Congo af David Reybrouck

(f. 1971) er belgisk kulturhistoriker, arkæolog og prisbelønnet forfatter. Han har udgivet flere roma-ner, skuespil og dokumentar- og reportagebøger. Han bor i Bruxelles.

Congo – Historien om Afrikas hjerte blev beløn-net med AKO-prisen, Hollands mest prestigefyldte litteraturpris. Bogen er solgt i mere end 300.000 eksemplarer og oversat til adskillige sprog.

”Sublim ... monumental ... virtuos ... Denne litte-rære fagbog er mere spændende end nogen roman.”

- NRC Handelsblad

”En vidunderlig blanding af tidsrejse og rejse-beskrivelse, af dokudrama og finanskrimi, af historier og reportage.”

- Die Zeit

”Stilistisk suveræn, kundskabsrig og rødglødende. Årets bog … sublim og læseværdig.”

- Dagbladet

”Et stort værk … alt fortælles med indlevelse, respekt og litterær kraft. Køb og læs!”

- Klassekampen

Messure:100+162+(46)+162+100x236

Omslag | Malene Henssel

Congo

DAVID VAN REYBROUCK

Historien om Afrikas hjerteTiderne Skifter Tiderne Skifter

Pressen skrev:

En monumental fortælling om en grænseløst

fascinerende del af verden.

Læseren tages med på en spændende og lærerig rejse gennem

det congolesiske folks historie og land – og landskabet og den

enorme flod, som har givet området navn og en afgørende

forudsætning for befolkningens livsvilkår og ernæringsmuligheder.

Forfatteren begynder sin levende beretning i 1850’erne og giver et

uafrysteligt indblik i slavehandelen og gummiproduktionen i

slutningen af 1800-tallet, det belgiske koloniherredømme, kampen

for selvstændighed og Mobutus brutale diktatur, og forklarer

årsagerne til de krige, som har hærget landet fra 1996 til i dag

– de grusomste konflikter siden Anden Verdenskrig.

Congo bygger på et unikt kildemateriale og på forfatterens mange

rejser i Centralafrika. De mange hundrede interviews, David

van Reybrouck har lavet i Kinshasas slum og i bittesmå landsbyer,

såvel som blandt udvandrede afrikanere i Europa og Kina, kaster

nyt lys over en rig og uhyre kompleks historie.

”En milepæl i den politiske og historiske reportage.”

- Die Welt

DAVID VAN REYBROUCK

DAVID VAN REYBROUCKC

ongoHistorien

om Afrikas hjerte

Da jeg for cirka seks år siden i anledning af 50-årsdagen for

den congolesiske uafhængighed overvejede at skrive en bog om landets turbulente historie, ikke alene den postkoloniale periode, men også den koloniale og en del af den førkoloniale periode, besluttede jeg, at det kun gav mening, hvis jeg kunne lade flest muligt congolesiske stemmer komme til orde. I et forsøg på i det mindste at udfordre den eurocentrisme, som utvivl-somt kom til at spille mig et puds nu og da, forekom det mig nødvendigt at gå syste-matisk på jagt efter det lokale perspektiv, eller snarere: efter lokale perspektivers mangfoldighed, for der er naturligvis ikke én congolesisk version af historien, lige så lidt som der er én belgisk, europæisk eller simpelthen ‘hvid’ version. Congolesiske stemmer altså, så mange som muligt.

Men hvordan begynder man på det i et land, hvor den forventede gennemsnits-levealder i det seneste årti har været under 45 år? Landet blev 50, men indbyggerne blev det ikke længere. Selvfølgelig var der stemmer, der boblede op af næsten glemte koloniale kilder. Missionærer og etnografer havde nedfældet fantastiske historier og sange. Der var talrige tekster skrevet af congoleserne selv – jeg skulle til min for-bløffelse endda finde et selvbiografisk doku-ment fra sidst i det 19. århundrede. Men jeg var også på jagt efter levende vidner, efter mennesker, som ville dele deres livshistorie med mig, selv dens mest trivielle detaljer. Jeg var på jagt efter det, der kun sjældent ender i tekster, fordi historien er så meget mere end det, der bliver skrevet ned.

Indhold

Indledning 11

1. NyE åNDER 39Centralafrika vækker Østens og Vestens interesse

1870-1885

2. NOgET FORBANDET SVINERI 67Congo under Leopold II

1885-1908

3. BELgIERNE HAR BEFRIET OS 109De første år med kolonistyre

1908-1921

4. I ANgSTENS gREB 147Voksende uro og gensidig mistillid i fredstid

1921-1940

5. STARTSKuDDETS RøDE TIME 185Krigen og den forræderiske stilhed bagefter

1940-1955

6. SNART VORES 228Sen afkolonisering, pludselig uafhængighed

1955-1960

7. EN TORSDAg I juNI 267

Tiderne_Congo_P.indd 7 25/09/12 13.09

8. KAMpEN OM TRONEN 281Den Første Republiks kaotiske år

1960-1965

9. DE ELEKTRISKE åR 328Mobutu smøger ærmerne op

1965-1975

10. „TOujOuRS SERVIR“ 359En marskals vanvid

1975-1990

11. DøDSKAMpEN 390Demokratisk opposition og militær konfrontation

1990-1997

12. MEDLIDENHED, HVAD ER DET? 426Den Store Afrikanske Krig

1997-2002

13. „LA BIèRE ET LA pRIèRE“ 455Nye spillere i et ødelagt land

2002-2006

14. FRIKVARTER 489Håb og fortvivlelse i et ungt demokrati

2006-2010

15. WWW.COM 525

Tak 544

Kilder 549

Bibliografi 583

Noter 607

Navneregister 623

Savanne

Regnskov Bjergområde

Flod Landegrænser

500 km

UGANDA

RWANDA

BURUNDI

TANZANIA

ZAMBIA

ANGOLA

CONGO-BRAZZAVILLE

GABON

SUDANCENTRAL-AFRIKANSKE

REPUBLIK

CAMEROUN

Kivu-søen

Victoria-søen

Edward-søen

Albert-søen

Tanganyika-søen

CABINDA(ANG.)

Lualabe (C

ong

o)

Kinshasa

Congo

Uba

ngi

Kasai

Lomam

i

Uele

Kasai

Lulua

Cuanza

Ituri

Zam

bezi

Lual

ab

a

Congo

Kort 1 : Geografi

Nilen


Savanne

Regnskov Bjergområde

Flod Landegrænser

500 km

UGANDA

RWANDA

BURUNDI

TANZANIA

ZAMBIA

ANGOLA

CONGO-BRAZZAVILLE

GABON


REPUBLIK

CAMEROUN

Kivu-søen

Victoria-søen

Edward-søen

Albert-søen

Tanganyika-søen

CABINDA(ANG.)

Lualabe (C

ong

o)

Kinshasa

Congo

Uba

ngi

Kasai

Lomam

i

Uele

Kasai

Lulua

Cuanza

Ituri

Zam

bezi

Lual

ab

a

Congo

Kort 1 : Geografi

Nilen


500 km

Diamant

Guld

Kobolt, Kobber

Uran

Koltan

Tin

Råolie

Mineralforekomster

G

c

K

T

u

DLandegrænser Sprogområder

By Provinsgrænser

UGANDA

RWANDA

BURUNDI

TANZANIA

ZAMBIA

ANGOLA

CONGO-BRAZZAVILLE

GABON


REPUBLIK

CAMEROUN

Kivu-søen

Victoria-søen

Edward-søen

Albert-søen

Tanganyika-søen

CABINDA(ANG.)

S W A

H I

L I

T S H I L U B A

L I N G

A L

A

K I K O N G O

S W A H I L I

Matadi

Kikwit

Bandundu

Mbandaka

Ilebo

TshikapaKananga

MbujiMayi

Kabinda

Kamina

KolweziLikasi

Lubumbashi

Kalemie

Kindu

Bukavu

Uvira

Kisangani

Goma

Buta

Bunia

Aba

BumbaLisala

Kinshasa

cc

K

KK

KK

K

T

T

T

T

T

T

TT

G

G

G

u

D

D

DD

D

BAS -CONGO B A N D U N D U

ØS T - K A S A IV E S T -

K A S A I

K A T A N G A

M A N I E M A

P R O V I N C EO R I E N T A L E

Equateur

NORD-KIVU

SYD-KIVU

Congo

Congo

Uba

ngi

Kasai

Lomam

i

Uele

Kasai

Lualaba

Lulua

Cuanza

Ituri

Zam

bezi

Lual

ab

a

Kort 2: Befolkning, provinser og råstofferN

ilen


11

Indledning

Det er naturligvis stadig havet, men man kan se, at noget er forandret, noget ved farven. De brede, lave bølger duver stadig lige venligt, det er stadig kun oceanet, men det blå bliver lidt efter lidt forurenet med gult. Og det giver ikke en grøn farve, som man kender det fra farvelæren, men et plumret skær. Det strålende azurblå er forsvundet. Den turkisfarvede krusning i eftermiddagssolen er væk. Det bundløse koboltblå, som solen steg op af, skumringens ultramarin, nattens blygrå: forbi.

Herfra er det ikke andet end suppe.En gullig, okkerfarvet, rusten suppe. Man er stadig hundredvis af sømil

fra kysten, men man ved det: Dette er landets begyndelse. Congofloden munder ud i Atlanterhavet med så stor en kraft, at havvandet får en anden farve over mange hundrede kilometer.

Den rejsende, som før i tiden for første gang sejlede med paketbåden til Congo, kunne af farveændringen forledes til at tro, at han snart var fremme. Men besætning og veteraner fra kolonien gjorde det snart klart for den nyankomne, at der stadig var to døgns sejlads igen, to døgn hvor han kunne iagttage, at vandet blev mere og mere brunt, mere og mere urent. Stående ved rælingen i agterstavnen så han, at det plumrede vand, som skruen blev ved at trække op fra dybere lag, dannede en stadig større kontrast til det blå ocean. Lidt senere flød tykke græstotter forbi, tørv, småøer, som floden havde spyet ud, og som nu fortumlet vuggede rundt på havet. gennem koøjet i kahytten observerede han dystre former i vandet, „træstumper og træer rykket op med rode, der for længe siden var flået op i mørke urskove, for de sorte stammer var bladløse, og de nøgne stumper af tykke grene rullede af og til rundt i overfladen et øjeblik og dykkede så ned igen“.1

på satellitbilleder ser man det tydeligt: en brun plet, der i den værste monsuntid strækker sig indtil 800 kilometer vestpå. Det ligner nærmest


12

congo

en lækage i fastlandet. Oceanografer taler om ‘Congo-viften’ eller ‘Congo-røgskyen’. Da jeg første gang så luftfotos af det, kom jeg til at tænke på et menneske, som har skåret pulsårerne over på sig selv og holder dem under vand – i al evighed. Vandet fra Congofloden, den næstlængste flod i Afrika, sprøjter bogstavelig talt ud i havet. på grund af den klippefyldte undergrund er dens munding forblevet relativt smal.2 Til forskel fra Nilens udløb er der ikke opstået et fredeligt delta i havet, og i stedet virker det, som om de enorme vandmasser bliver presset ud gennem et nøglehul.

