Dage, jeg vil huske

Jonathan Cott

- min tid med Yoko Ono og John Lennon

På dansk ved Lea Carlsen Ejsing og Nete Harsberg

Peop le ’sP ress

Dage, jeg vil huske – min tid med Yoko Ono og John LennonOversat fra originaludgaven: Days that I’ll remember – spending time with John Lennon and Yoko Ono af Lea Carlsen Ejsing og Nete HarsbergCopyright © Jonathan Cott, 2013© Denne udgave: People’sPress, 2013Omslag: Stine TrampeOmslagsfoto: Allan TannenbaumForfatterfoto: Rachel PapoGrafisk tilrettelæggelse: Stine TrampeISBN: 978-87-7137-64011. udgave, 1. oplagPrinted in Denmark 2013

Grateful acknowledgment is made to Yoko Ono for permission to reprint previously published and unpublished material from interviews between the author and John Lennon and Yoko Ono, portions of which originally appeared in different form in Rolling Stone magazine on November 3, 1968, March 18, 1971, and December 23, 2010.

This translation published by arrangement with Doubleday, an imprint of The Knopf Doubleday Publishing Group, a division of Random House, Inc.

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress Vester Farimagsgade 411606 København V

www.artpeople.dk

We were a wizard and a witchIn a moment of freedom.

– Yoko ono, ”You’re the one”

7

FororDI Dage, jeg vil huske præsenterer jeg for første gang den fulde version af alle mine væsentlige interviews med John Lennon og Yoko Ono. De indeholder alle nyt materiale, der aldrig før er udgivet.

Første gang, jeg mødte og interviewede John, var i september 1968 i London. Det var det første længere interview, han gav, efter at han og Yoko var blevet samarbejdspartnere og kærester fire måneder tidligere. En forkortet version af den samtale blev gengivet i Rolling Stone’s etårs jubilæumsnummer, 23. november 1968.

John sagde engang til mig: ”Yoko er verdens mest berømte ukendte kunstner. Alle kender hendes navn, men ingen ved, hvad hun laver,” og med hans opbakning og hjælp skrev jeg i 1970 et af de første længere portrætter af Yoko. En forkortet version af portrættet blev bragt i Rolling Stone 18. marts 1971. Det kan for første gang læses i fuld længde i bogen her.

Da John og Yoko i begyndelsen af 70’erne slog sig ned i New York, løb jeg på dem på sære tidspunkter og steder, og vi mødtes af og til og spiste middag sammen. I bogen gengives en af de mest usædvanlige og muntre af de middagssamtaler, som fandt sted 17. marts 1971.

8

Jeg mødtes med John for at interviewe ham den 5. december 1980, tre dage før hans død. Det var det sidste skrevne interview, han kom til at give, og hovedparten af vores ni timer lange samtale blev for første gang offentliggjort i Rolling Stone den 23. december 2010. En langt mere omfattende version af interviewet findes her i bogen.

Den 14. marts 2012 interviewede jeg Yoko i Stockholm til min bog, og dette interview er ikke tidligere offentliggjort.

I Dage, jeg vil huske har jeg integreret en række korte passager fra mit essay ”John Lennon: How He Became Who He Was”, der oprindeligt indgik i antologien The Ballad of John and Yoko, udgivet af Doubleday i 1982, som jeg var medredaktør på. Endvidere inde-holder bogen uddrag fra mit essay ”Children of Paradise: Back to Where We Once Belonged”, trykt i Rolling Stone’s tiårs jubilæumsud-gave i 1977.

9

inDleDning”Is there anybody going to listen to my story/ All about the girl who came to stay?” spurgte John Lennon i sin sang ”Girl” på Beatles-al-bummet Rubber Soul fra 1965. Tre år senere, om eftermiddagen den 17. september 1968, ringede jeg på døren til en kælderlejlighed på Montagu Square i London. Få sekunder efter åbnede en sprudlende 27-årig mand med mørkt skulderlangt hår og sygekassebriller. Han havde sort sweater, cowboybukser og hvide tennissko på. ”Kom ind, kom ind!” sagde han og trak mig med ind i stuen, hvor han præsen-terede mig for den usædvanlige pige, som var kommet for at blive. Han tilbød mig en plads i sofaen og spurgte, om jeg ville høre hans historie.

