1

2

Chuang-tzu

Udvalgt, kommenteret og forklaret af

Livia Kohn

oversat fra kinesisk af

Livia Kohn

Oversat fra engelsk af

Bjarne Wagner Augustenborg

3

Indhold

Introduktion 4

Universelle mønstre 13

1. Fuldkommen Lykke 14

2. Universet 23

3. Liv og Død 32

4. Kosmos og Skæbne 42

Krop og Sind 51

5. Selvet 52

6. Drømme 62

7. Menneskets sind 69

Selv-forvandling 77

8. Glemsel 78

9. At erkende Tao 90

10. Den Fuldkomne 101

Det nye Liv 110

11. Ubrugelighed 111

12. Naturlige færdigheder 119

13. I verden 127

14. Når ved magten 136

4

Introduktion

Chuang-tzu har navn efter dens forfatter, og er en af de vigtigste tekster i den

Taoistiske tradition. Den blev skrevet i det 3. årh. før vor tidsregning og fulgte i

fodsporene på den bedst kendte og ældste Taoistiske tekst, Tao te Ching, der

oprindeligt, ligesom Chuang-Tzu, var kendt under navnet på dens forfatter,

Lao-tzu.

Begge værker former stadig en aktiv del, ikke blot i Taoist-traditionen, men

også i kinesisk kultur i almindelighed. Som klassikere bliver de læst af ethvert

skolebarn i Kina, der kan genfortælle de fleste af historierne fra Chuang-tzu, og

gengive lange passager fra Tao te Ching. De er også kernen i kinesisk litteratur,

og hvor Chuang-tzu var det første værk om klassisk digtning med dens utallige

lignelser og fiktive dialoger, er Tao te Ching skrevet på vers og ligger tæt op ad

den gamle poesi – som fremlagt i Shih-ching, eller Sangenes Bog – og derfor en

af forløberne og hovedinspirationen for kinesiske forfattere. Begge tekster

danner fundamentet i Taoismen der udgør en gammel og stadig aktiv

visdomstradition, der ikke kun giver en idé om hvordan universet fungerer,

men er også fuld af praktiske råd om hvordan man skal leve på den bedste

mulige måde – ligeså værdifuldt i dag som i gamle dage.

Der er mange grunde til at vende tilbage til disse gamle tekster igen og igen, og

især til Chuang-tzu. Den store glæde ved at læse historierne, den

underliggende humor i eventyrerne, det fantastiske aspekt af virkeligheden –

giver altsammen glæde og forløsning til overflod. Det snørklede i den gamle

kinesiske kultur, som den afdækkes i teksten, med dens komplicerede sociale

hierarkier, krævende måder at samvirke på, udstrakte dødsritualer, og

mangfoldige eksistenslag, lige fra ”himlens” kreative kræfter - et ord der

indikerer både himlen og naturverdenen som ét hele - gennem guder og

mennesker til dyr og genfærd, pirrer alle interessen, transcenderer nuværende

begrænsninger, og åbner op for nye måder at se tingene og leve i verden på.

Sidst, men ikke mindst, dens filosofiske og kosmologiske forståelse af universet

- visionen om det enkelte menneske fuldstændigt forankret i livets større

strøm, holdt oppe og støttet af Tao, påskønnelsen af den fuldstændige

forbundethed med alt liv, og den gennemgående tilskyndelse i teksten til at

5

være netop hvad vi er, uanset hvor vi er – alt dette giver styrke og inspiration,

sikrer vilje og beslutsomhed, og opmuntrer viljen til at leve fuldt ud.

I dyb beundring og med stor glæde over teksten, fremlægger jeg her Chuang-

tzu i en ny udgave med moderne begreber og udtryk, og håber derved at

bringe teksten, ikke alene ind i sindet, men også ind i hjerterne hos nutidens

mennesker.

Oversættelsen afspejler en forståelse der er vokset frem gennem tre årtiers

dyb engagement i Taoist-studier (historie, tekster, begreber), åndelige øvelser

(indsigtsmeditation, glemsel), og former for kropsdyrkning (diæt, åndedræt,

øvelser). Det særlige ved oversættelsen er, at den vælger sætninger efter

emne og gør rigelig brug af de senere kapitler i teksten, ulig tidligere

oversættelser, der har tendens til at følge den oprindelige rækkefølge i kapitler

og især fokuserer på de første syv, kaldt de ”Indre Kapitler,” der også er de

ældste og bedst kendte. Uden at lægge dem til side placerer denne version

dem i en tematisk sammenhæng og begynder med tekstens grundspørgsmål:

”I denne verden, er der da sådan en ting som fuldkommen lykke?”

Svaret, hvis du vil vide det allerede nu, er ”ja, helt sikkert.” Men det kræver

arbejde, og en sikker måde at forstå selv’et og virkeligheden på, kombineret

med vedvarende og ihærdige anstrengelser med at realisere denne forståelse i

krop og liv – selvom disse anstrengelser ifølge Chuang-tzu, ingen er steder

bedre organiseret end her. Gennem fjorten kapitler fremlægger bogen

hovedtrækkene af Chuang-tzu’s tanker - fra visioner om universet gennem en

forståelse af skæbnen, selv’et, døden og drømme - til metoder for personlig

forvandling ved hjælp af forskellige bevidste omstruktureringer og meditative

øvelser, som så fører til den bedst mulige måde at leve i verden på,

eksempelgjort ved forskellige slags mennesker og sociale situationer.

Historiske omgivelser: en overgangsperiode.

Chuang-tzu opstod, ligesom alle alle andre tekster om de gamle kinesiske

tanker, i en priode med økonomiske og kulturelle ændringer der forvandlede

livet og tankerne, ikke alene i Kina, men også verden over. Den tyske filosof

Karl Jasper kaldte denne periode for ”akse-perioden” i hans skelsættende værk

”Historiens oprindelse og mål.” Udtrykket henviser til den kendsgerning, at der

6

på dette tidspunkt opstod mange forskellige kulturer, nye tænkere og religiøse

ledere der, for første gang, lagde stor vægt på den enkelte i modsætning til et

samfund bestående af klaner og stammer. Eksempler er Buddha i Indien,

Zoroaster i Persien, Sokrates i det gamle Grækenland og Konfucius i Kina.

Ideerne der blev fremlagt af disse tænkere og religiøse ledere, havde en stærk

indvirkning på tankerne hos menneskeheden i almindelighed, og har bidraget

betydeligt til vores tanker i dag.

Kina gennemgik på det tidspunkt enorme økonomiske og politiske

forandringer. Fremkomsten af jernalderens teknologi, og med det bedre

plovskær, vognaksler og våben, frembragte en forøgelse i

fødevareproduktionen og en massiv befolkningstilvækst, såvel som en større

mobilitet og et større velfærd blandt folk. Dette førte omvendt til en større

tørst efter magt blandt de lokale herskere, der begyndte at føre krige mod

hinanden for at udvide deres territorier og forøge deres indflydelse. Selvom

den øverste konge af Chou (Zhou) dynastiet (1122-221 f.v.t) stadig var officielt

ansvarlig for hele landet, var der i virkeligheden mange forskellige uafhængige

stater der var i større eller mindre konflikttilstande. Perioden bliver derfor

meget passende kaldt for de Krigende Staters Periode. Det var en tid med uro

og overgang, der lod mange mennesker tilbage med en higen efter tidligere

tiders fred og stabilitet, men som i virkeligheden sluttede med voldelige

erobringer af alle andre stater og etableringen af det Kinesiske Rige af Ch’in

(Qin) dynastiet i år 221 f.v.t..

De fleste filosoffer fra de Krigende Staters Periode stod, i overensstemmelse

med situationen, ansigt til ansigt med situationen og bekymrede sig

selvfølgelig om den rette ”vej” eller ”metode” (tao) der kunne føre til

genopretning af harmoni og social stabilitet fra en tidligere, gylden tidsalder.

Deres arbejder havde tendens til at være karakteriseret ved et stærkt

tilbagebliksfokus og feudalistisk syn. Selvom vestlige forskere almindeligvis

karakteriserer dem som ”filosofi,” lægger disse tekster altid trykket på de

praktiske dimensioner af deres lære, både med hensyn til den enkeltes sociale

adfærd, og til hans eller hendes personlige dyrkning af selv’et. I virkeligheden

er kernen i de fleste gamle kinesiske tanker ment som praksis til social

disciplin, og forvandlingen af den enkelte og samfundet. Tilhængerne samledes

7

ofte i små, næsten sekteriske grupper, snarere end det vi i dag tænker på som

filosofiske skoler.

Taoismens tidligste tekster er ingen undtagelse. De er udtryk for en tradition,

der i sin essens fokuserer på praktisk og social forvandling, og derfor bedst kan

forstås i sammenhæng med tidens tanker. Skrifter af senere historikere - tiden

omkring de Krigende Staters Periodes afslutning omkring år 100 f.v.t. - skelner

mellem seks filosofiske skoler, hvor hver af dem foreslår et særligt område som

værende det mest ansvarlige for tilstanden af social og kosmisk disharmoni, og

tilbyder følgende hjælpemidler: Konfucianerne fokuserede på social etikette og

korrekte ritualer; Taoister lagde vægten på tingenes naturlige flow; Mohisterne

(efter filosoffen Mo-tzu så løsningen på alle problemer i universel kærlighed.

Legalisterne mente, at et sæt strenge love og straffe var nødvendig for at

vende tilbage til verdens orden; Logikerne fandt nøglen i den unøjagtige brug

af sproget og den efterfølgende forvirring i menneskenes sind; og Yin-Yang

kosmologer forstod social og personlig harmoni som afhængig af årstidernes

cyklus, stjernernes bevægelse, og andre makrokosmiske fænomener.

Chuang-tzu, der blev skrevet da disse skoler var meget fremme og var

engageret i debatter i adskillige århundreder, viser en påvirkning fra dem alle, i

nogle tilælde støttende og indpasset i deres synspunkter, i andre i stærk

modsætning til dem. I virkeligheden er teksten, som den har overlevet frem til i

dag, forkortet fra en tidligere version, der indeholdte materialer udover Chang-

tzu’s egen filosofi, hvis tanker er hovedtemaet i denne bog.

Chuang-tzu: en tekst til forvandling Chuang-tzu har navn efter en lavere regeringsembedsmand ved navn Chuang

Chou (ca. 370-290 f.v.t.). Han var meget lærd, men da han fandt

embedsstanden nytteløs, trak han sig tilbage for at hengive sig til sine tanker,

underviste i sin idéer for nogle disciple, og inspirerede dem til at skrive hans

lære ned. Tidlige historiske optegnelser nævner, at han var berømt for sin

måde at bruge ordene på.

Chuang-tzu dukkede op fra samme politiske miljø som Tao te Ching, men

havde et andet fokus, da det har mere at gøre med mentale holdninger og

8

fordømmer aktiv politiske engagement. Chuang-Chou fandt, at de

igangværende argumenter blandt de forskellige filosofiske skoler var forgæves,

og ikke ville føre til seriøse fremskridt. Han konkluderede at ”rigtigt” og

”forkert” var særdeles flygtige kategorier, at alle synspunkter var relative, og

sindet og dets opfattelse havde tendens til at være fejlagtig og ensidig. Som et

resultat heraf gjorde han en stærkt sag ud af dyrkningen af ikke-dual

opfattelse, og en livsmåde der var fri for begrænsninger – mentalt, personligt

og socialt. ”For at opnå fuldstændig lykke og harmoni i livet,” siger han, ”må du

blive en vis; det er tilstrækkeligt at befri dit sind og lade det flyde jævnt

sammen med Tao’s forløb.”

Denne filosofi udgør hovedparten af bogen, der består af 33 kapitler og er delt

op i tre dele: Indre (1-7), Ydre (8-22) og Diverse (23-33). Den tredelte opdeling

blev etableret af hovedkommentatoren til teksten, Kuo Hsiang, der levede i det

3. århundrede e.v.t. (død 312). Moderne lærde deler teksten lidt anderledes

op, og bemærker, at den repræsenterer materiale fra fire forskellige grene af

Taoistiske tanker: Chuang Chou skolen selv – i de indre kapitler (der også anses

for ar være de ældste) og i kapitlerne 16-27 og 32 af de sidste kapitler i bogen

– plus de såkaldte Primitivister (8-10), Hedeonisterne (kapitlerne 28-31), og

Synkretisterne (kapitlerne 11-15, 33).

Primitivist kapitlerne udtrykker et verdenssyn meget lig det i Tao te Ching, men

er mere radikale i deres krav om enkelthed og tilbagevenden til et

ukompliceret liv. De fordømmer alle former for kultur og regeringsførelse som

onde og destruktive, og ser det ideale samfund som små samfund, der tager

afstand fra alle kulturelle og teknologiske fremskridt og lever et enkelt liv.

Deres idé er at holde folk så meget som muligt på ét sted, at få dem til at

opretholde et enkelt syn på livet, og indre tilfredshed ved at begrænse deres

erfaringshorisont.

Hedonisterne står dimentralt modsat dette. De fremmer det lette og fri, et liv

uden begrænsninger og restriktioner, en holdning om at give efter for ønsker

og kun tjene den individuelles lykke og tilfredshed. Den underliggende idé her

er: ”Hvad der er godt for mig er godt for universet.” Begrundelsen bag den er,

at hvis den enkelte er en del af Tao, så er, uanset hvad han eller hun føler og

9

ønsker, også en del af Tao, og derfor er alle personlige ønsker udtryk for den

større kosmiske godhed og må tilfredsstilles uden fejl.

Synkretist sektionerne i Chuang-tzu demonstrerer til sidst integrationen af en

mere formaliseret form for kosmologi og verdenssyn på den grundlæggende

forståelse af Tao. Allerede Tao te Ching gjorde et skel mellem Tao som det

kreative, uudsigelige center, og dets manifestation i den synlige verden. Nu

bliver det sidste aspekt formuleret i mere tekniske detaljer og skitseres i

genkendelige mønstre. Yin og yang’s rytme bliver endvidere delt op i fem faser

(træ, ild, jord, metal og vand) og forklaret i komplekse kosmologiske

korrelationer, samt beregning på grundlag af observationer af naturverdenen,

stjernenes bevægelser, og forudsigelser i I Ching, en velkendt klassiker om

forudsigelse.

Filosofien: At integrere Selv’et og Universet

Chuang Chou afviser enhver enhed eller essens der ligger ud over naturligt liv.

For ham eksisterer alting på den måde det gør, fordi det er i fuldkommen

spontanitet eller naturlighed. Der er intet princip eller mellemled ved livets

oprindelse. Der er kun den bagvedliggende strømning, det vedvarende og alt-

omfattende flow af Tao, ingen ultimativ årsag ud over den, der får ting til at

være hvad de er. Universet eksisterer ved sigselv og af sigselv; det er eksistens

netop som det er. Intet kan lægges til eller trækkes fra det, det er helt

tilstrækkeligt i sigselv.

Mennesker er, lige som alt andet, en del af den universelle strøm, af det

spontane Tao og naturen. Ligesom alle andre væsner, opstår de og forsvinder,

altid i bevægelse og konstant i forandring. Ligesom alle eksisterende ting har

de deres særlige medfødte karakterista – deres genetiske sammensætning –

og den position de fødes i – deres sociale omstændigheder og muligheder.

Disse to, der bliver kaldt essentiel natur og skæbne, bestemmer hvem

mennesker er i livet. De er uundgåelige, ligesom de naturlige karakterista af

forandringer i alting er det. Gennem dem bestemmer Tao den særlige vej af

væren for hele kosmos, såvel som for hver enkelt.

Den ideelle måde at være i verden på, er at leve så fuldt ud som muligt i

overensstemmelse med denne personlige Tao, den indre kvalitet der

10

bestemmer måden som folk er på. Der er ingen pointe i at prøve at være noget

andet. Ingen ville kunne forstå hvad livet er for væsner af helt forskellig

størrelse og dimension. Frøen i brønden har ingen idé om hvad det vil sige at

leve i havet. Den lille spurv vil aldrig finde ud af hvad det vil sige at svæve som

en mægtig ørn. Derfor kommer frihed og lethed i livet ikke af ønsket om at

opnå et enkelt mål, der er det samme for alle – en højere social position,

fremskreden karriere, eller lærd lærdom for eksempel – men ved at erkende

hvem du er, og hvor du står i verden, ved at gøre hvad du er bedst til, og fylde

dine enestående evner ud.

Problemet med alt dette er, trods deres medfødte Tao-kvaliteter, at

mennesker udvikler bevidsthed og prøver at sætte sig selv i relation til andre

og verden. De skaber idealer der ikke stemmer overens med deres medfødte

karakter eller sociale ståsted, og udvikler derfor strid og fostrer utilfredshed.

En god del af Chuang-tzu har følgeligen fokus på hvordan man skal overvinde

denne bevidst pålagte begrænsning, og gendanne fuldkommen lykke.

Èn måde at gøre det på, ifølge Chuang-tzu, er, at arbejde med det bevidste

sind, at bruge kritisk opmærksomhed og undersøgelse for, at finde ud af

hvorvidt vores opfattelse er pålidelig, hvordan vores evaluering af liv og død,

god eller dårlig, ønskeligt eller uønsket, afhænger af vores mentale dualisme

og evnen til splittende forskelsbehandling. Det betyder erkendelsen af vores

tendens til at splitte identitet op i mange forskellige selv, ved at sammenligne

os med andre, og ved at gøre velovervejede valg. Der er ét selv der rigere end

det andet, et andet selv der ikke er så smart som et andet. Der er et selv der

tror, at det vil leve for altid, og der er et andet selv der er fuldstændig bevidst

om at det vil dø. Der er en opdeling i dette og hint, i fortid og fremtid, i mit og

andres. Alle disse har behov for at blive anerkendt for hvad de er: nemlig

kunstige konstruktioner der hindrer forbindelse mellem spontanitet og lykke.

Denne iboende tendens i sindet overvinder vi først og fremmest gennem

bevidst udspørgen. Hvordan ved vi, at vi ved? Hvordan når vi frem til at

opfatte, at virkeligheden er, hvad vi tror den er? Hvilke beviser er der for at

vågen og drøm ikke er det samme? Hvordan ved vi, at livet ikke er stor smerte,

og døden en vidunderlig hvile? Hvad er i virkeligheden mig selv? Jo mere vi

undersøger ting udfra dette perspektiv, jo mere erkender vi, at der i sidste

11

ende ikke er nogen måde hvorved vi virkeligt og helt sikkert ved, hvem vi er,

hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen. Det er derfor bedst at blive fuldt ud i

nu’et, med umiddelbar opmærksomhed og frigjort opmærksomhed og frigjort

følelser, og tillade verden at strømme gennem os, med os og i os.

Udover den bevidste evaluering og udelukkelse af kategorier, foreslår Chuang-

tzu adskillelige andre metoder til at opnå fuldkommen lykke. Èn bliver kaldt

”sindets faste”: det aktiverer qi (vital energi) den forfinede, strømmende kraft

der forbinder al eksistens, over og frem for al sanseopfattelse. En anden er ”at

sidde i glemsel.” Disse indikerer en tilstand af fuldstændig glemsel af selv’et og

andre, høj og lav, liv og død – overvindelsen af al frygt og bekymringer om død

og den anden verden – i et sind der er helt i sig selv, og ikke bekymrer sig om at

klassificere og undersøge verden, hverken intellektuelt eller følelsesmæssigt.

En udstrakt, velkommen holdning til alle forvandlinger, evnen til at være i ro

med hensyn til de foregående processer af det naturlige flow – ofte udtrykt

med ordet t’ien (tian), der betyder ”himmel” – er denne sindstilstand kernen i

fuldkommen lykke, roden til at realisere selv’et og et opfyldt liv i verden. Det er

også nøgle karakterista’erne hos den ideale person: den vise eller fuldkomne.

Sådan en person er fri for stærke følelser og holdninger; ét med Tao eller med

”himlens” naturlige flow, er han eller hun fuldstændig spontan, og i ro med alt

som sker, lever med en sans af stærk umiddelbarhed der hindrer tænken,

evaluering og kritiske følelser. Den ideelle måde at være i verden på, ifølge

Chuang-tzu, er derfor at være uvidende om bevidst skelnen og evalueringer, fri

for at kunne lide eller ikke lide, håb og frygt, og forene himmel og jord i åben

forvandling.

En person der har opnået denne tilstand, kan virkelig fuldkommengøre hans

eller hendes essentielle natur og vil fremvise overjordiske evner. Chuang-tzu

illustrerer dette i forskellige tilfælde med almindelige håndværkere der har

mestret mere end deres håndværk, såsom Slagter Ting, der skar okser op med

den samme kniv i årevis, eller træarbejder Ch’ing, der lavede klokkestande der

ikke syntes, at være af denne verden. Andre eksempler inkluderer en

bådsmand der førte en færge, og en svømmer der instinktivt bevægede sig

med bølgerne. Både bådsmanden og svømmeren havde en evne til på den

rette måde at håndtere sig selv, fordi de ikke begrebsgjorde deres særlige

12

situationer, men handlede i overensstemmelse med livets umiddelbarhed.

Ingen af dem kendte bevidst noget til deres aktiviteter, men hver bevægede sig

naturligt i hans element, i enhed med hans natur.

I alle tilfælde arbejder Tao bedst i alt i fuldkommen naturlighed og spontanitet.

Naturlighed er fuldkommen og lykke er fuldkommen, når selv’et er tabt. Den

fuldstændige glemsel om verden til fordel for en sans for flow med Tao, den

mentale ekstatiske flyvning i fri og let vandring – er den ultimative erkendelse i

Chuang-tzu, ikke kun af Tao, men også hos den enkelte med hans eller hendes

særlige evner, og i hvert særligt liv.

13

De Universelle mønstre

14

1. Fuldkommen lykke

I denne verden, er der så noget som fuldkommen lykke? Er det muligt at leve

fuldt ud i sin krop? Hvis der er, hvad er det så vi skal gøre? Kan vi have tillid til

det? Hvad skal vi undgå, hvad skal vi støtte? Hvad er det bedst at stræbe efter,

og hvad er det bedst at undgå? Hvad skal vi glædes ved, og hvad skal vi undgå?

[1]

1. Dette er grundliggende spørgsmål i menneskets tilværelse: hvordan skal vi leve i

verden og opnå en tilstand af fred, tilfredshed og lykke. Det er der blevet diskuteret og

skrevet om utallige gange, lige fra antikkens græske filosoffer op til moderne

selvhjælps vejledninger. Chuang-tzu foreskriver hans egne svar til spørgsmålene, og

bogen handler ikke om andet: hvad er lykke til at begynde med, hvordan skal vi opnå

den ultimative tilstand, og hvordan vil livet se ud og føles som, hvis vi opnår det. Det er

hvad denne bog handler om.

De ting som mennesker i dag værdsætter som de mest værdifulde er velstand,

position, godt helbred og følelsen af at være god til et eller andet. De ting som

gør dem lykkelige er fysisk velvære, god smag, smukke klæder, smukke farver

og god musik.

På den anden side bryder de sig ikke ensartethed, fattigdom, lav status og for

tidlig død. Deres største lidelser opstår, når deres krop ikke har det godt

længere, når de ikke kan spise mad der er rig på smag, når deres fysiske form

ikke kan passe de smukke klæder længere, når deres øjne ikke kan se de

smukke farver, og deres ører ikke har en mulighed for at lytte til god musik.

Når de ikke kan få disse ting bliver de dybt frustreret og udvikler stor angst. At

forholde sig sådan til sin fysiske krop – er det ikke fuldstændig tåbeligt? [2]

2. Den måde som mennesker i dag tænker på lykke, er som noget der tilfredsstiller de

fem sanser: synet, hørelsen, smagen, duften og at røre smukke ting og opnå glæde ved

dem. Men dette er kun en meget begrænset måde at opnå lykke på, korte øjeblikke,

flygtige sanseoplevelser der fører til potentiel afstumpethed. Chuang-Tzu og Tao te

Ching har lignende lærdomme: ”De fem farver gør øjnene blinde; de fem toner gør

ørerne døve; de fem smag gør ganen følelsesløs; væddeløb og jagt gør sindet sindssyg;

15

sjældne ting gør skade for andres aktiviteter” (Tao te Ching, vers 12). Teksten her

sætter scenen for at skelne sansernes glæder fra ægte lykke, som er uafhængig af

dem.

For at opnå rigdom tillader mennesker store lidelser og gør sig selv syge. De

ophober så mange ting, at de slet ikke kan nå at bruge dem! Hvor glade de end

er for deres liv, er det nu langt fra dem.

For at opnå position slider mennesker dag og nat uden at standse op, og selv

da er de konstant bekymret for om alt de møder er godt for deres arbejde eller

ej! Hvor glade de end er for deres liv, så er de dog fuldstændig adskilt fra det.

Når mennesker bliver født så bliver skuffelse, hvad de end gør, født sammen

med dem. Derfor, selv for at opnå langt liv, gør mennesker sig selv uvidende og

sløve. Alligevel bruger de al deres tid på at bekymre sig om ikke at dø. Hvor

glade de end er for deres liv, er det dog langt fra dem. [3]

3. De vigtigste ting mennesker almindeligvis mener skaber lykke er rigdom, position og

lang levetid. Alle tre stiller store krav til kroppen og har tendens til skille mennesker fra

deres autentiske selv, og forhindrer dem i at være fuldt ud levende og glade i nu’et.

Mennesker bliver ikke blot ved med at tænke på fremtiden og udvikler alle mulige

slags bekymringer og ængstelser, men de definerer også sig selv gennem forskellige

opnåelser og er i virkeligheden ikke sig selv.

Som tapre krigere, gør alle disse mennesker masser af ting, der ses som godt i

verden omkring dem, men alligevel lykkes det dem aldrig virkeligt at leve livet

fuldt ud. Jeg ved ikke om de faktisk er gode til det de gør. Men selv hvis de er,

er dette alene ikke nok for dem for, at leve fuldt ud. Og hvis de ikke gør, ja, så

lever de blot indirekte gennem andre. [4]

4. Den der taler her, muligvis Chuang Chou selv, afholder sig fra at dømme. Dette er

igen et ekko fra Tao te Ching, vers 49, hvor Lao-tzu siger: ”Den vise har ingen urokkelig

mening. Han tilpasser sit sind efter andre. Jeg er god mod dem, som er gode. Jeg er

også god mod dem, som ikke er gode. På den måde fremmes godhed. Jeg møder tillid

med tillid. Jeg møder også mistro med tillid. På den måde fremmes tillidsfuldhed.”

16

Derfor dette råd: ”Hvis du gør støttende forslag der ikke er vedtaget, så sid blot

stille og giv slip. Pres ikke på og konkurrere.”

Tzu-hsü pressede på med hans forslag og fik sig selv slået ihjel. Havde han ikke

presset på, ville han ikke være blevet berømt. Så, var han god til at leve eller

ej? [5]

5. Wu Tzu-hsü (Zixu) var minister i Wu’s feudalstat. Han advarede gentagne gange

kongen mod et muligt angreb fra en nabostat, og gjorde ”støttende antydninger” eller

”loyale bebrejdelser.” Hans råd var ikke ønsket, men hans udholdenhed vakte kongens

vrede. Han blev berodret til at begå selvmord i 484 f.v.t.. På den anden side blev Wu

Tzu-hsü berømt ved at præsentere hans overbevisning uselvisk og uden frygt. Var det

en succes? Var han lykkelig? Skulle han snarere have holdt sin mund og leve sikkert,

men ukendt? Ud over spørgsmålet om personlig lykke, rejser Chuang-Tzu problemer

der går lige til hjertet hos moderne politikere. Skal dissidenter holde mund og være i

sikkerhed eller kritisere og foreslå alternativer?

Mennesker i dag laver alle mulige ting og påstår, at det gør dem lykkelige, men

jeg ved virkelig ikke om de i virkeligheden er det eller ej. Jeg ser hvordan de går

efter deres såkaldte lykke, stræber efter den med dødelig alvor, som om det

ikke er muligt at stoppe dem på deres vej. Hvad de kalder lykke giver ikke

mening for mig, men så kan jeg i virkeligheden heller ikke sige, at det ikke er

lykke.

Er der rent faktisk lykke? Er det muligt i dette liv og i denne verden? For mig

findes det kun i fuldkommen ikke-handling, noget som mennesker

almindeligvis ser som en stor lidelse. Derfor siger de: ”Fuldkommen lykke er at

være fri for behovet for at være lykkelig. Fuldkommen fuldbyrdelse er at være

fri for at fuldbyrde noget som helst.” [6]

6. Her udtrykker forfatteren først hans alternativ: en følelse af at være i en verden der

er fri for mangler og strid, en følelse af fuldkommenhed hvor du end er og hvad du end

laver. Lykken er så fyldt i sig selv, at den ikke ser sig selv som lykke, en tanke der

genlyder i senere Zen litteratur, der bemærker, at det endog er ret umuligt at vide om

man er oplyst. Den ultimative tilstand er blot at være i den selv; den kan ikke forestilles

som en adskilt enhed eller fænomen. Ethvert forsøg på at tænke på den, eller beskrive

den, nødvendiggør dens væren adskilt noget ydre. Ligeledes er fuldbyrdelse fuldt

17

realiseret, når der ikke er mere behov for bøn, belønning og færdiggørelse. Du gør blot

hvad du gør som du gør, og det er alt.

Hvad der er rigtigt og forkert i verden er umuligt at afgøre. Ikke desto mindre

er der i ikke-handling et tydeligt rigtigt og forkert. Fuldkommen lykke, og det at

leve fuldt ud, kan kun realiseres i tilstanden af ikke-handling. [7]

7. Udtrykket teksten bruger til at beskrive denne tilstand, er taget fra Tao te Ching, og

er ”ikke-handling” (wu-wei). Det betyder at udvikle en stærk følelse af selv-identitet,

vide hvad du kan, og hvad du ikke kan, såvel som en holdning af at afstemme dig med

tingene omkring dig. Den ideelle tilstand er at flyde med de indre og ydre impulser i en

forsat harmoni, uden at drage bevidste beslutninger eller stræbe efter fuldbyrdelse.

Lad mig forklare dette lidt tydeligere. Himlen hviler i ikke-handling og er

fuldkommen lysende. Jorden hviler i ikke-handling og er i fuldkommen fred.

Som disse to blandes i deres respektive tilstande af ikke-handling, strømmer

myriader af ting frem. [8]

8. Hovedargumentet for muligheden for sådan en mental tilstand af fuldkommen lykke

er naturens måde, især ”himmel og jord” – et sammensat udtryk der betegner kosmos

i det store og hele, og angiver livets forskellige naturprocesser. Himlen er forbundet

med yang energi; den er naturligt lys og let og dækker verden ovenfra. Jord er lavet af

yin energi; den er naturligt fast og tung og støtter livet nedefra. Ingen af dem har

bevidst vilje til at være som de er; ingen af dem træffer beslutninger, stræber efter

fuldbyrdelse, eller arbejder hårdt. De er blot hvad de er, gør hvad de gør. På grund af

det fødes alle andre funktioner og myriader af ting – alt levende, organiske væsner –

vokser, forfalder, og går videre.

Hvor stort! Hvor fantastisk! De synes at komme fra ingen steder. Hvor

fantastisk! De har intet billede eller symbol. Myriaderne af ting i deres store

forskellighed vokser alle frem fra kosmisk ikke-handling. Derfor udsagnet:

”Himmel og jord hviler i ikke-handling, og der er intet de ikke gør.” Hvad da,

kan så et menneske gøre for, at opnå denne tilstand af ikke-handling?

Besvær har otte tegn; succes har tre krav; kroppen har seks problemområder.

Et smukt ansigt, tykt hår, lille statur, gode muskler, vigøre, stil, mod, og

frækhed – når nogen har disse otte mere end andre, bringer det ikke andet en

18

problemer. Ved at følge den fremherskende mode, bukke og skrabe, ynkelig og

underdanig – når nogen handler som dette mere end andre, vil han eller hun få

succes i verden.

Visdom og indsigt fører til ydre inddragelse; mod og foretagsomhed fører til

utallige fortørnelser; velvilje og retfærdighed fører til bunker af ansvar – derfor

skaber disse seks problemer for kroppen. [9]

9. Ved at skitsere almindelige menneskers typiske problemer mere detaljeret,

beskriver denne sektion måderne hos de menneskers der ses som succesrige, men

viser alligevel hvordan de ikke er på vej til fuldkommen lykke. Du begærer

almindeligvis godt udseende, en smuk krop, og en udadrettende alfa personlighed som

adgangskort til beundring og succes, ved hjælp af hvilket du kan komme frem i verden

og opnå de højest mulige opnåelser. Alligevel fører de til stort besvær og bekymringer,

og afholder derfor fokus’ fra at være der, der virkeligt er vigtigt for dig. Af samme

grund må du, for at komme frem i eksisterende sociale og virksomheders struktur,

følge fremherskende mode, følge med vinden, være underdanig og medgørlig, uanset

hvilke ordre der kommer fra oven. Igen bevæger du dig yderligere et skridt væk fra, at

være tro mod dit sande selv. Så er der disse forskellige indre dyder, der almindeligvis

ses som tegn på en stor personlighed og positiv integritet, såsom visdom, mod og det

at tænke på andre. Ifølge Chuang-tzu’s synspunkt gør de ikke andet end at lægge

yderligere byrder over på dig, hindrer din stræben efter langt liv, og forhindrer dig i at

finde fuldkommen harmoni og lykke i dit særlige liv på denne planet.

Mådehold giver god skæbne; umådeholdenhed forårsager skade – dette

gælder for enhver skabning og alle slags situationer, men især gælder det

rigdom. [10]

10. Mådehold er et ideal der er beskrevet i antikken såvel som i Taoisttekster fra den

ældste periode: undgå al frådseri i mad og drikke, såvel som i al slags sanselige- og

seksuelle fornøjelser, og se i stedet på ledetrådene for en sund livsstil. Den

middelalderlige Yang shen lun (Om at Pleje Livet) foreslår seks retningslinker: 1) Giv slip

på berømmelse og profit. 2) Begræns syn og lyde. 3) Moderere materielle goder og

rigdom. 4) Dæmp dufte og smag. 5) Udeluk løgne og falskhed. 6) Undgå jalousi og

misundelse.

19

Se på de rige: deres ører er overvældet af lydene af musik og indsmigrende

tale, og deres munde fyldt med kød og vin. Deres søvn opvækkes af

intentionerne om mere af det samme, så de helt glemmer deres virkelig

position i tingenes større orden – det er forvirring.

Druknende i energiernes og passionernes bølger, er de at ligne som arbejdere,

der slæber deres byrder op ad bakken – det er lidelse.

Ved at samle materielle goder sammen, prøver de at finde komfort; ved at

samle kræfter og indflydelse, prøver de at finde opfyldelse. Hviler de et øjeblik,

synker de ned i depression; ved at engagere sig selv fysisk, bliver de maniske –

det er sygdom.

Ved at stræbende efter rigdom og løbe efter profit, fylder de deres huse til

overflod, og ved ikke hvordan de skal flygte. Alligevel har de lyst til mere og

kan ikke stå imod– det er afhængighed.

Med flere ting stablet sammen end de nogensinde kan bruge, griber efter

mere end de nogensinde kan holde fast i, er deres sind fyldt med omhu og tæt

på udmattelse, og alligevel forsætter de i søgen efter projekter og ting, og ved

ikke hvordan de skal holde op – det er problemer.

Derhjemme mistænker de bedrageriske tjenere for tyveri, i byen er de

rædselsslagne for angreb fra røvere og bedragere, og de omgiver sig selv med

sikkerhedsvagter og tør sjældent gå ud for sig selv – det er frygt.

Disse seks – forvirring, lidelse, sygdom, afhængighed, besvær og frygt – er de

største onder i verden. [11]

11. Chuang-tzu maler her et frygteligt billede af hvad umådeholdenhed i rigdom og

materielle goder gør ved folk: ikke et øjebliks fred på grund af overdrevne sanseindtryk

af lyde og syn, konstant presset af passioner og begær efter flere ting, altid på vej efter

det næste projekt og større fortjeneste, for til sidst at kvæles i alle deres besiddelser og

i de utallige huse og varelagre de har brug for, for at opbevare det. Mennesker der

lever et liv i umådeholdenhed lider meget – de er syge af længsel, overbebyrdet af

20

ting, og konstant bange for at nogen vil snyde eller bestjæle dem. Hvilken frygtelig

måde at leve på!

Der var engang en frø der levede i en smuldrende brønd. Den sagde til

havskildpadden fra det Østlige Hav, ”Jeg er så glad! Jeg hopper op fra brønden

og sidder på kanten. Jeg hopper ned i brønden og hviler på dens brudte

lerklumper. Jeg bevæger mig rundt i vandet, trækker mine ben sammen og

løfter min hage. Jeg gemmer mig i mudret, synker indtil mine ben er helt væk.

Jeg vender mig og ser de venlige rejer, krabber og haletudser. Hvorfor skulle jeg

lide i dette vidunderlige liv? Hvad mere er, jeg er fuldstændig herre over vandet

i bunden, og er fri og kan bevæge mig overalt i den smuldrende brønd. Dette er

fuldkommenhed! Hej, Mester Havskildpadde, hvorfor kommer du ikke over til

mig og ser det selv?” [12]

12. Se, på den anden side, frøens glæde over brønden. Chuang-tzu illustrerer ofte hans

pointer med lignelser – typisk med dyr, mytiske helte, og vise kejserer, eller velkendte

politiske eller filosofiske figurer for eksempel som Konfucius. Her beskriver han en frø i

en lille, gammel og smuldrende brønd, der er så glad som den overhovedet kan være,

fordi den har fundet sit virkelige kald i livet og ikke har brug for noget uvedkommnede

for at give den opfyldelse.

Havskildpadden fra det østlige Hav nåede ikke engang at sætte sin venstre fod i

brønden, før hans venstre knæ blev fanget og var ved at sætte sig fast. [13]

Han tøvede, og trak sig så tilbage, men fortalte dog frøen om havet.

13. I modsætning til frøen, en lille skabning med en begrænset horisont, er

havskildpadden fra det Østlige Hav et kæmpevæsen i et enormt ocean, der har brug

for et helt andet opholdssted for at finde selv-erkendelse. Hver er lykkelig på sin egen

måde, og ville være helt ude af kontekst i den andens bolig. Den stakkels frø er paf

over at høre om oceanets storhed; den stakkels havskildpadde kan ikke engang få en

fod ned i brønden. De kan i virkelighedne ikke forstå den andens opholdssted og

”glæde.” Men det er netop pointen: der er fuldkommen lykke for hver af os, hvis blot

vi tager skridtet til at se indeni selve vores eget sted og måde at leve på.

”Selv en afstand af tusinde li beskriver ikke hvor stort det er. [14] En højde på

tusinde sværd opstillet ovenpå hinanden nærmer sig end ikke dens dybde. På

Kejser Yü’s tid, havde de oversvømmelser ni ud af ti år, og alligevel steg vandet

21

ikke. [15] Under Kong T’ang, var der tørke i syv ud af otte år, og alligevel

udviddede klipperne sig ikke, eller veg tilbage. [16] At være upåvirket af kortere

tids eller længere tids forandringer, at være immun overfor stigning eller fald af

hvilken som helst mængde – dette er den største lykke i det Østlige Hav.”

