Danmarks Fiskeriforening 125 år For alle Danmarks fiskere jubilæumsbog

Af Kenn Tarbensen

For alle Danmarks fiskereDanmarks Fiskeriforening 125 år

1887-2012

DANMARKS FISKERIFORENING 125 ÅR

For alle Danmarks fiskereDanmarks Fiskeriforening 125 år

1887-2012

Kenn Tarbensen

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP RP

RPRP

RP

RP RPRP

RPRP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RPRP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RP

RP

RP

Indhold

6 Forord

Kapitel 19 Stagnation og visioner indtil 18849 Fiskeri og samfund

1700-1850

10 Fiskeriet og organiseringen

13 Landhusholdningsselskabets

hjælp til fiskerne

14 Regionale landøkonomiske

selskaber og fiskeriet

15 Visioner for dansk fiskeri i

litteraturen

16 Det Reiersenske Fond

17 Det unge folkestyre

– statstilskud og lovgivning

19 Skuespiller på rejse – A.J.

Smidths rejser og beretninger

22 Den fiskerikyndige birkedommer

– Harald V. Fiedler

23 Den fiskerikyndige lektor

– Arthur Feddersen i skrift

og tale

24 Dansk Fiskeeksportørforening,

Fiskeri Tidende og bruddet

mellem Fiedler og Feddersen

Kapitel 229 Fiskeriets store gennem- brudsår 1884-188829 Det store gennembrud

30 Foreningen til Fiskeriernes

Fremme i Danmark og Bilande

31 Dansk Fiskeriselskab

33 Bestyrelsen i Dansk

Fiskeriselskab sprænges i

stumper og stykker

34 Beyers agitationsrejser

35 Forslag om sammenslutning

af de to foreninger

36 Lette forhandlingerne

39 Dansk Fiskeriforening sættes

i søen

41 Den nordiske Industri-,

Landbrugs- og Kunstudstilling

1888

Kapitel 345 I lensgrevens tid 1887-190245 Lensgreve Moltke i spidsen

46 Den nye forening på den

politiske arena

47 Betydningsfulde arbejdsopgaver

50 Organisationens indre udvikling

52 Den første ballade 1889-1892

53 Den vestjyske havnesag og det

første kampvalg

54 Det jyske oprør – de første

centralforeninger 1899

56 Generalforsamlingerne i 1900

57 Overrumplingen på

generalforsamlingen i 1901

60 Systemskiftet 1902

Kapitel 463 I kommandørens tid 1902-191363 Kommandør I.N. Sølling i spidsen

66 Ferskvandsfiskeriforeningen

for Danmark

68 Organisationens udvikling

efter 1902

70 Grenen-oppositionen mod

Dansk Fiskeriforening

72 Tillidsmand for Jylland

– Jens Munk-Poulsen

74 Fiskernes uddannelse

– den første fiskerhøjskole

i Kerteminde

76 Skandinavisk Fiskeriudstilling og

International Motorudstilling i

København 1912

Kapitel 581 Fiskerne ved roret 1913-193481 Fisker eller ikke-fisker på

formandsposten?

83 Paladsrevolutionen på

generalforsamlingen 1913

86 Kutterfører M.C. Jensen i spidsen

87 Striden om kredsforeninger

89 Fiskerhøjskolen i Snoghøj

1913-24

90 Fiskeriet under 1. Verdenskrig

92 Fiskeridepartementet der ikke

blev til noget (1919)

94 Nye rammer og arbejdsopgaver

96 Optakt til splittelse af


98 Vestjysk Fiskeriforening dannes

Kapitel 6101 Fiskere og havfiskere 1934-1947101 De vestjyske udbrydere og

deres første formænd

104 Udviklingen i Vestjysk

Fiskeriforening 1934-1947

106 Udviklingen i Dansk

Fiskeriforening 1934-1947

108 Ministre og embedsmænd

109 Severin Hansen

– Odsherredfisker på

Christiansborg

111 Politik og propaganda

– samarbejdet i Fiskerirådet

113 Andre nyskabelser og opgaver

115 Danmarks Fiskerhøjskole i

Esbjerg

115 Sammenslutningsplaner

1946-1947

Kapitel 7119 I Fiskeriministeriets skygge 1947-1962119 ‘Christian Kultur’ – den første

fiskeriminister

121 Nye formænd

124 I festtøjet – jubilæer i begge

foreninger

125 Runer for M.C. Jensen og

Severin Hansen

126 Fiskeriministeriet i arbejdstøjet

128 Fiskeriministeren insisterer

på en sammenslutning

131 Økonomi og organisation i


133 Fiskerirådet nedlægges

– og genopstår

135 Arbejdsopgaverne i 1950’erne

138 På vej mod arbejdskonflikter

Kapitel 8141 Tilspidsning og tilpasning 1962-1982141 Fiskeriforeningernes formænd

144 Fiskeriministrene og

administrationen

147 Kedelig start for Henry Sørensen

149 Samarbejdsproblemer med

fiskeriminister Jens Risgaard

Knudsen

151 Fællesanliggender i 1960’erne

og i 1970’erne

155 Organisatoriske ændringer

157 Navneskifte fra Vestjysk

Fiskeriforening til Danmarks

Havfiskeriforening 1967

158 Fusionsplaner 1969-1970

159 Den store fiskerikonflikt

1970-1971

– hovedorganisationerne i en

ny rolle

163 Fiskerne og

EF-folkeafstemningen 1972

165 De første kvoter, ophugnings-

støtte og masser af ballade

Kapitel 9169 Store brydninger 1982-1989169 Formandsskifter

171 Tre fiskeriministre

173 EFs fiskeripolitik og Kent Kirks

togt mod briterne

177 Organisationernes udvikling

178 Samarbejdet i og mellem

organisationerne

181 Ny Langelinie-aktion

Kapitel 10185 Vejen mod fusion 1989-1994185 Tvivlsom optakt

186 Gensidig forståelse for

en sammenlægning

188 Grenaa sætter dagsordenen

– og Bent Rulle bliver formand

juni 1990

190 Direktør og handlingsplan

192 Mellemspil. Drøftelser,

afstemninger – og ny regering

194 Fiskerikonflikten 1993

196 Aktive fiskere siger ja

199 Formandsvalget maj-juni 1994

202 9. juli 1994 – en historisk dag

med et par knaster

202 Efterdønninger – toppolitikere

i opgør

Kapitel 11205 I sammenslutningen første tiår205 Den nye organisation

207 I arbejdstøjet med Bent Rulle

som formand

210 Minna & Gunnar - og pinsefisk

212 Uddannelse og rekruttering

af nye fiskere

213 Organisationen justeres

nænsomt

214 Bent Rulle går af

Kapitel 12219 Fra krise til nye udfordringer 2003-2012 219 Fire formænd

222 »Ansvaret tilbage til fiskerne« –

handlingsplan 2003

224 Afskedigelser og

kontorsammenlægning

225 Iversen-Kommissionen

225 Ballade mellem husmænd

og herremænd

228 Drama på generalforsamlingerne

2004

229 Organisatoriske ændringer

231 Nye udfordringer

238 Ansatte

239 Bestyrelse

240 Navneregister244 Kilder og litteratur

247 Noter

6 For alle Danmarks fiskere - Danmarks Fiskeriforening 125 år 1887- 2012

Danmarks Fiskeriforening fylder 125 år. Det er et fornemt jubilæum, som vi mener bør markeres på flere måder. Denne bog er en af dem. Vi har ønsket at give vore medlemmer og samarbejdspartnere et indblik i foreningens spændende og til tider dramatiske historie.

Det er en fortælling om de danske fiskere og deres organisering. Om udfordringer og vision-er, om samarbejde og splittelse – og om nogle af de mange aktiviteter og politiske genvor-digheder, der har præget arbejdet i årenes løb.

Danmarks Fiskeriforening er i jubilæumsåret en moderne interesseorganisation, som er fiskernes talerør nationalt og internationalt. Fiskeri- foreningen arbejder, i respekt for århundrede- gamle traditioner med at høste havets ressour-cer på bæredygtig vis, på at skabe en fremtid for de erhvervsudøvere, som også i fremtiden skal forsyne det danske samfund og de inter-nationale markeder med uvurderlige fødevarer fra havets spisekammer.

Der er med rette skrevet et væld af ju-bilæumsskrifter om de lokale fiskeriforeninger og andre organisationer og virksomheder in-

den for fiskeriet. I de lokale bøger har fokus naturligt især været rettet mod havnen og det fiskeri, der er foregået dér, og selvfølgelig også de mange fiskere, der i et kortere eller længere åremål har taget en tørn i fiskernes foreningsliv.Danmarks Fiskeriforening har hidtil ikke fået skrevet en samlet historie. Det har naturligvis sin forklaring i foreningens turbulente historie. I 1884 blev der dannet to foreninger, der begge arbejdede for at fremme fiskeriet i Danmark. Disse foreninger blev 1. juni 1887 sluttet sam-men til Dansk Fiskeriforening. Det er stiftelsen af denne forening, der er anledning til vores jubilæum.

I 1934 blev Dansk Fiskeriforening splittet, da de vestjyske fiskere brød ud og dannede deres egen forening, Vestjysk Fiskeriforening. Disse to foreninger – sidstnævnte skiftede i 1967 navn til Danmarks Havfiskeriforening – vir-kede parallelt helt frem til 1994. Mange fiskere vil endnu kunne huske de hårde brydninger, der gik forud for sammenslutningen. Som det fremgår af denne bog, var der tidligere en lang række andre forsøg på at få genforenet de to foreninger i én samlet organisation »For alle Danmarks fiskere«.

Forord

7Forord

Yngre fi skere vil kun have sporadisk kendskab til den lange og omskiftelige historie, der er en del af fi skerierhvervets baggrund, og de vil ikke have megen viden om det store arbejde, som mange gode folk siden 1800-tallet har lagt i det organisatoriske arbejde for dansk fi skeris udvikling.

Som de fremgår af bogen, har de to hovedfor-eningernes jubilæer tidligere været markeret med jubilæumsskrifter. De er i dag svært op-drivelige og har været af beskedent omfang eller har haft et andet fokus.

Der er derfor mange gode grunde til en samlet fremstilling af foreningens baggrund, herunder omtaler af en række af de mænd, der er trådt frem i spidsen for hovedorganisationerne.

Vi har derfor bedt historikeren, seniorforsker, ph.d. Kenn Tarbensen fra Statens Arkiver/Erhvervsarkivet, om at skrive historien om fi skernes organisering i tidens løb. Forfatteren har haft fri adgang til alle bevarede arkivalier i Erhvervsarkivet i Aarhus, i Fiskeri- og Sø-fartsmuseet i Esbjerg og på Danmarks Fiskeri-forenings hovedkontor i Taulov.

Cand. mag. Jesper Meyer Christensen har hjul-pet med research. Storartet hjælp er modtaget fra Søren Østergaard Madsen, Dansk Fiskeri-museum i Grenaa, og Søren Byskov, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

En følgegruppe bestående af fhv. arkivar, cand. mag. Erik Korr Johansen, fhv. lektor, cand. mag Bent Hansen, fhv. direktør Henning Gyldenlev og direktør Niels Wichmann har rettet i fakta, sprog og disposition, hvilket har hjulpet bogen i hus. Mange andre har hjulpet, og alle takkes varmt.

Resultatet er denne bog, som jeg håber, vil blive læst i den ånd, som den er skrevet: Som en bog »For alle Danmarks fi skere«, for vore samarbejdspartnere og for alle andre, der kan lide fi skerne i Danmark, vores virke og resul-taterne af vore anstrengelser: de fremragende danske fi skeprodukter.

Taulov, april 2012

Svend-Erik Andersen

Formand, Danmarks Fiskeriforening

LimfjordsfiskerietFrem til midten af 1800-tallet bestod fiskeriet i Danmark især af årstidsbestemt fiskeri. Det drejede sig dels om kystfiskeri i små, åbne både, dels af bundgarnsfiskeri i fjorde og bælter. Indtil Vesterhavets gennembrud ved Agger Tange i 1825 var sildefiskeriet i Limfjorden et af de mest attraktive fiskerier. Sildene blev solgt ferske, tørrede, røgede og saltede. Herredsfogeden Chresten Sørensen Thestrup tegnede i 1741 dette kort over bundgarns-

staderne i den del af Nibe Bredning, der blev kaldt Sebberlaa. Kortet, der fylder ca. 1 x 1 meter, viser blot en lille del af de omkring 1.000 bundgarn, der hvert forår blev sat ud i og omkring Nibe Bredning. I det nederste højre hjørne af billedet har Thestrup tegnet et bundgarn skaleret i forhold til et træ og et stativ med tørret fisk. Kilde: HMAP Billedgalleri og Det Kongelige Bibliotek, Ny Kgl. Saml. 409d, fol.

9

Fiskeri og samfund 1700-1850I 1700-tallet var fiskerne en lille og i sam-fundsøkonomisk henseende ubetydelig be-folkningsgruppe, der knapt kan karakteriseres som et selvstændigt erhverv. Historisk set havde fiskeriet haft nogle gyldne perioder. Mest kendt er øresundssilden, der fra den tidligste middelalder og frem til 1500-tallet havde været landets vigtigste udførselsvare, men det var for længst passé. Fiskeriet var stagneret og i det hele taget et meget ringe udviklet erhverv med et beskedent hjemmemarked. I København hed det i 1801:1

” Her i Byen ere saa faa, der skiønner god Fisk, maaske fordi mængden er uvidende om at tillave den velsmagende. ”

Eksporten var begrænset til en ubetydelig mængde af salt- og tørfisk. Det våde klima egnede sig ikke til produktion af tørfisk af god kvalitet, og danske fiskeprodukter blev anset som andenrangsprodukter. Der skete derfor heller ikke teknologiske nyskabelser i form af nye redskaber og forarbejdningsmetoder, og fangsterne var følgelig små.2

Ved kysterne ernærede folk sig naturligvis af lidt fiskeri, men oftest i forbindelse med land-brug. I folketællinger og kirkebøger for de kyst-nære egne ses af og til benævnelsen ”fisker”, men ofte kombineret med ”jordbruger” eller lignende betegnelser knyttet til landbrug. Fiskeri var for det meste et bierhverv, men også en social redningsplanke for folk, der ikke kunne ernære sig på andre måder. Fiskeri var i 1700-tallet ikke noget fint erhverv, og det blev tilmed brugt som straf. I 1771 hed det:3

Kapitel 1Stagnation og visioner indtil 1884

10 For alle Danmarks fiskere - Danmarks Fiskeriforening 125 år 1887-2012

” Efter de Kongelige allernaadigste Rescripter og Resolutioner dømmes ofte Delinqventer og Misdædere til at arbeide i Fiskeleierne. ”

Lokalt kunne fiskeriet have stor betydning, og naturligvis også for den enkelte mand, der kunne forsørge familien ved sit fiskeri. For søvæsenet, såvel handelsflåden som marinen, var fiskerbefolkningen desuden et givtigt sted at rekruttere nye søfolk.4 Her fandtes erfaringer med havet, og man kun lokke med hyrer, som var langt større, end der kunne tjenes på fiskeri, der kun i begrænset omfang kunne støtte sig på havne.

Det vigtigste fiskeri i Danmark var vårsilde-fiskeri med bundgarn i Limfjorden. Det var dog også et fiskeri, der gik op og ned. I Løgstør, der var opstået som et fiskerleje omkring år 1500, skrev birkedommeren eksempelvis i 1735:5

” Byen haver i forrige Tider været et skiønt Fiskerleie, hvor der er tilgaaet overflødig Guds Velsignelse af Sild, men for ungefæhr 100 Aar siden er Bundgarnsstaderne med Sand og Grunder efterskyllet og omsider ganske ødelagt. ”

Sildefiskeriet i Limfjorden fik dog en ny stor-hedstid i begyndelsen af 1800-tallet, men efter Vesterhavets gennembrud ved Agger Tange i 1825 var det slut. Det varede nogle årtier, inden Limfjordsfiskerne havde omstillet sig til fangst af rødspætter og ål, der overtog sildens plads i fjordens nye økosystem.6 På sin sommerrejse i 1842 noterede kong Christian 8. sig tilfreds om Nibes tilstand:

” I øvrigt er Byens Velstand tiltagende, mere Handel end før, selv Ønsket om et Havne Anlæg er levende. Fiskeriet igien oplivet, saa at den forrige Usselhed er forsvunden. ”

En væsentlig årsag til, at der midt i 1800-tal-let kom mere og mere gang i fiskeriet, var ud-vikling af nye redskaber og fangstmetoder. Et stort gennembrud for udviklingen af fiskeriet i kystnære områder skete i 1848, da limfjords-fiskeren Jens Væver opfandt snurrevoddet, som gjorde det muligt at affiske store områder fra en enkelt båd. I årene omkring 1840 blev de første dæksfartøjer taget i brug i Nordjylland, hvilket gav mulighed for udnyttelse af fjernere fiskegrunde i blandt andet Kattegat.7

Fiskeriet og organiseringenNogen erhvervsfaglig organisering af fiske-riet var der – med få undtagelser – naturligvis i 1700-tallet endnu ikke tale om. Det var kun handelen, der i 1700-tallet fik en egentlig erhvervsorganisation. Det skete med stiftelsen af Grosserer-Societetet i 1742. Landbruget blev først i 1890’erne organiseret på lands-plan, og det skete på basis af lokale landbo-foreninger, der var skudt frem i årene efter cirka 1840 og senere var indgået i regionale, såkaldte samvirkende landboforeninger. I 1769 var Det kongelige danske Landhusholdnings Selskab stiftet som en patriotisk organisation, der i bred forstand tog sigte på landets økono-miske udvikling. Selskabet kom særligt til at virke inden for landbruget, men i det første halve århundrede også en lille smule for fiske-riet. Det gjaldt også forløberne for de lokale landboforeninger, en lang række af lokale og regionale landøkonomiske selskaber, der i

11Kapitel 1 - Stagnation og visioner indtil 1884

enkelte tilfælde også havde fiskeriets udvikling som målsætning.

Rundt om i kystbyerne var mange fiskere organiseret i arbejdsfællesskaber, der ofte gik under betegnelsen laug. Dannelsen af bådelaug (havlaug), vodlaug og lignende redskabslaug tog mere og mere fart i løbet af 1800-tallet i og med, at fiskeriet trådte frem som et selv-stændigt erhverv. Også tidligere har der lokalt været et praktisk samarbejde mellem fiskere, særligt i kystfiskeriet. Havbådene var jo både, hvis betjening krævede flere mænd, og både-laugene bestod foruden en fører af et antal mænd, typisk 6-12 mænd, til at passe sejl og årer. Uden ophalingsspil, der først kom i brug i begyndelsen af 1900-tallet, krævede det des-uden flere mænd at sætte en båd i vandet og hive den på land igen. Disse laug var rene arbejds- fællesskaber uden nedskrevne vedtægter og må

karakteriseres som nødvendigt samarbejde om en båd, et vod eller lignende.8

I Vejle fandtes dog et fiskerlaug efter samme mønster som købstædernes øvrige håndværker- laug, altså som en faglig organisation af by-ens fiskere. Fiskerlauget i Vejle blev efter alt at dømme stiftet i 1512. Dermed er det, så vidt vides, Danmarks første egentlige organisering af fiskere som en selvstændig erhvervsgruppe. Fiskerlauget havde en skrå (vedtægter), visse privilegier og oldermand, nøjagtig som hånd-værkerlaugene var organiseret. Laugets formål var blandt andet at sikre mod intern konkur-rence ved fastsættelse af ensartede priser.9 I 1735 beskrev øvrigheden fiskerlaugets med-lemmer som en halv snes småkårsfolk uden formuer, nogle i mådelig og andre i slet til-stand. I Vejle havde nogle af fiskerne også ind-tægter ved at styre skibe ind i fjorden.

Snurrevoddets opfinderSallingfiskeren Jens Laursen Væver opfandt i 1848 snurrevoddet. Efter indstilling fra Dansk Fiskeriforening blev han som 90-årig i 1912 udnævnt til Dannebrogsmand. Så kom han pludselig på alles læber – og blev samme år fotograferet af fotograf Niels Sørensen, Lem. Gengivet efter A. Hjort Rasmussen: Jens Væver og det jyske ålevodfiskeri, 1991.


I 1735 blev næringslivet i alle danske købstæder kortlagt. I Vejle fandtes da et fiskerlaug, der formentlig er den første faglige organisering af fiskere i Danmark. Øvrighedens beskrivelse af fiskerlaugets medlemmer giver et fint indblik i en lille fiskerbefolkning og deres levevilkår på denne tid.

De seks laugsmedlemmer og deres tilstand blev beskrevet således:

Søren Sørensens Enke Er kuns udi temmelig slet Tilstand; har endelig Brødet af Fiskeriet og har ej andet at nære sig af.

Anders ColdingForuden hans Fiskeri har han og lidet Hus-næring af Øl- og Brændevinssalg, saa han er nogenledes uden Gæld, saavidt vides, mens ej meget tilovers.

Hans SimonsenI alle Maader ligesaa.

Peder HansenNærer sig allene af Fiskeriet og fører ind og ud til Skibs ligesom andre hans Laugs-brødre, saa han og sidder nogenledes i Stand uden altfor stor Giæld, saavidt vides.

Jørgen HumbLigeledes mens af mindre Formue.

Johan Jochumsen Ligesaa og nok saa ringe af Formue.

Beretningen slutter med at nævne, at der også fandtes nogle fiskere i drejerlauget. Der var tale om tre, hvis situation ikke var bedre.

Rigsarkivet: Kommercekollegiets arkiv.

Den første organisering af fiskere


Sidste gang, fiskerlauget ses omtalt, er i 1794, og da var der syv ”Baadførere” i lauget. At være bådfører var lidt finere end fisker.10

Det er ofte tilfældigt, hvilke oplysninger vi har om laug i danske købstæder. Fiskerlauget i Vejle var efter alt at dømme ret enestående. I laugsskråen (vedtægterne) for skibsmands-lauget i Ribe i 1478 hedder det dog: ”Hvo, som nærer og bjærger sig med Skibmandsskab enten med Fiskeri eller anderlunde, han bør søge St. Sørens Laug.”11

Landhusholdningsselskabets hjælp til fiskerneDet kongelige danske Landhusholdnings Sel-skab var som nævnt oprettet i 1769. Selskabet var et af oplysningstidens patriotiske selskaber. Det havde til formål at fremme det danske riges økonomi, og her tænktes især på landmænd, kunstnere, videnskabsmænd og handelsmænd, der skulle opmuntres til at gøre fremskridt inden for deres områder. Selskabets store arbejdsfelt blev skitseret i 309 paragraffer, op-delt i ti hovedklasser, hvoraf fiskeri var den tredje klasse.12

Landhusholdningsselskabets virke på fiskeriets område koncentreredes i de første årtier især om Norge og Island. Der blev udskrevet præ- mier for praktiske og teoretiske afhandlinger, som der derfor blev indsendt en del af, hvoraf flere blev trykt. Nogle handlede om danske forhold, for eksempel blev i 1784 en afhandling om Nibes sildefiskeri præmieret. Der blev også modtaget eksempler på fiskeliner, håndsnører, torskegarn og andre redskaber, der efter af-prøvning blev indlemmet i selskabets model-samling. Og endelig blev der uddelt præmier og

belønninger for særligt godt fiskeri, herunder ny redskabsanvendelse, og i nogle tilfælde for forarbejdning. En Nibe-købmand fik således en sølvmedalje for sildesaltning ”paa hollandsk Maade”. Et andragende i 1808 fra en kammer-råd Køhler om et tilskud til en større bedrift til forsyning af København med fisk havde selskabet dog ikke midler til. I stedet udvirkede det, at Køhler hos Commercekollegiet fik et lån på 1.000 Rigsdaler til iværksættelse af sit forslag og hertil en midlertidig årlig under-støttelse ”til duelige Fiskere Holdelse.”13 Det blev især belønninger for det gode fiskeri, der kom på tale i Danmark. I 1784 udskrev selskabet en præmie for fiskeri med drivgarn i Isefjorden. Præmien blev tilkendt syv fiskere, og i en længere årrække var der belønninger til Isefjords-fiskerne, men de ophørte, da fiskeri med drivgarn blev mere almindeligt.14 I 1807 fik fire fiskere i Holbæk en belønning på 10 Rigsdaler (eller et sølvbæger af samme værdi), fordi de havde anskaffet sig et bundgarn og ”dermed fisket fra 15. Marts til 10. Maj forrige Aar 2088 Oll Sild, som deels ere solgte friske og 10½ Tønde er blevet nedsaltet til Salg.”15 En ol svarede til fire snese, altså 80 styk, så der var tale om 167.040 sild.

Efter tabet af Norge i 1814 satte selskabet i nogle år fornyet ind på opmuntring af dansk fiskeri. Eksempelvis blev der 1825 til 1831 ud-delt 17 præmier til fiskere fra Sydfyn, Falster samt Østjylland. Samsø tegnede sig alene for de 10 belønninger, der især synes givet til lidt større både, der drev torskefiskeri. Fra starten af 1830’erne indstillede Landhusholdnings-selskabet dog efterhånden sit virke i forhold til fiskeriet, og landbruget kom i front for selska-bets aktiviteter.16


Skønt Landhusholdningsselskabet ikke op-nåede store resultater med ophjælpning af fi skeriet i Danmark, betød de nævnte beløn-ninger meget for mennesker i enkelte egne. I nogle tilfælde havde pengepræmierne karakter af socialhjælp, men som helhed var de opmun-tringer til fi skeriets fremme. De afhandlinger, som selskabet præmierede og lod publicere, var som skriftlige vidnesbyrd uden tvivl også med til at fremme interessen hos de folk, der

senere i 1800-tallet trådte frem som fi skeriets talsmænd.

Regionale landøkonomiske selskaber og fiskerietI begyndelsen af 1800-tallet blev der etable-ret en række regionale landøkonomiske sel-skaber i form af lignende patriotiske selskaber som Landhusholdningsselskabet, men med det formål at ophjælpe de enkelte egnes øko-nomiske udvikling. De fl este af disse selskaber er senere fusionerede med eller er blevet rene landboforeninger, og det var også landbruget, der fra starten var i centrum. Flere af disse selskaber ønskede som nævnt også at fremme fi skeriet.

Særlig markant var Fyens Stifts Patriotiske Selskab (grundlagt 1810), hvor fi skeriet fra starten havde en fremtrædende plads. Selskabet ville blandt andet gennem belønninger virke for ”Havfi skeriets Udvidelse og hensigtsrette Afbenyttelse.” Der blev allerede fra 1811 udsat belønninger i form af tre årlige præmier på hver 40 rigsdaler for ”det Fisker-Interessentskab, der fanger og nedlægger den største Mængde

I oplysningstidens ånd I 1700-tallets sidste halvdel fremkom en stor mængde litteratur, der anviste nye veje til ophjælpning af Danmark-Norges økonomiske udvikling. Landhus-holdningsselskabet var central i denne udvikling. Eiler Hagerup (1736-1795) var amtmand i Finmarken fra 1768, men vendte efter blot nogle år tilbage til København, hvor han udgav dette skrift om fiskeriet. Danmarks Fiskeriforenings bogsamling.


af gode Høstsild, og beviisliggjør, at have afsat i det mindste 40 Fjerdinger deraf”, og nogen-lunde tilsvarende gjaldt for interessentskaber, altså samvirke af flere fiskere, der ”fanger og tørrer den største Mængde af Flyndere (…) og beviisliggjør at have deraf afhændet i det mind-ste 200 Pd.” I 1823 blev ”Tilvirkning af Sild og Torsk” føjet til præmielisten, og på dette gebet var kvantitet jo ikke en målestok, så der blev i stedet udloddet præmier på 50, 30, 20 og 10 rigsdaler. Foruden belønningerne blev der også ydet fynske fiskere lån til anskaffelser af blandt andet vod.

Fra midten af 1830’erne kølnedes det patrio-tiske selskabs interesse for fiskeriet, idet andre opgaver blev prioriteret højere. Måske af pie-tetshensyn for en virksomhedsgren, hvor der vitterligt var ydet ganske meget i selskabets første omtrent 25 år, besluttede man i 1858 efter en længere uvirksom periode at nedsætte en komité, som skulle fremkomme med for-slag til ophjælpning af fiskeriet. Udfaldet blev beslutningen om oprettelse af et fiskeriselskab, hvortil man ville yde 300 rigsdaler under forudsætning af, at staten ydede det samme. Det blev så vidt vides ikke til noget, og heller ikke året efter fik selskabet held med en varm støtte til et forslag om ”Oprettelse af en Lære-anstalt for Fiskere.” Forslaget kom fra ”Fiske-rieier Wentzel Thornøe med Flere i Kjerte-minde” og var indsendt til Fyns Stiftsamt, som udbad sig selskabets mening derom. Selskabet bifaldt forslaget, men altså forgæves.17

Aktiviteterne i Fyens Stifts Patriotiske Selskab på fiskeriets område bar således i langt højere grad end Landhusholdningsselskabets præg af, at selskabet søgte at skabe en konkurrence-

mentalitet blandt de fynske fiskere for at fremme det størst mulige fiskeri, det bedste salg og den bedste forarbejdning efter devisen: Bedste mand vinder.

Sådan så andre landøkonomiske selskaber ikke på det. Randers Amt Husholdningsselskab, der også var grundlagt 1810, ville også gerne fremme fiskeriet, men nævnte som middel alene ”Oplysning om de beqvemmeste Fiske-redskaber, den bedste Maade, og den beleilig-ste Tid til et hvert Slags Fiskefangst m.v.” Fiskeriet blev aldrig omfattet af selskabets præmieuddelinger, der til gengæld omfattede mere spektakulære kategorier som ”Fruen- timmersko” og ”Ligkister af Halm”.18

Visioner for dansk fiskeri i litteraturenMange af forfatterne til artikler og afhandlinger om fiskeri slog til lyd for en reformering af dansk fiskeri ved hjælp af import af udenlandsk teknologi og investering af såvel offentlig som privat kapital. Baggrunden var en erkendelse af, at fiskerne ikke selv ville kunne skabe øko-nomisk vækst i fiskerierhvervet.19

En stor del af litteraturen før 1814 koncen-trerede sig om udvikling af fiskeriet i Norge. Efter tabet af Norge voksede interessen for at fremme fiskeriet i Danmark. Et af tidens mange skrifter hed Forsøg til en Afhandling om Saltvandsfiskerierne omkring de Danske Kyster og Øer, helliget Kongen og Fædrene-landet. Den var skrevet af kommandørkap-tajn og tidligere chef for Søkadetakademiet Andreas Henrik Stibolt (1739-1821) og udkom netop i 1814 med den patriotiske hensigt at øge landets storhed efter tabet af Norge.20 Stibolts visioner for udviklingen af dansk fiskeri omfat-


tede blandt andet kroglinefiskeri ved den jyske vestkyst, anskaffelse af et egnet fiskefartøj til Hirsholmene, hvor der var en god naturhavn, og dannelse af små selskaber. Det sidste sig-tede til fiskernes uformuenhed, og Stibolt ønskede derfor at tilføre fiskeriet kapital fra handelsstanden og at lade fiskerne få procent-vis andel af udbyttet.

En række andre forfattere var på linje med Stibolt, og hertil kom skrifter, der lagde vægt på nye indretninger. Det gjaldt for eksempel Andreas Christoffer Gudme (1779-1835), der var landinspektør i Kiel. I skriftet Anviisning til et Damfiskeries Anlæg og til Fiskeavl plæ-derede Gudme i 1828 for at bygge fiskedamme i tilknytning til større vandløb, således som det praktiseredes i Holsten. I samme retning kom der adskillige småskrifter om anlæg af kun-stige østers- og muslingebanker.

Visionerne var mange, men endnu havde man kun begrænset biologisk sagkundskab om fiskeriet at støtte sig på. Nævnes må dog zoologen, professor Henrik Nikolaj Krøyer (1799-1870), der var en af de betydeligste danske natur- videnskabsmænd i 1800-tallet. I 1834 havde han fået offentlig støtte til et flerårigt studium af danske fisk, som helt hen i slutningen af 1800-tallet i flertal ofte benævntes fiske. Resultatet blev Danmarks Fiske, et kæmpe-værk på 2.500 sider, der udkom 1838-53. Det var et klassisk typologisk værk, der på viden-

skabelig vis registrerede de mange fiskearter, men som grundlag for udvikling af fiskeriet som erhverv eller som vejledning i diskussion-erne om en fiskerilovgivning var det ikke sær-ligt anvendeligt.21

Det Reiersenske FondStøtte til fiskeriet kom også fra købmænd, der under den florissante handel i 1700-tallets sid-ste halvdel havde brug for gode sømænd og dermed trak noget af tæppet væk under fiske-riet mandskabsmæssigt. Gode fiskere så større indtjeningsmuligheder som søfolk i hande-len. Grosserer og silkefabrikant Niels Lunde Reiersen (1742-1795) efterlod sig ved sin død en stor formue, ca. en halv million rigs-daler. Som ugift havde han nogle år forinden testamenteret denne formue til en fond, Det Reiersenske Fond, der fik til formål at virke til fremme af ”Manufakturvæsenets og Indu-striens Udvidelse og Forøgelse” i København og i sjællandske købstæder.22 Fondet trådte i kraft i 1796 og fik gennem over et halvt hund-rede år en stor betydning for fiskere.

De største årlige beløb blev uddelt til spinde- skoler, høravl og industri, men fiskere fra Køge, Korsør og Nykøbing S. fik allerede fra 1799 lån og præmier til et samlet beløb af 689 rigsdaler. Og sådan fortsatte det i over 50 år. I 1855 fik tre sjællandske fiskere 450 rigsdaler til anskaffelse af fiskeredskaber, og i 1861 og 1862 fik nogle fiskere i Vordingborg og Horn-

Fiskerklynge i Sæby 1799Sæby var gennem århundreder den vigtigste fiskerby på Vendsyssels østkyst. I løbet af 1600- og 1700-årene blev den overhalet af Fladstrand (Frederikshavn). Fiskerne havde dog stadig deres egen ”bydel”. På dette kort fra 1799 er tydeligt angivet en klynge af fiskerboliger ud mod havet – næst efter byens torv og kirkegård. Rigsarkivet. Vejdirektoratets arkiv.


bæk en lille hjælp i anledning af tab, som de havde lidt under stormvejr. Dermed var ud-delingerne til fi skere også slut. Fondet betrag-tede ikke længere fi skere som hørende under deres område. Ligesom Landhusholdnings-selskabet var Det Reiersenske Fond tidligt involveret i forsøget på at ophjælpe det køben-havnske fi skemarked. Det skete med støtte til Det danske Fiskeri-Selskab, der var oprettet i 1800 på initiativ af købmand Jens With. Selskabet fi k en aktiekapital på 4.300 rigsdaler og fi k anskaffet sig en dæksbåd, sluppen Fug-len, og nogle redskaber, men fi k ikke meget held af indsatsen, inden selskabet lukkede i 1811.23

Det Reiersenske Fond gav også støtte til fi skeri-konsulenter og andre fi skerikyndige i form af

stipendier til rejser i ind- og udland. Fra 1834 til 1870 opnåede H. N. Krøyer, H.V. Fiedler, Jonas Collin og Arthur Feddersen støtte fra fond-et.24 Dermed supplerede fondet dels statsstøtten til fi skerikonsulenterne, dels indtog den i øko-nomisk henseende en funktion, som en hoved-organisation inden for fi skeriet senere tog sig af. I forhold til staten bemærkes det også, at Det Reiersenske Fond støttede anlæg af adskil-lige mindre havne: Præstø Havn 1828, Sejerø Havn 1839-1848, Kastrup Havn 1846, Snek-kersten Havn 1872 og Hornbæk Havn 1874.25

Det unge folkestyre – statstilskud og lovgivningDe enevældige konger havde af og til støttet forskellige tiltag til udvikling af fi skeriet og havde tillige forsøgt sig med spredt lovgiv-


ning, der skulle hindre overfiskeri.26 Efter Grundloven i 1849 måtte det unge folkestyre prøve at få kanaliseret fiskeriet ind i nogle fastere lovgivningsmæssige rammer. Det var ikke ulig andre samfundsmæssige områder, og diskussionerne var også på fiskeriets om-råde lige så vidtløftige, som de var lange. Gennem 1850’erne og 1860’erne blev der fremsat en halv snes forskellige lovforslag på fiskeriets område, især vedrørende fiskeriet i Limfjorden. De fleste blev vedtaget, og i det hele taget viste Rigsdagen en stor interesse for fiskerierhvervets udvikling, idet de valgte medlemmer fra kyst- og fjordområderne naturligt nok havde den største interesse og talelyst. Der blev i folkestyrets første snes år ydet faste finanslovsbevillinger til fiskeriet. Det skete især til fiskeriets fremme i alminde-lighed (konsulenter og støtte efter ansøg-ninger) og efter vedtagelse i 1857 af en lov om fiskeriet i Limfjorden også til kontrol. Lokale fiskeriselskaber fik nogle år også en mindre sum, men i forhold til andre erhverv var det kun småpenge.

Fiskeriet kom til at henhøre under Inden-rigsministeriet. I 1850’erne fungerede en W.F.G. Heins som en slags konsulent for ministeriet, men uden vistnok at være offi-cielt udnævnt. Han passede en samling af fiskeriredskaber på Christiansborg (samlingen brændte med slottet i 1884) og han opmun-trede til oprettelse af lokale fiskeriselskaber.27 Gennem flere år kom det på Rigsdagen til hef-tige fiskeridebatter, der især koncentrerede sig om, hvorvidt staten skulle spille en mere aktiv rolle i fiskerierhvervets udvikling, men også om lovgivningen var tidssvarende og tilstræk-kelig. Det første handlede en del om eventuel

støtte til oprettelse af en fiskeriskole, det sidste om beskyttelse af fisk, altså fredningsbestem-melser i enkelte områder og årstider, samt lovgivning vedrørende redskaber. Mange af diskussionerne var meget ideologisk prægede ud fra deviser om økonomisk liberalisme kon-tra statsstøtte og -kontrol.

Den gamle bondeven A.F. Tscherning var som altid sparsommelig på statens vegne og mente ikke, at staten skulle involvere sig i erhvervsdrift. Hvis det var fordelagtigt, så søgte kapitalen til fiskeriet, og hvis kapitalen ikke investerede, så var det ikke lønsomt, og staten gjorde bedst i at holde sig væk. Heller ikke uddannelse af fiskere ville Tscherning støtte – han langede i 1859 hårdt ud:28

” Vi have jo faaet en Landbohøjskole, hvorfor skulle vi da ikke ligesaagodt have en Fiskerihøjskole og en Fiskeri- professor? Det er disse Retninger man altid slaaer paa; man gjør det til et Modefag, til en Crinoline, som man sætter på Staten og søger at faa den til at bære i længere Tid, til Stads, men til ingen Nytte. Lad os ikke komme for meget til at troe paa, at man kan decretere ”Agerdyrkning”, ”Fiskeri” og ”Industri”; det er en Charlatanisme, som ikke fører til Virkelighed og ikke bør forsøges i et lille og frit Land. ”

Dermed sluttede debatten i 1859, men allerede to år efter blussede den op igen. Der blev nu argumenteret for, at den forbedrede infrastruk-tur (jernbaner) ville øge fiskeriomsætningen. Liberale talsmænd langede ud efter tilskuds-politikken, der alligevel var så lille, at den ikke


nyttede meget, og i stedet blev der fremsat kon-krete forslag, blandt andet om mulighed for at aftjene værnepligt på et fiskefartøj. Dermed ville der blive uddannet de søfolk, som staten selv havde brug for, og det havgående fiskeri kunne ophjælpes. Rigsdagsdebatterne i 1850’-erne og 1860’erne vidnede om – ud over det ideologiske præg – stor interesse, men også megen famlen i kraft af uvidenhed.

Skuespiller på rejse – A.J. Smidths rejser og beretningerStatsmagtens vågnende interesse for fiskeriet resulterede i en omfattende undersøgelse af fiskeriet i de danske farvande. Indenrigsmini- steriet ønskede et sikkert grundlag for at bedømme, om regeringen gennem lovgiv-ningen eller ved administrative forholdsregler

kunne ”opmuntre og ordne Udøvelsen af en saa særdeles vigtig Næringsgren.”29 Indenrigs-ministeriet bad derfor i april 1859 skuespilleren A.J. Smidth om at lave en undersøgelse. Ministeriet stillede sit nye fartøj Kalifen, der var beregnet til fiskeriinspektion i Limfjorden, til hans rådighed. Anthon Julius Smidth (1809-1868) havde som skuespiller siden 1834 optrådt i den norske hovedstad Kristiania (nu Oslo), men var i 1854 rejst til Danmark, da han og hans hustru, der også var skuespiller, fik roller i en omrejsende teatertrup. Skuespillergerningen var naturligvis ikke baggrunden for valget af Smidth. Hans forslag om en konkurrence var nemlig, at der i Danmark efter norsk mønster burde bygges en dæksbåd, der kunne danne forbillede for frem-tidige fiskerbåde.

A.J. SmidthAnton Julius Smidth blev statens første konsulent i fiskerisager. Fra 1859 til 1863 sejlede han rundt i de danske farvande og skabte gennem indberetninger til Indenrigsministeriet en omfattende dokumentation om det danske fiskeri-erhverv. Portrætfoto fra 1860’erne. Gengivet efter bogen ‘At vove for at vinde’, 1987.


Smidth havde fra sin ungdom sejlet meget i de danske farvande, og i årene i Norge var inter-essen for sejlads – og fiskeri – øget. Han var i øvrigt ud af en familie, der gerne vekslede mel-lem det kunstneriske og det forretningsmæs-sige; den senere industrimagnat F.L. Smidth stammer fra samme slægt.

Det var den helt rigtige mand, som man havde fundet. A.J. Smidth løste opgaven så godt, at han året efter blev statens første egentlige kon-sulent i fiskerisager. Omtrent et kvart århun-drede inden erhvervet selv blev organiseret, havde staten således fingeren på pulsen. Det fik man ganske vist ikke meget ud af. Smidth berejste i sommeren 1859 Jyllands østkyst og fortsatte de følgende år med sommersejladser rundt i de danske farvande. Ministeriet fik hvert år grundige rapporter, og de skulle angiveligt tjene som grundlag for en kommende lovgiv-ning om saltvandsfiskeriet. Krigen i 1864 satte en brat stopper for disse planer, der først blev genoplivede i 1873. I mellemtiden var Smidths indberetninger blevet forældede, og der måtte startes på ny.

A.J. Smidth skabte i begyndelse af 1860’erne dermed den første omfattende beskrivelse af det danske fiskerierhverv. Rapporterne var ikke klart strukturerede, men de handler især om antallet af fiskere på de enkelte steder, deres metoder og redskaber samt værdien af deres fangster. Smidth kom flere gange ind på fiske-riets organisation i form af arbejdsmæssige fællesskaber, men også de patriotiske selskaber, der var dannet i flere købstæder. På det første sommertogt på den jyske østkyst i 1859 stødte Smidth på sådanne selskaber i Randers, Aarhus og Horsens.

Han fremhævede selskaberne for ”de over-ordentlig gavnlige Virkninger, de have havt for Fiskerierne i og omkring” disse byer. Fordelen var, at medlemmerne havde nøje kendskab til de lokale forhold, og han fandt det gavnligt, hvis der kunne oprettes tilsvarende i andre byer. Smidth betonede dog, at selskaberne burde have en stærkere organisering, så ”de ikke hvert Øieblik stod i Fare for at gaae Over-styr.”30

På den tredje rejse, i 1861, der blandt andet omfattede Sjællands vestkyst, var Smidth dog blevet meget mere forbeholden. I Kalund-borg havde købmænd og andre borgere net-op dannet et fiskeriselskab til opmuntring af det lokale fiskeri. Ved et aftenmøde på byens hotel mødtes Smidth med selskabets medlem-mer, der udbad sig hans syn på de midler, som selskabet burde anvende. Smidths tanker ramte substansen i disse selskaber ganske rammende. Han sagde blandt andet:31

” Paa den anden Side kunde jeg ikke dølge den Tvivl, jeg nærede om Nytten og Varigheden af saadanne Fiskeri- selskaber, som kun bestod af Ikke-fiskere, og hvori man ikke tillige som Medlemmer optog saa mange af Egnens Fiskere, som kunde formaaes til at ind-træde i Selskabet. Borgerne og Embeds-mændene kjendte i Almindelighed saare lidet til Fiskernes Character og For-nødenheder, men det gjorde derimod de Forstandigste og meest oplyste blandt Fiskerne, og til disse maatte man holde sig for at faa den Kundskab om de locale Forhold, der er nødvendig, hvis man vil udrette Noget. ”


Smidth fandt endvidere, at selskaberne hidtil havde grebet sagen helt forkert an. I stedet for at give den enkelte fisker penge eller bedre redskaber skulle selskaberne hellere ”anvende sine Penge til saadanne Indretninger, der til-berede og forædle den fangne Fisk, saa at den bliver en gangbar Handelsartikel.” Hvis fiskeren kunne afsætte sine fangster, ville han selv lære at skaffe sig gode redskaber. Smidths konklusion var derfor klar: ”Fiskerierne burde ikke som hidtil skubbes, men trækkes frem.”32

I den første rapport i 1859 havde Smidth lagt an til statens stærkere involvering i fiskeriets ud-vikling. Staten burde ”danne Apostle” af sag-kyndige mænd, der ikke blot skulle ”prædike Evangeliet om den nye Kilde til »Danmarks

frugtebare Herlighed« - Fiskeriet”, men også rundt omkring vise et godt fiskeri i praksis.33 Smidth havde desuden hos mange fiskere luftet idéen om et forsikringsselskab, der kunne for-sikre både og redskaber, og der var stor stem-ning for sagen. ”Naar man derfor kunde finde en Mand, som havde Tid og Evne til at udarbejde en Plan, vilde de fleste Fiskere vistnok ikke betænke sig længe, inden de tegnede sig som Medlemmer af et saadant Assurance-selskab.”34 Smidth deltog selv i dannelsen af fiskeriselskaber.

I 1862 var han medstifter af et fiskeriselskab for Isefjorden, der anskaffede et fartøj til havgående fiskeri. Det gik galt på grund af svigtende fiskeri.

Kalifen paa EventyrA.J. Smidth benyttede Indenrigsministeriets nye fartøj Kalifen til sine rejser. Forklaringen på skibets navn skal findes på den københavnske teaterscene. Smidth var som skuespiller fra 1855 til 1865 især engageret ved Casino i Amaliegade i København. Casino var det lystige teater, der i datidens København var med til at danne modpol til Det kongelige Teater. Teatrets direktør var digteren Erik Bøgh, der lod opføre sine egne populære lystspil og vaudeviller, herunder Kalifen paa Eventyr. Smidth havde den succes-fulde titelrolle i dette stykke. Da det nye fartøj deltog i en konkurrence, som A.J. Smidth selv havde udvirket, lå navnet Kalifen lige for. Gengivet efter bogen At vove for at vinde, 1987.


I 1866 stiftede Smidth Dansk Kystfiskerisel- skab, som drev salteri og røgeri ved Lynæs, men også dette forehavende mislykkedes, denne gang på grund af manglende tilgang af fisk.35 Smidths indberetninger havde således klare anbefalinger vedrørende fiskeriets organisering, der pegede frem i tiden.

Skønt indberetninger i samtiden kun fandt be-grænset anvendelse, er der ingen tvivl om, at alene det forhold, at staten sendte en konsulent rundt for at udrede fiskeriets forhold, lokalt gav anledning til større interesse for udvikling af fiskeriet. Dele af materialet blev formentlig også anvendt som baggrund for den lovgiv-ning, der kom omkring 1870 vedrørende red-skaber.36 For eftertiden er værdien af Smidths rapporter mange. Ikke mindst tegner de et ret detaljeret billede af fiskeriet i Danmark i be-gyndelsen af 1860’erne, og de viser tydeligt, at den stagnation, der hundrede år tidligere havde

været, var véd at blive brudt. Indberetningerne blev i 1987 udgivet i samlet form af Dansk Fiskerimuseum i Grenaa.

Den fiskerikyndige birkedommer – Harald V. FiedlerEfter Smidths død i 1868 blev stillingen som statens fiskerikonsulent overtaget af birkedom-mer Harald V. Fiedler (1808-1887). Han var søn af ejeren af godset Basnæs ved Skælskør og fik tidligt stor interesse for fiskeriet. I 1840 erhver-vede han Sevedø under Borreby Gods og med offentlig understøttelse foretog han samme år en rejse til Island, Shetlandsøerne, Skotland og Holland for at studere fiskeriforhold.

Ved siden af sit landbrug begyndte han efter-følgende på Sevedø at bedrive et efter datidens forhold stort fiskeri, der dog ikke viste sig rentabelt. Fiedler forsøgte navnlig at forbedre behandlingen af fangsterne, men datidens af-

Harald F. FiedlerSom statens konsulent i fiskeri-spørgsmål fra 1863 til 1887 var Harald V. Fiedler ikke den bedste mand til fremme af det danske fiskerierhverv. På et tidspunkt, hvor dansk fiskeri endnu stod foran et egentlig erhvervs-mæssigt gennembrud, plæderede han for en række fredningsbestemmelser. Foto: Det kongelige Bibliotek.


sætnings- og kommunikationsforhold var ham imod og førte til betydelige pekuniære tab for ham. Til sidste måtte han indskrænke sin virk-somhed til ålefiskeri. Han helligede sig derefter tillige en række offentlige hverv, men tabte ikke fiskeriet af syne. Sammen med Arthur Fed-dersen, en ung og driftig adjunkt fra Viborg, stiftede han i 1865 Tidsskrift for Fiskeri (fra 1873 med titlen Nordisk Tidsskrift for Fiskeri). Udgivelsen af tidsskriftet var en del af bag-grunden for udnævnelse af Fiedler til statens nye konsulent. Da der 1873 nedsattes en kom-mission til at udarbejde et forslag til en frem- tidig lov for Danmarks fiskerier, valgtes Fied-ler naturligt nok til formand. I det hele taget kom Fiedler til at præge regeringens fiskeri-politik i omkring en snes år. Harald V. Fiedlers grundsyn var, at dansk fiskeri havde nået den optimale størrelse, og han havde ikke videre tiltro til yderligere udviklingsmuligheder. Det anså han heller ikke for nødvendigt, for han troede ikke på ”Uudtømmeligheden af Fiskeriet i vore indre Farvande.”37 Han talte derfor om nødvendig-heden af fredningslovgivning vedrørende kyst- og fjordfiskeriet og ønskede forbud mod red-skabstyper som bomtrawl og drivvod. Dette syn prægede det forslag til en fiskerilov, som regeringen fremsatte i 1876. Lovforslaget blev vedtaget i Landstinget, men mødte kraftig modstand i Folketinget, hvor Venstremanden Th. Leth gav udtryk for, at havets fiskeri- rigdomme var uudtømmelige, og at mennesket i øvrigt ikke kunne gribe forstyrrende ind i naturens orden.38 Lovforslaget blev herefter syltet i et udvalg, og trods flere fremsættelser i de følgende år blev en fiskerilov for hele lan-det først vedtaget i 1888. Lovkommissionens

mangeårige arbejde for fiskeriloven forblev således resultatløs i Fiedlers tid, idet han døde i maj 1887. De forskellige grundsyn på fiskeri- ressourcer og redskabsanvendelsen uløste en mangeårig strid, der også fik stor betydning for fiskerierhvervets tidlige organisationsdan-nelse. Arthur Feddersen var ikke i tvivl om, at Fiedler var årsagen til denne strid. I nekrologen over Fiedler skrev han blandt andet:39

” At Fiskerikonsulentens Uvillighed til at føje sig efter Forholdene blev Skyld i den bitre Strid om Fiskerisagen, der nødvendig maatte standse dens Behand-ling og foreløbige Ordning. Lidt mere Bøjelighed og Tillid til andre fra hans Side, vilde have hjulpet vort Fiskeri i alle Retninger – og skaanet os for adskilligt, der har tæret, sinket og skadet. ”

Den fiskerikyndige lektor – Arthur Feddersen i skrift og taleEn ung fiskeinteresseret adjunkt ved Viborg Katedralskole trådte i midten af 1860’erne frem som den nye dynamiske mand i dansk fiskeri. Arthur Feddersen (1835-1906) blev gennem fire årtier en central nøgleperson bag etablerin-gen af institutioner og organisationer inden for fiskeriet, herunder Dansk Fiskeriforening. Han var borgmestersøn fra Roskilde, var uddannet på Den Polytekniske Læreanstalt og i 1861 ansat som konstitueret adjunkt ved Viborg Katedralskole, hvor han i 1864 fastansattes.40

I Viborg blev Feddersens interesse vakt for fiskeriet, i første omgang for ferskvandsfiske-riet. I 1865 besøgte han den internationale fiskeriudstilling i Bergen, en udstilling, der i høj grad virkede inspirerende på ham.


Efter sin hjemkomst stod han samme år bag oprettelsen af Fiskeriselskabet for Viborg og Omegn, et selskab, der havde til formål at udnytte egnens fiskevande på fornuftig vis, altså med et fiskeri, der samtidig sikrede fiskebestandenes fortsatte beståen og vækst. Efter tysk mønster oprettede selskabet land-ets første udklækningsanstalt for ørreder ved Asmildkloster øst for Viborg Søndersø. Beskyttelse af fiskebestandene var en tanke, der vandt genklang mange steder, blandt andet i Silkeborg, hvor fiskeriet i egnens søer og vandløb tilsyneladende var ret umådehold-ent og uden tanke for eftertiden. Med bistand fra Feddersen blev Fiskeriselskabet for Silke-borg og Omegn oprettet i 1869, og foreningen lavede straks en tilsvarende udklæknings- anstalt for ”en kunstig Fiskeavl”, som det kald-tes i datidens sprogbrug.41 Sammen med Harald V. Fiedler begyndte Arthur Feddersen i 1865 at udsende Tidsskrift for Fiskeri. Sigtet blev klart beskrevet i første nummer:

” Det er vor Hensigt ved Udgivelsen af dette Tidsskrift at lede vore Lands-mænd til en klar Opfattelse af vore Fiskeriforhold, at kunne give Beretning om Udfaldet af Fiskerierne ved Landets forskellige Fiskepladser, at søge tilveie-bragt nøjagtigst mulige Beskrivelser over Rigets væsentligste Fiskerier og deres Drift med dertilhørende Redskaber. ”

Energisk indledte Feddersen også en omfat-tende videnskabelig og oplysende virksomhed, der dels bestod i selvstændige forsøg og rejser, dels utallige foredrag, og endelig i udgivelsen af et væld af artikler, småskrifter og bøger. Fed-dersens indsats for fiskeriet var så imponerende,

at han med hjælp fra Venstres politiske leder Christian Berg og etatsråd Th. Leth i 1883 fik lønnet orlov fra Viborg Katedralskole for at hellige sig arbejdet for fiskeriets fremme på fuld tid. I 1885 opsagde han lærerjobbet i samme øjemed.

Feddersen var venstremand og stærkt politisk interesseret. Harald Fiedler var højremand. I 1800-tallets sidste årtier havde den politiske tilknytning stor betydning for ens erhvervs- og karrieremuligheder, og samarbejdet mel-lem Feddersen og Fiedler er i det lys bemær-kelsesværdigt. Omvendt kan det ikke undre, at det kom til et brud mellem dem, efterhånden som forfatningskampen blev skærpet, og hel-ler ikke, at Feddersen ikke kom til at efterfølge Fiedler som fiskerikonsulent, selvom han af-gjort var den bedst kvalificerede. I stedet blev C. F. Drechsel (1854-1927) indenrigsminister-ens nye konsulent i fiskerisager. Drechsel var premierløjtnant og havde siden 1883 været leder af fiskeriinspektionen i de indre danske farvande. Han udgav i 1890 det fremragende værk Oversigt over vore saltvandsfiskerier i Nordsøen og farvandene indenfor Skagen, et værk, der blev genoptrykt af Dansk Fiskerimuseum i 1988.

Dansk Fiskeeksportørforening, Fiskeritidende og bruddet mellem Fiedler og FeddersenI løbet af 1870’erne blev der rundt omkring i landet, samt i Nordslesvig (efter 1920 Sønder-jylland), etableret lokale fiskeriforeninger i form af faglige, erhvervsmæssige sammenslut-ninger af lokale fiskere. De første foreninger var Hørup Hav og Kegnæs Fiskeriforening


(1873), Kastrup Fiskeriforening (1874), Præstø og Omegns Fiskeriforening (1875), Kalund-borg Fiskeriforening (1875), Snekkersten og Skotterup Fiskeriforening (1877) og Skagen Fiskeriforening (1879).

I 1880’ernes første halvdel fulgte Aarø/Aarøsund Fiskeriforening (1880), Gennerbugt Fiskeriforening (1883), Bornholm og Christ-iansøs Fiskeriforening (1883), Klitmøller Fiskeriforening (1884) og Baaring Vig Fiskeri-forening (1884).42 I lighed med andre erhverv havde fiskerne således en række steder dannet lokale foreninger, inden det kom til dannelsen af landsdækkende organisationer.

Inden for fiskerierhvervet blev det fiskeekspor-tører og andre fiskehandlere, der først dannede en landsdækkende organisation. Ved et møde på Jørgensens Hotel i Horsens 18. septem-ber 1881 dannede 33 fiskeeksportører Dansk Fiskeeksportørforening med det formål ”at

varetage Fiskehandelens forskellige Interesser og skaffe denne tidssvarende Udvikling.”43 Den direkte baggrund var især en række praktiske problemer med forsendelse af fisk med jern- banerne, hvortil også kom utilfredshed med fragttaksterne. Andre brændende spørgsmål knyttede sig til returemballage og usolide kunder. Fiskehandlerne var naturligvis også båret af troen på gode fremtidsmuligheder for fiskerierhvervet.44

Ved mødet blev fiskehandler J.C. Isager, Frede- rikshavn, valgt som foreningens første for-mand, og foreningen kom hurtigt i god gænge. I 1891 tog foreningen navneforandring til Dan-marks Fiskerhandlerforening. Det skete for at fremhæve, at foreningen ikke udelukkende var en eksportørforening. I 1907 blev navnet atter ændret, nemlig til Danmarks Fiskehandels- og Havfiskeriforening, som en understregning af, at foreningens virksomhed knyttede sig til stor-fiskeriet.45

Arthur FeddersenDet danske fiskerierhvervs første frem-trædende og samlende personlighed var Viborglektoren Arthur Feddersen. Uden at tilsidesætte saltvandsfiskeriet havde han i høj grad sin opmærksomhed rettet mod ferskvandsvandsfiskeriet og mulighederne i fiskeopdræt. Foto: Det kongelige Bibliotek.

For fiskerierhvervets videre organisering blev det af stor betydning, at Arthur Feddersen ved det stiftende møde i Dansk Eksportørforening blev valgt som sekretær. Feddersen havde i nogle år til danske dagblade ugentligt sendt en fælleskorrespondance om forskellige forhold inden for fiskeriet, og ved mødet i Horsens ventilerede Feddersen muligheden for, at der

kunne skabes et egentligt ugeskrift for fiskeri. Da der var tilslutning til dette, udsendte Fed-dersen i december et prøvenummer af Fiskeri-tidende. Dette ugeblad viste sig levedygtigt og var fra første færd medlemsblad for Dansk Eksportørforening, men i øvrigt et bredt organ for dansk fiskeri. Dermed havde Feddersen med basis i sekretærposten for den nye for-

Dansk Fiskeriforening blev stiftet 1. juni 1887, men først 2. august 1887 fik Fiskeritidende undertitlen ‘Medlemsblad for Dansk Fiskeri-forening’.

Arthur Feddersen havde dog allerede startet bladet i privat regi 3. januar 1882.

Dette blad blev fra 6. januar 1885 ‘Medlemsblad for Foreningen til Fiskeriernes Fremme i Danmark og Bilande.

Det konkurrerende selskab fik også sit eget medlemsblad, ‘Dansk Fiskeriselskabs Medlemsblad’, hvis første nummer udkom 14. januar 1886.

Det er forklaringen på, at Fiskeri- tidende er fem ældre end Danmarks Fiskeriforening.

Foto: Danmarks Fiskeriforenings bogsamling.

Fiskeritidendes udvikling 1882-1887

1882: Arthur Feddersens blad 1885: Medlemsblad for Foreningen til Fiskeriernes Fremme i Danmark og Bilande

ening skabt sit eget Fiskeritidende. Det fik den konsekvens, at samarbejdet med Harald V. Fie-dler i løbet af 1882 kølnedes mere og mere, og i februar 1883 kom det direkte til et brud mellem Feddersen og Fiedler, hvorefter Nor- disk Tidsskrift for Fiskeri ophørte. Harald Fied-ler forsøgte sig derefter i nogle år med et Nor-disk Aarsskrift for Fiskeri, men det gik ikke.

Dannelsen af Dansk Fiskeeksportørforening og udgivelsen af et ugeblad for fiskeri blev begge to vigtige faktorer bag, at idéerne om en organisation til fremme af dansk fiskeri modnedes. Eller rettere to, for det fik stor betydning, at Feddersen og Fiedler var blevet uvenner.

■

1886: Medlemsblad for Dansk Fiskeriselskab 1887: Medlemsblad for Dansk Fiskeriforening

Snurrevoddet – fra fjord til havI 1800-tallets sidste halvdel blev redskabsanvendelsen markant udviklet. Det gjaldt især anvendelse af vod, altså net, der trækkes gennem vandet eller hen over havbunden. Traditionelle vodtyper som langdragningsvod og kratvod blev suppleret af især snurrevod og drivvod. Sidstnævnte var indført fra pommerske kystområder omkring 1870, mens snurrevoddet var en ren dansk opfindelse efter Vesterhavets gennembrud ved Agger Tange i 1825. Derefter blev det muligt i Limfjorden at fiske rødspætter i stort omfang.

Fra en fastankret båd sendtes en jolle ud med voddet, der efter-følgende blev trukket tilbage til båden fyldt med fisk. Metoden var så stor en nyskabelse, at fiskerne i Kattegat og Skagerrak tog den til sig, hvorefter den i 1880’erne bredte sig til vestkysten. Havfiske-riet – ”det søgående fiskeri” som det hed i samtiden – fik dermed sit store gennembrud. Illustration fra C.F. Drechsel: Oversigt over vore Saltvandsfiskerier, 1890.

29

Det store gennembrudDansk fiskeri blev i 1880’erne løftet ud af det årelange dødvande med mindre støtte-ordninger, alskens undersøgelser og forsøg og mange flotte ord. De store gennembrudsår kom efter dannelsen af to fiskeriforeninger, men det var ikke deres skyld alene. Fiskerne nød godt af nye dæksbåde og redskaber samt ud-bygningen af jernbanenettet, der sikrede bedre afsætningsmuligheder. Det medvirkede til en vækstperiode, der varede frem til omkring 1. verdenskrig. På lovgivningsområdet blev den første danske saltvandsfiskerilov efter 15 års forarbejde endelig vedtaget og trådte i kraft i 1888.1

De to fiskeriforeninger begyndte hver især at arbejde med nogle af de mange praktiske van-skeligheder, som fiskerne havde. Meningerne om fiskeriet var fortsat stærkt delte, men i

1887 lykkedes det at få de to foreninger sam-mensluttet i en samlet organisation med navnet Dansk Fiskeriforening. Den nye forening fort-satte og udbyggede med stor kraft det arbejde, som de to forgængere havde startet. Gode personrelationer og en fremragende indsats for markering af fiskeriets aktuelle situation og fremtidsmuligheder på Industriudstillingen i København i 1888 banede vejen for udvikling af fiskeriet, der i samfundsøkonomisk hen-seende fik større og større betydning. Dansk Fiskeriforening overtog også udgivel-sen af de to foreningers blade, der naturligvis blev slået sammen. Fiskeritidende blev under let skiftende navne et talerør for det samlede erhverv frem til 1934. Med de trykte refe-rater af forhandlingerne på Rigsdagen som forbillede, gengav bladet stenografiske, altså ordrette, referater af stort set alle udtalelser på

Kapitel 2Fiskeriets store gennembrudsår 1884 - 1888


generalforsamlinger og andre vigtige møder. Derfor har vi også solide kilder til de mange og tumultariske begivenheder, der kom til at præge dansk fiskeri, da det for alvor trådte frem som et erhverv.

Foreningen til Fiskeriernes Fremme i Danmark og BilandeAf de to fiskeriforeninger, der blev stiftet i 1884, var Foreningen til Fiskeriernes Fremme i Danmark og Bilande den første.2 Forenin-gen blev oprettet i København 29. marts 1884 ved en stor sammenkomst på Børsen. Valget af mødested skyldtes, at det især var køben-havnske købmænd, der stod bag foreningen. Initiativet kom fra proprietær Wilhelm Beyer, der efter alt at dømme var sat i spidsen for foretagendet af Harald Fiedler. Beyer bidrog aldrig selv med originale synspunkter på fiske-riets område, men virkede blot som organi-sator. Vi véd stort set intet om ham.3 Wilhelm Beyer betegnedes som nævnt som proprietær og var angiveligt lige flyttet til København. Han stammede fra Sønderjylland, hvor han var født i Nustrup ved Gram i 1826 som søn af en snedker. Omkring 1870 var han handelsmand i Vejle.4

Wilhelm Beyer kontaktede i november 1883 en række fiskeriinteresserede mænd af det bedre borgerskab, herunder flere grosserere, alle højrefolk. Overretsassessor P.P.T. Mourier, der var Harald Fiedlers svigersøn, og den forhen-værende guvernør over de dansk-vestindiske øer, kammerherre J. Aug. Garde, var blandt stifterne, og det var naturligvis også Fedder-sen, der som tidligere nævnt var venstremand. Arbejdet med stiftelsen blev hurtigt præget af interne stridigheder. Allerede inden den stif-

Lov af 5. april 1888 om Fiskeriet i DanmarkDen første samlede fiskerilov i Danmark omfattede blot 63 paragraffer og fyldte kun 17 sider i Lovtidende. Her ses første side. I § 1 bestemtes det bl.a., at alle med dansk indfødsret frit kunne fiske på det danske søterritorium i de områder, hvor ingen havde erhvervet særlige rettigheder.

31Kapitel 2 - Fiskeriets store gennembrudsår 1884-1888

tende generalforsamling var foreningen ble-vet delt i en Beyer-fraktion og en Feddersen- fraktion, kendetegnet ved forskellige syn på fiskeriets udviklingsmuligheder. I kulissen rumsterede den politiske spænding mellem Højre og Venstre, og dertil kom en magtkamp om sekretærposten, en lønnet stilling, som både Beyer og Feddersen kandiderede til. Allerede inden stiftelsen var den nye forening så at sige splittet.

Ved den stiftende generalforsamling led Beyer- fløjen nederlag. I forslaget til love for den nye forening hed det blandt andet, at foreningen skulle arbejde for ”Udvikling af et tidssvarende Havfiskeri med Dæksfartøjer fra Danmark og Bilande.” Det var Feddersen-fløjens syns-punkt. Formålet skulle være udviklingen af et søgående storfiskeri, som det eksempelvis kendtes i England. Det ville være en støtte til de københavnske rederier og fiskeeksportører, og Feddersen var jo sekretær for fiskehandlerne. Oppositionen, Beyer-fløjen, ønskede i stedet, at foreningen skulle støtte kyst- og fjordfiskeriet, ikke rederierne. Man ønskede også, at fiskerne skulle repræsenteres stærkere i for-eningen gennem oprettelsen af et bestyrelses-råd og ved et lavere kontingent end de 10 kr., der var foreslået. Tanken var indlysende den, at fiskerne kunne bruges som modvægt mod det københavnske borgerskab.

Generalforsamlingen vragede også Beyer-fløjens kandidater til bestyrelsen, herunder Harald V. Fiedler og Wilhelm Beyer. I stedet valgtes en fin bestyrelse af lutter højrefolk: Fhv. guvernør J. Aug. Garde (formand), højeste- retssagfører, dr. jur. A.L. Hindenburg (næst-formand), grosserer Vilh. Petersen (kasserer),

kaptajn A.V. Bonnesen, grosserer H. Fritsche, hofjægermester Holstein-Rathlou og kaptajn G.A. Rung. Arthur Feddersen blev valgt til sekretær.

Den erhvervsmæssige fordeling af foreningens medlemmer rummede ikke mange fiskere. Ca. 30, mindre end 5 procent af foreningens om-kring 700 medlemmer, var fiskere. De øvrige medlemmer var 350 handlende/købmænd, 95 andre næringsdrivende, 75 embedsmænd, 50 uden erhverv, 40 landmænd, 20 håndværkere og 17 skippere/skibsredere. Geografisk fordel-tes medlemmerne med 325 i København, 230 i Jylland, 64 på Sjælland og 25 på Fyn. Hertil kom småøerne med 18 medlemmer, Bornholm med 13 og Færøerne med 11. Antallet af fiskere steg noget, da det fra maj 1885 blev muligt for fiskere at blive medlem af foreningen for kun 2 kr. i årligt kontingent. Alle medlemmer af foreningen havde adgang til og stemmeret på generalforsamlingen, herunder til valg af bestyrelsen. Den lige stem-meret led dog af den alvorlige demokratiske skavank, at generalforsamlingerne ifølge ved-tægterne altid skulle holdes i København, hvilket selvsagt gav de københavnske medlem-mer en uforholdsmæssigt stor indflydelse. Bestyrelsen udnævnte et repræsentantskab, og det må nævnes, at der var 8 fiskere og 9 fiske-handlere med i det første repræsentantskab på i alt 48 medlemmer.

Dansk Fiskeriselskab Et halvt år senere, den 7. oktober 1884, blev Dansk Fiskeriselskab dannet af udbrydere fra denne forening. Det var naturligvis Wilhelm Beyer, der var bagmanden for den nye foren-


ing, der i al væsentlighed antog et program i overensstemmelse med fraktionens ønsker ved den stiftende generalforsamling i den første forening. I realiteten kom lighederne mellem de to foreninger til at være større end forskel-lene. Dansk Fiskeriselskab ydede dog lån og understøttelser til de enkelte fiskere; det ville Foreningen til Fiskeriernes Fremme ikke være med til. Dansk Fiskeriselskab fik også en bedre basis blandt fiskerne. Det skyldtes især, at Beyer var flittig til at foretage agitationsrejser rundt i landet, hvor han kunne love økonomisk støtte til de enkelte fiskere. Efter Beyers besøg i de enkelte byer indmeldte mange fiskere sig, heraf en del af opportunistiske grunde, idet ud-sigten til økonomisk hjælp virkede tillokkende. Medlemstallet voksede støt til 2.725 i oktober 1886, men flere hundrede fik aldrig betalt deres kontingent – de var blevet revet med af stem-ningen ved Beyers møder. Bestyrelsen i Dansk Fiskeriselskab blev lige så fin som i Foreningen til Fiskeriernes Fremme, ja, måske lidt finere, for formanden fik titel af præsident. Bestyrelsen kom til at bestå af overtoldinspektør i København, kammerherre Konrad Barner (præsident), greve C. Ahlefeldt

Laurwigen til Brolykke (1. vicepræsident), kaptajn i flåden J. Bardenfleth (2. vicepræ-sident), proprietær W. Beyer (sekretær), veksel- mægler C. Blad (kasserer) og proprietær Chr. Holstein, Nykøbing Falster. Bestyrelsen var med til at udpege et bestyrelsesråd, der igen på lukkede generalforsamlinger valgte besty-relsen. Medlemmerne havde ingen indflydelse på selskabets ledelse og havde end ikke umid-delbar adgang til generalforsamlingerne. I december 1884 og januar 1885 valgtes efter-følgende et bestyrelsesråd på 25 medlemmer fra landets amter. Af disse må nævnes H.V. Fiedler (Sorø amt), toldoppebørselskontrollør J. Stub (Bornholms amt) og konsul G. Berthel-sen (Ringkøbing amt). De to sidstnævnte blev senere centrale personer i udviklingen af Dansk Fiskeriforening. Endelig må det nævnes, at der var to fiskere med i selskabets bestyrelsesråd, nemlig fisker Lars Kuhlmann, Hornbæk, og fisker Robert Clausen, Oreby ved Sakskøbing. Dansk Fiskeriselskab kom på mange måder langt bedre fra start end Foreningen til Fiske-riernes Fremme. Med Beyer som ildsjæl skab-tes hurtigt synlige resultater, ikke blot i form af understøttelser og rentefrie lån til anskaffelse

Kystbådene og faresignalstationenDet var ikke alene besværligt at sætte kystbådene i havet fra den flade strand, det var også farefuldt at være på havet i de små åbne både. Vejrsituationen kunne følges på den cirka 12,5 meter høje faresignalmast inde på land.

Disse fotografier er formentlig fra Skagen og er taget af den navnkundige fotograf Kirstine Lund, der drev fotografisk atelier i Hjørring fra 1884 til 1910. Fotos i Erhvervsarkivets topografiske samling.


af både og redskaber, men også som økono-misk støtte til etablering af røgerier, forsøgs-foretagender, telefonanlæg m.m. Særligt må bemærkes selskabets arbejde med etablering af faresignalstationer på den jyske vestkyst.

Bestyrelsen i Dansk Fiskeriselskab sprænges i stumper og stykkerAllerede i november 1884 kurtiserede besty-relsen for Foreningen til Fiskeriernes Fremme i Danmark og Bilande det nye selskab med et forslag om at fusionere de to foreninger. Dansk Fiskeriselskab var tøvende, men i april 1885 blev der opnået enighed om en sammenslut-ning. Det skete på basis af et ”Forslag til Love for Dansk Fiskeriforening”, der indebar et kompromis mellem de to foreninger. For eks-empel skulle der ikke være et bestyrelsesråd – en sejr til foreningen – mens der fremover var åbnet op for muligheden for at yde støtte og lån – en sejr for selskabet. Det blev aftalt, at der skulle være en bestyrelse på fire medlem-mer, nemlig to fra hver af de gamle foreninger. Dansk Fiskeriselskabs præsident, kammer-herre Konrad Barner, skulle stå i spidsen for den nye organisation.

Foreningen til Fiskeriernes Fremme, der havde haft dalende medlemstal siden dannelsen af Dansk Fiskeriselskab, godkendte sammenslut-ningen på en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af maj 1885. I Dansk Fiskeriselskab var der imidlertid ikke fodslag i spørgsmålet. Især var Beyer og Fiedler modstandere. Det førte 3. oktober 1885 til en dramatisk dag, hvor der var indkaldt til både en ekstraordinær og en ordinær generalforsamling i selskabet. I dag-bladet Dagens Nyheder var der samme dag et indlæg af en anonym forfatter, der angreb sam-menslutningsplanerne for at være en ”simpel Erobring af Dansk Fiskeriselskab.” Skriben-ten angreb også Foreningen til Fiskeriernes Fremme for at føre ”en temmelig kummerlig Tilværelse (…) uden fornøden Indsigt og Om-dømme” og for at have Feddersen, ”Venstres politiske Fiskerikonsulent”, som sekretær. Forfatteren insinuerede også, at selskabets præsident, kammerherre Konrad Barner, i forhandlinger med Foreningen til Fiskeriernes Fremme alene havde støttet sammenslutningen, fordi han forventede at blive formand for den nye forening. Endelig beskyldte den anonyme forfatter et af bestyrelsesmedlemmerne, Chr. Holstein, for at tilegne sig penge fra selskabet.

FaresignalsystemetOm dagen hejstes balloner og om natten lanterner, eventuelt suppleret med tudehorn, kanonskud eller raketter.

De fire signaler var:

1. Havet vokser, men landing er endnu mulig.

2 og 3. Der er fare; søg landing langs kysten i den retning, som ballonen eller lanternen angiver.

4. Afvent redningsbåden.

Systemet virkede enkelte steder helt frem til 1970’erne, hvor radioen endegyldigt gjorde det overflødigt.


Det krævede selvsagt en betydelig indsigt i selskabets forhold at komme med denne sværm af påstande. Ved dagens generalfor-samlinger blev Wilhelm Beyer beskyldt for at være ophavsmanden, hvilket han nægtede. På finurlig vis blev han dog afsløret ved et møde i Nykøbing Falster en måned senere.

Det var Beyer, der havde skrevet artiklen, som fik alvorlige konsekvenser ved generalforsam-lingen. Med undtagelse af Beyer og kasser-eren, vekselmægler C. Blad, trak hele Dansk Fiskeriselskabs bestyrelse sig tilbage. C. Blad var alligevel på vej ud som følge af ”private forhold”, så i realiteten blev Beyer den eneste tilbageværende i bestyrelsen. Bestyrelsen var sprængt i stumper og stykker. Et sådant drama laver man naturligvis ikke uden at have sikret sig opbakning blandt sine støtter. Med bistand fra Harald V. Fiedler havde Beyer en ny bestyrelse klar. Ny præsident blev lensgreve F.C. Moltke til Bregentved, der ikke var til stede, men som havde givet tilsagn om at påtage sig hvervet. 1. vicepræsident blev Harald V. Fiedler, regeringens fiskerikonsulent, der dermed kom i en tvivlsom dobbeltrolle. Og 2. vicepræsident blev overretsassessor P.P.T. Mourier, Fiedlers svigersøn. Beyer, Fiedler og Mourier tog nu têten i Dansk Fiskeriselskab. Den nye præsident, lensgreve Moltke, kendte intet til fiskeriforhold. Han havde modtaget valget i fortrøstning til, ”at mange sagkyndige Mænds Bistand ville hjælpe ham over flere Vanskeligheder.”5 Omvendt fik bestyrelsen finere forhold, for i mangel på lokaler til besty-relsesmøderne stillede lensgreve Moltke sit palæ i Bredgade i København til rådighed.

Beyers agitationsrejserDe to foreninger skulle have været lykkeligt forenede til gavn for dansk fiskeri. I stedet kom de ud i bitre stridigheder, der varede et års tid. Wilhelm Beyer indledte straks en stribe agita-tionsrejser. I november-december 1885 holdt han møder i 17 byer på Sjælland og Lolland-Falster. I februar-marts 1886 berejste han vest-kysten fra Esbjerg til Limfjorden, og i juli var han på Bornholm. Ved de mange møder holdt Bayer foredrag om fiskeriets elendighed, som han så som en konsekvens af fiskernes mang-lende sammenhold. Herpå omtalte han Dansk Fiskeriselskab, der netop ville ophjælpe fiske-riet og yde støtte til den enkelte fisker, og afslutningsvis opfordrede han alle til at ind-melde sig i selskabet. Fiskeriselskabet fik da også som allerede nævnt god fremgang. Foreningen til Fiskeriernes Fremme tog ikke direkte kampen op mod Beyer. Det skor-tede ikke på opfordringer fra medlemmer af repræsentantskabet rundt i landet. Dagen efter, at Beyer havde været på besøg på Fanø, skrev et medlem eksempelvis til Feddersen: ”Kan der ikke gøres noget for at forhindre B. i at kapre Fiskere her på Kysten?” Fra Frederikshavn skrev en anden til Feddersen og spurgte, om han kunne komme, så de kunne holde nogle fiskerimøder: ”man kan jo hver Dag risikere… at Beyer kommer.” Feddersen holdt sig dog tilbage. Som sekretær ville han ikke politisere i den i forvejen højspændte politiske situation. Forfatnings-kampen mellem Højre og Venstre kørte på sit højeste, og efter et attentatforsøg på konseils-præsident J.B.S. Estrup i oktober 1885 var der indført strenge love, der nærmest satte landet


i undtagelsestilstand. Venstres leder Christen Berg blev i januar 1886 idømt 6 måneders fængsel, og der var for venstrefolk al mulig grund til at gå stille med dørene. Det forhindrede ikke Feddersen i at forsyne foreningens tillids-folk med argumenter mod Beyer. Til et møde i Ringkøbing i februar 1886 havde han for eksempel til lokale folk skrevet en vejledning i opposition mod Beyer. Ved mødet trådte ven-stremanden, folketingsmand M.P. Christiansen, frem og kritiserede Beyer for at have været årsag til adskillelsen mellem de to foreninger. Han karakteriserede også fiskeriselskabets understøttelser som ”skidne Midler” og angreb også selskabets udemokratiske opbygning.

Der er flere grunde til, at Foreningen til Fiskeri-ernes Fremme ikke kastede sig ud i en modagi-tation. Først og fremmest var foreningen dan-net som en forening for fiskere, ikke af fiskere. Foreningen havde kort sagt ikke samme inter-esse i en medlemstilgang af fiskere. På grund af den lige stemmeret kunne man tværtimod frygte, at fiskere ville møde op på generalfor-samlingerne og ville kræve medindflydelse.

Foreningen ville heller ikke sætte muligheden for en sammenslutning over styr ved at lave konfrontationer, der kunne tilspidse forholdet mellem de to foreninger yderligere.

