forskellige særspørgsmål, som ikke har givet kommissionen anledning tilat foreslå lovændringer.

1. Spørgsmålet om, indtil hvilken alder der skal kunne tilkendes invalide-pension 5 3

2. Ydelser til invalider i Grønland 5 53. Spørgsmålet om omregning af invalidepension i tilfælde, hvor en invalide-

pensionist påbegynder eller genoptager erhvervsmæssigt arbejde 5 54. Spørgsmålet om indførelse af et »kosttilskud« til invalidepensionister, der

på grund af arten af deres sygdom må antages at have særlig store ud-gifter til kost 57

5. Spørgsmålet om en forhøjelse af invaliditetstillægget 58

Kapitel 8. Sammendrag 59

Bilag 1. Henvendelse fra De samvirkende Invalideorganisationer til det folketings-udvalg, der behandlede lovforslaget om indførelse af folkepension 63

Bilag 2. Oplysninger fra direktoratet for sygekassevæsenet vedrørende direktoratetsforberedende behandling af ansøgninger om invalidepension 68

Bilag 3. Undersøgelse af spørgsmålet om forventede besparelser på direktoratet forsygekassevæsenets budget, såfremt der indføres en automatisk invalideforsikring 72

Bilag 4. Størrelsen af invalidepension, tillæg samt bistands- og plejeydelser pr. 1. april1959 og stigningen i pensioner, tillæg og ydelser siden 1950 75

Bilag 5. Redegørelse fra Københavns kommunes socialdirektorat, folkeforsikrings-kontoret, vedrørende tilfælde, hvor invalidepension er nægtet på grund af vandels-bestemmelserne 78

Bilag 6. Forespørgsel fra invalideforsikringskommissionen angående behandling afsager om invalidepension til personer, der ansøger om pension efter det 65. år 79

Bilag 7. Redegørelse fra invalideforsikringsretten angående tilkendelse af invalide-pension til ansøgere over 65 ar 80

4

Indledning

Ved skrivelse af 9. november 1956 ned-satte socialministeriet en kommission medden opgave at gennemgå den del af lov-givningen om invalideforsikringen og i for-bindelse dermed stående love, som lovgiv-ningsmagten ikke har taget stilling til vedlovgivningen om folkepension m. v. og her-under at overveje spørgsmålet om det hen-sigtsmæssige i at udskille invalideforsik-ringslovgivningen fra folkeforsikringsloventil en særlig lov. For så vidt kommissionenunder sit arbejde måtte finde anledningdertil, skulle den ifølge denne skrivelse og-så kunne tage andre problemer vedrørendeinvalidernes forhold op til behandling.

I den skrivelse, hvorved kommissionen ned-sattes, omtaltes det, at det folketingsudvalg,der i folketingssamlingen 1955/56 behand-lede lovforslaget om indførelse af folke-pension m. v., havde modtaget en henven-delse fra De samvirkende Invalideorganisa-tioner angående forskellige problemer, sominvalideorganisationerne gerne så taget optil løsning i forbindelse med folkepensio-neringen. Folketingsudvalgets flertal havdeheroverfor henvist til, at der ved gennem-førelsen af lovforslaget om folkepensionville indtræde forskellige forbedringer forinvalidepensionister, men havde i øvrigt gi-vet udtryk for, at det ikke ville være muligti forbindelse med gennemførelsen af folke-pensioneringen at foretage en nærmere gen-

nemgang af invalidernes forhold. Udvalgetomtalte i denne forbindelse, at socialmini-steren havde givet udvalget tilsagn om atville nedsætte en kommission med den op-gave at gennemgå invalidernes forhold,hvilket tilsagn socialministeren gentog ifolketinget.

Til kommissionens formand beskikkedesdaværende kst. departementschef, nu kon-torchef P. ]uhl-Christensen, socialministeri-et. Som medlemmer af kommissionen be-skikkedes i øvrigt følgende:

Folketingsmand Kai Andre sen (efterindstilling af Socialdemokratiets folketings-gruppe).

Folketingsmand Jørgen Krogh (efter ind-stilling af Venstres folketingsgruppe).

Folketingsmedlem, fru Gertie Wandel(efter indstilling af Det konservative Fol-kepartis folketingsgruppe).

Folketingsmand Johs. Christiansen (efterindstilling af Det radikale Venstres folke-tingsgruppe).

Byrådsmedlem, læge fru Margrethe Ja-cobsen, Viborg (efter indstilling af Dendanske Købstadforening).

Sognerådsformand A. Daugaard, Houl-bjerg (efter indstilling af De samvirkendeSognerådsforeninger).

Sognerådsformand Peder Christensen,Rebild (efter indstilling af foreningen By-mæssige kommuner).

5

Borgmester Urban Hansen (efter indstil-ling af Københavns magistrat).

Formanden for De samvirkende Invali-deorganisationer, forretningsfører H. C.Seierup og bogbindermester Fr. Knudsen(begge efter indstilling af De samvirkendeInvalideorganisationer).

Særforsorgsdirektør Erik Leuning.Kontorchef N. Engberg, socialministe-

riet.Daværende statsvidenskabelig konsulent

for arbejds- og socialministerierne, nu di-rektør for socialforskningsinstituttet, Hen-ning Friis.

Formand for invalideforsikringsrettenF. M. Hartmann.

Direktør for sygekassevæsenet, frk. AliceBruun.

Som kommissionens sekretærer beskikke-des daværende fuldmægtig, nu ekspediti-tionssekretær i socialministeriet E. Arntzenog fuldmægtig i socialministeriet ArneVejlby. Fuldmægtig N. Halek, socialministe-riet, har bistået kommissionen med udførelseaf statistiske og økonomiske beregninger.

Da folketingsmand Johs. Christiansen i1957 udtrådte af folketinget, afløstes hansom medlem af kommissionen af folketings-medlem, fru Else Zeuthen. I 1957 supple-redes kommissionen med et medlem udpe-get efter indstilling af Danmarks Retsfor-bunds folketingsgruppe, nemlig folketings-medlem, frk. Gudrun Bjørner, der i 1959efter eget ønske udtrådte af kommissionenog afløstes af folketingsmedlem fru AyoeHerbøl.

Kommissionen har afholdt ialt 12 møder.Udover de spørgsmål, der nærmere omtalesi betænkningens følgende afsnit, har kom-missionen i overensstemmelse med dethverv, der blev pålagt den ved socialmini-steriets ovennævnte skrivelse af 9. novem-ber 1956, særligt overvejet spørgsmålet, omlovbestemmelser vedrørende invalidernesforhold burde udskilles fra folkeforsikrings-loven og andre love og samles i en særliglov. Kommissionen har imidlertid ikke fun-det, at der ved en udskillelse af bestemmel-ser om invalider til behandling i en særlig

6

lov ville opnås særlige fordele i retning aflettere overskuelighed eller en systematiskklarere inddeling af lovstoffet.

Kommissionen har under sine drøftelserogså været inde på spørgsmålet om en udvi-delse af forsorgslovens § 263 (om hjælp tilunderhold til personer, der lider af tuber-kulose eller børnelammelse) til at omfatteandre sygdomsgrupper end de dér nævnte.Man er imidlertid nået til det resultat, atspørgsmålet må behandles i forbindelse meden udbygning af lovgivningen om revalide-ring, herunder om hjælp til underhold un-der revalidering, hvilket spørgsmål på so-cialministerens foranledning er optaget tilbehandling på anden måde.

Betænkningen er inddelt i følgende ka-pitler:

Kapitel 1. ïnvalidelovgivningens historiskeudvikling.

» 2. Spørgsmålet om indførelse af enautomatisk sikringsordning vedinvaliditet og om en sådan ord-nings finansiering.

» 3. Forslag om tilføjelse til bestem-melsen om grundlaget for til-kendelse af invalidepension, omudvidet adgang til at iværk-sætte behandling og lægeunder-søgelse og om forlængelse af denfrist, i hvilken invalidepensio-nen kan være hvilende.

» 4. Forslag om ændringer i invali-deforsikringsrettens sammensæt-ning og arbejdsform.

» 5. Forslag om forskellige forbed-ringer for enkelte grupper afinvaliderede.

» 6. Forslag om ændring i reglerneom værdighedsbetingelserne foradgangen til invalidepension.

» 7. Forskellige særspørgsmål, somikke har givet kommissionen an-ledning til at foreslå lovændrin-ger.

» 8. Sammendrag.

Som bilag 1 er gengivet den ovenfor om-talte henvendelse fra De samvirkende Inva-lideorganisationer til det folketingsudvalg,der behandlede lovforslaget om folkepensi-on. Bilag 2 indeholder en redegørelse fradirektoratet for sygekassevæsenet vedrørendedirektoratets arbejde med undersøgelse afforsikringsbetingelserne for ansøgere om in-validepension m. v., og bilag 3 en redegørel-se fra direktoratet vedrørende forventedebesparelser på direktoratets budget, såfremtder gennemføres en automatisk invalidefor-sikring. Bilag 4, der knytter sig til forslagetom forhøjelse af invaliditetstillægget m. m.i kapitel 5, indeholder en oversigt over stør-relsen af invalidepension, tillæg til pensio-

nen samt bistands- og plejeydelser og overstigningen i pensioner, tillæg og ydelser si-den 1950. Bilag 5, der knytter sig til kapitel6, indeholder nogle oplysninger fra Køben-havns magistrat vedrørende den praktiskebetydning af værdighedsbetingelserne vedansøgning om invalidepension. Bilag 6 og 7,der knytter sig til kapitel 7, indeholder enforespørgsel fra kommissionen til invalide-forsikringsretten vedrørende personer, der ialderen fra 65 til 67 år søger invalidepen-sion, og invalideforsikringsrettens svar pådenne forespørgsel.

Med afgivelsen af denne betænkning be-tragter kommissionen sit arbejde som af-sluttet.

København, september 1959.

Kai Andresen Alice Bruun Peder Christensen

A. Daugaard N. Engberg H. Friis

Urban Hansen Hartmann Ayoë Herbøl

Margr. Jacobsen P. Juhl-Christensen Fr. Knudsenformand

Jørgen Krogh Erik Leuning H. C. Seierup

G. Wandel E. Zeuthen

E. Arntzen Arne Vejlby

7

KAPITEL 1

Invalidelovgivningens historiske udvikling

I slutningen af det 19. århundrede gen-nemførtes der her i landet en lovgivning omalderdomsunderstøttelse, hvorved de socialeydelser på dette område blev holdt uden forden almindelige fattiglovgivning. I løbet afårene omkring århundredskiftet gennemfør-tes der derefter en socialforsikringslovgiv-ning, der omfattede arbejderes forsikringmod følger af ulykkestilfælde og statsaner-kendelse af og offentlige tilskud til syge- ogarbej dsløshedskasser.

Derimod lykkedes det først adskilligt se-nere at gennemføre en lovgivning om en al-mindelig pensionsydelse til invalider, og of-fentlig hjælp til forsørgelse af invalider måt-te indtil 1921 principielt ydes efter den al-mindelige fattiglovgivning.

Forinden var det på forskellig måde for-søgt at yde invalider understøttelse på andenmåde end gennem den sædvanlige fattig-hjælp. Således bestemte fattigloven af 1891med senere ændringer, at hjælp i anledningaf visse sygdomme ikke skulle betragtes somfattighjælp, således navnlig omkostninger tilopdragelse, underhold, forsørgelse, kur ogpleje af blinde, døvstumme, idioter og sinds-syge, epileptikere, vanføre, lemlæstede, tu-berkuløse, skrofuløse og lupuspatienter, forså vidt de pågældende var anbragt på statsan-stalter eller på anden i loven angiven måde.Endvidere må nævnes, at man i et vist om-fang havde søgt at yde underholdshjælpentil trængende invalider gennem hjælpekas-serne efter reglerne om hjælp til værdigetrængende uden for fattigvæsenet.

I 1901 vedtog folketinget at nedsætte etudvalg til overvejelse af spørgsmålet om gen-nemførelse af en folkeforsikring - invalidi-tets- og alderdomsforsikring - og eventueltgøre indstilling herom. I udvalgets indstil-ling, der blev afgivet 1902, udtrykte et fler-tal ønske om, at spørgsmålet om en alminde-lig invaliditets- og alderdomsforsikring, derogså kunne afløse lovgivningen om alder-domsunderstøttelse, blev taget op til over-vejelse. Et mindretal (socialdemokratiets re-præsentanter) ønskede derimod at bygge vi-dere på princippet i den bestående lov omalderdomsunderstøttelse, hvorefter ydelsernefuldt ud finansieredes ved offentlige midler,idet mindretallet ønskede denne ordning ud-videt til invalider.

Resultatet heraf blev vedtagelsen af en lovaf 27. marts 1903 om nedsættelse af en kom-mission, der skulle undersøge mulighedernefor at indføre en almindelig invaliditets- ogalderdomsforsikring og eventuelt kommemed forslag herom.

Kommissionen afgav betænkning 1914.Denne betænkning indeholdt et flertals- ogforskellige mindretalsforslag.

Kommissionens flertal foreslog indførelseaf en lovpligtig forsikring for alle i alderen18-33 år med betaling af et bidrag af ens-artet størrelse (24 kr. årlig) for alle i løbetaf tiden fra det 18. til det 33. år. Forsikrin-gen skulle give ret til en invaliditetsrente på190 kr. årlig for mænd og 150 kr. årlig forkvinder, dels ved erhversevnens nedsættelsetil en trediedel af erhvervsevnen hos en fuldt

8

arbejdsdygtig person, dels ved opnåelse af65-års alderen. Personer, der som følge afringe indtægt og formue ikke var statsskatte-ansatte, skulle være berettigede til et offent-ligt tilskud til renten. Tilskuddets størrelseskulle fastsættes efter kommunalbestyrelsensskøn, men skulle dog fastsættes således, atden årlige rente indbefattet tilskuddet skulleudgøre mindst 300 kr. og ikke måtte oversti-ge 500 kr. i hovedstaden, 450 kr. i købstæ-derne og 400 kr. på landet. Til personer,som ikke var omfattet af forsikringen (per-soner, der ved lovens ikrafttræden var over18 år, og personer, hvis invaliditet var ind-trådt før 18-års alderen) skulle der i trangs-tilfælde ydes en invaliditetsunderstøttelseuden fattighjælpsvirkning ved erhvervsev-nens nedsættelse til V3. Denne understøttel-ses størrelse skulle bero på de kommunalemyndigheders skøn. Forvaltningen af de ind-betalte bidrag skulle henlægges til en rigs-forsikringsanstalt, der skulle kunne iværk-sætte helbredelsesforanstaltninger. Afgørel-se af, om erhvervsevnens nedsættelse beretti-gede til invaliditetsrente eller invaliditetsun-derstøttelse, skulle træffes af et invaliditets-råd bestående af rigsforsikringsanstaltens tredirektører, tre lægekyndige medlemmer ogto medlemmer valgt af rigsdagens ting.

Forslaget begrundedes med, at man burdesøge at komme bort fra et system med enoffentlig almisse til en ordning, hvorefterder ved invaliditet foreligger et retskrav un-der bestemte forudsætninger. Selvom detteteoretisk lod sig ordne, uden at den pågæl-dende selv ved betaling af et bidrag havdeerhvervet retten til ydelsen, fandt flertalletat det kunne virke demoraliserende på be-folkningen og svække den personlige an-svarsfølelse, hvis der blev givet adgang tilunderstøttelse fra det offentlige uden tab afborgerlige rettigheder i tilfælde, hvor denpågældende ikke ved økonomiske ofre selvhavde bidraget til at sikre sig hjælpen. Efterflertallets opfattelse burde der derfor lige-som i sygekasse- og arbejdsløshedskasselov-givningen bygges på princippet om hjælp tilselvhjælp.

Et mindretal (bl.a. det socialdemokratiske

medlem) kunne ikke tiltræde dette forslag.Mindretallet fandt det ikke påkrævet at ind-føre en tvungen invaliditets- og alderdoms-forsikring i Danmark, efter at man alleredei 20 år havde haft en alderdomsunderstøttel-seslov. Mindretallet fandt det upåkrævet atgennemføre et vidtløftigt apparat til alder-domsforsikring af hele befolkningen i be-tragtning af, at kun mellem i/s og V4 af depersoner, der havde nået 60-års alderen, op-pebar alderdomsunderstøttelsen. Endeligindvendte mindretallet, at store dele af be-folkningen ikke ville være i stand til at be-tale den kopskat, der ville blive pålagt deni form af forsikringsbidrag, når hensyn tagestil de stigende krav til arbejderne medhensyn til skattebetaling, syge- og arbejds-løshedsforsikring. Mindretallet foreslog der-for alderdomsunderstøttelsesloven ændrettil en alderdoms- og invalideunderstøttelses-lov ud fra den betragtning, at de beståendesamfundsforhold burde berettige de ufor-muende og på grund af invaliditet og alderhelt eller delvis arbejdsudygtige til at erhol-de en så rigelig understøttelse, at de hervedsattes i stand til at forskaffe sig selv ogdem, over for hvem de havde forsørgelses-pligt, det fornødne til underhold, bolig, klæ-der o. s. v. Der stilledes ikke forslag om iloven at fastsætte understøttelsen til nogetbestemt beløb. Mindretallet foreslog ligesomflertallet, at adgangen til invaliditetsunder-støttelse skulle være betinget af arbejdsev-nens nedsættelse til V3 af arbejdsevnen hosen fuldt arbejdsdygtig person. Det foreslo-ges, at invaliditetsbedømmelsen skulle fore-tages af et invaliditetsråd bestående af enformand, der skulle opfylde betingelsernefor at være landsdommer, og 2 lægekyndigemedlemmer.

Et andet mindretal foreslog dels indførel-se af en tvungen livrenteforsikring for per-soner, der efter lovens ikrafttræden fyldte 18år, dels en lov om invaliditets- og alder-domsunderstøttelse efter lignende hovedli-nier som det foran omtalte mindretalsfor-slag.

Endelig stillede et tredie mindretal forslagom adgang til frivilligt at tegne invalider"or-

9

sikring i en særlig afdeling af statsanstaltenfor livsforsikring. Ved indtrædende invalidi-tet skulle en forsikret have ret til at få denforsikringsmæssigt beregnede invaliditets-rente suppleret således, at den i forbindelsemed anden indtægt ville give invaliden detfornødne underhold efter reglerne om al-mindelig alderdomsforsørgelse.

I 1917 fremsattes et socialdemokratiskforslag om invaliditets- og alderdomsforsør-gelse, der byggede på lignende synspunktersom det socialdemokratiske mindretals for-slag i invaliditetskommissionen, og i 1919fremsattes et regeringsforslag til lov om in-valid erente.

Dette sidste forslag byggede heller ikkepå forsikrings-, men på forsorgs princippet.Efter forslaget var adgangen til invalide-rente dog betinget af medlemsskab af syge-forsikringen. Retten til invaliderente var iøv-rigt betinget af erhvervsevnens nedsættelsetil en trediedel, hvilket skulle afgøres af eninvaliditetsret bestående af en formand, derskulle opfylde betingelserne for at kunnebeskikkes som landsdommer, 2 lægekyndigemedlemmer og 1 medlem, der skulle repræ-sentere de arbejdende klasser.

Renten skulle dels udgøre et i loven fast-sat beløb, dels et beløb, som efter kommu-nalbestyrelsens skøn måtte være nødvendigtfor at sikre renteyderen med familie det for-nødne til underhold, kur og pleje. Der varfradragsregler, og ved indtægter over en visstørrelse bortfaldt renten helt.

Udgifterne skulle fordeles mellem statenog kommunerne. Til delvis dækning af sta-tens udgifter skulle de efter ulykkesforsik-ringsloven forsikringspligtige arbejdsgiverebetale et bidrag på halvdelen af det beløb, debetalte i præmie for lovpligtig ulykkesfor-sikring.

I tilknytning til forslaget blev der frem-sat forslag vedrørende hjælp til kronisksyge.

Disse forslag blev ikke gennemført, mengav anledning til en drøftelse i rigsdagen af,om understøttelsen til invalider burde ydesud fra forsikrings- eller forsorgsprincippet.

I Steinckes værk »Fremtidens Forsørgel-

ses væsen« fra 1920 fremsattes et forslag ominvaliderente efter ganske lignende princip-per som det i 1919 fremsatte regeringsfor-slag, dog med den forskel, at renten skulleydes alle, som iøvrigt opfyldte betingelserne,uden hensyn til trang, og der var ikke fore-slået fradragsregler for indtægt ved siden afrenten.

I 1920 fremsattes et regeringsforslag tillov om invalideforsikring. Ifølge forslagetskulle alle ubemidlede, nydende sygekasse-medlemmer indtil 62-års alderen tillige væreinvalideforsikrede og betale en præmie afensartet størrelse for alle. Præmien skulleopkræves gennem sygekassen. Personer, derpå grund af bemidlethed var bidragydendesygekassemedlemmer eller medlemmer af ensygekasseafdeling for bemidlede, kunne fri-villigt være medlemmer af invalideforsikrin-gen mod betaling af en — noget højere —præmie.

Efter et års medlemsskab af invalidefor-sikringen skulle et medlem ved erhvervsev-nens nedsættelse til en trediedel eller derun-der af erhvervsevnen hos en fuldt arbejds-dygtig person have ret til en invaliderentemed et fast beløb, der skulle udbetales gen-nem vedkommende sygekasse.

Ved en varig nedsættelse af erhvervsev-nen til en trediedel skulle renten ydes medvirkning fra begæringens indgivelse, medensden ved forbigående nedsættelse af erhvervs-evnen først skulle ydes, når retten til syge-kassedagpenge og fortsat sygekassehjælp varophørt, og kun, så længe erhvervsevnensnedsættelse til en trediedel vedvarede.

Renterne skulle finansieres af en invalide-forsikringsfond, hvis midler skulle tilveje-bringes dels ved invalidepræmier, dels vedbidrag af de efter ulykkesforsikringslovenforsikringspligtige arbejdsgivere med et fastbeløb pr. beskæftiget arbejder. Restenaf de fornødne midler til fondens driftskulle fordeles ligeligt mellem staten ogkommunerne. Det var anslået, at de forsikre-des bidrag, arbejdsgivernes bidrag, statstil-skuddet og kommunernes tilskud hver skulledække XU af udgifterne.

Fonden skulle forvaltes af en direktion

10

med en af indenrigsministeren udnævnt for-mand, et medlem udnævnt af finansministe-ren og sygekasseinspektøren, der tillige skul-le være fondens forretningsfører.

Spørgsmålet om erhvervsevnens nedsæt-telse skulle — efter forberedende undersø-gelse i fondens direktion — afgøres af inva-lideforsikringsretten, der skulle bestå af enaf kongen udnævnt præsident og 4 andremedlemmer, nemlig 2 lægekyndige og 2, deropfyldte betingelserne for at være ubemid-lede sygekassemedlemmer. Endvidere skullesygekasseinspektøren og en repræsentant forarbejderforsikringsrådet tilforordnes retten.

Fondens direktion skulle dels på eget ini-tiativ, dels efter beslutning af retten kunneiværksætte helbredelsesforanstaltninger ogbevilge hjælpemidler til invalideforsikrede.

Samtidig stilledes der forslag om fortsatsygekassehjælp til langvarigt syge og om un-derholdshjælp uden fattighjælps virkning tilpersoner, der af helbredsgrunde ikke kunneoptages i sygeforsikringen.

Der var tale om en frivillig forsikring, forså vidt som forsikringen knyttedes til syge-forsikringen, og der ikke bestod nogen pligttil at søge optagelse i sygeforsikringen. Per-soner, som havde undladt at indmelde sig isygeforsikringen, kunne ved indtrædende in-validitet ikke få invaliderente, men under-holdshjælp uden fattighjælps virkning efterden samtidig foreslåede ændring i fattiglo-ven med et beløb, der ikke kunne overstige,hvad de kunne have fået gennem invalide-forsikringen, og kun på betingelse af, at dekunne føre bevis for gennem 3 år ikke athave opfyldt helbredsbetingelserne for atblive optaget i sygeforsikringen.

Under rigsdagsforhandlingerne gav detanledning til nogen drøftelse, om der vargrund til under hensyn til ordningens op-bygning at indføre en invalideforsikrings-fond, idet der jo ikke var tale om en egent-lig forsikringsmæssig ordning, hvor præmie-beregningen rettede sig efter de forskelligerisikomomenter som alder, sandsynlighedfor invaliditet og dødelighedssandsynlighed.Fra forskellig side blev der givet udtryk forkritik af forslaget om opkrævning af et ens-

artet bidrag hos alle forsikrede, dels ud fraden betragtning, at bidragets størrelse ikkevar fastsat ud fra forsikringsmæssige syns-punkter, dels ud fra det synspunkt, at detforekom for omstændeligt, at hvert enkeltsygekassemedlem skulle betale et bidrag afensartet størrelse for alle til en statsfondsamtidig med, at staten ydede sygekasserneet tilskud med et fast beløb pr. medlem.

Forslaget blev med enkelte ændringervedtaget som lov nr. 252 af 6. maj 1921 ominvalideforsikring. Ved lovens endelige af-fattelse uddybedes invaliditetsbegrebet vedtilføjelse af en sætning om, at nedsættelse aferhvervsevnen i lovens forstand forelå, nården pågældende ikke længere var i stand tilunder billigt hensyn til ved en til hans kræf-ter og færdigheder svarende beskæftigelse aterhverve en trediedel af det, som legemligtog åndeligt sunde personer med lignendeuddannelse og i samme egn plejer at fortje-ne ved arbejde. Endvidere undergik rettenssammensætning i forhold til forslaget denændring, at retten ud over de i forslagetnævnte medlemmer kom til at omfatte etmedlem, der skulle være arbejdsgiver ogsom sådan beskæftige mindst 6 arbejdere.Endelig skete der den ændring, at præmienblev fastsat noget højere ved indtræden i ensenere alder.

Ved lov nr. 93 af 29. marts 1924 gen-nemførtes forskellige, i hovedsagen tekniskeændringer i invalideforsikringsordningen.Der blev indført bestemmelser om, at syge-kassemedlemmer, hvis erhvervsevne ved op-tagelsen i sygeforsikringen var således for-ringet, at de pågældende ikke kunne påtagesig lønnet arbejde af betydning, ikke kunneinvalideforsikres. Ved en samtidig gennem-ført ændring i fattigloven blev der givet så-danne personer adgang til underholdshjælpuden fattighjælps virkning. Endvidere blevder givet fondens direktion adgang til at gri-be ind over for rentemodtagere, der skønne-des uegnede til selv at have rådighed overinvaliderenten, og til om fornødent at for-anledige en rentemodtager inddraget undersærforsorg. Endelig indførtes den ordning,at invaliderente tillagt personer på særfor-

11

sorgsanstalter og andre efter fattiglovenanerkendte anstalter skulle anvendes tu dæk-ning af opholdsudgifterne.

I 1927 fremsattes regeringsforslag til æn-dring af invalideforsikringsloven. Forslagetgik særligt ud på en nedsættelse ai' renten ogaf præmierne under hensyn til stigningen ipengeværdien og på en forenkling og bil-liggørelse af administrationen.

Forslaget om rentens nedsættelse gav an-ledning til en del modstand på rigsdagen,og der opnåedes flertal for en ordning, hvor-efter renten for personer, der ved lovensikrafttræden oppebar rente med det hidtilgældende beløb (800 kr.), fik renten gradvisnedsat over en årrække til det fremtidigtgældende beløb (540 kr. årlig), medens per-soner lidende af »sværere former af invalidi-tet« vedblivende var berettiget til en rente på800 kr. årlig, hvoraf tillægget for svær inva-liditet, 260 kr., blev udredet af kommunenog tilkendt efter beslutning af kommunal-bestyrelsen, dog med mulighed for anke tilamtmanden og sundhedsministeriet. Somsværere former af invaliditet skulle regnesinvaliditet, der medfører en tilstand af hjæl-peløshed, som nødvendiggør, at invalidenstadig må have bistand af andre, såledesfuldstændig blindhed.

Ændringerne i administrationen skulle ef-ter forslaget bestå i en afskaffelse af invali-deforsikringsfondens direktion og henlæg-gelse af fondens opgaver dels til invalide-forsikringsretten, dels til direktøren for sy-gekassevæsenet, der skulle være fondens be-styrer. Endvidere foresloges en væsentlignedsættelse af antallet af rettens medlemmerog tilforordnede. De foreslåede ændringervedrørende fonden vedtoges, hvorimod ned-sættelsen af retsmedlemmernes antaJ, der fra-rådedes af retten selv, ikke blev gennem-ført.

Under behandlingen på rigsdagen under-gik forslaget enkelte andre ændringer. Derindsattes en bestemmelse om, at åndssvagekun kunne optages i invalideforsikringen pådet vilkår, at de ikke kunne få invaliderentepå grund af åndssvaghed. Den periode, ihvilken en person skulle have været syge-

kassemedlem., inden han kunne oppebæreinvaliderente, forlængedes fra 1 til 2 år. Lo-ven gennemførtes som lov nr. 197 af 16.juli 1927.

Ved det forslag til folkeforsikringslov,der første gang fremsattes af regeringen i1929, var der navnlig foreslået sådanne æn-dringer i de gældende regler om invalide-renten, at reglerne for invalide- og alders-rente i stor udstrækning blev ensartede. Derstilledes således forslag om indførelse af etgrundbeløb, der blev afpasset efter modta-gerens køn og efter den kommunegruppe,hvori modtageren opholdt sig, og som skullegælde både alders- og invaliderentemodta-gere, dog at der herudover blev ydet et in-validitetstillæg til alle invaliderentemodta-gere og et hjiælpeløshedstillæg til invalider,der som følge af hjælpeløshed stadig måttehave bistand af andre. Desuden blev derindført fælles regler om børnetillæg og per-sonlige tillæg til invalide- og aldersrenten.Endelig blev der principielt foreslået ensar-tede fradragsregler for indtægt, gældendebåde invalide- og aldersrentemodtagere, dogat invaliderentemodtagere i visse henseenderblev noget lempeligere behandlet, navnligsåledes, at invaliderenten med tillæg ikkekunne nedsættes under V?> af grundbelø-bet.

Med hensyn til administrationens ordningblev der foreslået ændringer gående ud på,at udbetalingen af invaliderente skulle over-gå fra sygekasserne til de sociale udvalg, ogat invalideforsikringsfonden fremtidig kunskulle omfatte de forsikredes og arbejdsgi-vernes bidrag, medens statens og kommuner-nes bidrag til invaliderentens finansieringikke skulle indgå i fonden.

Endelig kan nævnes, at den hidtidige son-dring mellem vedvarende og forbigåendenedsættelse af erhvervsevnen skulle bort-falde, og at invaliderentemodtagere ved op-nåelse af aldersrentealderen (65 år) skulleovergå til aldersrente.

Ved det samtidig fremsatte forslag til lovom offentlig forsorg foresloges det, at der i

12

trangstilfælde skulle ydes underholdshjælpog hjælp til kur og pleje til personer, der afhelbredsgrunde ikke havde kunnet invalide-forsikres, for så vidt erhvervsevnen ifølgeerklæring af invalideforsikringsretten måtteanses for nedsat til en trediedel.

Forslaget til forsorgslov omfattede des-uden (i § 259) en særlig ydelse til blindeog stærkt svagsynede, som havde for storerhvervsevne til at oppebære invaliderente,og som heller ikke oppebar aldersrente.

Den særlige regel i invaliderenteloven af1927 om, at åndssvage kun kunne optages iinvalideforsikringen på den betingelse, at deikke kunne få invaliderente på grund afåndssvaghed, var ikke medtaget i disse for-slag.

Ved folkeforsikringsloven og forsorgslo-ven af 20. maj 1933 gennemførtes i hoved-sagen disse forslag. Under behandlingen iet folketingsudvalg umiddelbart før den en-delige vedtagelse gennemførtes dog en be-tydningsfuld ændring, idet det vedtoges atgøre medlemsskab i invalideforsikringenlovpligtigt for personer mellem 21 og 60år med dansk indfødsret og bopæl her ilandet, for så vidt de opfyldte helbredsbe-tingelserne for optagelse.

Ved lov nr. 122 af 7. maj 1937 indførtesder den ændring med hensyn til invalidernesstilling, at personer, der ved 65-års alderenovergik fra invaliderente til aldersrente, be-holdt invaliditetstillægget. Hidtil havde kunde invaliderentemodtagere, der modtog hjæl-peløshedstillæg til renten, bibeholdt invali-ditetstillægget ved overgang til aldersrente(ligesom denne gruppe også bevarede hjæl-peløshedstillægget ved overgangen til alders-rente). Forslaget byggede tildels på en be-tænkning afgivet af et udvalg, der i 1935blev nedsat angående socialreformen. Vedsamme lov gennemførtes en mindre for-højelse af de forsikredes bidrag til invalide-forsikringsfonden.