Dage, jeg vil huske er en personlig fortælling om mine møder med John Lennon og Yoko Ono over en periode på 45 år. Fortællingen tog sin begyndelse en kold morgen i New York i december 1963, i mit

10

sidste år på Columbia College. Clockradioen vækkede mig klokken halv otte, men jeg blev nødt til at ligge et par minutter længere – også selvom jeg så ville komme for sent til den frygtede undervisningstime i mængdelære. Men lige inden min hånd ramte knappen, hørte jeg pludselig en mandestemme råbe: ”One, two, three, FOUR!” Og så: ”She was just seventeen/ If you know what I mean!” Mit hjerte sagde BOOM, præcis som i sangen, og jeg vidste instinktivt, at ”I Saw Her Standing There” ville komme til at markere et vendepunkt i mit liv.

”Jeg kan ikke vække dig,” sagde John Lennon engang. ”Du kan vække dig.” Gudskelov fik Beatles mig i gang – ”Woke up, fell out of bed/ Dragged a comb across my head.” Indimellem føltes det nu, som om Beatles selv var en drøm, man aldrig havde lyst til at vågne op fra.

Mange fans opfattede faktisk de fire beatler som symbolske drømmevæsner eller – gestalter – på linje med de fire evangelister, de fire årstider, de fire månefaser, de fire verdenshjørner. Medlem-merne kom med deres fire forskellige ansigter, kropssprog, stemmer og sange helt konkret til at repræsentere hver sin arketype: søde og følsomme Paul, rastløse og rebelske John, spirituelle og gådefulde George, barnlige og jordnære Ringo.

”Vi ville aldrig have klaret den hver for sig,” har John engang sagt. ”Paul var ikke stærk nok, jeg appellerede ikke nok til pigerne, George var for tilbageholdende, og Ringo var trommeslager. Men vi gik ud fra, at folk ville synes om i hvert fald én af os, og det holdt altså stik.” For mig har John Lennon altid været Den Udvalgte. Han opnåede heltestatus hos mig, da jeg hørte om Beatles’ Royal Com-mand Performance på Prince of Wales Theatre i London i 1963 under overværelse af dronningemoderen og prinsesse Margaret.

11

Som introduktion til nummeret ”Twist and Shout” trådte John hen til mikrofonen og sagde: ”Til vores sidste nummer her får vi brug for jeres hjælp. Jer på de billige pladser, I må gerne klappe. Og I andre kan bare rasle med smykkerne.”

Halvandet århundrede tidligere, i 1812, spadserede en anden af mine helte, Ludwig van Beethoven, ned ad gaden i en bayersk ferie-by sammen med Johann Wolfgang von Goethe. Pludselig stødte de på kejserinde Maria Ludovica og et følge af adelige. Goethe sprang til side, lettede på hatten og bukkede dybt. Beethoven, som aldrig veg til side for nogen, spankulerede midt ind mellem dem og for-manede den krybende forfatter om, at der gik 13 adelige på dusinet, mens ”der kun findes to af os!” Som Beatles engang konstaterede: ”Her Majesty’s a pretty nice girl/ But she doesn’t have a lot to say.” (Ironisk nok skulle det vise sig, at Yoko Ono angiveligt har rødder tilbage til en japansk kejser i det niende århundrede – en for de fleste mennesker ukendt historie, som jeg nok skal vende tilbage til senere.)