Forslag om sammenslutning af de to foreningerEn måned efter det strandede forsøg på stif-telse af Dansk Fiskeriforening opfordrede kap-tajn Wilhelm Dinesen i en artikel i Politiken Dansk Fiskeriselskab til at arbejde for en sam-menslutning af de to foreninger.6 I april 1886 gentog Dinesen opfordringen, men denne gang over for Foreningen til Fiskeriernes Fremme. Dinesen søgte at få foreningen til at foran-stalte afholdt et fiskerimøde med det formål at arbejde for en sammenslutning. Dette afviste foreningens formand, forhenværende guvernør J. Aug. Garde dog. Garde mente, at initiativet burde komme fra Dansk Fiskeriselskab. Wil-helm Dinesen, mest kendt som Karen Blixens far, var netop i disse år på vej ind i politik, men fik altså ikke noget ud af sine bestræbelser for at fusionere de to foreninger.

Frederik Moltke I oktober 1885 blev lensgreve Frederik Moltke (1854-1936) ny præsident for Dansk Fiskeriselskab. Han var blot 31 år, men var vant til et stort ansvar. I 1875 havde han arvet Bregentved Gods, og fire år senere overtog han selv godsets bestyrelse. Foto: Det Kongelige Bibliotek.


Da det fra flere sider blev hævdet, at det var personlige modsætninger mellem Feddersen og Fiedler, der havde hindret sammenslutningen, forsøgte Feddersen underhånden i april 1886 at få Fiedler med til en sammenlægning, men Fiedler afviste blankt. På Dansk Fiskeriselskabs generalforsam-ling 29. oktober 1886 foreslog to af besty-relsesrådets medlemmer, konsul Berthelsen, Ringkøbing, og konsul Fabricius, Skagen, at bestyrelsen blev bemyndiget til at forhandle med bestyrelsen i Foreningen til Fiskeriernes Fremme om ”en Sammensmeltning med Sel-skabet paa visse nærmere Vilkår.”7 Forslaget kom efter, at Dansk Fiskeeksportørforening på sit årsmøde i august 1886 direkte havde op-fordret selskabet til at tage initiativ til en sam-menslutning. Denne henvendelse blev dog ikke nævnt som baggrunden; derimod motiverede de to konsuler deres forslag med behovet for vækst:

” Skal Selskabet bestaae i Fremtiden, maa det voxe sig meget større end det er nu. ”

Fabricius fandt dog, at en sammensmeltning måtte ske ”paa Betingelse af ubetinget Bi- beholdelse af Selskabets Love”, dog måtte be-styrelsen i Foreningen til Fiskeriernes Fremme have ”en deelvis Part i Administrationen.”

Der udspandt sig nogen diskussion om emnet på generalforsamlingen, men hverken Beyer eller Fiedler tog ordet; efter alt at dømme var de slet ikke til stede, da de heller ikke ses at have taget ordet under andre emner. Og måske netop derfor blev forslaget vedtaget uden sværdslag.

Lette forhandlingernePræsidenten, lensgreve Moltke, henvendte sig efterfølgende til Foreningen for Fiskeriernes Fremme, og der blev valgt tre delegerede fra begge foreningers bestyrelser til at forestå forhandlingerne. Fra Dansk Fiskeriselskab deltog foruden Moltke to nyvalgte bestyrelses-medlemmer, nemlig grosserer Chr. H. Munch og kaptajn S. Bojesen, altså alle mænd, der ikke var belastet af tidligere stridigheder.

Fra Foreningen for Fiskeriernes Fremme deltog foruden formanden J. Aug. Garde, grosserer H. Fritsche og flådekaptajn Georg Fugl. De dele-gerede mødtes til flere møder i vinteren 1886-1887 og arbejdede sig hurtigt frem til enighed om en sammenslutning. 12. marts 1887 var forhandlere klar med deres forslag, herunder udkast til love for den nye forening.

Erkendelse af nødvendigheden af dannelsen af en samlet forening for dansk fiskeri var mar-kant og blev formuleret i tidens svulstige kan-cellistil:8

SlagmarkenPå dette kort over rødspættefiskeriet ses de mange fiske-byer og -lejer, hvor de to foreninger indbyrdes kæmpede om at hverve flest mulige medlemmer. Illustration fra C.F. Drechsel: Oversigt over vore Saltvandsfiskerier, 1890.


” Ved de Forhandlinger er der opnaaet fuld Enighed om, at saa vel Formaalene for begge Selskabers Virksomhed som de Anskuelser, der lægges til Grund for Opnaaelsen heraf, i Virkeligheden falde saa nøje sammen, at der ikke alene ikke er nogen skjellig Grund til at bevare de tvende Selskabers selvstændige Stillinger, men at det endog maa erkjendes for nødvendigt, at en Sammenslutning til een Forening snarest muligt finder Sted, i det der ikke kan være Tvivl om, at den hidtilværende Splittelse har virket i høj Grad lammende for begges Virksomhed, og at der først ved forenede Kræfter kan vindes den Anseelse og Sympathi, som ere nødvendige Betingelser for at vække og fremme en virksom Interesse for Fiskerispørgsmaalene saa vel hos Fiskerne og Befolkningen i Almindelighed som hos de offentlige Myndigheder og Lovgivningsmagten. ”

Et af de store stridsemner mellem de to for-eninger havde hidtil været den direkte økono-miske understøttelse af fiskere. Dansk Fiskeri- selskab havde dog efterhånden ændret kurs, og i praksis støttede selskabet i stigende grad almennyttige projekter og bevægede sig bort fra at være låne- og understøttelsesselskab. På baggrund af dette kursskifte blev muligheden for at yde direkte hjælp til enkelte fiskere opret-holdt. Forhandlingerne indebar i realiteten der-for blot uoverensstemmelser vedrørende orga-nisationsstrukturen.

Dansk Fiskeriselskab insisterede på, at der fortsat skulle være et bestyrelsesråd, ellers ville selskabet ikke være med til en sammenslut-ning. Foreningen til Fiskeriernes Fremme måtte her give sig. Omvendt måtte selskabet give sig med hensyn til medlemmernes del-tagelse i generalforsamlingen. Alle medlem-mer fik ret til at overvære disse, men ikke stem-meret. Ligeledes fik foreningen gennemført, at bestyrelsesrådets medlemmer skulle vælges ved skriftlig afstemning blandt medlemmerne i landets amter.

Derved blev det uheldige forhold, der havde eksisteret i Dansk Fiskeselskab, nemlig at bestyrelsen havde udpeget sine egne valg-mænd, elimineret. Overgangsregler vedrørende valget af den første bestyrelse og af det første bestyrelsesråd blev dog foreslåede. Der var også enighed om navnet: Dansk Fiskeriforening. Dog blev det besluttet, at bestyrelsen skulle søge tilladelse til, at ”Kongelig” blev føjet til foreningens navn, hvorefter navnet altså ville blive Kongelig Dansk Fiskeriforening.9 Navneforbilledet var utvivlsom Det kongelige danske Landhus- holdningsselskab fra 1769, men tiden var altså nu en ganske anden, og om man virkelig søgte dette realiseret får stå hen. Dansk Fiskeri-selskab sendte udfaldet af forhandlingerne ud til skriftlig votering blandt bestyrelsesrådets medlemmer, og 5. april 1887 forelå resultatet. Der var indkommet 35 svar, inklusiv bestyrel-sen, hvoraf 32 stemte for og 3 stemte imod.

På denne baggrund anså bestyrelsen sam-menslutningen vedtaget for Dansk Fiskeri-selskabs vedkommende.10 Foreningen til Fiske-riernes Fremme havde sammenslutningen på


dagsordenen ved den årlige generalforsamling 3. maj 1887 i Børsens Konversationslokale. Forsamlingen var dog ikke beslutningsdygtig, da der ikke var mødt en tredjedel af forenin-gens medlemmer. Derfor blev der indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling 12. maj 1887, og her blev sammenslutningen enstem-migt vedtaget ved håndsoprækning.11 Dansk Fiskeriforening var en realitet. Foreningens Virksomhed omfatter alt Fiskeri, der drives af danske Fiskere”, hed det i lovenes første para-graf. Dernæst blev formålet beskrevet som:

” At virke til Fiskeriets Fremme paa enhver dertil tjenlig Maade, saa at der gennem Fiskerinæringen kan indvindes for Landet og de Fiskeri- drivende et saa stort og lønnende Udbytte som muligt.

”Dansk Fiskeriforening sættes i søenEfter beslutningerne i begge foreninger sam-ledes begge bestyrelser 24. maj 1887, i alt 16 mand, hvoraf 9 fra Dansk Fiskeriselskab. Man vedtog, at den nye forening, Dansk Fiskeri-forening, trådte i kraft 1. juni 1887. Efter de vedtagne overgangsregler blev den nye besty-relse valgt af de gamle bestyrelsers medlem-mer. Her kom det til at spille en rolle, at Dansk Fiskeriselskab ved en ekstraordinær general-forsamling i oktober 1886 havde udvidet antal-let af bestyrelsesmedlemmer, så selskabet sad med majoriteten i den fællesforsamling, der valgte den nye bestyrelse. Det smittede af på den måde, at den første bestyrelse i Dansk Fiskeriforening kom til at bestå af 6 personer fra Dansk Fiskeriselskab og kun 5 personer fra Foreningen til Fiskeriernes Fremme.

Den nyvalgte bestyrelse konstituerede sig straks. Lensgreve Moltke til Bregentved blev valgt til præsident, og Foreningen til Fiskeri-ernes Fremmes hidtidige formand, fhv. guver- nør J. Aug. Garde, til 1. vicepræsident. Fiedlers svigersøn, overretsassessor P.P.T. Mourier, blev 2. vicepræsident. Topposterne blev altså fordelt pænt mellem de to tidligere foreninger. Sammenslutningsudvalgets menige medlem-mer, grosserer Chr. H. Munch (kasserer), kaptajn S. Bojesen, grosserer H. Fritsche og flådekaptajn Georg Fugl, fik også plads i den nye bestyrelse. Dertil kom cand.mag. Joh. Petersen, grosserer V. Petersen, flådekaptajn A.W. Bonnesen og ikke mindst fisker P. Wil-lumsen fra Snekkersten, der kom til at spille en vigtig rolle i Dansk Fiskeriforenings videre udvikling.

Der blev samtidig udpeget 33 medlemmer af bestyrelsesrådet. Harald Fiedler og Wilhelm Beyer var ude af det gode selskab. For Fiedlers vedkommende havde det naturlige årsager. Han var knap 79 år og lå syg hjemme i Sterrede. Han døde 29. maj 1887, blot få dage før Dansk Fiskeriforening trådte i virksomhed.12 Med Wilhelm Beyer forholdt det sig anderledes.

I vinteren 1887-1887, da sammenslutnings-planerne blev forhandlet på plads, havde Dansk Fiskeriselskab distanceret sig mere og mere fra Beyer, der på forskellig vis gjorde sig uheldigt bemærket. I marts 1887 talte han for-mentlig for sidste gang ved et møde. Det skete i Frederikshavn, og han blev da betegnet som ”skrækkelig” og som ”en Karklud”. Beslutnin-gen om en sammenslutning tog han tilsynelad-ende tungt, og hans tidligere agitatoriske selv-sikkerhed var borte.


Formelt havde begge foreninger forpligtet sig til at beholde deres funktionærer, dvs. sekretær-er og konsulenter, året ud. Hverken Beyer eller Feddersen blev sekretær i den nye forening; det blev fiskeriselskabets hidtidige sekretær, fuld-mægtig i Københavns Magistrat, cand. jur. P.H. Nielsen. Som noget af det første skrev Nielsen 21. juni til Beyer med besked om at aflevere ”alle hos Dem beroende Sager, som maatte henhøre til det tidligere Dansk Fiskeriselskabs Arkiv, altsaa Korrespondance, Medlemsproto-kol og Liste m.v.” Beyer blev også bedt om at nedtage et Dansk Fiskeriselskab-skilt, der hang uden for hans bopæl. Bemærkelsesværdigt fik Beyer lov til at fortsætte efter nytår, dog blev hans gage på 1.500 kr. reduceret til 800 kr. år-ligt, men i oktober 1888 blev han afskediget med udgangen af 1889. Hans stilling bar præg af, at det var en slags fratrædelsesordning, og han ses ikke længere virksom i organisations-sammenhænge. I 1890 ernærede han sig som

fiskehandler i København og gik i glemme-bogen. Arthur Feddersen blev konsulent i Dansk Fiskeriforening til samme gage, som han hidtil havde fået som sekretær i Foreningen til Fiske-riernes Fremme. Den nye forening åbnede først et kontor i Arthur Feddersens lejlighed i Peder Skramsgade 24, 4. sal, hvor der var åbent kl. 11-14 på alle hverdage. Fra april 1888 havde foreningen fundet et mere egnet kontorlokale i Kvæsthusgade 5, 1. sal. Da sekretæren P.H. Nielsen trak sig, overtog grosserer Vilh. Petersen midlertidigt sekretærposten, men fra januar 1889 indtog Feddersen pladsen.

De to medlemsblade fortsatte året ud. Fiskeri- tidende. Medlemsblad for Foreningen til Fiskeriernes Fremme i Danmark og Bilan-de udkom sidste gang 26. juli 1887, og fra 2. august 1887 var titlen ændret til Fiskeri-

Eneste fisker i bestyrelsenFisker P. Willumsen fra Snekkersten var den eneste fisker i Dansk Fiskeriforenings første bestyrelse. I de første mange år blev han en yderst virksom kraft i foreningens arbejde, blandt andet med opbygningen af modelsamlingen (det senere Dansk Fiskerimuseum) og med foredragsturnéer. Gengivet efter Portrætter af dansk fiskeri, 1987.


tidende. Medlemsblad for Dansk Fiskerifor- ening. Tilsvarende med fiskeriselskabets månedsblad. Juninummeret hed endnu Dansk Fiskeriselskabs Medlemsblad, men i juli var det ændret til Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad. Fra januar 1888 var det slut med denne ødselhed med både et ugeblad og et månedsblad. Under titlen Fiskeritidende. Medlemsblad for Dansk Fiskeriforening ud-kom fremover et ugeblad. Arthur Feddersen var redaktør. Dermed var der også på denne front ryddet op efter de tidligere foreninger.13

Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling 1888En af omstændighederne bag den hurtige sam-menslutning af de to foreninger var afhold-else af Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888. Der var tale om en udstilling, der omfattede alle produktionsgrene i Norden. Det var den hidtil største udstilling i Danmark, og den er blevet sammenlignet med de store verdensudstil- linger.14 Initiativet til udstillingen kom fra Industriforeningens formand, direktøren for Den kgl. Porcelænsfabrik, Philip Schou, alle-rede i slutningen af 1883.

I november 1884 tog planerne fart, blandt an-det med kontakt til Københavns Kommune om at måtte bruge det store, ubenyttede areal om-kring Tivoli, herunder det, der nu er Rådhus-pladsen, og i marts 1885 blev der nedsat en stor udstillingskomité. Lensgreve C.E. Krag-Juel-Vind-Frijs blev udstillingens præsident, og kong Christian 9. påtog sig at være protektor.15 Fiskerierhvervet skulle naturligvis også være med, men kom meget sent med i planlægnin-gen. Vi kan kun gisne om baggrunden, men det

er bemærkelsesværdigt, at udstillingskomiteens første henvendelse først synes at være sket i slutningen af 1886, og at den blev rettet til Dansk Fiskeeksportørforening og Kjøbenhavns Fiskerhandlerforening, ikke til de to fiskeri-foreninger. Til at indtræde i komitéens udvalg til ordning af fiskeriafdelingen på udstillingen udpegede eksportørerne deres sekretær Arthur Feddersen, mens fiskehandler Oscar Frederik-sen blev udpeget af de københavnske fiskehandlere. Kaptajn la Cour, der var sekretær ved Det kgl. danske Landhusholdningsselskab, der jo knap havde befattet sig med fiskeri i et halvt århundrede, var også udpeget til udvalget for fiskeriafdelingen og var tilmed udset til at være formand.16 Efter offentliggørelsen af navne på udval-gets medlemmer kort efter nytår 1887 kom der skred i sagerne. Allerede én måned efter blev det meddelt, at kaptajn la Cour ønskede at blive fritaget for sit hverv. I stedet var de to fiskeriforeningers formænd, lensgreve Moltke og kammerherre Garde, både blevet optaget i udstillingens hovedkomité og var indtrådt i fiskeriudvalget, hvor én af udstil-lingens vicepræsidenter, lensgreve C.F. Dan-neskiold-Samsøe, blev formand. Frederiksen og Feddersen beholdt deres pladser i ud-valget, sidstnævnte som forretningsfører.17 Denne noget besynderlige start på fiskeriets repræsentation på den store udstilling gav utvivlsomt næring til arbejdet for de to fiskeri-foreningers sammenlægning.

Fiskerierhvervets deltagelse på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling blev ikke desto mindre en bragende succes.


For at huse fiskeriet måtte der modsat andre erhverv ikke mindre end to store udstillings-bygninger til for at få plads til de mange for-skelligartede ting fra Danmark, Norge og Sve-rige.18 Det danske udgangspunkt var, at der med forbillede i de fiskerimuseer, der allerede eksisterede i udlandet, skulle skabes en stor modelsamling af redskaber, fartøjsmodeller og fisk i spiritus. I lighed med traditionen ved tilsvarende udstillinger blev der lavet en vidt-løftig klassifikation i form af inddeling af ud-stillede genstande i grupper og klasser. De fem hovedgrupper var fiskeprodukter, fiskerired-skaber, fiskeriets hjælpemidler, fiskeavl samt oplysninger om fiskeriet og dets hjælpemidler.

Hovedgrupperne omfattede tilsammen 21 klasser.19 I samtlige klasser blev der uddelt præmier, så mange kunne tilfredse vende hjem. Endelig tjente udstillingen som grund-laget for oprettelsen af Dansk Fiskeriforenings faste modelsamling, der senere indgik i Dansk Fiskerimuseum.

I lighed med Landbrugsmuseet og Kunst- industrimuseet, der også skylder udstillingen i 1888 deres eksistens, fik fiskeriet således også lagt grunden til sit museum. Dansk Fiskeriforenings deltagelse på udstillingen 1888 kom til at stå som kulminationen på fiskeriets store gennembrudsår – gennem strid og fred. Den var resultatet af en solid, fælles indsats, der lod sig gøre efter sammenslutningen af de to foreninger, og den pegede fremad mod dansk fiskerierhvervs videre udvikling. Skønt udstillingsdeltagelsen naturligvis lagde stort beslag på kræfterne, var Dansk Fiskeri-forening under lensgreve Frederik Moltkes ledelse sideløbende kommet godt i gang med de øvrige opgaver, der ventede den nye for-ening.

■

Fiskeribygningen Mændene foran den ene fiskeripavillon på udstillingen 1888 afspejlede Dansk Fiskeri-forenings bestyrelse. Hovedparten hørte til samfundets bedsteborgere og er klædt i fine jakker. Foto: Dansk Fiskerimuseum.


Fiskeribygningen Arkitekten Martin Nyrop stod bag de fleste bygninger på udstillingen i 1888. Formentlig fordi fiskerierhvervet på grund af splittelsen i to foreninger kom sent med i programmet, blev det arkitekten Erik Schiødte, der stod for Fiskeribygnin-gen. Den havde tydelig oldnordisk inspiration og var forsynet med udskårne trædekorationer. Midter-partiet var delt i tre afdelinger, så de tre nordiske lande hver havde deres afdeling. Herfra udgik to sidefløje med fem store akvarier med henholds-vis saltvandsfisk og ferskvandsfisk. I den danske afdeling var der bl.a. udstillet en vesterhavsbåd fra Løkken. Gengivet efter plancher af M. Nyrop i 1891. Erhvervsarkivet, Industriforeningens arkiv.

Nye sejlkuttereFor at imødekomme det voksende marked, der fulgte med jern-banen, måtte fiskerne sejle længere ud for at fange flere fisk med det nye redskab, snurrevoddet. Det krævede større både. Skibs-konstruktøren E.C. Benzon (1825-1912) fik stor indflydelse på ud-formningen af de nye sejlkuttere, der betød en betydelig fornyelse af det danske skibsbyggeri. Modsat det hidtidige skibsbyggeri satte Benzon konsekvent sin lid til tegninger og tekniske beregninger, og det resulterede i smallere og dybere stikkende sejlkuttere, der kunne sejle stærkere.

Her ses sejlkutteren »W. Klitgaard«, der blev bygget på Jens N. Olsens værft i Frederikshavn i 1891 efter tegninger af Benzon. Konstruktionen og de store sejl sikrede en hurtig og billig sejlads til fangstpladserne, mens en lille petroleumshjælpemotor anvendtes ved manøvrering ved udlægning af snurrevod. Efter restaurering fungerer »W. Klitgaard« nu som museumsskib i Frederikshavn. Foto: Bangsbo Lokalhistorisk Arkiv.

45

Kapitel 3I lensgrevens tid 1887 - 1902

Lensgreve Moltke i spidsenDansk Fiskeriforenings første præsident, lens-greve og kammerherre Frederik Christian Moltke (1854-1936) til Bregentved, hørte til Danmarks absolutte overklasse. Siden 1875 havde han været en af landets allerstørste gods-ejere, og som sådan var han højremand og en god støtte for J.B.S. Estrup, landets konseils-præsident (statsminister) fra 1875 til 1894. I juni 1881 var lensgreve Moltke blevet gift med Estrups ældste datter, Magdalene, i det, der blev betragtet som årets societybegivenhed.1

Det var endnu i slutningen af 1800-tallet ku-tyme, at godsejere engagerede sig i politisk, er-hvervsmæssigt og filantropisk arbejde. Der var derfor intet mærkværdigt i, at konseilspræsi-dentens svigersøn påtog sig hvervet som præsi-dent for den nye forening. I forvejen havde han flere offentlige hverv, der med tiden blev sup-

pleret med flere andre. Han er blevet betegnet som en omgængelig og fredsommelig mand, som med omhu og praktisk sans forberedte de enkelte sager uden i særlig grad selv at sætte sit præg på arbejdet. Fra 1894 til 1910 var han medlem af Landstinget for Højre, men uden at gøre sig særligt bemærket som politiker, ja, det er sagt, at han aldrig talte i tinget.2 Som Dansk Fiskeriforenings førstemand var han som regel også meget afdæmpet, men – som det vil ses – enkelte gange ret kontant. Når Dansk Fiskeriforening meget hurtigt vandt politisk gehør for en række centrale sager, herunder opnåede økonomiske tilskud i de første år, er slægtskabet mellem foreningens præsident og landets konseilspræsident ikke uvæsentlig til forståelse heraf. Det var midt i provisorieårene, hvor Estrup regerede ved hjælp af foreløbige finanslove, de politiske


fronter mellem Venstre og Højre var truk-ket knivskarpt op, og et gendarmerikorps var oprettet for at forsøge at holde ro og orden i landet. Meget lovgivningsarbejde var gået i stå, men alligevel fik den nye fiskeriforening hurtigt held med en lang række sager. Forar-bejder var gjort i forgænger-organisationerne, men det er ganske givet, at det i hvert fald ikke kom til at skade den nye fiskeriforening, at deres formand i familieregi omgikkes kon-seilspræsidenten. Modsat bønderne, der for det meste støttede Venstre, var fiskerne tilmed en samfundsklasse, der ikke var sluttet til bestemte partier, og for Højre-regeringen var støtte til fiskerne derfor forholdsvis problemfrit. Kontakten til landets ledende kredse blev yderligere styrket i 1894, da kong Christian 9.s yngste søn, prins Valdemar (1858-1939), der gjorde karriere i marinen, lod sig knytte til foreningen som dens ærespræsident, et hverv, han beholdt til sin død.

Den nye forening på den politiske arenaFiskerierhvervets deltagelse på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888 blev naturligt nok en arbejdsopgave, der lagde stort beslag på arbejdskræfterne i Dansk Fiskeriforening i det første år. Derimod synes Fiskeriloven af 5. april 1888 vedtaget, uden at den nye forening fik indflydelse på loven. Det kom dog hurtigt på tale at revidere loven, og i den forbindelse søgte Dansk Fiskeriforening indflydelse.3

Ved generalforsamlingen i 1892 nedsatte fore-ningen et udvalg, der skulle udarbejde et for-slag til en lovrevision. Efter to års arbejde blev det fremlagt i 1894, men generalforsamlingen afviste det, og der blev nedsat et nyt udvalg, blandt andet med repræsentation af fiskere.4 Dette fremkom året efter med et alternativt forslag, men på det tidspunkt var løbet kørt. Indenrigsministeren H.E. Hørring havde alle-

Prins Valdemar som ærespræsident fra 1894Som ærespræsident ydede prins Valdemar en stor indsats for Dansk Fiskeriforening. Han ses her sammen med foreningens senere præsi-dent, kommandør I.N. Sølling, foran en pavillon med foreningens modelsamling. Billedet er taget af fotograf H.J. Barby i august 1903 i Zoologisk Have i København, hvor foreningen arrangerede en udstilling af fiskeprodukter og -redskaber i forbindelse med en motor-udstilling i Frederiksholms Kanal. Hans hustru, prinsesse Marie, blev samme år udnævnt til æresmedlem i Dansk Fiskeriforening. Foto i Dansk Fiskermuseum.

47Kapitel 3 - I lensgrevens tid 1887-1902

rede i Folketinget fremsat et lovforslag og – som han sagde ved en middag efter fiskeri-foreningens generalforsamling i 1895 – blev han først samme dag, som han fremsatte forslaget, opmærksom på, at foreningen også arbej-dede med sagen. Ministeren ville dog gerne høre foreningens anskuelser, og den præsenterede ham da for de to forslag. De viste, blandt andet vedrørende redskabsanvendelsen, at de gamle knaster mellem de to forgængerforeninger levede i bedste velgående. Ved behandlingen i Folketinget afviste ministeren blankt begge forslag, og han kritiserede fiskerne for ikke gennem foreningen at kunne blive enige. Pro-blemet med fiskerne var, fremhævede mini-steren i Folketinget, at de ikke kunne se bort fra lokale interesser og derfor ikke kunne se en sag som fiskeriloven i en helhed. I det sidste udvalg havde uenigheden været så stor, at den ene fisker ikke var mødt, og de tre andre kunne end ikke enes om at vælge en ordfører.5 Resultatet blev, at fiskeriloven blev revideret i 1897, uden at Dansk Fiskeriforening havde haft nogen som helst indflydelse på udformningen. Det er derfor sagt, at foreningen i forhold til lovgivningen i 1890’erne var en meget svag interesseorganisation.6 Vi skal dog bemærke, at fiskeriforeningen fik indflydelse på anden lovgivning, herunder i kraft af Arthur Feddersens engagement kom til at præge lov-givningen om ferskvandsfiskeriet, der i 1898 fik sin egen lov. Fiskeriforeningen havde eksempelvis også lod og del i loven af 3. april 1900 om danske fiskeres forsikring i ulykkes-tilfælde.7

Dansk Fiskeriforening opnåede tillige hurtigt resultater på den praktiske front. Projekter,

der var startet af de to forgængerforeninger, blev fortsat og videreudviklet, hvilket af og til krævede bevillinger via lovgivning. Det blev nemlig af stor betydning, at foreningen i løbet af 1890’erne foretog en kursændring, så den bevægede sig væk fra selv af foreningens egne midler at støtte forskellige udviklingsprojekter og i stedet fik myndighederne til at engagere sig økonomisk og dermed påtage sig et med-ansvar for fiskerierhvervets udvikling.8

Betydningsfulde arbejdsopgaverI foreningens første 10-15 år påtog den sig en lang række af arbejdsopgaver. Blandt de mest betydningsfulde må nævnes etableringen af faresignalstationer og af en fartøjsforsikring, oprettelse af lokalforeninger, udryddelse af sæler, udviklingen af ferskvandsfiskeriet og udvidelse af modelsamlingen. Uddannelse af fiskere kom også så småt på dagsordenen. Arbejdet med faresignalstationerne var en fortsættelse af det arbejde, der var startet af Foreningen til Fiskeriernes Fremme i Danmark og Bilande. Det lykkedes i 1889 Dansk Fiskeri-forening at få en bevilling fra Indenrigsmini-steriet på 15.000 kr. til opførelse af yderligere 15 faresignalstationer på den jyske vestkyst. I årene efter fulgte flere, og omkring århundred-skiftet var der opført 27 stationer og behovet derved dækket. Faresignalstationerne kom ofte i brug og fik stor betydning for de vestjyske fiskeres sikkerhed.9

Dansk Fiskeriselskab havde i 1886 startet for-søg med udryddelse af sælhunde, og Beyer havde tilmed fået en lille offentlig understøt-telse i dette øjemed.10 Forsøget var faldet uhel-digt ud, og problemerne med sælerne fortsatte.


Foruden at æde fiskene ødelagde de også ruser og andre redskaber. I 1889 lykkedes det fore-ningen på finansloven at få bevilget 1.000 kr. til anvendelse som præmier for dræbte sælhunde. Indenrigsministeriet krævede kontrol i form af indsendelse af sælhoveder til Zoologisk Muse-um, der snart blev dynget til med pakker med afskårne og ofte stærkt stinkende sælhoveder. Præmien var 3 kr. pr. stk., og i 1890 blev der indsendt 1.123 sælhoveder til museet. Ordnin-gen blev herefter lavet om, så der fremover blot skulle indsendes sælhaler.

Foreningen måtte flere gange gøre opmærksom på, at halerne skulle sendes direkte til Zoo-logisk Museum og ikke til kontoret, hvilket åbenbart skete. Det vigtigste for foreningen var dog, at der udviklede sig den praksis, at Inden-rigsministeriet dækkede alle præmier.11 Ved år-hundredskiftet fik foreningen med velvilje fra Krigsministeriet overladt dispositionsretten til et stort antal Remington bagladerifler ”Model

1867”, der efterfølgende blev udlånt til over 70 fiskere m.fl. til brug i jagten på sælerne.12

Det var også Dansk Fiskeriselskab, der i 1886 havde taget initiativ til en fartøjsforsikring. Selskabet havde tillige fået udvirket et statstil-skud på 20.000 kr., mod at der skaffedes 50.000 kr. i garantikapital. Det klarede Dansk Fiskeri-forening allerede i løbet af 1888, og 9. marts 1889 godkendte Indenrigsministeriet statut-ter og præmietarif for Forsikringen af danske Sejlfartøjer til Fiskeribrug.13 Med forsikringen blev det lettere for fiskere at skaffe kapital til erhvervelse af de fiskekuttere, der netop gennem 1890’erne vandt indpas i dansk fiskeri.

Dansk Fiskeriforening tog også dannelsen af lokalforeninger op. Feddersen var som sekretær fra nytår 1889 sendt rundt til fiskerlejer for at afholde møder med fiskerne, men han var ikke en agitatortype som Beyer. Knastørt talte han om faglige emner og undlod at komme ind på

FiskeudklækningOpdræt af fiskeyngel var et af de emner, som Dansk Fiskeriforening i de første årtier gjorde meget ud af. Her er det geddeudklæknings-anstalten ved Tissø, antagelig fotograferet i 1888 i forbindelse med udstillingen i Køben-havn, hvor en model af samme anlæg blev fremvist. Foto: Dansk Fiskerimuseum.


Regnskab over indsendte sælhaler Dansk Fiskeriforening fortsatte det arbejde, som Dansk Fiskeriselskab havde startet med udryddelse af sæler. Sjovt nok fortsatte foreningen også fra 1903 regnskabet over de indsendte sælhaler i en gammel kassebog fra Dansk Fiskeriselskab, der i årene 1884-1886 ikke var blevet meget brugt. Protokollens mange blanke sider blev udnyttet til side op og side ned at notere navnene på alle de fiskere, der blev præmieret for sældrab. Her ses sidste side, hvor det oplyses, at kontrollen med sæler og ålekrager fra 1. januar 1913 er overdraget til Fiskeriinspektoratet. Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv.

organisationsmæssige forhold. I stedet blev det bestyrelsesmedlemmet, fi sker Peter Vil-lumsen, Snekkersten, der tog denne opgave op. I 1890’erne blev det Villumsen, der rej-ste rundt og opfordrede til dannelse af lokal-foreninger og til at indmelde disse i Dansk Fiskeriforening. Han tog sagen op i en direkte form, eksempelvis ved at medbringe udkast til love og derefter deltage i de stiftende general-forsamlinger.

Fiskeriforeningen kom også til at yde en efter den økonomiske betydning meget omfattende støtte til udvikling af ferskvandsfi skeriet. Det er her bemærkelsesværdigt, at foreningen an-vendte egne midler til sagens fremme. Arthur Feddersen blev fra 1892 foreningens fersk-

vandsfi skerikonsulent, og samme år etab-lerede foreningen en udklækningsanstalt ved Ladegaardsåen sydvest for Odder. Efter en række virksomme år blev anstalten nedlagt i 1899, da man indledte et samarbejde med aktieselskabet Dansk Ferskvandskultur, der havde bygget en ny udklækningsanstalt ved Audebo nordvest for Holbæk.14 Gennem 1890’erne og frem til sin død i 1906 fort-satte Feddersen et stort oplysningsarbejde vedrørende ferskvandsfi skeri.

Efter dannelsen af Dansk Ferskvandsfi skeri-forening i 1902 fortsatte Dansk Fiskeriforening endnu i en årrække aktiviteter på ferskvands-fi skeriets område, men det gled efterhånden i baggrunden.


På tilskyndelse af Dansk Fiskeriforening eta-blerede Vallekilde Højskole i 1892 en fi skeri-skole. Foruden almindelige højskolefag blev der på det teoretiske plan undervist i fag som havdyrenes naturhistorie, navigation, fi skeri-loven og lokale fi skerivedtægter. De praktiske fag omfattede blandt andet kurvefl etning og træsløjd.15 Skolen begyndte med ni elever, der modtog tilskud dels af fi skeriforeningen,

dels andre steder fra. Skolen kom til at virke frem til 1910. I 1900 fi k foreningen desuden en aftale med Marineministeriet, hvorefter nogle få unge fi skere på Orlogsværftet kunne deltage i et 8 måneders kursus i teoretisk og praktisk bådebygning.16

Blandt andre aktiviteter kan nævnes, at der efter »Harboøre-Ulykken«, tragedien på Vestkysten 21. november 1893, hvor 48 fi skere omkom, og 19 kvinder blev enker og 70 børn faderløse, oprettedes Dansk Fiskeriforenings Hjælpefond til Understøttelse af druknede Fiskeres Efter-ladte.

Organisationens indre udviklingEfter sammenslutningen var der en betydelig nedgang i antallet af medlemmer. Foreningen lagde ud med 2.598 medlemmer, men mange ønskede ikke at fortsætte i den nye forening. Frem til 1891 dalede medlemstallet til 959, og året efter var de direkte medlemmers antal yderligere faldet til 810. Ved en ændring i for-eningens love allerede i 1888 blev der givet mulighed for, at lokale fi skeriforeninger kunne blive medlem af foreningen. Det varede dog nogle år, inden der kom gang i denne organisa-tionsændring. I 1892 havde 22 lokalforeninger med tilsammen 1.480 medlemmer meldt sig ind, og foreningens samlede medlemstal dette år blev da på 2.290.

Stort medlemsbevisDe overordentlige medlemmer af Dansk Fiskeriforening fik et medlemsbevis i plakatstørrelse (57x37 cm.), så det kunne indrammes og hænges op i herreværelset. Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv.


1892 blev dermed et vendepunkt, og medlems-tallet blev op gennem 1890’erne godt og vel for-doblet. Ved udgangen af 1901 talte foreningen 4.468 medlemmer, hvoraf 3.863 var indirekte medlemmer gennem nu 35 tilsluttede lokal-foreninger. Fremgangen var således en kon-sekvens af et voksende antal lokalforeninger. Det faldende antal direkte medlemmer skete både blandt ”10 kr.-mændene” og ”2 kr.-mændene”. Sidstnævnte, fiskerne, kom i stigen-de grad til at indgå via lokalforeningerne, der betalte 25 kr. samlet i kontingent. Trods flere medlemmer dalede kontingentindbetalingerne dermed som indtægtsgrundlag. Af stor økono-misk betydning blev det derfor, at foreningen fra 1892 gennem Indenrigsministeriet modtog statstilskud til sin virksomhed. Det første år var det blot på 3.000 kr., hvoraf 1.000 kr. var støtte til udgivelse af bladet. Tilskuddet voksede til 5.000 kr. allerede i 1893 og til 9.000 kr. i 1894. Fra 1896 flyttedes fiskeriområdet fra Inden-rigsministeriet til Landbrugsministeriet, der fortsatte med at yde statstilskud til foreningen.

Dansk Fiskeriforening fik op gennem 1890’ erne skabt nogle faste rammer. Kontoret flyttede ganske vist noget omkring; i april 1889 var det flyttet fra Kvæsthusgade 5 til Gothersgade 8 og i oktober samme år til Storm-gade 2, senere først videre til Stormgade 20, og atter senere igen tilbage til Gothersgade 8. Arthur Feddersen var som nævnt hurtigt blevet sekretær, men han kom snart på kollisionskurs med bestyrelsen, der fandt, at han arbejdede alt for selvstændigt. Situationen blev værre i løbet af 1891, og fra 1. januar 1892 blev han fjer-net som sekretær og udgiver af Fiskeritidende. Han blev i stedet ansat i en nyoprettet stilling som foreningens ferskvandsfiskerikonsulent.

Cand.mag. Henrik Posselt blev antaget som ny sekretær og udgiver af bladet, der herefter skiftede navn fra Fiskeritidende til Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad. I 1896 ind-trådte Henrik Posselt i en anden stilling, men døde kort efter, kun 33 år gammel. Han blev afløst af cand.mag. Will. Lundbeck. Nok så vigtigt var det, at der nogenlunde fra begyn-delsen blev etableret en række stående ud-valg. Foruden et forretningsudvalg og et redaktionsudvalg blev der nedsat et udvalg for handels- og afsætningsforhold, et redskabs- udvalg (det forestod modelsamlingen) og et assuranceudvalg. Op gennem 1890’erne kom der flere udvalg til, nemlig et udklæk-ningsudvalg (1891; i 1899 ændret til udvalget for ferskvandsfiskeri og -kultur), et skoleud-valg (1894) og et udvalg for faresignalsta-tionerne (1896). Organisationen blev således efterhånden lagt i fastere rammer. Den nye forenings politiske ledelse kom dog ikke helt problemfrit fra start. I den første årsberetning udtrykkes de fortsatte brydninger diplomatisk således:17

” at ihvorvel de to hidtil bestaaende Selskaber begge søgte at fremme det samme Formaal, kunde det efter de Brydninger, som havde gjort sig gjæld-ende ved deres Stiftelse og under deres Virketid, ikke være andet, end at der paa hver af Siderne maatte findes enkelte Punkter, som det gjaldt om at jævne netop under Hensyn til, at der ikke havde fundet en Optagelse af den ene Forening i den anden Sted, men en i Mindelighed tilvejebragt Sammen- slutning mellem begge. ”


Den hidtidige formand i Foreningen til Fiske-riernes Fremme, J. August Garde, var som nævnt blevet 1. vicepræsident i Dansk Fiskeri- forening. Allerede efter blot et halvt års virke valgte han i januar 1888 at forlade bestyrelsen, og at han ikke afventede generalforsamlingen i april, hvor i stedet indvalgtes en etatsråd C. Møller, tyder på alvorlige uoverensstemmel-ser.18 Den første ballade 1889-1892Både det voksende antal fiskere, som via lokal-foreningerne efterhånden indgik i forenin-gen – uden nogen indflydelse – og de mange enkeltmedlemmer, hvis antal var i frit fald, blev problemer, som der skulle tages hånd om. Derfor blev der op gennem 1890’erne vedholdende rejst krav om forandringer i foreningens struktur. Uenigheder mellem

bestyrelsen og et enkelt af bestyrelsesrådets medlemmer udløste det første intermezzo. De to organer skulle efter vedtægterne mødes til et såkaldt lukket møde forud for generalfor-samlingerne. Tanken var, at man her kunne tale frit ud om tingene. Et af bestyrelsesråds-medlemmerne, konsul Fabricius fra Skagen, skrev imidlertid i 1889 et indlæg i avisen Nationaltidende, hvor han kritiserede fiskeri-foreningens bestyrelse generelt og i særdeles-hed for at gøre for lidt brug af rådsmedlem-mernes ekspertise. Han skrev blandt andet:19

” Mærkværdig nok har Bestyrelsen aldrig givet noget Tegn til, at den vil røgte sin Opgave som Organ for Fiskeriets Interesser i Almindelighed; den har endnu aldrig funden Anledning til i et vigtigt Spørgsmaal at sætte sig i Forbindelse med Bestyrelsesraadet og søge Kundskab om dettes Medlemmers Mening; derimod ansatte man strax en Fiskerikonsulent, der i Kjendskab til Fiskeriet næppe staar over Bestyrelsens Medlemmer. ”

Ved det lukkede møde forud for generalfor-samlingen 28. marts 1890 indledte præsident, lensgreve Moltke, med en hård irettesættelse af konsul Fabricius, der sad i lokalet. Først gjorde Moltke opmærksom på, at foreningen ikke siden nytår 1889 havde haft ansat nogen konsulent – her må indføjes, at det var Fedder-sen, der omtaltes, for han var som nævnt blevet sekretær 1. januar 1889. Moltke tog herefter fat på den formastelige konsuls fremgangsmåde, som Moltke fandt ”utilbørligt”, så meget desto mere som Fabricius havde ladet sig genop-stille. Moltke fortsatte:

C.F. DrechselEfter H.V. Fiedlers død i 1887 overtog premierløjtnant C. F. Drechsel (1854-1927) hvervet som Indenrigsministerens konsulent i fiskerisager. Som sådan skrev han storværket Oversigt over vore salt-vandsfiskerier i Nordsøen og farvandene indenfor Skagen, der udkom i 1890. Foto: Det Kongelige Bibliotek.


” Jeg skal derfor paa Bestyrelsens Vegne udtale, at en saadan Optræden kan og vil Bestyrelsen ikke finde sig i. Finder et Medlem af Bestyrelsesraadet, at han har Grund til at klage over Bestyrelsens Handlinger, eller finder han, at der hos Bestyrelsen er Mangel paa Dygtighed til at røgte det Hverv, den har paataget sig, er der god Lejlighed for ham til at komme frem dermed paa det aarlige Møde eller ogsaa at fremsætte sine Klager skriftligt for Bestyrelsen. Derimod at lade Bestyrelsen staa Skoleret i de offentlige Blade kan ikke gaa an. ”

I forlængelse heraf varslede Moltke, at besty-relsen ved næste generalforsamling ville frem-komme med forslag til ændringer i selskabets love. Konsul Fabricius havde forsøgt at bede om ordet, men Moltke affejede ham: ”Sagen kan ikke optages til Diskussion.” Fabricius måtte i en kort ordveksling med Moltke give sig – sagen var ikke til diskussion. Bestyrelsen indbød derpå i 1891 til ekstra-ordinær generalforsamling for at få ændret vedtægterne. Forslagene handlede om, at bestyrelsen ville give repræsentanter fra lokal-foreningerne stemmeret ved generalforsam-lingerne og indflydelse på valget af bestyrelse. Ved sidstnævnte ville man stække stridbare folk som blandt andet konsul Fabricius. Indirekte i bestyrelsens forslag lå også, at bestyrelses-rådet med tiden helt kunne afskaffes, hvilket også ville være en stor økonomisk besparelse. Rådets medlemmer fik nemlig godtgjort deres rejseomkostninger, og det gjorde generalfor-samlingerne til en bekostelig affære, da råds-

medlemmerne jo kom fra alle landets amter. Deltagelse af lokalforeningernes repræsentan-ter kostede derimod intet – de udgifter måtte lokalforeningerne selv klare. Generalforsamlingen i 1891 var imidlertid ikke beslutningsdygtig. Der var ikke mødt et tilstrækkeligt antal medlemmer fra bestyrelses-rådet op. Derved forpurrede bestyrelsesrådet en øget magt til lokalforeningerne, men blot et år. Bestyrelsen bragte sine forslag frem igen i 1892, og da mødte flere fra bestyrelsesrå-det frem med det modkrav, at også de direkte medlemmer skulle have stemmeret ved gene-ralforsamlingen. Det var der dog ikke tilslut-ning til, og udfaldet blev, at repræsentanter for de lokale fiskeriforeninger fik lov til at deltage i generalforsamlingen med stemmeret.

Derimod fik lokalforeningerne ingen indfly-delse på bestyrelsens sammensætning; det ville bestyrelsesrådet fortsat selv tage sig af. 20 Bestyrelsesrådet kom således til at virke som en konservativ stopklods for bestyrelsens in-tentioner, der dels var velmente i demokratisk retning, dels vendt mod obsternasige og kost-bare medlemmer af bestyrelsesrådet.

Den vestjyske havnesag og det første kampvalgI 1890’erne rejstes blandt vestjyske fiskere krav om anlæggelse af havne på den jyske vestkyst. De vestjyske havnetilhængere med konsul G. Berthelsen, Ringkøbing, som tals-person mente, at Dansk Fiskeriforening skulle søge at påvirke regeringen til at projektere havne som støttepunkter for fiskeriets ud-vikling. Bestyrelsen med Moltke i spidsen øn-skede dog ikke at blande foreningen aktivt ind


i sagen. Af loyalitetsfølelse over for regeringen afviste bestyrelsen de vestjyske ønsker ud fra den betragtning, at foreningen måtte tage sam-fundsøkonomiske hensyn.

Anlæggelse af en vestkysthavn var et så stort og dyrt projekt, at foreningen ikke kunne tage medansvar, og man ville ikke blande sig i det arbejde, som regeringen allerede havde iværk-sat, hed det. I 1897 blev Dansk Fiskeriforening dog indblandet alligevel. Indenrigsministeriet bad foreningen udtale sig om havnesagen, og det viste sig da, at bestyrelsen i realiteten ikke troede på nytten af en vestkysthavn. Man fandt det tvivlsomt, om en vestkysthavn ville nytte noget.

Bestyrelsens ringe forståelse for havnesagen – og for foreningen som interesseorganisation – vakte harme i Vestjylland.21

De vestjyske fiskere måtte uden om hoved-foreningen arbejde for sagens fremme på Rigsdagen, hvilket i øvrigt bar frugt. Den lille bådehavn til fiskeri, der var anlagt i Es-bjerg i 1886, blev ved beslutning på Rigs-dagen i 1897-1898 udvidet i de følgende år. Det var Esbjerg Fiskeriforening, som fremmede sagen, ikke Dansk Fiskeriforening.22

Misfornøjelsen med bestyrelsen i Dansk Fiske-riforening bredte sig som følge af havnesagen. Ved generalforsamlingen i april 1898 kom det for første gang i foreningens historie til kampvalg ved bestyrelsesvalget. Redaktør Jens M. Videbæk, Odder Folkeblad, der senere blev en fremtrædende skikkelse i foreningen, deltog for første gang i generalforsamlingen Han var fortaler for bygning af vestkysthavne, og det

samme var flådekaptajn og rigsdagsmand Carl Trolle. På opfordring fra en række vestjyske fiskere foreslog Videbæk kaptajn Trolle som nyt bestyrelsesmedlem. Trolle blev valgt, mens bestyrelsens ordfører i havnesagen, kom-mandør S. Bojesen, røg ud. Kampvalget fandt sted, efter at generalforsamlingen havde tvunget bestyrelsen til at gå ind for en udtalelse om, at en vestkysthavn var en væsentlig grund-betingelse for udvikling af dansk fiskeri. Det accepterede bestyrelsen, der omvendt fortsat mente, at en vestkysthavn var unødvendig. Modsætningen mellem bestyrelsen og general-forsamling, herunder bestyrelsesrådet (som kampvalget viste), blæste nyt liv i utilfreds-heden med foreningens struktur. Ved samme generalforsamling blev bestyrelsen opfordret til at komme med forslag om en fuldstændig omordning af foreningens love, og der var ble-vet nedsat et udvalg. Den bærende tanke var, at alle lokale fiskeriforeninger skulle indordnes i samvirkende foreninger, der skulle indgå som afdelinger i Dansk Fiskeriforening. Trods flere møder var der dog ikke kommet megen frem-drift i sagen.23

Det jyske oprør – de første centralforeninger 1899 I foråret 1899 oprettedes De samvirkende jyske Fiskeriforeninger som en ”centralforening”, der blandt andet skulle fremme havnesagen. Bag foreningen stod de jyske havneforkæm-pere, konsul Berthelsen, Videbæk, og lærer J. Munk-Poulsen, sidstnævnte fra Vorupør. For-uden havnesagen havde den jyske forening også som mål at få en jyde indvalgt i bestyrel-sen. At bevægelsen for en mere demokratisk organisering af fiskerne var bredere, ses af, at


der på Sjælland også blev dannet en centralfor-ening, og at det var tanken, at der skulle dannes centralforeninger for alle landsdele.24

I første omgang var det den jyske centralfor-ening, der trådte frem som opposition. Den ønskede sig naturligvis indflydelse på ledelsen af Dansk Fiskeriforening. Kravet om et jysk medlem af bestyrelsen blev fremført på gene-ralforsamlingen 24. april 1899. Her skulle der vælges fire bestyrelsesmedlemmer. De tre, grossererne Carl Bang og H. Klitgaard samt direktør Adolph Carl, var villige til genvalg, og som erstatning for den fjerde, afdøde gros-serer Ekman, foreslog bestyrelsen grosserer Leonhard Tang, en islandsk købmand i Køben-havn.

Dirigenten, højesteretsassessor Mourier, be-dyrede i motivationen, at bestyrelsen grundigt havde overvejet at foreslå valgt et medlem uden for København og Sjælland. Dét havde man haft tidligere, nemlig fiskehandler Brøn-num fra Frederikshavn.

Dengang var man dog kommet til det resul-tat, at det dels var bekosteligt for foreningen at have et bestyrelsesmedlem så langt borte på grund af rejseudgifterne, dels var vanskeligt for afholdelse af de ordinære bestyrelsesmøder:25

” for Forhandlingen Mand og Mand imellem har det sin store Betydning, at have Bestyrelsesmedlemmerne samlede. ”

Så let lod den jyske opposition sig ikke kyse. Jens M. Videbæk foreslog konsul Berthelsen fra Ringkøbing. Forslaget fik mange hårde ord med på vejen, herunder vittige bemærkninger om, at jyderne ikke foreslog en jysk fisker. Ved afstemningen var der genvalg til de tre køben-havnere – og bestyrelsens kandidat Leon- hard Tang blev lige nøjagtigt indvalgt. Af de 24 fremmødte medlemmer af bestyrelsesrådet stemte 12 på ham, mens konsul Berthelsen fik 11 stemmer og fisker Nielsen fra Kastrup fik én.26

Organisationsmand på hjemmefrontenJens Munk Poulsen fra Sdr. Vorupør virkede fra 1890’ernes sidste halvdel og i de følgende årtier energisk for udvikling af fiskeriet. Det skete blandt andet som fortaler for anlæggelse af en havn på Vestkysten. 1913-1920 var han medlem af Folketinget. I 1900, kort før han brød igennem som organisationsmand, blev han fotograferet sammen med hele familien på et foto, der giver et unikt indblik i hans tidstypiske baggrund: Vestjyde med en kone, der klarede hjem og børn, mens han kastede sig over fiskeriets problemer. Ingen af drengene blev fiskere. Den ene udvandrede til New York, hvor han døde som ung, og den anden, Poul Munk Poulsen, blev skoledirektør og borgmester i Herning. Foto: Thisted Arkiv.


Jyderne tabte altså det første slag, men valg-resultatet overbeviste dem om, at der måtte vedtægtsændringer til, hvis de skulle skaffe sig indflydelse. Hele strukturen i Dansk Fiskeri- forening var efterhånden under betydeligt pres. Det var ret beset en naturlig udvikling, der fulgte med dannelsen af mange nye lokal-foreninger rundt om i landet. Medlemmerne af bestyrelsesrådet blev som nævnt alene valgt af de direkte medlemmer, og det var bestyrelses-rådet, der alene valgte bestyrelsen.

De efterhånden mange tusinde fiskere, der gennem de lokale fiskeriforeninger var indi-rekte medlemmer, havde ikke indflydelse på bestyrelsen, der følgelig kom helt ud af trit med virkeligheden i dansk fiskeri, der netop i disse år var i en kraftig udvikling. Dansk Fiskeriforening udviklede sig mere og mere fra at være en forening for fiskere til at være en forening af fiskere.27 Det sås på de følgende års generalforsamlinger.

Generalforsamlingerne i 1900I årsberetningen for 1900 hedder det kort og stilfærdigt i en mildt sagt meget diplomatisk formulering, at der i årets løb har været bestræ-belser for at omdanne foreningens organisa-tion, hvormed:28

” en endnu større Samvirken mellem Fiskerne og Foreningen kan komme i Stand, idet Bestyrelsen i Aarenes Løb har ment at kunne spore Trang til en saadan. ”

I første række lykkedes det få bestyrelsesrådets magt brudt. Ved en ekstraordinær generalfor-samling i april 1900 fremsatte det udvalg, der i 1898 var nedsat til at se på en mulig fuldstæn-dig omordning af foreningens love, et forslag om lovændring vedrørende valg til bestyrelsen. Flertallet i udvalget foreslog, at bestyrelsen fremover skulle vælges af generalforsamlin-gens stemmeberettigede medlemmer. Dermed ville lokalforeningernes repræsentanter også

Kystfiskeri ved VesterhavetVed vestkysten foregik det meste fiskeri endnu med små kystbåde, der møjsommeligt måtte sættes til havs og hales ind igen. Postkort i Erhvervs-arkivets topografiske samling.


blive valgberettigede til bestyrelsesvalgene. Dette forslag blev vedtaget med over 2/3 af de afgivne stemmer.29 Det var dog ikke nok for vestjyderne, for de kunne ikke regne med op-bakning fra hele Jylland.

Især var bestyrelsesrådsmedlemmer fra øst-jyske byer kritikere over for centralforenings-idéen, der jo udsprang af det vestjyske havne-spørgsmål. Konsul Fabricius i Skagen havde oprindeligt støttet bygningen af en vestjysk havn, men da en havn i Skagen blev bragt i spil, stoppede også han sin støtte til vestjyderne. Konsul Berthelsen fik imidlertid held af på den efterfølgende ordinære generalforsamling at få nedsat et forhandlingsudvalg under Dansk Fiskeriforenings bestyrelse. Udvalget skulle sammen med bestyrelsen for De samvirkende jyske Fiskeriforeninger forhandle ”om For-slag til Love for Samarbejde mellem Cen-tralforeningen og Dansk Fiskeriforening.”30 Berthelsens forslag medførte en vidtløftig de-bat, hvorunder præsidenten, lensgreve Moltke, erklærede, at bestyrelsen tiltrådte forslaget ”og efter bedste Evne vil arbejde for at faa noget godt ud af det.”31 Forslaget blev til sidst en-stemmigt vedtaget. Udvalget var allerede i august klar med et for-slag til en fuldstændig omordning af Dansk Fiskeriforening. Forslaget var ret omfattende. Hovedtrækkene var, at bestyrelsesrådet skulle erstattes af et repræsentantskab, hvortil de di-rekte medlemmer valgte 9 medlemmer, mens centralforeninger i fem landsdele valgte 18 medlemmer. Repræsentanterne og formændene for centralforeningerne skulle have stemmeret på generalforsamlingen, de sidstnævnte i forhold til det antal medlemmer de repræsen-

terede.32 Der blev afholdt ekstraordinær gene-ralforsamling 11. september 1900 med dette forslag som det eneste på dagsordenen. Det blev igen en lang debat om lovforslaget i sin helhed og dets mange detaljer, hvortil kom af-brydelser om proceduren. Et væsentligt kritik- punkt var, at foreningen ville fjerne sig fra fiskerne, idet lokalforeningernes indflydelse, der jo netop tidligere på året var udvidet, helt ville blive fjernet, da de nu overhovedet ikke ville få stemmeret ved generalforsamlingen, men alene indirekte gennem en centralforening.

Da det blev klart, at der ikke kunne opnås enighed, stillede præsidenten forslag om, at bestyrelsen i samråd med centralforeningernes bestyrelser fremkom med et nyt forslag til generalforsamlingen det følgende forår. Kon-sul Berthelsen erkendte, at man nu måtte ”sove paa Sagen i Vinter.”33

Overrumplingen på generalforsamlingen i 1901Den 24. april 1901 blev der afholdt to gene-ralforsamlinger, først en ekstraordinær og så den ordinære.34 Bestyrelsen havde som lovet udarbejdet et nyt forslag til en omord-ning af foreningen. Lokalforeningerne blev blandt andet indrømmet ret til direkte at sende repræsentanter til generalforsamlingen, lige-som centralforeningerne blev imødekommet på flere punkter. Som helhed var den siddende bestyrelses stilling dog uantastet. Havnesagen var også ved at finde en løsning, så bestyrelsen fandt vist nok, at der var grund til optimisme. Den skulle blive klogere.

På de foregående års generalforsamlinger havde redaktør Krarup fra Struer vendt sig mod


dannelsen af centralforeninger, som han mente førte til splittelse og på længere sigt opløsning af Dansk Fiskeriforening. Derfor ville Krarup overflødiggøre centralforeningerne ved at sam-mensætte bestyrelsen på en bredere geografisk basis og dermed tilføre bestyrelsen kendskab til de forskellige landsdele. Under forhand-lingerne i 1901 stillede Krarup derfor pludselig følgende ændringsforslag, der fik store konse-kvenser:

” Bestyrelsen bestaar af en Præsident og 10 andre Medlemmer, af hvilke 3 skulle være fra Jylland, 2 fra Sjælland, 1 fra Fyn, 1 fra Lolland-Falster og 1 fra Bornholm. Tilbage bliver altså Præsident og 2 Medlemmer. ”

Skønt Krarups forslag var vendt mod dan-nelsen af centralforeninger, blev det støttet af De samvirkende jyske Fiskeriforeninger. Berthelsen, Videbæk m.fl. så det som et skridt i den rigtige retning, i hvert fald på kort sigt. Ud-sigten til straks at få hele 3 jyske medlemmer var tillokkende. På vegne af bestyrelsen strit-tede borgmester Neumann straks imod:

” Det er ikke nogen ren Sinecure at være Medlem af Dansk Fiskeriforenings Bestyrelse. ”

Der var månedlige bestyrelsesmøder og dertil udvalgsmøder, så det ville blive alt for be-sværligt og bekosteligt med en sådan lands-dækkende bestyrelse. Men den jyske op-position havde uventet fået spillet en trumf i

FiskerikontrolMed Fiskeriloven af 1888 blev der indført fiskerikontrol i hele landet. Her ses de jyske fiskerikontrollører fotograferet i 1892 eller 1893. Foto: Fiskeridirektoratet.


hånden, der kunne bruges – og den blev brugt. Inden afstemningen om Krarups forslag må der have været en lille rådslagning (det steno-grafiske referat er tydeligvis blevet censureret inden trykning), hvorefter borgmester Neu-mann gjorde det klart, at bestyrelsen ville gå af snarest muligt, hvis forslaget blev vedtaget, og at den ikke ville bruge sine egne stemmer til at undgå det. Neumann sagde i denne hidtil mest alvorlige episode i foreningens historie:

” Det er en fuldstændig Overrumpling. Forslaget har ikke været fremme før end i Dag. Bestyrelsen vil ikke frelse sig ved sine egne Stemmer, og den har derfor ikke andet at gøre end at trække sig til-bage. Bestyrelsen mener ikke, at den er uundværlig, men det altid en betænkelig Sag saadan at rydde Pladsen. ”

Jens M. Videbæk holdt derpå en dels udglat-tende, dels fremadrettet tale, stilet til præsi-denten, som han roste og bad blive, og til medlemmerne af bestyrelsen, hvoraf fem jo fortsat kunne genvælges:

” Det er Sagen, det gælder, og lad os bøje os for den Retning, Strømmen gaar i, og til enhver Tid optage Arbejdet for Sagens Skyld, uanset om vi personligt mene, at noget er gjort for voldsomt eller for hurtigt. ”

Videbæk bad forsamlingen rejse sig, hvis de var enig i udtalelsen – og det gjorde den. Referatet fortæller ikke, om nogen blev sid-dende. Derimod tog lensgreve Moltke ordet. Han var tydeligvis blevet irriteret, men var, som det sømmer sig, høflig og værdig:

” Maa jeg takke for de venlige og aner-kendende Ord og for den Tilslutning, de mødte; men jeg beklager meget at maatte sige, at jeg ikke kan følge Opfordringen til at modtage Valg som Præsident. Maaske kunde man, ved at forhandle om Sagen i Forvejen, være kommen til et andet Resultat, men naar det kommer paa en Maade som i Dag, saa anser jeg det for en Overrumpling, og den slags Overrumplinger kan jeg ikke være med til. ”

Moltke tilbød dog at blive på posten i ét år, ind-til bestyrelsen havde fundet en afløser.

Dirigenten meddelte derefter, at afstemningen var ”gaaet noget unormalt til”. Bestyrelses- rådet og repræsentanterne for lokalforeningerne havde først afgivet deres stemmer, og på Molt-kes foranledning ventede dirigenten med at meddele resultatet, indtil bestyrelsen havde konfereret om, hvorvidt denne ville stemme. Den besluttede så at undlade at stemme, hvorefter Krarups forslag var vedtaget. Da vi ikke kender stemmetallene, véd vi ikke, om bestyrelsen kunne have fået forkastet forslaget. Ved den endelige afstemning om bestyrelsens lovudkast med de vedtagne ændringer stemte 22 for og 19 imod. Da forslagets vedtagelse efter vedtægterne krævede 2/3 af samtlige stemmer, var der ikke tilstrækkeligt flertal. Dermed bortfaldt hele forslaget, altså også Krarups forslag. Skaden var imidlertid sket. Ved den efterføl-gende ordinære generalforsamling var der tre bestyrelsesmedlemmer på valg, nemlig præsi-denten, kaptajn Trolle og fisker Villumsen.


Konsul Berthelsen foreslog, at Moltke blev genvalgt ved akklamation. Moltke fastholdt, at han ville træde tilbage, men erklærede sig vil-lig til at modtage valg for et år, så ”altsaa til den Tid maa de Herrer have en ny Præsident.” Skønt Krarups forslag var bortfaldet, forklarede Moltke sin beslutning således:

” Jeg kan nemlig ikke gaa ind paa sammen med den øvrige Bestyrelse, hvert Aar at blive udsat for Overrump-linger, som gøre, at Bestyrelsen aldrig ved, hvordan den har det. Naar der ikke er et bedre Tillidsforhold mellem Bestyrelsen og Foreningen, end det, der har givet sig Udslag ved denne Manøvre i Dag, kan Bestyrelsen ikke godt blive. Jeg beklager dette meget, baade for mit eget og Bestyrelsens Vedkommende. ”

Direktør Adolph Carl udtalte på bestyrelsens vegne, at den ville nedlægge sine mandater næste år sammen med præsidenten. Kaptajn Trolle var bortrejst i længere tid, og da han repræsenterede jyderne, blev han erstattet af lærer Jens Munk-Poulsen, Vorupør. Fisker Vil-lumsen, Snekkersten, blev genvalgt. Oven på den hidtil mest dramatiske generalforsamling havde man nu et år til at samle sig og finde ud-veje for Dansk Fiskeriforenings fremtid.

Systemskiftet 1902De samvirkende jyske Fiskeriforeninger og De samvirkende sjællandske Fiskeriforeninger ar-bejdede det følgende år ihærdigt for oprettelse af lokalforeninger. Ikke mindre end 24 nye lokalforeninger blev indmeldt i Dansk Fiskeri-forening inden generalforsamlingen i 1902. Af disse var 10 foreninger fra Vestjylland.

Noget vestjysk kup var der dog ikke tale om. I forlængelse af Krarups forslag fra året før var det intentionen, at den nye bestyrelse skulle dan-nes af repræsentanter fra hele landet. Redaktør Jens M. Videbæk var i vinterens løb på vegne af den jyske centralforening til forhandlinger med præsident Moltke, ”der udtalte sig aabent og klart, hvorefter vi altsaa kunne indrette os”.35

Det var altså med præsidentens billigelse, at der blev forhandlet om en ny bestyrelse. Det var tydeligvis Videbæk og Berthelsen, der var de udfarende mænd fra Jylland, mens vistnok især etatsråd, overretsprokurator Th. Leth repræsenterede den sjællandske centralfor-ening. Dagen før den årlige generalforsamling havde de samlet ”de Mænd, som vi mente, nærmest var Meningsfæller med os” til et møde i København. På dette møde valgte de omkring 60 fremmødte først tre mænd, hvis valg ikke skulle være afhængig af bopæl, og derpå del-tes man i fem grupper efter landsdelene. De enkelte grupper foreslog da nogle mænd fra deres eget område efter Krarups inddeling: 3 fra Jylland, 2 fra Sjælland, 1 fra Fyn, 1 fra Lolland-Falster og 1 fra Bornholm. På denne måde stykkedes en liste sammen med 11 navne til en ny bestyrelse. Generalforsamlingen dagen efter blev derfor præsenteret for en liste over en bestyrelse, der kunne vedtages en bloc. Foruden bestyrelsen deltog 24 bestyrelsesrådsmedlemmer og 46 repræsentanter for de lokale fiskeriforeninger. Hovedparten havde således deltaget i for- mødet, hvorfor forslaget var sikret vedtagelse. Dette medførte nogen kritik fra folk, der ikke havde været til stede ved ”Hovedgeneral-


forsamlingen”, som formødet blev kaldt. Der opstod også andre heftige diskussioner, herunder personangreb, så det, der egentlig var en formssag, udviklede sig igen til langvarig forhandling, der blandt andet handlede om at placere skylden for det, der var sket året før. I den anledning måtte præsident Moltke tage ordet og bemærke, at bestyrelsen jo havde ned-lagt sine mandater, og bestyrelsen altså ikke ”var vraget”, som det var blevet sagt. Der rejstes en alternativ liste, der også rum-mede fisker Peter Villumsen og konsul Fab-

ritius, men ingen af dem ville modtage valg. Resultatet blev dermed valg af den fremsatte liste. Dermed blev kommandør, overlods Ivar Norden Sølling, ny præsident. Det skete en-stemmigt ved håndsoprækning, mens den øvrige bestyrelse valgtes med alle stemmer mod syv. I den nye bestyrelse indtrådte naturligt nok redaktør Videbæk og konsul Berthelsen, men hertil kom så tre fiskere, ja, egentlig fire, idet Jens Munk-Poulsen var tidligere fisker.

■

Før generalforsamlingen Efter generalforsamlingen

« Lensgreve Moltke, Bregentved » Kommandør I. N. Sølling, København

« Direktør Adolf Carl, København » Overretsprokurator Th. Leth, København

« Borgmester Oscar Neumann, Hillerød » Konsul G. Berthelsen, Ringkøbing

« Grosserer Leonhard Tang, København » Redaktør J. Videbæk, Odder

« Flådekaptajn V.C.A. Jøhnke, København » Fisker J. Sauer, Struer

« Grosserer H. Klitgaard, København » Fisker H. Johansen, Bogense

« Dr. phil. C.G. Johs. Petersen, København » Fisker Carl Hansen, Kallehave

Bygningsingeniør Th. Wedén, København » Folketingsmand Jørgen Frederiksen, Nysted

Lærer J. Munk-Poulsen, S. Vorupør » Toldkontrollør J.H. Stub, Neksø

Bygningsingeniør Th. Wedén, København*

Lærer J. Munk-Poulsen, S. Vorupør**

« Udtrådt

» Indvalgt

* Genvalg

** Ikke på valg, valgt året før og trådte ikke tilbage sammen med de øvrige.

Bestyrelsens medlemmer før og efter generalforsamlingen 1902

Motoriseringen af den danske fiskeflådeFra århundredeskiftet tog motoriseringen fart. Fra 1900 til 1910 steg antallet af motorfartøjer fra 200 til 4.570. Først blev motor-spil taget i brug til at hive voddet ind, og hurtigt fulgte fremdriv-ningsmotorer. Der var først tale om enkeltcylindrede 4-takts petroleumsmotorer, der anvendtes sammen med sejl. En massiv interesse blandt fiskerne førte til en opblomstrende fabrikation af forskellige typer motorer specielt til fiskefartøjer.

Motoriseringen var årsag til en rivende udvikling i det søgående fiskeri og akkompagneredes af Dansk Fiskeriforenings motor-udstillinger i København i 1903 og 1912. Her ses E57 Dagni, der blev bygget i Esbjerg i 1903-1904 og fra starten forsynet med en 4 HK petroleumsmotor. Foto fra A. Hjort Rasmussen: Fisken kender ingen grænser, 1992.

63

Kapitel 4I kommandørens tid 1902-1913

Kommandør I.N. Sølling i spidsenI 1901 gennemførtes det politiske systemskifte i Danmark. Den lange forfatningskamp var slut, og kongen kunne herefter i praksis ikke udnævne en regering, der havde flertallet i Folketinget imod sig. For dog at fastholde fore-stillingen om, at det er kongen, der udnævner sine ministre, udpegede kong Christian 9. jura-professor J.H. Deuntzer til ny konseilspræsi-dent (statsminister). Han var liberal, men betragtedes som upolitisk og kom til at sidde frem til 1905. Paladsrevolutionen i Dansk Fiskeriforenings bestyrelse i sommeren 1902 er tilsvarende blevet betegnet som et systemskifte. Som ny præsident blev som nævnt valgt kommandør og overlods Ivar Norden Sølling (1841-1925). Han stammede fra en berømt søofficerslægt, og han gjorde selv karriere i søetaten.

I 1855 blev han kadet og steg derefter i gra-derne, ikke mindst efter deltagelse i krigen i 1864. Søllings store hjertebarn var sømands-stiftelsen Bombebøssen, der var stiftet af hans bedstefar som et alderdomshjem for sømænd. I.N. Sølling virkede for Bombebøssen fra 1878 til 1925.1 Helt så langt blev hans arbejde for fiskeriet ikke. I 1889 blev han overlods, altså lodschef, for det vestlige Danmark, og i dette embede lærte han mange fiskere at kende og fik i det hele taget stor interesse for fiske-riet.2 Det var dog først i 1902, at han blev medlem af Dansk Fiskeriforening. Når Sølling så at sige pludselig kom ind fra sidelinjen, skyldtes det utvivlsomt foreningens ærespræ-sident, prins Valdemar, der også var søofficer. Prinsens hjem, Det Gule Palæ, var under stærk indflydelse af hustruen, prinsesse Marie, et storartet samlingssted for flådeofficerer.3


Om I.N. Sølling og prins Valdemar var på togter sammen, véd vi ikke, men der er ingen tvivl om, at de to kendte hinanden udmær-ket. Prins Valdemar og prinsesse Marie var ikke kun pyntefigurer, men hjalp også direkte, for eksempel ved at stå i spidsen for en ind-samling til fiskere, der havde lidt skade på far-tøjer og redskaber under julestormen 1902, en orkanagtig storm, der 26. december forårsa-gede store ødelæggelser over hele landet.4 Med valget af Sølling sikrede foreningen sig igen en tæt familiær forbindelser til statsministeren. Deuntzer var selv ugift, men hans søster, Sofie Margrethe Deuntzer, var i 1880 blevet gift med I.N. Sølling. Ved brylluppet havde professor Deuntzer været forlover for søsteren, da deres far var død i 1875. Dan-marks konseilspræsident var således svoger til Dansk Fiskeriforenings nye præsident.

Under I.N. Søllings ledelse skete der yder-ligere skridt i demokratisk retning. I 1905 blev bestyrelsesrådet nedlagt og almindelig valgret for alle foreningens medlemmer ind-ført. Både direkte og indirekte medlemmer fik hermed stemmeret. De delegerede fra fiskeri-foreningerne fik ved afstemningerne et antal stemmer svarende til antallet af medlemmer i deres forening. Dette styrkede fiskernes ind-flydelse i foreningen og betød blandt andet, at fiskeeksportørerne i de næstfølgende år gled ud af bestyrelsen. Derved blev vejen åbnet for, at foreningen med større kraft kunne tage fat på blandt andet andelssagen og fiskeauktioners oprettelse.5

Som søofficer var Sølling vant til de store have, og han fik gjort op med princippet om, at generalforsamlingerne altid skulle holdes i København. 1. oktober 1904 blev der for første gang holdt en generalforsamling uden for

Søofficeren Ivar Norden SøllingDer var ikke meget fisker over Dansk Fiskerifor- enings nye præsident, men han var vant til at sejle på de store have. Her er han fotograferet i 1888 sammen med besætningen på skrue- skonnerten Fylla under et togt til Færøerne og Island. Foto: Forsvarets Bibliotek.

65Kapitel 4 - I kommandørens tid 1902-1913

København, nemlig en ekstraordinær general-forsamling, der især tog sigte på en revision af saltvandsfi skeriloven. Den blev afholdt i Aarhus, og i den forbindelse indledte Sølling med nogle betragtninger om foreningens geografi ske pro-blemer. Bestyrelsen havde besluttet for frem-tiden skiftevis at holde generalforsamlingen i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Han begrun-dede dette:

” Ihvorvel der er meget, der taler for Hovedstaden som Samlingssted, gør dens Beliggenhed i en Udkant af Landet det besværligt for Jyder og Fynboer at skulle rejse den lange Vej. For at udjevne dette Forhold saaledes, at alle Foreningens Medlemmer rundt i Landet bliver lige-stillede, har vi som sagt taget Bestem-melse om skiftende Steder for General-forsamlingens Afholdelse. ”

I de følgende tre år blev generalforsamlingen dog holdt i vante rammer i København, og først i 1908 kom man atter ud i provinsen. Det var året før besluttet, at generalforsamlingerne fremover skulle vare to dage, og at det føl-gende års generalforsamling skulle afholdes i Esbjerg. Da Fiskerhøjskolen i sommeren 1908 var under etablering i Kerteminde, blev gene-ralforsamlingen dog i stedet afholdt fredag 31. juli og lørdag 1. august på Tornøes Hotel i den lille østfynske by, hvor en stolt borgmester ind-ledte med en varm velkomst.

I 1909 holdtes generalforsamlingen igen i City Selskabslokaler i København, tæt på forenin-gens nye kontor i Citygade 21, 2. sal, hvortil man fl yttede i oktober 1909. I 1910 kom man endelig til Vestjylland, da generalforsamlingen blev holdt på Hotel Spangsbjerg i Esbjerg. Der-på fulgte syv år i København.

Jubilæumsplatten i 1905I 1905 markerede Dansk Fiskeriforening 20-året for det første årsmøde i 1885, altså hos forløberne. Den Kgl. Porcelænsfabrik producerede en platte i 666 eksemplarer, der var tegnet af professor Arnold Krogh. I midten ses en harpuneret sæl i færd med at sluge en fisk, og øverst ses to bornholmske fiskerbåde. Nederst et udspændt net med en fender, der markerede det 20. årsmøde, flankeret af prins Valdemars og prinsesse Maries navnetræk. Platten, der kostede 10 kr., blev solgt til fordel for Hjælpefonden for forulykkede Fiskeres Efterladte. Foto: Dansk Fiskerimuseum.


Under kommandør I.N. Søllings ledelse blev mængden af arbejdsopgaver stille og roligt fortsat og udvidet. I 1903 var der foruden for-retningsudvalg og redaktionsudvalg desuden udvalg for handels- og afsætningsforhold, red-skaber (modelsamlingen), ferskvandsfiskeri og -kultur, faresignalstationerne, skole, havne, hjælpefond, udryddelsen af skadelige dyr samt et udvalg, der skulle overveje udviklingsbeting-elserne for fiskeriet på Bornholm. I 1912 var der omkring 20 forskellige mere eller mindre faste udvalg. Arbejdsopgaverne for de nye ud-valg var blandt andet forurening af fiskevande, havnesagen på Vestkysten, andelssagen, revi-sion af fiskeriloven, foredrag, kontrolleret kom- missionshandel, jernbanetransport af fisk, agn og muslinger, og brandforsikring af fiskegarn.Arbejdet med udryddelse af sæler fortsatte også.

I 1912 blev der eksempelvis udbetalt præmi-er for 1.936 dræbte sæler. I begyndelsen af 1900-tallet var ålekrager (skarver) blevet et voksende problem, blandt andet på Samsø og i Nissum Fjord. Efter en del skriverier i medlemsbladet lykkedes det for foreningen i 1904 at få ministeriet med på en præmie på 1 kr. pr. dræbt ålekrage. Præmien blev udbetalt efter indsendelse af ålekragens højre fod til fiskeri-foreningens kontor. I Dansk Fiskeritidende måtte der flere gange bringes illustrationer af ålekragen og dens højre fod. Tilsyneladende landede der et væld af forskellige svømme- fugles fødder i kontorets postbunke, så det måtte fremhæves:6

” at Fødder af Skalleslugere eller af andre fiskende Ænder kan ikke hjembringe nogen Præmie. ”

Som eksempel kan det nævnes, at i 1912 blev 1.986 rigtige ålekragefødder godkendt og præmieret.

Ferskvandsfiskeriforeningen for DanmarkDansk Fiskeriforenings virksomhed skulle som nævnt omfatte ”alt Fiskeri, der drives af danske Fiskere”. Det gjaldt også ferskvandsfiskeri, et område, hvor foreningen blandt andet arbej-dede med udklækning og rådgivning. Hertil kom utallige artikler om ferskvandsfiskeri i medlemsbladet. Alligevel var der i Jylland en del kritiske ferskvandsfiskere. De syntes, at foreningen gjorde alt for lidt for ferskvands-fiskeriet, og navnlig var de vrede over Fersk-vandsfiskeriloven af 1898, en lov, som Arthur Feddersen flere gange havde erklæret som et stort fremskridt, der vil give anledning til en opblomstring af ferskvandsfiskeriet netop i Jylland.7 Ved et møde i Bramminge i oktober 1902 enedes en række af de utilfredse ferskvands-fiskere om at indbyde til dannelsen af en særlig forening ”til Varetagelse af Ferskvandsfiskeri-ets mangeartede Interesser.”8 Arthur Fedder-sen var til stede ved mødet, og han anbefalede tilslutning til Dansk Fiskeriforening og dens medlemsblad, ”som mulig kunde udvides til i noget større Grad at tage sig af Ferskvands-fiskeriet.”9 Ledelsen af Dansk Fiskeriforening blev dog angrebet for ikke at gøre noget for ferskvandsforholdene, og hele statens tilskud til fiskeriet blev slugt af saltvandsfiskerne, udtalte en kritiker. Det var Feddersen dog ikke enig i, men han opfordrede kritikerne til at danne deres egen forening og så eventuelt slutte sig til Dansk Fiskeriforening.


På Hotel Kronprinds Frederik i Fredericia sam-ledes derefter 17. november 1902 omkring 100 fiskeavlere og dannede den nye forening. Det var fra starten uklart, om man skulle danne sin egen forening eller ”indtræde som Led i den ældre Fiskeriforening.”10 Kritiske røster fra-rådede indmeldelse i Dansk Fiskeriforening og plæderede for, at man skulle stå på egne ben. Feddersen var igen til stede, denne gang med bemyndigelse til at udtale sig på fiskeriforenin-gens vegne, og han erklærede sig for et sam-arbejde. Feddersen udtalte, at:

” det var godt nok at staa paa egne Ben, men det var ogsaa godt, man havde en god Ven under Armen. ”

Samtidig med, at han udtrykte sin glæde over dannelsen af den nye forening, mente han også, at denne med held kunne arbejde sammen med

Dansk Fiskeriforening. Ifølge vedtægterne kunne den nye forening dog ikke straks få en særstilling inden for fiskeriforeningen, men Feddersen var af den overbevisning, ”at Lovene kunde ændres til Fordel for en Sam-menslutning.” Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark blev herpå dannet, men blev ikke til-sluttet Dansk Fiskeriforening og består fortsat som en selvstændig forening. Dannelsen af den nye forening var ikke nogen egentlig splittelse af Dansk Fiskeriforening, snarere kan man sige, at ferskvandsfiskeriet som et specielt område dannede baggrund for en ny forening, der fik som særlig opgave at fremme fiskeri og fiskebestande i søer, åer og vandløb. Dansk Fiskeriforening fortsatte sine aktiviteter på ferskvandsfiskeriets område, blandt andet gennem artikler i medlemsbladet.

ÅlekragefødderPræmien på 1 kr. pr. dræbt ålekrage førte til drab på blandt andet ænder, men foreningen lod sig ikke narre. Til gengæld blev der sat en oplysnings-kampagne i gang efter devisen: Sådan ser åle-kragens højre fod altså ud.


Ved den nye forenings 10-års jubilæum i 1912 sendte Dansk Fiskeriforening varme lykønsk-ninger til ”Broderforeningen”.11 Noget fjend-skab blev der således ikke tale om, men det er bemærkelsesværdigt, at ferskvandsfiskerne dannede deres egen forening få måneder efter, at søofficeren Sølling havde overtaget præsi-dentposten i Dansk Fiskeriforening.