Ved lov nr. 46 af 22. februar 1939ændredes bestemmelserne i forsorgslovens§§ 247—248 om underholdshjælp til kro-nisk syge, således at adgangen til dennehjælp ikke længere var betinget af økono-

misk trang, dog at modtagerens indtægt ogformue skulle ligge under sygekassegrænsen.

Ved lov nr. 360 af 4. juli 1946 blev der- samtidig med en forhøjelse af aldersrente-alderen for mænd og for gifte kvinder fra60 til 65 år — indført en bestemmelse om, atet udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen itilfælde af svigtende helbred eller andreganske særlige omstændigheder kunne til-lægge mænd og gifte kvinder aldersrenteallerede fra det 60. år med samtykke af di-rektøren for sygekassevæsenet. Der indfør-tes forskellige forbedringer bestående i ind-førelse af ensartede grundbeløb for mændog kvinder og nye tillæg til renten og lem-peligere fradragsregler. Disse forbedringervar i hovedsagen fælles for invalide- og al-dersrente.

Ved lov nr. 510 af 22. december 1947gennemførtes nogle forbedringer — indfø-relse af forskellige nye tillæg til renten -der var fælles for alders- og invaliderente.

Pa grundlag af en betænkning, der i 1949blev afgivet af et udvalg, som i 1946 nedsat-tes med den opgave at gennemgå folkefor-sikringslovens bestemmelser om grundlagetfor tilkendelse af invaliderente, gennemfør-tes der ved lovene nr. 141 og 143 af 31.marts 1950 en række ændringer henholdsvisi forsorgsloven (vedrørende hjælp til kro-nisk syge) og i folkeforsikringslovens be-stemmelser om invaliderente m. m. Hoved-punkterne i disse ændringer, hvoraf en deler omtalt mere udførligt i tilknytning til for-skellige ændringsforslag i denne betænk-ning, var følgende:

En ændring af invaliditetsbegrebet, såle-des at der ved bedømmelse af, om en personanses for invalid i lovens forstand, ikkelængere alene lægges vægt på, om erhvervs-evnen er nedsat til en trediedel, men fore-tages en mere elastisk bedømmelse af, omerhvervsevnen må forventes at ligge betyde-ligt under det, som legemligt og åndeligtsunde personer med lignende uddannelse ogi samme egn plejer at fortjene ved arbejde.

En afløsning af de hidtil ydede hjælpeløs-heds- og blindetillæg til invaliderenten meddels et bistandstillæg af samme størrelse som

13

det hidtil gældende hjælpeløshedstillæg, delset plejetillæg på 5/.3 af bistandstillægget. Iforbindelse hermed gennemførtes den ord-ning, at bistands- og plejetillæggene ikkelængere blev undergivet lovens fradrags-regler.

Indførelse af en bistandsydelse og enplejeydelse til personer, som ville opfyldebetingelse for at oppebære invaliderente (el-ler hjælp som kronisk syge) med enten bi-stands- eller plejetillæg, såfremt deres er-hvervsevne havde været betydeligt nedsat.

Indførelse af en ordning, hvorefter ind-dragelse af invaliderente for rentemodtagere,hvis erhvervsevne ansås for forbedret, kunnegennemføres gradvis, og hvorefter rentenfor sådanne rentemodtagere kunne gøreshvilende.

Indførelse af en almindelig bestemmelseom, at invaliderentemodtagere ved opnåelseaf 65-års alderen vedblev at oppebære enrente, der skulle beregnes efter reglerne forinvaliderente både med hensyn til rentensstørrelse og fradragsreglernes anvendelse.

Reglerne om ydelse af hjælpemidler afinvalideforsikringsfonden ændredes således,at hjælpemidler, der uden uforholdsmæssigudgift kunne afhjælpe eller i betydelig gradformindske en bestående invaliditet (banda-ger, kunstige lemmer, sygevogne, høreappa-rater m. m.) kunne ydes uden hensyn til deneventuelle betydning for den pågældendeserhvervsevne.

Ved lov nr. 80 af 31. marts 1953 ændre-des fradragsreglerne for indtægt for invali-derentemodtageres vedkommende således, atder kunne bortses fra en indtægt ved per-sonligt arbejde af størrelse som rentensgrundbeløb, ikke blot hvor det drejede sigom rentemodtagerens egen, men også omhans ægtefælles arbejdsindtægt.

Folkeforsikringskommissionen kom i sinbetænkning af 1955 ikke ind på de særligespørgsmål om invalidernes stilling.

Ved lov nr. 258 af 2. oktober 1956 gen-nemførtes der i forbindelse med ændringenaf aldersrenten til folkepension forskelligeændringer i bestemmelserne om invalidernesstilling. Således ændredes betegnelsen inva-

liderente til invalidepension, ligesom belø-bene forhøjedes, og der gennemførtes fordel-agtigere fradragsregler. Samtidig med for-højelsen af aldersgrænsen for adgang til al-dersrente (folkepension) fra 65 til 67 år for-højedes den alder, indtil hvilken der kunnesøges invaliderente (invalidepension), fra65 til 67 år. Endvidere forhøjedes de forsik-redes bidrag til invalideforsikringen fra be-løb varierende mellem 7,20 kr. og 9,60 kr.årlig til 21,60 kr. årlig og arbejdsgiver-nes bidrag til forsikringen fra 6 kr. til 14,25kr. årlig pr. beskæftiget helårsarbejder. In-validepræmien skulle fremtidig betales tildet 62. år (hidtil til det 60. år). Invalidi-tetstillægget forhøjedes fra et månedligt be-løb, der varierede fra 23 kr. til 26 kr. efterkommunegruppe, til et månedligt beløb af40 kr., gældende over hele landet. I invalide-pensionens grundbeløb indregnedes de flesteaf de hidtil ydede tillæg til invaliderenten,og som følge heraf fandt der en forhøjelsested af invalidepensionens mindstebeløb (V3af grundbeløbet) og af bistands- og pleje-ydelserne, hvori V3 af grundbeløbet indgårsom bestanddel.

Over for det folketingsudvalg, der be-handlede lovforslaget om indførelse af fol-kepension, fik De samvirkende Invalideor-ganisationer lejlighed til at fremføre en ræk-ke ønsker om lovændringer af særlig betyd-ning for invalidernes stilling. Disse forslager gengivet som bilag 1 til denne betænk-ning.

Udvalget anså det ikke for muligt i for-bindelse med gennemførelsen af lovgivnin-gen om folkepension at få gennemdrøftetalle disse ønsker, men henstillede som om-talt i indledningen, at der blev nedsat enkommission med den opgave at gennemgåinvalidernes forhold.

Ved lov nr. 118 af 12. april 1957 indfør-tes et ankenævn for invaHdeforsikringsrettenmed den opgave at tage under påkendelseanke over invalideforsikringsrettens afgørel-ser vedrørende tilkendelse og inddragningaf invalidepension, bistands- og plejetillæg,bistands- og plejeydelse og underholdshjælptil kronisk syge.

14

I forbindelse med behandlingen af lov-forslaget om indførelse af et ankenævn forinvalideforsikringsretten blev der over forsocialministeren fremsat ønske om, at mu-lighederne for en decentralisering af inva-lideforsikringsretten måtte blive nærmereundersøgt, og der blev i denne anledning i1955 nedsat et embedsmandsudvalg, der ien betænkning, som blev afgivet 1956, frem-satte forskellige forslag om decentraliseringaf invalideforsikringsrettens virksomhed.Udvalget stillede ikke forslag om ændringaf forretningsgangen vedrørende tilkendelseeller inddragning af invalidepension ellertillæg, men foreslog forskellige afgørelservedrørende helbredelsesforanstaltninger hen-lagt til andre myndigheder end invalidefor-sikringsretten. Udvalgets forslag vil kunnegennemføres administrativt, uden at ændrin-ger i loven er nødvendige. Når disse forslag

endnu ikke er gennemført, skyldes det, atfremgangsmåden ved behandlingen af an-dragender om helbredelsesforanstaltningervil blive væsentlig ændret, såfremt der ind-føres en mere automatisk virkende sikrings-ordning i tilfælde af invaliditet, således somdet foreslås i denne betænkning. Socialmini-steriet har derfor i forståelse med invalide-forsikringsretten foretrukket at stille gen-nemførelsen af decentraliseringsforslagene ibero, indtil det afklares, i hvilken udstræk-ning de nu gældende forsikringsbetingelserfor adgangen til helbredelsesforanstaltningergennem invalideforsikringen måtte bort-falde.

Ved lov nr. 100 af 18. april 1958 blevder stillet et særligt rådighedsbeløb til rå-dighed for kommuner til bestridelse af ud-gifter ved udsendelse af hjemmehjælpere tilinvalide- og folkepensionister.

15

KAPITEL 2

Spørgsmålet om indførelse af en

automatisk sikringsordning ved invaliditet og om en

sådan ordnings finansiering

Der har gennem årene flere gange væretrejst spørgsmål om at: søge den gældende in-valideforsikringsordning udvidet, således atalle, der opfylder visse almindelige betingel-ser, såsom dansk indfødsret, bopæl her iriget o. 1., i tilfælde af invaliditet kan opnåydelser fra invalideforsikringen. Senest harDe samvirkende Invalideorganisationer rejstspørgsmålet i den henvendelse af 17. april1956, der er gengivet som bilag 1. Hoved-punkterne i denne henvendelse er, at hel-bredsbetingelserne for medlemsskab i inva-lideforsikringen bør ophæves, at invalide-pensionen, henholdsvis bistands- og pleje-ydelse skal kunne tilkendes af invalidefor-sikringsretten fra det fyldte 15. år, og atenhver inden for visse nærmere fastsattealdersgrænser skal bidrage til forsikringen.Som en konsekvens af disse forslag skal ende-lig bestemmelserne i forsorgslovens §§ 247-249 om hjælp til kronisk syge ophævessom overflødige.

A. Gældende ordning.

1. Medlemsskab af invalideforsikringen.

Medlemsskab af invalideforsikringen gi-ver under de i folkeforsikringsloven iøvrigtfastsatte betingelser adgang til de i lovens§ 60 omhandlede helbredelsesforanstaltnin-ger m. m. og til at oppebære invalidepension.

Visse persongrupper kan få hjælp efter lo-vens § 60, selvom de ikke er invalideforsik-rede; det gælder børn under 15 år og visseunge personer samt også folkepensionister.Retten til invalidepension er derimod altidbetinget af medlemsskab af invalideforsik-ringen.

Hovedbestemmelserne om optagelse i for-sikringen findes i folkeforsikringslovens §36 og § 1, stk. 2. Efter disse bestemmelserer enhver person, der optages i en anerkendtsygekasse som nydende eller bidragydendemedlem uden vedtegning om en hyppigt til-bagevendende eller uhelbredelig sygdom,samtidig uden ansøgning forsikret mod inva-liditet, såfremt pågældende har dansk ind-fødsret og er bosat her i riget eller forhyretmed dansk skib. Ligestillet med en danskstatsborger er en kvinde, der ikke selv harindfødsret, men som er eller senest har væretgift med en mand med dansk indfødsret, ogder er åbnet mulighed for ved overenskomstmed andre stater at inddrage disses statsbor-gere under forsikringsordningen.

For at blive optaget i invalideforsikringenkræves opfyldt visse hel bredsbetingelser, derer strengere end for optagelse som medlemaf en sygekasse. De nærmere regler heromer fastsat i socialministeriets bekendtgørelsenr. 291 af 28. september 1933, og en kortredegørelse for reglerne er givet i folkefor-

16

sikringskommissionens betænkning om fol-kepension (betænkning nr. 123, 1955), bi-lag 1, side 3. Som det fremgår af denne re-degørelse, træffes der årligt i ca. 1.000 til-fælde afgørelse om, at en person af helbreds-grunde ikke kan optages i invalideforsikrin-gen, og i noget over halvdelen af disse til-fælde kan vedkommende som følge af sinhelbredstilstand heller ikke optages i syge-forsikringen.

Retten til at søge optagelse i invalidefor-sikringen under de anførte betingelser ind-træder ved det fyldte 14. år, fra hvilken al-der der efter folkeforsikringslovens § 6, stk.5, er adgang til optagelse i sygekasserne.Medlemsskabet i invalideforsikringen kanbevares indtil det 67. år.

For den overvejende del af befolkningener der imidlertid en pligt til at søge opta-gelse i invalideforsikringen. Danske stats-borgere, der ikke er nydende medlemmer afen sygekasse og dermed normalt optaget iinvalideforsikringen, har pligt til senest 3måneder efter det fyldte 21. år at søge opta-gelse som bidragydende medlemmer af denoffentlige sygeforsikring, hvorved de pågæl-dende som nævnt samtidig forsikres imodinvaliditet, forudsat at helbredsbetingelserneer opfyldt. Dette obligatoriske medlemsskabvedvarer til det 60. år. Såfremt en person hartilsidesat pligten til at søge optagelse i for-sikringen, og pågældende er blevet 40 år,kan han ikke længere optages. En danskstatsborger, der er bosat i udlandet, har ikkepligt (eller ret) til at blive forsikret her ilandet, men han skal, dersom han senere bo-sætter sig her, inden 2 år derefter søge op-tagelse i forsikringen. Udløber 2-års fristeninden det fyldte 40. år, kan han ikke optagesefter denne alder. Udløber fristen derimodsenere, består pligten til at søge optagelsesom medlem indtil det fyldte 60. år.

De invalideforsikredes bidrag til invalide-forsikringen — invalidepræmien — er efterfolkeforsikringslovens § 42, stk. 2, fastsattil 21,60 kr. årligt. Præmien erlægges i al-deren mellem 18 og 62 år. Da man kanvære medlem af invalideforsikringen i alde-ren 14—67 år, er medlemmer mellem 14 og

2

18 ar og i alderen 62-67 år således fritagetfor at betale invalidepræmie. Fritaget forpræmiebetaling er også værnepligtige, der erubemidlede sygekassemedlemmer, samt in-valide- og folkepensionister. For lærlinge be-taler læremesteren præmien. Endelig kan itrangstilfælde kommunen yde kontingent-hjælp efter de nærmere regler i folkeforsik-rineslovens S 15.

Efter folkeforsikringslovens § 43, stk. 1,opkræves invalidepræmien af den sygekasseeller sygeforening, hvoraf den forsikrede ermedlem. Præmien opkræves forud sammenmed medlemsbidraget til sygeforsikringen.Forfalder medlemsbidraget månedsvis, be-tales præmien til invalideforsikringen lige-ledes månedsvis. Tilsvarende gælder vedkvartalsvis erlæggelse af medlemsbidrag, ogsåfremt bidraget erlægges for længere perio-der ad gangen.

Et medlem, der er kommet i restance medinvalidepræmien, anmeldes af sygekassenved regnskabsårets afslutning for kommu-nalbestyrelsen, som lader præmien opkræveog inddrive efter de om opkrævning af skattil kommunen gældende regler. Den, derikke senest y2 år efter regnskabsårets afslut-ning har betalt restancerne til kommunen,slettes ikke som medlem af forsikringen,men han mister adgangen til at oppebæreinvalidepension. Den forsikrede kan dereftertidligst få invalidepension, når der er for-løbet 2 år, efter at han har indbetalt restan-cerne og dermed har generhvervet de fuldemedlemsrettigheder.

Under visse omstændigheder kan med-lemmet slettes endeligt af forsikringen, så-fremt invalidepræmien ikke er betalt. Hertilkræves dog, at pågældende har været i re-stance med præmien i mindst 5 år, og at haner fyldt 40 år. I så fald kan han ikke på nyopta.ges i forsikringen.

Invalideforsikringens obligatoriske karak-ter for personer i alderen mellem 21 og 60år viser sig navnlig ved, at personer, derikke rettidigt indmelder sig i forsikringen,må betale en bod på 30 kr. årlig, så længeder er mulighed for at blive optaget sommedlem, og ved, at man — én gang optaget

17

- ikke kan udmelde sig af forsikringen førdet fyldte 60. år. Boden opkræves af kom-munen og inddrives efter de om opkrævningaf skat til kommunen gældende regler.

Der er givet regler til sikring af, at såmange som muligt indtræder i invalidefor-sikringen, og at de, der er indtrådt, ikkepå ny glider ud af forsikringen. Til dette for-mål er det i folkeforsikringslovens § 83 fast-sat, at der etableres et samarbejde mellemsygekasserne, folkeregistrene og kommunal-bestyrelserne.

De nærmere regler for dette samarbejde,der fordrer et temmelig omstændeligt appa-rat med hensyn til udveksling af oplysninger,er givet ved indenrigsministeriets cirkulæreaf 12. december 1940 til kommunalbestyrel-serne samt ved 2 cirkulærer af samme datofra arbejds- og socialministeriet henholdsvistil sygekasserne og til kommunalbestyrel-serne.

Når en person ansøger om invalidepen-sion, forelægges begæringen for direktora-tet for sygekassevæsenet, inden den afgivestil behandling i invalideforsikringsretten.Direktoratet undersøger, om de forsikrings-mæssige betingelser for ydelse af invalide-pension er til stede, herunder om ansøgereni sin tid med rette er optaget i forsikringen,og om han måtte være i en sådan restance,at han af denne grund er udelukket fra in-validepension. Bilag 2 indeholder en nær-mere redegørelse for arten og omfanget afdette arbej de i direktoratet.

2. Forsorgslovens bestemmelser om hja'Ip til kro-nisk syge.

En person, der ikke kan få invalidepen-sion, fordi han ikke er medlem af forsikrin-gen, hvad enten dette skyldes, at han ikkehar kunnet eller ikke har villet optages sommedlem, eller at han ikke har opretholdt sitmedlemsskab af forsikringen, vil oftest kun-ne få en tilsvarende ydelse i medfør af be-stemmelserne i forsorgsloven om hjælp tilkronisk syge.

De gældende bestemmelser om hjælp tilkronisk syge, der indeholdes i forsorgslovens§§ 247-249, danner herved et supplement til

folkeforsikringslovens bestemmelser om in-valideforsikring.

Forsorgslovens § 247 omfatter nydendemedlemmer af anerkendte sygekasser, derlider af en hyppigt tilbagevendende elleruhelbredelig sygdom eller legemssvaghed iet sådant omfang, at de pågældende ikke harkunnet forsikres mod invaliditet, jfr. folke-forsikringslovens § 36. Kravet om nydendemedlemsskab betyder, at kun sygeforsikrede,hvis indtægts- og formueforhold ligger un-der de grænser, der gælder for nydende med-lemsskab af en anerkendt sygekasse, kankomme i betragtning (herunder også bi-dragydende medlemmer af en anerkendt sy-gekasse under forudsætning af, at de over-går til nydende medlemsskab).

Forsorgslovens § 248 omfatter personer,der lider af en hyppigt tilbagevendende elleruhelbredelig sygdom eller legemssvaghed,og som hverken er sygefor sikr et eller inva-lid efor sikr et. Bestemmelsen tager sigte påpersoner, der ikke er omfattet af § 247,fordi kravet om tilknytning til sygeforsik-ringen ikke er opfyldt, og hvis indtægt ogformue ikke overstiger sygekassegrænsen.Det er uden betydning, om årsagen til, atpågældende ikke er forsikret, er, at han al-drig har søgt optagelse i forsikringen, ellerom han efter stedfunden optagelse er slettetsom medlem af forsikringen, endeligt ellerforeløbigt. For disse personer gælder i ste-det for kravet om sygeforsikring den særligebetingelse, at de, hvis de er under 60 år,skal føre bevis for, at de ikke i de sidste 3år har opfyldt - og stadig ikke opfylder -helbredsbetingelserne for at optages i enanerkendt sygekasse eller i en statskontrol-leret sygeforening.

Sygehjælpen kan ydes som hjælp til un-derhold og som hjælp til kur og pleje. Ydeshjælpen som underholdshjælp, svarer dentil, hvad der kunne være ydet genneminvalideforsikringen. Det kan også nævnes,at der i trangstilfælde med hjemmel i for-sorgslovens § 30 kan blive tale om uddannel-seshjælp - konteret som særhjælp - til kro-nisk syge, således at der også på dette om-råde er ligestilling med forsikrede, til hvem

IS

sådan hjælp vil kunne ydes efter folkefor-sikringslovens § 60.

I tilfælde, hvor der søges hjælp til under-hold af længere varighed i henhold til § 247eller § 248, skal spørgsmålet om, hvorvidtansøgerens erhvervsevne er nedsat i det om-fang, som efter folkeforsikringsloven ud-kræves for at opnå invalidepension, af detsociale udvalg forelægges invalideforsik-ringsretten til erklæring.

Med hensyn til betingelserne for at fåhjælp efter forsorgslovens §§ 247 og 248gælder udover de almindelige betingelserefter folkeforsikringsloven for at få tillagtinvalidepension m. v. (bortset fra kravet omoptagelse i invalideforsikringen) følgendesærlige betingelser efter § 247, stk. 3, nr. 2-4, og stk. 4:

Pågældende må ikke være berettiget tilfolkepension eller undergivet særforsorg.(Bestemmelsen fortolkes i praksis således, atden kun udelukker en særforsorgspatient fraselv at oppebære hjælp som kronisk syg.Hvis særforsorgspatienten har forsørgerpligt,kan der i trangstilfælde ydes sygehjælp, somi analogi med den ordning, der gælder forinvalide- og folkepensionister, kan anvendestil opfyldelse af patientens forsørgerpligtover for pårørende).

Hjælpen må ikke kunne ydes gennemsygekassen.

Grunden til, at vedkommende ikke harkunnet invalideforsikres, må ikke være den,at han uden tilstrækkelig grund har nægtetat underkaste sig helbredelsesforanstaltnin-ger, der er påbudt eller foreslået ham af in-valideforsikringsretten.

Hjælp til kur og pleje er yderligere betin-get af trang.

Efter den gældende lovgivning vil detvære meget få og små persongrupper, der itilfælde, hvor erhvervsevnen er nedsat i detomfang, som kræves for at få invalidepen-sion, varigt vil blive stillet ringere med hen-syn til ydelser fra det offentlige som følgeaf manglende medlemsskab af invalidefor-sikringen. En vis forskelsbehandling frem-kommer derved, at forsikrede kan modtage

2~

hjælp til kur og pleje og til uddannelseuden. at være trængende, medens modtagereaf kronisk sygehjælp kun i trangstilfælde erberettiget til hjælp til disse formål.

Når bortses herfra, vil de personer, derstilles ringere på grund af manglende med-lemsskab af invalideforsikringen, hovedsa-gelig være personer, hvis indtægt og for-mue ligger over de grænser, der gælder fornydende medlemsskab af en anerkendt syge-kasse, og folkepensionister. Ingen af dissepersongrupper vil i tilfælde af betydeliginvaliditet kunne oppebære hjælp efter for-sorgsloven som kronisk syge, medens de,hvis de er optaget i invalideforsikringen, vilkunne oppebære invalidepension, for så vidtbegæring herom fremsættes inden det fyldte67. år.

For den førstnævnte gruppes vedkom-mende er forholdet dog det, at en udeluk-kelse af personer over sygekassegrænsen imange tilfælde vil være uden selvstændigbetydning: Såfremt det er en erhvervsind-tægt, der bevirker, at de ligger over syge-kassegrænsen, vil de nemlig i praksis alleredevære afskåret fra at få hjælpen, fordi er-hvervsindtægtens størrelse må tages som ud-tryk for, at deres erhvervsevne ikke kan ansesfor nedsat i det omfang, der kræves. Ogsåfor gruppen folkepensionister har den på-viste forskel mellem invalideforsikrede ogikke-forsikrede kun ringe praktisk betyd-ning.

I visse tilfælde kan den, der har undladtat søge optagelse i forsikringen, eller somer endeligt slettet som medlem af forsikrin-gen, midlertidigt være afskåret fra hjælpsom kronisk syg og således være ringere stil-let, end om medlemsskabet af invalidefor-sikringen havde været i orden. Dette gæl-der, når invaliditeten er opstået under så-danne omstændigheder, at pågældende ikkeer i stand til at føre bevis for, at han ikkei de sidste 3 år har opfyldt helbredsbetin-gelserne for optagelse i en anerkendt syge-kasse eller i en statskontrolleret sygeforening.I disse tilfælde må vedkommende vente medat oppebære hjælp som kronisk syg, indtildette bevis kan føres, altså højst i 3 år.

19

3. Bestemmelsen om uddannelses- og etablerings-hjælp m.v. i forsorgslovens § 30.

Det er foran under 1 omtalt, at adgang tilde i folkeforsikringslovens § 60 omhandle-de helbredelsesforanstaltninger m. v. nor-malt er betinget af, at den pågældende erinvalideforsikret.

For de ikke-forsikredes vedkommende erder imidlertid efter bestemmelsen i forsorgs-lovens § 30 adgang til at yde uddannelses-og etableringshjælp m. v. Denne bestem-melse udgør således et supplement til be-stemmelsen i folkeforsikringsloven på sam-me måde, som forsorgslovens bestemmelserom hjælp til kronisk syge supplerer folkefor-sikringslovens regler om invalidepension.Den hjælp, der kan ydes efter forsorgslo-vens § 30, er i modsætning til hjælpen efterfolkeforsikringsloven betinget af trang, lige-som hjælpen normalt vil blive ydet som kom-munehjælp, d. v. s. med pligt for modtage-ren til tilbagebetaling af hjælpen efter dealmindelige regler om tilbagebetaling afkommunehjælp. For den, der modtager un-derholdshjælp som kronisk syg, kan en sup-plerende uddannelseshjælp i trangstilfældeefter forsorgslovens § 30 dog ydes som sær-hjælp, d. v. s. uden tilbagebetalingspligt.

B. Forskellige muligheder for ændring afinvalideforsikringssystemet.

Den foran foretagne gennemgang af lov-reglerne viser, at praktisk talt alle, hvis hel-bredstilstand havde gjort det muligt fordem at forsikre sig imod invaliditet, i til-fælde af en betydelig nedsættelse af er-hvervsevnen kan få en hjælp svarende tilinvalidepensionen, selvom de ikke har efter-kommet folkeforsikringslovens påbud om atsøge optagelse i invalideforsikringen.

Gennemgangen viser dernæst, at perso-ner, der på grund af helbredsbetingelserneikke har kunnet optages i invalideforsikrin-gen, desuagtet af det offentlige kan få enhjælp svarende til invalidepensionen.

Herefter melder det spørgsmål sig, om deter rationelt fortsat at opretholde ét sæt lov-regler for forsikrede og et andet for ikke-

forsikrede, når forholdet er det, at de 2grupper i alt væsentligt kan oppebære sam-me hovedydelse i invaliditetstilfælde, nemlighenholdsvis invalidepension og underholds-hjælp i henhold til forsorgslovens §§ 247-248 til kronisk syge. På det punkt, hvor derkan påvises en forskel af praktisk betydningmellem forsikrede og ikke-forsikrede - ad-gangen til hjælp til kur og pleje og den al-mindelige uddannelseshjælp — forekommerdet ikke umiddelbart indlysende, at en for-skelsbehandling bør opretholdes. En forenk-ling på dette område synes bedst at kunnegennemføres på den måde, at der søgesfrem til en ordning, hvorefter alle undervisse nærmere betingelser skal være omfat-tet af den offentlige invalideforsikring.

De regler, der efter den gældende lov-givning er til hinder for, at dette kan nås,er dem, der skyldes en tidligere tids ønskeom, at invalideforsikringen skulle opbyggessom en egentlig forsikringsmæssig ordning.Denne forsikringstanke har ført til kravetom helbredsbetingelser ved optagelse i for-sikringen, idet en allerede indtrådt invalidi-tet ud fra et forsikringsteknisk synspunktikke bør kunne forsikres.

Det er den samme tanke, der ligger bagreglen om, at den enkelte selv skal søge op-tagelse i forsikringen, og at der for det gode,som forsikringen er, skal erlægges en særligpræmie.

Det er ligeledes en konsekvens af forsik-ringspræget, at manglende erlæggelse afinvalidepræmie medfører, enten at rettentil ydelserne suspenderes for en vis tid, eller- hvis forsømmelsen har strakt sig over enlængere periode - at den pågældende ende-ligt slettes som medlem af forsikringen.

En forenkling vil kunne opnås, såfremtdisse bestemmelser helt eller delvis ophæ-ves, således at enhver, der har dansk ind-fødsret og bopæl her i riget, uden hensyn tilhelbredstilstanden i påkommende tilfældebliver berettiget til ydelser fra invalidefor-sikringen.

En yderligere forenkling af ordningen ogsikkerhed for, at denne vil komme til atgælde hele befolkningen, vil kunne opnås,

20

såfremt der ikke længere stilles krav om, atden enkelte selv skal tage skridt til at for-sikre sig for at blive omfattet af ordningen,og navnlig såfremt der gives den enkelte ad-gang til forsikringens ydelser uafhængigt af,om vedkommende har betalt præmie elleranden form for bidrag til denne forsikring.Invalideforsikringen vil på denne måde æn-dre karakter fra at være en tvungen for-sikring til at blive en forsikring, af hvilkenbefolkningen automatisk er medlemmer medfulde medlemsrettigheder.

Der må herefter tages stilling til spørgs-målet, ved hvilken alder man indtræder iforsikringen, og ved hvilken alder man ud-træder af denne.

Med hensyn til de tidligere omtalte hel-bredelsesjoranstaltninger m. v. i henhold tilfolkeforsikringslovens § 60 bliver der ikketale om at fastsætte særlige aldersbetingel-ser, såfremt disse foranstaltninger ligesomefter den gældende lovgivning skal stå åbnefor befolkningen uden hensyn til alder.

Når der derimod er tale om retten til in-validepension eller de i folkeforsikringslo-vens § 62 omhandlede ydelser, i hvilke til-fælde indgår en nærmere bedømmelse afden enkeltes nedsatte erhvervsevne, har derhidtil været fastsat en grænse nedad svaren-de til tidspunktet for pågældendes indtræ-den i forsikringen og tidligst det fyldte 14.år, og en grænse opad, som for tiden er detfyldte 67. år. Det er imidlertid kun et fåtal,der under den gældende lovgivning harsøgt optagelse i invalideforsikringen alleredefra det 14. år. Det er endvidere for kom-missionen oplyst, at det kun er i sjældneundtagelsestilfælde, at invalideforsikrings-retten har tilkendt ganske unge personerinvalidepension, fordi retten i disse til-fælde udfolder ganske særlige bestræbel-ser for at søge de pågældende oplært medstøtte fra det offentlige, hvortil kommer, atretten på dette alderstrin har vanskeligt vedat bedømme, om erhvervsevnen er nedsat idet omfang, som efter folkeforsikringslo-vens § 38, stk. 1, er foreskrevet som betin-gelse for invalidepension. Der frembydersig herefter den mulighed at fastsætte begyn-

delsestidspunktet for adgangen til at oppe-bære invalidepension til det fyldte 15. år,idet det herved forudsættes, at alle rimeligemuligheder for at søge den invaliderede ud-dannet til erhvervsmæssigt arbejde er for-søgt, forinden der tilkendes en ganske ungperson invalidepension. Der henvises hervedtil de synspunkter, kommissionen gør gæl-dende nedenfor i kapitel 3.1 vedrørende øn-skeligheden af, at der i alle tilfælde, hvordette må anses for muligt, søges iværksatbehandlings- eller uddannelsesforanstaltnin-ger, inden der tillægges en person invalide-pension.

Når der tillægges en person under 18 årinvalidepension, opstår der det særligespørgsmål, ; hvilket omfang der ved bereg-ningen af pensionens størrelse skal tageshensyn til, at den pågældende i almindelig-hed har krav på at blive forsørget af sineforældre indtil 18-års alderen.

I de tilfælde, hvor der efter den nugæl-dende ordning tillægges en person under 18år invalidepension eller underholdshjælpsom kronisk syg, beregnes pensionen (syge-hjælpen) ikke på grundlag af forældrenesindta;gt, men på grundlag af barnets egenindtægt. Hvor forældre eller andre yder bar-net underhold uden at modtage vederlagherfor gennem barnets pension (sygehjælp),og hvor pensionen (sygehjælpen) såledesstår til rådighed for barnet, må den fordel,barnet herved opnår, dog tages i betragtningsom en indtægt for barnet, jfr. socialmini-steriets afgørelse af 18. juli 1935, der ergengivet i Sognerådstidende 1935/36, side315. Det er kommissionen bekendt, at Kø-benhavns magistrat i sådanne tilfælde an-sætter barnets økonomiske fordel ved atmodtage underhold i forældrenes hjem til etså lavt beløb, at pensionen (sygehjælpen)ikke nedsættes, med mindre barnet ved si-den heraf måtte have indtægter af anden art.

