Farrisskoven i det nordlige Sønderjylland – myte eller realitet?1  METTE PILGAARD

En vedvarende myte igennem generationer har været, at det nord-lige Sønderjylland var dækket af en stor, uigennemtrængelig skov, "Farrisskoven", der

"langt ind i Middelalderen stadig laa som et uigennemtrængeligt Øde og en uovervindelig Hindring for Færdselen, et Vildnis af Fyr, Eg og Bøg, af Hassel, Birk, Hvidtjørn og Kristtjørn; en Urskov i Or-dets egentlige Betydning har den Kæmpeskov været. Ja, saa tæt var den – fortælles det – at en Rytter en Sommerdag ved Middagstid kunde ride i Skygge fra Rødding til Kalvslund Birke, og et Egern kunde tilbagelægge hele Vejen fra Lillebælt til Kalvslund uden at komme paa Jorden" (Hermansen 1947 s. 164).

I "Farrisskovens saga" berettes, at Farrisskoven i gammel tid lå syd for Kongeåen i det nordlige Sønderjylland mellem Kongeåen, Gram Å og Ribe Å. I en længde af ca. 60 km strakte Farrisskoven sig fra Lillebælt tværs over landet helt ud til Farup i Ribeegnen. Mod nord begrænsedes den af hedesletterne ved Kongeåen, og dens bredde nord-syd ansloges til henved 11,3 km.

Farrisskoven kan have været en kratskov, idet navnet Farris be-tyder "krattet (eller kratskoven) ved åen Far" (Jørgensen 2008 s. 75).

1 Artiklen bygger på dele af mit speciale Farrisskoven – Myte eller realitet? En kulturhi-storisk analyse af territorialitet med udgangspunkt i det arkæologiske materiale. Specialet blev i 2008 udarbejdet som led i kandidatuddannelsen i forhistorisk arkæologi ved Afdeling for Forhistorisk Arkæologi, Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvi-stik, Århus Universitet.

METTE PILGAARD

2

Som indicium på Farrisskovens eksistens har udbredelsen af tidli-ge, middelalderlige kirker været anvendt. Førende faghistorikere har således illustreret udbredelsen af Farrisskovens størrelse i tid-lig middelalder ved hjælp af kirkernes placering, jf. fig. 1. Hele vejen rundt om den formodede skov er der ca. 3–5 km mellem hver kirke, hvorimod der på tværs af skoven er betydeligt længere, så-ledes over 15 km mellem Øster Lindet syd for skoven og Skodborg nord for. Mellem kirkerne i Jels og Ødis og den i 1700-tallet ned-revne Højrup Kirke, der ligger i selve skoven, er der længere end normalt til de nabokirker, der omkredser skoven. Der er således fra Jels til Skodborg 7,3 km, til Vamdrup 9,2 km, til Rødding 9,7 km og til Øster Lindet 6,7 km. Dette kan næsten kun forklares med, at der endnu lå udstrakte skove mellem kirkerne (Poulsen 2003 s. 377 ff.; Hermansen 1947 s. 161).

Fig. 1. Udbredelsen af Farrisskoven i tidlig middelalder illustreret ved kirkernes placering. (Kilder: Poulsen 2003, s. 377 & Meier 2000, s. 12). Kontrolområdet er angivet med rød firkant og har en nordlig grænse, der går fra Nr. Bjert Sogn nord for Kolding til Holsted Sogn mod vest, og en sydlig grænse, der går fra Haderslev i øst til Gram Sogn i vest.

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

3

Artiklen undersøger en hypotese om, at et område i det nordli-ge Sønderjylland – Farriskoven – muligvis først blev bebygget i lø-bet af middelalderen – og antagelig omfattede et skovområde.

Historiske kilder og kort, stednavne og eventuelt naturviden-skabelige analyser er traditionelle kilder til belysning af skoves og bebyggelsers eksistens, udbredelse og anlæggelse. Et væsentligt problem er, at historiske kilder og kort meget sjældent rækker til-bage til middelalderen. Stednavne er en vigtig kilde, men må bru-ges med varsomhed. Ved at kombinere historiske kilder og kort samt stednavne med naturvidenskabelige undersøgelser og udbre-delsen af arkæologiske fund kan vi komme længere tilbage i tid i en undersøgelse af, om der fandtes ubeboede områder og/eller sko-ve samt anslå tidspunktet for anlæggelse af mulig bebyggelse.   

Til en samlet vurdering af hypotesens holdbarhed tager den kulturhistoriske analyse således afsæt i:

• Historiske kort og andre vidnesbyrd om Farrisskoven • Naturvidenskabelige undersøgelser • Arkæologiske fund fra bronzealder til tidlig middelalder • Stednavne

Som analyseområde for afprøvning af hypotesen er defineret en hypotetisk Farrisskov som værende udtryk for skovens afgræns-ning i forhistorisk tid og tidlig middelalder2. Den hypotetiske Far-risskov sammenlignes med et større område – benævnt kontrolom-råde, jf. fig. 1. Begge områder er mod øst beliggende i moræne-bakkelandskab afsat under sidste istid, mens den vestlige del pri-mært består af bakkeøer dannet under næstsidste istid. Mod nord er der et mindre område med hedeslette (Meier 2000 s. 13).

2 Afgræsningen af den hypotetiske Farrisskov er foretaget ved at fastlægge skov-grænsen mellem de kirker, der ifølge traditionen omgav Farrisskoven, og Farrissko-vens udstrækning på Johannes Mejers kort fra 1652, jf. fig. 3.

METTE PILGAARD

4

Vidnesbyrd om Farrisskovens eksistens En kulturhistorisk inddeling af landskabet i såkaldte bygdetyper3 er en model, der kan bruges som et værktøj til forståelse af geogra-fiske variationer i den forhistoriske bebyggelse, landskabsudnyttel-se og erhverv. Der opereres med 4 bygdetyper, der bl.a. er karakte-riseret ved følgende træk (Grau Møller & Porsmose 1997 s. 10 ff.; Fritzbøger 1998 s. 17): Agerbygd: Beliggende på morænesletter. Store landsbyer og gårde med

hovedvægt på kornavl. Skovbygd: Beliggende i kuperet terræn eller lavbundsområder. Små lands-

byer med små gårde, enkeltgårde samt lav opdyrkningsgrad, hoved-vægt på husdyr og skovens ressourcer.