Okkerfarven kommer af det slam, som Congofloden har samlet på sin 4700 kilometer lange rejse: fra den højtliggende kilde i den allersydligste del af landet, gennem den tørre savanne og Katangas plantedækkede sumpe, forbi den umådelig store regnskov omkring ækvator, der dækker omtrent hele den nordlige halvdel af landet, til det ustadige landskab i Bas-Congo og mundingens spøgelsesagtige mangrover. Men farven kommer samtidig fra de hundredvis af floder og bifloder, der tilsammen danner Congos flod-bækken, et område på cirka 3,7 millioner kvadratkilometer, mere end en tiendedel af hele Afrika, og for en stor dels vedkommende sammenfaldende med republikken Congos territorium.

Og alle jordpartiklerne, alle de eroderede smådele af ler og sand flyder med, ned ad floden til bredere vand. Somme tider hænger de stille og gli-der umærkeligt videre, så tumler de igen i et sindssygt raseri, der blander dagslyset med mørke og skum. Somme tider hænger de fast. på en klippe. på en bred. på et rustent skibsvrag, der tavst brøler efter skyerne fra den sandbanke, der er vokset frem omkring det. Somme tider møder de intet, slet intet, andet end vand, altid kun noget nyt vand, først fersk, så brak, til sidst salt.

Således begynder et land: langt uden for kysten, forlænget med store mængder havvand.

Men hvor begynder historien? Også langt tidligere end man skulle forvente. Da jeg for cirka seks år siden i anledning af 50-årsdagen for den congolesiske uafhængighed overvejede at skrive en bog om landets turbulente historie, ikke alene den postkoloniale periode, men også den koloniale og en del af den førkoloniale periode, besluttede jeg, at det kun gav mening, hvis jeg kunne lade flest muligt congolesiske stemmer komme til orde. I et forsøg på i det mindste at udfordre den eurocentrisme, som utvivlsomt kom til at spille mig et puds nu og da, forekom det mig nødvendigt at gå systematisk


13

Indledning

på jagt efter det lokale perspektiv, eller snarere: efter lokale perspektivers mangfoldighed, for der er naturligvis ikke én congolesisk version af histo-rien, lige så lidt som der er én belgisk, europæisk eller simpelthen ‘hvid’ version. Congolesiske stemmer altså, så mange som muligt.

Men hvordan begynder man på det i et land, hvor den forventede gen-nemsnitslevealder i det seneste årti har været under 45 år? Landet blev 50, men indbyggerne blev det ikke længere. Selvfølgelig var der stemmer, der boblede op af næsten glemte koloniale kilder. Missionærer og etnografer havde nedfældet fantastiske historier og sange. Der var talrige tekster skrevet af congoleserne selv – jeg skulle til min forbløffelse endda finde et selvbiografisk dokument fra sidst i det 19. århundrede. Men jeg var også på jagt efter levende vidner, efter mennesker, som ville dele deres livshistorie med mig, selv dens mest trivielle detaljer. jeg var på jagt efter det, der kun sjældent ender i tekster, fordi historien er så meget mere end det, der bliver skrevet ned. Det gælder altid og overalt, men afgjort i områder, hvor kun en lille overklasse har adgang til det skrevne ord. Eftersom jeg er uddannet arkæolog, tillægger jeg ikke-tekstuel information stor værdi, for den giver ofte et fyldigere, mere håndgribeligt billede. jeg ville have mulighed for at interviewe mennesker, ikke nødvendigvis betydningsfulde decision makers, men almindelige individer, hvis livsløb er formet af den store historie. jeg ville gerne kunne spørge folk, hvad de spiste i den ene eller den anden pe-riode. jeg var nysgerrig efter at vide, hvad for noget tøj de havde gået med, hvordan deres hjem så ud, da de var børn, om de gik i kirke.

Det er selvfølgelig altid risikabelt at ekstrapolere til fortiden fra det, som folk fortæller i dag: Intet er så nutidigt som hukommelsen. Men selv om opfattelser er meget lette at forme – informanter priste somme tider kolonisationen: Fordi det var så godt dengang? Eller fordi de havde det så dårligt nu? Eller fordi jeg er belgier? – er minderne om banale genstande eller handlinger ofte præget af mere inerti. Enten havde man en cykel eller også havde man ingen cykel i 1950. Som barn talte man kikongo med sin mor, eller også talte man ikke kikongo med hende. Man spillede fodbold på missionsstationen, eller man spillede ikke fodbold. Hukommelsen falmer ikke lige hurtigt overalt. Trivialiteterne i et menneskeliv beholder deres farve længere.

jeg ville altså interviewe almindelige congolesere om det almindelige liv, selv om jeg ikke bryder mig om ordet ‘almindelig’, for ofte var de historier, jeg fik at høre, virkelig usædvanlige. Tiden er en maskine, der kværner livet,


14

congo

lærte jeg, mens jeg skrev denne bog, men af og til er der også mennesker, som kværner tiden.

Men altså: Hvordan fik jeg begyndt på det? jeg havde håbet her og der at få mulighed for at tale med nogen, som endnu havde levende erindringer om de sidste år af kolonitiden. jeg var uden videre gået ud fra, at der nærmest ikke ville være vidner til perioden forud for Anden Verdenskrig. jeg skulle være glad, hvis sådan en ældre informant var i stand til at fortælle noget om sine forældre eller bedsteforældre i mellemkrigstiden. Hvad de tidligere perioder angik, måtte jeg navigere efter de skrevne kilders rystende kom-pas. Det tog faktisk et stykke tid, før det gik op for mig, at den forventede gennemsnitslevealder i Congo i dag ikke er så lav, fordi der kun er få ældre, men fordi så mange børn dør. Det er den forfærdelige børnedødelighed, der trækker gennemsnittet ned. I løbet af mine ti rejser i Congo stødte jeg på mennesker på 70, 80, ja, selv 90 år. En gang fortalte en gammel, blind mand på næsten 90 meget om det liv, hans far havde levet: Indirekte kunne jeg nå helt ned til 1890’erne, en svimlende dybde. Men det var intet imod, hvad Nkasi fortalte mig.

Fra luften ligner Kinshasa en termitdronning, oppustet til det vanskabte og sitrende af aktivitet, altid aktiv, altid i gang med at udvide sig. I den bræn-dende hede strækker byen sig langs flodens venstre bred. på den anden side ligger dens tvillingsøster, Brazzaville, mindre, mere frisk, mere strålende. Dér har kontortårnene spejlglas. Det er det eneste sted i verden, hvor to hovedstæder har udsigt til hinanden, men i Brazzaville ser Kinshasa kun sit eget lurvede spejlbillede.

Kinshasas farvepalet er varieret, men det er ikke andre solbeskinnede byers klare pigmenter. Man ser aldrig Casablancas mættede farver, aldrig Havannas varme kolorit, aldrig Varanasis dybrøde nuancer. I Kinshasa falmer hver en klat maling så hurtigt, at folk tilsyneladende ikke længere gør sig nogen umage: Blege farver er blevet en æstetik i sig selv. pastel domi-nerer, den farveskala som allerede missionærerne var så vilde med. Fra den ringeste lille butik, hvor man sælger lidt sæbe eller noget mobiltaletid, til en ny pinsekirkes overdådige omfang, er murene ufravigeligt malet bleggule, bleggrønne eller blegblå. Som om der også om dagen brænder neonlys. Coca-Cola-kasserne, der står stablet som store fæstninger på gårdspladsen til Bralima-bryggeriet, er ikke skarlagensrøde, men matrøde. Færdselspoli-tiets skjorter er ikke knaldgule, men urinfarvede. Og i det skarpeste sollys


15

Indledning

blafrer selv det nationale flags farver temmelig blegt.Nej, Kinshasa er ingen farverig by. jorden er ikke rød som andre steder

i Afrika, men sort. Bag laget af pastelfarve titter grå mure altid igennem. Når murerne lægger deres sten til tørre i solen på Boulevard Lumumba, ser man en farvevifte af grå nuancer: våde mørkegrå sten ved siden af musegrå, der allerede er læderhårde, ved siden af askegrå eksemplarer. Den eneste farve, der virkelig springer i øjnene, er det hvide i den tørrede maniok, også kaldet kassava, den knoldvækst, der udgør basisføden i store dele af Centralafrika. plasticskålene med malet mel, som kvinderne sidder på hug og sælger, skinner så skarpt, at de må knibe øjnene i. Ved siden af dem ligger bjerge af maniokrødder, kraftige kridhvide stængler, der minder om afsavede stødtænder. Når man ser de rodede bunker fra luften, ser det ud, som om undergrunden blotter tænderne, vredt og ængsteligt som en bavian. En grimasse. En grå bys skæve gebis. Men kridhvidt, det er det. ulasteligt hvidt.

Forestil dig, at du kunne svæve hen over denne by som en ibis. Du ville se et skakbræt af rustne bølgebliktage, jordlodder med mørkegrønt løv. Og den grisaille, som er cité, de tilsyneladende endeløse arbejderkvarterer i Kinshasa. Vi ville cirkle over kvarterer med blytunge navne som Makala, Bumbu og Ngiri Ngiri og dale ned mod Kasavubu, et af de ældste kvarterer for inlanders – ‘indfødte’, som congoleserne blev kaldt i kolonitiden. Avenue Lubumbashi ville vi se, en snorlige akse, som et utal af små gader og gyder munder ud i, men som aldrig er blevet asfalteret. Det er regntid, der står pytter på størrelse med et svømmebassin. Selv den dygtigste taxichauffør kører fast her. Det blæksorte mudder skrider væk under hans hvinende dæk og sviner siderne til på hans raslende, men nyvaskede Nissan eller Mazda.

