Dræb ikke en sangfugl læseprøve

Harper Lee

Dræb ikke en sangfugl

På dansk ved Michael Tejn

Lindhardt og Ringhof

Dræb ikke en sangfugl.indd 3 25/11/14 08.51

Dræb ikke en sangfugler oversat fra amerikansk efter

To Kill a MockingbirdCopyright © 1960 by Harper Lee

All rights reserved

Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København

Omslag: Mark Airs

Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP-Service

og trykt hos Livonia, 2014

ISBN 978-87-11-33418-8

4. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted

på institutioner, der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


9

1

Da min broder Jem var næsten tretten år, brækkede han armen i al-bueleddet, og det var en grim historie. Da armen kom sig igen, og Jem ikke længere behøvede at være bange for, at han aldrig skulle komme til at spille amerikansk fodbold igen, tænkte han så godt som aldrig mere på den, selv om den venstre arm efterfølgende var lidt kortere end den højre. Når han stod stille eller gik, hang hans hånd i en ret vinkel mod kroppen, og tommelfingeren lå parallelt med låret. Han var dog så inderligt ligeglad, så længe han bare kunne sparke og af-leverer en bold hen over banen.

Da der var gået så mange år, at vi havde fået begivenhederne på tilpas afstand, sludrede vi af og til om den historie, der var endt med dette uheld. Jeg hævdede, at det var Ewells, der startede det hele, men Jem, der er fire år ældre end jeg, sagde, at det var begyndt længe inden da. Han sagde, at det begyndte den sommer, da Dill dukkede op i vores by, og fik os på den tanke, at vi skulle lokke Boo Radley ud af hans hule.

Jeg sagde så, at hvis han endelig ville have tingene i det rette store perspektiv, måtte det faktisk være begyndt med Andrew Jackson. Hvis general Jackson ikke havde jaget Creek-indianerne på flugt, ville Si-mon Finch aldrig være sejlet op ad Alabamafloden, og hvor havde vi så været henne? Vi var blevet alt for gamle til at afgøre et stridsspørgsmål med vores bare næver, og vi rådførte os derfor med Atticus. Vores fader sagde, at vi begge to havde ret.

Fordi vi var sydstatsfolk, var der adskillige af familiens medlemmer,


10

der følte det som en skændsel, at slægten ikke kunne føres tilbage til Slaget ved Hastings. Det eneste vi havde, var Simon Finch, der var en pelsjæger og apoteker fra Cornwall, og hans fromhed blev kun overgået af hans nærighed. Hjemme i England var Simon blevet irrit-eret over, at dem der kaldte sig metodister, blev forfulgt af deres mere liberale brødre, og da den gode Simon kaldte sig selv for metodist, arbejdede han sig vej over Atlanterhavet til Philadelphia, derfra til Ja-maica, videre til Mobile og endelig til Saint Stephens. Simon Finch var opmærksom på John Wesleys formaninger om brugen af mange ord under køb og salg, og han tjente en pæn bunke penge som prak-tiserende læge. Men mens det stod på, var Simon ulykkelig, fordi han frygtede, at hans gerninger ikke var til Guds ære, idet han samlede sig skatte, som møl og rust kunne fortære. Så Simon, der havde glemt sin mesters lære om ikke at have menneskelige slaver, købte sig tre af slagsen, og med deres hjælp byggede han et småbrug på bredden af Alabamafloden 65 kilometer længere oppe ad strømmen fra Saint Stephens. Han vendte kun tilbage til Saint Stephens én gang, for at finde sig en kone, og med hende lagde han grunden til en slægt, der vrimlede med døtre. Simon opnåede en imponerende høj alder, og døde som en rig mand.

Det var blevet sædvane, at familiens mænd boede på Simons gamle sted, Finch’s Landing, og levede af at dyrke bomuld. Stedet var selv-forsynende, og selvom det var beskedent i forhold til de mægtige im-perier, der omgav det, frembragte The Landing ikke desto mindre alt, hvad der er nødvendigt til livets opretholdelse, undtagen is, hvedemel og tekstiler, der blev sendt op med flodbådene fra Mobile.

Stridighederne mellem nord- og sydstaterne ville have vakt Simons afmægtige raseri, fordi borgerkrigen gjorde at hans efterkommere mistede alt lige med undtagelse af deres jord, men alligevel opretholdt man den gamle tradition med at blive boende på jorden et godt stykke ind i det tyvende århundrede, indtil min fader, Atticus Finch, som den første af slægtens mænd opgav jorden og tog til Montgomery for at studere jura, og hans yngre broder drog til Boston for at studere medicin. Deres søster Alexandra var den Finch, der blev boende på


11

Finch’s Landing. Hun giftede sig med en fåmælt mand, der tilbragte størstedelen af sin tid med at ligge i en hængekøje nede ved floden og spekulere på, om ørrederne mon snart bed på krogene.