Hedebygd: Beliggende på hedesletter og bakkeøer m.v. Små landsbyer og mange enkeltgårde samt lav opdyrkningsgrad og hovedvægt på hus-dyr.

Kystbygd: Beliggende i morænelandskab. Købstæder, store landsbyer og fiskerlejer, små gårde, fiskerhuse og mange hovedgårde samt lav op-dyrkningsgrad, husdyr og fiskeri.

En inddeling af Danmark ud fra modellens variable, jf. fig. 2, teg-ner for det nordlige Sønderjylland det overraskende og interessan-te billede, at det område, som den hypotetiske Farrisskov skulle omfatte, genfindes på kortet. Farrisskoven omfatter netop primært skovbygder med små landsbyer og mange enkeltgårde. Farrissko-ven er mod øst omgivet af kyst- og agerbygder, og nord og syd for området er der hedebygder. Modellen indicerer således, at Farris-skov-området tidligere har været et skovområde.

3 En måde at tegne et billede af et områdes rumlige variationer er en kategorisering med udgangspunkt i de naturgivne forudsæt-ninger (vand, terræn- og jordbundsforhold), udnyttelse af natur-ressourcer (kulturlandskabets inddeling i ager, hede, skov mv.), bebyggelsesstruktur (store eller små landsbyer, enkeltgårde, små eller store gårde og bebyggelsestæthed) og produktionsformer (Grau Møller & Porsmose 1997 s. 10 ff.; Fritzbøger 1998 s. 17).

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

5

Et er nutidige modeller, men hvad siger de historiske kort? Karto-grafen Johannes Mejer udarbejdede i 1650 et Danmarkskort og i 1652 et kort over hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Den hypoteti-ske Farrisskov er, jf. fig. 3, tydeligt markeret med små træer inden for de markerede kirker, der ifølge traditionen omgav skoven. Skoven dækker det meste af området inden for de markerede kir-ker, men i det sydlige område i trekanten mellem Sommersted, Jels

Fig. 2. Bygdeinddeling i Danmark. (Kilde: Grau Møller og Porsmose 1997, s. 47). Farrisskoven er angivet med grønt.

METTE PILGAARD

6

og Øster Lindet er der ingen skov. På kortet nævnes – nord for Jels – Farris Holt, dvs. Farrisskoven.

Videnskabernes Selskabs Kort fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet er de ældste kort over Danmark, som bygger på en systematisk og videnskabelig opmåling4. Inden for den hypotetiske Farrisskov kan der, jf. fig. 4, iagttages større sam-menhængende skovområder, men også betydelige hedearealer, åbent land og i mindre omfang eng/mose. Sammenlignet med de omliggende områder er der i slutningen af 1700-tallet væsentligt større sammenhængende skovområder inden for den hypotetiske Farrisskov.

4 Opmålingen fandt sted fra 1762 til 1820 – for Slesvig 1778–1809 og for Holsten 1809–1829 (Korsgaard 2006 s. 55).

Fig. 3. Kort fra 1652 over det nordlige Sønderjylland med angivelse af Farrisskoven (vist med små træer inden for de markerede kirker). Kilde: Mejer 1652.

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

7

Historiske kort og bygdetype-modellen understøtter således en antagelse af, at der er realitet bag myten om et større skovområde i det nordlige Sønderjylland – Farrisskoven. Johannes Mejers kort fra 1652 viser, at der var et sammenhængende skovområde afgræn-set af de kirker, der ifølge traditionen omgav skoven, og som i et vist omfang gengives på Videnskabernes Selskabs Kort omkr. år 1800, men også at betydelige arealer er overgået til anden anven-delse.

Skriftlige kilder og kort er centrale til beskrivelse af skovenes historie og udbredelse, men et væsentligt problem er, at de skrevne kilder sjældent rækker længere tilbage end til 16–1700-tallet og kun i få tilfælde ind i middelalderen. I en undersøgelse af afskovnin-gens historie på baggrund af skriftligt kildemateriale i Jylland vest for stilstandslinien5 er de historiske skove søgt kortlagt. Det kon- 5 Under sidste istid gik isens hovedopholdslinie fra Bovbjerg i vest ved Vesterhavet mod øst til Dolleup, hvor stilstandslinien drejede mod syd og dannede den jyske højderyg. Landskabet syd og vest for denne linie var ikke dækket af is. Området

Fig. 4. Videnskabernes Selskabs kort – Arealanvendelse omk. år 1800 i og omkring Farrisskoven: Skovområder (mørkegrønt), hedearealer (orange), åbent land (lysegrønt) og eng/mose (blå) og Farrisskoven (rødt skraveret område). Kilde: Dam, Nielsen, Dam & Bill 2003 – www.hiskis.dk.

METTE PILGAARD

8

kluderes, at omkring år 1500 er der stærke indikationer på, at bl.a. Farrisbæltet i Sønderjylland må have været overordentlig skovrigt (Klindt-Jensen 1998 s. 50 ff.).

Vi kan dog komme længere tilbage i tid. Ved at kombinere pol-lenanalyser, arkæologiske fund og stednavne undersøges det, om Farrisskovområdet først blev bebygget i løbet af middelalderen.

Naturvidenskabelige undersøgelser Undersøgelser af ældgamle skovområders alder, brug, udstræk-ning mv. er generelt ikke altid lige nemme. Skovområder har i lig-hed med andre områder igennem tiden været udsat for naturgivne, økonomiske og samfundsmæssige påvirkninger, som kan have ændret brug og udstrækning – f.eks. forskellig landbrugs- og skov-brugsanvendelse.