Da frøen fra brønden hørte dette blev han skræmt og bange. Fuldstændig i

vildrede, vidste han ikke længere hvem han var.

14. En li er en kinsisk mil, omkring 440 meter.

15. Kejser Yü var grundlægger af Hsia (Xia) dynastiet) ca. 2000-1700 f.v.t.), kendt som

tæmmer af oversvømmelser, der åbnede kanaler som fik vandet til at strømme ud i

havet, som dog ikke ændrede det iboende natur trods oversvømmelsen.

16. Kejser T’ang var grundlæggeren af Shang dynastiet (1766-1122 f.v.t.), bedst kendt

som forfader til tilbedelsen, orakel knogle divination og bronze karrene. Landet led

under udbredt tørke og kongen udsatte sig selv for heden for at få himlens

medlidenhed og få regn. Alligevel var klipperne upåvirkede af overfloden og hvilede

støt i deres såkaldte ægte væren.

I det Nordlige Hav lever en fisk som er kendt som K’un, og som er enorm – jeg

ved ikke hvor mange li. Den ændredes til en fugl kaldt P’eng, hvis ryg også er

stor – jeg ved ikke hvor mange li. Når denne fugl vækkes og stiger op, dækker

dens vinger hele himlen som skyer. Af og til ændrer havet sit tidevand. Så

trækker fuglen til det Sydlige Hav, også kendt som den Himmelske Sø.

Den Universelle Harmoni, en bog om vidunderlige bedrifter, skriver: ”Når P’eng

trækker til det Sydlige Hav, slår den vandets overflade på en strækning på

halvfems tusinde li, og hviler først når der er gået et halvt år . . . .”

En cikade og en lille due ler af ham. ”Vi flyver ved at bruge anstrengelse, og

håber at lande på en elm eller et sapantræ. Sommetider når vi end ikke det, og

falder ned før vi når det. Hvordan skulle nogen nogensinde kunne flyve

halvfems tusinde li og nå syden?” [17]

17. Denne historie fra Chuang-tzu kapitel 17 gentager den samme idé som dialogen

mellem brøndfrøen og havskildpadden. P’eng, en enorm fisk, forvandles til en gigantisk

fugl, stiger over oceanet og flyver med lethed fra de Nordlige til de Sydlige Have.

22

Cikaden og den lille due, på den anden side, kan dårligt flyve til den nærmeste trætop.

Hver af dem er enestående; hver af dem er lykkelig på sin egen måde. Alligevel kan de

ikke forstå hinanden og ej heller tage hinandens plads.

Hvis I drager på en kort ekskursion ud i det blå hist derhenne, tager i tre

måltider med som forsyning, og vender tilbage ligeså fyldte. Hvis I drager ud på

en hundrede li’s rejse, har I brug for at male to pund korn, når I stopper op for

natten. Hvis I rejser så langt som et tusinde li, har i brug for at bære

forsyninger til tre måneder. [18]

18. Denne sætning udlægger stoffet på en praktisk måde: forskellige rejser kræver

forskellige former for forsyning, men ingen er bedre end den anden. Det ville være

forkert og skadeligt, at tage tre dages forsyning med til en et måneds rejse, eller at

bære tons af mad til en kort tur. Alligevel er det nøjagtigt det folk gør, når de stræber

efter rigdom og position, og alle de andre samfundsmål der ligger foran dem. De

orienterer sig i det ydre og ignorerer åbenlyst deres egne medfødte evner

(grundlæggende natur), og sociale kontekst (oprindelig skæbne), faktorer der både

begrænser og åbner op for muligheder, der slet ikke er drømt om.

Hvad ved disse to levende skabninger? Lille kundskab ikke i nærheden af stor

kundskab; nogle få års erfaringer er ikke lig med mange års. Hvordan ved vi

det? Paddehatten der kun lever én morgenstund, har ingen idé om

månefaserne. Cikaden, der kun lever nogle få dage, kender ikke til forår og

efterår. Dette er eksempler på kortlivede skabninger.

I den anden ende af spektret er der en åndelig skabning i den sydlige stat Ch’u,

hvis forår og efterår hver varer fem hundrede år. I gamle dage var der et stort

Ch’un træ, hvis forår og efterår hver varede otte tusinde år. Den udødelige

P’eng-tzu er endvidere kendt for hans ekstraordinære livslængde. Nu prøver

masser af mennesker at måle sig med ham. Hvor ynkeligt! [19]

19. P’eng-tsu (Pengzu) levede i otte hundrede år uden at ældes. Han praktiserede

kunsten at pleje livet, inklusiv åndedrætsteknikker, healingsøvelser, og meditationer,

og levede af frugter, urter, mineraler og pulveriserede hjortegevirer. Da han blev bedt

om at tjene som embedsmand under den legendariske Chou-dynasti hersker Kong Mu,

afviste han det, men tilbød sine vise lærdomme. Men det var hans vej – det er ikke for

alle. Vi må alle finde vores særlige vej i verden.

23

2. Universet

Hvordan er den tilstand opstået, hvor den oprindelige, iboende måde at være

på - Tao - nu er så uklar, at den bliver opdelt alt efter ægte eller falsk? Hvordan

er menneskets tale blevet så uklar, at den opdeler alt efter rigtig eller forkert?

Er det Tao der ikke længere er der? Talen om den er der, men har ikke rigtig

nogen værdi? [1]

1. Denne sektion rejser spørgsmålet om hvorfor – hvis universet i sidste ende er

fuldkomment, og al væren har en ideel måde at være på og en fuldkommen plads i

verden, der er formet entydigt til dem – der er så megen ulykkelighed og forvirring.

Den forbinder straks spørgsmålet til problemerne med opdeling og verbale udtryk,

udviklingen af menneskets bevidsthed og dens forskellige manifestationer.

Tao er delvis dækket af tilførelser; tale er dækket af blomstret sprog. Derfor

har vi nu forviklingerne blandt de forskellige filosofiske skoler – den ene siger

”rigtigt” hvor den anden siger ”forkert,” og omvendt. [2] For at afgøre hvad

der i virkeligheden er rigtigt, og hvad der i virkeligheden er forkert, er det bedst

at lade et upartisk lys skinne over tingene.

2. På Chuang-tzu’s tid var der seks store filosofiske skoler, som hver tilbød et særligt

område som værende ansvarlig for tilstandene af social og kosmisk disharmoni og

tilbød remedier i overensstemmelse hermed: konfucianerne fokuserede på social

etikette og de rette ritualer; taoisterne lagde vægt på tingenes naturlige flow;

mohisterne - der har navn efter filosoffen Mo-tzu - så løsningen på alle problemer i

universel kærlighed; legalisterne mente, at strenge love og straffe var nødvendig for, at

vende tilbage til verdens orden; logikerne fandt hovedfejlen i den unøjagtige brug af

sproget og den resulterende forvirring i menneskets sind; og Yin-Yang kosmologerne

forstod social og personlig harmoni som afhængige af årstidernes cyklus, stjernernes

bevægelser og andre makrokosmiske fænomener.

Alle ting har et ”dette” eller ”hint.” Ved kun at se på dem udfra perspektivet af

”dette,” kan vi ikke rigtigt se hvad det er, og kun ved at kende det som det det

virkelig er, kan vi forstå det. Erkend: alt ”dette” opstår fra ”hint,” og alt ”dette”

følger ”hint.” ”Hint” og ”dette” er indbyrdes afhængige og oprindeligt sammen:

som det ene opstår, slutter det andet, og som en slutter, opstår en anden; som

24

en er akceptabel, bliver den anden uacceptabel, og som en er uacceptabel,

bliver den anden acceptabel. Derfor er ”dette” og ”hint” nært forbundet, og

”rigtig” og ”forkert” afhænger af hinanden. [3]

3. For at vi kan begynde at trævle de forskellige perspektiver op, og befri sindet for

opdelinger og sætte berænsninger på begreber eller erfaringer, taler Chuang-tzu for, at

vi indser hvordan alting i vores tænken afhænger af kategorier om dette eller hint,

rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, lige og ulige. Vi vil aldrig helt blive frie, og ægte

lykkelige, så længe vi klamrer os til disse evaluerende mønstre.

Herskeren over det Sydlige Hav var Shu (Tæt). Herskeren over det Nordlige Hav

var Hu (Uventet). Herskeren over centrum var Hun-tun (Hundum) (Kaos). [4]

4. Med et kosmisk udtryk hviler begyndelsen af problemet på den grundlæggende

menneskelige konstitution af at have sanseevner, og forholder sig til verden gennem

dem. Dette er udtrykt mest levende i skabelsesmyten om Hun-tun, der på kantonesisk

udtales ”wonton” og stadig er populær under dette navn. Beskrevet som en formløs

sæk, eller uformet masse af energi, er figuren her herskeren over centrum.

Af og til mødtes Shu og Hu i Hun-tun’s rige, som modtog dem med stor

gæstfrihed. De to begyndte så at planlægge hvordan de kunne gengælde Hun-

tun’s venlighed.

De sagde, ”Alle mennesker har syv åbninger så de kan se, høre, spise og trække

vejret. Han alene har ingen. Lad os prøve at bore nogle i ham.”

Så borede de et hul hver dag og på den syvende dag døde Hun-tun. [5]

5. Selv uden sanseevner var Hun-tun generøs og venlig, gav sine naboer husly med stor

hjertelighed. For at gengælde hans venlighed prøvede de at få ham til at ligne andre

skabninger, og borede sanseåbninger i ham – med det resultat, at Hun-tun døde.

Historiens pointe er, at tilstanden af iboende helhed, enheden med Tao, som vi

oprindeligt er født med, bliver ødelagt lidt efter lidt jo mere vi bruger sanserne til at

forholde os til omverdenen. På deres grundlag udvikler vi lige og ulige, og begynder at

bruge vores bevidste sind til at adskille os fra virkeligheden, evaluere sanseindtryk i

udtryk af godt og dårligt, høj og lav, fordelagtig og skadelig og så videre. Pointen i

Chuang-tzu’s program om at vende tilbage fuldkommen lykke – der er Taoismens hele

25

mystik og praksis’ mål gennem tiderne – er at genopdage denne oprindelige tilstand af

kaos, enheden med Tao, af helhed indeni.

I en tilstand af meget Yin er alt koldt og strengt; i en tilstand af meget Yang, er

alt turbulent og foruroligende. Kulde og strenghed kommer fra himlen;

turbulens og uro kommer fra jorden. Når begge blandes og forenes, kommer

alle ting frem.

Du må prøve at se en orden i alt dette, men du vil aldrig blive i stand til at se

dets ultimative form. Vækst og forfald, fylde og tomhed, mørke og lys, sol og

månefaser – de er alle en ny dag, og alligevel vil du aldrig blive i stand til at se

nøjagtigt hvordan de arbejder. Livet har et punkt hvorfra det udspringer;

døden har et punkt hvortil det vender tilbage. Begyndelse og slutning følger

hinanden uden indlysende vendepunkter, og ingen ved hvilke mulige grænser

de har. Hvis det ikke er en igangværende proces som denne, hvem driver så

hele foretagendet? [6]

6. En måde at forstå hvordan sanseevaluering arbejder på, er i udtrykket af klassisk

kinesisk kosmologi, der ser oprindelsen og udviklingen af universet i lyset af de to

komplementærer kræfter, yin og yang. Oprindeligt geografiske udtryk der indikerer

solsiden og skyggesiden af en bakke, kræver de en række associationer: lys og mørk,

let og tungt, stærk og svag, foroven og forneden, himmel og jord, hersker og undersåt,

mand og kvinde og så videre. De opstod på skabelsestidspunktet efter at uformet kaos

gav anledning til kosmisk enhed, der omvendt adskiltes til de to grundlæggende

energier: yang som den aktive, bevægende og udgående kraft, og yin som den

genoprettende, beroligende og indad bevægende tendens. De bevæger sig væk fra

hinanden i en spiral, lettere yang stiger op for at danne skyerne eller himlen, og

tungere yin synker ned for at danne landet eller jorden. Derfra forsætter de med at

blandes og give anledning til al væren, der forsætter med at være sammensat af yin og

yang dele. De to kræfter afhænger af hinanden; den ene kan ikke være til uden den

26

anden, som det er vist i det klassiske yin-yang diagram, der tydeligt viser balancen og

den sammenhængende natur af yin og yang. ’Flydeevnen’ i deres vekslen. Og stadig,

selvom vi kan betragte deres mønstre, kan vi aldrig helt forstå hvorfor de arbejder på

denne måde, og hvordan de blev til.

Der er en begyndelse. Der var en begyndelse før den begyndelse. Der var en

begyndelse før den begyndelse der var før begyndelsen. Der er eksistens. Der

var ikke-eksistens før det. Der var eksistens før begyndelsen af ikke-eksistens.

Der var ikke-eksistens før eksistensen af ikke-eksistens. Så hvis der pludselig

ikke er ikke-eksistens, hvordan ved vi så hvad end der er virkelig eksistens eller

faktisk ikke-eksistens? Nu har jeg netop sagt noget, men hvordan ved jeg om

jeg i virkeligheden har sagt noget, eller om jeg faktisk ikke har sagt noget? [7]

7. En måde at se verden bevidst, kritisk evaluerende på, er ved intellektuel spekulation.

En hvilken som helst teori, logisk argument, vil, når det tages bredt nok, blot være

spekulation. Der er i sidste ende ingen måde virkeligt at vide hvad der rent faktisk

eksisterer, eller er blevet sagt. Som kommentatoren Kuo Hsiang forklarer: ”Hvad

eksisterede der før væren? Hvis jeg siger, at yin og yang var der først, så betyder det, at

yin og yang er væren også. Hvad var der før dem? Jeg kan sige, at naturen var der

først. Men naturen er kun den naturlige måde af væren. Jeg kan sige, at fuldkommen

Tao var der først. Men fuldkommen Tao er fuldkommen ikke-væren, hvordan kan det

være før noget som helst? Så hvad eksisterede før væren? Der må altid være en en

anden slags væren uden ende.” Kuo Hsiang når frem til den konklussion, at ”væren er

hvad det er af naturen; de er ikke forårsaget af noget som helst andet,” og når frem til

en tilstand af ren accept (ligesom Hun-tun) der både går forud og udover

klassifikationer.

I verden er der ikke noget større end spidsen af et hår, og det store T’ai Bjerg

er meget lille. Der er ikke noget der har levet længere end et døende

spædbarn, og den udødelige P’eng-tsu havde et kort liv. [8]

8. Chuang-tzu går et skridt videre og fremlægger et paradoks: noget som kendes som

meget lille (spidsen af et hår) bliver beskrevet som stor, medens noget der er kendt

som stort (T’ai Bjerget) bliver opdelt som meget lille. Han viser her, at alle evalueringer

i benævnelsen af stor eller længerevarenden eller alt andet, blot er overenskomster

uden nogen virkelighed knyttet til dem.

27

Himmel, jord og jeg kom sammen, og myriaderne af ting og jeg er ét. Da vi alle

er én, hvordan skulle jeg da nogensinde kunne tale om dem? Da jeg taler om

dem, hvordan kan der da være nogen tale? Jeg selv og jeg talende bliver til to,

tale og objekt bliver tre. At flytte en herfra kan selv en matematiker ikke tælle

– hvor meget mindre kan almindelige mennesker da? [9]

9. I sidste ende er alle væsner og eksistens ét, men tale og bevidsthed skaber forskel.

De standser ikke ved en forskel, men bevæger sig straks i utallige opdelinger og

klassifikationer, går længere og længere væk fra ultimativ virkelighed.

Derfor får vi, ved at komme fra ikke-eksistens og går til eksistens, tre. Ved at

komme fra eksistens og gå til mere eksistens, hvor mange får vi så? Der er

ingen idé i at gå nogen steder uden, at forstå den indbyrdes afhængighed af

”dette” og ”hint.”

Flodguden sagde, ”Nu er det vel i orden hvis jeg tænker på himmel og jord som

stor, og spidsen af et hår som lille? [10]

10. Et senere kapitel tager denne tendens op med at klassificere og bruger det samme

billedsprog (et tyndt hår versus et stort landskab), og udtrykker det i en opdigtet dialog

mellem to guddomme – den lokale Flod Gud og Herren over det vidtstrakte Nordlige

Hav.

Herren over det Nordlige Hav svarede, ”Nej, når det kommer til ting, er mål

uden grænse; tid er uden ende; tildeling er uden varighed; og begyndelse og

slutning er uden årsag. Af den grund ser du, hvis du ser alt som er nært og

fjernt med stor forståelse, noget lille, og tænker dog ikke på det som

ubetydeligt; find noget stort, og tænk ikke på det som betydeligt. Det er sådan

du erkender, at alle tings mål er uden grænse.

”Hvis du objektivt overværer alt som er gammelt og nyt, ser du på fortiden,

men føl ikke beklagelse, rør det nuværende, men stræk dig ikke for at nå det.

Dette er hvordan du erkender, at tid er uden ende. Hvis du undersøger alt som

har fylde og er tom, har du held med noget, men føl ikke stor glæde, fejl i

noget, men bliv ikke frustreret. Dette er hvordan du erkender at tildeling er

uden varighed.

28

”Hvis du kaster et stærkt lys på alt som kommer og går, kommer du til live, lad

alligevel være med at fejre det, se døden i øjnene, men find den ikke

katastrofal. Dette er hvordan du erkender at begyndelse og slutning er uden

årsag. [11]

11. Du må erkende fire ting om virkeligheden for at afhjælpe din iboende tendens til

opdeling: der er ingen grænser for eksistens, og selv den mindste ting kan være meget

betydningsfuld; der er ingen stop af tid, og derfor ingen pointe i at føle sig ked af

fortiden eller prøve at hænge ved det nuværende; der er ingen kontrol over hvad der

sker i livet, og alle følelser er blot spildt energi; og der er ikke nogen stor universel

grund for væren på planeten, så alle fortolkninger og reaktioner på liv og død er i

sidste ende forgæves. Med andre ord, udvikle et bevidst perspektiv der frigør

evalueringer af selv betydningsfulde ting, såsom liv og død, kombineret med en

forandring i følelser for en mere accepterende holdning. Dette vil hjælpe dig med at

opnå indre fred og åbne op for vejen til ægte lykke.

”Hvad mennesker end ved, så er det ikke i nærheden af den mængde de ikke

ved; den tid de tilbringer på planeten er ingen steder i nærheden af den tid de

ikke er der. Ved at prøve at stræbe efter det ultimative store med det absolutte

mindste, fører kun til vildfarelse og forvirring – på den måde finder du aldrig

selv-realisation! Set udfra dette perspektiv, hvordan kan du så vide, at punktet

af en hårspids er tilstrækkelig til at bestemme hvad der er lille, eller at himmel

og jord giver dig en indikation af hvad der er stort?” [12]

12. En anden vigtig del af dette er, at se ting udfra et større perspektiv: hvad vi end ved

nu, er det ikke i nærhenden af den totale viden på planeten; sammenlignet med

historiens forløb, eller endnu værre, millionerne af år af galaktisk udfoldelse, er vort

livsspand ikke andet end et ganske kort øjeblik. Vi kan være tilfredse med hvad vi har,

og hvad vi kan – at prøve at nå langt ud over det vil blot føre til frustration.

Mennesker i gammel tid havde fuldkommen viden. Hvordan var den

”fuldkommen”? De tænkte på en måde der stemte overens med planet før ting

eksisterede. Deres viden var fuldkommen og udtømmende; intet kunne lægges

til den. Dernæst så de ting som eksisterende, alligevel gjorde de ingen skel

mellem dem. Så kom det plan hvor mennesker gjorde skel mellem ting, men de

havde ligesom nu ingen sans for rigtig eller forkert.

29

Da ret og forkert begyndte at fremstå i menneskers sind, blev Tao ødelagt.

Ødelæggelsen af Tao betød så begyndelsen til personlig fortrin og ensidig

kærlighed. Alligevel, er der så i virkeligheden noget som vi kan kalde

ødelæggelse og fuldbyrdelse? Eller er der i sidste ende intet af dette? [13]

13. Hvordan nåede mennesker frem til at prøve at bevæge sig udover deres sfære?

Som en forklaring skitserer Chuang-tzu fire trin der så udviklingen af kultur og

virksomheden af klassificerende bevidsthed. Kuo Hsiang forklarer dem som følger:

1. Fuldkommen kaos: Dette er en tilstand af fuldkommen glemsel om himmel og jord,

af total opgivelse af myriader af skabninger. Udenfor aldrig undersøgelse af tid og rum,

indenfor aldrig bevidst om kroppen. Således går mennesker gænseløse, og løsnet fra

alle lænker, sammen med skabninger og er i fuld overensstemmelse med alt.

2. Skabninger: Selvom glemsel ikke længere er fuldkommen nu og skabninger erkendes

som eksisterende, er der stadig glemsel om skelnen mellem dette og hint.

3. Skelnen: På dette trin er der for første gang skelnen mellem dette og hint. Dog er der

ikke nogen undersøgelse i udtryk af ret og forkert.

4. Ret og forkert: Hvis [skelnen mellem] ret og forkert ikke var her, ville Tao stadig

være fuldkommen. Med ødelæggelsen af Tao, begyndte følelser at blive partiske og

kærligheden udviklet. Sålænge du ikke kan glemme en-sidet kærlighed og løsne dig

selv fra egoisme, er der ingen måde du nogensinde kan finde oprindelig enhed i dig

selv eller andre.

Ikke desto mindre konkluderer Chuang-tzu femlægningen ved at spørge hvad enten

noget af dette er virkelighed, eller hele visionen af renhed, udvikling og forfald, blot er

en anden opstilling konstrueret af det menneskelige sind. Hovedidéen, hvad enten

udtrykt i trin eller ej, er behovet for at træde et skridt tilbage fra alle klassifikationer.

Jeg har hørt at i de allerældste tider, var fugle og dyr mangfoldige, mens

mennesket var i fåtal - så alle mennesker byggede reder i træerne for at undgå

dem. I løbet af dagen samlede de egern og kastanjer; om aftenen klatrede de

tilbage til trætoppene. Af den grund blev de kaldt for Redeklan Folket. Ifølge

dette vidste mennesker i den allerældste tid ikke noget om klæder. Om

sommeren samlede de store bunker af brænde, som de så kunne brænde om

30

vinteren for at holde varmen. Af den grund blev de kaldt for folket, der vidste

hvordan man skulle leve. [14]

14. Bevidsthedens udvikling kommer med konkrete forandringer i livsstil og kultur. I de

allertidligste faser af menneskets udvikling, det vi kalder den Paæloitiske tidsalder, var

mennesker jægere-samlere, og levede i træer eller huler, og prøvede at undgå et stort

antal omvandrende rovdyr. De havde kun en meget svag fornemmelse af at være

anderledes end andre skabninger, og deres bevidsthed var stammebevidsthed og

udifferentieret. I det næste udviklingstrin lærte mennesket at udnytte ildens kræfter.

De kunne jage dyr og stege deres kød; de kunne også samle brænde og brænde det. På

dette tidspunkt var de bevidste om årstiderne og begyndte at planlægge for de kolde

tider som de vidste ville komme – tabte en lille smule af deres oprindelige ”glemsel,”

men opnåede komfort og sikkerhed.

I de Guddommelige Bønders tidsalder, sov mennesker i fred om natten, og

stod op og forsatte roligt videre. De kendte deres mødre, men ikke deres

fædre, og de levede side om side med elgen og hjorten. De dyrkede jorden for

at spise, vævede klædningerne til sig selv, og i deres hjerter og sind var de helt

fri for idéen om at skade hinanden. Dette var indbegrebet af fuldkommen

styrke.

Alligevel kunne den Gule Kejser ikke nå dette plan. Han kæmpede i slaget ved

Cho-lu (Zhuolu) mod de Ormelignende Oprørerer, og blodet flød i hundrede li.

Så rejste Yao og Shun sig og etablerede utallige embeder. Kong T’ang fjernede

hans overherre; kong Wu dræbte den gamle hersker. Lige siden har den stærke

underkuet den svage, de mange har udnyttet de få. Fra T’ang og Wu og

fremefter har dem med magt været en bande kriminelle og ikke andet. [15]

15. Fra nu af blev kulturen udviklet med forskellige hovedtræk. Agrikultur, det vi kalder

den Neolitiske Revolution, tillod mennesker at styre deres fødevareforsyning og

etablere mødrelinje klaner, men de levede stadig i små samfund, og der var nok til at

det hele kørte rundt. Så blev der mangel og de første krige opstod, især

nomadegrupper angreb bosættelser, som det er velkendt fra Nærøsten og Indien.

Herefter udvikledes mere komplekse institutioner med udstrakte bureakratier og

regeringsstyre - til det punkt hvor uretfærdighed og elendighed karakteriserede det

meste af historien. Kineserne udtrykker denne udvikling i udtryk som ”kultur helte”:

den Guddommelige Bonde der udviklede agrikultur; den Gule Kejser, der kæmpede

31

den første krig, skabte infrastruktur og etablerede markeder; de konfucianske

legemliggørelser Yao og Shun, der organiserede regeringen; og grundlæggerne af de

første dynastier, der tog tronen ved hjælp af magt og styrtede de foregående herskere.

For Chuang-tzu gjorde de det ikke særligt godt, da den ’såkaldte’ civilisation ikke var

andet end en organiseret struktur af undertrykkelse og udbytning.

Drøvtyggere har ikke noget imod vekslende græsgange; flodskabninger

bekymrer sig ikke om skiftende vande. De kan skabe små forandringer uden at

miste deres større særegenskab; glæde og vrede, tristhed og fornøjelse

indtrådte ikke i deres bryst. [16]

16. Sammenlignet med menneskehedens situation i ”civiliserede” samfund, er dyrene

tættere på det oprindelige Kaos og har et meget bedre liv. De har ikke noget imod en

ting så længe de er i et miljø der støtter deres grundbehov. De bevarer et indre

lydighed mod følelser, og er ikke påvirket af mentale opdelinger.

Da de alle lever i verden, er de mangfoldige ting èt. Ved at erkende, at de i

sidste ende alle er en del af overordnet enhed, er deres fire lemmer og

hundrede kropsdele lige meget støv og skidt for dem, og alt liv og død, al

begyndelse og slutning, er ligesom sekvensen af dag og nat: intet af det kan

forstyrre dem. [17] Hvor meget mindre vil de da bekymre sig om opnåelse og

tab, ulykke og god skæbne i det almindelige liv?

17. Dette er målet: at erkende ultimativ enhed ikke blot ved bevidst forståelse, men

også kernen af selve vores tilværelse; at nå til et punkt hvor kroppen blot er en del af

et større liv på jorden; at føle, på et dybt plan, at liv og død er en del af det samme

kontinuum og ikke gør mere forskel end vekslen mellem dag og nat. Så er der ikke flere

forstyrrelser i indre fred og stabilitet, og du kan leve i fuldkommen lykke.

32

3. Liv og Død

Livet er dødens ledsager, og døden er livets begyndelse – hvem kender deres

iboende struktur? Menneskets liv er blot en samling af vital energi. Når det

føres sammen, kommer vi til live; når det spredes, dør vi. [1] Da liv og død

derfor følger hinanden så tæt, hvorfor så jamre over det?

1. Hvorledes når vi frem til denne ideelle tilstand? Det første skridt er at erkende, at

hele universet, og derfor også vores egen krop og sind, vores liv og død, ikke er andet

end vital energi (ch’i). I gamle kilder blev ordet forbundet med tåge, dis og skyer i

bevægelse, og bestod af et billede af noget nogen spiste, og korn i en krukke. Ch’i er

derfor kvaliteten der nærer, varmer og forvandler, såvel som noget mærkbart, men

immaterielt: atmosfære, røg, aroma, damp, en intuitiv følelse, forudanelse, ja, selv

spøgelser.

Der er kun en ch’i, ligesom der kun er en Tao. Men det kommer til syne på forskellige

planer, vigtigst som oprindelig ch’i som vi modtager fra himlen gennem vores forældre,

og ch’i, efter fødslen, som vi får fra omgivelserne gennem åndedrætte, mad, og

samspillet med andre. Al eksistens er ikke andet end ch’i, der kontinuerligt flyder i en

rytme af yin og yang og skulle være jævn, varig og aldrig skiftende.

I dette mest grundlæggende aspekt, er mangfoldigheden af ting èt. De

betragter livet som smukt, fordi det er åndeligt og vidunderligt; de tænker på

døden som væmmelig, fordi den er ildelugtende og rådnende. Men uanset

hvad så forandres det ildelugtende og rådne igen, og bliver til det åndelige og

vidunderlige; det åndelige og vidunderlige forandres igen og bliver til det

ildelugtende og rådnende. [2]

2. På den anden side er ethvert overskud eller mangel i flow’et, i de iboende

forvandlingsmønstre, en form for forstyrrelse der manifesteres som sygdom. At se ting

som gode eller dårlige, åndelige eller rådden, og jamre over dem, det er en

grundlæggende form for ubalance, der afholder dig fra at erkende din sande natur, og

forårsager, ikke blot utilfredshed, men også sygdom.

Derfor udsagnet: ”Den hele verden er blot én vital energi.” Baseret på dette,

værdsætter alle vise mennesker enhed. [3]

33

3. Modtrækket er at bruge idéen om ch’i til at erkende den grundlæggende enhed med

al eksistens, og holde op med at se sig selv som noget adskilt. Dette vil så tillade dig at

se døden som en del af et kontinuerligt flow af tilværelsen.

Chuang-tzu gik engang til Ch’u’s stat. På vejen fandt han et hult kranie, blegnet,

men det havde stadig en tydelig form af et kranie. Han slog på det med hans

hestepisk og begyndte at tale til det: ”Endte du her fordi du var så grådig efter

livet, at du mistede dit sind? Måske forrådte du landet og fik dødstraf, eller blev

sat ud i ødemarken? Døde du helt alene, fordi din opførsel var uetisk, og bragte

dine forældre, kone og børn i vanære? Frøs eller sultede du ihjel på vejen? Eller

døde du bare en naturlig død til sidst, efter den tid du var tildelt?” [4]

4. En anden måde at modvirke tendensen til at ”jamre” over døden er, at spørge hvad

enten vi ved, hvad der virkeligt sker efter døden eller ej. Eller, som Chuang-tzu siger i

kapitel 2, ”Hvordan ved vi, at det at elske livet ikke er en illusion? At det, at hade døden

ikke er som en, der er faret vild og ikke kan finde hjem?”

Historien om kraniet har en pointe. Det var højst usædvanligt at finde menneskerester

i vejsiden i det traditionelle Kina, hvor mennesker blev begravet med alle de rette riter

for, at sikre at de kom sikkert til den anden verden, og kunne modtage passende offer

og ikke genere den levende med krav om næring eller opmærksomhed. Grunden til at

Zhuang-tzu oplister dem her, er at de alle er mulige dødsårsager for ikke at dø korrekt,

i armene hos en elsket person – forskellige måder at blive udstødt på, som, ifølge

gammel tro, også betød en særlig væmmelig og usikker tilværelse i den anden verden.

Efter at have givet stemme til sine spekulationer flyttede Chuang-tzu kraniet og

brugte det som pude, og faldt i søvn. Midt på natten kom kraniet tilsyne for

ham i en drøm. Det begyndte at tale: ”Du fandt årsager der var ret lig den store

bestrider! Og dog, se på hvad du sagde: det er alt sammen ting, der kun har

interesse for den levende. I døden er intet af det relevant. Vil du høre om

glæderne ved at være død?”

”Ja, selvfølgelig. Meget gerne.”

”I døden,” forklarede kraniet, ”er der ingen hersker foroven, ingen undersåt

forneden. Ejheller er der årstider eller andre forandringer. Ligeligt tager vi

34

himmel og jord for vores forår og efterår. Om du så var en konge, der stirrede

mod syd på sin trone, ville du ikke have det bedre.”

Chuang-tzu troede ham ikke. ”Lad os se,” sagde han. ”Antag at jeg fik

Skæbnens Hersker til at bringe dig tilbage til livet, og gav dig et sundt legeme

med knogler og kød, sener og hud, samt vendte tilbage til din fader og moder,

hustru og børn, og alle dine lokale venner, ville du så ikke ønske det?”

Da kraniet hørte det, stirrede det ham dybt i øjnene, rynkede panden, og

svarede, ”Det må være din spøg! Hvorfor i alverden skulle jeg opgive en konges

lykke, der stirrer mod syd, og igen underkaste mig menneskelivets

forviklinger?” [5]

5. Trods hans udstødte status hævder kraniet, at livet efter døden er godt og en form

for fuldkommen lykke – den slags lykke vi stræber efter hele livet (harmoni, lighed,

velstand) – og betyder enden på vores forviklinger uden tabet af identitet eller evnen

til at føle det. Det er ikke en falden ned i en form for afgrund; det er ikke en

skyggetilværelse; det er ikke en form for straf eller afsavn. Snarere modsat, så er det

ligesom at vende tilbage til ”vores sande hjem,” måden som vi i virkeligheden skulle

være på, rolige og fredfyldte, retfærdige og afslappede, en tilstand der burde søges

gennem livet – og bestemt ikke frygtes.

Chuang-tzu’s hustru døde. Hui-tzu (Huizi) gik hen for at udtrykke sin

medfølelse, og fandt ham siddende på jorden med en tromme mellem benene,

som han slog på og sang lykkeligt. [6]

6. I den konkrete virkelighed finder denne fremskredne holdning til døden udtryk i de

sørgendes adfærd. I det traditionelle Kina skal de nærmeste slægtninge (ægtefæller,

børn) sørge i tre hele år – tage enkle læder på, tage få bade, spise almindeligt mad,

ikke arbejde, og da slet ikke underholdning – og ved begravelsen vise deres sorg ved at

klæde sig i sæk og aske, have pjusket hår og udseende, og græde og jamre højt. Der er

endog professionelle sørgere, som kan lejes for at forøge atmosfæren af tristhed og

sorg, for at være sikre på at enhver ved hvor hårdt bruddet med det sociale samvær i

familien er. Chuang-tzu gør ingen af disse ting. Tværtimod sidder han i den mest

usømmelige stilling, ligesom en vildmand eller shaman, spiller på sit instrument og

synger glade sange.

35

Hui-tzu blev forarget. ”Hun levede sammen med dig, hun opdrog jeres børn,

hun blev gammel sammen med dig. Nu er hun død, og du end ikke græder! I

stedet slår du på denne tromme og synger” Er det ikke noget yderligtgående?”

Chuang sagde, ”Egentlig ikke. Lige efter hun var død, var jeg fuldstændig

nedbrudt og dybt fortvivlet. Men så tænkte jeg på hendes begyndelse og indså,

at hun heller ikke havde været i livet da. Før hun blev født, havde hun ingen

legemlig form. Før hun havde en legemlig form, havde hun end ikke et

åndedrag af vital energi. Samlet sammen i udifferentieret kaos, skete der

forandring og der var vital energi. En anden forandring skete og der var

legemlig form. Så skete der endnu en forvandling og – så! – der var hun:

levende. Nu har der været endnu en forandring, og hun er død. [7] Disse

forandringer forsætter den ene efter den anden, ligesom de fire årstider går fra

forår til vinter, fra vinter til sommer. Se, nu ligger personen der, sover i

universets store kammer. Hvis vi gik og sørgede over hende ved at græde,

tænkte jeg, at jeg blot viste, at jeg ingen forståelse har af skæbnens

bagvedliggende mønstre. Så jeg holdt op med det.” [8]

7. Grunden han giver, er endnu en refleksion over dødens natur: det er blot en

forvandlingsfase i livets større forløb, en tilbagevenden til den oprindelige tilstand af

”udifferentieret kaos” hvorfra vi alle kom. Som Tao te Ching siger:

Hvad vi kalder Tao er udifferentieret kaos.

Kaotisk! Alligevel er der former indeni.

Udifferentieret! Alligevel er det indeni alle ting.

Vidunderligt sløret! Alligevel er det ch’i indeni.

I sandhed virkeligt: det er fuldkommenheden af alt. (vers 21)

Hvorfor græde, hvis alt vi gør når vi dør, er at vende hjem igen? Hvorfor sørge over en

der netop er vendt tilbage til en tilstand, der er fuldkommen, og som vi aldrig rigtigt

var adskilt fra?

8. Denne lære har haft en varig påvirkning på senere Taoisme, der rynker panden over

sorg og gråd foran et lig. Som beskrevet i Klosterliv i Middelalderens Taoisme, vil lyden

af tristhed binde den forladende sjæl til jorden og vise en stor mangel på forståelse for

den igangværende forandringsproces.

36

Fire gamle mænd kaldt Rite, Vogn, Plov og Kom talte afslappet sammen. En af

dem sagde, ”Hvem kan tænke på ens hoved som oprindelige ikke-væren, på ens

rygrad som livsprocessen, og ens bag som døden? Hvem føler virkeligt at liv og

død, eksistens og forsvinden, blot er forskellige aspekter af et og samme princip

af forandring? Ham ville jeg gerne være ven med!” [9]

9. Forsættende med at undersøge hvordan man bedst forholder sig til døden, fortæller

Chunag-tzu historien om de fire gamle mænd der havde erkendt en mere passende

holdning. De ønskede at blive venner med enhver der ikke længere tænkte på sin krop

som en adskilt, integreret enhed, men i stedet følte, at den er det samme som

universet: hoved, rygrad og balder er i virkeligheden liv og død.

De fire mænd så på hinanden og smilte. Ingen følte nogen disharmoni i sit

hjerte, de blev venner.

Kort efter blev Hr. Vogn syg, og Hr. Rite gik hen for at se til ham. Han sagde:

”Hvor stort! Se på den proces som skaber alle ting! Den gør mig helt

krumbøjet!”

Han var helt kroget og sammenbøjet, knoglerne i hans rygrag stak ud, hans fem

lemmer pegede i alle retninger, hans hage rørte hans navle. Hans skuldre var

højere end toppen af hans hoved, der var kronet af et sår der pegede mod

himlen. Han gispede for at få vejret, men alligevel var hans hjerte-sind let, og

intet af det gav ham nogen bekymring. [10]

10. Med en forståelse som denne, kan selv en ekstrem sygdom ikke forstyrre din indre

ligevægt, men blot give anledning til forbløffelse og undren. Se blot – hvilke mærkelige

forandringer der sker i verden. Selv med hans krop bukket fuldstændig sammen, med

forskellige udvækster, og dårligt i stand til trække vejret, var Hr. Vogn rolig og

afslappet.

Han humpede over for at se sig selv i en kilde. Han eneste kommentar var: Ӂh,

nu har skabelsesprocessen allerede gjort mig helt sammenbøjet og krum!”

Hr. Rite spurgte, ”Harmes du over det?”

37

”Nej, hvorfor skulle jeg harmes over det? Lad os lade som om det ville forandre

min venstre arm til en hane; så kunne jeg bruge den til at fortælle hvad tid det

er om natten. Lad os lade som om jeg gjorde min højre arm til en bue; så kunne

jeg bruge den til at skyde en fugl til at stege. Lad os se: hvis jeg forandrede min

bag til et hjul og min ånd til en hest, så kunne jeg bruge dem til at ride omkring.