Da min fader havde fået sin embedseksamen, vendte han tilbage til Maycomb og åbnede et sagførerkontor. Maycomb, der ligger om-kring tredive kilometer øst for Finch’s Landing, var købstaden i May-comb County. Atticus’ kontor, der var indrettet i domhuset, indeholdt ikke meget andet end en knagerække, en spytbakke, et dambræt og en uplettet lovsamling. Hans første to klienter var de sidste to personer, der blev hængt i Maycombs fængsel. Atticus havde inderligt rådet dem til at håbe på det offentliges overbærenhed, erklære sig skyldige i mord og dermed slippe fra det med livet i behold, men de tilhørte begge familien Haverford, et navn der i Maycomb County er synonymt med fjols. De to Haverfords havde gjort kål på Maycombs bedste grovsmed på grund af en lille misforståelse, der opstod, da han angiveligt uret-mæssigt ikke ville udlevere dem en hoppe, der var blevet skoet. De havde yderligere været så uforsigtige at gøre det i ikke mindre end tre vidners nærvær og de havde højlydt erklæret, at det faktum, at svinet-havde-fortjent-det, var det eneste forsvar, de havde brug for. De erklærede sig hårdnakket ikke-skyldige i overlagt mord, så der var ikke meget, Atticus kunne gøre for sine to klienter udover at være til stede, da de forlod denne jord, hvad der formentlig var den oprindelige årsag til min faders afsky for enhver form for strafferet.

I løbet af sine første fem år i Maycomb arbejdede Atticus mere med økonomiske anliggender end med noget som helst andet, og i adskil-lige år satte han en stor del af sine indtægter i broderens uddannelse. Jack Hale Finch var ti år yngre end min fader, og valgte at studere medicin på et tidspunkt, hvor det ikke var ulejligheden værd at dyrke bomuld, men efter at have hjulpet onkel Jack på vej, tjente Atticus helt godt på juraen. Han kunne lide Maycomb, hvor han både var født og opvokset. Her kendte han folk, og folk kendte ham, og takket være Simon Finchs flid, var Atticus i familie med Gud og hvermand i byen gennem enten blodets eller ægteskabets bånd.


12

Maycomb var en gammel by, men den var en meget træt, gammel by, da jeg først lærte den at kende. Når det regnede, forvandledes gaderne til rødligt søle, der groede græs på fortovene og domhuset stod og sank sammen på torvet. Af en eller anden grund var det varmere den-gang. En sortpelset hund havde det hårdt på en hed sommerdag, rad-magre muldyr, der var spændt for faldefærdige kærrer, brugte halerne til at daske fluerne væk fra deres flanker i den glødende hede under de gamle ege på torvet. Stivelsen var helt gået ud af mændenes flipper allerede klokken ni om morgenen, damerne tog bad før middag og igen efter deres eftermiddagslur, så når tusmørket sænkede sig, var de som bløde theboller med et overtræk af små svedperler og sødligt duftende talkumpudder.

Når vejret var sådan, bevægede folk sig langsomt. De gik i ro og mag over torvet, tøflede ud og ind af butikkerne, der omgav det, og gav sig god tid med alt, hvad de foretog sig. Et døgn varede fireog-tyve timer, men det virkede længere. Ingen havde hastværk, for der var ingen steder at tage hen, ingenting at købe og ingen penge at købe for og ikke det allermindste at se uden for Maycomb Coun-tys grænsepæle. Dog var perioden præget af en lidt ubestemmelig optimisme for visse menneskers vedkommende: Maycomb County havde for ganske nylig fået at vide, at man ikke havde andet at frygte end frygten selv.

Vi boede i byens bedste villakvarter – Atticus, Jem og jeg samt vores kokkepige Calpurnia. Jem og jeg var godt tilfredse med vores fader: Han legede med os, læste højt for os og behandlede os med høflig kølighed.