Organisationens udvikling efter 1902Den interne udvikling i Dansk Fiskeriforening var i de første år efter 1902 forholdsvis rolig og præget af optimisme. Arthur Feddersen blev taget til nåde. Fra maj 1902 blev han at-ter redaktør for medlemsbladet, og han blev nu både ferskvands- og saltvandsfiskerikonsulent. Samtidig beholdt han sin stilling som forret-ningsfører for Danmarks Fiskehandlerforening. Titulær professor var en hædersbetegnelse, der blev tildelt videnskabsfolk, forfattere og andre

fortjenstfulde mænd, og i 1902 tilfaldt hæderen Arthur Feddersen, samme år som litteraturfor-skeren Georg Brandes også blev titulær profes-sor. Det siger meget om Feddersens betydning, og i hvert fald er det første og eneste gang, at Dansk Fiskeriforening har haft en professor som redaktør af foreningens medlemsblad. Efter Arthur Feddersens død i februar 1906, 72 år gammel, udkom Dansk Fiskeritidende da også med sørgerand.12 Forholdet til fiskeeksportørerne blev et af de varme emner. Der rejste sig en bevægelse for at få flere fiskere ind i bestyrelsen. Carl Christ-ensen, formanden for Ohnsevig Fiskeriforen-ing, udtrykte dette klart i et indlæg i Dansk Fiskeritidende i marts 1905, hvor han fore-slog en vedtægtsændring, hvorefter flertallet i bestyrelsen skulle være fiskere:13

Fiskeritidende med sørgerand”Den danske Fisker og det danske Fiskeri staar i dyb Taknemmelighedsgæld til Feddersen og skylder ham en Tak som ingen anden.” Dansk Fiskeriforenings præsident, kommandør Sølling, var bevæget, men også klar i mælet i sin mindetale for Arthur Feddersen, som døde 27. februar 1906, 72 år gammel. Feddersen er den eneste professor, der har været redaktør af foreningens blad, og Dansk Fiskeritidende udkom da også mandag 5. marts 1906 med sørgerand.


” Naar jeg gør dette, er det ikke for at lave Oprør; men fordi jeg tror, at Dansk Fiskeri- forening aldrig fuldtud kommer til at løse sin Opgave, at være Led mellem Fiskerne paa den ene Side og Regeringen og Rigsdagen paa den anden Side, før Fiskerne sætter sine egne Mænd i Bestyrelsen. Den megen Tale om, at »Konsuler og Redaktører« bedre kan skaffe Fiskerne Ørenlyd paa højeste Steder, bør sikkert nu holde op. Ingen kan bedre tale Fiskernes Sag end de selv; den véd dog bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa. Og skulle Fiskerne ikke lige saa godt kunne styre deres egne Sager, som Landmændene, Haandværkerne og Arbejderne kan styre deres? – Lad Løsenet blive »Dansk Fiskeri- forening, for Fiskerne«. ”

Christensen mente dog ikke at der skulle ske nogen ny paladsrevolution, hvor hele bestyrel-sen skulle smides væk. Ved systemskiftet i 1902 var indvalgt tre fiskere, og Christensen fandt, at tiden nu var moden til, at man fik fordoblet antallet af fiskere. Det lykkedes dog ikke. Derimod blev vedtægterne ved generalforsam-lingen i 1905 ændret i en mere demokratisk retning. Bestyrelsesrådet blev som nævnt nedlagt, og der blev indført almindelig valg-ret for alle foreningens medlemmer, således at både direkte og indirekte medlemmer fik stemmeret. Redaktør Krarups forslag fra 1901 om bestyrelsens geografiske sammensætning blev også vedtaget, og belært af erfaringen blev det besluttet, at generalforsamlingen var beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af fremmødte stemmeberettigede.14 Debatten om fiskere eller ikke-fiskere i bestyrelsen fort-satte. Den nævnte Carl Christensen var central i den stigende opposition mod fiskehandlerne i bestyrelsen. Oppositionen samledes omkring fiskeribladet Grenen, hvor der blandt andet var indlæg mod konsul Berthelsen i Ringkøbing. Ved generalforsamlingerne i 1906 og 1907 røg de sidste fiskehandlere ud af bestyrelsen, og i 1907 fik fiskerne dermed flertal i bestyrelsen.

Dermed faldt alt ikke til ro. Fra lokalforeninger fortsatte presset for at få flere fiskere i besty-relsen, og det blev her af betydning, hvilke standpunkter bestyrelsens medlemmer tog i konkrete sager som eksempelvis andelssagen. Toldkontrollør Stub røg ud af bestyrelsen i 1908, fordi han ikke støttede andelssagen. Efterhånden blev der tillige sat fokus på repræsentationen fra de forskellige landsdele. Her blev det af særlig betydning, at det vestjyske fiskeri var i stor fremgang i årene efter 1900. Esbjergs fiskere ønskede det søgående fiskeri stærkere repræsenteret i bestyrelsen, og det fik de held af, da de vestjyske fiskere i 1912 erob-rede en plads i bestyrelsen fra sjællænderne, en sejr, der pegede frem mod konflikten mellem havfiskere og indvandsfiskere.

På valg var fiskerne P. Mollerup, Harboøre (valgt for Jylland), H. Johansen, Bogense (valgt for Fyn), og N.S. Jensen, Holbæk (valgt for hele landet). Som betingelse for at støtte de to førstnævnte, krævede fiskerne fra Esbjerg nem-lig, at de øvrige jyder støttede deres kandidat, Ole J. Kristiansen, Esbjerg, som ny repræsen-tant for hele landet. Ole J. Kristiansen valgtes derefter med 4120 stemmer mod 3298 til N.S. Jensen.


Jyderne, der udgjorde over halvdelen af med-lemmerne, fik dermed en fjerde mand ind i den 11 mand store bestyrelse.15

Grenen-oppositionen mod Dansk FiskeriforeningDebatten om fiskere eller ikke-fiskere i besty-relsen afstedkom udgivelsen af bladet Grenen, som udviklede sig til en regulær oppositions-bevægelse mod Dansk Fiskeriforening. Be-vægelsen startede i det små. Aage Lauesgaard (1868-1958) var praktiserende læge i Skagen fra 1898, og han var en foretagsom mand, der blandt andet er kendt for i 1900 at lave en bib-lioteksforening på andelsbasis.16

Kort efter nytår 1903 udsendte han første num-mer af det lille blad Grenen med undertitlen Skagen og Aalbæk Avis. Idéen var at skabe et blad, som skulle varetage fiskernes interesse langs hele vestkysten. En cand. theol. Quaade,

der underviste ved Skagens Realskole, blev antaget som redaktør af bladet, der skulle ud-komme hver 14. dag. I første nummer sendte bladet en kollegial hil-sen til Dansk Fiskeriforenings medlemsblad, men anlagde allerede her en kritisk tone over for foreningen. Quaade blev straks af realsko-lens bestyrer bedt om at stoppe som redaktør, og det gjorde han skyndsomt for at bevare sin stilling på skolen. Denne pression gav flere abonnenter og skaffede Lauesgaard mere lokal opbakning. Som følge af julestormen 1902 indbød Lauesgaard til dannelse af en for-sikringsforening i Skagen. Den gensidige Forsikringsforening for Fiskerbaade i Skagen og Højen af 28. Januar 1903 blev en realitet. Grenen blev medlemsblad for den nye for-ening, men vedblev også at bringe artikler om fiskeriforhold samt andet stof af lokal karakter, blandt andet referater af møder på egnen.

Bestyrelsen i 1912Dansk Fiskeriforenings bestyrelse gengivet efter jubilæumsskriftet 1912. I midten præsidenten, kommandør I.N. Sølling. Øverste række t.v. folketingsmand Jørgen Frederiksen, i midten kassereren, ingeniør Th. Wedén, og t.h. fisker H. Johansen, Bogense. I anden række t.v. fisker P. Mollerup, Harboøre, og t.h. fisker N.S. Jensen, Holbæk. I tredje række t.v. købmand J.P. Lauritsen, Jegindø, og t.h. fisker Carl Hansen, Kallehave. Nederste række t.v. fisker J. Juul, Sletnæs, i midten kutterfører M.C. Jensen, Grenaa, og t.h. fisker Chr. Poulsen, Bornholm.


I de følgende år vekslede undertitlerne en del, men efterhånden fandt bladet en nogen-lunde fast titel, nemlig: Grenen. Tidsskrift for Kyst- og Havfiskere. Dansk Fiskeriforening begyndte også at give meddelelser i bladet, men i de følgende år skærpede Grenen kritik-ken af Dansk Fiskeriforening. Kritikken gjaldt både bestyrelsen og redaktionen af foreningens blad, der blev anklaget for censur. Derfor op-stod den tanke, at de to blade burde fusioneres. ”Bladsagen”, som den blev kaldt i begge blade, lykkedes dog ikke. Medvirkende hertil var, at Dansk Fiskeriforenings øvrige kritikere rundt i landet havde fået kig på Grenen som talerør. I 1906 blev formanden for Ohnsevig Fiskeri-forening, Carl Christensen, valgt til redaktør, og dermed var bladet på vej til at blive lands-dækkende.17 I 1908 flyttede Aage Lauesgaard til Aalborg, og udgivelsen af Grenen blev overtaget af et

bladselskab bestående af 30 fiskere og nogle fiskeriforeninger fra hele landet. Det blev herefter omtalt som ”Fiskernes eget Blad” i modsætning til Dansk Fiskeritidende, der blev anset for at være tør, kedelig og censureret. Grenen proklamerede at være fremskridtets og selvstyrets blad og støttede eksempelvis an-delssagen blandt fiskerne. Unge fiskere, der var blevet ”vakt” gennem et højskoleophold, blev nævnt som en del af grundlaget for bladets nye udgiverkreds. Redaktionen og ekspeditionen blev da også flyttet til Kerteminde, hvor Fisker-højskolen var blevet startet. Fisker J.P. Hansen, Hals, var bestyrelsesformand for skolen og en af de ledende for Grenen.

Det var fortsat Carl Christensen, der var redak-tør, dog bistået af en Elna Andersen, idet bladet satsede på udbredelse ved ”at faa rigtig Tag i Fiskernes Hustruer”.18

I det muntre hjørneBestyrelsen i Dansk Fiskeriforening var ikke altid blot alvorlige mænd. Efter en god middag er borddækningen her kommet lidt i uorden. Det er kassereren, ingeniør Th. Wedén, der hæver glasset t.v., mens kommandør Sølling overvåger situationen fra bordenden. Foto i Dansk Fiskerimuseum.


Efter nogle år fik Grenen igen en ny underti-tel, nemlig Blad for Fiskernes faglige og so-ciale Selvstændighed. Den vedblev at være et oppositionsblad til fiskeriforeningen helt frem i 1920’erne. I 1923 angives bladet som udgivet af ”70 danske Fiskeriforeninger og Fiskere”, men forholdet mellem foreninger og fiskere kendes ikke. Samme år blev Grenen også medlemsblad for Landsjagtforeningen af 1923, en ny forening, der endnu ikke havde råd til eget medlemsblad. Den fælles løsning holdt kun til 1929, hvor jagtforeningen af-brød samarbejdet med Carl Christensen, da de begyndte at udgive deres eget blad, Jagt og Fiskeri.19 Derefter ophørte Grenen – og Dansk Fiskeriforening slap efter et kvart århundrede endelig af med dette oppositionsblad.

Tillidsmand for Jylland – Jens Munk-Poulsen I maj 1904 ansatte bestyrelsen skolelærer Jens Munk-Poulsen (1860-1921) som ”Tillidsmand

for Jylland”, hvorved mentes det, som vi i vore dage vil kalde konsulent. Munk-Poulsen fra Sdr. Vorupør skulle bistå fiskerne i Jylland – og især langs vestkysten – med ”adskillige Raad og Daad.”20 Baggrunden var et voksende antal henvendelser fra jyske fiskeriforeninger om hjælp til dannelse af låneforeninger, afholdelse af møder og foredrag m.m., ligesom der var behov for tilsyn med faresignalstationerne og andre indretninger. Anmodningerne om hjælp kom primært fra den jyske vestkyst – fra lokali- teter, hvis forhold og omstændigheder ikke kendtes nøje i København.

I realiteten havde Jens Munk-Poulsen længe været ”Tillidsmand for Jylland”. Han var som tidligere nævnt en del af ”det jyske oprør” mod foreningens aristokratiske ledelse. I 1901 var han på fredelig vis blevet valgt som Jyllands repræsentant i Dansk Fiskeriforenings besty-relse, og han trådte naturligvis ikke tilbage ved ”Systemskiftet i 1902”. Derimod begyndte han

Et blad for oppositionenDen københavnske dominans i Dansk Fiskeriforenings ledelse førte i 1903 til dannelsen af bladet Grenen, der under en række skiftende undertitler udkom frem til 1929. I det kvarte århundrede var bladet et slagkraftigt oppositionsblad mod foreningen, der omvendt betragtede bagmændene som en flok kværulanter. Statsbiblioteket.


i 1902 at foretage rejser rundt i Jylland, hvor han på de enkelte steder samlede fiskerne til møder om fiskeriets problemer.21

Jens Munk-Poulsen var en af de vestjyske fisk-eres store foregangsmænd. Han var fisker-søn fra Sdr. Vorupør vest for Thisted. Barndom-shjemmet var ludfattigt, og han oplevede en utrolig ringeagt for fiskerne, blandt andet når de falbød deres fisk rundt omkring på gårdene, hvilket til dels var selvforskyldt, da mange af de lokale fiskere var drikfældige. Jens Munk-Poulsen fiskede selv, indtil han kom på Ranum Seminarium, hvor han 1882-1884 blev uddan-net skolelærer. Nogle år senere vendte han hjem til Vorupør, hvor han blev lærer og en stor fortaler for Indre Mission.

I 1887 var han ledende i oprettelsen af Fisker-compagniet, en indremissionsk sammenslut-ning af fiskere, der fungerede på andelsbasis af nærmest kommunistisk tilsnit. De tilsluttede

fiskeres både blev som fælleseje overtaget af kompagniet, og alt arbejde inden for kompag-niet blev lønnet lige uanset fangsternes stør-relse og om kystbådene overhovedet kom på havet. Disse regler blev dog ændret efter nogle få år, så den driftige fisker fik mere ud af sit arbejde. Munk-Poulsen var blandt meget andet tillige initiativtager til byggeriet af Vorupør mole og Vorupør fyr og til Danmarks første motorredningsbåd i 1902. I 1913 blev han for Venstre indvalgt i Folketinget, hvor han fik sæde i fiskeriudvalget, og blandt andet var en stor fortaler for bygning af Hanstholm Havn.22

Da Jens Munk-Poulsen blev lønnet i sit nye job som ”Tillidsmand for Jylland”, måtte han udtræde af bestyrelsen, da vedtægterne ikke tillod løn til bestyrelsens medlemmer. Han fort-satte sine møder i de fleste fiskerlejer især på Vestkysten, men også langs Limfjorden, hvor han blandt andet gav oplysninger og vejledning om en ny lov om offentlige lån til fiskerne.23

Diplomer i stakkevisDansk Fiskeriforening deltog i et væld af udstillinger i ind- og udland. I Dansk Fiskerimuseum er bevaret en del af de hædersbevisninger, som foreningen indkasserede. Ved Landsudstillingen i Aarhus i 1909 deltog en del fiskere med redskaber m.m., og de høstede fine præmier. Foreningen fik selv dette flotte diplom som tak for en smuk og instruktiv udstilling. Dansk Fiskeri-museum.


Fiskernes uddannelse – den første fiskerhøjskole i KertemindePå Vallekilde Højskole fortsatte kurserne for fiskerne. I nogle år blev de teoretiske fag sup-pleret med direkte fiskeri, idet højskolen købte fiskekutteren ”Maagen”, som den lod udruste til rødspættefiskeri ved Island. Efter et par år måtte dette projekt opgives igen. Dansk Fiske-riforening havde i begyndelsen af 1900-tal-let også planer om et skoleskib for fiskere, men planerne fordrede støtte fra fiskerne, og de tegnede bidrag var alt for små til, at pro-jektet kunne realiseres. I 1905 forsøgte Carl Christensen, Ohnsevig Fiskeriforening, at bringe tanken om et skoleskib frem igen, men forgæves.24

Fiskernes forhold til erhvervets uddannelses-forhold mindede fra begyndelsen om deres forhold til organisationsdannelsen. Det var Ernst Trier, der som udefrakommende højskole-mand tog sagen op på tilsvarende måde, som filantropiske og interesserede borgere havde taget fiskernes sag op i almindelighed. Han efterfulgtes af Andreas Otterstrøm, en embeds-

mand med tilknytning til fiskeriet, og det blev ham, der startede den første egentlige lands-dækkende fiskerskole. Og i en senere fase kom fiskere selv i spidsen for uddannelsen af fiskerne.25 Andreas Otterstrøm (1875-1938) var præstesøn fra Hvilsted mellem Skanderborg og Odder. Som cand. mag. i naturhistorie og geografi blev han i 1902 ansat ved Biologisk Station, og fra 1905 virkede han som fiskeri-foged på Bornholm. Her fik han interesse for fiskernes oplysning og lærte dem blandt andet at måle vandets temperatur, så sildegarnene kunne blive sat i den rigtige højde.26 Kort efter nytår 1907 trådte Otterstrøm frem ved et stort besøgt møde i Kerteminde, hvor han lancere-de idéen om en fiskerhøjskole. Ingen tænkte næppe over, at der som tidligere nævnt godt 50 år tidligere i byen var fremkommet en plan for en læreanstalt for fiskere, men Otterstrøm fik straks fuld tilslutning fra den lille købstads fiskere. I Dansk Fiskeriforening klappede man i hænderne og lykønskede Otterstrøm med den vigtige sag, som J.O. Bøving-Petersen i Dansk Fiskeritidende sammenlignede med landbrugsskoler, ja, sågar Landbohøjskolen. Foreningen støttede også i sommerens løb Otterstrøm med flere henvendelser til Land-brugsministeriet. Mens opbakningen til Otter- strøm var stor blandt fiskerne på en foredrags-turné, som han foretog, blandt andet ved møder i Hals og i Skagen, var ministeriets holdning i første omgang ret formel. Man støttede planen, men måtte følge loven om folkehøjskoler, hvorefter statsstøtte først var mulig, når en skole havde vist sig levedygtig med et tilstræk-keligt elevgrundlag.

Grundtvigsk inspirationDen unge Andreas Otter-strøm blev i 1905 gift med Eli Helweg, der stammede fra en kendt grundtvigsk slægt. Gennem ægteskabet med hende udviklede han tankerne om en fisker-højskole. Foto i privateje.


Fremtiden for Otterstrøms skoleprojekt så fra efteråret 1907 og frem til sommeren 1908 ikke særligt lys ud. Der var stor opbakning fra lokale fi skeriforeninger og også fra byrådet i Kerteminde. Det blev Otterstrøm selv og ”Ud-valget for Fiskerne i Kerteminde og Omegn til Fremme af Oprettelse af en Fiskerhøjskole ved Kerteminde”, der tog slæbet. Dansk Fiske-riforening forholdt sig bemærkelsesværdigt ret passivt; foreningens anbefalinger lignede tilsvarende støtte til lokale fi skeriforeningers havneprojekter og lignende. ”Grenen”-opposi-tionen kritiserede ikke overraskende forenin-gen, men redaktøren af Dansk Fiskeritidende, Bøving-Petersen, kunne afvise kritikken, da bladet faktisk havde skrevet meget om sagen. Der var store byggeplaner for fi skerhøjskolen. Arkitekten Iver Bentsen, der havde rod i høj-skoleverdenen og senere blev tilknyttet Lands-foreningen for Bedre Byggeskik, lavede fl otte planer for den kommende fi skerhøjskole. Ot-terstrøm havde en udsøgt smag for arkitektur

og boligindretning.27 Økonomisk så det dog håbløst ud. For Otterstrøm var det derfor hel-digt, at han havde knyttet en ung højskolelærer, Alkærsig, til sig, og at der samtidig blev vakt liv i gamle planer om en folkehøjskole i Kerte-minde.

De to skoler lod sig forene på den måde, at folkehøjskolen fi k opført en stor højskole-bygning, og fi skerhøjskolen fi k til huse i to lejede villaer tæt ved på Hindsholmvej. Fisker-højskolen kunne derefter åbne i november 1908 med 12 elever. På folkehøjskolen del-tog fi skerhøjskolens elever i undervisningen i de almindelige højskolefag, mens de på selve fi skerhøjskolen gik til undervisning i de spe-cielle fi skerifag, som der undertiden også blev afholdt korte kurser i. Det var fag som navi-gation, sildetilvirkning, motorlære, regnskabs-lære og lignende.28 Fiskerhøjskolen udbød desuden et ”Vandrekursus”, som de enkelte fi skerbyer kunne bestille, hvis de kunne samle mindst 12 deltagere.29

Fiskerskolen i KertemindeDen første fiskerskole fik til huse i to mindre villaer (nederst). Andreas Otterstrøm havde dog store byggeplaner i Kerteminde. T.h. arkitekten Iver Bentsens udkast til en situationsplan for en ny fiskerskole. Planen blev ikke realiseret, og i 1913 blev skolen flyttet til Snoghøj. Andreas Otterstrøms arkiv i Erhvervsarkivet.


Skandinavisk Fiskeriudstilling og International Motorudstilling i København 1912I sommeren 1912 var Islands Brygge i Køben-havn rammen om den hidtil største fi skeriud-stilling i Norden. Udstillingen fyldte et område på 10 tønder land, og gennem udstillingsperi-oden på 50 dage fra 5. juli til 26. august besøgtes den af over 100.000 gæster. Den blev det dan-ske fi skerierhvervs hidtil største manifesta-tion og dermed også en sand triumf for Dansk

Fiskeriforening, der stod som initiativtager og praktisk arrangør. Udstillingen, der også be-stod af en motorudstilling og fl ere møder, fandt meget passende sted i 25-året for foreningens oprettelse, men den blev ikke offi cielt beteg-net som en jubilæumsudstilling: Jubilæet blev markeret med et lille jubilæumsskrift i form af et særnummer af Dansk Fiskeritidende.30 Dertil kom, at kongen benyttede jubilæet til at udnævne præsident Sølling til Kommandør af Dannebrog af 1. grad og tildele Danne-

Solid markedsføringFiskeri- og Motorudstillingen var sommerens store københavnerbegivenhed. Rundt i hoved-staden kunne borgerne følger med på store reklamesøjler. C.V. Duvantier’s Reklame Bureau var inddraget i markedsføringen, der blandt andet omfattede mærkater og store plakater på flere sprog. Dansk Fiskerimuseum og Otterstrøms arkiv i Erhvervsarkivet.


brogmændenes Hæderstegn til bestyrelses-medlemmerne fisker Carl Hansen, Kallehage, fisker P. Mollerup, Harboøre, og kutterfører M.C. Jensen, Grenaa.31 Senere samme år blev Jens Væver, snurrevodets opfinder, udnævnt til Dannebrogsmand.32

Dansk Fiskeriforening havde haft lod og del i de tidligere nordiske fiskeriudstillinger og nor-diske fiskermøder, der var startet i Marstrand i 1904 og fortsat i Bergen i 1907 og i Trondheim i 1908. Efter sidstnævnte besluttede man i bestyrelsen, at Danmark nu måtte være vært for en tilsvarende udstilling. Fra 1909 arbejdede man intenst på sagen, og det lykkedes hurtigt for foreningen at få staten til at bevilge 5.000 kr. til det forberedende arbejde og året efter 65.000 kr. til selve udstillingen samt derudover stille en underskudsgaranti på 30.000 kr. Des-

uden opnåede man i oktober 1910 tilsagn fra kong Frederik 8. om at være protektor og tilsvarende fra landbrugsministeren og Køben-havns overpræsident, der påtog sig at være henholdsvis præsident og vicepræsident. Det var en kæmpeopgave, som foreningen havde påtaget sig at stå i spidsen for.33 Som et vidnesbyrd om fiskeriets – og foreningens – betydning lykkedes det at få de utroligste ar-rangementer i stand. Privatbankens direktion gav kvit og frit lov til at anvende det store, endnu ubebyggede areal, som banken rå-dede over på Islands Brygge, og Københavns Havnevæsen stillede også et stort areal med tilstødende bolværk til rådighed. Politiet tillod undtagelsesvis opstilling af 12 styk 3 meter høje og 1 meter tykke reklamesøjler rundt om-kring på torve og andre knudepunkter i byen.

Motoriseringen i frontPlanen over det store udstillingsareal på Islands Brygge lod ingen tvivl om Fiskeri- og Motor- udstillingens storhed. Motorhallen, der ses på planen nederst t.v. og på fotoet, var skudt helt i front for at markere motoriseringens betydning for moderne fiskeri. Dansk Fiskerimuseum.


Danmarks førende udstillingsarkitekt, Knud Arne Petersen, tegnede bygningerne – dog mod honorar – men det var heller ikke blot små udstillingspavilloner, men ret omfattende byg-ninger. Med de nordiske kolleger blev der korrespon-deret og afholdt møder, og der blev dannet svenske og norske komitéer, der fik begge landes regeringer til at yde støtte til den sven-ske og norske repræsentation på udstillingerne. I Danmark var interessen fra fiskerne også ganske stor. Et naturligt emne rundt omkring i fiskerlejerne var naturligvis muligheden for deltagelse, herunder især i det 4. nordiske fiskermøde, der fandt sted fra torsdag 25. til søndag 28. juli, hvor der foruden rundvisninger i udstillingerne var foredrag, der blev holdt i Dagmarteatret og i Ulvedalene i Dyrehaven. Sekretariatet havde til det sidste arrangement skaffet særtog til Klampenborg. Arrangementet i Dyrehaven var bemærkelsesværdigt ved, at en fisker for første gang i de nordiske fisker-møders historie af komitéen var opfordret til at deltage som foredragsholder. Han talte om andelssagen.34

For landets fiskere var det største problem dog transport og ophold i hovedstaden, men også dette tog foreningen sig af. Man fik en aftale i stand om indkvartering og bespisning i de københavnske skoler, og med Danske Stats-baner blev der lavet en aftale om billigere togtransport, nemlig returrejse til København til samme pris som en enkeltbillet. Det sidste fik en fisker fra Venø til at foreslå, at hustruer også burde indrømmes denne begunstigelse. Ved festlige lejligheder blev der ofte sagt store ord ”om Kvindens Hjælp i Gerningen”, og han mente derfor, at foreningen skulle vise:35

” at Kvinden maa være med ogsaa til andre Tider, end naar det gælder Slid og Arbejde. ”

Også dette fik man behændigt klaret. Hustru-erne skulle blot være tilmeldt fiskermødet, så fik de også billig transport. Det blev dog be-mærket, at indkvarteringen skete i gymnastik-sale og klasseværelser, ”saa det er en Selvfølge, at den kun omfatter Fiskerne.”36 For fiskerkon-erne var det imidlertid en god lejlighed til at komme til hovedstaden, hvor mange aldrig havde været før. Der var under fiskermødet

StemningsbillederUdstillingen havde blik for fremtidige temaer som arbejdsmiljø, sikkerhed, produktivitet og biologisk viden. På billederne stande for olietøj, rednings-udstyr, motorer og havundersøgelser – og motorbåde ved Islands Brygge. Fotos: Dansk Fiskerimuseum.


tilmed sørget for gratis adgang i Tivoli og for en festmiddag på Københavns Rådhus. Fiskeri- udstillingen var for udstillere fra Danmark, Sverige og Norge og omfattede en lang række forskellige grupper, blandt andet fiskefartøjer- og både, fangstredskaber, apparater m.m. til fyr-, signal-, og redningsvæsen, levende og konserverede fangster samt anlæg, modeller og tegninger vedrørende tilvirkning, fisketrans-port og fiskekultur. Motorudstillingen var for danske og udenlandske fabrikanter og forhand-lere af marinemotorer, motorspil og mekaniske anordninger vedrørende fiskeri- og fisketrans-port. Der var i 1903 i København afholdt en motorudstilling, ”der blev Drivfjeder for det uhyre Opsving, Fiskerimotorindustrien og Motorens praktiske Brug i Fiskeriet har taget siden da…”37 1912-udstillingen blev en cemen- tering af det teknologiske opsving inden for dansk fiskeri. Kong Frederik 8. havde som nævnt påtaget sig protektoratet for udstillingen. Kongen døde 14. maj 1912 i Hamborg, og protektoratet blev overtaget af den nye konge, Christian 10. Det blev derfor ham, der åbnede udstillingen 6. juli 1912. Kongen sagde:38

” Jeg har følt det som Pligt og en kær Pligt at overtage Protektoratet for denne Udstilling efter min højt-elskede Fader, som jeg véd nærede stor Interesse for den, jeg véd, at jeg gaar i hans Fodspor ved at gøre det. Det er mig en stor Glæde, at de tre nordiske Riger ved denne Lejlighed har arbejdet Haand i Haand og Skulder ved Skulder, og vi bør anerkende det store Arbejde, her er gjort for at opnaa et smukt Resultat. Med Ønsket om, at denne Udstilling maa blive Fædrelandet til Ære og Fiskerne til Gavn, erklærer jeg hermed den nordiske Fiskeri- og Motor-udstilling for aabnet. ”

Udstillingen blev en kæmpesucces, og på den økonomiske front fik Dansk Fiskeriforening også ære af sagen. Regnskabet viste et over-skud på 2.040 kr., så statens underskudsgaranti på 30.000 kr. blev der ikke brug for. Hvis no-gen skulle have været i tvivl, var det hermed fastslået: Fiskeriet var trådt frem som et af Danmarks hovederhverv.

■

Havne på VestkystenMotoriseringen af den danske fiskeriflåde gav stødettil en kraftig udvikling af det havgående fiskeri. I 1913var der omkring 12.000 fuldtidsfiskere. Udviklingen gikisær stærkt på vestkysten. Den kraftige vækst inden forfiskerierhvervet skyldtes blandt andet, at der i mellem-krigsårene blev anlagt større fiskerihavne på Vestkysten:

Thyborøn (1918), Hirtshals (1928), Hvide Sande (1931) og Thorsminde (1931). Folketinget vedtog i 1917 en lov om støtte til anlæggelse af en havn ved Hanstholm, men byggeriet gik i stå, og først i 1967 stod Hanstholm havn færdig. Her ses øverst molen i Hirtshals ca. 1910 og nederst den store havn ca. 1935. Postkort i Erhvervs-arkivets topografiske samling.

81

Kapitel 5Fiskerne ved roret 1913-1934

Fisker eller ikke-fisker på formandsposten?Ved generalforsamlingen i 1907 havde fiskerne fået flertal i bestyrelsen. Alligevel var forholdet mellem hovedforeningen og en række af lokal-foreningerne blevet mere og mere betændt, og Dansk Fiskeriforening fremstod efterhånden som en temmelig splittet forening. Da det store jubilæumsår 1912 var vel overstået, var det tid til at tage fat på de indre linjer. Det var i høj grad tiltrængt på grund af uro blandt lokale fiskeriforeninger, der vedholdende ytrede kri-tik af bestyrelsen blandt andet vedrørende an-delssagen og i spørgsmålet om kredsforeninger. Året 1913 blev et dramatisk år i Dansk Fiskeri- forenings historie. Ved årets første besty-relsesmøde 21. januar 1913 meddelte præsi-denten I.N. Sølling overrumplende – midt i mødet og uden for dagsordenen – at han fandt

det betimeligt at trække sig tilbage ved årets generalforsamling for at give plads for nye, yngre kræfter. Kassereren, bygningsingeniør ved Fyrvæsenet Th. Wedén, meddelte samtidig, at han ikke ønskede genvalg. For de øvrige bestyrelsesmedlemmer kom disse meddelelser vistnok som en overraskelse. De ytrede ønske om, at der ikke var tale om faste beslutninger, men da begge ikke lod sig rokke, takkede man pænt for tidlig besked, for så var der god tid til at tænke på efterfølgere.1 At kommandør Sølling ville stoppe som præsi-dent, kan ikke undre. Som 70-årig havde han i 1911 forladt embedet som overlods, og han var nu godt 72 år. Samtidig var der ved gene-ralforsamlingen i 1912 nedsat et udvalg til at komme med forslag til vedtægtsændringer, og dette udvalg fremkom ganske kort efter besty-relsesmødet med sit forslag samt et par mindre-


talsforslag. Forslagene ville, hvis de blev ved-taget, bevæge foreningen i en mere demo-kratisk retning. Blandt andet foreslog flertal-let i udvalget, at foreningen fremover blev ledet af en formand i stedet for en præsident. Det var mere i overensstemmelse med beteg-nelsen for den ledende i lignende foreninger som eksempelvis landbo- og husmandsfor-eninger. Desuden foreslog et mindretal, at det i formålsparagraffen skulle tilføjes, at Dansk Fiskeriforening skulle virke for udbredelsen af kredsforeninger.2 Det sidste var Sølling stor modstander af.

Under overskriften ”Præsidenten og Kassereren bebuder Mandatnedlæggelse” blev medlem-merne straks i Dansk Fiskeritidende orienteret om det kommende lederskifte.3 Dermed rejstes en offentlig debat om, hvorvidt den kommende formand skulle være fisker eller ikke-fisker.

I bestyrelsen var der enighed om, at det kunne være ønskeligt med en fisker på posten, men de mente også, at det var umuligt. Ingen fisker ville uden honorar kunne overtage stillingen, uden at det greb forstyrrende ind i hans er-hvervsvirksomhed. Og bestyrelsen mente, at det principielt var uheldigt:4

” at gøre en Stilling, der i Følge sin Natur bør være et Æreshverv, til en lønnet Post. ”

Ud fra de repræsentative og arbejdsmæs-sige pligter, der knyttede sig til posten, havde bestyrelsen derfor søgt at finde en mand, der havde nøje kendskab til foreningen og samtidig havde evner og vilje til at fortsætte udviklingen af dens arbejde. Ham havde de fundet og fået

tilsagn fra – naturligvis under forudsætning af valg på generalforsamlingen – og i slutnin-gen af maj 1913 blev han præsenteret i Dansk Fiskeritidende som bestyrelsens kandidat. Kandidaten var kommandør I.A. Søllings søn, overretssagfører Peter Norden Sølling (1882-1964), der som foreningens juridiske konsulent havde løst ”en række betydningsfulde Fiskeri-sager”. Efter cand. jur.-eksamen i 1907 var han straks blevet fuldmægtig hos en overretssag-fører, og i december 1910 fik han sin egen sag-førerpraksis i København.5 I bestyrelsen var man glad for den unge mand, som man mente at kunne sætte sit præg på:6

” At han ikke har fiskerimæssig Ud-dannelse er i Sammenligning hermed af underordnet Betydning, da han jo altid ved sin Side vil have en Bestyrelse, som vil være fyldestgørende paa alle faglige Omraader, og hvis Anskuelser det for ham som Præsident gælder om at midt-samle i et Enhedsudtryk. Hertil kommer, at Overretssagfører Sølling er i Besiddel-se af hele den aandelige Spændstighed og Udviklingsmulighed, som en Mand i Trediverne raader over. ”

At P.N. Sølling var søn af kommandør I.N. Sølling blev ikke nævnt som en del af begrun-delsen, men lige netop dette forhold blev an-grebet fra forskellige sider i de få indlæg, der blev plads til i Dansk Fiskeritidende inden generalforsamlingen. En fisker angreb besty-relsen for at vælge en pyntefigur uden forstand på fiskeri og uden kendskab til fiskernes kår. En skolelærer udtalte sin glæde over, at fisker-nes standsfølelse var vågnet, og mente, at der

83Kapitel 5 - Fiskerne ved roret 1913-1934

sagtens kunne findes en fisker til førstemand.7 Og den radikale folketingsmand Eduard Lar-sen tordnede mod dynastier i offentlige hverv og mente, at sønnen ville få svært med at sætte en anden kurs end faderens. Eduard Larsens indlæg blev kraftigt tilbagevist af I.N. Sølling, der hævdede, at politik af den ene eller anden slags hidtil ikke havde gjort sig gældende inden for foreningen, hvor sigtet var gode livsvilkår for fiskerne: 8

” Den Dag Politik med stærke Kræfter trænger sig paa og faar Overtaget inden-for Foreningen og dens Ledelse, haaber jeg for Fiskernes sande Vel, maa ligge langt ude i den fjærne Fremtid. ”

To fiskere – Chr. Ludvigsen, Jyllinge, og Lau-rits Pedersen, Hals – indbød for egen hånd fiskeriforeningernes repræsentanter til et møde

i Grundtvigs Hus i København 17. juli 1913, dagen før generalforsamlingen. På dagsorde-nen var både formandsvalget og lovændrings-forslagene.9 Når det overhovedet blev anset for nødvendigt med et sådant formøde, skyldtes det behovet for at finde fælles fodslag om en modkandidat til bestyrelsens udspil.

Paladsrevolutionen på generalforsamlingen 1913Generalforsamlingen fandt sted i Citys Sel-skabslokaler i København 18.-19. juli 1913, begge dage fra kl. 9 til 18 og undertiden med ret tumultariske forløb. Centralt var naturligvis vedtægtsændringerne og formandsvalget, for det blev nemlig hurtigt og uden diskussion besluttet, at præsidenten fremover skulle beteg-nes som formand. I.N. Sølling blev dermed Dansk Fiskeriforenings sidste præsident. Val-get af formand og øvrige bestyrelsesmedlem-mer antog dog et noget grotesk forløb, og ud-

En jurist på toppen? Foreningens juridiske konsulent, overretssagfører P.N. Sølling, var udset til at overtage præsidentposten efter faderen, kommandør I.N. Sølling. Her ses han til højre for foreningens øvrige funktionærer. Til venstre redaktøren af Dansk Fiskeritidende, magister J.O. Bøving-Petersen, og i midten sekretær J. Videbæk. Gengivet efter jubilæumsskriftet 1912.


faldet blev om ikke en fuldstændig udskiftelse så dog så væsentlige ændringer, at begiven-heden må betegnes som en paladsrevolution.10

Kommandør I.N. Sølling indledte dagsor-denens punkt 11 om formandsvalget med at forklare, at han havde været uvidende om, at fiskerne i bestyrelsen havde foreslået hans søn som ny præsident.

” Jeg var ganske ukendt med denne Plan, indtil den kom frem i Bestyrelsen, men Flertallet i Bestyrelsen vedtog den, og jeg kunde da ganske naturligt ikke være imod, at man viste min Søn denne Tillid, og det saa meget mindre, som han er en selvstændig, virksom ung Mand, der – skønt Søn af sin Fader – har sine egne Meninger at føre ud i Livet. ”

I.N. Sølling oplæste da en skrivelse fra sønnen, overretssagfører P.N. Sølling, hvori denne trak sit kandidatur tilbage. Baggrunden var, at der ved mødet i Grundtvigs Hus dagen forinden var foretaget et valg mellem flere fiskere, og at fisker Chr. Ludvigsen, Jyllinge, en af møde- indkalderne, havde fået flest stemmer. Ludvig-sen ville derfor blive opstillet under generalfor-samlingen – der var ikke nogen anmeldelses-frist – og der ventedes opstillet endnu to kandidater, ja, muligvis flere. Overretssagfører P.N. Sølling ville i denne situation ikke være ”Splittelseskandidat”. Det blev derefter et af de menige bestyrelses-medlemmer, købmand J.P. Lauridsen, Jegindø, der fremsatte et nyt forslag på bestyrelsens vegne:

” Vi har imidlertid nu faaet den Opfattelse, at Fiskerne ønsker en Fisker til Formand i Dansk Fiskeriforening. Det bør da være en virkelig Fisker og en Mand med Udsyn over sit Fag. Efter at Overretssagfører Sølling nu efter eget Ønske har trukket sit Kandi-datur tilbage, foreslaar Bestyrelsen da, at man vælger Kutterfører M.C. Jensen, Grenaa, og vi henstiller til Repræsen-tanterne for Mødet i Grundtvigs Hus, som agter at foreslaa Fisker Ludvigsen, Jyllinge, at de trækker denne Kandidat tilbage. Uden Forklejnelse for Ludvig-sen, saa er Jensen en Mand, som har set sig om i Verden, som kender sit Fag fra Grunden af, og som til enhver Tid optræder dygtigt og værdigt. ”

Den kurs var der dog ikke enighed om. For-uden M.C. Jensen og Chr. Ludvigsen var der endnu en fisker som kandidat, nemlig Fre- derik Aamand fra Horsens, som blev opstillet af fiskeriforeningerne i Horsens, Lildstrand, Nibe og Løgstør. Undervejs i generalforsamlingen blev folketingsmændene Jørgen Frederiksen og J. Munk-Poulsen også opstillet. Jørgen Frederiksen, Vester Ulslev på Lolland, blev anbefalet af fiskerne Emil Hansen, Guldborg, og H.P. Iuul, Nakskov. Munk-Poulsen, Sdr. Vorupør, havde en langt større stillerkreds, nemlig fiskeriforeningerne i Vorupør, Struer, Vangsaa, Hansted, Stenbjerg, Klitmøller, Thi-sted, Nykøbing M., Nissum Fjord og Fjaltring. Undervejs i forhandlingerne føg det med mange krasse bemærkninger, og især Jørgen Frederiksen gjorde sig så uheldigt bemærket med sit syn på både den hidtidige og den frem-


Før generalforsamlingen Efter generalforsamlingen

« Kommandør I. N. Sølling, København (præsident)

Kutterfører M.C. Jensen, Grenaa (formand)

« Folketingsmand Jørgen Frederiksen, Nysted (1. vicepræsident)

Fisker H. Johansen, Bogense (næstformand)

Fisker H. Johansen, Bogense (2. vicepræsident)

Fisker Carl Hansen, Kallehave (2. næstformand)

« Bygningsingeniør Th. Wedén, København (kasserer)

Købmand J.P. Lauridsen, Jegindø (kasserer)

Fisker Carl Hansen, Kallehave Fiskerifoged Julius Juul, Nakskov

Kutterfører M.C. Jensen, Grenaa Fisker Ole J. Kristiansen, Esbjerg

Fiskerifoged Julius Juul, Nakskov Fisker P. Mollerup, Harboøre

Fisker Ole J. Kristiansen, Esbjerg Fisker Chr. Poulsen, Gudhjem

Fisker P. Mollerup, Harboøre » Fisker Chr. Ludvigsen, Jyllinge

Købmand J.P. Lauridsen, Jegindø » Folketingsmand J. Munk-Poulsen, S. Vorupør

Fisker Chr. Poulsen, Gudhjem » Skipper J. Chr. Pedersen, Hou st.

« Udtrådt

» Indvalgt

Oprykket

tidige ledelse, at han ekskluderede sig selv fra det gode selskab. Skillelinjerne kom især til at gå mellem sjællændere og jyder – og mellem ”virkelige Fiskere” og ”Lystfiskere”, sidst-nævnte ment nedsættende om folk, der ikke havde fiskeri som primært erhverv. Det skortede ikke på opfordringer om at trække kandidaturer tilbage, og det gjorde efterhånden alle, bortset fra M.C. Jensen, der ifølge refera-tet ikke tog til orde, og én, der ikke ville. Det var Aamand fra Horsens. Han fik det sidste ord inden afstemningen, men det hjalp ham ikke, måske fordi han afslørede sig som efterhånden mere fiskehandler end egentlig fisker.

Han fik 1.951 stemmer, mens der blev afgivet 6.060 stemmer på kutterfører M.C. Jensen, Grenaa, der altså blev valgt. Derefter fulgte valget af bestyrelsesmedlem-mer. Også dette fik et tumultarisk forløb, hvor-under forhandlingerne måtte afbrydes, for at der kunne holdes landsdelsvise rådslagninger. Udfaldet blev, at skipper J. Chr. Petersen, Hou, uden afstemning blev valgt til repræsentant for Jylland, og at fiskerifoged Julius Juul, Nakskov, ligeledes blev valgt uden afstemning som repræsentant for Lolland-Falster. Derimod var der kampvalg om yderligere to bestyrelses-poster.

Bestyrelsens medlemmer før og efter generalforsamlingen 1913

««

««

«


Som repræsentant for Sjælland blev Chr. Lud-vigsen, Jyllinge, valgt med 3.613 stemmer mod 3.207 på N.S. Jensen, Holbæk. Og som repræsentant for hele landet blev folketings-mand J. Munk-Poulsen, Sdr. Vorupør, valgt med 4.150 stemmer mod 2.294 på Aamann, Horsens, og 1.012 på Martin Larsen, Munke-bo.11

Kutterfører M.C. Jensen i spidsenDen nye formand, kutterfører M.C. Jensen fra Grenaa, viste sig at være et holdbart valg. Han kom til at sidde på formandsposten i de følgen-de 34 år, og han blev en af de meste markante personer i dansk fiskeris organisationshistorie nogensinde. Mads Christian Jensen (1871-1952) var født på Jegindø som søn af en husmand, der også drev fiskeri. Som ung bosatte han sig i 1889

i Grenaa, hvor han efter nogle år fik autorisa-tion som kutterfører. Han fik eget fartøj og fisk-ede derefter i en årrække i Kattegat og Nord-søen. Med M.C. Jensen var det også slut med ægteskabelige forbindelser til statsministeren; han var i 1894 blevet gift med Louise Augusta Rasmussen, der var datter af en slagter i Gre-naa. Han var i 1907 blevet medlem af Dansk Fiskeriforenings bestyrelse, og i 1911 blev han formand for Grenaa Fiskeriforening. Som formand for Dansk Fiskeriforening kom M.C. Jensen til at sidde i en lang række kommission-er, og han fik fast plads i ledelsen af institution-er som Forsikringen af Danske Fiskefartøjer (fra 1909, formand fra 1939), Toldraadet (fra 1913), Kommissionen for Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser (fra 1925), Fiskeriraadet (fra 1930) og Ulykkesforsikringsraadet (fra 1933). I en årrække var han medlem af sogne-rådet for Grenaa landsogn, og i 1922 blev han

M.C. JensenSom ung selvbevidst fisker blev M.C. Jensen fotograferet af Grenaafotografen Axel Jørgensen. Foto: Grenaa Egnsarkiv.


indvalgt i Landstinget for Venstre. Her sad han frem til 1939 og var – så vidt det ses – den første danske fisker i Rigsdagen. M.C. Jensen, der blev Dannebrogsmand i 1912 og Ridder af Dannebrog i 1923, fortsatte fiske-riet. Ved lovændringen i 1913 var det blevet muligt at honorere bestyrelsens medlemmer, og fra 1915 fik M.C. Jensen et beskedent for-mandsvederlag på 500 kr. om året (til sammen-ligning fik sekretæren 3.000 kr. i løn), hvortil kom dækning af udgifter til rejser. Vederlaget steg efter nogle år til det dobbelte, og fra mid-ten af 1920’erne udgjorde det omtrent 3.500 kr. og kaldtes nu for ”Formandens Løn”. Organi-sations- og rigsdagsarbejdet optog efterhånden al hans tid. I midten af 1930’erne opgav han fiskeriet og flyttede til Hellerup og omkring 1940 til Valby.

Udfordringen for M.C. Jensen var klar. Det filantropiske sigte, som foreningen havde sit udspring i, var endegyldigt væk, og det hand-lede nu om at få skabt en ren og stærk fiske-rifaglig organisation. M.C. Jensen havde ud-præget organisationstalent og var en smidig forhandler, der altid sagde sin mening myndigt og djærvt. Hans forhandlingsevner blev yder-ligere skolet under arbejdet i Landstinget og gennem de mange tillidshverv. I de 34 år, M.C. Jensen var formand for Dansk Fiskeriforening, havde han sæde i så godt som alle udvalg og kommissioner med fiskerimæssige opgaver, og derved fik han indflydelse på næsten alt ved-rørende fiskerierhvervets udvikling.12 Depar-tementschef B. Dinesen betegnede ham senere som en ”naturjurist”, som havde et indgående kendskab til alle forhold inden for dansk fiske-ri. Dinesen karakteriserede også M.C. Jensen

som ”noget utilnærmelig”, men selv kom han ”til at stå i et særdeles godt forhold til denne betydelige personlighed”, som Dinesen frem-hævede for utrolige arbejdsevner og en smidig arbejdsform.13 Den megen bekymring for, at fiskerne ikke selv kunne klare sig på de bonede gulve, var med valget af M.C. Jensen under alle omstændigheder gjort til skamme. Gode arbejdsevner og -rutiner var der brug for. Der var som nævnt hårdt brug for at tage fat på de indre linjer i organisationen, hvor især antallet af lokale fiskeriforeninger var støt voksende. Da M.C. Jensen trådte til i 1913 omfattede Dansk Fiskeriforening 125 medlemsforeninger med 9.815 medlemmer (samt 585 direkte medlemmer). 20 år senere, i 1933, var der 182 medlemsforeninger med 10.516 medlemmer (samt 530 direkte medlem-mer). Antallet af indirekte medlemmer gennem lokalforeninger havde tilmed været højere; det toppede i 1920 med 14.932 medlemmer i 173 lokalforeninger.14

I de første år af M.C. Jensens formandstid blev generalforsamlingerne holdt i København, men der var undtagelser. I 1918 var rammen Paladshotellet i Esbjerg, i 1920 Købestævnets lokaler i Fredericia, i 1924 Fyens Forsamlings-hus i Odense og i 1932 igen på Paladshotellet i Esbjerg.

Striden om kredsforeningerDer havde undertiden været fremsat forslag om, at Dansk Fiskeriforening skulle bestå af en række kredsforeninger. Det blev forpurret, og fortalerne for kredsforeninger blev anset for at være ballademagere fra Grenen-oppositionen.15


I 1913 blussede spørgsmålet op igen. Som nævnt skete det som et mindretalsforslag til lovændringer. Det var stillet af Chr. Ludvigsen og Laurits Pedersen, der foreslog, at forenin-gens formål skulle udvides til også ”at virke for, at Landets Fiskeriforeninger ordnes i Kredsforeninger”. De mente, at forhold ved- rørende de enkelte landsdele bedre kunne belyses i kredsforeninger end i en stor sam-menslutning, og at man ville ”komme hinanden nærmere i Arbejdet”, samt at spørgsmål af rent lokal karakter kunne undgås på generalfor-samlingerne, der for hovedforeningens ved-kommende kunne holdes hvert 2. eller 3. år. De forestillede sig 3 kredse i Jylland, 1 for Fyn, 2 for Sjælland, 1 for Lolland-Falster og 1 for Bornholm.16 Som alternativ blev det i et læserindlæg straks foreslået, at en kredsinddeling i stedet blev grupperet efter fiskerifarvande, men så let som til blot at diskutere kriterier for kredsind-delinger kom det dog ikke til at gå.17 Tvært-

imod blev der en meget voldsom diskussion på generalforsamlingen, hvor der blandt andet blev råbt op om biavlerforeninger og andre erhverv, der allerede havde kredsforeninger. M.C. Jensen, den nye formand, var lodret imod kredsforeninger. Også den afgående præsident var modstander af forslaget. I.N. Sølling be-tragtede forslaget som noget besynderligt, som noget reaktionært:18

” Kredsforeninger? Hvad vil det sige? Det vil sige, at denne store, stolte For-samling stykkes ud i en hel Række Smaarigsdage! Og saa taler man om at nøjes med en Generalforsamling hvert 2. eller 3. Aar! Har da ikke vores aarlige Generalforsamlinger været vores Stolt-hed? ”

Ved afstemningen faldt mindretallets forslag om at forpligte foreningen til at virke for opret-telse af kredsforeninger. Blot nogle få hund-rede stemmer afgjorde spørgsmålet.

BestyrelsesmødeDa fiskerne havde fået magten i Dansk Fiskeriforening, gik man mere alvorstungt til værks. Her er bestyrelsen fotograferet på kontoret i København – året er ukendt. Foto: Dansk Fiskeri-museum.


Der var 3.577 stemmer for og 3.893 stemmer imod.19

Som det var fremhævet i debatten, var der intet i vedtægterne, der forbød oprettelse af kreds-foreninger. Der var da også dannet en central-forening af fiskeriforeninger ved Limfjorden, og i de følgende år, hvor Grenen-oppositionen fortsatte agitationen for oprettelsen af kreds-foreninger, blev der dannet flere, i første om-gang på øerne, men senere i Jylland. På Lol-land-Falster blev der dannet en kredsforening i 1915, og året efter fulgte en kredsforening for hele Sjællands stift. I 1917 fulgte på Lolland-Falster endnu en kredsforening, nemlig Fisker-nes Centralforening for Øerne. Sidstnævnte blev dannet af fem lokalforeninger, der var udtrådt af Dansk Fiskeriforening, som de anså for at være en ”Jydeforening”.20 I Vestjylland blev der i marts 1918 som modtræk dannet en centralforening af en snes lokalforeninger. P. Mollerup, Harboøre, der var bestyrelses-medlem i Dansk Fiskeriforening, var en af initiativtagerne, og han så den nye centralforening som en støtte for hovedforeningen, og altså ikke som en modsætning.21 Det bemærkes, at Esbjerg Fiskeriforening ikke var aktiv i dannelsen – nok fordi generalforsamlingen i Dansk Fiskeriforening samme år holdtes i Es- bjerg – men de blev medlem af den nye cen-tralforening, der omvendt synes opløst, da esbjergenserne trak sig ud.

Fiskerhøjskolen i Snoghøj 1913-1924Fiskerhøjskolen i Kerteminde fortsatte med rundt regnet en halv snes elever på hvert kur-sus. Andreas Otterstrøm arbejdede dog på at få bygget en stor og flot fiskerhøjskole ud fra den betragtning, at hvis forholdene var i orden, ville

der komme mange flere elever. Der var mange bristede planer, men pludselig viste der sig en mulighed. Otterstrøm mødte ejeren af den gamle færgegård Snoghøjgaard, fru Ragnhild Meldola, der tilbød ham at stille en grund til rådighed til opførelsen af en ny fiskerhøjskole og ydermere give 30.000 kr. til byggeriet og et årligt driftstilskud i tre år. Det var langt fra nok, men det lykkedes at skaffe resten, og 5. novem-ber 1913 blev Snoghøj Fiskerhøjskole indviet under stor festivitas. Dansk Fiskeriforening gav naturligvis den nye højskole deres store støtte, men det var forstanderen, der helt i datidens højskoleånd selv ”byggede skole”. Fru Meldolas interesse i at støtte fiskeriet er uklar. Hun var fabrikant-datter fra Svendborg og var blevet gift med søofficeren, der under forfatternavnet Walter Christmas skrev Peder Most-bøgerne. Det var ham, der ved skilsmisse havde givet hende gården. Økonomien på den store og stolte fisker-højskole ved Lillebælt var imidlertid kon-stant stram. Gang på gang måtte der skaffes pengemidler udefra, hvor især en stiftet fisker- højskoleforening og en elevforening begge bakkede godt op. Til sidst måtte Otterstrøm give op. Han forsøgte at omdanne skolen til en selvejende institution og bad da Dansk Fiskeri- forening overtage økonomien og stille med bestyrelsesmedlemmer. Foreningen havde dog ikke mod på et sådant projekt. I et sidste forsøg tilbød Otterstrøm, at Dansk Fiskeriforening kunne overtage skolen for 83.000 kr. svarende til opførelsesprisen. Heller ikke om dette kunne man blive enige, da foreningen stillede store krav, blandt andet at skolen skulle være


en fagskole med eksaminer. Det ville hverken Otterstrøm, Fiskerhøjskoleforeningen eller Elevforeningen være med til, og da alle veje endte blindt, måtte skolen i 1924 sælges til Snoghøj Gymnastikhøjskole.22

Fiskeriet under 1. VerdenskrigEfter 1. Verdenskrigs udbrud blev der udlagt miner i sund og bælter, og store dele af Nord-søen, Kattegat og Østersøen blev afspærret. Sømærker blev inddraget, og fyr blev slukket. Eksporten til England blev helt afbrudt, mens adgangen til det tyske marked blev kraftigt be-grænset. Fiskeriet blev naturligvis hårdt ramt

af den indskrænkede adgang til havet og af de ustabile afsætningsmuligheder. Sildefiskeriet i Øresund og i bælterne måtte eksempelvis ind-stilles helt allerede i efteråret 1914.23

Mange fiskere trodsede minefaren. Det var farefuldt arbejde, og over 700 søfolk og fiskere mistede under 1. Verdenskrig 1914-1918 livet, blandt andet i Nordsøen, hvor de stødte på udlagte miner eller blev ramt af tyske ubåde. Krigen medførte store prisstigninger på fødevarer, og fortjenesten på en god fangst blev usædvanligt høj. Særligt 1915 og 1916 blev gode år for fiskeriet med store indtægter, men

Fiskerhøjskolen i Snoghøj Året efter den store fiskeriudstilling blev Fiskerhøjskolen i Snoghøj indviet, og den imponerende skolebygning viste også omverdenen, at fiskeriet var blevet et hoved-erhverv. Her ses den stolte højskolefamilie, Andreas Otterstrøm med moderen, Sophie Otterstrøm, datteren Gudrun og hustruen Eli Helweg med fiskerhøjskolen i baggrunden. Foto: Privateje.


fra begyndelsen af 1917 indtrådte der større og større vanskeligheder, blandt andet som følge af stærkt stigende udgifter til proviant, petro-leum, vedligeholdelse af fartøjer, motorer m.m.For at håndtere de mange vanskeligheder, som krigen trods dansk neutralitet førte med sig, ind- drog regeringen i meget høj grad de danske erhvervsorganisationer i udarbejdelsen af sær-

love og administrationen af disse. Det gjaldt også Dansk Fiskeriforening, hvor bestyrelsen måtte påtage sig et ganske omfattende mer- arbejde. Dette voksede voldsomt gennem krigsårene, hvor problemerne for fiskerne tog til. Der taltes efterhånden direkte om en nøds-tilstand i det tidligere så frie erhverv. I årsberet-ningen for 1917-1918 hed det malende:24

” Petroleums- og Redskabsmangelen i Forbindelse med den indskrænkede Udførsel har medført en Nødstilstand mellem Fiskerne, som var utænkelig under normale Forhold. Arbejdsløshed kan jo ikke indtræffe blandt frie Fiskere, der er deres egne Arbejdsgivere, naar Adgangen til Havet og Verdensmarkedet er frit. Der fremkom derved en Situation, som ingen havde tænkt paa: Arbejdet hørte op, og Nøden stod for Døren. ”

Elevhold på Snoghøj Unge fiskere på Fiskerhøjskolen i Snoghøj omkring 1920. Forstander Andreas Otterstrøm ses i bageste række yderst til højre. En fin flok unge mænd med flotte skilninger, flere med pibe, og en stor og alvorlig livsopgave foran sig. Foto: Andreas Otterstrøms arkiv i Erhvervsarkivet.

Pigehøjskole om sommeren For at støtte driften blev der om sommeren holdt pigehøjskole, hvor unge fiskerpiger blev undervist i husholdning, skræddersyning, historie, dansk og andre højskolefag. Billedet blev bragt i Dansk Fiskeri-tidende i 1922. Foto: Andreas Otterstrøms arkiv i Erhvervsarkivet.


Fiskeriet var dog ikke indstillet. Fiskeriud-byttet i 1917 havde en værdi af 30 mill. kr., og det steg i det sidste krigsår til 40 mill. kr. (svarende til ca. 1,15 milliarder i 2012-kroner). Udgifterne til petroleum, redskaber m.m. var dog under krigen steget med flere hundrede procent, og for den enkelte fisker var nettoud-byttet markant lavere end før krigen.25

Dansk Fiskeriforening trådte i lighed med an-dre erhvervsorganisationer under 1. Verdens-krig for alvor i karakter som erhvervets or-ganisation. Blandt de mange arbejdsopgaver engagerede foreningen sig fra første færd hårdt i forhandlinger med regeringen for at lette ad-gangen til petroleum og fiskeriredskaber. I en anden retning arbejdede foreningen for at af-hjælpe nøden hos de fiskere, der blev arbejds-løse. I 1917 androg man regeringen om hjælp, og det førte året efter til Lov om Statshjælp til arbejdsløse, uformuende Fiskere, en lov, der blev forlænget frem til 1922.

På generalforsamlingen i juli 1919 hilste for-manden, M.C. Jensen, freden velkommen med taknemmelighed og glæde. Intet erhverv havde i højere grad end fiskerne været generet i deres daglige virke, sagde han, og udtrykte håbet om, at freden 26

” atter vil gøre det muligt for Fiskerne at tumle sig paa Havet efter de gamle vante Former. ”

Fiskeridepartementet der ikke blev til noget (1919)Nødlovgivningen under 1. Verdenskrig bragte Dansk Fiskeriforening i tættere kontakt med både politikere og embedsmænd. Fiskeriet var en lille sidegesjæft under landbrugsminister Kristjan Pedersen (1857-1927), en stolt gård-ejer fra Holbækegnen med et stort landsby-sind og på mange måder en fin repræsentant for sjællandsk bondestil fra århundredet før. Han var medlem af Det Radikale Venstre fra partiets dannelse i 1905, men i øvrigt ikke en

Gode priser under 1. Verdenskrig Mange fiskere oplevede gyldne tider under 1. Verdenskrig, hvor fødevarepriserne steg voldsomt. ”Skovserne”, fiskerkonerne fra Skovshoved, blev nu med høj cigarføring transporteret af manden på motorcykel til og fra Gammel Strand. Det var Blæksprut-ten, der i 1916 sammenlignede dem med gullaschbaroner og andre lykkeriddere som bankdirektør Glückstadt.

Teksten lyder: Har jeg min Baad, mit Sejl og mit Net,Vil jeg med Glückstadt ej bytte.Fisken i Havet bli’er aldrig træt,Fiskene bliver trods Prisen ædt,Billige Fisk er en Mythe.


mand, der trængte sig på. Fra 1913 til 1920 var han landbrugsminister i C. Th. Zahles regering. Hans vigtigste bedrift blev Jordlovene af 1919 (”lensafløsningen”), der banede vej for en om-fattende udstykning af jord til husmandsbrug.27 I forhold til fiskerne var Kristjan Pedersen ikke nogen udfarende kraft, men snarere en slags godmodig administrator, der overlod fiskeri-sagerne til sine embedsmænd, der naturligvis havde meget andet at se til. I driftsåret 1918-1919 sendte foreningen over hundrede andra-gender og henstillinger til ministeriet, men de blev ikke altid besvaret.28

I det lys kan det ikke undre, at Dansk Fiske-riforening ønskede fornyelser på det politisk-administrative niveau. Fiskeriet var blevet et så betydeligt erhverv, at der måtte fornyelser til, for eksempel i form af et departement. Det var også et krav, der rejstes ude blandt landets fiskere. Ved generalforsamlingen i Centralfor-eningen af Vestkystens Fiskeriforeninger 10. juli 1919 blev der vedtaget en resolution med ønske om et særligt fiskeridepartement under Landbrugsministeriet.29

Dansk Fiskeriforening havde allerede flere gange været til forhandlinger i Landbrugsmini-steriet om oprettelsen af et sådant særligt fiske-ridepartement. Ministeriet var dog afvisende, da man mente, ”at det vilde blive for stort et Apparat at stille paa Benene alene for Fiskeri-et”.30 I forhandlingerne gik fiskeriforeningen med til, at fiskeriet kunne nøjes med et kontor i ministeriet, men efter nogen betænkningstid afviste ministeriet også dette forslag. Da man således ikke kunne komme videre i forhand-linger med ministeriet, besluttede bestyrelsen at udsende et ”Opraab til Regering og Rigsdag”

i form af et andragende, der blev båret frem på Rigsdagens talerstol af flere folketingsmænd.31

Dansk Fiskeriforening fremhævede fiskeriet som landets vanskeligste erhverv, da det var af-hængigt af vind og vejr, verdensmarkedspriser og transportforbindelser. Fordringen til stats-administrationens indretning var på den bag-grund klar:32

” Det er derfor af største Betydning for Erhvervet, at Fiskerne og deres Organi-sationer til enhver Tid har let og lige Ad-gang til en Regeringsinstitution, der med fuld Kundskab til Erhvervets Vilkaar og Interesser kan varetage disse Interesser paa hurtig og fyldestgørende Maade. ”

Selv pegede foreningen på oprettelsen af et fiskeridepartement under Landbrugsministe- riet. Da sagen nu blev rejst i Rigsdagen, måtte Kristjan Pedersen selv fortælle om fiskeri-sagernes behandling i ministeriet. Land-brugsministeren erklærede, at der allerede fandtes et kontor for fiskerisager, ”men det er kun en Fuldmægtig, der leder dette Kontor”.33 Fiskerierhvervet blev altså betjent fra ikke stort mere end et enkelt skrivebord. At erhvervet var overladt til en fuldmægtig, der ikke havde ad-gang til forhandling med andre ministeriers mere højtstående embedsmænd, var et reelt problem, som Dansk Fiskeriforening havde påtalt, og heri måtte ministeren give forenin-gen ret. Han erklærede sig enig i, at der måtte oprettes et egentligt kontor, altså med en kon-torchef og en eller flere fuldmægtige, og selv om han hidtil ikke havde opnået tilslutning til et fiskeridepartement, ville han gerne arbejde for det.34


I Dansk Fiskeriforening blev stemningen nærmest euforisk. I bladet blev det i begyn-delsen af december 1919 meddelt, at kon-torchef Viggo Helsted i Landbrugsministeriet ”efter sikkert Forlydende” var blevet udpeget til departementschef for et nyoprettet fiskeride-partement.35 Men allerede i det følgende num-mer måtte man slå bak. Fra ”autoritativ Side” var det oplyst, at meddelelsen var forhastet. Oprettelsen af et departement skulle vedtages gennem en lov, ”og Forarbejderne til Lovfor-slaget er ikke tilendebragte”.36 Så kom året 1920 med en række kriser i dansk politik – og hele sagen gik i stå.

Nye rammer og arbejdsopgaverOp gennem 1920’erne voksede arbejdsopga-verne i Dansk Fiskeriforening markant, men samtidig kanaliseredes de ind i mere faste ram-mer i form af lovgivning og nye institutioner, en udvikling som foreningen selv medvirkede til.

Først og fremmest bar foreningens årelange arbejde for en institutionel løsning i Land-brugsministeriet frugt. Det socialdemokratiske folketingsmedlem, redaktør J.P. Sundbo (1860-1928), Esbjerg, pressede under finanslovs-forhandlingerne i 1921 og 1922 den nye landbrugsminister, venstremanden Thomas Madsen-Mygdal (1876-1943), for en løsning.37 Madsen-Mygdal var kendt for at anse landbru-get som landets vigtigste erhverv og i øvrigt for at være modstander af erhvervsregulering og udbygning af embedsværket. Han udtrykte dog sympati for ønsket om et ”et Fiskerikontor”, og i maj 1923 fik han gennemført oprettelsen af et fiskeridirektorat.38 Fiskerikontrollens direk-tør, F.V. Mortensen, blev også gjort til direktør for det nye direktorat, så den eneste nye udg-ift blev ansættelse af en kontorchef, idet den hidtidige fuldmægtig samtidig blev overflyttet. Som direktør for det nye fiskeridirektorat over-tog F.V. Mortensen behandlingen af samtlige fiske-risager i Landbrugsministeriet. Han blev ikke helt ligestillet med departementschefen,

Fiskekogebogen Spis FiskI 1925 udgav Dansk Fiskeriforening sammen med Københavns Kommunes Fiskehal fiskekogebogen Spis Fisk. Den er på 52 sider og blev forfattet af Karen Braae, der blandt andet var en af datidens aktive husholdningslærere.


idet han kun fik såkaldt fagligt referat, dvs. ministerreferat i sager, hvis afgørelse forudsatte teknisk sagkundskab. Først i 1931 kom fiskeri-direktøren til at stå direkte under ministeren.39 Der var forinden sket den forandring, at social-demokraten Th. Stauning fra april 1929 for-uden at besætte statsministerposten også blev minister for Ministeriet for Søfart og Fiskeri, et nyt ministerium, der var oprettet natten over for at få ministerkabalen i den nye Stauning-Munch-regering til at gå op.40 Fiskeriet blev dermed en bibeskæftigelse for statsministeren, men det varede kun til 1933, da Stauning over-lod søfarts- og fiskeriministeriet til partifællen, handelsminister C.N. Hauge. De arbejdsopgaver, som Dansk Fiskeriforen-ing kom til at arbejde med i mellemkrigsårene, var ganske mange. Oprettelsen af Fiskeridirek-toratet med F.V. Mortensen (1865-1942) i spid-sen havde her stor betydning, idet foreningen gennem mange år havde haft et fint samarbejde med den nye direktør, og da han gik af med udgangen af 1934, blev han da også udnævnt til æresmedlem af foreningen. Som eksempler på det brede spektrum af ar-bejdsopgaver kan først nævnes det fortsatte arbejde med at sikre fiskerne mod nød og elendighed. Lov om Statshjælp til arbejds-løse, uformuende Fiskere, der siden krigen var forlænget årligt, blev eksempelvis i 1922 erstattet af Fiskernes Understøttelseskasse. Ved et ihærdigt forarbejde lykkedes det Dansk Fiskeriforening at opnå statstilskud til under-støttelseskassen, der blev stiftet 15. juli 1922 og trådte i kraft 1. august samme år. Allerede ved årets udgang var der over 3.000 medlem-mer. Under krisen i 1930’erne blev der sup-

pleret med anden lovgivning, blandt andet Lov om Ydelse af midlertidig Hjælp til vanskeligt stillede Fiskere og Ejere af mindre Fragtskibe 23. juni 1932. I videre perspektiv må også nævnes loven i 1932 om oprettelse af Danmarks Fiskeribank, et kreditinstitut, der fik til formål at yde lån til nybygning eller køb af fiskefar-tøjer m.m. samt anlægsinvesteringer i fiskein-dustrien. Loven om Fiskeribanken blev på sæl-som vis til, uden at Dansk Fiskeriforening blev hørt, men efter kraftige indsigelser fra M.C. Jensen måtte fiskeriets minister, statsminister Th. Stauning, på foreningens generalforsam-ling i 1931 forklare sig. Først var foreningen stor modstander af Fiskeribankens oprettelse, da de anså de gamle lånemuligheder for at være bedre. Modstanden blev dog brudt, da Stauning lod forstå, at fiskerne kunne komme til at stå over for valget mellem Fiskeribanken eller ingen lånemuligheder overhovedet.41

F.V. MortensenSom ansat i Fiskerikontrollen siden 1893 og som først fiskeriinspektør og senere fiskeridirektør blev F.V. Mortensen et vigtigt bindeled mellem fiskerierhvervet og centraladministrationen. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.


Dansk Fiskeriforening kom også i tættere berøring med havbiologerne. Det skete i 1926, da Kommissionen for Havundersøgelser blev ophævet og afl øst af Kommissionen for Dan-marks Fiskeri- og Havundersøgelser. Arbejds-opgaverne var de samme, og den vigtigste forandring var, at fi skeriforeningen fi k to repræsentanter i kommissionen.

En stor del af arbejdsindsatsen blev i mellem-krigsårene koncentreret om problemer i forhold til afsætningen. Det blev her af stor betydning, at der ved lov af 19. marts 1930 blev nedsat et fi skeriråd, der fi k til opgave at følge udviklin-gen i dansk fi skeri og afsætningen af fi sk og fi skeprodukter samt at fremsætte forslag til foranstaltninger, der kunne fremme fi skerier-hvervets trivsel og udvikling. Fiskeriraadet fi k fi skeridirektøren som formand og hertil seks medlemmer, hvoraf Dansk Fiskeriforening fi k to pladser, hvilket i øvrigt kom til at give problemer med andre organisationer inden for

fi skerierhvervet. Foreningen var repræsenteret i rådet af M.C. Jensen indtil 1947 (og derefter af den nye formand Niels Bjerregaard) og af fi sker Laurits Petterson indtil 1945 (og deref-ter af fi skerskipper Adolf Jørgensen).42 Dansk Fiskeriforening fi k også i stigende grad indfl y-delse på lovgivningen, herunder revisionerne af fi skeriloven i 1917 og i 1931.

Optakt til splittelse af Dansk FiskeriforeningI mellemkrigsårene havde Dansk Fiskeriforen-ing et stort fokus på eksportfi skeriets forhold. Nordjyske fi skere var i stigende grad begyndt at fi ske i den midterste og vestlige del af Nordsøen, og de landede deres fangst direkte i Grimsby eller Hull. Esbjerg-fi skerne havde fortsat stor tradition for dagfi skeri tættere på kysten og landing af levende rødspætter til salg i Tyskland og Holland, men havde også en del større søgående kuttere, der landede direkte fi sk i England. Der var stor forskel på både

Agenturer for fartøjsforsikringen Foreningen af Danske Fiskerifartøjer, Gensidig Forening (stiftet 1899), havde agenturer i mange havne. Det var typisk skibsmæglere, der fungerede som agentur. Dette emaljeskilt, der er fremstillet hos A/S Glud & Marstrand omkring 1935, har været ophængt ved den lokale skibsmægler på havnen i Aabenraa. Skilt i Danmarks Industrimuseum. Foto: John Juhler Hansen.


fiskearter og fiskestørrelser i disse farvande, og det gjaldt naturligvis også i forhold til ind-vandene.

Disse forhold fik store konsekvenser i fiske-riets organisationshistorie. I 1933 indførte England nemlig restriktioner på importen af fisk, og Danmarks andel blev indskrænket til eksport af lidt over 20.000 tons årligt. Både Fiskeridirektoratet og Dansk Fiskeriforenings bestyrelse var straks klar over, at dette eksport-kvantum var alt for lille, og at det ville volde store problemer at fordele dem retfærdigt på fiskerihavnene. Der var enighed om at regulere eksporten til England gennem kvoter, men ikke om disses fordeling på fiskearter og om mind-stemål. Der udbrød da også hurtigt et verbalt slagsmål mellem fiskerne. Især blev vestjyske fiskere beskyldt for at ville udfylde eksportkvoten selv ved at sende små Esbjerg-rødspætter og småkuller til England og dermed snyde landets øvrige fiskere for andel i eksporten. I Dansk Fiskeriforening enedes man fornuftigvis om at nedsætte et udvalg, der skulle bistå Fiskeri-direktoratet med kvoteringen. Eksportudvalgets sammensætning gav som det første anledning til stor ballade. De vestjyske repræsentanter i bestyrelsen, Ole J. Kristian-sen, Esbjerg, og Jens Munk Jensen, Vorupør, fremførte, at 85 % af eksporten til England før 1933 blev fanget af vestjyske fiskere, hvorfor de ønskede to vestjyder i udvalget. Flertallet i bestyrelsen ville dog kun acceptere ét medlem fra Vestjylland i udvalget. Derefter kom store kontroverser om eksportkvotens tidsmæs-sige opgørelse og regulering, herunder af

mindstemålene. Ved et ekstraordinært besty-relsesmøde 25. november 1933 splittedes bestyrelsen på dette spørgsmål. Midt i novem-ber var kvoten stort set opbrugt, så eksporten måtte standses fra 4. december. Der krævedes derfor en bedre kontrol, og flertallet vedtog at anbefale en månedlig regulering af eksporten, mens de to vestjyske repræsentanter ønskede en halvårlig ordning, eventuelt en tre-måned-ers-ordning, men blev nedstemt. De øvrige underskrev deres flertalsbeslutning til mini-steriet, mens de to vestjyder straks rejste hjem. I Vestjylland blev der hurtigt holdt møder i både Esbjerg og Thisted, og allerede 4. decem-ber 1933 fulgte så et stort fællesmøde i Es- bjerg, hvor der deltog 20 repræsentanter for 21 vestjyske fiskeriforeninger. Der var her fuld tilslutning til Munk Jensens og Kristian- sens stillingtagen, idet søgående kuttere ved en månedlig regulering risikerede at blive mødt i de engelske havne med den nedslående besked, at kvoten – eller kontingentet som det hed – var opbrugt for den pågældende måned.

På mødet fremkom tanken om en udmeldelse af Dansk Fiskeriforening og dannelsen af en sammenslutning af de vestjyske fiskeriforeninger i en ny hovedorganisation. Det vedtog-es at holde et møde om dette senere. Efterføl-gende blev der i Dansk Fiskeriforening i løbet af december 1933 holdt flere ekstraordinære bestyrelsesmøder, men lige lidt hjalp det. De vestjyske repræsentanter fastholdt, at vestjyske fiskere havde særegne interesser, der skulle til-godeses. Jens Munk Jensen, Vorupør, udtalte:43


” Vi maa gøre os klart, at Kontingen-tering og Frihed kan ikke forenes, og da Eksporten paa England er som en Livsnerve for Vestkystens Befolkning, ser denne Befolkning noget dybere i dette Spørgsmaal end man gør andre Steder. Vel skal vi tage fuldt Hensyn til Indvandsfiskere, men man vil da vel indrømme os, at Forholdene ligger noget anderledes for Vestkystfiskerne end for Indvandsfiskerne. ”

I januar 1934 eskalerede utilfredsheden blandt vestjyske fiskere. Der blev sammenkaldt til stormøde i Thisted 20. januar 1934, hvor M.C. Jensen deltog med den vanskelige opgave at forsvare bestyrelsens flertalsbeslutning om reguleringen af eksporten til England. Det lykkedes ikke for Dansk Fiskeriforenings el-lers stoute og forhandlingsdygtige formand. M.C. Jensen blev skarpt imødegået af mange talere i den store forsamling af omkring 250 vrede fiskere, der angreb formanden for at have taget indvandsfiskernes parti og desuden var bragt i harnisk over bestyrelsesflertallets beslutning om eksportudvalgets sammensæt-ning. I december havde vestjyderne modsat sig en udvidelse fra tre til fem medlemmer, men i begyndelsen af januar, da forslaget igen blev bragt frem i bestyrelsen, blev det vedtaget. Det var der dog ikke kommet flere vestjyder i ud-valget af, blandt andet fordi Jens Munk Jensen nægtede at modtage valg.44

Ved mødet i Thisted var der flere indlæg, der talte imod en splittelse. M.C. Jensen sluttede sin indledning med at udtale:45

” at der i Øjeblikket er Brug for alle gode Kræfter i Arbejdet for at naa til det bedste, og det var uklogt at splitte i en Tid, hvor det gjaldt om at samle. ”

Han blev blandt andet bakket op af Thy-gård-ejeren Kr. Fuglsang, der var medlem af Folke-tinget for Venstre. Fuglsang manede til sam-menhold i stedet for splittelse:

” Det bedste Resultat i denne Sag naar Fiskerne ved at staa ubrødeligt sammen. ”

Sådan kom det ikke til at gå.

Vestjysk Fiskeriforening dannesInden mødet i Thisted havde Esbjerg Fiskeri-forening allerede meldt sig ud af Dansk Fisk-eriforening, og Ole Kristiansen nedlagde sit bestyrelseshverv. Thisted-mødet sluttede med en opfordring fra Esbjergs fiskere til de øvrige fiskeriforeninger på vestkysten om også at ud-melde sig af Dansk Fiskeriforening, og derefter fulgte hurtigt en række lokale generalforsam-linger. Som svar på en kritik i Dansk Fiskeritidende rykkede M.C. Jensen i bladet 21. februar 1934


ud med en redegørelse for hele sagen, idet han erkendte, at ”sket er sket og kan ikke ændres”. Formanden ville have skrevet mere udførligt, ”men jeg blev Syg og maatte gaa til Sengs”, skrev han ugen efter, hvor splittelsen var fuld-byrdet få dage forinden. 14 lokalforeninger med 1.764 medlemmer ud-meldte sig omgående af Dansk Fiskeriforen-ing. Det var Esbjerg, Hjerting, Hvide Sande, Thyborøn, Lemvig, Agger, Lyngby, Stenbjerg, Vangsaa, Vorupør, Klitmøller, Hanstholm, Baun og Lildstrand. Fisker Jens Munk Jen-sen trådte samtidig ud af bestyrelsen i Dansk Fiskeriforening. Ved et møde i Lemvig 24. februar 1934 blev Vestjysk Fiskeriforening da stiftet. De to tidligere bestyrelsesmedlemmer i Dansk Fiske-riforening, Ole J. Kristensen, Esbjerg, og Jens Munk Jensen, Vorupør, blev medlemmer af den nye forenings bestyrelse, førstnævnte blev for-mand. Bestyrelsen i Dansk Fiskeriforening reagerede straks ved at indbyde til samarbejde. 13. marts 1934 tilbød den de udmeldte foreninger på ny at blive medlem gennem Vestjysk Fiskeriforen-ing, og de to udtrådte bestyrelsesmedlemmer at vende tilbage i bestyrelsen som repræsentan-ter for den nye forening. Vestjyderne fik også tilbud om den repræsentation i Eksportudval-get, som de tidligere havde ønsket. Bestyrelsen i Vestjysk Fiskeriforening vedtog hurtigt at

svare: Det var ugørligt at vende tilbage. Split-telsen i dansk fiskeri kom til at vare i 60 år. Splittelsen er fra begge sider senere disku-teret heftigt, blandt andet ved senere fusions-forhandlinger. Nogen enighed om den egent-lige årsag er aldrig opnået, og sådan går det jo ofte, når der er flere sammenfaldende omstæn-digheder. Englandseksporten var naturligvis den udløsende faktor, og i den konkrete situ-ation var der dels tale om misforståelser og fejlinformationer i de afgørende måneder, dels tale om personfnidder og manglende forståelse for et kompromis. Den egentlige baggrund stak dog dybere.

