ELEVFORENINGEN 63. ÅRGANG NUMMER 4 DECEMBER 2013

Kære gamle elever………...…..3

Forstanderens klumme………….4

Historisk News…………………. 5

Stafetten………………………...6-7

Det er ingen kunst, eller er det?…8

Opslagstavlen……...……...…..…9

Det legendariske julekrybbespil..10

Nu er det,nu………………….11

Bagsideordet……………….12

Der er ikke noget, jeg hellere vil sige end

”Kære gamle elever”.

Mit tidligere job var i beskæftigelsen i

Ringkøbing Skjern Kommune. Jeg var

meget glad for opgaven, hvor jeg skulle

afklare mennesker i et sygeforløb - om de

var raske nok til arbejdsmarkedet. Jeg er

fuldstændig klar over deres situation i

hverdagen – der er ikke meget overskud

til at vise begejstring, så derfor er der ik-

ke mange positive tilbagemeldinger.

Juni 2012 startede jeg på Blåkilde og

hvad sker der lige her? I kommer efter

timerne og siger ”tak for nu”. I er villige,

har gå på mod, I taler pænt og I er yderst

hjælpsomme. Jeg er paf og målløs, men

jeg har jo allerede fundet ud af, at det er,

sådan I er. Tak for det og bliv ved.

Som nogle ved, har jeg jo måtte give op i

en lang periode. Kræften bestemte plud-

selig over mit liv, men igen viser både

elever og ansatte, at nærhed og fælles-

skab er noget centralt og vigtigt på Blå-

kilde. Jeg kan ikke takke Jer nok for al

den omsorg, I har vist mig under min

sygdom. Jeg har været så tæt på døden,

som det er muligt, men pga. så mange

ting – og her er I også med, så kom jeg

igennem en meget svær

periode. Tusind tak for

besøg og for en fanta-

stisk mindebog, som lig-

ger her foran mig som et

klart minde om liv.

Selv er jeg lige nu i en

gråzone. I gamle elever

er der ikke mere, og jeg

skal jeg til at lære nye

elever at kende. Jeg

mærker igen en fanta-

stisk stemning og sammenhold på Blåkil-

de, så jeg glæder mig vildt til sidste halv-

år af skoleåret.

Til jer gamle elever (natur/håndværk) vil

jeg sige. Fra at fælde lærkestammer med

økse, afbarke rigtig mange stammer. La-

ve spær som skulle rejses med taljetræk

og derefter støbes fast (kan fortælle at

raftegården bestod ”Bodil” testen), så er

der nu en raftegård på Blåkilde, som du/

vi kan være stolte af. Den er meget flot.

Tak for hjælpen.

Jeg håber og ønsker, at I alle er kommet

godt på vej med det, I allerhelst vil. Vi

ses engang! Niels Najbjerg

NEWS FRA BLÅKILDESKOVEN

Stormen Bodil har ryddet forsiderne på dan-

ske aviser og medierne bugner med beret-

ninger. På ”Elevbladet” vil vi ikke stå tilba-

ge og kommer her med det værste og det

bedste fra en stormfuld decembernat. Stor-

men ruskede og rev i Blåkildes bygninger,

men bygningsmæssigt er der ikke sket næv-

neværdige skader. Fra skoven lød der der-

imod et konstant bulder, som jævnligt blev

overdøvet af et drøn ,når en af de store gra-

ner gav efter og faldt til jorden. De gamle

graner, der stod tilbage efter den legendari-

ske storm i 1952, har for en stor del måtte

lade livet. De bukkede under for ”Bodils”

hærgen. Tilbage i ensom majestæt står dog

De Tre Graner på deres plads, som om ver-

den stadig er den samme. Blåkildes blide

bøge kunne også stå for presset og vil forsat

sætte sit præg på Blåkildes smukke omgi-

velser.

Man må undre sig over, hvorfor de største

storme bliver navngivet efter en kvinde,

men måske kan det have noget at gøre med

at mænd og raske drenge tiltrækkes af store

storme som de til-

trækkes af kvinder!