Calpurnia var noget ganske andet. Hun bestod af lutter knogler og kanter, hun var nærsynet, hun havde sammenknebne øjne, og hendes hånd var bred som brættet i en sengebund og dobbelt så hård. Hun kommanderede mig altid ud af køkkenet og spurgte mig om, hvorfor jeg ikke kunne være lige så artig som Jem, selv om hun jo vidste, at han var ældre end jeg, og jeg blev altid kaldt ind, når jeg langtfra var færdig med at være ude. De slag vi udkæmpede med hinanden, var storslåede, men ensidige. Det var altid Calpurnia, der gik af med sej-


13

ren. Hovedsagelig fordi Atticus altid tog hendes parti. Vi havde haft hende i huset, lige siden Jem blev født, og jeg kunne huske hendes tyranni, så langt tilbage min erindring nåede.

Vores moder døde, da jeg var to år, så på en måde mærkede jeg aldrig hendes fravær. Hun var en Graham fra Montgomery, og Atti-cus traf hende, da han første gang blev valgt ind som medlem af sta-tens lovgivende forsamling. Han var midaldrende på det tidspunkt, og hun var femten år yngre end han. Jem var resultatet af deres første ægteskabelige år, fire år senere kom jeg til verden, og to år efter døde vores moder af et pludseligt hjerteanfald. De sagde, at det lå til hendes familie. Jeg savnede hende ikke, men jeg tror, at Jem gjorde det. Han huskede hende tydeligt og kunne pludselig, bedst som vi legede, finde på at sukke dybt og længe og så gå om bag ved vognporten uden at ville have mere med mig at gøre. Jeg havde efterhånden opdaget, at når han havde det sådan, var det klogest ikke at trænge sig på.

Da jeg var fyldt seks, og Jem næsten var ti, var vores sommergrænser (ikke længere fra huset, end at vi kunne høre det, når Calpurnia kaldte) mrs. Henry Lafayette Duboses hus to ejendomme nord for vores og Radleys hus tre ejendomme sydpå. Vi følte os aldrig fristet til at overskride disse grænser. Radleys hus blev beboet af et ukendt væsen, og alene den antydningsvise skildring af det var tilstrækkeligt til, at vi holdt os på måtten flere dage i træk; og mrs. Dubose var en sand djævel.

Det var den sommer, Dill dukkede op.Da vi tidligt en morgen var begyndt at lege ude i gården bagved,

hørte Jem og jeg noget inde ved siden af, fra miss Rachel Haverfords kålbed. Vi gik hen til hegnet for at se, om det kunne være en hunde-hvalp – miss Rachels terrier ventede sig – men i stedet for opdagede vi, at der sad en derinde og stirrede på os. Som han sad der, var han ikke ret meget større end kålplanterne. Og nu stirrede vi på ham, ind til han endelig sagde: “Davs.”

“Davs,” sagde Jem venligt.“Jeg hedder Charles Baker Harris,” sagde han. “Og jeg kan læse.”“Nå, og hvad så?” sagde jeg.


14

“Jeg tænkte bare, at I måske gerne ville vide det. Hvis der er noget I vil have læst, kan jeg gøre det for jer ...”

“Hvor gammel er du?” spurgte Jem. “Fire og et halvt?”“Jeg fylder snart syv.”“Så har du ikke noget at prale af,” sagde Jem og pegede på mig med

en krum tommelfinger. “Scout der har kunnet læse, siden hun blev født, og hun er ikke engang startet i skole endnu. Du er ret lille af din alder.”

“Jeg er lille, men jeg er gammel,” sagde han.Jem strøg håret væk fra øjnene for bedre at kunne se. “Hvorfor kommer du ikke ind til os, Charles Baker Harris?” sagde

han. “Vorherre bevares, sikken et navn!”“Det er da ikke løjerligere end dit. Min tante Rachel siger selv, at du

hedder Jeremy Atticus Finch.”Jem skulede. “Jeg er stor nok til at have det navn,” sagde han. “Selv

dit navn er længere end dig – mindst en fod længere!”“Andre mennesker kalder mig Dill,” sagde Dill og snoede sig ind

under hegnet.“Det er bedre at kravle over end under,” sagde jeg. “Hvor kommer

du egentlig fra?”Dill var fra Meridian i mississippi og tilbragte sommeren hos sin

tante, miss Rachel, og det var meningen, at han skulle gøre det samme hver eneste sommer fremover. Familien stammede fra Maycomb County, hans mor arbejdede hos en fotograf i Meridian, havde sendt hans billede ind til en Smukke Børn-konkurrence og havde vundet fem dollars. Hun gav Dill pengene, og han gik i biografen for dem tyve gange i træk.

“Vi ser aldrig nogen film her undtagen Jesus-film engang imellem i domhuset,” sagde Jem. “Har du nogen sinde set en, der var god?”