Det søgående havfiskeri havde udviklet sig stærkt, og der blev større og større forskelle inden for fiskerierhvervet. I Dansk Fiskeri-forenings bestyrelse blev der ikke i tide taget godt nok hånd om den situation. ”Formandens Snakken om Husmandsbrug paa Vandet maa høre op”, skrev en fiskeeksportør fra Thyborøn i februar 1934.46 Omvendt havde Esbjerg Fiskeriforening i nogle år besværliggjort sam-arbejdet ved vedholdende særkrav om små rød-spættemål. Set fra vestkystfiskernes side – og især fra esbjergensernes – var der med dan-nelsen af Fiskeriraadet tillige blevet skabt en institution, hvor man kunne håbe på lettere at få fremmet egne dagsordener.

■

Økonomisk fremgangI årene omkring 2. Verdenskrig var der gode vækstrater i det danske fiskerierhverv. Den samlede fangstmængde var i 1938 på 89 millioner kilo fisk, krebs- og skaldyr, og denne mængde var i 1948 vokset til 215 millioner kilo. Opgjort i kroner og øre var fangst-værdien i 1938 på 43 millioner kroner, et beløb, der ti år senere var vokset til 180 millioner kroner. Sammenlignet steg vægtudbyttet i perioden fra 1938 til 1948 således med 141 %, mens værdiudbyttet steg med hele 318 %. Der var derfor i stigende grad gode penge i at være fisker.

Medvirkende til den bedre indtjening var naturligvis de bedre havnefaciliteter, men også teknologiske nyskabelser. Det gjaldt ikke mindst mekanisk drevne ud- og ophalingsspil, der styrkede kystfiskeriet markant. Det første spil blev taget i brug i Vorupør i 1940, og det var, som det ses på billedet, en stor festdag. Foto fra A. Hjorth Rasmussen: Nettet strammes – viljen styrkes, 1984.

101

Kapitel 6Fiskere og havfiskere 1934-1947

De vestjyske udbrydere og deres første formændDe vestjyske fiskeres nye formand, Ole J. Kristiansen, havde stor erfaring fra fiskeri-erhvervets organisationsarbejde. Han var som tidligere nævnt indvalgt i Dansk Fiskerifor- enings bestyrelse i 1912, hvor han i et kampvalg vandt over en sjællænder. I to længere perioder kom han til at sidde i bestyrelsen, og i 24 år var han formand for Esbjerg Fiskeriforening. Det var på mange måder derfor naturligt, at det blev Ole J. Kristiansen, der blev den første for-mand for Vestjysk Fiskeriforening. Bestyrelsen i den nye forening kom desuden til at bestå af fiskeskipperne Jens Simon Christensen og Lau-rits Thygesen, begge Esbjerg, auktionsmester Andreas Jensen, Hvide Sande, fiskeeksportør-erne Laurits Espersen, Thyborøn, og Jens Munk Jensen, Nørre Vorupør, samt forretnings-fører P. Munk-Madsen, Klitmøller. Til sekretær

blev valgt Albert Nielsen, Esbjerg, som også var sekretær for Esbjerg Fiskeriforening. Or-ganisatorisk blev Vestjysk Fiskeriforening fra starten inddelt i tre kredse: Sydkredsen, Midt-kredsen og Nordkredsen. Ole Jens Kristiansen (1860-1936) var født i Fjand ved Sønder Nissum som søn af et hus-mandspar. Som ung drev han fiskeri med en robåd fra åben kyst, men i midten af 1880’erne flyttede han som andre folk fra klitten til Es-bjerg, da den første lille havn blev anlagt dér. Han var i 1892 medstifter af Esbjerg Fiskeri- forening, og han kom til at nyde stor an-seelse blandt de esbjergensiske fiskere. I 1907 stoppede han som aktiv fisker og startede en udlejningsforretning for hyttefade (flydende kasser til opbevaring af levende fisk).1 Ved valget til formand i februar 1934 var Ole


J. Kristiansen dog 63 år, og helbredet ikke det allerbedste. Han fik sat den nye organisation godt i søen, men valgte efter to år at stoppe. 30. oktober 1935 nedlagde han sin formands-post i Esbjerg Fiskeriforening.2 Han meddelte dernæst bestyrelsen i Esbjerg-foreningen, at han agtede at stoppe som formand for Vestjysk Fiskeriforening. Dette gav esbjergenserne mu-lighed for at finde en ny formand, inden de øvrige foreninger i Vestjysk Fiskeriforening overhovedet var klar over, at formanden ville træde tilbage. Esbjerg Fiskeriforening ind-stillede ydermere deres kandidat til formands-posten i Vestjysk Fiskeriforening, inden Ole J. Kristiansen havde meddelt sin afgang, og så blev der ballade i den unge forening. På Hotel Spangsbjerg i Esbjerg holdt Vestjysk Fiskeriforening bestyrelsesmøde 19. februar

1936, hvor Jens Munk Jensen, Vorupør, rejste en hård kritik af fremgangsmåden. Han fik efter referatet i Vestjysk Fiskeritidende tilslutning fra alle sider med undtagelse af de to repræsen-tanter fra sydkredsen, ”der ikke vilde være sig bevidst, at der var begaaet noget Overgreb”.3 Formanden, Ole J. Kristiansen, kom hermed i knibe, og efter bestyrelsesprotokollen misbil-ligede han ”ligeledes den Maade, hvorpaa Es-bjerg Fiskeriforening var gaaet frem”.4 Pænt var det jo ikke, men det kronedes med held. Det var angiveligt Esbjerg Fiskerifor- enings nye formand, Jens Simon Christensen, der også var bestyrelsesmedlem i Vestjysk Fiskeriforening, og næstformanden i Esbjerg Fiskeriforening, Laurits Thygesen, der hand-lede på egen hånd. De havde efter Ole J. Kri-stiansens meddelelse opsøgt Esbjergs allerede

Ole J. KristiansenVestjysk Fiskeriforenings første formand havde siddet i Dansk Fiskeriforenings bestyrelse siden 1912 og blev i 1934 det naturlige valg som formand. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.

103Kapitel 6 - Fiskere og havfiskere 1934-1947

dengang store mand, direktør Claus Sørensen, og han indvilgede efter nogen betænkningstid i at lade sig vælge til formand.5

Claus Sørensen (1888-1976) var født på øen Langli i Ho bugt som søn af en husmand og fisker. Som ung mand havde han i nogle år ernæret sig som laksefisker og skovhugger i Amerika, og i 1908 vendte han tilbage til Es-bjerg, hvor han hurtigt fik opbygget en stærkt ekspanderende virksomhed. Foruden fiskeri, der efterhånden kom til at omfatte en større flåde af fiskefartøjer, herunder de første stålkuttere, skabte Claus Sørensen et erhvervsimperium inden for fiskerierhvervets mange følgeindu-strier: Isværker og frysehuse, fiskenetindustri, sildeolieindustri, kutterværfter og redningsud-styr. Overalt var Claus Sørensen involveret, og han virkede også som opfinder af blandt andet

et ophalingsspil til kystfiskerne og af gummi-redningsbåden. Claus Sørensens erindringer er udgivet i fem bind.6

Claus Sørensen havde dog mange jern i ilden, og på et bestyrelsesmøde på Sømandshjem-met i Esbjerg 28. april 1943 meddelte han, at han ”paa Grund af Overhængende Arbejde” nedlagde sit formandshverv ved den kom-mende generalforsamling.7 På Jespersens Hotel i Lemvig 29. maj 1943 var der næsten ingen ende på taknemmelig anerkendelse til den afgående formand, der havde foreslået Laurits Thygesen som sin efterfølger. Især må bemærkes, at fiskeridirektør Carl Trolle Thom-sen takkede for godt samarbejde, og at Munk Jensen takkede Claus Sørensen for hans arbej-de i Fornyelsesnævnet og for et ophalingsspil i Vorupør.8

Den første bestyrelse i Vestjysk FiskeriforeningBestyrelsen i Vestjysk Fiskeriforening bestod fra starten i 1934 af disse herrer. Siddende fra venstre mod højre: P. Munk-Madsen, J. Munk Jensen, Ole J. Kristiansen (formanden), Jens Simon Christensen og Albert Nielsen. Stående fra venstre mod højre: Andr. Jensen, Laur. Thygesen og Laur. Espersen. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.


Laurits Thygesen (1885-1972) blev med ak-klamation valgt til ny formand. Han var fisker- søn fra Nørre Lyngvig på Holmsland Klit, hvor han voksede op. Ligesom foreningens første formand kom han til Esbjerg, hvor han fik fiskerskippercertifikat i 1909 og i 1915 er-hvervede sin egen fiskerkutter, som han beholdt indtil 1940, da han gik i land. I 1925 blev han engageret i organisationsarbejde, da han blev indvalgt i Esbjerg Fiskeriforenings bestyrelse, og i 1934 var han tillige blevet bestyrelsesmedlem i Vestjysk Fiskeriforening. Laurits Thygesen kom til at virke som formand for foreningen frem til 1959. Han er karakteriseret som en yderst respekteret og helstøbt person-lighed, der fik mange tillidshverv.9

Udviklingen i Vestjysk Fiskeriforening 1934-1947Vestjysk Fiskeriforening kom godt fra start. Ole J. Kristiansens mangeårige erfaring fra bestyrelsesarbejdet i Dansk Fiskeriforening og Albert Nielsens sekretærerfaring var en stor styrke. 1. juli 1934 var foreningen klar med et medlemsblad, Vestjysk Fiskeritidende, der skulle udkomme hver 14. dag, og som blev redigeret af Albert Nielsen. Ole J. Kristian-sen og Jens Munk Jensen udførte et hurtigt og dygtigt arbejde for at få foreningen anerkendt som hovedforening, hvorunder det lykkedes dem at få en andel i statsstøtten, der hidtil var tilfaldet Dansk Fiskeriforening.

Claus SørensenVestjydernes formand fra 1936 til 1943 var en entreprenant mand i fiskeriets mange følgeindustrier. Hans interesse for fiskeriet ved Grønland ses af det indrammede kort på hans kontor, hvor der naturligvis var både telefon og hustelefon. Foto fra 1940’erne: Fiskeri- og Søfartsmuseet.


Det sidste var der også hårdt brug for. I det første årsregnskab var der indtægter for 7.650,47 kr. og udgifter på 7.536,63 kr. Resul-tatet var dermed på 113,84 kr., der i maj 1935 udgjorde foreningens formue.

De største udgiftsposter var bestyrelsesrejser og diæter (5.606,50 kr.) og løn til formanden og sekretæren (1.407 kr.).10 Claus Sørensen be-retter om økonomien, da han tiltrådte:11

” Pengekassen var da tom. Jeg skulle have 1.000 kr. om året i løn, men dem måtte jeg stryge. Heller ikke til rejseudgifter var der midler. Kontingentet fra de ca. 3.000 medlemmer var lille, og bladet gav underskud. Men dette var for mig kun biting. Jeg rejste de første 3 år for egen regning. Nu drejede det sig om at få afhjulpet de største mangler ved fiskeriet. ”

Ved den første ordinære generalforsam-ling i maj 1934 talte hovedforeningen 1.850 medlemmer, hvoraf 700 var tilsluttet gennem Esbjerg Fiskeriforening, som dermed var den

største lokalforening i den nye hovedorganisa-tion. Kort efter dannelsen af Vestjysk Fiskeri- forening blev der i Esbjerg oprettet to nye foreninger, Esbjerg ny Fiskeriforening, der

Bestyrelsen i Vestjysk Fiskeriforening i 1943Siddende fra venstre mod højre: Albert Nielsen, J. Munk Jensen, Claus Sørensen (formand), Laur. Thygesen og P. Munk-Madsen, Stående fra venstre mod højre: O. Heide Sørensen, Jens Simon Chris-tensen og Albert Steen. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.


tilsluttede sig Dansk Fiskeriforening, samt en forening af indenskærsfiskere i Esbjerg. Mens den første forening blev betegnet som ”Bluff og Humbug” og hurtigt synes ophørt, fortsatte den anden nogen tid, men ingen af dem fik nogen betydning.12

Anderledes i Hirtshals. I 1938 brød Hirtshals Fiskeriforening med Dansk Fiskeriforening. Hirtshalsfiskerne fandt, at såvel Dansk Fiskeri- forening som fiskerne i Skagen og i Øst-vendsyssel på en uholdbar måde var begyndt at blande sig i det søgående fiskeris forhold. Ved en generalforsamling i marts 1938 stemte 54 Hirtshalsfiskere for indmeldelse i Vestjysk Fiskeriforening, mens 6 stemte imod.

Dermed styrkedes den vestjyske hovedorgani-sation, der kom op på ca. 2.300 medlemmer. I Hirtshals blev konsekvensen dannelsen af en ny lokalforening, Hirtshals Fiskeriforening af 1940, der meldte sig ind i Dansk Fiskeriforen-ing. Den nye forening blev dog aldrig særlig

stor. Under krigen blev Hanstholmfiskerne fortrængt af besættelsesmagten, og de slog sig derfor ned i Hirtshals, medbringende deres egen forening, så i nogle år var der ikke færre end tre fiskeriforeninger i Hirtshals.13

Et andet brud kom i 1945, da fiskeriforeningen i Hundested udmeldte sig af Dansk Fiskeri-forening og indmeldte sig i Vestjysk Fiskeri-forening. Det blev dog kun en kort affære, for i 1948 var Hundested-fiskerne atter tilbage i Dansk Fiskeriforening.14

Vestjysk Fiskeriforenings økonomi blev forbedret. I regnskabsåret 1946-1947 var der indtægter på 23.083,37 kr., hvoraf kontingent udgjorde 11.878 kr. og statstilskuddet 4.040 kr. Udgifterne androg 17.598,10 kr. – igen med bestyrelsens rejser og diæter som den tungeste post (6.799,70 kr.) og løn til formand, sekretær og kasserer (3.705 kr.) som den næststørste. Foreningens formue var nu på 5.485,27 kr.15

Udviklingen i Dansk Fiskeriforening 1934-1947For Dansk Fiskeriforening betød dannelsen af Vestjysk Fiskeriforening et reduceret medlems-tal. I 1933 havde Dansk Fiskeriforening 530 direkte medlemmer og 10.516 indirekte medlemmer gennem 182 lokalforeninger. Efter splittelsen var der 503 direkte medlemmer og 8.725 indirekte medlemmer gennem 166 lokal-foreninger. Mens antallet af direkte medlem-mer var nogenlunde konstant i de følgende år, skete der en positiv udvikling gennem lokal-foreningerne. I 1937 var der 9.698 medlemmer gennem 177 lokalforeninger.16 10 år senere var antallet vokset til 12.005 indirekte medlemmer gennem 184 lokalforeninger.17

Laurits ThygesenFormand fra 1943 til 1959. Han blev en ældre herre og døde først i 1972. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.


Økonomisk var Dansk Fiskeriforening natur-ligvis mere velpolstret end vestjyderne, selvom et stærkere økonomisk fundament i høj grad var savnet. Før splittelsen havde foreningen en balance på 97.715,36 kr. og en formue på 36.935,13 kr.18 Kort efter splittelsen søgte Es-bjerg Fiskeriforening at få en andel af formuen, men det blev afvist af Dansk Fiskeriforening.19 I 1947 var balancen på 142.738,94 kr., og for-muen var på 27.996,45 kr. Driftsåret 1946-47 gav dog et underskud på 17.543,74 kr.20 Hverken i forhold til medlemstallet eller øko-nomien var splittelsen således nogen egentlig belastning for Dansk Fiskeriforening. Som tid-ligere nævnt havde foreningen proklameret, at man ville afholde generalforsamlingerne skifte-vis i landsdelene. Det var aldrig lykkedes helt, men man havde da i nogle år henlagt generalforsamlingerne til provinsen, senest i 1932 på Paladshotellet i Esbjerg. En meget direkte konsekvens af splittelsen blev dog, at Dansk Fiskeriforening murede sig inde i København. Samtlige generalforsamlinger frem til og med 1964 blev afholdt i hovedstaden, som oftest i Studenterforeningens Festsal på Vester Boule-vard (fra 1955 H.C. Andersens Boulevard). Internt i foreningen blev der mere ro. General- forsamlingerne i resten af M.C. Jensens for-mandstid blev ikke kedelige, men uden de store bråvallaslag med interne opgør, der havde præget tidligere tiders generalforsamlinger. Den relative ro skyldtes dog ikke enighed, for der var fortsat interne spændinger i Dansk Fiskeriforening. De store lokalforeninger som Skagen, Hundested, Grenaa og Bornholm gik deres egne veje og undlod at rejse problem-sager på generalforsamlingerne.21

Vestjysk Fiskeritidende 1934I forhold til Dansk Fiskeritidende fik den nye hovedforenings blad fik et mere frisk og kækt layout i to farver.


I forhold til Vestjysk Fiskeriforening havde Dansk Fiskeriforening kort efter splittelsen søgt at klinke skårene ved at tilbyde Ole Kris-tiansen og Jens Munk Jensen som repræsen-tanter for Vestjysk Fiskeriforening at blive medlemmer af Dansk Fiskeriforenings besty-relse. Dette havde vestjyderne dog afvist. I de følgende år var der en del gnidninger mellem de to for-eninger, blandt andet i sommeren 1935, hvor Dansk Fiskeriforening anklagede vestjyderne for forsøg på at kapre medlem-mer.22 I det daglige arbejde, som Dansk Fiskeri- forening nu primært koncentrerede sig om, kom man i de forskellige institutioner, råd og udvalg ofte til at sidde sammen med repræsen-tanter for Vestjysk Fiskeriforening.

Ministre og embedsmændHandelsminister C.N. Hauge var indtil novem-ber 1935 fortsat minister for fiskeriet. Da blev Ministeriet for Søfart og Fiskeri nedlagt, og fiskeriet kom atter sammen med landbruget, men under det mere ligeværdige navn: Mini-

steriet for Landbrug og Fiskeri. Det blev land-brugsminister Kristen Bording, der dermed fik fiskeriet som arbejdsområde. Kristian Bording (1876-1967) var bondesøn fra Øster Snede mellem Horsens og Vejle, men blev til alles overraskelse hentet ind i Th. Staunings første regering. Han blev spået en meget kort mini-sterkarriere – i pressen blev han kaldt ”det svageste Led i Kæden” – men det kom til at gå anderledes. Kristen Bording var landbrugs-minister 1924-26, 1929-43 og 1947-50 og dermed den længst siddende landbrugsminister nogensinde. Han fik betydelig erfaring i krise-regulering, især inden for landbruget, men også i forhold til fiskeriet. Siden oprettelsen af Fiskeridirektoratet var fiskeriet kommet i gode hænder hos fiskeri- direktør F.V. Mortensen, der imidlertid stoppede med udgangen af 1934. Han blev afløst af Carl Trolle Thomsen (1878-1963), der ligesom forgængeren blev en god mand for fiskerierhvervet. Da regeringen opløstes 29.

Carl Trolle ThomsenSiden 1905 havde Carl Trolle Thomsen været ansat i Fiskerikontrollen, og i 1935 overtog han hvervet som fiskeridirektør efter F.V. Mortensen. Fiskerne fik også et godt forhold til Trolle Thomsen.


august 1943, deltog Trolle Thomsen i depar-tementschefstyret frem til befrielsen 5. maj 1945. En central person var tillige kontorchef B. Dinesen, den senere departementschef. Trods organiseringen på det politisk-admini-strative niveau kom der, som vi skal se, et voksende pres fra fiskerierhvervets organisa-tioner om et egentligt fiskeriministerium. Det var tydeligt, at Kristen Bording oprindelig var landmand, og at fiskeriet var i økonomisk frem-march og derfor krævede mere indflydelse.

Severin Hansen – Odsherredfisker på ChristiansborgM.C. Jensen var som nævnt medlem af Lands-tinget for Venstre fra 1922 til 1939. Fisker Chr. Ludvigsen, Jyllinge, havde siden 1924 været folketingsmand for Socialdemokratiet, men var udtrådt i 1935 på grund af alder. Det lykkedes året efter for Socialdemokratiet at få Odsherredfiskeren Severin Hansen i Lands-tinget. Han var allerede og blev efter valget i

1936 i langt højere grad en af fiskerierhvervets store ildsjæle i det 20. århundrede.

Severin Hansen (1880-1955) var fiskersøn fra Hølkerup. Han havde efter folkeskolen været på højskole, og fra 1895 stod han til søs. Efter hjemkomst til Hølkerup i 1902 slog han sig ned som fisker. Severin Hansen har som den eneste organisationsmand inden for fiskerierhvervet skrevet sine erindringer – hvis vi ser bort fra Claus Sørensen, hvis virke inden for Vestjysk Fiskeriforening i sammenligning med Severin Hansens organisationsvirke jo kun blev kort-varigt. I bogen Fra Træskoen til Rigsdagen. En fiskers erindringer (1952) har Severin Hansen givet en indgående og fortsat meget læsevær-dig skildring af fiskeriets kår i første halvdel af 1900-tallet. Det gælder også hans oplevelser som organisationsmand. Severin Hansen blev allerede i 1902 medlem af bestyrelsen for Isefjordens Fiskeriforen-ing, hvis formand han var fra 1914 til 1925.

Severin HansenSom organisationsmand og landstingsmand gjorde Severin Hansen et utrætteligt arbejde for fiskernes oplysning. Desuden søgte han udbrede andelsforetagender inden for fiskerierhvervet. I 1952 blev hans fortsat læse- værdige erindringer udgivet. Foto fra bogen.


Han kastede sig da over lokalpolitik og blev blandt andet medlem af sognerådet i Egebjerg. Andelsbevægelsens succes i landbruget øn-skede han gennemført hos fi skeriet, og han blev en utrættelig forkæmper herfor. I 1924 blev han medlem af bestyrelsen for Fiskernes Fælles-salg. Skolesagen havde tillige Severin Han-sens store interesse, og højskoleopholdet i hans unge dage fi k her stor betydning. Især huskes han for at være initiativtager til Fiskernes Sangbog, der udkom første gang i 1937. Den lille blå sangbog, der tydeligvis var en pendant til Højskolesangbogen, rummede blandt andet

lokale fi skersange, der blev redigeret af Seve-rin Hansen, inden bogen udkom. Sangbogen var en stor succes og blev udsendt i fl ere ud-gaver. I Landstinget blev Severin Hansen fi skeriord-fører for Socialdemokratiet og formand for fi skeriudvalget. Han blev snart klar over, at de øvrige udvalgsmedlemmer ikke i detaljer var inde i fi skeriets forhold. Så der måtte syn for sagn på mødebordet. Han beretter i sine erin-dringer:23

” Jeg ville nu helst, at vi alle skulle vide besked om, hvad vi arbejdede med. Derfor med-bragte jeg til fl ere af disse møder små modeller af både og redskaber, som jeg selv havde lavet af papir, for at skabe en bedre forståelse af det hele. Jeg var heller ikke bange for at tage en ål, en skrubbe, en rødspætte eller en brisling med i min mappe til København for at vise medlemmerne de forskellige fi skearter, så de kunne se forskellen på en blank eller gul ål eller fl adfi sken i yngledragt eller forskellen på en brisling og en lille sild. ”

Fiskernes SangbogSeverin Hansen stod bag Fiskernes Sangbog, der udkom i flere udgaver i samlet over 10.000 eksemplarer. Da han blev indvalgt i Landstinget i 1936, blev ”Fiskerskjalden” spiddet af ”Ærbødigst”, forfatteren Viggo Barfoed, der kørte makkerskab med tegneren Herluf Jensenius. Illustration fra bogen Fra Træskoen til Rigsdagen, 1952.


Politik og propaganda – samarbejdet i FiskerirådetI 1930 var der som nævnt i foregående kapitel dannet et fi skeriråd, der skulle følge udviklin-gen i dansk fi skeri og fremsætte forslag, der kunne sikre fremgang i fi skerierhvervet. Dansk Fiskeriforening havde fået en solid repræsenta-tion i rådet, nemlig to medlemmer, der begge var indvandsfi skere. Bemærkelsesværdigt var det, at de vestjyske fi skere kun var blevet betænkt med en suppleant, nemlig Ole J. Kri-stiansen.24 Da loven om fi skerirådet i 1936 blev revideret, blev rådet udvidet til at omfatte ni medlemmer, og Vestjysk Fiskeriforening blev da repræsenteret ved sin formand. Af hensyn til ørredeksporten fi k Ferskvandsfi skerifor-eningen for Danmark også en repræsentant.25

Fiskerirådet blev en helt central institution i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

Hovedvægten i rådets arbejde kom til at handle om afsætningsforhold, og hurtigt fi k rådet antaget en fi skerikonsulent til at foretage markedsundersøgelser i udlandet. Med loven om rådets nedsættelse fulgte en bevilling på 40.000 kr. årlig til fi skeripropaganda, og det blev et område, hvor rådet kom til at øve en betydelig indsats. Blandt de første opgaver var en stor udstilling i Industribygningen i Køben-havn i februar-marts 1931. Statsminister Th. Stauning var formand for udstillingen, der tiltrak sig betydelig opmærksomhed og blev en stor publikumssucces. I de følgende år deltog fi skerierhvervet på en lang række andre udstil-linger. Fiskerirådet optog en lang række andre propagandatiltag, blandt andet udsendelsen af en fi skekogebog i 75.000 eksemplarer, frem-stilling af store »Spis Fisk«-plakater, mærkater og indspilning af reklamefi lm til biograferne. Andre tiltag som for eksempel indretning af

FiskeriudstillingerMed dannelsen af Fiskerirådet i 1930 blev der sat fokus på reklamer for fisk og fiskeprodukter. Det skete bl.a. på store udstillinger. Reklamen for ud-stillingen i Aalborg i 1934 blev bragt på bagsiden af Fiskekogebogen (se s. 112). Udstillingen fandt sted under datidens slogan: ”Spis mere Fisk”. Statsbiblioteket.


billige fiskerirestauranter og salg af stegt fisk fra mobile fiskevogne måtte dog droppes, sidstnævnte efter modstand fra Københavns Kommune.26 Det årlige beløb til propaganda blev i midten af 1930’erne reduceret, men der blev alligevel råd til en række tiltag. Nævnes kan filmene ‘På Fisketur i Danmark’ og ‘Havet omkring Dan-mark’. Sidstnævnte blev i 1937 fremvist på Verdensudstillingen i Paris i 1937 og blev præmieret med en guldmedalje. På den hjem-lige front begyndte rådet blandt andet sam-men med husmoderforeningerne at afholde fiskeuger, hvor husmødrene fik oplysninger om fiskens næringsværdier, dens behandling og tilberedning. For at skaffe havkatten større sympati i forbrugerkredse søgte Fiskerirådet at ændre navnet til blåfisken, men det slog ikke an – senere fik benævnelsen koteletfisken større udbredelse.27 I 1946 havde rådet større

held med at præge sprogbrugen, idet beteg-nelsen ”skidtfisk” officielt blev omdøbt til ”industrifisk”.28

På det teknisk-videnskabelige felt stod rådet bag oprettelsen af et fiskeriøkonomisk labo-ratorium på Den Polytekniske Læreanstalt, men ellers blev det som nævnt afsætningspro-blemerne, der var i fokus, og indsatsen rakte langt videre end propagandaen. Rådet behand-lede for eksempel spørgsmål om transport, priser og avancer, markeder og kvalitets- og eksportkontrol. I nogle spørgsmål som blandt andet fredningsbestemmelser og fiskerividen-skabelige undersøgelser søgte Dansk Fiskeri-forenings formand, M.C. Jensen, fra starten at begrænse rådets indflydelse, idet han henviste sådanne emner til dels organisationerne, dels Kommissionen for Danmarks Fiskeri- og Hav-undersøgelser.29

FiskekogebogenFiskerirådet stod bag udgivelsen af Fiske-kogebogen, der i 1933 med Ministeriet for Søfart og Fiskeri som formel udgiver, blev omdelt gratis i 75.000 eksemplar. Bogen havde undertitlen Nogle jævne og billige Fiskeretter, var på 32 sider og havde forord af Karen Braae. Statsbiblioteket.


Fiskerirådet kom også til at danne rammen om forhandlingerne om størrelsen af Englands-eksporten. Formændene for de to hovedfor-eninger mødtes i rådet, hvor de i årenes løb igen og igen fremsatte deres forskellige anskuelser om især rødspættemål. Rådets formand, fiskeri-direktør Carl Trolle Thomsen, tog udtalelserne til efterretning og lavede derpå en indstilling til ministeriet om sænkning eller forhøjelse af rødspættemålet, alt efter behovene i den ak-tuelle eksportsituation.30 Under internationale forhandlinger i 1937 om maskestørrelser for fangst af forskellige fiskearter stod de to formænd ligeledes med hver deres særstand-punkter.31

Det var dog ikke altid, at de to organisationer var uenige. Eksempelvis gik både M.C. Jensen og Claus Sørensen, om end begge modvilligt, i efteråret 1937 med til en eksportafgift på 1 promille af værdien af udførselen, mens fiske-eksportører og fiskeindustrien protesterede.32

Under den tyske besættelse blev Fiskerirådets aktiviteter noget indskrænket. En delegation bestående af blandt andet Trolle Thomsen, M.C. Jensen og Claus Sørensen rejste dog tidligt til Hamborg for at se på de konkrete følger af Tysklandseksporten, der steg markant. Mindre ansvarsbevidste eksportører havde held med at afsætte fisk af dårlig kvalitet, og for ikke at ødelægge markedet blev der strammet op i licenstildelingerne. I øvrigt kom Fiskeri-rådets opgaver under krigen til at handle om nogenlunde tilsvarende forsyningsproblemer som under 1. Verdenskrig, nemlig tilførsel og fordeling af eksempelvis benzin, petroleum, gummistøvler og olietøj, søm til fiskekasser og blik til konservesindustrien.33

Andre nyskabelser og opgaverMens Fiskerirådet tog sig af de mange specielle problemer, der især knyttede sig til afsætnin-gen, blev fiskeriets mere generelle problemer henvist til en kommissionsbehandling. Efter ønske fra M.C. Jensen nedsatte landbrugs-minister Kr. Bording i 1935 en stor og alsidig fiskerikommission. Dansk Fiskeriforening var den drivende kraft i kommissionen, der måtte indstille arbejdet ved krigens udbrud. Kom-missionen, der havde Trolle Thomsen som for-mand, kom blandt andet til at arbejde med en mindsteprisordning.

Der var her betydelige forskelle mellem hoved-organisationernes opfattelser, men også internt i Dansk Fiskeriforening, hvor store lokalfore-ninger som Skagen og Frederikshavn var mod-standere af en foreslået mindsteprisordning. En undersøgelse af fiskeriets indtjening og forrent-ning kunne der heller ikke opnås enighed om.34 I efteråret 1936 var der orkanagtige storme, og i oktober forliste ni Esbjergkuttere med i alt 33 mænd. I marts 1937 fulgte endnu to med fem omkomne. Det var især ældre kuttere, der var bygget til nærfiskeri, der ikke kunne klare brådsøerne på Doggerbanke 150-200 sømil fra Esbjerg. I Fiskerikommissionen fik Claus Sørensen held til at få sat en destruktionsplan i værk, så der kunne fås tilskud til ophugning af gamle kuttere og anskaffelse af nye. Planen mødte betydelig modstand fra M.C. Jensen, og undervejs i sagsforløbet opstod det rygte, at Claus Sørensens interesser i sagen var, at han selv havde en masse gamle kuttere. Han blev aldeles rasende over dette, som han anså for at være en bagvaskelse, og mødte op hos Trolle Thomsen.


Claus Sørensen har i sine erindringer beskrevet mødet. Han forlangte:

” at der blev indkaldt til møde inden en uge, og jeg understregede det ved at slå min næve i hans mahognibord, så blækhuset raslede. ”

Trolle Thomsen skældte derefter vestjydernes formand ud for den ”noget brutale opførsel”.35 Destruktionsplanen blev dog vedtaget, idet Fiskerflådens Fornyelsesnævn blev oprettet i 1938, blandt andet med repræsentanter for de to hovedorganisationer. Nævnet kom til at virke frem til 1963, hvor det bortfaldt, da der indførtes et rådgivende repræsentantskab i Kongeriget Danmarks Fiskeribank.

De to hovedorganisationer blev efter krigen involveret i arbejdet med hjemtagelse af kut-tere, der i krigen havde gjort tjeneste i England, og hvoraf en del havde været med ved D-dagen i Frankrig. De allierede betalte tillige for afbe-nyttelse af kutterne, men ville alene forhandle regeringerne imellem, så organisationerne blev et mellemled til de enkelte kutterejere.36

I mere langsigtet perspektiv blev arbejdet, der førte frem til Nordsøkonventionen af 1946, af stor betydning. Forprøven var de internation-ale forhandlinger i 1937 om mindstemål og maskestørrelser. Begge hovedforeninger del-tog sammen med Fiskeridirektoratet og Biolo-gisk Station i forhandlingerne i London, da de blev genoptaget efter krigen. De fleste lande med interesser i Nordsøfiskeriet deltog, og den 5. april 1946 undertegnedes konventionen til regulering af maskevidder på fiskenet og mindstemål på fisk. Konventionen kom til at danne grundlaget for senere internationale for-valtningsregler – og for styrkeprøver mellem de europæiske fiskeriorganisationer. For Dansk Fiskeriforening og Vestjysk Fiskeriforening betød konventionen en lang række arbejdsopgaver på den internationale arena, blandt andet i Den Permanente Kommission, der

Dansk FiskeritidendeDansk Fiskeriforenings medlemsblad udkom fra 1940 i et lidt større format. Titelvignetten var også blevet peppet op.


bestod frem til 1963, hvor den blev afløst af Den Nordøstatlantiske Fiskerikommission (NEAFC).37

Danmarks Fiskerhøjskole i EsbjergI forhold til fiskernes uddannelsesforhold blev der også gjort et stort arbejde. Andelssagen og højskolesagen havde især i Severin Hansen en ypperlig talsmand. Siden lukningen af skolen i Snoghøj i 1924 var der i nogle af de større fiskeribyer blot nogle mindre skipperskoler, og gang på gang blev fremsat tanker om at gen-rejse fiskerskolen. Debatten gik især på, om det skulle være en fagskole med eksaminer eller en almendannende højskole. Severin Hansen forfægtede det sidste synspunkt, der nød fremme under krigen, hvor fiskeruddan-nelsen blev drøftet i en kommission. I 1945 nedsattes et højskoleudvalg med medlemmer fra såvel Dansk Fiskeriforening som Vestjysk Fiskeriforening, og der blev iværksat indsam-ling blandt fiskerne. I 1946 genopstod den gam-le fiskerhøjskoleforening, og 15. juni samme år blev Danmarks Fiskerhøjskole formelt dannet med en bestyrelse, der havde Severin Hansen som formand og Laurits Thygesen som næst-formand. Begge foreninger stod således bag den nye skole. Der blev forhandlet til mange sider om den nye højskoles placering. Angiveligt ville Dansk Fiskeriforening have skolen til Middelfart, mens Vestjysk Fiskeriforening ville have den til Esbjerg.38 Det sidste blev resultatet, idet den fik til huse i Arbejderhøjskolens gamle bygning på Gl. Vardevej i Esbjerg. Det skyldtes især, at Esbjerg Kommune gik ind i sagen og stillede bygningerne frit til rådighed og yderligere gav et driftstilskud på 10.000 kr. årligt i seks år.

Som forstander ansattes adjunkt C.E. Hamle fra Aarhus, hvortil kom en højskolelærer, nogle timelærere og nogle frivillige, blandt andet Severin Hansen og den gamle fisker J.P. Hansen fra Hals. Skolen kom nogenlun-de godt i gang med vinterskolen, hvor der i de første år var 30-40 elever. Sommerskolen blev ikke nogen succes, og da bestyrelsen ville udleje lokalerne til sømandsskolen om som-meren, sagde forstander C.E. Hamle fra. Det ville han ikke være med til, ligesom han var uenig med bestyrelsesformandens grundtvig-ske linje. Fiskerhøjskolen skulle ikke ”båses” inde i en bestemt kirkelig retning, mente han. Uoverensstemmelserne førte til, at C.E. Hamle forlod skolen i eftersommeren 1948. I stedet flyttede han til Lønstrup, hvor han rejste sin egen fiskerhøjskole. Da skolen i Esbjerg nu var blevet erklæret grundtvigsk, proklamerede C.E. Hamle, at hans skole var indremissionsk. Efter knap to år måtte han dog lukke sin skole igen.39

Sammenslutningsplaner 1946-1947Kort efter krigen blev tankerne om en sam-menslutning af de to hovedorganisationer bragt til live igen. Initiativet udgik i første omgang fra Dansk Fiskeriforening. 10. januar 1946 bragte Axel Henriksen fra Tappernøje spørgsmålet op på bestyrelsens møde, hvor idéen faldt i god jord, og det blev besluttet at nedsætte et forhandlingsudvalg og at rette hen-vendelse til Vestjysk Fiskeriforening om kom-mende forhandlinger. Hos vestjyderne var man dog umiddelbart ikke begejstret. Formanden, Laurits Thygesen, troede ikke på en sammenslutning på samme grundlag som før 1934, ”men der kunde


maaske ad Aare tilvejebringes en samlet Or-ganisation under Navn af f. eks. »De samvirkende danske Fiskeriforeninger«”, udtalte han.40 Han forventede dog mange vanske-ligheder, før der kunne opnås enighed om en sådan organisation, men Vestjysk Fiskerifor-ening nedsatte dog ligeledes et forhandlings-udvalg. Vendingen ”samvirkende” var ikke et begreb, som Thygesen greb ud af luften. Utallige an-dre erhvervssektorer og -brancher havde para-plyorganisationer, som under navnet ”samvir-kende” spændte over både regionale og lokale foreninger. Landmænd, husmænd, husmødre, købmænd, turistfolk og smede, ja, mange andre var i midten af 1900-tallet overordnet sluttet sammen i samvirkende centralorganisationer med det formål ad den vej at skaffe sig fælles

fodslag og øget politisk indflydelse. I hen-seende til fiskere handlede det heller ikke om at opnå enighed på tværs af geografisk størrelse, men på tværs af småfiskeri og storerhverv – en samvirkende organisation ville svare til at bygge bro mellem husmænd og herremænd eller små enmandsejede håndværksbedrifter og store industrielle foretagender. Hertil var forskellene i dansk fiskeri tilsvarende for store – og grøfterne i årene op til 1934 under alle omstændigheder gravet alt for dybe. Allerede 30. januar 1946 blev der afholdt et fællesmøde i København. Her blev mulighederne trukket skarpt op. Forslagsstilleren, Axel Henriksen fra Tappernøje, der mente, at der ude blandt fiskerne var et ønske om kun én forening, men erkendte modstanden hos Vestjysk Fiske-riforening og forestillede sig i stedet ”en eller anden Slags Brancheforening”.

Danmarks FiskerhøjskoleI 1946 åbnede de to organisationer i fællesskab Danmarks Fiskerhøjskole på den gamle arbejderhøjskole i Esbjerg. Her elevhold omkring 1950. Dansk Fiskerimuseum.


Laurits Thygesen erklærede, at han ikke ville være med, idet han fandt, at det var usand-synligt, at de to foreninger atter kunne sam-mensluttes, men han indvilgede dog i at fortsætte forhandlingerne. Gennem hele 1947 holdtes en lang række møder, dels i de to hovedforeninger hver især, dels en række fællesmøder, og endelig en stribe møder i kreds- og lokalforeninger, hvor spørgsmålet blev ivrigt diskuteret. Som argument for en sammenslutning af de to for-eninger nævntes som mange gange senere nødvendigheden af at tale med én tunge over for myndighederne. Bruddet i 1934 var imidler-

Gensidige lykønskningerDet var kutymen ved general-forsamlingerne i de to organi-sationer, at der blev udvekslet hilsner i form af telegrammer. Her ses M.C. Jensens telegram til Laurits Thygesen ved Vestjysk Fiskeriforenings generalfor-samling i 1946. Fiskeri- og Sø-fartsmuseet.

tid for tæt på, og ved et fællesmøde 9. januar 1948 blev det besluttet at droppe sammenlæg-ningsplanerne grundet for store uenigheder. Man enedes dog om at nedsætte et fællesudvalg til at løse fremtidige opgaver af fælles betyd-ning for de to foreninger. Sammenslutnings-planerne blev dog ikke helt skrinlagt, men fortsatte de følgende år. Parallelt med forhand-lingerne i 1946 og 1947 havde de to foreninger fælles drøftelser om mulighederne for at få oprettet et selvstændigt fi skeriministerium. Og lige netop på denne front skete der et nybrud.

■

Gensidige lykønskningerDet var kutymen ved general-forsamlingerne i de to organi-sationer, at der blev udvekslet hilsner i form af telegrammer. Her ses M.C. Jensens telegram til Laurits Thygesen ved Vestjysk Fiskeriforenings generalfor-samling i 1946. fartsmuseet.

Ståltrawlere I slutningen af 1950’erne blev stålkuttere den store nyskabelse i den danske fiskeriflåde. Den første nye stålkutter kom til Danmark i maj 1957, og året efter lod Claus Sørensen den første danske stålkutter bygge i Esbjerg, og så tog udviklingen fart. En ny afskriv-ningslov tillod forhåndsafskrivninger på større fiskefartøjer, og de blev derfor også investeringsobjekter for folk uden for fiskernes kreds. Der blev hurtigt skrevet mange kontrakter på stålkuttere, først med især hollandske værfter, men snart også med danske. Alene i 1959 og 1960 blev den danske fiskeriflåde udvidet med 80-

90 stålkuttere. I forhold til trækuttere var ståltrawlere både billigere at bygge, lettere og dermed hurtigere, nemmere at rengøre og ikke udsat for råd og svamp. At folk uden for fiskernes egen kreds begyndte at investere i fiskefartøjer gav senere anled-ning til vendingen »trusserederi«. I 1965 købte undertøjsfabrikken Asani nemlig i Skagen en del stålkuttere, der på havnen hurtigt blev kaldt »trussebådene«. Her ses kutteren E507, der i 1959 var den første stålkutter, der blev produceret på Nordsøværftet i Ringkøbing. Fiskeri- og Søfartsmuseet.

119

Kapitel 7I Fiskeriministeriets skygge 1947-1962

’Christian Kultur’ – den første fiskeriminister Året 1947 blev et begivenhedsrigt år. Kong Christian 10. døde 20. april, og statsministeren, venstremanden Knud Christensen, udråbte på umiskendeligt vestjysk fra Christiansborgs balkon den nye konge, Frederik 9., i en cere-moni, der for første gang var radiotransmit-teret, og som mange ældre endnu kan huske. På den politiske scene blev Knud Christensen i oktober mødt med et personligt mistillidsvo-tum på grund af hans Sydslesvig-politik, og han måtte udskrive valg. Det banede vej for en socialdemokratisk regering – og for Danmarks første selvstændige fiskeriministerium. Fiskeri- organisationerne havde som tidligere berørt længe ønsket at udtræde af landbrugets skygge og havde gennem årene med stor vægt fremført ønske om et selvstændigt fiskeriministerium.1

Knud Christensen havde i 1946 afvist et selv-stændigt ministerium, og landbrugsministeren, senere statsminister Erik Eriksen (V), der også havde fiskeriet som ansvarsområde, mente, at der ville blive for lidt at lave for en fiskeriminis-ter. Men rundt om i landet så fiskerne anderledes på sagen. I Esbjerg blev ønsket om et minis-terium fremsat igen i januar 1947 på generalforsamlingerne i Esbjerg Skipperforening og i Foreningen af Fiskeskippere og Kutter-ejere, og i sidstnævnte forening blev der endog sat navn på den kommende minister: Direktør Claus Sørensen, Esbjerg.2 Og senest havde en række lokale fiskeriforeninger på generalfor-samlingen i Dansk Fiskeriforening i begyn-delsen af juli 1947 stillet forslag om oprettelse af et selvstændigt fiskeriministerium, et for-slag, der fik enstemmig tilslutning. Fisker Carl Laursen, Lønstrup, henstillede til bestyrelsen, at den energisk arbejdede for sagen:3


” Selv om vi har en dygtig Landbrugs-minister, kan man ikke forlange, at han skal varetage vore Interesser saa godt som en virkelig kyndig Mand. Bestyrel-sen maa ikke give op i denne sag. ”

Nu blev dette ønske langt om længe realiseret. Det var Hans Hedtoft, der oprettede det første fiskeriministerium, da han dannede regering 13. november 1947. Severin Hansen virkede måske selvskreven som den første fiskerimini-ster, men sådan blev det ikke. Hedtoft valgte i stedet Christian Christiansen (1895-1963), der som Socialdemokratiets fiskeriordfører i årene forinden havde talt fiskernes sag i opposition til Erik Eriksen og i højere grad end Severin Hansen havde været den, der førte an.4 Dertil kom, at Christiansen var en af Hedtofts men-torer tilbage fra ungdomsårene i Aarhus, en ”mand af folket”, udlært maskinarbejder og en dygtig organisationsmand. I 1920 havde han været medstifter af DSU, Danmarks So-

cialdemokratiske Ungdom, hvor han blev den første formand. I 1924 var han også medstifter af AOF, Arbejdernes Oplysningsforbund, og her blev han valgt til forretningsfører i 1930. Fra 1935 blev han medlem af Folketinget og havde kulturpolitik, herunder folkeoplysning, som mærkesag. I folkemunde blev han derfor kaldt »Christian Kultur«.5

Christian Christiansen var valgt i Frederiks-havn, og i mange år havde han siddet i Rigs-dagen sammen med Severin Hansen, som han kendte fra AOF, og som han ofte havde drøftet fiskeriproblemer med. Severin Hansen blev da også i de følgende år gjort til formand i en række udvalg.6

Straks efter oprettelsen af det nye ministerium nedsatte Christian Christiansen et hurtigt-arbejdende udvalg til at tilrettelægge Fiskeri-ministeriets administration og arbejdsform, et arbejde, der fandt sted i samarbejde med fiske-riets organisationer.7 Disse havde allerede kort

De første fiskeriministre1. Christian Christiansen (Socialdemokratiet), 2. Knud Rée (Venstre), 3. Oluf Pedersen (Retsforbundet) og 4. A.C. Normann (Det Radikale Venstre). Fotos: Fødevareministeriet.

1. 2. 3. 4.

121Kapitel 7 - I Fiskeriministeriets skygge 1947-1962

efter ministeriets oprettelse været til en sam-menkomst hos ministeren, hvor de bød ham ”velkommen til Arbejdet” og hvor ministeren omvendt udtalte, at: 8

” Fiskeriorganisationerne maa i mere fremtrædende Grad være med i For-handlingerne og Afgørelser vedrørende Fiskerierhvervets Interesser. ”

Der var ingen tvivl om, at vilkårene for fiskeri-ets organisationer nu blev en ganske anden. Et af dem blev naturligvis, at ministre udskiftes. Med dannelsen af Erik Eriksens regering i ok-tober 1950 blev den nye fiskeriminister ven-stremanden Knud Rée, der var redaktør af dagbladet Vestkysten. I de efterfølgende social-demokratiske regeringer fra 1953-1957, Hed-tofts anden regering og H.C. Hansens første regering, blev »Christian Kultur« igen fiskeri-minister. I Trekantregeringen 1957-1960 blev den nye fiskeriminister havebrugskandidaten Oluf Pedersen fra Danmarks Retsforbund, og i Viggo Kampmanns regering fra 1960 overtog A.C. Normann fra Det radikale Venstre posten. Nye formændI Dansk Fiskeriforening blev 1947 også et mærkeår. Fiskernes gamle førstemand, M.C. Jensen, trådte tilbage som formand på grund af skrantende helbred. Han havde da været medlem af bestyrelsen i Dansk Fiskeriforening i 40 år, deraf 34 år som formand. M.C. Jensen fortsatte dog som formand for Forsikringen af danske Fiskefartøjer, et hverv, han varetog til sin død i januar 1952, 80 år gammel. Den gamle fiskeriformand kunne glæde sig over oprettel-sen af Fiskeriministeriet, men havde samtidig skarpt blik for fremtidens udfordringer. Redak-

tøren af Dansk Fiskeritidende, Anders Fin-sing, interviewede ham i sommeren 1946, og M.C. Jensen argumenterede da for, at fiskernes hovedorganisationer måtte gøres ”økonomisk stærke og slagkraftige”.9 Foreningens økonomi blev netop en af de første udfordringer for den nye formand. Ved generalforsamlingen i 1947 blev fiskeauk-tionsmester Niels Bjerregaard, Frederikshavn, valgt som M.C. Jensens efterfølger. Den nye frontfigur var født i 1899 i ”Fiskerklyngen” i Frederikshavn som søn af en fisker og – i mindre målestok – fiskeeksportør. Niels Bjerregaard havde fået en uddannelse som maskinmontør, men var i 1924 begyndt som selvstændig fisker. I 1938 blev han formand for Frederikshavn Fiskeriforening, og året efter var han med til at oprette Centralforeningen af Fiskeriforeninger i Vendsyssel, hvor han var formand, indtil han i 1947 valgtes til formand i Dansk Fiskerifor- ening. Han havde siddet med i bestyrelsen siden 1940 og fik naturligvis efter 1947 flere organi-satoriske poster. Bjerregaard blev medlem af Fiskerirådet, og fra 1954 blev han naturligt for-mand for det nye Fiskeriets Erhvervsråd, under-tiden også kaldt Fiskerirådet, idet det tidligere råd fra 1930 samtidig blev nedlagt. Han fik også sæde i blandt andet Fiskeriministeriets Eksportudvalg, Kommissionen for Fiskeri- og Havundersøgelser, Fiskernes Kulturelle Fond og Fiskerflådens Fornyelsesnævn, ligesom han involverede sig på den lokale arena. Efter indstilling af den lokale fiskeriforening og by-rådet i Frederikshavn havde han i 1944 fået hvervet som fiskeauktionsmester i Frederiks- havn.10 I 1958 blev han medlem af byrådet i Frederikshavn, og en tid virkede han som vice-borgmester.


Niels Bjerregaard var socialdemokrat med stor forståelse for fiskernes jævne arbejds- og livsforhold. Trods færden på de bonede gulve ville han forblive ”drengen fra fiskerklyngen”, og det lykkedes langt hen ad vejen. Han var forhandlingens mand, der ikke lod sig ”lokke på afveje af det bagstræb og den småtskårent-hed, som enhver organisationsleder udsættes for under dagens gerning, og som i det lange løb betyder så lidt”, hed det i nekrologen efter hans død 1966.11 Bemærkningen skyldtes utvivlsomt den uro, der var i fiskeriets organisationer i Vendsyssel fra midten af 1950’erne, hvor Bjer-regaard blandt andet i 1955 blev mødt af kritik på Skagen Fiskeriforenings generalforsamling. Værre blev det i marts 1961, da Bjerregaard, der fortsat var formand for Frederikshavn Fiskeriforening, på den ordinære generalfor-samling overraskende nok ikke blev genvalgt. Der var dog ingen andre, der ville være for-mand, og hele bestyrelsen på nær ét medlem nedlagde deres mandater. Få dage senere hold-

tes en ekstraordinær generalforsamling, hvor Bjerregaard atter blev formand. Uroen havde sit udspring i Skagen Fiskeriforening, der førte an i kritikken af Bjerregaard, som skagboerne blandt andet beskyldte for at tilsidesætte fisk-ernes interesse for i stedet at pleje sine pri-vate interesser, idet han udover stillingen som fiskeauktionsmester også havde interesser i en filetfabrik, en fiskemels- og oliefabrik samt et oliedepot.12 På Skagen Fiskeriforenings gene-ralforsamling i februar 1961 var der stillet for-slag om udmeldelse af Dansk Fiskeriforening og indtræden i Vestjysk Fiskeriforening, men det endte med et krav om ny formand i Dansk Fiskeriforening. Uroen forplantede sig i juli 1961 til Dansk Fiskeriforenings kongres, hvor skagboerne både ønskede sammenslutning med Vestjysk Fiskeriforening og en ny formand. På kongressen fremsatte fiskeskipper Rich. Gregersen fra Skagen påstande om, at Bjerre-gaard havde skadet fiskerne for egen vindings skyld. Kongressen vedtog dog et tillidsvotum

Niels BjerregaardDansk Fiskeriforenings formand fra 1947 til 1962 ses her i hyggeligt samvær med hustruen Rebekka på restaurant Wivex i København. Foto i privateje.


til Niels Bjerregaard, og Gregersen blev efter-følgende sigtet for bagvaskelse, en sag, som Bjerregaard vandt i landsretten i maj 1962.13 Sagen kom i øvrigt til at betyde splittelse af Skagen Fiskeriforening, idet en række medlem-mer var så utilfredse med Rich. Gregersen, der sad i bestyrelsen, at de dannede en ny forening, Skagen Fiskeriforening af 1962, der også blev optaget i Dansk Fiskeriforening.14

I Vestjysk Fiskeriforening kom det også til for-mandsskifte, men først sidst i perioden. Lau-rits Thygesen var som nævnt i det foregående kapitel blevet formand i 1943, og han fort-satte til 1959. Herefter valgtes fiskeskipper Fr. Lodberg, Esbjerg, til ny formand. Han var født i Esbjerg i 1903 og døbt Frederik Lod-berg Jensen, men efternavnet anvendtes kun sjældent.15 Faderen var købmand og kutterejer, og unge Frederik kom efter skoletiden ud som kokkeelev på sin fars kutter. 18 år gammel fik han sætteskippereksamen, og efter tjeneste i

marinen fik han først part i sin fars kutter og fik derefter som 27-årig i 1930 sin egen kut-ter. Fr. Lodberg blev i 1954 valgt som formand for Esbjerg Fiskeriforening, hvorefter han efter godt tre årtier på havet stoppede som aktiv fisker. Fem år senere fulgte så formandsposten i Vestjysk Fiskeriforening, hvor han blev indtil generalforsamlingen i 1972, da han efter eget ønske fratrådte. Fr. Lodberg var en markant skikkelse med et roligt og nøgternt gemyt. Han var ikke nogen kampånd, men havde under de mange forsam-linger, som han kom til at lede, sans for at sætte fremfusende debattører venligt på plads med et blik eller en ironisk bemærkning, og han mes-trede kunsten at skride til beslutning, når tiden var inde. Lodberg fik også sæde i flere bestyrel-ser, bl.a. Kronprins Frederiks Fond og Fiskeri- og Søfartsmuseet, ligesom han blev involveret i lokalpolitik, nemlig som medlem af Esbjerg Byråd (for Venstre).

Frederik LodbergVestjydernes formand Frederik Lodberg fotograferet med en pighvar ved en fiske-eksportmesse i Esbjerg Auktionshal 1966. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.


I forholdet til Dansk Fiskeriforening var han også en forhandlingens mand, der ønskede det tættest mulige samarbejde, men tanken om en sammenslutning var ham altid fremmed.16

Kort må det også nævnes, at begge forenings-blade i 1950 fik nye og meget markante redak-tører. Dansk Fiskeritidende blev herefter redi-geret af Anders Finsing, mens redaktørposten for Vestjysk Fiskeritidende blev overtaget af Jørgen Pedersen, hvis mange artikler blev skre-vet under signaturen ”Maagen”.

I festtøjet – jubilæer i begge foreningerI Dansk Fiskeriforening blev 1947 også året, hvor foreningen kunne fejre 60 års jubilæum. Det blev markeret i Studenterforeningens Selskabslokaler i København med en jubi-læumsfest, der bestod af fællesspisning, som deltagerne selv skulle betale. For 21 kr. inkl. betjeningsafgift fik deltagerne:17

” Kanapé, Kalvesteg med Gemyser, Jordbær med Fløde eller Is med Jord-bær, Kaffe. Hertil serveres 1 Øl, 1 Snaps, 1 Glas orig. Portvin. ”

70 års-jubilæet i 1957 blev markeret med en re-ception på foreningens kontor på selve dagen, og efter kongressen holdtes 5. juli en stor fest i forlystelsesetablissementet Lorry’s festlokale ”Landsbyen”, hvor nu TV2/Lorry har TV- studie.18

I 1959 blev det Vestjysk Fiskeriforenings tur til at runde et markant hjørne. 25 års-jubilæet blev foruden et pænt lille jubilæumsskrift markeret i Esbjerg med et brag af en festdag, der satte

en tyk streg under Vestjysk Fiskeriforenings betydning – og selvforståelse. Efter kranse-nedlægning holdtes klokken 10 reception i Hotel Esbjergs store sal, som hurtigt var:

” en myldrende Plads, hvor varme Haandtryk veksledes, medens Glas, Kransekage og Cigarer blev budt rundt. ”

Feststemningen steg ”ved Synet af det Blom-sterhav, som Time efter Time gjorde Salen og tilstødende Værelser til rene Blomsterhaver”. Foreningen modtog telegrammer fra hele lan-det, og et væld af ”store værdifulde Gaver blev baaret ind” under receptionen, der sluttede med frokost og taler. Klokken 18 åbnedes dørene igen til ”den smukt pyntede Sal, hvis Sidevægge var pyntet med Blomster og Fiskeriforeningsfaner fra Kysten”. De omkring 200 gæster, der deltog i jubilæumsmiddagen, var bestyrelsesmedlem-mer ”med Damer” fra alle lokale fiskerifor-eninger langs kysten samt en række særligt ind-budte, herunder fiskeriminister Oluf Pedersen og Esbjergs borgmester Hans Nissen. Fra Dansk Fiskeriforening deltog Adolf Jørgens-en, der bragte en hilsen fra Niels Bjerregaard. Inden festen sluttede et stykke efter midnat, havde hen ved 30 personer holdt taler, og der-foruden havde der også været tid til musikalske og andre underholdende indslag. I bakspejlet kan den pompøse og daglange jubilæumsfest virke temmelig overdrevet for en forenings 25 års-jubilæum. Fiskeriminister Oluf Pedersen satte dog i sin tale tingene i per-spektiv. I de 25 år, Vestjysk Fiskeriforening


havde eksisteret, var den danske fiskefangst steget fra 100 til 600 millioner kilo, og vær-dien fra 40 til 330 millioner kroner, svarende til en ottedobling. For vestkystens vedkommende var der endda tale om en sekstendobling i løbet af de 25 år.19

Runer for M.C. Jensen og Severin HansenErhvervslivets organisationsfolk hører ikke til de mest fremtrædende, når det handler om mindesmærker. Der er undtagelser som eks-empelvis Industrirådets første formand Alex. Foss (1858-1925), der i 1939 blev hyldet med et stort monument af Johannes Bjerg, der blev placeret ud for Industribygningen ved Rådhus-pladsen i København. Anders Nielsen (1859-1928), Svejstrup Østergaard, landbrugets store

organisationsmand, der indtager den mest mar-kante plads inden for skabelsen af den danske andelsbevægelse, er også blevet hædret med en stor mindesten af bornholmsk granit med et bronzerelief, der blev skabt af Elias Ølsgaard.20

Fiskeriet kom ikke til at stå tilbage for de øvrige hovederhverv. Efter M.C. Jensens død i januar 1952 kom der hurtigt et samarbejde i gang mellem de to hovedforeninger og Gre-naa Fiskeriforening. Der blev foranstaltet en stor indsamling, hvortil mange fiskere bidrog. Billedhuggeren Sven Bovin, der næsten altid arbejdede i granit, udformede da en smuk og solid buste, der naturligvis blev opstillet i Gre-naa. Her blev den i overværelse af en stor for-samling afsløret 5. september 1953.

Jubilæum i VestjyllandVestjysk Fiskeriforening kom godt fra start og kunne i 1959 markere sit 25 års jubilæum. Forsiden på jubilæumsbogen lod tydeligt forstå, at det var Vesterhavet, der var centrum for dansk fiskeri. Bemærk fiskerne langs kysten.


Som Dansk Fiskeriforenings formand var det Niels Bjerregaard, der foretog afsløringen og overdrog mindesmærket til byen, som Grenaas borgmester Aksel H. Hansen på byrådets veg-ne takkede for, idet han lovede, at byen ville værne om mindesmærket, hvilket den da også har gjort. Som vidnesbyrd om M.C. Jensens politiske betydning bemærkes, at partifællen, fiskeriminister Knud Rée var tilstede og også holdt en smuk tale. Severin Hansen døde i november 1955. Ved hans jordefærd deltog et stort følge af fiskeriets organisationsfolk, herunder de to hoved-organisationers formænd. Hertil kom fiskeri-ministeren, der som nævnt nu igen var so-cialdemokraten Christian Christiansen, altså meget passende atter en partifælle. Andelsbe-vægelsens fiskere og deres foreninger samlede efterfølgende ind til et monument – en stor gravsten – som blev placeret på selve graven

på Egebjerg kirkegård. Graven er siden sløjfet, men stenen er bevaret ved kirkegårdsmuren.

Fiskeriministeriet i arbejdstøjet Da statsminister Hans Hedtoft holdt sin tiltrædelsestale i Folketinget 25. november 1947, fik det nye fiskeriministerium kun få ord med på vejen. Statsministeren indledte med at bemærke, at de mange henvendelser, der i en årrække var fremkommet fra fiskerierhvervet, hermed var imødekommet – organisationernes mangeårige pres havde således båret frugt. Hedtoft var mere direkte vedrørende de kom-mende arbejdsopgaver. Ministeriets opgave var i første række at medvirke til en yderligere udvikling af dansk fiskeri, og en væsentlig betingelse herfor var at udvikle eksportmu-lighederne. I den forbindelse overvejedes det at udvide konsulentvirksomheden ved ansæt-telse af danske fiskerikonsulenter i udlandet. Spørgsmålet om reorganisering af afsætningen

Mindesmærke for M.C. JensenFiskeriminister Knud Rée talte ved afsløringen af mindesmærket for M.C. Jensen på Grenaa Havn 5. september 1953. Foto fra Grenaa Folketidende. Grenaa Egnsarkiv.


på hjemmemarkedet skulle også til overvejelse i nært samarbejde med erhvervet. Og endelig skulle der udarbejdes en lovgivning ved-rørende regulering af fiskeriet i Nordsøen og i Atlanterhavet, altså bestemmelser til gennem-førelse af de i London trufne aftaler.21 Organi-satorisk blev Fiskeridirektoratet overført til det nye ministerium, hvor det blev omdannet til et departement. Fiskeridirektøren Carl Trolle Thomsen blev den første departementschef, men holdt kun kort, idet han i sensommeren 1948 gik på pension og blev erstattet af B.S. Dinesen, der havde været kontorchef i Land-brugsministeriet siden 1936.22

Ved dannelsen fik Fiskeriministeriet foruden al-mindelige fiskerisager en ganske lang række af sagsområder. Det gjaldt Kongeriget Danmarks Fiskeribank, Fiskernes Understøttelseskasse, fiskeriundersøgelse i salte og ferske vande, Dansk Biologisk Station, Kommissionen for

Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, Fiske-riministeriets Forsøgslaboratorium, Fiskeri-rådet, statstøtte til fiskeriforsøg og fiskeud-klækning, fiskeristatistik, lån til fiskerflådens fornyelse, rationeringsordninger for redskaber til fiskeribrug, tilsyn med autoriserede, fiskeri-industrielle virksomheder, internationale fiske-riaftaler, fiskeauktioner, udgivelse af Årbog for den Danske Fiskerflåde, udgivelse af Fiskeri-beretning, fiskerikontrollen, redningsskibene for fiskere på Jyllands Vestkyst, havunder-søgelsesskibene ”Dana” og ”Biologen”, udar-bejdelse og stadfæstelse af vedtægter og regu-lativer for fiskeriet, faresignalstationerne på Jyllands Vestkyst, varetagelsen af fiskeriets udførselsforhold og øvrige handelspolitiske interesser i udlandet, fiskeripropaganda og hjemmemarkedets forsyning med fisk. Fra begyndelsen havde ministeriet kun et kon-tor og et konsulentembede, men sidstnævnte

Mindesten for Severin HansenPå kirkegården i Egebjerg i Odsherred blev Severin Hansen hædret af andels-bevægelsens fiskere. Foto 2011: Winnie Frisenette-Fich.


blev allerede i 1950 omdannet til ministeriets 2. kontor, også kaldet Erhvervskontoret. Dette kontor varetog fiskeriets udførselsforhold og øvrige handelspolitiske interesser i udlandet, Fiskeriministeriets Eksportudvalg, eksport-kontrollen, kvalitetskontrollen, vragning af fisk, tilsynet med fiskeriindustrielle virksom-heder og fiskeriattacheerne i udlandet.23 I be-tragtning af, at det blot få år tidligere var vur-deret, at en fiskeriminister ville få alt for lidt at lave, var det således helt klart, at det var en ganske anseelig mængde af arbejdsopgaver, der påhvilede det nye ministerium. På den bag-grund var det helt forståeligt, at fiskeriminister Christian Christiansen som nævnt ønskede sig fiskeriorganisationernes fremtrædende rolle i løsning af de mange opgaver.

Fiskeriministeren insisterer på en sammenslutningSom nævnt i forrige kapitel var planerne om en sammenslutning af de to hovedorganisationer formelt blevet droppet i januar 1948, men alli-gevel ikke helt skrinlagt. Det fællesudvalg, der var planlagt til at drøfte sager af fælles betyd-ning, kom ikke til at fungere. I sommeren 1948 udtrykte fiskeriminister Christian Christiansen sin store skuffelse over de sammenbrudte sam-menlægningsforhandlinger, mens flere lokal-foreninger i såvel Dansk Fiskeriforening som Vestjysk Fiskeriforening fortsat pressede på for en sammenslutning. I Vestjylland var især Thy-borøn fortalere for en fusion.

I marts 1949 blev forhandlingerne genoptaget på foranledning af fiskeriministeren, der nærmest

Langelinie-demonstration i 1946Allerede i 1946 anvendte fiskerne sejladser til København som protestform. Et forslag om lukning af Thyborøn Kanal var blevet fremsat i 1937 af kyst-beskyttelsesgrunde. Vestjysk Fiskeriforening var en indædt modstander af forslaget, der gik i dvale på grund af krigen. I 1946 blev det fremsat på Rigsdagen, og omkring 175 kuttere fra Thyborøn og Limfjordsbyerne satte kursen mod Langelinie, hvor 20.000 københavnerne tog imod. Alligevel vedtog Rigs-dagen i august 1946 en lov om lukning af kanalen, dog med en skibsfartssluse. På grund af mangel på materialer og penge skred arbejdet dog kun langsomt fremad, og på baggrund af nye undersøgelser i 1950’erne og 1960’erne blev 1946-loven ophævet i 1970. Forslaget om en lukning af kanalen er dog senere dukket op igen. Foto fra A. Hjorth Rasmussen: Nettet stammes – viljen styrkes, 1984.


insisterede på en sammenslutning. Der blev nedsat et fællesudvalg med fire repræsentanter fra de to foreninger og med ministeren for bord-enden, et udvalg, der hurtigt blev indskrænket til alene at bestå af ministeren og én repræ- sentant fra hver af foreningerne. I slutningen af maj 1949 fremlagde Christian Christiansen forslag til vedtægter for en samlet forening. Kort efter mødtes de to bestyrelser til møde i Lemvig, hvor man støttede sammenslutningen og enedes om de nye vedtægter. I en fællesud-talelse til samtlige lokalforeninger anbefalede de to bestyrelser at stemme for en sammen-lægning til én forening, der skulle begynde sin virksomhed 1. april 1950. Ikke tidligere havde man været tættere på en sammenslutning – og det var klart fiskeriministerens fortjeneste, at medlemmerne nu efter 15 års adskillelse di-

rekte blev hørt. I Vestjysk Fiskeriforening var der nemlig enighed om, at forslaget skulle ud-sendes til skriftlig afstemning blandt medlem-merne, mens Dansk Fiskeriforening først ville have spørgsmålet behandlet på lokalfor-eningernes generalforsamlinger og dernæst på en ekstraordinær generalforsamling i hoved-foreningen. På generalforsamlingen i Dansk Fiskerifor- ening 30. juni og 1. juli 1949 deltog både fiske-riministeren og Laurits Thygesen fra Vestjysk Fiskeriforening. Begge udtalte sig positivt om planerne, som lokalforeningerne skulle tage stilling til inden 1. oktober 1949. I Vestjysk Fiskeriforening havde man en lidt længere tidshorisont, idet medlemmerne skulle afgive deres stemmer senest 31. januar 1950.

1949-forslaget om en sammenslutningForslaget om en sammenslutning fyldte 19 paragraffer. Som det ses af § 1, skulle navnet være Dansk Fiskeriforening. Hjemstedet skulle være København, og sammen med hovedbestyrelsens sammensætning var det utvivlsomt baggrunden for vestjydernes afvisning. Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv.


Det betød også, at der var bedre tid til debat – og mundhuggeri.

I efteråret 1949 var der en stribe debatartikler i Vestjysk Fiskeritidende angående sammenlæg-ningen, hvor især fi skeriforeningerne i Thy-borøn og Esbjerg stod stejlt overfor hinanden. Fristen i Dansk Fiskeriforening blev udskudt til 1. december 1949, men da var resultatet også klokkeklart. 3/4 af medlemsforeningerne gik ind for sammenslutningen og udkastet til nye vedtægter. Blot én forening stemte imod, og der var således fl ertal i Dansk Fiskeriforen-ing. Anderledes så det ud i Vestjylland. Af-stemningsresultatet forelå ved bestyrelsesmø-det 10. februar 1950. Kun omtrent halvdelen af medlemmerne havde afgivet deres stemme, idet der var kommet 1.622 stemmesedler retur. Her-af var 1.162 imod og 460 for en sammenslut-ning. Bestyrelsen måtte herpå konkludere, at

forslaget var faldet og at Vestjysk Fiskeriforen-ing dermed fortsatte som selvstændig forening. I juli 1950 blev det på generalforsamlingen i Dansk Fiskeriforening med stort fl ertal ved-taget at henstille til Vestjysk Fiskeriforening at starte nye forhandlinger. Ved vestjydernes generalforsamling senere i samme måned afviste formanden, Laurits Thygesen, dette med henvisning til, at 70 % af medlem-merne tidligere på året havde været imod en sammenslutning. Fiskeriminister Christian Christiansen, der var tilstede, udtrykte stor beklagelse over den udeblevne sammenslut-ning.24

At dette første egentlige fusionsforsøg mis-lykkedes på grund af modstanden i Vestjyl-land – og især i Esbjerg – fi k stor betydning for fi skerierhvervets indfl ydelse på den politiske arena i de følgende årtier, hvor erhvervet i

Sammenslutningsplanen blev arkiveretPå Dansk Fiskeriforenings kontor blev alle doku-menterne om sammen-slutningen arkiveret i denne arkivæske. Den gamle æske er den eneste bevarede fra Dansk Fiskeriforenings gamle arkiv, og den dukkede op på Fiskerimuseet i Grenaa i forbindelse med ud-arbejdelsen af denne bog. Æsken var fyldt med breve fra Dansk Fiskeriforenings lokalforeninger, der næsten alle støttede sammenslutningen. Brevene indgår nu i foreningens arkiv i Erhvervsarkivet.


højere og højere grad blev politiseret. Det betød også, at de to organisationer kom til at stå i skyggen af Fiskeriministeriet, der i ud-præget grad kom til at sætte dagsordenen for den fiskeripolitiske udvikling. Det skyldtes ikke alene den manglende slagkraft, som var resultatet af to hovedorganisationer frem for én, men også, at flere fiskeriministre udnyttede splittelsen til at fremme egne dagsordener ved at spille de to foreninger ud imod hinanden. I det store historiske bakspejl er det fejlslagne sammenslutningsforsøg i 1949-1950 derfor en lige så trist milepæl i fiskeriorganisationernes historie som bruddet i 1934, hvilket gælder så meget desto mere som det forhold, at fusionen i høj grad var ønsket af fiskeriministeren. Tanken om en sammenslutning blev af og til bragt op i løbet af 1950’erne, men aldrig med større vægt. Da skagboerne i 1960-1961 kræ-vede Bjerregaard udskiftet som formand, øn-skede de som nævnt også en sammenslutning af de to hovedorganisationer. Dansk Fiskeri-forening benyttede da også anledningen til at kontakte Vestjysk Fiskeriforening med forslag om en sammenslutning. 3. juni 1961 holdt vestjyderne et bestyrelses- og formandsmøde i Lemvig for at tage stilling til sagen, og svaret var en klokkeklar afvisning.25

Økonomi og organisation i Dansk FiskeriforeningSeverin Hansen var i sine erindringer i 1952 inde på et karaktertræk ved fiskerne i midten af det 20. århundrede, som han ikke brød sig om. Den enkelte fisker manglede tillid til fæl-lesskabet, og han kunne ikke gøre sig fortrolig med den solidaritetsfølelse, der var nødvendig for andelsbevægelsen, mente han:26

” Mange har desværre endnu den op-fattelse, at deres eneste opgave er at stille fisken op på kajen og så af sted efter en ny fangst. Salget af fangsten lader han andre om. ”

I forhold til medlemskab af fiskerifor-eningerne havde mange fiskere det utvivlsomt på samme måde, ja, måske endnu mere. Gan-ske vist havde Dansk Fiskeriforening i slutnin-gen af 1940’erne pæne medlemstal – i 1947 var 12.583 medlemmer tilsluttet gennem 184 lokalforeninger – og holdningen var klart, at fællesskabet er fint, men at det omvendt helst ikke skal koste for meget. I det lys var valget af Niels Bjerregaard som formand heldigt. Som auktionsmester havde Niels Bjerregaard en god fornemmelse for tal. Ved formandsskiftet i 1947 var Dansk Fiskeri-forenings økonomi ikke særlig god, og ved generalforsamlingen i 1948 var der forståelse for, at varetagelsen af fiskernes interesser kræ-vede et bedre økonomisk grundlag. Foruden forhøjelser i det almindelige kontingent blev det besluttet at indføre en afgift på 1 promille af værdien af medlemmernes bruttofiskeri. I forhold til f.eks. fagforeningskontingent var det ikke meget, men en klar forbedring af for-eningens økonomi. Og selvfølgelig gav det an-ledning til utallige debatter, for der var mange fiskere, som fandt, at det var alt for dyrt, og at de ikke fik noget for de ekstra penge.27 Det viste sig også hurtigt, at Dansk Fiskeri-forenings administration slet ikke var gearet til at opkræve promilleafgiften, og at man måtte nøjes med at betragte det som en æressag, at promilleafgiften blev indbetalt til foreningen.


Det blev anslået, at blot 2/3 af afgiften blev indbetalt. Det var naturligvis ikke holdbart, så-fremt det skulle lykkes at få fl ere penge i kassen til at føre mere erhvervsøkonomiske aktiviteter. I 1952 blev der nedsat et økonomisk udvalg, der måtte erkende, at såfremt foreningen skulle kunne påtage sig arbejdet for at fremme fi ske-rierhvervets økonomi og rentabilitet, var det en grundbetingelse, at Dansk Fiskeriforenings organisation blev mere praktisk, hensigtsmæs-sigt og slagkraftigt organiseret. Det krævede ændringer i foreningens love, og de kom i mid-ten af 1950’erne. I 1954 blev vedtaget dels en omfattende revi-sion af foreningens love, dels nye retningslinjer

for standardvedtægter for lokalforeningerne. Sidstnævnte handlede især om at sikre Dansk Fiskeriforenings autoritet, herunder et legalt grundlag for opkrævning af promilleafgiften. Lovændringerne gik især ud på at give organi-sationen mere slagkraft. Generalforsamlingen blev fremover benævnt kongressen, hvorved man ville fremhæve betydningen i forhold til generalforsamlingerne i lokal- og kredsfor-eninger. Bestyrelsen blev desuden forpligtet på at samordne lokalforeningernes beslutnings-forslag, så forhandlingerne på kongressen blev mere strukturerede. I realiteten blev det dog centralforeningerne, der kom til at samordne og fremkomme med forslag til kongressen.

Fiskerimuseet i NørregadeI 1918 var Dansk Fiskeriforenings modelsamling flyttet til Nørregade i København. Her blev den i midten af 1950’erne nyopstillet. En stor plakat forkyndte, at der var gratis adgang to gange om ugen. Nogen succes blev museet dog ikke, og i 1965 blev hele samlingen deponeret hos Dansk Folkemuseum, en afdeling af Nationalmuseet, der i 1973 åbnede en helt ny fiskeriudstilling på Brede Klædefabrik. Plakat og fotos i Dansk Fiskeri-museum.