Drengene skulle

trods advarsler lige

et smut ud og mær-

ke stormens rasen

og kæmpe sig op

mod vinden. For-

standeren fandt

med fornøjelse de skridsikre støvler, hjel-

men og motorsaven frem, da han skulle ind

og hente sin datter, der var ”strandet” i den

nordlige ende af Tarm.

Storme kalder på helte – og hvor tit får man

lige mulighed for at blive sådan en? Onde

tunger har også nævnt, at storme opkaldes

efter kvinder, fordi gifte kvinder til tider er

at sammenligne med en sådan storm. Dertil

er der kun at sige, at jeg er glad for at min

kone ikke hedder ”Bodil”, for min kone

kunne nøjes med at navngive en mindre en

af slagsen. ..

Tidligere lærer Helge Ramskov, skriver i

”Blåkildes Hjertefortælling” om den legen-

dariske storm i 1952. Fortællingen såvel

som fortælleren er ikke mindre legenda-

risk—så værsgo her er den.

”Den 10. februar 1952 blev den lille pige døbt

Ellen. (Forstander Peder Jensens yngste datter:

red.)Denne søndag havde jeg vagt. Det var en

meget smuk vinterdag med stille solskinsvejr

og med sne på træernes grene, næsten som et

ferige. Da jeg den aften gik til ro, stod billedet

af den smukke granskov med de snetyngede

grene stadig i min bevidsthed. Da jeg vågnede

næste morgen, var alting koldt og gråt. Radia-

torerne var kolde, og der var intet elektrisk lys.

Uden for var alt kaos! Skovens pragt var væk,

træerne lå hulter til bulter, mange var knække-

de og endnu flere væltede. Kun ganske få stod

endnu tilbage og så sørgmodigt ud over øde-

læggelsernes vederstyggelighed. En orkan el-

ler skypumpe havde i løbet af nogle få timer

tromlet sig igennem området og efterladt sig

disse spor. I en sådan situation finder vi hurtigt

ud af, hvor afhængige vi er af elektricitet. Var-

men forsvinder fra radiatorerne, fordi cikurla-

tionspumpen går i stå, og vandet forsvinder

fra toiletterne. Så måtte eleverne ud bag køer-

ne for at forrette et nødvendigt ærinde. Det

kunne de også sagtens, for på den tid ( i

50´erne) var mange af dem kendt med det

hjemmefra. Men man skulle være forsigtig.

Engang, et par år senere ved en strømafbrydel-

se, blev en ko inspireret og tabte en klat ned på

en elev.

Det var klart, at der hurtigt måtte gøres noget,

så skolen igen kunne komme i forbindelse

med omverdenen og benytte strøm og telefon.

Eleverne blev derfor udstyret med forskellige

redskaber og begyndte under sagkyndig ledel-

se at rydde op. Efter et par dage begyndte tin-

gene igen at fungere nogenlunde normalt. Men

skoven kom aldrig til at se ud som før. Nogle

få træer stod endnu tilbage. I dag står der kun

tre tilbage. Allerlængst nede ved mosen står de

og kigger vemodigt på hinanden. Når jeg er

ude og gå en tur, standser jeg ofte ved de tre

gamle træer og tænker på de svundne dage.

Hvis disse træer havde mund og mæle, hvad

kunne de så ikke fortælle. Om det der var, og

om det som kom. Om fangerne fra Brosbøl-

gård, der satte skilte op med teksten:

”Hugorme sælges”, mens de møjsommeligt

fjernede træstubbene. Om indretningen af mø-

deplads og tilskuerpladser, om mange festlige

elevstævner og sommermøder, hvor sommer-

eleverne lagde megen tid (fritid) og kræfter i

opførelsen af skuespil, sangspil og gymnastik-

opvisninger. Skoven forsvandt, men ny skov

blev plantet.”