Det viste sig, at Dill havde set Dracula, en afsløring der fik Jem til at betragte ham med fornyet interesse og respekt.

“Fortæl os om den,” sagde han.Dill var et særsyn. Han var iført korte, blå lærredsbukser, der var

knappet fast til skjorten, hans hår var snehvidt og purrede på hans lille


15

hoved som ællingedun. Han var et år ældre end jeg, men jeg tårnede mig ikke desto mindre op over ham. Mens han fortalte os den gamle historie, blev hans blå øjne skiftevis lyse og mørke, hans latter var pludselig, sorgløs og lykkelig, og han havde en vane med at hive en hårvirvel ned over panden.

Da Dill forvandlede Dracula til støv, og Jem sagde, at filmen lød bed re end bogen, spurgte jeg Dill om, hvor hans far egentlig var henne: “Ham har du ikke fortalt os noget om.”

“Næ, for jeg har ingen.” “Er han da død?”“Næ ...”“Men hvis han ikke er død, må du vel have en, ikke sandt?”Dill blev rød i kinderne, og Jem sagde, at jeg skulle tie stille – et sik-

kert tegn på, at Dill var blevet vejet og målt og fundet værdig. Derefter forløb sommermånederne roligt og rutinemæssigt. Vi arbej dede på vores træhule, som vi havde bygget på grenene mellem to kæmpestore paternostertræer, der stod ude i baghaven, og opførte ivrigt og fortrav-let en lang række skuespil, som vi havde baseret på værker af Oliver Optic, Victor Appleton og Edgar Rice Burroughs. På det punkt var det godt at vi havde Dill, for han spillede de roller, som jeg før havde fået overladt: aben i Tarzan, mr. Damon i Tom Swift og den slags. Efterhånden lærte vi Dill at kende som en lommeudgave af troldman-den Merlin, hvis hoved vrimlede med excentriske planer, sælsomme længsler og løjerlige fantasier.

Men da vi nåede hen mod slutningen af august, var repertoiret ble-vet noget slidt på grund af de utallige genopsætninger, og det var der, at Dill fik os på den idé, at vi skulle lokke Boo Radley ud af hans hule.

Dill var fuldstændig fascineret af Radleys hus. Trods vores velmente advarsler og forklaringer tiltrak det ham, som månen tiltrækker van-det, men dog ikke nærmere end til lygtepælen på hjørnet, hvorfra han på betryggende afstand kunne holde opsigt med lågen. Der stod han så med armen slynget om den tykke pæl, mens han stirrede og spekulerede.

Radleys hus lå der, hvor vejen drejede skarpt, så man måtte traske


16

et stykke sydpå, inden man kunne se dets veranda. Huset var lavt og havde engang været hvidt, det var udstyret med en bred veranda og grønne skodder, som for længst var falmet, så det nu havde samme farve som de grå fliser på havegangen. De regnrådne træspåner, der dækkede taget, stak frem over verandaens tagskæg, og store, gamle egetræer holdt solen ude. De sørgelige rester af et stakit stod beruset vaklende og værnede om forhaven, hvor vild durra og ‘kanin-tobak’ voksede frodigt.

Inde i selve huset levede der et ondsindet spøgelse. Folk påstod, at han virkelig eksisterede, men Jem og jeg havde nu aldrig set ham. Folk påstod også, at han kom frem ved nattetid, når månen var gået ned, og kiggede ind ad vinduerne i andre huse. Når folks azaleaer fik frost og visnede, var det, fordi han havde åndet på dem. Alle de stjålne, små forsyndelser og forbrydelser, der blev begået i Maycomb, var hans værk. En gang var byen blevet opskræmt af en række uhyggelige nat-lige begivenheder: Folks fjerkræ og højt elskede husdyr blev fundet i lemlæstet tilstand. Ganske vist var den skyldige den skøre Addie, der endte med at drukne sig i Barkers dam, men alligevel skævede folk til Radleys hus og var ikke villige til at opgive deres første mistanke. Ingen neger ville gå forbi huset ved nattetid, men krydsede altid over på det modsatte fortov og fløjtede højlydt undervejs. Maycombs skole stødte op til bagenden af Radleys grund, og inde fra Radleys hønsegård faldt frugterne fra det store amerikanske pekannøddetræ ned i skolegården, men ingen af børnene rørte nødderne: Radley-nødderne var giftige, og man døde, hvis man spiste dem. Hvis en bold havnede inde på Radleys grund, var den gået tabt én gang for alle.