En anden vidtrækkende ændring var valgfor-men vedrørende bestyrelsen. Tidligere tiders snak om fiskerselvstyre var for længst borte, nu handlede det om valgkredsene på landsplan. De tolv bestyrelsesmedlemmer skulle frem-over vælges inden for tolv geografisk afgræn-sede områder, nemlig 6 i Jylland og 6 på øerne. Denne jævne geografiske repræsentation betød, at en forholdsvis stor del af bestyrelsens medlemmer blev valgt af de mindre foreninger. Eksempelvis betød det, at en kreds som Øst-vendsyssel, der blandt andet omfattede Fre- derikshavn og Skagen og som udgjorde godt en femtedel af Dansk Fiskeriforenings medlem-mer, alene opnåede en sjettedel af pladserne i bestyrelsen.28

Med vedtægtsændringen i 1954 blev struk-turen i Dansk Fiskeriforening i højere grad end tidligere præget af et hierarkisk forhold fra top til bund. Det gav en fastere organisation, men omvendt blev der ikke intern ro. I 1957 rejste eksempelvis den østjyske centralforening en kraftig kritik af, at det erhvervsøkonomiske arbejde ikke i højere grad prægede forenin-gen. Kritikken fik Bjerregaard til at ansætte Kaj Enevoldsen som ny forretningsfører efter Munk Simonsen, der i januar 1957 var død af en hjertesygdom blot 53 år gammel.29 Kaj Enevoldsen var født i 1917 og havde gjort kar-riere inden for blandt andet fiskerikontrollen og i fiskeriministeriet, og han kom til Dansk Fiskeriforening fra en stilling som overfiskeri- assistent i Frederikshavn. Enevoldsen tog straks fat på det erhvervsøkonomiske arbejde, men blev bremset som følge af modstand eller ligegyldighed fra flere grupper af medlemmer. Sagen var også den, at fiskeriet i 1950’erne oplevede en hidtil uset fremgang. Især takket

være Nordsøfiskeriet øgedes fangsterne vægt-mæssigt med 131 % og værdimæssigt med 113 % gennem årtiet. Eksporten og investering-erne var også i kraftig udvikling, så den over-ordnede målsætning for erhvervsøkonomiske aktiviteter, fiskeriets fremme, blev så at sige opfyldt af sig selv.30

Som følge af blandt andet promilleafgiften fik Dansk Fiskeriforening en langt stærkere økonomi. Som tidligere nævnt havde forenin-gen i 1947 en balance på godt 143.000 kr. og en formue på 28.000 kr. I 1961 var balancen på 431.797 kr. og formuen på 300.993 kr. Året gav et overskud på 27.466 kr. Kontingentet gav en indtægt på 27.978 kr., mens promilleaf-giften gav 130.836 kr. Den største indtægts-kilde var dog annoncesalg på 182.904 kr. De flotte resultater skal oven i købet ses i lyset af en tilbagegang i medlemsantallet. I 1961 var der 9.822 medlemmer gennem 154 lokalfor-eninger, hvortil kom små 500 direkte medlem-mer.31

Fiskerirådet nedlægges – og genopstårI de umiddelbare efterkrigsår blev mange af krigsårenes støtteordninger ophævet. Desuden blev en stor del af de statsstøttede erhvervsråd og -udvalg, der var oprettet i 1930’erne, ned-lagt. Det gælder for eksempel Landbrugsmini-steriets Ægeksportudvalg og Landbrugsmini-steriets Fjerkræeksportudvalg, der omkring 1950 begge blev erstattet af erhvervsråd alene sammensat af repræsentanter fra de respektive erhverv. I slutningen af 1940’erne kom det tilsvarende på tale at erstatte Fiskerirådet med et erhvervsråd i form af en fællesrepræsenta-tion for hele fiskerierhvervet til at varetage


fiskeriets interesserer over for lovgivnings-magten og administrationen.32

Indtil videre var det Fiskeriministeriets folk, der stod i spidsen. 1. september 1948 var den nye departementschef B. Dinesen blevet formand for Fiskerirådet, mens kontorchef G.L. Mourier havde overtaget opgaven som sekretær. Dinesen satte dog straks Fiskeri-rådets fremtid til diskussion, idet han fandt, at fiskerierhvervets organisationer i modsætning til i 1930 nu langt bedre kunne løse en række af de løbende opgaver. Dertil kom, at en række af Fiskerirådets arbejdsopgaver var gledet over i forskellige udvalg under ministeriet, herunder blandt andet Fiskeriministeriets Eksportud-valg. Følgen blev, at Fiskerirådets virksomhed fra og med 1948 begrænsede sig til et årligt,

udvidet møde, en slags ”fiskeriets rigsdag”, hvor både administrationen, en lang række er-hvervsorganisationer og videnskaben deltog. Fiskerirådets hidtidige aktiviteter indstilledes dermed, og der var bred enighed om, at dets virksomhed skulle stoppes, når loven udløb 31. marts 1954. Det gav god tid til, at fiskerier-hvervet selv kunne drøfte nedsættelse af et nyt fiskeriråd. Fra 1. april 1954 blev det nye Fiskeriråd, Fiskeriets Erhvervsråd, dannet til afløsning af det gamle råd. Følgende organisationer fik hver to repræsentanter i det nye erhvervsråd: Dansk Fiskeriforening, Vestjysk Fiskeriforening, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Danmarks Fiskehandels- og Havfiskerifore-ning, De samvirkende danske Andels-Fiske-

Fiskerimessen i ForumBlandt de mange fiskerimesser, der efterhånden holdtes, var denne i Forum i København i maj 1956 særligt godt besøgt. I midten af hallen ses Claus Sørensens redningsbåd. Foto: Dansk Fiskerimuseum.


salgsforeninger, Landsorganisationen af Dan-marks Detailfi skehandlere og Foreningen for Danmarks Fiske-Konservesindustri. Senere blev andre organisationer optaget; i det første år således Dansk Eksportforening til Eksport af Fileter og fl adfi sk (”Fladfi skfi letforeningen” – forløber for Danmarks Fiskeindustri- og Eks-portforening) og Centralforeningen for Fiske-røgerier i Danmark.33

Alligevel krævede det snilde i dette første for-maliserede, frivillige samarbejde i det danske fi skerierhverv at få formuleret nogle over-ordnede retningslinjer for det nye råds arbej-de, så de enkelte organisationers særinteresser fortsat kunne håndhæves selvstændigt. Det nye råd fi k blandt andet til opgave:34

” at fremme samarbejdet mellem det danske fi skerierhvervs faglige orga-nisationer på områder, på hvilke et sådant samarbejde vil være til gavn for fi skerierhvervet, og at varetage sådanne fællesopgaver, som ikke henhører under de enkelte organisationers virksomheds-område på en sådan måde, at de enkelte organisationer vedblivende står frit i varetagelsen af de opgaver, der falder ind under deres virksomhedsområde. ”

Det nye fi skeriråd kom ligesom forgængeren blandt andet til at tage sig af fi skeriudstillinger – fra 1950’erne kaldet messer, men kom også til at virke på den større politiske arena. Eksempelvis var der på kongressen i Dansk Fiskeriforening i 1958 vedtaget en resolu-tion til regeringen i anledning af, at Island og Færøerne havde proklameret en udvidelse af fi skerigrænsen til 12 sømil, og efterfølgende

sluttede hele Fiskerirådet op om resolutionen.35 Det nye fi skeriråd kom i øvrigt snart til at føre ”en stilfærdig virksomhed på det jævne”, blandt andet fordi over halvdelen af medlems-organisationerne ikke ønskede at yde økono-misk støtte til rådets virksomhed. Ved et møde i Aarhus i januar 1964 blev det derfor vedtaget at opløse rådet pr. 31. marts 1965.36

Arbejdsopgaverne i 1950’erneFiskeriministeriet kom som nævnt til at vare-tage en bred vifte af arbejdsopgaver. I kraft af, at de to hovedorganisationer var repræsenteret i en lang række af de institutioner, kommissio-ner m.m., der sorterede under ministeriet, blev arbejdsopgaverne naturligvis stærkt præget heraf. Det blev således Fiskeriministeriet, der

FiskepropagandaMærkat for Landsforeningen for Fiskepropaganda.


som følge af den fortsatte splittelse i fiskerier-hvervet i høj grad kom til at stå i spidsen for nye initiativer. Eksempelvis blev Landsforeningen for Fiskepropaganda dannet i 1948 på direkte foranledning af ministeren. Foreningens for-mål var at øge forbruget af danske fisk i ind- og udland. Den stod blandt andet bag flere ud-stillinger samt dokumentarfilmen Nordsø Sild, instrueret af Jørgen Storm-Petersen (12 min., 1950).37 Foreningen blev opløst pr. 1. april 1952, hvorefter arbejdet gled over i Fiskeri-ministeriets propagandaudvalg.38 At ministe-riet dominerede, betød naturligvis ikke, at de to hovedorganisationer ikke havde egne selv-stændige arbejdsopgaver. Det gjaldt eksempel-vis den nye Fiskerhøjskole i Esbjerg, der i 1946 var etableret af begge hovedorganisationer. Skolen var i 1948 kommet i god gænge under den nye forstander, Peter Gamborg Nielsen. På vinterholdet kom der helt op til 34 elever. Alligevel måtte det erkendes, at skolen var af-hængig af både direkte og indirekte støtte fra Esbjerg Kommune, og den gamle Arbejder-

højskole, som byen havde stillet til rådighed, var trods alt en så anseelig bygning, at elevtal-let var for ringe til, at fiskeriorganisationerne kunne forsvare moralsk over for Esbjerg Byråd fortsat at lægge beslag på bygningen.39 Man flyttede derfor fra den gamle højskolebygning, hvor der i dag er vandrerhjem, og købte i fæl-lesskab en mindre bygning på Strandvejen 1 i Middelfart, hvor der fra sommeren 1955 blev startet fiskerhøjskole.40

Dansk Fiskeriforening kom i midten af 1950’erne desuden til at beskæftige sig selv-stændigt med et nyt fisketorv i København. Foreningen førte indgående forhandlinger med Københavns Kommune om en afløser for Gam-mel Strand. Kommunen anså det ikke for en kommunal opgave at drive et fisketorv, men henviste fiskerierhvervet til selv at stå for tor-vet og en eventuel auktionshal, idet kommunen dog stillede en stor grund til rådighed i Gas-værkshavnen. Fisketorvet, der blev etableret i 1958, kom til at ligge dér helt frem til 1999,

Havnegade-planenSiden slutningen af 1800-tallet havde der været mange planer om at bygge et nyt fisketorv. Monberg & Thorsen lavede i 1940 en skitse til et projekt i Havnegade mellem Børsbroen og Chr. IV’s Bro. Fiskeriøkonomisk Forsøgslaboratorium lod derpå tre studerende lave en detaljeret plan som eksamensprojekt. Fotos fra dette projekt. Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv.


hvor torvet fl yttede til Nordhavnen, idet der på det gamle areal samtidig byggedes et stort indkøbscenter, der med navnet ”Fisketorvet” fastholder erindringen om det gamle fi ske-torv.41 Som helhed forløb samarbejdet mel-lem organisationerne og Fiskeriministeriet udmærket. I 1958 kom det dog til den første alvorlige konfl ikt mellem organisationerne og fi skeriministeren, som da var Oluf Pedersen fra Danmarks Retsforbund. Sagen handlede om rødspætteomplantninger, der havde stor betydning for indvandsfi skeriet, blandt andet i Limfjorden og i bælterne. Nye videnskabelige undersøgelser fra Danmarks Fiskeri- og Hav-undersøgelser viste dog, at omplantningerne ikke var rentable, hvorefter ministeren i feb-ruar 1958 øjeblikkeligt standsede alle omplant-ninger, skønt der allerede forelå bevillinger til disse. Harmen blandt fi skerne, der havde positive erfaringer med omplantningerne, var stor, og de fi k kraftig støtte fra Dansk Fiskeri-forening. Oluf Pedersen blev stærkt kritiseret, og hans ministertid blev betegnet som et trist

Fisketorvet på Gammel StrandPå Gl. Strand var der i 1940’erne omkring 135 stadepladser fordelt på knap 1.000 kvadratmeter. Dertil kom i Slotsholms Kanal et halvt hundrede stadepladser i form af damjoller og hyttefade i to rækker. De levende fisk kom med kuttere og kvaser til Knippelsbro, hvor de blev omlastet i hytte-fade, der blev slæbt ind til Gl. Strand. Kassefisk (iset fisk) ankom med bil eller jernbane. Fisketorvet var stærkt kritiseret for at være for lille og med dårlige til- og frakørselsforhold. Opbevaringsforholdene var heller ikke gode. Det havde været på tale at nedrive Assistenshuset i Nybrogade og bygge nyt dér. Der var også tale om flytninger til blandt andet Nordhavnen, Sydhavnen, Wilders Plads og til Havnegade (se modstående side).


kapitel i det danske fiskererhvervs historie.42 Departementschef B. Dinesen beskrev i 1962 i jubilæumshæftet for Dansk Fiskeriforening sagen som en undtagelse i det ellers gode sa-marbejde mellem foreningen og ministeriet.43 Dinesen forklarede videre om forholdet mel-lem ministeriet og organisationerne, at når ministeriet af og til måtte tage afstand fra øn-sker, så

” skyldes dette jo de mange forskellige hensyn en minister må iagttage bl.a. over for andre erhvervsgrupper eller hensynet til andetsteds boende fiskere, for slet ikke at tale om hensynet til udlandet og det mellemfolkelige arbejde. Det kan ikke være ministeriets opgave udelukkende at konfirmere de af fiskeri-organisationerne fremsatte ønsker. Var dette tilfældet, behøvede man jo intet ministerium, men kunne nøjes med et lille ekspeditionskontor. ”

Et af de ønsker, der blev fremsat af Dansk Fiskeriforening, handlede om nedsættelse af en kommission til overvejelse af ændringer i loven om saltvandsfiskeri, et område, hvor de to hovedorganisationer traditionelt havde sær-standpunkter. Den generelt manglende enighed mellem Dansk Fiskeriforening og Vestjysk Fiskeriforening i større erhvervspolitiske spørgsmål fik da fiskeriminister A.C. Normann til at tage bredere hensyn og nedsætte en større kommission til belysning af problemer i fiske-rierhvervet.44 Fiskerikommissionen af 27. juni 1961 fik 27 medlemmer (senere udvidet til 32) fra relevante ministerier, de politiske partier og fiskerierhvervets organisationer. Først i 1967 forelå der en betænkning fra kommissionen,

der fra begyndelsen i 1961 havde inddelt arbej-det i otte underkommissioner, der samlet giver et fint billede af de mange problemer, der efter-hånden var blevet mere og mere akutte i fiskeri-erhvervet. Der var således underkommissioner om saltvandsfiskeriloven (herunder landvind-ing og forureninger vedrørende saltvand og omplantning i saltvand), om ferskvandsfiske-riloven (herunder landvinding og forure-ninger vedrørende ferskvand og omplantning i ferskvand), om fiskerigrænser, om afsæt-ningsforhold og propaganda samt kvalitets-problemer, om rentabilitet og låneforhold, om fiskerikontrollen, om redningstjenesten, samt om fiskeriets driftsformer m.m.45

På vej mod arbejdskonflikterI 1960 kom det til den første større arbejds-konflikt i fiskeriets historie. Det traditionelle partsfiskeri, hvor udbyttet fordeltes med 50 % til skipperen og 50 % til mandskabet, gav ikke grundlag for en opdeling i en arbejdstager- og arbejdsgiverpart. De to hovedorganisationer så sig ligesom de mange lokalforeninger som interesseforeninger for hele erhvervet, og hel-ler ikke lokale skipperforeninger betragtede sig som arbejdsgiverforeninger. Den fagforenings-orienterede del i fiskerierhvervet rettede sig endnu primært mod aktiviteter på land såsom losning, transport, sortering og forarbejdning. I 1950 kom det første forvarsel om nye tider med arbejdsretslige konflikter, idet en parts-fisker gjorde krav på en andel i efterbetalinger fra andelssildeoliefabrikken, en sag, som fiske-ren tabte. Uroen ulmede i løbet af 1950’erne, og i sommeren 1960 iværksatte Fiskernes Fag-forening i Esbjerg for første gang en strejke og blokade for at gennemtvinge lønforhand-lingerne med skipperne. Det skete samtidig


med, at den faglige uro, der havde hersket på hele arbejdsmarkedet siden storkonflikten i 1956, kulminerede med et væld af strejker lan-det over. Fiskerne blev hermed for første gang inddraget i en større arbejdsmarkedskonflikt. Udgangspunktet var atter andelssildeoliefab-rikken i Esbjerg, hvor partsfiskerne krævede andel i bonusudbetalinger og henlæggelser til reservefonden. Fiskeskipperne, andelshaverne i fabrikken, nægtede, og fagforeningen er-klærede derfor blokade mod de ca. 250 fiske-kuttere, der var tilsluttet andelssildeoliefabrik-ken. Denne svarede igen med at hjemkalde de 150 kuttere, der endnu fiskede for fabrikken. Derved indstilledes produktionen, og omtrent 400 kuttere var i slutningen af august lagt op.

Problemet var, at der for så vidt ingen mod-part var. Fiskeskipperne måtte i begyndelsen af september nedsætte et udvalg, der blev be-myndiget til at forhandle med partsfiskerne. Fiskeriminister Oluf Pedersen deltog 14. september 1960 i forhandlinger i Esbjerg da-gen efter, at sildeoliefabrikkens andelshavere havde tilbudt partsfiskerne halvpart i de re-servefonds, der opsparedes. Herefter afblæstes konflikten. I forhandlingsudvalget deltog Fr. Lodberg, Vestjysk Fiskeriforenings formand, men hoved-organisationerne undlod ellers helt at forholde sig til konflikten.46

■

Jubilæum i Dansk Fiskeriforening 1962Dansk Fiskeriforenings bestyrelse, forretnings-fører og redaktør fotograferet på foreningens kontor i jubilæumsåret 1962. Formanden Niels Bjerregaard var syg og derfor ikke til stede. Siddende fra venstre mod højre: Karl Olesen, Lønstrup, Jes Christensen, Aarøsund, Erhard Hansen, Reersø, Karl Hansen, Sandvig (ved bordenden), Ludvig Pedersen, Snogebæk, forretningsfører K. Enevoldsen og Anders A. Andersen, Glyngøre. Stående ses fra venstre mod højre: Adolf Jørgensen, Skagen, redaktør Anders Finsing, Søren Andersen, Hundested, Laur. Larsen, Lindelse, Knud Andersen, Aarhus, og Ernst Christiansen, Bagenkop. Foto: Dansk Fiskerimuseum.

Gang i fiskerietFangstmængden voksede fra 215.000 tons i 1948 til 2 millioner tons i 1980. Den største stigning kom fra omkring 1960, hvor ståltrawlere kom i brug. Medvirkende var også nye teknologier som decca og ekkolod, der blev nyttige redskaber i fiskeriet. Der skete et boom i industrifiskeriet, der især tog til i Nordsøen. De traditionelle fiskearter som torsk og rødspætter mistede terræn, mens fangsten af sild steg markant. Silden blev anvendt i fiske-melsindustrien. Da det blev forbudt, tog tobis, sperling og brisling

over. I 1980 tegnede disse arter sig for 67 procent af den samlede fangstmængde. Foruden betydelige teknologiske udviklinger skete der således også store forskydninger mellem farvandene og i fiske-arterne, der blev fanget. Og så kom fiskeriet i 1970’erne for alvor på den politiske dagsorden med de første hårde kvotebegrænsninger. I 1968 dokumenterede Fiskeri- og Søfartsmuseet rødspættefiskeri-et på snurrevodskutteren E332 Benny Jessen. Foto: Stig T. Karlsson. Fiskeri- og Søfartsmuseet.

141

Kapitel 8Tilspidsning og tilpasning 1962-1982

Fiskeriforeningernes formænd I Dansk Fiskeriforening trådte Niels Bjerre-gaard som følge af svigtende helbred tilbage ved generalforsamlingen i 1962. Han fortsatte sine andre gøremål, og i sommeren 1966 blev han udnævnt til tysk konsul i Frederikshavn. I august 1966 rejste han til København for at modtage udnævnelsen på den tyske ambassade, men aftenen forinden blev han på hotelværelset ramt af et hjerteanfald og afgik ved døden.1

Fiskerskipper Henry Sørensen, Hundested, afløste i 1962 Bjerregaard som ny formand. Henry Sørensen (1910-1996) stammede fra en fiskerslægt og fik som 14-årig hyre på en kutter i Esbjerg. Efter at have været på naviga-tionsskole fik han sig sin egen kutter, hvorfra han med base i Hundested drev fiskeri både i Østersøen og i Nordsøen. I en årrække fiske-de han fra Grimsby, men han prøvede også

kræfter med fjordfiskeriet og laksefiskeri fra Bornholm. At Henry Sørensen havde deltaget i både det søgående fiskeri og indvandsfiskeriet, blev fremhævet som gode forudsætninger for at varetage formandshvervet i Dansk Fiskeri-forening. Helt selvskreven var han dog ikke, idet der var hele fem kandidater til formands-posten. Der blev derfor afholdt et prøvevalg, hvor de to, der opnåede flest stemmer, skulle gå videre til det endelige formandsvalg. Henry Sørensen fik her 140 stemmer, mens Richard Mortensen og Knud Andersen, begge fra Aarhus, hver fik 71 stemmer. Der var således tre kandidater til det endelige formandsvalg, som blev overbevisende vundet af Henry Sø-rensen med 282 stemmer mod 28 og 61. Henry Sørensens flotte valg skyldtes blandt andet stor opbakning fra bornholmske fiskere, men i øvrigt var han vellidt blandt fiskere landet over. Han var medlem af Venstres hovedbestyrelse,


og da han i 1966 blev indvalgt i Folketinget – som den første fisker siden Severin Hansen – skete det i Frederikshavnskredsen.2 I 1970 trådte Henry Sørensen tilbage af hel-bredsmæssige årsager. Ny formand blev Søren Knudsen (1919-1993), der var søn af en fiskeskipper i Skagen og selv havde taget sætteskippereksamen i 1938. I årene fra 1952 til 1975 var han medlem af bestyrelsen i Ska-gen Fiskeriforening; 1965-72 var han formand. I Dansk Fiskeriforening fik han en bestyrelses-plads i 1962 og valgtes så i 1970 til formand, et hverv, som han beholdt til 1982, hvor han fratrådte efter eget ønske. I 1965 solgte Søren Knudsen sin kutter i erkendelse af, at det måtte være et enten-eller; der var ikke tid til både at være fisker og organisationsmand.3 I Vestjysk Fiskeriforening, der i 1967 tog navneskifte til Danmarks Havfiskeriforening, fortsatte Fr. Lodberg som formand frem til

1972, hvor han blev afløst af Dansk Fiskeri-forenings tidligere formand, Henry Sørensen. Det ret overraskende valg gik ikke stille af sig, idet kredsene i Danmarks Havfiskeriforening var splittede. Siden 1934 havde Esbjerg-fisk-erne haft formandsposten i foreningen, og efter Lodbergs beslutning om sin afgang havde de allerede i december 1971 kåret den tidligere formand Claus Sørensens søn, direktør Tage Sørensen, som deres kandidat. Det vakte harme i Midtkredsen og Nordkredsen, der i en række spørgsmål var uenige med kollegerne i Sydkredsen. Særlig de to formænd i Hirts-hals og Hanstholm, Tonny Hede (1931-1978) og Svend Heiselberg (f. 1935), der begge sad i Danmarks Havfiskeriforenings bestyrelse, blev i Esbjerg anset for at være nogle unge provoer. I Esbjerg fastholdt man følgelig Tage Sørensen som kandidat, mens repræsentanter fra foreningerne fra Hvide Sande til Hirtshals opfordrede Tonny Hede til at stille op.4 Es-bjerg Fiskeriforening truede herefter med ud-

Henry SørensenHundested-fiskeren Henry Sørensen var fra 1962 til 1970 formand for Dansk Fiskeri- forening og fra 1972 til 1974 formand for Danmarks Havfiskeriforening. Foto: Tage Jensen. Fiskeri- og Søfartsmuseet.

143Kapitel 8 - Tilspidsning og tilpasning 1962-1982

meldelse af Danmarks Havfiskeriforening, hvis Tonny Hede blev formand. Esbjergenserne var bitre over udsigten til en formand, der ikke var bosat i byen.

Efter nogle ugers betænkningstid betakkede Tonny Hede sig imidlertid, blandt andet med henvisning til, at han ville få daglig arbejds-plads i Esbjerg og ikke ønskede at flytte fra Hirtshals. Samtidig ventilerede han den tanke, at formanden burde udpeges af hovedbesty-relsen og altså ikke vælges på generalforsam-lingen. Dette forslag bragte hovedbestyrelsen frem på generalforsamlingen 24. juni 1972 på La Strada i Silkeborg. Det faldt til jorden med 48 stemmer imod og 44 stemmer for. Der-for kom det til kampvalg. Fiskeriforeningen i Hanstholm havde nemlig i sidste øjeblik op-stillet Henry Sørensen. Foruden et stærkt træk mod Esbjergs kandidat, Tage Sørensen, der nok havde organisationserfaring fra Esbjerg Fiske-riforening, men dog ikke selv havde været

fisker, havde forslaget om Henry Sørensens kandidatur også nogle politiske undertoner. Svend Heiselberg var i 1968 ikke alene blevet formand i Hanstholm Havns Fiskeriforening, han var også blevet indvalgt i Hanstholms kommunalbestyrelse. Det skete på en borger-lig liste, så forslaget rummede også en støtte til venstremanden Henry Sørensen, idet Svend Heiselberg dog selv først efter nogle år hos Det konservative Folkeparti blev medlem af Ven-stre.5 Ved generalforsamlingen tabte esbjergenserne forudsigeligt valget. Henry Sørensen blev valgt på Nord- og Midtkredsens stemmer, idet han fik 58 stemmer mod 32 til Tage Sørensen. Den nye formand var således valgt imod Esbjerg-fiskernes ønsker, og det begrænsede nok hans handlefrihed noget.6 Omvendt var det klart en fordel, at Henry Sørensen i en række år havde haft et tæt parløb med kontorchef G.L. Mouri-er i Dansk Fiskeriforening, en relation, der fik

Søren Knudsen (1)Formandsposten i Dansk Fiskeriforening blev fra 1970 til 1982 varetaget af skipperen Søren Knudsen.fra Skagen. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Laurits Tørnæs (2)Efter en trafikulykke måtte Laurits Tørnæs stoppe som aktiv fisker i en ung alder. I stedet kastede han sig energisk over organisationsarbejdet. Foto: Jytte Nielsen. Fiskeri- og Søfartsmuseet.

21


betydning for de to organisationers svar på de udfordringer, som Danmarks EF-medlemskab gav. Henry Sørensens formandstid blev dog kun kort. I sommeren 1974 blev han genvalgt, men måtte kort efter træde tilbage af helbreds-hensyn, og næstformanden, Laurits Tørnæs blev derefter, som lovene foreskrev, konstitu-eret som ny formand. På grund af den lange tid til generalforsamlingen ønskede Tørnæs sit mandat bekræftet, hvilket skete på en ek-straordinær generalforsamling, der blev holdt i Århus 23. november 1974.7 Laurits Tørnæs (f. 1936) stammer fra en fisker-slægt i Sønder Stenderup ved Kolding. Med hans egne ord var han som ung ”et lille skravl”, men han insisterede på at følge i faderens køl-vand og blive fisker. Fra 1954 fiskede Tørnæs fra Esbjerg, hvor han i 1960 blev kutterejer. Han fiskede indtil 1969, hvor han efter en trafikulykke måtte stoppe fiskeriet.8 I 1971 blev han formand for Esbjerg Fiskeriforening. Ef-ter valget til formand i Danmarks Havfiskeri-

forening og efter opstilling i Ribekredsen som folketingskandidat for Venstre stoppede Tørnæs som formand i Esbjerg Fiskeriforen-ing, hvor den kun 27-årige Kent Kirk i stedet blev ny formand.9 Laurits Tørnæs blev først indvalgt i Folketinget i 1981 og havde som havfiskernes formand også rigeligt af arbejds-opgaver i kølvandet på Danmarks indtræden i EF. Internationaliseringen slog da fuldt igennem, og Tørnæs blev den første danske fiske-riorganisationsformand, der for alvor tog kon-sekvenserne. Hans deltagelse i de internatio-nale fiskerikredse blev så omfattende, at han blev kaldt ”fiskeriets udenrigsminister” og ”fiskeriets Kissinger”. Laurits Tørnæs fortsatte som formand for Danmarks Havfiskerforening frem til 1987, da han i Poul Schlüters regering-er blev landbrugsminister – og som politiker blev kendt som ”en snu politisk ræv.”10

Fiskeriministrene og administrationenI den tyveårige periode fra 1962 til 1982 kom det danske fiskerierhverv til at have ikke færre

Svend Heiselberg I 1968 blev Svend Heiselberg formand for Hanstholm Havns Fiskeriforening. Mange i Danmarks Havfiskeriforening anså ham for at være en rebel. Her er han fotograferet i 1970 ved indvielsen af Sømandshjemmet i Hanstholm. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune.


end ni ministre. A.C. Normann fra Det Radikale Venstre fortsatte på posten i Jens Otto Krags første ministerium fra 1962 til 1964, hvor han afløstes af socialdemokraten H. Larsen-Bjerre i Krags anden regering. Efter et hjerteanfald måtte han dog efter blot to uger trække sig tilbage, og han afløstes af partifællen Jens Ris-gaard Knudsen. I Hilmar Baunsgaards regering fra 1968 til 1971 blev A.C. Normann atter fiskeriminister. Han kom til at virke som fiske-riminister i godt otte år, hvorved han er den længst siddende fiskeriminister nogensinde. En tragisk trafikulykke i 1971 betød dog hans exit fra Folketinget i 1972. Med venstremanden Niels Anker Kofoed i Poul Hartlings regering (1973-1975) som en undtagelse sad der deref-ter socialdemokrater i fiskeriministerstolen i Anker Jørgensens regeringer frem til 1982,

nemlig Christian Thomsen (1971-1973), Ib Frederiksen (1973), Poul Dalsager (1975-1977, 1979-1981), Svend Jakobsen (1977-1979) og Karl Hjortnæs (1981-1982). Af disse var Ib Frederiksen, Niels Anker Kofoed og Poul Dalsager tillige landbrugsministre. Dobbelt-tjansen blev kritiseret af organisationerne, og det fik til konsekvens, at Karl Hjortnæs, efter Dalsagers udnævnelse i EF-kommissær i 1981, blev minister for fiskeriet som eneste ressort-område.11

Departementschef B. Dinesen gik på pen-sion i 1963 og efterfulgtes af Jens Nørgaard (1963-1976), Jørgen Hertoft (1976-1983) og Thomas Lauritsen (1983-1994).12 Chefskiftet i 1963 betød, at kontorchef G.L. Mourier valgte at stoppe i ministeriet, idet han blev hentet til

Nye ministre 1962-19821. H. Larsen-Bjerre (Socialdemokratiet). 2. Jens Risgaard Knudsen (Socialdemokratiet). 3. Niels Anker Kofoed (Venstre). 4. Christian Thomsen (Socialdemokratiet). 5. Ib Frederiksen (Socialdemokratiet). 6. Poul Dalsager (Socialdemokratiet). 7. Svend Jakobsen (Socialdemokratiet). 8. Karl Hjortnæs (Socialdemokratiet). A.C. Nor-mann, se s. 120. Fotos: Fødevareministeriet.

1.

5.

2.

6.

3.

7.

4.

8.


Dansk Fiskeriforening som ny direktør, dog snart atter med titel af kontorchef. Trods ef-ternavnet var han ikke i nær familie med den tidligere nævnte højesteretssagfører Mourier. George Louis Mourier (1908-1985) var skov-ridersøn fra Næstvedegnen, og efter at være blevet cand. jur. i 1932 havde han gjort kar-riere i først Landbrugsministeriet og siden i Fiskeriministeriet, hvor han blev kontorchef i 1948. Dansk Fiskeriforening formåede dermed i 1963 at headhunte en embedsmand med be-tydelig administrativ erfaring fra ministeriet til sit eget kontor. Mourier fortsatte frem til 1976, hvor han blev pensioneret.13 Han afløstes af økonomen Henning Hecht (f. 1945), der ligeledes blev hentet fra Fiskeriministeriet.14

Fiskeriministeriets opbygning og arbejdsom-råder blev opretholdt i 1960’erne, og først i

begyndelsen af 1970’erne skete der større æn-dringer. Ved oprettelsen af et Ministerium for Forureningsbekæmpelse (senere Miljøminis-teriet) i oktober 1971 måtte Fiskeriministeriet give afkald på sager vedrørende beskyttelse af ferske og salte vande, og senere overførtes flere områder til Miljøstyrelsen. Alligevel vok-sede Fiskeriministeriet, idet det blev omorgan-iseret efter Danmarks indtræden i EF. I første omgang deltes administrationen i tre kontorer, der igen fra 1980 voksede til fem.15 Det betød naturligvis, at Fiskeriministeriet ekspanderede personalemæssigt.

En af de nyansatte var juristen Birgit Bolgann, der i forbindelse med sin pensionering i som-meren 2011 huskede tilbage til 1978, da hun begyndte i ministeriet:16

Karl Hjortnæs på besøg i Hanstholm18. marts 1981 aflagde fiskeriminister Karl Hjortnæs besøg i Hanstholm. På ”Pondus”, den senere formand Thorkild Førbys skib, fik han demonstreret den nyeste teknologi. Det er Førby til højre. På fiskevirksomheden P. Taabbel & Co. fik ministeren sig en snak med Svend Heiselberg og Egon Sekkelund. Fotos: Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune.


” Det var dengang, der i påsken var blokade i havnene, fordi fiskerne nu var begyndt at mærke til fiskeripolitik-ken. Man skulle ruste sig til fremtidens restriktioner, og der kom også støtteord-ninger og den første ophørsordning for fiskeriet. Hele forvaltningen voksede, samtidig med at fiskerne blev begræn-sede i deres muligheder, og fiskeriet begyndte at gå tilbage. ”

Situationen spidsede langsomt til for det dan-ske fiskerierhverv, der i højere og højere grad måtte tilpasse sig politiske dagsordener. Den gamle formand Henry Sørensen sammenfat-tede det i 1980 således: 17

” Nu bestemmer man i land, hvad der må fiskes, hvor meget der må fiskes, hvem der må fiske, og hvor der må fiskes. Det kommer ind ad bagdøren, og lige på en gang sidder fiskerne i nettet i stedet for, der skulle have været fisk i det! ”

Og så stod man faktisk endnu foran EFs første samlede fiskeripolitik, som efter flere års forhandlinger blev vedtaget i 1983.

Kedelig start for Henry SørensenDe første formandsår i Dansk Fiskeriforen-ing kaldte Henry Sørensen senere for ”en prø-velsernes tid.”18 To kedelige sager kom til at overskygge det daglige arbejde. Den første handlede om foreningens direktør, der blev afskediget, og den anden om ham selv, der af ministeren blev anklaget for indiskretion. Henry Sørensen fattede hurtigt mistillid til sin direktør, Kaj Enevoldsen, der blev udsat for

en sælsom afskedigelsessag. Det udviklede sig til en spektakulær sag med misforståelser, personfnidder og mange juridiske finesser, en sag, der kom til at køre i fuld offentlighed med store overskrifter i de landsdækkende aviser, herunder ikke mindst formiddagsaviserne Ek-strabladet og B.T. Det skyldtes blandt andet pressemeddelelser fra foreningen og mange udtalelser fra de implicerede – ingensinde før havde Dansk Fiskeriforening fået så megen presseomtale. Ifølge omtalerne i Dansk Fiskeritidende tog sa-gen fart 1. februar 1963. Henry Sørensen havde forinden sammen med revisoren gennemgået regnskaberne kritisk og derpå indkaldt forret-nings- og økonomiudvalget. Enevoldsen var bortrejst og således ikke med til mødet, hvor der blev rejst en række sigtelser. Et af de punkter, der blev mest refereret i offentligheden, var et årsbeløb på 4.000 kr., der var tilstået Enevold-sens hustru for kontorhjælp i forbindelse med Fiskerirådets administration. Konfronteret med anklagerne nægtede Enevoldsen alt, men blev beordret til at tage sygeorlov.

Hans advokat, den højt estimerede højeste-retssagfører Oscar Bondo Svane, krævede straks 140.000 kr. i erstatning for uberet-tiget bortvisning, svarende til tre års løn, idet Enevoldsen havde en opsigelsesfrist på tre år. Et enkelt bestyrelsesmedlem, Karl Hansen, Sandvig, protesterede mod hjemsendelsen, men den øvrige bestyrelse stod fast, og i slut-ningen af februar 1963 blev Enevoldsen formelt afskediget af bestyrelsen. På det tidspunkt var kontorchef G.L. Mourier fra Fiskeriministeriet allerede ansat som ny direktør.


Enevoldsen-sagenSagen om afskedigelsen af Dansk Fiskeriforenings direktør var i lang tid godt stof i pressen, også i den mere kulørte del. Her er det udklip fra Ekstrabladet 5. marts og 6. juli 1963. Dansk Fiskeriforenings arkiv, Erhvervsarkivet.


I den følgende tid opstod der blandt nogle af Dansk Fiskeriforenings medlemmer en del uro, hvorunder flere krævede en ekstraordinær kongres på grund af utilfredshed med, at for-eningen stod til at skulle betale en så stor er-statning. Dette blev dog afvist af Henry Sø-rensen og bestyrelsesflertallet, men sagen blev for fiskeriforeningen ikke bedre af, at dens egen advokat, højesteretssagfører Paul Jarding, kunne oplyse, at fru Enevoldsen havde mod-taget årshonoraret efter godkendelse i Fiskeri- rådet. I midten af juni 1963 blev Henry Sø-rensen som bestyrelsesformand stævnet af Enevoldsen med et krav om en erstatning på 102.432 kr. På kongressen i begyndelsen af juli 1963 fortsatte balladen, idet flere havde ønsket Enevoldsen indkaldt. Flertallet var dog stemt for at lukke diskussionen. Ved håndsoprækning vedtog 73 stemmer mod 6, at sagen nu måtte gå sin gang ved retten. Henry Sørensen vars-lede sin afgang, hvis en erstatningssag mod Enevoldsen blev tabt. Efter lange juridiske trakasserier indgik Dansk Fiskeriforening forlig med Enevoldsen. Det skete i Københavns Byret i april 1964, hvor foreningen accepterede at betale Enevoldsen 51.400 kr. Ved den efterfølgende kongres i juli 1964 ønskede bestyrelsesmedlem Karl Hansen, Sandvig, derfor vedtaget et mistillidsvotum til Henry Sørensen. Dette blev dog afvist med 269 stemmer mod 26, hvorpå Karl Hansen udtrådte af bestyrelsen. Alt dette foregik i fuld offentlighed og kan læ-ses i de ældre numre af Dansk Fiskeritidende – og i dagbladene. For såvel de implicerede som offentligheden var der næppe tvivl om, at sa-gen handlede om forskellige syn på ledelse og

administration. I Bjerregaards tid var det nok med et håndslag, nogle mundtlige aftaler mel-lem formanden og kontorchefen, mens Henry Sørensen ville have klokkeklare retningslinjer om økonomi og administration.

Samarbejdsproblemer med fiskeriminister Jens Risgaard KnudsenVed Limfjordsfiskernes generalforsamling i Skive 4. december 1965 kritiserede fiskerimi-nister Jens Risgaard Knudsen i hårde vending-er fiskeriets to hovedorganisationer for at vil-dlede deres medlemmer om organisationernes medansvar for affattelse af en række kvalitets-bestemmelser. Fiskeriministerens kritik, der blev udførligt refereret i dagspressen, skabte en dårlig stemning i samarbejdet mellem mini-steriet og organisationerne, og den var bag-grunden for en prekær sag, der især udviklede sig i kulissen det følgende halve år. Risgaard Knudsen ønskede nemlig at begrænse importen af japanske fiskenet for at sikre produktionen på danske netfabrikker. Skønt adgangen til fiskenet naturligvis var og er vigtig for fiskerierhvervet, var sagen bagatel-agtig, men på grund af den dårlige atmosfære løb den helt af sporet. Ved et møde om sagen i Fiskeriministeriet 16. december 1965 spurgte Dansk Fiskeriforen-ings formand og kontorchef, Henry Sørensen og G.L. Mourier, til Risgaard Knudsens saglige begrundelse for netimportbegrænsningen.

Fiskeriministeren nægtede dem dog et svar, idet han henviste til, at der var fortrolige mo-menter i sagen, og at han fra tidligere møder havde erfaringer for, at Henry Sørensen og G.L.


Mourier havde bragt fortrolige oplysninger vi-dere. Dansk Fiskeriforenings repræsentanter forlod herefter mødet i protest over Risgaard Knudsens udtalelser. Hændelsen blev bragt frem i dagspressen som en sag om indiskretion, hvor Henry Sørensen og G.L. Mourier sad på anklagebænken uden konkrete anklagepunk-ter, idet Risgaard Knudsen i sagens natur ikke kunne fremføre disse offentligt. I Dansk Fiske-riforening betragtede man følgelig sigtelserne som ubegrundede, og offentligheden fik aldrig helt vished om sagen. I statsminister Jens Otto Krags arkiv kan vi i dag følge det uskønne forløb, idet både fiske-riforeningen og fiskeriministeren i lange rede- gørelser til statsministeren fremkom med stribevis af beskyldninger mod hinanden. De mange ord skal ikke gentages her, men retfær-digvis må det nævnes, at Risgaard Knudsen rent faktisk gav et eksempel på en samtale, som han mente at have meddelt Henry Sø-rensen og G.L. Mourier i fortrolighed, og som

disse angiveligt havde omtalt offentligt. Han oplyste blandt andet også Jens Otto Krag om, at han ikke kunne udelukke bagvedliggende politiske motiver, idet der var rygter fremme om, at Henry Sørensen ville blive opstillet som folketingskandidat for Venstre. Omvendt fik Dansk Fiskeriforening udstillet urimeligheder i blandt andet fiskeriministerens orienteringer til offentligheden, hvortil kom, at Henry Sørensen og G.L. Mourier orienterede statsministeren om, at det var deres indtryk, at fiskeriminister-ens udtalelser var fremkommet i en tilstand af uligevægt og ubetænksomhed. Brevvekslingerne i Jens Otto Krags arkiv slut-ter med en korrespondance om den oprindelige sag – vildledning i forbindelse med ansvaret for affattelsen af visse kvalitetsbestemmelser – hvorefter Henry Sørensen fik det sidste ord 1. juni 1966, idet han skrev, at der ikke kunne opnås et anstændigt forhold mellem fiskeri-ministeren og Dansk Fiskeriforening. Yder-ligere drøftelser anså han for nytteløse.19

Fiskeriminister på besøg i FrederikshavnJens Risgaard Knudsen sammen med Niels Bjerregaard foran byens nye fiskeriauktionshal. Foto i privateje.


Så bister var situationen bag kulissen, da Dansk Fiskeriforening i starten af juli 1966 holdt kon-gres. Sædvanen tro var fiskeriministeren invi-teret, og uagtet de mange knubbede ord i det forløbne halve år deltog Risgaard Knudsen i diskussionen, der fik et i forhold til situationen bemærkelsesværdigt sagligt forløb.20 Kongres-sen bekræftede i øvrigt Risgaard Knudsens an-tagelse om Henry Sørensens opstillingsplaner, idet der blev givet enstemmig tilslutning til, at Henry Sørensen, der var medlem af Venstres hovedbestyrelse, lod sig opstille til Folke-tinget:21

” for at fiskerierhvervet kan få den længe savnede repræsentation på Christiansborg. ”

Fiskerierhvervets konflikter med Risgaard Knudsen sluttede dog ikke dermed. I juni 1967 protesterede begge hovedorganisationer eksempelvis i redegørelser til statsminister Jens Otto Krag over samarbejdsproblemer med fiskeriministeren. Denne gang handlede det blandt andet om udenlandske landinger i danske havne, som fiskerne mente trykkede auktionspriserne, men som ministeren fandt nødvendig af hensyn til fiskeindustrien. Orga-nisationerne måtte dog erkende, at et brud med ministeren ville være vanskeligt, da deres ind-flydelse ville afhænge af den organisatoriske og politiske styrke, som de kunne præstere direkte overfor regering og folketing.22 I den henseende var det ikke en fordel, at der var to hovedorganisationer, der ofte ikke kunne blive enige indbyrdes. En stærk fiskeriminister som Risgaard Knudsen, der modsat sine forgæn-gere blandt andet af hensyn til egnsudviklingen stod stejlt på en bred sektormæssig udvikling

af fiskeriet, herunder med fiskeindustrien i en hovedrolle, forstod at udnytte de to hovedor-ganisationers uenigheder til at fremme sine egne synspunkter. Og når organisationerne var enige, krævede han dokumentation i form af statistiske undersøgelser og beregninger.23 Fællesanliggender i 1960’erne og i 1970’erneDer var ikke meget at feste for, men Dansk Fiskeriforenings 75 års jubilæum i 1962 blev da markeret med et fint jubilæumsskrift, en re-ception på Hotel Merkur på jubilæumsdagen og efter kongressen i juli en jubilæumsmiddag i Lorry’s lokaler på Frederiksberg. 1960’erne kan godt fremstå som et lidt tamt årti for den fiskeripolitiske udvikling. En række af de spørgsmål, der blev rejst i de lokale fiske-riforeninger, blev tit og ofte henvist til Fiske-rikommissionen af 1961. Det betød blandt an-det, at organisationerne missede nogle vigtige ting som eksempelvis et lovforslag til fornyelse af Fiskeribankens struktur. ligesom man kom for sent til at få sæde i ATP-fondens repræsen-tantskab.24 Af stor betydning blev det også, at organisationerne ikke i tide fik set, at en række arbejdsmarkedsmæssige tiltag som ulykkesfor-sikring, sygedagpenge, ATP, kildeskat m.m., stille og roligt sivede ind i fiskeriet og var med til at danne baggrund for arbejdskonflikter på fiskeriets område; den første større konflikt kom i 1970.25

Ikke desto mindre var der masse at se til i de to hovedorganisationer. Det nye fiskeriråd, som fiskerierhvervets organisationer selv havde dannet i 1954, blev som nævnt i foregående kapitel nedlagt i 1965.


Det skete som følge af dalende aktivitet og som konsekvens af Enevoldsen-sagen. Nedlæggelsen betød mindre fokus på afsætnin-gen og PR-aktiviteter, der i voksende omfang blev overladt til private messearrangører, der blandt andet kom til at stå for fi skerimesser i Aalborg. Fiskerirådets ophør betød også, at der kom til at mangle et forum – eller fl ere – til drøftelse af fælles problemer. Derfor opstod der efterhånden et mindre system af fællesud-valg og fællesmøder, der foruden de to hoved-organisationer af og til havde repræsentation af andre organisationer. I 1965 blev eksem-pelvis mellem Danmarks Sportsfi skerforbund, Ferskvandsfi skeriforeningen for Danmark, Dambrugerforeningen og Dansk Fiskeriforen-ing nedsat et fællesudvalg til bekæmpelse af den stigende forurening – et af 1960’ernes og 1970’ernes store problemer i dansk fi skeri.26

Allerede i 1962 havde de to fi skeriorganisa-tioner nedsat et fællesudvalg til forberedelse af en mindsteprisordning for rødspætter og et nyt rødspættemindstemål. Det skete ved to møder i begyndelsen af året, og departementschef B. Dinesen roste senere samme år dette samar-bejde. Kunne det fortsættes, var han ikke i tvivl om, at de to mødedatoer ville ”indgå som meget glædelige og betydningsfulde mærke-dage i dansk fi skerierhvervs historie.”27 Sådan kom det ikke til at gå. Mindstepriserne blev eksempelvis en langstrakt sag med mange forhandlinger, der blot førte til nogle frivillige ordninger, der i øvrigt blev forpurret af fi ske-eksportørerne ved underbud. Og da spørgsmålet i 1967-1968 blev genoptaget i statslig regi, kunne foreningerne ikke enes om en række de-taljer.28

Jubilæumsskrift 1962Dansk Fiskeriforenings jubilæumsskrift i 1962 var en særudgave af Dansk Fiskeritidende. Forsiden blev prydet af Christen Dalsgaards maleri ”Mon han dog ikke skulle komme?” (1879), der forestiller en ung hustru, der venter sin mand hjem fra fjorden.


På det overordnede plan gik der nogle år, nemlig til 1967, da Vestjysk Fiskeriforening foreslog, at der blev nedsat et samarbejdsud-valg med det formål at skabe bedre og stabile forhold mellem fiskerne og fiskeindustrien. 11. januar 1968 dannedes herefter Fiskerierhverv-enes Samarbejds- og Planlægningsudvalg, der blandt andet kom til at behandle spørgsmål om prisdannelse, mindstepriser, auktionslov m.m. Dette samarbejdsudvalg blev dog en døgnflue, og først i 1980 blev der – igen på initiativ af Danmarks Havfiskeriforening – dannet et nyt fiskeriråd, der foruden de to hovedorganisa-tioner fik Danmarks Fiskeindustri- og Eksport-forening som medlem – og senere Danmarks Fiskemels- og Fiskeolieindustri.29 Et andet fællesanliggende var Danmarks Fisker- højskole i Middelfart. Elevtallet var i begynd-

elsen af 1960’erne kraftigt på retur, og ved et fællesmøde mellem Dansk Fiskeriforening og Vestjysk Fiskeriforening i januar 1963 blev det besluttet at standse tilskuddene til driften fra og med november 1963. Både skolens besty-relse, hvis formand var Dansk Fiskeriforenings næstformand Knud Andersen, og elevforenin-gen kæmpede for skolens overlevelse; sidst-nævnte fik overtalt de to hovedorganisationer til at fortsætte tilskuddene under forudsætning af, at de kunne skaffe mindste mindst 15 elever til vinterskolen. Det lykkedes dog kun at skaffe 13 elever, og da betingelsen for statstilskud var 21 elever, måtte skolen lukke. Det lykkedes i vinteren 1963-1964 at afhænde bygningen for et beløb, der kunne dække skolens forpligtel-ser.30

Behovet for en fiskerifaglig uddannelse vok-

CheminovaIndustrivirksomheders forurening af havet omkring Danmark har i efter-krigsårene været et stedse stigende problem, der har optaget fiskeriorgani-sationerne. Det nok værste eksempel er kemikalievirksomheden Cheminova på Harboøre Tange. Virksomheden fik i 1957 tilladelse til at lave et kemisk affaldsdepot ved Høfde 42 vest for fabrikken. Desværre viste det sig utæt, og giftige kviksølvforbindelser sivede ud i Vesterhavet. Oprydning er siden forsøgt. Foto: Tage Jensen. Dansk Fiskeriforenings arkiv.


sede dog stærkt, blandt andet fordi far og søn-traditionen, hvorefter en søn efterfulgte og lærte af faderen, var under pres. I sommeren 1974 fik Danmark som det sidste land i Europa en erhvervsfaglig fiskeriuddannelse i form af grundskoler i Hanstholm, Thyborøn og Frede-rikshavn. Skolerne blev oprettet i forbindelse med dels Nordjyllands Skipperskole, dels Sø-fartsskolen i Frederikshavn, og kom ved lov i 1975 til at høre under Direktoratet for Søfarts-uddannelsen. Det var ikke meningen, at det skulle være en fiskerskipperuddannelse, men sådan udviklede det sig i nogen grad, idet der omtrent samtidigt blev startet undervisnings-forløb for fiskere, der ikke var skippere, på specialarbejderskolerne.31 Samarbejdet mel-lem de to hovedorganisationer betød også, at

deres blade fra 5. april 1973 blev sluttet sam-men. Danmarks Havfiskeri ophørte med at ud-komme, og det vestjyske stof blev indarbejdet i Dansk Fiskeri Tidende. Det blev dette blads redaktør Rasmus Vibe, der fortsatte på posten, mens Jørgen ”Maagen” Pedersen efter 22 år som redaktør fremover nøjedes med en klumme i det nye blad. Rasmus Vibe kaldte bladsam-menslutningen for ”et eksperiment” og lagde ikke skjul på, at ”et vellykket bladsamarbejde kan bruges som en slags løftestang for en senere sammenslutning af hovedorganisationerne”.32 Henry Sørensen så da også sammenslutningen af bladene som en barriere imod, at bladene hver for sig kunne skabe ”meningsforskelle, der ikke eksisterer”. Fællesbladet blev redi-geret af bornholmeren Rasmus Vibe indtil 1.

Skolen i MiddelfartFra 1955 til 1964 holdt Danmarks Fiskerhøjskole til på Strandvejen i Middelfart. Bygningen var opført i 1879 for en humlegrossist, men blev senere til Kristeligt Hvilehjem. Efter tiden som fiskerhøjskole blev den anvendt af KFUM, og siden 1972 har behandlingshjemmet Ring-gården haft til huse her. Foto fra Danmarks Fiskerierhverv, 1964.


marts 1974, da redaktionen blev overtaget af Niels Levinsen. Efter ham overtog Paul Lup-nov i 1983 redaktørposten.33

Organisatoriske ændringerSom konsekvens af øgede fi skeripolitiske tiltag, herunder fl ere og fl ere internationale forhandlinger, der ikke kunne afvente stilling-tagen på en årlig kongres, blev det på Dansk Fiskeriforenings kongres i 1965 vedtaget, at der skulle nedsættes et udvalg til at udarbejde forslag om en ny organisationsstruktur. Re-sultatet blev forhandlet på plads i det følgen-de år og blev vedtaget på kongressen i 1966.Hovedbestyrelsen blev herefter indskrænket til kun otte mand, idet der samtidig blev indført et repræsentantskab, der foruden hovedbesty-

relsen bestod af repræsentanter fra 12 kredse. Mens repræsentantskabet skulle samles to gange årligt, skulle kongressen herefter kun fi nde sted hvert andet år. Strukturændringen betød en modernisering, idet det både var hur-tigere og billigere at indkalde repræsentant-skabet frem for kongressen.34 Samtidig var det også en styrkelse af foreningens demokratiske struktur. Nu blev der brudt med det hidtidige princip om, at der var 3-4 suppleanter bag hvert hovedbestyrelsesmedlem uden hensyn til organisationernes medlemstal i de pågæl-dende kredse. I stedet blev det princip knæsat, at alle lokalforeningerne – uanset hvor i landet – fi k lige stor indfl ydelse. For hver påbegyndt 225 medlemmer i kredsene blev der en plads i repræsentantskabet. Derved blev der taget

Dansk Fiskeri Tidende i stort formatFra og med 2. halvår skiftede Dansk Fiskeritidende format til det nuværende. På forsiden kunne man i september 1965 læse, at Fiskeriministeriet havde udgivet brochuren ”Hvordan man spiser dansk fisk”. Den blev trykt på dansk, tysk, engelsk og fransk i tilsammen 210.000 eksemplarer. Desværre var der ingen penge til at følge succesen op.


hensyn til både små og store kredse; af sidst-nævnte havde navnlig Nordjylland hidtil været underrepræsenteret i organisationsstrukturen i forhold til landsdelens medlemsmæssige styr-ke. I repræsentantskabet blev der desuden åb-net mulighed for, at kredsenes repræsentanter sammen med deres hovedbestyrelsesmedlem kunne konstituere sig som kredsrepræsentation og derved overtage centralforeningens funk-tioner. Samtidig blev der i øvrigt indført en medlemsbog. Ved det første valg i 1967 blev der til repræ-sentantskabet valgt 41 medlemmer direkte af kredsene foruden hovedbestyrelsesmedlem-merne, der som nævnt var ”fødte” medlemmer af repræsentantskabet. Når hver påbegyndt 225. kredsmedlem betød en repræsentant, betød det naturligvis, at repræsentantskabets størrelse ikke blev konstant. I 1974 så billedet sådan ud:

Antal repræsentanter i Dansk Fiskeriforenings tolv kredse, 1974

Jyllands vestkyst 4

Skagen 6

Jyllands østkyst til og med Hals og Læsø 8

Limfjordskysten 4

Jyllands østkyst syd for Limfjorden til og med Trellenæs samt Samsø, Endelave og Anholt 6

Jyllands østkyst syd for Trellenæs til grænsen samt Årø og Als 3

Fyn med omkringliggende øer, herunder Langeland 6

Sjællands nordkyst fra og med Helsingør til Korshage, herunder også Hundested og Lynæs samt øvrige pladser langs Isefjorden og langs Roskilde Fjord

4

Sjællands nord- og vestkyst fra og med Korshage over Odden – Kalundborg til Vordingborg 3

Sjællands syd- og østkyst fra og med Vordingborg over Præstø til og med Snekkersten samt Møn, Amager og andre omliggende øer

4

Lolland og Falster med omkringliggende øer 3

Bornholm og Christiansø 6

I alt repræsentanter 57

Denne opbygning blev dog oplevet som ret stiv og tungtarbejdende, og efter en beslutning på kongressen i 1976 fortsatte arbejdet med strukturændringer. Et nyt forslag til vedtægter blev baseret på et princip om ”en ubrudt kæde startende fra lokalforening til centralforening til repræsentantskab og til bestyrelse.”35 Sam-tidig blev bestyrelsen yderligere indskrænket til blot fem medlemmer og repræsentantskabet til ca. 20 medlemmer foruden bestyrelsen (én repræsentant pr. 300 aktive fiskere). Lovforsla-get blev vedtaget på repræsentantskabsmøder og endeligt på kongressen i august 1978.36 I forening med ændringer i kontingentet af-stedkom det en større ballade. Skagen Fiskeri-forening stod i efteråret 1978 i spidsen for et nordjysk oprør, hvor den sammen med lokal-foreningerne i Strandby, Læsø, Frederikshavn og Sæby meldte sig ud af Dansk Fiskerifor-ening med virkning fra 1. april 1979.


De nordjyske fiskeriforeninger følte stærkt, at deres indflydelse i foreningen ikke stod mål med deres betydning i dansk fiskeri, også set i lyset af promilleafgiften, hvorefter de betalte en forholdsvis stor del af foreningens sam-lede kontingent. I realiteten var der lagt op til en sprængning af Dansk Fiskeriforening, og repræsentantskabets formand Villy Hansen advarede naturligvis kraftigt mod konsekven-serne. Vigtigere var det nok, at promilleaf-giften blev erstattet af et fast kontingent.37 Situationen mildnedes da også, og i juli 1980 besluttede Skagen Fiskeriforening at forblive medlem af Dansk Fiskeriforening. I Danmarks Havfiskeriforening var idéer om organisatoriske forandringer heller ikke alle helt fremmed. Allerede i 1963 havde Esbjerg Fiskeriforening stillet forslag om, at deres repræsentation med to medlemmer i bestyrel-sen blev øget, da man følte sig underrepræsen-teret. Det blev dog afvist.38 Derimod blev de formandsmøder, der var indført i Laurits Thy-gesens formandstid, i 1969 udvidet til dels at omfatte samtlige lokalforeninger, dels at af-holdes to gange årligt.39 I kølvandet på konflik-ten i 1970 med DASF – den omtales nedenfor – stillede Esbjerg Fiskeriforening ved general-forsamlingen i 1971 forslag om nedsættelse af et udvalg til at udarbejde forslag til struktur-ændring af foreningen, et forslag, der straks blev forkastet.40 I 1966 fik Vestjysk Fiskeriforening moderni-seret sin administration. I Vesterhavsgade i Esbjerg blev der lejet lokaler, hvor foreningen fra 1. august 1966 fik sit eget sekretariat, lige-som der samtidig ansattes en sekretær på fuld tid.41 Sekretariat blev i 1973 flyttet til Kon-

gensgade 59. Albert Nielsen, der havde været foreningens sekretær fra starten til 1950, efter-fulgtes af Henning Thostrup Hansen og Harry Bülow samt fra 1972 af Henning Gyldenlev.42 Sidstnævnte, der er stammer fra Esbjerg og er handelsuddannet, kom som kontorchef til at opleve den voksende administration i havfisk-ernes forening. I 1994 fulgte Henning Gylden-lev med over i den nye organisation, Danmarks Fiskeriforening, hvorfra han – med titel af di-rektør – efter 36 ½ års ansættelse gik på pen-sion i 2009.43

Navneskifte fra Vestjysk Fiskeriforening til Danmarks Havfiskeriforening 1967I midten af 1960’erne opstod der i Vestjysk Fiskeriforening et behov for at markere sig stærkere i forhold til Dansk Fiskeriforening. Der var efterhånden en del eksempler på, at blandt andet politikere, myndigheder og presse-folk opfattede Vestjysk Fiskeriforening som en underorganisation af Dansk Fiskeriforening og ikke som en selvstændig hovedorganisation. Et navneskifte til Dansk Havfiskeriforening eller Danmarks Havfiskeriforening havde været på tale tidligere, men navnlig på de mindre fiske-pladser langs den nordlige del af vestkysten var der modstand.

Omvendt var især fiskerne i Esbjerg stærke for-talere for ved et navneskifte at tilkende-give, at organisationen var en landsorganisation for havfiskere. Avisen Vestkysten mente, at sagen også handlede om at ”at styrke bastionerne”, for der var netop blevet etableret en lokal-afdeling af Dansk Fiskeriforening i Hanst-holm, hvilket Vestkysten så som udtryk for, at ”Dansk Fiskeriforening er stærkt interesseret i at få sig boret sig ind på Vestjysk Fiskeriforen-


ings naturlige interesseområde”.44 Formanden for de vestjyske fi skere, Fr. Lodberg, blev mere og mere fortaler for en navneændring, som han mente ville styrke organisationen. I foråret 1967 fandt han tiden moden, og besty-relsen bakkede ham op uden indsigelser. Og på Vestjysk Fiskeriforenings generalforsamling i Limfjordshallen i Lemvig 27. maj 1967 gik navneændringen glat igennem ved enstem-mig vedtagelse. Det nye navn blev Danmarks Havfi skeriforening.

Allerede 10. juli 1967 udkom foreningens blad med titlen Danmarks Havfi skeri. I lederen hyl-dede »Maagen« navneændringen, blandt andet med henvisning til, at samtlige 4.500 medlem-mer havde havet som arbejdsplads, og med den kommende færdiggørelse af Hanstholm Havn

(den blev indviet i september 1967 – 50 år efter beslutningen derom og efter syv års byg-geri) ”ville fi skeriet være samlet omkring vest-kysthavnene som et søgående fi skeri”. Det var lige kækt nok.

Fusionsplaner 1969-1970Efter det fejlslagne forsøg på en sammenlæg-ning af de to hovedorganisationer i 1960-1961 dukkede tanken i løbet af 1960’erne af og til op i fi skerikredse. Vestjydernes formand, Fr. Lodberg, påpegede i sin nytårstale i 1970, at Henry Sørensen, siden han var tiltrådt som formand i Dansk Fiskeriforening i 1962, på stort set samtlige kongresser havde agiteret for en sammenslutning.45 Tilløb til dialog om spørgsmålet blev ofte stoppet med henvis-ning til resultatet i 1961. I 1967 mente avisen

Økonomien i Vestjysk FiskeriforeningI årenes løb blev Vestjysk Fiskeriforening bedre polstret økonomisk set. En del af foreningens kapital blev investeret i fiskerierhvervet. Her er det et aktiebrev i Esbjerg Fiskeindustri A/S i 1964. Danmarks Havfiskeriforenings arkiv, Fiskeri- og Søfartsmuseet.


Vestkysten, at navneændringen til Danmarks Havfiskeriforening viste, at fiskerne på vest-kysten fortsat ønskede deres egen organisation i fremtiden. Dansk Fiskeriforenings ”energiske indsats” for en sammenslutning af de to hoved-organisationer syntes ikke at være en succes, skrev avisen.46

I 1969 lykkedes det dog for Henry Sørensen at få tanken bragt frem til seriøse drøftelser. Det skete i kølvandet på en række fællesmøder om aktuelle problemer inden for fiskerierhvervet. I et åbent brev til Fr. Lodberg foreslog Henry Sørensen i juni 1969 nedlæggelse af begge foreninger og etablering af en ny, stærk forening. Han indbød samtidig Danmarks Hav-fiskeriforening til drøftelser om sagen på den kommende kongres i Dansk Fiskeriforening.47

Ganske overraskende tog Fr. Lodberg invi-tationen op. På kongressen 4. og 5. juli 1969 mødte Lodberg frem med et mandat fra sit bagland: Danmarks Havfiskeriforening ville indtræde i et udvalg til at drøfte sammenslut-ningstanken. Til Henry Sørensen store util-fredshed gjorde Lodberg det dog hurtigt klart, at han ikke personligt ville anbefale en sam-menslutning, men at han ville forholde sig neutral og overlade sagen til medlemmernes afgørelse ved en urafstemning.48 Sammen-lægningsudvalgets drøftelser angik blandt an-det en kommende organisationsstruktur, idet man enedes om, at Dansk Fiskeriforening skulle komme med et oplæg. Den nye foren-ings navn var man enige om, nemlig Danmarks Fiskeriforening.49

I Vestjylland var begejstringen til at overse. Den tidligere formand, direktør Claus Sø-

rensen, udtalte skarpt sin modstand, idet han henviste til de forhold, der lå bag splittelsen af foreningen i 1934.50 Ved et formandsmøde i Lemvig 29. november 1969 var næsten alle lokalforeningsbestyrelserne imod en sam-menslutning.51

I januar og februar 1970 spidsede tingene til. I december 1969 havde Dansk Fiskeriforen-ing fremlagt en række betragtninger i skriftlig form, men vestjyderne ville ikke være med til at holde afstemning, før der forelå kon-krete betingelser både med hensyn til love, økonomiske forpligtelser og repræsentation i ledelsen. Omvendt ville Henry Sørensen ikke udarbejde udkast til love, som han fandt måtte foreligge som et resultat af et fælles arbejde mellem de to foreninger. I realiteten stoppede forhandlingerne der. Det var vist indlysende for alle, at vestjyderne aldrig for alvor gik ind i disse forhandlinger. I løbet af 1970’erne blus-sede sammenslutningstankerne flere gange op igen, blandt andet efter Henry Sørensens valg til formand for Danmarks Havfiskeriforening i 1972. Reelle og konstruktive forhandlinger blev der dog ikke tale om. I 1970’erne var der da også mange presserende opgaver.

Den store fiskerikonflikt 1970-1971 – hovedorganisationerne i en ny rolleI 1970 udbrød der en stor arbejdskonflikt i Es-bjerg.52 Dansk Arbejdsmands- og Specialarbej-der Forbund (DASF) med formanden, senere statsminister Anker Jørgensen i spidsen, øn- skede på vegne af Fiskernes Fagforening i Es-bjerg en overenskomst med Esbjerg Fiskeskip-perforening. Sidstnævnte nægtede med henvisning til, at den ikke var en arbejdsgiver- organisation. DASFs krav om en overenskomst


handlede blandt andet om aflønningsformer og en række arbejdsforhold, herunder ferie- rettigheder. Situationen gik hurtig i hårdknude, og 13. april og 20. april 1970 udsendte DASF første og anden konfliktvarsel. Efter forhand-linger i Forligsinstitutionen 1. maj 1970 blev konflikten udsat, indtil Esbjerg-fiskerne havde fået sagen drøftet igennem på et stormøde. Dette fandt sted 16. maj og havde som resultat, at man ikke ville indgå overenskomstforhand-linger med DASF, idet det ville være det samme som at dele erhvervet op i en fagforenings- og en arbejdsgiverside. DASF iværksatte herefter fra 19. maj strejke og blokade. Herefter blev Danmarks Havfiske-riforening og Dansk Fiskeriforening pludselig centrale aktører i konflikten. Repræsentantska-bet i Dansk Fiskeriforening besluttede 23. maj at bakke kollegerne i Danmarks Havfiskeri-forening op. I begge hovedbestyrelser var der fuld enighed om, at et modtræk mod strejken måtte være et landsdækkende fiskestop. Dette

blev iværksat 27. maj, hvor kutterne over hele landet i det bedst tænkelige fiskevejr lå til kaj. Der blev holdt protestmøder i auktionshaller og på sømandshjem, og stemningen var på kogepunktet. I Esbjerg trådte en stout Nord-søfisker frem på en fiskekasse med følgende vredesudbrud:

” Hvad er det for noget med Anker Jørgensen og hans overenskomst? – Det er djævlens værk! ”

De to hovedorganisationer holdt 1. juni 1970 fælles pressemøde i København, ligesom de indrykkede fællesannonce i dagblade over hele landet for at retfærdiggøre fiskestoppet. 4. juni rettede de ligeledes i fællesskab henvendelse til statsminister Hilmar Baunsgaard med an-modning at få konflikten stoppet ved et stats-indgreb. Da Baunsgaard nægtede, afblæste de fiskestoppet senere samme dag. Dermed ophørte konflikten dog ikke, men der kom gang i forhandlingerne igen.

Fiskerikonflikten 1970”Fart på gutter – den sky varsler storm…”. Tegning i Dagbladet Vestkysten 5. august 1970. Underteksten lød: ”Esbjergfiskerne fisker dag og nat for at få tjent årslønnen før en eventuel ny fiskerikonflikt sætter ind.” Gengivet efter A. Hjort Rasmussen: Fisken kender ingen grænser, 1992.


Som noget helt enestående var de to hoved-organisationer således for første gang blevet involveret i en stor arbejdskonflikt, idet de dog i forhandlingerne havde nævnt, men ikke stået hårdt på, at de i forhold til DASF ikke var arbejdsgiverorganisationer. Det bemærkes også, at der indtil videre havde været en be-mærkelsesværdig enighed mellem de to orga-nisationer. 9. og 10. juni førte forhandlinger mellem DASF på den ene side og Danmarks Havfiske-riforening og Dansk Fiskeriforening på den anden side til, at hele konflikten afblæstes, idet parterne gav hinanden frem til 20. juli til at finde frem til en overenskomst, men kun vedrørende medlemmer af DASF, ikke andre fiskere. Det lykkedes da også at nå frem til en aftale om arbejdsvilkår m.v., der blandt andet garanterede mandskabet en mindsteløn pr. fiskedag, men som ellers videreførte hidtidig praksis. Begge hovedbestyrelser samledes da

til et fællesmøde, hvor de anbefalede forligs-forslaget, som de yderligere besluttede skulle forelægges til godkendelse på en fælles ekstra-ordinær kongres i Lemvig 18. juli.

Så let gik det ikke. Fælleskongressen beslut-tede at sende forligsforslag ud til urafstemning, hvilket bestemt ikke passede de to formænd. Henry Sørensen betragtede dette som en des-avouering af hovedbestyrelsernes fælles syns-punkt, og Frederik Lodberg truede direkte med at gå af som formand for havfiskerne. Også DASF’s formand, Anker Jørgensen, var util-freds. I et møde hos forligsmanden 20. juli 1970 fik han forelagt kongresbeslutningen og erklærede, at DASF ikke ville afvente resulta-tet af en urafstemning. 29. juli blev der varslet nye strejker i Esbjerg, Hirtshals, Lemvig, Thy-borøn og Skagen til iværksættelse 24. august.

I mellemtiden holdt Dansk Fiskeriforening i øvrigt kongres, hvor Henry Sørensen som

Forhandlinger i 1970Under fiskerikonflikten mødtes formanden for DASF Anker Jørgensen med de to organisationers formænd. Det er Frederik Lodberg til venstre for Anker Jørgensen og Dansk Fiskeriforenings nyvalgte formand Søren Knudsen til højre for den senere stats-minister. Yderst til venstre ses kontorchef G. L. Mourier. Foto: Arbejdsmuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.


allerede nævnt af helbredsmæssige grunde gik af som formand. Resultatet af urafstemningen forelå 21. august 1970. Danmarks Havfi skeri-forenings medlemmer nedstemte forligsforsla-get med 72,8 % af de afgivne stemmer, mens Dansk Fiskeriforenings medlemmer sagde ja, idet blot 42,7 % var modstandere. Som kon-sekvens af, at forslaget var stillet af begge hovedbestyrelser, var det dog det samlede re-sultat, der talte, og sammenlagt forkastedes forslaget med 3.896 stemmer mod 2.736 stem-mer. Et særskilt forslag om en ferieordning blev nedstemt i begge foreninger med tilsam-men 5.612 stemmer mod 1.021 stemmer.

De to fi skeriforeninger udtog herefter stæv-ning mod DASF for Østre Landsret med på-stand om, at de varslede strejker var ulovlige, da de ikke anså sig som arbejdsgiverorgani-sationer (det var Dansk Arbejdsgiverforen-ing, der forhandlede på de to organisationers vegne). DASF accepterede at udsætte sympati-strejkerne, til der forelå en kendelse fra Arbej-dsretten, hvilket skete 19. oktober. Voldgiftskendelsen gik de to fi skeriorgani-sationer imod. DASF havde været i sin gode ret til at varsle strejke over for kutterejerne. Arbejdsretten gik et skridt videre i forhold til organisationerne, som, selv om de ikke ifølge

UrafstemningerUnder fiskerikonflikten kom det direkte demokrati til anvendelse i form af urafstemninger. Her stemmesedler fra de vestjyske lokalforeninger. Danmarks Havfiskeriforenings arkiv, Fiskeri- og Søfartsmuseet.


deres vedtægter var arbejdsgiverorganisatio-ner, så ”findes [de] at have gjort sig til part i overenskomstforhandlingerne på kutterejernes vegne”, idet retten i øvrigt fandt, at konflikt-varslingen var unødvendigt, ”da de to fore-ninger og deres medlemmer står uden for det kollektive aftalesystem”. DASF begyndte dog ikke de varslede strejker, idet Anker Jørgensen ville give de to organisa-tioner lidt tid til at få styr på baglandet. Det var dog ikke helt let, for eksempel blev Fr. Lod-berg kritiseret på generalforsamlingen i Es-bjerg Fiskeriforening for håndteringen af fiske-rikonflikten, hvorfor han atter truede med at gå af. Hovedbestyrelsen i Danmarks Havfiske-riforening havde dog fortsat tillid til ham, og han forblev formand.53 Ved fællesmøder i de to hovedbestyrelser var der opbrud i den hid-tidige enighed. Dansk Fiskeriforening lod for-stå, at hvis Danmarks Havfiskeriforening ikke ville være med til at indgå overenskomst med DASF, så måtte man køre sololøb og gøre det selv. Fornyede forhandlinger førte dog til, at begge organisationer i januar 1971 indgik et treårigt overenskomstforlig med DASF, forudsat, at dette blev godkendt af de lovgivende organ-er i de to foreninger. I februar blev forslaget sendt til urafstemning blandt begge foreningers medlemmer; denne gang uden at stemmerne skulle tælles samlet. Det betød dog ikke noget, idet medlemmerne begge steder stemte ja til overenskomstforslaget. Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiske-riforening var dermed begge trådt frem på are-naen som arbejdsgiverorganisationer – uden

egentlig at være det formelt. I bakspejlet var det måske ikke så ringe endda. Laurits Tørnæs mente, at forliget med DASF i sidste ende var godt, dels fordi situationen blev afdramati-seret, dels fordi det traditionelle procentafløn-ningssystem blev bevaret. Kent Kirk mente ligeledes senere, at den store fiskerikonflikt fik fiskerne til at forstå, at de er en del af samfun-det. Tidligere havde der blandt fiskerne nær-mest hersket den opfattelse, at nye love ikke gjaldt for ”Grønland, Færøerne – og fisker-ne.”54

Fiskerne og EF-folkeafstemningen 1972Ved Dansk Fiskeriforenings repræsentant- skabsmøde på Sømandshjemmet i Skagen 13. maj 1972 udspandt der sig et lille replikskifte mellem den siddende formand, Søren Knudsen, og Villy Hansen, der ti år senere blev forenin-gens formand. Repræsentantskabets formand, Richard Mortensen, Aarhus, havde indledt en diskussion om fiskerierhvervets stillingtagen til EF-medlemskab, hvorunder han udtalte, at det var af afgørende betydning, at Danmark blev medlem. ”Dansk fiskeris stilling vil blive væsentligt ændret. EF vil hytte de lande, der er inden for muren”, sagde han blandt andet. Hertil kom der en livlig diskussion, hvor flere af repræsentanterne var erklærede EF-mod-standere. Som helhed var der dog en meget pragmatisk holdning:Villy Hansen:

” Har man i det hele taget gjort be-regninger som f.eks. landbruget, så vi nøjagtig véd, hvilke fordele der er for fiskeriet at blive medlem. Vi må vide, om der er en økonomisk gevinst. ”


Søren Knudsen:

” Dansk fiskeri er det eneste af betydning, som ikke får subsidier, og selv om jeg ikke tror, at subsidierne i EF-landene kommer væk med det samme, må vi tænke på, at det dog er sigtet i EF at stille alle lige i konkurrencen. ”

I forhold til landbruget og industrien, der var meget udfarende i debatten om dansk EF-medlemskab, var fiskerierhvervet som helhed mere passivt. De to hovedorganisationers blade svømmede ikke over med annoncer for et ”Ja til EF”, som man ellers så, og der var kun få læserbreve om EF-afstemningen. Ved Dansk Fiskeriforenings kongres i juli 1972 anbefalede repræsentantskabet medlem-merne at stemme ja til EF-folkeafstemningen 2. oktober 1972. Der var ikke helt enighed i forsamlingen, men et stort flertal støttede an-befalingen, der havde følgende ordlyd: ”Dansk Fiskeriforenings kongres 1972 anbefaler dan-ske fiskere ved folkeafstemningen 2. oktober af hensyn til fiskerierhvervets og dets ud- øveres interesser at stemme ja til medlemskab af EEC”.

Anbefalingen blev vedtaget med 182 ja-stem-mer og 10 nej-stemmer, mens 32 afleverede blanke stemmesedler. På kongressen var det alene tilhængere af dansk medlemskab, der tog til orde, nemlig formanden Søren Knudsen, formanden for repræsentantskabet Richard Mortensen og fiskeriminister Chr. Thomsen. En livlig debat havde ellers været ventet, for på repræsentantskabets møde i Skagen havde meningerne som nævnt været meget delte.

I Danmark Havfiskeriforening kom det ikke til afstemning. I sin beretning ved generalfor-samlingen i juni 1972 nøjedes formanden Fr. Lodberg med at udtrykke et ønske om et ja til EF, idet han henviste til, at Storbritannien havde stemt ja. I øvrigt beklagede han, at selve spørgsmålet var lagt ud til en folkeafstemning. Og så tilføjede Lodberg:55

” Selv om vi ikke må drive politik i vor forening, så kan jeg ikke dy mig for at udtale: At alene det, at de venstre-orienterede siger nej, er nok til, at jeg stemmer ja. ”

Når EF-debatten ikke blev hårdere blandt fiskere, skyldtes det, at en egentlig fiskeripoli-tik i EF først var i sin vorden. Ved Fællesmar-kedets oprettelse i 1958 var fiskeriprodukter blot nævnt i Romtraktatens artikel 38 som en undergruppe af landbrugsvarer. Først i 1970, hvor EF forventedes udvidet med Storbri-tannien, Irland, Danmark og Norge, vedtog EFs ministerråd en fiskeripolitik i form af en fælles markedsordning for fiskevarer og en fælles strukturpolitik for fiskerisektoren. Med optagelsen af Storbritannien, Irland og Dan-mark 1. januar 1973 blev vilkårene for ud-viklingen af en fælles EF fiskeripolitik aftalt i tiltrædelsesakten, hvorefter fiskeriet blev om-fattet af en markedsordning, mens den fælles strukturpolitik blev udskudt. 56

Et vigtigt led i EFs generelle politik var netop markedsordninger, der havde til formål at sikre markedets stabilitet, tilpasse udbuddet og sikre producenterne en rimelig indkomst samtidig med tilstedeværelsen af en ”redelig konkur-rence”. Dette forudsatte, at der i de enkelte


medlemslande blev oprettet producentorgani-sationer til at administrere ordningen.57 I begge hovedorganisationer var der følgelig også opmærksomhed på oprettelsen af en el-ler to producentforeninger. Allerede i januar 1972 blev emnet drøftet på et fællesmøde, hvor man vedtog at gennemføre en fællesrejse til EF-lande for at opnå større kendskab til systemet. I september 1972 var en større dele-gation fra de to organisationer på studierejse til Vesttyskland, Holland og Belgien, hvor de blev overbeviste om nødvendigheden af produ-centforeninger, blandt andet som erstatning for mindsteprisloven, der ville bortfalde ved dansk EF-medlemskab.58

Kort efter folkeafstemningen 2. oktober 1972 nedsattes der et fællesudvalg til at arbejde med planen, der efter en del diskussion gik ud på oprettelsen af én landsdækkende producentor-ganisation. Kontorchef G.L. Mourier var en af de drivende mænd i dette arbejde, der står som et af organisationernes gode eksempler på samarbejde. I sin nytårstale udtalte Dansk Fiske- riforenings formand Søren Knudsen, at opret-telsen af en producentorganisation ”må vel betragtes som det mest betydningsfulde skridt, der er taget inden for fiskeriet i de sidste mange år”.59 Formelt blev Danske Fiskeres Producent Organisation, i daglig tale blot PO’en, stiftet på et møde i Århus 17. april 1973.60

De første kvoter, ophugningsstøtte og masser af ballade I de første år af det danske EF-medlemskab skete der ikke meget på det fiskeripolitiske område i EF.61 Internationalt blev der dog skabt regler, der fik stor betydning for dansk fiskeri.

Ved en international havretskonference i Cara-cas i Venezuela i 1974, hvor blandt andre Lau-rits Tørnæs deltog, fastlagde man således, hvad der senere blev til 200 sømilegrænsen. Det betød, at danske fiskere kunne fiske i områder, som man ellers ville være udelukkede fra. Allerede under forhandlinger om Danmarks optagelse i EF, hvor fiskeriorganisationerne var inddraget, blev det blandt andet fastslået som princip, at fisk skulle betragtes som en fælles EF-ressource, og ikke en national res-source som mineraler og olie på havbunden. Et sådant fælles EF-hav blev en realitet i 1977, da medlemslandene etablerede 200 sømils fiskeri- zoner. I midten af 1970’erne kom også de første spirer til en egentlig fiskeripoltitik. EF havde hidtil være observatør i Nordsøkommis-sionen og i Østersøkommissionen, men over-tog derefter forhandlingsretten.

Det blev starten på kvotesystemet, TAC (Total Allowable Catch), som er den totale tilladte fangstmængde for en art i et farvands-område. Med udsigten til Spaniens og Portu- gals optagelse i EF kom der fra 1979 for al-vor gang i udviklingen af EF’s fiskeripoli-tik. Markedsordningen fra 1970 blev i 1982 fornyet, og i januar 1983 blev EF-landene efter lange forhandlinger enige om en sam-let fiskeripolitik med tre hovedpunkter: 1) Markedsordning for fisk, 2) Bevarelse og for-valtning af fiskeressourcerne, og 3) Tilpas- ning af fiskeriets kapacitet og forbedring af fiskeriets produktivitet.62 Herefter blev der så fastlagt kvoter for, hvor meget de enkelte lande måtte fiske, og der blev truffet politiske beslut-ninger om finansiel støtte til fiskerflåden og finansiering af investeringer og ophugning. Endelig må det nævnes, at Nordsøkommis-


sionen i 1982 fandt en anden form under navnet North-East Atlantic Fisheries Commis-sion (NEAFC), der fortsat består. Fiskeriets hovedorganisationer fik i 1970’erne og i 1980’erne hænderne fulde af disse – og mange andre – politiske forhandlinger. I den danske fiskeripolitik kom blandt andet loven om ophugningsstøtte fra 1978 og bemyndi-gelsesloven fra 1979 til at fylde meget. Sidst- nævnte gav fiskeriministeren til ret til at fordele kvoter og andre rettigheder indtil mindste de-talje. I 1975 kom den første større konflikt som følge af de nye kvoteregler.63 Fiskerne kæmpede i forvejen med ringe indtjening, høje oliepriser og dårlige finansieringsmuligheder. I Hirtshals

havde man allerede i marts 1975 forsøgt sig med et fiskestop for at understrege et krav om statsstøtte. På baggrund af en foruroligende rapport om sildebestanden i Nordsøen forbød fiskeriminister Poul Dalsager 3. april med øje-blikkelig virkning alt sildefiskeri i Nordsøen og i Skagerrak. Det gav stor harme i fiskeri-havnene, hvor uroen tiltog i de følgende måneder. Hovedorganisationerne kom først sent på bane. 10. juli 1975 protesterede begge fiskeriforeninger mod Poul Dalsagers silde-fredning. I Esbjerg blev der nedsat en aktions-gruppe, der fik følgeskab af lignende i andre havne. Fra 12. november aktionerede fiskerne ikke blot med fiskestop, men med lukning af havne og færgeruter. Dalsager måtte ile hjem fra et FAO-møde i Rom, men det hjalp kun lidt – tværtimod blev aktionen snart landsdæk-

Havneblokaderne i 1978Store paroler på store skilte kom i brug under blokaderne i en række havne i 1978. Her er det Nexø-kutteren Erika Westh i Helsingør havn om formiddagen 5. maj 1978. Foto: Kim Agersten. Dansk Fiskeriforenings arkiv, Erhvervsarkivet.


kende. Dansk Fiskeriforening forsøgte at af-blæse fiskestoppet, men havde ikke held til det. Fiskeriforeningerne var også til fællesmøde med ministeren, men aktionen stoppede hvor den var startet, nemlig rundt i havnene. Det skete i slutningen af november 1975. Fiskerikonflikten fik betydning på organisa-tionsplan. Allerede i slutningen af konflikten blev Hanstholm Fiskeriforening – for at have givet udtryk for mistillid til hovedbestyrelsen – ekskluderet af Danmarks Havfiskerifor- ening. Eftervirkningerne sås ved, at formænd og bestyrelser blev væltet i de store fiskeri-havne, mens nye folk fra fiskernes aktions-komiteer rykkede ind. I Skagen blev Dansk Fiskeriforenings formand, Søren Knudsen, således smidt på porten. Omvendt i Hanstholm,

hvor formanden Svend Heiselberg havde været på de aktionerendes side og genvalgtes med overvejende majoritet. Meget store kvotebegrænsninger i 1978 førte ligeledes til omfattende blokader af havne. Aktionen startede i maj 1978 i Rønne og efter-fulgtes af blandt andet en demonstration ved Langelinje, hvorved Københavns Havn blev lukket. Især i Helsingør, Dragør og Korsør kom det til lignende aktioner, hvor blandt andet passagerfærger blev forhindret i sejlads. Kon-flikten gav blandt andet anledning til interne opgør blandt fiskerne på Bornholm. Aktionen pegede imidlertid klart frem mod 1980’erne. Det skulle blive meget værre for dansk fiskeri.