Igennem de 12 år, jeg nåede at kende John, udviklede han sig både som menneske og kunstner og blev ved med at afsløre nye sider af sig selv, både over for mig og over for sine mange millioner fans. Han inviterede os med på rejsen til Strawberry Fields, hvor han skrællede lag af sin identitet og dykkede ned for at udforske sin egen bevidsthed – altså selve Strawberry Fields. Under henvisning til billedet af en giraf, der passerer forbi et vindue, udtalte John på et tidspunkt: ”Folk ser som regel kun de små dele, men jeg prøver på at se det hele … ikke kun mit eget liv, men hele universet, alle sammenhænge.” Han var på én gang Nowhere Man og Eggman. Hans sind var mangefacetteret, og han brugte alle disse facetter til at skrive sangen om sig selv.

Det var en altfavnende sang, der indbefattede hymner (”Give

12

Peace a Chance”) og drømmecollager (”Revolution 9”), meditatio-ner (”Strawberry Fields Forever”) og opråb (”Power to the People”), komiske portrætter (”Polythene Pam”) og kosmiske manifester (”Across the Universe”). Og det var en sang, som udtrykte et for-bløffende felt af modstridende følelser og sindstilstande: udmattelse (”I’m So Tired”) og søvnløshed (”Instant Karma!”), behov (”Help!”) og uafhængighed (”Good Morning Good Morning”), nedtrykthed (”You’ve Got to Hide Your Love Away”) og opstemthed ”Whatever Gets You Thru the Night”), nydelse (”I Feel Fine”) og smerte (”Yer Blues”).

John var ikke bange for at udforske og udstille sine svagheder. Han så ufortrødent sin egen evige jalousi i øjnene – ”Jeg bliver jaloux på mit eget spejlbillede,” som han engang så kækt formulerede det. Han tog denne selvforstærkende dæmon under behandling i Beatles-san-ge som ”No Reply”, ”You Can’t Do That” og ”Run for Your Life”. I sidstnævnte genbrugte han linjen ”I’d rather see you dead, little girl/ Than to be with another man” fra Elvis Presley-sangen ”Let’s Play House”. I en af sine mest bemærkelsesværdige sange, ”Jealous Guy”, trængte han helt ind i jalousiens væsen og beskrev uhyre præcist, hvordan den manifesterer sig i kroppen – det galoperende hjerte, det sitrende indre og den undertrykte smerte – og fremstillede på den måde jalousien som noget betydningsfuldt og mystisk.

Helt usædvanligt og ulig nærmest alle de mandlige rockmusikere, jeg kan komme i tanke om, sang John også om sin mor. ”Jeg havde altid forestillet mig, at jeg ville holde op med at synge ’She Loves You’, når jeg var fyldt 30, men jeg vidste jo heller ikke, at jeg ville komme til at synge om min mor!” sagde John. Det gjorde han i to fantastiske sange. I ”Julia” siger han farvel til hende. Han kalder hende for ”morgenmåne” (”morning moon”) og fortæller hende, at

13

han er blevet skyllet væk af et ”havbarn” (”ocean child”) med ”kon-kylieøjne” (”sea shell eyes”) og ”hår som flydende himmel” (”hair of floating sky”), der glimter i solen. (Navnet Yoko betyder ”havbarn” på japansk.) Og i sangen ”Mother”, som han skrev to år senere, siger han farvel til Julia for anden og sidste gang. Han uddriver med sit råb den uudholdelige smerte, han har båret rundt på, lige siden han som seksårig oplevede, at hun stødte ham fra sig. Ironisk nok er sangens første linje – ”Mother, you had me/ but I never had you” – et ekko af den satiriske, selvrevsende ”Norwegian Wood”: ”I once had a girl/ or should I say, she once had me”.

Mennesker og kunstnere med mange facetter rummer som regel mange modsætninger. John Lennon var den fødte leder. Han fik Paul med i Quarrymen (og Paul fik George med, og George fik Ringo med), og han havde allerede tidligt i sit liv følelsen af at være en ener (”Jeg var hip i børnehaven … I 12-årsalderen tænkte jeg, at jeg måtte være et geni, men at der bare ikke var nogen, der havde opdaget det endnu.”) Men han var også en leder, der generøst delte ud af sit kreative talent sammen med Paul McCartney og Yoko Ono.