De ulykker der rugede over dette hus, tog deres begyndelse, mange år før Jem og jeg blev født. Radleys, der ville have været velkomne overalt i byen, holdt sig for sig selv, og det var en ting, man ikke tilgav i Maycomb. De kom ikke i kirken, som var Maycombs væsentligste adspredelse; i stedet holdt de andagter hjemme. Det skete så godt som aldrig, at mrs. Radley gik over gaden for at få en kop formiddagskaffe sammen med sine naboer, og hun deltog i hvert fald aldrig i missions-møderne. Mr. Radley spadserede ind til byen klokken halv tolv hver


17

dag og vendte tilbage igen præcis klokken tolv, til tider med en stor, brun pose af karduspapir, som naboerne mente, måtte indeholde fami-liens indkøbsvarer. Jeg har aldrig fundet ud af, hvordan den gamle mr. Radley tjente til det daglige brød – Jem sagde, at han ‘købte bomuld op’, men hos os var det et høfligt udtryk for ikke at bestille noget – og mr. Radley og hans kone havde boet der med deres to sønner, så langt tilbage noget menneske kunne huske.

Både døre og skodder var lukkede i Radleys hus om søndagen, hvad der også var i strid med skik og brug i Maycomb. Lukkede døre kunne kun betyde sygdom eller koldt vejr. Af ugens dage var det søndagen, der blev benyttet til de officielle eftermiddagsvisitter: Damerne var i korset, mændene havde taget jakker på, og børnene havde fået sko på fødderne. Men den tanke, at man søndag eftermiddag kunne gå op ad Radleys fortrappe og råbe: “Davs!” faldt ingen af naboerne ind. I Radleys hus var der ingen netdøre. Jeg spurgte engang Atticus, om der nogen sinde havde været det, og Atticus sagde ja, men det var, før jeg blev født.

Ifølge historien i nabolaget, stiftede den yngre af Radleys to søn-ner i sytten-attenårsalderen bekendtskab med nogle medlemmer af Cunningham-familien fra Old Sarum. Cunninghams var en talrig og forvirrende mangfoldigt forgrenet klan, der havde slået sig ned i den nordlige del af Maycomb County. Denne gruppe unge mennesker var det eneste, man i Maycomb havde set, der kunne minde om en bande. De gjorde ikke meget, men dog nok til, at byens indbyggere diskute-rede dem, og der blev advaret mod dem offentligt fra ikke mindre end tre prædikestole: De hang uden for barbersalonen, de tog bussen til Abbottsville om søndagen og gik i biografen, de deltog i ballerne i de lokale spillebuler nede ved flodbredden: Dew-Drop Inn & Fishing Camp, og de eksperimenterede med hjemmebrændt whisky. Dog var der ingen i hele Maycomb, der havde mod og mandshjerte nok til at fortælle mr. Radley, at hans dreng omgikkes med de forkerte kamme-rater.

En nat var humøret særlig højt, og knægtene bakkede i vild fart rundt på torvet i en lånt, gammel bil, og gjorde modstand, da May-


18

combs ældgamle natvægter mr. Conner ville arrestere dem, hvorefter de låste ham inde i domhusets skur. Byens borgere besluttede, at der måtte gøres noget. Mr. Conner påstod, at han kendte hver eneste en af dem, og han var fast besluttet på, at de ikke skulle slippe godt fra det, så det endte med, at knægtene blev stillet for en dommer og anklaget for gadeuorden, forstyrrelse af freden, overfald og legemsbeskadigelse og benyttelse af krænkende gloser i overværelse af en dame. Dom-meren spurgte mr. Conner om, hvad der lå bag anklagens sidste punkt, og Conner svarede, at de havde bandet og svovlet sådan, at han var overbevist om, at hver eneste dame i hele Maycomb måtte have hørt dem. Dommeren besluttede sig for at sende knægtene til statens in-dustriskole hvor unge mennesker af og til blev sendt hen uden anden påviselig årsag end den, at de der blev forsynet med mad og tag over hovedet. Det var ikke et fængsel, og ikke på nogen måde vanærende at skulle opholde sig der. Men det mente mr. Radley nu, at det var. Han sagde, at hvis dommeren ville sætte Arthur på fri fod, skulle han, mr. Radley, nok personligt sørge for, at Arthur ikke gav anledning til uro igen. Dommeren vidste, at mr. Radley altid holdt ord, og indvilligede derfor med glæde i planen.