Arkæologiske vidnesbyrd eller mangel på samme fra forskellige tidsperioder kan medvirke til at tegne et billede af skovens anven-delse, ligesom bygninger og f.eks. teglovne osv. kan bidrage til forståelse af skoves tidligere brug. Undersøgelser af skovens nuvæ-rende træsammensætning kan også medvirke til at sige noget om den tidligere plantesammensætning i skoven og driftsformen.

En lang række planter og dyr virker som indikatorer for forskel-lige forhold i skoven – f.eks. arter af svampe, insekter eller urter, som på grund af deres økologi, spredningsevne og lignende kun træffes i meget gamle skovsystemer. Endelig kan træarter være indikator på kontinuitet i en skov, som kan være bevaret i gamle naturskove, egekrat og stævningsskove (Friis Møller udateret; Ar-nold 2006 s. 9 ff.).

Naturvidenskabelige undersøgelser i form af især pollenanaly-ser, men i nogle tilfælde også jordbundsanalyser, makrofossilana-lyser, C-14-datering, dendrokronologi, fosfatanalyser og arkæobo-

nord og øst for israndslinien består især af moræneler, som isen har efterladt. Om-rådet syd for er et bakkeølandskab, som der er smeltevandssand imellem.

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

9

taniske analyser kan medvirke til at afdække, hvad et område har været anvendt til – f.eks. om det har været skovdækket.

Pollenanalyser bidrager til en forståelse af landskabsanvendel-sen i et område igennem tiden. Regionale pollendiagrammer viser et gennemsnitsbillede af vegetationen i et stort område – og giver dermed overblik over udbredelsen og intensiteten af f.eks. den menneskelige påvirkning. Lokale pollendiagrammer fra sure jord-bunde, naturlige vandhuller og skovmoser, der er så små, at træ-kronerne lukker sig over prøvestedet, vil vise vegetationen inden for ca. 30 m. Lokale diagrammer er nødvendige for at give et detal-jeret billede af de fortidige forhold (Aaby 1993a s. 24 ff.).

Fig. 5. Trekantsdiagram visende landskabsudviklingen i området omkring Abkær Mose ved Haderslev. (Kilde: Aaby 1993b, s. 18). Pollenanalyser, der viser et landskab med fremherskende højskov (lind, elm, eg og bøg) er placeret nederst til venstre, med kratskov (birk og has-sel) nederst til høje og træfrit græsland øverst. SM = Senmesolitikum. TN = Tidlig neolitikum. SN = Enkeltgravstid og senneolitikum. YB = Yngre bronzealder. TJ = Tidlig jernalder. SJ = Sen jernalder. M = Middelalder.

METTE PILGAARD

10

Et regionalt pollendiagram fra Abkær Mose – beliggende 10 km sydvest for Haderslev – viser de generelle udviklingstræk ret tæt på Farrisskoven. Landskabet blev i løbet af yngre bronzealder mere åbent med overdrev og andre træfrie landbrugsarealer, vekslende med større og mindre skovpartier med overvejende kratskov (birk og hassel) og til dels højskov (lind, elm og bøg), jf. fig. 5. I ældre jernalder har området fortsat været præget af åbne græsningsarea-ler.

Omkring år 500 e.Kr. ændres landskabet grundlæggende, idet skovbevoksning især i form af højskov for alvor breder sig over tidligere landbrugsarealer. Det er især bøgen, der vinder frem, men også elm, ask og avnbøg. I tidlig middelalder ryddes store skov-arealer, og landbrugsarealet øges fra 1100-tallet og frem til engang i 1300-tallet (Aaby 1990 s. 132 ff.; Fritzbøger 2004 s. 67).

Samlet viser pollenanalyser, at i den lange tidsperiode fra yngre bronzealder til ca. 500 e.Kr. var landskabet åbent med overdrev og græsningsarealer samt større og mindre skovområder, fra 500 e.Kr. til tidlig middelalder bredte skoven sig, og fra 1100-tallet ryddedes skovene, og landbruget bredte sig. Men en egentlig afklaring af Farrisskovens alder, udstrækning og anvendelse fordrer nye både regionale og lokale pollendiagrammer fra området samt andre former for naturvidenskabelige analyser.

Arkæologiske fund fra bronzealder til tidlig middelalder Hvor mennesker færdes, har de til alle tider efterladt sig spor. Til-stedeværelse af arkæologiske fund vil være udtryk for menneskelig aktivitet. Hvis der er samme andel af arkæologiske fund i Farris-skoven som i et større område uden om – kontrolområdet – vil det være udtryk for samme menneskelige aktivitetsniveau.

Er der omvendt ingen eller færre arkæologiske levn i Farrissko-ven, er der tale om, at mennesker ikke på samme måde har levet i, udnyttet områdets ressourcer eller på anden måde været aktive i området før i hvert fald tidlig middelalder – og dermed vil det un-derstøtte hypotesen om, at Farriskoven først blev bebygget i løbet af middelalderen.

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

11

Analysen af de arkæologiske fund fra de to tidsperioder bronze-alder samt jernalder, vikingetid og tidlig middelalder til ca. 12506 foku-serer på den geografiske lokalisering og sammenligner fordelingen af de arkæologiske fund i hhv. Farrisskoven og kontrolområdet. Det arkæologiske fundbillede i Farrisskoven og kontrolområdet vurderes generelt at være repræsentativt og reelt – både når der tages hensyn til den museale aktivitet og landskabstyper mv. 6 Analysen bygger på samtlige eksisterende registreringer af stedfæstede arkæolo-giske levn fra bronzealder, jernalder, vikingetid og tidlig middelalder i Fund og Fortidsminder/ Det Kulturhistoriske Centralregister (i det følgende benævnt DKC-data-basen). Registreringer, der er registreret til overgangen mellem bronzealder og jern-alder samt middelalder efter 1250, er ikke medtaget.

Fig. 6. Arkæologiske fund i Syd- og Sønderjylland samt Farrisskoven – fordelt på hhv. bronzealder (orange) og jernalder/vikingetid/tidlig mid-delalder (sort). Kilde til figur: Fund og Fortidsminder.

