LÆSEPRØVE

Af samme forfa�er:Blodets Konkubine

Godt nytårSTILETTO

En del af migBoomerang

NatløbI et andet liv

FANDEN PÅ VÆGGEN

Af Palle Schmidt

Fanden på væggenaf Palle Schmidt

Copyright © Palle Schmidt og forlaget Calibat1. udgave, 1. oplag 2016

Cover-design: Palle Schmidt

Layout omslag & indhold: Palle SchmidtBogen er sat med Palatino Linotype

Printed in Interpress, Budapest

ISBN: 978-87-93281-23-3

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

www.Calibat.dk

Troen på en overnaturlig kilde til ondskab er ikke nødvendig. Mennesket er i sig selv glimrende i stand til at udføre enhver ondskabsfuldhed.

Joseph Conrad

7

Forfa�eren ønsker at takke: Lars Vilhelmsen, Jon Skræntskov, Merlin P. Mann, Sarah Cederstrand, Thomas Løfgren, Luisa Carbonelli, Dennis Gade Kofod, Nete Harsberg, Jacob Søndergaard, Tove Schmidt, Ingo Milton, Jakob Kjøller, Henrik Schmidt, Richard Georg Engström, Emil Blichfeldt og Lars Andresen.

7

1

David vaskede hænder i køkkenet, fordi der ikke var noget spejl. Månelyset fra vinduet fik blodet til at se helt sort ud. Han brugte opvaskemiddel og skuresvamp til at få det af hænderne. I en lejlighed overfor kunne han se en kvinde tale i telefon. Det så ikke ud, som om det var politiet, hun talte med. Hun smilede og nikkede, mens hun talte, havde sikkert hverken hørt eller set noget. Folk så det, de gerne ville se.

Inde fra stuen kunne han høre den fremmede mand stønne over lyden af tv’et, der ufortrødent larmede videre fra sin nye plads på gulvet. Det var simpelt hen umuligt at tage livet af det lort. David lod manden være lidt endnu og lod det kolde vand skylle over sine knoer. Han lovede sig selv, at det her var sidste gang. Det havde han lovet sig selv før.

De havde ikke nået at tale sammen inden. Manden havde grebet efter en gol�ølle, det var det, der havde fået David til at miste besindelsen. Ifølge historien var det en gol�ølle, han havde brugt mod sin kone sidste gang.

David gjorde sig færdig i mørket og trådte over det splintrede kaos på stuegulvet og nærmede sig manden. Han så ikke godt ud, men det havde han heller ikke fortjent.

David sa�e sig på hug ved siden af manden og lænede sig frem mod hans blodige ansigt.

“Du ved godt, hvorfor jeg er her, ikke?”En slags gurglen undslap mandens sønderslåede læber. “Blink en gang for ja og to gange for nej,” sagde David.Manden blinkede en gang.

København, 2008.

8 9

“Jeg behøver ikke komme igen, vel?”Manden blinkede to gange.David lagde manden i aflåst sideleje og lukkede, så godt

han kunne, døren efter sig. Ingen kom ud af deres lejligheder, og ingen kiggede efter ham, da han forlod opgangen og gik ned ad den mørke gade.

Det var en lun aften. De udenlandske butiksejere sad med vandpiber foran deres butikker. Det gik op for David, at han ikke havde spist. Han købte en shawarma, som han spiste, mens han gik, og han blev pludselig meget træt. Han overvejede at tage en taxa, men han havde ikke lyst til at tale med nogen, og økonomien havde det heller ikke for godt. Det havde været noget andet, dengang han kørte ren sikkerhed, sa�e kameraer op og arrangerede dørmænd til fester. Han kunne ikke rigtig huske, hvorfor de var holdt op med det, men det var vel en kombination af, at Yasin hoppede fra, og at David fik en eller anden idé om, at de skulle til at lave noget mere meningsfyldt. Lige nu kunne han ikke se meningen. Det eneste, der gav mening for ham, var de små sedler, Schebel gav ham. Han tog den seneste op af lommen, den med adressen, hvor han lige havde været, og smed den i en kloakrist. Han regnede ikke med, at nogen ville pudse politiet på ham, men det ville være for åndssvagt ikke at smide beviserne væk. Lidt havde han da lært af detektivbranchen.