De andre drenge blev sendt af sted til industriskolen og fik der den bedste realeksamen, man kunne få i hele staten. En af dem fortsatte senere på ingeniørskole i Auburn. Men mr. Radleys dreng var der in-gen, der så mere til i de næste femten år, og fra og med den dag var Radleys hus lukket og låst, både på hverdage og om søndagen.

Så kom der en dag – Jem kunne lige akkurat huske den – da man hørte fra Boo Radley, og adskillige mennesker så ham – dog ikke Jem. Han sagde, at Atticus aldrig fortalte ret meget om familien Radley. Når Jem forsøgte at udspørge ham, fik han ikke andet svar, end at han skulle passe sine egne sager og lade familien Radley passe deres, det havde de et rimeligt krav på at få lov til – men da det skete, sagde Jem, at Atticus havde rystet på hovedet og sagt: “Mm, mm, mm.”

Jem fik størstedelen af sine oplysninger fra miss Stephanie Craw-ford, en af kvarterets sladdertasker, der påstod, at hun kendte hele hi-storien. Efter hvad miss Stephanie fortalte, sad Boo inde i dagligstuen


19

og klippede nogle artikler ud af The Maycomb Tribune for at klistre dem i sin scrap-bog. Lidt efter kom faderen ind i stuen. I det øjeblik da mr. Radley gik forbi, jog Boo den lange spidse saks ind i sin faders ben, trak den ud igen, tørrede den af i bukserne og fortsatte med klip-periet, som om intet var hændt.

Mrs. Radley løb skrigende ud på gaden og råbte, at Arthur myrdede dem alle sammen. Men da sheriffen kom til, sad Boo stadig i daglig-stuen og klippede i sin Tribune. Han var treogtredive år gammel på det tidspunkt.

Miss Stephanie fortalte, at den gamle mr. Radley havde sagt, at ingen Radley skulle på nogen anstalt, da en eller anden foreslog, at et kortere ophold i Tuscaloosa ville være gavnligt for Boo. Boo var ikke sindssyg, han var bare til tider lidt overspændt. Det var i orden at spærre ham inde, indrømmede mr. Radley, men han forlangte, at man ikke rejste nogen anklage mod Boo: Han var ikke en gemen forbryder. Sheriffen nænnede ikke at sætte ham i fængsel sammen med negrene, så Boo blev låst inde i domhusets kælder.

Hvordan det gik til, at Boo kom hjem igen, stod noget tåget i Jems erindring. Miss Stephanie Crawford sagde, at et af byrådsmedlemmerne havde sagt til mr. Radley, at hvis ikke han tog Boo hjem til sig selv, ville han blive syg og dø af fugtigheden og skimlen i kælderen. I øvrigt kunne Boo jo heller ikke leve på det offentliges bekostning i al evighed.

Ingen vidste, hvilke midler mr. Radley benyttede for at holde Boo inde i huset, således at ingen nogen sinde fik ham at se, men Jem hav de en dramatisk forestilling om, at mr. Radley størstedelen af tiden holdt ham lænket til sengen. Atticus derimod sagde at det ikke var sådan det foregik, men at der var andre måder, hvorpå man kunne forvandle mennesker til genfærd.

Af og til livede disse gamle erindringer op, når jeg ved sjældne lej-ligheder så mrs. Radley åbne hoveddøren, trisse over verandaen og vande sine cannaliljer. Men hver eneste dag så både Jem og jeg mr. Radley vandre ind til byen og komme tilbage igen. Han var en mager, lædersej mand med farveløse øjne, så farveløse, at de ikke engang gen-spejlede lyset. Hans kindben var skarpe og fremtrædende, og munden


20

var bred med en smal overlæbe og en svulmende underlæbe. Miss Stephanie Crawford sagde, at han var så stiv og stejl, at den eneste lov han bøjede sig for, var Herrens eget ord, og vi troede hende gerne, for mr. Radleys ryg var rank som en ladestok.

Os talte han aldrig med. Når han gik forbi, skete det af og til, at vi stirrede ned i jorden og mumlede et “Godmorgen, mr. Radley,” og så hostede han gerne svagt som svar. Mr. Radleys ældste søn boede i Pen-sacola. Han kom hjem til jul, og han var et af de meget få mennesker, vi så komme og gå i huset derovre. Folk påstod, at den dag, mr. Radley fik Arthur hjem, døde huset.

Men så kom en dag, hvor Atticus sagde, at han ville varme vores ører, hvis vi lavede spektakel i haven, og han overdrog det til Calpur-nia at tugte os på sine vegne, hvis hun hørte så meget som en lyd fra os. Mr. Radley var døende.