METTE PILGAARD

12

De arkæologiske fund fra hhv. bronzealderen og jernalder, vi-kingetid og tidlig middelalder, der findes i Syd- og Sønderjylland, er, jf. fig. 6, geografisk lokaliseret i den østlige og vestlige del samt nord og syd for Farrisskoven. Tabel 1. Arkæologiske fund i Farrisskoven og kontrolområdet – fordelt på tidsperiode Farrisskoven Kontrolområdet I alt

Abs. % Abs. % Abs. %

Bronzealder 23 23% 335 38% 358 36%

Jernalder, vikingetid og tidlig middelalder 79 77% 544 62% 623 64%

I alt 102 100% 879 100% 981 100%

Kilde: dkc-databasen. Tabel 2. Arkæologiske fund i Farrisskoven og kontrolområdet – fordelt på fundtype og tidsperiode Fundtyper Farrisskoven Kontrolområdet I alt

Bronzealder

Jernalder,vikingetid

og tidlig mid-

delalder

Bronzealder

Jernalder,vikingetid

og tidlig mid-

delalder

Bopladser 3 27 23 271 324(33%)

Grave (i bred forstand) 17 30 277 156 480

(49%)

Andet 3 22 35 117 77(18%)

I alt 23 79 335 544 981(100%)

Kilde: dkc-databasen. I Farrisskoven er fundene fra bronzealderen koncentreret i den sydlige del af området, helt overvejende grave fra ældre bronzeal-der. Fundene fra jernalder, vikingetid og tidlig middelalder er me-

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

13

re spredt geografisk, men med en vis koncentration i den sydlige og østlige del af området.

I Farrisskoven og kontrolområdet er der, jf. tabel 1, i alt 981 re-gistrerede, stedfæstede arkæologiske fund, hvoraf 36% stammer fra bronzealderen og 64% fra jernalder, vikingetid og tidlig middelal-der. I Farrisskoven findes ca. 10% af de 981 fund med en overvægt af fund fra jernalder, vikingetid og tidlig middelalder.

Bopladser udgør, jf. tabel 2, 33% af samtlige fund i Farrisskoven og kontrolområdet – primært fra jernalder, vikingetid og tidlig middelalder – grave udgør 49% – overvejende fra bronzealderen – og en restgruppe på 18% skal især tilskrives jernalder, vikingetid og tidlig middelalder.

Et afgørende spørgsmål er, om fordelingen af de arkæologiske fund er ens fordelt i Farrisskoven og kontrolområdet, eller om der er en reel forskel. Udgangspunktet er en antagelse om, at antallet af fund vil være ens fordelt i forhold til de to områders areal. Hvis der er ingen eller færre arkæologiske fund i Farrisskoven, vil det understøtte hypotesen om, at Farriskoven først blev bebygget i løbet af middelalderen.

Tabel 3. Faktiske og forventede antal fund i Farrisskoven og kontrolområdet Faktisk fordeling Forventet fordeling

Farrisskoven 102 206

Kontrolområdet 879 775

I alt 981 981 Kilde: dkc-databasen. Forventet fordeling er beregnet ud fra areal. Det samlede areal udgør 1210,3 km², hvoraf Farrisskovens og kontrolområdets areal udgør hhv. 21% og 79%. Eksempel på beregning af den forventede fordeling af fund i Farrisskoven: 981*21% = 206.   Såfremt det faktiske antal fund i Farrisskoven skulle svare til det forventede, jf. tabel 3, skulle der være 206 fund, men der er kun 102. Omvendt i kontrolområdet skulle der forventes 775 fund, men

METTE PILGAARD

14

der er reelt 879. En chitest viser, at der er en statistisk signifikant forskel på Farrisskov-området og kontrolområdet (p-værdi = 3,55E-16)7. Der er færre faktiske fund end forventet i Farrisskoven – og dermed færre arkæologiske levn end i kontrolområdet.

Resultatet understøttes af en analyse af de arkæologiske fund fordelt på de to tidsperioder i hhv. Farrisskoven og kontrolområ-det, jf. tabel 4. I Farrisskoven skulle der forventes 75 og 131 fund fra hhv. bronzealder samt jernalder, vikingetid og tidlig middelal-der, men der er reelt kun 23 og 79. Omvendt er der flere fund i kon-trolområdet end forventet sammenlignet med den relative andel i Farrisskoven. En chitest viser, at der er en statistisk signifikant for-skel mellem de to områder i de to tidsperioder (p-værdi for bronze-alder = 1,44E-11 og p-værdi for for jernalder, vikingetid og tidlig middelalder = 3,42E-07). I Farrisskoven er der således færre fakti-ske antal fund fra begge tidsperioder end forventet.  Tabel 4. Faktiske og forventede antal fund – fordelt på tidsperioderne bronzealder og jernalder/vikingetid/tidlig middelalder – i Farrisskoven og kontrolområdet

Bronzealder Jernalder/vikingetid/

tidlig middelalder

Faktisk

fordeling

Forventet

fordeling

Faktisk

fordeling

Forventet

fordeling

Farrisskoven 23 75 79 131

Kontrolområdet 335 283 544 492

I alt 358 358 623 623

Kilde: dkc-databasen.   

7 En Chitest (χ²-test) er en statistisk beregning for test for uafhængighed mellem et observeret datasæt og en forventede fordeling. Jo lavere et resultat af beregningen – den såkaldte p-værdi – desto større statistisk sandsynlighed er der for, at der er en reel forskel mellem de to datasæt inden for et givet signifikansniveau (oftest 95%).