David tog skoene af i opgangen og listede op ad trappen. Han ville ikke vække Helena. Der stod stadig ’Jensen’ på dørtelefonen, men Helena havde klistret en lille lap med ’Jankowski’ op på selve døren, så de kunne få alle deres breve og regninger og den slags.

Hun havde heldigvis ikke sat kæden på, så han slap for at fumle med den. Han tændte ikke lyset og slog foden mod et møbel, som hun havde fly�et på siden i går. I det sparsomme lys fra gaden kunne han se papkasser stablet i stuen. Hun havde sikkert været ved at pakke ud. Der stod stadig en del

8 9

kasser i det lille værelse, men han kunne ikke huske, hvad der var i dem, og var også ligeglad. Han samlede ikke på minder. Han tænkte på den mand, han lige havde besøgt, og som nu lå alene i glasstumperne. Havde han fortjent bedre? Schebel havde vist ham fotos af hans arbejde, nærbilleder af brændemærker og blodansamlinger. Nogle ting kunne man ikke fortryde eller gøre godt igen.

David åbnede forsigtigt døren til soveværelset og stod længe og ly�ede til Helenas åndedræt. Hun lå på maven med det ene ben trukket op under sig. Han trak lagnet op over hendes fregnede skuldre og fly�ede på en lok af hendes lange krøller, som na�emørket havde frarøvet den gyldenrøde farve.

Så gik han ind og lagde sig på sofaen.

10 11

2

Hun vågnede som sædvanligt, lang tid før uret ringede. Det var varmt i værelset. Et mat lys sneg sig ind under gardinet. David var det første, hun tænkte på. Hun behøvede ikke række armen ud for at mærke, han ikke var der i sengen ved siden af hende, men hun gjorde det alligevel. Lagnet klæbede til hendes nøgne krop. Hun rejste sig langsomt, trak ud i gardinet. Husene overfor var badet i det skarpe morgenlys. Under den gloende røde mur lå gården stadig hen i mørke. Træernes grene var ubevægelige. Der var ikke en lyd, intet liv.

Hun gik over det kølige plankegulv, der knagende efter na�ens tavshed. David lå på sofaen i stuen med ansigtet vendt væk fra hende. Hun følte sig som en fremmed, da hun listende nærmede sig hans massive silhuet.

Som han lå der og sov med blusen gabende over buksekanten og ansigtet trykket ned i sofapuden, kunne hun se ham som den lille dreng, han engang havde været. Hun havde det billede i sin pung. Et sort-hvidt billede af en seks-syvårig dreng i et hvidt snelandskab foran en halvt smeltet snemand. Han havde en alt for tynd jakke på, bukser med svaj og stort mørkt hår i klassisk grydeklipning. Drengen havde hovedet vendt mod kameraet, et forure�et sammenbidt udtryk i det mørke ansigt. Det var, så vidt hun vidste, det eneste billede, der eksisterede af David fra hans barndom. Helena ville ønske, hun havde kendt ham dengang. Hun havde en banal pigefantasi om at løbe hen til drengen i sneen og hjælpe ham, blive hans ven, måske hans kæreste. Hun havde kun billedet. David havde smidt stort set alt andet fra

10 11

sit barndomshjem ud. Hans forældre var døde, og hun havde aldrig mødt hans søster.

Helena så på David. Den tunge krop, den kraftige nakke, det mørke, uglede strithår. Hans ene hånd hvilede på gulvet. Knoerne var hævede og skrammede. Hun iag�og hans ansigt i smug. Drømmen flakkede under øjenlågene. Hvad drømte han mon om? Små ranglede, rødhårede piger med fletninger?

Helena sa�e kaffe over. Hun kunne ikke vække ham, det havde hun prøvet på masser af gange. Enten sov han tungt, eller også lod han som om. Han plejede at være væk, når hun kom hjem. Hun savnede ham. Hun havde truet med at forlade ham før. Han havde ikke engang svaret.

Hun havde faktisk opfa�et David som ret brutal, første gang hun mødte ham. Han gik ligesom bare ind foran hende, mens hun dansede med en anden, som om han havde ret til pladsen. Men hun havde ikke fundet hans stirren ubehagelig, selv om han mildest talt klædte hende af med øjnene. Tværtimod havde hun set en blidhed i de mørke øjne, en tryghed og et levende, nærværende væsen. At se ham i øjnene var ligesom at falde uden at være bange.