Hvilke andet køretøj ville jeg have brug for? [11] ”Så tænk bare: al gevinst

kommer med tiden; alle tab følger sit mønster. Så længe du slapper af med

tiden og går tilbage til mønstrene, vil der ikke være nogen grund til glæde eller

sorg. Dette er hvad de gamle kaldte, at give fuldstændig slip. Men hvis du ikke

kan give slip, så vil tingene vikle dig ind på alle mulige måder. Og da tingene i

sidste ende ikke kan besejre himlens kræfters naturlige flow, hvad er der så at

harmes over?” [12]

11. Hvad mere er, så er han i stand til at se underet ved det hele, og spekulere over

hvilke andre vidunderlige forandringer der kunne komme. Hvis en del af ham blev til en

hane, kunne han gale og bebude dagslyset; hvis en anden del blev en bue, kunne han

skyde sig til mad; og hvis han blev en hest og vogn, kunne han ride omkring. Denne

noget ekstreme spekulation over mulighederne ved de legemlige forandringer,

forbundetheden med forskellige arter og menneskelige artefakter, bringer den samme

pointe på banen igen: alt vi er, er blot ét aspekt af tilværelsens større flow, som

manifesterer sig selv i konstante forandringer, der er fuldstændig ude af vores kontrol,

og som vi ikke kan gøre noget ved. Hvorfor ikke få det bedste ud af tingene i de

forskellige omstændigheder, og nyde dem for hvad de er, uden at prøve at forbedre

eller styrke dem?

12. Dette er at være fuldstændig afslappet eller give fuldstændig slip. Det betyder en

rolig erkendelse af, at alle de store ting på jorden – livet og døden, de vigtigste

opnåelser og tab – kommer i deres egen tempo og til deres egen tid. Ikke at give slip

betyder på den anden side, at prøve at påvirke store universelle mønstre med

menneskets aktivitet og et enkelt livs begrænsede indvirkning. Det skaber forviklinger,

lænker og bånd til ting og mennesker, og vil i sidste ende ikke påvirke himlens mønster

– livets naturlige flow i det store og hele. Pointen er så, at vide hvad der er hvad – hvad

der er en del af himlen og hvad vi kan og vil påvirke?

Kort efter dette blev Hr. Kom syg, og gispede efter vejret til han var døden

nær. Han sagde, ”Fader og moder sender et barn i en hvilken som helst retning

– øst, vest, syd, nord – det adlyder deres bud. Yin og Yang leder en person – de

38

har mere styrke end selv forældrene. Nu bringer de mig nær døden. Lytter jeg

ikke til deres bud, ville jeg i sandhed være foragtelig! Den Store Jordklump (af

skabelse) har bebyrdet mig med at have en krop, bearbejdet mig med at

komme til live, mildnet mig efterhånden som jeg blev ældre, og er nu klar til at

give mig hvile i døden. Så af den grund vil jeg, når jeg ser mit liv som en god

ting, også se min død som en god ting.” [13]

13. Himlen – det iboende naturlige flow – er det der i sidste ende befaler. Ordet for

”befaler” (ming) er det samme som for ”skæbne.” Ligesom børn adlyder deres

forældre i alle større beslutninger og aktiviteter, bør vi samstemme os selv med

himlens viljes lære, og ganske enkelt følge dens instruktioner. Her beskriver Chuang-

tzu igen livet og døden i fire trin: at opnå fysisk form, at komme til live, at blive

gammel, og at dø – med andre ord, svangerskab, fødsel, liv og død. Der er intet vi kan

gøre ved livets sekvenser. Selv om det lykkes os at løse en fase eller udsætte den,

følger de stadig ubønhørlig, og bringer os af en forudbestemt sti. Da de alle er del af

det samme kontinuum, giver det ingen mening at se den ene som vidunderlig og den

anden som skrækkelig.

”Tænk på en stor smed, der smelter metal. Hvad nu hvis metallet sprang op og

sagde, ”Jeg vil laves til et stort sværd ligesom Moye’s? Smeden ville helt sikker

finde det højst besynderligt. På samme måde med formningen af kroppen,

hvad nu hvis cellerne begyndte at råbe, ”Vi vil blive til mennesker, vi vil blive til

mennesker”? Skabelsesprocessen ville finde det meget mærkeligt. At tage

himmel og jord som en stor ovn og at se den kreative proces som en stor smed,

hvor ville de sende os hen, der ikke ville være det rette? Så nu er jeg klar til at

fuldende mit liv i en lyksalig søvn, for eventuelt at vågne op igen som noget

andet.” [14]

14. Hvis vi prøver at blive noget som vi medfødt ikke er, opfører vi os ligesom metallet i

smeltediglen der ønsker at blive til et stort sværd og ikke et almindeligt redskab.

Ligesom metallet ikke har kontrol over hvad det bliver til, så har vi, som mennesker på

planeten, ikke kontrol over hvilke medfødte kvaliteter vi har, hvilke situationer vi fødes

ind i, hvilke muligheder livet vil tilbyde, og hvor mange år vi formodes at opholde os på

jorden. Døden er en del af det forudbestemte livsforløb, og ses bedst som noget der

går ind i en lyksalig søvn af udifferentieret kaos.

39

Liv og død er oprindelig skæbne; ligeså konstant og forudsigelig som nat følger

efter dag, afhænger de af himlen. På den anden side, hvad du end modtager

eller opgiver i livets forløb, så er det en del af din tilstand som et levende

menneske. [15]

15. Dette besvarer spørgsmålet om hvad der er himmelsk og hvad der er menneskeligt.

Hvad som helst der vedrører livets flow som sådan – den uundgåelige udfoldelse af

vækst og forfald, alderdom og død – er himmelsk og derfor forudsigelig og

uundgåeligt. Enhver ting der har at gøre med specifikke aktiviteter, med at få eller

slippe visse ting eller muligheder, er en del af den menneskelige tilstand og danner et

grundlæggende aspekt af livet i verden. Det er derfor et skæbneforløb, som vi ikke kan

forandre eller transcendere. Men der er alligevel et ret stort arbejdsrum at arbejde i

indenfor denne struktur.

Mennesker hævder at se himlen som deres fader og elsker ham med deres

hele væsen – hvor meget mere ville de så ikke gøre for, det som er endnu

større? De hævder at se herskeren som noget højere og er beredt på at dø for

ham – hvor meget mere ville de så ikke gøre for at opnå fuldkommenhed? [16]

16. Ved at tænke på himmel og jord som vores fader og moder, bør vi udvikle en

holdning af taknemmelighed og loyalitet; vi bør være villige til at opgive vores liv og

levebrød for dem – og endnu mere, slippe al egoistisk jagen og se os selv som

ledsagere af en større dimension.

Du kan gemme din båd i en dyb bjergkløft, der omvendt er skjult i en sump og

tænke på den som om den er sikker. Midt om natten kan en stærk mand stadig

komme og bære den væk på sin ryg – alt imens du sover og ikke ved noget om

det. Så hvad enten det er stort eller småt, kan du gemme enhver ting så sikkert

så muligt på et passende sted, og alligevel kan du miste det. Men hvis du

skjuler verden i verden, er der ikke noget sted det kan bringes til; dette vil i

sandhed stemme overens med de omgivende tilstande hos levende ting. [17]

17. Dette er den bedste måde at føle sig tryg og sikker på: ved ”at skjule verden i

verden,” ved at være en del af den største og mest kraftfulde proces i universet. På den

anden side, at holde sig til begrænsede besiddelser og jagen, så vil du, uanset hvor

meget du prøver at beskytte dit gods og fremrykker dine planer, aldrig vide hvornår en

eller anden vil komme forbi, eller noget vil ske, der gør det hele til intet. Ved at vide, at

40

alle vore aktiviteter, uanset hvor værdifulde de end er, altid er underlagt påvirkninger

udenfor vores rækkevidde og viden, kan vi udvikle en følelse af frigørelse og indre ro,

der åbner op for en oplevelse af fuldkommen lykke.

Da Chuang-tzu lå for døden, ønskede hans disciple at forberede en overdådig

begravelse. Chuang-tzu sagde, ”Jeg tager himmel og jord som mine indre og

ydre kister, solen og månen som min jadeplader, stjernerne og

konstellationerne som mine perler, og myriaderne af ting som mine

afskedsgaver. Forberedelserne til min begravelse er allerede gjort; hvad er der

mere at lægge til?” [18]

18. Her er endnu en begravelsestradition Chuang-tzu bruger som et eksempel på, at

forandre folks holdninger til skæbne og død. Snarere end at forlange smukke kister,

udsmykninger og begravelsesgods, bruger han blot hvad der allerede er der og

demonstrerer derved hans enhed med livets større flow. Den samme holdning findes

også i historien om poeten Liu Ling fra det 3. århundrede, som optegnet i Shih-shuo

hsin-yü (Nye Eventyr om Verden) fra det 5. århundrede. Mange gange sad Liu Ling,

under påvirkning af vin, fuldstændig fri og uhæmmet. Nogle gange tog han sit tøj af og

sad nøgen i sit hus. En gang kom nogle mennesker for at se til ham og skældte ham ud

for hans opførsel. Liu Ling svarede, ”Jeg tager himlen og jorden for mine søjler og tag,

og værelserne i mit hus som mine bukser og kappe. Og nu, hvad laver i mine herrer

med mine bukser.” (kapitel 23)

”Men vi er bange for at krager og gribbe vil æde dig, Mester!”

”Oven på jorden vil jeg blive ædt af krager og gribbe; under jorden vil jeg blive

ædt af orm og myrer. Hvor diskriminerende at tage fra en gruppe, for at give en

anden! Hvis du bruger ubalance til at opnå balance, vil din balance være ude af

balance: Hvis du bruger spekulationer til at etablere solid tænkning, vil dine

tanker i virkeligheden blive forkerte. Lyse hoveder er blot tingenes tjenere; kun

åndelige mennesker kan tænke det helt igennem. Det har altid været sandt, at

lyse hoveder ikke kan holde et lys for at oplyse mennesker – de er tåber der kun

stoler på det deres sanser fortæller dem, og fordyber sig selv i det

menneskelige rige. Alle deres anstrengelser er spildte – hvilken skam!” [19]

19. Ejheller Chuang-tzu bekymrede sig om hvad der skulle ske med hans legeme; det

ville give føde til nogle dyr uanset hvor det blev efterladt, og det er bedst at være

41

retfærdig overfor alle. Ensidighed i enhver form skaber kun mere ensidighed, hvad

enten det er fysisk ubalance, samfunds uretfærdighed, eller politisk ulighed. Han

anfører så, at hans disciple snarer er ”lyse hoveder” der prøver at gøre deres bedste,

men støtter sig til deres sanser for information, og er indviklet i ting, og har et

begrænset udsyn. Han selv, på den anden side, er en åndelig person, der tænker alt

igennem og ser det større billede – det større billede hvor livet og døden er en del af

det samme kontinuum, og hvor vi alle i sidste ende er én i og med udifferentieret kaos.

42

4. Kosmos og Skæbne

I den kosmiske fase af den Store Begyndelse var der intethed: ikke-eksistens og

navnløshed: Herfra opstod enhed: eksistens, men uden klare former. [1]

1. Hvad er så menneskets plads i universets større ordning? Hvordan er vi forbundet

med himmel og jord? Hvorfor er vi det vi er? Hvorfor gør vi det vi gør? I begyndelsen

var verden kaos og intethed. Der var ikke nogen væren; ting kunne ikke få navn. Ud af

kaos dannedes de første før-skabte former, en tilstand af universel enhed. Dette er

stadig udifferentieret, men er ikke længere fuldstændig formløst. Det bærer frøene til

deling i yin og yang, og derfor til skabelsen af alle ting.

Ting opnåede denne enhed og kom til live – vi taler om deres iboende styrke

(dyd). De var stadig uden bestemt individuel form, men de havde hver deres

andel (fra Tao) og forblev tæt ved den – vi taler om deres oprindelige skæbne.

[2]

2. Som tingene bliver skabt, forsætter de deres forbindelse med denne bagvedliggende

enhed, som bliver beskrevet i udtryk som ”iboende styrke” eller ”dyd” (te/de).

Udtrykker dækker over Tao’s manifesteret aktivitet, tingenes åndelige potentiale og

iboende kræfter, følelsen af indre sandhed som er individuel, men alligevel også

formløs. At få denne særlige del, eller ”andel” af Tao og iboende styrke, er det der

bestemmer hvert menneskes plads i livet og udviklingsmæssige potentiale. Det er

oprindelig skæbne, det, hver af os råder over fra universet for, at komme til livet i

denne særlige form og situation.

Med forsat udfoldelse kommer tingene frem. Som tingene blev fuldendte, gav

de anledning til ordnet struktur (princip) – vi taler om deres form. Deres fysiske

form indeholder ånd, hver med sin særegne manifestation – vi taler om

essentiel natur. [3]

3. Fødslen i en individuel krop opstår, når disse forskellige kræfter tager fysisk form,

når de modtager ordnet struktur eller princip. Dette bestemmer endvidere vores

særlige essentielle natur, vores unikke karakter og evner, mønstret som vi bruger fordi

vi lever i verden.

43

Når essentiel natur bliver dyrket, vender det tilbage til styrke; når dette er

fuldkommen, er du ét med Kosmisk Begyndelse. Som ét, er du tom; som tom,

er du stor.

Dette er ligesom en fugls sang, der dæmpes, når den lukker næbbet. At lukke

og dæmpe skaber en tilstand af harmoni mellem himmel og jord. Hvis denne

harmoni er permanent, er du som uvidende, som fordybet (i Tao) – vi taler om

mystisk styrke. Det betyder at være ét med det Store Flow. [4]

4. Ved at finde denne ægte sti, ved at erkende vores essentielle natur, kan vi genvinde

forbindelsen til de iboende kræfter, til planet for vores oprindelige enhed. Dette er en

tilstand af kosmisk harmoni indeni, den fulde erkendelse af skæbnen, genvindelsen af

kosmisk enhed, sammenblandingen med Tao’s store flow.

Konfucius sagde:

Der er to store bærende kræfter i verden; skæbne og pligt. Et barns kærlighed

til dets forældre er skæbne; den kan aldrig blive udryddet fra hjertet. En

borgers lydighed overfor sit land er pligt; hvor du end går, er der altid ledelse,

og du kan ikke slippe væk fra det nogen steder mellem himmel og jord. Disse

er store bærende kræfter.

Derfor, i at tjene forældrene, vælger du ikke sted eller tid, men gør det bare –

dette er fromhed i sit yderste. Ved at tjene landet tager du ikke det specifikke

spørgsmål eller situation, men gør det bare: det er patriotisme i sit yderste. [5]

5. Skæbne er den grundliggende forbindelse vi har til livet, det grundlæggende sted

hvor vi er født, det iboende mønster af vores grundlæggende slægtskab. Pligt, på den

anden side – et udtryk der også oversættes som ”retfærdighed” eller ”social

ansvarlighed” – beskriver vores forbindelse med samfundet, sociale institutioner, land

og verden. Hverken skæbne eller pligt kan vi undslippe; ved at være født et bestemt

sted og med visse evner og karakterista, er vi bundet til strukturer af slægtskab og

samfund. Ved at gøre vores bedste for at tjene disse, og ikke har noget valg det meste

af tiden, gør vi hvad der end er nødvendigt som tingene opstår. Dette er hvordan vi

opfylder vores skæbne og fuldender vores pligt.

44

Ved derfor at følge dit hjerte, tillader du ikke følelser af tristhed eller glæde at

forandre din kurs; du ved, at du ikke kan forandre tingene og gør det bare –

dette er iboende styke i sit yderste. [6]

6. Alligevel har vi på samme tid også vores hjerte, der forbinder os med de iboende

kræfter, niveauet for vores væren, som er en del af himmel og jord. Vi følger det,

medens vi går sammen med pligtens og skæbnens krav, og lader aldrig følelser eller

frustrationer afskrække os fra hvem vi er, og hvad vi gør bedst. Ved at tjene familie og

verden kan du glemme, hvad Chuang-tzu kalder det ”sociale selv.” Ordet shen, der

også er et udtryk for ”krop,” er det socialt etableret selv, i modsætning til hsing, den

fysiske form (gengivet som ”krop”). Det sociale selv indbefatter det, at have følelser og

skuffelser og stræben efter ting ud over den oprindelige skæbne eller iboende styrke.

Hele vejen igennem Taoismens historie har dyrkning i mange former tjent til at

eliminere dette konstruerede selv, til fordel for det rene legeme, genoplivelsen af

essentiel natur, og opfyldelsen af skæbnen.

Ved at være et barn og en borger, har du ofte ikke noget valg. Ved at handle i

fuldkommen tjeneste under enhver given omstændighed, glemmer du

fuldstændigt det sociale selv – hvordan skulle du stadig have tid til at nyde livet

eller hade døden?

Det er bedst at slappe af i dit hjerte-sind og bare gå sammen med ting. Gå

sammen med det du ikke kan forandre, og nære din indre kerne – det er

perfekt! Hvorfor skulle du prøve at belønne enhver eller gøre op med fejl? Der

er intet bedre end at opfylde din oprindelige skæbne – men ven, er det altid

svært at gøre! [7]

7. Slap af og blot gå sammen med ting, forstå at der er meget som du ikke kan

forandre, men find alligevel altid ting til at nære den iboende styrke som er en del af

din kosmiske væren; det er hvad opfyldelse af skæbne betyder – ikke en deterministisk

position af hjælpeløshed, men anstrengelsen for at være hvad du i sandhed er, og gøre

hvad du er bedst til, uden at prøve at forandre dig selv eller verden.

Hertug Ai talte til Konfucius og spurgte, ”Hvad betyder det, at sige, at min evne

er opfyldt?” [8]

45

8. ”Evne” oversættes ts’ai (cai), et ord der normalt er forbundet med ting som talent,

iboende evne, og naturlig evne. I denne sammenhæng er det et andet udtryk for

essentiel natur og oprindelig skæbne, kræfterne der gør os unikke og binder os til Tao.

”Liv og død, eksistens og fortabelse, succes og fiasko, velstand og fattigdom,

værdighed og lav status, pris og skam, sult og tørst, varme og kulde – alle disse

forandres over tid og er den oprindelige skæbnes arbejde. De kommer og går

for os, ligesom dag og nat, og vi vil aldrig kunne forstå deres årsag eller

begyndelse. Derfor bør disse ting ikke have grund til at forstyrre din indre

harmoni og aldrig træde ind i dit hjerte. Vær sikker på du forbliver rolig og i

fred, gå sammen med alle og aldrig være underlagt glæde eller had. Vær sikker

på du forbliver det på selv en kølig dag og nat, og forener alle ting med deres

kilde. Derved kan du forblive forbundet med livet i dit hjerte hele tiden: det er

hvad der menes med udsagnet, ”din evne er opfyldt.”” [9]

9. For at bevare og fuldføre dine sande evner, er det grundliggende at erkende, at der

er ret mange ting i livet som vi ikke har nogen kontrol over – det er skæbnens arbejde,

de ting som vi er skæbnebestemt til at møde, og tvunget til at erfare ved himlens og

jordens iboende mønstre. Det ville være forgæves at spekulere over hvorfor, eller

hvordan de opstod; det er meningsløst at prøve på at forstå deres virksomhed – de er

der, og sådan er det bare. På den anden side er det væsentlig at bevare roen under

disse erfaringer. Slip spændingerne og hold op med at prøve på at forandre ting som vi

ingen kontrol har over, og vi kan slappe af som den vi er, og hvor vi lever. På denne

måde bringes sindet i balance, hjertet frydes, og vi kan forbinde os med livets bagved

liggende kraft til alle tider.

Hertugen spurgte så, ”hvad betyder det at sige, at min iboende styrke er

formløs?”

”Balance ses bedst i vandets fuldkomne stilhed. Brug dette som din model: i det

indre rummeligt, i det ydre roligt. Hvad angår iboende styrke, så tillader dens

dyrkning dig at nå indre harmoni. At iboende styrke er formløs betyder, at

tingene aldrig kan miste det.” [10]

10. Forbliv rolig og i mental balance, rolig indeni og rolig udenfor, så forsætter vi med

forbinde os med det bagved liggende plan af kosmisk enhed, med Tao’s iboende

styrke. Dette er altid til stede, men alligevel altid formløst – det kan ikke mistes, kun

46

overskygges. Ved at være forbundet med den, når vi indre harmoni og kan se og føle

hvad der er rigtigt i mange givne øjeblikke, hvor vores oprindelige skæbne slutter og

fordringerne fra det konstruerede selv begynder.

Yü og Sang var venner. Engang regnede det uafbrudt i ti dage, og Yü var

bekymret for, om hans ven kunne have fået problemer. Så han pakkede noget

mad sammen og gik hen for at give det til ham.

Da han kom til hans dør, hørte han mærkelige lyde – sang og gråd, trommer og

guitarer, og nogle ord: ”Er det min fader? Er det min moder? Er det himlen? er

det mennesker? Det lød som om Sang næsten ikke kunne bære det, ordene

væltede bare ud af hans mund.

Yü gik ind. ”Hvad var det for noget uhyggeligt noget?”

”Jeg tænkte på,” forklarede Sang, ”hvad det var som bragte mig til denne

fattigdom, men jeg kunne ikke finde ud af det. Er det min fader eller moder der

ønskede, at jeg skulle være fattig? Er det himlen, som dækker alle upartisk, og

jorden, som nærer alt lige, der ville bekymre sig over mig personligt, og gøre sig

det besvær, at gøre mig fattig? Jeg prøver at finde ud af hvem der gjorde dette

mod mig, og jeg kunne ikke finde noget svar. Men jeg er stadig her – ludfattig!

Er det en skæbne!” [11]

11. Her er et konkret eksempel på hvad undersøgelsen af skæbne betyder. Sang er så

fattig, at hans ven bekymrer sig for ham efter en uge med regn og går hen til ham med

noget mad. Sang selv undrer sig over hvorfor han er kommet i denne situation, og

prøver at finde nogen han kan skyde skylden på. Men der er ikke nogen. Det er kun

skæbnens arbejde. Det samme bliver senere taget op i en af nøgleteksterne til Taoist

meditation, Tso-wang-lun (Zuowang lun, diskurser over, at sidde i glemsel) af Ssu-ma

Ch’eng-chen (Sima Chengzhen; 647-735), en ledende rituel mester og patriark i den

Højeste Klarheds Skole. Han siger: ”Himmel og jord er lige og regulær, beskytter og

støtter alting uden personlig hensigt. Så hvis jeg er fattig nu, er det helt sikkert ikke

himlen og jordens skyld. Når forældre giver fødsel til et barn, ønsker de ham velstand

og ære. Så hvis jeg er fattig nu, kan jeg ikke bebrejde mine forældre. Andre mennesker,

spøgelser, og ånder har ikke engang tid til at frelse sig selv; hvordan skulle de så have

magt til at gøre mig fattig? Selvom jeg går frem og tilbage, så kan jeg ikke finde nogen

47

at bebrejde min fattigdom. Derfor kan jeg ikke andet end erkende, at det er min egen

karma, min egen himmel-givne skæbne” (sektion 5).

Han ikke alene tilføjer gruppen af spøgelser og ånder for at være for travlt optaget til

at bekymre sig om en enkelt person, men forbinder også idéen om oprindelig skæbne

med idéen om karma – det buddhistiske begreb om årsag og virkning i menneskenes

liv. Introduceret i Kina i det 1. århundreder efter vores tidsregning, er det blevet en

fast del af kinesisk kultur lige siden. Den fastslår at alle handlinger har en uundgåelig

konsekvens og, efter en periode af modning, vender tilbage til deres gerningsmand,

ikke kun i dette liv, men – overført gennem sjæl, ånd, eller bevidstheds flow – også i

utallige genfødsler. Ligesom de tidligere tekster, så insisterer senere taoistiser også på,

at hjælpen ligger i at holde op med at prøve, at forstå eller forandre ting, og i stedet

arbejde på at forbinde sig til de dybere planer af kosmisk harmoni.”

Den vise hersker Yao kom for at inspicere grænsestationen ved Hua Bjerget, da

toldofficererne henvendte sig til ham: ”Oh, en vis er kommet! Må du være

velsignet! Må du få et langt og frugtbart liv!”

Yao sagde, ”Nej tak.”

”Må du blive rig!”

”Nej tak.”

”Må du få mange børn!” ”Nej tak.”

”Langt liv, velstand, og mange børn er det som alle ønsker. Hvorfor gør du

ikke?”

”Mange børn betyder mange bekymringer, velstand betyd masser af

problemer, og langt liv betyder mange muligheder for vanskeligheder. Ingen af

disse tre nærer iboende styrke. Så derfor, Nej tak.” [12]

12. Det at forbinde sig med en dybere harmoni betyder ikke nødvendigvis at undgå

livets glæder. Derfor bliver den vise hersker Yao – en vigtig Konfuciansk kulturhelt og

begreb for hengiven fromhed og social ansvarlighed, der skulle vide alt om pligt og

skæbne – fremstillet som aktivt afvisende alle de gode ønsker for et langt liv, velstand

48

og børn. Hans grund er, at de ikke forårsager andet end problemer og vanskeligheder.

Han foretrækker at leve et ikke-liv for at være i sikkerhed og hader at vove sig ud i

verden, og engagerer sig fuldt ud i angsten for, at ting kunne gå skævt.

”Stop. Først troede jeg, at du var en ægte vis, men nu ser jeg, at du blot er en

offentlig figur. Når himlen frembringer myriader af mennesker, sikrer den en

rolle til dem alle. Så hvis du får mange børn, og de alle har deres egen plads i

livet, hvad er der så at bekymre sig om? Ligeledes, hvis du har stor velstand, og

deler den med andre, hvilke problemer har du da?” [13]

13. Yao tager selvfølgelig fejl. Skæbne betyder, at engagere sig i livet efterhånden som

det skrider frem, og glemme de ting som vi ikke kan forandre. Samt, ifølge Taoismens

vision er universet en positiv kraft, og den faste overbevisning, at med mindre der ikke

er en plads for enhver eller noget, ville himlen ikke have frembragt det til at begynde

med. Så det at have børn betyder, at et sted er der en plads for dem, og det at have

velstand betyder, at der er sted du kan gøre godt med det, og få et langt liv betyder, at

verden kan gøre brug af vores talenter og evner. Der er ikke nogen grund til aktivt at

eliminere dem.

”Se, en ægte vis lever diskret som en vagtel og forbruger ligeså lidt som en

nyfødt kylling; han bevæger sig frit omkring som en fugl, efterlader hverken

spor eller prøver at forandre ting omkring sig. Når verden er på linje med

kosmisk orden (Tao), deler han velstand med alle. Når verden lider, dyrker han

sin iboende styrke og praktisere den. [14] Efter tusinde år bliver han træt af alt

dette og tager af sted for at stige op til de udødelige. Ridende på en vogn af

hvide skyer, når han gudernes rige. Lidelser af enhver slags kommer aldrig tæt

på ham, og han er altid fri for problemer – hvilke vanskeligheder skulle han

kunne møde?” [15]

14. Der er en måde at være i verden på, der er mere beroligende end andre: at leve

diskret, forbruge lidt, og ikke pålægge andre vores måde eller ønsker; nyde livet når

tingene går godt i samfundet, og trække sig tilbage og hvile, når der ikke er noget, at

tage del i; at leve for at realisere vores potentiale, men uden at pålægge andre det;

engagere sig i det der giver mest mening for os uden, at gribe ud efter mere end der er

vores rette del.

49

15. Når vi har nået det, er vi aldrig langt fra forbindelse med kosmisk styrke. Til sidst

vender vi tilbage til til Tao’s rene planer, og stiger op til de udødelige – væren af ren

ånd der opholder sig i paradiser, galakser, eller forfinede energier, der er nærmere det

kreative center end denne verden. Det klassiske billede af den succesfulde udødelige

modtaget i en vogn på skyer og sejrrigt stiger op, har levet et liv i åndelig renhed og fri

for al skade.

Yao, forbavset, forsatte med at spørge, ”Må jeg. . . ”

”Nej, bare gå med dig!”

Ved at forbinde dig med livets grundlæggende arbejde, arbejder du ikke med

mere end hvad livet kan. Ved at forbinde dig med skæbnens grundlæggende

arbejde, arbejder du ikke med mere end du kan finde ud af. [16]

16. Dette opsummerer det hele: få en fornemmelse af hvor du er i livet, og bekymre

dig ikke om hvad du ikke er; få en fornemmelse af hvor din skæbne bringer dig hen,

hvad der er dine bedste evner, og hvad der opfylder dig mest, og bekymre dig ikke

med det, der ikke er en del af dette.

For at pleje din krop må du først opretholde den med alle mulige slags

materielle ting, men der kan også ske det, at du får for meget, og som så

forhindrer dig i at drage den rette omsorg for den. For at pleje dit liv må du

først sikre dig at det ikke forlader din krop, men der kan også ske det, at

mennesker holder deres krop i gang, når der i virkeligheden ikke er mere liv at

tale om. [17]

17. Selvom skæbnen tager sig af meget, kan du ikke bare læne dig tilbage og lade være

med at gøre noget. Du er nødt til at pleje din krop og gøre den behagelig – men

overdriv det ikke, da enhver umådeholdenhed vil skade den. Og ja, tag dig godt af dig

selv, og hold dig i live så længe du kan – men når livet er forbi, så prøv ikke at forlænge

det kunstigt.

Når livet kommer, kan du ikke få det til at gå væk; når det forlader dig, kan du

ikke beholde det. Mennesker tror almindeligvis, at det, at drage omsorg for

kroppen er nok til at bevare livet, så, hvad ville være tilstrækkeligt? Og dog,

selvom vi kan erkende, at alle de små ting vi gør for at holde vores krop i gang i

50

sidste ende ikke er nok, kan vi ikke afholde os selv fra at fjerne dem. Disse

handlinger er en del af livet og vi kan ikke undgå dem. [18]

18. Der er nogle mennesker der tro, at det, at dyrke motion og tage kosttilskud er nok

til, at holde sig selv i live. Men livet er meget mere end det. Ja, det er godt at være

veltrænet og stærk, men en levende ånd, et åbent hjerte, glæde over livet, og en

fornemmelse af kosmisk forbindelse, går langt ud over at holde sig i god form.

God-form øvelser kalder kineserne teknikker til at ”drage omsorg for livet” (yang-

sheng), metoder der former en del af forebyggende medicin og tjener til at holde os

unge og i vigøre langt ind i alderdommen. Dette indbefatter åndedræts øvelser, fysisk

motion, kosttilskud, seksuel hygiejne, og meditation, men i bund og grund centrerer alt

omkring mådehold, og at finde ud af hvad der er godt for os selv.

Da vi lever i en krop, kan vi ikke gøre andet end at forblive sunde, og finde den bedste

daglige rytme, den mest nærende mad, den idelle form for øvelse, og det mest

behagelige tøj. Vi behøver ikke at ønske at gøre dette, men det er en del af at være et

menneske og former således et andet aspekt af oprindelig skæbne. Dette forbinder

også den enkelte med Tao.

51

Krop og sind

52

5. Selv’et

De hundrede knogler, de ni åbninger, de seks indre organer [1] – de er

sammen og eksisterer her som ”mig,” men hvem af dem skal jeg tænke på som

virkelig mig selv – eller skal jeg nyde dem alle ligeligt? Er der en, der er mere

personlig ”mig,” - eller er de der alle blot for at tjene, ligesom medarbejdere og

konkubiner? Er deres forenede tjeneste tilstrækkelig til at opretholde orden?

Skiftes de til at være mester og tjener, eller er der en virkelig en ledende blandt

dem? Jeg bliver ved med at søge svar, men hvad end jeg finder nogle virkelige

mønstre eller ej, så hverken forbedres eller mindskes systemets iboende

fuldkommenhed. [2]

1. Selv’et er en kompleks ting, og kineserne har en mængde udtryk og begreber

relateret til det. Her er den første forståelse af selv’et som krop – men hvad er

kroppen? Det kinesiske syn på kroppen som et integreret system af energicentre (indre

organer), ch’i kanaler (meridianer, blodkar og knogler) og forbindelse med den ydre

verden (åbninger og akupunktur punkter). Chuang-tzu oplister her hundrede knogler

eller led, det store skelets grunddele, og med tallet ”hundrede” menes ”mange”; de ni

åbninger er de to øjne, to ører, to næsebor og munden, samt anus og urinrøret; og de

seks indre organer er hjerte, milt, mave, lunger, lever nyrer.

2. De oplistede dele er over hundrede, og der er mange flere. Hvem af dem er så

”selv’et”? Hvilken er vigtigst? Hvem er den virkelige leder? Resultatet er, at de alle

arbejder sammen, men der er ikke noget fast, skelneligt mønster, og vi har i

virkeligheden ikke nogen idé om hvem og hvad vi er. Ligesom universet er kroppen en

funktionel organisme, som vi ikke har kontrol over.

Når vi først har modtaget denne komplekse, fysiske form, glemmer vi aldrig

dens funktioner efterhånden som vi ubønhørligt bevæger os frem mod

slutningen. Hvad end vi er i konflikt med tingene eller tilpasset dem, løber vi

mod slutningen som en galoperende hest ingen kan stoppe. Er det ikke

ynkværdigt?

Hele vores liv bliver vi ved med at arbejde hårdt, og ser aldrig nogen varige

resultater. Vi bliver fuldstændig drænet af alt det arbejde, og ved aldrig hvor

det i sidste ende går hen. Er det ikke forfærdeligt? [3]

53

3. Kroppen går hele livet ubønhørligt mod sin død, og uanset hvor hårdt vi arbejder,

gør det ikke nogen større forskel. Så den grundlæggende menneskelige tilstand er ret

ynkværdig og forfærdelig – en iboende mangel på varighed og virkelig viden.

Nogle siger, ”Men vi er dog ikke døde endnu!” Hvilket gode er der ved det?

Vores krop forandres uden at standse op, og vores sind går med den. Er det

ikke beklageligt? Er menneskelivet virkeligt sådan et rod? Eller er jeg den

eneste der kludrer i det, og alle de andre der er okay? [4]

4. Fornemmelsen af fuldstændig forvirring om hvem vi er, selvom det er frustrerende,

er dog en god ting. Det er begyndelsepunktet for et nyt og anderledes syn på selv’et og

verden, begyndelsen til kritisk refleksion og et skridt tilbage fra blot at løbe efter

tingene. Det samme bliver også udtrykt i Tao te Ching, vers 20:

Jeg er alene og upåvirkelig, viser ingen tegn

som et barn, der endnu ikke har smilet.

Forladt, som en der uden hjem at vende tilbage til.

Jeg har en tåbes sind, så kaotisk og livløs!

Almindelige mennesker er lyse og intelligente –

jeg alene, er kaotisk livløs!

Nan-jung Chu (Nanrong Zhu) tog forsyninger med til en rejse i en hel uge uden

at stoppe op, indtil han nåede Lao-Tzu’s sted. [5]

5. Nan-jung Chu er en fiktiv søgende i Chuang-tzu. Lao-tzu er den gamle tænker der

tjente som arkivar ved det kongelige hof i Lo-yang (Luoyang), hovedstaden i Chou, og

var kendt som en meget lærd mand, som mange mennesker konsulterede. Selvom han

snarere er en legendeperson, er han også den påståede forfatter til Tao te Ching.

”Goddag,” sagde han, ”er du kommet hele vejen fra Ch’u?” [6]

6. Ch’u er den sydligste af de gamle stater, i området syd for Yangtze. Lao-tzu’s sted er

i Lo-yang ved den Gule Flod. Afstanden mellem dem er betragtelig og selv i dag tager

det lang tid at komme dertil.

”Ja, jeg er.”

54

”Og hvorfor har du taget alle de mennesker med dig?”

Overrasket vendte Nan-jung sig om så sig tilbage. [7]

7. Lao-tzu henviser her til de mange forskellige stemmer som vi bærer rundt med i

hovedet. Ligesom kroppen består af forskellige dele, og vi ikke ved hvem af dem der er

virkeligt ”mig,” så har sindet også mangfoldige aspekter og ønsker, som skubber os i

forskellige retninger. Moderne psykologi kalder dem for over-personligheder.

”Du har ingen anelse om hvad jeg mener, har du?”

Nan-jung bøjede skamfuldt hovedet, så kiggede han op og sukkede. ”Lige nu

glemte jeg hvordan jeg skulle svare – jeg tabte lige dette ”mig.”

”Hvad betyder det?”

”Hvis jeg ikke ved noget, kalder folk mig en total tåbe; men hvis jeg ved noget,

kommer de tilbage for at hjemsøge mit personlige selv. Hvis jeg er uvenlig,

skader jeg andre; men hvis jeg praktiserer venlighed, kommer det tilbage og

hjemsøger mit selskabelige selv. Hvis jeg forsømmer mine pligter, skader jeg

andre; men hvis jeg opfylder dem, kommer de tilbage for at hjemsøge mit selv.

Hvordan kan jeg undvige? Disse tre besværer mig meget. Så jeg kom hele vejen

fra Ch’u for at bede om dit råd.” [8]

8. Forskellige sociale krav, såsom viden og etisk adfærd, bringer den enkelte i et stort

dilemma: enten har vi socialt problemer eller vi forårsager os selv skade. Dette selv er

endvidere delt op i personlig, social og objekt selv. De er alle socialt konstrueret,

målrettet forestillede versioner af hvem vi er – som personligheder, i samfundet, og i

relation til den materielle verden. De kræver alle forskelige sæt af under-

personligheder for, at skabe en fungerende facade, og alligevel er ingen af dem virkelig

”mig.”

Lao-tzu sagde, ”Ved at se dig i øjnene, får jeg en god fornemmelse af hvem du

er, og dine ord har nu bekræftet det. Du virker forvirret og bange, som om du

lige havde mistet din fader og moder, og prøver at finde dem med en lang stav

55

på bunden af havet. Du har mistet din sande vej som menneske – du er

fuldstændig fortabt og desorienteret. Du ønsker at komme tilbage til din sande,

grundlæggende natur og finde livets vej, der ligger lige foran dig, men du har

ingen anelse om, hvor du skal begynde. I sandhed jammerligt!” [9]

9. Se efter din sande, grundlæggende natur og en livsvej der er rigtig for dig. Lao-tzu

forsætter derfor med at råde Nan-jung til at meditere og fokusere indad for, at lære

hvornår han skal holde op med at foregive, engagere sig og forbruge. Bliv ligesom et

barn; handl uden at tænke – bare være.

Nord Port Cheng sagde til den Gule Kejser, ”Deres majestæt spillede Hsen-

ch’ih’s (Xianchi) musik i vildmarken omkring Tung-t’ing (Dongting) Søen. [10]

Da jeg først hørte det, blev jeg bange. Så lyttede jeg lidt mere og fandt at jeg

blev afslappet. Da jeg lyttede til den sidste del var jeg fuldstændig forvirret – i

vildrede, stum, som om jeg ikke kunne få hold på mig selv.” [11]

10. Tung-t’ing Søen er et floddelta til Yangtze i det nordøstlige Hunan. Hsien-

ch’ih er navnet på en fortryllende slags musik.