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

15

Endelig er den faktiske og forventede fordeling af fund fordelt på fundtyper i Farrisskoven og kontrolområdet undersøgt, jf. tabel 5. I Farrisskoven skulle der forventes 68 bopladser, 101 grave og 37 andre fund, men der er reelt kun hhv. 30, 47 og 25. En chitest be-kræfter igen, at der er en reel, signifikant forskel mellem de to om-råder for så vidt angår bopladser og grave (p-værdi for bopladser = 2,78E-07 og p-værdi for grave = 1,47E-09). Tabel 5. Faktiske og forventede antal fund – fordelt på fundtyper – i Farrisskoven og kontrolområdet

Fundtyper BopladserGrave

(i bred forstand) Andet

Faktisk

fordelingForventet fordeling

Faktisk fordeling

Forventet fordeling

Faktisk fordeling

Forventet fordeling

Farrisskoven 30 68 47 101 25 37

Kontrolområdet 294 256 433 379 152 140

I alt 324 324 480 480 177 177

Kilde: dkc-databasen.  For andre fundtyper – "andet" – viser chitesten også (p-værdi = 0,028), at det er en reel forskel mellem de to områder, men det er meget interessant, at testen viser, at der er 3% sandsynlighed for, at der ikke er tale om en reel forskel8. Konklusionen er, at der også er færre arkæologiske levn – fordelt på fundtyper – i Farrisskoven end i kontrolområdet.

Ser vi endelig på fundintensiteten – antal fund pr. km² – i de to områder, jf. tabel 6, viser en chitest, at der er 99% signifikant sand-synlighed for, at der er en lavere fundintensitet i Farrisskoven end i området udenfor (p-værdi = 0,01). Dette illustreres af, at i Farris-skoven skulle der forventes 204 1 km²-celler uden fund, men der er reelt 227, og omvendt skulle der f.eks. forventes 64 1 km²-celler

8 Dette skyldes antagelig, at i fundgruppen "andet" i Farrisskoven er 16 af de 25 fund registreret som enkeltfund, hvorfor disse fund ikke indgår i et større sammen-hængende fundkompleks – og kan være udtryk for en fejlagtig datering.

METTE PILGAARD

16

med et fund, men der er kun 56. I kontrolområdet er billedet det modsatte.  Tabel 6. Antal 1 km²-celler med faktiske og forventede antal fund pr. celle – fordelt på Farrisskoven og kontrolområdet – alle fund*

Faktisk fordeling Forventet fordeling Antal fund

pr. 1 km²-celle Kontrol-området

Farrisskoven Kontrol-området

Farrisskoven

0 537 227 560 204

1 184 56 176 64

2 74 24 72 26

3 44 9 39 14

4- 52 8 44 16

I alt 891 324 891 324

Kilde: dkc-databasen. * Eks. på beregning af forventet fordeling i Farrisskoven i celler med 0 fund: (537+227)*324/(324+891) = 204.  Analysen af de arkæologiske fund fra hhv. bronzealder og jernal-der, vikingetid og tidlig middelalder i Farrisskoven og kontrolom-rådet viser, at der er tale om en reel forskel mellem de to områder. Forskellen ses både totalt set, og når vi undersøger fordelingen af fundene nærmere på tidsperioder, fundtyper og fundintensitet. I Farrisskoven kan der således påvises både færre fund og en min-dre tæthed af fund fra både bronzealderen og jernalder, vikingetid og tidlig middelalder end i området uden om skoven. Ligeledes er der færre bopladser, grave og andre fundtyper i Farrisskoven.

Det arkæologiske fundbillede i Farrisskoven er udtryk for et la-vere menneskeligt aktivitetsniveau i Farrisskoven end i kontrolom-rådet. Dette understøtter hypotesen om, at Farriskoven først blev bebygget i løbet af middelalderen eller senere.

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

17

Stednavne Det er jo en gammel iagttagelse, at stednavne kan bidrage med op-lysninger om forhistoriske kultur- og samfundsforhold, som det ellers er vanskelige eller umulige at finde i andre kilder.

Skovindicerende stednavne kan give et overordnet billede af til-stedeværelsen af skove, og i sekundær anvendelse som bebyggel-sesnavne indicerer de, at et område var skovdækket indtil anlæg-gelse af bebyggelserne. Andre stednavne viser, at der er sket en ud-videlse af bebyggelsen.

De primære, skovindicerende endelser i stednavne med til-knytning til skov er (Jørgensen 1994 & 2008):

-holt: Anvendes i mange stednavne i betydningen "lille skov". -lund: "Lille skov". Mange navne på endelsen er vidnesbyrd om skovryd-

ning som basis for bebyggelsesudvidelser. -rød (-rud, -rod): Af gammeldansk ruth betydende "rydning", primært efter-

led i danske stednavne, især udbredt i gamle nordsjællandske skovom-råder. Stednavne på -rød stammer antagelig fra sen vikingetid og tidlig middelalder, men dateringen er usikker.

-skov: Anvendes i en række stednavne, men er ikke så hyppigt som andre ord for (mindre) skove. Hvor ordet forekommer som efterled, vidner det om skovrydning som basis for nyudflytning på indvundet ager-land.

-tved: Betyder at skære. Et sted hvor træer eller buske er skåret væk – ryd-ning.

-with/-ved: "Skov". Mange navne på endelsen er vidnesbyrd om skovryd-ning som basis for bebyggelsesudvidelser.

En række endelser refererer til udvidelse af bebyggelsen (bebyggel-sesudvidende stednavne), og de primære endelser er (Dalberg og Kousgård Sørensen 1979 s. 36 & Jørgensen 1994): -bøl (på Øerne -bølle): Ordet kommer oprindeligt af bol, der betyder enkelt-

gård – primært brugt i betydningen "udflyttergård". -bøl-navnene be-tegner især mindre bebyggelser. Det menes, at -bøl-navnene i Sønder-jylland især stammer fra middelalderen.

-torp (-trup, -drup og -rup): Betyder "udflytterbebyggelse". Navnene på -torp har ofte som forled et personnavn, der gennem runeindskrifter vides at være typisk for vikingetiden, men endelsen bruges også op i middelal-deren. I Sønderjylland menes mange -torp-byer at være fra vikingeti-den.

METTE PILGAARD

18

Fig. 7 viser den geografiske fordeling af skovindicerende og be-byggelsesudvidende stednavne i Farrisskoven og kontrolområdet9. Der er i alt 124 stednavne – heraf 18 i Farrisskoven – der har et efterled af skovindicerende eller bebyggelsesudvidende karakter.