Vi ville bandende forlade ham og svæve videre til Avenue Faradje. på gårdspladsen til nummer 66, på den anden side af betonmuren med ind-murede glasskår, forbi den sorte metalport, skinner noget hvidt. Det er hverken maniok eller elfenben. Det er plastic. Hårdt, hvidt støbt plastic. Det er en potte. Der sidder et barn på den, en yndig lille pige på ét år. Hendes frisure: en plantage af små palmetræer, der er bundet sammen ved issen med gule og røde elastikker. Hendes gule kjole med blomstermotiv ligger draperet over hendes numse. Om hendes ankler hænger der ingen underbukser: Sådan nogle har hun ikke. Men hun gør det, som alle etårige i hele verden gør, når de ikke forstår, hvad den potte nu skal til for: Hun hyler rasende og hjerteskærende.


16

congo

*Der så jeg hende sidde torsdag den 6. november 2008. Hun hed Keitsha. Det var en traumatisk eftermiddag for hende. Ikke alene blev hun nægtet nydelsen ved spontan afføring, hun blev også udsat for det mest uhyggelige syn, hun nogensinde i sit korte liv havde set: en hvid, noget hun kun kendte fra sin slidte, invalide Barbie-dukke, men denne her var stor og levende, og havde to ben.

Keitsha var på vagt resten af eftermiddagen. Mens medlemmer af hen-des familie sad og snakkede med den mærkværdige gæst og endda delte bananer og jordnødder med ham, holdt hun sig på sikker afstand, mens hun i flere minutter ad gangen stirrede på, hvordan også hans hånd ragede i den knitrende pose med nødder.

Heldigvis var jeg ikke kommet for hendes skyld, men for hendes stamfar, Nkasis. jeg forlod gårdspladsen med den grædende pige, da jeg skubbede det tynde forhæng til side. Der var halvmørkt. Mens mine øjne prøvede at vænne sig til det, hørte jeg taget knage i varmen. Bølgeblikplader, selvføl-gelig. Og blegblå vægge, ligesom alle andre steder. Christ est Dieu – ‘Kristus er gud’, stod der med tavlekridt. Ved siden af havde en eller anden skriblet en række mobilnumre med trækul. Huset som adressebog, for papir har i årevis ikke været til at betale i Kinshasa.

Nkasi sad på sin sengekant. Han sad med bøjet hoved. Med sine gamle fingre prøvede han at knappe sin åbenstående skjorte. Han var lige vågnet. jeg nærmede mig og hilste på ham. Han så op. Hans briller var fastgjort til hans hoved med en elastik. Bag de tykke og voldsomt ridsede glas skim-tede jeg et par rindende øjne. Han slap sin skjorte og greb om min hånd med begge hænder. Der var stadig bemærkelsesværdigt megen kraft i de fingre.

„Mundele,“ mumlede han, „mundele!“ Han lød bevæget, som havde vi ikke set hinanden i årevis. „Hvide mand.“ Hans stemme lød som et trægt, rustent tandhjul, der langsomt satte sig i bevægelse. En belgier i hans hjem … efter så mange år … Tænk, at han fik lov at opleve det.

„papa Nkasi,“ sagde jeg ud i halvmørket, „det er mig en stor ære at møde Dem.“ Han holdt stadig om min hånd, men gjorde tegn til mig om at sætte mig. jeg fandt en plastichavestol. „Hvordan har De det?“

„Aaah,“ stønnede han bag sine brilleglas, der var så ridsede, at man ikke kunne se hans øjne længere, „jeg har problemer med min demi-vieillesse.“ Ved siden af sengen stod en lille skål med opspyt. på den nussede madras


17

Indledning

lå en klystersprøjte. gummikuplen så indtørret ud. Her og der lå der et stykke folie fra noget medicin. Så kom han til at grine ad sin egen vittighed.

Men hvor gammelt var det så, sådan en ‘halv-alderdom’? Han så bestemt ud til at være den ældste congoleser, jeg nogensinde havde mødt.

Han behøvede ikke lang tid til at tænke sig om. „Je suis né en mille-huit cent quatre-vingt-deux – jeg er født i 1882.“

1882? Tid er et relativt begreb i Congo. jeg har somme tider oplevet, at jeg spurgte en informant, hvornår en begivenhed fandt sted, og til svar fik: „For længe siden, ja, for meget længe siden, i hvert fald seks år, eller nej, vent lige lidt, lad os sige: halvandet år.“ Mit ønske om at belyse et congo-lesisk perspektiv ville aldrig gå helt i opfyldelse: jeg lægger for stor vægt på tidsangivelser. Og nogle informanter lægger mere vægt på et svar end på et korrekt svar. Men på den anden side blev jeg ofte overrasket over, hvor præcist mange kunne fiske kendsgerninger frem fra deres liv. Foruden året kunne de meget ofte oplyse måneden og dagen. „jeg flyttede til Kinshasa den 12. april 1963.“ Eller: „Den 24. marts 1943 sejlede skibet.“ Det har blot lært mig at omgås data med stor forsigtighed.

1882? Tja, så taler vi altså om Stanleys tid, om oprettelsen af Congo Fristaten, om det første missionsarbejde. Det er før Berlinkonferencen, det berømte møde i 1885, hvor de europæiske stater afgjorde Afrikas fremtid. Stod jeg virkelig over for et menneske, som ikke alene huskede kolonitiden, men oven i købet stammede fra den førkoloniale periode? Et menneske med samme fødeår som james joyce, Igor Stravinsky og Virginia Woolf? Det var næsten ikke til at tro. Så måtte manden være 126 år gammel! Så måtte han ikke alene være det ældste menneske i verden, men samtidig et af de længst levende mennesker nogensinde. Og så i Congo. Tre gange landets forventede gennemsnitslevealder.

Og derfor gjorde jeg det, som jeg altid gør, nemlig at tjekke og dobbelt-tjekke. Og i hans tilfælde betød det, at jeg med uendelig stor tålmodighed måtte grave fortiden frem stump for stump. Nogle gange gik det strygende, andre gange kom der overhovedet ikke skred i det. Aldrig før havde jeg talt med den fjerne fortid på den måde, aldrig før havde den føltes så skrøbelig. Tit forstod jeg ham ikke. Tit begyndte han på en sætning og standsede op halvvejs inde i den, med det forbavsede blik hos et menneske, som vil finde noget i et skab og pludselig ikke kan huske, hvad det var. Det var en kamp mod glemsomheden, men Nkasi glemte ikke kun fortiden, han glemte også, at han glemte. De huller, der opstod, groede straks til igen.


18

congo

Han var ikke bevidst om, at noget gik tabt. jeg derimod forsøgte at lænse en oceandamper med en konservesdåse.

Men til sidst nåede jeg til den konklusion, at hans fødeår måske nok kunne stemme. Han talte om begivenheder i det 19. århundredes firsere og halvfemsere, som han kun kunne have førstehåndsviden om. Nkasi havde ikke studeret, men han kendte til historiske fakta, som andre gamle congolesere fra hans område ikke havde nogen anelse om. Han kom fra Bas-Congo, området mellem Kinshasa og Atlanterhavet, hvor den vestlige tilstedeværelse først lod sig mærke. Hvis man sammenligner kortet over Congo med en ballon, så er Bas-Congo den tut, som det hele passerer igen-nem. Derved kunne jeg teste hans minder i forhold til veldokumenterede begivenheder. Han talte med stor præcision om de første missionærer, an-gelsaksiske protestanter, der havde slået sig ned i hans region. De begyndte ganske rigtigt deres omvendelsesarbejde omkring 1880. Han opgav navne på udsendinge, som viste sig at være ankommet til området i 1890’erne og fra 1900 opholdt sig på en nærliggende missionsstation. Han fortalte om Simon Kimbangu, en mand fra en nabolandsby, om hvem vi ved, at han blev født i 1889 og i tyverne grundlagde sin egen religion. Og han fortalte frem for alt, hvordan han som barn havde overværet anlæggelsen af jernbanen mellem Matadi og Kinshasa. Det foregik mellem 1890 og 1898. Arbejderne på hans egn begyndte i 1895. „Da var jeg 12-15 år,“ sagde han.

„papa Nkasi …“„Oui?“ Hver gang jeg tiltalte ham, kiggede han lidt forvirret op, som om

han havde glemt, at han havde besøg. Han gjorde ikke det mindste forsøg på at overbevise mig om sin høje alder. Han fortalte bare, hvad han kunne huske, og virkede forbavset over min forbavselse. Han var tydeligvis mindre imponeret af sin alder end jeg, der sad og skrev et helt kladdehæfte fuldt.

„Hvordan kan det egentlig gå til , at De kender Deres fødeår? Der fandtes jo ingen administration dengang?“

„joseph Zinga har fortalt mig det.„Hvem?“„joseph Zinga. Min fars yngste bror.“ Og så kom historien om onklen,

der var taget med en engelsksproget missionær til missionsstationen pa-labala og selv blev kateket, hvorved han lærte den kristne tidsregning at kende. „Han fortalte mig, at jeg er fra 1882.“

„jamen, har De så kendt Stanley?“ jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle få lejlighed til at stille nogen det spørgsmål i fuld alvor.


19

Indledning

„Stanlei?“ spurgte han. Han udtalte navnet på fransk. „Nej, ham har jeg aldrig mødt, men jeg har hørt om ham. Han kom først til Lukunga og derefter til Kintambo.“ Den rækkefølge stemte i hvert fald overens med den rejse, som Stanley foretog mellem 1879 og 1884. „Men jeg har kendt Lutunu, en af hans boys. Han kom fra gombe-Matadi, ikke så langt fra os. Han gik ikke med bukser.“

Navnet Lutunu sagde mig faktisk noget. jeg huskede, at han var en af de første congolesere, som blev boy hos de hvide. Senere skulle han af kolonisatoren blive udnævnt til indfødt leder. Men han levede til engang i halvtredserne: Nkasi kunne altså også have lært ham at kende meget senere. Men det var i hvert fald ikke tilfældet med Simon Kimbangu.

„Kimbangu kendte jeg allerede i 1800-tallet,“ sagde han med eftertryk. Det var den eneste henvisning til det 19. århundrede, bortset fra fødsels-året, som han kom med. Deres landsbyer lå tæt ved hinanden. Og han tilføjede: „Vi var omtrent lige gamle. Simon Kimbangu var større end mig i Pouvoir de Dieu – ‘gudskraft’, men jeg var større af år.“ Også ved senere besøg bekræftede han hver gang, at han var nogle år ældre end Kimbangu, manden fra 1889.