11. Pointen her er, at hvad vi end betragter selv, så bliver det stimuleret og

modificeret alt efter vores ydre sanseindtryk. Vores følelser og reaktioner er

ikke konstante. Her bliver de beskrevet i udtryk som angst, afslapning og

forvirring. Moderne psykologi, især fremlagt i værket af psykologen Daniel

Coleman, deler følelser i tilbagetrækkende og tilnærmende reaktioner, der

leder til adfærdsmønstre af enten at afvise eller finde materielle objekter,

personlige forbindelser eller kropsfornemmelser.

”Det er ret normalt. Jeg spillede den ved menneskelig hjælp, samstemte den

med himlen, udførte den i overensstemmelse med sømmelighed og

retfærdighed, og ophøjede den til planet for Højeste Klarhed.” [12]

12. Chang-tzu forbinder de forskellige reaktioner til forskelige planer af væren:

menneske, himmelsk, energitisk og kosmisk. Det menneskelige plan er konstant bange

og usikker; det himmelske er fredfyldt og flydende; det energitiske plan finder

stabilitet i etik og et positivt udseende; det kosmiske – symboliseret ved Højeste

Klarhed, en vigtig Taoist himmel – er markeret ved forvirring, tilstanden af at være

”kaotisk og livløs,” som er nærmest den oprindelige skabelse.

56

”For at skabe perfekt musik må den først samstemmes med menneskelige

anliggender, og så lade den følge himlens principper, udføre den i

overensstemmelse med de fem dyder, og samstemme den med universel

naturlighed. [13] Ved at gøre det sådan, vil den være i balance med de fire

årstider og finde stor harmoni med mangfoldigheden af ting; den flyder

ligesom de fire årstider der opstår den ene efter den anden, og alle ting

kommer til live ved deres tilbagevenden. Stigende og faldende, det civile og

militæret modvirker hinanden og hver tager deres tur; klar og grumset, yin og

yang toner bevæges i harmoni. [14] Lyde som flydende lys, dvalende insekter

begynder at bevæge sig; et fantastisk spektakel, torden og lyn opstår. . .

13. Universel naturlighed eller spontanitet (tzu-jan/ziran) betyder at

samstemme dine handlinger og følelser med både din indre sandhed og din

nuværende tilstand af ydre affærer uden, at blive viklet ind i det eller ophidset.

Dens praktiske anvendelse er ikke-handling, en måde at leve i verden på der

ikke er passiv, men heller ikke påtrængende eller tvungen. De fem dyder bliver

senere kaldt de fem faser – udviklingstrin i forsat udfoldelse af yin og yang, fra

stigende yang (forår, træ) gennem yang’s højde (sommer, ild), en balance af yin

og yang (sensommer, jord) og stigende yin (efterår, metal) til højden af yin

(vinter, vand).

14. Musik er en metafor for universets energitiske mønstre; begge arbejder i

mangfoldige kombinationer der kan være i harmoni eller dissonans. Dette

forbinder Taoist tanker med fysik, både loven om resonans, og bølgeteorien,

samt kvante-verdenen, begge arbejder med subtile vibrationer, bølger og

energier der finder sammen på mangfoldige måder.

”Denne musik gjorde dig først bange: det er en tilstand af æresfrygt. Efter det

gik jeg videre, og du følte dig afslappet – det er en tilstand af flow. Til sidst blev

du forvirret – det er en tilstand af uskyld. Uskyld er tæt på Tao – du kan blive

ved med det og tage det med dig.”

Hui-tzu spurgte Chuang-tzu, ”Kan en person virkelig være uden følelser?”

”Selvfølgelig.”

57

”En person uden følelser, hvordan kan du kalde ham for et menneske?”

”Tao gav ham synlig fremkomst, himlen gav ham kropslig form – hvorfor ikke

kalde ham et menneske?”

”Men – hvis du kalder ham menneske, hvordan kan han så være uden følelser?”

”Det er ikke det jeg mener, når jeg taler om følelser. Hvad jeg mener når jeg

siger han er uden følelser er, at den person ikke tillader sig det, at kunne lide

eller ikke lide, at træde ind og bebyrde hans sociale selv, men altid går sammen

med hans iboende naturlighed, og aldrig prøver at forbedre livet.” [15]

15. Selvom vi har tendens til at have specifikke reaktioner – af at trække tilbage eller

tilnærme – for ydre stimuli, er der ikke noget iboende behov for dem. Vi behøver

virkelig ikke at have følelser der ender med at skabe spændinger og ønsker. Vi kan i

stedet hvile i en indre hengivenhed og blot være.

”Uden at forbedre livet, hvordan kan vi så have selv et socialt selv?”

”Tao gav ham synlige fremkomst, himlen gav ham kropslig form, og han

tillader ikke det at lide eller ikke lide, at træde ind i og bebyrde hans sociale

selv. Du, på den anden side ydregør din ånd, og bebyrder din essens, [16] du

læner dig mod et træ og jamrer, hænger over din disk, og falder i søvn. Himlen

gav dig en menneskekrop, og du mumler om dialektik som ’hård’ og ’hvid’.”

[17]

16. Ånd og essens er to vigtige former for ch’i i kroppen. Ånd er det finere, hurtigere-

vibrerende plan for vital energi, den kraft der udgør den psykologiske, intellektuelle, og

åndelige dimension af en person. Essens er den mere håndgribelige form, der gøres

fast i knogler, hår, negle og hjerne og som er vigtigst manifesteret i reproduktive

væsker, såsom sperm og menstruations blod (som menes at koagulere indeni for ar

danne fostret). At ydergøre ånden betyder at opgive psykologisk integritet med hensyn

til ydre mål; at bebyrde essensen betyder at spilde dyrebare væsker med ikke-

produktive hensigt.

17. Ting som ’hårdt’ og ’hvidt’ er emner som Logikerne bekymrer sig om: ”En hvid hest

er ikke en hest.” De indikerer væren som involveret i uvedkommende og ultimative

58

irrelevante træk til skade for indre integritet og energitiske helhed. Følelser og

emotioner, for at opsummere, er ikke-essentielle og forstyrrende; de lægger ikke

noget til dit grundlag eller hensigt i livet, men skader forskellige aspekter af ch’i.

Der var en shaman i K’ang (Kang) ved navn Chi-hsien (Jixian). Han vidste alt om

menneskers liv og død, tilværelse og endelig, god skæbne og vanskæbne, langt

liv eller tidlig død, forudså alles år, måned, uge og dag som var han en gud. De

lokale anså ham for at være en troldmand, og gik over vejen når de så ham

komme. [18]

18. Hvor det er godt ikke, at have stærke følelser eller tiltrækninger til enhver form for

konstrueret ”selv,” er det endnu bedre, at tage fuldstændig kontrol over din energi og

lære at styre de forskellige måder af tilsynekomster i verden uden, at miste din indre

kerne. Denne historie sætter en shaman i kontrast til en mester i Tao. Shamaner i det

gamle Kina var tranceeksperter der kunne kommunikere med guderne, enten ved

ekstatisk rejse til dem, eller ved at invitere dem, at forudsige fremtiden, helbrede de

syge, forandre vejret, og så videre. De var teknikere der brugte en mængde af

forskellige instrumenter, såsom spåmandens kompas og forskellige kort, og fortolkede

kosmiske mønstre, så som stjernerne eller kropstegn. De var dog ikke tæt på

skabelsens rod eller stræbte efter kosmisk enhed.

Lieh-zhu (Liezi) var alligevel fascineret af ham og fortalte sin lærer, Græskar

Mesteren, om ham, ”Oprindeligt troede jeg, at din lære (om Tao) var stor, men

nu er jeg ikke så sikker. Denne mand synes at være endnu bedre.”

”Indtil nu har jeg kun lært dig om fundamentet i min lære. Jeg er virkelig ikke

kommet til de dybere lag endnu. Men du tror du har fået det hele. Selv med en

hær af høns, hvordan vil du så få æg, uden en hane. På samme måde, når du

giver læren til verden, kan du udbrede den vidt omkring, men der må være

oprigtig tro. [19] Så kan du nå til det punkt, hvor du kan få mennesker til at se

forskellige mønstre i det. Prøv at tage din shaman med dig, og jeg vil vise dig

det.”

19. Dette afsnit viser et sjældent glimt ag konkurrence mellem mestre i Kina (dengang

såvel som nu) og de – altid grundliggende – krav til fuldt ud at erkende en enkelt

åndelig lærers vej.

59

Den næste dag kom Lieh-zhu sammen med shamanen for at se Græskar

Mesteren. Før de gik, sagde shamanen, ”Jeg er ked af det! Din mester er en død

mand. Han vil end ikke leve ugen ud. Jeg så noget mærkeligt ved ham. Han så

ud som våd aske.”

Lieh-tzu gik tilbage og græd indtil hans dragt var gennemvædet af tårer, og

fortalte det så til Græskar Mesteren.

Han svarede, ”Netop nu viste jeg ham jordens mønstre. Ting spirede, men uden

dynamik eller regelmæssighed. Så det han så var kernen af min iboende styrke

lukket helt inde. [20] Prøv at bringe ham herhen igen.”

20. Ligesom musik historien ovenfor, deler denne historie mønstre ifølge jorden,

himlen, essentiel energi, og skabelse. Jord er som våd aske, iboende styrrke (dyd) er

lukket og latent, ligesom jorden om vinteren – en kraft til at regne med, men ikke

synlig eller håndgribelig.

Den følgende dag bragte Lieh-tzu shamanen derhen igen. Efter at have set

Græskar Mesteren, sagde han, ”Godt at din mester mødte mig! Han er i

bedring og igen fuld af liv! Jeg ser hans tilstand stabiliseret.”

Lieh-tzu rapporterede.

Mesteren sagde, ”Denne gang viste jeg ham tilsynekomsten af himlen. Navn og

virkelighed var ikke fast, men kerne energien steg op fra mine hæle. Så det han

så var kernen af grundlæggende velvære. [21] Se om han vil komme igen.”

21. Himlens tilstand er en fornemmelse af et fuldstændigt flow, en følelse af

mangfoldige muligheder og utallige variationer, en følese af at flyde og åbenhed -

ligesom blækklatter i Rorschach testen, der kan ses og opleves på utallige måder.

Energitisk betyder det en følelse af at være levende og strålende.

Den næste dag kom Lieh-tzu endnu en gang med shamanen for at se

mesteren. Da han gik, var han irriteret. ”Din mester er aldrig den samme! Jeg

kan ikke forstå hans udseende. Få ham til at være mere stabil, og jeg vil se ham

igen.”

60

Lieh-tzu fortalte det til Græskar Mesteren.

”Lige nu,” forklarede han, ”viste jeg ham mønstrene af den kosmiske dynamik,

som ingen kan overvinde. Så det han så, var kernen af min vitale energi i

fuldkommen balance. Hvor hvirvlende bølger kommer sammen, er der dybt;

hvor stille vand kommer sammen er der dybt, hvor strømmende vand kommer

sammen, er der dybt. Det dybe (i det fuldkomne sind) har ni navne, og jeg har

vist ham tre. [22] Prøv at bringe ham herhen igen.”

22. Lieh-tzu (Liezi; Bogen af Mester Lieh), er en anden tidlig taoistisk tekst der var gået

tabt, men genopsamlet senere, tilføjer ni navne. De beskriver de forskellige aspekter af

det fuldkomne sind og bruger ordet for ”vand,” i modsætning til ord med ”hjerte,” der

beskriver følelser og tiltrækninger (som mennesker skulle undvære): Hvirvelvande,

stille vande, strømme, vand der bobler op fra jorden, vand der drypper ned fra oven,

vand der vasker fra siden, vand opdæmmet og vendt om, vand drænet væk i moser,

adskillige stræmme der kommer fra én kilde, og alle de udhulede dybe vande (kapitel

2).

Hver af disse står for en særlig tilstand i det oprindelige sind, der på samme tid er den

rene, mystiske ånd – fra vand der endnu ikke er strømmet op fra kilden, gennem

storheden i ur-havet, de begyndende trin af himmel og jord, der er uden navn eller

substans, men allerede i arbejde, til jordens mønstre, som er ”stille og tavse, intet

bevæger sig, intet står op.” I tillæg kan vand også repræsentere de mere ordinære

aktiviteter i sindet, hvor det så er beskrevet som løbende, gurglende, springende,

hvirvlende bevægelse, og dets raktioner på sanserne, som er behørigt udtrykt som

forviring, mudret, strømmende og uroligt. Kraften af ren, energitisk flow er selve dets

ustabilitet, dets konstante forandring – shamanen har ingen steder at klemme det ned,

me mesteren kan modificere og erfare det hvis han har brugt for det.

Den følgende dag bragte Lieh-tzu ham igen med for at se Græskar Mesteren.

Shamanen mistede imidlertid fatningen, før han havde undersøgt ham, og løb

væk.

”Løb efter ham,” råbte mesteren.

61

Lieh-tzu løb efter ham, men kunne ikke fange ham. Han kom tilbage, gispende,

”Han er løbet. Han er væk. Jeg kunne ikke fange ham.”

”Denne gang viste jeg ham mønstrene af endnu-ikke-begyndt, før jeg endnu

var kommet til væren. Så det han så var ren tomhed, vridende slangelignende,

uden at vide hvem eller hvad, til tider ikke engang det, til tider flydende i

bølger. Derfor flygtede han.” [23]

23. Dette, til sidst, er menneskets sind før skabelsen: ren tomhed, iboende åbenhed –

en vag, ubestemt, kaotisk, nynnende fornemmelse af væren der ikke har nogen form,

ingen karakter, ingen tid, intet rum. Det er bare, og vi er konstant en del af det. Det er

kernen af vores iboende potentiale, aspektet af vores indre væren der forbinder os til

de dybere lag af universet, Tao indeni. Det er for meget for almindelige mennesker og

overvældede fuldstændigt den ulykkelige shaman. Men det er den eneste dimension

hvor vi kan finde noget selv svagt beslægtet til noget ægte selv, en fornemmelse af at

være hjemme i kosmos, en følelse af enhed med alt.

62

6. Drømme

Engang drømte Chuang Chou, at han var en sommerfugl, flagrede omkring som

en sommerfugl nu gør. Han havde en dejlig fornemmelse af glæde og følte sig

utroligt levende. Han havde ingen idé om at han var Chou.

Pludselig vågnede han op, og kunne tydeligt mærke, at han var Chou.

Men så vidste han ikke, om han var Chou, der lige havde drømt, at han var en

sommerfugl, eller en sommerfugl der nu drømte, at den var Chou.

Chou og sommerfuglen må være skilt på en eller anden måde – eller er de?

Dette er hvad vi kalder forandringerne tingene må gennemgå. [1]

1. Den berømte ”sommerfugle drøm” forsætter temaet om selv’et, men ikke så meget i

udtryk af de forskellige kropsdele og samfundskrav, som af personlig opfattelse og en

sikker fornemmelsen af hvem vi er. Selv’et, viser det sig, er noget udefinerbart,

flydende, i forvandling, en ikke-enhed, ikke noget vi kan præcisere nøjagtigt.

Chuang-tzu bruger drømme, og det at drømme forskelligt som en måde til, at illustrere

denne selv-identitets omskiftelighed. De tjener som et udtryk for at miste båndene til

hvem og hvad vi tror vi er. Der er i sidste ende ikke nogen måde hvorpå vi kan vide

hvem end vi tror vi er, eller om vi er – som nogle religioner har påstået – tabte sjæle i

søgen efter vores sande hjem, der af en eller anden uklar grund, er blevet fanget i

denne særlige krop og på denne særlige planet.

Sommerfuglen er selvfølgelig et symbol på den sande, indre del i mange kulturer. Den

er også et spontant opstået billede af det døende. Den står for fornemmelsen af

fuldstændig frihed og befrielse, styrken af iboende forvandling, åbningen af os selv for

nye riger, nye visioner, og en anden dimension af virkelighed.

Yin Hui spurgte Konfucius, ”Da Meng-sun Chai’s (Zhai) moder døde, jamrede han uden

at fælde tårer, hans hjerte var fri for smerte, og han klarede begravelsen uden sorg.

Selvom han ikke udtrykte sig i tårer, smerte eller sorg, troede folk han var i dyb sorg i Lu

staten. Er det virkeligt muligt, at blive berømt for noget uden spor af virkelighed bag?

[2] Det finder jeg meget mærkeligt.”

63

2. Den rette opførsel hos en sørgende kræver, at personen jamrer og græder, bærer

sæk og aske, viser stor smerte, og sørger så alle kan se det. Meng-sun Chai gør her alle

de ting for at vise det udadtil, alligevel er hans sind fri.

Dette er et andet udtryk for selv’ets omskiftelighed, manifesteret i en opdeling af den

bevidste skabelse af et vist selv-billede, og den aktuelle følelse vi har indeni, mellem

kravet om visse sociale situationer – der kræver, at vi ser ud og handler på en bestemt

måde – og den måde vi i virkeligheden gerne vil være på. Her er selv’et en ydre

forestilling, noget der hovedsageligt er i beskuerens øjne.

Alligevel er der også det omvendte af dette, og som kommer i spil i religiøse

formaliteter og praksis’en i Tai Chi Chüan (taiji quan) og Ch’i-kung (qigong): jo mere

fysisk vi legemliggør visse holdninger, jo mere optager vi dem som den måde vi er på –

”forestil dig det, til du er det” eller ”smil, og du vil føle dig bedre tilpas” i moderne

selvhjælps kultur. Her bliver selv’et belært og formbart; vi kan gøre os selv til hvad vi

end vælger – eller kan vi?

Konfucus svarede, ”Meng-sun gjorde alt hvad han skulle, og var kendt for det.

Han prøvede at forenkle hele processen, og lykkedes ikke helt, men han

forenklede det i nogen grad.

”Meng-sun vidste ikke hvad der forårsagede liv, eller hvorfor folk døde. Han

havde ingen anelse om hvad der kom først, ingen idé om hvad der kom

bagefter. Han lykkedes i at gennemgå en forvandling og blive et levende

væsen, så nu venter han på han-ved-ikke-hvad-der-kommer til at forvandle

ham igen. Så, når han kommer tæt på den forandring, hvordan ved han da, at

han ikke allerede er forandret? Når han først er et sted unden forandring,

hvordan ved han så der var en forandring tidligere? Netop som du lige fortalte

mig: er det ikke muligt, at vi er i en drøm, som vi ikke er vågnet op fra endnu?

[3]

3. Den bedste holdning for Chuang-tzu er ”uvidende,” at acceptere de forskellige

forandringer og forvandlinger uden at prøve, at forstå, evaluere, eller påvirke dem. Fra

denne position af indre fornemmelse af forvandling, til noget hvor du let kan slappe af,

bliver din ydre fremkomst blot en formalitet, der er nødvendig for, at holde samfundet

sammen, men uden at det indvirker på dit sande væsen – som hviler i det større

64

univers og flyder sammen med liv og død som et omskifteligt mønster. Igen gør

billedet af drømmen dette nemmere – hvordan ved vi, at vi ved?

”Selvom han også kan have en skrøbelig fysisk form, er der intet tab i hans

sind-hjerte; han kan være et midlertidigt ly (for ånd), men der ingen

fornemmelse af død i ham. [4] Meng-sun er virkelig vågen: når andre græder,

gør han det også, men udfra hans egen motivation og perspektiv.

4. En anden del af denne følelse af omskiftelighed er opdelingen i krop og sind, det

fysiske hylster og ånden. Kineserne gør ikke det radikale skel mellem krop og sjæl, som

vestlige og indiske kulturer gør det; for dem, er de forskellige aspekter af én universel

og allestedsnærværende vital energi, der dog vibrerer i forskellige frekvenser og

hastigheder. Men subjektivt set er der en forskel: kroppen er en skrøbelig, fysisk form;

sind-hjerte (ét ord på kinesisk, hsin [xin]), er en psykologisk enhed, der har tanker og

følelser. På samme måde er den fysisk person midlertidig, den er underkastet sygdom

og forfald, medens ånden er fri for alt, en kosmisk del inden i mennesker der

repræsenterer Tao’s frihed på jorden. At være tættere på ånden indeni, tillader en

følelse af større åbenhed, frihed fra al død og forfald.

”Nu taler vi alle om os selv som ”jeg,” men hvordan ved vi hvad dette virkelig

er? Du kan drømme du er en fugl, og flyve på himlen, at du er en fisk, og dykke i

de dybe vande. Hvis du tænker over det – ved vi det i virkeligheden ikke, gør vi?

Hvilke af disse er vågne? Hvilken af disse drømme? [5]

5. Ikke kun en sommerfugl – i vores drømme kan vi være alle slags ting; fugle, fisk, ja

selv skabninger der ikke eksisterer i denne verden. Så hvad er i sidste ende virkeligt?

Hvem er vi grundliggende? Hvilke af de forskellige identiter vi tager på i livet, og i

søvnen, er permanente, sikre, et fast grundlag til forståelse, evaluering og som vi

kandrage beslutninger udfra? For Chuang-tzi ingen af dem. Vi ved det i sidste ende

ikke.

”At støde på glæde er ikke så godt som at smile uanset hvad; at smile hele

tiden er ikke så godt som at være grundliggende fattet. At være fattet dybt

indeni, og gå sammen med de forskellige forandringer – det er på den måde du

når frem til at flyde i enhed med himlen.” [6]

65

6. Imidlertid er der ingen grund til fortvivlelse. Du kan nyde at støde på noget

glædeligt i løbet af livet; du kan også ”blive ved med at smile” når tingene bliver

vanskelige, med en holdning der accepterer det flydende i tilværelse og identitet.

Endnu bedre, du kan finde en følelse af indre fatning, af afspænding i forskellige

forandringer, og fra dette centrale ly, eller denne kerne, gå sammen med det. Dette

er hvodan du opnår en følelse af flydeevne, af at være med livets strøm og Tao, af at

finde enhed med himlen – tilværelsens naturlige mønster.

Hvordan ved jeg, at det at elske livet ikke er en illusion? Hvordan ved jeg, at

det at hade døden, ikke er at have mistet min vej, og ikke kende vejen hjem?

Lady Li var datter af grænsevogteren i Ai. Da hertugen af Chin tog hende som

fange, græd hun først så hendes klæder blev gennemblødte. Men efter hun

havde nået hans palads, delt hans luksuriøse seng, og spist af hans gode mad,

var hun ked af hendes tårer. På samme måde, hvordan ved vi, at de døde ikke

er kede af deres tidlige bøn for livet? [7]

7. Her er et konkret tilfælde på en der lider en tilsyneladende frygtelig skæbne, og som

så viser sig, at være en god ting. Det er en lektie i alle situationer. Vi ved ikke hvad der

sker eller hvofor. Ting kan se dystre ud, men vise sig at være gode; ting kan synes gode

men resulterer i vanskeligheder. Vi ved det ganske enkelt ikke – så der er egentlig ikke

nogen pointe i at vride vores hjerne og lave evalueringer og beslutninger. Livet er en

udforudsigelig ting, og selv døden kan vise sig at være en stor fest trods alt.

Du drømmer at du nyde en god fest men vågner grædende op næste morgen.

Du drømmer, at du græder sorgfulde tårer, men vågner op og drager af sted på

jagt. Medens du drømmer, har du ingen idé om at du drømmer – du kan endog

prøve at fortolke din drøm medens du drømmer. Det er først efter, at du er

vågnet op, at du ved, at det fakstisk var en drøm. [8]

8. Drømme kompenserer nogle gange for det vi ikke har i livet. Taoist teksten Lieh-tzu

har adskillige historier, hvor folk laver det i drømme, som de ikke har i livet – den rige

mand der arbejder hele natten længes i fangenskab, den forarmede hjemløse, der

fester ved vidunderlige banketter. De vågner begge op til en helt anden virkelighed,

men i deres sind har de smagt den anden side, og har således et balanceret liv.

I moderne forståelse tjener drømme også som en kompensatorisk funktion, der

hjælper os med at komme til udtryk i information modtaget gennem dagen, hjælper

66

hjernen med til at klare kanalerne for nye ting. I nogle tilfælde har mennesker også

klare drømme og forstår retningen de tager. Senere Taoister engagerede sig i drømme

praksis, og satte visse mål og mønstre for sindet.

På samme måde kan der meget vel være en stor opvågning, efter hvilken vi vil

vide, at livet i virkeligheden er en drøm. Alligevel forbliver så mange

mennesker uvidende, tror at de er vågne, insisterer på, at de ved hvad det er,

og antager den ene for en herre, den anden for en tjener – hvor dumt er det

ikke!

Konfucius, såvel som dig selv – I er ikke andet end en drøm! Og når I siger, at I

er en drøm – ja, så er det i sig selv også en drøm. Disse, mine ord, burde

virkelig kaldes ren fantasi! Efter ti tusinde generationer kan vi møde en stor vis,

der ved hvordan tingene skal forklares – og dette kan også blive hverdagskost,

at se ham hver morgen og aften. [9]

9. Jo mere vi kan kontrollere drømme-processen, jo mere erkender vi, at der ikke er

noget vi kan tage for givet. Vi kan tro, at vi er vågne, at ting og mennesker er på en

bestemt måde, alligevel er intet af det der i sidste ende virkeligt, permanent eller

pålideligt. Selv vores egen ”vågne” identitet er ikke andet end en drøm, og vi møder

andre drømme-enheder, der ikke er andet end en drøm. Selv idéen om at der med

tiden vil komme et menneske for at forklare, at det alt sammen er absurd – det

vidunderlige og fabelagtige, er ligeså drømmelignende som det daglige og familiære.

Chuang-tzu og Hui-tzu gik en tur over broen over Hao Floden, og så ned på

vandet. Chuang-tzu sagde, ”Se på alle de små fisk, hvordan de danser omkring

og leger! Dette er lykken for en fisk.”

”Du er ikke en fisk,” modsagde Hui-tzu. ”Så hvordan kan du kende til fiskens

lykke?”

”Du er ikke mig. Så hvordan ved du at jeg ikke kender til fiskens lykke?” [10]

10. Dette bringer spørgsmålet på bane, om vi overhovedet kan kommunikere, hvordan

vi nogensinde kan vide hvad noget måtte føle. Den største opdeling er af arterne:

fisken i floden synes lykkelig, svømmer omkring og danser til og fra. Men hvordan ved

67

vi om vores billede af ”lykke” overhovedet kan tilføres dem? Skaber vi ikke bare et

billede af ”lykke” og ser det genspejlet i fiskens bevægelser?

Hui-tzu gør dette meget tydeligt, men Chuang-tzu går et skridt videre: selv indenfor

vores egen arter kan vi i virkeligheden ikke vide hvad nogen tænker, hvad deres

erfaringer er, hvad de ved. Vi kan kun prøve at kommunikere ved hjælp af meget

begrænsede muligheder, og svagt og omtrentlig hvad vi ved og føler.

”Jeg er ikke dig og jeg ved bestemt ikke hvad du ved. Men lige så sikkert er det,

at du ikke er en fisk, og du kender ikke fiskens lykke. Så det!”

”Lad os gå til roden af dette nu. Du sagde til mig, ”Hvordan kender du fiskens

lykke?” På det punkt vidste du allerede fuldstændig, at jeg vidste det – og det

er derfor du stillede spørgsmålet i første omgang. Og selvfølgelig ved jeg det

kun ved at være her på broen over Hao.” [11]

11. Den anden side af dette er, at vi kun kan være hvor og hvordan vi er. Ved at leve

helt i nuværende øjeblik og holde os forbundet med nuværende væren kræver

spontan indsigt. Der er en måde, at være i fuldkommen lykke og ét med kosmos – og

den findes ved at lade al bevidst evaluering og forestilling fare, sprog strukturer og

tankemønstre, og lære bare at være.

Engang var en der holdt aber og som var ved at gøre sig klar til at fodre dem

med agern, som det var hans opgave. Han sagde, ”Jeg vil give jer tre om

morgenen og fire om aftenen.”

Hele stammen blev rasende.

”All right,” sagde han, ”Jeg vil give jer fire om morgene og tre om aftenen.”

De blev alle højst fornøjede.

Virkeligheden bag ordene var ikke forskellig, og alligevel påkaldte de stor vrede

og glæde i hans opgave. Og dette er typisk. [12]

12. Historien er en klassiker om emnet virkelighed. Virkelighed er én ting; hvordan vi

ser den og handler på den, er en anden. Faktisk handler vi ikke på tingene på den måde

68

som de er, på nogen aktuel virkelighed, men på vores følelser omkring det. Virkelighed

er i sig selv fuldstændig subjektiv.

Den vise, på den anden side, lader ret og vrang være som de vil, og hviler i

himmelsk balance. Ham går de alle til. [13]

13. Idéen er, ifølge Chuang-tzu, at slippe ret og vrang, godt og skidt, at lide eller ikke

lide, for at lære, at acceptere virkelighed betyder forskellige ting for forskellige

mennesker. Det er bedst at forblive rolig og afslappet, centreret og fokuseret, hvile i

”himmelsk balance.” Men hvorfor er det så svært at gøre det?

69

7. Menneskets sind

Konfucius sagde, ”Jeg blev engang sendt til Ch’u og på vejen så jeg smågrise

der prøvede at die fra deres døde moder. Efter en tid så de forskrækkede ud

og løb alle af sted. De så ikke længere sig selv i hende; de følte ikke længere de

var en del af samme art. De elskede deres moder, men det de elskede var ikke

hendes fysiske form, men det der belivede denne form. [1]

1. Nøglen til at forstå menneskets situation og de vigtigste forandringers

omdrejningspunkt, er sindet. Og hvad er så dette sind?

Svaret på dette spørgsmål har mange planer. På et kosmisk plan er sindet åndens

arbejdene energi indeni os, den kraft der dvæler i vores fysiske form og beliver den.

Sindet er således en individualiseret og personificeret – og ofte forvrænget og

fremmedgjort – form af ånden, som omvendt er den universelle, kosmiske energi for

liv.

Den er immateriel og alligevel meget nærværende. Smågrisene i historien bemærker

at den er forsvundet, da deres moder ikke længere er i live. Det er sjælsenergien som

har forladt folk, når de står overfor en afdød – den faktor som bliver livligt diskuteret i

tilfælde med koma eller hjernedød: hvad er det der bestemmer ”liv,” og hvornår kan

det siges, at det ikke længere er der.

”Når en soldat dør i kamp, begraver hans folk ham ikke i fjerpragt; når en har

mistet en fod, kan han bekymre sig mindre om sine sko – i alle disse tilfælde er

grundlaget forsvundet.” [2]

2. Flere metaforer illustrerer begrebet. En der har mistet en fod, på grund af

amputation eller skade, behøver ikke længere sko. En soldat der døde i kamp i det

gamle Kina, menes hurtigt at være gået videre til den anden verden; han behøver

derfor ikke en fjerpragt, der tjener sjælen i dens overførsel. I begge tilfælde her er

idéen den samme: der er intet fysisk grundlag for behovet længere

Tzu-kung (Zigong) havde rejst omkring i Ch’u (i syden). På hans vej tilbage til

området nord for Han Floden så han en gammel mand der arbejdede i hans

grønsagshave. Han havde gravet en vandingsgrøft for at lede (flod) vandet til

70

hans brønd og bar nu kande efter kande for at hælde det ud over hans planter.

Han arbejdede hårdt, brugte mange kræfter med mindst muligt resultat.

Tzu-kung iagttog for en tid og sagde så, ”Ved du, at der er apparater til dette.

På en dag kan du vande hundrede marker. Det kræver minimal anstrengelse og

giver store resultater. Ville du ikke gerne have en af dem?”

Gartneren så op på ham og spurgte, ”Hvordan virker den?”

”Ja, det er en mekanisk opfindelse lavet af træ der er tungt i den ene ende og

let i den anden. Den løfter vandet ligesom en paddel, næsten som boblede det

over. Det kaldes en brøndkost.” [3]

3. Denne historie beskriver situationen hos en mand der henter flodens vand til

grønsager. Han bærer den ene kande efter den anden, som kræver meget arbejde,

men er ret ineffektivt. Tzu-kung, en af Konfucius’ disciple, ser det og tilbyder ham en

maskine der kan gøre arbejdet – og dermed gøre lidt arbejde med stor effektivitet.

Sindet er her opfinder af maskinen. Det undersøger situationen kritisk og kommer med

forskellige forslag, der normalt fortæller os hvordan vi kan gøre vores liv lettere. På

samme tid, medens vi gør dette, ofrer vi forbindelsen med vort arbejde og vores

personlige engagement. Nogle meditations metoder præver at vende dette;

Zenmester Thich Nhat Hanh (1926-) taler i Miracle of Mindfulness brændende om

fordelene ved at vaske op i hånden, være fuldt tilstede i handlingen, mærke vandet,

sæben, børsten og have en direkte relation til de ting vi bruger.

Gartneren blev rød i hovedet af vrede, og lo så hånligt, ”Jeg har hørt om den.

Min lærer plejede at sige, at ved at have et mekanisk apparat gør du

uundgåeligt tingene på den mekaniske måde, og før du ved af det, har du et

mekanisk sind. [4]

4. Chuang-tzu kalder sinder der søger effektivitet på bekostning af det den direkte

forbindelse, for ”det mekaniske sind.” Det er en løsrevet måde af relatere til tingene i

omgivelserne på, der ser verden (og kroppen) i udtryk af en maskine og dens dele, der

udnytter naturen, ting og andre mennesker – i stedet for at relatere til deres iboende

potentiale, til ånden i alting.

71

”Når du først bærer et mekanisk sind i dit bryst, er din indre renhed, din uskyld,

ikke længere fuldkommen. Når din uskyld først er gået, er din ånd og dit liv ikke

længere stabilt. Når du først lever med ustabilitet, har Tao ikke længere noget

sted at hvile. Det er ikke fordi jeg ikke ved noget om mekanismer som denne –

jeg ønsker bare ikke at bruge dem!” [5]

5. Denne objektgjorte, mekaniske måde at relatere til selv’et og verden på, udgør tabet

af Tao. Tao manifesteres i ånden, den iboende styrke af livet, og er som sådan altid til

stede så længe vi lever. Men for at aktivere det, må vi opretholde en indre renhed, en

uskyld, et spontant og selvfølgelig åndeliggjort forhold til tilværelsen. Sindet er så, i

dets tendens til at objektgøre og mekanisere er skadeligt, en afvigelse.

Det meget bedre at slippe det og udvikle en tilstand af ”intet-sind,” et nøgleudtryk i

Zen Buddhisme, hvor det indikerer noget ret lig Nhat Hanh’s ”mindfulness”: en måde

at være fuldt tilstede på.

Lille Vidende spurgte, ”Så hvis jeg blot taler om Tao i forhold til eksisterende

ting, vil det så være nok?” [6]

6. Et andet aspekt af sindet – der ligger bag dets evne til at undersøge ting og kommer

med mekaniske råd – er dets tendens til at bruge sprog: udtryk og opdelinger. Det

behøver dette for at være orienteret i verden og giver derfor navn til alting.

Spørgsmålet her er: kan vi bruge udtrykket ”Tao” til at refere til eksistensen som et

hele?

Store Balance svarede, ”Åh, nej! Lad os tænke på at tælle alle de mange ting på

planeten – der er ingen måde de stopper ved ti tusinde og alligevel kalder vi

dem for ”de ti tusinde ting,” for at antyde, at der er en hel masse. På samme

måde taler vi om himmel og jord når vi prøver at tale om de de største fysiske

former; vi taler om yin og yang, når vi prøver at pege på de mest fundamentale

vitale energier. Tao – det er en anden historie; det er overalt. Vi kan bruge

udtrykket fordi det er så stort, men hvad skulle vi nogensinde kunne

sammenligne det med? At hævde dette er som at sammenligne hunde med

heste - hvordan kan det ikke være helt uden for mærket?” [7]

72

7. Svaret er virkelig ”nej,” fordi Tao ganske enkelt er for stort for sproget på alle måder.

På den anden side er spørgsmålet begyndelsespunktet for en undersøgelse hos det

analytiske sind og dets sproglige konventioner, der skaber den virkelighed vi lever i. Ti

tusinde er et stort tal og bliver målestokken for ”en masse,” der virkeligt skulle være

”umuligt at tælle.” Himmel og jord er to hovedstøtter af livet på planeten; de er de

navne der bruges for universet, som ikke bare er stort, men også umuligt at tælle.

Yin og yang indikerer verdens grund energitiske mønstre, stiger og synker, udvidder og

trækker sig sammen, bevægelse og hvile og så videre; de er også ubegribelige. De er

også ved kernen af det grundlæggende kinesiske mønster for undersøgelse, der var

korrelativ tænken, ulig Vesten, hvor verden ses gennem en lineær undersøgelse, der

fokuseres på logik og loven om årsag og virkning.

I begge systemer genkender og klassificerer sindet ligheder og forskelle mellem

strukturer, og forstår virkelighed i udtryk af partikulær dynamik af samspil mellem

forskellige aspekter. I det næste trin, skaber de analysike mønstre en specifik vision af

virkelighed, et paradigme som alle erfaringer passer ind i, og nye realiteter bliver

formet på grundlag af videre associationer. Det analytiske sind bliver således bøjet, det

før-mønstret spejl hvor igennem vi ser virkeligheden. Dette er en anden funktion der

skiller os fra Tao.

Lille Vidende forsatte, ”Hvordan så med de fire retninger og seks harmonier,

opstår de ti tusinde ting?” [8]

8. De fire retninger er kardinalretningerne øst, vest, nord og syd. De seks harmonier er

de fire rretningers energier plus op og ned. Spørgsmålet handler om hvordan man

bedst eksistensens mønstre.

Store Balance sagde, ”Yin og yang udstråler på hinanden, dækker hinanden,

regulerer hinanden. De fire årstider følger efter hinanden, skaber og ødelægger

hinanden på skift. Fra dette opstår begær og had, stræben og tilbagetrækning;

mand og kvinde, forening og adskillelse begynder. Sikkerhed og fare følger

hinanden; god og dårlig skæbne giver anledning til hinanden. Fritid og hast

tager deres tur; samling og spredning kommer og går. [9]

9. De to vigtigste tendenser i universet er yin og yang; tidens mest grundlæggende

mønstre er de fire årstider. Mellem dem fremstår der et forsat flow af stigning og

tilbagegang, op og ned og så videre, der omvendt leder til differentiation af kønnene,

73

menneskets følelsesmæssige reaktion på virkeligheden, følelsen af sikkerhed og dårligt

held, såvel som foskellige former for adfærd. Hele skalaen af menneskets livsmønster

er således forudsat kosmos’ bagvedliggende mønstre.

”Alle disse ting kan betegnes i navn og realitet; de kan optegnes i deres

væsensheder og fine punkter. De følger en orden der stemmer overens med

visse principper; de forsætter langs en kurs der kan styres: De bevæger sig i

mønstre: stigning og fald, slutning og begyndelse – om og om igen. Dette er

hvordan ting eksisterer; hvor ord stopper og viden ender: De er ultimativt blot

ting, og intet andet.