Forventningen er, at det samlede antal stednavne af skovindice-rende og bebyggelsesudvidende karakter er ens fordelt i forhold til områdernes areal i Farrisskoven og kontrolområdet.

Vurderet i forhold til Farrisskovens areal skulle der forventeligt være at være 26 stednavne af skovindicerende og bebyggelsesud-vidende karakter, men der er kun 18. I kontrolområdet skulle der forventes 98, men der er faktisk 106. En chitest, som analyserer det faktiske, samlede antal skovindicerende og bebyggelsesudvidende stednavne under et sammenholdt med det forventede antal i hhv. Farrisskoven og kontrolområdet, viser, at der er 92% sandsynlig-hed for, at der er en reel forskel mellem de to områder. Sammen-hængen viser en statistisk tendens, hvor det samlet må tages som

9 Stednavnene er udvalgt på baggrund af “Autoriserede stednavne i Danmark" (Stednavneudvalget og kulturministeriet 2006) og Top-10dk’s navnedatabase over alle stedfæstede lokaliteter med angivelse af navn m.v. i Region Syddanmark. Ana-lysen omhandler "byer" og "spredt bebyggelse". Dermed er "gårde" udeladt, da mange gårde i forbindelse med landbrugsreformerne fra slutningen af 1700-tallet kan have brugt gamle navne.

Fig. 7. Geografisk fordeling af skovindikerende og bebyggelsesudvidende stednavne i Farrisskoven og kontrolområdet.

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

19

udtryk for, at der er færre stednavne af skovindicerende og bebyg-gelsesudvidende karakter i Farrisskoven end forventet. I kontrolområdet er 47% af stednavnene, jf. tabel 7, af bebyggelses-udvidende karakter – altovervejende -torp-bebyggelser – og 53% af skovindicerende karakter, primært med stednavneendelserne –skov og -lund/-with/-ved. I Farrisskoven er 67% af alle stednavne-ne af skovindicerende karakter, hvor den dominerende stednavne-endelse er -skov, efterfulgt af -holt.  Tabel 7. Bebyggelsesudvidende og skovindikerende stednavne-endelser i kontrolområdet og Farrisskoven (abs. og %)

Kontrolområde Farrisskoven I alt

abs. % abs. % abs. % Bebyggelsesudvi-dende stednavne

-bøl 9 8% 1 6% 10 8%

-torp, -rup 41 39% 5 28% 46 37% Skovindikerende stednavne

-rød (-rud, -rod, Rød-) 7 7% 0 0% 7 6%

-lindet 2 2% 0 0% 2 2%

-skov 27 25% 9 50% 36 29%

-holt 1 1% 3 17% 4 3%

-lund, -with, -ved 19 18% 0 0% 19 15%

I alt 106 100% 18 100% 124 100% Kontrolområdet Farrisskoven Bebyggelsesudvidende stednavne: -bøl, -torp, -rup

50 (47%) 6 (33%)

Skovindicerende stednavne: - Rydning: -rød, -lund, -ved, -skov - Mindre skov: -holt, -lindet

56 (53%) 12 (67%)

I alt 106 (100%) 18 (100%)

 Der fremkommer et meget interessant billede, når de bebyggelses-udvidende og skovindicerende stednavne analyseres hver for sig. En chitest viser, at der er tale om en reel, statistisk signifikant for-

METTE PILGAARD

20

skel, for så vidt angår de bebyggelsesudvidende stednavne (p-vær-di = 0,05). For de skovindicerende stednavne er der 50% sandsyn-lighed for (p-værdi = 0,5), at der ingen forskel er, og at der er sket bebyggelse i et skovområde i både kontrolområdet og Farrissko-ven. Analysen af de bebyggelsesudvidende og skovindicerende stednavne hver for sig underbygger og forstærker den ovenfor påviste 92% sandsynlighed for, at der er reel forskel mellem de to områder. Forskellen kan henføres til de bebyggelsesudvidende stednavne.

Forskellen mellem de bebyggelsesudvidende og skovindiceren-de stednavne skal ses i et tidsmæssigt perspektiv. De bebyggelses-udvidende stednavne – især -torp-stednavnene – er i Sønderjylland primært fra vikingetid10, mens de skovindicerende stednavne, hvis endelser vedrører skov, rydning eller indhegning, er yngre – og synes at høre hjemme i en ekspansiv periode i middelalderen, hvor bebyggelsen spredte sig til skovområder (Porsmose 1987 s. 26 ff.). -torp-bebyggelserne var udflytterbyer fra en moderlandsby (adel-by) – begrundet i driftsøkonomiske hensyn pga. befolkningspres og intensivering af dyrkningsformen, hvorfor der skete en udflyt-ning af en del af gårdene i adelbyen til udmarken i adelbyens geo-grafiske område. Anlæggelse af -torp-bebyggelserne var regulere-de, og i henhold til de senere landskabslove fra 1200-tallet var der klare regler for anlæggelse af en torp-bebyggelse (Hoff 1997 s. 122 ff.; Porsmose 1987 s. 62 ff.).

De bebyggelsesudvidende stednavne fra vikingetid og fremef-ter viser, at der sker en omlægning af bebyggelsen, hvor der anlæg-ges en række nye bebyggelser i udkanten af de hidtidige landsby-ers ejerlav – måske ind mod skoven, mens et yngre navnelag i form

10 -torp-stednavnenes tidligere datering i Sønderjylland end i det øvrige Danmark kan illustreres med den lille landsby Bestrup – oprindeligt Bisptorp – på grænsen mellem Skrave og Skodborg sogn, som forsvandt omkring 1400. Bisptorp – d.v.s. biskoppens torp – kan være anlagt af biskoppen i Ribe, hvilket giver en datering mellem 1100 og 1300 (Poulsen 2003 s. 378 ff.).

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

21

af de skovindicerende stednavne viser, at der sker en ekspansion af bebyggelsen i tidlig middelalder i egentlige skovområder. Udvidelsen af bebyggelsen sker i kontrolområdet samt i den yder-ste vestlige del og i et mindre strøg midt i Farrisskoven fra vikinge-tid og fremefter, mens de yngre skovindicerende stednavne i begge områder viser, at der også har været skov til en gang i middelalde-ren, hvor der blev anlagt bebyggelser. Farrisskoven må derfor i vi-kingetid og tidligere middelalder have indgået i et større skovom-råde, som langsomt er blevet bebygget.