■

Havneblokaderne i 1978Bornholmske fiskere var særdeles aktive i blokaden af sjællandske havne i maj 1978. På havnen i Neksø blev de aktionerende fiskere budt velkommen tilbage af familie og venner. Fotograf ukendt. Dansk Fiskeriforenings arkiv, Erhvervsarkivet.

Et konfliktfyldt erhvervEfter 1980 faldt fangstmængden, og først i 1995 nåede den igen samme niveau på 2 millioner tons. Nedgangen skyldtes især fiskekvoter, der blev et af de centrale fiskeripolitiske instrumenter efter vedtagelse af EF’s fiskeripolitik i 1983. Mellem Danmark og Storbritannien opstod der flere stridigheder. Ligesom flere gange i 1970’erne måtte fiskerne gennem kollektive aktioner protestere over erhvervets vilkår. Navnlig industrifiskeriet blev hårdt ramt af reguleringer af fiskeriet efter såvel arter, farvande, årstider og

fangstmetoder. Bifangst blev et nyt begreb for de fisk, der fanges ved specialiseret fiskeri efter én bestemt art. I 1984 havde industri-fiskerne, der især opererede i Nordsøen, fået nok af de mange regler og satte kursen mod Langelinie i København for at prote-stere overfor politikerne blandt andet vedrørende bifangstregler, der gjorde det nærmest ulovligt at være fisker. Her ses konvojen af vestjyske fiskere ned igennem Øresund. Foto: Dansk Fiskeri-forenings arkiv, Erhvervsarkivet.

169

Kapitel 9Store brydninger 1982-1989

FormandsskifterI 1981 meddelte Dansk Fiskeriforenings for-mand Søren Knudsen, at han ville trække sig tilbage året efter. Efter nytår 1982 begyndte sonderingerne derfor efter en ny formand. Flere blev bragt i spil, men de betakkede sig. Det gjaldt også foreningens kontorchef Hen-ning Hecht, der også blev foreslået, men hur-tigt afviste sit kandidatur med henvisning til den mangeårige tradition med en fisker som formand.1 Interessen koncentrerede sig deref-ter om to kandidater: Villy Hansen fra Mern og Bent Rulle fra Læsø. Villy Hansen (f. 1929) er søn af en bundgarns-fisker. Han kom i en ung alder på fiskerhøjsko-len i Esbjerg og derefter i lære hos Severin Hansen, der drev bundgarnsfiskeri i Isefjorden og foruden at være bestyrelsesmedlem i Dansk Fiskeriforening også var landstingsmand.

”Han tog mig med ind på Christiansborg og med i Snapstinget”, erindrer Villy Hansen, hvis interesse for organisationsarbejdet blev vakt af Severin Hansen i diskussioner, der rakte ud over dagens fangst. Fra 1962 til 1982 sad han i den lokale kommunalbestyrelse, og i 1970 blev han medlem af Dansk Fiskeriforen-ings repræsentantskab. Siden 1952 havde han selv drevet bundgarnsfiskeri fra Sandvig Havn, så det var både en erfaren fisker og en erfaren organisationsmand, der lod sig opstille til for-mandsvalget i 1982.2

Bent Rulle (f. 1943) er også ud af en fisker-familie. Han stammer fra Læsø, hvorfra han fik realeksamen i 1960. Siden gik Bent Rulle på Nordjyllands Skipperskole, hvor han fik ek-samen i 1964. Efter nogle år i Skagen vendte han tilbage til Læsø med familien, og i 1969 indgik han med sin far kompagniskab om en


kutter. Ti år senere blev han formand for Øs-terby Fiskeriforening. I forhold til Dansk Fiskeriforening var han et ret ubeskrevet blad, men han stillede op for at tilføre foreningen frisk energi.3 Ved kongressen, der fandt sted 25. og 26. juni 1982 i Moltkes Palæ i København, vandt Villy Hansen overbevisende med 2.429 stemmer over Bent Rulle, der fik 1.305 stemmer. Villy Hansen takkede Bent Rulle for en fair valg-kamp med tilføjelsen: ”Du vil få chancen en anden gang, Bent”.4 Det kom til at holde stik. At Villy Hansen blev formand, skyldtes ifølge ham selv, at han var kandidaten ”midt imellem” en strid om formandsposten mellem Bornholm og Nordjylland.5

I Danmarks Havfiskeriforening kom det også til kampvalg. I september 1987 blev Laurits

Tørnæs udnævnt til ny landbrugsminister. Det vakte stor forbløffelse, at havfiskernes formand skulle være minister for landmændene, og det gav foreningen et stort problem. I første om-gang blev 1. næstformand, Egon Sekkelund, Hanstholm, der tidligere samme måned var blevet formand for Danske Fiskeres Producent Organisation, PO’en, efter reglerne udpeget til fungerende formand. Selv om det var midt i en ny fiskerikonflikt med endnu en Langelinie-blokade, blev der holdt en ekstraordinær gene-ralforsamling i november 1987. Her var der opstillet tre kandidater: Niels Bonde fra Thy-borøn, Finn Backs fra Hvide Sande og Kent Kirk fra Esbjerg. Sidstnævnte var indstillet af Thorsminde Fiskeriforening, men han øn-skede ikke valg, og lige inden valghandlingen trak Thorsminde med beklagelse indstillingen af Kent Kirk tilbage. Valget kom derfor til at stå mellem Finn Backs og Niels Bonde, og det

Villy HansenBundgarnsfiskeren Villy Hansen vandt i 1982 formandsvalget i Dansk Fiskeri-forening. Foto: Dansk Fiskerimuseum.

Niels BondeHavfiskernes formand blev fra 1987 Niels Bonde fra Thyborøn. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.

171Kapitel 9 - Store brydninger 1982-1989

blev et tæt løb. Der blev afgivet 3.265 stem-mer, hvoraf de 1.659 faldt på Niels Bonde og 1.606 på Finn Backs. Vestjydernes nye formand blev altså Niels Bonde (f. 1936). Han er fiskersøn fra Stenbjerg i Thy og kom i 1952 som 16-årig ud at fiske fra Thyborøn. I 1958 tog han skippereksamen og var herefter skipper på flere fartøjer. I 1982 tvang helbredet ham til at stoppe som aktiv fisker, og han blev herefter fiskerisagkyndig på offshoreskibe under opbygningen af olie- og gasfelterne Thyra og Gorm. I 1985 blev han indvalgt i Thyborøn Havns Fiskeriforen-ing, hvor han blev næstformand og umiddel-bart efter fungerende formand i stedet for Kaj Rosenkvist, der blev valgt som ny formand for PO’en. I 1986 kom Niels Bonde med i hoved-bestyrelsen i Danmarks Havfiskeriforening, hvor han i august 1987 valgtes til 2. næstfor-

mand, i øvrigt også i et kampvalg mellem ham og Finn Backs. Efter tre årtier som aktiv fisker gjorde Niels Bonde kort sagt lynkarriere som organisationsmand.6

Tre fiskeriministreI Poul Schlüters første regering fra september 1982 blev dyrlægen Henning Grove (K) ud-nævnt til ny fiskeriminister. Han kom til at lede de vanskelige forhandlinger om EFs nye fiske-ripolitik og fik megen kritik fra fiskeriorgani-sationerne og blandt fiskerne i øvrigt. Ved en ministerrokade i marts 1986 røg han ud. Det var en stor overraskelse i fiskerikredse, men også en meddelelse, der blev modtaget med lettelse. Hovedbestyrelsesmedlem Jens Rasmussen var straks ude med riven: ”Fiskerne og deres orga-nisationer og Henning Grove kørte helt skævt af hinanden”, og skylden placerede Rasmussen entydigt hos ministeren, som mange fiskere an-

Henning HechtDansk Fiskeriforenings kontorchef Henning Hecht blev i 1982 opfordret til at opstille til formandsvalget, men betakkede sig. Foto: Medvind. Danmarks Fiskeriforening.


giveligt var trætte af.7 Ny fiskeriminister blev den kun 41-årige cand.scient.pol. Lars P. Gam-melgaard (K) fra Aarhus. Han var familiært knyttet til en vestjysk fiskerslægt og gift med en bornholmer.8 Selv vidste han dog intet om fisk, og han indrømmede senere, at Fiskerimi-nisteriet var noget nær det eneste ministerium, han ikke kunne tænke sig.9 Hans ministertid blev blandt andet præget af fiskerikonflikten i 1987, og i oktober 1989 blev han selv udskiftet ved en ministerrokade. Fiskeskipper Kent Kirk blev da ny fiskeriminister, en udnævnelse, der vakte glæde i ministeriet. Departementschef Thomas Lauritsen udtalte ved overdragelsen, at tidligere skulle man jo helst være gartner for at blive fiskeriminister, men nu fik man en mand, man kendte på forhånd, og som tilmed var fagmand.10

Kent Kirk (f. 1948) er søn af fiskeskipper Sand Kirk fra Esbjerg og blev selv som 21-årig fiskeskipper. Han deltog i fiskerikonflik-

ten i 1975, hvorefter han blev valgt til formand for Esbjerg Fiskeriforening. Han engagerede sig først politisk i Europa-Parlamentet, hvor han var konservativt medlem 1979-1984. I 1984 blev Kent Kirk indvalgt i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, og i 1989 udpegede statsminister Poul Schlüter ham til fiskeriminister. Han beholdt posten, indtil So-cialdemokraterne genvandt regeringsmagten i januar 1993. Herefter kom fiskeriministeren også til at røgte landbrugsministeriet, og i den forstand blev Kent Kirk den sidste fiskerimi-nister, der alene havde fiskeriet som ansvars-område. Kent Kirk røg ud af Folketinget ved valget i 1998, efter at dagbladene i månedsvis havde skrevet om hans involvering i en sag om selskabstømning. Mest kendt er Kent Kirk for at udfordre den britiske fiskerigrænse tilbage i 1983, en spektakulær mediebegivenhed, der blev udløst af EFs fiskeripolitik.

1 2 3

Konservative ministre1. Henning Grove. 2. Lars P. Gammelgaard. 3. Kent Kirk.Fotos: Fødevareministeriet.


EFs fiskeripolitik og Kent Kirks togt mod briterneI 1970’erne havde EF endnu ikke en samlet fiskeripolitik. Indtil 31. december 1982 kunne medlemsstaterne reservere fiskeriet inden for 12 sømil fra kysterne til egne fiskere, men fra 1. januar 1983 skulle der være fri og lige ad-gang til det fælles EF-hav. I 1976-1977 ind-førte Island en fiskerizone på først 50 sømil og snart efter 200 sømil. Det førte til Torskekrigen – og et stigende behov for en fælles EF-fiske-ripolitik.

I efteråret 1982 førtes intense forhandlinger i Bruxelles, men det gik trægt, og ved årets udgang var der endnu ikke opnået noget re-sultat. Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening var dybt involveret i arbej-det, og blandt andet afviste organisationerne et forslag fra EF-kommissionen, der førte til, at Danmark nedlagde veto. Storbritannien blev set som den store skurk, og Poul Schlüter rejste

personligt, men forgæves, til London i et for-søg på at blødgøre jernladyen, premierminister Margaret Thatcher.11 Briterne fastholdt stejlt, at danske fiskere ikke måtte fiske inden for 12 sømilegrænsen. Danske fiskere så modsat på sagen. Mange fiskere havde i 1972 stemt ja ved EF-afstemningen med henvisning til det frie EF-hav. Det forhold, at EFs ministerråd ikke var blevet enige om den nye fiskeripolitik fra 1. januar 1983, kunne ikke fratage danske fiskere retten til at fiske efter tiltrædelsestraktaten. Som EF-parlamentariker og formand for Es-bjerg Fiskeriforening ønskede Kent Kirk at få afprøvet lovligheden af det fortsatte britiske forbud. 4. januar 1983 sejlede han med kut-teren Sand Kirk mod England. Det skete under stor mediebevågenhed, idet 25-30 journalister fulgte med, blandt andet på en medfølgende kutter. Som ventet blev Sand Kirk opbragt af Royal Navy, da kutteren kom inden for den britiske 12-sømilezone ud for Newcastle.

Halløj på fiskerimessenFiskeriminister Lars P. Gammelgaard morede sig på fiskerimessen i Aalborg i 1987, da han slap for at gribe årerne og i stedet blev trukket frem af Aalborg-hallens direktør, Ernst Trillingsgaard, og byens borgmester, Kaj Kjær. Foto: Dansk Fiskeriforenings arkiv, Erhvervsarkivet.


Kent Kirk blev arresteret og hurtig idømt en bøde på 30.000 pund for forseelsen. Dommeren afviste Kent Kirks ønske om at få sagen sendt til udtalelse hos EF-domstolen før den endelige dom i England, hvorfor Kent Kirk appellerede dommen på stedet. Han betalte bøden og satte kursen tilbage mod Danmark. Sagen gik deref-ter sin gang ved fl ere retsinstanser. I marts 1984 tilbød landsretten i Newcastle at droppe sagen og betale bøden tilbage, men Kent Kirk ville have sagen prøvet ved EF-domstolen.12 Det fi k han lov til, og 10. juli 1984 gav EF-domstolen ham medhold i, at fi skeriet havde været lov-ligt.13 På den baggrund anlagde han sag mod den engelske stat, en sag, som han vandt i ok-tober 1984 i Old Bailey i London, hvorefter briterne refunderede bøden og desuden betalte Kirks sagsomkostninger. Mens Kent Kirk havde stor opbakning blandt mange fi skere til sin aktion, forholdt de to or-ganisationer sig offi cielt tavse. Udadtil støttede man ikke direkte Kent Kirks togt, men begge organisationer fandt i lighed med Kent Kirk

FiskeripolitikEfter et langt og dramatisk forhandlingsforløb blev EFs fiskeripolitik vedtaget i januar 1983. Det var især Danmark og Storbritannien, der kæmpede mod hinanden. Som en forvarsling om Kent Kirks togt mod briterne bragte Dansk Fiskeri Tidende 2. december 1982 denne tegning, som med et glimt i øjet lader forstå, at de engelske hooligans var mere frygtet end Royal Navy og Royal Air Force.


forhandlingerne om den fælles EF-fiskeripoli-tik utilfredsstillende, så indirekte støttede man ham. Først efter Kent Kirks frifindelse ved EF-domstolen i juli 1984 gratulerede Laurits Tørnæs som havfiskernes formand Kent Kirk med enmandssejren over den britiske regering, idet han samtidig roste Kirk for modigt og dygtigt at have stået fast og ført sagen hele vejen igennem.14

For Kent Kirk personligt betød aktionen stor popularitet, ikke blot i Danmark, men også i England, hvor de britiske husmødre kårede ham til årets mand, efter at han havde ladet sig fotografere velfornøjet i en hotelseng med bar overkrop.15 For dansk fiskeri fik aktionen ingen anden betydning, end at den øgede pres-set på EFs ministerråd for straks at få forhand-let fiskeripolitikken på plads. Når dommeren i Newcastle tilbød at lade sagen mod Kirk falde, skete det med henvisning til, at EFs fiskeripoli-tik nu var lagt fast. EF-kommissionen var få dage før julen 1982

fremkommet med et nyt udspil til en kom-mende fiskeripolitik. Begge hovedorganisa-tioner sagde nej, mens fiskeriminister Henning Grove erklærede sig tilfreds. I et samarbejde med forhenværende fiskeriminister Karl Hjort-næs blev der skabt enighed mellem regerin-gen og oppositionen. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev 11. januar 1983 sendt til Bruxelles for at meddele Danmarks holdning til EF-kommissionens udspil og sondere mu-ligheden for yderligere forhandlinger. I mel-lemtiden ville hverken Henning Grove eller Karl Hjortnæs udtale sig til organisationerne. 21. januar gav et flertal i Folketingets markeds-udvalg Henning Grove mandat til at tiltræde den fælles fiskeripolitik på et fiskeriminister-rådsmøde 25. januar i Bruxelles. I mellemtiden blev de fire organisationer i Fiskerirådet, altså Dansk Fiskeriforening, Danmarks Havfiske-riforening, Danmarks Fiskeindustri- og Eks-portforening og Foreningen for Danmarks Fiskemels- og Fiskeolieindustri, samt SID og Konservesforeningen indkaldt til en oriente-ring.

Kent KirkDer var stor interesse for fiskeskipper Kent Kirk efter hans togt mod briterne. Fiskeri- og Søfartsmuseet.


På dette møde ankede samtlige repræsentanter fra organisationerne over, at de ikke var blevet hørt, inden beslutningen var truffet. Hele fiske-rierhvervet tog afstand fra den fælles fiskeri-politik i den form, som den havde fået. Begge hovedorganisationernes formænd var straks ude med kritik af fiskeriministeren. Lau-rits Tørnæs beklagede, at Henning Grove ikke havde ønsket at forhandle med erhvervet eller orientere det, før der var truffet en beslutning:

” Det er den metode, han har valgt, og derfor har han heller ikke kunnet påregne at få organisationernes støtte og opbakning til aftalen. ”

Villy Hansen kritiserede også, at erhvervet ikke var blevet hørt, og erklærede, at:16

” Dansk Fiskeriforening ikke kan tage et medansvar for det nuværende forhandlingsresultat. ”

Rundt i de danske fiskerihavne kom de lokale fiskeriforeningsformænd tillige med skarpe ud-talelser, der kritiserede aftalen. På Læsø fandt

eksempelvis Bent Rulle, at hele vores medlem-skab af EF burde tages op til revision.17 25. januar 1983 fejrede EFs ministerråd og EF-kommissionen den nye fælles EF-fiskeripolitik i champagne. Der var, efter stærkt pres fra Storbritannien, to undtagelser fra princippet om fri og lige adgang til EF-havet. Den første handlede om at opretholde 12 sømilegrænsen for egne fiskere, og den anden var krav om li-cens til fiskeri i det biologisk følsomme om-råde, Shetlandskassen. Men ellers bestod fiske-ripolitikken af så forskellige elementer som kvotepolitik, tekniske bevaringsforanstaltnin-ger, kontrolpolitik, markedspolitik, struktur-ordninger og tredjelandsrelationer. At det blev nye tider for dansk fiskeri, var in-gen i tvivl om. Laurits Tørnæs erkendte det tydeligt lige efter aftalens indgåelse:18

” Jeg mener, der ligger et stort ansvar på såvel ministeren som ministeriet som fiskeriets organisationer for at finde frem til en administration af de forhold, så skadevirkningerne for dansk fiskeri bliver reduceret mest muligt. ”

Kent Kirk foran rettenEn sejrssikker Kent Kirk foran retten i England 7. januar 1983. Han endte da også med at vinde sagen. Foto: Scanpix.


Organisationernes udviklingI de to hovedorganisationer var der i forvejen interne strukturproblemer, der måtte løses, og de blev ikke mindre af EFs fiskeripolitik. Umiddelbart banale spørgsmål som for ek-sempel antallet af bestyrelsesmedlemmer eller kredsinddelingerne handlede i begge for-eninger naturligvis om organisationsarbejdets mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse – men dybest set også om magt og indflydelse. I Dansk Fiskeriforening var der i 1982 tanker fremme om at udvide antallet af bestyrelses-medlemmer fra fem til syv. På kongressen blev det dog besluttet at fastholde antallet på fem, men at ændre kredsene. Foruden formanden skulle der vælges et bestyrelsesmedlem fra hver af følgende fire kredse: 1) Vendsyssel samt Læsø, 2) Øvrige Jylland samt Fyn med omliggende øer, 3) Sjælland med omliggende øer, og 4) Bornholm.19

Diskussionerne om strukturen sluttede ikke dermed. Tværtimod var det næsten blevet nor-men, at der på kongresserne altid var forslag til vedtægtsændringer. På kongressen i 1984 foreslog Skagen Fiskeriforening nedlæggelse af repræsentantskabet, mens Grenaa Fiskeri- forening foreslog repræsentantskabets møde-aktivitet indskrænket til to årlige møder (mod hidtil fire). Andre foreslog ændringer i kontin-gentet, således at denne igen kom til at bestå af en promilleafgift, som man havde haft frem til 1979. Derfor blev der nedsat et lovudvalg.20 Lovudvalget fremlagde på kongressen i 1986 en række vidtgående ændringsforslag med det formål at skabe en hurtigere beslutningsproces i organisationen. Mest omfattende var æn-

dringerne i repræsentantskabet, som det med 1.964 stemmer for og 1.368 imod blev ved-taget at udvide til 42 medlemmer inklusiv for-eningens formand, der fremover tillige var for-mand for repræsentantskabet. Fremover skulle repræsentantskabet kun indkaldes to gange årligt, og det fik nu alene en rent rådgivende funktion over for hovedbestyrelsen. Samtidig blev bestyrelsesmedlemmernes antal forhøjet til ni plus formanden. Formålet med udvidel-sen var at lette arbejdsbyrden for de enkelte bestyrelsesmedlemmer. Lovudvalget foreslog også at indføre en promilleafgift som tillæg til det faste kontingent, men det blev nedstemt med 2.713 stemmer mod 558.21 I stedet fort-satte man blot med at sætte det faste kontin-gent op – fra 400 kr. i 1981 og jævnt stigende gennem årene til 1.000 kr. i 1990.22

Danmarks Havfiskeriforening gennemførte også i 1980’erne nogle strukturændringer, selvom det var mindre påkrævet. Organisa-tionsstrukturen var i forvejen meget lettere, idet der hverken var repræsentantskab eller kongres som i Dansk Fiskeriforening. Hav-fiskerne havde i stedet de mere uformelle for-mandsmøder som rådgivende organ for hoved-bestyrelsen. I 1984 indførtes mulighed for valg af to næstformænd, hvis bestyrelsen fandt det nødvendigt.

Det benyttede den sig af samme år, da for-manden for Hanstholm Fiskeriforening, Egon Sekkelund, blev valgt til 1. næstformand, og formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforen-ing, Kaj Rosenkvist, blev valgt til 2. næstfor-mand.23 I 1987 valgtes Kent Kirk som ny næst-formand, og i den forbindelse besluttede man, at én næstformand igen var nok.24 I 1985 blev


bestyrelsen udvidet fra ni til elleve medlem-mer, hvoraf tre valgtes i Sydkredsen, fem i Midtkredsen og tre i Nordkredsen.25 Den vigtigste ændring skete i 1988. Skagen Fiskeriforening og Strandby Fiskeriforening havde begge besluttet sig for at udmelde sig af Dansk Fiskeriforening. I stedet søgte de to store lokalforeninger med tilsammen godt 800 medlemmer optagelse i Danmarks Havfiske-riforening. Her hed det dog i vedtægterne, at foreningen ”er en sammenslutning af lokale vestjyske fiskeriforeninger”. Hverken Ska-gen eller Strandby (nord for Frederikshavn) kunne derfor optages uden en vedtægtsæn-dring. Ved en ekstraordinær generalforsamling sidst på året banede 3.208 ja-stemmer vejen for en optagelse af Skagen og Strandby i Dan-marks Havfiskeriforening fra 1. januar 1989. Vedtægterne blev nemlig ændret, så foreningen blev ”en sammenslutning af lokale jyske fiske-riforeninger.”26

Samarbejdet i og mellem organisationerneSom nævnt i foregående kapitel blev man i 1980 enige om at danne et nyt fiskeriråd, hvor de to hovedorganisationer og Danmarks Fiske-industri- og Eksportforening blev medlemmer – kort efter suppleret af Danmarks Fiskemels- og Fiskeolieindustri. Fiskerirådet fik til opgave ”overfor fiskeriministeriet og anden offentlig myndighed at give udtryk for fiskerierhvervets samlede synspunkter”.27 Man enedes om en meget uformel struktur med tre medlemmer fra hver organisation, et formandskab, der gik på skift hvert halve år, og et sekretariat, der blev placeret hos Dansk Fiskeriforening i Studiestræde. I maj 1982 blev Landsorganisa-tionen af Danmarks Detailfiskehandlere også repræsenteret i Fiskerirådet. Fiskerirådet var kommet i gang i marts 1981, og i de første år gik det rigtig godt. I rådet blev man enige om direkte henvendelser til

Niels Bonde i arbejdstøjet Havfiskernes formand, Niels Bonde ved sit skrivebord. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet.


relevante ministre. Statsminister Anker Jør-gensen og fi skeriminister Karl Hjortnæs blev kontaktet i anledning af regeringens planer om at give færøske fi skere ret til at fi ske i den dan-ske del af EF-havet, hvilket organisationerne advarede imod. Miljøministeren blev tilskre-vet vedrørende giftdepoter ved Cheminova, som Fiskerirådet krævede fjernet øjeblikkelig. Energiminister Poul Nielson blev kontaktet om oliepriser, og helt overordnet blev statsminister Anker Jørgensen indtrængende anmodet om, at fi skerierhvervet fortsat ville få sin egen mini-ster. Samarbejdet, der var cementeret af et brev-papir med FISKERIRÅDET i store typer og alle fi re organisationer nævnt, kom således på alle måder godt i gang. Fiskerirådet blev i efteråret 1982 involveret i udformningen af EFs fi skeripolitik, og selv om der ikke var helt enighed i rådet, blev man enige om fælles henvendelser, blandt andet til statsministeren,

udenrigsministeren, fi skeriministeren, Folke-tingets Markedsudvalg og andre relevante instanser. Det fi k man som nævnt ikke noget videre ud af, men det vidnede om et godt sam-arbejde mellem organisationerne indbyrdes. De manglende resultater fi k den konsekvens, at Fiskerirådet gik i dvale – og der blev også talt om, at det helt var nedlagt. Fiskerirådet blev dog aktiveret fl ere gange i resten af 1980’erne. I 1986 udsendte rådet en pressemeddelelse i anledning af afstemningen om EF-pakken, hvor budskabet var klart:

” Fiskerirådet mener, at dansk fi skeri ikke kan leve uden EF. ”

Fiskeriorganisationerne anbefalede dermed i fællesskab et klart ja til EF-pakken (Det indre marked). I 1987 var Fiskerirådet også på banen i forbindelse med fi skerikonfl ikten på Lange-linie. Derefter fulgte igen nogle lidt stille år, indtil rådet omkring 1990 igen blev aktiveret.

JubilæumsbøgerI 1984 udsendte Danmarks Havfiskeriforening bogen Nettet strammes - viljen styrkes. Den handler især om havfiskeriets generelle udvikling og ikke så meget om organisationshistorien. Dansk Fiskeriforenings 100 års jubilæum blev markeret med bogen Portrætter af dansk fiskeri, der indeholder interviews med fiskere.


I begge de to hovedorganisationer var der i 1980’erne mange interne uenigheder, og ind-byrdes havde Dansk Fiskeriforening og Dan-marks Havfiskeriforening også en del kampe. Især EFs nye fiskeripolitik og dens udmøntning gav fiskeriet store problemer i utallige afskyg-ninger. Blandt de interne uenigheder kan nævnes, at Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening i 1985 ønskede, at den bornholmske central-forening skulle udmeldes af Dansk Fiskeri-forening. De var utilfredse med deres mulighed for indflydelse i hovedorganisationen og dermed fiskeripolitikken i Østersøen. De born-holmske fiskere havde flere gange oplevet, at deres forslag til blandt andet en regulering af fiskeriet i Østersøen blev forkastet i Dansk Fiskeriforening. Ved en ekstraordinær general-forsamling i centralforeningen blev det dog besluttet, at man ikke ville melde sig ud af Dansk Fiskeriforening.28 Samarbejdet mellem de to hovedorganisation-er led et alvorligt knæk i efteråret 1985. Der

havde året igennem været forhandlinger om det økonomiske mellemværende i forbindelse med udgivelsen af det fælles blad, Dansk Fiskeri-tidende. Forhandlingerne var gået i hårdknude og man kunne ikke nå et resultat, som begge or-ganisationer kunne acceptere. Derfor opsagde Dansk Fiskeriforening samarbejdsaftalen med virkning fra 31. december 1985. Dansk Fiske-riforening skrev samtidig til alle lokalfor-eninger under Danmarks Havfiskeriforening og tilbød dem – og alle deres medlemmer – at tegne abonnement på Dansk Fiskeritidende. Bestyrelsen i Danmarks Havfiskeriforening beklagede sig straks over denne ufine fremfærd og skrev omgående til samtlige lokalforeninger med besked om, at man havde påbegyndt ar-bejdet med eget medlemsblad. Det udkom un-der titlen Havfiskeren fra 3. april 1986.29

Producentorganisationen fra 1973 fik heller ikke lov til at stå uantastet. I 1984 besluttede fiskerne i Skagen at danne deres egen PO, Ska-gen Fiskernes Producent Organisation. Det skete for at sikre mest mulig selvstændighed i administrationen af mindsteprisordningen,

Nyt museum i Grenaa Dansk Fiskeriforenings gamle modelsamling blev efter en årrække med placering i Brede i 1982 deponeret på Djurslands Museum i Grenaa. Her fik den fine forhold og blev nyopstillet af bl.a. museumsinspektør Torben A. Vestergaard. T.v. ses en rekonstruktion af plakatsøjlen fra den store udstilling i 1912, t.h. de mange modeller af fiskerbåde og i midten stopmaskinen. I 2004 overdrog Danmarks Fiskeriforening samlingen til museet i Grenaa. Den flotte udstilling har siden måttet vige for andre formål og blev i 2011 opmagasineret på loftet i museets bygninger, hvor den i jubilæumsåret 2012 afventer dens videre skæbne. Foto 1988: Søren Harbo. Dansk Fiskeriforenings arkiv, Erhvervsarkivet.


altså i modsætning til den oprindelige PO, der blev oplevet som egenrådig.30 Skagen-fiskerne fik følgeskab fra Hirtshals, og det tegnede ef-terhånden til en større decentralisering, der ville være en katastrofe for hele tanken bag en samlet dansk PO. Da PO’ens egen formand, Kaj Rosenkvist, opfordrede fiskerne i Thy-borøn og Lemvig til at danne deres egen PO, blev han på et bestyrelsesmøde lillejuleaftens-dag 1986 afsat.31 Heldigvis var der også inden for fiskerier-hvervet i 1980’erne andre organisatoriske æn-dringer, der ikke var udtryk for splittelse, men samarbejde. Nævnes kan Foreningen Muslinge- erhvervet, der blev dannet i 1989 i fællesskab mellem Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening (DFE) og Centralforeningen af Limfjordsfiskere.

Ny Langelinie-aktionI november 1987 kom det til en ny fiskerikon-flikt, hvor fiskere fra hele landet igen blokerede Langelinie i København.32 Aktionen startede som en protest imod urimelige arbejdsvilkår i fiskerierhvervet, og målet var at få råbt folke- tingspolitikerne op. Undervejs tippede aktio-nen rundt, så også Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening blev inddraget og nærmest blev gjort til fiskernes modpart. Aktionen kom til at trække dybe spor i dansk fiskeris organisationshistorie, både fordi den på kort sigt skabte megen splid mellem fiskerne og deres organisationer, men også fordi den på længere sigt var en medvirkende årsag til en sammenslutning af de to hovedorganisationer. Konflikten begyndte i dagene op til weekenden 14. og 15. november 1987. Den startede blandt

bornholmske fiskere, som hurtig fik opbakning fra en række fiskere i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Om fredagen orienterede aktionens initiativtager, fiskeskipper Leonhard Christ-ensen, Nexø, formanden for Dansk Fiskeri-forening, Villy Hansen, om den foranstående demonstration. I løbet af weekenden anløb 15 fiskefartøjer Langelinie i den udtrykkelige hensigt at lave en fredelig aktion for at gøre opmærksom på krisen i dansk fiskeri. Om man-dagen stævnede yderligere 50-60 fiskefartøjer ud fra Frederikshavn med kurs mod Langelinie. Fartøjerne kom blandt andet fra Hvide Sande, Thyborøn, Thorsminde, Agger, Hanstholm og Hirtshals. Flere havne fulgte trop. De aktione-rende var medlemmer hos dels Dansk Fiskeri-forening, dels Danmarks Havfiskeriforening, dog var esbjergenserne ikke med.33 Det blev alligevel anset som en stor styrke, at der deltog fiskere fra begge organisationer, der samtidig i fællesskab påtog sig et forhandlingsansvar, så ministeren ikke kunne spille dem ud imod hinanden. Om tirsdagen, den 17. november, lå der knap 100 fiskefartøjer ved Langelinie. Demonstrationen blev ledet af en syv mand stor aktionskomité med Leonhard Christensen i spidsen. Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening fik af de aktionerende man-dat til at forhandle med fiskeriminister Lars P. Gammelgaard. Situationen blev vurderet som så alvorlig, at Folketingets Fiskeri- og Land-brugsudvalg allerede 17. november blev ind-kaldt til møde om sagen, og at de to hoved-organisationers hovedbestyrelser ligeledes hurtigt indkaldtes til møde i København. De aktionerende kaldte Fiskeriministeriets holdning til fiskeriet for ”fuldstændig diktato-


risk” og krævede, at ministeriet og organisa-tionerne ”straks sætter sig sammen og bliver ved arbejdet, indtil de er blevet enige om en fiskeripolitik, vi alle kan leve med i fremtiden.” Deres krav til en sådan fiskeripolitik var blandt andet fuld kompensation for alle nedskæringer siden 1983, bedre ophugningsstøtte, stop for indførsel af fisk fra en række lande (blandt andet fra Sovjetunionen), afbureaukratisering og regelsanering i ministeriet samt krav om andel i de penge, som staten indkasserede ved olieproduktionen, da den jo betød opgivelse af fangstområder.34

Der fulgte herefter et speget spil med forhand-linger hos de aktionerende på Langelinie, i Dansk Fiskeriforenings kontor i København og i Fiskeriministeriet. Forhandlingerne fortsatte til langt ud på natten og fortsatte næste mor-gen. Undervejs gav ministeriet forskellige ind-

rømmelser i forhold til blandt andet konkrete fangstrettigheder, men en lækket rapport kom til at udgøre et stort problem. Sammenbruddet var klart, og de aktionerende fiskere indkaldte derfor til et stormøde i Bella Centret. 25. no-vember 1987 var flere tusinde fiskere forsamlet dér i en af dansk fiskeris største demonstratio-ner nogensinde.

Ved stormødet lancerede aktionskomitéen, nu kaldet krisestaben, som en af løsningsmodel-lerne etableringen af en ny landsdækkende fiskeriorganisation. Der blev lagt op til det største organisatoriske brud i det danske fiske-rierhverv siden 1934. Villy Hansen og Niels Bonde, sidstnævnte var netop valgt som havfiskernes nye formand, holdt sig væk. Begge sympatiserede med de aktionerende, men ønskede dem også ud af

Fiskerne stiller kravVed Langelinje-aktionen i 1987 overrakte talsmanden Leonhard Christensen fiskernes krav til Villy Hansen og Egon Sekkelund med ønsket om et positivt resultat af forhandlingerne med fiskeri-minister Lars P. Gammelgaard. Foto i Dansk Fiskeri Tidende.


København hurtigst muligt. Villy Hansen har siden udtalt, at han undervejs måtte have styr på fiskeriminister Lars P. Gammelgaard:35

” Han var måske en god politiker, men en dårlig minister. Jeg var lidt bange for, hvad ministeren kunne finde på. Så jeg gik op til ham og sagde: Nu må du holde munden lukket og ikke love dem noget. ”

De aktionerende fiskere fik heller ikke meget ud af stormødet. Fiskeriministeriets indrøm-melser stod fast, men det var også det, i hvert fald i første omgang – nogle temaer sivede ind i senere forhandlinger (men det havde de nok også gjort ved en anden forhandlingsfacon). Idéen om en ny organisation blev gentaget dagen efter, da de aktionerende mødtes med forhandlerne fra Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening. I dansk fiske-rierhvervs organisationshistorie er det mere interessant. De aktionerende vendte nu front mod de to hovedorganisationer, og en af løs-ningsmodellerne var, at de brød ud og dannede en ny, landsdækkende fiskeriorganisation. Man var dog endt med en resolution, hvor man blandt andet stillede krav om oprettelse af et fællesorgan, en slags overbygning på de to hovedorganisationer, men man gentog alligevel truslen om at oprette en tredje lands-dækkende fiskeriorganisation. Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiske-riforening opfordrede i fællesskab de aktio-nerende fiskere til at ophæve demonstrationen og genoptage fiskeriet. Fiskerirådet gentog få dage senere denne opfordring. Efter godt 14

dage sluttede aktionen, og fiskefartøjerne ved Langelinie sejlede hjem. Aktionen fik flere umiddelbare konsekvenser på organisationsområdet. Allerede i december stiftedes Fiskeriforeningen Danmark, der var tænkt som den nye og altså tredje hovedorgani-sation inden for dansk fiskerierhverv. Forenin-gen bestod af både bornholmske og nordjyske fiskere, men blev betragtet som en udbryder-forening fra Danmark Havfiskeriforening, og den mødte da også stærk kritik fra Kent Kirk, der anklagede foreningen for at have plan-lagt aktionen ved Langelinie allerede i marts måned.36 Leif Hansen, Nexø, blev sekretær. Skagen Fiskeriforening og Strandby Fiske-riforening meldte sig som allerede nævnt ud af Dansk Fiskeriforening og senere ind i Danmarks Havfiskeriforening. Også disse ud-meldelser var en direkte følge af Langelinie-aktionen. Ligeledes blev Fiskeriforeningen Østersøen, der fortsat eksisterer, stiftet i febru-ar 1988 som en direkte udløber af Langelinie- aktionen.37 Blandt medlemmerne af den nye forening var blandt andet Leif Hansen og Leonhard Christensen, der var initiativtageren til Langelinie-aktionen. Som bekendt er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget. Langelinie-aktionen bragte de to hovedorganisationer tættere på hinanden. For første gang siden splittelsen i 1934 syntes der i begge organisationer større og større op-bakning til en sammenslutning.

■

Tilpasning af fiskeflådenDen fælles fiskeripolitik i EF, der blev vedtaget i 1983, cementerede blandt andet kvoterne som politisk styringsredskab for fiskerierhvervet. Et andet vigtigt element var tilpasning af fiskeflådens størrelse til et moderne og bæredygtigt fiskeri, herunder også sikring af rentabiliteten for den enkelte fisker. Fra slutningen af 1980’erne og op gennem 1990’erne betød det, at en masse af de gamle og små kuttere blev ophugget med offentlig støtte, og hele erhvervet kom derved ind i en kraftig omstillingsproces.

I 1993 blev ophugningsvirksomheden Fornæs etableret i Grenaa, og den har siden ophugget over 1.000 fiskekuttere. Fornæs har i dag 50.000 m² udendørs lagerplads og lagerhaller på 8.000 m². Her kaster rækken af styrhuse lange skygger ind over vejen ved lager-hallerne. Foto: Søren Byskov 2004, Fiskeri- og Søfartsmuseet.

185

Kapitel 10Vejen mod fusion 1989-1994

Tvivlsom optakt Siden Langelinie-aktionen i 1987 udviklede der sig stille og roligt et tæt og efterhånden vel-fungerende samarbejde mellem Dansk Fiske-riforenings og Danmarks Havfiskeriforen-ings formænd, Villy Hansen og Niels Bonde. Naturligvis var det en stor bet for Dansk Fiskeriforening, at to af de større medlems-foreninger, Skagen og Strandby, brød ud og meldte sig ind i Danmarks Havfiskerforening, som derved blev den største hovedforening. I forlængelse af Langelinie-aktionen var man i begyndelsen af 1988 ved at undersøge mu-lighederne for at oprette et fælles forretnings-udvalg og et fælles sekretariat for de to foren-inger, og her kom spørgsmålet om Skagens og Strandbys fremtidige tilhørsforhold på tværs. Villy Hansen skrev til Niels Bonde og mindede om foreningernes gamle aftale om, ”at vi ikke

optager medlemmer fra hinandens område”, idet han tilføjede, at hans muligheder for i Dansk Fiskeriforening at komme igennem med fælles tiltag beroede på, at Skagen og Strandby ikke blev optaget i Danmarks Havfiskeriforen-ing. Niels Bonde kunne omvendt forsikre Villy Hansen om, ”at Danmarks Havfiskeriforening på ingen måde har prøvet på at påvirke denne udvikling og heller ikke agter at gøre det.”1 I Danmarks Havfiskeriforenings bestyrelse anså man fra begyndelsen de to lokalforeningers forespørgsel om optagelse som et ”alvorligt problem”, der både kunne svække samarbejdet med Dansk Fiskeriforening og på længere sigt give anledning til nye hovedorganisationer.2 I resten af 1988 fik alle Danmarks Havfiskeri-forenings lokalforeninger lejlighed til at ytre sig om spørgsmålet, og der var hos alle stort set ubetinget grønt lys for optagelse af de to


foreninger. Esbjerg Fiskeriforening med Kent Kirk i spidsen fandt det dog bedre, at der blev optaget forhandlinger med Dansk Fiskeriforen-ing og de to foreninger i Skagen og Strandby om mere grundlæggende ændringer i dansk fiskerierhvervs organisationsstruktur.3 Der-for er det også bemærkelsesværdigt, at man i Dansk Fiskeriforening tilsyneladende tillagde Kent Kirks person stor betydning for det hid-tidige manglende samarbejde:4

” Det har indtil nu, så vidt det har kunnet erfares, altid været ham, der i Danmarks Havfiskeriforenings bestyrel-se har været modstander af at udbygge samarbejdet med Dansk Fiskeriforening, idet hans mål ikke var samarbejde, men overtagelse af Dansk Fiskeriforening. ”

Bemærkningen faldt kort efter, at Kent Kirk som ny fiskeriminister under overskriften ”Kent Kirk vil bygge bro” havde udtalt, at der skulle være plads til både store og små fartøjer, og at han ville satse på samarbejde og dialog mellem fiskeriets organisationer.5 Udtalelsen i Dansk Fiskeriforenings bestyrelse er ikke desto mindre interessant i lyset af, at utallige sammenslutningsforsøg i årenes løb var ble-vet bremset af vestkystfiskere, der frygtede, at Dansk Fiskeriforening ville overtage den vestjyske forening. Der var i realiteten tale om en klassisk problematik ved fusioner: Om den ene part opsluges i den anden, eller om begge parter indgår i en helt ny konstellation. Spørgsmålet om et tættere samarbejde og på længere sigt en mulig fusion handlede naturligvis ikke blot om organisationsstruk-turer og personspørgsmål, men også om den

konkrete fiskeripolitik. Villy Hansen erkendte eksempelvis, at et af de problemer, der vanske-liggjorde et samarbejde med havfiskerne, var et forslag fra Dansk Fiskeriforening om en ton-nagebegrænsning i de forskellige farvandsom-råder, idet havfiskerne klart havde givet udtryk for, at dette forslag var en belastning for et eventuelt samarbejde mellem de to foreninger.6

Gensidig forståelse for en sammenlægningI løbet af vinteren 1989-1990 kom spørgsmålet om sammenlægning flere gange op til drøftelse i Dansk Fiskeriforenings hovedbestyrelse. Det viste sig, at holdningerne var delte. Diskussion-erne handlede i første omgang om, hvorvidt de to hovedforeninger sammen med Danske Fiskeres Producent Organisation skulle an-sætte en EF-rådgiver (lobbyist), et forhold, der af flere blev set som en lakmusprøve på, om der var en positiv vilje til samarbejde. Der var flere, der tog forbehold over for videre sam-arbejde, herunder Bent Rulle, der 14. februar 1990 udtalte, at en sammenlægning af organi-sationerne ”var noget, som lå langt ude i frem-tiden.”7 I begyndelsen af januar 1990 frem-satte Skagen Fiskeriforening for anden gang deres synspunkt om ønskeligheden af en sam-menslutning.8 Efter at kontorchef Henning Hecht fra Dansk Fiskeriforening var blevet udpeget som lob-byisten, dansk fiskerierhvervs nye mand i Bruxelles, kom der på et formandsmøde skred i sagerne. Både Havfiskeren og Dansk Fiskeri Tidende bragte 8. marts 1990 forsidehistorier om den gensidige forståelse for en sammen-lægning. De to formænd erklærede sig sammen med formanden for Danske Fiskeres Producent

187Kapitel 10 - Vejen mod fusion 1989-1994

Organisation, Egon Sekkelund, enige i målet: Inden for to år skulle der skabes en ny og sam-let organisation for hele det danske fiskerier-hverv. Fiskeriets problemer var blevet så store, at de krævede samarbejde.9

” Den fisker, der står i styrehuset på en garnbåd i Østersøen, og den fisker, der står i styrehuset på en supertrawler i Nordsøen, tænker ens, og de har funda-mentalt set de samme problemer. De skal begge betale den samme rente i banken, og deres grundlag for indtjeningen – de danske kvoter – bliver beskåret år for år. ”

Det samme foto af de tre formænd blev bragt på forsiden af begge foreningers blade som et godt varsel om fremtiden. I det efterfølgende hovedbestyrelsesmøde i Dansk Fiskeriforening var det dog så som så med enigheden. Medlemstallet talte sit tydelige

sprog for en sammenlægning. Det var faldet til 2.300, hvilket svarede til, at foreningen på 10 år havde halveret sit medlemstal. Villy Hansen var ikke i tvivl. Det ville føre til drastiske ned-skæringer i organisationen og servicen, hvorfor han anså det nødvendigt at arbejde frem mod en sammenlægning. Det ville også være en stor fordel politisk set, hvis alle erhvervsfiskere var samlet i samme organisation. Men der var flere indsigelser. Der måtte først ”arbejdes videre med flere tillidsskabende foranstaltninger”, formændene var ”nået længere end medlem-merne” og ”tiden er endnu ikke moden til en sammenlægning”, lød nogle af indvendingerne. Det sidste blev blandt andet fremført af Bent Rulle, der også mente, at arbejdet med sam-menslutning var ”for forceret”, og at man måtte ”samarbejde fra sag til sag”. Dansk Fiskeri- forening ville blive slået i stykker ved en sam-menslutning, mente Rulle. Konklusionen på det noget dramatiske hovedbestyrelsesmøde, hvor flere erklærede sig uforstående og over-raskede over andres synspunkter, blev, ”at man

Gratis søtunger til københavnerneI november 1992 blev kvoten for søtunger sat ned fra 300 kilo til 100 kilo om ugen. De kunne fiskes på 3-5 timer. Der var masser af søtunger, og derfor demonstrerede fiskerne ved en demonstration ved Havnegade i København. 70 kuttere lagde til kajen med 700 kilo søtunger, der blev foræret gratis til københavnerne, og der opstod tumultagtige scener, hvor politiet måtte hjælpe med ud-delingen. Foto: Danmarks Fiskeriforening.


arbejdede videre med rammer og modeller for en sammenlægning”.10 Arbejdet kom dog til at ligge stille nogle måneder, idet man afventede forhandlingerne på Danmarks Havfiskeriforen-ings generalforsamling.11 Men så blev det tid til kongressen i Dansk Fiskeriforening.

Grenaa sætter dagsordenen – og Bent Rulle bliver formand juni 1990Ved kongressen i Dansk Fiskeriforening 8. og 9. juni 1990 var der to vigtige emner på dagsordenen. For det første havde Gre-naa Fiskeriforening fremsat et forslag om, at hovedbestyrelsen skulle pålægges at fortsætte forhandlingerne med Danmarks Havfiskeri-forening om udbygning af samarbejdet med henblik på, at man på kongressen i 1992 kunne drøfte forslag til sammenlægning af de to or-ganisationer. For det andet stillede Bent Rulle op som modkandidat mod Villy Hansen, der havde været formand siden 1982. Ved valget

dengang havde Villy Hansen som nævnt vun-det en overbevisende sejr over Bent Rulle. Forslaget fra Grenaa Fiskeriforening blev generelt godt modtaget af de 15 kongresdel-tagere, der var på talerstolen. Alle var enige om behovet for det bedst mulige samarbejde, men enkelte var lidt betænkelige ved havfiskernes reelle vilje til en sammenslutning. Niels Bonde, der var blandt gæsterne, udtalte hertil, at det var hans opfattelse, at der var en overvældende majoritet i Danmarks Havfiskeriforening for en sammenslutning. ”Samarbejde er bydende nødvendigt, og man behøver nødvendigvis ikke sætte en dato på, men alene beslutte, at det er en målsætning”, sagde han. Grenaa-fisker-nes forslag blev herefter godkendt.12

Formandsvalget fik en hårdere medfart. Flere fandt, at det var yderst betænkeligt at skifte formand på et tidspunkt, hvor situationen for

Villy Hansens exitVed kongressen i Dansk Fiskeriforening i juni 1990 tabte Villy Hansen formandsvalget til Bent Rulle. Fiskeriminister Kent Kirk fulgte med på første række. Foto: Peter Olsen. Dansk Fiskeriforenings arkiv i Erhvervsarkivet.


dansk fi skeri og for Dansk Fiskeriforening var alvorlig. Det blev bredt erkendt, at netop Villy Hansen havde forstået at få et godt samarbejde med Danmarks Havfi skerforening, og han blev derfor af fl ere anset som den mest velegnede. Bent Rulle blev derimod af enkelte stærkt kri-tiseret. I forhold til en kommende sammen-lægning udtalte en som sin opfattelse, ”at Bent Rulle kun støttede samarbejdet på en lunken måde, og at han var ved at skabe en begyn-dende strid mellem fi skeriets organisationer.” En anden klandrede Rulle i forbindelse med aktuel ballade i Skagen: ”Dette kunne tyde på, at Bent Rulle ønskede at profi lere sig på split-telsen i Skagen”, sagde han. Bent Rulle afviste disse indvendinger som værende ”yderst grove angreb.” Efter disse skarpe meningsudvekslinger blev valget af formand foretaget. Resultatet blev, at Bent Rulle fi k 1.411 stemmer og Villy Hansen

859 stemmer. Bent Rulle var dermed valgt som ny formand for Dansk Fiskeriforening, og det blev således under ham, at man skulle arbejde frem mod en sammenlægning med havfi sker-ne. Da han takkede for valget, tilføjede han, at det var hans opfattelse, at arbejdet i Dansk Fiskeriforening skulle videreføres. ”Han øn-skede ingen revolutioner”, hedder det i refera-tet.13 Fire år senere erklærede Bent Rulle, at han i realiteten blev placeret i en umulig situa-tion. På den ene side forlangte kongressen, at han skulle markere Dansk Fiskeriforenings synspunkter klart og tydeligt, og på den anden side skulle han arbejde frem mod en sammen-lægning:14

” Hvis jeg gjorde det første, ville Dan-marks Havfi skeriforening ikke kendes ved mig, og hvis jeg gjorde det andet, ville jeg ikke komme igennem med noget som helst. ”

Bent RulleLæsøfiskeren Bent Rulle blev valgt som ny formand for Dansk Fiskeriforening i 1990. Foto: Kim Nielsen. Danmarks Fiskeriforening.

Den nye hovedbestyrelse iDansk FiskeriforeningEfter kongressens afslutning i 1990 blev den nye hovedbestyrelse foto-graferet sammen med kontorchef Henning Hecht (yderst til venstre). Derefter er det Poul Madsen, Flem-ming Melchiorsen, Teddy Andersen, Bent Rulle, Henning Bang, Iver Anker, Torben Olsen og Birger Rasmussen. Foto: Anne Bang. Dansk Fiskerifor-enings arkiv i Erhvervsarkivet.


Direktør og handlingsplan I Bella-Centret havde de aktionerende rejst krav om en styrket organisation inden for dansk fiskeri, herunder også ansættelse af en direktør. I Danmarks Havfiskeriforening forsøgte man sig i 1988 med en planlægningschef, men der var behov for en direktør af en mere slagkraf-tig slags. I marts 1990 rejste Hirtshals Fiske-riforening spørgsmålet om ansættelse af en egentlig direktør, idet foreningen blandt andet henviste til, at det var et krav ved Langelinie- aktionen. Forslaget blev bakket op af blandt andet Skagen Fiskeriforening, der påpegede nødvendigheden af en ”udfarende” kraft:15

” Direktøren forudsættes derfor at være akademiker, eventuelt jurist, være sprogkyndig samt gerne have et forud-gående kendskab til fiskerierhvervets forhold. ”

Med konsulentbistand fra Mercuri Urval fandt man så en direktør, der intet vidste om fiskeri. Det blev den 39-årige cand. merc. Niels Wich-mann, der foruden solid erfaring inden for slag-teribranchen også kendte EU-systemet godt.16

Niels Wichmann tiltrådte 1. marts 1991, og blandt hans allerførste opgaver var at udarbej-de en handlingsplan for dansk fiskeri. Dan-marks Havfiskeriforening havde nemlig i er-kendelse af fiskeriets svigtende indtjening og stigende omkostninger besluttet at udarbejde en handlingsplan, der over for politikere og offentligheden skulle gøre opmærksom på de mange problemer, som dansk fiskeri havde. Dermed havde Danmarks Havfiskeriforen-ing taget teten, ikke blot i forhold til Dansk Fiskeriforening og andre af fiskerierhvervets organisationer, men også i forhold til Fiskeri-ministeriet. I 1961 var der som tidligere nævnt

Direktør Niels WichmannI 1991 blev cand. merc. Niels Wichmann direktør for Danmarks Havfiskeriforening. Han arbejdede ihærdigt for sammen- lægningen af de to organisationer, og fortsatte i 1994 som direktør for den sammensluttede forening. Foto: Danmarks Fiskeriforening.


nedsat en Fiskerikommission, der afgav en betænkning i 1967, og i 1975 var der igen i offentligt regi nedsat en stor Fiskerikommis-sion, der fremkom med en betænkning i 1978. Nu stod fiskerne selv bag en handlingsplan, der havde et konkret her-og-nu-sigte, og som derfor også forelå ganske hurtigt, nemlig 21. august 1991. I handlingsplanen blev dels beskrevet en række af de presserende her-og-nu-problemer, som man mente kunne løses på nationalt plan, dels udstukket nogle visioner for den mere langsigt-ede udvikling i form af en omlægning af EFs fælles fiskeripolitik. Hovedpunkter var blandt andet en refinansieringsordning for fartøjer, ændring af skatteforhold, friholdelse for ener-giafgifter og etablering af uddannelsesord-ninger.

Handlingsplanen fik umiddelbart en positiv modtagelse hos både de øvrige fiskeriorgani-sationer og hos politikerne. Vest- og nordjyske borgmestre bakkede solidt op om planen og indbød folketingspolitikere til en præsentation på Christiansborg. Den fandt sted 10. oktober 1991 og resulterede i et politisk løfte om en forespørgselsdebat i Folketinget. Og det var et løfte, der blev holdt. Debatten i Folketings-salen fandt sted allerede 21. november 1991, og ordførerne var enige om, at regeringen hur-tigt og inden 1. februar 1992 burde fremkomme med en redegørelse med konkrete lovinitiati-ver, der kunne vedtages inden sommerferien samme år. Sjældent har der vist været så megen politisk velvilje, men regeringens redegørelse lagde nu kun op til to lovændringer, nemlig et skattefradrag og ophævelse af en fem-års-regel i forbindelse med ophør. Og i efteråret 1992 måtte man åbent spørge: Handlingsplanen –

EF-fiskeriseminar i HanstholmI april 1992 holdt EF i Vigsø en stor konference om de sociale konsekvenser af EFs fiskeripolitik. Fiskeriminister Kent Kirk bød velkommen til Alain Parres fra den franske fiskeriarbejdsgiverorganisation og præsident for den europæiske fiskeriorganisation Europêche. Bag Kirk ses Peter Sand Mortensen, der gennem mange år var formand for SiD (3F) i Hanstholm. Til højre viser Kirk EFs fiskerikommissær Manuel Marin (fra Spanien) ind til konferencen. Foto: Dansk Fiskeriforenings arkiv i Erhvervsarkivet.


er den død eller levende? Det viste sig, at den store politiske imødekommenhed ikke havde givet mange konkrete resultater. Dermed var den dog ikke begravet. Som Niels Wichmann udtalte i oktober 1992:17

” Tager vi enkeltpunkterne i handlings-planen, er der imidlertid ikke tale om døde emner. Vi arbejder videre med dem på forskellig vis. ”

En af måderne var naturligvis gennem EF. Fiskerne i almindelighed var dog ved at blive meget trætte af EF, og som et oprør mod EFs fiskeripolitik stemte mange nej ved folke-afstemningen om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten) 2. juni 1992 af denne grund – unionsspørgsmålet kom for dem i an-den række.18

Mellemspil. Drøftelser, afstemninger – og ny regeringSiden den gensidige forståelse i marts 1990 om en sammenslutning kom spørgsmålet til at fylde overordentlig meget på både hovedor-ganisationernes og lokalforeningernes dags-ordener i de følgende år. På et formands- og bestyrelsesmøde i Danmarks Havfiskeriforen-ing i november 1991 vedtog man en henstilling til lokalforeningerne om at foretage urafstem-ninger på de kommende generalforsamlinger i december. Resultatet forelå i januar 1992, og det viste klart en overvældende opbak-ning til inden for Danmarks Havfiskeriforen-ing at foretage en samlet urafstemning om en sammenlægning med Dansk Fiskeriforening. Samme måned blev der holdt et fællesmøde om sagen mellem de to organisationer.

Dansk Fiskeriforening havde en anden organi-satorisk opbygning. Et forslag fra Hundested Fiskeriforening på et repræsentantskabsmøde om ligeledes at holde en urafstemning blev forkastet. Men der blev arbejdet videre med spørgsmålet. På den ekstraordinære kongres i september 1992 gik 93 % af medlemmerne ind for en sammenlægning. Det blev samtidig ved-taget, at et oplæg til sammenslutningen skulle være klar til december samme år. Danmarks Havfiskeriforening havde allerede samme måned vedtaget et idéoplæg til en ny hoved-organisation for alle Danmarks fiskere. På et fælles hovedbestyrelsesmøde mellem de to organisationer 16. oktober 1992 præsen-terede Dansk Fiskeriforening sit oplæg til en sammenslutning af de to foreninger. Det blev besluttet at nedsætte et fælles strukturudvalg bestående af fire personer fra hver forening. Strukturudvalget skulle fremkomme med et konkret forslag til sammenslutning af de to foreninger. Strukturudvalget fremlagde 12. fe-bruar 1993 et principoplæg til en sammenslut-ning, et oplæg, der blev sendt til viderebehand-ling i de to hovedbestyrelser. Processen blev da pludselig forstyrret af en ny fiskerikonflikt – og det lige netop, som man igen havde fået en ny minister.

Som følge af Tamilsagen overtog social-demokraten Poul Nyrup Rasmussen i januar 1993 statsministerposten efter Poul Schlüter. I den nye regering blev Bjørn Westh (f. 1944) udnævnt til minister for både landbrug og fiskeri. Der var endnu tale om to selvstændige ministerier, blot med samme minister.


Ministeren på udebaneFiskeriminister Bjørn Westh ved Danmarks Havfiskeri-forenings generalforsamling i Rofi-hallen i Ringkøbing i marts 1993. Trods de brede smil var der dyb krise. Foto: Uffe Bølling. Danmarks Fiskeriforenings arkiv.


Bjørn Westh var uddannet landinspektør, og det var ham, der kom til at hjælpe fiskerne i den trængte situation, der ikke blot omfattede fiske-riet, men ramte bredt i samfundet, herunder også landbruget, men som også kaldte på ”boligpakker” og andre kriseløsninger.

Fiskerikonflikten 1993I 1993 kom fiskeriet atter ud i en stor krise. Siden 1987 var kvoterne for alvor begyndt at stramme sammen om fiskernes indtjenings-vilkår, men efter Langelinie-aktionen satte man i vid udstrækning sin lid til, at den tilpas-ning af fangstkapaciteten, der fandt sted i EU, ville gøre situationen bedre. Den kontante støtte til ophugning af fiskernes fartøjer gjorde stemningen noget mildere, men da kvoterne blev reduceret i nogenlunde samme takt som fiskerflåden, var det en noget langstrakt og ret uigennemsigtig proces. Virkningerne beg-yndte efterhånden at vise sig, men så indtraf

katastrofen. Samtidig med at fiskekvoterne for 1993 blev yderligere beskåret, faldt verdens-markedsprisen på fisk og fiskeprodukter med et brag. Danske fiskere mærkede det blandt an-det i form for dumping af fisk fra tredjelande, og i februar 1993 rejste både Dansk Fiskeri-forening og Danmarks Havfiskeriforening krav om øget kontrol med import af fisk fra tredje-land (Norge, Rusland og Canada), herunder at importeret fisk som et mindstekrav overholdt EU’s referencepriser.19

Indførelse af små ugentlige rationer i Østersøen og Kattegat fra 1. marts 1993 fik situationen til at eskalere. En delegation fra Dansk Fiske-riforening var til møde med fiskeriminister Bjørn Westh fredag den 26. februar 1993, men vendte tomhændet tilbage. Hovedbestyrelsen vedtog søndag den 28. februar et åbent brev til Bjørn Westh, hvor den krævede en øjeblikkelig forøgelse af de små ugentlige rationer til det

Westh i AalborgFiskeriminister Bjørn Westh flankeret af de to formænd, Bent Rulle og Niels Bonde, ved fiskerimessen i Aalborg i oktober 1993. Foto fra Dansk Fiskeriforenings arkiv. Erhvervsarkivet.


seksdobbelte. Danmarks Havfiskeriforening gav om mandagen sin fulde opbakning til bre-vet, men ville ikke være med til aktioner, som Dansk Fiskeriforening foreslog. I modsætning til Langelinie-aktionen i 1987 blev de to hovedorganisationer dybt involve-rede og denne gang ikke blot som mæglere mel-lem demonstrerende fiskere og myndigheder, men som direkte aktører i den omfattende fiskerikonflikt, der udviklede sig i løbet af marts og henover påsken, der i 1993 faldt midt i april. Fiskeriet blev indstillet, og derudover blev det en konflikt med flere kreative ele-menter. 20 tons is blev læsset af foran Christ-iansborg og foran statsminister Poul Nyrups privatadresse, ved Frøslevgrænsen søgte aktio-nerende fiskere at stoppe lastbiler med fisk til og fra Danmark (en blokade, der blev fjernet af politiet) og i flere byer blev der uddelt gratis fisk til folk. Imens førtes forhandlinger mellem

organisationerne og ministeren. Nye forhand-linger blev flere gange genoptaget efter sam-menbrud, hvor begge hovedorganisationer bad fiskerne forblive i havnene og ikke påbegynde fiskeriet. Konflikten kulminerede i påsken 1993, hvor fiskerne var samlet til stormøder, og hovedforeningerne var til forhandlinger med ministeren. Derfor omtales konflikten også ofte som ”Påskekrisen”. Tirsdag efter påske, den 13. april 1993, blev der indgået et forlig, der blandt andet betød større oplægningsstøtte og en aftale om refinansiering. Forliget medførte megen ballade i begge organisationer. I Dan-marks Havfiskeriforening blev Niels Bonde tilmed mødt af et mistillidsvotum fra sin egen bestyrelse, der var utilfredse med, at han havde skrevet under på forliget, som de fandt var for ringe. I Dansk Fiskeriforening blev Bent Rulle ligeledes mødt med stor kritik, og der var flere forsøg på at få ham væltet som formand. Begge formænd klarede dog skærene.

Isbjerge i KøbenhavnSom en ny aktionsform blev der i 1993 læsset 20 tons is af foran Christiansborg og statsministerens privatbolig på Frederiks-berg. Isen burde være brugt til de fisk, som ikke måtte fanges. Fotos: Thomas Verting. Dansk Fiskeriforenings arkiv i Erhvervs-arkivet.


Fiskerikonflikten havde nogle positive kon-sekvenser. På kort sigt resulterede forhand-lingerne i gunstigere betingelser for fiskerne. Det blev gennem en refinansieringsordning muligt for den enkelte fisker at få omlagt sine lån i Fiskeribanken. Sammen med et alminde-ligt rentefald bragte refinansieringen fiskernes alt for høje omkostningsniveau ned – der blev omlagt lån for 1,3 mia. kroner – og det var med til at hindre en dominoeffekt af konkur-ser gennem hele erhvervet. Det skattemæssige fiskerfradrag, der var indført fra nytår 1993, og som erstattede det almindelige lønmodtager-fradrag, hjalp også fiskerne, men det mærkede de først i 1994. Nok så vigtigt, så var konflik-ten med til at forstærke arbejdet for en sam-menlægning af de to foreninger. Mange fiskere fandt nemlig, at forhandlingsresultatet var for ringe, og der derfor var behov for yderligere styrkelse af fiskerierhvervets organisationer.

Aktive fiskere siger jaEfter konflikten i foråret 1993 kom der hur-tigt gang i fusionsforhandlingerne igen. Sidst i november 1993 blev det på et fælles hoved-bestyrelsesmøde besluttet, at der skulle holdes vejledende urafstemninger om sammenlægnin-gen blandt alle medlemmer af de to foreningers lokalforeninger, og at stemmerne skulle afgives senest 1. februar 1994. Det blev samtidig varslet, at der lørdag den 16. april ville blive afholdt ekstraordinær kongres i Dansk Fiskeriforening og ekstraordinær gene-ralforsamling i Danmarks Havfiskeriforening, og at stiftelsen af den nye fælles forening ven-tedes at finde sted i juli måned.

Resultatet af den vejledende urafstemning forelå 2. februar 1994. Stemmeprocenten var ikke overvældende; kun lidt over halvdelen

Urafstemning 1994Statsautoriseret revisor Steen M. Christensen fra Deloitte i Esbjerg optalte stemmerne fra urafstemningen om sammenslutningen. Foto: Bølling. Danmarks Fiskeriforening.


havde benyttet deres stemmeseddel. Godt 80 % sagde klart ja til sammenlægningen. Hold-ningen var mest positiv blandt medlemmer af Danmarks Havfiskeriforening, hvor over 90 % gik ind for en sammenlægning, mens kun godt 65 % af stemmerne fra Dansk Fiskeriforenings medlemmer var ja-stemmer.

Dansk Fiskeriforenings formand Bent Rulle og næstformændene Torben Olsen og Birger Ras-mussen samt Danmarks Havfiskeriforenings formand Niels Bonde og næstformand Finn Backs blev på baggrund af afstemningsresul-tatet i et møde 2. februar enige om ”at indstille til de to foreningers kompetente organer, at den formelle procedure omkring sammenlæg-ning iværksættes.”20 Køreplanen blev samtidig gentaget. Ved den ekstraordinære generalforsamling i

Danmarks Havfiskeriforening 16. april 1994 fik hovedbestyrelsen et meget klart mandat i form af en bemyndigelse til en sammenlæg-ning med Dansk Fiskeriforening. Der var 2.969 stemmer for – og 0 imod.21

Så klar tale var der ikke i Dansk Fiskerifor- ening. Her var det nødvendigt med afholdelse af to ekstraordinære kongresser lørdag den 16. april, idet en nedlæggelse af foreningen kun kunne ske på en kongres uden andre dagsor-denspunkter. På første kongres blev sammen-lægningen behandlet. Der var ingen, der tog til orde under dette punkt, men afstemningen viste fortsat en vis modvilje. Der var 1.619 stemmer, hvoraf 1.293 stemte for, 310 imod og 16 blankt. Efter en frokost afholdtes den an-den kongres om nedlæggelsen af Dansk Fiske-riforening. Her var der 1.250 stemmer for og 369 imod nedlæggelsen.22 I forhold til de 65


Danmarks Havfiskeriforening Samlet resultat

Udsendte stemmesedler 1860 (100 %) 2944 (100 %) 4804 (100 %)

Afgivne stemme 1026 (55,16 %) 1434 (48,7 %) 2460 (51,2 %)

Ja-stemmer 661 (64,7 %) 1304 (90,93 %) 1965 (79,9 %)

Nej-stemmer 360 (35,3 %) 124 (8,65 %) 484 (19,7 %)

Ugyldige 5 (-%) 6 (0,42 %) 11 (0,4 %)

Bemærkning: De to foreningers revisionsfirmaer stod for optællingen af de respektive foreningers stemmetal, og den ene valgte at indregne de blanke/ugyldige i procentberegningen.


% ja-sigere til sammenlægningen ved den vejledende urafstemning var der således nu godt 80 % ja-sigere, og tallene blev da også udlagt som et klart ja. Men modstanden var til stede. I det samme nummer af Dansk Fiskeri Tidende, der refererede disse kongresser, blev der bragt et læserbrev af fem sjællandske fiskere, der med navns nævnelse og telefonnumre op-fordrede til at stifte en ny forening. De erkend-te, at nedlæggelsen af Dansk Fiskeriforening nu var en realitet, men gjorde opmærksom på, at de fortsat var en kreds af fiskere, ”der mener, at fiskeriets interesser, i såvel de kystnære om-råder som i de indre farvande, bedst varetages af en forening omhandlende disse områder. Er du/I af samme mening, så lad os få gang i en forening”, lød opfordringen.23 I Dansk Fiskeriforening havde lokalfor-eningerne en halv snes dage til at opsige deres medlemskab, hvis de ikke ønskede at blive overført til den nye forening. Ved fristens

udløb 30. juni forelå der udmeldelser fra 10 lokalforeninger, nemlig Fiskeriforeningen for Vordingborg og Omegn, Møn Ulfsund Fiske-riforening, Guldborg-Vigsnæs Fiskerforen-ing, Fakse Ladeplads Fiskeriforening, Rougsø Fiskeriforening, Karrebæk Fiskeriforening, Grønsund Fiskeriforening, Præstø og Omegns Fiskeriforening, Mosede og Køge Havns Fiske-riforening samt Sønder Nissum Fjord Fiskeri-forening. Senere på året kom der enkelte andre justeringer. Rougsø Fiskeriforening meldte sig ind igen, og Køge Bugt Fiskeriforening og Guldborg og Omegn Fiskeriforening blev også medlemmer af den nye forening. To mindre foreninger måtte desuden give op. Ristinge og Omegns Fiskeriforening meddelte i november, at de i begyndelsen af 1980’erne havde været 18-20 aktive fiskere, men at der nu kun var to tilbage, og at foreningen derfor måtte afgå ved ”foreningsdøden”. Juelsminde Fiskeriforening ophørte ligeledes i november grundet faldende medlemstal.24

Kirsten JacobsenDen markante politiker fra Fremskridts-partiet blev i 1994 foreslået som formand for Danmarks Fiskeriforening. Foto fra 1994 i Danmarks Fiskeriforenings arkiv.


Formandsvalget maj-juni 1994 Begge hovedforeninger havde besluttet, at alle lokalforeninger kunne opstille formandskan-didater, så der var i princippet ingen grænser for antallet af kandidater; blot skulle de have et bagland, der støttede deres kandidatur. Fris-ten for anmeldelse af kandidater blev sat til 20. maj, og formanden skulle findes ved en eller to urafstemninger mellem alle aktive medlemmer af de to hovedforeninger. Formandskandidater blev de følgende måneder et meget debatteret emne i fiskerkredse, og der blev ikke sparet på kreativiteten. Nogle lokale fiskeriforenings-formænd fik den idé, at Kirsten Jacobsen, der var medlem af Folketinget for Fremskridts-partiet, kunne egne sig på grund af sin bram-frie facon og gennemslagskraft som politiker. Skønt bosat i Blokhus, var fiskeriet dog en ver-den fra de opgaver, som hun betragtede som sine, og hun takkede pænt nej tak.25 I stedet for en sådan joker endte det med syv mere garvede fiskeriforeningsfolk. For Danmarks Havfiskeriforening blev Niels Bonde opstillet af fiskeriforeningerne i Thy-borøn og på Rømø. Esbjerg Fiskeriforening opstillede deres tidligere formand og folke-tingsmedlem Kent Kirk, mens Strandby Fiske-riforening opstillede Niels Tvilling, der var bestyrelsesmedlem i foreningen, men i organi-sationssammenhæng forholdsvis ukendt.

For Dansk Fiskeriforening var Birger Rasmus-sen, formand for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening, først på banen med sit kandidatur. Ved den ekstraordinære kongres 16. april var han blevet foreslået af Grenaa Fiskeri-forening, men ville naturligvis have sit bagland med.26 Det fik han, og næste kandidat blev Bent

Rulle, der blev indstillet af fiskerne i Vendsys-sel. Ved generalforsamlingen i Centralforenin-gen for Fiskeriforeninger i Vendsyssel var der dog blandt gæsterne fra Danmarks Havfiske-riforening advarende røster. Den senere for-mand for den nye forening, Thorkild Førby fra Hanstholm, meddelte, at i Hanstholm kunne man hverken pege på Bent Rulle eller Niels Bonde ”på grund af det, der ligger bagud.” Efter Førbys mening skyldtes det, ”at de to formænd havde kørt en meget mistroisk linie over for hinanden”, hvorfor han mente, at der skulle en helt ny mand til.27 At havfiskerne generelt var skeptiske over for Bent Rulle, sås også ved foreningens sidste generalforsamling, der blev afholdt på Hotel Fjordgården i Ring-købing den 17. maj. Ifølge sædvane havde de to formænd hidtil haft lejlighed til at kommen-tere hinandens årsberetninger på foreningernes generalforsamlinger og kongresser. Men i Ringkøbing blev det nægtet Rulle, hvilket han udlagde som ”en mundkurv” og ”et dårligt tegn for det fremtidige samarbejde”.28

De to øvrige kandidater fra Dansk Fiskeri-forening var mere overraskende. Sæby Fiske-riforening opstillede Esbjerg-skipperen David Hill, der var en ihærdig læserbrevsskribent i begge foreningers blade og en særdeles kritisk modstander mod de siddende organisations-folk. Den anden var endnu mere overraskende. Leif Hansen, Neksø, var formand for Fiske-riforeningen Østersøen, som slet ikke var en lokalforening under Dansk Fiskeriforening, men han blev opstillet af Hundested Fiskeri-forening, hvor han ”af praktiske hensyn” var blevet medlem. Børge Larsen fra Hundested forklarede Leif Hansens opstilling med, at han havde været en af frontfigurerne i Langelinie-


Valgannoncer i Fiskeri TidendeVed valget til EU-parlamentet i juni 1994 var Bent Rulle opstillet for Junibevægelsen og Esbjergfiskeren David Hill for Folkebevægelsen mod EF-unionen. I Dansk Fiskeri Tidende præsenterede de sig med valgannoncer, men ingen af dem blev valgt.


aktionen i 1987, og at han stod for nytænkning. Man syntes godt om både Bent Rulle og Bir-ger Rasmussen, men mente også, at der skulle være en kandidat uden for den aktuelle besty-relse. På vegne af opstillerne udtalte Børge Larsen også, at formandsposten var et heldags-job, og at Bent Rulle ikke samtidig kunne stille op som kandidat til EU. Den 9. juni 1994 var der nemlig direkte valg til EU-Parlamentet, og Bent Rulle opstillede for Junibevægelsen – det gjorde David Hill i øvrigt også, men for Folke-bevægelsen mod EF. Kampvalget kom især til at forløbe med læser-breve fra både kandidater, støtter og mod-standere, en lang række indlæg på møder samt besøg af kandidaterne i havnene. Leif Hansen, Neksø, betegnede valgkampen som ”sløv” og ”ustruktureret”.29 Der kom dog nye boller på suppen. I nogen tid havde den danske dags- presse i stigende grad interesseret sig indgående for det konservative folketingsmedlem Kent Kirks private økonomiske transaktioner med henblik på skattesager og eventuel selskabs- tømning gennem nogle selskaber, der blandt an-det implicerede hans fætter. Kent Kirk havnede på forsiden af Ekstrabladet 8. juni 1994. Den nye historie handlede om, at Kirk skulle have forsøgt ”at købe” Niels Bonde ud ved at tilbyde han et konsulentjob i den nye forening, hvis han undlod at opstille som formandskandidat. Et beløb på 400.000 kr. blev også nævnt i den dunkle sag, som Kirk mente, at Dansk Fiske-ri Tidende stod bag.30 I en pressemeddelelse afviste Niels Bonde dog, at han skulle have modtaget et tilbud af den slags. Resultatet af 1. urafstemning forelå 13. juni 1994. Der var udsendt 4.463 stemmesedler og

afgivet 3.076 stemmer (heraf 7 blanke/ugyl-dig, hvoraf nogle var adresseret til Fiskerikon-trollen!), der fordeltes på de syv kandidater således: Kent Kirk, Esbjerg 819 stemmer

Bent Rulle, Østerby 594 stemmer

Niels Bonde, Thyborøn 448 stemmer

Leif Hansen, Neksø 395 stemmer

Birger Rasmussen, Neksø 389 stemmer

David Hill, Esbjerg 265 stemmer

Niels Tvilling, Strandby 159 stemmer

Da ingen af kandidaterne havde opnået halv-delen af de afgivne stemmer, måtte der en ny urafstemning til mellem de to med højeste stemmetal, Kent Kirk og Bent Rulle. Taberne havde kun få kommentarer. Niels Bonde er-kendte, at han havde fået dårlige odds på grund af lokalforeninger, der svigtede og gjorde ham upopulær. Han mente også, at Kent Kirk havde ”snuppet” stemmerne fra ham. Den bramfrie David Hill var også ude med riven efter Kent Kirk, som han mente kunne have vist sin gode vilje, mens han var fiskeriminister; ”Fandme nej, om det skal være ham!”, udtalte Hill.31

De to kandidater tog på mødeturné på havnene, og i fællesskab lavede de to fiskeriblades redaktører et stort interview med begge om deres holdninger til 21 forskellige spørgsmål. I svarene var Bent Rulle mere fokuseret og direkte end Kent Kirk, der talte mere som politiker og i øvrigt undlod at svare på nogle af spørgsmålene. På et spørgsmål om, hvilket problem, der var dansk fiskeris væsentligste, rummede Kirks svar eksempelvis udelukkende tanker om den nye organisation, mens Rulle udnævnte kvotesystemet og den biologiske


rådgivning som de største problemer.32 Re-sultatet af 2. urafstemning forelå 4. juli. Der var udsendt 4.462 stemmesedler og afgivet 3.075 stemmer svarende til en stemmeprocent på 68,9 %. De fordelte sig på de to formandskandidater således:

Bent Rulle, Østerby 1.596 stemmer (51,9 %)

Kent Kirk, Esbjerg 1.433 stemmer (46,6 %)

Hertil kom 46 blanke/ugyldige stemmesedler (1,5 %). Bent Rulle var dermed valgt som Dan-marks Fiskeriforenings første formand.