Efter den gældende ordning opstår dettespørgsmål imidlertid ret sjældent i praksis.Personer, hvis invaliditet skyldes en medfødtlidelse eller en lidelse erhvervet i barneårene,vil nemlig i almindelighed ikke kunne op-tages i forsikringen og af denne grund ikke

21

blive berettigede til invalidepension. Under-tiden vil de kunne få adgang til at få under-holdshjælp som kronisk syge, men en betyde-lig del af denne gruppe invalider vil i deunge år være inddraget under særforsorg ogaf denne grund ikke opfylde betingelsernefor at modtage denne sygehjælp.

Ved indførelse af en ordning, hvorefteralle uanset helbredstilstand omfattes af inva-lideforsikringen allerede fra 15-års alderen,vil antallet af ganske unge, der bliver be-rettiget til invalidepension, blive væsentligtforøget.

Særlig vil der kunne rejses spørgsmål omat tillægge børn på s cerf or sorgsanstalt er in-validepension fra det fyldte 15. år. I denudstrækning, der tillægges disse børn inva-lidepension fra 15-års alderen, vil tilståelsenaf pensionen bevirke, at udgiften ved an-bringelse under særforsorg i almindelighedherved bliver anset for dækket, jfr. folkefor-sikringslovens § 53, således at der ikke her-udover kan stilles krav til barnets forældreom betaling af taksten for opholdet, jfr. for-sorgslovens § 69, stk. 2, eller af et bidrag tildelvis dækning af udgiften, jfr. forsorgslo-vens § 69, stk. 3, sammenholdt med lovens§ 9, nr. 2. Ordningen vil altså i givet faldmedføre, at forældre til børn, der f. eks. erunder åndssvageforsorg, i adskillige tilfældevil blive fritaget for udgifter i anledning afbarnets ophold fra 15-års alderen, medens deefter den nuværende ordning har sådanneudgifter indtil barnet opnår 18-års alderen.

I denne forbindelse kan nævnes, at derved lov nr. 192 af 7. juni 1958 om ændrin-ger i forsorgsloven (vedrørende børnefor-sorgens administration m. m.) er gennem-fort en ændring i forsorgslovens § 12, stk.2, hvorved der er givet adgang til at und-lade at pålægge forældre bidrag til dækningaf udgifterne ved anbringelse af børn over15 år under børneforsorg i henhold til lo-vens kap. IX (børns anbringelse uden forderes hjem). I overensstemmelse med enbetænkning fra det af socialministeriet i1954 nedsatte udvalg til behandling af ånds-svageforsorgens problemer er det nu i § 14,stk. 2, i lov nr. 192 af 5. juni 1959 om for-

sorgen for åndssvage og andre særlig svagt-begavede fastsat, at denne bestemmelse iforsorgslovens § 12, stk. 2 finder tilsvarendeanvendelse med hensyn til børn over 15 år,der modtager hjælp fra åndssvageforsorgen.

løvrigt synes der under en sådan ordningat burde træffes praktiske foranstaltningermed henblik på at undgå., at der rejses sagerom tilkendelse af invalidepension til perso-ner, der er under vedvarende forsorg, f. eks.på åndssvageanstalter, i sådanne tilfælde,hvor tilkendelse af invalidepension vil væreuden nogen praktisk betydning.

Siden den første lov om invaliderente af6. maj 1921 har der været fastsat en vis høj-este alder for tilkendelse af invaliderente.Denne aldersgrænse, der efter loven af 1921var det fyldte 62. år, har siden socialrefor-men af 1933 været fastsat til det fyldte 65.år uden hensyn til, at tilgangsalderen for al-dersrente i denne periode har varieret. Vedloven af 2. oktober 1956 om indførelse affolkepension forhøjedes folkepensionsalde-ren efter en overgangstid fra 65 til 67 år, ogdet bestemtes samtidig, at invalidepensionskulle kunne tilkendes indtil det fyldte 67.år.

Som det nærmere fremgår af kapitel 7.1nedenfor, foreslår kommissionen ingen æn-dringer i reglerne om, indtil hvilken alderder kan tillægges en person invalidepension,uanset vanskelighederne ved at bedømme in-validiteten i de ældre aldersklasser, hvor enforringet helbredstilstand undertiden i no-gen udstrækning skyldes alderens indfly-delse.

Ved overgangen til en invalideforsikrings-ordning, under hvilken befolkningen i på-kommende tilfælde automatisk har adgangtil ydelser fra forsikringen med den be-grænsning, at retten til at få tilkendt inva-lidepension kun omfatter aldersklassernemellem 15 og 67 år, melder spørgsmålet sig,om det fremover er hensigtsmæssigt at blivestående ved de hidtidige regler for tilveje-bringelse af midlerne til invalideforsikrin-gen, og herunder om disse midler fortsat

22

delvis skal opkræves af sygeforsikringen ogi form af en invalidepræmie, der udgør etfast ensartet beløb pr. person uden hensyn tilden enkeltes indtægtsforhold.

Invalideforsikringen finansieres delvisved invalidepræmier fra de forsikrede og bi-drag fra arbejdsgiverne, men da de dervedindkomne beløb langtfra dækker udgifterne,er det i lovgivningen bestemt, at staten og

kommunerne dækket underskuddet. Ved lo-ven af 2. oktober 1956 om indførelse affolkepension forhøjedes invalidepræmienog arbejdsgiverbidraget, således at præmieni dag udgør 21,60 kr. pr. forsikret og ar-bejdsgiverbidraget 14,25 kr. pr. beskæftigethelårsarbejder. Invalideforsikringens finan-siering har stillet sig således i tiden 1934/35-1956/57:

Invalideforsikringens finansiering, 193 4I3J-19 J 6\ jy.

*) Beløbet udgør det samlede til invalideforsikringsfonden indkrævede præmiebeløb med fradrag af denaf kommunerne ydede hjælp til betaling heraf.

**) Herunder den fælleskommunale udligningsfond, der i 1956/57 afholdt ca. 50 °/0 af de under kom-muner anførte udgifter.

Det fremgår af tabellen, at de forsikredespræmier og arbejdsgivernes bidrag i perio-den 1934/35-1956/57 har dækket en stadigaftagende del af udgifterne, således at præ-mieindtægterne fra at udgøre 37 % af ud-gifterne i 1934/35 i 1956/57 var faldet tilkun 6 % af udgifterne, og arbejdsgivernesbidrag var faldet fra 14 % til 3 %. Kommu-

nernes andel dækkede i den samme periodeomtrent uforandret 11-14 % af udgifterne,medens endelig statens andel steg fra ca. 38% i 1934/35 til ca. 77 % i 1956/57.

Den officielle statistik indeholder ikke op-lysninger for tiden efter 1956/57. På grund-lag af de opstillede budgettal kan det skøn-nes, at udgifterne i 1958/59 - efter at de

23

forhøjelser, der står i forbindelse med indfø-relsen af invalide- og folkepensionen, fuldtud har fået virkning — vil være steget til 265mill. kr. Samtidig hermed vil der blive taleom en ikke ubetydelig ændring i udgiftsfor-delingen som følge af, at satserne for de for-sikredes præmier og arbejdsgivernes bidrager forøget til mellem det dobbelte og dettredobbelte.

Herefter kan det skønnes, at de forsikre-des andel af udgifterne vil vokse til at ud-gøre omkring 15 % og arbejdsgivernes an-del til ca. 5 c/c. Kommunernes del kan sam-tidig antages uforandret at komme til atligge på 13-14 c/c af udgifterne (af hvilkedog staten afholder de ca. 5 %, som tidligerepåhvilede den nu ophævede fælleskommu-nale udligningsfond), medens statens andelendelig vil falde til knap 67 c/c (med de førnævnte 5 c/c altså knap 72 %) .

Hvad nu først angår arbejdsgivernes bi-dragspligt, ses indførelsen af en automatiskordning ikke at begrunde ændring i de hid-tidige bestemmelser, hvorefter arbejdsgiver-ne deltager i dækningen af invalideforsik-ringens udgifter ved, at der opkræves et bi-drag hos dem, hvilket bidrag indbetales i in-valideforsikringsfonden.

Med hensyn til spørgsmålet, om der børforetages ændringer i det bestående præmie-betalings- og opkrævningssystem for de for-sikrede, bemærkes:

Det nuværende præmiebetalingssystemhar som nævnt s. 17 nødvendiggjort, at vissepersongrupper, der for den langt overvejen-de dels vedkommende er økonomisk ringestillet, ved særlige lovbestemmelser har måt-tet fritages for at skulle betale præmie. Deter ligeledes fundet påkrævet at give en særligbestemmelse i folkeforsikringslovens § 15om adgang til kontingenthjælp fra kommu-nen for andre personer, der er i trang, hvor-ved der i virkeligheden blot foretages enoverførsel af et beløb fra én offentlig kassetil en anden. Der er forbundet særlige om-kostninger for invalideforsikringsfondenved, at præmierne opkræves af sygeforsikrin-gen, idet sidstnævnte forsikring i medfør af

folkeforsikringslovens § 43, stk. 7, modtageret beløb af 5 % af de indbetalte invalidepræ-mier til dækning af sygeforsikringens sær-lige administrationsudgifter vedrørende in-valideforsikringen.

Under en nyordning, hvorefter manglen-de betaling af præmien ikke længere skalhave til følge, at den pågældende glider udaf forsikringen, bør det overvejes, om derfortsat hos den enkelte bør opkræves en af-gift til delvis finansiering af invalideforsik-ringens udgifter.

Man kunne tænke sig den nyordning heltat ophæve præmiebetalingssystemet, såledesat staten af sine almindelige indtægter stillerdet nødvendige beløb til rådighed for inva-lideforsikringen. Som et noget parallelt til-fælde kan i denne forbindelse henvises til,at den enkepensionsordning, der er indførtved lov nr. 70 af 13. marts 1959, fuldt udfinansieres af staten og kommunerne. Derville altså ved en sådan ordning fremkommeen mindreindtægt for det offentlige, svaren-de til provenuet af den hidtidige invalide-præmie.

Vælger man at opretholde den nuværendepræmiebetaling fra de forsikrede, rejser dersig det spørgsmål, om det kan volde prakti-ske vanskeligheder, at sygeforsikringen un-der en automatisk invalideforsikringsord-ning skal opkræve invalide præmie hos alleher boende danske statsborgere i bestemtealdersklasser.

Sådanne vanskeligheder vil kunne opståunder den gældende ordning af sygeforsik-ringen, idet der er visse persongrupper, tilhvilke sygeforsikringen ikke har tilknytning,nemlig personer, der ikke har kunnet opta-ges i sygeforsikringen, og personer, der ikkehar søgt optagelse i sygeforsikringen, ellersom på grund af restance er slettet af denne.Hvis sygeforsikringen skulle registrere dissepersoner alene af hensyn til opkrævningenhos dem af bidrag til invalideforsikringen,ville det kræve yderligere udbygning af detret omstændelige apparat med udveksling afoplysninger mellem sygeforsikringen, kom-munalbestyrelserne og folkeregistrene, somer fastsat ved de tidligere nævnte cirkulærer

2-i

af 12. december 1940, for at sygeforsik-ringen kunne få de nødvendige oplysningerogså om personer, der aldrig havde tagetskridt til at indmelde sig i sygeforsikringen,eller som ikke havde kunnet optages i denneforsikring.

Efter de ændringer i sygeforsikringensordning, der er foreslået af et flertal i be-tænkningen fra sygeforsikringskommissio-nen af 1954, vil hele befolkningen imidler-tid automatisk komme i forbindelse med denoffentlige sygeforsikring, idet det foreslås,at der ikke længere skal være helbredsbetin-gelser for optagelse i sygeforsikringen, og atalle, som ikke er nydende medlemmer, skalhave pligt til at forblive bidragydende med-lemmer af sygeforsikringen, uden at restancemed betaling af medlemsbidrag skal kunnemedføre slettelse som medlem. Såfremt detteforslag gennemføres, vil en opkrævning afet ensartet bidrag til invalideforsikringenhos alle her boende danske statsborgere ibestemte aldersklasser således næppe stødepå afgørende praktiske vanskeligheder.

Restance med betaling af præmien til in-valideforsikringen vil under en sådan ny-ordning få den virkning, at restancerne søgesindkrævet som skatterestancer, medens derikke vil blive tale om slettelse af forsikrin-gen på grund af restance med præmiebeta-ling.

Endelig foreligger der den mulighed atgå over til en ordning med bidragsbetalingfra den enkelte borger, svarende til, hvadder blev indført i forbindelse med. folkepen-sionen. Ved loven af 2. oktober 1956 ind-førtes et folkepensionsbidrag til delvis dæk-ning af statens udgifter til folkepension. Bi-draget udgør 1 % af det beløb, hvoraf ind-komstskatten til staten beregnes (skalaind-komsten). Det ville være nærliggende attænke sig, at der på samme måde indførteset invalideforsikringsbidrag udgørende engiven procentdel af indkomsten, og at dettebidrag opkrævedes sammen med folkepen-sionsbidraget. En sådan ordning ville i hen-seende til opkrævningen betyde en betydeligforenkling, da opkrævningen knyttes til enallerede bestående ordning. Hvis invalide-

forsikringsbidraget ligesom folkepensions-bidraget ikke skal opkræves, såfremt det be-regnede beløb kommer til at ligge under enbestemt grænse, vil personer i de lavesteindkomstgrupper blive fritaget for at be-tale bidrag, og man undgår at skulle havesærlige lovbestemmelser, der indrømmervisse persongrupper fritagelse for præmie-betaling, ligesom bestemmelsen om hjælpfra kommunen til betaling af kontingen-tet i trangstilfælde dermed bliver over-flødig for invalidepræmiens vedkommende.På den anden side betyder en sådan nyord-ning, at personer over 62 år samt invalide-og folkepensionister m. fl. ikke — som hid-til - uden videre er fritaget for at betale bi-drag til invalideforsikringen, men må bidra-ge til denne i forhold til deres indtægt pålige fod med andre. Det må imidlertid her-ved erindres, at de nævnte persongrupperuden hensyn til deres alder i medfør af be-stemmelsen i folkeforsikringslovens § 60vil kunne modtage de i den nævnte lovbe-stemmelse omhandlede ydelser fra invalide-forsikringen.

Ved ændringen af invalidepræmien fraat udgøre et fast beløb pr. forsikret til ifremtiden at være en given procentdel afskalaindkomsten kan man ved fastsættelsenaf procentsatsen tage som udgangspunkt detbudgetterede, samlede provenu af invalide-præmierne, der anslås til omkring 40 mill,kr. årlig.

Til belysning af, hvilken procentdel derkunne blive tale om at fastsætte som bidragtil invalideforsikringen, såfremt bidragetskulle indbringe et beløb af lignende stør-relse som provenuet af de nuværende inva-lidepræmier, kan anføres, at folkepensions-bidraget, der ifølge folkeforsikringslovens§ 65 A udgør 1 % af skalaindkomsten, forfinansåret 1959/60 påregnes at ville ind-bringe 135 mill. kr.

Fastsættes et invalideforsikringsbidrag ek-sempelvis til y2 % af skalaindkomsten, vildet således indbringe ca. 67,5 mill. kr. årlig,hvilket vil betyde, at de forsikredes bidragtil invalideforsikringen forhøjes med ca. 27mill. kr. i forhold til, hvad det nu udgør,

25

medens det offentliges andel i udgifterne tilforsikringen nedsættes tilsvarende. En for-højelse af forsikringsbidraget som anført vilmedføre, at den andel af invalideforsikrings-udgifterne, de forsikrede herved kommertil at betale, vil komme til at udgøre om-kring 25 % af de nuværende invalideforsik-ringsudgifter, hvilket nogenlunde svarer tilden procent, de for sikredes andel udgjordeomkring 1945-46, og ligger væsentligt un-der de forsikredes andel i årene op til denanden verdenskrig.

Ved gennemførelsen af en automatisk sik-ringsordning ved invaliditet vil det beløb,staten og kommunerne hidtil har afholdtsom udgift til underholdshjælp til kronisksyge, for tiden 18-20 mill. kr. årlig, frem-tidig skulle afholdes af invalideforsikringen.Når der tages hensyn til, at invalideforsik-ringens udgifter vil blive forøget med dettebeløb, vil et bidrag på 14 % af skalaindkom-sten indbringe ca. 24 % af invalideforsik-ringens samlede udgifter.

Hvis der indføres et invalideforsikrings-bidrag på en given procentdel af skalaind-komsten, kan det spørgsmål rejses, om derbør fastsættes en bestemt overgrænse for bi-dragets størrelse. Indførelsen af en sådanovergrænse vil imidlertid i teknisk henseen-de vanskeliggøre sammenlægningen medfolkepensionsbidraget, for hvilket der ikkegælder nogen sådan overgrænse. Det måherved erindres, at det betalte bidrag vilkunne fradrages ved opgørelsen af den skat-tepligtige indkomst, når man som forudsatfølger de samme regler, som gælder medhensyn til folkepensionsbidraget.

Med hensyn til spørgsmålet om en under-grænse for bidragets størrelse bemærkes føl-gende:

For folkepensionsbidragets vedkommendeer det som foran nævnt bestemt, at bidrag,der ville blive lavere end 40 kr. årligt forforsørgere og 25 kr. for ikke-forsørgere,ikke opkræves. Dette betyder, at bidrags-pligten bortfalder ved en skalaindkomst på4.000 kr. for forsørgere og 2.500 kr. for ik-ke-forsørgere. »Bortfaldsgrænsen« er densamme som grænsen for opkrævning af per-

sonlig kommuneskat i hovedstadsområdet, ikøbstæder og i sognekommuner med størrebymæssig bebyggelse fra skatteåret 1960/61.

På tilsvarende måde som for folkepen-sionsbidragets vedkommende vil det værenærliggende at bestemme, at også invalide-pensionsbidraget bortfalder for personermed indtægter under de foran omtalte græn-ser. Dette vil - med et bidrag på y2 % afskalaindkomsten - betyde, at bidrag, der bli-ver lavere end 20 kr. årlig for forsørgere og12,50 kr. årlig for ikke-forsørgere, ikke op-kræves.

Efter den nuværende ordning opkrævesden enkeltes bidrag til folkepensionen gen-nem det kommunale skattevæsen og bidra-get til invalideforsikringen gennem sygekas-serne. Der ydes kommunerne et særligt ve-derlag af staten for deres arbejde med op-krævning af folkepensionsbidraget, og derydes sygekasserne et vederlag af invalidefor-sikringsfonden. Ydelsen af dette sidste ve-derlag bidrager til at forøge fondens under-skud, som dækkes af staten, så ydelsen af ve-derlaget kommer i virkeligheden til alene atpåhvile staten.

Hvis disse to sideløbende opkrævnings-ordninger erstattes af en opkrævning hosden enkelte af kun ét beløb, der både om-fatter bidrag til folkepensionen og invalide-forsikringen, vil den udgift, invalideforsik-ringsfonden. afholder som vederlag til syge-kasserne for opkrævningen, kunne spares, ogder synes ikke at foreligge nogen nødven-dighed for en forhøjelse af det vederlag,der i øjeblikket ydes kommunerne for op-krævningen af folkepensionsbidraget, somfølge af, at: der efter forslaget skal opkrævesét samlet invalide- og folkepensionsbidraghos skatteyderne. Ændringen vil således bå-de medføre en administrativ forenkling afopkrævningen og en besparelse af omkost-ninger ved denne. En forudsætning for den-ne forenkling og besparelse er det naturlig-vis, at der hos alle de skatteydere, der kom-mer i betragtning, opkræves ét nyt fællesforsikringsbidrag. Hvis den del af bidraget,der medgår til invalideforsikringen, der-imod skal opkræves efter andre regler end

26

folkepensionsbidraget, f.eks. ved, at der fast-sættes et bestemt højestebeløb for bidraget,eller ved, at bidraget ikke afkræves perso-ner over en vis alder, vil dette komplicerekommunernes opkrævningsarbejde.

Den her skitserede ordning ville såledesbetyde, at der i fremtiden på skattebillettenkunne opføres et samlet beløb som bidrag tilinvalideforsikring og folkepension, somskal indbetales sammen med de almindeligeskatter. Det samlede provenu af de 2 bidragmåtte da af finansministeriet deles i det for-hold, der gælder imellem de 2 bidrag -med et folkepensionsbidrag på 1 % og et in-valideforsikringsbidrag på i/? % i forholdet2 til 1 - og konteres på de respektive kontipå finansloven.

Hvis sikringsordningen i tilfælde af in-validitet automatisk skal omfatte alle udenhensyn til helbredstilstand og uden hensyntil, om de har søgt optagelse i forsikringen,og om de måtte være i restance med bidraget,muliggør en sådan ordning en række lov-ændringer, der vil forenkle den gældendefremgangsmåde ved ansøgning om invalide-pension.

Der synes bl. a. at kunne opnås den for-enkling i behandlingen af ansøgninger ominvalidepension, at den forudgående under-søgelse af disse ansøgninger i direktoratetfor sygekassevæsenet med henblik på, omansøgeren med rette er optaget i forsikrin-gen, og om han er i restance med bidraget,kan undværes. I bilag 2 er der nærmere re-degjort for omfanget af direktoratets ar-bejde med den forberedende undersøgelse afbegæringer om invalidepension, og bilag 3giver oplysninger om de besparelser, derkan forventes på direktoratets budget, så-fremt disse forberedende undersøgelser afbegæringer om invalidepension bortfalder.

C. Kommissionens drøftelser.Kommissionen har på grundlag af de for-

an givne oplysninger om den gældende ord-ning og om forskellige muligheder for æn-dringer heri drøftet spørgsmålet om indfø-relse af en automatisk sikringsordning ogom en sådan ordnings finansiering.

Inden for kommissionen har der væretenighed om, at helbredsbetingelserne for ad-gangen til invalideforsikringen bør afskaf-fes, således at f. eks. personer med en med-født invaliderende lidelse eller en lidelseopstået i barnealderen ikke længere udeluk-kes fra invalidepension eller forsikringensøvrige ydelser.

løvrigt er der enighed om, at adgangentil invalidepension skal stå åben for perso-ner i alderen fra 15 til 67 år, jfr. iøvrigtkap. 7, underafsnit 1, hvor spørgsmålet om,ved hvilken alder der senest kan søges in-validepension, nærmere er behandlet.

Endvidere har kommissionen været enigom, at restance med betaling af bidrag tilinvalideforsikringen ikke bør medføre ude-lukkelse fra adgang til forsikringens ydelser.Det er kommissionens opfattelse, at restan-cer med bidrag bør inddrives efter lignenderegler som restancer med personlige skatter,men at den pågældende uafhængigt herafbør kunne opnå invalidepension m. v.

Der er således i kotmnissionen enighedom at foreslå overgang til en automatiskordning i den forstand, at der ikke skalgælde helbredsbetingelser for optagelse iforsikringen, og at restancer med betaling afbidrag ikke skal medføre udelukkelse fraadgang til forsikringens ydelser.

Med hensyn til spørgsmålet om den frem-tidige finansiering af invalideforsikringenhar der været enighed om, at der også frem-tidig bør opkræves et bidrag hos den enkeltetil delvis dækning af forsikringens udgifter,og at de gældende regler om bidrag fra ar-bejdsgivere bør opretholdes. Der har ogsåværet enighed om, at den del af forsikrin-gens udgifter, der ikke dækkes ved disse bi-drag, ligesom hidtil bør tilvejebringes vedtilskud af statskassens almindelige midler ogaf kommunerne.

Nogle medlemmer (Kai Andresen, H.Friis, Urban Hansen, F. M. Hartmann, fruAyoë Herbøl, Fr. Knudsen og H. C. Seie-rup) har givet tilslutning til den foran skit-serede ordning med afskaffelse af den nu-værende invalidepræmie, der opkræves gen-nem sygekasserne, og overgang til et inva-

27

lideforsikringsbidrag på en given procent-del af skalaindkomsten, der skal opkrævessammen med folkepensionsbidraget hos allede skatteydere, hvem der pålignes folke-pensionsbidrag, således at der fremtidig hosdisse skatteydere opkræves ét samlet beløbtil folkepension og invalideforsikring.

Et medlem (fru Else Zeuthen) kan givesin fulde tilslutning til, at der gennemføresden forenkling af præmiebetalingssystemet,der består i, at opkrævningen fremtidig skersammen med opkrævningen af folkeforsik-ringsbidraget på skatteblanketten i stedetfor den nuværende bekostelige opkrævninggennem sygekasserne. Dette medlem gør op-mærksom på, at de hidtil af de forsikredebetalte invalidepræmier, ca. 40 mill. kr. år-lig, vil kunne dækkes af et invalideforsik-

ringsbidrag på V4 % af den skattepligtigeindkomst.

Et medlem (fru Margrethe Jacobsen) be-mærker, at Den danske Købstadforening -uden i øvrigt at tage stilling til spørgsmåletom, på hvilken måde udgifterne til finan-siering af invalideforsikringen endeligt børfordeles — principielt kan tilslutte sig enordning med opkrævning gennem skattevæ-senet af et bidrag på en vis procentdel afskalaindtægten.

Andre medlemmer (Peder Christensen,A. Daugaard, Jørgen Krogh og fru GertieWandel) ønsker at opretholde den gældendeordning, hvorefter der hos hver enkelt op-kræves en ensartet præmie gennem sygefor-sikringen.

28

KAPITEL 3

Forslag om tilføjelse til bestemmelsen om grundlaget

for tilkendelse af invalidepension,

om adgangen til at iværksætte behandling

og lægeundersøgelse og om forlængelse af den frist,

i hvilken invalidepensionen kan være hvilende

I de senere år har den opfattelse vundetstigende tilslutning, at samfundets bistandtil invaliderne ikke i første række bør beståi at yde dem en livsvarig pengeunderstøttel-se, men at hjælpen i mange tilfælde snarerebør tage sigte på at søge at hindre invalidi-tetens opståen, hvor en lidelse indebærerfare for at fremkalde en varig invaliditet, ogat søge at begrænse følgerne af en alleredeopstået invaliditet.

Ved sin gennemgang af lovbestemmelserom invalidernes forhold er kommissionenblevet opmærksom på, at det ved affattelsenaf enkelte bestemmelser i højere grad børunderstreges, at den hjælp, det offentligeyder, bør have til formål at genskabe ellerforbedre erhvervsevnen, hvor dette er mu-ligt, og kommissionen fremsætter derfor deforslag, der nærmere redegøres for i det føl-gende. Forslagene støttes på de erfaringer,invalideforsikrings retten har gjort i de sene-re år.

1. Tilføjelse til bestemmelsen om grundlaget fortilkendelse af invalidepension

Ifølge folkeforsikringslovens § 38, stk.1, således som denne bestemmelse blev æn-dret1) ved lov nr. 143 af 31. marts 1950,

skal den nedsættelse af erhvervsevnen, somifølge loven er en betingelse for at kunneopnå invalidepension, anses at foreligge, nårvedkommendes erhvervsindtægt ved en tilhans kræfter og færdigheder svarende be-skæftigelse, der under billigt hensyn til hansuddannelse og tidligere virksomhed kan for-langes af ham, må forventes at ligge betyde-ligt under det, som legemligt og åndeligtsunde personer med lignende uddannelse ogi samme egn plejer at fortjene ved arbejde.Ved bedømmelsen heraf påhviler det inva-lideforsikringsretten at tage sit udgangs-punkt i, om pågældendes erhvervsevne ernedsat til V;$ eller derunder, hvorved der til-lige i fornødent omfang skal tages hensyntil alder, livsstilling, bopæl, arbejdsmulighe-der og udsigten til eventuel forbedring ellerforværring af invaliditeten samt til andreomstændigheder, der bør tillægges vægt vedbedømmelsen af, om der foreligger en

1) Om baggrunden for den ændring, der i 1950blev indført i lovens invaliditetsbegreb, henvises tilBetænkning om ændringer i folkeforsikringslovens be-stemmelser om betingelserne for tilkendelse af inva-liderente m. v., afgivet af det af arbejds- og social-ministeriet den 21. august 1946 nedsatte udvalg, Kø-benhavn 1949, side 32-36 og 68-73, og Rigsdags-tidende 1949/50, folketinget sp. 2570-71.

29

så betydelig nedsættelse af erhvervsevnen, atdenne efter en samlet vurdering skønnes atligge omkring l/s eller derunder. Dog skalen betydelig nedsættelse af erhvervsevnenogså kunne anses at foreligge, når invalidite-ten medfører en nedsættelse af erhvervsind-tægten til et beløb, der svarer til invalide-pensionens størrelse.

Efter hvad invalideforsikringsrettens re-præsentant i kommissionen har oplyst, fore-kommer der en del tilfælde, hvor erhvervs-evnen hos den person, der søger invalide-pension, ganske vist er således nedsat, at be-tingelserne for at tilkende invalidepension iog for sig er til stede, men hvor det må an-ses for muligt at træffe foranstaltninger, derkan bringe erhvervsevnen op over den græn-se, som berettiger til invalidepension.

I sådanne tilfælde følger invalideforsik-ringsretten den fremgangsmåde at henviseansøgeren til foranstaltninger efter lovens §60 (behandling, oplæring eller omskoling,indøvelse i brugen af hjælpemidler), og an-dragendet om invalidepension udsættes, ind-til der foreligger oplysning om resultatet afde iværksatte foranstaltninger. Det gøres ialmindelighed til et vilkår for invalidepen-sionssagens videre behandling, at ansøgerenindvilger i sådanne foranstaltninger, somhan ifølge lovbestemmelsen er pligtig atunderkaste sig. Unddrager ansøgeren sigdisse af retten besluttede foranstaltninger,betragter man andragendet om invalidepen-sion som bortfaldet med samme virkning,som hvis invalidepension var nægtet.

Det er af rettens repræsentant i kommis-sionen gjort gældende, at det for den heldigegennemførelse af disse foranstaltninger villevære at foretrække, om andragende om inva-lidepension i sådanne tilfælde ikke blev ind-givet, eller om der straks kunne gives afslagpå andragendet.

Kommissionen har overvejet spørgsmåletog er enig i, at lovordene bør give udtryk for,at der ikke kan tilkendes invalidepension itilfælde, hvor det ved helbredelses- eller ud-dannelsesforanstaltninger må anses for mu-ligt at forbedre ansøgerens erhvervsevneså meget, at erhvervsevnen ikke længere

vil være betydeligt nedsat i lovens forstand.For at invalidepension skal kunne nægtes

under henvisning til, at ansøgerens erhvervs-evne vil kunne forbedres, må det være enbetingelse, at der findes en foranstaltning,hvor ansøgeren kan undergives den behand-ling, der bør iværksættes under hensyn tilden sygdom, han lider af, eller modtage denoplæring eller omskoling, der vil være mu-lig under hensyn til ansøgerens helbredstil-stand, og at der her er plads til at modtageham til behandling eller uddannelse.

Endvidere må det være en betingelse fornægtelse af invalidepension i sådanne til-fælde, at der er overvejende udsigt til et til-fredsstillende resultat af behandlingen elleroplæringen, og at det i det hele under hen-syn til forholdene findes rimeligt at henviseansøgeren til behandling og oplæring i ste-det for invalidepension. Der må herved ta-ges hensyn til ansøgerens alder, forudgåen-de uddannelse og åndelige udvikling og tilhans udsigter til at finde beskæftigelse.

Endelig bør det være en betingelse, at derer sikret ansøgeren og, hvis han er familie-forsørger, tillige hans familie den fornødnehjælp til underhold i den tid, i hvilkenansøgeren er under behandling eller op-læring.

Undertiden opstår der intet særligtspørgsmål om underholdshjælp til en per-son, der er under behandling eller oplæring,idet selve den foranstaltning, der iværksæt-tes, omfatter betaling for den pågældendesalmindelige underhold, f. eks. hvis han forinvalideforsikringsfondens regning indlæg-ges til kur eller behandling. I andre tilfældekan foranstaltningen bestå i en oplæring,hvorunder der ved hjælp af offentlige til-skud sikres den pågældende sædvanlig løn,og der opstår da ikke noget yderligerespørgsmål om underholdshjælp.

Hvor det drejer sig om en familieforsør-ger, indeholder lovens § 79, stk. 2, den for-nødne hjemmel for, at opholdskommunenkan yde den nødvendige hjælp til familiensunderhold, så længe kuren eller oplæringenvarer.