”At se med Tao, stræbe dem hvor de forsvinder eller søge dem hvor de opstår –

hold op med at det undersøge nu.” [10]

10. Sindet kan lide at analysere og beskrive, overveje og katagorisere. Det skaber

orden og system, lægger principper ud og udviklende stier. Det forsætter med at

klassificere og give navn til virkelighed når ord og viden i virkeligheden ikke kan nå det.

Fra Tao’s perspektiv er der ingen pointe i al denne aktivitet. Det skaber blot en vision af

virkelighed, snarere et røgslør af tilsyneladende viden, som aldig virkeligt kan røre det

hele i sin fulde kompleksitet. Det er bedre at stoppe lige her.

Glæder du dig over det klare syn? Du forkæler dig blot i farver.

Nyder du god hørelse? Du giver bare plads til lyde.

Nyder du velvilje? Du ødelægger bar iboende styrke.

Nyder du retfærdighed? Du er bare i modsætning til kosmiske

principper.

Nyder du sømmelighed? Du opmuntrer blot til kunstighed.

Nyder du musik? Opmuntrer du blot til det pirrende.

Nyder du hellighed? Opmuntrer du bare til irritation. [11]

Sålænge mennesker i verden hviler fredfyldt i kernen af deres essentielle natur

og oprindelige skæbne, kan disse otte være i nærheden eller ikke – hvem kerer

sig?

74

11. Denne passage introducerer endnu en form af sindet: det sanselige sind med

begær og følelser. Det glædes eller ”nyder” – og bønfalder således om - at visse ting

der får det til at føle sig tilpas: nydelsen af syn og hørelse, mere fremskredne glæder af

dydig adfærd (inklusiv de fire Konfucianske hoveddyder), og forskellige intellektuelle

indspark som at prøve, at udvikle visdom og kundskab.

Alligevel skaber hvert af disse deres egne problemer: sanselig overbærenhed, en

adskillese af iboende potentiale og kosmiske principper, såvel som forskellige former

for unaturlige, kunstige, og konstrureret adfærd. Denne type af sind, dens mekaniske

og analytiske former, sætter endnu en barriere op for at blive forbundet med Tao, for

at leve fuldt ud i verden, og at være som vi virkelige er.

Men det øjeblik mennesker ikke hviler fredfyldt i deres kerne, forårsager disse

otte forfald og forviklinger og bringer uorden i verden. Så snart nogle

mennesker begynder at respekter og tage sig af dem, er der store

misforståelser alle steder! [12]

12. Alternativet er at ”hvile i din kerne,” for at vide hvem du er, og tillade de forskellige

sanser og deres erfaringer til bare at komme og gå. Dette er måden at være på. Men

de fleste mennesker ved ikke hvem de er, og de forskellige aspekter af verden og

sansemønstrene trækker i dem hver eneste dag, så den største uorden bliver

resultatet. Vi gør ikke det vi føler er det rigtige på et dybere plan. Bedraget af det

sansende sind, lytter vi til hvad andre siger, følger hvad rådgivere råder os til, opnår

hvad markedet ønsker vi skal købe – forsætter med at definere os selv gennem ydre

aspekter.

Og tror du de kun gør dette en gang og så lader dem gå? Åh, nej. De fejrer dem

med alle slags ritualer: faster før de taler med dem, knæler før de præsenterer

sig, og trommer og synger før de danser for dem! Hvad skal vi så gøre? [13]

13. Oven i købet er disse sansebegær formaliseret i visse adfærdsstier og ritualiseret i

sociale konventioner – beskrevet her i klassiske mønstre af kinesiske religiøse ritualer.

Deltagere faster i nogle få dage, afstår fra seksuel og sansemæssig involvering, før de

synger op fra skrifterne; de knæler i formelle klædninger gennem den aktuelle

ceremoni, de fremsiger en bøn og ofrer; og de forenes i fælles fejring af ritualet med

musik, sang og dans. Al disse aktiviteter, som selvfølgelig også bliver aktiveret gennem

kroppen og således gjort til at ”føle” det naturligt og ”nødvendigt,” tjener kun til

75

genforstærke en begrebsgørelse af virkeligheden der i virkeligheden bare er – en

begrebsgørelse.

Vel, ideelt skulle vi være ligesom den højere person der bliver engageret i at

styre verden, og alligevel antager den bedste holdning til ikke-handling. Ved at

slappe af i ikke-handling, kan han eller hun hvile fredfyldt i i kernen af essentiel

natur og oprindelig skæbne. [14]

14. Teksten opmuntrer os til at være som ”højere personer,” de personer i

Konfucianismen der antager en holdning af ”ikke-handling” (wu-wei).

Dette betyder ikke, at man ikke skal gøre noget, blive som en grøntsag, eller blive

fuldstændig spontan uden nogen plan overhovedet. Det betyder snarere at lade de

egoistiske bekymringer og begær på det personlige plan fare, finde en følelse af hvor

livet, natur og verden er på vej på et socialt plan, og afstå fra tvungen indblanding i det

politiske rige. Tao te Ching siger:

Handl på ting, og du vil ødelægge dem.

Grib efter ting, og su vil miste dem.

Derfor handler de vise med ikke-handling og bliver ikke ødelagt.

Lad være at gribe ud efter, og der er intet tab. (vers 64)

Det menneske der sætter mere pris hans eller hendes selv end at herske over

verden – det menneske kan virkelig stole på at køre verden. Det menneske der

elsker sit selv mere end at herske over verden – det menneske kan du virkelig

give verden at styre. En højere person, der kan holde hans eller hendes fem

organer fri for sygdom, hans eller hendes syn og hørelse fri for forstyrrelser –

er den der vil sidde stille som et lig, og have syn som en drage, vil være tavs

som en syb sø og have en stemme som torden. Ånden hos sådan en person

bevæges, og verden følger! Sådan en person hviler i ikke-handling, og de ti

tusinde vil adlyde! ”Jeg har ikke tid til at herske!” – det er hans motto. [15]

15. Ved at hvile i ikke-handling kan du føle dig rolig, med de fem indre organer – stedet

for vital energi i kroppen samt sæderne for for det emotionelle hjerte (hjerte – glæde,

lunger – tristhed, milt – bekymring, lever – vrede, og nyrer – frygt) i fred og sanserne

(også samstemt med organerne) fri for forstyrrelser. Den rene ånd begynder at skinne

frem, og du kan være fuldstændig stille og hvile i den yderste stilhed. Dette har

76

omvendt en indvirken på dine sanser; de bliver meget skarpere og meget stærkere

som og når sindet kommer væk fra sin måde.

Hvis du vil være som dette, så vil du være den slags person vi ønsker i regeringen – en

person med en stor følelse af af indre centrering, som sætter pris på hans eller hendes

egen sandhed mere end berømmelse og formue, som kan tillade alle ting og væsner at

gå deres egne veje og gøre deres egne ting. Sådan en leder har virkelig ikke nogen

interesse i at analysere eller styre alting!

Hvis enhver blot fulgte deres fuldkomne sind og gjorde det til deres lærer,

hvem ville så være uden lærer? Hvorfor må du vide og klassificere og arrangere

ting, i stedet for at lade sindet tage over helt spontant? At leve med et sind der

ikke er fuldkomment og klassificere ting alt efter ret og vrang – det er som at

sige, at du går til Yüeh (Yeu)i dag og vil være der i går! [16]

16. En som dette har et ”fuldkomment sind,” et sind der er helt sig selv, hviler i ikke-

handling, og svare igen på ting i et forsat flow. Dette er sindet der er vor ”lærer,” det

vejledende lys i alle dagliglivets aktiviteter. Samt, at det ikke er langt væk at finde. Der

er blot det, at folk ikke bruger det – i stedet for at arbejde med sindet der er iboende

fuldkomment, og derfor kun en funktion hos ånden, adskiller de det i sektioner og

skiller det fra livet, skaber opdelinger og kategorier der i sidste ende er absurde.

Ord bruges til at overføre idéer, få idéen og glem ordene. Åh, hvor ville jeg

elske at tale med en der har glemt alle ordene! [17]

17. Sproget og alle mentale opdelinger og undersøgelser tjener et vist formål –

at formidle situationer og position i livet – men når du først har idéen, kan du

lade den fare. At slippe væk fra at tale og opdele, er måden at komme nærmere

himlen. Som Chuang-tzu siger i kapitel 32:

At kende Tao er let, men ikke at tale om det er svært.

At vide og ikke at tale – det er at nå himlen.

At vide og at tale – det er at opholde sig med menneskeheden.

Den fuldkomne går efter himlen, ikke menneskeheden.

77

Selv-forvandling

78

8. Glemsel

Hsü Wu-kuei (Xu Wugui) sagde:

Lad mig fortælle dig hvordan jeg vurderer hunde på deres udseende [1] De

med den laveste kvalitet haster efter mad, fylder sig, og stopper: De viser den

iboende styrke af en vildkat. De af mellem kvalitet synes at stirre ud i det

fjerne. De af højeste kvalitet er som har de glemt, hvem og hvad de er. [2] Men

den måde jeg vurderer hunde på, er ikke i nærheden af den måde, jeg vurderer

heste. De galoperer på fire måder: ligeud, som følger de en ret linje, kurvet,

som følger de en kurve, kvadratisk, som følger de en tømres vinkel, og

cirkulær, som følger de et kompas. Alle disse passer til et kongerige, men kan

ikke bære et lys for de som passer til et imperium.

1. Hsü Wu-kuei er en lavere Taoist mester hvis lærdommer er inkluderet i de sidste

kapitler i Chuang-tzu. Kunsten at vurdere dyr og mennesker på deres udseende kaldes

for fysiognomi. Det er en klassisk form for forudsigelse i Kina og arbejder med at se på

ansigtstræk, knoglestruktur og bevægelsesmønstre.

2. De tre typer der er oplistet her repræsenterer den fremherskende måde at være i

verden på: den mest almindelige er bestemt ved sansebegær og deres øjeblikkelige

tilfredsstillelse; den anden repræsenterer de mere intellektuelle og kunstneriske

bestræbelser i menneskers liv, med en tendens til at se på fjernere horisonter og ud i

det fjerne; den højeste – som nås ved meditation – er åndelig udfoldelse, en tilstand af

glemsel af selv’et og andre, hvor ånden kan skinne uhindret frem fra sindet.

Kineserne udtrykker også disse tre i ord som psykologiske elementer: den ”materielle

sjæl,” der repræsenterer vores instinktive side og er ansvarlig for overlevelse og

sansemæssig tilfredstillelse; den ”åndelige sjæl,” som er kunstneren og de

intellektuelle dimensioner hos mennesker og leder til at være altruister og kulturelt

aktive; og ”ånden,” som er det rene potentiale af at være levende og forbinder os med

det guddommelige.

Heste på imperie-planet – deres iboende kvaliteter er fuldkomne. De er som

var de ængstelige, forladte, som havde de mistet deres identitet. Heste som

disse løber hurtigere end andre, haster af sted og foragter støvet. De ved

ganske enkelt ikke hvor de er. [3]

79

3. Iboende kvaliteter er den praktiske manifestation af iboende potentiale hos den

enkelte, vores medfødte evner eller naturlig dygtighed, hvad vi ved eller kan gøre,

uden aktiv lærdom eller prøve det uden det er svært. At være ”fuldkommen” betyder,

at vi bruger disse medfødte evner uden at bekymre os for sansemæssig tilfredsstillelse,

bevidste mål, eller intellektuelle mål. Ved at gå sammen med ånden indeni, bliver vi

også særdeles kompetente. Subjektivt føles dette som tab af identitet, glemsel,

uvidende, eller intet-sind. Det er her vi kommer nærmere fuldkommen lykke.

Kundskab var på vandretur langt mod nord og nåede de mørke vandes

område, hvor han klatrede op på en bakke i Skjulte Højder. [4] Der mødte han

Ikke-Handlen Ikke-Tale og sagde: ”Jeg vil gerne spørge om noget. Hvordan

arrangerer jeg mine tanker, hvilken bevidst opdeling behøver jeg for at forstå

Tao? Hvordan indretter jeg min livsstil, og hvilke øvelser skal jeg følge for at

være rolig med Tao? Hvilke forudsætninger er der, hvilke metoder følger jeg for

at opnå Tao.” [5]

4. Det fjerne nord i kinesisk kosmologi om de de fem faser, eller elementer, er

forbundet med vand, vinter, farven sort og mørke. Det er i den retning solen er skjult,

før den igen stiger op i øst, og er derfor området for det største potentiale, det største

mysterium. Der kan sand visdom findes; alligevel ligger det ud over sprog og udtryk.

5. Tao i dette afsnit betyder ”livets flow,” følelsen af at være ”i flow’et” i en tilstand af

lykke indeni selv’et og fuldkomment fungerende i verden. Vi ønsker alle det, og vi vil

elske at få det bevidst og tydeligt skitseret, og praktiske teknikker for at komme der. Vi

ønsker konkret information, helst en detalieret vej. Vi vil gerne se tydelige metoder,

der kan værdsættes af vore sanser, undersøges og diskuteres intellektuelt, og optages i

vores forløb af systematisk praksis.

Han stillede disse tre spørgsmål, men Ikke-Handlen Ikke-Tale svarede ikke. Det

var ikke fordi han ikke vill svare; men han vidste bare ikke hvordan han skulle

svare.

Da Kundskab ikke fik nogle svar på hans spørgsmål, vendte han tilbage syd, til

regionen for de lyse vande, hvor han klatrede op på toppen af Ensomme Pas.

Der så han Skøre Kroget og stillede ham de samme spørgsmål.

80

Skøre Krogede svarede, ”Ja! Jeg ved det. Jeg vil fortælle dig det.” Men netop

som han skulle til at tale, havde han allerede glemt hvad der var han ville sige.

Kundskab, der stadig ikke havde fået noget svar, vendte tilbage til det

kejserlige palads. Han havde en audiens hos den Gule Kejser og stillede endnu

en gang de samme spørgsmål. [6]

6. Uanset hvad, så er disse spørgsmål svære at komme forbi. De tre figurer Kundskab

møder på hans søgen repræsenterer tre planer der relaterer til Tao: trinet af

fuldstændig uvidenhed, viden og at glemme, og vide at lægge ord på det. Det sidste

repræsenterer det fælles menneskelige sind.

Meditationspraksis vender rejsen om, og fører til det første trin. Det bliver defineret

som det indre fokus af opmærksomhed i en sindstilstand, hvor ego-relaterede

bekymringer og kritiske undersøgelser suspenderes til fordel for opfattelsen af et

dybere, finere og muligvis guddommelige flow af bevidsthed. Som en metode til at

kommunikere med sindets skjulte lag, tillader det underbevidstheden at stå ansigt til

ansigt med minder, billeder og tanker, medens det også påvirkes af stilhed, åbenhed

og særlige antydninger.

Den Gule Kejser svarede, ”At lade al tænken være fri for bevidst opdeling, er

det første skridt til at forstå Tao. At slippe alle livets bekymringer, og være fri

for nogen følelser af noget praktisk, er det første skridt til at være let med Tao.

At lade alle forudsætninger fare, og være fri for nogen systematisk sti, er det

første skridt til fuldt ud at opnå Tao.” [7]

7. Altså, hvis der er nogen vejledning overhovedet til problemet med at komme ind i

flow’et, er det at slippe det og være fri – på alle planer; tænkning, livet, og praksis. Det

vigtigste princip i Taoist meditation er følgeligen at slippe det, give det fri, og glemme.

Yen Hui sagde, ”Dette er lige så meget jeg selv kan gøre. Må jeg spørge

hvordan jeg forsætter herfra?”

Konfucius svarede, ”Fast! Siger jeg dig. Gør det med fuld intention – det er ikke

nemt, det er ganske sikkert. Hvis du tager det for let, vil den lyse himmel ikke

støtte dig.”

81

”Min familie er fattig. Ofte har vi hverken vin eller mad i måneder. Er det den

måde du mener at faste?”

”Det er fasten du gør før et offer. Det er ikke sindets faste.” [8]

8. Faste (chai/zhai) betyder at rense sig som forberedelse til et ritual. Det involverer

afståelse fra kød og såkaldte ”stærke grønsager,” der indbefatter hvidløg og forskellige

slags løg. Det indbefatter også cølibat og at tage afstand fra forurenede ting (snavs,

blod) såvel som nogle positive mål, såsom at bade i velduftende vand, gå i nyvasket tøj,

og slippe alle verdslige bekymringe.

Ordet chai, der med tiden er udviddet til at betyde vegetarisk mad – snarere end at

faste, er blevet til en renset form for faste. Blandt kloster Taoister i middelalderen, var

det det ceremonielle måltid, der skulle indtages om eftermiddagen. En anden

betydning af udtrykket er ”midlertidig tilbagetrækning.” Det betød at lægfolk skulle

trække sig tilbage til klostret i nogle få dage ad gangen, leve i renhed og forny sig selv.

”Vær venlig og sige mig, hvad er ’sindets faste’?”

”Forén din vilje og lyt ikke med ørerne, men lyt med dit sind. Nej, lyt ikke med

dit sind, men lyt med din ch’i. At lytte stopper med ørerne, sindet stopper med

opfattelse, men ch’i er tom og venter på alle ting. Tao samler i tomhed alene.

Tomhed er sindet’s fasten.” [9]

9. Faste er også en almindelige metafor for meditation, dengang set som en mental

diæt af koncentration på et objekt eller frigjort observation (mindfulness). Jo mere den

udøvende hviler sindet, jo mere frigør det magtfulde tanker, tilbageholdte spændinger,

og undertrykte følelser. Det er blevet fundet meget virkningsfuld i stress afspænding

og styrkning af positive følelser.

Praksis’en skitseret her beskriver det, at bevæge sig væk fra forarbejdet virkelighed

gennem sanserne, og i stedet bruge sindet som den primære opfattelses funktion, og

så gå videre med at arbejde med ren ch’i, eller vital energi. Både sanserne og sindet er

rodet, begrænset af kunstighed, og søger at holde fast ved ting. Ch’i, på den anden

side, er flydende og åben – tom for følelsesmæssige reaktioner og forudindtagelser.

Hvordan opfatter vi virkelighed med ch’i? Ved ikke at evaluere, men snarere at

modtage, føle finere energitiske vibrationer, og tillade intuitionen at tage over – ved at

lade selv’et og andre fare.

82

”Før jeg modtog dine instruktioner, tænkte jeg på mig selv i konkrete udtryk.

Efter jeg har lærte denne metode, er jeg der ikke længere som en enhed. Er det,

hvad du mener med ’tomhed’?”

”Selvfølgelig. Lad mig fortælle dig det. Du kan gå ind i, og omkring i verden,

men bekymre dig ikke om berømmelse. Hvis du bliver inviteret, så gå med og

gør din del; hvis ikke, så stop. Vær uden nogen tydelig åbning og uden nogen

dårlige følelser om verden. Blot hvil i dig selv fuldstændig, uden behovet for at

opnå noget – det vil få dig ret tæt på. [10]

10. Ved at nå denne tilstand af ”tomhed,” kan du bevæge dig rundt i verden, men være

uden aktiv stræben eller ønsker. Du kan, og du gør, hvad der kræves, men hæng ikke

omkring, når ting ikke bliver gjort. Hellere end at stræbe efter succes og anerkendelse,

bør du finde en måde at hvile fuldstændig på den måde du er, uden at tænke på at

gøre eller opnå noget andet.

”Ikke at efterlade nogen spor er nemt; ikke at røre selv jorden er svært. At have

med mennesker at gøre og forestille sig er nemt; at have at gøre med himlen er

meget svært.” [11]

11. Billedet af at gå omkring i verden uden at efterlade sig spor, står for måden at være

i verden på – alle de aktiviteter du gennemgår. Det øjeblik du er i verden, er du bundet

til at have indvirkning, at efterlade et fodspor. Det er ikke så svært at gå omkring og

være omhyggelig, at gøre ting og prøve at minimere forandringerne du bringer til

denne planet. Det er meget sværere aldrig at røre jorden, at leve som et legemliggjort

væsen i verden og alligevel flyde ovenover den.

Af samme grund er det nemt, at efterligne kompetencer og status og

beundringsværdige kvaliteter for folk, at foregive at være en der er smart, at matche

eller overgå forventninger, og plante et voksende billede af dig selv i andres sind. Men

du kan ikke gøre det med himlen, aspektet af naturen indeni og den større kosmiske

sammenhæng. Målet er et komme til det himmelske, og derfor nærmere fuldkommen

lykke, uden nogen forestillelse.

”Jeg har hørt at væsner med vinger kan flyve; jeg har aldrig hørt om skabninger

uden vinger, der kunne det. Jeg har hørt om mennesker der kan forstå ting på

83

baggrund af information; jeg har aldrig hørt om nogen der kan forstå ting uden

den.” [12]

12. Ligesom alt andet kræver denne Himmel-baseret livsstil en rod i en person: vores

iboende potentiale og iboende kvaliteter. Vi behøver dette for at leve vores bedst

mulige liv, ligeså meget som en fugl har brug for vinger for at flyve, som hjernen

kræver information for at forstå.

”Sid stille og se på dit indre rum – et indre rum der frembringer et let lys. Der

stopper alle tanker om held og god skæbne. Hvis de ikke stopper, kalder vi det

for at ”sidde og løbe rundt.” Så lad dine ører og og øjnene fokusere indad, og

dit sind’s viden stråle på ydersiden. Så vil guddommelige væsner være en del af

dig – hvor meget mere ville mennesker så ikke blive tiltrukket?” [13]

13. I mange meditations traditioner er et let lys et almindeligt tegn på indre åbning,

når tanker bliver undertrykt og følelser bliver beroliget. På den anden side, når du

prøver at sidde i meditation og bliver overfaldet af utallige tanker om hvad der bedst

at gøre og hvordan du finder gode muligheder, mediterer vi faktisk ikke, men ”sidder

og løber rundt.” Øjne og øre fokuserer indad; man frigør sig fra krop og sind og lytter til

himlens stemme indeni. Herfra kan sindet stråle udad, og ren ånd og aspekter af

guddommelighed kan dvæle der.

Yen Hui sagde, ”Jeg er ved at være der!”

Konfucius spurgte, ”Hvorledes?”

”Jeg er i glemsel om velvilje og retfærd.” [14]

14. Denne klassiske passage om hvordan man forsætter til en tilstand af fuldkommen

glemsel bruger igen et tredelt system. Først eliminerer du ”velvilje og retfærd,”

klassiske konfucianske dyder, der står for måden at opføre sig på i verden, kravet om

at underkaste sig sociale konventioner, ønsket om at vinde godkendelse i verden.

”Det er godt. Men ikke helt det.”

Den næste dag var han tilbage igen. ”Jeg er der!”

84

”Hvorledes?”

”Jeg er i glemsel om riter og musik.” [15]

15. Dernæst opgiver du ”riter og musik,” der indikerer en sans for ejerskab og en

følelse af rytme og sociale mønstre. De står for indregjort adfærdsmønstre, en

personlig bevidsthed, en indre overvågning – den lille stemme der siger, ”Du bør

virkeligt gøre dette,” eller ”det er bedre du lader være.”

”Det er godt, men ikke helt det.”

Den næste dag kom han tilbage igen. ”Jeg er der!”

”Hvorledes?”

”Jeg kan sidde i glemsel!”

Konfucius blev overrasket: ”Hvad mener du med at sidde i glemsel?”

”Jeg lod mine lemmer of fysiske struktur falde væk, lod opfattelser og intellekt

falde væk, skilte mig fra min krop-form, og lod al viden gå væk, og forenede

mig med den Store Gennemstrømning. Det er det jeg mener med ’at sidde i

glemsel’.” [16]

16. Til sidst kan du slippe det hele, opgive fysisk og intellektuel identitet, og blive ét

med ”den Store Gennemstrømning,” Tao’s store vej. At sidde i glemsel her er både en

fremskreden meditations tilstand, og en måde at være i verden på, der er fri for

refleksion og forsætlig handling, en spontan måde at leve i naturlig enkelhed på, en

erkendelse af at være ét med Tao.

Igennem århundreder er det ”at sidde i glemsel” kommet til at betegne en bestemt

meditationsmetode, en måde at tage en bestemt fysisk holdning, og arbejde med

sindet. Som sådan bliver det stadig praktiseret i Taoistklostre i dag. Som beskrevet i

min ”At sidde i glemsel” stod udtrykket under Tang-dynastiet (628-907) for et

integreret øvelsessystem, en syv-trins proces, der også indbefattede

koncentrationsmetoder, mindfulness, og ekstatiske rejser, såvel som en beskrivelse af

85

diæt og åndedræt – der formulerede netop den slags bevidst livsstil som Chuang-tzu

insisterer på, at vi skal glemme alt om.

”Forener med Tao, har du ikke noget lignende indei. Forvandlet i Tao, har du

ikke flere ledetråd udenfor. Du er i sandhed blevet et værdigt menneske! Må

jeg bede om at blive din ledsager?”

Man glemmer foden, når skoen sidder helt tilpas. Man glemmer taljen, når

bæltet sidder som det skal. [17]

17. Denne sætning giver en mere konkret fornemmelse af hvad det er Chuang-tzu

mener med glemsel. Det er en tilstand hvor man er naturligt hjemme i det større

univers, ligeså tilpasse i vores sind og ånd, som vi er i veltilpasset sko eller tøj der

sidder godt.

Kundskab er glemsel om ret og vrang, når sindet er fudlkomment tilpasset alt.

Ikke flere forandringer indeni, ikke mere ”bare at følge med,” – dette er

hvordan du skaber fuldkommen tilpasning med alle anliggender og

begivenheder. [18]

18. Da tilpasningen er fuldkommen, er der ingen grund til at evaluere det eller udvikle

følelser om noget. Da det er den eneste måde som vi kan være på, bestemt af Tao

gennem iboende potentiale og kvaliteter – såvel som essentiel natur og oprindelig

skæbne – er der intet pres på for, at forandre eller udvikle beklagelser om ikke at

forandre sig.

Når du først har nået dette plan af tilpasning, og du forbliver i det, er dette

tilpasningen af at være i glemsel og selv af idéen om tilpasning. [19]

19. Den ultimative tilstand er at være i glemsel, at glemme, glemselen. I det tidlige

Tang-dynasti kaldte Taoister dette ”dobbelt glemsel.” Udøvere måtte først kassere alle

mentale konstruktioner af virkelighed, illusoriske billeder baseret på sanse- og

følelsesmæssige evalueringer, som de projicerede ud for at skabe noget, som de på det

tidspunkt ser som virkeligt. Dernæst må de eliminere den underliggende aktivitet i

sindet, den iboende funktion af aktiv bevidsthed der gør sansemæssig opfattelse

mulig. At ”glemme” begge betyder reorganisering af almindelig bevidsthed til absolut

86

bevidsthed, og igen fra absolut bevidsthed til ingen bevidsthed overhovedet i

fuldkommen glemsel.

Hvis en drukken mand falder af en vogn, kan han blive skadet, men han vil ikke

dø. Han har de samme knogler og led som alle andre, men hans skade er

forskellig, fordi hans ånd er hel. Han vidste ikke at han kørte; han vidste ikke at

han faldt. Liv og død, alarm og skræk trådte aldrig ind i hans bryst, så han

møder faren uden frygt. Han er som den der under indflydelse af vin – hvor

meget mere så ikke hvis han er himlens indflydelse? Derfor hviler den vise med

himlen, intet og ingen kan forurolige ham. [20]

20. En anden beskrivelse af den samme tilstand fra det samme kapitel sammenligner

sindet af fuldkommen glemsel med en forgiftning til et punkt, hvor vi ikke ved, hvad

der sker længere, og derfor umuligt kan være bange for nogen ting. Dette skaber en

tilstand hvor krop og person forbliver hel, fordi vi ikke længere reagerer i panik og gør

alle de forkerte ting.

Mester Solblomst fra Syd Muren spurgte, ”Kan jeg lære Tao?”

Den Pukkelryggede Kvinde svarede, ”Nej! Nej! Det kan du ikke. Du er ikke

personen til det. Engang var der en Pu-liang I (Buliang Yi) der havde iboende

kvaliteter af en vis, men ikke vejen, medens jeg havde vejen af en vis, men ikke

de iboende kvaliteter. [21] Så jeg besluttede at lære ham at finde ud af, om han

i sandhed kunne blive en vis. Jeg troede det ville være nemt at lære den vises

vej til en, der allerede havde de iboende kvaliteter. Så jeg gav ham præcise

vejlerninger og støttede hans fremskridt.

21. Forskellen mellem ts’ai og tao – iboende kvaliteter og vejen – er forskellen mellem

evne og mulighed. Du kan have masser af evner til at gøre visse ting i livet, med det

rette tidspunkt og sted kommer måske aldrig. Eller der kan være store muligheder for

handling på mange forskellige måder, men du har ikke de nødvendige evner, midler

eller forbindelser til at gøre noget. Det er der samarbejde kommer ind; den ene har

evnerne, den anden har forbindelserne.

”Indenfor tre dage var han istand til at ydergøre verden.

87

”Da han først kunne gøre det, forsatte jeg min støtte, og efter syv dage var han

i stand til ydergøre alle ting.

”Da han først kunne gøre det, forsatte jeg min støtte, og efter ni dage var han i

stand til at ydergøre selve livet.

”Da han kunne gøre det, ønskede han at opnå klarheden af daggry.

”Derfra gik han videre med at se hans ensomhed.

”Dernæst gik han til en tilstand hinsides fortid og nutid.

”Ved endog at nå hinsides det, trådte han ind i en tilstand hvor der hverken er

liv eller død. [22]

22. Dette udlægger meditationens forløb i syv trin, og kan deles op i tre hovedtrin:

1) Ikke mere verden – ikke flere ting – ikke mere liv.

2) Klarhed om daggry – at se din ensomhed.

3) Hinsides tid – hinsides eksistens.

Den udøvende, som ”sidder i glemsel,” lægger alle idéer om verden, alle opfattelser af

andre (objekter og mennesker), og alle anliggender om hans liv, udenfor – lader dem

fare, og eliminerer dem fra hans sind.

Så finder han en indre klarhed eller stråleglans, muligvis magen til det lysende lys, der

signalerer åbningen af ren bevidsthed, og ”ser hans ensomhed,” en tilstand af ikke-

dualitet der, ifølge kommentatoren Kuo Hsiang, betyder ”at lade hvad som helst man

kommer i kontakt med, før og efter, fare.”

Herfra bevæger adepten sig videre og går hinsides tid og al eksistens, når det

bagvedliggende Tao, skabelsens ren kraft.

”Hvad der dræber liv kan aldrig dø; hvad der skaber liv, kan aldrig fødes. Når

først det er aktivt i verden, indvier det og modtager, ødelægger og skaber alt

88

der er. Dets navn er ”Skub og Fred.” Det vi mener med det, er at det først giver

ting et skub, og så lader dem være fuldkomne.” [23]

23. Tao dør aldrig, opstår aldrig; det er hinsides forvandlingerne der karakteriserer liv

og død. Alligevel er det altid tilstede overalt, ligger bagved al eksistens som det

passerer gennem vekslende tilstande af fremrykken og tilbagerykken, vækst og

forfald, bevægelse og hvile.

Åben Mangel spurgte Dækket af Tøj om Tao. Den sidste svarede, ”Tag dig af

din krop og forén din vision – og himmelsk harmoni vil komme til dig. Indehold

din viden og forén din adfærd – guddommelige væsner vil ønske at blive en del

af dig. Iboende potentiale vil være din skønhed; Tao vil være dit hjem. Du stirrer

på det som en nyfødt kalv, og prøver aldrig at finde ud af hvorfor.” [24]

24. At gøre Tao til dit hjem er målet i denne øvelse: tag dig af dig selv og bevar

sanserne og hold mentale opdelinger under kontrol, og du vil finde en tilstand af

himmelsk harmoni, en indre tilstand af tilfredshed, og guddommelige væsner vil

komme og beskytte dig.

De sidste kaldes for ”spøgelser og ånder” i teksten; dette henviser til fædrene ånder og

forskellige lokale og himmelske guddomme der former en integreret del af verden i det

gamle Kina. Du vil blive tiltrukket af den slags person, som er fuldstændig ét med

iboende potentiale og slapper af i det større univers. Med andre ord er du ikke alene

fri for bekymringer og frygt, og vil forblive fysisk hel, men den større kosmiske vilje vil

komme og støtte dig.

Før han var færdig med sine ord, var Åben Mangel allerede faldet i søvn.

Dækket af Tøj fandt dette yderst dejligt og gik, mens han brød ud i sang:

Krop som tørrede knogler,

Sind som dødt aske – [25]

Fuldkommen i virkelighed og opfattelse,

Så han aldrig efter årsager.

Diset og mørk, mørk og diset,

Intet-Sind fuldkomment: kan ikke planlægge noget med ham. [26]

Hvilken slags person er det?

89

25. Dette beskriver den meditative trance, den dybe optagelse i intethed; der er ikke

mere nogen identitet i hverken krop eller sind. Kroppen er snarere som et skelet – i

nogle tilfælde også beskrevet som et ”visnet træ” – er sindet som kold aske i ildstedet

uden gnister af noget. Sætningen giver også genlyd af senere Zen Buddhisme, der taler

om, at ”krop og sind falder væk.”

26. En anden Zhuang-tzu sætning der er samlet op i Zen, er ”intet-sind,” tilstanden af

indre fuldkommenhed, eller helhed der er fri for søgen, fri for det ydres bekræftelse.

Det relaterer til virkelighed ligesom et rent spejl, opfattelse bliver snarere genspejling

uden evaluering eller reaktion. Som teksten i kapitel 7 siger, ”Den fuldkomne person

bruger sindet som et spejl: indleder intet, modtager intet, svarer på ting, men holder sig

ikke til dem. Derfor kan han kontrollere dem og ikke blive udmattet.”

90

9. At realiserer Tao

Det kommer frem uden oprindelse; det passerer uden åbning. Det er virkeligt,

men uden fast beliggenhed; det er udstrakt, men uden et tydeligt mål.

Kommer frem uden tydelig åbning, det er virkeligt. At det er virkeligt uden en

fast beliggenhed henviser til rum. At være udstrakt, men uden tydeligt mål,

henviser til tid. [1]

1. Hvad er Tao da helt nøjagtigt? Dette første afsnit beskriver det i dets kosmiske

dimension som værende hinsides liv og død, tid og rum. Det kommer – vi ved ikke

hvorfra; det har ingen oprindelse som det fremkommer og er til stede i verden. Det går

– vi ved ikke hvor hen; det har ikke noget åbent sted hvor igennem det passerere som

det forlader verden. Fuldkommen virkeligt, kan det ikke defineres i menneskelige

udtryk; det har ingen grænser eller definationer af tid og rum.

Det lever og dør, kommer frem og passerer, og dog kan ingen ikke se dets

form. Derfor kalder vi det himlens port. Som sådan er det ikke-væren –

myriader af ting fremkommer fra det. [2]

2. Da det er ud over vores sanser og intellekt, kan vi ikke begribe det på nogen

almindelig måde; det er derfor det repræsenterer en åbning til himlen, et

forbindelsespunkt for menneskets liv til det større kosmos, et link til både før-eksistens

og efter-liv. Taoister kalder det tiden før skabelse – både personlig og universelt – ”før

himlen” og henviser til verden efter skabelsen som ”efter-himmel.” ”Himmel” står her

for det kendte og oplevede univers, og Tao er nøglefaktoren, det forbindende

omdrejningspunkt der gør det virkeligt.

Væren kan ikke skabe væren; det må komme fra en tilstand før, som er ikke-

væren. Det er i enhed med ikke-væren, at den vise finder sit hjem. [3]

3. Uanset hvad det er, kan det ikke være kilden til al eksistens, for Tao, som en del af

kosmisk begyndelse, er også ikke-væren, intethed, ikke-eksistens – den tilstand der

ligger bagved al virkelighed, og kilden til myriader af ting. Denne tilstand af kosmisk

kaos, af oprindelig energi, af oprindeligt ’sådan,’ er der hvor den vise eller fuldkomne –

den person der har realiseret Tao og dvæler i glemsel – skaber hans eller hendes hjem.

91

Stor Klarhed spørger Grænseløs, ”Forstår du Tao?”

”Nej, jeg gør ikke.”

Så spurgte han Ikke-Handling, der sagde, ”ja, jeg forstår Tao.”

”I din forståelse af Tao, har det så tydelig karakterista?”

”Ja, det har.”

”Hvad er de karakterista så?”

”I min forståelse kan Tao være ædel og ydmyg, forbundet og spredt. Dette er

de karakterista hvorved jeg forstår Tao.” [4]

4. Her har vi nogen mere konkrete karakterista af Tao. Det kan være eminent og

enkelt, enormt udstrakt og minituøst koncentreret. Det er som ånden, som Tang

teksten Nei-kuan-ching (Neiguan jing) beskriver om ”indre observation”:”Ånd er

hverken rød eller gul, hverken stor eller lille, hverken kort eller lang, hverken kroget

eller lige, hverken blødt eller hårdt, hverken tykt eller tyndt, hverken rundt eller

firkantet. Det forsætter med forandring, og forvandles uden mål, blandes med yin og

yang, omfatter himmel og jord, træder fint ind i de mindste græsstrå.”

Listen af benægtende ord findes ligeledes i andre mysterietraditioner, som også

oplister hvad det guddommelige ikke er. Derfor siger indernes Upanishader om

Brahman: ”Det er ikke groft, ikke fint, ikke langt, ikke kort, gløder ikke som ild, ikke

klæbende som vand, ikke lyst, ikke mørkt, ikke luftigt, ikke rumligt, ikke klistret, ikke

håndgribeligt. Det kan ikke ses eller høres, lugtes eller smages. Det er uden stemme og

vind, udne energi og åndedrag, uden mål og tal, uden indeni eller udenfor.”

Stor Klarhed gengav disse ord for Ikke-Væren. ”Så det er hvad jeg fik ud af det:

Grænseløs sagde han ikke havde nogen idé om det, og Ikke-Handlen siger han

forstod. Hvem havde ret og hvem tog fejl?”

Ikke-Begyndelse sagde, ”Ikke at forstå er den mere dybtgående position; at

forstå er forholdsvis overfladisk. Ikke at forstå er at være indeni Tao; at forstå

er som at se det udefra.” [5]

92

5. De to hovedfigurer her repræsenterer de vigtigste perspektiver om Tao: den ene

forbliver i en tilstand af uvidende, prøver end ikke at bruge verdslige udtryk eller

fortolkninger; den anden foreskriver specifikke karakterista. Begge har det rette til en

vis grad, men hvor den ene er fuldstændig fordybet i Tao, er den anden delvis adskilt.

Hovedforskellen der er mellem indeni og udenfor, er meget forskellige i traditionen.

Indeni betyder esoterisk, hemmelig, forbundet, ét med – en tilstand af ikke-dual

opfattelse, såvel som i fællesskabs sammenhæng, at være en del af de indre kredse af

disciple, ritual eller aktiviteter. Udenfor betyder eksoterisk, åben, adskilt – en tilstand

af mental dualitet, verbalisering, differentiering, annalyser, såvel som, i religiøse

organisationer, at være en del af publikum, betragterne af ritualet, det almindelige

samfund.