Nu var hans øjne som regel vendt væk, og alt liv var slukket i dem.

Hun fandt et stykke papir frem fra kommoden og skrev en seddel. Ombestemte sig og prøvede igen. Det var nødt til at være kortere. Hvis hun antydede, at det havde noget med deres forhold at gøre, ville han helt sikkert blive væk. Det var ved at være sidste udkald med dem.

Hvis ikke hun kunne få ham i tale i aften, så må�e det være slut. Hun kunne ikke leve sådan her. Hun var blevet totalt usynlig, også for sig selv. Det var ligesom at være hjemme i Charlo�enlund.

12 13

3

Det var en pine for ham at åbne øjnene. Det var lyst udenfor. Var det morgen eller aften?

Han var omtumlet og tør i svælget, som efter de få sekunders bevidstløshed man fik i en knockout. Hans nakke gjorde ondt efter at have ligget forkert på sofaen. David lod sig glide ned på gulvet og sa�e sig op. Rodede i sin jakke efter cigare�er, uden held. Han kravlede hen til kommoden og raserede skuffer fulde af Helenas nips til håret, gamle postkort og kuglepenne og elastikker. Han fandt en pakke Ultra Light helt inde bagved og flåede irriteret filteret af en af smøgerne og stak den i flaben.

I køkkenet stod gamle tallerkener med rester af cornflakes i bunker ved siden af kaffemaskinen. Der var kaffe på kanden, sikkert fra i går, men bedre end ingenting. Helenas jakke hang på knagen i gangen. Måske hun var hjemme? Først nu lagde han mærke til de åbne vinduer og lugten af træerne i gården og fuglefløjtene og huskede, hvilken årstid det var. Måske det var derfor, han var så dehydreret og groggy. Han drak endnu en kop lunken kaffe.

Han hørte nogen banke på døren, og det overraskede ham. Normalt ville han have hørt dem pusle allerede nede ved hoveddøren. Han havde drømt noget, noget han ikke helt kunne slippe, men heller ikke huske. Sikkert noget vrøvl alligevel.

Det bankede igen. David åbnede. Der stod en ung kvinde udenfor med et clipboard, som om hun var rejseleder eller forsikringsagent. Hun så lidt forskrækket ud.

12 13

“Hej! Nå, din kone er måske ikke hjemme?”David gloede på damen. “Nå men, jeg er ude og samle nogle underskrifter, forstår

du,” fortsa�e damen i et indforstået og medfølende tonefald. “Du ved jo vi har den her klinik nede i kælderbutikken ved siden af.”

“Luderne?” sagde David.Kvinden rødmede næsten. “Ja, vi har jo haft en del bøvl med dem her på det sidste.

Altså de er jo sikkert søde nok, det er bare … Altså det giver jo en masse larm og trafik ind og ud på underlige tidspunkter af døgnet. Vi har prøvet at tale med dem om det, men altså, jeg ved heller ikke, hvor meget dansk de forstår.”

David havde lyst til at lukke døren. Normalt åbnede han ikke for nogen eller tog telefonen for den sags skyld. Han må�e have været meget træt.

“Vi er nogle beboere, der har slået os sammen og tænker: Nu må det være nok. Situationen kræver simpelt hen, at vi tager skeen i den anden hånd,” fortsa�e damen. “Altså det klientel der frekventerer stedet dér, der er altså mange i ejendommen, der er utrygge ved det. Der er jo også mange børnefamilier efterhånden.”

Budskabet begyndte at trænge ind. David kiggede på clipboardet og så op på den lille smilende dame med den korte, praktiske frisure. “I vil have smidt luderne ud?”

“Ja, det er jo sådan set sagen i en nøddeskal. Hvis tilstrækkelig mange skriver under, så kan vi indgive en klagesag til beboeradministrationen, og hvis de finder, at lejekontrakten ikke bliver overholdt, så …” “Har den klinik ikke ligget der i mange år efterhånden?

Før alle de der børnefamilier?” spurgte David. “Joeh, men …” “Vidste folk ikke, luderne var der, da de fly�ede ind i

ejendommen?”