Samlet set har der således været tale om en bebyggelsesmæssig omlægning fra vikingetid – primært i kontrolområdet – mens der i tidlig middelalder sker en ekspansion i skovområder i både kon-trolområdet og Farrisskoven. Analysen understøtter hypotesen om, at der har været et område i det nordlige Sønderjylland, som først blev bebygget i løbet af middelalderen. De stednavnemæssige vid-nesbyrd peger på, at dette er sket i et skovområde.

Konklusion En vedvarende myte igennem generationer har været, at det nord-lige Sønderjylland var dækket af en stor, uigennemtrængelig skov – Farrisskoven – der langt ind i Middelalderen stadig lå som et uigennemtrængeligt øde og en uovervindelig hindring for færdse-len.

Artiklen har haft til formål at undersøge, om myten taler sandt. Til undersøgelse af hypotesen om, at et område i det nordlige Søn-derjylland – Farriskoven – muligvis først blev bebygget i løbet af middelalderen er der gennemført en kulturhistorisk analyse af:

• historiske kort og skriftlige kilder mv. • naturvidenskabelige undersøgelser • arkæologiske fund fra bronzealder, jernalder, vikingetid og

tidlig middelalder • stednavne

METTE PILGAARD

22

De historiske kort påviser først i midten af 1600-tallet eksistensen af Farrisskoven, men den kan sagtens have eksisteret langt tilbage i tid, da de skriftlige, historiske kilder sjældent rækker længere til-bage end til 1600–1700-tallet og kun i få tilfælde ind i middelalde-ren.

Tilgængelige naturvidenskabelige undersøgelser indicerer, at der har været skovbevoksning i og omkring Farrisskoven, men angiver ikke udstrækningen heraf. En egentlig afklaring af Farris-skovens alder, udstrækning og anvendelse fordrer nye regionale og lokale pollendiagrammer fra området.

Analysen af de arkæologiske fund fra hhv. bronzealder samt jernalder, vikingetid og tidlig middelalder viser, at der er færre arkæologiske levn i Farrisskoven end i kontrolområdet, hvilket skal tages som udtryk for en lavere menneskelig aktivitet – og dermed at området har været ubeboet eller tyndtbefolket.

Analysen af skovindicerende og bebyggelsesudvidende sted-navne viser, at der har været et skovområde i det nordlige Sønder-jylland, som har været væsentligt større end den hypotetiske Far-risskov. I vikingetid var der en bebyggelsesmæssig udflytning fra adelbyerne, mens der i tidlig middelalder skete en ekspansion i skovområder i både kontrolområdet og i Farrisskoven. Farrissko-ven har derfor i vikingetid og tidlig middelalder indgået i et større skovområde, som langsomt er blevet bebygget.

Kombinationen af flere kilder, nemlig naturvidenskabelige un-dersøgelser, arkæologiske fund og stednavne, understøtter hypote-sen om, at et område i det nordlige Sønderjylland – Farriskoven – blev bebygget i løbet af middelalderen, sandsynligvis primært i et skovområde.

Netop ved at kombinere flere typer af kilder kan vi komme længere tilbage i tid, end de skriftlige kilder rækker i en undersø-gelse af, om der fandtes ubeboede områder og/eller skove samt tidspunktet for anlæggelse af mulig bebyggelse.

Metoden kan uddybes og give flere nuancer ved at anvende andre former for videnskabelige metoder og bruge de anvendte kilder på et mere detaljeret niveau. Forståelse af landskabsanven-delsen i et område kan forfines med regionale og lokale pollendia-

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

23

grammer, andre former for naturvidenskabelige analyser som jord-bundsanalyser og arkæobotaniske analyser samt undersøgelser af skoves plante- og dyreliv. De arkæologiske fund kan analyseres på et mere detaljeret niveau for så vidt angår f.eks. tidsperioder og fundtyper.

Stednavneanalysen kunne med fordel forfines ved inddragelse af metoder i og sammenligning med resultater af nyere undersø-gelser inden for stednavneforskningen. F.eks. kunne brug af meto-derne fra en landsdækkende undersøgelse for kongeriget Danmark og to regionale undersøgelser byggende på statistisk-økonomisk materiale med inddragelse af udbredelseskort, studier af bebyggel-sesstrukturer, matrikulære kilder og landskabsanalyse m.v. (Dam & Gøgsig Jakobsen 2007 s. 35 ff.) bidrage med nye og andre aspek-ter til den regionale analyse, der er beskrevet i artiklen. Andre inte-ressante resultater vedrører regionalitet i danske stednavne og de tidsmæssige relationer mellem skovindicerende og bebyggelses-udvidende stednavne (Eggert 2008) samt dybdegående analyser af enkelte stednavne-endelser som -holt (Eggert 2006 & 2007).

Litteratur Arnold, V. 2006: Der Riesewohld – zur kultur- und vegetationsgeschichtli-

chen Bedeutung eines historischen Waldgebietes auf der Dithmarscher Geest. I: Arkæologi i Slesvig/Archäeologie in Schleswig, nr. 11, s. 9–18.

Danckwerth, C. 1652: Die Landkarten von Johannes Mejer, Husum aus der neuen Landesbeschreibung der zwei Herzogtümer Schleswig und Holstein 1652, mit einer Einleitung von Christian Degn, neu hrsg. Von K. Domeier und M. Haack. Hamburg 1652/1963.

Dalberg, V. & Kousgård Sørensen, J. 1979: Stednavneforskning 2. Udnyttel-sesmuligheder. København.

Dam, P. & Gøgsig Jakobsen, J. 2007: Danske middelalderlige rydningsbe-byggelser. I: Eggert, B., Holmberg, B. & Jørgensen, B. (red.): Nordiske navnes centralitet og regionalitet. Rapport fra NORNAs 35. symposium på Bornholm 4.–7. maj 2006, s. 35–59. Uppsala.