I ugerne efter mit første besøg besøgte jeg Nkasi flere gange. I mit logi i Kinshasa kiggede jeg igen på mine notater, lagde puslespillets brikker på plads og søgte efter hullerne i hans historie. Hvert besøg varede højst nogle få timer. Nkasi tilkendegav, når han var træt, eller hvornår hans hukom-melse svigtede ham. Samtalerne foregik hver gang i hans soveværelse. Nogle gange sad han på kanten af sin seng, andre gange på det eneste andet møbel i værelset: et slidt bilsæde, der stod på gulvet. Én gang sad jeg og snakkede med ham, mens han barberede sig. uden spejl, uden barberskum, uden vand, men med en lille engangsskraber, som han aldrig kasserede. Han følte sig for på hagen, lavede de skøreste grimasser og førte den hvide skraber hen over sin vejrbidte hud. Efter nogle spagfærdige skrab rensede han den ved at banke den mod sengekanten. De hvide skægstubbe hvirvlede ned på det mørke gulv.

I hjørnet af værelset lå der en rodebunke: resterne af hans ejendele. En defekt Singer-symaskine, en stak pjalter, et stor dåse pulvermælk af mærket Milgro, en sportstaske og et bundt linned. Sidstnævnte havde jeg bemærket ved mit første besøg. Der så ud til at ligge noget rundt indeni. „Hvad er der i den pakke?“ spurgte jeg engang. „Ah, ça! – Nå, den!“ Han rakte ud


20

congo

efter pakken. Langsomt viklede han stoffet op og tog en fantastisk trope-hjelm frem. Sort. jeg vidste ikke engang, at den slags fandtes. uden at jeg bad ham om det, tog han den på og smilede bredt. „Ah, monsieur David, hele mit liv har jeg levet i hænderne på de hvide. Men om to-tre dage dør jeg.“

Det gik langsomt med at bevæge sig fra sted til sted. Som spadserestok brugte han et gammelt paraplyskaft, men allerhelst ville han støtte sig til et par af sine døtre. Nkasi havde haft fem koner. Eller seks. Eller syv. Me-ningerne er delte. Selv ved han det heller ikke længere. på gårdspladsen sad der altid nogle familiemedlemmer. Der var varierende skøn over omfanget af hans afkom. Fireogtredive børn var det, man hørte oftest. I hvert fald fire hold tvillinger, det lod alle til at være enige om. Børnebørn? I hvert fald over halvfjerds.

jeg blev også præsenteret for hans to yngre brødre, Augustin og Mar-cel, henholdsvis 90 og 100 år gamle. Marcel boede ikke i Kinshasa, men i Nkamba. jeg talte med Augustins søn, en afslappet, klog mand, endnu ikke midaldrende. Troede jeg. Indtil han fortalte mig, at han trods alt var fyldt 60. jeg havde svært ved at tro det; han så virkelig ikke ud til at være over 45. Hvilken usædvanlig hårdfør familie, slog det mig, hvilken usædvanlig tilskikkelse fra naturens side. Tre ældgamle brødre, alle tre i live. Og der havde også været to søstre, men de var døde for ikke så længe siden. Også de var blevet omkring 90.

De boede fjorten mennesker sammen i tre små værelser, der grænsede op til hinanden, men hver dag var der en kommen og gåen af familiemed-lemmer. Nkasi delte værelse med Nickel og platini, begge to i tyverne. En af dem havde en sweater med Miami Champs påtrykt. Nkasi fik som den ældste sengen hver nat, det sagde sig selv, de unge sov på gulvet på måtter af flettede bananblade. Om dagen lagde de sig af og til på deres bedstefars tynde madras.

Nkasi levede af maniok, ris, bønner og somme tider lidt brød. Der var ikke penge til kød. Efter en lang samtale formodede han, at jeg var sulten, så han skubbede med sit paraplyskaft en klase bananer og en pose jordnødder hen til mig. „jeg kan se det. Hovedet er lukket, men maven er åben. Tag bare, spis bare.“ Det var nytteløst at afslå. Ved hvert besøg havde jeg noget med, og jeg købte sodavand af dem. Familien havde, ligesom utallige familier i byen, en beskeden forretning med drikkevarer fra Bralima-bryggeriet, men de havde ikke selv råd til at købe Cola og Fanta. Én gang så jeg, hvordan


21

Indledning

Nkasi fra sit autosæde skænkede lidt Coca-Cola op i et plastickrus. Frygt-indgydende langsomt rakte han bægeret til Keitsha. Det var et gribende syn: Manden, der åbenbart var født før Berlinkonferencen (og før Coca-Colaens opfindelse), gav nu sit barnebarn fra efter præsidentvalget i 2006 noget at drikke.

Det var den 6. november 2008, at jeg første gang mødte Nkasi. Dagen før havde været en historisk dag i verdenshistorien. på et bestemt tidspunkt vendte Nkasi samtalesituationen om. Måtte han også stille et spørgsmål? Det behøvede ikke altid at dreje sig om fortiden. Han havde opfanget et rygte, som han simpelthen ikke kunne tro på. „Er det sandt, at der er valgt en sort præsident i Amerika?“

Nkasis liv falder sammen med Congos historie. I 1885 faldt området i hæn-derne på den belgiske konge, Leopold II. Han kaldte landet Etat Indépendant du Congo – ‘Den uafhængige Congo-Stat’, ofte benævnt ‘Congo Fristaten’. I 1908 måtte kongen efter kraftig inden- og udenlandsk kritik overdrage sit område til den belgiske stat. Indtil 1960 hed det så Belgisk Congo, derefter blev det et uafhængigt land, Republikken Congo. I 1965 begik Mobutu et statskup, hvorefter han bevarede magten i 32 år. I den periode fik landet et nyt navn: Zaire. I 1997, da Laurent-Désiré Kabila forstødte ham fra tronen, fik det navnet Den Demokratiske Republik Congo. Det ‘demokratiske’ måtte man dog vente lidt på, for først i 2006 fandt de første frie valg i mere end 40 år sted. joseph Kabila, søn af Laurent-Désiré, blev ved den lejlighed valgt til præsident. Nkasi har, uden at flytte særlig meget, boet i fem forskellige lande, eller i hvert fald i et land med fem forskellige navne.

Skønt det land, som Leopold II planlagde, ikke på nogen måde svarede til en eksisterende politisk realitet, udviste det dog en bemærkelsesværdig geografisk sammenhæng: Det var i høj grad sammenfaldende med Con-goflodens bækken. Enhver lille flod, ethvert vandløb, som man ser i Congo (på nær to bittesmå streger), munder med tiden ud i denne ene, mægtige flod og bidrager i teorien til den brune plet i havet. Det er et rent karto-grafisk faktum; på landjorden blev det hydrografiske system ikke oplevet som en enhed. Men Congo, et land på 2,3 millioner kvadratkilometer, på størrelse med Vesteuropa, to tredjedel af Indien, det eneste land i Afrika med to tidszoner, har siden da altid været denne ene flods land. Det blev, igennem alle navneforandringer, også altid opkaldt efter alle vandløbs moder (Congo, Zaire). på fransk taler indbyggerne i dag som regel om le


22

congo

fleuve – ‘floden’, ligesom indbyggerne i Holland og Belgien taler om ‘havet’, når de mener Nordsøen.

Congofloden løber ikke i en lige linje; dens løb beskriver en trekvart cirkel, mod uret, som om man drejer et analogt urværk 45 minutter tilbage. Den store bue har at gøre med det regelmæssige og relativt flade relief i det centralafrikanske indland. Congo foretager faktisk én stor meander i et svagt skrånende område, der gennemgående kun ligger nogle få hundrede meter over havoverfladen. på sin mange tusinde kilometer lange rejse har floden et fald på under 1500 meter, mindre end en livlig bjergbæk. Kun i den allersydligste del af landet, hvor floden udspringer, overstiger det 1500 meter. Områder over 2000 meter finder man kun helt ovre i den østlige del af landet. Det højeste punkt ligger lige på grænsen til uganda: Mount Stanley, 5109 meter højt, den tredjehøjeste bjergtop i Afrika, permanent dækket af sne og en (stadig mindre) gletsjer. Bjergene mod øst er, sammen med en stribe langstrakte søer (ofte omtalt som De Store Søer, med Tan-ganyikasøen som den største), resultatet af en betydelig tektonisk aktivitet, hvilket også områdets stadig aktive vulkaner vidner om. Congos rynkede østlige rand udgør en del af The great Rift, den store forkastning, der klø-ver Afrika fra nord til syd. Klimatologisk kan det bjergagtige område være køligt; en by som Butembo for eksempel, tæt ved grænsen til uganda, har en gennemsnitlig årstemperatur på kun 17 grader celcius, mens Matadi, ikke langt fra Atlanterhavet, har et gennemsnit på godt 27 grader. Andre steder sørger beliggenheden ved ækvator for et tropisk klima med højere temperaturer og en høj luftfugtighed, selv om de regionale forskelle er betragtelige. I regnskoven svinger middagstemperaturen mellem 30 og 35 grader, i landets mest sydlige del kan der i tørketiden observeres rim. Også tørketidens varighed og begyndelsestidspunktet varierer.

To tredjedele af landet er dækket af en tætbevokset regnskov, med sine 1,45 millioner kvadratkilometer den største tropiske regnskov i verden efter Amazonområdet. Fra flyet ligner det en gigantisk broccoli, som der ikke er nogen ende på, et område tre gange så stort som Spanien. Nord og syd for det går skoven (’la forêt’ siger congoleserne) gradvis over i savanne. Ikke et endeløst National Geographic-hav af gult, bølgende græs, men en skov-savanne, der gradvis går over i en busksavanne, efterhånden som man fjerner sig fra ækvator. Landets biodiversitet er spektakulær, men også i stigende grad truet. Tre af de vigtigste zoologiske opdagelser i det 20. århundrede fandt sted i Congo; Congo-påfuglen, okapien og bonoboen. At man i det


23

Indledning

20. århundrede kunne opdage en menneskeabe, var i sig selv et mirakel. Congo er det eneste land i verden, hvor tre af de fire menneskeaber findes (kun orangutangen mangler). Men også chimpansen og navnlig bjerggoril-laen er alvorligt truede dyrearter.