Kommissionen er bekendt med, at social-

30

ministeriet for tiden er i færd med at for-berede en lovgivning om iværksættelse afforanstaltninger for erhvervshæmmede medhenblik på deres indpasning i produktivt ar-bejde. Det forventes, at en sådan lovgivningvil indeholde almindelige bestemmelser omunderholdshjælp til en person, der er underbehandling, optræning eller omskoling efterlovens regler. For at sikre den fornødne sam-ordning af en sådan lovgivning og de lov-ændringer vedrørende invalider, der er be-handlet i kommissionen, finder kommissio-nen det rettest, at den her foreslåede lovæn-dring først sættes i kraft samtidig med gen-nemførelsen af den påtænkte lovgivningvedrørende de erhvervshæmmedes forhold ialmindelighed.

Kommissionens forslag går ud på, at dertil bestemmelsen i § 38, stk. 1, om grund-laget for tilkendelse af invalidepension til-føjes en regel om, at invalidepension ikkeskal kunne tilkendes, hvor der vel foreliggeren betydelig nedsættelse af erhvervsevnen,men hvor det vil være muligt at iværksættebehandlinger og oplæringsforanstaltninger,hvorved erhvervsevnen skønnes ikke blotforbigående at kunne forbedres, således atden ikke længere er betydelig nedsat.

Den endelige affattelse af forslaget vil inogen grad bero på udformningen af detforventede forslag til lovgivning vedrøren-de foranstaltninger for erhvervshæmmede ialmindelighed. Den her foreslåede bestem-melse bør således eventuelt indeholde enhenvisning til, at der sigtes til de behand-lings- og oplæringsforanstaltninger, deriværksættes i medfør af den påtænkte lov-givning vedrørende de erhvervshæmmede.

Efter forslagets gennemførelse bør dekommunale myndigheder ikke yde forskudpå pensionen i tilfælde, hvor der efter for-slaget ikke skulle tilkendes invalidepension.Ifølge lovens § 58, stk. 1, er ydelsen af for-skud betinget af, at kommunalbestyrelsenskønner, at der er overvejende sandsynlig-hed for, at afgørelsen vil falde ud til, at dertilkendes den pågældende pension. Det vilvære en følge af forslagets gennemførelse,at en kommunalbestyrelse, der modtager et

andragende om forskud på invalidepension,ikke bør imødekomme andragendet, når derefter kommunalbestyrelsens skøn er mulig-hed for en så væsentlig forbedring af ansø-gerens erhvervsevne ved iværksættelse af be-handlinger, oplæring o. lign., at vedkom-mendes erhvervsevne herefter ikke længerevil være betydeligt nedsat. Det vil også væreaf betydning for opnåelse af et heldigt resul-tat af forsøget på den erhvervshæmmedesindpasning i produktivt arbejde, at behand-ling eller oplæring iværksættes hurtigst mu-ligt. Hvis en ansøger inden for den her om-handlede gruppe i længere tid har fået pen-sionsforskud og således har indrettet sig påat leve af en social ydelse, der er beregnet tilvedvarende fuld forsørgelse, vil det derimodofte være vanskeligt at få ham uddannet el-ler omskolet til produktiv beskæftigelse.

2. Adgang for invalideforsikringsretten (ankenæv-net) til at iværksætte læge- og sygehusbehand-ling af ansøgere om invalidepension.

I forbindelse med spørgsmålet om adgan-gen til at na=gte invalidepension i tilfælde,hvor der skønnes at være mulighed for ativærksætte foranstaltninger, der vil kunneforbedre erhvervsevnen, har kommissionenovervejet spørgsmålet om de beføjelser, derer tillagt invalideforsikringsretten og anke-nævnet ifølge lovens § 49, stk. 2.

Ifølge denne bestemmelse er forsikrede,der søger invalidepension, forpligtet til efterrettens (ankenævnets) bestemmelse, at un-derkaste sig lægeundersøgelse og til om for-nødent at lade sig indlægge til observation.Såfremt invalideforsikringsretten har ønsketlæge- eller sygehusbehandling, før der træf-fes afgørelse i invalidepensionssagen, er ret-ten - som allerede nævnt under 1 - gået denvej at anvende folkeforsikringslovens § 60.Da der i enkelte tilfælde har været rejstspørgsmål om rettens berettigelse hertil, harkommissionen anset det for ønskeligt, at derskabes en direkte klar hjemmel for at kræ-ve sådan behandling i forbindelse med inva-lidepensionssagen. Dog bør der efter kom-missionens opfattelse fastsættes den sammebegrænsning som efter reglerne i folkefor-

31

sikringslovens § 6(), nemlig at: ansøgerenikke skal være forpligtet til at underkaste signogen operation, der kan medføre fare forliv eller førlighed. Virkningen af, at en an-søger undlader at efterkomme et påbud ombehandling, vil være, at begæringen om in-validepension ikke vil kunne fremmes.

3. Adgangen til at forlange invalidepensionisterlægeundersøgt.

Folkeforsikringsloven indeholder i kapi-tel XXII (Forandring eller ophør af pen-sionsudbetalingen) en række bestemmelserom kontrol fra myndighedernes side medinvalidepensionisters helbredstilstand og er-hvervsevne.

Ifølge lovens § 55, stk. 4, skal kommu-nalbestyrelsen således foranledige, at tilfæl-de, hvor der foreligger en sådan forandringi en invalidepensionists erhvervsevne, at derer grund til at tro, at han ikke længere erinvalid i lovens forstand, forelægges inva-lideforsikringsretten til afgørelse.

Efter lovens § 56, stk. 2 og 3, såledessom disse bestemmelser er ændret ved lovnr. 143 af 31. marts 1950, skal kommunal-bestyrelsen endvidere hvert 5. år indgiveberetning til invalideforsikringsretten om dei kommunen værende invalidepensionistersforhold med angivelse af, hvorvidt vedkom-mendes berettigelse til at oppebære invali-depension anses for tvivlsom.

Endvidere må nævnes, at invalideforsik-ringsretten ifølge lovens § 56, stk. 4, kan ud-sende sagkyndige til at udøve kontrol påstedet med hensyn til erhvervsevnen hos in-validepensionister, ligesom retten kan ind-kalde sådanne pensionister til kontrol.

Derimod findes der ikke blandt kontrol-reglerne nogen bestemmelse, der giver inva-lideforsikringsretten direkte adgang til atkræve en invalidepensionist lægeundersøgtfor at få belyst, om det lægelige grundlagfor invalidepension fortsat er til stede. In-valideforsikringsretten har i givet fald måt-tet anvende bestemmelsen i folkeforsikrings-lovens § 60, stk. 1, om rettens adgang tilat kræve, at bl. a. en invalidepensionist un-

derkaster sig lægelig behandling. I enkelteundtagelsestilfælde har retten også anvendtreglen i § 60, stk. 6, hvorefter invalidefor-sikringsretten, når en forsikret eller pensio-nist undlader at underkaste sig foranstalt-ninger efter § 60 - altså kur og pleje, oplæ-ring, modtagelse og opøvelse i brugen afbandager og andre hjælpemidler — kan be-stemme, at retten til invalidepension i etnærmere bestemt tidsrum forbrydes helt el-ler delvis.

Kommissionen har ment, at der bør til-vejebringes en direkte lovhjemmel for, aten invalidepensionist er pligtig til efter ret-tens bestemmelse at underkaste sig sådanneundersøgelser, som retten måtte anse for på-krævede til prøvelse af den pågældendes er-hvervsevne og til bedømmelse af, om ved-kommende fortsat er berettiget til bistands-eller plejetillæg. Der vil herved blive givetretten en klar bemyndigelse til at iværksættelægeundersøgelser — herunder eventuelt ind-læggelse på sygehus til observation - i alletilfælde, hvor retten har formodning om, aten pensionists erhvervsevne ikke længere ernedsat i et sådant omfang, at han vedbliven-de er invalid i lovens forstand.

Der opstår herunder spørgsmål om, hvilkeretsmidler der bør kunne bringes i anvendel-se over for invalidepensionister, der undla-der at efterkomme en opfordring fra invali-deforsikringsretten til at underkaste sig så-danne undersøgelser. Det synes naturligt, atder gives retten adgang til i et sådant til-fælde at bestemme ved kendelse, at pensio-nen inddrages. For at gøre det klart for pen-sionisten, hvilke følger der kan indtræffe,hvis han undlader at efterkomme rettens op-fordring, bør inddragning dog først kunnebesluttes, efter at pensionisten på passendemåde er advaret om den retslige følge afundladelsen. En noget lignende bestemmel-se findes i § 60, stk. 6, hvorefter retten somnævnt kan træffe beslutning om inddrag-ning af pension for et nærmere bestemt tids-rum, der kan variere fra 1 til 10 år, hvoren person undlader at underkaste sig hel-bredelses- eller oplæringsforanstaltninger ef-ter § 60, når den pågældende forud ved an-

32

befalet brev er advaret om denne følge af sinundladelse.

Udgifterne ved lægeundersøgelserne vilsom andre kontroludgifter være at afholdeaf invalideforsikringsfondens midler i hen-hold til folkeforsikringslovens § 56, stk. 4.

Kommissionen foreslår derfor, at der somnyt stk. 4a til § 56 indføjes en bestemmelseom, at en invalidepensionist er pligtig til ef-ter invalideforsikringsrettens nærmere be-stemmelse at underkaste sig sådanne under-søgelser, som retten måtte anse for påkræ-vede til bedømmelse af erhvervsevnen. Ud-gifterne herved afholdes efter reglerne i §56, stk. 4. Undlader en pensionist at under-kaste sig disse undersøgelser, kan retten vedkendelse bestemme, at invalidepensioneninddrages for så vidt den pågældende forudved anbefalet brev er advaret om dennefølge.

4. Forlængelse af den frist, i hvilken invalidepen-sionen kan gøres hvilende.

Ifølge folkeforsikringslovens § 56, stk. 3,således som denne bestemmelse er affattetefter ændringer ved lov nr. 143 af 31. marts1950 2) , kan invalideforsikringsretten, hvoromstændighederne taler derfor, bestemme,at retten til invalidepension indtil videre,dog højst for et tidsrum af 12 måneder, skalvære hvilende. I det tidsrum, i hvilket pen-sionsudbetalingen er hvilende, modtagerpensionisten ingen pension, men kommunal-bestyrelsen kan genoptage pensionsudbeta-lingen, uden at nogen fornyet forelæggelse

2) Om baggrunden for indførelsen af denne be-stemmelse, se Betænkning om ændringer i folkefor-sikringslovens bestemmelser om betingelserne for til-kendelse af invaliderente m. v., side 37-38.

for invalideforsikringsretten er nødvendig.Når de kommunale myndigheder genopta-ger pensionsudbetalingen, skal de imidlertidgive indberetning herom til invalideforsik-ringsretten, og for så vidt retten herefter fin-der det tvivlsomt, om den pågældende kananses for invalid i lovens forstand, tager denstilling til, om invalidepensionen skal ind-drages ved kendelse. Hvis pensionsudbeta-lingen ikke er genoptaget ved udløbet af detfastsatte tidsrum, må retten til den tid tagestilling til, om pensionen endeligt bør ind-drages.

Bestemmelsen har fundet anvendelse i til-fælde, hvor retten egentlig finder den på-gældendes erhvervsevne så stor, at han burdeudelukkes fra invalidepension, men hvorretten er i tvivl om, hvorvidt han varigt vilhave en så betydelig erhvervsevne. Ifølge in-valideforsikringsrettens beretning for årene1954-56 blev bestemmelsen i de 3 år, somberetningen omfatter, bragt i anvendelse ihenholdsvis 21, 78 og 130 tilfælde.

Det er for kommissionen anført, at rettensiden bestemmelsens indførelse har gjortden erfaring, at det undertiden kan værevanskeligt allerede et år efter, at pensionener gjort hvilende, at tage stilling til, ompensionen endeligt bør inddrages. Det fore-kommer derfor ønskeligt at indføre mulig-hed for at forlænge den periode, i hvilkenpensionen kan være hvilende, således at deti løbet af et noget længere tidsrum kan prø-ves, om den pågældendes generhvervelse aferhvervsevnen viser sig at være af varig ka-rakter.

Kommissionen er enig i disse synspunkterog foreslår derfor § 56, stk. 3, ændret såle-des, at det længste tidsrum, i hvilket pen-sionen kan gøres hvilende, forlænges fra 12måneder til 3 år.

333

KAPITEL

Forslag om ændringer i invalideforsikringsrettens

sammensætning og arbejdsform

I forbindelse med sin gennemgang af lov-givningen om invalidernes forhold harkommissionen overvejet nogle spørgsmålvedrørende invalideforsikringsrettens sam-mensætning og arbejdsform.

1. Optagelse af en repræsentant for invaliderne iinvalideforsikringsretten.

Ifølge folkeforsikringslovens § 45, stk. 1,består invalideforsikringsretten af en for-mand og 5 andre medlemmer. Af disse med-lemmer skal 2 være lægekyndige, 2 ved de-res første udnævnelse opfylde betingelsernefor at være nydende medlemmer af en aner-kendt sygekasse og 1 være arbejdsgiver ogsom sådan beskæftige mindst 6 arbejdere.

Der har i kommissionen været rejstspørgsmål om at ændre rettens sammensæt-ning således, at retten kommer til at omfatteen repræsentant for invaliderne.

Som begrundelse for dette forslag er sær-lig gjort gældende, at det må antages at villestyrke tillidsforholdet mellem retten og deinvaliderede, at retten blandt sine medlem-mer tæller en repræsentant for invaliderne,idet en sådan repræsentant må antages athave særlige forudsætninger for at gøre in-validernes synspunkter gældende over forrettens øvrige medlemmer.

Spørgsmålet blev overvejet af det udvalg,der blev nedsat af arbejds- og socialministe-riet den 21. august 1946, og som i 1949 af-

gav en betænkning om amdringer i folkefor-sikringslovens bestemmelser om betingelser-ne for tilkendelse af invaliderente m. v., sedette udvalgs betænkning side Al-Al. Somdet nærmere er anført i denne betænkning,kan der rejses forskellige indvendinger modtanken om at udvide retten med en repræ-sentant for invaliderne. Det er således gjortgældende, at retten med sin nuværende sam-mensætning varetager de invalideredes in-teresser med størst mulig objektivitet, at enrepræsentant for invaliderne ikke vil kunnetilføre retten nogen sagkundskab, som denikke allerede besidder, og at en sådan repræ-sentant antagelig kun kan have særlig sag-kundskab, for så vidt angår den invalide-gruppe, han selv tilhører. Udvalget ville dogikke stille sig ganske afvisende over for for-slaget, men fandt, at det kunne finde sinløsning i forbindelse med en eventuel om-lægning af rettens organisation, hvorved af-gørelsen af de mere oplagte sager kunnetræffes uden forelæggelse i et retsmøde.

Siden afgivelsen af betænkningen fradette udvalg er der ved lov nr. 118 af 12.april 1957 gennemført en ændring i folke-forsikringslovens § 45, hvorved der er ind-ført et ankenævn for invalideforsikringsret-ten. Ankenævnet omfatter ifølge § 45, stk.6, et medlem, der udnævnes efter indstillingaf De samvirkende Invalideorganisationer.Kommissionen har herefter fundet det na-

34

turligt i forbindelse med andre forslag omændringer i rettens organisation at stille for-slag om, at en repræsentant for De samvir-kende Invalideorganisationer får sæde i ret-ten.

For at undgå en udvidelse af det samledeantal medlemmer af retten foreslår kommis-sionen, at repræsentanten for invalideorgani-sationerne afløser en af de 2 »sygekassere-præsentanter« i retten d. v. s. medlemmer,der ved deres første udnævnelse skal opfyl-de betingelserne for at være nydende syge-kassemedlemmer.

Det foreslås derfor, at det i § 43, stk. 1,angives, at retten ud over formanden, de 2lægekyndige medlemmer og arbejdsgiverre-præsentanten x) omfatter et medlem, der vedsin første udnævnelse skal opfylde betingel-serne for at være nydende medlem af en sy-gekasse, og et medlem udpeget efter indstil-ling af De samvirkende Invalideorganisatio-

ner.

2. Afskaffelse af betingelsen om, at arbejdsgiver-repræsentanten skal beskæftige mindst 6 ar-bejdere.

Det er over for kommissionen blevet gjortgældende, at det har voldt praktiske vanske-ligheder at finde en arbejdsgiver, der er eg-net og villig til at påtage sig det ret byrde-fulde hverv som medlem af retten (og sup-pleanter for dette medlem), når det kræves,at arbejdsgiveren skal beskæftige mindst 6arbejdere.

Efter kommissionens opfattelse vil det væ-re naturligt, at invalideforsikringsretten og-så fremtidig blandt sine medlemmer tælleren arbejdsgiver, dels fordi arbejdsgiverneved bidrag til invalideforsikringsfonden del-tager i invalideforsikringens finansiering,dels fordi arbejdsgiverens erfaring med hen-syn til beskæftigelsesmuligheder må antagesat kunne være af betydning for rettens afgø-relser. På den anden side er kommissionenopmærksom på de vanskeligheder, det vil

1 ) Der henvises til de umiddelbart følgende be-mærkninger, der indeholder et forslag vedrørende be-tingelserne for dette medlems udnævnelse.

3*

kunne volde for indehaveren af en størrevirksomhed at skulle ofre megen tid på del-tagelse i og forberedelse til retsmøderne.

Kommissionen foreslår derfor, at § 43,stk. 1, ændres saledes, at det vedrørende ar-bejdsgiverrepræsentanter alene kræves, atden pågældende skal være arbejdsgiver,d. v. s. den betingelse, at han skal beskæf-tige mindst 6 arbejdere, bortfalder.

3. Ændringer i invalideforsikringsrettens virke-måde, så at visse afgørelser om tilkendelse afinvalidepension m. m. træffes uden for retsmø-derne.

Ifølge folkeforsikringslovens § 1, stk. 2,jfr. § 48, stk. 1, træffer invalideforsikrings-retten ved kendelse afgørelse af, om en per-sons erhvervsevne er så betydeligt nedsat, atden pågældende er berettiget til invalidepen-sion, eventuelt med bistands- eller plejetil-læg. Ifølge lovens § 56, stk. 3, skal rettensafgørelse af, om en tilstået invalidepensionbør inddrages, ligeledes træffes ved kendel-se. De nærmere regler vedrørende rettensforretningsgang er fastlagt ved den forret-ningsorden, som det ifølge § 45, stk. 8, eroverladt til socialministeren at fastsætte.

Ifølge forretningsordenen er retten kunbeslutningsdygtig, når foruden formandenmindst et af de lægekyndige medlemmer ogen af sygekasserepræsentanterne eller i dis-ses forfald deres suppleant er til stede. Forså vidt en afgørelse træffes ved afstemning,kræves til en beslutning almindelig stemme-flerhed af de tilstedeværende repræsentan-ter, og til gyldig afgørelse kræves, at mindst3 medlemmer, derunder formanden (hansstedfortræder), eller mindst 4 medlemmerhar stemt for afgørelsen. Når omstændighe-derne taler derfor, kan formanden bestem-me, at en sag skal overgå til skriftlig vote-ring. I så tilfælde finder de ovenfor gengiv-ne regler for afstemning ligeledes anven-delse.

Inden en ansøgning om invalidepensionforelægges i et retsmøde, undersøges i ret-tens kontor den lægelige og sociale bag-grund for ansøgningen. Den lægelige be-

35

handling af ansøgningen foretages af en afde læger, der er knyttet til rettens kontor;efter at have gennemgået de lægelige oplys-ninger og eventuelt efter at have indhentetyderligere oplysninger afgiver denne en mo-tiveret indstilling om, hvorvidt der på bag-grund af ansøgerens lægelige tilstand bør til-kendes invalidepension, eventuelt med bi-stands- eller plejetillæg. I tvivlstilfælde fo-relægges sagen for en af de overlæger, derer knyttet til rettens kontor. Den sociale be-handling foretages af rettens juridisk ellernationaløkonomisk uddannede tjeneste-mænd; disse undersøger under hensyn tiloplysningerne om ansøgerens arbejdsevne,erhvervsmuligheder m. v. den sociale bag-grund for ansøgningen og afgiver derefterindstilling om, hvorvidt invalidepension,eventuelt med bistands- eller plejetillæg, børtilkendes. Alle ansøgninger forelægges medskriftlig indstilling i et retsmøde. Indstillin-gerne udsendes til retsmedlemmerne en ugefør mødet.

Ved behandlingen af ansøgningerne i rets-møder skelnes der mellem »oplagte« sager,der undergives en summarisk behandling, ogandre sager. En sag anses som »oplagt«, nårbåde kontorets lægelige og sociale medar-bejder indstiller, at der skal tilkendes invali-depension, og sagen ikke iøvrigt har givetanledning til tvivl. Disse sager betragtessom afgjort i overensstemmelse med konto-rets indstilling, såfremt ingen af rettens med-lemmer fremsætter bemærkninger til sager-ne ved retsmødet. Denne gruppe omfatteromkring "2/s af alle ansøgninger om invalide-pension. Som eksempel på sådanne sagerkan nævnes tilfælde, hvor ansøgeren er ind-lagt på hospital for sindslidende, og hvorde foreliggende lægeerklæringer ikke giverhåb om udsigt til helbredelse inden for enrimelig tid. Erfaringerne viser, at kontoretsindstilling kun bliver ændret af rettens med-lemmer i et meget ringe antal af disse til-fælde.

De øvrige ansøgninger forelægges lige-ledes i retsmøde med en skriftlig redegørelse,men der foretages en mundtlig gennemgangaf hver enkelt af de sager, der hører til den-

ne gruppe. Der er her dels tale om sager,der indstilles til afslag, dels om tilfælde,hvor den lægelige og den sociale medarbej-ders indstillinger ikke falder sammen, ellersom iøvrigt frembyder tvivl.

I de senere år er antallet af indgåede an-søgninger om invalidepension, herunder an-søgninger om underholdshjælp til kronisksyge og om bistands- eller plejetillæg, stegetmed ca. 2.000 årligt og udgjorde i 1958omkring 16.000.

Invalideforsikringsrettens repræsentant ikommissionen har over for kommissionengjort gældende, at det ville betyde en væ-sentlig tidsbesparelse for rettens medlemmer,såfremt den gruppe ansøgninger, der betrag-tes som »oplagte«, kunne afgøres af retsfor-manden eller den embedsmand, der handlerpå hans vegne, uden nogen formel forelæg-gelse for medlemmerne i et retsmøde. En så-dan ordning ville også spare kontoret forarbejdet med den skriftlige forelæggelse afet betydeligt antal sager forud for retsmø-derne.

Kommissionen har været opmærksom på,at der for nylig på et beslægtet område ergennemført en bestemmelse, hvorefter vissegrupper af afgørelser, der normalt skal træf-fes af en kollegial forsamling, kan hen-lægges til formandens afgørelse. Ifølge fol-keforsikringslovens § 1, stk. 5, således somdenne bestemmelse blev affattet ved lov nr.258 af 2. oktober 1956, skal indstillingerfra de kommunale myndigheder om at til-lægge en person folkepension allerede fra60-års alderen på grund af svigtende helbredeller andre ganske særlige omstændighederforelægges et udvalg med direktøren for sy-gekassevæsenet som formand. Dette udvalgtræffer endelig afgørelse af, om der bør til-lægges de pågældende ansøgere folkepen-sion, uanset at de ikke opfylder den alders-betingelse, der iøvrigt gadder for retten her-til. Udvalgets forretningsorden fastsættes afsocialministeren, der kan bemyndige udval-get til at henvise de sager, i hvilke sam-tykke til at yde folkepension efter direktø-rens skøn bør meddeles, til direktørens af-gørelse.

36

På grundlag af denne bestemmelse harsocialministeriet ved udvalgets forretnings-orden af 4. april 1957 bemyndiget udvalgettil at henvise sager, i hvilke sådant samtykkeefter direktørens skøn bør meddeles, til den-nes afgørelse.

Efter kommissionens opfattelse vil detvære rimeligt at indføre en noget lignendebestemmelse med hensyn til behandlingenaf sådanne ansøgninger om invalidepension,der anses for »oplagte«.

Kommissionen foreslår derfor, at der tillovens § 45, stk. 8, der giver socialministe-ren adgang til at fastsætte forretningsorde-nen for invalideforsikringsretten, føjes enbestemmelse om, at ministeren kan bemyn-dige retten til efter nærmere af retten fast-satte regler at henvise sådanne ansøgninger,som angår tilfælde, hvor ansøgerens beretti-

gelse til invalidepension m. v. skønnesutvivlsom, til retsformandens afgørelse.

Kommissionen forudsætter, at invalide-forsikringsretten afgrænser området for deansøgninger, der overlades til formandensafgørelse, således, at det bliver de sager, derefter den gældende ordning behandles som»oplagte« og undergives summarisk behand-ling, der overlades til formandens afgørelse,eventuelt dog således, at et mindre antal vil-kårligt udvalgte sager blandt denne gruppeudtages til behandling i retsmøder, så atretsmedlemmerne ved en stikprøvekontrolhar lejlighed til stadig at holde sig under-rettet om den praksis, der følges ved afgø-relsen af den gruppe sager, hvor berettigel-sen til invalidepension efter retsformandensog kontorets opfattelse skønnes at væreutvivlsom.

37

KAPITEL 5

Forslag om forskellige forbedringer for

enkelte grupper af invaliderede

Gennemgangen af lovgivningen om in-validernes forhold har givet kommissionenanledning til at tage stilling til en del for-slag om forskellige forbedringer af tillægeller ydelser, der tilkommer enkelte grupperaf invaliderede.

1. Forhøjelse af bistands- og plejetillægget og afbistands- og plejeydelsen.

Ved lov nr. 143 af 31. marts 1950 aflø-stes de tidligere ydede hjælpeløsheds- ogblindetillæg til invaliderenten af et bistands-og plejetillæg. Bistandstillæg til invalidepen-sionen ydes ifølge folkeforsikringslovens §40, stk. 3, 1. punktum, når invaliditeten be-virker, at invaliden stadig må have person-lig bistand af andre, og når invaliditeten be-står i blindhed eller stærk svagsynethed.Plejetillæg ydes ifølge paragraffens stk. 3, 2.punktum, når invaliditeten fordrer vedva-rende pleje eller tilsyn, der nødvendiggørandres stadige nærværelse.

Ved samme lov indførtes en bistandsydel-se og en plejeydelse til personer, hvis hel-bredstilstand kræver bistand eller pleje sombeskrevet i § 40, stk. 3, men som alene er af-skåret fra invalidepension, fordi deres er-hvervsevne ikke kan anses for betydeligtnedsat. Disse ydelser udgør et beløb svarendetil Vä af invalidepensionens grundbeløb medtillæg af henholdsvis bistandstillægget ogplejetillægget. Personer, der hidtil havdemodtaget hjælpeløsheds- eller blindetillæg,blev ved lovændringen uden videre beretti-

gede til bistandstillægget, hvorimod de kunefter ansøgning under hensyn til deres be-hov for pleje kunne få tilkendt plejetillæg-get.

Ved lovændringen blev bistandstillæggetfastsat til samme beløb som det tidligerehjælpeløshedstillæg, nemlig til 55 kr. må-nedlig i hovedstaden, 51 kr. månedlig ikøbstæder og 47 kr. månedlig i ikke-bymæs-sigt bebyggede landkommuner. Det udvalg,hvis betænkning danner grundlag for lov-ændringen, var inde på overvejelser af, omtillægget burde sættes til et noget lavere be-løb end hjælpeløshedstillægget, idet bi-standstillægget efter indførelsen af et sær-ligt plejetillæg kun skulle finde anvendelsepå de lettere grader af hjælpeløshed. Udval-get foreslog dog ingen nedsættelse af dettetillæg, bl. a. for ikke at forringe stillingenfor personer, der allerede oppebar hjælpe-løshedstillæg efter den da gældende lov.

Plejetillæggets størrelse fastsattes i over-ensstemmelse med ovennævnte udvalgs for-slag til 5/3 af bistandstillægget. Udvalgetfremhævede i sin betænkning, at det var for-bundet med store vanskeligheder at fast-sætte dette tillæg, og udvalget anså det pågrund af tilfældenes forskellighed ikke formuligt at fremskaffe statistiske oplysningeraf praktisk værdi til belysning af spørgsmå-let. Da den fornødne pleje i mange tilfældemåtte antages at ville blive ydet af et fami-liemedlem (ægtefællen), således at den ikkemedførte nogen direkte udgift for den på-

38

gældende, fandt udvalget ikke anledning tilat foreslå plejetillægget fastsat så højt, atdet ville dække udgiften ved at holde frem-med plejehjælp. Ved lovændringens ikraft-træden udgjorde plejetillægget månedlig ihovedstaden 91 kr., i købstæder 86 kr. og iikke-bymæssigt bebyggede landkommuner78 kr., medens den månedlige bistandsydel-se i hver af de 3 kommunegrupper udgjordehenholdsvis 102 kr., 93 kr. og 82 kr. og denmånedlige plejeydelse henholdsvis 138 kr.,128 kr. og 113 kr.

Det anslås, at knap 6.000 invalidepensio-nister modtager bistandstillæg og ca. 1.700modtager plejetillæg. Antallet af personer,der modtager bistandsydelse anslås til 300,medens antallet af personer, der oppebærerplejeydelse, antagelig knap udgør 50.

Som det nærmere fremgår af den statisti-ske oversigt i bilag 4, er bistands- og pleje-tillæggene siden disse tillægs indførelse i1950 steget med omtrent samme procentsom pristallet, d. v. s. med 42-45 %. Isamme tidsrum er invalidepensionen der-imod, som det ligeledes fremgår af bilag 4,steget langt stærkere, nemlig med 77 % ihovedstaden, 90 % i købstæder og 103 %i ikke-bymæssigt bebyggede landkommuner.

Bistands- og plejeydelserne er, som det vilses af bilag 4, i tiden siden 1950 steget no-get mere end bistands- og plejetillæggene,nemlig fra 69 % (i hovedstaden) til 93% (i ikke-bymæssigt bebyggede landkom-muner). Når disse ydelser procentvis er ste-get mere end bistands- og plejetillæggene,er det en følge af, at der som bestanddel iydelserne indgår 1/s af pensionens grundbe-løb, og ved lovændringen af 2. oktober 1956blev en række af de beløb, der tidligere blevydet som tillæg til grundbeløbet (rentetil-læg, beklædningstillæg, brændselstillæg, 2halvårlige »særlige ydelser« til alders- og in-validerentemodtagere), indregnet i grundbe-løbet.

Kommissionen har på foranledning af Desamvirkende Invalideorganisationers repræ-sentanter drøftet spørgsmålet, om en forhøj-else af bistands- og plejetillægget og bi-stands- og plejeydelsen må anses for rimelig.

Efter sagens natur foreligger der ikkenærmere oplysninger om, til hvilke formåldisse beløb bruges, men det må dog antages,at de særligt vil medgå til at betale for frem-med medhjælp, og udgiften til denne med-hjælp er steget stærkere end stigningen ipristallet som helhed. Efter de oplysninger,kommissionen har indhentet om timelønnentil huslig medhjælp i København, udviserdenne en stigning på ca. 60 % siden1950.

Hertil kommer, at de svært invalideredepå grund af den stærke stigning i færdselensiden 1950 nu i højere grad end før må be-nytte motorkøretøj (droske eller eget motor-køretøj med invalideanordning), når defærdes ude, hvilket medfører forøgede ud-gifter.

Som det er nævnt ovenfor, er bistands-og plejeydelserne steget noget stærkere endbistands- og plejetillæggene, men det må an-tages, at personer, der oppebærer disse ydel-ser, på grund af den erhvervsmæssige virk-somhed, de udfolder, har særlig betydeligeudgifter til medhjælp, befordring o. lign.og har haft en særlig stor stigning i disseudgifter i de år, der er forløbet siden ind-førelsen af ydelserne i 1950.

Kommissionen finder, at disse synspunk-ter taler for at gennemføre nogen forhøjelseaf beløbene, og foreslår, at de i 1950 fast-satte beløb for bistands- og plejetillæg pro-centvis forhøjes lige så meget, som den sam-lede invalidepension er steget siden 1950.Med det pristal, der regulerer invalide- ogfolkepension pr. 1. april 1959, skulle detmånedlige bistandstillæg i hver af de 3kommunegrupper herefter udgøre henholds-vis 97 kr., 92 kr og 84 kr., medens det må-nedlige plejetillæg skulle udgøre henholds-vis 161 kr., 153 kr. og 140 kr. Ved fast-sættelsen af disse beløb er den nuværende»aftrapning« mellem beløbene i de 3 kom-munegrupper bibeholdt, og beløbene er af-rundede til hele kronebeløb månedlig.

På grundlag af oplysningerne om det an-tal personer, der for tiden oppebærer dissetillæg, anslås den årlige merudgift ved den-ne forhøjelse til omkring 2 mill. kr.