Stor Klarhed så op og sukkede, ”Så det at hævde, at man ikke forstår, er

virkelig forståelse, mens det at hævde, at man forstår, virkelig ikke er

forståelse. Hvordan kan jeg nogensinde nå et punkt hvor jeg forstår denne

forståelse af ikke-forståelse?”

Ikke-Begyndelse sagde, ”Tao kan ikke høres; hvis du hører det, er det ikke Tao.

Tao kan ikke ses; hvis du ser det, er det ikke Tao. Tao kan der ikke tales om; hvis

du taler om det, er det ikke Tao. Forståelsen er blot at prøve at give form til det

der oprindeligt er formløst. Tao kan på ingen måde navngives. [6]

6. Dette gengiver det berømte kapitel i Tao te Ching, vers 14:

Se på det, og se det ikke: kald det usynligt

Lyt til det, og hør det ikke: kald det uhørligt.

Rør det og føl det ikke: det kaldes forfinet

Disse tre kan ikke forstås bedre:

de blandes og bliver til en.

Uendelig og grænseløs:

Det kan ikke navngives, men hører til ikke-væren:

formen af ikke-form, formen af ingen-form –

kald det sløret og dunkelt.

Mød det, alligevel ser du ikke dets hoved,

Følg det, og alligevel kan du ikke se dets ryg.

93

Så de der udspørges om Tao, og giver dig et svar, forstår det i virkeligheden

ikke, [7] og de der spørger om Tao, har i virkeligheden ikke hørt om det endnu.

7. Dette er ligesom at blive oplyst i Zen Buddhisme. Tilstanden er så absorberende og

ikke-dual, at i det øjeblik nogen siger, ”jeg er oplyst,” så er han eller hun allerede ved at

skabe en adskillelse mellem selv’et, tilstanden af oplysning, og ordene krævet til at

formulere det. Med andre ord, denne person er sikkert ikke oplyst, fordi nogen der

forklarer den bagvedliggende enhed af universet, er i virkeligheden ikke ét med det.

Igen siger Tao te Ching, vers 1: ”Tao, der kan navngives, er det ikke det evige Tao. Det

der har navn er ikke det evige navn.”

Tao kan der ikke spørges om, og hvis der spørges, er der ikke noget svar. At

spørge om det der ikke kan spørges til, er som at prøve, at gå til grænsen af

noget der er ubegrænset; at besvare det, der ikke kan besvares, har ikke nogen

kerne indeni. At prøve uden nogen indre kerne, at nå det uden grænser, en

sådan person værdsætter tid og rum i det ydre, ej heller erkender han den store

begyndelse indeni. Derfor vil han aldrig nå til K’un-lun eller vandre i tomhed.”

[8]

8. At prøve at sætte navn på det evige, ”Tao på Tao,” betyder, at du ingen indre kerne

har, ingen fornemmelse af forbundethed med kosmos. I stedet har du en fornemmelse

af den ydre verdens begrænsninger – der ikke matcher virkeligheden, da universet (og

derfor det menneskelige potentiale) er uden grænse. Du kan ikke virkeligt værdsætte

tid og rums storhed og ikke have forbindelse med kosmisk begyndelse. Dette vil derfor

gøre det umuligt at nå K’un-lun, de udødeliges mytiske bjerg paradis og verdens akse i

taoistisk kosmologi, eller gøre det umuligt at vandre omkring i tomhed, i mystisk enhed

med Tao.

Lao-tzu sagde, ”Hvis Tao kunne præsenteres, ville enhver straks repræsentere

det for deres herskere. Hvis det kunne ofres, ville alle straks ofre det til deres

forældre. Hvis det kunne fortælles, ville alle straks fortælle det til deres

søskende. Hvis det kunne gives, ville alle straks give det til deres børn. Men det

kan ikke være nogen af disse ting. Og den vigtigste grund til det er, at

medmindre der er stabilitet hos en person til at modtage det, ville det ikke blive

der; medmindre der er retskaffenhed hos en person til at aktivere det, vil det

ikke være muligt at praktisere det. Hvis hvad der end bliver udsendt indefra

ikke har noget sted at blive modtaget udenfor, vil den vise ikke udsende det.

94

Hvis hvad der end modtages udefra, ikke har noget sted at være indeni, vil den

vise ikke værdsætte det.”[9]

9. På den anden side, hvis det var muligt at navngive eller overføre Tao, så ville

mennesker gøre deres bedste for at give det videre til en som er vigtig for dem – deres

herskere, forældre, deres brødre eller søstre, deres børn og børnebørn. det ville være

en meget dyrebar handelsvare, som mennesker vil skynde sig at udbrede.

Men det kan ikke overføres; det er formløst og hinsides sanselig og intellektuel udtryk,

og derfor kan det ikke gives videre – som Zen traditionen ville sige – fra sind til sind. Du

må have et vist plan af indre renhed, en vis sans for intuition, en vis stabilitet og

retskaffenhed for Tao for at modtage det.

Dette er hvor en tilbagetrækning fra samfundet – i det mindste for en tid – og en stille,

tilbagetrukket livsstil tjener deres formål: at styrke dine indre kvaliteter der kræves for

at modtage og værdsætte Tao og gøre det til en del af dit indre liv.

Den Gule Kejser trak sig tilbage, forlod verden, byggede en afsidesliggende

hytte, lagde en enkel måtte ud, og trak sig tilbage i tre måneder. Derefter

besøgte han Mesteren af Store Resultater. [10] Han fandt ham liggende ned,

med hovedet mod syd. Efter behørig hilsen, nærmede den Gule Kejser sig ham

på sine knæ, bøjede hovedet mod jorden to gange, [11] og spurgte, ”Jeg har

hørt at du har opnået den højeste Tao. Må jeg spørge hvilken dyrkning af

selv’et jeg skal praktisere for at få evigt liv?” [12]

10. Hovedfiguren i denne dialog er den Gule Kejser, som vi allerede har mødt som en

kulturhelt, der kæmpede i den første krig, satte markeder op og organiserede

regeringen. Det er hans fremherskende konfucianske billede. I Taoist- og Lang Levetids

litteratur, kommer han ofte tilsyne som en hengiven søger. Derfor er den vigtigste

medicinske tekstbog i det gamle Kina ”Den Gule Kejser’s Indre Klassiker,” hvor han

stiller spørgsmål, der bliver besvaret af guddommeligt inspireret medicinske mestre.

De vigtigste seksual vejledninger præsenterer et lignende scenarie: den Gule Kejser

bliver undervist af forskellige kvinder, såsom den Almindelige Kvinde (Sunü). Her

konsulterer han Kuang-ch’eng-tzu (Guangchengzi) for at høre hvordan han opnår

udødelighed.

11. ”At ligge ned,” enten på siden eller på ryggen, som beskrevet i min Chinese Healing

Exercises, var en nøglestilling i traditionel healings øvelser (tao-yin/daoyin) og Taoist

95

meditation før Buddhismens ankomst og dens brug med at sidde med korslagte ben.

Med hovedet mod syd ser mesteren mod nord, og ser mod centret for kreativitet i

traditionel kosmologi. ”At knæle” med enden bag ved benene var den fremherskende

livsholdning i Kina indtil Song dynastiet (960-1260). Ligesom i Japan i dag, havde

husene tykke måtter, puder og lave borde. Især i formelle situationer, og når man

nærmede sig en Herre, knælede en person, placerede hænderne på gulvet, og

”bankede hovedet mod jorden” – den bogstavelige oversættelse af ordet ”kowtow.”

12. Ordet for ”evigt liv” betyder bogstaveligt ”udviddet lang tid.” Begrebet indikerer

udødelighed på den måde, at det er enhed med Tao, en opløsning af den personlige

identitet til fordel for kosmos, en energitisk forvandling af individuel vital energi til

universel ånd. Da denne forvandling eliminerer alle mentale spændinger og stress,

betyder enhed med Tao også store sundhed, vigøre, og ungdommelighed, såvel som

forventningen om et forlænget liv. Det bliver ofte misforstået, og selv i det

traditionelle Kina var det en inspiration for forskellige skoler, hvoraf nogle også

inkludere fysiske øvelser, meget lig yoga, i systemet.

Mesteren rejste sig hurtigt. ”Hvilket stort spørgsmål. Kom, og jeg vil fortælle

dig alt om Tao. Dets inderste essens er fredfyldt og utydeligt; dets højeste

ultimative er mudret og stille. [13]

13. ”Essens” indikerer den centrale, kernekvalitet i noget, det dybeste indeni.

”Ultimativ” henviser til det højeste punkt, det yderste yderste, den vældigste

udviddelse. Udtrykket er meget kendt i forbindelse med det Store Ultimative (T’ai

Chi/Taiji), der beskriver verden i tilstanden af skabelse, som yin og yang er ved at

adskille, og bliver ofte symboliseret i yin-yang diagrammer. I praksis bliver det aktiveret

i Tai Chi Chüan, ”Store Ultimative Boksning,” en ubevæbnet krigskunst udført i langsom

gengivelse, der har stor meditativ og helbredsmæssig gavn. Tao i begge dimensioner –

essens og ultimativ - har karakterista af Kaos (Hun-tun): mørk, mudret, mystisk,

fordybet, stille, fredfyldt. Disse beskriver selvfølgelig også en dyb trance eller

absorberet meditation.

”Praktisér at være ikke-seende og ikke-hørende, beskyt din ånd i din essens, og

du kan opnå langt liv. [14]

14. Konkrete øvelsesvejledninger relaterer her tilbage til glemsel: trække sanserne

tilbage, hold fast ved ånden, hold tingene stabile. ”Klarhed og stilhed” er et teknisk

udtryk for meditation, der også bliver nævnt i Tao te Ching og som indikerer tilstanden

96

af fuldkommen stilhed (stilnen) indeni det som vil tillade en sans for indre tomhed og

fremskinne et himmelsk lys (klarhed). Det er nøglen til alle senere Taoist øvelser og

titlen på den mest sungne tekst i dag, Ch’ing-ching-ching (qingjing, jing).

”Med dine øjne ikke-seende og dine ører ikke-hørende, og dit sind ikke-vidende,

vil din ånd holde din krop hel, og den vil leve for evigt.. Beskyt din indre væren,

luk alle ydre kontakter ude – megen viden fører til nederlag. [15]

15. Ikke-seende og ikke-høren indikerer en tistand af glemsel. Dette tillader ånden – og

derfor Tao – at arbejde uhindret i en person, forårsage kroppen til at blive ved med at

være sund og hel. Det betyder også, at du er nødt til at beskytte den mod sansemæssig

forvikling og kontrollere ydre forviklinger.

”Jeg vil tage dig med til den Store Stråleglans’ Højder, Den Højeste Yang’s kilde.

Jeg vil guide dig gennem Porten til Fredfyldt Uklarhed, den Højeste Yin’s kilde.

Dette er hvor himmel og jord bliver forvaltet, hvor yin og yang bliver opbevaret.

[16]

16. Et tredje aspekt af Taoist udødelighed er ekstatiske rejser til langt ud i kosmos, yin

og yang, himmel og jords kilde. Ved at bruge shamanistiske teknikker for sjælsrejser til

den anden verden, bruger Taoister mental og fysisk frihed til at vandre omkring i

kosmiske sfærer, såsom den Store Stråleglans’ Højder og Fredfyldt Uklarhed’s Port.

Forskellige guddommelige væsner (guder, udødelige, fuldkomne) opholder sig i disse

fjerne egne, overjodiske steder, væsner der forvalter verden og styrer planeternes

bevægelser. De er både skabte væsner og aspekter af Tao – større i renhed og finere i

energitisk konstellation end mennesker og dyr. Enhed med Tao vil forvandle en person

til sådan et væsen – det vigtigste mål i Taoistisk religiøs praksis.

”Beskyt dit fysiske selv, og ting vil naturligt blive sunde. Jeg vogter konstant den

Ene og hviler i dybeste harmoni. Jeg har dyrket mig selv i tolv hundrede år, og

min krop er endnu ikke forfaldt.” [17]

17. ”At vogte den Ene” er et teknisk udtryk for meditation, og ofte brugt i ”at sidde i

glemsel.” Den henviser til en tilstand af dyb koncentration og nedsænkning i Tao, og

tillader adepten at opnå forlænget levetid før han når et sted i den anden verden.

97

Dybt imponerete bøjede den Gule Kejser igen hovedet mod jorden. ”Du er

virkelig som himlen!”

”Kom og jeg vil fortælle,” sagde Mesteren. ”Den ting jeg har fortalt dig om er

grænseløs, og alligevel tror alle mennesker den har en grænse. Det er

umåleligt, og alligevel tror alle mennesker det kan måles. At opnå Tao vil hæve

dig langt over en konge forneden. Ved at miste Tao, vil du måske nok se lyset

foroven, men du vil blot forblive støv forneden – ligesom alle de blomstrende

skabninger, der opstår fra støvet og vender tilbage til støvet. [18] Af den grund,

lader jeg alt tilbage, går gennem porten til det grænseløse, og boltrer mig i

uendeligehedes egne. Jeg forener mit lys med solen og månens, udstrækker mit

livsspand til himlen og jordens. Ting kommer nær mig – jeg forbliver med kaos.

Ting bevæger sig væk fra mig – jeg forbliver i glemsel. Alle andre kan måske

nok dø – jeg alene overlever!” [19]

18. Endnu engang beskrives Tao som umålelig og grænseløs, hinsides alt. Forbundet til

det har du ikke blot sundhed, vigøre, og langt liv, men oplever også god skæbne og

positive situationer i verden, bliver som en ”konge,” det vil sige en person af højere

dåd. Afbrudt fra det, forbliver du ”udenfor” – du kan se stråleglansen af fuldkommen

lykke i det fjerne, men forbliver i støvet, hæmmet ved kunstigt skabt begrænsninger.

19. Mesteren beskriver her hans ekstase. Han boltrer sig i det grænseløse, vandrer

rundt i det uendelige – det ”Ikke-ultimative,” tilstanden før den Store Ultimative og

efter Kaos, da verden helt var èt, klar, men endnu ikke skabt. Han forenes med

planeterne i deres bane, og lever lige så længe som himlen og jorden, begge billeder

for ekstatisk frihed og evigt liv, der erfares i en tilstand af kosmisk bevidsthed. På

denne måde, forsætter han alene med at overleve.

Mester Østmur spurgte Chuang-tzu, ”Hvad vi kalder Tao, hvor det er?”

”Der er ikke noget sted hvor det ikke er.”

”Kan du være med præcis?”

”Det er ikke myrer og fårekyllinger.”

”Hvordan kan det være så lavt?”

98

”Det er i græs og ukrudt.”

”Men det er jo endnu lavere!”

”Det er i fliser og skår.”

”Virkeligt, så lavt?”

”Det er i urin og afføring.” [20]

Mester Østmur reagerede ikke.

20. I tillæg med den kosmiske Tao, der er hinsides tid og rum, er der også Tao i verden.

Teksten beskriver det i to områder: i naturverdenen og i samfund og politik. I

naturverdnen findes Tao overalt – bogstavelig talt over alt, selv i affald og skidt. Senere

Zen Buddhister samlede op på denne beskrivelse, understregede at Buddaha-naturen

er allestedsnærværende. Den berømte sætning ”Har denne hund Buddha-natur?” er et

velkendt udtryk for denne idé.

For udøvere har denne passage to lektioner. For det første, foragt ikke noget fordi det

synes meget lille; selv små, tilsyneladende værdiløse og snavsede ting er Tao. Og, Tao

dække begge ekstremer: universets storhed og ubegrænsede potentiale af skabelse,

såvel som det konkrete, daglige, almindelige; de er begge virkeligheden, og vi må

arbejde med begge.

Chuang-tzu sagde, ”Dine spørgsmål er ikke nået til hjertet af emnet. De er

ligesom en kunde der spørger markedsinspektøren om hvordan man prøver

fedtet i en gris ved at træde på den: jo laver du går, jo mere lærer du. Se ikke

efter en særlig ting – intet er nogensinde uden Tao! Højeste Tao er som dette,

og ligedan er store ord. ”Fuldkommen,” ”Omfavnende,” ”Hel” disse tre er

forskellige ord der henviser til den samme virkelighed; de peger alle hen på den

Ene.” [21]

21. Der er ingen måder du kan måle Tao på, som du ville det med en gris – at skubbe

dybere og i mindre grad, at prøve at nå en vis kerne eller dybde. Af samme grund vil

ord – selv gode ord, som ”fuldkommen,” ”enorm,” og så videre – ikke gøre det. Det er,

99

for at tale i Zen metafor, ligesom fingeren der peger på månen: den peger, det er ikke

månen selv.

I gammel tid, sikrede de som ønskede at manifestere Tao, sig først at himlen

var manifesteret, dernæst kom dydige dage.

Når dydige dage først var klar, så kom velvilje og retfærd.

Når velvilje og retfærd var manifesteret, kom andel og grad.

Når andel og grad var manifesteret, kom position og titler.

Når position og titler var manifesteret, kom lydighed og overenskomst.

Når lydighed og overenskomst var manifesteret, kom spørgsmål og

undersøgelse.

Når spørgsmål og undersøgelse var manifesteret kom ret og forkert.

Når ret og forkert var manifesteret, kom belønning og straf. [22]

22. Her har vi en anden fortælling om Tao i verden: dets politisk og kulturelle

dimension, præsenteret i en liste af opdelinger og sociale og politiske institutioner. De

vise fra gammel tid satte et system sammen der ville gøre Tao synlig og aktiv i verden.

De skabte etikker og dyder, og satte så sociale hierarkier og vejledning i ret adfærd op,

fulgt af undersøgelse, beløning og straf.

Pointen her er, at selv alle disse er en del af Tao. Den samme idé kommer tilsyne i en

Taoist skabelsesmyte, dokumenteret i K’ai-t’ien-ching (Katian jing; Skriftet om Kosmisk

Udfoldelse), fra det 5. århundrede, hvor Herren Lao, den personificerede Tao, med vilje

skaber kulturer og institutioner. I hver efterfølgende tidsalder kommer han tilsyne i

visioner for at udvælge vise (ligesom profeter i det gamle Israel) og giver dem

vejledninger om hvordan de skal hæve verden til det næste plan. Taoisme som

religion, opstod faktisk fra sådanne ”åbenbaringer,” givet over mange århundreder

med forskelligt indhold. I en dimension af Taosime, der ofte overses, foreslog religiøse

ledere politiske og sociale modeller til at aktivere Tao i verden. Lejlighedsvis lyttede

regeringer til dem og anlagde former for Taoist administration.

100

Når først belønning og straf var manifesteret, så vidste smarte og dumme alle

hvad dette var, og de vigtige og nullerne fik alle deres rette plads – hvad enten

vis og venlig eller ej, så fik de det, og alle gjorde deres bedste. Uden fejl, havde

de pligter der stemte overens med deres evner og opfyldte kravene til deres

titler. På denne måde tjente alle deres overordnede, og tog sig godt af deres

underordnede; de holdt tingene i orden og dyrkede sig selv. Ved aldrig at gøre

brug af ydre viden eller mærkelige ordninger, vendte de deres himmelske

natur. Dette er hvad vi kalder Stor Fred. Det er det højeste i regering. [23]

23. Det ultimative ideal er hvad kineserne kalder Stor Fred (T’ai-p’ing), en

samfundstilstand hvor enhver arbejder frem mod fælles harmoni med en stor følelse af

samarbejde, gensidighed og kærlighed. Chuang-tzu udtrykker dette ved at sige, at når

først de forskellige institutioner var på plads, vidste mennesker hvem de var, hvad de

antoges at gøre; de opfyldte alle deres pligter til fuldkommenhed, påførte sig med

lydighed og omsorg, og opretholdte god orden alle steder.

Den grundliggende tro her er, at Tao sørger for alle - enhver har hans eller hendes

essentielle natur, og oprindelige skæbne, den fuldkomne ting at lave i verden, og de

rette omstændigheder til at gøre det og hvis enhver fulgte hans eller hendes indre Tao,

er verden i fuldstændig overensstemmelse med Tao og fungerer perfekt. Regering vil

ikke bare være en regering, men et ’relæ-system’ af koordination. Igen, ligesom den

fuldkomne viden er ikke-viden, og det fuldkomne sind er ikke-sind, så er fuldkommen

regering ikke-regering.

101

10. Den Fuldkomne

Den vises liv er himlen i handling; den vises død er væren forvandlet. [1]

1. Hvad vil de idelle borgere i den Store Fred, de fuldkomne eller vise, så være som?

Hvordan vil deres liv være? Hvilke holdninger vil de udtrykke?

Det første Chuang-tzu siger, er, at den vise er himlen i handling, hvilket betyder, at alle

hans eller hendes handlinger er bestemte, ikke af personlige forudsætninger eller

egoistiske ønsker, men af himlen og ånden der arbejder gennem den enkelte. Af

samme grund er døden for sådan en person ikke tabet af omhyggeligt udformet og i

sidste ende kunstig identitet, men blot en forandringen fra én tilstand af væren til en

anden, endnu en forvandling blandt mange.

I stilhed stemmer det iboende potentiale overens med yin; i bevægelse

stemmer flow’et overens med yang. Den vise gør intet for at begynde god

skæbne; intet for at foregribe ulykke. Den vise får en impuls, og først da

reagerer han; modtager et skub, først da går han; finder ikke andre veje, og

kun da vækkes selv’et.

Ved at opgive analyse og fortilfælde, følger den vise intuitivt kosmos’ iboende

orden. Af den grund er han fuldstændig fri for alle naturlige ulykker,

tiltrækninger til ting, modsætninger fra andre, og åndelige byrder. [2]

2. Ved at være en del af himlen, stemmer den vise overens med yin og yang i hvile og

bevægelse og slapper af i livets flow, bbekymrer sig ikke – ligesom mennesker

almindeligvis gør det – om god skæbne eller uheld. Den vise bliver først aktiv når

omstændighederne kræver det og følger intuitivt den kurs der er bedst for uiversets

større gode.

Dette har omvendt den virkning, at der ingen uheld er i sådan en persons liv, men han

eller hun træder naturligt ind i god skæbne. Snarere end at gøre personlig

anstrengelse, lader den vise Tao gøre arbejdet. Vestens traditioner har noget lignende

når de siger, ”Slip det, og overlad det til Gud.” Når du lader tingene udfolde sig

naturligt, vil universet give.

102

Den vises liv er en jævn strøm; døden et velkomment pusterum. Han tænker

aldrig eller bekymrer sig, planlægger eller organiserer. Fuld af udstråling,

skinner han aldrig klart; fuld af tillid, forventer han aldrig meget. Han sover

uden at drømme og vågner uden at bekymre sig. Hans ånd er ren og enkel;

hans sjæl svækkes aldrig. I tomhed og ikke-væren, fred og sindsro, stemmer

han fuldt ud overens med himlens iboende potentiale. [3]

3. Ved at leve sådan en holdning, er der ingen grund til at planlægge eller organisere,

ingen grund til at skubbe sig selv fremad. Tværtimod, kan du hvile i fred, blive ved med

at være strålende og selvsikker. Dette har omvendt en virkning på helbredet: du sover

uforstyrret og vågner glad; der er intet der vil svække dig.

Igen, så er dette en oplevelse der findes hos fremskredne mediterende og åndelige

mennesker, hvis legemer kan være skrøbelige, men som ikke svækkes: skarp som en

ragekniv bliver han stærkere; hans sind fokuseret og frit, men han bliver aldrig træt.

Hvad er så den fuldkomne? [4] De fuldkomne i gammel tid fandt ikke

beklagelse i ydmyghed, fandt ikke stolthed i succes, og intrigerede aldrig i

deres anliggender. På dette grundlag kunne de være uden beklagelse hvis

tingene gik skævt, og forblev fri for selvros når det gik godt. Af den grund

kunne de klatre op på høje steder uden at blive bange, dykke i vandet uden at

blive gennemblødte, og gå gennem ild uden at blive forbrændt. [5] Deres

forståelse var således, at de kunne stige op og forenes med Tao hele tiden.

4. Ordet ”fuldkommen” (chen-jen/zhenren) er blevet gengivet forskelligt som ”ægte

menneske,” ”autentiske personer," ”et virkeligt menneske.” Det engelske ord

”fuldkommen” indebærer en to-foldig dimension som er nøglen til forståelse af den

taoistiske vision: forbindelsen med Tao’s fuldkommenhed ved skabelsens rod, og den

anstrengelses-baserede udfoldelse af et nyt plan for fuldkommenhed, et nyt

evolutionært plan i menneskehedens udvikling.

5. Tilfreds med hvad der end er, være fuldt tilstede i nu’et, sådanne mennesker

accepterer virkeligheden som den er. Hvis ting går skævt, handler de i

overensstemmelse med det; hvis ting går godt, handler de også i overensstemmelse

med det. De skaber ikke vigtige følelsesmæssige spekulationer på den en eler anden

måde, og er i virkeligheden ”uden følelser.” Desuden bekymrer de sig ikke om

103

problemer: de kan møde høje steder, vand og ild – elementer der kan skade

mennesker – men vil overleve uden en skramme.

Sætningen er både metaforisk og bogstavelig: mennesker hvis sind er hele, og som er i

en tilstand af dyb optagelse, eller ekstatisk trance, overlever selvfølgelig at blive

neddykket i vand eller at gå over glødende kul. Menneskets sind er umådeligt stærkt

når det kommer til at forebygge, eller indbyde skade til kroppen.

De fuldkomne i gammel tid sov uden at drømme, og vågnede uden

bekymringer. Deres mad var enkel og deres åndrag dybt. Faktisk trak den

fuldkomne vejret hele vejen ned til hælen, medens de fleste kun trækker vejret

til halsen – foroverbøjet og underdanig, kvækker de ord ud som hev de efter

vejret; fuld af intense passioner og begær, har de kun den spinkleste

forbindelse med himlen. [6]

6. Her er en kort reference til konkret praksis: den fuldkomne trækker vejret ned til

hælen modsat til brystet. Sund og åndelig stærk står mennesker højt og trækker vejret

med deres maver, leder åndedraget, og derfor vital energi, hele vejen gennem

kroppen. Almidelige mennesker, på den anden side, har underlivs muskler spændte af

frygt, bøjer deres skuldre fremad til beskyttelse, og nedsunket bryst – alle fysiske tegn

på stress. De kan ikke trække vejret på rette måde, som omvendt forøger deres

spændinger og forøger strømmen af adrealin.

De fuldkomne i gammel tid havde ingen idé om at elske livet og hade døden.

De kom til livet uden at fejre det; de forlod det igen uden uorden. Roligt kom

de, roligt tog de af sted – og det var det. De glemte aldrig hvor de kom fra; de

undersøgte aldrig hvor de ville ende. De modtog hvad der end kom og nød det;

de mistede hvad end der gik og slap det blot. Denne måde at være i verden på

kaldes ”ikke at bruge sindet modsat Tao, ikke bruge menneskelige evner til at

hjælpe himlen.” Dette er i sandhed hvad den fuldkomne er som. [7]

7. Ved at hvile i sig selv, accepterede den fuldkomne alt der kommer, elsker hverken

livet eller hader døden, men slipper alle fordomme og går sammen med verden. De

lader himlen og Tao gøre hvad de gør bedst, og prøver ikke at hjælpe dem sammen.

Den vise, når han er i fattigdom, får hans familie til at glemme deres behov, og

når han har succes, får konger og hertuger til at glemme deres rang og

104

indkomst, får dem til at være ydmyge. Hans måde at relatere til andre

skabninger på er at dele hans glæder med dem; hans måde at relatere til andre

mennesker på er at være lykkelig for at være forbundet med dem, medens han

selv er hel.

Uden et ord bringer han harmoni til mennesker. Ved at stå hos dem,

opmuntrer han dem til at forædles – lidt ligesom forældre ville gøre det med

deres børn. Ved at hvile stille derhjemme, er han fordybet i fritiden og alligevel

uhyre aktiv. Han kunne ikke være længere væk fra almindelige mennesker! [8]

8. Virkningen af sådan en person i samfundet er enorm. En viduderlig illustration findes

i en Zen historie, der er filmatiseret og genfortalt af Jan-Willem van der Wetering i The

Empty Mirror. Ifølge denne historie boede to småtyve, et gammelt tiggerpar, en

stammende evnesvag, og en prostitueret, i et faldefærdigt hus i det indre byslum. En

omvandrende munk, en skaldet gammel mand med kun en stav og en skål, bad om

husly, og de blev enigen om at byde ham ind som et tegn på godt held. Han satte sig

ned i et hjørne, mens beboerne skændtes om hvis tur det var til at gøre rent. Straks

han forstod hvad problemet var, rejste han sig og gjorde arbejdet. Som tiden gik,

forsatte munken med at være fuldt tilstede i nu’et, og gjorde hvad end

omstændighederne krævede. Ved blot at være der, høflig og venlig, forvandlede han

huset. Han hjælper. Da den gamle invalide døde, holdt han ham i hånden. Da den

evnesvage ikke kunne finde sin fløjte, fandt han den for ham. Han kritiserede aldrig,

roste aldrig. Da tyvene fik job som arbejdere, sagde han ingenting. Da den

prostituerede blev regøringsdame, smilede han blot. Historien slutter med en

Nytårsfest. Enhver bidrog og alle forenedes i sjov. Ærlighed, harmoni, og pleje

herskede hvor disharmoni havde været normen.

I en mere moderne, videnskabelig sammenhæng bemærker David R. Hawkins i Power

vs. Force: The Hidden Determinants of Human Behavior, at en enkelt person på et højt

plan af åndelig udvikling (fuldt ud ét med kærlighed, fred og oplysning) har en stor

forvandlende virkning på planetens fælles bevidsthed, og kan gøre det ud for syv

tusinde mennesker i overlevelsestilstand (plaget af begær og skubben på for

tilsyneladende succes). Han påstår, baseret på kinesiologiske tests, at menneskeheden

som et hele, har passeret den kritiske tærskel for ”mod,” så vi som arter er begyndt at

gå ud over negative reaktioner, og bevæger os fremad til positive fællesskabs

opbygning. En relateret bevægelse er Consciouness Convergence, som opmuntrer

mennesker til at forbedre deres sind til en kosmisk måde, både individuelt og i

gruppepraksis.

105

Derfor betragter den vise himlen, men hjælper den ikke; fuldfører hans

iboende potentiale, men bliver ikke knyttet til det; lever i Tao, men planlægger

det ikke; handler med velvilje, men ærer det ikke; er fuld af social ansvarlighed,

men gør det ikke til en pligt. [9]

9. At slappe af i tingenes flow og være fuldt tilstede, betyder dog ikke total passivitet.

Som de vise og fuldkomne lever i verden og støtter den, handler de i

overensstemmelse med høj moralsk standard – udfører de klassiske dyder, men uden

bevidst styrke eller gøre noget stort ud af det.

Dette forbindes med den overbevisning, at Tao som kosmisk flow er iboende gode,

men ikke i det væsentlige moral. Kosmos og naturen er onde og uretfærdige til tider;

de har ikke et værdisæt der kan defineres, eller som de kan forholdes til. På samme tid

bliver kosmos’ godhed forstået af mennesker som en følelse af velvære og indre

harmoni der, hvis det opnås med begrænsede sanse- og intellektuelle evner, kan

udtrykkes i moralregler. Moral er derfor en del af den kosmiske harmoni som taoister

legemliggør, og deres væren i verden forøger den etiske livskvalitet omkring dem. Ikke

desto mindre er fuldkomne taoister ikke moralske i sig selv, men snarere trans-

moralske eller over-moralske, gående ud over mennesket samfund, men gør alligevel

spontant hvad der der er bedst for det.

Den vise er i pagt med anstændighed uden at krænke dens regler; tager sig af

anliggender uden nogensinde at undskylde; følger loven uden nogensinde at

skabe uorden; elsker mennesker uden nogensinde at tage dem for let; gør sit

bedste for andre, uden nogensinde at afvise dem. [10]

10. Således adlyder den vise, som borger, alle lovene og ser på alle sociale

konventioner; som et medlem af regeringen, tager han/hun sig af andre og gør sit

bedste for dem. Fuldendte taoister er også altid politiske figurer; de kvaliteter der

tillader dem at forvandle samfundet omkring sig, gør dem også til de vigtigste

kandidater til politisk magt – hvor meget bedre ville verden ikke være, hvis en person

af høj integritet og oplysning ledte den? De indre kvaliteter filtreres ned, og har en

forvandlende vikning. Af den grund har taoister til alle tider foreslået mystikere som

herskere og opmuntret herskere til at øve i Tao.

106

Selvom den vise er et menneske blandt mennesker, er han dog grundlæggende

løst fra kravet om at handle i verden – hvordan end, så kan de ikke handle. [11]

11. Dette opsummerer den vise’s dilemma, konflikten mellem legemliggørelse og

transcendens: ved at være født og leve i en krop i samfundet, er han et ”menneske

blandt mennesker,” og alligevel er den vise langt hinsides almindelige mennesker. Så

den vise er grundlæggende løst fra verden, og kan blot sidde i sin hule og intet gøre.

Dog er den vise også en del af verden, og ”kan ikke handle.” At være menneske

betyder, at være socialt ansvarlig og derfor er den vise tvunget til at arbejde for

verden.

De fuldkomne fra gammel tid opretholdte social ansvarlighed og vaklede

aldrig, accepterede intet selv i dystre tider. De var helliget betragtningen af

regler, men ikke strenge med dem; langmodige i deres tomhed, men ikke

nøjeregnende med det. Ydmyge og tilbagetrukne var de altid venlige;

fremtrædende og højere, gav de ikke sig selv plads. Samlet set vidste de

hvordan de skulle repræsenterer en korrekt holdning; ud ad til, vidste de

hvornår de skulle stoppe indenfor rækkevidden af deres iboende potentiale.

[12]

12. De fuldkomne holder sig derfor til det grundlæggende, handler socialt ansvarlig og

forholder sig til hvad himmel og livet måtte tilbyde. De betragter sociale og lovlige

regler, men er ikke bundet af dem; de er tilbagelænet og ”tomme,” men gør ikke et

større nummer ud af det. De kan findes på alle samfundsplaner – ydmyge, men

alligevel venlige, fremtrædende, men alligevel naturlige. Med deres vitale energi

samlet indeni, repræsenterer de den rette adfærd; deres vitale energi flyder over til

andre, de ved endnu hvornår de skal stoppe, og holder sig indenfor grænserne af det

de kan gøre.

Åbensindet, synes de at være lige som andre; selvberoende, går de dog ud

over alle begrænsninger: selvom forbundet, synes de at nyde lidt frihed; ved at

falde i staver, glemmer de hvad de var ved at sige. [13]

13. De kan være åbensindet og se ud som andre, men de er også fuldstændig sig selv

og rækker ud over almindelige planer. Med deres sind vendt indad og forbundet eller

”kædet sammen med,” synes de at være glade for deres frihed og kan lide at slappe af;

107

med deres sind tømt og ”falden i staver,” kan de virke uopmærksomme og ikke helt

tilstede.

De betragter straf som regeringens sag, ejendom som dens støttende vinger,

visdom som nøglen til god timing, og iboende styrke som dets vigtigste

retningslinjer. Straf som substans betyder at være lemfældig med dødens

udsættelse; ejendom som støttende vinger betyder at opføre sig med omhu i

verden; visdom som nøglen til god timing, betyder ikke at ophøje personlige

grunde frem for anliggendernes krav; og iboende styrke som den vigtgiste

retningslinje betyder, at tage ting et skridt ad gangen den tid det tager at gå op

ad bakken. [14]

14. Med alle disse egenskaber tager den fuldkomne også aktiv del i samfundet. Hvis

indflydelsesrig i regeringen, accepterer de behovet for straf, men er omhyggelige i

dens anvendelse. De anerkender vigtigheden af sociale konventioner, og sørger for at

betragte dem nøje. De bruger deres visdom og intuition for at mærke pulsen på

begivenheder og sikrer at tingene bliver gjort på det rette tidspunkt, og sætter aldrig

en personlig agenda frem for hvad der kræves for det højere gode. Og de holder sig

indenfor grænserne af deres iboende potentiale, erkender hele tiden hvad de kan, og

ikke kan ved, at tage tingene et skridt ad gangen.

Lao-tzu sagde, ”Når du først har forstået, at værdien af selv’et er større end

nogen karriere, kan du opgive position og indkomst ligeså let som at ryste støv

af. Ved at finde værdi i dig selv, og aldrig miste det under nogen

omstændigheder, gør det muligt at flyde sammen med myriaderne af

forandringer uden ende. Hvad kunne da forårsage nogen kvaler? Jo mere du

handler i Tao, jo tydeligere bliver dette.” [15]

15. Hvad er det så for nogle teknikker der bringer en nærmere visdom eller

fuldkommen tilstand? Det første skridt er at erkende, at realisering af selv’et er

vigtigere end succes, velstand eller status. Hvad verden måtte syne er topmålet af

præstation, hvad andre synes du skal være, kan være fuldstændig forkert for dig. Ved

at finde værdi i dig selv, afsløre hvad der giver dig den største glæde og bedste

opfyldelse, er grundlæggende. Dette fører til fuldkommen lykke og en tilstand af

fuldkommenhed.

108

Konfucius svarede, ”Din iboende styrke stemmer overens med himlen og

jordens, alligevel bruger du stadig abstrakte udtryk og dyrker dit sind. Hvem,

selv bland de største mennesker fra gammel tid, kunne nogensinde gøre det

uden dem?”

”Ikke helt. Når vandet strømmer nedad, gør det ikke noget, men følger blot

dets iboende natur. Ligeledes, når den højeste person fuldfører hans iboende

potentiale, dyrker han ikke nogen ting og alligevel er der absolut intet der

kunne skille ham fra det. Det er ligesom himlen, der er naturligt høj, jorden

naturligt fast, solen og månen naturligt lysende – hvad er der da at dyrke?”

[16]

16. Betyder dette, at der er masser af arbejde med at dyrke selv’et? Behov for bøger,

undervisning, seminarer og tilbagetrækning? Ja og nej. De hjælper helt sikkert, især i et

samfund der er så fuld af muligheder og informationer som vores er, hvor

afbrydelserne er mangfoldige og kravene kan være umådelige. Det er svært at trappe

nok ned, at lytte til de rette tegn og finde ud af hvem du virkelig er og hvad du gør

bedst. På den anden side så er ingen af disse dyrknings praksis’er nødvendige; den

indre trang til at gøre hvad du er bedst til, kan være så stærk, at ”der er absolut intet

der kan afholde dig fra.”

Lao-tzu sagde, ”Måden til at bevare liv – her er den:

Kan du tage imod enhed?

Kan du holde på den og ikke slippe den?

Kan du forstå god og dårlig skæbne uden spådomskunst?

Kan du stoppe?

Kan du lade være?

Kan du lade alt andet gå og kun koncentrere dig om dig selv?

Kan du være rolig?

Kan du være dum? [17]

Kan du væres om et barn?

Et barn skriger hele dagen, og dets hals bliver aldrig hæs – det har total

harmoni.

Det knytter sine fingre hele dagen, og det hånd slipper aldrig – det

stemmer overens med iboende potentiale.