Han var en konservativ rock’n’roller, hvis liv for altid blev for-andret af ”Heartbreak Hotel” (”Da jeg hørte den, gik alt i stå”) og ”Long Tall Sally” (”Da jeg hørte den, var den så god, at jeg blev helt stum”). Engang troede han – inden han mødte pigen, der kom for at blive – at ”avantgarde” var fransk for ”bullshit”. Ikke desto mindre eksperimenterede han konstant med lydmontager og bånd, der blev spillet baglæns eller i loop, og med ”Revolution 9” skabte han et avantgardemesterværk.

Nogle gange var han usikker, andre gange storskrydende (”Den ene del af mig opfatter mig selv som en taber, den anden del tror, jeg er Gud.”) Han var et tillidsfuldt menneske, som ofte – profetisk,

14

skulle det vise sig – fortalte om sin egen følelse af mistillid og pa-ranoia (”Paranoia,” sagde han engang, ”er bare en skærpet form for nærvær.”) Hvor han af og til virkede stædig, udviklede han samtidig en høj grad af fleksibilitet, som gjorde ham i stand til at komme vide-re, til at tage chancer – både personligt og kunstnerisk – og til fortsat at være til stede i nuet. (”Nogle mennesker kan godt lide bordtennis, andre kan godt lide at dække grave til … Nogle mennesker vil gøre hvad som helst for ikke at være til stede nu og her … I don’t believe in yesterday.”) Endelig var han en leder, som gav afkald på både krone og kongerige for at være tro mod sig selv. (”Det er ret svært at være Cæsar. Folk fortæller en, hvor fantastisk man er, og giver en alle læk-kerier og alle pigerne. Det er ret svært at bryde ud og sige: ’Nå, men jeg gider ikke være konge, jeg vil være virkelig’.”) Det var naturligvis pigen, som kom for at blive, der blev hans livs- og sjælevejleder. Som han beskrev det i sangen ”One Day (at a Time)”, var han en fisk, og hun var havet, han var et æble, og hun træet, han var en dør, og hun var nøglen. Yoko gjorde det ganske enkelt muligt for John at blive den, han var.

John karakteriserede engang sit og Yokos forhold som ”to sind, én skæbne”. Sammen forsøgte de at genskabe paradis på jorden, og de inviterede alle andre med på rejsen. ”Just a boy and a little girl,/ Trying to change the whole wide world”, som han beskrev dem i sangen ”Isolation”. Mange – såvel klagende kynikere som slukørede Beatles-fans, der ville have John for sig selv – hånede idéen og tog ikke imod invitationen.

Forsøget på at ændre verden ved at smide tøjet, invitere journa-lister med i seng og sende breve med agern til verdens ledere og foreslå dem at plante agernene i deres have og skabe ”to egetræer for verdensfreden” fremkalder ikke ligefrem billedet af to romantiske

15

elskende. Det er svært at forestille sig en forgabt Tristan gøre kur til sin elskede i en sang med titlen ”Oh Isolde” for bagefter at råbe hendes navn i vildskab ”inde i en sky” (”in the middle of a cloud”), ”i badet” (”in the middle of the bath”) og ”under barberingen” (”in the middle of a shave”), som John gjorde i sin sang ”Oh Yoko”. Men det var lige præcis John og Yokos groteske og naive nærvær i verden, som gjorde dem til et ægte og moderne romantisk par – kun to tåber kunne være så forelskede!

De indtog begge med glæde rollerne som Hellige Tåber – som Bibelen siger: ”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme.” Og på deres egen underfundige vis ud-levede John og Yoko gennem deres levemåde fantasiens arketypiske dramaer i hverdagen. Jeg har altid tænkt på dem under læsningen af Abélard og Héloïses hjerteskærende breve – to ulyksalige elskende i 1100-tallets Frankrig. Han var en berømmet og karismatisk filosof, teolog, digter, og hun var hans elev, elskerinde, hustru og senere, efter deres tvungne adskillelse, abbedisse. Som hun skrev til Abélard:

I havde desuden, må jeg indrømme, to særlige talenter, som talte til hvert et kvindehjerte – Jeres talent for at digte sange og vers, hvilket andre filosoffer som bekendt ikke har haft særlig gunstige resultater med … Melodi-ernes skønhed betød, at endog de uden læsekundskaber aldrig kunne glemme Jer. Dette mere end noget andet fik kvinderne til at sukke af kærlighed til Jer. Og eftersom de fleste af sangene berettede om vores kærlighed, gjorde de mig snart kendt vidt omkring, og misundelsen blussede op i mange kvinder. For Jeres manddom var smykket med al kroppens og forstandens ynde, og blandt alle de

16

kvinder, der misundte mig da, findes der mon én eneste, som ikke i dag føler sig tvunget til at ynke mit tab af så-danne ynder? Hvem, som engang var min fjende, kvinde som mand, føler ikke den medynk, som jeg fortjener?

Det brev kunne lige så godt være skrevet af Yoko efter Johns død. Yoko har stadig uforstående og grove kritikere. De af hendes

beundrere, der har fulgt hende gennem den mere end 50 år lange karriere, ved dog, at hun ikke blot fortjener medynk som sørgende enke, men også anerkendelse for sine enestående bedrifter som ma-ler, skulptør, fotograf, filmmager, digter, videokunstner, komponist, singer-songwriter, fredsaktivist og pioner inden for koncept- og per-formancekunst. Hun har arbejdet med så forskellige musikere som John Cage, Ornette Coleman og Lady Gaga, ligget nummer et hele ti gange på Billboard dance/club-listen, læst en ode til freden højt ved åbningsceremonien til vinter-OL i 2006. Desuden har hun – præcis som Shah Jahan, der byggede Taj Mahal til minde om sin tredje kone – på egen hånd udtænkt og opført IMAGINE PEACE TOW-ER på den islandske ø Videy til minde om sin afdøde mand, hvor en hellig flamme på en stille aften kan nå op i fire kilometers højde. Dette tårn af lys bliver projiceret fra et monument af hvide glasfliser med ordene IMAGINE PEACE indgraveret på 24 sprog. Yoko Ono har indsamlet mere end halvanden million nedskrevne fredsønsker fra mennesker over hele verden, som med tiden skal inkorporeres i tårnet. Gennem de mere end 30 år, der er gået siden Johns død, har Yoko stædigt og hengivent som flammens vogter holdt hans frygtløse og drømmende ånd i live.

17

Den 8. december 1980 lagde jeg mig til at sove omkring klokken halv elleve. Lidt over midnat blev jeg vækket af telefonen, og jeg væltede ud af sengen for at tage den. I den anden ende kunne jeg

høre en af mine venner græde. ”Åh nej, hvad er der sket?” spurgte jeg. ”Har du hørt det?” spurgte hun. ”Hørt hvad? Jeg har sovet.” Så fortalte hun, at John Lennon var død.

Rolling Stone havde planlagt en forsidehistorie om John og Yoko til det første nummer i 1981 som markering af deres nye album, Double Fantasy, og mit interview med John fra den 5. december skulle bringes i den forbindelse. Nu ville det i stedet blive et mindenummer. Jann Wenner – medstifter, redaktør og udgiver af Rolling Stone (og en gammel ven), der tilbage i 1967 havde ansat mig som bladets første europæiske redaktør – bad mig skrive et sammendrag af det, der havde vist sig at blive mit sidste interview med John nogensinde. Følelseslammet lyttede jeg hurtigt båndene igennem og skrev højde-punkterne fra vores samtaler sammen til en hyldestartikel på 5.000 ord.