39

Hvad dernæst angår bistands- og pleje-ydelserne, finder kommissionen det rimeligtat foreslå en forhøjelse af disse ydelser medsamme beløb som den forhøjelse, der er fo-reslået for bistands- og plejetillæggene.Kommissionen lægger herved vægt på atfastsætte ydelserne til beløb af en sådanstørrelse, at de såvidt muligt kan dække desærudgifter, der for svært invaliderede erforbundet med opretholdelse af erhverv.Det foreslås derfor at fastsætte ydelserne så-ledes, at de månedlige beløb ved det pristal,der er regulerende for invalide- og folke-pension pr. 1. april 1959, udgør:

Merudgiften ved denne forhøjelse anslåstil omkring 100.000 kr. årlig.

Medens invalidepensionen først og frem-mest tilsigter at yde invalider, der ikke istørre omfang har erhvervsmæssig beskæf-tigelse, en forsørgelse, er formålet med bi-stands- og plejeydelsen at dække de særligeudgifter, der for erhvervsudøvende invalide-rede personer er en følge af invaliditeten,og derigennem at stimulere dem til at påtagesig erhvervsmæssig beskæftigelse. Da der så-ledes ikke er nogen naturlig sammenhængmellem invalidepensionen på den ene sideog bistands- og plejeydelsen på den anden,vil det efter kommissionens opfattelse værenaturligt, at bistands- og plejeydelsernes be-løb fremtidig udtrykkes umiddelbart i loveni stedet for som hidtil at være angivet somsummen af invalidepensionens mindstebeløb(d. v. s. V3 af pensionens grundbeløb) oghenholdsvis bistands- og plejetillægget.Kommissionen har været opmærksom på, atopdelingen af bistands- og plejeydelsen itrediedelsbeløbet og bistands- og plejetil-lægget har givet anledning til, at der ifølge

skattelovgivningen kun indrømmes skatte-fritagelse for den del af ydelsen, der svarertil bistands- eller plejetillægget, men ikkefor den del af ydelsen, der svarer til tredie-delsbeløbet. For så vidt forslaget om atfastsætte bistandsydelsens og plejeydelsensbeløb umiddelbart i loven gennemføres, for-venter kommissionen, at spørgsmålet omdisse ydelsers stilling i skattemæssig hense-ende derefter tages op til overvejelse.

Da ydelserne ifølge folkeforsikringslo-ven iøvrigt er angivet med de beløb, derskulle være gældende pr. 1. april 1956,som udgangspunkt, og ydelserne er under-givet en fælles pristalsreguleringsbestem-melse, der tager ydelserne pr. 1. april 1956som udgangspunkt, foreslås det, at også deforan foreslåede forhøjede bistands- ogplejetillæg og bistands- og plejeydelser angi-ves i loven med de beløb, der skulle haveværet gældende pr. 1. april 1956.

Herefter foreslår kommissionen, at der iloven indsættes følgende beløb:

Årligt bistandstillæg(§ 40, stk. 3) 1.068 kr. 1.008 kr. 924 kr.

Årligt plejetillæg(§ 40, stk. 3) 1.776 » 1.680 » 1.536 »

Årlig bistandsydelse(§ 62, stk. 1) 2.196 » 2.088 » 1.920 »

Årlig plejeydelse(§ 62, stk. 1) 2.892 » 2.760 » 2.532 »

Kommissionen har ved disse forslag for-udsat, at den for tiden bestående forskelmellem ydelserne i landets tre kommune-grupper (hovedstadsområdet, købstæder ogstørre bymæssige bebyggelser, øvrige land-kommuner) opretholdes. Kommissionen eropmærksom på, at forskellen mellem ydel-serne ved de senere års lovgivning er blevetnoget formindsket, og ser gerne en yderli-gere tilnærmelse mellem ydelserne i de trekommunegrupper, eventuelt en ophævelse

40

af forskellen mellem ydelserne i de forskel-lige kommunegrupper, gennemført, men harvillet afvente en samlet løsning af dettespørgsmål.

Et medlem (Jørgen Krogh) kan principi-elt tiltræde forslaget om en forhøjelse af bi-stands- og plejetillægget og af bistands- ogplejeydelsen og kan ligeledes tiltræde syns-punkterne ovenfor vedrørende forholdetmellem ydelserne i de tre kommunegrupper,men ønsker at forbeholde sig sin stilling medhensyn til ydelsernes endelige størrelse.

2. Beregning af bistands- og plejetillæg og bi-stands- og plejeydelse til to samlevende ægte-fæller.

Ifølge folkeforsikringslovens § 40, stk. 4,nedsættes bistands- og plejetillægget, når tosamlevende ægtefæller hver især opfylderbetingelserne for at oppebære et af disse til-læg, med V4 for hver.

For ægtefæller, som begge opfylder be-tingelserne for at oppebære bistands- ellerplejeydelse, nedsættes ifølge § 62, stk. 1, 3.punktum, den del af ydelsen, der svarer tilbistands- eller plejetillægget, med XU forhver.

Bestemmelserne om en reduktion af bi-stands- og plejetillæg og bistands- og pleje-ydelser til samlevende ægtefæller, der beggeer berettigede til et sådant tillæg eller en så-dan ydelse, er i overensstemmelse med defør lovændringen af 1950 gældende reglerom beregningen af hjælpeløshedstillæg tilinvaliderenten. Lovens § 40, stk. 4, (der førlovændringen af 4. juli 1946 stod som § 40,stk. 3) bestemte, at hjælpeløshedstillægget,når to samlevende ægtefæller hver især varberettigede til at oppebære dette, blev ned-sat med V4 for hver. I bemærkningerne til§ 40, stk. 3 *) hedder det, at bestemmelsener i overensstemmelse med den måde, påhvilken grundbeløbene for ægtepar er bereg-net.

Kommissionen har overvejet spørgsmåletom det rimelige i at opretholde disse be-stemmelser om reduktion af bistands- og

l) Rigsdagstidende 1930/31, tillæg A, sp. 3857.

plejetillægget og bistands- og plejeydelsen itilfælde af ægteskab.

Efter kommissionens opfattelse kan desynspunkter, der kan tale for at fastsættepensionens grundbeløb til to samlevende,pensionsberettigede ægtefæller lavere end tilto enlige pensionister, ikke uden videre gø-res gældende med hensyn til disse ydelserog tillæg.

Nar pensionens grundbeløb er fastsat la-vere til to samlevende, pensionsberettigedeægtefæller end til to enlige pensionister, erdette begrundet med de besparelser, ægte-fællerne vil have i kraft af den fælles økono-mi. Dette gælder særlig udgiften til boligog til det fælles underhold.

Når der derimod er tale om særlige tillæg,der er beregnet på helt eller delvis atdække udgifter, der er særlige for invalide-rede eller visse grupper af invaliderede, erdet imidlertid mindre sikkert, om der børfinde en reduktion sted af beløbene i til-fælde af ægteskab mellem personer, derbegge har sådanne særlige udgifter. Det kanikke som almindelig regel antages, at to æg-tefæller, der på grund af invaliditet beggehar udgifter til bistand fra andre, hver forsig i kraft af ægtefællernes fælles økonomikan opnå denne bistand billigere, end hvisde var enlige. Den bistand eller pleje, der erbehov for, behøver således ikke at være afsamme art for begge ægtefæller og kan der-for ikke uden videre ydes af den samme per-son til dem begge.

Kommissionen henviser i denne forbin-delse til, at: invaliditetstillægget ikke redu-ceres som følge af ægteskab mellem to in-validepensionister, men kan ydes fuldt udsom til to enlige invalidepensionister. Detsamme var tilfældet med det særlige tillæg,der før lovændringen af 1950 blev ydet tilblinde invaliderentemodtagere.

Det foreslås derfor, at bestemmelserne i§ 40, stk. 4, og i § 62, stk. 1, 3. punktum,ophæves.

Gennemføres det forslag, kommissionenhar stillet ovenfor under 1, hvorefter bi-standsydelsens og plejeydelsens beløb angi-ves direkte i loven i stedet for at være angi-

41

vet som V.3 af pensionens grundbeløb medtillæg af enten bistands- eller plejetillægget,vil dette iøvrigt medføre en særlig forbed-ring for samlevende ægtefæller, der beggemodtager en af de nævnte ydelser. Et så-dant ægtepar modtager nemlig efter de gæl-dende regler Vs af pensionens grundbeløbfor ægtepar med tillæg af bistands- ellerplejetillægget, dog at det beregnes med densærlige reduktion, der følger af § 62, stk.1, 3. punktum.

Efter forslaget under 1 i forbindelse meddet i dette afsnit stillede forslag om afskaf-felse af bestemmelsen i § 62, stk. 1, 3. punk-tum, vil samlevende ægtefæller imidlertidhver især blive berettiget til hele den for en-lige gældende ydelse, der er anført under 1.De vil således hver især få en ydelse afsamme størrelse som 1/s af pensionensgrundbeløb for enlige med tillæg af entenbistands- eller plejetillægget.

Kommissionen finder denne ændrede be-regningsmåde af bistands- og plejeydelse tilsamlevende ægtefæller rimelig og kan her-ved henvise til de synspunkter, der er gjortgældende ovenfor som begrundelse for for-slaget om ophævelse af bestemmelserne i§ 40, stk. 4, og § 62, stk. 1, 3. punktum.

Kommissionen foreslår som ovenfornævnt, at samlevende ægtefæller, der hverisær er berettiget til bistandstillæg, plejetil-læg, bistandsydelse eller plejeydelse, far rettil at oppebære dette tillæg eller denne ydel-se uafkortet med de for en enlig gældendebeløb.

De årlige merudgifter ved de foreslåedesærlige forbedringer for samlevende ægte-fæller anslås til 100.000 kr.

3. Udvidelse af kredsen af personer, der er beret-tiget til bistandstillæg.

Ifølge folkeforsikringslovens § 40, stk.3, således som denne bestemmelse blev af-fattet ved lov nr. 143 af 31. marts 1950, erydelsen af bistandstillæg til invalidepensionbetinget af, at invaliden som følge af sin in-validitet stadig må have personlig bistand afandre, eller af, at invaliditeten består i blind-hed eller stærk svagsynethed.

Retten til at oppebære det før lovændrin-gen af 1950 ydede hjælpeløshedstillæg varifølge den da gældende affattelse af § 40,stk. 3, betinget af, at invaliditeten medførteen tilstand af hjælpeløshed, der nødvendig-gjorde, at invaliden stadig måtte have bi-stand af andre, og som yderligere afskarham fra at påtage sig erhvervsmæssigt arbej-de af betydning.

Den før 1950 gældende bestemmelse for-tolkedes i praksis af invalideforsikringsret-ten således, at den invaliderede person somfølge af sin helbredstilstand skulle have be-hov for bistand til personlige fornødenhe-der som på- og afklædning, spisning m. m.,og det var en lovfæstelse af denne praksis,der fandt sted, når det efter lovændringenaf 1950 udtrykkeligt blev fastsat, at derskulle foreligge et behov for personlig bi-stand af andre.

Imidlertid har invalideforsikringsrettensrepræsentant i kommissionen henledt kom-missionens opmærksomhed på, at der fore-kommer en række tilfælde, hvor en invalide-ret person vel er i stand til at klare person-lige fornødenheder som de ovennævnte påegen hånd, men som følge af sin invalidi-tet er ude af stand til selv at klare husførel-sen, hvorfor der må holdes fremmed hjælp.I sådanne tilfælde har invalideforsikrings-retten ikke ment at have hjemmel til at til-kende bistandstillæg, uanset at der efter ret-tens opfattelse undertiden kunne være be-hov for at yde et tillæg til dækning af ud-gifter til hushjælp.

Nødvendigheden af at holde fremmedhjælp gør sig naturligvis ikke gældende ialle tilfælde, hvor en invalidepensionist somfølge af sin helbredstilstand er ude af standtil at bestride pasningen af husholdningen.Hvis invaliden f. eks. er en gift mand, mådet antages, at husførelsen i almindelighedvil kunne bestrides af hustruen. Hvis denpågældende invalidepensionist derimod erenlig, kan det være nødvendigt at holdefremmed hjælp, og der vil i sådanne til-fælde kunne være anledning til at yde etsærligt tillæg til dækning af udgifterne her-ved. Hvor invalidepensionisten er en gift

42

kvinde, vil det efter omstændighederne og-så kunne være påkrævet at holde fremmedhjælp, når husmoderens invaliditet forhin-drer hende i at passe husførelsen; i sådannetilfælde kan udgiften til fremmed hjælp un-dertiden overstige hele den invaliderede hus-moders pension, som på grund af mandensindtægt eventuelt vil være nedsat til V3 afgrundbeløbet.

For at gøre det muligt at skaffe dækningfor nødvendige udgifter til hushjælp i så-danne tilfælde, uden at udgiften skal afhol-des af invalidepensionens grundbeløb ellerinvaliditetstillægget, foreslår kommissionenat ændre affattelsen af § 40, stk. 3, således,at der ikke blot skal kunne ydes bistandstil-læg, hvor tilstanden nødvendiggør person-lig bistand af andre, men også, hvor der tilstadighed er behov for væsentlig bistand tilnødvendig pasning af husholdningen.

Hvor det efter de foreliggende oplysnin-ger er klart, at en invalid er ude af stand tilat passe husholdningen, overlades det heref-ter til invalideforsikringsrettens skøn, omder i det foreliggende tilfælde er behov forsådan bistand til nødvendig pasning af hus-holdningen, og retten kan herved læggevægt på, om den pågældende er enlig ellergift, og om det må anses for naturligt ogpraktisk muligt, at det fornødne huslige ar-bejde udføres af ægtefællen eller f. eks. afhjemmeværende børn, i hvilke tilfælde derikke vil være anledning til at yde bistands-tillæg.

Kommissionen er opmærksom på, at derfor en husmoder gør sig det forhold gælden-de, at invalideforsikringsretten ved bedøm-melsen af, om erhvervsevnen anses for be-tydeligt nedsat i lovens forstand, må læggevægt på den pågældende kvindes evne til un-der hensyn til hendes helbredstilstand at ud-føre husarbejde. For at der overhovedet kantillægges en husmoder invalidepension, måhendes helbredstilstand altså medføre en væ-sentlig begrænsning i hendes mulighed forat varetage husførelsen. Uanset dette forholdfinder kommissionen, at det beløb, der til-lægges en person i invalidepension, prin-cipielt bør være til rådighed til den pågæl-

dendes almindelige forsørgelse, og at derherudover bør ydes bistandstillæg til pensio-nen til hel eller delvis dækning af sådanhuslig medhjælp, som nødvendiggøres afden pågældendes invaliditet.

Ved folkeforsikringslovens § 40, stk. 13,som er indsat ved lov nr. 100 af 18. april1958, er der givet kommunalbestyrelserneadgang til af et særligt rådighedsbeløb atyde hjemmehjælp til invalide- og folkepen-sionister. Som det fremgår af socialmini-steriets cirkulære af 21. april 1958, vil hjem-mehjælpen sædvanligvis omfatte rengøring,vask, madlavning, byærinder, tøjreparation,personlig hygiejne og personlige tjeneste-ydelser. Hvor der hos en invalidepensionistforeligger behov for bistand til pasning afhusholdningen, kan dette behov eventueltimødekommes ved, at de kommunale myn-digheder stiller hjemmehjælp til rådighedfor den pågældende, nemlig hvis vedkom-mende kommunalbestyrelse har indført enhjemmehjælpsordning, og behovet for hus-lig hjælp efter kommunens skøn i det fore-liggende tilfælde bør søges afhjulpet vedhjemmehjælp. Lovbestemmelsen giver kom-munalbestyrelsen adgang til at bestemme, atmodtageren af hjemmehjælp helt eller del-vis skal betale for hjælpen. Såfremt der ydesden pågældende bistandstillæg til invalide-pensionen, vil der kunne tages hensyn her-til ved bedømmelsen af, i hvilken udstræk-ning der skal betales for hjælpen, jfr. detovennævnte cirkulære af 21. april 1958,hvori der gives kommunalbestyrelserne an-visning på denne mulighed.

Antallet af personer, der vil blive beret-tiget til bistandstillæg, såfremt forslagetgennemføres, lader sig ikke på forhånd an-slå, hvorfor merudgifterne ved forslagetikke kan opgøres, men det må dog antages,at merudgifterne bliver af beskedent om-fang. Det samlede antal personer, der fortiden oppebærer bistandstillæg, anslås somnævnt til knap 6.000.

Kommissionen foreslår som ovenfornævnt, at bistandstillæg til invalidepensio-nen ikke blot skal kunne ydes personer, dersom følge af invaliditet stadig må have per-

43

sonlig bistand af andre, men også personer,der som ]ølge af invaliditet til stadighedhar behov for væsentlig bistand til nødven-dig pasning af husholdningen. Det over-lades til invalideforsikringsrettens skøn,hvornår behovet for huslig bistand hos eninvalidepensionist, der bor sammen medægtefælle, børn eller andre slægtninge, børimødekommes ved ydelse af dette tillæg.

4. Indførelse af en invaliditetsydelse til visse in-valider, der ikke oppebærer invalidepension.

Som tidligere omtalt blev der ved folke-forsikringslovens § 62 som ændret ved lovnr. 143 af 31. marts 1950 indført en bi-standsydelse og en plejeydelse til personer,hvis helbredstilstand kræver bistand ellerpleje som beskrevet i § 40, stk. 3, men somalene er afskåret fra invalidepension, fordideres erhvervsevne ikke kan anses for bety-deligt nedsat.

Kommissionen har drøftet, om der ogsåi andre tilfælde end dem, der dækkes afdenne bestemmelse, bør gives personer, derlægeligt er invalider, men hvis erhvervsev-ne ikke kan anses for betydeligt nedsat i lo-vens forstand, adgang til at oppebære så-danne særlige ydelser.

I denne forbindelse har kommissionendrøftet et af De samvirkende Invalideorga-nisationer tidligere fremsat ønske om, atpersoner, der én gang har fået tillagt inva-lidepension, skal kunne beholde et mindste-beløb af pensionen, uanset om deres er-hvervsevne forbedres, så længe tilstandenlægeligt er uforandret.

Baggrunden for dette ønske er den om-stændighed, at der ved bedømmelsen af, omen persons erhvervsevne anses for betydeligtnedsat, bl. a. lægges vægt på den erhvervs-indtægt, den pågældende er i stand til atskaffe sig.

Medens folkeforsikringslovens § 38, stk.1, i sin oprindelige affattelse ligesom tidli-gere invaliderentelove lagde vægt på er-hvervsevnens nedsættelse til V3 ved bestem-melsen af, hvilke personer der var beretti-get til invalidepension, er lovens invalidi-tetsbegreb efter lovændringen ved lov nr.

143 af 31. marts 1950 udformet mere ela-stisk, men også efter den gældende affattel-se gælder det dog, at invalideforsikringsret-ten som en omstændighed af betydning skalse hen til, om erhvervsevnen må anses fornedsat til V3 eller derunder. En betydelignedsættelse af erhvervsevnen skal ifølge dengældende affattelse af bestemmelsen ogsåkunne anses at foreligge, når erhvervsind-tægten som følge af invaliditet er nedsat tilet beløb af størrelse som invalidepensionen.

Den omstændighed, at en person som føl-ge af invaliditet kun er i stand til at for-skaffe sig en erhvervsindtægt på V3 af, hvadlegemligt og åndeligt sunde personer medlignende uddannelse plejer at fortjene, ellerkun kan opnå en erhvervsindtægt på invali-depensionens beløb, kan altså bevirke, athan anses for berettiget til invalidepension.Hvis på den anden side en invalidepensio-nist forøger sin indtægt: så meget, at denoverstiger V3 af, hvad sunde personer medlignende uddannelse plejer at fortjene, elleroverstiger invalidepensionens beløb, kandette forhold bevirke, at han ikke længereanses for invalid i lovens forstand, og atpensionen derfor inddrages.

Bestemmelserne i § 41 om indtægtsbereg-ningen tillader en invalidepensionist at haveen ikke helt ubetydelig arbejdsindtægt, udenat pensionen nedsættes. Ifølge disse bestem-melser vil en enlig invalidepensionist såle-des kunne have en indtægt ved personligtarbejde på indtil 4.000 kr. årlig i hovedsta-den og på indtil 3.200 kr. årlig i ikke-by-mæssigt bebyggede landkommuner (efterfradrag af skatter og forsikringsbidrag),uden at invalidepensionen nedsættes, og dis-se indtægtsbeløb kan forøges til 7.100 kr. ihovedstaden og til 5.900 kr. i landkommu-ner, inden pensionen nedsættes til mindste-beløbet efter loven, d. v. s. 1/s. Imidlertid vilde ret liberale fradragsregler ofte ikke nå atvirke fuldt ud. Dette skyldtes, at invalidepen-sionen vil kunne inddrages forinden, fordiarbejdsindtægten er nået op over trediedeleneller invalidepensionens beløb, således atden pågældendes arbejdsevne herefter ikkekan anses for betydeligt nedsat.

44

Den praktiske virkning af disse bestem-melser vil undertiden være, at invalidepen-sionister, som er i stand til at udføre nogeterhvervsmæssigt arbejde, ikke føler sig til-skyndet til at påtage sig arbejde i større ud-strækning som følge af risikoen for, at dederved mister pensionen. Herved modvirkesde bestræbelser, der iøvrigt udfoldes for, aterhvervshæmmede personer efter en oplæ-ring eller omskoling i videst muligt omfangskal søges indpasset i produktivt arbejde.

Hvis de derimod kunne have sikkerhedfor at kunne bevare et vist mindstebeløb afinvalidepensionen uanset erhvervsevnensforbedring, så længe tilstanden lægeligt eruforandret, ville dette i højere grad end denuværende regler virke som en belønningtil den gruppe invalider, der søger at påtagesig arbejde i størst mulig udstrækning trodsderes erhvervshæmning.

Under disse overvejelser er kommissionenblevet opmærksom på, at behovet for ensådan ydelse gør sig gældende ikke blot forså vidt angår invalidepensionister, der »ar-bejder sig op« til at tjene en erhvervsind-tægt af en vis størrelse, men også for såvidt angår andre erhvervsarbejdende per-soner, der har en alvorlig lægelig invaliditet,men ikke oppebærer invalidepension.

Personer med en betydelig legemlig inva-liditet, der udfører erhvervsarbejde, vil såle-des ofte have særlige udgifter i forbindelsemed erhvervet. Ganginvaliderede personervil f. eks. jævnlig have særlige udgifter tilbefordring mellem hjem og arbejdssted.Hvis en person med ganginvaliditet har egenvirksomhed, kan invaliditeten undertidengøre det nødvendigt for ham at holde med-hjælp til budtjeneste, f. eks. til udbringningaf varer, medens en ikke-invalideret person isamme erhverv kunne have klaret sig udenen sådan medhjælp.

Der kan også nævnes en anden gruppepersoner med en alvorlig invaliditet, somdet forekommer rimeligt at give adgang tilen særlig ydelse. Det gælder sådanne perso-ner med en betydelig legemlig invaliditet,som udøver erhvervsmæssig virksomhed ogpå grund af omfanget af denne virksomhed

ikke kan oppebære invalidepension, mendog som følge af invaliditeten kun er i standtil at opnå en indtægt af ringe størrelse. Deringe indtægtsmuligheder kan skyldes, atden pågældende som følge af invaliditetenkun har kunnet beskæftiges i et erhverv, deraflønnes mindre godt. I andre tilfælde skyl-des den lave indtægt, at den pågældendesom følge af sin helbredstilstand arbejderlangsomt eller har mange forsømmelser.Denne gruppe omfatter en del håndværkere,der er blevet uddannet ved Samfundet ogHjemmet for Vanføres håndværksskole.

Kommissionen har overvejet forskelligeforslag til afgrænsning af den kreds af per-soner, der bør komme i betragtning ved til-deling af en sådan ydelse, der skal supplereen arbejdsindtægt. Det har været overvejetsærligt at imødekomme behovet hos perso-ner, der har særudgifter som følge af invali-ditet, men det forekommer ikke særlig prak-tisk, om tilkendelsen af ydelsen skal være be-tinget af, at den pågældende i det enkelte til-fælde over for invalideforsikringsretten skalkunne dokumentere, at han har særudgifteraf en vis størrelse. Man har også været indepå den tanke, at ydelsen skulle komme så-danne invaliderede personer til gode, somvel har for stor erhvervsindtægt til at kun-ne oppebære invalidepension, men somdog har ret beskedne indtægter; hervedkunne man også imødekomme behovet hosden gruppe, der som følge af invaliditetenkun er i stand til at skaffe sig en lav er-hvervsindtægt. Kommissionen har imidler-tid heller ikke fundet denne afgrænsningtilfredsstillende, idet man så måtte arbejdemed en ny indtægtsgrænse for retten til ensocial ydelse samtidig med, at spørgsmåletom berettigelsen af at opretholde forskelligeaf de indtægtsgrænser, der findes i den gæl-dende lovgivning, er genstand for nogendiskussion.

Kommissionen har undersøgt, hvilke fæl-les kendetegn der gør sig gældende i de til-fælde, hvor der synes at være anledning tilat tillægge personer, der ikke oppebærer in-validepension, en ydelse til supplering afderes erhvervsindtægt. Som fælles træk i

45

disse tilfælde kan nævnes, at der foreliggeren alvorlig lægelig invaliditet, uden at derdog foreligger et behov for stadig personligbistand af andre eller vedvarende pleje ellertilsyn, og at den pågældende ville være be-rettiget til invalidepension, såfremt han ikkeudøvede erhvervsmæssig beskæftigelse.

Kommissionen foreslår, at der under dissebetingelser skal kunne tillægges invalidere-de personer en ydelse, der betegnes invalidi-tetsydelse. Det må ventes, at indførelse afen sådan ydelse kan modvirke tilbøjelighe-den hos invaliderede personer til at opgiveen beskæftigelse og indrette sig på forsørgel-se ved hjælp af invalidepension.

Bestemmelsen om invaliditetsydelsen fo-reslås optaget i lovens § 62, der omhandlerbistands- og plejeydelsen, og de fælles be-stemmelser, denne paragraf indeholder ved-rørende bistands- og plejeydelsen, foreslåsogså gjort anvendelige på invaliditetsydel-sen. Som følge heraf vil lovens regler omtilkendelse og inddragning af invalidepen-sion finde tilsvarende anvendelse, hvorforspørgsmålet om en persons adgang til inva-liditetsydelse må afgøres ved kendelse af in-valideforsikringsretten. Rettens afgørelservedrørende tilkendelse og inddragning af in-validitetsydelse vil efter forslaget kunne ind-ankes for ankenævnet på samme måde somafgørelser om tilkendelse og inddragning afinvalidepension, bistands- og plejeydelse.Invaliditetsydelsen vil efter forslaget ved-blivende kunne udredes til en person, ef-ter at vedkommende har opnået den alder,der giver mænd og gifte kvinder ret tilfolkepension, dog at ydelsen herefter skalkonteres og refunderes efter reglerne forfolkepension.

Med hensyn til ydelsens størrelse foreslåsdet, at ydelsen sættes til et noget mindre be-løb end bistands- og plejeydelserne, idet derhos de personer, som vil blive berettiget tilydelsen, ikke foreligger det særlige behovfor stadig bistand eller pleje af andre. Påden anden side bør ydelsen efter kommissio-nens opfattelse sættes så højt, at udsigten tilat oppebære ydelsen giver en rimelig tilskyn-delse til trods en alvorlig invaliditet at ud-

føre erhvervsarbejde frem for at modtage in-validepension.

Kommissionen foreslår herefter, at ydel-sen fastsættes til et beløb, der er lige så me-get lavere end bistandsydelsen, som pleje-ydelsen er højere end bistandsydelsen. Nårydelsen fastsættes ud fra dette princip, vilden, forudsat at de ovenfor foreslåede for-højelser af bistands- og plejeydelsen gen-nemføres, udgøre følgende månedlige beløbefter det pristal, der er regulerende for inva-lide- og folkepension pr. 1. april 1959:

Det foreslås, at ydelsens størrelse gengivesi loven med de beløb, der skulle have væretgældende pr. 1. april 1956, og at ydelsenundergives den almindelige pristalsregule-ring efter loven. Herefter skal ydelsen an-føres i loven med følgende årlige beløb:

Kommissionen har ikke anset det for mu-ligt med rimelig sikkerhed at skønne over,hvor mange personer, der kan ventes at fåtilkendt invaliditetsydelsen. Som et forsøgpå at tilvejebringe oplysninger herom harinvalideforsikringsretten gennemgået dekendelser, retten har afsagt i løbet af et år(1956), og optalt antallet af tilfælde, hvorde lægelige oplysninger ville berettige ansø-geren til invalidepension, men retten desuag-tet har måttet afslå andragendet på grund affor høj erhvervsindtægt. Der forelå 21 til-fælde af denne art. Yderligere er der fore-taget en gennemgang af, hvor mange af deelever, der i løbet af et år (1957) er udgåetfra Samfundet og Hjemmet for Vanføres

46

håndværksskole, der skønsmæssigt må anta-ges at ville være berettigede til ydelsen. Dis-se elever har ikke ansøgt om invalidepension.Af de ialt udgåede 76 elever er det skøns-mæssigt antaget, at 28 ville blive berettigettil invaliditetsydelse, men blandt disse 28må det dog antages, at et mindre antal senerevil ansøge om og få tilkendt invalidepension.

Som følge af usikkerheden om antallet afpersoner, der vil få tilkendt invaliditetsydel-sen, har det ikke været muligt at skønne overstørrelsen af den årlige udgift, der må for-ventes at blive en følge af forslaget, men ud-giften må dog antages at blive af begrænsetomfang. I denne forbindelse må det ogsåerindres, at indførelsen af ydelsen i det lan-ge løb må forventes at få til følge, at en delpersoner, som nu oppebærer invalidepen-sion, eller som iøvrigt fremtidig kunne fåtilkendt invalidepension, vil føle sig tilskyn-det af invaliditetsydelsens indførelse til atpåtage sig erhvervsmæssig beskæftigelse i ensådan udstrækning, at de vil oppebære in-validitetsydelse i stedet for invalidepension.

Kommissionen foreslår herefter, at derindføres en invaliditetsydelse, som tillægges

personer, der vel ikke har behov for stadigbistand af andre eller vedvarende pleje ellertilsyn, men som dog har en så alvorlig læ-gelig invaliditet, at de ville være berettigettil invalidepension, såfremt de ikke ud øv edeerhvervsmæssigt arbejde. Ydelsens størrelseforeslås angivet i loven med følgende årligebeløb, (der ligesom de øvrige ydelser i lovenberegnes efter januarpristallet 1956, menundergives halvårlig pristalsregulering) :Hovedstaden: 1.500 kr.; købstæder og stør-re bymæssige bebyggelser: 1.416 kr.; land-kommuner iøvrigt: 1.308 kr.

De synspunkter, der er gjort gældendeovenfor i dette kapitels afsnit 1 vedrørendeen mulig udligning af forskellen mellemydelsernes størrelse i landets tre kommune-grupper, ønsker kommissionen også at frem-hæve i forbindelse med forslaget om indfø-relse af invaliditetsydelsen.

Et medlem (Jørgen Krogh) kan i princip-pet tiltræde forslaget om indførelse af eninvaliditetsydelse, men ønsker at forbeholdesig sin stilling med hensyn til ydelsens stør-relse.

47

KAPITEL 6

Forslag om ændring i reglerne om

værdighedsbetingelserne for adgangen til invalidepension

Folkeforsikringsloven af 20. maj 1933indeholdt i § 38, stk. 2, følgende værdig-hedsbetingelser for retten til at opnå inva-lide- og alders rente:

Nr. 1, 2. punktum (1. punktum vedrørertilfælde, hvor ansøgeren til fordel for børneller andre har betaget sig selv midler ogderved bragt sig til at opfylde de økonomi-ske betingelser for at få rente) : Ej heller måhans økonomiske stilling være forringet vedhans ødsle levned eller på anden lignendemåde. Hvis omstændighederne taler derfor,kan der dog ydes pågældende den rente,som han ville have kunnet opnå, hvis hanikke havde forringet sine kår på nævnte må-de ... Invaliderenten kan ikke nedsættes un-der 1/3 af grundbeløbet.

Nr. 2: Den forsikrede må ikke for en iden offentlige mening vanærende handlingi løbet af de sidste 10 år være idømt fængsel(strafarbejde) i over 2 år eller dømt til atindsættes i arbejdshus eller tages i sikker-hedsforvaring eller i løbet af de sidste 5 årvære idømt lavere straf end nævnt. En så-dan handling tages dog ikke i betragtning,hvis pågældende har opnået æresoprejsningeller i henhold til dommen har generhvervetde borgerlige rettigheder.