Dam, P. , Nielsen, P.S., Dam, C. & Bill, J. 2003: Videnskabernes Selskabs kort – 1768–1805, digitaliseret udgave på www.hiskis.dk, ophavsret: Kort & Matrikelstyrelsen.

Eggert, B. 2006: Danske stednavne på –holt. Ph.d.-afhandling, Nordisk Forsk-ningsinstitut, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet:

METTE PILGAARD

24

http://nfi.ku.dk/upload/application/pdf/f51d6748/Birgit_Eggert_ Danske_stednavne_paa_-holt_2006.pdf.

Eggert, B. 2007: Udbredelsen af danske stednavne på -holt. I: Eggert, B., Holmberg, B. & Jørgensen, B. (red.) Nordiske navnes centralitet og regionalitet. Rapport fra NORNAs 35. symposium på Bornholm 4.–7. maj 2006, s. 61–76. Uppsala.

Eggert, B. 2008: Regionalitet i danske stednavne med fokus på torp-, rød-, tved- og holt-navne. I: Hikuin 35: Regionalitet i Danmark i vikingetid og middelalder, s. 117–132. Højbjerg.

Friis Møller, P. Udateret: Skovhistoriens betydning i dagens Danmark, http://www.kslab.ksla.se/friis.htm.

Fritzbøger, B. 1998: Det åbne lands kulturhistorie – gennem 300 år. Frederiks-berg.

Fritzbøger, B. 2004: A windfall for the magnates. The development of woodland ownership in Denmark c. 1150–1830. Odense.

Fund og Fortidsminder/Det Kulturhistoriske Centralregister, Kulturarvsstyrel-sen. www.dkconline.dk / www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder

Grau Møller, P. & Porsmose, E. 1997: Kulturhistorisk inddeling af landskabet. København.

Hermansen, K.M. 1947: Farrisskovens saga, Sønderjysk Månedsskrift, nr. 23, s. 161–176.

Hoff, A. 1997: Lov og landskab – Landskabslovenes bidrag til forståelsen af land-brugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca. 900–1250. Århus.

Jørgensen, B. 1994: Stednavneordbog, 2. udg. København. Jørgensen, B. 2008: Danske stednavne, 3. udg. København. Klint-Jensen, K. 1998: Afskovningens historie på baggrund af skriftligt

kildemateriale. I: Seminarrapport – Den danske Hede – afholdt på Skarrild-hus 21. september 1998. Skov- og naturstyrelsen, http://www.sns.dk/udgivelser/2001/87-7279-316-3/helepubl.pdf .

Korsgaard, P. 2006: Kort som kilde – en håndbog om historiske kort og deres anvendelse. København.

Meier, D. 2000: Sønderjylland fra natur- til kulturlandskab. I: Ethelberg, P. (et al.): Det sønderjyske landbrugs historie – Sten- og bronzealder, bd. 1, s. 11–62. Haderslev.

Pilgaard, M. 2008: Farrisskoven – Myte eller realitet? En kulturhistorisk analyse af betydningen af territorialitet med udgangspunkt i det arkæologiske materia-le, speciale, Afdeling for Forhistorisk Arkæologi, Institut for Antropo-logi, Arkæologi og Lingvistik, Århus Universitet.

Porsmose, E. 1987: De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid. Odense University Studies in history and social sciences, vol. 109. Odense.

Poulsen, B. 2003: Middelalderens fødsel – tiden 1000–1340 – samfund og mennesker. I: Ethelberg, P. (et al.): Det sønderjyske landbrugs historie – Jernalder, vikingetid og middelalder, bd. 2, s. 375–433. Haderslev.

FARRISSKOVEN I DET NORDLIGE SØNDERJYLLAND

25

Stednavneudvalget og Kulturministeriet 2006: Autoriserede stednavne i Danmark, København, http://www.stednavneudvalget.ku.dk/autoriserede_stednavne

Aaby, B. 1990: Pollen og jordstøv fortæller om fortidens landbrug. I: Natio-nalmuseets Arbejdsmark 1990, s. 130–140. København.

Aaby, B. 1993a: Flora. I: Hvass. S. & Storgaard. B. (red.): Da klinger i muld… – 25 års arkæologi i Danmark, s. 24–27. København.

Aaby, B. 1993b: Menneske og natur. I: Hvass. S. & Storgaard. B. (red.): Da klinger i muld… – 25 års arkæologi i Danmark, s. 16–19. København.

Farrisskoven in Northern South Jutland – myth or reality? The paper expounds the hypothesis that an area in Northern South Jutland (Farrisskoven) was possibly not settled until the Middle Ages. The analysis compares a hypothetic Farrisskov with a greater geographical control area.

Historical maps show the existence of Farrisskoven from the mid-1600s, but the wood could quite well have existed far back in time, since written, historical sources rarely reach farther back than to the 1600–1700s.

The combination of a number of sources makes it possible to go further back in time in an examination of whether there were un-inhabited areas and/or forests, and the time of construction of the possible settlement.

Pollen analyses indicate that wooded areas have existed in and around Farrisskoven, but not the extent of these areas. The analysis of archaeological finds from the Bronze Age and “Iron Age, Viking Age and Early Medieval period" shows that there are fewer archaeological finds in Farrisskoven than in the control area. This shows that the area was uninhabited or sparsely populated. The archaeological material provided by the finds is regarded as representative.

Place-names may show settlement enlargements and if these have taken place in wood areas. An analysis of place-names shows that a wood has existed in the northern part of South Jutland which

METTE PILGAARD

26

was considerably bigger than the hypothetical Farrisskov. In the Viking Age the structure of the existing villages was changed, whereas in the early Middle Ages there was an expansion into the real forest areas.

The conclusion is that the analysis supports the hypothesis that an area in the northern part of South Jutland – Farriskoven – was not settled until the Middle Ages or later. Mette Pilgaard Chefkonsulent, Region Syddanmark mette-pilgaard@jubii.dk