Han var meget længe om at dø. Træbukke spærrede vores gade for begge ender af Radleys ejendom, der blev lagt strå på fortovet, og al trafik blev dirigeret om ad en baggade. Dr. Reynolds parkerede sin vogn uden for vores hus og fortsatte til fods hen til Radleys, hver gang han aflagde sine sygebesøg. Dag efter dag listede Jem og jeg omkring ude i haven. Endelig blev træbukkene fjernet igen, og vi stod på ve-randaen ude foran og så mr. Radley drage ud på sin sidste rejse forbi vores hus.

“Så er det forbi med den ledeste mand, Gud nogen sinde har indblæst sin ånde,” mumlede Calpurnia og spyttede grundende på jorden. Vi så forbløffet på hende, for Calpurnia lod meget sjældent bemærkninger falde om de hvide og deres uransagelige veje.

Hele nabolaget troede, at når mr. Radley først var borte, ville Boo atter dukke op, men de måtte tro om igen. Boos broder vendte tilbage fra Pensacola og tog mr. Radleys plads. Den eneste forskel på ham og faderen var aldersforskellen. Jem sagde, at Nathan Radley også ‘købte bomuld op’. Mr. Nathan talte derimod med os, når vi sagde godmor-gen, og til tider så vi ham vende tilbage fra byen med et tidsskrift eller en avis i hånden.

Jo mere vi fortalte Dill om Radleys, des mere ville han have at vide,


21

des længere stod han og omfavnede lygtepælen på hjørnet, og des mere spekulerede han.

“Hvad mon han egentlig foretager sig derinde?” kunne han så mumle. “Man synes da, at han i hvert fald godt kunne stikke hovedet ud af døren.”

“Han går ud, men kun når det er bælgmørkt.” sagde Jem. “Miss Stephanie Crawford fortalte selv, at hun engang vågnede op midt om natten og så ham stå og stirre ind gennem vinduet. Hun sagde, at det var, som om et dødningehoved stod og glanede derude. Er du måske aldrig vågnet om natten og har hørt ham, Dill? Han går sådan her ...” Jem slæbte skurrende fødderne hen over gruset. “Eller hvorfor tror du måske, at miss Rachel lukker og låser sin dør hver nat? Jeg har selv set hans fodspor i vores baghave om morgenen, og en nat hørte jeg ham stå og skrabe på netdøren omme bagved, men så var han væk, inden Atticus nåede derud.”

“Jeg gad vide, hvordan han ser ud” sagde Dill.Jem gav ham en rimelig beskrivelse af Boo: Boo var omkring to me-

ter høj at dømme efter fodsporene, han levede af rå egern og de katte, han ellers kunne fange, og det var grunden til, at der altid var blod på hans hænder. Hvis man åd dyr rå, kunne man aldrig vaske blodet af. Han havde et langt, uregelmæssigt ar tværs over ansigtet, hans tænder var gule og ormstukne – dem han havde tilbage, og hans øjne stod frem af deres huler, og han savlede det meste af tiden.

“Lad os se, om vi ikke kan få ham lokket ud,” sagde Dill. “Jeg kunne godt tænke mig at se ham.”

Dertil svarede Jem, at hvis Dill ønskede at dø, kunne han jo bare gå op på verandaen og banke på døren.

Vores første fremstød fandt kun sted, fordi Dill tilbød at vædde med Jem – Det grå genfærd mod to Tom Swift’er – på at Jem ikke turde gå længere end til Radleys låge. Den slags udfordringer havde Jem aldrig kunnet modstå.

Jem spekulerede over det i tre dage, og jeg tror, at han satte æren højere end sit liv, for Dill havde ikke vanskeligt ved at tirre ham: “Du er jo bange,” sagde Dill den første dag.


22

“Vel er jeg ej bange, jeg er bare respektfuld,” sagde Jem.Og den næste dag sagde Dill: “Du tør ikke engang stikke storetåen

inden for lågen!”Det mente Jem nu nok, at han turde, for var han måske ikke gået

forbi Radleys hus, lige klos op og ned ad lågen, hver eneste dag hele sit liv på vej til skole.

“Men du løber altid,” indskød jeg.Men Dill fik ham den tredje dag, da han fortalte Jem, at folk i Me-

ridian gudskelov ikke var sådan nogen bangebukse, og at han aldrig havde set sådan krystere som her i Maycomb.