Nr. 3: Den forsikrede må ikke i løbet afde sidste 5 år vitterlig have ført et levned,der i det almindelige omdømme vækker for-argelse (erhverv ved utugt, alfonseri ellerrufferi, bevislig drikfældighed, mishandlingeller grov vanrøgt af sin familie el. lign. ).

Desuden indeholdt bestemmelsen følgen-de andre regler om betingelserne for adgan-gen til invalide- og aldersrente, hvor der og-

så mere eller mindre tydeligt lægges vægtpå ansøgerens vandel:

Nr. 4: Han må ikke oppebære eller i desidste 3 år før begæringens indgivelse haveoppebåret fattighjælp eller i det sidste årkommunehjælp af en sådan art og størrelse,at den ifølge lov om offentlig forsorg harmedført tab af valgret og valgbarhed til of-fentlige forsamlinger eller råd.

Nr. 5: Vedkommende må ikke med for-sæt have fremkaldt eller i væsentlig gradhave forøget invaliditeten eller have pådra-get sig denne ved længere tids misbrug afalkohol eller narkotiske midler.

Reglerne under nr. 1—4 svarer i hovedsa-gen til de betingelser, der var fastsat i denfør 1933 gældende lovgivning om alders-rente, medens nr. 5 i hovedsagen svarer tilen bestemmelse i den før 1933 gældendelov om invalideforsikring. I bemærkninger-ne til forslaget til folkeforsikringsloven hed-der det om motiveringen for at udvide nr. 1til også at gælde invaliderente, at dette eren konsekvens af, at forslaget indfører øko-nomiske betingelser for at opnå invalideren-te bortset fra trediedelsbeløbet. Vedrørendeudvidelsen af nr. 2-4 til at gælde invalide-rente hedder det blot i bemærkningerne, atman ikke finder noget til hinder for at op-stille disse regler som forsikringsbetingelserogså for invaliderentens vedkommende, der-under også for så vidt angår den del af ren-ten, som dækkes af præmien (rigsdagstiden-de 1930/31, tillæg A, sp. 3797 og 3851-52).

Af disse regler er nr. 2 om virkningerneaf idømt straf blevet gjort noget mildere

48

ved lov nr. 88 af 15. marts 1939 vedrørenderettighedsfortabelse som følge af lovover-trædelser og senere helt ophævet ved lov nr.286 af 18. juni 1951 om ændring af regler-ne om fortabelse af rettigheder som følge afstraf.

Baggrunden for denne sidste lovændringvar en betænkning af straffelovskommissio-nen angående fortabelse af rettigheder somfølge af straf. Denne kommission anlagdedet hovedsynspunkt, at straffede personerprincipielt burde have samme borgerlige ret-tigheder som ustraffede, og at regler om ret-tighedsfortabelse måtte bestyrke den dom-fældte i den tro, at samfundet ikke med fri-hedsstraffen havde udtømt sin misbilligelseeller gengældelse, men fortsat ville vise hammistillid, og at der kun burde findes reglerom frakendelse af rettigheder som følge afstraf på områder, hvor der kunne være farefor misbrug.

Som begrundelse for sit forslag om ophæ-velse af folkeforsikringslovens § 38, stk. 2,nr. 2, anfører kommissionen følgende (s.32—33): »Kommissionen vil ikke udelukke,at det i forsorgslovgivningen kan være nød-vendigt i begrænset omfang at lægge vægtpå værdighedsbetragtninger, når grænsenmellem forskellige former for offentligeydelser skal angives. Der foreslås derfor hel-ler ikke nogen ændring i folkeforsikringslo-vens § 38, stk. 2, nr. 3 (om den, som i desidste 5 år vitterlig har ført et levned, der idet almindelige omdømme vækker forargel-se) , omend der kan være fare for, at denneregel selvstændigt kan give grundlag for enformentlig ikke tilstrækkeligt begrundetudelukkelse fra invalide- og aldersrente somfølge af domfældelse (sådanne tilfælde ken-des allerede fra praksis, bl. a. ved gentagnesmåforbrydelser og med hensyn til psykopat-forvarede, der ikke omfattes af nr. 2). Mendet synes i hvert fald ikke længere rimeligtog forsvarligt at omgive folkeforsikrings-ydelser med så stor værdighed, at strafbareforhold i meget vidt omfang medfører au-tomatisk udelukkelse fra disse ydelser udennærmere prøvelse, og kommissionen er afden bestemte opfattelse, at straffedomme

4

ikke bør have nogen betydning i så henseen-de. Det kan tilføjes, at vand eisregler kunkan medføre en begrænset besparelse forstaten, da anden offentlig hjælp jo ofte mågives i stedet. Man ville anse det for ønske-ligt, at spørgsmålet om opretholdelse ogeventuel ændring af § 38, stk. 2, nr. 3, gø-res til genstand for forhandling med social-ministeriet.«

Der er ikke hidtil taget skridt til en æn-dring eller ophævelse af bestemmelsen un-der nr. 3.

Heller ikke de øvrige af de ovenfor gen-givne regler om betingelserne for at opnåinvalide- og folkepension er hidtil æn-dret.

Et lovforslag vedrørende kommunehjæl-pens retsvirkninger, som socialministerenfremsatte i folketingssamlingen 1953/54,omfattede bl. a. en ophævelse af betingelsenunder nr. 4 om virkningerne af tidligeremodtagen offentlig hjælp. I bemærkninger-ne til dette lovforslag var der henvist til, atstraf efter den nye folketingsvalglov af 1953ikke længere medførte tab af valgret, og atder efter grundloven af 1953 ikke læn-gere var nogen nødvendighed for at opret-holde regler, hvorefter modtagelse af hjælpi visse tilfælde skal medføre tab af valgret.Regeringen fandt derfor, at forsorgslovensregler om tab af valgret helt burde bortfalde,og at dette også burde gælde bestemmelser isociallovgivningen, som gjorde det til en be-tingelse for at opnå f. eks. invalide- og al-dersrente, at ansøgeren ikke havde modtagethjælp med fattighjælpsvirkning. Lovforsla-get blev imidlertid ikke gennemført.

Folkeforsikringskommissionen er i sin be-tænkning ikke gået nærmere ind på dissespørgsmål.

I den henvendelse fra De samvirkende In-valideorganisationer, der er gengivet neden-for som bilag 1, er der stillet forslag om, atde nugældende vandelsbetingelser for rettentil invalidepension ophæves med undtagelseaf bestemmelsen om forringelse af økonomi-ske forhold (bortgivne midler).

Vedrørende praksis i de tilfælde, der harværet forelagt socialministeriet, om anven-

49

delse af disse bestemmelser kan gives føl-gende oplysninger:

Hvor spørgsmålet om anvendelse af be-stemmelsen i nr. 1 har været forelagt mini-steriet, har der i langt de fleste tilfælde væ-ret tale om, at ansøgeren havde forringet sinøkonomiske stilling ved at bortgive sine mid-ler, oftest til sine børn.

Som nævnt er bestemmelsen under nr. 2om virkningen af idømt straf ophævet i1951.

Vedrørende anvendelsen af bestemmelseni nr. 3 foreligger der en ret omfattendepraksis i socialministeriet. Det er herunderfastslået, at det forhold, der i det alminde-lige omdømme vækker forargelse, skal havestrakt sig over længere tid, for at bestemmel-sen kan bringes i anvendelse. Denne for-tolkning støttes på, at loven bruger ud-trykket et »levned«, der vækker forar-gelse, og flere af de eksempler, lovbestem-melsen nævner, tyder i samme retning,navnlig eksempler som erhverv ved utugt,alfonseri eller rufferi og professionelt bet-leri. Hvor der har været spørgsmål om atbringe bestemmelsen i anvendelse over fordrikfældige personer, er der lagt vægt på,om den pågældende har vist sig beruset påoffentligt sted eller givet anledning til gade-uorden, medens man ikke har anvendt denover for alkohollidende, der har været beru-sede i hjemmet. Denne forståelse af bestem-melsen støttes på, at loven taler om personer,hvis levned i det almindelige omdømmevækker forargelse. Hvor der har væretspørgsmål om tilkendelse af invalide- ellerfolkepension til alkohollidende, der ikke blevanset som udelukket fra pension efter dennebestemmelse, har ministeriet henstillet tildet sociale udvalg at overveje anvendelse af§ 52, stk. 3, hvorefter udvalget, når det bli-ver opmærksomt på, at en pensionist ikkebør have dispositionsret over pensionen,efter en betryggende undersøgelse af forhol-det kan træffe bestemmelse om, på hvilkenmåde pensionen skal komme ham til gode,om fornødent ved, at: han umyndiggøres,eller ved, at der gribes ind efter forsorgs-lovens regler om særforsorg.

Bestemmelsen i nr. 3 kan i og for sigbåde anvendes, hvor ansøgerens forargeligelevned har givet sig udslag i domfældelserfor strafbare handlinger, og i tilfælde, hvorder ikke har været rejst straffesag mod denpågældende. Hvor en person er blevet fri-fundet for straf på grund af utilregnelig-hed som følge af sindssygdom m. m., harsocialministeriet i forståelse med justits-ministeriet anlagt det synspunkt, at denforargelse, en sådan persons handlingermåtte have vakt, ikke bør komme i be-tragtning, og at han derfor ikke bør ude-lukkes fra adgangen til pension af dennegrund.

Bestemmelsen under nr. 4 får betydningfor de grupper af personer, til hvem offent-lig hjælp ifølge forsorgsloven ydes somfattighjælp eller som kommunehjælp medretsvirkning.

Hvis fattighjælp eller kommunehjælpmed retsvirkning tilbagebetales, bortfalderifølge forsorgslovens § 327 de retsvirknin-ger, der er knyttet til hjadpens modtagelse,herunder den virkning, at den pågældendeikke inden udløbet af tidsfristen i folkefor-sikringslovens § 38, stk. 2, nr. 4, er beret-tiget til invalide- eller folkepension. Hvisfattighjælp efter beslutning af kommunal-bestyrelsen eftergives efter hjælpens ophør,eller hvis kommunalbestyrelsen beslutter, aten allerede indtrådt fattighjælpsvirkning afen ydet kommunehjælp skal bortfalde, an-tages dette ikke at fritage den pågældendefra at skulle afvente tidsfristen i § 38, stk.2, nr. 4, inden han er berettiget til invalide-eller folkepension.

Om anvendelsen af bestemmelsen i § 38,stk. 2, nr. 5, (invaliditeten fremkaldt for-sætligt eller ved alkoholmisbrug m. m.) harder ikke foreligget afgørelser fra socialmini-steriet, idet disse afgørelser træffes af inva-lideforsikringsretten i forbindelse med pen-sionssagerne. Invalideforsikringsretten haroplyst, at retten i de senere år i omkring 20tilfælde årligt har ladet invalidepensionbortfalde med henvisning til alkoholmisbrugm. m. Bestemmelsen om bortfald af invali-depension, når invaliditeten er fremkaldt

50

forsætligt, har ifølge invalideforsikringsret-ten ingen praktisk betydning.

Kommmissionen har overvejet spørgs-målet, om der ikke samtidig med indførelsenaf et mere automatisk virkende sikringssy-stem i tilfælde af invaliditet, som foreslåetforan i kapitel 2, bør gennemføres en be-grænsning i de gældende værdighedsbetin-gelser for adgangen til invalidepension.

Kommissionen stiller ikke forslag om æn-dring af bestemmelsen under nr. 1, 2. punk-tum, om udelukkelse som følge af ødselhed(dog at invalidepensionen ikke nedsættesunder Vs). Denne bestemmelse synes at hørenøje sammen med nr. 1, 1. pkt, om bortgi-velse af midler til børn eller andre, og en så-dan bestemmelse synes at måtte opretholdes,så længe pensionens størrelse er betinget afpensionistens indtægt.

Under hensyn til, at en straffedom ikkelængere i sig selv medfører begrænsninger iadgangen til invalidepension, finder et fler-tal af kommissionens medlemmer det ikkelængere påkrævet, for så vidt angår adgan-gen til invalidepension, at opretbolde be-stemmelsen under nr. 3, hvorved man ude-lukker ansøgere, der vitterligt fører et lev-ned, der i det ahnindelige omdømme vækkerforargelse.

Kommissionens flertal er herved også op-mærksom på, at de stedlige myndighedersskøn på dette område må antages at med-føre ret uensartede afgørelser. Af de oplys-ninger fra Københavns kommune, der ergengivet i bilag 5, fremgår, at bestemmelseni det hele har meget begrænset betydning, daden kun bringes i anvendelse i få tilfælde,hvor der søges om invalidepension, og der ien del af disse tilfælde alligevel må ydes denpågældende hjælp af det offentlige.

Hertil kan føjes, at den almindelige op-fattelse nu ikke i samme grad som tidligereer tilbøjelig til at anse en persons alkohol-misbrug som et udtryk for en brist i hansmoralske adfærd, men snarere som en syg-domsbetinget afvigelse. Den opfattelse harderfor vundet større udbredelse, at en ind-skriden fra de offentlige myndigheders sideikke bør bestå i, at myndighederne som ud-

4*

tryk for forargelse nægter den pågældendeadgang til invalidepension, hvis han iøvrigtville have ret til denne, men derimod i vej-lednings- og hjælpeforanstaltninger over forden pågældende og hans familie.

I en betænkning om forsorgen for alko-hollidende, som socialministeriets udvalg an-gående forsorgen for de i forsorgslovens ka-pitler XXIV-XXVII omhandlede personer i1958 har afgivet1), fremhæves det, at ud-valget ud fra det behandlingsmæssige syn,udvalget i det hele taget anlægger på alko-holismen, ikke finder det rimeligt, at alko-holisme skal udelukke fra invalide- eller fol-kepension. Udvalget finder det ønskeligt atlette disse patienters tilbagevenden til etnormalt liv ved at give dem adgang til atoppebære sådanne ydelser, som de iøvrigtville være berettiget til at modtage.

I de tilfælde, hvor en person som følgeaf vandelsbetingelsen under nr. 3 har væretuberettiget til invalidepension, men efterforslaget vil få adgang hertil, vil alkoholis-me el. lign. undertiden gøre ham uegnet tilselv at forvalte pensionsbeløbet. I sådannetilfælde må det sociale udvalg benytte sig afadgangen til efter § 52, stk. 3, at bestem-me, på hvilken måde pensionen skal be-styres for den pågældende, herunder omhan skal søges umyndiggjort eller undergi-vet foranstaltninger efter forsorgslovenskap. XVIII.

Bestemmelsen under nr. 5 (tilfælde, hvorinvaliditeten er fremkaldt forsætligt ellerved alkoholmisbrug el. lign.), foreslår kom-missionens flertal ligeledes ophævet. Sombegrundelse herfor kan henvises til bemærk-ningerne til nr. 3, idet de her anførte syns-punkter i det hele også gør sig gældende,hvor der foreligger forhold af den i nr. 5omhandlede art.

Når der ikke samtidig stilles forslagvedrørende ændringer med hensyn til an-vendelsen af nr. 4 (tilfælde, hvor ansøgereninden for en kortere tid forud for begæ-

!) Forsorgen for alkohollidende, betænkning af-givet af udvalget angående forsorgen for de i for-sorgslovens kapitler XXIV-XXVII omhandledepersoner (betænkning nr. 208) 1958, side 65.

;)l

ringen har modtaget fattighjælp eller kom-munehjælp med fattighjælpsvirkning) påpersoner, der ansøger om invalidepension,skyldes det, at spørgsmålet om virkningerneaf modtaget offentlig hjælp for tiden ergenstand for overvejelse, og at det må for-ventes, at der i forbindelse hermed også vilblive taget stilling til spørgsmålet om, i hvil-ket omfang personer, der har modtaget of-fentlig hjælp af varigere karakter eller iform af ophold i forsørgelsesanstalter, skalkunne opnå invalidepension.

Der foreligger ikke noget fuldstændigtmateriale, på grundlag af hvilket det kan be-dømmes, hvor stor en merudgift det vilmedføre, hvis der ydes de personer invali-depension, der efter de gældende regler erafskåret herfra på grund af vandelsbestem-melserne, men nogen vejledning kan hentesdels fra de årlige beretninger fra forsørgel-sesvæsenet i København, dels fra det mate-riale, der foreligger i den af det socialpoliti-ske udvalg for socialministeriet foretagneundersøgelse af et udsnit (1.035 personer)af de langvarigt kommune- og fattighjælps-understøttedes forhold.

Det materiale fra forsørgelsesvæsenet iKøbenhavn, der er gengivet nedenfor i bi-lag 5, viser, at gennemsnitligt noget under1 pct. af de indkomne invaliderentebegærin-ger blev afvist på grund af forargeligt lev-ned eller modtagelse af hjælp med fattig-hjælpsvirkning.

Den af det socialpolitiske udvalg fore-tagne undersøgelse af forsorgsklientellet,der vedrører året 1944/45, viser, at 1 pct.af de langvarigt kommune- og fattighjælps-understøttede var invalider i folkeforsik-ringslovens forstand, men var afskåret frainvaliderente som følge af de nævnte be-stemmelser i folkeforsikringslovens § 38,stk. 2, nr. 3-5. Dette betyder, at der i 1944/45 var ialt 150-200 personer, som uanset, atde lægeligt var invalider, i stedet for invali-derente oppebar kommune- eller fattig-hjælp. Det er en nærliggende antagelse, atden langt overvejende del af de personer, dervar invalider i folkeforsikringslovens for-stand, men ikke opfyldte vandelsbetingelser-

ne, var at finde blandt de langvarigt kom-mune- og fattighjælpsunderstøttede. Manmå imidlertid regne med, at nogle klaredesig uden denne offentlige hjælp.

Alt taget i betragtning kan det samledeantal invalider, som i 1944 var afskåret frainvaliderente på grund af vandelsbestem-melserne, næppe antages at være højere endca. 300 personer, hvilket svarer til mindreend 1 pct. af invaliderentemodtagernes an-tal, der pr. 31. marts 1945 udgjorde 41.100.

Dersom de nævnte vandelsbetingelser op-hæves, vil det næppe betyde en merudgiftfor invalideforsikringen på mere end 1mill. kr. Merudgiften for det offentlige vildog blive langt mindre, da størstedelen afde pågældende personer som nævnt i for-vejen modtager langvarig, offentlig hjælp.De økonomiske virkninger vil derfor førstog fremmest være en omfordeling af udgif-ten for det offentlige, således at kommuner-ne lettes noget, medens statens og invalide-forsikringens udgifter forøges.

Det bemærkes, at den anførte merudgiftmå betragtes som et maksimumsbeløb, daden foran omtalte undersøgelse vedrørendede langvarigt kommune- og fattighjælpsun-derstøttede, der var afskåret fra invalide-pension på grund af værdighedsbetingelser-ne, også omfattede de personer, der var ude-lukket fra invalidepension på grund af fol-keforsikringslovens § 38, stk. 2, nr. 4, hvil-ken bestemmelse kommissionen ikke for sitvedkommende foreslår ophævet.

Kommissionens flertal foreslår herefter,at de gældende værdighedsbetingelser foradgangen til invalidepension i folkeforsik-ringslovens § 38, stk. 2, ny. 3 og 5, ophæves.

Et mindretal (Peder Christensen) harikke kunnet tilslutte sig dette forslag og hen-viser navnlig til, at en ophævelse af vandels-betingelserne ikke findes forenelig med, aten ansøger om invalidepension, kan få pen-sionen nedsat til V3 af grundbeløbet i med-før af § 38, stk. 2, nr. 1, hvis han har bort-givet midler til børn eller andre.

Som det fremgår af det foregående, fore-slår kommissionen ikke ophævelse af dennesidste bestemmelse.

52

KAPITEL 7

Forskellige særspørgsmål, som ikke har givet

kommissionen anledning til at foreslå lovændringer

1. Spørgsmålet om, indtil hvilken alder der skalkunne tilkendes invalidepension.

Som nævnt blev den højeste alder, vedhvilken der kan tilkendes en person invalide-pension, ved lov nr. 258 af 2. oktober 1956forhøjet fra 65 til 67 år.

Herefter er forholdet for tiden det, at en-lige kvinder i alderen mellem 61 og 67 århar mulighed for både at søge invalidepen-sion og folkepension. Personer mellem 60og 67 år kan dels søge invalidepension ogdels søge folkepension efter den særligebestemmelse i folkeforsikringslovens § 1,stk. 4. Efter denne sidstnævnte bestemmel-se kan der efter beslutning af kommunalbe-styrelsen med 2/s flertal ydes folkepensionallerede fra det fyldte 60. år, når svigten-de helbred eller andre ganske særlige om-stændigheder taler derfor. Kommunalbe-styrelsens beslutning skal godkendes af etudvalg med direktøren for sygekassevæse-net som formand.

For pensionisten medfører det visse for-dele at oppebære invalidepension frem forat oppebære folkepension: Der ydes in-validitetstillæg til invalidepensionen, og fra-dragsreglerne for indtægt ved siden af pen-sionen er mere fordelagtige for pensionistenved invalidepension end ved folkepension.Den, der har fået tilkendt invalidepen-sion, bevarer disse fordele, også efter at haner fyldt 67 år.

Under kommissionens drøftelser er derrejst spørgsmål om, hvorvidt den højeste al-

der, ved hvilken der skal kunne tilkendesen person invalidepension, bør nedsættes iforhold til den nu gældende aldersgrænsepå 67 år.

Til støtte for en lavere aldersgrænse end67 år kan anføres, at erhvervsevnens ned-sættelse hos personer i fremskreden alderofte vil være alderdomsbetinget, og at det idet enkelte tilfælde kan være vanskeligt atafgøre, om der foreligger en invaliderende,sygelig tilstand, eller om lidelsen er et ud-slag af alderens indflydelse. For så vidt li-delsen er en følge af alderen, forekommerdet rimeligt at henvise ansøgeren til folke-pension, hvortil den pågældende har ad-gang fra 60-års alderen under betingelsernei lovens § 1, stk. 4, d.v.s., når svigtende hel-bred eller andre ganske særlige omstændig-heder taler herfor. Som lovens invaliditets-begreb er affattet, giver loven imidlertid in-gen klar anvisning på, at invalidepensionkan nægtes en ansøger med den begrundel-se, at lidelsen er aldersbetinget. Disse van-skeligheder blev forøget, da den højeste al-der, ved hvilken der kunne søges invalide-pension, i 1956 blev sat op fra 65 til 67 år.Baggrunden for denne lovændring må anta-ges at have været den omstændighed, at denhøjeste alder, ved hvilken der kan ydes in-validepension, hidtil havde været den alder,der gav mænd og gifte kvinder ret til fol-kepension. Denne aldersgrænse blev ved lov-ændringen i 1956 (efter en overgangspe-riode, der først udløber den 1. april 1961)

53

forhøjet fra 65 til 67 år, og samtidig for-højede man - med virkning straks fra lo-vens ikrafttræden den 1. april 1957 - denhøjeste alder, ved hvilken der kunne til-kendes invalidepension, fra 65 til 67 år.Denne lovændring var næppe foranledigetaf nogen selvstændig overvejelse af, at dervar behov for at tilkende personer i 65-67års alderen invalidepension.

Heroverfor kan det anføres, at: nutidensforbedrede sundhedstilstand har bevirket, aterhvervsevnen bevares højere op i årene.Denne udvikling har ført til, at folkepen-sionsalderen efter den foran nævnte over-gangsperiode forhøjes fra 65 til 67 år(for enlige kvinder fra 60 til 62 år), og deter et naturligt udslag af den samme udvik-ling, at den alder, inden for hvilken der pågrund af nedsat erhvervsevne skal kunne sø-ges invalidepension, forlænges, så at alders-grænsen her forhøjes fra 65 til 67 år. Van-skeligheden ved at skelne mellem lidelser,der forringer erhvervsevnen og bør berettigetil invalidepension, og indflydelsen af alder-domssvækkelse må antages at ville opstå,uanset hvor aldersgrænsen for adgangen tilat søge invalidepension fastsættes. En ned-sættelse af den nuværende aldersgrænse foradgangen til at søge invalidepension vil vir-ke særlig urimelig i tilfælde, hvor den for-ringelse af erhvervsevnen, der foreligger,skyldes en lidelse (f. eks. som følge af etulykkestilfælde) helt uden forbindelse medalderens indflydelse.

Kommissionen har i en skrivelse af 22.november 1958, der er gengivet; nedenforsom bilag 6, forelagt invalideforsikrings-retten spørgsmålet, om det må anses for øn-skeligt og muligt at betragte den nedsættelseaf erhvervsevnen, som måtte konstateres hosældre ansøgere, som et forhold, der falderuden for lovens invaliditetsbegreb, for såvidt erhvervsevnens nedsættelse i det væsent-lige skyldes alderen.

Hertil har invalideforsikringsretten i enskrivelse af 9. marts 1959, der er gengivetnedenfor som bilag 7, svaret, at retten ien del tilfælde, hvor den nedsatte arbejds-evne væsentligst måtte tilskrives alderen,

har henvist ansøgeren til folkepension ogom fornødent over for kommunalbestyrelsenanbefalet, at der tilstås folkepension meddispensation efter § 1, stk. 4.

Efter rettens opfattelse må det anses formuligt at udskille sådanne tilfælde, hvornedsættelsen af erhvervsevnen i det væsent-lige skyldes alderen. Retten finder det øn-skeligt i sådanne tilfælde at kunne henviseansøgerne til folkepension for at undgå enurimelig udvidelse af lovens invaliditetsbe-greb og under hensyn til, at § 1, stk. 4, giveradgang til folkepension fra 60-års alderen isådanne tilfælde.

Retten anser det for hensigtsmæssigt, atder i bemærkningerne til et kommende lov-forslag optages en tilkendegivelse om, atinvalidepension ikke kan tilkendes, når dennedsatte erhvervsevne i det væsentlige skyl-des alderen.

Retten har foretaget en gennemgang afalle tilfælde, hvor der i løbet af året 1957er tilkendt en ansøger over 65 år invalide-pension, og har ikke blandt disse sager fun-det tilfælde, hvor invaliditeten i overvejendegrad er betinget af almindelige aldersfor-andringer.

Under hensyn til de oplysninger, der ertilvejebragt, og de synspunkter, der er frem-ført af invalideforsikringsretten, finder kom-missionen ikke tilstrækkelig begrundelse forat foreslå nedsættelse af den højeste tilgangs-alder, der siden lovændringen i 1956 harværet gældende for adgangen til invalide-pension, altså 67 år.

Hvor de lidelser, på grundlag af hvilkeen del ansøgere i de ældre aldersklasser sø-ger invalidepension, er aldersbetingede, fin-der kommissionen intet at indvende imod, atinvalideforsikringsretten henviser de pågæl-dende til i stedet for invalidepension atsøge folkepension, eventuelt i medfør afden særlige bestemmelse i § 1, stk. 4.

Når det i § 38, stk. 1. nævnes, at der vedbedømmelsen af erhvervsevnens nedsættelsebl. a. i fornødent omfang skal tages hensyntil den forsikredes alder, bør dette efter kom-missionens opfattelse ikke uden videre for-stås således, at en forholdsvis høj alder hos

54

ansøgeren skulle medføre en mildere be-dømmelse og gøre det lettere for ham at op-nå invalidepension. Når der ved bedøm-melsen bl. a. skal tages hensyn til alderen,må dette betyde, at ansøgerens alder ved densamlede invaliditetsbedømmelse indgår somet moment, der kan være vejledende ved af-gørelsen af, om der bør ydes invalidepensioneller i stedet træffes andre foranstaltninger.Således vil en ganske ung alder hos ansøge-ren naturligt give anledning til en omhygge-lig overvejelse af, om hjælpen til denne an-søger ikke rettest bør ydes i den form, at deriværksættes uddannelses- eller helbredelses-foranstaltninger. På tilsvarende måde vil enforholdsvis fremskreden alder hos ansøgerennaturligt give anledning til, at det undersø-ges, om den nedsatte arbejdsevne overvejen-de må antages at være alderdomsbetinget,og, såfremt dette måtte være tll'ældet, omhan ikke bør henvises til at søge folkepen-sion efter § 1, stk. 4.

Da loven i sin nuværende affattelse sy-nes at tillade den forståelse, at der ikke børydes invalidepension i tilfælde, hvor er-hvervsevnens nedsættelse i det væsentligemå antages at skyldes alderen, finder kom-missionen det ikke fornødent at stille for-slag om lovændring med henblik herpå.

2. Ydelser til invalider i Grønland.

Under kommissionens arbejde er densopmærksomhed blevet henledt på spørgs-målet, om ydelserne til invalider i Grønlandkan anses for tilfredsstillende.

I Grønlandskommissionens betænkningblev det foreslået, at midlerne til dækning afudgifterne ved de sociale ydelser i Grøn-land skulle tilvejebringes af den grønland-ske befolkning selv, og at der skulle givesde stedlige myndigheder afgørende indfly-delse på udformningen af reglerne om disseydelser, dog at landsrådet vedtagelser pådette område skulle godkendes af lovgiv-ningsmagten eller ministeriet for Grønland.

På grundlag af disse forslag blev der i1951 udarbejdet en række landsrådsvedtæg-ter om sociale ydelser. Disse vedtægter erblevet stadfæstet af ministeriet for Grønland.

Ifølge landsrådsvedtægten om hjælp fra detoffentlige ydes der i trangstilfælde til en per-sonkreds, der nærmest må betegnes som in-valider, en såkaldt understøttelse, hvis stør-relse beror på de kommunale myndighedersskøn. Hvis den invaliderede er helt uden ar-bejdsevne, ydes der sædvanligt et beløb afsamme størrelse som aldersrenten, der iVestgrønland udgør 720 kr. årlig for en en-lig, 900 kr. årlig for en gift mand og 180 kr.årlig for en gift kvinde. Ud over disse beløbydes der børnetillæg, brændsels- og beklæd-ningstillæg.

Midlerne til finansiering af ydelserneskaffes ved afgifter på spiritus, tobak m. m.

De ydede pengeunderstøttelser giver ikkenoget virkeligt indtryk af levestandarden forinvalider i Grønland, idet de socialunderstøt-tede ligesom den øvrige grønlandske befolk-ning i en vis udstrækning supplerer deresindtægter ved jagt eller fiskeri. De stærkt in-validerede personer har imidlertid som følgeaf deres helbredstilstand ikke mulighed fornoget sådant.

Kommissionen, der har drøftet spørgsmå-let med ministeriet for Grønland, er klarover, at den nuværende socialunderstøttelses-ordning må betragtes som en overgangsord-ning mellem ældre tiders forsørgelse af gam-le og syge ved familiens hjælp og samfun-dets overtagelse af forsorgen, og kommissio-nen stiller for sit vedkommende ikke forslagom en nyordning.

3. Spørgsmålet om omregning af invalidepensioni tilfælde, hvor en invalidepensionist påbegyndereller genoptager erhvervsmæssigt arbejde.

Ifølge folkeforsikringslovens § 41, stk. 3,nr. 1 a, skal invalide- og folkepension be-regnes på grundlag af den indtægt, som pen-sionisten har oppebåret i det foregående ka-lenderår.

Fra denne hovedregel gøres der imidler-tid afvigelse ifølge lovens § 55, stk. 2. Ifølgedenne sidste bestemmelse skal kommunalbe-styrelsen, hvor en pensionists indtægt ellerformue mere end rent midlertidigt forøgeseller nedsættes så meget, at beregningen afpensionen i henhold til § 41 nu må give

^5

et andet resultat, træffe foranstaltning til, atpensionen nedsættes eller forhøjes i overens-stemmelse med en ny beregning.

Det har givet anledning til kritik fra nogleaf kommissionens medlemmer, at de kom-munale myndigheder i en del kommunerforetager nedsættelse af pensionen umiddel-bart efter, at det er konstateret, al: en inva-lidepensionist har påbegyndt eller genopta-get erhvervsmæssigt arbejde. Disse medlem-mer har gjort gældende, at forskellige hen-syn taler for at udsætte omregningen en pas-sende tid. Dels kan invalidepensionisten ha-ve særlige udgifter i forbindelse med opta-gelse af beskæftigelse, f. eks. til anskaffelseaf arbejdstøj eller redskaber, dels vil det iden første tid efter påbegyndelsen af arbej-det ofte være usikkert, om invalidepensioni-sten vil være i stand til at have beskæftigelseaf varigere karakter.