Yoko Ono havde opfordret til, at folk overalt på Jorden skulle holde ti minutters stilhed til minde om John søndag den 14. decem-ber kl. 14.00 eastern standard time. I USA holdt omkring 8.000 radiostationer op med at spille i ti minutter. I Liverpool forsamledes 30.000 mennesker. Og jeg selv og en del af mine venner sluttede os til de mere end 250.000 mennesker, der var mødt op i Central Park for at ære John. På slaget to hørte man ikke andet end helikopternes snurren over vore hoveder. De mindede mig om den indisk-inspire-rede tanpura-drone, som George Harrison spiller på i indspilningen af Johns ”Tomorrow Never Knows” (”Turn off your mind, relax and float downstream/ It is not dying, it is not dying.”) John havde sagt til Beatles-producer George Martin, at han på det nummer gerne ville

18

lyde som ”Dalai Lama, der chantede på en fjern bjergtop.” Jeg fik aldrig transskriberet mit sidste interview med John. Jeg

var bange for, at lyden af Johns stemme ville gøre mig alt for ked af det, så da jeg havde skrevet min hyldest, gemte jeg båndene bagest i et skab. Men i begyndelsen af 2010 gik det op for mig, at John ville være fyldt 70 år den 9. oktober, og at det desuden var 30 år siden, han døde, den 8. december. Jeg havde faktisk ikke skænket båndene en tanke siden 1980, men jeg besluttede nu, at det måtte være på tide at grave dem frem. Efter at have ligget urørt hen så længe var de sikkert ved at falde fra hinanden. Så jeg rodede skabet igennem, og efter en halv times tid fandt jeg båndene omviklet af to sørgelige elastikker. En uge senere tog jeg mine hovedtelefoner på og begyndte det langsommelige arbejde med at transskribere båndene i hånden fra start til slut. På de magiske magnetbånd genhørte jeg de muntre, livfulde, undergravende, ætsende, frygtløse, usandsynligt morsomme og menneskekærlige ord fra en mand, hvis læber uden tvivl – i hvert fald i drømme – har kysset den irske Blarney-sten, hvilket ifølge legenden skulle øge talegaverne.

Det tog mig ti inspirerede, men udmattende dage at færdiggøre transskriptionen. Da jeg faldt i søvn efter at have løst opgaven, havde jeg en drøm, som jeg altid vil huske, men aldrig har fortalt om, fordi jeg frygtede, at folk ville tro, at jeg havde opdigtet en selviscenesæt-tende myte. Men drømmen var ægte nok: John og jeg sad over for hinanden på gulvtæppet i en lejlighed – næsten som vi havde siddet under mit første interview med ham i 1968 i lejligheden på Montagu Square i London. Vi havde ansigterne vendt mod hinanden som to fortidige shamanistiske skjalde og drak myntete. Jeg havde gjort min båndoptager klar til at begynde interviewet … men pludselig gik det med gru op for mig, at John ikke selv var klar over, at han var død.

19

Jeg måtte under ingen omstændigheder afsløre det for ham, og derfor skulle jeg være yderst påpasselig med ikke at spørge til hans og Yokos fremtidsplaner. John indledte samtalen med de samme ord, som da jeg interviewede ham for sidste gang i hans lejlighed i Dakota-byg-ningen: ”Bare slap af, vi har masser af tid.” I drømmen kom jeg i det samme i tanke om de første to linjer fra Johns ”Working Class Hero”, som for mig altid har stået som nogle af de mest spiddende og hjerteskærende ord, han har skrevet: ”As soon as you’re born they make you feel small/ By giving you no time instead of it all.”

Det lykkedes mig at fortsætte interviewet, og hen mod slutningen spurgte John: ”Hvilken sang kunne du tænke dig, jeg skulle synge lige nu? Bare sig det første, der falder dig ind.” ”Jeg vil gerne høre ’Instant Karma!’,” svarede jeg, og han begyndte at synge. Da han nåede til linjerne ”Why in the world are we here?/ Surely not to live in pain and fear”, så han mig direkte ind i øjnene for at sikre sig, at jeg virkelig hørte efter. Så vågnede jeg – forbløffet, bedrøvet, glad, rystet, men taknemmelig over at have oplevet sådan et møde, og jeg tænkte for mig selv: ”Wauw! Jeg var sammen med John Lennon i aftes, og han er lige så levende som dig og mig!”

20