14 15

“Altså det man kan sige er … Altså beboernes sammensætning har jo ændret sig, det er klart.”“Så ud med dem der ikke passer ind? Nu skal det være

pænt og moderne og børnevenligt, er det sådan?” Kvinden tog et skridt tilbage. “Hvad er det, I er så bange for?” sagde David. “Altså, det er jo også for deres egen skyld …”

“Gu’ er det da ej,” sagde David. “I vil ikke løse problemerne, I vil bare have dem væk, så I ikke skal se på dem. Ud med alle taberne, perkerne, de hjemløse, alle tosserne og fulderikkerne. Ud med dem alle sammen.” Kvinden blinkede et par gange og kiggede væk.

“Godt så du vil altså ikke skrive under. Så må du undskylde forstyrrelsen,” sagde hun og skyndte sig ned ad trappen.

David flåede endnu et filter af en cigaret. Nu var han vågen. Det var den længste samtale, han havde ført med et fremmed menneske i flere måneder.

Han fik øje på sit jakkesæt, som Helena havde lagt frem til ham, nyrenset og stadig indsvøbt i klar plastic. Sidst han havde haft det på, var til en gammel soldaterkammerats begravelse, en af dem der var røget i Afghanistan. David havde kortvarigt overvejet at melde sig til tjeneste igen, men var blevet enig med sig selv om, at der må�e være nemmere måder at begå selvmord på. Havde han glemt endnu en begravelse? Han hev sedlen, der sad tapet fast på jakken, af og læste den:

Reception i aften. Du skal tage med. Vi har en forretning, der skal passes.

David krøllede Helenas seddel sammen og sa�e sig tungt ned i stolen, oven i jakkesæ�et. Hvis han skulle med til det lort, var han nødt til at gå i bad og barbere sig. Han var allerede træt ved tanken.

14 15

4

En champagneflaske sprang med et smæld. Et par damer hvinede. En vi�ig hund råbte “Skyd efter benene!”

Hendes samtalepartner var en af de her smarte unge jurister, som hun før havde været så imponeret af. Hun var for længst holdt op med at høre efter hans enetale. Hun forstod godt, David ikke gad de her selskaber. Hun kiggede sig om i det fyldte lokale, hvor folk stod i små klynger mellem søjler og borde med champagne og pindemadder. Det var nærmest et mirakel, hun havde overtalt ham til at tage med. Nu var han selvfølgelig forsvundet, og hun kunne ikke ringe til ham. Han havde aldrig sin mobil på sig, eller også tog han den bare aldrig.

David var den eneste mand, hun kendte, der var totalt uinteresseret i teknologi og den slags. Han kendte vist ikke engang passwordet til computeren på kontoret. Selv hendes far havde et monstrum af en pc med to skærme stående hjemme i sit kælderværelse, som han redigerede hæslige familiefilm på. Som om nogen ville have lyst til at genopleve et af familiens legendarisk langtrukne og pinlige middagsselskaber.

Hun smilede ved sig selv, åbenbart på det rigtige tidspunkt. Fyren i den nålestribede habit foran hende var selv i gang med en maskingeværlignende la�er, over noget han selv havde sagt. Helena tømte sin gin & tonic og lod endnu engang øjnene flakke.

“Nå, jeg må hellere lige få fyldt op,” sagde hun og undskyldte sig. Et par opdullede ældre damer fly�ede på sig

16 17

for at lade hende komme forbi. Deres samtale skar sig gennem den almindelige støj og den dæmpede jazz i baggrunden. “Jamen så må vi da sende et klart signal. Hårdere straffe, det er noget de kan forstå!” sagde den ene. Den anden svarede med et lille smil og et hurtigt emneskift: “Har du smagt denne her miso-dip? Den er altså virkelig lækker.”

Mere sprut. Flere smøger. Det var det eneste, der kunne gøre denne aften nogenlunde tålelig. Hun så Frank henne ved buffeten, men han ignorerede hende. Med vilje så det ud til. Hvorfor skulle David absolut invitere ham med? Der var sgu da ikke meget gang i ham, og han drak tilsyneladende kun danskvand. Så kom hun i tanke om, at det var hende selv, der havde inviteret ham, da David ikke havde vist nogen interesse for arrangementet. Hun så, at Frank havde de samme brune sko på og det samme sorte jakkesæt, som han gik i til daglig. En kropsholdning som en sparket hund, skuldrene helt oppe om ørerne. Det skarpe lys over fadene med mad fik hans benede træk til at træde endnu tydeligere frem. Han lignede en kz-fange, bleg og karseklippet. Munden var skjult under skyggen fra det tynde overskæg. Han smilede ikke. Det gjorde han aldrig. Hendes udsyn blev blokeret, og hun gik op mod baren.