Fra anden side inden for kommissionenhar man peget på, at det vil være uheldigt,hvis en person i længere tid kan oppebærefuld invalidepension samtidig med normalarbejdsløn. Herved kan han nemlig vænnesig til at have en samlet indtægt af en stør-relse, som han alligevel ikke i det lange løbvil kunne beholde, idet regulering af inva-lidepensionen jo i alle tilfælde må foretages,når det af den pågældendes selvangivelsefremgår, at han i længere tid har haft fuldarbejdsindtægt ved siden af pensionen. Isådanne tilfælde vil en omregning af pen-sionen efter længere tids beskæftigelse iøv-rigt have den ubehagelige virkning for denpågældende, at der i en overgangstid vil bli-ve pålagt ham en forholdsvis høj indkomst-skat, der først forfalder til betaling, efterat pensionen er omregnet, og den ekstraor-dinært høje samlede indtægt altså ikke læn-gere foreligger.

Kommissionen har rettet henvendelse tilen række udvalgte hovedstads- og købstad-kommuner og (med henblik på oplysningom forholdene i landkommuner) til 2 amterfor at få oplyst, på hvilken måde det socialeudvalg konstaterer, om en invalidepensio-nists indtægt er steget mere end rent midler-tidigt, og om omregning finder sted straks,

når indtægtsstigningen er konstateret, ellerom det sociale udvalg eventuelt venter etstykke tid, før den nye pension fastsættes.

Det synes at fremgå af denne undersøgel-se, at der i de større kommuner lægges vægtpå at få pensionisterne til at give oplysningertil socialkontoret straks, når de påbegynderarbejde. I de mindre kommuner vil en pen-sionists påbegyndelse af arbejde på grundaf det større personkendskab oftest kommetil det sociale udvalgs kundskab uden egent-lige kontrolforanstaltninger, og besvarelser-ne fra disse kommuner synes at vise, at enegentlig kontrol med pensionisternes arbejds-indtægter gennemgående alene udøves vedhjælp af de oplysninger, der fås fra selvan-givelserne.

Mindre indkomststigninger for personer,der allerede forud for stigningen var i arbej-de, synes i alle de adspurgte kommuner aleneat blive kontrolleret ved hjælp af selvangi-velsen.

På spørgsmålet om, hvornår omregning afpensionen finder sted, når en indkomststig-ning er konstateret, svarer de kommuner, derangiver at kontrollere indkomststigningergennem selvangivelsen, at omregning af pen-sionen finder sted straks efter, at indkomst-stigningen er konstateret. De kommuner, derforetager særlige kontrolforanstaltninger,oplyser i almindelighed, at ændret beregningaf pensionen først foretages ca. 2-3 månederefter, at indkomststigningen er konstateret.Hensigten med at vente nogen tid med atforetage den ændrede beregning af pensio-nen må i almindelighed antages at være, atde kommunale myndigheder ønsker at havelejlighed til at konstatere, om indkomstfor-bedringen er af varigere karakter. I enkeltetilfælde synes udsættelsen af omregningenat være begrundet med ønsket om at givepensionisten lejlighed til at komme økono-misk på fode.

Kommissionen har ikke fundet grundlagfor at fremsætte noget forslag om en æn-dring i de ovennævnte lovbestemmelser, derangiver, hvornår omregning af pensionenskal finde sted, idet dette spørgsmål pågrund af forholdenes forskelligartethed sy-

56

nes i en vis udstrækning at burde overladestil de kommunale myndigheders skøn.

Da den foretagne undersøgelse har vist, atder blandt kommunerne følges en ret afvi-gende praksis på dette område, ville kom-missionen imidlertid finde det ønskeligt, omsocialministeriet i et cirkulære til kommu-nerne ville søge at opstille nogle vejledenderegler for, hvornår omregning bør foretages.

Efter kommissionens opfattelse bør detsom vejledende regel fastsættes, at omreg-ning bør foretages efter forløbet af 3 måne-der efter påbegyndelsen af en beskæftigelse,hvorved den pågældende opnår en indtægt,der tillader ham at forsørge sig selv og fami-lien. Når omregningen udsættes i 3 månederefter beskæftigelsens påbegyndelse, vil deri almindelighed være taget passende hensyntil, at pensionisten kan have særlige udgifteri forbindelse med optagelsen af beskæftigel-se, og den omstændighed, at beskæftigelsenhar vedvaret i 3 måneder, må gennemgåendetages som udtryk for, at den kan ventes atblive af varigere karakter.

Hvis det imidlertid efter forløbet af 3 må-neder er overvejende sandsynligt, at beskæf-tigelsen vil ophøre inden for den nærmestefremtid, kan der være anledning til at ud-sætte omregningen.

Omvendt kan det være rimeligt i visse til-fælde at foretage omregning uden at afvente,at beskæftigelsen har varet i nogen tid. Dettegælder således i almindelighed, hvor der vedoffentligt støttede foranstaltninger skaffes eninvalidepensionist beskæftigelse til sædvan-lig arbejdsløn som led i den pågældendesoptræning eller omskoling. I sådanne til-fælde træder den offentligt støttede foran-staltning i stedet for invalidepension, og dervil derfor sædvanlig ikke være anledning tilsamtidig at støtte den pågældende på beggedisse måder.

4. Spørgsmålet om indførelse af et »kosttilskud«til invalidepensionister, der på grund af artenaf deres sygdom må antages at have særligstore udgifter til kost.

Under kommissionens arbejde er der af

nogle af dens medlemmer rejst spørgsmålom ønskeligheden af at få indført et særligttillæg til sådanne invalidepensionister, dersom følge af arten af deres sygdom skalholde en diæt, der gør deres husholdningsærlig dyr.

Disse medlemmer har anført, at sådanneinvalidepensionister undertiden hjælpes vedpersonlige tillæg. Ganske vist har enkeltestørre kommuner indført mere generelle reg-ler for ydelse af sådanne tillæg til invalide-pensionister, hvis sygdom kræver en for-holdsvis bekostelig diæt (navnlig invalide-pensionister, der lider af tuberkulose og suk-kersyge), men efter de pågældende medlem-mers opfattelse forekommer det vilkårligt,at invalidepensionister med særlig store ud-gifter til kost behandles forskelligt af deforskellige kommuner.

Kommissionen har foretaget en stikprøve-undersøgelse ved at rette henvendelse til enrække udvalgte hovedstads- og købstad-kommuner og - med henblik på oplysningom forholdene i landkommuner - til 2 am-ter for at få oplyst, i hvilket omfang kom-munerne af rådighedsbeløbet for personligetillæg yder ensartede beløb som kosttilskudtil invalidepensionister med behov for særligkost. Det fremgår af undersøgelsen, at dettilsyneladende kun er ret få større kommu-ner, der yder »kosttilskud« med faste beløbefter generelle regler, medens de fleste af deadspurgte kommuner oplyser, at sådanne til-skud ydes efter et skøn i det enkelte tilfælde.Endvidere fremgår det af undersøgelsen, atde kommuner, der yder kosttilskud eftergenerelle regler, yder disse tilskud med be-løb, der er stærkt afvigende fra kommune tilkommune. Efter at denne undersøgelse varforetaget, har kommissionen fra Københavnsmagistrats 3. afdeling modtaget en supple-rende redegørelse, hvoraf det fremgår, atKøbenhavns kommune, der ifølge kommis-sionens stikprøveundersøgelse ydede højerekosttilskud til sukkersygepatienter end no-gen anden af de adspurgte kommuner, efterindstilling fra stadslægen agter at nedsættedette kosttilskuds størrelse væsentligt i be-tragtning af, at sukkersygepatienters merud-

57

gifter til diætkost må antages at kunne dæk-kes ved et væsentligt mindre kosttilskud enddet hidtil ydede.

Kommissionen har ikke ment at burdestille forslag om indførelse af lovbestemmel-ser om et særligt tillæg til pensionen for pa-tienter, hvis sygdom gør det nødvendigt fordem at følge en særlig diæt, der fordyrerhusholdningen, hvorimod kommissionenville tillægge det betydning, om socialmini-steriet efter at have foretaget de fornødneundersøgelser ville overveje at udsende etvejledende cirkulære om, hvilke kosttilskudder bør ydes sådanne invalidepensionister afrådighedsbeløbet for personlige tillæg.

5. Spørgsmålet om en forhøjelse al' invaliditets-tillægget.

Kort før afslutningen af kommissionensarbejde har De samvirkende Invalideorgani-sationers repræsentanter i kommissionen, H.C. Seierup og Fr. Knudsen, fremsat forslagom en forhøjelse af invaliditetstillægget tilinvalidepensionen. Til støtte for forslaget ersærlig gjort gældende, at invaliditetstillæg-get repræsenterer forskellen i indtægt mel-lem invalidepensionister og folkepensioni-ster, og at denne forskel efter forslagsstil-lernes opfattelse bør være større end efterden gældende lovgivning, selv efter at inva-liditetstillægget ved lov af 2. oktober 1956blev forhøjet fra beløb varierende fra 23 til

26 kr. månedlig til et for hele landet gæl-dende beløb af 40 kr. månedlig.

Forslagsstillerne har særlig henvist til, aten undersøgelse viser, at gennemsnitsalderenfor folkepensionister er omkring 73 år, me-dens gennemsnitsalderen for invalidepensio-nister er omkring 52 år. Det må antages, atfolkepensionens beløb ikke afviger væsent-ligt fra gennemsnitsindtægten for samtlige73-årige blandt hele den danske befolkning,hvorimod invalidepensionen må antages atligge betydeligt under gennemsnitsindtægtenblandt personer i aldersklassen omkring 52år. Hertil kommer, at en folkepensionist of-test i løbet af sit tidligere liv har haft en ind-tægt, der ligger betydeligt over folkepensio-nens niveau, så at han derved har haft mu-lighed for at foretage en række anskaffelser,bekoste sine børns uddannelse el. lign., hvor-imod en invalidepensionist ofte i hele sitliv har været henvist til pensionistens ind-tægtsniveau og derfor ikke har kunnet få detilsvarende behov tilfredsstillet.

Da der på grund af det fremrykkede tids-punkt, på hvilket forslaget blev fremsat, ik-ke har kunnet foretages de undersøgelser ogberegninger, der ville være nødvendige, forat kommissionen kunne foretage en egentligdrøftelse af spørgsmålet, har kommissionenmåttet indskrænke sig til at pege på de herrejste problemers betydning for de invalide-rede og til at henstille, at spørgsmålet opta-ges til nærmere undersøgelse og overvejelse.

58

KAPITEL 8

Sammendrag

I det følgende gives et kortfattet sammen-drag af resultatet af kommissionens drøftel-ser og forslag (A) og en oversigt over deøkonomiske virkninger af kommissionensforslag (B). Dette sammendrag indeholderkun hovedlinierne i betænkningen og måikke opfattes som en egentlig redegørelsefor kommissionens arbejde, idet der heromhenvises til de enkelte kapitler.

A.

Kapitel 1 indeholder en redegørelse forinvalidelovgivningens historiske udviklingsom baggrund for kommissionens forslag.

Kapitel 2 vedrører spørgsmålet om indfø-relse af en automatisk sikringsordning vedinvaliditet og om en sådan ordnings finan-siering. På grundlag af en redegørelse forden gældende ordning af invalideforsikrin-gen, herunder oplysning om, hvem der om-fattes af forsikringen, og hvilken økono-misk hjælp der i påkommende tilfælde ydespersoner, der ikke er medlemmer af forsik-ringen, drøftes muligheden for en ændringaf invalideforsikringssystemet, så at man gårover til en ordning, hvorefter hele befolknin-gen er omfattet af den offentlige invalide-forsikring, uanset om vedkommende somfølge af sin helbredstilstand aldrig har haftnogen erhvervsevne, og uanset om han måttevære i restance med medlemsbidrag. Det for-udsættes, at begyndelsestidspunktet for ret-

ten til at få invalidepension må indtræde vedopnåelse af en bestemt alder, der må angivesi loven.

Der redegøres for finansieringen af inva-lideforsikringen efter den gældende lov vedbidrag fra de forsikrede med bestemte i lo-ven fastsatte beløb fra hver forsikret, ved bi-drag fra arbejdsgivere med et bestemt be-løb pr. beskæftiget arbejder samt ved tilskudfra staten og kommunerne til dækning afden del af udgiften, der ikke dækkes veddisse bidrag. Med hensyn til den fremtidigeordning af bidraget fra de forsikrede pegesder på 3 forskellige muligheder. Disse mu-ligheder er: 1) Bibeholdelse af den nuvæ-rende opkrævning gennem sygekasserne afet beløb af ensartet størrelse for hver enkeltaf de forsikrede, således at en restance medbetaling af bidraget skal søges inddrevet somen skatterestance; men uden at restancen be-rører den pågældendes ret til forsikringensydelser i tilfælde af invaliditet. 2) Enfuldstændig afskaffelse af et særligt bidragfra den enkelte til invalideforsikringen. 3)Opkrævning af et bidrag på en nærmere be-stemt: procentdel af den skattepligtige ind-komst hos alle de skatteydere, der betalerfolkepensionsbidrag, således at restance medbetalingen alene har virkning som skattere-stance, men ikke medfører udelukkelse frainvalideforsikringens ydelser.

Der har i kommissionen været enighed omat foreslå helbredsbetingelserne for adgan-gen til optagelse i invalideforsikringen af-

59

skaffet, og om, at restance med betaling afmedlemsbidrag ikke bør kunne medføreslettelse som medlem af forsikringen. End-videre har der været enighed om, at invali-depension bør kunne tilkendes personer ialdersklasserne mellem 15 og 67 år.

Med hensyn til finansieringen af inva-lideforsikringens udgifter har der væretenighed om, at udgifterne delvis bør finan-sieres ved bidrag fra de forsikrede og ar-bejdsgiverne, og at den del af udgifterne,der ikke kan dækkes ved disse bidrag, børafholdes af staten og kommunerne. Vedrø-rende de forsikredes bidrag har nogle med-lemmer foretrukket en opkrævning gennemskattevæsenet af et bidrag på en nærmereangiven procentdel af den skattepligtige ind-komst hos alle skatteydere, hvem der pålig-nes folkepensionsbidrag, medens andre med-lemmer har ønsket at bibeholde den gælden-de opkrævning gennem sygekasserne af etbidrag af ensartet størrelse hos alle.

Kapitel 3 indeholder forslag om en til-føjelse til bestemmelsen om grundlaget fortilkendelse af invalidepension. Ifølge for-slaget skal invalidepension ikke kunne til-kendes, hvis det ved iværksættelse af pas-sende optrænings- eller uddannelsesforan-staltninger må anses for muligt at forbedreden pågældende ansøgers erhvervsevne så-ledes, at den ikke længere vil være væsent-ligt nedsat. Endvidere foreslås der tilveje-bragt udtrykkelig lovhjemmel for, at en an-søger om invalidepension efter invalidefor-sikringsrettens eller ankenævnets bestemmel-ser skal underkaste sig behandlinger, og aten invalidepensionist skal underkaste sig læ-geundersøgelse i tilfælde, hvor retten finderdette påkrævet af hensyn til kontrollen medden pågældendes helbredstilstand. Endeligforeslås det, at den periode, i hvilken inva-lidepensionen ifølge kendelse af invalidefor-sikringsretten kan gøres hvilende, (højst 1år efter den gældende lov) skal kunne for-længes indtil 3 år.

Kapitel 4 indeholder forslag om visse

ændringer i invalideforsikringsrettens sam-mensætning og arbejdsform. Det foreslås, atet af de medlemmer af retten, der ifølge dengældende lov ved sin første udnævnelse skalopfylde betingelserne for at være ubemidletmedlem af en anerkendt sygekasse, afløsesaf en repræsentant for invalideorganisatio-nerne. Bestemmelsen i den gældende lovom, at arbejdsgiverrepræsentanten skal be-skæftige mindst 6 arbejdere i sin virksom-hed, foreslås afskaffet. Endelig stilles derforslag om, at det skal kunne bestemmes iinvalideforsikringsrettens forretningsorden,at retten efter nærmere fastsatte retningsli-nier skal kunne bemyndige rettens formandtil at afgøre sådanne sager om tilkendelseaf invalidepension med tillæg, hvor beret-tigelsen til invalidepension m. v. efter for-mandens opfattelse skønnes at være utvivl-som. Sådanne sager vil altså efter dette for-slag kunne afgøres uden formel forelæggelsei et retsmøde.

I kapitel 5 stilles der forslag om forskel-lige forbedringer for enkelte grupper af in-validerede. Det foreslås at forhøje bistands-og plejetillæggene, der siden 1950 kun ersteget i takt med pristallet, således at dissetillæg procentvis forhøjes lige så meget, somden samlede invalidepension er steget siden1950. Det foreslås at fastsætte bistandsydel-sen til Vä af pensionens grundbeløb med til-læg af det (forhøjede) bistandstillæg og atfastsætte plejeydelsen til 1h af grundbeløbetmed tillæg af det (forhøjede) plejetillæg,og at angive direkte i loven, hvilke samledebeløb disse ydelser udgør. Det foreslås at af-skaffe de gældende regler om, at bistands-og plejetillæg og bistands- og plejeydelsenedsættes, hvor 2 samlevende ægtefællerbegge er berettiget til et af disse tillæg elleren af disse ydelser. Bistandstillægget, der ef-ter den gældende lov kun kan tilkendes, hvorden pågældende til stadighed har behov forpersonlig bistand af andre, foreslås at kun-ne ydes også, hvor den pågældende somfølge af sin helbredstilstand til stadighedhar behov for væsentlig bistand til pasningaf husholdningen. Endelig foreslås der ind-

60

ført en såkaldt invaliditetsydelse på beløbvarierende fra 136 kr. (i hovedstaden) til119 kr. (i landkommuner) pr. måned tilpersoner, der under hensyn til deres hel-bredstilstand ville være berettigede til in-validepension, men alene er afskåret herfra,fordi erhvervsevnen ikke kan anses for be-tydeligt nedsat. Kommissionen anbefaler,at der tages skridt til en udligning af for-skellen mellem disse ydelser og tillæg i de3 kommunegrupper, men går ud fra, atdette spørgsmål må søges løst i en størresammenhæng. Et medlem af kommissionenkan i princippet tilslutte sig forslaget om for-højelse af bistands- og plejetillægget og bi-stands- og plejeydelsen og forslaget om ind-førelse af en invaliditetsydelse, men forbe-holder sig sin stilling med hensyn til belø-benes endelige størrelse.

Kapitel 6 indeholder forslag om ændringi værdighedsbetingelserne for retten til in-validepension. Det foreslås at afskaffe be-stemmelsen om, at personer, der i de sidste5 år har ført et levned, der vækker forar-gelse, skal være afskåret fra invalidepension,og bestemmelsen om, at invalidepensionikke skal kunne tilkendes personer, der harfremkaldt invaliditeten med forsæt eller vedmisbrug af alkohol eller narkotika. Et min-dretal har ikke kunnet tiltræde dette forslag.

Kapitel 7 indeholder en redegørelse forforskellige særspørgsmål, som kommissio-nen har overvejet, men som ikke har givetden anledning til at foreslå lovændringer,nemlig om en mulig nedsættelse af den høj-este alder, i hvilken der kan søges invalide-pension, fra 67 år til 65 år, om størrelsenaf ydelserne til invaliderne i Grønland, omtidspunktet for omregningen af invalidepen-sionen i tilfælde, hvor en invalidepensio-nist optager erhvervsmæssigt arbejde, og omydelse af et særligt kosttilskud til invalide-pensionister, der som følge af deres syg-dom skal holde en særlig diæt, der forøgerudgiften til kost. Endelig omtales et forslagfra De samvirkende Invalideorganisationers

repræsentanter i kommissionen om en al-mindelig forhøjelse af invaliditetstillæggettil invalidepensionen.

B. De økonomiske virkninger af kommissi-onens forslag.

1. Ændringer vedrørende bistands- og plejetillægsamt bistands- og plejeydelse m.v.

a. Forhøjelse af bistands- og plejetillæggene(§ 40, stk. 3) i overensstemmelse medstigningen i invalidepensionen siden 1950(side 38-40) 2 mill. kr.

b. En hertil svarende forhøjelse af bistands-og plejeydelserne (§ 62) (side 40)

0,1 mill. kr.

c. Bortfald af bestemmelsen i § 40, stk. 4om, at bistands- og plejetillæggene samtbistands- og plejeydelserne nedsættes medXU for hver, når to samlevende ægtefæl-ler hver er berettigede til tillæggene ellerydelserne (side 41-42) 0,1 mill. kr.

d. Udgifterne ved udvidelse af kredsen afpersoner berettiget til bistandstillæg tilogså at omfatte personer, der er ude afstand til at passe husholdningen, ladersig ikke beregne. Da kredsen af personer,der vil blive omfattet af reglen, må an-ses for meget begrænset, kan udgifternedog skønnes at blive beskedne (side 42—44)

e. Udgifterne ved udbetaling af en invalidi-tetsydelse lader sig ikke beregne, men måefter et skøn foretaget af invalideforsik-ringsretten over den sandsynlige tilgangforventes at blive af begrænset omfang(side 44-47).

2. Bortfald af værdighedsbetingelserne.

Det er beregnet, at bortfald af værdig-hedsbetingelserne i § 38, stk. 2, vil medføreen merudgift til invalidepension på højst1 mill. kr. årligt. Da en væsentlig del af depersoner, der herved får invalidepension, måantages tidligere at have fået udbetalt kom-munehjælp, bliver der en besparelse på den-

61

ne art af hjælp omtrent af samme omfangsom den nævnte merudgift (side 48—52).

3. Ophævelse af bestemmelsen om udbetaling afhjælp til kronisk syge efter forsorgslovens §§247-48 i forbindelse med indførelsen af en au-tomatisk invalideforsikringsordning.

Ved indførelsen af en automatisk invalide-forsikringsordning vil bestemmelserne omudbetaling af hjælp til kronisk syge i for-sorgslovens 88 247-48 kunne ophæves. Ud-gifterne til denne art af hjælp kan anslås fortiden årligt at andrage 18-20 mill. kr. Daudgifterne til invalidepension samtidig stigermed det samme beløb, fordi de pågældendekronisk syge skal have pension, bliver derikke i denne anledning tale om nogen be-sparelse.

Derimod vil der ske en omfordeling afudgiften. Udgiften til invalidepension for-deles således:

Stat + udligningsfond 64/70Mellemkommunal refusion 6/70

Udgifterne efter §§ 247—48 fordeles så-ledes:

Stat (udligningsfond) 5/10Mellemkommunal refusion 4/10Opholdskommuner 1/10

Går man ud fra en årlig udgift på 20 mill,kr., vil der herefter ske følgende ændringeraf udgiftsfordelingen:Stat (udligningsfond) + 8,3 mill. kr.Mellemkommunal refusion -r- 6,3 mill. kr.Opholdskommuner -i- 2,0 mill. kr.

62

BILAG 1.

DE SAMVIRKENDE I N V A L I D E O R G A N I S A T I O N E RRandersgade 68København 0Tlf. C. 337

København, den 17. april 1956.

HENVENDELSE FRA DE SAMVIRKENDE

INVALIDEORGANISATIONER TIL DET FOLKETINGSUDVALG,

DER BEHANDLEDE LOVFORSLAGET OM

INDFØRELSE AF FOLKEPENSION

Tilfolketingsudvalget vedrørende folkepen-

sion m. v.Med nærværende tillader De samvirkende

Invalideorganisationer sig at henlede detærede udvalgs opmærksomhed på forskelligeproblemer, som det er vort håb, udvalgettager op til løsning i forbindelse med denkommende folkepensionering.

Vi tillader os at fremsende et forslag, som

i al korthed udtrykker vore ønsker, men detskulle glæde os, om udvalget ville give osanledning til f. eks. på udvalgets næstemøde at uddybe vore synspunkter og besvareeventuelle spørgsmål i forbindelse med destillede forslag.

For De samvirkende Invalideorganisationer

sign. H. C. Seierup,formand.

1.

2.

F O R S L A G

tit

ændringer i lovgivningen for de invaliderede.

Helbredsbetingelserne for medlemsskabi invalideforsikringen ophæves.

Enhver person i alderen 18-60 år(eventuelt aldersrentealderens indtræ-den) er forpligtet at betale invalidepræ-mie, der opkræves sammen med syge-kassekontingentet. For personer, der ik-ke er medlemmer af sygekasse, foreta-ges opkrævningen af skattevæsenet.

3. Enhver, der opfylder invalideforsik-ringsrettens skøn herfor, kan fra detfyldte 15. år erhverve invaliderente,henholdsvis bistands- eller plejeydelse.

4. De nugældende vandelsbestemmelser

for opnåelse af invaliderente og hjælpaf invalideforsikringsfondens midlerophæves med undtagelse af bestemmel-sen om forringelsen af de økonomiskeforhold (bortgivne midler).

5. Forsorgslovens bestemmelser om kro-nisk sygehjælp §§ 247-248 og 249 op-hæves.

6. Forsorgslovens bestemmelser i § 263udvides til at omfatte alle invaliderede,således at socialministeren udpeger deorganer eller institutioner inden for deforskellige grupper af invaliderede, derskal afgive indstilling til de bevilgendemyndigheder.

63

7. Misbrug af invaliderenten kan ikkemedføre fortabelse af denne. Alene vedgentaget og alvorligt misbrug af invali-derenten kan den udbetalende myndig-hed efter dommerkendelse eller efterappelinstansens afgørelse overtage ad-ministrationen af renten.

8. Sålænge de lægelige betingelser for ud-betalingen af invaliderente m. v. er tilstede, hvilket afgøres af invalideforsik-ringsretten, kan. renten ikke nedsættesunder et nærmere fastsat minimum,hvortil lægges invaliditetstillæg samteventuelt bistands- eller plejetillæg.

9. Når en invaliderentemodtager efterlangvarig sygdom genoptager erhvervs-mæssigt arbejde, skal erhvervsindtægteni et nærmere fastsat tidsrum (3-5 må-neder) ikke have indvirkning på inva-liderentens størrelse.

Derefter nedsættes renten gradvis in-den for et tidsrum af maksimalt 6 må-neder til det rentebeløb, som indtægtenefter de gældende beregningsregler be-rettiger til (jfr. pkt. 10). Såfremt enrentemodtager har periodisk arbejde,bør der, når forholdene i det enkelte til-fælde taler derfor, også kunne foretagesen gradvis nedsættelse af renten overet passende kortere tidsrum (3-4 må-neder).

10. Er invaliderente én gang tilkendt, kanden kun inddrages gradvis. Dennegradvise inddragning påbegyndes, nården pågældende ud over invaliderentenhar en indtægt, der overstiger et nær-mere fastsat fradragsfrit beløb. Rentenreduceres herefter med et beløb, sva-rende til 30 c/o af merindtægten.

11. Ved tilkendelse af invaliderente tillæg-ges der rentemodtageren folkepension,svarende til de for aldersrentemodtage-re gældende regler eller en tilsvarendeydelse.

12. De nugældende bestemmelser om grad-vis inddragning af renten og om hvilen-de renteudbetaling ophæves.

13. Invaliditetstillægget forhøjes ifald til det dobbelte.

hvert

14. Bistands- eller plejeydelse forhøjes medet til invaliditetstillægget svarende be-løb.

15. Invaliditetstillæg, bistands- eller pleje-tillæg samt bistands- eller plejeydelseer personlige og kan ikke reduceres itilfælde af ægteskab.

16. Bistands- eller plejetillæg skal efter in-valideforsikringsrettens afgørelse ogsåkunne tilkendes aldersrentemodtagere.

17. Invaliderentemodtagere, der bor på al-derdomshjem, skal kunne tilkendes etsærligt bistands- eller plejetillæg.

Ad 1. En række lidelser er medfødt ellererhvervet i en tidlig alder og udelukker der-ved i dag fra optagelse i invalideforsikrin-gen, men efter vor opfattelse bør adgangentil invalideforsikringen stå åben for enhverborger, der rammes af en invaliderende syg-dom.

Ad 2. Vi tror, at en bestemmelse somdenne vil forenkle opkrævningen af invali-depræmien.

Ad 3. Da helbredsbetingelserne bortfal-der, jfr. pkt. 1, bør rente kunne opnås veddet fyldte 15. år, når den pågældende ikkeer til oplæring på en institution.

Ad 4. Det er i dag overladt kommunal-bestyrelserne at bedømme, om en ansøgerstidligere vandel er til hinder for, at han ellerhun kan opnå invaliderente. Selvom afgørel-serne kan indankes for socialministeren, eradministrationen ret uensartet på dette om-råde. Dertil kommer, at når egentlig strafikke længere udelukker fra opnåelse af rente,bør f. eks. alkoholismen ikke heller gøre det.Endelig kan anføres, at samfundet praktisktalt i alle tilfælde alligevel yder sådanne per-soner hjælp, så hvorfor ikke yde dem invali-derente?

Ad 5. Efter at alle skulle have adgangtil opnåelse af invaliderente, må §§ 247, 248og 249 i lov om offentlig forsorg kunne op-hæves.

64

Ad 6. Når § 263 i lov om offentlig for-sorg med rette tillægges væsentlig betydningfor revalideringsarbejdet, først blandt tuber-kuloseramte og senere for polioramte, kander vel næppe rejses tvivl om, at en tilsva-rende lovgivning vil have tilsvarende virk-ninger, også inden for de øvrige invalide-grupper. Det er en selvfølge, at hjælpen iføl-ge § 263 skal ydes til de øvrige invalidegrup-per efter samme retningslinier, hvorefterhjælp ydes tuberkuloseramte og polioramte,d.v.s., at de pågældende personer alle skalhave samme rettigheder og pligter under enfælles lovgivning.

Ad 7. Når efter vor mening hverken strafeller dårlig vandel skal kunne influere påtilkendelse af rente (jfr. pkt. 4) bør misbrugheller ikke kunne gøre det. Vi mener detvigtigt, at afgørelsen i disse sager flyttes frade lokale myndigheder til domstolene ellerappelinstansen, hvorigennem man skulle sik-re større ensartethed i administrationen.

Ad 8. Den, som ved ihærdigt arbejde sø-ger at afbøde de økonomiske virkninger afinvaliditeten, bør sikres størst mulig tryghed,bl. a. ved altid at have minimumsrente pluseventuelle tillæg, så længe de lægelige be-tingelser for opnåelse af invaliderente er tilstede. Det vil for samfundet næppe værenoget større økonomisk problem, men forden enkelte kan det være en overordentligværdifuld stimulans i arbejdet, idet tryghedskaber tillid både til egne kræfter og tilfremtiden.

Ad 9. Opnås arbejde efter en længeresygdomsperiode, bør rentemodtagere i noglemåneder ingen fradrag have for derved atkunne stabilisere deres økonomi. Jo før deninvalideredes økonomi bringes i orden, desstørre er udsigterne for en heldig gennem-førelse af revalideringsprocessen.

Ad 10. Invaliderenten kan i dag mistespå to måder.

1 ) Hvis den invaliderede tjener mere enden trediedel af, hvad en ikke-invalide-ret tjener ved samme arbejde og påsamme egn, mister han med ét slagden hele rente.

5

2) Hvis den invaliderede tjener mere end150 pct. af rentens grundbeløb, fra-drages i renten et beløb, svarende til60 % af merindtægten. I det skitse-rede folkepensioneringsforslag fradra-drages 72 % af indtægten, der over-stiger 120 % af det nye grundbeløb.

Risikoen for på én gang at miste hele ren-ten undergraver den invalideredes vilje tilen arbejdsmæssig indsats, ikke mindst hvishan befinder sig i den gruppe, hvor place-ringsmulighederne er små, og hvor derforchancen for regelmæssig beskæftigelse erringe. Helt: galt bliver det for den gruppe,der ikke tør regne med at opnå en normalindtægt, men som i heldigste fald kun opnårarbejdsmæssig fortjeneste, der bringer hamlidt over den famøse trediedel, hvorved hanaltså mister renten, uden at have kunnet sikresig en normalindtægt. Disse mennesker villekunne støttes i deres bestæbelser, for at ven-de tilbage til det miljø, de er tvunget ud af,hvis de vidste, at renten kun blev inddrageti takt med den indtægt, de var i stand til attjene.

Fradragene på 60 % ( folkepensione-ringsforslaget 72 % ) , hvorved renten redu-ceres, når den øvrige indtægt overstiger 150% af grundbeløbet (folkepensioneringsfor-slaget 120 %) , er ret hårde. Fradrageneindtræder for brat, så den invaliderede uvil-kårlig føler, at man har sat en grænse, hvor-til det kan betale sig at arbejde. Arbejdsind-satsen, der skal til for at komme videre, følesfor stor i forhold til udbyttet.

Ved at lade fradraget indtræde lidt tid-ligere kunne fradragsprocenten måske sæn-kes så meget, at man fik en glidende skala.Ved f.eks. at fastsætte et fradragsfrit beløb(1.800 kr. for forsørgere, 1.200 kr. for en-lige), der ikke nåede op til de 150 % (fol-kepensioneringsforslaget 120 %) , skulledet være muligt at sænke fradragsprocentenf.eks. til 30. Man ville her opnå, at den in-validerede med invaliderente, samtlige til-læg og en arbejdsindtægt, der kun reducere-des med 30 %, når den oversteg det fra-dragsfrie beløb, kunne sikre sig en samlet

65

indkomst, der svarer til, hvad andre menne-sker har at leve af.