9. juli 1994 – en historisk dag med et par knasterDen stiftende generalforsamling på Hotel Globetrotter i København lørdag den 9. juli 1994 blev en udramatisk og lynhurtig milepæl i dansk fiskeris historie. På blot 20 minutter var dagsordenens vigtigste punkter overstået, herunder vedtagelsen af den nye forenings love og formandsvalget. Bent Rulle kaldte i en lille trontale situationen for ”år 0”. Han afstod fra at fremsætte en programerklæring, men nævnte blandt andet behovet for uddelegering af arbej-dsopgaver blandt bestyrelsens medlemmer og en strukturtilpasning i organisationen. En lang række talere var enige om, at tavlen nu var vis-ket ren, fortidens nag glemt, og at der nu skulle ses fremad. Niels Bonde, der blev pænt tak-ket for sin indsats for dansk fiskeri, var også optimistisk og kaldte det en historisk dag og opfordrede til sammenhold. Danmarks Fiskeri-forening var en realitet, og inden havfiskernes tidligere formand rejste hjem til Thyborøn, ud-talte han:33

” Og lad være med at stifte nye foreninger. Tænk jer godt om, inden I bryder ud af fællesskabet. ”

På Missionshotellet i Nyborg var der dagen for-inden stiftet en ny fiskeriforening, Dansk Kon-sum Fiskeriforening. 90 fortrinsvis sjællandske fiskere stod bag den nye forening, hvis formål skulle være at arbejde for de små fiskeres inter-esser, som de ikke mente ville blive tilstræk-keligt tilgodeset i Danmarks Fiskeriforening. Fem af Dansk Fiskeriforenings tidligere lokal-foreninger på Sjælland meldte sig ind i den nye forening, hvis formand blev garn- og krog-fisker Helge Lærke, gennem 14 år formand for Køge Fiskeriforening. Han regnede med, at de ville få 400-600 medlemmer, efterhånden som det gik op for mange fiskere, at Dansk Konsum Fiskeriforening bedre repræsenterede deres synspunkter end den store forening.34

Uden for Danmarks Fiskeriforening blev også Fiskeriforeningen Østersøen, der var stiftet på Bornholm i 1988. Bent Rulle kontaktede straks disse for at skabe fælles fodslag.35 De første uger var særdeles travle, men varslede godt for fremtiden. Bent Rulle blev mødt med ”opbak-ning, fordragelighed og forståelse i alle lejre”, hed det i Fiskeri Tidende.36

Efterdønninger – toppolitikere i opgør Fusionen mellem de to foreninger udløste en uskøn polemik mellem blandt andet tidligere fiskeriministre. Den socialdemokratiske top-politiker Jens Risgaard Knudsen (1925-1997), der havde været fiskeriminister 1964-1968, lagde ud med at hylde sammenlægningen for at være en stor styrkelse af fiskerierhvervet, men samtidig nærede han indirekte en tvivl, idet


han udtalte, at hvis ikke alle bakkede op, ville det være ”en tragedie”. Og så angreb han Lau-rits Tørnæs og Kent Kirk for at have været ”et par meget dyre bekendtskaber” for dansk fiske-ri: ”De har efter min mening haft alt for travlt med at pleje deres egne personlige politiske interesser frem for at pleje fiskerierhvervets interesser.”37 De to tidligere ministre i Poul Schlüters regeringer tog kraftigt til genmæle. Laurits Tørnæs (V) fremhævede blandt andet, at det var Risgaard Knudsen, der ved støtte til EFs fiskeripolitik, nemlig til Haag-erklæringen i 1976, havde medvirket til, at Storbritannien fik fordelagtige fiskekvoter. Kent Kirk (K) be-tonede det samme, men var mere personlig. I et debatindlæg anklagede han Risgaard Knud-sen for at have spillet Dansk Fiskeriforening og Vestjysk Fiskeriforening ud mod hinanden og for i øvrigt aldrig at have taget nogen initiativer til gavn for dansk fiskeri. Ifølge Kirk

var Risgaard Knudsens arbejdsmetode ”kun sure partiopstød med det formål at skabe splid og ballade.”38 Risgaard Knudsen kritiserede efterfølgende Kent Kirk og Laurits Tørnæs for i løbet af 1980’erne at have fremmet industri-fiskeriet på bekostning af konsumfiskeriet og fiskeindustrien. Det var, ifølge Risgaard Knud-sen, også Tørnæs og Kirk, der i 1986 fældede Henning Grove som fiskeriminister, idet Grove var mere orienteret mod konsumfiskeriet end mod industrifiskeriet.39

Den krasse debat hang uden tvivl sammen med folketingsvalget 21. september 1994; den ebbede ud efter valget, der blev vundet af So-cialdemokratiet. Det tidligere landpostbud fra Vorbasse, Henrik Dam Kristensen (S), afløste herefter Bjørn Westh (S) som ny landbrugs- og fiskeriminister i Poul Nyrup Rasmussens anden regering.

■

Formand Bent RulleLæsøfiskeren Bent Rulle blev den første formand for Danmarks Fiskeriforening. Af og til kunne han godt fremtræder lidt bister – men han var en formand med en mission. Foto: Uffe Bølling. Danmarks Fiskeriforening.

Nye fartøjerEfter mere end 15 års heftig debat blev der i 2000-årene ad to omgange indført individuelle kvoter i dansk fiskeri. Først kom der Individuelle Overdragelige Kvoter på sild pr. 1. januar 2003 (senere efterfulgt af makrel og industrifisk), og dernæst kom der Fartøjs Kvote Andele for det øvrige konsumfiskeri pr. 1. januar 2007.Igennem mange år havde ophugningsrunder med offentlig støtte betydet reduktion af fiskeflåden. Med indførelse af de individuelle kvoter kom der ekstra – privat finansieret – skub i reduktionen af

flåden, og fiskerettighederne blev koncentreret på færre fartøjer.Indførelsen af de individuelle kvoter var også startskuddet til et større, tiltrængt, nybygningsprogram af fartøjer af alle størrelser.For første gang i tyve år blev der i Esbjerg i 2006 leveret en ny trawler. Cattleya blev bygget i Estland og færdiggjort på Karsten-sens værft i Skagen. Fartøjet er 62,60 meter langt og har en tonnage på 1.337 BT. Foto: Ole Iversen. Danmarks Fiskeriforening.

205

Kapitel 11I sammenslutningens første tiår 1994-2003

Den nye organisationForud for dannelsen af Danmarks Fiskeriforen-ing blev der gjort et stort arbejde for at finde en god organisationsstruktur. Det gjaldt både den politiske organisation og den administra-tive struktur. Især den fremtidige administra-tion var en udfordring. Ifølge et internt notat handlede det om:1

” at finde en organisationsmodel, der på den ene side er effektiv og logisk, men på den anden side også tager hensyn til politik, traditioner og følelser. ”

Den politiske opbygning blev en meget klas-sisk organisationsstruktur, der dog var ret om-fattende i forhold til foreningens størrelse. Den nye forening havde ca. 4.400 fiskere, fordelt på omkring 76 lokalforeninger over hele landet. Det var lokalforeningerne, herunder

kredsforeninger, der blev medlemmer, ikke de enkelte fiskere. Den øverste myndighed blev naturligvis generalforsamlingen. Hoved-bestyrelsen kom foruden formanden, der blev direkte valgt på generalforsamlingen, til at bestå af 17 personer, udpeget i syv kredse. De 18 indgik tillige i et repræsentantskab, der i alt bestod af 42 medlemmer. Generalfor-samlingen skulle finde sted én gang årligt, og repræsentantskabet skulle som minimum også mødes én gang årligt. Hovedbestyrelsen skulle mødes ca. 10 gange om året. For havfiskerne var repræsentantskabet således et nyt element, mens medlemmerne i Dansk Fiskeriforening fik en mere velkendt model. Den største for-skel var, at kongressen, der havde været holdt hvert andet år, nu benævntes generalforsam-ling og holdtes årligt. Kredsinddelingen kom naturligvis til at se anderledes ud.


Den administrative struktur var sværere. Af hensyn til ”politik, tradition og følelser” lod det sig ikke gøre at placere administrationen i ét kontor enten i København eller i Esbjerg. Den salomoniske løsning blev derfor, at den nye forening fik juridisk hjemsted i Køben-havn, mens administrationen blev delt mellem kontorer i København og Esbjerg.

Sydvest Fra grænsen til Blåvandshuk.

Vest Fra Blåvandshuk til Limfjorden (inkl. Agger og Lemvig).

Nord Nord for Limfjorden, Læsø.

Nordøst Limfjorden, Anholt og Jyllands østkyst – fra og med Egense til og med Snaptun.

Syd Fra Snaptun til grænsen, Fyn, Ærø, Langeland.

Øst Sjælland, Samsø, Lolland, Falster, Møn.

Bornholm Bornholm, Christiansø.

Kontoret i Studiestræde 3 i København blev altså opretholdt sammen med de nye lokaler i Kongensgade 33 i Esbjerg, som Danmarks Havfiskeriforening i januar 1994 havde taget i brug – og hvor foreningens 60 års jubilæum blev markeret 25. februar 1994.2

Huslejekontoen blev dermed ikke reduceret. Tilsvarende gjaldt lønkontoen. Danmarks Havfiskeriforenings direktør, Niels Wich-mann, blev direktør for den nye forening. Dansk Fiskeriforenings kontorchef, Jens Hen-rik Møller, blev vicedirektør og ansvarlig for kontoret i København. Danmarks Havfiske-riforenings kontorchef, Henning Gyldenlev, blev økonomidirektør og ansvarlig for kontoret i Esbjerg, herunder foreningens bogholderi og regnskab. Som led i en sammenlægningsover-enskomst fortsatte de to foreningers øvrige personale stort set uændret. Nogen synergi-effekt i form af en økonomisk besparelse blev der således ikke tale om.

Den nye hovedbestyrelseDanmarks Fiskeriforenings første hovedbestyrelse umiddelbart efter den stiftende generalforsamling. På første række ses fra venstre: Finn Backs, Thorkild Førby, Vilhelm Jensen, Bent Rulle, Henning Bang-Jensen, Anton Lilleøre og Birger Rasmussen. Stående fra venstre: Verner Christensen, Boe A. Willadsen, Jesper Juul Larsen, Kurt Poulsen, Find Hansen, Leif Hansen, Mogens Larsen, Torben Olsen og Flemming Melchiorsen. To medlemmer, Knud H. Johansen og Benny Christensen, var fraværende. Foto: Bølling. Danmarks Fiskeriforening.

207Kapitel 11 - I sammenslutningens første tiår 1994-2003

I arbejdstøjet med Bent Rulle som formandVed den stiftende generalforsamling den 9. juli 1994 holdt Bent Rulle som allerede nævnt en lille trontale. Han erkendte, at det var et stort ansvar, som han fået overdraget, men lagde også vægt på, at ansvaret og opgaven var mindst lige så stor for bestyrelsen, repræsentantskabet, lokalforeningerne og medlemmerne:3

” I har med overvældende flertal besluttet denne sammenlægning, og det forpligter ud i yderste led. ”

I den lange sammenlægningsperiode var en stor mængde arbejdsopgaver blevet udskudt, så det gjaldt med Bent Rulles ord om at trække i arbejdstøjet. Han glædede sig forståeligt nok over de mange medarbejdere, som den nye forening rådede over.4 Foreningens aktivi-teter blev fordelt på tre hovedområder. Det foreningspolitiske virke omfattede interesse-

varetagelsen over for offentlige myndigheder samt underretning om den løbende udvikling til lokalforeninger og enkeltpersoner. Det råd-givningsmæssige virke rettede sig mod lokal-foreninger og skippere/fartøjsejere inden for områderne økonomi, teknologi, uddannelse, biologi og miljø. Endelig var der informations-virksomheden, der i første omgang koncen-treredes om Fiskeri Tidende. På alle områder var der rigeligt af arbejdsop-gaver. Det gjaldt de helt overordnede emner som fiskerireguleringen, struktur- og kapaci-tetspolitikken samt hele det økonomiske om-råde med finansieringsmulighederne, herunder lån til yngre fiskere, bedre fradragsmuligheder, nye afgifter (blandt andet produktionsafgifter og grønne afgifter). Og så gjaldt det på et væld af områder af mere administrativ karakter, hvoraf nogle udviklede sig til større sagskom-plekser. Det gjaldt for eksempel mange sager om overtrædelse af fiskerireguleringen med

NaturbeskyttelseMiljøpolitikken har i de sidste to årtier fyldt mere og mere i fiskeriet. Vadehavet er i Danmark, Tyskland og Holland udpeget som specielt beskyttelsesområde. På billedet ses miljøminister Svend Auken til den internationale Vadehavskonference på Esbjerg Højskole i 1996. Til højre i billedet amtsborgmester i Ribe Amt Laurits Tørnæs. Foto: Uffe Bølling. Danmarks Fiskeriforening.


konfiskation og bøder til følge. Sagerne skyldtes ikke blot ulydige fiskere, men var også en følge af Fiskerikontrollens omlægning fra fysisk kontrol til papirkontrol. Derfor måtte Danmarks Fiskeriforening også tage rets-maskineriet i anvendelse. Det var man også tvunget til i den mangeårige Ambisag. Fra 1988 til 1991 opkrævedes hos alle erhvervs-drivende virksomheder, herunder fiskefartøjer, et arbejdsmarkedsbidrag, der i marts 1992 af EF-domstolen blev dømt i modstrid med EU’s 6. momsdirektiv. En lov fra maj 1992 om krav om tilbagebetaling åbnede for en række for-tolkninger, og retssystemet måtte tages i brug. I 1994 anlagde fiskeriforeningen sag mod Skat-teministeriet. Sagen blev ført gennem alle tre retsinstanser og fandt i 2001 en foreløbig af-slutning med en delvis sejr med tilbagebetaling af de opkrævede Ambi-bidrag for en række ar-ter til de enkelte fartøjsejere. Ambisagen blev først endeligt afsluttet i 2003, og ikke alene retssagerne, men også administration af de en-kelte fiskeres tilgodehavender var en ganske krævende arbejdsopgave for Danmarks Fiske-riforening.5

I Bent Rulles formandstid kom det ikke til

de helt store demonstrationer og aktioner, der havde kendetegnet årene fra 1975 til foråret 1994. I 1998 var der i april og maj storkon-flikt på hele arbejdsmarkedet, og fiskeriet gik naturligvis ikke fri. I tre uger udkom Fiskeri Tidende ikke, og generalforsamlingen måtte dette år udskydes til august.6

Den nye forening gik også ind i det brede samarbejde inden for fiskerisektoren. I 1994 medvirkede foreningen til dannelsen af Fiske-riets Arbejdsmiljøråd, svarende til bedrifts-sundhedstjenesten for virksomheder i land, og året efter til etableringen af Fiskeriets Service-fag og foreningen Fiskebranchen. I 1997 kom Fiskericirklen til som et samarbejdsforum for rekruttering af unge fiskere. Sekretariatsfunk-tionerne blev henlagt til foreningen. Endelig tog foreningen for alvor fat på etableringen af en lærlingeuddannelse. I forhold til det in-ternationale samarbejde var direktør Niels Wichmann fra 1993 til 1997 vicepræsident for de europæiske fiskeriorganisationers sam-menslutning Europêche (og fra 2004-2009 var han præsident), ligesom Wichmann fra 1999 til 2004 var formand for Europa-Kommissionens Rådgivende Udvalg for Fiskeri og Akvakultur

1 2 3 4

Ministre1. Bjørn Westh. 2. Henrik Dam Kristensen. 3. Ritt Bjerregaard. 4. Mariann Fischer Boel.Fotos: Danmarks Fiskeriforening og Den Europæiske Unions fotoarkiv.


(ACFA). Foreningen engagerede sig ligeledes i nordisk og baltisk samarbejde, hvor Bent Rulle blandt andet blev formand for Baltic Fisher-men’s Association.

I Danmarks Fiskeriforening rettedes blikket især mod EU, hvor man søgte indflydelse i det store bureaukrati. At blikket var rettet mod Bruxelles, kan ikke undre. Som den senere for-mand Flemming Kristensen sagde i sin beret-ning i 2007:

” Den tid er for længst forbi, hvor man kunne få ændret den overordnede fiske-ripolitik ved henvendelse til regering og folketing. ”

Den lange tradition med en eller flere markante fiskere i det parlamentariske liv blev også brudt. Politisk havde Bent Rulle i juni 1994 søgt at blive indvalgt i Europa-Parlamentet. Han var opstillet hos EU-modstanderne, Junibevægel-

sen, men blev ikke valgt. Samme år søgte Niels Wichmann at blive valgt til Folketinget. Det skete i Ringkøbingkredsen for Det Konserva-tive Folkeparti, som ved valget 21. september gik tre mandater tilbage, og Wichmann blev da heller ikke indvalgt i det nye ting.

Siden har ingen af fiskeriets centrale organisa-tionsfolk så vidt vides søgt opstilling til Folke-tinget eller Europa-Parlamentet. Derimod har en lang række lokale fiskeriforeningsformænd engageret sig i lokalpolitik. Nævnes kan Lau-rits Tørnæs, der blev amtsborgmester i Ribe Amt i 1994, men ikke fortsatte i de nye re-gioner, der i 2007 erstattede de gamle amter. I regionsrådene blev Kent Kirk og Svend Heiselberg indvalgt i henholdsvis Syddanmark og Nordjylland.

Som omtalt i det foregående kapitel blev so-cialdemokraten Henrik Dam Kristensen i sep-tember 1994 udnævnt til minister for land-

Ritt på turPrivat er Ritt Bjerregaard især kendt for sine æbler, men som fødevareminister fra februar 2000 til november 2001 gjorde hun en stor indsats for fiskeriet. Foto: Uffe Bølling. Danmarks Fiskeriforening.


brug og fiskeri. I 1996 omdøbtes ministeriet til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Fødevareministeriet) med Dam Krist-ensen som minister. Historiens nemesis ramte således centralmagten som en boomerang. I 1947 havde Hans Hedtoft skabt et selvstændigt fiskeriministerium med Christian Christian-sen i spidsen, og han insisterede og arbejdede med henvisning til det nu stærkt faglige mini-sterium på en sammenslutning af de to fiske-riorganisationer, men forgæves. Nu, hvor de to organisationer så langt om længe var blevet sammensluttet, så kvitterede statsministeren med at samle landbruget og fiskeriet i samme ministerium. Sådan kan det gå – og det er nok bedst at lade det stå på kontoen tiderne skifter. Henrik Dam Kristensen blev i 2000 afløst af den garvede politiker Ritt Bjerregaard, der var fødevareminister frem til november 2001, hvor godsejeren Mariann Fischer Boel (Venst-re) overtog posten i Anders Fogh Rasmussens første regering. Som formand kom Bent Rulle

således i de første godt seks år til at samarbejde med Henrik Dam Kristensen, som Rulle i 2003 betegnede som ”den seneste minister, som jeg vil kalde demokratisk”.7 Bemærkningen var i høj grad vendt imod Mariann Fischer Boel, som Rulle fik et anstrengt forhold til under forhand-lingerne om en ny EU-fiskeripolitik i 2002.

Minna & Gunnar – og pinsefiskI 1995 stiftede Danmarks Fiskeriforening sammen med andre organisationer inden for fiskerierhvervet markedsføringsorganisationen Fiskebranchen. Baggrunden var undersøgel-ser, der viste, at kun halvdelen af danskerne spiste fisk og skaldyr. Der var altså store mu-ligheder for at styrke afsætningen. Reklame-bureauet Nørgård Mikkelsen blev hyret til at lave en stor kampagne. Siden TV2s etablering i 1988 var TV-reklamer blevet et af de vigtig-ste reklamemedier, og inspireret af julekalen-deren med ”De Nattergale” nogle år tidligere blev kampagnen ”Minna & Gunnar” udviklet.

Fisk for enhver smagFødevareminister Henrik Dam Kristensen ved arrangementet »Fisk for enhver smag« i april 1996 i auktionshallen på Århus Fiskerihavn. Foto: Jens Tønnesen/Chili. Danmarks Fiskeriforenings arkiv.


Skuespillerne Kirsten Lehfeldt og Niels Olsen spillede de to roller i de populære reklame-spots, som havde Susanne Bier som instruktør. Med Gunnar som den konservative stivstikker, der hadede fisk, og Minna som den begejstre-de, der fremtryllede velsmagende fiskeretter på kort tid – og uden ben – måtte Gunnar hver gang udbryde:

” Det er ikk’ så ringe endda! ” Det blev en af den danske reklamebranches mest populære og virkningsfulde kampagner nogensinde. ”Minna & Gunnar” blev søsat i sommeren 1996 og kostede millioner af kro-ner, der blev skaffet gennem strukturmidler fra EU og den danske stat. TV-reklamerne blev suppleret af gratis opskrifthæfter, der især blev omdelt gennem supermarkederne.

Skønt kampagnen havde held med at øge dan-skernes indkøb af fisk og skaldyr, løste den ikke

et af de grundlæggende problemer for forbru-gerne, nemlig besværligheden ved at købe frisk fisk. Ligesom bager- og slagterbutikker har mange fiskehandlere i de danske byer gennem det seneste halve århundrede drejet nøglen om. Det kræver således en mere aktiv indsats som forbruger at finde frisk fisk. I Aarhus findes der eksempelvis nu alene et par fiskehandlere på havnen. Nedgangen i antallet af fiskebutikker blev dog op gennem 1980’erne og 1990’erne opvejet af omkringkørende fiskeudsalgsbiler, der typisk har fast ”stade-plads” på butikstorve en fast dag om ugen.

”Minna & Gunnar” udviklede sig efter lance-ringen i 1996 i de følgende år med nye tiltag og spændende retter. I 1999 sattes eksempel-vis fokus på fisk i madpakker, og mere end to millioner mennesker hentede opskrifter i bu-tikkerne. Samtidig var Fiskebranchen, der stod bag kampagnen, dog under afvikling. Støtten fra EU og den danske stat ophørte, og i 2000

ReklamesuccesMinna og Gunnar blev spillet af skuespillerne Niels Olsen og Kirsten Lehfeldt og blev i kraft af humoren en af de største reklamesucceser i nyere tid. Fotos: Fiskebranchens arkiv i Erhvervsarkivet.


blev der sat et foreløbigt punktum for ”Minna & Gunnar”.8

I 1999 blev der taget et andet vigtigt markeds-føringsinitiativ. Det var daværende biskop i Roskilde Jan Lindhardt, der fik ideen til en spisetradition i pinsen i lighed med juleand og påskelam. Hvert år udnævnes en særlig pinse-fisk. Initiativet, der særligt er knyttet til organi-sationen Danmarks Fiskehandlere, har vel ikke helt vundet indpas endnu i danskernes bevidst-hed, men får i lighed med arrangementer som Fiskens Dag altid god presseomtale.9

Uddannelse og rekruttering af nye fiskereDanmarks Fiskeriforening lagde fra starten hårdt ud på uddannelsesområdet, da især re-kruttering af unge fiskere var et af fiskerier-hvervets store problemer. Allerede i sin første årsberetning kunne Bent Rulle i 1995 hæfte sig ved, at der var taget tre initiativer på ud-

dannelsesfronten, nemlig sikkerhedskurser, efteruddannelse og planlægning af en lærlinge-uddannelse. Sidst på året faldt rammerne for lærlingeuddannelsen for unge mellem 16 og 18 år på plads. I april 1996 fik foreningen ansat en uddannelseskonsulent, der rejste havnene rundt for generelt at slå på tromme for den nye fiskeruddannelse og mere konkret skaffe praktikpladser til 12 unge på Fiskerieftersko-len i Thyborøn. Allerede i maj 1996 kunne man notere sig, at fiskeruddannelsen var en succes. Der var allerede 11 lærlinge – og der var 17 ledige praktikpladser.10 I 1997 gik Danmarks Fiskeriforening endnu et skridt videre på uddannelsesfronten, da den sammen med en række andre organisationer, kommuner og uddannelsesinstitutioner stiftede Fiskericirklen som et samarbejdsforum mellem instanser, der alle havde interesser i at sikre en løbende nyrekruttering af unge fiskere. Indsat-sen blev først og fremmest målrettet elever i

PinsefiskBiskop Jan Lindhardt lancerede idéen om fisk til pinsemiddagen. Minna og Gunnar hjalp i markeds-føringen. Her er de populære skuespillere fotograferet sammen med biskoppen ved et pressemøde i Roskilde 5. maj 1999. Foto: Gitte Sofie Hansen/Scanpix.


folkeskolen. Det blev i første omgang til især undervisningsmateriale til skolebrug, hvortil fiskeriforeningen etablerede eget forlag.

Trods umiddelbar succes på uddannelsesområ-det dalede antallet af fiskere fra 1995 og frem til det nye årtusindes første år med en tredjedel. Samtidig var gennemsnitsalderen for de aktive fiskere over 50 år. Danmarks Fiskehandlere øn-skede ”Minna & Gunnar” tilbage på skærmen, men en ny kampagne var dyr. I 2003 trådte Fiskericirklen da til og genoplivede ”Minna & Gunnar” med det sigte at rekruttere flere fisker-lærlinge. Nu udbrød Gunnar gang på gang:

” Fisker det er nok ikk’ så ringe endda. ”

Da de unge var målgruppen, blev reklame-filmene foruden TV-reklamer også vist i bio-graferne, hvilket var virkningsfuldt. Fiskeri-skolerne i Grenaa og Thyborøn måtte i august 2003 melde alt optaget.11

Organisationen justeres nænsomtSenest tre år efter stiftelsen skulle hovedbesty-relsen drøfte antallet af hovedbestyrelses-medlemmer og tage aktiviteternes placering op til drøftelse. Da bestyrelsen havde bevist sin arbejdsdygtighed og dermed gjort frygten for dens størrelse til skamme, blev disse pålæg i lovene på forslag fra Esbjerg Fiskeriforening ophævet ved generalforsamlingen i 1996. Det hindrede ikke fortsat diskussion om organisa-tionsstrukturen. Samme år fremsatte Vendsys-sel Pelagiske Fiskeriforening et forslag om, at foreningens formand skulle vælges ved uraf-stemning blandt fiskere i stedet for på gene-ralforsamlingen, men det blev nedstemt.12 Året

efter kom spørgsmålet om hovedbestyrelsens størrelse op, idet Agger-Krik Fiskeriforen-ing stillede forslag om en reduktion fra 18 til 11 medlemmer. Det blev forkastet med 2.587 stemmer imod og 745 for (52 blanke).13

I 1999 førte en del kritiske røster på general-forsamlingen til, at der blev nedsat et udvalg til at overveje eventuelle ændringer i politikken, foreningsarbejdet og arbejdsformen. Udvalgs-rapporten resulterede blandt andet i en beslut-ning om at udvikle Nordsø-samarbejdet og overvejelser om en styrket EU-indsats, even-tuelt med ansættelse af en lobbyist. Ligeledes ville man kigge nærmere på PO-strukturen med henblik på om muligt at samle de tre pro-ducentforeninger i én organisation.14

Spørgsmålet om antallet af hovedbestyrelses-medlemmer blev dog ved at dukke op. I marts 2001 stillede fiskeriforeningerne i Grenaa, Thyborøn og Skagen forslag derom. Alle tre foreninger begrundede forslagene i ønske-ligheden af at finde besparelser i Danmarks Fiskeriforening. Grenaa ville blot pålægge bestyrelsen at komme med et udspil senest til generalforsamlingen i 2002, herunder økono-miske beregninger af besparelsen ved at samle administrationen et sted. Thyborøn foreslog konkret, at hovedbestyrelsen blev reduceret til 11 medlemmer, og at administrationen blev samlet hos Danske Fiskeres Producent Or-ganisation i Taulov. En sådan drastisk reduk-tion ville gå hårdt ud over Nordkredsen, og det synes at være baggrunden for, at Skagen på vegne af et flertal i Nordkredsen blot foreslog en reduktion til 14 medlemmer. Forslaget fra Nordjylland ville ikke betyde, at nogle om-råder mistede repræsentation, da man kunne


fjerne dobbeltmandater i Esbjerg, Hirtshals og Bornholm/Christiansø. Ved generalforsamlin-gen faldt forslaget fra Thyborøn til fordel for Skagens forslag, hvorefter hovedbestyrelsen altså blev reduceret til 14 medlemmer. Des-uden vedtog forsamlingen også Grenaa Fiske-riforenings forslag om, at bestyrelsen skulle fremkomme med forslag til en yderligere reduktion.15

Der blev herefter nedsat et udvalg, der bestod af en repræsentant for hver kreds til at se på besty-relsens størrelse og på kontorspørgsmålet. Ud-valget afleverede en redegørelse i begyndelsen af 2002, hvorpå bestyrelsen konkluderede, at der ikke ville være besparelser ved en kontor-sammenlægning og ved at reducere bestyrel-sen yderligere. Dermed blev disse emner sat på standby i denne omgang. I 2002 blev det der-imod nødvendigt at justere på repræsentantska-bets medlemsantal, der var kommet ud af trit med vedtægternes forskrift om en repræsentant

for hver 250 medlemmer. Repræsentantskabets medlemmer blev da reduceret til 16.16

Bent Rulle går af Efter vedtægterne valgtes formanden for tre år ad gangen, og i 1997 blev Bent Rulle genvalgt uden modkandidater. Samarbejdet i hoved-bestyrelsen kom i de første år rigtig godt fra start. Bent Rulle udtalte i 2003:17

” Især i den første bestyrelse, Danmarks Fiskeriforening havde, var der mænd, for hvem sagen var langt vigtigere end lokale interesser. Person-spørgsmål havde man lagt langt væk. Det var mænd, man kunne regne med, og som virkelig gjorde en indsats for dansk fiskeri. Mænd, der havde et mod til at tage beslutninger, som de måske ville få tæsk for, når de »kom hjem lokalt«. ”

Hans AaFormanden for Esbjerg Fiskeriforening, Hans Aa, udfordrede i 2000 Bent Rulle på formandsposten. Foto fra 1999 i Danmarks Fiskeriforenings arkiv.


Sådan blev det ikke ved. Op til årtusind-skiftet begyndte forskellige særinteresser at manifestere sig, hvilket også gav sig udslag i voksende utilfredshed med Bent Rulles ledel-sesfacon. Ved generalforsamlingen i 2000 søgte Hans Aa, der var formand for Esbjerg Fiskerifor-ening, at vælte Bent Rulle. Det var fiskerne i flere vest- og nordjyske havne, der opfordrede Hans Aa til at stille op til formands-valget. Hans kandidatur blev kendt allerede i november 1999, og en ekstraordinær general-forsamling blev krævet. I januar 2000 afviste hovedbestyrelsen dette, idet 13 stemte nej og 4 stemte ja. Hans Aa måtte altså vente til forårets ordinære generalforsamling med at indkassere et stort nederlag. Bent Rulle blev genvalgt til formand med 2.557 stemmer, mens Hans Aa kun fik 578 stemmer.18

Den fælles EU-fiskeripolitik skulle revideres pr. 1. januar 2003. Forløbet havde flere par-alleller til situationen 20 år tidligere. Dels

blev det et hårdt forhandlingsforløb op mod jul 2002, dels var ministeren, Mariann Fis-cher Boel, ikke særlig lydhør over for fiskerierhvervets organisationer. Og Danmarks Fiskeriforening var stort set sat ud på et side-spor. Med Bent Rulle i spidsen var foreningens repræsen-tanter rejst til Bruxelles, hvor de af-sluttende forhandlinger foregik 20. december 2002. Men modsat sædvane kom hverken mi-nisteren, departementschefen eller afdelings-chefen ud fra mødelokalet for at rådføre sig med eller i det mindste orientere erhvervets repræsentanter. Det skyldtes, at Danmarks Fiskeriforening forlods havde meldt ud, at de danske fiskere ikke oven i kvotesystemet ville have et planlagt system med havdage, altså be-grænsninger på det antal dage, som et fiskefar-tøj – efter farvand og redskaber – måtte være på havet.

Bent Rulle var meget kategorisk i sin afvis-ning af havdagesystemet. Det blev dog indført

Lokalformand får mundkurv påUnder kampvalget mellem Bent Rulle og Hans Aa i 2000 udtalte formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Flemming Kristensen, åbent sin støtte til Hans Aa. Det var der ikke enighed om i bestyrelsen, og på generalforsamlingen i december 1999 blev der lavet en vedtægtsændring, der pålagde formanden kun at udtale sig efter bestyrelsesflertallets holdning. Her ses Flemming Kristensen mellem Niels Wichmann og Bent Rulle på general-forsamlingen i Thyborøn. Foto: Danmarks Fiskeriforening.


alligevel. Som led i EU’s nye fiskeripolitik fra 2003 blev der også truffet beslutning om etab-leringen af regionale rådgivende råd, såkaldte RAC’er. Her har Danmarks Fiskeriforening siden været repræsenteret i Nordsø-RAC’en, og snart fulgte flere efter.

Som helhed var der blandt danske fiskere stor utilfredshed med forhandlingsresultatet, der tilmed fremkom samtidig med en række andre problemer i dansk fiskeri. På grund af utilfreds-hed med sildereguleringen havde de pelagiske fartøjer meldt sig ud af Danmarks Fiskerifor-ening. Der florerede rygter om, at industri-fiskerne i Esbjerg og Thyborøn også ville ud-meldes. På Sjælland ville fire lokalforeninger udmeldes af Kreds Øst, men blive i hovedforeningen. Og helt overordnet var der heftige diskussioner om blandt andet IOK, individu-elle omsættelige kvoter.

På et stormfuldt hovedbestyrelsesmøde 20. januar 2003 måtte Bent Rulle stå for skud. An-grebene var hårde og uforsonlige. De handlede både om dårligt arbejde i forbindelse med EU-reformen og Bent Rulles ledelsesstil. Blandt kritikerne var formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Flemming Kristensen, der på sin forenings vegne erklærede, at man ikke længere kunne støtte Bent Rulle. Gemytterne var så meget i kog, at ingen reagerede på ud-talelsen. Der var dog også kritiske kommentar-er til hele situationen. Boe Willadsen udtalte:19

” Vi kan ikke være det her bekendt. Nu klandrer man formanden for det ene og det andet og starter 5. kolonne-virksomhed derhjemme. Det er under lavmålet. ”

Thorkild Førby fra Hanstholm sagde:

” Det er helt urimeligt at sidde her og bebrejde folk, de ikke har arbejdet. Det er ævl i den grad! Vi bruger demokra-tiske spilleregler i denne forening. Og er man utilfreds, så se at få det løst. ”

I begyndelsen af marts 2003 meldte Flem-ming Kristensen sig som modkandidat til Bent Rulle ved formandsvalget på generalforsam-lingen i Vejle 12. april 2003. I Fiskeri Tidende var udsigten til kampvalg naturligvis forside-historien, men ydermere bragte bladet under overskriften ”Den nødvendige kandidat” et tre sider langt interview med Flemming Kristen-sen. Ikke uventet var der tale om et personligt angreb på Bent Rulle i forlængelse af den nye EU-aftale. En enkelt bemærkning rakte lidt videre og ramte en kerne om forholdet mellem organisationer og det politiske system. Flem-ming Kristensen udtalte til bladet:20

” Bent Rulle er efter vores mening for stejl, når der skal forhandles med politi-kere og embedsmænd. Det kan ikke nytte noget, at man som fiskernes formand lægger armene over kors og siger: »Hvis ikke jeg kan få min vilje, så vil jeg slet ikke være med«. Den indstilling kan man ikke tillade sig at have, når man véd, at politikerne i sidste ende træffer en beslutning. ”

Bent Rulle var naturligvis ikke enig i den vok-sende kritik, som han fandt ”dybt uretfærdig og dobbeltmoralsk”, især fordi han altid loyalt havde udført de opgaver, som hovedbestyrel-sen havde pålagt ham.21 I situationen så han


dog klart, at et kampvalg kunne splitte hele foreningen. Ved et hovedbestyrelsesmøde fredag den 7. marts – dagen efter interviewet med Flemming Kristensen – overrumplede han fra morgenstunden hovedbestyrelsen. Han tilbød at trække sig som formand, hvis Flem-ming Kristensen også trak sit kandidatur. Og så pegede han på Thorkild Førby, Hanstholm, som ny formand og samlende kraft i Danmarks Fiskeriforening. Hovedbestyrelsesmedlem-merne modtog budskabet med overraskelse. Idéen faldt dog i god jord – også hos Flemming Kristensen.

Allerede samme weekend blev der holdt møder i flere lokalforeninger. Her var der også enighed om at støtte idéen og dermed Thorkild Førby som formand. Ved generalforsamlingen 12. april 2003 valgtes Thorkild Førby dermed

som ny formand for Danmarks Fiskeriforening. Nu var det hans tur til at trække i arbejdstøjet. Og det blev der straks brug for.

EU-Kommissionen havde pludselig indført torske- og trawlstop i Østersøen fra 14. april. Det ramte fiskere fra Bornholm, Fyn og Sjæl-land hårdt økonomisk. De dannede en aktions-gruppe, der sammen med 80 fiskere og ledelsen af Danmarks Fiskeriforening 2. påskedag, 21. april, mødtes på Hotel Nyborg Strand. Sam-tidig forhandlede Danmarks Fiskeriforening med Fødevareministeriet om økonomisk kom-pensation til de berørte fiskere. Og det lyk-kedes sammen med fødevareminister Mariann Fischer Boel hurtigt for den nye formand at nå frem til en rammebevilling på 20-22 mill. kr. som erstatning.

■

Henning GyldenlevÉn af de mænd, der har arbejdet længst i fiskeriorganisationernes tjeneste er Henning Gyldenlev. Han startede som kontorchef i Danmarks Havfiskeriforening og sluttede som direktør i Danmarks Fiskeriforening. Her er han fotograferet ved 25 års-jubilæet i 1997.

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP RP

RPRP

RP

RP RPRP

RPRP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RPRP

RP RPRP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRPRPRP RPRPRPRPRP

RPRP

RP

RP

RP

RPRPRP

RPRPRP

RP

RP

RPRPRPRP

RP

RPRP

RP

RPRP

RPRP

RPRP

Kampen om havetEt kort over havet ser ikke længere ud som i et skoleatlas, hvor der rundt om landet er en masse blåt vand, hvor man kan sejle og fiske løs. Der er områder, hvor fiskeripolitikken giver begrænsninger eller lukninger for eksempel for at beskytte ungfisk. År efter år er der desuden kommet flere udnyttelser af havterritoriet til. Disse ud-nyttelser begrænser, umuliggør eller direkte forbyder fiskeri. Her ses et øjebliksbillede af situationen i marts 2012. De grønne områder er fiskeribegrænsninger eller fiskeriforbudszoner, bl.a. som følge af EUs fælles fiskeripolitik. Prikkerne med sort og gult med kryds samt de blå ringe er faste olie- og gasinstallationer, som i lighed med pipe-lines, de sorte streger, er forsynet med sikkerhedszoner, hvor der ikke må fiskes. De orange streger er kabler, ligeledes med sikkerheds-zoner, hvor der ikke må fiskes (bortset fra i norsk område!).

De orange områder er Natura2000 områder, naturbeskyttelses-områder, hvor kun fiskeri med skånsomme redskaber tillades. De grønne prikker er havvindmølleparker, og de grå områder er ud-pegede områder til havvindmølleparker. Også her er der naturligvis begrænsede muligheder for fiskeri. De gule områder er dansk udpegede nationalparker. Det store område midt i Nordsøen, hvor der både skal være Natura2000 område og en gigantisk havvind-møllepark, er Dogger Banke, hvor en række lande i årevis har haft nogle af deres hovedfiskerier. Udnyttelser af sand, grus og sten samt militære anvendelsesområder og kommercielle sejlruter er ikke ind-tegnet, men dem skal fiskeriet naturligvis også respektere. Kortet er udarbejdet af Danmarks Fiskeriforening 2012.

219

Kapitel 12Fra krise til nye udfordringer 2003-2012

Fire formændI de seneste 10 år har Danmarks Fiskeriforen-ing haft fi re formænd. Den store udskiftning skyldes dødsfald. De to første formænd afgik nemlig ved døden i deres bedste alder, 57 og 63 år gamle, og den tredje sad blot i en kortere periode, indtil den nuværende formand, Svend-Erik Andersen, blev valgt i maj 2009. Den første var Thorkild Førby (1947-2004) fra Hanstholm. Han var købmandssøn fra Ham-borg ved Hanstholm og var fra barnsben for-trolig med fi skeriet. Fra 1962 til 1966 var han kystfi sker fra stranden, men efter indvielsen af havnen i Hanstholm i 1967 fi k han base dér, året efter med skippereksamen og kutteren ”Pondus”. I 1992 lod han sig modstræbende vælge til formand for Hanstholm Havns Fiske-riforening og blev som sådan medlem af havfi skeriforeningens hovedbestyrelse.

Som allerede nævnt var han en af fortalerne for sammenslutningen i 1994. I 1997 blev han næstformand i den nye organisation, igen imod sin vilje. Ved formandsvalget i 2003 blev han set som et kompromis mellem Bent Rulle og Flemming Kristensen, der begge var kandi-dater. Det ulmede af utilfredshed i foreningen, der var tæt på en splittelse, og Bent Rulle og Flemming Kristensen var indbyrdes enige om at trække deres kandidaturer, hvis der ikke blev opstillet yderligere kandidater. Det gjorde der ikke, og med indstilling fra en enig hoved-bestyrelse blev der derfor tale om en kåring af Thorkild Førby ved generalforsamlingen i Vej-le i 2003. Thorkild Førby kom, som vi skal se, til at være formand i en særdeles vanskelig periode, men hans formandstid blev kun kort. Fredag den 22. oktober 2004 deltog Førby i festlighederne i

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RP RP

RPRP

RP

RP RPRP

RPRP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RPRP

RP RPRP

RP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RP

RPRP

RPRP

RP

RP

RP

RP

RP

RP


anledning af Thyborøn Havns Fiskeriforenings 75 års jubilæum, og næste morgen blev han fundet død på Sømandshjemmet i Thyborøn, ramt af et hjerteanfald. Han fik det bedste skudsmål fra alle sider.1 Førbys uventede død betød, at den ekstraordinære generalforsam-ling, der var indkaldt til den 30. oktober, blev udsat til 27. november 2004.

Som 1. næstformand fungerede Flemming Kristensen som formand frem til den ekstra- ordinære generalforsamling. Her fik han man-dat til at fortsætte som formand frem til den næste ordinære generalforsamling. 1. næstfor-mand blev Kim Kær Hansen, Klintholm, og 2. næstformand Svend-Erik Andersen, Strandby. Ved generalforsamlingen i maj 2005 blev Flemming Kristensen uden modkandidater valgt til at fortsætte på formandsposten de føl-gende tre år.

Flemming Ebey Kristensen (1945-2008) var født på Thyholm og begyndte som ung at fiske fra Thyborøn. Han fik med tiden part i både industrifiskeriet og bomtrawlsfiskeriet og var selv en af erhvervets store fiskere. Han blev engageret i arbejdet i Thyborøn Havns Fiske-riforening, hvor han i 1997 blev formand og samtidig medlem af Danmarks Fiskerifor- enings hovedbestyrelse. Han var oprindeligt stærkt kritisk over for EU-reguleringen af fiskeriet med kvoter og fangstregler. Som for-mand for Danmarks Fiskeriforening erkendte Flemming Kristensen dog, at der var behov for at regulere fiskebestandene, idet han samtidig hævdede, at kvoterne kunne hæves i forhold til biologernes og politikernes vurderinger af, hvor hårdt et fiskeri fiskebestandene kunne tåle. Derfor arbejdede han blandt andet for bedre biologisk rådgivning, herunder forsøg med at tage biologer med fiskerne på havet

Thorkild FørbySom formand kom Hanstholm-fiskeren Thorkild Førby kun til at virke i kort tid, men det var til gengæld i en særdeles vanskelig periode. Foto: Danmarks Fiskeriforening.

Flemming KristensenThyborøn-fiskeren Flemming Kristensen var formand for Danmarks Fiskeriforening i knap fire år. Foto: Danmarks Fiskeriforening.

221Kapitel 12 - Fra krise til nye udfordringer 2003-2012

for at følge fiskeriets omfang. Som formand varetog han også de små fiskeres interesser – en ikke helt let opgave, da fiskeflåden fortsat måtte reduceres for at gøre det rentabelt for de tilbageværende fiskere at tage på havet. Mind-re fiskere rejste da også fortsat kritik af Dan-marks Fiskeriforening og af Flemming Kris-tensen, men han blev efterhånden respekteret som samarbejdets mand. Som formand for alle danske fiskere blev han blandt andet værdsat for sin ligefremme facon. Ved generalforsam-lingen i april 2008 blev han da også genvalgt uden modkandidater. Han døde pludseligt 12. november 2008, 63 år gammel.2

De to næstformand, Kim Kær Hansen og Svend- Erik Andersen, blev også genvalgt ved general-forsamlingerne i 2005 og 2008. Efter Flemming Kristensens død overtog Kim Kær Hansen pos-ten som formand frem til generalforsamlingen

i maj 2009.3 Her meldte begge næstformænd sig som formandskandidater. Der var dermed lagt op til et spændende kampvalg mellem Kim Kær Hansen, der især havde virket som fisker i Østersøen, og Svend-Erik Andersen, der med base i Strandby især havde fisket i Skagerrak og Kattegat. Spændingen blev øget mindre end en uge før generalforsamlingen, da Bælternes Fiskeriforening efter en urafstemning pegede på Kim Kær Hansen. Han trak imidlertid sit kandidatur. Det skete, som han sagde fra taler-stolen, fordi han ”efter de seneste dages dia-log havde konstateret, at valget ville falde ud til Svend-Erik Andersens fordel”.4 Kim Kær Hansen lovede dog at fortsætte som næstfor-mand, hvis hovedbestyrelsen ville have det. Og det ville den. Kim Kær Hansen blev igen 1. næstformand, mens ny 2. næstformand blev Jesper Juul Larsen, Esbjerg.

Kim Kær HansenI november 2008 overtog 1. næstformand Kim Kær Hansen formandsposten efter Flemming Kristensens bortgang. Hans formandstid varede kun til generalfor-samlingen i maj 2009, hvor Svend-Erik Andersen blev ny formand.


Svend-Erik Andersen (f. 1962) er fortsat for-mand i jubilæumsåret, hvor han på generalfor-samlingen i april 2012 er på valg. Han stammer fra Læsø, hvor hans familie gennem genera-tioner har været fiskere. Han begyndte selv som fisker i 1979, og to år senere tog han skip-pereksamen fra Frederikshavn Skipperskole. Han fik skipperhyre i 1984, og efter at være flyttet til Strandby, købte han i 1986 sin første kutter, der siden blev skiftet ud med andre. I Strandby kom han med i havnens bestyrelse, og i 2000 blev han indvalgt i Strandby Fiske-riforenings bestyrelse. Her blev Svend-Erik Andersen i 2001 formand, og samtidig indtråd-te han i Danmarks Fiskeriforenings hoved-bestyrelse.5

De fire formænd kom til at arbejde under fem forskellige ministre. Godsejer Mariann Fischer Boel (V), der var blevet fødevareminister i Anders Fogh Rasmussens første VK-regering i

november 2001, fortsatte frem til august 2004, da hun frem til 2009 blev Danmarks Europa-kommissær med ansvar for landbrug og ud-vikling af landdistrikterne. Den mangeårige politiker Hans Chr. Schmidt (V), der er lærer-uddannet, blev ny fødevareminister i Fogh Rasmussens anden regering fra august 2004 til september 2007. Han afløstes i september 2007 af bachelor i statsvidenskab Eva Kjer Hansen (V), der fortsatte i Lars Løkke Rasmussens regering. I februar 2010 blev landmanden Hen-rik Høegh (V) ny fødevareminister. Da VK-regeringen faldt i 2011, blev det Mette Gjer-skov (S), der fra oktober 2011 overtog stolen.

»Ansvaret tilbage til fiskerne« – handlingsplan 2003 Fødevareminister Mariann Fischer Boel havde i 2003 nedsat tre temagrupper til at arbejde med aktuelle problemer i dansk fiskeri. Fiskeri- organisationerne fik kun ringe indflydelse

Svend-Erik AndersenI 2001 kom Svend-Erik Andersen ind i hovedbestyrelsen, og i 2009 blev han valgt som foreningens nye formand. Foto: Bølling. Danmarks Fiskeriforening.


i dette arbejde, og i august 2003 besluttede Danmarks Fiskeriforening at udarbejde sin egen handlingsplan for den fiskeripolitiske udvikling. Handlingsplanen forelå allerede i november samme år og havde titlen Ansvaret tilbage til fiskerne. Planen blev præsenteret på Christiansborg den 6. november 2003, samme dag som ministeren præsenterede resultatet af temagruppernes arbejde, en såkaldt ”Ini-tiativpakke”, der overordnet set ikke rummede nogen nytænkning, men blot mere regulering. Danmarks Fiskeriforenings handlingsplan havde mere karakter af et gennemarbejdet oplæg til en helt ny kurs i dansk fiskeripolitik. Planen, der signalerede udvikling frem for afvikling, havde tre hovedtemaer, nemlig ”Flere fisk”, ”Bedre forvaltning” og ”Bedre økonomisk og geografisk råderum”. Den var gennemsyret af en optimistisk tro på, at vi i Danmark trods EU-reglerne i virkeligheden

kunne gøre meget mere for fiskerierhvervets udvikling, hvis der kom mere selvforvaltning ind i billedet. Myndighederne skulle udstikke rammerne og erhvervet selv udforme reglerne, lød en parole.

Ansvaret tilbage til fiskerne rummede en lang række konkrete anbefalinger, herunder ved-rørende biologernes rådgivning og fastsæt-telsen af kvoter, fleksible havdage, refinansiering af inkonvertible lån i Fiskeribanken, ophør af ophugning, erstatning for fiskeområder, der inddrages til olieindustri og vindmøller. Individuelle omsættelige kvoteandele (IOK) i sildefiskeriet var indført 1. januar 2003, og i forlængelse heraf havde fiskeriforeningen foreslået Fødeministeriet en frivillig ordning med individuelle kvoteandele (IK) i dele af industrifiskeriet. I handlingsplanen blev der også foreslået IK for makrelfiskeriet. Det var tiltag, der blev set som ”selvforvaltningsfor-

Fødevareministre1. Hans Chr. Schmidt. 2. Eva Kjer Hansen. 3. Henrik Høegh. 4. Mette Gjerskov.Fotos: Fødevareministeriet.

1. 2. 3. 4.


slag”, der skulle medvirke til at løse proble-merne med den eksisterende regulering, føre til mere rentabelt fi skeri og fornyelse af industri-fi skerfl åden.

Generelt var Ansvaret tilbage til fi skerne den korteste og mest visionære handlingsplan, der nogensinde var lavet af en dansk fi skeriorgani-sation. Skønt en række af de konkrete punkter siden er blevet gennemført, dumpede handlings-planen ulykkeligvis ned i en tid, hvor masser af andre problemer tårnede sig op.

Afskedigelser og kontorsammenlægningThorkild Førbys korte formandstid blev præget af en lang række tunge problemer, der samlet kom til at udgøre den alvorligste krise i Dan-

marks Fiskeriforening siden sammenlægnin-gen i 1994. Økonomien var under hårdt pres som følge af faldende medlemstal og nedgang i fi skeriets bruttolandingsværdi, hvortil kom både interne organisationsproblemer og nye politiske vinde. Siden slutningen af 1990’erne havde fi skeri-foreningen haft solide indtægter fra Fiskeaf-giftsfonden. Denne var oprettet i 1998 med det formål at styrke udviklingsmulighederne og konkurrenceevnen inden for fi skeriet. Fondens midler var – og er – produktionsafgifter, der op-kræves af landingsværdien. Nedgang i fi skeriet betød færre midler til fonden, færre midler til fordeling og dermed færre midler til den største støttemodtager, Danmarks Fiskeriforening.

Handlingsplan – og protester mod EUSvar på udfordringerne udarbejdede Danmarks Fiskeriforening i 2003 handlingsplanen »Ansvaret tilbage til fiskerne«. Rundt i havnene bredte der sig en bevægelse mod EUs fiskeripolitik. Fotos: Poul H. Moustgaard.


I januar 2004 var Danmarks Fiskeriforening nødt til at reagere på udsigterne til et chok- underskud i 2004. Det stod klart, at der måtte ventes et minus på knap 4 millioner kr. mod forventet ca. 1,8 millioner kr., som forenin-gen havde lånt af PO’en for at skaffe sig lidt pusterum. Sådan gik det ikke. Medlemstallene for lokalforeningerne indkom i januar 2004, og de viste et fald fra 3.070 til 2.120 aktive fiskere. Nedgangen var større end det reelle fald i antallet af fiskere, idet en del slet og ret meldte sig ud.

Der var derfor ingen andre udveje end at skære kraftigt i administrationen. Ud af den samlede personalestab på 35 medarbejdere måtte 22 af-skediges. For Thorkild Førby og Niels Wich-mann, der i fællesskab måtte tage den tunge beslutning, var det særligt hårdt, da der hver-ken var tale om overflødige arbejdsområder eller overflødige medarbejdere. Administra-tionen, der af historiske grunde var delt mellem Esbjerg og København, måtte samtidig forand-res. Kontoret i Esbjerg blev helt lukket ned og kontoret i København reduceret til kun to medarbejdere. Hovedkontoret blev fremover placeret sammen med Danske Fiskeres Pro-ducent Organisation i Taulov, hvor de tilbage-blevne 11 medarbejdere fik arbejdsplads.6

Iversen-KommissionenSamtidig med beslutningen om at udarbejde en handlingsplan nedsattes der også i august 2003 en kommission til at kulegrave fiskeriets organisationsforhold, herunder give forslag om et tættere organisatorisk og økonomisk sam-arbejde mellem Danmarks Fiskeriforening, Danske Fiskeres Producent Organisation og Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Fiske-

ri. For en gang skyld blev formanden hentet udefra. Direktør Kenneth Iversen fra værk-tøjsfabrikken Unimerco i Sunds blev nemlig formand, og kommissionen fik følgelig navnet Iversen-Kommissionen. Iversen havde rødder i Thyborøn og havde taget tanker fra fiskerierhvervet med sig til Unimerco. Her fik medar-bejdere eksempelvis hver måned udbetalt en del af overskuddet (”fangsten”) i virksomheden, der ejedes af tre-fjerdedele af de ansatte. Med den baggrund var Iversen en spændende frontfigur i kommissionen, der tillige fik Thorkild Førby og Flemming Kristensen (begge fiskeriforenin-gen), Egon Sekkelund og Allan Buch (begge PO’en) og Bent Rulle og Sejer Christensen (begge ulykkesforsikringsforbundet) som medlemmer. Niels Wichmann blev sekretær. Modsat offentlige kommissioner var Iversen-Kommissionen særdeles hurtigtarbejdende. Allerede 13. februar 2004 forelå en endelig rapport med forslag og indstillinger. Blandt disse var, at de tre organisationer skulle samles i en paraplyorganisation under navnet Danske Fiskere. Nogen egentlig fusion anbefaledes ikke. Kommissionen foreslog også nedlæggelse af Fiskeafgiftsfonden og omlæggelse af kon-tingentet til direkte indbetalinger fra fartøjerne i stedet for gennem kreds- og lokalforeninger. Derimod kom Iversen-Kommissionen ikke med anbefalinger vedrørende strukturen i Danmarks Fiskeriforening, altså repræsentant-skab og antallet af kredse og hovedbestyrelses-medlemmer.

Ballade mellem husmænd og herremændVed generalforsamlingen i Hirtshals Fiskeri-forening i december 2003 blev der vedtaget et


mistillidsvotum mod hovedbestyrelsen i Dan-marks Fiskeriforening. 49 stemte for, 10 imod. Forslaget om et mistillidsvotum blev stillet af fisker Leif Woller, der samtidig blev indvalgt i bestyrelsen for Hirtshalsforeningen, hvor for-manden, Erik Jespersen, sad i hovedbestyrel-sen. Det var de heftige diskussioner om IK/IOK, individuelle kvoter og individuelle omsættelige kvoter, der i disse år splittede. De havde været drøftet i Danmarks Fiskeriforening i flere år, og en lov om IOK på sild var som nævnt vedtaget. Ifølge kritikerne var det ikke alene absurd, at man skulle ”købe” fisken, inden man vidste, om man kunne fange den; individuelle kvoter ville også forgylde de få på bekostning af de mange. I Hirtshals Fiskeriforening var der 99 fartøjsejere og 118 partsfiskere, og sidstnævnte ville intet få ud af det, lød det.7 Dermed var der tale om en splittelse mellem industrifiskere og kystfiskere (med mindre både under 16 meter),

eller, som det også blev formuleret, mellem herremænd og husmænd. Kystfiskerne, også i andre byer, mente, at deres interesser ikke blev varetaget godt nok i Danmarks Fiskeriforen-ing, og hovedbestyrelsen blev direkte beteg-net som ”en fjende”. Overordnet handlede det naturligvis om, at kystfiskerne ville have større andel i kvoterne, altså flere fisk, og det var ikke blot et spørgsmål om IK/IOK. I december 2003 havde EU’s ministerråd vedtaget et nyt hav-dagesystem, der begrænsede det antal dage, et fartøj måtte fiske. Det betød blandt andet, at de store fartøjer for at spare havdage valgte at fiske tættere på kysten til skade for de små kystnære fartøjer. Hirtshalsfiskere opfordrede forgæves hovedorganisationen til at boykotte hele havdagesystemet.

I Danmarks Fiskeriforening afviste man kri-tikken og ville ikke finde sig i den form for

Iversen-KommissionenEn kommission med Unimerco-direktøren Kenneth Iversen som formand fremkom i februar 2004 med en række forslag til om-struktureringer af fiskeriorganisationerne.


”pistolpolitik”. En eksklusion af Hirtshals Fiskeriforening kom på tale, og det førte i slut-ningen af februar 2004 til en ekstraordinær generalforsamling i Hirtshals. Bestyrelsen, inklusiv Leif Woller, stillede forslag om at trække det vedtagne mistillidsvotum tilbage, men det blev afvist af de forsamlede fiskere med 33 medlemmer imod og 25 for. Herpå stillede bestyrelsen deres mandater til rådig-hed, og en ny ekstraordinær generalforsam-ling blev varslet. Der opstod nu uklarhed om Hirtshals Fiskeriforenings medlemskab af Danmarks Fiskeriforening. I Hirtshals sendte man ikke nogen udmeldelse, og hovedbesty-relsen undlod at skride til eksklusion - men i hovedbestyrelsen mente en del, at det fasthold-te mistillidsvotum var det samme som en ud-meldelse. En konsekvens blev, at formanden for Hirtshals Fiskeriforening, Erik Jespersen, måtte træde ud af hovedbestyrelsen. Og at

Hirtshals Fiskeriforening, netop som for-eningen blev 100 år, fremstod som klassens ”slemme dreng”. I slutningen af maj 2004 blev der holdt ekstraordinær generalforsam-ling, hvor 84 Hirtshals-fiskere deltog i en afstemning om udmeldelse af Danmarks Fiskeriforening. 45 stemte for at blive i hoved-organisationen, mens 36 stemte for udmeldelse og 3 stemte blankt. Hirtshals blev altså, men som stemmetallene viser, var det en stærkt splittet forening. Forud for generalforsamlin-gen kort før jul 2004 blussede uroen op igen, og der indkom to forslag om udmeldelse. Det var atter utilfredshed med Danmarks Fiskeri-forenings fortsatte arbejde med IK, der udløste kritik. De to forslag kom til samlet afstemning, hvor Hirtshals-fiskerne med 46 stemmer mod 15 besluttede at blive i hovedorganisationen.

Hirtshals-fiskerne stod som nævnt ikke alene

Erik JespersenDen interne ballade i Hirtshals Fiskeriforening i 2003-2004 betød, at foreningen mistede indflydelse i Danmarks Fiskeriforening. Formanden Erik Jespersen blev ikke genvalgt til hovedbestyrelsen. Foto: Danmarks Fiskeriforening.


i deres kritik. I begyndelsen af marts 2004 var godt 60 kystfiskere fra hele landet samlet til møde i Århus. Her dannede de ”Arbejdsgrup-pen for det Kystnære Fiskeri” (AKF), der skulle udvikle det historiske, traditionelle og kystnære fiskeri. De forsamlede fiskere vedtog samtidig en opfordring til Danmarks Fiskeriforening, Folketinget og regeringen om at lægge afstand til de interesserer i fiskerierhvervet, der ville have gennemført ”en kapitalisering af såvel fisken i havet som de historiske rettigheder til fiskeri.” Opfordringen lød videre:8

” En sådan udvikling på de store fartøjers økonomiske præmisser vil koncentrere fiskeriet på meget få fartøjer og havne. Dermed forsvinder eksistens-grundlaget for det kystnære fiskeri og dermed det danske fiskeri, som vi kender det. Med dette fiskeri forsvinder historien, kulturen og erhvervs- mulighederne og grundlaget for en fornuftig bosætning for de tusinder af mennesker og deres familier, som direkte og indirekte lever af fiskeriet fra de mere end hundrede små og mellem-store fiskerihavne rundt om de danske kyster og øer. ”

Opfordringen svarede nogenlunde til at sætte en ny politisk dagsorden med det formål at rulle udviklingen årtier tilbage og atter fylde havnene med små lyseblå kuttere, og det lod sig lige så lidt gøre som at rulle landbruget tilbage til små bondegårde og husmandsbrug.

Drama på generalforsamlingerne 2004På den ordinære generalforsamling i april 2004 var foreningens økonomi og især den fremti-

dige kontingentstruktur blandt de helt centrale emner. Et mistillidsvotum til hovedbestyrelsen var også i sigte, og Bønnerup Fiskeriforening havde desuden stillet et forslag om en vejledende urafstemning om fiskernes indstil-ling til IK/IOK. Repræsentantskabet havde tidligere accepteret forsøg med IK i industri-fiskeriet, men havde ellers afvist at gå videre i denne retning. En ekstern advokat var hyret til at lede den alvorlige generalforsamling. Sam-let gav det nemlig anledning til en stor frygt for en splittelse og eventuel nedlæggelse af Dan-marks Fiskeriforening.

Forslaget fra Bønnerup Fiskeriforening var det værste. Formand Thorkild Førby frygtede, at hvis fiskerne fik lejlighed til at stemme direkte om spørgsmålet om IK/IOK, ville de stemme imod. I den situation ville hovedbestyrelsen være sat uden for indflydelse i hele det politiske system, herunder også i drøftelser om havdage-begrænsninger. Thorkild Førby sagde:9

” Det ville medføre store ændringer i Danmarks Fiskeriforening, hvis vi var blevet bundet i vores manøvremulig-heder – måske endda splittelse. Vi havde lukket os selv ude i forhold til pres fra det politiske system og fra EU, og der er ikke noget formål i at have en forening, der ikke kan manøvrere. ”

Forslaget blev nedstemt med 1.335 stemmer imod, 919 for, og 204 stemte blankt. Derfor reddede foreningen sig igennem dette. Nogen løsninger på den fremtidige finansiering fandt man ikke. Derfor blev dette spørgsmål udskudt til en ekstraordinær generalforsamling senere på året. Forinden havde bestyrelsen fremsat et


forslag til et fast kontingent på 2.500 kr. samt en promilleafgift på 2.

På den ekstraordinære generalforsamling i no-vember 2004 havde Pelagisk Fiskeriforening modsat stillet forslag om, at der kun skulle op-kræves et fast kontingent. Hovedbestyrelsens forslag blev efter en meget kort debat vedtaget med 93 % af stemmerne.

I kølvandet på generalforsamlingen meldte Grenaa Fiskeriforening og Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening sig ud af Dan-marks Fiskeriforening, hvortil kom Østerbro Fiskeriforening, der deponerede medlemska-bet. Det skete med forskellige begrundelser, herunder økonomi og strukturændringer samt en generel utilfredshed med hovedorganisa-tionen. Bornholmerne dannede sammen med

fi skere i Grenaa og Hundested en helt ny organisation, Sammenslutningen af Danske Fiskeriforeninger. Denne blev nedlagt, da disse foreninger i 2008 atter meldte sig ind i Dan-marks Fiskeriforening.

Organisatoriske ændringerSom led i krisehåndteringen dukkede forslag til organisatoriske strukturændringer op igen. Som nævnt i foregående kapitel var et forslag om reduktion af antallet af hovedbestyrelses-medlemmer i 2002 blevet skudt ned. I midten af september 2003 blev der holdt kredsmøder for at inddrage medlemmernes idéer i arbej-det med handlingsplanen Ansvaret tilbage til fi skerne. Deltagerne i kredsmøderne var begejstrede for disse møder, og i det efterføl-gende hovedbestyrelsesmøde 23. september 2003 foreslog fl ere hovedbestyrelsesmedlem-

Kystbåde og nostalgiI 2004, da kravet om udvikling af det historiske kystfiskeri blev fremsat, lancerede Thisted Bryghus samtidig en ny etiket til sin Lønstrup Pilsner. Der var en snert af nostalgi over motivet.


mer at nedlægge repræsentantskabet og i ste-det afholde lignende kredsmøder én eller to gange om året.10 En del så en afskaffelse af repræsentantskabet som et demokratisk tab, men som helhed var der forståelse for idéen. Repræsentantskabet havde overlevet sig selv, da reguleringsspørgsmål, der tidligere havde været centrale ved møderne, nu blev drøftet i interne farvandsudvalg. På forslag af Ska-gen Fiskeriforening blev repræsentantskabets nedlæggelse sat til afstemning ved general-forsamlingen i april 2004. Nedlæggelsen blev vedtaget med 2.042 stemmer for og 408 imod.11 Som erstatning for repræsentantskabet blevet det besluttet, at formandskabet fremover skulle holde kredsmøder mindst én gang årligt. Denne bestemmelse (§ 16) er senere blevet ophævet.

Kredsene blev også sat til diskussion igen. I hovedbestyrelsen kunne man ikke enes, og det blev besluttet, at konkrete forslag kunne ind-sendes til den ekstraordinære generalforsam-ling. Skagen Fiskeriforening stillede da forslag om en reducering fra syv til tre kredse. På den ekstraordinære generalforsamling i november 2004 blev det besluttet, at hovedbestyrelsen skulle udarbejde et forslag til at reducere antal-let af kredse fra syv til tre. Argumentet var, at der blev færre fartøjer og færre fiskere. Et for-slag fra Hundested Fiskeriforening om at re-ducere antallet af hovedbestyrelsesmedlemmer til syv forkastedes.

I februar-marts 2005 blev hovedbestyrels-en enig om at reducere antallet af kredse til tre: Nord, Vest og Sydøst. Deraf fulgte også en ændring af antallet af hovedbestyrelses-medlemmer. Det blev foreslået, at Nord- og

Vest-kredsene hver skulle have fire hoved-bestyrelsesmedlemmer, mens Sydøst-kredsen måtte nøjes med tre. Hertil kom så formanden, der fortsat valgtes direkte på generalforsamlin-gen. Forslaget om reduktion af kredsene fra syv til tre og reduktion af antallet af hovedbesty-relsesmedlemmer fra 14 til 12 blev fremsat på generalforsamlingen i maj 2005 og enstemmigt vedtaget. Dermed fik Danmarks Fiskerifor- ening den struktur, som organisationen har i jubilæumsåret. Den endnu gældende kredsind-deling er:

Vest: Fra grænsen til Limfjorden

(inklusiv Agger og Lemvig).

Nord: Nord for Limfjorden

(inklusiv Limfjorden) og Læsø.

Sydøst: Anholt og Jyllands østkyst

– fra og med Egense til grænsen,

Fyn, Ærø, Langeland, Sjælland,

Samsø, Lolland, Falster, Møn,

Bornholm, Christiansø.

Antallet af lokale fiskeriforeninger er siden sammenlægningen i 1994 mere end halveret. De oprindelige 76 foreninger er i 2012 svundet ind til 36, hvoraf 3 i Vestkredsen, 12 i Nord-kredsen og 21 i Sydøstkredsen. Fiskerifor-eningerne på Fyn og på østkysten af Syd- og Sønderjylland er i 2005 blevet sluttet sammen i Bælternes Fiskeriforening og er repræsenteret i Danmarks Fiskeriforening gennem denne sammenslutning. Allan Buch, Middelfart, er formand og medlem af Danmarks Fiskeri-forenings hovedbestyrelse. I 2006 blev Fiske-riforening Øst dannet for lokalforeninger og enkeltpersoner på Sjælland og omkringlig-


gende øer, men lokalforeningerne er her fortsat direkte medlemmer i Danmarks Fiskeriforen-ing. Formanden i Fiskeriforening Øst er Kim Kær Hansen, Klintholm, der også er næstfor-mand i Danmarks Fiskeriforening. Fiskerifor- eningerne i Esbjerg og i Hvide Sande er des-uden blevet fusioneret til Sydvestjysk Fiskeri-forening.

Kort før jul 2011 måtte Hannæs Fiskeriforen-ing ved Limfjorden lukke efter 110 års arbejde, og i 2012 er det på tale at fusionere fiskerifor-eningerne i Bønnerup og Grenaa. Fusioner og lukninger bliver utvivlsomt en udfordring i de kommende år – flere af lokalforeningerne har nu ingen erhvervsaktive fiskere som medlem-mer og har heller ikke selvstændig erhvervs-aktivitet.

Internt skete der en mindre omstrukturering i sommeren 2009, da hovedbestyrelsen oprettede et forretningsudvalg, hvor også formanden for

Danske Fiskeres Producent Organisation ind-går. Forretningsudvalget afløste det hidtidige økonomiudvalg.12

Nye udfordringerSiden den omfattende fyringsrunde i 2004 er der foretaget en sammenlægning af admini-strationerne i Danmarks Fiskeriforening og Danske Fiskeres Producent Organisation, altså et konkret resultat af Iversen-Kommissionens arbejde. Den samlede administration omfat-ter omkring en snes medarbejdere. Som nævnt fik Danmarks Fiskeriforening til huse sammen med Danske Fiskeres Producent Organisation i Taulov, hvor man i begyndelsen måtte deles om pladsen. I februar 2005 var en tilbygning klar, og der blev i alt 660 kvadratmeter til ad-ministrationen. I april 2005 blev det tidligere kontor på H.C. Andersens Boulevard i Køben-havn omdannet til Fiskens Hus, hvor Dan-marks Fiskeriforening fik lokaler sammen med andre organisationer inden for fiskerierhvervet.

Færre lokalforeningerFlere lokalforeninger har nu ingen erhvervsaktive fiskere. Ved generalforsamlingen i Vejle i 2011 deltog formanden for Hannæs Fiskeriforening, Steffen Kristensen, Amtoft, for 44. gang i en generalforsamling. Kort før jul 2011 måtte han dog meddele, at Hannæs Fiskeriforening var lukket efter 110 år, og at de få tilbageværende fiskere havde søgt over i andre foreninger ved Limfjorden. Foto: Lone Hansen. Danmarks Fiskeriforening.


Det gjaldt fra begyndelsen Dansk Akvakultur, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening (nu Danish Seafood Association), Fiskericirk-len, Fiskemelsforeningen, Foreningen Mus-lingeerhvervet og Konsumfiskeindustriens Ar-bejdsgiverforening. Siden har flere andre fået domicil her.

Efter strukturændringerne og de økonomiske omlægninger faldt der ikke med ét slag fuld-stændig ro over Danmarks Fiskeriforening. Som det engang er blevet udtalt af en fisker fra Lillebælt:13

” En fisker kan godt have svært ved at blive enig med sig selv. Hvis der er to, bliver det meget svært. Og hvis der er tre, bliver det helt umuligt. ”

Organisationen i Danmark Fiskeriforening blev dog i 2004-2005 tilpasset så godt, at der blev mere stabilitet og dermed bedre mulighed for at hellige sig de praktiske arbejdsopgaver,

der fulgte med den stærkt voksende politiske styring og den omlægning af fiskerierhvervet, som har været en konsekvens deraf. I 2008 indmeldte fiskeriforeningerne på Bornholm, i Hundested og i Grenaa sig som nævnt igen, hvorved Danmarks Fiskeriforening igen er en forening »for alle Danmarks fiskere«.

I de senere år har foreningen økonomisk haft overskud. Det skyldes blandt andet en stig-ning i fangstværdien og dermed i fartøjskon-tingentet. Dermed har der været mulighed for at konsolidere økonomien, så egenkapitalen er på vej op på det niveau, der er nødvendigt i forhold til den økonomiske aktivitet, der følger af foreningens mangesidede arbejde. I februar 2012 forelå nøgletal for dansk fiske-ri for 2011. De viser et fiskerierhverv af stor samfundsmæssig betydning. Fangstværdien nåede 3,2 milliarder kroner, og det var næsten en milliard kroner mere end i 2009. Nord-søfiskeriet tegnede sig alene for lidt over 2 milliarder. Landingsmængderne faldt, og det

Kronprins Frederik i ThyborønI september 2009 indviede Kronprins Frederik den nye fiskeriskole i Thyborøn. Kronprinsen er her flankeret af direktør Per Bjørndal, Erhvervs Uddannelsescenter Nordvest (tv) og forstander Jan Mortensen, Fiskeriskolen. Foto: Danmarks Fiskeriforening.


var prisstigninger på især sild og makrel, der gav fremgangen. Konsumfi skeriet tegnede sig for godt 2,4 milliarder, mens industrifi skeriet udgjorde 777 millioner kr.14 Det er svært at sammenligne disse tal med historiske opgørel-ser. Beregningsmetoderne har over tid været vidt forskellige, og især i begyndelsen var der megen usikkerhed og derfor mange skøn. Som et lille indtryk kan dog anføres, at fangst-værdien i 1892 blev opgjort til 5,5 millioner kr.15 Det svarer til ca. 300-350 millioner kr. i 2011-kroner.

Den lange tradition med erhvervets uddan-nelsesforhold og fi skeriets afsætningsforhold er blevet fortsat. Fiskeriskolerne skrantede noget, og i 2006 måtte skolen i Grenaa lukke, mens interessen i Thyborøn var faldende. På Skagen Skipperskole var interessen større året efter, men det svingede noget. Fiskericirklen har fortsat sit arbejde med rekruttering, blandt andet med konceptet og internetadressen www.blivfi sker.nu. Efter en stor fælles indsats lyk-

kedes det at få skabt en ny fi skeriskole i Thy-borøn. Helt nymoderniserede bygninger – det gamle rådhus fra Thyborøn-Harboøre Kom-mune – blev 9. september 2010 indviet af Kron-prins Frederik. Kampagnen »Fisk 2 gange om ugen« blev lanceret i 2006 med milliontilskud fra EU. Den løber endnu. I 2009 blev rekrutter-ing og markedsføring samlet i et fælles projekt-sekretariat under Fiskebranchen, der sekreta-riatsmæssigt er lagt i Danmarks Fiskeriforen-ings organisation i København.

Reguleringen af fi skeriet med kvoter (TAC) for fangstmængden af de forskellige fi skearter i de respektive farvandsområder blev som nævnt suppleret med havdagebegrænsninger, altså indsatsregulering. Det skete som led i gen-opretningsplaner for torsk. Fra 2009 blev hav-dagene erstattet med kilowattdage (kW-dage), baseret på motorkraft. Det er blot ét eksempel på de mange regler, der i Danmarks Fiskeri-forening dels på politisk niveau har krævet et stort arbejde (for at undgå), dels har givet en

Nye kampagnerKampagnen »2 gange om ugen« er i 2011 blevet suppleret med blandt TV-reklamer. Svaret på spørgsmålet ”Hvad skal du ha’ i aften?” er på fire bogstaver og begynder med f.


Art og farvandDansk kvote 2012

Ændring i

forhold til 2011

Torsk i vestlige Østersø 9298 tons + 13,3 %

Torsk i østlige Østersø 15.587 + 15 %

Sild i vestlige Østersø 2.930 tons + 31,6 %

Sild i centrale Østersø 1.725 tons - 27,0 %

Brisling i Østersøen 22.218 tons - 22,0 %

Laks i Østersøen 25.396 stk. - 51,0 %

Rødspætte i Østersøen 2070 tons - 5,0 %

Torsk i Nordsøen 4.495 tons - 1,4 %

Torsk i Skagerrak 3.026 tons - 1,4 %

Torsk i Kattegat 82 tons - 30,5 %

Torsk ved Svalbard 250 tons Uændret

Kuller i Nordsøen 1.539 tons + 14,1 %

Kuller i Skagerrak-Kattegat 1.943 tons + 15,1 %

Mørksej i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat 3.263 tons - 13,9 %

Hvilling i Nordsøen 1.458 tons + 18,0 %

Hvilling i Skagerrak-Kattegat 929 tons Uændret

Kulmule i Nordsøen 1.051 tons - 6,1 %

Kulmule i Skagerrak-Kattegat 1.439 tons - 6,0 %

Rødspætte i Nordsøen 15.840 tons + 15,0 %

Rødspætte i Skagerrak 6.189 tons Uændret

Rødspætte i Kattegat 1.769 tons Uændret

Tunge i Nordsøen 615 tons + 15 %

Tunge i Skagerrak-Kattegat 512 tons - 27,3 %

Dybvandsrejer i Nordsøen 2.273 tons - 15,0 %

Dybvandsrejer i Skagerrak 2.457 tons - 15,0 %

Dybvandsrejer i Nordsøen – norsk farvand 357 tons Uændret

Dybvandsrejer i grønlandsk farvand – øst 1.883 tons + 54,9 %

Dybvandsrejer i grønlandsk farvand – vest 2.000 tons Uændret

Jomfruhummer i Nordsøen 1.147 tons - 6,5 %

Jomfruhummer i Skagerrak-Kattegat 4.409 tons + 16,0 %

Jomfruhummer i Nordsøen – norsk farvand 1.135 tons Uændret

Makrel i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat 11.097 tons -38,6 %

Makrel i norsk farvand nord for 62 grader 10.176 tons - 21,8 %

Atlantoskandisk sild 18.580 tons - 15,7 %

Sild i Nordsøen 65.251 tons + 132,2 %

Sild i Nordsøen – bifangster 17.134 tons + 8,2 %

Sild i Skagerrak-Kattegat 18.912 tons + 52,9 %

Sild i Skagerrak-Kattegat – bifangster 5.692 tons Uændret

Brisling i Nordsøen 129.103 tons - 5,1 %

Art og farvandDansk kvote 2012

Ændring i

forhold til 2011

Brisling i Kanalen 1.674 tons - 5,0 %

Brisling i Skagerrak-Kattegat 34.843 tons Uændret

Blåhvilling i EU- og internationalt farvand 1533 tons - 84,9 %

Blåhvilling i norsk farvand 9.683 + 531,6 %

Blåhvilling i færøsk farvand 0 - 100 %

Sperling i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat 0 Uændret

Sperling i Nordsøen – norsk zone 0 Uændret

Hestemakrel i Nordsøen – EU-farvand 19.339 tons - 5,4 %

Hestemakrel i Nordsøen – norsk farvand 15.502 tons - 0,4 %

Tobis i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat 167.436 tons - 49,9 %

Tobis i Nordsøen – norsk zone 0 Uændret

Havgalt 20.123 tons + 154,7 %

Andre arter – norsk zone 2500 tons Uændret

Lodde i grønlandsk farvand 48.399 tons + 792 %

Glashvar i Nordsøen 5 tons Uændret

Havtaske i Nordsøen – EU-farvand 714 tons - 5,1 %

Havtaske i Nordsøen – norsk farvand 1.150 tons Uændret

Pighvar og slethvar i Nordsøen – EU-zone 727 tons Uændret

Skader og rokker i Nordsøen – EU-farvand 9 tons Uændret

Skader og rokker i Skagerrak, Kattegat mv. 45 tons Uændret

Ising og skrubbe i Nordsøen 1.888 tons Uændret

Pighaj i Nordsøen 0 Uændret

Pighaj i Skagerrak-Kattegat 0 Uændret

Rødtunge og skærising i Nordsøen 953 tons Uændret

Guldlaks i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat 959 tons - 7,8 %

Brosme i Nordsøen 53 tons Uændret

Brosme i Skagerrak-Kattegat, Østersøen 12 tons Uændret

Brosme i norsk farvand 165 tons Uændret

Lange i Norskehavet 7 tons - 12,5 %

Lange i Skagerrak, Kattegat, Østersøen 51 tons Uændret

Lange i Nordsøen 243 tons Uændret

Lange i norsk farvand 747 tons Uændret

Hellefisk 2 tons Uændret

Sildehaj 0 Uændret

Skolæst i Nordsøen mv. 2 tons Uændret

Skolæst i Skagerrak, Kattegat, Østersøen 804 tons Uændret

Byrkelange i Nordsøen mv. 4 tons Uændret

Byrkelange i Skagerrak, Kattegat, Østersøen 4 tons Uændret

Byrkelange i Nordsøen mv. 4 tons Uændret

Danske kvoter 2012Mængden af fisk, der må fanges, er stramt styret efter fiskearter og farvande. De detaljerede kvotebegrænsninger reguleres årligt. Kilde: Fiskeridirektoratet

stor administration. Fiskerireguleringen kræver betydelige ressourcer, både i det tætte interna-tionale samarbejde mellem landenes fiskerior-ganisationer og i de politiske systemer. Dan-marks Fiskeriforening er som allerede nævnt med på alle fronter.

Rækken af arbejdsopgaver, der i de seneste år har præget arbejdet i Danmarks Fiskeriforening er meget lang. Nævnes kan nye kontrolkrav, re-form af EUs fælles fiskeripolitik med et ventet

forbud mod udsmid (discard), miljørigtige ordninger (det bæredygtige fiskeri, MSC), havbeskyttelsesområder (Natura 2000 m.m.). Der sker ganske meget på det politiske niveau.

Udviklingen er som på mange andre samfunds-områder gået fra en ret enkel lovgivning med én lov eller i hvert fald nogle få love med et overskueligt antal paragraffer, som alle kunne forstå, til en særdeles kompliceret lovgivning, der konstant videreudvikles.


EU-fiskerikommissær Maria DamanakiEU’s fiskeripolitik er nu alfa og omega for det danske fiskerierhverv. Siden 2010 har fiskerikommissæren været Maria Damanaki fra Grækenland, og hun skal i løbet af 2012 få forhandlet en ny fiskerireform på plads.Foto: Den Europæiske Unions fotoarkiv.