Helge Ramskov—Blåkilde

NEWS FRA BLÅKILDESKOVEN 1952

Jeg var elev på Blåkilde Ungdomsskole

på sommerholdet 1954. Mit navn var Do-

ra Nielsen og jeg kom fra Krogager ved

Grinsted. På holdet var vi 65 piger og for-

stander var Peter Jensen med hustruen Fru

Jensen (som hun altid blev tituleret). De

havde 4 børn – Inge, Carl, Knud og Ellen,

som var forkælede blandt os elever. For-

standerfamilien boede i en lejlighed i for-

bindelse med skolen. Desuden var der an-

sat et lærerpar Hr. og Fru Ramskov, som

boede i en lejlighed i forbindelse med

elevfløjen. Et utroligt populært og gæstfrit

par, som ofte inviterede til hygge og en

snak i deres private hjem om aftenen. Der

var også ansat en lærerinde Frk. A. Sjør-

ring (husholdningslærer) samt pedel K.

Møberg.

For mig var opholdet på Blåkilde, en af de

bedste tider i mit liv. Jeg kom fra et hjem,

hvor der altid skulle hjælpes til. Inden jeg

startede på skolen havde jeg også haft en

plads som pige på en større gård i Krus-

bjerg. Så jeg nød at have mere fritid sam-

men med en flok dejlige veninder i dejlige

omgivelser. Ja, vi nød også meget week-

enderne på skolen og i den smukke have.

Så det blev ikke til så mange weekender i

hjemmet, hvortil man cyklede de ca. 55

km frem og tilbage. Vi var fire piger, som

kunne følges ad på cykelturen. Godt vi

havde hinanden – det gjorde cykelturen

lettere og sjovere.

Stafetten Stafetten er en side, hvor tidligere Blåkillinger fortæller om

sig selv og den tid, der er gået siden opholdet på Blåkilde

Efter opholdet på Blåkilde havde jeg flere

forskellige ansættelser inden for butiksfa-

get, hvor jeg også blev udlært som kom-

mis. I efterår 1960 blev jeg gift med min

kæreste Erik Thimsen og vi flyttede til

Vejle. Efter et par år i Vejle, solgte vi hu-

set der og byggede et nyt i Hedensted. I

1964 flyttede vi til Billund, hvor vi etab-

lerede Billund Boligmontering. Vi starte-

de også et brochure firma op i Kværn-

drup på Fyn sammen med et par gode

møbel kollegaer. Det blev til mange

spændende, gode og travle år med forret-

ningslivet i Billund. I samme periode fik

vi 3 børn – Marianne, Per og Henrik. Ef-

ter en årrække besluttede vi at trappe ned

som selvstændige og solgte det hele over

en periode på 5 år.

Vi er nu fremme ved 1984 og vi byggede

et nyt hus i Billund, som var i en størrel-

se, som vi kunne ønske at blive gamle i.

Begge havde vi fået arbejde i LEGO

gruppen. Jeg først på informationskonto-

ret i Legoland og få år efter som recepti-

onsleder i LEGO Overseas. Efter ca. 18

års ansættelse på LEGO gik vi begge på

pension og nyder nu tilværelsen i vores

hus i Skovparken, hvor vi holder hus og

en nem have.

De holdninger til livet, som jeg både har

fra mit barndomshjem og mit ophold på

Blåkilde, har helt bestemt været mig til

megen glæde i mit aktive liv. Både som

spejder og FDF – også kirkeligt arbejde

og ikke mindst mange års medlem af Bil-

lund Kirkes Voksen Kor.

Nu i vores pensionist liv er vi begge to

aktive i LEGO Charity, hvor vi sammen

med over 100 andre pensionister er med

til at pakke LEGO klodser til børn i nød.

Alle vi i LEGO Charity, nyder den store

tilbagemelding, som vi modtager fra hele

verden - LEGO klodserne gør stor lykke,

hvor de kommer frem.

En stor hilsen fra en tidligere ”Blåkilling”

Dora Thimsen

”Med venner i lys vi tale”

Kan man lytte til fuglefodtrin igennem

et stetoskop, og kan man dufte nattens

indtryk gennem en iltmaske? Det er

blot et par af de kunstværker, du vil

møde, når du i nærmeste fremtid træ-

der ind på Blåkilde Efterskole.