109

Det stirrer på ét punkt hele dagen og blinker aldrig – det har ingen ydre

forstyrrelser. [18]

På samme måde: gå uden at vide hvor du går, hvil uden at vide hvad du

gør, foren dig med andre i deres aktiviteter og flyd sammen med deres

bevægelser – dette er måden at bevare liv på.

17. Dette lægger meget tæt på vers 10 i Tao te Ching med titlen ”Kan du?”

Ved at indeholde vital energi og tage imod enhed, kan du

forhindre det i at gå?

Ved at koncentrere på åndedraget og pånå blødhed, kan du

være som et barn?

Ved at rense din mystiske opfattelse, kan du være uden vildfarelse?

Da vil du være fri for kødelighed og dårlig opførsel.

Som Hinlens Port åbnes og lukkes, kan du være som

det kvindelige?’

Lyst gennemtrænge de fire hjørner, kan du være uden

kundskab?

Være kreativ og dyrke ting, være kreativ men ike stræbe efter

at eje dem.

handle uden afhængighed; udmærke dig, men ikke skubbe på.

Dette kaldes mystisk potentiale.

Praksis’en er at stoppe, at give slip, at give fri; det er bevidst afvisning af det maskuline,

alfa-personligheds-typens drift efter succes, og erstatte det med det mere feminine,

den beroligende måde at være på, i en tilstand af blødhed og stilhed. Det er også den

meditative anstrengelse med at bevare vital energi i kroppen og blive ved med at

holde fast ved en fast besluttet koncentration, af fokus på åndedrag og skabe en

tilstand af løsgjort mindfulness – forstadier til de dybere trancetilstande der fører til

glemsel.

18. Målet er at genopdage spædbarnets kvaliteter: at være i stand til at græde, klappe

hænder, og stirre på et enkelt punkt hele dagen, uden nogensinde at blive fysisk træt,

anstrengt eller udmattet. Der er harmoni indeni, en stærk følelse af iboende

potentiale, og styrken til at forblive fokuseret i meditativ glemsel og fri for

forstyrrelser. Dette fører til helhed, til en forbindelse med indre aspekter af Tao, og

derfor til fuldkommenhed – men også til bevaring af sundhed og langt liv.

110

Det Nye Liv

111

11. Ubrugelighed

Hui-tzu sagde til Chuang-tzu, ”Fortæl mig om det unyttige.” [1]

1. Nyttigt og ubrugeligt er verdslige kategorier, der kræver mål og hensigt for

defination. En af de vigtigste ting som den stræbende Taoist vise må lære, er accepten

af ubrugelighed i forhold til verden. Hvad hans eller hendes bedste evne og skæbne

foreslår at gøre, kan være langt ude, uproduktivt og af lav agtelse. Så har ting og

mennesker, som tilsyneladende er unyttige, i kosmos’ større ramme for deres nytte,

såsom kunstneren der skaber skønhed eller asketen hvis moral og mentale renhed

forbedrer den totale sum af planetens bevidsthed.

Når du først forstår det unyttige, er når du er klar til at tale om det nyttige. For

eksempel er himmel og jord udstrakt og enorm overalt, men hver enkelt

bruger kun lige nok plads til at sætte sine fødder på. Men, hvis du graver dybt

omkring nogens fødder, og når hele vejen til de Gule Kilder – ville stedet så

stadig være nyttigt?” [2]

2. De Gule Kilder, kaldt Yomi i japansk Shinto, er den ældste optegnede underverden i

det Fjerne Østen, et rige af døde og ikke ulig Hades i det gamle Grækenland.

Menneskers ånde-sjæle ville gå der for at være ved deres forfædre, overvåget af en

andenjordisk administration. De døde forblev i kontakt med de levende, vogtede over

dem og modtog deres ofre: Det mentes også at det var muligt at nå de Gule Kilder, hvis

man gravede dybt nok i jorden.

”Nej, det ville være nytteløst.”

”Så i dette tilfælde afklarer det unyttige tydeligt hvad det betyder at være

nyttig.” [3]

3. Det lille rum vi optager på planeten er så vigtig for os, alligevel kan det meget nemt

gøres unyttigt, hvis det bliver optaget af andre projekter. For at se ting i deres rette

perspektiv er det vigtigt, at forstå dem på forskellige planer i deres forhold, og

værdsætte dem udfra forskellige perspektiver. Nyttig og unyttig som kategorier skifter

meget hurtigt: hvad der kan være unyttigt for én person, kan være særdeles nyttigt for

en anden; hvad der kan synes unytttigt i dag, kan vise sig at være nyttigt i morgen og

omvendt.

112

Tzu-ch’i (Ziqi) havde otte sønner. Han bad dem alle om at stille op på en række

foran ham, og kaldte så på spåmanden Yen fra de Ni Retninger. ”Vær venlig at

se på mine sønner og sig mig hvem blandt dem vil være den mest heldige?” [4]

4. Forudsigelse ved at se på ansigtstræk og knoglestrukturen i kraniet kaldes

fysiognomi. Det blev praktiseret i udstrakt grad i det gamle Kina, og fokuserede især på

næse, læber og panden.

”K’un vil være den mest heldige.”

Tzu-ch’i blev overrasket og fornøjet: ”Hvordan det?”

”Vel, K’un her, han vil nyde måltiderne hos en ædel herre til hans dages ende.”

Da han hørte dette, jamrede Tzu-ch’i og brød ud i tårer. ”Hvorfor skulle en af

mine sønner nogensinde gå til en sådan yderlighed?”…[5]

5. Hvad der synes uheldigt eller unyttigt for en, kan være heldigt eller nyttigt for en

anden. Spåmanden siger, at K’un vil være heldig idet han kommer til at spise ved en

herres bord, men for hans fader er det at være for tæt på aristokratiet ikke nogen god

ting. Det er alt efter de øjne man ser med.

Ikke så lang tid efter sendte Tzu-ch’i K’un til staten Yen. På vejen blev han

fanget af røvere. De regnede med at han ville være svær at sælge som en sund

og rask mand, men ville være et nemt salg lemlæstet. [6] Så de skar hans fod af

og solgte ham til Ch’i (Qi) regeringen, hvor han blev dørvogter for Hertug K’ang

– og fik måltider resten af hans dage. [7]

6. Ligesom eunukker – mænd hvis genitalier er blevet amputeret – blev brugt som

tjenere i kvindernes kvarter ved det kejserlige hof og hos feudal herrer, så blev

mennesker der havde mistet en fod eller skadet på anden måde, nyttige som

dørvogtere, da de ikke kunne rømme deres post og stikke af.

7. Medens det var frygtelig uheldigt, at han havde mistet en fod, var K’un ikke desto

mindre heldig at opnå en god position og dele Herrens bord i mange år. Hvad der synes

unyttigt eller frygteligt i begyndelsen viser sig at være nyttigt og ret acceptabelt.

113

Pointen er, at når tingene sker for os i livet – på grund af omstændigheder og vores

egne iboende tendenser – ved vi ikke, selvom det synes frygteligt i øjeblikket, hvad det

vil være godt for i det lange løb.

Tømrer Shih rejste til Ch’i og ankom til Drejet Aksel. Der så han en eg, der

tjente som jordgud helligdom. Dens løvfang kunne dække adskillige tusinde

okser, og den havde en omkreds af hundrede spænd. Tårnende sig op over

bakkesiden begyndte dens nederste grene ved omkring firs fod, adskillige af

dem så enorme, at de sagtens kunne laves til både. Tilskuere flokkedes om den

som var de til et populært marked. [8]

8. Østasiatiske religioner ærer jorden som hellig og har forskellige guddomme for alle

slags naturfænomener, inklusiv drager, der styrer floder, søer og have; bjergguder;

torden guder; og så videre. En af de ældste guddomme er jordguden, en formløs ånd,

tilbedt ved naturlige altre som var markeret på åbne steder ved store sten pg

beplantet med træer der stemte overens med kosmisk ch’i. Store træer blev

almindeligvis æret som repræsentanter for jordguden – ligesom de stadig bliver det i

Japan i dag, når de markeres med hellige bånd og gives forskellige ofre. Nogle

helligdomme var mere populære end andre; de som havde et særligt stort træ og var

nemt tilgængelige, tiltrak stort antal tilbedere såvel som sælgere og populær

underholdning, og skabte derved en scene for et populært marked.

Tømreren ignorede det, forsatte sin vej uden at stoppe op. Imidlertid

betragtede hans assistent det med beundring, og løb så efter sin mester. Han

sagde, ”Lige siden jeg samlede min økse og mejsel op og blev din discipel, har

jeg aldrig set tømmer så smukt som dette. Nu ser du ikke engang på det, men

går videre uden at standse op. Hvorfor?”

”Gå med dig,” svarede Shih. ”Tal ikke engang om det. Det er et smuldrende

træ. Lav det til en båd – og det vil synke; lav det til en kiste eller en kasse – det

rådner; lav det til et bord – det kollapser; lav det til en dør – det lækker saft; lav

det til en søjle – det er fyldt med insekter. Dette er ikke tømmertræ. Der er intet

det kan bruges til – det er derfor det er blevet så gammelt.” [9]

9. Træet er ”smuldrende” – ordet der bruges er san, der betyder ”spredt” eller

”splittet.” Det kan også bruges til at beskrive ch’i’s handling i liv og død. Det kommer

sammen eller samles, og der er liv; det ”spredes” eller smuldrer, og der er død. Med

114

andre ord, ch’i i dette træ er ikke samlet; det er energitisk spredt ud. Derfor har dets

træ ingen fasthed eller varighed og kan ikke bruges til tømmer. Ved at være helt

unyttigt til alle almindelige formål, er praktiske formål alligevel højst nyttigt for træet,

der nåede en høj alder på grund af selve dets ubrugelighed, og kunne tjene som

samling for ånderne.

På hans rejse tilbage kom Tømrer Shih igen gennem byen. Jordgud træet kom

tilsyne for ham i en drøm og sagde:

”Hvad kan du eventuelt sammenligne mig med? Du vil sammenligne mig med

et dyrket træ? Lad os se på dem – kirsebær, pære, appelsin, grape og alle de

andre frugttræer: så snart deres frugt er moden, bliver de slået af og kastet i

skidtet. Deres store lemmer bliver brudte, deres små grene revet i stykker.

Derfor lider de gennem hele livet og fuldfører ikke deres himmelgivne år, dør

for tidligt, og alligevel konstant klar til at modtage mere misbrug fra verden.

[10] Det samme gælder for alle ting. I lang tid prøvede jeg at finde ud af om der

ikke var noget jeg muligvis kunne bruges til. Jeg døde næsten i processen, men

nu indser jeg, at selve denne ubrugelighed har været til stor nytte. Forestil dig,

at jeg havde været til en vis nytte for mennesker – hvordan skulle jeg da være

blevet så stor? Samt, at du og jeg er skabte ting – hvordan kan én ting dømmes

på grundlag af en anden? Du er kun en smuldrende person der er kommet

nærmere døden – hvad ved du i virkeligheden om et smuldrende træ?” [11]

10. Bagsiden ved at være nyttig er at invitere til misbrug: i det øjeblik du har noget som

andre mennesker finder nyttigt, kaster de sig over dig og får dig til at gøre ting du

virkelig ikke har lyst til. Dette fører omvendt til lidelse og forkorter livet. Alligevel er

dette mønster så almindeligt, at du på en måde bliver vant til det, og tror at det er

sådan livet er, og inviterer underbevidst misbrugsmønstret til at forsætte.

11. Den største nytte ved ubrugelighed er at holde sig i live og være hel. Ingen plyndrer

dig, ingen får dig til at gøre ting du ikke ønsker, ingen begrænser dit potentiale ved at

skubbe dig ind i visse rammer der gør dig ”nyttig” for samfundet. Endvidere, at forstå

ubrugelighed som potentielt nyttigt sætter menneskers arrogance op imod natur og

objekter. Træet her er en levende ting – ligesom kraniet i en tidligere historie – og kan

komme tilsyne for mennesker i drømme og er grundlæggende på lige fod. Historien

gør pointen meget tydelig: alting der er skabt, er af natur ”smuldrende,” i en tilstand af

forfald, nærmere døden, og derfor har vi ingen ret til at dømme andre mennesker eller

115

væsner, eller selv ting, i udtryk af unyttig eller nyttig. Det er meget bedre at se tingene

på deres egen måde.

Efter at være vågnet fortalte Tømrer Shih om drømmen. Hans elev

kommenterede, ”Ved at være så opsat på ubrugelighed, hvorfor tjener det så

som en jordgud helligdom?”

”Hold mund! Sig ikke et ord! Det hviler blot her for en tid, og tænker på

mængdens uvidenhed som en forbandelse. Og, hvis det ikke tjente som en

jordgud helligdom, måtte en anden gøre det i stedet. Helt ærlig, du må se, at

det der har værdi, er ret forskelligt fra massernes – der bruger almindelige mål

som social ansvarlighed, for at sammenligne det; hvor absurd er det ikke lige?”

[12]

12. Ved at se alting på sin egen måde, bruger vi ikke længere standard mål til at

dømme ting, men accepterer dem som de er. Og så viser det sig, at selv dett

tilsyneladende mest unyttige kan finde sin plads i tingenes større orden, ligesom et

stort træ har fundet nytte i verden som en åndelig bolig. Alligevel tager det stadig

dette formål for et midlertidigt mål, har helt anden værdi – og ligesom den fuldkomne,

kan det ikke måles ved almindelige målestok.

Der er en fugl i det Østlige Hav der bliver kaldt for Dovne Hjerne. Den flagrer

omkring som havde den ingen styrke, flyver kun når den skubbes og støttes, og

sætter sig kun til hvile, når den tvinges eller presses til det. Når flokken tager

ud tager den aldrig føringen; når flokken kommer tilbage, er den aldrig bagerst.

Når der er mad tager den aldrig den første bid, og er tilfreds med det mad der

er tilbage. Af den grund bliver dens fremskridt aldrig brudt, andre skabninger

og mennesker vil ikke skade den, og den undslipper enhver plage. [13]

13. Her er et andet eksempel på en fuldstændig unyttig skabning, der alligevel har en

plads i tingenes større ordning, og for selve dens unytte lykkes at overleve intakt og

uden plager. Dette kunne være hvordan den vises liv ser ud – medmindre hans

essentielle natur og skæbne kræver andre handlinger, kunne hans adfærd lignes med

fuglen den Dovne Hjerne: at være unyttig og tilfreds med hvad der er, kun bevæge sig

frem når man bliver skubbet, kun hvile når det er behageligt, og derved undgå al

skade.

116

Chuang-tzu og hans disciple vandrede i bjergene, da de så et vældigt tre med

tykke grene og frodige blade. En skovhugger stod ved siden af det og ville ikke

røre det. Chuang-tzu spurgte ham hvorfor.

”Der er intet det kan bruges til.”

”Fordi det ikke har nogen praktisk gavn, kan dette træ leve alle dets

himmelgivne år,” var Chuang-tzu’s kommentar.

Efter at have forladt bjerget, indlogerede de sig i en gammel vens hus. Glade

for at have dem, beordrede han sin tjenestedreng til at få en gås til middag.

Drengen sagde, ”Den en gås kan kagle, den anden kan ikke – hvilken af dem

skal jeg dræbe?”

Den næste dag spurgte disciplen, ”I går så vi et træ på bjerget der kan leve alle

dets himmelgivne år, fordi det ikke havde nogen praktisk nytte. I dag stod vi

ansigt til ansigt med vor værts gås, der blev dræbt fordi den ikke havde nogen

praktisk nytte. Hvilken position ville du foretrække?” [14]

14. Imidlertid kan vi ikke altid være tilbagetrukne og unyttige. Der er forskellige

dimensioner af unytte – hvor det kan være livreddende i ét tilfælde, kan det være

potentialt katastrofalt i et andet. Og hvor skal den vise så placere sig? Hvad skal vi

stræbe efter? Være unyttige af praktiske grunde, men have en åndelig position –

ligesom det enorme træ der tjener som jordgud helligdom? Eller være nyttige på

kanten af ting for ikke at blive involveret? Hvor skal vi placere os selv?

Chuang-tzu lo, ”Ved første øjekast vil jeg foretrække at være i en position

mellem at have og ikke have en praktisk nytte. At være mellem de to synes at

være det rette, men det ville det virkelig ikke være, da jeg aldrig kunne komme

ud af forviklingerne. [15] Dette kan alligevel undgås hvis jeg ganske enkelt

holder mig til Tao og iboende styrke, svæver og vandrer frit. Jeg vil være hævet

over pris og skam, nu en drage, nu en slange. Jeg ville ændres i

overensstemmelse med tiderne, aldrig villig til at holde mig til én ting. Nu høj,

nu lav, harmoni vil være min kerne. Svævende og vandrende med myriader af

tings forfader, vil jeg behandle ting som ting, men de ville ikke blive behandlet

117

som en som mig selv. Så hvordan skulle jeg nogensinde blive tilsluttet

forviklinger?” [16]

15. At prøve at stå i riget mellem det nyttige og det unyttige er vanskeligt, fordi vi

stadig må handle indenfor verdens kategorier, og bevids se på udviklende og

afbalancerende positioner og adfærd. Eftersom ting udfoldes og tider skifter, kan vi

aldrig være helt sikre på hvad der er hvad og, som et resultat, blive frygtelig involveret,

bekymrede og berørte.

16. Svaret er da, at nå en tilstand af fri og let vandring, forbundet med Tao og leve

fuldt ud indenfor riget af iboende potentiale, og erkende vores medfødte potentiale

uden modstand. Vi bevæger os sammen med tiderne, tillader forandringer at ske,

følger kravene fra vores iboende gaver og kravene fra samfundet omkring os.

Svævende frit, i konstant intuitiv berøring med Tao lader vi tingene være og holder

hinsides alle involveringer og forviklinger. Dette betyder ikke at være som Dovne

Hjerne. Det betyder, at fremstå som Dovne Hjerne, men være aktiv ifølge vores bedste

evner, tjene som en katalysator for enhever – og ved udviddelse, verden – kan blive

hans eller hendes bedste.

Hui-tzu sagde til Chuang-tzu, ”Kongen af Wei gav mig frø til et stort græskar.

Jeg plantede dem, og de voksede til denne enorme ting der kunne bære

halvtreds liter. Jeg fyldte det med vand, men det blev så tungt at jeg ikke kunne

løfte det. Jeg skar den i to som potageskeer, men deres skeer ar nedsunket og

de holdte ikke på noget. Det havde ikke noget undtaget denne enorme

størrelse, så jeg tænkte at det var totalt nytteløst og smadrede det i

småstykker.” [17]

17. For at leve fuldt ud og realisere vores evner, må vi også behandle alle ting i verden,

se deres iboende potentiale og få det bedste ud af dem. Selv et enormt græskar har sin

nytte, men Hui-tzu kan ikke se det; hans perspektiv er hæmmet – han prøver at bruge

græskarret til almindelige formål, som et vandkar eller en ske, og når det ikke virker,

skaffer han sig af med det. Han får ikke det bedste ud af det der blev ham givet.

”Åh, hvilken tåbe du er når det kommer til at bruge store ting! Lad mig fortælle

dig noget. Der var denne fyr fra Song som skabte en stor salve til at forhindre

sprukne hænder, og i generationer har hans familie gjort det til en levevej at

blege silke (i varmt vand). En forbipasserende hørte om det og tilbød at købe

118

opskriften for et hundrede kroner. Klanen samledes og drøftede det. ”I

generationer har vi bleget silke og aldrig tjent mere end nogle få kroner. Nu

kan vi sælge teknikken og få hundrede på en eneste morgen – lad os give den

til ham.”

Manden fik opskriften og gik straks hen for at tale med Konegn af Wu, som på

det tidspunkt havde problemer med Yüeh’s stat. Kongen udnævnte ham til

general, og i den følgende vinter kæmpede han i et søslag mod Yüeh, og slog

ham. Han fik behørigt en pænt stykke af det besejrede land.

I begge tilfælde var nøglen til succes evnen til at forhindre sprukne hænder.

Men i det en førte det til et betydeligt landområde; i det andet resulterede det i

at den forsatte den enkle forretning med at blege silke. Forskellen ligger i

brugen. [18]

18. Et andet eksempel på den samme slags er opskriften på sprukne hænder. Kun én

opskrift, og alligevel så forskellig i brug – i en familie forretning og en kongelig krig – og

med hvilke forskellige virkninger og belønninger. Tingen er den samme, men hvad du

gør med den er forskellig. Du kan bruge enhver ting på en almindelig, begrænset

måde, følge traditionen og holde sig til begrænsningerne. Eller du kan se på den med

kreativ imagination og gå langt videre, gøre en forskel for dig selv og verden. Vi har alle

en vis mængde af tid vi kan bruge på planeten, men hvad vi bruger den til er meget

forskelligt.

Nu dig min ven, havde et græskar stort nok til at holde halvtreds liter. Hvorfor

tænkte du ikke på at lave den til et stort kar, og flyde rundt i floder og søer, i

stedet for at bekymre dig over skeerne der sank og ikke kunne holde på noget?

Du har virkeligt sådan et tilgroet sind!” [19]

19. Idéen er at se det potentielle i ting og få det meste ud af dem, i dette tilælde indse,

at det enorme græskar kunne bruges til en båd. Ved at se dette har vi holdt det enkle

og ubehæftede i sinde, og svaret vil komme af sig selv. Derfor, brug hvad du har i livet

og nyd det på bedst mulig måde, erkende dine gaver, dit medfødte potentiale, og

chancerne verden tilbyder. Chang-tzu udtrykker dette i begrebet af naturlige

færdigheder.

119

12. Naturlige færdigheder

Mennesker nederst på rangstigen løber desperat efter besiddelser, dem der er

øverst løber desperat efter berømmelse. De er forskellige på nøjagtig samme

måde som de forråder deres integritet og ændrer deres essentielle natur, men

de er ret ens i det de kaster alt det væk, som allerede er deres, og desperat

løber efter noget som ikke er.

Derfor siger vi:

Vær ikke som den nederst – hold fast ved himlen og gør alt hvad du kan for at

realisere det. Vær ikke som dem øverst – følg blot himlens kosmiske orden. [1]

1. Hvad de ydre omstændigheder end måtte være og hvad end skæbnen har i vente, er

der en kerne indeni alle mennesker der vejleder dem til at gøre hvad de gør bedst, og

hvad der giver dem mest opfyldelse. Det er de naturlige færdigheder, det iboende

potentiale gjort konkret. Besiddelse og berømmelse – materielle goder og offentlig

succes – er ydre mål der kun opnås på bekostning af tab af vores integritet, opgiver

hvad der gør os lykkeligst i dagligdagens liv. De fleste mennesker bliver dog lokket til at

gå efter ydre mål og mister derved ”himlen,” deres naturlige tilbøjeligheder, de ting de

gør bedst, og som giver dem størst tilfredsstillelse. Et eksempel ville være hvis en

naturligt begavet musiker eller kunstner satte sig som mål at blive advokat eller

virksomhedsleder – opgiver deres indre kerne til fordel for noget som samfundet

skønner ønskeligt.

Hav ikke noget imod om noget er kroget eller lige – bare stræb efter himlen til

dens yderste grænse. Gør hvad du behøver at gøre i de fire retninger og gå

sammen med tiderne.

Hav ikke noget imod om noget er ret eller vrang – bare hold fast ved det

midterste omdringspunkt indeni. Nyd din ensomhed, opfyld dine intentioner

og gå omkring med Tao.

Følg din sti uden at dreje, vær retskaffen uden at prøve – med mindre du

mister hvad der oprindeligt var dit. Stræb ikke efter rigdom, løb ikke efter

succes – medmindre du kasserer himlen. [2]

120

2. Den bedste måde at agere i verden på, er ikke at tage sig af opdelinger og værdier

etableret af traditionen (kroget og lige, ret og vrang), men blot følge din naturlige

tilbøjelighed. Stræb efter ”himlen,” dine sande gaver og mest tilfredsstillende

aktiviteter, og gør til den yderste grænse hvad det kræver at realiserer det, ved at

arbejde indeni med de givne omstændigheder. Hold fast ved det ”centrale

omdrejningspunkt,” din sjæl eller indre kerne, som vil give dig en god intuitiv

fornemmelse af, hvad der er rigtigt for dig. Indse at det er umuligt for dig, at være som

alle andre: nyd din ensomhed, at du er unik, og følg din iboende intention – hvad dit

indre selv fortæller dig er bedst. På denne måde vil du være på den rette sti, uden at

gå frem eller tilbage, du vil være naturligt retskaffen eller social ansvarlig, og du kan

endog blive rig og berømt – men det ville være tilfældigt, og skal ikke være det

primære mål.

Yen-yüan (Yanuan) talte til Konfucius. ”Den anden dag krydsede jeg kløften ved

Bæger Dybet, og færgemanden var ganske enkelt guddommelig til at styre

båden. [3]

3. ”Ganske enkelt” betyder at en gør noget, som var det guddommeligt inspireret, som

hvis en persons ånd eller guder – i klassisk kinesisk udtrykt ved det samme ord som

”guddommelig” – arbejder gennem personen. Det er det du gør med glæde, uden

anstrengelse, enkelt og med fuldkommen timing. Dette er hvad en naturlig færdighed,

en iboende kvalitet, korretk opøvet og udviklet ser ud som.

Jeg spurgte ham, ”Er det muligt at lære at styre en båd som dette? Han sagde,

”Helt sikkert. Masser af mennesker kan gør det, hvis de er gode til vandet. Og

for de som er gode til at dykke – de har måske aldrig set en båd, men de kan

gøre den til fuldkommenhed.” Jeg spurgte ham om detaljer, men han ville ikke

sige mere. Kan du forklare hvad han mente?”

”Mange mennesker kan, hvis de er gode til vandet” – det betyder, at vandet er

deres naturlige element og de fuldstændig i glemsel om det. ”Og de som er

gode til at dykke – de har måske aldrig set en båd, men de fører den

fuldkomment” – betyder for dem, at vandet for dem er lige så fast som den

tørre jord, og hvis en båd kæntrer, er det lige som en vogn der vælter.

121

”Kæntrer, vælter, uanset hvad – en myriade af forskellige hændelser kan

ramme netop dem, og alligevel vil de aldrig lade dem forstyrre deres indre rum.

Hvordan skulle de kunne gå nogen steder uden at det ville være nemt? [4]

4. Mennesker der bedst fører en båd, er dem som naturligt er i vandet. For dem er

vandet deres naturlige element. Det er ikke noget særligt, frygteligt eller truende, men

det sted hvor de føler sig mest hjemme. I deres element kan enhver hændelse

behandles med lethed og fulkommen kompetence. Det ”indre rum” er det intuitive

center indeni, det centrale omdrejningspunkt i foregående passage. Det er udtrykt

med tegnet she, der betyder ”opholdssted” eller ”hvilested.” Kroppen bliver ofte

beskrevet som en bolig for ånden. På samme måde er en persons intuitive center, hans

eller hendes rette element, boligen for kompetence og sikkerhed. Baseret på dette

center kan vi gøre det let alle steder og under enhver omstændighed.

”Hvis du deltager i en bueskydnings konkurrence og skyder for at vinde en lille

brik, vil du have færdigheden. Hvis du skyder for et smukt spænde, vil du være

nervøs. Hvis du skyder for en guldbarre, vil du være et vrag. Din

skydefærdighed er den samme i alle tilfælde, men hvis der er noget du ønsker

dig stærkt, vil dit fokus være udenfor. Og jo mere dit fokus er udenfor, jo mere

klodset vil du være indeni.” [5]

5. Dette er et godt eksemple på hvad der menes med at stræbe efter ydre ting frem for

at fokuserer på dine naturlige evner og indre tilfredsstillelse. At ønske noget meget,

betyder at du leder energi udenfor, og jo mere du gør det, jo mindre sikker er du

indeni, hvilket omvendt resulterer i formindsket kompetence og mangel på succes. Det

er, med andre ord, bedre at gøre ting af hensyn til at gøre dem, end for nogen ydre

belønning.

Kokken Ting (Ding) var ved at skære en okse op for Herren Wen-hui. Hans

hænder rørte, hans skuldre foroverbøjet, hans fødder hoppende, hans knæ

stødte imod – hver med sin egen lyd, alt imens kniven skar fuldstænding i

samklang, som var han ved at udføre Morbær Skov dansen eller bevægede sig

til melodien ”Øverstbefalende.” [6]

6. Denne historie giver et eksempel på den praktiske anvendelse af denne ide i

madlavning. Den perfekte kok har bevægelser der så fint afstemt, at det er som om

han danser til musik i en slags vidunderlig dans. Og netop som han slipper i en dans,

122

når musikkern overtager kropog bevidsthed, bevæger kokken sig her med noget

større, mere harmonisk. Det er langt ud over blot færdighed – det er justeringen af selv

og Tao, åndens arbejde gennem selv’et.

Herren Wen-hui sagde, ”Wow! Det er stort! Hvordan blev du så god til dette?”

Kokken Ting lagde sin kniv og vendte sig mod ham. ”Hvad jeg virkelig elsker er

Tao, som går langt ud over færdighed. Da jeg først begyndte at skære oksen, så

jeg kun oksen som en solid ting. Efter tre år holdt jeg op med at se den som en

enhed, og i dag bruger jeg min ånd når jeg nærmer mig den, og ser den

overhovedet ikke med øjnene. [7]

7. Efterhånden som kokken udvikler hans færdigheder, går han gennem faser der

stemmer overnes med metoden af sindets fasten som beskrevet tidligere. Han ser

først en solid realitet, som har navne og opdelinger og bliver opfattet med sanserne. Så

slipper han det, og begynder at se mere forfinede mønstre, bruger sindet og ren

erkendelse for at relatere til oksen. Tilsidst overvinder han dette plan og opgiver alle

sanse- og bevidste kategorier, går helt sammen med intuitionen, fornemmer tingenes

ch’i, og lader ånden tage over.

”Efterhånden som jeg holdt op med at bruge sanser og bevidst

opmærksomhed, tog ånden helt over. Den lader mig følge det naturlige omrids,

vride i dybe huller, glide gennem de store åbninger. Således går jeg sammen

med oksens struktur, og undgår naturligt arterier og sener og alle store

samlinger. [8]

8. Ånden tager over, og du kan gå frit sammen med mønstrene opsat i naturen. Da kan

du gøre hvilket som helst arbejde med stil og fuldstændig afslappet, behageligt og med

lethed, og alligevel kraftfuldt effektivt og udne fejl.

”En god kok må udskifte hans kniv hvert år, fordi han skærer. En almindelig kok

udskifter hans kniv hver måned, fordi han hakker. Jeg har haft denne kniv i

nitten år. Jeg har skåret adkillige tusinde okser med den, alligevel er dens skær

lige så skarpt som kom den fra slibestenen.

123

”Der er rum mellem samlingerne, og med en tynd knivkant kan jeg komme ind

der. Med et blad så tyndt, er der masser af plads til at komme omkring, og

endda noget i overskud! Derfor har jeg været i stand til at bruge den samme

kniv i nitten år og den er stadig så god som ny. [9]

9. Hvis vi bruger tingene på den forkerte måde, uden inspiration, vil de ikke vare længe

– knive bliver sløve, kroppen træt, sko slidt op. Idéen her er den samme som den om

spædbarnet tidligere: det kan græde og knytte sine hænder hele dagen uden at blive

træt. Ånden bevæges og alle redskaber, inklusiv kroppen, bliver aldrig trætte. Dette er

også hvorfor taoister kan leve så langt og sundt et liv – der er intet der kan skade deres

krop, og healing finder sted naturligt så længe livet strømmer af sted.

”Ikke desto mindre, når jeg kommer til en kompliceret samling og ser det vil

blive vanskeligt, forsætter jeg med største forsigtighed, fokuserer mit syn, og

går meget langsomt frem. Jeg laver kun den mindste bevægelse med kniven, og

den del der hurtigt skilles, falder som en klump jord. [10] Så hæver jeg kniven

og står oprejst, ser mig omkring med fuldstændig tilfredshed. Tilsidst tørrer jeg

kniven og lægger den til side.”

10. Sommetider kan tingene dog være lidt penible. Så er det vigtigt at bruge sanserne

og den fysiske krop med fokus og omhu. Ved at bevæge sig meget langsomt, være

stærkt koncentreret, så ånden har rum til at bevæge sig i, forsætter vi med uendelig

forsigtighed. Dette fører så til et punkt hvor selv en meget lille handling kan løse

situationen, og problemer trævles op som var det magi. Igen tillades Tao at strømme.

Herre Wen-hui sagde, ”Vidunderligt! Jeg har lyttet til Kokken Ting og hørt ham

tale om hans arbejde og lært alt om at nyde livet.” [11]

11. Hele historien er endvidere en lignelse om at pleje livet. Vi kan anvende kokkens

færdigheder til at leve et liv på den bedste måde, længst og sundest muligt. Ved at

fokusere på den opgave der er for hånden, slippe alle andre anliggender, og gå

sammen med kroge og hjørner i dag til dags virkelighed, nærer vi livet fuldt ud.

Træarbejder Ch’ing (Qing) lavede engang en klokkestand af et stykke træ. Alle

som så den efter den var færdig var forbløffet over den guddommelige kvalitet

i arbejdet. Markisen af Lu gik hen for at se den og spurgte Ch’ing, ”Hvilke

teknikker har du brugt til at lave den?”

124

”Jeg er blot en simpel håndværker, hvilke store teknikker skulle jeg have? Der

er dog én ting. Når jeg er klar til at lave en klokkestander, sikrer jeg mig ikke at

formindske min ch’i på nogen måde. Så jeg faster altid for at bringe mit sind i

ro. [12]

12. Når ånden bevæger sig, har vi ikke nogen basale evner, der kræver øvelse, men der

er ingen specifikke teknikker der kan beskrives eller læres. Hvor nogen praktisk

instruktion er nødvendig, er det vigtigste at lade vores indre evner komme frem, og

dne bedste måde at gøre det på er at sikre vores vitale energi er intakt og åben for

åndens aktiviter.

”Når jeg har fastet i tre dage, bekymrer jeg mig ikke længere om komplimenter

og belønninger, positioner og økonomisk gavn. Når jeg har fastet i fem dage,

bekymrer jeg mig ikke længere om lovpris eller skam, evner eller klodsethed.

Når jeg har fastet i syv dage, er jeg i fuldstændig glemsel om mine lemmer og

krop. På dette tidspunkt er der ikke mere herre eller samfund for mig. Mine

færdigheder er fuldstændig koncentreret og alle ydre forstyrrelser løst. Først

når jeg når til dette punkt gør jeg ind i skoven og undersøger træerne og ser på

deres grundlæggende natur. Hvis jeg finder et med fuldkommen form og kn se

en klokkestander i det, tager jeg det i mine hænder. Hvis ikke, så er det det. Jeg

stemmer blot himlen overens med himlen, skaber objektet med min

koncentrerede ånd. Det er det hele.” [13]

13. En måde at gøre dette på er at trække sig tilbage, at meditere og frigøre det

sansende og bevidste sind til fordel for ånden. Denne proces, her beskrevet som

”faste,” og analog med ”sindets fasten” beskrevet tidligere, medfører en forandring af

almindelige opfattelsestilstande. Vi lader den sansende verden bag os, og foretager

koncentrations øvelser og løsgjort observation, åbner os selv for den anden verden –

tomhedens verden og Tao i Chuang-tzu, forfædrenes verden i det konfucianske ritual.

For at blive forbundet med forfædre, som beskrevet i Li-Chi (Liji, Bogen om Riter)

husker den, der giver offer til de afdøde hvordan de så ud, hvordan de sukkede, og

hvordan de lo. Han genkalder sig de ting der glædede den afdøde og bliver involveret i

deres følelsesmæssige liv, og lader således sig selv som en individuel person tilbage, og

etablerer en indgående forbindelse til dem. På samme måde vejledes taoist ”fastende”

i at slippe al materiel gavn (berømmelse og penge) såvel som personlige undersøgelser

125

(lovprisning og skam) for at nå en tilstand af glemsel og blandes med Tao. I begge

tilfælde tillader blokeringer, sansemæssige afsavn, isolation, sult, at træde ind i ting

hinsides sanserne, at åbne op for en sfære udenfor almindelige opfattelse. Herfra kan

ånden så tage over, og vores naturlige evner kan finde praktisk anvendelse i verden.

Engang læste hertug Huan en bog i sin hall, medens hjulmager P’ien lavede et

hjul i gården. P’ien kagde sin hammer og mejsel til side og gik op til hertugen.

”Må jeg spørge hvad du læser?”

”De vises ord.”

”Og de vise findes stadig?

”Nej, de er døde.”

”Så det du læser er blot krummer der er tilbage af tidligere tides mænd.”

”Hvor vover du, en simpel hjulnager, at kritisere mit læsestof? Forklar dig selv

og led; fejl i at forklare og dø!”

”Godt, jeg ser på det fra mit perspektiv. Når jeg mejsler et hjul og arbejder

langsomt og blidt, er der ingen fasthed; når jeg arbejder hurtigt og skarpt, er

der intet mål. Hverken langsomt eller hurtigt, det er når jeg får den rette rytme

i mine hænder og kan gå sammen med mit sind. Jeg kan ikke rigtigt udtrykke

det, men der er en evne i det på en eller anden måde. Jeg kan ikke lære det til

min søn, og min søn kan ikke lære det af mig. Derfor mejsler jeg stadig hjul som

halvfjerds-årig.

”Disse mænd fra gammel tid er døde og de kunne heller ikke overføre deres

evner. Så hvad du end læser, så er det ikke andet end de krummer der er

tilbage fra mænd fra gammel tid! [14]

14. Hvor gode vi end er til noget så må vi, selvom det er en del af vores evner (som at

være hjemme i vandet), være i stand til at lære grundteknikkerne (ligesom at svømme)

til nogen, men i sidste ende kan evner ikke undervises i eller læres. Hvad der kommer

126

til os naturligt er hinsides sanseoverførelse, italesættelse, teoretisk eller analytisk

præsentation. Hvordan er det helt nøjagtigt at vidunderbarnet spiller klaver? Vi kan

alle lære skalaer og nodeblade, men vi vil ikke blive helt så gode eller naturlige til det.

I det samme spor er de vises visdom blot efterladte krummer; historien har kun så og

så mange lektioner. Vi kan studere, vi kan lære, vi kan tænke over det, men vi kan ikke

leve i det. Med andre ord så er det bedst at finde vores personlige sandhed og være i

det nuværende øjeblik.

127

13. I verden

Chuang-tzu fiskede i P’u floden, da to af kongen af Ch’u budbringere nærmede

sig. ”Vores konge vil gerne invitere dig til at tjene i statsanliggender.” [1]

1. Som vi lever i verden og prøver at bevare integritet og fuldføre vores medfødte

potentiale, opstår det spørgsmål uundgåeligt hvordan vi skal tackle den sociale

virkelighed, job vi tilbydes, og potentielle forfremmelser. Chuang-tzu møder i denne

historie de royale budbringere, og tilbydes en position som rådgiver ved hoffet. Skal

han acceptere det? Skal han sige nej? Hvor meget godt ville hans visdom gøre, hvis den

blev udbredt fra en regeringsstilling? Er tjeneste for verden god nok til at give

lovhjemmel til at gå på kompromis med personlig integritet?