Etnografer i det 20. århundrede skelner mellem 400 etniske grupper i Congo, hver især samfund med egne skikke, egne samlivsformer, egne kunst-traditioner og ofte også eget sprog eller egen dialekt. De grupper bliver som regel angivet med en flertalsform, som genkendes på forstavelsen ba- eller wa-. bakongo (også af og til skrevet baKongo) hører til kongofolket, baluba (eller baLuba) til lubafolket, watutsi (eller waTutsi eller endda waTuzi) til tutsifolket. I de følgende kapitler anvendes de mest almindelige betegnelser. Derfor bruges betegnelserne bakongoer og tutsier, ikke særlig konsekvent, men dog mere praktisk. Entalsformen (mukongo eller muKongo) er så vidt muligt undgået. Kongo med k henviser til den etniske gruppe, der bor ved Congoflodens munding, Congo med c til landet og floden. gruppernes sprog indledes som regel med forstavelsen ki- eller tshi-: kikongo, tshiluba, kiswahili, kinyarwanda. Også her benyttes først og fremmest den sædvanlige sprogbrug. Derfor altså: swahili i stedet for kiswahili, ‘rwandisk’ i stedet for kinyarwanda. Lingala er undtagelsen fra reglen, hvilket ikke forhindrer, at andre sprog på lingala også begynder med ki-. Engang hørte jeg en person tale om ‘kiKinesisk’. Og ‘kiflama’ er ‘baflamaernes’ sprog, (afledt af fransk les flamands – ‘flamlænderne’): altså nederlandsk.

Congos usædvanlige antropologiske mangfoldighed må ikke aflede opmærksomheden fra landets store sproglige og kulturelle homogenitet. Næsten alle sprog er bantusprog og udviser indbyrdes strukturel lighed. (Bantu er flertal af muntu; det betyder ‘menneskene’.) Det vil ikke sige, at Nkasi automatisk forstår en person fra den anden ende af landet, men at hans sprog vil ligne den andens i samme grad som indoeuropæiske sprog ligner hinanden. Kun længst mod nord tales der fundamentalt anderledes sprog, sprog der hører til den sudanske sproggruppe. Alle andre steder kom bantusprogene i brug på grund af udbredelsen af landbruget fra nordvest. Selv pygmæerne, regnskovens oprindelige jægere og samlere, gik over til at bruge bantusprog.

Etnisk bevidsthed er et relativt begreb i Congo. Næsten alle congolesere kan temmelig nøjagtigt angive, hvilken etnisk gruppe de og deres forældre hører til, men i hvor høj grad de identificerer sig med den pågældende gruppe, varierer enormt alt efter alder, hjemsted, uddannelsesniveau og –


24

congo

mere udslagsgivende end de andre forhold – livsomstændigheder. grupper får større sammenhængskraft, jo mere truede de er. Man kan tillægge det større eller mindre betydning på forskellige tidspunkter i livet. Hvis Con-gos omskiftelige historie viser noget med al ønskelig tydelighed, så er det elasticiteten i det, der tidligere hed ‘stammebevidsthed’. Det er et flydende begreb, hvilket jeg ofte vil vende tilbage til.

Selv om navnene på provinserne og deres antal ofte er ændret, er der dog nogle få regionale betegnelser, som indbyggerne ufravigeligt anvender til at dele det enorme område op. Bas-Congo er, som sagt, ballonens tut. Matadi, dens administrative hovedstad, er en havneby 100 kilometer inde i landet, hvor containerskibe, krydsende op imod Congoflodens kraftige strøm, kan lægge til. Længere oppe bliver floden umulig at besejle på grund af vandfald. Kinshasa, en by med skønsmæssigt otte millioner indbyggere, der kalder sig kinois, ligger nøjagtig dér, hvor ballonen udvider sig. Herfra er floden igen sejlbar, langt ind i landet. øst for Kinshasa finder man Ban-dundu, et område mellem skov og savanne med blandt andet byen Kikwit og det historisk betydningsfulde Kwilu-område. Ved siden af, i hjertet af landet, ligger Kasai, diamantområdet. Den vigtigste by er Mbuji-Mayi, som i de seneste år, takket være diamantfeberen, er vokset til at være landets tredjestørste by, måske endda den næststørste. Endnu længere østpå kom-mer man ind i det område, der tidligere hed Kivu, men som nu er opdelt i tre provinser: Nordkivu, Sydkivu og Maniema. De to Kivu’er udgør bal-lonens skrøbelige top, med goma og Bukavu som de vigtigste centre, lige på grænsen til Rwanda. Det er et tætbefolket landbrugsområde. på grund af den høje beliggenhed forekommer der ikke sovesyge, og kvægdrift er mulig, jordbund og klima er desuden velegnet til dyrkning af landbrugsprodukter af høj kvalitet (kaffe, te, kinin).

Nord for aksen Bandundu-Kasai-Kivu breder størstedelen af regnsko-ven sig, administrativt opdelt i to kæmpeprovinser, som man i lang tid har ønsket at underopdele, nemlig Equateur og province Orientale, med Mbandaka og Kisangani som respektive hovedstæder. Begge ligger ved floden og kan nås med skib fra Kinshasa. Navnlig Kisangani har spillet en nøglerolle i hele den congolesiske historie. Syd for denne centrale øst-vestakse ligger en anden kæmpeprovins, Katanga, med hovedstaden Lu-bumbashi. I dette mineområde banker Congos økonomiske hjerte. Katanga har en udposning mod sydøst, som om en klovn har slået en rask knude på ballonen Congo: resultatet af en grænsestrid med England i slutningen


25

Indledning

af det 19. århundrede. Mens Katanga er meget rig på kobber og kobolt, og Kasai må nøjes med sine diamanter, rummer Kivus undergrund tin og koltan og province Orientale desuden guld.

De fire mest betydningsfulde byer i landet er således Kinshasa, Lubum-bashi, Kisangani og, i den senere tid, Mbuji-Mayi. I øjeblikket er de ikke forbundet med hinanden ved jernbanelinjer eller asfalterede veje. Congo har ved begyndelsen af det tredje årtusinde mindre end 1000 kilometer asfalteret vej (og det er især veje til udlandet: fra Kinshasa til Matadis havn, fra Lubumbashi til grænsen til Zambia, for at muliggøre importen af va-rer og eksporten af mineraler). Der kører så godt som ingen tog længere. Skibene fra Kinshasa til Kisangani er undervejs i ugevis. Hvis man vil fra den ene by til den anden, tager man et fly. Eller også har man rigtig god tid. En tommelfingerregel siger, at en times transport i kolonitiden svarer til en dagsrejse i nutiden.

Kinshasa er og bliver landets navle, ballonens knude. Mere end 13 procent af de 69 millioner indbyggere bor i en af hovedstadens 24 kom-muner, men størstedelen af Congos befolkning bor stadig ude på landet. Navnlig Bas-Congo, Kasai og området ved De Store Søer er tætbefolket. Fransk er det sprog, der anvendes i administrationen og på de højere ud-dannelser, lingala er hærens og den allestedsnærværende popmusiks sprog. Fire indfødte sprog er officielt anerkendt som nationalsprog: kikongo, tshiluba, lingala og swahili. Mens de to førstnævnte udgør ægte etniske sprog (kikongo tales af bakongoerne i Bas-Congo og Bandundu, tshiluba af balubaerne i Kasai), er de to sidstnævnte handelssprog med langt større rækkevidde. Swahili opstod på Afrikas østkyst og tales ikke alene i hele det østlige Congo, Tanzania og Kenya, lingala opstod i Equateur og bevægede sig ned langs Congofloden til Kinshasa. I dag er det det hurtigst voksende sprog i Congo. Det tales også i det tilgrænsende Congo-Brazzaville.

Og mens vi taler om nabolandene: Congo har hele ni. Hvis vi begynder ved havet og følger med uret er det: Congo-Brazzaville, Den Centralafri-kanske Republik, Sudan, uganda, Rwanda, Burundi, Tanzania, Zambia og Angola. på verdensplan overgås det kun af Brasilien, Rusland og Kina, hver med ti til fjorten nabolande. Det medfører et indviklet diplomati, og sådan har det også været i Congo, såvel i kolonitiden som derefter. grænse-stridigheder og territoriale konflikter har allerede i halvandet århundrede været en konstant, ligesom visse dele af grænsen mellem Rusland og Kina allerede længe har været omstridte områder.


26

congo

*Hvor begynder historien? Langt ude i havet, langt fra kysten, endda længe før Nkasi blev født. Der er en kedelig tendens til at lade Congos historie begynde med Stanleys ankomst i 1870’erne, som om indbyggerne i Central-afrika vandrede sørgmodigt omkring i et evigt, uforanderligt nu og måtte afvente den hvide mands komme, før de blev udfriet af deres forhistoriske elendigheds klemme. Centralafrika tog ganske vist et afgørende spring fremad mellem 1870 og 1885, men det betyder slet ikke, at indbyggerne inden da flakkede om i en stivnet naturtilstand. De var ikke levende fossiler.

Centralafrika var et område uden skriftsprog, men ikke af den grund uden historie. Der gik hundredvis, ja, tusindvis af års menneskelig historie forud for europæernes ankomst. Hvis man overhovedet kunne tale om et mørkets hjerte, så lå det snarere i de hvide opdagelsesrejsendes uvidenhed om området end i området selv. Også darkness er at finde in the eye of the beholder.

jeg vil illustrere den fjerne forhistorie ved hjælp af fem virtuelle lys-billeder, fem snapshots. Og jeg vil spørge mig selv, hvordan livet for, lad os sige, en 12-årig dreng formede sig på hvert af de fem tidspunkter. Det første billede blev taget for cirka 90.000 år siden. Datoen er til en vis grad tilfældig, men det er nu engang den eneste pålidelige datering, vi har fra de ældste arkæologiske fund i Congo.

Hvor bizart er det ikke at lade Congos historie afhænge af en europæer. Hvor eurocentreret kan man være? Det var i Afrika, at menneskets gren for fem til syv millioner år siden udskilte sig fra menneskeaberne. Det var i Afrika, at mennesket for fire millioner år siden begyndte at gå oprejst. Det var i Afrika, for næsten to millioner år siden, at de første velovervejede stenredskaber blev udhugget. Og det var i Afrika for 100.000 år siden, at vores arts komplekse, forhistoriske adfærd opstod, en adfærd kendetegnet ved udvekslingsnetværk over lang afstand, avancerede redskaber af sten og knogler, brugen af okker som farvestof, tidlige talsystemer og andre former for symbolik. Congo lå lidt for langt vestpå til at opleve den evolution fra begyndelsen, men mange steder har man fundet meget primitive og utvivl-somt meget gamle redskaber, de fleste af dem desværre vanskelige at datere. Området leverede også nogle af forhistoriens mest imponerende håndøkser, omhyggeligt udformede flinteøkser på op til 40 centimeters længde.