Vi har været så heldige at få del i Statens

Kunstfonds Deponeringsordning, hvilket

indebærer, at vi i en årrække har omkring

26 værker til låns. Værker som både vil

inspirere, provokere, vække undren og

måske også flytte vores grænser i forhold

til vores gængse opfattelse af kunst. Et af

hovedformålene med ordningen er at vise

kunst frem, ikke kun på kunstmuseer, men

også der hvor folk lever og færdes. At de-

finere, hvad god kunst er, kan være svært,

og da Henning og jeg kiggede nærmere på

nogle af værkerne forleden dag, kunne vi i

hvert fald konstatere, at de vakte undren –

Robert Storm P. formulerer sig således om

kunst: ”Kunst er det, man ikke kan. Hvis

man kunne, var det jo ingen kunst.”

Rigtig god fornøjelse med at se og un-

dres!

Mette Borg Vendelbo

e

Billeder fra Musical-holdets optræden: ”Skraldepladsens Engle”

HUSK

EFTERSKOLERNES

AFTEN PÅ Blåkilde Efter-

skole den 8. januar 2014.

ALLE ER VELKOMMEN

Sølvmedaljer ved Vestjysk Mesterskab

i indefodbold

Det legendariske julekrybbespil..

Igennem ”alle tider” er der spillet krybbespil på Blåkilde Efterskole.

Med årene er traditionen udviklet, så krybbespillet indeholder en god

del humor . Elevernes opgave består i at genfortælle juleevangeliet på

en humoristisk og kærlig måde, hvor følgende persongalleri skal være

repræsenteret: Joses, Maria, Jesusbarnet, hyrderne, englen, de vise

mænd og ikke mindst Æslet, (der har en tendens til at få sig lidt af en

hovedrolle.) Vi har gennem årene set Krybbespillet udsat for ballet, rap,

opera, ”filminstruktion” og meget andet. Vi henholder os til det lille ci-

tat „Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt han har fak-

tisk fattet begge dele lige dårligt!“ – Piet Hein.

NU ER DET, NU—DET ER LIGE NU, DU..

Nu er det tid at komme UD af komfortzonen. Kom op af stolen og mod

Blåkilde. Dette skoleårs store musical for hele holdet, er på trapperne og

det bliver et fest-fyrværkeri af drama, musik, dans, lyd og lys. Der er ikke

sparet på noget og der venter et brag af en oplevelse.

Stykket er en morderne dommedagsfortælling. Vandet vælter op af jordens

kilder, havene svømmer over, men DU er udvalgt til at komme med på

skibet, der skal sikre menneskehedens overlevelse. Hvad sker der i den

lille båd på det store hav? Findes der en redning for menneskeheden?

Hvor skal vi finde håb og tro på livet?

Åben forestilling fredag den 31. januar kl. 19.30

ARKEN 2.0

Alle er inviteret, ung som gammel, og tag gerne naboen med..

Opgaven – til normalt almindelige

Mennesker er skabt så forskellige, at der er ikke to

ens på jorden. Evner og muligheder er forskellige

og af mange slags.

”Jeg kan noget, som du ikke kan

og du kan noget, som jeg ikke kan,

men Gud har en opgave, som

just er for mig, og Gud har

en opgave, som just er for dig.”

Det kan et menneske tro på i forventning til Gud.

Hvert menneske er skabt med sit eget for andre

hemmelige forhold til Gud med en forudforståelse

af, at der må være en sammenhæng i tilværelsen,

en mening med det hele og som normalt menne-

ske må det sige ”Jeg er ikke ganske som de andre,

og der er en opgave just for mig.”

Et menneske der siger ” Der er ikke noget særligt

ved mig” kalder digteren Martin A. Hansen for

”unormalt almindelig – gennemsigtig er det som

en pøs vand.”

I en prædiken siger Kaj Munk, at vi har en fælles

opgave. Vi er sat til at vidne om Gud, hver efter

sin evne og mulighed, nogle med munden, andre

med hænderne, andre med begge dele. At vidne

om Gud, det vil først og fremmest sige at leve så-

dan, at livet bliver dyrebart for andre og det gode i

dem styrkes.

Vi fik livet med dets opgaver sammen med ”alle

gode navn, som bedst vi ved” og vi må godt nok

sige tak ”for hvert fornøjet øjeblik, vi både venter,

har og fik”. (DDS 6)

Tidligere forstander C. J. Gräs

BAGSIDEORDET