Hun fik øje på David, da hendes glas var tømt, og hun viftede med det for at få fyldt op. Han var på vej hen mod hende, og mængden spredte sig for ham. Hun kunne se nogle af dem hviske til hinanden og kigge efter ham. Enten havde han et ry hun ikke kendte til, eller også kunne de også se skønheden i hans enorme skikkelse. Det klædte ham med det sorte jakkesæt, sort skjorte, intet slips. Mørkt i mørkt i mørkt. Hun kunne forsvinde i det mørke. Helena lænede sig op ad baren, forsøgte at se naturlig ud, sexet som bare fanden. Hun fumlede med sin ring bag ryggen.

“Har du nogen smøger?” sagde David, mere henvendt til luften end til hende.

16 17

“Skulle du ikke til at ryge pibe i stedet for? Ligesom Schebel, er han ikke dit store idol?” sagde Helena. Mere koldt, end det var tiltænkt.

David vendte sig og gik igen. Helena viftede efter bartenderen med sit tomme glas. “Undskyld men jeg kunne ikke undgå at høre, at du

sagde Schebel … Det er vel ikke kriminalinspektør Schebel, du snakker om?”

En svedig rødmosset mand i jakkesæt, tydeligvis besværet af sin vægt, maste sig op på barstolen ved siden af Helena.

“Kriminalinspektør?” sagde Helena undrende. Hun vidste godt, at Schebel havde en fortid i politiet, men hun var ikke klar over, at han havde været så højt rangeret. Han talte aldrig om det.

“Ja, undskyld. Men … Ja, jeg troede han var død,” sagde den overvægtige mand, mens hans bu�ede hænder pillede i etike�en på en ølflaske.

“Nej nej, sådan ser han bare ud.” Helena forsøgte at fremtvinge et smil.

“Du kender ham? Det er dén Schebel, vi taler om, ikke? Han må være en ældre herre efterhånden, ikke?”

Den tykke mand virkede nervøs eller måske bare genert.“Ja,” sagde Helena. “Vi arbejder sammen. Indimellem.

Han er konsulent i …Ja, min mand og jeg har et, øh, bureau, hvor vi tilbyder …”

“Privatdetektiver.”“Ja. Og juridisk bistand. Sådan noget.” Helena blev træt

af at høre på sig selv, inden hun var begyndt. Bag manden kunne hun se Frank luske ud ad døren.

“Jamen jeg kender skam godt din mand. Jeg vidste bare ikke, at kriminalkommissær Schebel …”

Manden tørrede sine hænder i en serviet og gav hende et lille let håndtryk.

“John Tranholm, Station 1.”

18 19

“Helena Jankowski,” sagde hun og kom så i tanker om hans navn. “Nå ja! Du og David har da kendt hinanden i mange år, ikke?”

“Siden han rendte og lavede ballade ude på Vestegnen,” sagde Tranholm og smilede skælmsk. “Men jeg har vist aldrig haft fornøjelsen …”

Han blev a�rudt af en stemme, der sagde “Hej John” i et kækt tonefald.

En anden mand indfandt sig i baren. Et le�ere bekendt, lidt barnligt ansigt over en af de hæsligste sweatere Helena nogensinde havde set. Bag et par uindfa�ede briller glimtede et nysgerrigt, nærmest snagende blik.

Tranholm slog ud med hånden, en lille abrupt bevægelse. “Kender du Steen Gerlach?”

Helena genkendte manden, lige så snart han havde fortalt, hvad han lavede. Gerlach var adfærdspsykolog og lavede profiler af forbrydere og den slags pop. Han lod aldrig en chance for at komme i tv gå sin næse forbi. Gerlach var et hoved lavere end hende, som så mange andre mænd hun kendte. Men alligevel kiggede han ikke på hendes bryster. Han så den, han talte med, i øjnene, som om han ledte efter tegn på, om man nu hørte efter. Han havde mange teorier, han delte rundhåndet ud af. De fleste om handlende menneskets skyggesider.