Det var tilstrækkeligt til, at Jem marcherede hen mod hjørnet, hvor han gjorde holdt, lænede sig mod lygtepælen og stod og stirrede på lågen, der hang ynkeligt på sine hjemmelavede hængsler.

“Jeg håber i hvert fald, du har forstået, at han slår os alle sammen ihjel, Dill Harris,” sagde Jem, da vi forsigtigt kom nærmere.”Du har ikke noget at bebrejde mig, hvis han flår øjnene ud af hovedet på dig. Det var dig selv, der begyndte på det her, hvis du ellers skulle have glemt det.”

“Du er altså stadig bange,” mumlede Dill tålmodigt.Jem ønskede, at Dill én gang for alle skulle forstå, at han ikke var

bange for noget som helst, og sagde: “Der er bare det, at jeg ikke kan regne ud, hvordan vi skal få ham lokket frem, uden at han får fat i os.” Desuden havde Jem jo også en lillesøster at tænke på.

Da han havde sagt det, blev jeg klar over, at han virkelig var bange: Jem havde også haft en lillesøster at tænke på, da jeg sagde til ham, at han ikke turde springe ned fra taget på vores hus. Dengang spurgte han: “Hvis jeg nu dør, hvad skal der så blive af dig?” Så sprang han, landede smidigt og uskadt på jorden og skænkede ikke ansvaret for sin lillesøster en tanke, før han nu stod uden for Radleys ejendom.

“Du tør måske ikke?” spurgte Dill. “For hvis du ikke tør, så ...”“Man er nødt til at tænke den slags grundigt igennem, Dill,” sagde

Jem. “Lad mig nu lige se ... Det er jo næsten ligesom at skulle lokke en

skildpadde ud af sit skjold”


23

“Hvad mener du med det? spurgte Dill.“Man behøver bare at tænde en tændstik og holde flammen under

skjoldet.”Jeg sagde til Jem, at hvis han satte ild til Radleys hus, så sladrede

jeg til Atticus.Dill sagde, at det var modbydeligt at holde en brændende tændstik

under en skildpadde.“Det er der da ikke noget modbydeligt ved, det hjælper bare med

til at overtale den – det er noget helt andet, end hvis man smed den i komfuret,” knurrede Jem.

“Hvorfra ved du, at en tændstik ikke gør den fortræd?”“Skildpadder kan ingenting mærke, dit fjols,” sagde Jem.“Har du måske nogen sinde været en skildpadde?”“Vorherre bevares, Dill, lad mig nu tænke ... Måske vi kan smide

sten på hans dør ...”Jem stod derefter og tænkte sig om så længe, at Dill endelig gav sig

lidt: “Jeg skal nok lade være med at sige, at du ikke tør, og du skal også nok få Det grå genfærd, hvis du bare løber op og rører ved huset.”

Jem lyste op. “Skal jeg bare røre ved huset?”Dill nikkede.“Er det det hele? For jeg vil jo ikke have, at du begynder at sige

noget andet, når jeg kommer tilbage igen.”“Jep, det er det hele,” sagde Dill. “Han dukker nok op, så snart han

ser dig inde på grunden, og så kan Scout og jeg kaste os over ham og holde ham nede og fortælle ham, at vi jo slet ikke vil gøre ham noget.”

Vi forlod vores plads på hjørnet, skråede over den sidevej, der fulgte Radleys ejendom, og gjorde så holdt foran lågen.

“Nå, gør det så,” sagde Dill. “Scout og jeg er her jo.”“Jeg skal nok gøre det,” sagde Jem. “Lad så være med at skynde på

mig.”Han gik hen til hjørnet af grunden, kom så igen og granskede slag-

marken, som om han spekulerede over, hvad den bedste taktik ville være, mens han rynkede panden og kløede sig i hovedet.

Så udstødte jeg en lille, hånlig lyd.


Jem smækkede lågen op, styrtede hen til huset, strejfede det med hånden og løb tilbage forbi os i vild galop uden at se efter, om ope-rationen var lykkedes. Dill og jeg fulgte i hans kølvand. Først da vi stakåndede var nået i sikkerhed på vores egen veranda, vovede vi at se os tilbage.

Det gamle hus derovre stod som altid, faldefærdigt og sygt, men mens vi stirrede over gaden, troede vi, at vi så en af skodderne bevæge sig svagt. Det var næsten ingenting, bare en lillebitte, så godt som usynlig bevægelse. Så lå huset igen stille hen.


Dræb ikke en sangfugl læseprøve

Documents

Transcript of Dræb ikke en sangfugl læseprøve