I denne forbindelse ønsker vi at pege påen detalje, der visse steder føles stærkt gene-rende. Invahderentemodtagere med børn fårdet samme nedslag i skatten, som andre bor-gere med børn får det. Rentemodtageren fårimidlertid også, som tillæg til sin rente, etbørnetillæg, som dog beregnes efter ganskesærlige regler. Reduktion i disse børnetillægindtræder, når den samlede indtægt — og iden samlede indtægt indgår både invalide-renten og det før omtalte nedslag i skatten -i København når 6.660 kr., i købstæderne5.870 kr. og på landet 4.930 kr. Resultatetbliver altså, at skattenedsættelsen :i visse til-fælde ophæves ved, at børnetillægget redu-ceres tilsvarende. Denne detalje i lovgivnin-gen håber vi, det må lykkes udvalget at fårettet.

Ad 11. Dette forslag må betragtes som ettillæg til det skitserede folkepensionerings-forslag. Vi tillader os derfor at gå ud fra, atforbedringer af aldersrentemodtagernes kåruden videre overføres til også at gælde in-validerentemodtagerne. Det vil i denne for-bindelse sige, at folkepensionstillægget ind-går som tillæg også til invaliderenten og ikkeunderkastes andre fradragsregler, end der ergældende for aldersrentemodtagere med fol-kepension.

Ad 12. Den gradvise inddragning af ren-te og bestemmelser om hvilende rente har ef-ter vor opfattelse ikke haft større betydning,og hvis synspunkterne i pkt. 9 og 10 akcep-teres, bør de nugældende bestemmelser kun-ne bortfalde.

Ad 13. Man har fra alle sider erkendt,at invaliditetstillægget ikke på langt nær ud-trykker forskellen imellem alders- og inva-liderentemodtagernes levevilkår. De gamlehar deres hjem, har deres børn fra håndenog har ganske naturligt mindre krav at stilletil tilværelsen. Invaliderentemodta.geren harofte et langt liv foran sig og skal et liv igen-nem klare sig ved hjælp af renten. På Desamvirkende Invalideorganisationers offent-lige møder i 1952 og 1953 gav da også samt-

lige politiske partier tilsagn om at ville gåind for i hvert fald en fordobling af invali-ditetstillægget.

Ad 14. Hvis bistands- og plejeydelserneskal sikre den arbejdende invalid dækning afde udgifter, invaliditeten medfører, bør udentvivl de nuværende satser for bistands- ogplejeydelser forhøjes med et beløb, svarendetil invaliditetstillægget.

Ad 15. Disse tillæg er personlige; de gi-ves til dækning fortrinsvis til sådanne ud-gifter, den enkelte har i sit erhverv. De børderfor ikke reduceres i tilfælde af ægteskab,da ægtefællerne ikke har disse i strengesteforstand personlige udgifter fælles. Denblinde husmoder kan således ikke betalehjælp til indkøb med de penge, manden bru-ger for at klare sit arbejde.

Bistandsydelsen består af bistandstillæggetog et beløb, svarende til grundbeløbet. Dendel, der svarer til bistandstillægget, er skatte-frit, men efter vor opfattelse bør hele bi-standsydelsen - og det gælder også pleje-ydelsen — være skattefri, eftersom alle erenige om, at pengene bruges til dækning afuundgåelige udgifter.

Ad 16. Ved det fyldte 65. år bortfalderretten til at søge invaliderente og derved ret-ten til at søge bistands- eller plejetillæg. Deter imidlertid klart, at det menneske, der ien alder af 66 år mister synet eller førlig-heden, har samme behov for hjælp som den,der rammes af ulykken 2 år tidligere. Vi erhelt klare over, at det ikke bliver let at ad-ministrere en sådan bestemmelse, fordi visselidelser som f.eks. senilitet vel ikke i og forsig kan berettige til bistands- eller plejetil-læg, men vi mener, at invalideforsikrings-retten må kunne skønne i disse sager. Ende-lig bør det måske tilføjes, at samfundet imange tilfælde yder disse mennesker hjælpalligevel, så hvorfor ikke inddrage dem un-der invalideforsikringen?

Ad 17. Det er naturligt, at det normalebistands- eller plejetillæg bortfalder, når denpågældende optages på et hjem, men demennesker, der, medens de lever uden for

66

en institution, behøver ekstra hjælp, behøver Vi foreslår derfor, at mennesker, der er be-den også i et vist omfang, efter at de er op- rettiget til bistands- eller plejeydelse, ogsåtaget på et hjem. En blind eller en polioramt får et mindre tillæg til deres lommepenge,kan ikke selv foretage de småindkøb, som når de optages på et hjem.ethvert menneske nødvendigvis må foretagesig; de kan heller ikke på egen hånd komme For De samvirkende Invalideorganisationerud i det fri, og det er en kendt sag, at skal . „ r „ .man have andre til at hjælpe sig, må det ° ' " ,"

i- x. r i. i L x. i j r formand,

være muligt ror en at kunne betale derfor.

675'

BILAG 2.

DIREKTORATET FOR SYGEKASSEVÆSENET

Den 13- januar 1959.

OPLYSNINGER

FRA DIREKTORATET FOR SYGEKASSEVÆSENET

VEDRØRENDE DIREKTORATETS FORBEREDENDE

B E H A N D L I N G AF ANSØGNINGER

OM I N V A L I D E P E N S I O N

Til bedømmelse af omfanget af det ar-bejde, der i direktoratet (begæringsafdelin-gen) i henhold til folkeforsikringslovens §47, stk. 2, foretages med hensyn til under-søgelse af, om de pågældende ansøgere ominvalidepension opfylder de formelle betin-gelser herfor, er der af de i kalenderåret1954 til direktoratet indgåede 10.238 be-gæringer fremtaget 1.000 sager, således atder af hvert nyt tusinde sager er taget deførste 100 sager.

Om undersøgelsens resultat henvises tilvedlagte oversigt, hvor sagerne er delt i tohovedgrupper: I. Sager, der på det forelig-gende har kunnet godkendes, og II. Sager,der har måttet underkastes nærmere under-søgelse før godkendelse; og inden for disseto grupper er der foretaget en opdeling efter,om det er første gang, pågældende søger,eller om det er en fornyet begæring, samtefter ansøgerens bopæl: Hovedstaden (Kø-benhavn, Frederiksberg og Gentofte), køb-stæder og landkommuner.

I. De sager, der på det foreliggende harkunnet godkendes - ialt 699 sager - ca. 70% — omfatter nærmere beskrevet de sager,hvor direktoratet ved en intern behandlinguden brevveksling med ansøgeren eller myn-digheder har kunnet træffe sin afgørelse.Der bortses her fra, at der i visse tilfælde ertilbage- eller fremsendt skemaer fra direk-toratet til kommunen til dennes behandlingaf sagen, ligesom der bortses fra henvendel-ser til arbejdsdirektoratet eller direktoratetfor ulykkesforsikringen henholdsvis vedrø-rende spørgsmålet om eventuel refusion afunderstøttelse og vedrørende fremsendelseaf akter til invalideforsikringsretten, jfr. fol-keforsikringslovens § 41, stk. 5.

II. De sager, der ikke på det foreliggendehar kunnet godkendes - ialt 301 - ca. 30 %- er opdelt efter de forskellige undersøgelser— anført ud for hver gruppe. Den enkeltesag kan derfor have medført flere forskel-lige undersøgelser.

68

Udfaldet af undersøgelse i henhold til folkeforsikringslovens § 4-/ stk. 2, af 1.000 af de i kalen-

deråret 19 j 4 til sygekassedirektoratet indgåede 10.238 begarinqer om invaliderente (tension) *).

69

Til belysning af udfaldet af direktoratet behandlet, eventuelt efter nærmere under-for sygekassevæsenets behandling af begæ- søgelse, 445. Resten, 81 sager, er afvist. Afringer om underholdshjælp i henhold til for- disse 81 er fremtaget 53, tilfældig valgte. Desorgslovens §§ 247-248 er der af de i ka- 53 sager fordeler sig efter følgende bort-lenderåret 1954 indgåede 526 sager videre- falds- eller afvisningsgrundlag:

Ansøgerens bopæl

Hovedstaden(København, Køb-Frederiksberg stæderog Gentofte)

Land-kom-

munerlait

Opfyldte ikke den i § 248 anførte 3-årige helbreds-betingelse for at søge hjælp

Var undergivet særforsorg

Opfyldte ikke aldersbetingelsen for at søge hjælp

Indtægt / formue over sygekassegrænsen

Opfyldte ikke værdighedsbetingelserne

Afvist, da fornødne skemaer ikke indgik

Ansøgeren trukket ansøgningen tilbage

Bortfald på grund af dødsfald

Andre grunde

lait

8

1

-

1

9

5

1

-

1

26

1

2

-

-

5

1

-

1

1

11

5

2

3

1

-

3

-

-

2

16

14

5

3

2

14

9

1

L

4

33

71

BILAG 3.

UNDERSØGELSE AF SPØRGSMÅLET

OM FORVENTEDE BESPARELSER PÅ DIREKTORATET FOR

SYGEKASSEVÆSENETS BUDGET,

SÅFREMT DER INDFØRES EN AUTOMATISK

INVALIDEFORSIKRING

(udarbejdet af direktoratet for sygekassevæsenet)

Angående undersøgelsen må først bemær-kes, at konsekvenserne af indførelsen afautomatisk invalideforsikring må være, atspørgsmålet om helbredsbetingelserne bort-falder. Dermed vil direktoratets undersøgel-se af spørgsmålet om, hvorvidt helbredsbe-tingelserne har været til stede ved optagel-sen, være overflødiggjort. Det er et forhold,der såvel ved invalidepensionsbegæringersom ved sager vedrørende ansøgninger omhelbredelsesforanstaltninger i henhold til §60 i folkeforsikringsloven ofte giver anled-ning til nærmere undersøgelser og ofte re-sulterer i omstødelse af optagelsen og forinvalidepensionsbegæringers vedkommende ividerebehandling af sagen som en begæringom underholdshjælp i henhold til forsorgs-lovens §§ 247-248 (den pågældende vili øvrigt i så fald som oftest, om Invaliditetmå skønnes at være til stede, få en hjælpefter forsorgsloven af ganske samme størrel-se som invalidepensionen).

En automatisk invalideforsikring må føretil en ophævelse af bestemmelserne om un-derholdshjælp i henhold til forsorgslovens§§ 247-248, hvorved spares de i forbindelsedermed stående undersøgelser af eventuelletidligere forsikringsforhold og eventuel gen-

oprettelse af disse og de i mange tilfælde retomfattende undersøgelser af, om den i § 248foreskrevne 3-årsbetingelse er i orden.

Endvidere forudsættes spørgsmålet omværdighedsbetingelserne, jfr. folkeforsik-ringslovens § 38, stk. 2, nr. 3, at ville bort-falde.

Hvad opkrævningen af invalidepræmienangår, har man regnet med, at man i stedetfor en præmie opkrævet gennem sygekassenfår bidraget fra de enkelte ind gennem enforhøjelse af det bidrag, der nu erlæggessammen med indkomstskatten til folkepensi-on; d.v.s. at opkrævning af bidraget og even-tuel restance hermed må blive et spørgsmål,som skattemyndighederne skal ordne, ogeventuel restance skulle være uden betydningfor spørgsmålet om, hvorvidt man kan søgeog oppebære invalidepension. Man vil her-ved slippe for hele det store og uhyre ar-bejdskrævende arbejde med undersøgelse afrestanceforhold og virkningerne heraf, jfr.således bl.a. bestemmelsen i § 38, stk. 2, nr.6, hvorefter pension, når der er foretagetforgæves udpantning for restance med syge-kassekontingent og invalidepræmie, førstkan opnås, når der er hengået 2 år, efter atrestancen er betalt. I dette tidsrum vil de på-

72

gældende som oftest være henvist til hjælpfra kommunen, hvorved således udgiften tilden pågældendes underhold som følge afhans restanceforhold må bæres af kommu-nen uden adgang til refusion efter de for in-validepension gældende regler. Det er i øv-rigt en bestemmelse, der også på anden mådevirker uretfærdig, idet mange kommuner ik-ke følger de for inddrivelse af restancerneforeskrevne bestemmelser, og de personer,der er hjemmehørende i sådanne kommuner,derfor ikke rammes af den omhandlede 2-årsregel.

Man er derhos gået ud fra, at invalidepen-sionen fortsat udbetales gennem opholds-kommunen. Sluttelig kan nævnes, at man ergået ud fra, at ansøgeren fortsat må formo-des at skulle have dansk indfødsret, eller ihvert fald gennem de forskellige indgåedekonventioner med andre lande kunne lige-stilles med dansk statsborger. De til invalide-forsikringsrettens bedømmelse af invalidi-tetsspørgsmålet hidtil afgivne oplysninger iskemaerne forudsættes ikke ændrede.

Til belysning af, hvilke besparelser i ar-bejdskraft det vil kunne medføre, kan an-føres følgende:

Af den redegørelse fra direktoratet, derer afgivet til kommissionen angående ind-gåede invalidepensionsbegæringer i 1954,fremgår, at der i dette år er foretaget nær-mere undersøgelser af restanceforhold, op-tagelsens berettigelse samt værdighedsbetin-gelser i godt 10 % af sagerne. I 1958 varantallet af begæringer om invalidepensionog underholdshjælp i henhold til forsorgs-lovens §§ 247-248 ca. 14.300, hvortil kom-mer sager angående ansøgning om helbre-delsesforanstaltninger. Hele arbejdet medundersøgelse af de her omhandlede spørgs-mål skulle altså bortfalde. Det vil sige, atved den omhandlede nyordning skulle bort-falde dels de omtalte nærmere undersøgelserog dels eftersynet af, om disse spørgsmåler i orden i de resterende sager. Arbejdetmed godkendelse af sagerne simplificeresogså ved, at skemaerne kan forenkles.

Der er i den afdeling, der undersøger dis-se spørgsmål (begæringsafdelingen), i øje-

blikket beskæftiget 2 heldagsoverassistenterog 1 medhjælper og af akademisk arbejds-kraft 8 halvdagssekretærer. Endvidere 1 hel-dagsekspeditionssekretær, 1 ekspeditionssek-retaer delvis og en halvdagsfuldmægtig. Densamlede lønning androg i 1958 ca. 125.000kr. En skønsmæssig vurdering af, hvad oven-nævnte besparelse i arbejde kan medføre, ervanskelig at foretage. Formentlig kan manregne med, at ca. 50 % af arbejdet vilbortfalde, men man må formentlig regnemed, at en væsentlig større del af lønnin-gerne bortfalder, idet den overordnede ar-bejdskraft hovedsagelig vil blive overflødig.Skønsmæssigt må man formentlig kunneregne med, at det arbejde, der bliver tilbageved en god tilrettelægning af arbejdet, vilkunne udføres for ca. 1/3 af de 125.000 kr.,d.v.s. en besparelse alene i begæringsaf de-lin gen på ca. 80.000 kr. ärlig. Hertil kom-mer besparelsen i andre kontorafdelinger,således de ikke få sager, der sendes til direk-toratets 3. kontor, den juridiske afdeling,angående restanceforhold, og til direktora-tets 4. kontor, der behandler spørgsmåletom berettigelsen af optagelse i forsikringen.Yderligere må nævnes en ikke ubetydeligbesparelse i direktoratets skrivestue med fri-tagelse for de mange og ofte lange skrivel-ser, der er nødvendige for opklaringen af deforhold, der nu ikke længere skulle værenødvendige at undersøge. Formentlig kanher spares i hvert fald én person, d.v.s.i skrivestuen en besparelse på ca. 13.000 kr.årlig.

Hertil kommer i fondens bogholderi envis besparelse ved overgang fra invalide-præmie til bidrag, der opkræves ad skatte-vejen. Dermed bortfalder i direktoratet ar-bejdet med bogføring af 4 gange årlig ind-sendte invalidepræmier fra samtlige syge-kasser (ca. 1.550) samt årsopgørelserne.Herved må i bogholderiet skønsmæssigt kun-ne spares 1 mand, d.v.s. ca. 15.000 kr. årlig.

Til de anførte besparelser må endelig fordirektoratets vedkommende nævnes en ikkeubetydelig besparelse med hensyn til anskaf-felse af papir, blanketter og for bogholderietmindskning af dets bøger.

73

lait skulle der således i direktoratet admi-nistrativt kunne spares ca. 110.000 kr. årlig.

Hvad andre institutioner angår, vil kom-munerne landet over slippe for et megetvæsentligt arbejde med indhentning i deenkelte sager af oplysninger f.eks. om fore-tagen udpantning, undersøgelse af værdig-hedsbetingelserne o.s.v., i hvilken forbindel-se også må nævnes den forenkling af be-gæringsskemaerne, der naturligt må blivefølgen af nyordningen. For sygekasserne vilnyordningen medføre væsentlige besparel-ser. De skal således ikke længere afgive er-

klæringer angående forsikringsforholdet vedindgivelse af begæringer om invalidepensi-on, jfr. tillægsskemaets 4. side, og megen ogofte omfattende brevveksling vil kunne spa-res, jfr. opgivelsen af bl.a. restance-regler ogundersøgelse af tidligere medlemsforhold.

Direktoratet skal henlede opmærksomhe-den på, at sygekasserne for arbejdet med op-krævning af invalidepræmierne samt for-skudsvis afholdelse af en del af de nævnte§ 60-foranstaltninger oppebærer et beløb på5 % af de indbetalte invalidepræmier, d.v.s.ca. 2,3 mill. kr. årlig.

74

BILAG 4.

STØRRELSEN AF INVALIDEPENSION,

TILLÆG SAMT BISTANDS- OG PLEJEYDELSER

PR. 1. APRIL 1959

OG STIGNINGEN I PENSIONER, TILLÆG OG YDELSER

SIDEN 1950

A.. Invalidepension, tillag og ydelser pr. i. april ipjy-

Køb- Detstæder øvrigem. v. land

kr. årlig kr. årlig kr. årlig

Hoved-staden

/ . Fuld invalidepension(grundbeløb og invaliditetstillag, evt. agteskabstillag)

Ægtepar, hvor begge ægtefæller modtager invalidepension 6.576Ægtepar, hvor kun den ene ægtefælle modtager invalide-pension 4.800Enlige 4.188

2. Invalidepension nedsat til x\} (mindstebeløbet)

Ægtepar, hvor begge ægtefæller modtager invalidepension 1.848Ægtepar, hvor kun den ene ægtefælle modtager invalide-pension, og enlige 1.224Bistandstillæg (for enlige) 936Plejetillæg (for enlige) 1.572Invaliditetstillæg (for enlige) 528Bistandsydelse (for enlige) 2.160Plejeydelse (for enlige) 2.796

6.288 5.856

4.596

4.044

1.752

1.176

888

1.476

5282.064

2.652

4.224

3.744

1.608

1.080

8161.344

528

1.896

2.424

B. Stigningen i invalidepension, tillæg ogydelser fra 1950.

Såvel invalidepensionen som de forskelli-ge tillæg til denne er igennem en årække

blevet reguleret efter detailpristallets bevæ-gelser. I januar 1950 udgjorde dette pristal(med udgangspunkt i 1914) 315, og det vari januar 1959 steget til 448, d.v.s. med 42%.

Stigningen i invalidepensionerne siden

75

1950 kan opgøres, når der som udgangs-punkt i 1950 beregnes det samlede pensions-beløb (rente) bestående af grundbeløb +rentetillæg + beklædningstillæg + brænd-selstillæg + særlige ydelser + invaliditets-tillæg, og dette tal sammenholdes med stør-relsen af grundbeløb + invaliditetstillæg ef-ter januar-pristallet 1959.

Tabel 1. Sugningen i den fulde invalide-pension 1950-59.

Stigningen i den fulde invalidepensionhar således været väsentlig kraftigere endden samtidig stedfundne prisstigning, hvil-ket må tages som et udtryk for, at værdienaf den udbetalte pension i 1959 er højere,end værdien var i 1950. Endvidere kan detses, at stigningen har været kraftigst i »detøvrige land«, svagest i hovedstaden, hvilketer et resultat af den delvise udjævning afaftrapningen mellem hovedlandsdelene, somer blevet foretaget i flere tempi.

Opdeles invalidepensionen i grundbeløbetog invaliditetstillægget, viser det sig, atstigningen har været ret forskellig for de todele.

Tabel 2. Stigningen i grundbeløb oginvaliditetstillceg 1950-59.

Den forholdsvis kraftige stigning i invali-ditetstillægget skyldes navnlig den særligeforhøjelse, der blev gennemført i 1956.

Ser man nu bort fra den forhøjelse, derskyldes pristalsbevægelsen, kan det beregnes,hvor stor den reelle stigning har været i denfulde invalidepension fra 1950 til 1959.

Tabel 3. Absolut stigning i invalidepensio-nen 1950—59, nar der bortses fra stigningen

som følge af pristalsreguleringen.

Stigningen i 1/3 af pensionens grundbe-løb har været væsentligt kraftigere end stig-ningen i den fulde invalidepension. Dettefremgår af den følgende tabel 4 sammen-holdt med tabel 1.

Tabel 4. Stigningen i 1/3 af pensionensgrundbeløb 1950-59.

Årsagen til, at stigningen i 1/3 af pensio-nens grundbeløb har va;ret kraftigere end iden fulde grundpension, er, at det beløb,hvoraf 1/3 i 1950 blev beregnet, alene vargrundbeløbet uden forhøjelse med de gam-le tillæg (rentetillæg, beklædningstillæg,brændselstillæg og særlige ydelser), medens1/3 i 1959 beregnes ud fra størrelsen af detfulde grundbeløb, i hvilket de pågældendetillæg nu er indregnet.

Stigningen i bistands- og plejetillæggenesiden 1950 fremgår af den følgende tabel.

76

De pågældende tillæg er således - når derbortses fra mindre forskelle, som væsentligstskyldes afrundingerne - steget med sammeprocent som pristallet.

Tabel 6 viser stigningen i bistands- ogplejeydelsen 1950-59.

Som følge af, at 1/3 af pensionens grund-beløb indgår i disse ydelser, er de stegetkraftigere end de tilsvarende tillæg, menstigningen har dog været noget mindre endi den fulde invalidepension. Det bemærkes,at der har været en forholdsvis stærkere stig-ning i bistandsydelsen end i plejeydelsen,hvilket alene skyldes, at 1/3 af pensionensgrundbeløb vejer forholdsvis tungere, nården sammenlægges med bistandstillæggetend med det større plejetillæg.

77

BILAG 5.

REDEGØRELSE FRA

KØBENHAVNS KOMMUNES SOCIALDIREKTORAT,

FOLKE FORS I KRINGSKONTORET,

VEDRØRENDE TILFÆLDE, HVOR I N V A L I D E P E N S I O N

ER NÆGTET PÅ GRUND

AF VANDELSBESTEMMELSERNE

Nedenfor anføres en oversigt over antalletaf begæringer om invalidepension indgivettil Københavns kommune inden for de sid-ste 5 år tillige med oplysning om antallet afbegæringer, der blev standset, fordi ansøge-ren ikke opfyldte de i folkeforsikringslovens§ 38, stk. 2, nr. 3 og 4, fastsatte værdigheds-betingelser. Det bemærkes, at 1955-56 erdet sidste statistisk behandlede år, jfr. Kø-benhavns magistrats 3- afdelings beretning.

1951-521952-531953-541954-551955-56

Antal begæringer

2.3312.6472.4202.6052.024

Standset

1914301019

Folkeforsikringskontoret har gennemgåetde 19 sager fra regnskabsåret 1955-56, derikke har kunnet videreekspederes til direk-toratet for sygekassevæsenet på grund afmanglende værdighed.

Det viser sig, at der kun i 4 tilfælde ertale om anvendelse af folkeforsikringslovens§ 38, stk. 2, nr. 3,(drikfældighed), medensde øvrige tilfælde falder ind under sammebestemmelse, stk. 2, nr. 4, (fattighjælp evt.i forbindelse med, at sygekassebetingelserneikke var i orden). Som ekstreme tilfældekan man pege på, at i 3 sager er begæringenstandset på grund af kontering i medfør afforsorgslovens § 309, det vil sige egentligfattighjælp som følge af dom for bedrageriover for forsørgelsesvæsenet.

Endelig skal man tilføje, at man ikke inævnte regnskabsår har haft tilfælde, hvorsagen er standset på grund af erhverv vedutugt, alfonseri eller rufferi, professionelbetleri, mishandling eller grov vanrøgt affamilie eller lignende.

Folkeforsikringskontoret,

den 4. november 1957,

sign. H. Blume.

78

BILAG 6.

INVALIDEFORSIKRINGSKOMMISSIONEN AF 1956

Den 22. november 1958.

FORESPØRGSEL

FRA I N V A L I D E F O R S I K R I N G S K O M M I S S I O N E N

ANGÅENDE B E H A N D L I N G AF SAGER

OM I N V A L I D E P E N S I O N TIL PERSONER, DER ANSØGER

OM P E N S I O N EFTER DET 65. ÂR

Under drøftelserne i invalideforsikrings-kommissionen og i et af denne nedsat ar-bejdsudvalg er der rejst spørgsmål om eneventuel ændring af bestemmelsen i folke-forsikringsloven om, at invalidepension kantilkendes en forsikret indtil det 67. år. Deter blevet fremhævet, at aldersgrænsen indtilgennemførelsen af folkepensionen i 1956var 65 år, og at vægtige grunde kunne talefor fortsat at bevare en aldersgrænse for til-kendelse af invalidepension på 65 år og athenvise personer på over 65 år til i givet faldat søge dispensation fra folkeforsikrings-lovens aldersgrænse for tilkendelse af folke-pension.

Under drøftelserne i kommissionen harforskellige andre synspunkter været fremsat,men der har været en betydelig støtte for ik-ke at stille forslag om ændringer i alders-grænsen på 67 år for retten til at få invalide-pension. Samtidig skulle det i kommissio-

nens betænkning fremhæves, at der i be-mærkningerne til det lovforslag, der måtteblive fremsat på grundlag af kommissionensovervejelser i øvrigt, burde udtales, at detforudsættes, at invalidepension ikke tilken-des, når ansøgerens nedsatte erhvervsevne idet væsentlige må tilskrives hans alder.

Under kommissionens drøftelser i mødetden 18. november var der enighed om atindhente en erklæring over spørgsmålet frainvalideforsikringsretten.

Under henvisning hertil udbeder man sigen udtalelse fra invalideforsikringsretten,herunder navnlig med hensyn til ønskelig-heden af og muligheden for at anse dennedsættelse af erhvervsevnen, som måttekonstateres hos ældre ansøgere, som falden-de uden for lovens § 38, når erhvervsevne-nedsættelsen i det væsentlige skyldes al-deren.

Til invalideforsikringsretten.

79

BILAG 7.

INVALIDEFORS IKRINGSRETTEN

Den 9. marts 1959.

REDEGØRELSE

FRA INVALIDEFORSIKRINGSRETTEN

ANGÅENDE TILKENDELSE AF

I N V A L I D E P E N S I O N TIL ANSØGERE

OVER 65 ÅR

I skrivelse af 22. november 1958 har in-valideforsikringskommissionen meddelt in-valideforsikringsretten, at man har drøftetspørgsmålet om en eventuel nedsættelse afaldersgrænsen for tilkendelse af invalide-pension fra 67 til 65 år, men at der i kom-missionen har været en betydelig støtte forikke at stille forslag om ændringer i alders-grænsen på 67 år for retten til at få invalide-pension. Herefter skulle der i kommissio-nens betænkning fremhæves, at der i be-mærkningerne til det lovforslag, der måtteblive fremsat på grundlag af kommissionensovervejelser i øvrigt, burde udtales, at detforudsættes, at invalidepension ikke tilken-des, når ansøgerens nedsatte erhvervsevne idet væsentlige må tilskrives hans alder.

Under henvisning hertil har invalidefor-sikringskommissionen udbedt sig en udta-lelse fra invalideforsikringsretten, herundernavnlig med hensyn til ønskeligheden af ogmuligheden for at anse den nedsættelse aferhvervsevnen, som måtte konstateres hosældre ansøgere, som faldende uden for lo-vens § 38, når erhvervsevnenedsættelsen idet væsentlige skyldes alderen.

I denne anledning skal invalideforsik-ringsretten bemærke følgende:

Spørgsmålet om at henvise ansøgere ominvalidepension til at søge folkepension istedet for invalidepension opstår i de til-fælde, hvor ansøgeren er mellem 60 og 67ar, og hvor den nedsatte arbejdsudygtighedi det væsentlige må tilskrives alderen. Inva-lideforsikringsretten har i sådanne tilfældenægtet invalidepension og henvist pågælden-de til at søge folkepension. Retten har, så-fremt dette er nødvendigt: som betingelse forat opnå folkepension, over for kommunalbe-styrelsen anbefalet, at der tilstås folkepen-sion i medfør af folkeforsikringslovens § 1,stk. 4 og 5. Retten har over for den pågæl-dende i kendelsen udtalt, at forsikredes ned-satte arbejdsdygtighed efter invalideforsik-ringsrettens skøn hænger sammen med alde-ren, og at retten ikke mener, at lidelsen isig selv skulle være invaliderende i en sådangrad, at forsikredes erhvervsevne af dengrund er nedsat til den i folkeforsikringslo-vens § 38, stk. 1, omhandlede grænse.

Sagen har i anledning af invalideforsik-ringskommissionens henvendelse været drøf-tet i invalideforsikringsrettens 3 afdelinger(kirurgiske og medicinske sager, neurologi-ske og psykiatriske sager samt ortopædisk-fysiurgiske sager). Der har her været enig-

80

hed om at udtale over for kommissionen, atdet er muligt at udskille sådanne tilfælde,hvor nedsættelsen af erhvervsevnen i detvæsentlige hænger sammen med alderen.Det drejer sig om fysiske forandringer, dernormalt rammer ældre personer, f.eks. mo-derate forkalkningsfænomener i karrene, derkun har givet sig udslag i lettere organbe-skadigelser, lungestivhed, hjerneforkalkningmed lettere psykiske symptomer ( depression,neurose), lettere slidgigt i ekstremiteter ogryg og aldersbetinget svækkelse af ekstremi-teter og ryg som følge af nedsat blodcirkula-tion. Disse aldersforandringer vil kunne be-virke, at den pågældende slås ud af arbejds-markedet, navnlig når ansøgeren er beskæf-tiget ved fysisk krævende arbejde. Spørgs-målet opstår også i sådanne tilfælde, hvoren sygdom, der ikke i sig selv er invalideren-de, f.eks. et benbrud, der heler op, bevirker,at en ældre arbejder ophører med at arbejde.Endelig kan som eksempel nævnes tilfælde,hvor den pågældende ophører med at ar-bejde, fordi virksomheden standser, ellerden pågældende afskediges på grund af æn-dret ledelse, og hvor pågældendes alder iforbindelse med den almindelige svækkelsesom følge heraf bevirker, at den pågældendeikke på ny kan opnå beskæftigelse.

Der har endvidere i invalideforsikrings-

retten været enighed om, at det er ønskeligt- som sket - at kunne henvise sådanne til-fælde til folkepension, da man i modsat faldkommer ind på en urimelig udvidelse affolkeforsikringslovens invaliditetsbegreb, ogder i øvrigt i folkeforsikringslovens § 1,stk. 4 og 5, er givet bestemmelser, der tagersigte på disse tilfælde.

Invalideforsikringsretten vil i øvrigt ansedet for hensigtsmæssigt, om der som nævnti invalideforsikringskommissionens skrivelsei lovbemærkningerne til det kommende lov-forslag kunne gives en tilkendegivelse om, atinvalidepension ikke kan tilkendes, når dennedsatte erhvervsevne i det væsentlige måtilskrives alderen. En sådan tilkendegivelseer ønskelig for at afgrænse bestemmelsen ifolkeforsikringslovens § 38, stk. 1, om at derved invaliditetsbedømmelsen blandt andetskal tages hensyn til forsikredes alder.

Man vedlægger en oversigt over de i ka-lenderåret 1957 afgjorte sager vedrørendeinvalidepension til personer, der har ansøgtom pension efter det fyldte 65. år. Som detfremgår af denne oversigt og de deri anførtediagnoser i enkeltsager, har der dog ikkeblandt disse sager været tilfælde af den her-omhandlede art, hvor invaliditeten i over-vejende grad er betinget af almindelige al-dersforandringer.

81