For 90.000 år siden altså. Vi forestiller os bredden af en af de fire Store Søer, den sø, der nu hedder Edwardsøen. Vores 12-årige dreng kunne have


27

Indledning

siddet dér, på det sted, hvor Semlikifloden strømmer ud i søen. Måske var han medlem af den lille gruppe forhistoriske mennesker, hvis rester omhyggeligt blev gravet op i 1990’erne. En gang om året kom en lille flok jægere og samlere til dette sted, hver gang mallen skulle parre sig. Denne velsmagende, langsomt svømmende fisk med uhyggelige skægtråde kan med lethed blive op til 70 centimeter lang og veje over ti kilo. Som regel lever den imidlertid på bunden af søen, uden for menneskets rækkevidde. Men ved begyndelsen af regntiden kommer den op på meget lavt vand for at parre sig. Til det formål har den endda et ekstra åndedrætsorgan. praktisk, men også farligt: Allerede for 90.000 år siden skar menneskene ved den sø harpuner af ben, de ældste kendte i verden – andre steder gjorde man det først fra for 20.000 år siden. Af et ribben eller en knogle udfærdigede man en spydspids med dødbringende indhak og modhager. Det er meget tænkeligt, at en 12-årig dreng lærte at spidde sådan en stor fisk, eller en af de mange mindre arter. Højst tænkeligt gravede han også lungefisk op, ålelignende dyr, der i begyndelsen af tørketiden gravede sig ned i en lav fordybning for at tilbringe otte måneders sommer dér. Miljøet var noget mere tørt end nu, ved vi fra palæontologisk forskning. Der levede elefanter, zebraer og vortesvin, typiske arter i et åbent landskab. Men på grund af det nærliggende vand var der også flodheste, krokodiller, sumpantiloper og oddere. Vinden blæste hen over søen, buskadset raslede, en fisk slog vildt og magtesløst med halen mod de våde klipper og vred sig i smerte. Og oven-over kunne man have hørt lyden af en drengs stemme, mens han støttede sig på sin harpun: ophidset, indædt og jublende. Et snapshot, intet andet.

Det andet lysbillede: Det er 2500 år før vor tidsregning. Vores dreng på 12 var dengang en pygmæ i den tæt bevoksede regnskov. Der var på det tidspunkt langtfra tale om landbrug, men nødderne fra den vilde oliepalme har han bestemt smagt. under udhængende klipper i Ituri-skoven er der fundet levn af tidlige beboere. Mellem en uordentlig bunke stenredskaber lå der kerner af forhistoriske palmefrugter. Boede skovens beboere dér? Kom de der måske kun sporadisk? Det vides ikke. Redskaberne var i hvert fald tilvirket af lokalt indsamlede kvarts- og flodsten. Den 12-årige tilhørte muligvis en lille, meget mobil gruppe jægere og samlere, der må have haft et usædvanligt godt kendskab til deres nærmiljø. De skræmte aber, antiloper og pindsvin op, de plukkede nødder og frugter, gravede efter rodknolde og vidste, hvilke planter der var helbredende og bevidsthedsudvidende.

Alligevel var heller ikke dette en lukket verden. Allerede dengang var


28

congo

der også kontakt med omverdenen. Flint og obsidian blev byttet over lange afstande, somme tider helt op til 300 kilometer borte. Måske var vores 12-årige dreng den første congoleser, som vi har nedskrevet kildemate-riale om. Måske blev han gjort til slave og bortført fra skoven, taget med via savannen og ørkenen, undervejs i flere måneder, for at nå frem til en flod, som han skulle sejle ned ad, og som der bare ikke var nogen ende på: Nilen. Hans ledsager var utrolig begejstret over sin fangst: en pygmæ, det mest sjældne og kostbare, der fandtes. Hans guddommelige herre mod nord havde sendt ham et usædvanligt brev. Det brev skulle han senere lade indhugge i sten: ‘Kom, og du skal medbringe dværgen, den dværg du har hentet fra åndernes land, i live, i god behold og rask, så han kan danse de hellige danse til morskab og fornøjelse for farao Nefer-ka-Re. pas på, at han ikke falder i vandet.’4 Hieroglyfferne var mejslet på ekspeditionslederens grav i klipperne ved Aswan, 2500 år før vor tidsregning. åndernes land: Det var første gang, at Congo dukkede op i en tekst.

Næste lysbillede, det tredje. Vi befinder os cirka 500 år inde i vor tids-regning. I Europa er det vestromerske rige brudt sammen. En 12-årig i Congo levede dengang et helt andet liv end sin forgænger. Det var slut med at strejfe om, fremover var han mere eller mindre fastboende. Han flyttede ikke et par gange om året, men et par gange i hele sit liv. Cirka 2000 år før vor tidsregning blev der i det, der nu hedder Cameroun, for første gang drevet landbrug. på grund af den nye fødekilde steg befolkningstallene. Og fordi det drejede sig om ekstensivt landbrug, skulle der hvert år udlægges nye marker til dyrkning. Langsomt, men sikkert bredte der sig en agrarisk livsstil i Afrika. Det var begyndelsen til bantu-migrationen. Den skal ikke ses som en stor folkevandring af bønder, der en skønne dag pakkede deres ting for så 1000 kilometer borte at sige: „Nu er vi her!“ Det drejede sig om en langsom, men sikker forskydning i sydlig retning (mod nord lå Sahara). I løbet af tre årtusinder erobrede landbruget hele det centrale og sydlige Afrika. De hundredvis af sprog i det enorme område er, som før nævnt, beslægtede den dag i dag. I Congo lod de bantusprogede jordbrugere sig ikke afskrække af skoven. Via floder og elefantstier trængte de ind i området. Der kom de i kontakt med de lokale skovboere, pygmæerne. Omkring år 1000 var hele regionen beboet.

Den store fornyelse omkring år 500 var stegebananen, en vækst af uvis oprindelse, men med en herlig smag. Vores dreng på 12 var heldig; i år-hundrederne før var der især dyrket yams, en næringsrig rodknold, rig på


29

Indledning

stivelse, men temmelig kedelig i smagen. For hans mor, der dyrkede den lille mark, havde stegebananen store fordele: Til forskel fra yams tiltrak den ikke malariamyg. udbyttet var ti gange højere, den krævede mindre pasning, og jorden blev ikke så hurtigt udpint. Hans far har nok allerede klatret i palmetræer for at høste palmeolie. Måske holdt de nogle høns og geder, måske havde de en hund. Derudover blev der stadig plukket, fisket og jaget meget. Sønnen har samlet termitter, sommerfuglelarver, larver, snegle, svampe og vild honning. Sammen med sin far og andre af lands-byens mænd jagede han antiloper og penselsvin. Han fiskede ved at sætte ruser ud eller opdæmme vandløb. Han havde, kort sagt, en yderst varieret kostplan. Landbruget dækkede kun 40 procent af hans ernæring.

Faderen til vores dreng fra år 500 havde højst sandsynlig nogle få red-skaber af jern. Også det var en nyhed på den tid: Den tidligste metallurgi i området var opstået i de første århundreder af vor tidsregning. Inden da brugte man kun stenredskaber. Hans mor rådede utvivlsomt over potter af brændt ler. Lertøj fandtes allerede flere århundreder tidligere. Keramik og metal var luksusvarer, som hans forældre skaffede sig ved byttehandel og udveksling, på samme måde som kostbare dyreskind og sjældne farve-stoffer.

Familien levede i en beskeden landsby med nogle få familier, men landsbyerne imellem eksisterede der forskellige former for samarbejde. Landbruget, der til stadighed udvidedes, sørgede for familierelationer over et større område. Måske havde hver landsby allerede dengang en gong eller en såkaldt ‘spaltetromme’ stående, en udhulet træstamme, på hvilken man kunne frembringe to toner, en høj og en dyb; på den måde kunne man sende budskaber over store afstande. Ingen vage nødsignaler, men meget nøjagtige meddelelser, hele sætninger, nyheder og historier. Hvis en eller anden var død, trommede man navn, tilnavn og kondolencer rundt. Hvis en hytte var nedbrændt, et dyr jaget eller et familiemedlem på besøg, så trommede landsbyboerne det til hinanden. Tidligt om morgenen eller sent om aftenen, når luften var kold, kunne man høre trommelydene op til 10 kilometer borte. Fjerne landsbyer videregav det så til endnu fjernere landsbyer. Folkeslagene i Centralafrika udviklede aldrig et skriftsprog, men deres langage tambouriné – ‘trommesprog’ var ovenud sindrigt. Information blev ikke gemt til eftertiden, men umiddelbart udbredt over landskabet og delt med samfundet. Det 19. århundredes opdagelsesrejsende forstod ikke, at landsbyerne, som de nåede frem til, allerede lang tid i forvejen havde


30

congo

fået nys om deres ankomst. Da de lærte, at en trommemeddelelse kunne rejse 600 kilometer på et døgn, talte de leende om le télégraphe de brousse – ‘jungletelegrafen’. De anede ikke, at den form for kommunikation var mindst halvandet årtusinde ældre end opfindelsen af morsekoden.

Næste lysbillede, mere end 1000 år senere. Lad os sige 1560. Italien er trylle bundet af renæssancen. Breughel maler sine mesterværker. Den første tulipan i Holland. Hvordan levede en 12-årig i Congo? Hvis han var født i skoven, havde han utvivlsomt boet i en større landsby end før i tiden, en landsby med cirka ti huse og omkring 100 indbyggere, hvor en høvding udøvede sin myndighed. Hans magt beroede på navn, ry, ære, rigdom og karisma. Kun han måtte pynte sig med skind og tænder fra en leopard. Han skulle regere som en far, der aldrig sætter sine egne interesser over fælles-skabets. Et antal af sådanne landsbyer udgjorde tilsammen en slags enhed. Det gjorde det muligt at undgå tvister om landbrugsjord og at skride ind over for ubudne gæster.

Hvis vores knægt var født på savannen, så ville han have bemærket, at det system havde udviklet sig endnu et skridt dér. Forskellige enheder udgjorde tilsammen en region, i visse tilfælde endda et kongerige. Det var på savannen syd for regnskoven, at rigtige stater, som for eksempel Kongo, Lunda, Luba og Kuba, opstod fra det fjortende århundrede. De større land-brugsudbytter tillod en sådan ekspansion. Visse af de stater var på størrelse med Irland. Det var feudale, lagdelte samfund. øverst stod en konge, en høvding i anden potens, sit folks far, sine undersåtters beskytter og velgører. Han sørgede for fællesskabet, konsulterede de ældste og afgjorde tvister. Resultatet af denne politiske konstruktion kan man gætte sig til: Temmelig meget var afhængigt af kongens personlighed. Man kunne være heldig eller ej. Når magt er så personaliseret, bliver historien maniodepressiv. Det gjaldt bestemt for kongerigerne på savannen. perioder med vækst skiftede hurtigt med perioder med forfald. Tronskifte førte næsten altid til borgerkrig.