Chuang-tzu holdt fast ved sin fiskestang og så sig ikke omkring

”Jeg har hørt,” sagde han, ”at Ch’u’s stat har en hellig skildpadde, der har

været død i tusinder år. Kongen har den svøbt i klæder, indsat i en udsmykket

kasse, og opbevarer den i hans forfædrenes tempel.

Lad mig nu spørge jer om denne skildpadde: ”Vil den hellere være død og have

sine rester tilbedt? Eller ville den hellere være i live og dyppe dens hale i

mudderet?”

”Den vil hellere dyppe sin hale i mudderet.”

Gå da igen. Jeg vil forsætte med at dyppe min hale i mudderet.” [2]

2. For Chuang-tzu er svaret på tilbuddet om arbejde klart negativ. Positionen er for

ham en form for død, et fossilstadie. Hvor smukt, velhavende og prestigefyldt det end

er, vil det blot kvæle hans naturlige impulser, begrænse udfoldelsen af hans naturlige

potential, ødelægge hans sinds fred, og føre til et liv i spændetrøje. Hans forkærlighed

er at leve fuldt ud, at gøre enkle ting der ikke giver stor berømmelse eller prestige eller

indkomst, men er fuldstændig tilfreds. For ham er vigtigt at være helt engageret i det

han laver, opfylde hans natur fuldstændig – ligesom det er skildpaddens natur at

trække halen gennem mudderet. Det næste spørgsmål er: hvad er dit personlige

mudder?

128

Engang var der en havfugl der satte sig til hvile i udkanten af Lu’s hovedstad.

Hertugen selv gik for at se den blev fanget, og fik den bragt til hans

forfædrenes tempel. Han skaffede underholdning til den med ni-tone musik og

fuldskala banket. Fuglen forblev dog døsig og deprimeret; den tog ikke en

krumme af maden eller noget at drikke. Tre dage senere var den død. [3]

3. Lu’s stat er i det moderne Shandong er en halvø der stikker ud i Øst Havet og

omgivet af hav på tre sider. Dog er dets hovedstad Ji’nan på fastlandet og ret langt fra

havet, så havfuglen der landede, er et specielt tegn og bliver årsagen til en festival.

Alligevel fejrer hertugen fuglen på samme måde som han ville fejre en menneske helt,

med larmende musik og hofdans, og en stor fest med masser af mad og vin. Intet af

dette har nogen virkning på fuglen, som er helt ude af sit element. Den nægter at

indtage føde og dør.

Dette skyldes at hertugen nærer fuglen med det der er godt for ham selv, men

som ikke er godt for fuglen. Hvad der ville være godt for fugle vil være at lade

dem sidde på en gren i de dybe skove, flyve over kysten og tørt land, svømme

på floder og søer, give dem ål og småfisk til føde; at lade dem følge deres flok

og hvile, finde deres rette sted.

Det at høre menneskers stemmer var slemt for fuglen, og hvad brød den sig

om al den festivitas? At synge ni-tone musik, hvis det blev gjort i vildmarken

omkring Tung-t’ien (Dongting) Søen ville blot få fuglen til at flyve væk, dyr til at

flygte, og fisk til at svømme dybere. Det er kun mennesker der ville blive

tiltrukket, samles og nyde forestillingen.

Når fisk er under vand lever de; når mennesker er under vand dør de. Ved at

være fuldstændig forskellige af natur, kan de også lide eller ikke lide forskellige

ting. [4] Af den grund forventede de vise fra gammel tid aldrig ensartethed

eller lighed i aktiviteter blandt forskellige væsner. Deres navne stemmer

overens med deres virkelighed; deres retfærdighed er perfekt pasform. Dette

blev kaldt for universel mesterskab og den højeste form for god skæbne. [5]

4. Visse ting er godt for visse væsner – for forskellige arter og for forskellige

mennesker. Hvad der er en nydelse for den ene, er skrækkeligt for den anden, og der

129

er ikke meget vi kan gøre for at forandre dette. På den anden side, betyder dette, at vi

er nødt til at finde den rette ting, der vil nære vores eget selv, selv hvis det vi gør, ville

være forfærdelig for en anden – og på samme måde tillade andre at søge lykke på

deres egen måde. Et enkelt eksempel ville være, at vi ikke ville kunne lide at spise den

døde mus som katten netop har taget med ind, eller de tørre korn som fugle kan lide,

mens de ikke ville nyde at surfe på internettet.

5. Der er ikke nogen virkelig lighed mellem forskellige skabninger eller selv mellem

mennesker, ingen ensartethed. Der ingen pointe i at holde alle mennesker op mod den

samme standard. En person kan have nemt ved at mestre noget en anden aldrig vil

lære. Dette punkt stiller vigtige spørgsmål ved det nyttige af prøver, evne evalueringer,

psykologiske profiler og lignende. Hvor meget kan forskellige undersøgelser virkelig

fortælle os om hvem der er gode til hvad? Når vi først accepterer at mennesker og

deres evner er unikke, har vi brug for et sprog der tillader os at udtrykke det unikke, at

skabe den rette terminoilogi for særlige ekspertise og individualitet. Sproget vil

omvendt skabe en mental skabelon der tillader det unikke at blomstre fuldt op.

Yüan-hsien boede i Lu, i et skur der kun lige havde vægge og stråtag af nyt

græs. Det havde en dør af kvas, der ikke ville lukke, hængte ned fra en morbær

gren som dørstolpe og bundløse gryder som vinduer. De to rum var adskilt ved

et groft klæde; vand dryppede fra oven og fik gulvet til at dampe forneden.

Ikke desto mindre sad Yüan-hsien stolt og rank med sin citar og sang.

I kontrast red Tzu-kung normalt på en stor hest og klædt i smukke robe af

violet og enkelt silke. En dag kom han på besøg, men hans vogn var for stor til

at kunne køre på vejen til Yüan-hsien’s rønne. Yüan-hsien, i en blomstret kåbe

og barfodet i lappede slippers, lænende sig op ad et pæretræ, hilste ham ved

indgangen.

Tzu-kung sagde, ”Åh, hvad er der dog galt med dig?”

”Fra hvad jeg har hørt, kaldes det at være uden besiddelser for fattig. At

studere og ikke praktisere det kaldes for galt. Jeg er måske nok fattig, men der

er sandelig ikke noget galt med mig!” [7]

7. Ordet der bliver brugt her for ”galt” er ping (bing), der henviser til det at være syg,

skrantende eller i smerte. Pointen er, at fattigdom ikke er en sygdom. At leve i verden

130

og erkende vores sande natur og fuldkommegøre vores medfødte evner kan betyde at

være fattig, men der er i sagens natur ikke noget galt med det. Vi bør snarere gøre et

klart skel mellem ydre omstændigheder og indre erkendelser.

Historien er et ekko af en tidligere passage hvor mesteren sang en mærkelig sang om

hvad det var der gjorde ham fattig: fader, moder, guder, ånder. Han nåede frem til den

konklussion, at det var hans skæbne. Med andre ord så kan vi have det behageligt

under enkle materielle omstændigheder, uden at der overhovedet er noget galt med

os. Det samme gælder velstand – selv et overskud af penge vil ikke forandre hvem vi er

i vores aller inderste kerne.

Tzu-kung krympede sig og trådte tilbage, rødmende af skam.

Yüan-hsien lo: ”At engagere sig i aktiviteter for at gøre indtryk på verden, at få

venner for at danne en ”kreds,” at studere for at være bedre end andre, at vise

sig selv, at vise velvilje og retfærd som et dække for alle slags ting, og vise sig

selv frem med vogn og heste – det ville jeg aldrig kunne gøre!” [8]

8. De fleste mennesker gør alligevel ting med skjulte motiver – for at gøre indtryk på

deres jævnaldrende, bevæge sig i de rette cirkler, vinde i konkurrencer, vise sig eller

skabe et prangende billede for verden. Det leder kun væk fra ægte tilfredshed, som

findes ved at gøre ting alene af den grund at gøre dem, ved at leve vort bedste liv og

engagere os i de aktiviteter vi er bedst til. Den fattige discipel ser i første omgang ud til

at have det værst, men viser sig, at være et mere vist menneske.

Konfucius sagde til Yen Hui, Ӂh, kom nu Hui. Din familie er fattig og dit hus

faldefærdigt. Hvorfor får du ikke et arbejde?” [9]

9. Ordet ”arbejde” (shih) betyder bogstavelig talt ”at tjene.” Idéen er, at da Yen

Hui kan læse og skrive, kan han opnå en mindre position som en skriver eller

administrator i den lokale regering.

”Jeg ønsker ikke et arbejde. Jeg har otte hektar jord udenfor bymuren, nok til at

få grønsager og korn. Jeg har også halvanden hektar landbrugsjord der giver

nok silke og hamp. [10] At klimpre på min citar er nok til at gøre mig glad; at

studere Tao med dig er nok til at gøre mig lykkelig. Jeg ønsker ikke et arbejde.”

[11]

131

10. Målene der gives i teksten er henholdsvis halvtreds og ti mou. En hektar er seks

mou. Halvtreds mou er nok til at give føde til fire mennesker. Markerne er i forskellig

afstand fra bymidten. Kinesiske byer i gamle dage bestod af en stor forbindelser med

adskillige en-etagers huse, haver, og stalde og indbefattede derfor steder til at så

grønsager og holde høns. Udover husene, havde hver by en ring af landbrugsjord,

inklussiv frugt- og morbær træer (til silkeorme). Denne ring var stadig indenfor

bymurene – her beskrevet som værende ”nær ved.” Større marker for korn dyrkning

og rismarker, der krævede omfattende vanding blev anbragt ”udenfor bymuren.”

11. Nøglebegrebet her er at vide, når nok er nok. Det forudsætter et fundamentalt skift

i holdning fra utilstrækkeligt til selvforsyning. En nøglefaktor til at erkende

tilstrækkelighed er at vide hvornår nok er nok, tæt forbundet med det at finde rigdom i

ikke-materielle ting. Det har vist sig i mange studier indtil nu, at idéen om ”mere er

bedre” er en falliterklæring. Et vist plan af materiel komfort er påkrævet: når

grundbehovet er nået og der er lidt til overs til opsparing og lidt til sjov. Ethvert

menneske kan bidrage til en mental sundere og lykkeligere verden: at vide hvornår nok

er nok, og holde op med at prøve at få mere end du behøver!

Lieh-tzu var så fattig, at han begyndte at ligne en der sultede. En besøgende så

ham og gik hen til Prinsen af Cheng. ”Lieh Yü-k’ou (Lie Yukou) er kendt som en

mand af Tao. Han lever i din stat og er forfærdelig fattig! Du synes ikke at gøre

noget ved det – værdsætter du ikke mennesker af Tao?” [12]

12. Ligesom i det gamle Grækenland, blev filosoffer æret, så ”mennesker af Tao” blev

agtet højt i det gamle Kina. Der var mennesker kendt for deres integritet og høje plan

af lærdom: lærde, poeter, filosoffer, kunstnere, religiøse eksperter og lignenede.

Ligesom ved de traditionelle feudale hof i Europa, og gennem stipendier i dag, ville

sådanne berømte mennesker blive sponsoreret. I Kina var deres støtter aristokrater,

lokale herskere, og det kejserlige hof. Det var dog – modsat i Europa og i dag – ikke et

en-vejs system; den lokale filosof, troldmand eller Taoist, tjente til at forbedre

prestigen hos den der sponsorerede ham, og gav derved legimitet, hjalp lord’en til at

se godt ud i mennesker og hans medherskeres øjne.

Prinsen beordrede straks sine embedsmænd til at sende Lieh-zhu noget korn.

Da Lieh-tzu så budbringeren ved døren, bukkede han to gange og afviste det.

132

Budbringeren gik og Lieh-tzu trådte ind igen. Hans hustru konfronterede ham

og slog ham på brystet. Hun sagde, ”Jeg har hørt, at hustruer og børn til mænd

af Tao altid vil finde fred og lykke – men her ser vi ud til at sulte! Nu har lord’en

selv gjort sig den ulejlighed at sende mad, og du vil ikke acceptere det. Det er i

sandhed ikke en skæbne!”

Lieh-tzu lo. ”Lord’en har ingen idé om hvem jeg er. Han sender korn fordi en

eller anden har sagt det. Det kan meget vel være at han holder det i sinde for at

straffe mig – også hvis en eller anden siger noget en dag. Af den grund ville jeg

ikke accepterer det.”

Til sidst rejste folk sig i et oprør og dræbte prinsen. [13]

13. Lieh-tzu vidste at ethvert samkvem med embedsstanden kunne give bagslag.

Selvom han var sulten, ville han ikke acceptere noget der kunne skabe et bånd og få

mulige følgevirkninger. For ham, trods hans sult, var hans personlige integritet

vigtigere, og hans personlige frihed mere vigtig. Og da oprøret brød ud, og prinsen blev

dræbt, kunne han ikke forbindes med ham og lide hans skæbne.

Lieh-tzu var på vej til Ch’i, men vendte om på halvvejen. På hans vej mødte han

Onkel Kaos.

”Hvorfor vendte du om?”

”Jeg blev bange.”

”Hvad gjorde dig bange?”

”Jeg spiste ved ”ti suppe boden, og de betjente mig først ved fem!”

”Åh, var det det hele? Hvordan kunne det gøre dig bange?”

”Hvis indre oprigtighed ikke opløses, bliver det udsendt fra kroppen som en

slags stråleglans. Dette påvirker sindet hos andre og giver dem fordel for dig i

modsætning til rang og alderdom. Det bliver snart en kilde til sorg. [14]

133

14. Som en anden Chuang-tzu passage siger, ”I en tilstand af kosmisk fred og indre

stabilitet, udsender en person et himmelsk lys” (kapitel 6). Det er åndens lyse lys

indeni, lyset ”af indre vision” der former en del af det iboende potentiale, og

manifesterer sig selv som tendens mod det gode. Ånd som det aktive element i

menneskets potentiale er lysets kraft, som omvendt er synlig, rent ch’i. Det personlige

lys af indre vision, er endvidere det samme lys som kosmos’ lys. Da begge tager del i

hinanden, bliver de stærkere som de skinner frem mere harmonisk.

Dette skinnende lys er endvidere end slags karisma. Det skaber en forbindelse mellem

mennesker og tiltrækker dem, får fuldstændige fremmede til at nærme sig i håb om at

blivce i stand til at gøre ting med og for sådan en strålende person. De foragter sociale

konventioner til fordel for den åndrige person, og i rette tid filtrer sammen med ham

eller hende i deres egne visioner. Det er noget lignende en fascineret fan, der følger sit

idol, præver at være nær ham, og efterligner ham uophørligt.

”Markedsfolkene handler bare med klar-til-at spise suppe, de laver ikke en

masse ekstra penge. Deres profit er lille, der indvirkning minimal – og alligevel

behandler de mig specielt som dette. Hvor meget mere da, når det kommer til

statens hersker med titusinde vogne? Hans krop der er træt af at lede staten,

hans sind drænet af at tage sig af administrationen, han ville ønske at jeg

overtager ting og gør dem til en succes. Det er det som gjorde mig bange.”

”Det er et meget godt perspektiv du har,” sagde Onkel Kaos. ”Men selv hvis du

bliver stående, så vil folk stadig opsøge dig!”

Ikke så lang tid efter gik han hen for at besøge Lieh-tzu: udefor hans dør stod

rækker af sko. [15]

15. Jo højere og mere magtfuld person sådan en stølende meste rmøder, jo større

ansvar vil han få. Jo mere ansvar han får, jo større er faren for fejl og derfor distraheret

fra de mere tilfredsstillende af livets bestræbelser. Alligevel vil du, hvis du har den

slags indre lys og lader det skinne ud ad, ikke være i stand til at slippe væk fra det. Du

må undgå højt rangerende og politisk involvering, men mennesker vil stadig opsøge dig

– som det ses af rækken af sko udenfor Lieh-tzu’s dør.

Mennesker i toppen vil, når de søger at ansætte nogen, sende ham på en fjern

mission for at undersøge hans loyalitet og holde ham tæt i nærheden for at

134

undersøge hans respekt. De vil få ham til at håndtere besværligheder for at

undersøge hans ledelses evner og spørge ham uventet til råds for at undersøge

hans ekspertise. De vil give ham en stram deadline for at undersøge hans

pålidelighed, donere ham penge for at undersøge hans venlighed og fortælle

ham om en farlig situation for at undersøge hans opfindsomhed. De vil også få

ham til at drikke tæt for at undersøge hvor klar i hovedet han er, og anbringe

ham i blandet selskab for at undersøge hans selvkontrol. Ved at bruge disse ni

test, findes den uværdige medarbejder nemt. [16]

16. Af samme grund, hvis du har brug for at hyre en til at gøre ting for dig, så check

omhyggeligt om han eller hun har de rette kvaliteter. Men der er ikke en standard test

for alle, men der nogle generelle hovedtræk man kan se efter. Chuang-tzu ser især

efter kvaliteter som loyalitet, respekt, ekspertise, ledelsesevner, pålidelighed,

venlighed og selvkontrol. Dissse er alle gode kvaliteter hos en assistent og

medarbejder, kvaliteter som gør forskellen mellem succes og fiasko. de er også

kvaliteter som skulle lovprises og opmuntres generelt, gøre befolkningen mere

resourcestærke og pålidelige som et hele.

Da Fader Rette fik sin første position, bukkede han fra nakken. Ved hans anden

position, bukkede han fra brystet. Ved hans tredje position, bukkede han fra

taljen, blev i skyggen og gik aldrig langt væk fra væggen. Hvilken model! [17]

17. Denne passage sætter adfærden i kontrast hos to personer der modtager vigtige

udnævnelser. Den første bukker dybt hver gang – fra nakken brystet og taljen – og

bliver mere ydmyg med forøget ansvar. Han prøver at skjule sit lys ved at holde sig tæt

til væggen, prøver at være upåfaldende og tilbagetrukket, og bruger sit lys til bedste

gavn for alle og ikke til hans eget selv-ophøjelse.

Når et almindeligt menneske får sin første position, retter han ryggen. Ved

hans anden position danser han oven på sin vogn. Ved hans tredje posiiton,

kalder han sine onkler ved fornavn. Hvilken forskel! [18]

18. I kontrast bliver den anden karakter – den mere typiske, almindelige person – mere

arrogant og selvhøjtidlig for hver højere rang. Han viser sig selv fuldt ud, danser

offentligt, og opgiver de formmelle tiltaler der kræves i rette familie relationer. Hver

gang tager han mere plads, lade sin udstråling spredes mere, skaber fjender og skaber

135

forstyrrelse. Denne position gør ham ikke særligt meget gode, og han formentlig heller

ikke særlig god til det.

Bundlinjen: ser officielle positioner og ansvarsfulde job som en byrde som du kan eller

ikke kan bære, men brug dem ikke til at vokse ud over dig selv og dit sociale ståsted.

136

14. Når ved magten

Hvis en stor vis skulle regere verden, ville han lade menneskers sind være frie

og åbne, for at få dem til at skabe deres egen lære og forandre deres vaner om

nødvendigt. Han ville støtte dem i at fjerne al mental negativitet og hjælpe

dem med at gøre fremskridt i at realisere deres enestående ambitioner. De

ville nå frem til at gøre tingene naturligt i overensstemmelse med deres

essentielle natur, og aldrig vide hvorfor. [1]

1. Den vise ville i en magtposition være sikker på at skabe omgivelser der var perfekt

samstemt med menneskers selv-erkendelse justeret med der personlige gaver og

særlige situationer. Han ville hjælpe dem med at eliminere ”mental negativitet,”

bogstaveligt ”tyvene” af ånd og ch’i, som er de stærkeste reaktioner for sanserne,

følelserne – i senere tekster også kaldt de ”seks tyve.” Han vile også støtte dem i at

finder måder til at aktivere deres enestående kvaliteter, et begreb der relaterer til

idéen om ensomhed i virkeliggørelsen af af glemsel – den idé at, selvom en del af det

større univers og forankret i sociale strukturer, er vi alle i sidste ende særegne,

enestående og alene i os selv. Men ved at erkende dette og gøre ting naturligt, kan vi

udfolde vores særlige spontane evner og adfærd i overensstemmelse med vore indre

evner og tendenser – og aldrig helt vide hvorfor og uden noget behov for at analysere

dem.

Ved at gøre ting som dette vil han altid se op efter Yao og Shun’s lærdomme

eller, mennesker der er blevet mystisk forenet og grænseløse, se ned på dem?

Nej, han ville kun ønske at være ét med iboende potentiale og lade sit sind

slappe af der. [2]

2. Ved at være i sin egen fuldendte ensomheds, vil den vise som hersker aldrig have

behov for at se op på tidligere vise (som Yao og Shun) – der er døde for længst og fra

hvem der kun er krummer tilbage – eller ned på mennesker. Det bogstavelige udtryk

her er ”behandle dem som ældre eller yngre brødre” – med andre ord, have en særlig

forbindelse. Ensomhed betyder at overvinde dette behov for formelle relationer. Den

vise er snarere mystisk forenet med Tao og grænseløs, et udtryk der bogstaveligt

kombinerer ordene for ”mørkt nedsænket” og ”heldig.” Det udtrykker et vandigt

område og ved udstrækning indikerer det et sind i mystisk forening med det større

kosmos. Èt med iboende potentiale, med Tao’s kraft, har den vise kun et ønske: at

slappe af i naturligt ’sådan’. Og trods mangel på al bevidst planlægning og

137

anstrengelse, blot ved at være sig selv, påvirker den vise verden og hjælper alle

mennesker i deres egen selvrealisering.

Ni Chüeh (Ni Jue) mødte engang Hsü Yu (Xu You) på vejen. Han spurgte: ”Hvor

er du vej hen?”

”Jeg er på vej væk fra Yao.”

”Hvad mener du?”

”Yoa er seriøst velvillig som opdrog han en familie. Jeg er bange for at man vil

more sig over ham nu, og fremtidige generationer vil forringes til kannibalisme.

[3]

3. Yao var en de mest agtede vise herskere i gammel tid; Hsü Yu var hans yndlings

rådgiver, kendt som en meget vis person. Men i denne historie prøver Hsü Yu at flygte

fra hans hersker, fordi den sidste har taget virkningen af lederskabet for alvorligt. Som

et resultat vil mennesker ikke tage lederen alvorlig i denne generation, hvilket vil føre

til moralsk forfald over edskillige generationer, indtil kulturen synker ned i vildskab og

vandalisme. Ligesom den vise ved ikke at prøve at herske helbreder verden, så vil

herskeren der er for seriøs i det at herske fremkalde dets forfald.

”Nu er det vanskeligt at at holde mennesker sammen. Elsk dem og de tilbeder

dig; giv dem fortrin og de vil komme til dig; ros dem, og de vil arbejde hårdt for

at glæde dig; gør noget som de afskyr, og de vil forlade dig. Både at elske og

gavne kommer fra en holdning af velvilje og retfærdighed. Kun få lykkes i at

tage let på disse dyder, mens masser af mennesker bruger dem til deres egne

fordele. Når de først gør det, praktiserer de velvilje og retfærdighed uden

virkelig oprigtighed, efterligner dem når de i virkeligheden snarere er rovdyr-

lignende grådighed. [4]

4. Dette beskriver de grundlæggende regler for at håndtere emner eller undersåtter:

pas på dem og ros dem, og de vil følge dig og gøre deres bedste for at glæd dig; opfør

dig på en måde de ikke kan lide og de vil gå. Politikere har en tendens til at lade som

om, og bruger falsk dyd. De siger de gør deres bedste for det fælles gode, men

forklæder i virkeligheden deres ubegrænsede grådighed og arbejder ihærdigt på at

138

udnytte folk for deres egen profits skyld. Deres motivation er som regel ikke oprigtig,

og alle deres ord om gode intentioner skjuler blot det aggressive rovdyrs adfærd.

Også, hvis en enkelt person tager alle disse beslutninger, der angiveligt gavner

hele verden, er det som at få et enkelt glimt af et vældigt panorama. Yao ved,

at den vise gavner verden, men han har ingen idé om, at han også kan

ødelægge den. Det erkender du først når du kommer væk fra den vise.” [5]

5. Regeringen skal inkludere perspektivet hos de mange, men kun et enkelt kontor

eller person gør alle beslutningerne. Dette fører til fejltagelser på mange planer. Typisk

er dem med magt langt så væk fra menneskers virkelige liv, at de ikke har nogen idé

om hvad der foregår i verden. De ledes til fejtagelser, er aldrig rigtigt forbundet med

deres undersåtter, og gør nemt beslutninger der ødelægger hele lande. Moderne

eksempler bugner i massevis – fører til miljøkatastrofer, udbredt hungersnød eller

massiv ødelæggelse af infrastruktur.

Hertug Wu sagde til Hsü-kuei, ”Jeg har ventet på at tale med dig i nogen tid.

Jeg vil gerne elske folket, handle retfærdigt, og afvæbne landet – er det

overhovedet muligt?”

”Nej, det er det ikke. At elske folket er det første skridt til at skade dem. At

handle retfærdigt og afvæbne landet er roden til forøget krigsførelse. Hvis du

gør dette, gætter jeg på at du vil fejle. Som regel bliver anstrengelse for at gøre

godt til det ondes instrumenter. Medens du handler med velvilje og

retfærdighed, vil dine handlinger snart vende sig til hykleri. Ligesom en model

altid skaber kopier, vil der i succes altid være nederlag; forandringer fører altid

til marginalisering og disharmoni. [6]

6. Herskeren har her mål der lyder godt ved første glimt, men vil føre til fejltagelser og

hykleri. Hans mål kan være ædle, men ved at gøre en bevidst anstrengelse til at gøre

godt, vil han invitere ondskab, der fører til en situation hvor moral bliver

dobbeltmoralsk og hans vovemod vil lide nederlag. Straks der er en levedygtig model,

vil en eller anden prøve at kopiere den. Al succes indbefatter nederlag på et eller plan.

Og enhver forandring, især bevidste udførte forandringer, har altid uønskede

sidegevinster – marginalisere visse grupper og skaber disharmoni blandt de som ikke

får gavn af det. Tag en hvilken som helst forandring i skattelove, uddannelse,

139

sundhedsreform eller virksomheds organisation – der er altid negative sidegevinster og

mennesker det ikke gavner.

”På den anden side bør du altid undgå at have for mange vagter i dit palads

eller bevæbnede patruljer omkring i dine haller. Aldrig samle tropper der kan

forhindre dine interesser, og for alt i verden prøv end ikke at besjere andre med

kunstgreb, ordninger eller magt. At dræbe mennesker i en anden stat og

overtage deres territorier kan måske tilfredsstille dine selviske ønsker og betale

hyldest til egoistiske ånd. Men hvem i denne kamp vil have ret? Hvem vil være

sejrherren? [7]

7. Alternativer er en blødhjertet tilnærmelse, hvor forandringe kommer som et resultat

af naturlig udfoldelse. At arbejde med det, være mild og venlig, undgå at have vagter

og patruljer, og slippe alt militær og alle mulige slags ordninger. At skabe et stærkt

militær betyder at bringe magt i spil der kan være usamarbejdsvillig. At bruge

kunstgreb, ordninger eller magt – ved at lyve, snyde, lave hemmelige komplotter, og

vold – vil altid ramme tilbage. Af samme grund er det at gå i krig i enhevr form en

invitation til nederlag eller i det mindste et enormt tab af ansigt. Hvad der er motiveret

ved egositiske ønsker betaler sig aldrig. Den ene side kan teknisk have vundet, selvom

prisen er høj, og en militær handling vil uundgåeligt føre til mere skade end gavn.

Det er bedre at opgive alle selviskhed og dyrke oprigtighed i dit hjerte; naturligt

samstemme himlen og jordens integritet og slippe alle bekymringer. Dette vil

naturligt få mennesker til at undslippe døden – så hvilken brug har du for at

afvæbne landet?” [8]

8. Den bedste politik for en hersker er at blive uselvisk og afslappet, være samstemt

med kosmos’ indre renhed eller integritet: slippe alle planer, bekymringer og

ordninger. Så er mennesker naturligt lykkelige og lever længe. Der er intet behov for at

gør noget yderligere, intet behov for aktivt at bevæbne eller afvæbne nogen, intet

behov for bevidst planlægning og manipuleret forandring.

Staterne Han og Wei kæmpede om et stykke erobret territorium. Hua-tzu

(Huazi) gik hen til hertug Chao-hsi (Zhaoxi) Han’s hersker. Han så deprimeret

ud.

Hua-tzu sagde, ”Lad os antage, at verden skriver en overenskomst op og

140

lægger den foran dig. Dens tekst lyder: ”Hvis du tager dette med din venstre

hånd, vil din højre hånd blive hugget af. Hvis du tager det med din højre hånd,

vil din venstre hånd blive hugget af. Men hvis du tager det vil du få verden. ”Vil

du tage det?”

”Sandeligt ville jeg ikke.”

”Godt. Se det så på denne måde: begge dine arme er vigtigere for dig end hele

verden. Din krop er endog vigtigere for dig end dine arme. Desuden er Han

staten mindre betydningsfuld end hele verden, og det stykke land i kæmper om

i dag, er endnu mindre betydningsfuldt end Han staten. Du ser, at det er

fuldstændigt uacceptabelt at skade din krop og bruge dit liv på kun, at være

deprimeret og bekymre over et lille stykke land!” [9]

9. En måde at opnå den sindstilstand der er nødvendig for at slippe ting, selv når du

har muligheden for at forandre dem, er ikke at blive personlig involveret. Der findes en

sund form for selviskhed i den selv-bevarelse og et godt liv bør have forrang for

materielle besiddelser og politisk magt. I denne historie er tabet af lemmer og

indvirkningen af bekymringer på sindet i kontrast til opnåelsen af et stykke land. Der

er, når det kommer til stykket, ikke noget at kæmpe for. Når tingene først er sat i deres

rette perspektiv, er intet land, ressource, eller indvirkning besværet værd der

forårsager tab af liv, lidelser, og sociale forstyrrelser – i deres egen krop og familier –

og vil politikere der er involveret i de beslutninger de tager, vil gøre mindre skade

forårsaget af disse beslutninger.

Tseng-tzu (Zengzi) tjente to gange i embedet, med forskellig holdning hver

gang. Han sagde, ”Den første gang jeg tjente, tog jeg mig af mine forældre. Jeg

fik kun tre bægre korn, men var lykkelig i hjertet. Den næste gang jeg tjente fik

jeg tre tusinde bægre, men jeg kunne ikke dele dem med mine forældre og jeg

blev trist i hjertet.” [10]

10. Der er også nogle afsnit der fortæller, ikke om herskere, men om mennesker der

tjener i embeder og måden det indvirker på deres liv. Tseng-tzu, en af Konfucius’

disciple, er kendt som et dydsmønster af from ydmyghed, der gør alt for sine forældre.

I begyndelsen er hans salær lille, men han har gode familierelationer: han er lykkelig og

tilfreds. Senere er hans salær meget større, men hans forælder er døde og han har

ingen at dele hans rigdom med; han er trist og deprimeret. Resultatet er at

141

slægtskaber er mere vigtigt end penge, at lykke i afhænger af en vis grad af materiel

sikkerhed, men når det først er sikret, er det et spørgsmål om ikke-materielle aspekter.

Hvad angår salæret han modtog så blev embedsmænd i det gamle Kina betalt årligt i

korn. Et bæger (fu) er 6 tønder (tou), 4 pints (sheng), der er 11,5 gallons eller omkring

45 liter i moderne målstok. En spand er 4 tønder, hvilket er lig med 28 liter. Med andre

ord fok Tseng-tzu først 34,5 gallon i modsætning til de 21,000 gallon i dne anden

udnævnelse – noget af en forskel.

En anden discipel spurgte Konfucius om ham: ”Betyder det, at Tseng-tzu ikke

var hængt op?”

”Han var fuldstændigt hængt op! Hvis han ikke var hængt op, hvorfor så al den

tristhed? Han ville ikke have stirret på sine tre bægre og tre tusinde tønder

mere end på alle de spurve eller insekter der fløj forbi.” [11]

11. ”Hængt op” oversat fra hsüan (xuan), der bogstaveligt betyder ”at hænge op” – en

mindre dagligdags oversættelse er ”forviklinger.” Udtrykket henviser til hans

involvering med og i forbindelser med verden. Spørgsmålet her er om det at være en

pligtsom søn, ude af stand til at nyde hans store salær, var fri for verdslige forviklinger.

Svaret er nej, han var det ikke, da sønlig fromhed i sig selv skaber forbindelser og

derfor involvering og følelser. At være helt fri betyder at tillade tingene at komme og

gå uden at reagere på dem.

Ch’ien Wu (Qian Wu) spurgte Sunshu Ao, ”Tre gange tjente du som senior

magistrat og svælgede ikke i luksus. Tre gange blev du afskediget og så ikke

deprimeret ud. Først tvivlede jeg på at dette var ægte, men nu ser jeg at du

trækker vejret roligt og fint. Har du nogen speciel metode til at kontrollere dit

sind?” [12]

12. Her er et tilfælde af uden ”forviklinger,” der kan tage eller forlade positioner og

indkomst som de opstår. Hans åndedræt er roligt og fint, hvilket betyder at hans sind

er roligt og afslappet, under kontrol. Sind og åndedrag er nært forbundet, åndedraget

er på mange måder det ydre tegn på den indre sindstilstand.

For eksempel holder mennesker vejret når de ser noget skræmmende. I tider med

frygt, spændinger, bekymringer, sorg eller stress bliver åndedrættet stakåndet og kort.

142

På den anden side, når vi ligger ned eller slapper af, ånder vi dybt og langsomt.

Åndedrættet er derfor et tydeligt og nemt tilgængeligt redskab til at berolige sindet,

åbne op for en tilstand af afslapning, og tillade en venden indad til indre

opmærksomhed.

”Hvordan ville jeg være anderledes end andre mennesker? Alt jeg gør er at

forstår, at når en postion kommer til mig, så kan jeg ikke forhindre det, ophører

den, kan jeg ikke stoppe det. Ved at tænke på al opnåelse og tab som

upersonlige hændelser, har jeg ingen grund til at være deprimeret. Det er det

hele. Så hvordan er jeg anderledes end andre?

”Jeg har ingen idé om hvad enten ære er i positionen eller i mg selv. Jeg har

intet at gøre med den; hvis det er i mig selv, så er positionen irrelevant. [13] Og

nu min ven, vil jeg tage en fritime, gå en tur og se mig omkring i alle retninger.

Jeg har virkelig ikke tid til at bekymre mig om hvad enten mennesker ærer mig

eller foragter mig.” [14]

13. Her er forskellen gjort mellem personlig fortjeneste og ankomsten af position eller

berømmelse. Gevinst og tab er ikke ting som vi kan kontrollere; de er upersonlige

hændelser dikteret af skæbne, om stændighedre der er ud over vores kontrol. Som et

resultat kan de bedst ses objektivt ved at bruge en fjern betragter eller bevidnet

bevidsthed, en mental position af at se på afstand, en evne til at tage et skridt baglæns

fra involvering i oplevelser og følelser. Den objektive betragter er noget alle mennesker

har til tider, såsom evene til at grine af sig selv når de står i en mærkelig situation, eller

evnen til at tage et skridt tilbage og undersøge omstændighederne på afstand. Det

hjælper også med til at stille spørgsmål om hvor værdien af ære og berømmelse er i

dette tilfælde. Hvis det er i en position, så er min udfyldelse tilfældig, og jeg kan kun gøre

det bedste jeg kan for at stemme overens med det. Hvis det er ri mig, så hvor end jeg er,

har jeg netop den samme mængde af ære og selvværd, og jeg kan gøre mit bedste i den

position som jeg tilfældigvis er i uden at blive tiltrukket af det.

14. Ud over alle disse ting og aktiviteter er der i sidste ende meget vigtigere at have et

afslappet liv og nyde hvad du elsker at lave, end at bekymre sig over hvad andre tænker.

Tag en fritime og gå en tur, eller svømme, nyd noget sport, leg med ungerne, engagere

sig i en hobby, have middag med vennerne, ja, selv arbejde – hvad der end giver

maximum fornøjelse og opfylder dig mest!

143

Prins Mou af Wei var i de Centrale Bjerge. Han sagde til den vise Chan-tzu

(Zhanzi), ”Min krop er her blandt floder og søer, men mit sind er stadig i Wei

paladset. Hvad kan jeg gøre?” [15]

15. Sidst, men sandelig ikke mindst, er der en historie om en som er i et embede, men

som ønsker at trække sig tilbage, eller i det mindste at komme væk fra det hele for en

tid. Prins Mou var kendt for at prøve at leve livet som eneboer og opnå Tao, men

kunne ikke slippe byrderne ved hans herredømme. Dette er et almindeligt problem i

dag, når mennesker prøver at slippe væk, gå på ferie eller blive hjemme og besøge

venner, men som altid tager arbejdet med sig. I dag er det blevet nemmere på grund af

alle mulige teknologiske indretninger, så vi hele tiden er forbundet og har både fritid

og arbejde med os – men giver vi så 100 procent til nogen af dem?

”Sæt pris på livet frem for alt. Når du sætter livet højest synes profit og gevinst

ubetydelig.”

”Det erkender jeg. Men jeg har ingen kontrol over mig selv.” [16]

16. Prins Mou – ligesom moderne ledere – forstår meget godt at nøglen til at slippe

væk og slappe af et sted er af større vigtighed for liv og helbred end succes og penge.

Men endnu engang, som mange mennesker i dag, har han ingen kontrol over hans sind

og bliver ved med at tænke og bekymre sig over sit arbejde.

”Hvis du ikke har kontrol over dig selv, så gør blot hvad du vil!”

”Ville min ånd ikke hade det?”

”Ikke at have kontrol over dig selv og tvinge dig selv til ikke at gøre hvad du

virkelig kan lide, skaber en dobbelt byrde på ånden. Folk der skader sig selv på

denne måde kan aldrig opnå nogen form for langt liv.” [17]

17. Hvid du ikke er i stand til at kontrollere dine tanker, er det bedst at gøre hvad du

føler for at gøre, selv hvis det betyder at tage fra arbejde tidligt eller tage arbejde med

til stranden. Ikke at have nogen kontrol over trang og undertrykke dine ønsker skaber

et dobbelt tilbageslag. Ånden bliver bebyrdet og bearbejdet, kroppen bliver tilsvarende

udmattet, og et hjerteslag følger dernæst – ikke den bedste måde at opnå lang levetid

på. Så hvad enten på kontoret under pres eller på ferie og fri, kan du stadig finde det

144

du nyder mest og bringer fred til krop og sind i det nuværende øjeblik – afstå fra

værdiladede domme og aldrig slå dig selv op over den ene ting eller den anden.

Ved at herske over en stat med ti tusinde vogne, havde Mou meget

vanskeligere ved at trække sig tilbage til klipper og huler end almindelige

embedsmænd havde det. Han opnåede rent faktisk ikke Tao, man han kan

sandelig siges at have haft intentionen.