Fiskerilovgivningen startede for alvor i 1888 med den første samlede fiskerilov, der senere blev revideret og udbygget, blandt andet med love om krisetiltag i 1930’erne (og senere), med kontrollove og meget andet. Siden Danmarks indtræden i EF i 1973 er fiskerilovgivningen i stærkt voksende grad blevet præget af inter-nationaliseringen. Efter sammenslutningen af de to hovedforeninger i 1994 har Danmarks Fiskeriforening været en stærk partner, der dog ikke altid er blevet hørt af de ministre, der ideelt set bør varetage fiskerierhvervets inter-

esser. Mens de to oprindelige fiskeriforeninger i 1880’erne var sat uden for indflydelse i udar-bejdelsen af den første fiskerilov, er Danmarks Fiskeriforening imidlertid i jubilæumsåret i høj grad med ved bordet. EU’s fiskeripolitik skal reformeres i løbet af 2012, og fiskerikommis-særen, grækeren Maria Damanaki, har lagt op til en markant dialog med det europæiske fiske-rierhverv. Her er Danmarks Fiskeriforening naturligvis med – som organisation »for alle Danmarks fiskere«.

■


Danmarks Fiskeriforenings hovedkontor på Nordensvej i Taulov.Foto: Danmarks Fiskeriforening.

237

I København har Danmarks Fiskeriforening kontor i denne bygning på H.C. Andersens Boulevard.Foto: Kenn Tarbensen.


Michael AndersenChefkonsulent

Jonathan B. JacobsenFiskerikonsulent

Henrik S. LundBiolog

Kenn Skau FischerChefkonsulent

Ulrikke Juul NielsenSekretær

Niels WicnmannAdm. direktør

Ole Lundberg LarsenKontorchef

Kim VejrupKommunikationschef

Ivan Krarup JensenSekretariatschef

Lone Marie EriksenProjektkoordinator

Anni LundfoldØkonomiassistent

Ingrid EriksenSekretær

Anita K. MøllerØkonomiassistent

Ulla SiigØkonomiassistent

Pia NielsenØkonomiassistent

Lone HansenKommunikations-medarbejder

René DandanellRedaktør

Torben LehmannAnnoncekonsulent

Steen T. SørensenGrafiker

Inge GrønKøkkenchef

Ansatte

239

Svend-Erik AndersenFormand

Kim Kær Hansen1. næstformand

Jesper Juul Larsen2. næstformand

Allan Buch

Jan Hansen Kurt Madsen Carl Jesper Hermansen

Thomas Thomsen

Claus Hjørne Pedersen

Jens Frich Alfred Fisker Hansen Gustav Øglend

Hovedbestyrelse


Sidehenvisning med fremhævet skrift rummer portrætter af pågældende.

Alkærsig, Søren, højskolelærer: 75Andersen, Anders A., fisker: 139Andersen, Elna, redaktionsmedarbejder: 71Andersen, Knud, fisker: 139, 141, 153Andersen, Michael, chefkonsulent: 238Andersen, Svend-Erik, fiskeskipper: 219, 221, 222, 239Andersen, Søren, fisker: 139Andersen, Teddy, fiskeskipper: 189Anker, Iver, fiskeskipper: 189Auken, Svend, miljøminister: 207

Backs, Finn, bestyrer: 170, 171, 197, 206Bang, Carl, grosserer: 55Bang-Jensen, Henning, fiskeskipper: 189, 206Barby, H.J., fotograf: 46Bardenfleth, J., kaptajn: 32Barfoed, Viggo, forfatter: 110Barner, Konrad, overtoldinspektør: 32, 33Baunsgaard, Hilmar, statsminister: 145, 160Bentsen, Iver, arkitekt: 75Benzon, E.C., skibskonstruktør: 44Berg, Christen, politiker: 24, 35Berthelsen, G., konsul: 32, 36, 53, 54, 55, 57, 58, 60, 61, 69Beyer, Wilhelm, proprietær: 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 39, 40, 48Bier, Susanne, filminstruktør: 211Bjerg, Johannes, kunstner: 125Bjerregaard, Niels, fiskeauktionsmester: 96, 121, 122, 123, 124, 131, 133, 139, 141, 149, 150 Bjerregaard, Rebekka: 122Bjerregaard, Ritt, fødevareminister: 208, 209, 210Bjørndal, Per, direktør: 232Blad, C., vekselmægler: 32, 34Blixen, Karen, forfatter: 35Boel, Mariann Fischer, fødevareminister: 208, 210, 215, 217, 222Bojesen, S., flådekaptajn: 36, 39, 55Bolgann, Birgit, jurist: 146Bonde, Jens-Peter, politiker: 200Bonde, Niels, fiskeskipper: 170, 171, 178, 182, 185, 194, 195, 197, 199, 201, 202Bonnesen, A.V., flådekaptajn: 31, 39Bording, Kristen, landbrugsminister: 108, 109, 113Bovin, Sven, billedhugger: 125Braae, Karen, husholdningslærer, politiker: 94, 112Brandes, Georg, litteraturforsker: 68Buch, Allan, fiskeskipper: 225, 230, 239Bülow, Harry, sekretær: 157Bøgh, Erik, teaterdirektør: 21Bøving-Petersen, J.O., redaktør: 74, 75, 83

Carl, Adolph, direktør: 55, 60, 61Christian 8., konge: 10Christian 9., konge: 41, 46, 63

Christian 10., konge: 79, 119Christiansen, Christian, fiskeriminister: 120, 126, 128, 129, 130, 210Christiansen, Ernst, fisker: 139Christiansen, M.P., politiker: 35Christensen, Benny, fiskeskipper: 206Christensen, Carl, fisker, redaktør: 68, 69, 71, 72, 74Christensen, Jens Simon, fiskeskipper: 101, 102, 103, 105Christensen, Jes, fisker: 139Christensen, Knud, statsminister: 119Christensen, Leonhard, fiskerskipper: 181, 182, 173Christensen, Sejer, direktør: 225Christensen, Steen M., statsautoriseret revisor: 196Christensen, Verner, fiskeskipper: 206Christmas, Walter, søofficer, forfatter: 89Clausen, Robert, fisker: 32Colding, Anders, fisker: 12Collin, Jonas, forfatter: 17

Dalsager, Poul, fiskeriminister: 145, 166Dalsgaard, Christen, kunstmaler: 152Damanaki, Maria, fiskerikommissær: 235Dandanell, René, redaktør: 238Danneskiold-Samsøe, C.F., lensgreve: 41Deuntzer, J.H., professor, konseilspræsident: 63, 64Deuntzer, Sofie Margrethe: 64Dinesen, B.S., departementschef: 87, 109, 127, 134, 138, 145, 152Dinesen, Wilhelm, kaptajn: 35Drechsel, C.F., premierløjtnant, fiskerikonsulent: 24, 52

Ekman, grosserer: 55Ellemann-Jensen, Uffe, udenrigsminister: 175Enevoldsen, Kaj, direktør: 133, 139, 147, 148, 149Eriksen, Erik, statsminister: 120, 121Eriksen, Ingrid, sekretær: 238Eriksen, Lone Marie, projektkoordinator: 238Espersen, Laurits, fiskeeksportør: 101, 103Estrup, J.B.S., konseilspræsident: 34, 45Estrup, Magdalene: 45

Fabritius, konsul: 36, 52, 53, 57, 61Feddersen, Arthur, professor: 17, 23, 24, 25, 26, 27, 30, 31, 33, 34, 36, 40, 41, 47, 48, 51, 66, 67, 68 Fiedler, Harald V., birkedommer, fiskerikonsulent: 17, 22, 23, 24, 27, 30, 31, 32, 33, 34, 36, 39Finsing, Anders, redaktør: 121, 124, 139Fischer, Kenn Skau, chefkonsulent: 238Foss, Alex., industrimand: 125Frederik, kronprins: 232Frederik 8., konge: 77, 79Frederik 9., konge: 119Frederiksen, Ib, fiskeriminister: 145Frederiksen, Jørgen, folketingsmand: 61, 70, 84, 85Frederiksen, Oscar, fiskehandler: 41Frich, Jens, fiskeskipper: 239Fritsche, H., grosserer: 31, 36, 39

Navneregister

241Navneregister

Fugl, Georg, flådekaptajn: 36, 39Fuglsang, Kr., folketingsmand: 98Førby, Thorkild, fiskeskipper: 146, 199, 206, 216, 217, 219, 220, 224, 225, 228

Gammelgaard, Lars P., fiskeriminister: 172, 173, 181, 183Garde, J. Aug., fhv. guvernør: 30, 36, 39, 41, 52Gjerskov, Mette, fødevareminister: 222, 223Glückstadt, Emil, bankdirektør: 92Gregersen, Rich., fiskeskipper: 122, 123Grove, Henning, fiskeriminister: 171, 172, 175, 176, 203Grøn, Inge, køkkenchef: 238Gudme, Andreas Christoffer, landinspektør, forfatter: 16Gyldenlev, Henning, direktør: 157, 206, 217

Hagerup, Eiler, amtmand, forfatter: 14Hamle, C.E., højskoleforstander: 115Hansen, Aksel H., borgmester: 126Hansen, Alfred Fisker, fiskeskipper: 239Hansen, Carl, fisker: 61, 70, 77, 85Hansen, Emil, fisker: 84Hansen, Erhard, fisker: 139Hansen, Eva Kjer, fødevareminister: 222, 223Hansen, Find, fiskeskipper: 206Hansen, H.C., statsminister: 121Hansen, Henry Thostrup, sekretær: 157Hansen, J.P., fisker: 71, 115Hansen, Jan, fiskeskipper: 239Hansen, Karl, fisker: 139, 147Hansen, Kim Kær, fiskeskipper: 220, 221, 231, 239Hansen, Leif, fiskeskipper: 183, 199, 201, 206Hansen, Lone, kommunikationsmedarbejder: 238Hansen, Peder, fisker: 12Hansen, Severin, fisker, landstingsmand: 109, 110, 115, 120, 126. 127, 131, 142, 169Hansen, Villy, fisker: 157, 163, 169, 170, 176, 181, 182, 183, 185, 186, 187, 188, 189Hartling, Poul, statsminister: 145Hauge, C.N., handelsminister: 95, 108Hecht, Henning, kontorchef: 146, 169, 171, 186, 189Hede, Tonny, fisker: 142, 143Hedtoft, Hans, statsminister: 120, 121, 126, 210Heins, W.F.G., fiskerikonsulent: 18Heiselberg, Svend, fiskeskipper, politiker: 142, 143, 144, 146, 167Helsted, Viggo, kontorchef: 94Helweg, Eli: 74, 90Henriksen, Axel, fisker: 115, 116Hermansen, Carl Jesper, fiskeskipper: 239Hertoft, Jørgen, departementschef: 145Hill, David, fiskeskipper: 199, 200, 201Hindenburg, A.L., højesteretssagfører: 31Hjortnæs, Karl, fiskeriminister: 145, 146, 175, 179Holstein, Chr.: 33Holstein-Rathlou, hofjægermester: 31Humb, Jørgen, fisker: 12Høegh, Henrik, fødevareminister: 222, 223

Hørring, H.E., indenrigsminister: 46Isager, J.C., fiskehandler: 25Iuul, H.P., fisker: 84Iversen, Kenneth, direktør: 225

Jacobsen, Jonathan B., fiskerikonsulent: 238Jacobsen, Kirsten, politiker: 198, 199Jacobsen, Svend, fiskeriminister: 145Jarding, Paul, højesteretssagfører: 149Jensen, Andreas, auktionsmester: 101, 103Jensen, Ivan Krarup, sekretariatschef: 238Jensen, Jens Munk, fisker, fiskeeksportør: 97, 98, 99, 101, 102, 103, 104, 105, 108Jensen, Mads Christian, fisker, kutterfører: 70, 77, 84, 85, 86, 87, 92, 95, 96, 98, 107, 109, 112, 113, 117, 121, 125, 126Jensen, N.S., fisker: 69, 70, 86Jensen, Vilhelm, fiskeskipper: 206Jensenius, Herluf, bladtegner: 110Jespersen, Erik, fiskeskipper: 226, 227Jochumsen, Johan, fisker: 12Johansen, H., fisker: 61, 69, 70, 85Johansen, Knud H., fiskeskipper: 206Juul, J., fisker: 70, 85Jøhnke, V.C.A., flådekaptajn: 61Jørgensen, Adolf: 96, 124, 139Jørgensen, Anker, fagforeningsformand, statsminister: 145, 159, 160, 161, 163, 179Jørgensen, Axel, fotograf: 86

Kampmann, Viggo, statsminister: 121Kirk, Kent, fiskeskipper, politiker: 144, 170, 172, 173, 174, 175, 176, 177, 183, 186, 188, 191, 199, 201, 202, 203Kjær, Kaj, borgmester: 173Klitgaard, H., grosserer: 55, 61Knudsen, Jens Risgaard, fiskeriminister: 145, 149, 150, 151, 202, 203Knudsen, Søren, fiskeskipper: 142, 143, 161, 163, 164, 165, 167, 169Kofoed, Niels Anker, fiskeriminister: 145Krag, Jens Otto: 145, 150, 151Krag-Juel-Vind-Frijs, C.E., lensgreve: 41Krarup, redaktør: 57, 58, 59, 60, 69Kristensen, Flemming, fiskeskipper: 209, 215, 216, 217, 219, 220, 221, 225Kristensen, Henrik Dam, fødevareminister: 203, 208, 209, 210Kristensen, Steffen, fisker: 231Kristiansen, Ole J., fisker: 69, 85, 97, 98, 99, 101, 102, 103, 104, 108, 111Krogh, Arnold, professor: 65Krøyer, Henrik Nikolaj, professor: 16, 17Kuhlmann, Lars, fisker: 32Køhler, kammerråd: 13

La Cour, J.C., kaptajn: 41Larsen Børge, fiskeskipper: 199, 201Larsen, Eduard, folketingsmand: 83


Larsen, Jesper Juul, fiskeskipper: 206, 221, 239Larsen, Laur., fisker: 139Larsen, Martin, fisker: 86Larsen, Mogens, fiskeskipper: 206Larsen, Ole Lundberg, kontorchef: 238Larsen-Bjerre, H., fiskeriminister: 145Lauesgaard, Aage, læge, bladudgiver: 70, 71Lauritsen, J.P., købmand: 70, 84, 85Lauritsen, Thomas, departementschef: 145, 172Laursen, Carl, fisker: 119Laurwigen, C. Ahlefeldt, greve: 32Lehfeldt, Kirsten, skuespiller: 211, 212Lehmann, Torben, annoncekonsulent: 238Leth, Th., politiker: 23, 24, 60, 61Levinsen, Niels, redaktør: 155Lilleøre, Anton, fiskeskipper: 206Lindhardt, Jan, biskop: 212Lodberg, Frederik, fiskeskipper: 123, 139, 142, 158, 159, 161, 164Ludvigsen, Chr., fisker, folketingsmand: 83, 84, 86, 88, 109Lund, Henrik S., biolog: 238Lund, Kirstine, fotograf: 32Lundbeck, Will., cand.mag.: 51Lundfold, Anni, økonomiassistent: 238Lupnov, Paul, redaktør: 155Lærke, Helge, fisker: 202

Madsen, Kurt, fiskeskipper: 239Madsen, Poul, fiskeskipper: 189Madsen-Mygdal, Thomas, landsbrugsminister: 94Marie, prinsesse: 46, 63, 64, 65Marin, Manuel, fiskerikommissær: 191Melchiorsen, Flemming, fiskeskipper: 189, 206Meldola, Ragnhild, jordbesidder: 89Mollerup, P., fisker: 69, 70, 77, 85, 89Moltke, Frederik Christian., lensgreve: 34, 35, 36, 39, 41, 42, 45, 52, 53, 57, 59, 60, 61Mortensen, F.V., fiskeridirektør: 94, 95, 108Mortensen, Jan, forstander: 232Mortensen, Peter Sand, fagforeningsformand: 191Mortensen, Richard, fisker: 141, 163, 164Mourier, G.L., kontorchef: 134, 143, 145, 146, 147, 149, 150, 161, 165Mourier, P.P.T., overretssagfører: 30, 34, 39Munch, Chr. H., grosserer: 36, 39Munk-Madsen, P., forretningsfører: 101, 103, 105Munk-Poulsen, Jens, fisker, skolelærer: 54, 55, 60, 61, 72, 73, 84, 85, 86Munk-Poulsen, Poul, borgmester, skoledirektør: 55Møller, Anita K., økonomiassistent: 238Møller, C., etatsråd: 52Møller, Jens Henrik, kontorchef: 206

Neumann, Oscar, borgmester: 58, 59, 61Nielsen, fisker: 55Nielsen, Albert, sekretær: 101, 103, 104, 105, 157Nielsen, Anders, landbrugsorganisator: 125

Nielsen, P.H., fuldmægtig: 40Nielsen, Peter Gamborg, forstander: 136Nielsen, Pia, økonomiassistent: 238Nielsen, Ulrikke Juul, sekretær: 238Nissen, Hans, borgmester: 124Normann, A.C., fiskeriminister: 120, 121, 138, 144Nyrop, Martin, arkitekt: 43Nørgaard, Jens, departementschef: 145

Olesen, Karl, fisker: 139Olsen, Niels, skuespiller: 211, 212Olsen, Torben, fiskeskipper: 189, 197, 206Otterstrøm, Andreas, højskoleforstander: 74, 75, 89, 90, 91Otterstrøm, Gudrun: 90Otterstrøm, Sophie: 90

Parres, Alain, arbejdsgiverformand: 191Pedersen, Claus Hjørne, fiskeskipper: 239Pedersen, J. Chr., fisker: 85Pedersen, Jørgen, redaktør: 124, 154, 158Pedersen, Kristjan, landbrugsminister: 92, 93Pedersen, Laurits, fisker: 83, 88Pedersen, Ludvig, fisker: 139Pedersen, Oluf, fiskeriminister: 120, 121, 124, 137 139Petersen, C.G. Johs., dr.phil.; 39, 61Petersen, Knud Arne, arkitekt: 78Petersen, Vilh., grosserer: 31, 39, 40Petterson, Laurits, fisker: 96Posselt, Henrik, cand.mag.: 51Poulsen, Chr., fisker: 70, 85Poulsen, Kurt, fiskeskipper: 206

Quaade, skolelærer, redaktør: 70

Rasmussen, Anders Fogh, statsminister: 210, 222Rasmussen, Birger, fiskeskipper: 189, 199, 201, 206Rasmussen, Jens, fiskeskipper: 171Rasmussen, Lars Løkke, statsminister: 222Rasmussen, Louise Augusta: 86Rasmussen, Poul Nyrup, statsminister: 192, 195, 203Rée, Knud, fiskeriminister, 120, 121, 126 Reiersen, Niels Lunde, grosserer, fondsstifter: 16Rosenkvist, Kaj, fiskeskipper: 171, 177, 181Rulle, Bent, fiskeskipper: 169, 170, 176, 186, 187, 188, 189, 194, 195, 197, 199, 200, 201, 202, 203, 206, 207, 209, 210, 212, 214, 215, 216, 219, 225Rung, G.A., kaptajn: 31

Sandbæk, Ulla, præst: 200Sauer, J., fisker: 61Schlüter, Poul, statsminister: 144, 171, 172, 173, 192Schmidt, Hans Chr., fødevareminister: 222, 223Schou, Phillip, direktør: 41Sekkelund, Egon, organisationsmand: 146, 170, 177, 182, 187, 225Siig, Ulla, økonomiassistent: 238Simonsen, Hans, fisker: 12

243Navneregister

Simonsen, Munk, forretningsfører: 133Smidth, Anthon Julius, skuespiller, fiskerikonsulent: 19, 20, 21, 22Smidth, F.L., industrimand: 20Stauning, Th., statsminister: 95Steen, Albert: 105Stibolt, Andreas Henrik, kommandørkaptajn, forfatter: 15, 16Storm-Petersen, Jørgen, filminstruktør: 136Stub, J.H, toldoppebørselskontrollør: 32, 61, 69Sundbo, J.P., redaktør, folketingsmand: 94Svane, Oscar, Bondo, højesteretssagfører: 147Sølling, Ivar Norden, kommandør: 46, 61, 63, 64, 65, 66, 70, 71, 76, 81, 82, 83, 84, 85, 88Sølling, Peter Norden, overretssagfører: 82, 83, 84Sørensen, Claus, direktør: 103, 104, 105, 109, 113, 114, 118, 119, 142, 159Sørensen, Henry, fiskeskipper: 141, 142, 143, 144, 147, 149, 150, 151, 154, 158, 159, 161Sørensen, Niels, fotograf: 11Sørensen, O. Heide: 105Sørensen, Steen T., grafiker: 238Sørensen, Tage, direktør: 142, 143Sørensens enke, Søren, fiskerkone: 12

Tang, Leonhard, grosserer: 55, 61Thatcher, Margaret, premierminister: 173Thestrup, Chresten Sørensen, herredsfoged: 8Thomsen, Carl Trolle, fiskeridirektør: 103, 108, 109, 113, 114, 127Thomsen, Christian, fiskeriminister: 145, 164Thomsen, Thomas, fiskeskipper: 239Thornøe, Wentzel, fiskeriejer: 15Thygesen, Laurits, fiskeskipper: 101, 102, 103, 104, 105, 106, 115, 116, 117, 123, 129, 130Trier, Ernst, højskoleforstander: 74Trillingsgaard, Ernst, direktør: 173Trolle, Carl, flådekaptajn, politiker: 55, 59Tscherning, A.F.: politiker: 18Tvilling, Niels, fiskeskipper: 199, 201Tørnæs, Laurits, fiskeskipper, politiker: 143, 144, 165, 170, 175, 176, 203, 207, 209

Valdemar, prins: 46, 63, 64, 65Vejrup, Kim, kommunikationschef: 238Vestergaard, Torben A., museumsinspektør: 180Vibe, Rasmus, redaktør: 154Videbæk, Jens M., redaktør: 54, 55, 58, 59, 60, 61, 83, Væver, Jens, fisker: 10, 11, 77

Wedén, Th., bygningsingeniør: 61, 70, 71, 81, 85Westh, Bjørn, fiskeriminister: 192, 193, 194, 203, 208Wichmann, Niels, direktør: 190, 192, 206, 208, 209, 215, 225, 238Willadsen, Boe A., fiskeskipper: 206, 216Willumsen, Peter, fisker: 39, 40, 49, 59, 60, 61With, Jens, købmand: 17

Woller, Leif, fisker: 226, 227Zahle, C. Th., statsminister: 93

Øglend, Gustav, fiskeskipper: 239Ølsgaard, Elias, kunstner: 125

Aa, Hans, fiskeskipper: 214, 215Aamand, Frederik, fisker: 84, 86


Utrykte kilder Referencer til anvendelse af forhandlingsprotokoller, journalsager m.m. er oplyst i noterne.

Erhvervsarkivet

Dansk Fiskeriforenings/Danmarks Fiskeriforenings arkivForhandlingsprotokoller fra hovedbestyrelse, generalforsamling m.m., div. årSager fra kongressen, div. årJournalsager, div. årRegnskabsbog for indsendte sælhalerDiverse sager: Enevoldsen-sagenEksamensopgave om Fisketorvet i København 1940Dansk Fiskeritidende: Fotos

Foreningen Fiskebranchen Fotos m.m.

Andreas Otterstrøms arkivSager vedr. oprettelse og drift en fiskerhøjskole 1907-1924Sager vedr. afvikling af fiskerhøjskolen og andre grunde ved Snoghøj 1907-1953Sager vedr. kursus, udstillinger og stævner 1912-1937.

Industriforeningens arkivBygningerne ved den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn. Udgivet på Komiteens Foranstaltning ved M. Nyrop, Udstillingens Architect, Kbh. 1891. Fiskeri- og Søfartsmuseet Vestjysk Fiskeriforenings/ Danmarks Havfiskeriforenings arkivForhandlingsprotokoller, div. ÅrRegnskabsbøgerJournalsager, div. år Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Jens Otto Krags arkivKasse 82, Læg G.5.B.2. Fiskeriministeriet, 1966: Sagen om Henry Sørensen, Dansk Fiskeriforening og diskretionsbrud.

Rigsarkivet

Kommercekollegiet, Dansk-norske sekretariatKollegiets deliberationer og resolutioner, ”1735-37 Relationer over de danske stifters tilstand, indsendt i henhold til cirkulære gennem Rentekammeret 25/7 1735 I-III”, pk. 30. III. Ribe stift 1735-37.

Vejdirektoratets arkivKort over Sæby 1799

Trykte kilder og litteratur

Referencer til generelle opslagsværker, dagblade, Rigsdagstidende, hjemmesider m.m. fremgår alene af noterne. Det gælder også henvisninger til fiskeriforeningernes medlemsblade, hvor for eksempel årsberetninger i perioder er optrykt.

Andersen, C.C.: 25 Aar. Landsjagtforeningen af 1923, Kbh. 1948.

Beck, N.: Fyens Stifts Patriotiske Selskab gennem hundrede Aar, Odense 1910.

Betænkning 1967: Betænkning afgivet af Fiskerikommissionen af 27. juni 1961. Betænkning nr. 444, 1967.

Bjørn, Claus: Anders Nielsen Svejstrup Østergaard, (tr. Odense) 1993.

Blegvad, Harald: ”Fiskerierhvervet”, i Svend Dahl (red.): Danmarks Kultur ved Aar 1940, bd. 5, 1942, s. 122-146.

Bramsen, Bo: Huset Glücksborg i 150 år, bd. 2, (4. opl.) 1978.

Byskov, Søren (red.): Fiskeriet der forsvandt. Eksempler fra et dansk fiskerierhverv i opbrud 1990-2008, Esbjerg (tr. Varde) 2010.

Bøving-Petersen, J.O.: Dansk Fiskeriforening. 1. Juni 1887 – 1. Juni 1912, Kbh. 1912.

Christensen, Chr.: ”Tilstanden i Himmerland ved Aar 1735”, Fra Himmerland og Kjær Herred, 1917, s. 474-548.

Christensen, Erik S.: En værftskrønike. Historien om Frederikshavns Værft fra begyndelsen i 1870, Frederikshavn 2010.

Christensen, K. Gunnar: Dansk Fiskeriforening – dens forløbere og udvikling 1884-1914, speciale, Aarhus Universitet 1976

Christensen, Gunnar: ”Dansk Fiskeriforening – dens forløbere og udvikling 1884 til 1913”, Erhvervshistorisk Årbog 1983, Århus 1984, s.21-83.

Degn, Ole: ”Flids og vindskibeligheds belønning. Præmiesystemet, præmievindere og deres arbejde 1769-1969”, i Erhvervshistorisk Årbog 1969, s. 255-280. (Også udsendt som festskrift med titlen For Fædrelandets bedre Flor. Bidrag til Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs historie 1769-1969, s.å.)

Kilder og litteratur

245Kilder og litteratur

Dinesen, B.: ”Samarbejdet mellem Dansk Fiskeriforening og Fiskeriministeriet”, i Anders Finsing (red.) 1962, s. 23-31.

Engberg, Jens: Det heles vel. Forureningsbekæmpelsen i Danmark fra loven om sundhedsvedtægter til miljøloven 1974, Kbh. 1999.

Finsing, Anders (red.): Dansk Fiskeriforening. 1887 – 1. Juni – 1962, Kbh. 1962. (Specialudgave af Dansk Fiskeritidende).

Gamborg-Nielsen, P: ”Fiskerne og højskolebevægelsen”, i Anders Finsing (red.) 1962, s. 35-47.

Gudme, A.C.: Anviisning til et Damfiskeries Anlæg og til Fiskeavl, Kbh. 1828.

Hagerup, E.: Afhandling om fiskerierne. Indgiven til det Kongl. Landhuusholdnings Selskab. Og oplæst i samme, Kbh. 1771.

Hansen, Marius: ”Vejle Fjord”, Vejle Amts Aarbog, 1941, s. 1-166.

Hansen, Severin: Fra Træskoen til Rigsdagen, 1952.

Hecht, Henning, og Torben A. Vestergaard (red.): Portrætter af dansk fiskeri. Dansk Fiskeriforening 1887-1987, Kbh. 1987.

Hertel, H.: Det kgl. danske Landhusholdningsselskabs Historie, bd.1, 1920.

Hjorth-Nielsen, H.: Danske Sagførere under Loven af 26. Maj 1868, 1941.

Holm, Poul: ”Et erhverv i sammenbrud – Vestkystens fiskerier 1975-1992”, Sjæk’len 1993, Esbjerg 1994, s. 23-46.

Holm, Poul: ”Verdensmarkedet for fisk – Internationalisering og globalisering 1880-1997”, Sjæk’len 1997, Esbjerg 1998, s.29-42.

Holm, Poul: ”Hvordan det danske havfiskeri blev til, 1770-1914”, Sjæk’len 1999, Esbjerg 2000, s. 19-54.

Holm, Poul: ”100 års dansk fiskeri”, Sjæk’len 2001, Esbjerg 2002, s.105-114.

Jensen, Claus: Hvad skal vi med et fiskeriministerium? Det fiskeripolitiske segment. En jerntrekant eller et løst netværk? Cand.phil.-speciale, Københavns Universitet, 1993.

Jensen, M.C. ”Fiskeriets Udvikling og Organisation”, Dansk Fiskeristat (red. af A.C. Strubberg, 1935, bd. 1, s. XI-XX.

Kaarsted, Tage: De danske ministerier 1929-1953, 1977.

Kieffer-Olsen, Jakob, og Per Kristian Madsen: ”Middelalderens Vejle ca. 1100-1600”, i ”Fra vadested til by – indtil 1786”, Vejles historie, bd. 1 (red. Asbjørn Hellum), 1997, s. 63-135.

Kristensen, Gustav: ”Dansk fiskeri i europæisk belysning”, Nationaløkonomisk Tidsskrift, bd. 121, 1983, s. 272-289.

Larsen, Laur.: ”Ulykkesforsikringsforbundet for dansk Fiskeri”, i Anders Finsing (red.) 1962, s. 79-87.

Lassen, H. Hvenegaard: De danske folkebibliotekers historie, 1962.

Lauritsen, Thomas: ”Erindringer fra Fiskeriministeriet 1976-1995”, i Fortællinger om fisk og fiskere, 2012, s. 47-53.

Lindhardt, Jan: ”I fiskens tegn”, i Fortællinger om fisk og fiskere, 2012, s. 123-127.

Linvald, Steffen: Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstiiling i København 1888. Et hundredeårsminde, Kbh. 1888.

Lund, Palle Haahr: ”Fiskeriorganisationernes udvikling og samspil med omgivelserne”, i Organisationer under forandring. Studier i organisationssystemet i Danmark (red. Jacob A. Buksti), 1980.

Marboe, Anne Husum: Liberalisering eller statskontrol – dansk fiskeri i institutionelt perspektiv 1849-73. Speciale, RUC 2006.

Mogensen, Margit: Eventyrets tid. Danmarks deltagelse i Verdensudstillingerne 1851-1900, Kbh. 1993.

Mortensen, Erling: De viste vejen. Modtagere af Det kgl. danske Landhusholdningsselskabs sølvbægere 1804- 1969, 1969.

Mourier, G.L.: Fiskerirådets virksomhed 1930-1954, 1954.

Moustgaard, Poul H. (udg.): At vove for at vinde. Dansk fiskeri skildret af A.J. Smidth 1859-62, Grenaa (tr. Skjern) 1987.

Møller, Anders Monrad (udg.): Kong Christian VIII.s dagbøger og optegnelser, IV, 1.del, 1839-1843, Kbh. 1995.


Nielsen, Albert: Esbjerg Fiskeriforening 1892 – 8. Marts – 1942, Esbjerg 1942.

Nyrop, C.: Niels Lunde Reiersen. Et Mindeskrift. Udgivet af det Reiersenske Fond i Hundredaaret, 1896.

Nørgård Mikkelsen/Fiskebranchen: Historien om Minna & Gunnar, 2006.

Pedersen, Jørgen (red.): Vestjysk Fiskeriforening 1934 – 24. februar – 1959, Esbjerg 1959.

Poulsen, Thorkild: ”Ferskvandsfiskeriforening for Danmarks historie fra 1902-2002”, At leve med de ferske vande - dengang, nu og i fremtiden: Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark i 100 år (red. Henrik Goldschmidt et al.), 2002, s. 5-16.

Rasmussen, Alan Hjorth: Fisken kender ingen grænser. Esbjerg-fiskerne og deres forening 1892-1992, Esbjerg 1992.

Rasmussen, Alan Hjorth: Nettet strammes - viljen styrkes, 1984.

Rigsarkivet og hjælpemidlerne til dets benyttelse II 1848- 1990, bd. 1 og bd. 3, 1991.

Rulle, Bent: Østerby Fiskeriforening 1931-2006. I luv og læ, [u.st.] 2006.

Sandbeck, Thorkild: Dansk fiskeri – redningsskibene og fiskerikontrollen, Vejle 2003.

Smidth, A.J.: Se Poul H. Moustgaard.

Schmidt, August F.: Fiskerlav og Fiskegilder, Esbjerg 1945.

A.C. Strubberg (red.): Dansk Fiskeristat, bd. 1-2, 1935-1936

Sølling, P.N., og A. Thunøe: Dansk Fiskeriforening. 1887 – 1. Juni – 1937. Et Jubilæumsskrift, Kbh. 1937. (Tillæg til Dansk Fiskeritidende nr. 22, 1937).

Søndergaard, Morten Karnøe: Teknologisk udvikling i dansk fiskeri 1945-2000, Esbjerg 2004.

Søndergaard, Morten Karnøe: ”Dansk fiskeri i det internationale spil – et fiskeripolitisk studie 1946-63”, Sjæk’len 2004, Esbjerg 2005, s. 27-43.

Sørensen, Claus: Store opgaver 1930-1950. Erindringer, 1975.

Tamm, Ditlev: Konseilspræsidenten. Jacob Brønnum Scavenius Estrup, 1996.

Thorsen, Svend: De danske ministerier 1901-1929, 1972.

Thygesen, Laur.: ”Vestjysk Fiskeriforenings oprettelse for 25 år siden”, i Jørgen Pedersen (red.): Vestjysk Fiskeriforening 1934 – 24. februar – 1959, Esbjerg 1959, s. 5-9.

Topsøe-Jensen, Th. [T-J]: ”Nekrolog. Ivar Norden Sølling”, Tidsskrift for Søvæsen, bd. XCVI, 1925, s. 193-195.

Vandsted, Torben: Fra smult vand til modstrøm. Hirtshals Fiskeriforening 1904-2004, Hirtshals 2004.

Vedel-Smith, Henrik: »Til fædernelandets bedre flor«. Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, 1996.

Vendsyssel, A.M.: Danmarks Fiskehandels- og Havfiskeriforening 1881-1941. Spredte Meddelelser om Fiskeri og Fiskehandel i Anledning af Foreningens 40 Aars Jubilæum den 18. September 1941, Aalborg 1941.

Vendsyssel, K.M.: Danmarks Fiskehandels- og Havfiskeriforening. Spredte Meddelelser om Fiskeri og Fiskehandel i Anledning af Foreningens 40 Aars Jubilæum den 18. September 1921, Aalborg 1921.

Vestergaard, Torben A.: ”Dengang alle støttede fiskeriet”, Grenaa og Omegn – før og nu 2006, Grenaa 2006, s. 93-99.

Wichmann, Niels: ”Fiskerireguleringen i Danmark”, Sjæk’len 2008, Esbjerg 2009, s.79-95.

247Noter

Kapitel 11 Cit. efter Poul Holm 2000, s. 22.2 Generelt: M.C. Jensen 1935. – Poul Holm 2000. 3 E. Hagerup 1771, s. 34.4 Bl.a. Anne Husum Marboe 2006, s. 39.5 Cit. efter www.dendigitalebyport.byhistorie. dk/1735/. Gengivet efter Chr. Christensen 1917. 6 Poul Holm 2000, s. 25.7 Poul Holm 2000, s. 27. Christian 8.s rejse, se Anders Monrad Møller 1995, s. 227-228.8 Generelt: August F. Schmidt 1945.9 Jacob Kieffer-Olsen og Per Kristian Madsen 1997, s. 119-121. – August F. Schmidt 1945, s. 7. – Marius Hansen 1941, s. 23 ff. – Indberetningen fra Vejle kan også ses på: www.dendigitalebyport.byhistorie.dk/1735/10 Marius Hansen 1941, s. 29.11 Cit. efter August F. Schmidt 1945, s. 7.12 Henrik Vedel-Smith 1996, s. 7.13 H. Hertel 1920, s. 185.14 H. Hertel 1920, s. 184. – Poul Holm 2000, s. 21.15 Erling Mortensen 1969, s. 58.16 Poul Holm 2000, s. 25. – Støtte til fiskerne fra Landhusholdningsselskabet, se også Ole Degn 1969.17 N. Beck 1910, s. 22, 37, 73-74 og 109. Citater herfra.18 Kierulf Petersen 1910, s. 27 og s. 572.19 Poul Holm 2000, s. 19.20 Poul Holm 2000, s. 24. Det følgende bygger herpå.21 Jf. bl.a. Poul Holm 2000, s. 39.22 Generelt om Det Reiersenske Fond, se C. Nyrop 1896.23 Poul Holm 2000, s. 21-22. – C. Nyrop 1896, s. 300-301. – Fiskeritidende 23. november 1886, s. 401-402.24 C. Nyrop 1896, s. 325.25 C. Nyrop 1896, s. 312.26 Anne Husum Marboe 2006, s. 56. – Det følgende bygger primært på Marboes speciale.27 Poul Moustgaard (udg.) 1987, s. 240, note 33 og 34.28 Cit. efter Anne Husum Marboe 2006, s. 51.29 Brev fra Indenrigsministeriet til A.J. Smidth 5. april 1859. Gengivet i Poul Moustgaard 1987, s. 37-39.30 Cit. efter Poul Moustgaard (udg.) 1987, s. 69.31 Cit. efter Poul Moustgaard (udg.) 1987, s. 170.32 Cit. efter Poul Moustgaard (udg.) 1987, s. 170.33 Cit. efter Poul Moustgaard (udg.) 1987, s. 78.34 Cit. efter Poul Moustgaard (udg.) 1987, s. 69.35 Anne Husum Marboe 2006, s. 55.36 Om A.J. Smidths betydning, se også Poul Holm 2000, s. 31-32.37 Cit. efter nekrolog i Dansk Fiskeriselskabs Medlemsblad, juni 1887, s. 82.

38 Cit. efter Gunnar Christensen 1984, s. 51-52.39 Cit. efter nekrolog i Fiskeritidende 7. juni 1887, s. 186.40 Om Arthur Feddersen generelt: Jonas Collin, i Dansk Biografisk Leksikon, 1. udg., bd. 5, 1891, s. 93. – Svend Dahl, i Dansk Haandbiografisk Leksikon, bd. 1, 1920, s. 473. – P.N. Sølling og A. Thunøe 1937, s. 37.41 Om Fiskeriselskabet for Viborg og Omegn og Fiskeriselskabet for Silkeborg og Omegn, se: Jørgen Dahl: ”En by omgivet af vand” på www.silkeborghistorier.dk.42 A.C. Strubberg 1935-1936, passim.43 Cit. efter K.M. Vendsyssel 1921, s. 9. – Generelt om foreningen henvises til K.M. Vendsyssel 1921 og A.M. Vendsyssel 1941.44 Gunnar Christensen 1984, s. 33.45 A.M. Vendsyssel 1941, s. 3-4.

Kapitel 21 Poul Holm 2002, s. 105.2 Den efterfølgende fremstilling bygger primært på Gunnar Christensen 1984, s. 33 ff.3 Gunnar Christensen 1976, s. 136, note 2, jf. samme 1984, s. 34.4 Wilhelm Nissen Beyer var født i Nustrup sogn i Haderslev amt 14. september 1826 som søn af snedker Nis Beyer og hustru Anna Catrine Lindahl, jf. kirkebog for Nustrup 1814-1830, opslag 20 på arkivalieronline.dk. Ved sønnens fødsel 29. januar 1869 var han bosiddende i Vejle og benævnes som kommissionær, jf. kirkebog for Vejle, Sct. Nikolaj 1868-1880, opslag 13 på arkivalieronline.dk. I folketællingen 1885 for København ses familien boende Victoriagade 12, stuen. Han er da 58 år og som erhverv angives ”Sekretær ved Fiskeriselskab”. Hans hustru hed Gunder Marie Beyer, 57 år og født i Løjt sogn, Aabenraa amt. Der nævnes kun en søn, nemlig Vilhelm Beyer på 16 år, født i Vejle. Ved folketællingen 1890 angives Beyer som enkemand og boende på Nørrevoldgade 46, 1, og han ernærede sig da som fiskehandler. Ved folketællingen 1901 ses han ikke længere på adressen, og det vides ikke, hvad der blev af ham og hvornår han døde.5 Udat. notat i Feddersens arkiv i Rigsarkivet. Cit. efter Gunnar Christensen 1984, s. 48.6 Politiken 16. november 1885. Det følgende bygger især på Gunnar Christensen 1984, s. 58 ff.7 Cit. efter Dansk Fiskeriselskabs Medlemsblad, nr. 11-12, 1886, s. 226 f. – Følgende citater er også herfra.8 Cit. efter Fiskeritidende 26. april 1887, s. 134.

Noter


9 Fiskeritidende 26. april 1887, s. 135.10 Dansk Fiskeriselskabs Medlemsblad, nr. 4, 1887, s. 46.11 Fiskeritidende 10. maj 1887, s. 153, og 17. maj 1887, s. 161-162.12 Nekrolog over Harald Fiedler i Dansk Fiskeri- selskabs Medlemsblad, nr. 6, 1887, s. 78-84.13 Om sekretariat og konsulenterne, se Dansk Fiskeriforening. Beretning for 1888, s. 42.14 Margit Mogensen 1993, s. 27-29.15 Steffen Linvald 1988, s. 25-28.16 Meddelelse herom blev givet i Fiskeritidende 4. januar 1887, s. 6.17 Fiskeritidende 8. februar 1887, s. 46-47.18 Steffen Linvald 1988, s. 85-86.19 Bl.a. refereret i Fiskeritidende 12. april 1887, s. 113-115.

Kapitel 31 Ditlev Tamm 1996, s. 233 ff2 Claus Bjørn (Aksel Milthers) i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., bd.10, 1982, s.30. – P. Engelstoft i Dansk Haandbiografisk Leksikon, bd. 2, 1923, s. 657.3 Dette kapitel står ligesom kapitel 2 og 4 i høj grad i gæld til Gunnar Christensens arbejder (1976 og 1984).4 Gunnar Christensen 1976, s. 78 og s. 146, note 46.5 Refereret fra gengivelsen i Dansk Fiskeri- forenings Medlemsblad 28. november 1895, s. 556. – Hørring havde tidligere fremhævet det samme i en tale i foreningen, jf. Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad 4. april 1895, s. 152.6 Gunnar Christensen 1976, s. 78-79. – Gunnar Christensen 1984, s. 67. 7 Laur. Larsen 1962.8 Gunnar Christensen 1976, s. 71-72,9 Gunnar Christensen 1976, s. 72. – Se tillige Fiskeritidende 21. februar 2008, s. 20.10 Fiskeritidende 11. juni 1889, s. 186-187.11 Gunnar Christensen 1976, s. 73. – Dansk Fiskeriforenings Aarsberetning for 1890, s. 11 ff.12 Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad 8. november 1900, s. 474. – Samme 7. februar 1901, s. 58-61.13 J.O. Bøving-Petersen 1912, s. 6-9. – Gunnar Christensen 1976, s. 73.14 Bl.a. Gunnar Christensen 1976 s. 74-75.15 Dansk Fiskeriforenings Aarsberetning for 1893, s. 23. Årsberetningen indeholdt årligt en særlig beretning om skolens virksomhed.16 Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad, 12. juli 1900, s. 293 (samt senere).

17 Cit. efter Dansk Fiskeriforening. Beretning for 1887, 1888, s. 6.18 Gunnar Christensen 1976, s. 66. – Valget af C. Møller, jf. Fiskeritidende 17. april 1888, s. 124.19 Cit. efter referat af mødet 28. marts 1890, optrykt i tilknytning i Aarsberetning for 1890.20 Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad, 31. marts 1892, s. 114, jf. samme 1897, s. 146 f. – Gunnar Christensen 1976, s. 81 ff.21 Gunnar Christensen 1984, s. 69 ff.22 Harald Blegvad 1942, s. 134 ff. – Alan Hjort Rasmussen 1992, bl.a. s. 13 f.23 Dansk Fiskeritidende 4. maj 1899, s. 190 f., hvor dirigenten redegjorde for forløbet.24 Dansk Fiskeritidende 3. maj 1900, s. 181 f. . - 10. maj 1900, s. 202.25 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 25. maj 1899, s. 25426 Debatten og afstemningen 1899: Dansk Fiskeri Tidende 25. maj 1899, s. 254-258.27 Gunnar Christensen 1984, s. 68 f.28 Dansk Fiskeriforening. Aarsberetning for 1900, s. 6.29 Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad 26. april 1900, s. 168.30 Cit. efter Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad 10. maj 1900, s. 198.31 Cit. efter Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad 16. maj 1900, s. 214.32 Gunnar Christensen 1976, s. 97-98.33 Cit. efter Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad 11. oktober 1900, s. 436.34 Referat af generalforsamlingerne 1901. Citater i det følgende herfra.35 Referat af generalforsamlingen 1902, s. 13. – Det følgende om underhandlingen dagen før s.st.

Kapitel 41 Navnet Bombebøssen kommer af, at Peter Norden Sølling (1758-1827) i 1819 af kong Frederik 6. fik tilladelse til i skippernes lavshus at opstille en bombe, indrettet som sparebøsse, og heri indsamledes penge til sømandsstiftelsen.2 Topsøe-Jensen 1925.3 Bo Bramsen 1978, s. 224 og s. 236.4 Henning Hecht og Torben A. Vestergaard 1987, s. 17.5 Henning Hecht og Torben A. Vestergaard 1987, s. 17.6 Dansk Fiskeritidende 18. april 1904, s. 157-157.7 Feddersens indlæg på generalforsamlingerne 1897 og 1898, se Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad 1897, s. 226-227, og samme 1898, s. 243-244.

249Noter

8 Cit. efter Thorkild Poulsen 2002, s. 5. Generelt om Ferskvandfiskeriforeningens historie henvises til Thorkild Poulsens artikel.9 Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad, 20. oktober 1902, s. 449.10 Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad, 24. november 1902, s. 502. – Følgende citater sammesteds.11 Dansk Fiskeritidende 19. november 1912, s. 611, og s.st. 26. november 1912, s. 630.12 Om Feddersen: Biografi og bibliografi i Dansk Fiskeritidende 20. februar 1905, s. 61-64.13 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 13. marts 1905, s. 94.14 Gunnar Christensen 1976, s. 110.15 Dansk Fiskeritidende 6. august 1912, s. 402.16 H. Hvenegaard Lassen 1962, s. 87. 17 Grenen, div. år. I bladet nr. 1, 4. januar 1913 er en oversigt over bladets virksomhed gennem de første 10 år.18 Cit. efter Grenen 9. januar 1909, s. 11.19 C.C. Andersen 1948, s. 53-54.20 Dansk Fiskeritidende 16. maj 1904, s. 189.21 Dansk Fiskeriforening. Aarsberetning for 1903, s. 39-41.22 www.denstoredanske.dk23 Dansk Fiskeritidende 27. marts 1905, s. 113.24 Dansk Fiskeritidende 27. december 1905, s. 441-442.25 Gamborg-Nielsen 1962, s. 35.26 Gamborg-Nielsen 1962, s. 37.27 Otterstrøms arkiv i Erhvervsarkivet rummer mange eksempler på arkitekturtegninger, boligindretningsplaner m.m.28 Gamborg-Nielsen 1962, s. 37.29 Jf. bl.a. Dansk Fiskeritidende 22. marts 1910, s. 152-153.30 J.O. Bøving-Petersen 1912.31 Dansk Fiskeritidende, 25. juni 1912, s. 326.32 Dansk Fiskeritidende 17. september 1912, s. 483.33 Formelt blev der nedsat en udstillings- bestyrelse, hvor mange interesser blev repræsenterede, herunder blandt andet Landbrugsministeriet, Nordisk MotorUnion, Internationale Havundersøgelser, Ferskvand- fiskeriforeningen og Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening. Sekretariatet var på foreningens kontor i Citygade, og sekretæren, J. Videbæk blev udstillingens generalsekretær. 34 Foredraget optrykt i Dansk Fiskeritidende 30. juli 1912, s. 393-396, s.st. 6. august 1912, s. 405-408, s.st. 13. august, s. 419-421.35 Dansk Fiskeritidende 27. februar 1912, s. 109.36 Dansk Fiskeritidende 18. juni 1912, s. 314.37 Dansk Fiskeritidende 20. juni 1911, s. 317 f.38 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 9. juli 1912, s. 352.

Kapitel 51 Dansk Fiskeritidende 28. januar 1913, s. 41-42 og 46-47.2 Udvalgets forslag i Dansk Fiskeritidende 18. februar 1913, s. 85-93.3 Dansk Fiskeritidende 28. januar 1913, s. 41-42.4 Dansk Fiskeritidende 27. maj 1913, s. 273.5 H. Hjorth-Nielsen 1941, s. 375.6 Dansk Fiskeritidende 27. maj 1913, s. 274.7 Dansk Fiskeritidende 24. juni 1913, s. 326-327, og s.st. 1. juli, s. 337-338.8 Eduard Larsens indlæg i Dansk Fiskeritidende 8. juli 1913, s. 348-349, og I.A. Søllings genmæle i Dansk Fiskeritidende 15. juli, s. 361-262.9 Dansk Fiskeritidende 8. juli 1913, s. 35410 Valg af præsident er refereret i Dansk Fiskeritidende 26. august 1913, s. 476-477, og 2. september 1913, s. 485-491. Citater i det følgende stammer herfra.11 Ibid.12 Niels Bjerregaards mindeord i Dansk Fiskertidende 18. januar 1952, s. 26.13 B. Dinesen 1962, s. 27.14 P.N. Sølling og A. Thunøe 1937, s. 35.15 Se f.eks. M.C. Jensens indlæg i Dansk Fiskeritidende 3. september 1912, s. 465-466.16 Dansk Fiskeritidende 18. februar 1913, s. 92, jf. samme 5. august 1913, s. 419-420 med yderligere argumentation på generalforsamlingen, jf. senere diskussion.17 Læserindlæg af Jens C.J. Stub, Nr. Alslev, i Dansk Fiskeritidende 25. februar 1913, s. 118. 18 I. N. Søllings indlæg cit. efter Dansk Fiskeritidende 12. august 1913, s. 431.19 Afstemningen, jf. Dansk Fiskeritidende 12. august 1913, s. 435.20 Dansk Fiskeritidende 10. april 1917, s. 171.21 Dansk Fiskeritidende 26. marts 1918, s. 147.22 Fremstillingen bygger primært på Gamborg- Nielsen 1962, s. 37-41.23 P.N. Sølling og A. Thunøe 1937, s. 23 ff., indeholder en kortfattet gennemgang af vilkårene under 1. Verdenskrig.24 Cit. efter P.N. Sølling og A. Thunøe 1937, s. 27.25 Dansk Fiskeritidende 17. juni 1919, s. 393.26 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 22. juli 1919, s. 466.27 Thorsen, Svend: De danske ministerier 1901-1929, 1972.28 Aarsberetning for Driftsaaret 1918-1919, s. 5, jf. Dansk Fiskeritidende 22. juli 1919, s. 469.29 Dansk Fiskeritidende 15. juli 1919, s. 459.30 Cit. efter M.C. Jensens fremlæggelse af årsberetning på generalforsamlingen 11.- 12. juli 1919, i Dansk Fiskeritidende 22. juli 1919, s. 468 f. 31 Claus Jensen 1993, s. 30, note 3.


32 Cit. efter Folketingstidende, 1918-1919, Tillæg B, sp. 4851-4854.33 Folketingstidende 1918-1919, sp. 8230.34 Folketingstidende 1918-1919, sp. 8237.35 Dansk Fiskeritidende 6. december 1919, s. 74536 Dansk Fiskeritidende 16. december 1919, s. 757.37 Folketingstidende 1921-1922, sp. 214-215. – Folketingstidende 1922-1923, sp. 403.38 Folketingstidende 1921-1922, sp. 1699-1700. Folketingstidende 1922-1923, sp. 1153, jf. samme sp. 5989-5990 vedr. oprettelsen gennem normeringsloven 1. maj 1923.39 Beskrivelse af fiskeridirektoratet i Rigsarkivet og hjælpemidlerne til dets benyttelse II 1848- 1990, bd.3, 1991, s. 1232-1233.40 Tage Kaarsted 1967, s. 17. 1977.41 G.L. Mourier 1954, s. 47-49.42 B. Dinesen 1962, s. 27. – G.L. Mourier 1954, s. 39 og s. 115.43 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 20. december 1933, s. 557.44 Dansk Fiskeritidende 27. december 1933, s. 568, og s.st. 17. januar 1934, s. 31.45 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 31. januar 1934, hvor der er et referat af Thistedmødet s. 49-52.46 Indlægget ”Vestkystfiskerne og Dansk Fiskeri- forening” af L. Espersen, i Dansk Fiskeritidende 14. februar 1934, s. 74-75.

Kapitel 61 Jørgen Pedersen (red.) 1959, passim.2 Albert Nielsen 1942, s. 140.3 Cit. efter Vestjysk Fiskeritidende 24. februar 1936. – Mødet er i bladet fejlagtigt beskrevet som afholdt 19. januar. 4 Fiskeri- og Søfartsmuseet: Vestjysk Fiskeri- forenings arkiv: Forhandlingsprotokollen 19. februar 1936.5 Claus Sørensen 1975, s. 7-9. 6 Henrik Fode i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., bd.14, 1983, s. 313-314. – Kraks Blå Bog 1976, s. 1055. – Nekrolog og mindeord i Dansk Fiskeritidende 5. august 1976.7 Fiskeri- og Søfartsmuseet : Vestjysk Fiskeri- forenings arkiv: Forhandlingsprotokollen 28. april 1943.8 Fiskeri- og Søfartsmuseet: Vestjysk Fiskeri- forenings arkiv: Forhandlingsprotokollen 29. maj 1943.9 Kraks Blå Bog 1972, s. 1342. – Danmarks Havfiskeri 10. maj 1972, s. 5.10 Fiskeri- og Søfartsmuseet: Vestjysk Fiskeri- forenings arkiv: Regnskabsbog 1934-1958.11 Cit. efter Claus Sørensen 1975, s. 12.12 Vestjysk Fiskeritidende 15. juli 1934, s. 6. – Alan Hjort Rasmussen 1992, s. 39 f.

13 Torben Vandsted 2004, s. 31-32.14 Palle Haahr Lund 1980, s. 343.15 Fiskeri- og Søfartsmuseet: Vestjysk Fiskeri- forenings arkiv: Regnskabsbog 1934-1958.16 P.N. Sølling og A. Thunøe 1937, s. 35.17 Aarsberetning for Driftsaaret 1946-47, s. 14.18 Aarsberetning for Driftsaaret 1932-33, s. 62-63.19 Dansk Fiskeritidende 25. juli 1934, s. 374.20 Aarsberetning for Driftsaaret 1946-47, s. 34-35.21 Palle Haahr Lund 1980, s. 342-343.22 Bl.a. Dansk Fiskeritidende 28. august 1935, s. 431.23 Cit. efter Severin Hansen 1952, s. 195.24 G.L. Mourier 1954, s. 40.25 G.L. Mourier 1954, s. 89-90.26 G.L. Mourier 1954, s. 45-46.27 G.L. Mourier 1954, s. 86-87.28 G.L. Mourier 1954, s. 102.29 G.L. Mourier 1954, bl.a. s. 59.30 G.L. Mourier 1954, s. 68.31 G.L. Mourier 1954, s. 84-85.32 G.L. Mourier 1954, s. 76-77.33 G.L. Mourier 1954, s. 98. – Rejsen til Hamborg, s.st., s. 95-96.34 B. Dinesen 1962, s. 27. – Palle Haahr Lund 1980, s. 341.35 Cit. efter Claus Sørensen 1975, s. 16.36 B. Dinesen 1962, s. 29.37 Morten Karnøe Søndergaard 2005, s. 27 og s. 31-32.38 Claus Sørensen 1975, s. 22.39 P. Gamborg Nielsen 1962, s. 41, s. 43.40 Cit. efter Vestjysk Fiskeritidende, særnummer, januar 1946.

Kapitel 71 Severin Hansen 1952, s. 238. – B. Dinesen 1962, s. 27.2 Vestjysk Fiskeritidende 24. januar 1947.3 Dansk Fiskeritidende 25. juli 1947, jf. samme 6. juni 1947.4 Claus Jensen 1993, s. 27. – Dansk Fiskeritidende 5. december 1947.5 Tage Kaarsted 1977, s. 385 f.6 Severin Hansen 1952, s. 240 ff.7 B. Dinesen 1962, s. 27.8 Dansk Fiskeritidende 5. december 1947.9 Mindeord i Dansk Fiskeritidende 18. januar 1952.10 Dansk Fiskeritidende 7. oktober 1949 (50 års fødselsdagsomtale), jf. samme 30. september 1949, hvor man fejlagtigt havde oplyst, at han var blevet auktionsmester på anbefaling fra Dansk Fiskeriforening.

251Noter

11 Dansk Fiskeritidende 2. september 1966 (nekrolog). – I Dansk Fiskeritidende 2. oktober 1959 er der i 60 års fødselsdagsomtalen nævnt en lang række andre tillidshverv i offentlige nævn, råd og udvalg.12 Palle Haahr Lund 1980, s. 353.13 Kritikken af Niels Bjerregaard kan følges gennem Dansk Fiskeritidende, bl.a. 10. februar 1961, s. 63. – 10. marts 1961, s.117. – 24. marts 1961, s. 149. – 14. april 1961, s. 195. – 9. juni 1961, s. 293. – 21. juli 1961, s. 374-375. – Landsretssagen mod Gregersen, se Dansk Fisketidende 11. maj 1962, s. 251-252.14 Dansk Fiskeritidende 22. juni 1962, s. 323.15 Som 68-årig fik han 14. april 1971 navneændring så efternavnet Jensen helt blev slettet, jf. anmærkning i kirkebogen for Esbjerg 1901- 1906 (Arkivalieonline, opslag 108).16 Kraks Blå Bog 1979. – Danmarks Havfiskeri 24. januar 1973 (70 års fødselsdagsomtale). – Dansk Fiskeritidende 14. juni 1979 (nekrolog). 17 Dansk Fiskeritidende 6. juni 1947. – For sammenligningens skyld kan det nævnes, at 21 kr. i 1947 svarer til 403 kr. i 2010-priser.18 Dansk Fiskeritidende 14. juni 1957, s. 283, og 19. juli 1957, s. 345.19 Refereret fra Vestjysk Fiskeritidende 10. marts 1959, s. 1-4. Citater herfra.20 Claus Bjørn 1993, s. 165 og s. 168.21 Folketingstidende, 1947/1948, sp. 40-41.22 Kraks Blå Bog 1973, s. 271.23 Beskrivelse af fiskeriministeriets arbejds- område i Rigsarkivet og hjælpemidlerne til dets benyttelse II 1848-1990, bd.1, 1991, s. 269.24 Jf. Vestjysk Fiskeritidende 24. juli 1950.25 Erhvervsarkivet. Dansk Fiskeriforenings arkiv: Journalsager B 4 vedr. sammenslutning 1946-69.26 Severin Hansen 1952, s. 190.27 Henning Hecht og Torben A. Vestergaard 1987, s. 19-20.28 Palle Haahr Lund 1980, s. 349. – Dansk Fiskeritidende 22. maj 1954, s. 270-277.29 Mindeord i Dansk Fiskeritidende 1. februar 1957, s. 54.30 Palle Haahr Lund 1980, s. 352.31 Dansk Fiskeriforening. Årsberetning for driftsåret 1961-62, s. 15 og s. 28.32 Det følgende bygger primært på G.L. Mourier 1954, s. 101-114.33 Dansk Fiskerforening. Årsberetning for driftsåret 1954-55, s. 9.34 Cit. efter G.L. Mourier 1954, s. 112.35 Dansk Fiskeritidende 15. august 1958, s. 507.36 Dansk Fiskeritidende 17. januar 1964, s. 21. – Citat herfra.37 Data om filmen på www.dfi.dk. 38 Betænkning 1967, bilag 6, s. 61-63.

39 Dansk Fiskeriforening. Årsberetning for driftsåret 1954-55, s. 10.40 Dansk Fiskeritidende 7. januar 1955, s. 3.41 Arbejdet med Fisketorvet kan bl.a. følges i årsberetningerne, f.eks. Dansk Fiskeriforening. Årsberetning for driftsåret 1954-55, s. 9.42 Debatten kan følges i Dansk Fiskeritidende gennem hele 1958.43 B. Dinesen 1962, s. 25.44 Palle Haahr Lund 1980, s. 352-353.45 Betænkning 1967, s. 5-10.46 Alan Hjorth Rasmussen 1992, s. 146-148.

Kapitel 81 Dansk Fiskeritidende 2. september 1966, s. 3.2 Dansk Fiskeritidende 10. august 1962, s. 405, og 24. august 1962, s. 432-434. – Danmarks Havfiskeri 24. juli 1970, s. 5. – 70-års fødselsdagsportræt i Dansk Fiskeritidende 10. juli 1980, s. 4-5. – Nekrologer i Politiken 14. august 1996 og Fiskeri Tidende 15. august 1996.3 Kraks Blå Bog 1992, s. 649. – 60-års fødselsdagsinterview i Dansk Fiskeri Tidende 16. august 1979, s. 1 og s. 10-11. – Nekrolog i Fiskeritidende 28. januar 1993, s. 6.4 Jf. bl.a. Dansk Fiskeri Tidende 4. maj 1972, s. 4.5 Danmarks Havfiskeri 10. juni 1972. – Dansk Fiskeri Tidende 4., 11. og 18 maj, 1. og 6. juni 1974.6 Palle Haahr Lund 1980, s. 358 og s. 367, note 73. 7 Bl.a. Dansk Fiskeri Tidende 21. november 1974, s. 2. 8 Fiskeritidende 11. juli 1996. – Jyllandsposten og Politiken 16. juli 2011.9 Alan Hjorth Rasmussen 1992, s. 125-126.10 Politiken 16. juli 2011, 2. sektion, s. 10.11 Alan Hjorth Rasmussen 1984, s. 85-86.12 Alan Hjorth Rasmussen 1984, s. 86.13 Kraks Blå Bog 1985, s. 755. Om Mourier, se desuden 65-års fødselsomtaler og lykønskninger fra Henry Sørensen og Søren Knudsen i Dansk Fiskeri Tidende 22. marts 1973, s.214 Jf. interview med Søren Knudsen i Dansk Fiskeri Tidende 16. august 1979, s. 11.15 Beskrivelse af fiskeriministeriets arbejds- området i Rigsarkivet og hjælpemidlerne til dets benyttelse II 1848-1990, bd.1, 1991, s. 269.16 Interview med Birgit Bolgann, Fiskeri Tidende 18. august 2011, s. 6.17 Cit. efter 70-års fødselsdagsportræt i Dansk Fiskeri Tidende 10. juli 1980, s. 4-5.18 Dansk Fiskeri Tidende 22. marts 1973, s.2. 19 Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkiv: Jens Otto Krags arkiv: Kasse 82, Læg G.5.B.2. Fiskeriministeriet, 1966: Sagen om Henry Sørensen, Dansk


Fiskeriforening og diskretionsbrud: – Brev til fiskeriministeren fra Henry Sørensen, 9.12.1965. – Brev til statsministeren fra Henry Sørensen, med bilag, 12.1.1966. – Brev til statsministeren fra fiskeriministeren, 18.1.1966. – Brev til fiskeriministeren fra Henry Sørensen, 1.3.1966. – Brev til Henry Sørensen fra fiskeriministeren, 26.4.1966. – Brev til statsministeren fra Henry Sørensen med bilag, 3.6.1966.20 Dansk Fiskeri Tidende 15. juli 1966, s. 5-7. – Risgaard Knudsen indledte med at takke for invitationen og det samarbejde, han og Fiskeriministeriet i årets løb, idet han tilføjede: ”Vi har ikke altid været enige, men i den forbindelse må vi ikke se bort fra, at Dansk Fiskeriforening er en »interesseorganisation«, mens vi i Fiskeriministeriet ofte må bedømme forholdene ud fra en anden synsvinkel.”21 Dansk Fiskeri Tidende 8. juli 1966, s. 1.22 Alan Hjorth Rasmussen 1984, s. 114.23 Palle Haahr Lund 1980, s. 356.24 Palle Haahr Lund 1980, s. 354-355.25 Palle Haahr Lund 1980, s. 357.26 Dansk Fiskeritidende 2. april 1964, s. 181. – Om fiskeriet og forureningen henvises til Jens Engberg 1999, især kapitel 27.27 B. Dinesen 1962, s. 19.28 Palle Haahr Lund 1980, s. 355-356.29 Alan Hjorth Rasmussen 1984, s. 22-23.30 Dansk Fiskeritidende 15. marts 1963, s. 121. – 8. november 1963, s. 551. – Årsberetning 1964, s. 18-19.31 Dansk Fiskeritidende 11. juli 1974, s. 5. – 26. september 1974, s. ?. – 27. februar 1975, s. 6. – Alan Hjorth Rasmussen 1984, s. 41-42.32 Dansk Fiskeri Tidende 5. april 1973, s. 3.33 Alan Hjorth Rasmussen 1984, s. 17-18. – Citat herfra.34 Torben A. Vestergaard og Henning Hecht 1987, s. 21.35 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 28. december 1977, s. 8-9, hvor forslaget er optrykt.36 Dansk Fiskeri Tidende 20. april 1978, s. 1 og s. 10, samt Dansk Fiskeri Tidende 10. august 1978, s. 10-12.37 Om udmeldelserne, se bl.a. Dansk Fiskeri- tidende 12. oktober 1978, s12-13, jf. også Torben A. Vestergaard og Henning Hecht 1987, s. 23, om kontingentet.38 Vestjysk Fiskeritidende 10. november 1963, s. 7.39 Danmarks Havfiskeri 24. oktober 1969 og 24. december 1969.40 Danmarks Havfiskeri 10. juni og 24. juni 1971.41 Vestjysk Fiskeritidende 10. maj 1966.42 Alan Hjorth Rasmussen 1984, s. 16-17.43 Fiskeri Tidende 14. maj 2009, s. 2.

44 Udat. udklip [foråret 1967], i EA, Dansk Fiskeri- forenings arkiv. B-4.45 Havfiskeren 10. januar 1970.46 Udat. udklip [foråret 1967], i EA, Dansk Fiskeri- forenings arkiv. B-4.47 Dansk Fiskeritidende 27. juni 1969.48 Bl.a. Dansk Fiskeritidende 11. juli 1969. – Havfiskeren 24. juli 1969 og 10. januar 1970.49 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: Referat af mødet 19. september 1969. – Henry Sørensens oplevelser af mødet kan læses i Dansk Fiskeri- tidende 30. januar 1970.50 Interview med Claus Sørensen i Havfiskeren 24. oktober 1969.51 Havfiskeren 10. og 24. december 1969.52 Fremstillingen af storkonflikten bygger primært på Alan Hjort Rasmussen 1984, s. 120-129, samt Alan Hjort Rasmussen 1992, s.146-159. – Dertil oplysninger fra Dansk Fiskeritidende, jf. datoer i teksten.53 Havfiskeren 10. november 1970 og 24. november 1970.54 Cit. fra Alan Hjort Rasmussen 1992, s. 155.55 Havfiskeren 24. juni 1972.56 Gustav Kristensen 1983, s. 282-283.57 Gustav Kristensen 1983, s. 285.58 Om rejsen, se bl.a. Laurits Tørnæs’ redegørelse i Danmarks Havfiskeri 24. oktober 1972.59 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 28. december 1972.60 Dansk Fiskeritidende 27. april 1973.61 Generelt om EFs tidlige fiskeripolitik, se Gustav Kristensen 1983, og om regulerings- politikkens udvikling, se Niels Wichmann 2008.62 Gustav Kristensen 1983, s. 285.63 Fremstillingen om 1975-konflikten bygger primært på Avisårbogen.

Kapitel 91 Dansk Fiskeritidende 19. maj 1982, s. 6.2 Fiskeri Tidende 29. januar 2009, s. 12.3 Dansk Fiskeritidende 19. juni 1982, s. 8.4 Dansk Fiskeritidende 1. juli 1982, s. 4. ???5 Fiskeri Tidende 29. januar 2009, s. 12.6 Havfiskeren 27. august 1987, s. 2 og 26. november 1987, s. 7. – Fiskeri Tidende 5. oktober 2006, s. 13.7 Dansk Fiskeritidende 20. marts 1986, s. 1-2.8 Dansk Fiskeritidende 20. marts 1986, s. 4.9 Politiken 6. oktober 1989, s. 6.10 Politiken 6. oktober 1989, s. 6.11 Thomas Lauritsen 2012.12 Dansk Fiskeritidende 17. marts 1984, s. 2.13 Dansk Fiskeritidende 12. juli 1984, s. 1 og s. 4.14 Dansk Fiskeritidende 19. juli 1984, s. 2.15 Berlingske Tidende 25. august 2008.

253Noter

16 Dansk Fiskeritidende 27. januar 1983, s. 1.17 Dansk Fiskeritidende 3. februar 1983, s. 4-7, rummer udtalelser fra 12 formænd.18 Cit. efter Dansk Fiskeritidende 27. januar 1983, s. 1.19 Dansk Fiskeritidende 4. februar 1982, s. 1, og 1. juli 1982, s. 4-5. 20 Dansk Fiskeritidende 7. juni 1984, s. 16-17. – 29. juni 1984, s. 26. – 12. juli 1984, s. 9. 21 Dansk Fiskeritidende 26. juni 1986, s. 1-2.22 Dansk Fiskeri Tidende 25. maj 1989, s. 11.23 Dansk Fiskeritidende 10. maj og 17. maj 1984. 24 Havfiskeren 10. december 1987.25 Dansk Fiskeritidende 22. juni 1985, s. 29. – 4. juli 1985, s. 8.26 Havfiskeren 27. oktober 1988, s. 12-14. – 10. november 1988, s. 1.27 Cit. efter Forretningsorden for Fiskerirådet, i Fiskeri- og Søfartsmuseet, Danmarks Havfiskeriforenings arkiv: B.8.3. Fiskerirådet 1980-83 (Lb. 68) og samme 1983-94 (Lb. 472). – Fremstillingen bygger på referater m.m. heri. Alan Hjort Rasmussen 1992, s. 191.28 Dansk Fiskeritidende 30. maj 1985, s. 1-2.29 Dansk Fiskeritidende 5. januar 1985 s. 6. – Fiskeri- og Søfartsmuseet, Danmarks Havfiskeriforenings arkiv: Forhandlingsprotokol 1984-1987 (Lb. 335), mødet 14. december 1985, pkt. 4.30 Dansk Fiskeritidende 25. oktober 1984, s. 8.31 Dansk Fiskeri Tidende 8. januar 1987, s.1-2.32 Villy Hansen offentliggjorde i Dansk Fiskeritidende 7. januar 1988 en logbog over hændelsesforløbet ved Langelinje-aktionen.33 Alan Hjort Rasmussen 1992, s. 191.34 Kravene er bl.a. gengivet i Dansk Fiskeri Tidende 19. november 1987, s. 2.35 Cit. efter Fiskeri Tidende 29. januar 2009, s. 12.36 Havfiskeren 10. december 1987.37 Dansk Fiskeritidende 3. marts 1988 og Havfiskeren 10. marts 1988.

Kapitel 101 Fiskeri- og Søfartsmuseet, Danmarks Havfiskeriforenings arkiv: Brev fra Villy Hansen til Niels Bonde 17. marts 1988 og brev fra Niels Bonde til Villy Hansen 22. marts 1988, i A-3.5 Internt strukturudvalg 1987-1989 (Lb. 363a).2 Fiskeri- og Søfartsmuseet, Danmarks Havfiskeriforenings arkiv: Mødereferat 18. april 1988, i Forhandlingsprotokol 1987-1991 (Lb. 336).

3 Fiskeri- og Søfartsmuseet, Danmarks Havfiskeriforenings arkiv: Mødereferat 12. august 1988 med tillæg 26. august 1988, i Forhandlingsprotokol 1987-1991 (Lb. 336).4 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: Hovedbestyrelsesmøde 10. oktober 1989, pkt. 6, i Referater fra bestyrelsesmøder 1988-1990.5 Dansk Fiskeri Tidende 12. oktober 1989, s. 1.6 Havfiskerne 4. januar 1990, s. 6.7 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: Hovedbestyrelsesmøde 14. februar 1990, pkt. 5, i Referater fra bestyrelsesmøder 1988-1990.8 Havfiskerne 4. januar 1990, s. 6.9 Havfiskerne 8. marts 1990 og Dansk Fiskeri Tidende 8. marts 1990.10 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: Hovedbestyrelsesmøde 20. marts 1990, pkt. 6, i Referater fra bestyrelsesmøder 1988-1990.11 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: Hovedbestyrelsesmøde 7. maj 1990, pkt. 2, i Referater fra bestyrelsesmøder 1988-1990.12 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: Kongressen 8.- 9. juni 1990, pkt. 7.13 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: Kongressen 8.- 9. juni 1990, pkt. 13.14 Dansk Fiskeri Tidende 7. juli 1994.15 Fiskeri- og Søfartsmuseet, Danmarks Havfiskeriforenings arkiv: Brev fra Hirtshals Fiskeriforening til Danmarks Havfiskeriforening 29. marts 1990 og brev fra Skagen Fiskeri- forening 27. juli 1990, i A-3.5 Internt strukturudvalg 1990-1991 (Lb. 364). 16 Om Niels Wichmann, se Fiskeri Tidende 24. november 2011, s. 6-7.17 Cit. efter Havfiskeren 22. oktober 1992, s. 7. – Om handlingsplanen i øvrigt, se Havfiskeren 7. maj 1992.18 Dansk Fiskeri Tidende 11. juni 1992, s. 1.19 Bjørn Westh afviste i Folketinget, at der fandt ulovlig import af fisk sted, jf. Dansk Fiskeri Tidende 18. marts 1993.20 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: Brev fra Dansk Fiskeriforening til lokalforeningerne 2. februar 1994, i B-4-2 Sammenslutning af hovedorganisationer 1969-1994.21 Havfiskeren 21. april 1994.22 Dansk Fiskeri Tidende 21. april 1994.23 Dansk Fiskeri Tidende 21. april 1994. Læserbrevet var skrevet af Bjarne Larsen, Klintholm, Niels Erik Jensen, Fakse Ladeplads, Ove Jensen, Vordingborg, Finn Jensen, Køge, og Helge Lerche, Køge.24 Korrespondance vedr. ud- og indmeldelser 1994, i Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: A-1 DFs love og vedtægter 1989-1994.25 Dansk Fiskeri Tidende 26. maj 1994.


26 Dansk Fiskeri Tidende 28. april 1994.27 Dansk Fiskeri Tidende 5. maj 1994.28 Dansk Fiskeri Tidende 19. maj 1994. – Det indlæg, som Bent Rulle ville have holdt, blev bragt i sin fulde udstrækning i Dansk Fiskeri Tidende 26. maj 1994.29 Dansk Fiskeri Tidende 9. juni 199430 Kirk fastholdt dette efter nederlaget, jf. Dansk Fiskeri Tidende 7. juli 1994. Redaktøren Jacob C. Krogsgaard afviste igen Kirks påstand.31 Dansk Fiskeri Tidende 16. juni 199432 De to interview blev bragt i Dansk Fiskeri Tidende og Havfiskeren 23. juni 1994. Ved en teknisk fejl gled nogle af Bent Rulles svar ud i Havfiskerens version.33 Fiskeri Tidende 14. juli 1994. 34 Fiskeri Tidende 14. juli 1994.35 Fiskeri Tidende 18. august 1994.36 Fiskeri Tidende 18. august 1994.37 Fiskeri Tidende 25. august 1994.38 Fiskeri Tidende 1. september 1994.39 Fiskeri Tidende 8. september 1994.

Kapitel 111 Erhvervsarkivet, Dansk Fiskeriforenings arkiv: ”Oplæg til organisationsmodel for Danmarks Fiskeriforening” (udateret, ca. maj-juni 1994), i B-4-2: Sammenslutningen af hovedorganisationerne.2 Havfiskeren 17. februar 1994, s. 16.3 Cit. efter Fiskeri Tidende 14. juli 1994, s. 4.4 Bent Rulles leder i Dansk Fiskeri Tidende 7. juli 1994.5 Om Ambi-sagen og fiskeriet, se bl.a. Fiskeri Tidende 30. september 1999. – 5. juli 2001. – 6. december 2001.6 Fiskeri Tidende 14. maj 1998.7 Cit. efter Fiskeri Tidende 3. april 2003, s. 11.8 Nørgård Mikkelsen/Fiskebranchen [2006].9 Om pinsefisken, se Jan Lindhardt 2012.10 Foruden årsberetningerne bl.a. Fiskeri Tidende 25. april 1996, s. 1. – 23. maj 1996, s. 1 og s. 4.11 Fiskeri Tidende 21. marts 2002, s. 8. – 5. juni 2003, s. 1. – 7. august 2003, s. 9.12 Fiskeri Tidende 11. april 1996, s. 13.13 Fiskeri Tidende 3. april 1997, s. 8.14 Fiskeri Tidende 22. april 1999, s. 1. – 19. august 1999, s. 1.15 Erhvervsarkivet, Danmarks Fiskeriforenings arkiv: Brevene fra fiskeriforeningerne marts 2001 m.m. i Journalsager A.1.1. (løbenummer 205). – Fiskeri Tidende 26. april 2001, s. 1.16 Fiskeri Tidende 31. maj 2001, s. 2. – 7. februar 2002, s. 3. – Vedr. repræsentantskabet: Fiskeri Tidende 14. marts 2002.17 Cit. efter Fiskeri Tidende 10. april 2003, s. 4.

18 Fiskeri Tidende 11. november 1999, s. 1. – 27. januar 2000, s. 2. – 4. maj 2000, s. 1.19 Cit. efter Fiskeri Tidende 23. januar 2003, s. 6.20 Cit. efter Fiskeri Tidende 6. marts 2003, s. 6.21 Cit. efter Fiskeri Tidende 10. april 2003, s. 4.

Kapitel 121 Fiskeri Tidende 28. oktober 2004 (særudgave). Heri mindeord af Niels Wichmann, fødevareminister Hans Chr. Schmidt, folketingsmand Svend Heiselberg og Jan N. Hansen, Hanstholm Fiskeriforening.2 Nekrologen ”Fra rebel til samarbejdets mand”, nordjyske.dk 14. november 2008. – Mindeord af Niels Wichmann i Fiskeri Tidende 21. november 2008. – Om valgene af Flemming Kristensen: Fiskeri Tidende 2. december 2004, s. 8. – 26. maj 2005, s. 14. – 17. april 2008, s. 11.3 Om Kim Kær Hansen: Fiskeri Tidende 23. april 2009, s. 7.4 Cit. efter Fiskeri Tidende 22. maj, s. 5.5 Om Svend-Erik Andersen: Fiskeri Tidende 23. april 2009, s. 6.6 Thorkild Førbys beretning 24. april 2004, jf. Fiskeri Tidende 29. april 2004, s. 10. – Om budgettet, afskedigelserne m.m, se desuden Fiskeri Tidende 19. februar 2004, s.1, 3 og 8.7 Fiskeri Tidende 8. januar 2012, s. 8.8 Cit. efter Fiskeri Tidende 11. marts 2004, s. 14.9 Cit. efter Fiskeri Tidende 29. april 2004, s. 1.10 Fiskeri Tidende 2. oktober 2003, s. 12.11 Fiskeri Tidende 29. april 2004, s. 17.12 Fiskeri Tidende 25. juni 2009, s. 8.13 Cit. efter Henning Hecht og Torben A. Vestergaard 1987, s. 24.14 Fiskeri Tidende 9. februar 2012, s. 5.15 Statistisk Aarbog 1896, s. 91.

255Noter

For alle Danmarks fiskereDanmarks Fiskeriforening 125 år 1887-2012

Udgivet i anledning af Danmarks Fiskeriforenings 125-års jubilæum 2012

Forfatter: Kenn Tarbensen

Layout: Steen T. Sørensen, Danmarks Fiskeriforening

Tryk: Schweitzer, Vejle

Printed in Denmark 2012ISBN 978-87-90749-07-1

© Danmarks Fiskeriforening og forfatteren.Mangfoldiggørelse af indholdet af denne bog, eller dele deraf, er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt, uden forudgående aftale med Danmarks Fiskeriforening.

Ophavsretten til illustrationer er søgt respekteret. Hvis nogen gør berettigede krav gældende, vil de følgelig blive indfriet.

Danmarks FiskeriforeningNordensvej 3, TaulovDK - 7000 Fredericia

70 10 40 [email protected]

Mange tak til økonomiske bidragydere til jubilæumsprojekterne – ingen nævnt, ingen glemt

Danmarks Fiskeriforening 125 år For alle Danmarks fiskere jubilæumsbog

Documents

Transcript of Danmarks Fiskeriforening 125 år For alle Danmarks fiskere jubilæumsbog