Hvis vores imaginære dreng voksede op ved Congoflodens nedre løb, har han været undersåt i Kongoriget, det mest kendte af de feudale fyrstedøm-mer. Dets hovedstad hed Mbanza-Kongo, i dag en by i Angola, lidt syd for Matadi. I 1482 havde undersåtter i Kongoriget set noget yderst mærkværdigt ved kysten: store hytter, der så ud til at dukke op af havet, hytter med blaf-rende tøjstykker. Da sejlskibene kastede anker, så folket på bredden, at der var hvide mennesker i dem. Det måtte være forfædre, som boede på havets bund, en slags vandånder. De gik med tøj, meget mere end de selv, og det så


31

Indledning

ud til at være lavet af huder af ukendte havvæsener. Højst ejendommeligt alt sammen. De uudtømmelige mængder stof, som de havde med sig, lod formode, at de dernede under havet navnlig var beskæftiget med at væve.5

Men det var portugisere, som foruden lærred også medbragte oblater. Bakongoernes konge, Nzinga Kuwu, tillod, at de efterlod fire missionærer i hans rige, og sendte i bytte fire notabiliteter med deres skibe. Da de nogle få år senere vendte tilbage med forunderlige historier fra det fjerne portugal, brændte kongen af længsel efter at kende europæernes hemmelighed og lod sig i 1491 døbe Don joão. Men nogle få år senere vendte han skuffet tilbage til flerkoneriet og spåmandsvirksomheden. Hans søn, prins Nzinga Mvemba, skulle imidlertid blive en dybt kristen mand og regerede i fire årtier over Kongoriget (1506-1543) under sit døbenavn Affonso I. Det var en periode med stor fremgang og konsolidering. Handelen med portugiserne udgjorde grundlaget for hans magt. Og da portugiserne bad om slaver, lod han raids udføre i nærliggende regioner. Det var foregået fra gammel tid, slaveri var et indfødt fænomen, den, der havde magt, havde mennesker, men hans beredvillige samarbejde var så gunstigt for samarbejdet med portugiserne, at Affonso fik lov at sende en af sine sønner til Europa med henblik på en præsteuddannelse. Den pågældende søn, en vis Henrique, 11 år gammel, lærte portugisisk og latin i Lissabon, og rejste derefter til Rom, hvor han blev bispeviet – den første sorte biskop i historien – inden han vendte hjem. Han havde imidlertid et svagt helbred, og få år senere døde han.

Kristningen af Kongo-landet blev så varetaget endnu mere intenst af portugisiske jesuitter og senere også italienske kapucinere. Det lignede på ingen måde missioneringen i det 19. århundrede; på den tid henvendte kirken sig udtrykkeligt til det øverste lag af befolkningen. Kirken stod for magt og rigdom, og det var toppen i Kongoriget også lydhør overfor. De rige lod sig døbe og antog portugisiske adelstitler. Nogle af dem lærte endda at læse og skrive, selv om et ark papir dengang kostede en høne, og en messebog en slave.6 Men der blev bygget kirker og afbrændt feticher. Hvor der fandtes hekseri, skulle kristendommen triumfere. I hovedstaden Mbanza-Kongo rejstes en katedral, men også udenfor lod provinsguvernører små kirker opføre. De bredere befolkningslag betragtede den nye religion med interesse. Mens de kristne præster håbede på at indføre den sande tro, så folket den bedste beskyttelse mod trolddomskunst i dem. Mange mennesker lod sig døbe, ikke fordi de havde lagt trolddomskunsten bag sig,


32

congo

men netop fordi de troede så stærkt på den! Krucifikset blev meget yndet som den kraftigste af alle feticher til at fordrive onde ånder.

I 1560 oplevede Kongoriget, efter Affonsos død, en dyb krise. Der er stor chance for, at vores 12-årige dreng gik med et krucifiks, en rosenkrans eller en medaljon om halsen, eventuelt en amulet, som hans mor havde lavet. Kristendommen fordrev ikke nogen ældre tro, men smeltede sam-men med den. Mange år senere, i 1704 da katedralen i Mbanza-Kongo igen lå i ruiner, skulle der i murbrokkerne komme til at bo en lokal, sort mystiker, som hævdede, at Kristus og Madonna hørte til kongostammen.7 Da missionærer midt i det 19. århundrede rejste rundt ved Congoflodens nedre løb, mødte de konstant mennesker med navne som Ndodioko (af Don Diogo), Ndoluvualu (af Don Alvaro) og Ndonzwau (af Don joão). De så også, at der blev udført ritualer ved 300 år gamle krucifikser, som i mellemtiden var blevet dekoreret med havskaller og småsten, og som ifølge alle var af indfødt oprindelse.

Omkring 1560 fik vores dreng foruden en amulet også andre spisevaner. Den atlantiske handel bragte nye vækster til hans region.8 Fra det øjeblik portugiserne i 1575 oprettede deres egen koloni på kysten ved Luanda, gik det hurtigt. Ligesom kartoflen begyndte sin fremmarch i Europa, således erobrede majs og maniok på ingen tid Centralafrika. Majs voksede fra peru til Mexico, maniok kom fra Brasilien. I 1560 har vores 12-årige nok især spist grød af durra, en indenlandsk kornsort. Fra 1580 begynder han at spise maniok og majs. Durra kunne man kun høste én gang om året, majs derimod to gange og maniok hele året rundt. Mens majsen trivedes godt på den tørrere savanne, påbegyndte maniokken sin fremmarch i den fugtigere skov. Den var mere næringsrig og lettere at dyrke end stegebanan og yamsplanter. Rodknoldene rådner sjældent. Det var nok én gang om året at rydde en lille mark og brænde den af. Slash and burn-landbruget opstod på det tidspunkt.9 I drengens madskål havnede, hvis han var heldig, også søde kartofler, jordnødder og bønner – i dag stadig faste ingredienser i det congolesiske køkken. på nogle få årtier blev Centralafrikas kostplan radikalt ændret, takket være portugisernes globalisering.

Congo behøvede således ikke at vente på Stanley for at træde ind i historien. Området var ikke uberørt, og tiden havde ikke stået stille. Fra 1500 deltog det i verdenshandelen. Og selv om de fleste indbyggere i skoven aldrig var sig en omverden bevidst, spiste de alligevel hver dag planter, der stammede fra en anden verdensdel.


33

Indledning

Femte lysbillede. Sidste snapshot: Vi er havnet i 1780. Hvis vores dreng blev født på det tidspunkt, var der en reel risiko for, at han blev handelsvare for europæiske slavehandlere og endte på sukkerplantagerne i Brasilien, Caribien eller i den sydlige del af de senere Forenede Stater. Den atlan-tiske slavehandel varede groft set fra 1500 til 1850. Hele Afrikas vestkyst var involveret i den, men området omkring Congoflodens munding mest intenst. Fra en kyststrækning på 400 kilometer rejste skønsmæssigt fire mil-lioner mennesker, cirka en tredjedel af den samlede atlantiske slavehandel. Mindst en ud af fire slaver på bomulds- og tobaksplantagerne i det sydlige Amerika kom fra det ækvatoriale Afrika.10 portugisere, briter, franskmænd og hollændere var de vigtigste handelsfolk, men det betød ikke, at de selv trængte videre ind i det afrikanske indland.

på grund af større efterspørgsel efter slaver i uSA foregik handelen fra 1780 i langt større omfang. ud for Loango-kysten nord for Congo rejste fra år 1700 årligt mellem 4000 og 6000 slaver; fra 1780 blev det til 15.000 per år.11 Denne stigning var mærkbar langt ind i regnskoven. Hvis vores dreng blev kidnappet under en raid eller solgt af sine forældre i perioder med hungersnød, ville han havne hos en betydningsfuld handelsmand på floden. Så har han måttet tage plads i en enorm træstammekano på måske omkring tyve meters længde, der kunne transportere 40-50 pas-sagerer. Han blev muligvis lagt i lænker. Kanoen ville foruden snesevis af slaver også transportere elfenben, det andet luksusprodukt fra regnskoven. En pygmæ, der havde dræbt en elefant, tog jo ikke selv ud til kysten for at sælge de to stødtænder til en brite eller en hollænder. Handelen foregik ved mellemhandlere. Også i modsat retning: En tønde krudt kunne sagtens være fem år om at nå fra atlanterhavskysten til en landsby inde i landet.12

Så kunne rejsen ned ad floden begynde. I månedsvis sejlede man ad den brede, brune flod gennem urskoven, indtil man nåede det sted, hvor den ikke længere var sejlbar. Der var det store og meget betydningsfulde marked i Kinshasa opstået. Her mødtes folk fra nær og fjern. Der lød brægen fra geder, der hang rækkevis af tørrede fisk, der lå stabler af maniokbrød for-uden stoffer fra Europa. Man kunne endda finde salt dér! Man råbte højt, bød, lo og skændtes. Der var endnu ikke tale om en by, men i allerhøjeste grad om foretagsomhed. Her solgte handelsmanden fra indlandet sine slaver og sit elfenben til en karavaneleder, som derefter vandrede med det ud til kysten 300 kilometer længere borte. Først dér skulle vores 12-årige


34

congo

dreng for første gang se en hvid mand. Så blev der forhandlet i dagevis om prisen på ham.