“Det var jo præcis det, Milgram beviste,” sagde Gerlach og understregede sin pointe ved at tegne en lille cirkel i luften med en pegefinger. “Almindelige mennesker kan lige så vel blive mordere, ja endog massemordere, som Reservepolitibataljon 101, der begik massedrab i Polen. Eller som vi så det i Jugoslavien eller Rwanda, nabo der dræber nabo.”

“Meget interessant,” sagde Helena og bundede sin drink.“Jeg har faktisk skrevet en artikel om emnet, som du …”Hun fik øje på David gennem mængden og forsøgte at

undskylde sig. Gerlach slap hende først, efter han havde fået

18 19

givet hende et visitkort. For god ordens skyld gav hun også ham et. Hun havde nok af dem.Hun fandt David siddende på en udvendig trappe mod gården. En tynd sky af røg steg op fra hans hånd, der hang slapt ud over gelænderet.

“Du fandt cigare�er, kan jeg se?”David sagde ikke noget. David sagde aldrig noget. På

den anden side af den lille gård kunne de se de fuldt oplyste lokaler, hvor receptionen blev holdt, varme kvadrater af liv og lys i den ellers mørklagte bygning. På en balkon udenfor stod folk og røg som sorte silhue�er i modlys.

“Hvem var det, du stod og snakkede med lige før?” sagde David uden at vende sig mod hende. “Ham der lignede Per Arnoldi?”

Jalousi, tænkte hun for sig selv. Det er da et fremskridt. “Det er ham psykologen, der altid er i �ernsynet. Steen

Gerlach,” sagde Helena.Hun sa�e sig ned på trappen ved siden af David.“Hvem er det egentlig, der holder det her?” sagde David

og pustede røg ud i mørket.“Det er en dommer, der har jubilæum. Det har jeg da

sagt. Stine arbejder her. Hun tænkte vel, vi kunne trænge til at komme lidt ud.”

David fnøs. Han syntes åbenbart ikke, de trængte til at komme ud. Eller også var det bare hans foragt for advokater og overklasse, der skinnede igennem. Hun så over på de festklædte og glade mennesker på den anden side af gården og forstod godt, hvorfor David følte sig udenfor. De havde været igennem så meget sammen, og alligevel var de så langt fra hinanden, som man overhovedet kunne komme.

“Jeg havde måske håbet, det kunne skaffe lidt arbejde,” sagde Helena. Det var stadig lunt i vejret, men hun sku�ede sig alligevel og trak lidt ned i den korte kjole

David hev et visitkort frem ad lomme og sagde: “Her.”Helena kiggede på kortet.

20 21

Ralf DessauJuridisk bistand

Adelgade 19

“Hvem er det?” sagde hun.“Det ved jeg sgu ikke,” sagde David. Han tværede

cigaretskoddet mod jerntrappen og knipsede det ud over kanten, hvor det i en byge af gnister forsvandt ned i den mørke gård. “Men han sagde, vi skulle ringe. Tror, det er noget arbejde.”

“Hvorfor sagde du ikke det med det samme?” sagde Helena, men hun vidste godt hvorfor. Arbejdet havde raget David en skid det sidste år.

På altanen overfor var der en mand, der vinkede. Hans ansigt lå i mørke, og hun kunne ikke se, hvem det var. Alligevel vinkede hun igen. David rejste sig og gik. Han forsvandt længere og længere væk. Helena havde det, som om hun skulle kaste op.

Fanden på væggen, roman, 346 sider, hardcover

Jankowski I/S er et lille detektivbureau, der kæmper for at overleve, eller re�ere: Helena kæmper for at holde butikken kørende, mens den tidligere militærmand David er gledet ud i en deroute af vold og ikke har fokus på at skaffe brød på bordet. Yasin bruger mere tid på afpresning og et skrantende familieliv. Den tidligere kriminelle Frank ser magtesløs til, mens det sidste, han har, smuldrer mellem fingrene. Da en gammel sag om et kidnappet barn dukker op, virker det som en gave fra himlen, men efterhånden som de graver sig dybere i sagen, begynder de at åbne Pandoras æske af rædsler og snart står det klart, at sagen snarere er en enkeltbillet til helvede.

Læs mere og bestil bogen på www.calibat.dkForfa�eren kan kontaktes på mail@palleschmidt.dk