Hvordan sejladsen til Den Nye Verden forløb, ved vi ikke. Men et sjæl-dent vidneudsagn fra en vestafrikansk slave, som i 1840 blev udskibet til Brasilien, giver et billede:

Vi blev smidt nøgne ned i skibets lastrum, mænd tæt op ad hinanden i den ene side, kvinder i den anden side; lastrummet var så lavt, at vi ikke kunne stå oprejst, men var nødt til at sidde på hug eller på gulvet; dag og nat var ens for os, søvn var det ikke muligt at få på grund af den trange plads, og vi mistede håbet på grund af lidelserne og udmattelsen (…) Den eneste føde, vi fik på rejsen, var korn, der var udblødt og kogt (…) Vi led alvorligt af vandmangel. En halv liter om dagen var tilladt, ikke mere; og rigtig mange slaver døde under sejladsen (…) Når en af os gjorde oprør, skar man i ham med en kniv og smurte peber og ed-dike i såret.13

Den internationale slavehandel havde en enorm indvirkning på Central-afrika. Regioner brød sammen, liv blev spoleret, horisonter blev flyttet. Men den satte også gang i en meget intensiv regional handel langs med floden. Hvis man alligevel skulle sejle ned ad Congofloden med slaver og stød-tænder, kunne man lige så godt fylde sin prauw op med mindre luksuøse varer, som man kunne handle med undervejs. Og derfor kom fisk, man-iok, rørsukker, palmeolie, palmevin, sukkerrørsvin, øl, tobak, bastmåtter, fletværk, lertøj og jern med. Dagligt blev der transporteret op til 40 tons maniok ned ad Congofloden, over afstande på mindre end 250 kilometer.14 For det meste drejede det sig om maniokbrød, chikwangue, en maniokgrød kunstfærdigt indpakket i bananblade og kogt. En solid mundfuld, der lå som bly i maven, men langtidsholdbart og let at transportere.

Betydningen af den regionale handel kan næppe overvurderes. I en verden af fiskere, bønder og stadigvæk jægere opstod der en ny erhvervska-tegori: handelsfolk. Mennesker, der fra gammel tid kastede deres net ud, opdagede, at man kunne fange mere ved at sejle. Fiskere blev sælgere, og fiskerlandsbyer blev til markedspladser. Der var altid blevet handlet i lille målestok, men nu blev handelen et erhverv i sig selv. Det blev et guldæg. Nogle erhvervede sig prauwer, koner, slaver, musketter og dermed magt. Den, der havde krudt, havde noget at skulle have sagt. Og sådan begyndte stammehøvdingenes traditionelle myndighed at vakle. århundredgamle


35

Indledning

samfundsformer blev udhulet. Anarkiet truede. politiske forbindelser ba-seret på landsby og familie blev fortrængt af nye økonomiske alliancer mellem handelsfolkene. Selv kongoernes engang så mægtige rige smuldrede fuldstændig.15 Der opstod et gigantisk politisk vakuum. Verdenshandelen blomstrede, men den skabte totalt kaos langt ind i det afrikanske indland.

90.000 års menneskelig historie, 90.000 års samfund … Sikken dynamik! Ingen tidløs naturtilstand fyldt med ædle vilde eller blodtørstige barbarer. Det var, hvad det var: historie, bevægelse, forsøg på at dæmme op for elendigheden, hvilket somme tider medførte ny elendighed, for drøm-men og skyggen er meget nære venner. Der var aldrig tale om stilstand, de store forandringer fulgte bare hurtigere efter hinanden. Efterhånden som historien bevægede sig hurtigere, blev horisonten så meget videre. jægere og samlere levede måske i grupper på 50 personer, men de tidligste bønder havde samfund på 500 individer. Da disse samfund voksede til at blive strukturerede stater, blev individet optaget i sammenhænge på tusindvis eller endda ti tusindvis af mennesker. Kongeriget Kongo omfattede på sit højdepunkt måske 500.000 undersåtter. Men slavehandelen pulveriserede de store sammenhænge. Og i regnskoven, langt fra floden, levede folk stadig i små, lukkede fællesskaber. Også i 1870.

Da jeg i marts 2010 lagde sidste hånd på manuskriptet til dette værk, boo-kede jeg et fly til Kinshasa. jeg ville opsøge Nkasi endnu en gang, denne gang med en kameramand. jeg bestemte mig for at tage en smuk silkeskjorte med til ham, for fattigdom bekæmper man ikke altid med tørmælk. I al den tid jeg skrev på denne bog, havde jeg regelmæssigt ringet til hans nevø for at spørge, hvordan det gik med Nkasi. „Il se porte toujours bien! – Han har det stadig godt!“ lød det hver gang muntert i den anden ende af røret. Mindre end en uge før min deadline, fem dage før min afrejse ringede jeg igen. Da fik jeg at vide, at han lige var død. Hans familie var rejst til Kinshasa med hans afsjælede legeme for at begrave ham i Ntimansi, den landsby i Bas-Congo, hvor han blev født en evighed tidligere.

jeg så ud ad vinduet. Bruxelles oplevede de sidste dage af en vinter, der bare ingen ende ville tage. Og mens jeg stod sådan, kunne jeg ikke tænke på andet end de bananer, som han havde skubbet hen til mig ved vores første møde. „Tag bare, spis bare.“ En varm gestus i et land, der meget oftere kommer i nyhederne på grund af sin korruption end på grund af sin generøsitet.


36

congo

Og jeg kom til at tænke på den eftermiddag i december 2008. Efter en lang samtale ville Nkasi hvile sig lidt, og jeg faldt i snak med Marcel, en grandnevø af ham. Vi sad på gårdspladsen. Der hang metervis af vasketøj til tørre, og nogle få kvinder sad og sorterede tørrede bønner. Marcel havde en omvendt baseball-kasket på og lænede sig bagover på en plastichavestol. Han begyndte at tale om sit liv. Selv om han var en dygtig elev i skolen, måtte han nu begynde på marché ambulant – ‘gadesalg’. Han var et af de tusindvis af unge mennesker, som hele dagen går rundt i byen med nogle få salgsartikler – et par bukser, to par basketstøvler, fire bælter, et landkort. Somme tider solgte han kun to par basketstøvler. på én dag – en omsætning på under fire dollars. Marcel sukkede. „jeg ønsker bare, at mine tre børn kan komme til at studere,“ sagde han, „jeg holdt selv så meget af det, navnlig litteratur.“ Og for at bevise det begyndte han med sin dybe stemme at frem-sige ‘Le souffle des ancêtres’ (‘forfædrenes åndedrag’), det lange digt af den senegalesiske digter Birago Diop. Han kunne hele passager af det udenad.

Lyt dog tiereTil ting end til menneskerIldens stemme kan du høre,Hør også vandets stemme.Lyt til buskenDer sukker i vinden:Det er de dødes ånde.De der døde drog aldrig væk:De er i skyggen, der lyser opOg også i skyggen, der bliver tæt.

De døde er ikke under mulde:De er i løvet der rasler,De er i træet, der knager,De er i vandet, der løber,De er i vandet, der står stille,De er hos folket, de er i hytten.De døde er ikke døde.

Vinteren på tagene i Bruxelles. Den besked, jeg netop havde modtaget. Hans stemme, som jeg stadig hører. „Tag bare, spis bare, værsgo.“


(f. 1971) er belgisk kulturhistoriker, arkæolog og prisbelønnet forfatter. Han har udgivet flere roma-ner, skuespil og dokumentar- og reportagebøger. Han bor i Bruxelles.

Congo – Historien om Afrikas hjerte blev beløn-net med AKO-prisen, Hollands mest prestigefyldte litteraturpris. Bogen er solgt i mere end 300.000 eksemplarer og oversat til adskillige sprog.

”Sublim ... monumental ... virtuos ... Denne litte-rære fagbog er mere spændende end nogen roman.”

- NRC Handelsblad

”En vidunderlig blanding af tidsrejse og rejse-beskrivelse, af dokudrama og finanskrimi, af historier og reportage.”

- Die Zeit

”Stilistisk suveræn, kundskabsrig og rødglødende. Årets bog … sublim og læseværdig.”

- Dagbladet

”Et stort værk … alt fortælles med indlevelse, respekt og litterær kraft. Køb og læs!”

- Klassekampen

Messure:100+162+(46)+162+100x236

Omslag | Malene Henssel

Congo

DAVID VAN REYBROUCK

Historien om Afrikas hjerteTiderne Skifter Tiderne Skifter

Pressen skrev:

En monumental fortælling om en grænseløst

fascinerende del af verden.

Læseren tages med på en spændende og lærerig rejse gennem

det congolesiske folks historie og land – og landskabet og den

enorme flod, som har givet området navn og en afgørende

forudsætning for befolkningens livsvilkår og ernæringsmuligheder.

Forfatteren begynder sin levende beretning i 1850’erne og giver et

uafrysteligt indblik i slavehandelen og gummiproduktionen i

slutningen af 1800-tallet, det belgiske koloniherredømme, kampen

for selvstændighed og Mobutus brutale diktatur, og forklarer

årsagerne til de krige, som har hærget landet fra 1996 til i dag

– de grusomste konflikter siden Anden Verdenskrig.

Congo bygger på et unikt kildemateriale og på forfatterens mange

rejser i Centralafrika. De mange hundrede interviews, David

van Reybrouck har lavet i Kinshasas slum og i bittesmå landsbyer,

såvel som blandt udvandrede afrikanere i Europa og Kina, kaster

nyt lys over en rig og uhyre kompleks historie.

”En milepæl i den politiske og historiske reportage.”

- Die Welt

DAVID VAN REYBROUCK

DAVID VAN REYBROUCKC

ongo

Historien om Afrikas

hjerte

Da jeg for cirka seks år siden i anledning af 50-årsdagen for

den congolesiske uafhængighed overvejede at skrive en bog om landets turbulente historie, ikke alene den postkoloniale periode, men også den koloniale og en del af den førkoloniale periode, besluttede jeg, at det kun gav mening, hvis jeg kunne lade flest muligt congolesiske stemmer komme til orde. I et forsøg på i det mindste at udfordre den eurocentrisme, som utvivl-somt kom til at spille mig et puds nu og da, forekom det mig nødvendigt at gå syste-matisk på jagt efter det lokale perspektiv, eller snarere: efter lokale perspektivers mangfoldighed, for der er naturligvis ikke én congolesisk version af historien, lige så lidt som der er én belgisk, europæisk eller simpelthen ‘hvid’ version. Congolesiske stemmer altså, så mange som muligt.

Men hvordan begynder man på det i et land, hvor den forventede gennemsnits-levealder i det seneste årti har været under 45 år? Landet blev 50, men indbyggerne blev det ikke længere. Selvfølgelig var der stemmer, der boblede op af næsten glemte koloniale kilder. Missionærer og etnografer havde nedfældet fantastiske historier og sange. Der var talrige tekster skrevet af congoleserne selv – jeg skulle til min for-bløffelse endda finde et selvbiografisk doku-ment fra sidst i det 19. århundrede. Men jeg var også på jagt efter levende vidner, efter mennesker, som ville dele deres livshistorie med mig, selv dens mest trivielle detaljer. Jeg var på jagt efter det, der kun sjældent ender i tekster, fordi historien er så meget mere end det, der bliver skrevet ned.

Congo af David Reybrouck

Documents

Transcript of Congo af David Reybrouck